1994 BSF 31 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING FOLKETINGSBESLUTNING OM DANMARKS RATIFIKATION AF DEN AF DEN INTERNATIONALE ARBEJDSKONFERENCE I GENEVE I 1989 VEDTAGNE KONVENTION NR. 169 VEDRØRENDE OPRINDELIGE FOLK OG STAMMEFOLK I SELVSTÆNDIGE STATER
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget udtaler sin tilslutning til, at den af Den
Internationale Arbejdskonference i året 1989 vedtagne konvention nr.
169 vedrørende oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater
ratificeres med virkning for Kongeriget Danmark.
Oprindeligt fremsat forslag
Folketinget udtaler sin tilslutning til, at den af Den Internationale
Arbejdskonference i året 1989 vedtagne konvention nr. 169 vedrørende
oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater ratificeres med virkning
for Kongeriget Danmark.
Bemærkninger til forslaget til folketingsbeslutning
I. Almindelige bemærkninger
1. Baggrund
På Den 76. Internationale Arbejdskonference i Geneve i 1989 vedtoges den
som bilag 1 aftrykte konvention nr. 169 vedrørende oprindelige folk og
stammefolk i selvstændige stater.
Konvention nr. 169 er en revision af ILO's konvention nr. 107 fra 1957 om
beskyttelse og samfundsmæssig indpasning af indfødte og andre stamme- og
stammelignende befolkningsgrupper i uafhængige lande. Konvention nr. 107 har
været genstand for kritik, fordi den forudsætter, at den indfødte
befolkningsgruppe skal opgive sine karakteristika og lade sig integrere.
Danmark har ikke ratificeret konvention nr. 107, idet man efter
grundlovsændringen i 1953 anså grønlænderne som en ligestillet del af den
danske befolkning men dengang ikke tillige som en urbefolkning.
Ændringerne i den reviderede konvention vedrører primært to forhold, dels
anerkendelsen af betegnelsen »folk« (peoples) for de grupper, der i
den tidligere konvention betegnedes »populations«, og dels retten
for disse folk til udnyttelse af deres traditionelle landområder. Det
engelske ord »indigenous« har tidligere været oversat til
henholdsvis indfødte og urbefolkning, men er i konventionen nu oversat til
oprindelige folk.
Læs alt
Konvention nr. 169 der trådte i kraft den 5. september 1991 er november
1994 ratificeret af følgende lande: Bolivia, Colombia, Costa Rica, Mexico,
Norge, Paraguay og Peru.
Konventionens hovedsigte er at sikre respekt for de oprindelige folks
traditionelle livsform, herunder deres sociale, kulturelle, religiøse og
åndelige værdier.
Den oprindelige befolkning i Grønland, Inuit, er omfattet af konventionens
art. 1, hvorfor konventionens 44 artikler har betydning for Grønland.
Konventionen er generelt præget af, at den navnlig er beregnet på
oprindelige folk mv., som er i mindretal i det land, de bor i, og som derfor
har behov for beskyttelse gennem særlige retsgarantier.
Ved en forespørgselsdebat i Folketinget den 23. november 1993 om
opfølgningen på de oprindelige folks år, blev der fremsat forslag til
motiveret dagsorden (Dagsordensforslag nr. D 11). Forslaget der blev
enstemmigt vedtaget, opfordrer regeringen til bl.a. at sikre, at spørgsmålet
om ratifikation af ILO-konvention nr. 169 af 27. juni 1989 snarest afklares.
2. Grundlovens § 19 - Folketingets samtykke
En ratifikation af konventionen vil bl.a. indebære, at Danmark påtager sig
en folkeretlig bindende forpligtelse til at opretholde en retstilstand,
hvorefter den oprindelige grønlandske befolkning skal konsulteres, inden der
iværksættes eller tillades programmer vedrørende udforskning eller udnyttelse
af mineraler eller underjordiske ressourcer, jf. konventionens artikel 15. En
ratifikation vil endvidere indebære, at Danmark påtager sig en folkeretligt
bindende forpligtelse til at sikre den oprindelige grønlandske befolkning del
i udbyttet samt til at sikre den oprindelige grønlandske befolkning en
rimelig erstatning for enhver skade, der er en følge af den pågældende
virksomhed.
Det er regeringens vurdering, at visse af de forpligtelser, som Danmark
påtager sig ved en ratifikation af konvention nr. 169, efter grundlovens § 19
er af »større betydning«, og derfor skal forelægges for
Folketinget.
Regeringen finder, at konventionens kapitel II om rettigheder til
landområder ikke er til hinder for en dansk ratifikation, men at der skal
afgives en erklæring, der sendes til ILO sammen med ratifikationen af
konvention nr. 169. Erklæringen redegør for ejendomsretsbegrebet i Grønland,
og er optrykt som bilag 2.
3. Resolution
Til konventionen er knyttet en resolution om ILO-foranstaltninger
vedrørende oprindelige folk og stammefolk. Resolutionen er optrykt i
beretningen om Den 76. Internationale Arbejdskonference i 1989. Resolutionen
opfordrer regeringer, internationale organisationer og specielt ILO til at
opprioritere arbejdet med konsekvenserne af det på arbejdskonferencen
vedtagne og aktivt at støtte regeringer og oprindelige folk med at bringe
konventionens intentioner ud i livet. For så vidt angår nationale
foranstaltninger indeholder resolutionen følgende:
»1. Opfordrer medlemsstaterne til at overveje at ratificere den
reviderede konvention hurtigst mulig, at opfylde de forpligtelser, der er
fastlagt i konventionen, og at gennemføre dens bestemmelser på den mest
effektive måde.
2. Opfordrer regeringerne til at samarbejde i denne forbindelse med de
pågældende folks nationale og regionale organisationer og institutioner.
3. Opfordrer regeringerne og arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne
til at indgå en dialog med de pågældende folks organisationer og
institutioner om de mest hensigtsmæssige måder til at sikre gennemførelsen af
konventionen, og at udarbejde passende procedurer for konsultationer, der gør
det muligt for de oprindelige folk og stammefolk at udtrykke deres
synspunkter vedrørende alle aspekter af konventionen.
4. Opfordrer regeringer og arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne
til at fremme undervisningsprogrammer i samarbejde med de pågældende folks
organisationer og institutioner med henblik på at udbrede kendskabet til
konventionen inden for alle sektorer af det nationale samfund, herunder
programmer, der omfatter fx.:
a) materiale vedrørende konventionens indhold og målsætninger,
b) information med regelmæssige mellemrum om foranstaltninger, der træffes
til gennemførelse af konventionen,
c) seminarer med henblik på at fremme en bedre forståelse, ratifikation,
og effektiv gennemførelse af de normer, der er fastsat i konventionen.«
4. Foretagne høringer
Spørgsmålet om dansk ratifikation af konvention nr. 169 har været drøftet
i det faste ILO-udvalg, hvor arbejdsmarkedets parter er repræsenteret samt
været forelagt Grønlands Hjemmestyre og Justitsministeriet, Statsministeriet
og Udenrigsministeriet. Beslutningsforslaget har endvidere været til høring i
Grønlands Hjemmestyre, Færøernes Hjemmestyre, Statsministeriet,
Justitsministeriet, Udenrigsministeriet, Finansministeriet,
Erhvervsministeriet, Miljø- og Energiministeriet, Socialministeriet,
Sundhedsministeriet, Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening,
Amtsrådsforeningen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen
i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Akademikernes
Centralorganisation, FR-Fællesrepræsentationen, Sammenslutningen af
Landbrugets Arbejdsgiverforeninger og Finanssektorens Arbejdsgiverforening.
Grønlands Landsstyre har den 26. juli 1991 opfordret til, at Danmark
snarest muligt ratificerer konventionen. Grønlands Hjemmestyre finder, at der
ikke er noget i konventionen, som medfører lovændringer i forholdet mellem
Grønland og Danmark, idet Hjemmestyreloven på alle områder er mere vidtgående
end konventionen.
Det er Statsministeriets opfattelse, at under hensyntagen til, at
Hjemmestyret i skrivelse nr. 614 af 26. juli 1991 til Arbejdsministeriet har
opfordret til, at Danmark snarest muligt ratificerer konventionen, har
Statsministeriet intet at indvende mod en ratifikation af konventionen.
Statsministeriet har i denne forbindelse bemærket sig, at hjemmestyret har
tilkendegivet, at hjemmestyret ikke mener, at der er noget i konventionen,
som nødvendiggør lovændringer i forholdet mellem Danmark og Grønland.
Justitsministeriet og Udenrigsministeriet finder, at der ved vurderingen
af, om retstilstanden i Grønland må antages at være i overensstemmelse med
ILO-konventionen, herunder konventionens art. 14, må lægges afgørende vægt
på, at den gældende retstilstand tilgodeser de reale hensyn, der ligger bag
konventionen.
5. Økonomiske konsekvenser
Ved en ratifikation af konventionen vil Danmark påtage sig en række
forpligtelser dels til at foretage foranstaltninger, der skal sikre de
berørte befolkningsgrupper en række rettigheder (bl.a. artiklerne 2, 4, 20,
22, 26, 30 og 33) og dels til at foretage undersøgelser på en række områder
af de berørte befolkningsgruppers livsvilkår m.v. (bl.a art. 7, stk. 3).
Rigsmyndighederne forpligter sig ikke til at træffe særlige
foranstaltninger på de sagsområder, der er overtaget af Hjemmestyret.
Konventionens bestemmelser er overvejende omfattet af Grønlands Hjemmestyre,
og forslaget vil derfor ikke i disse sammenhænge have økonomiske konsekvenser
for rigsmyndighederne. Det bemærkes i den forbindelse, at det under alle
omstændigheder er Danmark, der er folkeretligt forpligtet til at sørge for at
konventionens bestemmelser bliver overholdt.
6. Indstilling
Siden Danmarks indtræden som medlem af Den Internationale
Arbejdsorganisation ved dennes oprettelse i 1919 har det været betragtet som
en naturlig konsekvens af medlemskabet, at de på arbejdskonferencerne
vedtagne konventioner søges ratificeret i det omfang, lovgivning og praksis
opfylder konventionernes krav samt at lovgivning og praksis søges bragt i
overensstemmelse med konventionernes principper.
Regeringen skal på denne baggrund indstille, at Danmark ratificerer
konvention nr. 169 med virkning overalt i Kongeriget Danmark. Regeringen
lægger herved vægt på, at Grønland ønsker at konventionen skal gælde for
Grønland.
II. Grønland
1. Hjemmestyreordningen
Hjemmestyreordningen for Grønland bygger på rigsfællesskabets
opretholdelse, hvilket indebærer, at Grønland forbliver en del af Danmarks
rige for hvilken grundloven gælder. Som følge heraf ligger kompetencen til at
varetage relationerne til udlandet, herunder indgåelse og ratifikation af
traktater, hos rigsmyndighederne, jf. hjemmestyrelovens § 11.
Ved hjemmestyreloven, lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands
Hjemmestyre, har Folketinget overdraget lovgivende og administrative
beføjelser til de grønlandske myndigheder. Hjemmestyreloven bestemmer, at de
områder, der er anført i et bilag til loven, kan overføres til Hjemmestyrets
kompetence. Alle de i Hjemmestyrelovens bilag anførte områder er overført til
Hjemmestyrets kompetence. De væsentligste områder, som alle er omfattet af
konvention nr. 169, er Grønlands styrelsesordning, jf. konventions art. 6,
skat, jf. art. 6, erhvervsforhold, herunder fiskeri og jagt, jf. art. 15,
stk. 1 og 23, undervisning og kultur, jf. art. 5, 21,22 og 26-31,
socialvæsen, jf. art. 24, arbejdsmarkedsforhold, jf. art. 20,
landsplanlægning/arealanvendelse, jf. art. 12, 14 og 17, miljøbeskyttelse,
jf. art. 7 og sundhedsvæsen, jf. art. 25.
På de sagsområder, der er overtaget af Hjemmestyret, foretages den interne
gennemførelse i Grønland af internationale aftaler, som er indgået af
rigsmyndighederne, af Hjemmestyret. Hjemmestyret er undergivet de
forpligtelser, der til enhver tid følger af sådanne aftaler, jf.
Hjemmestyrelovens § 10, stk. 1.
I det omfang, der i konventionen stilles krav med hensyn til indholdet af
foranstaltninger på sagsområder, der er overtaget af Hjemmestyret, bliver
Hjemmestyret ved en ratifikation af konventionen forpligtet til i sin
regelfastsættelse og administration af området at opfylde konventionens
bestemmelser, uanset at Hjemmestyret efter hjemmestyrelovgivningen, herunder
bemyndigelseslovene, ikke er undergivet sådanne begrænsninger. Som eksempel
herpå kan nævnes bestemmelserne i konventionens art. 3 om ligestilling mellem
mænd og kvinder, art. 20. stk. 2a. om adgang til beskæftigelse og kap. V om
indretningen af sundhedsvæsenet.
2. Rettigheder til landområder
Art. 14 og 15 vedrører spørgsmålet om landområder. Disse artikler har
givet anledning til fortolkningstvivl.
Hjemmestyrelovens § 8, stk. 1, fastslår, at »den fastboende
befolkning i Grønland har grundlæggende rettigheder til Grønlands naturgivne
ressourcer«.
Den gældende retstilstand i Grønland giver ikke mulighed for, at borgerne
kan eje jord.
2.a. Art. 14
Det er Justitsministeriets opfattelse, at det må antages, at jorden i
Grønland formentlig tilhører den danske stat, idet dog Grønlands Hjemmestyre
har den daglige bestemmelsesret over jorden. Hjemmestyrets myndigheder kan
således tildele brugsret til jord til personer eller selskaber i form af de
såkaldte arealtildelinger. En sådan arealtildeling gives af henholdsvis
kommunalbestyrelsen og Landsstyret. På denne jord kan den, der har fået
arealet tildelt, opføre en bygning i overensstemmelse med de vilkår, som er
fastlagt i arealtildelingsafgørelsen. I de gældende regler om arealtildeling
(Landstingsforordningen nr. 6 af 19. december 1986 med senere ændringer,
senest landstingsforordning nr. 17 af 30. oktober 1992, om arealanvendelse og
planlægning. Den bagvedliggende danske bemyndigelseslov er lov nr. 612 af 23.
december 1980 med senere ændringer om arealudvikling, byudvikling og
bebyggelse) findes der ikke bestemmelser, der særligt tilgodeser personer
eller befolkningsgrupper, som traditionelt har haft en råderet over et givet
område.
Der må efter Justitsministeriets opfattelse lægges afgørende vægt på, at
de reale hensyn, der ligger bag konventionens artikel 14, nemlig de
oprindelige folks bestemmelsesret over de områder, de traditionelt råder
over, er tilgodeset gennem den bestående ordning i Grønland. På denne
baggrund finder Justitsministeriet, at det er forsvarligt, at konventionen
ratificeres fra dansk side under afgivelse af en samtidig erklæring, hvori
den gældende retstilstand for så vidt angår ejendomsretten til jorden i
Grønland.
Bestemmelsen i artikel 14 i konvention nr. 169 har også givet anledning
til indgående overvejelser og diskussion i andre af de nordiske lande.
Norge har fundet, at samernes særligt beskyttede brugsret over de områder,
de traditionelt anvender, lever op til kravet om en anerkendelse af »the
right of ownership and possession«. Norge har på den baggrund
ratificeret konventionen.
Sverige har anlagt en fortolkning af artikel 14, hvorefter bestemmelsen
stiller krav om en anerkendelse af en egentlig ejendomsret for de oprindelige
folk til de områder, de traditionelt råder over. Sverige har af denne grund
fundet ikke at kunne ratificere konventionen.
Dette er baggrunden for, at regeringen i forbindelse med en dansk
ratifikation af konventionen vil afgive en erklæring om artikel 14.
2. b. Art. 15
Lov nr. 335 af 6. juni 1991 om mineralske råstoffer i Grønland som ændret
ved lov nr. 1074 af 22. december 1993 regulerer forundersøgelser,
efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland.
Det fremgår af lovens §§ 3, 6 og 7, at Miljø- og energiministeren kan
meddele tilladelse til forundersøgelse samt tilladelse med eneret
(koncession) til efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer i
Grønland, såfremt der foreligger aftale herom mellem regeringen og Grønlands
landsstyre.
Det fremgår endvidere af lovens § 22, at bl.a. offentlige indtægter fra
konkrete koncessionsforhold og indtægter ved beskatning i Danmark og Grønland
af selskaber, der er koncessionshavere, skal deles med halvdelen til staten
og halvdelen til Hjemmestyret for så vidt angår en indtægt på op til 500
millioner kr. årligt. Fordelingen af indtægter herudover vil blive fastsat
ved lov.
Det er med de nævnte lovbestemmelser sikret, at Grønlands Hjemmestyre har
en afgørende indflydelse på udnyttelsen af de mineralske råstoffer i
Grønland, ligesom det er sikret, at en del af overskuddet tilfalder den
fastboende befolkning i Grønland.
Imidlertid findes der ikke i den gældende lovgivning bestemmelser, der
nærmere fastlægger, hvilke personer der er grønlændere. For så vidt angår
spørgsmålet om, hvem der udgør den grønlandske befolkning, bestemmes det
således i lov om Grønlands Hjemmestyre alene, at de forskellige rettigheder
tilkommer den i Grønland fastboende befolkning. Der skelnes med andre ord
ikke mellem dem, der nedstammer fra den oprindelige befolkning, og andre
fastboende danske statsborgere, som senere er flyttet til Grønland, eller som
nedstammer fra tilflyttere.
Justitsministeriet finder, at på nuværende tidspunkt, hvor den oprindelige
befolkning udgør et meget klart flertal af den grønlandske befolkning, må det
ud fra en samlet vurdering kunne antages, at den danske lovgivning opfylder
de krav, som kræves for at leve op til konventionens bestemmelser.
3. Ratifikation med virkning for Grønland
Konventionens titel og artikel 1 fastslår, at konventionen finder
anvendelse på oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater.
Ifølge grundlovens § 1 gælder grundloven for alle dele af Danmarks rige.
Bestemmelsen blev indsat ved grundlovsrevisionen i 1953 for at tilkendegive,
at Grønland, der tidligere - i henhold til FN's kriterier - havde haft status
som koloni, er en ligestillet del af riget. Spørgsmålet om Danmark kan
ratificere konventionen med virkning for Grønland, der ikke er en selvstændig
stat, har Arbejdsministeriet forelagt ILO. ILO har svaret følgende: »der
er ikke noget til hinder for at Danmark ratificerer konventionen vedrørende
oprindelige folk og stammefolk (nr. 169) med virkning for Grønland. Det er
ikke nødvendigt, at meddelelsen om ratifikation indeholder nogen særlig
erklæring, bortset fra at regeringen forpligter sig til at anvende
konventionen, over alt i Kongeriget Danmark«. Dette indebærer, at for at
Grønland kan blive omfattet af konventionen, skal Danmark ratificere
konventionen så den finder anvendelse overalt i Kongeriget Danmark.
III. Færøerne
Hovedparten af de af konventionen anførte forhold er ifølge lov nr. 137 af
23. marts 1948 om Færøernes Hjemmestyre et færøsk særanliggende. Da der ikke
er oprindelige folk og stammefolk på Færøerne, kan Danmark ratificere
konventionen uden forbehold for Færøerne.
En dansk ratifikation af konventionen kan finde sted, uden at det vil være
nødvendigt at foretage lovændringer.
IV. Konventionens indhold
Angående konventionens enkelte bestemmelser bemærkes følgende:
I præamblen kræves det, at de oprindelige folks livsform og økonomiske
udvikling m.v.og disse folks ønsker om at fastholde og udvikle deres
identitet, sprog og religion skal anerkendes, og det konstateres bl.a., at
disse folks love, værdier, sædvaner og anskuelser ofte er blevet undergravet.
Kapitel I
Generel politik
Art. 1-12 indeholder bestemmelser om generel politik, herunder
konventionens anvendelsesområde og regeringernes ansvar.
I henhold til art. 1 , finder konventionen anvendelse på følgende
befolkningsgrupper: a) stammefolk i selvstændige lande, hvis sociale,
kulturelle og økonomiske forhold adskiller dem fra andre dele af det
nationale samfund, og hvis status reguleres helt eller delvist af deres egne
sædvaner eller traditioner eller af særlige love eller forskrifter, b) folk i
selvstændige lande, der betragtes som oprindelige folk på grund af deres
nedstamning fra folk, som beboede landet eller en geografisk region, som
landet tilhører, på tidspunktet for erobring eller kolonisering eller
oprettelse af de nuværende statsgrænser, og som uanset deres juridiske
status, opretholder nogle af eller alle deres egne sociale, økonomiske,
kulturelle og politiske institutioner.
Efter art. 2 er det regeringerne, der har ansvaret for at
iværksætte en koordineret og systematisk indsats for at beskytte de
oprindeliges folks rettigheder, og garantere dem respekten for deres
integritet. Dette skal ske i samarbejde med de oprindelige folk, således at
de får samme rettigheder som gives til andre borgere i landene. De
oprindelige folks og stammefolks sociale, økonomiske og kulturelle
rettigheder skal gennemføres med respekt for deres sociale og kulturelle
identitet, deres sædvaner og traditioner og deres institutioner. Endelig skal
regeringerne bistå medlemmerne af de pågældende folk med at eliminere
socio-økonomiske forskelle, der måtte bestå mellem oprindelige folk og andre
medlemmer af det nationale samfund, på en måde, der er i overensstemmelse med
deres ønsker og livsform (artikel 2.c).
Ifølge art. 3 skal oprindelige folk og stammefolk nyde godt af
menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder uden hindring eller
diskrimination. Konventionens bestemmelser skal også finde anvendelse uden
diskrimination på mandlige og kvindelige medlemmer af disse folk.
Art. 4 fastslår, at der efter behov skal vedtages særlige
foranstaltninger med henblik på at sikre individer blandt de pågældende folk
samt deres institutioner, formuegoder, arbejde, kulturer og miljø.
Art. 5 fastslår at ved gennemførelsen af konventionens
bestemmelser, skal disse folks sociale, kulturelle, religiøse og åndelige
værdier og skikke anerkendes og beskyttes.
Det fremgår af art. 6, at regeringerne skal konsultere de
pågældende folk, når man overvejer lovgivningsmæssige eller administrative
foranstaltninger, der berører dem direkte.
Efter art. 6 c, skal konsultationer i forbindelse med
gennemførelsen af konventionen finde sted i god tro og i en form, der er
afpasset omstændighederne, med den målsætning at opnå enighed om eller
samtykke til de foreslåede foranstaltninger.
I indledningen til art 7 , fastslås det, at de berørte folk skal
have ret til at fastsætte deres egne prioriteter i forbindelse med
udviklingsprocessen.
Det fastslås i art 8, stk. 1, at de kontraherende parter ved
anvendelsen af nationale love og forskrifter har pligt til at tage behørigt
hensyn til de berørte folks sædvaner og sædvaneretlige regler. I stk. 2
udbygges dette med at fastslå, at disse folk skal have ret til at bevare
deres egne sædvaner og institutioner.
Art. 9 og 10 omhandler sanktioner mod lovovertrædelser, og det
understreges, at de metoder, som sædvanemæssigt praktiseres af de berørte
folk, skal respekteres. Myndigheder og domstole, der behandler sådanne sager,
skal tage disse folks sædvaner i betragtning. Der skal tages hensyn til deres
økonomiske, sociale og kulturelle karakteristika, og det anbefales at andre
straffemetoder end fængselsstraf bør foretrækkes.
Art. 11 fastslår, at tvungne personlige tjenesteydelser skal være
forbudt og straffes i henhold til gældende lov, undtagen hvor sådanne er
fastsat ved lov for alle borgere.
Efter art.12 skal de pågældende folk sikres mod misbrug af deres
rettigheder, og der skal kunne anlægges retssag med henblik på beskyttelse af
disse rettigheder. Det skal sikres, at disse folk kan forstå og selv blive
forstået i forbindelse med sådanne retssager.
Kapitel II
Rettigheder til fast ejendom
Konventionens artikler 13-19 handler om rettigheder til
landområder.
Art. 13 understreger i relation til landområder og territorier, at
regeringerne skal respektere de berørte folks forhold og særligt skal
respektere de kollektive aspekter af dette forhold.
I art. 14 nævnes spørgsmålet om rettigheder til landområder. Det
fastslås, at de berørte folks ret til at eje og besidde de landområder, som
de traditionelt råder over, skal anerkendes. Hvor det er hensigtsmæssigt,
skal det sikres, at de får ret til at udnytte landområder, som de
traditionelt har haft adgang til, hvilket specielt er en ret, der tilgodeser
vilkårene for nomadefolk og omvandrende jorddyrkere. Regeringerne skal tage
de skridt, der er nødvendige, med henblik på at identificere de landområder,
som de pågældende folk traditionelt besidder, og garantere en effektiv
beskyttelse af deres ejendoms- og besiddelsesrettigheder.
Art. 15 fastslår, at de berørte folk skal have en særligt
beskyttet ret til at deltage i anvendelsen, forvaltningen og bevaringen af de
råstoffer, som befinder sig på deres landområder. Det bestemmes endvidere, at
såfremt staten beholder retten til mineralske råstoffer, underjordiske
ressourcer eller andre råstoffer, som vedrører de berørte folks landområder,
skal der etableres, eller opretholdes procedurer, hvorefter de berørte folk
bliver konsulteret med hensyn til, om en påtænkt udnyttelse af ressoucerne
vil være i strid med deres interesser. En sådan konsultation skal finde sted,
før en sådan efterforskning eller udvinding må påbegyndes.
Der stilles endvidere krav om, at de pågældende folk så vidt muligt skal
have andel i de fordele, som en sådan aktivitet måtte føre med sig, ligesom
de skal have en rimelig erstatning for de skader, som aktiviteterne måtte
indebære.
Art. 16 omhandler retningslinier i de tilfælde, hvor det
undtagelsesvis findes at være nødvendigt at flytte de pågældende folk fra de
landområder, som de besidder. Personer, der er blevet flyttet, skal have fuld
erstatning for ethvert tab eller skade som følge heraf.
Art. 17 understreger, at de procedurer vedrørende overdragelse af
rettigheder til landarealer, som anvendes af disse folk, skal respekteres,
hvortil kommer, at der skal tages forholdsregler for at forhindre, at de
oprindelige folks sædvaner udnyttes af andre.
Efter art. 18 skal der ved lov fastsættes passende sanktioner for
ulovlig indtrængen på eller udnyttelse af de pågældende folks landområder.
Der skal fastsættes foranstaltninger for at forhindre sådanne overgreb.
Art. 19 fastslår at nationale landbrugsprogrammer skal sikre disse
folk en behandling, som gives andre sektorer af befolkningen.
Kapitel III
Ansættelse og arbejdsvilkår
Art. 20 vedrører ansættelse og arbejdsvilkår. Regeringerne skal
gøre alt, hvad der er muligt, for at forhindre enhver diskrimination mellem
arbejdstagere, der tilhører de pågældende folk, og andre arbejdstagere med
hensyn til bl.a. beskæftigelse, ligeløn, lægehjælp og social bistand,
foreningsfrihed og ret til at indgå kollektive overenskomster. Der skal
træffes foranstaltninger der bl.a. sikrer, at disse folk ikke udsættes for
tvangsarbejde eller arbejdsvilkår, der er skadelige for deres helbred. Der
skal lægges vægt på oprettelse af passende arbejdstilsynsmyndigheder.
Kapitel IV
Erhvervsuddannelse, håndværk og landbrugsindustri
Art. 21-23 omhandler erhvervsuddannelse, håndværk og landerhverv.
Hvor det er muligt, skal disse folk gradvist overtage ansvaret for
tilrettelæggelsen og gennemførelsen af særlige uddannelsesprogrammer. Der
skal efter anmodning stilles passende teknisk og økonomisk bistand til
rådighed.
Kapitel V
Social sikring og sundhed
Efter Art. 24 og 25 skal sociale sikringsordninger udvides til at
omfatte de pågældende folk, og regeringerne skal sikre, at der stilles et
passende sundhedsvæsen til rådighed.
Kapitel VI
Uddannelse og kommunikationsmidler
Art. 26-31 indeholder bestemmelser om, at de pågældende folk skal
have mulighed for at opnå uddannelse på linie med resten af det nationale
samfund.
Efter art. 27, 3 , skal regeringerne anerkende disse folks ret til
at oprette deres egne uddannelsesinstitutioner, og der skal stilles passende
ressourcer til rådighed.
Ifølge art. 28 skal de pågældende folks børn lære at læse og skrive
på deres eget oprindelige sprog eller det sprog, der mest almindeligt
anvendes af den gruppe, som de tilhører.
Kapitel VII
Kontakter og samarbejde over landegrænser
Regeringerne skal efter art. 32 træffe passende foranstaltninger
med henblik på at fremme kontakter og samarbejde mellem oprindelige folk og
stammefolk hen over landegrænserne.
Kapitel VIII
Administration
Artikel 33 fastsætter, at den regeringsmyndighed, der er ansvarlig
for de spørgsmål, der er omfattet af denne konvention, skal sikre, at der
findes organer og andre passende mekanismer med henblik på administration af
de programmer, der berører de pågældende folk, og skal sikre, at de har de
nødvendige midler til en passende opfølgning af de opgaver som de pålægges.
Kapitel IX
Almindelige bestemmelser
Ifølge art. 34 skal arten og omfanget af foranstaltninger for at
gennemføre konventionen fastsættes under hensyntagen til de særlige forhold,
der gælder i det enkelte land.
Det fremgår af art. 35, at de rettigheder og goder, som de
pågældende folk måtte nyde i henhold til andre konventioner og henstillinger,
internationale instrumenter, traktater, national lovgivning, retspraksis,
sædvane eller aftaler ikke præjudiceres af konventionens bestemmelser.
Kapitel X
Afsluttende bestemmelser
Art. 36 - 44 indeholder sædvanlige bestemmelser om konventionens
indregistrering, ikrafttræden, offentliggørelse, opsigelse m.v.
Det fremgår af art. 38 , at konventionen træder i kraft et år efter
den dato, da to medlemsstaters ratifikation er blevet indregistreret. Efter
Norges og Mexicos ratifikation trådte konventionen i kraft den 5. september
1991.
Bilag 1
Oversættelse
KONVENTION NR. 169 VEDRØRENDE OPRINDELIGE FOLK OG STAMMEFOLK I
SELVSTÆNDIGE STATER
Den Internationale Arbejdsorganisations generalkonference, der er
blevet sammenkaldt i Geneve af Det Internationale Arbejdsbureaus
Styrelsesråd, og som den 7. juni 1989 er trådt sammen til sin 76.
samling og
der noterer sig de internationale normer, der er indeholdt i konventionen
og henstillingen om oprindelige folk og stammebefolkninger, 1957, og
som henviser til bestemmelserne i Verdenserklæringen om
menneskerettigheder, den internationale konvention vedrørende økonomiske,
sociale og kulturelle rettigheder, den internationale konvention vedrørende
civile og politiske rettigheder, og de mange internationale instrumenter
vedrørende forebyggelse af diskrimination,
som finder, at den udvikling, der har fundet sted i international ret
siden 1957, samt udviklingen i situationen for oprindelige folk og stammefolk
i alle områder i verden, har gjort det hensigtsmæssigt at vedtage nye
internationale normer vedrørende dette spørgsmål med henblik på at fjerne
tidligere normers orientering henimod assimilation, og
der anerkender disse folks ønske om at udøve kontrol over deres egne
institutioner, livsform og økonomisk udvikling og om at fastholde og udvikle
deres identitet, sprog og religion, inden for rammerne af de stater, i hvilke
de bor, og
som noterer sig, at disse folk i mange dele af verden ikke er i stand til
at nyde godt af de grundlæggende menneskerettigheder i samme grad som resten
af befolkningen i de stater, i hvilke de bor, og at deres love, værdier,
sædvaner og anskuelser ofte er blevet undergravet, og der henleder
opmærksomheden på oprindelige folks og stammefolks særlige bidrag til
menneskehedens kulturelle mangfoldighed og sociale og økologiske harmoni og
til internationalt samarbejde og forståelse, og
der noterer sig, at nedenstående bestemmelser er blevet udformet i
samarbejde med De Forenede Nationer, FAO, UNESCO, WHO, samt med
Inter-American Indian Institute, på passende niveauer og inden for disse
institutioners respektive områder, og at det foreslås at fortsætte dette
samarbejde med henblik på at fremme og sikre gennemførelsen af disse
bestemmelser, og
der har besluttet at vedtage visse forslag med hensyn til en delvis
revision af konventionen om oprindelige folk og stammebefolkninger, 1957 (nr.
107), hvilket spørgsmål er optaget som punkt 4 på samlingens dagsorden, og
der har besluttet, at disse forslag skal tage form af en international
konvention, der reviderer konventionen om beskyttelse og samfundsmæssig
indpasning af oprindelige folk og andre stamme- og stammelignende
befolkningsgrupper i uafhængige lande, 1957,
vedtager i dag den 27. juni 1989 følgende konvention, der kan betegnes
konventionen om oprindelige folk og stammefolk, 1989:
Kapitel I
Generel politik
Artikel 1
1. Denne konvention finder anvendelse på:
a) stammefolk i selvstændige lande, hvis sociale, kulturelle og økonomiske
forhold adskiller dem fra andre dele af det nationale samfund, og hvis status
reguleres helt eller delvis af deres egne sædvaner eller traditioner eller af
særlige love eller forskrifter,
b) folk i selvstændige lande, der betragtes som tilhørende et oprindeligt
folk, på grund af deres nedstamning fra folk, som beboede landet eller en
geografisk region, som landet tilhører, på tidspunktet for erobring eller
kolonisering eller oprettelse af de nuværende statsgrænser og som, uanset
deres juridiske status, opretholder nogle af eller alle deres egne sociale,
økonomiske, kulturelle og politiske institutioner.
2. Identificering af sig selv som tilhørende et oprindeligt folk eller en
stamme skal betragtes som et grundlæggende kriterium for fastsættelse af de
grupper, som bestemmelserne i denne konvention finder anvendelse på.
3. Anvendelsen af udtrykket »folk« i denne konvention skal ikke
fortolkes som havende konsekvenser for så vidt angår rettigheder, der måtte
være knyttet til dette udtryk i henhold tilfolkeretten.
Artikel 2
1. Regeringerne har ansvar for - i samarbejde med de pågældende folk - at
iværksætte en koordineret og systematisk indsats med henblik på at beskytte
disse folks rettigheder og at garantere respekten for deres integritet.
2. En sådan indsats skal omfatte følgende foranstaltninger med henblik på:
a) at sikre, at medlemmer af disse folk på lige fod nyder godt af de
rettigheder og muligheder, som nationale love og forskrifter giver andre
medlemmer af befolkningen,
b) at fremme den fulde gennemførelse af sociale, økonomiske og kulturelle
rettigheder for disse folk med respekt af deres sociale og kulturelle
identitet, deres sædvaner og traditioner og deres institutioner,
c) at bistå medlemmerne af de pågældende folk med at eliminere
socio-økonomiske forskelle, der måtte bestå mellem oprindelige folk og andre
medlemmer af det nationale samfund, på en måde, der er i overensstemmelse med
deres ønsker og livsform.
Artikel 3
1. Oprindelige folk og stammefolk skal i fuldt mål nyde godt af
menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder uden hindring eller
diskrimination. Bestemmelserne i denne konvention skal finde anvendelse uden
diskrimination på mandlige og kvindelige medlemmer af disse folk.
2. Der må ikke udøves nogen form for magt eller tvang i strid med de
pågældende folks menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,
herunder rettigheder i henhold til denne konvention.
Artikel 4
1. Der skal, efter behov, vedtages særlige foranstaltninger med henblik på
at sikre enkeltpersoner blandt de pågældende folk samt deres institutioner,
formuegoder, arbejde, kultur og miljø.
2. Sådanne særlige foranstaltninger må ikke være i modstrid med de
pågældende folks frit udtrykte ønsker.
3. Nydelsen af de generelle rettigheder, som er forbundet med
statsborgerskab, må ikke begrænses på nogen måde gennem sådanne særlige
foranstaltninger.
Artikel 5
I forbindelse med gennemførelsen af denne konventions bestemmelser:
a) skal disse folks sociale, kulturelle, religiøse og åndelige værdier og
skikke anerkendes og beskyttes, og der skal tages behørigt hensyn til
karakteren af de problemer, som de står over for, både som grupper og som
enkeltpersoner,
b) skal integriteten af disse folks værdier, skikke og institutioner
respekteres,
c) skal der under inddragelse af og i samarbejde med de berørte folk
vedtages foranstaltninger med henblik på at afbøde de vanskeligheder, som
disse folk møder, når de står over for nye leve- og arbejdsvilkår.
Artikel 6
1. Ved gennemførelserne af bestemmelsen i denne konvention, skal
regeringerne:
a) konsultere de pågældende folk, gennem passende procedurer og særlig
gennem deres repræsentative institutioner, når man overvejer
lovgivningsmæssige eller administrative foranstaltninger, der kan berøre dem
direkte,
b) gennemføre foranstaltninger, der sikrer, at disse folk frit kan deltage
- i mindst samme omfang som andre sektorer i befolkningen - på alle niveauer
i beslutningsprocessen i administrative, folkevalgte og andre organer, der er
ansvarlige for politikker og programmer, der vedrører dem,
c) gennemføre foranstaltninger for fuld udvikling af disse folks egne
institutioner og initiativer og, hvor det er hensigtsmæssigt, stille de
nødvendige ressourcer til rådighed til dette formål.
2. Konsultationer, der gennemføres i forbindelse med gennemførelsen
af denne konvention, skal finde sted i god tro og i en form, der er
afpasset omstændighederne, med den målsætning at opnå enighed om
eller samtykke til de foreslåede foranstaltninger.
Artikel 7
1. De pågældende folk skal have ret til at fastsætte deres egne
prioriteringer i forbindelse med udviklingsprocessen, i det omfang den
berører deres liv, tro, institutioner og åndelig velfærd og de landområder,
som de besidder eller, over på anden måde anvender, og til at udøve kontrol,
i videst muligt omfang, over deres egen økonomiske, sociale og kulturelle
udvikling. Desuden skal de deltage i formulering, gennemførelse og evaluering
af planer og programmer vedrørende national og regional udvikling, der kan
berøre dem direkte.
2. Forbedring af arbejds- og levevilkår og af sundheds- og
uddannelsesniveauet for de pågældende folk skal - med inddragelse af og i
samarbejde med dem - have en høj prioritet i planer for generel økonomisk
udvikling i de områder, de bor i. Særlige projekter for udvikling af de
pågældende områder skal udformes på en sådan måde, at de fremmer en sådan
for-bedring.
3. Regeringerne skal sikre, at der, hvor det er hensigtsmæssigt,
gennemføres undersøgelser, i samarbejde med de pågældende folk, med henblik
på at vurdere de sociale, åndelige, kulturelle og miljømæssige konsekvenser
for dem af planlagte udviklingsaktiviteter. Resultaterne af disse
undersøgelser skal betragtes som grundlæggende kriterier for gennemførelsen
af disse aktiviteter.
4. Regeringerne skal, i samarbejde med de pågældende folk, træffe
foranstaltninger med henblik på at beskytte og bevare miljøet i de områder,
de bor i.
Artikel 8
1. Ved anvendelse af nationale love og forskrifter over for de berørte
folk skal der tages behørigt hensyn til deres sædvaner og sædvaneretlige
regler.
2. Disse folk skal have ret til at bevare egne sædvaner og institutioner,
hvor disse ikke er i strid med grundlæggende rettigheder, som defineret i det
nationale retssystem, og med internationalt anerkendte menneskerettigheder.
Der skal oprettes procedurer, i det omfang det er nødvendigt, med henblik på
at løse konflikter, som måtte opstå i forbindelse med anvendelsen af dette
princip.
3. Anvendelsen af denne artikels stk. 1 og 2 skal ikke hindre medlemmer af
disse folk i at udøve rettigheder, som alle borgere har og i at påtage sig de
dertil svarende pligter.
Artikel 9
1. I det omfang, det er foreneligt med det nationale retssystem og
internationalt anerkendte menneskerettigheder, skal de metoder, der
sædvanemæssigt praktiseres af de pågældende folk med hensyn til sanktioner
mod lovovertrædelser begået af deres medlemmer, respekteres.
2. Disse folks sædvaner med hensyn til straffesager, skal tages i
betragtning af de myndigheder og domstole, der behandler sådanne sager.
Artikel 10
1. Når medlemmer af disse folk idømmes en straf i henhold til den
generelle lovgivning, skal der tages hensyn til deres økonomiske, sociale og
kulturelle karakteristika.
2. Andre straffemetoder end fængselsstraf bør foretrækkes.
Artikel 11
Krav om, at medlemmer af de pågældende folk skal udføre tvungne personlige
tjenesteydelser i nogen form, uanset om der sker betaling herfor eller ej,
skal forbydes og gøres strafbart i henhold til gældende lov, undtagen i
detilfælde, hvor noget sådant er fastsat ved lovfor alle borgere.
Artikel 12
De pågældende folk skal sikres mod misbrug af deres rettigheder og skal
kunne anlægge retssag, enten individuelt eller gennem deres repræsentative
organer, med henblik på en effektiv beskyttelse af disse rettigheder. Der
skal træffes foranstaltninger med henblik på at sikre, at medlemmer af disse
folk kan forstå og selv blive forstået i forbindelse med sådanne retssager,
om nødvendigt gennem tilvejebringelse af tolkning eller på anden effektiv
måde.
Kapitel II
Landområder
Artikel 13
1. I forbindelse med anvendelsen af bestemmelserne i dette kapitel i
konventionen skal regeringerne respektere den særlige betydning
for de pågældende folks kultur og åndelige værdier af deres forhold
til de landområder og/eller territorier, som de besidder eller på
anden måde udnytter, og især de kollektive aspekter af dette forhold.
2. Anvendelsen af udtrykket »landområder« i artikel 15 og 16
omfatter begrebet »territorier«, der dækker det samlede miljø i de
områder, hvor de berørte folk bor eller som de på anden måde udnytter.
Artikel 14
1. De pågældende folks ret til at eje og besidde de landområder, som de
traditionelt råder over, skal anerkendes. Desuden skal der, hvor det er
hensigtsmæssigt, træffes foranstaltninger med henblik på at sikre de
pågældende folks ret til at udnytte landområder, der ikke udelukkende
besiddes af dem, men hvortil de traditionelt har haft adgang til at skaffe
sig deres udkomme og udøve traditionelle aktiviteter. Der bør i denne
forbindelse særlig tages hensyn til situationen for nomadefolk og omvandrende
jord-brugere.
2. Regeringerne skal tage de skridt, der er nødvendige, med henblik på at
identificere de landområder, som de pågældende folk traditionelt besidder, og
garantere en effektiv beskyttelse af deres ejendoms- og
besiddelsesrettigheder.
3. Der skal indføres passende procedurer inden for det nationale
retssystem med henblik på at afgøre krav om landområder fra de pågældende
folk.
Artikel 15
1. De pågældende folks ret til naturressourcer i forbindelse med deres
landområder skal særligt sikres. Disse rettigheder omfatter disse folks ret
til at deltage i udnyttelsen, forvaltningen og bevaringen af disse
ressourcer.
2. I tilfælde, hvor staten bevarer ejendomsretten til mineraler eller
underjordiske ressourcer eller rettigheder til andre ressourcer i forbindelse
med landområder, skal regeringerne indføre eller opretholde procedurer for
konsultation af disse folk, med henblik på at fastslå, om og i hvilket omfang
deres interesser vil lide skade, før de iværksætter eller tillader programmer
vedrørende udforskning eller udnyttelse af sådanne ressourcer i forbindelse
med deres landområder. De pågældende folk skal, hvor det er muligt, have del
i udbyttet af en sådan virksomhed og skal modtage en rimelig erstatning for
enhver skade, som de måtte lide som resultat af en sådan virksomhed.
Artikel 16
1. Med forbehold af de følgende stykker i denne artikel skal de pågældende
folk ikke kunne fjernes fra de landområder, som de besidder.
2. Hvor flytning af disse folk undtagelsesvis findes at være nødvendig,
skal en sådan flytning kun finde sted med deres frie og informerede samtykke.
Hvis deres samtykke ikke kan opnås, skal en sådan flytning kun kunne finde
sted efter, at der er indført passende procedurer i den nationale lovgivning
og forskrifter, herunder offentlige høringer, hvor det er hensigtsmæssigt,
som giver de pågældende folk mulighed for reel repræsentation.
3. Når det er muligt, skal disse folk have ret til at vende tilbage til
deres traditionelle landområder, så snart grunden til flytningen ikke længere
eksisterer.
4. Når en sådan tilbagevenden ikke er mulig, som fastsat ved aftale eller
- såfremt en sådan aftale ikke findes - gennem passende procedurer, skal
disse folk, i alle tilfælde hvor dette er muligt, gives landområder af en
kvalitet og juridisk status, der mindst svarer til de tidligere landområders,
og som er egnede til at dække deres nuværende behov og fremtidige udvikling.
Såfremt de berørte folk udtrykker præference for erstatning i penge eller
naturalier, skal de have ret til en sådan erstatning med de fornødne
garantier.
5. Personer, der er blevet flyttet på denne måde, skal have fuld
erstatning for ethvert tab eller skade som følge heraf.
Artikel 17
1. Procedurer, som er etableret af disse folk for overdragelse af
rettigheder til landarealer mellem medlemmerne af disse folk, skal
respekteres.
2. De pågældende folk skal konsulteres ved vurdering af deres bemyndigelse
til at overdrage deres landområder eller på anden måde overdrage deres
rettigheder til nogen uden for deres eget samfund.
3. Personer, der ikke tilhører disse folk, skal forhindres i at udnytte
deres sædvaner eller mangel på forståelse af lovene for at sikre sig
ejendomsret, besiddelse eller udnyttelse af landområder, der tilhører disse
folk.
Artikel 18
Der skal ved lov fastsættes passende sanktioner for ulovlig indtrængen på
eller udnyttelse af de pågældende folks landområder og regeringerne skal
træffe foranstaltninger med henblik på at forhindre sådanne overgreb.
Artikel 19
Nationale landbrugsprogrammer skal sikre de pågældende folk en behandling,
der svarer til den, som gives andre sektorer af befolkningen med hensyn til:
a) tilvejebringelse af yderligere landområder til disse folk, i tilfælde
af at de ikke har tilstrækkelige arealer til at give dem det nødvendige til
livets normale opretholdelse eller til eneventuel forøgelse af deres antal,
b) tilvejebringelse af de nødvendige midler til at fremme udviklingen af
de landområder, som disse folk allerede besidder.
Kapitel III
Ansættelse og arbejdsvilkår
Artikel 20
1. Regeringerne skal, inden for rammerne af national lovgivning og
forskrifter, og i samarbejde med de pågældende folk, vedtage særlige
foranstaltninger med henblik på at sikre en effektiv beskyttelse med hensyn
til ansættelse og arbejdsvilkår for arbejdstagere, der tilhører disse folk, i
det omfang, at de ikke er effektivt beskyttet af den lovgivning, der gælder
for arbejdstagere generelt.
2. Regeringerne skal gøre alt, hvad der er muligt, for at forhindre enhver
diskrimination mellem arbejdstagere, der tilhører de pågældende folk, og
andre arbejdstagere, særlig med hensyn til:
a) adgang til beskæftigelse, herunder beskæftigelse som faglært, samt
foranstaltninger i forbindelse med forfremmelse og avancement,
b) lige løn for arbejde af lige værdi,
c) lægehjælp og social bistand, sikkerhed og sundhed på arbejdet, sociale
sikringsydelser, og andre ydelser knyttet til den erhvervsmæssige
beskæftigelse samt boligforhold,
d) foreningsfrihed og frihed til at udøve alle lovlige
fagforeningsaktiviteter og ret til at indgå kollektive overenskomster med
arbejdsgivere eller arbejdsgiverorganisationer.
3. De foranstaltninger, der træffes, skal omfatte foranstaltninger med
henblik på at sikre:
a) at arbejdstagere, der tilhører de pågældende folk, herunder
sæsonarbejdere, løsarbejdere og vandrende arbejdstagere inden for landbruget
og inden for anden beskæftigelse, samt arbejdstagere, der er beskæftiget af
personer, der lejer arbejdskraft ud, nyder den beskyttelse, som i henhold til
national lovgivning og praksis gives andre så danne arbejdstagere inden for
samme sektorer, og at de er fuldt oplyste om deres rettigheder i henhold til
den arbejdsretlige lovgivning, og om de retsmidler, de kan påberåbe sig,
b) at arbejdstagere, der tilhører disse folk, ikke udsættes for
arbejdsvilkår, der er skadelige for deres helbred, særlig ved at de udsættes
for pesticider eller andre giftige stoffer,
c) at arbejdstagere, der tilhører disse folk, ikke udsættes for
tvangsrekruttering, herunder tvangsarbejde og gældsslaveri,
d) at mandlige og kvindelige arbejdstagere, der tilhører disse folk, har
lige muligheder og nyder ligebehandling med hensyn til beskæftigelse samt
beskyttelse mod seksuel chikane.
4. Der skal især lægges vægt på oprettelse af passende
arbejdstilsynsmyndigheder i områder, hvor arbejdstagere, der tilhører de
pågældende folk, påtager sig lønnet beskæftigelse, med henblik på at sikre
overholdelse af bestemmelserne i dette kapitel af konventionen.
Kapitel IV
Erhvervsuddannelse, håndværk og landbrugsindustri
Artikel 21
Medlemmer af de pågældende folk skal nyde mindst samme muligheder som
andre borgere har med hensyn til erhvervsmæssig uddannelse.
Artikel 22
1. Der skal træffes foranstaltninger med henblik på at fremme den
frivillige deltagelse fra medlemmer af de pågældende folk i generelle
erhvervsuddannelsesprogrammer.
2. I tilfælde af at eksisterende erhvervsuddannelsesprogrammer af generel
karakter ikke opfylder de særlige behov hos de pågældende folk, skal
regeringerne, under disse folks medvirken, sikre, at der tilvejebringes
særlige uddannelsesprogrammer og faciliteter.
3. Alle særlige uddannelsesprogrammer skal tage udgangspunkt i det
økonomiske klima, sociale og kulturelle forhold, og de praktiske behov hos de
pågældende folk. Alle undersøgelser, der gennemføres i denne forbindelse,
skal gennemføres i samarbejde med disse folk, der skal konsulteres vedrørende
tilrettelæggelsen og gennemførelsen af sådanne programmer. Hvor det er
muligt, skal disse folk gradvist overtage ansvaret for tilrettelæggelsen og
gennemførelsen af sådanne særlige uddannelses-programmer, såfremt de
beslutter dette.
Artikel 23
1. De pågældende folks håndværk, landbrugsindustri og lokale
samfundsbaserede industrier samt deres naturaløkonomi og traditionelle
erhverv, som fx jagt, fiskeri, fangst og indsamling af produkter, skal
anerkendes som vigtige faktorer i opretholdelsen af deres kultur og for deres
økonomiske selvforsyning og udvikling. Regeringerne skal, under deltagelse af
disse folk, og hvor det er hensigtsmæssigt sikre, at disse aktiviteter
styrkes og fremmes.
2. Efter anmodning fra de pågældende folk, skal der stilles passende
teknisk og økonomisk bistand til rådighed, i alle tilfælde, hvor det er
muligt, under hensyntagen til disse folks traditionelle teknologier og
kulturelle karakteristika, samt betydningen af en bæredygtig og retfærdig
udvikling.
Kapitel V
Social sikring og sundhed
Artikel 24
Sociale sikringsordninger skal gradvist udvides til at omfatte de
pågældende folk og skal finde anvendelse uden diskrimination over for dem.
Artikel 25
1. Regeringerne skal sikre, at der stilles et passende sundhedsvæsen til
rådighed for de pågældende folk, eller skal stille ressourcer til rådighed,
der sætter dem i stand til selv at udforme og præstere sådanne
tjenesteydelser under eget ansvar og kontrol, således at de kan nyde godt af
den højst mulige opnåelige standard for fysisk og mental sundhed.
2. Sundhedsvæsenet skal i højst mulig grad være baseret i de lokale
samfund. Disse tjenesteydelser skal planlægges og administreres i samarbejde
med de pågældende folk og tage hensyn til deres økonomiske, geografiske,
sociale og kulturelle forhold samt deres traditionelle forebyggende
foranstaltninger, helbredelsesmetoder og medicinprodukter.
3. Sundhedsvæsenet skal give præference til uddannelse og beskæftigelse af
lokale sundhedsarbejdere og fokusere på den primære sundhedstjeneste samtidig
med at der opretholdes tæt kontakt med andre niveauer indenfor
sundhedsvæsenet.
4. Tilvejebringelse af sådanne tjenesteydelser inden for sundhedsvæsenet
skal koordineres med andre sociale, økonomiske og kulturel-le
foranstaltninger i landet.
Kapitel VI
Uddannelse og kommunikationsmidler
Artikel 26
Der skal træffes foranstaltninger med henblik på at sikre, at medlemmer af
de pågældende folk har mulighed for at opnå uddannelse på alle niveauer, i
det mindste på linie med resten af det nationale samfund.
Artikel 27
1. Uddannelsesprogrammer og uddannelsestilbud for de pågældende folk skal
udvikles og gennemføres i samarbejde med dem med henblik på at imødekomme
deres særlige behov, og skal omfatte deres historie, viden og teknologi,
deres værdisystemer og deres øvrige sociale, økonomiske og kulturelle ønsker.
2. Den kompetente myndighed skal drage omsorg for uddannelse af
medlemmerne af disse folk og deres inddragelse i formulering og gennemførelse
af uddannelsesprogrammer, med henblik på en gradvis overførelse af ansvaret
for gennemførelsen af disse programmer til disse folk, hvor det er
hensigtsmæssigt.
3. Regeringerne skal desuden anerkende disse folks ret til at oprette
deres egne uddannelsesinstitutioner og faciliteter, forudsat at
sådanne institutioner opfylder minimumsstandarder, der er fastsat af
den kompetente myndighed i samarbejde med disse folk. Der skal
stilles passende ressourcer til rådighed til dette formål.
Artikel 28
1. De pågældende folks børn skal, hvor det er praktisk muligt, lære at
læse og skrive på deres eget oprindelige sprog eller det sprog, der mest
almindeligt anvendes af den gruppe, som de tilhører. Såfremt dette ikke er
muligt, skal de myndigheder konsultere disse folk med henblik på at vedtage
foranstaltninger for at opfylde denne målsætning.
2. Der skal træffes foranstaltninger med henblik på at sikre, at disse
folk opnår mulighed for at kunne udtrykke sig flydende på det nationale sprog
eller et af landets officielle sprog. 3. Measures shall be taken to preserve
and promote the development and practice of the indigenous languages of the
peoples concerned.
3. Der skal træffes foranstaltninger med henblik på at bevare og fremme
udvikling og anvendelse af de pågældende oprindelige folks sprog.
Artikel 29
Det skal være et mål for undervisning af disse folk at bibringe dem
generel viden og færdigheder, som vil hjælpe de pågældende folks børn til at
deltage fuldt ud og på lige fod både inden for deres eget samfund og inden
for det nationale samfund.
Artikel 30
1. Regeringerne skal vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med de
pågældende folks traditioner og kulturer med henblik på at give dem kendskab
til deres rettigheder og forpligtelser, særlig med hensyn til arbejde,
økonomiske muligheder, uddannelse og sundhedsspørgsmål, social velfærd og
deres rettigheder ihenhold til denne konvention.
2. Såfremt det er nødvendigt, skal dette ske ved hjælp af skriftlige
oversættelser og gennem anvendelse af massekommunikationsmidler på de
pågældende folks sprog.
Artikel 31
Der skal træffes uddannelsesforanstaltninger blandt alle grupper i det
nationale samfund, og særlig blandt dem, der er i den mest direkte kontakt
med de berørte folk, med henblik på at fjerne fordomme, som måtte findes over
for disse folk. Med henblik herpå bør man bestræbe sig på at sikre, at
historiebøger og andet undervisningsmateriale giver et retfærdigt, korrekt og
informativt billede af disse folks samfund og kulturer.
Kapitel VII
Kontakter og samarbejde over landegrænser
Artikel 32
Regeringerne skal træffe passende foranstaltninger, herunder ved hjælp af
internationale aftaler, med henblik på at fremme kontakter og samarbejde
mellem oprindelige folk og stammefolk hen over landegrænserne, herunder
aktiviteter på det økonomiske, sociale, kulturelle, åndelige og miljømæssige
område.
Kapitel VIII
Administration
Artikel 33
1. Den regeringsmyndighed, der er ansvarlig for de spørgsmål, der er
omfattet af denne konvention, skal sikre, at der findes organer og andre
passende mekanismer medhenblik på administration af de programmer, der
berører de pågældende folk, og skal sikre, at de har de nødvendige midler til
på passende måde at gennemføre de opgaver, som de pålægges.
2. Disse programmer skal omfatte:
a) planlægning, koordinering, gennemførelse og evaluering i samarbejde med
de pågældende folk af de foranstaltninger, der omhandles i denne konvention,
b) forslag vedrørende lovgivning og andre foranstaltninger til de
kompetente myndigheder og kontrol med gennemførelsen af de trufne
foranstaltninger i samarbejde med de pågældende folk.
Kapitel IX
Almindelige bestemmelser
Artikel 34
Arten og omfanget af foranstaltninger, der skal træffes med henblik på at
gennemføre denne konvention, skal fastsættes på fleksibel måde under
hensyntagen til de særlige forhold, der gælder i det enkelte land.
Artikel 35
Anvendelsen af bestemmelserne i denne konvention skal ikke præjudicere de
rettigheder og goder, som de pågældende folk måtte nyde i henhold til andre
konventioner og henstillinger, internationale instrumenter, traktater,
national lovgivning, retspraksis, sædvaneeller aftaler.
Kapitel X
Afsluttende bestemmelser
Artikel 36
Denne konvention reviderer konventionen om stamme- og stammelignende
befolkninger, 1957.
Artikel 37
De officielle ratifikationer af denne konvention skal sendes til Det
Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til indregistrering.
Artikel 38
1. Denne konvention er kun bindende for de medlemmer af Den Internationale
Arbejdsorganisation, hvis ratifikationer er blevet indregistreret hos
generaldirektøren.
2. Den træder i kraft et år efter den dato, da to medlemsstaters
ratifikation er blevet indregistreret hos generaldirektøren.
3. Derefter træder konventionen i kraft for enhver medlemsstat et år
efter, at dens ratifikation er blevet indregistreret.
Artikel 39
1. Enhver medlemsstat, som har ratificeret denne konvention, kan opsige
den, efter 10 års
years from the date on which the Convention forløb fra datoen for
konventionens første ikrafttræden ved afgivelse af en erklæring, der sendes
til Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til indregistrering.
Opsigelsen får først virkning 1 år efter datoen for indregistreringen.
2. Enhver medlemsstat, som har ratificeret denne konvention, og som ikke
inden 1 år efter udløbet af den i stk. 1 omhandlede 10 års-periode gør brug
af den i denne artikel hjemlede op sigelsesret, er bundet i yderligere 10 år
og kan derefter opsige konventionen ved udløbet af hver 10 års-periode på de
i denne artikel fastsatte betingelser.
Artikel 40
1. Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal underrette alle
medlemmer af Den Internationale Arbejdsorganisation om indregistreringen af
alle de ratifikationer og opsigelser, han modtager fra organisationens
medlemmer.
2. Samtidig med at generaldirektøren underretter organisationens medlemmer
om indregistreringen af ratifikation nr. 2, skal han gøre dem opmærksom på
konventionens ikrafttrædelsesdato.
Artikel 41
Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal i medfør af artikel
102 i De Forenede Nationers pagt sende udførlige oplysninger om de
ratifikationer og opsigelser, han har indregistreret i henhold til
bestemmelserne i de foranstående artikler, til De Forenede Nationers
generalsekretær til indregistrering.
Artikel 42
Når Det Internationale Arbejdsbureaus Styrelsesråd måtte anse det for
nødvendigt, skal det forelægge generalkonferencen en rapport om
gennemførelsen af denne konvention samt overveje ønskeligheden af at sætte
spørgsmålet om en hel eller delvis revision af den på konferencens dagsorden.
Artikel 43
1. Dersom konferencen vedtager en ny konvention, der helt eller delvis
reviderer denne konvention, skal, medmindre andet måtte være bestemt i den
nye konvention:
(a) en medlemsstats ratifikation af den nye, reviderede konvention ipso
jure medføre øjeblikkelig opsigelse af denne konvention, uanset
bestemmelserne i artikel 39, såfremt og så snart den nye, reviderede
konvention træder i kraft:
(b) denne konvention ikke længere kunne ratificeres af medlemsstaterne fra
den dato at regne, da den nye, reviderede konvention træder i kraft.
2. Denne konvention forbliver under alle omstændigheder i kraft i den
foreliggende form og med det foreliggende indhold for de medlemsstater, som
har ratificeret den, men som ikke har ratificeret den reviderede konvention.
Artikel 44
De engelske og franske gengivelser af denne konventions tekst har samme
gyldighed. Ovenstående er konventionens autentiske tekst, behørigt vedtaget
af Den Internationale Arbejdsorganisations generalkonference under dens 76.
møde, der blev afholdt i Geneve og erklæret afsluttet den otteogtyvende juni
1989.
Til bekræftelse heraf har vi påført vore underskrifter i dag den
otteogtyvende juni 1989.
Konferencens præsident
J. L. NKOMO
Det Internationale Arbejdsbureaus
generaldirektør
MICHEL HANSENNE
Bilag 2
Erklæring i forbindelse med ratifikationen af ILO-konvention nr. 169 af
oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater
Vedrørende konventionens artikel 14 ønsker den danske regering at udtale
følgende:
1. I Danmark findes der kun et indfødt folk i konvention nr. 169's
betydning. Det drejer sig om den oprindelige befolkning i Grønland eller
Inuit. Ved lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands Hjemmestyre er der
indført et hjemmestyre for Grønland. Hjemmestyret består af en folkevalgt
forsamling. Landstinget, som vælges af den fastboende befolkning i Grønland,
og en politisk valgt ledelse, Landsstyret, som vælges af Landstinget. Det
fremgår af den nævnte hjemmestyrelov, at Grønland udgør et særligt
folkesamfund inden for det danske rige.
2. Ved lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands Hjemmestyre er der
åbnet mulighed for, at lovgivningskompetencen og administrationen på en lang
række retsområder kan overgå til det grønlandske hjemmestyre. Der er
efterfølgende ved aftaler mellem den danske regering og det grønlandske
hjemmestyre sket overførelse af lovgivningskompetence og administration på
bl.a. en række af de områder, som er omfattet af den foreliggende konvention.
3. Der har på intet tidspunkt været mulighed for at opnå ejendomsret til
jord i Grønland, hverken for fysiske eller juridiske personer.
4. Ejendomsretten til jord i Grønland er ordnet på en helt særlig måde,
som er traditionelt bestemt. De forskellige retlige og faktiske beføjelser,
som samlet udgør ejendomsretten, er delt mellem staten, Grønlands Hjemmestyre
og de enkelte grønlændere. Udgangspunktet er, at det offentlige - staten -
har ejendomsretten til Grønlands jord som sådan. Den daglige bestemmelsesret
over jorden i Grønland er imidlertid hos Grønlands Hjemmestyre, som bl.a. har
kompetencen til at træffe afgørelse om tildeling af brugsret til jord.
Grønlændere, som får tildelt en brugsret over jord i Grønland, har ret til at
opføre bygninger på det tildelte areal. Bygningerne kan i givet fald
pantsættes, ligesom de med Hjemmestyrets tilladelse kan overdrages sammen med
brugsretten til den jord, de ligger på.
Den ovenfor beskrevne retstilstand gælder for alle borgere i Grønland,
både den oprindelige grønlandske befolkning og tilflyttere. Retstilstanden er
endvidere som nævnt af meget gammel oprindelse, idet der aldrig har været
mulighed for, at enkeltpersoner kan få fuldstændig ejendomsret til jord i
Grønland. Der er således tale om en traditionsbestemt retstilstand, som har
meget lange historiske rødder i det grønlandske samfund, og som Grønlands
Hjemmestyre lægger afgørende vægt på bibeholdes.
5. Både den danske regering og det grønlandske hjemmestyre er på denne
baggrund af den opfattelse, at den ovenfor beskrevne retstilstand er
hensigtsmæssig og i overensstemmelse med konventionens artikel 14. Den nævnte
retstilstand i Grønland, hvorefter Hjemmestyret har den fulde bestemmelsesret
over jorden, tilgodeser således fuldt ud de hensyn, der ligger bag artikel
14, nemlig at den oprindelige befolknings bestemmelsesret over de områder, de
traditionelt besidder, bliver respekteret.
Hertil kommer, at konventionen pålægger de deltagende staters regeringer
en række forpligtelser, bl.a. med henblik på at sikre respekten for stamme-
og oprindelige folks sædvaner og traditioner. I det omfang, der kunne opstå
modstrid mellem en særbestemmelse som f.eks. artikel 14 i konventionen og
dette overordnede princip, er det den danske regerings opfattelse, at
respekten for disse folks sædvaner og traditioner er et så fundamentalt
princip, at der ikke kan gøres indskrænkning heri som følge af en
særbestemmelse i konventionen.
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af ILO-konvention nr. 169 af 28. juni 1989 vedrørende oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater Retsinformation · 22. oktober 1997
- Bekendtgørelse om Danmarks Ratifikation af den af den internationale Arbejdskonference under dens tredie Møde i Geneve fra den 25. Oktober- 19 November 1921 vedtagne internationale Konvention angående tvungen Lægeundersøgelse af Børn og Unge Mennesker, der arbejder om Bord paa Skibe. (* 1) Retsinformation · 6. juli 1938
- Bekendtgørelse om Danmarks Ratifikation af den af den internationale Arbejdskonference under dens 21. Møde i Geneve fra den 6. - 24. Oktober 1936 vedtagne internationale Konvention angaaende Minimumskrav i Henseende til faglig Duelighed hos Førere af og Officerer i Handelsskibe. (* 1) Retsinformation · 10. januar 1939
- Bekendtgørelse om Danmarks Tiltrædelse af en af den internationale Arbejdskonference i Geneve den 12. November 1921 vedtagen Konvention angaaende Landarbejderes Forsikring mod Ulykkestilfælde. (* 1) (* 2) Retsinformation · 4. juni 1923
- Bekendtgørelse af en af den internationale Arbejdskonference i Geneve 1925 vedtagen Konvention om ligeberettigelse for inden- og udenlandske Arbejdere i Henseende til Ulykkestilfælde, indtrufne under Arbejdet (* 1) (* 2) Retsinformation · 12. maj 1928
- Bekendtgørelse af en af den internationale Arbejdskonference i Geneve i Aaret 1921 vedtagne Konvention angaaende en ugentlig Hviledag i industrielle Virksomheder (* 1) (* 2) Retsinformation · 14. oktober 1935