Spring til indhold

Retsinformation

1994 BSF 31 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING FOLKETINGSBESLUTNING OM DANMARKS RATIFIKATION AF DEN AF DEN INTERNATIONALE ARBEJDSKONFERENCE I GENEVE I 1989 VEDTAGNE KONVENTION NR. 169 VEDRØRENDE OPRINDELIGE FOLK OG STAMMEFOLK I SELVSTÆNDIGE STATER

1994/1 BSF 31Beslutningsforslag som fremsatFolketinget15. december 1994

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget udtaler sin tilslutning til, at den af Den

Internationale Arbejdskonference i året 1989 vedtagne konvention nr.

169 vedrørende oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater

ratificeres med virkning for Kongeriget Danmark.

Oprindeligt fremsat forslag

Folketinget udtaler sin tilslutning til, at den af Den Internationale

Arbejdskonference i året 1989 vedtagne konvention nr. 169 vedrørende

oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater ratificeres med virkning

for Kongeriget Danmark.

Bemærkninger til forslaget til folketingsbeslutning

I. Almindelige bemærkninger

1. Baggrund

På Den 76. Internationale Arbejdskonference i Geneve i 1989 vedtoges den

som bilag 1 aftrykte konvention nr. 169 vedrørende oprindelige folk og

stammefolk i selvstændige stater.

Konvention nr. 169 er en revision af ILO's konvention nr. 107 fra 1957 om

beskyttelse og samfundsmæssig indpasning af indfødte og andre stamme- og

stammelignende befolkningsgrupper i uafhængige lande. Konvention nr. 107 har

været genstand for kritik, fordi den forudsætter, at den indfødte

befolkningsgruppe skal opgive sine karakteristika og lade sig integrere.

Danmark har ikke ratificeret konvention nr. 107, idet man efter

grundlovsændringen i 1953 anså grønlænderne som en ligestillet del af den

danske befolkning men dengang ikke tillige som en urbefolkning.

Ændringerne i den reviderede konvention vedrører primært to forhold, dels

anerkendelsen af betegnelsen »folk« (peoples) for de grupper, der i

den tidligere konvention betegnedes »populations«, og dels retten

for disse folk til udnyttelse af deres traditionelle landområder. Det

engelske ord »indigenous« har tidligere været oversat til

henholdsvis indfødte og urbefolkning, men er i konventionen nu oversat til

oprindelige folk.

Læs alt

Konvention nr. 169 der trådte i kraft den 5. september 1991 er november

1994 ratificeret af følgende lande: Bolivia, Colombia, Costa Rica, Mexico,

Norge, Paraguay og Peru.

Konventionens hovedsigte er at sikre respekt for de oprindelige folks

traditionelle livsform, herunder deres sociale, kulturelle, religiøse og

åndelige værdier.

Den oprindelige befolkning i Grønland, Inuit, er omfattet af konventionens

art. 1, hvorfor konventionens 44 artikler har betydning for Grønland.

Konventionen er generelt præget af, at den navnlig er beregnet på

oprindelige folk mv., som er i mindretal i det land, de bor i, og som derfor

har behov for beskyttelse gennem særlige retsgarantier.

Ved en forespørgselsdebat i Folketinget den 23. november 1993 om

opfølgningen på de oprindelige folks år, blev der fremsat forslag til

motiveret dagsorden (Dagsordensforslag nr. D 11). Forslaget der blev

enstemmigt vedtaget, opfordrer regeringen til bl.a. at sikre, at spørgsmålet

om ratifikation af ILO-konvention nr. 169 af 27. juni 1989 snarest afklares.

2. Grundlovens § 19 - Folketingets samtykke

En ratifikation af konventionen vil bl.a. indebære, at Danmark påtager sig

en folkeretlig bindende forpligtelse til at opretholde en retstilstand,

hvorefter den oprindelige grønlandske befolkning skal konsulteres, inden der

iværksættes eller tillades programmer vedrørende udforskning eller udnyttelse

af mineraler eller underjordiske ressourcer, jf. konventionens artikel 15. En

ratifikation vil endvidere indebære, at Danmark påtager sig en folkeretligt

bindende forpligtelse til at sikre den oprindelige grønlandske befolkning del

i udbyttet samt til at sikre den oprindelige grønlandske befolkning en

rimelig erstatning for enhver skade, der er en følge af den pågældende

virksomhed.

Det er regeringens vurdering, at visse af de forpligtelser, som Danmark

påtager sig ved en ratifikation af konvention nr. 169, efter grundlovens § 19

er af »større betydning«, og derfor skal forelægges for

Folketinget.

Regeringen finder, at konventionens kapitel II om rettigheder til

landområder ikke er til hinder for en dansk ratifikation, men at der skal

afgives en erklæring, der sendes til ILO sammen med ratifikationen af

konvention nr. 169. Erklæringen redegør for ejendomsretsbegrebet i Grønland,

og er optrykt som bilag 2.

3. Resolution

Til konventionen er knyttet en resolution om ILO-foranstaltninger

vedrørende oprindelige folk og stammefolk. Resolutionen er optrykt i

beretningen om Den 76. Internationale Arbejdskonference i 1989. Resolutionen

opfordrer regeringer, internationale organisationer og specielt ILO til at

opprioritere arbejdet med konsekvenserne af det på arbejdskonferencen

vedtagne og aktivt at støtte regeringer og oprindelige folk med at bringe

konventionens intentioner ud i livet. For så vidt angår nationale

foranstaltninger indeholder resolutionen følgende:

»1. Opfordrer medlemsstaterne til at overveje at ratificere den

reviderede konvention hurtigst mulig, at opfylde de forpligtelser, der er

fastlagt i konventionen, og at gennemføre dens bestemmelser på den mest

effektive måde.

2. Opfordrer regeringerne til at samarbejde i denne forbindelse med de

pågældende folks nationale og regionale organisationer og institutioner.

3. Opfordrer regeringerne og arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne

til at indgå en dialog med de pågældende folks organisationer og

institutioner om de mest hensigtsmæssige måder til at sikre gennemførelsen af

konventionen, og at udarbejde passende procedurer for konsultationer, der gør

det muligt for de oprindelige folk og stammefolk at udtrykke deres

synspunkter vedrørende alle aspekter af konventionen.

4. Opfordrer regeringer og arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne

til at fremme undervisningsprogrammer i samarbejde med de pågældende folks

organisationer og institutioner med henblik på at udbrede kendskabet til

konventionen inden for alle sektorer af det nationale samfund, herunder

programmer, der omfatter fx.:

a) materiale vedrørende konventionens indhold og målsætninger,

b) information med regelmæssige mellemrum om foranstaltninger, der træffes

til gennemførelse af konventionen,

c) seminarer med henblik på at fremme en bedre forståelse, ratifikation,

og effektiv gennemførelse af de normer, der er fastsat i konventionen.«

4. Foretagne høringer

Spørgsmålet om dansk ratifikation af konvention nr. 169 har været drøftet

i det faste ILO-udvalg, hvor arbejdsmarkedets parter er repræsenteret samt

været forelagt Grønlands Hjemmestyre og Justitsministeriet, Statsministeriet

og Udenrigsministeriet. Beslutningsforslaget har endvidere været til høring i

Grønlands Hjemmestyre, Færøernes Hjemmestyre, Statsministeriet,

Justitsministeriet, Udenrigsministeriet, Finansministeriet,

Erhvervsministeriet, Miljø- og Energiministeriet, Socialministeriet,

Sundhedsministeriet, Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening,

Amtsrådsforeningen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen

i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Akademikernes

Centralorganisation, FR-Fællesrepræsentationen, Sammenslutningen af

Landbrugets Arbejdsgiverforeninger og Finanssektorens Arbejdsgiverforening.

Grønlands Landsstyre har den 26. juli 1991 opfordret til, at Danmark

snarest muligt ratificerer konventionen. Grønlands Hjemmestyre finder, at der

ikke er noget i konventionen, som medfører lovændringer i forholdet mellem

Grønland og Danmark, idet Hjemmestyreloven på alle områder er mere vidtgående

end konventionen.

Det er Statsministeriets opfattelse, at under hensyntagen til, at

Hjemmestyret i skrivelse nr. 614 af 26. juli 1991 til Arbejdsministeriet har

opfordret til, at Danmark snarest muligt ratificerer konventionen, har

Statsministeriet intet at indvende mod en ratifikation af konventionen.

Statsministeriet har i denne forbindelse bemærket sig, at hjemmestyret har

tilkendegivet, at hjemmestyret ikke mener, at der er noget i konventionen,

som nødvendiggør lovændringer i forholdet mellem Danmark og Grønland.

Justitsministeriet og Udenrigsministeriet finder, at der ved vurderingen

af, om retstilstanden i Grønland må antages at være i overensstemmelse med

ILO-konventionen, herunder konventionens art. 14, må lægges afgørende vægt

på, at den gældende retstilstand tilgodeser de reale hensyn, der ligger bag

konventionen.

5. Økonomiske konsekvenser

Ved en ratifikation af konventionen vil Danmark påtage sig en række

forpligtelser dels til at foretage foranstaltninger, der skal sikre de

berørte befolkningsgrupper en række rettigheder (bl.a. artiklerne 2, 4, 20,

22, 26, 30 og 33) og dels til at foretage undersøgelser på en række områder

af de berørte befolkningsgruppers livsvilkår m.v. (bl.a art. 7, stk. 3).

Rigsmyndighederne forpligter sig ikke til at træffe særlige

foranstaltninger på de sagsområder, der er overtaget af Hjemmestyret.

Konventionens bestemmelser er overvejende omfattet af Grønlands Hjemmestyre,

og forslaget vil derfor ikke i disse sammenhænge have økonomiske konsekvenser

for rigsmyndighederne. Det bemærkes i den forbindelse, at det under alle

omstændigheder er Danmark, der er folkeretligt forpligtet til at sørge for at

konventionens bestemmelser bliver overholdt.

6. Indstilling

Siden Danmarks indtræden som medlem af Den Internationale

Arbejdsorganisation ved dennes oprettelse i 1919 har det været betragtet som

en naturlig konsekvens af medlemskabet, at de på arbejdskonferencerne

vedtagne konventioner søges ratificeret i det omfang, lovgivning og praksis

opfylder konventionernes krav samt at lovgivning og praksis søges bragt i

overensstemmelse med konventionernes principper.

Regeringen skal på denne baggrund indstille, at Danmark ratificerer

konvention nr. 169 med virkning overalt i Kongeriget Danmark. Regeringen

lægger herved vægt på, at Grønland ønsker at konventionen skal gælde for

Grønland.

II. Grønland

1. Hjemmestyreordningen

Hjemmestyreordningen for Grønland bygger på rigsfællesskabets

opretholdelse, hvilket indebærer, at Grønland forbliver en del af Danmarks

rige for hvilken grundloven gælder. Som følge heraf ligger kompetencen til at

varetage relationerne til udlandet, herunder indgåelse og ratifikation af

traktater, hos rigsmyndighederne, jf. hjemmestyrelovens § 11.

Ved hjemmestyreloven, lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands

Hjemmestyre, har Folketinget overdraget lovgivende og administrative

beføjelser til de grønlandske myndigheder. Hjemmestyreloven bestemmer, at de

områder, der er anført i et bilag til loven, kan overføres til Hjemmestyrets

kompetence. Alle de i Hjemmestyrelovens bilag anførte områder er overført til

Hjemmestyrets kompetence. De væsentligste områder, som alle er omfattet af

konvention nr. 169, er Grønlands styrelsesordning, jf. konventions art. 6,

skat, jf. art. 6, erhvervsforhold, herunder fiskeri og jagt, jf. art. 15,

stk. 1 og 23, undervisning og kultur, jf. art. 5, 21,22 og 26-31,

socialvæsen, jf. art. 24, arbejdsmarkedsforhold, jf. art. 20,

landsplanlægning/arealanvendelse, jf. art. 12, 14 og 17, miljøbeskyttelse,

jf. art. 7 og sundhedsvæsen, jf. art. 25.

På de sagsområder, der er overtaget af Hjemmestyret, foretages den interne

gennemførelse i Grønland af internationale aftaler, som er indgået af

rigsmyndighederne, af Hjemmestyret. Hjemmestyret er undergivet de

forpligtelser, der til enhver tid følger af sådanne aftaler, jf.

Hjemmestyrelovens § 10, stk. 1.

I det omfang, der i konventionen stilles krav med hensyn til indholdet af

foranstaltninger på sagsområder, der er overtaget af Hjemmestyret, bliver

Hjemmestyret ved en ratifikation af konventionen forpligtet til i sin

regelfastsættelse og administration af området at opfylde konventionens

bestemmelser, uanset at Hjemmestyret efter hjemmestyrelovgivningen, herunder

bemyndigelseslovene, ikke er undergivet sådanne begrænsninger. Som eksempel

herpå kan nævnes bestemmelserne i konventionens art. 3 om ligestilling mellem

mænd og kvinder, art. 20. stk. 2a. om adgang til beskæftigelse og kap. V om

indretningen af sundhedsvæsenet.

2. Rettigheder til landområder

Art. 14 og 15 vedrører spørgsmålet om landområder. Disse artikler har

givet anledning til fortolkningstvivl.

Hjemmestyrelovens § 8, stk. 1, fastslår, at »den fastboende

befolkning i Grønland har grundlæggende rettigheder til Grønlands naturgivne

ressourcer«.

Den gældende retstilstand i Grønland giver ikke mulighed for, at borgerne

kan eje jord.

2.a. Art. 14

Det er Justitsministeriets opfattelse, at det må antages, at jorden i

Grønland formentlig tilhører den danske stat, idet dog Grønlands Hjemmestyre

har den daglige bestemmelsesret over jorden. Hjemmestyrets myndigheder kan

således tildele brugsret til jord til personer eller selskaber i form af de

såkaldte arealtildelinger. En sådan arealtildeling gives af henholdsvis

kommunalbestyrelsen og Landsstyret. På denne jord kan den, der har fået

arealet tildelt, opføre en bygning i overensstemmelse med de vilkår, som er

fastlagt i arealtildelingsafgørelsen. I de gældende regler om arealtildeling

(Landstingsforordningen nr. 6 af 19. december 1986 med senere ændringer,

senest landstingsforordning nr. 17 af 30. oktober 1992, om arealanvendelse og

planlægning. Den bagvedliggende danske bemyndigelseslov er lov nr. 612 af 23.

december 1980 med senere ændringer om arealudvikling, byudvikling og

bebyggelse) findes der ikke bestemmelser, der særligt tilgodeser personer

eller befolkningsgrupper, som traditionelt har haft en råderet over et givet

område.

Der må efter Justitsministeriets opfattelse lægges afgørende vægt på, at

de reale hensyn, der ligger bag konventionens artikel 14, nemlig de

oprindelige folks bestemmelsesret over de områder, de traditionelt råder

over, er tilgodeset gennem den bestående ordning i Grønland. På denne

baggrund finder Justitsministeriet, at det er forsvarligt, at konventionen

ratificeres fra dansk side under afgivelse af en samtidig erklæring, hvori

den gældende retstilstand for så vidt angår ejendomsretten til jorden i

Grønland.

Bestemmelsen i artikel 14 i konvention nr. 169 har også givet anledning

til indgående overvejelser og diskussion i andre af de nordiske lande.

Norge har fundet, at samernes særligt beskyttede brugsret over de områder,

de traditionelt anvender, lever op til kravet om en anerkendelse af »the

right of ownership and possession«. Norge har på den baggrund

ratificeret konventionen.

Sverige har anlagt en fortolkning af artikel 14, hvorefter bestemmelsen

stiller krav om en anerkendelse af en egentlig ejendomsret for de oprindelige

folk til de områder, de traditionelt råder over. Sverige har af denne grund

fundet ikke at kunne ratificere konventionen.

Dette er baggrunden for, at regeringen i forbindelse med en dansk

ratifikation af konventionen vil afgive en erklæring om artikel 14.

2. b. Art. 15

Lov nr. 335 af 6. juni 1991 om mineralske råstoffer i Grønland som ændret

ved lov nr. 1074 af 22. december 1993 regulerer forundersøgelser,

efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland.

Det fremgår af lovens §§ 3, 6 og 7, at Miljø- og energiministeren kan

meddele tilladelse til forundersøgelse samt tilladelse med eneret

(koncession) til efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer i

Grønland, såfremt der foreligger aftale herom mellem regeringen og Grønlands

landsstyre.

Det fremgår endvidere af lovens § 22, at bl.a. offentlige indtægter fra

konkrete koncessionsforhold og indtægter ved beskatning i Danmark og Grønland

af selskaber, der er koncessionshavere, skal deles med halvdelen til staten

og halvdelen til Hjemmestyret for så vidt angår en indtægt på op til 500

millioner kr. årligt. Fordelingen af indtægter herudover vil blive fastsat

ved lov.

Det er med de nævnte lovbestemmelser sikret, at Grønlands Hjemmestyre har

en afgørende indflydelse på udnyttelsen af de mineralske råstoffer i

Grønland, ligesom det er sikret, at en del af overskuddet tilfalder den

fastboende befolkning i Grønland.

Imidlertid findes der ikke i den gældende lovgivning bestemmelser, der

nærmere fastlægger, hvilke personer der er grønlændere. For så vidt angår

spørgsmålet om, hvem der udgør den grønlandske befolkning, bestemmes det

således i lov om Grønlands Hjemmestyre alene, at de forskellige rettigheder

tilkommer den i Grønland fastboende befolkning. Der skelnes med andre ord

ikke mellem dem, der nedstammer fra den oprindelige befolkning, og andre

fastboende danske statsborgere, som senere er flyttet til Grønland, eller som

nedstammer fra tilflyttere.

Justitsministeriet finder, at på nuværende tidspunkt, hvor den oprindelige

befolkning udgør et meget klart flertal af den grønlandske befolkning, må det

ud fra en samlet vurdering kunne antages, at den danske lovgivning opfylder

de krav, som kræves for at leve op til konventionens bestemmelser.

3. Ratifikation med virkning for Grønland

Konventionens titel og artikel 1 fastslår, at konventionen finder

anvendelse på oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater.

Ifølge grundlovens § 1 gælder grundloven for alle dele af Danmarks rige.

Bestemmelsen blev indsat ved grundlovsrevisionen i 1953 for at tilkendegive,

at Grønland, der tidligere - i henhold til FN's kriterier - havde haft status

som koloni, er en ligestillet del af riget. Spørgsmålet om Danmark kan

ratificere konventionen med virkning for Grønland, der ikke er en selvstændig

stat, har Arbejdsministeriet forelagt ILO. ILO har svaret følgende: »der

er ikke noget til hinder for at Danmark ratificerer konventionen vedrørende

oprindelige folk og stammefolk (nr. 169) med virkning for Grønland. Det er

ikke nødvendigt, at meddelelsen om ratifikation indeholder nogen særlig

erklæring, bortset fra at regeringen forpligter sig til at anvende

konventionen, over alt i Kongeriget Danmark«. Dette indebærer, at for at

Grønland kan blive omfattet af konventionen, skal Danmark ratificere

konventionen så den finder anvendelse overalt i Kongeriget Danmark.

III. Færøerne

Hovedparten af de af konventionen anførte forhold er ifølge lov nr. 137 af

23. marts 1948 om Færøernes Hjemmestyre et færøsk særanliggende. Da der ikke

er oprindelige folk og stammefolk på Færøerne, kan Danmark ratificere

konventionen uden forbehold for Færøerne.

En dansk ratifikation af konventionen kan finde sted, uden at det vil være

nødvendigt at foretage lovændringer.

IV. Konventionens indhold

Angående konventionens enkelte bestemmelser bemærkes følgende:

I præamblen kræves det, at de oprindelige folks livsform og økonomiske

udvikling m.v.og disse folks ønsker om at fastholde og udvikle deres

identitet, sprog og religion skal anerkendes, og det konstateres bl.a., at

disse folks love, værdier, sædvaner og anskuelser ofte er blevet undergravet.

Kapitel I

Generel politik

Art. 1-12 indeholder bestemmelser om generel politik, herunder

konventionens anvendelsesområde og regeringernes ansvar.

I henhold til art. 1 , finder konventionen anvendelse på følgende

befolkningsgrupper: a) stammefolk i selvstændige lande, hvis sociale,

kulturelle og økonomiske forhold adskiller dem fra andre dele af det

nationale samfund, og hvis status reguleres helt eller delvist af deres egne

sædvaner eller traditioner eller af særlige love eller forskrifter, b) folk i

selvstændige lande, der betragtes som oprindelige folk på grund af deres

nedstamning fra folk, som beboede landet eller en geografisk region, som

landet tilhører, på tidspunktet for erobring eller kolonisering eller

oprettelse af de nuværende statsgrænser, og som uanset deres juridiske

status, opretholder nogle af eller alle deres egne sociale, økonomiske,

kulturelle og politiske institutioner.

Efter art. 2 er det regeringerne, der har ansvaret for at

iværksætte en koordineret og systematisk indsats for at beskytte de

oprindeliges folks rettigheder, og garantere dem respekten for deres

integritet. Dette skal ske i samarbejde med de oprindelige folk, således at

de får samme rettigheder som gives til andre borgere i landene. De

oprindelige folks og stammefolks sociale, økonomiske og kulturelle

rettigheder skal gennemføres med respekt for deres sociale og kulturelle

identitet, deres sædvaner og traditioner og deres institutioner. Endelig skal

regeringerne bistå medlemmerne af de pågældende folk med at eliminere

socio-økonomiske forskelle, der måtte bestå mellem oprindelige folk og andre

medlemmer af det nationale samfund, på en måde, der er i overensstemmelse med

deres ønsker og livsform (artikel 2.c).

Ifølge art. 3 skal oprindelige folk og stammefolk nyde godt af

menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder uden hindring eller

diskrimination. Konventionens bestemmelser skal også finde anvendelse uden

diskrimination på mandlige og kvindelige medlemmer af disse folk.

Art. 4 fastslår, at der efter behov skal vedtages særlige

foranstaltninger med henblik på at sikre individer blandt de pågældende folk

samt deres institutioner, formuegoder, arbejde, kulturer og miljø.

Art. 5 fastslår at ved gennemførelsen af konventionens

bestemmelser, skal disse folks sociale, kulturelle, religiøse og åndelige

værdier og skikke anerkendes og beskyttes.

Det fremgår af art. 6, at regeringerne skal konsultere de

pågældende folk, når man overvejer lovgivningsmæssige eller administrative

foranstaltninger, der berører dem direkte.

Efter art. 6 c, skal konsultationer i forbindelse med

gennemførelsen af konventionen finde sted i god tro og i en form, der er

afpasset omstændighederne, med den målsætning at opnå enighed om eller

samtykke til de foreslåede foranstaltninger.

I indledningen til art 7 , fastslås det, at de berørte folk skal

have ret til at fastsætte deres egne prioriteter i forbindelse med

udviklingsprocessen.

Det fastslås i art 8, stk. 1, at de kontraherende parter ved

anvendelsen af nationale love og forskrifter har pligt til at tage behørigt

hensyn til de berørte folks sædvaner og sædvaneretlige regler. I stk. 2

udbygges dette med at fastslå, at disse folk skal have ret til at bevare

deres egne sædvaner og institutioner.

Art. 9 og 10 omhandler sanktioner mod lovovertrædelser, og det

understreges, at de metoder, som sædvanemæssigt praktiseres af de berørte

folk, skal respekteres. Myndigheder og domstole, der behandler sådanne sager,

skal tage disse folks sædvaner i betragtning. Der skal tages hensyn til deres

økonomiske, sociale og kulturelle karakteristika, og det anbefales at andre

straffemetoder end fængselsstraf bør foretrækkes.

Art. 11 fastslår, at tvungne personlige tjenesteydelser skal være

forbudt og straffes i henhold til gældende lov, undtagen hvor sådanne er

fastsat ved lov for alle borgere.

Efter art.12 skal de pågældende folk sikres mod misbrug af deres

rettigheder, og der skal kunne anlægges retssag med henblik på beskyttelse af

disse rettigheder. Det skal sikres, at disse folk kan forstå og selv blive

forstået i forbindelse med sådanne retssager.

Kapitel II

Rettigheder til fast ejendom

Konventionens artikler 13-19 handler om rettigheder til

landområder.

Art. 13 understreger i relation til landområder og territorier, at

regeringerne skal respektere de berørte folks forhold og særligt skal

respektere de kollektive aspekter af dette forhold.

I art. 14 nævnes spørgsmålet om rettigheder til landområder. Det

fastslås, at de berørte folks ret til at eje og besidde de landområder, som

de traditionelt råder over, skal anerkendes. Hvor det er hensigtsmæssigt,

skal det sikres, at de får ret til at udnytte landområder, som de

traditionelt har haft adgang til, hvilket specielt er en ret, der tilgodeser

vilkårene for nomadefolk og omvandrende jorddyrkere. Regeringerne skal tage

de skridt, der er nødvendige, med henblik på at identificere de landområder,

som de pågældende folk traditionelt besidder, og garantere en effektiv

beskyttelse af deres ejendoms- og besiddelsesrettigheder.

Art. 15 fastslår, at de berørte folk skal have en særligt

beskyttet ret til at deltage i anvendelsen, forvaltningen og bevaringen af de

råstoffer, som befinder sig på deres landområder. Det bestemmes endvidere, at

såfremt staten beholder retten til mineralske råstoffer, underjordiske

ressourcer eller andre råstoffer, som vedrører de berørte folks landområder,

skal der etableres, eller opretholdes procedurer, hvorefter de berørte folk

bliver konsulteret med hensyn til, om en påtænkt udnyttelse af ressoucerne

vil være i strid med deres interesser. En sådan konsultation skal finde sted,

før en sådan efterforskning eller udvinding må påbegyndes.

Der stilles endvidere krav om, at de pågældende folk så vidt muligt skal

have andel i de fordele, som en sådan aktivitet måtte føre med sig, ligesom

de skal have en rimelig erstatning for de skader, som aktiviteterne måtte

indebære.

Art. 16 omhandler retningslinier i de tilfælde, hvor det

undtagelsesvis findes at være nødvendigt at flytte de pågældende folk fra de

landområder, som de besidder. Personer, der er blevet flyttet, skal have fuld

erstatning for ethvert tab eller skade som følge heraf.

Art. 17 understreger, at de procedurer vedrørende overdragelse af

rettigheder til landarealer, som anvendes af disse folk, skal respekteres,

hvortil kommer, at der skal tages forholdsregler for at forhindre, at de

oprindelige folks sædvaner udnyttes af andre.

Efter art. 18 skal der ved lov fastsættes passende sanktioner for

ulovlig indtrængen på eller udnyttelse af de pågældende folks landområder.

Der skal fastsættes foranstaltninger for at forhindre sådanne overgreb.

Art. 19 fastslår at nationale landbrugsprogrammer skal sikre disse

folk en behandling, som gives andre sektorer af befolkningen.

Kapitel III

Ansættelse og arbejdsvilkår

Art. 20 vedrører ansættelse og arbejdsvilkår. Regeringerne skal

gøre alt, hvad der er muligt, for at forhindre enhver diskrimination mellem

arbejdstagere, der tilhører de pågældende folk, og andre arbejdstagere med

hensyn til bl.a. beskæftigelse, ligeløn, lægehjælp og social bistand,

foreningsfrihed og ret til at indgå kollektive overenskomster. Der skal

træffes foranstaltninger der bl.a. sikrer, at disse folk ikke udsættes for

tvangsarbejde eller arbejdsvilkår, der er skadelige for deres helbred. Der

skal lægges vægt på oprettelse af passende arbejdstilsynsmyndigheder.

Kapitel IV

Erhvervsuddannelse, håndværk og landbrugsindustri

Art. 21-23 omhandler erhvervsuddannelse, håndværk og landerhverv.

Hvor det er muligt, skal disse folk gradvist overtage ansvaret for

tilrettelæggelsen og gennemførelsen af særlige uddannelsesprogrammer. Der

skal efter anmodning stilles passende teknisk og økonomisk bistand til

rådighed.

Kapitel V

Social sikring og sundhed

Efter Art. 24 og 25 skal sociale sikringsordninger udvides til at

omfatte de pågældende folk, og regeringerne skal sikre, at der stilles et

passende sundhedsvæsen til rådighed.

Kapitel VI

Uddannelse og kommunikationsmidler

Art. 26-31 indeholder bestemmelser om, at de pågældende folk skal

have mulighed for at opnå uddannelse på linie med resten af det nationale

samfund.

Efter art. 27, 3 , skal regeringerne anerkende disse folks ret til

at oprette deres egne uddannelsesinstitutioner, og der skal stilles passende

ressourcer til rådighed.

Ifølge art. 28 skal de pågældende folks børn lære at læse og skrive

på deres eget oprindelige sprog eller det sprog, der mest almindeligt

anvendes af den gruppe, som de tilhører.

Kapitel VII

Kontakter og samarbejde over landegrænser

Regeringerne skal efter art. 32 træffe passende foranstaltninger

med henblik på at fremme kontakter og samarbejde mellem oprindelige folk og

stammefolk hen over landegrænserne.

Kapitel VIII

Administration

Artikel 33 fastsætter, at den regeringsmyndighed, der er ansvarlig

for de spørgsmål, der er omfattet af denne konvention, skal sikre, at der

findes organer og andre passende mekanismer med henblik på administration af

de programmer, der berører de pågældende folk, og skal sikre, at de har de

nødvendige midler til en passende opfølgning af de opgaver som de pålægges.

Kapitel IX

Almindelige bestemmelser

Ifølge art. 34 skal arten og omfanget af foranstaltninger for at

gennemføre konventionen fastsættes under hensyntagen til de særlige forhold,

der gælder i det enkelte land.

Det fremgår af art. 35, at de rettigheder og goder, som de

pågældende folk måtte nyde i henhold til andre konventioner og henstillinger,

internationale instrumenter, traktater, national lovgivning, retspraksis,

sædvane eller aftaler ikke præjudiceres af konventionens bestemmelser.

Kapitel X

Afsluttende bestemmelser

Art. 36 - 44 indeholder sædvanlige bestemmelser om konventionens

indregistrering, ikrafttræden, offentliggørelse, opsigelse m.v.

Det fremgår af art. 38 , at konventionen træder i kraft et år efter

den dato, da to medlemsstaters ratifikation er blevet indregistreret. Efter

Norges og Mexicos ratifikation trådte konventionen i kraft den 5. september

1991.

Bilag 1

Oversættelse

KONVENTION NR. 169 VEDRØRENDE OPRINDELIGE FOLK OG STAMMEFOLK I

SELVSTÆNDIGE STATER

Den Internationale Arbejdsorganisations generalkonference, der er

blevet sammenkaldt i Geneve af Det Internationale Arbejdsbureaus

Styrelsesråd, og som den 7. juni 1989 er trådt sammen til sin 76.

samling og

der noterer sig de internationale normer, der er indeholdt i konventionen

og henstillingen om oprindelige folk og stammebefolkninger, 1957, og

som henviser til bestemmelserne i Verdenserklæringen om

menneskerettigheder, den internationale konvention vedrørende økonomiske,

sociale og kulturelle rettigheder, den internationale konvention vedrørende

civile og politiske rettigheder, og de mange internationale instrumenter

vedrørende forebyggelse af diskrimination,

som finder, at den udvikling, der har fundet sted i international ret

siden 1957, samt udviklingen i situationen for oprindelige folk og stammefolk

i alle områder i verden, har gjort det hensigtsmæssigt at vedtage nye

internationale normer vedrørende dette spørgsmål med henblik på at fjerne

tidligere normers orientering henimod assimilation, og

der anerkender disse folks ønske om at udøve kontrol over deres egne

institutioner, livsform og økonomisk udvikling og om at fastholde og udvikle

deres identitet, sprog og religion, inden for rammerne af de stater, i hvilke

de bor, og

som noterer sig, at disse folk i mange dele af verden ikke er i stand til

at nyde godt af de grundlæggende menneskerettigheder i samme grad som resten

af befolkningen i de stater, i hvilke de bor, og at deres love, værdier,

sædvaner og anskuelser ofte er blevet undergravet, og der henleder

opmærksomheden på oprindelige folks og stammefolks særlige bidrag til

menneskehedens kulturelle mangfoldighed og sociale og økologiske harmoni og

til internationalt samarbejde og forståelse, og

der noterer sig, at nedenstående bestemmelser er blevet udformet i

samarbejde med De Forenede Nationer, FAO, UNESCO, WHO, samt med

Inter-American Indian Institute, på passende niveauer og inden for disse

institutioners respektive områder, og at det foreslås at fortsætte dette

samarbejde med henblik på at fremme og sikre gennemførelsen af disse

bestemmelser, og

der har besluttet at vedtage visse forslag med hensyn til en delvis

revision af konventionen om oprindelige folk og stammebefolkninger, 1957 (nr.

107), hvilket spørgsmål er optaget som punkt 4 på samlingens dagsorden, og

der har besluttet, at disse forslag skal tage form af en international

konvention, der reviderer konventionen om beskyttelse og samfundsmæssig

indpasning af oprindelige folk og andre stamme- og stammelignende

befolkningsgrupper i uafhængige lande, 1957,

vedtager i dag den 27. juni 1989 følgende konvention, der kan betegnes

konventionen om oprindelige folk og stammefolk, 1989:

Kapitel I

Generel politik

Artikel 1

1. Denne konvention finder anvendelse på:

a) stammefolk i selvstændige lande, hvis sociale, kulturelle og økonomiske

forhold adskiller dem fra andre dele af det nationale samfund, og hvis status

reguleres helt eller delvis af deres egne sædvaner eller traditioner eller af

særlige love eller forskrifter,

b) folk i selvstændige lande, der betragtes som tilhørende et oprindeligt

folk, på grund af deres nedstamning fra folk, som beboede landet eller en

geografisk region, som landet tilhører, på tidspunktet for erobring eller

kolonisering eller oprettelse af de nuværende statsgrænser og som, uanset

deres juridiske status, opretholder nogle af eller alle deres egne sociale,

økonomiske, kulturelle og politiske institutioner.

2. Identificering af sig selv som tilhørende et oprindeligt folk eller en

stamme skal betragtes som et grundlæggende kriterium for fastsættelse af de

grupper, som bestemmelserne i denne konvention finder anvendelse på.

3. Anvendelsen af udtrykket »folk« i denne konvention skal ikke

fortolkes som havende konsekvenser for så vidt angår rettigheder, der måtte

være knyttet til dette udtryk i henhold tilfolkeretten.

Artikel 2

1. Regeringerne har ansvar for - i samarbejde med de pågældende folk - at

iværksætte en koordineret og systematisk indsats med henblik på at beskytte

disse folks rettigheder og at garantere respekten for deres integritet.

2. En sådan indsats skal omfatte følgende foranstaltninger med henblik på:

a) at sikre, at medlemmer af disse folk på lige fod nyder godt af de

rettigheder og muligheder, som nationale love og forskrifter giver andre

medlemmer af befolkningen,

b) at fremme den fulde gennemførelse af sociale, økonomiske og kulturelle

rettigheder for disse folk med respekt af deres sociale og kulturelle

identitet, deres sædvaner og traditioner og deres institutioner,

c) at bistå medlemmerne af de pågældende folk med at eliminere

socio-økonomiske forskelle, der måtte bestå mellem oprindelige folk og andre

medlemmer af det nationale samfund, på en måde, der er i overensstemmelse med

deres ønsker og livsform.

Artikel 3

1. Oprindelige folk og stammefolk skal i fuldt mål nyde godt af

menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder uden hindring eller

diskrimination. Bestemmelserne i denne konvention skal finde anvendelse uden

diskrimination på mandlige og kvindelige medlemmer af disse folk.

2. Der må ikke udøves nogen form for magt eller tvang i strid med de

pågældende folks menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

herunder rettigheder i henhold til denne konvention.

Artikel 4

1. Der skal, efter behov, vedtages særlige foranstaltninger med henblik på

at sikre enkeltpersoner blandt de pågældende folk samt deres institutioner,

formuegoder, arbejde, kultur og miljø.

2. Sådanne særlige foranstaltninger må ikke være i modstrid med de

pågældende folks frit udtrykte ønsker.

3. Nydelsen af de generelle rettigheder, som er forbundet med

statsborgerskab, må ikke begrænses på nogen måde gennem sådanne særlige

foranstaltninger.

Artikel 5

I forbindelse med gennemførelsen af denne konventions bestemmelser:

a) skal disse folks sociale, kulturelle, religiøse og åndelige værdier og

skikke anerkendes og beskyttes, og der skal tages behørigt hensyn til

karakteren af de problemer, som de står over for, både som grupper og som

enkeltpersoner,

b) skal integriteten af disse folks værdier, skikke og institutioner

respekteres,

c) skal der under inddragelse af og i samarbejde med de berørte folk

vedtages foranstaltninger med henblik på at afbøde de vanskeligheder, som

disse folk møder, når de står over for nye leve- og arbejdsvilkår.

Artikel 6

1. Ved gennemførelserne af bestemmelsen i denne konvention, skal

regeringerne:

a) konsultere de pågældende folk, gennem passende procedurer og særlig

gennem deres repræsentative institutioner, når man overvejer

lovgivningsmæssige eller administrative foranstaltninger, der kan berøre dem

direkte,

b) gennemføre foranstaltninger, der sikrer, at disse folk frit kan deltage

- i mindst samme omfang som andre sektorer i befolkningen - på alle niveauer

i beslutningsprocessen i administrative, folkevalgte og andre organer, der er

ansvarlige for politikker og programmer, der vedrører dem,

c) gennemføre foranstaltninger for fuld udvikling af disse folks egne

institutioner og initiativer og, hvor det er hensigtsmæssigt, stille de

nødvendige ressourcer til rådighed til dette formål.

2. Konsultationer, der gennemføres i forbindelse med gennemførelsen

af denne konvention, skal finde sted i god tro og i en form, der er

afpasset omstændighederne, med den målsætning at opnå enighed om

eller samtykke til de foreslåede foranstaltninger.

Artikel 7

1. De pågældende folk skal have ret til at fastsætte deres egne

prioriteringer i forbindelse med udviklingsprocessen, i det omfang den

berører deres liv, tro, institutioner og åndelig velfærd og de landområder,

som de besidder eller, over på anden måde anvender, og til at udøve kontrol,

i videst muligt omfang, over deres egen økonomiske, sociale og kulturelle

udvikling. Desuden skal de deltage i formulering, gennemførelse og evaluering

af planer og programmer vedrørende national og regional udvikling, der kan

berøre dem direkte.

2. Forbedring af arbejds- og levevilkår og af sundheds- og

uddannelsesniveauet for de pågældende folk skal - med inddragelse af og i

samarbejde med dem - have en høj prioritet i planer for generel økonomisk

udvikling i de områder, de bor i. Særlige projekter for udvikling af de

pågældende områder skal udformes på en sådan måde, at de fremmer en sådan

for-bedring.

3. Regeringerne skal sikre, at der, hvor det er hensigtsmæssigt,

gennemføres undersøgelser, i samarbejde med de pågældende folk, med henblik

på at vurdere de sociale, åndelige, kulturelle og miljømæssige konsekvenser

for dem af planlagte udviklingsaktiviteter. Resultaterne af disse

undersøgelser skal betragtes som grundlæggende kriterier for gennemførelsen

af disse aktiviteter.

4. Regeringerne skal, i samarbejde med de pågældende folk, træffe

foranstaltninger med henblik på at beskytte og bevare miljøet i de områder,

de bor i.

Artikel 8

1. Ved anvendelse af nationale love og forskrifter over for de berørte

folk skal der tages behørigt hensyn til deres sædvaner og sædvaneretlige

regler.

2. Disse folk skal have ret til at bevare egne sædvaner og institutioner,

hvor disse ikke er i strid med grundlæggende rettigheder, som defineret i det

nationale retssystem, og med internationalt anerkendte menneskerettigheder.

Der skal oprettes procedurer, i det omfang det er nødvendigt, med henblik på

at løse konflikter, som måtte opstå i forbindelse med anvendelsen af dette

princip.

3. Anvendelsen af denne artikels stk. 1 og 2 skal ikke hindre medlemmer af

disse folk i at udøve rettigheder, som alle borgere har og i at påtage sig de

dertil svarende pligter.

Artikel 9

1. I det omfang, det er foreneligt med det nationale retssystem og

internationalt anerkendte menneskerettigheder, skal de metoder, der

sædvanemæssigt praktiseres af de pågældende folk med hensyn til sanktioner

mod lovovertrædelser begået af deres medlemmer, respekteres.

2. Disse folks sædvaner med hensyn til straffesager, skal tages i

betragtning af de myndigheder og domstole, der behandler sådanne sager.

Artikel 10

1. Når medlemmer af disse folk idømmes en straf i henhold til den

generelle lovgivning, skal der tages hensyn til deres økonomiske, sociale og

kulturelle karakteristika.

2. Andre straffemetoder end fængselsstraf bør foretrækkes.

Artikel 11

Krav om, at medlemmer af de pågældende folk skal udføre tvungne personlige

tjenesteydelser i nogen form, uanset om der sker betaling herfor eller ej,

skal forbydes og gøres strafbart i henhold til gældende lov, undtagen i

detilfælde, hvor noget sådant er fastsat ved lovfor alle borgere.

Artikel 12

De pågældende folk skal sikres mod misbrug af deres rettigheder og skal

kunne anlægge retssag, enten individuelt eller gennem deres repræsentative

organer, med henblik på en effektiv beskyttelse af disse rettigheder. Der

skal træffes foranstaltninger med henblik på at sikre, at medlemmer af disse

folk kan forstå og selv blive forstået i forbindelse med sådanne retssager,

om nødvendigt gennem tilvejebringelse af tolkning eller på anden effektiv

måde.

Kapitel II

Landområder

Artikel 13

1. I forbindelse med anvendelsen af bestemmelserne i dette kapitel i

konventionen skal regeringerne respektere den særlige betydning

for de pågældende folks kultur og åndelige værdier af deres forhold

til de landområder og/eller territorier, som de besidder eller på

anden måde udnytter, og især de kollektive aspekter af dette forhold.

2. Anvendelsen af udtrykket »landområder« i artikel 15 og 16

omfatter begrebet »territorier«, der dækker det samlede miljø i de

områder, hvor de berørte folk bor eller som de på anden måde udnytter.

Artikel 14

1. De pågældende folks ret til at eje og besidde de landområder, som de

traditionelt råder over, skal anerkendes. Desuden skal der, hvor det er

hensigtsmæssigt, træffes foranstaltninger med henblik på at sikre de

pågældende folks ret til at udnytte landområder, der ikke udelukkende

besiddes af dem, men hvortil de traditionelt har haft adgang til at skaffe

sig deres udkomme og udøve traditionelle aktiviteter. Der bør i denne

forbindelse særlig tages hensyn til situationen for nomadefolk og omvandrende

jord-brugere.

2. Regeringerne skal tage de skridt, der er nødvendige, med henblik på at

identificere de landområder, som de pågældende folk traditionelt besidder, og

garantere en effektiv beskyttelse af deres ejendoms- og

besiddelsesrettigheder.

3. Der skal indføres passende procedurer inden for det nationale

retssystem med henblik på at afgøre krav om landområder fra de pågældende

folk.

Artikel 15

1. De pågældende folks ret til naturressourcer i forbindelse med deres

landområder skal særligt sikres. Disse rettigheder omfatter disse folks ret

til at deltage i udnyttelsen, forvaltningen og bevaringen af disse

ressourcer.

2. I tilfælde, hvor staten bevarer ejendomsretten til mineraler eller

underjordiske ressourcer eller rettigheder til andre ressourcer i forbindelse

med landområder, skal regeringerne indføre eller opretholde procedurer for

konsultation af disse folk, med henblik på at fastslå, om og i hvilket omfang

deres interesser vil lide skade, før de iværksætter eller tillader programmer

vedrørende udforskning eller udnyttelse af sådanne ressourcer i forbindelse

med deres landområder. De pågældende folk skal, hvor det er muligt, have del

i udbyttet af en sådan virksomhed og skal modtage en rimelig erstatning for

enhver skade, som de måtte lide som resultat af en sådan virksomhed.

Artikel 16

1. Med forbehold af de følgende stykker i denne artikel skal de pågældende

folk ikke kunne fjernes fra de landområder, som de besidder.

2. Hvor flytning af disse folk undtagelsesvis findes at være nødvendig,

skal en sådan flytning kun finde sted med deres frie og informerede samtykke.

Hvis deres samtykke ikke kan opnås, skal en sådan flytning kun kunne finde

sted efter, at der er indført passende procedurer i den nationale lovgivning

og forskrifter, herunder offentlige høringer, hvor det er hensigtsmæssigt,

som giver de pågældende folk mulighed for reel repræsentation.

3. Når det er muligt, skal disse folk have ret til at vende tilbage til

deres traditionelle landområder, så snart grunden til flytningen ikke længere

eksisterer.

4. Når en sådan tilbagevenden ikke er mulig, som fastsat ved aftale eller

- såfremt en sådan aftale ikke findes - gennem passende procedurer, skal

disse folk, i alle tilfælde hvor dette er muligt, gives landområder af en

kvalitet og juridisk status, der mindst svarer til de tidligere landområders,

og som er egnede til at dække deres nuværende behov og fremtidige udvikling.

Såfremt de berørte folk udtrykker præference for erstatning i penge eller

naturalier, skal de have ret til en sådan erstatning med de fornødne

garantier.

5. Personer, der er blevet flyttet på denne måde, skal have fuld

erstatning for ethvert tab eller skade som følge heraf.

Artikel 17

1. Procedurer, som er etableret af disse folk for overdragelse af

rettigheder til landarealer mellem medlemmerne af disse folk, skal

respekteres.

2. De pågældende folk skal konsulteres ved vurdering af deres bemyndigelse

til at overdrage deres landområder eller på anden måde overdrage deres

rettigheder til nogen uden for deres eget samfund.

3. Personer, der ikke tilhører disse folk, skal forhindres i at udnytte

deres sædvaner eller mangel på forståelse af lovene for at sikre sig

ejendomsret, besiddelse eller udnyttelse af landområder, der tilhører disse

folk.

Artikel 18

Der skal ved lov fastsættes passende sanktioner for ulovlig indtrængen på

eller udnyttelse af de pågældende folks landområder og regeringerne skal

træffe foranstaltninger med henblik på at forhindre sådanne overgreb.

Artikel 19

Nationale landbrugsprogrammer skal sikre de pågældende folk en behandling,

der svarer til den, som gives andre sektorer af befolkningen med hensyn til:

a) tilvejebringelse af yderligere landområder til disse folk, i tilfælde

af at de ikke har tilstrækkelige arealer til at give dem det nødvendige til

livets normale opretholdelse eller til eneventuel forøgelse af deres antal,

b) tilvejebringelse af de nødvendige midler til at fremme udviklingen af

de landområder, som disse folk allerede besidder.

Kapitel III

Ansættelse og arbejdsvilkår

Artikel 20

1. Regeringerne skal, inden for rammerne af national lovgivning og

forskrifter, og i samarbejde med de pågældende folk, vedtage særlige

foranstaltninger med henblik på at sikre en effektiv beskyttelse med hensyn

til ansættelse og arbejdsvilkår for arbejdstagere, der tilhører disse folk, i

det omfang, at de ikke er effektivt beskyttet af den lovgivning, der gælder

for arbejdstagere generelt.

2. Regeringerne skal gøre alt, hvad der er muligt, for at forhindre enhver

diskrimination mellem arbejdstagere, der tilhører de pågældende folk, og

andre arbejdstagere, særlig med hensyn til:

a) adgang til beskæftigelse, herunder beskæftigelse som faglært, samt

foranstaltninger i forbindelse med forfremmelse og avancement,

b) lige løn for arbejde af lige værdi,

c) lægehjælp og social bistand, sikkerhed og sundhed på arbejdet, sociale

sikringsydelser, og andre ydelser knyttet til den erhvervsmæssige

beskæftigelse samt boligforhold,

d) foreningsfrihed og frihed til at udøve alle lovlige

fagforeningsaktiviteter og ret til at indgå kollektive overenskomster med

arbejdsgivere eller arbejdsgiverorganisationer.

3. De foranstaltninger, der træffes, skal omfatte foranstaltninger med

henblik på at sikre:

a) at arbejdstagere, der tilhører de pågældende folk, herunder

sæsonarbejdere, løsarbejdere og vandrende arbejdstagere inden for landbruget

og inden for anden beskæftigelse, samt arbejdstagere, der er beskæftiget af

personer, der lejer arbejdskraft ud, nyder den beskyttelse, som i henhold til

national lovgivning og praksis gives andre så danne arbejdstagere inden for

samme sektorer, og at de er fuldt oplyste om deres rettigheder i henhold til

den arbejdsretlige lovgivning, og om de retsmidler, de kan påberåbe sig,

b) at arbejdstagere, der tilhører disse folk, ikke udsættes for

arbejdsvilkår, der er skadelige for deres helbred, særlig ved at de udsættes

for pesticider eller andre giftige stoffer,

c) at arbejdstagere, der tilhører disse folk, ikke udsættes for

tvangsrekruttering, herunder tvangsarbejde og gældsslaveri,

d) at mandlige og kvindelige arbejdstagere, der tilhører disse folk, har

lige muligheder og nyder ligebehandling med hensyn til beskæftigelse samt

beskyttelse mod seksuel chikane.

4. Der skal især lægges vægt på oprettelse af passende

arbejdstilsynsmyndigheder i områder, hvor arbejdstagere, der tilhører de

pågældende folk, påtager sig lønnet beskæftigelse, med henblik på at sikre

overholdelse af bestemmelserne i dette kapitel af konventionen.

Kapitel IV

Erhvervsuddannelse, håndværk og landbrugsindustri

Artikel 21

Medlemmer af de pågældende folk skal nyde mindst samme muligheder som

andre borgere har med hensyn til erhvervsmæssig uddannelse.

Artikel 22

1. Der skal træffes foranstaltninger med henblik på at fremme den

frivillige deltagelse fra medlemmer af de pågældende folk i generelle

erhvervsuddannelsesprogrammer.

2. I tilfælde af at eksisterende erhvervsuddannelsesprogrammer af generel

karakter ikke opfylder de særlige behov hos de pågældende folk, skal

regeringerne, under disse folks medvirken, sikre, at der tilvejebringes

særlige uddannelsesprogrammer og faciliteter.

3. Alle særlige uddannelsesprogrammer skal tage udgangspunkt i det

økonomiske klima, sociale og kulturelle forhold, og de praktiske behov hos de

pågældende folk. Alle undersøgelser, der gennemføres i denne forbindelse,

skal gennemføres i samarbejde med disse folk, der skal konsulteres vedrørende

tilrettelæggelsen og gennemførelsen af sådanne programmer. Hvor det er

muligt, skal disse folk gradvist overtage ansvaret for tilrettelæggelsen og

gennemførelsen af sådanne særlige uddannelses-programmer, såfremt de

beslutter dette.

Artikel 23

1. De pågældende folks håndværk, landbrugsindustri og lokale

samfundsbaserede industrier samt deres naturaløkonomi og traditionelle

erhverv, som fx jagt, fiskeri, fangst og indsamling af produkter, skal

anerkendes som vigtige faktorer i opretholdelsen af deres kultur og for deres

økonomiske selvforsyning og udvikling. Regeringerne skal, under deltagelse af

disse folk, og hvor det er hensigtsmæssigt sikre, at disse aktiviteter

styrkes og fremmes.

2. Efter anmodning fra de pågældende folk, skal der stilles passende

teknisk og økonomisk bistand til rådighed, i alle tilfælde, hvor det er

muligt, under hensyntagen til disse folks traditionelle teknologier og

kulturelle karakteristika, samt betydningen af en bæredygtig og retfærdig

udvikling.

Kapitel V

Social sikring og sundhed

Artikel 24

Sociale sikringsordninger skal gradvist udvides til at omfatte de

pågældende folk og skal finde anvendelse uden diskrimination over for dem.

Artikel 25

1. Regeringerne skal sikre, at der stilles et passende sundhedsvæsen til

rådighed for de pågældende folk, eller skal stille ressourcer til rådighed,

der sætter dem i stand til selv at udforme og præstere sådanne

tjenesteydelser under eget ansvar og kontrol, således at de kan nyde godt af

den højst mulige opnåelige standard for fysisk og mental sundhed.

2. Sundhedsvæsenet skal i højst mulig grad være baseret i de lokale

samfund. Disse tjenesteydelser skal planlægges og administreres i samarbejde

med de pågældende folk og tage hensyn til deres økonomiske, geografiske,

sociale og kulturelle forhold samt deres traditionelle forebyggende

foranstaltninger, helbredelsesmetoder og medicinprodukter.

3. Sundhedsvæsenet skal give præference til uddannelse og beskæftigelse af

lokale sundhedsarbejdere og fokusere på den primære sundhedstjeneste samtidig

med at der opretholdes tæt kontakt med andre niveauer indenfor

sundhedsvæsenet.

4. Tilvejebringelse af sådanne tjenesteydelser inden for sundhedsvæsenet

skal koordineres med andre sociale, økonomiske og kulturel-le

foranstaltninger i landet.

Kapitel VI

Uddannelse og kommunikationsmidler

Artikel 26

Der skal træffes foranstaltninger med henblik på at sikre, at medlemmer af

de pågældende folk har mulighed for at opnå uddannelse på alle niveauer, i

det mindste på linie med resten af det nationale samfund.

Artikel 27

1. Uddannelsesprogrammer og uddannelsestilbud for de pågældende folk skal

udvikles og gennemføres i samarbejde med dem med henblik på at imødekomme

deres særlige behov, og skal omfatte deres historie, viden og teknologi,

deres værdisystemer og deres øvrige sociale, økonomiske og kulturelle ønsker.

2. Den kompetente myndighed skal drage omsorg for uddannelse af

medlemmerne af disse folk og deres inddragelse i formulering og gennemførelse

af uddannelsesprogrammer, med henblik på en gradvis overførelse af ansvaret

for gennemførelsen af disse programmer til disse folk, hvor det er

hensigtsmæssigt.

3. Regeringerne skal desuden anerkende disse folks ret til at oprette

deres egne uddannelsesinstitutioner og faciliteter, forudsat at

sådanne institutioner opfylder minimumsstandarder, der er fastsat af

den kompetente myndighed i samarbejde med disse folk. Der skal

stilles passende ressourcer til rådighed til dette formål.

Artikel 28

1. De pågældende folks børn skal, hvor det er praktisk muligt, lære at

læse og skrive på deres eget oprindelige sprog eller det sprog, der mest

almindeligt anvendes af den gruppe, som de tilhører. Såfremt dette ikke er

muligt, skal de myndigheder konsultere disse folk med henblik på at vedtage

foranstaltninger for at opfylde denne målsætning.

2. Der skal træffes foranstaltninger med henblik på at sikre, at disse

folk opnår mulighed for at kunne udtrykke sig flydende på det nationale sprog

eller et af landets officielle sprog. 3. Measures shall be taken to preserve

and promote the development and practice of the indigenous languages of the

peoples concerned.

3. Der skal træffes foranstaltninger med henblik på at bevare og fremme

udvikling og anvendelse af de pågældende oprindelige folks sprog.

Artikel 29

Det skal være et mål for undervisning af disse folk at bibringe dem

generel viden og færdigheder, som vil hjælpe de pågældende folks børn til at

deltage fuldt ud og på lige fod både inden for deres eget samfund og inden

for det nationale samfund.

Artikel 30

1. Regeringerne skal vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med de

pågældende folks traditioner og kulturer med henblik på at give dem kendskab

til deres rettigheder og forpligtelser, særlig med hensyn til arbejde,

økonomiske muligheder, uddannelse og sundhedsspørgsmål, social velfærd og

deres rettigheder ihenhold til denne konvention.

2. Såfremt det er nødvendigt, skal dette ske ved hjælp af skriftlige

oversættelser og gennem anvendelse af massekommunikationsmidler på de

pågældende folks sprog.

Artikel 31

Der skal træffes uddannelsesforanstaltninger blandt alle grupper i det

nationale samfund, og særlig blandt dem, der er i den mest direkte kontakt

med de berørte folk, med henblik på at fjerne fordomme, som måtte findes over

for disse folk. Med henblik herpå bør man bestræbe sig på at sikre, at

historiebøger og andet undervisningsmateriale giver et retfærdigt, korrekt og

informativt billede af disse folks samfund og kulturer.

Kapitel VII

Kontakter og samarbejde over landegrænser

Artikel 32

Regeringerne skal træffe passende foranstaltninger, herunder ved hjælp af

internationale aftaler, med henblik på at fremme kontakter og samarbejde

mellem oprindelige folk og stammefolk hen over landegrænserne, herunder

aktiviteter på det økonomiske, sociale, kulturelle, åndelige og miljømæssige

område.

Kapitel VIII

Administration

Artikel 33

1. Den regeringsmyndighed, der er ansvarlig for de spørgsmål, der er

omfattet af denne konvention, skal sikre, at der findes organer og andre

passende mekanismer medhenblik på administration af de programmer, der

berører de pågældende folk, og skal sikre, at de har de nødvendige midler til

på passende måde at gennemføre de opgaver, som de pålægges.

2. Disse programmer skal omfatte:

a) planlægning, koordinering, gennemførelse og evaluering i samarbejde med

de pågældende folk af de foranstaltninger, der omhandles i denne konvention,

b) forslag vedrørende lovgivning og andre foranstaltninger til de

kompetente myndigheder og kontrol med gennemførelsen af de trufne

foranstaltninger i samarbejde med de pågældende folk.

Kapitel IX

Almindelige bestemmelser

Artikel 34

Arten og omfanget af foranstaltninger, der skal træffes med henblik på at

gennemføre denne konvention, skal fastsættes på fleksibel måde under

hensyntagen til de særlige forhold, der gælder i det enkelte land.

Artikel 35

Anvendelsen af bestemmelserne i denne konvention skal ikke præjudicere de

rettigheder og goder, som de pågældende folk måtte nyde i henhold til andre

konventioner og henstillinger, internationale instrumenter, traktater,

national lovgivning, retspraksis, sædvaneeller aftaler.

Kapitel X

Afsluttende bestemmelser

Artikel 36

Denne konvention reviderer konventionen om stamme- og stammelignende

befolkninger, 1957.

Artikel 37

De officielle ratifikationer af denne konvention skal sendes til Det

Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til indregistrering.

Artikel 38

1. Denne konvention er kun bindende for de medlemmer af Den Internationale

Arbejdsorganisation, hvis ratifikationer er blevet indregistreret hos

generaldirektøren.

2. Den træder i kraft et år efter den dato, da to medlemsstaters

ratifikation er blevet indregistreret hos generaldirektøren.

3. Derefter træder konventionen i kraft for enhver medlemsstat et år

efter, at dens ratifikation er blevet indregistreret.

Artikel 39

1. Enhver medlemsstat, som har ratificeret denne konvention, kan opsige

den, efter 10 års

years from the date on which the Convention forløb fra datoen for

konventionens første ikrafttræden ved afgivelse af en erklæring, der sendes

til Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til indregistrering.

Opsigelsen får først virkning 1 år efter datoen for indregistreringen.

2. Enhver medlemsstat, som har ratificeret denne konvention, og som ikke

inden 1 år efter udløbet af den i stk. 1 omhandlede 10 års-periode gør brug

af den i denne artikel hjemlede op sigelsesret, er bundet i yderligere 10 år

og kan derefter opsige konventionen ved udløbet af hver 10 års-periode på de

i denne artikel fastsatte betingelser.

Artikel 40

1. Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal underrette alle

medlemmer af Den Internationale Arbejdsorganisation om indregistreringen af

alle de ratifikationer og opsigelser, han modtager fra organisationens

medlemmer.

2. Samtidig med at generaldirektøren underretter organisationens medlemmer

om indregistreringen af ratifikation nr. 2, skal han gøre dem opmærksom på

konventionens ikrafttrædelsesdato.

Artikel 41

Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal i medfør af artikel

102 i De Forenede Nationers pagt sende udførlige oplysninger om de

ratifikationer og opsigelser, han har indregistreret i henhold til

bestemmelserne i de foranstående artikler, til De Forenede Nationers

generalsekretær til indregistrering.

Artikel 42

Når Det Internationale Arbejdsbureaus Styrelsesråd måtte anse det for

nødvendigt, skal det forelægge generalkonferencen en rapport om

gennemførelsen af denne konvention samt overveje ønskeligheden af at sætte

spørgsmålet om en hel eller delvis revision af den på konferencens dagsorden.

Artikel 43

1. Dersom konferencen vedtager en ny konvention, der helt eller delvis

reviderer denne konvention, skal, medmindre andet måtte være bestemt i den

nye konvention:

(a) en medlemsstats ratifikation af den nye, reviderede konvention ipso

jure medføre øjeblikkelig opsigelse af denne konvention, uanset

bestemmelserne i artikel 39, såfremt og så snart den nye, reviderede

konvention træder i kraft:

(b) denne konvention ikke længere kunne ratificeres af medlemsstaterne fra

den dato at regne, da den nye, reviderede konvention træder i kraft.

2. Denne konvention forbliver under alle omstændigheder i kraft i den

foreliggende form og med det foreliggende indhold for de medlemsstater, som

har ratificeret den, men som ikke har ratificeret den reviderede konvention.

Artikel 44

De engelske og franske gengivelser af denne konventions tekst har samme

gyldighed. Ovenstående er konventionens autentiske tekst, behørigt vedtaget

af Den Internationale Arbejdsorganisations generalkonference under dens 76.

møde, der blev afholdt i Geneve og erklæret afsluttet den otteogtyvende juni

1989.

Til bekræftelse heraf har vi påført vore underskrifter i dag den

otteogtyvende juni 1989.

Konferencens præsident

J. L. NKOMO

Det Internationale Arbejdsbureaus

generaldirektør

MICHEL HANSENNE

Bilag 2

Erklæring i forbindelse med ratifikationen af ILO-konvention nr. 169 af

oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater

Vedrørende konventionens artikel 14 ønsker den danske regering at udtale

følgende:

1. I Danmark findes der kun et indfødt folk i konvention nr. 169's

betydning. Det drejer sig om den oprindelige befolkning i Grønland eller

Inuit. Ved lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands Hjemmestyre er der

indført et hjemmestyre for Grønland. Hjemmestyret består af en folkevalgt

forsamling. Landstinget, som vælges af den fastboende befolkning i Grønland,

og en politisk valgt ledelse, Landsstyret, som vælges af Landstinget. Det

fremgår af den nævnte hjemmestyrelov, at Grønland udgør et særligt

folkesamfund inden for det danske rige.

2. Ved lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands Hjemmestyre er der

åbnet mulighed for, at lovgivningskompetencen og administrationen på en lang

række retsområder kan overgå til det grønlandske hjemmestyre. Der er

efterfølgende ved aftaler mellem den danske regering og det grønlandske

hjemmestyre sket overførelse af lovgivningskompetence og administration på

bl.a. en række af de områder, som er omfattet af den foreliggende konvention.

3. Der har på intet tidspunkt været mulighed for at opnå ejendomsret til

jord i Grønland, hverken for fysiske eller juridiske personer.

4. Ejendomsretten til jord i Grønland er ordnet på en helt særlig måde,

som er traditionelt bestemt. De forskellige retlige og faktiske beføjelser,

som samlet udgør ejendomsretten, er delt mellem staten, Grønlands Hjemmestyre

og de enkelte grønlændere. Udgangspunktet er, at det offentlige - staten -

har ejendomsretten til Grønlands jord som sådan. Den daglige bestemmelsesret

over jorden i Grønland er imidlertid hos Grønlands Hjemmestyre, som bl.a. har

kompetencen til at træffe afgørelse om tildeling af brugsret til jord.

Grønlændere, som får tildelt en brugsret over jord i Grønland, har ret til at

opføre bygninger på det tildelte areal. Bygningerne kan i givet fald

pantsættes, ligesom de med Hjemmestyrets tilladelse kan overdrages sammen med

brugsretten til den jord, de ligger på.

Den ovenfor beskrevne retstilstand gælder for alle borgere i Grønland,

både den oprindelige grønlandske befolkning og tilflyttere. Retstilstanden er

endvidere som nævnt af meget gammel oprindelse, idet der aldrig har været

mulighed for, at enkeltpersoner kan få fuldstændig ejendomsret til jord i

Grønland. Der er således tale om en traditionsbestemt retstilstand, som har

meget lange historiske rødder i det grønlandske samfund, og som Grønlands

Hjemmestyre lægger afgørende vægt på bibeholdes.

5. Både den danske regering og det grønlandske hjemmestyre er på denne

baggrund af den opfattelse, at den ovenfor beskrevne retstilstand er

hensigtsmæssig og i overensstemmelse med konventionens artikel 14. Den nævnte

retstilstand i Grønland, hvorefter Hjemmestyret har den fulde bestemmelsesret

over jorden, tilgodeser således fuldt ud de hensyn, der ligger bag artikel

14, nemlig at den oprindelige befolknings bestemmelsesret over de områder, de

traditionelt besidder, bliver respekteret.

Hertil kommer, at konventionen pålægger de deltagende staters regeringer

en række forpligtelser, bl.a. med henblik på at sikre respekten for stamme-

og oprindelige folks sædvaner og traditioner. I det omfang, der kunne opstå

modstrid mellem en særbestemmelse som f.eks. artikel 14 i konventionen og

dette overordnede princip, er det den danske regerings opfattelse, at

respekten for disse folks sædvaner og traditioner er et så fundamentalt

princip, at der ikke kan gøres indskrænkning heri som følge af en

særbestemmelse i konventionen.

Lignende dokumenter