Forslag til folketingsbeslutning om øget demokrati i EU's komiteer
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 18. april 2002 af
Keld Albrechtsen (EL) og Line Barfod (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om øget demokrati i EU s komiteer
Folketinget opfordrer regeringen til i EU at stille
forslag om nye regler for EU-Kommissionens rådgivnings-, forvaltnings-
og forskriftskomiteer efter følgende retningslinjer:
a) der indføres samme stemmeregler i komiteerne som i EU s
ministerråd,
b) antallet af komiteer beskæres, og det fastslås, at de
ikke kan træffe beslutninger om lovgivning, men kun administrative
afgørelser,
c) der indføres åbenhed om komiteernes møder og
offentlig adgang til referater fra møderne, herunder oplysninger om
landenes holdning og stemmeafgivning,
d) der indføres tidsfrister, som sikrer, at vedtagelser i en
komité først kan finde sted, når de nationale parlamenter
har haft mindst 14 dage til at behandle sagen, og således, at
regeringerne forinden har haft mindst 14 dage til at behandle sagen,
e) forslag og ændringsforslag skal i hele proceduren være
offentligt tilgængelige,
f) ethvert forslag, som behandles i en komité, skal af et
medlemsland til enhver tid på alle sagens stadier kunne indbringes for
Ministerrådet.
Bemærkninger til forslaget
Der tales i disse år meget om det
»demokratiske underskud« i EU. Men der sker meget lidt eller intet for at
ændre på dette i praksis. Tværtimod kan vi se en udvikling,
hvor EU i praksis har indledt en omfattende afdemokratisering, som betyder,
at stadig større områder flyttes væk fra det
Læs alt
parlamentariske demokrati og overlades til embedsmænd og lobbyister,
samtidig med at den folkelige indflydelse via bevægelser og
organisationer mindskes endnu mere.
En af måderne, dette sker på, er ved, at flere
og flere sager overflyttes til endelig afgørelse og udformning i en af
EU s utallige komiteer, den såkaldte komitéprocedure. Disse
komiteer befolkes af embedsmænd fra de forskellige medlemslande.
Komiteerne træffer endelig beslutning om forskellige og
afgørende ting som giftige sprøjtemidler,
værdipapirhandel og gensplejsede planter i miljøet. På
grund af de mildest talt særegne afstemningsprocedurer i disse komiteer
kan man komme ud for, at Europa-Kommissionen under en bestemt
komitéprocedure kan få vedtaget sit forslag, også selv om
der er stort flertal imod det i komiteen. Som oplyst i Folketingets
EU-Oplysnings faktablad nr. 28: »Komitologi når Kommissionen laver
regler«, så er det Europa-Kommissionen, som står for ca. 80 pct.
af de omkring 3.500 retsakter, der årligt udstedes i EU, så det
er alt andet end ligegyldigt, hvordan dette foregår.
Som anført på side 3 i EU-Oplysningens
faktablad om komitologien, så er det »et politisk følsomt emne
at overlade beslutningskompetence til Kommissionen, da det drejer sig om
magtfordelingen i EU. Når embedsmænd fra Kommissionen udsteder
regler, der direkte kan medføre pligter og rettigheder for EU s
borgere, er det ikke længere politisk ansvarlige repræsentanter
fra EU s medlemsstater, som i fællesskab vedtager EU s regler«.
I dette faktablad findes også oplysningen om, at der
findes »ca. 250 udvalg/komiteer, der spænder lige fra
Forvaltningskomiteen for Aromatiserede Vinbaserede Drikkevarer over til
Udvalget for Menneskerettigheder og Demokrati«.
I 1999 kom der en ny komitologiprocedure, som i høj
grad byggede på den gamle fra 1987, men er lidt mere enkel, hvis man
kan bruge dette udtryk om noget så indviklet som denne
komitologihistorie. 1999-afgørelsen reducerede antallet af procedurer
fra 5 til 3.
Desuden fik Europa-Parlamentet med ændringen i 1999
mere information om komiteernes arbejde. Med 1999-afgørelsen får
Europa-Parlamentet dagsordener, udkast til gennemførelsesbestemmelser,
afstemningsresultater i komiteerne, lister over de personer som
medlemsstaterne udpeget til komiteerne etc.
Under procedure I træffes afgørelser i de
såkaldte rådgivende komiteer. Her er det lettest for Kommissionen
at få vedtaget sine forslag. Kommissionen skal kun tage komiteen med
på råd, men er ikke forpligtet til at følge en udtalelse
fra komiteen, som går imod Kommissionen. Kommissionen skal
ifølge art. 3 i 1999-afgørelsen forelægge komiteen sit
udkast, og komiteen afgiver en udtalelse. Denne udtalelse optages i
mødeprotokollen, og herefter træffer Kommissionen sin
afgørelse og »tager størst muligt hensyn til udvalgets
udtalelse«.
De to følgende procedurer afspejler den forskel,
som er på de to retsakter, som forelægges efter de to forskellige
procedurer. Samtidig siger valget af retsakt noget om magtbalance mellem
Rådet og Kommissionen i forhold til, hvordan forslaget behandles i
Rådet efter at have været til behandling i komiteerne. Et forslag
til vedtaget retsakt forelægges efter Procedure II i
forvaltningskomiteerne, mens et forslag til retsakt forelægges efter
Procedure III i forskriftskomiteerne.
Under Procedure II forvaltningskomitéproceduren
fremlægger Kommissionen sit forslag, og hvis der ikke konstateres et
kvalificeret flertal imod, kan Kommissionen øjeblikkelig derefter
vedtage forslaget og sætte det i kraft.
Hvis der konstateres et kvalificeret flertal imod,
så kan Kommissionen trække forslaget eller alligevel vedtage det
og derefter sende det til Ministerrådet, som har en frist til at
træffe endelig afgørelse inden for maksimalt 3 måneder.
Det vil sige, at Kommissionen ikke behøver afvente Rådets
endelige afgørelse, men kan sætte loven i kraft. Hvis
Ministerrådet senere træffer en anden afgørelse med
kvalificeret flertal, så har denne sidste afgørelse fra
Rådet først virkning fra og med afgørelsen i Rådet.
Hvis Kommissionen har truffet afgørelser efter den lov, som
Kommissionen selvstændigt har vedtaget, kan disse afgørelser
altså ikke annulleres bagud efter Rådets nye
afgørelser!
Denne højst usædvanlige procedure for nu at
sige det mildt har man da også forsynet med en bemærkning om,
at Kommissionen skal sikre en løsning, som har størst mulig
støtte i forvaltningskomiteen.
Det var her, der tidligere, under 1987-komitologien, var
en variant a og b, som nu er fjernet. Akkurat som der også var en
variant a og b under den følgende forskriftskomitéprocedure.
Dermed forenklingen fra 5 til 3 komitéprocedurer.
Under Procedure III i de såkaldte
forskriftskomiteer er det vanskeligere for Kommissionen at få sin
vilje umiddelbart. Under denne procedure kræves der kvalificeret
flertal for Kommissionens forslag for at få lovgivningen
gennemført umiddelbart.
Hvis Kommissionen ikke kan få kvalificeret flertal
for sit forslag, kan Kommissionen sende forslaget til Rådet samt til
Europa-Parlamentet. Hvis der viser sig at være kvalificeret flertal i
Rådet for Kommissionens forslag eller Rådet ikke svarer/handler
inden for 3 måneder kan Kommissionen vedtage forslaget.
Hvis Rådet derimod med kvalificeret flertal er imod
forslaget, så kan Kommissionen enten sende et ændret forslag til
Rådet, forelægge forslaget på ny eller simpelt hen
fremsætte et helt nyt forslag til retsakt i henhold til Traktaten.
Hvis Rådet hverken vedtager Kommissionens forslag
eller tilkendegiver, at det er imod forslaget, ja så kan Kommissionen
bare vedtage sin retsakt.
Det turde være åbenlyst, at der her er tale om
en komitologi, som generelt er til fordel for Europa-Kommissionen,
embedsmændene og det lukkede og uigennemskuelige komitésystem i
Den Europæiske Union. Dermed åbnes der også op for, at det
bliver eksperterne og lobbyisterne, som kommer til at præge hele
lovgivningsprocessen, og de folkevalgte politikere i parlament og regering,
specielt førstnævnte, der mere og mere bliver sat ud af
spillet.
Denne konsekvente afdemokratisering af Den
Europæiske Union fortsætter med uformindsket styrke. Et af de
sidste konkrete eksempler på det var udfaldet af Lamfalussy-rapporten,
opkaldt efter formanden for den pågældende arbejdsgruppe, baron
Alexandre Lamfalussy. Denne rapport handler om handlen på de
såkaldte værdipapirmarkeder. Rapportens konklusion er, at den
hidtidige beslutnings- og godkendelsesproces i EU tager for lang tid. Derfor
foreslår Lamfalussy, at beslutningskompetencen bliver overladt til en
komité af embedsmænd, efter at Rådet har godkendt en
overordnet ramme for forslaget. En af rapportens konklusioner var, at hvis
dette ikke skete, så ville det skade EU s muligheder for at udbygge og
styrke euroens rolle.
Forslaget er også resultat af det lobbyistpres, som
gruppen European Round Table (ERT) har øvet på Kommissionen og
dens embedsmænd. ERT har på linje med Lamfalussy-gruppen eller
var det omvendt? kritiseret den langsomme beslutningsproces i EU og udtalt,
at dette skyldes sagens unødvendige hensyn til forskellige nationale
politikere og regeringer, som er en hindring for kapitalens frie udfoldelse.
Heri støttes de af Europa-Kommissionen og embedsmændene. Det er
da også klart, at en fortsat overførsel af magt- og
beslutningskompetence til komiteerne vil styrke både Kommissionen og
bureaukratiet i Den Europæiske Union.
Det endelige forslag til udformning af denne
værdipapirkomités grundlag har siden været til behandling
i Den Europæiske Union, bl.a. fordi Europa-Parlamentet har protesteret
imod Rådets beslutning, da Europa-Parlamentet kobles ud af
lovgivningsprocessen, når magten flyttes fra Rådet til en
embedsmandskomité. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at et
stort flertal i Folketinget i Europaudvalget i foråret 2001 har
støttet denne konkrete afdemokratisering.
Ifølge Børsen den 4. februar 2002 og
Politiken den 6. februar 2002 kan man nu forvente det endelige forslag om
Lamfalussy-rapporten vedtaget i Europa-Parlamentet. Europa-Kommissionens
formand, Romano Prodi, har givet Europa-Parlamentet en række
indrømmelser, som gør at Europa-Parlamentet mere eller mindre
sidestilles med regeringerne i denne komitéproces. Europa-Parlamentet
får mindst 3 måneder, før det skal vedtage alle forslag
til nye regler og love, hvor det kan gennemgå
beslutningerne/arbejdet fra de to nye specialudvalg(komiteer), som
nedsættes til at udforme den konkrete EU-lovgivning på
værdipapirhandelområdet efter overordnede rammedirektiver fra
Rådet og Europa-Parlamentet. Hvis Europa-Parlamentet protesterer inden
for de tre måneder, vil forslagene ikke kunne vedtages. Men som Jens
Bostrup skriver i Politiken den 6. februar 2002, så er ». . .
rent juridisk nødbremsen til Europa-Parlamentet mindre klart
formuleret. Men Europa-Parlamentets store flertal stillede sig tilfreds med
den politiske forståelse bag aftalen, hvor Kommissionen også
forpligter sig til at støtte en demokratisk reform af hele
komitésystemet under debatten om reform af traktaten«.
Desuden har Europa-Parlamentet fået den
indrømmelse, at al »Lamfalussy-lovgivning« som Børsen kalder
de to komiteers arbejdsområde skal genvurderes om fire år.
Endelig har Europa-Parlamentet brugt denne sag til at
presse yderligere indrømmelser ud af Europa-Kommissionen. Prodi har
lovet, at han og Kommissionen i den kommende regeringskonference vil
støtte Europa-Parlamentets krav om yderligere beføjelser,
». . . så Rådet og Europa-Parlamentet ligestilles i
overvågningen af Kommissionens arbejde« (Børsen, den 4. februar
2002).
Denne udvikling medfører, at et stigende antal
sager i komitéprocedure ikke kommer til behandling på
Europaudvalgets møder. Forslagsstillerne har tidligere kritiseret
denne udvikling, hvor Europaudvalgets medlemmer få dage før en
sag skal til endelig afgørelse i en komitéprocedure modtager et
notat, hvor sagen står beskrevet, og hvor den danske regering meddeler,
hvordan den har tænkt sig at stemme. Det vil sige, der ikke er tid til
at behandle sagen på det ugentlige fredagsmøde i Europaudvalget.
Forslagsstillerne har i flere omgange krævet af den danske regering, at
den tager dette op i Rådet og forlanger, at den sag, der er sat
på dagsordenen, udsættes til endelig afgørelse, indtil der
har været de fornødne uger til, at den kan blive behandlet i de
nationale parlamenter, i dette tilfælde både Folketingets
Europaudvalg og det pågældende fagudvalg.
Vi har adskillige gange været ude for, at der i
notatet står en dato for mødet i den pågældende
komité, som er enten samme dag eller dagen efter, at notatet modtages!
Det understreger kun det udemokratiske i hele processen og medfører i
stigende grad, at Folketinget og Europaudvalget reelt sættes ud af
spillet.
Situationen er nu så grel, at selv inkarnerede
EU-tilhængere råber vagt i gevær over for denne udvikling.
Den 19. april 2001 skrev EU-eksperten Peter L. Vesterdorf en kronik i
Jyllands-Posten, hvor han under overskriften »EU s komitévælde«
udtaler, at:
»Det er afgørende vigtigt for borgernes accept af
EU, at det gøres muligt at sikre forudgående grundig offentlig
debat og efterfølgende vedtagelse i fornødent demokratisk
legitimerede organer, som Rådet og Europa-Parlamentet, af bestemmelser,
der som regler om sundhed, sikkerhed og miljø opleves af den enkelte
som noget nærværende og relevant«.
Han nævner bl.a. som noget af det seneste, at »nye
regler om tilladte stoffer i økologiske produkter kan vedtages
på forslag af Kommissionen og under medvirken af nationale
repræsentanter i en komité«.
En af hans konklusioner efter forklaring af denne
fremgangsmåde er, at man »stort set holder politikerne udenfor og
lader teknikere, bureaukrater og eksperter bestemme«. Denne udvikling
karakteriserer han som farlig og opfordrer til, at man derfor næste
gang EF-traktaten skal op til ændring: ». . . tager
komitéprocedureproblematikken op igen for at søge at sikre, at
forslag i komiteprocedure i alle tilfælde af betydning for sundhed,
sikkerhed og lign. kan tages op af Rådet og/eller Europa-Parlamentet
på samme måde, som man kan i England, hvor statslige
gennemførelsesbestemmelser fremlægges i det nationale parlament
med henblik på at åbne mulighed for handling i form af
ændringer o.l.«
Peter L. Vesterdorf mener, at både Kommissionen,
Rådet og Parlamentet bør strenge sig an for at sørge for,
at sådanne emner overhovedet ikke bliver udsat for
komitéprocedure. Afslutningsvis udtaler han, at: ». . . det
synes klart, at EU på flere områder er gået for langt i
retning af at lade bekvemmelighed og effektivitet få forrang. Det ser
ud til at være tilfældet på en del områder
vedrørende sundhed, sikkerhed og miljø«.
Det går kort sagt den forkerte vej. Den konkrete
magt til udformning af EU-lovgivningen overgår i stigende grad til
Europa-Kommissionen, embedsmændene og de forskellige komiteer og
lobbyister.
Lignende dokumenter
- Betænkning over I. Forslag til folketingsbeslutning om aktindsigt og offentlighed i EU Retsinformation · 7. maj 2003
- 1996 BSF 32 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM SANERING AF EUROPA-KOMMISSIONENS KOMITEER OG UDVALG Retsinformation · 22. oktober 1996
- Forslag til folketingsbeslutning om større åbenhed om EU-sager i Folketinget Retsinformation · 27. oktober 2003
- Skriftlig fremsættelse (9. oktober 2002) - B 8, B 9, B 10, B 11, B 12, B 13 og B 14 Retsinformation · 9. oktober 2002
- Skriftlig fremsættelse (18. april 2002) - B 97, B 98, B 99, B 100 Retsinformation · 18. april 2002
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber og Den Europæiske Union (Danmarks ratifikation af Nicetraktaten) Retsinformation · 9. juli 2001