Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en social retssikkerhedskommission

2006/1 BSF 102Beslutningsforslag som fremsatFolketinget1. marts 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 28. februar 2007 af Line Barfod (EL),

Jørgen Arbo-Bæhr (EL),

Per Clausen (EL) og Rune Lund (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om

nedsættelse af en social retssikkerhedskommission

Folketinget opfordrer regeringen til at nedsætte en kommission,

der skal se på retssikkerheden på det sociale område og i løbet af to år

komme

med en betænkning med forslag til forbedringer af retssikkerheden. Eventuelt

kan kommissionen komme med delbetænkninger undervejs, såfremt man finder det

formålstjenligt.

Bemærkninger til forslaget

Forslaget er med nogle ændringer en genfremsættelse af forslag

til folketingsbeslutning om nedsættelse af en retssikkerhedskommission (B

100),

folketingsåret 2005-06. Der henvises herom til Folketingstidende 2005-06,

tillæg A side 6008 og 6012 og forhandlingerne side 6310.

Beslutningsforslagets

pkt. 10-15 er nye i forhold til B 100.

Formålet er at få klarhed over, hvilke retssikkerhedsproblemer

der er inden for det sociale område, og komme med forslag, der øger

retssikkerheden.

Ved det sociale område forstås i dette forslag sager vedrørende

kontanthjælp, boligstøtte, friplads i daginstitution, pension, sygedagpenge,

førtidspension, flexjob, flexydelse, ledighedsydelse, skånejob, hjemmehjælp,

handicaphjælp og øvrige sociale ydelser som f.eks. tandlægehjælp. Desuden bør

medtages sager om inddrivelse af gæld hos mennesker, der modtager forskellige

sociale ydelser.

Kommissionen får frie hænder til at argumentere for, at der bør

Læs alt

medtages områder, der ikke er nævnt i opremsningen. Der findes særregler på

børn og unge-området i forbindelse med tvangsfjernelser, som undtages i denne

sammenhæng.

Regeringen havde som del af sit første regeringsgrundlag, at

der skulle nedsættes en retssikkerhedskommission, hvilket der også kom. Og

det

er der blevet en lov ud af. Men kommissionen havde kun til opgave at se

på

retssikkerheden for virksomheder. Derfor mangler der stadig en kommission,

der

ser på den haltende retssikkerhed på det sociale område.

Der bliver nogle gang sagt som provokation, at det stort set er

umuligt at finde en social sag, hvor der ikke er sket mindst én

lovovertrædelse,

f.eks. manglende høring eller klagevejledning eller overtrædelse af

tidsfrister

eller beslutninger truffet uden hjemmel. Men desværre viser en række

undersøgelser, at der sker rigtig mange overtrædelser. Og for borgeren kan

det

være meget svært at forstå, at det som oftest overhovedet ikke tillægges

betydning, når myndigheder begår lovovertrædelser, mens det kan have store

konsekvenser, hvis borgeren overtræder eksempelvis en tidsfrist.

I det følgende redegøres for, hvilke specifikke

problemfelter

kommissionen skal arbejde

med.

1. Bevisbyrden

Ved straffesager er systemet indrettet, så det offentlige skal

bevise, at der er begået en strafbar handling, og den anklagede borger får

forsvarerbistand. Man forsøger i det hele taget at arbejde ud fra et princip

om

»equality of arms«, altså at anklagemyndighed og forsvar skal have lige

vilkår.

Men ved sociale sager, som kan have enorm betydning for den enkelte borger og

f.eks.

handle om hele deres forsørgelsesgrundlag i mange år eller om personlig

hjælp,

så de ikke skal ende som en social grøntsag, er der intet princip om at

arbejde

ud fra et hensyn om lige vilkår. Tværtimod er det borgeren, der har

bevisbyrden,

både overfor sagsbehandleren, i klagesystemet og ved domstolene, for at

bevise,

at hele det mægtige offentlige system har begået en fejl. Og borgeren skal i

vidt omfang selv skaffe sig juridisk bistand og selv betale for det.

Kommissionen skal redegøre for fordele og ulemper ved

omvendt bevisbyrde både i klagesystemet og ved domstolene i sociale sager,

»omvendt«

forstået på den måde, at systemet skal bevise, at det har ret, frem for at

borgeren

skal bevise, at der er begået en fejl, altså på lige fod med reglerne i

strafferet.

2. Uagtsomt socialbedrageri

I 2003 blev der indsat en ny § 12 b i lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område, der indførte straf for uagtsomt

socialbedrageri. Forsætligt socialbedrageri, det vil sige, når borgeren

bevidst

vildleder myndighederne, har altid været strafbart efter den almindelige

bedrageribestemmelse i straffeloven. Men med lovændringen på det sociale

område

blev det skærpet til, at hvis man kan sige, at borgeren burde have vidst, at

denne

skulle afgive nogle oplysninger til myndighederne, men ikke har gjort det, så

kan borgeren straffes med bøde.

Det har i mange år været diskuteret, om man burde indføre en

generel bestemmelse om uagtsomt bedrageri i straffeloven. Men det er gentagne

gange blevet afvist med det argument, at det skal være muligt at vide, hvad

der

er strafbart, og hvad der ikke er, hvilket vil være meget svært, hvis man

udvider til uagtsomt bedrageri. Og det har været med tanke på folk i

erhvervslivet

med mulighed for rådgivning fra advokater og revisorer. Men på socialområdet

blev det indført uden de store overvejelser om, hvorvidt borgere, der ofte

har

meget få ressourcer og ofte står midt i en krise, har overskuddet til at

vurdere, hvilke oplysninger de burde give myndighederne. F.eks. er det meget

uklart, hvornår man skifter status fra at være reelt enlig til at være

samboende. I forhold til forsætligt bedrageri er det klart, at hvis man er

flyttet sammen med en kæreste og bare opretholder en proformaadresse et andet

sted for fortsat at kunne hæve sociale ydelser, så ved man, at oplysningen

om,

at man er blevet samboende, skulle man have afgivet. Men hvis man har fået en

kæreste, som man indimellem sover hos og spiser sammen med, hvornår er det

så,

man burde oplyse det til myndighederne? Derfor bør man se på, hvordan

bestemmelsen har fungeret i praksis, og om den ikke bør ophæves.

Kommissionen skal evaluere, hvordan loven om uagtsomt

socialbedrageri har virket i praksis, og vurdere, om bestemmelsen bør

ophæves.

3. Ikkeproportionale sanktioner

I det sociale system findes flere ikkeproportionale sanktioner.

Det er f.eks., når kontanthjælp bliver gjort tilbagebetalingspligtig i flere

år,

hvis det vurderes, at borgeren selv er skyld i at være blevet arbejdsløs,

modsat

dagpengesystemet, hvor man »kun« får 5 ugers karantæne.

Kommissionen skal lave en oversigt over ikkeproportionale

sanktioner samt beskrive konsekvenserne for borgerens retssikkerhed ved at

ændring af disse bestemmelser.

4. Udbetaling af godtgørelse til borgeren

Der har i flere år været fokus på borgeres overtrædelser af

regler, og der er gennemført en lang række sanktionsmuligheder overfor

borgerne,

f.eks. at der trækkes i kontanthjælp, dagpenge, boligstøtte m.v., også ved

mindre forseelser. Men de mange borgere, der bliver udsat for myndighedernes

overtrædelser

af helt klare retsregler, står som regel magtesløse.

Der er gennemført en række retsregler, der skal sikre borgernes

retssikkerhed: regler om ret til aktindsigt, om partshøring, om

klagevejledning, om tidsfrister og om beskyttelse af persondata. Det er

regler,

der skal sikre, at myndighedsafgørelser træffes på så korrekt et grundlag som

muligt. Men det er alligevel meget sjældent, at selv grove overtrædelser af

sådanne regler har nogen som helst konsekvenser for myndighederne.

