Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om hensyntagen til flygtninges ønsker og baggrund ved boplacering

2000/1 BSF 181Beslutningsforslag som fremsatFolketinget6. april 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 6. april 2001 af

Knud Erik Hansen (SF),

Anne Baastrup (SF) og Jes Lunde (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om hensyntagen til flygtninges ønsker og baggrund

ved boplacering

Folketinget pålægger regeringen at

fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de

fornødne administrative ændringer, således at

de hensyn til flygtningene, der er angivet i

boligplaceringsbekendtgørelsens § 14, går forud for lovens

regler om fordeling af flygtninge til kommunerne (kommunernes kvoter),

flygtninge får mulighed for at klage over boplacering, og at de

ligeledes får mulighed for at anke et afslag, og

flygtninges muligheder for efter boplacering at skifte kommune

forbedres ved, at kommunernes efterfølgende kvoter justeres i forhold

til flytninger, eller det sikres, at den modtagende kommune bliver

kompenseret økonomisk.

Bemærkninger til forslaget

Med integrationsloven blev det vedtaget, at

flygtninge skulle boplaceres rundt i alle landets kommuner. Det har som

fordel, at alle kommuner bidrager til at løse opgaven med at

støtte flygtninge, så de kan blive integreret i det danske

samfund.

Overholdelse af konventioner

Det er imidlertid ikke uproblematisk med en sådan

ordning. Den er efter forslagsstillernes opfattelse i modstrid med

principperne i menneskerettighedskonventionerne.

FN's komiteer for henholdsvis racediskrimination og

menneskerettigheder har begge i deres seneste rapporter om forholdene i

Læs alt

Danmark udtrykt tydelig bekymring over den danske praksis med tvangsplacering

af flygtninge og mener, at den er problematisk i forhold til

menneskerettighedskonventionerne. De henstiller begge, at Danmark

sørger for, at praksis for placering af flygtninge sker i

overensstemmelse med konventionerne.

Denne udmelding kan bedst forstås sådan, at

ordningen i sig selv ikke er i modstrid med konventionerne, men at det er

afgørende, hvordan ordningen praktiseres underforstået, at den

skal praktiseres i forhold til flygtninges ønsker og behov. Da

ordningen er ny og der først inden for de seneste måneder er

kommet rapporter, der dokumenter, hvorledes ordningen har fungeret, har de to

komiteer ikke haft mulighed for at vurdere ordningen.

Regler for hensyntagen til flygtninge

Over for flygtningene kan ordningen have som konsekvens,

at de mistrives, hvis de bliver placeret, hvor de ikke får tilgodeset

deres behov og ønsker. Det kan have stor betydning for deres

integration, idet der er fare for, at de reelt ikke får brugt og

udviklet de ressourcer, de har for at kunne komme til at fungere fuldt ud i

det danske samfund. Det hæmmer integrationen, hvis en flygtning bliver

placeret et sted, hvor denne ikke kan bygge videre på sin uddannelse.

Det hæmmer også, hvis flygtningen bliver placeret langt væk

fra familie og slægtninge, der kan være værdifulde bindeled

mellem den kultur, flygtningen kommer fra, og det danske samfund.

Det har man i lovgivningen søgt at tage

højde for ved at præcisere, hvilke hensyn til flygtninge man

skal tage hensyn til ved boplacering. I dem indgår, at man skal tage

hensyn til sproglig og kulturel baggrund, uddannelsesmæssige og faglige

kvalifikationer og behov, familiemæssige eller anden tilknytning til

personer, der bor i Danmark, eventuelle særlige behov, herunder behov

for speciel behandling og særlige ønsker. Der indgår

også, at man om muligt skal søge at placere flygtninge i

kommuner, hvor der i forvejen er flygtninge fra samme oprindelsesland.

I praksis vil der uundgåeligt være

situationer, hvor det ikke er muligt både at tage hensyn til

flygtninges ønsker og behov og til de årligt aftalte kvoter for

kommunerne. Der er derfor i boplaceringsbekendtgørelsen (§ 13, stk. 2)

indføjet en mulighed for at placere flygtninge i kommuner, der ikke

har kvoter, eller hvor kvoterne er opbrugt.

De personer, der boplaceres, er flygtninge efter

udlændingelovens § 7 (konventions- og de facto-flygtninge) og § 8

(kvoteflygtninge), og en stor del af de personer, der får

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9. Familiesammenførte

boplaceres ikke, medmindre de følger en flygtning, der boplaceres. Der

anvendes i denne sammenhæng betegnelsen flygtninge for alle, der skal

boplaceres, uanset at de personer, der får opholdstilladelse efter §

9, normalt ikke betegnes som flygtninge.

Prioritering mellem kvoter og hensyn til flygtninge

Det har imidlertid vist sig, at det især sidst

på året er vanskeligt at tage de nødvendige hensyn til

flygtningene og samtidig holde sig inden for de aftalte kvoter.

Der er i lovgivningen ikke angivet, hvorledes der skal

prioriteres mellem hensyn til flygtninge og kvoter.

Den mulighed, der ligger i

boplaceringsbekendtgørelsen § 13, stk. 2, om at placere uden for

kvoterne, har heller ikke været tilstrækkelig. Det kan skyldes,

at den ikke er brugt tilstrækkeligt. Den er f.eks. brugt færre

gange i 2000 end i 1999.

Det kan også skyldes begrænsningerne i den.

Den giver adgang til at bryde kvoterne i særlige tilfælde,

når det er nærtstående familiemedlemmer og personer, der er

i pleje. Dens formulering er således mere snæver end de

almindelige kriterier, hvor der ikke er formuleret en prioritering mellem

kvoter og hensyn til flygtningene.

Det er her et særligt problem, at en del kommuner,

der i forvejen har mange flygtninge, har en nulkvote og derfor normalt ikke

skal modtage flygtninge. Det vil selvsagt ofte være i de kommuner, at

flygtninge har familie, slægtninge eller andre personer, de har

tilknytning til.

Klageadgang

Udlændingestyrelsen genoptager normalt ikke en sag,

medmindre der er nye oplysninger. Det betyder, at klager over placeringer,

hvor der ikke er taget hensyn til flygtninges ønsker og behov, normalt

bliver afvist i Udlændingestyrelsen. Flygtninge er da ifølge

loven afskåret fra at klage til anden administrativ myndighed

(udlændingelovens § 53, stk. 1). Det betyder i praksis, at flygtninge

ikke kan klage, uanset at der skulle være begået en fejl.

Flygtninge får ingen oplysninger om, at de kan bede

Udlændingestyrelsen om at genoptage deres sag, hvis alle relevante

oplysninger ikke er lagt til grund for afgørelsen.

Efter at boligplacering har fundet sted, kan der i

særlige tilfælde finde flytning fra en kommune til en anden

kommune sted. Det kan ske, hvis den pågældende flygtning selv

finder arbejde og bolig og ikke er afhængig af integrationsydelsen, og

ved at frivillige aftaler indgås mellem kommunerne. I særlige

tilfælde kan en kommune pålægges at overtage en flygtning

og dermed integrationsansvaret.

Et kommunalt afslag til en flygtning, som ønsker at

flytte, kan ankes til Det Sociale Nævn i pågældende amt (i

Københavns Kommune til Den Sociale Sikringsstyrelse).

Afgørelser herfra kan ankes til Den Sociale Ankestyrelse. Der

foreligger kun få afgørelser, og de har været restriktive

i forhold til flygtningen.

Flygtningen kan gå til Ombudsmanden eller

domstolene. Men da en sådan proces er tidkrævende, vil der ofte

gå en stor del af de tre år, flygtningen skal være

boplaceret.

Erfaringer med boplacering og hensyntagen til flygtningene

Der er i november 2000 offentliggjort to

erfaringsopsamlinger med integrationsloven, den ene fra PLS RAMBØLL

»Integration i praksis

Kommunernes første erfaringer med integrationsloven« og den anden fra COWI »Udlændinges egen opfattelse

af deres situation og integrationsprocessen i Danmark«. I februar 2001 har Nævnet

for Etnisk Ligestilling udgivet rapporten »Boligplacering af flygtninge efter

integrationsloven «.

Denne undersøgelse er gennemført af Socialforskningsinstituttet

(SFI). Alle 3 rapporter er omdelt i Retsudvalget som henholdsvis alm. del

bilag 182 (PLS RAMBØLL og COWI) og 401 (SFI).

Alle undersøgelser viser, at der er markante

problemer med hensyntagen til flygtninges ønsker og behov ved

boplaceringen.

I rapporten

»Udlændinges egen opfattelse af deres

situation og integrationsprocessen i Danmark« (COWI, alm. del bilag 182) giver 26 pct. af

flygtningene udtryk for utilfredshed med deres boplacering. Det hedder bl.a.

i rapporten:

Flere blandt den gruppe af flygtninge, der er blevet

interviewet i denne undersøgelse, giver udtryk for, at de finder det

meget beklageligt, at de ikke har større indflydelse på, hvor de

må bo. Flere har i den forbindelse sagt, at de følte sig

fastholdte til den kommune, de er blevet placeret i. Dette er specielt

tilfældet i de små kommuner.

En enkelt udtrykker sig således:

»

Jeg

troede, at det var et frit land, jeg var flyttet til, men det at jeg ikke

selv må bestemme, hvor jeg bor giver mig et andet indtryk« (Flygtning, mindre kommune).

Utilfredsheden med fordelingen kommer især til

udtryk blandt gruppen af flygtninge med en videregående uddannelse og

er typisk begrundet i, at de ikke kan få øje på, at der er

tilstrækkelig gode muligheder for at få et job inden for deres

fagfelt i den pågældende mindre kommune og/eller for at

videreuddanne sig. Herudover peger denne gruppe ligeledes på

fraværet af tilgang til litteratur, aviser og internetforbindelse

på enten engelsk eller på deres eget sprog. De har således

svært ved at følge med i, hvad der sker i den danske

offentlighed og internationalt.

Herudover bliver de manglende muligheder for at benytte

kollektiv transport fremhævet som et minus i forhold til at blive

boligplaceret i de mindre kommuner. Det forhold, at der kun afgår et

meget begrænset antal busser om dagen til de større eller mindre

omkringliggende byer, får flere af de interviewede til at føle

sig ekstra isoleret i de pågældende kommuner og

boligområder.

Endelig oplever flere af flygtningene, at deres

netværk i de mindre kommuner er begrænset, og at det kan

været svært at komme i tale med de bosiddende danskere. Det

bliver især fremhævet som et problem af de flygtninge, der har

været igennem traumatiske oplevelser i deres hjemland, og som har brug

for ligesindede til at tale det igennem med.

Dækkende for de overfor anførte problemer ved

at bo i en mindre kommune siger en af de interviewede:

»

Jeg bryder

mig ikke om at være tvunget til at bo det samme sted i 3 år, ikke

fordi jeg ikke kan lide byen. Mulighederne for at finde et arbejde er

små. Sprogskolen er dårlig, og det er meget svært at komme

i kontakt med danskerne. Jeg er utilfreds, men det har ikke noget at

gøre med, hvor jeg bor, men hvad mulighederne er. Jeg føler mig

psykisk syg her. I mit hjemland havde jeg en butik og mødte mange

mennesker. Her føler jeg mig indelukket.« (Flygtning, mindre kommune).

I rapporten

»Boligplacering af flygtninge efter

integrationsloven«

(Nævnet for Etnisk Ligestilling og SFI, jf. alm. del bilag 401) har

man registreret utilfredshed blandt 14 pct. af flygtningene. Da metoden, der

er anvendt, bygger på indirekte oplysninger, kan tallet være

større og er således ikke i modstrid med de 26 pct., som

COWI-undersøgelsen angiver.

I rapporten har man opgjort, hvilke forhold der er

utilfredshed med i forhold til de kategorier af hensyn, som

Udlændingestyrelsen skal tage i betragtning ved boplacering, og der

sammenfattes på følgende måde:

150 af de 633 utilfredse flygtninge mener, at der ikke er taget

tilstrækkeligt hensyn til den sproglige og kulturelle baggrund,

herunder muligheden for at etablere et netværk med andre

udlændinge med en tilsvarende baggrund. De fleste af disse befinder sig

i små kommuner med en meget lille flygtningegruppe. Men også i de

mellemstore kommuner kendes problemet, mens store kommuner næsten altid

kan opfylde det behov.

45 flygtninge mener ifølge integrationsmedarbejderne, at der

ikke er taget hensyn til flygtningenes uddannelsesmæssige og faglige

kvalifikationer og behov. Dette tal er bemærkelsesværdigt lavt.

Ifølge COWI s undersøgelse er det et af hovedproblemerne, at

mange med uddannelse er placeret langt fra uddannelsessteder og kulturliv

(COWI, 2000).

319 flygtninge mener, at der ikke er taget hensyn til

familiemæssige eller anden tilknytning til personer bosat i Danmark.

Dette er overhovedet det største problem. Nogle af disse er sikkert

placeret i nabokommuner, i andre tilfælde har Udlændingestyrelsen

antagelig vurderet, at familierelationen ikke var tæt eller

væsentlig. Men det forekommer også, at nytilkomne flygtninge

placeres i en anden landsdel end der, hvor deres nære familie bor.

25 flygtninge mener, at der ikke er taget hensyn til særlige

behov, herunder behov for speciel behandling. Rundringningen til kommunerne

giver indtryk af, at der er mange flere sager, hvor fysisk og især

psykisk sygdom spiller ind og gør en boligplacering langt fra

behandlingstilbud, familie eller andre med samme baggrund problematisk.

27 flygtninge har særlige ønsker. Her kan være

rubriceret flygtninge, som f.eks. ønsker at bo i nærheden af et

tempel, eller der kan være tale om specielle sager (se afsnit 4.4).

Ved 142 utilfredse har integrationsmedarbejderne vurderet, at

grundene hertil ikke kommer ind under de personlige forhold, der er

nævnt i loven. Dette kan omfatte flygtninge, som giver udtryk for, at

de ikke har mulighed for at opbygge netværk, selv om der er andre med

samme nationale og/eller kulturelle baggrund, men fordi der ikke er nogen

på samme alder eller med samme ægteskabelige status. (En gammel

mand, hvor der kun er unge familier, en ung, hvor der kun er midaldrende,

eller en enlig kvinde, hvor der kun er familier eller enlige mænd).

Eller andre som giver udtryk for, at det er for dyrt at bo på landet,

eller der er for lidt status forbundet med det.

Hvis utilfredsheden er 26 pct. som angivet i COWI s

rapport, vil ovenstående tal i gennemsnit skulle ganges med ca. 2.

Rapporten viser også, at kvoteflygtninge i

høj grad bliver ramt af forkerte placeringer i forhold til deres

tilknytning til familie og slægtninge. Det rammer ekstra hårdt,

idet de netop er blevet udvalgt til at komme til Danmark, fordi de havde

relationer i Danmark og i flere tilfælde også forventede, at de

kunne hjælpe dem, når de kom til Danmark. Der er i rapporten

eksempler, hvor flygtninge er placeret 2-300 km væk fra familie og

slægtninge.

Erfaringer med muligheder for at klage eller flytte

Ifølge de erfaringer, der er samlet op i rapporten

(Nævnet for Etnisk Ligestilling/SFI, alm. del bilag 401)

»Boligplacering af flygtninge efter

integrationsloven «, er

det meget vanskeligt for en flygtning at få lov til at flytte. Han

eller hun er i praksis låst fast der, hvor de bliver placeret. Der

står bl.a. i rapporten:

Når Udlændingestyrelsen afviser at

genåbne en boligplaceringssag, lyder begrundelsen ofte, at flytning er

et mellemkommunalt anliggende. Der er da også tale om, at

regelsættet om boligplacering angiver nogle omstændigheder,

hvorunder en kommune skal acceptere at overtage integrationsansvaret fra en

anden (se afsnit 2.1 og 2.2.8). Det gælder, hvis flytningen er af

væsentlig betydning for den pågældende udlændings

integrationsforløb, eller hvis særlige personlige forhold i

øvrigt taler herfor. Der er ikke tale om, at de personlige forhold i

flyttereglerne modsvarer de, der oprindelig er nævnt i forbindelse med

boligplaceringen. Der er væsentlig færre forhold, der kan

føre til, at en kommune ikke kan afvise at modtage en flygtning.

Der finder flytninger sted mellem kommuner, men der er en

generel tendens til, at kommunerne fortolker reglerne snævert,

måske ansporet af, at der ikke sker en regulering af kvoter, hvis en

flygtning modtages fra en anden kommune. Mange kommuner fortolker

flyttereglerne i retning af, at en boligplacering står ved magt, hvis

ikke nye oplysninger er fremkommet, efter at den oprindelige afgørelse

er truffet. Hermed opstår et

»hul« mellem Udlændingestyrelsens

afgørelser og flyttereglerne. Hvis Udlændingestyrelsen i

første omgang ikke har valgt at lægge vægt på et

bestemt forhold, kan det vise sig umuligt at få ændret

boligplaceringen uanset omstændighederne i øvrigt. Det kan

være umuligt at få genoptaget sagen hos samme instans med

henvisning til, at der ikke foreligger nye oplysninger. Det kan også

vise sig umuligt at få en anden kommune til at overtage

integrationsansvaret, enten fordi dette forhold ikke er omfattet af

flyttereglerne, eller igen fordi der ikke foreligger nye oplysninger. Endelig

er der flygtninge, som har nogle vanskeligheder, der knytter sig til

boligplaceringskommunen (se afsnit 4.4), og så bliver det

afgørende at flytte væk fra en kommune. Her opstår et

andet hul, fordi flyttereglerne bliver fortolket derhen, at flygtningen skal

have en særlig tilknytning til tilflytningskommunen for at få

tilladelse til at flytte, og kommuner afviser at modtage en flygtning fra en

anden kommune, hvis flygtningen ikke har nogen begrundelse for at ville

flytte til netop denne kommune.

Flyttereglerne kan således ikke i den

nuværende udformning fungere som et korrektiv til en ugennemtænkt

boligplacering, der ikke tager behørigt hensyn til en flygtnings

personlige forhold.

Udlændingestyrelsen fik i de første 8

måneder 47 anmodninger om omgørelse af en boplacering. 17 af

disse blev genoptaget, og 9 blev ændret.

Blandt de utilfredse, der når frem til at

søge om at flytte, er der ifølge de lidt usikre tal under

1/4, der får lov til at flytte. Indregnes

også alle dem, der er utilfredse, og som ikke søger, er det

under 1/10, der får lov til at flytte. Tallene er

usikre, og andelene kan være betydelig mindre. I rapporten

(Nævnet for Etnisk Ligestilling/SFI)

»Boligplacering af flygtninge efter

integrationsloven«

skriver man herom:

Vi spurgte også, om der i kommunen har været

sager, hvor en flygtning ønsker at blive overført til en anden

kommune. Det har der været i 58 pct. af kommunerne (dvs. 150 kommuner).

Antallet af sager er 414 i alt eller godt 8 pct. af de 5000

boligplacerede.

Kommunernes Landsforening har også udsendt et

spørgeskema til kommunerne om boligplacering (Kommunernes

Landsforening, 2000).

På et spørgsmål om, hvorvidt kommunerne

har været udsat for, at boligplacerede flygtninge har givet udtryk for

ønske om at flytte fra kommunen, tilkendegiver

1/3 af kommunerne, at der i høj eller nogen grad

udtrykkes ønske om at flytte til en anden kommune, mens

2/3 siger, at det slet ikke eller kun i mindre grad

forekommer. Ifølge samme undersøgelse tilkendegiver

næsten 4 ud af 5 kommuner, at under 2 pct. af flygtningene er flyttet

fra kommunen.

Ønsker om flytning og effektuerede flytninger er

imidlertid ikke et særlig godt parameter for måling af

utilfredshed med boligplaceringen. Det er ikke sikkert, at alle ønsker

om flytning bliver fremsat på grund af den ovenfor beskrevne

usikkerhed, som mange flygtninge oplever. Nogle flygtninge forsøger

selv at få en aftale med en anden kommune uden at informere egen

kommune. Antallet af effektuerede flytninger er slet ikke oplysende i forhold

til den oplevede utilfredshed, da det er overordentlig vanskeligt at få

tilladelse til at flytte.

På baggrund af ovenstående er der basis for at

konkludere, at mindst 13 pct. og sandsynligvis flere flygtninge er utilfredse

med den placering, som de er blevet tildelt. Godt 8 pct. har så

stærkt et ønske og så stor tiltro til, at flytning kan

lade sig gøre, at de vælger at forsøge at få

kommunen til at engagere sig i en flyttesag.

Der er ingen konkrete opgørelser over, hvor mange

der selv flytter uden at inddrage kommunerne.

Hvis en flygtning flytter uden tilladelse, kan

kommunalbestyrelsen i tilflytningskommunen ifølge § 32 i

integrationsloven bestemme, at integrationsydelsen skal nedsættes eller

ophøre helt. Endvidere kan flytning uden tilladelse få

konsekvenser for opholdstilladelsen: Efter integrationsperiodens ophør

kan flygtningen søge tidsubegrænset opholdstilladelse.

Udlændingelovens § 11, stk. 5 angiver, at meddelelse heraf er betinget

af, at den pågældende udlænding har gennemført et

tilbudt introduktionsprogram eller et forløb, der kan sidestilles

hermed.

Det kan derfor blive alvorligt for såvel flygtninge

som deres familie, hvis de finder forholdene så utilfredsstillende, at

de vælger at flytte uden om kommunerne. Det kan vise sig at blive et

alvorligt problem, når den 3-årige integrationsperiode er

overstået.

Vurdering

Det er forslagsstillernes vurdering, at Danmark med sin

praksis ikke lever op til kravet om, at flygtninge har ret til frit at

bosætte sig, at flygtninge rammes uacceptabelt hårdt, når

kvoterne går forud for hensyn til deres ønsker og behov, og at

det kan få alvorlige konsekvenser for integrationen, når man

placerer flygtninge forkert.

Det er derfor forslagsstillernes vurdering, at der med

baggrund i de erfaringsopsamlinger, der er lavet, er brug for at ændre

reglerne for boplacering, så praksis kan tilgodese både hensyn

til konventionerne og hensyn til flygtningene.

Regler for visitering

Udlændingestyrelsen har ifølge

integrationsloven til opgave at foretage visiteringen af hver enkelt

flygtning til en kommune i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse (§

10, stk. 1). I §11 er kriterierne herfor opregnet:

1. Kommunekvoten,

2. Flygtningens personlige forhold og

3. Forholdene i kommunen.

Der er ikke angivet nogen vægtning eller

prioritering af de 3 kriterier.

Visiteringsreglerne er uddybet i

boligplaceringsbekendtgørelsens §§ 13 og 14. De gengives her i sin

helhed, fordi disse paragraffer er grundlaget for Udlændingestyrelsens

visiteringspraksis.

§ 14 angiver, hvilke personlige forhold og hvilke

forhold i kommunen der skal tilgodeses:

Udlændingestyrelsen skal ved afgørelser om

visitering navnlig lægge vægt på den pågældende

flygtnings

1. sproglige og kulturelle baggrund, herunder muligheden for at

etablere et netværk med andre udlændinge med en tilsvarende

sproglig og kulturel baggrund,

2. uddannelsesmæssige og faglige kvalifikationer og behov,

3. familiemæssige eller anden tilknytning til personer, der bor i

Danmark,

4. eventuelle særlige behov, herunder behov for speciel

behandling og

5. særlige ønsker.

Stk. 2. Udlændingestyrelsen skal endvidere ved

afgørelser om visitering lægge vægt på den enkelte

kommunes og omkringliggende kommuners

1. beliggenhed og størrelse,

2. arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold,

3. befolkningssammensætning og

4. behandlings- og institutionstilbud.

§ 13, stk. 2 angiver, i hvilke tilfælde

kommunekvoterne kan brydes:

Hvis en flygtning har en særlig tilknytning til en

kommune som følge af, at den pågældende inden meddelelse

af opholdstilladelse har været anbragt på en institution eller i

familiepleje i kommunen eller har nærtstående familiemedlemmer,

der er bosat i kommunen, eller der foreligger andre ganske særlige

forhold, kan en flygtning visiteres til en kommune, som efter de aftalte

eller fastsatte kommunekvoter ikke skal modtage og boligplacere flygtninge,

eller til en kommune, som efter sin kvote ikke skal modtage yderligere

flygtninge.

Klageadgang:

§ 53, stk. 1 i intergrationsloven angiver, at

Udlændingestyrelsens afgørelser om visitering ikke kan

indbringes for anden administrativ myndighed.

Flytteregler:

Efter at boligplacering har fundet sted, er det i

særlige tilfælde muligt at flytte fra en kommune til en anden

kommune. Det kan ske, hvis den pågældende flygtning selv finder

arbejde og bolig og ikke er afhængig af integrationsydelsen, og ved at

frivillige aftaler indgås mellem kommunerne. I særlige

tilfælde kan en kommune pålægges at overtage en flygtning

og dermed integrationsansvaret.

Integrationsloven § 18, stk. 2, angiver, hvornår

dette skal finde sted:

Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvortil

udlændingen flytter, skal overtage ansvaret for

introduktionsprogrammet, hvis flytningen er af væsentlig betydning for

den pågældende udlændings integrationsforløb, eller

hvis særlige personlige forhold i øvrigt taler derfor.

Afgørelser efter denne paragraf kan ankes til Det

Sociale Nævn i pågældende amt (i Københavns Kommune

til Den Sociale Sikringsstyrelse). Afgørelser herfra kan ankes til Den

Sociale Ankestyrelse.

Hvis en flygtning flytter uden tilladelse kan

kommunalbestyrelsen i tilflytningskommunen ifølge § 32 i

integrationsloven bestemme, at integrationsydelsen skal nedsættes eller

ophøre helt. Endvidere kan flytning uden tilladelse få

konsekvenser for opholdstilladelsen: Efter integrationsperiodens ophør

kan flygtningen søge tidsubegrænset opholdstilladelse.

Udlændingelovens § 11, stk. 5, angiver, at meddelelse heraf er betinget

af, at den pågældende udlænding har gennemført et

tilbudt introduktionsprogram eller et forløb, der kan sidestilles

hermed.

Ovenstående beskrivelse af reglerne for visitering

er hentet fra rapporten:

»Boligplacering af flygtninge efter integrationsloven« (Nævnet for Etnisk

Ligestilling og SFI).

Det er forslagsstillernes opfattelse, at flygtninge som

udgangspunkt bør have et frit boligvalg, hvad der også svarer

til de konventioner, Danmark har tilsluttet sig. Skal dette tilpasses

ønsket om at fordele opgaverne på alle kommuner,

forudsætter det, at loven administreres sådan, at der tages

hensyn til flygtninges ønsker og forhold, og at flygtninge har adgang

til at klage over en boligplacering.

Tre undersøgelser fra henholdsvis PLS

RAMBØLL, COWI og Socialforskningsinstituttet viser, at flygtninge i

betydeligt omfang ikke placeres efter deres ønsker og baggrund. De

viser endvidere, at det er meget vanskeligt for flygtninge at få

ændret en foretagen placering.

Det er derfor forslagsstillernes opfattelse, at det er

bydende nødvendigt at få ændret praksis - både af

hensyn til flygtningene, og for at Danmark kan leve op til

flygtningekonventionen krav om, at flygtninge frit skal kunne bosætte

sig.

Skriftlig fremsættelse

Knud Erik Hansen

(SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om hensyntagen til

flygtninges ønsker og baggrund ved boplacering.

(Beslutningsforslag nr. B 181).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter