Spring til indhold

Retsinformation

Patientklagenævnets delegation til nævnets sekretariat i sager om afslag på genoptagelse

FOU nr 1997.302UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Patientklagenævnets delegation til nævnets sekretariat i

sager om afslag på genoptagelse

På baggrund af nogle konkrete

sager klagede Foreningen A den 10. september 1996 til mig over

Sundhedsvæsenets

Patientklagenævns praksis hvorefter beslutningen om at afslå en

genoptagelsesanmodning - på grund af manglende nye og væsentlige oplysninger

-

ved delegation er henlagt til nævnets sekretariat.

Foreningen anførte bl.a.:

"...

(Foreningen A) finder

ovennævnte delegation af

kompetence ulovlig. Det

gælder både for så vidt angår delegation af kompetence til at imødekomme og

afslå en genoptagelsesanmodning.

En imødekommelse eller et

afslag på at genoptage behandlingen af en sag er en forvaltningsretlig

afgørelse, der får retsvirkninger efter sit indhold. En sådan afgørelse bør

derfor træffes af det organ, der normalt har kompetence til at træffe

afgørelserne.

Afgørelsen bør derfor træffes på et nævnsmøde med deltagelse af de personer,

som i henhold til lovgivningen har til opgave at træffe de afgørelser, der

henhører under nævnets kompetence.

Det fremgår af § 17, stk. 1,

i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse, at nævnet ved afgørelsen af den

enkelte sag skal sammensættes af en formand eller næstformand, 2 beskikkede

medlemmer samt 2 medlemmer afhængig af sagens faglige karakter.

Af § 3 i bekendtgørelse om

forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fremgår det, at nævnet

Læs alt

udøver sin virksomhed i møder. Der foreligger en kompetencepræcisering ved at

anføre, at afgørelserne træffes på møder. Ifølge § 3, stk. 2, kan visse

afgørelser dog delegeres til formanden, men ikke til sekretariatet.

Formodningen

går derfor generelt imod delegation til sekretariatet. En patientklage

behandles af én instans, Patientklagenævnet. Særligt grundet det forhold, at

Patientklagenævnets afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ

myndighed, bør afslag på genoptagelse træffes på et nævnsmøde, hvor

nævnsmedlemmerne tager stilling til sagen.

...

Patientklagenævnet anfører i

sit brev af 3. april 1996, at nævnets sekretariat ligeledes afgør, hvorvidt

en

sag falder ind under nævnets kompetence. En anmodning om genoptagelse af

behandlingen af en sag angår imidlertid sagens substans og er derfor af en

helt

anden karakter, hvorfor der ikke kan analogiseres her.

...

(Foreningen A) er af den

opfattelse, at det kun er selve nævnet, der kan afgøre, om der er fremkommet

væsentlige nye oplysninger, der kan berettige til genoptagelse af sagens

behandling. Det er nævnet, der har truffet afgørelsen, hvorfor det kun er

nævnet, der kan afgøre om der - i forhold til den allerede trufne afgørelse -

er fremkommet for sagen væsentlige nye oplysninger.

(Foreningen A) vil i

forbindelse hermed henvise til skattestyrelsesloven, hvorefter

skatteankenævnene kan genoptage behandlingen af en sag, jf. § 22. For så vidt

angår et afslag kan dette påklages til Landsskatteretten. Det følger heraf,

at

et afslag er en afgørelse, som behandles af nævnet og ikke af sekretariatet.

Endvidere fremgår det af §

10, stk. 2 og 3, i bekendtgørelse om forretningsordenen for Skatteankenævnet,

at sekretariatet afgiver indstilling til nævnet, om der skal gives afslag på

en

genoptagelsesanmodning, hvorefter nævnet behandler sagen på et nævnsmøde.

(Foreningen A) er af den

opfattelse, at der kræves lovhjemmel, såfremt Patientklagenævnet skal kunne

delegere ovennævnte kompetence til sekretariatet. En sådan hjemmel er der

ikke

i lovgivningen, hvorfor det må konstateres, at den af Patientklagenævnet

fulgte

praksis ikke er udtryk for lovmæssig forvaltning.

..."

Foreningen sammenfattede

klagepunktet således:

"...

[Kan] Patientklagenævnets

sekretariat af egen drift eller på begæring .. træffe beslutning om

genoptagelse til realitetsbehandling af en af Patientklagenævnet tidligere

afgjort sag eller afvise begæring herom."

Ved brev af 23. september

1996 bad jeg Sundhedsvæsenets Patientklagenævn om en udtalelse i anledning af

klagen og om udlån af sagens akter.

I sin udtalelse af 11. marts

1997 redegjorde patientklagenævnet - i relation til spørgsmålet om

sekretariatets afgørelseskompetence ved anmodninger om genoptagelse - for

forarbejderne til § 13, stk. 2, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse

m.v. hvorefter patientklagenævnets afgørelser er endelige. Nævnet skrev

således:

"[...] I de almindelige

bemærkninger til forslag til lov om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse (L 58

fremsat 29. oktober 1986) er der under punkt 4.7 anført følgende:

'Efter ordningen vil nævnets

afgørelser være endelige, og kan således ikke, ej heller af vedkommende

medicinalperson, indbringes for højere administrativ myndighed. De indklagede

medicinalpersoners retssikkerhed må i den forbindelse anses for

tilstrækkeligt

tilgodeset gennem nævnets sammensætning med bl.a. 2 faglige repræsentanter og

et juridisk formandsskab. Hertil kommer, at strengere sanktioner i form af

bøde, hæfte m.v. efter lovgivningen (bl.a. de respektive autorisationslove)

henhører under den sædvanlige offentlige anklagemyndighed'.

Af bemærkningerne til lovens

§ 13, stk. 2, (lovforslagets § 14, stk. 2) fremgår:

'Nævnets beslutninger er,

jfr. stk. 2, administrativt set endelige. Det vil herefter alene være et

domstolsanliggende at behandle sagerne påny. Der kan dog i sager, som nævnet

tidligere har behandlet, senere blive afdækket nye og for sagens afgørelse

væsentlige forhold. I sådanne tilfælde åbner almindelig retspraksis adgang

for,

at nævnet kan genoptage behandlingen af sagen. Bestemmelse herom må træffes

af

nævnet. Da adgangen erfaringsmæssigt kan give anledning til mange nye

henvendelser,

forudsættes det, at sager kun genoptages, hvor de nye forhold skønnes at

kunne

resultere i et væsentligt ændret resultat.'

..."

Patientklagenævnet henviste

endvidere til sin forretningsorden (bek. nr. 631 af 5. juli 1994) hvorefter

nævnet kan tage en sag som er afgjort af nævnet, op til fornyet behandling og

afgørelse hvis der er nye og for sagens afgørelse væsentlige oplysninger.

"...

I patientklagesager er der

imidlertid altid mindst 2 parter med modsatrettede interesser, og en

nævnsafgørelse vil dermed altid gå en af parterne imod. Dette indebærer -

således som det også er forudsagt i forarbejderne til centralstyrelsesloven -

at nævnet modtager et stort antal anmodninger om genoptagelse af afgjorte

sager.

Hyppigt er en

genoptagelsesbegæring alene begrundet i, at den part, afgørelsen går imod, er

uenig i nævnets vurdering, medens begæringen ikke indeholder faktiske

oplysninger, som ikke allerede forelå forud for nævnets afgørelse. Henset til

at der er tale om partstvister, ville det være i klar modstrid med

intentionerne bag genoptagelsesreglen i bekendtgørelsen om forretningsorden

for Patientklagenævnet og med forvaltningsretlige synspunkter, såfremt

sådanne

genoptagelsesbegæringer blev imødekommet.

Siden etableringen af Patientklagenævnet

i 1988 har det altid været overladt til Patientklagenævnets sekretariat i

første omgang at vurdere, om de oplysninger, der måtte fremkomme i en af

nævnet

afgjort sag, må anses for nye og væsentlige, således at der kan være grundlag

for, at nævnet genoptager sagen til fornyet realitetsafgørelse. Der kan

herved siges at være sket en delvis delegation til patientklagenævnets

sekretariat, idet sekretariatet kan afvise at genoptage behandlingen med

henvisning

til, at der ikke er fremkommet nye og væsentlige oplysninger.

I de tilfælde, hvor

sekretariatet finder anledning til at genoptage sagsbehandlingen i en afgjort

sag som følge af, at der er fremkommet nye oplysninger, som muligvis kan føre

til en ændret vurdering i nævnet, vil sagen blive forelagt for nævnet i et

nævnsmøde. Nævnet kan imidlertid under det nye nævnsmøde afvise at genoptage

sagen til fornyet realitetsafgørelse, hvis nævnet ikke finder, at

betingelserne

herfor er opfyldt.

Med andre ord er det fortsat

overladt til nævnet og ikke til sekretariatet at genoptage en sag til fornyet

realitetsafgørelse.

Opgavefordelingen som ovenfor

beskrevet har været helt nødvendig af praktiske og arbejdsmæssige grunde.

I 1995 og 1996 har

Patientklagenævnet således modtaget begæringer om genoptagelse i, hvad der

svarer til 19-20% af de afgjorte sager (i 201 og 223 sager i henholdsvis 1995

og 1996). Heraf er sagsbehandlingen i henholdsvis 5% og 8% af sagerne blevet

genoptaget. Det ville derfor indebære en meget betydelig forøgelse af

arbejdsbyrden

for nævnet (10-11 ekstra nævnsmøder om året) og en deraf følgende forlængelse

af sagsbehandlingstiden i Patientklagenævnet, såfremt enhver begæring om

genoptagelse skulle behandles i et nævnsmøde, hvorved bemærkes, at der ikke

er

mulighed for at sætte begrænsninger for, hvor ofte en part kan begære en sag

genoptaget.

I sekretariatet behandles

anmodninger om genoptagelse af juridiske og lægelige sagsbehandlere, som

endvidere vil kunne rådføre sig med de til Patientklagenævnet knyttede

særligt

sagkyndige konsulenter med speciale inden for de specifikke sundhedsfaglige

områder. Sagsbehandlerne er i besiddelse af samtlige akter i sagerne og har

derfor den fornødne baggrund for at vurdere, om en faktisk oplysning i en

genoptagelsesbegæring er ny. Med akterne, herunder de sagkyndige

konsulentvoteringer

indhentet inden nævnsmødet og med muligheden for en efterfølgende

forelæggelse

for den sagkyndige konsulent, råder sekretariatets sagsbehandlere også i

langt

de fleste tilfælde over ekspertisen til at vurdere, om der er en vis

sandsynlighed

for, at den ny oplysning er væsentlig. Hvis sagsbehandleren ikke finder at

kunne udelukke, at en ny oplysning vil føre til et ændret resultat, vil sagen

blive forelagt for nævnet.

For så vidt angår (Foreningen

A)'s bemærkninger om, at en påtale fra Patientklagenævnet er af særdeles

indgribende karakter, skal nævnet for en god ordens skyld oplyse, at nævnets

sanktionsmuligheder er begrænset til at udtale kritik. Endvidere behandles

erstatningsspørgsmål angående behandlinger på offentlige sygehuse ikke af

domstolene men af Patientforsikringsforeningen, som træffer afgørelser helt

uafhængigt af Patientklagenævnet og efter ganske andre regler. I de enkelte

erstatningssager,

der fortsat henhører under domstolene, vil parterne fortsat kunne anmode om,

at

sagen forelægges Retslægerådet, uanset om Patientklagenævnet måtte have

truffet

afgørelse i sagen.

Endelig skal det bemærkes, at

der ikke i Patientklagenævnets lovgrundlag findes regler svarende til de af

(Foreningen A) anførte om skatteankenævnene, som forudsætter en egentlig

nævnsbehandling af alle begæringer om genoptagelse.

..."

I sine bemærkninger til

nævnets udtalelse anførte foreningen følgende:

"...

Baggrunden for en anmodning

om genoptagelse vil naturligt være, at afgørelsen går parten imod. Afgørende

for, om anmodningen skal imødekommes, må være, hvilke argumenter der

fremføres

til støtte for genoptagelse, og det er i bemærkningerne anført, at en

afgørelse

kan

genoptages. Det forhold, at

sekretariatet alene forelægger nævnet sager, som skønnes egnede til

genoptagelse, indebærer, at nævnet ikke overlades fuld kompetence til at

træffe

afgørelse i alle sager vedrørende genoptagelse.

...

Der fremføres praktiske

årsager som argumentation for, at sekretariatet egenhændigt træffer afgørelse

om genoptagelse. Hertil kan det anføres, at praktiske grunde ikke bør være et

argument for at slække på retssikkerheden. [...]"

Foreningen A har den 14.

august 1997 meddelt at foreningen ikke har yderligere bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

"

1. Klagen

Patientklagenævnet har i sit brev af 11. marts 1997 oplyst at der - gennem

praksis - er sket en delegation af kompetence fra nævnet til sekretariatet,

idet sidstnævnte kan afslå anmodninger om en sags genoptagelse.

Da der efter det oplyste alene er tale om delegation af kompetence til

at afslå

anmodning om genoptagelse, vil jeg koncentrere mig om dette spørgsmål.

Foreningen har gjort gældende at det i loven om sundhedsvæsenets

centralstyrelse m.v. er forudsat at alle materielle afgørelser træffes i

nævnets plenum. Bl.a. af retssikkerhedsmæssige grunde skal der efter

foreningens opfattelse lovhjemmel til for at nævnet kan delegere

afgørelseskompetence til sit sekretariat.

Patientklagenævnet har bl.a.

anført at der ikke i nævnets lovgrundlag findes regler som forudsætter en

egentlig nævnsbehandling af alle begæringer om genoptagelse.

Som yderligere begrundelse

for at anse delegationen for lovlig har nævnet bl.a. henvist til at det ville

være i klar modstrid med intentionerne bag genoptagelsesreglen i

bekendtgørelsen om forretningsordenen for patientklagenævnet og med

forvaltningsretlige

synspunkter såfremt alle genoptagelsesbegæringer blev imødekommet. Det ville

desuden betyde en væsentlig forøgelse af nævnets arbejdsbyrde hvis alle

genoptagelsesbegæringer

skulle behandles i nævnet. Endelig forstår jeg at det er nævnets opfattelse

at

sekretariatet ved genoptagelsesanmodninger har mulighed for at oplyse sagerne

på en sådan måde at hensynet til retssikkerheden ikke taler afgørende imod en

sådan ordning.

2. Lovgrundlaget mv.

Reglerne om Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn fremgår af kapitel 3 i lov nr. 397 af 10. juni 1987 (senest

ændret ved lov nr. 503 af 30. juni 1993) om sundhedsvæsenets centralstyrelse

m.v. Efter denne lovs § 13, stk. 2, kan nævnets afgørelser ikke indbringes

for

anden administrativ myndighed.

Lovens § 16 indeholder regler

om udpegningen af medlemmerne af nævnet og har følgende ordlyd:

'Patientklagenævnet består af

en formand og et af indenrigsministeren fastsat antal næstformænd og

beskikkede

medlemmer.

Stk. 2. Indenrigsministeren

udpeger nævnets formand og næstformænd, som skal opfylde de almindelige

betingelser for at kunne beskikkes som landsdommer.

Stk. 3. Indenrigsministeren

beskikker et antal medlemmer, der ikke samtidig må være medlem af noget

kommunalt råd, således:

6 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra

Amtsrådsforeningen i Danmark

1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra

Københavns kommune

1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra

Frederiksberg kommune

8 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra De

Samvirkende Invalideorganisationer.

Stk. 4. Indenrigsministeren

beskikker for hvert fagligt område et antal medlemmer, der alle er fagligt

uddannede.

Stk. 5. Medlemmer beskikkes

for en periode der følger den kommunale valgperiode. Genbeskikkelse kan finde

sted. De medlemmer af Patientklagenævnet, der ikke udfører hvervet som led i

deres tjenstlige arbejde, ydes vederlæggelse og godtgørelse for befordring i

lighed med ikke-statsansatte, der modtager særskilt vederlæggelse. Udgiften

hertil afholdes af staten.'

Lovens § 17 angiver hvorledes

patientklagenævnet skal sammensættes ved afgørelsen af de enkelte sager, og

har følgende ordlyd:

'Ved afgørelsen af den

enkelte sag skal Nævnet sammensættes af:

formanden eller en næstformand

2 medlemmer efter § 16, stk. 3, heraf 1 beskikket efter

bestemmelsens nr. 1-3 og 1 beskikket efter nr. 4, og

2 medlemmer efter § 16, stk. 4, afhængig af sagens faglige

karakter.

Stk. 2. Formanden eller

vedkommende næstformand afgør, hvilke medlemmer efter § 16, stk. 3 og stk. 4,

der skal deltage i Nævnets møder. Formanden eller vedkommende næstformand

afgør

endvidere, inden for hvilket fagligt område eller områder, medlemmer efter §

16, stk. 4, skal deltage.'

Lovens § 20 giver hjemmel til

at fastsætte en forretningsorden, herunder at fastsætte regler om delegation

til formanden. § 20 har følgende ordlyd:

'Indenrigsministeren

fastsætter efter forhandling med Nævnet dettes forretningsorden.

Stk. 2.

Indenrigsministeren kan i forretningsordenen fastsætte

regler om, at Nævnet kan bemyndige formanden til at træffe afgørelse i visse

sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.'

Formålet med at oprette

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er bl.a. omtalt i de almindelige

bemærkninger

til lovforslaget (Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 1159) hvoraf

fremgår:

'...

Formålet med denne del af

lovforslaget er dels at modernisere og præcisere reglerne om behandling af

patientklager, dels at styrke patienternes retssikkerhed og tillid til

klagesagsbehandlingen ved at oprette et uafhængigt patientklagenævn, der i

sin

sammensætning både inddrager lægmænd og styrker den juridiske ekspertise.

Klagenævnet består af 5

personer. Nævnets formand eller vedkommende næstformand skal repræsentere den

juridiske ekspertise. To medlemmer skal repræsentere lægmandsinteresser.

Endelig skal to medlemmer repræsentere den faglige ekspertise, som den

pågældende klagesag vedrører (henholdsvis læger, tandlæger, sygeplejersker

m.v.)

...'

Vedrørende spørgsmålet om

genoptagelse fremgår følgende af de specielle bemærkninger til lovforslaget

(Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 1175):

'...

Nævnets beslutninger er, jfr.

stk. 2

, administrativt set endelige.

Det vil herefter alene være et domstolsanliggende at behandle sagerne påny.

Der

kan dog i sager, som nævnet tidligere har behandlet, senere blive afdækket

nye

og for sagens afgørelse væsentlige forhold. I sådanne tilfælde åbner

almindelig

retspraksis adgang for, at nævnet kan genoptage behandlingen af sagen.

Bestemmelse herom må træffes af nævnet. Da adgangen erfaringsmæssigt kan give

anledning til mange nye henvendelser, forudsættes det, at sager kun

genoptages,

hvor de nye forhold skønnes at kunne resultere i et væsentligt ændret

resultat.

...'

Om adgangen til delegation

til formanden fremgår følgende af de almindelige bemærkninger til

lovforslaget

(Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 1169):

'...

Da medicinalpersonalets

virksomhedsområde kun i begrænset omfang er regelfastlagt, vil det - bl.a. i

modsætning til det sociale ankesystem - være vanskeligt på forhånd klart at

udskille bestemte sagsområder, der har en mindre retssikkerhedsmæssig

betydning

eller ikke frembyder tvivl, således at sådanne sager f.eks. klart kunne

henlægges til formandens (modsat næstformændenes) afgørelse.

Det foreslås derfor, at det i

forretningsordenen kan bestemmes, at indenrigsministeren bemyndiger nævnet

til

selv - evt. efter en indkøringsperiode - at lade formanden træffe afgørelse i

visse mindre komplicerede sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl, jfr. §

21,

stk. 2, eventuelt således, at disse optages på dagsordenen i form af

efterretningssager.

...'

Sekretariatets funktion er

omtalt i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Følgende beskrivelse

er

anført under afsnittet 'Administrative og økonomiske konsekvenser':

(Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 1172:

'... Under forudsætning af en

hensigtsmæssig samordning af nævnets opgaver med sundhedsstyrelsens

sagsbehandling ... vil sekretariatet særligt få til opgave at modtage og

registrere klagesager, at sende disse til sundhedsstyrelsen med anmodning om

en

udtalelse, herunder vurdere om særlige forhold ønskes oplyst, at sikre at

modtagelsen bekræftes m.v., at samle og eventuelt beskrive sager til

forelæggelse

for nævnet med udsendelse af dagsorden, sagsmateriale m.v., at registrere

nævnsbeslutningerne og sikre sagernes besvarelse ...'

Ved de senere ændringer i lov

om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. er det ikke i bemærkningerne til

lovforslagene nærmere angivet hvilke funktioner sekretariatet har i forhold

til

nævnet.

3. Patientklagenævnets forretningsorden

Nævnets forretningsorden er

fastsat ved bek. nr. 631 af 5. juli 1994.

Om adgangen til at genoptage

en sag indeholder § 15, stk. 3, følgende bestemmelse:

'Fremkommer der i en sag, som

er afgjort af nævnet, nye og for sagens afgørelse væsentlige oplysninger, kan

nævnet tage sagen op til fornyet behandling og afgørelse.'

Forskellige bestemmelser i forretningsordenen

angiver formandens kompetence enten efter delegation eller direkte efter

bekendtgørelsen. Her skal særligt fremhæves:

'

§ 3.

Nævnet udøver sin virksomhed i møder, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Fællesmødet kan, jf. § 4, stk. 1, bemyndige formanden til

at træffe afgørelse i sager, som efter den af nævnet fulgte praksis ikke

skønnes at give anledning til tvivl.'

'

§ 7.

Formanden eller vedkommende næstformand afgør, hvilke

medlemmer, jf. § 6, der skal indkaldes til et nævnsmøde. Formanden kan

udskille

sager til behandling i særligt indkaldte nævnsmøder.

...

Stk. 3.

Formanden eller vedkommende næstformand fastsætter tid og

sted for nævnsmøderne. Formanden eller vedkommende næstformand leder og

tilrettelægger i øvrigt nævnsmødet.

...

Stk. 7. Formanden, vedkommende næstformand eller den de bemyndiger

dertil, kan bestemme, at sagen kan afgøres ved forenklet mødebehandling.

Sagen

udsendes i så fald til medlemmerne med indstilling om afgørelsen og kan kun

kræves drøftet på mødet, hvis et medlem giver sekretariatet meddelelse herom

senest 5 hverdage før det fastsatte møde.'

'

§ 8.

Nævnsmøder er ikke offentlige. Nævnets formand eller

vedkommende næstformand kan, hvor særlige forhold gør sig gældende, bestemme,

at særligt sagkyndige eller andre kan deltage i et nævnsmøde uden stemmeret.'

'

§ 9.

Ved ordet 'formand' menes i det følgende 'formanden eller den,

formanden bemyndiger dertil'.

Stk. 2.

Formanden afgør, om en klage falder indenfor nævnets kompetence,

om klageren har tilstrækkelig retlig interesse i sagen, om en klage skal

afvises, fordi den 2-årige klagefrist, jf. centralstyrelseslovens § 22, er

overskredet, eller om der skal ses bort fra en fristoverskridelse.'

'

§ 10....

Stk. 2.

Formanden bestemmer rækkefølgen for behandling af de indkomne

klager.

Stk. 3.

Skønner formanden at en klage eller indberetning fra

Sundhedsstyrelsen vil kunne føre til en straffesag mod en eller flere

sundhedspersoner, kan formanden beslutte, at sagen sendes til politimæssig

efterforskning før nævnsbehandling.

...

Stk. 6.

Formanden fastsætter retningslinjer for embedslægeinstitutionernes

behandling af patientklagesager.'

Det fremgår endvidere at

Sundhedsministeriet stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet, jf.

forretningsordenens § 5. Sekretariatets funktioner er imidlertid ikke nærmere

beskrevet i forretningsordenen (bortset fra i bestemmelsen i § 10 i kapitel 3

om forberedelse af sagerne).

4. Betænkning nr. 1325 fra januar 1997 om patienters klageadgang på

sundhedsområdet

Sundhedsministeriet nedsatte

i 1996 et udvalg vedrørende revision af patienters klageadgang på

sundhedsområdet. Udvalget afgav i januar 1997 en betænkning, nr. 1325,

'Patienters klageadgang på sundhedsområdet'.

Af kapitel 3, 'Initiativer

til nedbringelse af sagsbehandlingstider i Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn',

fremgår det at patientklagenævnet på fællesmøde den 9. april 1996 har

besluttet

at indføre formandsafgørelser. Retningslinierne for formandsafgørelser er

beskrevet

på s. 51 og er følgende:

'* Formanden kan på nævnets

vegne træffe afgørelse i sager, som efter den af nævnet fulgte praksis ikke

skønnes at give anledning til tvivl.

* Formanden kan ikke på

nævnets vegne træffe afgørelse om, at en sundhedsperson har overtrådt sin

autorisationslov, eller at en bestemt handlemåde fra sundhedspersonens side

ville have været mere hensigtsmæssig.

* Formanden kan heller ikke

træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, hvor der klages over faglig

virksomhed, hvis denne har medført patientens død eller betydelige ulemper og

gener, som står i et væsentligt misforhold til behandlingens omfang og

karakter.

* Formanden kan heller ikke

på nævnets vegne træffe afgørelse i sager, hvor der klages over en afgørelse

truffet af et lokalt psykiatrisk patientklagenævn.'

I kapitel 9, 'Patienters og

indklagede sundhedspersoners retssikkerhed', er der bl.a. anført følgende om

genoptagelse (s. 136ff):

'...

Efter de gældende

bestemmelser vil Patientklagenævnet være berettiget til at genoptage afgjorte

klagesager til fornyet behandling og afgørelse, hvor der, jf.

forretningsordenens § 15, stk. 3, i en sag fremkommer nye og for sagens

afgørelse væsentlige oplysninger.

Efter praksis er det ofte

sekretariatet, der vurderer om der foreligger sådanne nye faktiske væsentlige

oplysninger.

Da det imidlertid beror på nævnet

eller dets sekretariat, om en sag skal genoptages, vil denne ordning ikke som

den er reguleret give den indklagede sundhedsperson en yderligere

retssikkerhed.

...

Det har endvidere været

drøftet om et 'genoptagelsesfilter' kunne bestå af en særlig hertil af

sundhedsministeren udpeget uafhængig 'opmand', der selvstændigt på grundlag

af

sagens akter og efter begrundet anmodning fra den sundhedsperson, der er

blevet

tildelt en kritik, kunne vurdere, om sagen samlet set berettiger til en

genoptagelse.

En sådan ordning skulle

relateres til den sundhedsfaglige vurdering...

Ordningen bør suppleres med,

at den genoptagne sag forelægges en ny sagkyndig konsulent samt et

nysammensat

nævn...

Udvalget har - undtagen

Forbrugerrådet og De Samvirkende Invalideorganisationer - efter en samlet

vurdering af mulighederne for en begrænset adgang til klagesagernes faglige

genoptagelser fundet, at forslaget ... vedr. en pligt til sagens

genoptagelse,

såfremt en uafhængig opmand godkender dette, vil være et rimeligt forslag til

en afbalanceret imødekommelse af de retssikkerhedshensyn, der særligt knytter

sig til den faglige side af de indklagede sundhedspersoners retssikkerhed.

Det samme flertal af udvalget

finder i denne forbindelse ikke, at der ... er det samme behov for, at

patienterne tillægges en tilsvarende ret ...'

I samme kapitel er der anført

følgende vedrørende et forslag om at give formanden og sekretariatet adgang

til

at træffe afgørelse i sager der ikke skønnes at frembyde tvivl (s. 141ff):

'Efter de eksisterende regler... kan sundhedsministeren i nævnets

forretningsorden fastsætte regler om, at

nævnet kan bemyndige formanden til at 'træffe afgørelse i visse sager, der

ikke

skønnes at frembyde tvivl.'

...

Et flertal af udvalget kan

ikke gå ind for, at der ændres på lovgivningen vedrørende dette forslag.

Udvalgets opfattelse er i

øvrigt delt vedrørende den eksisterende ordning. Flere medlemmer fastholder

den eksisterende ordning, hvorefter delegationen kun omfatter sager, hvori

der

ikke gives kritik, mens andre medlemmer slet ikke kan støtte, at der gives

formanden - og sekretariatet - hjemmel til at træffe afgørelser på nævnets

vegne, sådan som lovgivningen er affattet i dag.'

5. Den juridiske litteratur

Karsten Loiborg mfl.,

Forvaltningsret (1994), s. 93, har anført følgende om delegation:

'

A. Almindeligt om delegation

Kompetencedelegation

foreligger, når der af den forvaltningsmyndighed, der efter loven har

kompetencen (den originært kompetente myndighed), er truffet beslutning om -

generelt eller i det konkrete tilfælde - at overføre en forvaltningsopgave

fra

den kompetente myndighed til en anden forvaltningsmyndighed (eller

undtagelsesvis til private) eller om at fordele opgaverne internt mellem

forskellige led hos den myndighed, der er kompetent.

...

I almindelighed kan der

lægges vægt på forskellige kriterier, når tilladeligheden af den ulovbestemte

delegation skal afgøres:

(1)hvem (hvilken myndighed

eller hvilket led inden for en myndighed) der delegeres fra og til (og

herunder modtagerens kvalifikationer),

(2)om den, der afgiver

opgaven, har udnyttet en eventuel styrings- (og herunder instruktions-)

beføjelse over for opgavemodtageren,

(3)om delegationen af

praktiske og arbejdsmæssige grunde er nødvendig og

(4)den delegerede opgaves art

(f.eks. faktisk forvaltningsvirksomhed, sagsforberedelse, afgørelse af enkle

og for borgeren ikke indgribende sager eller afgørelse af komplicerede sager

af

indgribende og vidtrækkende betydning).

...

C. Intern delegation

1o

Indledning

Lovligheden af en intern delegation

må i almindelighed vurderes efter de generelle kriterier, der er nævnt

ovenfor

i afsnit A (s. 93). I visse tilfælde følger det dog udtrykkeligt af det

gældende regelsæt, at intern delegation er udelukket. Dette gælder således,

hvis loven indeholder et udtrykkeligt delegationsforbud, eller hvis

regelsættet

regulerer den interne kompetencefordeling hos en myndighed tilstrækkeligt tæt

til, at der hermed må antages at være gjort op med delegationsmulighederne.

...

4o

Delegation til et kollegialt organs sekretariat

Tilladeligheden af delegation

til et kollegialt organs sekretariat vil typisk afhænge af, hvor omfattende

organets arbejdsbyrde er (og dermed den praktiske nødvendighed af en

delegation), om organet er sammensat på en sådan måde, at dette taler

(afgørende) imod delegation til sekretariatet, og hvor detaljerede regler der

er fastsat for opgavens udførelse. Betænkeligheden ved delegation af en

skønsmæssig

beføjelse til sekretariatet kan mindskes i den udstrækning, det kollegiale

organ i forbindelse med delegationen angiver visse rammer for skønnets

udøvelse. Grænsen for det tilladelige kan ikke angives mere præcist, men i

almindelighed må det vel antages, at adgangen til delegation af

afgørelseskompetence til sekretariatet er mindre vidtgående end adgangen til

at

delegere til formanden...

...'

Carl Aage Nørgaard mfl.,

Forvaltningsret, Sagsbehandling (1995), 4. udg., har anført følgende om

delegation:

'

2. Intern delegation

Intern eller uegentlig

delegation taler man om i de tilfælde, hvor chefen for den myndighed, der har

kompetence, overlader afgørelser til en af sine underordnede inden for

myndigheden. Videre dækker denne betegnelse de tilfælde, hvor den kompetente

myndighed er kollegialt sammensat, når denne overfører kompetence til

underudvalg,

til en enkeltperson, normalt formanden, eller til sit sekretariat. Der er

ikke

ved intern delegation adgang til at påklage afgørelsen til chefen for

myndigheden eller til det kollegiale organ.

...

b.

Kompetencen hos kollegialt organ.

I tilfælde, hvor sager behandles

og afgøres af kollegiale organer, vil der på grund af sagernes antal og den

langsomme behandlingsform i sådanne organer ofte være et stort praktisk behov

for at delegere afgørelser til formanden eller til underudvalg. På den anden

side kan der i disse tilfælde være særlige grunde, der taler mod delegation.

Hvis formålet med at indføre behandling i kollegiale organer har været at

sikre

sig sagkundskab på forskellige områder i det kompetente organ eller at sikre,

at repræsentanter for forskellige interessegrupper deltager i afgørelserne,

vil

de garantier, lovgivningen har opstillet for at opnå den rigtige afgørelse,

kunne svigte, ligesom den reelle kontrolmulighed bliver mindre, hvis

afgørelsen overlades til f.eks. en enkeltperson.

...

4) Delegation til

sekretariat. Til kollegiale organer vil der i almindelighed være knyttet et

sekretariat eller i hvert fald en enkelt sekretær. Sekretariatets opgave er

at

forberede de sager, som organet behandler, og foretage den kontormæssige

behandling

og ekspedition af organets afgørelser. Hvis det kollegiale organ, således som

det f.eks. er tilfældet med kommunalbestyrelsen i større kommuner, skal

afgøre

et meget stort antal sager, kan det være hensigtsmæssigt, foruden delegation

til formanden og udvalg at delegere visse afgørelser til sekretariatet. Sådan

delegation er kun sjældent udtrykkeligt hjemlet i lovgivningen, men sker i

ret

vidt omfang udtrykkeligt eller stiltiende inden for kommunalforvaltningen.

Hvor det drejer sig om rutinemæssige afgørelser, og hvor der kan anføres

vægtige arbejdsmæssige begrundelser for delegation, må en sådan anses for

lovlig.'

Bent Christensen,

Forvaltningsret (1997), s. 306, har anført følgende om delegation:

'Blandt årsagerne til valget

af nævn til at udøve forvaltningsopgaver spiller 3 en særlig rolle:

inddragelse

af interesserepræsentanter og udefra kommende sagkyndige i opgaveløsningen,

kollegial behandling og svækkelse af ministerens magt. På denne baggrund er

det

velbegrundet at opstille en formodning for, at lovgivningsmagten ved

udøvelsen

af sin organisationsmagt har villet, at netop nævnet skulle udføre opgaven og

ikke fordele den til andre.

Der er imidlertid kun tale om

en formodning, som kan fraviges selv uden udtrykkelig hjemmel.

Som baggrund for den

følgende, korte fremstilling af nogle almindelige grundsætninger, kan der

være

anledning til at minde om, at slutproduktet af nævnenes virksomhed så at sige

altid består i beslutninger: forvaltningsakter, indstillinger,

meningstilkendegivelser

o.s.v., og at andre virkemidler end disse har helt underordnet betydning.

Denne konstatering fører til

at lægge en sondring mellem beslutningerne og deres forberedelse: indhentelse

af oplysninger, besigtigelser, møder med parter o.s.v. Det kan fremgå af

vedkommende lov eller forretningsorden, at nævnet ikke kan overlade

forberedelsen

til andre end nævnets plenum. Men der gælder ikke en almindelig formodning

for

denne høje grad af umiddelbarhed.

For så vidt angår

beslutningerne, afhænger adgangen til at fordele opgaverne især af, til hvem

de

fordeles.

Der er formodning imod, at

nævnets beslutninger kan overlades til et kontor eller et sekretariat. Imod

taler både hensynet til den kollegiale beslutningsproces og det forhold, at

beslutningerne derved ville blive overladt til ansatte. Ordningen kan kun

accepteres, hvis nævnet har flere sager, end det kan nå at tage reel stilling

til på det altid lille antal møder, som et nævn kan holde.'

6. Ombudsmandens vurdering

Som det fremgår af afsnit 1,

er der sket en delegation af kompetence fra nævnet til sekretariatet idet

sidstnævnte kan afslå anmodninger om en sags genoptagelse.

Jeg har forstået det således

at

der er sket en ulovbestemt, uformel,

intern delegation til nævnets sekretariat, herunder

at

kompetencen er delegeret direkte til sekretariatet, og

at

der ikke er tale om at nævnets

formand har videredelegeret kompetencen til sekretariatet.

Hverken loven om

sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. eller bekendtgørelsen om

patientklagenævnets forretningsorden indeholder direkte hjemmel til at nævnet

kan delegere kompetence til sekretariatet. Meget tyder samtidig på at

centralstyrelsesloven bygger på den forudsætning at den eneste form for

delegation af materiel afgørelseskompetence der er tilladt, er delegation fra

nævnet til formanden.

For dette taler bl.a. at

centralstyrelseslovens § 20, stk. 2, udtrykkeligt giver indenrigsministeren

hjemmel til i forretningsordenen at fastsætte regler om, at nævnet kan

bemyndige formanden til at træffe afgørelse i visse sager der ikke frembyder

tvivl. I forarbejderne til loven er alene denne form for delegation omtalt,

jf. afsnit 2, og i forretningsordenen har indenrigsministeren fastsat regler

om delegation til formanden, men ikke omtalt sekretariatets funktioner.

Endvidere kan jeg henvise til at sekretariatets funktioner i forarbejderne er

omtalt som sagsforberedende i forhold til nævnet, jf. afsnit 2.

Det fremgår imidlertid ikke

udtrykkeligt af regelsættet at delegation til sekretariatet er forbudt. Og

jeg har ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå at der ved den

forudsatte delegationsmulighed fra nævn til formand er gjort udtømmende op

med

delegationsmulighederne.

Om der herefter på ulovfæstet

grundlag kan ske en (lovlig) delegation fra nævnet til sekretariatet, må bero

på en samlet vurdering af en række kriterier. I den forbindelse har det

betydning om nævnet er sammensat på en sådan måde at dette taler (afgørende)

imod delegation til sekretariatet (I), om nævnet har udnyttet en eventuel

styrings- (og herunder instruktions-) beføjelse over for sekretariatet (II),

om delegationen er nødvendig af praktiske og arbejdsmæssige grunde (III),

samt hvilken slags opgave der delegeres (IV).

Ad I.

Det er forudsat at det forhold at der i et organ findes

særlige sagkyndige medlemmer eller interesserepræsentanter, antages at

begrænse

adgangen til delegation. Jeg henviser i den forbindelse til den juridiske

litteratur omtalt i afsnit 5.

Patientklagenævnet er bl.a.

sammensat af personer med juridisk fagkundskab og personer der har indsigt

med

det faglige område som den pågældende klagesag angår. Endvidere er der

beskikket medlemmer (lægmænd) som indstilles bl.a. af Amtsrådsforeningen i

Danmark og af De Samvirkende Invalideorganisationer, jf. lovens § 16.

Nævnet udøver normalt sin

virksomhed i møder. I de enkelte møder deltager en formand/næstformand, to

lægmænd og to fagligt uddannede medlemmer, jf. forretningsordenens § 3, stk.

1,

og lovens § 16 og § 17. Nævnet er beslutningsdygtigt når

formanden/næstformanden og to af nævnets andre medlemmer, heraf en lægmand og

en fagligt uddannet, er til stede, jf. forretningsordenens § 6, stk. 2.

Nævnet

træffer afgørelse ved stemmeflerhed, jf. forretningsordenens § 11, stk. 1.

Der

er mulighed for at afgøre en sag ved forenklet mødebehandling, jf.

forretningsordenens § 7, stk. 7.

Patientklagenævnet har i sin

udtalelse oplyst at anmodninger om genoptagelse behandles af juridiske og

lægelige sagsbehandlere som har samtlige sagens akter og har adgang til at

rådføre sig med nævnets lægekonsulenter. Nævnet anfører at sekretariatets

sagsbehandlere i langt de fleste tilfælde råder over ekspertisen til at

vurdere

om der er en vis sandsynlighed for at der er nye væsentlige oplysninger. Hvis

sagsbehandleren ikke kan udelukke at en ny oplysning vil føre til et ændret

resultat, vil sagen blive forelagt for nævnet.

Ved oprettelsen af

patientklagenævnet blev der lagt særlig vægt på at nævnet i sin sammensætning

skulle bestå af lægmænd og have styrket den juridiske ekspertise. Baggrunden

herfor var et ønske om at styrke patienternes retssikkerhed og tillid til

klagebehandlingen, jf. Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 1159,

gengivet

i afsnit 2.

Uanset det som er anført af

nævnet, synes der at være relativt store forskelle når man sammenholder

nævnets arbejde med sekretariatets. De retssikkerhedsgarantier der er

opstillet omkring nævnets sammensætning, virksomhed og beslutningsdygtighed,

finder ikke anvendelse når sekretariatet træffer afgørelse. Efter min

opfattelse kan det ikke afvises at der også er brug for lignende

retssikkerhedsgarantier

ved afgørelser om afslag på genoptagelse. Jeg henviser i den forbindelse til

den diskussion der er beskrevet i betænkning nr. 1325, januar 1997, om

patienters klageadgang på sundhedsområdet, en diskussion om hvorvidt der

skulle

etableres et særligt 'genoptagelsesfilter' i form af en uafhængig opmand.

Ad II.

Betænkeligheden ved delegation af en skønsmæssig beføjelse

til sekretariatet kan mindskes i den udstrækning det kollegiale organ i

forbindelse med delegationen angiver visse rammer for skønnets udøvelse, jf.

Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), som er citeret ovenfor, under

afsnit 5.

Det fremgår ikke af

patientklagenævnets udtalelse eller af sagens øvrige akter at nævnet har

begrænset

sekretariatets skønsudøvelse i de nævnte genoptagelsessager ved at fastsætte

visse retningslinier. Sådan som sagen er oplyst for mig, er sekretariatets

behandling af genoptagelsessager ikke nærmere reguleret af nævnet, ligesom

nævnet ikke har sikret sig nogen kontrolmulighed over for sekretariatets

afslag på at genoptage en sags behandling.

Ad III.

Det er antaget at tilladeligheden af delegation til et

kollegialt organs sekretariat bl.a. afhænger af hvor omfattende organets

arbejdsbyrde er, og dermed den praktiske nødvendighed af en delegation, jf.

Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), som er citeret ovenfor, under

afsnit 5.

Patientklagenævnet har i sin

udtalelse hertil oplyst at delegationen er nødvendig af praktiske og

arbejdsmæssige grunde. Det fremgår af nævnets udtalelse at man i 1995 og 1996

modtog genoptagelsesbegæringer i omkring 20% af de afgjorte sager svarende

til

henholdsvis 201 og 223 sager i 1995 og 1996. Skulle disse sager behandles af

nævnet, ville det på årsbasis betyde 10-11 ekstra nævnsmøder.

Patientklagenævnets store

arbejdsbyrde med behandlingen af genoptagelsessagerne er uden tvivl relevant

ved vurderingen af om delegationen er lovlig. Imidlertid har nævnet ikke

redegjort for om nævnet har overvejet andre muligheder for at lette sit

arbejde

som ville være mindre betænkelige end delegation til sekretariatet.

Jeg henviser i den

forbindelse f.eks. til at formanden kan bestemme at sagen kan afgøres ved

forenklet mødebehandling. Sagen udsendes i så fald til medlemmerne med en

indstilling om afgørelsen og drøftes kun på mødet hvis et medlem ønsker

dette,

jf. forretningsordenens § 7, stk. 7. Endvidere kan jeg pege på muligheden af

at fællesmødet overvejer at give formanden bemyndigelse til at træffe

afgørelse

i de genoptagelsessager som efter nævnets praksis ikke giver anledning til

tvivl, jf. forretningsordenens § 4, stk. 2.

Ad IV.

Ved vurderingen af om delegationen er lovlig, må der også

tages hensyn til hvilken slags opgave der er delegeret.

Den kompetence der i den

foreliggende sag er delegeret til sekretariatet, er en adgang til at træffe

afgørelse om afslag på genoptagelse af sager som har været behandlet i

nævnet.

Selv om nævnet således tidligere har vurderet sagen, er der tale om

materielle

afgørelser der ofte af klagerne opleves som af særdeles indgribende karakter.

De pågældende klagere, som mener at have tilført sagen nyt, afskæres fra at

få

disse oplysninger vurderet af nævnet og dermed fra muligheden for at få

ændret

udfaldet af sagen.

7. Konklusion

På baggrund af det ovenfor

anførte er det min opfattelse at den nævnte delegationspraksis - der ikke har

lovhjemmel - er betænkelig. Ved min vurdering heraf har jeg foretaget en

samlet

vurdering af de kriterier der er nævnt i afsnit 6, pkt.

I-IV.

Jeg har bl.a. lagt

vægt på at der er tale om materielle afgørelser, og at nævnets særlige

sammensætning med stor vægt taler for at begrænse adgangen til delegation.

Jeg har gjort

patientklagenævnet bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til

nævnet

at ophøre med den pågældende praksis indtil der eventuelt bliver skabt

udtrykkelig hjemmel til delegationen."

Lignende dokumenter