1992 BR 6 BERETNING VEDRØRENDE TILSYNETS VIRKSOMHED I FOLKETINGSÅRET 1992-93 NR 6 1992-93, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
I. Indledning
Tilsynet har i løbet af folketingsåret 1992-93 afholdt 6 møder og
behandlet en række sager, som dels ikke var afsluttede i forrige samling og
dels er opstået i løbet af folketingsåret. Nedenfor i afsnit II og III er
omtalt to af de sager af mere generel karakter, som tilsynet har beskæftiget
sig med i det forløbne folketingsår. Tilsynet har endvidere den 22. og 23.
oktober 1992 besøgt nogle institutioner i Storstrøms Amt. Besøget er nærmere
omtalt nedenfor i afsnit IV.
II. Senildementes forhold
Tilsynets behandling af problemstillingerne vedrørende senildementes
forhold er tidligere omtalt i tilsynets beretninger vedrørende tilsynets
virksomhed i folketingsårene 1989-90 og 1990-91, 2. samling, hvortil der
henvises.
Med hensyn til tilsynets behandling af sagen i dette folketingsår kan det
oplyses, at Socialministeriet den 14. december 1992 fremsendte
informationsmaterialet »Information om: Gamle med demens i §
79-plejehjem og hjemmepleje - regler og muligheder« til tilsynet.
Informationsmaterialet indeholder bl.a. en beskrivelse af reglerne for
tilbageholdelse m.v. for senildemente i almindelige plejehjem (efter
bistandslovens § 79) og i eget hjem. Det pågældende afsnit i
informationsmaterialet er optrykt som bilag til beretningen.
Med henvisning til det modtagne informationsmateriale og til, at tilsynet
igennem længere tid havde beskæftiget sig med forholdene for de senildemente,
herunder især problemstillingerne vedrørende udgangsbegrænsende
foranstaltninger på plejehjem og muligheden for tilbageholdelse og
fikseringer af plejehjemsbeboere samt anvendelse af medicin, skrev tilsynet
bl.a. følgende i et brev af 9. juni 1993 til Folketingets Socialudvalg:
»§ 71-tilsynet har drøftet sagen på et møde den 9. juni 1993. Det er
herefter § 71-tilsynets vurdering, at der ikke efter de gældende regler kan
finde foranstaltninger sted over for de senildemente, som kan karakteriseres
Læs alt
som frihedsberøvelse. § 71-tilsynet har noteret sig, at det er
Socialministeriets opfattelse, at de problemer, der måtte være på dette
område, skal løses ved oplysning frem for at foretage ændringer i
regelgrundlaget.
§ 71-tilsynets opgave er at føre tilsyn med behandlingen af administrativt
frihedsberøvede personer, jf. grundlovens § 71, stk. 7, jf. stk. 6.
På denne baggrund finder § 71-tilsynet ikke anledning til fortsat at
beskæftige sig med de generelle problemstillinger vedrørende senildemente.
Det skal dog understreges, at § 71-tilsynet - såfremt konkrete henvendelser
m.v. giver særlig anledning hertil - fortsat vil behandle konkrete sager
vedrørende behandlingen af senildemente.
Dette er ikke ensbetydende med, at § 71-tilsynet ikke finder, at der
fortsat kan være aktuelle generelle problemstillinger vedrørende forholdene
for de senildemente, og § 71-tilsynet skal med henvisning til det omfattende
materiale om forholdene for de senildemente, som der er udarbejdet de seneste
år - senest Ældre Sagens rapport »Dementes vilkår: Hvad bør der
gøres?» - opfordre Socialudvalget til at følge området nøje.«
III. Patientrådgiverordningen
Tilsynet tilkendegav i tilsynets beretning af 1. oktober 1992 vedrørende
tilsynets virksomhed i folketingsåret 1991-92, at tilsynet på et senere
tidspunkt ville tage den patientrådgiverordning, som blev etableret ved
ikrafttrædelsen af loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, op
til nærmere behandling. Tilsynet forventer i løbet af kort tid at modtage
resultatet af en undersøgelse, Amtsrådsforeningen har iværksat, og som
varetages af Dansk Sygehus Institut, om erfaringerne med
patientrådgiverordningen, hvorefter undersøgelsens resultat og
patientrådgivernes funktion som retssikkerhedsgaranti for de psykiatriske
patienter vil blive drøftet i tilsynet. Tilsynet afventer endvidere en
undersøgelse fra Justitsministeriet om vederlæggelsen af patientrådgiverne.
Der henvises endelig til, at patientrådgiverordningen var et væsentligt emne
under tilsynets besøg på Amtshospitalet i Vordingborg den 22. oktober 1992,
jf. nedenfor i afsnit IV.
IV. Besøg på institutioner i Storstrøms Amt
Tilsynet, som sædvanligvis hvert år foretager et eller flere
institutionsbesøg, besøgte den 22. og 23. oktober 1992 nogle institutioner i
Storstrøms Amt. Besøget omfattede den 22. oktober 1992 en rundvisning på to
lukkede psykiatriske afdelinger på Amtshospitalet i Vordingborg samt et møde
med bl.a. repræsentanter fra Storstrøms Amtskommune, Storstrøms Statsamt og
amtshospitalet samt to patientrådgivere. Tilsynet besøgte den 23. oktober
1992 i forlængelse af besøget på Amtshospitalet i Vordingborg to plejehjem i
Stege.
Et hovedformål med tilsynets besøg på Amtshospitalet i Vordingborg - ud
over at give patienterne på de lukkede psykiatriske afdeling mulighed for at
tale med tilsynets medlemmer - var at få indsigt i, hvorledes de
retssikkerhedsgarantier, der er etableret med loven om frihedsberøvelse og
anden tvang i psykiatrien, fungerer og opleves i praksis. Under besøget blev
tilsynet i særlig grad orienteret om, hvorledes det psykiatriske
patientklagenævn arbejdede, og hvordan patientrådgiverordningen fungerede.
Amtshospitalet orienterede endvidere bl.a. om de særlige problemer i
forbindelse med modtagelsen af psykiatriske patienter fra Grønland.
Tilsynets besøg på Amtsplejehjemmet Langgade og Amtsplejehjemmet
Ørnebjerghus i Stege skal ses i sammenhæng med, at tilsynet tidligere (i
1989) har besøgt det daværende Amtsplejehjem i Stege, og at der efter dette
besøg med virkning fra 1. januar 1990 er foretaget en opdeling af
plejehjemmet i to selvstændige plejehjem: Amtsplejehjemmet Langgade og
Amtsplejehjemmet Ørnebjerghus. De to besøgte institutioner drives i henhold
til reglerne i bistandslovens §§ 112-118 om institutioner for voksne med
vidtgående fysiske eller psykiske handicap og særlige plejehjem.
Tilsynet har udarbejdet et referat fra besøget i Storstrøms Amt den 22. og
23. oktober 1992, som indeholder en mere detaljeret beskrivelse af besøget.
Jan Petersen (S) fmd. Rosing (S) Anna-Marie Hansen (S) Birgitte Husmark
(SF) Peter Duetoft (CD) Torben Rechendorff (KF) nfmd. Inge
Dahl-Sørensen (V) Kirsten Madsen (FP) Elisabeth Arnold (RV)
Bilag
Uddrag fra Socialministeriets informationsmateriale: »Information om:
Gamle med demens i § 79-plejehjem og hjemmepleje - regler og muligheder«
Hvordan er reglerne for tilbageholdelse m.v. for senildemente i
almindelige plejehjem (efter bistandslovens § 79) og i eget hjem?
En person må ikke tilbageholdes mod sin vilje. Heller ikke hvis personen
er gammel, forvirret og måske lider af en demenssygdom. Man må altså ikke
låses inde i plejehjemmet, i plejehjemsværelset eller i sin egen bolig.
Der skal være mulighed for at komme ud. Hvis en plejehjemsbeboer med
et klart tilkendegivet og fastholdt ønske om at komme ud hindres heri,
er der tale om frihedsberøvelse, og det er der ikke lovhjemmel til på
plejehjem.
Men det er absolut tilladt - og endda ønskeligt - at indrette forholdene
således, at senildemente, der har svært ved at orientere sig, ikke ligefrem
forvilder sig ud på gader og veje eller til »fremmede«
plejehjemsafdelinger eller andre beboeres stuer. Ordninger, som forhindrer
demente beboere i at forvilde sig ud, betragtes ikke som frihedsberøvelse.
Regelsættet om tilbageholdelse mod egen vilje er klart. Virkeligheden og
hverdagen vil ofte byde på situationer, som er knap så klare og entydige,
hvor tvivlen melder sig om, hvordan man skal forholde sig, når forskellige
hensyn skal vejes op mod hinanden. Men det gælder ikke kun
demensområdet. I en række af livets forhold kan reglerne således ikke tage
højde for samtlige de komplekse situationer, der kan opstå.
Hvis der ved indretningen af plejehjemmet oprindelig ikke er taget hensyn
til problemer med senildemente, der forvilder sig, kan lettere
bygningsændringer overvejes, således at f.eks. ikke alle beboerstuer har egen
(åben) dør ud til det fri. Det er heller ikke nødvendigt at lade alle
døre være åbne og ulåste.
At holde dørene låst i aften- og nattetimerne - således som det sker i de
fleste private hjem - forekommer naturligt. Nogle plejehjem har en sådan
beliggenhed, at det kan være ønskeligt at sikre sig mod uønskede gæster -
også i dagtimerne. Dette er helt i overensstemmelse med reglerne - blot det
er muligt at komme ud.
Nogle plejehjem har erfaret, at ganske små indretningsændringer kan løse
mange af de episoder, der opstår med beboere, der forvilder sig. Der behøver
ikke være tale om bygningsændringer, men ganske ubetydelige småændringer. Det
kan være et gardin, der trækkes for glasdøren ind til næste afsnit eller for
den plagede nabos dør om natten. Det kan være grønne planter, der let
camouflerer dørene, men ikke er en hindring for den beboer, der vil ud. En
del plejehjem er indrettet med en information eller et kontor ved udgangen.
Med en bemanding af et sådant »yderligt beliggende« kontor - ofte
med kontorpersonale - vil der være mulighed for et vist opsyn med
udgangsdørene - og dermed en mulighed for at sikre sig, at demente beboere
ikke forvilder sig ud.
Som nævnt må man ikke tilbageholdes mod egen vilje. Det står fast. Men
hvad så med alle de elektroniske hjælpemidler: »bibbere«,
sladremåtter m.m.? Disse elektroniske hjælpemidler forhindrer ikke i sig
selv, at beboeren går. Et langt stykke hen ad vejen er der tale om
signalgivere på linie med gammeldags ringeklokker på døren, f.eks. i
butikker, der tjener til skærpet opmærksomhed. Nogle plejehjem har da også
simpelt hen gammeldags klokker på døren. At der med de nyere hjælpemidler
gøres brug af den teknologiske udvikling, gør dem ikke i sig selv ulovlige.
Det er reaktionen i forbindelse med den skærpede opmærksomhed, der er
afgørende. Et tilbud om beskæftigelse, om inddragelse i socialt fællesskab
eller ledsagelse på en tur er en god reaktion på den skærpede opmærksomhed.
Tilbageholdelse er derimod ikke umiddelbart tilladt.
Specielle mekanismer som f.eks. kodelåse, der alene tjener til at
tilbageholde beboerne, er ikke tilladte.
Nogle plejehjem anvender bærbare navneskilte som hjælp, hvis demente
beboere forvilder sig - enten fordi de forvilder sig ud, eller fordi de
kommer til at gå ad andre veje end dem, de normalt færdes på. Det bærbare
navneskilt kan enten være i form at en seddel i lommen med navn og adresse
eller være udformet som et smykke med indgraverede oplysninger, således at
beboeren lettere kan følges hjem.
Mange plejehjem har efterhånden arbejdet så meget med deres tilbud til
demente beboere, at tilbudene i væsentlig grad kan betegnes som
individualiserede. Viden om tidligere tilværelse, beskæftigelse og vaner
giver gode oplysninger, der kan bidrage til, at hverdagen tilrettelægges
således, at nogle af de mest belastende situationer kan undgås. Har beboeren
f.eks. tidligere haft en vane med at gå tur med hunden kl. 16, kan dette være
baggrunden for, at han eller hun ønsker at komme ud på dette
tidspunkt. En sådan viden kan bruges både til at give et tilbud om en tur med
ledsager på netop dette tidspunkt og til at være specielt opmærksom på at
give andre tilbud om beskæftigelse på netop dette tidspunkt.
Det har vist sig, at der opstår specielt mange problemer i tidsrummet
omkring et vagtskifte. Dette problem har man i nogle plejehjem søgt afhjulpet
ved fleksibelt vagtskifte, således at ikke alle eller mange medarbejdere går
og kommer på samme tid. Parallelt hertil bør hjemmeplejens
»tryghedsbesøg« hos demente ikke altid foregå efter et på forhånd
tilrettelagt tidsskema, men efter iagttagelse af den enkelte klients behov.
Det har vist sig for mange demente beboere, som begiver sig ud af
plejehjemmet, at det typisk har sammenhæng med bestemte situationer: Enten
faste vaner, der hænger ved, eller bestemte situationer, der skaber uro.
Nogle beboere er tilbøjelige til at gå fra plejehjemmet i perioden
umiddelbart efter indflytningen, inden de har accepteret plejehjemmet som
deres hjem. Sådanne situationer kan der tages højde for ved indlevelse
og tilrettelæggelse af hverdagen efter den enkeltes behov.
Nogle beboere har et naturligt behov for frisk luft og motion, som måske
kun vanskeligt kan imødekommes, hvis plejehjemmet tilrettelægger hverdagen
efter faste rutiner. Hvis personalets møde- eller arbejdstider ikke gør det
muligt at tilrettelægge en fleksibel hverdag for beboerne, hvor der
også er tilbud om kontakt, beskæftigelse og motion om
eftermiddagen/aftenen, kan det overvejes at omlægge arbejdstiderne til en
mere jævnt fordelt personaledækning. Socialministeriets undersøgelse fra 1991
viser, at nogle plejehjem allerede har foretaget dette skridt, og at disse
har gode erfaringer hermed.
Undersøgelsen viser endvidere, at det er plejehjemmenes erfaring, at nogle
demente beboere kan finde rundt i trafikken. Nogle beboere går således
altid den samme vej til en kiosk eller til en bekendt. Derfor er der ikke i
alle tilfælde grund til at være særligt på vagt. Iagttagelser af beboeren kan
give et fingerpeg om, i hvilket omfang pågældende kan færdes på egen hånd
uden for plejehjemmet.
Ligesom der ikke må ske tilbageholdelse mod egen vilje ved f.eks. låsning
af døren, må der hverken i plejehjem efter bistandslovens § 79 eller i eget
hjem ske tilbageholdelse ved fiksering med bælte eller lignende. Beboerne må
derimod gerne beskyttes mod fald ved støtte af et bælte, som beboerne selv
kan løsne, eller ved at sætte et bord foran kørestolen. Hvis beboerne selv
ønsker det, kan der opsættes sengeheste for at forhindre, at beboerne falder
ud af sengene. At beskytte beboere, som ellers er i overhængende fare for at
komme til skade ved fald, er helt i overensstemmelse med, hvad der må og kan
forventes af en institution som et plejehjem. Også på dette område er der
mulighed for alternativer. Hvis beboeren ikke bryder sig om sengehest og det
omvendt er nødvendigt at beskytte beboeren, er et alternativ til sengehesten
f.eks. en eleverbar seng, der kan sænkes i gulvhøjde, således at faren ved
fald elimineres, eller der kan lægges madrasser og puder omkring sengen,
således at risikoen for skader ved et fald mindskes.
Som nævnt er den generelle regel, at der ikke må ske tilbageholdelse mod
egen vilje hverken af plejehjemsbeboere eller af hjemmeboende uanset disse
personers alder og handicap.
Omvendt kan der forekomme akutte situationer - både i og uden for
institution og gældende for såvel yngre som ældre personer - hvor der
åbenlyst bør gribes ind for at hindre tilskadekomst. De såkaldte
nødværgeregler i straffeloven åbner muligheder herfor. Åbenlyst hjælpeløse
mennesker må ikke lades i stikken, ligesom mennesker, som er overladt i eens
varetægt, ikke må efterlades, hvis de pågældende er i overhængende fare eller
risiko.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1990 BR 12 BERETNING VEDRØRENDE TILSYNETS VIRKSOMHED I FOLKETINGSÅRET 1990-91, 2. SAMLING NR 12 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 8. oktober 1991
- 1989 BR 9 BERETNING VEDRØRENDE TILSYNETS VIRKSOMHED I FOLKETINGSÅRET 1989-90 NR 9 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 15. maj 1991
- 1994 BR 5 BERETNING VEDRØRENDE TILSYNETS VIRKSOMHED I FOLKETINGSÅRET 1994-95 NR 5 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 6. oktober 1995
- 1991 BR 12 BERETNING VEDRØRENDE TILSYNETS VIRKSOMHED I FOLKETINGSÅRET 1991-92 NR 12 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 14. oktober 1992
- Beretning vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1997-98 Retsinformation · 30. oktober 1998
- 1995 BR 8 BERETNING VEDRØRENDE TILSYNETS VIRKSOMHED I FOLKETINGSÅRET 1995-96 NR 8 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 8. oktober 1996