1996 BSF 61 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM NEDLÆGGELSE AF AMTSKOMMUNERNE
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger regeringen at nedlægge amtskommunerne, således
at de nuværende tre offentlige forvaltninger indskrænkes til to
offentlige forvaltninger.
Bemærkninger til forslaget
Baggrund
Danmark er så lille et land, at de samlede opgaver, som i dag varetages af
tre offentlige myndigheder, kan varetages af primærkommunerne og staten
alene, nogle opgaver i fælleskommunale enheder. Den nuværende struktur med
tre forvaltningsmyndigheder, kommuner, amter og stat, resulterer i manglende
effektivitet og fleksibilitet og kan karakteriseres som en tung,
bureaukratisk og dyr offentlig sektor, der ikke følger med den udvikling og
med de opgaver og krav, som det moderne og fremtidige samfund fordrer.
Forslagsstillerne har tidligere fremsat forslag om nedlæggelse af
amtskommunerne, senest i folketingsårene 1990-91 (2. samling) og i 1994-95.
Der henvises til Folketingstidende 1990-91 (2. samling), forhandlingerne sp.
1842 og 4031 og tillæg A sp. 3313, og til Folketingstidende 1994-95,
forhandlingerne s. 3006 og 4080 og tillæg A s. 2119.
I folketingsåret 1994-95 fremsatte medlemmer af Det Konservative
Folkeparti beslutningsforslag B 61 om indskrænkning af de tre offentlige
forvaltningsled til to, og dette forslag blev førstebehandlet sammen med
sidstnævnte beslutningsforslag fra Fremskridtspartiet. Der henvises til
Folketingstidende 1994-95, forhandlingerne s. 3006 og 4080, tillæg A s. 2131
og tillæg B s. 979. Kommunaludvalget afgav en beretning over B 61, hvori
udvalget opfordrede regeringen til, når arbejdet med en hovedstadsreform var
færdiggjort, at nedsætte en bredt sammensat kommission med henblik på
eventuelle ændringer i den hidtidige opgavefordeling mellem stat, amter og
kommuner.
Regeringen måtte i foråret 1996 opgive på det foreliggende grundlag at
samle flertal for en hovedstadsreform.
Forslagsstillerne er bekendt med, at regeringen har besluttet, at det
Læs alt
videre arbejde med forberedelsen af en hovedstadsreform skal ske i sammenhæng
med en generel behandling af opgavefordelingen mellem stat, amter og
kommuner, og at regeringen derfor for nylig har nedsat en opgavekommission,
der har til opgave for hele landet at vurdere den nuværende opgavefordeling
mellem stat, amtskommuner og kommuner samt overveje eventuelle ændringer
heri. Opgavekommissionen skal efter kommissoriet afslutte sit arbejde med
udgangen af 1998.
Da opgavekommissionen som nævnt skal vurdere den nuværende opgavefordeling
samt overveje eventuelle ændringer heri, vurderer forslagsstillerne, at
kommissionens arbejde ikke direkte har forbindelse til forslagsstillernes
ønske om en total nedlæggelse af amterne. Teoretisk foreligger der en
mulighed for, at opgavekommissionen rent faktisk finder frem til, at
forholdene er sådan, at kommissionen vil foreslå nedlæggelse af amterne. Det
håber forslagsstillerne naturligvis. Trods kommissionens arbejde har
forslagsstillerne dog valgt at fremsætte nærværende forslag uden hensyntagen
til kommissionens arbejde og resultat.
Forslagsstillerne påpeger, at den trestrengede struktur med amterne er
hovedårsag til overadministration, ineffektivitet, unødvendige udgifter og
sagsbehandling langt fra borgerne. Amternes funktion og opgave er ikke
tidssvarende i det nuværende samfund, som er i hastig udvikling og stiller
stadigt større krav til fleksibilitet og effektivitet med så mange
beslutninger og så meget styring så tæt på borgerne som muligt.
Danmark har flere beskæftigede i den offentlige sektor end i
fremstillingsvirksomheder. Ser man på nogle af de øvrige OECD-lande, kan man
konstatere, at Danmark har 164 offentligt ansatte pr. 100 beskæftigede i
fremstillingsvirksomhed, hvorimod Holland f. eks. har 74 og Tyskland kun 52
offentligt beskæftigede pr. 100 beskæftigede i fremstillingsvirksomhed, jf.
oversigter fra 1993 fra Dansk Industri, Statistisk Kontor. Holland og
Tyskland er lande, Danmark gerne sammenligner sig med. Tallene viser, at
disse og en række andre lande i langt højere grad end Danmark har forstået at
prioritere landenes produktive og afkastgivende områder, der trods alt er det
sted, indtægterne kommer fra. Danmark har foretaget en forkert prioritering,
der kun vil betyde fortsat mindre velfærd og social tryghed.
Tallene viser, at alt for stor en del af ressourcerne går til
administration i vort overadministrerede samfund. Man oplever, at der er en
interesse i at skubbe udgifterne frem og tilbage i de forskellige
administrative instanser i stat, amter og kommuner. Ud over, at det er
åbenlyst uhensigtsmæssigt og nærmest farceagtigt, er det fordyrende for
skatteyderne og endda med stor sandsynlighed for serviceforringelse til
følge. I et interview i Morgenavisen Jyllands-Posten den 8. september 1996
konstaterer økonomiministeren, at demokratiets største problem er, at ingen
kan gennemskue den strøm af milliarder, der konstant cirkulerer mellem stat,
amter og kommuner.
Folketinget må forholde sig til, at der under den nuværende EU-struktur er
tale om et overnationalt niveau i forhold til Danmark. I forvejen har Danmark
hele tre nationale administrative niveauer. En sådan struktur resulterer ikke
kun i unødige udgifter, overadministration og bureaukrati, men også i
diffuse, uigennemsigtige arbejdsgange samt ansvarsforflygtigelse inden for
det offentlige.
Folketinget bliver nødt til at forholde sig til den stigende
internationalisering. For i højere grad at være klædt på til dette bør der
hurtigst muligt skabes en mulighed for, at unødvendigt bureaukrati og
ineffektive og usmidige offentlige forvaltninger afskaffes.
Tiden har længe været moden. Statsministeren har givet en meget hård
kritik af amterne, jf. Det Fri Aktuelt den 31. januar 1996. Senest har
økonomiministeren udtalt, at »de komplicerede amtslige og kommunale
budgetter truer demokratiet og den statslige styring af
samfundsøkonomien«, og ministeren vil have systemerne gjort mere enkle
og gennemskuelige, jf. Berlingske Tidende den 23. august 1996. Herudover har
Det Konservative Folkeparti og Venstre samt Kommunernes Landsforening stemt
for neddrosling af amternes magt ved at foreslå, at zonelovskompetencen
overføres fra amterne til primærkommunerne.
Som eksempel på amternes dårlige varetagelse af opgaverne kan nævnes
distriktspsykiatrien, som amterne ikke har formået at udbygge, sådan som
Folketinget har lagt op til. Et andet af de alvorlige eksempler er
sygehusvæsnets mangel på god og effektiv sygehusbehandling.
Amtsudgifterne og amtsskatterne stiger, og serviceniveauet daler. De
amtskommunale drifts- og anlægsudgifter var 39 mia. kr. i 1987, 53 mia. kr. i
1993 og 55 mia. kr. i 1995. En af mange grunde til denne markante stigning
kan søges i overadministration, bl.a. fordi amterne ikke blev det
koordinerende niveau mellem en række offentlige sektorer, som meningen var,
da man valgte at bibeholde amterne ved kommunalreformen i 1970.
Ny struktur
En ny opgavefordeling mellem kun to niveauer vil udvide opgaverne og
kravene til kommunerne og til staten. For at få et smidigt og effektivt
system bør der imidlertid være mulighed for i langt højere grad at udvide
samarbejdet mellem de enkelte kommuner. Der er 275 kommuner, hvoraf de fleste
har meget forskellige forudsætninger, både hvad geografiske,
befolkningsmæssige, økonomiske og kulturelle forhold angår. Derfor skal
fremtidens kommuner have langt større mulighed for at samarbejde om opgaverne
efter konkrete behov.
Der er oplagte overordnede mål og rammer, som bør varetages af staten og
Folketinget, mens kommunerne står for den nære kontakt til borgerne. En øget
opgavetildeling og kompetence til kommunerne vil give sig udtryk i tættere
kontakt mellem den besluttende myndighed og borgeren.
Den offentlige sektor skal være mere brugervenlig og i højere grad
brugerstyret. Den enkelte borger skal have mere indflydelse.
Forslagsstillerne har i oversigtsform følgende forslag til en mulig
opgavefordeling mellem de to fremtidige offentlige niveauer:
Sygehusene er en samfundsopgave af overordnet karakter og bør
kunne koordineres på landsplan, bl.a. på grund af specialisering og
kommunernes forskellige behov. Sygehusene bør derfor være selvstyrende
enheder direkte under Sundhedsministeriet. For at opnå den optimale
koordinering kan kommunerne få indflydelse via en sygehusbestyrelse, hvis
medlemmer udpeges af kommunalbestyrelser og brugerorganisationer.
Undervisning i folkeskolen er af oplagt lokal karakter og kan
klares af kommunerne og i visse kommuner ved fælleskommunal indsats.
Gymnasier og erhvervsskoler bør være selvejende enheder, hvor staten betaler.
Det administrative ansvar kan ligge på fælleskommunalt niveau eller hos
staten.
Vejsektoren består af større og mindre veje i og uden for
lokalområderne. De kommunale veje og en del af de nuværende amtsveje skal
varetages af kommunerne og fælleskommunale enheder. Mere overordnede vejanlæg
skal lægges ind under Vejdirektoratet og Trafikministeriet som statsveje. Det
vil være nærliggende at privatisere busruter og eventuelt togdriften og
herved sikre optimal effektivisering af den kollektive trafik.
Social- og sundhedsvæsnet er et oplagt område at lægge i kommunalt
regi tæt på borgerne eller i kommunale enheder, sådan som man i dag kender
samarbejdet over kommunegrænser f.eks. med hensyn til skolepsykologer,
levnedsmidelkontrol m.m. De relevante ministerier bør dog være tilsynsførende
instanser.
Miljøområdet bør opdeles i miljøspørgsmål vedrørende lokalområder
og miljøspørgsmål af regional/landsdækkende art og henholdsvis varetages af
kommuner eller kommuner i fællesskab og af ressortministeriet.
Den offentlige sygesikring lægges ind under Sundhedsministeriet.
Udgifterne skal fortsat betales af det offentlige, men administrationen kan
eventuelt udliciteres.
De øvrige funktioner, som amterne hidtil har varetaget, skal der
naturligvis ses nøje på. I vurderingen heraf skal der tages hensyn til, hvad
der fremover vil være mest hensigtsmæssigt både med hensyn til opgavernes
karakter, formål og de økonomiske gevinster.
Det er en realitet i dag, at det er nødvendigt at opbygge et system, som
både er til gavn for borgerne og for systemet selv. Mennesket skal komme før
systemet. Det er Folketingets opgave at skabe et samfund, der er attraktivt
for borgerne, og det er kun rimeligt, at den offentlige sektor fungerer
optimalt for sine borgere. De mange forskellige administrative instanser
kommer i dag før borgerne, og amterne er den mest overflødige af disse
instanser. Forslagsstillerne opfordrer regeringen til at nedlægge
amtskommunerne.
Da nærværende forslag er et beslutningsforslag, må regeringen efter
Folketingets vedtagelse af folketingsbeslutningen i samarbejde med
Folketingets partier, Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening
udarbejde et konkret lovforslag. Hvis der ikke bliver flertal for forslaget,
kan det overvejes at udvide det eksisterende kommissorium for
Opgavekommissionen med konsekvensanalyser af en nedlæggelse af
amtskommunerne.
Skriftlig fremsættelse
Aage Brusgaard (FP):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om nedlæggelse af amtskommunerne.
(Beslutningsforslag nr. B 61).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
beslutningsforslaget og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1990 LSF 145 FORSLAG TIL LOV OM NEDLÆGGELSE AF AMTSKOMMUNERNE Retsinformation · 8. februar 1991
- 1988 LSF 33 FORSLAG TIL LOV OM NEDLÆGGELSE AF AMTSKOMMUNERNE Retsinformation · 17. maj 1989
- 1987 LSF 232 FORSLAG TIL LOV OM NEDLÆGGELSE AF AMTSKOMMUNERNE Retsinformation · 21. maj 1988
- 1994 BSF 61 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM INDSKRÆNKNING AF DE TRE OFFENTLIGE FORVALTNINGSLED TIL TO Retsinformation · 7. februar 1995
- 1994 LSF 172 FORSLAG TIL LOV OM NEDLÆGGELSE AF AMTSKOMMUNERNE Retsinformation · 7. februar 1995
- 1992 BSF 88 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM REGNSKABSLOV FOR KOMMUNERNE Retsinformation · 1. april 1993