Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af mulighederne for at få meddelt fri proces
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 31. oktober 2002 af
Anne Baastrup (SF),
Margrete Auken (SF) og Aage Frandsen (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om forbedring af mulighederne for at få meddelt fri
proces
Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af
2002
1. at ændre justitsministerens bekendtgørelse om fri
proces således, at de indtægts- og beløbsgrænser,
der gælder for meddelelse af fri proces, ændres, således at
60 pct. af befolkningen er omfattet,
2. at ændre justitsministerens bekendtgørelse om fri
proces således, at det bl.a. over for de myndigheder, der behandler
ansøgninger om fri proces, tydeliggøres, at princippet i
retsplejelovens § 330, stk. 1, hvorefter det er afgørende, om
ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre
proces, lægges til grund ved behandlingen af ansøgningerne om
fri proces, i stedet for om der er udsigt til at vinde sagen, og
3. at fremsætte lovforlag om ændring af retsplejeloven,
således at afslag på ansøgninger om fri proces
vedrørende retssager mod det offentlige kan indbringes for en uvildig
ankeinstans.
Bemærkninger til forslaget
Fri proces
Efter retsplejeloven og de i bekendtgørelse om fri
proces fastsatte regler kan der efter ansøgning meddeles en person fri
proces, såfremt ansøgeren skønnes at have rimelig grund
til at føre proces og ansøgeren ikke uden at lide
væsentligt afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med
Læs alt
sagen. Fri proces efter retsplejelovens § 330 kan meddeles, hvis
ansøgerens indtægtsgrundlag er 217.000 kr. eller mindre. Lever
ansøgeren i ægteskab eller i anden samlivsform, kan fri proces
meddeles, hvis summen af ægtefællernes eller de samlevendes
indtægtsgrundlag er 275.000 kr. eller mindre. Beløbene
forhøjes med 37.000 kr. for hvert barn under 18 år, som bor hos
eller forsørges af ansøgeren. Beløbs- og
indtægtsgrænser reguleres hvert år med
satsreguleringsprocenten og bekendtgøres af justitsministeren.
Justitsministeren kan, når særlige grunde
taler derfor, efter ansøgning meddele fri proces, selv om
betingelserne angivet ovenfor ikke er opfyldt. Dette gælder navnlig i
sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse,
eller som har væsentlig betydning for ansøgernes sociale eller
erhvervsmæssige situation.
Fri proces medfører bl.a. fritagelse for
retsafgifter, beskikkelse af advokat, godtgørelse fra statskassen for
udgifter, som med føje er afholdt til f.eks. syns- og
skønsforretninger og fritagelse for at erstatte modpartens
sagsomkostninger. Fri proces kan i bevillingen begrænses til enkelte af
de nævnte begunstigelser.
Fri proces i sager i 1. instans meddeles af statsamtet.
Fri proces i anke- og kæresager meddeles af justitsministeren
(Civilretsdirektoratet). Reglerne om fri proces er fastsat i retsplejelovens
kapitel 31 og justitsministerens bekendtgørelse nr. 999 af 6. december
2001 om fri proces.
Ad 1. forslaget om en større dækningsgrad
I rapporten Retshjælpsordninger i Danmark, marts
2002, udarbejdet for Advokatsamfundet, anføres bl.a., at fri
proces-ordningen og ordningen om offentlig retshjælp ved advokat efter
de gældende regler kun kan anvendes, hvor den samlede
husstandsindtægt ligger under 275.000 kr., og at ordningerne dermed kun
dækker ca. 30 pct. af befolkningen. En af rapportens hovedkonklusioner
er, at 71 pct. af befolkningen går ind for, at den økonomiske
grænse for bl.a. fri proces udvides, så den i stedet for 30 pct.
af befolkningen dækker 50 pct.
Advokat Karsten Høj henviser i en artikel i Lov
& Ret, januar 2002, s. 26ff, til, at man ved fastsættelsen af
indtægtsgrænserne i 1988 antog, at ca. 60 pct. af befolkningen og
2/3 af familierne ville være omfattet. Karsten Høj
anfører endvidere, at det er meget tvivlsomt, om den forudsatte
dækningsgrad for familier fortsat er gældende.
Forslagsstillerne finder, at intentionerne med fri
proces-reglerne ikke kan siges at leve op til virkeligheden i dag. Der er
siden vedtagelsen sket en systematisk udhuling af de økonomiske rammer
med den konsekvens, at fri proces-muligheden ikke er til stede i det omfang,
som var forudset ved etableringen af ordningen. Det giver en retsusikkerhed
for mennesker med almindelige indtægter, at de ikke kan få
ført deres sag ved de danske domstole.
Forslagsstillerne foreslår på denne baggrund,
at justitsministerens bekendtgørelse om fri proces ændres
således, at de indtægts- og beløbsgrænser, der
gælder for meddelelse af fri proces, ændres, så der sikres
en dækningsgrad på 60 pct. af befolkningen.
Ad 2. forslaget om betingelsen om rimelig grund til at føre
proces
Efter retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 1, er det en
betingelse for bevilling af fri proces, at ansøgeren skønnes at
have rimelig grund til at føre proces. Hvilke momenter, der skal
tillægges betydning ved udøvelsen af skønnet, er ikke
nærmere reguleret i loven. Af justitsministerens bekendtgørelse
om fri proces fremgår, at der ved vurdering skal tages hensyn til
muligheden for at få sagen behandlet i Forbrugerklagenævnet eller
et klage- eller ankenævn, der er godkendt af
Forbrugerklagenævnet. Herudover fremgår det af
bekendtgørelsens § 6, stk. 1: » Fri proces kan ikke meddeles, hvis det
efter en samlet vurdering af sagsgenstandens størrelse og art,
omkostningerne til sagen og udsigten til at sagen vindes, ikke skønnes
rimeligt at føre proces. « Der er således overladt de myndigheder,
der behandler ansøgninger om fri proces, et konkret skøn i det
enkelte tilfælde.
Advokat Karsten Høj henviser i sin artikel i Lov
& Ret, jf. ovenfor, til forskellige forfatteres vurdering af den norm,
der gælder for den skønsmæssige bedømmelse af
kravet om rimelig grund til at føre proces, og henviser bl.a. til, at
det er blevet formuleret sådan, at sagen ikke behøver at
være en oplagt vinder. Karsten Høj anfører endvidere, at
den standardiserede begrundelse, som statsamterne, Københavns
Overpræsidium og Civilretsdirektoratet i snart mange år har
anvendt, er, at ansøgeren skal have udsigt til at få medhold i
sin påstand, og at der andre gange henvises til, at der skal være
udsigt til at vinde sagen. Alene ved anvendelsen af disse begrundelser
får man uvilkårligt det indtryk, at kravene til et positivt
resultat er høje: der skal være tale om en klar vindersag.
Karsten Høj konkluderer bl.a. på baggrund af en gennemgang af 2
sager, at der foreligger en restriktiv bevillingspraksis, hvor tvivlen ikke
kommer ansøgerne til gode, og at den norm, der rent faktisk
gælder og anvendes for skønsudøvelsen, synes at
være i strid med det, som lovgiver har haft til hensigt med det
opstillede krav om, at der skal være rimelig grund til at føre
retssag, for at der kan bevilges fri proces.
Efter forslagsstillernes opfattelse fremgår det
tydeligt af retsplejelovens § 330, stk. 1, at der skal bevilges fri proces,
hvis det skønnes, at ansøger har en rimelig grund til at
føre proces. Det må efter ordvalget betyde, at man skal
skønne over, om det er rimeligt at føre proces, og ikke om man
kan forventes at vinde sagen. Med hensyn til vurderingen af om det er
rimeligt at føre proces, er det i litteraturen præciseret, at
dette skøn skal udøves lempeligt, således at rimelig
tvivl kommer ansøger til gode. Eller ved en negativ afgrænsning,
at det skal overvejes, om procesrisikoen er værd at løbe. Det
vil sige, om risikoen for som tabende part at blive pålagt omkostninger
til modparten er for stor. Myndighedernes standardbegrundelse for afslag er
derimod efter forslagsstillernes opfattelse en tillempet fortolkning af
loven: Ansøger har ikke udsigt til at vinde sagen. Herved
udøves der et skøn af en myndighed, som i virkeligheden
vurderer, om sagen ved Højesteret vil kunne få et andet
resultat, med de begrænsninger, der ligger allerede i det forhold, at
ikke alle oplysninger er fremkommet i ansøgningen om fri proces.
Forslagsstillerne foreslår på denne baggrund,
at justitsministerens bekendtgørelse om fri proces ændres
således, at det bl.a. over for de myndigheder, der behandler
ansøgninger om fri proces, tydeliggøres, at princippet i
retsplejelovens § 330, stk. 1, hvorefter det er afgørende, om
ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre
proces, lægges til grund ved behandlingen af ansøgningerne om
fri proces, og ikke en vurdering af, hvorvidt der er udsigt til at vinde
sagen.
Ad 3. forslaget vedrørende sager mod det offentlige
Efter forslagsstillernes opfattelse virker det mildt sagt
ikke betryggende for en ansøger, der ønsker at føre en
principiel sag mod det offentlige, at det offentlige blot kan afvise fri
proces med den begrundelse, at man ikke vil kunne vinde sagen. Dertil kommer,
at sager mod det offentlige undertiden drejer sig om en persons fremtidige
indtægter i form af førtidspension m.m. Sager mod det offentlige
er ikke sjældent ganske principielle og kan få vidtrækkende
konsekvenser for det offentlige. Derfor må der være en
særlig betryggelse for den borger, som ønsker at anlægge
sag mod eksempelvis Den Sociale Ankestyrelse, hvor det kan dreje sig om en
systemfejl, som kan få afsmittende virkning på en lang
række andre sager.
Efter forslagsstillernes opfattelse har den enkelte borger
således ikke tilstrækkelige retssikkerhedsgarantier, når
det drejer sig om sager mod det offentlige, herunder ikke mindst i sager, som
kan få afledede konsekvenser for andre sager.
Et eksempel var den principielle sag, hvor en gruppe
danskere ønskede rejst en sag mod statsministeren i
spørgsmålet, om Maastrichttraktaten var i overensstemmelse med
grundloven. Først da Højesteret anerkendte denne gruppes ret
til at anlægge sag, fik de fri proces. Det forekommer besynderligt, at
man ikke havde givet mulighed for via fri proces at sikre denne gruppe at
få afklaret en principiel diskussion, som havde eksisteret gennem
adskillige sager.
Forslagsstillerne foreslår derfor, at retsplejeloven
ændres således, at afslag på ansøgninger om fri
proces i retssager mod det offentlige kan indbringes for en uafhængig
ankeinstans. Det er forslagsstillernes opfattelse, at en ny ordning kunne
etableres som en slags uafhængig ankeinstans, bestående f.eks. af
universitetsansatte, med særlig viden på området. Der
henvises til overvejelser af denne karakter i forbindelse med etableringen af
Procesbevillingsnævnet.
Etablering af en uafhængig ankeinstans
vedrørende ansøgning om fri proces i sager mod det offentlige
skal endvidere ses i sammenhæng med de reelt manglende muligheder for
mange personer for at føre sager mod det offentlige på grund af
retsafgifternes størrelse. Der sker ikke så sjældent, at
sagens genstand af domstolene vurderes at have en sådan
størrelse, at det bliver umuligt for ansøger at betale
retsafgiften, fordi man vælger en bestemt beregning af sagens
størrelse. Som f.eks. i en sag, hvor det drejede sig om
hjemmehjælp, hvor man beregnede, hvor mange penge det ville koste
kommunen og satte retsafgiften i relation hertil. Ingen vil herefter kunne
få råd til at rejse en sag mod det offentlige, hvis man anvender
den type af beregning. Dertil kommer, at det er en central bestemmelse i
grundloven, at domstolene har retten til at vurdere myndighedernes
skøn. Fastsættes sagens økonomiske værdi ud fra
ovennævnte princip, vil det reelt afholde mange fra at anlægge
retssager og dermed indskrænke domstolenes kontrol med myndighederne.
For et par år siden blev der afsagt et par højesteretsdomme i
sager vedrørende tilkendelse af førtidspension. Disse
afgørelser vurderer Kommunernes Landsforening vil koste det offentlige
ca. en mia. kr. En uafhængig ankeinstans vil efter forslagsstillerne
opfattelse kunne sikre, at der i sådanne principielle sager bevilges
fri proces, herunder med hensyn til retsafgifter, alene ud fra en vurdering
af sagens principielle karakter. Dermed bliver det sagen og ikke
retsafgifternes størrelse, der bliver afgørende for, om der
føres retssag.
Skriftlig fremsættelse
Anne Baastrup
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af
mulighederne for at få meddelt fri proces.
(Beslutningsforslag nr. B 25).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,
der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af borgernes retssikkerhed over for den offentlige forvaltning Retsinformation · 9. april 1999
- Forslag til folketingsbeslutning om støtte til voldsofre Retsinformation · 5. februar 2003
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning på færdselssikkerhedsområdet om at fremme cyklismen ved at øge trafiksikkerhed og fremkommelighed for cyklister i trafikken Retsinformation · 1. juni 2004
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om bedre vejafmærkning og andre foranstaltninger med henblik på at fremme cyklisters fremkommelighed Retsinformation · 19. maj 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forretningsorden for Folketinget Retsinformation · 19. januar 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om kommission til undersøgelse af Farumsagen Retsinformation · 13. marts 2002