Spring til indhold

Retsinformation

1996 BSF 61 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM NEDLÆGGELSE AF AMTSKOMMUNERNE

1996/1 BSF 61Beslutningsforslag som fremsatFolketinget14. november 1996

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger regeringen at nedlægge amtskommunerne, således

at de nuværende tre offentlige forvaltninger indskrænkes til to

offentlige forvaltninger.

Bemærkninger til forslaget

Baggrund

Danmark er så lille et land, at de samlede opgaver, som i dag varetages af

tre offentlige myndigheder, kan varetages af primærkommunerne og staten

alene, nogle opgaver i fælleskommunale enheder. Den nuværende struktur med

tre forvaltningsmyndigheder, kommuner, amter og stat, resulterer i manglende

effektivitet og fleksibilitet og kan karakteriseres som en tung,

bureaukratisk og dyr offentlig sektor, der ikke følger med den udvikling og

med de opgaver og krav, som det moderne og fremtidige samfund fordrer.

Forslagsstillerne har tidligere fremsat forslag om nedlæggelse af

amtskommunerne, senest i folketingsårene 1990-91 (2. samling) og i 1994-95.

Der henvises til Folketingstidende 1990-91 (2. samling), forhandlingerne sp.

1842 og 4031 og tillæg A sp. 3313, og til Folketingstidende 1994-95,

forhandlingerne s. 3006 og 4080 og tillæg A s. 2119.

I folketingsåret 1994-95 fremsatte medlemmer af Det Konservative

Folkeparti beslutningsforslag B 61 om indskrænkning af de tre offentlige

forvaltningsled til to, og dette forslag blev førstebehandlet sammen med

sidstnævnte beslutningsforslag fra Fremskridtspartiet. Der henvises til

Folketingstidende 1994-95, forhandlingerne s. 3006 og 4080, tillæg A s. 2131

og tillæg B s. 979. Kommunaludvalget afgav en beretning over B 61, hvori

udvalget opfordrede regeringen til, når arbejdet med en hovedstadsreform var

færdiggjort, at nedsætte en bredt sammensat kommission med henblik på

eventuelle ændringer i den hidtidige opgavefordeling mellem stat, amter og

kommuner.

Regeringen måtte i foråret 1996 opgive på det foreliggende grundlag at

samle flertal for en hovedstadsreform.

Forslagsstillerne er bekendt med, at regeringen har besluttet, at det

Læs alt

videre arbejde med forberedelsen af en hovedstadsreform skal ske i sammenhæng

med en generel behandling af opgavefordelingen mellem stat, amter og

kommuner, og at regeringen derfor for nylig har nedsat en opgavekommission,

der har til opgave for hele landet at vurdere den nuværende opgavefordeling

mellem stat, amtskommuner og kommuner samt overveje eventuelle ændringer

heri. Opgavekommissionen skal efter kommissoriet afslutte sit arbejde med

udgangen af 1998.

Da opgavekommissionen som nævnt skal vurdere den nuværende opgavefordeling

samt overveje eventuelle ændringer heri, vurderer forslagsstillerne, at

kommissionens arbejde ikke direkte har forbindelse til forslagsstillernes

ønske om en total nedlæggelse af amterne. Teoretisk foreligger der en

mulighed for, at opgavekommissionen rent faktisk finder frem til, at

forholdene er sådan, at kommissionen vil foreslå nedlæggelse af amterne. Det

håber forslagsstillerne naturligvis. Trods kommissionens arbejde har

forslagsstillerne dog valgt at fremsætte nærværende forslag uden hensyntagen

til kommissionens arbejde og resultat.

Forslagsstillerne påpeger, at den trestrengede struktur med amterne er

hovedårsag til overadministration, ineffektivitet, unødvendige udgifter og

sagsbehandling langt fra borgerne. Amternes funktion og opgave er ikke

tidssvarende i det nuværende samfund, som er i hastig udvikling og stiller

stadigt større krav til fleksibilitet og effektivitet med så mange

beslutninger og så meget styring så tæt på borgerne som muligt.

Danmark har flere beskæftigede i den offentlige sektor end i

fremstillingsvirksomheder. Ser man på nogle af de øvrige OECD-lande, kan man

konstatere, at Danmark har 164 offentligt ansatte pr. 100 beskæftigede i

fremstillingsvirksomhed, hvorimod Holland f. eks. har 74 og Tyskland kun 52

offentligt beskæftigede pr. 100 beskæftigede i fremstillingsvirksomhed, jf.

oversigter fra 1993 fra Dansk Industri, Statistisk Kontor. Holland og

Tyskland er lande, Danmark gerne sammenligner sig med. Tallene viser, at

disse og en række andre lande i langt højere grad end Danmark har forstået at

prioritere landenes produktive og afkastgivende områder, der trods alt er det

sted, indtægterne kommer fra. Danmark har foretaget en forkert prioritering,

der kun vil betyde fortsat mindre velfærd og social tryghed.

Tallene viser, at alt for stor en del af ressourcerne går til

administration i vort overadministrerede samfund. Man oplever, at der er en

interesse i at skubbe udgifterne frem og tilbage i de forskellige

administrative instanser i stat, amter og kommuner. Ud over, at det er

åbenlyst uhensigtsmæssigt og nærmest farceagtigt, er det fordyrende for

skatteyderne og endda med stor sandsynlighed for serviceforringelse til

følge. I et interview i Morgenavisen Jyllands-Posten den 8. september 1996

konstaterer økonomiministeren, at demokratiets største problem er, at ingen

kan gennemskue den strøm af milliarder, der konstant cirkulerer mellem stat,

amter og kommuner.

Folketinget må forholde sig til, at der under den nuværende EU-struktur er

tale om et overnationalt niveau i forhold til Danmark. I forvejen har Danmark

hele tre nationale administrative niveauer. En sådan struktur resulterer ikke

kun i unødige udgifter, overadministration og bureaukrati, men også i

diffuse, uigennemsigtige arbejdsgange samt ansvarsforflygtigelse inden for

det offentlige.

Folketinget bliver nødt til at forholde sig til den stigende

internationalisering. For i højere grad at være klædt på til dette bør der

hurtigst muligt skabes en mulighed for, at unødvendigt bureaukrati og

ineffektive og usmidige offentlige forvaltninger afskaffes.

Tiden har længe været moden. Statsministeren har givet en meget hård

kritik af amterne, jf. Det Fri Aktuelt den 31. januar 1996. Senest har

økonomiministeren udtalt, at »de komplicerede amtslige og kommunale

budgetter truer demokratiet og den statslige styring af

samfundsøkonomien«, og ministeren vil have systemerne gjort mere enkle

og gennemskuelige, jf. Berlingske Tidende den 23. august 1996. Herudover har

Det Konservative Folkeparti og Venstre samt Kommunernes Landsforening stemt

for neddrosling af amternes magt ved at foreslå, at zonelovskompetencen

overføres fra amterne til primærkommunerne.

Som eksempel på amternes dårlige varetagelse af opgaverne kan nævnes

distriktspsykiatrien, som amterne ikke har formået at udbygge, sådan som

Folketinget har lagt op til. Et andet af de alvorlige eksempler er

sygehusvæsnets mangel på god og effektiv sygehusbehandling.

Amtsudgifterne og amtsskatterne stiger, og serviceniveauet daler. De

amtskommunale drifts- og anlægsudgifter var 39 mia. kr. i 1987, 53 mia. kr. i

1993 og 55 mia. kr. i 1995. En af mange grunde til denne markante stigning

kan søges i overadministration, bl.a. fordi amterne ikke blev det

koordinerende niveau mellem en række offentlige sektorer, som meningen var,

da man valgte at bibeholde amterne ved kommunalreformen i 1970.

Ny struktur

En ny opgavefordeling mellem kun to niveauer vil udvide opgaverne og

kravene til kommunerne og til staten. For at få et smidigt og effektivt

system bør der imidlertid være mulighed for i langt højere grad at udvide

samarbejdet mellem de enkelte kommuner. Der er 275 kommuner, hvoraf de fleste

har meget forskellige forudsætninger, både hvad geografiske,

befolkningsmæssige, økonomiske og kulturelle forhold angår. Derfor skal

fremtidens kommuner have langt større mulighed for at samarbejde om opgaverne

efter konkrete behov.

Der er oplagte overordnede mål og rammer, som bør varetages af staten og

Folketinget, mens kommunerne står for den nære kontakt til borgerne. En øget

opgavetildeling og kompetence til kommunerne vil give sig udtryk i tættere

kontakt mellem den besluttende myndighed og borgeren.

Den offentlige sektor skal være mere brugervenlig og i højere grad

brugerstyret. Den enkelte borger skal have mere indflydelse.

Forslagsstillerne har i oversigtsform følgende forslag til en mulig

opgavefordeling mellem de to fremtidige offentlige niveauer:

Sygehusene er en samfundsopgave af overordnet karakter og bør

kunne koordineres på landsplan, bl.a. på grund af specialisering og

kommunernes forskellige behov. Sygehusene bør derfor være selvstyrende

enheder direkte under Sundhedsministeriet. For at opnå den optimale

koordinering kan kommunerne få indflydelse via en sygehusbestyrelse, hvis

medlemmer udpeges af kommunalbestyrelser og brugerorganisationer.

Undervisning i folkeskolen er af oplagt lokal karakter og kan

klares af kommunerne og i visse kommuner ved fælleskommunal indsats.

Gymnasier og erhvervsskoler bør være selvejende enheder, hvor staten betaler.

Det administrative ansvar kan ligge på fælleskommunalt niveau eller hos

staten.

Vejsektoren består af større og mindre veje i og uden for

lokalområderne. De kommunale veje og en del af de nuværende amtsveje skal

varetages af kommunerne og fælleskommunale enheder. Mere overordnede vejanlæg

skal lægges ind under Vejdirektoratet og Trafikministeriet som statsveje. Det

vil være nærliggende at privatisere busruter og eventuelt togdriften og

herved sikre optimal effektivisering af den kollektive trafik.

Social- og sundhedsvæsnet er et oplagt område at lægge i kommunalt

regi tæt på borgerne eller i kommunale enheder, sådan som man i dag kender

samarbejdet over kommunegrænser f.eks. med hensyn til skolepsykologer,

levnedsmidelkontrol m.m. De relevante ministerier bør dog være tilsynsførende

instanser.

Miljøområdet bør opdeles i miljøspørgsmål vedrørende lokalområder

og miljøspørgsmål af regional/landsdækkende art og henholdsvis varetages af

kommuner eller kommuner i fællesskab og af ressortministeriet.

Den offentlige sygesikring lægges ind under Sundhedsministeriet.

Udgifterne skal fortsat betales af det offentlige, men administrationen kan

eventuelt udliciteres.

De øvrige funktioner, som amterne hidtil har varetaget, skal der

naturligvis ses nøje på. I vurderingen heraf skal der tages hensyn til, hvad

der fremover vil være mest hensigtsmæssigt både med hensyn til opgavernes

karakter, formål og de økonomiske gevinster.

Det er en realitet i dag, at det er nødvendigt at opbygge et system, som

både er til gavn for borgerne og for systemet selv. Mennesket skal komme før

systemet. Det er Folketingets opgave at skabe et samfund, der er attraktivt

for borgerne, og det er kun rimeligt, at den offentlige sektor fungerer

optimalt for sine borgere. De mange forskellige administrative instanser

kommer i dag før borgerne, og amterne er den mest overflødige af disse

instanser. Forslagsstillerne opfordrer regeringen til at nedlægge

amtskommunerne.

Da nærværende forslag er et beslutningsforslag, må regeringen efter

Folketingets vedtagelse af folketingsbeslutningen i samarbejde med

Folketingets partier, Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening

udarbejde et konkret lovforslag. Hvis der ikke bliver flertal for forslaget,

kan det overvejes at udvide det eksisterende kommissorium for

Opgavekommissionen med konsekvensanalyser af en nedlæggelse af

amtskommunerne.

Skriftlig fremsættelse

Aage Brusgaard (FP):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om nedlæggelse af amtskommunerne.

(Beslutningsforslag nr. B 61).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

beslutningsforslaget og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter