Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, retsplejeloven og straffeloven

1997/2 BTL 36Betænkning over lovforslagFolketinget15. september 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Retsudvalget den

11. juni 1998

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om

frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, retsplejeloven og

straffeloven

(Revision af psykiatriloven m.v.)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder

og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som

denne har besvaret dels skriftligt, dels mundtligt, samt til

sundhedsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Nogle af udvalgets spørgsmål samt

justitsministerens og sundhedsministerens svar herpå er optrykt som

bilag til betænkningen.

I udvalgets behandling af lovforslaget er tillige

indgået materiale fra udvalgets behandling af det tilsvarende

lovforslag i folketingsåret 1997-98, 1. samling (L 75).

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller

mundtlige henvendelser fra:

Danske Psykiatere og Børne-ungdomspsykiatere,

Den Almindelige Danske Lægeforening,

Fagligt Netværk Socialpsykiatri,

Jensen, Lars, Rødekro,

Landsforeningen Sind og

Medborgernes Menneskerettigheds Kommission.

Der er af justitsministeren og af et mindretal stillet

ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende

bemærkninger.

En række spørgsmål har været

Læs alt

særligt drøftet i forbindelse med udvalgets behandling af

lovforslaget. Et flertal (udvalget med undtagelse af Dansk Folkepartis og

Centrum-Demokraternes medlemmer) bemærker i den anledning

følgende:

Udvalget har drøftet de særlige

spørgsmål, der knytter sig til tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse af børn og unge på voksenpsykiatriske

afdelinger. Udvalget har i den forbindelse stillet spørgsmål til

justitsministeren om foreneligheden heraf med artikel 37, litra c, i FN's

Børnekonvention.

Det fremgår af justitsministerens besvarelse af

udvalgets spørgsmål, at Justitsministeriet er mest

tilbøjelig til at mene, at pligten ifølge artikel 37, litra c,

i FN's Børnekonvention til at sikre, at børn og unge, der

frihedsberøves, som udgangspunkt skal holdes adskilt fra voksne, ikke

kun gælder inden for strafferetsplejen, men f.eks. også

gælder i tilfælde, hvor børn og unge er tvangsindlagt

eller tvangstilbageholdt på en psykiatrisk afdeling efter

psykiatrilovens regler.

Af besvarelsen fremgår også, at

Sundhedsministeriet har oplyst, at tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse af børn og unge i henhold til psykiatriloven

på lukkede voksenpsykiatriske afdelinger kun forekommer i meget

beskedent omfang.

Om der er sket en overtrædelse af artikel 37, litra

c, i tilfælde, hvor unge tvangsindlægges eller

tvangstilbageholdes sammen med voksne, beror på en konkret vurdering

af, hvad der i det enkelte tilfælde tjener den unges tarv.

Flertallet lægger afgørende vægt

på, at Børnekonventionens regler overholdes.

Det er i den forbindelse vigtigt, at sygehusmyndighederne

vejledes om Børnekonventionens krav på dette punkt.

Der er endvidere behov for en forbedring af forholdene for

tvangsindlagte og tvangstilbageholdte unge, således at det sikres, at

Børnekonventionen ikke overtrædes. Efter flertallets opfattelse

er der imidlertid også mere generelt behov for en forbedring af

indsatsen på det børne- og ungdomspsykiatriske område.

Flertallet har i den forbindelse noteret sig regeringens

aftale af 4. april 1997 med de kommunale parter om den fortsatte udbygning af

tilbudene til sindslidende, hvorefter der vil ske en markant styrkelse af de

børne- og ungdomspsykiatriske behandlingstilbud i de kommende

år. Denne styrkede indsats vil også indebære øget

kvalitet i behandlingstilbudene til gruppen af psykisk syge børn og

unge, der har behov for at blive indlagt, eventuelt ved tvang.

Det fremgår bl.a. af aftalen, at der ved udgangen af

år 2005 skal være etableret ungdomspsykiatriske funktioner i alle

amter. I amter med et stort befolkningsunderlag kan der etableres et

ungdomspsykiatrisk afsnit med lukket eller skærmet afsnit.

Flertallet har hæftet sig ved, at der mellem

aftaleparterne er enighed om, at psykisk syge børn og unge skal

undersøges og behandles på børne- og ungdomspsykiatriske

afdelinger. Antallet af børn og unge, der indlægges på

voksenpsykiatrisk afdeling med psykiatrisk hoveddiagnose, skal derfor gennem

udbygning af børne- og ungdomspsykiatrien reduceres væsentligt

inden år 2000.

Flertallet lægger vægt på, at

gennemførelsen af aftalen nøje følges, således at

der eventuelt kan tages nye initiativer, hvis den hidtidige indsats viser sig

utilstrækkelig til at nå de opstillede mål, herunder

på det børne- og ungdomspsykiatriske område.

Flertallet lægger i øvrigt vægt

på, at regeringen søger at indgå en ny psykiatriaftale med

amterne, Københavns og Frederiksberg Kommuner i god tid, inden den

nuværende aftale udløber ved udgangen af 1999. Flertallet har

med tilfredshed noteret sig, at der i den gældende aftale er enighed

om, at det er målsætningen, at alle patienter skal have tilbud om

enestue.

Det er vigtigt, at patienter, der udskrives, ikke efter

udskrivningen lades i stikken. Flertallet er derfor enig i forslaget om, at

der ydes en særlig støtte i form af udskrivningsaftaler og

koordinationsplaner til patienter, som ellers risikerer at falde ud af

behandlingssystemet, uden at nogen lægger mærke til det,

før det er for sent.

Flertallet lægger i den forbindelse vægt

på, at ordningen indebærer en række

myndighedsforpligtelser. Ordningen indebærer således en pligt for

overlægen til at sørge for, at udskrivningsaftalen indgås,

eller koordinationsplanen opstilles. Formålet med aftalen/planen er

bl.a. at få præciseret, hvem der har pligten til at følge

patienten efter udskrivningen.

Flertallet lægger endvidere vægt på, at

de relevante myndigheder m.v., herunder på det behandlingsmæssige

og sociale område, positivt medvirker til aftalernes og planernes

gennemførelse, herunder ved at stille de tilbud m.v. til

rådighed, som de har tilsluttet sig som en del af aftalen/planen.

Flertallet lægger også vægt på, at

kredsen af myndigheder m.v., som kan modtage oplysninger, der er

nødvendige i forbindelse med indgåelse af og tilsyn med

overholdelse af en udskrivningsaftale/koordinationsplan, nærmere

angives i en vejledning i tilknytning til loven.

Flertallet lægger endelig vægt på, at

der i forhold til den udskrevne er tale om tilbud, som ikke vil kunne

gennemtvinges over for den pågældende.

Allerede den gældende psykiatrilov indeholder

bestemmelser om behandlingsplaner, der har til formål at sikre, at

patientens ønsker inddrages ved tilrettelæggelsen af

behandlingen, således at patienten har medindflydelse på den

behandling, der iværksættes.

I forlængelse heraf lægger flertallet

vægt på, at det sikres, at patienter, der måtte have et

ønske om på forhånd at tilkendegive, hvilke indgreb der

findes mindst krænkende og mindst indgribende i

personlighedsintegriteten, får mulighed herfor. En sådan

forhåndstilkendegivelse skal kunne afgives ved indlæggelsen,

under indlæggelsen og i forbindelse med udskrivningen.

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at

patientens ønsker til behandlingen skal noteres i journalen, og at

overlægen skal inddrage patientens tilkendegivelser som vejledende i

forbindelse med tilrettelæggelsen af behandlingen, også i

tilfælde, hvor anvendelse af tvang kommer på tale.

Flertallet er enig i, at sådanne tilkendegivelser

ikke kan være bindende for den behandlingsansvarlige overlæge.

Flertallet forudsætter imidlertid samtidig, at patientens

tilkendegivelser tages alvorligt og respekteres i det omfang, det er

foreneligt med hensynet til en forsvarlig behandling.

Udvalget har under lovforslagets behandling også

drøftet spørgsmålet om fast vagt til bæltefikserede

patienter. Allerede den gældende psykiatrilov stiller i § 16 krav om,

at en patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.

Formålet med ordningen er dels at betage bæltefiksering noget af

den traumatiske effekt, som kan være forbundet med at blive fikseret og

ladt alene, dels at beskytte patienten mod eventuelle overgreb eller gener

fra medpatienter.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at en

fast vagt er en hertil udpeget plejer, sygeplejerske eller andet kvalificeret

personale, som ikke samtidig har andre arbejdsopgaver end at tage sig af den

eller de bæltefikserede patienter, som den pågældende er

fast vagt for. Tilsynet bør udføres med hensyntagen til

patientens egne ønsker og respekt af dennes værdighed og

selvfølelse, herunder også retten til et vist privatliv,

når dette ikke er uforeneligt med hensynet til patientens

sikkerhed.

I forlængelse heraf skal flertallet fremhæve,

at de gældende regler om fast vagt indebærer, at den faste vagt

skal være fysisk til stede hos den eller de bæltefikserede

patienter. De krav, der stilles til en fast vagt, kan derfor ikke opfyldes

ved terminalovervågning.

Endelig har flertallet i forbindelse med drøftelsen

af spørgsmålet om god psykiatrisk sygehusstandard noteret sig

justitsministerens svar på udvalgets spørgsmål 36, der er

optrykt som bilag til betænkningen, hvoraf det fremgår, at

personalebistanden også er et led i den gode psykiatriske

sygehusstandard.

Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk

Folkepartis medlem af udvalget) finder, at der samlet er sket forbedringer

ved denne ændring af loven om tvang i psykiatrien. Men det er SF's

erfaring, at det er vigtigt, at Folketinget til stadighed konfronteres med

selve loven. SF lægger derfor megen vægt på

justitsministerens ændringsforslag om en egentlig revisionsbestemmelse.

Denne revisionsbestemmelse skal bruges til at få de ændringer,

som måtte følge af den af justitsministeren lovede

undersøgelse af loven, indarbejdet i et nyt lovgrundlag i

folketingsåret 2005-06. I den forbindelse håber SF, at det vil

blive overvejet helt at droppe lov om tvang i psykiatrien og i stedet

indsætte et afsnit i lov om patientrettigheder.

Under arbejdet i Retsudvalget er der stillet en lang

række spørgsmål på baggrund af den offentlige debat

samt henvendelser til udvalget. Nogle af disse spørgsmål og

svarene herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Sideløbende med dette lovforslags behandling har

der været stor aktivitet i amtskommunerne med henblik på at sikre

bedre forhold for de sindslidende, hvilket er helt afgørende, hvis

brugen af tvang skal begrænses. SF finder, at dette arbejde skal

følges op, således at der over en årrække kan ske

forbedring af samtlige hospitaler, så det kan lade sig gøre at

tilbyde enestue, flere tilbud om aktiviteter samt adgang til frisk luft. Det

fokus, der har været på psykiatrien de sidste år, må

ikke forsvinde med vedtagelsen af dette lovforslag. SF har derfor sammen med

CD's medlem af Retsudvalget stillet ændringsforslag, som sikrer en

egentlig ret til enestuer m.v.

Under behandlingen af lovforslaget modtog udvalget et svar

fra justitsministeren, hvoraf det fremgår, at man ikke overholder

Børnekonventionen, når man tvangsindlægger børn og

unge på voksenafdelinger. Mindretallet støtter naturligvis

udvalgets generelle opbakning til, at Børnekonventionen skal

overholdes, men finder, at en egentlig lovgivning herom er det optimale.

Undervejs i behandlingen af lovforslaget har der

været en del debat om udskrivningsaftaler og koordineringsplaner. Mange

har udtalt sig skeptisk over for denne nydannelse. SF finder imidlertid, at

det er afgørende vigtigt, at der gives de fornødne tilbud til

patienter, der har brug for støtte ved udskrivning, men muligheden for

at lave koordineringsplaner uden patientens samtykke forventer SF bliver

undtagelsen, og i den forbindelse skal det understreges, at

koordineringsplanerne kun er tilbud.

Endvidere skal opmærksomheden henledes på, at

justitsministeren i den lovede undersøgelse, jf. Retsudvalgets

beretning over lovforslag nr. L 133 fra folketingsåret 1996-97, har

givet tilsagn om, at man også vil følge udviklingen inden for

udskrivningsaftaler og koordineringsplaner. I den forbindelse er det vigtigt,

at ministeren har lovet, at også brugeres og pårørendes

erfaringer inddrages med henblik på at sikre en ordentlig evaluering.

Herunder finder SF, at det bør overvejes, om ikke det ville være

en god idé, at koordineringsplaner udarbejdes med

patientrådgiveren som deltager, selv om der ikke må være

tvang forbundet med disse planer.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Venstres, Det Konservative Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af

udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren under nr. 6

og 9 stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og

Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse

med de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af

udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling,

men vil stemme for de under nr. 1-8 og 10 stillede ændringsforslag.

Dansk Folkeparti ser helt bestemt fornuftige elementer i

lovforslaget, men finder generelt ikke, at lovforslaget i nødvendigt

omfang sikrer, at amterne stiller det nødvendige antal

behandlingspladser og personale til rådighed i forbindelse med

tvangstilbageholdelse og tvangsbehandling af patienter, der i øvrigt

bør nedbringes til kun det absolut nødvendige.

Herunder finder Dansk Folkeparti det urimeligt, at der er

store forskelle i overlægernes brug af tvang både sygehusene og

amterne imellem, selv om de behandler patienter med stort set de samme

lidelser. Det er ikke tilfredsstillende, at bæltefiksering, beroligende

indsprøjtninger og andre tvangsindgreb rammer i flæng, alt efter

hvor i landet patienten bliver behandlet. F.eks. er risikoen for at blive

udsat for tvang mere end dobbelt så stor i Ringkøbing Amt som i

Ribe Amt.

Derfor mener Dansk Folkeparti grundlæggende, at hele

området burde overføres fra amterne til at ligge i statens regi,

hvilket givetvis ville give en mere ensartet behandling af patienterne. Dansk

Folkeparti vil gerne understrege vigtigheden af, at Folketinget udstikker

retningslinjer, der sikrer en mere ensartet behandling af patienterne, uanset

hvilket amt eller sygehus man behandles på.

Dansk Folkeparti finder det ligeledes kritisabelt, at

brugen af elektrochok som tvangsbehandling tilsyneladende er firedoblet

på syv år, når der er usikkerhed om værdien af selve

behandlingen og om patientens vilje til at medvirke, og Dansk Folkeparti vil

i den anledning gerne opfordre til, at loven bliver forvaltet og

administreret skønsomt over for de berørte patienter.

Målet må også være, at antallet af tvangsbehandlinger

bringes ned.

Dansk Folkeparti er endvidere skeptisk over for, at loven

trods de mange indvendinger, der er kommet under udvalgsbehandlingen,

først skal revideres i folketingsåret 2005-06.

Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes medlem

af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede

ændringsforslag. Skulle ændringsforslagene ikke blive vedtaget,

vil dette mindretal stemme imod lovforslaget ved 3. behandling.

Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af

udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 2-4 og 6-9

stillede ændringsforslag.

Et femte mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem

af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1-4 og

6-10 stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (SF og CD), tiltrådt af et

mindretal (DF, EL og KRF):

1)

Nr. 1 affattes således:

»1. § 2 affattes således:

»§ 2. Med henblik på i videst muligt omfang at forebygge

anvendelse af tvang skal sygehusmyndigheden tilbyde sygehusophold, behandling

og pleje, som svarer til god psykiatrisk sygehusstandard.

Stk. 2. En indlagt patient har som minimum krav på tilbud om

enestue, tilbud om beskæftigelse, undervisning eller aktiviteter samt

mulighed for ophold i frisk luft dagligt efter behov.««

Af et mindretal (SF og CD), tiltrådt af et mindretal (DF, EL, FP

og KRF):

2)

Efter det under nr. 2 foreslåede § 3, stk. 5,

indsættes som nyt stykke:

»Stk. 6. Amtskommunen har gennem overlægen efter

drøftelse med den pågældende patients hjemkommune ansvaret

for, at en udskreven patient tilbydes betryggende boligmæssige og

støttemæssige forhold efter udskrivelsen. Såfremt kommunen

ikke har relevante tilbud, tilbydes den pågældende patient

betryggende forhold i en anden amtskommune eller kommune for hjemkommunens

regning.«

Stk. 6 bliver herefter stk. 7.

3)

I den under nr. 2 foreslåede affattelse af §

3, stk. 6, der bliver stk. 7, indsættes efter sidste

punktum:

»Sundhedsministeren fastsætter regler for, hvilke

myndigheder og personalegrupper der kan modtage de pågældende

personlige oplysninger.«

4)

I nr. 3 indsættes efter den foreslåede § 4

a:

»§ 4 b. Psykiatriske patienter under 18 år, der er

tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt, skal holdes adskilt fra voksne

psykiatriske patienter, medmindre en sådan adskillelse vil stride mod

barnets eller den unges tarv.«

Af et mindretal (SF og CD), tiltrådt af et

mindretal (DF og EL):

5)

Efter nr. 6 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 16 indsættes efter 1. pkt. som nyt

punktum:

»En fast vagt må kun tilse én fikseret

patient ad gangen og må ikke have andre opgaver på afdelingen,

mens fikseringen foregår.««

Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:

6)

Efter nr. 7 indsættes som nyt nummer:

»02. I § 20 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Sundhedsministeren bemyndiges til at gennemføre

forsøg, hvor der på en eller flere psykiatriske afdelinger for

en tidsbegrænset periode tillige skal tilføres tvangsprotokollen

oplysning om andre former for indgreb eller restriktioner end de i stk. 1

nævnte.««

Af et mindretal (SF og CD), tiltrådt af et

mindretal (DF, EL, FP og KRF):

7)

Efter nr. 15 indsættes som nyt nummer:

»03. I § 40 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Inden Justitsministeriets afgørelse indhentes en

alternativ lægelig vurdering af den pågældende patient til

brug for afgørelsen, ligesom patientens udsagn indhentes enten ved

personligt møde eller ved skriftlig procedure.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.«

8)

Efter nr. 15 indsættes som nyt nummer:

»04. I § 41, stk. 1, indsættes efter sidste

punktum:

»Justitsministerens afgørelse skal foreligge inden

en måned fra begæring.««

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal

(udvalget med undtagelse af DF):

9)

Nr. 17 affattes således:

»17. I § 46 ændres »senest ved begyndelsen af

folketingsåret 1996-97« til »i folketingsåret 2005-06«.«

Af et mindretal (SF og CD), tiltrådt af et

mindretal (DF, EL og KRF):

Til § 4

10) I stk. 1 indsættes efter »1. januar 1999« ordene: »,

dog træder § 2, stk. 2, i lov om frihedsberøvelse og anden tvang

i psykiatrien som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, først i kraft

den 1. januar 2004«.

Bemærkninger

Til nr. 1 og 10

Formålet med ændringsforslagene er at sikre,

at alle psykiatriske patienter har visse minimumsrettigheder i forhold til

sygehusenes fysiske standard. Undersøgelser har vist, at der er en

tæt forbindelse mellem afdelingernes fysiske standard og de

aktiviteter, der sker der, og brugen af tvang. Forslagsstillerne er bekendt

med justitsministerens overordnede målsætninger for god

sygehusstandard samt den indgåede aftale mellem regeringen og

amtskommunerne om økonomisk tilskyndelse til at forbedre forholdene.

Men denne aftale kræver, at amtskommunerne selv vil afsætte

midler til forbedringerne. Der er altså ingen garanti for, at man i

alle landets amter gennemfører de fysiske forbedringer, som er

nødvendige for at imødegå brug af tvang. Derfor er et

egentligt lovkrav nødvendigt.

Imidlertid erkendes det, at ombygninger ikke kan ske

på én gang. Derfor er der i lovforslaget indarbejdet en

5-årig frist for, at den nødvendige omstilling kan ske. I denne

periode bør det også overvejes, om staten skal fortsætte

den nuværende økonomiske fordelingsnøgle, så den

samlede udbygning, der vil koste ca. 2 mia. kroner, også dækkes

40 pct. af statens midler.

Til nr. 2

Ændringsforslagets formål er at sikre, at

ingen psykiatrisk patient udskrives til »ingenting«, herunder til ophold

isoleret i egen lejlighed uden støtte, f.eks. i form af

støttekontaktpersonordning eller lignende.

Til nr. 3

Ændringsforslagets formål er at sikre kontrol

med, hvem der kan modtage oplysninger om patienters private forhold.

Til nr. 4

Det er forslagsstillernes grundlæggende opfattelse,

at børn og voksne skal holdes adskilt på de psykiatriske

afdelinger. Opfattelsen skyldes ikke blot, at en sådan adskillelse er

anført i FN's Børnekonvention, men først og fremmest, at

det er et fundamentalt rigtigt princip. Når forslagsstillerne finder

det vigtigt at få dette princip indført i selve loven, er det

for at sikre, at bestemmelsen vil gælde her i landet, selv om reglen i

Børnekonventionen måtte blive ændret eller

ophævet.

Til nr. 5

Forslagsstillerne finder det helt uacceptabelt, at det i

dag kan forekomme, at én fast vagt har tilsyn med op til 4 patienter

samtidig. En sådan behandling mindsker sikkerheden for den fikserede

på en urimelig måde.

Til nr. 6

Efter den gældende bestemmelse i psykiatrilovens §

20, stk. 1, skal oplysninger om de former for tvang, der er reguleret i

psykiatriloven, tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse,

tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og

beskyttelsesfiksering, tilføres afdelingens tvangsprotokol med

angivelse af indgrebets nærmere indhold og begrundelse.

I forbindelse med revisionen af psykiatriloven har der

været rejst spørgsmål om, hvorvidt der tillige bør

ske en registrering af visse andre former for indgreb og restriktioner, der

anvendes på psykiatriske afdelinger af behandlingsmæssige grunde

eller som led i opretholdelse af ro, orden og sikkerhed på

afdelingerne.

Som eksempler på sådanne restriktioner har

bl.a. været nævnt nægtelse af udgang og brug af

telefon.

Formålet med en sådan ordning skulle

være at skabe overblik over omfanget af såkaldt »skjult

tvang«.

En generel udvidelse af registreringspligten vil

påføre de psykiatriske afdelinger et betydeligt administrativt

merarbejde. Dette vil indebære en risiko for, at den tid, der er til

rådighed til patientkontakt, begrænses.

Efter Justitsministeriets opfattelse opvejes ulemperne ved

en generel ordning med registrering af »skjult tvang« ikke af de fordele, der

er forbundet med en sådan ordning. Justitsministeriet stiller derfor

ikke forslag herom på det foreliggende grundlag.Som anført i

bemærkningerne til lovforslaget og til ændringsforslag nr. 9

vedrørende revisionsbestemmelse vil der ved et uafhængigt

forskningsinstitut blive gennemført en undersøgelse af

psykiatrilovens virkninger, således at resultaterne heraf kan

indgå i grundlaget for det nye forslag om revision af psykiatriloven,

der skal fremsættes i folketingsåret 2005-06.

Spørgsmålet om en nærmere regulering af

andre former for indgreb og restriktioner end dem, der i dag er reguleret i

psykiatriloven, vil kunne være aktuelt i forbindelse med den kommende

revision.

For at få det bedst mulige grundlag for at tage

stilling til dette spørgsmål vil det være naturligt, at

spørgsmålet indgår i den videnskabelige

undersøgelse, der skal gennemføres forud for lovrevisionen.

Med henblik på at gøre dette muligt

foreslås det, at sundhedsministeren bemyndiges til at gennemføre

forsøg, hvor der på en eller flere psykiatriske afdelinger for

en tidsbegrænset periode tillige skal tilføres oplysning om

andre former for indgreb og restriktioner end dem, der i dag er omfattet af

registreringspligten.

Forsøgsordningen har bl.a. til formål at

afklare, hvordan en generel udvidelse af protokolleringspligten i givet fald

vil kunne udformes. Det må således bl.a. søges afklaret,

hvilke typer af indgreb og restriktioner, der bør være omfattet,

og hvordan der skal forholdes i tilfælde af gentagne anmodninger fra

samme patient eller i tilfælde, hvor der alene er tale om en kortere

tidsmæssig udsættelse, før patientens anmodning kan

imødekommes.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse tænkes

som nævnt udnyttet i tilknytning til den forestående

videnskabelige undersøgelse, hvis resultater skal indgå i

grundlaget for lovrevisionen i folketingsåret 2005-06.

Til nr. 7

Dette ændringsforslag har til formål at sikre

patientens retssikkerhed. Det er urimeligt, hvis Retslægerådet

alene foretager sine vurderinger på baggrund af anmodningen fra en

afdeling, uden at alternative vurderinger er indhentet. Da man samtidig ved,

at Retslægerådets vurderinger også har betydning for den

senere domstolsprøvelse, er det afgørende, at

Retslægerådets rådgivning sker på fuldt oplyst

grundlag.

Til nr. 8

Som systemet er i dag, kan en patient hurtigt

overføres til sikringsafdelingen, mens der er erfaring for, at

begæring om ophævelse af anbringelsen kan have flere

måneders behandlingstid. Dette synes ikke rimeligt.

Til nr. 9

Med ændringsforslaget foreslås indsat en ny

revisionsbestemmelse i psykiatriloven, der indebærer, at forslag om

revision af loven skal fremsættes for Folketinget i

folketingsåret 2005-06.

Som anført i lovforslagets bemærkninger (side

9, højre spalte) vil der ved et uafhængigt forskningsinstitut

blive iværksat en undersøgelse af psykiatrilovens virkninger,

som også inddrager bruger- og pårørendeerfaringer.

Undersøgelsen vil blive påbegyndt og gennemført så

betids, at resultaterne af undersøgelsen kan indgå i grundlaget

for det nye forslag om revision af psykiatriloven.

Lissa Mathiasen (S) fmd. Per Kaalund (S) Dorte

Bennedsen (S)

Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S) Anne Baastrup (SF) nfmd.

Sonja Albrink (CD) Elisabeth Arnold (RV) Søren Søndergaard

(EL) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V)

Karen Rønde (V) Tom Behnke (FP) Bendt Bendtsen (KF) Pernille Sams

(KF) Peter Skaarup (DF) Jann Sjursen (KRF)

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til

justitsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 13:

Ministeren anmodes om en redegørelse for den

foreslåede klageordnings forhold til grundlovens § 71, stk. 6.

Svar:

Om Justitsministeriets overvejelser om betydningen af

grundlovens § 71, stk. 6, for valg af klageordning henvises indledningsvis

til afsnit 5.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger (L 36 s.

20-21).

Endvidere henvises til Justitsministeriets besvarelse af

2. maj 1997 af spørgsmål nr. 19 vedrørende L 133, hvori

der i anledning af et lignende spørgsmål fra Retsudvalget er

anført følgende:

»Som det fremgår af afsnit 5.3. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget, er det i overvejelserne om den

foreslåede forenkling af klageordningen bl.a. indgået, at

patienten efter grundlovens § 71, stk. 6, har krav på at få

prøvet lovligheden af en tvangsindlæggelse eller

tvangstilbageholdelse ved de almindelige domstole eller anden dømmende

myndighed.

Får patientklagenævnet - som det er

foreslået ved lovforslaget - kompetence til i første instans at

tage stilling til klager over tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse, skal patienten således stadig have mulighed for

at få patientklagenævnets afgørelse om

tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse prøvet ved

domstolene. Det er da også baggrunden for, at det i § 37 i

lovforslagets § 1, nr. 13 [§ 1, nr. 14, i L 36] er fastsat, at

sygehusmyndigheden [efter den tilsvarende bestemmelse i L 36

patientklagenævnet] efter anmodning fra patienten eller

patientrådgiveren skal indbringe patientklagenævnets

afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse og tilbageførsel for retten efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 43 a.

Ved overvejelserne om den foreslåede forenkling af

klageordningen er det også taget i betragtning, at grundlovens § 71,

stk. 6, ikke antages at være til hinder for, at der fastsættes

bestemmelser, hvorefter en forudgående administrativ klagemulighed skal

være udnyttet, før sagen kan indbringes for domstolene. Det kan

i den forbindelse oplyses, at ordningen efter § 9 i den tidligere

sindssygelov, der var gældende frem til den 1. oktober 1989, var den,

at afgørelser om tvangstilbageholdelse kunne påklages til

Justitsministeriet og derefter indbringes for domstolene efter

retsplejelovens kapitel 43 a.

Med hensyn til vigtigheden af, at behandlingen af sager om

frihedsberøvelse under en sådan klageordning fremmes mest

muligt, henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 6. [I

Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 6

vedrørende L 133 er bl.a. redegjort for baggrunden for forslaget om

ændring af retsplejelovens § 470, der sigter på at fremskynde

rettens behandling af sager om bl.a. tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse efter psykiatriloven mest muligt, jf. herved s. 23 og

50-51 i L 36.]

I overvejelserne om den foreslåede forenkling af

klageordningen er desuden indgået, at flertallet i det udvalg, der

forberedte psykiatriloven, anbefalede en lignende klagemodel. Flertallets

forslag byggede således også på, at klager over

frihedsberøvelse i første instans skulle behandles af de lokale

patientklagenævn, jf. afsnit 5.2. i de almindelige bemærkninger

til lovforslaget.

Det kan i øvrigt oplyses, at lovforslaget om

revision af psykiatriloven har været sendt til høring bl.a. hos

Den Danske Dommerforening, og at Dommerforeningens høringssvar er

sendt til Retsudvalget ved skrivelse af 28. februar 1997. I Dommerforeningens

høringssvar nævnes ikke grundlovsmæssige

betænkeligheder ved klageordningen. Dommerforeningen fraråder dog

i sin udtalelse, at man ændrer grundlæggende ved klageordningen,

idet foreningen finder, at lovforslaget svækker retssikkerheden

betænkeligt.«

Spørgsmål nr. 15:

Ministeren anmodes om en detaljeret redegørelse for

den foreslåede klageordning i forhold til den eksisterende, herunder en

besvarelse af bl.a. følgende spørgsmål:

Hvilke typer klager behandles administrativt, og hvilke behandles af

domstolene?

På hvilket tidspunkt kan/skal klager indbringes for

domstolene?

Hvem kan/skal indbringe klager for administrative myndigheder og for

domstolene?

Hvilke klager har opsættende virkning?

Svar:

1.

For så vidt angår spørgsmålet om,

hvilke typer klager der behandles administrativt, og hvilke der behandles ved

domstolene, kan følgende oplyses:

Eksisterende klageordning.

Klager over tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse indbringes for byretten i 1. instans med mulighed for

anke til landsretten, jf. psykiatrilovens § 34, stk. 1, og retsplejelovens

kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt

frihedsberøvelse.

Klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering,

anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering behandles i 1. instans

af de lokale patientklagenævn, jf. psykiatrilovens §§ 35-36.

Patientklagenævnets afgørelser kan påklages til

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. psykiatrilovens § 38. Er

sådanne klager tillige rettet mod bestemte sundhedspersoners faglige

virksomhed, behandles også denne del af klagen af det lokale

patientklagenævn med klageadgang til Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn.

Klager, der alene angår sundhedspersoners faglige

virksomhed, indbringes direkte for Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn, jf. § 12, stk. 1, 1. pkt., i lov nr. 397 af 10. juni

1987 med senere ændringer om sundhedsvæsenets centralstyrelse

m.v. (centralstyrelsesloven).

Klager over personalets adfærd i

øvrigt skal rettes til arbejdsgiveren, dvs. sygehusmyndigheden

(vedkommende amtskommune eller Hovedstadens Sygehusfællesskab). Det

samme gælder klager over mindre vidtgående tvangsindgreb,

f.eks. fratagelse af knive og spiritus. Klager over forholdene i

øvrigt på en psykiatrisk afdeling skal også rettes til

sygehusmyndigheden. Embedslægen vil som tilsynsmyndighed efter

omstændighederne også kunne behandle sådanne

spørgsmål.

Patientens klager over patientrådgiveren

indbringes for statsamtmanden, hvis afgørelser kan indbringes for

Justitsministeriet.

Tilsynet i henhold til grundlovens § 71, stk. 7,

fører tilsyn med behandlingen af administrativt

frihedsberøvede patienter på psykiatriske afdelinger.

Endelig har Folketingets Ombudsmand en umiddelbar adgang

til bl.a. at foretage inspektioner på de psykiatriske sygehuse

og afdelinger.

Retstilstanden efter en vedtagelse af lovforslaget.

Ved lovforslaget om revision af psykiatriloven

foreslås de lokale patientklagenævns saglige kompetence udvidet,

således at klager over tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse og tilbageførsel fremover skal behandles af

disse patientklagenævn i 1. instans, jf. § 35 i lovforslagets § 1, nr.

14 (L 36 s. 2-3 og 47-48).

Patientklagenævnets afgørelser

vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og

tilbageførsel kan indbringes for retten efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 43 a, jf. § 37, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 14

(L 36 s. 3 og 48-49).

Lovforslaget medfører ikke i øvrigt

ændringer i de gældende klageveje.

2.

Med hensyn til spørgsmålet om, på hvilket

tidspunkt klager kan/skal indbringes for domstolene, kan følgende

oplyses:

De gældende fristregler.

Patienten kan forlange domstolsprøvelse, så

snart der foreligger en frihedsberøvelse (tvangsindlæggelse

eller tvangstilbageholdelse). Sygehusmyndigheden skal herefter inden 5

søgnedage efter begæringens fremsættelse indbringe sagen

for retten, jf. retsplejelovens § 469, stk. 2.

I retsplejelovens § 469, stk. 4, er fastsat regler, der

sætter visse tidsfrister for patientens adgang til at forlange

domstolsprøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. Efter

§ 469, stk. 4, skal begæring om sagens indbringelse for retten efter

reglerne i dette kapitel således fremsættes inden 4 uger efter

frihedsberøvelsens ophør. Senere fremsættelse af

begæringen kan dog indtil 6 måneder efter

frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis tillades af retten,

når der foreligger særlig grund til at afvige fra fristen.

Har retten godkendt, at patienten tvangstilbageholdes, kan

spørgsmålet om udskrivning først på ny

begæres prøvet efter retsplejelovens kap. 43 a, når der er

forløbet 2 måneder efter rettens afgørelse, jf.

psykiatrilovens § 34, stk. 2.

Retstilstanden efter en vedtagelse af lovforslaget.

Som nævnt ovenfor medfører lovforslaget, at

klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og

tilbageførsel i 1. instans behandles i de lokale

patientklagenævn. Det indebærer, at patienten først kan

forlange domstolsprøvelse, når patientklagenævnet har

truffet afgørelse, jf. § 37, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 14,

hvorefter patientklagenævnet efter anmodning fra patienten eller

patientrådgiveren skal indbringe sine afgørelser

vedrørende tvangsindlæggelse m.v. for retten efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 43 a. Patientklagenævnet skal forelægge

sagen for retten inden 5 søgnedage efter begæringens

fremsættelse.

I tilknytning til denne ændring af klageordningen

indeholder lovforslaget en mindre ændring af fristreglen i

retsplejelovens § 469, stk. 4. Det foreslås således, at fristerne

(4 uger og 6 måneder) for at fremsætte begæring om sagens

indbringelse for retten efter reglerne i kapitel 43 a i sager om

tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel regnes

fra patientklagenævnets afgørelse i sagen (og ikke fra

frihedsberøvelsens ophør), jf. lovforslagets § 2, nr. 2 (L 36

s. 4 og 50).

Godkender patientklagenævnet, at patienten

frihedsberøves, kan spørgsmålet om udskrivning

først på ny begæres prøvet i

patientklagenævnet, når der er forløbet 2 måneder

efter nævnets afgørelse. Har spørgsmålet om

frihedsberøvelsens lovlighed været indbragt for retten, regnes

fristen fra rettens afgørelse, jf. § 37, stk. 2, i lovforslagets § 1,

nr. 14.

3.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvem

der kan/skal indbringe klager for administrative myndigheder og for

domstolene, kan følgende oplyses:

De gældende regler.

Efter psykiatrilovens § 34, stk. 1, påhviler det

sygehusmyndigheden efter anmodning fra patienten eller

patientrådgiveren at indbringe afgørelser vedrørende

tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse for retten efter regler i

retsplejelovens kapitel 43 a. Efter retsplejelovens § 469, stk. 2, 1. pkt.,

skal forelæggelsen for retten finde sted inden 5 søgnedage

efter, at anmodningen er fremsat.

Efter psykiatrilovens § 36 påhviler det også

sygehusmyndigheden efter anmodning fra patienten eller

patientrådgiveren at indbringe klager over tvangsbehandling,

tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering for

patientklagenævnet.

At der i psykiatrilovens §§ 34 og 36 er fastsat en pligt

for sygehusmyndigheden til at indbringe klager, som patienten ønsker

at fremsætte, afskærer ikke patienten eller efter

omstændighederne patientrådgiveren fra selv at indbringe

klagen.

Retstilstanden efter en vedtagelse af lovforslaget.

Ved §§ 35 og 37, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 14,

videreføres de gældende regler med de ændringer, der

følger af, at patientklagenævnet i 1. instans behandler klager

over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og

tilbageførsel.

Efter § 35 får sygehusmyndigheden således

også pligt til efter anmodning fra patienten eller

patientrådgiveren at indbringe klager over tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse og tilbageførsel for patientklagenævnet.

Endvidere pålægges patientklagenævnet pligt til efter

anmodning fra patienten eller patientrådgiveren at indbringe sine

afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse og tilbageførsel for retten efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 43 a, jf. § 37, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr.

14.

4.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvilke klager der

har opsættende virkning, henvises til pkt. 1 i besvarelsen 26. januar

1998 af spørgsmål nr. 1 vedrørende L 75, hvori der er

redegjort nærmere både for de gældende regler om

opsættende virkning af klage i psykiatrilovens § 32 og den

foreslåede udvidelse af muligheden for at iværksætte

tvangsbehandling, selv om patienten klager, jf. § 32, stk. 3, i lovforslagets

§ 1, nr. 14 (L 36 s. 2 og 46).

Spørgsmål nr. 36:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af d.d. fra

Danske Psykiatere og Børne-ungdomspsykiatere, jf. bilag 49.

Svar:

I henvendelsen fra Danske Psykiatere og

Børne-ungdomspsykiatere opfordres til, at man i bemærkningerne

til lovforslaget om revision af psykiatriloven også prioriterer

beskrivelsen og kvaliteten af den del af den psykiatriske behandling, som

udgøres af personalebistand.

Hertil bemærkes, at spørgsmålet om

personalenormering allerede indgår i den foreslåede ændring

af psykiatrilovens § 2 i lovforslagets § 1, nr. 1. Som det fremgår,

foreslås således en ny affattelse af psykiatrilovens § 2, hvori

personalenormering udtrykkeligt nævnes i tilknytning tildefinitionen af

god psykiatrisk sygehusstandard.

Der henvises endvidere til pkt. 4.3. i lovforslagets

almindelige bemærkninger, hvor der på side 17, 2. spalte, jf.

side 61, er redegjort nærmere for den del af aftalen mellem regeringen

og de amtskommunale parter, der vedrører personaleressourcer.

Nogle af udvalgets spørgsmål til

justitsministeren og justitsministerens og sundhedsministerens svar

herpå fra folketingsåret 1997-98, 1. samling, (L 75)

Spørgsmål nr. 4:

Hvilke forskrifter gælder der for politiets

uniformering under tvangsindlæggelser?

Svar:

Efter psykiatrilovens § 7, stk. 1, træffer politiet

bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse og yder

bistand hertil. De nærmere regler om fremgangsmåden ved

gennemførelsen af tvangsindlæggelser er fastsat i

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 613 af 20. september 1989.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 12, at en

tvangsindlæggelse skal gennemføres så skånsomt og

diskret som muligt, således at der ikke forvoldes unødig

krænkelse eller ulempe. Efter bestemmelsen skal de

polititjenestemænd, der medvirker ved en tvangsindlæggelse,

så vidt muligt være civilklædte. Befordres patienten i et

af politiets køretøjer, skal dette så vidt muligt ske i

et civilt tjenestekøretøj.

Spørgsmål nr. 13:

Vil ministeren udsende nærmere regler for, hvorledes

man fører journaler i overensstemmelse med god psykiatrisk standard,

herunder hvordan det sikres, at lægerne rent faktisk forpligtes til at

sikre, at patienter, der måtte have et ønske om det, kan give en

forhåndstilkendegivelse af, hvilke indgreb de finder mindst

krænkende?

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af

spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Sundhedsministeriet.

Udtalelsen vedlægges.

Sundhedsministerens bidrag til justitsministerens besvarelse af

spørgsmål nr. 13, som Retsudvalget har stillet den 15. december

1997:

Der er fastsat regler om lægers journalføring

i Sundhesstyrelsens cirkulære nr. 235 af 19. december 1996 om

lægers pligt til at føre ordnede optegnelser

(journalføring). Cirkulæret er uddybet i Sundhedsstyrelsens

Vejledning nr. 236 af 19. december 1996 om lægers

journalføring.

Af § 6, stk. 1, pkt. 9, i Sundhedsstyrelsens

cirkulære om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser

(journalføring) fremgår, at en læge har pligt til for

enhver patient at oprette en journal, der blandt andet skal indeholde

oplysninger om, hvilken information der er givet til patienten. Journalen

skal endvidere indeholde patientens tilkendegivelser på baggrund af den

givne information, jf. også § 16 i Sundhedsstyrelsens cirkulære

nr. 163 af 22. september 1992 om information og samtykke m.v. (»Lægers

pligt og patienters ret«).

Det er således allerede i dag fastsat, at en

læge har pligt til at notere patientens tilkendegivelser om bl.a.

ønsker til behandlingen i journalen.

På den baggrund skønnes der ikke at

være behov for at udsende yderligere regler for lægers

journalføring.

Når lovforslaget er vedtaget, vil Sundhedsstyrelsen

informere om den retstilstand, der på dette punkt er beskrevet i

Retsudvalgets beretning og i lovforslagets bemærkninger.

Spørgsmål nr. 15:

Der ønskes en redegørelse for betydningen

for den fremtidige praksis i psykiatrien af, at Retsudvalget i sin beretning

over lovforslag nr. L 133 (folketingsåret 1996-97) har anbefalet

forskellige tiltag. Betyder anbefalingerne, at de respektive ministre er

forpligtede til at søge udført disse henstillinger, eller kan

de sidde dem overhørig? Besvarelsen ønskes givet såvel

for så vidt angår den retlige som den politiske forpligtelse. Er

sundhedsministeren eksempelvis forpligtet til at præcisere, hvad god

psykiatrisk standard er over for patienter, der ønsker at give en

forhåndstilkendegivelse af, hvilke indgreb de finder mindst

indgribende?

Svar:

1.

Det generelle spørgsmål om, hvorvidt

folketingsbeslutninger og udvalgsberetninger, der ikke er vedtaget med

hjemmel i grundloven, Folketingets forretningsorden eller den øvrige

lovgivning, har en retlig betydning, er bl.a. behandlet af Henrik Zahle i

Dansk forfatningsret 1 (1995), side 297 ff. Zahle anfører (side 312)

sammenfattende følgende:

»Efter min opfattelse må folketingsbeslutninger

anerkendes som retligt relevante. Og tilsvarende gælder med hensyn til

udvalgsberetninger. Heraf følger, at sådanne tilkendegivelser

kan og skal tages i betragtning som en del af det retskildegrundlag, som

myndigheder arbejder efter.«

I den øvrige statsretlige litteratur er det

almindeligt antaget, at regeringen ikke er retligt forpligtet til at

følge folketingsbeslutninger, der pålægger eller opfordrer

regeringen til at fremsætte et lovforslag med et nærmere bestemt

indhold eller træffe andre foranstaltninger, jf. bl.a. Alf Ross, Dansk

Statsforfatningsret (3. udgave ved Ole Espersen, 1980), side 313, Peter

Germer, Statsforfatningsret (2. udgave, 1995), side 68, og Lars Busck,

Folketingets kontrol med forvaltningen (1988), side 110 ff.

Peter Germer, a.st., og Lars Busck, a.st., side 125 ff.,

antager dog samtidig, at såfremt regeringen ikke agter at efterleve en

beslutning, påhviler det vedkommende minister at tilkendegive dette

over for Folketinget, jf. ministeransvarlighedslovens § 5.

I overensstemmelse med, hvad der således må anses for den

almindelige antagelse i den statsretlige litteratur, er det

Justitsministeriets opfattelse, at en minister ikke er retligt forpligtet

(jf. ministeransvarlighedslovens § 5) til at fremsætte lovforslag med

et nærmere bestemt indhold til opfyldelse af en folketingsbeslutning

herom. Der må dog i så fald påhvile ministeren en pligt til

at underrette Folketinget om regeringens overvejelser og om begrundelsen for,

at regeringen ikke finder, at der bør fastsættes regler af den

karakter, som beslutningen lægger op til. Efter Justitsministeriets

opfattelse bør en minister følge en tilsvarende

fremgangsmåde, for så vidt angår et udvalgsflertals

henstillinger, der er indeholdt i f.eks. en beretning fra udvalget.2.

Med hensyn til den foreliggende beretning fra Folketingets Retsudvalg

bemærkes følgende:

Folketingets Retsudvalg afgav den 2. oktober 1997 en beretning over forslag

til lov om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i

psykiatrien og retsplejeloven (Revision af psykiatriloven) (L 133). Dette

lovforslag bortfaldt ved udgangen af folketingsåret 1996-97.

Det lovforslag om revision af psykiatriloven, der herefter

blev fremsat for Folketinget den 14. november 1997 (L 75), indeholder i

afsnit 1.b. i lovforslagets almindelige bemærkninger en

redegørelse for de anbefalinger og synspunkter m.v., som er

anført i Retsudvalgets beretning, jf. lovforslaget side 7-8.

I afsnit 1.c. i lovforslagets almindelige

bemærkninger er på denne baggrund redegjort for de

ændringer i det nye lovforslag, som tilkendegivelserne i Retsudvalgets

beretning har givet anledning til, jf. lovforslaget side 8-9. I dette afsnit

er der også redegjort for de overvejelser og initiativer, som

Retsudvalgets beretning i øvrigt har givet anledning til.

Som eksempel kan nævnes overvejelserne om Det Etiske

Råds forslag om muligheden for at udfærdige en

forhåndstilkendegivelse om, hvilke indgreb af tvangsmæssig

karakter den enkelte patient vil foretrække. Herom er i Retsudvalgets

beretning anført følgende, jf. afsnit 1.b. i lovforslagets

almindelige bemærkninger:

»Retsudvalget har også overvejet Det Etiske

Råds forslag om muligheden for at udfærdige en

forhåndstilkendegivelse om, hvilke indgreb af tvangsmæssig

karakter den enkelte patient vil foretrække. Det anføres, at det

må anses for at være i overensstemmelse med god psykiatrisk

behandling, at man i videst muligt omfang sikrer, at patienter, der

måtte have et ønske om at give en forhåndstilkendegivelse

af, hvilke indgreb der findes mindst krænkende og mindst indgribende i

personlighedsintegriteten, får mulighed herfor.

Retsudvalget har forstået, at det følger af

reglerne for lægers journalføring, at patientens ønsker

til behandlingen skal noteres i journalen. Patientens tilkendegivelser kan

fremsættes ved indlæggelsen, under indlæggelsen og i

forbindelse med udskrivningen, og ønskerne kan fremsættes

såvel mundtligt som skriftligt. Det er udtryk for god lægeskik at

inddrage patientens tilkendegivelser som vejledende for overlægen i

dennes overvejelser om tilrettelæggelsen af behandlingen - også i

tilfælde, hvor behandling uden patientens samtykke kommer på

tale.«

Om Justitsministeriets overvejelser anføres i

afsnit 1.c. i lovforslagets almindelige bemærkninger

følgende:

»Med hensyn til Det Etiske Råds forslag om en form

for anerkendelse af forhåndserklæringer om psykiatrisk behandling

finder Justitsministeriet heller ikke behov for særlige lovregler

herom. Som anført i Retsudvalgets beretning følger det af

reglerne for lægers journalføring, at patientens ønsker

til behandlingen noteres i journalen. Patientens tilkendegivelser kan

fremsættes ved indlæggelsen, under indlæggelsen og i

forbindelse med udskrivningen, og ønskerne kan fremsættes

såvel mundtligt som skriftligt. Det er udtryk for god lægeskik at

inddrage patientens tilkendegivelser som vejledende for overlægen i

dennes overvejelser om tilrettelæggelsen af behandlingen - også i

tilfælde, hvor behandling uden patientens samtykke kommer på

tale.«

Som det fremgår, er Retsudvalgets beretning over det

nu bortfaldne lovforslag om revision af psykiatriloven indarbejdet i det nye

lovforslag. Beretningen er herved blevet en del af forarbejderne til det

revisionsforslag, som Folketinget nu behandler, og vil derfor, hvis

lovforslaget vedtages, have betydning for fortolkningen og administrationen

af psykiatriloven.

Specielt for så vidt angår

spørgsmålet om journalføring af patienternes

tilkendegivelser og om betydningen af sådanne tilkendegivelser,

henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 13. Som det

fremgår heraf, vil Sundhedsstyrelsen efter en vedtagelse af

lovforslaget informere om den retstilstand, der på dette punkt er

beskrevet i Retsudvalgets beretning og i lovforslagets

bemærkninger.

Spørgsmål nr. 16:

Når det i forslaget til § 3, stk. 6, angives, at den

psykiatriske afdeling kan videregive oplysninger om »patienters rent private

forhold«, bør dette så ikke som beskyttelse for patienten alene

omhandle »relevante private forhold«?

Svar:

Efter § 3, stk. 6, i lovforslagets § 1, nr. 2, kan den

psykiatriske afdeling videregive oplysninger om patienters rent private

forhold til andre myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl.,

hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn til

indgåelse af og tilsyn med overholdelse af en udskrivningsaftale eller

en koordinationsplan. I samme omfang kan myndigheder, privatpraktiserende

sundhedspersoner m.fl. videregive oplysninger om patienter til den

psykiatriske afdeling og andre myndigheder, privatpraktiserende

sundhedspersoner m.fl.

Som det fremgår af ordlyden af den foreslåede

bestemmelse og lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen, jf. s. 41,

kan oplysninger kun videregives, hvis det er nødvendigt af hensyn til

muligheden for indgåelse af og tilsyn med overholdelse af

udskrivningsaftaler eller koordinationsplaner. Er en oplysning ikke relevant

for indgåelse af og tilsyn med overholdelse af en udskrivningsaftale

eller koordinationsplan, vil betingelsen om, at videregivelsen må anses

for nødvendig, ikke være opfyldt, og der vil derfor ikke

være hjemmel til at videregive en sådan oplysning.

Lignende dokumenter