Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om bekæmpelse af børnepornografi

2001/2 BSF 19Beslutningsforslag som fremsatFolketinget11. december 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 11. december 2001 af

Jann Sjursen (KRF), Bodil Kornbek (KRF),

Ole M. Nielsen (KRF) og Tove Videbæk

;(KRF)

Forslag til folketingsbeslutning

om bekæmpelse af børnepornografi

Folketinget opfordrer regeringen til i indeværende

folketingsår at fremsætte de nødvendige lovforslag og

foretage de fornødne administrative ændringer med henblik

på yderligere bekæmpelse af børnepornografi.

Ændringerne skal indeholde følgende elementer:

Internetudbydere skal have pligt til at registrere og opbevare

logfiler i indtil 6 måneder med henblik på at forbedre

efterforskningsmulighederne i sager om børnepornografi.

Al besiddelse af børnepornografisk materiale skal være

strafbar uanset materialets grovhed.

Bemærkninger til forslaget

Baggrund

Beslutningsforslaget er en uændret

genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 76, folketingsåret

2001-02, 1. samling (se Folketingstidende 2001-02, 1. samling, tillæg A

side 1727 og 1730). Beslutningsforslaget nåede ikke at blive

førstebehandlet på grund af folketingsvalget.

Den 1. juli 2000 trådte den reviderede bestemmelse

om børnepornografi i straffelovens § 235 i kraft, jf. lov nr. 441 af

31. maj 2000 (lovforslag nr. L 281, folketingsåret 1999-2000,

Folketingstidende 1999-2000, forhandlingerne side 7423, 8474 og 8756, till. A

side 7784 og 7827, till. B side 1327 og till. C side 1164).

Lovændringen indebar dels skærpelser af

strafferammerne for udbredelse og besiddelse af børnepornografisk

Læs alt

materiale, dels udvidelse af den personkreds, som bestemmelsen retter sig

mod, således at også udbredelse m.m. via internettet blev

omfattet af bestemmelsen. Efter ændringen har straffelovens § 235

følgende ordlyd:

»Den, som erhvervsmæssigt sælger eller

på anden måde udbreder utugtige fotografier, film eller lignende

af børn, straffes med bøde, hæfte eller fængsel

indtil 2 år. På samme måde straffes den, som i en videre

kreds udbreder sådanne fremstillinger.

Stk. 2.

Den, som besidder eller mod vederlag

gør sig bekendt med fotografier, film eller lignende af børn,

der

har samleje eller anden kønslig omgængelse end

samleje,

har kønslig omgang med dyr eller

anvender genstande på groft utugtig måde,

straffes med bøde eller under skærpende

omstændigheder med hæfte eller fængsel indtil 6

måneder.«

Lovændringen kom efter lang tids pres fra blandt

andre Kristeligt Folkeparti, der også havde fremsat beslutningsforslag

herom i 1998 (beslutningsforslag nr. B 22, folketingsåret 1998-99,

Folketingets forhandlinger side 1344 samt till. A side 1618 og 1621). Det var

det såkaldte Brydensholt-udvalgs betænkning om

børnepornografi og it-efterforskning, der lå til grund for

lovforslaget (betænkning nr. 1377/1999, delbetænkning II afgivet

af Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og

datakriminalitet).

Registrering og opbevaring af logfiler

Ud over spørgsmålet om ændring af

straffelovens § 235 drøftede Brydensholt-udvalget også mulige

krav til internetudbydere og teleselskaber om registrering af logoplysninger

og opbevaring heraf. I den nævnte betænkning (nr. 1377/1999)

anføres herom side 66:

»Oplysninger om B-nummeret (det nummer, der ringes til)

fastholdes i dag kun kortvarigt hos teleselskaberne, hvilket frembyder

vanskeligheder for en efterfølgende efterforskning, idet der går

tid til anmeldelse, visitering og opstart af efterforskning. Det vil

også kunne være afgørende, at A-nummeret (det nummer, der

ringes fra) og IP-adressen videreføres og fastholdes i systemerne.

Ud fra et efterforskningsmæssigt synspunkt har det

stor betydning, at A-nummeret logges, uanset om den pågældende

har benyttet muligheden for at blokere for visning af A-nummeret hos den, der

ringes til. Denne særlige mulighed må antages primært at

skulle beskytte imod, at nummeret kan vises hos modtageren

(indehaveren/brugeren af B-nummeret) og ikke at tage sigte på de

registreringer, der kan være behov for i telekæden.«

Og videre side 68-69:

»Udvalget finder, at der af efterforskningsmæssige

grunde bør stilles krav om, at Internetudbydere og teleselskaber skal

logge både A- og B-nummeret for A-nummerets vedkommende uanset om den

pågældende har benyttet muligheden for, at der ikke sker visning

af A-nummeret. Endvidere bør udbyderen logge IP-adresse for den, der

ringer op, brugertid, tidspunkt for opkobling/nedkobling, opkoblingens

længde og sessionstype (FTP/Telnet). Der bør tillige stilles

krav om opbevaringsformat (læsbarhed). Derudover bør eventuelle

kontooplysninger opbevares. Opbevaring af oplysninger skal ske i Danmark,

hvis udbyderen er i Danmark, uanset om udbyderen er selvstændig eller

filial af en udenlandsk virksomhed.

Endvidere bør det tilstræbes, at det sikres,

at korrekt dansk realtid registreres.

Opbevaringstiden for disse oplysninger bør set fra

et efterforskningsmæssigt synspunkt ideelt være 5 år,

svarende til bogføringsloven og hvidvaskloven, men da dette af

praktiske grunde formentlig er for vidtgående så i hvert fald i

en periode, der muliggør efterforskning i de fleste sager, hvor der er

behov for disse oplysninger.

Efter de for udvalget foreliggende oplysninger opbevares

loggen vedrørende e-mails ofte i 6 måneder, mens der ikke i

øvrigt er nogen fast praksis.

Udvalget har nærmere drøftet de forskellige

hensyn, der kan tale for henholdsvis en længere og en kortere

opbevaringstid. Efterforskningsmæssige hensyn taler for en frist

på ikke under 1 år. Ikke mindst i sager med ekstremt store

datamængder eller i sager, der efterforskningsmæssigt starter i

et andet land, der derefter konstaterer, at der skal efterforskes også

i Danmark, vil en kortere frist kunne betyde, at videre efterforskning

umuliggøres. For langt de fleste sagers vedkommende vil en frist

på 6 måneder imidlertid være tilstrækkelig. Ved valg

af en kortere frist tages et større hensyn til både privatlivets

fred og de omkostninger, der påføres udbydere. Særligt

vedrørende hensynet til privatlivets fred tilsiger dette hensyn, at

der logges mindst muligt, og at loggen opbevares i så kort tid som

muligt, idet risikoen for, at oplysninger kommer på forkerte

hænder, er større, jo længere opbevaringsperioden er.«

Med hensyn til retten til at opbevare oplysninger er dette

forhold reguleret i persondataloven (lov nr. 429 af 31. maj 2000 om

behandling af personoplysninger). Ifølge denne lovs § 5, stk. 5,

må indsamlede oplysninger ikke opbevares på en måde, der

giver mulighed for at identificere den registrerede i et længere

tidsrum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål,

hvortil oplysningerne behandles. Den dataansvarlige skal efter lovens

anmeldelsesordning (kapitel 13) angive sletningsfristen i sin anmeldelse til

Datatilsynet eller (hvis der ikke skal ske anmeldelse til Datatilsynet)

opbevare dokumentation herfor.

Ovenstående betragtninger var medlemmerne af

Brydensholt-udvalget enige om, mens der var delte meninger om formen for

reguleringen. Et flertal i udvalget fandt, at reguleringen skulle ske ved

lov, mens et mindretal fandt, at spørgsmålet så vidt

muligt skulle løses ved en selvregulering i branchen. Mindretallet var

dog enig i en lovgivningsmæssig løsning, såfremt det

måtte vise sig, at reguleringsbestræbelserne ikke bar frugt.

Den daværende regering undlod at tage disse

elementer fra Brydensholt-udvalgets betænkning med i det endelige

lovforslag om it-efterforskning, som også var en del af udvalgets

betænkning (lov nr. 465 af 7. juni 2001 om ændring af

straffeloven og retsplejeloven (Hæleri og anden efterfølgende

medvirken samt it-efterforskning) (lovforslag nr. L 194, folketingsåret

2000-01, jf. Folketingets forhandlinger side 6443, 8674 og 9050, till. A side

5690 og 5722, till. B side 1525 og till. C side 905)). Begrundelsen var

ifølge daværende justitsminister Frank Jensen, at it-branchen i

høringssvarene til betænkningen havde udtrykt

betænkelighed med hensyn til udvalgets forslag om registrering af

logoplysninger og opbevaring heraf. Justitsministeriet har i stedet i

samarbejde med IT- og Forskningsministeriet iværksat en

undersøgelse af udvalgets forslag i lyset af de indvendinger, der er

fremført i visse af høringssvarene. IT- og

Forskningsministeriet mente endvidere, at det ville være vanskeligt og

uhensigtsmæssigt på daværende tidspunkt at søge at

formulere regler om pligtmæssig logning af brug af internettet.

Forslagsstillerne mener imidlertid, at hensynet til

beskyttelse af børns rettigheder bør gå foran hensynet

til ytringsfriheden eller erhvervslivet. At det er besværligt at

formulere reglerne, bør ikke forhindre arbejdet i at blive gjort.

Forslagsstillerne er af den opfattelse, at pligtmæssig logning af brug

af Internettet har så vigtige præventive og

efterforskningsmæssige fordele, at logningen bør

indføres.

Besiddelse af mildere børnepornografi

I dag er det kun besiddelsen af groft utugtigt materiale,

der er strafbar. Kristeligt Folkeparti ønsker det strafbare

område for besiddelse af børnepornografisk materiale udvidet,

så det også kommer til at omfatte seksuelt prægede billeder

af børn, der ikke forestiller samleje eller intim seksuel kontakt med

andre. For eksempel bør billeder, der fokuserer på børns

kønsdele, og billeder af børn, der berører sig selv

på seksuel måde, medtages under det strafbare område.

Danmark har underskrevet tillægsprotokollen til FN s

børnekonvention om blandt andet børnepornografi (træder i

kraft den 18. januar 2002). Ifølge protokollens artikel 2 c er

definitionen på strafbar børnepornografi også enhver

fremvisning af et barns kønsdele med primært seksuelt

formål.

En af grundene til, at det kun er besiddelse af groft

utugtigt materiale, der er kriminaliseret, er hensynet til ytringsfriheden.

Da det oprindelige stk. 2 om besiddelse af børnepornografi blev indsat

i § 235 i straffeloven i 1994, var der også en del tvivl om, hvorvidt

det ville virke kriminalpræventivt at gøre besiddelse strafbar

(lov nr. 1100 af 21. december 1994, jf. lovforslag nr. L 38,

folketingsåret 1994-95, Folketingets forhandlinger side 457, 675, 1815

og 1937, till. A side 467, till. B side 181 og 226 og till. C side 172). I

bemærkningerne til lovforslaget blev afgrænsningen begrundet med,

at muligheden for at skaffe børnepornografisk materiale afholdt

pædofile fra at begå deres forbrydelser, og at et vist lovligt

område for besiddelse havde en kriminalitetsdæmpende effekt.

Forslagsstillerne tager klar afstand fra påstanden

om, at et vist lovligt område for besiddelse skulle have en

kriminalitetsdæmpende effekt. Tankegangen lægger op til, at man

som lovgiver skulle ofre nogle børns rettigheder for at hindre endnu

værre overgreb mod andre børn. Det svarer til at tillade

cykeltyverier i håb om, at det vil dæmpe antallet af biltyverier.

Selv på det tingslige område er en sådan tankegang absurd

og umulig at retfærdiggøre, og endnu mere uetisk er den,

når det drejer sig om børns krav på beskyttelse. Efter

forslagsstillernes opfattelse er børnepornografi altid en

krænkelse af børns rettigheder og værdighed uanset

materialets grovhed og derfor bør besiddelse af al form for

børnepornografisk materiale også være strafbar.

Skriftlig fremsættelse

Jann Sjursen

(KRF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om bekæmpelse af

børnepornografi.

(Beslutningsforslag nr. B 19).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter