Spring til indhold

Retsinformation

1992 BR 6 BERETNING VEDRØRENDE TILSYNETS VIRKSOMHED I FOLKETINGSÅRET 1992-93 NR 6 1992-93, 1. SAMLING

1992/1 BR 6Selvstændig beretningFolketinget6. oktober 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

I. Indledning

Tilsynet har i løbet af folketingsåret 1992-93 afholdt 6 møder og

behandlet en række sager, som dels ikke var afsluttede i forrige samling og

dels er opstået i løbet af folketingsåret. Nedenfor i afsnit II og III er

omtalt to af de sager af mere generel karakter, som tilsynet har beskæftiget

sig med i det forløbne folketingsår. Tilsynet har endvidere den 22. og 23.

oktober 1992 besøgt nogle institutioner i Storstrøms Amt. Besøget er nærmere

omtalt nedenfor i afsnit IV.

II. Senildementes forhold

Tilsynets behandling af problemstillingerne vedrørende senildementes

forhold er tidligere omtalt i tilsynets beretninger vedrørende tilsynets

virksomhed i folketingsårene 1989-90 og 1990-91, 2. samling, hvortil der

henvises.

Med hensyn til tilsynets behandling af sagen i dette folketingsår kan det

oplyses, at Socialministeriet den 14. december 1992 fremsendte

informationsmaterialet »Information om: Gamle med demens i §

79-plejehjem og hjemmepleje - regler og muligheder« til tilsynet.

Informationsmaterialet indeholder bl.a. en beskrivelse af reglerne for

tilbageholdelse m.v. for senildemente i almindelige plejehjem (efter

bistandslovens § 79) og i eget hjem. Det pågældende afsnit i

informationsmaterialet er optrykt som bilag til beretningen.

Med henvisning til det modtagne informationsmateriale og til, at tilsynet

igennem længere tid havde beskæftiget sig med forholdene for de senildemente,

herunder især problemstillingerne vedrørende udgangsbegrænsende

foranstaltninger på plejehjem og muligheden for tilbageholdelse og

fikseringer af plejehjemsbeboere samt anvendelse af medicin, skrev tilsynet

bl.a. følgende i et brev af 9. juni 1993 til Folketingets Socialudvalg:

»§ 71-tilsynet har drøftet sagen på et møde den 9. juni 1993. Det er

herefter § 71-tilsynets vurdering, at der ikke efter de gældende regler kan

finde foranstaltninger sted over for de senildemente, som kan karakteriseres

Læs alt

som frihedsberøvelse. § 71-tilsynet har noteret sig, at det er

Socialministeriets opfattelse, at de problemer, der måtte være på dette

område, skal løses ved oplysning frem for at foretage ændringer i

regelgrundlaget.

§ 71-tilsynets opgave er at føre tilsyn med behandlingen af administrativt

frihedsberøvede personer, jf. grundlovens § 71, stk. 7, jf. stk. 6.

På denne baggrund finder § 71-tilsynet ikke anledning til fortsat at

beskæftige sig med de generelle problemstillinger vedrørende senildemente.

Det skal dog understreges, at § 71-tilsynet - såfremt konkrete henvendelser

m.v. giver særlig anledning hertil - fortsat vil behandle konkrete sager

vedrørende behandlingen af senildemente.

Dette er ikke ensbetydende med, at § 71-tilsynet ikke finder, at der

fortsat kan være aktuelle generelle problemstillinger vedrørende forholdene

for de senildemente, og § 71-tilsynet skal med henvisning til det omfattende

materiale om forholdene for de senildemente, som der er udarbejdet de seneste

år - senest Ældre Sagens rapport »Dementes vilkår: Hvad bør der

gøres?» - opfordre Socialudvalget til at følge området nøje.«

III. Patientrådgiverordningen

Tilsynet tilkendegav i tilsynets beretning af 1. oktober 1992 vedrørende

tilsynets virksomhed i folketingsåret 1991-92, at tilsynet på et senere

tidspunkt ville tage den patientrådgiverordning, som blev etableret ved

ikrafttrædelsen af loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, op

til nærmere behandling. Tilsynet forventer i løbet af kort tid at modtage

resultatet af en undersøgelse, Amtsrådsforeningen har iværksat, og som

varetages af Dansk Sygehus Institut, om erfaringerne med

patientrådgiverordningen, hvorefter undersøgelsens resultat og

patientrådgivernes funktion som retssikkerhedsgaranti for de psykiatriske

patienter vil blive drøftet i tilsynet. Tilsynet afventer endvidere en

undersøgelse fra Justitsministeriet om vederlæggelsen af patientrådgiverne.

Der henvises endelig til, at patientrådgiverordningen var et væsentligt emne

under tilsynets besøg på Amtshospitalet i Vordingborg den 22. oktober 1992,

jf. nedenfor i afsnit IV.

IV. Besøg på institutioner i Storstrøms Amt

Tilsynet, som sædvanligvis hvert år foretager et eller flere

institutionsbesøg, besøgte den 22. og 23. oktober 1992 nogle institutioner i

Storstrøms Amt. Besøget omfattede den 22. oktober 1992 en rundvisning på to

lukkede psykiatriske afdelinger på Amtshospitalet i Vordingborg samt et møde

med bl.a. repræsentanter fra Storstrøms Amtskommune, Storstrøms Statsamt og

amtshospitalet samt to patientrådgivere. Tilsynet besøgte den 23. oktober

1992 i forlængelse af besøget på Amtshospitalet i Vordingborg to plejehjem i

Stege.

Et hovedformål med tilsynets besøg på Amtshospitalet i Vordingborg - ud

over at give patienterne på de lukkede psykiatriske afdeling mulighed for at

tale med tilsynets medlemmer - var at få indsigt i, hvorledes de

retssikkerhedsgarantier, der er etableret med loven om frihedsberøvelse og

anden tvang i psykiatrien, fungerer og opleves i praksis. Under besøget blev

tilsynet i særlig grad orienteret om, hvorledes det psykiatriske

patientklagenævn arbejdede, og hvordan patientrådgiverordningen fungerede.

Amtshospitalet orienterede endvidere bl.a. om de særlige problemer i

forbindelse med modtagelsen af psykiatriske patienter fra Grønland.

Tilsynets besøg på Amtsplejehjemmet Langgade og Amtsplejehjemmet

Ørnebjerghus i Stege skal ses i sammenhæng med, at tilsynet tidligere (i

1989) har besøgt det daværende Amtsplejehjem i Stege, og at der efter dette

besøg med virkning fra 1. januar 1990 er foretaget en opdeling af

plejehjemmet i to selvstændige plejehjem: Amtsplejehjemmet Langgade og

Amtsplejehjemmet Ørnebjerghus. De to besøgte institutioner drives i henhold

til reglerne i bistandslovens §§ 112-118 om institutioner for voksne med

vidtgående fysiske eller psykiske handicap og særlige plejehjem.

Tilsynet har udarbejdet et referat fra besøget i Storstrøms Amt den 22. og

23. oktober 1992, som indeholder en mere detaljeret beskrivelse af besøget.

Jan Petersen (S) fmd. Rosing (S) Anna-Marie Hansen (S) Birgitte Husmark

(SF) Peter Duetoft (CD) Torben Rechendorff (KF) nfmd. Inge

Dahl-Sørensen (V) Kirsten Madsen (FP) Elisabeth Arnold (RV)

Bilag

Uddrag fra Socialministeriets informationsmateriale: »Information om:

Gamle med demens i § 79-plejehjem og hjemmepleje - regler og muligheder«

Hvordan er reglerne for tilbageholdelse m.v. for senildemente i

almindelige plejehjem (efter bistandslovens § 79) og i eget hjem?

En person må ikke tilbageholdes mod sin vilje. Heller ikke hvis personen

er gammel, forvirret og måske lider af en demenssygdom. Man må altså ikke

låses inde i plejehjemmet, i plejehjemsværelset eller i sin egen bolig.

Der skal være mulighed for at komme ud. Hvis en plejehjemsbeboer med

et klart tilkendegivet og fastholdt ønske om at komme ud hindres heri,

er der tale om frihedsberøvelse, og det er der ikke lovhjemmel til på

plejehjem.

Men det er absolut tilladt - og endda ønskeligt - at indrette forholdene

således, at senildemente, der har svært ved at orientere sig, ikke ligefrem

forvilder sig ud på gader og veje eller til »fremmede«

plejehjemsafdelinger eller andre beboeres stuer. Ordninger, som forhindrer

demente beboere i at forvilde sig ud, betragtes ikke som frihedsberøvelse.

Regelsættet om tilbageholdelse mod egen vilje er klart. Virkeligheden og

hverdagen vil ofte byde på situationer, som er knap så klare og entydige,

hvor tvivlen melder sig om, hvordan man skal forholde sig, når forskellige

hensyn skal vejes op mod hinanden. Men det gælder ikke kun

demensområdet. I en række af livets forhold kan reglerne således ikke tage

højde for samtlige de komplekse situationer, der kan opstå.

Hvis der ved indretningen af plejehjemmet oprindelig ikke er taget hensyn

til problemer med senildemente, der forvilder sig, kan lettere

bygningsændringer overvejes, således at f.eks. ikke alle beboerstuer har egen

(åben) dør ud til det fri. Det er heller ikke nødvendigt at lade alle

døre være åbne og ulåste.

At holde dørene låst i aften- og nattetimerne - således som det sker i de

fleste private hjem - forekommer naturligt. Nogle plejehjem har en sådan

beliggenhed, at det kan være ønskeligt at sikre sig mod uønskede gæster -

også i dagtimerne. Dette er helt i overensstemmelse med reglerne - blot det

er muligt at komme ud.

Nogle plejehjem har erfaret, at ganske små indretningsændringer kan løse

mange af de episoder, der opstår med beboere, der forvilder sig. Der behøver

ikke være tale om bygningsændringer, men ganske ubetydelige småændringer. Det

kan være et gardin, der trækkes for glasdøren ind til næste afsnit eller for

den plagede nabos dør om natten. Det kan være grønne planter, der let

camouflerer dørene, men ikke er en hindring for den beboer, der vil ud. En

del plejehjem er indrettet med en information eller et kontor ved udgangen.

Med en bemanding af et sådant »yderligt beliggende« kontor - ofte

med kontorpersonale - vil der være mulighed for et vist opsyn med

udgangsdørene - og dermed en mulighed for at sikre sig, at demente beboere

ikke forvilder sig ud.

Som nævnt må man ikke tilbageholdes mod egen vilje. Det står fast. Men

hvad så med alle de elektroniske hjælpemidler: »bibbere«,

sladremåtter m.m.? Disse elektroniske hjælpemidler forhindrer ikke i sig

selv, at beboeren går. Et langt stykke hen ad vejen er der tale om

signalgivere på linie med gammeldags ringeklokker på døren, f.eks. i

butikker, der tjener til skærpet opmærksomhed. Nogle plejehjem har da også

simpelt hen gammeldags klokker på døren. At der med de nyere hjælpemidler

gøres brug af den teknologiske udvikling, gør dem ikke i sig selv ulovlige.

Det er reaktionen i forbindelse med den skærpede opmærksomhed, der er

afgørende. Et tilbud om beskæftigelse, om inddragelse i socialt fællesskab

eller ledsagelse på en tur er en god reaktion på den skærpede opmærksomhed.

Tilbageholdelse er derimod ikke umiddelbart tilladt.

Specielle mekanismer som f.eks. kodelåse, der alene tjener til at

tilbageholde beboerne, er ikke tilladte.

Nogle plejehjem anvender bærbare navneskilte som hjælp, hvis demente

beboere forvilder sig - enten fordi de forvilder sig ud, eller fordi de

kommer til at gå ad andre veje end dem, de normalt færdes på. Det bærbare

navneskilt kan enten være i form at en seddel i lommen med navn og adresse

eller være udformet som et smykke med indgraverede oplysninger, således at

beboeren lettere kan følges hjem.

Mange plejehjem har efterhånden arbejdet så meget med deres tilbud til

demente beboere, at tilbudene i væsentlig grad kan betegnes som

individualiserede. Viden om tidligere tilværelse, beskæftigelse og vaner

giver gode oplysninger, der kan bidrage til, at hverdagen tilrettelægges

således, at nogle af de mest belastende situationer kan undgås. Har beboeren

f.eks. tidligere haft en vane med at gå tur med hunden kl. 16, kan dette være

baggrunden for, at han eller hun ønsker at komme ud på dette

tidspunkt. En sådan viden kan bruges både til at give et tilbud om en tur med

ledsager på netop dette tidspunkt og til at være specielt opmærksom på at

give andre tilbud om beskæftigelse på netop dette tidspunkt.

Det har vist sig, at der opstår specielt mange problemer i tidsrummet

omkring et vagtskifte. Dette problem har man i nogle plejehjem søgt afhjulpet

ved fleksibelt vagtskifte, således at ikke alle eller mange medarbejdere går

og kommer på samme tid. Parallelt hertil bør hjemmeplejens

»tryghedsbesøg« hos demente ikke altid foregå efter et på forhånd

tilrettelagt tidsskema, men efter iagttagelse af den enkelte klients behov.

Det har vist sig for mange demente beboere, som begiver sig ud af

plejehjemmet, at det typisk har sammenhæng med bestemte situationer: Enten

faste vaner, der hænger ved, eller bestemte situationer, der skaber uro.

Nogle beboere er tilbøjelige til at gå fra plejehjemmet i perioden

umiddelbart efter indflytningen, inden de har accepteret plejehjemmet som

deres hjem. Sådanne situationer kan der tages højde for ved indlevelse

og tilrettelæggelse af hverdagen efter den enkeltes behov.

Nogle beboere har et naturligt behov for frisk luft og motion, som måske

kun vanskeligt kan imødekommes, hvis plejehjemmet tilrettelægger hverdagen

efter faste rutiner. Hvis personalets møde- eller arbejdstider ikke gør det

muligt at tilrettelægge en fleksibel hverdag for beboerne, hvor der

også er tilbud om kontakt, beskæftigelse og motion om

eftermiddagen/aftenen, kan det overvejes at omlægge arbejdstiderne til en

mere jævnt fordelt personaledækning. Socialministeriets undersøgelse fra 1991

viser, at nogle plejehjem allerede har foretaget dette skridt, og at disse

har gode erfaringer hermed.

Undersøgelsen viser endvidere, at det er plejehjemmenes erfaring, at nogle

demente beboere kan finde rundt i trafikken. Nogle beboere går således

altid den samme vej til en kiosk eller til en bekendt. Derfor er der ikke i

alle tilfælde grund til at være særligt på vagt. Iagttagelser af beboeren kan

give et fingerpeg om, i hvilket omfang pågældende kan færdes på egen hånd

uden for plejehjemmet.

Ligesom der ikke må ske tilbageholdelse mod egen vilje ved f.eks. låsning

af døren, må der hverken i plejehjem efter bistandslovens § 79 eller i eget

hjem ske tilbageholdelse ved fiksering med bælte eller lignende. Beboerne må

derimod gerne beskyttes mod fald ved støtte af et bælte, som beboerne selv

kan løsne, eller ved at sætte et bord foran kørestolen. Hvis beboerne selv

ønsker det, kan der opsættes sengeheste for at forhindre, at beboerne falder

ud af sengene. At beskytte beboere, som ellers er i overhængende fare for at

komme til skade ved fald, er helt i overensstemmelse med, hvad der må og kan

forventes af en institution som et plejehjem. Også på dette område er der

mulighed for alternativer. Hvis beboeren ikke bryder sig om sengehest og det

omvendt er nødvendigt at beskytte beboeren, er et alternativ til sengehesten

f.eks. en eleverbar seng, der kan sænkes i gulvhøjde, således at faren ved

fald elimineres, eller der kan lægges madrasser og puder omkring sengen,

således at risikoen for skader ved et fald mindskes.

Som nævnt er den generelle regel, at der ikke må ske tilbageholdelse mod

egen vilje hverken af plejehjemsbeboere eller af hjemmeboende uanset disse

personers alder og handicap.

Omvendt kan der forekomme akutte situationer - både i og uden for

institution og gældende for såvel yngre som ældre personer - hvor der

åbenlyst bør gribes ind for at hindre tilskadekomst. De såkaldte

nødværgeregler i straffeloven åbner muligheder herfor. Åbenlyst hjælpeløse

mennesker må ikke lades i stikken, ligesom mennesker, som er overladt i eens

varetægt, ikke må efterlades, hvis de pågældende er i overhængende fare eller

risiko.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter