Forslag til folketingsbeslutning om hensyntagen til flygtninges ønsker og baggrund ved boplacering
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 6. april 2001 af
Knud Erik Hansen (SF),
Anne Baastrup (SF) og Jes Lunde (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om hensyntagen til flygtninges ønsker og baggrund
ved boplacering
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de
fornødne administrative ændringer, således at
de hensyn til flygtningene, der er angivet i
boligplaceringsbekendtgørelsens § 14, går forud for lovens
regler om fordeling af flygtninge til kommunerne (kommunernes kvoter),
flygtninge får mulighed for at klage over boplacering, og at de
ligeledes får mulighed for at anke et afslag, og
flygtninges muligheder for efter boplacering at skifte kommune
forbedres ved, at kommunernes efterfølgende kvoter justeres i forhold
til flytninger, eller det sikres, at den modtagende kommune bliver
kompenseret økonomisk.
Bemærkninger til forslaget
Med integrationsloven blev det vedtaget, at
flygtninge skulle boplaceres rundt i alle landets kommuner. Det har som
fordel, at alle kommuner bidrager til at løse opgaven med at
støtte flygtninge, så de kan blive integreret i det danske
samfund.
Overholdelse af konventioner
Det er imidlertid ikke uproblematisk med en sådan
ordning. Den er efter forslagsstillernes opfattelse i modstrid med
principperne i menneskerettighedskonventionerne.
FN's komiteer for henholdsvis racediskrimination og
menneskerettigheder har begge i deres seneste rapporter om forholdene i
Læs alt
Danmark udtrykt tydelig bekymring over den danske praksis med tvangsplacering
af flygtninge og mener, at den er problematisk i forhold til
menneskerettighedskonventionerne. De henstiller begge, at Danmark
sørger for, at praksis for placering af flygtninge sker i
overensstemmelse med konventionerne.
Denne udmelding kan bedst forstås sådan, at
ordningen i sig selv ikke er i modstrid med konventionerne, men at det er
afgørende, hvordan ordningen praktiseres underforstået, at den
skal praktiseres i forhold til flygtninges ønsker og behov. Da
ordningen er ny og der først inden for de seneste måneder er
kommet rapporter, der dokumenter, hvorledes ordningen har fungeret, har de to
komiteer ikke haft mulighed for at vurdere ordningen.
Regler for hensyntagen til flygtninge
Over for flygtningene kan ordningen have som konsekvens,
at de mistrives, hvis de bliver placeret, hvor de ikke får tilgodeset
deres behov og ønsker. Det kan have stor betydning for deres
integration, idet der er fare for, at de reelt ikke får brugt og
udviklet de ressourcer, de har for at kunne komme til at fungere fuldt ud i
det danske samfund. Det hæmmer integrationen, hvis en flygtning bliver
placeret et sted, hvor denne ikke kan bygge videre på sin uddannelse.
Det hæmmer også, hvis flygtningen bliver placeret langt væk
fra familie og slægtninge, der kan være værdifulde bindeled
mellem den kultur, flygtningen kommer fra, og det danske samfund.
Det har man i lovgivningen søgt at tage
højde for ved at præcisere, hvilke hensyn til flygtninge man
skal tage hensyn til ved boplacering. I dem indgår, at man skal tage
hensyn til sproglig og kulturel baggrund, uddannelsesmæssige og faglige
kvalifikationer og behov, familiemæssige eller anden tilknytning til
personer, der bor i Danmark, eventuelle særlige behov, herunder behov
for speciel behandling og særlige ønsker. Der indgår
også, at man om muligt skal søge at placere flygtninge i
kommuner, hvor der i forvejen er flygtninge fra samme oprindelsesland.
I praksis vil der uundgåeligt være
situationer, hvor det ikke er muligt både at tage hensyn til
flygtninges ønsker og behov og til de årligt aftalte kvoter for
kommunerne. Der er derfor i boplaceringsbekendtgørelsen (§ 13, stk. 2)
indføjet en mulighed for at placere flygtninge i kommuner, der ikke
har kvoter, eller hvor kvoterne er opbrugt.
De personer, der boplaceres, er flygtninge efter
udlændingelovens § 7 (konventions- og de facto-flygtninge) og § 8
(kvoteflygtninge), og en stor del af de personer, der får
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9. Familiesammenførte
boplaceres ikke, medmindre de følger en flygtning, der boplaceres. Der
anvendes i denne sammenhæng betegnelsen flygtninge for alle, der skal
boplaceres, uanset at de personer, der får opholdstilladelse efter §
9, normalt ikke betegnes som flygtninge.
Prioritering mellem kvoter og hensyn til flygtninge
Det har imidlertid vist sig, at det især sidst
på året er vanskeligt at tage de nødvendige hensyn til
flygtningene og samtidig holde sig inden for de aftalte kvoter.
Der er i lovgivningen ikke angivet, hvorledes der skal
prioriteres mellem hensyn til flygtninge og kvoter.
Den mulighed, der ligger i
boplaceringsbekendtgørelsen § 13, stk. 2, om at placere uden for
kvoterne, har heller ikke været tilstrækkelig. Det kan skyldes,
at den ikke er brugt tilstrækkeligt. Den er f.eks. brugt færre
gange i 2000 end i 1999.
Det kan også skyldes begrænsningerne i den.
Den giver adgang til at bryde kvoterne i særlige tilfælde,
når det er nærtstående familiemedlemmer og personer, der er
i pleje. Dens formulering er således mere snæver end de
almindelige kriterier, hvor der ikke er formuleret en prioritering mellem
kvoter og hensyn til flygtningene.
Det er her et særligt problem, at en del kommuner,
der i forvejen har mange flygtninge, har en nulkvote og derfor normalt ikke
skal modtage flygtninge. Det vil selvsagt ofte være i de kommuner, at
flygtninge har familie, slægtninge eller andre personer, de har
tilknytning til.
Klageadgang
Udlændingestyrelsen genoptager normalt ikke en sag,
medmindre der er nye oplysninger. Det betyder, at klager over placeringer,
hvor der ikke er taget hensyn til flygtninges ønsker og behov, normalt
bliver afvist i Udlændingestyrelsen. Flygtninge er da ifølge
loven afskåret fra at klage til anden administrativ myndighed
(udlændingelovens § 53, stk. 1). Det betyder i praksis, at flygtninge
ikke kan klage, uanset at der skulle være begået en fejl.
Flygtninge får ingen oplysninger om, at de kan bede
Udlændingestyrelsen om at genoptage deres sag, hvis alle relevante
oplysninger ikke er lagt til grund for afgørelsen.
Efter at boligplacering har fundet sted, kan der i
særlige tilfælde finde flytning fra en kommune til en anden
kommune sted. Det kan ske, hvis den pågældende flygtning selv
finder arbejde og bolig og ikke er afhængig af integrationsydelsen, og
ved at frivillige aftaler indgås mellem kommunerne. I særlige
tilfælde kan en kommune pålægges at overtage en flygtning
og dermed integrationsansvaret.
Et kommunalt afslag til en flygtning, som ønsker at
flytte, kan ankes til Det Sociale Nævn i pågældende amt (i
Københavns Kommune til Den Sociale Sikringsstyrelse).
Afgørelser herfra kan ankes til Den Sociale Ankestyrelse. Der
foreligger kun få afgørelser, og de har været restriktive
i forhold til flygtningen.
Flygtningen kan gå til Ombudsmanden eller
domstolene. Men da en sådan proces er tidkrævende, vil der ofte
gå en stor del af de tre år, flygtningen skal være
boplaceret.
Erfaringer med boplacering og hensyntagen til flygtningene
Der er i november 2000 offentliggjort to
erfaringsopsamlinger med integrationsloven, den ene fra PLS RAMBØLL
»Integration i praksis
Kommunernes første erfaringer med integrationsloven« og den anden fra COWI »Udlændinges egen opfattelse
af deres situation og integrationsprocessen i Danmark«. I februar 2001 har Nævnet
for Etnisk Ligestilling udgivet rapporten »Boligplacering af flygtninge efter
integrationsloven «.
Denne undersøgelse er gennemført af Socialforskningsinstituttet
(SFI). Alle 3 rapporter er omdelt i Retsudvalget som henholdsvis alm. del
bilag 182 (PLS RAMBØLL og COWI) og 401 (SFI).
Alle undersøgelser viser, at der er markante
problemer med hensyntagen til flygtninges ønsker og behov ved
boplaceringen.
I rapporten
»Udlændinges egen opfattelse af deres
situation og integrationsprocessen i Danmark« (COWI, alm. del bilag 182) giver 26 pct. af
flygtningene udtryk for utilfredshed med deres boplacering. Det hedder bl.a.
i rapporten:
Flere blandt den gruppe af flygtninge, der er blevet
interviewet i denne undersøgelse, giver udtryk for, at de finder det
meget beklageligt, at de ikke har større indflydelse på, hvor de
må bo. Flere har i den forbindelse sagt, at de følte sig
fastholdte til den kommune, de er blevet placeret i. Dette er specielt
tilfældet i de små kommuner.
En enkelt udtrykker sig således:
»
Jeg
troede, at det var et frit land, jeg var flyttet til, men det at jeg ikke
selv må bestemme, hvor jeg bor giver mig et andet indtryk« (Flygtning, mindre kommune).
Utilfredsheden med fordelingen kommer især til
udtryk blandt gruppen af flygtninge med en videregående uddannelse og
er typisk begrundet i, at de ikke kan få øje på, at der er
tilstrækkelig gode muligheder for at få et job inden for deres
fagfelt i den pågældende mindre kommune og/eller for at
videreuddanne sig. Herudover peger denne gruppe ligeledes på
fraværet af tilgang til litteratur, aviser og internetforbindelse
på enten engelsk eller på deres eget sprog. De har således
svært ved at følge med i, hvad der sker i den danske
offentlighed og internationalt.
Herudover bliver de manglende muligheder for at benytte
kollektiv transport fremhævet som et minus i forhold til at blive
boligplaceret i de mindre kommuner. Det forhold, at der kun afgår et
meget begrænset antal busser om dagen til de større eller mindre
omkringliggende byer, får flere af de interviewede til at føle
sig ekstra isoleret i de pågældende kommuner og
boligområder.
Endelig oplever flere af flygtningene, at deres
netværk i de mindre kommuner er begrænset, og at det kan
været svært at komme i tale med de bosiddende danskere. Det
bliver især fremhævet som et problem af de flygtninge, der har
været igennem traumatiske oplevelser i deres hjemland, og som har brug
for ligesindede til at tale det igennem med.
Dækkende for de overfor anførte problemer ved
at bo i en mindre kommune siger en af de interviewede:
»
Jeg bryder
mig ikke om at være tvunget til at bo det samme sted i 3 år, ikke
fordi jeg ikke kan lide byen. Mulighederne for at finde et arbejde er
små. Sprogskolen er dårlig, og det er meget svært at komme
i kontakt med danskerne. Jeg er utilfreds, men det har ikke noget at
gøre med, hvor jeg bor, men hvad mulighederne er. Jeg føler mig
psykisk syg her. I mit hjemland havde jeg en butik og mødte mange
mennesker. Her føler jeg mig indelukket.« (Flygtning, mindre kommune).
I rapporten
»Boligplacering af flygtninge efter
integrationsloven«
(Nævnet for Etnisk Ligestilling og SFI, jf. alm. del bilag 401) har
man registreret utilfredshed blandt 14 pct. af flygtningene. Da metoden, der
er anvendt, bygger på indirekte oplysninger, kan tallet være
større og er således ikke i modstrid med de 26 pct., som
COWI-undersøgelsen angiver.
I rapporten har man opgjort, hvilke forhold der er
utilfredshed med i forhold til de kategorier af hensyn, som
Udlændingestyrelsen skal tage i betragtning ved boplacering, og der
sammenfattes på følgende måde:
150 af de 633 utilfredse flygtninge mener, at der ikke er taget
tilstrækkeligt hensyn til den sproglige og kulturelle baggrund,
herunder muligheden for at etablere et netværk med andre
udlændinge med en tilsvarende baggrund. De fleste af disse befinder sig
i små kommuner med en meget lille flygtningegruppe. Men også i de
mellemstore kommuner kendes problemet, mens store kommuner næsten altid
kan opfylde det behov.
45 flygtninge mener ifølge integrationsmedarbejderne, at der
ikke er taget hensyn til flygtningenes uddannelsesmæssige og faglige
kvalifikationer og behov. Dette tal er bemærkelsesværdigt lavt.
Ifølge COWI s undersøgelse er det et af hovedproblemerne, at
mange med uddannelse er placeret langt fra uddannelsessteder og kulturliv
(COWI, 2000).
319 flygtninge mener, at der ikke er taget hensyn til
familiemæssige eller anden tilknytning til personer bosat i Danmark.
Dette er overhovedet det største problem. Nogle af disse er sikkert
placeret i nabokommuner, i andre tilfælde har Udlændingestyrelsen
antagelig vurderet, at familierelationen ikke var tæt eller
væsentlig. Men det forekommer også, at nytilkomne flygtninge
placeres i en anden landsdel end der, hvor deres nære familie bor.
25 flygtninge mener, at der ikke er taget hensyn til særlige
behov, herunder behov for speciel behandling. Rundringningen til kommunerne
giver indtryk af, at der er mange flere sager, hvor fysisk og især
psykisk sygdom spiller ind og gør en boligplacering langt fra
behandlingstilbud, familie eller andre med samme baggrund problematisk.
27 flygtninge har særlige ønsker. Her kan være
rubriceret flygtninge, som f.eks. ønsker at bo i nærheden af et
tempel, eller der kan være tale om specielle sager (se afsnit 4.4).
Ved 142 utilfredse har integrationsmedarbejderne vurderet, at
grundene hertil ikke kommer ind under de personlige forhold, der er
nævnt i loven. Dette kan omfatte flygtninge, som giver udtryk for, at
de ikke har mulighed for at opbygge netværk, selv om der er andre med
samme nationale og/eller kulturelle baggrund, men fordi der ikke er nogen
på samme alder eller med samme ægteskabelige status. (En gammel
mand, hvor der kun er unge familier, en ung, hvor der kun er midaldrende,
eller en enlig kvinde, hvor der kun er familier eller enlige mænd).
Eller andre som giver udtryk for, at det er for dyrt at bo på landet,
eller der er for lidt status forbundet med det.
Hvis utilfredsheden er 26 pct. som angivet i COWI s
rapport, vil ovenstående tal i gennemsnit skulle ganges med ca. 2.
Rapporten viser også, at kvoteflygtninge i
høj grad bliver ramt af forkerte placeringer i forhold til deres
tilknytning til familie og slægtninge. Det rammer ekstra hårdt,
idet de netop er blevet udvalgt til at komme til Danmark, fordi de havde
relationer i Danmark og i flere tilfælde også forventede, at de
kunne hjælpe dem, når de kom til Danmark. Der er i rapporten
eksempler, hvor flygtninge er placeret 2-300 km væk fra familie og
slægtninge.
Erfaringer med muligheder for at klage eller flytte
Ifølge de erfaringer, der er samlet op i rapporten
(Nævnet for Etnisk Ligestilling/SFI, alm. del bilag 401)
»Boligplacering af flygtninge efter
integrationsloven «, er
det meget vanskeligt for en flygtning at få lov til at flytte. Han
eller hun er i praksis låst fast der, hvor de bliver placeret. Der
står bl.a. i rapporten:
Når Udlændingestyrelsen afviser at
genåbne en boligplaceringssag, lyder begrundelsen ofte, at flytning er
et mellemkommunalt anliggende. Der er da også tale om, at
regelsættet om boligplacering angiver nogle omstændigheder,
hvorunder en kommune skal acceptere at overtage integrationsansvaret fra en
anden (se afsnit 2.1 og 2.2.8). Det gælder, hvis flytningen er af
væsentlig betydning for den pågældende udlændings
integrationsforløb, eller hvis særlige personlige forhold i
øvrigt taler herfor. Der er ikke tale om, at de personlige forhold i
flyttereglerne modsvarer de, der oprindelig er nævnt i forbindelse med
boligplaceringen. Der er væsentlig færre forhold, der kan
føre til, at en kommune ikke kan afvise at modtage en flygtning.
Der finder flytninger sted mellem kommuner, men der er en
generel tendens til, at kommunerne fortolker reglerne snævert,
måske ansporet af, at der ikke sker en regulering af kvoter, hvis en
flygtning modtages fra en anden kommune. Mange kommuner fortolker
flyttereglerne i retning af, at en boligplacering står ved magt, hvis
ikke nye oplysninger er fremkommet, efter at den oprindelige afgørelse
er truffet. Hermed opstår et
»hul« mellem Udlændingestyrelsens
afgørelser og flyttereglerne. Hvis Udlændingestyrelsen i
første omgang ikke har valgt at lægge vægt på et
bestemt forhold, kan det vise sig umuligt at få ændret
boligplaceringen uanset omstændighederne i øvrigt. Det kan
være umuligt at få genoptaget sagen hos samme instans med
henvisning til, at der ikke foreligger nye oplysninger. Det kan også
vise sig umuligt at få en anden kommune til at overtage
integrationsansvaret, enten fordi dette forhold ikke er omfattet af
flyttereglerne, eller igen fordi der ikke foreligger nye oplysninger. Endelig
er der flygtninge, som har nogle vanskeligheder, der knytter sig til
boligplaceringskommunen (se afsnit 4.4), og så bliver det
afgørende at flytte væk fra en kommune. Her opstår et
andet hul, fordi flyttereglerne bliver fortolket derhen, at flygtningen skal
have en særlig tilknytning til tilflytningskommunen for at få
tilladelse til at flytte, og kommuner afviser at modtage en flygtning fra en
anden kommune, hvis flygtningen ikke har nogen begrundelse for at ville
flytte til netop denne kommune.
Flyttereglerne kan således ikke i den
nuværende udformning fungere som et korrektiv til en ugennemtænkt
boligplacering, der ikke tager behørigt hensyn til en flygtnings
personlige forhold.
Udlændingestyrelsen fik i de første 8
måneder 47 anmodninger om omgørelse af en boplacering. 17 af
disse blev genoptaget, og 9 blev ændret.
Blandt de utilfredse, der når frem til at
søge om at flytte, er der ifølge de lidt usikre tal under
1/4, der får lov til at flytte. Indregnes
også alle dem, der er utilfredse, og som ikke søger, er det
under 1/10, der får lov til at flytte. Tallene er
usikre, og andelene kan være betydelig mindre. I rapporten
(Nævnet for Etnisk Ligestilling/SFI)
»Boligplacering af flygtninge efter
integrationsloven«
skriver man herom:
Vi spurgte også, om der i kommunen har været
sager, hvor en flygtning ønsker at blive overført til en anden
kommune. Det har der været i 58 pct. af kommunerne (dvs. 150 kommuner).
Antallet af sager er 414 i alt eller godt 8 pct. af de 5000
boligplacerede.
Kommunernes Landsforening har også udsendt et
spørgeskema til kommunerne om boligplacering (Kommunernes
Landsforening, 2000).
På et spørgsmål om, hvorvidt kommunerne
har været udsat for, at boligplacerede flygtninge har givet udtryk for
ønske om at flytte fra kommunen, tilkendegiver
1/3 af kommunerne, at der i høj eller nogen grad
udtrykkes ønske om at flytte til en anden kommune, mens
2/3 siger, at det slet ikke eller kun i mindre grad
forekommer. Ifølge samme undersøgelse tilkendegiver
næsten 4 ud af 5 kommuner, at under 2 pct. af flygtningene er flyttet
fra kommunen.
Ønsker om flytning og effektuerede flytninger er
imidlertid ikke et særlig godt parameter for måling af
utilfredshed med boligplaceringen. Det er ikke sikkert, at alle ønsker
om flytning bliver fremsat på grund af den ovenfor beskrevne
usikkerhed, som mange flygtninge oplever. Nogle flygtninge forsøger
selv at få en aftale med en anden kommune uden at informere egen
kommune. Antallet af effektuerede flytninger er slet ikke oplysende i forhold
til den oplevede utilfredshed, da det er overordentlig vanskeligt at få
tilladelse til at flytte.
På baggrund af ovenstående er der basis for at
konkludere, at mindst 13 pct. og sandsynligvis flere flygtninge er utilfredse
med den placering, som de er blevet tildelt. Godt 8 pct. har så
stærkt et ønske og så stor tiltro til, at flytning kan
lade sig gøre, at de vælger at forsøge at få
kommunen til at engagere sig i en flyttesag.
Der er ingen konkrete opgørelser over, hvor mange
der selv flytter uden at inddrage kommunerne.
Hvis en flygtning flytter uden tilladelse, kan
kommunalbestyrelsen i tilflytningskommunen ifølge § 32 i
integrationsloven bestemme, at integrationsydelsen skal nedsættes eller
ophøre helt. Endvidere kan flytning uden tilladelse få
konsekvenser for opholdstilladelsen: Efter integrationsperiodens ophør
kan flygtningen søge tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingelovens § 11, stk. 5 angiver, at meddelelse heraf er betinget
af, at den pågældende udlænding har gennemført et
tilbudt introduktionsprogram eller et forløb, der kan sidestilles
hermed.
Det kan derfor blive alvorligt for såvel flygtninge
som deres familie, hvis de finder forholdene så utilfredsstillende, at
de vælger at flytte uden om kommunerne. Det kan vise sig at blive et
alvorligt problem, når den 3-årige integrationsperiode er
overstået.
Vurdering
Det er forslagsstillernes vurdering, at Danmark med sin
praksis ikke lever op til kravet om, at flygtninge har ret til frit at
bosætte sig, at flygtninge rammes uacceptabelt hårdt, når
kvoterne går forud for hensyn til deres ønsker og behov, og at
det kan få alvorlige konsekvenser for integrationen, når man
placerer flygtninge forkert.
Det er derfor forslagsstillernes vurdering, at der med
baggrund i de erfaringsopsamlinger, der er lavet, er brug for at ændre
reglerne for boplacering, så praksis kan tilgodese både hensyn
til konventionerne og hensyn til flygtningene.
Regler for visitering
Udlændingestyrelsen har ifølge
integrationsloven til opgave at foretage visiteringen af hver enkelt
flygtning til en kommune i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse (§
10, stk. 1). I §11 er kriterierne herfor opregnet:
1. Kommunekvoten,
2. Flygtningens personlige forhold og
3. Forholdene i kommunen.
Der er ikke angivet nogen vægtning eller
prioritering af de 3 kriterier.
Visiteringsreglerne er uddybet i
boligplaceringsbekendtgørelsens §§ 13 og 14. De gengives her i sin
helhed, fordi disse paragraffer er grundlaget for Udlændingestyrelsens
visiteringspraksis.
§ 14 angiver, hvilke personlige forhold og hvilke
forhold i kommunen der skal tilgodeses:
Udlændingestyrelsen skal ved afgørelser om
visitering navnlig lægge vægt på den pågældende
flygtnings
1. sproglige og kulturelle baggrund, herunder muligheden for at
etablere et netværk med andre udlændinge med en tilsvarende
sproglig og kulturel baggrund,
2. uddannelsesmæssige og faglige kvalifikationer og behov,
3. familiemæssige eller anden tilknytning til personer, der bor i
Danmark,
4. eventuelle særlige behov, herunder behov for speciel
behandling og
5. særlige ønsker.
Stk. 2. Udlændingestyrelsen skal endvidere ved
afgørelser om visitering lægge vægt på den enkelte
kommunes og omkringliggende kommuners
1. beliggenhed og størrelse,
2. arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold,
3. befolkningssammensætning og
4. behandlings- og institutionstilbud.
§ 13, stk. 2 angiver, i hvilke tilfælde
kommunekvoterne kan brydes:
Hvis en flygtning har en særlig tilknytning til en
kommune som følge af, at den pågældende inden meddelelse
af opholdstilladelse har været anbragt på en institution eller i
familiepleje i kommunen eller har nærtstående familiemedlemmer,
der er bosat i kommunen, eller der foreligger andre ganske særlige
forhold, kan en flygtning visiteres til en kommune, som efter de aftalte
eller fastsatte kommunekvoter ikke skal modtage og boligplacere flygtninge,
eller til en kommune, som efter sin kvote ikke skal modtage yderligere
flygtninge.
Klageadgang:
§ 53, stk. 1 i intergrationsloven angiver, at
Udlændingestyrelsens afgørelser om visitering ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed.
Flytteregler:
Efter at boligplacering har fundet sted, er det i
særlige tilfælde muligt at flytte fra en kommune til en anden
kommune. Det kan ske, hvis den pågældende flygtning selv finder
arbejde og bolig og ikke er afhængig af integrationsydelsen, og ved at
frivillige aftaler indgås mellem kommunerne. I særlige
tilfælde kan en kommune pålægges at overtage en flygtning
og dermed integrationsansvaret.
Integrationsloven § 18, stk. 2, angiver, hvornår
dette skal finde sted:
Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvortil
udlændingen flytter, skal overtage ansvaret for
introduktionsprogrammet, hvis flytningen er af væsentlig betydning for
den pågældende udlændings integrationsforløb, eller
hvis særlige personlige forhold i øvrigt taler derfor.
Afgørelser efter denne paragraf kan ankes til Det
Sociale Nævn i pågældende amt (i Københavns Kommune
til Den Sociale Sikringsstyrelse). Afgørelser herfra kan ankes til Den
Sociale Ankestyrelse.
Hvis en flygtning flytter uden tilladelse kan
kommunalbestyrelsen i tilflytningskommunen ifølge § 32 i
integrationsloven bestemme, at integrationsydelsen skal nedsættes eller
ophøre helt. Endvidere kan flytning uden tilladelse få
konsekvenser for opholdstilladelsen: Efter integrationsperiodens ophør
kan flygtningen søge tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingelovens § 11, stk. 5, angiver, at meddelelse heraf er betinget
af, at den pågældende udlænding har gennemført et
tilbudt introduktionsprogram eller et forløb, der kan sidestilles
hermed.
Ovenstående beskrivelse af reglerne for visitering
er hentet fra rapporten:
»Boligplacering af flygtninge efter integrationsloven« (Nævnet for Etnisk
Ligestilling og SFI).
Det er forslagsstillernes opfattelse, at flygtninge som
udgangspunkt bør have et frit boligvalg, hvad der også svarer
til de konventioner, Danmark har tilsluttet sig. Skal dette tilpasses
ønsket om at fordele opgaverne på alle kommuner,
forudsætter det, at loven administreres sådan, at der tages
hensyn til flygtninges ønsker og forhold, og at flygtninge har adgang
til at klage over en boligplacering.
Tre undersøgelser fra henholdsvis PLS
RAMBØLL, COWI og Socialforskningsinstituttet viser, at flygtninge i
betydeligt omfang ikke placeres efter deres ønsker og baggrund. De
viser endvidere, at det er meget vanskeligt for flygtninge at få
ændret en foretagen placering.
Det er derfor forslagsstillernes opfattelse, at det er
bydende nødvendigt at få ændret praksis - både af
hensyn til flygtningene, og for at Danmark kan leve op til
flygtningekonventionen krav om, at flygtninge frit skal kunne bosætte
sig.
Skriftlig fremsættelse
Knud Erik Hansen
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om hensyntagen til
flygtninges ønsker og baggrund ved boplacering.
(Beslutningsforslag nr. B 181).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,
der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om flere boliger til boligsociale formål Retsinformation · 9. februar 2000
- KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/902 af 23. maj 2017 om en fortegnelse over EU-kontrollører, der må udføre inspektioner i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 (meddelt under nummer C(2017) 3252) EU-lovgivning · 23. maj 2017
- Forslag til folketingsbeslutning om en aktiv europæisk flygtningepolitik Retsinformation · 11. april 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om øget udbygning af antallet af almene boliger Retsinformation · 27. februar 2001
- C.A.2.5.2.1.22 LL § 7, nr. 22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Forslag til folketingsbeslutning om øget retssikkerhed ved behandling af asylansøgninger i Flygtningenævnet Retsinformation · 27. marts 2001