Patientklagenævnets delegation til nævnets sekretariat i sager om afslag på genoptagelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Patientklagenævnets delegation til nævnets sekretariat i
sager om afslag på genoptagelse
På baggrund af nogle konkrete
sager klagede Foreningen A den 10. september 1996 til mig over
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævns praksis hvorefter beslutningen om at afslå en
genoptagelsesanmodning - på grund af manglende nye og væsentlige oplysninger
-
ved delegation er henlagt til nævnets sekretariat.
Foreningen anførte bl.a.:
"...
(Foreningen A) finder
ovennævnte delegation af
kompetence ulovlig. Det
gælder både for så vidt angår delegation af kompetence til at imødekomme og
afslå en genoptagelsesanmodning.
En imødekommelse eller et
afslag på at genoptage behandlingen af en sag er en forvaltningsretlig
afgørelse, der får retsvirkninger efter sit indhold. En sådan afgørelse bør
derfor træffes af det organ, der normalt har kompetence til at træffe
afgørelserne.
Afgørelsen bør derfor træffes på et nævnsmøde med deltagelse af de personer,
som i henhold til lovgivningen har til opgave at træffe de afgørelser, der
henhører under nævnets kompetence.
Det fremgår af § 17, stk. 1,
i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse, at nævnet ved afgørelsen af den
enkelte sag skal sammensættes af en formand eller næstformand, 2 beskikkede
medlemmer samt 2 medlemmer afhængig af sagens faglige karakter.
Af § 3 i bekendtgørelse om
forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fremgår det, at nævnet
Læs alt
udøver sin virksomhed i møder. Der foreligger en kompetencepræcisering ved at
anføre, at afgørelserne træffes på møder. Ifølge § 3, stk. 2, kan visse
afgørelser dog delegeres til formanden, men ikke til sekretariatet.
Formodningen
går derfor generelt imod delegation til sekretariatet. En patientklage
behandles af én instans, Patientklagenævnet. Særligt grundet det forhold, at
Patientklagenævnets afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ
myndighed, bør afslag på genoptagelse træffes på et nævnsmøde, hvor
nævnsmedlemmerne tager stilling til sagen.
...
Patientklagenævnet anfører i
sit brev af 3. april 1996, at nævnets sekretariat ligeledes afgør, hvorvidt
en
sag falder ind under nævnets kompetence. En anmodning om genoptagelse af
behandlingen af en sag angår imidlertid sagens substans og er derfor af en
helt
anden karakter, hvorfor der ikke kan analogiseres her.
...
(Foreningen A) er af den
opfattelse, at det kun er selve nævnet, der kan afgøre, om der er fremkommet
væsentlige nye oplysninger, der kan berettige til genoptagelse af sagens
behandling. Det er nævnet, der har truffet afgørelsen, hvorfor det kun er
nævnet, der kan afgøre om der - i forhold til den allerede trufne afgørelse -
er fremkommet for sagen væsentlige nye oplysninger.
(Foreningen A) vil i
forbindelse hermed henvise til skattestyrelsesloven, hvorefter
skatteankenævnene kan genoptage behandlingen af en sag, jf. § 22. For så vidt
angår et afslag kan dette påklages til Landsskatteretten. Det følger heraf,
at
et afslag er en afgørelse, som behandles af nævnet og ikke af sekretariatet.
Endvidere fremgår det af §
10, stk. 2 og 3, i bekendtgørelse om forretningsordenen for Skatteankenævnet,
at sekretariatet afgiver indstilling til nævnet, om der skal gives afslag på
en
genoptagelsesanmodning, hvorefter nævnet behandler sagen på et nævnsmøde.
(Foreningen A) er af den
opfattelse, at der kræves lovhjemmel, såfremt Patientklagenævnet skal kunne
delegere ovennævnte kompetence til sekretariatet. En sådan hjemmel er der
ikke
i lovgivningen, hvorfor det må konstateres, at den af Patientklagenævnet
fulgte
praksis ikke er udtryk for lovmæssig forvaltning.
..."
Foreningen sammenfattede
klagepunktet således:
"...
[Kan] Patientklagenævnets
sekretariat af egen drift eller på begæring .. træffe beslutning om
genoptagelse til realitetsbehandling af en af Patientklagenævnet tidligere
afgjort sag eller afvise begæring herom."
Ved brev af 23. september
1996 bad jeg Sundhedsvæsenets Patientklagenævn om en udtalelse i anledning af
klagen og om udlån af sagens akter.
I sin udtalelse af 11. marts
1997 redegjorde patientklagenævnet - i relation til spørgsmålet om
sekretariatets afgørelseskompetence ved anmodninger om genoptagelse - for
forarbejderne til § 13, stk. 2, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse
m.v. hvorefter patientklagenævnets afgørelser er endelige. Nævnet skrev
således:
"[...] I de almindelige
bemærkninger til forslag til lov om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse (L 58
fremsat 29. oktober 1986) er der under punkt 4.7 anført følgende:
'Efter ordningen vil nævnets
afgørelser være endelige, og kan således ikke, ej heller af vedkommende
medicinalperson, indbringes for højere administrativ myndighed. De indklagede
medicinalpersoners retssikkerhed må i den forbindelse anses for
tilstrækkeligt
tilgodeset gennem nævnets sammensætning med bl.a. 2 faglige repræsentanter og
et juridisk formandsskab. Hertil kommer, at strengere sanktioner i form af
bøde, hæfte m.v. efter lovgivningen (bl.a. de respektive autorisationslove)
henhører under den sædvanlige offentlige anklagemyndighed'.
Af bemærkningerne til lovens
§ 13, stk. 2, (lovforslagets § 14, stk. 2) fremgår:
'Nævnets beslutninger er,
jfr. stk. 2, administrativt set endelige. Det vil herefter alene være et
domstolsanliggende at behandle sagerne påny. Der kan dog i sager, som nævnet
tidligere har behandlet, senere blive afdækket nye og for sagens afgørelse
væsentlige forhold. I sådanne tilfælde åbner almindelig retspraksis adgang
for,
at nævnet kan genoptage behandlingen af sagen. Bestemmelse herom må træffes
af
nævnet. Da adgangen erfaringsmæssigt kan give anledning til mange nye
henvendelser,
forudsættes det, at sager kun genoptages, hvor de nye forhold skønnes at
kunne
resultere i et væsentligt ændret resultat.'
..."
Patientklagenævnet henviste
endvidere til sin forretningsorden (bek. nr. 631 af 5. juli 1994) hvorefter
nævnet kan tage en sag som er afgjort af nævnet, op til fornyet behandling og
afgørelse hvis der er nye og for sagens afgørelse væsentlige oplysninger.
"...
I patientklagesager er der
imidlertid altid mindst 2 parter med modsatrettede interesser, og en
nævnsafgørelse vil dermed altid gå en af parterne imod. Dette indebærer -
således som det også er forudsagt i forarbejderne til centralstyrelsesloven -
at nævnet modtager et stort antal anmodninger om genoptagelse af afgjorte
sager.
Hyppigt er en
genoptagelsesbegæring alene begrundet i, at den part, afgørelsen går imod, er
uenig i nævnets vurdering, medens begæringen ikke indeholder faktiske
oplysninger, som ikke allerede forelå forud for nævnets afgørelse. Henset til
at der er tale om partstvister, ville det være i klar modstrid med
intentionerne bag genoptagelsesreglen i bekendtgørelsen om forretningsorden
for Patientklagenævnet og med forvaltningsretlige synspunkter, såfremt
sådanne
genoptagelsesbegæringer blev imødekommet.
Siden etableringen af Patientklagenævnet
i 1988 har det altid været overladt til Patientklagenævnets sekretariat i
første omgang at vurdere, om de oplysninger, der måtte fremkomme i en af
nævnet
afgjort sag, må anses for nye og væsentlige, således at der kan være grundlag
for, at nævnet genoptager sagen til fornyet realitetsafgørelse. Der kan
herved siges at være sket en delvis delegation til patientklagenævnets
sekretariat, idet sekretariatet kan afvise at genoptage behandlingen med
henvisning
til, at der ikke er fremkommet nye og væsentlige oplysninger.
I de tilfælde, hvor
sekretariatet finder anledning til at genoptage sagsbehandlingen i en afgjort
sag som følge af, at der er fremkommet nye oplysninger, som muligvis kan føre
til en ændret vurdering i nævnet, vil sagen blive forelagt for nævnet i et
nævnsmøde. Nævnet kan imidlertid under det nye nævnsmøde afvise at genoptage
sagen til fornyet realitetsafgørelse, hvis nævnet ikke finder, at
betingelserne
herfor er opfyldt.
Med andre ord er det fortsat
overladt til nævnet og ikke til sekretariatet at genoptage en sag til fornyet
realitetsafgørelse.
Opgavefordelingen som ovenfor
beskrevet har været helt nødvendig af praktiske og arbejdsmæssige grunde.
I 1995 og 1996 har
Patientklagenævnet således modtaget begæringer om genoptagelse i, hvad der
svarer til 19-20% af de afgjorte sager (i 201 og 223 sager i henholdsvis 1995
og 1996). Heraf er sagsbehandlingen i henholdsvis 5% og 8% af sagerne blevet
genoptaget. Det ville derfor indebære en meget betydelig forøgelse af
arbejdsbyrden
for nævnet (10-11 ekstra nævnsmøder om året) og en deraf følgende forlængelse
af sagsbehandlingstiden i Patientklagenævnet, såfremt enhver begæring om
genoptagelse skulle behandles i et nævnsmøde, hvorved bemærkes, at der ikke
er
mulighed for at sætte begrænsninger for, hvor ofte en part kan begære en sag
genoptaget.
I sekretariatet behandles
anmodninger om genoptagelse af juridiske og lægelige sagsbehandlere, som
endvidere vil kunne rådføre sig med de til Patientklagenævnet knyttede
særligt
sagkyndige konsulenter med speciale inden for de specifikke sundhedsfaglige
områder. Sagsbehandlerne er i besiddelse af samtlige akter i sagerne og har
derfor den fornødne baggrund for at vurdere, om en faktisk oplysning i en
genoptagelsesbegæring er ny. Med akterne, herunder de sagkyndige
konsulentvoteringer
indhentet inden nævnsmødet og med muligheden for en efterfølgende
forelæggelse
for den sagkyndige konsulent, råder sekretariatets sagsbehandlere også i
langt
de fleste tilfælde over ekspertisen til at vurdere, om der er en vis
sandsynlighed
for, at den ny oplysning er væsentlig. Hvis sagsbehandleren ikke finder at
kunne udelukke, at en ny oplysning vil føre til et ændret resultat, vil sagen
blive forelagt for nævnet.
For så vidt angår (Foreningen
A)'s bemærkninger om, at en påtale fra Patientklagenævnet er af særdeles
indgribende karakter, skal nævnet for en god ordens skyld oplyse, at nævnets
sanktionsmuligheder er begrænset til at udtale kritik. Endvidere behandles
erstatningsspørgsmål angående behandlinger på offentlige sygehuse ikke af
domstolene men af Patientforsikringsforeningen, som træffer afgørelser helt
uafhængigt af Patientklagenævnet og efter ganske andre regler. I de enkelte
erstatningssager,
der fortsat henhører under domstolene, vil parterne fortsat kunne anmode om,
at
sagen forelægges Retslægerådet, uanset om Patientklagenævnet måtte have
truffet
afgørelse i sagen.
Endelig skal det bemærkes, at
der ikke i Patientklagenævnets lovgrundlag findes regler svarende til de af
(Foreningen A) anførte om skatteankenævnene, som forudsætter en egentlig
nævnsbehandling af alle begæringer om genoptagelse.
