Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om etablering af en forsøgsordning med sundhedscentre

2004/1 BSF 44Beslutningsforslag som fremsatFolketinget4. november 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 4. november 2004 af

Birthe Skaarup (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF),

Jette Jespersen (DF), Pia Kjærsgaard (DF),

Anita Knakkergaard (DF),

Pia Kristensen (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om

etablering af en forsøgsordning med sundhedscentre

Folketinget pålægger regeringen snarest muligt at påbegynde

etablering af en forsøgsordning med sundhedscentre. Sundhedscentrene skal

etableres med det formål at indsamle erfaringer, der kan udnyttes af

kommunerne

i årene efter gennemførelsen af strukturreformen pr. 1. januar 2007.

Hovedpunkterne i forsøgsordningen skal være:

1.

Ordningen løber over

en femårig periode.

2.

Sundhedscentrene

placeres på forskellige lokaliteter i landet, hvor de sundhedsmæssige behov

er

forskellige.

3.

Ved

tilrettelæggelsen af centrenes funktioner og arbejdsform skal sikres en

tilstrækkelig sammenhæng med den øvrige del af sundhedsvæsenet.

4.

Der inddrages i

planlægningen den bedst mulige faglige ekspertise, bl.a. sundhedsøkonomer og

faglige

Læs alt

organisationer.

5.

Sundhedscentrene

drives med Indenrigs- og Sundhedsministeriet som ansvarligt for den

overordnede

planlægning og koordination og finansieres helt eller delvis over statslige

midler.

Bemærkninger til forslaget

Formålet med forslaget

Formålet med dette beslutningsforslag er at pålægge regeringen

snarest muligt at påbegynde en statslig etablering af sundhedscentre i

Danmark.

Sundhedscentrene skal etableres med det formål at indsamle erfaringer, der

kan

udnyttes af kommunerne i årene efter gennemførelsen af strukturreformen pr.

1.

januar 2007.

Sundhedscentrene etableres som en femårig forsøgsordning, der

har det formål at indsamle konkret viden om, hvordan kommunale sundhedscentre

i

fremtiden etableres mest hensigtsmæssigt og med bedst udnyttelse af

ressourcerne.

Der indsamles konkrete erfaringer og viden om sundhedsmæssige aspekter,

organisations-

og ledelsesforhold samt administrative og finansielle forhold ved

etableringen

og driften af centrene.

Sundhedscentrene placeres et antal forskellige steder i landet,

hvor behovene er forskellige, og således, at der i opbygningen inddrages

forskellige aktører fra sundhedsvæsenet. Det skal ved tilrettelæggelsen af

centrene sikres, at der kommer sammenhæng mellem sundhedscentrene og den

øvrige

del af sundhedsvæsenet.

Ved opbygningen af sundhedscentrene inddrages faglig ekspertise,

bl.a. førende sundhedsøkonomer, faglige organisationer og andre, og der

dannes

en styregruppe, der kan udnytte denne ekspertise.

Der skabes den størst mulige åbenhed omkring centrenes opbygning

og udvikling.

Der nedsættes eventuelt en

følgegruppe, der består af repræsentanter for det politiske liv i kommunerne,

amterne/regionerne og Folketinget, der har tilknyttet faglige eksperter.

Baggrunden for forslaget

Regeringen og Dansk Folkeparti har i aftalen om en kommende

strukturreform besluttet, at kommunerne i fremtiden skal stå for den del af

sundhedsvæsenet, der har at gøre med forebyggelse, pleje og genoptræning. Det

åbner mulighed for nye tiltrængte tiltag på sundhedsområdet. Et vigtigt mål i

den forbindelse er at skabe et antal sundhedscentre rundt om i Danmark.

Et sundhedsvæsen vil altid blive bedømt på, hvordan det opleves

af den enkelte borger. I den aktuelle sundhedspolitik er der udtrykt et

stærkt

ønske om, at Danmarks sundhedsvæsen skal være i verdensklasse, men det

opleves

kun sådan af borgerne, hvis den enkelte tæt på sit hjem kan nyde godt af et

gennemtænkt og tidssvarende sundhedsvæsen, der gør det let at få de

sundhedsmæssige tilbud, som der er brug for.

Sundhedscentre vil uden tvivl blive et meget vigtigt element i

fremtidens sundhedsvæsen. Der er fra faglig side

peget på, at

sundhedscentre opfylder flere vigtige behov på samme tid:

–

Sundhedsfremme og

forebyggelse kommer i højsædet.

–

Borgerne får tilbud om

diagnostik, behandling, pleje og genoptræning i lokalområdet, så forløbet

gennem sundhedsvæsenet bliver én sammenhængende vej.

–

Sundhedstilbuddene etableres

dér, hvor det er fagligt forsvarligt, og hvor der samtidig sikres den bedste

ressourceudnyttelse.

Opgaven med at etablere sundhedscentre vil i princippet komme

til at ligge hos de politiske beslutningstagere lokalt og regionalt. Dette

følger allerede af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti, jf. »Aftale

om strukturreform Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 24. juni 2004, afsnittet

om sundhedsområdet, hvori det bl.a. fastslås:

»Kommunerne får ansvaret for den forebyggelse, pleje og

genoptræning, der ikke foregår under indlæggelse. Kommunerne skal kunne

etablere nye løsninger på især forebyggelses- og genoptræningsområdet, f.eks.

i

form af sundhedscentre.«

I samme afsnit af »Aftale om strukturreform« fastslås:

»Endvidere skal det – i det omfang regionerne gennemfører

sygehuslukninger – overvejes, om den ledige kapacitet kan anvendes til

etablering og udvikling af nye lokale løsninger på blandt andet pleje-,

forebyggelses- og genoptræningsområdet, f.eks. i form af sundhedscentre, der

evt. kan indgås i samarbejde med sundhedsregionerne. Det fastlægges nærmere,

hvordan kommunerne sikres mulighed for og tid til at reagere på beslutninger

om

sygehuslukninger med henblik på at kunne sammentænke de lokale tilbud med den

øvrige opgavevaretagelse i sundhedsvæsenet.«

Mange kommuner har overvejelser om at etablere sundhedscentre,

og det er en udbredt opfattelse i flere sundhedsorganisationer, at henved

hver

fjerde kommune er indstillet på at gå i gang med at opbygge sundhedscentre i

fremtiden.

Det er meget positivt, at den kommende strukturreform åbner for

et højt serviceniveau tæt på borgerne. Aftalepunkterne om sundhedsområdet,

herunder ikke mindst den rolle, kommunerne i fremtiden skal spille, kan

bidrage

til en dynamisk udvikling af sundhedsvæsenet i fremtiden. Men samtidig er det

meget vigtigt at understrege, at bestræbelserne i kommuner og regioner ikke

må

foregå delt og usystematisk og ude af sammenhæng med den overordnede,

landspolitiske sundhedspolitik.

Tværtimod bør bestræbelserne koordineres og sammentænkes, og Indenrigs-

og Sundhedsministeriet vil i høj grad komme til at bistå regioner og kommuner

med at tilrettelægge opgaverne optimalt gennem en landsdækkende koordinering,

der vil skulle suppleres af en bedre samling af de allermest specialiserede

sundhedsopgaver.

Netop fordi sundhedsbehovene er forskellige i de forskellige

områder af landet, og fordi der kan være brug for forskellige

løsningsmodeller

i de forskellige kommuner, er der et stort behov for allerede nu at begynde

at

indsamle viden og erfaringer og bearbejde de indhøstede erfaringer, så den

kan

viderebringes og nyttiggøres i hele landet. Derved kan den efterfølgende

koordinering komme langt bedre fra start og bygge på konkret viden i stedet

for

formodninger.

I selve startfasen, som vi befinder os i for øjeblikket, er der

store forventninger og mange konkrete ideer til, hvordan de lokale

sundhedscentre

kan indrettes og drives. Der er for Dansk Folkeparti heller ingen tvivl om,

at

kommunerne i de kommende år vil skabe mange forskellige løsninger og mange

slags sundhedscentre. Det er ikke sandsynligt, at centrene skal

standardiseres

og bygges op over ganske det samme koncept. Nogle funktioner vil sikkert være

tilgængelige på alle sundhedscentre, men andre funktioner vil kun findes

nogle

steder. Nogle sundhedscentre vil formentlig samarbejde om konkrete opgaver.

Men

uanset hvordan fremtiden tegner sig for sundhedscentrene, er der allerede nu

et

klart behov for, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet i samarbejde med lokale

myndigheder tager det overordnede ansvar i startfasen, får sat et systematisk

arbejde i gang, lægger et omhyggeligt forarbejde i planlægningen, opstiller

og

foreslår modeller, der kan benyttes i kommunerne, samler og nyttiggør viden

og

analyserer de sundhedsmæssige konsekvenser og den økonomiske

ressourceanvendelse

nøje.

Der vil være store fordele ved at komme i gang med arbejdet før

strukturreformens

ikrafttræden den 1. januar 2007. Der er faktisk ingen tid at spilde, hvis det

skal lykkes, så borgerne oplever ændringerne som klare fremskridt. Det vil

være

optimalt, hvis der allerede i finansloven for 2005 kan afsættes midler til at

komme i gang med forberedelserne og etableringen af de første centre.

Dansk Folkeparti opfordrer derfor til, at Folketinget allerede

nu pålægger indenrigs- og sundhedsministeren at påbegynde etablering af

sundhedscentre som et flerårigt forsøg i overensstemmelse med dette forslag.

Sundhedscentrenes indhold

Hvad er et sundhedscenter? Det må fastslås, at sundhedscentrene

ikke er sygehuse, hvor patienterne bliver indlagt, men lokalt forankrede

tilbud

om pleje, graviditetskontrol, genoptræning, forebyggelse, diagnoser,

efterkontrol m.v.

Der findes ikke en fast skabelon, der i alle tilfælde bør gælde.

Centrene skal være lokalt forankrede og være et spejlbillede af de lokale

sundhedsmæssige behov. Nogle steder er der særligt behov for at sætte fokus

på

sundhedsfremme og forebyggelse, f.eks. over for socialt udsatte grupper,

overvægtige,

børn eller gravide. Andre steder i landet er der grupper af ældre, der har

brug

for lokale tilbud om pleje, genoptræning, adgang til motion på recept m.v.

De fleste sundhedscentre bør kunne hjælpe med

akutopgaver, f.eks. små skader, der ikke kræver decideret sygehusbehandling.

I

områder af landet, hvor der måske er langt til nærmeste skadestue, kan hurtig

og effektiv hjælp til småskader betyde en aflastning af sygehussystemet og

oplevelsen

af et velordnet sundhedsvæsen.

Det vil i det praktiske liv måske vise sig, at sundhedscentrene

med fordel kan tage en blodprøve, måle kolesterol- og sukkertal, modtage

andre

laboratorieprøver eller evt. tage et røntgenfotografi eller foretage en

scanning.

I nogle tilfælde kan børnetandpleje, sundhedsplejerske, rådgivning om

kostomlægning

m.v. indgå i centrenes virksomhed.

Når borgeren kommer ind ad døren, vil der formentlig først være

en indledende samtale (visitation) med en sygeplejerske eller en anden person

med sundhedsuddannelse, og derefter vises borgeren hen til den rette person i

centeret. Personalet består typisk af sygeplejersker, sundhedsplejersker,

jordemødre, fysioterapeuter og ergoterapeuter. Det vil være hensigtsmæssigt

for

alle parter, hvis der i mange tilfælde findes et lægehus dør om dør med

sundhedscenteret,

og under en forsøgsordning vil det være muligt at afprøve en model, hvor

læger

indgår som en integreret del i et eller flere af sundhedscentrene. I øvrigt

vil

det være naturligt, at almenpraktiserende læger, kiropraktorer og i nogle

tilfælde speciallæger i fremtiden kan placere sig og etablere klinik i

tilknytning til et sundhedscenter. Sundhedscentrene kan naturligvis

samarbejde

med mange forskellige aktører inden for sundhedsvæsenet, f.eks. plejehjem,

praktiserende læger, sundhedsplejen, privatpraktiserende fysio- og

ergoterapeuter, socialcentre, kiropraktorer og også andre privatpraktiserende

behandlere. Genoptræning og andre vigtige funktioner kan forankres i

sundhedscentrene. Der kan her skabes den brede sammenhæng i sundhedsplejen,

som

patienterne har brug for. Sundhedscentre kan også samarbejde med kommunale

institutioner, f.eks. om kost og motion, og tilknyttede diætister kan rådgive

både unge og ældre, overvægtige og andre om motion, kostvaner, risikofaktorer

m.v.

Den tværfaglige indsats vil være

en meget vigtig opgave i fremtidens sundhedscentre.

Sundhedskartellet har i brochuren »Sundhedscentre«, januar 2004,

side 10-14, opstillet en række eksempler på, hvordan sundhedscentrene kan

indrettes. Der peges bl.a. på borgervenlige åbningstider, tværfaglig

bemanding,

adgang med og uden lægehenvisning, forebyggende tilbud, der kan virke direkte

ressourcebesparende ved, at der sættes tidligt ind over for sygdomme og

risikofaktorer, og ikke mindst peges der på sundhedscenteret som borgerens

faste ankerpunkt i tværgående sundhedstilbud, f.eks. når det gælder

genoptræning, sårpleje, hjertesygdomme m.m.

I England, USA og Canada

har man gode erfaringer med sundhedscentre (»Healthcare Centers« eller

»Walk-in

Centers«). Centrene er åbne en stor del af døgnet og stiller hurtig og

praktisk

omsorg til rådighed for patienter med mindre skader m.v. Centrene er typisk

bemandede med læger, sygeplejersker og andre professionelle sundhedspersoner.

Centrene kan være sammenlagt med almindelige lægehuse, hvor de lokale

praktiserende læger har deres konsultationer. Centrene kan løse de mest

almindelige skadestueopgaver. Nogle centre er udstyret med

laboratoriefaciliteter og/eller røntgenudstyr.

Hvor placeres sundhedscentrene?

Det høje ambitionsniveau, der er lagt op til i strukturreformen

(et sundhedsvæsen i verdensklasse) får befolkningen til at have store

forventninger. En nyskabelse som sundhedscentrene vil vække stor opmærksomhed

overalt i landet og vil være med til fra starten at skabe tillid til

reformen.

Centrene kan etableres på steder med forskelligt behov, f. eks.

i en storby, en mellemstor kommune, en købstad med et sygehus, der er under

lukning, i en landkommune og i en økommune. Hovedsigtet må være at få

erfaringer, der kan hindre kostbar sygehusindlæggelse i de mange tilfælde,

hvor

ambulant pleje eller genoptræning er tilstrækkeligt. Sundhedscentrene kan

etableres i forbindelse med eksisterende lægehuse og andre behandlingstilbud

(kiropraktik, fysioterapi m.v.). Centrene kan i mange tilfælde visitere og

henvise til specialister på de egentlige sygehuse.

Der er mange steder i landet, hvor centrene kan placeres i den

foreslåede femårige forsøgsperiode. Det skal naturligvis undersøges meget

nøje,

hvilke placeringer der giver de mest alsidige og nyttige erfaringer. Nedenfor

er anført nogle konkrete eksempler på, hvor der efter Dansk Folkepartis

opfattelse

kan placeres sundhedscentre. I de tilfælde, der er nævnt her, er der både en

relevant faglig begrundelse for og lokale og regionale sundhedsmæssige hensyn

at tage ved placeringen af sundhedscentrene. På nogle af de lokaliteter, der

er

nævnt, er der oven i købet eksisterende sygehusbygninger til rådighed.

Samtidig

er der tale om så forskelligartede placeringer, at man kan indhente et bredt

spekter af erfaringer, både fra større byområder, fra mellemstore købstæder

og

fra landområder:

–

Amager, f.eks. i

forbindelse med Sundby Hospital.

–

Stege, f.eks. i

forbindelse med det nedlagte Stege Sygehus.

–

Samsø, f.eks. i

forbindelse med det reducerede Samsø Sygehus.

–

Sønderjylland.

–

Nordjylland.

–

Nordvestjylland,

f.eks. i forbindelse med det reducerede Lemvig Sygehus.

–

Århus.

Økonomiske konsekvenser

Det er vigtigt, at den omformning og forbedring af

sundhedsvæsenet, der gennemføres som et led i strukturreformen, er økonomisk

velfunderet og udformes således, at der sker en optimal ressourceudnyttelse i

fremtiden.

Sundhedscentrenes økonomi er en integreret del af det samlede

sundhedsvæsen. Det må derfor fastslås, at centrenes økonomi indgår i den

samlede prioritering af ressourcer både lokalt, regionalt

og landsdækkende. En meget stor del af de

tilbud, der vil forekomme i centrene, findes allerede i det eksisterende

sundhedssystem, f.eks. på sygehusene, hos lægevagten eller hos de

praktiserende

læger, men der kan sandsynligvis opnås ressourceforbedringer ved at samle

flere

tilbud hos centrene. Det hænger sammen med LEON-princippet, som er det

princip,

der går ud på, at sundhedsydelser altid bør udføres på det mindst

specialiserede niveau, der er fagligt forsvarligt.

Der findes endnu ikke offentliggjorte beregninger over driften

af sundhedscentre i kommunerne, men ved at igangsætte den foreslåede

forsøgsordning kommer man både hos staten og i kommuner og regioner allerede

i

gang med at analysere de forskellige økonomiske modeller og beregne, hvordan

der kan tilføres de nødvendige ressourcer. Erfaringerne fra England, USA og

Canada viser, at der er store kvalitetsforbedringer og samtidig besparelser

at

hente, hvis sundhedsproblemer (bortset fra operationer og lign.) behandles på

sundhedscentre i nærmiljøet.

For at sikre en optimal planlægning bør man efter Dansk

Folkepartis mening etablere en styregruppe, der forestår planlægning og

overordnet ledelse af forsøgsordningen. Styregruppen bør foruden

sundhedsfaglig

ekspertise inddrage førende sundhedsøkonomer og -analytikere.

Der er i dag en betydelig kompetence, som der kan trækkes på,

bl.a. ved Syddansk Universitet og ikke mindst ved Forskningscenter for

Ledelse

og Organisation i Sygehusvæsen, som er et netværkssamarbejde mellem forskere

ved Handelshøjskolen i København (HHK), Aalborg Universitet (AAU) og Institut

for Sundhedsvæsen (DSI) med HHK’s Institut for Organisation og

Arbejdssociologi

(IOA) som knudepunkt.

Det kan desuden overvejes at udpege en følgegruppe med

deltagelse af lokale politikere og repræsentanter for Folketingets partier. I

følgegruppen kan eventuelt deltage repræsentanter for forskellige faglige

grupper, f.eks. fra de organisationer, der indgår i Sundhedskartellet, og fra

andre faglige organisationer.

Sundhedscentrene skal ikke betragtes som en udgiftsbyrde, men

som en vigtig ressource i samfundet. Under alle omstændigheder vil der til

enhver tid være opgaver, der skal løses af kommunerne, nemlig genoptræning,

pleje m.v. Ved at disse opgaver tænkes ind i sundhedscentre, kan der allerede

fra strukturreformens start høstes erfaringer, der sparer det offentlige for

begyndervanskeligheder og ressourcespild. Samtidig kan man bruge tiden til at

vurdere, hvordan de forskellige sundhedsaktiviteter bedst understøtter

hinanden

og hjælper hinanden og patienterne.

Resultaterne fra de sundhedscentre, der er omfattet af

forsøgsordningen, skal formidles til alle landets kommuner, og netop ved, at

der

vælges forskellige udformninger af centrene under forsøget, kan det opnås, at

der – i et samarbejde mellem ledelsen af centrene og Indenrigs- og

Sundhedsministeriet

– kan opstilles modeller, der kan danne forbillede for lokale

sundhedscentre i

fremtiden.

Udgifterne til forsøgsordningen vil være afhængige af centrenes

konkrete indhold. Der skal afsættes tilstrækkelige midler til, at der kan

sikres en forsvarlig etablering og drift igennem hele forsøgsperioden.

Centrene

skal finansieres helt eller delvis af staten. Der skal foreligge en kontrakt

med den eller de involverede kommuner, som skal sikre kommunens aktive

medvirken og adgang til at nyttiggøre resultaterne. Hvis private ønsker at

byde

ind og drive nogle af sundhedscentrenes aktiviteter, f.eks. som selvejende

institutioner, bør det kunne være en mulighed. På den måde kan f.eks. en

speciallægeklinik, eller andre private sundhedstilbud indpasses i et center.

Skriftlig fremsættelse

Birthe Skaarup

(DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om etablering af en forsøgsordning med sundhedscentre.

(Beslutningsforslag nr. B 44).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Officielle noter

Sundhedskartellets brochure »Sundhedscentre« januar 2004. Sundhedskartellet

består af Dansk Sygeplejeråd, Dansk Tandplejerforening, Danske

Afspændingspædagoger, Danske Bioanalytikere, Danske Fysioterapeuter, Den

Almindelige Danske Jordemoderforening, Ergoterapeutforeningen,

Farmakonomforeningen, Foreningen af Radiografer i Danmark, Landsforeningen af

Statsautoriserede Fodterapeuter og Økonomaforeningen.

Lignende dokumenter