1988 LSF 190 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SUNDHEDSVÆSENETS CENTRALSTYRELSE M.V. (PATIENTKLAGENÆVN)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
foretages følgende ændringer:
1. § 16, stk. 1, affattes således:
»Patientklagenævnet består af en formand og et af sundhedsministeren
fastsat antal næstformænd og beskikkede medlemmer.«
2. I § 16, stk. 5, indsættes efter 2. pkt. som nye punktummer:
»De medlemmer af Patientklagenævnet, der ikke udfører hvervet som led
i deres tjenstlige arbejde, ydes vederlæggelse og godtgørelse for befordring
i lighed med ikke-statsansatte, der modtager særskilt vederlæggelse. Udgiften
hertil afholdes af staten.«
3. I § 17, stk. 1, nr. 1, ændres »een af næstformændene«
til: »en næstformand«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. september 1989. § 1, nr. 2, har dog virkning
fra Patientklagenævnets oprettelse.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
foretages følgende ændringer:
1. § 16, stk. 1, affattes således:
»Patientklagenævnet består af en formand og et af sundhedsministeren
fastsat antal næstformænd og beskikkede medlemmer.«
2. I § 17, stk. 1, nr. 1, ændres »een af næstformændene«
til »en næstformand«.
3. § 19 affattes således:
» § 19. Nævnet skal indhente en sundhedsfaglig udtalelse fra
Sundhedsstyrelsen, før nævnet træffer afgørelse i en sag. Til brug for sin
vurdering kan Sundhedsstyrelsen forelægge sagen for Retslægerådet.
Stk. 2. Personer omfattet af dette kapitel skal efter anmodning meddele
Læs alt
nævnet eller til brug for den sundhedsfaglige udtalelse Sundhedsstyrelsen
enhver oplysning til brug for behandling af sagen.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. september 1989.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets indhold
Lovforslaget skaber mulighed for en udvidelse af antallet af næstformænd i
Patientklagenævnet og fastlægger kompetenceforholdet mellem
Patientklagenævnet og Sundhedsstyrelsen.
2. Lovforslagets hovedformål
Lovforslagets formål er - i lighed med det af sundhedsministeren den 18.
januar 1989 fremsatte lovforslag nr. L 185 (forslag til lov om ændring af lov
om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.) - at sikre en hurtigere behandling
af klagesager i Patientklagenævet gennem ansættelse af et yderligere antal
næstformænd og at imødekomme behovet for en mere direkte adgang til et
afbalanceret grundlag for nævnets afgørelser samt - i modsætning til
ministerens lovforslag - at sikre befolkningens fortsatte tillid til
klagesystemet ved bevarelse af Patientklagenævnets utvivlsomme uafhængighed.
3. De gældende regler
Herom henvises til bemærkningerne til det af sundhedsministeren fremsatte
lovforslag nr. L 185, afsnit 3.
4. Lovforslagets baggrund
Baggrunden for nedsættelse af Patientklagenævnet var primært at øge
befolkningens tillid til sundhedsvæsents klagesystem ved afskaffelse af
lægernes »selvdømme« og etablering af en uafhængig instans,
Patientklagenævnet. Der forelå ganske vist ikke dokumentation for den
faktiske betydning af lægernes »selvdømme«, men Folketinget fandt
ved behandlingen af lovforslaget, der dannede grundlag for lov nr. 397 af 10.
juni 1987, at tilliden til systemet var et helt selvstændigt formål, der
burde tilgodeses uanset berettigelsen af en eventuel mistillid.
Det er indiskutabelt, at Patientklagenævnet har øget denne tillid og
dermed har opfyldt en væsentlig del af sit formål.
Imidlertid vil det være forbundet med en væsentlig personale- og
ressourceudvidelse at tilføre Patientklagenævnet den nødvendige faglige
ekspertise til selv at foretage den sundhedsfaglige vurdering af de indkomne
klager, der spænder meget vidt i deres indhold. Det vil derfor være
hensigtsmæssigt, at denne fortsat foretages i Sundhedsstyrelsen, hvor sådanne
ressourcer i forvejen er til stede.
Derimod vil der ikke være ressourcebesparelser ved, at også den
administrative og juridiske bistand placeres i Sundhedsstyrelsen.
Forslagsstillerne ønsker at sikre, at Patientklagenævnets uafhængighed
ikke sættes på spil til fordel for en luftig og usandsynlig
ressourcebesparelse ved en overflytning af hele Patientklagenævnets
sekretariat til Sundhedsstyrelsens regi.
For det første har Patientklagenævnet behov for at kunne betjene sig af en
ekspertise, hvis uafhængighed og saglighed ikke kan drages i tvivl.
For det andet bør patientklager fortsat rettes direkte til
Patientklagenævnet. Allerede en fælles postadresse med Sundhedsstyrelsen vil
nedsætte tilliden til nævnets integritet.
For det tredje bør Patientklagenævnet have mulighed for at foretage sin
egen registrering, sagsstyring og sagsforberedelse, således at nævnet selv
kan fastlægge prioriteringen af de indkomne klager.
For det fjerde bør Patientklagenævnet fortsat have mulighed for gennem sin
årsberetning at tage principielle spørgsmål op til vurdering uden hensyn til
Sundhedsstyrelsens holdning. Da denne årsberetning i væsentligt omfang vil
kræve bistand fra nævnets sekretariat, vil det være ødelæggende for
Patientklagenævnets muligheder for at foretage sine egne vurderinger, hvis
sekretariatet tillige er underlagt Sundhedsstyrelsen. Det ville være helt
uacceptabelt, at personalegrupper i den offentlige sektor bringes i et
afhængighedsforhold til to forskellige »arbejdsgivere«.
Det er forslaggsstillerne bekendt, at Patientklagenævnets første beretnig
vil indeholde en række principielle tilkendegivelser om betydningen af
information til patienterne. Baggrunden herfor er bl.a., at det i mange sager
er konstateret, at manglende information har udløst en klage over en
behandlng, som ikke i sig selv har været kritisabel, men hvor nævnet har
valgt at betragte den manglende information som et kritisabelt element. Det
forekommer tvivlsomt, om en sådan generel problemstilling vil kunne
behandles, hvis Patientklagenævnet også administrativt og økonomisk placeres
i Sundhedsstyrelsens regi. I givet fald må ansatte i Patientklagenævnets
sekretariat deltage i formuleringen af en kritik af deres egen arbejdsgiver,
Sundhedsstyrelsen, som har fastlagt reglerne om information.
En lang række enkeltsager, hvor Sundhedsstyrelsen ikke har haft nogen
heldig hånd, står fortsat i frisk erindring. Dette gælder bl.a. LSD-sagerne
og Sundhedsstyrelsens manglende vilje til at sætte sundhedsfaglige hensyn i
højsædet i forhold til bekæmpelse af AIDS inden for kriminalforsorgen.
Forslagsstillerne skal i stedet pege på de muligheder for effektivisering
og forbedret ressourceudnyttelse, der ligger i en inddragelse af
embedslægeinstitutionerne i sagsbehandlingen. Således indgives en lang række
patientklager direkte til embedslægeinstitutionen, eller denne foretager af
egen drift en indberetning om et eventuel kritisabelt forhold. Imidlertid har
embedslægeinstitutionen ikke anden opgave end at videresende klagen.
Yderligere undersøgelse må ikke ske, før den anmodes om det, hvilket
erfaringsmæssigt sker i løbet af nogle uger. På det tidspunkt kan erindring
om det faktiske forløb af en konkret behandling være glemt, og muligheden for
at udrede et sagsforløb vil derfor være forringet. Det vil medføre en
forbedring i henseende til såvel sagsbehandlingstid som kvalitet, hvis
embedslægeinstitutionerne bemyndiges til umiddelbart at indlede en
undersøgelse af et faktisk sagsforløb.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser
Det fremgår af bemærkningerne til sundhedsministerens lovforslag nr. L
185, at ansættelse af yderligere to næstformænd vil kunne nedsætte
sagsbehandlingstiden fra gennemsnitlig 12-18 måneder til gennemsnitlig 8-12
måneder.
Disse to næstformænd er efter forslagsstillernes opfattelse en
nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse for at opnå
dette mål. Uanset hvor Patientklagenævnets sekretariat placeres, vil en
personaleudvidelse være nødvendig, i det mindste i en kortere periode for at
fjerne den ophobede sagsmængde. Pr. 12. december 1988 udgjorde denne således
1.047 sager, hvoraf 326 var indgået i klagesystemet mere end et år tidligere.
Dette øgede ressourcebehov er imidelertid nærværende lovforslag uvedkommende.
Forslagsstillerne forventer dog, at ministeren, uanset om nærværende
lovforslag eller om L 185 vedtages, vil tage skridt til at sikre den
nødvendige personaletilførsel.
Merudgiften ved ansættelse af to næstformænd er ca. 100.000 kr.
Det er dog ikke muligt nærmere at vurdere udgifterne ved driften af
Patientklagenævnet, idet Finansministeriet endnu ikke har afgjort, hvorledes
nævnsmedlemmerne skal honoreres. Der vil derfor på et tidspunkt i 1989
fremkomme en udgift til efterbetaling af honorarer for hele året 1988, idet
der trods afholdelsen af 36 møder endnu ikke er udbetalt honorar eller
dækning af tabt arbejdsfortjeneste til noget medlem.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1, nr. 1
Den hidtidige binding på antallet af næstformænd (2) i Patientklagenævnet
ophæves. Herved gives der mulighed for, at antallet af næstformænd
administrativt fastsættes af sundhedsministeren ud fra en konkret
behovsvurdering.
Til § 1, nr. 3
Ved ændringen foreslås Sundhedsstyrelsens behandling af sager, der
forelægges nævnet, begrænset til kun at omfatte den sundhedsfaglige
vurdering. Den sagsforberedelse, der i øvrigt er nødvendig, før nævnet kan
træffe beslutning, henlægges til nævnets sekretariat, hvis medarbejderantal
udvides i overensstemmelse hermed ved overførsel af medarbejdere fra
Sundhedsstyrelsen.
Ændringen i stk. 2, hvorefter nævnet får kompetence til at få meddelt
oplysninger, skal ses i forlængelse heraf, da nævnets sekretariat ved den
foreslåede ændring får til opgave selvstændigt at oplyse sagen til brug for
nævnets behandling.
Efter 2. behandlingen den 30. maj 1989
§ 1
I lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
foretages følgende ændringer:
1. § 16, stk. 1, affattes således:
»Patientklagenævnet består af en formand og et af sundhedsministeren
fastsat antal næstformænd og beskikkede medlemmer.«
2. I § 16, stk. 5, indsættes efter 2. pkt. som nye punktummer:
»Der ydes vederlag og rejsegodtgørelse til formand, næstformænd og
medlemmer af Patientklagenævnet. Udgifterne hertil afholdes af staten.«
3. I § 17, stk. 1, nr. 1, ændres »een af næstformændene«
til: »en næstformand«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. september 1989. § 1, nr. 2, har dog virkning
fra Patientklagenævnets oprettelse.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1988 BTL 190 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SUNDHEDSVÆSENETS CENTRALSTYRELSE M.V. (PATIENTKLAGENÆVN) NR L 190 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 13. juli 1989
- Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. Retsinformation · 1. oktober 2002
- Patientklagenævnets delegation til nævnets sekretariat i sager om afslag på genoptagelse Retsinformation · 3. marts 2003
- 1988 LSF 185 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SUNDHEDSVÆSENETS CENTRALSTYRELSE M.V. Retsinformation · 17. maj 1989
- 1997 LSF 142 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SUNDHEDSVÆSENETS CENTRALSTYRELSE M.V. (EFFEKTIVISERING AF PATIENTKLAGENÆVNET) Retsinformation · 17. december 1997
- Forslag til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet Retsinformation · 17. juni 2005