1988 LSF 233 FORSLAG TIL LOV OM FORENKLING OG MODERNISERING INDEN FOR JUSTITSMINISTERIETS OMRÅDE.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I borgerlig straffelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 607 af 6. september
1986, som ændret senest ved lov nr. 385 af 10. juni 1987, affattes § 55,
stk. 2 , således:
»Stk. 2. Bøde på 10.000 kr. eller derunder, som er vedtaget efter
tilkendegivelse fra politiet, jf. retsplejelovens § 931, afsones efter
følgende skala:
Bøden: Forvandlingsstraffen: 0- 499 kr. 2 dage 500- 999 kr. 4 dage
1.000- 3.999 kr. 6 dage
4.000- 5.999 kr. 8 dage
6.000-10.000 kr. 10 dage
For andre bøder fastsættes forvandlingsstraffen af byretten i den
retskreds, hvor den pågældende bor eller opholder sig.«
§ 2
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 58 af 17. februar 1986,
foretages følgende ændringer:
1. § 117, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Den, som fører motordrevet køretøj, hvortil der kræves
kørekort, til trods for at retten til at være eller blive fører af sådant
køretøj er frakendt den pågældende ubetinget, straffes med bøde. I
gentagelsestilfælde kan straffen stige til hæfte eller fængsel indtil 1
år.«
2. I § 119, stk. 3, indsættes som 4. og 5. pkt.:
»Angår sagen overtrædelse af § 53, og medvirker der ved byrettens
behandling ikke domsmænd, beskikkes offentlig forsvarer, når den tiltalte
begærer det. Tiltalte skal vejledes om adgangen til
forsvarerbeskikkelse.«
§ 3
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september
1986, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 159 af 15. marts 1989, foretages
Læs alt
følgende ændringer:
1. § 368, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Domme afsagt af en byret kan af parterne ankes til den landsret, i
hvis kreds byretten ligger, hvis sagen angår krav, der har en økonomisk værdi
af mere end 10.000 kr.
Stk. 2. Justitsministeren kan meddele tilladelse til anke af domme, der
efter stk. 1 ikke kan indbringes for landsretten. Bestemmelserne i § 371 og §
372, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Fristen for indgivelse af
ansøgning er dog 4 uger.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
2. § 391, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Bestemmelser i domme afsagt af en byret om sagsomkostninger, der er
fastsat til mere end 10.000 kr., og om processuelle straffe kan indbringes
særskilt for landsret ved kære.
Stk. 2. Justitsministeren kan give tilladelse til kære af bestemmelser i
domme om sagsomkostninger, der efter stk. 1 ikke kan indbringes for
landsretten. Bestemmelserne i § 392, stk. 2, og § 394, stk. 2, finder
tilsvarende anvendelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
3. I § 475 b, stk. 2, 1. pkt., ændres »overøvrigheden«
til: »statsamtet«.
4. I 475 b, stk. 2, 2. pkt., og § 475 c, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »Overøvrigheden« til: »Statsamtet«.
5. I § 488, stk. 2, 1. pkt., ændres »overøvrighedens«
til: »statsamtets«.
6. § 503, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 2. Fogedrettens afgørelser om omkostninger, der er fastsat til
mere end 10.000 kr., kan særskilt kæres.
Stk. 3. Justitsministeren kan meddele tilladelse til kære af fogedrettens
afgørelser om omkostninger, der efter stk. 2 ikke kan indbringes for
landsretten. Bestemmelserne i § 585 og § 586, stk. 2 og 4, finder tilsvarende
anvendelse. Fristen for indgivelse af ansøgning er dog 4 uger.«
7. I § 584 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af
højst 10.000 kr., kan kun kæres med tilladelse fra justitsministeren.
Bestemmelserne i § 585 og § 586, stk. 2 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
Fristen for indgivelse af ansøgning er dog 4 uger.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
8. § 687, stk. 3, nr. 1, affattes således:
»1) sager vedrørende overtrædelse af straffelovens §§ 172, 173, 191,
191 a, 286 eller 289 og«
9. § 688, stk. 3, nr. 2, affattes således:
»2) sager vedrørende overtrædelse af færdselslovens § 53, medmindre
der er spørgsmål både om højere straf end bøde og om anvendelse af
færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 3,»
10. § 692, stk. 4, nr. 2, affattes således:
»2) sager vedrørende overtrædelse af færdselslovens § 53, medmindre
der er spørgsmål både om højere straf end bøde og om anvendelse af
færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 3, og anken omfatter bedømmelsen af
beviserne for tiltaltes skyld,»
11. § 962, stk. 2, 2. pkt., affattes således:
»Tiltalte kan kun anke, såfremt tiltalte har givet møde i sagen, og
mere end 20 dagbøder eller en bøde på over 3.000 kr. eller konfiskation af
genstande af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger er
idømt.«
12. § 962, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Er anke rejst i medfør af stk. 2 eller stk. 3, kan også
modparten anke under iagttagelse af den frist, der er nævnt i § 949, stk.
1.«
§ 4
I § 7 i lov nr. 278 af 26. maj 1976 om fremgangsmåden ved
inddrivelse af skatter og afgifter m.v. som ændret ved § 2 i lov nr. 731 af
7. december 1988 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. På pantefogedens kontor kan der, hvis skyldneren ikke er
mødt, ikke foretages udlæg i andet end fast ejendom for krav, der er sikret
ved lovbestemt pant i ejendommen.«
§ 5
I skifteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 725 af 23. oktober 1986, ændres i
§ 62 b, stk. 2, »50.000 kr.« til: »150.000 kr.«
§ 6
I lov om børns retsstilling, jf. lovbekendtgørelse nr. 634 af 15.
september 1986, foretages følgende ændringer:
1. § 11, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Faderskabet anses for fastslået, såfremt den opgivne fader i en
skriftlig erklæring til statsamtet anerkender, at han er fader til barnet, og
erklærer, at han inden anerkendelsen har modtaget skriftlig vejledning om
retsvirkningerne af anerkendelsen og om, at han kan kræve sagen afgjort ved
domstolene. Underskriften skal være bekræftet af en advokat eller af to
vitterlighedsvidner, der udtrykkeligt skal bevidne underskriftens ægthed,
dateringens rigtighed og underskriverens myndighed.
Stk. 2. Faderskabet anses endvidere for fastslået, såfremt den opgivne
fader under personligt møde for et statsamt anerkender at være fader til
barnet. Inden anerkendelsen skal han gøres bekendt med retsvirkningerne af
denne samt med, at han kan kræve sagen afgjort ved domstolene.
Stk. 3. Er den opgivne fader under 18 år, kræves værgens samtykke til
anerkendelsen. Retsplejelovens § 257, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende
anvendelse.«
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 4-5.
2. I § 21, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Justitsministeren fastsætter endvidere nærmere regler om
fremgangsmåden ved skriftlig anerkendelse af faderskab.«
§ 7
I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 630
af 15. september 1986, som ændret senest ved lov nr. 209 af 5. april 1989,
foretages følgende ændringer:
1. I § 1 og i § 42, stk. 2, 2. pkt., ændres
»overøvrighedens« til: »statsamtets«.
2. I § 4, § 42, stk. 2, 3. pkt., § 50, stk. 1, 1. pkt., og 2 steder
i § 53, stk. 2, ændres »overøvrigheden« til:
»statsamtet«.
3. § 10, 2. pkt., affattes således:
»Dette gælder dog ikke, hvis der ikke var noget formuefællesskab
mellem ægtefællerne, eller fritagelse for skifte særligt er hjemlet.«
4. I § 20 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om gebyr for vielse i
tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl her i landet.«
§ 8
I lov nr. 193 af 29. april 1981 om personnavne foretages følgende
ændringer:
1. I § 5, § 11, stk. 2, og § 14, stk. 2, ændres
»overøvrigheden« til: »statsamtet«.
2. I § 17 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om gebyr for indgivelse
af ansøgning om navnebevis.«
§ 9
I lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 628 af 15.
september 1986, foretages følgende ændringer:
1. I § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, 1. pkt., § 12, stk. 1, 1. pkt., og
§ 20, ændres »overøvrigheden« til: »statsamtet«.
2. § 8, stk. 2 og stk. 4, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
3. I § 12, stk. 3, ændres »Overøvrighedens« til:
»Statsamtets«.
4. I § 13, 2. pkt., ændres »overøvrighedens« til:
»statsamtets«.
5. I § 15, stk. 1, ændres »§ 21« til: »§ 28«.
6. § 21 ophæves.
7. § 28 affattes således:
»§ 28. Ved ægtepagt kan ægtefæller aftale:
1) at hver ægtefælle ved bodeling efter separation eller skilsmisse
beholder, hvad denne ejer, men at der er formuefællesskab ved dødsboskifte
(skilsmissesæreje), og
2) i forbindelse med en aftale om skilsmissesæreje, at ejendelene ved
dødsboskifte skal forbeholdes en ægtefælle eller dennes arvinger
(fuldstændigt særeje).
Stk. 2. En aftale efter stk. 1 kan angå en del af ægtefællernes ejendele,
kan tidsbegrænses og kan træffes alene med henblik på en af ægtefællernes
død.
Stk. 3. En aftale efter stk. 1 omfatter, hvad der træder i stedet for de
ejendele, aftalen vedrører, og indtægter af disse ejendele, medmindre andet
er bestemt i aftalen.«
8. Efter § 28 indsættes:
»§ 28 a. En gavegiver eller arvelader kan vedrørende gave eller arv,
herunder tvangsarv, træffe tilsvarende bestemmelse som efter § 28.
Bestemmelsen vedrørende arv skal træffes i et testamente.
§ 28 b. En ægtepagt kan ændres ved en senere ægtepagt.
Stk. 2. Der kan ikke ved ægtepagt træffes nogen bestemmelse, der strider
mod gavegivers eller arveladers bestemmelse om særeje.«
9. § 34 ophæves.
10. § 36 ophæves.
11. I § 42 ændres »særeje« til: »fuldstændige
særeje«.
§ 10
I arveloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 584 af 1. september 1986, foretages
følgende ændringer:
1. I § 62, stk. 3, 1. pkt., ændres »særeje« til:
»fuldstændigt særeje«.
2. I § 67, stk. 2, 2. pkt., ændres »overøvrighedens« til:
»statsamtets«.
§ 11
I lov om inddrivelse af underholdsbidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 631 af
15. september 1986, foretages følgende ændringer:
1. I § 4, stk. 2, 1. pkt., og § 20 ændres
»overøvrighedens« til: »statsamtets«.
2. § 21, stk. 1, affattes således:
»Ved inddrivelse af bidrag i medfør af § 19, stk. 2, indsættes det
indkomne beløb i en forvaltningsafdeling, jf. § 3 i lov om anbringelse og
bestyrelse af umyndiges midler m.v., medmindre der med statsamtets tilladelse
træffes anden bestemmelse.«
§ 12
I lov om voldgift i tvistigheder angående handel med husdyr, jf.
lovbekendtgørelse nr. 621 af 15. september 1986 foretages følgende ændringer:
1. I § 7, stk. 1, 2. pkt., § 8, stk. 1, 3. pkt., og § 8, stk.
2, ændres »overøvrigheden« til: »statsamtet«.
2. I § 7, stk. 1, 2. pkt., ændres »hver
overøvrighedskreds« til: »hvert statsamt«.
3. I § 8, stk. 1, 1. pkt., § 8, stk. 4, 3. pkt., og § 9,
ændres »overøvrighed« til: »statsamt«.
§ 13
I lov om afgift af arv og gave, jf. lovbekendtgørelse nr. 62 af 6. februar
1987, foretages følgende ændringer:
1. § 7, stk. 1, affattes således:
»Af arv, der tilfalder ægtefæller, som ikke har fuldstændigt særeje
med hensyn til alle deres ejendele, beregnes afgiften, når arven ikke bliver
fuldstændigt særeje, eller erhvervelsen består i en indtægts- eller
rentenydelse, der er tillagt begge ægtefæller i forening, efter den
ægtefælles slægtskabsforhold til arveladeren, som er nærmest i slægt med
denne. På tilsvarende måde beregnes afgiften af arv, der tilfalder nogen
efter to ægtefæller, som ikke har fuldstændigt særeje med hensyn til alle
deres ejendele og udredes af fællesboet, efter vedkommende arvings
slægtskabsforhold til den ægtefælle, med hvem han er nærmest beslægtet.«
2. I § 7, stk. 2, ændres »i formuefællesskab levende
ægtefæller« til: »ægtefæller, som ikke har fuldstændigt særeje med
hensyn til alle deres ejendele«.
3. I § 14 A, stk. 1, 1. pkt., ændres », hvis der har været
formuefællesskab i ægteskabet« til: »i det omfang, der ikke har
været fuldstændigt særeje«.
4. I § 14 B, stk. 1, 2. pkt., ændres »særeje« til:
»fuldstændige særeje«.
5. § 14 B, stk. 2, affattes således:
» Stk. 2. Arv eller gave, der tilfalder den efterlevende
ægtefælle, indgår ikke i den formue, hvoraf der skal svares arveafgift,
såfremt den efterlevende ægtefælle fremsætter anmodning om afgiftspligtens
indtræden inden 3 måneder efter modtagelsen af arven eller gaven.«
6. § 21, stk. 4, 3. pkt., affattes således:
»Ægtefæller, der ikke har fuldstændigt særeje med hensyn til alle
deres ejendele, betragtes i denne forbindelse som samme arvelader, når de
afgiftspligtige beløb er udredet af fællesboet eller skal udredes af dette,
ligesom også arv til ægtefæller, der ikke bliver fuldstændigt særeje,
betragtes som en samlet arv.«
7. I § 44, stk. 1, 1. pkt., ændres »særeje« til:
»fuldstændigt særeje«.
§ 14
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1989.
Stk. 2. § 1 finder anvendelse i alle sager, hvor afsoningen ikke er
afsluttet inden lovens ikrafttræden.
Stk. 3. § 2, nr. 2, og § 3 har virkning for sager, der anlægges, eller
hvor der rejses tiltale i 1. instans, efter lovens ikrafttræden.
Stk. 4. Tidspunktet for den førstafdøde ægtefælles død er bestemmende for,
om den ved § 5 fastsatte grænse eller den hidtil gældende grænse i
skiftelovens § 62 b, stk. 2, skal anvendes.
§ 15
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. §§ 1, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11 og 12 kan ved kongelig anordning helt
eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 7 og 8 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i
kraft på Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold
tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning.
Lovforslaget indebærer ændringer af en lang række love inden for
Justitsministeriets område. Formålet hermed er at skabe grundlag for en
forenkling og modernisering af dele af justitsvæsenet. Forslaget er et
vigtigt første led i den afbureaukratiseringsproces, der er i gang i
Justitsministeriet. Foruden det foreliggende lovforslag overvejes det at
fremsætte lovforslag om afbureaukratisering af hele fondslovgivningen.
Endvidere har Justitsministeriet i foråret 1989 nedsat et udvalg, som meget
hurtigt skal udarbejde forslag til en gennemgribende forenkling og
modernisering af reglerne om skifte af dødsboer, ligesom en arbejdsgruppe
under Retsplejerådet har fået til opgave at revidere retsplejelovens regler
om fogedsager. Herudover har Justitsministeriet nedsat et udvalg, der skal
komme med forslag til forenklinger for så vidt angår reglerne om forkyndelse
af stævninger m.v.
Lovforslaget er bl.a. udarbejdet på grundlag af et idekatalog fra et
udvalg under Justitsministeriet. Udvalget, der bestod af repræsentanter for
politi, domstole, direktorater, styrelser m.v. inden for Justitsministeriets
område, afgav i november 1988 et katalog over de områder inden for
justitsvæsenet, hvor der måtte antages at kunne opnås besparelser og
forenklinger, uden at dette ville få afgørende negative retssikkerhedsmæssige
konsekvenser.
2. Hovedpunkterne i lovforslaget.
Lovforslaget indebærer for det første ændringer i reglerne om straf for
kørsel i frakendelsestiden og om forvandlingsstraf for bøder.
Formålet med disse lovændringer er at begrænse mængden af afsonet
frihedsstraf navnlig ved at indføre bøde som reaktion over for visse tilfælde
af kørsel i frakendelsestiden. En udvidet anvendelse af bøde vil endvidere
bl.a. skabe grundlag for en aflastning af domstolene gennem anvendelse af
reglerne om bødeforelæg og gennem de enklere afgørelsesformer, som gælder for
indenretlige bødevedtagelser i politisager.
Dernæst foreslås der gennemført en række ændringer af
retsplejelovgivningen. Således foreslås der som noget nyt gennemført en
appelgrænse for byretsdomme m.v. i civile sager. Reglerne herom har
til formål at aflaste landsretterne for småsager og indebærer, at byretsdomme
i civile sager vedrørende krav på op til 10.000 kr. kun kan indbringes for
landsretten med Justitsministeriets tilladelse. Denne appelbegrænsning i
civile sager svarer i princippet til den appelbegrænsning, som i mange år har
været gældende i mindre politisager. Lovforslaget indebærer samtidig, at
ankegrænsen i politisager forhøjes fra i dag 1.000 kr. til 3.000 kr.
Retsplejeloven har i mange år indeholdt regler om, at visse typer af sager
er undtaget fra nævningebehandling. Efter retsplejelovens § 687, stk. 3, nr.
1, er sager om dokumentfalsk m.v. samt sager om berigelsesforbrydelser af
særlig grov beskaffenhed og om grov skattesvig undtaget fra
nævningebehandling. Baggrunden for disse undtagelser er, at sådanne sagstyper
kan være meget omfattende og indviklede og derfor mindre egnede til
nævningebehandling. På linie hermed stilles der forslag om, at sager om
overtrædelse af straffelovens § 191 og § 191 a om narkotikakriminalitet
undtages fra nævningebehandling. Disse sager er som oftest vanskelige at
overskue med hensyn til faktum og rejser en lang række komplicerede
bevismæssige problemer, ligesom der ofte er mange sigtede i samme sag,
således at sagernes behandling i retten ofte tager lang tid. Forslaget vil
bevirke, at disse narkotikasager fremtidig skal behandles af byretten under
medvirken af domsmænd og med den retssikkerhedsgaranti for den tiltalte, at
byrettens afgørelse kan ankes til landsretten, hvor den ligeledes vil blive
behandlet under medvirken af domsmænd.
Der stilles forslag om, at man nu i overensstemmelse med en tendens, som
er kommet til udtryk i flere lovændringer igennem de senere år, afskaffer
domsmænds medvirken i sager om kørsel efter indtagelse af spiritus,
bortset fra sager, hvor der er spørgsmål om frihedsstraf, og hvor der tillige
er rejst tiltale for groft uforsvarlig kørsel.
Inden for det familieretlige område stilles der også en række
moderniseringsforslag. Efter de gældende regler skal visse ægtepagter, der
oprettes under ægteskabet, godkendes af overøvrigheden (statsamtet). Samtidig
antages der at være visse legale begrænsninger med hensyn til, hvilke
formueordninger ægtefæller kan aftale. F.eks. kan der ikke ved ægtepagt
træffes aftale om, at ægtefæller ved skilsmisse skal have særeje, men i
tilfælde af dødsfald fælleseje, således at der er mulighed for at sidde i
uskiftet bo for den efterlevende ægtefælle (såkaldt skilsmissesæreje). Denne
ordning er efter Justitsministeriets opfattelse helt ude af takt med tiden,
og det foreslås derfor, at reglerne om godkendelse af ægtepagter
ophæves, og at reglerne om formueforholdet mellem ægtefæller
liberaliseres. Forslaget indebærer, at der bliver mulighed for at aftale
skilsmissesæreje, hvilket i ægteskaber, hvor begge parter er selverhvervende,
ofte vil være langt den mest hensigtsmæssige formueordning.
Med henblik på at begrænse antallet af dødsboer, der skal skiftes, f.eks.
hvor den afdøde har særbørn, foreslås en væsentlig forbedring af den
efterlevende ægtefælles stilling ved dødsfald. Forslaget indebærer, at
ægtefællens såkaldte forlods udtagelsesret forhøjes til et beløb på 150.000
kr. mod i dag 50.000 kr.
Reglerne om anerkendelse af faderskaber er ud fra en nutidig betragtning
unødvendigt bureaukratiske. Det er ikke rimeligt, at en fader til et barn,
der er født i et fast samlivsforhold, skal møde op i statsamtet for at
anerkende det faderskab, som begge samlevende er helt enige om. Det foreslås
derfor, at faderskab skal kunne anerkendes skriftligt med
vitterlighedsattestation. Herved kan man undgå, at parterne skal møde op hos
forskellige offentlige myndigheder for at få klaret en sag, som er helt
uproblematisk.
I overensstemmelse med moderne principper om brugerbetaling stilles der
forslag om, at der fremtidigt skal betales gebyr for indgivelse af
ansøgning om navnebevis og for ikke herboendes indgåelse af ægteskab.
3. Forvandlingsstraf for bøder.
3.1. Der foreslås en ændring af straffelovens § 55, stk. 2, med henblik på
en lempelse af forvandlingsstraffene for udenretlige bøder.
Forvandlingsstraffen for bøder er et inddrivelsesmiddel, som bringes i
anvendelse, når bøder ikke betales frivilligt og ikke kan inddrives ved
udlæg.
3.2. I modsætning til, hvad der gælder med hensyn til bøder, der idømmes
eller vedtages for en domstol, jf. straffelovens § 54, fastsættes der ved
udenretlige bødeforelæg ikke nogen forvandlingsstraf, der kan træde i stedet
for bøden i tilfælde af manglende betaling. Fastsættelsen af
forvandlingsstraf for sådanne udenretligt vedtagne bøder fra politiet er
nærmere reguleret i nogle skalamæssige takster, der findes i straffelovens §
55, stk. 2, for så vidt angår bøder på op til 1.000 kr. Afsoning iværksættes
i disse tilfælde umiddelbart af politiet uden forelæggelse for en domstol.
Afsoning af andre udenretlige bøder, dvs. bøder på mere end 1.000 kr. samt
bøder, der er vedtaget for andre myndigheder end politiet, kan derimod kun
ske, efter at spørgsmålet om fastsættelse af forvandlingsstraf har været
indbragt for domstolene.
Afsoningsskalaen i straffelovens § 55, stk. 2, fik sin nuværende
udformning ved lov nr. 132 af 9. april 1980. Der henvises til
Folketingstidende 1979/80 (2. samling), sp. 1976 ff, 6697, 7397, tillæg A,
sp. 473, samt tillæg B, sp. 541 og 579.
3.3. Siden den seneste justering af afsoningsskalaen i straffelovens § 55,
stk. 2, i 1980 er der sket en stigning i bødeniveauet. Rigsadvokaten har
således den 30. oktober 1984 udsendt nye retningslinier for bødetakster i
politisager til afløsning af de indtil da gældende vejledende bødetakster fra
1977. Ved meddelelse af 28. april 1988 har rigsadvokaten endvidere foretaget
en generel justering af bødetaksterne fra 1984. Denne stigning i bødeniveauet
aktualiserer i sig selv spørgsmålet om en justering af afsoningsskalaen i
straffelovens § 55, stk. 2.
Hertil kommer, at der efter Justitsministeriet opfattelse for visse
bødestørrelsers vedkommende vil kunne ske en nedsættelse af
forvandlingsstraffens længde, uden at det vil indebære nogen nævneværdig
svækkelse af den motivering til at betale bøden, som afsoningstruslen
indebærer. Justitsministeriet finder det samtidig forsvarligt at forhøje
beløbsgrænsen for, hvilke udenretlige bøder der kan afsones umiddelbart uden
forudgående forelæggelse for domstolene, fra 1.000 kr. til 10.000 kr. En
sådan forhøjelse vil blandt andet få praktisk betydning for bøder i sager om
promille- og spirituskørsel.
På denne baggrund foreslås straffelovens § 55, stk. 2, ændret, således at
størrelsen af de bøder, der er vedtaget udenretligt for politiet, og som kan
afsones umiddelbart uden forelæggelse for domstolene, forhøjes fra 1.000 kr.
til 10.000 kr. Fastsættelse af forvandlingsstraf for bøder på mere end 10.000
kr., der er vedtaget udenretligt efter tilkendegivelse fra politiet, skal
efter forslaget fortsat henhøre under domstolene, og det samme gælder alle
bøder uanset størrelse vedtaget udenretligt efter tilkendegivelse fra andre
myndigheder end politiet.
Samtidig medfører forslaget en vis nedsættelse af forvandlingstraffens
længde i forhold til den gældende skala i § 55, stk. 2, for bøder på 1.000
kr. eller derunder, ligesom forvandlingsstraffen for bøder i intervallet
mellem 1.000 kr. og 10.000 kr. for visse bødestørrelsers vedkommende bliver
kortere end de forvandlingsstraffe, der i dag fastsættes af domstolene i
overensstemmelse med en cirkulæreskrivelse af 21. februar 1979 fra
præsidenterne for Østre og Vestre Landsret.
Selv om den foreslåede skala i straffelovens § 55, stk. 2, kun angår
forvandlingsstraffen for bøder, der er vedtaget udenretligt (efter
tilkendegivelse fra politiet), må det endvidere forventes, at domstolene ved
fastsættelse af forvandlingsstraf for bøder, der idømmes eller vedtages
indenretligt, jf. straffelovens § 54, vil være tilbøjelige til at følge den
ændrede skala i straffelovens § 55, stk. 2, for at sikre overensstemmelse
mellem forvandlingsstraffens længde ved henholdsvis udenretlige og
indenretlige bøder.
4. Bødestraf for kørsel i frakendelsestiden.
4.1. Det foreslås, at straffen for kørsel i frakendelsestiden i
førstegangstilfælde fremtidig bliver en følelig bøde i stedet for som i dag
en kort hæftestraf.
4.2. Den, der fører motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, til
trods for, at retten til at være eller blive fører af et sådant køretøj er
frakendt den pågældende ubetinget, straffes efter de gældende regler i
færdselslovens § 117, stk. 5, med hæfte eller fængsel indtil 1 år eller under
særlig formildende omstændigheder med bøde.
I praksis er udmålingen af straf i sager om kørsel i frakendelsestiden
forholdsvis skematisk. Ifølge cirkulæreskrivelse af 15. december 1981 til
samtlige byretter fra præsidenterne for Østre og Vestre Landsret fastsættes
straffen i førstegangstilfælde uden skærpende omstændigheder til hæfte i 7
dage, uanset om der ved frakendelsesdommen er udmålt bøde - eller hæftestraf.
Ved første gentagelse, d.v.s. i andengangstilfælde, er straffen hæfte i 14
dage. Straffen ved yderligere gentagelser er ikke omtalt i
cirkulæreskrivelsen, men i retspraksis er straffen jævnt stigende indtil et
niveau på fængsel i 60 dage - 3 måneder, afhængig af antallet af forstraffe.
Således fastsættes straffen i 3., 4., 5., 6. og 7. gangstilfælde normalt til
henholdsvis 20 dages hæfte, 30 dages hæfte, 40 dages fængsel, 50 dages
fængsel og 60 dages fængsel.
De angivne strafpositioner gælder, hvor der alene foreligger et enkelt
tilfælde af kørsel i frakendelsestiden til pådømmelse. Foreligger der flere
kørsler til samtidig påkendelse, sker der i almindelighed en vis forhøjelse
af straffen, jf. f.eks. højesteretsdommen i Ugeskrift for Retsvæsen 1988, s.
933, hvor straffen i et førstegangstilfælde med samtidig påkendelse af 3
kørsler uden særligt undskyldende forhold, blev fastsat til hæfte i 14 dage.
Ved strafudmålingen tillægges der tidligere domfældelser for kørsel i
frakendelsestiden sædvanlig gentagelsesvirkning, selv om de tidligere
overtrædelser vedrører en anden frakendelse af førerretten end det nye
forhold. Dette gælder, uanset om der mellem de to frakendelsesperioder har
været et tidsrum, hvor tiltalte ikke har været frakendt førerretten og
eventuelt har generhvervet sit kørekort.
4.3. Den foreslåede nye udformning af bestemmelsen i færdselslovens § 117,
stk. 5, om kørsel i frakendelsestiden indebærer, at straffen i
førstegangstilfælde bliver bøde i stedet for en kort hæftestraf. For at
bevare reaktionssystemets præventive virkning er det forudsat, at der i disse
sager udmåles bøder af betragtelig størrelse. Der kan i den forbindelse
sammenlignes med bødeudmålingen i anledning af kørsel efter indtagelse af
spiritus. I sager om førstegangstilfælde af promille- og spirituskørsel med
en alkoholkoncentration på højst 2,00 promille uden skærpende omstændigheder
er straffen en bøde på 1.000 kr. pr. 25.000 kr. årlig bruttoindkomst svarende
til en måneds nettoløn for en typisk lønindtægt. For at sikre en rimelig
balance mellem bødeudmålingen i sådanne spiritussager og i sager om kørsel i
frakendelsestiden, vil bøden i førstegangstilfælde af kørsel i
frakendelsestiden normalt kunne fastsættes til halvdelen af bødestørrelsen i
sager om promille- og spirituskørsel, d.v.s. svarende til en halv måneds
nettoløn, dog mindst 1.000 kr. Foreligger der i førstegangstilfælde flere
kørsler til samtidig påkendelse, bør der dog ske en forhøjelse af bøden.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil en bøde af den angivne størrelse
være så følelig, at en gennemførelse af forslaget ikke vil medføre en
uacceptabel svækkelse af reaktionssystemets præventive virkning.
Forslaget vil bevirke en ønskelig aflastning af kriminalforsorgens
afsoningskapacitet, en stigning i statens bødeindtægter samt en lettelse hos
anklagemyndigheden og ved domstolene. Anvendelsen af bøde i stedet for
frihedsstraf vil nemlig medføre, at en betydelig del af sagerne fremover vil
kunne afgøres ved, at den pågældende vedtager et bødeforelæg fra politiet,
således at det ikke er nødvendigt at indbringe sagen for retten. Ønsker den
pågældende sagen afgjort ved retten, vil retsplejelovens regler om
bødevedtagelse i politisager også kunne anvendes.
4.4. Efter andet punktum i den foreslåede nye affattelse af færdselslovens
§ 117, stk. 5, kan straffen i gentagelsestilfælde stige til hæfte eller
fængsel indtil 1 år.
Reglen er udformet fakultativt, men det forudsættes, at straffen ved
første gentagelse (i andengangstilfælde) og ved yderligere gentagelser er en
frihedsstraf, medmindre der foreligger særlig formildende omstændigheder.
Straffen i 2. gangstilfælde bør normalt fastsættes til hæfte i 7 dage og i
3. gangstilfælde til hæfte i 14 dage. Forslaget indebærer således ikke kun,
at førstegangstilfælde straffes med bøde, men også at der i forhold til i dag
i gentagelsestilfælde sker en forskydning af udmålingsniveauet til en lavere
strafposition. Forholdet mellem det gældende udmålingsniveau ved et enkelt
forhold af kørsel i frakendelsestiden og den udmålingsskala, der tænkes
anvendt efter en gennemførelse af forslaget, fremgår af følgende skema:
Gældende Udmålingsniveau udmålingsviveau efter forslaget
1. gangstilfælde 7 dages hæfte bøde
2. gangstilfælde 14 dages hæfte 7 dages hæfte
3. gangstilfælde 20 dages hæfte 14 dages hæfte
Foreligger der flere nye forhold til samtidig påkendelse, eller er der
tale om yderligere tilfælde af gentagelse, bør der ligesom efter hidtidig
praksis ske en forhøjelse af straffen.
Spørgsmålet om gentagelsesvirkning afgøres i overensstemmelse med den
almindelige regel i straffelovens § 81. Der tillægges således en tidligere
dom eller bødevedtagelse i anledning af kørsel i frakendelsestiden
gentagelsesvirkning, hvis betingelserne herfor efter straffelovens § 81 er
opfyldt, herunder at det tidligere forhold er begået på et tidspunkt, hvor
gerningsmanden var fyldt 18 år, og det nye forhold er begået inden for 5 år
efter, at straffen for det tidligere forhold er udstået, endeligt eftergivet
eller bortfaldet. Er straffen for det tidligere forhold en bødestraf, regnes
5 års fristen fra datoen for den endelige dom eller bødens vedtagelse. I
overensstemmelse med gældende praksis er det uden betydning for spørgsmålet
om gentagelsesvirkning, hvorvidt den tidligere overtrædelse vedrører en anden
frakendelse af førerretten end det nye forhold. Dette gælder også, selv om
der mellem de to frakendelsesperioder har været et tidsrum, hvor tiltalte
ikke har været frakendt førerretten og eventuelt har generhvervet sit
kørekort.
4.5. Der tilsigtes med forslaget ikke nogen ændring af den praksis, der
følges med hensyn til strafudmålingen i sager, hvor kørslen i
frakendelsestiden sker i forbindelse med ny promille- eller spirituskørsel.
5. Appelbegrænsning i civile sager.
5.1. Der foreslås gennemført en appelgrænse for byretsdomme m.v. i civile
sager. Forslaget har til formål at aflaste landsretterne for småsager og
indebærer, at sager vedrørende krav på op til 10.000 kr. kun kan indbringes
for landsretten med Justitsministeriets tilladelse.
5.2. Efter gældende dansk ret er der adgang til at indbringe byretternes
domme i civile sager for landsretten uden særlig tilladelse. Afgørelser, der
er truffet af fogedretten, kan endvidere med visse undtagelser frit
indbringes for landsretten. Bestemmelser om sagsomkostninger i domme afsagt
af en byret og afgørelser om omkostninger truffet af fogedretten kan
endvidere efter reglerne i retsplejelovens §§ 391, stk. 1, og 503, stk. 2,
indbringes særskilt for landsretten ved kære.
I norsk ret er adgangen til at indbringe domme i civile sager for højere
ret derimod begrænset efter sagens økonomiske værdi. Adgangen til at anke
domme afsagt af by- og herredsretterne til lagmannsretten gælder efter den
norske retsplejelov således kun sager, der vedrører krav på over 15.000
norske kr., svarende til ca. 16.000 danske kr. Værdigrænsen er senest
forhøjet pr. 1. januar 1987 fra 5.000 norske kr. Er betingelsen ikke opfyldt,
kan anke alene ske efter indhentet tilladelse fra lagmannen.
Appelbegrænsninger kendes imidlertid også i dansk ret. Således gælder der
på det strafferetlige område regler om ankebegrænsning i politisager, jf.
retsplejelovens § 962, stk. 2. Bestemmelsen indebærer en betydelig
begrænsning i det offentliges adgang til at anke domme afsagt af en byret.
Kan der efter de lovbestemmelser, tiltalen lyder på, alene idømmes bøde eller
konfiskation, er det offentlige (anklagemyndigheden) som udgangspunkt
afskåret fra at anke byrettens dom. Bestemmelsen indeholder desuden visse
begrænsninger for den tiltalte, idet dennes ankeadgang er betinget af, at den
pågældende har givet møde i sagen, og at dommen lyder på højere straf end 10
dagbøder eller bøde på 1.000 kr. eller konfiskation af genstande af
tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger.
Sager, der er afgjort med advarsel efter retsplejelovens § 937 eller
vedtagelse af bøde eller konfiskation i retten, jf. § 936, kan endvidere
heller ikke indbringes for højere ret.
Justitsministeren kan efter retsplejelovens § 962, stk. 3, i alle de
ovenfor omtalte tilfælde give tilladelse til anke, såfremt sagen er af
principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Om
ankereglerne i politisager henvises i øvrigt nærmere til de almindelige
bemærkninger pkt. 6.
5.3. Det er mindre rimeligt, at der inden for civilretten er adgang til
frit at indbringe selv mere banale småsager for landsretten. Disse sager
medfører en ikke ubetydelig belastning af domstolenes ressourcer. Til
belysning heraf kan nævnes, at der i 1988 blev anket 2.982 byretsdomme til
landsretterne, hvoraf 437 sager (ca. 15 pct.) vedrørte krav af en økonomisk
værdi på højst 10.000 kr. Det samlede antal kæremål ved landsretterne i 1988
udgjorde 1.931. Det må skønsmæssigt anslås, at ca. 50 pct. af disse sager
angik særskilt kære af afgørelser vedrørende sagsomkostninger, og at langt
den største del - i størrelsesordenen ca. 600 kæremål - vedrørte
sagsomkostninger på højst 10.000 kr.
I 1988 var der endvidere ca. 70-80 appelsager om udlæg.
Særligt for så vidt angår sagsomkostninger kan det oplyses, at adgangen
til at appellere bestemmelser om sagsomkostninger i domme afsagt af en byret
eller landsret - herunder bestemmelser i domme afsagt af landsret i ankesager
- tidligere var begrænset således, at disse afgørelser kun kunne indbringes
særskilt for højere ret ved kære efter tilladelse fra Justitsministeriet.
Disse regler blev efter forslag fra Retsplejerådet (jf. betænkning om
behandling af borgerlige sager nr. 698/1973) ændret ved lov nr. 260 af 8.
juni 1979, således at der indførtes adgang til særskilt at kære
bestemmelser i domme om sagsomkostninger uden forudgående tilladelse fra
justitsministeren. Som baggrund for ændringen blev det bl.a. anført, at der i
det hele var tale om et meget lille antal sager.
Det fremgår af betænkningen, at Justitsministeriet i årene 1967, 1968 og
1969 gennemsnitligt pr. år havde modtaget ca. 45 ansøgninger om tilladelse
til at anke en doms bestemmelser om sagsomkostninger.
Sammenholdes disse tal med det skønnede antal af kæremål vedrørende
sagsomkostninger i 1988, kan det imidlertid konstateres, at dette sagsområde
siden er udvidet ganske betydeligt.
Ved lov nr. 320 af 4. juni 1986 blev adgangen til særskilt at appellere
landsrettens bestemmelser om sagsomkostninger til Højesteret imidlertid på ny
begrænset, således at disse afgørelser alene kan indbringes for Højesteret
ved anke efter tilladelse fra justitsministeren. Baggrunden for ændringen var
bl.a. ønsket om at frigøre Højesteret for at behandle en række sager, som
efter deres karakter fuldt forsvarligt kan afgøres endeligt af landsretten.
5.4. På denne baggrund foreslås det, at der også på det civilretlige
område gennemføres en begrænsning i adgangen til uden tilladelse at appellere
byretsdomme i sager af mindre værdi. Forslaget er udformet således, at
afgørelser i sager, der har en økonomisk værdi på op til 10.000 kr., kun kan
appelleres med tilladelse fra justitsministeren. Har sagen en økonomisk værdi
på over 10.000 kr., er der efter forslaget fri adgang til appel.
Den foreslåede appelbegrænsning for sager af mindre værdi omfatter ikke
blot anke af domme afsagt af en byret og kære af fogedrettens afgørelser om
udlæg for så vidt angår krav, der har en økonomisk værdi af mere end 10.000
kr, men også særskilt kære af bestemmelser om sagsomkostninger truffet af
byretten eller fogedretten, såfremt de fastsatte og påkærede sagsomkostninger
ikke overstiger 10.000 kr.
Er den økonomiske betingelse for adgang til appel uden tilladelse ikke
opfyldt, kan sagen efter forslaget - hvis den er af indgribende betydning for
den pågældende, eller den rummer mere væsentlige retlige eller bevismæssige
tvivlsspørgsmål - indbringes for landsretten efter tilladelse fra
Justitsministeriet. Der er derfor ikke retssikkerhedsmæssige betænkeligheder
ved forslaget, der vil kunne give landsretterne en vis aflastning.
De foreslåede frister for indgivelse af ansøgning om tilladelse svarer til
fristen for anke og kære fra byret til landsret.
De foreslåede ændringer i reglerne om appeladgang er begrænset til
retsplejelovens område og vedrører således ikke appeladgang som følge af
anden lovgivning, f.eks. den særlige ankeadgang i konkurslovens § 248.
6. Forhøjelse af ankegrænsen i mindre politisager.
6.1. Der foreslås en forhøjelse af ankegrænsen i politisager fra i dag
1.000 kr. til 3.000 kr.
6.2. Efter retsplejelovens § 962 gælder der visse begrænsninger i adgangen
til anke af domme i politisager, dvs. sager angående lovovertrædelser, der
kun har en strafferamme på bøde eller hæfte, jf. nærmere retsplejelovens §
721, der indeholder forskellige undtagelser fra dette udgangspunkt. Domme i
politisager kan efter retsplejelovens § 962, stk. 2, som udgangspunkt kun
ankes af det offentlige, når andre offentligretlige følger end bøde eller
konfiskation kan idømmes efter de lovbestemmelser, tiltalen lyder på.
Tiltalte kan kun anke, såfremt den pågældende har givet møde i sagen, og
højere straf end 10 dagbøder eller bøde på 1.000 kr., konfiskation af
genstande af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger er idømt.
Justitsministeriet kan dog efter § 962, stk. 3, give tilladelse til anke,
såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler
derfor. Sager, som er afgjort med advarsel efter retsplejelovens § 937 eller
vedtagelse af bøde eller konfiskation i retten, jf. § 936, kan ligeledes kun
ankes med justitsministerens tilladelse.
Den gældende beløbsgrænse for tiltaltes anke er fastsat ved lov nr. 298 af
6. juni 1984, som forhøjede beløbet fra 6 dagbøder eller bøde af 60 kr.
Baggrunden for ændringen i 1984 var et forslag fra Retsplejerådet i
betænkning nr. 994/1983. I betænkningen udtalte Retsplejerådet, at
bødegrænsen for tiltaltes anke i lyset af den almindelige udvikling i
bødeniveauet kunne forhøjes, uden at det ville medføre nogen reel svækkelse
af tiltaltes stilling, jf. betænkningen side 151.
6.3. De mindre politisager er i langt de fleste tilfælde enkle og
frembyder sjældent problemer med hensyn til beviset eller retlige spørgsmål.
Straffen udmåles endvidere som regel takstmæssigt. Hertil kommer, at
landsretsbehandlingen indebærer væsentlige omkostninger, der ofte ikke står i
rimeligt forhold til den idømte bødes størrelse. Endvidere skal der beskikkes
en forsvarer for tiltalte ved ankebehandlingen, og udgiften hertil vil i
mange tilfælde være større end bøden (normalt 1.200-1.800 kr. + moms).
Rigsadvokaten har for perioden marts-maj 1986 (3 måneder) foretaget en
undersøgelse af landsretternes ankedomme. Det fremgår heraf, at der i denne
periode blev afsagt 62 domme i politisager, hvor der alene var nedlagt
påstand om bøde og/eller konfiskation. 25 af disse sager var i byretten
afgjort med 20 dagbøder eller derunder eller bøde eller konfiskation på 3.000
kr. eller mindre, mens de resterende 37 domme vedrørte højere bøde- eller
konfiskationsbeløb.
En forhøjelse af grænsen for tiltaltes anke til 20 dagbøder eller 3.000
kr. må på grundlag af disse tal antages at medføre en reduktion i det årlige
antal ankedomme i politisager med ca. 75 sager. Dette vil indebære en
væsentlig ressourcebesparelse hos anklagemyndigheden og domstolene, idet
behandlingen af sådanne ankesager medfører et ikke ubetydeligt tidsforbrug.
På denne baggrund, og da en aflastning af landsretterne og
anklagemyndigheden efter Justitsministeriets opfattelse uden
retssikkerhedsmæssige betænkeligheder hensigtsmæssigt vil kunne gennemføres
ved en forhøjelse af ankegrænsen i de mindre politisager, foreslås det, at
grænsen fastsættes således, at der kun er fri ankeadgang, såfremt mere end 20
dagbøder eller en bøde på over 3.000 kr. eller konfiskation af genstande af
tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger er idømt.
Sager, som bevismæssigt eller retligt frembyder tvivl, vil med
Justitsministeriets tilladelse kunne indbringes for landsretten. I de
tilfælde, hvor det skønnes rimeligt, at tiltalte får adgang til at få sagen
prøvet i 2. instans, vil der således kunne meddeles tilladelse hertil efter
retsplejelovens § 962, stk. 3.
7. Nævninges medvirken i narkotikastraffesager.
7.1. Det foreslås, at narkotikasager undtages fra reglerne om
nævningebehandling.
7.2. Spørgsmålet om nævninges og domsmænds medvirken ved behandlingen af
straffesager har gennem de sidste 10-15 år adskillige gange givet anledning
til overvejelser. Det har i den forbindelse været drøftet, om sager om
overtrædelse af narkotikalovgivningen på grund af deres særlige karakter
burde undtages fra nævningebehandling.
Straffelovens § 191 om overdragelse m.v. af euforiserende stoffer blev
indsat i straffeloven i 1969, jf. lov nr. 276 af 18. juni 1969. Bestemmelsens
strafferamme blev fastsat til 6 års fængsel. Da nævninge efter dagældende ret
alene skulle medvirke i sager, der vedrørte lovovertrædelser, der kunne
medføre fængsel i 8 år, skulle sagerne således ikke behandles ved
nævningeting.
Ved lov nr. 268 af 26. juni 1975 blev 2. pkt. indsat i § 191, stk. 1,
således at særligt grove overtrædelser af narkotikalovgivningen kan straffes
med fængsel i 10 år. Lovforslaget indeholdt en bestemmelse om, at sagerne
blev undtaget fra behandling ved nævningeting. I begrundelsen for forslaget
blev der henvist til, at narkotikasager ikke hidtil havde været
nævningesager, og at de på grund af deres meget specielle karakter var mindre
egnede hertil. Denne del af lovforslaget blev ikke vedtaget. Herefter var
retstilstanden fra 1. juli 1975, at sager efter § 191, stk. 1, 2. pkt., hvor
strafferammen går op til 10 års fængsel, skulle behandles under medvirken af
nævninge.
Spørgsmålet om nævninges medvirken i narkotikasager blev herefter gjort
til genstand for overvejelser i Retsplejerådet i betænkning nr. 825/1977 om
retternes kompetence og arbejdsform i straffesager. Rådet foretog en
gennemgang af alle de sager, som efter dagældende ret skulle behandles som
nævningesager. Retsplejerådet foreslog nævningebehandlingen begrænset til de
sager, der måtte betegnes som særligt alvorlige. Narkotikaovertrædelser burde
efter rådets opfattelse behandles uden medvirken af nævninge på grund af
disse forbrydelsers specielle karakter, jf. betænkningen side 39.
Under Folketingets behandling af det lovforslag, der blev vedtaget som lov
nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af straffelovens bestemmelser om voldtægt,
røveri og brandstiftelse, blev der udtrykt ønske om, at spørgsmålet om
nævninges og domsmænds betydning og indplacering i retsplejen blev taget op
til generel vurdering.
På denne baggrund anmodede Justitsministeriet Retsplejerådet om at
foretage en samlet gennemgang og vurdering af spørgsmålet om behovet for
ændringer i anvendelsesområdet for domsmænd og nævninge. Retsplejerådet
redegjorde herefter i betænkning nr. 994/1983 om lægdommerordningen i
straffesager m.v. for nogle muligheder for en ændret afgrænsning af området
for nævningesager. Rådet pegede som en af mulighederne på en ordning,
hvorefter afgrænsningen skulle foretages ud fra den straf, der kunne
forventes i den enkelte sag. Da der under behandlingen af det lovforslag, der
førte til den nævnte ændring af straffeloven i 1981, af Folketingets flertal
var blevet forkastet et ændringsforslag om at undtage § 191-sager fra
nævningebehandling, fandt Retsplejerådet i betænkningen at måtte forudsætte,
at disse sager ikke helt kunne undtages fra nævningebehandling. Rådet
foreslog derfor, at sager efter § 191, stk. 1, 1. pkt., skulle undtages fra
nævningebehandling, således at kun de groveste narkotikasager efter 2. pkt.
som hidtil (siden 1975) skulle behandles ved nævningeting, jf. betænkningen
side 87.
I 1984 fremsatte Justitsministeriet forslag til ændring af bl.a.
retsplejelovens § 687 om nævninges medvirken ved behandlingen af
straffesager, hvorefter afgrænsningen i almindelighed skulle foretages alene
udfra den straf, der kunne forventes i den enkelte sag. Lovændringen blev
gennemført ved lov nr. 298 af 6. juni 1984.
Gældende ret er herefter, at nævninge medvirker i sager, hvori der bliver
spørgsmål om straf af fængsel i 4 år eller derover, for så vidt dette ikke er
en følge af, at der bliver spørgsmål om fastsættelse af en fællesstraf.
Nævninge medvirker endvidere i sager, hvor der er spørgsmål om dom til
anbringelse i institution eller dom til forvaring og i sager om politiske
lovovertrædelser. Nævninge medvirker derimod ikke i sager om overtrædelse af
straffelovens §§ 172 (dokumentfalsk), 173 (dokumentsvig), 286
(berigelsesforbrydelser af særlig grov beskaffenhed) eller 289 (grov
skattesvig og grov indsmugling) eller i sager, som kan fremmes som
tilståelsessager efter retsplejelovens § 925 eller § 925 a.
Ved den afgrænsning af nævningesagerne, som blev foretaget i 1984, skete
der en udvidelse af nævninges medvirken i narkotikasager, idet nævninge nu
også skal medvirke ved behandlingen af sager om overtrædelse af straffelovens
§ 191, stk. 1, 1. pkt. (strafferamme 6 år), såfremt der bliver spørgsmål om
straf af fængsel i 4 år eller derover. Endvidere blev sager om
narkotikahæleri efter straffelovens § 191 a, der blev indsat i 1982 med 6 års
strafferamme, overført til nævningebehandling i det omfang, der bliver
spørgsmål om fængsel i 4 år eller derover.
7.3. Der kan efter Justitsministeriets opfattelse - således som også
Retsplejerådet ved flere lejligheder har udtalt - anføres en række særlige
grunde til, at narkotikasager undtages fra nævningebehandling. Der kan i den
forbindelse være grund til at pege på, at en række andre grove
lovovertrædelser er undtaget fra nævningebehandling, fordi der er tale om
sager af omfattende og kompliceret karakter, som ikke er egnede til
nævningebehandling. Sager om overtrædelse af straffelovens §§ 172 og 173
(dokumentfalsk m.v.), straffelovens § 286 (berigelsesforbrydelser af særlig
grov beskaffenhed) og § 289 (grov skattesvig og grov indsmugling) er således
som tidligere nævnt undtaget fra nævningebehandling.
Sager vedrørende overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 2 (særlig grove
sager vedrørende underslæb, bedrageri, mandatsvig og skyldnersvig), blev
undtaget fra nævningebehandling i 1932. Baggrunden herfor var, at disse sager
ofte kan være særdeles indviklede, således at det kan være vanskeligt at få
dem forelagt på en for nævningene tilstrækkelig overskuelig og forståelig
måde.
I 1962 blev sager om overtrædelse af straffelovens §§ 172 og 173 undtaget
fra behandling under medvirken af nævninge under henvisning til, at
erfaringerne havde vist, at disse sager, der ofte indeholder meget indviklede
regnskabstekniske spørgsmål, er mindre egnede for nævningebehandling.
Ved lov nr. 298 af 6. juni 1984 blev endvidere sager om overtrædelse af
straffelovens § 286, stk. 1 og 3 (særlig grove sager om tyveri, afpresning,
åger og hæleri), samt § 289 (grov skattesvig og grov indsmugling) undtaget
fra behandling ved nævningeting. Baggrunden herfor var, at det blev anset for
uhensigtsmæssigt, at disse sager om økonomiske forbrydelser, som ofte er af
teknisk karakter, og som ofte tager lang tid i retten, skal behandles ved
nævningeting.
De grunde, der har ført til, at Folketinget har undtaget disse sager fra
nævningebehandling, gør sig med fuldt samme styrke gældende ved
narkotikasager. Disse sager er, når de efter de nugældende regler skal
behandles ved nævningeting, som oftest vanskelige at overskue med hensyn til
faktum, og de rejser en lang række komplicerede bevismæssige problemer,
ligesom der ofte er mange sigtede i samme sag. Endvidere er sagernes
behandling i retten på grund heraf ofte langvarig.
Østre Landsrets præsident har oplyst, at landsretten i 1988 behandlede
ialt 41 nævningesager. Af disse vedrørte 15 sager overtrædelse af
straffelovens § 191. Det gennemsnitlige tidsforbrug for narkotikasager var
4,1 retsdage, mens tidsforbruget i de øvrige nævningesager gennemsnitlig var
2,9 retsdage. I 13 af de 15 sager medvirkede tolk.
Ved Vestre Landsret behandles der kun få narkotikanævningesager om året, i
1988 endog kun en enkelt sag.
7.4. Det foreslås på denne baggrund, at sager om overtrædelse af
straffelovens § 191 undtages fra behandling under medvirken af nævninge.
Dette svarer i øvrigt til den retstilstand, der var gældende indtil den 1.
juli 1975.
Endvidere foreslås det, at sager om overtrædelse af straffelovens § 191 a
om narkotikahæleri undtages fra behandling ved nævningeting, således som det
også var gældende ret indtil lovændringen vedrørende området for
nævningesager i 1984. Det må antages, at sager om overtrædelse af
straffelovens § 191 a kun yderst sjældent vil rejse spørgsmål om straf af
fængsel i 4 år eller derover. Sagerne er imidlertid ofte en del af en større
sag om overtrædelse af § 191 og indebærer de samme vanskeligheder med hensyn
til bevisvurdering m.v., og det må herefter anses for ubetænkeligt tillige at
undtage disse sager fra nævningebehandling. Der kan i øvrigt henvises til, at
også de større sager om hæleri med hensyn til berigelseskriminalitet, jf.
straffelovens § 286, stk. 3, er undtaget fra behandling under medvirken af
nævninge.
I nævningesager afgøres skyldspørgsmålet af nævningene uden de juridiske
dommeres medvirken. Afgørelsen begrundes ikke, og domme i nævningesager
indeholder således ikke en beskrivelse af de præmisser, som danner grundlag
for en domfældelse. Hertil kommer, at den tiltalte i en nævningesag ikke har
mulighed for en fornyet prøvelse af skyldspørgsmålet gennem anke, men alene
adgang til at anke spørgsmålet om strafudmålingen til Højesteret.
Forslaget om at undtage sager om overtrædelse af straffelovens §§ 191 og
191 a fra nævningebehandling indebærer, at sagerne skal behandles i
byretterne i 1. instans som domsmandssager, dvs. af en juridisk dommer og to
domsmænd, som på lige fod deltager i afgørelsen af skyldspørgsmålet og
strafspørgsmålet. Samtidig får den tiltalte og anklagemyndigheden adgang til
en fuldstændig ny prøvelse af sagen ved anke til landsretten, hvor ankesager
behandles af 3 juridiske dommere sammen med 3 domsmænd.
Det er også en fordel ved den foreslåede omlægning, at berammelsestiden
for domsmandssager typisk vil være kortere end for nævningesager. Dette
medfører, at narkotikasager generelt vil kunne afgøres hurtigere (i hvert
fald i 1. instans) med en deraf følgende forkortelse af varetægtsfængslingen
og en eventuel isolation.
7.5. Som det fremgår af det anførte, er formålet med forslaget at undtage
narkotikasager fra nævningebehandling, fordi de ikke findes egnede hertil.
Forslaget er således ikke fremsat af besparelseshensyn.
8. Domsmænds medvirken i sager om spiritus- og promillekørsel.
8.1. Det foreslås, at man i overensstemmelse med en tendens, der har
fundet udtryk i flere lovændringer i de senere år, afskaffer domsmænds
medvirken i sager om kørsel efter indtagelse af spiritus, bortset fra sager
hvor der er spørgsmål om frihedsstraf, og hvor der tillige er rejst tiltale
for groft uforsvarlig kørsel.
8.2. Sager om overtrædelse af færdselslovens bestemmelser om spiritus- og
promillekørsel (§ 53) udgør en stor andel af alle straffesager. I 1986 og
1987 blev der ifølge Politiets Årsberetning truffet afgørelse i 16.713 og
16.864 sager vedrørende overtrædelse af færdselslovens § 53. For disse
overtrædelser blev der ifølge kriminalstatistikken afsagt knap 5.000 domme
med frihedsstraf. Heraf endte få sager med betinget frihedsstraf.
Sagerne behandles som politisager, medmindre der opstår spørgsmål om
ubetinget frakendelse af førerretten. I så fald skal sagerne behandles efter
reglerne om statsadvokatsager. Domsmænd medvirker ved afgørelsen af disse
sager, medmindre sagen kan afgøres som tilståelsessag efter retsplejelovens §
925 eller med vedtagelse efter færdselslovens § 119 a. Domsmænd medvirker dog
hverken i byret eller landsret, såfremt der alene er spørgsmål om bødestraf,
og i landsretten heller ikke, hvis sagen ikke omfatter bedømmelsen af
beviserne for tiltaltes skyld.
Sager om spiritus- og promillekørsel er oftest ukomplicerede, og giver
meget sjældent anledning til tvivl om beviserne for den tiltaltes skyld. På
denne baggrund har der tidligere været fremsat forslag om at undtage disse
sager fra behandling under medvirken af domsmænd.
I en udtalelse af 21. juni 1974 (betænkning nr. 773/1976, bilag 1)
foreslog Retsplejerådet, at alle sager om overtrædelse af færdselsloven
skulle behandles som politisager med den virkning, at også sager, hvor der
var spørgsmål om frakendelse af førerretten, skulle behandles uden medvirken
af domsmænd.
Forslaget blev delvis gennemført ved vedtagelsen af en ny færdselslov i
1976, lov nr. 287 af 10. juni 1976. Under behandlingen i Folketinget blev der
udtrykt betænkelighed ved helt at afskaffe domsmænds medvirken i sager om
frakendelse af førerretten, og der blev derfor gennemført en ordning,
hvorefter domsmænd skulle medvirke i sager om ubetinget frakendelse af
førerretten.
Spørgsmålet blev atter overvejet af Retsplejerådet i betænkning nr.
994/1983 om lægdommerordningen i straffesager m.v. Rådet udtalte da, at en
ændring, hvorefter domsmænd alene medvirker i sager om overtrædelse af
færdselslovens § 53, hvor frihedsstraf kommer på tale, ville være rimelig og
forsvarlig at gennemføre. Rådet afstod på grund af den tidligere i
Folketinget tilkendegivne holdning til spørgsmålet fra at stille forslag
herom, men foreslog, at domsmænd ikke skulle medvirke under behandlingen af
ankesager vedrørende færdselslovens § 53, såfremt sagen kun vedrørte
strafudmålingen og frakendelsestiden, men ikke bevisspørgsmål.
Den af Retsplejerådet foreslåede ændring i omfanget af domsmænds medvirken
i landsretten var indeholdt i Justitsministeriets lovforslag om ændring af
retsplejeloven (lægdommere i straffesager, rationalisering af
sagsbehandlingen ved domstolene m.v.), der blev fremsat i 1984.
Under Folketingets behandling af lovforslaget fremkom der forslag om, at
domsmænd ikke skulle medvirke i sager vedrørende overtrædelse af
færdselslovens § 53, hvori der alene var spørgsmål om bødestraf. Dette
forslag blev senere vedtaget. Den ved lov nr. 298 af 6. juni 1984 gennemførte
ordning er herefter, at domsmænd medvirker i sager om ubetinget frakendelse
af førerretten, medmindre der alene er spørgsmål om bødestraf, eller der er
tale om en ankesag, som ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes
skyld.
8.3. Sager om overtrædelse af færdselslovens § 53 giver på grund af de
faste promillegrænser og adgangen til at fastslå promillen ved blodprøve
typisk kun anledning til bevistvivl, når tiltalte nægter sig skyldig med den
begrundelse, at det er en anden, der har ført bilen, at spiritusindtagelse er
sket efter kørslen, eller at promillens størrelse er påvirket af
medicinindtagelse eller indånding af dampe fra lim, maling eller lignende.
Selv når sådanne spørgsmål foreligger, er sagerne imidlertid oftest af
ukompliceret karakter. Spørgsmålet om strafudmåling og frakendelsestid
afgøres efter nøje fastlagte - skematiske - retningslinier.
På denne baggrund har domsmændene i langt de fleste sager ikke mulighed
for at øve en selvstændig indflydelse på sagens udfald, og der afsættes også
i praksis kun kort tid til behandlingen af disse sager.
Justitsministeriet finder derfor, at man i forlængelse af de ovenfor
nævnte lovændringer uden betænkelighed kan afskaffe domsmænds medvirken i
sager om spiritus- og promillekørsel. En undtagelse bør dog efter
Justitsministeriets opfattelse gælde de sager, hvor der er spørgsmål om
anvendelse af færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 3. Denne bestemmelse
indeholder hjemmel for at skærpe straffen i sager om spirituskørsel, såfremt
føreren under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden
har forvoldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor.
Anvendelse af denne bestemmelse om såkaldt groft uforsvarlig kørsel indebærer
en konkret vurdering af farligheden ved kørslen, og sagerne medfører ofte
frihedsstraf (i 1. gangs tilfælde ved en promille på over 1,50). Det foreslås
på denne baggrund, at domsmænd skal medvirke ved behandlingen af disse sager,
såfremt der er spørgsmål om højere straf end bøde. Forslaget indebærer, at
domsmænd i sager om anvendelse af færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 3, skal
medvirke i samme omfang som hidtil.
8.4. Forsvarerbeskikkelse i sager om ubetinget frakendelse sker i
overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens § 731.
Offentlig forsvarer beskikkes således obligatorisk i sager, der skal
behandles under medvirken af domsmænd, jf. § 731, stk. 1, litra d, mens
forsvarer i de sager, hvor domsmænd i medfør af reglen i retsplejelovens §
688, stk. 3, nr. 2, ikke skal medvirke, beskikkes, såfremt den tiltalte efter
at være vejledt herom fremsætter begæring om forsvarerbeskikkelse.
Baggrunden for reglen om obligatorisk forsvarermedvirken i sager, hvor
domsmænd skal medvirke, er navnlig hensynet til tiltalte. Ifølge
Retsplejerådets betænkning nr. 994/1983, side 20, er reglen også begrundet
med, at forsvarerbeskikkelsen vil kunne bidrage til en bedre oplysning af
sagerne, der vil gøre det lettere for domsmændene at tage stilling.
Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke grundlag for at
foreskrive obligatorisk forsvarerbeskikkelse, når domsmænd ikke medvirker.
Udgiften til den beskikkede forsvarer vil i tilfælde af domfældelse blive
pålagt den tiltalte, og Justitsministeriet finder det på denne baggrund
rimeligt og forsvarligt, at der i disse sager alene beskikkes forsvarer,
såfremt den tiltalte efter at være vejledt om muligheden herfor fremsætter
begæring herom.
Da domsmænd efter forslaget skal medvirke i sager, hvor der bliver
spørgsmål både om frihedsstraf og anvendelse af færdselslovens § 117, stk. 2,
nr. 3, er forsvarerbeskikkelse dog obligatorisk i disse sager, jf.
retsplejelovens § 731, stk. 1, litra d. Endvidere er forsvarerbeskikkelse
obligatorisk ved landsretternes ankebehandling, jf. retsplejelovens § 731,
stk. 1, litra f.
9. Formueforholdet mellem ægtefæller.
9.1. Det foreslås, at reglerne om, at visse ægtepagter skal godkendes af
overøvrigheden (statsamtet), ophæves. Endvidere foreslås reglerne om
formueordningen mellem ægtefæller liberaliseret, således at der bliver
mulighed for, at ægtefæller ved ægtepagt kan aftale, at de skal have
skilsmissesæreje.
9.2. Alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere
erhverver, indgår i almindeligt formuefællesskab mellem dem (fælleseje), for
så vidt det ikke er gjort til særeje, jf. retsvirkningslovens § 15. Denne
såkaldte legale formueordning indebærer således som udgangspunkt, at
fællesboet ved ægteskabets ophør - være sig ved separation/skilsmisse eller
den ene ægtefælles død - skal deles mellem ægtefællerne.
Ægtefæller kan imidlertid ved ægtepagt bestemme, at ejendele, der ellers
ville indgå i parternes fællesbo, skal tilhøre den ene af ægtefællerne som
særeje. Dette medfører, at den anden ægtefælle ikke har krav på halvdelen
heraf ved ægteskabets ophør. Er der truffet bestemmelse om særeje, gælder
denne uden hensyn til, om ægteskabet ophører ved separation/skilsmisse eller
ved den ene ægtefælles død. Det har navnlig den konsekvens, at den
længstlevende ægtefælle ved den andens død ikke kan sidde i uskiftet bo med
den førstafdøde ægtefælles særeje, men skal skifte med arvingerne.
9.3. En ægtepagt, som oprettes under ægteskabet, er efter
retsvirkningslovens § 36 i almindelighed kun gyldig med overøvrighedens
(statsamtets) godkendelse.
Ved godkendelsen påser statsamterne navnlig hustruens interesser. Der
lægges dog ikke udelukkende vægt på, om hustruen forfordeles, men snarere på,
om ægtepagten efter det i sagen oplyste er objektivt rimelig.
Udviklingen er efter Justitsministeriets opfattelse løbet fra den gældende
godkendelsesordning, og den må i dag anses for overflødig. Udgangspunktet må
- henset til ligestillingen mellem mand og kvinde - være, at der ikke er
behov for, at det offentlige udøver censur over for aftaler, der indgås
mellem ægtefæller. Såfremt særlige forhold måtte gøre sig gældende, som
eksempelvis udnyttelse eller lignende af den ene part, vil det efter
Justitsministeriets opfattelse være fuldt tilstrækkeligt, at aftalen i givet
fald vil kunne tilsidesættes efter de almindelige aftaleretlige regler,
navnlig aftalelovens § 36 om urimelige aftaler.
Det foreslås derfor, at bestemmelsen i retsvirkningslovens § 36 om, at
visse ægtepagter kræver godkendelse af statsamtet, ophæves.
9.4. Den legale formueordning mellem ægtefæller samt de eksisterende
muligheder for at ændre denne ved oprettelse af ægtepagt har gennem tiderne
været taget op til overvejelse af flere udvalg. Den seneste betænkning om
spørgsmålet er betænkning nr. 716/1974, afgivet af ægteskabsudvalget af 1969.
Af betænkningen fremgår (s. 9 og s. 17), at udvalget nåede til den
konklusion, at den gældende ligedelingsordning mellem ægtefæller bør
opretholdes som den grundlæggende hovedregel, men at der bør være en
vidtgående adgang for ægtefæller til at aftale individuelle ordninger.
På denne baggrund foreslås en ændring af retsvirkningslovens § 28 med
henblik på at give ægtefæller større frihed til at træffe aftale om deres
formueforhold. Forslaget svarer til lovudkastet i den ovennævnte betænkning
fra 1974.
Forslaget indebærer,
at en ægtepagt om fravigelse fra ligedelings reglen som udgangspunkt kun
skal gælde for separation og skilsmisse (»skilsmissesæreje«),
at ægtefæller i forbindelse med en aftale, der skal gælde for separation
eller skilsmisse, skal kunne aftale en fravigelse fra ligedelingsreglen også
for tilfælde af dødsfald (»fuldstændigt særeje«), og
at aftalerne skal kunne begrænses til en del af formuen, begrænses til den
ene ægtefælles død og kunne tidsbegrænses.
Forslaget, der giver ægtefællerne langt større frihed, end de gældende
regler fra 1925 åbner mulighed for, må antages at tilgodese mange ægtefællers
behov. Det må således antages, at mange ægtefæller gerne ville kunne aftale,
at der skal være særeje og altså ikke skal ske en ligedeling, såfremt
ægteskabet opløses, mens begge ægtefæller lever, men at der ved dødsfald skal
være fælleseje, således at den efterlevende stilles bedst muligt både med
hensyn til deling af formuen og med hensyn til adgangen til at sidde i
uskiftet bo.
Den foreslåede bestemmelse i retsvirkningslovens § 28, stk. 1, nr. 1,
fastsætter i overensstemmelse hermed, at der kan aftales skilsmissesæreje,
altså at der ved skifte i begge ægtefællers levende live skal være særeje,
men at der ved dødsboskifte skal være formuefællesskab (fælleseje). Det
forudsættes ved lovforslaget, at dette navnlig vil medføre, at den
efterlevende ægtefælle kan sidde i uskiftet bo efter arvelovens kapitel 3 med
et sådant fællesbo. Samtidig åbnes der mulighed for at træffe bestemmelse om
fuldstændigt særeje, således at særejebestemmelsen også skal gælde ved
dødsboskifte (§ 28, stk. 1, nr. 2).
En bestemmelse om særeje efter nr. 1 eller nr. 2 kan i overensstemmelse
med den foreslåede § 28, stk. 2, begrænses til kun at angå en del af
ægtefællernes ejendele. Endvidere kan særejebestemmelsen tidsbegrænses.
Bestemmelsen i stk. 2 åbner også mulighed for at fastsætte, at en bestemmelse
om fuldstændigt særeje kun skal gælde ved en af ægtefællernes død, og det
forudsættes i den forbindelse ved lovforslaget, at bestemmelsen om
fuldstændigt særeje skal kunne fastsættes såvel vedrørende en bestemt angiven
ægtefælle som vedrørende »den efterlevende ægtefælle«.
10. Ægtefællers udtagelsesret.
10.1. Det foreslås, at grænsen for den efterlevende ægtefælles forlods
udtagelsesret forhøjes fra 50.000 kr. til 150.000 kr.
10.2. I skifteloven er den efterlevende ægtefælle tillagt en række fordele
i forbindelse med skifte af den førstafdøde ægtefælles bo.
Efter reglen i skiftelovens § 62 b, stk. 2, har den efterlevende ægtefælle
således fortrinsret til at udtage så meget af boet, at værdien heraf
sammenlagt med ægtefællens særeje, arvelod samt den halvdel af fællesboets
aktivmasse, som ægtefællen i forvejen har krav på, udgør indtil 50.000 kr. Er
der herefter ingen aktiver tilbage i den afdødes bo, kan dette sluttes uden
en skiftebehandling.
Grænsen for ægtefællens forlods udtagelsesret blev senest forhøjet ved lov
nr. 170 af 14. maj 1980 fra 20.000 kr. til 50.000 kr.
Bl.a. med henblik på at styrke den efterlevende ægtefælles stilling
stilles der forslag om, at grænsen nu forhøjes til 150.000 kr. En sådan
forhøjelse går i nogen grad ud over, hvad der følger af prisudviklingen, men
skyldes ønsket om at styrke den efterlevendes retsstilling. Forslaget vil
medføre, at flere boer vil kunne sluttes, uden at der skal foretages
skiftebehandling.
11. Skriftlig anerkendelse af faderskab.
11.1. Det foreslås, at faderskab til et barn født uden for ægteskab skal
kunne anerkendes ved en skriftlig erklæring.
11.2. Efter lov om børns retsstilling er der en forpligtelse for det
offentlige til at søge faderskabet til et barn født uden for ægteskab
fastslået.
Efter den gældende regel i lovens § 11 kan faderskabet i almindelighed
anses for fastslået, såfremt den af moderen opgivne fader ved et personligt
møde i statsamtet anerkender faderskabet.
Det har imidlertid givet anledning til debat, at anerkendelsen af at være
fader til et barn kræver, at den pågældende personligt skal møde op i
statsamtet. Det forekommer f.eks. helt unødvendigt, at faderen til et barn,
der er født i et fast samlivsforhold, skal give møde i statsamtet for at
anerkende det faderskab, som begge samlevende er enige om.
Det foreslås derfor, at der åbnes mulighed for, at den opgivne faders
anerkendelse kan ske ved en skriftlig erklæring til statsamtet. Den opgivne
fader skal - ligesom det er foreskrevet ved det personlige fremmøde i
statsamtet - inden anerkendelsen være gjort bekendt med retsvirkningerne
heraf. Dette skal ske ved en skriftlig vejledning, som den pågældende skal
erklære at have modtaget. Den pågældende skal endvidere gøres bekendt med, at
han kan kræve sagen afgjort ved domstolene.
Det findes ubetænkeligt at lette fremgangsmåden ved anerkendelse af
faderskabet som foreslået. For imidlertid at sikre, at alt er gået rigtigt
til, foreslås det, at den pågældendes underskrift skal være bekræftet af en
advokat eller af to vitterlighedsvidner, der udtrykkeligt skal bevidne
underskriftens ægthed, dateringens rigtighed og underskriverens myndighed.
12. Gebyrregler.
I overensstemmelse med regeringens princip om brugerbetaling for
offentlige ydelser stilles der forslag om, at der skal betales gebyr for
visse familieretlige ydelser.
I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og i lov om personnavne foreslås
der indført regler, der giver justitsministeren adgang til at fastsætte
gebyr, dels for vielser, hvor ingen af parterne har bopæl i Danmark, dels for
indgivelse af ansøgning om navnebevis. Reglerne om gebyr vil også omfatte
bestemmelser vedrørende opkrævningsformen. Disse bestemmelser vil blive
fastsat efter drøftelse med Indenrigsministeriet.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør gebyret for navnebevis være på
3.000 kr, medens gebyret for de omhandlede vielser bør være på 2.000 kr.
13. Modernisering af sprogbrugen i de familieretlige love.
I flere love under Justitsministeriets område er det foreskrevet, at
kompetencen til at træffe afgørelse er tillagt »overøvrigheden«.
Kompetencen er i disse tilfælde hos statsamtet (i København hos
overpræsidiet), og Justitsministeriet finder derfor, at man lige så godt kan
skrive dette i loven. Det foreslås derfor, at ordet
»overøvrigheden« erstattes af »statsamtet«, hvilket
foruden at være en sproglig modernisering vil være mere oplysende for
borgeren.
14. Økonomiske og administrative konsekvenser.
14.1. Som nævnt tilsigter lovforslaget at gennemføre en række spare- og
forenklingsforslag inden for Justitsministeriets område. Skønnet over de
økonomiske og administrative konsekvenser er imidlertid forbundet med
betydelig usikkerhed, bl.a. fordi flere af forslagene kan medføre ændringer i
handlingsmønsteret, og i øvrigt fordi effekten af flere af forslagene vil
være spredt på et meget betydeligt antal enheder inden for justitsvæsenet.
Sidstnævnte gælder f.eks. forslaget om forhøjelse af grænsen for ægtefællers
udtagelsesret, der vil medføre en beskeden besparelse for alle landets
skifteretter.
Med de nævnte forbehold skønner Justitsministeriet, at de forslag, der
berører politi, domstole og kriminalforsorg, vil kunne medføre besparelser i
størrelsesordenen 20-30 årsværk. Det bemærkes i den forbindelse, at forslaget
om ændring af reglerne om domsmænds medvirken i sager om spiritus- og
promillekørsel og forslaget om nævninges medvirken i narkotikastraffesager er
fremsat på grund af sagernes karakter og ikke vil indebære økonomiske
besparelser af betydning.
Forslagene om ophævelse af reglerne om godkendelse af visse ægtepagter hos
statsamterne og indførelse af adgang til skriftlig anerkendelse af faderskab
vil medføre en betydelig besparelse for statsamterne. I 1988 behandlede
statsamterne således 1.977 sager om godkendelse af ægtepagter.
De ressourcemæssige konsekvenser af de ændrede regler vil indgå i en
samlet vurdering af statsamternes arbejdsopgaver med tilknytning til
Justitsministeriet.
Forslaget om indførelse af bødestraf for førstegangstilfælde af kørsel i
frakendelsestiden vil medføre en stigning i bødeindtægterne i
størrelsesordenen 2-3 mio. kr.
Skøn over provenuet af et gebyr for ansøgning om navnebevis og vielse af
udlændige er forbundet med betydelig usikkerhed. Det kan imidlertid oplyses,
at statsamterne i 1988 behandlede ca. 6.000 ansøgninger om navnebevis.
Der findes ingen samlet opgørelse over antallet af vielser, hvor ingen af
parterne har bopæl her i landet. I Tønder Kommune havde man i 1988 ca. 400 af
de omhandlede vielser.
I forbindelse med lovforlagets gennemførelse påregnes afholdt ca. 100.000
kr. til informationsvirksomhed.
15. Hørte myndigheder m.v..
Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til høring hos
Præsidenten for Østre Landsret
Præsidenten for Vestre Landsret
Præsidenten for Københavns Byret
Præsidenten for Århus by- og herredsret
Præsidenten for Odense by- og herredsret
Præsidenten for Aalborg by- og herredsret
Den danske Dommerforening
Rigsadvokaten
Rigspolitichefen
Politidirektøren i København
Foreningen af Politimestre i Danmark
Dansk Kriminalpolitiforening
Dansk Politiforbund
Politifuldmægtigforeningen
Dommerfuldmægtigforeningen
Foreningen af Statsamtmænd
Foreningen af Statsamtsjurister
Overpræsidenten i København
Politiets- og Domstolenes Tjenestemandsforening
Dansk Dommer og Politikontorfunktionær-
forening
Advokatrådet
Kommunernes Landsforening
Københavns og Frederiksberg kommuner
Foreningen af Pantefogeder i Danmark
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Den foreslåede ændring indebærer, at forvandlingsstraffen for visse
udenretligt vedtagne bøder nedsættes, samt at flere bøder vil kunne afsones
direkte uden forelæggelse for domstolene. Der henvises til lovforslagets
almindelige bemærkninger pkt. 3.
Til § 2
Til nr. 1.
Ændringen medfører en udvidet anvendelse af bødestraf, idet der efter
forslaget ikke længere skal idømmes hæftestraf for kørsel i frakendelsestiden
i 1. gangstilfælde. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger
pkt. 4.
Til nr. 2.
Bestemmelsen er en følge af de under § 3, nr. 9 og 10, foreslåede
ændringer, hvorefter domsmænd som udgangspunkt ikke skal medvirke ved
behandlingen af sager om spiritus- og promillekørsel efter færdselslovens §
53, uanset om der nedlægges påstand om ubetinget frakendelse af førerretten.
Det foreslås, at offentlig forsvarer i sager efter § 53, hvor
forsvarerbeskikkelse ikke er obligatorisk efter retsplejelovens regler, skal
beskikkes, såfremt den tiltalte efter at være vejledt om muligheden herfor
fremsætter begæring herom. Bestemmelsen skal således ses i sammenhæng med
reglerne i retsplejelovens § 731, stk. 1, litra d og litra f. Efter disse
bestemmelser skal der obligatorisk beskikkes forsvarer, hvis der medvirker
domsmænd eller ved anke til landsretten. Det gælder således også i sager
efter færdselslovens § 53.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 8.4.
Til § 3
Til nr. 1.
Den foreslåede ændring indebærer, at domme afsagt af en byret i civile
sager vedrørende krav af en økonomisk værdi over 10.000 kr. fortsat frit kan
ankes til landsret. Dette gælder også, hvis appellantens krav består af flere
mindre krav, der tilsammen overstiger 10.000 kr. Derimod kan byretsdomme i
sager vedrørende krav på 10.000 kr. og derunder kun ankes efter tilladelse
fra justitsministeren, såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige
grunde i øvrigt taler derfor, jf. § 371, stk. 1. Hvis der er meddelt
tilladelse til anke, følger det af henvisningen til retsplejelovens § 372,
stk. 2, at indlevering af ankestævning skal ske inden 4 uger efter, at
tilladelsen er meddelt ansøgeren.
Om baggrunden for forslaget henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
5.
Til nr. 2.
Adgangen til at indbringe bestemmelser om sagsomkostninger i byretsdomme
særskilt for landsretten foreslås begrænset på samme måde som ved anke af
civile sager. Efter § 392, stk. 2, kan justitsministeren give tilladelse til
kære, når særlige grunde taler derfor. Angår kæren alene en del af
omkostningsafgørelsen, f.eks. salærfastsættelsen, er der kun fri appeladgang,
såfremt det påkærede beløb er over 10.000 kr. Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.
Til nr. 3-5.
Ændringerne er af redaktionel karakter.
Til nr. 6 og 7.
Adgangen til at kære fogedrettens afgørelser om sagsomkostninger og om
udlæg foreslås begrænset på samme måde som for øvrige civile sager, jf.
ovenfor under nr. 1 og 2.
Til nr. 8.
Den foreslåede affattelse af retsplejelovens § 687 indebærer, at sager om
overtrædelse af straffelovens §§ 191 og 191 a om narkotikakriminalitet og
narkotikahæleri undtages fra behandling ved nævningeting. Der henvises om
baggrunden for ændringen til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 7.
Bestemmelsen medfører, at alle sager om overtrædelse af straffelovens §§
191 og 191 a uanset strafpåstanden skal behandles i byretten under medvirken
af domsmænd, hvis tiltalte nægter sig skyldig. Forslaget indebærer endvidere,
at der i modsætning til gældende ret i alle sager bliver adgang til at anke
skyldspørgsmålet.
Til nr. 9 og 10.
De foreslåede ændringer af retsplejelovens § 688, stk. 3, nr. 2, og § 692,
stk. 4, nr. 2, indebærer, at domsmænd ikke skal medvirke ved behandlingen af
sager om overtrædelse af færdselslovens § 53 om spiritus- og promillekørsel,
medmindre der bliver spørgsmål både om højere straf end bøde og om anvendelse
af reglen i færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 3, om strafskærpelse i tilfælde
af kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.
Om baggrunden for forslaget henvises til lovforslagets almindelige
bemærkninger pkt. 8. Sagerne skal i øvrigt fortsat behandles efter samme
regler som sager, der påtales af statsadvokaten, jf. færdselslovens § 119,
stk. 3. Heraf følger, at reglerne i retsplejelovens kapitel 80 finder
anvendelse.
Om forsvarerbeskikkelse i disse sager henvises til bemærkningerne til § 2,
nr. 2.
Til nr. 11.
Den foreslåede ændring har til formål at gennemføre en forhøjelse af
grænsen for tiltaltes ankeadgang i de mindre politisager. Der henvises til
lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 6.
Der foreslås i øvrigt ingen ændringer i de gældende ankeregler, således
som disse fortolkes i retspraksis. Heraf følger bl.a., at anklagemyndigheden
efter stk. 2 kan anke en dom mod juridiske personer (selskaber m.v.), der
altid kun kan pålægges bødeansvar, såfremt de lovovertrædelser, der er rejst
tiltale for, efter loven kan medføre frihedsstraf for enkeltpersoner.
Det følger endvidere heraf, at der kun består en fri ankeadgang for
tiltalte, såfremt enten den idømte bøde eller konfiskation overstiger
beløbsgrænserne i stk. 2. Der kræves således fortsat tilladelse til anke
efter stk. 3 i tilfælde, hvor bødebeløbet og konfiskationsbeløbet tilsammen
overstiger de i stk. 2 nævnte beløbsgrænser.
Til nr. 12.
Bestemmelsen i § 962, stk. 5, regulerer modpartens adgang til at anke som
følge af, at den anden part har anket.
Bestemmelsen blev ændret i 1984 i forbindelse med den ovenfor nævnte
forhøjelse af ankegrænsen til 10 dagbøder og en bøde på 1.000 kr. Ændringen
var alene en konsekvens af en ændret opbygning af § 962 (stk. 2 blev til stk.
2 og 3), og der var ikke tilsigtet nogen indskrænkning i den hidtil gældende
adgang til at anke for modparten. Denne adgang bestod i, at når den ene part
- med eller uden tilladelse - havde anket, kunne modparten altid frit anke,
såkaldt kontraanke.
Da bestemmelsen efter ændringen i 1984 efter sin ordlyd alene henviser til
de tilfælde, hvor der er meddelt anketilladelse (stk. 3), er der i praksis
opstået tvivl om, hvorvidt den hidtil frie adgang til kontraanke skulle være
blevet ophævet.
Det foreslås derfor at formulere bestemmelsen i overensstemmelse med det
tilsigtede anvendelsesområde. Herefter kan modparten kontraanke, selv om der
ikke består en selvstændig adgang til anke efter stk. 2.
Til § 4
Forslaget indebærer, at der skabes udtrykkelig hjemmel i inddrivelsesloven
for på pantefogedens kontor at kunne foretage udlæg i en fast ejendom
for krav sikret ved lovbestemt pant i ejendommen - f.eks.
ejendomsskatterestancer - selv om skyldneren ikke har givet møde.
Bestemmelsen er udarbejdet på baggrund af et forslag fra en arbejdsgruppe
under Finansministeriet med repræsentanter fra bl.a. Kommunernes
Landsforening og Foreningen af Danske Pantefogeder.
Efter gældende ret kan udlæg i en fast ejendom for krav af ovennævnte art
kun foretages af pantefogeden på ejendommen, hvis skyldneren ikke har
givet møde på kontoret.
Fogedretten har siden ændringen af retsplejeloven i 1976 kunnet foretage
udlæg i en fast ejendom for krav sikret ved pant i ejendommen på fogedrettens
kontor, uanset om skyldneren har givet møde, jf. retsplejelovens § 495, stk.
1, 2. pkt.
Baggrunden for ændringen var ifølge forarbejderne bl.a., at det i disse
tilfælde i almindelighed ikke er nødvendigt, at skyldneren er til stede under
forretningen, og at denne i de fleste tilfælde lige så godt kan foretages på
kontoret, hvorved der spares omkostninger.
Tilsvarende synspunkter gør sig gældende for så vidt angår udlæg i fast
ejendom foretaget af pantefogeden for krav sikret ved lovbestemt pant i
ejendommen, og forslaget er derfor udformet i overensstemmelse med
retsplejelovens regel.
Det følger af de gældende regler, at pantefogeden efterfølgende skal gøre
skyldneren bekendt med udlæggets retsvirkning ved skriftlig meddelelse, hvis
skyldneren ikke har været til stede under udlægsforretningen, jf.
henvisningen i inddrivelseslovens § 5 til reglerne i retsplejelovens kapitel
45-47, herunder § 517, stk. 2.
Til § 5
Den foreslåede ændring indebærer, at den økonomiske grænse for den
efterlevende ægtefælles udtagelsesret forhøjes fra 50.000 kr. til 150.000 kr.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 10.
Til § 6
Der indføres ved forslaget mulighed for, at den, som moderen har opgivet
som fader, ved en skriftlig erklæring til statsamtet kan anerkende at være
fader til et barn født uden for ægteskab. Erklæringen kræver
vitterlighedsattestation.
Den pågældende skal forud for erklæringens udfærdigelse være gjort bekendt
med retsvirkningerne af at anerkende faderskabet, herunder at barnet vil være
arveberettiget, samt at vedkommende vil have en underholdspligt over for
barnet.
Om baggrunden for forslaget henvises til lovforslagets almindelige
bemærkninger pkt. 11.
Til § 7
Til nr. 1 og nr. 2.
Der er tale om redaktionelle ændringer.
Til nr. 3.
Der er med den ændrede formulering af § 10 i ægteskabsloven ikke tale om
nogen realitetsændring af bestemmelsens indhold. Under hensyn til den
foreslåede regel i retsvirkningslovens § 28, stk. 1, hvorefter der kan
træffes aftale om skilsmissesæreje (§ 28, stk. 1, nr. 1), eller fuldstændigt
særeje (§ 28, stk. 1, nr. 2), er det imidlertid fundet nødvendigt at foretage
en ændret sproglig præcisering af, hvad der i den nugældende bestemmelse i
ægteskabslovens § 10 forestås ved »fuldstændigt særeje«.
Til nr. 4.
Efter forslaget bemyndiges justitsministeren til at fastsætte gebyr for
vielser, hvor ingen af parterne har bopæl i Danmark.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 12.
Til § 8
Til nr. 1.
Der er tale om en redaktionel ændring.
Til nr. 2.
Justitsministeren bemyndiges ved forslaget til at fastsætte gebyr for
indgivelse af ansøgning om navnebevis.
Til § 9
Til nr. 1.
Der er tale om redaktionelle ændringer.
Til nr. 2.
Bestemmelsen i retsvirkningslovens § 8, stk. 2, herunder reglen om, at en
hustru ikke kan tvinges til at afsone pålagte underholdsbidrag, må antages at
være overflødig, idet der ved en senere lov om inddrivelse af
underholdsbidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 631 af 15. september 1986, er
fastsat nærmere regler for adgangen til og fremgangsmåden ved inddrivelse af
pålagte underholdsbidrag.
På tilsvarende måde er reglen i stk. 4 blevet overflødig ved
bistandslovens gennemførelse i 1974.
Det foreslås derfor, at disse bestemmelser ophæves.
Til nr. 3-5.
Der er tale om redaktionelle ændringer.
Til nr. 6-10.
Forslaget indebærer en ophævelse af godkendelseskravet ved ægtepagter og
en liberalisering af ægtefællers adgang til at træffe aftale om deres
formueforhold.
Den foreslåede ændring af retsvirkningslovens § 28 indebærer, at
ægtepagter om særeje ikke længere automatisk skal gælde både i tilfælde af
separation/skilsmisse og i tilfælde af dødsfald. Der åbnes således mulighed
for, at ægtefæller kan fastsætte, at en bestemmelse om særeje kun skal gælde,
såfremt ægteskabet ophører ved separation/skilsmisse.
Ægtepagter, der er oprettet inden lovens ikrafttræden, må efter
Justitsministeriets opfattelse anses som ægtepagter, der fastsætter
fuldstændigt særeje, jf. den foreslåede bestemmelse i § 28, stk. 1, nr. 2.
Ægtefæller vil imidlertid efter lovforslagets gennemførelse kunne ændre denne
bestemmelse til alene at angå skilsmissesæreje, ligesom der i samme omfang
som efter den gældende retstilstand vil være mulighed for at ophæve en
bestemmelse om særeje, således at der fremtidig er fælleseje, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 28 b.
Med hensyn til ægtepagter, der først oprettes efter gennemførelsen af
lovændringen, kan man forestille sig, at der vil kunne opstå tvivl om
rækkevidden af en bestemmelse om »særeje«, såfremt der ikke er
taget udtrykkelig stilling hertil i ægtepagten. Det forudsættes ved
lovforslaget, at udgangspunktet for fortolkningen i sådanne tilfælde vil
være, at der er aftalt skilsmissesæreje, medmindre det klart fremgår af
ægtepagtens ordlyd, at der skal være fuldstændigt særeje i den forstand,
hvori dette udtryk anvendes i den foreslåede § 28, stk. 1, nr. 2.
Af de foreslåede bestemmelser i § 28 a og § 28 b følger, at tredjemand som
hidtil kan bestemme, at arv eller gave fra den pågældende skal tilhøre
modtageren som særeje. En sådan bestemmelse skal ligesom efter nugældende ret
respekteres af ægtefællerne, medmindre gavegiver eller arvelader har åbnet
mulighed for, at særejebestemmelsen kan ændres af ægtefællerne.
Såfremt en tredjemand efter gennemførelsen af lovændringen måtte træffe
bestemmelse om, at gave eller arv skal tilhøre en ægtefælle som
»særeje« uden at præcisere, om der herved er tænkt på
skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje, forudsættes det ved lovforslaget,
at udgangspunktet for fortolkningen af denne bestemmelse er, at der alene
sigtes til skilsmissesæreje, jf. den foreslåede regel i § 28, stk. 1, nr. 1.
Udtrykket »fuldstændigt særeje« skal således være anvendt, for at
man kan antage, at bestemmelsen indebærer, at gaven eller arven skal være
fuldstændigt særeje i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i den
foreslåede § 28, stk. 1, nr. 2.
Da tredjemands testamentariske bestemmelse om særeje i langt de fleste
tilfælde må antages at være truffet primært med henblik på en eventuel
separation/skilsmisse, må der efter Justitsministeriets opfattelse
tilsvarende som udgangspunkt være en formodning for, at en
testamentsbestemmelse om »særeje« truffet af tredjemand inden
lovændringens gennemførelse skal forstås som skilsmissesæreje. Arv, der
falder efter en person, der er død inden ikrafttrædelsen af lovændringen, må
dog naturligvis behandles efter de hidtil gældende regler, der også må
regulere forståelsen af særejebestemmelser i uigenkaldelige testamenter
oprettet inden lovens ikrafttræden. Er en gave overgivet inden lovens
ikrafttræden med klausul om, at gaven skal være særeje for modtageren, vil
det også være de hidtidige regler, der er afgørende.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 9.
Til nr. 11.
Med den foreslåede ændring af retsvirkningslovens § 42 er der ikke
tilsigtet nogen realitetsændring af bestemmelsens indhold. Under hensyn til
den foreslåede bestemmelse i retsvirkningslovens § 28, hvorefter der kan
træffes aftale om skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje, er det fundet
nødvendigt at præcisere, at hvad der efter en indgivelse af
bosondringsbegæring udlægges en ægtefælle på skifte eller tilfalder
vedkommende, bliver dennes fuldstændige særeje. Der er ikke herved taget
stilling til retstilstanden mellem ægtefæller, hvor en bosondring er
gennemført på grund af samlivsophævelse, og hvor ægtefællerne genoptager
samlivet.
Til § 10
Til nr. 1.
Der er med den ændrede formulering af § 62, stk. 3, i arveloven ikke tale
om nogen realitetsændring af bestemmelsens indhold. Under hensyn til den
foreslåede regel i ægteskabslovens § 28, stk. 1, hvorefter der kan træffes
aftale om skilsmissesæreje (§ 28, stk. 1, nr. 1), eller fuldstændigt særeje
(§ 28, stk. 1, nr. 2), er det imidlertid fundet nødvendigt at præcisere, at
båndlagt arv er fuldstændigt særeje, således som dette er defineret i den
foreslåede bestemmelse i retsvirkningslovens § 28, stk. 1, nr. 2.
Begrebet »særeje« optræder også andre steder i lovgivningen
inden for Justitsministeriets område. Dette gælder både i arveloven og i
skifteloven, erstatsningsansvarsloven, retsvirkningsloven samt i
ægteskabsloven. Det er imidlertid ikke fundet fornødent, men tværtimod
lovteknisk uhensigtsmæsigt, at foretage ændringer i bestemmelserne i disse
love, hvor ordet »særeje« optræder, idet indholdet af reglerne
efter Justitsministeriets opfattelse ikke giver anledning til
fortolkningstvivl om, hvorvidt begrebet »særeje« her dækker over
skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje.
Til nr. 2.
Der er alene tale om redaktionelle ændringer.
Til §§ 11-12
Ændringerne er af redaktionel karakter.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 13.
Til § 13
Til nr. 1-7.
Der foreslås nogle konsekvensrettelser i arveafgiftsloven, således at
denne lovs regler præciseres i forhold til de nye regler i retsvirkningsloven
om formuefællesskab, skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje. Da
skilsmissesærejet ved død behandles som fælleseje, er det fundet rimeligt i
henseende til arve- og gaveafgift at betragte det som fælleseje.
Det skal særligt bemærkes, at udtrykket fællesbo og fællesbomidler i den
gældende § 7, stk. 3, forudsættes både af omfatte fællesbomidler, der stammer
fra fælleseje, og bomidler, der fremkommer ved ægtefælleskifte i anledning af
dødsfald, når ægtefællerne har haft skilsmissesæreje, og det er derfor ikke
fundet nødvendigt at ændre den eksisterende formulering af § 7, stk. 3.
Endelig bemærkes, at ændringen under nr. 5 er en konsekvens af, at
arvelovens § 14, stk. 3, 2. pkt., om uskiftet bo blev ophævet ved lov nr. 228
af 23. maj 1984. Bestemmelsen fastslog, at erstatning, der tilfalder en
ægtefælle i anledning af førsteafdødes død, ikke indgår i det uskiftede bo,
hvis dette skiftes inden 3 måneder.
Til § 14
Bestemmelsen indeholder ikrafttrædelses- og overgangsregler.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1989.
Ved en vedtagelse af den foreslåede ændring af færdselslovens § 117, stk.
5, vil Justitsministeriet gennemføre en særlig benådningsordning for så vidt
angår uafsonede straffe, der er blevet fastsat efter de hidtil gældende
takster.
Samtidig foreslås, at de nye regler i retsplejeloven og færdselsloven om
appelbegrænsning i civile sager og mindre politisager, om nævningebehandling
i narkotikasager og om domsmænds medvirken og forsvarerbeskikkelse i
spiritus- og promillesager finder anvendelse for civile sager, der anlægges
efter lovens ikrafttræden, og for straffesager, hvor der rejses tiltale i 1.
instans efter dette tidspunkt.
Til § 15
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
Ad § 1 (Straffeloven)
§ 55, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Bøde på 10.000 kr. eller derunder, som er vedtaget efter
tilkendegivelse fra politiet, jf. retsplejelovens § 931, afsones efter
følgende skala:
Bøden: Forvandlingsstraffen: 0- 499 kr. 2 dage 500- 999 kr. 4 dage
1.000- 3.999 kr. 6 dage
4.000- 5.999 kr. 8 dage
6.000-10.000 kr. 10 dage
For andre bøder fastsættes forvandlingsstraffen af byretten i den
retskreds, hvor den pågældende bor eller opholder sig.«
§ 55. . . .
Stk. 2. Bøde på 1.000 kr. eller derunder, som er vedtaget efter
tilkendegivelse fra politiet, jfr. retsplejelovens § 931, afsones efter
følgende skala:
Bøden: Forvandlingsstraffen: 0- 399 kr. 2 dage
400- 799 kr. 4 dage
800- 999 kr. 6 dage 1.000 kr. 8 dage
For andre bøder fastsættes forvandlingsstraffen af byretten i den
retskreds, hvor den pågældende bor eller opholder sig.
Stk. 3. - - -
Ad § 2 (Færdselsloven)
1. § 117, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Den, som fører motordrevet køretøj, hvortil der kræves
kørekort, til trods for at retten til at være eller blive fører af sådant
køretøj er frakendt den pågældende ubetinget, straffes med bøde. I
gentagelsestilfælde kan straffen stige til hæfte eller fængsel indtil 1
år.«
§ 117. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
Stk. 4. - - -
Stk. 5. Den, som fører motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort,
til trods for at retten til at være eller blive fører af sådant køretøj er
frakendt ham ubetinget, straffes med hæfte eller fængsel indtil 1 år eller
under særlig formildende omstændigheder med bøde.
2. I § 119, stk. 3, indsættes som 4. og 5. pkt.:
»Angår sagen overtrædelse af § 53, og medvirker der ved byrettens
behandling ikke domsmænd, beskikkes offentlig forsvarer, når den tiltalte
begærer det. Tiltalte skal vejledes om adgangen til
forsvarerbeskikkelse.«
§ 119. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Angår sagen et forhold, hvor der opstår spørgsmål om ubetinget
frakendelse af førerretten, behandles sagen, for så vidt den ikke kan afgøres
med vedtagelse efter § 119 a, efter samme regler som sager, der påtales af
statsadvokaten. Tiltale for underretten rejses dog af politimesteren, der
tillige kan opgive eller frafalde tiltale. Tiltalen rejses efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 80.
Ad § 3 (Retsplejeloven)
1. § 368, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Domme afsagt af en byret kan af parterne ankes til den landsret, i
hvis kreds byretten ligger, hvis sagen angår krav, der har en økonomisk værdi
af mere end 10.000 kr.
Stk. 2. Justitsministeren kan meddele tilladelse til anke af domme, der
efter stk. 1 ikke kan indbringes for landsretten. Bestemmelserne i § 371 og §
372, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Fristen for indgivelse af
ansøgning er dog 4 uger.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
§ 368. Domme, der er afsagt af en byret, kan af parterne ankes til den
landsret, i hvis kreds byretten ligger.
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
Stk. 4. - - -
2. § 391, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Bestemmelser i domme afsagt af en byret om sagsomkostninger, der er
fastsat til mere end 10.000 kr., og om processuelle straffe kan indbringes
særskilt for landsret ved kære.
Stk. 2. Justitsministeren kan give tilladelse til kære af bestemmelser i
domme om sagsomkostninger, der efter stk. 1 ikke kan indbringes for
landsretten. Bestemmelserne i § 392, stk. 2, og § 394, stk. 2, finder
tilsvarende anvendelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 391. Bestemmelser i domme, der er afsagt af en byret, om
sagsomkostninger og processuelle straffe kan særskilt indbringes for landsret
ved kære.
Stk. 2. - - -
3. I § 475 b, stk. 2, 1. pkt., ændres »overøvrigheden«
til: »statsamtet«.
4. I § 475 b, stk. 2, 2. pkt., og § 475 c, stk. 1, 1. pkt., ændres
»Overøvrigheden« til: »Statsamtet«.
§ 475 b. - - -
Stk. 2. Sagen skal indbringes for retten senest 3 uger efter, at
overøvrigheden har modtaget anmodning om beslutningens prøvelse af retten.
Overøvrigheden sender sagens akter til retten med oplysning om den
beslutning, der forlanges prøvet, samt en kort redegørelse for de
omstændigheder, der påberåbes, og for de beviser, der kan have betydning for
sagens afgørelse.
Stk. 3. - - -
Stk. 4. - - -
§ 475 c. Overøvrigheden og klageren betragtes som parter i sagen. Klageren
optræder på egen hånd, selv om han er umyndig eller under lavværgemål.
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
5. I § 488, stk. 2, 1. pkt., ændres »overøvrighedens«
til: »statsamtets«.
§ 488. - - -
Stk. 2. Ved fremsættelse af anmodning i henhold til § 478, stk. 1, nr.
1-3, skal udskrift af afgørelsen, forliget, bevillingen, overøvrighedens
afgørelse eller den godkendte aftale indleveres til fogedretten. Ved
fremsættelse af anmodning i henhold til et af de i § 478, stk. 1, nr. 4-7,
nævnte dokumenter skal det originale dokument indleveres, medmindre
fogedretten anser det for unødvendigt.
Stk. 3. - - -
6. § 503, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 2. Fogedrettens afgørelser om omkostninger, der er fastsat til
mere end 10.000 kr., kan særskilt kæres.
Stk. 3. Justitsministeren kan meddele tilladelse til kære af fogedrettens
afgørelser om omkostninger, der efter stk. 2 ikke kan indbringes for
landsretten. Bestemmelserne i § 585 og § 586, stk. 2 og 4, finder tilsvarende
anvendelse. Fristen for indgivelse af ansøgning er dog 4 uger.«
§ 503. - - -
Stk. 2. Fogedrettens afgørelser om omkostninger kan særskilt kæres.
7. I § 584 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af
højst 10.000 kr., kan kun kæres med tilladelse fra justitsministeren.
Bestemmelserne i § 585 og § 586, stk. 2 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
Fristen for indgivelse af ansøgning er dog 4 uger.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 584. - - -
Stk. 2. - - -
8. § 687, stk. 3, nr. 1, affattes således:
»1) sager vedrørende overtrædelse af straffelovens §§ 172, 173, 191,
191 a, 286 eller 289 og«
§ 687. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Nævninger medvirker ikke i:
1) sager vedrørende overtrædelse af straffelovens §§ 172, 173, 286 eller
289 og
2) de i stk. 2, nr. 1 og 2, nævnte sager, som fremmes efter § 925 eller §
925 a.
9. § 688, stk. 3, nr. 2, affattes således:
»2) sager vedrørende overtrædelse af færdselslovens § 53, medmindre
der er spørgsmål både om højere straf end bøde og om anvendelse af
færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 3,»
§ 688. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Domsmænd medvirker ikke i:
1) sager, som fremmes efter § 925, § 934, § 935, stk. 1, § 936 eller §
937,
2) sager vedrørende overtrædelse af færdselslovens § 53, hvori der alene
er spørgsmål om bødestraf,
3) sager vedrørende overtrædelse af færdselslovens § 117, stk. 5, og
udlændingelovens § 59, stk. 1, nr. 2,
4) sager, som behandles ved sø- og handelsretten i København eller ved
søret, og
5) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, omhandlede sager vedrørende
betinget dømte.
10. § 692, stk. 4, nr. 2, affattes således:
»2) sager vedrørende overtrædelse af færdselslovens § 53, medmindre
der er spørgsmål både om højere straf end bøde og om anvendelse af
færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 3, og anken omfatter bedømmelsen af
beviserne for tiltaltes skyld,»
§ 692. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
Stk. 4. Domsmænd medvirker ikke i:
1) sager vedrørende overtrædelse af færdselslovens § 117, stk. 5, og
udlændingelovens § 59, stk. 1, nr. 2,
2) sager vedrørende overtrædelse af færdselslovens § 53, hvori der alene
er spørgsmål om bødestraf, eller som ikke omfatter bedømmelsen af beviserne
for tiltaltes skyld,
3) sager, der i 1. instans er behandlet ved søret, og
4) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, omhandlede sager vedrørende
betinget dømte.
11. § 962, stk. 2, 2. pkt., affattes således:
»Tiltalte kan kun anke, såfremt tiltalte har givet møde i sagen, og
mere end 20 dagbøder eller en bøde på over 3.000 kr. eller konfiskation af
genstande af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger er
idømt.«
12. § 962, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Er anke rejst i medfør af stk. 2 eller stk. 3, kan også
modparten anke under iagttagelse af den frist, der er nævnt i § 949, stk.
1.«
§ 962. - - -
Stk. 2. I politisager kan domme kun ankes af det offentlige, når andre
offentligretlige følger (jfr. § 684) end bøde eller konfiskation kan idømmes
efter de lovbestemmelser, tiltalen lyder på. Tiltalte kan kun anke, såfremt
den pågældende har givet møde i sagen og højere straf end 10 dagbøder eller
bøde på 1.000 kr. eller konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller
andre offentligretlige følger er idømt. Afgørelser i henhold til §§ 936 og
937 kan ikke indbringes for højere ret.
Stk. 3. - - -
Stk. 4. - - -
Stk. 5. Er anke i henhold til bestemmelserne i stk. 3 rejst, kan også
modparten under iagttagelse af den i § 949, stk. 1, nævnte frist påanke
sagen.
Ad § 4 (Lov om fremgangsmåden ved
inddrivelse af skatter og afgifter m.v.)
I § 7 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. På pantefogedens kontor kan der, hvis skyldneren ikke er
mødt, ikke foretages udlæg i andet end fast ejendom for krav, der er sikret
ved lovbestemt pant i ejendommen.«
§ 7. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
Ad § 5 (Skifteloven)
I § 62 b, stk. 2, ændres »50.000 kr.« til: »150.000
kr.«.
§ 62 b. - - -
Stk. 2. Den efterlevende ægtefælle har altid ret til af boet at udtage så
meget, at værdien heraf sammenlagt med hans boslod og arvelod og hans særeje
udgør indtil 50.000 kr.
Ad § 6 (Lov om børns retsstilling)
1. § 11, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»Faderskabet anses for fastslået, såfremt den opgivne fader i en
skriftlig erklæring til statsamtet anerkender, at han er fader til barnet, og
erklærer, at han inden anerkendelsen har modtaget skriftlig vejledning om
retsvirkningerne af anerkendelsen og om, at han kan kræve sagen afgjort ved
domstolene. Underskriften skal være bekræftet af en advokat eller af to
vitterlighedsvidner, der udtrykkeligt skal bevidne underskriftens ægthed,
dateringens rigtighed og underskriverens myndighed.
Stk. 2. Faderskabet anses endvidere for fastslået, såfremt den opgivne
fader under personligt møde for et statsamt anerkender at være fader til
barnet. Inden anerkendelsen skal han gøres bekendt med retsvirkningerne af
denne samt med, at han kan kræve sagen afgjort ved domstolene.
Stk. 3. Er den opgivne fader under 18 år, kræves værgens samtykke til
anerkendelsen. Retsplejelovens § 257, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende
anvendelse.«
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 4-5.
§ 11. Faderskabet anses for fastslået, såfremt den opgivne fader under
personligt møde for et statsamt anerkender at være fader til barnet. Forinden
anerkendelsen gøres han bekendt med retsvirkningerne af denne samt med, at
han kan kræve sagen afgjort ved domstolene. Er den opgivne fader under 18 år,
kræves værgens samtykke til anerkendelsen. Bestemmelsen i retsplejelovens §
257, stk. 1, 2. punktum, finder herved tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
2. I § 21, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Justitsministeren fastsætter endvidere nærmere regler om
fremgangsmåden ved skriftlig anerkendelse af faderskab.«
§ 21. Justitsministeren fastsætter de til lovens gennemførelse nødvendige
forskrifter.
Stk. 2. - - -
Ad § 7 (Ægteskabsloven)
1. I § 1 og i § 42, stk. 2, 2. pkt., ændres
»overøvrighedens« til: »statsamtets«.
2. I § 4, § 42, stk. 2, 3. pkt., § 50, stk. 1, 1. pkt., og 2
steder i § 53, stk. 2, ændres »overøvrigheden« til:
»statsamtet«.
§ 1. Den, som er under 18 år, må ikke indgå ægteskab uden overøvrighedens
tilladelse.
§ 4. Nægtes samtykke efter §§ 2-3, kan overøvrigheden give tilladelse til
ægteskabet, hvis der ikke er rimelig grund til nægtelsen.
§ 42. - - -
Stk. 2. Bevilling kan kun meddeles, såfremt ægtefællerne er enige om at
ønske separation eller skilsmisse ved bevilling og enige om de i §§ 46, 49 og
54-56 nævnte vilkår, jfr. dog § 45. Spørgsmål om størrelsen af
underholdsbidrag kan ægtefællerne henskyde til overøvrighedens afgørelse.
Bevilling udfærdiges af justitsministeren eller af overøvrigheden efter
justitsministerens bemyndigelse.
Stk. 3. - - -
§ 50. Indgår ægtefællerne ikke selv aftale herom, afgør retten spørgsmålet
om bidragspligt, herunder spørgsmålet om pligtens varighed, medens
overøvrigheden fastsætter bidragets størrelse. Medmindre der foreligger
særlige omstændigheder, kan retten kun pålægge en ægtefælle bidragspligt for
et bestemt tidsrum, der ikke kan overstige 10 år.
Stk. 2. - - -
§ 53. - - -
Stk. 2. En af overøvrigheden truffet afgørelse om bidragets størrelse kan
ændres af overøvrigheden, såfremt omstændighederne taler derfor.
3. § 10, 2. pkt., affattes således:
»Dette gælder dog ikke, hvis der ikke var noget formuefællesskab
mellem ægtefællerne, eller fritagelse for skifte særligt er hjemlet.«
§ 10. Den, som har været gift, må ikke indgå nyt ægteskab, før offentligt
skifte er påbegyndt, eller privat skrifte er afsluttet. Dette gælder dog
ikke, hvis der bestod fuldstændigt særeje mellem ægtefællerne, eller
fritagelse for skifte særligt er hjemlet. Endvidere kan justitsministeren
tillade, at bestemmelsen i 1. pkt. fraviges, såfremt særlige grunde taler
derfor.
4. I § 20 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om gebyr for vielse i
tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl her i landet.«
§ 20. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
Ad § 8 (Lov om personnavne)
1. I § 5, § 11, stk. 2, og § 14, stk. 2, ændres
»overøvrigheden« til: »statsamtet«.
§ 5. I øvrigt kan forandring af efternavn ske ved navnebevis, der
udfærdiges af overøvrigheden.
§ 11. - - -
Stk. 2. I øvrigt kan overøvrigheden ved navnebevis tillade et mellemnavn,
som barnet kan erhverve som efternavn eller har en særlig tilknytning til.
Stk. 3. - - -
Stk. 4. - - -
§ 14. - - -
Stk. 2. Overøvrigheden kan ved navnebevis tillade navneforandring, selv om
samtykke efter stk. 1 ikke foreligger, hvis særlige grunde taler for det.
2. I § 17 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om gebyr for indgivelse
af ansøgning om navnebevis.«
§ 17. - - -
Ad § 9 (Retsvirkningsloven)
1. I § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, 1. pkt., § 12, stk. 1, 1. pkt., og
§ 20, ændres »overøvrigheden« til: »statsamtet«.
§ 7. I de i § 6 omhandlede tilfælde kan overøvrigheden i det omfang, hvori
det efter ægtefællernes livsvilkår og de øvrige omstændigheder må anses for
passende, på begæring pålægge den ene ægtefælle at overlade den anden
ægtefælle brugen af løsøre, som ved samlivets ophør hørte til det fælles
bohave eller til den anden ægtefælles arbejdsredskaber.
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
§ 8. Spørgsmål om underholdsbidrag efter §§ 5 og 6 afgøres af
overøvrigheden. Denne kan til enhver tid på begæring af en af ægtefællerne
ændre sin bestemmelse, når forholdene væsentlig har forandret sig.
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
Stk. 4. - - -
§ 12. Misbruger en ægtefælle den ret, som tilkommer ham efter § 11, kan
overøvrigheden på den anden ægtefælles begæring fratage ham retten. Er det en
mindreårig ægtefælle, der gør sig skyldig i sådant misbrug, kan retten
fratages ham også på begæring af værgen.
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
§ 20. Nægter den anden ægtefælle eller værgen at give samtykke i de
tilfælde, som nævnes i §§ 18 og 19, kan overøvrigheden på begæring tillade
retshandelen, hvis der ikke findes at være skellig grund til nægtelsen.
2. § 8, stk. 2 og stk. 4, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
§ 8. - - -
Stk. 2. Til inddrivelse af de omhandlede underholdsbidrag kan de
retsmidler anvendes, som er hjemlet med hensyn til forladte hustruer, og de
hos disse værende børn, dog at afsoning ikke kan anvendes for de hustruen
pålagte bidrag til mandens underhold. Bidragene udredes forud for vedkommende
bidragsperiode.
Stk. 3. - - -
Stk. 4. De i nærværende lov indeholdte regler om underholdsbidrag gør
ingen forandring i de efter fattiglovgivningen gældende regler om en persons
pligt overfor det offentlige til at forsørge sin ægtefælle eller sine børn.
3. I § 12, stk. 3, ændres »Overøvrighedens« til:
»Statsamtets«.
§ 12. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Overøvrighedens afgørelse kan ikke gøres gældende mod godtroende
tredjemand, medmindre den indtegnes i ægtepagtsbogen i overensstemmelse med
reglerne i kap. 6.
4. I § 13, 2. pkt., ændres »overøvrighedens« til:
»statsamtets«.
§ 13. Er en ægtefælle, medens samlivet består, ved fraværelse eller sygdom
forhindret i at varetage sine anliggender, kan den anden ægtefælle, for så
vidt ingen anden har bemyndigelse hertil, foretage, hvad der ikke uden ulempe
kan opsættes, derunder oppebære indtægter og, hvor det for familiens
underhold er uomgængeligt nødvendigt, foretage afhændelser eller
pantsættelser. Fast ejendom kan dog i intet tilfælde afhændes eller
pantsættes uden overøvrighedens samtykke.
5. I § 15, stk. 1, ændres »§ 21« til: »§ 28«.
§ 15. Alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere
erhverver, indgår i almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt det
ikke er gjort til særeje, jf. § 21.
Stk. 2. - - -
6. § 21 ophæves.
§ 21. Særeje er:
1) hvad der ved ægtepagt er gjort til særeje,
2) gave, som er givet en ægtefælle af tredjemand med det vilkår, at den
skal være særeje, eller arv, selv om den er arvingens tvangslod, for så vidt
arveladeren ved testamente har truffet sådan bestemmelse,
3) hvad der træder i stedet for de under 1 og 2 nævnte genstande,
medmindre andet gyldigt er bestemt.
Stk. 2. Indtægt af særeje er fælleseje, medmindre andet gyldigt er
bestemt.
7. § 28 affattes således:
» § 28. Ved ægtepagt kan ægtefæller aftale:
1) at hver ægtefælle ved bodeling efter separation eller skilsmisse
beholder, hvad denne ejer, men at der er formuefællesskab ved dødsboskifte
(skilsmissesæreje), og
2) i forbindelse med en aftale om skilsmissesæreje, at ejendelene ved
dødsboskifte skal forbeholdes en ægtefælle eller dennes arvinger
(fuldstændigt særeje).
Stk. 2. En aftale efter stk. 1 kan angå en del af ægtefællernes ejendele,
kan tidsbegrænses og kan træffes alene med henblik på en af ægtefællernes
død.
Stk. 3. En aftale efter stk. 1 omfatter, hvad der træder i stedet for de
ejendele, aftalen vedrører, og indtægter af disse ejendele, medmindre andet
er bestemt i aftalen.«
§ 28. Ved ægtepagt, oprettet før eller under ægteskabet, kan parterne
aftale, at ejendele, som tilhører eller tilfalder en af dem og ellers ville
være fælleseje, skal tilhøre ham som særeje. På samme måde kan ægtefæller,
for så vidt det ikke strider mod arveladers eller givers bestemmelse, aftale,
at særeje skal være fælleseje.
8. Efter § 28 indsættes:
» § 28 a. En gavegiver eller arvelader kan vedrørende gave
eller arv, herunder tvangsarv, træffe tilsvarende bestemmelse som efter § 28.
Bestemmelsen vedrørende arv skal træffes i et testamente.«
§ 28 b. En ægtepagt kan ændres ved en senere ægtepagt.
Stk. 2. Der kan ikke ved ægtepagt træffes nogen bestemmelse, der strider
mod gavegivers eller arveladers bestemmelse om særeje.'
9. § 34 ophæves.
§ 34. Har den ene ægtefælle overdraget bestyrelsen af, hvad han råder
over, eller nogen del deraf til den anden ægtefælle, er denne - medmindre
andet er aftalt eller må anses forudsat - berettiget til i passende omfang at
anvende indtægterne til familiens underhold uden at skylde særligt regnskab
herfor. En sådan bemyndigelse kan til enhver tid tilbagekaldes af vedkommende
ægtefælle.
10. § 36 ophæves.
§ 36. Ægtepagt, som oprettes under ægteskabet, og hvorved ejendele
vederlagsfrit overdrages fra den ene ægtefælle til den anden, bliver kun
gyldig, når den godkendes af justitsministeriet eller af overøvrigheden
ifølge justitsministerens bemyndigelse.
11. I § 42 ændres »særeje« til: »fuldstændige
særeje«.
§ 42. Hvad der udlægges en ægtefælle på skiftet eller tilfalder ham efter
indgivelsen af bosondringsbegæringen, bliver hans særeje.
Ad § 10 (Arveloven)
1. I § 62, stk. 3, 1. pkt., ændres »særeje« til:
»fuldstændigt særeje«.
§ 62. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Båndlagt arv er særeje, medmindre andet er bestemt ved testamente.
Dette gælder, selv om bestemmelsen om båndlæggelse tilsidesættes i medfør af
§ 59.
Stk. 4. - - -
2. I § 67, stk. 2, 2. pkt., ændres »overøvrighedens« til:
»statsamtets«.
§ 67. - - -
Stk. 2. Erklæringen skal afgives under iagttagelse af reglerne i kapitel 8
om oprettelse af testamente. Er arveladeren umyndig, kræves værgens og
overøvrighedens samtykke.
Ad § 11 (Lov om inddrivelse af underholds-
bidrag)
1. I § 4, stk. 2, 1. pkt., og § 20 ændres
»overøvrighedens« til: »statsamtets«.
§ 4. - - -
Stk. 2. Når skyldneren forgæves er eftersøgt eller har forladt landet for
længere eller ubestemt tid uden at have iagttaget reglerne i § 19, kan der
efter overøvrighedens nærmere bestemmelse uden forudgående forkyndelse af
kendelse herom foretages udpantning for det samlede bidrag i skyldnerens her
i landet værende formue. Med det således inddrevne beløb forholdes der i
overensstemmelse med § 21.
§ 20. Efter overøvrighedens bestemmelse kan reglerne i § 19 bringes til
anvendelse over for en mand, der er part i en påbegyndt faderskabssag.
2. § 21, stk. 1, affattes således:
»Ved inddrivelse af bidrag i medfør af § 19, stk. 2, indsættes det
indkomne beløb i en forvaltningsafdeling, jf. § 3 i lov om anbringelse og
bestyrelse af umyndiges midler m.v., medmindre der med statsamtets tilladelse
træffes anden bestemmelse.«
§ 21. Ved inddrivelse af bidrag i medfør af § 19, stk. 2, indbetales det
indkomne beløb til overformynderiet, medmindre der med overøvrighedens
tilladelse træffes anden bestemmelse.
Stk. 2. - - -
Ad § 12 (Husdyrvoldgiftsloven)
1. I § 7, stk. 1, 2. pkt., § 8, stk. 1, 3. pkt., og § 8, stk.
2, ændres »overøvrigheden« til: »statsamtet«.
2. I § 7, stk. 1, 2. pkt., ændres »hver
overøvrighedskreds« til: »hvert statsamt«.
3. I § 8, stk. 1, 1. pkt., § 8, stk. 4, 3. pkt., og § 9,
ændres »overøvrighed« til: »statsamt«.
§ 7. De i medfør af denne lov afsagte kendelser kan som regel ikke
påankes. Under særlige omstændigheder kan dog overøvrigheden efter samråd med
en af amtsrådet - i København og på Frederiksberg kommunalbestyrelsen -
dertil udpeget mand, der har praktisk kendskab til handel med husdyr,
tillade, at en tvistighed indbringes til fornyet foretagelse for en
overvoldgiftsret, der i dette øjemed oprettes i hver overøvrighedskreds.
Sådan tilladelse skal gives, såfremt det skønnes, at der i handler om det
samme husdyr er afsagt modstridende kendelser, eller såfremt sagen har
omfattet flere parter.
Stk. 2. - - -
§ 8. Andragende om en kendelses prøvelse ved den i forrige paragraf
omhandlede overvoldgiftsret indgives skriftlig til vedkommende overøvrighed i
løbet af 14 dage fra kendelsens afsigelse og må være ledsaget af en udskrift
af den afsagte kendelse samt sagens dokumenter, der i dette øjemed skal
udlånes parten. Såfremt det skønnes, at der i handler om det samme husdyr er
afsagt modstridende kendelser, kan det dog tillades, at disse indbringes til
fornyet foretagelse efter den nævnte frist, når andragende derom indgives
snarest muligt efter vedkommende kendelses afsigelse. Iøvrigt kan
overøvrigheden indtil 6 måneder efter kendelsens afsigelse undtagelsesvis
tillade fornyet foretagelse af sagen for overvoldgiftsretten, når ganske
særegne omstændigheder retfærdiggør, at parten ikke i rette tid har indgivet
andragende.
Stk. 2. Såfremt påanke finder sted, tilstiller overøvrigheden formanden
for overvoldgiftsretten andragendet og de øvrige foreliggende oplysninger
samt meddeler ham, hvilke to af de sagkyndige medlemmer den har udmeldt til
at medvirke ved sagens påkendelse.
Stk. 3. - - -
Stk. 4. Fornyet prøvelse af kendelser om samme husdyr, der undtagelsesvis
måtte være afsagt i andre voldgiftskredse, skal ligeledes så vidt muligt ske
ved samme overvoldgiftsret. Den, der andrager om en kendelses prøvelse, skal
derfor i andragendet oplyse, hvorvidt andre kendelser om samme husdyr ham
bekendt allerede er tilladt indanket for en anden overvoldgiftsret. Såfremt
det oplyses, efter at en sag er indbragt for en overvoldgiftsret, at sagen
allerede er indbragt for en anden overvoldgiftsret skal førstnævnte
overvoldgiftsret straks slutte sagen og henvise vedkommende til at indgive
andragende om fornyet prøvelse til den overøvrighed, der allerde har tilladt
prøvelse af den tidligere kendelse. Når sagen på denne måde sluttes af
overvoldgiftsretten, kan denne ved kendelse pålægge den, der har andraget om
fornyet prøvelse, at betale de påløbne omkostninger.
§ 9. De i medfør af denne lov indgåede forlig og afsagte kendelser kan
tvangsfuldbyrdes efter lovgivningens almindelige regler om fuldbyrdelse af
forlig og domme, for de af overvoldgiftsretten afsagte kendelsers vedkommende
dog først, efter at de er forkyndt efter reglerne for dommes forkyndelse, og
5 dage fra forkyndelsen er forløbet, og for andre kendelsers vedkommende
først, når 3 uger fra sådan forkyndelse er forløbet, og rekvisitus ikke kan
forevise attest fra vedkommende overøvrighed for, at et andragende om fornyet
foretagelse for overvoldgiftsretten er indgivet og ikke afslået.
Ad § 13 (Arveafgiftsloven)
1. § 7, stk. 1, affattes således:
»Af arv, der tilfalder ægtefæller, som ikke har fuldstændigt særeje
med hensyn til alle deres ejendele, beregnes afgiften, når arven ikke bliver
fuldstændigt særeje, eller erhvervelsen består i en indtægts- eller
rentenydelse, der er tillagt begge ægtefæller i forening, efter den
ægtefælles slægtskabsforhold til arveladeren, som er nærmest i slægt med
denne. På tilsvarende måde beregnes afgiften af arv, der tilfalder nogen
efter to ægtefæller, som ikke har fuldstændigt særeje med hensyn til alle
deres ejendele og udredes af fællesboet, efter vedkommende arvings
slægtskabsforhold til den ægtefælle, med hvem han er nærmest beslægtet.«
2. I § 7, stk. 2, ændres »i formuefællesskab levende
ægtefæller« til: »ægtefæller, som ikke har fuldstændigt særeje med
hensyn til alle deres ejendele«.
§ 7. Af arv, der tilfalder ægtefæller, som lever i sædvanligt
formuefællesskab, beregnes afgiften, når arven inddrages under
formuefællesskabet, eller erhvervelsen består i en indtægts- eller
rentenydelse, der er tillagt begge ægtefæller i forening, efter den
ægtefælles slægtskabsforhold til arveladeren, som er nærmest i slægt med
denne. På tilsvarende måde beregnes afgiften af arv, der tilfalder nogen
efter to i formuefællesskab levende ægtefæller og udredes af fællesboet,
efter vedkommende arvings slægtskabsforhold til den ægtefælle, med hvem han
er nærmest beslægtet.
Stk. 2. Har to i formuefællesskab levende ægtefæller i et gensidigt
testamente bestemt, hvem den fælles formue ved den længstlevendes død skal
tilfalde, beregnes afgiften af den formue, som ved den længstlevendes død
falder i arv i henhold til denne bestemmelse, ligeledes efter vedkommende
arvingers slægtskabsforhold til den ægtefælle, med hvem de er nærmest
beslægtet. Er der ved det gensidige testamente forbeholdt den længstlevende
testationsret over formuen, og denne testationsret benyttes, bliver dog
afgiften af alt, hvad der tilfalder de af den længstlevende indsatte
arvinger, at beregne efter disses slægtskabsforhold til denne, selv om de
måtte være nærmere beslægtet med den førstafdøde.
Stk. 3. - - -
Stk. 4. - - -
3. I § 14 A, stk. 1, 1. pkt., ændres »,hvis der har været
formuefællesskab i ægteskabet« til: »i det omfang, der ikke har
været fuldstændigt særeje«.
§ 14 A. Når en gift person afgår ved døden uden at efterlade sig
livsarvinger, kan den efterlevende ægtefælle, hvis der har været
formuefællesskab i ægteskabet, begære afgiftspligtens indtræden udsat såvel
for sin arv af fællesboets midler som for andre arveafgiftspligtige
erhvervelser, der, hvis den efterlevende ægtefælle havde kunnet hensidde i
uskiftet bo, ville være indgået i dette. Er afgiftspligten udsat, indtræder
den, når den længstlevende fremsætter anmodning derom eller indgår nyt
ægteskab. Er afgiftspligten herefter ikke indtrådt ved længstlevendes død,
bortfalder den.
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
4. I § 14 B, stk. 1, 2. pkt., ændres »særeje« til:
»fuldstændige særeje«.
5. § 14 B, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Arv eller gave, der tilfalder den efterlevende ægtefælle,
indgår ikke i den formue, hvoraf der skal svares arveafgift, såfremt den
efterlevende ægtefælle fremsætter anmodning om afgiftspligtens indtræden
inden 3 måneder efter modtagelsen af arven eller gaven.«
§ 14 B. Indtræder afgiftspligten efter § 14 A, stk. 1, i den efterlevende
ægtefælles levende live, svares der arveafgift af så stor en del af
ægtefællens nuværende formue, som hans arvelod udgjorde af hans sammenlagte
bos- og arvelod. Der bortses fra den del af formuen, der var eller ville være
blevet den efterlevende ægtefælles særeje, samt fra den efterlevende
ægtefælles rettigheder af den i arvelovens § 14, stk. 2, nævnte art.
Stk. 2. Arv eller gave, der tilfalder den efterlevende ægtefælle, eller
erstatning, der tilfalder denne i anledning af førstafdødes død, indgår ikke
i den formue, hvoraf der skal svares arveafgift, såfremt den efterlevende
ægtefælle fremsætter anmodning om afgiftspligtens indtræden inden 3 måneder
efter modtagelsen af arven, gaven eller efter, at erstatningskravet og dets
størrelse er anerkendt eller fastslået ved dom.
6. § 21, stk. 4, 3. pkt., affattes således:
»Ægtefæller, der ikke har fuldstændigt særeje med hensyn til alle
deres ejendele, betragtes i denne forbindelse som samme arvelader, når de
afgiftspligtige beløb er udredet af fællesboet eller skal udredes af dette,
ligesom også arv til ægtefæller, der ikke bliver fuldstændigt særeje,
betragtes som en samlet arv.«
§ 21. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
Stk. 4. Ved opgørelsen af de enkelte arvelodders størrelse bliver alt,
hvad samme person erhverver efter samme arvelader, at betragte som en samlet
arvelod. Har en arving eller legatar tidligere modtaget arv, legat eller
afgiftspligtige forskud eller forstrækninger fra samme arvelader, må som
følge heraf de således modtagne beløb medregnes ved opgørelsen af den
afgiftspligtige lod, men i den afgift, som derved fremkommer, fradrages den
arveafgift, som tidligere måtte være erlagt af de pågældende erhvervelser. I
formuefællesskab levende ægtefæller betragtes i denne forbindelse som samme
arvelader, når de afgiftspligtige beløb er udredet af fællesboet eller skal
udredes af dette, ligesom også arv, der tilfalder i formuefælleskab levende
ægtefæller, betragtes som en samlet arv, medmindre arveladeren måtte have
bestemt, at arven skal unddrages formuefællesskabet.
Stk. 5. - - -
Stk. 6. - - -
7. I § 44, stk. 1, 1. pkt., ændres »særeje« til:
»fuldstændigt særeje«.
§ 44. Samme afgift som af arv svares af gaver, der ydes til den med
giveren samlevende ægtefælle, for så vidt gaven bliver særeje, til hans
afkom, stedbørn og disses afkom, afdødt barns eller stedbarns ægtefælle (ikke
den fraseparerede eller fraskilte) samt til hans forældre, stedforældre og
bedsteforældre, hvad enten gaven gives som arveforskud eller ej. Uanset
bestemmelsen i § 2 A, 1. pkt., litra g, svares gaveafgift af gaver til
giverens forældre dog altid efter § 2 B. Ved afgiftsberegningen sidestilles
adoptivforhold med ægte slægtskabsforhold. Afgift erlægges også for gaver,
der fremkommer ved køb eller anden retshandel, hvor modtageren ikke har ydet
fuldt vederlag.
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
Stk. 4. - - -
Stk. 5. - - -
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v. (Forenkling og modernisering inden for Justitsministeriets område) Retsinformation · 14. juni 1990
- 1989 LSF 23 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN OG RETSPLEJELOVEN M.V. (FORENKLING OG MODERNISERING INDEN FOR JUSTITSMINISTERIETS OMRÅDE) Retsinformation · 14. juni 1990
- G.A.2.4.5 Forældelse af gæld opstået ved strafbare forhold og forvandlingsstraf Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Forslag til Lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. Retsinformation · 20. december 1999
- Førpris på madras Klagenævn (Nævnenes Hus) · 27. juli 2004
- Lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v. Retsinformation · 2. juni 2000