..."
I sine bemærkninger til
nævnets udtalelse anførte foreningen følgende:
"...
Baggrunden for en anmodning
om genoptagelse vil naturligt være, at afgørelsen går parten imod. Afgørende
for, om anmodningen skal imødekommes, må være, hvilke argumenter der
fremføres
til støtte for genoptagelse, og det er i bemærkningerne anført, at en
afgørelse
kan
genoptages. Det forhold, at
sekretariatet alene forelægger nævnet sager, som skønnes egnede til
genoptagelse, indebærer, at nævnet ikke overlades fuld kompetence til at
træffe
afgørelse i alle sager vedrørende genoptagelse.
...
Der fremføres praktiske
årsager som argumentation for, at sekretariatet egenhændigt træffer afgørelse
om genoptagelse. Hertil kan det anføres, at praktiske grunde ikke bør være et
argument for at slække på retssikkerheden. [...]"
Foreningen A har den 14.
august 1997 meddelt at foreningen ikke har yderligere bemærkninger.
Ombudsmandens udtalelse
"
1. Klagen
Patientklagenævnet har i sit brev af 11. marts 1997 oplyst at der - gennem
praksis - er sket en delegation af kompetence fra nævnet til sekretariatet,
idet sidstnævnte kan afslå anmodninger om en sags genoptagelse.
Da der efter det oplyste alene er tale om delegation af kompetence til
at afslå
anmodning om genoptagelse, vil jeg koncentrere mig om dette spørgsmål.
Foreningen har gjort gældende at det i loven om sundhedsvæsenets
centralstyrelse m.v. er forudsat at alle materielle afgørelser træffes i
nævnets plenum. Bl.a. af retssikkerhedsmæssige grunde skal der efter
foreningens opfattelse lovhjemmel til for at nævnet kan delegere
afgørelseskompetence til sit sekretariat.
Patientklagenævnet har bl.a.
anført at der ikke i nævnets lovgrundlag findes regler som forudsætter en
egentlig nævnsbehandling af alle begæringer om genoptagelse.
Som yderligere begrundelse
for at anse delegationen for lovlig har nævnet bl.a. henvist til at det ville
være i klar modstrid med intentionerne bag genoptagelsesreglen i
bekendtgørelsen om forretningsordenen for patientklagenævnet og med
forvaltningsretlige
synspunkter såfremt alle genoptagelsesbegæringer blev imødekommet. Det ville
desuden betyde en væsentlig forøgelse af nævnets arbejdsbyrde hvis alle
genoptagelsesbegæringer
skulle behandles i nævnet. Endelig forstår jeg at det er nævnets opfattelse
at
sekretariatet ved genoptagelsesanmodninger har mulighed for at oplyse sagerne
på en sådan måde at hensynet til retssikkerheden ikke taler afgørende imod en
sådan ordning.
2. Lovgrundlaget mv.
Reglerne om Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn fremgår af kapitel 3 i lov nr. 397 af 10. juni 1987 (senest
ændret ved lov nr. 503 af 30. juni 1993) om sundhedsvæsenets centralstyrelse
m.v. Efter denne lovs § 13, stk. 2, kan nævnets afgørelser ikke indbringes
for
anden administrativ myndighed.
Lovens § 16 indeholder regler
om udpegningen af medlemmerne af nævnet og har følgende ordlyd:
'Patientklagenævnet består af
en formand og et af indenrigsministeren fastsat antal næstformænd og
beskikkede
medlemmer.
Stk. 2. Indenrigsministeren
udpeger nævnets formand og næstformænd, som skal opfylde de almindelige
betingelser for at kunne beskikkes som landsdommer.
Stk. 3. Indenrigsministeren
beskikker et antal medlemmer, der ikke samtidig må være medlem af noget
kommunalt råd, således:
6 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra
Amtsrådsforeningen i Danmark
1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra
Københavns kommune
1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra
Frederiksberg kommune
8 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra De
Samvirkende Invalideorganisationer.
Stk. 4. Indenrigsministeren
beskikker for hvert fagligt område et antal medlemmer, der alle er fagligt
uddannede.
Stk. 5. Medlemmer beskikkes
for en periode der følger den kommunale valgperiode. Genbeskikkelse kan finde
sted. De medlemmer af Patientklagenævnet, der ikke udfører hvervet som led i
deres tjenstlige arbejde, ydes vederlæggelse og godtgørelse for befordring i
lighed med ikke-statsansatte, der modtager særskilt vederlæggelse. Udgiften
hertil afholdes af staten.'
Lovens § 17 angiver hvorledes
patientklagenævnet skal sammensættes ved afgørelsen af de enkelte sager, og
har følgende ordlyd:
'Ved afgørelsen af den
enkelte sag skal Nævnet sammensættes af:
formanden eller en næstformand
2 medlemmer efter § 16, stk. 3, heraf 1 beskikket efter
bestemmelsens nr. 1-3 og 1 beskikket efter nr. 4, og
2 medlemmer efter § 16, stk. 4, afhængig af sagens faglige
karakter.
Stk. 2. Formanden eller
vedkommende næstformand afgør, hvilke medlemmer efter § 16, stk. 3 og stk. 4,
der skal deltage i Nævnets møder. Formanden eller vedkommende næstformand
afgør
endvidere, inden for hvilket fagligt område eller områder, medlemmer efter §
16, stk. 4, skal deltage.'
Lovens § 20 giver hjemmel til
at fastsætte en forretningsorden, herunder at fastsætte regler om delegation
til formanden. § 20 har følgende ordlyd:
'Indenrigsministeren
fastsætter efter forhandling med Nævnet dettes forretningsorden.
Stk. 2.
Indenrigsministeren kan i forretningsordenen fastsætte
regler om, at Nævnet kan bemyndige formanden til at træffe afgørelse i visse
sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.'
Formålet med at oprette
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er bl.a. omtalt i de almindelige
bemærkninger
til lovforslaget (Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 1159) hvoraf
fremgår:
'...
Formålet med denne del af
lovforslaget er dels at modernisere og præcisere reglerne om behandling af
patientklager, dels at styrke patienternes retssikkerhed og tillid til
klagesagsbehandlingen ved at oprette et uafhængigt patientklagenævn, der i
sin
sammensætning både inddrager lægmænd og styrker den juridiske ekspertise.
Klagenævnet består af 5
personer. Nævnets formand eller vedkommende næstformand skal repræsentere den
juridiske ekspertise. To medlemmer skal repræsentere lægmandsinteresser.
Endelig skal to medlemmer repræsentere den faglige ekspertise, som den
pågældende klagesag vedrører (henholdsvis læger, tandlæger, sygeplejersker
m.v.)
...'
Vedrørende spørgsmålet om
genoptagelse fremgår følgende af de specielle bemærkninger til lovforslaget
(Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 1175):
'...
Nævnets beslutninger er, jfr.
stk. 2
, administrativt set endelige.
Det vil herefter alene være et domstolsanliggende at behandle sagerne påny.
Der
kan dog i sager, som nævnet tidligere har behandlet, senere blive afdækket
nye
og for sagens afgørelse væsentlige forhold. I sådanne tilfælde åbner
almindelig
retspraksis adgang for, at nævnet kan genoptage behandlingen af sagen.
Bestemmelse herom må træffes af nævnet. Da adgangen erfaringsmæssigt kan give
anledning til mange nye henvendelser, forudsættes det, at sager kun
genoptages,
hvor de nye forhold skønnes at kunne resultere i et væsentligt ændret
resultat.
...'
Om adgangen til delegation
til formanden fremgår følgende af de almindelige bemærkninger til
lovforslaget
(Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 1169):
'...
Da medicinalpersonalets
virksomhedsområde kun i begrænset omfang er regelfastlagt, vil det - bl.a. i
modsætning til det sociale ankesystem - være vanskeligt på forhånd klart at
udskille bestemte sagsområder, der har en mindre retssikkerhedsmæssig
betydning
eller ikke frembyder tvivl, således at sådanne sager f.eks. klart kunne
henlægges til formandens (modsat næstformændenes) afgørelse.
Det foreslås derfor, at det i
forretningsordenen kan bestemmes, at indenrigsministeren bemyndiger nævnet
til
selv - evt. efter en indkøringsperiode - at lade formanden træffe afgørelse i
visse mindre komplicerede sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl, jfr. §
21,
stk. 2, eventuelt således, at disse optages på dagsordenen i form af
efterretningssager.
...'
Sekretariatets funktion er
omtalt i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Følgende beskrivelse
er
anført under afsnittet 'Administrative og økonomiske konsekvenser':
(Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 1172:
'... Under forudsætning af en
hensigtsmæssig samordning af nævnets opgaver med sundhedsstyrelsens
sagsbehandling ... vil sekretariatet særligt få til opgave at modtage og
registrere klagesager, at sende disse til sundhedsstyrelsen med anmodning om
en
udtalelse, herunder vurdere om særlige forhold ønskes oplyst, at sikre at
modtagelsen bekræftes m.v., at samle og eventuelt beskrive sager til
forelæggelse
for nævnet med udsendelse af dagsorden, sagsmateriale m.v., at registrere
nævnsbeslutningerne og sikre sagernes besvarelse ...'
Ved de senere ændringer i lov
om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. er det ikke i bemærkningerne til
lovforslagene nærmere angivet hvilke funktioner sekretariatet har i forhold
til
nævnet.
3. Patientklagenævnets forretningsorden
Nævnets forretningsorden er
fastsat ved bek. nr. 631 af 5. juli 1994.
Om adgangen til at genoptage
en sag indeholder § 15, stk. 3, følgende bestemmelse:
'Fremkommer der i en sag, som
er afgjort af nævnet, nye og for sagens afgørelse væsentlige oplysninger, kan
nævnet tage sagen op til fornyet behandling og afgørelse.'
Forskellige bestemmelser i forretningsordenen
angiver formandens kompetence enten efter delegation eller direkte efter
bekendtgørelsen. Her skal særligt fremhæves:
'
§ 3.
Nævnet udøver sin virksomhed i møder, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Fællesmødet kan, jf. § 4, stk. 1, bemyndige formanden til
at træffe afgørelse i sager, som efter den af nævnet fulgte praksis ikke
skønnes at give anledning til tvivl.'
'
§ 7.
Formanden eller vedkommende næstformand afgør, hvilke
medlemmer, jf. § 6, der skal indkaldes til et nævnsmøde. Formanden kan
udskille
sager til behandling i særligt indkaldte nævnsmøder.
...
Stk. 3.
Formanden eller vedkommende næstformand fastsætter tid og
sted for nævnsmøderne. Formanden eller vedkommende næstformand leder og
tilrettelægger i øvrigt nævnsmødet.
...
Stk. 7. Formanden, vedkommende næstformand eller den de bemyndiger
dertil, kan bestemme, at sagen kan afgøres ved forenklet mødebehandling.
Sagen
udsendes i så fald til medlemmerne med indstilling om afgørelsen og kan kun
kræves drøftet på mødet, hvis et medlem giver sekretariatet meddelelse herom
senest 5 hverdage før det fastsatte møde.'
'
§ 8.
Nævnsmøder er ikke offentlige. Nævnets formand eller
vedkommende næstformand kan, hvor særlige forhold gør sig gældende, bestemme,
at særligt sagkyndige eller andre kan deltage i et nævnsmøde uden stemmeret.'
'
§ 9.
Ved ordet 'formand' menes i det følgende 'formanden eller den,
formanden bemyndiger dertil'.
Stk. 2.
Formanden afgør, om en klage falder indenfor nævnets kompetence,
om klageren har tilstrækkelig retlig interesse i sagen, om en klage skal
afvises, fordi den 2-årige klagefrist, jf. centralstyrelseslovens § 22, er
overskredet, eller om der skal ses bort fra en fristoverskridelse.'
'
§ 10....
Stk. 2.
Formanden bestemmer rækkefølgen for behandling af de indkomne
klager.
Stk. 3.
Skønner formanden at en klage eller indberetning fra
Sundhedsstyrelsen vil kunne føre til en straffesag mod en eller flere
sundhedspersoner, kan formanden beslutte, at sagen sendes til politimæssig
efterforskning før nævnsbehandling.
...
Stk. 6.
Formanden fastsætter retningslinjer for embedslægeinstitutionernes
behandling af patientklagesager.'
Det fremgår endvidere at
Sundhedsministeriet stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet, jf.
forretningsordenens § 5. Sekretariatets funktioner er imidlertid ikke nærmere
beskrevet i forretningsordenen (bortset fra i bestemmelsen i § 10 i kapitel 3
om forberedelse af sagerne).
4. Betænkning nr. 1325 fra januar 1997 om patienters klageadgang på
sundhedsområdet
Sundhedsministeriet nedsatte
i 1996 et udvalg vedrørende revision af patienters klageadgang på
sundhedsområdet. Udvalget afgav i januar 1997 en betænkning, nr. 1325,
'Patienters klageadgang på sundhedsområdet'.
Af kapitel 3, 'Initiativer
til nedbringelse af sagsbehandlingstider i Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn',
fremgår det at patientklagenævnet på fællesmøde den 9. april 1996 har
besluttet
at indføre formandsafgørelser. Retningslinierne for formandsafgørelser er
beskrevet
på s. 51 og er følgende:
'* Formanden kan på nævnets
vegne træffe afgørelse i sager, som efter den af nævnet fulgte praksis ikke
skønnes at give anledning til tvivl.
* Formanden kan ikke på
nævnets vegne træffe afgørelse om, at en sundhedsperson har overtrådt sin
autorisationslov, eller at en bestemt handlemåde fra sundhedspersonens side
ville have været mere hensigtsmæssig.
* Formanden kan heller ikke
træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, hvor der klages over faglig
virksomhed, hvis denne har medført patientens død eller betydelige ulemper og
gener, som står i et væsentligt misforhold til behandlingens omfang og
karakter.
* Formanden kan heller ikke
på nævnets vegne træffe afgørelse i sager, hvor der klages over en afgørelse
truffet af et lokalt psykiatrisk patientklagenævn.'
I kapitel 9, 'Patienters og
indklagede sundhedspersoners retssikkerhed', er der bl.a. anført følgende om
genoptagelse (s. 136ff):
'...
Efter de gældende
bestemmelser vil Patientklagenævnet være berettiget til at genoptage afgjorte
klagesager til fornyet behandling og afgørelse, hvor der, jf.
forretningsordenens § 15, stk. 3, i en sag fremkommer nye og for sagens
afgørelse væsentlige oplysninger.
Efter praksis er det ofte
sekretariatet, der vurderer om der foreligger sådanne nye faktiske væsentlige
oplysninger.
Da det imidlertid beror på nævnet
eller dets sekretariat, om en sag skal genoptages, vil denne ordning ikke som
den er reguleret give den indklagede sundhedsperson en yderligere
retssikkerhed.
...
Det har endvidere været
drøftet om et 'genoptagelsesfilter' kunne bestå af en særlig hertil af
sundhedsministeren udpeget uafhængig 'opmand', der selvstændigt på grundlag
af
sagens akter og efter begrundet anmodning fra den sundhedsperson, der er
blevet
tildelt en kritik, kunne vurdere, om sagen samlet set berettiger til en
genoptagelse.
En sådan ordning skulle
relateres til den sundhedsfaglige vurdering...
Ordningen bør suppleres med,
at den genoptagne sag forelægges en ny sagkyndig konsulent samt et
nysammensat
nævn...
Udvalget har - undtagen
Forbrugerrådet og De Samvirkende Invalideorganisationer - efter en samlet
vurdering af mulighederne for en begrænset adgang til klagesagernes faglige
genoptagelser fundet, at forslaget ... vedr. en pligt til sagens
genoptagelse,
såfremt en uafhængig opmand godkender dette, vil være et rimeligt forslag til
en afbalanceret imødekommelse af de retssikkerhedshensyn, der særligt knytter
sig til den faglige side af de indklagede sundhedspersoners retssikkerhed.
Det samme flertal af udvalget
finder i denne forbindelse ikke, at der ... er det samme behov for, at
patienterne tillægges en tilsvarende ret ...'
I samme kapitel er der anført
følgende vedrørende et forslag om at give formanden og sekretariatet adgang
til
at træffe afgørelse i sager der ikke skønnes at frembyde tvivl (s. 141ff):
'Efter de eksisterende regler... kan sundhedsministeren i nævnets
forretningsorden fastsætte regler om, at
nævnet kan bemyndige formanden til at 'træffe afgørelse i visse sager, der
ikke
skønnes at frembyde tvivl.'
...
Et flertal af udvalget kan
ikke gå ind for, at der ændres på lovgivningen vedrørende dette forslag.
Udvalgets opfattelse er i
øvrigt delt vedrørende den eksisterende ordning. Flere medlemmer fastholder
den eksisterende ordning, hvorefter delegationen kun omfatter sager, hvori
der
ikke gives kritik, mens andre medlemmer slet ikke kan støtte, at der gives
formanden - og sekretariatet - hjemmel til at træffe afgørelser på nævnets
vegne, sådan som lovgivningen er affattet i dag.'
5. Den juridiske litteratur
Karsten Loiborg mfl.,
Forvaltningsret (1994), s. 93, har anført følgende om delegation:
'
A. Almindeligt om delegation
Kompetencedelegation
foreligger, når der af den forvaltningsmyndighed, der efter loven har
kompetencen (den originært kompetente myndighed), er truffet beslutning om -
generelt eller i det konkrete tilfælde - at overføre en forvaltningsopgave
fra
den kompetente myndighed til en anden forvaltningsmyndighed (eller
undtagelsesvis til private) eller om at fordele opgaverne internt mellem
forskellige led hos den myndighed, der er kompetent.
...
I almindelighed kan der
lægges vægt på forskellige kriterier, når tilladeligheden af den ulovbestemte
delegation skal afgøres:
(1)hvem (hvilken myndighed
eller hvilket led inden for en myndighed) der delegeres fra og til (og
herunder modtagerens kvalifikationer),
(2)om den, der afgiver
opgaven, har udnyttet en eventuel styrings- (og herunder instruktions-)
beføjelse over for opgavemodtageren,
(3)om delegationen af
praktiske og arbejdsmæssige grunde er nødvendig og
(4)den delegerede opgaves art
(f.eks. faktisk forvaltningsvirksomhed, sagsforberedelse, afgørelse af enkle
og for borgeren ikke indgribende sager eller afgørelse af komplicerede sager
af
indgribende og vidtrækkende betydning).
...
C. Intern delegation
1o
Indledning
Lovligheden af en intern delegation
må i almindelighed vurderes efter de generelle kriterier, der er nævnt
ovenfor
i afsnit A (s. 93). I visse tilfælde følger det dog udtrykkeligt af det
gældende regelsæt, at intern delegation er udelukket. Dette gælder således,
hvis loven indeholder et udtrykkeligt delegationsforbud, eller hvis
regelsættet
regulerer den interne kompetencefordeling hos en myndighed tilstrækkeligt tæt
til, at der hermed må antages at være gjort op med delegationsmulighederne.
...
4o
Delegation til et kollegialt organs sekretariat
Tilladeligheden af delegation
til et kollegialt organs sekretariat vil typisk afhænge af, hvor omfattende
organets arbejdsbyrde er (og dermed den praktiske nødvendighed af en
delegation), om organet er sammensat på en sådan måde, at dette taler
(afgørende) imod delegation til sekretariatet, og hvor detaljerede regler der
er fastsat for opgavens udførelse. Betænkeligheden ved delegation af en
skønsmæssig
beføjelse til sekretariatet kan mindskes i den udstrækning, det kollegiale
organ i forbindelse med delegationen angiver visse rammer for skønnets
udøvelse. Grænsen for det tilladelige kan ikke angives mere præcist, men i
almindelighed må det vel antages, at adgangen til delegation af
afgørelseskompetence til sekretariatet er mindre vidtgående end adgangen til
at
delegere til formanden...
...'
Carl Aage Nørgaard mfl.,
Forvaltningsret, Sagsbehandling (1995), 4. udg., har anført følgende om
delegation:
'
2. Intern delegation
Intern eller uegentlig
delegation taler man om i de tilfælde, hvor chefen for den myndighed, der har
kompetence, overlader afgørelser til en af sine underordnede inden for
myndigheden. Videre dækker denne betegnelse de tilfælde, hvor den kompetente
myndighed er kollegialt sammensat, når denne overfører kompetence til
underudvalg,
til en enkeltperson, normalt formanden, eller til sit sekretariat. Der er
ikke
ved intern delegation adgang til at påklage afgørelsen til chefen for
myndigheden eller til det kollegiale organ.
...
b.
Kompetencen hos kollegialt organ.
I tilfælde, hvor sager behandles
og afgøres af kollegiale organer, vil der på grund af sagernes antal og den
langsomme behandlingsform i sådanne organer ofte være et stort praktisk behov
for at delegere afgørelser til formanden eller til underudvalg. På den anden
side kan der i disse tilfælde være særlige grunde, der taler mod delegation.
Hvis formålet med at indføre behandling i kollegiale organer har været at
sikre
sig sagkundskab på forskellige områder i det kompetente organ eller at sikre,
at repræsentanter for forskellige interessegrupper deltager i afgørelserne,
vil
de garantier, lovgivningen har opstillet for at opnå den rigtige afgørelse,
kunne svigte, ligesom den reelle kontrolmulighed bliver mindre, hvis
afgørelsen overlades til f.eks. en enkeltperson.
...
4) Delegation til
sekretariat. Til kollegiale organer vil der i almindelighed være knyttet et
sekretariat eller i hvert fald en enkelt sekretær. Sekretariatets opgave er
at
forberede de sager, som organet behandler, og foretage den kontormæssige
behandling
og ekspedition af organets afgørelser. Hvis det kollegiale organ, således som
det f.eks. er tilfældet med kommunalbestyrelsen i større kommuner, skal
afgøre
et meget stort antal sager, kan det være hensigtsmæssigt, foruden delegation
til formanden og udvalg at delegere visse afgørelser til sekretariatet. Sådan
delegation er kun sjældent udtrykkeligt hjemlet i lovgivningen, men sker i
ret
vidt omfang udtrykkeligt eller stiltiende inden for kommunalforvaltningen.
Hvor det drejer sig om rutinemæssige afgørelser, og hvor der kan anføres
vægtige arbejdsmæssige begrundelser for delegation, må en sådan anses for
lovlig.'
Bent Christensen,
Forvaltningsret (1997), s. 306, har anført følgende om delegation:
'Blandt årsagerne til valget
af nævn til at udøve forvaltningsopgaver spiller 3 en særlig rolle:
inddragelse
af interesserepræsentanter og udefra kommende sagkyndige i opgaveløsningen,
kollegial behandling og svækkelse af ministerens magt. På denne baggrund er
det
velbegrundet at opstille en formodning for, at lovgivningsmagten ved
udøvelsen
af sin organisationsmagt har villet, at netop nævnet skulle udføre opgaven og
ikke fordele den til andre.
Der er imidlertid kun tale om
en formodning, som kan fraviges selv uden udtrykkelig hjemmel.
Som baggrund for den
følgende, korte fremstilling af nogle almindelige grundsætninger, kan der
være
anledning til at minde om, at slutproduktet af nævnenes virksomhed så at sige
altid består i beslutninger: forvaltningsakter, indstillinger,
meningstilkendegivelser
o.s.v., og at andre virkemidler end disse har helt underordnet betydning.
Denne konstatering fører til
at lægge en sondring mellem beslutningerne og deres forberedelse: indhentelse
af oplysninger, besigtigelser, møder med parter o.s.v. Det kan fremgå af
vedkommende lov eller forretningsorden, at nævnet ikke kan overlade
forberedelsen
til andre end nævnets plenum. Men der gælder ikke en almindelig formodning
for
denne høje grad af umiddelbarhed.
For så vidt angår
beslutningerne, afhænger adgangen til at fordele opgaverne især af, til hvem
de
fordeles.
Der er formodning imod, at
nævnets beslutninger kan overlades til et kontor eller et sekretariat. Imod
taler både hensynet til den kollegiale beslutningsproces og det forhold, at
beslutningerne derved ville blive overladt til ansatte. Ordningen kan kun
accepteres, hvis nævnet har flere sager, end det kan nå at tage reel stilling
til på det altid lille antal møder, som et nævn kan holde.'
6. Ombudsmandens vurdering
Som det fremgår af afsnit 1,
er der sket en delegation af kompetence fra nævnet til sekretariatet idet
sidstnævnte kan afslå anmodninger om en sags genoptagelse.
Jeg har forstået det således
at
der er sket en ulovbestemt, uformel,
intern delegation til nævnets sekretariat, herunder
at
kompetencen er delegeret direkte til sekretariatet, og
at
der ikke er tale om at nævnets
formand har videredelegeret kompetencen til sekretariatet.
Hverken loven om
sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. eller bekendtgørelsen om
patientklagenævnets forretningsorden indeholder direkte hjemmel til at nævnet
kan delegere kompetence til sekretariatet. Meget tyder samtidig på at
centralstyrelsesloven bygger på den forudsætning at den eneste form for
delegation af materiel afgørelseskompetence der er tilladt, er delegation fra
nævnet til formanden.
For dette taler bl.a. at
centralstyrelseslovens § 20, stk. 2, udtrykkeligt giver indenrigsministeren
hjemmel til i forretningsordenen at fastsætte regler om, at nævnet kan
bemyndige formanden til at træffe afgørelse i visse sager der ikke frembyder
tvivl. I forarbejderne til loven er alene denne form for delegation omtalt,
jf. afsnit 2, og i forretningsordenen har indenrigsministeren fastsat regler
om delegation til formanden, men ikke omtalt sekretariatets funktioner.
Endvidere kan jeg henvise til at sekretariatets funktioner i forarbejderne er
omtalt som sagsforberedende i forhold til nævnet, jf. afsnit 2.
Det fremgår imidlertid ikke
udtrykkeligt af regelsættet at delegation til sekretariatet er forbudt. Og
jeg har ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå at der ved den
forudsatte delegationsmulighed fra nævn til formand er gjort udtømmende op
med
delegationsmulighederne.
Om der herefter på ulovfæstet
grundlag kan ske en (lovlig) delegation fra nævnet til sekretariatet, må bero
på en samlet vurdering af en række kriterier. I den forbindelse har det
betydning om nævnet er sammensat på en sådan måde at dette taler (afgørende)
imod delegation til sekretariatet (I), om nævnet har udnyttet en eventuel
styrings- (og herunder instruktions-) beføjelse over for sekretariatet (II),
om delegationen er nødvendig af praktiske og arbejdsmæssige grunde (III),
samt hvilken slags opgave der delegeres (IV).
Ad I.
Det er forudsat at det forhold at der i et organ findes
særlige sagkyndige medlemmer eller interesserepræsentanter, antages at
begrænse
adgangen til delegation. Jeg henviser i den forbindelse til den juridiske
litteratur omtalt i afsnit 5.
Patientklagenævnet er bl.a.
sammensat af personer med juridisk fagkundskab og personer der har indsigt
med
det faglige område som den pågældende klagesag angår. Endvidere er der
beskikket medlemmer (lægmænd) som indstilles bl.a. af Amtsrådsforeningen i
Danmark og af De Samvirkende Invalideorganisationer, jf. lovens § 16.
Nævnet udøver normalt sin
virksomhed i møder. I de enkelte møder deltager en formand/næstformand, to
lægmænd og to fagligt uddannede medlemmer, jf. forretningsordenens § 3, stk.
1,
og lovens § 16 og § 17. Nævnet er beslutningsdygtigt når
formanden/næstformanden og to af nævnets andre medlemmer, heraf en lægmand og
en fagligt uddannet, er til stede, jf. forretningsordenens § 6, stk. 2.
Nævnet
træffer afgørelse ved stemmeflerhed, jf. forretningsordenens § 11, stk. 1.
Der
er mulighed for at afgøre en sag ved forenklet mødebehandling, jf.
forretningsordenens § 7, stk. 7.
Patientklagenævnet har i sin
udtalelse oplyst at anmodninger om genoptagelse behandles af juridiske og
lægelige sagsbehandlere som har samtlige sagens akter og har adgang til at
rådføre sig med nævnets lægekonsulenter. Nævnet anfører at sekretariatets
sagsbehandlere i langt de fleste tilfælde råder over ekspertisen til at
vurdere
om der er en vis sandsynlighed for at der er nye væsentlige oplysninger. Hvis
sagsbehandleren ikke kan udelukke at en ny oplysning vil føre til et ændret
resultat, vil sagen blive forelagt for nævnet.
