Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om elforsyning (Salg af elforsyningsvirksomhed)

2002/1 LSF 34Lovforslag som fremsatFolketinget10. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 10. oktober 2002 af

Svend Auken (S), Anne Grete Holmsgaard (SF),

Martin Lidegaard (RV) og Bodil Kornbek (KRF)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om elforsyning

(Salg af elforsyningsvirksomhed)

§ 1

I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 767 af 28. august

2001, foretages følgende ændringer:

1.

I § 37, stk. 1, ændres »indskudskapital i elforsyningsvirksomheden samt

nettoprovenuet« til: »nettoprovenu«.

2.

I § 37, stk. 5, udgår ordene: »indskudskapitalen i elforsyningsvirksomheden samt«.

3.

I § 37, stk. 7, indsættes efter »amtskommuner med« ordene:

»95 pct. af«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Loven har virkning for salg, der foretages fra

dagen efter lovforslagets fremsættelse.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Ved lov nr. 189 af 12. marts 1997 om ændring af lov

om elforsyning og lov om kommunal udligning m.v. indførtes

bestemmelser om, at statstilskuddet til en kommune eller amtskommune, der

afhænder et elforsyningsselskab, bliver reduceret med et beløb

svarende til nettoprovenuet (minus indskudskapitalen) ved salget af

Læs alt

elforsyningsselskabet. Hensigten var at undgå, at enkelte kommuner af

tilfældige historiske årsager skulle score gevinster i

milliardklassen på at have monopol på el med uoverskuelige

virkninger på samfundsøkonomien samt at reducere incitamentet

for kommuner og amtskommuner til at sælge deres andele eller aktier i

elforsyningsvirksomheder. I forbindelse med elreformen blev de

pågældende bestemmelser overført uændret til den

gældende elforsyningslov (§ 37).

Sigtet med dette lovforslag er det samme som med det

lovforslag, der førte til lov nr. 189 i 1997. Den daværende

miljø- og energiminister præciserede dengang formålet som

»at mindske det særlige incitament for kommuner og amtskommuner til

frasalg af ejerandele i elforsyning til virksomheder, som ikke er reguleret

af elforsyningslovens prisbestemmelser.«

Baggrund for lovforslaget

Flere kommuner og amtskommuner er i dag ligesom i 1996

»inde i overvejelser om frasalg af ejerandele i elforsyningsvirksomhed.

Baggrunden herfor er, at aktiverne i den danske elforsyning i dag

tillægges en markedsværdi, som langt overstiger aktivernes

nedskrevne værdi og de indtjeningsmuligheder, der er ved køb af

elforsyningsvirksomhed, som er underlagt elforsyningslovens prisbestemmelser.

Villigheden til at betale en højere pris for køb af

elforsyningsvirksomhed er for eksempel udtrykt i kursen for NESA aktier.«

Siden den gældende bestemmelses vedtagelse har en

række tilbud om køb af NESA, af NVE og af NESA’s aktieandel

i Energi E2 vist, at prisniveauet tilsyneladende er vokset betydelig

hurtigere end antaget ved Folketingets seneste behandling af området.

Og trods købstilbuddene, som alle løber op i adskillige

milliarder kroner, er det værd at bemærke, at ejerne ikke har

fundet tilbuddene høje nok til, at de har modtaget dem.

Prisudviklingen på området har med andre ord været

nærmest eksplosiv og af et omfang, som ikke var forudset.

Dertil kommer, at Energitilsynet efter forslagsstillernes

opfattelse i en foreløbig afgørelse gør sig skyld i en

fejlfortolkning af loven, som stik mod dens erklærede hensigt stiller

elselskaberne i udsigt, at de kan opgøre indskudskapitalen pr 1.

januar 1977 på en måde, som mangedobler de milliardbeløb,

som deres ejere kan skaffe sig rådighed over gennem salg. Det var

lovens klare forudsætning, at denne kapital skulle opgøres

på samme måde som i al anden dansk lovgivning, nemlig som den

kapital, ejerne rent faktisk har skudt ind i selskabet svarende til

aktiekapitalen i et aktieselskab, andelene i et andelsselskab eller

anparterne i et anpartsselskab opgjort efter regnskabet. I stedet stiller

Energitilsynet nu selskabernes ejere i udsigt, at de kan opgøre

kapitalen ikke som de regnskabsførte faktiske indskud nedskrevet efter

alder, men som genanskaffelsesværdien for anlæggene reduceret med

en teknisk, foreløbig helt uafklaret og uigennemskuelig faktor, den

såkaldte teknologiske forældelse. Det har folketingsmedlemmer fra

fire partier bag forliget om elreformen protesteret imod over for

økonomi- og erhvervsministeren, og de har som forbrugere klaget

herover til Energitilsynet. Ministeren påstår, at det er et rent

juridisk spørgsmål, og Energitilsynet har foreløbig ikke

gennemført en realitetsbehandling af klagen, som tager stilling til de

anførte argumenter. Fastholdes imidlertid denne efter

forslagsstillernes opfattelse forkerte fortolkning, vil virkningerne for

samfundsøkonomien være uoverskuelige. Mange milliarder kroner

vil blive pumpet ud i kommunalt forbrug hos det mindre antal kommuner (80 ud

af 277), der i dag ejer elselskaber, og en væsentlig del af

forbrugernes opsparing vil blive sat over styr.

Om årsagerne til prisstigningerne hed det ved

fremsættelsen af lovforslaget i 1996: »Årsagen er formentlig blandt andet

potentielle investorers forventning om en fremtidig lempet prisregulering,

der skulle muliggøre, at overskud, herunder rationaliseringsgevinster,

kan udtages af selskaberne i langt større omfang end tilladt under den

gældende lovgivning. Desuden kan visse investorer være

interesserede i muligheden for at erhverve en strategisk fordel i forbindelse

med den øgede konkurrence på det nordeuropæiske

elmarked.

Kommunernes interesse for at sælge er begrundet i

muligheden for at opnå gevinster, der kan indgå i den kommunale

økonomi. I de ikkekommunale forbrugerejede elforsyningsvirksomheder

vil gevinsten ved frasalg af ejerandele direkte tilfalde elforbrugerne.

Elforsyningsvirksomheder har siden elforsyningslovens

ikrafttræden i 1977 været underlagt prisbestemmelser, hvorefter

kun nødvendige omkostninger kan indregnes i priserne.

Baggrunden for indførelsen af prisreguleringen var,

at elforsyningen i al væsentlighed var baseret enten på

forbrugereje eller på kommunalt ejerskab, og at

elprisfastsættelsen hidtil var sket på grundlag af det

såkaldte »hvile i

sig selv«-princip.

På det kommunale område indebar dette »hvile i sig selv«-princip, at de gevinster og tab, der kunne

opstå i forbindelse med driften af forsyningsvirksomhederne, ikke

måtte have betydning for den enkelte kommunes skatteopkrævning,

men alene måtte reguleres over takstopkrævningen hos

forsyningsområdets forbrugere.

Blandt andet på denne baggrund, og fordi de

begrænsede indtjeningsmuligheder ikke gjorde det tillokkende at

foretage kommercielle investeringer i elforsyningen, var der ikke nogen grund

til at fastsætte regler om salg af elforsyningsvirksomheder.

Hvis kommunerne beslutter sig for frasalg med henblik

på at bruge en værdistigning, der baserer sig på aktiver,

som er opbygget ved forbrugerbetaling til henlæggelser og drift, til

andre formål end til elforsyning, brydes der med grundlaget for »hvile

i sig selv«-princippet i elforsyningsloven, som bygger på, at

forsyningsvirksomhederne forvalter forbrugernes behov for elforsyning og

derfor også de økonomiske ressourcer, som er nødvendige

for at sikre elforsyningen til forbrugerne.

En udvikling, hvor enkelte kommuner eller amtskommuner

får meget store engangsindtægter ved salg af ejerandele i

elforsyningsvirksomheder, vil tillige kunne have kommunaløkonomiske

konsekvenser. Helt generelt vil en kommune, som får en sådan stor

gevinst, kunne benytte provenuet til konsolidering, herunder

gældsafvikling, lavere skat eller et højere serviceniveau.

Det kommunale selvstyre herunder den selvstændige

kommunale skatteopkrævning bygger på, at der er en forholdsvis

tæt sammenhæng mellem den skatteprocent, den enkelte kommune

opkræver, og det serviceniveau kommunen tilbyder sine borgere. Denne

sammenhæng sikres gennem udligningssystemet, der i betydeligt omfang

udjævner forskellene i kommunernes skattegrundlag og udgiftsbehov.

Sammenhængen mellem skatteprocent og serviceniveau vil imidlertid blive

brudt, hvis der i enkelte kommuner forekommer betydelige indtægter, der

ikke indgår i systemet med skatteopkrævning, statstilskud og

udligning.«

Alt, hvad der fremgår af dette citat,

gælder i dag i en så kraftigt forstærket grad, at det

må anses for nødvendigt med en skærpelse af

bestemmelserne. Der er ifølge regeringens for nylig udgivne pjece om

elforsyningsområdet tale om beløb i størrelsesordenen 50

mia. kr. i alt. Og det beløb er endda lavt sat set på baggrund

af de købstilbud i milliardklassen, som ikke har været

tilstrækkelige til at føre til handler. Det vil være

samfundsøkonomisk uforsvarligt blot at se passivt til, mens denne

udvikling fortsætter.

Denne skærpelse af den såkaldte NESA-lov

foreslås i konsekvens af måneders forgæves forsøg

på at opnå en løsning i forhandlinger med regeringen. Den

har stædigt og for forslagsstillerne uforståeligt fastholdt, at

problemet med frigørelsen af de store kapitaler i elselskaberne alene

er et juridisk problem, skønt enhver burde kunne indse, at der er tale

om et politisk-økonomisk problem af anseelige dimensioner. Den

afvisende holdning fastholder regeringen ikke desto mindre, selv efter at den

i Økonomi- og Erhvervsministeriets redegørelse

»Liberalisering af

energimarkederne«

erkender, at der vil blive tale om at frigøre midler til forbrug i

kommuner og hos almindelige forbrugere på 50 mia. kr. Det beløb

er endda lavt sat, og den ubekymrede laden stå til står i

skærende kontrast til de krav om stramning af økonomien, som

regeringen i øvrigt fastholder kommuner og amter i med det resultat,

at der gennemføres lukning af sygehuse og indskrænkninger i den

almindelige kommunale service for borgerne.

Det er derfor afgørende for forslagstillerne at

understrege, at man i stedet for at fremsætte et lovforslag hellere

indgik i en bredere politisk drøftelse med regeringen om en

fælles løsning på de problemer, vi står over for med

ejerstrukturen i den danske elsektor med henblik på at sikre den

oprindelige hensigt med elliberaliseringen til samlet gavn for forbrugerne og

forsyningssikkerheden.

Skærpelsen af

»NESA-loven« er imidlertid ikke den eneste mulighed for at

afværge den absolut utilsigtede og samfundsøkonomisk

uretfærdige og uønskede udvikling. Et alternativ til dette

lovforslag kunne være det langt enklere og mere logiske, at kommuners

salg af elforsyningsvirksomheder i fremtiden behandles som kommuners andre

muligheder for at skaffe sig likviditet ved at sælge ud af kommunens

besiddelser. Når kommuner med det resultat, som ses i Farum,

vælger at sælge ud af arvesølvet, giver det mulighed for

at gennemføre en forøgelse af aktiviteten, som er i modstrid

med den almindelige økonomiske politik. Derfor er der i flere omgange

indført bestemmelser, som lægger låg over disse

muligheder. Det er sket gennem bestemmelser om, at den gevinst, som kommuner

opnår ved at sælge ud, skal deponeres, hvorefter kommunerne alene

får adgang til den renteindtægt, som de deponerede beløb

kaster af sig. Det er vanskeligt at finde en fornuftig forklaring på,

at salg af elforsyningsselskaber skal behandles anderledes end alle de andre

muligheder, kommuner har for at omgå de årlige aftaler med

regeringen om økonomi. Forklaringen er den simple, at man gennem

årene har været overbevist om, at netop den såkaldte

NESA-lov satte en stopper for denne spekulation. Det har nu vist sig ikke at

være tilfældet. Gennemføres deponeringsordningen

også for salg af elforsyningsselskaber, vil »NESA-loven« blive overflødig. Den kan ophæves,

og regeringen vil dermed få mulighed for et indfri et af de

valgløfter, som både den og støttepartiet Dansk

Folkeparti ikke har kunnet opfylde, fordi de selv indser, at det ville

være samfundsøkonomisk og fordelingspolitisk uansvarligt at

gøre det uden at sætte noget andet og bedre i stedet. Her er

muligheden for på en gang at opfylde et valgløfte, skabe mere

retfærdighed og skabe forenkling uden at sætte en stopper for den

omstrukturering af elsektoren, som er nødvendig i forbindelse med den

liberalisering, som alle partierne bag energiforliget er enige om

nødvendigheden af.

Lovforslagets indhold

Ifølge lovforslaget skal kommuners og amtskommuners

indskud i elforsyningsvirksomhed ikke som hidtil opgøres til brug for

beregning af modregningen i bloktilskuddene, idet alene nettoprovenuet ved

salg af elforsyningsvirksomhed herefter danner grundlag herfor.

Opgørelsen behandles af de samme myndigheder som hidtil, men forenkles

betydeligt, fordi vurdering af indskudskapitalen ikke længere skal

finde sted. Forslaget indebærer, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet

på baggrund af opgørelsen af nettoprovenuet ved salg reducerer

statstilskuddet for en kommune eller en amtskommune med 95 pct. af dette

beløb.

Ud over 95 pct. af salgsprovenuet reduceres

statstilskuddet for den forrentning, som en rimelig anbringelse af

salgsprovenuet må forventes at give anledning til, ligesom efter den

gældende lov. Lovforslagets gennemførelse vil umiddelbart

indebære en yderligere besparelse for statskassen svarende til

statstilskudsreduktionen, såfremt en kommune eller amtskommune

vælger at sælge elforsyningsvirksomhed.

Besparelsen tænkes fortsat placeret i en fond, hvis

formål er at tilgodese forbrugerne og elforsyningen.

Den fremtidige regulering

Nogle kommuners og amtskommuners ønske om frasalg

af ejerandele i elforsyningsvirksomhed rejser en række

problemstillinger i forhold til en fremtidig situation, hvor ejerinteresserne

i højere grad bliver styret af kommercielle hensyn.

Økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslagets administration i Økonomi- og

Erhvervsministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil medføre

en forenklet sagsbehandling. Lovforslagets gennemførelse vil i forhold

til den gældende lovs bestemmelser lette Energitilsynet for en

betydelig arbejdsbyrde.

De statsfinansielle konsekvenser

Gennemførelsen af lovforslaget kan som nævnt

føre til en yderligere besparelse i statskassen som følge af

den foreslåede reduktion af statstilskuddene.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget forventes ikke i sig selv at have nogen

miljøeffekt.

Erhvervsmæssige konsekvenser

Lovforslaget forventes ikke at have erhvervsmæssige

konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Forslaget har ingen konsekvenser i forhold til

EU-bestemmelser.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

Til § 1

Det foreslås, at der ikke længere skal

foretages fradrag for indskudskapital ved opgørelse af en kommunes

eller amtskommunes nettoprovenu ved salg af en elforsyningsvirksomhed.

Når der ikke skal tages hensyn til en eventuel kommunal

indskudskapital, forenkles opgørelsen af de beløb, som skal

modregnes i bloktilskuddene betydeligt. En forventet øget reduktion i

tilskuddene vil afværge voldsomme fordelingsmæssige urimeligheder

til fordel for de kommuner, der mere eller mindre tilfældigt er kommet

til at stå som ejere af milliardværdier, der i almindelighed er

opsparet af forbrugerne i en kreds, der rækker langt ud over den

enkelte kommunes grænser. Ændringen vil tillige forhindre, at der

sker frigørelse af kapital til et forbrug i kommunerne, som strider

mod det almindelige princip om balance mellem en kommunes aktivitet og

skatteopkrævning. Gribes der ikke ind, vil det have endog meget

omfattende samfundsøkonomiske konsekvenser.

For som i den gældende lov at bevare et vist

incitament for kommunerne til at sælge elforsyningsvirksomheder

foreslås det, at bloktilskuddet kun reduceres med 95 pct. af

salgsprovenuet.

Til § 2

Loven foreslås at træde i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende. For at modvirke, at kommuner i perioden

fra lovforslagets fremsættelse til lovens ikrafttræden foretager

salg af elforsyningsvirksomheder med henblik på at opnå fradrag

for indskudskapitalen, foreslås det, at loven får virkning for

salg, der finder sted fra dagen efter lovforslagets fremsættelse.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 767

af 28. august 2001, foretages følgende ændringer:

§ 37.

Stk. 1. En kommune eller en amtskommune skal i

forbindelse med salg af en elforsyningsvirksomhed eller andele eller aktier

m.v. i en elforsyningsvirksomhed opgøre størrelsen af kommunens

eller amtskommunens indskudskapital i elforsyningsvirksomheden samt

nettoprovenuet ved salget.

1.

I § 37, stk. 1, ændres »indskudskapital i elforsyningsvirksomheden samt

nettoprovenuet« til: »nettoprovenu«.

Stk. 5. Energitilsynet træffer afgørelse om,

hvorvidt opgørelsen kan godkendes. Kan Energitilsynet ikke godkende

denne, fastsætter tilsynet størrelsen af kommunens eller

amtskommunens direkte eller indirekte andel af indskudskapitalen i

elforsyningsvirksomheden samt nettoprovenuet ved salget, jf. stk. 1, 2 og

4.

2.

I § 37, stk. 5, udgår ordene: »indskudskapitalen i elforsyningsvirksomheden samt«.

Stk. 7. Indenrigsministeriet reducerer herefter kommunens

eller amtskommunens statstilskud efter bestemmelserne i §§ 10 og 17 i lov om

kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner med det

i stk. 6 nævnte beløb inklusive forrentning som nævnt i

stk. 8.

3.

I § 37, stk. 7, indsættes efter »amtskommuner med« ordene:

»95 pct. af«.

Lignende dokumenter