Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om at styrke borgernes retsstilling

2002/1 BSF 104Beslutningsforslag som fremsatFolketinget28. februar 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 28. februar 2003 af

Line Barfod (EL) og Søren Sø

;ndergaard (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om at styrke borgernes retsstilling

Folketinget pålægger regeringen at udarbejde

lovforslag om borgernes retssikkerhed med følgende indhold:

1. Afskaf skatten på retfærdighed.

Retsafgiften skal afskaffes og erstattes af et gebyr på 500 kr.,

som man f.eks. har det i Sverige.

2. Udvid borgernes adgang til offentlig retshjælp og fri proces

ved at hæve indkomstgrænserne og fjerne

ægtefælleafhængigheden.

3. Mulighederne for at få offentlig retshjælp ved advokat

skal forbedres ved, at området for offentlig retshjælp udvides og

satserne hæves.

4. Mulighederne for at få tilkendt fri proces skal forbedres ved,

at det sikres, at statsamterne/Civilretsdirektoratet ikke længere reelt

skal fungere som »dommere « og vurdere, hvorvidt man har udsigt

til at vinde en sag, men kun skal vurdere, om der overhovedet er et grundlag

for at føre en sag.

5. Udvid borgernes adgang til gratis og anonym rådgivning ved at

afsætte flere penge til retshjælpsinstitutioner og oplysning om

denne mulighed.

6. Borgerne skal have en bedre retsstilling i sager mod offentlige

myndigheder ved, at bevisbyrden ændres, så det bliver

myndighederne, der skal bevise, at de har ret, i stedet for, at borgeren skal

bevise, at myndigheden har begået en fejl.

7. Offentliggør alle domme i en offentlig og gratis domsdatabase

på samme måde, som alle love og regler er tilgængelige i

Læs alt

Retsinformation.

Bemærkninger til forslaget

Det er afgørende for et demokratisk

retssamfund, at alle borgere har adgang til retfærdighed. Alle skal

have mulighed for at få prøvet en sag ved domstolene, alle skal

have mulighed for en uafhængig rådgivning om deres juridiske

problemer. Dertil kommer, at det så vidt muligt også skal

være muligt for alle at føre en sag, så de ikke på

forhånd giver fortabt, fordi det som borger er næsten umuligt at

føre sag over for hele det offentlige system.

Selvfølgelig vil det bedste være, hvis det

kun er i et fåtal af sager, at borgerne har behov for at få

prøvet de offentlige myndigheders afgørelser ved en domstol.

Derfor er en væsentlig del af arbejdet for en større

retssikkerhed at skabe flere enkle regler med klare retskrav for borgerne.

F.eks. er der ikke behov for sager om ret til folkepension, for det får

man automatisk, når man når en bestemt alder. Og der er ikke

sager om børns ret til at komme i skole, for alle børn i

Danmark har ret til en plads i folkeskolen. Tilsvarende enkle regler

bør vi få flere af.

I sager mellem borgerne og mellem borgere og virksomheder

er der behov for flere muligheder for konfliktløsning, som der

arbejdes med at udvikle på forskellige måder. Domstolene

bør få flere ressourcer til at udvikle tilbud om f.eks.

mediation/mægling.

Dette beslutningsforslag er imidlertid begrænset til

at sikre, at rammerne for at få prøvet en sag ved retten er i

orden, dvs. retsafgift, retshjælp, fri proces, domsdatabase og

retsstillingen i borgeres sager mod offentlige myndigheder.

Forslagsstillerne er bekendt med, at Retsplejerådet

i øjeblikket arbejder på en betænkning om nogle af de

punkter, der indgår i beslutningsforslaget, men mener, at problemerne

er så store, at den politiske drøftelse bør

påbegyndes allerede nu, så der kan komme en ændring

hurtigst muligt på de punkter, hvor der kan opnås flertal.

Et flertal i Retsplejerådet udtalte i

betænkning 1401/2001 s. 80:

»Udøvelsen af domstolenes grundlovsbestemte

opgaver i forhold til forvaltningen og lovgivningsmagten bør efter

flertallets opfattelse ikke gøres til et beskatningsobjekt. I sager

vedrørende prøvelse af forvaltningsafgørelser eller af

grundlovsmæssigheden af en lov bør retsafgiften derfor ikke

sættes til en fast procentdel af sagsgenstandens værdi uden nogen

overgrænse.«

Flertallet valgte at udtale sig om

retsafgifter allerede på det tidspunkt i stedet for at afvente arbejdet

med betænkningen om retsafgifter m.v., fordi et flertal i Folketinget

fordoblede retsafgiften som led i finanslovsaftalen for 2000 alene for at

skaffe flere penge i statskassen.

Bemærkninger til forslagets enkelte

bestemmelser

Ad 1. Afskaf skatten på retfærdighed:

Mange har i dag ikke råd til at få

prøvet deres sag ved domstolene på grund af de høje

retsafgifter. I en sag om Gladsaxe Kommunes nedskæring af hjælp

til en handicappet opgjorde retten, at den handicappede

førtidspensionist skulle betale 137.000 kr. i retsafgift for at

få prøvet, om kommunen havde ret til at skære hans

hjælp ned fra 128 timer om ugen til 39,3 timer. Først da

Højesteret skulle tage stilling til, om en så høj

retsafgift var i strid med menneskerettighedskonventionen, fik borgeren fri

proces. Mange borgere vil i den situation ikke have ressourcerne til at blive

ved med at klage, men vil give op, straks de får den store regning fra

retten.

Det fremgår af justitsministerens svar på

spørgsmål 194 og 195 til Folketingets Retsudvalg (jf. alm. del

bilag 601, 2001-02, 2. samling), at der i 2001 blev betalt ca. 190 mio. kr. i

retsafgifter i civile sager. Det fremgår, at man i Sverige i stedet har

et retsgebyr/ansøgningsafgift på 450 skr. Såfremt man i

Danmark erstatter retsafgifterne med et gebyr på 500 kr., vil det

formentlig betyde mindre indtægter i størrelsesordenen 120 mio.

kr. og muligvis flere retssager. Men de fleste retssager kan

forhåbentlig føre til, at flere kommuner og offentlige

myndigheder gør deres arbejde bedre og giver borgerne, hvad de har

krav på, straks de søger, i stedet for, at de skal igennem en

lang retssag. Og hvis der samtidig indføres bedre mulighed for

retshjælp, vil mange konflikter formentlig kunne løses, inden

det kommer til en retssag. Ligesom et offentligt domsregister vil kunne

afholde folk fra at anlægge sag, fordi de kan se, hvad udfaldet har

været i tilsvarende sager.

Ad 2. Udvid adgangen til offentlig retshjælp og fri proces:

Alle bør have adgang til retfærdighed uanset

deres indkomst. Som det er i dag, kan et par, hvor begge er

arbejdsløse og ikke har børn eller kun har et barn, ikke

få fri proces (jf. justitsministerens svar på

spørgsmål 204 til Folketingets Retsudvalg (alm. del bilag 614,

2001-02, 2. samling)). Indkomstgrænserne bør hæves,

så alle med en indkomst under f.eks. 300.000 kr. kan få fri

proces og offentlig retshjælp. Samtidig bør afhængigheden

af ægtefælle/samlever fjernes. Ethvert menneske skal behandles

individuelt og ikke som et påhæng til en anden. Ofte vil sagen

slet ikke vedrøre partneren eller endda stamme fra en tid, før

parterne flyttede sammen, og så er det urimeligt, at partnerens

indkomst skal være afgørende.

Ad 3. Udvid muligheden for at få offentlig retshjælp:

Det kan spare mange retssager og megen unødig uro,

hvis alle har adgang til rådgivning hos en advokat.

Da Folketinget i 1978 lagde moms på

advokatsalærer, besluttede man samtidig, at de penge, der kom ind,

skulle gå til offentlig retshjælp. I betænkningen udtalte

et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis og Det

Radikale Venstres medlemmer af udvalget) om konsekvenserne for

retshjælpssystemet af at indføre afgiftspligten for

advokatydelser:

»For at imødegå den fordyrelse af almindelige

retshjælpsforretninger, der bliver en følge af, at

advokatvirksomhed bliver inddraget under loven, er flertallet enigt om, at

der skal ske en udligning over det offentlige retshjælpssystem,

således at denne kan træde i kraft den 1. oktober 1978.

Justitsministeren har i et samråd nærmere

redegjort for, hvorledes en sådan udligning kan udformes inden for en

beløbsramme af 25 mio. kr. (uden afgift).« (Jf. justitsministerens

svar på spørgsmål 208 til Folketingets Retsudvalg (alm.

del bilag 614, 2001-02, 2. samling)).

Der blev i 2001 anvendt 26,4 mio. kr. til offentlig

retshjælp ved advokat (jf. justitsministerens svar på

spørgsmål 205 til Folketingets Retsudvalg (alm. del bilag 614,

2001-02, 2. samling). Det beløb, der anvendes til offentlig

retshjælp, er altså stort set det samme i dag som det, der blev

afsat i 1978.

Skatteministeriet har vurderet, at indtægten fra

moms på advokatsalærer udgjorde op imod 1,1 mia. kr. i 2001 (jf.

justitsministerens svar på spørgsmål 206 til Folketingets

Retsudvalg (alm. del bilag 622, 2001-02, 2. samling)).

Selv om man også medregner udgiften til fri proces,

ca. 171 mio. kr., og retshjælp, ca. 9 mio. kr. (jf. justitsministerens

svar til Folketingets Retsudvalg (alm. del bilag 614, 2001-02, 2.

samling)), så udgør disse udgifter i alt kun lidt over 200 mio.

kr. Såfremt man valgte at følge folketingsflertallets

løfte fra 1978, skulle der altså anvendes ca. 5 gange så

mange midler til at sikre befolkningen adgang til retfærdighed.

Advokatsalæret for en almindelig rådgivning

inden for ordningen offentlig retshjælp har siden 1994 udgjort 800 kr.

inkl. moms og klientens egenbetaling. Hvis der foreligger en tvist, kan

salæret stige til 2.630 kr. inkl. moms og klientens egenbetaling. Til

sammenligning udgør grundtaksten for en forsvarsadvokat 1.100 kr. for

1 time. Advokatsalæret ved offentlig retshjælp bør

hæves til mindst samme niveau som for forsvarsadvokater. Sager med

offentlig retshjælp er i dag som regel ren tilsætning fra

advokatens side, da man sjældent bruger under 1 time på en

rådgivning, der jo også indbefatter at læse papirer, skrive

ansøgning om retshjælp m.m. Hvis der er en tvist, er det

næsten helt umuligt at klare på de ca. 2 timer, som pengene

rækker til. Og det er normalt ikke tilladt at opkræve yderligere

betaling fra klienten. Derfor er der meget få advokater, der reklamerer

med muligheden for at få offentlig retshjælp.

I dag er der en række begrænsninger for,

hvilke sager man kan få offentlig retshjælp til. F.eks. kan man

normalt ikke få offentlig retshjælp til sager om

gældssanering, selv om mange sager ved skifteretterne, der afvises

straks ved første retsmøde, kunne undgås, hvis borgeren

havde søgt rådgivning hos en advokat. Reglerne bør

ændres, så der kan gives offentlig retshjælp i videre

omfang end i dag.

Ad 4. Udvid muligheden for at få fri proces:

Ifølge retsplejelovens § 330, stk. 1, kan der efter

ansøgning meddeles en person fri proces, såfremt den

pågældende skønnes at have rimelig grund til at

føre proces. Statsamterne behandler ansøgningerne med

Civilretsdirektoratet som ankeinstans. I realiteten foretager disse

offentlige myndigheder en sagsbehandling af en ansøgning om fri

proces, der går en del videre end blot til at vurdere, om der er

rimelig grund til at føre proces. Ofte gives der afslag med den

begrundelse, at borgeren ikke har rimelig udsigt til at vinde sagen.

For det første er dette jo netop det, retten skal tage stilling til

ved en noget grundigere sagsbehandling, end de offentlige myndigheder har

mulighed for, blandt andet ved, at retten hører parterne og eventuelle

vidner. For det andet er der jo en væsentlig forskel på lovens

ord om

»rimelig grund til at føre proces« og myndighedernes vurdering af

»rimelig udsigt til at vinde sagen.« Det kan godt være højst

usikkert, om man vinder en sag, fordi det f.eks. er et nyt område, der

ikke tidligere har været prøvet ved retten, eller fordi det

afhænger af vidners og parters forklaringer for retten.

Dertil kommer, at man nogle gange kan få afslag

på en ansøgning om fri proces, hvis de offentlige myndigheder

vurderer, at man kan være sikker på at vinde sagen, f.eks. hvis

det drejer sig om en lejer, der ikke har fået tilbagebetalt sit

depositum fra udlejeren, selvom udlejeren ikke har noget modkrav. Men hvis

man ikke har penge til at anlægge sagen, hjælper det ikke, at man

kan være sikker på at vinde sagen, for hvem skal lægge ud

for retsafgiften og betale advokatsalæret, hvis udlejeren nu ikke

straks betaler depositummet.

Reglerne om fri proces bør derfor ændres,

så man kan få fri proces, medmindre det er klart, at man vil tabe

sagen.

Ad 5. Udvid borgernes adgang til gratis og anonym rådgivning:

Mange borgere har behov for at få afklaret juridiske

problemer og/eller få hjælp til f.eks. at skrive til udlejeren,

kommunen eller andre. I mange sager er det ikke nødvendigt med en

advokat, og en del borgere vil slet ikke tænke på en advokat som

en mulighed. Der er gode erfaringer med åbne rådgivninger, hvor

enhver kan komme ind fra gaden og få råd og vejledning med det

samme og eventuelt hjælp med korrespondance eller videre henvisning

til, hvor man kan få hjælp til at føre en sag.

Der bruges i dag kun ca. 9 mio. kr. til gratis

retshjælpsinstitutioner. Dette beløb bør forøges

væsentligt, og der bør iværksættes målrettet

oplysningsvirksomhed for at gøre opmærksom på muligheden

for at oprette gratis retshjælpsinstitutioner.

Ad 6. Ændret bevisbyrde i sager mod offentlige myndigheder:

Der er mange sager, hvor borgere kommer i klemme i

systemet, f.eks. sager om førtidspension, om, hvilke sociale ydelser

man har ret til, om man skal trækkes i dagpengene. Det kan være

meget svært for en borger at løfte bevisbyrden for, at

myndigheden tager fejl. Disse sager kan have meget store konsekvenser for

borgeren; det kan nogle gange være hele livsgrundlaget, der står

på spil. I straffesager er det altid myndigheden, der skal bevise, at

borgeren har begået noget strafbart, også i små sager om at

køre over for rødt eller parkere ulovligt. Det virker noget

besynderligt, at der ikke er den samme retssikkerhed for borgeren i sager,

der har langt større betydning end en mindre bøde. Derfor

bør bevisbyrden ændres i borgernes sager mod offentlige

myndigheder, så det bliver myndighederne, der skal bevise, at de har

ret, i stedet for at borgerne skal bevise, at de har begået en fejl.

I første omgang bør princippet

indføres i sociale sager og arbejdsmarkedssager, f.eks. om dagpengeret

og arbejdsskadeerstatning.

Ad 7. Offentlig og gratis adgang til domme:

Det er vigtigt, at alle har adgang til domme, så man

kan se, hvordan retspraksis ser ud på et bestemt område. Det kan

også spare nogle retssager, hvis man kan se, hvad der er dømt i

lignende sager. I dag er det et privat, multinationalt firma, der sidder

på udgivelsen af domme i Danmark, dels i Ugeskrift for Retsvæsen,

dels i diverse særlige tidsskrifter/domsudgivelser. Desuden er der

enkelte andre, der offentliggør domme på specielle

områder. Og nogle retter er begyndt at offentliggøre

domsresumeer på deres hjemmeside. Men det er kun en lille del af

dommene, der bliver offentliggjort.

Med moderne teknik er det rimelig simpelt at sikre, at

alle domme bliver lagt ind i en domsdatabase. Det er vigtigt, at der bliver

lagt en række søgekriterier ind i databasen, så det bliver

nemt at foretage en afgrænset søgning i f.eks. alle sager

vedrørende lønindeholdelse i kontanthjælp. Domsdatabasen

bør være offentligt tilgængelig på internettet

på samme måde som Retsinformation, hvor alle borgere gratis kan

se alle love, bekendtgørelser m.v. Det vil naturligvis koste nogle

ressourcer hos domstolene at lægge dommene ind i en domsdatabase med

søgekriterier, men samtidig vil man i hele den offentlige sektor spare

udgifter til diverse tidsskrifter med domme.

Det bør kombineres med en mulighed for at abonnere

for et beløb, der svarer til omkostningerne, på domme på

et bestemt område, f.eks. strafferet eller arbejdsmiljø,

således at man jævnligt får tilsendt en oversigt over nye

domme på området. Det må drøftes med domstolene,

anklagemyndighederne og Advokatrådet, om en sådan væsentlig

ændring i offentliggørelsen af domme bør føre til,

at parterne på forhånd skal oplyse, hvilke domme man agter at

påberåbe sig under retssagen, således at modparten

også har mulighed for at forberede sig, således som man i dag

gør med domme, der ikke har været trykt i Ugeskrift for

Retsvæsen.

Skriftlig fremsættelse

Line Barfod

(EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at styrke borgernes

retsstilling.

(Beslutningsforslag nr. B 104).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter