Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om bedre indsats over for kriminelle unge

2003/1 BSF 203Beslutningsforslag som fremsatFolketinget29. april 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 29. april 2004 af Anne Baastrup (SF),

Aage Frandsen (SF) og Villy Søvndal (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om bedre indsats over for kriminelle unge

Folketinget opfordrer regeringen til at udvikle bedre

straffe for, at undgå at unge kommer ind i en kriminel løbebane, efter

følgende

retningslinjer:

1.

Tidlig og rigtig

indsats er af afgørende betydning.

2.

Tiltalefrafald,

betinget dom og ungdomskontrakt skal fortsat kunne gives, men der skal være

mere kontrol med, om vilkår m.m. rent faktisk overholdes af den unge.

3.

Er der rejst

sigtelse for alvorlig kriminalitet, og den pågældende skal sidde i

varetægtsfængsel, skal det altid foregå på en dertil indrettet

socialpædagogisk

institution.

4.

Der skal i den

situation altid foretages en undersøgelse af, om der er en psykiatrisk

diagnose

som grundlæggende årsag til kriminaliteten. Endvidere skal den unges

intellektuelle niveau altid vurderes.

5.

For psykisk syge og

dårligt begavede kriminelle skal der udarbejdes særlige behandlingsplaner og

Læs alt

etableres særlige behandlingsinstitutioner.

6.

For de øvrige unge

kriminelle skal der udarbejdes præcise, konkrete og realistiske handleplaner

for deres videre liv, herunder uddannelsesplaner eller arbejdsplaner.

7.

Der etableres forsøg

med forskellige afsoningsformer, herunder weekend- og natinstitutioner.

8.

Overvejes det at

anvende ungdomssanktion, skal følgende principper indføres:

–

I forbindelse med

idømmelse af ungdomssanktion skal det i hvert enkelt tilfælde vurderes, om

den

dømte behøver at starte i en sikret institution.

–

Ophold på sikret

institution bør ikke være længere end 2 måneder, hvilket forudsætter, at der

sker en udvidelse af antallet af de åbne pladser samt en kvalitetsudvikling

af

disse.

–

De sikrede

institutioner skal kunne specialisere sig til kun at have unge, der er idømt

ungdomssanktion.

–

Den dømte skal fra

sanktionens start have et præcist overblik over hele forløbet.

–

Der sikres

kontinuitet både under og efter ungdomssanktionen, og at en udpeget

kontaktperson er ansvarlig i hele den 2-årige periode og bagefter.

–

Hele

ungdomssanktionen finansieres objektivt.

–

Der fastsættes klare

retningslinjer for at sikre en ensartet praksis.

Bemærkninger til forslaget

Ungdomskriminalitet er med god grund ofte i fokus. Dette

bør imidlertid ikke overskygge det faktum, at ungdommen i Danmark sjældent

har

været mere lovlydig end i dag. Det er således kun en lille del af en

ungdomsårgang, der begår kriminalitet. Til gengæld er kriminaliteten blevet

mere alvorlig og grov. Det skyldes bl.a., at de børn og unge, der kommer ind

i

den kriminelle løbebane, marginaliseres yderligere fra de ikkekriminelle børn

og unge. SF ønsker med dette forslag at fremlægge konkrete bud på, hvordan en

kriminel løbebane kan undgås eller standses.

–

Tidlig og rigtig indsats

er af afgørende betydning. Gribes en ung i kriminalitet, skal der uanset

størrelsen af kriminaliteten foretages en såkaldt § 38-undersøgelse, der

afdækker, om den unge har brug for særlig støtte på grund af nedsatte evner,

psykiatrisk diagnose eller andre problemer. Undersøgelsen lægges til grund

for

vurdering af sanktionsform.

–

Sanktionen skal

tilpasses den unges situation med særlig vægt på, om der er forældre, som

tager

opgaven alvorligt. Er det ikke tilfældet, skal socialforvaltningen finde en

støtte-

og kontaktperson, som kan hjælpe den unge med at få styr på tilværelsen,

inden

kriminaliteten bliver en livsform. Endelig skal andre foranstaltninger som

anbringelse uden for eget hjem vurderes konkret.

–

Konfliktråd skal

bruges i større omfang, end det er tilfældet i dag.

–

Tiltalefrafald skal

fortsat kunne gives, hvis den kriminelle aflægger uforbeholden tilståelse, og

på vilkår, der skal godkendes af retten. Der skal i højere grad fastsættes

vilkår, der handler om bestemt uddannelse, bopælsændring m.v. Overtrædes

vilkårene, skal sagen genoptages ved retten. Kontrollen med, om vilkårene

overholdes, skal udføres med regelmæssig tilbagemelding til politiet, der

mindst én gang om året skal vurdere den unges overholdelse af vilkårene.

–

Betinget dom med

vilkår om uddannelse, ophold m.v. skal fortsat kunne gives. Udformes der en

ungdomskontrakt, skal politiet årligt have en redegørelse for kommunens

gennemførelse af og kontrol med vilkårene. Det har vist sig, at kommunerne

ikke

oplever, at de har ansvaret, og ikke kontrollerer den enkelte unge.

–

Er der rejst sigtelse

for alvorlig kriminalitet, og den pågældende skal sidde i varetægtsfængsel,

skal det altid foregå på en dertil indrettet socialpædagogisk institution.

–

Der skal altid

foretages en undersøgelse af, om der er en psykiatrisk diagnose som

grundlæggende

årsag til kriminaliteten. Det skønnes, at ca. 69 pct. af de unge, der havner

i

fængsel, har psykiske problemer. 10-15 pct. har virkelig alvorlige

psykiatriske

lidelser som f.eks. skizofreni.

–

Den unges

intellektuelle niveau skal altid vurderes. En undersøgelse på Fyn viser, at

en

del af de unge kriminelle var dårligt begavede, nogle endog så dårligt

begavede, at de slet ikke forstod, at de skulle straffes og hvorfor.

–

For psykisk syge og

dårligt begavede kriminelle skal der udarbejdes særlige behandlingsplaner.

Målet er, at disse unge får den relevante psykiatriske behandling og den

fornødne socialpædagogiske behandling, som gør dem i stand til at fungere på

trods af deres handicap.

–

Også for de øvrige

unge kriminelle skal der udarbejdes handleplaner for deres videre liv,

herunder

uddannelsesplaner eller arbejdsplaner.

–

Ud over de kendte

afsoningsformer bør der etableres forsøg med andre former, herunder

weekendinstitutioner og natinstitutioner.

Særligt om ungdomssanktionen

Det er forslagsstillernes opfattelse, at ungdomssanktionen

i sin nuværende form ikke er velfungerende, og at den både kan og skal blive

bedre. En række af de følgende problemer har kendetegnet ungdomssanktionen,

som

vi kender den i dag:

–

Institutionerne har

ikke kunnet

håndtere en gruppe af de

mest belastede unge, der er blevet idømt ungdomssanktion, med det resultat,

at

mange unge har truet sig ud.

–

En del unge har ikke

accepteret ungdomssanktionen som behandling og har forsøgt at begå mere

kriminalitet for at blive idømt en kortere fængselsstraf i stedet for

ungdomssanktionen.

–

Blandingen af

behandling og straf (som ungdomssanktionen er) er mislykket, mange af de unge

har kun set det som en straf, og flere kommuner har brugt anbringelse på

sikrede institutioner i længere tid end nødvendigt (på grund af kassetænkning

eller »ude af øje, ude af sind-princippet«) og har dermed nedprioriteret

behandlings- og udslusningsforløbet.

–

Der er stor forskel

på de pædagogiske metoder på opholdsstederne, og de unge placeres tilfældigt,

alt efter hvor der er plads. Dette vanskeliggør behandlingen, da der således

ikke ligger faglige begrundelser bag den konkrete anbringelse.

–

Syv ud af ti af de

unge er psykisk syge, hvilket institutionerne ofte ikke har opdaget og/eller

ikke har været rustet til at behandle, hvilket igen er en medvirkende grund

til

ungdomssanktionens manglende behandlingssucces.

Det er efter forslagsstillernes opfattelse helt

uomgængeligt, at social baggrund, eventuelle mentale problemer, faglige

færdigheder etc. alt sammen medtænkes, når der i retspolitikken skal findes

de

bedste metoder til at forebygge kriminalitet eller forhindre gentaget

kriminalitet. Det kræver en tidlig indsats med vægt på socialpolitikken. Men

over for den gruppe, der står i fare for at havne i en hårdkogt kriminel

løbebane, skal ungdomssanktionen træde ind. Det er efter forslagsstillernes

vurdering helt centralt, at ungdomssanktionen samtænker den socialpolitiske

og

den kriminalpræventive indsats sammen med sanktion og straf.

Ungdomssanktionen skal fastholdes som den meget alvorlige

sanktionsform, den reelt er. Men der er en række problemer forbundet med

sanktionen, således som den hidtil har fungeret.

Ofte bliver den unge idømt ungdomssanktion for en periode,

der er mere end dobbelt så lang som den traditionelle straf, den unge ellers

ville have fået for samme forbrydelse. Den forskelsbehandling gør det meget

svært for det socialpædagogiske personale at få en egentlig behandling til at

fungere. Derfor skal ungdomssanktionen nytænkes.

Unge, der idømmes ungdomssanktion, skal ikke nødvendigvis

først anbringes på lukkede afdelinger. En afklaring af deres situation kan

ofte ske på almindelige, åbne institutioner, især i de ikke helt få tilfælde,

hvor den unge selv vælger at tage imod en dom til ungdomssanktion.

Skal den unge anbringes på en lukket, sikret institution i

forbindelse med ungdomssanktionen, skal institutionen være forbeholdt unge,

der

er idømt ungdomssanktion. I dag er de unge på ungdomssanktion blandet sammen

med unge, der venter på dom, unge, der skal mentalundersøges m.v. Det giver

uro og stiller urimelige krav til det pædagogiske personale. Det er

afgørende,

at de pædagogiske virkemidler kan målrettes mod unge med beslægtede

problemer.

Er den unge i perioder særlig voldelig, skal det være

muligt for en kortere periode at anbringe ham eller hende i en særlig

ungeafdeling i tilknytning til et fængsel.

Den unges udviklingsmuligheder skal være i centrum. Basale

skolefærdigheder skal søges opnået, og der skal skabes mulighed for en

uddannelse, herunder en uddannelsesplan eller arbejdsplan, der skal kunne

fortsætte efter endt afsoning, og som den unge kan magte.

Der skal udvikles særlige pædagogiske metoder til at lære

den unge at styre sig selv, og hvordan man undgår kriminalitet –

metoder, der

skal være en integreret del af afsoningen.

Da det ikke er muligt at tvangsbehandle et menneske, som

ikke ønsker behandling, skal der udvikles motivationskurser. Erfaringen med

disse kurser er, at det kan lade sig gøre at motivere til behandling.

Behandlingen kan gå ud på, at den unge skal lære at styre

sin udadreagerende adfærd og at komme fri af en eventuel afhængighed af

rusmidler. For mange drejer det sig ofte om så banal en ting som at kunne

lære

at holde af sig selv, at få selvrespekt.

Det er forslagsstillernes holdning, at anbringelse af unge

kriminelle i sikrede institutioner ikke hjælper i sig selv, snarere

tværtimod,

og derfor skal ophold på de sikrede institutioner begrænses til det tvingende

nødvendige. I magtanvendelsesbekendtgørelsen § 8, stk. 7, står der, at ophold

i

en sikret afdeling for unge dømt efter § 74 a i straffeloven højst må vare 12

måneder. Det kan være nødvendigt med et ophold på en sikret institution, for

at

den unge kan falde til ro, udredes og blive holdt væk fra det kriminelle

miljø

eller den kriminelle omgangskreds. Men adskillige undersøgelser peger på, at

behandling ikke kan lade sig gøre i lukket regi, og det er derfor,

forslagsstillerne mener, at den længste periode, unge må sidde i en sikret

afdeling, skal være 2 måneder. I modsætning til anden form for straf

reduceres

dommen ikke med den tid, den unge har været anbragt i varetægtssurrogat. Det

vil i praksis sige, at en ung kan risikere at opholde sig betydelig længere

på

en sikret institution end de anbefalede 2 måneder, når varetægtssurrogattiden

lægges sammen med en ungdomssanktion.

Et ganske betydeligt problem med de unge, der indtil nu har

været idømt ungdomssanktion og/eller har befundet sig på sikrede

institutioner,

er, at mange af dem faktisk lider af uopdagede psykiske sygdomme.

En undersøgelse af alle unge kriminelle under 18 år, som i

løbet af et år sad varetægtsfængslet på Sjælland, peger på, at syv ud af ti

lider af en eller flere psykiske sygdomme. Dette er i sig selv problematisk.

Men hvad værre er: Det bliver som oftest ikke opdaget, og personalet er ikke

uddannet til at tackle disse problemer. Det forekom endvidere, at der var

unge,

som var decideret retarderede, hvilket var uopdaget.

Når der ikke bliver taget hånd om de unge, der har en

psykisk lidelse, så er der ikke tale om behandling. For at sikre, at

ungdomssanktionen får det bedst mulige resultat, er det vigtigt at finde de

unge, der har behov for lægebehandling. Derfor mener forslagsstillerne, at en

screening for psykiske lidelser bør være obligatorisk og indgå meget tidligt

(gerne inden dommen) i det 2-måneders-ophold på den sikrede institution,

således at diagnosticering og eventuel nødvendig behandling indgår i

ungdomssanktionens videre forløb.

Vi ved, at tilliden til voksne og en tæt voksenkontakt er

et af kardinalpunkterne, hvis en ung kriminel skal ændre adfærd. Og vi ved

også

fra andre undersøgelser, at et bånd mellem et barn og en voksen er utrolig

vigtigt – et barn har brug for mindst én voksen, der sætter dette barn

meget

højt. For den gruppe af unge, som berøres af ungdomssanktionen, er fraværet

af

god voksenkontakt en ikke uvæsentlig del af den negative sociale arv og

bagage.

Det må derfor være en central opgave for kommunerne at hjælpe den unge med at

få en relation med en voksen, der bygger på troværdighed, ansvarlighed,

fasthed

og seriøsitet.

Kontaktpersonen skal så vidt muligt være en, som den unge

hidtil har haft tilknyttet, og som følger med hele vejen igennem og er der

bagefter. Et godt efterværn er også vigtigt, så den unge ikke falder tilbage

i

uhensigtsmæssige miljøer. Vi ser ofte unge kriminelle være tiltrukket af

rockermiljøer og den voksenkontakt, respekt og opmærksomhed, de får dér. Det

må

ikke være rockere, de unge har som mulighed for at vælge, når de søger

voksenkontakt.

Endvidere finder forslagsstillerne, at en forudsætning for,

at den unge anerkender ungdomssanktionen som en behandling og mulighed for at

komme væk fra den kriminelle løbebane, er, at den unge har overblik over hele

forløbet fra starten af. Derfor skal kommunerne være forpligtede til at

udarbejde en holdbar handleplan og sørge for, at den unge kender det

planlagte

forløb. Kommunerne er allerede pålagt at udarbejde en handleplan i medfør af

servicelovens § 58 a, stk. 3, og handleplanen skal udarbejdes i samarbejde

med

den unge og dennes familie.

Ansatte fra de sikrede institutioner peger på, at der

findes eksempler på, at handleplanen ikke bliver fulgt, bliver ændret eller

ikke udarbejdes hurtigt nok, hvilket er til stor frustration for den unge og

kan ødelægge et ellers godt forløb. Der kan naturligvis være behov for

ændringer og justeringer undervejs, hvis forløbet går i fisk, men

forslagsstillerne finder det vigtigt, at den unge kan se forløbet og

genkender

sig selv i et positivt endemål.

Det er derfor helt afgørende, at handleplanen i

udgangspunktet er realistisk, er grundigt forberedt og kun ændres efter

dialog

med den unge, så den unge forstår, hvorfor den skal ændres.

Der findes ingen vejledning til ungdomssanktionen, og med

hensyn til magtanvendelse over for de unge findes kun en bekendtgørelse

– til

og med en ganske upræcis en af slagsen, der er ganske uanvendelig i praksis.

De

ansatte på sikrede institutioner efterlyser vejledninger på begge områder

(Socialrådgiveren den 18. december 2002, Bente Terkelsen m.fl.), og høringen

om

unge kriminelle (den 8. december 2003 på Christiansborg) viste, at der er

stor

forskel på, hvordan magtanvendelsesbekendtgørelsen tolkes. Det er helt

utilstrækkeligt.

Da magtanvendelse over for demente og dilemmaet mellem

selvbestemmelse og omsorg blev diskuteret for nogle år siden, var der

betydelig

politisk interesse for og engagement i sagen. Dengang var Folketinget

inddraget, og socialministeren nedsatte udvalget om psykisk handicappedes

retssikkerhed i erkendelse af, at et så vanskeligt emne kræver nøje

overvejelser, inden der ændres i lovgivningen og skrives vejledninger.

Når det gælder ungdomssanktionen, er dilemmaet mellem

selvbestemmelse og omsorg imidlertid også meget tydeligt. Skal man

tilbageholde

unge fysisk, hvis deres handlinger er ved at føre dem ud i skadelige

situationer, eller er det et overgreb? På føromtalte høring citerede en af

deltagerne fra Solhaven (der er en af de institutioner, der har succes med de

mest vanskelige unge. Se bl.a. Benny Lihme: »Det er så fucking træls« fra

1999), en ung, der har boet hos dem:

»Den eneste grund til, at jeg er blevet hos jer, er, fordi

jeg ved, at I kan styre mig, hvis jeg mister kontrollen.«

På Solhaven fortolker man magtanvendelsesbekendtgørelsen

således, at det er omsorgspligten, der er i højsædet. De ansatte har pligt

til

at forhindre den unge i at komme i skadelige situationer, og i den gerning må

fysisk kontakt og fastholdelse anvendes. Forslagsstillerne ønsker således en

lovgivning og en vejledning, der viser, at vi anerkender, at vores aktive

omsorgspligt også gælder de udsatte unge.

Skriftlig fremsættelse

Anne Baastrup

(SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning

om bedre indsats over for kriminelle unge.

(Beslutningsforslag nr. B 203).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter