Spring til indhold

Retsinformation

1988 LSF 190 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SUNDHEDSVÆSENETS CENTRALSTYRELSE M.V. (PATIENTKLAGENÆVN)

1988/1 LSF 190Lovforslag som fremsatFolketinget9. juni 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

foretages følgende ændringer:

1. § 16, stk. 1, affattes således:

»Patientklagenævnet består af en formand og et af sundhedsministeren

fastsat antal næstformænd og beskikkede medlemmer.«

2. I § 16, stk. 5, indsættes efter 2. pkt. som nye punktummer:

»De medlemmer af Patientklagenævnet, der ikke udfører hvervet som led

i deres tjenstlige arbejde, ydes vederlæggelse og godtgørelse for befordring

i lighed med ikke-statsansatte, der modtager særskilt vederlæggelse. Udgiften

hertil afholdes af staten.«

3. I § 17, stk. 1, nr. 1, ændres »een af næstformændene«

til: »en næstformand«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. september 1989. § 1, nr. 2, har dog virkning

fra Patientklagenævnets oprettelse.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

foretages følgende ændringer:

1. § 16, stk. 1, affattes således:

»Patientklagenævnet består af en formand og et af sundhedsministeren

fastsat antal næstformænd og beskikkede medlemmer.«

2. I § 17, stk. 1, nr. 1, ændres »een af næstformændene«

til »en næstformand«.

3. § 19 affattes således:

» § 19. Nævnet skal indhente en sundhedsfaglig udtalelse fra

Sundhedsstyrelsen, før nævnet træffer afgørelse i en sag. Til brug for sin

vurdering kan Sundhedsstyrelsen forelægge sagen for Retslægerådet.

Stk. 2. Personer omfattet af dette kapitel skal efter anmodning meddele

Læs alt

nævnet eller til brug for den sundhedsfaglige udtalelse Sundhedsstyrelsen

enhver oplysning til brug for behandling af sagen.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. september 1989.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets indhold

Lovforslaget skaber mulighed for en udvidelse af antallet af næstformænd i

Patientklagenævnet og fastlægger kompetenceforholdet mellem

Patientklagenævnet og Sundhedsstyrelsen.

2. Lovforslagets hovedformål

Lovforslagets formål er - i lighed med det af sundhedsministeren den 18.

januar 1989 fremsatte lovforslag nr. L 185 (forslag til lov om ændring af lov

om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.) - at sikre en hurtigere behandling

af klagesager i Patientklagenævet gennem ansættelse af et yderligere antal

næstformænd og at imødekomme behovet for en mere direkte adgang til et

afbalanceret grundlag for nævnets afgørelser samt - i modsætning til

ministerens lovforslag - at sikre befolkningens fortsatte tillid til

klagesystemet ved bevarelse af Patientklagenævnets utvivlsomme uafhængighed.

3. De gældende regler

Herom henvises til bemærkningerne til det af sundhedsministeren fremsatte

lovforslag nr. L 185, afsnit 3.

4. Lovforslagets baggrund

Baggrunden for nedsættelse af Patientklagenævnet var primært at øge

befolkningens tillid til sundhedsvæsents klagesystem ved afskaffelse af

lægernes »selvdømme« og etablering af en uafhængig instans,

Patientklagenævnet. Der forelå ganske vist ikke dokumentation for den

faktiske betydning af lægernes »selvdømme«, men Folketinget fandt

ved behandlingen af lovforslaget, der dannede grundlag for lov nr. 397 af 10.

juni 1987, at tilliden til systemet var et helt selvstændigt formål, der

burde tilgodeses uanset berettigelsen af en eventuel mistillid.

Det er indiskutabelt, at Patientklagenævnet har øget denne tillid og

dermed har opfyldt en væsentlig del af sit formål.

Imidlertid vil det være forbundet med en væsentlig personale- og

ressourceudvidelse at tilføre Patientklagenævnet den nødvendige faglige

ekspertise til selv at foretage den sundhedsfaglige vurdering af de indkomne

klager, der spænder meget vidt i deres indhold. Det vil derfor være

hensigtsmæssigt, at denne fortsat foretages i Sundhedsstyrelsen, hvor sådanne

ressourcer i forvejen er til stede.

Derimod vil der ikke være ressourcebesparelser ved, at også den

administrative og juridiske bistand placeres i Sundhedsstyrelsen.

Forslagsstillerne ønsker at sikre, at Patientklagenævnets uafhængighed

ikke sættes på spil til fordel for en luftig og usandsynlig

ressourcebesparelse ved en overflytning af hele Patientklagenævnets

sekretariat til Sundhedsstyrelsens regi.

For det første har Patientklagenævnet behov for at kunne betjene sig af en

ekspertise, hvis uafhængighed og saglighed ikke kan drages i tvivl.

For det andet bør patientklager fortsat rettes direkte til

Patientklagenævnet. Allerede en fælles postadresse med Sundhedsstyrelsen vil

nedsætte tilliden til nævnets integritet.

For det tredje bør Patientklagenævnet have mulighed for at foretage sin

egen registrering, sagsstyring og sagsforberedelse, således at nævnet selv

kan fastlægge prioriteringen af de indkomne klager.

For det fjerde bør Patientklagenævnet fortsat have mulighed for gennem sin

årsberetning at tage principielle spørgsmål op til vurdering uden hensyn til

Sundhedsstyrelsens holdning. Da denne årsberetning i væsentligt omfang vil

kræve bistand fra nævnets sekretariat, vil det være ødelæggende for

Patientklagenævnets muligheder for at foretage sine egne vurderinger, hvis

sekretariatet tillige er underlagt Sundhedsstyrelsen. Det ville være helt

uacceptabelt, at personalegrupper i den offentlige sektor bringes i et

afhængighedsforhold til to forskellige »arbejdsgivere«.

Det er forslaggsstillerne bekendt, at Patientklagenævnets første beretnig

vil indeholde en række principielle tilkendegivelser om betydningen af

information til patienterne. Baggrunden herfor er bl.a., at det i mange sager

er konstateret, at manglende information har udløst en klage over en

behandlng, som ikke i sig selv har været kritisabel, men hvor nævnet har

valgt at betragte den manglende information som et kritisabelt element. Det

forekommer tvivlsomt, om en sådan generel problemstilling vil kunne

behandles, hvis Patientklagenævnet også administrativt og økonomisk placeres

i Sundhedsstyrelsens regi. I givet fald må ansatte i Patientklagenævnets

sekretariat deltage i formuleringen af en kritik af deres egen arbejdsgiver,

Sundhedsstyrelsen, som har fastlagt reglerne om information.

En lang række enkeltsager, hvor Sundhedsstyrelsen ikke har haft nogen

heldig hånd, står fortsat i frisk erindring. Dette gælder bl.a. LSD-sagerne

og Sundhedsstyrelsens manglende vilje til at sætte sundhedsfaglige hensyn i

højsædet i forhold til bekæmpelse af AIDS inden for kriminalforsorgen.

Forslagsstillerne skal i stedet pege på de muligheder for effektivisering

og forbedret ressourceudnyttelse, der ligger i en inddragelse af

embedslægeinstitutionerne i sagsbehandlingen. Således indgives en lang række

patientklager direkte til embedslægeinstitutionen, eller denne foretager af

egen drift en indberetning om et eventuel kritisabelt forhold. Imidlertid har

embedslægeinstitutionen ikke anden opgave end at videresende klagen.

Yderligere undersøgelse må ikke ske, før den anmodes om det, hvilket

erfaringsmæssigt sker i løbet af nogle uger. På det tidspunkt kan erindring

om det faktiske forløb af en konkret behandling være glemt, og muligheden for

at udrede et sagsforløb vil derfor være forringet. Det vil medføre en

forbedring i henseende til såvel sagsbehandlingstid som kvalitet, hvis

embedslægeinstitutionerne bemyndiges til umiddelbart at indlede en

undersøgelse af et faktisk sagsforløb.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser

Det fremgår af bemærkningerne til sundhedsministerens lovforslag nr. L

185, at ansættelse af yderligere to næstformænd vil kunne nedsætte

sagsbehandlingstiden fra gennemsnitlig 12-18 måneder til gennemsnitlig 8-12

måneder.

Disse to næstformænd er efter forslagsstillernes opfattelse en

nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse for at opnå

dette mål. Uanset hvor Patientklagenævnets sekretariat placeres, vil en

personaleudvidelse være nødvendig, i det mindste i en kortere periode for at

fjerne den ophobede sagsmængde. Pr. 12. december 1988 udgjorde denne således

1.047 sager, hvoraf 326 var indgået i klagesystemet mere end et år tidligere.

Dette øgede ressourcebehov er imidelertid nærværende lovforslag uvedkommende.

Forslagsstillerne forventer dog, at ministeren, uanset om nærværende

lovforslag eller om L 185 vedtages, vil tage skridt til at sikre den

nødvendige personaletilførsel.

Merudgiften ved ansættelse af to næstformænd er ca. 100.000 kr.

Det er dog ikke muligt nærmere at vurdere udgifterne ved driften af

Patientklagenævnet, idet Finansministeriet endnu ikke har afgjort, hvorledes

nævnsmedlemmerne skal honoreres. Der vil derfor på et tidspunkt i 1989

fremkomme en udgift til efterbetaling af honorarer for hele året 1988, idet

der trods afholdelsen af 36 møder endnu ikke er udbetalt honorar eller

dækning af tabt arbejdsfortjeneste til noget medlem.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1, nr. 1

Den hidtidige binding på antallet af næstformænd (2) i Patientklagenævnet

ophæves. Herved gives der mulighed for, at antallet af næstformænd

administrativt fastsættes af sundhedsministeren ud fra en konkret

behovsvurdering.

Til § 1, nr. 3

Ved ændringen foreslås Sundhedsstyrelsens behandling af sager, der

forelægges nævnet, begrænset til kun at omfatte den sundhedsfaglige

vurdering. Den sagsforberedelse, der i øvrigt er nødvendig, før nævnet kan

træffe beslutning, henlægges til nævnets sekretariat, hvis medarbejderantal

udvides i overensstemmelse hermed ved overførsel af medarbejdere fra

Sundhedsstyrelsen.

Ændringen i stk. 2, hvorefter nævnet får kompetence til at få meddelt

oplysninger, skal ses i forlængelse heraf, da nævnets sekretariat ved den

foreslåede ændring får til opgave selvstændigt at oplyse sagen til brug for

nævnets behandling.

Efter 2. behandlingen den 30. maj 1989

§ 1

I lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

foretages følgende ændringer:

1. § 16, stk. 1, affattes således:

»Patientklagenævnet består af en formand og et af sundhedsministeren

fastsat antal næstformænd og beskikkede medlemmer.«

2. I § 16, stk. 5, indsættes efter 2. pkt. som nye punktummer:

»Der ydes vederlag og rejsegodtgørelse til formand, næstformænd og

medlemmer af Patientklagenævnet. Udgifterne hertil afholdes af staten.«

3. I § 17, stk. 1, nr. 1, ændres »een af næstformændene«

til: »en næstformand«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. september 1989. § 1, nr. 2, har dog virkning

fra Patientklagenævnets oprettelse.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter