Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om lægeligt ordineret heroin til særligt hårdt belastede narkomaner

1998/1 BSF 85Beslutningsforslag som fremsatFolketinget27. januar 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 27. januar 1999 af

Villy Søvndal (SF), Anne Baastrup (SF),

Pernille Frahm (SF),

Jørn Jespersen (SF) og Jes Lunde (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om lægeligt ordineret heroin til særligt

hårdt belastede narkomaner

Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af

dette folketingsår at tage initiativ til at igangsætte et

behandlingsforsøg, hvori lægeligt ordineret heroin indgår

som et behandlingselement. Behandlingsforsøget skal rettes mod de

særligt hårdt belastede narkomaner.

Bemærkninger til forslaget

I flere lande tilrettelægges

narkopolitikken ud fra et "harm reduction"-princip, hvor det primære

sigte er at minimere skaderne ved narkotikamisbrug. I Schweiz og Holland har

myndighederne på den baggrund igangsat forsøg, hvor

lægeligt ordineret heroin anvendes i behandling af narkomaner.

Forsøget i Schweiz har været fulgt

nøje og har vist bemærkelsesværdige resultater. Den mest

belastede gruppe af narkomaner, som er forblevet i forsøget, har

fået bedre livsmuligheder og en generel forbedret sundhedstilstand. De

begår mindre kriminalitet, indtager færre illegale stoffer, har

mindre kontakt til kriminelle miljøer og færre illegale

indtægter.

For Schweiz som helhed er der registreret en

væsentlig nedgang i kriminalitet og domfældelser. De fleste

narkomaner, som før forsøget var bolig- og arbejdsløse,

har nu egen bolig og er i en eller anden form for beskæftigelse.

Endelig har det vist sig, at der optræder færre

Læs alt

pausedødsfald blandt narkomanerne. Det er en reaktion, som ofte ses,

efter at narkomaner har været i døgnbehandling eller isoleret i

forbindelse med fængslinger. Pausedødsfald er en væsentlig

dødsårsag blandt narkomaner i Danmark. Pausedød indtraf

hos 6 pct. af en gruppe på 125. (Embedslæge Henrik Sælan,

Narkotikarådets fagblad STOF, nr. 4, januar 1998).

Fra schweizisk side mener man, at det største

uløste problem i forsøget har været den langsomme sociale

integration af narkomanerne, selv om der er en meget positiv stemning i

befolkningen og der ikke har været problemer ved etableringen af

forsøgscentrene. 72 pct. af befolkningen i Schweiz er for

forsøget.

I Danmark ønsker 67 pct., at der igangsættes

et forsøg med lægeordineret heroin

(Vilstrup-undersøgelse, april 1998, Socialudvalget, Alm. del- bilag

97, Folketingsåret 1997-98, 2. samling). En bredere tidshorisont for et

forsøg og en mere intens psykosocial indsats er noget, forskerne

antager kan modvirke de integrationsproblemer, narkomanerne har.

I Hamborg har man efter forsøg med metadon

konkluderet, at selv om man tilstræber stoffrihed eller

substitutionsbehandling, er der en lille gruppe, som ikke kan nås med

disse behandlingstilbud, og for denne lille gruppe anbefales ordineret heroin

som et omsorgstilbud.

Med dette beslutningsforslag tilstræbes der at give

de særligt udsatte grupper en behandlingsform, hvor heroin dels gives

som et incitament til videre behandling, men også som et

omsorgstilbud.

Herhjemme har der igennem en længere periode

været debat om muligheden for at anvende lægeligt ordineret

heroin i behandlingen af særligt udsatte misbrugere. I debatten om

anvendelsen af heroin som behandlingselement har der været

anført påstande om, at heroin skulle erstatte forebyggelse og

behandling og kun er skadesreduktion. Det skal gentages, at heroin

ikke erstatter forebyggelse og behandling, men skal anskues som et

element i et samlet spekter af de midler, der kan anvendes i

narkobehandlingen. Også argumentet om, at narkomaner vil forsøge

at kvalificere sig til behandlingsformen og accelerere deres deroute for at

gøre sig berettiget til at indtræde i et forsøg, er

forekommet i debatten. Dette argument bygger på den grundlæggende

misforståelse, at man forestiller sig, narkomaner planlægger et

langt forløb. Alle, der er tæt på dette område ved,

at narkomaner netop er kendetegnet ved ikke at planlægge lange

forløb.

Folketingets høring om lægelig ordinering af

heroin til hårdt belastede narkomaner den 21. oktober 1998 og

Folketingets Socialudvalgs studierejse til Schweiz i 1996 og til Holland i

1998 nuancerede og underbyggede debattens betydning og viste et behov for

øget viden om behandlingsformer, der kan hjælpe de hårdest

belastede narkomaner og sænke de alt for høje dødstal

blandt narkomaner i Danmark. I 1997 døde 275 narkomaner (Politiets

Narkotikainformation - opgørelse over dødsfald blandt

narkomaner 1976-97).

På behandlingsområdet er der forskellige

vurderinger af rapporterne fra udlandet om virkningen af at anvende heroin i

behandlingen, og der kan derfor være en usikkerhed om data. De

sociokulturelle forskelle imellem landene har en betydning i forhold til

målbarheden af forsøgenes effekt, og de udenlandske resultater

og erfaringer kan derfor ikke direkte overføres til Danmark.

De variationer, der er imellem, hvad man mener fagligt og

videnskabeligt, og hvad man mener politisk, er vigtige at afklare, og

etableringen af et dansk forsøg kan give denne ny viden om behandling

af heroinmisbrug.

Den Danske Lægeforening har anbefalet, at man

etablerer et forsøg, og ser ingen sundhedsrisici for narkomanen eller

etiske konflikter for sine medlemmer ved at deltage.

Politiet er også fremkommet med positive

tilkendegivelser for et forsøg med heroin, hvis udleveringen sikres,

så heroinen ikke kan forhandles videre illegalt, og hvis

forsøget nedsætter de kriminelle aktiviteter. Politiet

anslår, at hvis forsøget blev igangsat herhjemme og inkluderede

1.000 narkomaner, ville indbrud i private hjem falde med 11.000

tilfælde.

Folketingets opgave er at skabe en narkopolitik, der

etablerer strafferetlige sanktioner over for producenter og

distributører af narkotika og tilgodeser de humanitære opgaver,

der er forbundet med narkomisbrug. De humanitære mål i

narkopolitikken skal være, at man igennem forebyggelse begrænser

tilgangen af nye narkomisbrugere, at man gennem flere differentierede

behandlingstilbud understøtter, at flere narkomaner gennemfører

en behandling, og at man ud fra et princip om at reducere skaderne - yder

tilstrækkelig hjælp, så færre narkomaner dør.

De sidste tre års narkopolitik har vist, at

når der afsættes ressourcer og tilbydes differentierede

muligheder, kommer der flere i behandling. Narkofølgegruppen

(Agerschou-udvalget) har i sin redegørelse fra juni 1998 konkluderet,

at denne form for narkopolitik er til gavn for den største gruppe af

heroinmisbrugere, men at der endnu er marginalgrupper, som ikke har kunnet

profitere af indsatsen. Samtidig har antallet af aktive narkomaner vist sig

at være større end tidligere antaget. Der menes at være

15.000 narkomaner mod de anslåede 10.000.

Et eksempel på udsatte grupper af narkomaner, som et

behandlingsforsøg med heroin vil kunne omfatte, er narkomaner, som ud

over misbrug også har en psykisk lidelse, narkomaner med flere

mislykkede behandlinger bag sig og narkomaner, som er hiv-positive. De

eksisterende tilbud til disse grupper har vist sig utilstrækkelige. Et

forsøg vil give mulighed for at udvikle behandlingstilbud, der

tilgodeser det nuværende udækkede omsorgs- og behandlingsbehov og

vil give ny viden om de midler, der kan anvendes i behandling af narkomani.

Det er ikke muligt at konkludere entydigt på de

etiske aspekter, der er forbundet med at anvende det stof, som narkomanen er

afhængig af, i behandlingen af afhængigheden. Sat overfor de

meget høje dødstal i 1990'erne og de menneskeligt fornedrende

forhold, visse narkomaner lever under, er forslaget, der prioriterer

menneskelig kontakt og omsorg, et etisk forsvarligt alternativ.

Stoffrihed har altid været det primære

mål i den danske narkopolitik og bør stadig være det, men

narkopolitikken bør samtidig anskues ud fra, at det ikke er det

endegyldige mål for alle narkomaner. Derfor bør vi etablere

tilbud, der kan tilgodese denne gruppes behov for et værdigt liv og

reducere de skader, de igennem deres livsstil påfører sig selv

og samfundet.

Folketinget kan ved at vedtage dette beslutningsforslag

være med til at forebygge disse skader og samtidig øge

muligheden for, at de særligt udsatte narkomaner ikke marginaliseres,

men i stedet ydes den hjælp, et velfærdssamfund er forpligtet til

at give borgere, der er kommet i social og menneskelig nød.

Forsøget skal tilrettelægges så det

tilgodeser følgende forhold:

Forsøget skal have en tidshorisont, som tilgodeser etiske og

videnskabelige kriterier for behandling og forsøg.

Forsøget skal være tilrettelagt, så de mest

udsatte narkomaner prioriteres.

Forsøget skal være godkendt og underlagt løbende

kontrol og evaluering af relevante myndigheder.

Heroin skal være et sekundært element i behandlingen og

skal understøttes af en socialpædagogisk og psykologisk

behandling.

Den lægeligt ordinerede heroin må ikke kunne

omsættes illegalt.

Forsøget må ikke omfatte unge under 18

år.

Skriftlig fremsættelse

Villy Søvndal

(SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om lægeligt

ordineret heroin til særligt hårdt belastede narkomaner.

(Beslutningsforslag nr. B 85).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter