Forslag til folketingsbeslutning om øget retssikkerhed ved behandling af asylansøgninger i Flygtningenævnet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 1. marts 2001 af
Knud Erik Hansen (SF), Margrete Auken (SF),
Anne Baastrup (SF) og Jes Lunde (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om øget retssikkerhed ved behandling af
asylansøgninger i Flygtningenævnet
Folketinget pålægger regeringen senest i
oktober 2001 at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage
fornødne ændringer af administrative forskrifter med henblik
på at øge retssikkerheden ved behandlingen af
asylansøgninger i Flygtningenævnet. Ændringerne skal
indeholde følgende elementer:
Der skal etableres en ankeinstans for Flygtningenævnet.
Flygtningenævnets sammensætning skal ændres,
således at de to ministerierepræsentanter erstattes af yderligere
en repræsentant udpeget af Dansk Flygtningehjælp og en udpeget af
Advokatrådet.
Flygtningenævnet skal ikke kunne afvise dokumentation, selv om
den ikke forinden er blevet forelagt Udlændingestyrelsen.
Skriftlig behandling i Flygtningenævnet skal begrænses
til specielle undtagelsestilfælde.
Bemærkninger til forslaget
Asylansøgningssystemet er i dag bygget
op med to instanser. Første instans er Udlændingestyrelsen som
administrativt organ. Anden instans er Flygtningenævnet, der er et
domstolslignende organ. Flygtningenævnet er et administrativt
nævn, men det følger visse regler og principper fra domstolene.
Imidlertid er nævnet ikke en domstol og mangler de procedurer, som
anses for væsentlige for retssikkerheden i forbindelse med en
domstolsbehandling af en sag.
Læs alt
Flygtningenævnets afgørelser kan efter
gældende regler ikke ankes til domstolene. Højesteret har
vurderet, at udlændingelovens § 56, stk. 7, indebærer, at
Flygtningenævnets afgørelser ikke kan indbringes for en
domstol.
Det betyder, at asylsager afgøres i systemer, hvor
man ikke har retssystemets normale ankemuligheder. Selv om man
tillægger Flygtningenævnet domstolskarakter, er der ikke som
normalt i retssystemet mulighed for at anke en nævnsafgørelse
til en højere domstol. Det medfører, at retssikkerheden i
forhold til de administrative afgørelser alene varetages af
Flygtningenævnet, der selv er en del af det administrative system. Det
er ikke i strid med grundloven, men det afviger fra det grundlæggende
princip i grundlovens § 63, at forvaltningens afgørelser skal kunne
prøves ved domstolene.
Det giver naturligvis anledning til sager, hvor man kan
betvivle Flygtningenævnets praksis, og der har de sidste par år
været flere eksempler på afgørelser, som klart er
diskutable. De efterlader et indtryk af et system med en tvivlsom
retssikkerhed. En manglende retssikkerhed, som rammer mennesker, for hvem det
kan dreje sig om liv eller død.
Beslutningsforslaget indeholder forbedringer af
retssikkerheden gennem ændringer i reglerne for Flygtningenævnet
og gennem oprettelse af en ankeinstans for
flygtningenævnsafgørelser. Forslaget om en ankeinstans skal ses
som det element, der repræsenterer den sidste mulighed i asylproceduren
for at sikre retssikkerheden.
I det samlede asylforløb er der en række
andre forhold, der kan bidrage væsentligt til en større
retssikkerhed. En forbedring af retssikkerheden vil alt andet lige være
med til at mindske behovet for anvendelse af ankeinstansen. Det er
væsentligt, idet det for alle er en fordel med en kort
sagsbehandlingstid. Derfor bør der også sættes ind med en
øget retssikkerhed i de tidligere faser i et
asylansøgningsforløb.
I det samlede forløb er der brug for, at man meget
tidligt giver asylansøgere mulighed for at få advokatbistand.
Det hænder f.eks. ofte, at en asylansøger ikke får fortalt
alt det væsentlige på grund af forvirring eller manglende viden
om, hvad der er væsentligt for bedømmelse af sagen. Dette og
andet, som senere giver problemer i forløbet, ville en advokat kunne
bidrage til at minimere. Der er ofte problemer med troværdigheden i
tolkningen. Det kunne man afhjælpe ved at optage afhøringer med
tolkning på bånd.
Beviser, principper for afgørelsen og magtbrynde
Bevis, troværdighed og tvivlsomme afgørelser
Asylsager kan være vanskelige at afgøre. De
kan være præget af oplysninger, der hovedsageligt baserer sig
på udsagn fra asylansøgerne. Det betyder bl.a., at
asylansøgerens troværdighed får en stor betydning i mange
sager, og at fakta og troværdighed ofte kommer til at stå over
for hinanden.
Der er eksempler, der virker som fejlagtige
afgørelser. For eksempel at Flygtningenævnet har vurderet en sag
på grundlag af forkerte oplysninger fra kilder i det land,
asylansøgeren kommer fra.
Der er flere eksempler på, at Flygtningenævnet
har foretaget tvivlsomme vurderinger. Det har ramt de ca. 20 serbere fra
Østslavonien. Her vurderede Flygtningenævnet, at de godt kunne
vende tilbage, fordi de var omfattet af en amnestilov, uden hvilken de kunne
risikere at blive anklaget for krigsforbrydelser, uanset at det var
almindelige krigshandlinger, de havde udført. Stort set alle andre end
Flygtningenævnet siger klart, at amnestiloven ikke fungerer.
Flygtningenævnet fastholdt imidlertid, at man uden fare kunne vende
tilbage, også selv om man ved, at en person, der er sendt tilbage,
efterfølgende er blevet anklaget. Han står nu over for et krav
om 20 års fængsel for at have slået en kroat under
krigen.
Tvivlsomme vurderinger har også ramt en iransk
kvinde, der havde forladt sin mand. Hun blev dømt til udvisning,
uanset at det at forlade sin mand kan give mange års fængsel i
Iran. Flygtningenævnet i en anden sammensætning havde godt 1½
år forinden i en tilsvarende sag givet asyl.
I en anden sag med en iraner vurderede
Flygtningenævnet, at iranerens udsagn ikke var troværdige. Men
Flygtningenævnet forholdt sig på ingen måde kritisk til
troværdigheden af den iranske kilde, der skulle kontrollere
asylansøgerens oplysninger. Denne kildes oplysninger viste sig at
være både forkerte og helt ufuldstændige.
Principper for afgørelser
I enhver instans udvikler der sig ud af praksis nogle
principper. Det sker også i Flygtningenævnet, og disse principper
bliver da rammer for efterfølgende sager. Det er imidlertid normalt,
at sådanne principper kan afprøves ved en højere instans.
Det er imidlertid ikke tilfældet i asylsager. Her er det alene
Flygtningenævnet, der afgør de generelle principper, uden at
nogen kan vurdere, om de retningslinjer, der følger af disse
principper, er i orden.
Flygtningenævnet har f.eks. været mindre
tilbøjelig til at give asyl, selv om den samlede chikane,
diskrimination og diverse overgreb har en sådan karakter, at man reelt
ikke kan leve det pågældende sted. Det var tilfældet for
serberne i Østslavonien, hvor myndighederne enten ikke ville eller
kunne beskytte serberne. Her er kroaternes forfølgelse af serbere
så voldsom, at stort set alle i den arbejdsduelige alder er flygtet fra
området. Det bør ifølge FN s flygtningekonvention give
ret til asyl og gør det f.eks. i England, men ikke i det danske
flygtningenævn.
Flygtningenævnet har i serbernes asylsager taget for
givet, at forholdene bliver bedre som følge af et regeringsskifte. Man
kan med god ret spørge, om det generelt er korrekt at basere en
afgørelse på et regeringsskifte, der kun i ord og ikke i praksis
har manifesteret ændringer for serberne i Østslavonien.
Magtbrynde
Den manglende kontrol med Flygtningenævnets
afgørelser har givet en praksis, man ofte ser i instanser, der er
præget af magtbrynde. Det er ikke sjældent at se
afgørelser, der kun er begrundet med ganske få linjer, f.eks. at
de samlede forhold er af en sådan karakter, at asylansøgeren kan
vende tilbage til sit hjemland, eller at man ikke finder
asylansøgerens oplysninger troværdige. Det uanset, at
asylansøgeren og dennes advokat har påpeget en lang række
forhold, der bør tages hensyn til. Når afgørelserne er
så korte, er det helt umuligt at se, om der overhovedet er taget hensyn
til de mange forhold, der er bragt frem. Flygtningenævnet kan bruge det
til at dæmme op for kritik af eventuelle fejl. Asylansøgeren
mister sin retssikkerhed, idet han eller hun får svært ved at
påvise fejl.
Omfang og sikkerhed
Det er i sagens natur vanskeligt at sige noget om, i
hvilket omfang Flygtningenævnet træffer forkerte
afgørelser. Ganske få procent kan imidlertid udgøre et
betydeligt antal personer.
Udgangspunktet for en forbedring af systemet
behøver imidlertid ikke at være knyttet til viden om omfang af
fejl m.m., men til, om systemet lever op til de retssikkerhedsprincipper, man
anvender i anden sammenhæng.
En af de væsentligste retssikkerhedsmæssige
foranstaltninger i Flygtningenævnet er muligheden for, at en
asylansøger kan fremlægge sin sag mundtligt. Der er imidlertid
flere forhold, der kan ændres for at forbedre retssikkerheden i
Flygtningenævnet. Det er især at fjerne repræsentanter for
administrationen i nævnet, at nævnet fratages ret til at afvise
nye oplysninger, og at asylansøgerne gives ret til mundtlig
fremstilling og behandling af deres sag i nævnet.
Det er væsentligt, at der er et organ, der kan
genvurdere sagen. Dette specielt i lyset af, at bevis og troværdighed
ofte indgår på en særlig måde i asylsager, at de
principper, som generes ud af praksis i Flygtningenævnet, kan
trænge til vurdering af en anden instans, samt at dårlig praksis
om summariske begrundelser kan påtales.
Retssikkerhed i Flygtningenævnet
Når sagerne afgøres i Flygtningenævnet,
deltager 5 personer. De er alle udpeget af indenrigsministeren. 2 af dem
kommer fra ministerierne, 1 fra Advokatrådet, 1 fra Dansk
Flygtningehjælp, og formanden er dommer. Medlemmerne fra ministerierne
(Indenrigsministeriet og Udenrigsministeriet) spiller dermed en dobbeltrolle
i asylsager, fordi de både er udøvende magt og dømmende
magt. Flere af de nuværende medlemmer af Flygtningenævnet kommer
fra Udlændingestyrelsen, dvs. fra den instans, der i første
omgang har afvist asylansøgeren.
Ministerierepræsentanter
Da Flygtningenævnet er en ankeinstans for den
administrative afgørelse i Udlændingestyrelsen, svækker
det nævnets rolle, at der sidder repræsentanter fra henholdsvis
Indenrigsministeriet og Udenrigsministeriet i nævnet. Det er derfor
forslagsstillernes opfattelse, at ministerierne ikke bør være
repræsenteret i Flygtningenævnet, men at de bør erstattes
af yderligere en repræsentant fra Advokatrådet og en fra Dansk
Flygtningehjælp.
Afvisning af nyt bevismateriale
Efter de gældende regler kan Flygtningenævnet
afvise fremlæggelse af dokumenter eller andre bevismidler for
nævnet, hvis dokumenterne kunne være fremlagt under
Udlændingestyrelsens behandling af sagen (udlændingelovens § 54,
stk. 2).
Det kan betyde, at relevante oplysninger ikke kommer til
at indgå i afgørelsen. Det er i den forbindelse værd at
bemærke, at asylansøgere først i forbindelse med
asylsagens behandling i Flygtningenævnet får beskikket en
advokat. De nye oplysninger kan også skyldes, at asylansøgeren
først i forbindelse med afslaget fra Udlændingestyrelsen bliver
opmærksom på, hvilken del af asylmotivet der er relevant, og
dermed, hvilke dokumenter der bør fremlægges.
En afskaffelse af retten til at afvise nye oplysninger vil
endvidere bringe Flygtningenævnet tættere på almindelig
domstolspraksis, idet et bevis, som haves til stede, ifølge
retsplejelovens § 880, stk. 1, ikke kan nægtes ført med den
begrundelse, at det ikke er anmeldt til modparten i tilstrækkelig
tid.
Efter det oplyste anvendes bestemmelsen om afvisning af
materiale kun sjældent. Dens mulige anvendelse er imidlertid en
svækkelse af asylansøgeres retssikkerhed.
Skriftlig behandling
En asylansøger har normalt ret til at
forelægge sin sag mundtligt for Flygtningenævnet. Der er
imidlertid en række undtagelser fra denne hovedregel.
En af de væsentlige undtagelser er, når en
ansøgning indgives fra tredjeland. Hvis Udlændingestyrelsen har
meddelt afslag på asyl under henvisning til, at ansøgeren ikke
har tilknytning til landet, behandles sagen altid skriftligt. Hvis afslaget
er givet under henvisning til, at asylansøgeren ikke anses for at
være forfulgt, kan Flygtningenævnets formand henvise sagen til
skriftlig behandling.
Den skriftlige behandling kan medføre, at mange
oplysninger ikke bliver givet. Ved ansøgninger fra tredjeland er
oplysningerne på skrift endvidere ofte meget sparsomme. Det kan derfor
have stor betydning, at den pårørende i Danmark får
mulighed for at fremlægge sagen mundtligt.
Flygtningenævnets formand kan henvise sager, der
anses for grundløse, til skriftlig behandling. Denne ret burde ikke
være relevant, idet ansøgninger, der bliver behandlet i
Flygtningenævnet, tidligere er accepteret som værende ikke
åbenbart grundløse. Tilsvarende bør der i sager om
indrejsende familiemedlemmer være mulighed for, at det indrejsende
familiemedlem kan afgive sin forklaring mundtligt.
Ankeinstans til Flygtningenævnet
Folketingets Ombudsmand
Indtil 1996 var ombudsmanden en slags sikkerhedsventil,
idet en asylansøger kunne bringe sin sag videre til Folketingets
Ombudsmand. Denne mulighed blev fjernet af Folketinget i 1996. Det var en
følsom sag, fordi ombudsmanden var den eneste instans, der kunne gribe
ind, hvis retssikkerheden ikke var tilstrækkelig. Man vedtog derfor, at
man nøje ville følge Flygtningenævnets praksis. Det var
nemlig en forudsætning for ændringen, at retsgarantier for
Flygtningenævnets praksis blev overholdt. Det hedder i
betænkningen over lovforslag nr. L 57 (Folketingstidende, tillæg
B side 871, folketingsåret 1995-96), at
»flertallet vil være meget opmærksom
på og følge nøje med i, om de retsgarantier, som i dag
findes i forbindelse med behandlingen i Flygtningenævnet, og som har
været medvirkende årsag til, at man har fundet at kunne undtage
Flygtningenævnets afgørelser fra klageadgang til ombudsmanden,
bliver iagttaget, således at forudsætningerne ikke brister
på dette punkt. «
Det er forslagsstillernes opfattelse, at det har vist sig, at retsgarantierne
i Flygtningenævnets praksis ikke er tilstrækkelige.
Den retssikkerhed, som ombudsmanden gav, var imidlertid
begrænset. Ombudsmanden kunne påse, at sagerne var blevet korrekt
behandlet. Han kunne ikke vurdere selve afgørelsen. Det var derfor
også kun 2-3 pct. af de flygtningenævnssager, han fik, der
medførte kritik eller henstillinger fra ombudsmanden. Det betød
vel at mærke ikke, at afgørelserne blev ændret, men kun at
Flygtningenævnet ville genvurdere sagerne.
Tre instanser i andre lande
I en meget stor del af de vesteuropæiske lande har
man et system med tre instanser og i to lande fire instanser.
Der er to typer med mindst 3 instanser: En type, hvor det
er det politiske niveau, der er den tredje instans. Det er tilfældet i
Belgien og Frankrig.
I den anden type med en tredje instans er det en domstol,
der er den tredje instans. Det gælder i Finland, Holland, Island,
Italien (også med mulighed for 4. instans-afgørelse),
Luxembourg, Spanien og Storbritannien (med dommertribunaler) samt Tyskland
(med mulighed for 4. instans-afgørelser i principielle sager).
Der findes ud over i Danmark to-instans-ordninger i
Irland, Norge, Schweiz og Sverige med nævn som 2. instans og i Portugal
med domstol som 2. instans.
3. instans i Danmark
I beslutningsforslaget er angivet, at der skal etableres
en ankeinstans. Det kan være som en domstol eller et
ankenævn.
Forslagsstillerne foretrækker, at det bliver en
domstol. Det vil give den bedste retssikkerhed, idet der dermed vil
være indbygget alle de normale retssikkerhedsrutiner, som gælder
for domstolene.
Disse rutiner gælder ikke automatisk for et
nævn. Skal ankeinstansen være et nævn, vil det derfor
kræve en nøje specificering af retssikkerhedsprincipper og
-procedurer. Et ankenævn vil skulle være helt uafhængigt af
regering og ministerier og vil skulle have sit eget selvstændige
sekretariat. Det bør have en bredere sammensætning end
Flygtningenævnet, og der bør ikke være
repræsentanter for ministerierne i et ankenævn. Ved en model med
et ankenævn bør det være muligt at indbringe sagens
behandling (ikke sagens substans) for ombudsmanden.
Asylansøgere bør have ret til at anke deres
sag, hvis der har været dissens i Flygtningenævnet.
Hvis afgørelsen i Flygtningenævnet ikke har
været enstemmig, skal asylansøgere have ret til at søge
om at få deres sag behandlet i ankeinstansen. Hvis afslaget baserer sig
på principielle aspekter, som ankeinstansen ikke har taget stilling
til, skal der normalt gives adgang til at anke.
Ankeinstansen skal give lov til at anke, hvis den
vurderer, at der er rimelige udsigter til, at en ankesag vil føre til
et positivt resultat for klageren. Ankeinstansen skal i vurderingen
lægge vægt på, om der er mangler i nævnets afvisning
af ansøgerens dokumentation eller udsagn, og i særdeleshed hvis
afgørelsen hovedsageligt er baseret på, at man ikke anser
ansøgeren for troværdig.
Der skal normalt også gives lov til anke, hvis der
rejses tvivl om landeoplysningerne. I så tilfælde kan
ankeinstansen anmode Flygtningenævnet om at genoptage sagen i stedet
for selv at tage sagen i første omgang.
Modsat skal anke afvises, hvis det vurderes, at det er
udelukket, at en anke vil ændre Flygtningenævnets
afgørelse.
Vurderingen af, om der skal gives lov til at anke,
forudsætter, at præmisserne i Flygtningenævnets
afgørelser er præcise og detaljerede. Hvis der henvises til
generelle forhold, skal Flygtningenævnet angive, hvilke oplysninger det
har lagt til grund.
Skriftlig fremsættelse
Knud Erik Hansen
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om øget
retssikkerhed ved behandling af asylansøgninger i
Flygtningenævnet.
(Beslutningsforslag nr. B 136).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,
der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.
Lignende dokumenter
- 1994 BTL 194 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (EFFEKTIVISERING AF ASYLSAGSBEHANDLINGEN I FLYGTNINGENÆVNET, RÅDGIVNING AF ASYLANSØGERE, OVERFØRSEL AF OPGAVEN MED AT AFHØRE ASYLANSØGERE FRA POLITIET TIL DIREKTORATET FOR UDLÆNDINGE, OPTAGELSE AF FINGERAFTRYK AF ASYLANSØGERE M.V.) NR L 194 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 28. juli 1995
- Forslag til folketingsbeslutning om sikring af etnisk ligestilling på det danske arbejdsmarked Retsinformation · 25. marts 1999
- Forslag til folketingsbeslutning om støtte til voldsofre Retsinformation · 14. december 2001
- Forslag til folketingsbeslutning om at styrke asylansøgeres retssikkerhed Retsinformation · 26. november 2009
- Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forretningsorden for Folketinget Retsinformation · 19. januar 2000
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Revision af reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse, ændring af kravene til herboende udlændinge for opnåelse af ægtefællesammenføring, udvidelse af Flygtningenævnet, ændring af udvisningsreglerne, langtidsvisum til adoptivbørn) Retsinformation · 9. juni 2012