Det opleves som klart urimeligt af borgerne, at

lovovertrædelser ikke har nogen konsekvenser. På andre områder er der indført

godtgørelser, f.eks. ved manglende eller ukorrekt ansættelsesbevis og ved

uberettiget varetægtsfængsling. Der skal ikke være tale om en erstatning, da

der oftest ikke vil kunne påvises noget tab, og heller ikke om en bøde, der

jo

ville kræve en undersøgelse og afgørelse af, om myndigheden havde handlet

forsætligt eller uagtsomt.

Derfor kunne man overveje at indføre en godtgørelse, så

borgeren f.eks. får 5.000 kr., hvis en myndighed har overtrådt de regler, der

skal sikre borgernes retssikkerhed. Godtgørelsen må selvfølgelig ikke på

nogen

måde kunne modregnes i kontanthjælp eller anden indkomst og skal ikke være

skattepligtig.

Kommissionen skal redegøre for fordele og ulemper, såfremt det

offentlige skal betale en godtgørelse til borgeren, hvis en offentlig

myndighed

har begået en lovovertrædelse. Kommissionen skal herunder redegøre for

lignende

ordninger i andre lande.

5. Udvidelse af tilbud om retshjælp

Den sociale lovgivning er meget indviklet, og den kan være svær

for mange borgere at finde rundt i. Flere og flere frivillige organisationer

udvider i disse år deres rådgivning og bisidderordning, da mange borgere

oplever det sociale system som modpart og ikke som hjælper og rådgiver. Der

er

alt for lidt gratis retshjælp i Danmark, hvor enhver kan komme og få råd og

vejledning, eventuelt anonymt. Og ordningen med offentlig retshjælp ved

advokat

må dels ikke anvendes på områder, hvor offentlige myndigheder har

vejledningspligt, medmindre borgeren er uenig med systemet, dels er

betalingen

til advokaterne ikke blevet reguleret i årevis, så meget få advokater ønsker

at

yde retshjælp.

På skatteområdet har man indført en ordning, hvor borgerne kan

få betalt deres rådgiverbistand helt eller delvis, såfremt de får medhold i

deres sag. På det sociale område kan det have mindst lige så stor betydning

at

få sagkyndig bistand. Her er ofte tale om borgere, der slet ikke har

ressourcer

til selv at vurdere deres sag eller søge informationer om deres retsstilling.

Kommissionen skal klarlægge behovet og mulighederne for at

udvide tilbuddene om retshjælp til borgerne.

6. Klagevejledning for alle

Såvel afgørelser som klagevejledninger kan være meget svære at

forstå for mange borgere, særlig hvis de har læsevanskeligheder. Og hvis man

ikke får klaget i tide, mister man ofte sin ret. Derfor bør det overvejes, om

klagevejledning skal gives både mundtligt og skriftligt og på en måde, så

borgeren har mulighed for at spørge ind til, hvad afgørelsen egentlig

går ud på. Nogle gange får borgere medhold i

sager, men kan ikke umiddelbart forstå det ud fra teksten i brevet.

Kommissionen skal udarbejde forslag til, hvad der kan gøres for,

at alle borgere får en klar begrundelse og en klagevejledning, som de kan

forstå, også selv om de måske er ordblinde, har funktionsnedsættelse eller

bare

ikke har ressourcer til at forstå en skriftlig afgørelse.

7. Fri proces i sociale sager

Det kan være dyrt at føre en retssag, især mod offentlige

myndigheder, hvor man kan risikere at skulle betale både sin egen advokat og

kammeradvokaten, hvis man taber. Det kan afholde mange fra at anlægge en sag.

Det er klart et fremskridt, at retsafgifterne er sat væsentligt ned i sager

mod

offentlige myndigheder, men de øvrige sagsomkostninger er også afgørende.

Kommissionen skal undersøge, hvilke konsekvenser det vil have

for borgerens retssikkerhed, og hvilke konsekvenser det vil have for

domstolenes økonomi, hvis man giver mulighed for fri proces i sociale sager

− fri proces på en sådan måde, at borgeren bliver bevilget fri proces

efter gældende regler, medmindre det er åbenbart, at den offentlige myndighed

ikke har begået fejl.

8. Inddrivelse af gæld

Mange, der har sociale problemer, har eller får samtidig en stor

gæld. Den nye inddrivelseslov vil forhåbentlig forbedre retssikkerheden i

forhold til inddrivelse, mens borgeren er på kontanthjælp. Men der er stadig

behov for at se på problemer omkring gældsinddrivelse over for borgere på

førtidspension og andre sociale ydelser. Der er lige så god grund til at se

på

inddrivelse i form af modregning, f.eks. når en borger får efterregulering af

førtidspension, der så straks modregnes i offentlig gæld, selvom det egentlig

er penge, borgeren har manglet til almindelige fornødenheder, mens

pensionsansøgningen blev behandlet, og skulle have brugt til f.eks. at købe

nyt

komfur i stedet for det, der er brudt sammen.

Kommissionen skal undersøge retssikkerheden i forbindelse med

inddrivelse af gæld i sociale sager.

9. Beskyttelse af borgerens personlige data

Der er mange meget følsomme persondata om borgere, der modtager

sociale ydelser. I takt med at registre i stigende omfang samkøres,

forvaltninger lægges sammen, der oprettes kvikskranker, borgerservicecentre

m.v., er der stort behov for at se på, hvordan borgernes følsomme data

beskyttes.

Kommissionen skal udarbejde forslag til retningslinjer, der

sikrer, at borgernes personlige data er beskyttet i alle forhold.

10. Regelforenkling og eventuel

socialvejledning

Det er mange forskellige regler i mange forskellige love, som

sagsbehandlere og borgere skal holde styr på. Derfor kan det være fornuftigt

at

se på, om der på nogle områder kan ske en regelforenkling. Det er dog ikke

tanken, at den foreslåede kommission skal komme med et forslag til en

egentlig

socialreform, og der vil derfor sikkert fortsat være mange indviklede regler.

På skatteområdet har der i mange år

eksisteret en ligningsvejledning, der

revideres hvert år. I Ligningsvejledningen er paragraf for paragraf

gennemgået

med forklaring om, hvordan den fortolkes i praksis, og med korte referater af

relevante domme og administrative afgørelser. Borgerne kan støtte ret på

ligningsvejledningen. Måske skal der udarbejdes en tilsvarende

socialvejledning, så f.eks. Ankestyrelsens afgørelser løbende kommer til at

fremgå

af en sådan.

Kommissionen skal se på, om der kan ske regelforenkling på

nogle områder, og om det vil være muligt at udarbejde en socialvejledning,

der

i lighed med ligningsvejledningen kan bruges af både sagsbehandlere og

borgere

til at få overblik over, hvordan bestemmelserne anvendes i praksis.

11. Adskillelse af rådgivning, metode og

kontrol

I dag er lovgivningen og den daglige praksis præget af regler,

der sammenblander selve hovedindholdet i sagsbehandlingen, nemlig at være

rådgiver for borgeren og forsøge at finde løsninger på problemer med konkrete

fastsatte metoder, der skal sikre ensartethed i afgørelserne, med kontrol

med,

om borgeren nu også er berettiget til social hjælp. Det gør reglerne

indviklede,

og det gør det meget svært for både sagsbehandleren og borgeren at få klarhed

over, hvornår der tale om den ene og den anden rolle. Og

det er meget svært at få et godt møde mellem

sagsbehandler og borger, hvilket er selve grundstenen for en god rådgivning,

såfremt

der ikke er den fornødne tillid, fordi sagsbehandleren samtidig er

kontrollant.

Derfor bør kommissionen se på, om man kan adskille rollerne,

først og fremmest så rådgivning og kontrol udføres af forskellige mennesker,

og

helst fra forskellige forvaltninger. Samtidig bør der ses på, om nogle af de

metoderegler, der i dag fremgår af lovgivningen, bør flyttes over i

vejledninger, så det bliver nemmere både for sagsbehandlere og borgere at se,

hvad det reelle indhold i lovgivningen er.

Kommissionen skal se på, hvordan og i hvilket omfang man for

det første kan adskille rådgivning og kontrol og for det andet flytte

metoderegler fra lovgivning til vejledninger.

12. Borgerrådgivere i alle kommuner

Københavns Kommune indførte for nogle år siden en borgerrådgiver,

der på mange måder kan sammenlignes med Folketingets Ombudsmand. En sådan

uafhængig borgerrådgiver i hver kommune kan dels hjælpe borgerne i konkrete

sager, dels rejse generelle spørgsmål over for kommunen og dermed

forhåbentlig øge

retssikkerheden.

Kommissionen skal se på erfaringerne med borgerrådgiveren i

Københavns Kommune og overveje, om der bør være lovkrav om, at alle kommuner

får en sådan uafhængig borgerrådgiver.

13. Afskaffe myndighedernes ret til anke

Der føres en del klagesager, hvor borgeren i første

klageinstans vinder, men hvor kommunen er utilfreds med afgørelsen og derfor

går videre med sagen til næste instans. Det ville være en styrkelse af

borgerens retssikkerhed, hvis myndighederne ikke kan anke afgørelser, hvor

borgeren får medhold. Hvis de mener, en afgørelse giver store problemer, må

de

så i stedet gå til Folketinget for at forsøge at få ændret lovgivningen.

Kommissionen skal overveje, om myndighedernes ret til at anke

en afgørelse skal afskaffes.

14. Kontaktpersoner

Oprindelig var tanken med det sociale system, at en

socialrådgiver skulle kunne tage sig af hele mennesker og familier og hjælpe

med at rådgive om løsninger af alle deres problemer. Men i takt med at

systemerne er blevet mere og mere fragmenterede, sidder sagsbehandlerne kun

med

en del af problemerne. Derfor indføres der i stigende omfang kontaktpersoner,

der skal hjælpe borgeren med at holde styr på de mange forskellige akter,

afgørelser, møder, behandlinger m.v., som en borger kan være involveret i,

hvis

vedkommende f.eks. er kronisk syg, har dobbeltdiagnose eller har forskellige

sociale problemer i familien. Men hvad er egentlig den retssikkerhedsmæssige

status for sådanne kontaktpersoner?

Kommissionen skal se på ordninger med kontaktpersoner, og om

der er behov for yderligere lovgivning for at sikre yderligere udbredelse og

få

klarhed over kontaktpersonernes retslige status i forhold til borgeren.

15. Uddannelse og efteruddannelse af

socialrådgivere

Socialrådgiveruddannelsen har på mange måder et andet sigte end

den virkelighed, mange socialrådgivere sidder i som sagsbehandlere hos

offentlige myndigheder. Den retssikkerhedsmæssige vinkel af det sociale

arbejde

kunne muligvis godt trænge til at blive opprioriteret; ikke fordi

socialrådgivere skal til at være jurister, men så det bliver tydeligere, hvad

formålet er med de forskellige regler i lovgivningen, der skal sikre

borgerens

retssikkerhed, og så socialrådgiverne får den nødvendige faglige ballast til

også at kunne modstå chefer, der kommer med økonomiske argumenter.

Desuden er der helt sikkert mange socialrådgivere, der kunne

have glæde af efteruddannelse. Men det kræver selvfølgelig også nogle ekstra

ressourcer, så de ikke bare har endnu flere sager, når de kommer tilbage fra

efteruddannelse, fordi der ikke har været råd til en vikar.

Kommissionen skal se på, om der bør ske en ændring af

socialrådgiveruddannelsen og efteruddannelsen, så socialrådgiverne får en

bedre

faglig ballast i forhold til borgernes retssikkerhed.

Samlet oversigt over kommissionens arbejde:

1.

Kommissionen skal

redegøre for fordele og ulemper ved omvendt bevisbyrde både i klagesystemet

og

ved domstolene i sociale sager, »omvendt« forstået på den måde, at systemet

skal bevise, at det har ret, frem for at borgeren skal bevise, at der er

begået

en fejl, altså på lige fod med reglerne i strafferet.

2.

Kommissionen skal

evaluere, hvordan loven om uagtsomt socialbedrageri har virket i praksis, og

vurdere,

om bestemmelsen bør ophæves.

3.

Kommissionen skal lave

en oversigt over ikkeproportionale sanktioner samt beskrive konsekvenserne

for

borgerens retssikkerhed ved en ændring af disse bestemmelser.

4.

Kommissionen skal

redegøre for fordele og ulemper, såfremt det offentlige skal betale en

bod/erstatning/godtgørelse til borgeren, hvis en offentlig myndighed har

begået

en lovovertrædelse.

5.

Kommissionen skal

klarlægge behovet og mulighederne for at udvide tilbuddene om retshjælp til

borgerne.

6.

Kommissionen skal

udarbejde forslag til, hvad der kan gøres for, at alle borgere får en klar

begrundelse

og en klagevejledning, som de kan forstå, også selv om de måske er ordblinde

eller har funktionsnedsættelser.

7.

Kommissionen skal

undersøge, hvilke konsekvenser det vil have for borgerens retssikkerhed, og

hvilke konsekvenser det vil have for domstolenes økonomi, hvis man gav

mulighed

for fri proces i sociale sager − fri proces på en sådan måde, at

borgeren

blev bevilget fri proces efter gældende regler, medmindre det er åbenbart, at

den offentlige myndighed ikke har begået fejl.

8.

Kommissionen skal undersøge

retssikkerheden i forbindelse med inddrivelse af gæld i sociale sager.

9.

Kommissionen skal

udarbejde forslag til retningslinjer, der sikrer, at borgernes personlige

data

er beskyttet i alle forhold.

10.

Kommissionen skal se på,

om der kan ske en regelforenkling på nogle områder, og om det vil være muligt

at udarbejde en socialvejledning, der i lighed med ligningsvejledningen kan

bruges af både sagsbehandlere og borgere til at få overblik over, hvordan

bestemmelserne anvendes i praksis.

11.

Kommissionen skal se på,

hvordan og i hvilket omfang man for det første kan adskille rådgivning og

kontrol og for det andet flytte metoderegler fra lovgivning til vejledninger.

12.

Kommissionen skal se på

erfaringerne med borgerrådgiveren i Københavns Kommune og overveje, om der

bør

være lovkrav om, at alle kommuner får en sådan uafhængig borgerrådgiver.

13.

Kommissionen skal

overveje, om myndighedernes ret til at anke en afgørelse skal afskaffes.

14.

Kommissionen skal se på

ordninger med kontaktpersoner, og om der er behov for yderligere lovgivning

for

at sikre yderligere udbredelse og få klarhed over deres retslige status i

forhold til borgeren.

15.

Kommissionen skal se på,

om der bør ske en ændring af socialrådgiveruddannelsen og efteruddannelsen,

så

socialrådgiverne får en bedre faglig ballast i forhold til borgernes

retssikkerhed.

Sammensætning af kommissionen

Kommissionen bør have en bred sammensætning, hvor det især

sikres, at brugergrupperne er repræsenteret, men selvfølgelig skal der også

være repræsentanter for myndighederne. Følgende kunne overvejes i forbindelse

med sammensætningen, idet der dog nok højst bør være 10-12 medlemmer:

Loftsramte

Eksperter, SAND (de hjemløses forening), Rådet for Socialt Udsatte,

Ældremobiliseringen,

Ældre Sagen, førtidspensionistforeninger, DSI,

3F, FOA, Socialpolitisk Forening, Retspolitisk

Forening, Socialrådgiverforeningen, SL, KL, Danske Regioner, Institut for

Menneskerettigheder,

Datatilsynet, en dommer, en juraprofessor i socialret, en ekspert fra de

sociale

højskoler, Ankestyrelsen, Socialministeriet, Justitsministeriet og

Beskæftigelsesministeriet.

Skriftlig fremsættelse

Line Barfod

(EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om nedsættelse af en social retssikkerhedskommission.

(Beslutningsforslag nr. B 102).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter