1996 LSF 133 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FRIHEDSBERØVELSE OG ANDEN TVANG I PSYKIATRIEN OG RETSPLEJELOVEN (REVISION AF PSYKIATRILOVEN)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i
psykiatrien som ændret ved lov nr. 386 af 14. juni 1995 og § 18 i lov nr. 389
af 14. juni 1995 foretages følgende ændringer:
1. § 3, stk. 3, ophæves og i stedet indsættes:
» Stk. 3. Overlægen har ansvaret for, at der opstilles en
behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling, og at
patienten vejledes om planens indhold, samt at patientens samtykke til dens
gennemførelse til stadighed søges opnået.
Stk. 4. Overlægen har endvidere ansvaret for, at der for
patienter, som efter udskrivning må antages ikke selv at ville søge den
behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred,
indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling
samt myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de
behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.
Stk. 5. Såfremt en patient, der er omfattet af stk. 4, ikke vil
medvirke til indgåelse af en udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for,
at den psykiatriske afdeling og myndigheder, privatpraktiserende
sundhedspersoner m.fl. indgår en sådan aftale.
Stk. 6. Den psykiatriske afdeling kan videregive oplysninger om
patienters rent private forhold til andre myndigheder, privatpraktiserende
sundhedspersoner m.fl., hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn
til indgåelse af og tilsyn med overholdelse af en udskrivningsaftale. I samme
omfang kan myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. videregive
oplysninger om patienter til den psykiatriske afdeling og andre myndigheder,
privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl.«
2. Efter § 4 indsættes:
» § 4 a. Bestemmelserne i § 9, stk. 2, § 10, stk. 1, § 10 a,
stk. 1, 1. pkt., § 12, stk. 3, § 13, stk. 2, 1. pkt., § 15, stk. 2, og § 21,
stk. 2, er ikke til hinder for, at en beslutning i overlægens fravær træffes
Læs alt
af en anden læge. I sådanne tilfælde skal overlægen efterfølgende snarest
tage stilling til beslutningen.«
3. Efter § 10 indsættes:
» Tilbageførsel
§ 10 a. Har en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt person
forladt en psykiatrisk afdeling, og er den pågældende ikke frivilligt vendt
tilbage, kan overlægen beslutte, at den pågældende skal føres tilbage til
afdelingen med politiets bistand. Sådan tilbageførsel kan kun ske indtil 1
uge efter, at udeblivelsen er konstateret. Er den pågældende udeblevet efter
udgang, er det endvidere en betingelse for tilbageførsel, at der ikke er
givet tilladelse til udgang med mere end tre overnatninger.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om fremgangsmåden i
forbindelse med tilbageførsel, herunder om politiets medvirken hertil.«
4. Som overskrift til § 11 indsættes:
» Ophør af frihedsberøvelse«
5. I § 13, stk. 1, ændres »tvangstilbageholdelse«
til: »frihedsberøvelse, jf. § 5,», og som 2. pkt. indsættes:
»Er patienten ikke indlagt på en psykiatrisk afdeling, er det
endvidere en betingelse for tvangsbehandling efter denne bestemmelse, at der
forinden er udfærdiget erklæring om tvangsindlæggelse, jf. § 6, stk. 3, og at
overlægen på vedkommende psykiatriske afdeling har truffet afgørelse om, at
betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, jf. § 9, stk. 2.«
6. I § 20, stk. 1, indsættes efter »§§ 5-10«:
»a«, og i stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at
indberetninger skal indeholde oplysninger om patientens identitet.«
7. § 21, stk. 1 og 2, affattes således:
» § 21. Overlægen har til stadighed ansvaret for, at
frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og
beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.
Stk. 2. Som led i efterprøvelse af frihedsberøvelse skal overlægen
henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage, efter at frihedsberøvelsen blev iværksat,
og herefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes, påse,
om betingelserne for at frihedsberøve patienten fortsat er opfyldt.
Resultatet af denne efterprøvelse skal tilføres tvangsprotokollen.
Patientrådgiveren og efter begæring tillige patienten underrettes om
beslutning om opretholdt frihedsberøvelse.«
8. Overskriften til kapitel 8 affattes således:
» Patientrådgivere m.v.«
9. I § 24, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:
»Patientrådgiveren skal så vidt muligt være til stede ved klagens
behandling i patientklagenævnet.«
10. I § 25, stk 3, affattes 2. pkt. således:
»Fremsætter patienten anmodning om at få beskikket en anden
patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen, skal anmodningen så vidt
muligt imødekommes.«
11. § 30 affattes således:
» § 30. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om
patientindflydelse på psykiatriske afdelinger.«
12. I § 32, stk. 3, indsættes efter »fare«:
»eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare
for at lide skade på legeme eller helbred.«
13. Kapitel 10 affattes således:
»Kapitel 10
Klageadgang og domstolsprøvelse
§ 34. Ved hvert statsamt og ved Københavns Overpræsidium oprettes
et patientklagenævn bestående af vedkommende statsamtmand (overpræsidenten)
som formand samt to medlemmer. Medlemmerne beskikkes af justitsministeren
efter indhentet udtalelse fra henholdsvis Den Almindelige Danske Lægeforening
og De Samvirkende Invalideorganisationer. Justitsministeren beskikker
endvidere stedfortrædere for medlemmerne. Beskikkelserne gælder for en
periode på 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.
Stk. 2. Statsamtet varetager patientklagenævnets
sekretariatsopgaver og afholder udgifterne ved nævnets virksomhed, herunder
vederlag til nævnets medlemmer.
§ 35. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren indbringe klager over tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering,
anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering for patientklagenævnet.
§ 36. Når en sag som nævnt i § 35 indbringes for
patientklagenævnet, skal sygehusmyndigheden fremsende sagens akter, herunder
en udskrift af tvangsprotokollen samt en erklæring fra overlægen. Nævnet
drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om
tilvejebringelse af eventuelle yderligere erklæringer m.v., ligesom nævnet
kan aflægge besøg på vedkommende psykiatriske afdeling.
Stk. 2. Patienten og patientrådgiveren har ret til mundtligt at
forelægge sagen for nævnet. I særlige tilfælde, hvor hensynet til patientens
helbred eller til sagens behandling i nævnet afgørende taler herfor, kan
nævnet bestemme, at patienten helt eller delvis skal være udelukket fra at
deltage i forhandlingerne.
Stk. 3. Patientklagenævnet skal træffe afgørelse i klagesager om
tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, jf. § 32, stk. 3, inden
7 hverdage efter klagens modtagelse. I andre sager skal patientklagenævnet
træffe afgørelse snarest muligt. Er afgørelse ikke truffet inden 14 dage
efter klagens modtagelse, skal nævnet underrette patienten og
patientrådgiveren om grunden hertil samt om, hvornår afgørelse kan forventes
at foreligge.
Stk. 4. Justitsministeriet fastsætter en forretningsorden for
patientklagenævnet.
§ 37. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren indbringe patientklagenævnets afgørelser vedrørende
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel for retten efter
reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
Stk. 2. Godkender patientklagenævnet, at patienten frihedsberøves,
kan spørgsmålet om udskrivning først på ny begæres prøvet i
patientklagenævnet, når der er forløbet 2 måneder efter nævnets afgørelse.
Har spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed været indbragt for retten,
jf. stk. 1, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse.
§ 38. Patientklagenævnets afgørelser om tvangsbehandling,
tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering kan
påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Stk. 2. Ved behandlingen af sådanne sager i Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn gælder reglerne i kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets
centralstyrelse m.v.
§ 39. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om indberetning af
afgørelser fra patientklagenævnene og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og om
offentliggørelse af afgørelser af generel betydning.«
14. I § 40, stk. 1, ændres »sikringsanstalten«
til: »sikringsafdelingen«, og § 40, stk. 3 og 4, affattes
således:
» Stk. 3. Bestemmelserne i denne lov finder tilsvarende
anvendelse på personer, der anbringes i sikringsafdelingen efter stk. 1. Det
gælder dog ikke §§ 5-11, § 21, stk. 2, og bestemmelserne i kapitel 10 om
klageadgang og domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel.
Stk. 4. Endvidere beskikkes patientrådgiver alene i tilfælde, hvor
den pågældende ikke i forvejen har en sådan eller en bistandsværge efter
straffelovens § 71.«
15. § 46 ophæves.
§ 2
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,
foretages følgende ændring:
1. I § 470, stk. 3, indsættes som 3. pkt.:
»Dommeren påser i øvrigt, at sagen fremmes mest muligt.«
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Stk. 2. § 1, nr. 13, finder anvendelse på klager, der fremsættes
efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1 kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
Side
1. Baggrund og formål
2. Hovedpunkter i lovforslaget
3. Psykiatrilovsundersøgelsen
3.1. Hovedkonklusioner
3.2. Tvangsanvendelsens omfang og udvikling
3.3. Omfanget og udfaldet af klagesagerne ved domstolene
3.4. Omfanget og udfaldet af klagesagerne ved patientklagenævnene
3.5. Spørgeskemaundersøgelsen af de psykiatriske afdelinger
3.6. Spørgeskemaundersøgelsen af patientrådgiverne
3.7. Spørgeskemaundersøgelsen af de psykiatriske patientklagenævn
4. God sygehusstandard
4.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
4.2. Baggrunden for den gældende ordning
4.3. Justitsministeriets overvejelser
5. Klageordningen
5.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
5.2. Baggrunden for den gældende ordning
5.3. Justitsministeriets overvejelser
6. Behandlingen af klager ved de lokale patientklagenævn og
domstolene
6.1. Opsættende virkning af klage over tvangsbehandling og
spørgsmålet om sagsbehandlingsfrister
6.1.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
6.1.2. Baggrunden for den gældende ordning
6.1.3. Justitsministeriets overvejelser
6.2. Patientklagenævnets saglige kompetence i forbindelse med
klager over tvangsbehandling
6.2.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
6.2.2. Baggrunden for den gældende ordning
6.2.3. Justitsministeriets overvejelser
6.3. Patientrådgiverens og overlægens deltagelse i
patientklagenævnets møder og patientklagenævnets mødested
6.3.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
6.3.2. Justitsministeriets overvejelser
6.4. Spørgsmålet om tilsynskompetence
7. Psykiatrilovens stedlige anvendelsesområde
7.1. Tilbageførsel af bortgåede og udeblevne patienter
7.1.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
7.1.2. Justitsministeriets overvejelser om adgangen til at
tilbageføre bortgåede eller udeblevne patienter
7.2. Justitsministeriets og Sundhedsministeriets overvejelser om
»prøveudskrivning« af tvangsindlagte eller
tvangstilbageholdte patienter og om udskrivningsaftaler
7.3. Tvangsbehandling af legemlige lidelser hos sindslidende
patienter, der er indlagt på en somatisk afdeling
7.3.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
7.3.2. Justitsministeriets overvejelser om adgangen til at
tvangsbehandle legemlige lidelser hos sindslidende patienter
8. Delegation af overlægens kompetence
8.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
8.2. Justitsministeriets overvejelser
9. Registrering og indberetning af tvang
9.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
9.2. Justitsministeriets overvejelser
10. Patientrådgiverordningen
10.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
10.2. Justitsministeriets overvejelser
11. Ordningen med patientråd og patientmøder
11.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
11.2. Justitsministeriets overvejelser
12. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
m.v.
13. Hørte myndigheder m.v.
1. Baggrund og formål
Den 1. oktober 1989 trådte lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse
og anden tvang i psykiatrien (psykiatriloven) i kraft. Loven byggede på
betænkning nr. 1068/1986 om tvang i psykiatrien og betænkning nr. 1109/1987,
der indeholdt en afsluttende udtalelse vedrørende udformningen af en ny lov
om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. Formålet med psykiatriloven
var at styrke sindslidendes retsstilling i forbindelse med frihedsberøvelse
og tvangsbehandling m.v. Loven skulle endvidere sikre, at sindslidende i
videst muligt omfang inddrages og får indflydelse på behandlingen og egne
forhold i øvrigt.
I forhold til den tidligere lov om sindssyge personers hospitalsophold fra
1938 (sindssygeloven) indebar psykiatriloven en skærpelse og præcisering af
betingelserne for at anvende tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og
behandling på psykiatrisk afdeling. Med henblik på at formindske brugen af
tvang blev der optaget en bestemmelse om, at tvang kun må anvendes, når alle
andre muligheder er udtømt, og at den tvangsanvendelse, der i så fald kommer
på tale, begrænses til det absolut nødvendige (»det mindste middels
princip«). For at sikre opfyldelsen af denne bestemmelse blev der bl.a.
fastsat regler om obligatorisk efterprøvelse af fortsat frihedsberøvelse
efter faste terminer og om fast vagt til bæltefikserede patienter.
Til afløsning af den dagældende tilsynsværgeordning blev der indført en
ordning med patientrådgivere, hvis formål bl.a. var at styrke støtten til
patienter, der er undergivet tvang. Endvidere blev der optaget bestemmelser
om patientråd og patientmøder for at øge patienternes medindflydelse på egne
forhold. Der blev også fastsat regler om informeret samtykke og om
obligatorisk udarbejdelse af behandlingsplaner for enhver, der indlægges på
psykiatrisk afdeling, med henblik på at sikre, at patienterne i videst muligt
omfang hele tiden er indforstået med den behandling, der foretages.
Endelig blev der indført en ny klageordning med henblik på at forbedre
behandlingen af klagesager på dette område. Klager over frihedsberøvelse blev
henlagt til domstolene, mens der blev oprettet lokale patientklagenævn til at
behandle klager over andre former for tvangsanvendelse som f.eks.
tvangsbehandling og tvangsfiksering.
Efter psykiatrilovens § 46 skulle forslag om revision af loven fremsættes
for Folketinget senest ved begyndelsen af folketingsåret 1994-95. For at få
det bedst mulige grundlag for at vurdere behovet for ændringer af
psykiatriloven iværksatte Justitsministeriet en videnskabelig undersøgelse af
lovens virkninger. Formålet med undersøgelsen var at belyse, hvorledes
psykiatriloven på landsplan havde fungeret i praksis i årene 1991-93.
Ved lov nr. 386 af 14. juni 1995 blev fristen for fremsættelse af forslag
om revision af loven udskudt til begyndelsen af folketingsåret 1996-97,
således at man kunne afvente resultatet af den videnskabelige undersøgelse af
lovens virkninger. Den videnskabelige undersøgelse -
psykiatrilovsundersøgelsen - blev offentliggjort den 16. august 1996, og
undersøgelsens resultater er herefter indgået i overvejelserne om revision af
loven. Undersøgelsen vil blive suppleret med bl.a. en undersøgelse af de
praktiserende lægers syn på loven samt en journalgennemgang vedrørende
patienter, der har været undergivet tvangsanvendelse, med henblik på at
belyse baggrunden herfor. Resultaterne fra disse undersøgelser vil ikke ændre
psykiatrilovsundersøgelsens konklusioner.
Lovforslaget har på den baggrund til formål at gennemføre de ændringer og
tilpasninger, som erfaringerne med den gældende psykiatrilov giver anledning
til.
2. Hovedpunkter i lovforslaget
Et hovedpunkt i forslaget er en forenkling af klageordningen. Det foreslås
således, at alle klager over tvang, herunder også klager over
tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, i første instans skal behandles
af de lokale patientklagenævn. For så vidt angår klage over nævnets
afgørelser foreslås det, at nævnets afgørelser vedrørende frihedsberøvelse,
herunder tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, efter begæring skal
indbringes for domstolene efter retsplejelovens kapitel 43 a, mens nævnets
andre afgørelser som hidtil kan påklages til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn.
Lovforslaget indeholder endvidere en ændring af bestemmelsen i lovens §
32, stk. 3, om, at klage over tvangsbehandling som hovedregel har opsættende
virkning. Efter den gældende bestemmelse har klage ikke opsættende virkning,
hvis omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte
patientens liv eller helbred for væsentlig fare. Det foreslås, at en klage
heller ikke skal tillægges opsættende virkning, hvis behandling er nødvendig
for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide
skade på legeme eller helbred.
For at sikre, at de klager over tvangsbehandling, der fortsat skal
tillægges opsættende virkning, behandles meget hurtigt, foreslås det, at der
skal gælde en absolut frist på 7 hverdage, inden for hvilken det lokale
patientklagenævn skal træffe afgørelse om, hvorvidt beslutningen om
tvangsbehandling kan godkendes. Det foreslås også, at der i retsplejeloven
indsættes en bestemmelse om, at domstolene skal fremme sager om
administrativt bestemt frihedsberøvelse mest muligt.
En række beslutninger, herunder f.eks. beslutninger om tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse og tvangsbehandling, skal efter loven træffes af
overlægen. Dette har givet anledning til praktiske problemer i
tilfælde af overlægens fravær. Med henblik på at løse disse problemer stilles
der forslag om, at de pågældende beslutninger i overlægens fravær kan træffes
af en anden læge, dog således at overlægen efterfølgende snarest skal tage
stilling til beslutningen. Den foreslåede regel fastholder således det
principielle udgangspunkt om, at beslutninger af denne indgribende karakter
principielt henhører under overlægens kompetence.
Spørgsmålet om tilbageførsel af bortgåede eller udeblevne patienter er
ikke udtrykkeligt reguleret i den gældende lov. Det foreslås, at der i loven
optages en bestemmelse, hvorefter frihedsberøvede patienter, der bortgår
eller udebliver efter udgang, under visse betingelser kan føres uformelt
tilbage til afdelingen ved politiets bistand. En uformel tilbageførsel
forudsætter, at tilbageførslen sker inden for en uge efter, at udeblivelsen
er konstateret. Ved udeblivelse efter udgang er det endvidere en betingelse
for uformel tilbageførsel, at der ikke er givet tilladelse til udgang med
mere end tre overnatninger. Den foreslåede tilbageførselsregel svarer i det
væsentlige til, hvad der med støtte i forarbejderne til den gældende lov
antages at gælde i dag.
Der vil fortsat ikke være mulighed for med tvang uformelt at tilbageføre
patienter, der på tidspunktet for bortgang eller udeblivelse ikke havde
status som frihedsberøvede (tvangsindlagte eller tvangstilbageholdte). En
tvangsmæssig tilbageførsel må i sådanne tilfælde i givet fald ske efter
reglerne om tvangsindlæggelse.
Der vil heller ikke være mulighed for uformelt at genindlægge udskrevne
patienter, hvis de pågældende modsætter sig indlæggelse. Dette gælder, uanset
om de var frihedsberøvede under den tidligere indlæggelse.
Med henblik på den gruppe af udsatte sindslidende, der har behov for en
særlig behandlingsmæssig opfølgning efter udskrivning, foreslås det, at
overlægen på den psykiatriske afdeling i forbindelse med udskrivning skal
sørge for, at der etableres en udskrivningsaftale, der bl.a. fastlægger
ansvaret for den videre behandling af den udskrevne. Samtidig foreslås en
bestemmelse, der sikrer, at de nødvendige oplysninger, herunder også meget
følsomme oplysninger om den pågældende patient, kan udveksles mellem de
myndigheder m.v., der indgår i den opfølgende indsats.
Herudover foreslås en række ændringer og præciseringer bl.a. vedrørende
sagsbehandlingen i de lokale patientklagenævn. Der stilles også forslag om en
præcisering af adgangen til at tvangsbehandle legemlige lidelser hos
sindslidende patienter. Endelig foreslås pligten i loven til at oprette
patientråd eller afholde patientmøder afløst af en bemyndigelsesbestemmelse,
hvorefter sundhedsministeren kan fastsætte regler om patientindflydelse på
psykiatriske afdelinger.
3. Psykiatrilovsundersøgelsen
3.1. Hovedkonklusioner
Formålet med psykiatrilovsundersøgelsen er at belyse, hvorledes loven har
fungeret i praksis i perioden 1991-1993 med hovedvægt på kliniske, dvs.
behandlingsmæssige, og administrative forhold. Undersøgelsen består af en
række delundersøgelser, der bl.a. beskriver lovens nydannelser, jf. pkt.
3.2-3.7 nedenfor. Delundersøgelserne bygger på et meget stort antal
oplysninger fra de psykiatriske afdelinger, domstolene, patientklagenævnene
og patientrådgiverne. Der henvises herom til undersøgelsens kapitel 1.
Endvidere indeholder undersøgelsen en gennemgang af de domstolsafgørelser og
afgørelser ved de lokale patientklagenævn og Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn, hvor patienten har fået medhold i sin klage. Der henvises
herom til undersøgelsens kapitel 9 og 10.
Undersøgelsens hovedkonklusion er bl.a., at anvendelsen af tvang i
psykiatrien har været stigende i de tre år, som undersøgelsen omfatter.
Endvidere er mange psykiatriske afdelinger præget af overbelægning,
personalemangel og utilfredsstillende fysiske rammer. Det fremgår også, at
tvangsanvendelsen administreres korrekt.
Undersøgelsen peger desuden på, at lovens klagesystem, hvorefter nogle
klager indgives til domstolene, mens andre klager henhører under de lokale
patientklagenævn m.v., er uhensigtsmæssigt og vanskeligt at overskue. Det
fremgår dog også, at klageadgangen faktisk anvendes af patienterne i ikke
ubetydeligt omfang.
Endelig vurderes ordningen med patientrådgivere positivt. Der peges i den
forbindelse på, at patientrådgiverne er rutinerede og tilfredse med hvervet,
og at de har god kontakt til patienterne og personalet.
Der henvises i øvrigt til undersøgelsens kapitel 2.
3.2. Tvangsanvendelsens omfang og udvikling
Undersøgelsen viser, at antallet af tvangsindlæggelser er steget i de
undersøgte år. Således blev der i 1991, 1992 og 1993 gennemført henholdsvis
1540, 1592 og 1704 tvangsindlæggelser. Det samme gælder antallet af
tvangstilbageholdelser, hvor der i de pågældende år blev gennemført
henholdsvis 2656, 2727 og 3120 tvangstilbageholdelser. Også anvendelsen af
andre former for tvang, herunder tvangsbehandling med medicin, fysisk
magtanvendelse i form af beroligende medicin og tvangsfiksering, er steget. I
de undersøgte år var antallet af tvangsbehandlinger med medicin henholdsvis
1922, 1759 og 2318, antallet af fysiske magtanvendelser med beroligende
medicin henholdsvis 2025, 2344 og 2553 og antallet af tvangsfikseringer
henholdsvis 4408, 4775 og 5498.
Undersøgelsen konkluderer, at det ikke er muligt entydigt at fastslå
årsagen til stigningen i antallet af tvangsindlæggelser. Det kan ikke
påvises, at udbygningen af social- og distriktspsykiatrien har haft
indflydelse på antallet af tvangsindlæggelser. For så vidt angår den øgede
anvendelse af tvangstilbageholdelse og andre former for tvang, peges der på,
at der er en sammenhæng mellem tvang og ressourcer. Stigningen i
tvangsanvendelsen kan i øvrigt næppe tilskrives lovgrundlaget, idet
lovreglerne har været de samme i de undersøgte år.
Der henvises i øvrigt til undersøgelsens kapitel 3.
3.3. Omfanget og udfaldet af klagesagerne ved domstolene
Undersøgelsen viser, at der i betydeligt omfang klages over afgørelser om
tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, herunder især
tvangstilbageholdelse af frivilligt indlagte patienter. Undersøgelsen viser
dog også, at omkring halvdelen af klagesagerne frafaldes.
Tvangstilbageholdelse påklages hyppigere end tvangsindlæggelse, men frafaldes
til gengæld også i større omfang. Omfanget af klager og klagefrafald har for
begge former for frihedsberøvelse været konstant igennem
undersøgelsesperioden. Også byrettens afgørelser om tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse ankes i et ikke ubetydeligt omfang. Imidlertid
frafaldes anken også i mange tilfælde.
Undersøgelsen viser i øvrigt, at det overvejende er sygehusmyndighederne,
der får medhold ved domstolene. Således får patienterne alene medhold i
gennemsnitligt 6 pct. af de afgjorte klagesager om tvangsindlæggelse og 3
pct. af de afgjorte klagesager om tvangstilbageholdelse ved byretterne. Ved
landsretterne får patienterne i gennemsnit medhold i 8 pct. af klagerne om
tvangsindlæggelse og i 6 pct. af klagerne om tvangstilbageholdelse. I
undersøgelsesperioden er der dog sket en stigning i andelen af klagesager med
patientmedhold, både for så vidt angår tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse. De sager, hvor der gives patienten medhold, vedrører i
øvrigt fortrinsvis tvangsindlæggelse, hvilket ifølge undersøgelsen bl.a. kan
tilskrives, at der stilles flere formelle krav i forbindelse med
tvangsindlæggelse, og at beslutning om tvangstilbageholdelse normalt træffes
af læger med særlig indsigt i psykiatri efter en forudgående observation af
patienten, mens tvangsindlæggelse iværksættes på grundlag af en praktiserende
læges korterevarende undersøgelse af patienten under mere akutte
omstændigheder.
Undersøgelsen konkluderer, at psykiatrilovens klageadgang benyttes i
praksis, og at anvendelsen af frihedsberøvelse som udgangspunkt administreres
korrekt. Som en mulig årsag til klage- og ankefrafaldet peges på
sagsbehandlingstiden ved domstolene, der for byrettens vedkommende er
gennemsnitligt 55 dage og for landsrettens vedkommende gennemsnitligt 70
dage. Patientens tilstand når at bedres så meget under den psykiatriske
behandling i ventetiden, at den pågældende opnår sygdomsindsigt og forståelse
for, at frihedsberøvelsen har været nødvendig.
Der henvises i øvrigt til undersøgelsens kapitel 4.
3.4. Omfanget og udfaldet af klagesagerne ved patientklagenævnene
Undersøgelsen viser, at sagerne ved de lokale patientklagenævn og
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn hovedsageligt vedrører klager over
tvangsbehandling med medicin. De resterende sager omhandler overvejende
tvangsfiksering med bælte og fysisk magtanvendelse i form af beroligende
medicin. Der klages langt hyppigere over tvangsbehandling med medicin end
over de andre former for tvang, der kan påklages til patientklagenævnene.
Dette har ifølge undersøgelsen navnlig sammenhæng med, at klager over
tvangsbehandling normalt har opsættende virkning. Da den gennemsnitlige
sagsbehandlingstid i patientklagenævnene er 15 dage fra klagens fremsættelse,
jf. pkt. 3.7. nedenfor, indebærer den nugældende ordning, at mange patienter
er ubehandlede i længere tid.
Undersøgelsen viser også, at klager til patientklagenævnene ikke frafaldes
i samme omfang som klager til domstolene. Undersøgelsen nævner i den
forbindelse sagsbehandlingen ved domstolene, jf. pkt. 3.3. ovenfor. Desuden
tyder undersøgelsen på, at domstolsprøvelse af nogle patienter opleves som en
større belastning end sagsbehandlingen ved patientklagenævnene.
Af undersøgelsen fremgår desuden, at omfanget af klager og klagefrafald
har været konstant igennem undersøgelsesperioden. I øvrigt får
sygehusmyndighederne også i patientklagenævnene medhold i hovedparten af
klagesagerne. Således får patienterne alene medhold i gennemsnitligt 3-7 pct.
af de afgjorte sager. For så vidt angår ankesager, får patienterne alene
medhold i gennemsnitligt 1 pct. af sagerne. Undersøgelsen konkluderer på den
baggrund, at anvendelsen af tvang som udgangspunkt administreres korrekt, og
at der kun anvendes tvang i nødvendigt omfang.
Endelig peger undersøgelsen på, at det nugældende registrerings- og
indberetningssystem vedrørende tvangsanvendelsen er uhensigtsmæssigt. Som
forklaring på dette forhold angives, at registreringen og indberetningen af
tvangsanvendelsen ikke under den nugældende ordning kan henføres til bestemte
personer eller indlæggelser. Det medfører bl.a., at det ikke er muligt at
påvise, i hvilket omfang tvangsanvendelsen angår samme person.
Der henvises i øvrigt til undersøgelsens kapitel 5.
3.5. Spørgeskemaundersøgelsen af de psykiatriske afdelinger
Undersøgelsen viser, at de fysiske rammer på de akutte lukkede afdelinger
er utilfredsstillende. Der er bl.a. mangel på enestuer og
beskæftigelsesmuligheder. Personalemangel og hyppigt forekommende
overbelægning fører ofte til, at patienterne ikke får adgang til frisk luft.
Kun få afdelinger har en akut modtagefunktion (psykiatrisk skadestue), hvor
patienter selv kan henvende sig døgnet rundt. Endvidere har kun omkring
halvdelen af de psykiatriske afdelinger en distriktspsykiatrisk service med
forankring i nærsamfundet.
Af undersøgelsen fremgår også, at psykiatriloven i et vist omfang
administreres forskelligt på de psykiatriske afdelinger. Således giver det
bl.a. anledning til tvivl, hvornår udtrykket »overlægen« skal
forstås som et forbud mod, at beslutningskompetencen delegeres til andre
læger på afdelingen. Endvidere synes der at herske nogen usikkerhed om
adgangen til at tilbageføre indlagte patienter, der har forladt afdelingen
eller er udeblevet efter udgang. Undersøgelsen nævner i den forbindelse, at
patienter undertiden »tvangstilbageholdes« uden at have begæret sig
udskrevet, således at politiet efter omstændighederne kan føre patienten
tilbage til afdelingen uden iagttagelse af fremgangsmåden ved
tvangsindlæggelse.
De fleste afdelinger finder, at ordningerne vedrørende behandlingsplaner,
tvangsprotokoller og faste vagter til tvangsfikserede patienter er
ressourcekrævende. Endvidere vurderer mange afdelinger, at
behandlingsplanerne ikke opfylder formålet om at inddrage patienten og styrke
mulighederne for at opnå patientens positive medvirken i behandlingsforløbet.
Ordningen med patientråd og patientmøder fungerer ikke hensigtsmæssigt. Kun
meget få steder er der oprettet patientråd, og patienternes tilstand og
forholdene især på de akutte lukkede afdelinger forhindrer ofte, at der kan
afholdes patientmøder.
De fleste afdelinger finder, at patientrådgiverordningen fungerer
tilfredsstillende, og at patientrådgivernes grundlag for at bestride hvervet
er godt.
Afdelingerne finder, at det opsplittede klagesystem er uhensigtsmæssigt.
Det anføres i den forbindelse, at domstolene generelt har et bedre
beslutningsgrundlag end patientklagenævnene, bl.a. fordi domstolene normalt
hører Retslægerådet. Endvidere savner patientklagenævnene psykiatrisk
sagkundskab, hvilket bl.a. er et problem i det omfang, nævnene tager stilling
til det lægelige indhold af en tvangsbehandling i form af tvangsmedicinering,
herunder valg af præparat og dosering.
Mange afdelinger nævner også, at retterne og patientklagenævnene kun i
begrænset omfang afholder møde på afdelingen, og at de mest syge patienter
ofte ikke får mulighed for personligt at deltage i møderne. Endvidere er det
i nogle patientklagenævn kun sjældent, at læger og patientrådgivere deltager
i sagens behandling.
Undersøgelsen viser i øvrigt, at afdelingerne tager afstand fra reglen om,
at klage over tvangsbehandling normalt har opsættende virkning, fordi mange
patienter lades ubehandlede i længere tid og derfor i ventetiden bliver
stadig mere forpinte og eventuelt mere urolige, ligesom det bliver sværere at
behandle deres psykiske sygdom.
Reglerne om tvangsbehandling af legemlig (somatisk) lidelse hos en
sindslidende patient synes generelt hensigtsmæssige. Dog findes der at være
behov for en afklaring af spørgsmålet om tvangsbehandling af sindslidende
patienter, der er indlagt på en somatisk afdeling uden at være blevet
overført dertil fra en psykiatrisk afdeling.
Endelig vurderer mange afdelinger, at bl.a. uro på afdelingerne,
overbelægning og personalemangel indvirker på omfanget af tvangsanvendelsen,
f.eks. tvangstilbageholdelse, tvangsfiksering og fysisk magtanvendelse.
Der henvises i øvrigt til undersøgelsens kapitel 6.
3.6. Spørgeskemaundersøgelsen af patientrådgiverne
Undersøgelsen viser, at patientrådgiverne generelt er tilfredse med
hvervet, og at de har en god kontakt til patienterne og personalet.
Undersøgelsen peger dog også på, at en række forhold, bl.a. aflønning og
hovedbeskæftigelse, medfører, at den første kontakt til patienten efter en
beskikkelse ofte forsinkes, og at patientrådgiverne langt fra altid deltager
i retsmøder og i møder i patientklagenævnene. Endvidere er der forskellige
syn på, hvad hvervet indebærer, og hvorledes det bør praktiseres.
Mange patientrådgivere finder generelt, at forholdene på de psykiatriske
afdelinger er utilfredsstillende. Det vurderes dog også, at der kun anvendes
den nødvendige tvang på de psykiatriske afdelinger.
Der henvises i øvrigt til undersøgelsens kapitel 7.
3.7. Spørgeskemaundersøgelsen af de psykiatriske patientklagenævn
Undersøgelsen viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i
patientklagenævnene er 15 dage, hvilket bl.a. indebærer, at meget syge
patienter, der er frihedsberøvet på behandlingsindikation, ofte er
ubehandlede i længere tid, idet klage over tvangsbehandling normalt har
opsættende virkning. Endvidere er der forskellig praksis bl.a. med hensyn til
patientrådgiveres og lægers deltagelse i nævnsmøderne. Det samme gælder med
hensyn til nævnenes mødested, idet mange nævn ikke afholder møde på den
psykiatriske afdeling.
Hovedparten af nævnsmedlemmerne finder, at grundlaget for afgørelserne
generelt er tilfredsstillende. Det oplyses i den forbindelse, at der ofte
tages stilling til det lægelige indhold af en tvangsbehandling. Mange
nævnsmedlemmer finder dog også, at det opsplittede klagesystem er
uhensigtsmæssigt, bl.a. fordi nævnet i sager om tvangsbehandling skal tage
stilling til, hvorvidt betingelserne for frihedsberøvelse er opfyldt.
4. God sygehusstandard
4.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
Ifølge sygehusloven er det amtskommunerne og Hovedstadens
Sygehusfællesskab, som har det umiddelbare driftsherreansvar for såvel det
somatiske som det psykiatriske sygehusvæsen. Dette driftsherreansvar medfører
ret og pligt for amtskommunerne til selv at fastsætte de rammer, hvorunder
sygdomsbehandlingen foregår. I psykiatrilovens § 2 er det fastsat, at
sygehusmyndigheden med henblik på i videst muligt omfang at forebygge
anvendelse af tvang skal tilbyde sygehusophold, behandling og pleje, som
svarer til god sygehusstandard.
Psykiatrilovsundersøgelsen konkluderer bl.a., at anvendelsen af tvang er
steget i undersøgelsesperioden, og at mange psykiatriske afdelinger er præget
af overbelægning, personalemangel og utilfredsstillende fysiske rammer.
Endvidere er der bl.a. mangel på enestuer, beskæftigelsesmuligheder og adgang
til frisk luft, jf. bl.a. afsnit 3.5. ovenfor.
4.2. Baggrunden for den gældende ordning
Baggrunden for, at der blev optaget en bestemmelse om god sygehusstandard
i psykiatriloven, var, at de fysiske rammer, hvorunder det psykiatriske
sygehusvæsen fungerer, og de øvrige ressourcer, der tilføres denne del af
sygehusvæsenet, har en ikke uvæsentlig betydning for omfanget af
tvangsanvendelsen, jf. betænkning nr. 1068/1986 s. 313 ff. og betænkning nr.
1109/1987 s. 12 ff. Det fremgår således, at der i det lovforberedende udvalg
var enighed om det ønskelige i at pege på denne sammenhæng og samtidig at
fremhæve, at forbedrede forhold for psykiatriske patienter ikke alene skabes
ved fastsættelse af en række formelle retsgarantier, men måske i endnu højere
grad afhænger af, at der afsættes de fornødne midler til at sikre patienterne
sygehusophold under tidssvarende forhold og fysiske rammer, herunder med
hensyn til udstyr, lokaler og bygninger, personale, beskæftigelses- og
uddannelsesmuligheder m.v.
Udvalget foreslog på den baggrund som § 2 en generel bestemmelse,
hvorefter sygehusmyndighederne skal tilbyde sygehusophold, der er i
overensstemmelse med god psykiatrisk sygehusstandard, med henblik på at
begrænse og forebygge anvendelsen af tvang, jf. betænkning nr. 1109/1987 s.
19. Flertallet i udvalget foreslog endvidere, at der i lovteksten blev
optaget et katalog over visse goder, som frihedsberøvede patienter skal have
ret til, f.eks. enestue, når dette er lægeligt indiceret, passende
værelsesstandard, tilbud om beskæftigelse og undervisning, mindst 1 times
ophold i frisk luft dagligt og ledsaget udgang efter behov.
Udvalgets mindretal var enig i den målsætning, som flertallet havde
opstillet. Mindretallet fandt imidlertid ikke, at en lovfæstelse af særlige
regler om de fysiske og behandlingsmæssige rammer var et egnet middel til at
sikre, at rammerne for alle psykiatriske patienter generelt forbedres.
Mindretallet anførte, at lovbestemmelser, der ved mere præcise standarder og
normer regulerer sygehusvæsenets ydelser over for en bestemt patientgruppe,
griber ind i sygehusmyndighedernes kompetence til efter sygehusloven at
foretage den nærmere sygehusplanlægning og prioritering af ressourceforbruget
inden for den samlede sygehussektor. Den lovregulering, som flertallet havde
foreslået, ville således være et brud på de lovgivningsprincipper, som
lovgivningsmagten har lagt til grund i forbindelse med udlægningen af
ansvaret for sygehusvæsenet til landets amtskommuner.
Mindretallet henviste endvidere til, at en gennemførelse af flertallets
forslag indebærer risiko for, at opfyldelsen af de materielle rettigheder for
frihedsberøvede patienter, hvis indlæggelsestid ofte er kortere end andre
patienters, sker på bekostning af en tilsvarende forbedring af forholdene for
de frivilligt indlagte psykiatriske patienter, der udgør hovedparten af alle
indlagte. De forbedringer, der også efter mindretallets opfattelse kan være
behov for ikke blot til gavn for frihedsberøvede patienter, men til fordel
for alle psykiatriske patienter, bør ligesom på det somatiske område
fremkomme som resultat af de kommunale myndigheders prioritering og
fastlæggelse af udviklingen inden for sundhedsområdet.
Justitsministeriet fandt i lighed med mindretallet, at lovfæstelse af en
række minimumsgoder for en meget lille gruppe af de psykiatriske patienter på
en uheldig måde ville gribe ind i amtskommunernes mulighed for at foretage en
samlet sygehusplanlægning, der sikrer den bedst mulige ressourceanvendelse
til gavn for alle psykiatriske patienter. Justitsministeriet fandt endvidere,
at den mest hensigtsmæssige måde gennem lovgivning at sikre psykiatriske
patienters forhold på er, at der i psykiatriloven optages en bestemmelse, der
udtrykkeligt pålægger den enkelte sygehusmyndighed at sørge for, at de
psykiatriske afdelinger opfylder god psykiatrisk sygehusstandard, således som
der var enighed om i udvalget, jf. Folketingstidende 1988-89, Tillæg A, sp.
2053-54.
Under behandlingen af lovforslaget i Folketinget udgik ordet
»psykiatrisk« af bestemmelsen, idet man ønskede at fremhæve, at
psykiatriske afdelinger er en del af det almindelige sygehusvæsen, og at en
stillingtagen til de standarder og normer, der bør gælde på det psykiatriske
område, ikke kan ske uden sammenhæng med de forhold, der stilles til rådighed
inden for det øvrige sygehusvæsen i forbindelse med somatisk
sygehusbehandling. Efter den ændrede formulering ligger den nærmere
prioritering af ressourceforbruget, herunder spørgsmålet om fordelingen af
ressourcer mellem de somatiske og de psykiatriske afdelinger, fortsat hos
sygehusmyndighederne. Ændringen indebærer dog også, at sygehusmyndighederne
ved den nærmere sygehusplanlægning som en generel målsætning skal tilstræbe,
eventuelt inden for en nærmere angiven årrække, at tilvejebringe fysiske
rammer og forhold for de psykiatriske patienter, der under hensyn til
områdernes forskelligartethed i hvert fald ikke er ringere end forholdene
inden for det øvrige sygehusvæsen i den pågældende sygehuskommune.
Under udvalgsbehandlingen af lovforslaget blev det også nævnt, at
forskellen mellem de somatiske og psykiatriske sygehusafdelinger gør det
ønskeligt, at der indrettes opholdsrum og sengestuer på en sådan måde, at
patienterne ikke tvinges til konstant fysisk nærhed. Sammen med hensyntagen
til personalets holdning og uddannelse kan dette modvirke, at miljøet bliver
angst- og aggressionsskabende. Der blev ligeledes lagt vægt på muligheden for
meningsfyldte aktiviteter, herunder muligheden for at kunne komme ud i frisk
luft og skifte opholdssted i løbet af dagen. Retsudvalget bemærkede i den
forbindelse, at denne målsætning for visse psykiatriske afdelingers
vedkommende ikke kunne anses for opfyldt, jf. Folketingstidende 1988-89,
Tillæg B, sp. 1336-38.
4.3. Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår af pkt. 4.2. ovenfor, var man under det lovforberedende
arbejde særlig opmærksom på, at der er en nøje sammenhæng mellem omfanget af
tvangsanvendelsen og de fysiske rammer, hvorunder det psykiatriske
sygehusvæsen fungerer. Dette er da også kommet direkte til udtryk i
psykiatrilovens § 2. At denne bestemmelse fik en fremskudt placering blandt
de almindelige bestemmelser i psykiatrilovens kapitel 2 skyldtes ligeledes et
ønske om at fremhæve, at forbedrede forhold for de psykiatriske patienter i
høj grad afhænger af, at der afsættes de fornødne midler til at sikre
patienterne sygehusophold under tidssvarende forhold og fysiske rammer,
herunder med hensyn til udstyr, lokaler og bygninger, personale,
beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder m.v.
Det blev også både i det lovforberedende udvalg og i Folketinget indgående
overvejet, om der i psykiatriloven skulle optages et katalog af materielle
patientrettigheder for frihedsberøvede patienter såsom ret til enestue,
tilbud om beskæftigelse og undervisning, udgang m.v. Som nævnt blev der under
behandlingen af forslaget i Folketinget kun foretaget en mindre ændring i
affattelsen af § 2, idet ordet »psykiatrisk« udgik.
Psykiatrilovsundersøgelsen peger på, at udviklingen i perioden fra 1991-93
har vist, at mange psykiatriske afdelinger ikke lever op til de mål for god
sygehusstandard, der blev opstillet i forbindelse med vedtagelsen af
psykiatriloven. I de undersøgte år har der således været mangel på enestuer
og opholds- og besøgsrum, og man har også kun i begrænset omfang kunnet
tilbyde beskæftigelse og undervisning og adgang til mindst en times udgang
dagligt i frisk luft. Udviklingen har ifølge psykiatrilovsundersøgelsen også
vist, at der er en sammenhæng mellem omfanget af tvangsanvendelsen og de
fysiske rammer, som behandlingen af sindslidende foregår under, idet
overbelægning og personalemangel har ført til øget anvendelse af tvang, for
hurtig udskrivning og indskrænkning i de goder, som frihedsberøvede patienter
bør have ret til.
Udviklingen efter 1993 er bl.a. belyst i en spørgeskemaundersøgelse
vedrørende de fysiske rammer på de psykiatriske afdelinger, som
Sundhedsministeriet i foråret 1996 i samarbejde med Amtsrådsforeningen og H:S
(Hovedstadens Sygehusfællesskab) har gennemført som led i opfølgningen på
økonomiaftalen med amterne for 1996.
Resultaterne af undersøgelsen dokumenterer bl.a., at 42 pct. af alle
psykiatriske senge på undersøgelsestidspunktet findes på enestuer. Heraf er
langt de fleste værelser uden eget bad og toilet (85 pct). Det fremgår
endvidere af undersøgelsen, at en betydelig andel af de psykiatriske
afdelinger er beliggende i den ældre del af bygningsmassen.
Undersøgelsen fastslår herudover, at knap halvdelen af alle psykiatriske
senge findes på tosengsstuer, og mere end hver tiende seng er på stuer med
flere end to senge.
På de psykiatriske afdelinger er der ifølge undersøgelsen alle steder
opholdsrum for patienterne. Der er imidlertid ikke separat opholdsrum for
hvert sengeafsnit.
Det fremgår ligeledes af undersøgelsen, at 4 ud af 5 psykiatriske afsnit
har et udendørsareal, således at patienterne kan komme ud i fri luft. 3 ud af
4 lukkede afsnit har tilknyttet et sikret udendørsareal. Generelt er
patienternes adgang til fri luft således dårligere, hvis patienternes
tilstand kræver et sikret udendørsareal, end hvis dette ikke er tilfældet.
En undersøgelse af amternes og Hovedstadens Sygehusfællesskabs
anlægsudgifter i perioden 1992 til 1995 viser en betydelig forøgelse af
anlægsudgifterne til de psykiatriske afsnit og distriktspsykiatrien. De
årlige anlægsudgifter steg i perioden fra 106 mio. kr. til 132 mio. kr.,
hvilket svarer til en stigning på ca. 25 pct.
Denne tendens bekræftes af Sundhedsministeriets undersøgelse af de fysiske
rammer på de psykiatriske afdelinger.
Ud af samtlige moderniseringer (defineret som den seneste modernisering),
der er gennemført på de lukkede psykiatriske sengeafsnit, er 83 pct. af disse
gennemført i perioden 1990 til 1996. Af samtlige moderniseringer gennemført
over tid på de åbne psykiatriske afsnit er ca. 53 pct. gennemført i samme
tidsrum.
Selv om der således i de seneste år er gennemført forbedringer, må de
fysiske rammer på en betydelig del af de psykiatriske afdelinger fortsat
anses for utilfredsstillende.
Når Justitsministeriet ikke i lovforslaget har medtaget bestemmelser, der
forpligter sygehusmyndighederne til at opfylde mere præcise standarder på de
psykiatriske afdelinger, er det ikke udtryk for, at regeringen ikke finder,
at der er behov for forbedringer.
Regeringen finder tværtimod, at der klart er behov for en fortsat øget
indsats, herunder ikke mindst med hensyn til de bygningsmæssige forhold.
Det er naturligt, at forbedringerne gennemføres i et samarbejde med de
ansvarlige sygehusmyndigheder, hvor der indgås mere præcise aftaler om de
mål, der skal nås.
Af regeringens aftale med Amtsrådsforeningen om amternes økonomi i 1997
fremgår, at parterne er enige om, at indsatsen for at forbedre de fysiske
rammer på de psykiatriske afdelinger fortsat skal opprioriteres.
På finansloven for 1997 søges der afsat en pulje på 400 mio. kr. over tre
år til medfinansiering af amtslige udgifter til forbedringer for psykiatriske
patienter, herunder især til modernisering af de psykiatriske afdelinger og
hospitaler. Den statslige medfinansiering kan udgøre op til 40 pct. af
omkostningerne, og den samlede værdi af de gennemførte foranstaltninger
bliver dermed i størrelsesordenen 1 mia. kr. Det er tanken, at en betydelig
del af midlerne skal anvendes til forbedring af de bygningsmæssige forhold.
Den nærmere udmøntning vil fremgå af en redegørelse, som regeringen vil
fremlægge inden for kort tid.
5. Klageordningen
5.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
Den gældende klageordning indebærer bl.a., at klager over
tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse indbringes for byretten i
første instans med mulighed for anke til landsretten, jf. psykiatrilovens §
34 og retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt
frihedsberøvelse.
Klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magtanvendelse og
beskyttelsesfiksering behandles i første instans af de lokale
patientklagenævn, jf. psykiatrilovens §§ 35-36. Patientklagenævnets
afgørelser kan påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf.
psykiatrilovens § 38. Er sådanne klager tillige rettet mod bestemte
sundhedspersoners faglige virksomhed, behandles også denne del af klagen af
det lokale patientklagenævn med klageadgang til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn, jf. herom pkt. 6.2. nedenfor.
Klager, der alene angår sundhedspersoners faglige virksomhed, skal
indbringes direkte for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. § 12,
stk. 1, 1. pkt., i lov nr. 397 af 10. juni 1987 med senere ændringer om
sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (centralstyrelsesloven).
Klager over personalets adfærd i øvrigt skal rettes til arbejdsgiveren,
dvs. sygehusmyndigheden (vedkommende amtskommune eller Hovedstadens
Sygehusfællesskab).
Efter psykiatrilovens § 12, stk. 1, må tvangsbehandling kun anvendes over
for personer, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10,
jf. § 5. Patientklagenævnet skal derfor ved efterprøvelsen af en beslutning
om tvangsbehandling tage stilling til, om betingelserne for
tvangstilbageholdelse er opfyldt. Hvis patienten i forbindelse med en klage
over tvangsbehandling også har klaget over, at den pågældende er blevet
tvangstilbageholdt, jf. psykiatrilovens § 34, skal patientklagenævnet således
tage stilling til, om betingelserne for tvangstilbageholdelse er opfyldt, på
et tidspunkt, hvor spørgsmålet om tvangstilbageholdelse også verserer ved
domstolene.
Klagesystemets indretning indebærer således, at retten og
patientklagenævnet uafhængigt af hinanden skal påse, at de samme betingelser
for et tvangsindgreb er opfyldt. I sådanne tilfælde kan patientklagenævnet
ikke udsætte behandlingen af klagen over tvangsbehandling, indtil retten har
truffet afgørelse om tvangstilbageholdelsens lovlighed. Det skyldes, at klage
over tvangsbehandling normalt har opsættende virkning, jf. psykiatrilovens §
32, stk. 3, og afsnit 6.1. nedenfor, og at behandlingen af klagen over
tvangsbehandling derfor skal fremskyndes mest muligt. Det kan f.eks. føre
til, at en tvangsbehandling, som patientklagenævnet har godkendt,
efterfølgende erklæres ulovlig af retten, fordi retten ikke finder, at
betingelserne for tvangstilbageholdelse har været opfyldt.
Til illustration kan i den forbindelse henvises til en dom fra Østre
Landsret, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1992 s. 178. I sagen blev
patienten tvangsindlagt på behandlingsindikation den 3. juli 1992, og den 6.
juli 1992 klagede den pågældende over frihedsberøvelsen. Den 24. juli 1992
godkendte patientklagenævnet overlægens beslutning om tvangsmedicinering, og
den 27. august 1992 godkendte byretten frihedsberøvelsen. Ved landsrettens
dom den 9. oktober samme år blev det imidlertid fastslået, at både
frihedsberøvelse og tvangsbehandling havde været ulovlig, fordi det ikke var
godtgjort, at betingelserne for frihedsberøvelse i psykiatrilovens § 5 havde
været opfyldt.
I psykiatrilovsundersøgelsen peges der på, at den delte klagevej er
uhensigtsmæssig og vanskelig at overskue, jf. bl.a. afsnit 3.5. og 3.7.
ovenfor. Det kan derfor overvejes at forenkle klageordningen, således at
klage over alle former for tvangsanvendelse behandles af samme myndighed. I
afsnit 5.2. nedenfor redegøres for baggrunden for, at klageordningen er delt
mellem patientklagenævn og domstole, og i afsnit 5.3. redegøres for
Justitsministeriets overvejelser.
5.2. Baggrunden for den gældende ordning
Efter § 9 i den tidligere gældende lov fra 1938 om sindssyge personers
hospitalsophold (sindssygeloven) kunne afgørelser om tvangstilbageholdelse på
psykiatrisk afdeling påklages til Justitsministeriet, der inden 1 måned
skulle tage stilling til klagen. I praksis blev der indhentet en udtalelse
fra Retslægerådet, inden Justitsministeriet traf afgørelse i sagen.
Tilsvarende gjaldt med hensyn til klager over tvangsindlæggelse. Godkendte
Justitsministeriet overlægens afgørelse om frihedsberøvelse, kunne patienten
begære spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed indbragt for domstolene
efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt
bestemt frihedsberøvelse. Det indebar bl.a., at Justitsministeriet inden 5
søgnedage efter begæringens fremsættelse skulle indbringe sagen for byretten
på patientens hjemsted. Under en sådan sag kunne også spørgsmål om erstatning
i anledning af frihedsberøvelsen pådømmes. Endvidere kunne byrettens
afgørelse ankes til landsretten.
Klager over rent lægelige spørgsmål, f.eks. valg af behandlingsform eller
metode, bivirkninger og lægefejl samt over eventuel tvangsbehandling og brug
af tvangsmidler henhørte tidligere under Sundhedsstyrelsen, men disse klager
blev med virkning fra den 1. januar 1988 overført til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn, jf. pkt. 5.1. ovenfor. Eventuelle erstatningskrav skulle
fortsat rettes mod den ansvarlige sygehusmyndighed, normalt vedkommende
amtskommune, der som ansvarlig for driften hæfter for eventuelle fejl begået
af ansatte, herunder læger. Klager over andre forhold, f.eks. personalets
optræden og de forhold, hvorunder patienten må opholde sig på et sygehus,
henhørte også fortsat under vedkommende amtskommune som ansvarlig
sygehusmyndighed.
Spørgsmålet om udformningen af den fremtidige klageordning i
psykiatriloven blev indgående overvejet i det lovforberedende udvalg,
jf. betænkning nr. 1068/1986 s. 439 ff. og betænkning nr. 1109/1987 s. 11 f.
og s. 97 ff. Flertallet foreslog, at der i hver amtskommune oprettes
mindst et lokalt patientklagenævn, der i første instans behandler klager over
alle former for tvangsanvendelse, dvs. frihedsberøvelse, tvangsbehandling,
tvangsfiksering, magtanvendelse og beskyttelsesfiksering (samt klager over
forsøgsbehandling). Nævnet skulle endvidere have kompetence til bl.a. gennem
uanmeldte besøg på de psykiatriske afdelinger at føre tilsyn med visse
forhold, der har forbindelse med de sager, som nævnet fik kompetence til at
behandle. Hvert nævn skulle bestå af en dommer som formand og to andre
medlemmer beskikket efter indhentet udtalelse fra henholdsvis Den Almindelige
Danske Lægeforening og De Samvirkende Invalideorganisationer. De lokale nævns
afgørelser om frihedsberøvelse kunne efter flertallets forslag indbringes for
domstolene efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. Nævnets andre
afgørelser kunne indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Mindretallet foreslog, at klager over tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse indbringes direkte for domstolene efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a, dvs. uden forudgående administrativ
klagesagsbehandling. Klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering,
magtanvendelse og beskyttelsesfiksering skulle efter mindretallets forslag
indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn på samme måde som alle andre
patienters klager over behandlingen i sygehusvæsenet.
Ved udformningen af den nugældende lov fandt Justitsministeriet, at
frihedsberøvelse er et så alvorligt indgreb, at det af retssikkerhedsmæssige
grunde må foretrækkes, at sager om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse
efter begæring så hurtigt som muligt indbringes direkte for en domstol. Efter
Justitsministeriets opfattelse kan det ikke undgås, at en forudgående
administrativ lokal behandling af en sådan sag medfører forsinkelse af den
retlige prøvelse, uanset hvor smidigt og effektivt den administrative
behandling tilrettelægges. Justitsministeriet tiltrådte derfor mindretallets
opfattelse på dette punkt.
For så vidt angår klager over anden tvangsanvendelse stillede man ved
genfremsættelsen af lovforslaget den 26. oktober 1988, jf. Folketingstidende
1988-89, Tillæg A sp. 2035-2108, forslag om, at sådanne klager i første
instans afgøres af lokale patientklagenævn. Lovforslaget svarede på dette
punkt til indstillingen fra flertallet i det lovforberedende udvalg bortset
fra, at man i lovforslaget foreslog statsamtmanden som formand for nævnet i
stedet for en dommer. Man lagde vægt på, at en sådan ordning faldt i tråd med
den nyere tendens i lovgivningen, hvorefter administrative sager, herunder
klagesager, som udgangspunkt behandles så lokalt som muligt. Endvidere blev
klagerens og patientrådgiverens mulighed for personligt at møde for
klageinstansen og gøre deres synspunkter gældende tillagt særlig betydning.
Der blev også lagt vægt på, at en lokal klagesagsbehandling må antages at ske
hurtigere end en central behandling. Endelig blev muligheden for, at det
lokale klagenævn i forbindelse med behandlingen af en konkret klagesag kan
aflægge besøg på vedkommende psykiatriske afdeling, tillagt væsentlig
betydning for kontrollen med anvendelsen af tvang.
Justitsministeriets forslag blev vedtaget, således at klageordningen i dag
er den, at klager over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse behandles
af domstolene, mens klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk
magtanvendelse og beskyttelsesfiksering behandles af de lokale
patientklagenævn med klageadgang til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
5.3. Justitsministeriets overvejelser
Som nævnt peger psykiatrilovsundersøgelsen på, at den opsplitning af
klagesystemet, som den gældende ordning indebærer, har gjort klagesystemet
uhensigtsmæssigt og vanskeligt at overskue. Det anføres i den forbindelse, at
det er en ulempe ved klagesystemet, at patientklagenævnet og domstolene
uafhængigt af hinanden skal tage stilling til, om betingelserne for
tvangstilbageholdelse er opfyldt, når der er samtidig er klaget over
tvangstilbageholdelse og tvangsbehandling. Det anføres endvidere, at det
synes uhensigtsmæssigt, at patientklagenævnets godkendelse af en
tvangsbehandling efterfølgende kan blive underkendt ved domstolene, fordi
retten ikke finder, at betingelserne for tvangstilbageholdelse har været
opfyldt.
Det kan på den baggrund overvejes at ændre klageordningen, således at
klager over alle former for tvangsanvendelse indbringes for de lokale
patientklagenævn i første instans.
Til fordel for at samle klagerne i de lokale patientklagenævn kan det
anføres, at man herved opnår, at det er den samme myndighed, der i 1. instans
tager stilling til, om betingelserne for tvangstilbageholdelse er opfyldt,
uanset om klagen angår frihedsberøvelse eller tvangsbehandling.
En sådan klageordning vil også virke mere overskuelig og enkel og vil
formentlig af patienterne kunne opleves som lettere tilgængelig end en
ordning, hvor klagevejene er adskilte.
Heroverfor kan anføres de retssikkerhedsmæssige synspunkter, der ligger
bag den gældende ordning, hvorefter klager over tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse henhører direkte under domstolene uden en forudgående
administrativ klagesagsbehandling.
Efter grundlovens § 71, stk. 6, har patienter krav på at få prøvet
lovligheden af en tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse ved de
almindelige domstole eller anden dømmende myndighed. Får patientklagenævnet
kompetence til i første instans at tage stilling til klager over
tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, skal patienten således stadig
have mulighed for at få patientklagenævnets afgørelse om tvangsindlæggelse
eller tvangstilbageholdelse prøvet ved domstolene. Henlægges klager over
tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse til patientklagenævnene i første
instans, vil det betyde, at der vil gå længere tid, inden patienten kan få
sagen pådømt af en domstol.
Ved vurderingen af et forslag om at udvide patientklagenævnets kompetence
til også at omfatte klager over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse
skal det endvidere tages i betragtning, at behandlingen af sager om
frihedsberøvelse ved retten normalt foregår således, at der foretages
bevisførelse med afhøring af vidner og dokumentation af sagkyndige
erklæringer, herunder også fra Retslægerådet, der er indhentet til brug for
sagens behandling, inden retten afgør sagen.
En udvidelse af patientklagenævnets kompetence til også at omfatte klager
over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse kan også føre til, at
behandlingen af klager over tvangsbehandling med opsættende virkning
forsinkes i de tilfælde, hvor nævnet i forbindelse med den samme klage både
skal tage stilling til tvangstilbageholdelse og til tvangsbehandling. Som det
fremgår af afsnit 6.1.1. nedenfor, er det en af psykiatrilovsundersøgelsens
hovedkonklusioner, at patientklagenævnets sagsbehandlingstid er for lang i de
tilfælde, hvor der er klaget over tvangsbehandling, og klagen er tillagt
opsættende virkning. En udvidelse af patientklagenævnets kompetence kan
derfor komme i modstrid med ønsket om at fremskynde behandlingen af sådanne
klager mest muligt.
I stedet for at henlægge behandlingen af klager over alle former
tvangsanvendelse til de lokale patientklagenævn kunne det overvejes at samle
klagerne ved domstolene.
Dette vil imidlertid næppe være en hensigtsmæssig løsning. Det skyldes
bl.a., at klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk
magt og beskyttelsesfiksering er sagstyper, der - bl.a. på grund af
procesformen - ikke egner sig umiddelbart til behandling ved domstolene i 1.
instans.
Ved udformningen af den nugældende klageordning ved patientklagenævnene
blev der endvidere lagt vægt på, at både lægesagkundskab og brugersynspunkter
i bred forstand skulle være repræsenteret i klageinstansen. Disse hensyn vil
vanskeligt kunne tilgodeses, hvis samtlige klager skal behandles ved
domstolene.
Det kan på den baggrund overvejes at etablere et nyt klagesystem,
der erstatter både patientklagenævnene og domstolene. Som nævnt ovenfor giver
udtrykket »anden dømmende myndighed« i grundlovens § 71, stk. 6,
mulighed for, at klager over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse
eventuelt kan behandles ved særdomstole. Gennemførelsen af et sådant forslag
rejser imidlertid en række principielle spørgsmål. Justitsministeriet har
derfor ikke ment at burde stille forslag om oprettelse af særdomstole til
behandling af denne type sager.
Selv om den nugældende delte klageordning kan anses for en afbalanceret
løsning af de modstående hensyn, der gør sig gældende, er det
Justitsministeriets konklusion, at der bør ske en forenkling af
klagesystemet, således at alle klager over tvang i første instans samles hos
den samme myndighed. Efter Justitsministeriets opfattelse bør denne myndighed
være det lokale patientklagenævn.
Der stilles derfor forslag om, at alle klager over tvangsanvendelse,
herunder også klager over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, i
første instans behandles af de lokale patientklagenævn. Om forslagets nærmere
indhold henvises til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser nedenfor.
Om Justitsministeriets overvejelser og forslag vedrørende styrkelse af
patientklagenævnenes klagesagsbehandling henvises til pkt. 6 nedenfor.
6. Behandlingen af klager ved de lokale patientklagenævn og
domstolene
I dette afsnit drøftes en række spørgsmål, der vedrører de lokale
patientklagenævns behandling af klager. I afsnit 6.1. overvejes den
opsættende virkning af klager over tvangsbehandling, herunder spørgsmålet om
indførelse af en absolut frist for patientklagenævnets behandling af sådanne
klagesager. I den forbindelse overvejes også at ændre retsplejeloven med
henblik på at fremskynde domstolenes behandling af sager vedrørende
tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse mest muligt. I afsnit 6.2. drøftes
patientklagenævnets saglige kompetence med hensyn til valg af præparat og
dosering i forbindelse med klager over tvangsmedicinering. Endvidere
behandles i afsnit 6.3. spørgsmålene om patientrådgiverens og overlægens
deltagelse i patientklagenævnets møder og patientklagenævnets mødested.
Endelig overvejes det i afsnit 6.4, om patientklagenævnene skal tillægges en
generel tilsynskompetence.
6.1. Opsættende virkning af klage over tvangsbehandling og spørgsmålet
om sagsbehandlingsfrister
6.1.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
Efter psykiatrilovens § 32, stk. 2, har klager over beslutninger om
tvangsanvendelse ikke opsættende virkning. Det indebærer, at tvangsindgrebet
kan foretages, selv om patienten eller patientrådgiveren har klaget eller
ønsker at klage over indgrebet. Efter psykiatrilovens § 32, stk. 3, har klage
over beslutning om tvangsbehandling dog opsættende virkning, medmindre
omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte
patientens liv eller helbred for væsentlig fare.
Bestemmelsen indebærer, at klager over tvangsbehandling normalt fører til,
at tvangsbehandlingen må udsættes, indtil patientklagenævnet har truffet
afgørelse. Bestemmelsen medfører dog også, at en klage i visse særlige
tilfælde ikke har opsættende virkning, hvilket bl.a. skal ses i lyset af de
hjælpepligter, der følger af lægeloven og straffeloven, jf. herom
Folketingstidende 1988-89, Tillæg B, sp. 1355-1356.
Psykiatrilovsundersøgelsen viser, at den opsættende virkning ofte fører
til, at patienter er ubehandlede flere uger bl.a. med den følge, at de bliver
mere syge og urolige i den tid, hvor man afventer klagenævnets afgørelse. Det
skal endvidere tages i betragtning, at der også forud for en beslutning om
tvangsbehandling kan være gået længere tid, hvor man har forsøgt at opnå
patientens frivillige medvirken til behandlingen.
6.1.2. Baggrunden for den gældende ordning
Reglerne om opsættende virkning af klager over tvangsbehandling har nøje
sammenhæng med spørgsmålet om, hvornår der kan anvendes tvang. Dette
spørgsmål blev indgående overvejet af det lovforberedende udvalg, jf.
betænkning nr. 1068/1986 s. 36-37, s. 279 ff. og s. 355 ff., samt betænkning
nr. 1109/1987 s. 28 og 96. Baggrunden for, at et enigt udvalg anbefalede, at
klager over tvangsbehandling normalt tillægges opsættende virkning, var, at
tvangsbehandling er af så indgribende karakter, at patienten som udgangspunkt
bør have mulighed for at få en en klageinstans uden for den psykiatriske
afdeling til at vurdere, om behandlingen bør gennemføres mod patientens
ønske.
Som resultat af overvejelserne blev der i udvalgets lovudkastet indsat en
bestemmelse om, at klage over beslutning om tvangsbehandling har opsættende
virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for
ikke at udsætte vedkommendes liv eller helbred for væsentlig fare. Denne
bestemmelse blev også optaget i det endelige lovforslag og vedtaget i uændret
form af Folketinget.
6.1.3. Justitsministeriets overvejelser
Som nævnt i afsnit 6.1.1. ovenfor, medfører det forhold, at iværksættelse
af behandling som følge den opsættende virkning må afvente klagenævnets
afgørelse, at patienterne i ventetiden ofte bliver mere syge og urolige.
Hertil kommer, at der forud for en beslutning om tvangsbehandling kan være
gået længere tid med at søge at opnå patientens frivillige medvirken til
behandlingen. Det kan på den baggrund overvejes at ophæve psykiatrilovens §
32, stk. 3, således at klager over tvangsbehandling i lighed med klager over
andre former for tvangsanvendelse ikke har opsættende virkning, jf. § 32,
stk. 2.
For en sådan løsning kan tale, at den bl.a. giver mulighed for med det
samme at iværksætte behandling af patienter, der er frihedsberøvede på grund
af et påtrængende behandlingsbehov. En afskaffelse af den opsættende virkning
vil endvidere medvirke til, at man kan undgå at skulle tvangsfiksere
patienten i ventetiden eller give den pågældende beroligende indsprøjtninger.
De eventuelle betænkeligheder ved en sådan afskaffelse må i øvrigt vurderes i
sammenhæng med, at erfaringerne fra psykiatrilovsundersøgelsen viser, at
beslutning om tvangsbehandling alligevel bliver godkendt i hovedparten af
klagesagerne ved patientklagenævnene, jf. afsnit 3.4. ovenfor. Endelig har en
afskaffelse af den opsættende virkning alene den betydning, at der ikke
foretages en forudgående prøvelse af beslutningen. Patienten vil
fortsat have adgang til at få efterprøvet tvangsbehandlingen ved klagenævnet.
Heroverfor kan det anføres, at det under hensyn til den indgribende
karakter af tvangsbehandling er af væsentlig retssikkerhedsmæssig betydning
for patienten, at den pågældende har mulighed for - inden behandlingen er
gennemført - at få en klageinstans uden for den psykiatriske afdeling til
tage stilling til, om tvangsbehandling bør gennemføres.
En mellemløsning kunne være at ændre på kriterierne for, hvornår en klage
tillægges opsættende virkning, således at man fastholder princippet om
opsættende virkning af klager over tvangsbehandling samtidig med, at man
udvider adgangen til at tvangsbehandle, selv om patienten klager.
I vurderingen af, om der er behov for en sådan mellemløsning, må indgå, at
der allerede under den nugældende ordning er mulighed for at tvangsbehandle i
et ikke ubetydeligt omfang, selv om patienten klager, jf. afsnit 6.1.2.
ovenfor.
Justitsministeriet finder, at den opsættende virkning af klage over
beslutning om tvangsbehandling er en væsentlig retssikkerhedsgaranti for
patienter. Justitsministeriet finder derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for
helt at afskaffe bestemmelsen om opsættende virkning.
Samtidig kan der efter Justitsministeriets opfattelse foreligge sådanne
tungtvejende modhensyn, at tvangsbehandling må iværksættes her og nu, uanset
om patienten klager over beslutningen. Efter den nugældende bestemmelse i
lovens § 32, stk. 3, har en klage ikke opsættende virkning, hvis omgående
gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv
eller helbred for væsentlig fare. I praksis har der måske været en tendens
til at tillægge klage opsættende virkning i videre omfang end fastsat ved
loven. Sundhedsstyrelsen vil på den baggrund udsende en vejledning, hvor det
præciseres, i hvilke tilfælde klage har opsættende virkning, og i hvilke
tilfælde en klage ikke har den virkning.
Justitsministeriet finder, at der herudover bør skabes hjemmel til ikke at
tillægge en klage opsættende virkning, hvis behandling er nødvendig for at
afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade
på legeme eller helbred. Dette forslag er ikke alene begrundet i hensynet til
andre, herunder personale og medpatienter, men også i hensynet til den
pågældende patient selv. Dette skyldes bl.a., at alternativet til behandling
i de fleste af disse tilfælde vil være anvendelse af andre former for tvang
over for patienten i ventetiden, herunder navnlig tvangsfiksering og
indgivelse af beroligende medicin. Der henvises i øvrigt til forslaget til
ændring af § 32, stk. 3, og bemærkningerne hertil.
Specielt om sagsbehandlingsfrist for patientklagenævnet
For så vidt angår de tilfælde, hvor klage over beslutning om
tvangsbehandling fortsat har opsættende virkning, bør det sikres, at
patienten ikke lades ubehandlet i længere tid efter, at der er klaget over en
påtænkt tvangsbehandling. Efter den nugældende ordning skal
patientklagenævnet træffe afgørelse snarest muligt, og er afgørelsen ikke
truffet inden 14 dage efter klagens modtagelse, skal nævnet underrette
patienten og patientrådgiveren om grunden hertil samt om, hvornår afgørelse
kan forventes at foreligge, jf. psykiatrilovens § 37, stk. 3. Den nugældende
ordning indeholder ikke noget krav om, at afgørelsen skal være truffet inden
14 dage efter sagens indbringelse. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår
dog, at der i praksis bør træffes afgørelse inden 14 dage efter klagens
modtagelse. Især klager over forestående tvangsbehandling forudsættes under
hensyn til den opsættende virkning behandlet og afgjort særlig hurtigt, jf.
Folketingstidende 1988-89, Tillæg A, sp. 2097.
Justitsministeriet finder, at der er behov for at sikre en hurtig
behandling af klager med opsættende virkning i højere grad, end det er sket i
den nugældende lov. Justitsministeriet foreslår på den baggrund en absolut
sagsbehandlingsfrist for patientklagenævnet på 7 hverdage for denne type
klagesager, jf. forslaget til ny § 36, stk. 3, og bemærkningerne hertil.
En sådan kort frist forudsætter bl.a., at den lægeerklæring, der indgår i
nævnets behandling, er fyldestgørende, således at der ikke bliver behov for
at indhente supplerende erklæringer. Sundhedsstyrelsen vil på den baggrund
udsende en vejledning om kravene til indholdet af erklæringer, der udarbejdes
til brug for nævnsbehandlingen, herunder også erklæringer i sager om
tvangsbehandling med opsættende virkning.
Andre klagesager skal som hidtil afgøres snarest muligt. Har
patientklagenævnet ikke truffet afgørelse inden 14 dage efter klagens
modtagelse, skal nævnet underrette patienten og patientrådgiveren om grunden
hertil samt om, hvornår afgørelse kan forventes at foreligge.
Specielt om sagsbehandlingsfrist for domstolene
Som det fremgår af afsnit 5.3. ovenfor, foreslås det, at alle klager over
tvang, herunder også tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, skal
indbringes for patientklagenævnet i 1. instans. Endvidere skal
patientklagenævnets afgørelser om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse
efter begæring kunne indbringes for domstolene efter retsplejelovens kapitel
43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse. Det må i den
forbindelse overvejes, om der bør foreslås ændringer om domstolenes
behandling af disse sager.
Der er hverken i retsplejelovens kapitel 43 a eller i psykiatriloven
fastsat nærmere regler for, hvor hurtigt retten skal afsige dom i sager om
klage over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse. Det er imidlertid
forudsat, at sådanne sager fremmes med den fornødne hurtighed. Det kan på den
baggrund overvejes at ændre reglerne for behandlingen af sager om
administrativt bestemt frihedsberøvelse med henblik på yderligere at
fremskynde behandlingen af sager om tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse ved domstolene.
En mulighed kunne i den forbindelse være at indføre en
sagsbehandlingsfrist for rettens behandling af klager over tvangsindlæggelse
og tvangstilbageholdelse. Til fordel for et sådant forslag kan anføres, at
det falder i tråd med forslaget om at fastsætte en frist for sagsbehandlingen
af klager over tvangsbehandling med opsættende virkning, jf. afsnit 6.1.3.
ovenfor.
Sagsbehandlingen ved domstolene egner sig imidlertid næppe til at blive
undergivet en absolut sagsbehandlingsfrist. Det skyldes bl.a., at den er mere
formel og tidkrævende end sagsbehandlingen ved patientklagenævnene. Som nævnt
i afsnit 5.3. ovenfor, beskikkes der normalt advokat i forbindelse med
rettens behandling, ligesom der foretages bevisførelse, hvori der normalt
indgår afhøring af vidner og dokumentation af indhentede erklæringer fra
sagkyndige, herunder Retslægerådet, inden retten træffer afgørelse i sagen.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør man på den baggrund afstå fra at
indføre en absolut frist for behandlingen af klager over tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse ved domstolene. Justitsministeriet finder dog, at der
ved forberedelsen af sådanne sager i lighed med andre sager om prøvelse af
administrativt bestemt frihedsberøvelse kan være grund til at være særligt
opmærksom på, at sagen fremmes mest muligt. Dette gør sig ikke mindst
gældende i de foreliggende tilfælde, hvor sagerne om frihedsberøvelse
allerede har været undergivet en administrativ klagesagsbehandling ved de
lokale patientklagenævn. I disse tilfælde er der således et særligt behov for
at sikre, at der ikke går for lang tid, inden patienten får rettens
afgørelse. Det gælder navnlig, hvis patienten fortsat er frihedsberøvet på
det tidspunkt, hvor sagen er indbragt for retten.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at der i retsplejelovens §
470, stk. 3, om tidspunktet for sagens foretagelse indføjes en bestemmelse,
hvorefter dommeren i øvrigt påser, at sagen fremmes mest muligt. Der henvises
i den forbindelse til lovforslagets § 2.
6.2. Patientklagenævnets saglige kompetence i forbindelse med klager
over tvangsbehandling
6.2.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
Efter psykiatrilovens § 36 omfatter patientklagenævnets saglige kompetence
klager over tvangsbehandling, jf. §§ 12 og 13, tvangsfiksering, jf. §§ 14-16,
fysisk magtanvendelse, jf. § 17, og beskyttelsesfiksering, jf. § 18. Nævnets
afgørelse kan gå ud på, at tvangsindgrebet godkendes, eller at indgrebet
findes at være foretaget med urette, f.eks. fordi lovens betingelser for dets
foretagelse ikke er opfyldt. Ved klage over beslutning om tvangsbehandling
kan nævnet godkende eller tilsidesætte beslutningen. Hvis klagen ikke kun
omfatter indgrebet som sådant, men også er rettet mod den eller de
sundhedspersoner, der har deltaget i den påklagede tvangsudøvelse, kan nævnet
samtidig tage stilling til, om der er grundlag for at udtale kritik over for
den pågældende, jf. § 15 i bekendtgørelsen om forretningsorden for de
psykiatriske patientklagenævn. Har klagen over den faglige virksomhed ikke
forbindelse med tvangsindgrebets foretagelse, behandles klagen af
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. afsnit 5.1. ovenfor.
Om den saglige kompetence ved klage over tvangsbehandling, fremgår det af
forarbejderne til den gældende lov, at nævnets kompetence ikke er begrænset
til en efterprøvelse af, om betingelserne for tvangsbehandling er opfyldt,
jf. § 12, stk. 1, og en bedømmelse af den tvang, der i givet fald er anvendt,
jf. § 12, stk. 3, 2. pkt. Nævnet er også beføjet til at tage stilling til
selve det lægelige indhold af behandlingen, herunder valg af præparat og
dosering, jf. § 12, stk. 2, og § 4, og Folketingstidende 1988-89, Tillæg A,
sp. 2095.
I psykiatrilovsundersøgelsen peges der på, at patientklagenævnene med
henblik på visse spørgsmål kan have behov for at få tilført yderligere
psykiatrisk sagkundskab. Der henvises i den forbindelse til, at
patientklagenævnene kan have behov for psykiatrisk viden, når man ved
behandlingen af klager over bl.a. tvangsbehandling tager stilling til det
lægelige indhold af en tvangsmedicinering, jf. afsnit 3.5. ovenfor.
6.2.2. Baggrunden for den gældende ordning
Som nævnt i afsnit 5.2. ovenfor henhørte klager over rent lægelige
spørgsmål tidligere under Sundhedsstyrelsen, men blev med virkning fra den 1.
januar 1988 overført til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Spørgsmålet om behandlingen af sager om lægeansvar i forbindelse med
tvangsbehandling blev drøftet indgående i det udvalg, der forberedte
psykiatriloven, jf. betænkning nr. 1068/1986 s. 451-453. Udvalget
indstillede, at klageinstansen ikke behandler klager over eventuelle
lægefejl, der har medført skader, for hvilke patienten kræver erstatning, men
alene tager stilling til, om betingelserne for tvangsanvendelse har været
opfyldt, og om den rette fremgangsmåde er fulgt. Det er da også baggrunden
for, at patientklagenævnet ikke har beføjelse til at afgøre eventuelle
erstatningsspørgsmål i forbindelse med tvangsbehandling, men alene kan
godkende eller tilsidesætte en beslutning om tvangsbehandling og eventuelt
udtale kritik over for nærmere angivne medicinalpersoner, jf. afsnit 6.2.1.
ovenfor.
Sammenhængen mellem den behandlende læges ansvar for den behandling, der
ydes, og patientklagenævnets kompetence til at vurdere sundhedspersoners
faglige virksomhed ved klage over tvangsbehandling, ses ikke at have givet
anledning til særlige overvejelser hos det flertal i udvalget, der udtalte
sig til fordel for patientklagenævnsmodellen, jf. betænkning nr. 1068/1986 s.
469, jf. s. 465, og afsnit 5.2. ovenfor.
6.2.3. Justitsministeriets overvejelser
Det kan i lyset af psykiatrilovsundersøgelsen overvejes at ændre reglerne
om patientklagenævnets saglige kompetence, således nævnet ikke vurderer det
lægelige indhold i forbindelse med tvangsanvendelse. Ved klager over
tvangsbehandling skal nævnet herefter alene efterprøve, om betingelserne for
tvangsbehandling er opfyldt, jf. § 12, stk. 1, og bedømme den tvang, der i
givet fald er anvendt, jf. § 12, stk. 3, 2. pkt.
Til fordel for en sådan løsning kan tale, at den bidrager til en afklaring
af, hvem der har det lægelige ansvar for en tvangsbehandling. Forslaget
forhindrer således, at patientklagenævnet ved behandlingen af en klage over
tvangsbehandling med opsættende virkning griber ind i den behandlende læges
ansvar for det lægelige indhold af den påtænkte tvangsbehandling ved at
tilsidesætte overlægens beslutning om valg af præparat og dosering og sætte
sin egen afgørelse i stedet f.eks. ved at anvise et andet præparat eller en
anden dosering.
Heroverfor kan det anføres, at ordningen svækker patientens retssikkerhed
ved klage over tvangsbehandling, idet den afskærer patienten fra at få
patientklagenævnets vurdering af, hvorvidt en påtænkt eller gennemført
tvangsmedicinering iagttager »det mindste middels princip«, jf. §
12, stk. 2, og § 4. Under lovforslagets behandling i Folketinget lagde et
flertal i Retsudvalget afgørende vægt på at fremhæve betydningen af
iagttagelsen af »det mindste middels princip« i forbindelse med
tvangsmedicinering, jf. Folketingstidende 1988-89, Tillæg B, sp. 1324.
Justitsministeriet finder det overvejende betænkeligt at gå ind på en
ordning, der generelt udelukker patientklagenævnet fra vurdere det lægelige
indhold i forbindelse med en klage. Justitsministeriet finder imidlertid, at
der kan være behov for at præcisere patientklagenævnets kompetence ved
behandling af klager over tvangsbehandling, således at det udtrykkeligt
fremgår, at nævnet ved behandling af klager over valg af præparat og dosering
i forbindelse med tvangsmedicinering kun tager stilling til, om betingelserne
i psykiatrilovens § 12, stk. 2, er opfyldt, dvs. om der i det enkelte
tilfælde anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest
mulige bivirkninger. En sådan præcisering kræver ikke lovændring, idet den
kan gennemføres ved at ændre § 15 om indholdet af nævnets afgørelser i
bekendtgørelsen om forretningsordenen for de psykiatriske patientklagenævn.
Hvis lovforslaget vedtages, vil Justitsministeriet foretage en sådan
præcisering i forretningsordenen for de psykiatriske patientklagenævn.
Justitsministeriet har i forbindelse med spørgsmålet om
patientklagenævnenes saglige kompetence også overvejet, om der kan være behov
for ændre reglerne om patientklagenævnenes sammensætning med henblik på at
styrke den psykiatriske sagkundskab i nævnene. Den psykiatriske sagkundskab
har ikke kun betydning ved vurderingen af, om psykiatrilovens betingelser
vedrørende det lægelige indhold af en tvangsmedicinering er opfyldt, jf.
ovenfor, men indgår f.eks. også ved afgørelsen af, om de almindelige
betingelser for tvangsbehandling er opfyldt, dvs. om den pågældende opfylder
betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. psykiatrilovens § 12, stk. 1,
jf. §§ 10 og 5.
Under den nugældende ordning består nævnet ved afgørelsen af den enkelte
sag af vedkommende statsamtmand (i Københavns Kommune overpræsidenten) som
formand, et medlem beskikket efter indhentet udtalelse fra den Almindelige
Danske Lægeforening samt et medlem beskikket efter indhentet udtalelse fra De
Samvirkende Invalideorganisationer, jf. psykiatrilovens § 35. De Samvirkende
Invalideorganisationer har overladt til Landsforeningen Sind at indstille
medlemmer og stedfortrædere til nævnet.
Ved vurderingen af en eventuel ændring af nævnets sammensætning med
henblik på at styrke den psykiatriske sagkundskab skal det fremhæves, at
dette spørgsmål blev overvejet nøje af det lovforberedende udvalg i
forbindelse med drøftelserne om patientklagenævnsmodellen, jf. betænkning nr.
1068/1986 s. 463-464. Flertallet, der anbefalede denne model, lagde vægt på,
at de lokale nævn skulle fungere hurtigt og smidigt, og begrænsede derfor
antallet af medlemmer til tre, jf. betænkning 1109/1987 s. 98. Flertallet
lagde også vægt på, at den lægelige repræsentant som udgangspunkt burde være
speciallæge i psykiatri eller have indsigt i psykiatri, jf. betænkning nr.
1068/1986 s. 463-464.
Justitsministeriet finder på den baggrund ikke, at der bør gennemføres
ændringer på dette punkt. Justitsministeriet finder samtidig, at der kan være
grund til at gøre opmærksom på, at intentionen bag den nugældende ordning er,
at den lægelige repræsentant så vidt muligt bør være speciallæge i psykiatri
eller have indsigt i psykiatri med henblik på at kunne tilføre
patientklagenævnet den fornødne psykiatriske sagkundskab ved
klagesagsbehandlingen.
I stedet for at gennemføre ændringer i patientklagenævnenes sammensætning
kunne det overvejes at styrke den psykiatriske sagkundskab gennem en
konsulentordning, der f.eks. knyttes til nævnets sekretariat.
Justitsministeriet finder imidlertid ikke, at der bør stilles forslag om
en sådan ordning. Efter Justitsministeriets opfattelse må patientklagenævnet
som udgangspunkt tilvejebringe de fornødne psykiatriske oplysninger gennem
den erklæring, som overlægen udfærdiger til brug for klagesagens behandling i
nævnet, og ved efter omstændighederne at stille uddybende spørgsmål til den
behandlende læge, der møder i nævnet, jf. psykiatrilovens § 37, stk. 1, og
afsnit 6.3. nedenfor. En sådan fremgangsmåde gør det muligt at behandle og
afgøre sagerne hurtigt. Viser der sig herefter undtagelsesvis at være behov
for yderligere sagkyndige oplysninger, må sådanne oplysninger normalt
tilvejebringes ved, at nævnet indhenter en supplerende sagkyndig erklæring
f.eks. fra Retslægerådet, som sagens parter kan få lejlighed til at
kommentere, inden nævnet træffer afgørelse. Dette gælder også for så vidt
angår behandlingen af sager om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse,
som foreslås omfattet af patientklagenævnes kompetence.
6.3. Patientrådgiverens og overlægens deltagelse i patientklagenævnets
møder og patientklagenævnets mødested
6.3.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
Efter psykiatrilovens § 37, stk. 2, har patienten ogpatientrådgiveren ret
til mundtligt at forelægge sagen for nævnet ved klage. I særlige tilfælde,
hvor hensynet til patientens helbred eller til sagens behandling i nævnet
afgørende taler herfor, kan nævnet bestemme, at patienten helt eller delvis
skal være udelukket fra at deltage i forhandlingerne. Repræsentanten for
sygehusmyndigheden, vedkommende overlæge og eventuelt andre involverede
sundhedspersoner har også ret til mundtligt at forelægge sagen for nævnet,
jf. § 10, stk. 1. 2. pkt., i bekendtgørelsen om forretningsorden for de
psykiatriske patientklagenævn. Overlægen kan efter omstændighederne
repræsentere sygehusmyndigheden, men sygehusmyndigheden har som part ret til
at være selvstændigt repræsenteret f.eks. ved en af de ansatte i
sygehusadministrationen.
Patientklagenævnets formand fastsætter stedet for nævnets møder, jf. § 9,
stk. 1, i bekendtgørelsen om forretningsorden for de psykiatriske
patientklagenævn. Der er mulighed for, at møderne foruden på statsamtet kan
afholdes på den psykiatriatriske afdeling, hvor patienten er eller har været
indlagt. Det kan ofte være praktisk for sagens parter, at mødet afholdes på
afdelingen, og gøre det lettere for patienten at deltage.
Psykiatrilovsundersøgelsen viser, at patientklagenævnene har forskellig
praksis med hensyn til, hvor møderne afholdes, og hvem der deltager i
møderne, jf. bl.a. afsnit 3.7 ovenfor. Således fremgår det, at mange nævn
undlader at benytte adgangen til at holde mødet på den psykiatriske afdeling,
hvor patienten er indlagt, og at patientrådgiverne og overlægerne langt fra
altid deltager i møderne. Det kan på den baggrund overvejes at styrke
klagesagsbehandlingen på disse punkter.
6.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet finder det rigtigst, at patientrådgiveren normalt
deltager i nævnets møde, således at den pågældende kan bistå patienten med at
forelægge klagen for nævnet. Justitsministeriet er i den forbindelse
opmærksom på, at der, hvis man gennemfører forslaget om en absolut frist på 7
hverdage for behandlingen af klager over tvangsbehandling med opsættende
virkning, jf. afsnit 6.1.3. ovenfor, kan forekomme tilfælde, hvor
patientrådgiveren må indkaldes til nævnets møde med kort varsel og derfor kan
have vanskeligt ved at at være til stede. Justitsministeriet foreslår på den
baggrund, at der i psykiatrilovens § 24, stk. 2, om patientrådgiverens
opgaver optages en bestemmelse, der fastslår, at patientrådgiveren så vidt
muligt skal være til stede ved klagens behandling i patientklagenævnet, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9, med tilhørende bemærkninger.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør den læge, der har truffet
bestemmelse om det påklagede tvangsindgreb, normalt også være tilstede i
nævnets møde med henblik på at oplyse sagen for nævnet. Det vil typisk være
overlægen, jf. herved afsnit 8 nedenfor, men behøver ikke nødvendigvis at
være det. Formålet med lægens tilstedeværelse er bl.a. at give nævnets
medlemmer mulighed for at stille spørgsmål med henblik på uddybning af den
erklæring, der er udfærdiget til brug for klagesagens behandling.
Justitsministeriet finder, at der kan være behov for at præcisere lægens
deltagelse i patientklagenævnets møder. En sådan præcisering kræver ikke
lovændring, men kan gennemføres administrativt ved at ændre § 10 om parternes
deltagelse i patientklagenævnets møder i bekendtgørelsen om forretningsorden
for de psykiatriske patientklagenævn. Hvis lovforslaget vedtages, vil
Justitsministeriet derfor gennemføre en sådan ændring af forretningsordenen.
Justitsministeriet har også overvejet, om patientklagenævnets møder som
udgangspunkt bør afholdes på vedkommende psykiatriske afdeling i stedet for
på statsamtet.
Afholdelse af møde på vedkommende psykiatriske afdeling må generelt
antages at styrke mulighederne for at fremskynde klagesagsbehandlingen, idet
de involverede personer lettere kan komme til stede med kort varsel. Dette
forhold kan bl.a. have betydning, hvis forslaget om at indføre en absolut
frist på 7 hverdage for behandlingen af klager over tvangsbehandling med
opsættende virkning gennemføres, jf. afsnit 6.1.3. ovenfor.
At afholde mødet på vedkommende psykiatriske afdeling vil også forbedre
patientens muligheder for at deltage. Endvidere vil afholdelse af mødet på
den psykiatriske afdeling, hvor patienten er eller har været indlagt i
forbindelse med det påklagede tvangsindgreb, falde i tråd med den nugældende
bestemmelse i psykiatrilovens § 37, stk. 1, 2. pkt., hvorefter nævnet som led
i sagens oplysning kan aflægge besøg på vedkommende psykiatriske afdeling.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at der bør ske en præcisering
på dette punkt. En sådan præcisering kan gennemføres administrativt ved at
ændre § 9, stk. 1, om stedet for nævnets møder i bekendtgørelsen om
forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn. Hvis lovforslaget
vedtages, vil Justitsministeriet foretage en ændring af forretningsordenen
med henblik på at fastslå, at nævnets møder som udgangspunkt afholdes på den
psykiatriske afdeling, hvor patienten er eller har været indlagt i
forbindelse med det påklagede tvangsindgreb. Reglen vil kunne fraviges, hvis
afholdelse af møde på den psykiatriske afdeling ikke vil være hensigtsmæssig.
6.4. Spørgsmålet om tilsynskompetence
Med hensyn til spørgsmålet om klagenævnenes saglige kompetence kan det
også overvejes, om der bør gennemføres ændringer i den nugældende ordning
vedrørende tilsyn med behandlingen af patienter på psykiatriske
afdelinger. Det kan i den forbindelse anføres, at patientklagenævnene efter
de nugældende regler ikke har en generel tilsynskompetence eller
inspektionsadgang, idet de alene kan aflægge besøg og foretage besigtigelse
med henblik på at undersøge de faktiske omstændigheder, hvorunder et påklaget
tvangsindgreb har fundet sted, jf. psykiatrilovens § 37, stk. 1, 2. pkt., og
§ 8 i bekendtgørelsen om forretningsorden for de psykiatriske
patientklagenævn.
Det kan endvidere anføres, at den nugældende ordning afviger fra det
forslag, som flertallet i det lovforberedende udvalg anbefalede, idet nævnene
efter dette forslag fik generel adgang til at aflægge uanmeldte besøg på de
psykiatriske afdelinger med henblik på at føre tilsyn med de forhold på de
psykiatriske afdelinger, som har forbindelse med de klagesager, som nævnene
skulle behandle. Dette forslag skal bl.a. ses i sammenhæng med, at det som
nævnt ovenfor i afsnit 4.2. indgik i flertallets forslag, at der i
psykiatriloven blev optaget et udtrykkeligt katalog over visse goder, som
frihedsberøvede patienter skulle have ret til, f.eks. ret til enestue, når
dette er lægeligt indiceret.
Heroverfor kan det anføres, at bl.a. behandlingen af personer, der er
tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt administrativt på psykiatriske
afdelinger, er undergivet et af Folketinget valgt tilsyn, hvortil de
pågældende skal have adgang til at rette henvendelse, jf. grundlovens § 71,
stk. 7 (§ 71-tilsynet). § 71-tilsynet kan bl.a. foretage mere generelle
undersøgelser af forholdene for tvangsindlagte og tvangstilbageholdte
personer på psykiatriske afdelinger. Som led i sådanne undersøgelser kan
tilsynet også foretage besigtigelse på psykiatriske afdelinger, hvor der
opholder sig frihedsberøvede personer, jf. herved bl.a. Beretning af 27.
september 1996 vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1995-96.
Endvidere er Folketingets Ombudsmands kompetence med virkning fra den 1.
januar 1997 udvidet til fuldt ud at omfatte den kommunale forvaltning, jf. §
7, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand. Det
indebærer bl.a., at ombudsmanden uden videre kan iværksætte undersøgelser på
eget initiativ og foretage inspektioner af psykiatriske sygehuse og
afdelinger under amtskommunerne.
På den anførte baggrund finder Justitsministeriet ikke, at der kan antages
at være behov for yderligere ændringer i den nugældende ordning vedrørende
det generelle tilsyn med behandlingen af tvangsindlagte og
tvangstilbageholdte personer.
7. Psykiatrilovens stedlige anvendelsesområde
I dette afsnit behandles visse spørgsmål, der har sammenhæng med
psykiatrilovens anvendelsesområde i stedlig henseende. Der sigtes i den
forbindelse til spørgsmålet om tilbageførsel af bortgåede og udeblevne
patienter til en psykiatrisk afdeling, jf. afsnit 7.1. nedenfor. Endvidere
behandles spørgsmålet om indførelse af en ordning, der giver mulighed for at
udskrive patienten på vilkår om, at den pågældende følger et
behandlingsforløb, og således, at overlægen kan beslutte at genindlægge
patienten, uden at fremgangsmåden ved tvangsindlæggelse skal iagttages, hvis
patienten ikke følger behandlingsforløbet (»prøveudskrivning«), jf.
afsnit 7.2. nedenfor. I sammenhæng hermed behandles spørgsmålet om
udskrivningsaftaler. Endelig overvejes i afsnit 7.3. nedenfor spørgsmålet om
tvangsbehandling af legemlige lidelser hos sindslidende patienter, der er
indlagt på en somatisk afdeling.
7.1. Tilbageførsel af bortgåede og udeblevne patienter
7.1.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
Psykiatriloven finder som udgangspunkt kun anvendelse på personer, der er
indlagt på en psykiatrisk afdeling, jf. § 1, stk. 1. Når en indlagt patient
forlader afdelingen, dvs. sygehusets område, og ikke frivilligt vender
tilbage hertil eller udebliver efter udgang, opstår spørgsmålet, om der kan
anvendes tvang for at bringe patienten tilbage, og hvilken fremgangsmåde der
i givet fald skal følges, for at tvangsanvendelsen er retmæssig.
Psykiatriloven indeholder ikke bestemmelser om dette spørgsmål. Af
forarbejderne fremgår dog, at en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt
patient i almindelighed kan tilbageføres med politiets bistand uden
iagttagelse af fremgangsmåden ved tvangsindlæggelse, når overlægen anmoder
herom i forbindelse med, at man har konstateret, at patienten er bortgået
eller er udeblevet efter korterevarende udgang. Dette gælder dog ikke, hvis
der går længere tid (mere end en uge regnet fra overlægens anmodning om
tilbageførsel), før politiet finder frem til den pågældende. I sådanne
tilfælde, og når overlægens anmodning om politiets bistand ikke fremsættes
umiddelbart efter konstateret bort gang eller udeblivelse, eller der er givet
udgang med tilladelse til mere end en enkelt overnatning, bør tvungen
tilbageførsel ske i overensstemmelse med reglerne om tvangsindlæggelse.
Hvis en frivilligt indlagt patient, der ikke efterfølgende er
blevet tvangstilbageholdt, forlader sygehuset, vil tilbageførsel mod
patientens protest kun kunne ske efter reglerne om tvangsindlæggelse.
Den gældende ordning indebærer således, at uformel tilbageførsel ved
politiets foranstaltning kun kan komme på tale over for patienter, der på det
tidspunkt, hvor de forlod sygehusets område, var tvangsindlagt eller
tvangstilbageholdt. Var den pågældende frivilligt indlagt, er uformel
tilbageførsel ikke mulig. Det gælder, selv om patienten på det tidspunkt,
hvor den pågældende forlod sygehusets område, kunne tvangstilbageholdes efter
psykiatrilovens § 10, hvis den pågældende havde anmodet om udskrivning.
Baggrunden for dette forhold er, at tvangstilbageholdelse kun kan etableres
med virkning for personer, der er indlagt, og som på det tidspunkt, hvor
beslutningen træffes, befinder sig på sygehuset eller sygehusets område, jf.
psykiatrilovens § 1, stk. 1.
At tilbageførsel af tvangsindlagte eller tvangstilbageholdte patienter kun
er mulig inden for et kortere tidsrum efter, at udeblivelsen er konstateret,
har sammenhæng med, at patientens tilstand kan have forandret sig, hvis den
pågældende har været i stand til at klare sig uden for sygehuset i længere
tid. I disse tilfælde kan der ikke generelt antages at være en
forhåndsformodning for, at betingelserne for frihedsberøvelse fortsat er
opfyldt. Endvidere kan der hos patienter, der har opholdt sig uden for
sygehuset i længere tid, og som ikke bevidst har skjult sig, være skabt en
forventning om, at tilbageførsel til vedkommende psykiatriske afdeling ikke
vil ske. I sådanne tilfælde kan tvungen tilbageførsel derfor kun ske under
iagttagelse af fremgangsmåden for tvangsindlæggelse. Det indebærer bl.a., at
frihedsberøvelse kun kan iværksættes på grundlag af en lægelig undersøgelse
af den pågældende.
Psykiatrilovsundersøgelsen viser, at der på de psykiatriske afdelinger
hersker nogen usikkerhed om adgangen til at tilbageføre indlagte patienter,
og at patienter undertiden »tvangstilbageholdes« uden at have
begæret sig udskrevet for at skabe mulighed for, at politiet efter
omstændighederne kan føre patienten tilbage til afdelingen uden iagttagelse
af fremgangsmåden for tvangsindlæggelse, jf. afsnit 3.5. ovenfor.
7.1.2. Justitsministeriets overvejelser om adgangen til at tilbageføre
bortgåede eller udeblevne patienter
Tilbageførsel af tvangsindlagte og tvangstilbageholdte patienter
Selv om tilbageførsel af en frihedsberøvet patient, der er bortgået eller
udeblevet, kan betragtes som en håndhævelse af frihedsberøvelsen, finder
Justitsministeriet det rigtigst, at den gældende adgang til uformelt at
tilbageføre tvangsindlagte og tvangstilbageholdte patienter hviler på
en udtrykkelig lovhjemmel.
Justitsministeriet foreslår derfor, at der i psykiatrilovens kapitel 3 om
frihedsberøvelse som § 10 a optages en bestemmelse om tilbageførsel. Efter
bestemmelsen kan overlægen, hvis en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt
person har forladt en psykiatrisk afdeling og ikke frivilligt er vendt
tilbage, beslutte, at den pågældende skal føres tilbage til afdelingen med
politiets bistand. Sådan tilbageførsel kan efter forslaget kun ske indtil 1
uge efter, at udeblivelsen er konstateret. Er den pågældende udeblevet efter
udgang, kan tilbageførsel i øvrigt kun ske, hvis der ikke er givet tilladelse
til udgang med mere end tre overnatninger.
Forslaget til § 10 a indebærer, at tilbageførsel kun kan ske efter
overlægens anmodning, hvis politiet finder frem til den pågældende og
tilbageførsel sker inden 1 uge efter, at udeblivelsen er konstateret. Det
gælder, selv om overlægens anmodning er fremsat i forbindelse med
konstateringen af udeblivelsen. Denne frist på 1 uge er i det væsentlige en
lovfæstelse af den ordning, der gælder i dag.
Forslaget indebærer desuden en mindre udvidelse af adgangen til
tilbageførsel i tilfælde af udgang, idet tilbageførsel også kan ske i
tilfælde, hvor der er givet tilladelse til udgang med indtil tre
overnatninger. Formålet med denne udvidelse er at forbedre mulighederne for,
at frihedsberøvede patienter kan få udgang i forbindelse med weekender og
lignende. Reglen vil formentlig medføre, at det i flere tilfælde end hidtil
findes ubetænkeligt at give tilladelse til udgang under hensyn til, at det i
tilfælde af udeblivelse vil være muligt at tilbageføre den pågældende, uden
at fremgangsmåden ved tvangsindlæggelse skal iagttages.
Tilbageførsel af patienter, der ikke er frihedsberøvede
Justitsministeriet har overvejet, om der bør indføres mulighed for også at
tilbageføre personer, der på det tidspunkt, hvor de forlod den psykiatriske
afdeling, var frivilligt indlagt, men hvor de kunne have været
tvangstilbageholdt, hvis de havde fremsat begæring om udskrivning.
Under den nugældende ordning er adgangen til at tvangstilbageholde knyttet
til, at patienten under indlæggelse på en psykiatrisk afdeling fremsætter
begæring om udskrivning, jf. psykiatrilovens § 10, stk. 3. Patientens
begæring om udskrivning fører til, at der skal tages udtrykkeligt stilling
til, om betingelserne for at frihedsberøve patienten er opfyldt, og at
patienten skal have meddelelse om overlægens beslutning. Beslutter overlægen
at tvangstilbageholde, skal patienten endvidere have beskikket
patientrådgiver og vejledes om adgangen til at få prøvet overlægens
beslutning ved retten.
Spørgsmålet om tvangstilbageholdelse af en frivilligt indlagt patient
aktualiseres således først i det øjeblik, at patienten i ord eller handling
begærer sig udskrevet. Denne ordning bygger på princippet om, at der kun
foreligger tvang, hvis der er tale om foranstaltninger, som patienten
modsætter sig, jf. lovens § 1, stk. 2. Med andre ord kan en patient, der er
frivilligt indlagt, ikke anses for frihedsberøvet, selv om en anmodning om
udskrivning i givet fald ville blive afslået.
Justitsministeriet finder ikke, at dette princip bør fraviges med henblik
på at skabe mulighed for i videre omfang uformelt at kunne føre bortgåede
eller udeblevne patienter tilbage til afdelingen.
Justitsministeriet er opmærksom på, at der kan forekomme tilfælde, hvor
det efter overlægens opfattelse vil være uforsvarligt at lade en frivilligt
indlagt patient, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse,
forlade afdelingen, men hvor overlægen ikke umiddelbart kan forhindre dette,
fordi patienten ikke begærer sig udskrevet, men alene ønsker at komme på en
kortere udgang. I sådanne tilfælde kan det efter omstændighederne overvejes
at nægte patienten udgang, således at patientens eventuelle protest mod at
blive nægtet udgang må opfattes som en begæring om udskrivning med den
virkning, at der skal træffes afgørelse om tvangstilbageholdelse.
I andre tilfælde, f.eks. når en frivilligt indlagt patient er bortgået fra
afdelingen, kan der efter omstændighederne være anledning til at kontakte
patientens praktiserende læge og orientere om patientens helbredstilstand og
det behov, der ifølge den psykiatriske afdeling eventuelt består for at
genindlægge den pågældende, eventuelt ved en tvangsindlæggelse.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 10 a og § 37 i
lovforslagets § 1, nr. 3 og 13.
7.2. Justitsministeriets og Sundhedsministeriets overvejelser om
»prøveudskrivning« af tvangsindlagte eller tvangstilbageholdte
patienter og om udskrivningsaftaler
Den norske ordning om tvungen psykiatrisk efterværn
Efter den norske psykiatrilov, jf. lov nr. 2 af 28. april 1961 med senere
ændringer om psykisk helsevern, er der bl.a. mulighed for, at personer, der
er indlagt på et psykiatrisk sygehus, og som opfylder lovens betingelser for
tvangstilbageholdelse, kan overføres til såkaldt tvungen psykiatrisk
efterværn uden for sygehuset, uden at den pågældende formelt udskrives fra
sygehuset, jf. lovens § 13, stk. 1 (»tvunget psykiatrisk
ettervern«). Afgørelsen om tvungen psykiatrisk efterværn træffes af den
læge, der har det behandlingsmæssige ansvar for patienten på sygehuset.
Tvungen psykiatrisk efterværn kan bl.a. bestå i, at der føres tilsyn med
patienten, og at patienten skal være i ambulant behandling eller i behandling
i en daginstitution. Det behandlingsmæssige ansvar påhviler i den forbindelse
som udgangspunkt det sygehus, hvor patienten er indlagt. Tvungen psykiatrisk
efterværn kan normalt kun vare 1 år, men efterværnet kan dog forlænges med 1
år ad gangen efter kontrolkommissionens bestemmelse, hvis sygehusets overlæge
eller den læge, der har tilsynet med patienten uden for sygehuset, anmoder om
det. Hvis patientens helbredstilstand forværres under det psykiatriske
efterværn, og lovens betingelser for tvangstilbageholdelse i øvrigt er
opfyldt, kan patienten endvidere genindlægges på sygehuset, uden at
fremgangsmåden ved tvangsindlæggelse skal iagttages.
Kontrolkommissionen skal underrettes om alle afgørelser, der træffes
vedrørende iværksættelse af tvungen psykiatrisk efterværn og genindlæggelse
af patienten uden forudgående tvangsindlæggelse. Også patienten, dennes
nærmeste og den myndighed, der eventuelt har anmodet om at få patienten
indlagt, skal underrettes med henblik på efter omstændighederne at udnytte
adgangen til at klage over afgørelsen til kontrolkommissionen.
Prøveudskrivning og udskrivningsaftaler
Justitsministeriet har som led i behandlingen af spørgsmålet om
tilbageførsel af bortgåede og udeblevne patienter og i lyset af den
ovennævnte norske ordning sammen med Sundhedsministeriet overvejet, om der
bør indføres en ordning her i landet, hvorefter overlægen har mulighed for at
udskrive en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt patient på vilkår om, at
patienten følger et behandlingsforløb, og således, at overlægen kan beslutte
at genindlægge den pågældende, uden at fremgangsmåden ved tvangsindlæggelse
skal iagttages, hvis overlægen f.eks. gennem det lokale distriktspsykiatriske
center erfarer, at patienten ikke tager den ordinerede medicin
(»prøveudskrivning«).
En sådan prøveudskrivningsordning vil forbedre mulighederne for at
motivere patienten til at indgå i behandlingsforløb uden for
hospitalsmiljøet. En sådan ordning falder således i tråd med bestræbelserne
på i videst muligt omfang at forankre behandlingen af psykiatriske patienter
i distriktspsykiatrien.
En sådan mulighed for at genindlægge udskrevne patienter vil imidlertid
indebære en betydelig udvidelse af adgangen til at tilbageføre patienter, men
uden sikkerhed for, at patienten fortsat opfylder betingelserne for
frihedsberøvelse. Som det fremgår af afsnit 7.1.2. ovenfor, er det da også en
del af begrundelsen for, at uformel tilbageførsel af bortgåede og udeblevne
frihedsberøvede patienter kun kan ske inden for et kortere tidsrum efter, at
udeblivelsen er konstateret.
Risikoen for, at der ved tilbageførsel i forbindelse med genindlæggelse
sker frihedsberøvelse af personer, der ikke længere opfylder betingelserne
herfor, kunne i nogen grad modvirkes ved at udforme ordningen således, at
genindlæggelse kun kan ske, når det gennem det lokale distriktspsykiatriske
center foreligger oplyst, at den pågældende ikke har taget den ordinerede
medicin. Det indebærer, at oplysninger f.eks. fra pårørende om, at patienten
ikke tager sin medicin, eller at patienten er forsvundet, ikke i sig selv
kunne føre til, at der eventuelt i forbindelse med en eftersøgning af
patienten træffes beslutning om tvungen genindlæggelse.
Justitsministeriet og Sundhedsministeriet finder dog efter en samlet
vurdering, at det må anses for overvejende betænkeligt at indføre en sådan
ordning, der vil indebære en adgang til frihedsberøvelse, uden at de
almindelige betingelser for frihedsberøvelse efter psykiatrilovens § 5 er
konstateret opfyldt. En sådan udvidelse af mulighederne for frihedsberøvelse
vil endvidere kunne have en negativ virkning på tillidsforholdet mellem
patient og behandlere i den ambulante psykiatri.
Det må imidlertid erkendes, at der er en mindre gruppe alvorligt
sindslidende patienter, som i særlig grad har behov for en opfølgning, hvor
bl.a. pligten til at følge patienten efter udskrivning er placeret. Gruppen
er karakteriseret ved et sammenfald af meget tunge psykiatriske og sociale
problemer, hvor der uden en særlig opfølgning er stor risiko for, at gruppen
vil falde ud af behandlingssystemet, uden at nogen umiddelbart vil bemærke
det.
Følgerne af, at en sindslidende patient tilhørende denne gruppe falder ud
af behandlingssystemet, uden at nogen bemærker det, vil ofte være meget
helbredstruende for den sindslidende patient selv og meget belastende for den
sindslidende patients omgivelser. Der er således tale om sindslidende
patienter, som ikke på eget initiativ søger den nødvendige behandling eller
sociale tilbud. En patient tilhørende denne gruppe vil ofte miste samtlige
sociale kontakter, hvorfor ingen vil bemærke, eller først på et meget sent
tidspunkt vil bemærke, at vedkommende har behov for behandling.
Med en særlig opfølgning efter udskrivning fra den psykiatriske afdeling,
hvor bl.a. pligten til at følge denne gruppe sindslidende patienter efter
udskrivning fastlægges, vil disse helbredstruende følger i højere grad kunne
undgås.
Så længe den sindslidende patient er indlagt på en psykiatrisk afdeling,
vil det behandlingsmæssige ansvar og pligten til at føre tilsyn klart være
placeret hos den overlæge, der har det overordnede behandlingsmæssige ansvar
for den afdeling, hvor patienten er indlagt. Der er imidlertid behov for, at
rammerne for opfølgning i forbindelse med udskrivning, herunder hvem der får
pligt til at følge den sindslidende patient efter udskrivning, klart
fastlægges forinden udskrivningen.
På denne baggrund foreslås det, at pligten til at følge patienten efter
udskrivning fastlægges, således at denne mindre gruppe alvorligt sindslidende
patienter sikres en bedre opfølgning.
Den foreslåede ordning baseres på såkaldte
»udskrivningsaftaler«, der kan betragtes som et supplement
til de allerede eksisterende behandlingsplaner, som efter psykiatrilovens §
3, stk. 3, skal opstilles for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling.
Udskrivningsaftalerne vil endvidere udgøre resultatet af de drøftelser, der
hidtil ofte har fundet sted ved udskrivningskonferencer mellem afdelingen og
de behandlere, der forudsættes at overtage behandlingen efter udskrivningen.
Der er således tale om en præcisering af en almindeligt gældende praksis
for en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af patienters udskrivning. Allerede i
Sundhedsministeriet og Socialministeriets rapport »Fremrykning af
indsatsen for sindslidende«, august 1993, hvori deltog alle myndigheder
med ansvar for området, blev det understreget, at udskrivningsprocedurerne
var vigtige for en god og sammenhængende psykiatrisk behandling.
Efter den foreslåede ordning har overlægen ansvaret for, at der for
patienter, som efter udskrivning må antages ikke selv at ville søge den
behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred,
indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling
samt myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de
behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.
Et væsentligt element i udskrivningsaftalen bliver en klar angivelse af,
hvem der har pligten til at følge patienten efter udskrivning.
Herudover skal udskrivningsaftalen bl.a. indeholde en angivelse af
patienters aktuelle og fremtidige behov for behandling og sociale tilbud.
Endvidere skal den aftalte indsats i distriktspsykiatrien og i bopælskommunen
og eventuelt også amtskommunen, for så vidt angår de sociale tilbud, fremgå
af aftalen. Særligt for denne gruppe vil det være nærliggende, at patienten
får tilknyttet en støtte- og kontaktperson.
Endelig skal udskrivningsaftalen så vidt muligt indeholde en angivelse af
dato og tidspunkt for det første møde hos vedkommende myndighed,
privatpraktiserende sundhedsperson eller andet sted efter udskrivningen.
Ordningen bygger på patientens frivillige inddragelse i den fremtidige
behandling gennem fastlæggelse af udskrivningsaftalen. Ordningen vil således
sikre, at aftaleparterne, herunder patienten, er vidende om og indforståede
med, hvad der skal ske efter udskrivningen og - ikke mindst - hvem der er
ansvarlige for opfølgningen.
Ordningen indebærer, at den, som efter en udskrivningsaftale har pligt til
at følge en patient, skal konstatere, om patienten møder som aftalt i
distriktspsykiatrien, hos den praktiserende læge eller i det sociale tilbud
m.v. Den, der har pligten til at følge patienten, forudsættes at kontakte
patienten, hvis patienten ikke møder som aftalt, med henblik på at motivere
den pågældende til at overholde den indgåede aftale. Såfremt patienten ikke
kan motiveres til at overholde den indgåede aftale, forudsættes det, at der
om nødvendigt tilkaldes en læge med henblik på at skønne, om indlæggelse, om
nødvendigt tvangsindlæggelse, af patienten på psykiatrisk afdeling er
nødvendig.
Visse patienter, som tilhører denne mindre gruppe alvorligt sindslidende
med tunge psykiatriske og sociale problemer, kan tænkes ikke at ville
medvirke til indgåelse af en udskrivningsaftale. Disse patienter har på trods
heraf - eller måske netop derfor - også behov for den særlige opfølgning, der
vil kunne sikres ved indgåelse af en udskrivningsaftale.
Det foreslås på denne baggrund, at overlægen også i disse tilfælde
pålægges ansvar for, at en udskrivningsaftale indgås mellem den psykiatriske
afdeling, distriktspsykiatrien samt bopælskommunen og eventuelt amtskommunen
for så vidt angår de sociale tilbud. Der stilles samme indholdsmæssige krav
til en aftale indgået uden patientens medvirken som til en aftale, hvortil
patienten har medvirket.
Den foreslåede ordning med udskrivningsaftaler omfatter alene den mindre
gruppe alvorligt sindslidende patienter, som uden en særlig opfølgning
risikerer at falde ud af behandlingssystemet, uden at nogen bemærker det.
Overlægen forudsættes forinden enhver udskrivning fra psykiatrisk afdeling at
vurdere, om patienten tilhører denne gruppe. Gruppen, der som nævnt er
karakteriseret ved et sammenfald af tunge psykiatriske og sociale problemer,
antager formentlig på landsplan en størrelsesorden på ca. 500-1000 personer.
Der vil derfor kun være tale om indgåelse af udskrivningsaftaler ved et
mindre antal udskrivninger.
En afgørende forudsætning for anvendelse af udskrivningsaftaler er, at der
kan skabes kontakt mellem kommuner og amtskommuner og mellem sundheds- og
socialvæsenet med det formål at sikre gruppen af alvorligt sindslidende
patienter en særlig opfølgning, som dækker patientens særlige behov. En
væsentlig del af denne kontakt vil bestå i udveksling af oplysninger om
patientens rent private forhold.
Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold må som hovedregel ikke
videregives til anden forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 28,
stk. 1. Videregivelse af oplysninger om rent private forhold kan dog bl.a.
ske, når den, oplysningen angår, har givet samtykke, jf. forvaltningslovens §
28, stk. 2, nr. 1, eller det følger af lov eller bestemmelser fastsat i
henhold til lov, at oplysninger skal videregives, jf. forvaltningslovens §
28, stk. 2, nr. 2. Samtykke fra patienten skal i almindelighed meddeles
skriftligt og har kun gyldighed i et år, jf. § 28, stk. 4 og 5.
At der foreligger et samtykke efter forvaltninglovens § 28, stk. 2, nr. 1,
til, at der udveksles oplysninger om patientens rent private forhold, vil
normalt være en forudsætning for, at der kan indgås en udskrivningsaftale med
patienten. Her vil retsgrundlaget for videregivelse af oplysninger om rent
private forhold således være klart.
Imidlertid kan der netop for denne gruppe patienter forekomme tilfælde,
hvor patienten ikke vil medvirke til indgåelse af udskrivningsaftalen, eller
hvor patienten ikke vil give sit samtykke til, at oplysninger kan udveksles
mellem forskellige forvaltningsmyndigheder m.fl. til forberedelse og senere
efterlevelse af en udskrivningsaftale.
Det findes derfor nødvendigt, at der i lovforslaget skabes et klart
hjemmelsgrundlag for, at myndigheder og sundhedspersoner m.fl. får adgang til
- uden samtykke fra den, oplysningerne angår - at drøfte bestemte patienters
forhold som led i indgåelse af og tilsyn med overholdelsen af
udskrivningsaftaler.
Udveksling af oplysninger i forbindelse med indgåelse af og tilsyn med
overholdelse af udskrivningsaftaler må ikke skade de pågældende myndigheder
og sundhedspersoners patientforhold. Der er derfor i lovforslaget alene givet
myndigheder og sundhedspersoner m.fl. mulighed for at videregive oplysninger.
Det er ikke tanken, at myndighederne og sundhedspersonerne m.fl. skal være
forpligtede til at udveksle oplysninger. Ordningen fraviger på dette punkt
reglerne i forvaltningslovens § 31, hvorefter en myndighed, der er berettiget
til at videregive oplysninger, efter begæring i almindelighed er forpligtet
hertil, når oplysningerne har betydning for den anden myndigheds virksomhed.
Ordningen svarer på dette punkt til principperne for adgangen til at
udveksle oplysninger inden for det kriminalitetsforebyggende samarbejde
(SSP-samarbejdet), jf. retsplejelovens § 115 b.
Det kan i øvrigt efter omstændighederne være naturligt, at overlægen søger
at opnå patientens samtykke, således at overlægen kan orientere eventuelle
pårørende om, at patienten er udskrevet, og at der i den forbindelse
eventuelt er indgået en udskrivningsaftale. En sådan underretning kan således
bevirke, at også de pårørende får mulighed for at støtte og hjælpe patienten
i tiden efter udskrivningen.
7.3. Tvangsbehandling af legemlige lidelser hos sindslidende
patienter, der er indlagt på en somatisk afdeling
7.3.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
Efter psykiatrilovens § 13, stk. 1, kan en person, som opfylder
betingelserne for tvangstilbageholdelse, og som modsætter sig behandling af
en legemlig lidelse, undergives tvangsbehandling af denne lidelse, såfremt
lidelsen udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare. Beslutning
om tvangsbehandling af lidelsen træffes af vedkommende psykiatriske overlæge
og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab. Behandling
kan om fornødent ske på somatisk afdeling, jf. § 13, stk. 2.
At psykiatriloven normalt kun finder anvendelse på personer, der er
indlagt på en psykiatrisk afdeling, jf. afsnit 7.1.1. ovenfor, indebærer, at
adgangen til at tvangsbehandle en legemlig lidelse i medfør af § 13 kun
gælder for patienter, der i forvejen er indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Patienter, der er indlagt på en somatisk afdeling uden at være overført
hertil fra en psykiatrisk afdeling, er således i princippet ikke omfattet af
bestemmelsen, selv om den pågældende opfylder betingelserne for
tvangstilbageholdelse. Under hvilke betingelser sådanne patienter kan
tvangsbehandles for en legemlig lidelse, må således afgøres efter andre
regler, herunder lægeloven og straffeloven.
Efter lægelovens § 6, stk. 3, 1. pkt., må lægen ikke indlede eller
fortsætte en behandling mod patientens vilje, medmindre andet er særligt
hjemlet. Den pågældende bestemmelse blev indsat i lægeloven ved lov nr. 351
af 14. maj 1992 om ændring af lægeloven (Bestemmelser om information og
samtykke). I bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende 1991-91,
Tillæg A, sp. 2685 ff., anføres det bl.a., at formålet med bestemmelsen er at
fremhæve det gældende princip om, at en voksen, habil patient, bortset fra
særlige lovhjemlede undtagelsestilfælde, ikke må undergives nogen form for
lægelig tvangsbehandling. Hvis en i henseende til både alder og fornuft fuldt
habil patient med forståelse af sin egen situation har afvist at lade sig
behandle, vil lægen, der ikke respekterer patientens vilje, handle
retsstridigt og eventuelt kunne pådrage sig ansvar efter lægelovens § 18 om
grovere eller gentagen forsømmelse m.v. og straffelovens § 260 om ulovlig
tvang og § 157 om kvalificeret forsømmelse og skødesløshed i offentlig
tjeneste eller hverv.
Af lovforslagets bemærkninger fremgår også, at hvis patientens samtykke
ikke kan indhentes, f.eks. i tilfælde af midlertidig bevidstløshed, og der
ikke foreligger en forudgående tilkendegivelse fra patienten, vil lægen i
medfør af lægelovens og straffelovens bestemmelser om hjælpepligt være
forpligtet til at iværksætte livsnødvendig behandling eller behandling, som
er uopsættelig for på længere sigt at forbedre patientens overlevelseschancer
eller for at opnå et bedre behandlingsresultat.
Om retstilstanden på området henvises i lovforslagets bemærkninger bl.a.
til kapitel 2 i betænkning nr. 1184/1989 om afkald på livsforlængende
behandling (livstestamenter m.v.). Her anføres det s. 31, at personer, der i
henseende til alder eller fornuft savner den fornødne habilitet, ikke
retsgyldigt kan give afkald på livsnødvendig lægehjælp. Et sådant afkald kan
heller ikke gives på den inhabiles vegne af forældremyndighedens indehavere
eller fødte eller beskikkede værger. Derfor er der for den behandlende læge
en klar pligt til at yde børn og voksne inhabile, der lider af en livstruende
sygdom, den nødvendige behandling, uanset om f.eks. forældremyndighedens
indehavere ikke giver deres samtykke hertil. Lægens undladelse af at opfylde
denne pligt vil indebære en overtrædelse ikke alene af lægelovens
bestemmelser, men typisk tillige af straffelovens § 250 eller § 253.
At værgen ikke kan give afkald på livsnødvendig lægehjælp, er også lagt
til grund i forarbejderne til værgemålsloven, lov nr. 388 af 14. juni 1995,
der træder i kraft den 1. januar 1997, jf. Fortryk af Folketingets
forhandlinger 1994-95, Tillæg A, sp. 2437. Her fremgår det således, at
spørgsmålet om, hvorvidt der skal stilles krav om en værges medvirken til at
træffe beslutninger om behandling bl.a. ved læger ikke kan afklares ved
værgemålsloven. Det anføres, at såfremt der findes behov for en nærmere
regulering af dette spørgsmål, må det ske i sundhedslovgivningen, hvor der
allerede i dag findes bestemmelser om samtykke til behandling.
I psykiatrilovsundersøgelsen peger de psykiatriske afdelinger på et behov
for afklaring af spørgsmålet om tvangsbehandling af legemlige lidelser hos
sindslidende patienter, der ikke i forvejen er indlagt på en psykiatrisk
afdeling, jf. afsnit 3.5. ovenfor. Det fremgår i den forbindelse bl.a., at
patienter, der udvikler en psykose under indlæggelse på en somatisk afdeling,
ofte bringes over på den psykiatriske afdeling med henblik på
tvangsindlæggelse og derefter føres tilbage i medfør af psykiatrilovens § 13,
således at de pågældende kan tvangsbehandles for den legemlige lidelse. Det
kan på den baggrund overvejes at udvide psykiatrilovens stedlige
anvendelsesområde, således at personer, der er indlagt på en somatisk
afdeling, kan tvangsbehandles for legemlige lidelser i medfør af § 13, selv
om den pågældende ikke i forvejen er indlagt på en psykiatrisk afdeling.
7.3.2. Justitsministeriets overvejelser om adgangen til at
tvangsbehandle legemlige lidelser hos sindslidende patienter
Psykiatrilovsundersøgelsen viser, at retsstillingen med hensyn til
behandling af somatiske lidelser hos sindslidende patienter, der modsætter
sig undersøgelse og behandling, i praksis giver anledning til betydelig tvivl
uden for det område, der i dag er omfattet af psykiatrilovens § 13.
Justitsministeriet finder, at den nævnte tvivl bør fjernes ved, at der
tilvejebringes en mere klar hjemmel til at tvangsbehandle legemlige lidelser
hos personer, der opfylder betingelserne for frihedsberøvelse, jf.
psykiatrilovens § 5, selv om de pågældende ikke forinden fysisk har været
bragt ind på en psykiatrisk afdeling med henblik på indlæggelse her.
Justitsministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at der i praksis har
vist sig behov for at kunne tvangsbehandle i sådanne tilfælde, og at
sindslidende patienter, der befinder sig på en somatisk afdeling og opfylder
betingelserne for frihedsberøvelse i lovens § 5, allerede efter de nugældende
regler skal tvangsindlægges, hvis de modsætter sig at blive indlagt på en
psykiatrisk afdeling, jf. psykiatrilovens § 6, stk. 3, 1. pkt. I
Justitsministeriets overvejelser indgår også, at der ikke er tale om en reel
udvidelse af den gældende bestemmelses anvendelsesområde, men blot en
præcisering, der har til formål at undgå, at man af rent formelle grunde
tvinges til fysisk at bringe en somatisk patient ind på en psykiatrisk
afdeling for straks efter at føre den pågældende tilbage til den somatiske
afdeling, hvor den somatiske behandling skal gennemføres.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne
hertil.
8. Delegation af overlægens kompetence
Ordet »overlægen« anvendes flere steder i psykiatriloven.
Spørgsmålet om, hvorvidt ordet »overlægen« skal forstås som et
forbud mod, at kompetencen delegeres til andre læger på afdelingen, kan give
anledning til tvivl.
8.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
Efter § 3, stk. 3, skal overlægen opstille en behandlingsplan for enhver,
der indlægges på psykiatrisk afdeling, vejlede patienten om planens indhold
samt til stadighed søge at opnå patientens samtykke til dens gennemførelse.
Endvidere påhviler det ifølge § 21, stk. 1, overlægen til stadighed at påse,
at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og
beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt. Desuden
fremgår det af § 25, stk. 3, 2. pkt., at overlægen så vidt muligt skal
imødekomme en anmodning fra patienten om at få beskikket en anden
patientrådgiver fra patientrådgiverfortegnelsen end den, der står for tur.
Endelig følger det af § 37, stk. 1, 1. pkt., at sygehusmyndigheden ved klage
til patientklagenævnet bl.a. skal fremsende en erklæring fra overlægen.
Ordet »overlægen« kan i disse tilfælde forstås således, at
overlægen har ansvaret for, at de pågældende bestemmelser efterleves på
vedkommende psykiatriske afdeling. F.eks. kan § 3, stk. 3, forstås på den
måde, at overlægen har pligt til at sørge for, at der opstilles en
behandlingsplan, men ikke nødvendigvis selv skal opstille behandlingsplanen i
det enkelte tilfælde.
I andre bestemmelser er ordet »overlægen« anvendt i forbindelse
med afgørelsen af, om lovens betingelser for tvangsanvendelse er opfyldt. Der
henvises til § 9, stk. 2, om afgørelse af tvangsindlæggelse, § 10, stk. 1, om
beslutning om tvangstilbageholdelse, § 12, stk. 3, om iværksættelse af
tvangsbehandling og anvendelse af magt til behandlingens gennemførelse, § 13,
stk. 2, om iværksættelse af tvangsbehandling af legemlige lidelser og § 15,
stk. 2, om anvendelse af hånd- eller fodremme i forbindelse med
tvangsfiksering med bælte. Der kan i den forbindelse rejses spørgsmål om,
hvorvidt ordet »overlægen« forhindrer, at kompetencen delegeres til
andre læger, idet »overlægen« i disse tilfælde, der angår
anvendelse af tvang, kan forstås som en særlig retssikkerhedsgaranti.
Om rækkevidden af ordet »overlægen« anføres det i betænkning nr.
1109/1987 s. 17, at der menes den læge, der har det lægelige ansvar for det
sengeafsnit, hvor patienten er indlagt. Det kan være den administrerende
overlæge, men behøver ikke at være det. Når den, der er udnævnt til overlæge
for den eller de pågældende psykiatriske afdelinger, er bortrejst eller af
anden årsag er midlertidigt fraværende, har den læge, der under chefens
fravær fungerer som overlæge, overlægens kompetence, medmindre der er truffet
anden særlig bestemmelse i det enkelte tilfælde.
Der er i retspraksis taget stilling til, om ordet »overlægen«
forhindrer, at overlægens kompetence delegeres til andre læger på afdelingen,
når der under overlægens fravær, f.eks. om natten, skal træffes afgørelse om
tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse. Fra retspraksis kan nævnes
Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1995 s. 529,
og Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996 s. 188,
hvor det i begge tilfælde blev antaget, at beslutning om
tvangstilbageholdelse skal træffes af overlægen eller den læge, der i
overlægens fravær fungerer i hans sted. Dette krav blev ikke anset for
opfyldt i dommen fra 1995, hvor overlægens beslutning alene fremtrådte som en
efterfølgende stiltiende accept af en beslutning om tvangstilbageholdelse,
der var truffet af en underordnet læge. I dommen fra 1996 blev kravet anset
for opfyldt, idet det blev lagt til grund, at en afdelingslæges beslutning om
tvangstilbageholdelse efterfølgende var godkendt af overlægen.
I psykiatrilovsundersøgelsen peges der på et behov for at få afklaret,
hvornår ordet »overlægen« er til hinder for, at kompetencen under
overlægens fravær delegeres til andre læger på afdelingen. Der peges også på
et behov for at få afklaret, om en beslutning, der efter psykiatriloven skal
træffes af overlægen personligt og således ikke kan delegeres til underordnet
lægeligt personale, kan anses for truffet af overlægen, selv om beslutningen
er truffet af underordnet lægeligt personale, når overlægen efterfølgende
tager stilling til den, jf. afsnit 3.5. ovenfor.
8.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i, at der kan være et behov for i lovteksten at
afklare, hvornår ordet »overlægen« betyder, at beslutningen skal
træffes af overlægen personligt eller af den læge, der under overlægens
fravær fungerer som overlæge (substitution), således at komptencen ikke kan
udøves af underordnet lægeligt personale. Justitsministeriet finder også, at
det kan være hensigtsmæssigt, at der i lovteksten tages stilling til, hvordan
man forholder sig i de tilfælde, hvor beslutningskompetencen er henlagt til
overlægen personligt, men beslutningen nødvendigvis må træffes af underordnet
lægeligt personale, f.eks. fordi en patient bliver bragt til sygehuset om
natten med henblik på tvangsindlæggelse, og der ikke er mulighed for at
forelægge spørgsmålet om tvangsindlæggelse for overlægen.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil det være naturligt at udforme
bestemmelserne i psykiatrilovens § 3, stk. 3, om behandlingsplaner, § 21,
stk. 1, om den løbende overvågning af, at betingelserne for frihedsberøvelse
m.v. er opfyldt, og § 25, stk. 3, 2. pkt., om patientens anmodning om
beskikkelse af en anden patientrådgiver fra fortegnelsen over
patientrådgivere, således at ordet »overlægen« i disse tilfælde
ikke nødvendigvis sigter til overlægen personligt. I disse tilfælde er der
ikke spørgsmål om at afgøre, om lovens betingelser for at træffe beslutning
om at anvende tvang er opfyldt, og der foreligger derfor ikke særlige
retssikkerhedsmæssige hensyn, der taler for, at kompetencen henlægges til
overlægen personligt.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at § 3, stk. 3, affattes
således, at overlægen har ansvaret for, at der opstilles en behandlingsplan
for enhver, der indlægges, at patienten vejledes om planens indhold, og at
patientens samtykke til stadighed søges opnået. Overlægen skal således ikke
nødvendigvis selv opstille behandlingsplanen i det enkelte tilfælde. § 21,
stk. 1, foreslås affattet således, at overlægen til stadighed har ansvaret
for, at det påses, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering,
fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end
nødvendigt. For så vidt angår den formaliserede obligatoriske efterprøvelse
af frihedsberøvelse efter § 21, stk. 2, henvises til bemærkningerne til denne
bestemmelse nedenfor. I § 25, stk. 3, 2. pkt., foreslås det, at
»overlægen« udgår, således at det af bestemmelsen alene kommer til
at fremgå, at en anmodning fra patienten om at få beskikket en anden
patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen, så vidt muligt skal
imødekommes. Om de pågældende bestemmelser henvises i øvrigt til
bemærkningerne til psykiatrilovens § 3, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 1,
og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7 og 10.
Justitsministeriet har overvejet at ændre bestemmelsen i § 37, stk. 1, 1.
pkt., (§ 36, stk. 1, 1. pkt., i lovforslagets § 1, nr. 13) om, at
sygehusmyndigheden bl.a. skal fremsende en erklæring fra
»overlægen« til brug for patientklagenævnets sagsbehandling,
således at det alene kræves, at der foreligger en erklæring fra vedkommende
psykiatriske afdeling. Til fordel for en sådan ændring kan tale, at der
heller ikke i de tilfælde, der omfattes af § 37, stk. 1. 1. pkt., foreligger
særlige retssikkerhedsmæssige hensyn, der gør det påkrævet at henlægge
kompetencen til overlægen personligt.
Det må imidlertid anses for at være af væsentlig betydning for
patientklagenævnets sagsbehandling, herunder muligheden for at fremskynde
klagesagsbehandlingen mest muligt, jf. afsnit 6.1.3. ovenfor, at erklæringen
er underskrevet af overlægen selv eller den læge, der i overlægens fravær
fungerer som overlæge. Et sådant krav kan være med til at sikre, at der
foreligger en fyldestgørende erklæring, når patientklagenævnet skal behandle
klagen. Bestemmelsen i § 37, stk. 1, 1. pkt., foreslås på den baggrund
videreført i uændret form i § 36, stk. 1, 1. pkt., i lovforslagets § 1, nr.
13, således at ordet »overlægen« i dette tilfælde skal forstås som
overlægen personligt eller den læge, der i overlægens fravær fungerer som
overlæge. Der vil ikke være noget til hinder for, at erklæringen udarbejdes
af en anden læge, når blot erklæringen er tiltrådt af overlægen ved dennes
underskrift.
Efter Justitsministeriets opfattelse må der i de øvrige bestemmelser, hvor
ordet »overlægen« indgår, jf. afsnit 8.1. ovenfor, indlægges et
krav om, at beslutningen skal træffes af overlægen personligt eller af den
læge, der i overlægens fravær fungerer som overlæge, således at
beslutningskompetencen ikke kan udøves af underordnet lægeligt personale. Det
skyldes, at ordet »overlægen« i disse tilfælde anvendes i
forbindelse med beslutning om, hvorvidt lovens betingelser for at anvende
tvang er opfyldt, og at henlæggelse af kompetencen til overlægen personligt
derfor må opfattes som en særlig retssikkerhedsgaranti, jf. herved de to
landsretsdomme, der er refereret i afsnit 8.1. ovenfor.
Det er i de ovennævnte domme også antaget, at en beslutning, der er
henlagt til overlægen personligt, efter omstændighederne kan anses for
truffet af overlægen, selv om den i første omgang er truffet af underordnet
lægeligt personale, når overlægen efterfølgende tager stilling til den.
Justitsministeriet finder, at denne praksis bør lovfæstes, og foreslår
derfor, at der som § 4 a i psykiatriloven indsættes en bestemmelse, hvorefter
bestemmelserne i § 9, stk. 2, § 10, stk. 1, § 10 a, stk. 1, 1. pkt., § 12,
stk. 3, § 13, stk. 2, § 15, stk. 2, og § 21, stk. 2, ikke er til hinder for,
at en beslutning under overlægens fravær træffes af en anden læge, når
overlægen efterfølgende snarest tager stilling til beslutningen.
Bestemmelsen i psykiatrilovens § 4 a i lovforslagets § 1, nr. 2,
indebærer, at de beslutninger, der nævnes i bestemmelsen, f.eks. beslutning
om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, skal træffes af overlægen
personligt eller den læge, der i overlægens fravær fungerer som overlæge
(substitution). Der sigtes i den forbindelse ikke nødvendigvis til den
administrerende overlæge, men til den overlæge, der har det
behandlingsmæssige ansvar for den afdeling eller det afsnit, hvor patienten
skal indlægges eller er indlagt (den behandlingsansvarlige overlæge).
Overlægens kompetence kan i disse tilfælde principielt ikke delegeres til
underordnet lægeligt personale.
Den foreslåede bestemmelse medfører dog også, at forbudet mod delegation
af overlægens kompetence ikke er til hinder for, at beslutningen i overlægens
fravær træffes af andre læger. I sådanne tilfælde skal overlægen
efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen. Det indebærer,
at overlægen ved førstkommende lejlighed skal tage stilling til lægens
beslutning om at anvende tvang. Overlægens stillingtagen skal tilføres
tvangsprotokollen. Er der tale om en efterfølgende stillingtagen til en
beslutning om tvangstilbageholdelse, kræves det ikke, at overlægen tager
stilling til tvangstilbageholdelsen inden udløbet af den frist på 24 eller 48
timer, der gælder efter psykiatrilovens § 10, stk. 3. Disse frister skal
derimod overholdes af den læge, der under overlægens fravær træffer
bestemmelse om tvangstilbageholdelse.
Hvis overlægen underkender lægens beslutning om f.eks. at tvangsindlægge
eller tvangstilbageholde en patient, skal frihedsberøvelsen straks bringes
til ophør, idet betingelserne herfor ikke har været opfyldt. Dette forhold
adskiller sig principielt ikke fra tilfælde, hvor en frihedsberøvelse
efterfølgende erklæres ulovlig af klageinstansen, fordi betingelserne for at
tvangsindlægge eller tvangstilbageholde ikke findes at have været opfyldt.
Det samme gælder for så vidt angår andre tvangsindgreb. Der henvises i den
forbindelse til bemærkningerne til den pågældende bestemmelse i lovforslagets
§ 1, nr. 2.
9. Registrering og indberetning af tvang
9.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
Efter psykiatrilovens § 20, stk. 1, skal oplysning om enhver anvendelse af
tvang, jf. §§ 5-10 og 12-17, og enhver ordination i henhold til § 18 tilføres
afdelingens tvangsprotokol med angivelse af indgrebets nærmere indhold og
begrundelse. § 20, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for sundhedsministeren
til at fastsætte nærmere regler om tvangsprotokoller samt om registrering og
indberetning af tvang til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen.
Bestemmelsen i § 20, stk. 1, indebærer, at der er pligt til at registrere
de indgreb, der er reguleret i psykiatriloven, dvs. tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse, jf. §§ 5-10, tvangsbehandling for sindslidelse, jf. §
12, og for legemlige lidelser, jf. § 13, tvangsfiksering, jf. §§ 14-16,
fysisk magtanvendelse, herunder i form af beroligende indsprøjtning, jf. §
17, og beskyttelsesfiksering, herunder aflåsning af en afdelings yderdøre,
jf. § 18. Karakteren af de oplysninger, der i det enkelte tilfælde skal
registreres i tvangsprotokollen, er nærmere beskrevet i §§ 26-33 i
Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 617 af 21. september 1989 om
tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske
afdelinger. Sundhedsstyrelsen har i den forbindelse udfærdiget særlige
skemaer til brug for tilførsler i tvangsprotokollen, jf. bekendtgørelsens §
26, stk. 2.
I bekendtgørelsens §§ 34-35 er der fastsat nærmere regler om indberetning
af de psykiatriske afdelingers tvangsanvendelse. Efter § 34, stk. 1, skal
overlægen på vedkommende afdeling sørge for, at der kvartalsvis foretages
indberetning til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen gennem den
pågældende embedslægeinstitution om afdelingens anvendelse af
tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, tvangsbehandling,
tvangsfiksering, fysisk magtanvendelse og beskyttelsesfiksering bortset fra
aflåsning af en afdelings yderdøre. Indberetningerne foretages på skemaer,
der er udfærdiget af Sundhedsstyrelsen, og skal indeholde de oplysninger om
tvangsregistreringer, som også skal tilføres tvangsprotokollen, med
undtagelse af patientens og impliceret personales navn og cpr-nr., jf.
bekendtgørelsens § 35.
Indberetningen foregår i praksis således, at den enkelte psykiatriske
afdeling hvert kvartal fremsender anonymiserede kopier af
tvangsprotokolskemaer og indberetningsskemaet vedrørende den samlede tvang,
der er udført på afdelingen, til sygehusmyndigheden og
embedslægeinstitutionen. På baggrund af de kvartalsvise indberetninger fører
Sundhedsstyrelsen en statistik over tvangsanvendelsen.
I psykiatrilovsundersøgelsen peges der på, at det nugældende
registrerings- og indberetningssystem er uhensigtsmæssigt. Det anføres i den
forbindelse, at det under den nugældende ordning ikke er muligt at henføre de
indberettede oplysninger til bestemte personer eller indlæggelser. Det fører
til, at det ikke kan påvises, i hvilket omfang tvangsanvendelsen angår samme
person, således at den pågældende indgår flere gange i statistikken, jf.
afsnit 3.4. ovenfor. Statistikkernes anvendelse som et billede af anvendelsen
af tvang bliver herved vanskeliggjort. Det må derfor overvejes, om der bør
gennemføres ændringer på dette område.
9.2. Justitsministeriets overvejelser
De nugældende krav om førelse af tvangsprotokoller og indberetning af
tvang kan være tidsmæssigt belastende for personalet på de psykiatriske
afdelinger. Indberetningerne har endvidere kun begrænset statistisk værdi,
idet de indberettede oplysninger ikke kan henføres til bestemte personer.
På den anden side kan de nugældende krav om registrering af tvang siges at
øge patientens retssikkerhed bl.a. i forbindelse med behandlingen af klager
ved patientklagenævnene og domstolene, og registreringen forbedrer de
psykiatriske afdelingers muligheder for at udøve egenkontrol, jf. herved
betænkning nr. 1109/87 s. 79-80.
Det kan endvidere anføres, at kravet om registrering og indberetning af
tvang som udgangspunkt er nødvendigt, for at sygehusmyndighederne og
Sundhedsstyrelsen kan varetage opgaven med at føre løbende kontrol med
tvangsanvendelsen.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil det derfor være betænkeligt at
opgive de nugældende krav i psykiatrilovens § 20 om registrering og
indberetning af tvang. Justitsministeriet er imidlertid opmærksom på, at
førelsen af tvangsprotokoller og indberetningen af tvangsanvendelse kan
indebære en ikke ubetydelig arbejdsmæssig belastning for personalet på de
psykiatriske afdelinger, og at det kan være en svaghed ved det nugældende
indberetningssystem, at de indberettede oplysninger ikke er personhenførbare.
Det er da også baggrunden for, at der under Sundhedsstyrelsen har været
nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til, hvorledes
registrerings- og indberetningssystemet kan forbedres. Sundhedsstyrelsen har
på baggrund af arbejdsgruppens drøftelser anbefalet, at der søges gennemført
en ændring af de nugældende regler, således at tvangsprotokollerne gøres
personhenførbare, idet en sådan ændring kan bidrage til, at muligheden for at
føre kontrol med tvangsanvendelsen på de psykiatriske afdelinger styrkes.
Justitsministeriet er enig i, at indførelse af adgang til at gøre de
indberettede oplysninger personhenførbare må antages at forbedre det
nugældende indberetningssystem. Under hensyn til oplysningernes
personfølsomme karakter finder Justitsministeriet det rigtigst, at der i
psykiatrilovens § 20, stk. 2, indsættes en ny bestemmelse, der udtrykkeligt
bemyndiger sundhedsministeren til at fastsætte regler om, at indberetninger
kan indeholde oplysninger om patientens identitet. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 6, med tilhørende bemærkninger.
10. Patientrådgiverordningen
10.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
En af psykiatrilovens nydannelser var indførelse af
patientrådgiverordningen, jf. lovens kapitel 8. I § 24 er der fastsat regler
om, hvornår patientrådgivere beskikkes, og hvilke opgaver de har.
Efter § 24, stk. 1, skal der således beskikkes en patientrådgiver for enhver,
der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling.
Der skal endvidere efter anmodning fra patienten beskikkes en patientrådgiver
ved fiksering m.v. Af § 24, stk. 2, fremgår det, at patientrådgiveren skal
vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med
indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren
skal endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af
eventuelle klager.
Psykiatrilovens § 25 indeholder regler om fremgangsmåden ved
beskikkelse af patientrådgivere. Efter § 25, stk. 1, antager
statsamtmanden efter ansøgning et antal patientrådgivere. En fortegnelse over
disse fordeles mellem de enkelte psykiatriske afdelinger i det område, som
statsamtet dækker. Beskikkelse sker i det enkelte tilfælde ved, at den
vagthavende sygeplejerske hurtigst muligt underretter patientrådgiveren om
tvangsindgrebet og beskikkelsen. Patientrådgiverne beskikkes efter tur i den
rækkefølge, hvori de er optaget på fortegnelsen, jf. § 25, stk. 2.
Ifølge § 25, stk. 3, skal patienten have lejlighed til at udtale sig om
den påtænkte beskikkelse. Fremsætter patienten i den forbindelse anmodning om
at få beskikket en anden patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen,
skal overlægen så vidt muligt imødekomme en sådan anmodning. Fremsætter
patienten anmodning om beskikkelse af en person, som ikke er optaget på
fortegnelsen, sker der ifølge § 25, stk. 4, foreløbig beskikkelse af den
person, der står for tur, jf. § 25, stk. 2. Statsamtmanden træffer i så fald
bestemmelse om, hvorvidt den af patienten foreslåede person kan beskikkes,
idet patientens anmodning som udgangspunkt skal imødekommes, medmindre dette
er utilrådeligt.
Om ophør af beskikkelse er det i § 28 fastsat, at beskikkelsen
bortfalder samtidig med, at tvangsindgrebet bringes til ophør, idet
patientrådgiveren dog skal bistå patienten i forbindelse med klager, som
allerede er iværksat, eller som samtidig iværksættes.
Ved kortvarige tvangsindgreb, der er bragt til ophør inden
patientrådgiverens første besøg, bortfalder beskikkelse dog først, når
besøget har fundet sted.
I §§ 26 og 27 er der fastsat regler om patientrådgiverens kontakt til
patienten og om de oplysninger, som personalet skal give
patientrådgiveren, for at den pågældende kan udføre sit hverv. Efter § 26
skal patientrådgiveren besøge patienten snarest muligt efter beskikkelsen og
til stadighed holde sig i forbindelse med denne. Første besøg skal aflægges
inden 24 timer efter beskikkelsen, og besøg skal herefter finde sted mindst
en gang om ugen og i øvrigt efter behov. Patientrådgiveren har endvidere ret
til fri og uhindret personlig, skriftlig og telefonisk forbindelse med
patienten. Patientrådgiveren skal også have enhver oplysning, som er
nødvendig for, at denne kan varetage sit hverv på forsvarlig måde. Må en
oplysning af lægelige grunde ikke gives til patienten, må den dog heller ikke
gives til patientrådgiveren, jf. § 27.
De ovennævnte bestemmelser suppleres i psykiatrilovens § 29 af en
bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren fastsætter nærmere
regler om antagelse og beskikkelse af patientrådgivere, deres opgaver og
nærmere beføjelser samt honorar. I medfør bl.a. af denne bestemmelse er
udstedt bekendtgørelse nr. 32 af 17. januar 1995 om patientrådgivere og
bistandsværger. I denne bekendtgørelse er der bl.a. givet nærmere regler om
antagelse og beskikkelse af patientrådgivere og bistandsværger og om ophør af
sådanne beskikkelser, jf. bekendtgø relsens kap. 1-2, 4 og 6. Der er
endvidere fastsat nærmere regler om patientrådgiverens og bistandsværgens
opgaver og beføjelser, jf. kap. 3 og 5. Endelig rummer kap. 7 bestemmelser om
vederlag til patientrådgivere og bistandsværger.
I den forbindelse fremgår bl.a., at vederlaget til beskikkede
patientrådgivere, der er optaget på fortegnelsen over patientrådgivere,
normalt udgør 800 kr. ved tvangsindgreb af en varighed på 0-7 dage, 1.200 kr.
ved tvangsindgreb af en varighed på 8-30 dage og 1.600 kr. for hver
påbegyndte 3. måned ved tvangsindgreb af en varighed på mere end 30 dage, jf.
§ 31, stk. 1 og 2, og § 33, stk. 2. Dette vederlag dækker ud over honorar for
patientrådgiverens arbejde i forbindelse med besøg, retsmøder, klagesager
m.v. tillige de udgifter, der er forbundet med hvervet, herunder udgifter til
telefon m.v., jf. § 33, stk 1. Honorar m.v. udbetales af sygehusmyndigheden.
Ved bekendtgørelse nr. 32 af 17. januar 1995 blev vederlaget til
patientrådgiverne forhøjet i forhold til tidligere, mens de hidtil gældende
regler for tildeling blev bibeholdt.
Herudover er der ved bekendtgørelse nr. 928 af 22. oktober 1996 om ændring
af bekendtgørelse om patientrådgivere og bistandsværger gennemført en
ordning, der indebærer, at de patientrådgivere, der er antaget af
statsamterne, ved siden af det takstmæssige vederlag har krav på godtgørelse
af udgifter til befordring efter de takster, der gælder for ansatte i staten.
Ordningen har været gældende siden den 1. januar 1996.
Patientrådgivere, der ikke er optaget på fortegnelsen over
patientrådgivere, har krav på godtgørelse af udgifter til befordring til
indtil 5 besøgsrejser årligt efter de regler, der gælder for ansatte i
staten, jf. bekendtgørelsens § 31, stk. 3, 1. pkt.
Af psykiatrilovsundersøgelsen fremgår det, at patientrådgiverne generelt
er tilfredse med hvervet og fagligt godt rustet til at bestride det.
Endvidere har patientrådgiverne god kontakt til patienterne og personalet. I
undersøgelsen peges der dog også på, at en række forhold, bl.a. aflønning og
hovedbeskæftigelse, medfører, at den første kontakt til patienten ofte
forsinkes, og at patientrådgiverne langt fra altid deltager i retsmøder og
møder i patientklagenævnene. Endvidere er der forskellige opfattelser af,
hvad hvervet indebærer, og hvordan det bør praktiseres, jf. afsnit 3.6.
ovenfor.
10.2. Justitsministeriets overvejelser
Der henvises indledningsvis til afsnit 6.3. ovenfor vedrørende
Justitsministeriets overvejelser og forslag om patientrådgiverens deltagelse
i møder i patientklagenævnet ved behandlingen af klager fra vedkommende
patient. Endvidere henvises til bemærkningerne til psykiatrilovens § 24, stk.
2, i lovforslagets § 1, nr. 9.
Som det fremgår af afsnit 10.1. ovenfor, blev vederlaget til
patientrådgiverne forhøjet i januar 1995. Herudover er der med virkning fra
den 1. januar 1996 indført en ordning, hvorefter der ydes patientrådgivere,
som er antaget af statsamtmanden, godtgørelse for udgifter til befordring ved
siden af det takstmæssige vederlag. Der er således i de senere år sket en
væsentlig forbedring af den samlede vederlæggelse af patientrådgiverne.
Justitsministeriet vil imidlertid bl.a. i lyset af forslaget om
patientrådgiverens deltagelse i patientklagenævnets møder og forslaget om at
udvide nævnets kompetence til også at omfatte sager om tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse være opmærksom på, om der kan være behov for at
foretage en yderligere justering af vederlaget til patientrådgiverne.
Endvidere overvejer Justitsministeriet løbende, om der kan antages at være
behov for yderligere initiativer, der kan styrke patientrådgivernes
forudsætninger for at varetage hvervet. Det kan i den forbindelse nævnes, at
Sundhedsministeriet, Socialministeriet og Justitsministeriet i samarbejde med
de kommunale parter har besluttet at etablere et særligt kursustilbud til
personer, der arbejder med sindslidende. Målgruppen for dette kursustilbud er
primært patientrådgivere og bistandsværger samt støtte- og kontaktpersoner.
Der er nedsat en arbejdsgruppe, der skal forestå udviklingen af
kursustilbudene. Kurserne forventes udbudt i løbet af foråret 1997.
11. Ordningen med patientråd og patientmøder
11.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen
Efter psykiatrilovens § 30 skal der på hvert enkeltpsykiatrisk sygehus
eller afdeling oprettes patientråd eller afholdes patientmøder efter regler,
som fastsættes af sundhedsministeren. Formålet med denne bestemmelse er at
give patienterne mulighed for at øve indflydelse på egne forhold. Patientråd
og afholdelse af patientmøder kan således have betydning for patienternes
følelse af eget værd og for personalets holdning til patienterne.
Patienternes medindflydelse kan endvidere ses som en kontrolforanstaltning,
der kan medvirke til at forebygge eventuelt misbrug, jf. herved betænkning
nr. 1068/86 s. 407-417 og s. 423-426 og betænkning nr. 1109/87 s. 28 og s.
94-95.
De nærmere regler om patientråd og patientmøder er fastsat i
Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 708 af 20. november 1989 om
patientråd og patientmøder på psykiatriske sygehuse og afdelinger. Efter
bekendtgørelsens § 1, stk. 2, skal amtsrådet beslutte, hvorvidt der på det
enkelte psykiatriske sygehus eller afdeling skal oprettes patientråd eller
afholdes patientmøder. Som grundlag for denne beslutning skal antallet af
patienter på sygehuset eller afdelingen samt patienternes mulighed i øvrigt
for at øve indflydelse og medbestemmelse på egne forhold indgå, jf. § 1, stk.
3.
Det påhviler endvidere amtsrådet at udfærdige nærmere retningslinier for
oprettelse af patientråd og afholdelse af patientmøder, herunder om antallet
af medlemmer i de nævnte organer samt disses virksomhed, jf. § 1, stk. 4.
Desuden skal amtsrådet skabe det fornødne grundlag for, at patientråd kan
oprettes, eller patientmøder kan afholdes, herunder sikre den fornødne
vejledning og assistance, jf. § 2.
Om patientråd er det i øvrigt fastsat, at rådet vælges af og blandt
patienterne, og at medlemskab af rådet ophører, når det pågældende medlem
udskrives eller af andre grunde forlader sygehuset. Endvidere skal
patientrådet holde møde jævnligt, dog mindst en gang i kvartalet, jf. § 4.
Desuden er oprettelse af patientråd ikke til hinder for afholdelse af
patientmøder, jf. § 7.
Patientrådet har ikke kompetence til at behandle spørgsmål, der vedrører
enkeltpersoners forhold, jf. § 6. Efter § 5 skal en række spørgsmål af
generel betydning for patienterne forelægges patientrådet til udtalelse,
inden der træffes beslutning. Således skal rådet høres over retningslinier
for det almindelige omsorgsarbejde, meningsfyldt beskæftigelse og husorden på
de enkelte afdelinger samt tildeling og administration af de midler, der
afsættes til patienternes beklædning, fritidsbefordring og aktiviteter som
f.eks. sport m.v. og uddannelse m.v. Rådet skal også høres over planer og
funktionsbeskrivelser for de bygningsmæssige forhold, større ændringer i
disse samt større inventaranskaffelser.
Efter § 8 skal der afholdes patientmøder, hvis det er besluttet
ikke at oprette patientråd, jf. § 1, stk. 2. De ovennævnte regler om
patientråd gælder også for patientmøder med de ændringer, forholdene
tilsiger, jf. § 8, stk. 2. Det antages bl.a. at indebære, at patientmøder kan
afholdes hyppigere end patientråd, og at deltagelse i patientmøder ikke
nødvendigvis afhænger af, om den pågældende er valgt, men efter
omstændighederne kan omfatte alle, der er indlagt på vedkommende psykiatriske
afdeling. På patientmøder kan i øvrigt alle anliggender vedrørende sygehuset
eller afdelingen drøftes, bortset fra spørgsmål, der vedrører enkeltpersoners
forhold, jf. § 9.
I psykiatrilovsundersøgelsen anføres det, at ordningen med patientråd og
patientmøder ikke fungerer hensigtsmæssigt, jf. afsnit 3.5. ovenfor. Det
nævnes i den forbindelse, at ordningen er af vekslende kvalitet og især ikke
synes at fungere på de akutte lukkede afdelinger, hvor der anvendes mest
tvang.
11.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet finder, at det må tillægges væsentlig betydning, at
patienterne har mulighed for at øve indflydelse på egne forhold. Imidlertid
tyder erfaringerne på, at den nugældende ordning med patientråd og
patientmøder ikke fungerer efter hensigten. En mulig forklaring på dette
forhold kan være, at de patienter, der er indlagt gennem længere tid, og som
kunne drage nytte af ordningen, ofte på grund af deres sygdom har vanskeligt
ved at deltage i arbejdet. En anden forklaring kunne være, at den største del
af patientgruppen i dag udskrives så hurtigt fra de psykiatriske afdelinger,
at det er vanskeligt at få ordningen til at fungere kontinuerligt.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at det kan overvejes at ophæve
de nugældende bestemmelser om patientråd og patientmøder. Justitsministeriet
finder dog også, at der fortsat bør sikres patienterne mulighed for at øve
indflydelse på egne forhold, idet dette må antages at have betydning for,
hvordan opholdet på en psykiatrisk afdeling opleves, og dermed også for
behovet for tvangsanvendelse.
Justitsministeriet foreslår derfor, at psykiatrilovens § 30 i stedet
affattes således, at sundhedsministeren kan fastsætte regler om
patientindflydelse på psykiatriske afdelinger, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.
Formålet med en sådan bestemmelse er at give mulighed for administrativt at
fastsætte nærmere regler om patientindflydelse. Med udtrykket
»patientindflydelse« sigtes i den forbindelse til
patientinddragelse i en bredere betydning end den nugældende formaliserede
fremgangsmåde med oprettelse af patientråd eller afholdelse af patientmøder.
Det forudsættes i øvrigt, at erfaringerne med patientråd og patientmøder
indgår ved fastsættelsen af sådanne regler.
12. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
Forslaget om forenkling af klageordningen, således at alle klager over
brugen af tvang, herunder tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, i 1.
instans indbringes for patientklagenævnet, indebærer, at patientklagenævnene
vil skulle behandle et yderligere antal klagesager. Skønnet over dette antal
er behæftet med betydelig usikkerhed, bl.a. fordi omfanget af
tvangsanvendelsen, klagefrekvensen og antallet af klager, der frafaldes,
påvirkes af en række faktorer, herunder forholdene på de psykiatriske
institutioner, sagsbehandlingstiden, begrænsning af opsættende virkning af
klage over tvangsbehandling m.v. Med disse betydelige usikkerheder skønnes
det, at der som følge af lovforslaget vil skulle afgøres ca. 250-600
yderligere klagesager pr. år i landets patientklagenævn.
Lovforslaget indebærer endvidere yderligere krav til patientklagenævnenes
sagsbehandling, herunder især en absolut sagsbehandlingsfrist på 7 hverdage
for behandlingen af de klager, der efter lovforslaget fortsat har opsættende
virkning. Opfyldelsen af disse krav forudsætter et øget beredskab i
patientklagenævnene, antagelse af yderligere suppleanter til nævnene,
styrkelse af sekretariatsfunktionen bl.a. med henblik på afrapportering m.v.
Det er ligeledes behæftet med usikkerhed at vurdere de økonomiske
konsekvenser af disse yderligere krav til nævnenes sagsbehandling.
På grundlag af talmateriale modtaget fra Indenrigsministeriet skønner
Justitsministeriet, at de samlede merudgifter til patientklagenævnene som
følge af lovforslaget vil andrage ca. 4 mio.kr.
Vedrørende udskrivningsaftaler bemærkes, at der, jf. pkt. 7.2 ovenfor, er
tale om en præcisering af almindelig gældende praksis for en god og
hensigtsmæssig tilrettelæggelse af psykiatriske patienters udskrivning, sådan
som dette bl.a. hidtil er sket med udskrivningskonferencer, udsendelse af
udskrivningsbreve og anden nødvendig kontakt til myndigheder m.v.
Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser, der medfører yderligere krav
til de fysiske rammer på de psykiatriske afdelinger. Som nævnt i afsnit 4.3.
i de generelle bemærkninger til lovforslaget, søger regeringen imidlertid
afsat en pulje på 400 mio. kr. over 3 år til medfinansiering af amtslige
udgifter til forbedringer for psykiatriske patienter, herunder især til
modernisering af psykiatriske afdelinger og hospitaler. Medfinansieringen
indebærer, at den samlede værdi af de gennemførte moderniseringer m.v. bliver
i størrelsesordenen 1 mia. kr.
Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at medføre økonomiske eller
administrative konsekvekser for det offentlige af betydning. Forslaget har
endvidere ikke miljømæssige eller erhvervsøkonomiske konsekvenser og
indeholder ikke EU-retlige aspekter.
13. Hørte myndigheder m.v.
Lovforslaget er ved fremsættelsen sendt til høring hos:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns
Byret og for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, rigsadvokaten, rigspolitichefen,
politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark,
Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk
Kriminalpolitiforening, Retspsykiatrisk Klinik, Advokatrådet, Det Danske
Center for Menneskerettigheder, Det Etiske Råd, Retslægerådet, Den
Almindelige Danske Lægeforening, Praktiserende Lægers Organisation,
Foreningen af Speciallæger, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk
Psykiatrisk Selskab, Danske Psykiatere og Børnepsykiateres Organisation,
Hovedstadens Sygehusfællesskab, samtlige amtskommuner, Amtsrådsforeningen,
Kommunernes Landsforening, Københavns kommune, Frederiksberg kommune, Det
Centrale Handicapråd, Center for Ligebehandling af Handicappede, De
Samvirkende Invalideorganisationer, Landsforeningen LEV, Landsforeningen
Sind, Landsforeningen Pårørende til Sindslidende, Galebevægelsen,
Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger, Alzheimerforeningen,
Medborgernes Menneskerettigheds Kommission, Foreningen af Amtmænd, Foreningen
af Statsamtsjurister, samtlige patientklagenævn, Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn, Forbundet af Offentligt Ansatte, Institut for Psykiatrisk
Grundforskning, Psykiatrifonden, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Dansk
Socialrådgiverforening, Socialpædagogernes Landsforbund, Dansk Sygeplejeråd,
Embedslægeforeningen, Dansk Psykologforening og Ergoterapeutforeningen.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
I bilaget til lovforslaget er de foreslåede regler sammenholdt med de
gældende regler.
Til § 1
Til nr. 1 (psykiatrilovens § 3)
Efter psykiatrilovens § 3, stk. 3, skal overlægen opstille en
behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling, vejlede
patienten om planens indhold samt til stadighed søge at opnå patientens
samtykke til dens gennemførelse. Det har i praksis givet anledning til tvivl,
om de pligter, der påhviler overlægen, kan udføres af andre læger i det
enkelte tilfælde. Ved den foreslåede ændring af stk. 3 præciseres det, at
overlægen har ansvaret for, at der bl.a. opstilles en behandlingsplan. Det
indebærer, at overlægen ikke nødvendigvis selv skal opstille
behandlingsplanen, men har pligt til at sørge for, at behandlingsplanen
udarbejdes.
Der henvises i øvrigt til afsnit 8 ovenfor i de almindelige bemærkninger
til lovforslaget.
Som § 3, stk. 4, foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter
overlægen har ansvaret for, at der for patienter, som efter udskrivning må
antages ikke selv at ville søge den behandling eller de sociale tilbud, der
er nødvendige for patientens helbred, indgås en udskrivningsaftale om de
behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten. Aftalen skal som
udgangspunkt indgås mellem patienten, den psykiatriske afdeling og de
myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl., der skal forestå den
opfølgende indsats over for patienten. Vil patienten ikke medvirke ved
indgåelsen af en sådan aftale, har overlægen ansvaret for, at aftalen indgås
mellem den psykiatriske afdeling og de relevante myndigheder,
privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl., jf. § 3, stk. 5, i
lovforslagets § 1, nr. 1.
Som et supplement til de foreslåede bestemmelser om udskrivningsaftaler i
stk. 4 og 5 foreslås i stk. 6 regler om, at de psykiatriske afdelinger
og de myndigheder og privatpraktiserende læger m.v., der indgår aftale om
behandlingstilbud osv. efter udskrivning, kan udveksle følsomme oplysninger
om patienten også uden dennes samtykke. Oplysninger kan kun videregives, hvis
det er nødvendigt af hensyn til muligheden for indgåelse af og tilsyn med
overholdelse af udskrivningsaftaler. Der er ikke pligt til videregivelse af
oplysninger, hvis det f.eks. skønnes at kunne skade forholdet til patienten.
Om bestemmelserne i § 3, stk. 4-6, henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger pkt. 7.2.
Til nr. 2 (psykiatrilovens § 4 a)
Efter psykiatrilovens § 9, stk. 2, træffer overlægen afgørelse om,
hvorvidt betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt. Efter § 10, stk. 1,
tager overlægen endvidere stilling til, om betingelserne for
tvangstilbageholdelse er opfyldt. Overlægen træffer også afgørelse om
tvangsbehandling og om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt
til behandlingens gennemførelse, jf. § 12, stk. 3. Beslutning om
tvangsbehandling af legemlige lidelser træffes af vedkommende psykiatriske
overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab, jf.
§ 13, stk. 2, 1. pkt. Beslutning om, at der ved tvangsfiksering foruden bælte
skal anvendes hånd- eller fodremme, træffes ligeledes af overlægen, jf. § 15,
stk. 2. Efter § 21, stk. 2, skal overlægen med faste intervaller efterprøve,
om betingelserne for fortsat frihedsberøvelse er opfyldt, og tilføre
tvangsprotokollen oplysning herom.
Det har i praksis givet anledning til tvivl, om ordet
»overlægen« også i disse tilfælde, der vedrører spørgsmålet om
anvendelse af tvang, skal forstås således, at kompetencen er henlagt til
overlægen personligt som en særlig retssikkerhedsgaranti og derfor ikke kan
delegeres til andre læger, f.eks. en 1. reservelæge. Det samme spørgsmål kan
rejses i tilfælde af tilbageførsel, jf. psykiatrilovens § 10 a, stk. 1, 1.
pkt., i lovforslagets § 1, nr. 3, hvorefter overlægen under visse betingelser
kan beslutte, at en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt person, der har
forladt en psykiatrisk afdeling eller er udeblevet efter udgang, med
politiets bistand skal føres tilbage til afdelingen.
§ 4 a i lovforslagets § 1, nr. 3, indebærer, at de ovennævnte beslutninger
principielt skal træffes af overlægen personligt eller den læge, der i
overlægens fravær fungerer som overlæge (substitution). Med udtrykket
»overlægen« sigtes i den forbindelse til den læge, der har det
behandlingsmæssige ansvar for den afdeling eller det afsnit, hvor patienten
er indlagt eller skal indlægges (den behandlingsansvarlige overlæge).
Det kan imidlertid forekomme, at afgørelsen må træffes af en anden læge,
f.eks. fordi patienten bliver bragt til sygehuset om natten med henblik på
tvangsindlæggelse, og der ikke er mulighed for at forelægge spørgsmålet om
tvangsindlæggelse telefonisk for overlægen. § 4 a indebærer, at kravet om, at
afgørelsen skal træffes af overlægen personligt, i sådanne tilfælde ikke er
til hinder for, at en anden læge træffer afgørelsen, forudsat at overlægen
efterfølgende snarest tager stilling til lægens beslutning.
Som nævnt i pkt. 8.2. ovenfor i lovforslagets almindelige bemærkninger,
indebærer udtrykket »snarest«, at overlægen skal tage stilling
hurtigst muligt efter, at overlægen igen er mødt på sygehuset. Resultatet af
overlægens stillingtagen skal tilføres tvangsprotokollen. Er der tale om en
efterfølgende stillingtagen til en tvangstilbageholdelse, kræves det ikke, at
overlægen når at tage stilling inden udløbet af den frist på henholdsvis 24
og 48 timer, der er fastsat i psykiatrilovens § 10, stk. 3, 1. og 2. pkt.
Disse frister skal derimod overholdes af den læge, der under overlægens
fravær træffer bestemmelse om tvangstilbageholdelse. Når § 10, stk. 3, i
øvrigt ikke er nævnt i forslaget til ny § 4 a, skyldes det, at der er tale om
en fristregel og ikke er kompetenceregel. Kompetencen til at træffe afgørelse
vedrørende tvangstilbageholdelse er fastlagt i § 10, stk. 1.
Underkender overlægen lægens beslutning om f.eks. at tvangsindlægge eller
tvangstilbageholde en person, skal frihedsberøvelsen straks bringes til
ophør. Om der i så fald f.eks. er grundlag for at rejse krav om erstatning,
må afgøres efter de almindelige regler herom. Det adskiller sig principielt
ikke fra de tilfælde, hvor overlægens beslutning om frihedsberøvelse
efterfølgende bliver underkendt af retten, fordi retten ikke finder, at
betingelserne for at frihedsberøve har været opfyldt. Det samme gælder
overlægens eventuelle underkendelse af andre tvangsindgreb, der er besluttet
under overlægens fravær.
Til nr. 3 (psykiatrilovens § 10 a)
Ved lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås som § 10 a indsat en bestemmelse om
tilbageførsel af bortgåede og udeblevne patienter. Bestemmelsen indebærer, at
en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt person, der har forladt en
psykiatrisk afdeling og ikke frivilligt er vendt tilbage, efter overlægens
beslutning kan føres tilbage til afdelingen med politiets bistand.
Tilbageførsel kan dog kun ske indtil 1 uge efter, at udeblivelsen er
konstateret. Er den pågældende udeblevet efter udgang, er det endvidere en
betingelse for tilbageførsel, at der ikke er givet tilladelse til udgang med
mere end tre overnatninger.
Det afgørende for bestemmelsens anvendelse er, at den pågældende patient
har status som frihedsberøvet (enten som tvangsindlagt eller som
tvangstilbageholdt) på det tidspunkt, hvor han eller hun forlader afdelingen.
Bestemmelsen omfatter således ikke personer, der på det tidspunkt, hvor de
forlod afdelingen, var indlagt på frivilligt grundlag. Det gælder, selv om de
på det pågældende tidspunkt kunne tvangstilbageholdes, hvis de havde fremsat
begæring om udskrivning. Sådanne personer kan derfor kun føres tvangsmæssigt
tilbage til en psykiatrisk afdeling under iagttagelse af fremgangsmåden ved
tvangsindlæggelse. Om baggrunden for, at den nugældende ordning med
tilbageførsel ikke foreslås udvidet til at omfatte visse frivilligt indlagte
patienter, henvises til pkt. 7.1.2. ovenfor i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
At tilbageførsel kun kan ske indtil 1 uge efter, at udeblivelsen er
konstateret, indebærer, at patienten skal være bragt tilbage til den
psykiatriske afdeling inden udløbet af dette tidsrum. Kommer patienten først
til afdelingen på et senere tidspunkt, f.eks. fordi politiet ikke har kunnet
finde frem til den pågældende, vil indlæggelse kun kunne ske under
iagttagelse af fremgangsmåden ved tvangsindlæggelse. Fremgangsmåden ved
tvangsindlæggelse må også anvendes i tilfælde, hvor patienten er udeblevet i
forbindelse med en udgang, hvis der er givet tilladelse til mere end tre
overnatninger. Patientens udeblivelse må sidestilles med en udtrykkelig
anmodning om udskrivning. Det indebærer, at overlægen ved modtagelsen af
patienten må tage stilling til, om betingelserne for (fortsat)
tvangstilbageholdelse er opfyldt, jf. psykiatrilovens § 10. Finder overlægen,
at patienten skal tvangstilbageholdes, kan patienten begære overlægens
afgørelse om tvangstilbageholdelse indbragt for patientklagenævnet. Det samme
gælder afgørelsen om at tilbageføre patienten, jf. psykiatrilovens § 35 i
lovforslagets § 1, nr. 13. Patientklagenævnets afgørelse vil efter
omstændighederne også kunne indbringes for retten efter retsplejelovens
kapitel 43 a, jf. psykiatrilovens § 37 i lovforslagets § 1, nr. 13.
Patienten kan endvidere anmode om patientklagenævnets og efter
omstændighederne tillige rettens prøvelse i de tilfælde, hvor overlægen efter
patientens tilbagekomst måtte nå til det resultat, at betingelserne for
frihedsberøvelse ikke er opfyldt. Prøvelse vil i sådanne tilfælde ikke angå
spørgsmålet om udskrivning, men spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne i
psykiatrilovens § 10 a, stk. 1, for at beslutte, at patienten skal føres
tilbage med politiets bistand, var opfyldt. Prøvelse ved patientklagenævnet
kan derfor også finde sted i tilfælde, hvor patientklagenævnet eller
eventuelt retten for mindre end 2 måneder siden har godkendt, at patienten
skulle frihedsberøves, jf. psykiatrilovens § 37, stk. 2, i lovforslagets § 1,
nr. 13.
I § 10 a, stk. 2, i lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås indsat en
bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter der administrativt kan fastsættes regler
om fremgangsmåden i forbindelse med tilbageførsel, herunder om politiets
medvirken hertil. Formålet med bestemmelsen er at kunne fastsætte supplerende
regler på dette område, hvis der i praksis skulle vise sig behov for det, jf.
herved Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 613 af 20. september 1989 om
fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser.
Der henvises i øvrigt til pkt. 7.1. ovenfor i de almindelige bemærkninger
til lovforslaget.
Til nr. 4 (psykiatrilovens § 11)
Ved lovforslagets § 1, nr. 3, indføres som § 10 a en bestemmelse om
tilbageførsel i psykiatrilovens kapitel 3 om frihedsberøvelse. Som følge
heraf foreslås det, at betegnelsen »Ophør af frihedsberøvelse«
indsættes som overskrift til psykiatrilovens § 11. Bestemmelsen videreføres i
øvrigt i uændret form.
Til nr. 5 (psykiatrilovens § 13)
Efter psykiatrilovens § 13 kan tvangsbehandling af legemlige lidelser hos
sindslidende patienter kun finde sted i medfør af psykiatriloven, når
patienten i forvejen er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Ved den ændrede
affattelse af § 13, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 5, gennemføres en
præcisering af adgangen til at tvangsbehandle, idet tvangsbehandling på
somatisk afdeling efter omstændighederne også kan finde sted i tilfælde, hvor
patienten ikke, forinden tvangsbehandlingen iværksættes, fysisk har været
bragt ind på en psykiatrisk afdeling med henblik på indlæggelse.
Det kræves fortsat, at patienten opfylder betingelserne for
frihedsberøvelse, jf. psykiatrilovens § 5, herunder at der foreligger et
psykiatrisk behandlingsbehov.
Endvidere kræves det, at det lægelige personale på den somatiske afdeling
undersøger patienten og udfærdiger lægeerklæring med henblik på
tvangsindlæggelse, og at den psykiatriske overlæge tilkaldes for at træffe
afgørelse om tvangsindlæggelse af patienten, jf. herved psykiatrilovens § 6,
stk. 3, sammenholdt med § 7, stk. 2, og § 9, stk. 2. Når den psykiatriske
overlæge har truffet afgørelse om at tvangsindlægge, har patienten i lighed
med patienter, der er overført fra en psykiatrisk afdeling i medfør af § 13 i
den nugældende psykiatrilov, status af tvangsindlagt under opholdet på den
somatiske afdeling. Det indebærer bl.a., at psykiatrilovens regler om
anvendelse af tvang og klage over tvang finder anvendelse i forbindelse med
opholdet på den somatiske afdeling.
Der henvises i øvrigt til pkt. 7.3. ovenfor i de almindelige bemærkninger
til lovforslaget.
Til nr. 6 (psykiatrilovens § 20)
Efter psykiatrilovens § 20, stk. 2, fastsætter sundhedsministeren nærmere
regler om tvangsprotokoller samt om registrering og indberetning af tvang til
sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen. Sådanne regler er udstedt ved
Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 617 af 21. september 1989 om
tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske
afdelinger.
Under den nugældende indberetningsordning er det ikke muligt at indberette
patientens navn og cpr.nr., således at de indberettede oplysninger kan
henføres til bestemte personer. Det fører bl.a. til, at indberetningerne kun
har en begrænset statistisk værdi, idet det ikke kan påvises, i hvilket
omfang tvangsanvendelsen angår samme person. Ved § 20, stk. 2, 2. pkt., i
lovforslagets § 1, nr. 6, optages en bemyndigelsesbestemmelse, der giver
mulighed for administrativt at fastsætte regler om, at indberetninger skal
indeholde oplysninger om patientens identitet.
Ændringen i § 20, stk. 1, er en følge af indsættelsen af § 10 a, jf.
lovforslagets § 1, nr. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 9 ovenfor i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 7 (psykiatrilovens § 21)
Efter psykiatrilovens § 21, stk. 1, påhviler det til stadighed overlægen
at påse, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt
og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt. Ved §
21, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 7, præciseres det, at udtrykket
»overlægen« skal forstås således, at overlægen til stadighed har
ansvaret for, at frihedsberøvelse m.v. ikke anvendes i videre omfang end
nødvendigt. Overlægen skal således sørge for, at der til stadighed føres det
fornødne tilsyn med tvangsanvendelsen på afdelingen, og at arbejdsgangene på
afdelingen tilrettelægges på en sådan måde, at dette kan ske.
Den obligatoriske efterprøvelse af frihedsberøvelse efter lovens § 21,
stk. 2, skal som hidtil foretages af overlægen. På baggrund af ændringen af §
21, stk. 1, er det fundet nødvendigt udtrykkeligt at præcisere overlægens
kompetence for så vidt angår den formaliserede efterprøvelse af
frihedsberøvelse, der skal ske efter § 21, stk. 2. Såfremt overlægen finder,
at betingelserne for fortsat frihedsberøvelse ikke længere er til stede, skal
frihedsberøvelsen straks ophæves, jf. lovens § 11. Såfremt overlægen finder,
at fortsat frihedsberøvelse er nødvendig, skal patientrådgiveren og efter
begæring tillige patienten som hidtil have underretning om beslutningen.
Er overlægen fraværende, vil den formaliserede obligatoriske efterprøvelse
kunne foretages af en anden læge. Fører denne efterprøvelse til, at
frihedsberøvelsen opretholdes, skal overlægen i så fald snarest muligt
efterfølgende tage stilling til beslutningen om opretholdt frihedsberøvelse,
jf. forslaget til ny bestemmelse i lovens § 4 a. Resultatet af overlægens
stillingtagen tilføres tvangsprotokollen.
Der henvises i øvrigt til afsnit 8 ovenfor i de almindelige bemærkninger
til lovforslaget. Endvidere henvises til bemærkningerne til § 3, stk. 3, i
lovforslagets § 1, nr. 1, og § 4 a i lovforslagets § 1, nr. 2, samt § 25,
stk. 3, 2. pkt., i lovforslagets § 1, nr. 10.
Til nr. 8 (overskrift til psykiatrilovens kapitel 8)
Ved psykiatrilovens § 30 i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås pligten til
at oprette patientråd eller afholde patientmøder ophævet, således at
patientindflydelsen kan tilrettelægges individuelt på de psykiatriske
afdelinger, jf. bemærkningerne nedenfor til den pågældende bestemmelse og
afsnit 11 ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Som følge
heraf foreslås overskriften til psykiatrilovens kapitel 8 ændret, således at
ordet »patientråd« udgår.
Til nr. 9 (psykiatrilovens § 24)
Efter psykiatrilovens § 24, stk. 2, skal patientrådgiveren vejlede og
rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse,
ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal
endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle
klager. Ved lovforslagets § 1, nr. 9, indsættes som 3. pkt. i § 24, stk. 2,
en bestemmelse, hvorefter patientrådgiveren så vidt muligt skal være til
stede ved klagens behandling i patientklagenævnet. Formålet med
patientrådgiverens tilstedeværelse er bl.a. at kunne bistå patienten med at
forelægge klagen for patientklagenævnet. Bestemmelsen skal bl.a. ses på
baggrund af psykiatrilovens § 35 i lovforslagets § 1, nr. 13, der udvider
patientklagenævnets kompetence til også at omfatte klager over
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel.
Bestemmelsen indebærer ikke en absolut pligt til at være til stede. Ved
anvendelsen af udtrykket »så vidt muligt« angives det således, at
der kan forekomme tilfælde, hvor patientrådgiveren undtagelsesvis ikke har
mulighed for at deltage. Der tænkes bl.a. på tilfælde, hvor
patientklagenævnet skal træffe afgørelse i klagesager om tvangsbehandling,
der efter den ændrede affattelse af psykiatrilovens § 32, stk. 3, i
lovforslagets § 1, nr. 12, har opsættende virkning, inden 7 hverdage efter
klagens modtagelse.
Der henvises i øvrigt til afsnit 6.3. ovenfor i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 10 (psykiatrilovens § 25)
Fremsætter patienten anmodning om at få beskikket en anden patientrådgiver
fra patientrådgiverfortegnelsen end den, der står for tur, skal overlægen så
vidt muligt imødekomme en sådan anmodning, jf. psykiatrilovens § 25, stk. 3,
2. pkt. Ved lovforslagets § 1, nr. 10, præciseres det, at afgørelsen af
sådanne anmodninger ikke nødvendigvis skal træffes af overlægen personligt
eller den læge, der i overlægens fravær fungerer som overlæge, men kan
træffes af andre, herunder efter omstændighederne også af sygeplejepersonale.
Den nugældende ordning videreføres i øvrigt uændret. Patientens anmodning
om at få beskikket en anden patientrådgiver fra fortegnelsen skal således
fortsat så vidt muligt imødekommes. Endvidere kan afgørelsen af patientens
anmodning som hidtil påklages til statsamtmanden, der træffer den endelige
administrative afgørelse, jf. § 25, stk. 3, 3. pkt.
Der henvises i øvrigt til afsnit 8 ovenfor i de almindelige bemærkninger
til lovforslaget.
Til nr. 11 (psykiatrilovens § 30)
Efter psykiatrilovens § 30 skal der på hvert enkelt psykiatrisk sygehus
eller afdeling oprettes patientråd eller afholdes patientmøder efter regler,
som fastsættes af sundhedsministeren. Ved lovforslagets § 1, nr. 11, ophæves
denne ordning, således at der skabes mulighed for at indføre individuelle
ordninger med hensyn til patientindflydelse på de enkelte psykiatriske
afdelinger. Der henvises til pkt. 11.2. ovenfor i de almindelige bemærkninger
til lovforslaget.
Til nr. 12 (psykiatrilovens § 32)
Efter psykiatrilovens § 32, stk. 2, har klage over beslutning om
anvendelse af tvang ikke opsættende virkning. Klage over beslutning om
tvangsbehandling, jf. kap. 4, har dog opsættende virkning, medmindre omgående
gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv
eller helbred for væsentlig fare. Ved lovforslagets § 1, nr. 12, udvides
muligheden for omgående at iværksætte tvangsbehandling, selv om patienten
eller patientrådgiveren klager over den påtænkte tvangsbehandling.
Forslaget indebærer, at der også kan tvangsbehandles uanset klage i
tilfælde, hvor omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for at
afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade
på legeme eller helbred. Udtrykket »andre« kan både omfatte
medpatienter, personale, besøgende eller andre, der kommer på afdelingen. At
faren for skade på legeme skal være »nærliggende« indebærer, at der
i det enkelte tilfælde skal være tale om en konkret, aktuel og påviselig
fare, f.eks. at patienten udviser en truende adfærd. Faren behøver derimod
ikke nødvendigvis allerede at have manifesteret sig i en skadevoldende
handling.
Hvis patienten alene udsætter andre for verbale forulempelser, der ikke
indeholder trusler om vold, f.eks. kraftig råben eller stærkt drillende
adfærd, vil der ikke være mulighed for at fravige hovedreglen om opsættende
virkning. I sådanne tilfælde vil der dog efter omstændighederne være mulighed
for bl.a. at tvangsfiksere, jf. psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 2.
Til nr. 13 (psykiatrilovens kapitel 10)
Ved lovforslagets § 1, nr. 13, gennemføres visse ændringer i den
nugældende klageordning, jf. psykiatrilovens kapitel 10 og afsnit 5 ovenfor i
de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Ændringerne består i, at klager
over frihedsberøvelse fremover skal behandles af de lokale patientklagenævn i
1. instans i stedet for at skulle indbringes direkte for retten, jf. § 35 i
lovforslagets § 1, nr. 13.
Endvidere indføres en absolut frist på 7 hverdage for patientklagenævnets
behandling af klager over tvangsbehandling, der efter psykiatrilovens § 32,
stk. 3, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 12, har opsættende virkning,
jf. § 36, stk. 3, 1. pkt., i lovforslagets § 1, nr. 13.
Endelig gives der mulighed for administrativt at indføre en ordning om
indberetning af afgørelser fra patientklagenævnene og Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn og om offentliggørelse af afgørelser af generel betydning,
jf. § 39 i lovforslagets § 1, nr. 13.
Til § 34
§ 34 indeholder regler om patientklagenævnenes nedsættelse og
sammensætning og om udgifter ved nævnenes virksomhed m.v. Bestemmelsen
viderefører med enkelte redaktionelle ændringer § 35 og § 39 i den nugældende
psykiatrilov. Det forudsættes i den forbindelse, at den nugældende praksis,
hvorefter klager fra patienter, der er indlagt på Frederiksberg Hospital,
henhører under Københavns statsamt, kan videreføres også efter lovforslagets
bestemmelser, uanset at Frederiksberg Hospital er omfattet af Hovedstadens
Sygehusfællesskab, der er beliggende i Københavns kommune. Der henvises i
øvrigt til afsnit 6.2.3. ovenfor i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til § 35
§ 35 indeholder regler om patientklagenævnenes saglige kompetence.
Bestemmelsen indebærer en udvidelse i forhold til den nugældende bestemmelse
i psykiatrilovens § 36, idet klager over tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse og tilbageførsel fremover skal behandles af
patientklagenævnet i 1. instans. Bestemmelsen viderefører i øvrigt den
nugældende ordning i § 36 uændret.
Således behandler patientklagenævnet også efter § 35 i lovforslagets § 1,
nr. 13, klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af
fysisk magt og beskyttelsesfiksering. Endvidere omfatter
patientklagenævnets saglige kompetence som hidtil klager, der både angår
tvangsanvendelse og sundhedspersonalets faglige virksomhed. Såfremt
klagen over den faglige virksomhed ikke har forbindelse med tvangsindgrebets
foretagelse, behandles den fortsat af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf.
afsnit 5.1. ovenfor i de almindelige bemærkninger.
Klager over personalets adfærd i øvrigt må som hidtil rettes til
arbejdsgiveren, dvs. sygehusmyndigheden, der normalt er vedkommende
amtskommune. Det samme gælder klager over mindre vidtgående
tvangsindgreb, f.eks. fratagelse af knive og spiritus. Klager over
forholdene i øvrigt på en psykiatrisk afdeling skal også rettes til
sygehusmyndigheden, ligesom embedslægen som tilsynsmyndighed efter
omstændighederne vil kunne behandle sådanne spørgsmål. Patientens klager
over patientrådgiveren skal som hidtil indbringes for statsamtmanden,
hvis afgørelse kan indbringes for Justitsministeriet. Tilsynet i henhold til
grundlovens § 71, stk. 7, kan som hidtil føre tilsyn med behandlingen af
administrativt frihedsberøvede patienter på psykiatriske afdelinger.
Med virkning fra den 1. januar 1997 bortfalder den hidtidige begrænsning i
Folketingets Ombudsmands kompetence i forhold til kommuner og amter. Dette
indebærer bl.a., at Folketingets Ombudsmand får en umiddelbar adgang til at
foretage inspektioner på de amtskommunale psykiatriske sygehuse og
afdelinger.
Om Justitsministeriets overvejelser vedrørende patientklagenævnets saglige
kompetence ved behandlingen af klager over valg af præparat og dosering i
forbindelse med tvangsmedicinering, henvises til afsnit 6.2. ovenfor i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
At den nugældende ordning videreføres uændret bortset fra den ovennævnte
udvidelse af kompetencen vedrørende tvangsindlæggelse m.v. medfører også, at
der fortsat ikke gælder en udtrykkelig frist for sygehusmyndighedens
viderebringelse af klagen til patientklagenævnet. Det forudsættes dog som
hidtil, at klagesagsbehandlingen foregår meget hurtigt, og at sagens akter,
herunder også erklæringen fra overlægen, derfor fremsendes eller overbringes
til patientklagenævnet hurtigst muligt efter, at sygehusmyndigheden er blevet
bekendt med klagen, dvs. normalt i løbet af nogle få dage. Dette har ikke
mindst betydning i tilfælde af klage over tvangsbehandling med opsættende
virkning, jf. § 32, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 12, hvor der efter § 36,
stk. 1, 1. pkt., gælder en frist på 7 hverdage for patientklagenævnets
klagesagsbehandling regnet fra klagens modtagelse i nævnet.
Den foreslåede udvidelse af patientklagenævnets kompetence kan efter
omstændighederne føre til, at nævnet skal afgøre en klage over
tvangsbehandling på et tidspunkt, hvor nævnet også har modtaget en klage over
f.eks. tvangstilbageholdelse af den samme patient, men endnu ikke har
mulighed for at tage stilling hertil, f.eks. fordi klagen over
tvangstilbageholdelsen er modtaget kort tid før udløbet af den
sagsbehandlingsfrist på 7 hverdage, der foreslås indført for behandlingen af
klager over tvangsbehandling med opsættende virkning i § 36, stk. 3, 1. pkt.,
i lovforslagets § 1, nr. 13.
Nævnet kan i sådanne tilfælde ikke udsætte behandlingen af klagen over
tvangsbehandling på sin afgørelse af klagen over tvangstilbageholdelsen med
henvisning til, at der i begge afgørelser indgår en stillingtagen til, om
betingelserne for tvangstilbageholdelse er opfyldt, jf. psykiatrilovens § 12,
stk. 1, og § 10. Nævnet vil ikke ved den senere behandling af klagen over
tvangstilbageholdelsen være bundet af sin tidligere afgørelse af spørgsmålet
om, hvorvidt betingelserne for tvangstilbageholdelse var opfyldt i
forbindelse med den påklagede tvangsbehandling. Det er en konsekvens af
ordningen, at der ikke foreligger inhabilitet ved nævnets senere behandling
af klagen over tvangstilbageholdelsen, selv om det er de samme kriterier, der
efter psykiatriloven indgår i afgørelsen af spørgsmålet om tvangsbehandling
og tvangstilbageholdelse.
Da patienten efter grundlovens § 71, stk. 6, har krav på efter anmodning
at få prøvet spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed ved retten, kan
Patientklagenævnets afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse og tilbageførsel, jf. § 10 a, stk. 1, i
lovforslagets § 1, nr. 3, indbringes for retten efter retsplejelovens kapitel
43 a, jf. § 37 i lovforslagets § 1, nr. 13. Patientklagenævnets andre
afgørelser, dvs. afgørelser om tvangsbehandling, tvangsfiksering,
anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering, kan fortsat påklages
til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. § 38 i lovforslagets § 1, nr. 13.
Til § 36
§ 36 indeholder regler om sagsbehandlingen ved patientklagenævnet. Med en
enkelt undtagelse i § 36, stk. 3, 1. pkt., om behandlingen af klager over
tvangsbehandling, som efter § 32, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 12, har
opsættende virkning, viderefører § 36 de nugældende regler i psykiatrilovens
§ 37. Det indebærer bl.a., at der ikke skal beskikkes advokat ved
patientklagenævnets behandling af klager, herunder klager over
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel. Endvidere
forudsættes det, at erklæringen fra afdelingens overlæge og parternes
forklaringer normalt også ved behandlingen af sådanne klager vil være
tilstrækkeligt grundlag for sagens afgørelse, således at høring af
Retslægerådet kun undtagelsesvis kommer på tale.
Reglerne om sagsbehandling ved patientklagenævnet i § 36 berører ikke
sagsbehandlingen ved retten, jf. retsplejelovens kapitel 43 a. Indbringes
patientklagenævnets afgørelse vedrørende tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse eller tilbageførsel for retten, jf. § 37, vil der
således fortsat skulle beskikkes advokat for patienten, jf. retsplejelovens §
470, stk. 2, 1. pkt. Endvidere vil der efter omstændighederne kunne være
anledning til at indhente en udtalelse fra Retslægerådet eller andre
sagkyndige. Om sagens fremme ved retten henvises til bemærkningerne nedenfor
til lovforslagets § 2.
I § 36, stk. 3, 1. pkt., indføres en absolut frist på 7 hverdage for
behandlingen af klager over tvangsbehandling, der efter § 32, stk. 3, i
lovforslagets § 1, nr. 12, har opsættende virkning.
For andre klager end klager over tvangsbehandling, der er tillagt
opsættende virkning, gælder der ikke en absolut sagsbehandlingsfrist, men det
kræves, at patientklagenævnet træffer afgørelse snarest muligt. Er afgørelse
ikke truffet inden 14 dage efter klagens modtagelse, skal nævnet underrette
patienten og patientrådgiveren om grunden hertil og om, hvornår afgørelse kan
forventes at foreligge. Afgørelsen skal således ikke nødvendigvis være
truffet inden 14 dage efter klagens modtagelse, men det forudsættes som
hidtil, at dette normalt vil være tilfældet, jf. afsnit 6.1. ovenfor i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Ved udtrykket »hverdage« i § 36, stk. 3, 1. pkt., forstås
mandage til fredage bortset fra helligdage. At afgørelsen skal være truffet
»inden 7 hverdage efter klagens modtagelse«, indebærer, at en
klage, der i normaluger uden helligdage f.eks. modtages mandag morgen, skal
være afgjort inden udgangen af tirsdag i den efterfølgende uge.
At fristen på 7 hverdage er absolut, indebærer i øvrigt et ubetinget krav
om, at patientklagenævnets skal træffe afgørelse inden for fristen.
Overskrides fristen, vil det efter omstændighederne bl.a. kunne føre til
tjenstligt ansvar. Der vil imidlertid ikke være mulighed for at iværksætte
den påklagede tvangsbehandling alene som følge af, at fristen er overskredet.
I sådanne tilfælde må overlægen således afvente nævnets afgørelse, medmindre
der i ventetiden f.eks. er indtrådt en sådan forværring af patientens
helbredstilstand, at omgående gennemførelse af behandlingen under de
nuværende omstændigheder er nødvendig, jf. § 32, stk. 3, som affattes ved §
1, nr. 12, i dette lovforslag.
Til § 37
I § 37 videreføres § 34 i den nugældende psykiatrilov med de ændringer,
der følger af, at patientklagenævnet efter § 35 også skal behandle klager
over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel i 1. instans.
Forslaget svarer i det væsentlige til § 38, stk. 1, og § 39 i det lovudkast,
som flertallet i det lovforberedende udvalg anbefalede, jf. betænkning nr.
1109/1987 s. 30 og afsnit 5.2. ovenfor i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget. Efter flertallets forslag skulle sagen dog indbringes for
retten af patientklagenævnet. At denne pligt efter § 37, stk. 1, påhviler
sygehusmyndigheden skyldes, at det er sygehusmyndigheden som hidtil og ikke
patientklagenævnet, der bør være part ved sagens behandling i retten.
Som det fremgår, tager § 37 kun sigte på de tilfælde, hvor patienten
ønsker patientklagenævnets afgørelse indbragt for retten. Det skal ses i
lyset af, at formålet med ordningen er at udmønte den frihedsberøvedes krav
ifølge grundlovens § 71, stk. 6, på efter anmodning at få prøvet
frihedsberøvelsens lovlighed ved retten. Går patientklagenævnets afgørelse
sygehusmyndigheden imod, kan sygehusmyndigheden ikke indbringe sagen for
retten efter reglerne i retsplejelovens kap. 43.
Fristen på 2 måneder i § 37, stk. 2, for fornyet prøvelse ved
patientklagenævnet af spørgsmålet om udskrivning gælder som hidtil kun, når
der er spørgsmål om fornyet prøvelse af den samme frihedsberøvelse. Fristen
gælder derimod ikke, hvis der er tale om en ny frihedsberøvelse. Fristen
gælder endvidere ikke, hvis alene der er spørgsmål om prøvelse af en
tilbageførsel i medfør af § 10 a, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 3.
Til § 38
Bestemmelsen i § 38 viderefører den ordning, der gælder efter § 38 i den
nugældende psykiatrilov. Den foreslåede udvidelse af de lokale
patientklagenævns saglige kompetence fører således ikke til ændringer i de
nugældende regler om den saglige kompetence for Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn, jf. herved bemærkningerne ovenfor til § 35.
Til § 39
Ved § 39 indføres mulighed for, at sundhedsministeren kan fastsætte regler
om indberetning af afgørelser fra patientklagenævnene og Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn og om offentliggørelse af afgørelser af generel betydning.
Formålet med § 39 er at forbedre mulighederne for at opnå generel viden om
anvendelsen af psykiatriloven i praksis.
Offentliggørelsen af afgørelser af generel betydning kan f.eks. ske i form
af årsberetninger eller praksisoversigter, der udfærdiges med bistand af
nævnenes sekretariater og udsendes med jævne mellemrum. En mere systematisk
offentliggørelse af nævnsafgørelser vil endvidere kunne tjene som supplement
til bl.a. Ugeskrift for Retsvæsen, der indeholder afgørelser fra retterne om
fortolkningen bl.a. af psykiatrilovens bestemmelser om tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse.
Til nr. 14 (psykiatrilovens § 40)
I psykiatrilovens § 40 er der fastsat regler om anbringelse i
sikringsanstalten, der er knyttet til amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.
Betegnelsen »sikringsanstalten« er ved Regulativ af 1. juni 1994
for Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland ændret til
»sikringsafdelingen«. Det foreslås på den baggrund, at ordet
»sikringsanstalten« i psykiatrilovens § 40, stk. 1 og 3, ændres
tilsvarende, således at det af lovteksten fremgår, at der under visse
betingelser kan ske anbringelse i sikringsafdelingen, som er knyttet til
amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.
For opholdet og behandlingen i sikringsafdelingen gælder i princippet
samtlige regler i psykiatriloven, bortset fra §§ 5-11, § 21, stk. 2, og § 34,
der alle angår tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse. At disse
bestemmelser ikke finder anvendelse skyldes, at frihedsberøvelsen i sådanne
tilfælde hviler på et farlighedsdekret, der er afsagt i medfør af
psykiatrilovens §§ 40-41.
I lovforslagets § 1, nr. 13, foreslås indsat et nyt kapitel 10 om
klageadgang og domstolsprøvelse, der bl.a. vedrører klager over
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel. Det foreslås på
den baggrund, at bestemmelserne i kapitel 10 om klageadgang og
domstolsprøvelse med hensyn til tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og
tilbageførsel ikke skal anvendes i forbindelse med ophold i
sikringsafdelingen, der hviler på farlighedsdekret i medfør af
psykiatrilovens §§ 40-41. Forslaget om ændret affattelse af § 40, stk. 3 og
4, er en konkvensændring og indebærer ikke indholdsmæssige ændringer i de
nugældende regler på dette område.
Justitsministeriet vil, hvis lovforslaget vedtages, gennemføre en
tilsvarende konsekvensændring af § 2 i bekendtgørelse nr. 605 af 23. august
1990 om personer indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til strafferetlig
afgørelse, jf. psykiatrilovens § 42. At psykiatrilovens bestemmelser om
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel heller ikke finder
anvendelse på denne personkreds, skyldes således, at indlæggelsen og opholdet
i disse tilfælde hviler på rettens afgørelse.
Det bemærkes i øvrigt, at den omstændighed, at reglerne om tilbageførsel
af bortgåede og udeblevne patienter i § 10 a i lovforslagets § 1, nr. 3, ikke
finder anvendelse på personer, der er anbragt i Sikringsafdelingen ved
Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland i henhold til farlighedsdekret, eller
personer, der er indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til strafferetlig
afgørelse, selvsagt ikke udelukker, at sådanne personer også kan
tilbageføres. Tilbageførsel vil i sådanne tilfælde kunne ske i henhold til
farlighedsdekretet eller den strafferetlige afgørelse.
Til nr. 15 (psykiatrilovens § 46)
Ved lovforslagets § 1, nr. 15, ophæves revisionsklausulen i
psykiatrilovens § 46. Der henvises i den forbindelse til afsnit 1.2. ovenfor
i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til § 2
Ved § 2 foreslås det, at der i retsplejelovens § 470, stk. 3, om
tidspunktet for foretagelse af sager om administrativt bestemt
frihedsberøvelse indsættes en bestemmelse, hvorefter dommeren i øvrigt påser,
at sagen fremmes mest muligt.
Om baggrunden for forslaget henvises til afsnit 6.1.3. ovenfor i de
almindelige bemærkninger. Som det fremgår heraf, indebærer den foreslåede
ændring af klageordningen i psykiatriloven, at også klager over
tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse skal behandles af de lokale
patientklagenævn i 1. instans. Da klager over frihedsberøvelse i disse
tilfælde forinden har været undergivet en administrativ behandling, er der et
særligt behov for at sikre, at der ikke går for lang tid, inden patienten får
rettens afgørelse. Det gælder navnlig i de tilfælde, hvor patienten fortsat
er frihedsberøvet som følge af tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse.
Til § 3
Lovforslagets § 3 indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
Lovforslagets § 3, stk. 2, indebærer, at reglerne i kapitel 10 om klageadgang
og domstolsprøvelse i lovforslagets § 1, nr. 13, finder anvendelse på klager,
der fremsættes efter lovens ikrafttræden. Klager over tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse og tilbageførsel, der fremsættes efter dette tidspunkt,
skal således indbringes for det lokale patientklagenævn i 1. instans i stedet
for retten.
Til § 4
Denne bestemmelse fastsætter lovens territoriale anvendelsesområde.
Skriftlig fremsættelse (19. december 1996)
Justitsministeren (Bjørn Westh):
Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i
psykiatrien og retsplejeloven. (Revision af psykiatriloven).
(Lovforslag nr. L 133).
Hovedformålet med lovforslaget er at gennemføre de ændringer og
tilpasninger, som erfaringerne med den gældende psykiatrilov fra 1989 giver
anledning til.
De ændringer, der foreslås, bygger i et vist omfang på resultaterne af den
videnskabelige undersøgelse af psykiatrilovens virkninger, der blev
gennemført med henblik på lovens revision. Der foreslås dog også ændringer,
som ikke er inspireret af psykiatrilovsundersøgelsen.
Et hovedpunkt i lovforslaget vedrører klageordningen . Efter de nugældende
regler indbringes klager over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse for
domstolene i 1. instans, mens klager over anvendelse af anden tvang, f.eks.
tvangsbehandling, indbringes for de lokale patientklagenævn, der er oprettet
under de enkelte statsamter.
Ved lovforslaget lægges der op til en forenkling af klageordningen,
således at alle klager over tvang i 1. instans indbringes for
patientklagenævnet. Patientklagenævnets afgørelser om tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse skal herefter kunne indbringes for domstolene, mens
patientklagenævnets andre afgørelser som hidtil kan påklages til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Lovforslaget indeholder også forskellige bestemmelser, der sigter på at
styrke sagsbehandlingen i patientklagenævnet , bl.a. i forbindelse med
behandlingen af klager over tvangsbehandling med opsættende virkning. Der
foreslås således en absolut frist på 7 hverdage for patientklagenævnets
behandling af sådanne sager.
Efter den gældende lov har en klage over tvangsbehandling opsættende
virkning , medmindre omgående behandling er nødvendig af hensyn til
patientens liv eller helbred. Det foreslås, at en klage heller ikke skal have
opsættende virkning, hvis omgående behandling er nødvendig for at afværge, at
patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme
eller helbred. Dette forslag er bl.a. begrundet i, at alternativet til
behandling her og nu i disse tilfælde ofte vil være andre former for
tvangsindgreb, herunder bæltefiksering og indgivelse af beroligende medicin.
Lovforslaget indeholder også forslag om udskrivningsaftaler . Ordningen
har til formål at sikre klare aftaler om den fortsatte behandling og de
sociale tilbud samt en opfølgning heraf. Der er tale om en mindre
patientgruppe, der er karakteriseret ved et sammenfald af meget tunge
psykiatriske og sociale problemer, hvor der uden en særlig opfølgning er fare
for, at disse personer vil falde ud af behandlingssystemet, fordi de ikke
selv søger behandling eller sociale tilbud.
Herudover lægger lovforslaget op til en række ændringer og præciseringer
bl.a. med hensyn til den behandlingsansvarlige overlæges kompetence og
adgangen til at tvangsbehandle legemlige lidelser hos sindslidende patienter
samt med hensyn til tilbageførsel af bortgåede eller udeblevne patienter.
Lovforslaget vil samtidig med fremsættelsen blive sendt til høring hos en
lang række myndigheder, organisationer m.v.
Endvidere kan det oplyses, at Justitsministeriet i januar 1997 vil afholde
en konference, hvor der bliver lejlighed til en bred og åben debat om
lovrevisionen.
Fremkommer der i høringsrunden, i forbindelse med konferencen eller i
øvrigt ideer og forslag til forbedringer af forslaget, vil regeringen være
helt indstillet på at overveje forslagene nærmere og i givet fald stille
ændringsforslag i forbindelse med Folketingets behandling af det fremsatte
lovforslag.
Det er en af psykiatrilovsundersøgelsens konklusioner, at mange afdelinger
er præget af overbelægning, personalemangel og utilfredsstillende fysiske
rammer. Dette har bl.a. indvirkning på omfanget af tvangsanvendelsen.
Som det fremgår, indeholder det fremsatte lovforslag ikke bestemmelser,
der forpligter sygehusmyndighederne til at opfylde mere præcise standarder på
de psykiatriske afdelinger i forhold til de forskellige grupper af patienter.
Dette er imidlertid ikke udtryk for, at regeringen ikke finder, at der er
behov for forbedringer. Selv om amternes udgifter på dette område er øget
væsentligt i de seneste år, finder regeringen således, at der er behov for en
fortsat øget indsats, herunder ikke mindst med hensyn til de bygningsmæssige
forhold.
Regeringen finder, at forbedringerne bør gennemføres i et samarbejde med
sygehusmyndighederne, hvor der indgås mere præcise aftaler om de mål, der
skal nås.
Det kan i den forbindelse oplyses, at regeringen vil tage en række
initiativer på området. Til finansiering heraf søges der på finansloven for
1997 under Sundhedsministeriet afsat en pulje på 400 mio. kr. over de
kommende 3 år til medfinansiering af sygehusmyndighedernes udgifter til
forbedringer for psykiatriske patienter, herunder især til forbedring af de
bygningsmæssige forhold.
Den nærmere udmøntning vil i øvrigt fremgå af en redegørelse, som
regeringen vil fremlægge inden for kort tid.
Idet jeg henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg
herved anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
§ 1
I lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i
psykiatrien som ændret ved lov nr. 386 af 14. juni 1995 og § 18 i lov nr. 389
af 14. juni 1995 foretages følgende ændringer:
1. § 3, stk. 3, ophæves og i stedet indsættes:
» Stk. 3. Overlægen har ansvaret for, at der opstilles en
behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling, og at
patienten vejledes om planens indhold, samt at patientens samtykke til dens
gennemførelse til stadighed søges opnået.
Stk. 4. Overlægen har endvidere ansvaret for, at der for
patienter, som efter udskrivning må antages ikke selv at ville søge den
behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred,
indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling
samt myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de
behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.
Stk. 5. Såfremt en patient, der er omfattet af stk. 4, ikke vil
medvirke til indgåelse af en udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for,
at den psykiatriske afdeling og myndigheder, privatpraktiserende
sundhedspersoner m.fl. indgår en sådan aftale.
Stk. 6. Den psykiatriske afdeling kan videregive oplysninger om
patienters rent private forhold til andre myndigheder, privatpraktiserende
sundhedspersoner m.fl., hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn
til indgåelse af og tilsyn med overholdelse af en udskrivningsaftale. I samme
omfang kan myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. videregive
oplysninger om patienter til den psykiatriske afdeling og andre myndigheder
og privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl.
§ 3. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Overlægen skal opstille en behandlingsplan for enhver, der
indlægges på psykiatrisk afdeling, vejlede patienten om planens indhold samt
til stadighed søge at opnå patientens samtykke til dens gennemførelse.
2. Efter § 4 indsættes:
» § 4 a. Bestemmelserne i § 9, stk. 2, § 10, stk. 1, § 10 a,
stk. 1, 1. pkt., § 12, stk. 3, § 13, stk. 2, 1. pkt., § 15, stk. 2, og § 21,
stk. 2, er ikke til hinder for, at en beslutning i overlægens fravær træffes
af en anden læge. I sådanne tilfælde skal overlægen efterfølgende snarest
tage stilling til beslutningen.«
3. Efter § 10 indsættes:
»Tilbageførsel
§ 10 a. Har en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt person
forladt en psykiatrisk afdeling, og er den pågældende ikke frivilligt vendt
tilbage, kan overlægen beslutte, at den pågældende skal føres tilbage til
afdelingen med politiets bistand. Sådan tilbageførsel kan kun ske indtil 1
uge efter, at udeblivelsen er konstateret. Er den pågældende udeblevet efter
udgang, er det endvidere en betingelse for tilbageførsel, at der ikke er
givet tilladelse til udgang med mere end tre overnatninger.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om fremgangsmåden i
forbindelse med tilbageførsel, herunder om politiets medvirken hertil.«
4. Som overskrift til § 11 indsættes:
»Ophør af frihedsberøvelse«
5. I § 13, stk. 1, ændres »tvangstilbageholdelse«
til: »frihedsberøvelse, jf. § 5,», og som 2. pkt. indsættes:
»Er patienten ikke indlagt på en psykiatrisk afdeling, er det
endvidere en betingelse for tvangsbehandling efter denne bestemmelse, at der
forinden er udfærdiget erklæring om tvangsindlæggelse, jf. § 6, stk. 3, og at
overlægen på vedkommende psykiatriske afdeling har truffet afgørelse om, at
betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, jf. § 9, stk. 2.«
§ 13. En person, som opfylder betingelserne for
tvangstilbageholdelse, og som modsætter sig behandling af en legemlig
lidelse, kan undergives tvangsbehandling af denne lidelse, såfremt lidelsen
udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare.
Stk. 2-3. - - -
6. I § 20, stk. 1, indsættes efter »§§ 5-10«:
»a«, og i stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at
indberetninger skal indeholde oplysninger om patientens identitet.«
§ 20. Oplysning om enhver anvendelse af tvang, jf. §§ 5-10 og
12-17, og enhver ordination i henhold til § 18 skal tilføres afdelingens
tvangsprotokol med angivelse af indgrebets nærmere indhold og begrundelse.
Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om
tvangsprotokoller samt om registrering og indberetning af tvang til
sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen.
7. § 21, stk. 1 og 2, affattes således:
» § 21. Overlægen har til stadighed ansvaret for, at
frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og
beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.
Stk. 2. Som led i efterprøvelse af frihedsberøvelse skal overlægen
henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage, efter at frihedsberøvelsen blev iværksat,
og herefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes, påse,
om betingelserne for at frihedsberøve patienten er opfyldt. Resultatet af
denne efterprøvelse skal tilføres tvangsprotokollen. Patientrådgiveren og
efter begæring tillige patienten underrettes om beslutning om opretholdt
frihedsberøvelse.«
§ 21. Det påhviler til stadighed overlægen at påse, at
frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og
beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.
Stk. 2. Resultatet af den efterprøvelse af frihedsberøvelse, som
er nævnt i stk. 1, skal tilføres tvangsprotokollen henholdsvis 3, 10, 20 og
30 dage, efter at frihedsberøvelsen blev iværksat, og herefter mindst hver 4.
uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes. Patientrådgiveren og efter
begæring tillige patienten underrettes om beslutning om opretholdt
tvangstilbageholdelse.
Stk. 3. - - -
8. Overskriften til kapitel 8 affattes således:
»Patientrådgivere m.v.«
Kapitel 8
Patientrådgivere og patientråd m.v.
9. I § 24, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:
»Patientrådgiveren skal så vidt muligt være til stede ved klagens
behandling i patientklagenævnet.«
§ 24. - - -
Stk. 2. Patientrådgiveren skal vejlede og rådgive patienten med
hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling
på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med
iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager.
10. I § 25, stk 3, affattes 2. pkt. således:
»Fremsætter patienten anmodning om at få beskikket en anden
patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen, skal anmodningen så vidt
muligt imødekommes.«
§ 25.
- - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Patienten skal have lejlighed til at udtale sig om den
påtænkte beskikkelse. Fremsætter patienten anmodning om at få beskikket en
anden patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen, skal overlægen så vidt
muligt imødekomme en sådan anmodning. Afgørelsen kan påklages til
statsamtmanden, der træffer den endelige administrative afgørelse.
Stk. 4. - - -
11. § 30 affattes således:
» § 30. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om
patientindflydelse på psykiatriske afdelinger.«
§ 30. På hvert enkelt psykiatrisk sygehus eller afdeling skal der
oprettes patientråd eller afholdes patientmøder efter regler, som fastsættes
af sundhedsministeren.
12. I § 32, stk. 3, indsættes efter »fare«:
»eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare
for at lide skade på legeme eller helbred«.
§ 32. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Klage over beslutning om tvangsbehandling, jf. kapitel 4,
har dog opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen
er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig
fare.
13. Kapitel 10 affattes således:
»Kapitel 10
Klageadgang og domstolsprøvelse
§ 34. Ved hvert statsamt og ved Københavns Overpræsidium oprettes
et patientklagenævn bestående af vedkommende statsamtmand (overpræsidenten)
som formand samt to medlemmer. Medlemmerne beskikkes af justitsministeren
efter indhentet udtalelse fra henholdsvis Den Almindelige Danske Lægeforening
og De Samvirkende Invalideorganisationer. Justitsministeren beskikker
endvidere stedfortrædere for medlemmerne. Beskikkelserne gælder for en
periode på 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.
Stk. 2. Statsamtet varetager patientklagenævnets
sekretariatsopgaver og afholder udgifterne ved nævnets virksomhed, herunder
vederlag til nævnets medlemmer.
§ 35. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren indbringe klager over tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering,
anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering for patientklagenævnet.
§ 36. Når en sag som nævnt i § 35 indbringes for
patientklagenævnet, skal sygehusmyndigheden fremsende sagens akter, herunder
en udskrift af tvangsprotokollen samt en erklæring fra overlægen. Nævnet
drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om
tilvejebringelse af eventuelle yderligere erklæringer m.v., ligesom nævnet
kan aflægge besøg på vedkommende psykiatriske afdeling.
Stk. 2. Patienten og patientrådgiveren har ret til mundtligt at
forelægge sagen for nævnet. I særlige tilfælde, hvor hensynet til patientens
helbred eller til sagens behandling i nævnet afgørende taler herfor, kan
nævnet bestemme, at patienten helt eller delvis skal være udelukket fra at
deltage i forhandlingerne.
Stk. 3. Patientklagenævnet skal træffe afgørelse i klagesager om
tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, jf. § 32, stk. 3, inden
7 hverdage efter klagens modtagelse. I andre sager skal patientklagenævnet
træffe afgørelse snarest muligt. Er afgørelse ikke truffet inden 14 dage
efter klagens modtagelse, skal nævnet underrette patienten og
patientrådgiveren om grunden hertil samt om, hvornår afgørelse kan forventes
at foreligge.
Stk. 4. Justitsministeriet fastsætter en forretningsorden for
patientklagenævnet.
§ 37. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren indbringe patientklagenævnets afgørelser vedrørende
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel for retten efter
reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
Stk. 2. Godkender patientklagenævnet, at patienten frihedsberøves,
kan spørgsmålet om udskrivning først på ny begæres prøvet i
patientklagenævnet, når der er forløbet 2 måneder efter nævnets afgørelse.
Har spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed været indbragt for retten,
jf. stk. 1, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse.
§ 38. Patientklagenævnets afgørelser om tvangsbehandling,
tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering kan
påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Stk. 2. Ved behandlingen af sådanne sager i Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn gælder reglerne i kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets
centralstyrelse m.v.
§ 39. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om indberetning af
afgørelser fra patientklagenævnene og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og om
offentliggørelse af afgørelser af generel betydning.«
Kapitel 10
Domstolsprøvelse og klageadgang
Tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse
§ 34. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren indbringe afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43
a.
Stk. 2. Godkender retten, at patienten tvangstilbageholdes, kan
spørgsmålet om udskrivning først på ny begæres prøvet efter stk. 1, når der
er forløbet 2 måneder efter rettens afgørelse.
Tvangsbehandling og fiksering m.v.
§ 35. Der oprettes i hvert statsamt samt i Københavns Kommune et
patientklagenævn bestående af vedkommende statsamtmand som formand samt to
medlemmer. Medlemmerne beskikkes af justitsministeren efter indhentet
udtalelse fra henholdsvis Den Almindelige Danske Lægeforening og De
Samvirkende Invalideorganisationer. Justitsministeren beskikker endvidere
stedfortrædere for medlemmerne. Beskikkelserne gælder for en periode på 4 år.
Genbeskikkelse kan finde sted.
§ 36. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren indbringe klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering,
anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering for patientklagenævnet.
§ 37. Når en sag som nævnt i § 36 indbringes for
patientklagenævnet, skal sygehusmyndigheden fremsende sagens akter, herunder
en udskrift af tvangsprotokollen samt en erklæring fra overlægen. Nævnet
drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om
tilvejebringelse af eventuelle yderligere erklæringer m.v., ligesom nævnet
kan aflægge besøg på vedkommende psykiatriske afdeling.
Stk. 2. Patienten og patientrådgiveren har ret til mundtligt at
forelægge sagen for nævnet. I særlige tilfælde, hvor hensynet til patientens
helbred eller til sagens behandling i nævnet afgørende taler herfor, kan
nævnet bestemme, at patienten helt eller delvis skal være udelukket fra at
deltage i forhandlingerne.
Stk. 3. Patientklagenævnet skal træffe afgørelse snarest muligt.
Er afgørelse ikke truffet inden 14 dage efter klagens modtagelse, skal nævnet
underrette patienten og patientrådgiveren om grunden hertil samt om, hvornår
afgørelse kan forventes at foreligge.
Stk. 4. Justitsministeriet fastsætter en forretningsorden for
patientklagenævnet.
§ 38. Patientklagenævnets afgørelse kan påklages til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Stk. 2. Om sagernes behandling ved Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn gælder reglerne i kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets
centralstyrelse m.v.
§ 39. Statsamtet varetager patientklagenævnets sekretariatsopgaver
og afholder udgifterne ved nævnets virksomhed, herunder vederlag til nævnets
medlemmer.
14. I § 40, stk. 1, ændres »sikringsanstalten«
til: »sikringsafdelingen«, og § 40, stk. 3 og 4, affattes
således:
» Stk. 3. Bestemmelserne i denne lov finder tilsvarende
anvendelse på personer, der anbringes i sikringsafdelingen efter stk. 1. Det
gælder dog ikke §§ 5-11, § 21, stk. 2, og bestemmelserne i kapitel 10 om
klageadgang og domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel.
Stk. 4. Endvidere beskikkes patientrådgiver alene i tilfælde, hvor
den pågældende ikke i forvejen har en sådan eller en bistandsværge efter
straffelovens § 71.«
§ 40. I ganske særlige tilfælde, hvor mindre indgribende
foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, kan justitsministeren bestemme, at
en person, der er sindssyg, og som vedvarende udsætter andres liv eller
legeme for alvorlig og overhængende fare, skal anbringes i sikringsanstalten,
som er knyttet til amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Bortset fra §§ 5-11, § 21, stk. 2, og § 34 finder
bestemmelserne i denne lov tilsvarende anvendelse på personer, der anbringes
i sikringsanstalten efter stk. 1, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Patientrådgiver beskikkes alene i tilfælde, hvor den
pågældende ikke i forvejen har en sådan eller en bistandsværge efter
straffelovens § 71.
15. § 46 ophæves.
§ 46. Forslag om revision af loven fremsættes for Folketinget
senest ved begyndelsen af folketingsåret 1996-97.
§ 2
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,
foretages følgende ændring:
1. I § 470, stk. 3 , indsættes som 3. pkt.:
»Dommeren påser i øvrigt, at sagen fremmes mest muligt.«
§ 470. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Dommeren bestemmer snarest muligt tid for sagens
foretagelse, hvorom parterne underrettes med et af dommeren fastsat varsel.
Meddelelsen skal indeholde oplysning om, at sagen i tilfælde af udeblivelse
uden lovligt forfald kan fremmes til dom på det foreliggende grundlag.
Stk. 4. - - -
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1997 LSF 36 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FRIHEDSBERØVELSE OG ANDEN TVANG I PSYKIATRIEN, RETSPLEJELOVEN OG STRAFFELOVEN (REVISION AF PSYKIATRILOVEN M.V.) Retsinformation · 30. juni 1998
- 1997 LSF 75 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FRIHEDSBERØVELSE OG ANDEN TVANG I PSYKIATRIEN, RETSPLEJELOVEN OG STRAFFELOVEN(REVISION AF PSYKIATRILOVEN M.V.) Retsinformation · 14. november 1997
- Vejledning om anvendelse af tvang m.v. i psykiatrien Retsinformation · 30. marts 2023
- Inspektion af Psykiatrisk Center Ballerup den 8. oktober 2010 Retsinformation · 21. december 2013
- Inspektion af Psykiatrisk Center København, Afdeling O, den 16. og 17. marts 2009 Retsinformation · 18. november 2011
- Inspektion af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Midtjylland Herning og Viborg den 16. og 17. juni 2010 Retsinformation · 9. november 2012