Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

2004/2 LSV 75Lovforslag som vedtagetFolketinget17. juni 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vedtaget af Folketinget ved

3. behandling den 16. juni 2005

Forslag

til

Lov om klage- og

erstatningsadgang inden for

sundhedsvæsenet

Kapitel 1

Patientkontorernes opgaver

§ 1.

De

af regionsrådene oprettede patientkontorer skal bistå patienter med

vejledning

og rådgivning om reglerne efter denne lov, jf. sundhedslovens § 51.

Patientkontorerne skal endvidere bistå patienterne med udformning og

videresendelse af klager eller erstatningskrav til rette myndighed.

Stk. 2.

Klager,

anmeldelser m.v., som sendes til patientkontoret, anses for indgivet hos

rette

myndighed på det tidspunkt, hvor de modtages i patientkontoret.

Kapitel 2

Klageadgang

Klager over sundhedspersoners faglige virksomhed

§ 2.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn behandler klager over den faglige

virksomhed,

der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet, jf. § 4. Dette gælder

dog ikke for klager, for hvilke der i øvrigt i lovgivningen er foreskrevet en

særlig klageadgang.

Læs alt

Stk. 2.

Herudover

skal Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen til Patientklagenævnet

indbringe

sager, som styrelsen finder vil kunne give grundlag for kritik eller anden

sanktion over for personer inden for sundhedsvæsenet.

§ 3.

Patientklagenævnet kan give udtryk for sin opfattelse af sagen, herunder

eventuelt fremsætte kritik over for den pågældende sundhedsperson og

personer,

der handler på disses ansvar, eller søge iværksat andre sanktioner.

§ 4.

Patientklagenævnet behandler klager over de ved særlig lovgivning

autoriserede

personer inden for sundhedsvæsenet, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke persongrupper

inden

for sundhedsvæsenet der er omfattet af dette kapitel, uanset at de ikke har

autorisation efter særlig lovgivning.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan, når særlige hensyn taler herfor, efter forhandling

med Patientklagenævnet fastsætte regler om, at nævnets virksomhed ikke skal

omfatte dele af den faglige virksomhed, der udøves af persongrupper, som er

autoriseret efter særlig lovgivning.

§ 5.

Klage skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var

eller burde være bekendt med det forhold, der klages over, dog senest 5 år

efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted.

Stk. 2.

De i

stk. 1 nævnte frister finder ikke anvendelse for sager, som

Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen indbringer for Patientklagenævnet,

jf.

§ 2, stk. 2.

Klager over kommunalbestyrelsers, regionsråds og

Søfartsstyrelsens administrative afgørelser efter sundhedsloven

§ 6.

Klager over kommunalbestyrelsers afgørelser kan indbringes for

Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn, når de vedrører

1)

udstedelse af bevis

efter § 12 i sundhedsloven,

2)

indplacering i

sikringsgruppe 1 og 2 og overførsel til gruppe 1-sikring efter § 58 i

sundhedsloven,

3)

anmeldelse om lægevalg

efter § 59 i sundhedsloven,

4)

begravelseshjælp

efter § 160 i sundhedsloven,

5)

tilskud til ydelser i

et andet EU/EØS-land efter § 168 i sundhedsloven,

6)

befordringsgodtgørelse

efter §§ 170 og 172 i sundhedsloven og

7)

udbetaling af

kontanttilskud efter § 228 i sundhedsloven.

§ 7.

Klager over regionsråds afgørelser kan indbringes for Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn, når de vedrører

1)

praksissektoren efter

§§ 58-60 og 64-71 i sundhedsloven,

2)

vilkår for en persons

ret til sygehusbehandling efter sundhedsloven,

3)

ernæringspræparater

efter § 159 i sundhedsloven,

4)

vilkår for en persons

ret til befordring og befordringsgodtgørelse ved sygehusbehandling efter

§ 171 i sundhedsloven og

5)

kørselsgodtgørelse

til læger efter § 175 i sundhedsloven.

§ 8.

Klager

over Søfartsstyrelsens afgørelser efter § 161 i sundhedsloven kan

indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

§ 9.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til at

klage efter § 7, nr. 2 og 4.

§ 10.

Inden en klage efter §§ 6 og 7 behandles af Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn, skal den myndighed, som har truffet afgørelsen, vurdere, om

der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Derfor skal

en

klage først afleveres til den myndighed, som har truffet afgørelsen.

Stk. 2.

Kan

myndigheden ikke give klageren medhold, sendes klagen med begrundelse for

afgørelsen og genvurderingen videre til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Stk. 3.

Klager til

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter §§ 6-8 skal indgives inden 4

uger

efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Patientklagenævnet kan

se

bort fra overskridelse af denne klagefrist, hvis særlige grunde taler herfor.

Stk. 4.

Indenrigs-

og Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om tilrettelæggelsen af

genvurderingen af sager efter stk. 1 og 2, herunder også regler om

tidsfrister

for indsendelse og videresendelse af klager m.v. efter stk. 3.

§ 11.

Patientklagenævnet kan i sager som nævnt i §§ 6-8 tiltræde eller omgøre

afgørelsen eller hjemvise sagen til fornyet behandling.

Stk. 2.

Patientklagenævnets

formand og næstformænd træffer afgørelser i sager efter §§ 6-8.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

§ 12.

Indenrigs- og sundhedsministeren opretter Sundhedsvæsenets Patientklagenævn,

der i sin virksomhed er uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags

behandling og afgørelse.

Stk. 2.

Patientklagenævnets

afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 13.

Patientklagenævnet består af en formand og et af indenrigs- og

sundhedsministeren

fastsat antal næstformænd og beskikkede medlemmer.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren udpeger nævnets formand og næstformænd, som skal være

dommere.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren beskikker et antal medlemmer, der ikke samtidig må være

medlemmer af et regionsråd eller en kommunalbestyrelse, således:

1)

8 medlemmer beskikkes

efter indhentet udtalelse fra regionsrådene i forening.

2)

4 medlemmer beskikkes

efter indhentet udtalelse fra KL (Kommunernes Landsforening).

3)

8 medlemmer beskikkes

efter indhentet udtalelse fra De Samvirkende Invalideorganisationer.

4)

8 medlemmer beskikkes

efter indhentet udtalelse fra Forbrugerrådet.

Stk. 4.

Indenrigs-

og sundhedsministeren beskikker for hvert fagligt område et antal medlemmer,

der alle er fagligt uddannede.

Stk. 5.

Medlemmerne

beskikkes for en periode, der følger den kommunale eller regionale

valgperiode.

De medlemmer af Patientklagenævnet, der ikke udfører hvervet som led i deres

tjenstlige arbejde, ydes vederlæggelse og godtgørelse for befordring i lighed

med ikkestatsansatte, der modtager særskilt vederlæggelse. Udgifter hertil

afholdes af staten.

Sagernes behandling

§ 14.

Patientklagenævnet

kan efter aftale med Sundhedsstyrelsen anmode vedkommende

embedslægeinstitution

om at undersøge klagesager og om at udarbejde en indstilling til nævnet om

sagernes afgørelse. Patientklagenævnet kan efter aftale med Sundhedsstyrelsen

bestemme, at klagesagerne direkte kan indgives til embedslægeinstitutionerne

med henblik på undersøgelse, før nævnet træffer afgørelse i en sag.

Patientklagenævnet kan forelægge sager for Sundhedsstyrelsen og

Retslægerådet,

før nævnet træffer afgørelse i en sag. Patientklagenævnet skal, inden der

træffes afgørelse i en klagesag vedrørende sundhedsvæsenet i Grønland,

indhente

en udtalelse herom fra sundhedsmyndighederne i Grønland.

Stk. 2.

Den

sundhedsperson eller myndighed, som er omfattet af dette kapitel, skal efter

anmodning meddele Patientklagenævnet samt embedslægerne enhver oplysning,

herunder journaler, til brug for behandling af sagen.

Stk. 3.

Patientklagenævnet

skal holde Sundhedsstyrelsen underrettet om de afgørelser, som nævnet træffer

vedrørende sundhedspersoners faglige virksomhed. Sundhedsstyrelsen kan til

brug

for sin tilsynsvirksomhed få udleveret Patientklagenævnets sagsakter i de

enkelte

klagesager.

Stk. 4.

Patientklagenævnet afgiver en årlig redegørelse til indenrigs- og

sundhedsministeren om sin virksomhed.

§ 15.

Ved

afgørelsen af den enkelte sag efter § 3 skal Patientklagenævnet

sammensættes af

1)

formanden eller en

næstformand,

2)

2 medlemmer efter

§ 13, stk. 3, heraf 1 beskikket efter bestemmelsens nr. 1 eller 2

og

1 beskikket efter nr. 3 eller 4 og

3)

2 medlemmer efter

§ 13, stk. 4, afhængigt af sagens faglige karakter.

Stk. 2.

Formanden

eller vedkommende næstformand afgør, hvilke medlemmer efter § 13,

stk. 3 og 4, der skal deltage i Patientklagenævnets møder. Formanden

eller

vedkommende næstformand afgør endvidere, inden for hvilket fagligt område

eller

områder, medlemmer efter § 13, stk. 4, skal deltage.

Stk. 3.

Formanden

eller vedkommende næstformand kan bestemme, at særligt sagkyndige eller andre

kan deltage uden stemmeret ved Patientklagenævnets behandling af sager.

§ 16.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med

Patientklagenævnet dettes forretningsorden.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at Patientklagenævnets formand

og næstformand ud over i de i §§ 6-8 nævnte sager kan træffe afgørelse i

sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.

Offentliggørelse af klage- og tilsynssager

§ 17.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at der gives

offentligheden adgang til oplysninger om Patientklagenævnets afgørelser,

herunder om, at offentliggørelse sker uden anonymisering af oplysninger om

den

indklagede sundhedsperson, såfremt der er tale om sager, hvor der er givet

kritik for alvorlig eller gentagen forsømmelse eller kritik i forbindelse med

kosmetiske indgreb.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at der gives offentligheden

adgang til oplysninger om afgørelser, der er truffet i det klagesystem, som

er

aftalt mellem de driftsansvarlige myndigheder for sundhedsvæsenet og Dansk

Tandlægeforening. Der kan fastsættes regler om, at der kan ske behandling af

oplysninger om personnummer, og om, at offentliggørelse sker uden

anonymisering

af oplysninger om den indklagede tandlæge, såfremt der er tale om sager, hvor

der er givet kritik for alvorlig eller gentagen forsømmelse.

Stk. 3.

Oplysninger

om, at vedkommende sundhedsperson har overtrådt lovgivningen ved de forhold,

som de i stk. 1 og 2 nævnte afgørelser vedrører, kan offentliggøres. Der

kan dog ikke ske offentliggørelse af oplysninger om, at sagen oversendes til

politiet.

Stk. 4.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at Patientklagenævnet

varetager

offentliggørelsen af afgørelserne fra tandlægeklagesystemet, jf. stk. 2.

Stk. 5.

Sundhedsstyrelsen offentliggør faglige påbud efter § 5 a,

stk. 3, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., beslutninger om

skærpet tilsyn efter sundhedsloven samt fratagelser og indskrænkninger i

lægers

og tandlægers ordinationsret efter lov om udøvelse af lægegerning og lov om

tandlæger.

Sagernes finansiering

§ 18.

Regionsråd

og kommunalbestyrelser afholder udgifterne til driften af Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn, jf. dog stk. 2. Udgiftsafholdelsen baseres på det

antal

sager, der rejses for nævnet af myndigheder samt borgere, der er blevet

behandlet af sundhedspersoner omfattet af nævnets virksomhed, ved

institutioner, der drives af regioner og kommuner samt i privat praksis og på

private sygehuse beliggende i regionerne. Udgifterne vedrørende klager over

regionsråds og kommunalbestyrelsers administrative afgørelser efter §§ 6

og 7, der indbringes til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, afholdes

ligeledes

af regionsråd og kommunalbestyrelser. Der betales en standardtakst pr.

klagesag. Forskellige standardtakster kan fastsættes for forskellige

sagstyper.

Stk. 2.

Staten

afholder udgifterne ved klager til Patientklagenævnet fra borgere, som er

blevet behandlet ved institutioner, der drives af staten samt, efter aftale

med

Færøernes eller Grønlands hjemmestyre, ved sundhedsvæsenet på Færøerne eller

i

Grønland.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

takstfinansieringsordningen

og kan herunder bestemme, at taksterne kan dække andre sager end dem, der

vedrører de institutioner og myndigheder, der er nævnt i stk.1 og 2, og at

visse sagsområder ikke indgår i takstbetalingen. Endvidere kan der fastsættes

regler

om forudgående opkrævning fra regionsråd og kommunalbestyrelser m.fl. af

acontobetaling til nævnets drift.

Stk. 4.

Ministeren

nedsætter og fastsætter regler for et kontaktudvalg med repræsentanter for

Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn samt

for

de takstbetalende myndigheder. Udvalget skal følge

takstfinansieringsordningen

og afgive indstilling til ministeren om fastsættelse af sagstaksterne.

Kapitel 3

Patientforsikring

Dækningsområde

§ 19.

Der ydes erstatning efter reglerne i dette kapitel til patienter eller

efterladte til patienter, som her i landet påføres skade i forbindelse med

undersøgelse, behandling el.lign., som er foretaget

1)

på et sygehus eller

på vegne af dette,

2)

af sundhedspersoner

og andet personale som led i den præhospitale indsats efter sundhedsloven,

3)

af autoriserede

sundhedspersoner ansat i regionstandplejen, ved en odontologisk landsdels- og

videnscenterfunktion eller i forbindelse med levering af de kommunale

sundhedsydelser efter sundhedslovens kapitel 36-41 eller på vegne af disse,

4)

på universiteternes

tandlægeskoler,

5)

af

privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner,

6)

af læger, der uden at

være privatpraktiserende foretager vaccination i henhold til sundhedslovens

§ 158, eller

7)

af læger, der uden at

være privatpraktiserende virker som vagtlæger.

Stk. 2.

Med

patienter sidestilles personer, der deltager i biomedicinske forsøg, der ikke

indgår som led i diagnostik eller behandling af personens sygdom. Det samme

gælder for donorer, hvorfra der udtages væv og andet biologisk materiale.

Stk. 3.

Dette

kapitel gælder tillige for patienter, der modtager vederlagsfri behandling

eller tilskud til behandling på sygehuse, klinikker m.v. i udlandet efter

sundhedsloven.

Stk. 4.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke områder der er

omfattet af stk. 1-3.

Stk. 5.

Indenrigs- og sundhedsministeren

kan henlægge behandlingen af sager efter dette kapitel helt eller delvis til

en

privat institution. Indenrigs- og sundhedsministeren indgår i så tilfælde de

nødvendige aftaler herom.

Stk. 6.

Henlægger

indenrigs- og sundhedsministeren behandling af sager efter dette kapitel til

en

privat institution, finder forvaltningsloven anvendelse for institutionens

virksomhed.

Stk. 7.

Henlægger

indenrigs- og sundhedsministeren sine beføjelser efter stk. 5 til en

privat institution, kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om

klageadgangen.

Erstatningsberettigende skader

§ 20.

Erstatning ydes, hvis skaden med overvejende sandsynlighed er forvoldt på en

af

følgende måder:

1)

Hvis det må antages,

at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne

forhold ville have handlet anderledes ved undersøgelse, behandling el.lign.,

hvorved skaden ville være undgået,

2)

hvis skaden skyldes

fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr, der

anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign.,

3)

hvis skaden ud fra en

efterfølgende vurdering kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed

stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk

synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af patientens

sygdom, eller

4)

hvis der som følge af

undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb, eller behandling indtræder skade

i

form af infektioner eller andre komplikationer, der er mere omfattende, end

hvad patienten med rimelighed må tåle. Der skal herved tages hensyn til dels

skadens alvor, dels patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til

skadens sjældenhed og mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for dens

indtræden i betragtning.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, hvilke skader der efter

stk. 1 nærmere er omfattet af loven. Ministeren kan endvidere fastsætte

regler om, at visse skader efter stk. 1, nr. 3, er undtaget fra dette

kapitel.

§ 21.

Skade som følge af, at der ikke er blevet stillet en rigtig diagnose af

patientens sygdom, erstattes kun i de i § 20, stk. 1, nr. 1 og 2,

nævnte tilfælde.

Stk. 2.

Ved ulykkestilfælde,

der ikke omfattes af § 20, stk. 1, nr. 2, ydes erstatning kun, hvis

skadelidte er under behandling m.v. på et sygehus og ulykken er indtruffet

inden for dettes område under sådanne omstændigheder, at sygehuset måtte

antages at have pådraget sig erstatningsansvar herfor efter almindelige

erstatningsretlige regler.

Stk. 3.

Erstatning

efter dette kapitel ydes ikke for skader, der skyldes egenskaber ved de

lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse, behandling el.lign.

§ 22.

Til

de af § 19, stk. 2, omfattede forsøgspersoner og donorer ydes

erstatning for enhver skade, som kan være forårsaget af forsøget eller af

udtagelsen af væv m.v., medmindre det er overvejende sandsynligt, at skaden

har

anden årsag.

Stk. 2.

Reglen i

stk. 1 gælder ikke ved skader, der omfattes af § 21, stk. 3.

Stk. 3.

Til de af

§ 19, stk. 2, omfattede bloddonorer ydes erstatning for skader, der

påføres de pågældende ved ulykkestilfælde i forbindelse med transport til en

aftalt eller rekvireret tapning i blodbank eller ved mobil blodbank,

medmindre

donoren forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden. Der

ydes

dog ikke erstatning efter 1. pkt., såfremt bloddonoren er berettiget til

erstatning for skaden efter anden lovgivning.

§ 23.

Det påhviler enhver autoriseret sundhedsperson, som i sin virksomhed bliver

bekendt med skader, som må antages at kunne give ret til erstatning efter

dette

kapitel, at informere skadelidte herom samt i fornødent omfang at bistå med

anmeldelse til Patientforsikringsforeningen eller til de private

institutioner,

hvortil behandlingen af sager efter dette kapitel er henlagt i medfør af

§ 19, stk. 5.

Erstatningsudmåling m.v.

§ 24.

Erstatning

og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om erstatningsansvar.

Stk. 2.

Erstatning

m.v. efter stk. 1 ydes, såfremt den overstiger 10.000 kr. Indenrigs- og

sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at erstatning for tabt

arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte kun ydes, såfremt skaden

har medført uarbejdsdygtighed eller sygdom ud over en nærmere fastsat

periode,

der højst kan udgøre 3 måneder.

Stk. 3.

Stk. 2

samt regler fastsat i medfør af stk. 2 finder ikke anvendelse på skader,

der omfattes af § 22, stk. 1 eller stk. 3, jf. § 19,

stk. 2.

Stk. 4.

Erstatning

ydes ikke til dækning af regreskrav.

§ 25.

Erstatningen til patienten eller dennes efterladte kan nedsættes eller efter

omstændighederne helt bortfalde, hvis patienten forsætligt eller ved grov

uagtsomhed har medvirket til skaden.

§ 26.

I

det omfang patienten eller dennes efterladte har fået eller har krav på at få

erstatning i henhold til § 24, kan erstatningskrav ikke rejses mod

nogen,

der måtte have pådraget sig erstatningsansvar for skaden.

§ 27.

Hvis

den, der efter almindelige erstatningsregler måtte have pådraget sig

erstatningsansvar over for patienten eller dennes efterladte, er omfattet af

§ 19, kan ydelser i henhold til § 24 kun danne grundlag for

regreskrav, hvis skaden er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

§ 28.

I

det omfang der er erstatningsansvar efter reglerne i lov om produktansvar,

gælder reglerne i §§ 26 og 27 ikke.

Erstatningsordningens organisation

Erstatningspligt

§ 29.

Pligt til at yde erstatning efter dette kapitel har:

1)

Driftsansvarlige for

offentlige sygehuse og den præhospitale indsats efter sundhedsloven.

2)

Patientens

bopælsregion og, hvis patienten ikke har bopæl her i landet, opholdsregionen

for skader i forbindelse med behandling, som et sygehus m.v. i udlandet er

ansvarligt for efter § 19, stk. 3.

3)

Driftsansvarlige for

regionstandplejen, odontologisk landsdels- og videnscenterfunktion og de

kommunale sundhedsydelser efter sundhedslovens kapitel 36-41.

4)

Driftsansvarlige for

universiteternes tandlægeskoler.

5)

Den region, hvor en

privatpraktiserende autoriseret sundhedsperson har sin praksis, eller hvor et

privat sygehus eller en privat klinik m.v. er beliggende, eller hvor en læge,

der uden at være privatpraktiserende virker som vagtlæge, eller hvor en læge,

der

uden at være privatpraktiserende foretager vaccination i henhold til

sundhedslovens § 158, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

I det

omfang behandlingen af sager efter dette kapitel henlægges til en privat

institution efter § 19, stk. 5, kan indenrigs- og

sundhedsministeren

bestemme, at pligten til at yde erstatning efter dette kapitel påhviler den

pågældende institution eller de pågældende privatpraktiserende autoriserede

sundhedspersoner, som institutionen repræsenterer.

Stk. 3.

Såfremt et

regionsråd m.v. efter stk. 1, nr. 5, i gentagne tilfælde har ydet

erstatning for skader forvoldt af privatpraktiserende autoriserede

sundhedspersoner, private sygehuse m.v., er regionsrådet forpligtet til at

indberette dette til Sundhedsstyrelsen med henblik på en vurdering af,

hvorvidt

der er grundlag for at iværksætte tilsynsmæssige foranstaltninger i medfør af

sundhedsloven og lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Sundhedsstyrelsen

kan fastsætte regler for, hvornår indberetning til styrelsen skal foretages.

Forsikringspligt

§ 30.

Krav om erstatning efter dette kapitel skal være dækket af en forsikring i et

forsikringsselskab, jf. dog § 31, stk. 1.

Stk. 2.

Forsikringsselskaber,

der har tegnet forsikringer omfattet af dette kapitel, skal underrette

Patientforsikringsforeningen

herom.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter de årlige dækningssummer for de i

stk. 1

nævnte forsikringer.

Stk. 4.

Dækningssummer

fastsat i medfør af stk. 3 reguleres efter reglerne i § 15 i lov om

erstatningsansvar.

Stk. 5.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om forsikringspligtens

gennemførelse, herunder minimumsbetingelser for forsikringsselskabernes

tegning

af forsikringer omfattet af dette kapitel. Ministeren fastsætter herunder

bestemmelser om,

1)

at

forsikringsselskaber, der har tegnet forsikringer omfattet af dette kapitel,

i

fællesskab yder erstatning i tilfælde af overtrædelse af stk. 1,

2)

at

forsikringsselskaber, der har tegnet forsikringer omfattet af dette kapitel,

i

fællesskab yder erstatning i tilfælde, hvor den enkelte driftsansvarliges

erstatningspligt overstiger forsikringens dækningssum fastsat i medfør af

stk. 3,

3)

at

forsikringsselskaber, der har tegnet forsikringer omfattet af dette kapitel,

og

selvforsikrende myndigheder i fællesskab yder erstatning efter § 24,

hvor

det ikke er muligt med rimelig sikkerhed at udpege den erstatningspligtige

efter § 29.

Stk. 6.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om maksimering af den fælles

erstatningsforpligtelse efter stk. 5, nr. 1-3.

Stk. 7.

Præmier for

forsikringerne tillægges udpantningsret og kan inddrives ved indeholdelse i

løn

m.v. efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.

§ 31.

Regionsråd

og kommunalbestyrelser

er undtaget

fra forsikringspligten efter § 30.

Stk. 2.

Indenrigs-

og

s

undhedsministeren kan godkende,

at regionsråd og kommunalbestyrelser efter aftale overtager

forsikringspligten

efter § 30, stk. 1, for de private driftsansvarlige, jf. § 29.

Overtagelsen kan kun ske for de private driftsansvarlige, som udøver

virksomhed

inden for regionens eller kommunens område.

Stk. 3.

Regionsråd

og kommunalbestyrelser kan kræve omkostningerne ved de i stk. 2 nævnte

forsikringsordninger dækket hos de private driftsansvarlige, der er omfattet

af

ordningerne.

Stk. 4.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter de årlige dækningssummer for de i

stk. 2

nævnte forsikringer.

Stk. 5.

Dækningssummer

fastsat i medfør af stk. 4 reguleres efter reglerne i § 15 i lov om

erstatningsansvar.

Stk. 6.

§ 30,

stk. 5, nr. 1 og 2, samt stk. 6, finder ikke anvendelse, såfremt et

regionsråd eller en kommunalbestyrelse efter stk. 2 har overtaget

forsikringspligten.

Stk. 7.

Der er

udpantningsret for de i stk. 3 nævnte omkostninger.

Patientforsikringsforeningen

§ 32.

Forsikringsselskaber, som har tegnet forsikringer omfattet af dette kapitel,

og

selvforsikrende regionsråd og kommunalbestyrelser opretter i fællesskab en

patientforsikringsforening og vælger en bestyrelse for foreningen. Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at staten kan blive medlem af

bestyrelsen.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter vedtægter for foreningens styrelse og

virksomhed. Udgifter til foreningens drift samt udgifter, der i øvrigt

pålægges

foreningen efter dette kapitel, afholdes af forsikringsselskaberne og

selvforsikrende myndigheder efter en fordeling, som fastsættes i vedtægterne.

Stk. 3.

Patientforsikringsforeningen

afgiver en årlig redegørelse til indenrigs- og sundhedsministeren om sin

virksomhed.

Sagernes behandling

§ 33.

Patientforsikringsforeningen modtager, oplyser og afgør alle erstatningssager

efter dette kapitel. Foreningen kan efter nærmere bestemmelse i vedtægterne

bemyndige de enkelte forsikringsselskaber og selvforsikrende myndigheder til

selv at oplyse og afgøre nærmere beskrevne sagstyper.

Stk. 2.

Patientforsikringsforeningen

kan lade vidner afhøre ved byretten på det sted, hvor de bor.

Stk. 3.

Patientforsikringsforeningens

afgørelser meddeles vedkommende forsikringsselskab, staten eller

selvforsikrende regionsråd eller kommunalbestyrelse, som herefter skal

udbetale

de fastsatte ydelser.

Patientskadeankenævnet

§ 34.

Indenrigs-

og sundhedsministeren nedsætter et patientskadeankenævn, der består af en

formand og et af indenrigs- og sundhedsministeren

fastsat antal næstformænd og beskikkede medlemmer.

Stk. 2.

Formanden

og næstformændene, der udnævnes af indenrigs- og sundhedsministeren, skal

være

dommere. Nævnets øvrige medlemmer udpeges af Sundhedsstyrelsen, regionsrådene

i

forening, KL (Kommunernes Landsforening), Advokatrådet,

De Samvirkende Invalideorganisationer og Forbrugerrådet.

Stk. 3.

Sundhedsstyrelsen

udpeger for de faglige områder, hvor det findes nødvendigt for sagernes

behandling, et antal sagkyndige medlemmer, der alle er fagligt uddannede, jf.

stk. 4.

Stk. 4.

Nævnet

sammensættes af

1)

formanden eller en

næstformand,

2)

2 sagkyndige

medlemmer udpeget af Sundhedsstyrelsen efter stk. 3 afhængigt af sagens

faglige karakter,

3)

2 medlemmer udpeget

af regionsrådene i forening,

4)

1 medlem udpeget af

Advokatrådet

,

5)

1 medlem udpeget af

Forbrugerrådet og

6)

1 medlem udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer.

Stk. 5.

Formanden

eller vedkommende næstformand afgør, inden for hvilket fagligt område eller

områder sagkyndige medlemmer efter stk. 4 skal deltage ved afgørelsen af

den enkelte sag.

Stk. 6.

Nævnet er

beslutningsdygtigt, såfremt nævnet ved afgørelsen af den enkelte sag består

af

en formand eller næstformand samt mindst 4 medlemmer, heraf mindst 1 medlem

efter stk. 4, henholdsvis nr. 2, 3 og 4, samt 1 medlem efter

stk. 4,

nr. 5 eller 6.

Stk. 7.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan bemyndige nævnets formand eller en næstformand til

at

træffe afgørelse i sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.

Stk. 8.

Nævnets

formand eller vedkommende næstformand kan bestemme, at særligt sagkyndige

eller

andre kan deltage uden stemmeret ved nævnets behandling af sager.

Stk. 9.

Nævnets

medlemmer udpeges for 4 år. Finder udpegningen sted i løbet af en periode,

gælder den kun til periodens udløb.

Stk. 10.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med nævnet dettes

forretningsorden.

Stk. 11.

Udgifter

til drift af nævnet afholdes af forsikringsselskaberne og selvforsikrende

myndigheder efter den fordeling, som fastsættes af indenrigs- og

sundhedsministeren

efter § 32,

stk. 2, 2. pkt.

§ 35.

De

afgørelser, der træffes efter § 33, kan indbringes for

Patientskadeankenævnet, der har den endelige administrative afgørelse.

Patientskadeankenævnet kan tillægge en klage opsættende virkning.

Stk. 2.

Klage til

Patientskadeankenævnet indgives inden 3 måneder efter, at klageren har fået

meddelelse om afgørelsen.

Stk. 3.

Patientskadeankenævnet

kan se bort fra overskridelse af klagefristen, når der er særlig grund

hertil.

§ 36.

Patientskadeankenævnets afgørelse kan indbringes for landsretten, der kan

stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen.

Stk. 2.

Indbringelse

skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.

§ 37.

Patientforsikringsforeningen kan af kommunalbestyrelser, regionsråd og andre

vedkommende, herunder sygehuse, institutioner, behandlende læger m.v. samt

den

skadelidte, forlange meddelt enhver oplysning, herunder sygehusjournaler,

journaloptegnelser m.v., som foreningen skønner er af betydning for

behandling

af sager efter dette kapitel.

Stk. 2.

Patientforsikringsforeningen

skal afgive de oplysninger til Patientskadeankenævnet og Indenrigs- og

Sundhedsministeriet, som er nødvendige for disse myndigheders varetagelse af

opgaver efter dette kapitel.

Kapitel 4

Erstatning for lægemiddelskader

Anvendelsesområde

§ 38.

Til

patienter, der påføres fysisk skade som følge af egenskaber ved lægemidler,

der

er anvendt ved undersøgelse, behandling el.lign. (lægemiddelskade), ydes

erstatning efter reglerne i dette kapitel. Det samme gælder for efterladte

til

sådanne patienter.

Stk. 2.

Med

patienter sidestilles personer, der deltager i kliniske afprøvninger af

lægemidler (biomedicinske forsøg), der ikke indgår som led i diagnostik eller

behandling af personens sygdom. Det samme gælder for donorer, hvorfra der

udtages væv og andet biologisk materiale. Til forsøgspersoner og donorer, der

er omfattet af bestemmelsen, ydes også erstatning for psykisk skade.

Stk. 3.

Med

lægemiddelskade sidestilles skade forårsaget af et lægemiddel på en person,

der

plejer eller behandler den, til hvem et lægemiddel er ordineret. Erstatning

ydes kun, i det omfang skaden ikke dækkes af lov om arbejdsskadesikring.

Stk. 4.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke skader efter

stk. 1-3 der er omfattet af dette kapitel.

§ 39.

Erstatning

ydes kun, hvis lægemidlet erhvervsmæssigt er udleveret i Danmark til forbrug

eller kliniske forsøg med lægemidler. Udleveringen skal være sket gennem

apotek, sygehus, læge, tandlæge eller salgssted godkendt til salg af

ikke

apoteksforbeholdte håndkøbslægemidler i henhold til lægemiddelloven.

§ 40.

Ved

et lægemiddel forstås i dette kapitel en vare, som er bestemt til at tilføres

mennesker for at forebygge, erkende, lindre, behandle eller helbrede sygdom,

sygdomssymptomer og smerter eller for at påvirke legemsfunktioner.

Stk. 2.

Lægemidlet

skal være godkendt til markedsføring i Danmark i henhold til gældende regler.

Dette gælder dog ikke for lægemidler, der anvendes ved kliniske forsøg, jf.

§ 38, stk. 2.

Stk. 3.

Magistrelt

fremstillede lægemidler og lægemidler, der efter forudgående tilladelse fra

Lægemiddelstyrelsen importeres til brug for enkeltpersoner, er omfattet af

reglerne i dette kapitel.

Stk. 4.

Naturlægemidler,

homøopatiske lægemidler, vitamin- og mineralpræparater er ikke omfattet af

dette kapitel. Dette gælder dog ikke, såfremt disse produkter anvendes ved

kliniske afprøvninger (biomedicinske forsøg) med henblik på at opnå

markedsføringstilladelse som lægemiddel, jf. stk. 2, 1. pkt.

Stk. 5.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke lægemidler m.v.

efter stk. 1-4 der er omfattet af dette kapitel.

§ 41.

En

lægemiddelskade forvoldt af et receptpligtigt lægemiddel erstattes kun, hvis

lægemidlet er ordineret til skadelidte.

§ 42.

Som

lægemiddelskade anses ikke sygdomme eller anden skade, som

1)

skyldes, at

lægemidlet ikke har haft den tilsigtede effekt på den pågældende patient,

eller

2)

skyldes fejl eller

forsømmelse i forbindelse med ordination eller udlevering af lægemidlet til

patienten.

§ 43.

En

lægemiddelskade, der er opstået som følge af bivirkninger af et lægemiddel,

erstattes kun, hvis bivirkningerne efter deres karakter eller omfang går ud

over, hvad skadelidte med rimelighed bør acceptere. Bestemmelsen omfatter

både

kendte og ukendte samt konkret påregnelige og upåregnelige bivirkninger.

Stk. 2.

Ved

afgørelser i henhold til stk. 1 skal der særligt tages hensyn til

1)

arten og

sværhedsgraden af den sygdom, som behandlingen rettede sig imod,

2)

den skadelidtes

helbredstilstand,

3)

skadens omfang og

4)

mulighederne i øvrigt

for at tage risikoen for skadens indtræden i betragtning.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke

lægemiddelskader

efter §§ 41-43 der er omfattet af dette kapitel.

§ 44.

Der

ydes kun erstatning, hvis skaden med overvejende sandsynlighed er forårsaget

ved brug af lægemidler.

§ 45.

Det påhviler enhver autoriseret sundhedsperson, som i sin virksomhed bliver

bekendt med skader, som må antages at kunne give ret til erstatning efter

dette

kapitel, at informere skadelidte herom samt i fornødent omfang at bistå med

anmeldelse til Patientforsikringsforeningen.

Erstatningsudmåling m.v.

§ 46.

Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om

erstatningsansvar,

jf. dog reglerne i dette kapitel.

Stk. 2.

Erstatning

m.v. ydes kun, såfremt beløb fastsat efter stk. 1 overstiger 3.000 kr.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at erstatning for tabt

arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte kun ydes, såfremt skaden

har medført uarbejdsdygtighed eller sygdom ud over en nærmere fastsat

periode,

der højst kan udgøre 3 måneder.

Stk. 4.

Stk. 2

og 3 finder ikke anvendelse på lægemiddelskader, der er omfattet af

§ 38,

stk. 2.

§ 47.

Erstatning ydes ikke til dækning af afledte regreskrav, jf. § 17 i lov

om

erstatningsansvar.

§ 48.

Erstatningen

til patienten eller dennes efterladte kan nedsættes eller efter

omstændighederne helt bortfalde, hvis patienten forsætligt eller ved grov

uagtsomhed har medvirket til skaden.

§ 49.

Ved

en serieskade forstås lægemiddelskader, som er påført flere personer og

forårsaget af samme egenskab hos samme substans i et eller flere lægemidler,

og

1)

som beror på

bivirkninger, der ikke på tidspunktet for lægemidlets udlevering var angivet

i

det af Lægemiddelstyrelsen godkendte resumé af lægemidlets egenskaber eller

registreret i lægemiddelkataloget, og som medfører skade af en sådan

karakter,

at denne ikke ved lægemidlets udlevering burde være forudset af en fagmand,

eller

2)

som skyldes en defekt

ved lægemidlet som følge af instruktions-, fabrikations- eller

distributionsfejl.

Stk. 2.

En

serieskade henføres til det år, hvor det første erstatningskrav rejses over

for

indenrigs- og sundhedsministeren eller Patientforsikringsforeningen, jf.

§ 55, uanset hvornår de senere skader anmeldes.

§ 50.

Erstatningssummen

for skader i henhold til loven er begrænset til 150 mio. kr. pr. kalenderår.

Stk. 2.

Erstatningssummen

for hver enkelt serieskade, jf. § 49, er dog begrænset til 100 mio. kr.

Stk. 3.

Erstatningssummen

for lægemiddelskader ved kliniske afprøvninger af lægemidler (biomedicinske

forsøg) er begrænset til 25 mio. kr. pr. forsøg.

Stk. 4.

Erstatningen

kan ikke overstige 5 mio. kr. pr. skadelidte.

§ 51.

Er

de i § 50 angivne beløb ikke tilstrækkelige til at dække alle de

skadelidtes krav, foretages en forholdsmæssig nedsættelse af de enkelte krav,

dog

kun i endnu ikke udbetalte erstatningsbeløb. Viser det sig, efter at en skade

er indtruffet, at en sådan nedsættelse kan blive nødvendig, kan det

bestemmes,

at erstatningen indtil videre alene ydes med en del af de anerkendte krav.

§ 52.

I

det omfang patienten eller dennes efterladte har fået eller har krav på at få

erstatning i henhold til dette kapitel, kan erstatningskrav ikke rejses mod

nogen, der måtte have pådraget sig erstatningsansvar for skaden.

Stk. 2.

Reglen i

stk. 1 gælder ikke i de tilfælde, hvor der er erstatningsansvar efter

reglerne i lov om produktansvar.

§ 53.

I

det omfang staten yder erstatning efter dette kapitel, indtræder Indenrigs-

og

Sundhedsministeriet i patientens krav mod lægemiddelproducenter og

mellemhandlere i henhold til lov om produktansvar.

Stk. 2.

Staten kan

afholde udgifter til advokat, sagsanlæg m.v. til inddrivelse af erstatning

fra

lægemiddelproducenter og mellemhandlere efter lov om produktansvar, jf.

stk. 1. Inddrevne erstatningsbeløb i forbindelse hermed tilgår staten.

Erstatningsordningens finansiering

§ 54.

Udgifter til erstatninger samt andre udgifter til erstatningsordningen

afholdes

af staten.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren foretager beregning og udbetaling af erstatninger.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan bemyndige andre, herunder private, til

at

foretage beregning og udbetaling af erstatninger m.v. efter denne

bestemmelse.

Sagernes behandling

§ 55.

Indenrigs-

og sundhedsministeren behandler og træffer afgørelse i sager efter dette

kapitel.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan bemyndige Patientforsikringsforeningen, jf. kapitel

2, til at behandle og træffe afgørelse i sager efter stk. 1.

Patientforsikringsforeningens udgifter i forbindelse hermed afholdes af

staten,

jf. § 54, stk. 1.

Stk. 3.

I tilfælde,

hvor indenrigs- og sundhedsministeren har bemyndiget andre end offentlige

myndigheder til at varetage opgaver efter dette kapitel, finder

forvaltningsloven tilsvarende anvendelse.

Lægemiddelskadeankenævnet

§ 56.

Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter et lægemiddelskadeankenævn, som

består af

1)

en af indenrigs- og

sundhedsministeren udnævnt formand, som skal være dommer,

2)

2 medlemmer udpeget

af indenrigs- og sundhedsministeren,

3)

1 medlem udpeget af

Sundhedsstyrelsen,

4)

1 medlem udpeget af

Lægemiddelstyrelsen,

5)

2 medlemmer udpeget

af regionsrådene i forening,

6)

1 medlem udpeget af

De Samvirkende Invalideorganisationer og

7)

1 medlem udpeget af

Forbrugerrådet.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan bemyndige nævnets formand til at træffe afgørelse i

sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.

Stk. 3.

Lægemiddelskadeankenævnets

medlemmer udpeges for 4 år. Finder udpegningen sted i løbet af en periode,

gælder den kun til periodens udløb.

Stk. 4.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med

Lægemiddelskadeankenævnet dettes forretningsorden. Ministeren kan heri

fastsætte regler om honorar til nævnets formand og medlemmer.

Stk. 5.

Udgifter

til drift af Lægemiddelskadeankenævnet afholdes af staten, jf. § 54,

stk. 1.

§ 57.

De

afgørelser, der træffes efter § 55, stk. 1, kan indbringes for

Lægemiddelskadeankenævnet, der har den endelige administrative afgørelse.

Lægemiddelskadeankenævnet kan tillægge en klage opsættende virkning.

Stk. 2.

Klage til

Lægemiddelskadeankenævnet skal indgives inden 3 måneder efter, at klageren

har

fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 3.

Lægemiddelskadeankenævnet

kan se bort fra overskridelse af klagefristen, når der er særlige grunde

hertil.

Stk. 4.

Lægemiddelskadeankenævnets

afgørelse kan indbringes for landsretten. Indbringelse skal ske inden 6

måneder

efter, at afgørelsen er meddelt.

§ 58.

Indenrigs-

og sundhedsministeren eller den, ministeren bemyndiger til at varetage

opgaver

efter dette kapitel, kan af kommunalbestyrelser, regionsråd og andre

vedkommende, herunder sygehuse, apoteker, institutioner, behandlende læger

m.v.

samt den skadelidte og vedkommende medicinalfirma, forlange meddelt enhver

oplysning, herunder sygehusjournaler, journaloptegnelser m.v., som skønnes at

være af betydning for behandling af sager efter dette kapitel.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren eller den, ministeren bemyndiger til at varetage

opgaver

efter dette kapitel, skal afgive de oplysninger til

Lægemiddelskadeankenævnet,

som er nødvendige for nævnets varetagelse af opgaver efter dette kapitel.

Kapitel 5

Forældelses- og straffebestemmelser

§ 59.

Erstatningskrav

efter kapitel 3 skal være anmeldt til Patientforsikringsforeningen senest 5

år

efter, at den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab

til skaden.

Stk. 2.

Forældelse

af erstatningskrav indtræder dog senest 10 år efter den dag, hvor skaden er

forårsaget.

§ 60.

Erstatningskrav efter kapitel 4 skal være anmeldt til indenrigs- og

sundhedsministeren eller den, ministeren bemyndiger til at varetage opgaver

efter dette kapitel, senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har

fået

eller burde have fået kendskab til skaden.

Stk. 2.

Forældelse

af erstatningskrav efter dette kapitel indtræder dog senest 10 år efter den

dag, hvor lægemidlet er udleveret til skadelidte.

§ 61.

Undlader en sundhedsperson at efterkomme en forpligtelse efter § 14,

stk. 2, straffes vedkommende med bøde.

§ 62.

Overtrædelse af § 30, stk. 1, straffes med bøde. Der kan pålægges

selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i

straffelovens

5. kapitel.

Kapitel 6

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 63.

Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 2.

Samtidig

ophæves følgende lovbestemmelser:

1)

Kapitel 3

og

§ 27,

stk. 2

og

3,

i lov om sundhedsvæsenets

centralstyrelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 790 af 10. september 2002,

som

ændret senest ved § 20 i lov nr. 69 af 4. februar 2004.

2)

Lov om

patientforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997. Loven

finder dog fortsat anvendelse på skader, der er forårsaget inden nærværende

lovs ikrafttræden.

3)

Lov nr. 1120 af 20.

december 1995 om erstatning for lægemiddelskader. Loven finder dog fortsat

anvendelse, såfremt det lægemiddel, der har forvoldt skaden, er udleveret til

skadelidte inden nærværende lovs ikrafttræden.

Stk. 3.

§ 17

træder i kraft den 1. januar 2006 og finder anvendelse på klage- og

tilsynssager, der er indsendt til pågældende klage- eller tilsynsinstans

efter

den 1. januar 2006 eller senere efter indenrigs- og sundhedsministerens

bestemmelse.

Stk. 4.

§ 18

træder i kraft den 1. januar 2006, dog således at amtskommuner, Hovedstadens

Sygehusfællesskab, Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner i 2006

afholder udgifterne til nævnets drift. Udgiftsafholdelsen baseres i 2006 på

det

antal sager, der rejses for nævnet af myndigheder samt borgere, der er blevet

behandlet af sundhedspersoner omfattet af nævnets virksomhed ved

institutioner,

der drives af amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab samt Københavns,

Frederiksberg og Bornholms Kommuner samt i privatpraksis og på private

sygehuse

beliggende i de nævnte kommuner.

Stk. 5.

Regler, der

er fastsat med hjemmel i kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse

m.v., lov om patientforsikring og lov om erstatning for lægemiddelskader,

forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i medfør

af denne lov.

§ 64.

Loven

gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan for Færøerne sættes i kraft ved

kongelig anordning med de afvigelser, som de særlige færøske forhold

tilsiger.

Lignende dokumenter