Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om øget demokrati i EU's komiteer

2001/2 BSF 97Beslutningsforslag som fremsatFolketinget18. april 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 18. april 2002 af

Keld Albrechtsen (EL) og Line Barfod (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om øget demokrati i EU s komiteer

Folketinget opfordrer regeringen til i EU at stille

forslag om nye regler for EU-Kommissionens rådgivnings-, forvaltnings-

og forskriftskomiteer efter følgende retningslinjer:

a) der indføres samme stemmeregler i komiteerne som i EU s

ministerråd,

b) antallet af komiteer beskæres, og det fastslås, at de

ikke kan træffe beslutninger om lovgivning, men kun administrative

afgørelser,

c) der indføres åbenhed om komiteernes møder og

offentlig adgang til referater fra møderne, herunder oplysninger om

landenes holdning og stemmeafgivning,

d) der indføres tidsfrister, som sikrer, at vedtagelser i en

komité først kan finde sted, når de nationale parlamenter

har haft mindst 14 dage til at behandle sagen, og således, at

regeringerne forinden har haft mindst 14 dage til at behandle sagen,

e) forslag og ændringsforslag skal i hele proceduren være

offentligt tilgængelige,

f) ethvert forslag, som behandles i en komité, skal af et

medlemsland til enhver tid på alle sagens stadier kunne indbringes for

Ministerrådet.

Bemærkninger til forslaget

Der tales i disse år meget om det

»demokratiske underskud« i EU. Men der sker meget lidt eller intet for at

ændre på dette i praksis. Tværtimod kan vi se en udvikling,

hvor EU i praksis har indledt en omfattende afdemokratisering, som betyder,

at stadig større områder flyttes væk fra det

Læs alt

parlamentariske demokrati og overlades til embedsmænd og lobbyister,

samtidig med at den folkelige indflydelse via bevægelser og

organisationer mindskes endnu mere.

En af måderne, dette sker på, er ved, at flere

og flere sager overflyttes til endelig afgørelse og udformning i en af

EU s utallige komiteer, den såkaldte komitéprocedure. Disse

komiteer befolkes af embedsmænd fra de forskellige medlemslande.

Komiteerne træffer endelig beslutning om forskellige og

afgørende ting som giftige sprøjtemidler,

værdipapirhandel og gensplejsede planter i miljøet. På

grund af de mildest talt særegne afstemningsprocedurer i disse komiteer

kan man komme ud for, at Europa-Kommissionen under en bestemt

komitéprocedure kan få vedtaget sit forslag, også selv om

der er stort flertal imod det i komiteen. Som oplyst i Folketingets

EU-Oplysnings faktablad nr. 28: »Komitologi når Kommissionen laver

regler«, så er det Europa-Kommissionen, som står for ca. 80 pct.

af de omkring 3.500 retsakter, der årligt udstedes i EU, så det

er alt andet end ligegyldigt, hvordan dette foregår.

Som anført på side 3 i EU-Oplysningens

faktablad om komitologien, så er det »et politisk følsomt emne

at overlade beslutningskompetence til Kommissionen, da det drejer sig om

magtfordelingen i EU. Når embedsmænd fra Kommissionen udsteder

regler, der direkte kan medføre pligter og rettigheder for EU s

borgere, er det ikke længere politisk ansvarlige repræsentanter

fra EU s medlemsstater, som i fællesskab vedtager EU s regler«.

I dette faktablad findes også oplysningen om, at der

findes »ca. 250 udvalg/komiteer, der spænder lige fra

Forvaltningskomiteen for Aromatiserede Vinbaserede Drikkevarer over til

Udvalget for Menneskerettigheder og Demokrati«.

I 1999 kom der en ny komitologiprocedure, som i høj

grad byggede på den gamle fra 1987, men er lidt mere enkel, hvis man

kan bruge dette udtryk om noget så indviklet som denne

komitologihistorie. 1999-afgørelsen reducerede antallet af procedurer

fra 5 til 3.

Desuden fik Europa-Parlamentet med ændringen i 1999

mere information om komiteernes arbejde. Med 1999-afgørelsen får

Europa-Parlamentet dagsordener, udkast til gennemførelsesbestemmelser,

afstemningsresultater i komiteerne, lister over de personer som

medlemsstaterne udpeget til komiteerne etc.

Under procedure I træffes afgørelser i de

såkaldte rådgivende komiteer. Her er det lettest for Kommissionen

at få vedtaget sine forslag. Kommissionen skal kun tage komiteen med

på råd, men er ikke forpligtet til at følge en udtalelse

fra komiteen, som går imod Kommissionen. Kommissionen skal

ifølge art. 3 i 1999-afgørelsen forelægge komiteen sit

udkast, og komiteen afgiver en udtalelse. Denne udtalelse optages i

mødeprotokollen, og herefter træffer Kommissionen sin

afgørelse og »tager størst muligt hensyn til udvalgets

udtalelse«.

De to følgende procedurer afspejler den forskel,

som er på de to retsakter, som forelægges efter de to forskellige

procedurer. Samtidig siger valget af retsakt noget om magtbalance mellem

Rådet og Kommissionen i forhold til, hvordan forslaget behandles i

Rådet efter at have været til behandling i komiteerne. Et forslag

til vedtaget retsakt forelægges efter Procedure II i

forvaltningskomiteerne, mens et forslag til retsakt forelægges efter

Procedure III i forskriftskomiteerne.

Under Procedure II forvaltningskomitéproceduren

fremlægger Kommissionen sit forslag, og hvis der ikke konstateres et

kvalificeret flertal imod, kan Kommissionen øjeblikkelig derefter

vedtage forslaget og sætte det i kraft.

Hvis der konstateres et kvalificeret flertal imod,

så kan Kommissionen trække forslaget eller alligevel vedtage det

og derefter sende det til Ministerrådet, som har en frist til at

træffe endelig afgørelse inden for maksimalt 3 måneder.

Det vil sige, at Kommissionen ikke behøver afvente Rådets

endelige afgørelse, men kan sætte loven i kraft. Hvis

Ministerrådet senere træffer en anden afgørelse med

kvalificeret flertal, så har denne sidste afgørelse fra

Rådet først virkning fra og med afgørelsen i Rådet.

Hvis Kommissionen har truffet afgørelser efter den lov, som

Kommissionen selvstændigt har vedtaget, kan disse afgørelser

altså ikke annulleres bagud efter Rådets nye

afgørelser!

Denne højst usædvanlige procedure for nu at

sige det mildt har man da også forsynet med en bemærkning om,

at Kommissionen skal sikre en løsning, som har størst mulig

støtte i forvaltningskomiteen.

Det var her, der tidligere, under 1987-komitologien, var

en variant a og b, som nu er fjernet. Akkurat som der også var en

variant a og b under den følgende forskriftskomitéprocedure.

Dermed forenklingen fra 5 til 3 komitéprocedurer.

Under Procedure III i de såkaldte

forskriftskomiteer er det vanskeligere for Kommissionen at få sin

vilje umiddelbart. Under denne procedure kræves der kvalificeret

flertal for Kommissionens forslag for at få lovgivningen

gennemført umiddelbart.

Hvis Kommissionen ikke kan få kvalificeret flertal

for sit forslag, kan Kommissionen sende forslaget til Rådet samt til

Europa-Parlamentet. Hvis der viser sig at være kvalificeret flertal i

Rådet for Kommissionens forslag eller Rådet ikke svarer/handler

inden for 3 måneder kan Kommissionen vedtage forslaget.

Hvis Rådet derimod med kvalificeret flertal er imod

forslaget, så kan Kommissionen enten sende et ændret forslag til

Rådet, forelægge forslaget på ny eller simpelt hen

fremsætte et helt nyt forslag til retsakt i henhold til Traktaten.

Hvis Rådet hverken vedtager Kommissionens forslag

eller tilkendegiver, at det er imod forslaget, ja så kan Kommissionen

bare vedtage sin retsakt.

Det turde være åbenlyst, at der her er tale om

en komitologi, som generelt er til fordel for Europa-Kommissionen,

embedsmændene og det lukkede og uigennemskuelige komitésystem i

Den Europæiske Union. Dermed åbnes der også op for, at det

bliver eksperterne og lobbyisterne, som kommer til at præge hele

lovgivningsprocessen, og de folkevalgte politikere i parlament og regering,

specielt førstnævnte, der mere og mere bliver sat ud af

spillet.

Denne konsekvente afdemokratisering af Den

Europæiske Union fortsætter med uformindsket styrke. Et af de

sidste konkrete eksempler på det var udfaldet af Lamfalussy-rapporten,

opkaldt efter formanden for den pågældende arbejdsgruppe, baron

Alexandre Lamfalussy. Denne rapport handler om handlen på de

såkaldte værdipapirmarkeder. Rapportens konklusion er, at den

hidtidige beslutnings- og godkendelsesproces i EU tager for lang tid. Derfor

foreslår Lamfalussy, at beslutningskompetencen bliver overladt til en

komité af embedsmænd, efter at Rådet har godkendt en

overordnet ramme for forslaget. En af rapportens konklusioner var, at hvis

dette ikke skete, så ville det skade EU s muligheder for at udbygge og

styrke euroens rolle.

Forslaget er også resultat af det lobbyistpres, som

gruppen European Round Table (ERT) har øvet på Kommissionen og

dens embedsmænd. ERT har på linje med Lamfalussy-gruppen eller

var det omvendt? kritiseret den langsomme beslutningsproces i EU og udtalt,

at dette skyldes sagens unødvendige hensyn til forskellige nationale

politikere og regeringer, som er en hindring for kapitalens frie udfoldelse.

Heri støttes de af Europa-Kommissionen og embedsmændene. Det er

da også klart, at en fortsat overførsel af magt- og

beslutningskompetence til komiteerne vil styrke både Kommissionen og

bureaukratiet i Den Europæiske Union.

Det endelige forslag til udformning af denne

værdipapirkomités grundlag har siden været til behandling

i Den Europæiske Union, bl.a. fordi Europa-Parlamentet har protesteret

imod Rådets beslutning, da Europa-Parlamentet kobles ud af

lovgivningsprocessen, når magten flyttes fra Rådet til en

embedsmandskomité. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at et

stort flertal i Folketinget i Europaudvalget i foråret 2001 har

støttet denne konkrete afdemokratisering.

Ifølge Børsen den 4. februar 2002 og

Politiken den 6. februar 2002 kan man nu forvente det endelige forslag om

Lamfalussy-rapporten vedtaget i Europa-Parlamentet. Europa-Kommissionens

formand, Romano Prodi, har givet Europa-Parlamentet en række

indrømmelser, som gør at Europa-Parlamentet mere eller mindre

sidestilles med regeringerne i denne komitéproces. Europa-Parlamentet

får mindst 3 måneder, før det skal vedtage alle forslag

til nye regler og love, hvor det kan gennemgå

beslutningerne/arbejdet fra de to nye specialudvalg(komiteer), som

nedsættes til at udforme den konkrete EU-lovgivning på

værdipapirhandelområdet efter overordnede rammedirektiver fra

Rådet og Europa-Parlamentet. Hvis Europa-Parlamentet protesterer inden

for de tre måneder, vil forslagene ikke kunne vedtages. Men som Jens

Bostrup skriver i Politiken den 6. februar 2002, så er ». . .

rent juridisk nødbremsen til Europa-Parlamentet mindre klart

formuleret. Men Europa-Parlamentets store flertal stillede sig tilfreds med

den politiske forståelse bag aftalen, hvor Kommissionen også

forpligter sig til at støtte en demokratisk reform af hele

komitésystemet under debatten om reform af traktaten«.

Desuden har Europa-Parlamentet fået den

indrømmelse, at al »Lamfalussy-lovgivning« som Børsen kalder

de to komiteers arbejdsområde skal genvurderes om fire år.

Endelig har Europa-Parlamentet brugt denne sag til at

presse yderligere indrømmelser ud af Europa-Kommissionen. Prodi har

lovet, at han og Kommissionen i den kommende regeringskonference vil

støtte Europa-Parlamentets krav om yderligere beføjelser,

». . . så Rådet og Europa-Parlamentet ligestilles i

overvågningen af Kommissionens arbejde« (Børsen, den 4. februar

2002).

Denne udvikling medfører, at et stigende antal

sager i komitéprocedure ikke kommer til behandling på

Europaudvalgets møder. Forslagsstillerne har tidligere kritiseret

denne udvikling, hvor Europaudvalgets medlemmer få dage før en

sag skal til endelig afgørelse i en komitéprocedure modtager et

notat, hvor sagen står beskrevet, og hvor den danske regering meddeler,

hvordan den har tænkt sig at stemme. Det vil sige, der ikke er tid til

at behandle sagen på det ugentlige fredagsmøde i Europaudvalget.

Forslagsstillerne har i flere omgange krævet af den danske regering, at

den tager dette op i Rådet og forlanger, at den sag, der er sat

på dagsordenen, udsættes til endelig afgørelse, indtil der

har været de fornødne uger til, at den kan blive behandlet i de

nationale parlamenter, i dette tilfælde både Folketingets

Europaudvalg og det pågældende fagudvalg.

Vi har adskillige gange været ude for, at der i

notatet står en dato for mødet i den pågældende

komité, som er enten samme dag eller dagen efter, at notatet modtages!

Det understreger kun det udemokratiske i hele processen og medfører i

stigende grad, at Folketinget og Europaudvalget reelt sættes ud af

spillet.

Situationen er nu så grel, at selv inkarnerede

EU-tilhængere råber vagt i gevær over for denne udvikling.

Den 19. april 2001 skrev EU-eksperten Peter L. Vesterdorf en kronik i

Jyllands-Posten, hvor han under overskriften »EU s komitévælde«

udtaler, at:

»Det er afgørende vigtigt for borgernes accept af

EU, at det gøres muligt at sikre forudgående grundig offentlig

debat og efterfølgende vedtagelse i fornødent demokratisk

legitimerede organer, som Rådet og Europa-Parlamentet, af bestemmelser,

der som regler om sundhed, sikkerhed og miljø opleves af den enkelte

som noget nærværende og relevant«.

Han nævner bl.a. som noget af det seneste, at »nye

regler om tilladte stoffer i økologiske produkter kan vedtages

på forslag af Kommissionen og under medvirken af nationale

repræsentanter i en komité«.

En af hans konklusioner efter forklaring af denne

fremgangsmåde er, at man »stort set holder politikerne udenfor og

lader teknikere, bureaukrater og eksperter bestemme«. Denne udvikling

karakteriserer han som farlig og opfordrer til, at man derfor næste

gang EF-traktaten skal op til ændring: ». . . tager

komitéprocedureproblematikken op igen for at søge at sikre, at

forslag i komiteprocedure i alle tilfælde af betydning for sundhed,

sikkerhed og lign. kan tages op af Rådet og/eller Europa-Parlamentet

på samme måde, som man kan i England, hvor statslige

gennemførelsesbestemmelser fremlægges i det nationale parlament

med henblik på at åbne mulighed for handling i form af

ændringer o.l.«

Peter L. Vesterdorf mener, at både Kommissionen,

Rådet og Parlamentet bør strenge sig an for at sørge for,

at sådanne emner overhovedet ikke bliver udsat for

komitéprocedure. Afslutningsvis udtaler han, at: ». . . det

synes klart, at EU på flere områder er gået for langt i

retning af at lade bekvemmelighed og effektivitet få forrang. Det ser

ud til at være tilfældet på en del områder

vedrørende sundhed, sikkerhed og miljø«.

Det går kort sagt den forkerte vej. Den konkrete

magt til udformning af EU-lovgivningen overgår i stigende grad til

Europa-Kommissionen, embedsmændene og de forskellige komiteer og

lobbyister.

Lignende dokumenter