Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber og Den Europæiske Union (Danmarks ratifikation af Nicetraktaten)

2000/1 BTL 179Betænkning over lovforslagFolketinget9. juli 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Europaudvalget den

15. maj 2001

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om

Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber og Den

Europæiske Union

(Danmarks ratifikation af Nicetraktaten)

[af udenrigsministeren (Mogens Lykketoft)]

1. Ændringsforslag

Der er stillet 8 ændringsforslag til lovforslaget.

Udvalget har stillet ændringsforslag nr. 5 og Enhedslistens medlem af

udvalget ændringsforslag nr. 1-4 og 6-8.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 2. marts 2001 og var til 1.

behandling den 21. marts 2001. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist

til behandling i Europaudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.

Samråd

Udvalget har stillet 6 spørgsmål til

udenrigsministeren til mundtlig besvarelse. Udenrigsministeren har besvaret

spørgsmålene i et samråd med udvalget den 4. maj 2001.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 14 spørgsmål til

udenrigsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. De 14

spørgsmål og svarene herpå er optrykt som bilag 2 til

betænkningen.

3. Udtalelser fra udvalget

Europaudvalgets fremtidige arbejde

Læs alt

Samtidig med behandlingen af lovforslaget har udvalget

drøftet Europaudvalgets fremtidige arbejde og har den 10. maj 2001

afgivet en beretning herom. I lighed med hvad praksis har været i

forbindelse med tidligere betænkninger vedrørende en

tiltrædelseslov, beskrives her kort den fornyelsesproces af det

europapolitiske arbejde i Folketinget og udadtil i samfundet i de kommende

år, som Europaudvalget herved har igangsat. Denne proces vil ligeledes

kunne bidrage aktivt til fremtidsdebatten efter Nice.

I Europaudvalget er der blandt alle partier et

fælles ønske om at styrke den politiske og folkelige debat om

dansk europapolitik nu og i fremtiden, så der i en løbende

dialog med befolkningen kan skabes en stærkere folkelig forankring af

Danmarks europapolitik. Udgangspunktet er at styrke Folketingets rolle i

europapolitiske spørgsmål i sammenhæng med den

indenrigspolitiske og globale udvikling.

Det forudsætter en række forbedringer af den

politiske behandling af europaspørgsmål i Folketinget, i

Europaudvalget og i fagudvalgene i et samarbejde med regeringen.

Fagudvalgenes rolle i europapolitikken vil i fremtiden blive styrket

systematisk i et tæt samarbejde mellem Europaudvalget og fagudvalgene i

Folketinget.

Det forudsætter en styrkelse og en fortsat

sammenhængende enhedsbetjening, som gives af Europaudvalgets

sekretariat herunder Folketingets repræsentant i Bruxelles

EU-konsulenten og dennes medarbejdere, herunder

specialkonsulenten for fagudvalgene, samt EU-Oplysningen, som blev

etableret i Folketingets Internationale Afdeling, nu Parlamentarisk Afdeling,

i tæt sammenhæng med den øvrige EU-betjening på

initiativ af Markedsudvalget i 1993 som led i betænkningen om Danmarks

tiltrædelse af Maastrichttraktaten og Edinburghafgørelsen.

Det forudsætter en udvidelse og forbedring af

EU-oplysningen og den folkelige debat og inddragelse i

europaspørgsmål. Herunder også gennem de

tilskudsmuligheder, der bevilges til debataktiviteter om EU i det danske

samfund, og som nu administreres gennem Nævnet vedrørende

EU-oplysning.

Det forudsætter, at Europaudvalgets udadvendte

virksomhed øges gennem udviklingen af et systematisk samarbejde med

bl.a. Regionsudvalget, repræsentanterne i Det Økonomiske og

Sociale Udvalg, interesseorganisationerne og de folkelige organisationer.

Europa-Parlamentets vigtige rolle i de fælles

beslutninger øger ligeledes behovet for at styrke Folketingets

Europaudvalgs og fagudvalgenes samarbejde med de danske

europaparlamentarikere.

Dette aktualiseres yderligere af den fulde

gennemførelse af Amsterdamtraktaten og Nicetraktaten.

Det danske EU-formandskab i 2. halvår 2002 og

debatten i forbindelse med regeringskonferencen i 2004 forstærker

yderligere behovet for den fornyelsesproces, Europaudvalget har igangsat.

Folketingets Europaudvalg spiller en central rolle i dansk

Europapolitik. Herigennem får regeringen sine mandater til

ministerrådsmøder i EU. Ligesom regeringen og

Udenrigsministeriet koordinerer den danske EU-politik, som føres i

Ministerrådet, koordinerer Europaudvalget Folketingets deltagelse heri.

Gennem Europaudvalget sikres den nødvendige sammenhæng og

koordination af Europapolitikken i Folketinget. I den forbindelse

forstærkes udvalgets udadvendte rolle.

Særligt om den under Nicetraktaten, artikel 2, nr. 8,

foreslåede formulering af artikel 133

Udvalget har i et samråd med udenrigsministeren

drøftet spørgsmålet om, hvorvidt de nye bestemmelser

omkring handel i artikel 133 i sig selv vil kunne føre til en

udstrækning af EU s kompetence på en måde, der kunne tvinge

Danmark til at udlicitere områder som affaldshåndtering og

sundhedsopgaver.

Et flertal i udvalget (udvalgets medlemmer med

undtagelse af DF og EL) bemærker, at det fremgår af

udenrigsministerens opfølgning på mødet i Europaudvalget

den 23. februar 2001, at »Aftaler på f.eks.

miljøområdet og sundhedsområdet kan således kun

indgås, såfremt Fællesskabet har kompetence til internt at

vedtage sådanne regler efter traktatens almindelige regler. Dermed sker

der ingen udvidelse af Fællesskabets beføjelse til at regulere

disse områder. Der er alene tale om, at indgåelse af

internationale aftaler på disse områder fremover bliver en del af

den fælles handelspolitik.«, jf. alm. del

bilag 831. Med andre ord giver traktaten nu sikkerhed for, at der ikke i

handelsforhandlinger kan ske noget på miljøområdet eller

sundhedsområdet, som ikke på tidspunktet for indgåelse af

aftalen ville være muligt internt i EU. Det er altså på

disse områder ikke muligt via handelsaftaler at give EU en kompetence,

som EU ikke allerede har.

Særligt om den under Nicetraktaten, artikel 2, nr. 9,

foreslåede affattelse af artikel 137

Udvalget har endvidere behandlet den nye formulering af

traktatens artikel 137, hvoraf det fremgår, at det er muligt for

Ministerrådet med »enstemmighed på

forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet« at udstrække det kvalificerede flertal til »repræsentation af og

kollektivt forsvar for arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser,

herunder medbestemmelse«

(artikel 137, stk. 1, litra f).

Forud for afslutning af forhandlingerne om Nicetraktaten

var det forudsætningen, at der ikke kunne accepteres

traktatændringer, som kunne undergrave den danske arbejdsmarkedsmodel

eller det danske velfærdssystem. På den baggrund vil

udvalget tilkendegive, at det ikke vil medvirke til at overflytte

området for »repræsentation af og

kollektivt forsvar for arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser,

herunder medbestemmelse« til

flertalsafgørelser, hvis en sådan overflytning vil udgøre

en trussel mod den danske aftalemodel. Endvidere tilkendegiver udvalget, at

der forud for en ændring af beslutningsformen i øvrigt på

de i artikel 137 anførte områder bør være en

grundig debat i Folketinget før regeringens forelæggelse af

forhandlingsoplæg i Folketingets Europaudvalg.

4. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, V, KF, CD og RV)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med det under nr. 5 stillede

ændringsforslag.

Flertallet er enig om, at en vedtagelse af lovforslaget

og dermed en ratifikation af Nicetraktaten er det traktatmæssige

grundlag for Den Europæiske Unions udvidelse fra den 1. januar 2003.

Nicetraktaten er EU s udvidelsestraktat. Nicetraktaten færdiggør

Amsterdamtraktaten, så udvidelsen bliver mulig gennem en indretning af

EU s institutioner til en udvidelse fra de nuværende 15 til 27 lande.

Flertallet er enig om, at udvidelsen er den vigtigste opgave for EU i de

kommende år. Sårene efter 2. verdenskrig skal heles, så

økonomisk og social udvikling, frihed, demokrati, stabilitet og fred

kan sikres i hele Europa. Flertallet glæder sig over, at det ser ud

til, at flere lande i Europa i fremtiden vil søge medlemskab af EU.

Danmark skal under sit EU-formandskab i 2. halvår 2002 arbejde for at

færdiggøre forhandlingerne med så mange af

ansøgerlandene som muligt, således at den første

udvidelse kan gennemføres og de nye medlemslande kan deltage i EU s

næste regeringskonference og direkte valg til Europa-Parlamentet i

2004. For at bidrage til udvidelsesprocessen vil Folketingets Europaudvalg

bilateralt og gennem de nationale parlamenters europaudvalgs

samarbejdsorganisation, COSAC, tage en række initiativer i forhold til

ansøgerlandenes europaudvalg og parlamenter.

Flertallet er opmærksom på, at der som

opfølgning af Nicetraktaten gennemføres en regeringskonference

i 2004 parallelt med EU-udvidelsen og den vedtagne interne udvikling i EU.

Hermed er der rejst en debat om fremtidens Europa med særlig fokus

på:

Mulighederne for at fastlægge og overvåge

en mere præcis afgrænsning af kompetencefordelingen mellem EU og

medlemsstaterne, der tager hensyn til subsidiaritetsprincippet.

Status for EU s charter om grundlæggende

rettigheder.

En forenkling af traktaterne med henblik på at

gøre dem klarere og lettere at forstå uden at ændre deres

indhold.

De nationale parlamenters rolle i den europæiske

arkitektur.

Flertallet tillægger det stor vægt, at det i

erklæringen fra Nice fastslås, at denne debat ikke må

udgøre nogen form for hindring eller forudsætning for

udvidelsesprocessen, og at kandidatlandene vil blive inddraget i den kommende

regeringskonference. Flertallet tillægger det endvidere stor

vægt, at der i Folketinget og i befolkningen er en bred og åben

debat om fremtidens Europa og Danmarks placering heri.

Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti,

Centrum-Demokraterne og Det Radikale Venstre giver derfor deres klare

støtte til lovforslaget.

Et mindretal i udvalget (SF) indstiller ligeledes

lovforslaget til vedtagelse med det under nr. 5 stillede

ændringsforslag.

Det har været en ledetråd for SF s vurdering

af Nicetraktaten, at man? prioriterer Østudvidelsen højt uden

at komme i konflikt med de løfter især på

velfærdsområdet der blev givet før folkeafstemningen om

ØMU en den 28. september 2000.

1. I vurderingen af Nicetraktaten lægger SF særlig

vægt på følgende:

Traktaten er uden for enhver tvivl en udvidelsestraktat.

Der gennemføres nye ting på områder, hvor

traktatændringer udgør en indiskutabel politisk

forudsætning for de nuværende EU-landes accept af udvidelserne.

Det fremgår direkte af præamblen, at den skal forberede

udvidelsen, ligesom ændringer af stemmevægte i

Ministerrådet og antallet af sæder i Europa-Parlamentet entydigt

har dette formål.

Traktatændringerne på bl.a. det

institutionelle område udgør en nødvendig, men ikke

tilstrækkelig forudsætning for EU s udvidelse. Der forestår

fortsat vanskelige forhandlinger med ansøgerlandene. Der skal ske

ændringer i EU-politikken, ikke mindst på landbrugsområdet,

og der skal sikres den nødvendige folkelige opbakning bag

udvidelsespolitikken i de nuværende EU-lande. Men Nicetraktaten er en

forudsætning for at komme videre i udvidelsesforhandlingerne. Omvendt

vil det være et alvorligt tilbageslag for udvidelsesprocessen, hvis den

falder til jorden. Det vil være vigtigt, at den danske regering presser

på i forhold til at sætte tempoet i vejret i

udvidelsesforhandlingerne, herunder at den næste regeringskonference

ikke starter uden deltagelse fra nye medlemslande.

SF anerkender, at der både praktisk og politisk

kan være behov for flere flertalsafgørelser ved en større

udvidelse af EU, men det vil være uacceptabelt, hvis de medfører

en mulighed for undergravning af principperne i det danske

velfærdssamfund. Det er SF s opfattelse, at flertalsafgørelserne

i Nicetraktaten ikke vil få denne konsekvens. I artikel 42 er der

fortsat enstemmighed, ligesom der fortsat er enstemmighed omkring

aftalesystemet i artikel 137, hvilket ikke kan ændres uden dansk accept

og behandling i Folketinget. Der var på et tidspunkt i forhandlingerne

optræk til problemer i artikel 133, hvor EU-kompetencen

udstrækkes til også at omfatte bl.a. tjenesteydelser. Men med de

nuværende formuleringer i artikel 133 er det ikke SF s opfattelse, at

denne paragraf kan bruges til at gennemtvinge eksempelvis udliciteringer

på miljøområdet eller i sundhedssystemet, hvilket senere

behandling i Danmark har bekræftet.

De nye stemmeregler i Ministerrådet giver en mindre

forskydning til fordel for de store lande, men det er ikke SF s opfattelse,

at denne forskydning kan begrunde et nej til traktaten. Hvert land fastholder

en kommissær, men der lægges op til en rotationsordning på

kommissærposterne, hvis EU på et tidspunkt kommer til at omfatte

mere end 27 medlemslande. Heller ikke dette punkt kan efter SF s opfattelse

begrunde et nej til Nicetraktaten.

Nicetraktaten indeholder i artikel 7 en bestemmelse,

ifølge hvilken Ministerrådet kan påtale det, hvis

Rådet mener, at der er en risiko for, at et medlemsland krænker

menneskerettighederne. Man kan eventuelt bede uafhængige personer

udarbejde en rapport om situationen i det pågældende land. SF

finder artiklen dybt overflødig ikke mindst i betragtning af, at der

i Amsterdamtraktaten er klare bestemmelser, hvis et land rent faktisk

overtræder menneskerettighederne. Men der er langt fra den aktuelle

artikel 7 og så den sanktionspolitik, der blev gennemført i

forhold til Østrig i foråret 2000. SF mener således ikke,

at artikel 7 kan begrunde et nej til Nicetraktaten.

Der gives i traktaten mere lempelige muligheder for at

udvikle et såkaldt »forstærket

samarbejde«. Disse fleksibilitetsbestemmelser

lever ikke op til SF s visioner om et »Europa i

flere rum«. SF ser et stort behov for en

yderligere diskussion og politikudvikling omkring et dansk udspil

vedrørende et mere fleksibelt europæisk samarbejde. Det er her

af betydning, om de nye bestemmelser vil blokere for en sådan

politikudvikling. Det mener SF ikke er tilfældet, ligesom der fortsat

er lagt væsentlige begrænsninger i, hvor meget et

forstærket samarbejde kan udnyttes til at presse en unionsudvikling

igennem.

Nicetraktaten er ikke i et og alt perfekt. Der er mange

ting, der er nødvendige for en bedre udvikling i Europa, som ikke er

med i traktaten. SF har tidligere bl.a. krævet

flertalsafgørelser i forhold til minimumsregler for selskabsskat og

miljøafgifter, bedre regler for miljø og fødevarepolitik

og mere åbenhed i EU s beslutningsprocesser. Disse ting er

desværre ikke kommet igennem, men SF mener ikke, at det kan begrunde et

nej til Nicetraktaten.

Sammenfattende er det SF s opfattelse, at Nicetraktaten er

af afgørende betydning for den videre udvidelsesproces. De problemer,

der ligger i den, kan ikke begrunde en reel blokering af

Øst-udvidelsen. SF kan derfor støtte Nicetraktaten.

2. SF s holdning til en eventuel folkeafstemning om Nicetraktaten er

bestemt af følgende synspunkter:

Hvis der er tale om suverænitetsafgivelse i medfør af

grundlovens § 20, skal der efter SF s opfattelse afholdes en folkeafstemning.

SF vil i Folketinget ikke kunne medvirke i et 5/6-flertal, hvis konsekvensen

bliver en manglende folkeafstemning.

Hvis der i øvrigt er tale om en traktat af væsentlig

betydning, bør der afholdes en folkeafstemning.

Da der er tale om en udvidelsestraktat, der har stor

betydning for Europas, EU s og Danmarks fremtid, er det SF s vurdering, at

Nicetraktaten er af så politisk væsentlig betydning, at der

bør afholdes en folkeafstemning om Danmarks ratifikation af traktaten

uafhængigt af, om traktaten indeholder formel

suverænitetsafgivelse i henhold til grundloven.

SF ønsker at give befolkningen mulighed for at tage

aktiv stilling til dette udvidelsesperspektiv

Ikke mindst efter nej et den 28. september 2000 er det

altafgørende at sikre folkelig opbakning bag den fremtidige

EU-politik. SF vil aktivt arbejde for, at der bygges bro mellem ja- og

nej-siden og mellem befolkningen og politikerne. Dette brobygningsarbejde vil

imidlertid blive vanskeliggjort, hvis en så væsentlig traktat som

Nicetraktaten gennemføres uden sikkerhed for den folkelige opbakning.

Flertallet på Christiansborg må lære af tidligere

fejltagelser, og det vil derfor være uklogt at vedtage Nicetraktaten

udelukkende i Folketinget.

SF anbefalede, at regeringen sikrede sig, at der blev

udarbejdet en redegørelse udarbejdet af uafhængige juridiske

eksperter om Nicetraktatens forhold til grundlovens § 20. Efter SF s

opfattelse er det i spørgsmål af denne karakter ikke

tilstrækkeligt, at det alene er Justitsministeriet, der er underlagt en

politisk ledelse, der står for sådanne redegørelser. Vi

har dog også noteret os, at der ikke fra den juridiske fagkundskab er

fremkommet indvendinger, der giver grundlag for i dette tilfælde at

betvivle Justitsministeriets analyse og konklusion. I sidste ende vil det dog

kun være Højesteret, som kan afgøre, hvorvidt en dansk

ratifikation af Nicetraktaten er sket i overensstemmelse med grundlovens

bestemmelser.

3. Nicetraktaten er afgørende for Østudvidelsen, men den

løser på ingen måde de mange problemer, der er i

EU-samarbejdet.

Mangelen på folkelighed og demokrati er fortsat

overvældende. Logikken i det indre marked spiller fortsat en alt for

stor rolle i forhold til hensynet til miljø og mennesker. På

trods af Nicetraktaten er ambitionsniveauet fortsat for lavt, når det

gælder Østudvidelsen, samtidig med at der i

udvidelsesforhandlinger lægges for lidt vægt på de sociale

og økonomiske problemer i Øst-landene, som kan blive en

konsekvens af EU-medlemskabet. Der mangler fortsat at blive formuleret en

egentlig ikke-militær sikkerhedspolitik.

Det er SF s opfattelse, at der er både gode og

dårlige sider ved EU-samarbejdet. Det er en god ide at samarbejde

internationalt om at løse internationale problemer. Problemer med

f.eks. miljø, arbejdsmiljø og skatteunddragelse fra

multinationale virksomheder kan kun løses ved forpligtende

internationalt samarbejde, som vi kender det i EU.

SF vil også fremover støtte en udvikling i EU

i en mere folkelig retning og bekæmpe udviklingen hen imod et

føderalt samarbejde.

Den danske regering er væsentligt svækket af

den manglende folkelige opbakning i EU-politikken. Denne svækkelse har

årsag i mange års forløjethed, som har undergravet

troværdigheden hos de ledende politikere.

Det er SF s opfattelse, at EU er en politisk kampplads,

samt at Danmark skal spille en rolle på denne kampplads. Det er derfor

altafgørende, at der nyformuleres en dansk europapolitik, som på

den ene side kan opnå bred folkelig opbakning, og som på den

anden side forholder sig til de aktuelle problemer i EU-samarbejdet.

Et andet mindretal i udvalget (DF) indstiller

lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men kan dog stemme for

de under nr. 1-7 stillede ændringsforslag.

EU s magt forstærkes

Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at en godkendelse

af Nicetraktaten vil give langt større kompetence til EU på

bekostning af de enkelte europæiske nationer, ligesom det er Dansk

Folkepartis opfattelse, at de enkelte nationer efter Nicetraktaten vil

få stadig sværere ved at fastsætte, hvordan det enkelte

land ønsker at indrette sig. Nicetraktaten er derfor et skridt i den

forkerte retning.

På mange afgørende områder flyttes der

med Nicetraktaten beslutningskraft fra nationerne og til EU s institutioner.

Det sker ved, at EU s interne beslutningsproces ændres, så man i

stigende omfang ikke længere træffer beslutninger med

enstemmighed, men ved flertalsafgørelser. En lang række af

konkrete områder (oplistet i bemærkningerne til lovforslaget) i

ministerrådsregi overgår med traktaten til at være

flertalsafgørelser. Dermed flyttes kompetence, magt og indflydelse fra

nationalstaterne, som hidtil i praksis har haft vetoret og har kunnet sige

nej til en foreslået ændring. Fremover vil Danmark på disse

mange områder kunne blive nedstemt. Man flytter altså magt fra

nationalstaterne til EU s Ministerråd.

Politisk overvågning

Der er et område, som med Nicetraktaten bliver

ændret, som skal fremhæves. Det er ændringen af traktatens

artikel 7, der handler om, at EU nu skal til at være kontrollant i

forhold til demokratisk valgte regeringer i de enkelte lande, herunder i

forhold til lovlige politiske partier i medlemslandene. Artiklen er bl.a.

foranlediget af situationen i Østrig, hvor en lovlig regeringsdannelse

for godt et år siden gav anledning til, at EU reagerede helt

uhørt med aktioner og boykot over for Østrig. EU

forsøgte at bilde de europæiske befolkninger ind, at

beslutningen om aktionen var taget af 14 individuelle europæiske lande

med støtte fra Norge, USA og Israel, selv om det allerede fra starten

stod fast, at aktionen i realiteten var en EU-aktion. Det var da også

det daværende portugisiske formandskab, som med EU s officielle

brevpapir stod for det praktiske. Den form for demokratisk overvågning,

som er indholdet af artikel 7, finder Dansk Folkeparti ganske usmagelig.

Folkeafstemning påkrævet

Dansk Folkeparti mener endvidere, at der helt har manglet

en folkelig debat om Nicetraktaten. Det har uden tvivl nøje

sammenhæng med, at regeringen og et flertal i Folketinget meget bevidst

slet ikke ønsker en folkeafstemning og dermed den folkelige debat om

traktaten. Man kan nok uden de store problemer fastslå, at chancen for

en folkeafstemning om Nicetraktaten havde været anderledes stor, hvis

et flertal i den danske befolkning den 28. september 2000 havde stemt ja til

at afskaffe kronen. Nu blev det som bekendt glædeligvis et nej, hvorfor

flertallet i Folketinget ikke tør tage en ny folkeafstemning om

EU-forhold.

Det er Dansk Folkepartis generelle opfattelse, at alle

væsentlige beslutninger for Danmark og det danske folks fremtid i

forhold til en yderligere integration i EU altid bør tages gennem

folkeafstemning, og at folkeafstemningen indledes med mindst seks

måneders folkelig debat. Tidligere folkeafstemninger om EU-forhold har

vist, at der er et stort og varmt engagement i befolkningen, og at det netop

er en styrke ved det danske demokrati. Kun de færreste andre

europæiske lande har en tradition for at tage deres befolkninger med

på råd, og den tendens ser desværre ud til nu at være

kommet til Danmark. Det danske folk bliver desværre overhørt i

denne vigtige sag.

Flertallet, som nægter befolkningen folkeafstemning

om Nicetraktaten, bryder en årelang tradition for folkeafstemninger om

vigtige EU-spørgsmål. Hidtil har alle væsentlige

ændringer været lagt ud til befolkningen, uanset om det har

været nødvendigt efter grundlovens regler. Denne tradition

bliver nu brudt på grund af flertallets frygt for befolkningens

svar.

Dansk Folkeparti finder det uhørt, at befolkningen

på denne måde sættes ud på et sidespor, og skal

samtidig gøre det klart, at partiet finder fortolkningen af,

hvornår grundloven kræver ratifikation efter reglerne om

suverænitetsafgivelse, for snæver. Når EU på så

mange områder, som tilfældet er med Nicetraktaten, får

forstærket sin magt på bekostning af de enkelte lande, burde det

sige sig selv, at der afgives suverænitet.

Kommissærpost forsvinder

Endvidere forpligter flertallet Danmark til, når EU

får 27 medlemslande, at indgå aftale om en rotationsordning for

Kommissionens vedkommende, som betyder, at Danmark ikke længere fast

har en kommissær. Dette samtidig med, at Kommissionen fortsat har

eneret til at stille forslag. Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at denne

ændring af sammensætningen af Kommissionen er af en sådan

karakter, at den ikke kan gennemføres uden om reglerne for afgivelse

af suverænitet. I praksis gennem en folkeafstemning.

Europæiske partier

Endelig skal det her nævnes, at man med

Nicetraktaten skaber grundlaget for etableringen af såkaldte

europæiske partier. Dette skal sikres gennem særlige

støtteordninger, som skal fremme den politiske integration. Som

forslaget tegner sig, vil det betyde, at de pro-europæiske partier

»tilfældigvis« er

dem, som vil blive støtteberettiget, mens partier, som er skeptiske

over for den europæiske integrationsiver, sandsynligvis vil falde

udenfor. Det er fuldstændig absurd, at Danmarks repræsentanter

med den demokratiske tradition, vi har haft her i landet, Grundtvigs

fædreland kan gå med til et forslag, som vil lave et A- og et

B-hold i den politiske verden. Dansk Folkeparti vender sig imod denne

udvikling, hvormed EU viser sit manglende demokratiske væsen klart og

tydeligt.

Et tredje mindretal i udvalget (EL) indstiller

lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men kan dog stemme for

de stillede ændringsforslag.

Enhedslisten er imod, at dette lovforslag hastes igennem i

indeværende folketingsår og inden den irske folkeafstemning,

hvilket der ikke er saglige grunde til, og finder, at væsentlige

ændringer af Unionstraktaten, som der her er tale om, altid bør

afgøres af befolkningen ved en folkeafstemning.

Enhedslisten finder ikke, at Nicetraktaten som

påstået af regeringen er en nødvendig forudsætning

for udvidelsen af EU, og håber derfor, at den irske befolkning ved den

kommende folkeafstemning vil forkaste traktaten og dermed også bane vej

for ligeværdige forhandlinger mellem EU og de øvrige

europæiske lande på et nyt grundlag.

Nicetraktaten handler først og fremmest om at

overføre mere magt til Europa-Kommissionen og til de store lande

på de små landes bekostning og skal ses som et led i

unionsudviklingen, hvor næste skridt allerede er aftalt i Nice, nemlig

regeringskonferencen i 2004, som efter den tyske og andre regeringers

opfattelse skal føre til en føderation.

Efter Enhedslistens bedømmelse kan Nicetraktaten

få dybt negative konsekvenser på det handelspolitiske

område, hvor traktaten bygger på den nyliberalistiske doktrin om

afregulering. Traktaten giver Kommissionen magt til at forhandle på

medlemslandenes vegne i de kommende helt afgørende runder om TRIPS og

GATS, hvor det handler om bl.a. patentrettigheder og offentlige

tjenesteydelser, og hvor nye aftaler kan få dybt negative konsekvenser

for ulandene og for den offentlige sektor her i Danmark. Disse konsekvenser

af traktaten er dårligt belyst af regeringen.

Forholdet mellem grundloven og Nicetraktaten er efter

Enhedslistens opfattelse heller ikke tilfredsstillende belyst i

bemærkningerne til lovforslaget. Enhedslisten har derfor sendt

regeringen et notat med følgende overskrift: »Notat om mangler i regeringens Redegørelse om

visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med

ratifikationen af Nicetraktaten«. Notatet er

optrykt som bilag 3 til betænkningen.

Kristeligt Folkeparti og Demokratisk Folkeparti var

på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke

repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til

at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i

betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er

optrykt i betænkningen.

5. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal

(DF):

Til § 1

1) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»

Stk. 01. Forud for

ratifikationen af Nicetraktaten fremsender den danske regering en

erklæring til de øvrige EU-medlemsstater, hvoraf det

fremgår, at Danmark fortolker det under Nicetraktatens artikel 2, nr.

22, affattede artikel 214, stk. 2, således, at Danmark kun er

forpligtet til at indstille én og kun én kandidat til

EU-Kommissionen, og at Danmark ikke kan forpligtes til at fremkomme med

alternative forslag.«

[Indstilling af dansk kommissær]

2) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»

Stk. 02. Forud for

ratifikationen af Nicetraktaten fremsender den danske regering en

erklæring til de øvrige EU-medlemsstater, hvoraf det

fremgår, at Danmark fortolker den under Nicetraktatens artikel 2, nr.

8, affattede artikel 133 således, at artiklen ikke kan bruges til at

gennemtvinge udliciteringer på miljøområdet,

sundhedsområdet eller andre områder, hvor det efter Danmarks

opfattelse ikke vil være acceptabelt, og at Danmark derfor bevarer

retten til selv at afgøre, i hvilket omfang der på disse

områder kan eller skal gennemføres udliciteringer.«

[Dansk selvbestemmelsesret på en del af

udliciteringsområdet]

3) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»

Stk. 03. Forud for

ratifikationen af Nicetraktaten fremsender den danske regering en

erklæring til de øvrige EU-medlemsstater, hvoraf det

fremgår, at Danmark vil påberåbe sig Luxembourgforligets

vetoret og gøre gældende, at det vil være i strid med

vitale danske interesser, hvis det under Nicetraktatens artikel 2, nr. 19,

affattede artikel 191, stk. 2, forsøges anvendt til at

gennemføre bestemmelser om europæiske politiske partier, som vil

afskære opstillingsberettigede danske partier og bevægelser fra

godkendelse efter disse bestemmelser.«

[Sikring af opstillingsberettigede partier]

4) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»

Stk. 04. Forud for

ratifikationen af Nicetraktaten fremsender den danske regering en

erklæring til de øvrige EU-medlemsstater, hvoraf det

fremgår, at Danmark fortolker artikel 4, stk. 3, i den til

Nicetraktaten under A knyttede protokol således, at Danmark har vetoret

over for forslag om indførelse af en ordning med ligelig

rotation.«

[Vetoret i forbindelse med rotation]

Af udvalget:

Til § 2

5

) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer

»

2. I § 6, stk. 2, ændres

»et af Folketinget nedsat udvalg« til: »Folketingets

Europaudvalg«.

[Europaudvalgets rolle]

Til § 3

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal

(DF):

6)

Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»

Stk. 01. Udenrigsministeren kan dog

tidligst fastsætte, at § 2 træder i kraft, når den danske

regering fra et tilstrækkeligt antal EU-medlemsstater har modtaget

bindende tilsagn om, at de i fremtiden vil garantere muligheden for at

anvende Luxembourgforligets vetoret, som er forudsætningen for det

danske EU-medlemskab.«

[Garanti for vetoret]

7)

Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»

Stk. 02. Udenrigsministeren kan dog

tidligst fastsætte, at § 2 træder i kraft, når EU s

Ministerråd har truffet afgørelse efter Traktatens artikel 49

TEU om optagelse af mindst 5 ansøgerlande i EU.«

[Godkendelse af 5 ansøgerlande som

forudsætning for ikrafttræden]

Af et mindretal (EL):

8)

Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»

Stk. 03. Udenrigsministeren kan dog

tidligst fastsætte, at § 2 træder i kraft, når der er

indgået en aftale mellem EU og gruppen af afrikanske lande i WTO om en

ændring af TRIPS-aftalens bestemmelser om patentrettigheder på

medicin og patentrettigheder om liv.«

[Ændring af TRIPS-aftalen som forudsætning for

ikrafttræden]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ifølge den i Nicetraktaten foreslåede artikel

214 vedtager Rådet med kvalificeret flertal og efter fælles

overenskomst med den indstillede formand listen over de øvrige

personer, som det foreslår udnævnt til medlemmer af Kommissionen.

Listen udarbejdes i overensstemmelse med hver enkelt medlemsstats

indstilling.

Denne formulering åbner efter forslagsstillernes

opfattelse for, at hvis der ikke opnås enighed mellem den nye

kommissionsformand og den danske regering om den foreslåede danske

kandidat, kan et flertal i Rådet sammen med kommissionsformanden tvinge

Danmark til at komme med en kandidat, som de vil godkende.

Regeringen har hidtil argumenteret med, at landenes

indstillingsret er fastholdt, og at det vil være »vanskeligere for et enkelt eller få lande at

blokere for udnævnelsen af den person, som f.eks. Danmark og den

indstillede kommissionsformand er enige om«, som

udenrigsministeren skriver i sit svar af 31. januar 2001 på

spørgsmål nr. S 974, jf. Folketingets forhandlinger 2000-01,

side 3143.

Det er klart, at Danmark har indstillingsretten på

linje med alle andre EU-landes regeringer men i formuleringen af artikel

214 er der ingen garanti for, at denne indstilling bliver fulgt af den nye

kommissionsformand.

Men i og med at man indføjer en ny formulering, som

giver den nye kommissionsformand og et kvalificeret flertal af Rådets

medlemsstater mulighed for at godkende de enkelte kandidater, åbner

dette selvfølgelig muligheden for, at et eller flere landes kandidater

til kommissærposten kan kasseres. Ellers giver bestemmelsen jo ingen

mening, så kunne man lige så godt have beholdt den hidtidige

beslutningsproces, hvor alle skal være enige om den samlede Kommissions

medlemmer.

Derfor ovenstående foreslåede ændring,

som vil være en styrkelse af den danske regerings position i

forbindelse med udnævnelsen af nye kommissærer. Denne

tilføjelse i den danske tiltrædelseslov til Nicetraktaten vil

klargøre over for Europa-Kommissionen og de andre EU-medlemslande, at

Danmark tolker formuleringen om »indstillingsretten«

således, at den kandidat, som Danmark kommer med, er den endelige, og

at hverken den ny kommissionsformand eller et flertal af de andre

medlemsstater kan påtvinge Danmark en anden kandidat end den, som

regeringen har indstillet.

Til nr. 2

I den foreslåede artikel 133 i Nicetraktaten

åbnes der for flertalsafgørelser på en række

områder samt for, at Rådet med enstemmighed kan beslutte at

overføre områder, som hidtil har været undtaget fra

flertalsafgørelser, til beslutninger truffet med

flertalsafgørelser.

Forslagsstillerne mener, at indholdet i artikel 133

åbner for, at der kan gennemtvinges udliciteringer på f.eks.

områder som vandforsyning, affaldshåndtering, parkvæsen,

plejehjem osv. SF mener ikke, at dette er tilfældet, og skriver i en

udtalelse fra SF s hovedbestyrelsesmøde afholdt den 6. og 7. januar

2001:

»

Med de nuværende

formuleringer i artikel 133 er det ikke SF s opfattelse, at denne paragraf

kan bruges til at gennemtvinge eksempelvis udliciteringer på

miljøområdet eller i sundhedssystemet. SF vil arbejde for, at

denne tolkning indføjes i den danske ratifikationslovgivning,

således at fremtidige danske regeringer er forpligtet af denne

tolkning.« (alm. del bilag 657).

Til nr. 3

Forslagsstillerne er af den principielle opfattelse, at EU

ikke skal finansiere politiske partier ud fra en formålsparagraf, der

dybest set handler om at styrke Unionen.

Men hvis dette alligevel sker, så er

forslagsstillerne af den opfattelse, at der ikke skal ske en favorisering af

partier, som er specielt interesseret i og vil arbejde på dette, og som

har større muligheder for dette end andre partier og

bevægelser.

Det udspil, som Europa-Kommissionen er kommet med til

konkretisering af den i Nicetraktaten foreslåede artikel 191, er helt

uacceptabelt. Kommissionens forslag medfører, at det europæiske

politiske parti skal være repræsenteret i

Europa-Parlamentet/nationale eller regionale parlamenter i mindst fem

medlemslande eller have fået mindst 5 pct. af stemmerne ved seneste

valg til Europa-Parlamentet i mindst 5 medlemslande.

Denne udmøntning favoriserer klart de eksisterende

fire store partigrupperinger i Europa-Parlamentet og deres ønsker om

økonomisk finansiering fra EU s side af deres arbejde.

Denne udformning vil forhindre f.eks.

Junibevægelsen, Folkebevægelsen, SF, Dansk Folkeparti og

Enhedslisten i at stille op.

Dette er i strid med den lighedsgrundsætning, som er

nedlagt både i den danske forfatning og i Unionstraktaten, som den er

formuleret. Alene derfor burde Europa-Kommissionens forslag afvises.

Partifriheden i EU skal have mindst samme omfang som partifriheden i Danmark,

ellers kommer en EU-statut til at favorisere bestemte politiske partier og er

til ugunst for andre, afhængig af om man har »søsterpartier « i

andre lande, som man kan danne et europæisk parti med.

Derfor må en eventuel statut udformes, så den

sikrer, at alle opstillingsberettigede partier og bevægelser, som

nationalt er godkendt, kan anmelde opstilling til Europa-Parlamentet og

modtage støtte og godkendes på lige fod.

Til nr. 4

Ifølge artikel 4, stk. 3, indføres der et

ligeligt rotationsprincip, når EU er nået op på 27

medlemslande. Rådet fastlægger i enstemmighed antallet af

kommissærer samt »rækkefølgen

og varigheden af deres statsborgeres medlemskab af Kommissionen«. Med Nicetraktaten (L 179) traktatfæstes

rotationsprincippet. Den konkrete udmøntning skal vedtages med

enstemmighed. Forslagsstillerne har været imod denne artikel, som efter

forslagsstillernes mening afskaffer den hidtil traktatsikrede ret til, at

hvert medlemsland har en kommissær. Men i forbindelse med

folketingsdebatterne den 21. marts 2001 om nærværende lovforslag

og forespørgslen om Nicetraktaten (F 25) kom det frem, at flere

ordførere opfattede denne artikels bestemmelser som noget, der

endeligt skulle forhandles, når Unionen når op på 27

medlemslande. Derfor går forslagsstillerne ud fra, at der ved den

foreslåede ændring kan opnås bred tilslutning til, at der i

den danske tiltrædelseslov kan blive indskrevet, at Danmark opfatter

Traktaten sådan, at Danmark i givet fald kan nedlægge veto imod

en konkret rotationsordning, som afskaffer den permanente danske ret til et

medlem af Kommissionen.

I de ovenfor nævnte folketingsdebatter den 21. marts

2001 om Nicetraktaten var f.eks. både den socialdemokratiske

ordfører Claus Larsen-Jensen og Venstres ordfører Charlotte

Antonsen inde på, at i forbindelse med indførelse af

rotationsordningen kan den konkrete udmøntning af rotationsprincippet

kun ske med enstemmighed. Charlotte Antonsen sagde ligeud i forbindelse med

F 25-debatten at » selvfølgelig kan vi da

sige nej, hvis vi ønsker det. Altså, alle lande kan sige nej i

forbindelse med traktatændringer, så der skal være enighed

om det spørgsmål, før man kan gå videre. «

Claus Larsen-Jensen sagde under debatten om

forespørgslen om Nicetraktaten (F 25) at »når der kommer 27 lande ind og der i givet fald

skal indføres et rotationsprincip, ja, så skal man være

ekstra agtpågivende, men på det tidspunkt vil der jo altså

også være et meget stort antal små lande, der sammen med os

har en fælles interesse i at sikre vores repræsentation,

også i Kommissionen.«

Ligeledes sagde SF s Anne Baastrup i forbindelse med 1.

behandling af nærværende lovforslag, at »Indførelsen af en eventuel rotationsordning er

udskudt til et senere tidspunkt . SF har argumenteret for vigtigheden af en

tæt forbindelse mellem Kommissionen og medlemslandene, og at hvert land

som følge heraf må fastholde en kommissær.«

Til nr. 5

Regeringen underretter Folketingets Europaudvalg om

forslag til rådsvedtagelser, der bliver umiddelbart anvendelige i

Danmark, eller til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er

nødvendig. Europaudvalget (tidligere Markedsudvalget) har fået

forelagt EU-forslagene siden tiltrædelsen i 1973, og det er derfor

naturligt efter 30 års praksis at nævne udvalget ved rette navn.

I henhold til de afgivne beretninger fra Europaudvalget forelægger

regeringen mundtligt forhandlingsoplæg for Europaudvalget forud for

vedtagelsen af EU-forslag af større rækkevidde.

Til nr. 6

Når udvidelsen af EU er gennemført, vil

landene i den såkaldte »vetoklub« ikke længere kunne blokere kvalificerede

flertalsafgørelser. Det vil sige, at Luxembourgforligets vetoret er

sat ud af kraft. Dermed bortfalder en afgørende forudsætning for

det danske EU-medlemskab. Grunden til, at veto-retten spiller så stor

en rolle, er naturligvis, at vetoretten sikrer, at der ikke imod Folketingets

vilje kan vedtages EU-lovgivning, som f.eks. strider mod grundloven,

overskrider Traktatens anvendelsesområde eller griber ind i vitale

danske interesser, f.eks. det kommunale selvstyre eller det danske skatte- og

velfærdssystem. Det antages i dag, at vetoretten anerkendes af

Frankrig, Storbritannien, Sverige, Grækenland og Danmark. Landene i

denne såkaldte »vetoklub« rykker det land til undsætning, som

påberåber sig vetoretten i en konkret sag. Når udvidelsen

af EU er gennemført, vil de ovennævnte fem lande ikke

længere kunne blokere en beslutning. Det skyldes, at de nye

afstemningsregler i Nicetraktaten ikke tager højde for sikringen af

denne vetoret.

Derfor foreslås denne ændring om, at et

tilstrækkeligt antal EU-medlemsstater skal garantere Danmark via et

bindende tilsagn at de også i fremtiden vil garantere muligheden for

at anvende Luxembourgforligets vetoret.

Til nr. 7

I forbindelse med folketingsdebatten om

forespørgslen om Nicetraktaten (F 25) den 21. marts 2001 sagde

statsministeren: »Som jeg sagde, er det en

udvidelsestraktat Vi skulle have løst Amsterdamtraktatens

hængepartier, og det fik vi. Udvidelsen med de central- og

østeuropæiske lande er et hovedmål for dansk

udenrigspolitik, et helt dominerende hovedmål.«

Tilhængerne af, at Danmark skal ratificere

Nicetraktaten, bruger alle som hovedargument, at Nicetraktaten er

nødvendig af hensyn til udvidelsen, og undgår at forholde sig

til alle de yderligere unionsskridt, som Nicetraktaten tager, og som ikke har

noget som helst at gøre med ansøgerlandene og udvidelsen som

sådan.

Nicetraktaten er blevet vedtaget for at styrke de store

landes indflydelse og magt i EU. Den er blevet vedtaget for at sikre

yderligere EU-integration, før ansøgerlandene kommer ind. Det

er symptomatisk, at der allerede nu er planlagt en yderligere

regeringskonference, som skal tage flere unionsskridt, og som også skal

overstås, før ansøgerlandene kommer ind. Det er oplagt,

at Nicetraktaten sammen med yderligere en ny traktat da ikke gør det

lettere for ansøgerlandene at komme ind, tværtimod.

Derfor skal Nicetraktaten ikke vedtages af hensyn til

ansøgerlandene, men af hensyn til de store og integrationsivrige lande

i EU. Det er uacceptabelt, at de mest unionsivrige lande kan få

gennemført yderligere EU-integration og forskydninger i magtbalancen

internt i Unionen til fordel for de store lande under påskud af, at det

er nødvendigt for, at ansøgerlandene kan komme ind i Unionen.

Hvis der skal være mening med alle de mange ord om,

at Nicetraktaten er nødvendig for, at ansøgerlandene kan komme

med, vil det derfor være naturligt, at Folketinget pålægger

regeringen via ovenstående ændring til tiltrædelsesloven at

sikre, at Nicetraktaten ikke træder i kraft i Danmark, før

Rådet med enstemmighed har godkendt mindst 5 ansøgerlandes

optagelse i Unionen.

Til nr. 8

Selv om der nu er underskrevet en aftale mellem en lang

række medicinalfirmaer og afrikanske lande om patentrettighederne i

forhold til aids-problemet, er problemet om de fattige landes og deres

befolkningers adgang til billig medicin og import af kopimedicin ikke

løst, i og med at TRIPS-aftalens bestemmelser om patentrettigheder

ikke er ændret.

Det er kendetegnende for den indgåede aftale, at den

kun er blevet indgået, fordi der har været et stort

internationalt politisk pres på de 39 medicinalvirksomheder, som har

indgået dette forlig. Forliget sikrer, at de internationale

patentregler, der er i TRIPS-aftalen, er intakte. Derfor kan der forventes

andre lignende sager i de kommende år, hvor man så igen vil

være helt afhængig af, at der kan etableres et tilsvarende

politisk pres for at løse problemerne med de fattige lande og deres

befolkningers mulighed for adgang til billig og nødvendig medicin.

Derfor bør Folketinget sikre, at Danmark ikke

ratificerer Nicetraktaten, før EU har indgået en aftale med

gruppen af afrikanske lande i WTO om en ændring af TRIPS-aftalens

bestemmelser om patentrettigheder på medicin og patentrettigheder om

liv.

Claus Larsen-Jensen (S)

fmd.

Niels Bloch Jespersen (S) Klaus Hækkerup (S)

Per Kaalund (S) Jens Peter Vernersen (S)

Anne Baastrup (SF) Susanne Clemensen (CD)

Elisabeth Arnold (RV) nfmd.

Keld Albrechtsen (EL) Charlotte Antonsen (V)

Eva Kjer Hansen (V) Svend Erik Hovmand (V)

Jens Kirk (V) Lene Espersen (KF)

Henning Grove (KF) Kristian Thulesen Dahl (DF)

Henriette Kjær (KF)

Kristeligt Folkeparti og Demokratisk Folkeparti havde ikke

medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Socialdemokratiet (S)

64

*

Det Radikale Venstre (RV)

7

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

43

*

Enhedslisten (EL)

5

Det Konservative Folkeparti (KF)

17

**

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Socialistisk Folkeparti (SF)

13

Demokratisk Folkeparti (DMF)

1

Dansk Folkeparti (DF)

10

Valgt på Færøerne (FÆR)

1

Centrum-Demokraterne (CD)

8

Uden for partierne (UP)

6

*

Heraf 1 medlem valgt i Grønland

**

Heraf 1 medlem valgt på

Færøerne

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 179

Bilagsnr.

Titel

1

Åbning for spørgsmål

2

Henvendelse fra Keld Albrechtsen om mangler i regeringens

redegørelse om visse forfatningsretlige spørgsmål i

forbindelse med Danmarks ratifikation af Nicetraktaten

3

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

4

Samrådsspm. A, om Folketinget til sin tid vil blive inddraget i

beslutningen om dansk godkendelse af en ordning med ligelig rotation i

Europa-Kommissionen, til udenrigsministeren

Samrådsspm. B om antal kommissærer i forbindelse med

indførelse af en rotationsordning i Kommissionen

Samrådsspm. C om dansk indstilling til valg af kommissærer,

til udenrigsministeren

5

Samrådsspm. D om liberaliseringer og udliciteringer på

offentlige områder i forbindelse med de store selskabers

patentrettigheder, til udenrigsministeren

6

Samrådsspm. E om indførelse af tættere samarbejde efter

de nye regler i Nicetraktaten, til udenrigsministeren

7

Samrådsspm. F om kommende statut for europæiske politiske

partier, til udenrigsministeren

8

Spm. 1 om harmonisering af medlemsstaternes love og administrative

bestemmelser, til udenrigsministeren

Spm. 2 om udliciteringer på miljøområdet og i

sundhedssystemet, til udenrigsministeren

Spm. 3 om indgåelse af internationale aftaler i henhold til artikel

133, til udenrigsministeren

Spm. 4 om på grundlag af bestemmelserne i Nicetraktatens artikel 137

at lade fremgangsmåden i artikel 251 anvende på artikel 137, stk.

1, litra d), f) eller g), til udenrigsministeren

Spm. 5 om økonomisk ligevægt i sociale sikringsordninger, til

udenrigsministeren

Spm. 6 om den praktiske betydning af den ændrede formulering af

artikel 175, til udenrigsministeren

Spm. 7 om, at danske kommissærer ingen form for uofficiel funktion

eller repræsentation har i relation til Danmark, til

udenrigsministeren

Spm. 8 om grænsen for kvalificeret flertal ved fremtidige udvidelser

af EU, til udenrigsministeren

Spm. 9 om, hvorvidt Danmark vil støtte en indarbejdelse af chartret

for grundlæggende rettigheder i traktatgrundlaget for EU, til

udenrigsministeren

Spm. 10 om grundlovens § 20 ved overgivelse af suverænitet, til

udenrigsministeren

Spm. 11 om, hvilke fortilfælde der har været i forbindelse med

afgivelse af suverænitet i nærmere bestemt omfang efter

grundlovens § 20, til udenrigsministeren

9

Spm. 12 om inddragelse af Folketinget og Europaudvalget forud for en

godkendelse af en ordning med ligelig rotation i Europa-Kommissionen, til

udenrigsministeren

Spm. 13 om, i hvilket omfang EF i henhold til traktaten har kompetence til

at gennemtvinge liberaliseringer og udliciteringer af offentligt

parkvæsen og vandforsyning, til udenrigsministeren

Spm. 14 om, hvorvidt det er i overensstemmelse med grundloven og

Nicetraktatens lighedsgrundsætning, at ikke alle partier, som har ret

til at opstille til europaparlamentsvalg, kan tildeles støtte over

fællesskabsbudgettet, til udenrigsministeren

10

Svar på spm. 1 om harmonisering af medlemsstaternes love og

administrative bestemmelser, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 2 om udliciteringer på miljøområdet

og i sundhedssystemet, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 3 om indgåelse af internationale aftaler i

henhold til artikel 133, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 4 om på grundlag af bestemmelserne i

Nicetraktatens artikel 137 at lade fremgangsmåden i artikel 251 anvende

på artikel 137, stk. 1, litra d), f) eller g), fra

udenrigsministeren

Svar på spm. 5 om økonomisk ligevægt i sociale

sikringsordninger, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 6 om den praktiske betydning af den ændrede

formulering af artikel 175, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 7 om, at danske kommissærer ingen form for

uofficiel funktion eller repræsentation har i relation til Danmark, fra

udenrigsministeren

Svar på spm. 8 om grænsen for kvalificeret flertal ved

fremtidige udvidelser af EU, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 9 om, hvorvidt Danmark vil støtte en

indarbejdelse af chartret for grundlæggende rettigheder i

traktatgrundlaget for EU, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 10 om grundlovens § 20 ved overgivelse af

suverænitet, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 11 om, hvilke fortilfælde der har været i

forbindelse med afgivelse af suverænitet i nærmere bestemt omfang

efter grundlovens § 20, fra udenrigsministeren

11

Svar på spm. 12 om inddragelse af Folketinget og Europaudvalget

forud for en godkendelse af en ordning med ligelig rotation i

Europa-Kommissionen, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 13 om, i hvilket omfang EF i henhold til traktaten har

kompetence til at gennemtvinge liberaliseringer og udliciteringer af

offentligt parkvæsen og vandforsyning, fra udenrigsministeren

12

1. udkast til betænkning

13

Svar på spm. 14 om, hvorvidt det er i overensstemmelse med

grundloven og Nicetraktatens lighedsgrundsætning, at ikke alle partier,

som har ret til at opstille til europaparlamentsvalg, kan tildeles

støtte over fællesskabsbudgettet, fra udenrigsministeren

14

2. udkast til betænkning

Bilag 2

Udvalgets spørgsmål til udenrigsministeren og

dennes svar herpå

Spørgsmålene og udenrigsministerens svar

herpå er optrykt efter ønske fra udvalget.

Spørgsmål 1:

Udenrigsministeren bedes udarbejde en oversigt over, hvor

EF-traktaten udelukker harmonisering af medlemsstaternes love og

administrative bestemmelser.

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 77,

jf. alm. del bilag 885, hvoraf fremgår, at Traktaten udtrykkeligt

udelukker harmonisering af medlemsstaternes love og administrative

bestemmelser på følgende områder:

Visse aspekter af social- og arbejdsmarkedspolitik

(jf. art. 137. stk. 1 litra j) og k))

Uddannelse (jf. art. 149, stk. 4 og art. 150, stk.

4)

Kultur (jf. art. 151, stk. 5)

Beskyttelse og forbedring af folkesundheden (jf. art.

152, stk. 4, litra c).

EF-traktatens artikel 13 om bekæmpelse af

forskelsbehandling udelukker harmonisering af medlemsstaternes love og

administrative bestemmelser, når stemmereglen er

flertalsafgørelser (den nye stk. 2), mens en tilsvarende

begrænsning ikke findes, når stemmereglen er enstemmighed (stk.

1).

Art. 137, stk. 1 litra j) og k) samt art. 13, stk. 2

følger af Nicetraktaten.

Spørgsmål 2:

Udenrigsministeren bedes oplyse, hvorvidt det på

grundlag af de eksisterende kompetencer eller på baggrund af

Nicetraktaten vil være muligt at tvinge medlemslandene til

udliciteringer på miljøområdet eller i sundhedssystemet. I

den udstrækning udenrigsministeren besvarer spørgsmålet

bekræftende, bedes udenrigsministeren oplyse, hvornår EU har

opnået en sådan kompetence?

Svar:

Fællesskabets kompetencer på

miljøområdet og sundhedsområdet er først og

fremmest fastsat i henholdsvis EF-traktatens artikel 174-176 og artikel

152.

Derudover eksisterer der generelle regler, som

indebærer eller giver mulighed for en vis markedsåbning på

miljøområdet og sundhedsområdet.

For det første finder traktatens

grundlæggende regler om fri bevægelighed for blandt andet varer

(EF-traktatens artikel 28 og 30) og tjenesteydelser (EF-traktatens artikel

49-55) samt konkurrencereglerne (EF-traktatens artikel 81-86) som

udgangspunkt også anvendelse på miljø- og

sundhedsområdet.

For det andet er der vedtaget en række retsakter,

der yderligere fremmer den fri konkurrence også på

miljøområdet og sundhedsområdet. Dette skal ses i lyset af

det indre markeds oprettelse og funktion, jf. EF-traktatens artikel 95, som

indførtes med Den Europæiske Fælles Akt i 1986. Der

eksisterer f.eks. en række direktiver om udbudspligt for offentlige

myndigheder i forbindelse med bygge- og anlægskontrakter,

tjenesteydelser, offentlige indkøb og forsyningsvirksomhed.

Det skal dog understreges, at udbudsreglerne først

finder anvendelse, når det er besluttet, at de pågældende

opgaver ikke længere skal varetages af de offentlige myndigheder selv.

Udbudsdirektiverne kan ikke i sig selv anvendes til at gennemtvinge

udliciteringer heller ikke på miljøområdet og i

sundhedssystemet.

De nævnte artikler berøres ikke af

Nicetraktaten.

Spørgsmål 3:

Vil det være muligt for udenrigsministeren

nærmere at redegøre for, hvilke beføjelser EF opnår

på området for indgåelse af internationale handelsaftaler i

henhold til artikel 133, ud over det som fremgår af tidligere

fremsendte notater af 10. marts og 27. februar d.å.

Svar:

Den væsentligste ændring med Nicetraktatens

udformning af artikel 133 er, at den fælles handelspolitik

udstrækkes til forhandling og indgåelse af aftaler på

områderne handel med tjenesteydelser og handelsrelaterede aspekter af

intellektuel ejendomsret. Dette betyder, at Kommissionen efter bemyndigelse

fra Rådet forhandler på medlemslandenes vegne og indgår

aftaler på medlemslandenes vegne (eksklusiv

fællesskabskompetence). Der vil i disse tilfælde som hovedregel

gælde kvalificeret flertal.

Der sker imidlertid ingen udvidelse af Fællesskabets

mulighed for regulering internt i EU. Og når stemmereglen internt er

enstemmighed, vil den også være det eksternt.

Der overføres ingen beføjelser i grundlovens

forstand som følge af ændringen af artikel 133, jf.

Justitsministeriets redegørelse af 26. februar 2001 for visse

forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks

ratifikation af Nicetraktaten.

I øvrigt henvises til den i

spørgsmålet nævnte besvarelse af 10. marts 2001 (alm. del

bilag 885) samt notat af 27. februar 2001 (alm. del bilag 831). Det vil

næppe være muligt at tilføje yderligere hertil.

Spørgsmål 4:

Udenrigsministeren bedes oplyse, hvilken form for

behandling i regering og Folketing der vil være en forudsætning

for, at en dansk minister engang i fremtiden på grundlag af

bestemmelserne i Nicetraktatens artikel 137 (TEF) og gældende

procedurer i Danmark vil kunne medvirke til en beslutning om at lade

fremgangsmåden i artikel 251 (TEF) anvende på artikel 137, stk.

1, litra d), f) eller g).

Svar:

I henhold til Nicetraktatens artikel 137, stk. 2, litra b)

kan Rådet med enstemmighed på forslag fra Kommissionen og efter

høring af Europa-Parlamentet lade fremgangsmåden i artikel 251

(fælles beslutningstagen og dermed kvalificeret flertal) finde

anvendelse på samarbejdsområderne i artikel 137, stk. 1, litra

d), f) og g), som omhandler:

beskyttelse af arbejdstagere ved ophævelse af en

arbejdskontrakt,

repræsentation af og kollektivt forsvar for

arbejdstagerne og arbejdsgivernes interesser, herunder

medbestemmelse,

beskæftigelsesvilkår for

tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt på

Fællesskabets område.

Såfremt Kommissionen engang i fremtiden måtte

fremlægge forslag om at lade fremgangsmåden i artikel 251 finde

anvendelse på samarbejdsområderne i artikel 137, stk. 1, litra

d), f) og g), vil et sådant forslag blive behandlet i regeringen og

forelagt Folketingets Europaudvalg efter de sædvanlige procedurer

herom, herunder i overensstemmelse med Europaudvalgets beretninger.

Hvis der til sin tid måtte være et

ønske herom, vil spørgsmålet selvsagt også kunne

gøres til genstand for en debat i Folketingssalen.

Spørgsmål 5:

Udenrigsministeren anfører i besvarelse af

spørgsmål 87, jf. alm. del bilag 885, at Domstolen tidligere

har lagt den økonomiske ligevægt i sociale sikringsordninger til

grund for sine afgørelser. Udenrigsministeren bedes nærmere

redegøre for, hvilken vurdering af økonomisk ligevægt

Domstolen i disse tilfælde har lagt til grund.

Svar:

I en vigtig dom af 28. april 1998 i sag C-158/96, Kohll,

Sml. s.I-1931, udtalte EF-Domstolen, at »en risiko

for et alvorligt indgreb i den sociale sikringsordnings økonomiske

ligevægt kan udgøre et tvingende alment hensyn, som kan

berettige« en begrænsning af det

grundlæggende princip om den fri udveksling af tjenesteydelser.

Sagen vedrørte spørgsmålet om,

hvorvidt en luxembourgsk statsborger havde ret til at få udbetalt et

tilskud til tandlægebehandling fra den luxembourgske sygekasse,

når tandlægebehandlingen havde fundet sted i en anden

EU-medlemsstat uden sygekassens forhåndssamtykke. Efter den

luxembourgske lovgivning havde statsborgeren ret til at få udbetalt et

tilskud til den pågældende tandlægebehandling, uden

sygekassens forhåndssamtykke, hvis tandlægebehandlingen fandt

sted i Luxembourg. Domstolen fandt, at den luxembourgske lovgivning udgjorde

en hindring for den fri udveksling af tjenesteydelser, jf. EF-traktatens

artikel 49, idet den afholder de socialt sikrede fra at benytte

tjenesteydelser på sundhedsområdet fra personer, der er etableret

i en anden medlemsstat.

I den konkrete sag afviste Domstolen, at hensynet til

beskyttelsen af den sociale sikringsordnings økonomiske ligevægt

kunne retfærdiggøre hindringen for den fri udveksling af

tjenesteydelser, idet tilskud til »tandlægebehandling, som er udført i en

anden medlemsstat, i henhold til satserne i den stat, hvor den

pågældende er sikret, ikke har væsentlig betydning for

finansieringen af den sociale sikringsordning,«

jf. dommens præmis 42.

Dommen viser således, at hensynet til beskyttelsen

af den sociale sikringsordnings økonomiske ligevægt vil kunne

retfærdiggøre en hindring af den fri udveksling af

tjenesteydelser, men at dette afvistes i den konkrete sag, idet det ikke

reelt var dette hensyn, der blev varetaget i den luxembourgske lovgivning. Da

Domstolen fortolker de øvrige traktatbestemmelser om den fri

bevægelighed for varer, arbejdskraften, etableringsretten og kapitalen

parallelt, vil det samme hensyn kunne anføres inden for disse

områder.

Spørgsmål 6:

Udenrigsministeren anfører i besvarelse af

spørgsmål 89, jf. alm. del bilag 885, at den ændrede

formulering af artikel 175 (TEF) næppe vil have nogen praktisk

betydning. Udenrigsministeren bedes nærmere forklare, hvorfor artiklen

i så fald har fået en ændret formulering.

Svar:

EF-traktatens artikel 175, stk. 2, var under

regeringskonferencen, som førte til Nicetraktaten, genstand for

forhandlinger med henblik på at udvide anvendelsen af kvalificeret

flertal på miljøområdet. Forhandlingerne viste imidlertid

ikke nogen større vilje blandt medlemslandene til at gå videre

på dette område. Resultatet af forhandlingerne blev derfor alene

en lettere omformulering af artikel 175, stk. 2.

Spørgsmål 7:

I sin besvarelse af spørgsmål 92, jf. alm.

del bilag 885, anfører udenrigsministeren, at danske

kommissærer ingen form for uofficiel funktion eller

repræsentation har i relation til Danmark. Udenrigsministeren bedes

nærmere redegøre for, hvornår de af Danmark udpegede

kommissærer er ophørt med at holde sig orienteret om danske

interesser og at udtrykke disse i Kommission og generaldirektorater, uden at

der af den grund har været tale om en egentlig instruks fra

Danmark.

Svar:

I besvarelsen af spørgsmål 92, jf. alm. del

bilag 885, anføres, at en dansk kommissær i henhold til

traktaten ingen funktioner har i relation til dansk interesse og

repræsentation.

Hvorledes et dansk medlem af Kommissionen måtte

holde sig orienteret om forhold i Danmark, samt hvilke synspunkter en dansk

kommissær eventuelt måtte gøre gældende internt i

Kommissionen, er spørgsmål, som det vil være rigtigst at

rette til vedkommende danske kommissær.

Spørgsmål 8:

Hvilken holdning vil Danmark arbejde ud fra i de

forhandlinger, der vil være om grænsen for kvalificeret flertal

ved fremtidige udvidelser af EU (jf. besvarelse af spørgsmål 99,

alm. del bilag 885)?

Svar:

Fra dansk side vil man bidrage til at finde de

løsninger på spørgsmålet om

tærskelværdier for et kvalificeret flertal, som gør det

muligt for udvidelsesprocessen at fortsætte uden hindringer. I

øvrigt finder regeringen, at tærskelværdien for et

kvalificeret flertal bør fastsættes omkring det nuværende

niveau.

Spørgsmål 9:

Ud over at oplyse at Danmark er tilfreds med, at charteret

om grundlæggende rettigheder drøftes, og at Danmark her vil

indgå aktivt og konstruktivt, bedes udenrigsministeren oplyse, hvorvidt

Danmark vil støtte en indarbejdelse af charteret i traktatgrundlaget

for EU eller en anden form for juridisk bindende aftale om chartrets

bestemmelser?

Svar:

Efter regeringens opfattelse skal Danmark være

åben over for i givet fald at indarbejde Charteret i EU s

traktatgrundlag. For regeringen er det vigtigt at tydeliggøre

borgernes rettigheder i forhold til EU s institutioner. Præcist hvordan

og i hvilken form man i givet fald bør knytte Charteret til traktaten,

er imidlertid et kompliceret juridisk spørgsmål, som

kræver et grundigt teknisk forberedelsesarbejde.

Spørgsmål 10:

Udenrigsministeren bedes oplyse, hvorvidt det er korrekt

forstået, at grundlovens paragraf 20 s krav om 5/6 flertal i

Folketinget ved overgivelse af suverænitet i nærmere bestemt

omfang skal forstås som 5/6 af Folketingets medlemmer og ikke som af de

i Folketingssalen fremmødte medlemmer.

Svar:

Den i spørgsmålet anførte

forståelse kan bekræftes.

Spørgsmål 11:

Udenrigsministeren bedes oplyse, hvilke fortilfælde der er for

afgivelse af suverænitet i nærmere bestemt omfang efter

grundlovens paragraf 20 med 5/6 flertal i Folketinget.

Svar:

Der er følgende fortilfælde for vedtagelse af

lovforslag med et flertal på 5/6 af folketingets medlemmer i henhold

til grundlovens § 20, stk. 2:

Forslag til lov om ændring af patentloven

(Ratifikation af Den europæiske Patentkonvention). Vedtaget i

forbindelse med tredje behandlingen i Folketinget den 1. juni 1989 med 153

stemmer mod 22.

Forslag til lov om ændring af patentloven

(Ratifikation af aftale om EF-patenter m.v.). Vedtaget i forbindelse med

tredje behandlingen i Folketinget den 17. december 1992 med 156 stemmer mod

21.

Forslag til lov om ændring af lov om Danmarks

tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber. Vedtaget i

forbindelse med tredje behandlingen i Folketinget den 30. marts 1993 med 154

stemmer mod 16. Det bemærkes, at dette lovforslag var en del af et

samlet lovkompleks bestående af tre lovforslag om Danmarks tilslutning

til Edinburgh-afgørelsen og Maastricht-traktaten. De to øvrige

lovforslag vedrørte forslag til lov om Danmarks tiltrædelse af

Edinburgh-afgørelsen og Maastricht-traktaten samt forslag til lov om

afholdelse af folkeafstemning om forslag til lov om Danmarks

tiltrædelse af Edinburgh-afgørelsen og

Maastricht-traktaten.

Spørgsmål 12:

Udenrigsministeren bedes som lovet på

Europaudvalgets møde den 4. maj 2001 oversende et notat, som i

overensstemmelse med ministerens mundtlige fremlæggelse af svar

på samrådsspørgsmål A, B og C på

Europaudvalgets møde den 4. maj 2001 belyser:

spørgsmålet om inddragelse af Folketinget

og Folketingets Europaudvalg forud for beslutningen om en godkendelse af en

ordning med ligelig rotation i Europa-Kommissionen,

regeringens »smertetærskel« i

forhold til det ønskede antal kommissærer, og

den til den tid siddende danske regerings

mulighed for at komme med flere indstillinger til, hvem man ønsker som

den danske kommissær.

Svar:

Der henvises til vedlagte notat om Nicetraktaten og

Kommissionen.

Spørgsmål 13:

Udenrigsministeren bedes som lovet på

Europaudvalgets møde den 4. maj 2001 oversende et notat, der

belyser, i hvilket omfang EF i henhold til traktaten har kompetence til at

gennemtvinge liberaliseringer og udliciteringer af offentligt parkvæsen

og vandforsyning.

Svar:

Der henvises til vedlagte notat om TEF artikel 133.

Udenrigsministeren bedes som lovet på

Europaudvalgets møde den 4. maj 2001 oversende et notat, som i

overensstemmelse med ministerens mundtlige fremlæggelse af

samrådsspørgsmål A, B og C på Europaudvalgets

møde den 4. maj 2001 belyser:

spørgsmålet om inddragelse af Folketinget

og Folketingets Europaudvalg forud for beslutningen om en godkendelse af en

ordning med ligelig rotation i Europa-Kommissionen,

regeringens »smertetærskel« i

forhold til det ønskede antal kommissærer, og

den til den tid siddende danske regerings mulighed for

at komme med flere indstillinger til, hvem man ønsker som den danske

kommissær.

I overensstemmelse med besvarelsen af

samrådsspørgsmål A, B og C kan følgende

oplyses:

Inddragelsen af Folketinget og Folketingets Europaudvalg

forud for beslutningen om en godkendelse af en ordning med ligelig rotation i

Europa-Kommissionen.

Med Nicetraktaten er princippet om én

kommissær pr. land blevet skrevet ind i EF-traktaten. Det er ligeledes

sikret, at de nye land også vil få en kommissær, når

de bliver medlemmer af EU. Den 1. januar 2005 afgiver de store lande den ene

af deres to kommissærer, så den næste Kommission kommer til

at bestå af én kommissær pr. medlemsland.

Når EU omfatter 27 medlemmer, skal der forhandles om

en løsning, så den næste Kommission får færre

end 27 medlemmer. I den forbindelse skal der indføres helt ligelig

rotation. De nærmere detaljer i ordningen og det samlede antal af

kommissærer skal vedtages af Rådet med enstemmighed. Også

de 12 nye medlemslande, som EU til den tid vil have, skal deltage i

beslutningen.

Hvornår denne beslutning skal træffes, kan der

ikke siges noget sikkert om i dag. Det er dog forventningen, at Danmark og

alle andre medlemslande er sikret en kommissær frem til omkring 2010

eller 2015.

Når Rådet til sin tid skal træffe

beslutning om en ligelig rotationsordning og det samlede antal af

kommissærer, vil den siddende regering på sædvanlig vis

skulle forelægge sagen for Folketingets Europaudvalg efter de

almindelige procedurer og på grundlag af bl.a. udvalgets egne

beretninger.

Hvis der måtte være et ønske om, at

dette spørgsmål ligeledes bliver genstand for en

drøftelse i Folketingssalen, kan Folketingets medlemmer selvsagt til

enhver tid foreslå en sådan debat.

»

Smertetærskel« i forhold til det ønskede antal

kommissærer.

Den beslutning, som skal træffes af Rådet,

skal som beskrevet ovenfor ske på grundlag af enstemmighed blandt alle

27 medlemslande. Ethvert medlemsland har en pligt til at deltage i de

forhandlinger, som vil finde sted. Og disse forhandlinger vil fortsætte

indtil der er opnået en enstemmig løsning. Hverken Danmark eller

noget andet medlemsland kan på forhånd nedlægge veto imod,

at der indføres en rotationsordning. Det er regeringens opfattelse, at

Danmark til sin tid bør deltage konstruktivt i disse

forhandlinger.

Hvad angår spørgsmålet om antallet af

kommissærer i den fremtidige Kommission, har regeringen ikke taget

stilling. Det er ikke et spørgsmål, som er aktuelt i dag. Som

det er beskrevet i redegørelsen ovenfor, vil Europaudvalget til sin

tid få forelagt sagen på normal vis.

Mulighed for at komme med flere indstillinger til,

hvem man ønsker som den danske kommissær.

Hvad angår udpegning af en dansk kommissær vil

situationen være den samme, som den er i dag. Også efter

traktatens ikrafttræden kan der kun udnævnes en kommissær,

som det pågældende medlemsland samt den indstillede

kommissionsformand er enige om.

Regeringen har ingen mulighed for at afskære

fremtidige regeringer fra at foreslå mere end én kandidat, hvis

de måtte ønske det. Regeringen har for sit vedkommende ingen

intention om til sin tid at fremkomme med mere end ét forslag til

posten som dansk kommissær. Der vil som ved tidligere lejligheder

blive tale om en dialog mellem det enkelte medlemsland og Kommissionens

designerede formand.

Det skal for god ordens skyld tilføjes, at på

den liste, som i henhold til art. 214 vil blive forelagt Rådet til

godkendelse med kvalificeret flertal, vil der i sagens natur kun kunne

stå ét navn. Rådet vil ikke få mulighed for at

vælge mellem forskellige danske kandidater til en kommissærpost.

Men i forløbet op til udformningen af listen, vil det selvsagt

være muligt for en dansk regering hvis den måtte ønske

det at foreslå mere end ét navn over for den designerede

kommissionsformand. Det er også situationen i dag.

Spørgsmål 14:

Udenrigsministeren bedes som lovet på

Europaudvalgets møde den 4. maj 2001 oversende et notat om, hvorvidt

det er i overensstemmelse med grundloven og Nicetraktatens

lighedsgrundsætning, at ikke alle partier og bevægelser, som har

ret til at opstille til europaparlamentsvalg, kan tildeles støtte over

fællesskabsbudgettet.

Svar:

Kommissionen har fremsat forslag til en

Rådsforordning baseret på TEF art 308 om vedtægter for og

finansiering af europæiske politiske partier. Forslaget har to

hovedelementer: For det første en adgang til at europæiske

partier og partigrupper kan få deres vedtægter registreret hos

Europaparlamentet. Der opstilles en række betingelser for at kunne

opnå og opretholde en sådan registrering. For det andet en adgang

for europæiske partier, til at kunne modtage støtte direkte fra

EFs budget. Ud over at partiet skal være registreret opstilles en

række yderligere krav, betingelser for de pågældende

partier samt nærmere regler vedrørende en sådan

finansiering.

Selv om dette ikke direkte fremgår af teksten, synes

selve registreringsordningen i alt væsentligt at måtte anskues

som en betingelse, der skal opfyldes for at kunne modtage støtte fra

EFs budget, idet der ikke synes at være knyttet (andre)

selvstændige retsvirkninger til registreringen.

Det fremgår af bemærkningerne til

Kommissionens forslag, at sigtet med dette er at gennemføre en

ordning, som er forudset i Nicetraktatens bestemmelse om indføjelse af

et nyt stk.2 i TEF art 191 om en statut for europæiske politiske

partier. Det fremgår af Kommissionens bemærkninger, at TEF art

308 anvendes alene fordi sagen efter Kommissionens opfattelse haster, og

derfor ikke kan vente til Nicetraktaten er trådt i kraft. Det må

derfor antages, at forslaget må respektere de begrænsninger som

er knyttet til det nye TEF art 191, stk.2, uanset at Nicetraktaten endnu ikke

er trådt i kraft. Det er i erklæring nr. 11 til Nicetraktatens

slutakt fastslået af regeringskonferencen bl.a., at »bestemmelsen om finansiering af politiske partier

anvendes på samme grundlag for alle politiske retninger, der er

repræsenteret i Europaparlamentet. «

For så vidt angår ligebehandlingsprincippet

har EF-domstolen i en række domme fastslået, at der i EF-retten

ved siden af traktatens konkrete diskriminationsforbud gælder et

generelt lighedsprincip, hvorefter ensartede situationer ikke må

behandles forskelligt, medmindre en forskellig behandling er objektivt

begrundet.i Undertiden udtrykkes

princippet negativ, nemlig som et forbud mod forskelsbehandling.

Forskelsbehandling består da i at behandle ensartede situationer

forskelligt eller forskellige situationer ens.

Nicetraktaten ændrer ikke indholdsmæssigt

på ligebehandlingsprincippet, hvorfor Domstolens hidtidige praksis er

relevant for princippets rækkevidde.

Det må på dette grundlag antages, at

ligebehandlingskravet må gælde »for

alle politiske retninger i Europaparlamentet.«

i Sag C-125/77,

Scholten-Honig, saml. 1978, s. 1991.

Bilag 3

Henvendelse af 16. marts 2001 fra Keld Albrechtsen,

Enhedslisten

Til udenrigsministeren, Folketingets formand og

Folketingets Europaudvalg

Notat om mangler i regeringens Redegørelse om

visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks

ratifikation af Nicetraktaten

Indledning

Regeringen har med Nicetraktaten signaleret, at den for

fremtiden kun ønsker at gennemføre folkeafstemninger om

ændringer af unionstraktaten i de situationer, hvor der i juridisk

forstand er tale om suverænitetsoverladelse efter grundlovens §20

(eller hvis de 4 undtagelser berøres).

Dette indebærer et brud med den praksis eller

forfatningssædvane som vi har haft siden 1986, nemlig den tradition, at

alle væsentlige ændringer af unionstraktaten skal afgøres

ved folkeafstemning (i 1986 var der folkeafstemning, selv om der efter

regeringens opfattelse ikke var tale om suverænitetsoverdragelse).

Samtidig indebærer regeringens redegørelse om

forholdet mellem Nicetraktaten og grundloven, at det juridiske

suverænitetsbegreb reelt tømmes for konkret indhold. Hvis

regeringens redegørelse og dens fortolkning lægges til grund

også i fremtidige situationer i forbindelse med nye traktater, så

vil også disse nye traktater efter al sandsynlighed kunne

tiltrædes uden folkeafstemning.

Dette hænger sammen med, at regeringen har tolket

Amsterdamtraktatens anvendelsesområde så bredt, at det bliver

svært at forestille sig nye områder som ikke vil kunne overlades

til EU inden for denne ramme. Eller med andre ord: EU har allerede de

beføjelser på næsten alle områder, som

indebærer at nye traktatbestemmelser kan indføjes om

overførsel af magt fra Folketing og danske domstole til EU, uden at

det efter regeringens opfattelse i juridisk forstand vil udløse en

folkeafstemning.

Vi risikerer derfor at også den næste traktat,

der skal forhandles på en regeringskonference i 2004, efter regeringens

fortolkning vil kunne vedtages uden folkeafstemning. Denne traktat kan

få karakter af en egentlig forfatningstraktat eller med

statsministerens udtryk »en grundtraktat«. Med den tankegang, som er indbygget i regeringens

redegørelse, så kan der foretages vidtgående

ændringer af institutionernes opbygning, stemmeregler, regler om

repræsentation i institutionerne osv. uden at dette indebærer

suverænitets-overdragelse. Når Danmark efter regeringens

opfattelse kan afgive retten til at udpege en kommissær, så kan

Danmark vel også uden at det kaldes suverænitetsoverdragelse i

næste omgang tiltræde regler, der reelt gør kommissionen

til en unionsregering, f.eks. med en unionsstatsminister, der udpeges af

EU-parlamentet. Det er svært at se hvor grænsen går,

før befolkningen skal spørges, hvis der overhovedet er en

sådan grænse.

Ud fra et demokratisk synspunkt er vi altså

nået til en uholdbar situation og det kan ende med at det bliver fast

praksis at spørgsmålet om Danmarks tiltrædelse til nye

traktater ikke i sidste instans afgøres af vælgerne og heller

ikke af Folketinget, men af Højesteret. For hvis Folketinget kobler

befolkningen ud, så må det forudses at nye unionstraktaters

gyldighed vil blive indbragt for domstolene. Det er ikke i længden

holdbart at det skal være domstolene, der er sidste instans i en

forfatningsdebat. Sidste instans i en forfatningsdebat kan og må kun

være befolkningen selv.

Regeringens redegørelse

Regeringen har offentliggjort en redegørelse af 26.

februar 2001 om forholdet mellem Nicetraktaten og grundloven.

Redegørelsen når frem til den konklusion, at dansk

tiltrædelse af Nicetraktaten ikke indebærer

suverænitetsoverladelse og at det derfor ikke er nødvendigt at

bruge proceduren i grundlovens § 20.

Efter min opfattelse er regeringens redegørelse

behæftet med så alvorlige og omfattende mangler, at dens

konklusion ikke kan lægges til grund for Folketingets behandling af

lovforslaget om dansk tiltrædelse af Nicetraktaten (L 179, Forslag til

lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af De

Europæiske Fællesskaber og Den Europæiske Union).

Derfor er der behov for en af regeringen uafhængig

ekspert-undersøgelse af forholdet mellem grundloven og Nicetraktaten

og af spørgsmålet om, hvorvidt Nicetraktaten på et eller

flere punkter indebærer et brud på forudsætningerne for det

danske EU-medlemskab, dvs. et brud på de forudsætninger, som

godkendelsen af traktaterne ved folkeafstemningerne i 1998, 1993, 1986 og

1972 hviler på.

Blandt disse forudsætninger for den danske

befolknings godkendelse af traktaterne er de fire danske undtagelser,

vetoretten samt Danmarks ret til at udpege en EU-kommissær.

Nicetraktaten berører næppe direkte de fire undtagelser, men

underminerer til gengæld de to andre forudsætninger.

Hertil kommer, at flere konkrete bestemmelser i

Nicetraktaten rejser spørgsmålet om

suverænitetsoverdragelse og at regeringens redegørelse ikke

går tilstrækkeligt i dybden på disse områder til at

give svaret på spørgsmålet.

Sammenfattende mener jeg, at Nicetraktaten dels bryder med

væsentlige forudsætninger for det danske EU-medlemskab og dels

indeholder nye beslutningsmetoder (herunder det såkaldte tættere

samarbejde) som af et flertal i EU s ministerråd kan bruges til at

flytte grænserne for traktatens anvendelsesområde, altså

reelt gennemføre traktatændringer uden at følge den

foreskrevne fremgangsmåde med afholdelse af regeringskonference og

ratifikation i hvert enkelt land.

Alt i alt er det min opfattelse, at regeringens konklusion

er forkert.

Jeg har ikke på nuværende tidspunkt haft tid

til at undersøge alle krinkelkroge og alle bestemmelser i

Nicetraktaten. Derfor kan der være flere mangler i regeringens

Redegørelse end dem, jeg i denne omgang kan pege på. Jeg har set

på følgende problemer:

Vetoretten som er forudsætningen for det

danske EU-medlemskab undermineres af Nicetraktaten og vil helt forsvinde,

når udvidelsen af EU er gennemført.

Danmarks ret til at udpege en EU-kommissær er en

forudsætning for tiltrædelsen af Amsterdamtraktaten.

Øgede beføjelser for EU-kommissionen i

WTO medfører, at et flertal af medlemslandene kan flytte traktatens

grænser og altså udvide traktatens

anvendelsesområde.

De nye regler om tættere unionssamarbejde

indebærer i realiteten en metode til at gennemføre

traktatændringer eller i hvert fald udvidende fortolkninger af

traktatens anvendelsesområde uden ratifikation i

medlemslandene.

Nye regler om en statut for såkaldte

europæiske partier giver EU mulighed for at diskriminere mod danske

partier.

Ad 1.

Vetoretten som forudsætning for Danmarks EU-medlemskab

Danmarks tiltrædelse af EF-traktaten i 1972 skete

under den klare forudsætning, at Danmark har vetoret i EU s

ministerråd og kan blokere beslutninger, som truer vitale danske

interesser .

Folketinget bekræftede i fuldstændig klar og

ufortolkelig form i 1986 »i forbindelse med med

ratifikationen af EF-pakken at præcisere, at vetoretten i henhold til

Luxembourgforliget er en forudsætning for danske medlemskab, som det

har været tilfældet siden Danmarks indtræden i EF 1.januar

1973.« (Tillægsbetænkningen til

lovforslag nr. 200 om Danmarks tiltrædelse af EF-pakken, Folketingets

forhandlinger B.sp.1791, 1985-86) .

Der har ikke siden fra nogen dansk regerings side

været rejst nogen tvivl om, at dette fortsat er gældende.

Vetoretten er således en forudsætning for

gyldigheden af den suverænitetsafgivelse, som har fundet sted ved

tiltrædelse af traktaterne om EF og EU. Eller sagt på en anden

måde:

Den danske befolkning har godkendt dansk tiltrædelse

af traktaterne på den bestemte forudsætning, at vi har vetoretten

og derfor kan vetoretten ikke fjernes uden at befolkningen spørges.

Statsministeren har ved flere lejligheder fastslået, at de fire danske

undtagelser tilhører befolkningen og kun kan ophæves af

befolkningen. Det samme gælder helt indlysende om vetoretten.

Vetoretten er såvel en juridisk som en politisk

gyldighedsbetingelse.

Hertil kommer, at en fjernelse af vetoretten kvalitativt

vil ændre EU s overnationale karakter. Grunden til at vetoretten

spiller så stor en rolle, at den ligefrem er forudsætningen for

EU-medlemskabet er naturligvis, at vetoretten sikrer, at der ikke imod

Folketingets vilje kan vedtages EU-lovgivning, som f.eks. strider mod

grundloven, overskrider traktatens anvendelsesområde eller griber ind i

danske vitale interesser, f.eks. det kommunale selvstyre eller det danske

skatte- og velfærdssystem. Dermed sikres, at Folketinget kan

håndhæve traktatens grænser og gribe ind, hvis EU vedtager

retsakter med virkning for Danmark på områder, hvor Danmark ikke

har overdraget suverænitet. Vetoretten er altså i juridisk

forstand et instrument, der kan sikre, at regering og Folketing kan overholde

grundlovens krav om at suverænitet kun kan overlades til EU i » nærmere bestemt omfang«.

Nicetraktaten indebærer, at det i praksis bliver

umuligt bruge Luxembourgforligets vetoret, når en række nye

medlemsstater er optaget. Det antages i dag, at vetoretten anerkendes af

Frankrig, Storbritannien, Sverige, Grækenland og Danmark. Landene i

denne såkaldte »vetoklub« rykker det land til undsætning, som

påberåber sig obs!!!vetoretten i en konkret sag og landene

udgør i dag tilsammen et blokerende mindretal i EU s

ministerråd. Når udvidelsen af EU er gennemført vil de

ovennævnte fem lande ikke længere kunne blokere en beslutning (se

bilag 1). Dette skyldes, at de nye afstemningsregler i Nicetraktaten ikke

tager højde for sikringen af vetoretten. Frankrig og Storbritannien

prioriterede deres egne stemmevægte og de store landes kontrol med

magten i EU s ministerråd højere end bevarelsen af

vetoretten.

Regeringen ville kunne løse problemet, hvis den

inden en dansk ratifikation kan få en bindende aftale med lande som

Polen og Tyrkiet om at disse lande i tilfælde af EU-medlemskab vil

indtræde i »vetoklubben«. Men det er næppe sandsynligt, at regeringen vil

arbejde for en sådan aftale.

Ad 2.

Opretholdelse af den danske kommissærpost som forudsætning

for tiltrædelse af Amsterdamtraktaten

Siden 1972 har det været en forudsætning for

det danske EF- og EU-medlemskab, at Danmark har ret til at udpege en

EU-kommissær. Det har hele tiden været en så indlysende

forudsætning, at den ikke på samme måde som vetoretten er

blevet understreget af Folketinget i en betænkning, for retten til at

udpege en kommissær fremgår jo glasklart af selve traktaten og

har hele tiden gjort det. Intet parti har mig bekendt nogensinde stillet

forslag om at opgive denne ret, tværtimod har skiftende regeringer

altid haft som grundholdning, at Danmark skal bevare retten til at udpege en

kommissær.

Dette blev senest understreget i forbindelse med

Amsterdamtraktaten, se nedenfor.

Nicetraktaten indebærer at der i fremtiden,

når der er 27 medlemslande i EU, skal indføres en

rotationsordning for kommissærposter, således at landene på

skift mister retten til at udpege en kommissær. Danmark forpligter sig

juridisk til at godkende en sådan ordning og kan kun modsætte sig

detaljer i ordningen, f.eks. er det endnu ikke afgjort om der skal være

15, 17 eller 20 kommissærposter. Det mest sandsynlige er jo nok, at det

vil lande på 15 20 kommissærposter, men det afgørende i

forhold til grundloven er den simple kendsgerning at Danmark på

forhånd accepterer at afgive kommissærposten i perioder. I

regeringens forhandlingsoplæg til det, der blev Amsterdamtraktaten, var

det danske krav om at bevare kommissærposten klart markeret og

udenrigsministeren fastslog meget klart den danske position i et svar

på spørgsmål nr. S 670 af 27. november 1996 af Keld

Albrechtsen (EL):

»Det fremgår af

forhandlingsgrundlaget af 11.december 1995 at den danske regering finder, at

alle medlemslande bør være repræsenteret i Kommissionen.

Kun derved kan befolkningerne have tillid til, at Kommissionen tager

tilstrækkelig hensyn til medlemslandenes forskellige interesser.«

Dette svar blev optaget i et bilag til betænkningen

til lovforslag L 1 om Danmarks tiltrædelse af Amsterdamtraktaten og

lå således både til grund for folkeafstemningen den 28. maj

1998 og Folketingets efterfølgende godkendelse af ratifikationen. I

sit svar understreger udenrigsministeren, at forudsætningen om, at

hvert land skal være repræsenteret i kommissionen, er

nødvendig af hensyn til befolkningen og netop derfor må det

anses for en helt afgørende forudsætning for gyldigheden af de

beslutninger, der er truffet ved vores folkeafstemninger. Man kan udtrykke

det således, at kommissærposten ligesom de fire undtagelser og

vetoretten tilhører befolkningen og udgør en del af den

kontrakt som ved folkeafstemningen den 28. maj 1998 blev indgået mellem

Folketinget og befolkningen, en kontrakt som selvsagt ikke kan ændres

uden befolkningens godkendelse.

I Justitsministeriets redegørelse anerkender

ministeriet at en nærmere vurdering af om en indførelse af

rotationsordningen indebærer suverænitetsoverladelse blandt andet

må bero på en bedømmelse af den hidtidige traktat og

tiltrædelseslov og disses forudsætninger. Det er derfor

særdeles beklageligt, at ministeriets notat slet ikke nævner, at

udenrigsministeren både over for Folketinget og befolkningen og i

forhandlingerne med de øvrige regeringer faktisk gjorde opretholdelsen

af kommissærposten til en forudsætning, således som det

fremgår af ovenstående svar. Selve bemærkningerne til

tiltrædelsesloven fra 1998 må tolkes i samme retning. Her

står at kommissionen vil bestå af en person fra hvert medlemsland

på tidspunktet for ikrafttrædelse af den første udvidelse

af Unionen og at dette i praksis indebærer at de store lande skal

afgive hver en kommissær. Men der end ikke antydes, at den danske

kommissærpost på et senere tidspunkt skulle kunne afgives.

Sammenholdt med udenrigsministerens ovennævnte svar kan der ikke herske

gnist af tvivl om at befolkningen fik det signal, at vi beholder

kommissærposten.

Ved overdragelse af lovgivende magt til EU afgives ikke

alene beføjelsen til at vedtage love, men også retten til at

fremsætte dem, den såkaldte initiativret. I EU har kommissionen

monopol på at kunne fremsætte lovforslag, medlemslandene og

EU-parlamentet kan ikke. Derfor er retten til at udpege en kommissær et

medlemslands eneste andel i initiativretten. En fjernelse af denne ret vil

altså grundlæggende ændre EU s karakter, idet

initiativretten så vil blive forvaltet af et organ, der ikke afspejler

samtlige medlemslande. Problemet kunne løses ved at give

medlemslandene ret til at fremsætte lovforslag i EU s

ministerråd, men mig bekendt har regeringen ikke arbejdet for en

sådan ordning.

EF-retseksperten lic.jur. Peter Vesterdorf fra

Håndværksrådet udtaler i Information den 6. januar 2001 at

en rotationsordning udgør et alvorligt brud på et af de

bærende principper for EU-samarbejdet, nemlig princippet om at alle

medlemslande skal være til stede under forhandlinger og skal alle have

mulighed for at blive hørt. Han siger til avisen, at Nicetraktaten

på den baggrund bør udløse en §20-procedure ifølge

grundloven. I Berlingske Tidende den 22. november 2000 udtalte han, at hvis

vi mister vor kommissær er der tale om en fundamental ændring af

EU s karakter og ændrede forudsætninger for den danske

tilslutning til EF. Professor i statsret ved Københavns Universitet

Henning Koch udtalte ved samme lejlighed, at hvis vi går over til en

situation, hvor de små nationer kan trynes af de store, så er der

tale om en væsentlig ændring af magtstrukturerne i føderal

retning. Det er netop hvad der efter min mening sker med Nicetraktaten, fordi

indførelsen af en rotationsordning sammenholdt med fjernelsen af

Luxembourg-forligets vetoret og gennemførelsen af ændrede

afstemningsregler i ministerrådet, der klart favoriserer de store lande

på de små landes bekostning, helt entydigt peger i føderal

retning. Der må således gennemføres en undersøgelse

og bedømmelse af den samlede ændring af magtfordelingen i EU,

som disse forskellige bestemmelser i Nicetraktaten medfører.

Sammenlagt er der efter min opfattelse tale om at

Nicetraktaten bryder med en af de afgørende forudsætninger for

Amsterdamtraktaten og at indførelsen af en rotationsordning

ændrer karakteren af EU i et sådant omfang at en

gennemførelse heraf vil kræve anvendelse af proceduren i

grundlovens §20.

Ad 3.

EU s udvidede beføjelser i WTO

Nicetraktaten indebærer, at nogle emneområder

i handelspolitikken (vedrørende handel med tjenesteydelser og

handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret) bliver

overført til EU s enekompetence. Det betyder, at EU (Kommissionen og

Rådet) får enekompetence til at forhandle og indgå

internationale aftaler på medlemsstaternes vegne indenfor disse

emneområder, hvor der tidligere kun var tale om

»potentiel kompetence«. Den potentielle

kompetence gav de enkelte lande mulighed for at afvise overførsel af

kompetence til EU, og i stedet føre selvstændige forhandlinger

på områderne tjenesteydelser og intellektuel ejendomsret. Den

potentielle kompetence betød desuden, at muligheden for at kræve

national ratifikation af færdige aftaler eksisterede.

Indenfor området, hvor EU har enekompetence,

træffes beslutninger om mandat til EU-kommissionen ved kvalificeret

flertal og Danmark har således ikke vetoret. Således heller ikke

i sidste ende når en færdig aftale skal indgås. På

dette sted er det værd at minde om de indledende bemærkninger om

vetorettens betydning for Danmarks tiltrædelse af traktaterne.

Regeringen hævder, at der ikke sker

suverænitetsafgivelse under art. 133. Argumentationen tager afsæt

i traktatjuraen. Det fremgår af redegørelsen, at det vurderes,

at overførslen af kompetence skete under Amsterdamtraktaten. Under

Amsterdamtraktatens art.133, stk. 5. kan ministerrådet beslutte at

overdrage EU enekompetencen for så vidt angår forhandlinger og

indgåelse af aftaler om intellektuel ejendomsret og tjenesteydelser.

Denne mulighed er dog aldrig brugt.

Under Nicetraktaten vil det ikke længere være

muligt for f.eks. Danmark at modsætte sig overdragelsen af

enekompetencen til EU. Spørgsmålet er om det så ikke

også betyder, at der de facto afgives suverænitet. Danmark mister

muligheden for at modsætte sig kompetenceoverdragelse, hvad der i

sidste ende kan betyde, at Danmark vil blive tvunget til at implementere en

aftale indgået i WTO i EU s navn, som både et flertal i

Folketinget og regeringen ikke støtter. Sker det ikke, vil den

endelige afgørelse af en eventuel konflikt, kunne afgøres ved

EF-domstolen.

Endelig er der spørgsmålet om den

præcise fastsættelse af enekompetencens grænser. Her er

problemet, at med indførelsen af flertalsafgørelser i EU

på de pågældende områder, så vil et flertal i

EU s ministerråd kunne vedtage en udvidende fortolkning af traktatens

grænser i forbindelse med konkrete beslutninger om forhandlingsmandat

til kommissionen og efterfølgende godkendelse af aftaler i

Rådet.

Dette er en særdeles nærliggende risiko netop

på dette område. I et forsøg på at mindske denne

risiko, er der indsat en bestemmelse i den nye art.133, som siger, at en

aftale ikke kan indgås af Rådet, hvis den overskrider EU s

interne beføjelser, dvs. traktatens anvendelsesområde. På

de områder, vi her har med at gøre, er dette

anvendelsesområde ikke kortlagt med nogen sikkerhed og den ny

traktatbestemmelse strider derfor mod grundlovens regel om, at

beføjelser kun må overlades til EU i nærmere bestemt

omfang.

Netop indenfor handelspolitikken vil en udvidende

fortolkning af unionstraktatens principper om kapitalens og varernes fri

bevægelighed og af de to »gummiparagraffers« (art. 94

og art. 308) rækkevidde uden tvivl åbne op for en udvidelse af

traktatens anvendelsesområde, som langt overstiger hvad

Højesteret lagde til grund ved bedømmelsen af den ene af de to

gummiparagraffer (art. 308, tidligere art. 235) i dommen fra 1998.

Højesteret understregede her det forhold, at vedtagelse efter art. 308

kun kan ske ved enstemmighed og at artiklen under ingen omstændigheder

kan bruges til at fastsætte bestemmelser som reelt er

traktatændringer. Men disse to forudsætninger kan ikke

opretholdes med Nicetraktatens art. 133.

Et eksempel på en mulig udvidelse af traktatens

anvendelsesområde kan være spørgsmålet om den

offentlige sektor af centrale tjenesteydelser, såsom vandforsyning.

Nicetraktaten åbner for muligheden for en aftale i WTO om privatisering

eller anden omfattende liberalisering af vandforsyning. En delaftale om

vandforsyning under GATS, som det tidligere er set med aftalen om finansielle

tjenesteydelser, kan gå langt i denne retning. Det er i denne

forbindelse tvivlsomt om en sådan aftale ligger inden for traktatens

anvendelsesområde. Muligheden for omfattende harmonisering af

drikkevandsområdet er ikke eksplicit indskrevet i traktaten, men

området vandforsyning kan, ligesom området »direkte skatter« (se under

afsnittet om »Tættere unionssamarbejde«) drages ind under traktaten gennem en

flertalsbeslutning i EU s Ministerråd.

Uanset det juridiske spørgsmål er der

således under alle omstændigheder tale om et stort tab af

national kontrol og parlamentarisk kontrol med beslutningerne. Det er ikke

min holdning, at Europaparlamentet kan eller skal erstatte den nationale

parlamentariske kontrol med EU s optræden i WTO, men det er en

skærpende omstændighed ved Nicetraktaten, at nationale

parlamenter fratages muligheder for kontrol med processen, uden at

Europaparlamentets beføjelser udvides.

Højesteret lagde i sin dom stor vægt på

Folketingets parlamentariske kontrol.

Netop de kommende TRIPS- og GATS-aftalerevisioner kan

få overordentlig stor betydning for samfundsudviklingen globalt og i

Danmark. Indenfor TRIPS handler det om spørgsmål indenfor bl.a.

patentrettigheder, herunder f.eks. ejendomsretten til vore gener,

bioteknologi, medicin o.s.v. Det handler om kontrollen med nye teknologier,

som kan forandre verden og gøre nogle rige og mægtige, andre

fattige og udstødte. Indenfor GATS kan det medføre yderligere

afregulering og liberalisering med bl.a. øget udbud og udlicitering

til følge indenfor det offentlige område. Det handler f.eks. om

liberalisering af tjenesteydelser indenfor vandforsyning,

affaldshåndtering, miljøanlæg, offentlige skove,

kulturanlæg, fængsler, plejehjem o.s.v. Dette bør ses i

sammenhæng med en eventuel ny generel WTO-runde med investeringsaftaler

o.s.v. Alt i alt kan resultatet blive en globalisering uden demokrati, en

rå kapitalisme uden menneskeligt ansigt.

Problemet med art. 133 skal herudover ses i

sammenhæng med Nicetraktatens art. 229a. om indførelse af en

EF-domstol for intellektuel ejendomsret. Et forslag til en lov herom er

allerede fremsat af EU-kommissionen og behandles i øjeblikket i

Ministerrådet. Forslaget kan først gennemføres, hvis der

skabes hjemmel herfor ved ratifikationen af Nicetraktaten. Der er ingen tvivl

om at gennemførelsen af en sådan ny EF-domstol vil kræve

overladelse af suverænitet efter grundlovens §20, hvilket da også

erkendes af regeringen, men i Justitsministeriets redegørelse udskydes

spørgsmålet om suverænitetsoverladelse ind til det

tidspunkt, hvor EU s lov skal gennemføres, idet en sådan

beslutning i givet fald skal vedtages af medlemsstaterne »i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige

bestemmelser« . Det må anses for

betænkeligt at udskyde en sådan afklaring til et senere tidspunkt

i en situation, hvor den pågældende lovgivning allerede er under

gennemførelse i EU s ministerråd. Det skal i den forbindelse

også bemærkes, at hvis regeringen vil fastholde, at der blev

overdraget suverænitet under Amsterdamtraktatens art. 133 stk. 5,

så er det umuligt at fastholde, at der ikke overdrages

suverænitet under Nicetraktatens art. 229a. Teknikken er nemlig den

samme: Der skabes mulighed for at Ministerrådet på et senere

tidspunkt beslutter at udvide EU s kompetence.

Ad 4.

Tættere unionssamarbejde som redskab til udvidelse af traktatens

anvendelsesområde

Tættere unionssamarbejde kan med de nye regler i

Nicetraktaten betegnes som en metode til at få vedtaget retsakter selv

om der ikke kan samles det nødvendige antal stemmer herfor i EU s

ministerråd. Efter de nuværende regler om tættere

samarbejde kan dette kun etableres ved enstemmighed. Men efter Nicetraktatens

regler kan det ske ved en flertalsbeslutning, også på

områder f.eks. skatteområdet hvor beslutninger træffes

med enstemmighed.

Det betyder at et flertal i EU s ministerråd

får mulighed for at gennemføre en lovgivning på

områder, hvor et eller flere lande hidtil har kunnet blokere en

beslutning og på områder, hvor forslag om indførelse af

kvalificeret flertal blev afvist under regeringskonferencen i Nice.

Dermed bliver tættere unionssamarbejde en metode til

at omgå traktatfæstet vetoret og dermed i realiteten et redskab

til at gennemføre en traktatændring uden at anvende den

foreskrevne procedure for gennemførelse af traktatændringer (med

ratifikation efter de nationale forfatningers bestemmelser).

Lad mig beskrive problemet med et eksempel:

Det franske EU-formandskab foreslog i Nice, at EU skulle

have udtrykkelig hjemmel til at lovgive om direkte skatter, altså

personskatter, fradragsordninger m.v. EU-kommissionen havde længe

presset på for at få indført ensartede regler om bl.a.

pensionsbeskatning (ret til fradrag ved indbetaling til pensionsordninger i

udlandet). Hvis kommissionens forslag om harmonisering af

pensionsskattereglerne gennemføres vil det trække tæppet

væk under den danske pensionsafkastsskat.

Men kan der gennemføres sådanne nogle former

for tættere unionssamarbejde på områder, hvor Danmark ikke

har overladt suverænitet, men hvor et flertal i EU s ministerråd

imod Danmarks vilje vedtager en traktatfortolkning gående ud på

at dette område nu ligger indenfor traktatens anvendelsesområde?

Højesteret fastslog i sin dom, at hvis det med den fornødne

sikkerhed kan fastslås at en EF-retsakt ligger udenfor

suverænitetsafgivelsen ifølge til- trædelsesloven,

må danske domstole anse en sådan EF-retsakt for uanvendelig i

Danmark. (EU-kommissionen forbereder faktisk i øjeblikket en sag mod

Danmark ved EF-domstolen om netop pensionsfradraget og hvis Danmark taber

denne sag vil der faktisk opstå en sådan konflikt mellem EU-ret

og dansk ret.)

Regeringen forsøger i sin redegørelse at

berolige os med, at tættere samarbejde kun må etableres indenfor

traktatens anvendelsesområde. Men regeringen har selv lagt op til at

anvendelsesområdet kan udvides gennem traktatfortolkning. Det betyder,

at hvis der indføres et tættere samarbejde så vil et

flertal i Ministerrådet naturligvis hævde, at dette samarbejde

ligger indenfor traktatens rammer og det vil en dansk regering kunne henholde

sig til og dermed hævde, at Danmark også vil kunne deltage uden

at der er tale om suverænitetsoverdragelse.

Lad mig illustrere problemet med et eksempel:

Da den franske regering inden Nice-topmødet

foreslog, at direkte skatter skulle skrives ind i traktaten, udarbejdede den

danske regering et notat (Europaudvalget alm. del bilag 2) hvoraf det

fremgik at direkte skatter er omfattet af Amsterdamtraktatens art. 94.

På den måde sikrede regeringen sig, at hvis det franske forslag

om indskrivning af direkte skatter i traktaten blev vedtaget, så ville

det ikke udløse en folkeafstemning, for direkte skatter havde jo hele

tiden været omfattet af art. 94, selv om der ganske vist ikke

står et ord om direkte skatter i artiklen.

Den danske befolkning har aldrig ved nogen folkeafstemning

og Folketinget har aldrig ved nogen beslutning med 5/6 flertal overladt

beføjelser til EU til at vedtage lovgivning om direkte skatter, men

alligevel benyttede regeringen altså lejligheden sidste år til at

smugle direkte skatter ind i traktaten. Dette kan komme os dyrt at stå

ved en kommende retssag ved EF-domstolen, hvor EU-kommissionen jo kan henvise

til den udvidende danske traktatfortolkning. Men det kan altså

også senere bruges af en dansk regering og et flertal i Folketinget til

at trække Danmark med ind i et forstærket samarbejde om direkte

skatter uden at gennemføre nogen traktatændring herom og uden at

spørge befolkningen, altså reelt en ændring af traktaten

udenom den foreskrevne procedure.

Ad 5.

Diskrimination mod danske partier

Nicetraktaten indeholder en hjemmel til at vedtage en

statut om europæiske politiske partier (art. 191, stk.2) . Der er

allerede fremsat et forslag herom fra EU-kommissionen. I første

række handler det om, at partier kan få status som et

såkaldt europæisk parti, hvis de opfylder en række

betingelser. De kan så modtage økonomisk bistand fra EU.

Forslaget må anses for diskriminerende over for danske partier, som

ikke vil kunne opfylde betingelserne, bl.a. fordi partierne skal virke i mere

end et land og sværge troskab til traktaten. Partier som

Junibevægelsen, Folkebevægelsen, SF og Enhedslisten vil

næppe kunne opfylde betingelserne og vil jo i hvert fald næppe

alle sværge troskab til EU. Forslaget vil formentlig udelukke hele den

europæiske venstrefløj fra ordningen. En sådan ordning er

derfor i strid med den almindelige lighedsgrundsætning, som må

antages at være en del af den danske forfatning og Danmark kan

næppe efter grundloven overlade suverænitet til en international

organisation med henblik på vedtagelse af regler, der groft

tilsidesætter denne lighedsgrundsætning.

EU-parlamentet behandler i øjeblikket et forslag om

europæiske partier fremsat af EU-kommissionen med henvisning til

gummiparagraffen (art. 308). Det fremgår bl.a. af forslaget, at

EU-parlamentet træffer afgørelse om, hvorvidt et europæisk

parti overholder principperne for demokrati. Forslaget giver altså

flertallet mulighed for at udelukke mindretallet efter et temmelig frit

skøn.

Det er efter min opfattelse indlysende, at man ikke kan

vedtage et sådant forslag med art. 308 som retsgrundlag, fordi noget

sådant ligger klart udenfor Amsterdamtraktatens

anvendelsesområde.

Hertil kommer at sigtet med at indføre »europæiske partier« er

at en andel af EU-parlamentets pladser ved en kommende traktatændring

skal besættes gennem valg med hele unionen som valgområde og

disse europartier som opstillingsberettigede. Dette er ikke en del af

Nicetraktaten, men denne hensigt må indgå i bedømmelsen af

Nicetraktatens art.191, stk.2, idet denne artikel jo er med til at bane vejen

for en sådan valgordning ved den kommende traktatrevision i 2004.

Tanken om sådanne unionsvalg er en endnu mere vidtgående form for

føderalisme end vi kender fra f.eks. USA, hvor der ganske vist findes

unionspartier, men hvor valgordningen dog er sådan indrettet, at

senatorer og repræsentanter vælges i hver enkelt stat og hvor

unionen ikke udgør et valgområde, end ikke ved valget af

præsident (som vælges af en forsamling af valgmænd valgt i

hver enkelt stat).

Ad 6.

SAMMENFATTENDE KONKLUSION

Efter min opfattelse står det klart, at en dansk

ratifikation af Nicetraktaten forudsætter,

at den danske befolkning ved en folkeafstemning

accepterer, at Nicetraktaten på afgørende punkter (vetoretten og

repræsentationen i EU-kommissionen) ændrer forudsætningerne

for det danske EU-medlemskab

at den danske befolkning ved en folkeafstemning

accepterer den overladelse af suverænitet, som vil være

resultatet af Nicetraktaten, idet såvel bestemmelserne om

handelspolitikken som den udvidede adgang til tættere unionssamarbejde

muliggør en reel udvidelse af traktaternes anvendelsesområde og

gør det umuligt for regeringen og Folketinget at håndhæve

grundlovens bestemmelse om at suverænitet kun må overlades i

»nærmere begrænset omfang«

at den danske befolkning ved en folkeafstemning

accepterer den suverænitetsoverladelse som følger af en

rotationsordning i EU-kommissionen med den virkning at en dansk udpeget

kommissær ikke længere har andel i initiativretten,

kommissionslovgivningen m.v.

at den danske befolkning ved en folkeafstemning

accepterer, at der indføres mulighed for diskrimination imod danske

partier, hvilket strider mod en grundlæggende forudsætning for

EU-medlemskabet, nemlig at EU ikke må krænke hverken sin egen

eller den danske lighedsgrundsætning

samt at det forinden afklares om de ovennævnte

problemer samlet set er af så vidtrækkende størrelse, at

en ratifikation af Nicetraktaten forudsætter en ændring af

grundloven (således at der kan overlades suverænitet til EU i

ikke nærmere bestemt omfang ).

BILAG l: Note om evt. brug af vetoretten i forbindelse

med Luxembourg-forliget

BILAG 2: Forslag til Folketingsbeslutning om dansk nej

til harmonisering af skatter og afgifter i EU

BILAG 1:

Notat om evt. brug af vetoretten i forbindelse med

Luxembourg-forliget.

De fem lande som antages at bakke op bag

Luxembourg-forligets vetoret er: Frankrig, England, Grækenland, Sverige

og Danmark. (Se Politiken den 2. marts 2001).

Hvis EU bliver udvidet med samtlige 12 ansøgerlande

så EU kommer op på 27 medlemslande, vil muligheden for at

nedlægge veto af disse fem lande i forlængelse af

Luxembourg-forliget ikke længere eksistere.

Ved en EU-udvidelse med alle ansøgerlande vil de 27

lande tilsammen have 345 stemmer i Ministerrådet i forlængelse af

vedtagelserne i Nicetraktaten.

Et kvalificeret flertal af disse stemmer vil kræve

enten 258 eller 255 stemmer.

De fem lande, som kunne bruge vetoretten i

forlængelse af Luxembourg-forliget, har tilsammen kun 87 stemmer, der i

procent udgør 25.21 pct.

Da et kvalificeret flertal kræver mellem 72-74 pct.

kan denne gruppe ikke længere blokere for vedtagelser med kvalificeret

flertal, da dette vil kræve mellem 26-28 pct. af samtlige stemmer.

Det kan de heller ikke i forbindelse med

dobbelt-flertals-argumentet, hvor et enkelt land kan kræve, at der bag

det kvalificerede flertal også er mindst 62 pct. af EU-landenes

befolkninger.

De fem landes befolkning, i procent, udgør nemlig

kun 29.69 pct., så der er langt over 62 pct. bag et flertal i denne

sammenhæng.

Det sidste argument, nemlig at der bag et kvalificeret

flertal også skal stå et flertal af landene, kan heller ikke

bruges til at blokere, da de fem lande jo klart udgør et mindretal af

de 27 EU-lande.

Læs om baggrunden for Luxembourg-forliget og dets

politiske brug i Jens-Peter Bonde`s gennemgang side 67-69 i pjecen »Folkestyret og EF«, udgivet

som et tillæg til Notat nr. 570, december 1990, samt en mere

leksikonagtig gennemgang af selve baggrunden for Luxembourg-forliget i bogen

»Eurolex. Leksikon om europæisk

samarbejde«, udgivet af Gyldendal i 1972.

BILAG 2:

Forslag til Folketingsbeslutning om dansk nej til

harmonisering af skatter og afgifter i EU

fremsat af Keld Albrechtsen (EL), Frank Aaen (EL) og

Søren Kolstrup (EL)

Folketinget opfordrer regeringen til at meddele EU

at Danmark siger nej til EU-kommissionens planer om

skatteharmonisering

at Danmark vil sige nej til planer om forstærket

samarbejde på skatte- og afgiftsområdet og at Danmark under alle

omstændigheder vil nægte at deltage i noget sådant

samt at den danske regering i tilfælde af at

EF-domstolen underkender de danske regler om fradrag for

pensionsindbetalinger eller andre danske skatteordninger er indstillet

på at lade danske domstole afgøre, om der her vil være

tale om en situation hvor en EF-retsakt er uanvendelig i Danmark, fordi det

med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at den bygger på

en anvendelse af traktaten, der ligger udenfor suverænitetsafgivelsen

ifølge tiltrædelsesloven

Bemærkninger til forslaget

EU-kommissionen angriber nu kraftigt de danske regler om

pensionsbeskatning. ifølge Politiken den 15. marts 2001 bebudede

formanden for EU-kommissionen Romano Prodi, at han vil lægge pres

på Danmark og de andre lande med særlige skatteregler på

det kommende EU-topmøde.

Det danske skattesystem sættes altså nu under

pres fra EU. Dels truer EU-kommissionen med at slæbe Danmark for

EF-domstolen i spørgsmål om pensionsbeskatning og bilafgifter.

EU-kommissionens samlede strategi for en harmonisering

på skatteområdet er grundigt beskrevet i skattekommissær

Frits Bolkesteins tale af 17.marts 2000, offentliggjort på

kommissionens hjemmeside under overskriften »Taxation and Customs Union«.

Siden da er det sket det, at kommissionen har udarbejdet en såkaldt

reflektionsnote omtalt i Børsen den 19.februar 2001, hvori

kommissionen overvejer at anlægge retssag mod Danmark på

spørgsmål om fradrag for pensionsindbetalinger og i

spørgsmålet om bilbeskatning.

Dels kan Danmark rammes hvis Nicetraktaten og dermed nye

regler om forstærket samarbejde træder i kraft. Bolkestein

arbejder energisk for at få etableret et forstærket samarbejde

netop på skatte- og afgiftsområdet, muligvis også for at

få vedtaget en såkaldt endelig momsordning og andre

harmoniseringer af personskatter og afgifter.

Den danske regering har arbejdet for at der i EU kunne

indføres flertalsafgørelser på visse dele af

afgiftsområdet (miljøafgifter m.v.), men kommissionens strategi

viser at det snarere vil være helt andre områder som kan blive

genstand for tættere unionssamarbejde og derfor er det vigtigt at

Danmark blokerer og ikke bliver inddraget i en harmonisering som kan

underminere velfærdssystemernes finansieringsgrundlag.

Det er derfor påkrævet, at Danmark udarbejder

en strategi mod EU s skatteharmoniseringsplaner.

Det franske EU-formandskab foreslog i Nice at EU skulle

have udtrykkelig hjemmel til at lovgive om direkte skatter, altså

personskatter, fradragsordninger m.v. EU-kommissionen havde længe

presset på for at få indført ensartede regler om bl.a.

pensionsbeskatning (ret til fradrag ved indbetaling til pensionsordninger i

udlandet). Hvis kommissionens forslag om harmonisering af

pensionsskattereglerne gennemføres vil det trække tæppet

væk under den danske pensionsafkastsskat.

Men kan der gennemføres sådan nogle former

for tættere unionssamarbejde på områder, hvor Danmark ikke

har overladt suverænitet, men hvor et flertal i EU s ministerråd

imod Danmarks vilje vedtager en traktatfortolkning gående ud på

at dette område nu ligger indenfor traktatens anvendelsesområde?

Højesteret fastslog i sin dom, at hvis det med den fornødne

sikkerhed kan fastslås at en EF-retsakt ligger udenfor

suverænitetsafgivelsen ifølge tiltrædelsesloven må

danske domstole anse en sådan EF-retsakt for uanvendelig i Danmark.

(EU-kommissionen forbereder faktisk i øjeblikket en sag mod Danmark

ved EF-domstolen om netop pensionsfradraget og hvis Danmark taber denne sag

vil der faktisk opstå en sådan konflikt mellem EU-ret og dansk

ret.)

Regeringen forsøger i sin Redegørelse om

forholdet mellem grundloven og Nicetraktaten at berolige os med, at

tættere samarbejde kun må etableres indenfor traktatens

anvendelsesområde. Men regeringen har selv lagt op til at

anvendelsesområdet kan udvides gennem traktatfortolkning. Det betyder,

at hvis der indføres et tættere samarbejde så vil et

flertal i ministerrådet naturligvis hævde, at dette samarbejde

ligger indenfor traktatens rammer og det vil en dansk regering så

henholde sig til og dermed hævde, at Danmark også vil kunne

deltage uden at der er tale om suverænitetsoverdragelse.

Da den franske regering inden Nice-topmødet

foreslog, at direkte skatter skulle skrives ind i traktaten, udarbejdede den

danske regering et notat (Europaudvalget alm. del bilag 2) hvoraf det

fremgik at direkte skatter er omfattet af Amsterdamtraktatens art. 94.

På den måde sikrede regeringen sig, at hvis det franske forslag

om indskrivning af direkte skatter i traktaten blev vedtaget, så ville

det ikke udløse en folkeafstemning, for direkte skatter havde jo hele

tiden været omfattet af art. 94, selv om der ganske vist ikke

står et ord om direkte skatter i artiklen.

Den danske befolkning har aldrig ved nogen folkeafstemning

og Folketinget har aldrig ved nogen beslutning med 5/6 flertal overladt

beføjelser til EU til at vedtage lovgivning om direkte skatter, men

alligevel benyttede regeringen altså lejligheden sidste år til at

smugle direkte skatter ind i traktaten. Dette kan komme os dyrt at stå

ved en kommende retssag ved EF-domstolen, hvor EU-kommissionen jo kan henvise

til den udvidende danske traktatfortolkning. Men det kan altså

også senere bruges af en dansk regering og et flertal i Folketinget til

at trække Danmark med ind i et forstærket samarbejde om direkte

skatter uden at gennemføre nogen traktatændring herom og uden at

spørge befolkningen, altså reelt en ændring af traktaten

udenom den foreskrevne procedure.

Derfor er det vigtigt at det nu ryddes op i dette juridiske morads. Det

kan regeringen gøre ved overfor EU at tilkendegive at

spørgsmål om bl.a. personskatter og fradragsregler ligger

udenfor traktaten, at Danmark ikke vil acceptere tættere samarbejde

på et grundlag der ligger udenfor traktaten og at Danmark i

tilfælde hvor Danmark underkendes i sådanne

spørgsmål ved EF-domstolen vil lade danske domstole

afgøre om EF-domstolens afgørelser kan få virkning i

Danmark eller må erklæres uanvendelige i dansk ret.

Lignende dokumenter