Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om øget retssikkerhed ved behandling af asylansøgninger i Flygtningenævnet

2000/1 BSF 136Beslutningsforslag som fremsatFolketinget27. marts 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 1. marts 2001 af

Knud Erik Hansen (SF), Margrete Auken (SF),

Anne Baastrup (SF) og Jes Lunde (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om øget retssikkerhed ved behandling af

asylansøgninger i Flygtningenævnet

Folketinget pålægger regeringen senest i

oktober 2001 at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage

fornødne ændringer af administrative forskrifter med henblik

på at øge retssikkerheden ved behandlingen af

asylansøgninger i Flygtningenævnet. Ændringerne skal

indeholde følgende elementer:

Der skal etableres en ankeinstans for Flygtningenævnet.

Flygtningenævnets sammensætning skal ændres,

således at de to ministerierepræsentanter erstattes af yderligere

en repræsentant udpeget af Dansk Flygtningehjælp og en udpeget af

Advokatrådet.

Flygtningenævnet skal ikke kunne afvise dokumentation, selv om

den ikke forinden er blevet forelagt Udlændingestyrelsen.

Skriftlig behandling i Flygtningenævnet skal begrænses

til specielle undtagelsestilfælde.

Bemærkninger til forslaget

Asylansøgningssystemet er i dag bygget

op med to instanser. Første instans er Udlændingestyrelsen som

administrativt organ. Anden instans er Flygtningenævnet, der er et

domstolslignende organ. Flygtningenævnet er et administrativt

nævn, men det følger visse regler og principper fra domstolene.

Imidlertid er nævnet ikke en domstol og mangler de procedurer, som

anses for væsentlige for retssikkerheden i forbindelse med en

domstolsbehandling af en sag.

Læs alt

Flygtningenævnets afgørelser kan efter

gældende regler ikke ankes til domstolene. Højesteret har

vurderet, at udlændingelovens § 56, stk. 7, indebærer, at

Flygtningenævnets afgørelser ikke kan indbringes for en

domstol.

Det betyder, at asylsager afgøres i systemer, hvor

man ikke har retssystemets normale ankemuligheder. Selv om man

tillægger Flygtningenævnet domstolskarakter, er der ikke som

normalt i retssystemet mulighed for at anke en nævnsafgørelse

til en højere domstol. Det medfører, at retssikkerheden i

forhold til de administrative afgørelser alene varetages af

Flygtningenævnet, der selv er en del af det administrative system. Det

er ikke i strid med grundloven, men det afviger fra det grundlæggende

princip i grundlovens § 63, at forvaltningens afgørelser skal kunne

prøves ved domstolene.

Det giver naturligvis anledning til sager, hvor man kan

betvivle Flygtningenævnets praksis, og der har de sidste par år

været flere eksempler på afgørelser, som klart er

diskutable. De efterlader et indtryk af et system med en tvivlsom

retssikkerhed. En manglende retssikkerhed, som rammer mennesker, for hvem det

kan dreje sig om liv eller død.

Beslutningsforslaget indeholder forbedringer af

retssikkerheden gennem ændringer i reglerne for Flygtningenævnet

og gennem oprettelse af en ankeinstans for

flygtningenævnsafgørelser. Forslaget om en ankeinstans skal ses

som det element, der repræsenterer den sidste mulighed i asylproceduren

for at sikre retssikkerheden.

I det samlede asylforløb er der en række

andre forhold, der kan bidrage væsentligt til en større

retssikkerhed. En forbedring af retssikkerheden vil alt andet lige være

med til at mindske behovet for anvendelse af ankeinstansen. Det er

væsentligt, idet det for alle er en fordel med en kort

sagsbehandlingstid. Derfor bør der også sættes ind med en

øget retssikkerhed i de tidligere faser i et

asylansøgningsforløb.

I det samlede forløb er der brug for, at man meget

tidligt giver asylansøgere mulighed for at få advokatbistand.

Det hænder f.eks. ofte, at en asylansøger ikke får fortalt

alt det væsentlige på grund af forvirring eller manglende viden

om, hvad der er væsentligt for bedømmelse af sagen. Dette og

andet, som senere giver problemer i forløbet, ville en advokat kunne

bidrage til at minimere. Der er ofte problemer med troværdigheden i

tolkningen. Det kunne man afhjælpe ved at optage afhøringer med

tolkning på bånd.

Beviser, principper for afgørelsen og magtbrynde

Bevis, troværdighed og tvivlsomme afgørelser

Asylsager kan være vanskelige at afgøre. De

kan være præget af oplysninger, der hovedsageligt baserer sig

på udsagn fra asylansøgerne. Det betyder bl.a., at

asylansøgerens troværdighed får en stor betydning i mange

sager, og at fakta og troværdighed ofte kommer til at stå over

for hinanden.

Der er eksempler, der virker som fejlagtige

afgørelser. For eksempel at Flygtningenævnet har vurderet en sag

på grundlag af forkerte oplysninger fra kilder i det land,

asylansøgeren kommer fra.

Der er flere eksempler på, at Flygtningenævnet

har foretaget tvivlsomme vurderinger. Det har ramt de ca. 20 serbere fra

Østslavonien. Her vurderede Flygtningenævnet, at de godt kunne

vende tilbage, fordi de var omfattet af en amnestilov, uden hvilken de kunne

risikere at blive anklaget for krigsforbrydelser, uanset at det var

almindelige krigshandlinger, de havde udført. Stort set alle andre end

Flygtningenævnet siger klart, at amnestiloven ikke fungerer.

Flygtningenævnet fastholdt imidlertid, at man uden fare kunne vende

tilbage, også selv om man ved, at en person, der er sendt tilbage,

efterfølgende er blevet anklaget. Han står nu over for et krav

om 20 års fængsel for at have slået en kroat under

krigen.

Tvivlsomme vurderinger har også ramt en iransk

kvinde, der havde forladt sin mand. Hun blev dømt til udvisning,

uanset at det at forlade sin mand kan give mange års fængsel i

Iran. Flygtningenævnet i en anden sammensætning havde godt 1½

år forinden i en tilsvarende sag givet asyl.

I en anden sag med en iraner vurderede

Flygtningenævnet, at iranerens udsagn ikke var troværdige. Men

Flygtningenævnet forholdt sig på ingen måde kritisk til

troværdigheden af den iranske kilde, der skulle kontrollere

asylansøgerens oplysninger. Denne kildes oplysninger viste sig at

være både forkerte og helt ufuldstændige.

Principper for afgørelser

I enhver instans udvikler der sig ud af praksis nogle

principper. Det sker også i Flygtningenævnet, og disse principper

bliver da rammer for efterfølgende sager. Det er imidlertid normalt,

at sådanne principper kan afprøves ved en højere instans.

Det er imidlertid ikke tilfældet i asylsager. Her er det alene

Flygtningenævnet, der afgør de generelle principper, uden at

nogen kan vurdere, om de retningslinjer, der følger af disse

principper, er i orden.

Flygtningenævnet har f.eks. været mindre

tilbøjelig til at give asyl, selv om den samlede chikane,

diskrimination og diverse overgreb har en sådan karakter, at man reelt

ikke kan leve det pågældende sted. Det var tilfældet for

serberne i Østslavonien, hvor myndighederne enten ikke ville eller

kunne beskytte serberne. Her er kroaternes forfølgelse af serbere

så voldsom, at stort set alle i den arbejdsduelige alder er flygtet fra

området. Det bør ifølge FN s flygtningekonvention give

ret til asyl og gør det f.eks. i England, men ikke i det danske

flygtningenævn.

Flygtningenævnet har i serbernes asylsager taget for

givet, at forholdene bliver bedre som følge af et regeringsskifte. Man

kan med god ret spørge, om det generelt er korrekt at basere en

afgørelse på et regeringsskifte, der kun i ord og ikke i praksis

har manifesteret ændringer for serberne i Østslavonien.

Magtbrynde

Den manglende kontrol med Flygtningenævnets

afgørelser har givet en praksis, man ofte ser i instanser, der er

præget af magtbrynde. Det er ikke sjældent at se

afgørelser, der kun er begrundet med ganske få linjer, f.eks. at

de samlede forhold er af en sådan karakter, at asylansøgeren kan

vende tilbage til sit hjemland, eller at man ikke finder

asylansøgerens oplysninger troværdige. Det uanset, at

asylansøgeren og dennes advokat har påpeget en lang række

forhold, der bør tages hensyn til. Når afgørelserne er

så korte, er det helt umuligt at se, om der overhovedet er taget hensyn

til de mange forhold, der er bragt frem. Flygtningenævnet kan bruge det

til at dæmme op for kritik af eventuelle fejl. Asylansøgeren

mister sin retssikkerhed, idet han eller hun får svært ved at

påvise fejl.

Omfang og sikkerhed

Det er i sagens natur vanskeligt at sige noget om, i

hvilket omfang Flygtningenævnet træffer forkerte

afgørelser. Ganske få procent kan imidlertid udgøre et

betydeligt antal personer.

Udgangspunktet for en forbedring af systemet

behøver imidlertid ikke at være knyttet til viden om omfang af

fejl m.m., men til, om systemet lever op til de retssikkerhedsprincipper, man

anvender i anden sammenhæng.

En af de væsentligste retssikkerhedsmæssige

foranstaltninger i Flygtningenævnet er muligheden for, at en

asylansøger kan fremlægge sin sag mundtligt. Der er imidlertid

flere forhold, der kan ændres for at forbedre retssikkerheden i

Flygtningenævnet. Det er især at fjerne repræsentanter for

administrationen i nævnet, at nævnet fratages ret til at afvise

nye oplysninger, og at asylansøgerne gives ret til mundtlig

fremstilling og behandling af deres sag i nævnet.

Det er væsentligt, at der er et organ, der kan

genvurdere sagen. Dette specielt i lyset af, at bevis og troværdighed

ofte indgår på en særlig måde i asylsager, at de

principper, som generes ud af praksis i Flygtningenævnet, kan

trænge til vurdering af en anden instans, samt at dårlig praksis

om summariske begrundelser kan påtales.

Retssikkerhed i Flygtningenævnet

Når sagerne afgøres i Flygtningenævnet,

deltager 5 personer. De er alle udpeget af indenrigsministeren. 2 af dem

kommer fra ministerierne, 1 fra Advokatrådet, 1 fra Dansk

Flygtningehjælp, og formanden er dommer. Medlemmerne fra ministerierne

(Indenrigsministeriet og Udenrigsministeriet) spiller dermed en dobbeltrolle

i asylsager, fordi de både er udøvende magt og dømmende

magt. Flere af de nuværende medlemmer af Flygtningenævnet kommer

fra Udlændingestyrelsen, dvs. fra den instans, der i første

omgang har afvist asylansøgeren.

Ministerierepræsentanter

Da Flygtningenævnet er en ankeinstans for den

administrative afgørelse i Udlændingestyrelsen, svækker

det nævnets rolle, at der sidder repræsentanter fra henholdsvis

Indenrigsministeriet og Udenrigsministeriet i nævnet. Det er derfor

forslagsstillernes opfattelse, at ministerierne ikke bør være

repræsenteret i Flygtningenævnet, men at de bør erstattes

af yderligere en repræsentant fra Advokatrådet og en fra Dansk

Flygtningehjælp.

Afvisning af nyt bevismateriale

Efter de gældende regler kan Flygtningenævnet

afvise fremlæggelse af dokumenter eller andre bevismidler for

nævnet, hvis dokumenterne kunne være fremlagt under

Udlændingestyrelsens behandling af sagen (udlændingelovens § 54,

stk. 2).

Det kan betyde, at relevante oplysninger ikke kommer til

at indgå i afgørelsen. Det er i den forbindelse værd at

bemærke, at asylansøgere først i forbindelse med

asylsagens behandling i Flygtningenævnet får beskikket en

advokat. De nye oplysninger kan også skyldes, at asylansøgeren

først i forbindelse med afslaget fra Udlændingestyrelsen bliver

opmærksom på, hvilken del af asylmotivet der er relevant, og

dermed, hvilke dokumenter der bør fremlægges.

En afskaffelse af retten til at afvise nye oplysninger vil

endvidere bringe Flygtningenævnet tættere på almindelig

domstolspraksis, idet et bevis, som haves til stede, ifølge

retsplejelovens § 880, stk. 1, ikke kan nægtes ført med den

begrundelse, at det ikke er anmeldt til modparten i tilstrækkelig

tid.

Efter det oplyste anvendes bestemmelsen om afvisning af

materiale kun sjældent. Dens mulige anvendelse er imidlertid en

svækkelse af asylansøgeres retssikkerhed.

Skriftlig behandling

En asylansøger har normalt ret til at

forelægge sin sag mundtligt for Flygtningenævnet. Der er

imidlertid en række undtagelser fra denne hovedregel.

En af de væsentlige undtagelser er, når en

ansøgning indgives fra tredjeland. Hvis Udlændingestyrelsen har

meddelt afslag på asyl under henvisning til, at ansøgeren ikke

har tilknytning til landet, behandles sagen altid skriftligt. Hvis afslaget

er givet under henvisning til, at asylansøgeren ikke anses for at

være forfulgt, kan Flygtningenævnets formand henvise sagen til

skriftlig behandling.

Den skriftlige behandling kan medføre, at mange

oplysninger ikke bliver givet. Ved ansøgninger fra tredjeland er

oplysningerne på skrift endvidere ofte meget sparsomme. Det kan derfor

have stor betydning, at den pårørende i Danmark får

mulighed for at fremlægge sagen mundtligt.

Flygtningenævnets formand kan henvise sager, der

anses for grundløse, til skriftlig behandling. Denne ret burde ikke

være relevant, idet ansøgninger, der bliver behandlet i

Flygtningenævnet, tidligere er accepteret som værende ikke

åbenbart grundløse. Tilsvarende bør der i sager om

indrejsende familiemedlemmer være mulighed for, at det indrejsende

familiemedlem kan afgive sin forklaring mundtligt.

Ankeinstans til Flygtningenævnet

Folketingets Ombudsmand

Indtil 1996 var ombudsmanden en slags sikkerhedsventil,

idet en asylansøger kunne bringe sin sag videre til Folketingets

Ombudsmand. Denne mulighed blev fjernet af Folketinget i 1996. Det var en

følsom sag, fordi ombudsmanden var den eneste instans, der kunne gribe

ind, hvis retssikkerheden ikke var tilstrækkelig. Man vedtog derfor, at

man nøje ville følge Flygtningenævnets praksis. Det var

nemlig en forudsætning for ændringen, at retsgarantier for

Flygtningenævnets praksis blev overholdt. Det hedder i

betænkningen over lovforslag nr. L 57 (Folketingstidende, tillæg

B side 871, folketingsåret 1995-96), at

»flertallet vil være meget opmærksom

på og følge nøje med i, om de retsgarantier, som i dag

findes i forbindelse med behandlingen i Flygtningenævnet, og som har

været medvirkende årsag til, at man har fundet at kunne undtage

Flygtningenævnets afgørelser fra klageadgang til ombudsmanden,

bliver iagttaget, således at forudsætningerne ikke brister

på dette punkt. «

Det er forslagsstillernes opfattelse, at det har vist sig, at retsgarantierne

i Flygtningenævnets praksis ikke er tilstrækkelige.

Den retssikkerhed, som ombudsmanden gav, var imidlertid

begrænset. Ombudsmanden kunne påse, at sagerne var blevet korrekt

behandlet. Han kunne ikke vurdere selve afgørelsen. Det var derfor

også kun 2-3 pct. af de flygtningenævnssager, han fik, der

medførte kritik eller henstillinger fra ombudsmanden. Det betød

vel at mærke ikke, at afgørelserne blev ændret, men kun at

Flygtningenævnet ville genvurdere sagerne.

Tre instanser i andre lande

I en meget stor del af de vesteuropæiske lande har

man et system med tre instanser og i to lande fire instanser.

Der er to typer med mindst 3 instanser: En type, hvor det

er det politiske niveau, der er den tredje instans. Det er tilfældet i

Belgien og Frankrig.

I den anden type med en tredje instans er det en domstol,

der er den tredje instans. Det gælder i Finland, Holland, Island,

Italien (også med mulighed for 4. instans-afgørelse),

Luxembourg, Spanien og Storbritannien (med dommertribunaler) samt Tyskland

(med mulighed for 4. instans-afgørelser i principielle sager).

Der findes ud over i Danmark to-instans-ordninger i

Irland, Norge, Schweiz og Sverige med nævn som 2. instans og i Portugal

med domstol som 2. instans.

3. instans i Danmark

I beslutningsforslaget er angivet, at der skal etableres

en ankeinstans. Det kan være som en domstol eller et

ankenævn.

Forslagsstillerne foretrækker, at det bliver en

domstol. Det vil give den bedste retssikkerhed, idet der dermed vil

være indbygget alle de normale retssikkerhedsrutiner, som gælder

for domstolene.

Disse rutiner gælder ikke automatisk for et

nævn. Skal ankeinstansen være et nævn, vil det derfor

kræve en nøje specificering af retssikkerhedsprincipper og

-procedurer. Et ankenævn vil skulle være helt uafhængigt af

regering og ministerier og vil skulle have sit eget selvstændige

sekretariat. Det bør have en bredere sammensætning end

Flygtningenævnet, og der bør ikke være

repræsentanter for ministerierne i et ankenævn. Ved en model med

et ankenævn bør det være muligt at indbringe sagens

behandling (ikke sagens substans) for ombudsmanden.

Asylansøgere bør have ret til at anke deres

sag, hvis der har været dissens i Flygtningenævnet.

Hvis afgørelsen i Flygtningenævnet ikke har

været enstemmig, skal asylansøgere have ret til at søge

om at få deres sag behandlet i ankeinstansen. Hvis afslaget baserer sig

på principielle aspekter, som ankeinstansen ikke har taget stilling

til, skal der normalt gives adgang til at anke.

Ankeinstansen skal give lov til at anke, hvis den

vurderer, at der er rimelige udsigter til, at en ankesag vil føre til

et positivt resultat for klageren. Ankeinstansen skal i vurderingen

lægge vægt på, om der er mangler i nævnets afvisning

af ansøgerens dokumentation eller udsagn, og i særdeleshed hvis

afgørelsen hovedsageligt er baseret på, at man ikke anser

ansøgeren for troværdig.

Der skal normalt også gives lov til anke, hvis der

rejses tvivl om landeoplysningerne. I så tilfælde kan

ankeinstansen anmode Flygtningenævnet om at genoptage sagen i stedet

for selv at tage sagen i første omgang.

Modsat skal anke afvises, hvis det vurderes, at det er

udelukket, at en anke vil ændre Flygtningenævnets

afgørelse.

Vurderingen af, om der skal gives lov til at anke,

forudsætter, at præmisserne i Flygtningenævnets

afgørelser er præcise og detaljerede. Hvis der henvises til

generelle forhold, skal Flygtningenævnet angive, hvilke oplysninger det

har lagt til grund.

Skriftlig fremsættelse

Knud Erik Hansen

(SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om øget

retssikkerhed ved behandling af asylansøgninger i

Flygtningenævnet.

(Beslutningsforslag nr. B 136).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter