Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, retsplejeloven og straffeloven
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Retsudvalget den
11. juni 1998
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om
frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, retsplejeloven og
straffeloven
(Revision af psykiatriloven m.v.)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder
og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som
denne har besvaret dels skriftligt, dels mundtligt, samt til
sundhedsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Nogle af udvalgets spørgsmål samt
justitsministerens og sundhedsministerens svar herpå er optrykt som
bilag til betænkningen.
I udvalgets behandling af lovforslaget er tillige
indgået materiale fra udvalgets behandling af det tilsvarende
lovforslag i folketingsåret 1997-98, 1. samling (L 75).
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller
mundtlige henvendelser fra:
Danske Psykiatere og Børne-ungdomspsykiatere,
Den Almindelige Danske Lægeforening,
Fagligt Netværk Socialpsykiatri,
Jensen, Lars, Rødekro,
Landsforeningen Sind og
Medborgernes Menneskerettigheds Kommission.
Der er af justitsministeren og af et mindretal stillet
ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende
bemærkninger.
En række spørgsmål har været
Læs alt
særligt drøftet i forbindelse med udvalgets behandling af
lovforslaget. Et flertal (udvalget med undtagelse af Dansk Folkepartis og
Centrum-Demokraternes medlemmer) bemærker i den anledning
følgende:
Udvalget har drøftet de særlige
spørgsmål, der knytter sig til tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse af børn og unge på voksenpsykiatriske
afdelinger. Udvalget har i den forbindelse stillet spørgsmål til
justitsministeren om foreneligheden heraf med artikel 37, litra c, i FN's
Børnekonvention.
Det fremgår af justitsministerens besvarelse af
udvalgets spørgsmål, at Justitsministeriet er mest
tilbøjelig til at mene, at pligten ifølge artikel 37, litra c,
i FN's Børnekonvention til at sikre, at børn og unge, der
frihedsberøves, som udgangspunkt skal holdes adskilt fra voksne, ikke
kun gælder inden for strafferetsplejen, men f.eks. også
gælder i tilfælde, hvor børn og unge er tvangsindlagt
eller tvangstilbageholdt på en psykiatrisk afdeling efter
psykiatrilovens regler.
Af besvarelsen fremgår også, at
Sundhedsministeriet har oplyst, at tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse af børn og unge i henhold til psykiatriloven
på lukkede voksenpsykiatriske afdelinger kun forekommer i meget
beskedent omfang.
Om der er sket en overtrædelse af artikel 37, litra
c, i tilfælde, hvor unge tvangsindlægges eller
tvangstilbageholdes sammen med voksne, beror på en konkret vurdering
af, hvad der i det enkelte tilfælde tjener den unges tarv.
Flertallet lægger afgørende vægt
på, at Børnekonventionens regler overholdes.
Det er i den forbindelse vigtigt, at sygehusmyndighederne
vejledes om Børnekonventionens krav på dette punkt.
Der er endvidere behov for en forbedring af forholdene for
tvangsindlagte og tvangstilbageholdte unge, således at det sikres, at
Børnekonventionen ikke overtrædes. Efter flertallets opfattelse
er der imidlertid også mere generelt behov for en forbedring af
indsatsen på det børne- og ungdomspsykiatriske område.
Flertallet har i den forbindelse noteret sig regeringens
aftale af 4. april 1997 med de kommunale parter om den fortsatte udbygning af
tilbudene til sindslidende, hvorefter der vil ske en markant styrkelse af de
børne- og ungdomspsykiatriske behandlingstilbud i de kommende
år. Denne styrkede indsats vil også indebære øget
kvalitet i behandlingstilbudene til gruppen af psykisk syge børn og
unge, der har behov for at blive indlagt, eventuelt ved tvang.
Det fremgår bl.a. af aftalen, at der ved udgangen af
år 2005 skal være etableret ungdomspsykiatriske funktioner i alle
amter. I amter med et stort befolkningsunderlag kan der etableres et
ungdomspsykiatrisk afsnit med lukket eller skærmet afsnit.
Flertallet har hæftet sig ved, at der mellem
aftaleparterne er enighed om, at psykisk syge børn og unge skal
undersøges og behandles på børne- og ungdomspsykiatriske
afdelinger. Antallet af børn og unge, der indlægges på
voksenpsykiatrisk afdeling med psykiatrisk hoveddiagnose, skal derfor gennem
udbygning af børne- og ungdomspsykiatrien reduceres væsentligt
inden år 2000.
Flertallet lægger vægt på, at
gennemførelsen af aftalen nøje følges, således at
der eventuelt kan tages nye initiativer, hvis den hidtidige indsats viser sig
utilstrækkelig til at nå de opstillede mål, herunder
på det børne- og ungdomspsykiatriske område.
Flertallet lægger i øvrigt vægt
på, at regeringen søger at indgå en ny psykiatriaftale med
amterne, Københavns og Frederiksberg Kommuner i god tid, inden den
nuværende aftale udløber ved udgangen af 1999. Flertallet har
med tilfredshed noteret sig, at der i den gældende aftale er enighed
om, at det er målsætningen, at alle patienter skal have tilbud om
enestue.
Det er vigtigt, at patienter, der udskrives, ikke efter
udskrivningen lades i stikken. Flertallet er derfor enig i forslaget om, at
der ydes en særlig støtte i form af udskrivningsaftaler og
koordinationsplaner til patienter, som ellers risikerer at falde ud af
behandlingssystemet, uden at nogen lægger mærke til det,
før det er for sent.
Flertallet lægger i den forbindelse vægt
på, at ordningen indebærer en række
myndighedsforpligtelser. Ordningen indebærer således en pligt for
overlægen til at sørge for, at udskrivningsaftalen indgås,
eller koordinationsplanen opstilles. Formålet med aftalen/planen er
bl.a. at få præciseret, hvem der har pligten til at følge
patienten efter udskrivningen.
Flertallet lægger endvidere vægt på, at
de relevante myndigheder m.v., herunder på det behandlingsmæssige
og sociale område, positivt medvirker til aftalernes og planernes
gennemførelse, herunder ved at stille de tilbud m.v. til
rådighed, som de har tilsluttet sig som en del af aftalen/planen.
Flertallet lægger også vægt på, at
kredsen af myndigheder m.v., som kan modtage oplysninger, der er
nødvendige i forbindelse med indgåelse af og tilsyn med
overholdelse af en udskrivningsaftale/koordinationsplan, nærmere
angives i en vejledning i tilknytning til loven.
Flertallet lægger endelig vægt på, at
der i forhold til den udskrevne er tale om tilbud, som ikke vil kunne
gennemtvinges over for den pågældende.
Allerede den gældende psykiatrilov indeholder
bestemmelser om behandlingsplaner, der har til formål at sikre, at
patientens ønsker inddrages ved tilrettelæggelsen af
behandlingen, således at patienten har medindflydelse på den
behandling, der iværksættes.
I forlængelse heraf lægger flertallet
vægt på, at det sikres, at patienter, der måtte have et
ønske om på forhånd at tilkendegive, hvilke indgreb der
findes mindst krænkende og mindst indgribende i
personlighedsintegriteten, får mulighed herfor. En sådan
forhåndstilkendegivelse skal kunne afgives ved indlæggelsen,
under indlæggelsen og i forbindelse med udskrivningen.
Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at
patientens ønsker til behandlingen skal noteres i journalen, og at
overlægen skal inddrage patientens tilkendegivelser som vejledende i
forbindelse med tilrettelæggelsen af behandlingen, også i
tilfælde, hvor anvendelse af tvang kommer på tale.
Flertallet er enig i, at sådanne tilkendegivelser
ikke kan være bindende for den behandlingsansvarlige overlæge.
Flertallet forudsætter imidlertid samtidig, at patientens
tilkendegivelser tages alvorligt og respekteres i det omfang, det er
foreneligt med hensynet til en forsvarlig behandling.
Udvalget har under lovforslagets behandling også
drøftet spørgsmålet om fast vagt til bæltefikserede
patienter. Allerede den gældende psykiatrilov stiller i § 16 krav om,
at en patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.
Formålet med ordningen er dels at betage bæltefiksering noget af
den traumatiske effekt, som kan være forbundet med at blive fikseret og
ladt alene, dels at beskytte patienten mod eventuelle overgreb eller gener
fra medpatienter.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at en
fast vagt er en hertil udpeget plejer, sygeplejerske eller andet kvalificeret
personale, som ikke samtidig har andre arbejdsopgaver end at tage sig af den
eller de bæltefikserede patienter, som den pågældende er
fast vagt for. Tilsynet bør udføres med hensyntagen til
patientens egne ønsker og respekt af dennes værdighed og
selvfølelse, herunder også retten til et vist privatliv,
når dette ikke er uforeneligt med hensynet til patientens
sikkerhed.
I forlængelse heraf skal flertallet fremhæve,
at de gældende regler om fast vagt indebærer, at den faste vagt
skal være fysisk til stede hos den eller de bæltefikserede
patienter. De krav, der stilles til en fast vagt, kan derfor ikke opfyldes
ved terminalovervågning.
Endelig har flertallet i forbindelse med drøftelsen
af spørgsmålet om god psykiatrisk sygehusstandard noteret sig
justitsministerens svar på udvalgets spørgsmål 36, der er
optrykt som bilag til betænkningen, hvoraf det fremgår, at
personalebistanden også er et led i den gode psykiatriske
sygehusstandard.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk
Folkepartis medlem af udvalget) finder, at der samlet er sket forbedringer
ved denne ændring af loven om tvang i psykiatrien. Men det er SF's
erfaring, at det er vigtigt, at Folketinget til stadighed konfronteres med
selve loven. SF lægger derfor megen vægt på
justitsministerens ændringsforslag om en egentlig revisionsbestemmelse.
Denne revisionsbestemmelse skal bruges til at få de ændringer,
som måtte følge af den af justitsministeren lovede
undersøgelse af loven, indarbejdet i et nyt lovgrundlag i
folketingsåret 2005-06. I den forbindelse håber SF, at det vil
blive overvejet helt at droppe lov om tvang i psykiatrien og i stedet
indsætte et afsnit i lov om patientrettigheder.
Under arbejdet i Retsudvalget er der stillet en lang
række spørgsmål på baggrund af den offentlige debat
samt henvendelser til udvalget. Nogle af disse spørgsmål og
svarene herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Sideløbende med dette lovforslags behandling har
der været stor aktivitet i amtskommunerne med henblik på at sikre
bedre forhold for de sindslidende, hvilket er helt afgørende, hvis
brugen af tvang skal begrænses. SF finder, at dette arbejde skal
følges op, således at der over en årrække kan ske
forbedring af samtlige hospitaler, så det kan lade sig gøre at
tilbyde enestue, flere tilbud om aktiviteter samt adgang til frisk luft. Det
fokus, der har været på psykiatrien de sidste år, må
ikke forsvinde med vedtagelsen af dette lovforslag. SF har derfor sammen med
CD's medlem af Retsudvalget stillet ændringsforslag, som sikrer en
egentlig ret til enestuer m.v.
Under behandlingen af lovforslaget modtog udvalget et svar
fra justitsministeren, hvoraf det fremgår, at man ikke overholder
Børnekonventionen, når man tvangsindlægger børn og
unge på voksenafdelinger. Mindretallet støtter naturligvis
udvalgets generelle opbakning til, at Børnekonventionen skal
overholdes, men finder, at en egentlig lovgivning herom er det optimale.
Undervejs i behandlingen af lovforslaget har der
været en del debat om udskrivningsaftaler og koordineringsplaner. Mange
har udtalt sig skeptisk over for denne nydannelse. SF finder imidlertid, at
det er afgørende vigtigt, at der gives de fornødne tilbud til
patienter, der har brug for støtte ved udskrivning, men muligheden for
at lave koordineringsplaner uden patientens samtykke forventer SF bliver
undtagelsen, og i den forbindelse skal det understreges, at
koordineringsplanerne kun er tilbud.
Endvidere skal opmærksomheden henledes på, at
justitsministeren i den lovede undersøgelse, jf. Retsudvalgets
beretning over lovforslag nr. L 133 fra folketingsåret 1996-97, har
givet tilsagn om, at man også vil følge udviklingen inden for
udskrivningsaftaler og koordineringsplaner. I den forbindelse er det vigtigt,
at ministeren har lovet, at også brugeres og pårørendes
erfaringer inddrages med henblik på at sikre en ordentlig evaluering.
Herunder finder SF, at det bør overvejes, om ikke det ville være
en god idé, at koordineringsplaner udarbejdes med
patientrådgiveren som deltager, selv om der ikke må være
tvang forbundet med disse planer.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,
Venstres, Det Konservative Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af
udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren under nr. 6
og 9 stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og
Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse
med de stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af
udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling,
men vil stemme for de under nr. 1-8 og 10 stillede ændringsforslag.
Dansk Folkeparti ser helt bestemt fornuftige elementer i
lovforslaget, men finder generelt ikke, at lovforslaget i nødvendigt
omfang sikrer, at amterne stiller det nødvendige antal
behandlingspladser og personale til rådighed i forbindelse med
tvangstilbageholdelse og tvangsbehandling af patienter, der i øvrigt
bør nedbringes til kun det absolut nødvendige.
Herunder finder Dansk Folkeparti det urimeligt, at der er
store forskelle i overlægernes brug af tvang både sygehusene og
amterne imellem, selv om de behandler patienter med stort set de samme
lidelser. Det er ikke tilfredsstillende, at bæltefiksering, beroligende
indsprøjtninger og andre tvangsindgreb rammer i flæng, alt efter
hvor i landet patienten bliver behandlet. F.eks. er risikoen for at blive
udsat for tvang mere end dobbelt så stor i Ringkøbing Amt som i
Ribe Amt.
Derfor mener Dansk Folkeparti grundlæggende, at hele
området burde overføres fra amterne til at ligge i statens regi,
hvilket givetvis ville give en mere ensartet behandling af patienterne. Dansk
Folkeparti vil gerne understrege vigtigheden af, at Folketinget udstikker
retningslinjer, der sikrer en mere ensartet behandling af patienterne, uanset
hvilket amt eller sygehus man behandles på.
Dansk Folkeparti finder det ligeledes kritisabelt, at
brugen af elektrochok som tvangsbehandling tilsyneladende er firedoblet
på syv år, når der er usikkerhed om værdien af selve
behandlingen og om patientens vilje til at medvirke, og Dansk Folkeparti vil
i den anledning gerne opfordre til, at loven bliver forvaltet og
administreret skønsomt over for de berørte patienter.
Målet må også være, at antallet af tvangsbehandlinger
bringes ned.
Dansk Folkeparti er endvidere skeptisk over for, at loven
trods de mange indvendinger, der er kommet under udvalgsbehandlingen,
først skal revideres i folketingsåret 2005-06.
Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes medlem
af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag. Skulle ændringsforslagene ikke blive vedtaget,
vil dette mindretal stemme imod lovforslaget ved 3. behandling.
Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af
udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 2-4 og 6-9
stillede ændringsforslag.
Et femte mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem
af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1-4 og
6-10 stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal (SF og CD), tiltrådt af et
mindretal (DF, EL og KRF):
1)
Nr. 1 affattes således:
»1. § 2 affattes således:
»§ 2. Med henblik på i videst muligt omfang at forebygge
anvendelse af tvang skal sygehusmyndigheden tilbyde sygehusophold, behandling
og pleje, som svarer til god psykiatrisk sygehusstandard.
Stk. 2. En indlagt patient har som minimum krav på tilbud om
enestue, tilbud om beskæftigelse, undervisning eller aktiviteter samt
mulighed for ophold i frisk luft dagligt efter behov.««
Af et mindretal (SF og CD), tiltrådt af et mindretal (DF, EL, FP
og KRF):
2)
Efter det under nr. 2 foreslåede § 3, stk. 5,
indsættes som nyt stykke:
»Stk. 6. Amtskommunen har gennem overlægen efter
drøftelse med den pågældende patients hjemkommune ansvaret
for, at en udskreven patient tilbydes betryggende boligmæssige og
støttemæssige forhold efter udskrivelsen. Såfremt kommunen
ikke har relevante tilbud, tilbydes den pågældende patient
betryggende forhold i en anden amtskommune eller kommune for hjemkommunens
regning.«
Stk. 6 bliver herefter stk. 7.
3)
I den under nr. 2 foreslåede affattelse af §
3, stk. 6, der bliver stk. 7, indsættes efter sidste
punktum:
»Sundhedsministeren fastsætter regler for, hvilke
myndigheder og personalegrupper der kan modtage de pågældende
personlige oplysninger.«
4)
I nr. 3 indsættes efter den foreslåede § 4
a:
»§ 4 b. Psykiatriske patienter under 18 år, der er
tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt, skal holdes adskilt fra voksne
psykiatriske patienter, medmindre en sådan adskillelse vil stride mod
barnets eller den unges tarv.«
Af et mindretal (SF og CD), tiltrådt af et
mindretal (DF og EL):
5)
Efter nr. 6 indsættes som nyt nummer:
»01. I § 16 indsættes efter 1. pkt. som nyt
punktum:
»En fast vagt må kun tilse én fikseret
patient ad gangen og må ikke have andre opgaver på afdelingen,
mens fikseringen foregår.««
Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:
6)
Efter nr. 7 indsættes som nyt nummer:
»02. I § 20 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Sundhedsministeren bemyndiges til at gennemføre
forsøg, hvor der på en eller flere psykiatriske afdelinger for
en tidsbegrænset periode tillige skal tilføres tvangsprotokollen
oplysning om andre former for indgreb eller restriktioner end de i stk. 1
nævnte.««
Af et mindretal (SF og CD), tiltrådt af et
mindretal (DF, EL, FP og KRF):
7)
Efter nr. 15 indsættes som nyt nummer:
»03. I § 40 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Inden Justitsministeriets afgørelse indhentes en
alternativ lægelig vurdering af den pågældende patient til
brug for afgørelsen, ligesom patientens udsagn indhentes enten ved
personligt møde eller ved skriftlig procedure.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.«
8)
Efter nr. 15 indsættes som nyt nummer:
»04. I § 41, stk. 1, indsættes efter sidste
punktum:
»Justitsministerens afgørelse skal foreligge inden
en måned fra begæring.««
Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal
(udvalget med undtagelse af DF):
9)
Nr. 17 affattes således:
»17. I § 46 ændres »senest ved begyndelsen af
folketingsåret 1996-97« til »i folketingsåret 2005-06«.«
Af et mindretal (SF og CD), tiltrådt af et
mindretal (DF, EL og KRF):
Til § 4
10) I stk. 1 indsættes efter »1. januar 1999« ordene: »,
dog træder § 2, stk. 2, i lov om frihedsberøvelse og anden tvang
i psykiatrien som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, først i kraft
den 1. januar 2004«.
Bemærkninger
Til nr. 1 og 10
Formålet med ændringsforslagene er at sikre,
at alle psykiatriske patienter har visse minimumsrettigheder i forhold til
sygehusenes fysiske standard. Undersøgelser har vist, at der er en
tæt forbindelse mellem afdelingernes fysiske standard og de
aktiviteter, der sker der, og brugen af tvang. Forslagsstillerne er bekendt
med justitsministerens overordnede målsætninger for god
sygehusstandard samt den indgåede aftale mellem regeringen og
amtskommunerne om økonomisk tilskyndelse til at forbedre forholdene.
Men denne aftale kræver, at amtskommunerne selv vil afsætte
midler til forbedringerne. Der er altså ingen garanti for, at man i
alle landets amter gennemfører de fysiske forbedringer, som er
nødvendige for at imødegå brug af tvang. Derfor er et
egentligt lovkrav nødvendigt.
Imidlertid erkendes det, at ombygninger ikke kan ske
på én gang. Derfor er der i lovforslaget indarbejdet en
5-årig frist for, at den nødvendige omstilling kan ske. I denne
periode bør det også overvejes, om staten skal fortsætte
den nuværende økonomiske fordelingsnøgle, så den
samlede udbygning, der vil koste ca. 2 mia. kroner, også dækkes
40 pct. af statens midler.
Til nr. 2
Ændringsforslagets formål er at sikre, at
ingen psykiatrisk patient udskrives til »ingenting«, herunder til ophold
isoleret i egen lejlighed uden støtte, f.eks. i form af
støttekontaktpersonordning eller lignende.
Til nr. 3
Ændringsforslagets formål er at sikre kontrol
med, hvem der kan modtage oplysninger om patienters private forhold.
Til nr. 4
Det er forslagsstillernes grundlæggende opfattelse,
at børn og voksne skal holdes adskilt på de psykiatriske
afdelinger. Opfattelsen skyldes ikke blot, at en sådan adskillelse er
anført i FN's Børnekonvention, men først og fremmest, at
det er et fundamentalt rigtigt princip. Når forslagsstillerne finder
det vigtigt at få dette princip indført i selve loven, er det
for at sikre, at bestemmelsen vil gælde her i landet, selv om reglen i
Børnekonventionen måtte blive ændret eller
ophævet.
Til nr. 5
Forslagsstillerne finder det helt uacceptabelt, at det i
dag kan forekomme, at én fast vagt har tilsyn med op til 4 patienter
samtidig. En sådan behandling mindsker sikkerheden for den fikserede
på en urimelig måde.
Til nr. 6
Efter den gældende bestemmelse i psykiatrilovens §
20, stk. 1, skal oplysninger om de former for tvang, der er reguleret i
psykiatriloven, tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse,
tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og
beskyttelsesfiksering, tilføres afdelingens tvangsprotokol med
angivelse af indgrebets nærmere indhold og begrundelse.
I forbindelse med revisionen af psykiatriloven har der
været rejst spørgsmål om, hvorvidt der tillige bør
ske en registrering af visse andre former for indgreb og restriktioner, der
anvendes på psykiatriske afdelinger af behandlingsmæssige grunde
eller som led i opretholdelse af ro, orden og sikkerhed på
afdelingerne.
Som eksempler på sådanne restriktioner har
bl.a. været nævnt nægtelse af udgang og brug af
telefon.
Formålet med en sådan ordning skulle
være at skabe overblik over omfanget af såkaldt »skjult
tvang«.
En generel udvidelse af registreringspligten vil
påføre de psykiatriske afdelinger et betydeligt administrativt
merarbejde. Dette vil indebære en risiko for, at den tid, der er til
rådighed til patientkontakt, begrænses.
Efter Justitsministeriets opfattelse opvejes ulemperne ved
en generel ordning med registrering af »skjult tvang« ikke af de fordele, der
er forbundet med en sådan ordning. Justitsministeriet stiller derfor
ikke forslag herom på det foreliggende grundlag.Som anført i
bemærkningerne til lovforslaget og til ændringsforslag nr. 9
vedrørende revisionsbestemmelse vil der ved et uafhængigt
forskningsinstitut blive gennemført en undersøgelse af
psykiatrilovens virkninger, således at resultaterne heraf kan
indgå i grundlaget for det nye forslag om revision af psykiatriloven,
der skal fremsættes i folketingsåret 2005-06.
Spørgsmålet om en nærmere regulering af
andre former for indgreb og restriktioner end dem, der i dag er reguleret i
psykiatriloven, vil kunne være aktuelt i forbindelse med den kommende
revision.
For at få det bedst mulige grundlag for at tage
stilling til dette spørgsmål vil det være naturligt, at
spørgsmålet indgår i den videnskabelige
undersøgelse, der skal gennemføres forud for lovrevisionen.
Med henblik på at gøre dette muligt
foreslås det, at sundhedsministeren bemyndiges til at gennemføre
forsøg, hvor der på en eller flere psykiatriske afdelinger for
en tidsbegrænset periode tillige skal tilføres oplysning om
andre former for indgreb og restriktioner end dem, der i dag er omfattet af
registreringspligten.
Forsøgsordningen har bl.a. til formål at
afklare, hvordan en generel udvidelse af protokolleringspligten i givet fald
vil kunne udformes. Det må således bl.a. søges afklaret,
hvilke typer af indgreb og restriktioner, der bør være omfattet,
og hvordan der skal forholdes i tilfælde af gentagne anmodninger fra
samme patient eller i tilfælde, hvor der alene er tale om en kortere
tidsmæssig udsættelse, før patientens anmodning kan
imødekommes.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse tænkes
som nævnt udnyttet i tilknytning til den forestående
videnskabelige undersøgelse, hvis resultater skal indgå i
grundlaget for lovrevisionen i folketingsåret 2005-06.
Til nr. 7
Dette ændringsforslag har til formål at sikre
patientens retssikkerhed. Det er urimeligt, hvis Retslægerådet
alene foretager sine vurderinger på baggrund af anmodningen fra en
afdeling, uden at alternative vurderinger er indhentet. Da man samtidig ved,
at Retslægerådets vurderinger også har betydning for den
senere domstolsprøvelse, er det afgørende, at
Retslægerådets rådgivning sker på fuldt oplyst
grundlag.
Til nr. 8
Som systemet er i dag, kan en patient hurtigt
overføres til sikringsafdelingen, mens der er erfaring for, at
begæring om ophævelse af anbringelsen kan have flere
måneders behandlingstid. Dette synes ikke rimeligt.
Til nr. 9
Med ændringsforslaget foreslås indsat en ny
revisionsbestemmelse i psykiatriloven, der indebærer, at forslag om
revision af loven skal fremsættes for Folketinget i
folketingsåret 2005-06.
Som anført i lovforslagets bemærkninger (side
9, højre spalte) vil der ved et uafhængigt forskningsinstitut
blive iværksat en undersøgelse af psykiatrilovens virkninger,
som også inddrager bruger- og pårørendeerfaringer.
Undersøgelsen vil blive påbegyndt og gennemført så
betids, at resultaterne af undersøgelsen kan indgå i grundlaget
for det nye forslag om revision af psykiatriloven.
Lissa Mathiasen (S) fmd. Per Kaalund (S) Dorte
Bennedsen (S)
Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S) Anne Baastrup (SF) nfmd.
Sonja Albrink (CD) Elisabeth Arnold (RV) Søren Søndergaard
(EL) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V)
Karen Rønde (V) Tom Behnke (FP) Bendt Bendtsen (KF) Pernille Sams
(KF) Peter Skaarup (DF) Jann Sjursen (KRF)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til
justitsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål nr. 13:
Ministeren anmodes om en redegørelse for den
foreslåede klageordnings forhold til grundlovens § 71, stk. 6.
Svar:
Om Justitsministeriets overvejelser om betydningen af
grundlovens § 71, stk. 6, for valg af klageordning henvises indledningsvis
til afsnit 5.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger (L 36 s.
20-21).
Endvidere henvises til Justitsministeriets besvarelse af
2. maj 1997 af spørgsmål nr. 19 vedrørende L 133, hvori
der i anledning af et lignende spørgsmål fra Retsudvalget er
anført følgende:
»Som det fremgår af afsnit 5.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget, er det i overvejelserne om den
foreslåede forenkling af klageordningen bl.a. indgået, at
patienten efter grundlovens § 71, stk. 6, har krav på at få
prøvet lovligheden af en tvangsindlæggelse eller
tvangstilbageholdelse ved de almindelige domstole eller anden dømmende
myndighed.
Får patientklagenævnet - som det er
foreslået ved lovforslaget - kompetence til i første instans at
tage stilling til klager over tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse, skal patienten således stadig have mulighed for
at få patientklagenævnets afgørelse om
tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse prøvet ved
domstolene. Det er da også baggrunden for, at det i § 37 i
lovforslagets § 1, nr. 13 [§ 1, nr. 14, i L 36] er fastsat, at
sygehusmyndigheden [efter den tilsvarende bestemmelse i L 36
patientklagenævnet] efter anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren skal indbringe patientklagenævnets
afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse og tilbageførsel for retten efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a.
Ved overvejelserne om den foreslåede forenkling af
klageordningen er det også taget i betragtning, at grundlovens § 71,
stk. 6, ikke antages at være til hinder for, at der fastsættes
bestemmelser, hvorefter en forudgående administrativ klagemulighed skal
være udnyttet, før sagen kan indbringes for domstolene. Det kan
i den forbindelse oplyses, at ordningen efter § 9 i den tidligere
sindssygelov, der var gældende frem til den 1. oktober 1989, var den,
at afgørelser om tvangstilbageholdelse kunne påklages til
Justitsministeriet og derefter indbringes for domstolene efter
retsplejelovens kapitel 43 a.
Med hensyn til vigtigheden af, at behandlingen af sager om
frihedsberøvelse under en sådan klageordning fremmes mest
muligt, henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 6. [I
Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 6
vedrørende L 133 er bl.a. redegjort for baggrunden for forslaget om
ændring af retsplejelovens § 470, der sigter på at fremskynde
rettens behandling af sager om bl.a. tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse efter psykiatriloven mest muligt, jf. herved s. 23 og
50-51 i L 36.]
I overvejelserne om den foreslåede forenkling af
klageordningen er desuden indgået, at flertallet i det udvalg, der
forberedte psykiatriloven, anbefalede en lignende klagemodel. Flertallets
forslag byggede således også på, at klager over
frihedsberøvelse i første instans skulle behandles af de lokale
patientklagenævn, jf. afsnit 5.2. i de almindelige bemærkninger
til lovforslaget.
Det kan i øvrigt oplyses, at lovforslaget om
revision af psykiatriloven har været sendt til høring bl.a. hos
Den Danske Dommerforening, og at Dommerforeningens høringssvar er
sendt til Retsudvalget ved skrivelse af 28. februar 1997. I Dommerforeningens
høringssvar nævnes ikke grundlovsmæssige
betænkeligheder ved klageordningen. Dommerforeningen fraråder dog
i sin udtalelse, at man ændrer grundlæggende ved klageordningen,
idet foreningen finder, at lovforslaget svækker retssikkerheden
betænkeligt.«
Spørgsmål nr. 15:
Ministeren anmodes om en detaljeret redegørelse for
den foreslåede klageordning i forhold til den eksisterende, herunder en
besvarelse af bl.a. følgende spørgsmål:
Hvilke typer klager behandles administrativt, og hvilke behandles af
domstolene?
På hvilket tidspunkt kan/skal klager indbringes for
domstolene?
Hvem kan/skal indbringe klager for administrative myndigheder og for
domstolene?
Hvilke klager har opsættende virkning?
Svar:
1.
For så vidt angår spørgsmålet om,
hvilke typer klager der behandles administrativt, og hvilke der behandles ved
domstolene, kan følgende oplyses:
Eksisterende klageordning.
Klager over tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse indbringes for byretten i 1. instans med mulighed for
anke til landsretten, jf. psykiatrilovens § 34, stk. 1, og retsplejelovens
kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt
frihedsberøvelse.
Klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering,
anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering behandles i 1. instans
af de lokale patientklagenævn, jf. psykiatrilovens §§ 35-36.
Patientklagenævnets afgørelser kan påklages til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. psykiatrilovens § 38. Er
sådanne klager tillige rettet mod bestemte sundhedspersoners faglige
virksomhed, behandles også denne del af klagen af det lokale
patientklagenævn med klageadgang til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn.
Klager, der alene angår sundhedspersoners faglige
virksomhed, indbringes direkte for Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn, jf. § 12, stk. 1, 1. pkt., i lov nr. 397 af 10. juni
1987 med senere ændringer om sundhedsvæsenets centralstyrelse
m.v. (centralstyrelsesloven).
Klager over personalets adfærd i
øvrigt skal rettes til arbejdsgiveren, dvs. sygehusmyndigheden
(vedkommende amtskommune eller Hovedstadens Sygehusfællesskab). Det
samme gælder klager over mindre vidtgående tvangsindgreb,
f.eks. fratagelse af knive og spiritus. Klager over forholdene i
øvrigt på en psykiatrisk afdeling skal også rettes til
sygehusmyndigheden. Embedslægen vil som tilsynsmyndighed efter
omstændighederne også kunne behandle sådanne
spørgsmål.
Patientens klager over patientrådgiveren
indbringes for statsamtmanden, hvis afgørelser kan indbringes for
Justitsministeriet.
Tilsynet i henhold til grundlovens § 71, stk. 7,
fører tilsyn med behandlingen af administrativt
frihedsberøvede patienter på psykiatriske afdelinger.
Endelig har Folketingets Ombudsmand en umiddelbar adgang
til bl.a. at foretage inspektioner på de psykiatriske sygehuse
og afdelinger.
Retstilstanden efter en vedtagelse af lovforslaget.
Ved lovforslaget om revision af psykiatriloven
foreslås de lokale patientklagenævns saglige kompetence udvidet,
således at klager over tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse og tilbageførsel fremover skal behandles af
disse patientklagenævn i 1. instans, jf. § 35 i lovforslagets § 1, nr.
14 (L 36 s. 2-3 og 47-48).
Patientklagenævnets afgørelser
vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og
tilbageførsel kan indbringes for retten efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a, jf. § 37, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 14
(L 36 s. 3 og 48-49).
Lovforslaget medfører ikke i øvrigt
ændringer i de gældende klageveje.
2.
Med hensyn til spørgsmålet om, på hvilket
tidspunkt klager kan/skal indbringes for domstolene, kan følgende
oplyses:
De gældende fristregler.
Patienten kan forlange domstolsprøvelse, så
snart der foreligger en frihedsberøvelse (tvangsindlæggelse
eller tvangstilbageholdelse). Sygehusmyndigheden skal herefter inden 5
søgnedage efter begæringens fremsættelse indbringe sagen
for retten, jf. retsplejelovens § 469, stk. 2.
I retsplejelovens § 469, stk. 4, er fastsat regler, der
sætter visse tidsfrister for patientens adgang til at forlange
domstolsprøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. Efter
§ 469, stk. 4, skal begæring om sagens indbringelse for retten efter
reglerne i dette kapitel således fremsættes inden 4 uger efter
frihedsberøvelsens ophør. Senere fremsættelse af
begæringen kan dog indtil 6 måneder efter
frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis tillades af retten,
når der foreligger særlig grund til at afvige fra fristen.
Har retten godkendt, at patienten tvangstilbageholdes, kan
spørgsmålet om udskrivning først på ny
begæres prøvet efter retsplejelovens kap. 43 a, når der er
forløbet 2 måneder efter rettens afgørelse, jf.
psykiatrilovens § 34, stk. 2.
Retstilstanden efter en vedtagelse af lovforslaget.
Som nævnt ovenfor medfører lovforslaget, at
klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og
tilbageførsel i 1. instans behandles i de lokale
patientklagenævn. Det indebærer, at patienten først kan
forlange domstolsprøvelse, når patientklagenævnet har
truffet afgørelse, jf. § 37, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 14,
hvorefter patientklagenævnet efter anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren skal indbringe sine afgørelser
vedrørende tvangsindlæggelse m.v. for retten efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a. Patientklagenævnet skal forelægge
sagen for retten inden 5 søgnedage efter begæringens
fremsættelse.
I tilknytning til denne ændring af klageordningen
indeholder lovforslaget en mindre ændring af fristreglen i
retsplejelovens § 469, stk. 4. Det foreslås således, at fristerne
(4 uger og 6 måneder) for at fremsætte begæring om sagens
indbringelse for retten efter reglerne i kapitel 43 a i sager om
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel regnes
fra patientklagenævnets afgørelse i sagen (og ikke fra
frihedsberøvelsens ophør), jf. lovforslagets § 2, nr. 2 (L 36
s. 4 og 50).
Godkender patientklagenævnet, at patienten
frihedsberøves, kan spørgsmålet om udskrivning
først på ny begæres prøvet i
patientklagenævnet, når der er forløbet 2 måneder
efter nævnets afgørelse. Har spørgsmålet om
frihedsberøvelsens lovlighed været indbragt for retten, regnes
fristen fra rettens afgørelse, jf. § 37, stk. 2, i lovforslagets § 1,
nr. 14.
3.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvem
der kan/skal indbringe klager for administrative myndigheder og for
domstolene, kan følgende oplyses:
De gældende regler.
Efter psykiatrilovens § 34, stk. 1, påhviler det
sygehusmyndigheden efter anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren at indbringe afgørelser vedrørende
tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse for retten efter regler i
retsplejelovens kapitel 43 a. Efter retsplejelovens § 469, stk. 2, 1. pkt.,
skal forelæggelsen for retten finde sted inden 5 søgnedage
efter, at anmodningen er fremsat.
Efter psykiatrilovens § 36 påhviler det også
sygehusmyndigheden efter anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren at indbringe klager over tvangsbehandling,
tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering for
patientklagenævnet.
At der i psykiatrilovens §§ 34 og 36 er fastsat en pligt
for sygehusmyndigheden til at indbringe klager, som patienten ønsker
at fremsætte, afskærer ikke patienten eller efter
omstændighederne patientrådgiveren fra selv at indbringe
klagen.
Retstilstanden efter en vedtagelse af lovforslaget.
Ved §§ 35 og 37, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 14,
videreføres de gældende regler med de ændringer, der
følger af, at patientklagenævnet i 1. instans behandler klager
over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og
tilbageførsel.
Efter § 35 får sygehusmyndigheden således
også pligt til efter anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren at indbringe klager over tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse og tilbageførsel for patientklagenævnet.
Endvidere pålægges patientklagenævnet pligt til efter
anmodning fra patienten eller patientrådgiveren at indbringe sine
afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse og tilbageførsel for retten efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a, jf. § 37, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr.
14.
4.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvilke klager der
har opsættende virkning, henvises til pkt. 1 i besvarelsen 26. januar
1998 af spørgsmål nr. 1 vedrørende L 75, hvori der er
redegjort nærmere både for de gældende regler om
opsættende virkning af klage i psykiatrilovens § 32 og den
foreslåede udvidelse af muligheden for at iværksætte
tvangsbehandling, selv om patienten klager, jf. § 32, stk. 3, i lovforslagets
§ 1, nr. 14 (L 36 s. 2 og 46).
Spørgsmål nr. 36:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af d.d. fra
Danske Psykiatere og Børne-ungdomspsykiatere, jf. bilag 49.
Svar:
I henvendelsen fra Danske Psykiatere og
Børne-ungdomspsykiatere opfordres til, at man i bemærkningerne
til lovforslaget om revision af psykiatriloven også prioriterer
beskrivelsen og kvaliteten af den del af den psykiatriske behandling, som
udgøres af personalebistand.
Hertil bemærkes, at spørgsmålet om
personalenormering allerede indgår i den foreslåede ændring
af psykiatrilovens § 2 i lovforslagets § 1, nr. 1. Som det fremgår,
foreslås således en ny affattelse af psykiatrilovens § 2, hvori
personalenormering udtrykkeligt nævnes i tilknytning tildefinitionen af
god psykiatrisk sygehusstandard.
Der henvises endvidere til pkt. 4.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger, hvor der på side 17, 2. spalte, jf.
side 61, er redegjort nærmere for den del af aftalen mellem regeringen
og de amtskommunale parter, der vedrører personaleressourcer.
Nogle af udvalgets spørgsmål til
justitsministeren og justitsministerens og sundhedsministerens svar
herpå fra folketingsåret 1997-98, 1. samling, (L 75)
Spørgsmål nr. 4:
Hvilke forskrifter gælder der for politiets
uniformering under tvangsindlæggelser?
Svar:
Efter psykiatrilovens § 7, stk. 1, træffer politiet
bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse og yder
bistand hertil. De nærmere regler om fremgangsmåden ved
gennemførelsen af tvangsindlæggelser er fastsat i
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 613 af 20. september 1989.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 12, at en
tvangsindlæggelse skal gennemføres så skånsomt og
diskret som muligt, således at der ikke forvoldes unødig
krænkelse eller ulempe. Efter bestemmelsen skal de
polititjenestemænd, der medvirker ved en tvangsindlæggelse,
så vidt muligt være civilklædte. Befordres patienten i et
af politiets køretøjer, skal dette så vidt muligt ske i
et civilt tjenestekøretøj.
Spørgsmål nr. 13:
Vil ministeren udsende nærmere regler for, hvorledes
man fører journaler i overensstemmelse med god psykiatrisk standard,
herunder hvordan det sikres, at lægerne rent faktisk forpligtes til at
sikre, at patienter, der måtte have et ønske om det, kan give en
forhåndstilkendegivelse af, hvilke indgreb de finder mindst
krænkende?
Svar:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af
spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Sundhedsministeriet.
Udtalelsen vedlægges.
Sundhedsministerens bidrag til justitsministerens besvarelse af
spørgsmål nr. 13, som Retsudvalget har stillet den 15. december
1997:
Der er fastsat regler om lægers journalføring
i Sundhesstyrelsens cirkulære nr. 235 af 19. december 1996 om
lægers pligt til at føre ordnede optegnelser
(journalføring). Cirkulæret er uddybet i Sundhedsstyrelsens
Vejledning nr. 236 af 19. december 1996 om lægers
journalføring.
Af § 6, stk. 1, pkt. 9, i Sundhedsstyrelsens
cirkulære om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser
(journalføring) fremgår, at en læge har pligt til for
enhver patient at oprette en journal, der blandt andet skal indeholde
oplysninger om, hvilken information der er givet til patienten. Journalen
skal endvidere indeholde patientens tilkendegivelser på baggrund af den
givne information, jf. også § 16 i Sundhedsstyrelsens cirkulære
nr. 163 af 22. september 1992 om information og samtykke m.v. (»Lægers
pligt og patienters ret«).
Det er således allerede i dag fastsat, at en
læge har pligt til at notere patientens tilkendegivelser om bl.a.
ønsker til behandlingen i journalen.
På den baggrund skønnes der ikke at
være behov for at udsende yderligere regler for lægers
journalføring.
Når lovforslaget er vedtaget, vil Sundhedsstyrelsen
informere om den retstilstand, der på dette punkt er beskrevet i
Retsudvalgets beretning og i lovforslagets bemærkninger.
Spørgsmål nr. 15:
Der ønskes en redegørelse for betydningen
for den fremtidige praksis i psykiatrien af, at Retsudvalget i sin beretning
over lovforslag nr. L 133 (folketingsåret 1996-97) har anbefalet
forskellige tiltag. Betyder anbefalingerne, at de respektive ministre er
forpligtede til at søge udført disse henstillinger, eller kan
de sidde dem overhørig? Besvarelsen ønskes givet såvel
for så vidt angår den retlige som den politiske forpligtelse. Er
sundhedsministeren eksempelvis forpligtet til at præcisere, hvad god
psykiatrisk standard er over for patienter, der ønsker at give en
forhåndstilkendegivelse af, hvilke indgreb de finder mindst
indgribende?
Svar:
1.
Det generelle spørgsmål om, hvorvidt
folketingsbeslutninger og udvalgsberetninger, der ikke er vedtaget med
hjemmel i grundloven, Folketingets forretningsorden eller den øvrige
lovgivning, har en retlig betydning, er bl.a. behandlet af Henrik Zahle i
Dansk forfatningsret 1 (1995), side 297 ff. Zahle anfører (side 312)
sammenfattende følgende:
»Efter min opfattelse må folketingsbeslutninger
anerkendes som retligt relevante. Og tilsvarende gælder med hensyn til
udvalgsberetninger. Heraf følger, at sådanne tilkendegivelser
kan og skal tages i betragtning som en del af det retskildegrundlag, som
myndigheder arbejder efter.«
I den øvrige statsretlige litteratur er det
almindeligt antaget, at regeringen ikke er retligt forpligtet til at
følge folketingsbeslutninger, der pålægger eller opfordrer
regeringen til at fremsætte et lovforslag med et nærmere bestemt
indhold eller træffe andre foranstaltninger, jf. bl.a. Alf Ross, Dansk
Statsforfatningsret (3. udgave ved Ole Espersen, 1980), side 313, Peter
Germer, Statsforfatningsret (2. udgave, 1995), side 68, og Lars Busck,
Folketingets kontrol med forvaltningen (1988), side 110 ff.
Peter Germer, a.st., og Lars Busck, a.st., side 125 ff.,
antager dog samtidig, at såfremt regeringen ikke agter at efterleve en
beslutning, påhviler det vedkommende minister at tilkendegive dette
over for Folketinget, jf. ministeransvarlighedslovens § 5.
I overensstemmelse med, hvad der således må anses for den
almindelige antagelse i den statsretlige litteratur, er det
Justitsministeriets opfattelse, at en minister ikke er retligt forpligtet
(jf. ministeransvarlighedslovens § 5) til at fremsætte lovforslag med
et nærmere bestemt indhold til opfyldelse af en folketingsbeslutning
herom. Der må dog i så fald påhvile ministeren en pligt til
at underrette Folketinget om regeringens overvejelser og om begrundelsen for,
at regeringen ikke finder, at der bør fastsættes regler af den
karakter, som beslutningen lægger op til. Efter Justitsministeriets
opfattelse bør en minister følge en tilsvarende
fremgangsmåde, for så vidt angår et udvalgsflertals
henstillinger, der er indeholdt i f.eks. en beretning fra udvalget.2.
Med hensyn til den foreliggende beretning fra Folketingets Retsudvalg
bemærkes følgende:
Folketingets Retsudvalg afgav den 2. oktober 1997 en beretning over forslag
til lov om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i
psykiatrien og retsplejeloven (Revision af psykiatriloven) (L 133). Dette
lovforslag bortfaldt ved udgangen af folketingsåret 1996-97.
Det lovforslag om revision af psykiatriloven, der herefter
blev fremsat for Folketinget den 14. november 1997 (L 75), indeholder i
afsnit 1.b. i lovforslagets almindelige bemærkninger en
redegørelse for de anbefalinger og synspunkter m.v., som er
anført i Retsudvalgets beretning, jf. lovforslaget side 7-8.
I afsnit 1.c. i lovforslagets almindelige
bemærkninger er på denne baggrund redegjort for de
ændringer i det nye lovforslag, som tilkendegivelserne i Retsudvalgets
beretning har givet anledning til, jf. lovforslaget side 8-9. I dette afsnit
er der også redegjort for de overvejelser og initiativer, som
Retsudvalgets beretning i øvrigt har givet anledning til.
Som eksempel kan nævnes overvejelserne om Det Etiske
Råds forslag om muligheden for at udfærdige en
forhåndstilkendegivelse om, hvilke indgreb af tvangsmæssig
karakter den enkelte patient vil foretrække. Herom er i Retsudvalgets
beretning anført følgende, jf. afsnit 1.b. i lovforslagets
almindelige bemærkninger:
»Retsudvalget har også overvejet Det Etiske
Råds forslag om muligheden for at udfærdige en
forhåndstilkendegivelse om, hvilke indgreb af tvangsmæssig
karakter den enkelte patient vil foretrække. Det anføres, at det
må anses for at være i overensstemmelse med god psykiatrisk
behandling, at man i videst muligt omfang sikrer, at patienter, der
måtte have et ønske om at give en forhåndstilkendegivelse
af, hvilke indgreb der findes mindst krænkende og mindst indgribende i
personlighedsintegriteten, får mulighed herfor.
Retsudvalget har forstået, at det følger af
reglerne for lægers journalføring, at patientens ønsker
til behandlingen skal noteres i journalen. Patientens tilkendegivelser kan
fremsættes ved indlæggelsen, under indlæggelsen og i
forbindelse med udskrivningen, og ønskerne kan fremsættes
såvel mundtligt som skriftligt. Det er udtryk for god lægeskik at
inddrage patientens tilkendegivelser som vejledende for overlægen i
dennes overvejelser om tilrettelæggelsen af behandlingen - også i
tilfælde, hvor behandling uden patientens samtykke kommer på
tale.«
Om Justitsministeriets overvejelser anføres i
afsnit 1.c. i lovforslagets almindelige bemærkninger
følgende:
»Med hensyn til Det Etiske Råds forslag om en form
for anerkendelse af forhåndserklæringer om psykiatrisk behandling
finder Justitsministeriet heller ikke behov for særlige lovregler
herom. Som anført i Retsudvalgets beretning følger det af
reglerne for lægers journalføring, at patientens ønsker
til behandlingen noteres i journalen. Patientens tilkendegivelser kan
fremsættes ved indlæggelsen, under indlæggelsen og i
forbindelse med udskrivningen, og ønskerne kan fremsættes
såvel mundtligt som skriftligt. Det er udtryk for god lægeskik at
inddrage patientens tilkendegivelser som vejledende for overlægen i
dennes overvejelser om tilrettelæggelsen af behandlingen - også i
tilfælde, hvor behandling uden patientens samtykke kommer på
tale.«
Som det fremgår, er Retsudvalgets beretning over det
nu bortfaldne lovforslag om revision af psykiatriloven indarbejdet i det nye
lovforslag. Beretningen er herved blevet en del af forarbejderne til det
revisionsforslag, som Folketinget nu behandler, og vil derfor, hvis
lovforslaget vedtages, have betydning for fortolkningen og administrationen
af psykiatriloven.
Specielt for så vidt angår
spørgsmålet om journalføring af patienternes
tilkendegivelser og om betydningen af sådanne tilkendegivelser,
henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 13. Som det
fremgår heraf, vil Sundhedsstyrelsen efter en vedtagelse af
lovforslaget informere om den retstilstand, der på dette punkt er
beskrevet i Retsudvalgets beretning og i lovforslagets
bemærkninger.
Spørgsmål nr. 16:
Når det i forslaget til § 3, stk. 6, angives, at den
psykiatriske afdeling kan videregive oplysninger om »patienters rent private
forhold«, bør dette så ikke som beskyttelse for patienten alene
omhandle »relevante private forhold«?
Svar:
Efter § 3, stk. 6, i lovforslagets § 1, nr. 2, kan den
psykiatriske afdeling videregive oplysninger om patienters rent private
forhold til andre myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl.,
hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn til
indgåelse af og tilsyn med overholdelse af en udskrivningsaftale eller
en koordinationsplan. I samme omfang kan myndigheder, privatpraktiserende
sundhedspersoner m.fl. videregive oplysninger om patienter til den
psykiatriske afdeling og andre myndigheder, privatpraktiserende
sundhedspersoner m.fl.
Som det fremgår af ordlyden af den foreslåede
bestemmelse og lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen, jf. s. 41,
kan oplysninger kun videregives, hvis det er nødvendigt af hensyn til
muligheden for indgåelse af og tilsyn med overholdelse af
udskrivningsaftaler eller koordinationsplaner. Er en oplysning ikke relevant
for indgåelse af og tilsyn med overholdelse af en udskrivningsaftale
eller koordinationsplan, vil betingelsen om, at videregivelsen må anses
for nødvendig, ikke være opfyldt, og der vil derfor ikke
være hjemmel til at videregive en sådan oplysning.
Lignende dokumenter
- 1997 LSF 36 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FRIHEDSBERØVELSE OG ANDEN TVANG I PSYKIATRIEN, RETSPLEJELOVEN OG STRAFFELOVEN (REVISION AF PSYKIATRILOVEN M.V.) Retsinformation · 30. juni 1998
- 1997 LSF 75 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FRIHEDSBERØVELSE OG ANDEN TVANG I PSYKIATRIEN, RETSPLEJELOVEN OG STRAFFELOVEN(REVISION AF PSYKIATRILOVEN M.V.) Retsinformation · 14. november 1997
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, retsplejeloven og straffeloven Retsinformation · 15. september 1998
- Beretning vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1997-98 Retsinformation · 30. oktober 1998
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (Styrkelse af mindreårige patienters rettigheder, anvendelse af metaldetektorer, videregivelse af oplysninger til politiet i forbindelse med fælles udkørsel til borgere m.v.) Retsinformation · 15. maj 2024
- 1996 LSF 133 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FRIHEDSBERØVELSE OG ANDEN TVANG I PSYKIATRIEN OG RETSPLEJELOVEN (REVISION AF PSYKIATRILOVEN) Retsinformation · 19. december 1996