1994 BSF 61 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM INDSKRÆNKNING AF DE TRE OFFENTLIGE FORVALTNINGSLED TIL TO
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger regeringen at iværksætte et udvalgs- eller
kommissionsarbejde med henblik på at fremkomme med forslag til, hvordan de
nuværende tre offentlige forvaltningsled, staten, amterne og kommunerne, kan
indskrænkes til to, og til, hvordan de nuværende opgaver kan løses i andet
regi i forhold til i dag. Arbejdet skal afsluttes så betids, at forslagene
kan træde i kraft med virkning fra og med udløbet af indeværende valgperiode.
Bemærkninger til forslaget
Indledning
Et land af Danmarks størrelse med ca. 5 mio. indbyggere har ikke behov for
tre nationale forvaltningsled og skatteudskrivende myndigheder, staten,
amterne og kommunerne. Med tre forvaltningsled er der en overhængende risiko
for manglende effektivitet, for, at opgaver ikke bliver løst bedst og
billigst, samt for, at selve forvaltningsstrukturen bliver en hæmsko for
udviklingen af den offentlige sektor og dens tilpasning til nye opgaver og
krav.
Den nuværende kommunale struktur
Den nuværende struktur er et resultat af kommunalreformen fra 1970.
Kommunalreformen medførte en sammenlægning af både amter og kommuner.
Siden kommunalreformen er samfundet fundamentalt forandret. Den offentlige
sektor er blevet kraftigt udbygget. Det danske samfund er præget af den
stigende internationalisering.
Disse overordnede forhold bevirker, at der er behov for at se på den
offentlige sektors forvaltningsstruktur.
De seneste års udvikling af den offentlige sektor har endvidere ført til,
at store effektiviseringsgevinster forudsætter, at der sker strukturelle og
organisatoriske tilpasninger af forvaltningsstrukturen.
Målet med en ny forvaltningsstruktur skal være, at opgaverne løses bedst
og billigst med mindst muligt bureaukrati så tæt på borgerne som muligt.
Ny struktur, nye samarbejdsformer
Så længe flere administrative led laver dobbeltadministration, og når
Læs alt
flere offentlige myndigheder administrerer samme eller beslægtede opgaver,
vil der være muligheder for at opnå effektiviseringsgevinster.
Primærkommunerne varierer i størrelse fra 2.500 til over 250.000
indbyggere, og amterne varierer fra 45.000 til over 600.000 indbyggere. Når
de tre niveauer indskrænkes til to og der fremtidig alene bliver tale om at
dele opgaverne mellem staten og et lokalt niveau, stilles der naturligvis
andre krav til dette niveau, end der stilles til de nuværende primærkommuner.
Der bliver derfor behov for øget interkommunalt samarbejde, både hvad angår
de formelle rammer og opgaverne. Allerede i dag findes flere eksempler på
interkommunalt samarbejde, navnlig inden for områderne teknik og miljø,
skattevæsen og sociale forhold. Det kan med fordel udbygges både i bredden og
i dybden.
Det skal være muligt i langt større udstrækning at indgå samarbejde i de
former og på de områder, som man lokalt og regionalt anser det for mest
hensigtsmæssigt. Alene de geografiske forskelligheder tilsiger, at de
fremtidige kommuner gives langt friere vilkår for at lægge deres opgaver i
fællesselskaber efter eget valg. Det skal alene være op til Folketinget at
fastlægge en ensartet (minimums)standard for de offentlige opgaver. Hvordan
og i samarbejde med hvem den enkelte lokale myndighed løser opgaven, skal
være et lokalt anliggende.
Ud over udvidet samarbejde vil indskrænkningen til et lokalt niveau
muligvis medføre behov for og lokale ønsker om en tilpasning af nogle af de
nuværende kommunegrænser. Det er Folketingets opgave at sikre, at sådanne
ønsker nyder fremme og eventuelt støttes i en overgangsperiode.
En gennemgribende ændring af den offentlige sektors struktur skal også
føre til en entydig sammenhæng mellem løsning af opgaver og det finansielle
ansvar. Det forudsættes i denne forbindelse, at de penge, som i dag anvendes
i amter og kommuner, overalt flytter med opgaverne, således at princippet om
sammenhæng mellem kompetence og økonomisk ansvar fastholdes.
Større borgerindflydelse
Det er i alles interesse, at den offentlige sektor fungerer optimalt for
brugerne. Opdelingen af den offentlige sektor i tre selvstændige niveauer
står i skærende kontrast til denne målsætning. Det virker reelt hæmmende for
borgernes aktive indflydelse, at der er to lokale niveauer, der så at sige
konkurrerer om de aktive borgeres tid og energi. Samtidig har amterne en
størrelse, der bevirker, at de af befolkningen opfattes som store centrale
enheder relativt fjernt fra borgerne. Det er derfor oplagt at tage
udgangspunkt i en nedlæggelse af amterne, når de tre forvaltningsled skal
blive til to.
En nærmere gennemgang af sammensætningen af amternes udgifter viser, at
ikke mindre end 62,2 pct. af udgifterne i 1993 anvendtes til sundhedsvæsenet
og yderligere 10,1 pct. til undervisningsformål. Der er således tale om, at
næsten 75 pct. af de amtsligt administrerede midler anvendes til afgrænsede
og veldefinerede formål. Det forudsætter ikke nødvendigvis en selvstændig
administrativ og skatteudskrivende myndighed.
Borgerne skal i større omfang kunne vælge frit mellem offentlige
serviceydelser og serviceudbydere. Den offentlige sektor skal være mere
brugerstyret og mindre styret fra centralt hold. Når en så stor del af
nationalindkomsten kanaliseres gennem de offentlige kasser, som tilfældet er,
er øget brugerindflydelse en forudsætning for befolkningens fortsatte accept
af den offentlige sektor og for, at den offentlige sektor producerer de
ydelser, borgerne ønsker.
En større brugerstyring er også en forudsætning for, at flest muligt af de
nye behov, som et samfund med en stigende andel af ældre borgere vil have,
vil kunne imødekommes.
Større brugerindflydelse betyder ikke, at der skal ændres på, at det
fortsat skal være en opgave for de folkevalgte at udstikke rammerne for den
offentlige aktivitet, herunder udgifterne. Det er detailstyringen, der i
større udstrækning skal flyttes tættere på brugerne.
Nye løsningsmodeller - eksempler på ændret opgavekompetence
En indskrænkning til kun et lokalt niveau medfører nødvendigvis, at de
nuværende opgaver, specielt de amtslige, vil skulle løses i andet regi.
I de senere år har forskellige former for fælleskommunale arrangementer
vist sig som gode løsninger på en række kommunale opgaveområder. På nogle
områder har der også ad denne vej vist sig mulighed for, at flere kommuner
sammen har kunnet påtage sig de opgaver, som i dag er placeret i amterne, og
små kommuner kunne overveje at henlægge opgaver, der bliver for tunge i
fælles regi.
De mange opgaver, som amterne i dag udfører, skal kunne løses i
forskelligt regi afhængigt af, hvad der foretrækkes på den enkelte egn. Det
er således sandsynligt, at den samme type opgave vil blive løst i forskelligt
regi forskellige steder i landet. Herved sikres maksimal lokal tilpasning.
I det følgende nævnes nogle eksempler på, hvordan man kunne forestille sig
nogle af de opgaver, som amterne i dag udfører, varetaget på anden vis efter
indskrænkningen til et lokalt niveau.
Sygehuse. Sygehuse er i dag et vidt begreb, og amternes formåen er
i dag også varierende. Behovet for samarbejde på landsplan vil på grund af
specialiseringen og den teknologiske udvikling altid være til stede, og
behovet er formentlig voksende.
Der foreligger flere ideer til, hvordan sygehusdrift kunne praktiseres
under andre organisatoriske rammer end amter. Etableringen af Hovedstadens
Sygehusselskab er et konkret eksempel herpå. Før det konkrete valg træffes,
er det ikke blot afgørende at beslutte, hvor effektivt og åbenlyst man vil
lade de centrale sundhedsmyndigheder trække specialiseringsgrænsen lokalt.
Man skal også forholde sig til den fremtidige beslutningsproces for
placeringen af kommende sygehuse.
Sygesikringen. Der er for alle praktiske formål tale om en
national opgave, der primært består i indgåelse af overenskomster og diverse
betalingsforhold, som er landsdækkende. På det udførende plan er lægernes
samarbejdspartnere først og fremmest kommunernes socialvæsen. Det amtslige
islæt er derfor ulogisk.
Socialvæsen. Løsning af langt de fleste sociale problemer og
opgaver er i dag placeret i kommunerne. Særforsorgen, misbrugsbehandling og
belastede børn og unge er dog amtslige opgaver. Her er et eksempel på nært
beslægtede områder, der alligevel administreres af to selvstændige led.
Amterne driver endda konsulentvirksomhed for kommunerne på flere sociale
områder. Området er oplagt til effektivisering gennem placering et sted.
Undervisning. Den almene uddannelse udføres i dag af kommunerne,
mens amterne driver de traditionelle gymnasier og voksenuddannelsen. Flere af
de nye gymnasiale uddannelser og tekniske og handelsgymnasier drives af
staten. Samtlige tre offentlige led varetager således i dag almindelige
uddannelsesopgaver.
Med det teknologiske samfunds stadig stigende behov for en både stor og
god uddannelsesindsats er det blevet tydeligt, at meget små enheder har
vanskeligt ved at løse opgaverne tilfredsstillende. På det gymnasiale niveau
er den lokale indflydelse reelt beskeden. Der er således allerede nu behov
for en ny opgaveplacering - både for at udnytte ressourcerne bedre og for at
skabe en bedre sammenhæng i uddannelsessystemet.
Vejvæsen. Vejloven umiddelbart efter kommunalreformen gav den
nuværende ansvarsfordeling mellem staten, amterne og kommunerne. Den har
været kilde til politisk uro lige siden. En ændret fordeling har været under
overvejelse i flere omgange og er blevet endevendt i flere udvalg.
Konsulentundersøgelser har bekræftet, at tredelingen er uhensigtsmæssig, og
at der vil kunne spares trecifrede millionbeløb ved en reduktion til to
niveauer.
På området gør der sig det helt specielle forhold gældende, at der er
uudnyttet kapacitet. Endvidere er der gode muligheder og i nogen grad også
tradition for udlicitering. Det bør yderligere stimuleres.
Miljø. Miljøstandarder bør fastlægges på EU-plan med mulighed for
skrappere nationale krav. Det er derfor reelt ministeriet, der i Danmark
fastlægger standarderne.
For at give lige vilkår i hele landet skal disse efterleves på samme måde
overalt. Kontrollen hermed skal varetages i et samspil mellem virksomhederne
og den kommunale miljømyndighed med klageadgang til Miljøklagenævnet.
Decentraliseringen, som påbegyndtes med planloven af 1991, skal
videreføres på det kommunale plan, så det lokale ansvar for den fysiske
planlægning styrkes.
Koordineringen må varetages interkommunalt med klageadgang til Skov- og
Naturstyrelsen. Samtidig skal den statslige vetoret af hensyn til nationale
interesser fastholdes, ligesom staten fortsat kan udstede
landsplandirektiver.
Andre. Ud over de ovenfor nævnte opgaver løser både amter og
kommuner i dag mange opgaver, som det bliver nødvendigt at vurdere den mest
hensigtsmæssige placering af. Vigtigt er det, at der på alle områder åbnes
mulighed for, at den instans - offentlig eller privat - der kan løse
opgaverne bedst og billigst, gives muligheden derfor. Kun med en øget
gennemsigtighed og overskuelighed i forvaltningen og gennem fair konkurrence
sikres skatteyderne den service, de ønsker, til den rigtige pris.
Derfor vil alternativerne til den nuværende opgaveplacering bl.a. kunne
være:
- Beliggenhedskommune med betaling efter benyttelse.
- Kommunale fællesskaber.
- Selvejende institutioner.
- Private selskaber.
- Halv- og heloffentlige selskaber.
- Statslig opgavevaretagelse.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1996 BTB 61 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM NEDLÆGGELSE AF AMTSKOMMUNERNE NR B 61 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 29. april 1997
- 1996 BSF 61 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM NEDLÆGGELSE AF AMTSKOMMUNERNE Retsinformation · 14. november 1996
- KOMMISSIONENS BESLUTNING af 13. juli 2009 om omstruktureringsstøtte til Combus A/S (meddelt under nummer K(2009) 4538) (Kun den danske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2009/973/EF) EU-lovgivning · 13. juli 2009
- Kommunalt ansattes ret til at henvende sig til byrådet uden om de administrative chefer Retsinformation · 23. juni 2003
- 1996 BSF 58 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM NEDSÆTTELSE AF EN GRUNDLOVSKOMMISSION Retsinformation · 7. november 1996
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forretningsorden for Folketinget Retsinformation · 10. maj 2000