Forslag til folketingsbeslutning om bedre indsats over for kriminelle unge
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 29. april 2004 af Anne Baastrup (SF),
Aage Frandsen (SF) og Villy Søvndal (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om bedre indsats over for kriminelle unge
Folketinget opfordrer regeringen til at udvikle bedre
straffe for, at undgå at unge kommer ind i en kriminel løbebane, efter
følgende
retningslinjer:
1.
Tidlig og rigtig
indsats er af afgørende betydning.
2.
Tiltalefrafald,
betinget dom og ungdomskontrakt skal fortsat kunne gives, men der skal være
mere kontrol med, om vilkår m.m. rent faktisk overholdes af den unge.
3.
Er der rejst
sigtelse for alvorlig kriminalitet, og den pågældende skal sidde i
varetægtsfængsel, skal det altid foregå på en dertil indrettet
socialpædagogisk
institution.
4.
Der skal i den
situation altid foretages en undersøgelse af, om der er en psykiatrisk
diagnose
som grundlæggende årsag til kriminaliteten. Endvidere skal den unges
intellektuelle niveau altid vurderes.
5.
For psykisk syge og
dårligt begavede kriminelle skal der udarbejdes særlige behandlingsplaner og
Læs alt
etableres særlige behandlingsinstitutioner.
6.
For de øvrige unge
kriminelle skal der udarbejdes præcise, konkrete og realistiske handleplaner
for deres videre liv, herunder uddannelsesplaner eller arbejdsplaner.
7.
Der etableres forsøg
med forskellige afsoningsformer, herunder weekend- og natinstitutioner.
8.
Overvejes det at
anvende ungdomssanktion, skal følgende principper indføres:
–
I forbindelse med
idømmelse af ungdomssanktion skal det i hvert enkelt tilfælde vurderes, om
den
dømte behøver at starte i en sikret institution.
–
Ophold på sikret
institution bør ikke være længere end 2 måneder, hvilket forudsætter, at der
sker en udvidelse af antallet af de åbne pladser samt en kvalitetsudvikling
af
disse.
–
De sikrede
institutioner skal kunne specialisere sig til kun at have unge, der er idømt
ungdomssanktion.
–
Den dømte skal fra
sanktionens start have et præcist overblik over hele forløbet.
–
Der sikres
kontinuitet både under og efter ungdomssanktionen, og at en udpeget
kontaktperson er ansvarlig i hele den 2-årige periode og bagefter.
–
Hele
ungdomssanktionen finansieres objektivt.
–
Der fastsættes klare
retningslinjer for at sikre en ensartet praksis.
Bemærkninger til forslaget
Ungdomskriminalitet er med god grund ofte i fokus. Dette
bør imidlertid ikke overskygge det faktum, at ungdommen i Danmark sjældent
har
været mere lovlydig end i dag. Det er således kun en lille del af en
ungdomsårgang, der begår kriminalitet. Til gengæld er kriminaliteten blevet
mere alvorlig og grov. Det skyldes bl.a., at de børn og unge, der kommer ind
i
den kriminelle løbebane, marginaliseres yderligere fra de ikkekriminelle børn
og unge. SF ønsker med dette forslag at fremlægge konkrete bud på, hvordan en
kriminel løbebane kan undgås eller standses.
–
Tidlig og rigtig indsats
er af afgørende betydning. Gribes en ung i kriminalitet, skal der uanset
størrelsen af kriminaliteten foretages en såkaldt § 38-undersøgelse, der
afdækker, om den unge har brug for særlig støtte på grund af nedsatte evner,
psykiatrisk diagnose eller andre problemer. Undersøgelsen lægges til grund
for
vurdering af sanktionsform.
–
Sanktionen skal
tilpasses den unges situation med særlig vægt på, om der er forældre, som
tager
opgaven alvorligt. Er det ikke tilfældet, skal socialforvaltningen finde en
støtte-
og kontaktperson, som kan hjælpe den unge med at få styr på tilværelsen,
inden
kriminaliteten bliver en livsform. Endelig skal andre foranstaltninger som
anbringelse uden for eget hjem vurderes konkret.
