Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om anerkendelse af det færøske folks selvbestemmelsesret

2001/2 BSF 107Beslutningsforslag som fremsatFolketinget30. april 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 30. april 2002 af

Tórbjørn Jacobsen (TF)

Forslag til folketingsbeslutning

om anerkendelse af det færøske folks

selvbestemmelsesret

Folketinget opfordrer regeringen til at erklære over

for de Forenede Nationer (FN), at Færøernes folk har

ubegrænset selvbestemmelsesret i henhold til folkeretten.

Bemærkninger til forslaget

Det færøske folk bor i et

velafgrænset landområde fjernt fra Danmark.

Historisk havde Færøerne helt frem til

begyndelsen af det 19. århundrede mere til fælles med Norge end

med Danmark, og også i nyere tid har den historiske udvikling

været meget forskellig på Færøerne og i Danmark.

Administrativt har Færøerne altid haft en

særstilling i forhold til det norske og senere det danske rige.

Juridisk har Færøerne en ældgammel

særstilling og har aldrig været en fuldt integreret del af

Danmarks jurisdiktion. Det færøske folk har heller aldrig

vedtaget eller anerkendt den danske grundlov som sin egen grundlov. Den

danske stat satte i 1850 ensidigt den danske grundlov i kraft for

Færøerne. Denne fremgangsmåde for indlemmelse af et

oversøisk territorium i en stat anerkendes ikke i henhold til

folkeretten, de retsregler, der gælder i indbyrdes forhold mellem

stater. Dertil kommer, at et flertal af den færøske befolkning i

1946 stemte for løsrivelse fra Danmark, men beslutningen blev

tilsidesat af den danske regering.

Politisk er der klar forskel mellem Danmark og

Færøerne mht. både partifordeling og politiske

Læs alt

institutioner.

Økonomisk er der stor forskel mellem

Færøerne og Danmark.

Kulturelt er der også stor forskel mellem

Færøerne og Danmark mht. både sprog og andre kulturelle

kendetegn.

Færinger har altid opfattet sig selv som et eget

folk.

Disse forhold gør, at den færøske

befolkning opfylder alle de kriterier, som folkeretten sætter for at

være en nation, et folk, i folkeretlig henseende.

Disse forhold gør også, at den danske stat

ikke med rette kan påstå over for det internationale samfund, at

det færøske folk ikke har selvbestemmelsesret i henhold til

folkeretten. Det færøske folk har krav på at blive

anerkendt som et selvstændigt folkeretligt subjekt.

Disse forhold gør også, at det

færøske folk har krav på at få anerkendt sin

ubegrænsede selvbestemmelsesret i henhold til folkeretten. Det vil

sige, at det er det færøske folk ikke den danske statsmagt

der er højeste myndighed, når det gælder

spørgsmålet om, hvilken fremtidig politisk og retlig stilling,

det færøske folk måtte vælge.

Alligevel har den danske statsmagt uvist af hvilke

grunde vægret sig ved at anerkende dette ubestridelige faktum over

for det internationale samfund. I adskillige meddelelser til FN omtales

Færøerne ikke som andet end et dansk

»folkesamfund« (community). Begrebet »folkesamfund« eksisterer

ikke i folkeretten.

Sidst vi oplevede, at denne manglende anerkendelse fik

direkte og konkrete negative konsekvenser, var, da Færøernes

landsstyre og Poul Nyrup Rasmussens danske regering forhandlede om en ny

traktat mellem landene, der skulle give Færøerne

suverænitet. Et ønske, som et flertal på 60 pct. af

Lagtingets repræsentanter støttede.

Idet han nægtede at anerkende det

færøske folk som et folkeretligt subjekt, der har fuld

selvbestemmelsesret i henhold til folkeretten, insisterede Poul Nyrup

Rasmussen på, at forhandlinger med Færøerne om

færøsk suverænitet var et rent dansk indenrigspolitisk

anliggende.

Dermed havde man en situation, hvor en stats regering

forhandlede med sine undersåtter. Der var ingen ligestilling mellem de

to forhandlingsparter, der som bekendt havde fuldstændig forskellige

målsætninger. Dermed havde man også en situation, hvor

Færøernes landsstyre ingen rettigheder havde overhovedet for at

få skabt ligestilling mellem de forhandlende parter.

Da landsstyret, efter at utallige aftaler var blevet

brudt, forsøgte at spørge FN om fremgangsmåden, når

FN er observatør under sådanne forhandlinger, reagerede

regeringen med at meddele FN, at Færøerne kun var et

»folkesamfund« uden nogen rettigheder til at optræde

på det folkeretlige plan.

Da Islands statsminister tilbød sig som

observatør, blev også det blankt afvist.

Og da Færøernes landsstyre forsøgte at

komme i forbindelse med NATO for at få klarlagt nogle vigtige forhold,

stillede den danske regering sig også hindrende i vejen. I stedet blev

der givet landsstyret oplysninger om sikkerhedsforhold, der var direkte

forkerte. Man hindrede altså landsstyret i at få adgang til fakta

og gav vildledende oplysninger i stedet.

Alt dette var brud på de rettigheder, som det

færøske folk har. Det færøske folk har, som folk i

henhold til folkeretten, visse rettigheder på internationalt plan.

Bl.a. ret til at stille opklarende spørgsmål til organisationer

som FN og NATO.

Resultatet af Nyrupregeringens fremgangsmåde var, at

det var umuligt at forhandle. Forhandlingerne kollapsede derfor til

sidst.

Den nye statsminister er desværre kommet med

udtalelser, der giver det indtryk, at heller ikke han anerkender det

ubestridelige faktum, at det færøske folk er en nation, et

folkeretligt subjekt, og at det færøske folk har

ubegrænset selvbestemmelsesret i henhold til folkeretten. Han har

således flere gange udtalt, at såfremt det færøske

folk fremkommer med et ønske derom, vil Folketinget tage stilling til,

om Færøerne kan oprettes som suveræn stat. Det vil sige,

at Folketinget og ikke det færøske folk ifølge

statsministeren er øverste myndighed i denne sag.

Da han onsdag den 17. april i folketingssalen blev spurgt,

om han kunne anerkende, at det færøske folk er et folkeretligt

subjekt med fuld selvbestemmelsesret, var svaret ligeledes

benægtende.

Forslagsstilleren finder det meget beklageligt, at dette

skal være den danske stats holdning i 2002. For denne holdning er et

meget klart brud på det færøske folks rettigheder. Den er

også i kollisionskurs med de demokratiske grundprincipper i vor del af

verden.

Danske statsministre kan ikke tilbagevise denne kritik ved

gentagne gange at sige, at et ønske fra Færøerne vil

blive respekteret af Folketinget. Det drejer sig jo i første omgang om

retten til at få en ligeværdig forhandlingssituation. Det fik

Færøerne ikke i 2000. I næste omgang drejer det sig om, at

det færøske folk er øverste myndighed i denne sag. En

selvbestemmelsesret, der beror på goodwill fra det danske Folketing, er

ikke selvbestemmelsesret i henhold til folkeretten.

Forslagsstilleren vil erindre om, at under

lagtingsdebatten om forslaget om det færøske folks selvstyre,

der blev vedtaget i 2001, gav samtlige lagtingspartier til kende, at de deler

den opfattelse, at det færøske folk har omtalte

selvbestemmelsesret.

Forslagsstilleren vil også tillade sig at erindre

om, at Danmark i 1975 sammen med 34 andre lande i Europa og Nordamerika

vedtog Helsinki-slutakten om samarbejde og sikkerhed, hvor følgende

bestemmes:

»Med hjemmel i princippet om nationernes ligeberettigelse

og deres selvbestemmelsesret har alle nationer altid ret til, i fuld frihed,

når de vil, og som de ønsker sig, at tage afgørelse om

deres indre og ydre politiske stilling, uden indblanding udefra, og efter

eget ønske at fremme deres politiske, økonomiske, sociale og

kulturelle udvikling.«

Når der tales om retten til at bestemme sin

»ydre

politiske stilling«, menes der naturligvis hermed retten til at

oprette sin egen stat. Det er det samme som folkerettens bestemmelse om

»external self-determination « altså, at en nation, som øverste

myndighed, har ret til at træffe denne afgørelse.

Forslagsstilleren ser ingen saglig begrundelse for, at den

færøske nation skal falde udenfor, når Helsinki-slutakten

taler om

»alle nationer «.

Derfor opfordrer han Folketinget til at vedtage

folketingsbeslutningen.

Skriftlig fremsættelse

Tórbjørn Jacobsen

(TF):

Jeg tillader mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om anerkendelse af det

færøske folks selvsbestemmelsesret.

(Beslutningsforslag nr. B 107).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter