Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Gældende LBK nr 790 af 10/09/2002LovbekendtgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet1. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 10 afgørelser

Retsinformation 8, Domsdatabasen 1, Klagenævn (Nævnenes Hus) 1

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse af lov

om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Herved bekendtgøres lov nr. 397 af 10. juni 1987 om

sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 215 af 9.

april 1999 med de ændringer, der følger af lov nr. 258 af 12. april 2000 og

§ 1 i lov nr. 141 af 5. marts 2001.

Kapitel 1

Sundhedsstyrelsen

§ 1.

Sundhedsstyrelsen er en styrelse under indenrigs- og sundhedsministeren, der

bistår ministeren med den centrale forvaltning af sundhedsmæssige

anliggender.

Stk. 2.

Loven

medfører ingen ændringer i Sundhedsstyrelsens stilling efter den lovgivning,

der henhører under andre ministres forretningsområde.

§ 2.

Sundhedsstyrelsen skal følge sundhedsforholdene og skal holde sig orienteret

om

den til enhver tid værende faglige viden på sundhedsområdet.

Stk. 2.

Når

Sundhedsstyrelsen bliver bekendt med overtrædelser eller mangler på

sundhedsområdet, skal Styrelsen orientere vedkommende myndighed i fornødent

omfang. Ligeledes skal Sundhedsstyrelsen orientere offentligheden, når

særlige

sundhedsmæssige forhold gør det nødvendigt.

§ 3.

Indenrigs- og sundhedsministeren og andre myndigheder har adgang til direkte

rådgivning og anden bistand fra Sundhedsstyrelsen i sundhedsfaglige

Læs alt

spørgsmål.

§ 4.

Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der

udføres

af personer inden for sundhedsvæsenet. Dette gælder dog ikke virksomhed, der

udføres af autoriserede psykologer. Endvidere fører Sundhedsstyrelsen tilsyn

med ledere af plejehjem og lignende, hvortil der ikke er knyttet en fast

læge.

Stk. 2.

Sundhedsstyrelsen kan som led i tilsynet efter stk. 1. afkræve personer

inden for sundhedsvæsenet de oplysninger, der er nødvendige for at gennemføre

tilsynet.

Stk. 3.

Sundhedsstyrelsen eller personer, der af Sundhedsstyrelsen er bemyndiget til

at

udøve tilsynet, har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse

adgang til sygehuse, plejehjem og lignende.

Stk. 4.

Sundhedsstyrelsen kan efter indenrigs- og sundhedsministerens nærmere

bestemmelse pålægge personer inden for sundhedsvæsenet at foretage

anmeldelser

og indberetninger vedrørende deres faglige virksomhed.

§ 4 a.

Sundhedsstyrelsen iværksætter evalueringer m.v. af virksomheden i det

offentlige sundhedsvæsen med henblik på at fremme kvalitetsudviklingen og en

mere effektiv ressourceanvendelse i sundhedssektoren. Evalueringerne kan

omfatte alle forhold vedrørende sundhedsvæsenets virksomhed.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at det påhviler amterne,

Hovedstadens Sygehusfællesskab, kommunerne samt de under Indenrigs- og

Sundhedsministeriet hørende institutioner at give de for gennemførelsen af

evalueringer m.v. efter stk. 1 nødvendige oplysninger, herunder

oplysninger fra patientregistre og andre registre samt regnskabs- og

budgetoplysninger.

Stk.3.

Oplysninger, der

indhentes til brug for evalueringer efter stk.1, kan ikke videregives til

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter § 12, stk. 2.

Kapitel 2

Fratagelse og generhvervelse af autorisation

§ 5.

En

person, der er autoriseret til at udøve et hverv inden for sundhedsvæsenet,

kan

fratages autorisationen, såfremt udøveren må antages at være til fare for

andre

mennesker på grund af

1)

en legemlig mangel,

der gør den pågældende uegnet til udøvelse af hvervet, eller

2)

sygdom eller misbrug

af rusmidler eller lignende, der bevirker, at udøveren varigt eller med

mellemrum befinder sig i en mangelfuld sjælstilstand.

Stk. 2.

Sundhedsstyrelsen kan, når der er begrundet mistanke om forhold som beskrevet

i

stk.1, påbyde en autoriseret sundhedsperson at lade sig underkaste

undersøgelser og medvirke ved kontrolforanstaltninger samt at udlevere

relevante helbredsoplysninger til belysning af nævnte forhold.

Stk. 3.

Sundhedsstyrelsen kan påbyde en autoriseret sundhedsperson at indstille sin

virksomhed helt eller delvis, indtil påbud efter stk. 2 om

undersøgelser,

kontrolforanstaltninger eller udlevering af relevante helbredsoplysninger er

efterkommet.

Stk. 4.

Sundhedsstyrelsens afgørelser i medfør af stk. 2 og 3 kan indbringes for

Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Indbringelsen har ikke opsættende

virkning,

medmindre Indenrigs- og Sundhedsministeriet bestemmer anderledes.

Stk. 5.

En

sundhedsperson kan fratages autorisationen, hvis vedkommende overtræder påbud

udstedt i medfør af stk. 3.

§ 5 a.

Autoriserede sundhedspersoner er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen, som

kan afkræve dem de oplysninger til brug for vurdering efter stk. 2 og 3,

der er nødvendige for at gennemføre tilsynet.

Stk. 2.

En

autoriseret sundhedsperson kan fratages autorisationen, såfremt udøveren må

antages at være til fare for andre mennesker på grund af udvist grov

forsømmelighed ved udøvelsen af hvervet.

Stk. 3.

Såfremt en

autoriseret sundhedsperson har udvist alvorlig eller gentagen kritisabel

faglig

virksomhed, kan Sundhedsstyrelsen påbyde vedkommende at ændre denne.

Endvidere

kan en autoriseret sundhedspersons virksomhedsområde indskrænkes delvis i de

i

1. pkt. nævnte situationer.

Stk. 4.

Sundhedsstyrelsens afgørelser i medfør af stk. 3, 1. pkt., kan

indbringes

for Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Indbringelsen har ikke opsættende

virkning, medmindre Indenrigs- og Sundhedsministeriet bestemmer anderledes.

Stk. 5.

En

sundhedsperson kan fratages autorisationen, hvis vedkommende ikke afgiver de

i

stk. 1 omtalte oplysninger eller ikke efterkommer påbud efter

stk. 3,

1. pkt.

§ 6.

Finder Sundhedsstyrelsen, at en autorisation skal fratages efter § 5

eller

§ 5 a, eller at en autoriseret sundhedspersons virksomhedsområde skal

indskrænkes efter § 5 a, stk. 3, 2. pkt., afgiver Styrelsen

indstilling til indenrigs- og sundhedsministeren herom.

Stk. 2.

Sundhedsstyrelsen skal indhente en skriftlig erklæring fra Retslægerådet, før

Styrelsen afgiver indstilling til indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 3.

Sundhedsstyrelsen skal, forinden Styrelsen afgiver indstilling, opfordre

udøveren af hvervet til at udtale sig skriftligt eller afgive en mundtlig

redegørelse i et møde, hvori også Retslægerådet deltager. Den pågældende skal

endvidere opfordres til inden 14 dage at erklære, om sagen ønskes afgjort ved

dom, eller om sagen kan afgøres af indenrigs- og sundhedsministeren. Afgives

en

sådan erklæring ikke, skal indenrigs- og sundhedsministeren indbringe sagen

for

domstolene.

§ 7.

Sundhedsstyrelsen kan i påtrængende tilfælde, hvor den fortsatte virksomhed

skønnes at frembyde overhængende fare, midlertidigt fratage udøveren af

hvervet

autorisationen. Sundhedsstyrelsens afgørelse skal omgående meddeles

indenrigs-

og sundhedsministeren, der stadfæster eller ophæver Styrelsens afgørelse.

§ 8.

Retssag om fratagelse af autorisation eller indskrænkning af

virksomhedsområde

anlægges af indenrigs- og sundhedsministeren i den borgerlige retsplejes

former. Det kan i en dom om fratagelse af autorisation eller indskrænkning af

virksomhedsområde fastsættes, at anke ikke har opsættende virkning. Den

pågældende kan dog ikke afskediges fra en stilling på grund af fratagelse af

autorisation eller indskrænkning af virksomhedsområde, før der foreligger en

endelig domstolsafgørelse.

§ 9.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan anmode udøveren af hvervet om at lade

sig

underkaste en lægelig undersøgelse til brug for ministerens stillingtagen

til,

om autorisation skal søges frataget den pågældende. Hvis den pågældende

afviser

at efterkomme en sådan anmodning, forelægger indenrigs- og sundhedsministeren

spørgsmålet for den ret, hvor en eventuel retssag skal anlægges. Retten afgør

spørgsmålet ved kendelse. En sådan afgørelse kan også træffes, efter at der

er

anlagt retssag om fratagelse af autorisation.

Stk. 2.

Såfremt

udøveren af hvervet undlader at efterkomme en kendelse om at underkaste sig

en

lægelig undersøgelse, fratager indenrigs- og sundhedsministeren den

pågældende

autorisationen, og hvis der er anlagt retssag herom, bortfalder retssagen.

Stk. 3.

Udgifterne

ved en lægeundersøgelse efter stk. 1 afholdes af statskassen.

§ 10.

Sundhedsstyrelsen offentliggør afgørelser om midlertidig eller endelig

fratagelse af autorisation eller indskrænkning af virksomhedsområdet efter

§§ 5-9.

Stk. 2.

Såfremt

retten til at udøve hverv inden for sundhedsvæsenet frakendes ved dom i en

straffesag, skal anklagemyndigheden give Sundhedsstyrelsen meddelelse herom.

Sundhedsstyrelsen offentliggør afgørelser om frakendelse.

§ 11.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter ansøgning give en person, der har

fået frataget autorisation til udøvelse af et hverv eller indskrænket sit

virksomhedsområde inden for sundhedsvæsenet efter §§ 5-9, tilladelse til

at generhverve autorisationen eller få ophævet indskrænkningen af

virksomhedsområdet, når de omstændigheder, der begrundede fratagelsen eller

indskrænkningen af virksomhedsområdet, ikke længere er til stede.

Stk. 2.

Et afslag

fra indenrigs- og sundhedsministeren om generhvervelse af autorisation eller

ophævelse af indskrænkning af virksomhedsområdet efter stk. 1 kan

tidligst

indbringes for domstolene ét år efter, at der er truffet afgørelse om endelig

fratagelse af autorisation eller indskrænkning af virksomhedsområdet, eller

det

ved dom er nægtet den pågældende person at generhverve autorisationen eller

få

ophævet indskrænkningen af virksomhedsområdet.

Kapitel 3

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

§ 12.

Klager over den faglige virksomhed, der udøves af personer inden for

sundhedsvæsenet, jf. § 15, skal indbringes for Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn. Dette gælder dog ikke for klager, for hvilke der i øvrigt i

lovgivningen er foreskrevet en særlig klageadgang.

Stk. 2.

Herudover

skal Sundhedsstyrelsen til Patientklagenævnet indbringe sager, som Styrelsen

finder vil kunne give grundlag for kritik eller anden sanktion over for

personer inden for sundhedsvæsenet, jf. dog § 4 a, stk. 3.

§ 13.

Patientklagenævnet er i sin virksomhed uafhængigt af instruktioner om den

enkelte sags behandling og afgørelse.

Stk. 2.

Nævnets

afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 14.

Patientklagenævnet kan give udtryk for sin opfattelse af sagen, herunder

eventuelt fremsætte kritik over for den pågældende sundhedsperson, eller søge

iværksat andre sanktioner.

§ 15.

Patientklagenævnet behandler klager over de ved særlig lovgivning

autoriserede

personer inden for sundhedsvæsenet, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke persongrupper

inden

for sundhedsvæsenet, som ikke har autorisation efter særlig lovgivning, der i

øvrigt er omfattet af reglerne i dette kapitel.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan efter forhandling med Nævnet fastsætte regler om,

at

Patientklagenævnets virksomhed ikke skal omfatte dele af den faglige

virksomhed, der udøves af persongrupper, som er autoriseret efter særlig

lovgivning. Særlige hensyn skal dog tale herfor.

§ 16.

Patientklagenævnet består af en formand og et af indenrigs- og

sundhedsministeren fastsat antal næstformænd og beskikkede medlemmer.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren udpeger nævnets formand og næstformænd, som skal

opfylde

de almindelige betingelser for at kunne beskikkes som landsdommer.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren beskikker et antal medlemmer, der ikke samtidig må være

medlem af noget kommunalt råd, således:

1)

6 medlemmer beskikkes

efter indhentet udtalelse fra Amtsrådsforeningen i Danmark.

2)

1 medlem beskikkes

efter indhentet udtalelse fra Københavns kommune.

3)

1 medlem beskikkes

efter indhentet udtalelse fra Frederiksberg kommune.

4)

8 medlemmer beskikkes

efter indhentet udtalelse fra De Samvirkende Invalideorganisationer.

Stk. 4.

Indenrigs-

og sundhedsministeren beskikker for hvert fagligt område et antal medlemmer,

der alle er fagligt uddannede.

Stk. 5.

Medlemmerne

beskikkes for en periode, der følger den kommunale valgperiode.

Genbeskikkelse

kan finde sted. De medlemmer af Patientklagenævnet, der ikke udfører hvervet

som led i deres tjenstlige arbejde, ydes vederlæggelse og godtgørelse for

befordring i lighed med ikke-statsansatte, der modtager særskilt

vederlæggelse.

Udgifter hertil afholdes af staten.

§ 17.

Ved afgørelsen af den enkelte sag skal Nævnet sammensættes af

1)

formanden eller en

næstformand

2)

2 medlemmer efter

§ 16, stk. 3, heraf 1 beskikket efter bestemmelsens nr. 1-3 og 1

beskikket efter nr. 4, og

3)

2 medlemmer efter

§ 16, stk. 4, afhængig af sagens faglige karakter.

S

tk. 2.

Formanden

eller vedkommende næstformand afgør, hvilke medlemmer efter § 16,

stk. 3, og stk. 4, der skal deltage i Nævnets møder. Formanden

eller

vedkommende næstformand afgør endvidere, inden for hvilket fagligt område

eller

områder, medlemmer efter § 16, stk. 4, skal deltage.

§ 18.

Nævnets formand eller vedkommende næstformand kan bestemme, at særligt

sagkyndige eller andre kan deltage uden stemmeret ved Nævnets behandling af

sager.

§ 19.

Nævnet kan anmode vedkommende embedslægeinstitution om at undersøge

klagesagen

samt om, at der udarbejdes indstilling til Nævnet om sagens afgørelse. Nævnet

kan bestemme, at klagesagerne direkte kan indgives til

embedslægeinstitutionerne med henblik på undersøgelse, før Nævnet træffer

afgørelse i en sag. Nævnet kan forelægge sager for Sundhedsstyrelsen og

Retslægerådet, før Nævnet træffer afgørelse i en sag. Nævnet skal, inden der

træffes afgørelse i en klagesag vedrørende sundhedsvæsenet i Grønland,

indhente

en udtalelse herom fra sundhedsmyndighederne i Grønland.

Stk. 2.

Personer

omfattet af dette kapitel skal efter anmodning meddele Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn samt embedslægerne enhver oplysning, herunder journaler, til

brug for behandling af sagen.

Stk. 3.

I sager

vedrørende autoriserede psykologers virksomhed inden for sundhedsvæsenet skal

Nævnet dog indhente en udtalelse fra Psykolognævnet, før Nævnet træffer

afgørelse i en sag.

Stk. 4.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal holde Sundhedsstyrelsen underrettet om

de afgørelser, Nævnet træffer. Sundhedsstyrelsen kan til brug for sin

tilsynsvirksomhed få udleveret Nævnets sagsakter i de enkelte klagesager.

§ 20.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med Nævnet

dettes

forretningsorden.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan i forretningsordenen fastsætte regler om, at Nævnet

kan bemyndige formanden til at træffe afgørelse i visse sager, der ikke

skønnes

at frembyde tvivl.

§ 21.

Nævnet afgiver en årlig redegørelse til indenrigs- og sundhedsministeren om

sin

virksomhed.

§ 22.

Klage skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var

eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Nævnet kan dog se

bort fra overskridelse af fristen, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 2.

Fristen

gælder ikke for sager, som Sundhedsstyrelsen indbringer for Nævnet, jf.

§ 12, stk. 2.

§ 23.

Det påhviler kommuner og amtskommuner at give information og yde vejledning

til

befolkningen om klageadgang på sundhedsområdet.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at klagevejledning tillige kan

tilbydes i statsamterne, og at enhver klage over forhold i sundhedsvæsenet

kan

indgives til statsamterne med henblik på videresendelse til rette myndighed.

Kapitel 3 a

Det nationale råd for folkesundhed

§ 23 a.

Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter et uafhængigt, sagkyndigt råd for

folkesundhed. Rådet har til formål at bidrage til at forbedre sundheden i

hele

befolkningen. Rådet har til opgave at bidrage til debat og at rådgive

indenrigs- og sundhedsministeren om folkesundhedsområdet.

Stk. 2.

Det

nationale råd for folkesundhed afgiver mindst hvert andet år en beretning om

rådets arbejde til Folketinget og indenrigs- og sundhedsministeren.

§ 23 b.

Det nationale råd for folkesundhed består af 11 medlemmer, som beskikkes af

indenrigs- og sundhedsministeren for tre år ad gangen på baggrund af deres

sagkundskab inden for folkesundhedsområdet. Indenrigs- og sundhedsministeren

udpeger rådets formand blandt rådets medlemmer.

Stk. 2.

Rådet kan

indkalde andre relevante personer på ad hoc-basis.

Stk. 3.

Rådet

fastsætter selv sin forretningsorden.

Kapitel 4

Statens Seruminstitut

§ 24.

Statens Seruminstitut, der er et institut under indenrigs- og

sundhedsministeren,

er landets centrallaboratorium for så vidt angår human bakteriologi, virologi

og serologi og udfører undersøgelser for bl.a. sygehuse og praktiserende

læger

samt fremstiller og fremskaffer vacciner, sera, blodprodukter m.v. Statens

Seruminstitut driver videnskabelig forskning, rådgiver og udfører kontrol- og

referencefunktioner på områder, der vedrører Instituttets opgaver.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter regler, herunder om betaling, for

Instituttets

udlevering af præparater og udførelse af undersøgelser m.m.

Kapitel 5

Straffebestemmelser

§ 25.

Undladelse af at efterkomme en forpligtelse efter § 4, stk. 2 og 4,

og § 19, stk. 2, straffes med bøde.

§ 26.

Personer, der har fået frataget autorisation eller indskrænket

virksomhedsområdet efter kapitel 2, og som fortsætter med at udøve det

pågældende hverv, straffes med bøde eller hæfte i indtil 3 måneder, medmindre

højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Kapitel 6

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 27.

Loven træder i kraft den 1. januar 1988. Samtidig ophæves lov nr. 182 af 23.

juni 1932 om sundhedsvæsenets centralstyrelse.

Stk. 2.

Lovens

kapitel 3 finder ikke anvendelse på klager, som Sundhedsstyrelsen har afgjort

før 1. januar 1988. Patientklagenævnet kan dog tage en sag op til behandling

og

afgørelse, såfremt der foreligger væsentlige nye oplysninger.

Stk. 3.

Klager, der

er indgivet til Sundhedsstyrelsen før 1. januar 1988, og som ikke er

færdigbehandlet, behandles af Patientklagenævnet efter reglerne i denne lovs

kapitel 3. Forældelsesreglen i § 22 gælder dog ikke for disse klager.

§ 28.

Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kgl. anordning helt eller delvis

sættes i kraft for øerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold

tilsiger.

Stk. 2.

Bestemmelserne i §§ 2 og 4 gælder ikke for Grønland.

Lov nr. 391 af 7. juni 1989, der vedrører § 16,

stk. 1, og 5, og § 17, stk. 1, nr. 1, indeholder følgende

ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. september 1989. § 1,

nr. 2, har dog virkning fra Patientklagenævnets oprettelse.

Lov nr. 369 af 6. juni 1991, der vedrører § 19,

stk. 1, og § 28, stk. 2, indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 4

Loven træder i kraft den 1. januar 1992, jf. dog

stk. 2.

Lov nr. 494 af 30. juni 1993, der vedrører § 4,

stk. 1, og § 19, stk. 3, indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 25

Loven træder i kraft den 1. januar 1994.

Lov nr. 503 af 30. juni 1993, der vedrører § 19,

stk. 1, 2, og 3 indeholder følgende ikrafttrædelses- og

overgangsbestemmelser:

§ 2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 1994.

Stk. 2.

Loven

finder anvendelse på klager, der rejses over for Patientklagenævnet den 1.

januar 1994 eller herefter.

Stk. 3.

For klager,

der er indleveret til Patientklagenævnet før 1. januar 1994, men hvor

Sundhedsstyrelsen endnu ikke pr. 1. januar 1994 har afgivet en udtalelse i

sagen, kan Patientklagenævnet beslutte, at sagerne kan overgå til fortsat

behandling i nævnet, uden at Sundhedsstyrelsen har afgivet udtalelse i sagen.

Lov nr. 258 af 12. april 2000, der vedrører § 4,

stk. 2, § 5, stk.1, nr.2, § 5, stk. 2-5, § 5 a,

§ 6, stk.1, § 8, § 10, stk. 1, §11, § 19,

stk. 4,

§ 25 og § 26 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse m.v.:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2000.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de

afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Lov nr. 141 af 5. marts 2001, der vedrører § 4 a,

§ 12, stk. 2, § 23 a, og § 23 b, indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 5

Loven træder i kraft den 1. april 2001.

§ 6

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de

afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 10.

september 2002

Lars Løkke Rasmussen

/Kaj Nørrehede Christensen

Lignende dokumenter