–
Konfliktråd skal
bruges i større omfang, end det er tilfældet i dag.
–
Tiltalefrafald skal
fortsat kunne gives, hvis den kriminelle aflægger uforbeholden tilståelse, og
på vilkår, der skal godkendes af retten. Der skal i højere grad fastsættes
vilkår, der handler om bestemt uddannelse, bopælsændring m.v. Overtrædes
vilkårene, skal sagen genoptages ved retten. Kontrollen med, om vilkårene
overholdes, skal udføres med regelmæssig tilbagemelding til politiet, der
mindst én gang om året skal vurdere den unges overholdelse af vilkårene.
–
Betinget dom med
vilkår om uddannelse, ophold m.v. skal fortsat kunne gives. Udformes der en
ungdomskontrakt, skal politiet årligt have en redegørelse for kommunens
gennemførelse af og kontrol med vilkårene. Det har vist sig, at kommunerne
ikke
oplever, at de har ansvaret, og ikke kontrollerer den enkelte unge.
–
Er der rejst sigtelse
for alvorlig kriminalitet, og den pågældende skal sidde i varetægtsfængsel,
skal det altid foregå på en dertil indrettet socialpædagogisk institution.
–
Der skal altid
foretages en undersøgelse af, om der er en psykiatrisk diagnose som
grundlæggende
årsag til kriminaliteten. Det skønnes, at ca. 69 pct. af de unge, der havner
i
fængsel, har psykiske problemer. 10-15 pct. har virkelig alvorlige
psykiatriske
lidelser som f.eks. skizofreni.
–
Den unges
intellektuelle niveau skal altid vurderes. En undersøgelse på Fyn viser, at
en
del af de unge kriminelle var dårligt begavede, nogle endog så dårligt
begavede, at de slet ikke forstod, at de skulle straffes og hvorfor.
–
For psykisk syge og
dårligt begavede kriminelle skal der udarbejdes særlige behandlingsplaner.
Målet er, at disse unge får den relevante psykiatriske behandling og den
fornødne socialpædagogiske behandling, som gør dem i stand til at fungere på
trods af deres handicap.
–
Også for de øvrige
unge kriminelle skal der udarbejdes handleplaner for deres videre liv,
herunder
uddannelsesplaner eller arbejdsplaner.
–
Ud over de kendte
afsoningsformer bør der etableres forsøg med andre former, herunder
weekendinstitutioner og natinstitutioner.
Særligt om ungdomssanktionen
Det er forslagsstillernes opfattelse, at ungdomssanktionen
i sin nuværende form ikke er velfungerende, og at den både kan og skal blive
bedre. En række af de følgende problemer har kendetegnet ungdomssanktionen,
som
vi kender den i dag:
–
Institutionerne har
ikke kunnet
håndtere en gruppe af de
mest belastede unge, der er blevet idømt ungdomssanktion, med det resultat,
at
mange unge har truet sig ud.
–
En del unge har ikke
accepteret ungdomssanktionen som behandling og har forsøgt at begå mere
kriminalitet for at blive idømt en kortere fængselsstraf i stedet for
ungdomssanktionen.
–
Blandingen af
behandling og straf (som ungdomssanktionen er) er mislykket, mange af de unge
har kun set det som en straf, og flere kommuner har brugt anbringelse på
sikrede institutioner i længere tid end nødvendigt (på grund af kassetænkning
eller »ude af øje, ude af sind-princippet«) og har dermed nedprioriteret
behandlings- og udslusningsforløbet.
–
Der er stor forskel
på de pædagogiske metoder på opholdsstederne, og de unge placeres tilfældigt,
alt efter hvor der er plads. Dette vanskeliggør behandlingen, da der således
ikke ligger faglige begrundelser bag den konkrete anbringelse.
–
Syv ud af ti af de
unge er psykisk syge, hvilket institutionerne ofte ikke har opdaget og/eller
ikke har været rustet til at behandle, hvilket igen er en medvirkende grund
til
ungdomssanktionens manglende behandlingssucces.
Det er efter forslagsstillernes opfattelse helt
uomgængeligt, at social baggrund, eventuelle mentale problemer, faglige
færdigheder etc. alt sammen medtænkes, når der i retspolitikken skal findes
de
bedste metoder til at forebygge kriminalitet eller forhindre gentaget
kriminalitet. Det kræver en tidlig indsats med vægt på socialpolitikken. Men
over for den gruppe, der står i fare for at havne i en hårdkogt kriminel
løbebane, skal ungdomssanktionen træde ind. Det er efter forslagsstillernes
vurdering helt centralt, at ungdomssanktionen samtænker den socialpolitiske
og
den kriminalpræventive indsats sammen med sanktion og straf.
Ungdomssanktionen skal fastholdes som den meget alvorlige
sanktionsform, den reelt er. Men der er en række problemer forbundet med
sanktionen, således som den hidtil har fungeret.
Ofte bliver den unge idømt ungdomssanktion for en periode,
der er mere end dobbelt så lang som den traditionelle straf, den unge ellers
ville have fået for samme forbrydelse. Den forskelsbehandling gør det meget
svært for det socialpædagogiske personale at få en egentlig behandling til at
fungere. Derfor skal ungdomssanktionen nytænkes.
Unge, der idømmes ungdomssanktion, skal ikke nødvendigvis
først anbringes på lukkede afdelinger. En afklaring af deres situation kan
ofte ske på almindelige, åbne institutioner, især i de ikke helt få tilfælde,
hvor den unge selv vælger at tage imod en dom til ungdomssanktion.
Skal den unge anbringes på en lukket, sikret institution i
forbindelse med ungdomssanktionen, skal institutionen være forbeholdt unge,
der
er idømt ungdomssanktion. I dag er de unge på ungdomssanktion blandet sammen
med unge, der venter på dom, unge, der skal mentalundersøges m.v. Det giver
uro og stiller urimelige krav til det pædagogiske personale. Det er
afgørende,
at de pædagogiske virkemidler kan målrettes mod unge med beslægtede
problemer.
Er den unge i perioder særlig voldelig, skal det være
muligt for en kortere periode at anbringe ham eller hende i en særlig
ungeafdeling i tilknytning til et fængsel.
Den unges udviklingsmuligheder skal være i centrum. Basale
skolefærdigheder skal søges opnået, og der skal skabes mulighed for en
uddannelse, herunder en uddannelsesplan eller arbejdsplan, der skal kunne
fortsætte efter endt afsoning, og som den unge kan magte.
Der skal udvikles særlige pædagogiske metoder til at lære
den unge at styre sig selv, og hvordan man undgår kriminalitet –
metoder, der
skal være en integreret del af afsoningen.
Da det ikke er muligt at tvangsbehandle et menneske, som
ikke ønsker behandling, skal der udvikles motivationskurser. Erfaringen med
disse kurser er, at det kan lade sig gøre at motivere til behandling.
Behandlingen kan gå ud på, at den unge skal lære at styre
sin udadreagerende adfærd og at komme fri af en eventuel afhængighed af
rusmidler. For mange drejer det sig ofte om så banal en ting som at kunne
lære
at holde af sig selv, at få selvrespekt.
Det er forslagsstillernes holdning, at anbringelse af unge
kriminelle i sikrede institutioner ikke hjælper i sig selv, snarere
tværtimod,
og derfor skal ophold på de sikrede institutioner begrænses til det tvingende
nødvendige. I magtanvendelsesbekendtgørelsen § 8, stk. 7, står der, at ophold
i
en sikret afdeling for unge dømt efter § 74 a i straffeloven højst må vare 12
måneder. Det kan være nødvendigt med et ophold på en sikret institution, for
at
den unge kan falde til ro, udredes og blive holdt væk fra det kriminelle
miljø
eller den kriminelle omgangskreds. Men adskillige undersøgelser peger på, at
behandling ikke kan lade sig gøre i lukket regi, og det er derfor,
forslagsstillerne mener, at den længste periode, unge må sidde i en sikret
afdeling, skal være 2 måneder. I modsætning til anden form for straf
reduceres
dommen ikke med den tid, den unge har været anbragt i varetægtssurrogat. Det
vil i praksis sige, at en ung kan risikere at opholde sig betydelig længere
på
en sikret institution end de anbefalede 2 måneder, når varetægtssurrogattiden
lægges sammen med en ungdomssanktion.
Et ganske betydeligt problem med de unge, der indtil nu har
været idømt ungdomssanktion og/eller har befundet sig på sikrede
institutioner,
er, at mange af dem faktisk lider af uopdagede psykiske sygdomme.
En undersøgelse af alle unge kriminelle under 18 år, som i
løbet af et år sad varetægtsfængslet på Sjælland, peger på, at syv ud af ti
lider af en eller flere psykiske sygdomme. Dette er i sig selv problematisk.
Men hvad værre er: Det bliver som oftest ikke opdaget, og personalet er ikke
uddannet til at tackle disse problemer. Det forekom endvidere, at der var
unge,
som var decideret retarderede, hvilket var uopdaget.
Når der ikke bliver taget hånd om de unge, der har en
psykisk lidelse, så er der ikke tale om behandling. For at sikre, at
ungdomssanktionen får det bedst mulige resultat, er det vigtigt at finde de
unge, der har behov for lægebehandling. Derfor mener forslagsstillerne, at en
screening for psykiske lidelser bør være obligatorisk og indgå meget tidligt
(gerne inden dommen) i det 2-måneders-ophold på den sikrede institution,
således at diagnosticering og eventuel nødvendig behandling indgår i
ungdomssanktionens videre forløb.
Vi ved, at tilliden til voksne og en tæt voksenkontakt er
et af kardinalpunkterne, hvis en ung kriminel skal ændre adfærd. Og vi ved
også
fra andre undersøgelser, at et bånd mellem et barn og en voksen er utrolig
vigtigt – et barn har brug for mindst én voksen, der sætter dette barn
meget
højt. For den gruppe af unge, som berøres af ungdomssanktionen, er fraværet
af
god voksenkontakt en ikke uvæsentlig del af den negative sociale arv og
bagage.
Det må derfor være en central opgave for kommunerne at hjælpe den unge med at
få en relation med en voksen, der bygger på troværdighed, ansvarlighed,
fasthed
og seriøsitet.
Kontaktpersonen skal så vidt muligt være en, som den unge
hidtil har haft tilknyttet, og som følger med hele vejen igennem og er der
bagefter. Et godt efterværn er også vigtigt, så den unge ikke falder tilbage
i
uhensigtsmæssige miljøer. Vi ser ofte unge kriminelle være tiltrukket af
rockermiljøer og den voksenkontakt, respekt og opmærksomhed, de får dér. Det
må
ikke være rockere, de unge har som mulighed for at vælge, når de søger
voksenkontakt.
Endvidere finder forslagsstillerne, at en forudsætning for,
at den unge anerkender ungdomssanktionen som en behandling og mulighed for at
komme væk fra den kriminelle løbebane, er, at den unge har overblik over hele
forløbet fra starten af. Derfor skal kommunerne være forpligtede til at
udarbejde en holdbar handleplan og sørge for, at den unge kender det
planlagte
forløb. Kommunerne er allerede pålagt at udarbejde en handleplan i medfør af
servicelovens § 58 a, stk. 3, og handleplanen skal udarbejdes i samarbejde
med
den unge og dennes familie.
Ansatte fra de sikrede institutioner peger på, at der
findes eksempler på, at handleplanen ikke bliver fulgt, bliver ændret eller
ikke udarbejdes hurtigt nok, hvilket er til stor frustration for den unge og
kan ødelægge et ellers godt forløb. Der kan naturligvis være behov for
ændringer og justeringer undervejs, hvis forløbet går i fisk, men
forslagsstillerne finder det vigtigt, at den unge kan se forløbet og
genkender
sig selv i et positivt endemål.
Det er derfor helt afgørende, at handleplanen i
udgangspunktet er realistisk, er grundigt forberedt og kun ændres efter
dialog
med den unge, så den unge forstår, hvorfor den skal ændres.
Der findes ingen vejledning til ungdomssanktionen, og med
hensyn til magtanvendelse over for de unge findes kun en bekendtgørelse
– til
og med en ganske upræcis en af slagsen, der er ganske uanvendelig i praksis.
De
ansatte på sikrede institutioner efterlyser vejledninger på begge områder
(Socialrådgiveren den 18. december 2002, Bente Terkelsen m.fl.), og høringen
om
unge kriminelle (den 8. december 2003 på Christiansborg) viste, at der er
stor
forskel på, hvordan magtanvendelsesbekendtgørelsen tolkes. Det er helt
utilstrækkeligt.
Da magtanvendelse over for demente og dilemmaet mellem
selvbestemmelse og omsorg blev diskuteret for nogle år siden, var der
betydelig
politisk interesse for og engagement i sagen. Dengang var Folketinget
inddraget, og socialministeren nedsatte udvalget om psykisk handicappedes
retssikkerhed i erkendelse af, at et så vanskeligt emne kræver nøje
overvejelser, inden der ændres i lovgivningen og skrives vejledninger.
Når det gælder ungdomssanktionen, er dilemmaet mellem
selvbestemmelse og omsorg imidlertid også meget tydeligt. Skal man
tilbageholde
unge fysisk, hvis deres handlinger er ved at føre dem ud i skadelige
situationer, eller er det et overgreb? På føromtalte høring citerede en af
deltagerne fra Solhaven (der er en af de institutioner, der har succes med de
mest vanskelige unge. Se bl.a. Benny Lihme: »Det er så fucking træls« fra
1999), en ung, der har boet hos dem:
»Den eneste grund til, at jeg er blevet hos jer, er, fordi
jeg ved, at I kan styre mig, hvis jeg mister kontrollen.«
På Solhaven fortolker man magtanvendelsesbekendtgørelsen
således, at det er omsorgspligten, der er i højsædet. De ansatte har pligt
til
at forhindre den unge i at komme i skadelige situationer, og i den gerning må
fysisk kontakt og fastholdelse anvendes. Forslagsstillerne ønsker således en
lovgivning og en vejledning, der viser, at vi anerkender, at vores aktive
omsorgspligt også gælder de udsatte unge.
Skriftlig fremsættelse
Anne Baastrup
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning
om bedre indsats over for kriminelle unge.
(Beslutningsforslag nr. B 203).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- 1989 BTB 67 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN FORSØGSORDNING MED NYE REAKTIONER OVER FOR UNGE LOVOVERTRÆDERE (UNGDOMSKONTRAKTER) NR B 67 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 12. september 1990
- 1997 BSF 102 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FOREBYGGELSE OG BEKÆMPELSE AF UNGDOMSKRIMINALITET Retsinformation · 29. januar 1998
- Forslag til folketingsbeslutning om forebyggelse og bekæmpelse af ungdomskriminalitet Retsinformation · 28. oktober 1998
- 1997 BSF 71 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN SAMLET INDSATS FOR BEDRE INTEGRATION AF FLYGTNINGE OG INDVANDRERE Retsinformation · 19. november 1997
- Forslag til folketingsbeslutning om lægeligt ordineret heroin til særligt hårdt belastede narkomaner Retsinformation · 27. januar 1999
- Forslag til folketingsbeslutning om lægeligt ordineret heroin til særlig hårdt belastede narkomaner Retsinformation · 13. oktober 1999