Ved oprettelsen af
patientklagenævnet blev der lagt særlig vægt på at nævnet i sin sammensætning
skulle bestå af lægmænd og have styrket den juridiske ekspertise. Baggrunden
herfor var et ønske om at styrke patienternes retssikkerhed og tillid til
klagebehandlingen, jf. Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 1159,
gengivet
i afsnit 2.
Uanset det som er anført af
nævnet, synes der at være relativt store forskelle når man sammenholder
nævnets arbejde med sekretariatets. De retssikkerhedsgarantier der er
opstillet omkring nævnets sammensætning, virksomhed og beslutningsdygtighed,
finder ikke anvendelse når sekretariatet træffer afgørelse. Efter min
opfattelse kan det ikke afvises at der også er brug for lignende
retssikkerhedsgarantier
ved afgørelser om afslag på genoptagelse. Jeg henviser i den forbindelse til
den diskussion der er beskrevet i betænkning nr. 1325, januar 1997, om
patienters klageadgang på sundhedsområdet, en diskussion om hvorvidt der
skulle
etableres et særligt 'genoptagelsesfilter' i form af en uafhængig opmand.
Ad II.
Betænkeligheden ved delegation af en skønsmæssig beføjelse
til sekretariatet kan mindskes i den udstrækning det kollegiale organ i
forbindelse med delegationen angiver visse rammer for skønnets udøvelse, jf.
Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), som er citeret ovenfor, under
afsnit 5.
Det fremgår ikke af
patientklagenævnets udtalelse eller af sagens øvrige akter at nævnet har
begrænset
sekretariatets skønsudøvelse i de nævnte genoptagelsessager ved at fastsætte
visse retningslinier. Sådan som sagen er oplyst for mig, er sekretariatets
behandling af genoptagelsessager ikke nærmere reguleret af nævnet, ligesom
nævnet ikke har sikret sig nogen kontrolmulighed over for sekretariatets
afslag på at genoptage en sags behandling.
Ad III.
Det er antaget at tilladeligheden af delegation til et
kollegialt organs sekretariat bl.a. afhænger af hvor omfattende organets
arbejdsbyrde er, og dermed den praktiske nødvendighed af en delegation, jf.
Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), som er citeret ovenfor, under
afsnit 5.
Patientklagenævnet har i sin
udtalelse hertil oplyst at delegationen er nødvendig af praktiske og
arbejdsmæssige grunde. Det fremgår af nævnets udtalelse at man i 1995 og 1996
modtog genoptagelsesbegæringer i omkring 20% af de afgjorte sager svarende
til
henholdsvis 201 og 223 sager i 1995 og 1996. Skulle disse sager behandles af
nævnet, ville det på årsbasis betyde 10-11 ekstra nævnsmøder.
Patientklagenævnets store
arbejdsbyrde med behandlingen af genoptagelsessagerne er uden tvivl relevant
ved vurderingen af om delegationen er lovlig. Imidlertid har nævnet ikke
redegjort for om nævnet har overvejet andre muligheder for at lette sit
arbejde
som ville være mindre betænkelige end delegation til sekretariatet.
Jeg henviser i den
forbindelse f.eks. til at formanden kan bestemme at sagen kan afgøres ved
forenklet mødebehandling. Sagen udsendes i så fald til medlemmerne med en
indstilling om afgørelsen og drøftes kun på mødet hvis et medlem ønsker
dette,
jf. forretningsordenens § 7, stk. 7. Endvidere kan jeg pege på muligheden af
at fællesmødet overvejer at give formanden bemyndigelse til at træffe
afgørelse
i de genoptagelsessager som efter nævnets praksis ikke giver anledning til
tvivl, jf. forretningsordenens § 4, stk. 2.
Ad IV.
Ved vurderingen af om delegationen er lovlig, må der også
tages hensyn til hvilken slags opgave der er delegeret.
Den kompetence der i den
foreliggende sag er delegeret til sekretariatet, er en adgang til at træffe
afgørelse om afslag på genoptagelse af sager som har været behandlet i
nævnet.
Selv om nævnet således tidligere har vurderet sagen, er der tale om
materielle
afgørelser der ofte af klagerne opleves som af særdeles indgribende karakter.
De pågældende klagere, som mener at have tilført sagen nyt, afskæres fra at
få
disse oplysninger vurderet af nævnet og dermed fra muligheden for at få
ændret
udfaldet af sagen.
7. Konklusion
På baggrund af det ovenfor
anførte er det min opfattelse at den nævnte delegationspraksis - der ikke har
lovhjemmel - er betænkelig. Ved min vurdering heraf har jeg foretaget en
samlet
vurdering af de kriterier der er nævnt i afsnit 6, pkt.
I-IV.
Jeg har bl.a. lagt
vægt på at der er tale om materielle afgørelser, og at nævnets særlige
sammensætning med stor vægt taler for at begrænse adgangen til delegation.
Jeg har gjort
patientklagenævnet bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til
nævnet
at ophøre med den pågældende praksis indtil der eventuelt bliver skabt
udtrykkelig hjemmel til delegationen."
Lignende dokumenter
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 H. KLAGESTRUKTUR OG KLAGEBEHANDLING Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 H. KLAGESTRUKTUR OG KLAGEBEHANDLING Retsinformation · 5. februar 2008
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning) EU-lovgivning · 12. december 2012
- Egen drift-undersøgelse af 60 sager fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. (J.nr. 1997-3492-980). Retsinformation · 2. oktober 2002
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2024/3080 af 4. december 2024 om fastlæggelse af Kommissionens forretningsorden og om ændring af afgørelse K(2000) 3614 EU-lovgivning · 4. december 2024
- Afvisning af anmodning om genoptagelse på baggrund af udtalelse fra Retslægerådet af den 1. oktober 2003 af tidligere sag, afgjort i 1998, hvor der ikke var fundet grundlag for kritik af den indklagede sundhedsperson Retsinformation · 11. januar 2007