Forslag til folketingsbeslutning om etablering af en forsøgsordning med sundhedscentre
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 4. november 2004 af
Birthe Skaarup (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF),
Jette Jespersen (DF), Pia Kjærsgaard (DF),
Anita Knakkergaard (DF),
Pia Kristensen (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om
etablering af en forsøgsordning med sundhedscentre
Folketinget pålægger regeringen snarest muligt at påbegynde
etablering af en forsøgsordning med sundhedscentre. Sundhedscentrene skal
etableres med det formål at indsamle erfaringer, der kan udnyttes af
kommunerne
i årene efter gennemførelsen af strukturreformen pr. 1. januar 2007.
Hovedpunkterne i forsøgsordningen skal være:
1.
Ordningen løber over
en femårig periode.
2.
Sundhedscentrene
placeres på forskellige lokaliteter i landet, hvor de sundhedsmæssige behov
er
forskellige.
3.
Ved
tilrettelæggelsen af centrenes funktioner og arbejdsform skal sikres en
tilstrækkelig sammenhæng med den øvrige del af sundhedsvæsenet.
4.
Der inddrages i
planlægningen den bedst mulige faglige ekspertise, bl.a. sundhedsøkonomer og
faglige
Læs alt
organisationer.
5.
Sundhedscentrene
drives med Indenrigs- og Sundhedsministeriet som ansvarligt for den
overordnede
planlægning og koordination og finansieres helt eller delvis over statslige
midler.
Bemærkninger til forslaget
Formålet med forslaget
Formålet med dette beslutningsforslag er at pålægge regeringen
snarest muligt at påbegynde en statslig etablering af sundhedscentre i
Danmark.
Sundhedscentrene skal etableres med det formål at indsamle erfaringer, der
kan
udnyttes af kommunerne i årene efter gennemførelsen af strukturreformen pr.
1.
januar 2007.
Sundhedscentrene etableres som en femårig forsøgsordning, der
har det formål at indsamle konkret viden om, hvordan kommunale sundhedscentre
i
fremtiden etableres mest hensigtsmæssigt og med bedst udnyttelse af
ressourcerne.
Der indsamles konkrete erfaringer og viden om sundhedsmæssige aspekter,
organisations-
og ledelsesforhold samt administrative og finansielle forhold ved
etableringen
og driften af centrene.
Sundhedscentrene placeres et antal forskellige steder i landet,
hvor behovene er forskellige, og således, at der i opbygningen inddrages
forskellige aktører fra sundhedsvæsenet. Det skal ved tilrettelæggelsen af
centrene sikres, at der kommer sammenhæng mellem sundhedscentrene og den
øvrige
del af sundhedsvæsenet.
Ved opbygningen af sundhedscentrene inddrages faglig ekspertise,
bl.a. førende sundhedsøkonomer, faglige organisationer og andre, og der
dannes
en styregruppe, der kan udnytte denne ekspertise.
Der skabes den størst mulige åbenhed omkring centrenes opbygning
og udvikling.
Der nedsættes eventuelt en
følgegruppe, der består af repræsentanter for det politiske liv i kommunerne,
amterne/regionerne og Folketinget, der har tilknyttet faglige eksperter.
Baggrunden for forslaget
Regeringen og Dansk Folkeparti har i aftalen om en kommende
strukturreform besluttet, at kommunerne i fremtiden skal stå for den del af
sundhedsvæsenet, der har at gøre med forebyggelse, pleje og genoptræning. Det
åbner mulighed for nye tiltrængte tiltag på sundhedsområdet. Et vigtigt mål i
den forbindelse er at skabe et antal sundhedscentre rundt om i Danmark.
Et sundhedsvæsen vil altid blive bedømt på, hvordan det opleves
af den enkelte borger. I den aktuelle sundhedspolitik er der udtrykt et
stærkt
ønske om, at Danmarks sundhedsvæsen skal være i verdensklasse, men det
opleves
kun sådan af borgerne, hvis den enkelte tæt på sit hjem kan nyde godt af et
gennemtænkt og tidssvarende sundhedsvæsen, der gør det let at få de
sundhedsmæssige tilbud, som der er brug for.
Sundhedscentre vil uden tvivl blive et meget vigtigt element i
fremtidens sundhedsvæsen. Der er fra faglig side
peget på, at
sundhedscentre opfylder flere vigtige behov på samme tid:
–
Sundhedsfremme og
forebyggelse kommer i højsædet.
–
Borgerne får tilbud om
diagnostik, behandling, pleje og genoptræning i lokalområdet, så forløbet
gennem sundhedsvæsenet bliver én sammenhængende vej.
–
Sundhedstilbuddene etableres
dér, hvor det er fagligt forsvarligt, og hvor der samtidig sikres den bedste
ressourceudnyttelse.
Opgaven med at etablere sundhedscentre vil i princippet komme
til at ligge hos de politiske beslutningstagere lokalt og regionalt. Dette
følger allerede af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti, jf. »Aftale
om strukturreform Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 24. juni 2004, afsnittet
om sundhedsområdet, hvori det bl.a. fastslås:
»Kommunerne får ansvaret for den forebyggelse, pleje og
genoptræning, der ikke foregår under indlæggelse. Kommunerne skal kunne
etablere nye løsninger på især forebyggelses- og genoptræningsområdet, f.eks.
i
form af sundhedscentre.«
I samme afsnit af »Aftale om strukturreform« fastslås:
»Endvidere skal det – i det omfang regionerne gennemfører
sygehuslukninger – overvejes, om den ledige kapacitet kan anvendes til
etablering og udvikling af nye lokale løsninger på blandt andet pleje-,
forebyggelses- og genoptræningsområdet, f.eks. i form af sundhedscentre, der
evt. kan indgås i samarbejde med sundhedsregionerne. Det fastlægges nærmere,
hvordan kommunerne sikres mulighed for og tid til at reagere på beslutninger
om
sygehuslukninger med henblik på at kunne sammentænke de lokale tilbud med den
øvrige opgavevaretagelse i sundhedsvæsenet.«
Mange kommuner har overvejelser om at etablere sundhedscentre,
og det er en udbredt opfattelse i flere sundhedsorganisationer, at henved
hver
fjerde kommune er indstillet på at gå i gang med at opbygge sundhedscentre i
fremtiden.
Det er meget positivt, at den kommende strukturreform åbner for
et højt serviceniveau tæt på borgerne. Aftalepunkterne om sundhedsområdet,
herunder ikke mindst den rolle, kommunerne i fremtiden skal spille, kan
bidrage
til en dynamisk udvikling af sundhedsvæsenet i fremtiden. Men samtidig er det
meget vigtigt at understrege, at bestræbelserne i kommuner og regioner ikke
må
foregå delt og usystematisk og ude af sammenhæng med den overordnede,
landspolitiske sundhedspolitik.
Tværtimod bør bestræbelserne koordineres og sammentænkes, og Indenrigs-
og Sundhedsministeriet vil i høj grad komme til at bistå regioner og kommuner
med at tilrettelægge opgaverne optimalt gennem en landsdækkende koordinering,
der vil skulle suppleres af en bedre samling af de allermest specialiserede
sundhedsopgaver.
Netop fordi sundhedsbehovene er forskellige i de forskellige
områder af landet, og fordi der kan være brug for forskellige
løsningsmodeller
i de forskellige kommuner, er der et stort behov for allerede nu at begynde
at
indsamle viden og erfaringer og bearbejde de indhøstede erfaringer, så den
kan
viderebringes og nyttiggøres i hele landet. Derved kan den efterfølgende
koordinering komme langt bedre fra start og bygge på konkret viden i stedet
for
formodninger.
I selve startfasen, som vi befinder os i for øjeblikket, er der
store forventninger og mange konkrete ideer til, hvordan de lokale
sundhedscentre
kan indrettes og drives. Der er for Dansk Folkeparti heller ingen tvivl om,
at
kommunerne i de kommende år vil skabe mange forskellige løsninger og mange
slags sundhedscentre. Det er ikke sandsynligt, at centrene skal
standardiseres
og bygges op over ganske det samme koncept. Nogle funktioner vil sikkert være
tilgængelige på alle sundhedscentre, men andre funktioner vil kun findes
nogle
steder. Nogle sundhedscentre vil formentlig samarbejde om konkrete opgaver.
Men
uanset hvordan fremtiden tegner sig for sundhedscentrene, er der allerede nu
et
klart behov for, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet i samarbejde med lokale
myndigheder tager det overordnede ansvar i startfasen, får sat et systematisk
arbejde i gang, lægger et omhyggeligt forarbejde i planlægningen, opstiller
og
foreslår modeller, der kan benyttes i kommunerne, samler og nyttiggør viden
og
analyserer de sundhedsmæssige konsekvenser og den økonomiske
ressourceanvendelse
nøje.
Der vil være store fordele ved at komme i gang med arbejdet før
strukturreformens
ikrafttræden den 1. januar 2007. Der er faktisk ingen tid at spilde, hvis det
skal lykkes, så borgerne oplever ændringerne som klare fremskridt. Det vil
være
optimalt, hvis der allerede i finansloven for 2005 kan afsættes midler til at
komme i gang med forberedelserne og etableringen af de første centre.
Dansk Folkeparti opfordrer derfor til, at Folketinget allerede
nu pålægger indenrigs- og sundhedsministeren at påbegynde etablering af
sundhedscentre som et flerårigt forsøg i overensstemmelse med dette forslag.
Sundhedscentrenes indhold
Hvad er et sundhedscenter? Det må fastslås, at sundhedscentrene
ikke er sygehuse, hvor patienterne bliver indlagt, men lokalt forankrede
tilbud
om pleje, graviditetskontrol, genoptræning, forebyggelse, diagnoser,
efterkontrol m.v.
Der findes ikke en fast skabelon, der i alle tilfælde bør gælde.
Centrene skal være lokalt forankrede og være et spejlbillede af de lokale
sundhedsmæssige behov. Nogle steder er der særligt behov for at sætte fokus
på
sundhedsfremme og forebyggelse, f.eks. over for socialt udsatte grupper,
overvægtige,
børn eller gravide. Andre steder i landet er der grupper af ældre, der har
brug
for lokale tilbud om pleje, genoptræning, adgang til motion på recept m.v.
De fleste sundhedscentre bør kunne hjælpe med
akutopgaver, f.eks. små skader, der ikke kræver decideret sygehusbehandling.
I
områder af landet, hvor der måske er langt til nærmeste skadestue, kan hurtig
og effektiv hjælp til småskader betyde en aflastning af sygehussystemet og
oplevelsen
af et velordnet sundhedsvæsen.
Det vil i det praktiske liv måske vise sig, at sundhedscentrene
med fordel kan tage en blodprøve, måle kolesterol- og sukkertal, modtage
andre
laboratorieprøver eller evt. tage et røntgenfotografi eller foretage en
scanning.
I nogle tilfælde kan børnetandpleje, sundhedsplejerske, rådgivning om
kostomlægning
m.v. indgå i centrenes virksomhed.
Når borgeren kommer ind ad døren, vil der formentlig først være
en indledende samtale (visitation) med en sygeplejerske eller en anden person
med sundhedsuddannelse, og derefter vises borgeren hen til den rette person i
centeret. Personalet består typisk af sygeplejersker, sundhedsplejersker,
jordemødre, fysioterapeuter og ergoterapeuter. Det vil være hensigtsmæssigt
for
alle parter, hvis der i mange tilfælde findes et lægehus dør om dør med
sundhedscenteret,
og under en forsøgsordning vil det være muligt at afprøve en model, hvor
læger
indgår som en integreret del i et eller flere af sundhedscentrene. I øvrigt
vil
det være naturligt, at almenpraktiserende læger, kiropraktorer og i nogle
tilfælde speciallæger i fremtiden kan placere sig og etablere klinik i
tilknytning til et sundhedscenter. Sundhedscentrene kan naturligvis
samarbejde
med mange forskellige aktører inden for sundhedsvæsenet, f.eks. plejehjem,
praktiserende læger, sundhedsplejen, privatpraktiserende fysio- og
ergoterapeuter, socialcentre, kiropraktorer og også andre privatpraktiserende
behandlere. Genoptræning og andre vigtige funktioner kan forankres i
sundhedscentrene. Der kan her skabes den brede sammenhæng i sundhedsplejen,
som
patienterne har brug for. Sundhedscentre kan også samarbejde med kommunale
institutioner, f.eks. om kost og motion, og tilknyttede diætister kan rådgive
både unge og ældre, overvægtige og andre om motion, kostvaner, risikofaktorer
m.v.
Den tværfaglige indsats vil være
en meget vigtig opgave i fremtidens sundhedscentre.
Sundhedskartellet har i brochuren »Sundhedscentre«, januar 2004,
side 10-14, opstillet en række eksempler på, hvordan sundhedscentrene kan
indrettes. Der peges bl.a. på borgervenlige åbningstider, tværfaglig
bemanding,
adgang med og uden lægehenvisning, forebyggende tilbud, der kan virke direkte
ressourcebesparende ved, at der sættes tidligt ind over for sygdomme og
risikofaktorer, og ikke mindst peges der på sundhedscenteret som borgerens
faste ankerpunkt i tværgående sundhedstilbud, f.eks. når det gælder
genoptræning, sårpleje, hjertesygdomme m.m.
I England, USA og Canada
har man gode erfaringer med sundhedscentre (»Healthcare Centers« eller
»Walk-in
Centers«). Centrene er åbne en stor del af døgnet og stiller hurtig og
praktisk
omsorg til rådighed for patienter med mindre skader m.v. Centrene er typisk
bemandede med læger, sygeplejersker og andre professionelle sundhedspersoner.
Centrene kan være sammenlagt med almindelige lægehuse, hvor de lokale
praktiserende læger har deres konsultationer. Centrene kan løse de mest
almindelige skadestueopgaver. Nogle centre er udstyret med
laboratoriefaciliteter og/eller røntgenudstyr.
Hvor placeres sundhedscentrene?
Det høje ambitionsniveau, der er lagt op til i strukturreformen
(et sundhedsvæsen i verdensklasse) får befolkningen til at have store
forventninger. En nyskabelse som sundhedscentrene vil vække stor opmærksomhed
overalt i landet og vil være med til fra starten at skabe tillid til
reformen.
Centrene kan etableres på steder med forskelligt behov, f. eks.
i en storby, en mellemstor kommune, en købstad med et sygehus, der er under
lukning, i en landkommune og i en økommune. Hovedsigtet må være at få
erfaringer, der kan hindre kostbar sygehusindlæggelse i de mange tilfælde,
hvor
ambulant pleje eller genoptræning er tilstrækkeligt. Sundhedscentrene kan
etableres i forbindelse med eksisterende lægehuse og andre behandlingstilbud
(kiropraktik, fysioterapi m.v.). Centrene kan i mange tilfælde visitere og
henvise til specialister på de egentlige sygehuse.
Der er mange steder i landet, hvor centrene kan placeres i den
foreslåede femårige forsøgsperiode. Det skal naturligvis undersøges meget
nøje,
hvilke placeringer der giver de mest alsidige og nyttige erfaringer. Nedenfor
er anført nogle konkrete eksempler på, hvor der efter Dansk Folkepartis
opfattelse
kan placeres sundhedscentre. I de tilfælde, der er nævnt her, er der både en
relevant faglig begrundelse for og lokale og regionale sundhedsmæssige hensyn
at tage ved placeringen af sundhedscentrene. På nogle af de lokaliteter, der
er
nævnt, er der oven i købet eksisterende sygehusbygninger til rådighed.
Samtidig
er der tale om så forskelligartede placeringer, at man kan indhente et bredt
spekter af erfaringer, både fra større byområder, fra mellemstore købstæder
og
fra landområder:
–
Amager, f.eks. i
forbindelse med Sundby Hospital.
–
Stege, f.eks. i
forbindelse med det nedlagte Stege Sygehus.
–
Samsø, f.eks. i
forbindelse med det reducerede Samsø Sygehus.
–
Sønderjylland.
–
Nordjylland.
–
Nordvestjylland,
f.eks. i forbindelse med det reducerede Lemvig Sygehus.
–
Århus.
Økonomiske konsekvenser
Det er vigtigt, at den omformning og forbedring af
sundhedsvæsenet, der gennemføres som et led i strukturreformen, er økonomisk
velfunderet og udformes således, at der sker en optimal ressourceudnyttelse i
fremtiden.
Sundhedscentrenes økonomi er en integreret del af det samlede
sundhedsvæsen. Det må derfor fastslås, at centrenes økonomi indgår i den
samlede prioritering af ressourcer både lokalt, regionalt
og landsdækkende. En meget stor del af de
tilbud, der vil forekomme i centrene, findes allerede i det eksisterende
sundhedssystem, f.eks. på sygehusene, hos lægevagten eller hos de
praktiserende
læger, men der kan sandsynligvis opnås ressourceforbedringer ved at samle
flere
tilbud hos centrene. Det hænger sammen med LEON-princippet, som er det
princip,
der går ud på, at sundhedsydelser altid bør udføres på det mindst
specialiserede niveau, der er fagligt forsvarligt.
Der findes endnu ikke offentliggjorte beregninger over driften
af sundhedscentre i kommunerne, men ved at igangsætte den foreslåede
forsøgsordning kommer man både hos staten og i kommuner og regioner allerede
i
gang med at analysere de forskellige økonomiske modeller og beregne, hvordan
der kan tilføres de nødvendige ressourcer. Erfaringerne fra England, USA og
Canada viser, at der er store kvalitetsforbedringer og samtidig besparelser
at
hente, hvis sundhedsproblemer (bortset fra operationer og lign.) behandles på
sundhedscentre i nærmiljøet.
For at sikre en optimal planlægning bør man efter Dansk
Folkepartis mening etablere en styregruppe, der forestår planlægning og
overordnet ledelse af forsøgsordningen. Styregruppen bør foruden
sundhedsfaglig
ekspertise inddrage førende sundhedsøkonomer og -analytikere.
Der er i dag en betydelig kompetence, som der kan trækkes på,
bl.a. ved Syddansk Universitet og ikke mindst ved Forskningscenter for
Ledelse
og Organisation i Sygehusvæsen, som er et netværkssamarbejde mellem forskere
ved Handelshøjskolen i København (HHK), Aalborg Universitet (AAU) og Institut
for Sundhedsvæsen (DSI) med HHK’s Institut for Organisation og
Arbejdssociologi
(IOA) som knudepunkt.
Det kan desuden overvejes at udpege en følgegruppe med
deltagelse af lokale politikere og repræsentanter for Folketingets partier. I
følgegruppen kan eventuelt deltage repræsentanter for forskellige faglige
grupper, f.eks. fra de organisationer, der indgår i Sundhedskartellet, og fra
andre faglige organisationer.
Sundhedscentrene skal ikke betragtes som en udgiftsbyrde, men
som en vigtig ressource i samfundet. Under alle omstændigheder vil der til
enhver tid være opgaver, der skal løses af kommunerne, nemlig genoptræning,
pleje m.v. Ved at disse opgaver tænkes ind i sundhedscentre, kan der allerede
fra strukturreformens start høstes erfaringer, der sparer det offentlige for
begyndervanskeligheder og ressourcespild. Samtidig kan man bruge tiden til at
vurdere, hvordan de forskellige sundhedsaktiviteter bedst understøtter
hinanden
og hjælper hinanden og patienterne.
Resultaterne fra de sundhedscentre, der er omfattet af
forsøgsordningen, skal formidles til alle landets kommuner, og netop ved, at
der
vælges forskellige udformninger af centrene under forsøget, kan det opnås, at
der – i et samarbejde mellem ledelsen af centrene og Indenrigs- og
Sundhedsministeriet
– kan opstilles modeller, der kan danne forbillede for lokale
sundhedscentre i
fremtiden.
Udgifterne til forsøgsordningen vil være afhængige af centrenes
konkrete indhold. Der skal afsættes tilstrækkelige midler til, at der kan
sikres en forsvarlig etablering og drift igennem hele forsøgsperioden.
Centrene
skal finansieres helt eller delvis af staten. Der skal foreligge en kontrakt
med den eller de involverede kommuner, som skal sikre kommunens aktive
medvirken og adgang til at nyttiggøre resultaterne. Hvis private ønsker at
byde
ind og drive nogle af sundhedscentrenes aktiviteter, f.eks. som selvejende
institutioner, bør det kunne være en mulighed. På den måde kan f.eks. en
speciallægeklinik, eller andre private sundhedstilbud indpasses i et center.
Skriftlig fremsættelse
Birthe Skaarup
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om etablering af en forsøgsordning med sundhedscentre.
(Beslutningsforslag nr. B 44).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Officielle noter
Sundhedskartellets brochure »Sundhedscentre« januar 2004. Sundhedskartellet
består af Dansk Sygeplejeråd, Dansk Tandplejerforening, Danske
Afspændingspædagoger, Danske Bioanalytikere, Danske Fysioterapeuter, Den
Almindelige Danske Jordemoderforening, Ergoterapeutforeningen,
Farmakonomforeningen, Foreningen af Radiografer i Danmark, Landsforeningen af
Statsautoriserede Fodterapeuter og Økonomaforeningen.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om kommunale madordninger Retsinformation · 21. juni 2005
- Forslag til folketingsbeslutning Retsinformation · 12. april 2005
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om en national handlingsplan for ældre medicinske patienter Retsinformation · 1. juli 2005
- Forslag til folketingsbeslutning over om helbredstjek af udlændinge, der får opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark Betænkning afgivet af Sundhedsudvalget den 21. marts 2001 Retsinformation · 25. april 2002
- Tilføjelse til betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om midlertidigt stop for amtskommunernes nedlæggelse af sygehuse Retsinformation · 19. juni 2003
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om en registreringsordning for alternative behandlere Retsinformation · 24. marts 2003