Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber og Den Europæiske Union (Danmarks ratifikation af Nicetraktaten)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Europaudvalget den
15. maj 2001
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om
Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber og Den
Europæiske Union
(Danmarks ratifikation af Nicetraktaten)
[af udenrigsministeren (Mogens Lykketoft)]
1. Ændringsforslag
Der er stillet 8 ændringsforslag til lovforslaget.
Udvalget har stillet ændringsforslag nr. 5 og Enhedslistens medlem af
udvalget ændringsforslag nr. 1-4 og 6-8.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 2. marts 2001 og var til 1.
behandling den 21. marts 2001. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist
til behandling i Europaudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.
Samråd
Udvalget har stillet 6 spørgsmål til
udenrigsministeren til mundtlig besvarelse. Udenrigsministeren har besvaret
spørgsmålene i et samråd med udvalget den 4. maj 2001.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 14 spørgsmål til
udenrigsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. De 14
spørgsmål og svarene herpå er optrykt som bilag 2 til
betænkningen.
3. Udtalelser fra udvalget
Europaudvalgets fremtidige arbejde
Læs alt
Samtidig med behandlingen af lovforslaget har udvalget
drøftet Europaudvalgets fremtidige arbejde og har den 10. maj 2001
afgivet en beretning herom. I lighed med hvad praksis har været i
forbindelse med tidligere betænkninger vedrørende en
tiltrædelseslov, beskrives her kort den fornyelsesproces af det
europapolitiske arbejde i Folketinget og udadtil i samfundet i de kommende
år, som Europaudvalget herved har igangsat. Denne proces vil ligeledes
kunne bidrage aktivt til fremtidsdebatten efter Nice.
I Europaudvalget er der blandt alle partier et
fælles ønske om at styrke den politiske og folkelige debat om
dansk europapolitik nu og i fremtiden, så der i en løbende
dialog med befolkningen kan skabes en stærkere folkelig forankring af
Danmarks europapolitik. Udgangspunktet er at styrke Folketingets rolle i
europapolitiske spørgsmål i sammenhæng med den
indenrigspolitiske og globale udvikling.
Det forudsætter en række forbedringer af den
politiske behandling af europaspørgsmål i Folketinget, i
Europaudvalget og i fagudvalgene i et samarbejde med regeringen.
Fagudvalgenes rolle i europapolitikken vil i fremtiden blive styrket
systematisk i et tæt samarbejde mellem Europaudvalget og fagudvalgene i
Folketinget.
Det forudsætter en styrkelse og en fortsat
sammenhængende enhedsbetjening, som gives af Europaudvalgets
sekretariat herunder Folketingets repræsentant i Bruxelles
EU-konsulenten og dennes medarbejdere, herunder
specialkonsulenten for fagudvalgene, samt EU-Oplysningen, som blev
etableret i Folketingets Internationale Afdeling, nu Parlamentarisk Afdeling,
i tæt sammenhæng med den øvrige EU-betjening på
initiativ af Markedsudvalget i 1993 som led i betænkningen om Danmarks
tiltrædelse af Maastrichttraktaten og Edinburghafgørelsen.
Det forudsætter en udvidelse og forbedring af
EU-oplysningen og den folkelige debat og inddragelse i
europaspørgsmål. Herunder også gennem de
tilskudsmuligheder, der bevilges til debataktiviteter om EU i det danske
samfund, og som nu administreres gennem Nævnet vedrørende
EU-oplysning.
Det forudsætter, at Europaudvalgets udadvendte
virksomhed øges gennem udviklingen af et systematisk samarbejde med
bl.a. Regionsudvalget, repræsentanterne i Det Økonomiske og
Sociale Udvalg, interesseorganisationerne og de folkelige organisationer.
Europa-Parlamentets vigtige rolle i de fælles
beslutninger øger ligeledes behovet for at styrke Folketingets
Europaudvalgs og fagudvalgenes samarbejde med de danske
europaparlamentarikere.
Dette aktualiseres yderligere af den fulde
gennemførelse af Amsterdamtraktaten og Nicetraktaten.
Det danske EU-formandskab i 2. halvår 2002 og
debatten i forbindelse med regeringskonferencen i 2004 forstærker
yderligere behovet for den fornyelsesproces, Europaudvalget har igangsat.
Folketingets Europaudvalg spiller en central rolle i dansk
Europapolitik. Herigennem får regeringen sine mandater til
ministerrådsmøder i EU. Ligesom regeringen og
Udenrigsministeriet koordinerer den danske EU-politik, som føres i
Ministerrådet, koordinerer Europaudvalget Folketingets deltagelse heri.
Gennem Europaudvalget sikres den nødvendige sammenhæng og
koordination af Europapolitikken i Folketinget. I den forbindelse
forstærkes udvalgets udadvendte rolle.
Særligt om den under Nicetraktaten, artikel 2, nr. 8,
foreslåede formulering af artikel 133
Udvalget har i et samråd med udenrigsministeren
drøftet spørgsmålet om, hvorvidt de nye bestemmelser
omkring handel i artikel 133 i sig selv vil kunne føre til en
udstrækning af EU s kompetence på en måde, der kunne tvinge
Danmark til at udlicitere områder som affaldshåndtering og
sundhedsopgaver.
Et flertal i udvalget (udvalgets medlemmer med
undtagelse af DF og EL) bemærker, at det fremgår af
udenrigsministerens opfølgning på mødet i Europaudvalget
den 23. februar 2001, at »Aftaler på f.eks.
miljøområdet og sundhedsområdet kan således kun
indgås, såfremt Fællesskabet har kompetence til internt at
vedtage sådanne regler efter traktatens almindelige regler. Dermed sker
der ingen udvidelse af Fællesskabets beføjelse til at regulere
disse områder. Der er alene tale om, at indgåelse af
internationale aftaler på disse områder fremover bliver en del af
den fælles handelspolitik.«, jf. alm. del
bilag 831. Med andre ord giver traktaten nu sikkerhed for, at der ikke i
handelsforhandlinger kan ske noget på miljøområdet eller
sundhedsområdet, som ikke på tidspunktet for indgåelse af
aftalen ville være muligt internt i EU. Det er altså på
disse områder ikke muligt via handelsaftaler at give EU en kompetence,
som EU ikke allerede har.
Særligt om den under Nicetraktaten, artikel 2, nr. 9,
foreslåede affattelse af artikel 137
Udvalget har endvidere behandlet den nye formulering af
traktatens artikel 137, hvoraf det fremgår, at det er muligt for
Ministerrådet med »enstemmighed på
forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet« at udstrække det kvalificerede flertal til »repræsentation af og
kollektivt forsvar for arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser,
herunder medbestemmelse«
(artikel 137, stk. 1, litra f).
Forud for afslutning af forhandlingerne om Nicetraktaten
var det forudsætningen, at der ikke kunne accepteres
traktatændringer, som kunne undergrave den danske arbejdsmarkedsmodel
eller det danske velfærdssystem. På den baggrund vil
udvalget tilkendegive, at det ikke vil medvirke til at overflytte
området for »repræsentation af og
kollektivt forsvar for arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser,
herunder medbestemmelse« til
flertalsafgørelser, hvis en sådan overflytning vil udgøre
en trussel mod den danske aftalemodel. Endvidere tilkendegiver udvalget, at
der forud for en ændring af beslutningsformen i øvrigt på
de i artikel 137 anførte områder bør være en
grundig debat i Folketinget før regeringens forelæggelse af
forhandlingsoplæg i Folketingets Europaudvalg.
4. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (S, V, KF, CD og RV)
indstiller lovforslaget til vedtagelse med det under nr. 5 stillede
ændringsforslag.
Flertallet er enig om, at en vedtagelse af lovforslaget
og dermed en ratifikation af Nicetraktaten er det traktatmæssige
grundlag for Den Europæiske Unions udvidelse fra den 1. januar 2003.
Nicetraktaten er EU s udvidelsestraktat. Nicetraktaten færdiggør
Amsterdamtraktaten, så udvidelsen bliver mulig gennem en indretning af
EU s institutioner til en udvidelse fra de nuværende 15 til 27 lande.
Flertallet er enig om, at udvidelsen er den vigtigste opgave for EU i de
kommende år. Sårene efter 2. verdenskrig skal heles, så
økonomisk og social udvikling, frihed, demokrati, stabilitet og fred
kan sikres i hele Europa. Flertallet glæder sig over, at det ser ud
til, at flere lande i Europa i fremtiden vil søge medlemskab af EU.
Danmark skal under sit EU-formandskab i 2. halvår 2002 arbejde for at
færdiggøre forhandlingerne med så mange af
ansøgerlandene som muligt, således at den første
udvidelse kan gennemføres og de nye medlemslande kan deltage i EU s
næste regeringskonference og direkte valg til Europa-Parlamentet i
2004. For at bidrage til udvidelsesprocessen vil Folketingets Europaudvalg
bilateralt og gennem de nationale parlamenters europaudvalgs
samarbejdsorganisation, COSAC, tage en række initiativer i forhold til
ansøgerlandenes europaudvalg og parlamenter.
Flertallet er opmærksom på, at der som
opfølgning af Nicetraktaten gennemføres en regeringskonference
i 2004 parallelt med EU-udvidelsen og den vedtagne interne udvikling i EU.
Hermed er der rejst en debat om fremtidens Europa med særlig fokus
på:
Mulighederne for at fastlægge og overvåge
en mere præcis afgrænsning af kompetencefordelingen mellem EU og
medlemsstaterne, der tager hensyn til subsidiaritetsprincippet.
Status for EU s charter om grundlæggende
rettigheder.
En forenkling af traktaterne med henblik på at
gøre dem klarere og lettere at forstå uden at ændre deres
indhold.
De nationale parlamenters rolle i den europæiske
arkitektur.
Flertallet tillægger det stor vægt, at det i
erklæringen fra Nice fastslås, at denne debat ikke må
udgøre nogen form for hindring eller forudsætning for
udvidelsesprocessen, og at kandidatlandene vil blive inddraget i den kommende
regeringskonference. Flertallet tillægger det endvidere stor
vægt, at der i Folketinget og i befolkningen er en bred og åben
debat om fremtidens Europa og Danmarks placering heri.
Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti,
Centrum-Demokraterne og Det Radikale Venstre giver derfor deres klare
støtte til lovforslaget.
Et mindretal i udvalget (SF) indstiller ligeledes
lovforslaget til vedtagelse med det under nr. 5 stillede
ændringsforslag.
Det har været en ledetråd for SF s vurdering
af Nicetraktaten, at man? prioriterer Østudvidelsen højt uden
at komme i konflikt med de løfter især på
velfærdsområdet der blev givet før folkeafstemningen om
ØMU en den 28. september 2000.
1. I vurderingen af Nicetraktaten lægger SF særlig
vægt på følgende:
Traktaten er uden for enhver tvivl en udvidelsestraktat.
Der gennemføres nye ting på områder, hvor
traktatændringer udgør en indiskutabel politisk
forudsætning for de nuværende EU-landes accept af udvidelserne.
Det fremgår direkte af præamblen, at den skal forberede
udvidelsen, ligesom ændringer af stemmevægte i
Ministerrådet og antallet af sæder i Europa-Parlamentet entydigt
har dette formål.
Traktatændringerne på bl.a. det
institutionelle område udgør en nødvendig, men ikke
tilstrækkelig forudsætning for EU s udvidelse. Der forestår
fortsat vanskelige forhandlinger med ansøgerlandene. Der skal ske
ændringer i EU-politikken, ikke mindst på landbrugsområdet,
og der skal sikres den nødvendige folkelige opbakning bag
udvidelsespolitikken i de nuværende EU-lande. Men Nicetraktaten er en
forudsætning for at komme videre i udvidelsesforhandlingerne. Omvendt
vil det være et alvorligt tilbageslag for udvidelsesprocessen, hvis den
falder til jorden. Det vil være vigtigt, at den danske regering presser
på i forhold til at sætte tempoet i vejret i
udvidelsesforhandlingerne, herunder at den næste regeringskonference
ikke starter uden deltagelse fra nye medlemslande.
SF anerkender, at der både praktisk og politisk
kan være behov for flere flertalsafgørelser ved en større
udvidelse af EU, men det vil være uacceptabelt, hvis de medfører
en mulighed for undergravning af principperne i det danske
velfærdssamfund. Det er SF s opfattelse, at flertalsafgørelserne
i Nicetraktaten ikke vil få denne konsekvens. I artikel 42 er der
fortsat enstemmighed, ligesom der fortsat er enstemmighed omkring
aftalesystemet i artikel 137, hvilket ikke kan ændres uden dansk accept
og behandling i Folketinget. Der var på et tidspunkt i forhandlingerne
optræk til problemer i artikel 133, hvor EU-kompetencen
udstrækkes til også at omfatte bl.a. tjenesteydelser. Men med de
nuværende formuleringer i artikel 133 er det ikke SF s opfattelse, at
denne paragraf kan bruges til at gennemtvinge eksempelvis udliciteringer
på miljøområdet eller i sundhedssystemet, hvilket senere
behandling i Danmark har bekræftet.
De nye stemmeregler i Ministerrådet giver en mindre
forskydning til fordel for de store lande, men det er ikke SF s opfattelse,
at denne forskydning kan begrunde et nej til traktaten. Hvert land fastholder
en kommissær, men der lægges op til en rotationsordning på
kommissærposterne, hvis EU på et tidspunkt kommer til at omfatte
mere end 27 medlemslande. Heller ikke dette punkt kan efter SF s opfattelse
begrunde et nej til Nicetraktaten.
Nicetraktaten indeholder i artikel 7 en bestemmelse,
ifølge hvilken Ministerrådet kan påtale det, hvis
Rådet mener, at der er en risiko for, at et medlemsland krænker
menneskerettighederne. Man kan eventuelt bede uafhængige personer
udarbejde en rapport om situationen i det pågældende land. SF
finder artiklen dybt overflødig ikke mindst i betragtning af, at der
i Amsterdamtraktaten er klare bestemmelser, hvis et land rent faktisk
overtræder menneskerettighederne. Men der er langt fra den aktuelle
artikel 7 og så den sanktionspolitik, der blev gennemført i
forhold til Østrig i foråret 2000. SF mener således ikke,
at artikel 7 kan begrunde et nej til Nicetraktaten.
Der gives i traktaten mere lempelige muligheder for at
udvikle et såkaldt »forstærket
samarbejde«. Disse fleksibilitetsbestemmelser
lever ikke op til SF s visioner om et »Europa i
flere rum«. SF ser et stort behov for en
yderligere diskussion og politikudvikling omkring et dansk udspil
vedrørende et mere fleksibelt europæisk samarbejde. Det er her
af betydning, om de nye bestemmelser vil blokere for en sådan
politikudvikling. Det mener SF ikke er tilfældet, ligesom der fortsat
er lagt væsentlige begrænsninger i, hvor meget et
forstærket samarbejde kan udnyttes til at presse en unionsudvikling
igennem.
Nicetraktaten er ikke i et og alt perfekt. Der er mange
ting, der er nødvendige for en bedre udvikling i Europa, som ikke er
med i traktaten. SF har tidligere bl.a. krævet
flertalsafgørelser i forhold til minimumsregler for selskabsskat og
miljøafgifter, bedre regler for miljø og fødevarepolitik
og mere åbenhed i EU s beslutningsprocesser. Disse ting er
desværre ikke kommet igennem, men SF mener ikke, at det kan begrunde et
nej til Nicetraktaten.
Sammenfattende er det SF s opfattelse, at Nicetraktaten er
af afgørende betydning for den videre udvidelsesproces. De problemer,
der ligger i den, kan ikke begrunde en reel blokering af
Øst-udvidelsen. SF kan derfor støtte Nicetraktaten.
2. SF s holdning til en eventuel folkeafstemning om Nicetraktaten er
bestemt af følgende synspunkter:
Hvis der er tale om suverænitetsafgivelse i medfør af
grundlovens § 20, skal der efter SF s opfattelse afholdes en folkeafstemning.
SF vil i Folketinget ikke kunne medvirke i et 5/6-flertal, hvis konsekvensen
bliver en manglende folkeafstemning.
Hvis der i øvrigt er tale om en traktat af væsentlig
betydning, bør der afholdes en folkeafstemning.
Da der er tale om en udvidelsestraktat, der har stor
betydning for Europas, EU s og Danmarks fremtid, er det SF s vurdering, at
Nicetraktaten er af så politisk væsentlig betydning, at der
bør afholdes en folkeafstemning om Danmarks ratifikation af traktaten
uafhængigt af, om traktaten indeholder formel
suverænitetsafgivelse i henhold til grundloven.
SF ønsker at give befolkningen mulighed for at tage
aktiv stilling til dette udvidelsesperspektiv
Ikke mindst efter nej et den 28. september 2000 er det
altafgørende at sikre folkelig opbakning bag den fremtidige
EU-politik. SF vil aktivt arbejde for, at der bygges bro mellem ja- og
nej-siden og mellem befolkningen og politikerne. Dette brobygningsarbejde vil
imidlertid blive vanskeliggjort, hvis en så væsentlig traktat som
Nicetraktaten gennemføres uden sikkerhed for den folkelige opbakning.
Flertallet på Christiansborg må lære af tidligere
fejltagelser, og det vil derfor være uklogt at vedtage Nicetraktaten
udelukkende i Folketinget.
SF anbefalede, at regeringen sikrede sig, at der blev
udarbejdet en redegørelse udarbejdet af uafhængige juridiske
eksperter om Nicetraktatens forhold til grundlovens § 20. Efter SF s
opfattelse er det i spørgsmål af denne karakter ikke
tilstrækkeligt, at det alene er Justitsministeriet, der er underlagt en
politisk ledelse, der står for sådanne redegørelser. Vi
har dog også noteret os, at der ikke fra den juridiske fagkundskab er
fremkommet indvendinger, der giver grundlag for i dette tilfælde at
betvivle Justitsministeriets analyse og konklusion. I sidste ende vil det dog
kun være Højesteret, som kan afgøre, hvorvidt en dansk
ratifikation af Nicetraktaten er sket i overensstemmelse med grundlovens
bestemmelser.
3. Nicetraktaten er afgørende for Østudvidelsen, men den
løser på ingen måde de mange problemer, der er i
EU-samarbejdet.
Mangelen på folkelighed og demokrati er fortsat
overvældende. Logikken i det indre marked spiller fortsat en alt for
stor rolle i forhold til hensynet til miljø og mennesker. På
trods af Nicetraktaten er ambitionsniveauet fortsat for lavt, når det
gælder Østudvidelsen, samtidig med at der i
udvidelsesforhandlinger lægges for lidt vægt på de sociale
og økonomiske problemer i Øst-landene, som kan blive en
konsekvens af EU-medlemskabet. Der mangler fortsat at blive formuleret en
egentlig ikke-militær sikkerhedspolitik.
Det er SF s opfattelse, at der er både gode og
dårlige sider ved EU-samarbejdet. Det er en god ide at samarbejde
internationalt om at løse internationale problemer. Problemer med
f.eks. miljø, arbejdsmiljø og skatteunddragelse fra
multinationale virksomheder kan kun løses ved forpligtende
internationalt samarbejde, som vi kender det i EU.
SF vil også fremover støtte en udvikling i EU
i en mere folkelig retning og bekæmpe udviklingen hen imod et
føderalt samarbejde.
Den danske regering er væsentligt svækket af
den manglende folkelige opbakning i EU-politikken. Denne svækkelse har
årsag i mange års forløjethed, som har undergravet
troværdigheden hos de ledende politikere.
Det er SF s opfattelse, at EU er en politisk kampplads,
samt at Danmark skal spille en rolle på denne kampplads. Det er derfor
altafgørende, at der nyformuleres en dansk europapolitik, som på
den ene side kan opnå bred folkelig opbakning, og som på den
anden side forholder sig til de aktuelle problemer i EU-samarbejdet.
Et andet mindretal i udvalget (DF) indstiller
lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men kan dog stemme for
de under nr. 1-7 stillede ændringsforslag.
EU s magt forstærkes
Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at en godkendelse
af Nicetraktaten vil give langt større kompetence til EU på
bekostning af de enkelte europæiske nationer, ligesom det er Dansk
Folkepartis opfattelse, at de enkelte nationer efter Nicetraktaten vil
få stadig sværere ved at fastsætte, hvordan det enkelte
land ønsker at indrette sig. Nicetraktaten er derfor et skridt i den
forkerte retning.
På mange afgørende områder flyttes der
med Nicetraktaten beslutningskraft fra nationerne og til EU s institutioner.
Det sker ved, at EU s interne beslutningsproces ændres, så man i
stigende omfang ikke længere træffer beslutninger med
enstemmighed, men ved flertalsafgørelser. En lang række af
konkrete områder (oplistet i bemærkningerne til lovforslaget) i
ministerrådsregi overgår med traktaten til at være
flertalsafgørelser. Dermed flyttes kompetence, magt og indflydelse fra
nationalstaterne, som hidtil i praksis har haft vetoret og har kunnet sige
nej til en foreslået ændring. Fremover vil Danmark på disse
mange områder kunne blive nedstemt. Man flytter altså magt fra
nationalstaterne til EU s Ministerråd.
Politisk overvågning
Der er et område, som med Nicetraktaten bliver
ændret, som skal fremhæves. Det er ændringen af traktatens
artikel 7, der handler om, at EU nu skal til at være kontrollant i
forhold til demokratisk valgte regeringer i de enkelte lande, herunder i
forhold til lovlige politiske partier i medlemslandene. Artiklen er bl.a.
foranlediget af situationen i Østrig, hvor en lovlig regeringsdannelse
for godt et år siden gav anledning til, at EU reagerede helt
uhørt med aktioner og boykot over for Østrig. EU
forsøgte at bilde de europæiske befolkninger ind, at
beslutningen om aktionen var taget af 14 individuelle europæiske lande
med støtte fra Norge, USA og Israel, selv om det allerede fra starten
stod fast, at aktionen i realiteten var en EU-aktion. Det var da også
det daværende portugisiske formandskab, som med EU s officielle
brevpapir stod for det praktiske. Den form for demokratisk overvågning,
som er indholdet af artikel 7, finder Dansk Folkeparti ganske usmagelig.
Folkeafstemning påkrævet
Dansk Folkeparti mener endvidere, at der helt har manglet
en folkelig debat om Nicetraktaten. Det har uden tvivl nøje
sammenhæng med, at regeringen og et flertal i Folketinget meget bevidst
slet ikke ønsker en folkeafstemning og dermed den folkelige debat om
traktaten. Man kan nok uden de store problemer fastslå, at chancen for
en folkeafstemning om Nicetraktaten havde været anderledes stor, hvis
et flertal i den danske befolkning den 28. september 2000 havde stemt ja til
at afskaffe kronen. Nu blev det som bekendt glædeligvis et nej, hvorfor
flertallet i Folketinget ikke tør tage en ny folkeafstemning om
EU-forhold.
Det er Dansk Folkepartis generelle opfattelse, at alle
væsentlige beslutninger for Danmark og det danske folks fremtid i
forhold til en yderligere integration i EU altid bør tages gennem
folkeafstemning, og at folkeafstemningen indledes med mindst seks
måneders folkelig debat. Tidligere folkeafstemninger om EU-forhold har
vist, at der er et stort og varmt engagement i befolkningen, og at det netop
er en styrke ved det danske demokrati. Kun de færreste andre
europæiske lande har en tradition for at tage deres befolkninger med
på råd, og den tendens ser desværre ud til nu at være
kommet til Danmark. Det danske folk bliver desværre overhørt i
denne vigtige sag.
Flertallet, som nægter befolkningen folkeafstemning
om Nicetraktaten, bryder en årelang tradition for folkeafstemninger om
vigtige EU-spørgsmål. Hidtil har alle væsentlige
ændringer været lagt ud til befolkningen, uanset om det har
været nødvendigt efter grundlovens regler. Denne tradition
bliver nu brudt på grund af flertallets frygt for befolkningens
svar.
Dansk Folkeparti finder det uhørt, at befolkningen
på denne måde sættes ud på et sidespor, og skal
samtidig gøre det klart, at partiet finder fortolkningen af,
hvornår grundloven kræver ratifikation efter reglerne om
suverænitetsafgivelse, for snæver. Når EU på så
mange områder, som tilfældet er med Nicetraktaten, får
forstærket sin magt på bekostning af de enkelte lande, burde det
sige sig selv, at der afgives suverænitet.
Kommissærpost forsvinder
Endvidere forpligter flertallet Danmark til, når EU
får 27 medlemslande, at indgå aftale om en rotationsordning for
Kommissionens vedkommende, som betyder, at Danmark ikke længere fast
har en kommissær. Dette samtidig med, at Kommissionen fortsat har
eneret til at stille forslag. Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at denne
ændring af sammensætningen af Kommissionen er af en sådan
karakter, at den ikke kan gennemføres uden om reglerne for afgivelse
af suverænitet. I praksis gennem en folkeafstemning.
Europæiske partier
Endelig skal det her nævnes, at man med
Nicetraktaten skaber grundlaget for etableringen af såkaldte
europæiske partier. Dette skal sikres gennem særlige
støtteordninger, som skal fremme den politiske integration. Som
forslaget tegner sig, vil det betyde, at de pro-europæiske partier
»tilfældigvis« er
dem, som vil blive støtteberettiget, mens partier, som er skeptiske
over for den europæiske integrationsiver, sandsynligvis vil falde
udenfor. Det er fuldstændig absurd, at Danmarks repræsentanter
med den demokratiske tradition, vi har haft her i landet, Grundtvigs
fædreland kan gå med til et forslag, som vil lave et A- og et
B-hold i den politiske verden. Dansk Folkeparti vender sig imod denne
udvikling, hvormed EU viser sit manglende demokratiske væsen klart og
tydeligt.
Et tredje mindretal i udvalget (EL) indstiller
lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men kan dog stemme for
de stillede ændringsforslag.
Enhedslisten er imod, at dette lovforslag hastes igennem i
indeværende folketingsår og inden den irske folkeafstemning,
hvilket der ikke er saglige grunde til, og finder, at væsentlige
ændringer af Unionstraktaten, som der her er tale om, altid bør
afgøres af befolkningen ved en folkeafstemning.
Enhedslisten finder ikke, at Nicetraktaten som
påstået af regeringen er en nødvendig forudsætning
for udvidelsen af EU, og håber derfor, at den irske befolkning ved den
kommende folkeafstemning vil forkaste traktaten og dermed også bane vej
for ligeværdige forhandlinger mellem EU og de øvrige
europæiske lande på et nyt grundlag.
Nicetraktaten handler først og fremmest om at
overføre mere magt til Europa-Kommissionen og til de store lande
på de små landes bekostning og skal ses som et led i
unionsudviklingen, hvor næste skridt allerede er aftalt i Nice, nemlig
regeringskonferencen i 2004, som efter den tyske og andre regeringers
opfattelse skal føre til en føderation.
Efter Enhedslistens bedømmelse kan Nicetraktaten
få dybt negative konsekvenser på det handelspolitiske
område, hvor traktaten bygger på den nyliberalistiske doktrin om
afregulering. Traktaten giver Kommissionen magt til at forhandle på
medlemslandenes vegne i de kommende helt afgørende runder om TRIPS og
GATS, hvor det handler om bl.a. patentrettigheder og offentlige
tjenesteydelser, og hvor nye aftaler kan få dybt negative konsekvenser
for ulandene og for den offentlige sektor her i Danmark. Disse konsekvenser
af traktaten er dårligt belyst af regeringen.
Forholdet mellem grundloven og Nicetraktaten er efter
Enhedslistens opfattelse heller ikke tilfredsstillende belyst i
bemærkningerne til lovforslaget. Enhedslisten har derfor sendt
regeringen et notat med følgende overskrift: »Notat om mangler i regeringens Redegørelse om
visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med
ratifikationen af Nicetraktaten«. Notatet er
optrykt som bilag 3 til betænkningen.
Kristeligt Folkeparti og Demokratisk Folkeparti var
på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til
at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er
optrykt i betænkningen.
5. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal
(DF):
Til § 1
1) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:
»
Stk. 01. Forud for
ratifikationen af Nicetraktaten fremsender den danske regering en
erklæring til de øvrige EU-medlemsstater, hvoraf det
fremgår, at Danmark fortolker det under Nicetraktatens artikel 2, nr.
22, affattede artikel 214, stk. 2, således, at Danmark kun er
forpligtet til at indstille én og kun én kandidat til
EU-Kommissionen, og at Danmark ikke kan forpligtes til at fremkomme med
alternative forslag.«
[Indstilling af dansk kommissær]
2) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:
»
Stk. 02. Forud for
ratifikationen af Nicetraktaten fremsender den danske regering en
erklæring til de øvrige EU-medlemsstater, hvoraf det
fremgår, at Danmark fortolker den under Nicetraktatens artikel 2, nr.
8, affattede artikel 133 således, at artiklen ikke kan bruges til at
gennemtvinge udliciteringer på miljøområdet,
sundhedsområdet eller andre områder, hvor det efter Danmarks
opfattelse ikke vil være acceptabelt, og at Danmark derfor bevarer
retten til selv at afgøre, i hvilket omfang der på disse
områder kan eller skal gennemføres udliciteringer.«
[Dansk selvbestemmelsesret på en del af
udliciteringsområdet]
3) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:
»
Stk. 03. Forud for
ratifikationen af Nicetraktaten fremsender den danske regering en
erklæring til de øvrige EU-medlemsstater, hvoraf det
fremgår, at Danmark vil påberåbe sig Luxembourgforligets
vetoret og gøre gældende, at det vil være i strid med
vitale danske interesser, hvis det under Nicetraktatens artikel 2, nr. 19,
affattede artikel 191, stk. 2, forsøges anvendt til at
gennemføre bestemmelser om europæiske politiske partier, som vil
afskære opstillingsberettigede danske partier og bevægelser fra
godkendelse efter disse bestemmelser.«
[Sikring af opstillingsberettigede partier]
4) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:
»
Stk. 04. Forud for
ratifikationen af Nicetraktaten fremsender den danske regering en
erklæring til de øvrige EU-medlemsstater, hvoraf det
fremgår, at Danmark fortolker artikel 4, stk. 3, i den til
Nicetraktaten under A knyttede protokol således, at Danmark har vetoret
over for forslag om indførelse af en ordning med ligelig
rotation.«
[Vetoret i forbindelse med rotation]
Af udvalget:
Til § 2
5
) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer
»
2. I § 6, stk. 2, ændres
»et af Folketinget nedsat udvalg« til: »Folketingets
Europaudvalg«.
[Europaudvalgets rolle]
Til § 3
Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal
(DF):
6)
Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:
»
Stk. 01. Udenrigsministeren kan dog
tidligst fastsætte, at § 2 træder i kraft, når den danske
regering fra et tilstrækkeligt antal EU-medlemsstater har modtaget
bindende tilsagn om, at de i fremtiden vil garantere muligheden for at
anvende Luxembourgforligets vetoret, som er forudsætningen for det
danske EU-medlemskab.«
[Garanti for vetoret]
7)
Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:
»
Stk. 02. Udenrigsministeren kan dog
tidligst fastsætte, at § 2 træder i kraft, når EU s
Ministerråd har truffet afgørelse efter Traktatens artikel 49
TEU om optagelse af mindst 5 ansøgerlande i EU.«
[Godkendelse af 5 ansøgerlande som
forudsætning for ikrafttræden]
Af et mindretal (EL):
8)
Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:
»
Stk. 03. Udenrigsministeren kan dog
tidligst fastsætte, at § 2 træder i kraft, når der er
indgået en aftale mellem EU og gruppen af afrikanske lande i WTO om en
ændring af TRIPS-aftalens bestemmelser om patentrettigheder på
medicin og patentrettigheder om liv.«
[Ændring af TRIPS-aftalen som forudsætning for
ikrafttræden]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ifølge den i Nicetraktaten foreslåede artikel
214 vedtager Rådet med kvalificeret flertal og efter fælles
overenskomst med den indstillede formand listen over de øvrige
personer, som det foreslår udnævnt til medlemmer af Kommissionen.
Listen udarbejdes i overensstemmelse med hver enkelt medlemsstats
indstilling.
Denne formulering åbner efter forslagsstillernes
opfattelse for, at hvis der ikke opnås enighed mellem den nye
kommissionsformand og den danske regering om den foreslåede danske
kandidat, kan et flertal i Rådet sammen med kommissionsformanden tvinge
Danmark til at komme med en kandidat, som de vil godkende.
Regeringen har hidtil argumenteret med, at landenes
indstillingsret er fastholdt, og at det vil være »vanskeligere for et enkelt eller få lande at
blokere for udnævnelsen af den person, som f.eks. Danmark og den
indstillede kommissionsformand er enige om«, som
udenrigsministeren skriver i sit svar af 31. januar 2001 på
spørgsmål nr. S 974, jf. Folketingets forhandlinger 2000-01,
side 3143.
Det er klart, at Danmark har indstillingsretten på
linje med alle andre EU-landes regeringer men i formuleringen af artikel
214 er der ingen garanti for, at denne indstilling bliver fulgt af den nye
kommissionsformand.
Men i og med at man indføjer en ny formulering, som
giver den nye kommissionsformand og et kvalificeret flertal af Rådets
medlemsstater mulighed for at godkende de enkelte kandidater, åbner
dette selvfølgelig muligheden for, at et eller flere landes kandidater
til kommissærposten kan kasseres. Ellers giver bestemmelsen jo ingen
mening, så kunne man lige så godt have beholdt den hidtidige
beslutningsproces, hvor alle skal være enige om den samlede Kommissions
medlemmer.
Derfor ovenstående foreslåede ændring,
som vil være en styrkelse af den danske regerings position i
forbindelse med udnævnelsen af nye kommissærer. Denne
tilføjelse i den danske tiltrædelseslov til Nicetraktaten vil
klargøre over for Europa-Kommissionen og de andre EU-medlemslande, at
Danmark tolker formuleringen om »indstillingsretten«
således, at den kandidat, som Danmark kommer med, er den endelige, og
at hverken den ny kommissionsformand eller et flertal af de andre
medlemsstater kan påtvinge Danmark en anden kandidat end den, som
regeringen har indstillet.
Til nr. 2
I den foreslåede artikel 133 i Nicetraktaten
åbnes der for flertalsafgørelser på en række
områder samt for, at Rådet med enstemmighed kan beslutte at
overføre områder, som hidtil har været undtaget fra
flertalsafgørelser, til beslutninger truffet med
flertalsafgørelser.
Forslagsstillerne mener, at indholdet i artikel 133
åbner for, at der kan gennemtvinges udliciteringer på f.eks.
områder som vandforsyning, affaldshåndtering, parkvæsen,
plejehjem osv. SF mener ikke, at dette er tilfældet, og skriver i en
udtalelse fra SF s hovedbestyrelsesmøde afholdt den 6. og 7. januar
2001:
»
Med de nuværende
formuleringer i artikel 133 er det ikke SF s opfattelse, at denne paragraf
kan bruges til at gennemtvinge eksempelvis udliciteringer på
miljøområdet eller i sundhedssystemet. SF vil arbejde for, at
denne tolkning indføjes i den danske ratifikationslovgivning,
således at fremtidige danske regeringer er forpligtet af denne
tolkning.« (alm. del bilag 657).
Til nr. 3
Forslagsstillerne er af den principielle opfattelse, at EU
ikke skal finansiere politiske partier ud fra en formålsparagraf, der
dybest set handler om at styrke Unionen.
Men hvis dette alligevel sker, så er
forslagsstillerne af den opfattelse, at der ikke skal ske en favorisering af
partier, som er specielt interesseret i og vil arbejde på dette, og som
har større muligheder for dette end andre partier og
bevægelser.
Det udspil, som Europa-Kommissionen er kommet med til
konkretisering af den i Nicetraktaten foreslåede artikel 191, er helt
uacceptabelt. Kommissionens forslag medfører, at det europæiske
politiske parti skal være repræsenteret i
Europa-Parlamentet/nationale eller regionale parlamenter i mindst fem
medlemslande eller have fået mindst 5 pct. af stemmerne ved seneste
valg til Europa-Parlamentet i mindst 5 medlemslande.
Denne udmøntning favoriserer klart de eksisterende
fire store partigrupperinger i Europa-Parlamentet og deres ønsker om
økonomisk finansiering fra EU s side af deres arbejde.
Denne udformning vil forhindre f.eks.
Junibevægelsen, Folkebevægelsen, SF, Dansk Folkeparti og
Enhedslisten i at stille op.
Dette er i strid med den lighedsgrundsætning, som er
nedlagt både i den danske forfatning og i Unionstraktaten, som den er
formuleret. Alene derfor burde Europa-Kommissionens forslag afvises.
Partifriheden i EU skal have mindst samme omfang som partifriheden i Danmark,
ellers kommer en EU-statut til at favorisere bestemte politiske partier og er
til ugunst for andre, afhængig af om man har »søsterpartier « i
andre lande, som man kan danne et europæisk parti med.
Derfor må en eventuel statut udformes, så den
sikrer, at alle opstillingsberettigede partier og bevægelser, som
nationalt er godkendt, kan anmelde opstilling til Europa-Parlamentet og
modtage støtte og godkendes på lige fod.
Til nr. 4
Ifølge artikel 4, stk. 3, indføres der et
ligeligt rotationsprincip, når EU er nået op på 27
medlemslande. Rådet fastlægger i enstemmighed antallet af
kommissærer samt »rækkefølgen
og varigheden af deres statsborgeres medlemskab af Kommissionen«. Med Nicetraktaten (L 179) traktatfæstes
rotationsprincippet. Den konkrete udmøntning skal vedtages med
enstemmighed. Forslagsstillerne har været imod denne artikel, som efter
forslagsstillernes mening afskaffer den hidtil traktatsikrede ret til, at
hvert medlemsland har en kommissær. Men i forbindelse med
folketingsdebatterne den 21. marts 2001 om nærværende lovforslag
og forespørgslen om Nicetraktaten (F 25) kom det frem, at flere
ordførere opfattede denne artikels bestemmelser som noget, der
endeligt skulle forhandles, når Unionen når op på 27
medlemslande. Derfor går forslagsstillerne ud fra, at der ved den
foreslåede ændring kan opnås bred tilslutning til, at der i
den danske tiltrædelseslov kan blive indskrevet, at Danmark opfatter
Traktaten sådan, at Danmark i givet fald kan nedlægge veto imod
en konkret rotationsordning, som afskaffer den permanente danske ret til et
medlem af Kommissionen.
I de ovenfor nævnte folketingsdebatter den 21. marts
2001 om Nicetraktaten var f.eks. både den socialdemokratiske
ordfører Claus Larsen-Jensen og Venstres ordfører Charlotte
Antonsen inde på, at i forbindelse med indførelse af
rotationsordningen kan den konkrete udmøntning af rotationsprincippet
kun ske med enstemmighed. Charlotte Antonsen sagde ligeud i forbindelse med
F 25-debatten at » selvfølgelig kan vi da
sige nej, hvis vi ønsker det. Altså, alle lande kan sige nej i
forbindelse med traktatændringer, så der skal være enighed
om det spørgsmål, før man kan gå videre. «
Claus Larsen-Jensen sagde under debatten om
forespørgslen om Nicetraktaten (F 25) at »når der kommer 27 lande ind og der i givet fald
skal indføres et rotationsprincip, ja, så skal man være
ekstra agtpågivende, men på det tidspunkt vil der jo altså
også være et meget stort antal små lande, der sammen med os
har en fælles interesse i at sikre vores repræsentation,
også i Kommissionen.«
Ligeledes sagde SF s Anne Baastrup i forbindelse med 1.
behandling af nærværende lovforslag, at »Indførelsen af en eventuel rotationsordning er
udskudt til et senere tidspunkt . SF har argumenteret for vigtigheden af en
tæt forbindelse mellem Kommissionen og medlemslandene, og at hvert land
som følge heraf må fastholde en kommissær.«
Til nr. 5
Regeringen underretter Folketingets Europaudvalg om
forslag til rådsvedtagelser, der bliver umiddelbart anvendelige i
Danmark, eller til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er
nødvendig. Europaudvalget (tidligere Markedsudvalget) har fået
forelagt EU-forslagene siden tiltrædelsen i 1973, og det er derfor
naturligt efter 30 års praksis at nævne udvalget ved rette navn.
I henhold til de afgivne beretninger fra Europaudvalget forelægger
regeringen mundtligt forhandlingsoplæg for Europaudvalget forud for
vedtagelsen af EU-forslag af større rækkevidde.
Til nr. 6
Når udvidelsen af EU er gennemført, vil
landene i den såkaldte »vetoklub« ikke længere kunne blokere kvalificerede
flertalsafgørelser. Det vil sige, at Luxembourgforligets vetoret er
sat ud af kraft. Dermed bortfalder en afgørende forudsætning for
det danske EU-medlemskab. Grunden til, at veto-retten spiller så stor
en rolle, er naturligvis, at vetoretten sikrer, at der ikke imod Folketingets
vilje kan vedtages EU-lovgivning, som f.eks. strider mod grundloven,
overskrider Traktatens anvendelsesområde eller griber ind i vitale
danske interesser, f.eks. det kommunale selvstyre eller det danske skatte- og
velfærdssystem. Det antages i dag, at vetoretten anerkendes af
Frankrig, Storbritannien, Sverige, Grækenland og Danmark. Landene i
denne såkaldte »vetoklub« rykker det land til undsætning, som
påberåber sig vetoretten i en konkret sag. Når udvidelsen
af EU er gennemført, vil de ovennævnte fem lande ikke
længere kunne blokere en beslutning. Det skyldes, at de nye
afstemningsregler i Nicetraktaten ikke tager højde for sikringen af
denne vetoret.
Derfor foreslås denne ændring om, at et
tilstrækkeligt antal EU-medlemsstater skal garantere Danmark via et
bindende tilsagn at de også i fremtiden vil garantere muligheden for
at anvende Luxembourgforligets vetoret.
Til nr. 7
I forbindelse med folketingsdebatten om
forespørgslen om Nicetraktaten (F 25) den 21. marts 2001 sagde
statsministeren: »Som jeg sagde, er det en
udvidelsestraktat Vi skulle have løst Amsterdamtraktatens
hængepartier, og det fik vi. Udvidelsen med de central- og
østeuropæiske lande er et hovedmål for dansk
udenrigspolitik, et helt dominerende hovedmål.«
Tilhængerne af, at Danmark skal ratificere
Nicetraktaten, bruger alle som hovedargument, at Nicetraktaten er
nødvendig af hensyn til udvidelsen, og undgår at forholde sig
til alle de yderligere unionsskridt, som Nicetraktaten tager, og som ikke har
noget som helst at gøre med ansøgerlandene og udvidelsen som
sådan.
Nicetraktaten er blevet vedtaget for at styrke de store
landes indflydelse og magt i EU. Den er blevet vedtaget for at sikre
yderligere EU-integration, før ansøgerlandene kommer ind. Det
er symptomatisk, at der allerede nu er planlagt en yderligere
regeringskonference, som skal tage flere unionsskridt, og som også skal
overstås, før ansøgerlandene kommer ind. Det er oplagt,
at Nicetraktaten sammen med yderligere en ny traktat da ikke gør det
lettere for ansøgerlandene at komme ind, tværtimod.
Derfor skal Nicetraktaten ikke vedtages af hensyn til
ansøgerlandene, men af hensyn til de store og integrationsivrige lande
i EU. Det er uacceptabelt, at de mest unionsivrige lande kan få
gennemført yderligere EU-integration og forskydninger i magtbalancen
internt i Unionen til fordel for de store lande under påskud af, at det
er nødvendigt for, at ansøgerlandene kan komme ind i Unionen.
Hvis der skal være mening med alle de mange ord om,
at Nicetraktaten er nødvendig for, at ansøgerlandene kan komme
med, vil det derfor være naturligt, at Folketinget pålægger
regeringen via ovenstående ændring til tiltrædelsesloven at
sikre, at Nicetraktaten ikke træder i kraft i Danmark, før
Rådet med enstemmighed har godkendt mindst 5 ansøgerlandes
optagelse i Unionen.
Til nr. 8
Selv om der nu er underskrevet en aftale mellem en lang
række medicinalfirmaer og afrikanske lande om patentrettighederne i
forhold til aids-problemet, er problemet om de fattige landes og deres
befolkningers adgang til billig medicin og import af kopimedicin ikke
løst, i og med at TRIPS-aftalens bestemmelser om patentrettigheder
ikke er ændret.
Det er kendetegnende for den indgåede aftale, at den
kun er blevet indgået, fordi der har været et stort
internationalt politisk pres på de 39 medicinalvirksomheder, som har
indgået dette forlig. Forliget sikrer, at de internationale
patentregler, der er i TRIPS-aftalen, er intakte. Derfor kan der forventes
andre lignende sager i de kommende år, hvor man så igen vil
være helt afhængig af, at der kan etableres et tilsvarende
politisk pres for at løse problemerne med de fattige lande og deres
befolkningers mulighed for adgang til billig og nødvendig medicin.
Derfor bør Folketinget sikre, at Danmark ikke
ratificerer Nicetraktaten, før EU har indgået en aftale med
gruppen af afrikanske lande i WTO om en ændring af TRIPS-aftalens
bestemmelser om patentrettigheder på medicin og patentrettigheder om
liv.
Claus Larsen-Jensen (S)
fmd.
Niels Bloch Jespersen (S) Klaus Hækkerup (S)
Per Kaalund (S) Jens Peter Vernersen (S)
Anne Baastrup (SF) Susanne Clemensen (CD)
Elisabeth Arnold (RV) nfmd.
Keld Albrechtsen (EL) Charlotte Antonsen (V)
Eva Kjer Hansen (V) Svend Erik Hovmand (V)
Jens Kirk (V) Lene Espersen (KF)
Henning Grove (KF) Kristian Thulesen Dahl (DF)
Henriette Kjær (KF)
Kristeligt Folkeparti og Demokratisk Folkeparti havde ikke
medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Socialdemokratiet (S)
64
*
Det Radikale Venstre (RV)
7
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
43
*
Enhedslisten (EL)
5
Det Konservative Folkeparti (KF)
17
**
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Socialistisk Folkeparti (SF)
13
Demokratisk Folkeparti (DMF)
1
Dansk Folkeparti (DF)
10
Valgt på Færøerne (FÆR)
1
Centrum-Demokraterne (CD)
8
Uden for partierne (UP)
6
*
Heraf 1 medlem valgt i Grønland
**
Heraf 1 medlem valgt på
Færøerne
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 179
Bilagsnr.
Titel
1
Åbning for spørgsmål
2
Henvendelse fra Keld Albrechtsen om mangler i regeringens
redegørelse om visse forfatningsretlige spørgsmål i
forbindelse med Danmarks ratifikation af Nicetraktaten
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Samrådsspm. A, om Folketinget til sin tid vil blive inddraget i
beslutningen om dansk godkendelse af en ordning med ligelig rotation i
Europa-Kommissionen, til udenrigsministeren
Samrådsspm. B om antal kommissærer i forbindelse med
indførelse af en rotationsordning i Kommissionen
Samrådsspm. C om dansk indstilling til valg af kommissærer,
til udenrigsministeren
5
Samrådsspm. D om liberaliseringer og udliciteringer på
offentlige områder i forbindelse med de store selskabers
patentrettigheder, til udenrigsministeren
6
Samrådsspm. E om indførelse af tættere samarbejde efter
de nye regler i Nicetraktaten, til udenrigsministeren
7
Samrådsspm. F om kommende statut for europæiske politiske
partier, til udenrigsministeren
8
Spm. 1 om harmonisering af medlemsstaternes love og administrative
bestemmelser, til udenrigsministeren
Spm. 2 om udliciteringer på miljøområdet og i
sundhedssystemet, til udenrigsministeren
Spm. 3 om indgåelse af internationale aftaler i henhold til artikel
133, til udenrigsministeren
Spm. 4 om på grundlag af bestemmelserne i Nicetraktatens artikel 137
at lade fremgangsmåden i artikel 251 anvende på artikel 137, stk.
1, litra d), f) eller g), til udenrigsministeren
Spm. 5 om økonomisk ligevægt i sociale sikringsordninger, til
udenrigsministeren
Spm. 6 om den praktiske betydning af den ændrede formulering af
artikel 175, til udenrigsministeren
Spm. 7 om, at danske kommissærer ingen form for uofficiel funktion
eller repræsentation har i relation til Danmark, til
udenrigsministeren
Spm. 8 om grænsen for kvalificeret flertal ved fremtidige udvidelser
af EU, til udenrigsministeren
Spm. 9 om, hvorvidt Danmark vil støtte en indarbejdelse af chartret
for grundlæggende rettigheder i traktatgrundlaget for EU, til
udenrigsministeren
Spm. 10 om grundlovens § 20 ved overgivelse af suverænitet, til
udenrigsministeren
Spm. 11 om, hvilke fortilfælde der har været i forbindelse med
afgivelse af suverænitet i nærmere bestemt omfang efter
grundlovens § 20, til udenrigsministeren
9
Spm. 12 om inddragelse af Folketinget og Europaudvalget forud for en
godkendelse af en ordning med ligelig rotation i Europa-Kommissionen, til
udenrigsministeren
Spm. 13 om, i hvilket omfang EF i henhold til traktaten har kompetence til
at gennemtvinge liberaliseringer og udliciteringer af offentligt
parkvæsen og vandforsyning, til udenrigsministeren
Spm. 14 om, hvorvidt det er i overensstemmelse med grundloven og
Nicetraktatens lighedsgrundsætning, at ikke alle partier, som har ret
til at opstille til europaparlamentsvalg, kan tildeles støtte over
fællesskabsbudgettet, til udenrigsministeren
10
Svar på spm. 1 om harmonisering af medlemsstaternes love og
administrative bestemmelser, fra udenrigsministeren
Svar på spm. 2 om udliciteringer på miljøområdet
og i sundhedssystemet, fra udenrigsministeren
Svar på spm. 3 om indgåelse af internationale aftaler i
henhold til artikel 133, fra udenrigsministeren
Svar på spm. 4 om på grundlag af bestemmelserne i
Nicetraktatens artikel 137 at lade fremgangsmåden i artikel 251 anvende
på artikel 137, stk. 1, litra d), f) eller g), fra
udenrigsministeren
Svar på spm. 5 om økonomisk ligevægt i sociale
sikringsordninger, fra udenrigsministeren
Svar på spm. 6 om den praktiske betydning af den ændrede
formulering af artikel 175, fra udenrigsministeren
Svar på spm. 7 om, at danske kommissærer ingen form for
uofficiel funktion eller repræsentation har i relation til Danmark, fra
udenrigsministeren
Svar på spm. 8 om grænsen for kvalificeret flertal ved
fremtidige udvidelser af EU, fra udenrigsministeren
Svar på spm. 9 om, hvorvidt Danmark vil støtte en
indarbejdelse af chartret for grundlæggende rettigheder i
traktatgrundlaget for EU, fra udenrigsministeren
Svar på spm. 10 om grundlovens § 20 ved overgivelse af
suverænitet, fra udenrigsministeren
Svar på spm. 11 om, hvilke fortilfælde der har været i
forbindelse med afgivelse af suverænitet i nærmere bestemt omfang
efter grundlovens § 20, fra udenrigsministeren
11
Svar på spm. 12 om inddragelse af Folketinget og Europaudvalget
forud for en godkendelse af en ordning med ligelig rotation i
Europa-Kommissionen, fra udenrigsministeren
Svar på spm. 13 om, i hvilket omfang EF i henhold til traktaten har
kompetence til at gennemtvinge liberaliseringer og udliciteringer af
offentligt parkvæsen og vandforsyning, fra udenrigsministeren
12
1. udkast til betænkning
13
Svar på spm. 14 om, hvorvidt det er i overensstemmelse med
grundloven og Nicetraktatens lighedsgrundsætning, at ikke alle partier,
som har ret til at opstille til europaparlamentsvalg, kan tildeles
støtte over fællesskabsbudgettet, fra udenrigsministeren
14
2. udkast til betænkning
Bilag 2
Udvalgets spørgsmål til udenrigsministeren og
dennes svar herpå
Spørgsmålene og udenrigsministerens svar
herpå er optrykt efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål 1:
Udenrigsministeren bedes udarbejde en oversigt over, hvor
EF-traktaten udelukker harmonisering af medlemsstaternes love og
administrative bestemmelser.
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 77,
jf. alm. del bilag 885, hvoraf fremgår, at Traktaten udtrykkeligt
udelukker harmonisering af medlemsstaternes love og administrative
bestemmelser på følgende områder:
Visse aspekter af social- og arbejdsmarkedspolitik
(jf. art. 137. stk. 1 litra j) og k))
Uddannelse (jf. art. 149, stk. 4 og art. 150, stk.
4)
Kultur (jf. art. 151, stk. 5)
Beskyttelse og forbedring af folkesundheden (jf. art.
152, stk. 4, litra c).
EF-traktatens artikel 13 om bekæmpelse af
forskelsbehandling udelukker harmonisering af medlemsstaternes love og
administrative bestemmelser, når stemmereglen er
flertalsafgørelser (den nye stk. 2), mens en tilsvarende
begrænsning ikke findes, når stemmereglen er enstemmighed (stk.
1).
Art. 137, stk. 1 litra j) og k) samt art. 13, stk. 2
følger af Nicetraktaten.
Spørgsmål 2:
Udenrigsministeren bedes oplyse, hvorvidt det på
grundlag af de eksisterende kompetencer eller på baggrund af
Nicetraktaten vil være muligt at tvinge medlemslandene til
udliciteringer på miljøområdet eller i sundhedssystemet. I
den udstrækning udenrigsministeren besvarer spørgsmålet
bekræftende, bedes udenrigsministeren oplyse, hvornår EU har
opnået en sådan kompetence?
Svar:
Fællesskabets kompetencer på
miljøområdet og sundhedsområdet er først og
fremmest fastsat i henholdsvis EF-traktatens artikel 174-176 og artikel
152.
Derudover eksisterer der generelle regler, som
indebærer eller giver mulighed for en vis markedsåbning på
miljøområdet og sundhedsområdet.
For det første finder traktatens
grundlæggende regler om fri bevægelighed for blandt andet varer
(EF-traktatens artikel 28 og 30) og tjenesteydelser (EF-traktatens artikel
49-55) samt konkurrencereglerne (EF-traktatens artikel 81-86) som
udgangspunkt også anvendelse på miljø- og
sundhedsområdet.
For det andet er der vedtaget en række retsakter,
der yderligere fremmer den fri konkurrence også på
miljøområdet og sundhedsområdet. Dette skal ses i lyset af
det indre markeds oprettelse og funktion, jf. EF-traktatens artikel 95, som
indførtes med Den Europæiske Fælles Akt i 1986. Der
eksisterer f.eks. en række direktiver om udbudspligt for offentlige
myndigheder i forbindelse med bygge- og anlægskontrakter,
tjenesteydelser, offentlige indkøb og forsyningsvirksomhed.
Det skal dog understreges, at udbudsreglerne først
finder anvendelse, når det er besluttet, at de pågældende
opgaver ikke længere skal varetages af de offentlige myndigheder selv.
Udbudsdirektiverne kan ikke i sig selv anvendes til at gennemtvinge
udliciteringer heller ikke på miljøområdet og i
sundhedssystemet.
De nævnte artikler berøres ikke af
Nicetraktaten.
Spørgsmål 3:
Vil det være muligt for udenrigsministeren
nærmere at redegøre for, hvilke beføjelser EF opnår
på området for indgåelse af internationale handelsaftaler i
henhold til artikel 133, ud over det som fremgår af tidligere
fremsendte notater af 10. marts og 27. februar d.å.
Svar:
Den væsentligste ændring med Nicetraktatens
udformning af artikel 133 er, at den fælles handelspolitik
udstrækkes til forhandling og indgåelse af aftaler på
områderne handel med tjenesteydelser og handelsrelaterede aspekter af
intellektuel ejendomsret. Dette betyder, at Kommissionen efter bemyndigelse
fra Rådet forhandler på medlemslandenes vegne og indgår
aftaler på medlemslandenes vegne (eksklusiv
fællesskabskompetence). Der vil i disse tilfælde som hovedregel
gælde kvalificeret flertal.
Der sker imidlertid ingen udvidelse af Fællesskabets
mulighed for regulering internt i EU. Og når stemmereglen internt er
enstemmighed, vil den også være det eksternt.
Der overføres ingen beføjelser i grundlovens
forstand som følge af ændringen af artikel 133, jf.
Justitsministeriets redegørelse af 26. februar 2001 for visse
forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks
ratifikation af Nicetraktaten.
I øvrigt henvises til den i
spørgsmålet nævnte besvarelse af 10. marts 2001 (alm. del
bilag 885) samt notat af 27. februar 2001 (alm. del bilag 831). Det vil
næppe være muligt at tilføje yderligere hertil.
Spørgsmål 4:
Udenrigsministeren bedes oplyse, hvilken form for
behandling i regering og Folketing der vil være en forudsætning
for, at en dansk minister engang i fremtiden på grundlag af
bestemmelserne i Nicetraktatens artikel 137 (TEF) og gældende
procedurer i Danmark vil kunne medvirke til en beslutning om at lade
fremgangsmåden i artikel 251 (TEF) anvende på artikel 137, stk.
1, litra d), f) eller g).
Svar:
I henhold til Nicetraktatens artikel 137, stk. 2, litra b)
kan Rådet med enstemmighed på forslag fra Kommissionen og efter
høring af Europa-Parlamentet lade fremgangsmåden i artikel 251
(fælles beslutningstagen og dermed kvalificeret flertal) finde
anvendelse på samarbejdsområderne i artikel 137, stk. 1, litra
d), f) og g), som omhandler:
beskyttelse af arbejdstagere ved ophævelse af en
arbejdskontrakt,
repræsentation af og kollektivt forsvar for
arbejdstagerne og arbejdsgivernes interesser, herunder
medbestemmelse,
beskæftigelsesvilkår for
tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt på
Fællesskabets område.
Såfremt Kommissionen engang i fremtiden måtte
fremlægge forslag om at lade fremgangsmåden i artikel 251 finde
anvendelse på samarbejdsområderne i artikel 137, stk. 1, litra
d), f) og g), vil et sådant forslag blive behandlet i regeringen og
forelagt Folketingets Europaudvalg efter de sædvanlige procedurer
herom, herunder i overensstemmelse med Europaudvalgets beretninger.
Hvis der til sin tid måtte være et
ønske herom, vil spørgsmålet selvsagt også kunne
gøres til genstand for en debat i Folketingssalen.
Spørgsmål 5:
Udenrigsministeren anfører i besvarelse af
spørgsmål 87, jf. alm. del bilag 885, at Domstolen tidligere
har lagt den økonomiske ligevægt i sociale sikringsordninger til
grund for sine afgørelser. Udenrigsministeren bedes nærmere
redegøre for, hvilken vurdering af økonomisk ligevægt
Domstolen i disse tilfælde har lagt til grund.
Svar:
I en vigtig dom af 28. april 1998 i sag C-158/96, Kohll,
Sml. s.I-1931, udtalte EF-Domstolen, at »en risiko
for et alvorligt indgreb i den sociale sikringsordnings økonomiske
ligevægt kan udgøre et tvingende alment hensyn, som kan
berettige« en begrænsning af det
grundlæggende princip om den fri udveksling af tjenesteydelser.
Sagen vedrørte spørgsmålet om,
hvorvidt en luxembourgsk statsborger havde ret til at få udbetalt et
tilskud til tandlægebehandling fra den luxembourgske sygekasse,
når tandlægebehandlingen havde fundet sted i en anden
EU-medlemsstat uden sygekassens forhåndssamtykke. Efter den
luxembourgske lovgivning havde statsborgeren ret til at få udbetalt et
tilskud til den pågældende tandlægebehandling, uden
sygekassens forhåndssamtykke, hvis tandlægebehandlingen fandt
sted i Luxembourg. Domstolen fandt, at den luxembourgske lovgivning udgjorde
en hindring for den fri udveksling af tjenesteydelser, jf. EF-traktatens
artikel 49, idet den afholder de socialt sikrede fra at benytte
tjenesteydelser på sundhedsområdet fra personer, der er etableret
i en anden medlemsstat.
I den konkrete sag afviste Domstolen, at hensynet til
beskyttelsen af den sociale sikringsordnings økonomiske ligevægt
kunne retfærdiggøre hindringen for den fri udveksling af
tjenesteydelser, idet tilskud til »tandlægebehandling, som er udført i en
anden medlemsstat, i henhold til satserne i den stat, hvor den
pågældende er sikret, ikke har væsentlig betydning for
finansieringen af den sociale sikringsordning,«
jf. dommens præmis 42.
Dommen viser således, at hensynet til beskyttelsen
af den sociale sikringsordnings økonomiske ligevægt vil kunne
retfærdiggøre en hindring af den fri udveksling af
tjenesteydelser, men at dette afvistes i den konkrete sag, idet det ikke
reelt var dette hensyn, der blev varetaget i den luxembourgske lovgivning. Da
Domstolen fortolker de øvrige traktatbestemmelser om den fri
bevægelighed for varer, arbejdskraften, etableringsretten og kapitalen
parallelt, vil det samme hensyn kunne anføres inden for disse
områder.
Spørgsmål 6:
Udenrigsministeren anfører i besvarelse af
spørgsmål 89, jf. alm. del bilag 885, at den ændrede
formulering af artikel 175 (TEF) næppe vil have nogen praktisk
betydning. Udenrigsministeren bedes nærmere forklare, hvorfor artiklen
i så fald har fået en ændret formulering.
Svar:
EF-traktatens artikel 175, stk. 2, var under
regeringskonferencen, som førte til Nicetraktaten, genstand for
forhandlinger med henblik på at udvide anvendelsen af kvalificeret
flertal på miljøområdet. Forhandlingerne viste imidlertid
ikke nogen større vilje blandt medlemslandene til at gå videre
på dette område. Resultatet af forhandlingerne blev derfor alene
en lettere omformulering af artikel 175, stk. 2.
Spørgsmål 7:
I sin besvarelse af spørgsmål 92, jf. alm.
del bilag 885, anfører udenrigsministeren, at danske
kommissærer ingen form for uofficiel funktion eller
repræsentation har i relation til Danmark. Udenrigsministeren bedes
nærmere redegøre for, hvornår de af Danmark udpegede
kommissærer er ophørt med at holde sig orienteret om danske
interesser og at udtrykke disse i Kommission og generaldirektorater, uden at
der af den grund har været tale om en egentlig instruks fra
Danmark.
Svar:
I besvarelsen af spørgsmål 92, jf. alm. del
bilag 885, anføres, at en dansk kommissær i henhold til
traktaten ingen funktioner har i relation til dansk interesse og
repræsentation.
Hvorledes et dansk medlem af Kommissionen måtte
holde sig orienteret om forhold i Danmark, samt hvilke synspunkter en dansk
kommissær eventuelt måtte gøre gældende internt i
Kommissionen, er spørgsmål, som det vil være rigtigst at
rette til vedkommende danske kommissær.
Spørgsmål 8:
Hvilken holdning vil Danmark arbejde ud fra i de
forhandlinger, der vil være om grænsen for kvalificeret flertal
ved fremtidige udvidelser af EU (jf. besvarelse af spørgsmål 99,
alm. del bilag 885)?
Svar:
Fra dansk side vil man bidrage til at finde de
løsninger på spørgsmålet om
tærskelværdier for et kvalificeret flertal, som gør det
muligt for udvidelsesprocessen at fortsætte uden hindringer. I
øvrigt finder regeringen, at tærskelværdien for et
kvalificeret flertal bør fastsættes omkring det nuværende
niveau.
Spørgsmål 9:
Ud over at oplyse at Danmark er tilfreds med, at charteret
om grundlæggende rettigheder drøftes, og at Danmark her vil
indgå aktivt og konstruktivt, bedes udenrigsministeren oplyse, hvorvidt
Danmark vil støtte en indarbejdelse af charteret i traktatgrundlaget
for EU eller en anden form for juridisk bindende aftale om chartrets
bestemmelser?
Svar:
Efter regeringens opfattelse skal Danmark være
åben over for i givet fald at indarbejde Charteret i EU s
traktatgrundlag. For regeringen er det vigtigt at tydeliggøre
borgernes rettigheder i forhold til EU s institutioner. Præcist hvordan
og i hvilken form man i givet fald bør knytte Charteret til traktaten,
er imidlertid et kompliceret juridisk spørgsmål, som
kræver et grundigt teknisk forberedelsesarbejde.
Spørgsmål 10:
Udenrigsministeren bedes oplyse, hvorvidt det er korrekt
forstået, at grundlovens paragraf 20 s krav om 5/6 flertal i
Folketinget ved overgivelse af suverænitet i nærmere bestemt
omfang skal forstås som 5/6 af Folketingets medlemmer og ikke som af de
i Folketingssalen fremmødte medlemmer.
Svar:
Den i spørgsmålet anførte
forståelse kan bekræftes.
Spørgsmål 11:
Udenrigsministeren bedes oplyse, hvilke fortilfælde der er for
afgivelse af suverænitet i nærmere bestemt omfang efter
grundlovens paragraf 20 med 5/6 flertal i Folketinget.
Svar:
Der er følgende fortilfælde for vedtagelse af
lovforslag med et flertal på 5/6 af folketingets medlemmer i henhold
til grundlovens § 20, stk. 2:
Forslag til lov om ændring af patentloven
(Ratifikation af Den europæiske Patentkonvention). Vedtaget i
forbindelse med tredje behandlingen i Folketinget den 1. juni 1989 med 153
stemmer mod 22.
Forslag til lov om ændring af patentloven
(Ratifikation af aftale om EF-patenter m.v.). Vedtaget i forbindelse med
tredje behandlingen i Folketinget den 17. december 1992 med 156 stemmer mod
21.
Forslag til lov om ændring af lov om Danmarks
tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber. Vedtaget i
forbindelse med tredje behandlingen i Folketinget den 30. marts 1993 med 154
stemmer mod 16. Det bemærkes, at dette lovforslag var en del af et
samlet lovkompleks bestående af tre lovforslag om Danmarks tilslutning
til Edinburgh-afgørelsen og Maastricht-traktaten. De to øvrige
lovforslag vedrørte forslag til lov om Danmarks tiltrædelse af
Edinburgh-afgørelsen og Maastricht-traktaten samt forslag til lov om
afholdelse af folkeafstemning om forslag til lov om Danmarks
tiltrædelse af Edinburgh-afgørelsen og
Maastricht-traktaten.
Spørgsmål 12:
Udenrigsministeren bedes som lovet på
Europaudvalgets møde den 4. maj 2001 oversende et notat, som i
overensstemmelse med ministerens mundtlige fremlæggelse af svar
på samrådsspørgsmål A, B og C på
Europaudvalgets møde den 4. maj 2001 belyser:
spørgsmålet om inddragelse af Folketinget
og Folketingets Europaudvalg forud for beslutningen om en godkendelse af en
ordning med ligelig rotation i Europa-Kommissionen,
regeringens »smertetærskel« i
forhold til det ønskede antal kommissærer, og
den til den tid siddende danske regerings
mulighed for at komme med flere indstillinger til, hvem man ønsker som
den danske kommissær.
Svar:
Der henvises til vedlagte notat om Nicetraktaten og
Kommissionen.
Spørgsmål 13:
Udenrigsministeren bedes som lovet på
Europaudvalgets møde den 4. maj 2001 oversende et notat, der
belyser, i hvilket omfang EF i henhold til traktaten har kompetence til at
gennemtvinge liberaliseringer og udliciteringer af offentligt parkvæsen
og vandforsyning.
Svar:
Der henvises til vedlagte notat om TEF artikel 133.
Udenrigsministeren bedes som lovet på
Europaudvalgets møde den 4. maj 2001 oversende et notat, som i
overensstemmelse med ministerens mundtlige fremlæggelse af
samrådsspørgsmål A, B og C på Europaudvalgets
møde den 4. maj 2001 belyser:
spørgsmålet om inddragelse af Folketinget
og Folketingets Europaudvalg forud for beslutningen om en godkendelse af en
ordning med ligelig rotation i Europa-Kommissionen,
regeringens »smertetærskel« i
forhold til det ønskede antal kommissærer, og
den til den tid siddende danske regerings mulighed for
at komme med flere indstillinger til, hvem man ønsker som den danske
kommissær.
I overensstemmelse med besvarelsen af
samrådsspørgsmål A, B og C kan følgende
oplyses:
Inddragelsen af Folketinget og Folketingets Europaudvalg
forud for beslutningen om en godkendelse af en ordning med ligelig rotation i
Europa-Kommissionen.
Med Nicetraktaten er princippet om én
kommissær pr. land blevet skrevet ind i EF-traktaten. Det er ligeledes
sikret, at de nye land også vil få en kommissær, når
de bliver medlemmer af EU. Den 1. januar 2005 afgiver de store lande den ene
af deres to kommissærer, så den næste Kommission kommer til
at bestå af én kommissær pr. medlemsland.
Når EU omfatter 27 medlemmer, skal der forhandles om
en løsning, så den næste Kommission får færre
end 27 medlemmer. I den forbindelse skal der indføres helt ligelig
rotation. De nærmere detaljer i ordningen og det samlede antal af
kommissærer skal vedtages af Rådet med enstemmighed. Også
de 12 nye medlemslande, som EU til den tid vil have, skal deltage i
beslutningen.
Hvornår denne beslutning skal træffes, kan der
ikke siges noget sikkert om i dag. Det er dog forventningen, at Danmark og
alle andre medlemslande er sikret en kommissær frem til omkring 2010
eller 2015.
Når Rådet til sin tid skal træffe
beslutning om en ligelig rotationsordning og det samlede antal af
kommissærer, vil den siddende regering på sædvanlig vis
skulle forelægge sagen for Folketingets Europaudvalg efter de
almindelige procedurer og på grundlag af bl.a. udvalgets egne
beretninger.
Hvis der måtte være et ønske om, at
dette spørgsmål ligeledes bliver genstand for en
drøftelse i Folketingssalen, kan Folketingets medlemmer selvsagt til
enhver tid foreslå en sådan debat.
»
Smertetærskel« i forhold til det ønskede antal
kommissærer.
Den beslutning, som skal træffes af Rådet,
skal som beskrevet ovenfor ske på grundlag af enstemmighed blandt alle
27 medlemslande. Ethvert medlemsland har en pligt til at deltage i de
forhandlinger, som vil finde sted. Og disse forhandlinger vil fortsætte
indtil der er opnået en enstemmig løsning. Hverken Danmark eller
noget andet medlemsland kan på forhånd nedlægge veto imod,
at der indføres en rotationsordning. Det er regeringens opfattelse, at
Danmark til sin tid bør deltage konstruktivt i disse
forhandlinger.
Hvad angår spørgsmålet om antallet af
kommissærer i den fremtidige Kommission, har regeringen ikke taget
stilling. Det er ikke et spørgsmål, som er aktuelt i dag. Som
det er beskrevet i redegørelsen ovenfor, vil Europaudvalget til sin
tid få forelagt sagen på normal vis.
Mulighed for at komme med flere indstillinger til,
hvem man ønsker som den danske kommissær.
Hvad angår udpegning af en dansk kommissær vil
situationen være den samme, som den er i dag. Også efter
traktatens ikrafttræden kan der kun udnævnes en kommissær,
som det pågældende medlemsland samt den indstillede
kommissionsformand er enige om.
Regeringen har ingen mulighed for at afskære
fremtidige regeringer fra at foreslå mere end én kandidat, hvis
de måtte ønske det. Regeringen har for sit vedkommende ingen
intention om til sin tid at fremkomme med mere end ét forslag til
posten som dansk kommissær. Der vil som ved tidligere lejligheder
blive tale om en dialog mellem det enkelte medlemsland og Kommissionens
designerede formand.
Det skal for god ordens skyld tilføjes, at på
den liste, som i henhold til art. 214 vil blive forelagt Rådet til
godkendelse med kvalificeret flertal, vil der i sagens natur kun kunne
stå ét navn. Rådet vil ikke få mulighed for at
vælge mellem forskellige danske kandidater til en kommissærpost.
Men i forløbet op til udformningen af listen, vil det selvsagt
være muligt for en dansk regering hvis den måtte ønske
det at foreslå mere end ét navn over for den designerede
kommissionsformand. Det er også situationen i dag.
Spørgsmål 14:
Udenrigsministeren bedes som lovet på
Europaudvalgets møde den 4. maj 2001 oversende et notat om, hvorvidt
det er i overensstemmelse med grundloven og Nicetraktatens
lighedsgrundsætning, at ikke alle partier og bevægelser, som har
ret til at opstille til europaparlamentsvalg, kan tildeles støtte over
fællesskabsbudgettet.
Svar:
Kommissionen har fremsat forslag til en
Rådsforordning baseret på TEF art 308 om vedtægter for og
finansiering af europæiske politiske partier. Forslaget har to
hovedelementer: For det første en adgang til at europæiske
partier og partigrupper kan få deres vedtægter registreret hos
Europaparlamentet. Der opstilles en række betingelser for at kunne
opnå og opretholde en sådan registrering. For det andet en adgang
for europæiske partier, til at kunne modtage støtte direkte fra
EFs budget. Ud over at partiet skal være registreret opstilles en
række yderligere krav, betingelser for de pågældende
partier samt nærmere regler vedrørende en sådan
finansiering.
Selv om dette ikke direkte fremgår af teksten, synes
selve registreringsordningen i alt væsentligt at måtte anskues
som en betingelse, der skal opfyldes for at kunne modtage støtte fra
EFs budget, idet der ikke synes at være knyttet (andre)
selvstændige retsvirkninger til registreringen.
Det fremgår af bemærkningerne til
Kommissionens forslag, at sigtet med dette er at gennemføre en
ordning, som er forudset i Nicetraktatens bestemmelse om indføjelse af
et nyt stk.2 i TEF art 191 om en statut for europæiske politiske
partier. Det fremgår af Kommissionens bemærkninger, at TEF art
308 anvendes alene fordi sagen efter Kommissionens opfattelse haster, og
derfor ikke kan vente til Nicetraktaten er trådt i kraft. Det må
derfor antages, at forslaget må respektere de begrænsninger som
er knyttet til det nye TEF art 191, stk.2, uanset at Nicetraktaten endnu ikke
er trådt i kraft. Det er i erklæring nr. 11 til Nicetraktatens
slutakt fastslået af regeringskonferencen bl.a., at »bestemmelsen om finansiering af politiske partier
anvendes på samme grundlag for alle politiske retninger, der er
repræsenteret i Europaparlamentet. «
For så vidt angår ligebehandlingsprincippet
har EF-domstolen i en række domme fastslået, at der i EF-retten
ved siden af traktatens konkrete diskriminationsforbud gælder et
generelt lighedsprincip, hvorefter ensartede situationer ikke må
behandles forskelligt, medmindre en forskellig behandling er objektivt
begrundet.i Undertiden udtrykkes
princippet negativ, nemlig som et forbud mod forskelsbehandling.
Forskelsbehandling består da i at behandle ensartede situationer
forskelligt eller forskellige situationer ens.
Nicetraktaten ændrer ikke indholdsmæssigt
på ligebehandlingsprincippet, hvorfor Domstolens hidtidige praksis er
relevant for princippets rækkevidde.
Det må på dette grundlag antages, at
ligebehandlingskravet må gælde »for
alle politiske retninger i Europaparlamentet.«
i Sag C-125/77,
Scholten-Honig, saml. 1978, s. 1991.
Bilag 3
Henvendelse af 16. marts 2001 fra Keld Albrechtsen,
Enhedslisten
Til udenrigsministeren, Folketingets formand og
Folketingets Europaudvalg
Notat om mangler i regeringens Redegørelse om
visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks
ratifikation af Nicetraktaten
Indledning
Regeringen har med Nicetraktaten signaleret, at den for
fremtiden kun ønsker at gennemføre folkeafstemninger om
ændringer af unionstraktaten i de situationer, hvor der i juridisk
forstand er tale om suverænitetsoverladelse efter grundlovens §20
(eller hvis de 4 undtagelser berøres).
Dette indebærer et brud med den praksis eller
forfatningssædvane som vi har haft siden 1986, nemlig den tradition, at
alle væsentlige ændringer af unionstraktaten skal afgøres
ved folkeafstemning (i 1986 var der folkeafstemning, selv om der efter
regeringens opfattelse ikke var tale om suverænitetsoverdragelse).
Samtidig indebærer regeringens redegørelse om
forholdet mellem Nicetraktaten og grundloven, at det juridiske
suverænitetsbegreb reelt tømmes for konkret indhold. Hvis
regeringens redegørelse og dens fortolkning lægges til grund
også i fremtidige situationer i forbindelse med nye traktater, så
vil også disse nye traktater efter al sandsynlighed kunne
tiltrædes uden folkeafstemning.
Dette hænger sammen med, at regeringen har tolket
Amsterdamtraktatens anvendelsesområde så bredt, at det bliver
svært at forestille sig nye områder som ikke vil kunne overlades
til EU inden for denne ramme. Eller med andre ord: EU har allerede de
beføjelser på næsten alle områder, som
indebærer at nye traktatbestemmelser kan indføjes om
overførsel af magt fra Folketing og danske domstole til EU, uden at
det efter regeringens opfattelse i juridisk forstand vil udløse en
folkeafstemning.
Vi risikerer derfor at også den næste traktat,
der skal forhandles på en regeringskonference i 2004, efter regeringens
fortolkning vil kunne vedtages uden folkeafstemning. Denne traktat kan
få karakter af en egentlig forfatningstraktat eller med
statsministerens udtryk »en grundtraktat«. Med den tankegang, som er indbygget i regeringens
redegørelse, så kan der foretages vidtgående
ændringer af institutionernes opbygning, stemmeregler, regler om
repræsentation i institutionerne osv. uden at dette indebærer
suverænitets-overdragelse. Når Danmark efter regeringens
opfattelse kan afgive retten til at udpege en kommissær, så kan
Danmark vel også uden at det kaldes suverænitetsoverdragelse i
næste omgang tiltræde regler, der reelt gør kommissionen
til en unionsregering, f.eks. med en unionsstatsminister, der udpeges af
EU-parlamentet. Det er svært at se hvor grænsen går,
før befolkningen skal spørges, hvis der overhovedet er en
sådan grænse.
Ud fra et demokratisk synspunkt er vi altså
nået til en uholdbar situation og det kan ende med at det bliver fast
praksis at spørgsmålet om Danmarks tiltrædelse til nye
traktater ikke i sidste instans afgøres af vælgerne og heller
ikke af Folketinget, men af Højesteret. For hvis Folketinget kobler
befolkningen ud, så må det forudses at nye unionstraktaters
gyldighed vil blive indbragt for domstolene. Det er ikke i længden
holdbart at det skal være domstolene, der er sidste instans i en
forfatningsdebat. Sidste instans i en forfatningsdebat kan og må kun
være befolkningen selv.
Regeringens redegørelse
Regeringen har offentliggjort en redegørelse af 26.
februar 2001 om forholdet mellem Nicetraktaten og grundloven.
Redegørelsen når frem til den konklusion, at dansk
tiltrædelse af Nicetraktaten ikke indebærer
suverænitetsoverladelse og at det derfor ikke er nødvendigt at
bruge proceduren i grundlovens § 20.
Efter min opfattelse er regeringens redegørelse
behæftet med så alvorlige og omfattende mangler, at dens
konklusion ikke kan lægges til grund for Folketingets behandling af
lovforslaget om dansk tiltrædelse af Nicetraktaten (L 179, Forslag til
lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af De
Europæiske Fællesskaber og Den Europæiske Union).
Derfor er der behov for en af regeringen uafhængig
ekspert-undersøgelse af forholdet mellem grundloven og Nicetraktaten
og af spørgsmålet om, hvorvidt Nicetraktaten på et eller
flere punkter indebærer et brud på forudsætningerne for det
danske EU-medlemskab, dvs. et brud på de forudsætninger, som
godkendelsen af traktaterne ved folkeafstemningerne i 1998, 1993, 1986 og
1972 hviler på.
Blandt disse forudsætninger for den danske
befolknings godkendelse af traktaterne er de fire danske undtagelser,
vetoretten samt Danmarks ret til at udpege en EU-kommissær.
Nicetraktaten berører næppe direkte de fire undtagelser, men
underminerer til gengæld de to andre forudsætninger.
Hertil kommer, at flere konkrete bestemmelser i
Nicetraktaten rejser spørgsmålet om
suverænitetsoverdragelse og at regeringens redegørelse ikke
går tilstrækkeligt i dybden på disse områder til at
give svaret på spørgsmålet.
Sammenfattende mener jeg, at Nicetraktaten dels bryder med
væsentlige forudsætninger for det danske EU-medlemskab og dels
indeholder nye beslutningsmetoder (herunder det såkaldte tættere
samarbejde) som af et flertal i EU s ministerråd kan bruges til at
flytte grænserne for traktatens anvendelsesområde, altså
reelt gennemføre traktatændringer uden at følge den
foreskrevne fremgangsmåde med afholdelse af regeringskonference og
ratifikation i hvert enkelt land.
Alt i alt er det min opfattelse, at regeringens konklusion
er forkert.
Jeg har ikke på nuværende tidspunkt haft tid
til at undersøge alle krinkelkroge og alle bestemmelser i
Nicetraktaten. Derfor kan der være flere mangler i regeringens
Redegørelse end dem, jeg i denne omgang kan pege på. Jeg har set
på følgende problemer:
Vetoretten som er forudsætningen for det
danske EU-medlemskab undermineres af Nicetraktaten og vil helt forsvinde,
når udvidelsen af EU er gennemført.
Danmarks ret til at udpege en EU-kommissær er en
forudsætning for tiltrædelsen af Amsterdamtraktaten.
Øgede beføjelser for EU-kommissionen i
WTO medfører, at et flertal af medlemslandene kan flytte traktatens
grænser og altså udvide traktatens
anvendelsesområde.
De nye regler om tættere unionssamarbejde
indebærer i realiteten en metode til at gennemføre
traktatændringer eller i hvert fald udvidende fortolkninger af
traktatens anvendelsesområde uden ratifikation i
medlemslandene.
Nye regler om en statut for såkaldte
europæiske partier giver EU mulighed for at diskriminere mod danske
partier.
Ad 1.
Vetoretten som forudsætning for Danmarks EU-medlemskab
Danmarks tiltrædelse af EF-traktaten i 1972 skete
under den klare forudsætning, at Danmark har vetoret i EU s
ministerråd og kan blokere beslutninger, som truer vitale danske
interesser .
Folketinget bekræftede i fuldstændig klar og
ufortolkelig form i 1986 »i forbindelse med med
ratifikationen af EF-pakken at præcisere, at vetoretten i henhold til
Luxembourgforliget er en forudsætning for danske medlemskab, som det
har været tilfældet siden Danmarks indtræden i EF 1.januar
1973.« (Tillægsbetænkningen til
lovforslag nr. 200 om Danmarks tiltrædelse af EF-pakken, Folketingets
forhandlinger B.sp.1791, 1985-86) .
Der har ikke siden fra nogen dansk regerings side
været rejst nogen tvivl om, at dette fortsat er gældende.
Vetoretten er således en forudsætning for
gyldigheden af den suverænitetsafgivelse, som har fundet sted ved
tiltrædelse af traktaterne om EF og EU. Eller sagt på en anden
måde:
Den danske befolkning har godkendt dansk tiltrædelse
af traktaterne på den bestemte forudsætning, at vi har vetoretten
og derfor kan vetoretten ikke fjernes uden at befolkningen spørges.
Statsministeren har ved flere lejligheder fastslået, at de fire danske
undtagelser tilhører befolkningen og kun kan ophæves af
befolkningen. Det samme gælder helt indlysende om vetoretten.
Vetoretten er såvel en juridisk som en politisk
gyldighedsbetingelse.
Hertil kommer, at en fjernelse af vetoretten kvalitativt
vil ændre EU s overnationale karakter. Grunden til at vetoretten
spiller så stor en rolle, at den ligefrem er forudsætningen for
EU-medlemskabet er naturligvis, at vetoretten sikrer, at der ikke imod
Folketingets vilje kan vedtages EU-lovgivning, som f.eks. strider mod
grundloven, overskrider traktatens anvendelsesområde eller griber ind i
danske vitale interesser, f.eks. det kommunale selvstyre eller det danske
skatte- og velfærdssystem. Dermed sikres, at Folketinget kan
håndhæve traktatens grænser og gribe ind, hvis EU vedtager
retsakter med virkning for Danmark på områder, hvor Danmark ikke
har overdraget suverænitet. Vetoretten er altså i juridisk
forstand et instrument, der kan sikre, at regering og Folketing kan overholde
grundlovens krav om at suverænitet kun kan overlades til EU i » nærmere bestemt omfang«.
Nicetraktaten indebærer, at det i praksis bliver
umuligt bruge Luxembourgforligets vetoret, når en række nye
medlemsstater er optaget. Det antages i dag, at vetoretten anerkendes af
Frankrig, Storbritannien, Sverige, Grækenland og Danmark. Landene i
denne såkaldte »vetoklub« rykker det land til undsætning, som
påberåber sig obs!!!vetoretten i en konkret sag og landene
udgør i dag tilsammen et blokerende mindretal i EU s
ministerråd. Når udvidelsen af EU er gennemført vil de
ovennævnte fem lande ikke længere kunne blokere en beslutning (se
bilag 1). Dette skyldes, at de nye afstemningsregler i Nicetraktaten ikke
tager højde for sikringen af vetoretten. Frankrig og Storbritannien
prioriterede deres egne stemmevægte og de store landes kontrol med
magten i EU s ministerråd højere end bevarelsen af
vetoretten.
Regeringen ville kunne løse problemet, hvis den
inden en dansk ratifikation kan få en bindende aftale med lande som
Polen og Tyrkiet om at disse lande i tilfælde af EU-medlemskab vil
indtræde i »vetoklubben«. Men det er næppe sandsynligt, at regeringen vil
arbejde for en sådan aftale.
Ad 2.
Opretholdelse af den danske kommissærpost som forudsætning
for tiltrædelse af Amsterdamtraktaten
Siden 1972 har det været en forudsætning for
det danske EF- og EU-medlemskab, at Danmark har ret til at udpege en
EU-kommissær. Det har hele tiden været en så indlysende
forudsætning, at den ikke på samme måde som vetoretten er
blevet understreget af Folketinget i en betænkning, for retten til at
udpege en kommissær fremgår jo glasklart af selve traktaten og
har hele tiden gjort det. Intet parti har mig bekendt nogensinde stillet
forslag om at opgive denne ret, tværtimod har skiftende regeringer
altid haft som grundholdning, at Danmark skal bevare retten til at udpege en
kommissær.
Dette blev senest understreget i forbindelse med
Amsterdamtraktaten, se nedenfor.
Nicetraktaten indebærer at der i fremtiden,
når der er 27 medlemslande i EU, skal indføres en
rotationsordning for kommissærposter, således at landene på
skift mister retten til at udpege en kommissær. Danmark forpligter sig
juridisk til at godkende en sådan ordning og kan kun modsætte sig
detaljer i ordningen, f.eks. er det endnu ikke afgjort om der skal være
15, 17 eller 20 kommissærposter. Det mest sandsynlige er jo nok, at det
vil lande på 15 20 kommissærposter, men det afgørende i
forhold til grundloven er den simple kendsgerning at Danmark på
forhånd accepterer at afgive kommissærposten i perioder. I
regeringens forhandlingsoplæg til det, der blev Amsterdamtraktaten, var
det danske krav om at bevare kommissærposten klart markeret og
udenrigsministeren fastslog meget klart den danske position i et svar
på spørgsmål nr. S 670 af 27. november 1996 af Keld
Albrechtsen (EL):
»Det fremgår af
forhandlingsgrundlaget af 11.december 1995 at den danske regering finder, at
alle medlemslande bør være repræsenteret i Kommissionen.
Kun derved kan befolkningerne have tillid til, at Kommissionen tager
tilstrækkelig hensyn til medlemslandenes forskellige interesser.«
Dette svar blev optaget i et bilag til betænkningen
til lovforslag L 1 om Danmarks tiltrædelse af Amsterdamtraktaten og
lå således både til grund for folkeafstemningen den 28. maj
1998 og Folketingets efterfølgende godkendelse af ratifikationen. I
sit svar understreger udenrigsministeren, at forudsætningen om, at
hvert land skal være repræsenteret i kommissionen, er
nødvendig af hensyn til befolkningen og netop derfor må det
anses for en helt afgørende forudsætning for gyldigheden af de
beslutninger, der er truffet ved vores folkeafstemninger. Man kan udtrykke
det således, at kommissærposten ligesom de fire undtagelser og
vetoretten tilhører befolkningen og udgør en del af den
kontrakt som ved folkeafstemningen den 28. maj 1998 blev indgået mellem
Folketinget og befolkningen, en kontrakt som selvsagt ikke kan ændres
uden befolkningens godkendelse.
I Justitsministeriets redegørelse anerkender
ministeriet at en nærmere vurdering af om en indførelse af
rotationsordningen indebærer suverænitetsoverladelse blandt andet
må bero på en bedømmelse af den hidtidige traktat og
tiltrædelseslov og disses forudsætninger. Det er derfor
særdeles beklageligt, at ministeriets notat slet ikke nævner, at
udenrigsministeren både over for Folketinget og befolkningen og i
forhandlingerne med de øvrige regeringer faktisk gjorde opretholdelsen
af kommissærposten til en forudsætning, således som det
fremgår af ovenstående svar. Selve bemærkningerne til
tiltrædelsesloven fra 1998 må tolkes i samme retning. Her
står at kommissionen vil bestå af en person fra hvert medlemsland
på tidspunktet for ikrafttrædelse af den første udvidelse
af Unionen og at dette i praksis indebærer at de store lande skal
afgive hver en kommissær. Men der end ikke antydes, at den danske
kommissærpost på et senere tidspunkt skulle kunne afgives.
Sammenholdt med udenrigsministerens ovennævnte svar kan der ikke herske
gnist af tvivl om at befolkningen fik det signal, at vi beholder
kommissærposten.
Ved overdragelse af lovgivende magt til EU afgives ikke
alene beføjelsen til at vedtage love, men også retten til at
fremsætte dem, den såkaldte initiativret. I EU har kommissionen
monopol på at kunne fremsætte lovforslag, medlemslandene og
EU-parlamentet kan ikke. Derfor er retten til at udpege en kommissær et
medlemslands eneste andel i initiativretten. En fjernelse af denne ret vil
altså grundlæggende ændre EU s karakter, idet
initiativretten så vil blive forvaltet af et organ, der ikke afspejler
samtlige medlemslande. Problemet kunne løses ved at give
medlemslandene ret til at fremsætte lovforslag i EU s
ministerråd, men mig bekendt har regeringen ikke arbejdet for en
sådan ordning.
EF-retseksperten lic.jur. Peter Vesterdorf fra
Håndværksrådet udtaler i Information den 6. januar 2001 at
en rotationsordning udgør et alvorligt brud på et af de
bærende principper for EU-samarbejdet, nemlig princippet om at alle
medlemslande skal være til stede under forhandlinger og skal alle have
mulighed for at blive hørt. Han siger til avisen, at Nicetraktaten
på den baggrund bør udløse en §20-procedure ifølge
grundloven. I Berlingske Tidende den 22. november 2000 udtalte han, at hvis
vi mister vor kommissær er der tale om en fundamental ændring af
EU s karakter og ændrede forudsætninger for den danske
tilslutning til EF. Professor i statsret ved Københavns Universitet
Henning Koch udtalte ved samme lejlighed, at hvis vi går over til en
situation, hvor de små nationer kan trynes af de store, så er der
tale om en væsentlig ændring af magtstrukturerne i føderal
retning. Det er netop hvad der efter min mening sker med Nicetraktaten, fordi
indførelsen af en rotationsordning sammenholdt med fjernelsen af
Luxembourg-forligets vetoret og gennemførelsen af ændrede
afstemningsregler i ministerrådet, der klart favoriserer de store lande
på de små landes bekostning, helt entydigt peger i føderal
retning. Der må således gennemføres en undersøgelse
og bedømmelse af den samlede ændring af magtfordelingen i EU,
som disse forskellige bestemmelser i Nicetraktaten medfører.
Sammenlagt er der efter min opfattelse tale om at
Nicetraktaten bryder med en af de afgørende forudsætninger for
Amsterdamtraktaten og at indførelsen af en rotationsordning
ændrer karakteren af EU i et sådant omfang at en
gennemførelse heraf vil kræve anvendelse af proceduren i
grundlovens §20.
Ad 3.
EU s udvidede beføjelser i WTO
Nicetraktaten indebærer, at nogle emneområder
i handelspolitikken (vedrørende handel med tjenesteydelser og
handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret) bliver
overført til EU s enekompetence. Det betyder, at EU (Kommissionen og
Rådet) får enekompetence til at forhandle og indgå
internationale aftaler på medlemsstaternes vegne indenfor disse
emneområder, hvor der tidligere kun var tale om
»potentiel kompetence«. Den potentielle
kompetence gav de enkelte lande mulighed for at afvise overførsel af
kompetence til EU, og i stedet føre selvstændige forhandlinger
på områderne tjenesteydelser og intellektuel ejendomsret. Den
potentielle kompetence betød desuden, at muligheden for at kræve
national ratifikation af færdige aftaler eksisterede.
Indenfor området, hvor EU har enekompetence,
træffes beslutninger om mandat til EU-kommissionen ved kvalificeret
flertal og Danmark har således ikke vetoret. Således heller ikke
i sidste ende når en færdig aftale skal indgås. På
dette sted er det værd at minde om de indledende bemærkninger om
vetorettens betydning for Danmarks tiltrædelse af traktaterne.
Regeringen hævder, at der ikke sker
suverænitetsafgivelse under art. 133. Argumentationen tager afsæt
i traktatjuraen. Det fremgår af redegørelsen, at det vurderes,
at overførslen af kompetence skete under Amsterdamtraktaten. Under
Amsterdamtraktatens art.133, stk. 5. kan ministerrådet beslutte at
overdrage EU enekompetencen for så vidt angår forhandlinger og
indgåelse af aftaler om intellektuel ejendomsret og tjenesteydelser.
Denne mulighed er dog aldrig brugt.
Under Nicetraktaten vil det ikke længere være
muligt for f.eks. Danmark at modsætte sig overdragelsen af
enekompetencen til EU. Spørgsmålet er om det så ikke
også betyder, at der de facto afgives suverænitet. Danmark mister
muligheden for at modsætte sig kompetenceoverdragelse, hvad der i
sidste ende kan betyde, at Danmark vil blive tvunget til at implementere en
aftale indgået i WTO i EU s navn, som både et flertal i
Folketinget og regeringen ikke støtter. Sker det ikke, vil den
endelige afgørelse af en eventuel konflikt, kunne afgøres ved
EF-domstolen.
Endelig er der spørgsmålet om den
præcise fastsættelse af enekompetencens grænser. Her er
problemet, at med indførelsen af flertalsafgørelser i EU
på de pågældende områder, så vil et flertal i
EU s ministerråd kunne vedtage en udvidende fortolkning af traktatens
grænser i forbindelse med konkrete beslutninger om forhandlingsmandat
til kommissionen og efterfølgende godkendelse af aftaler i
Rådet.
Dette er en særdeles nærliggende risiko netop
på dette område. I et forsøg på at mindske denne
risiko, er der indsat en bestemmelse i den nye art.133, som siger, at en
aftale ikke kan indgås af Rådet, hvis den overskrider EU s
interne beføjelser, dvs. traktatens anvendelsesområde. På
de områder, vi her har med at gøre, er dette
anvendelsesområde ikke kortlagt med nogen sikkerhed og den ny
traktatbestemmelse strider derfor mod grundlovens regel om, at
beføjelser kun må overlades til EU i nærmere bestemt
omfang.
Netop indenfor handelspolitikken vil en udvidende
fortolkning af unionstraktatens principper om kapitalens og varernes fri
bevægelighed og af de to »gummiparagraffers« (art. 94
og art. 308) rækkevidde uden tvivl åbne op for en udvidelse af
traktatens anvendelsesområde, som langt overstiger hvad
Højesteret lagde til grund ved bedømmelsen af den ene af de to
gummiparagraffer (art. 308, tidligere art. 235) i dommen fra 1998.
Højesteret understregede her det forhold, at vedtagelse efter art. 308
kun kan ske ved enstemmighed og at artiklen under ingen omstændigheder
kan bruges til at fastsætte bestemmelser som reelt er
traktatændringer. Men disse to forudsætninger kan ikke
opretholdes med Nicetraktatens art. 133.
Et eksempel på en mulig udvidelse af traktatens
anvendelsesområde kan være spørgsmålet om den
offentlige sektor af centrale tjenesteydelser, såsom vandforsyning.
Nicetraktaten åbner for muligheden for en aftale i WTO om privatisering
eller anden omfattende liberalisering af vandforsyning. En delaftale om
vandforsyning under GATS, som det tidligere er set med aftalen om finansielle
tjenesteydelser, kan gå langt i denne retning. Det er i denne
forbindelse tvivlsomt om en sådan aftale ligger inden for traktatens
anvendelsesområde. Muligheden for omfattende harmonisering af
drikkevandsområdet er ikke eksplicit indskrevet i traktaten, men
området vandforsyning kan, ligesom området »direkte skatter« (se under
afsnittet om »Tættere unionssamarbejde«) drages ind under traktaten gennem en
flertalsbeslutning i EU s Ministerråd.
Uanset det juridiske spørgsmål er der
således under alle omstændigheder tale om et stort tab af
national kontrol og parlamentarisk kontrol med beslutningerne. Det er ikke
min holdning, at Europaparlamentet kan eller skal erstatte den nationale
parlamentariske kontrol med EU s optræden i WTO, men det er en
skærpende omstændighed ved Nicetraktaten, at nationale
parlamenter fratages muligheder for kontrol med processen, uden at
Europaparlamentets beføjelser udvides.
Højesteret lagde i sin dom stor vægt på
Folketingets parlamentariske kontrol.
Netop de kommende TRIPS- og GATS-aftalerevisioner kan
få overordentlig stor betydning for samfundsudviklingen globalt og i
Danmark. Indenfor TRIPS handler det om spørgsmål indenfor bl.a.
patentrettigheder, herunder f.eks. ejendomsretten til vore gener,
bioteknologi, medicin o.s.v. Det handler om kontrollen med nye teknologier,
som kan forandre verden og gøre nogle rige og mægtige, andre
fattige og udstødte. Indenfor GATS kan det medføre yderligere
afregulering og liberalisering med bl.a. øget udbud og udlicitering
til følge indenfor det offentlige område. Det handler f.eks. om
liberalisering af tjenesteydelser indenfor vandforsyning,
affaldshåndtering, miljøanlæg, offentlige skove,
kulturanlæg, fængsler, plejehjem o.s.v. Dette bør ses i
sammenhæng med en eventuel ny generel WTO-runde med investeringsaftaler
o.s.v. Alt i alt kan resultatet blive en globalisering uden demokrati, en
rå kapitalisme uden menneskeligt ansigt.
Problemet med art. 133 skal herudover ses i
sammenhæng med Nicetraktatens art. 229a. om indførelse af en
EF-domstol for intellektuel ejendomsret. Et forslag til en lov herom er
allerede fremsat af EU-kommissionen og behandles i øjeblikket i
Ministerrådet. Forslaget kan først gennemføres, hvis der
skabes hjemmel herfor ved ratifikationen af Nicetraktaten. Der er ingen tvivl
om at gennemførelsen af en sådan ny EF-domstol vil kræve
overladelse af suverænitet efter grundlovens §20, hvilket da også
erkendes af regeringen, men i Justitsministeriets redegørelse udskydes
spørgsmålet om suverænitetsoverladelse ind til det
tidspunkt, hvor EU s lov skal gennemføres, idet en sådan
beslutning i givet fald skal vedtages af medlemsstaterne »i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige
bestemmelser« . Det må anses for
betænkeligt at udskyde en sådan afklaring til et senere tidspunkt
i en situation, hvor den pågældende lovgivning allerede er under
gennemførelse i EU s ministerråd. Det skal i den forbindelse
også bemærkes, at hvis regeringen vil fastholde, at der blev
overdraget suverænitet under Amsterdamtraktatens art. 133 stk. 5,
så er det umuligt at fastholde, at der ikke overdrages
suverænitet under Nicetraktatens art. 229a. Teknikken er nemlig den
samme: Der skabes mulighed for at Ministerrådet på et senere
tidspunkt beslutter at udvide EU s kompetence.
Ad 4.
Tættere unionssamarbejde som redskab til udvidelse af traktatens
anvendelsesområde
Tættere unionssamarbejde kan med de nye regler i
Nicetraktaten betegnes som en metode til at få vedtaget retsakter selv
om der ikke kan samles det nødvendige antal stemmer herfor i EU s
ministerråd. Efter de nuværende regler om tættere
samarbejde kan dette kun etableres ved enstemmighed. Men efter Nicetraktatens
regler kan det ske ved en flertalsbeslutning, også på
områder f.eks. skatteområdet hvor beslutninger træffes
med enstemmighed.
Det betyder at et flertal i EU s ministerråd
får mulighed for at gennemføre en lovgivning på
områder, hvor et eller flere lande hidtil har kunnet blokere en
beslutning og på områder, hvor forslag om indførelse af
kvalificeret flertal blev afvist under regeringskonferencen i Nice.
Dermed bliver tættere unionssamarbejde en metode til
at omgå traktatfæstet vetoret og dermed i realiteten et redskab
til at gennemføre en traktatændring uden at anvende den
foreskrevne procedure for gennemførelse af traktatændringer (med
ratifikation efter de nationale forfatningers bestemmelser).
Lad mig beskrive problemet med et eksempel:
Det franske EU-formandskab foreslog i Nice, at EU skulle
have udtrykkelig hjemmel til at lovgive om direkte skatter, altså
personskatter, fradragsordninger m.v. EU-kommissionen havde længe
presset på for at få indført ensartede regler om bl.a.
pensionsbeskatning (ret til fradrag ved indbetaling til pensionsordninger i
udlandet). Hvis kommissionens forslag om harmonisering af
pensionsskattereglerne gennemføres vil det trække tæppet
væk under den danske pensionsafkastsskat.
Men kan der gennemføres sådanne nogle former
for tættere unionssamarbejde på områder, hvor Danmark ikke
har overladt suverænitet, men hvor et flertal i EU s ministerråd
imod Danmarks vilje vedtager en traktatfortolkning gående ud på
at dette område nu ligger indenfor traktatens anvendelsesområde?
Højesteret fastslog i sin dom, at hvis det med den fornødne
sikkerhed kan fastslås at en EF-retsakt ligger udenfor
suverænitetsafgivelsen ifølge til- trædelsesloven,
må danske domstole anse en sådan EF-retsakt for uanvendelig i
Danmark. (EU-kommissionen forbereder faktisk i øjeblikket en sag mod
Danmark ved EF-domstolen om netop pensionsfradraget og hvis Danmark taber
denne sag vil der faktisk opstå en sådan konflikt mellem EU-ret
og dansk ret.)
Regeringen forsøger i sin redegørelse at
berolige os med, at tættere samarbejde kun må etableres indenfor
traktatens anvendelsesområde. Men regeringen har selv lagt op til at
anvendelsesområdet kan udvides gennem traktatfortolkning. Det betyder,
at hvis der indføres et tættere samarbejde så vil et
flertal i Ministerrådet naturligvis hævde, at dette samarbejde
ligger indenfor traktatens rammer og det vil en dansk regering kunne henholde
sig til og dermed hævde, at Danmark også vil kunne deltage uden
at der er tale om suverænitetsoverdragelse.
Lad mig illustrere problemet med et eksempel:
Da den franske regering inden Nice-topmødet
foreslog, at direkte skatter skulle skrives ind i traktaten, udarbejdede den
danske regering et notat (Europaudvalget alm. del bilag 2) hvoraf det
fremgik at direkte skatter er omfattet af Amsterdamtraktatens art. 94.
På den måde sikrede regeringen sig, at hvis det franske forslag
om indskrivning af direkte skatter i traktaten blev vedtaget, så ville
det ikke udløse en folkeafstemning, for direkte skatter havde jo hele
tiden været omfattet af art. 94, selv om der ganske vist ikke
står et ord om direkte skatter i artiklen.
Den danske befolkning har aldrig ved nogen folkeafstemning
og Folketinget har aldrig ved nogen beslutning med 5/6 flertal overladt
beføjelser til EU til at vedtage lovgivning om direkte skatter, men
alligevel benyttede regeringen altså lejligheden sidste år til at
smugle direkte skatter ind i traktaten. Dette kan komme os dyrt at stå
ved en kommende retssag ved EF-domstolen, hvor EU-kommissionen jo kan henvise
til den udvidende danske traktatfortolkning. Men det kan altså
også senere bruges af en dansk regering og et flertal i Folketinget til
at trække Danmark med ind i et forstærket samarbejde om direkte
skatter uden at gennemføre nogen traktatændring herom og uden at
spørge befolkningen, altså reelt en ændring af traktaten
udenom den foreskrevne procedure.
Ad 5.
Diskrimination mod danske partier
Nicetraktaten indeholder en hjemmel til at vedtage en
statut om europæiske politiske partier (art. 191, stk.2) . Der er
allerede fremsat et forslag herom fra EU-kommissionen. I første
række handler det om, at partier kan få status som et
såkaldt europæisk parti, hvis de opfylder en række
betingelser. De kan så modtage økonomisk bistand fra EU.
Forslaget må anses for diskriminerende over for danske partier, som
ikke vil kunne opfylde betingelserne, bl.a. fordi partierne skal virke i mere
end et land og sværge troskab til traktaten. Partier som
Junibevægelsen, Folkebevægelsen, SF og Enhedslisten vil
næppe kunne opfylde betingelserne og vil jo i hvert fald næppe
alle sværge troskab til EU. Forslaget vil formentlig udelukke hele den
europæiske venstrefløj fra ordningen. En sådan ordning er
derfor i strid med den almindelige lighedsgrundsætning, som må
antages at være en del af den danske forfatning og Danmark kan
næppe efter grundloven overlade suverænitet til en international
organisation med henblik på vedtagelse af regler, der groft
tilsidesætter denne lighedsgrundsætning.
EU-parlamentet behandler i øjeblikket et forslag om
europæiske partier fremsat af EU-kommissionen med henvisning til
gummiparagraffen (art. 308). Det fremgår bl.a. af forslaget, at
EU-parlamentet træffer afgørelse om, hvorvidt et europæisk
parti overholder principperne for demokrati. Forslaget giver altså
flertallet mulighed for at udelukke mindretallet efter et temmelig frit
skøn.
Det er efter min opfattelse indlysende, at man ikke kan
vedtage et sådant forslag med art. 308 som retsgrundlag, fordi noget
sådant ligger klart udenfor Amsterdamtraktatens
anvendelsesområde.
Hertil kommer at sigtet med at indføre »europæiske partier« er
at en andel af EU-parlamentets pladser ved en kommende traktatændring
skal besættes gennem valg med hele unionen som valgområde og
disse europartier som opstillingsberettigede. Dette er ikke en del af
Nicetraktaten, men denne hensigt må indgå i bedømmelsen af
Nicetraktatens art.191, stk.2, idet denne artikel jo er med til at bane vejen
for en sådan valgordning ved den kommende traktatrevision i 2004.
Tanken om sådanne unionsvalg er en endnu mere vidtgående form for
føderalisme end vi kender fra f.eks. USA, hvor der ganske vist findes
unionspartier, men hvor valgordningen dog er sådan indrettet, at
senatorer og repræsentanter vælges i hver enkelt stat og hvor
unionen ikke udgør et valgområde, end ikke ved valget af
præsident (som vælges af en forsamling af valgmænd valgt i
hver enkelt stat).
Ad 6.
SAMMENFATTENDE KONKLUSION
Efter min opfattelse står det klart, at en dansk
ratifikation af Nicetraktaten forudsætter,
at den danske befolkning ved en folkeafstemning
accepterer, at Nicetraktaten på afgørende punkter (vetoretten og
repræsentationen i EU-kommissionen) ændrer forudsætningerne
for det danske EU-medlemskab
at den danske befolkning ved en folkeafstemning
accepterer den overladelse af suverænitet, som vil være
resultatet af Nicetraktaten, idet såvel bestemmelserne om
handelspolitikken som den udvidede adgang til tættere unionssamarbejde
muliggør en reel udvidelse af traktaternes anvendelsesområde og
gør det umuligt for regeringen og Folketinget at håndhæve
grundlovens bestemmelse om at suverænitet kun må overlades i
»nærmere begrænset omfang«
at den danske befolkning ved en folkeafstemning
accepterer den suverænitetsoverladelse som følger af en
rotationsordning i EU-kommissionen med den virkning at en dansk udpeget
kommissær ikke længere har andel i initiativretten,
kommissionslovgivningen m.v.
at den danske befolkning ved en folkeafstemning
accepterer, at der indføres mulighed for diskrimination imod danske
partier, hvilket strider mod en grundlæggende forudsætning for
EU-medlemskabet, nemlig at EU ikke må krænke hverken sin egen
eller den danske lighedsgrundsætning
samt at det forinden afklares om de ovennævnte
problemer samlet set er af så vidtrækkende størrelse, at
en ratifikation af Nicetraktaten forudsætter en ændring af
grundloven (således at der kan overlades suverænitet til EU i
ikke nærmere bestemt omfang ).
BILAG l: Note om evt. brug af vetoretten i forbindelse
med Luxembourg-forliget
BILAG 2: Forslag til Folketingsbeslutning om dansk nej
til harmonisering af skatter og afgifter i EU
BILAG 1:
Notat om evt. brug af vetoretten i forbindelse med
Luxembourg-forliget.
De fem lande som antages at bakke op bag
Luxembourg-forligets vetoret er: Frankrig, England, Grækenland, Sverige
og Danmark. (Se Politiken den 2. marts 2001).
Hvis EU bliver udvidet med samtlige 12 ansøgerlande
så EU kommer op på 27 medlemslande, vil muligheden for at
nedlægge veto af disse fem lande i forlængelse af
Luxembourg-forliget ikke længere eksistere.
Ved en EU-udvidelse med alle ansøgerlande vil de 27
lande tilsammen have 345 stemmer i Ministerrådet i forlængelse af
vedtagelserne i Nicetraktaten.
Et kvalificeret flertal af disse stemmer vil kræve
enten 258 eller 255 stemmer.
De fem lande, som kunne bruge vetoretten i
forlængelse af Luxembourg-forliget, har tilsammen kun 87 stemmer, der i
procent udgør 25.21 pct.
Da et kvalificeret flertal kræver mellem 72-74 pct.
kan denne gruppe ikke længere blokere for vedtagelser med kvalificeret
flertal, da dette vil kræve mellem 26-28 pct. af samtlige stemmer.
Det kan de heller ikke i forbindelse med
dobbelt-flertals-argumentet, hvor et enkelt land kan kræve, at der bag
det kvalificerede flertal også er mindst 62 pct. af EU-landenes
befolkninger.
De fem landes befolkning, i procent, udgør nemlig
kun 29.69 pct., så der er langt over 62 pct. bag et flertal i denne
sammenhæng.
Det sidste argument, nemlig at der bag et kvalificeret
flertal også skal stå et flertal af landene, kan heller ikke
bruges til at blokere, da de fem lande jo klart udgør et mindretal af
de 27 EU-lande.
Læs om baggrunden for Luxembourg-forliget og dets
politiske brug i Jens-Peter Bonde`s gennemgang side 67-69 i pjecen »Folkestyret og EF«, udgivet
som et tillæg til Notat nr. 570, december 1990, samt en mere
leksikonagtig gennemgang af selve baggrunden for Luxembourg-forliget i bogen
»Eurolex. Leksikon om europæisk
samarbejde«, udgivet af Gyldendal i 1972.
BILAG 2:
Forslag til Folketingsbeslutning om dansk nej til
harmonisering af skatter og afgifter i EU
fremsat af Keld Albrechtsen (EL), Frank Aaen (EL) og
Søren Kolstrup (EL)
Folketinget opfordrer regeringen til at meddele EU
at Danmark siger nej til EU-kommissionens planer om
skatteharmonisering
at Danmark vil sige nej til planer om forstærket
samarbejde på skatte- og afgiftsområdet og at Danmark under alle
omstændigheder vil nægte at deltage i noget sådant
samt at den danske regering i tilfælde af at
EF-domstolen underkender de danske regler om fradrag for
pensionsindbetalinger eller andre danske skatteordninger er indstillet
på at lade danske domstole afgøre, om der her vil være
tale om en situation hvor en EF-retsakt er uanvendelig i Danmark, fordi det
med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at den bygger på
en anvendelse af traktaten, der ligger udenfor suverænitetsafgivelsen
ifølge tiltrædelsesloven
Bemærkninger til forslaget
EU-kommissionen angriber nu kraftigt de danske regler om
pensionsbeskatning. ifølge Politiken den 15. marts 2001 bebudede
formanden for EU-kommissionen Romano Prodi, at han vil lægge pres
på Danmark og de andre lande med særlige skatteregler på
det kommende EU-topmøde.
Det danske skattesystem sættes altså nu under
pres fra EU. Dels truer EU-kommissionen med at slæbe Danmark for
EF-domstolen i spørgsmål om pensionsbeskatning og bilafgifter.
EU-kommissionens samlede strategi for en harmonisering
på skatteområdet er grundigt beskrevet i skattekommissær
Frits Bolkesteins tale af 17.marts 2000, offentliggjort på
kommissionens hjemmeside under overskriften »Taxation and Customs Union«.
Siden da er det sket det, at kommissionen har udarbejdet en såkaldt
reflektionsnote omtalt i Børsen den 19.februar 2001, hvori
kommissionen overvejer at anlægge retssag mod Danmark på
spørgsmål om fradrag for pensionsindbetalinger og i
spørgsmålet om bilbeskatning.
Dels kan Danmark rammes hvis Nicetraktaten og dermed nye
regler om forstærket samarbejde træder i kraft. Bolkestein
arbejder energisk for at få etableret et forstærket samarbejde
netop på skatte- og afgiftsområdet, muligvis også for at
få vedtaget en såkaldt endelig momsordning og andre
harmoniseringer af personskatter og afgifter.
Den danske regering har arbejdet for at der i EU kunne
indføres flertalsafgørelser på visse dele af
afgiftsområdet (miljøafgifter m.v.), men kommissionens strategi
viser at det snarere vil være helt andre områder som kan blive
genstand for tættere unionssamarbejde og derfor er det vigtigt at
Danmark blokerer og ikke bliver inddraget i en harmonisering som kan
underminere velfærdssystemernes finansieringsgrundlag.
Det er derfor påkrævet, at Danmark udarbejder
en strategi mod EU s skatteharmoniseringsplaner.
Det franske EU-formandskab foreslog i Nice at EU skulle
have udtrykkelig hjemmel til at lovgive om direkte skatter, altså
personskatter, fradragsordninger m.v. EU-kommissionen havde længe
presset på for at få indført ensartede regler om bl.a.
pensionsbeskatning (ret til fradrag ved indbetaling til pensionsordninger i
udlandet). Hvis kommissionens forslag om harmonisering af
pensionsskattereglerne gennemføres vil det trække tæppet
væk under den danske pensionsafkastsskat.
Men kan der gennemføres sådan nogle former
for tættere unionssamarbejde på områder, hvor Danmark ikke
har overladt suverænitet, men hvor et flertal i EU s ministerråd
imod Danmarks vilje vedtager en traktatfortolkning gående ud på
at dette område nu ligger indenfor traktatens anvendelsesområde?
Højesteret fastslog i sin dom, at hvis det med den fornødne
sikkerhed kan fastslås at en EF-retsakt ligger udenfor
suverænitetsafgivelsen ifølge tiltrædelsesloven må
danske domstole anse en sådan EF-retsakt for uanvendelig i Danmark.
(EU-kommissionen forbereder faktisk i øjeblikket en sag mod Danmark
ved EF-domstolen om netop pensionsfradraget og hvis Danmark taber denne sag
vil der faktisk opstå en sådan konflikt mellem EU-ret og dansk
ret.)
Regeringen forsøger i sin Redegørelse om
forholdet mellem grundloven og Nicetraktaten at berolige os med, at
tættere samarbejde kun må etableres indenfor traktatens
anvendelsesområde. Men regeringen har selv lagt op til at
anvendelsesområdet kan udvides gennem traktatfortolkning. Det betyder,
at hvis der indføres et tættere samarbejde så vil et
flertal i ministerrådet naturligvis hævde, at dette samarbejde
ligger indenfor traktatens rammer og det vil en dansk regering så
henholde sig til og dermed hævde, at Danmark også vil kunne
deltage uden at der er tale om suverænitetsoverdragelse.
Da den franske regering inden Nice-topmødet
foreslog, at direkte skatter skulle skrives ind i traktaten, udarbejdede den
danske regering et notat (Europaudvalget alm. del bilag 2) hvoraf det
fremgik at direkte skatter er omfattet af Amsterdamtraktatens art. 94.
På den måde sikrede regeringen sig, at hvis det franske forslag
om indskrivning af direkte skatter i traktaten blev vedtaget, så ville
det ikke udløse en folkeafstemning, for direkte skatter havde jo hele
tiden været omfattet af art. 94, selv om der ganske vist ikke
står et ord om direkte skatter i artiklen.
Den danske befolkning har aldrig ved nogen folkeafstemning
og Folketinget har aldrig ved nogen beslutning med 5/6 flertal overladt
beføjelser til EU til at vedtage lovgivning om direkte skatter, men
alligevel benyttede regeringen altså lejligheden sidste år til at
smugle direkte skatter ind i traktaten. Dette kan komme os dyrt at stå
ved en kommende retssag ved EF-domstolen, hvor EU-kommissionen jo kan henvise
til den udvidende danske traktatfortolkning. Men det kan altså
også senere bruges af en dansk regering og et flertal i Folketinget til
at trække Danmark med ind i et forstærket samarbejde om direkte
skatter uden at gennemføre nogen traktatændring herom og uden at
spørge befolkningen, altså reelt en ændring af traktaten
udenom den foreskrevne procedure.
Derfor er det vigtigt at det nu ryddes op i dette juridiske morads. Det
kan regeringen gøre ved overfor EU at tilkendegive at
spørgsmål om bl.a. personskatter og fradragsregler ligger
udenfor traktaten, at Danmark ikke vil acceptere tættere samarbejde
på et grundlag der ligger udenfor traktaten og at Danmark i
tilfælde hvor Danmark underkendes i sådanne
spørgsmål ved EF-domstolen vil lade danske domstole
afgøre om EF-domstolens afgørelser kan få virkning i
Danmark eller må erklæres uanvendelige i dansk ret.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af DeEuropæiske Fællesskaber og Den Europæiske Union (Danmarks ratifikation af Lissabontraktaten) Retsinformation · 3. april 2008
- Betænkning over Forslag til lov om Danmarks deltagelse i den fælles valuta Retsinformation · 5. september 2000
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber og Den Europæiske Union (Danmarks ratifikation af Lissabontraktaten) Retsinformation · 17. juni 2008
- Betænkning over Forslag til lov om Danmarks tilslutning til EU's forfatningstraktat (Danmarks ratifikation m.v. af traktat om en forfatning for Europa) Retsinformation · 5. juli 2005
- Betænkning over Forslag til lov om Den Europæiske Unions udvidelse med Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet Retsinformation · 26. maj 2003
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om Danmarks deltagelse i den fælles valuta Retsinformation · 8. september 2000