Spring til indhold

Retsinformation

1991 BR 12 BERETNING VEDRØRENDE TILSYNETS VIRKSOMHED I FOLKETINGSÅRET 1991-92 NR 12 1991-92, 1. SAMLING

1991/1 BR 12Selvstændig beretningFolketinget14. oktober 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

I Indledning

Tilsynet har i løbet af folketingsåret 1991-92 afholdt 10 møder og

behandlet en række sager, som dels ikke var afsluttede i forrige samling, og

dels er opstået i løbet af folketingsåret. Tilsynet har ikke i det forløbne

folketingsår aflagt besøg på institutioner, hvor der er anbragt

administrativt frihedsberøvede personer. Nedenfor er omtalt et par af de

sager af mere generel karakter, som tilsynet har beskæftiget sig med i det

forløbne folketingsår.

II Vejledning vedrørende frihedsberøvelse og anden tvang i

psykiatrien

Sagen er tidligere omtalt i tilsynets beretning af 20. september 1990

vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1989-90 i forbindelse med

Justitsministeriets udstedelse af bekendtgørelse nr. 614 af 20. september

1989 om underretning og klagevejledning til patienter i forbindelse med

anvendelse af tvang i psykiatrien.

Justitsministeriet har i april 1992 udsendt vejledningen

"Frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien - om psykiatriske

patienters rettigheder ved tvangsindgreb".

Det fremgår af vejledningen, at den er skrevet for psykiatriske patienter,

deres pårørende og patientrådgiverne. Vejledningen beskriver de regler, der

gælder, når en patient mod sin vilje indlægges eller tilbageholdes på en

psykiatrisk afdeling. Den fortæller også om regler og rettigheder for

psykiatriske patienter, der på anden måde udsættes for tvang.

Justitsministeriet oplyste i forbindelse med udsendelsen af vejledningen

over for tilsynet, at hensigten med vejledningen er i kortfattet og let

læselig form at give et overblik over reglerne i lov nr. 331 af 24. maj 1989

om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien og de tilhørende

bekendtgørelser. Ministeriet oplyste endvidere, at vejledningen fortrinsvis

retter sig til psykiatriske patienter, deres pårørende og patientrådgiverne,

og at den på denne baggrund er udsendt til statsamterne, amtskommunerne samt

Læs alt

Københavns og Frederiksberg Kommuner med henblik på fordeling til de

psykiatriske hospitaler/afdelinger, og at vejledningen samtidig er fordelt

til politiet og domstolene.

Tilsynet forespurgte i forbindelsen med udarbejdelsen af vejledningen,

hvorvidt der forventedes udstedt en vejledning eller et cirkulære, der

henvender sig til de institutioner og det personale, der behandler

tvangsindlagte eller tvangstilbageholdte psykiatriske patienter, og som

vedrører klagevejledning. Justitsministeriet oplyste i forbindelse med

udsendelsen af vejledningen over for tilsynet om dette spørgsmål, at det er

hensigten, at vejledningen vil kunne udleveres til det behandlende personale

på de psykiatriske afdelinger, således at den eventuelt kan indgå i

grundlaget for en mundtlig orientering af patienterne om deres retsstilling -

herunder med vejledning om klageadgangen. Endvidere vil vejledningen kunne

udleveres til patienter, pårørende og patientrådgivere, der måtte have

interesse heri. Der var efter Justitsministeriets opfattelse ikke for tiden

noget behov for at supplere vejledningen med en yderligere vejledning, rettet

til personer og administrationen på de psykiatriske afdelinger.

Tilsynet har taget Justitsministeriets svar til efterretning og foretager

ikke videre i sagen.

III Patientrådgiverordningen

Efter ikraftrædelsen af loven om frihedsberøvelse og anden tvang i

psykiatrien den 1. oktober 1989 har tilsynet i flere sammenhænge beskæftiget

sig med patientrådgivernes situation. Der henvises i den forbindelse til

tilsynets beretning af 20. september 1990 vedrørende tilsynets virksomhed i

folketingsåret 1989-90. Med henvisning til, at patientrådgiverne udgør en

væsentlig retssikkerhedsgaranti i forbindelse med behandlingen af

tvangsindlagte og tvangstilbageholdte psykiatriske patienter samt ved

tvangsbehandling og fiksering m.v. af psykiatriske patienter, anmodede

tilsynet i juni 1991 Justitsministeriet om at redegøre for erfaringerne med

patientrådgiverordningen. Herunder ønskede tilsynet oplyst, hvilke reaktioner

m.v. der efter ordningens indførelse var kommet fra de psykiatriske patienter

og patientrådgiverne, og om der er overvejelser om ændringer af ordningen.

Justitsministeriet oplyste ved skrivelse af 26. februar 1992, at

ministeriet i anledning af tilsynets henvendelse havde anmodet

Amtsrådsforeningen samt Københavns og Frederiksberg Kommuner om en udtalelse

om de indvundne erfaringer, og at det af udtalelserne fra Københavns og

Frederiksberg Kommuner fremgik, at der her generelt er tilfredshed med

patientrådgiverordningen både hos patienterne og patientrådgiverne. Det

fremgik videre, at Amtsrådsforeningen på baggrund af henvendelsen havde

besluttet at iværksætte en undersøgelse af erfaringerne med

patientrådgiverordningen set fra patientrådgivernes, de psykiatriske

sygehusafdelingers og patienternes side. Justitsministeriet ville til sin tid

orientere tilsynet om resultaterne af Amtsrådsforeningens undersøgelse.

På baggrund af en henvendelse fra tilsynet vedrørende patientrådgivernes

vederlag har Justitsministeriet endvidere i en skrivelse af 23. december 1991

over for tilsynet oplyst, at ministeriet bl.a. på baggrund af udtalelser fra

Amtsrådsforeningen i Danmark og Indenrigsministeriet har overvejet

spørgsmålet om regulering af vederlaget. Justitsministeriet meddelte, at man

ikke på daværende tidspunkt fandt grundlag for at iværksætte en generel

forhøjelse af de i § 17 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 615 af 20.

september 1989 om patientrådgivere fastsatte takster for vederlag.

Justitsministeriet havde - foruden bevillingsmæssige hensyn - især lagt vægt

på, at taksterne alene havde været gældende i ca. 2 år. De nævnte takster

omfatter også patientrådgivernes eventuelle udgifter til transport.

Justitsministeriet oplyste videre, at ministeriet imidlertid ville være

indstillet på - når der er indhøstet erfaringer med patientrådgiverordningen

i en længere periode - at iværksætte en nærmere undersøgelse af

vederlæggelsen af patientrådgiverne, herunder af omkostningerne ved den

gældende ordning og spørgsmålet om en eventuel justering af ordningen.

Justitsministeriet agtede at iværksætte denne undersøgelse medio 1992, hvor

patientrådgiverordningen har været i kraft i ca. 3 år.

Tilsynet vil på et senere tidspunkt tage patientrådgiverordningen op til

nærmere behandling.

IV Magtanvendelse m.v i institutioner for voksne med vidtgående

fysiske eller psykiske handicap

Sagen er tidligere omtalt i tilsynets beretning af 20. september 1990

vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1989-90.

Socialministeriet ændrede ved bekendtgørelse nr. 284 af 26. april 1990

magtanvendelsesbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 568 af 21. december 1979

om magtanvendelse m.v. i institutioner for voksne med vidtgående fysiske

eller psykiske handicap). Ændringen, som trådte i kraft den 1. juli 1990,

indebar bl.a., at Socialministeriets overtilsyn med de såkaldte §

112-institutioner og pligten for amtsrådene til at indsende skemaer og

indberetninger til Socialministeriet blev ophævet. Socialministeriet foretog

ændringerne som led i en afbureaukratisering og ud fra en erkendelse af, at

udviklingen i retning af stadig aftagende magtanvendelse ikke nødvendiggør en

central statslig myndigheds gennemgang af indberetninger og overtilsyn med

amtskommunerne.

Socialministeriet oplyste ved skrivelse af 28. juni 1991 over for

tilsynet, at der et år efter ændringen ikke i ministeriet påtænktes særlige

initiativer i forbindelse med ændringen pr. 1. juli 1990. Ministeriet oplyste

endvidere, at der ikke efter ændringen af magtanvendelsesbekendtgørelsen var

indgået klager til ministeriet over amtsrådenes beslutninger i henhold til

den opretholdte § 13 i magtanvendelsesbekendtgørelsen.

Tilsynet fandt imidlertid herefter, at konsekvenserne af de ændringer, der

er foretaget, burde belyses nærmere, herunder om omfanget af magtanvendelse

på § 112-institutioner og tilsynet med institutionerne havde ændret sig efter

ændringen af magtanvendelsesbekendtgørelsen. Tilsynet ønskede endvidere et

nærmere kendskab til amtskommunernes vurdering af de foretagne ændringer. På

denne baggrund og under henvisning til, at ændringen af

magtanvendelsesbekendtgørelsen ikke berørte indberetningerne fra §

112-institutionerne til amtskommunerne, og til, at amtsrådene fortsat fører

tilsyn med § 112-institutionerne, jf. magtanvendelsesbekendtgørelsens § 15,

anmodede tilsynet den 19. november fire sygehuskommuner om at besvare en

række spørgsmål, herunder om udviklingen i antallet afindberetninger, om

sygehuskommunernes behandling af indberetningerne, om, hvordan

sygehuskommunernes tilsyn med institutionerne blev praktiseret, og om

sygehuskommunernes vurdering af de ændringer, der blev foretaget pr. 1. juli

1990.

Tilsynet modtog svarene på henvendelserne i perioden fra den 17. december

1991 til 30. januar 1992. Tilsynet fandt, at de detaljerede og ganske

omfattende besvarelser bidrog væsentligt til at få belyst de

problemstillinger vedrørende § 112-institutionerne, som tilsynet havde ønsket

en afklaring af. Efter at have drøftet de modtagne svar fandt tilsynet ikke,

at de ændringer, der blev foretaget i magtanvendelsesbekendtgørelsen i 1990,

gav tilsynet anledning til fortsat betænkelighed. Dette meddelte tilsynet de

pågældende kommuner samt Socialministeriet og Amtsrådsforeningen i Danmark.

Henning Rasmussen (S) fmd. Martin Glerup (S) Anna-Marie Hansen (S)

Birgitte Husmark (SF) Duetoft (CD) Fischer (KF) nfmd. Inge Dahl-Sørensen

(V)

Kirsten Madsen (FP) Elisabeth Arnold (RV)

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter