Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af mulighederne for at få meddelt fri proces

2002/1 BSF 25Beslutningsforslag som fremsatFolketinget31. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 31. oktober 2002 af

Anne Baastrup (SF),

Margrete Auken (SF) og Aage Frandsen (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om forbedring af mulighederne for at få meddelt fri

proces

Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af

2002

1. at ændre justitsministerens bekendtgørelse om fri

proces således, at de indtægts- og beløbsgrænser,

der gælder for meddelelse af fri proces, ændres, således at

60 pct. af befolkningen er omfattet,

2. at ændre justitsministerens bekendtgørelse om fri

proces således, at det bl.a. over for de myndigheder, der behandler

ansøgninger om fri proces, tydeliggøres, at princippet i

retsplejelovens § 330, stk. 1, hvorefter det er afgørende, om

ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre

proces, lægges til grund ved behandlingen af ansøgningerne om

fri proces, i stedet for om der er udsigt til at vinde sagen, og

3. at fremsætte lovforlag om ændring af retsplejeloven,

således at afslag på ansøgninger om fri proces

vedrørende retssager mod det offentlige kan indbringes for en uvildig

ankeinstans.

Bemærkninger til forslaget

Fri proces

Efter retsplejeloven og de i bekendtgørelse om fri

proces fastsatte regler kan der efter ansøgning meddeles en person fri

proces, såfremt ansøgeren skønnes at have rimelig grund

til at føre proces og ansøgeren ikke uden at lide

væsentligt afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med

Læs alt

sagen. Fri proces efter retsplejelovens § 330 kan meddeles, hvis

ansøgerens indtægtsgrundlag er 217.000 kr. eller mindre. Lever

ansøgeren i ægteskab eller i anden samlivsform, kan fri proces

meddeles, hvis summen af ægtefællernes eller de samlevendes

indtægtsgrundlag er 275.000 kr. eller mindre. Beløbene

forhøjes med 37.000 kr. for hvert barn under 18 år, som bor hos

eller forsørges af ansøgeren. Beløbs- og

indtægtsgrænser reguleres hvert år med

satsreguleringsprocenten og bekendtgøres af justitsministeren.

Justitsministeren kan, når særlige grunde

taler derfor, efter ansøgning meddele fri proces, selv om

betingelserne angivet ovenfor ikke er opfyldt. Dette gælder navnlig i

sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse,

eller som har væsentlig betydning for ansøgernes sociale eller

erhvervsmæssige situation.

Fri proces medfører bl.a. fritagelse for

retsafgifter, beskikkelse af advokat, godtgørelse fra statskassen for

udgifter, som med føje er afholdt til f.eks. syns- og

skønsforretninger og fritagelse for at erstatte modpartens

sagsomkostninger. Fri proces kan i bevillingen begrænses til enkelte af

de nævnte begunstigelser.

Fri proces i sager i 1. instans meddeles af statsamtet.

Fri proces i anke- og kæresager meddeles af justitsministeren

(Civilretsdirektoratet). Reglerne om fri proces er fastsat i retsplejelovens

kapitel 31 og justitsministerens bekendtgørelse nr. 999 af 6. december

2001 om fri proces.

Ad 1. forslaget om en større dækningsgrad

I rapporten Retshjælpsordninger i Danmark, marts

2002, udarbejdet for Advokatsamfundet, anføres bl.a., at fri

proces-ordningen og ordningen om offentlig retshjælp ved advokat efter

de gældende regler kun kan anvendes, hvor den samlede

husstandsindtægt ligger under 275.000 kr., og at ordningerne dermed kun

dækker ca. 30 pct. af befolkningen. En af rapportens hovedkonklusioner

er, at 71 pct. af befolkningen går ind for, at den økonomiske

grænse for bl.a. fri proces udvides, så den i stedet for 30 pct.

af befolkningen dækker 50 pct.

Advokat Karsten Høj henviser i en artikel i Lov

& Ret, januar 2002, s. 26ff, til, at man ved fastsættelsen af

indtægtsgrænserne i 1988 antog, at ca. 60 pct. af befolkningen og

2/3 af familierne ville være omfattet. Karsten Høj

anfører endvidere, at det er meget tvivlsomt, om den forudsatte

dækningsgrad for familier fortsat er gældende.

Forslagsstillerne finder, at intentionerne med fri

proces-reglerne ikke kan siges at leve op til virkeligheden i dag. Der er

siden vedtagelsen sket en systematisk udhuling af de økonomiske rammer

med den konsekvens, at fri proces-muligheden ikke er til stede i det omfang,

som var forudset ved etableringen af ordningen. Det giver en retsusikkerhed

for mennesker med almindelige indtægter, at de ikke kan få

ført deres sag ved de danske domstole.

Forslagsstillerne foreslår på denne baggrund,

at justitsministerens bekendtgørelse om fri proces ændres

således, at de indtægts- og beløbsgrænser, der

gælder for meddelelse af fri proces, ændres, så der sikres

en dækningsgrad på 60 pct. af befolkningen.

Ad 2. forslaget om betingelsen om rimelig grund til at føre

proces

Efter retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 1, er det en

betingelse for bevilling af fri proces, at ansøgeren skønnes at

have rimelig grund til at føre proces. Hvilke momenter, der skal

tillægges betydning ved udøvelsen af skønnet, er ikke

nærmere reguleret i loven. Af justitsministerens bekendtgørelse

om fri proces fremgår, at der ved vurdering skal tages hensyn til

muligheden for at få sagen behandlet i Forbrugerklagenævnet eller

et klage- eller ankenævn, der er godkendt af

Forbrugerklagenævnet. Herudover fremgår det af

bekendtgørelsens § 6, stk. 1: » Fri proces kan ikke meddeles, hvis det

efter en samlet vurdering af sagsgenstandens størrelse og art,

omkostningerne til sagen og udsigten til at sagen vindes, ikke skønnes

rimeligt at føre proces. « Der er således overladt de myndigheder,

der behandler ansøgninger om fri proces, et konkret skøn i det

enkelte tilfælde.

Advokat Karsten Høj henviser i sin artikel i Lov

& Ret, jf. ovenfor, til forskellige forfatteres vurdering af den norm,

der gælder for den skønsmæssige bedømmelse af

kravet om rimelig grund til at føre proces, og henviser bl.a. til, at

det er blevet formuleret sådan, at sagen ikke behøver at

være en oplagt vinder. Karsten Høj anfører endvidere, at

den standardiserede begrundelse, som statsamterne, Københavns

Overpræsidium og Civilretsdirektoratet i snart mange år har

anvendt, er, at ansøgeren skal have udsigt til at få medhold i

sin påstand, og at der andre gange henvises til, at der skal være

udsigt til at vinde sagen. Alene ved anvendelsen af disse begrundelser

får man uvilkårligt det indtryk, at kravene til et positivt

resultat er høje: der skal være tale om en klar vindersag.

Karsten Høj konkluderer bl.a. på baggrund af en gennemgang af 2

sager, at der foreligger en restriktiv bevillingspraksis, hvor tvivlen ikke

kommer ansøgerne til gode, og at den norm, der rent faktisk

gælder og anvendes for skønsudøvelsen, synes at

være i strid med det, som lovgiver har haft til hensigt med det

opstillede krav om, at der skal være rimelig grund til at føre

retssag, for at der kan bevilges fri proces.

Efter forslagsstillernes opfattelse fremgår det

tydeligt af retsplejelovens § 330, stk. 1, at der skal bevilges fri proces,

hvis det skønnes, at ansøger har en rimelig grund til at

føre proces. Det må efter ordvalget betyde, at man skal

skønne over, om det er rimeligt at føre proces, og ikke om man

kan forventes at vinde sagen. Med hensyn til vurderingen af om det er

rimeligt at føre proces, er det i litteraturen præciseret, at

dette skøn skal udøves lempeligt, således at rimelig

tvivl kommer ansøger til gode. Eller ved en negativ afgrænsning,

at det skal overvejes, om procesrisikoen er værd at løbe. Det

vil sige, om risikoen for som tabende part at blive pålagt omkostninger

til modparten er for stor. Myndighedernes standardbegrundelse for afslag er

derimod efter forslagsstillernes opfattelse en tillempet fortolkning af

loven: Ansøger har ikke udsigt til at vinde sagen. Herved

udøves der et skøn af en myndighed, som i virkeligheden

vurderer, om sagen ved Højesteret vil kunne få et andet

resultat, med de begrænsninger, der ligger allerede i det forhold, at

ikke alle oplysninger er fremkommet i ansøgningen om fri proces.

Forslagsstillerne foreslår på denne baggrund,

at justitsministerens bekendtgørelse om fri proces ændres

således, at det bl.a. over for de myndigheder, der behandler

ansøgninger om fri proces, tydeliggøres, at princippet i

retsplejelovens § 330, stk. 1, hvorefter det er afgørende, om

ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre

proces, lægges til grund ved behandlingen af ansøgningerne om

fri proces, og ikke en vurdering af, hvorvidt der er udsigt til at vinde

sagen.

Ad 3. forslaget vedrørende sager mod det offentlige

Efter forslagsstillernes opfattelse virker det mildt sagt

ikke betryggende for en ansøger, der ønsker at føre en

principiel sag mod det offentlige, at det offentlige blot kan afvise fri

proces med den begrundelse, at man ikke vil kunne vinde sagen. Dertil kommer,

at sager mod det offentlige undertiden drejer sig om en persons fremtidige

indtægter i form af førtidspension m.m. Sager mod det offentlige

er ikke sjældent ganske principielle og kan få vidtrækkende

konsekvenser for det offentlige. Derfor må der være en

særlig betryggelse for den borger, som ønsker at anlægge

sag mod eksempelvis Den Sociale Ankestyrelse, hvor det kan dreje sig om en

systemfejl, som kan få afsmittende virkning på en lang

række andre sager.

Efter forslagsstillernes opfattelse har den enkelte borger

således ikke tilstrækkelige retssikkerhedsgarantier, når

det drejer sig om sager mod det offentlige, herunder ikke mindst i sager, som

kan få afledede konsekvenser for andre sager.

Et eksempel var den principielle sag, hvor en gruppe

danskere ønskede rejst en sag mod statsministeren i

spørgsmålet, om Maastrichttraktaten var i overensstemmelse med

grundloven. Først da Højesteret anerkendte denne gruppes ret

til at anlægge sag, fik de fri proces. Det forekommer besynderligt, at

man ikke havde givet mulighed for via fri proces at sikre denne gruppe at

få afklaret en principiel diskussion, som havde eksisteret gennem

adskillige sager.

Forslagsstillerne foreslår derfor, at retsplejeloven

ændres således, at afslag på ansøgninger om fri

proces i retssager mod det offentlige kan indbringes for en uafhængig

ankeinstans. Det er forslagsstillernes opfattelse, at en ny ordning kunne

etableres som en slags uafhængig ankeinstans, bestående f.eks. af

universitetsansatte, med særlig viden på området. Der

henvises til overvejelser af denne karakter i forbindelse med etableringen af

Procesbevillingsnævnet.

Etablering af en uafhængig ankeinstans

vedrørende ansøgning om fri proces i sager mod det offentlige

skal endvidere ses i sammenhæng med de reelt manglende muligheder for

mange personer for at føre sager mod det offentlige på grund af

retsafgifternes størrelse. Der sker ikke så sjældent, at

sagens genstand af domstolene vurderes at have en sådan

størrelse, at det bliver umuligt for ansøger at betale

retsafgiften, fordi man vælger en bestemt beregning af sagens

størrelse. Som f.eks. i en sag, hvor det drejede sig om

hjemmehjælp, hvor man beregnede, hvor mange penge det ville koste

kommunen og satte retsafgiften i relation hertil. Ingen vil herefter kunne

få råd til at rejse en sag mod det offentlige, hvis man anvender

den type af beregning. Dertil kommer, at det er en central bestemmelse i

grundloven, at domstolene har retten til at vurdere myndighedernes

skøn. Fastsættes sagens økonomiske værdi ud fra

ovennævnte princip, vil det reelt afholde mange fra at anlægge

retssager og dermed indskrænke domstolenes kontrol med myndighederne.

For et par år siden blev der afsagt et par højesteretsdomme i

sager vedrørende tilkendelse af førtidspension. Disse

afgørelser vurderer Kommunernes Landsforening vil koste det offentlige

ca. en mia. kr. En uafhængig ankeinstans vil efter forslagsstillerne

opfattelse kunne sikre, at der i sådanne principielle sager bevilges

fri proces, herunder med hensyn til retsafgifter, alene ud fra en vurdering

af sagens principielle karakter. Dermed bliver det sagen og ikke

retsafgifternes størrelse, der bliver afgørende for, om der

føres retssag.

Skriftlig fremsættelse

Anne Baastrup

(SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af

mulighederne for at få meddelt fri proces.

(Beslutningsforslag nr. B 25).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter