Spring til indhold

Retsinformation

1996 LSF 133 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FRIHEDSBERØVELSE OG ANDEN TVANG I PSYKIATRIEN OG RETSPLEJELOVEN (REVISION AF PSYKIATRILOVEN)

1996/1 LSF 133Lovforslag som fremsatFolketinget19. december 1996

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i

psykiatrien som ændret ved lov nr. 386 af 14. juni 1995 og § 18 i lov nr. 389

af 14. juni 1995 foretages følgende ændringer:

1. § 3, stk. 3, ophæves og i stedet indsættes:

» Stk. 3. Overlægen har ansvaret for, at der opstilles en

behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling, og at

patienten vejledes om planens indhold, samt at patientens samtykke til dens

gennemførelse til stadighed søges opnået.

Stk. 4. Overlægen har endvidere ansvaret for, at der for

patienter, som efter udskrivning må antages ikke selv at ville søge den

behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred,

indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling

samt myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de

behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.

Stk. 5. Såfremt en patient, der er omfattet af stk. 4, ikke vil

medvirke til indgåelse af en udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for,

at den psykiatriske afdeling og myndigheder, privatpraktiserende

sundhedspersoner m.fl. indgår en sådan aftale.

Stk. 6. Den psykiatriske afdeling kan videregive oplysninger om

patienters rent private forhold til andre myndigheder, privatpraktiserende

sundhedspersoner m.fl., hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn

til indgåelse af og tilsyn med overholdelse af en udskrivningsaftale. I samme

omfang kan myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. videregive

oplysninger om patienter til den psykiatriske afdeling og andre myndigheder,

privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl.«

2. Efter § 4 indsættes:

» § 4 a. Bestemmelserne i § 9, stk. 2, § 10, stk. 1, § 10 a,

stk. 1, 1. pkt., § 12, stk. 3, § 13, stk. 2, 1. pkt., § 15, stk. 2, og § 21,

stk. 2, er ikke til hinder for, at en beslutning i overlægens fravær træffes

Læs alt

af en anden læge. I sådanne tilfælde skal overlægen efterfølgende snarest

tage stilling til beslutningen.«

3. Efter § 10 indsættes:

» Tilbageførsel

§ 10 a. Har en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt person

forladt en psykiatrisk afdeling, og er den pågældende ikke frivilligt vendt

tilbage, kan overlægen beslutte, at den pågældende skal føres tilbage til

afdelingen med politiets bistand. Sådan tilbageførsel kan kun ske indtil 1

uge efter, at udeblivelsen er konstateret. Er den pågældende udeblevet efter

udgang, er det endvidere en betingelse for tilbageførsel, at der ikke er

givet tilladelse til udgang med mere end tre overnatninger.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om fremgangsmåden i

forbindelse med tilbageførsel, herunder om politiets medvirken hertil.«

4. Som overskrift til § 11 indsættes:

» Ophør af frihedsberøvelse«

5. I § 13, stk. 1, ændres »tvangstilbageholdelse«

til: »frihedsberøvelse, jf. § 5,», og som 2. pkt. indsættes:

»Er patienten ikke indlagt på en psykiatrisk afdeling, er det

endvidere en betingelse for tvangsbehandling efter denne bestemmelse, at der

forinden er udfærdiget erklæring om tvangsindlæggelse, jf. § 6, stk. 3, og at

overlægen på vedkommende psykiatriske afdeling har truffet afgørelse om, at

betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, jf. § 9, stk. 2.«

6. I § 20, stk. 1, indsættes efter »§§ 5-10«:

»a«, og i stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at

indberetninger skal indeholde oplysninger om patientens identitet.«

7. § 21, stk. 1 og 2, affattes således:

» § 21. Overlægen har til stadighed ansvaret for, at

frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og

beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.

Stk. 2. Som led i efterprøvelse af frihedsberøvelse skal overlægen

henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage, efter at frihedsberøvelsen blev iværksat,

og herefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes, påse,

om betingelserne for at frihedsberøve patienten fortsat er opfyldt.

Resultatet af denne efterprøvelse skal tilføres tvangsprotokollen.

Patientrådgiveren og efter begæring tillige patienten underrettes om

beslutning om opretholdt frihedsberøvelse.«

8. Overskriften til kapitel 8 affattes således:

» Patientrådgivere m.v.«

9. I § 24, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:

»Patientrådgiveren skal så vidt muligt være til stede ved klagens

behandling i patientklagenævnet.«

10. I § 25, stk 3, affattes 2. pkt. således:

»Fremsætter patienten anmodning om at få beskikket en anden

patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen, skal anmodningen så vidt

muligt imødekommes.«

11. § 30 affattes således:

» § 30. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om

patientindflydelse på psykiatriske afdelinger.«

12. I § 32, stk. 3, indsættes efter »fare«:

»eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare

for at lide skade på legeme eller helbred.«

13. Kapitel 10 affattes således:

»Kapitel 10

Klageadgang og domstolsprøvelse

§ 34. Ved hvert statsamt og ved Københavns Overpræsidium oprettes

et patientklagenævn bestående af vedkommende statsamtmand (overpræsidenten)

som formand samt to medlemmer. Medlemmerne beskikkes af justitsministeren

efter indhentet udtalelse fra henholdsvis Den Almindelige Danske Lægeforening

og De Samvirkende Invalideorganisationer. Justitsministeren beskikker

endvidere stedfortrædere for medlemmerne. Beskikkelserne gælder for en

periode på 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.

Stk. 2. Statsamtet varetager patientklagenævnets

sekretariatsopgaver og afholder udgifterne ved nævnets virksomhed, herunder

vederlag til nævnets medlemmer.

§ 35. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller

patientrådgiveren indbringe klager over tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering,

anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering for patientklagenævnet.

§ 36. Når en sag som nævnt i § 35 indbringes for

patientklagenævnet, skal sygehusmyndigheden fremsende sagens akter, herunder

en udskrift af tvangsprotokollen samt en erklæring fra overlægen. Nævnet

drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om

tilvejebringelse af eventuelle yderligere erklæringer m.v., ligesom nævnet

kan aflægge besøg på vedkommende psykiatriske afdeling.

Stk. 2. Patienten og patientrådgiveren har ret til mundtligt at

forelægge sagen for nævnet. I særlige tilfælde, hvor hensynet til patientens

helbred eller til sagens behandling i nævnet afgørende taler herfor, kan

nævnet bestemme, at patienten helt eller delvis skal være udelukket fra at

deltage i forhandlingerne.

Stk. 3. Patientklagenævnet skal træffe afgørelse i klagesager om

tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, jf. § 32, stk. 3, inden

7 hverdage efter klagens modtagelse. I andre sager skal patientklagenævnet

træffe afgørelse snarest muligt. Er afgørelse ikke truffet inden 14 dage

efter klagens modtagelse, skal nævnet underrette patienten og

patientrådgiveren om grunden hertil samt om, hvornår afgørelse kan forventes

at foreligge.

Stk. 4. Justitsministeriet fastsætter en forretningsorden for

patientklagenævnet.

§ 37. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller

patientrådgiveren indbringe patientklagenævnets afgørelser vedrørende

tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel for retten efter

reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Stk. 2. Godkender patientklagenævnet, at patienten frihedsberøves,

kan spørgsmålet om udskrivning først på ny begæres prøvet i

patientklagenævnet, når der er forløbet 2 måneder efter nævnets afgørelse.

Har spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed været indbragt for retten,

jf. stk. 1, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse.

§ 38. Patientklagenævnets afgørelser om tvangsbehandling,

tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering kan

påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Stk. 2. Ved behandlingen af sådanne sager i Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn gælder reglerne i kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets

centralstyrelse m.v.

§ 39. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om indberetning af

afgørelser fra patientklagenævnene og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og om

offentliggørelse af afgørelser af generel betydning.«

14. I § 40, stk. 1, ændres »sikringsanstalten«

til: »sikringsafdelingen«, og § 40, stk. 3 og 4, affattes

således:

» Stk. 3. Bestemmelserne i denne lov finder tilsvarende

anvendelse på personer, der anbringes i sikringsafdelingen efter stk. 1. Det

gælder dog ikke §§ 5-11, § 21, stk. 2, og bestemmelserne i kapitel 10 om

klageadgang og domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om

tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel.

Stk. 4. Endvidere beskikkes patientrådgiver alene i tilfælde, hvor

den pågældende ikke i forvejen har en sådan eller en bistandsværge efter

straffelovens § 71.«

15. § 46 ophæves.

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,

foretages følgende ændring:

1. I § 470, stk. 3, indsættes som 3. pkt.:

»Dommeren påser i øvrigt, at sagen fremmes mest muligt.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.

Stk. 2. § 1, nr. 13, finder anvendelse på klager, der fremsættes

efter lovens ikrafttræden.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1 kan ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Side

1. Baggrund og formål

2. Hovedpunkter i lovforslaget

3. Psykiatrilovsundersøgelsen

3.1. Hovedkonklusioner

3.2. Tvangsanvendelsens omfang og udvikling

3.3. Omfanget og udfaldet af klagesagerne ved domstolene

3.4. Omfanget og udfaldet af klagesagerne ved patientklagenævnene

3.5. Spørgeskemaundersøgelsen af de psykiatriske afdelinger

3.6. Spørgeskemaundersøgelsen af patientrådgiverne

3.7. Spørgeskemaundersøgelsen af de psykiatriske patientklagenævn

4. God sygehusstandard

4.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

4.2. Baggrunden for den gældende ordning

4.3. Justitsministeriets overvejelser

5. Klageordningen

5.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

5.2. Baggrunden for den gældende ordning

5.3. Justitsministeriets overvejelser

6. Behandlingen af klager ved de lokale patientklagenævn og

domstolene

6.1. Opsættende virkning af klage over tvangsbehandling og

spørgsmålet om sagsbehandlingsfrister

6.1.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

6.1.2. Baggrunden for den gældende ordning

6.1.3. Justitsministeriets overvejelser

6.2. Patientklagenævnets saglige kompetence i forbindelse med

klager over tvangsbehandling

6.2.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

6.2.2. Baggrunden for den gældende ordning

6.2.3. Justitsministeriets overvejelser

6.3. Patientrådgiverens og overlægens deltagelse i

patientklagenævnets møder og patientklagenævnets mødested

6.3.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

6.3.2. Justitsministeriets overvejelser

6.4. Spørgsmålet om tilsynskompetence

7. Psykiatrilovens stedlige anvendelsesområde

7.1. Tilbageførsel af bortgåede og udeblevne patienter

7.1.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

7.1.2. Justitsministeriets overvejelser om adgangen til at

tilbageføre bortgåede eller udeblevne patienter

7.2. Justitsministeriets og Sundhedsministeriets overvejelser om

»prøveudskrivning« af tvangsindlagte eller

tvangstilbageholdte patienter og om udskrivningsaftaler

7.3. Tvangsbehandling af legemlige lidelser hos sindslidende

patienter, der er indlagt på en somatisk afdeling

7.3.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

7.3.2. Justitsministeriets overvejelser om adgangen til at

tvangsbehandle legemlige lidelser hos sindslidende patienter

8. Delegation af overlægens kompetence

8.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

8.2. Justitsministeriets overvejelser

9. Registrering og indberetning af tvang

9.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

9.2. Justitsministeriets overvejelser

10. Patientrådgiverordningen

10.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

10.2. Justitsministeriets overvejelser

11. Ordningen med patientråd og patientmøder

11.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

11.2. Justitsministeriets overvejelser

12. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

m.v.

13. Hørte myndigheder m.v.

1. Baggrund og formål

Den 1. oktober 1989 trådte lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse

og anden tvang i psykiatrien (psykiatriloven) i kraft. Loven byggede på

betænkning nr. 1068/1986 om tvang i psykiatrien og betænkning nr. 1109/1987,

der indeholdt en afsluttende udtalelse vedrørende udformningen af en ny lov

om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. Formålet med psykiatriloven

var at styrke sindslidendes retsstilling i forbindelse med frihedsberøvelse

og tvangsbehandling m.v. Loven skulle endvidere sikre, at sindslidende i

videst muligt omfang inddrages og får indflydelse på behandlingen og egne

forhold i øvrigt.

I forhold til den tidligere lov om sindssyge personers hospitalsophold fra

1938 (sindssygeloven) indebar psykiatriloven en skærpelse og præcisering af

betingelserne for at anvende tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og

behandling på psykiatrisk afdeling. Med henblik på at formindske brugen af

tvang blev der optaget en bestemmelse om, at tvang kun må anvendes, når alle

andre muligheder er udtømt, og at den tvangsanvendelse, der i så fald kommer

på tale, begrænses til det absolut nødvendige (»det mindste middels

princip«). For at sikre opfyldelsen af denne bestemmelse blev der bl.a.

fastsat regler om obligatorisk efterprøvelse af fortsat frihedsberøvelse

efter faste terminer og om fast vagt til bæltefikserede patienter.

Til afløsning af den dagældende tilsynsværgeordning blev der indført en

ordning med patientrådgivere, hvis formål bl.a. var at styrke støtten til

patienter, der er undergivet tvang. Endvidere blev der optaget bestemmelser

om patientråd og patientmøder for at øge patienternes medindflydelse på egne

forhold. Der blev også fastsat regler om informeret samtykke og om

obligatorisk udarbejdelse af behandlingsplaner for enhver, der indlægges på

psykiatrisk afdeling, med henblik på at sikre, at patienterne i videst muligt

omfang hele tiden er indforstået med den behandling, der foretages.

Endelig blev der indført en ny klageordning med henblik på at forbedre

behandlingen af klagesager på dette område. Klager over frihedsberøvelse blev

henlagt til domstolene, mens der blev oprettet lokale patientklagenævn til at

behandle klager over andre former for tvangsanvendelse som f.eks.

tvangsbehandling og tvangsfiksering.

Efter psykiatrilovens § 46 skulle forslag om revision af loven fremsættes

for Folketinget senest ved begyndelsen af folketingsåret 1994-95. For at få

det bedst mulige grundlag for at vurdere behovet for ændringer af

psykiatriloven iværksatte Justitsministeriet en videnskabelig undersøgelse af

lovens virkninger. Formålet med undersøgelsen var at belyse, hvorledes

psykiatriloven på landsplan havde fungeret i praksis i årene 1991-93.

Ved lov nr. 386 af 14. juni 1995 blev fristen for fremsættelse af forslag

om revision af loven udskudt til begyndelsen af folketingsåret 1996-97,

således at man kunne afvente resultatet af den videnskabelige undersøgelse af

lovens virkninger. Den videnskabelige undersøgelse -

psykiatrilovsundersøgelsen - blev offentliggjort den 16. august 1996, og

undersøgelsens resultater er herefter indgået i overvejelserne om revision af

loven. Undersøgelsen vil blive suppleret med bl.a. en undersøgelse af de

praktiserende lægers syn på loven samt en journalgennemgang vedrørende

patienter, der har været undergivet tvangsanvendelse, med henblik på at

belyse baggrunden herfor. Resultaterne fra disse undersøgelser vil ikke ændre

psykiatrilovsundersøgelsens konklusioner.

Lovforslaget har på den baggrund til formål at gennemføre de ændringer og

tilpasninger, som erfaringerne med den gældende psykiatrilov giver anledning

til.

2. Hovedpunkter i lovforslaget

Et hovedpunkt i forslaget er en forenkling af klageordningen. Det foreslås

således, at alle klager over tvang, herunder også klager over

tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, i første instans skal behandles

af de lokale patientklagenævn. For så vidt angår klage over nævnets

afgørelser foreslås det, at nævnets afgørelser vedrørende frihedsberøvelse,

herunder tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, efter begæring skal

indbringes for domstolene efter retsplejelovens kapitel 43 a, mens nævnets

andre afgørelser som hidtil kan påklages til Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn.

Lovforslaget indeholder endvidere en ændring af bestemmelsen i lovens §

32, stk. 3, om, at klage over tvangsbehandling som hovedregel har opsættende

virkning. Efter den gældende bestemmelse har klage ikke opsættende virkning,

hvis omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte

patientens liv eller helbred for væsentlig fare. Det foreslås, at en klage

heller ikke skal tillægges opsættende virkning, hvis behandling er nødvendig

for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide

skade på legeme eller helbred.

For at sikre, at de klager over tvangsbehandling, der fortsat skal

tillægges opsættende virkning, behandles meget hurtigt, foreslås det, at der

skal gælde en absolut frist på 7 hverdage, inden for hvilken det lokale

patientklagenævn skal træffe afgørelse om, hvorvidt beslutningen om

tvangsbehandling kan godkendes. Det foreslås også, at der i retsplejeloven

indsættes en bestemmelse om, at domstolene skal fremme sager om

administrativt bestemt frihedsberøvelse mest muligt.

En række beslutninger, herunder f.eks. beslutninger om tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse og tvangsbehandling, skal efter loven træffes af

overlægen. Dette har givet anledning til praktiske problemer i

tilfælde af overlægens fravær. Med henblik på at løse disse problemer stilles

der forslag om, at de pågældende beslutninger i overlægens fravær kan træffes

af en anden læge, dog således at overlægen efterfølgende snarest skal tage

stilling til beslutningen. Den foreslåede regel fastholder således det

principielle udgangspunkt om, at beslutninger af denne indgribende karakter

principielt henhører under overlægens kompetence.

Spørgsmålet om tilbageførsel af bortgåede eller udeblevne patienter er

ikke udtrykkeligt reguleret i den gældende lov. Det foreslås, at der i loven

optages en bestemmelse, hvorefter frihedsberøvede patienter, der bortgår

eller udebliver efter udgang, under visse betingelser kan føres uformelt

tilbage til afdelingen ved politiets bistand. En uformel tilbageførsel

forudsætter, at tilbageførslen sker inden for en uge efter, at udeblivelsen

er konstateret. Ved udeblivelse efter udgang er det endvidere en betingelse

for uformel tilbageførsel, at der ikke er givet tilladelse til udgang med

mere end tre overnatninger. Den foreslåede tilbageførselsregel svarer i det

væsentlige til, hvad der med støtte i forarbejderne til den gældende lov

antages at gælde i dag.

Der vil fortsat ikke være mulighed for med tvang uformelt at tilbageføre

patienter, der på tidspunktet for bortgang eller udeblivelse ikke havde

status som frihedsberøvede (tvangsindlagte eller tvangstilbageholdte). En

tvangsmæssig tilbageførsel må i sådanne tilfælde i givet fald ske efter

reglerne om tvangsindlæggelse.

Der vil heller ikke være mulighed for uformelt at genindlægge udskrevne

patienter, hvis de pågældende modsætter sig indlæggelse. Dette gælder, uanset

om de var frihedsberøvede under den tidligere indlæggelse.

Med henblik på den gruppe af udsatte sindslidende, der har behov for en

særlig behandlingsmæssig opfølgning efter udskrivning, foreslås det, at

overlægen på den psykiatriske afdeling i forbindelse med udskrivning skal

sørge for, at der etableres en udskrivningsaftale, der bl.a. fastlægger

ansvaret for den videre behandling af den udskrevne. Samtidig foreslås en

bestemmelse, der sikrer, at de nødvendige oplysninger, herunder også meget

følsomme oplysninger om den pågældende patient, kan udveksles mellem de

myndigheder m.v., der indgår i den opfølgende indsats.

Herudover foreslås en række ændringer og præciseringer bl.a. vedrørende

sagsbehandlingen i de lokale patientklagenævn. Der stilles også forslag om en

præcisering af adgangen til at tvangsbehandle legemlige lidelser hos

sindslidende patienter. Endelig foreslås pligten i loven til at oprette

patientråd eller afholde patientmøder afløst af en bemyndigelsesbestemmelse,

hvorefter sundhedsministeren kan fastsætte regler om patientindflydelse på

psykiatriske afdelinger.

3. Psykiatrilovsundersøgelsen

3.1. Hovedkonklusioner

Formålet med psykiatrilovsundersøgelsen er at belyse, hvorledes loven har

fungeret i praksis i perioden 1991-1993 med hovedvægt på kliniske, dvs.

behandlingsmæssige, og administrative forhold. Undersøgelsen består af en

række delundersøgelser, der bl.a. beskriver lovens nydannelser, jf. pkt.

3.2-3.7 nedenfor. Delundersøgelserne bygger på et meget stort antal

oplysninger fra de psykiatriske afdelinger, domstolene, patientklagenævnene

og patientrådgiverne. Der henvises herom til undersøgelsens kapitel 1.

Endvidere indeholder undersøgelsen en gennemgang af de domstolsafgørelser og

afgørelser ved de lokale patientklagenævn og Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn, hvor patienten har fået medhold i sin klage. Der henvises

herom til undersøgelsens kapitel 9 og 10.

Undersøgelsens hovedkonklusion er bl.a., at anvendelsen af tvang i

psykiatrien har været stigende i de tre år, som undersøgelsen omfatter.

Endvidere er mange psykiatriske afdelinger præget af overbelægning,

personalemangel og utilfredsstillende fysiske rammer. Det fremgår også, at

tvangsanvendelsen administreres korrekt.

Undersøgelsen peger desuden på, at lovens klagesystem, hvorefter nogle

klager indgives til domstolene, mens andre klager henhører under de lokale

patientklagenævn m.v., er uhensigtsmæssigt og vanskeligt at overskue. Det

fremgår dog også, at klageadgangen faktisk anvendes af patienterne i ikke

ubetydeligt omfang.

Endelig vurderes ordningen med patientrådgivere positivt. Der peges i den

forbindelse på, at patientrådgiverne er rutinerede og tilfredse med hvervet,

og at de har god kontakt til patienterne og personalet.

Der henvises i øvrigt til undersøgelsens kapitel 2.

3.2. Tvangsanvendelsens omfang og udvikling

Undersøgelsen viser, at antallet af tvangsindlæggelser er steget i de

undersøgte år. Således blev der i 1991, 1992 og 1993 gennemført henholdsvis

1540, 1592 og 1704 tvangsindlæggelser. Det samme gælder antallet af

tvangstilbageholdelser, hvor der i de pågældende år blev gennemført

henholdsvis 2656, 2727 og 3120 tvangstilbageholdelser. Også anvendelsen af

andre former for tvang, herunder tvangsbehandling med medicin, fysisk

magtanvendelse i form af beroligende medicin og tvangsfiksering, er steget. I

de undersøgte år var antallet af tvangsbehandlinger med medicin henholdsvis

1922, 1759 og 2318, antallet af fysiske magtanvendelser med beroligende

medicin henholdsvis 2025, 2344 og 2553 og antallet af tvangsfikseringer

henholdsvis 4408, 4775 og 5498.

Undersøgelsen konkluderer, at det ikke er muligt entydigt at fastslå

årsagen til stigningen i antallet af tvangsindlæggelser. Det kan ikke

påvises, at udbygningen af social- og distriktspsykiatrien har haft

indflydelse på antallet af tvangsindlæggelser. For så vidt angår den øgede

anvendelse af tvangstilbageholdelse og andre former for tvang, peges der på,

at der er en sammenhæng mellem tvang og ressourcer. Stigningen i

tvangsanvendelsen kan i øvrigt næppe tilskrives lovgrundlaget, idet

lovreglerne har været de samme i de undersøgte år.

Der henvises i øvrigt til undersøgelsens kapitel 3.

3.3. Omfanget og udfaldet af klagesagerne ved domstolene

Undersøgelsen viser, at der i betydeligt omfang klages over afgørelser om

tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, herunder især

tvangstilbageholdelse af frivilligt indlagte patienter. Undersøgelsen viser

dog også, at omkring halvdelen af klagesagerne frafaldes.

Tvangstilbageholdelse påklages hyppigere end tvangsindlæggelse, men frafaldes

til gengæld også i større omfang. Omfanget af klager og klagefrafald har for

begge former for frihedsberøvelse været konstant igennem

undersøgelsesperioden. Også byrettens afgørelser om tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse ankes i et ikke ubetydeligt omfang. Imidlertid

frafaldes anken også i mange tilfælde.

Undersøgelsen viser i øvrigt, at det overvejende er sygehusmyndighederne,

der får medhold ved domstolene. Således får patienterne alene medhold i

gennemsnitligt 6 pct. af de afgjorte klagesager om tvangsindlæggelse og 3

pct. af de afgjorte klagesager om tvangstilbageholdelse ved byretterne. Ved

landsretterne får patienterne i gennemsnit medhold i 8 pct. af klagerne om

tvangsindlæggelse og i 6 pct. af klagerne om tvangstilbageholdelse. I

undersøgelsesperioden er der dog sket en stigning i andelen af klagesager med

patientmedhold, både for så vidt angår tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse. De sager, hvor der gives patienten medhold, vedrører i

øvrigt fortrinsvis tvangsindlæggelse, hvilket ifølge undersøgelsen bl.a. kan

tilskrives, at der stilles flere formelle krav i forbindelse med

tvangsindlæggelse, og at beslutning om tvangstilbageholdelse normalt træffes

af læger med særlig indsigt i psykiatri efter en forudgående observation af

patienten, mens tvangsindlæggelse iværksættes på grundlag af en praktiserende

læges korterevarende undersøgelse af patienten under mere akutte

omstændigheder.

Undersøgelsen konkluderer, at psykiatrilovens klageadgang benyttes i

praksis, og at anvendelsen af frihedsberøvelse som udgangspunkt administreres

korrekt. Som en mulig årsag til klage- og ankefrafaldet peges på

sagsbehandlingstiden ved domstolene, der for byrettens vedkommende er

gennemsnitligt 55 dage og for landsrettens vedkommende gennemsnitligt 70

dage. Patientens tilstand når at bedres så meget under den psykiatriske

behandling i ventetiden, at den pågældende opnår sygdomsindsigt og forståelse

for, at frihedsberøvelsen har været nødvendig.

Der henvises i øvrigt til undersøgelsens kapitel 4.

3.4. Omfanget og udfaldet af klagesagerne ved patientklagenævnene

Undersøgelsen viser, at sagerne ved de lokale patientklagenævn og

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn hovedsageligt vedrører klager over

tvangsbehandling med medicin. De resterende sager omhandler overvejende

tvangsfiksering med bælte og fysisk magtanvendelse i form af beroligende

medicin. Der klages langt hyppigere over tvangsbehandling med medicin end

over de andre former for tvang, der kan påklages til patientklagenævnene.

Dette har ifølge undersøgelsen navnlig sammenhæng med, at klager over

tvangsbehandling normalt har opsættende virkning. Da den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid i patientklagenævnene er 15 dage fra klagens fremsættelse,

jf. pkt. 3.7. nedenfor, indebærer den nugældende ordning, at mange patienter

er ubehandlede i længere tid.

Undersøgelsen viser også, at klager til patientklagenævnene ikke frafaldes

i samme omfang som klager til domstolene. Undersøgelsen nævner i den

forbindelse sagsbehandlingen ved domstolene, jf. pkt. 3.3. ovenfor. Desuden

tyder undersøgelsen på, at domstolsprøvelse af nogle patienter opleves som en

større belastning end sagsbehandlingen ved patientklagenævnene.

Af undersøgelsen fremgår desuden, at omfanget af klager og klagefrafald

har været konstant igennem undersøgelsesperioden. I øvrigt får

sygehusmyndighederne også i patientklagenævnene medhold i hovedparten af

klagesagerne. Således får patienterne alene medhold i gennemsnitligt 3-7 pct.

af de afgjorte sager. For så vidt angår ankesager, får patienterne alene

medhold i gennemsnitligt 1 pct. af sagerne. Undersøgelsen konkluderer på den

baggrund, at anvendelsen af tvang som udgangspunkt administreres korrekt, og

at der kun anvendes tvang i nødvendigt omfang.

Endelig peger undersøgelsen på, at det nugældende registrerings- og

indberetningssystem vedrørende tvangsanvendelsen er uhensigtsmæssigt. Som

forklaring på dette forhold angives, at registreringen og indberetningen af

tvangsanvendelsen ikke under den nugældende ordning kan henføres til bestemte

personer eller indlæggelser. Det medfører bl.a., at det ikke er muligt at

påvise, i hvilket omfang tvangsanvendelsen angår samme person.

Der henvises i øvrigt til undersøgelsens kapitel 5.

3.5. Spørgeskemaundersøgelsen af de psykiatriske afdelinger

Undersøgelsen viser, at de fysiske rammer på de akutte lukkede afdelinger

er utilfredsstillende. Der er bl.a. mangel på enestuer og

beskæftigelsesmuligheder. Personalemangel og hyppigt forekommende

overbelægning fører ofte til, at patienterne ikke får adgang til frisk luft.

Kun få afdelinger har en akut modtagefunktion (psykiatrisk skadestue), hvor

patienter selv kan henvende sig døgnet rundt. Endvidere har kun omkring

halvdelen af de psykiatriske afdelinger en distriktspsykiatrisk service med

forankring i nærsamfundet.

Af undersøgelsen fremgår også, at psykiatriloven i et vist omfang

administreres forskelligt på de psykiatriske afdelinger. Således giver det

bl.a. anledning til tvivl, hvornår udtrykket »overlægen« skal

forstås som et forbud mod, at beslutningskompetencen delegeres til andre

læger på afdelingen. Endvidere synes der at herske nogen usikkerhed om

adgangen til at tilbageføre indlagte patienter, der har forladt afdelingen

eller er udeblevet efter udgang. Undersøgelsen nævner i den forbindelse, at

patienter undertiden »tvangstilbageholdes« uden at have begæret sig

udskrevet, således at politiet efter omstændighederne kan føre patienten

tilbage til afdelingen uden iagttagelse af fremgangsmåden ved

tvangsindlæggelse.

De fleste afdelinger finder, at ordningerne vedrørende behandlingsplaner,

tvangsprotokoller og faste vagter til tvangsfikserede patienter er

ressourcekrævende. Endvidere vurderer mange afdelinger, at

behandlingsplanerne ikke opfylder formålet om at inddrage patienten og styrke

mulighederne for at opnå patientens positive medvirken i behandlingsforløbet.

Ordningen med patientråd og patientmøder fungerer ikke hensigtsmæssigt. Kun

meget få steder er der oprettet patientråd, og patienternes tilstand og

forholdene især på de akutte lukkede afdelinger forhindrer ofte, at der kan

afholdes patientmøder.

De fleste afdelinger finder, at patientrådgiverordningen fungerer

tilfredsstillende, og at patientrådgivernes grundlag for at bestride hvervet

er godt.

Afdelingerne finder, at det opsplittede klagesystem er uhensigtsmæssigt.

Det anføres i den forbindelse, at domstolene generelt har et bedre

beslutningsgrundlag end patientklagenævnene, bl.a. fordi domstolene normalt

hører Retslægerådet. Endvidere savner patientklagenævnene psykiatrisk

sagkundskab, hvilket bl.a. er et problem i det omfang, nævnene tager stilling

til det lægelige indhold af en tvangsbehandling i form af tvangsmedicinering,

herunder valg af præparat og dosering.

Mange afdelinger nævner også, at retterne og patientklagenævnene kun i

begrænset omfang afholder møde på afdelingen, og at de mest syge patienter

ofte ikke får mulighed for personligt at deltage i møderne. Endvidere er det

i nogle patientklagenævn kun sjældent, at læger og patientrådgivere deltager

i sagens behandling.

Undersøgelsen viser i øvrigt, at afdelingerne tager afstand fra reglen om,

at klage over tvangsbehandling normalt har opsættende virkning, fordi mange

patienter lades ubehandlede i længere tid og derfor i ventetiden bliver

stadig mere forpinte og eventuelt mere urolige, ligesom det bliver sværere at

behandle deres psykiske sygdom.

Reglerne om tvangsbehandling af legemlig (somatisk) lidelse hos en

sindslidende patient synes generelt hensigtsmæssige. Dog findes der at være

behov for en afklaring af spørgsmålet om tvangsbehandling af sindslidende

patienter, der er indlagt på en somatisk afdeling uden at være blevet

overført dertil fra en psykiatrisk afdeling.

Endelig vurderer mange afdelinger, at bl.a. uro på afdelingerne,

overbelægning og personalemangel indvirker på omfanget af tvangsanvendelsen,

f.eks. tvangstilbageholdelse, tvangsfiksering og fysisk magtanvendelse.

Der henvises i øvrigt til undersøgelsens kapitel 6.

3.6. Spørgeskemaundersøgelsen af patientrådgiverne

Undersøgelsen viser, at patientrådgiverne generelt er tilfredse med

hvervet, og at de har en god kontakt til patienterne og personalet.

Undersøgelsen peger dog også på, at en række forhold, bl.a. aflønning og

hovedbeskæftigelse, medfører, at den første kontakt til patienten efter en

beskikkelse ofte forsinkes, og at patientrådgiverne langt fra altid deltager

i retsmøder og i møder i patientklagenævnene. Endvidere er der forskellige

syn på, hvad hvervet indebærer, og hvorledes det bør praktiseres.

Mange patientrådgivere finder generelt, at forholdene på de psykiatriske

afdelinger er utilfredsstillende. Det vurderes dog også, at der kun anvendes

den nødvendige tvang på de psykiatriske afdelinger.

Der henvises i øvrigt til undersøgelsens kapitel 7.

3.7. Spørgeskemaundersøgelsen af de psykiatriske patientklagenævn

Undersøgelsen viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i

patientklagenævnene er 15 dage, hvilket bl.a. indebærer, at meget syge

patienter, der er frihedsberøvet på behandlingsindikation, ofte er

ubehandlede i længere tid, idet klage over tvangsbehandling normalt har

opsættende virkning. Endvidere er der forskellig praksis bl.a. med hensyn til

patientrådgiveres og lægers deltagelse i nævnsmøderne. Det samme gælder med

hensyn til nævnenes mødested, idet mange nævn ikke afholder møde på den

psykiatriske afdeling.

Hovedparten af nævnsmedlemmerne finder, at grundlaget for afgørelserne

generelt er tilfredsstillende. Det oplyses i den forbindelse, at der ofte

tages stilling til det lægelige indhold af en tvangsbehandling. Mange

nævnsmedlemmer finder dog også, at det opsplittede klagesystem er

uhensigtsmæssigt, bl.a. fordi nævnet i sager om tvangsbehandling skal tage

stilling til, hvorvidt betingelserne for frihedsberøvelse er opfyldt.

4. God sygehusstandard

4.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

Ifølge sygehusloven er det amtskommunerne og Hovedstadens

Sygehusfællesskab, som har det umiddelbare driftsherreansvar for såvel det

somatiske som det psykiatriske sygehusvæsen. Dette driftsherreansvar medfører

ret og pligt for amtskommunerne til selv at fastsætte de rammer, hvorunder

sygdomsbehandlingen foregår. I psykiatrilovens § 2 er det fastsat, at

sygehusmyndigheden med henblik på i videst muligt omfang at forebygge

anvendelse af tvang skal tilbyde sygehusophold, behandling og pleje, som

svarer til god sygehusstandard.

Psykiatrilovsundersøgelsen konkluderer bl.a., at anvendelsen af tvang er

steget i undersøgelsesperioden, og at mange psykiatriske afdelinger er præget

af overbelægning, personalemangel og utilfredsstillende fysiske rammer.

Endvidere er der bl.a. mangel på enestuer, beskæftigelsesmuligheder og adgang

til frisk luft, jf. bl.a. afsnit 3.5. ovenfor.

4.2. Baggrunden for den gældende ordning

Baggrunden for, at der blev optaget en bestemmelse om god sygehusstandard

i psykiatriloven, var, at de fysiske rammer, hvorunder det psykiatriske

sygehusvæsen fungerer, og de øvrige ressourcer, der tilføres denne del af

sygehusvæsenet, har en ikke uvæsentlig betydning for omfanget af

tvangsanvendelsen, jf. betænkning nr. 1068/1986 s. 313 ff. og betænkning nr.

1109/1987 s. 12 ff. Det fremgår således, at der i det lovforberedende udvalg

var enighed om det ønskelige i at pege på denne sammenhæng og samtidig at

fremhæve, at forbedrede forhold for psykiatriske patienter ikke alene skabes

ved fastsættelse af en række formelle retsgarantier, men måske i endnu højere

grad afhænger af, at der afsættes de fornødne midler til at sikre patienterne

sygehusophold under tidssvarende forhold og fysiske rammer, herunder med

hensyn til udstyr, lokaler og bygninger, personale, beskæftigelses- og

uddannelsesmuligheder m.v.

Udvalget foreslog på den baggrund som § 2 en generel bestemmelse,

hvorefter sygehusmyndighederne skal tilbyde sygehusophold, der er i

overensstemmelse med god psykiatrisk sygehusstandard, med henblik på at

begrænse og forebygge anvendelsen af tvang, jf. betænkning nr. 1109/1987 s.

19. Flertallet i udvalget foreslog endvidere, at der i lovteksten blev

optaget et katalog over visse goder, som frihedsberøvede patienter skal have

ret til, f.eks. enestue, når dette er lægeligt indiceret, passende

værelsesstandard, tilbud om beskæftigelse og undervisning, mindst 1 times

ophold i frisk luft dagligt og ledsaget udgang efter behov.

Udvalgets mindretal var enig i den målsætning, som flertallet havde

opstillet. Mindretallet fandt imidlertid ikke, at en lovfæstelse af særlige

regler om de fysiske og behandlingsmæssige rammer var et egnet middel til at

sikre, at rammerne for alle psykiatriske patienter generelt forbedres.

Mindretallet anførte, at lovbestemmelser, der ved mere præcise standarder og

normer regulerer sygehusvæsenets ydelser over for en bestemt patientgruppe,

griber ind i sygehusmyndighedernes kompetence til efter sygehusloven at

foretage den nærmere sygehusplanlægning og prioritering af ressourceforbruget

inden for den samlede sygehussektor. Den lovregulering, som flertallet havde

foreslået, ville således være et brud på de lovgivningsprincipper, som

lovgivningsmagten har lagt til grund i forbindelse med udlægningen af

ansvaret for sygehusvæsenet til landets amtskommuner.

Mindretallet henviste endvidere til, at en gennemførelse af flertallets

forslag indebærer risiko for, at opfyldelsen af de materielle rettigheder for

frihedsberøvede patienter, hvis indlæggelsestid ofte er kortere end andre

patienters, sker på bekostning af en tilsvarende forbedring af forholdene for

de frivilligt indlagte psykiatriske patienter, der udgør hovedparten af alle

indlagte. De forbedringer, der også efter mindretallets opfattelse kan være

behov for ikke blot til gavn for frihedsberøvede patienter, men til fordel

for alle psykiatriske patienter, bør ligesom på det somatiske område

fremkomme som resultat af de kommunale myndigheders prioritering og

fastlæggelse af udviklingen inden for sundhedsområdet.

Justitsministeriet fandt i lighed med mindretallet, at lovfæstelse af en

række minimumsgoder for en meget lille gruppe af de psykiatriske patienter på

en uheldig måde ville gribe ind i amtskommunernes mulighed for at foretage en

samlet sygehusplanlægning, der sikrer den bedst mulige ressourceanvendelse

til gavn for alle psykiatriske patienter. Justitsministeriet fandt endvidere,

at den mest hensigtsmæssige måde gennem lovgivning at sikre psykiatriske

patienters forhold på er, at der i psykiatriloven optages en bestemmelse, der

udtrykkeligt pålægger den enkelte sygehusmyndighed at sørge for, at de

psykiatriske afdelinger opfylder god psykiatrisk sygehusstandard, således som

der var enighed om i udvalget, jf. Folketingstidende 1988-89, Tillæg A, sp.

2053-54.

Under behandlingen af lovforslaget i Folketinget udgik ordet

»psykiatrisk« af bestemmelsen, idet man ønskede at fremhæve, at

psykiatriske afdelinger er en del af det almindelige sygehusvæsen, og at en

stillingtagen til de standarder og normer, der bør gælde på det psykiatriske

område, ikke kan ske uden sammenhæng med de forhold, der stilles til rådighed

inden for det øvrige sygehusvæsen i forbindelse med somatisk

sygehusbehandling. Efter den ændrede formulering ligger den nærmere

prioritering af ressourceforbruget, herunder spørgsmålet om fordelingen af

ressourcer mellem de somatiske og de psykiatriske afdelinger, fortsat hos

sygehusmyndighederne. Ændringen indebærer dog også, at sygehusmyndighederne

ved den nærmere sygehusplanlægning som en generel målsætning skal tilstræbe,

eventuelt inden for en nærmere angiven årrække, at tilvejebringe fysiske

rammer og forhold for de psykiatriske patienter, der under hensyn til

områdernes forskelligartethed i hvert fald ikke er ringere end forholdene

inden for det øvrige sygehusvæsen i den pågældende sygehuskommune.

Under udvalgsbehandlingen af lovforslaget blev det også nævnt, at

forskellen mellem de somatiske og psykiatriske sygehusafdelinger gør det

ønskeligt, at der indrettes opholdsrum og sengestuer på en sådan måde, at

patienterne ikke tvinges til konstant fysisk nærhed. Sammen med hensyntagen

til personalets holdning og uddannelse kan dette modvirke, at miljøet bliver

angst- og aggressionsskabende. Der blev ligeledes lagt vægt på muligheden for

meningsfyldte aktiviteter, herunder muligheden for at kunne komme ud i frisk

luft og skifte opholdssted i løbet af dagen. Retsudvalget bemærkede i den

forbindelse, at denne målsætning for visse psykiatriske afdelingers

vedkommende ikke kunne anses for opfyldt, jf. Folketingstidende 1988-89,

Tillæg B, sp. 1336-38.

4.3. Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår af pkt. 4.2. ovenfor, var man under det lovforberedende

arbejde særlig opmærksom på, at der er en nøje sammenhæng mellem omfanget af

tvangsanvendelsen og de fysiske rammer, hvorunder det psykiatriske

sygehusvæsen fungerer. Dette er da også kommet direkte til udtryk i

psykiatrilovens § 2. At denne bestemmelse fik en fremskudt placering blandt

de almindelige bestemmelser i psykiatrilovens kapitel 2 skyldtes ligeledes et

ønske om at fremhæve, at forbedrede forhold for de psykiatriske patienter i

høj grad afhænger af, at der afsættes de fornødne midler til at sikre

patienterne sygehusophold under tidssvarende forhold og fysiske rammer,

herunder med hensyn til udstyr, lokaler og bygninger, personale,

beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder m.v.

Det blev også både i det lovforberedende udvalg og i Folketinget indgående

overvejet, om der i psykiatriloven skulle optages et katalog af materielle

patientrettigheder for frihedsberøvede patienter såsom ret til enestue,

tilbud om beskæftigelse og undervisning, udgang m.v. Som nævnt blev der under

behandlingen af forslaget i Folketinget kun foretaget en mindre ændring i

affattelsen af § 2, idet ordet »psykiatrisk« udgik.

Psykiatrilovsundersøgelsen peger på, at udviklingen i perioden fra 1991-93

har vist, at mange psykiatriske afdelinger ikke lever op til de mål for god

sygehusstandard, der blev opstillet i forbindelse med vedtagelsen af

psykiatriloven. I de undersøgte år har der således været mangel på enestuer

og opholds- og besøgsrum, og man har også kun i begrænset omfang kunnet

tilbyde beskæftigelse og undervisning og adgang til mindst en times udgang

dagligt i frisk luft. Udviklingen har ifølge psykiatrilovsundersøgelsen også

vist, at der er en sammenhæng mellem omfanget af tvangsanvendelsen og de

fysiske rammer, som behandlingen af sindslidende foregår under, idet

overbelægning og personalemangel har ført til øget anvendelse af tvang, for

hurtig udskrivning og indskrænkning i de goder, som frihedsberøvede patienter

bør have ret til.

Udviklingen efter 1993 er bl.a. belyst i en spørgeskemaundersøgelse

vedrørende de fysiske rammer på de psykiatriske afdelinger, som

Sundhedsministeriet i foråret 1996 i samarbejde med Amtsrådsforeningen og H:S

(Hovedstadens Sygehusfællesskab) har gennemført som led i opfølgningen på

økonomiaftalen med amterne for 1996.

Resultaterne af undersøgelsen dokumenterer bl.a., at 42 pct. af alle

psykiatriske senge på undersøgelsestidspunktet findes på enestuer. Heraf er

langt de fleste værelser uden eget bad og toilet (85 pct). Det fremgår

endvidere af undersøgelsen, at en betydelig andel af de psykiatriske

afdelinger er beliggende i den ældre del af bygningsmassen.

Undersøgelsen fastslår herudover, at knap halvdelen af alle psykiatriske

senge findes på tosengsstuer, og mere end hver tiende seng er på stuer med

flere end to senge.

På de psykiatriske afdelinger er der ifølge undersøgelsen alle steder

opholdsrum for patienterne. Der er imidlertid ikke separat opholdsrum for

hvert sengeafsnit.

Det fremgår ligeledes af undersøgelsen, at 4 ud af 5 psykiatriske afsnit

har et udendørsareal, således at patienterne kan komme ud i fri luft. 3 ud af

4 lukkede afsnit har tilknyttet et sikret udendørsareal. Generelt er

patienternes adgang til fri luft således dårligere, hvis patienternes

tilstand kræver et sikret udendørsareal, end hvis dette ikke er tilfældet.

En undersøgelse af amternes og Hovedstadens Sygehusfællesskabs

anlægsudgifter i perioden 1992 til 1995 viser en betydelig forøgelse af

anlægsudgifterne til de psykiatriske afsnit og distriktspsykiatrien. De

årlige anlægsudgifter steg i perioden fra 106 mio. kr. til 132 mio. kr.,

hvilket svarer til en stigning på ca. 25 pct.

Denne tendens bekræftes af Sundhedsministeriets undersøgelse af de fysiske

rammer på de psykiatriske afdelinger.

Ud af samtlige moderniseringer (defineret som den seneste modernisering),

der er gennemført på de lukkede psykiatriske sengeafsnit, er 83 pct. af disse

gennemført i perioden 1990 til 1996. Af samtlige moderniseringer gennemført

over tid på de åbne psykiatriske afsnit er ca. 53 pct. gennemført i samme

tidsrum.

Selv om der således i de seneste år er gennemført forbedringer, må de

fysiske rammer på en betydelig del af de psykiatriske afdelinger fortsat

anses for utilfredsstillende.

Når Justitsministeriet ikke i lovforslaget har medtaget bestemmelser, der

forpligter sygehusmyndighederne til at opfylde mere præcise standarder på de

psykiatriske afdelinger, er det ikke udtryk for, at regeringen ikke finder,

at der er behov for forbedringer.

Regeringen finder tværtimod, at der klart er behov for en fortsat øget

indsats, herunder ikke mindst med hensyn til de bygningsmæssige forhold.

Det er naturligt, at forbedringerne gennemføres i et samarbejde med de

ansvarlige sygehusmyndigheder, hvor der indgås mere præcise aftaler om de

mål, der skal nås.

Af regeringens aftale med Amtsrådsforeningen om amternes økonomi i 1997

fremgår, at parterne er enige om, at indsatsen for at forbedre de fysiske

rammer på de psykiatriske afdelinger fortsat skal opprioriteres.

På finansloven for 1997 søges der afsat en pulje på 400 mio. kr. over tre

år til medfinansiering af amtslige udgifter til forbedringer for psykiatriske

patienter, herunder især til modernisering af de psykiatriske afdelinger og

hospitaler. Den statslige medfinansiering kan udgøre op til 40 pct. af

omkostningerne, og den samlede værdi af de gennemførte foranstaltninger

bliver dermed i størrelsesordenen 1 mia. kr. Det er tanken, at en betydelig

del af midlerne skal anvendes til forbedring af de bygningsmæssige forhold.

Den nærmere udmøntning vil fremgå af en redegørelse, som regeringen vil

fremlægge inden for kort tid.

5. Klageordningen

5.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

Den gældende klageordning indebærer bl.a., at klager over

tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse indbringes for byretten i

første instans med mulighed for anke til landsretten, jf. psykiatrilovens §

34 og retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt

frihedsberøvelse.

Klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magtanvendelse og

beskyttelsesfiksering behandles i første instans af de lokale

patientklagenævn, jf. psykiatrilovens §§ 35-36. Patientklagenævnets

afgørelser kan påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf.

psykiatrilovens § 38. Er sådanne klager tillige rettet mod bestemte

sundhedspersoners faglige virksomhed, behandles også denne del af klagen af

det lokale patientklagenævn med klageadgang til Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn, jf. herom pkt. 6.2. nedenfor.

Klager, der alene angår sundhedspersoners faglige virksomhed, skal

indbringes direkte for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. § 12,

stk. 1, 1. pkt., i lov nr. 397 af 10. juni 1987 med senere ændringer om

sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (centralstyrelsesloven).

Klager over personalets adfærd i øvrigt skal rettes til arbejdsgiveren,

dvs. sygehusmyndigheden (vedkommende amtskommune eller Hovedstadens

Sygehusfællesskab).

Efter psykiatrilovens § 12, stk. 1, må tvangsbehandling kun anvendes over

for personer, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10,

jf. § 5. Patientklagenævnet skal derfor ved efterprøvelsen af en beslutning

om tvangsbehandling tage stilling til, om betingelserne for

tvangstilbageholdelse er opfyldt. Hvis patienten i forbindelse med en klage

over tvangsbehandling også har klaget over, at den pågældende er blevet

tvangstilbageholdt, jf. psykiatrilovens § 34, skal patientklagenævnet således

tage stilling til, om betingelserne for tvangstilbageholdelse er opfyldt, på

et tidspunkt, hvor spørgsmålet om tvangstilbageholdelse også verserer ved

domstolene.

Klagesystemets indretning indebærer således, at retten og

patientklagenævnet uafhængigt af hinanden skal påse, at de samme betingelser

for et tvangsindgreb er opfyldt. I sådanne tilfælde kan patientklagenævnet

ikke udsætte behandlingen af klagen over tvangsbehandling, indtil retten har

truffet afgørelse om tvangstilbageholdelsens lovlighed. Det skyldes, at klage

over tvangsbehandling normalt har opsættende virkning, jf. psykiatrilovens §

32, stk. 3, og afsnit 6.1. nedenfor, og at behandlingen af klagen over

tvangsbehandling derfor skal fremskyndes mest muligt. Det kan f.eks. føre

til, at en tvangsbehandling, som patientklagenævnet har godkendt,

efterfølgende erklæres ulovlig af retten, fordi retten ikke finder, at

betingelserne for tvangstilbageholdelse har været opfyldt.

Til illustration kan i den forbindelse henvises til en dom fra Østre

Landsret, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1992 s. 178. I sagen blev

patienten tvangsindlagt på behandlingsindikation den 3. juli 1992, og den 6.

juli 1992 klagede den pågældende over frihedsberøvelsen. Den 24. juli 1992

godkendte patientklagenævnet overlægens beslutning om tvangsmedicinering, og

den 27. august 1992 godkendte byretten frihedsberøvelsen. Ved landsrettens

dom den 9. oktober samme år blev det imidlertid fastslået, at både

frihedsberøvelse og tvangsbehandling havde været ulovlig, fordi det ikke var

godtgjort, at betingelserne for frihedsberøvelse i psykiatrilovens § 5 havde

været opfyldt.

I psykiatrilovsundersøgelsen peges der på, at den delte klagevej er

uhensigtsmæssig og vanskelig at overskue, jf. bl.a. afsnit 3.5. og 3.7.

ovenfor. Det kan derfor overvejes at forenkle klageordningen, således at

klage over alle former for tvangsanvendelse behandles af samme myndighed. I

afsnit 5.2. nedenfor redegøres for baggrunden for, at klageordningen er delt

mellem patientklagenævn og domstole, og i afsnit 5.3. redegøres for

Justitsministeriets overvejelser.

5.2. Baggrunden for den gældende ordning

Efter § 9 i den tidligere gældende lov fra 1938 om sindssyge personers

hospitalsophold (sindssygeloven) kunne afgørelser om tvangstilbageholdelse på

psykiatrisk afdeling påklages til Justitsministeriet, der inden 1 måned

skulle tage stilling til klagen. I praksis blev der indhentet en udtalelse

fra Retslægerådet, inden Justitsministeriet traf afgørelse i sagen.

Tilsvarende gjaldt med hensyn til klager over tvangsindlæggelse. Godkendte

Justitsministeriet overlægens afgørelse om frihedsberøvelse, kunne patienten

begære spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed indbragt for domstolene

efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt

bestemt frihedsberøvelse. Det indebar bl.a., at Justitsministeriet inden 5

søgnedage efter begæringens fremsættelse skulle indbringe sagen for byretten

på patientens hjemsted. Under en sådan sag kunne også spørgsmål om erstatning

i anledning af frihedsberøvelsen pådømmes. Endvidere kunne byrettens

afgørelse ankes til landsretten.

Klager over rent lægelige spørgsmål, f.eks. valg af behandlingsform eller

metode, bivirkninger og lægefejl samt over eventuel tvangsbehandling og brug

af tvangsmidler henhørte tidligere under Sundhedsstyrelsen, men disse klager

blev med virkning fra den 1. januar 1988 overført til Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn, jf. pkt. 5.1. ovenfor. Eventuelle erstatningskrav skulle

fortsat rettes mod den ansvarlige sygehusmyndighed, normalt vedkommende

amtskommune, der som ansvarlig for driften hæfter for eventuelle fejl begået

af ansatte, herunder læger. Klager over andre forhold, f.eks. personalets

optræden og de forhold, hvorunder patienten må opholde sig på et sygehus,

henhørte også fortsat under vedkommende amtskommune som ansvarlig

sygehusmyndighed.

Spørgsmålet om udformningen af den fremtidige klageordning i

psykiatriloven blev indgående overvejet i det lovforberedende udvalg,

jf. betænkning nr. 1068/1986 s. 439 ff. og betænkning nr. 1109/1987 s. 11 f.

og s. 97 ff. Flertallet foreslog, at der i hver amtskommune oprettes

mindst et lokalt patientklagenævn, der i første instans behandler klager over

alle former for tvangsanvendelse, dvs. frihedsberøvelse, tvangsbehandling,

tvangsfiksering, magtanvendelse og beskyttelsesfiksering (samt klager over

forsøgsbehandling). Nævnet skulle endvidere have kompetence til bl.a. gennem

uanmeldte besøg på de psykiatriske afdelinger at føre tilsyn med visse

forhold, der har forbindelse med de sager, som nævnet fik kompetence til at

behandle. Hvert nævn skulle bestå af en dommer som formand og to andre

medlemmer beskikket efter indhentet udtalelse fra henholdsvis Den Almindelige

Danske Lægeforening og De Samvirkende Invalideorganisationer. De lokale nævns

afgørelser om frihedsberøvelse kunne efter flertallets forslag indbringes for

domstolene efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. Nævnets andre

afgørelser kunne indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Mindretallet foreslog, at klager over tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse indbringes direkte for domstolene efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 43 a, dvs. uden forudgående administrativ

klagesagsbehandling. Klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering,

magtanvendelse og beskyttelsesfiksering skulle efter mindretallets forslag

indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn på samme måde som alle andre

patienters klager over behandlingen i sygehusvæsenet.

Ved udformningen af den nugældende lov fandt Justitsministeriet, at

frihedsberøvelse er et så alvorligt indgreb, at det af retssikkerhedsmæssige

grunde må foretrækkes, at sager om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse

efter begæring så hurtigt som muligt indbringes direkte for en domstol. Efter

Justitsministeriets opfattelse kan det ikke undgås, at en forudgående

administrativ lokal behandling af en sådan sag medfører forsinkelse af den

retlige prøvelse, uanset hvor smidigt og effektivt den administrative

behandling tilrettelægges. Justitsministeriet tiltrådte derfor mindretallets

opfattelse på dette punkt.

For så vidt angår klager over anden tvangsanvendelse stillede man ved

genfremsættelsen af lovforslaget den 26. oktober 1988, jf. Folketingstidende

1988-89, Tillæg A sp. 2035-2108, forslag om, at sådanne klager i første

instans afgøres af lokale patientklagenævn. Lovforslaget svarede på dette

punkt til indstillingen fra flertallet i det lovforberedende udvalg bortset

fra, at man i lovforslaget foreslog statsamtmanden som formand for nævnet i

stedet for en dommer. Man lagde vægt på, at en sådan ordning faldt i tråd med

den nyere tendens i lovgivningen, hvorefter administrative sager, herunder

klagesager, som udgangspunkt behandles så lokalt som muligt. Endvidere blev

klagerens og patientrådgiverens mulighed for personligt at møde for

klageinstansen og gøre deres synspunkter gældende tillagt særlig betydning.

Der blev også lagt vægt på, at en lokal klagesagsbehandling må antages at ske

hurtigere end en central behandling. Endelig blev muligheden for, at det

lokale klagenævn i forbindelse med behandlingen af en konkret klagesag kan

aflægge besøg på vedkommende psykiatriske afdeling, tillagt væsentlig

betydning for kontrollen med anvendelsen af tvang.

Justitsministeriets forslag blev vedtaget, således at klageordningen i dag

er den, at klager over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse behandles

af domstolene, mens klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk

magtanvendelse og beskyttelsesfiksering behandles af de lokale

patientklagenævn med klageadgang til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

5.3. Justitsministeriets overvejelser

Som nævnt peger psykiatrilovsundersøgelsen på, at den opsplitning af

klagesystemet, som den gældende ordning indebærer, har gjort klagesystemet

uhensigtsmæssigt og vanskeligt at overskue. Det anføres i den forbindelse, at

det er en ulempe ved klagesystemet, at patientklagenævnet og domstolene

uafhængigt af hinanden skal tage stilling til, om betingelserne for

tvangstilbageholdelse er opfyldt, når der er samtidig er klaget over

tvangstilbageholdelse og tvangsbehandling. Det anføres endvidere, at det

synes uhensigtsmæssigt, at patientklagenævnets godkendelse af en

tvangsbehandling efterfølgende kan blive underkendt ved domstolene, fordi

retten ikke finder, at betingelserne for tvangstilbageholdelse har været

opfyldt.

Det kan på den baggrund overvejes at ændre klageordningen, således at

klager over alle former for tvangsanvendelse indbringes for de lokale

patientklagenævn i første instans.

Til fordel for at samle klagerne i de lokale patientklagenævn kan det

anføres, at man herved opnår, at det er den samme myndighed, der i 1. instans

tager stilling til, om betingelserne for tvangstilbageholdelse er opfyldt,

uanset om klagen angår frihedsberøvelse eller tvangsbehandling.

En sådan klageordning vil også virke mere overskuelig og enkel og vil

formentlig af patienterne kunne opleves som lettere tilgængelig end en

ordning, hvor klagevejene er adskilte.

Heroverfor kan anføres de retssikkerhedsmæssige synspunkter, der ligger

bag den gældende ordning, hvorefter klager over tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse henhører direkte under domstolene uden en forudgående

administrativ klagesagsbehandling.

Efter grundlovens § 71, stk. 6, har patienter krav på at få prøvet

lovligheden af en tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse ved de

almindelige domstole eller anden dømmende myndighed. Får patientklagenævnet

kompetence til i første instans at tage stilling til klager over

tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, skal patienten således stadig

have mulighed for at få patientklagenævnets afgørelse om tvangsindlæggelse

eller tvangstilbageholdelse prøvet ved domstolene. Henlægges klager over

tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse til patientklagenævnene i første

instans, vil det betyde, at der vil gå længere tid, inden patienten kan få

sagen pådømt af en domstol.

Ved vurderingen af et forslag om at udvide patientklagenævnets kompetence

til også at omfatte klager over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse

skal det endvidere tages i betragtning, at behandlingen af sager om

frihedsberøvelse ved retten normalt foregår således, at der foretages

bevisførelse med afhøring af vidner og dokumentation af sagkyndige

erklæringer, herunder også fra Retslægerådet, der er indhentet til brug for

sagens behandling, inden retten afgør sagen.

En udvidelse af patientklagenævnets kompetence til også at omfatte klager

over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse kan også føre til, at

behandlingen af klager over tvangsbehandling med opsættende virkning

forsinkes i de tilfælde, hvor nævnet i forbindelse med den samme klage både

skal tage stilling til tvangstilbageholdelse og til tvangsbehandling. Som det

fremgår af afsnit 6.1.1. nedenfor, er det en af psykiatrilovsundersøgelsens

hovedkonklusioner, at patientklagenævnets sagsbehandlingstid er for lang i de

tilfælde, hvor der er klaget over tvangsbehandling, og klagen er tillagt

opsættende virkning. En udvidelse af patientklagenævnets kompetence kan

derfor komme i modstrid med ønsket om at fremskynde behandlingen af sådanne

klager mest muligt.

I stedet for at henlægge behandlingen af klager over alle former

tvangsanvendelse til de lokale patientklagenævn kunne det overvejes at samle

klagerne ved domstolene.

Dette vil imidlertid næppe være en hensigtsmæssig løsning. Det skyldes

bl.a., at klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk

magt og beskyttelsesfiksering er sagstyper, der - bl.a. på grund af

procesformen - ikke egner sig umiddelbart til behandling ved domstolene i 1.

instans.

Ved udformningen af den nugældende klageordning ved patientklagenævnene

blev der endvidere lagt vægt på, at både lægesagkundskab og brugersynspunkter

i bred forstand skulle være repræsenteret i klageinstansen. Disse hensyn vil

vanskeligt kunne tilgodeses, hvis samtlige klager skal behandles ved

domstolene.

Det kan på den baggrund overvejes at etablere et nyt klagesystem,

der erstatter både patientklagenævnene og domstolene. Som nævnt ovenfor giver

udtrykket »anden dømmende myndighed« i grundlovens § 71, stk. 6,

mulighed for, at klager over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse

eventuelt kan behandles ved særdomstole. Gennemførelsen af et sådant forslag

rejser imidlertid en række principielle spørgsmål. Justitsministeriet har

derfor ikke ment at burde stille forslag om oprettelse af særdomstole til

behandling af denne type sager.

Selv om den nugældende delte klageordning kan anses for en afbalanceret

løsning af de modstående hensyn, der gør sig gældende, er det

Justitsministeriets konklusion, at der bør ske en forenkling af

klagesystemet, således at alle klager over tvang i første instans samles hos

den samme myndighed. Efter Justitsministeriets opfattelse bør denne myndighed

være det lokale patientklagenævn.

Der stilles derfor forslag om, at alle klager over tvangsanvendelse,

herunder også klager over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, i

første instans behandles af de lokale patientklagenævn. Om forslagets nærmere

indhold henvises til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser nedenfor.

Om Justitsministeriets overvejelser og forslag vedrørende styrkelse af

patientklagenævnenes klagesagsbehandling henvises til pkt. 6 nedenfor.

6. Behandlingen af klager ved de lokale patientklagenævn og

domstolene

I dette afsnit drøftes en række spørgsmål, der vedrører de lokale

patientklagenævns behandling af klager. I afsnit 6.1. overvejes den

opsættende virkning af klager over tvangsbehandling, herunder spørgsmålet om

indførelse af en absolut frist for patientklagenævnets behandling af sådanne

klagesager. I den forbindelse overvejes også at ændre retsplejeloven med

henblik på at fremskynde domstolenes behandling af sager vedrørende

tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse mest muligt. I afsnit 6.2. drøftes

patientklagenævnets saglige kompetence med hensyn til valg af præparat og

dosering i forbindelse med klager over tvangsmedicinering. Endvidere

behandles i afsnit 6.3. spørgsmålene om patientrådgiverens og overlægens

deltagelse i patientklagenævnets møder og patientklagenævnets mødested.

Endelig overvejes det i afsnit 6.4, om patientklagenævnene skal tillægges en

generel tilsynskompetence.

6.1. Opsættende virkning af klage over tvangsbehandling og spørgsmålet

om sagsbehandlingsfrister

6.1.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

Efter psykiatrilovens § 32, stk. 2, har klager over beslutninger om

tvangsanvendelse ikke opsættende virkning. Det indebærer, at tvangsindgrebet

kan foretages, selv om patienten eller patientrådgiveren har klaget eller

ønsker at klage over indgrebet. Efter psykiatrilovens § 32, stk. 3, har klage

over beslutning om tvangsbehandling dog opsættende virkning, medmindre

omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte

patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

Bestemmelsen indebærer, at klager over tvangsbehandling normalt fører til,

at tvangsbehandlingen må udsættes, indtil patientklagenævnet har truffet

afgørelse. Bestemmelsen medfører dog også, at en klage i visse særlige

tilfælde ikke har opsættende virkning, hvilket bl.a. skal ses i lyset af de

hjælpepligter, der følger af lægeloven og straffeloven, jf. herom

Folketingstidende 1988-89, Tillæg B, sp. 1355-1356.

Psykiatrilovsundersøgelsen viser, at den opsættende virkning ofte fører

til, at patienter er ubehandlede flere uger bl.a. med den følge, at de bliver

mere syge og urolige i den tid, hvor man afventer klagenævnets afgørelse. Det

skal endvidere tages i betragtning, at der også forud for en beslutning om

tvangsbehandling kan være gået længere tid, hvor man har forsøgt at opnå

patientens frivillige medvirken til behandlingen.

6.1.2. Baggrunden for den gældende ordning

Reglerne om opsættende virkning af klager over tvangsbehandling har nøje

sammenhæng med spørgsmålet om, hvornår der kan anvendes tvang. Dette

spørgsmål blev indgående overvejet af det lovforberedende udvalg, jf.

betænkning nr. 1068/1986 s. 36-37, s. 279 ff. og s. 355 ff., samt betænkning

nr. 1109/1987 s. 28 og 96. Baggrunden for, at et enigt udvalg anbefalede, at

klager over tvangsbehandling normalt tillægges opsættende virkning, var, at

tvangsbehandling er af så indgribende karakter, at patienten som udgangspunkt

bør have mulighed for at få en en klageinstans uden for den psykiatriske

afdeling til at vurdere, om behandlingen bør gennemføres mod patientens

ønske.

Som resultat af overvejelserne blev der i udvalgets lovudkastet indsat en

bestemmelse om, at klage over beslutning om tvangsbehandling har opsættende

virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for

ikke at udsætte vedkommendes liv eller helbred for væsentlig fare. Denne

bestemmelse blev også optaget i det endelige lovforslag og vedtaget i uændret

form af Folketinget.

6.1.3. Justitsministeriets overvejelser

Som nævnt i afsnit 6.1.1. ovenfor, medfører det forhold, at iværksættelse

af behandling som følge den opsættende virkning må afvente klagenævnets

afgørelse, at patienterne i ventetiden ofte bliver mere syge og urolige.

Hertil kommer, at der forud for en beslutning om tvangsbehandling kan være

gået længere tid med at søge at opnå patientens frivillige medvirken til

behandlingen. Det kan på den baggrund overvejes at ophæve psykiatrilovens §

32, stk. 3, således at klager over tvangsbehandling i lighed med klager over

andre former for tvangsanvendelse ikke har opsættende virkning, jf. § 32,

stk. 2.

For en sådan løsning kan tale, at den bl.a. giver mulighed for med det

samme at iværksætte behandling af patienter, der er frihedsberøvede på grund

af et påtrængende behandlingsbehov. En afskaffelse af den opsættende virkning

vil endvidere medvirke til, at man kan undgå at skulle tvangsfiksere

patienten i ventetiden eller give den pågældende beroligende indsprøjtninger.

De eventuelle betænkeligheder ved en sådan afskaffelse må i øvrigt vurderes i

sammenhæng med, at erfaringerne fra psykiatrilovsundersøgelsen viser, at

beslutning om tvangsbehandling alligevel bliver godkendt i hovedparten af

klagesagerne ved patientklagenævnene, jf. afsnit 3.4. ovenfor. Endelig har en

afskaffelse af den opsættende virkning alene den betydning, at der ikke

foretages en forudgående prøvelse af beslutningen. Patienten vil

fortsat have adgang til at få efterprøvet tvangsbehandlingen ved klagenævnet.

Heroverfor kan det anføres, at det under hensyn til den indgribende

karakter af tvangsbehandling er af væsentlig retssikkerhedsmæssig betydning

for patienten, at den pågældende har mulighed for - inden behandlingen er

gennemført - at få en klageinstans uden for den psykiatriske afdeling til

tage stilling til, om tvangsbehandling bør gennemføres.

En mellemløsning kunne være at ændre på kriterierne for, hvornår en klage

tillægges opsættende virkning, således at man fastholder princippet om

opsættende virkning af klager over tvangsbehandling samtidig med, at man

udvider adgangen til at tvangsbehandle, selv om patienten klager.

I vurderingen af, om der er behov for en sådan mellemløsning, må indgå, at

der allerede under den nugældende ordning er mulighed for at tvangsbehandle i

et ikke ubetydeligt omfang, selv om patienten klager, jf. afsnit 6.1.2.

ovenfor.

Justitsministeriet finder, at den opsættende virkning af klage over

beslutning om tvangsbehandling er en væsentlig retssikkerhedsgaranti for

patienter. Justitsministeriet finder derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for

helt at afskaffe bestemmelsen om opsættende virkning.

Samtidig kan der efter Justitsministeriets opfattelse foreligge sådanne

tungtvejende modhensyn, at tvangsbehandling må iværksættes her og nu, uanset

om patienten klager over beslutningen. Efter den nugældende bestemmelse i

lovens § 32, stk. 3, har en klage ikke opsættende virkning, hvis omgående

gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv

eller helbred for væsentlig fare. I praksis har der måske været en tendens

til at tillægge klage opsættende virkning i videre omfang end fastsat ved

loven. Sundhedsstyrelsen vil på den baggrund udsende en vejledning, hvor det

præciseres, i hvilke tilfælde klage har opsættende virkning, og i hvilke

tilfælde en klage ikke har den virkning.

Justitsministeriet finder, at der herudover bør skabes hjemmel til ikke at

tillægge en klage opsættende virkning, hvis behandling er nødvendig for at

afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade

på legeme eller helbred. Dette forslag er ikke alene begrundet i hensynet til

andre, herunder personale og medpatienter, men også i hensynet til den

pågældende patient selv. Dette skyldes bl.a., at alternativet til behandling

i de fleste af disse tilfælde vil være anvendelse af andre former for tvang

over for patienten i ventetiden, herunder navnlig tvangsfiksering og

indgivelse af beroligende medicin. Der henvises i øvrigt til forslaget til

ændring af § 32, stk. 3, og bemærkningerne hertil.

Specielt om sagsbehandlingsfrist for patientklagenævnet

For så vidt angår de tilfælde, hvor klage over beslutning om

tvangsbehandling fortsat har opsættende virkning, bør det sikres, at

patienten ikke lades ubehandlet i længere tid efter, at der er klaget over en

påtænkt tvangsbehandling. Efter den nugældende ordning skal

patientklagenævnet træffe afgørelse snarest muligt, og er afgørelsen ikke

truffet inden 14 dage efter klagens modtagelse, skal nævnet underrette

patienten og patientrådgiveren om grunden hertil samt om, hvornår afgørelse

kan forventes at foreligge, jf. psykiatrilovens § 37, stk. 3. Den nugældende

ordning indeholder ikke noget krav om, at afgørelsen skal være truffet inden

14 dage efter sagens indbringelse. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår

dog, at der i praksis bør træffes afgørelse inden 14 dage efter klagens

modtagelse. Især klager over forestående tvangsbehandling forudsættes under

hensyn til den opsættende virkning behandlet og afgjort særlig hurtigt, jf.

Folketingstidende 1988-89, Tillæg A, sp. 2097.

Justitsministeriet finder, at der er behov for at sikre en hurtig

behandling af klager med opsættende virkning i højere grad, end det er sket i

den nugældende lov. Justitsministeriet foreslår på den baggrund en absolut

sagsbehandlingsfrist for patientklagenævnet på 7 hverdage for denne type

klagesager, jf. forslaget til ny § 36, stk. 3, og bemærkningerne hertil.

En sådan kort frist forudsætter bl.a., at den lægeerklæring, der indgår i

nævnets behandling, er fyldestgørende, således at der ikke bliver behov for

at indhente supplerende erklæringer. Sundhedsstyrelsen vil på den baggrund

udsende en vejledning om kravene til indholdet af erklæringer, der udarbejdes

til brug for nævnsbehandlingen, herunder også erklæringer i sager om

tvangsbehandling med opsættende virkning.

Andre klagesager skal som hidtil afgøres snarest muligt. Har

patientklagenævnet ikke truffet afgørelse inden 14 dage efter klagens

modtagelse, skal nævnet underrette patienten og patientrådgiveren om grunden

hertil samt om, hvornår afgørelse kan forventes at foreligge.

Specielt om sagsbehandlingsfrist for domstolene

Som det fremgår af afsnit 5.3. ovenfor, foreslås det, at alle klager over

tvang, herunder også tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, skal

indbringes for patientklagenævnet i 1. instans. Endvidere skal

patientklagenævnets afgørelser om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse

efter begæring kunne indbringes for domstolene efter retsplejelovens kapitel

43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse. Det må i den

forbindelse overvejes, om der bør foreslås ændringer om domstolenes

behandling af disse sager.

Der er hverken i retsplejelovens kapitel 43 a eller i psykiatriloven

fastsat nærmere regler for, hvor hurtigt retten skal afsige dom i sager om

klage over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse. Det er imidlertid

forudsat, at sådanne sager fremmes med den fornødne hurtighed. Det kan på den

baggrund overvejes at ændre reglerne for behandlingen af sager om

administrativt bestemt frihedsberøvelse med henblik på yderligere at

fremskynde behandlingen af sager om tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse ved domstolene.

En mulighed kunne i den forbindelse være at indføre en

sagsbehandlingsfrist for rettens behandling af klager over tvangsindlæggelse

og tvangstilbageholdelse. Til fordel for et sådant forslag kan anføres, at

det falder i tråd med forslaget om at fastsætte en frist for sagsbehandlingen

af klager over tvangsbehandling med opsættende virkning, jf. afsnit 6.1.3.

ovenfor.

Sagsbehandlingen ved domstolene egner sig imidlertid næppe til at blive

undergivet en absolut sagsbehandlingsfrist. Det skyldes bl.a., at den er mere

formel og tidkrævende end sagsbehandlingen ved patientklagenævnene. Som nævnt

i afsnit 5.3. ovenfor, beskikkes der normalt advokat i forbindelse med

rettens behandling, ligesom der foretages bevisførelse, hvori der normalt

indgår afhøring af vidner og dokumentation af indhentede erklæringer fra

sagkyndige, herunder Retslægerådet, inden retten træffer afgørelse i sagen.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør man på den baggrund afstå fra at

indføre en absolut frist for behandlingen af klager over tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse ved domstolene. Justitsministeriet finder dog, at der

ved forberedelsen af sådanne sager i lighed med andre sager om prøvelse af

administrativt bestemt frihedsberøvelse kan være grund til at være særligt

opmærksom på, at sagen fremmes mest muligt. Dette gør sig ikke mindst

gældende i de foreliggende tilfælde, hvor sagerne om frihedsberøvelse

allerede har været undergivet en administrativ klagesagsbehandling ved de

lokale patientklagenævn. I disse tilfælde er der således et særligt behov for

at sikre, at der ikke går for lang tid, inden patienten får rettens

afgørelse. Det gælder navnlig, hvis patienten fortsat er frihedsberøvet på

det tidspunkt, hvor sagen er indbragt for retten.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at der i retsplejelovens §

470, stk. 3, om tidspunktet for sagens foretagelse indføjes en bestemmelse,

hvorefter dommeren i øvrigt påser, at sagen fremmes mest muligt. Der henvises

i den forbindelse til lovforslagets § 2.

6.2. Patientklagenævnets saglige kompetence i forbindelse med klager

over tvangsbehandling

6.2.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

Efter psykiatrilovens § 36 omfatter patientklagenævnets saglige kompetence

klager over tvangsbehandling, jf. §§ 12 og 13, tvangsfiksering, jf. §§ 14-16,

fysisk magtanvendelse, jf. § 17, og beskyttelsesfiksering, jf. § 18. Nævnets

afgørelse kan gå ud på, at tvangsindgrebet godkendes, eller at indgrebet

findes at være foretaget med urette, f.eks. fordi lovens betingelser for dets

foretagelse ikke er opfyldt. Ved klage over beslutning om tvangsbehandling

kan nævnet godkende eller tilsidesætte beslutningen. Hvis klagen ikke kun

omfatter indgrebet som sådant, men også er rettet mod den eller de

sundhedspersoner, der har deltaget i den påklagede tvangsudøvelse, kan nævnet

samtidig tage stilling til, om der er grundlag for at udtale kritik over for

den pågældende, jf. § 15 i bekendtgørelsen om forretningsorden for de

psykiatriske patientklagenævn. Har klagen over den faglige virksomhed ikke

forbindelse med tvangsindgrebets foretagelse, behandles klagen af

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. afsnit 5.1. ovenfor.

Om den saglige kompetence ved klage over tvangsbehandling, fremgår det af

forarbejderne til den gældende lov, at nævnets kompetence ikke er begrænset

til en efterprøvelse af, om betingelserne for tvangsbehandling er opfyldt,

jf. § 12, stk. 1, og en bedømmelse af den tvang, der i givet fald er anvendt,

jf. § 12, stk. 3, 2. pkt. Nævnet er også beføjet til at tage stilling til

selve det lægelige indhold af behandlingen, herunder valg af præparat og

dosering, jf. § 12, stk. 2, og § 4, og Folketingstidende 1988-89, Tillæg A,

sp. 2095.

I psykiatrilovsundersøgelsen peges der på, at patientklagenævnene med

henblik på visse spørgsmål kan have behov for at få tilført yderligere

psykiatrisk sagkundskab. Der henvises i den forbindelse til, at

patientklagenævnene kan have behov for psykiatrisk viden, når man ved

behandlingen af klager over bl.a. tvangsbehandling tager stilling til det

lægelige indhold af en tvangsmedicinering, jf. afsnit 3.5. ovenfor.

6.2.2. Baggrunden for den gældende ordning

Som nævnt i afsnit 5.2. ovenfor henhørte klager over rent lægelige

spørgsmål tidligere under Sundhedsstyrelsen, men blev med virkning fra den 1.

januar 1988 overført til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Spørgsmålet om behandlingen af sager om lægeansvar i forbindelse med

tvangsbehandling blev drøftet indgående i det udvalg, der forberedte

psykiatriloven, jf. betænkning nr. 1068/1986 s. 451-453. Udvalget

indstillede, at klageinstansen ikke behandler klager over eventuelle

lægefejl, der har medført skader, for hvilke patienten kræver erstatning, men

alene tager stilling til, om betingelserne for tvangsanvendelse har været

opfyldt, og om den rette fremgangsmåde er fulgt. Det er da også baggrunden

for, at patientklagenævnet ikke har beføjelse til at afgøre eventuelle

erstatningsspørgsmål i forbindelse med tvangsbehandling, men alene kan

godkende eller tilsidesætte en beslutning om tvangsbehandling og eventuelt

udtale kritik over for nærmere angivne medicinalpersoner, jf. afsnit 6.2.1.

ovenfor.

Sammenhængen mellem den behandlende læges ansvar for den behandling, der

ydes, og patientklagenævnets kompetence til at vurdere sundhedspersoners

faglige virksomhed ved klage over tvangsbehandling, ses ikke at have givet

anledning til særlige overvejelser hos det flertal i udvalget, der udtalte

sig til fordel for patientklagenævnsmodellen, jf. betænkning nr. 1068/1986 s.

469, jf. s. 465, og afsnit 5.2. ovenfor.

6.2.3. Justitsministeriets overvejelser

Det kan i lyset af psykiatrilovsundersøgelsen overvejes at ændre reglerne

om patientklagenævnets saglige kompetence, således nævnet ikke vurderer det

lægelige indhold i forbindelse med tvangsanvendelse. Ved klager over

tvangsbehandling skal nævnet herefter alene efterprøve, om betingelserne for

tvangsbehandling er opfyldt, jf. § 12, stk. 1, og bedømme den tvang, der i

givet fald er anvendt, jf. § 12, stk. 3, 2. pkt.

Til fordel for en sådan løsning kan tale, at den bidrager til en afklaring

af, hvem der har det lægelige ansvar for en tvangsbehandling. Forslaget

forhindrer således, at patientklagenævnet ved behandlingen af en klage over

tvangsbehandling med opsættende virkning griber ind i den behandlende læges

ansvar for det lægelige indhold af den påtænkte tvangsbehandling ved at

tilsidesætte overlægens beslutning om valg af præparat og dosering og sætte

sin egen afgørelse i stedet f.eks. ved at anvise et andet præparat eller en

anden dosering.

Heroverfor kan det anføres, at ordningen svækker patientens retssikkerhed

ved klage over tvangsbehandling, idet den afskærer patienten fra at få

patientklagenævnets vurdering af, hvorvidt en påtænkt eller gennemført

tvangsmedicinering iagttager »det mindste middels princip«, jf. §

12, stk. 2, og § 4. Under lovforslagets behandling i Folketinget lagde et

flertal i Retsudvalget afgørende vægt på at fremhæve betydningen af

iagttagelsen af »det mindste middels princip« i forbindelse med

tvangsmedicinering, jf. Folketingstidende 1988-89, Tillæg B, sp. 1324.

Justitsministeriet finder det overvejende betænkeligt at gå ind på en

ordning, der generelt udelukker patientklagenævnet fra vurdere det lægelige

indhold i forbindelse med en klage. Justitsministeriet finder imidlertid, at

der kan være behov for at præcisere patientklagenævnets kompetence ved

behandling af klager over tvangsbehandling, således at det udtrykkeligt

fremgår, at nævnet ved behandling af klager over valg af præparat og dosering

i forbindelse med tvangsmedicinering kun tager stilling til, om betingelserne

i psykiatrilovens § 12, stk. 2, er opfyldt, dvs. om der i det enkelte

tilfælde anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest

mulige bivirkninger. En sådan præcisering kræver ikke lovændring, idet den

kan gennemføres ved at ændre § 15 om indholdet af nævnets afgørelser i

bekendtgørelsen om forretningsordenen for de psykiatriske patientklagenævn.

Hvis lovforslaget vedtages, vil Justitsministeriet foretage en sådan

præcisering i forretningsordenen for de psykiatriske patientklagenævn.

Justitsministeriet har i forbindelse med spørgsmålet om

patientklagenævnenes saglige kompetence også overvejet, om der kan være behov

for ændre reglerne om patientklagenævnenes sammensætning med henblik på at

styrke den psykiatriske sagkundskab i nævnene. Den psykiatriske sagkundskab

har ikke kun betydning ved vurderingen af, om psykiatrilovens betingelser

vedrørende det lægelige indhold af en tvangsmedicinering er opfyldt, jf.

ovenfor, men indgår f.eks. også ved afgørelsen af, om de almindelige

betingelser for tvangsbehandling er opfyldt, dvs. om den pågældende opfylder

betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. psykiatrilovens § 12, stk. 1,

jf. §§ 10 og 5.

Under den nugældende ordning består nævnet ved afgørelsen af den enkelte

sag af vedkommende statsamtmand (i Københavns Kommune overpræsidenten) som

formand, et medlem beskikket efter indhentet udtalelse fra den Almindelige

Danske Lægeforening samt et medlem beskikket efter indhentet udtalelse fra De

Samvirkende Invalideorganisationer, jf. psykiatrilovens § 35. De Samvirkende

Invalideorganisationer har overladt til Landsforeningen Sind at indstille

medlemmer og stedfortrædere til nævnet.

Ved vurderingen af en eventuel ændring af nævnets sammensætning med

henblik på at styrke den psykiatriske sagkundskab skal det fremhæves, at

dette spørgsmål blev overvejet nøje af det lovforberedende udvalg i

forbindelse med drøftelserne om patientklagenævnsmodellen, jf. betænkning nr.

1068/1986 s. 463-464. Flertallet, der anbefalede denne model, lagde vægt på,

at de lokale nævn skulle fungere hurtigt og smidigt, og begrænsede derfor

antallet af medlemmer til tre, jf. betænkning 1109/1987 s. 98. Flertallet

lagde også vægt på, at den lægelige repræsentant som udgangspunkt burde være

speciallæge i psykiatri eller have indsigt i psykiatri, jf. betænkning nr.

1068/1986 s. 463-464.

Justitsministeriet finder på den baggrund ikke, at der bør gennemføres

ændringer på dette punkt. Justitsministeriet finder samtidig, at der kan være

grund til at gøre opmærksom på, at intentionen bag den nugældende ordning er,

at den lægelige repræsentant så vidt muligt bør være speciallæge i psykiatri

eller have indsigt i psykiatri med henblik på at kunne tilføre

patientklagenævnet den fornødne psykiatriske sagkundskab ved

klagesagsbehandlingen.

I stedet for at gennemføre ændringer i patientklagenævnenes sammensætning

kunne det overvejes at styrke den psykiatriske sagkundskab gennem en

konsulentordning, der f.eks. knyttes til nævnets sekretariat.

Justitsministeriet finder imidlertid ikke, at der bør stilles forslag om

en sådan ordning. Efter Justitsministeriets opfattelse må patientklagenævnet

som udgangspunkt tilvejebringe de fornødne psykiatriske oplysninger gennem

den erklæring, som overlægen udfærdiger til brug for klagesagens behandling i

nævnet, og ved efter omstændighederne at stille uddybende spørgsmål til den

behandlende læge, der møder i nævnet, jf. psykiatrilovens § 37, stk. 1, og

afsnit 6.3. nedenfor. En sådan fremgangsmåde gør det muligt at behandle og

afgøre sagerne hurtigt. Viser der sig herefter undtagelsesvis at være behov

for yderligere sagkyndige oplysninger, må sådanne oplysninger normalt

tilvejebringes ved, at nævnet indhenter en supplerende sagkyndig erklæring

f.eks. fra Retslægerådet, som sagens parter kan få lejlighed til at

kommentere, inden nævnet træffer afgørelse. Dette gælder også for så vidt

angår behandlingen af sager om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse,

som foreslås omfattet af patientklagenævnes kompetence.

6.3. Patientrådgiverens og overlægens deltagelse i patientklagenævnets

møder og patientklagenævnets mødested

6.3.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

Efter psykiatrilovens § 37, stk. 2, har patienten ogpatientrådgiveren ret

til mundtligt at forelægge sagen for nævnet ved klage. I særlige tilfælde,

hvor hensynet til patientens helbred eller til sagens behandling i nævnet

afgørende taler herfor, kan nævnet bestemme, at patienten helt eller delvis

skal være udelukket fra at deltage i forhandlingerne. Repræsentanten for

sygehusmyndigheden, vedkommende overlæge og eventuelt andre involverede

sundhedspersoner har også ret til mundtligt at forelægge sagen for nævnet,

jf. § 10, stk. 1. 2. pkt., i bekendtgørelsen om forretningsorden for de

psykiatriske patientklagenævn. Overlægen kan efter omstændighederne

repræsentere sygehusmyndigheden, men sygehusmyndigheden har som part ret til

at være selvstændigt repræsenteret f.eks. ved en af de ansatte i

sygehusadministrationen.

Patientklagenævnets formand fastsætter stedet for nævnets møder, jf. § 9,

stk. 1, i bekendtgørelsen om forretningsorden for de psykiatriske

patientklagenævn. Der er mulighed for, at møderne foruden på statsamtet kan

afholdes på den psykiatriatriske afdeling, hvor patienten er eller har været

indlagt. Det kan ofte være praktisk for sagens parter, at mødet afholdes på

afdelingen, og gøre det lettere for patienten at deltage.

Psykiatrilovsundersøgelsen viser, at patientklagenævnene har forskellig

praksis med hensyn til, hvor møderne afholdes, og hvem der deltager i

møderne, jf. bl.a. afsnit 3.7 ovenfor. Således fremgår det, at mange nævn

undlader at benytte adgangen til at holde mødet på den psykiatriske afdeling,

hvor patienten er indlagt, og at patientrådgiverne og overlægerne langt fra

altid deltager i møderne. Det kan på den baggrund overvejes at styrke

klagesagsbehandlingen på disse punkter.

6.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet finder det rigtigst, at patientrådgiveren normalt

deltager i nævnets møde, således at den pågældende kan bistå patienten med at

forelægge klagen for nævnet. Justitsministeriet er i den forbindelse

opmærksom på, at der, hvis man gennemfører forslaget om en absolut frist på 7

hverdage for behandlingen af klager over tvangsbehandling med opsættende

virkning, jf. afsnit 6.1.3. ovenfor, kan forekomme tilfælde, hvor

patientrådgiveren må indkaldes til nævnets møde med kort varsel og derfor kan

have vanskeligt ved at at være til stede. Justitsministeriet foreslår på den

baggrund, at der i psykiatrilovens § 24, stk. 2, om patientrådgiverens

opgaver optages en bestemmelse, der fastslår, at patientrådgiveren så vidt

muligt skal være til stede ved klagens behandling i patientklagenævnet, jf.

lovforslagets § 1, nr. 9, med tilhørende bemærkninger.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør den læge, der har truffet

bestemmelse om det påklagede tvangsindgreb, normalt også være tilstede i

nævnets møde med henblik på at oplyse sagen for nævnet. Det vil typisk være

overlægen, jf. herved afsnit 8 nedenfor, men behøver ikke nødvendigvis at

være det. Formålet med lægens tilstedeværelse er bl.a. at give nævnets

medlemmer mulighed for at stille spørgsmål med henblik på uddybning af den

erklæring, der er udfærdiget til brug for klagesagens behandling.

Justitsministeriet finder, at der kan være behov for at præcisere lægens

deltagelse i patientklagenævnets møder. En sådan præcisering kræver ikke

lovændring, men kan gennemføres administrativt ved at ændre § 10 om parternes

deltagelse i patientklagenævnets møder i bekendtgørelsen om forretningsorden

for de psykiatriske patientklagenævn. Hvis lovforslaget vedtages, vil

Justitsministeriet derfor gennemføre en sådan ændring af forretningsordenen.

Justitsministeriet har også overvejet, om patientklagenævnets møder som

udgangspunkt bør afholdes på vedkommende psykiatriske afdeling i stedet for

på statsamtet.

Afholdelse af møde på vedkommende psykiatriske afdeling må generelt

antages at styrke mulighederne for at fremskynde klagesagsbehandlingen, idet

de involverede personer lettere kan komme til stede med kort varsel. Dette

forhold kan bl.a. have betydning, hvis forslaget om at indføre en absolut

frist på 7 hverdage for behandlingen af klager over tvangsbehandling med

opsættende virkning gennemføres, jf. afsnit 6.1.3. ovenfor.

At afholde mødet på vedkommende psykiatriske afdeling vil også forbedre

patientens muligheder for at deltage. Endvidere vil afholdelse af mødet på

den psykiatriske afdeling, hvor patienten er eller har været indlagt i

forbindelse med det påklagede tvangsindgreb, falde i tråd med den nugældende

bestemmelse i psykiatrilovens § 37, stk. 1, 2. pkt., hvorefter nævnet som led

i sagens oplysning kan aflægge besøg på vedkommende psykiatriske afdeling.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at der bør ske en præcisering

på dette punkt. En sådan præcisering kan gennemføres administrativt ved at

ændre § 9, stk. 1, om stedet for nævnets møder i bekendtgørelsen om

forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn. Hvis lovforslaget

vedtages, vil Justitsministeriet foretage en ændring af forretningsordenen

med henblik på at fastslå, at nævnets møder som udgangspunkt afholdes på den

psykiatriske afdeling, hvor patienten er eller har været indlagt i

forbindelse med det påklagede tvangsindgreb. Reglen vil kunne fraviges, hvis

afholdelse af møde på den psykiatriske afdeling ikke vil være hensigtsmæssig.

6.4. Spørgsmålet om tilsynskompetence

Med hensyn til spørgsmålet om klagenævnenes saglige kompetence kan det

også overvejes, om der bør gennemføres ændringer i den nugældende ordning

vedrørende tilsyn med behandlingen af patienter på psykiatriske

afdelinger. Det kan i den forbindelse anføres, at patientklagenævnene efter

de nugældende regler ikke har en generel tilsynskompetence eller

inspektionsadgang, idet de alene kan aflægge besøg og foretage besigtigelse

med henblik på at undersøge de faktiske omstændigheder, hvorunder et påklaget

tvangsindgreb har fundet sted, jf. psykiatrilovens § 37, stk. 1, 2. pkt., og

§ 8 i bekendtgørelsen om forretningsorden for de psykiatriske

patientklagenævn.

Det kan endvidere anføres, at den nugældende ordning afviger fra det

forslag, som flertallet i det lovforberedende udvalg anbefalede, idet nævnene

efter dette forslag fik generel adgang til at aflægge uanmeldte besøg på de

psykiatriske afdelinger med henblik på at føre tilsyn med de forhold på de

psykiatriske afdelinger, som har forbindelse med de klagesager, som nævnene

skulle behandle. Dette forslag skal bl.a. ses i sammenhæng med, at det som

nævnt ovenfor i afsnit 4.2. indgik i flertallets forslag, at der i

psykiatriloven blev optaget et udtrykkeligt katalog over visse goder, som

frihedsberøvede patienter skulle have ret til, f.eks. ret til enestue, når

dette er lægeligt indiceret.

Heroverfor kan det anføres, at bl.a. behandlingen af personer, der er

tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt administrativt på psykiatriske

afdelinger, er undergivet et af Folketinget valgt tilsyn, hvortil de

pågældende skal have adgang til at rette henvendelse, jf. grundlovens § 71,

stk. 7 (§ 71-tilsynet). § 71-tilsynet kan bl.a. foretage mere generelle

undersøgelser af forholdene for tvangsindlagte og tvangstilbageholdte

personer på psykiatriske afdelinger. Som led i sådanne undersøgelser kan

tilsynet også foretage besigtigelse på psykiatriske afdelinger, hvor der

opholder sig frihedsberøvede personer, jf. herved bl.a. Beretning af 27.

september 1996 vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1995-96.

Endvidere er Folketingets Ombudsmands kompetence med virkning fra den 1.

januar 1997 udvidet til fuldt ud at omfatte den kommunale forvaltning, jf. §

7, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand. Det

indebærer bl.a., at ombudsmanden uden videre kan iværksætte undersøgelser på

eget initiativ og foretage inspektioner af psykiatriske sygehuse og

afdelinger under amtskommunerne.

På den anførte baggrund finder Justitsministeriet ikke, at der kan antages

at være behov for yderligere ændringer i den nugældende ordning vedrørende

det generelle tilsyn med behandlingen af tvangsindlagte og

tvangstilbageholdte personer.

7. Psykiatrilovens stedlige anvendelsesområde

I dette afsnit behandles visse spørgsmål, der har sammenhæng med

psykiatrilovens anvendelsesområde i stedlig henseende. Der sigtes i den

forbindelse til spørgsmålet om tilbageførsel af bortgåede og udeblevne

patienter til en psykiatrisk afdeling, jf. afsnit 7.1. nedenfor. Endvidere

behandles spørgsmålet om indførelse af en ordning, der giver mulighed for at

udskrive patienten på vilkår om, at den pågældende følger et

behandlingsforløb, og således, at overlægen kan beslutte at genindlægge

patienten, uden at fremgangsmåden ved tvangsindlæggelse skal iagttages, hvis

patienten ikke følger behandlingsforløbet (»prøveudskrivning«), jf.

afsnit 7.2. nedenfor. I sammenhæng hermed behandles spørgsmålet om

udskrivningsaftaler. Endelig overvejes i afsnit 7.3. nedenfor spørgsmålet om

tvangsbehandling af legemlige lidelser hos sindslidende patienter, der er

indlagt på en somatisk afdeling.

7.1. Tilbageførsel af bortgåede og udeblevne patienter

7.1.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

Psykiatriloven finder som udgangspunkt kun anvendelse på personer, der er

indlagt på en psykiatrisk afdeling, jf. § 1, stk. 1. Når en indlagt patient

forlader afdelingen, dvs. sygehusets område, og ikke frivilligt vender

tilbage hertil eller udebliver efter udgang, opstår spørgsmålet, om der kan

anvendes tvang for at bringe patienten tilbage, og hvilken fremgangsmåde der

i givet fald skal følges, for at tvangsanvendelsen er retmæssig.

Psykiatriloven indeholder ikke bestemmelser om dette spørgsmål. Af

forarbejderne fremgår dog, at en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt

patient i almindelighed kan tilbageføres med politiets bistand uden

iagttagelse af fremgangsmåden ved tvangsindlæggelse, når overlægen anmoder

herom i forbindelse med, at man har konstateret, at patienten er bortgået

eller er udeblevet efter korterevarende udgang. Dette gælder dog ikke, hvis

der går længere tid (mere end en uge regnet fra overlægens anmodning om

tilbageførsel), før politiet finder frem til den pågældende. I sådanne

tilfælde, og når overlægens anmodning om politiets bistand ikke fremsættes

umiddelbart efter konstateret bort gang eller udeblivelse, eller der er givet

udgang med tilladelse til mere end en enkelt overnatning, bør tvungen

tilbageførsel ske i overensstemmelse med reglerne om tvangsindlæggelse.

Hvis en frivilligt indlagt patient, der ikke efterfølgende er

blevet tvangstilbageholdt, forlader sygehuset, vil tilbageførsel mod

patientens protest kun kunne ske efter reglerne om tvangsindlæggelse.

Den gældende ordning indebærer således, at uformel tilbageførsel ved

politiets foranstaltning kun kan komme på tale over for patienter, der på det

tidspunkt, hvor de forlod sygehusets område, var tvangsindlagt eller

tvangstilbageholdt. Var den pågældende frivilligt indlagt, er uformel

tilbageførsel ikke mulig. Det gælder, selv om patienten på det tidspunkt,

hvor den pågældende forlod sygehusets område, kunne tvangstilbageholdes efter

psykiatrilovens § 10, hvis den pågældende havde anmodet om udskrivning.

Baggrunden for dette forhold er, at tvangstilbageholdelse kun kan etableres

med virkning for personer, der er indlagt, og som på det tidspunkt, hvor

beslutningen træffes, befinder sig på sygehuset eller sygehusets område, jf.

psykiatrilovens § 1, stk. 1.

At tilbageførsel af tvangsindlagte eller tvangstilbageholdte patienter kun

er mulig inden for et kortere tidsrum efter, at udeblivelsen er konstateret,

har sammenhæng med, at patientens tilstand kan have forandret sig, hvis den

pågældende har været i stand til at klare sig uden for sygehuset i længere

tid. I disse tilfælde kan der ikke generelt antages at være en

forhåndsformodning for, at betingelserne for frihedsberøvelse fortsat er

opfyldt. Endvidere kan der hos patienter, der har opholdt sig uden for

sygehuset i længere tid, og som ikke bevidst har skjult sig, være skabt en

forventning om, at tilbageførsel til vedkommende psykiatriske afdeling ikke

vil ske. I sådanne tilfælde kan tvungen tilbageførsel derfor kun ske under

iagttagelse af fremgangsmåden for tvangsindlæggelse. Det indebærer bl.a., at

frihedsberøvelse kun kan iværksættes på grundlag af en lægelig undersøgelse

af den pågældende.

Psykiatrilovsundersøgelsen viser, at der på de psykiatriske afdelinger

hersker nogen usikkerhed om adgangen til at tilbageføre indlagte patienter,

og at patienter undertiden »tvangstilbageholdes« uden at have

begæret sig udskrevet for at skabe mulighed for, at politiet efter

omstændighederne kan føre patienten tilbage til afdelingen uden iagttagelse

af fremgangsmåden for tvangsindlæggelse, jf. afsnit 3.5. ovenfor.

7.1.2. Justitsministeriets overvejelser om adgangen til at tilbageføre

bortgåede eller udeblevne patienter

Tilbageførsel af tvangsindlagte og tvangstilbageholdte patienter

Selv om tilbageførsel af en frihedsberøvet patient, der er bortgået eller

udeblevet, kan betragtes som en håndhævelse af frihedsberøvelsen, finder

Justitsministeriet det rigtigst, at den gældende adgang til uformelt at

tilbageføre tvangsindlagte og tvangstilbageholdte patienter hviler på

en udtrykkelig lovhjemmel.

Justitsministeriet foreslår derfor, at der i psykiatrilovens kapitel 3 om

frihedsberøvelse som § 10 a optages en bestemmelse om tilbageførsel. Efter

bestemmelsen kan overlægen, hvis en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt

person har forladt en psykiatrisk afdeling og ikke frivilligt er vendt

tilbage, beslutte, at den pågældende skal føres tilbage til afdelingen med

politiets bistand. Sådan tilbageførsel kan efter forslaget kun ske indtil 1

uge efter, at udeblivelsen er konstateret. Er den pågældende udeblevet efter

udgang, kan tilbageførsel i øvrigt kun ske, hvis der ikke er givet tilladelse

til udgang med mere end tre overnatninger.

Forslaget til § 10 a indebærer, at tilbageførsel kun kan ske efter

overlægens anmodning, hvis politiet finder frem til den pågældende og

tilbageførsel sker inden 1 uge efter, at udeblivelsen er konstateret. Det

gælder, selv om overlægens anmodning er fremsat i forbindelse med

konstateringen af udeblivelsen. Denne frist på 1 uge er i det væsentlige en

lovfæstelse af den ordning, der gælder i dag.

Forslaget indebærer desuden en mindre udvidelse af adgangen til

tilbageførsel i tilfælde af udgang, idet tilbageførsel også kan ske i

tilfælde, hvor der er givet tilladelse til udgang med indtil tre

overnatninger. Formålet med denne udvidelse er at forbedre mulighederne for,

at frihedsberøvede patienter kan få udgang i forbindelse med weekender og

lignende. Reglen vil formentlig medføre, at det i flere tilfælde end hidtil

findes ubetænkeligt at give tilladelse til udgang under hensyn til, at det i

tilfælde af udeblivelse vil være muligt at tilbageføre den pågældende, uden

at fremgangsmåden ved tvangsindlæggelse skal iagttages.

Tilbageførsel af patienter, der ikke er frihedsberøvede

Justitsministeriet har overvejet, om der bør indføres mulighed for også at

tilbageføre personer, der på det tidspunkt, hvor de forlod den psykiatriske

afdeling, var frivilligt indlagt, men hvor de kunne have været

tvangstilbageholdt, hvis de havde fremsat begæring om udskrivning.

Under den nugældende ordning er adgangen til at tvangstilbageholde knyttet

til, at patienten under indlæggelse på en psykiatrisk afdeling fremsætter

begæring om udskrivning, jf. psykiatrilovens § 10, stk. 3. Patientens

begæring om udskrivning fører til, at der skal tages udtrykkeligt stilling

til, om betingelserne for at frihedsberøve patienten er opfyldt, og at

patienten skal have meddelelse om overlægens beslutning. Beslutter overlægen

at tvangstilbageholde, skal patienten endvidere have beskikket

patientrådgiver og vejledes om adgangen til at få prøvet overlægens

beslutning ved retten.

Spørgsmålet om tvangstilbageholdelse af en frivilligt indlagt patient

aktualiseres således først i det øjeblik, at patienten i ord eller handling

begærer sig udskrevet. Denne ordning bygger på princippet om, at der kun

foreligger tvang, hvis der er tale om foranstaltninger, som patienten

modsætter sig, jf. lovens § 1, stk. 2. Med andre ord kan en patient, der er

frivilligt indlagt, ikke anses for frihedsberøvet, selv om en anmodning om

udskrivning i givet fald ville blive afslået.

Justitsministeriet finder ikke, at dette princip bør fraviges med henblik

på at skabe mulighed for i videre omfang uformelt at kunne føre bortgåede

eller udeblevne patienter tilbage til afdelingen.

Justitsministeriet er opmærksom på, at der kan forekomme tilfælde, hvor

det efter overlægens opfattelse vil være uforsvarligt at lade en frivilligt

indlagt patient, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse,

forlade afdelingen, men hvor overlægen ikke umiddelbart kan forhindre dette,

fordi patienten ikke begærer sig udskrevet, men alene ønsker at komme på en

kortere udgang. I sådanne tilfælde kan det efter omstændighederne overvejes

at nægte patienten udgang, således at patientens eventuelle protest mod at

blive nægtet udgang må opfattes som en begæring om udskrivning med den

virkning, at der skal træffes afgørelse om tvangstilbageholdelse.

I andre tilfælde, f.eks. når en frivilligt indlagt patient er bortgået fra

afdelingen, kan der efter omstændighederne være anledning til at kontakte

patientens praktiserende læge og orientere om patientens helbredstilstand og

det behov, der ifølge den psykiatriske afdeling eventuelt består for at

genindlægge den pågældende, eventuelt ved en tvangsindlæggelse.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 10 a og § 37 i

lovforslagets § 1, nr. 3 og 13.

7.2. Justitsministeriets og Sundhedsministeriets overvejelser om

»prøveudskrivning« af tvangsindlagte eller tvangstilbageholdte

patienter og om udskrivningsaftaler

Den norske ordning om tvungen psykiatrisk efterværn

Efter den norske psykiatrilov, jf. lov nr. 2 af 28. april 1961 med senere

ændringer om psykisk helsevern, er der bl.a. mulighed for, at personer, der

er indlagt på et psykiatrisk sygehus, og som opfylder lovens betingelser for

tvangstilbageholdelse, kan overføres til såkaldt tvungen psykiatrisk

efterværn uden for sygehuset, uden at den pågældende formelt udskrives fra

sygehuset, jf. lovens § 13, stk. 1 (»tvunget psykiatrisk

ettervern«). Afgørelsen om tvungen psykiatrisk efterværn træffes af den

læge, der har det behandlingsmæssige ansvar for patienten på sygehuset.

Tvungen psykiatrisk efterværn kan bl.a. bestå i, at der føres tilsyn med

patienten, og at patienten skal være i ambulant behandling eller i behandling

i en daginstitution. Det behandlingsmæssige ansvar påhviler i den forbindelse

som udgangspunkt det sygehus, hvor patienten er indlagt. Tvungen psykiatrisk

efterværn kan normalt kun vare 1 år, men efterværnet kan dog forlænges med 1

år ad gangen efter kontrolkommissionens bestemmelse, hvis sygehusets overlæge

eller den læge, der har tilsynet med patienten uden for sygehuset, anmoder om

det. Hvis patientens helbredstilstand forværres under det psykiatriske

efterværn, og lovens betingelser for tvangstilbageholdelse i øvrigt er

opfyldt, kan patienten endvidere genindlægges på sygehuset, uden at

fremgangsmåden ved tvangsindlæggelse skal iagttages.

Kontrolkommissionen skal underrettes om alle afgørelser, der træffes

vedrørende iværksættelse af tvungen psykiatrisk efterværn og genindlæggelse

af patienten uden forudgående tvangsindlæggelse. Også patienten, dennes

nærmeste og den myndighed, der eventuelt har anmodet om at få patienten

indlagt, skal underrettes med henblik på efter omstændighederne at udnytte

adgangen til at klage over afgørelsen til kontrolkommissionen.

Prøveudskrivning og udskrivningsaftaler

Justitsministeriet har som led i behandlingen af spørgsmålet om

tilbageførsel af bortgåede og udeblevne patienter og i lyset af den

ovennævnte norske ordning sammen med Sundhedsministeriet overvejet, om der

bør indføres en ordning her i landet, hvorefter overlægen har mulighed for at

udskrive en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt patient på vilkår om, at

patienten følger et behandlingsforløb, og således, at overlægen kan beslutte

at genindlægge den pågældende, uden at fremgangsmåden ved tvangsindlæggelse

skal iagttages, hvis overlægen f.eks. gennem det lokale distriktspsykiatriske

center erfarer, at patienten ikke tager den ordinerede medicin

(»prøveudskrivning«).

En sådan prøveudskrivningsordning vil forbedre mulighederne for at

motivere patienten til at indgå i behandlingsforløb uden for

hospitalsmiljøet. En sådan ordning falder således i tråd med bestræbelserne

på i videst muligt omfang at forankre behandlingen af psykiatriske patienter

i distriktspsykiatrien.

En sådan mulighed for at genindlægge udskrevne patienter vil imidlertid

indebære en betydelig udvidelse af adgangen til at tilbageføre patienter, men

uden sikkerhed for, at patienten fortsat opfylder betingelserne for

frihedsberøvelse. Som det fremgår af afsnit 7.1.2. ovenfor, er det da også en

del af begrundelsen for, at uformel tilbageførsel af bortgåede og udeblevne

frihedsberøvede patienter kun kan ske inden for et kortere tidsrum efter, at

udeblivelsen er konstateret.

Risikoen for, at der ved tilbageførsel i forbindelse med genindlæggelse

sker frihedsberøvelse af personer, der ikke længere opfylder betingelserne

herfor, kunne i nogen grad modvirkes ved at udforme ordningen således, at

genindlæggelse kun kan ske, når det gennem det lokale distriktspsykiatriske

center foreligger oplyst, at den pågældende ikke har taget den ordinerede

medicin. Det indebærer, at oplysninger f.eks. fra pårørende om, at patienten

ikke tager sin medicin, eller at patienten er forsvundet, ikke i sig selv

kunne føre til, at der eventuelt i forbindelse med en eftersøgning af

patienten træffes beslutning om tvungen genindlæggelse.

Justitsministeriet og Sundhedsministeriet finder dog efter en samlet

vurdering, at det må anses for overvejende betænkeligt at indføre en sådan

ordning, der vil indebære en adgang til frihedsberøvelse, uden at de

almindelige betingelser for frihedsberøvelse efter psykiatrilovens § 5 er

konstateret opfyldt. En sådan udvidelse af mulighederne for frihedsberøvelse

vil endvidere kunne have en negativ virkning på tillidsforholdet mellem

patient og behandlere i den ambulante psykiatri.

Det må imidlertid erkendes, at der er en mindre gruppe alvorligt

sindslidende patienter, som i særlig grad har behov for en opfølgning, hvor

bl.a. pligten til at følge patienten efter udskrivning er placeret. Gruppen

er karakteriseret ved et sammenfald af meget tunge psykiatriske og sociale

problemer, hvor der uden en særlig opfølgning er stor risiko for, at gruppen

vil falde ud af behandlingssystemet, uden at nogen umiddelbart vil bemærke

det.

Følgerne af, at en sindslidende patient tilhørende denne gruppe falder ud

af behandlingssystemet, uden at nogen bemærker det, vil ofte være meget

helbredstruende for den sindslidende patient selv og meget belastende for den

sindslidende patients omgivelser. Der er således tale om sindslidende

patienter, som ikke på eget initiativ søger den nødvendige behandling eller

sociale tilbud. En patient tilhørende denne gruppe vil ofte miste samtlige

sociale kontakter, hvorfor ingen vil bemærke, eller først på et meget sent

tidspunkt vil bemærke, at vedkommende har behov for behandling.

Med en særlig opfølgning efter udskrivning fra den psykiatriske afdeling,

hvor bl.a. pligten til at følge denne gruppe sindslidende patienter efter

udskrivning fastlægges, vil disse helbredstruende følger i højere grad kunne

undgås.

Så længe den sindslidende patient er indlagt på en psykiatrisk afdeling,

vil det behandlingsmæssige ansvar og pligten til at føre tilsyn klart være

placeret hos den overlæge, der har det overordnede behandlingsmæssige ansvar

for den afdeling, hvor patienten er indlagt. Der er imidlertid behov for, at

rammerne for opfølgning i forbindelse med udskrivning, herunder hvem der får

pligt til at følge den sindslidende patient efter udskrivning, klart

fastlægges forinden udskrivningen.

På denne baggrund foreslås det, at pligten til at følge patienten efter

udskrivning fastlægges, således at denne mindre gruppe alvorligt sindslidende

patienter sikres en bedre opfølgning.

Den foreslåede ordning baseres på såkaldte

»udskrivningsaftaler«, der kan betragtes som et supplement

til de allerede eksisterende behandlingsplaner, som efter psykiatrilovens §

3, stk. 3, skal opstilles for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling.

Udskrivningsaftalerne vil endvidere udgøre resultatet af de drøftelser, der

hidtil ofte har fundet sted ved udskrivningskonferencer mellem afdelingen og

de behandlere, der forudsættes at overtage behandlingen efter udskrivningen.

Der er således tale om en præcisering af en almindeligt gældende praksis

for en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af patienters udskrivning. Allerede i

Sundhedsministeriet og Socialministeriets rapport »Fremrykning af

indsatsen for sindslidende«, august 1993, hvori deltog alle myndigheder

med ansvar for området, blev det understreget, at udskrivningsprocedurerne

var vigtige for en god og sammenhængende psykiatrisk behandling.

Efter den foreslåede ordning har overlægen ansvaret for, at der for

patienter, som efter udskrivning må antages ikke selv at ville søge den

behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred,

indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling

samt myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de

behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.

Et væsentligt element i udskrivningsaftalen bliver en klar angivelse af,

hvem der har pligten til at følge patienten efter udskrivning.

Herudover skal udskrivningsaftalen bl.a. indeholde en angivelse af

patienters aktuelle og fremtidige behov for behandling og sociale tilbud.

Endvidere skal den aftalte indsats i distriktspsykiatrien og i bopælskommunen

og eventuelt også amtskommunen, for så vidt angår de sociale tilbud, fremgå

af aftalen. Særligt for denne gruppe vil det være nærliggende, at patienten

får tilknyttet en støtte- og kontaktperson.

Endelig skal udskrivningsaftalen så vidt muligt indeholde en angivelse af

dato og tidspunkt for det første møde hos vedkommende myndighed,

privatpraktiserende sundhedsperson eller andet sted efter udskrivningen.

Ordningen bygger på patientens frivillige inddragelse i den fremtidige

behandling gennem fastlæggelse af udskrivningsaftalen. Ordningen vil således

sikre, at aftaleparterne, herunder patienten, er vidende om og indforståede

med, hvad der skal ske efter udskrivningen og - ikke mindst - hvem der er

ansvarlige for opfølgningen.

Ordningen indebærer, at den, som efter en udskrivningsaftale har pligt til

at følge en patient, skal konstatere, om patienten møder som aftalt i

distriktspsykiatrien, hos den praktiserende læge eller i det sociale tilbud

m.v. Den, der har pligten til at følge patienten, forudsættes at kontakte

patienten, hvis patienten ikke møder som aftalt, med henblik på at motivere

den pågældende til at overholde den indgåede aftale. Såfremt patienten ikke

kan motiveres til at overholde den indgåede aftale, forudsættes det, at der

om nødvendigt tilkaldes en læge med henblik på at skønne, om indlæggelse, om

nødvendigt tvangsindlæggelse, af patienten på psykiatrisk afdeling er

nødvendig.

Visse patienter, som tilhører denne mindre gruppe alvorligt sindslidende

med tunge psykiatriske og sociale problemer, kan tænkes ikke at ville

medvirke til indgåelse af en udskrivningsaftale. Disse patienter har på trods

heraf - eller måske netop derfor - også behov for den særlige opfølgning, der

vil kunne sikres ved indgåelse af en udskrivningsaftale.

Det foreslås på denne baggrund, at overlægen også i disse tilfælde

pålægges ansvar for, at en udskrivningsaftale indgås mellem den psykiatriske

afdeling, distriktspsykiatrien samt bopælskommunen og eventuelt amtskommunen

for så vidt angår de sociale tilbud. Der stilles samme indholdsmæssige krav

til en aftale indgået uden patientens medvirken som til en aftale, hvortil

patienten har medvirket.

Den foreslåede ordning med udskrivningsaftaler omfatter alene den mindre

gruppe alvorligt sindslidende patienter, som uden en særlig opfølgning

risikerer at falde ud af behandlingssystemet, uden at nogen bemærker det.

Overlægen forudsættes forinden enhver udskrivning fra psykiatrisk afdeling at

vurdere, om patienten tilhører denne gruppe. Gruppen, der som nævnt er

karakteriseret ved et sammenfald af tunge psykiatriske og sociale problemer,

antager formentlig på landsplan en størrelsesorden på ca. 500-1000 personer.

Der vil derfor kun være tale om indgåelse af udskrivningsaftaler ved et

mindre antal udskrivninger.

En afgørende forudsætning for anvendelse af udskrivningsaftaler er, at der

kan skabes kontakt mellem kommuner og amtskommuner og mellem sundheds- og

socialvæsenet med det formål at sikre gruppen af alvorligt sindslidende

patienter en særlig opfølgning, som dækker patientens særlige behov. En

væsentlig del af denne kontakt vil bestå i udveksling af oplysninger om

patientens rent private forhold.

Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold må som hovedregel ikke

videregives til anden forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 28,

stk. 1. Videregivelse af oplysninger om rent private forhold kan dog bl.a.

ske, når den, oplysningen angår, har givet samtykke, jf. forvaltningslovens §

28, stk. 2, nr. 1, eller det følger af lov eller bestemmelser fastsat i

henhold til lov, at oplysninger skal videregives, jf. forvaltningslovens §

28, stk. 2, nr. 2. Samtykke fra patienten skal i almindelighed meddeles

skriftligt og har kun gyldighed i et år, jf. § 28, stk. 4 og 5.

At der foreligger et samtykke efter forvaltninglovens § 28, stk. 2, nr. 1,

til, at der udveksles oplysninger om patientens rent private forhold, vil

normalt være en forudsætning for, at der kan indgås en udskrivningsaftale med

patienten. Her vil retsgrundlaget for videregivelse af oplysninger om rent

private forhold således være klart.

Imidlertid kan der netop for denne gruppe patienter forekomme tilfælde,

hvor patienten ikke vil medvirke til indgåelse af udskrivningsaftalen, eller

hvor patienten ikke vil give sit samtykke til, at oplysninger kan udveksles

mellem forskellige forvaltningsmyndigheder m.fl. til forberedelse og senere

efterlevelse af en udskrivningsaftale.

Det findes derfor nødvendigt, at der i lovforslaget skabes et klart

hjemmelsgrundlag for, at myndigheder og sundhedspersoner m.fl. får adgang til

- uden samtykke fra den, oplysningerne angår - at drøfte bestemte patienters

forhold som led i indgåelse af og tilsyn med overholdelsen af

udskrivningsaftaler.

Udveksling af oplysninger i forbindelse med indgåelse af og tilsyn med

overholdelse af udskrivningsaftaler må ikke skade de pågældende myndigheder

og sundhedspersoners patientforhold. Der er derfor i lovforslaget alene givet

myndigheder og sundhedspersoner m.fl. mulighed for at videregive oplysninger.

Det er ikke tanken, at myndighederne og sundhedspersonerne m.fl. skal være

forpligtede til at udveksle oplysninger. Ordningen fraviger på dette punkt

reglerne i forvaltningslovens § 31, hvorefter en myndighed, der er berettiget

til at videregive oplysninger, efter begæring i almindelighed er forpligtet

hertil, når oplysningerne har betydning for den anden myndigheds virksomhed.

Ordningen svarer på dette punkt til principperne for adgangen til at

udveksle oplysninger inden for det kriminalitetsforebyggende samarbejde

(SSP-samarbejdet), jf. retsplejelovens § 115 b.

Det kan i øvrigt efter omstændighederne være naturligt, at overlægen søger

at opnå patientens samtykke, således at overlægen kan orientere eventuelle

pårørende om, at patienten er udskrevet, og at der i den forbindelse

eventuelt er indgået en udskrivningsaftale. En sådan underretning kan således

bevirke, at også de pårørende får mulighed for at støtte og hjælpe patienten

i tiden efter udskrivningen.

7.3. Tvangsbehandling af legemlige lidelser hos sindslidende

patienter, der er indlagt på en somatisk afdeling

7.3.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

Efter psykiatrilovens § 13, stk. 1, kan en person, som opfylder

betingelserne for tvangstilbageholdelse, og som modsætter sig behandling af

en legemlig lidelse, undergives tvangsbehandling af denne lidelse, såfremt

lidelsen udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare. Beslutning

om tvangsbehandling af lidelsen træffes af vedkommende psykiatriske overlæge

og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab. Behandling

kan om fornødent ske på somatisk afdeling, jf. § 13, stk. 2.

At psykiatriloven normalt kun finder anvendelse på personer, der er

indlagt på en psykiatrisk afdeling, jf. afsnit 7.1.1. ovenfor, indebærer, at

adgangen til at tvangsbehandle en legemlig lidelse i medfør af § 13 kun

gælder for patienter, der i forvejen er indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Patienter, der er indlagt på en somatisk afdeling uden at være overført

hertil fra en psykiatrisk afdeling, er således i princippet ikke omfattet af

bestemmelsen, selv om den pågældende opfylder betingelserne for

tvangstilbageholdelse. Under hvilke betingelser sådanne patienter kan

tvangsbehandles for en legemlig lidelse, må således afgøres efter andre

regler, herunder lægeloven og straffeloven.

Efter lægelovens § 6, stk. 3, 1. pkt., må lægen ikke indlede eller

fortsætte en behandling mod patientens vilje, medmindre andet er særligt

hjemlet. Den pågældende bestemmelse blev indsat i lægeloven ved lov nr. 351

af 14. maj 1992 om ændring af lægeloven (Bestemmelser om information og

samtykke). I bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende 1991-91,

Tillæg A, sp. 2685 ff., anføres det bl.a., at formålet med bestemmelsen er at

fremhæve det gældende princip om, at en voksen, habil patient, bortset fra

særlige lovhjemlede undtagelsestilfælde, ikke må undergives nogen form for

lægelig tvangsbehandling. Hvis en i henseende til både alder og fornuft fuldt

habil patient med forståelse af sin egen situation har afvist at lade sig

behandle, vil lægen, der ikke respekterer patientens vilje, handle

retsstridigt og eventuelt kunne pådrage sig ansvar efter lægelovens § 18 om

grovere eller gentagen forsømmelse m.v. og straffelovens § 260 om ulovlig

tvang og § 157 om kvalificeret forsømmelse og skødesløshed i offentlig

tjeneste eller hverv.

Af lovforslagets bemærkninger fremgår også, at hvis patientens samtykke

ikke kan indhentes, f.eks. i tilfælde af midlertidig bevidstløshed, og der

ikke foreligger en forudgående tilkendegivelse fra patienten, vil lægen i

medfør af lægelovens og straffelovens bestemmelser om hjælpepligt være

forpligtet til at iværksætte livsnødvendig behandling eller behandling, som

er uopsættelig for på længere sigt at forbedre patientens overlevelseschancer

eller for at opnå et bedre behandlingsresultat.

Om retstilstanden på området henvises i lovforslagets bemærkninger bl.a.

til kapitel 2 i betænkning nr. 1184/1989 om afkald på livsforlængende

behandling (livstestamenter m.v.). Her anføres det s. 31, at personer, der i

henseende til alder eller fornuft savner den fornødne habilitet, ikke

retsgyldigt kan give afkald på livsnødvendig lægehjælp. Et sådant afkald kan

heller ikke gives på den inhabiles vegne af forældremyndighedens indehavere

eller fødte eller beskikkede værger. Derfor er der for den behandlende læge

en klar pligt til at yde børn og voksne inhabile, der lider af en livstruende

sygdom, den nødvendige behandling, uanset om f.eks. forældremyndighedens

indehavere ikke giver deres samtykke hertil. Lægens undladelse af at opfylde

denne pligt vil indebære en overtrædelse ikke alene af lægelovens

bestemmelser, men typisk tillige af straffelovens § 250 eller § 253.

At værgen ikke kan give afkald på livsnødvendig lægehjælp, er også lagt

til grund i forarbejderne til værgemålsloven, lov nr. 388 af 14. juni 1995,

der træder i kraft den 1. januar 1997, jf. Fortryk af Folketingets

forhandlinger 1994-95, Tillæg A, sp. 2437. Her fremgår det således, at

spørgsmålet om, hvorvidt der skal stilles krav om en værges medvirken til at

træffe beslutninger om behandling bl.a. ved læger ikke kan afklares ved

værgemålsloven. Det anføres, at såfremt der findes behov for en nærmere

regulering af dette spørgsmål, må det ske i sundhedslovgivningen, hvor der

allerede i dag findes bestemmelser om samtykke til behandling.

I psykiatrilovsundersøgelsen peger de psykiatriske afdelinger på et behov

for afklaring af spørgsmålet om tvangsbehandling af legemlige lidelser hos

sindslidende patienter, der ikke i forvejen er indlagt på en psykiatrisk

afdeling, jf. afsnit 3.5. ovenfor. Det fremgår i den forbindelse bl.a., at

patienter, der udvikler en psykose under indlæggelse på en somatisk afdeling,

ofte bringes over på den psykiatriske afdeling med henblik på

tvangsindlæggelse og derefter føres tilbage i medfør af psykiatrilovens § 13,

således at de pågældende kan tvangsbehandles for den legemlige lidelse. Det

kan på den baggrund overvejes at udvide psykiatrilovens stedlige

anvendelsesområde, således at personer, der er indlagt på en somatisk

afdeling, kan tvangsbehandles for legemlige lidelser i medfør af § 13, selv

om den pågældende ikke i forvejen er indlagt på en psykiatrisk afdeling.

7.3.2. Justitsministeriets overvejelser om adgangen til at

tvangsbehandle legemlige lidelser hos sindslidende patienter

Psykiatrilovsundersøgelsen viser, at retsstillingen med hensyn til

behandling af somatiske lidelser hos sindslidende patienter, der modsætter

sig undersøgelse og behandling, i praksis giver anledning til betydelig tvivl

uden for det område, der i dag er omfattet af psykiatrilovens § 13.

Justitsministeriet finder, at den nævnte tvivl bør fjernes ved, at der

tilvejebringes en mere klar hjemmel til at tvangsbehandle legemlige lidelser

hos personer, der opfylder betingelserne for frihedsberøvelse, jf.

psykiatrilovens § 5, selv om de pågældende ikke forinden fysisk har været

bragt ind på en psykiatrisk afdeling med henblik på indlæggelse her.

Justitsministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at der i praksis har

vist sig behov for at kunne tvangsbehandle i sådanne tilfælde, og at

sindslidende patienter, der befinder sig på en somatisk afdeling og opfylder

betingelserne for frihedsberøvelse i lovens § 5, allerede efter de nugældende

regler skal tvangsindlægges, hvis de modsætter sig at blive indlagt på en

psykiatrisk afdeling, jf. psykiatrilovens § 6, stk. 3, 1. pkt. I

Justitsministeriets overvejelser indgår også, at der ikke er tale om en reel

udvidelse af den gældende bestemmelses anvendelsesområde, men blot en

præcisering, der har til formål at undgå, at man af rent formelle grunde

tvinges til fysisk at bringe en somatisk patient ind på en psykiatrisk

afdeling for straks efter at føre den pågældende tilbage til den somatiske

afdeling, hvor den somatiske behandling skal gennemføres.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne

hertil.

8. Delegation af overlægens kompetence

Ordet »overlægen« anvendes flere steder i psykiatriloven.

Spørgsmålet om, hvorvidt ordet »overlægen« skal forstås som et

forbud mod, at kompetencen delegeres til andre læger på afdelingen, kan give

anledning til tvivl.

8.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

Efter § 3, stk. 3, skal overlægen opstille en behandlingsplan for enhver,

der indlægges på psykiatrisk afdeling, vejlede patienten om planens indhold

samt til stadighed søge at opnå patientens samtykke til dens gennemførelse.

Endvidere påhviler det ifølge § 21, stk. 1, overlægen til stadighed at påse,

at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og

beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt. Desuden

fremgår det af § 25, stk. 3, 2. pkt., at overlægen så vidt muligt skal

imødekomme en anmodning fra patienten om at få beskikket en anden

patientrådgiver fra patientrådgiverfortegnelsen end den, der står for tur.

Endelig følger det af § 37, stk. 1, 1. pkt., at sygehusmyndigheden ved klage

til patientklagenævnet bl.a. skal fremsende en erklæring fra overlægen.

Ordet »overlægen« kan i disse tilfælde forstås således, at

overlægen har ansvaret for, at de pågældende bestemmelser efterleves på

vedkommende psykiatriske afdeling. F.eks. kan § 3, stk. 3, forstås på den

måde, at overlægen har pligt til at sørge for, at der opstilles en

behandlingsplan, men ikke nødvendigvis selv skal opstille behandlingsplanen i

det enkelte tilfælde.

I andre bestemmelser er ordet »overlægen« anvendt i forbindelse

med afgørelsen af, om lovens betingelser for tvangsanvendelse er opfyldt. Der

henvises til § 9, stk. 2, om afgørelse af tvangsindlæggelse, § 10, stk. 1, om

beslutning om tvangstilbageholdelse, § 12, stk. 3, om iværksættelse af

tvangsbehandling og anvendelse af magt til behandlingens gennemførelse, § 13,

stk. 2, om iværksættelse af tvangsbehandling af legemlige lidelser og § 15,

stk. 2, om anvendelse af hånd- eller fodremme i forbindelse med

tvangsfiksering med bælte. Der kan i den forbindelse rejses spørgsmål om,

hvorvidt ordet »overlægen« forhindrer, at kompetencen delegeres til

andre læger, idet »overlægen« i disse tilfælde, der angår

anvendelse af tvang, kan forstås som en særlig retssikkerhedsgaranti.

Om rækkevidden af ordet »overlægen« anføres det i betænkning nr.

1109/1987 s. 17, at der menes den læge, der har det lægelige ansvar for det

sengeafsnit, hvor patienten er indlagt. Det kan være den administrerende

overlæge, men behøver ikke at være det. Når den, der er udnævnt til overlæge

for den eller de pågældende psykiatriske afdelinger, er bortrejst eller af

anden årsag er midlertidigt fraværende, har den læge, der under chefens

fravær fungerer som overlæge, overlægens kompetence, medmindre der er truffet

anden særlig bestemmelse i det enkelte tilfælde.

Der er i retspraksis taget stilling til, om ordet »overlægen«

forhindrer, at overlægens kompetence delegeres til andre læger på afdelingen,

når der under overlægens fravær, f.eks. om natten, skal træffes afgørelse om

tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse. Fra retspraksis kan nævnes

Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1995 s. 529,

og Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996 s. 188,

hvor det i begge tilfælde blev antaget, at beslutning om

tvangstilbageholdelse skal træffes af overlægen eller den læge, der i

overlægens fravær fungerer i hans sted. Dette krav blev ikke anset for

opfyldt i dommen fra 1995, hvor overlægens beslutning alene fremtrådte som en

efterfølgende stiltiende accept af en beslutning om tvangstilbageholdelse,

der var truffet af en underordnet læge. I dommen fra 1996 blev kravet anset

for opfyldt, idet det blev lagt til grund, at en afdelingslæges beslutning om

tvangstilbageholdelse efterfølgende var godkendt af overlægen.

I psykiatrilovsundersøgelsen peges der på et behov for at få afklaret,

hvornår ordet »overlægen« er til hinder for, at kompetencen under

overlægens fravær delegeres til andre læger på afdelingen. Der peges også på

et behov for at få afklaret, om en beslutning, der efter psykiatriloven skal

træffes af overlægen personligt og således ikke kan delegeres til underordnet

lægeligt personale, kan anses for truffet af overlægen, selv om beslutningen

er truffet af underordnet lægeligt personale, når overlægen efterfølgende

tager stilling til den, jf. afsnit 3.5. ovenfor.

8.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig i, at der kan være et behov for i lovteksten at

afklare, hvornår ordet »overlægen« betyder, at beslutningen skal

træffes af overlægen personligt eller af den læge, der under overlægens

fravær fungerer som overlæge (substitution), således at komptencen ikke kan

udøves af underordnet lægeligt personale. Justitsministeriet finder også, at

det kan være hensigtsmæssigt, at der i lovteksten tages stilling til, hvordan

man forholder sig i de tilfælde, hvor beslutningskompetencen er henlagt til

overlægen personligt, men beslutningen nødvendigvis må træffes af underordnet

lægeligt personale, f.eks. fordi en patient bliver bragt til sygehuset om

natten med henblik på tvangsindlæggelse, og der ikke er mulighed for at

forelægge spørgsmålet om tvangsindlæggelse for overlægen.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det være naturligt at udforme

bestemmelserne i psykiatrilovens § 3, stk. 3, om behandlingsplaner, § 21,

stk. 1, om den løbende overvågning af, at betingelserne for frihedsberøvelse

m.v. er opfyldt, og § 25, stk. 3, 2. pkt., om patientens anmodning om

beskikkelse af en anden patientrådgiver fra fortegnelsen over

patientrådgivere, således at ordet »overlægen« i disse tilfælde

ikke nødvendigvis sigter til overlægen personligt. I disse tilfælde er der

ikke spørgsmål om at afgøre, om lovens betingelser for at træffe beslutning

om at anvende tvang er opfyldt, og der foreligger derfor ikke særlige

retssikkerhedsmæssige hensyn, der taler for, at kompetencen henlægges til

overlægen personligt.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at § 3, stk. 3, affattes

således, at overlægen har ansvaret for, at der opstilles en behandlingsplan

for enhver, der indlægges, at patienten vejledes om planens indhold, og at

patientens samtykke til stadighed søges opnået. Overlægen skal således ikke

nødvendigvis selv opstille behandlingsplanen i det enkelte tilfælde. § 21,

stk. 1, foreslås affattet således, at overlægen til stadighed har ansvaret

for, at det påses, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering,

fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end

nødvendigt. For så vidt angår den formaliserede obligatoriske efterprøvelse

af frihedsberøvelse efter § 21, stk. 2, henvises til bemærkningerne til denne

bestemmelse nedenfor. I § 25, stk. 3, 2. pkt., foreslås det, at

»overlægen« udgår, således at det af bestemmelsen alene kommer til

at fremgå, at en anmodning fra patienten om at få beskikket en anden

patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen, så vidt muligt skal

imødekommes. Om de pågældende bestemmelser henvises i øvrigt til

bemærkningerne til psykiatrilovens § 3, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 1,

og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7 og 10.

Justitsministeriet har overvejet at ændre bestemmelsen i § 37, stk. 1, 1.

pkt., (§ 36, stk. 1, 1. pkt., i lovforslagets § 1, nr. 13) om, at

sygehusmyndigheden bl.a. skal fremsende en erklæring fra

»overlægen« til brug for patientklagenævnets sagsbehandling,

således at det alene kræves, at der foreligger en erklæring fra vedkommende

psykiatriske afdeling. Til fordel for en sådan ændring kan tale, at der

heller ikke i de tilfælde, der omfattes af § 37, stk. 1. 1. pkt., foreligger

særlige retssikkerhedsmæssige hensyn, der gør det påkrævet at henlægge

kompetencen til overlægen personligt.

Det må imidlertid anses for at være af væsentlig betydning for

patientklagenævnets sagsbehandling, herunder muligheden for at fremskynde

klagesagsbehandlingen mest muligt, jf. afsnit 6.1.3. ovenfor, at erklæringen

er underskrevet af overlægen selv eller den læge, der i overlægens fravær

fungerer som overlæge. Et sådant krav kan være med til at sikre, at der

foreligger en fyldestgørende erklæring, når patientklagenævnet skal behandle

klagen. Bestemmelsen i § 37, stk. 1, 1. pkt., foreslås på den baggrund

videreført i uændret form i § 36, stk. 1, 1. pkt., i lovforslagets § 1, nr.

13, således at ordet »overlægen« i dette tilfælde skal forstås som

overlægen personligt eller den læge, der i overlægens fravær fungerer som

overlæge. Der vil ikke være noget til hinder for, at erklæringen udarbejdes

af en anden læge, når blot erklæringen er tiltrådt af overlægen ved dennes

underskrift.

Efter Justitsministeriets opfattelse må der i de øvrige bestemmelser, hvor

ordet »overlægen« indgår, jf. afsnit 8.1. ovenfor, indlægges et

krav om, at beslutningen skal træffes af overlægen personligt eller af den

læge, der i overlægens fravær fungerer som overlæge, således at

beslutningskompetencen ikke kan udøves af underordnet lægeligt personale. Det

skyldes, at ordet »overlægen« i disse tilfælde anvendes i

forbindelse med beslutning om, hvorvidt lovens betingelser for at anvende

tvang er opfyldt, og at henlæggelse af kompetencen til overlægen personligt

derfor må opfattes som en særlig retssikkerhedsgaranti, jf. herved de to

landsretsdomme, der er refereret i afsnit 8.1. ovenfor.

Det er i de ovennævnte domme også antaget, at en beslutning, der er

henlagt til overlægen personligt, efter omstændighederne kan anses for

truffet af overlægen, selv om den i første omgang er truffet af underordnet

lægeligt personale, når overlægen efterfølgende tager stilling til den.

Justitsministeriet finder, at denne praksis bør lovfæstes, og foreslår

derfor, at der som § 4 a i psykiatriloven indsættes en bestemmelse, hvorefter

bestemmelserne i § 9, stk. 2, § 10, stk. 1, § 10 a, stk. 1, 1. pkt., § 12,

stk. 3, § 13, stk. 2, § 15, stk. 2, og § 21, stk. 2, ikke er til hinder for,

at en beslutning under overlægens fravær træffes af en anden læge, når

overlægen efterfølgende snarest tager stilling til beslutningen.

Bestemmelsen i psykiatrilovens § 4 a i lovforslagets § 1, nr. 2,

indebærer, at de beslutninger, der nævnes i bestemmelsen, f.eks. beslutning

om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, skal træffes af overlægen

personligt eller den læge, der i overlægens fravær fungerer som overlæge

(substitution). Der sigtes i den forbindelse ikke nødvendigvis til den

administrerende overlæge, men til den overlæge, der har det

behandlingsmæssige ansvar for den afdeling eller det afsnit, hvor patienten

skal indlægges eller er indlagt (den behandlingsansvarlige overlæge).

Overlægens kompetence kan i disse tilfælde principielt ikke delegeres til

underordnet lægeligt personale.

Den foreslåede bestemmelse medfører dog også, at forbudet mod delegation

af overlægens kompetence ikke er til hinder for, at beslutningen i overlægens

fravær træffes af andre læger. I sådanne tilfælde skal overlægen

efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen. Det indebærer,

at overlægen ved førstkommende lejlighed skal tage stilling til lægens

beslutning om at anvende tvang. Overlægens stillingtagen skal tilføres

tvangsprotokollen. Er der tale om en efterfølgende stillingtagen til en

beslutning om tvangstilbageholdelse, kræves det ikke, at overlægen tager

stilling til tvangstilbageholdelsen inden udløbet af den frist på 24 eller 48

timer, der gælder efter psykiatrilovens § 10, stk. 3. Disse frister skal

derimod overholdes af den læge, der under overlægens fravær træffer

bestemmelse om tvangstilbageholdelse.

Hvis overlægen underkender lægens beslutning om f.eks. at tvangsindlægge

eller tvangstilbageholde en patient, skal frihedsberøvelsen straks bringes

til ophør, idet betingelserne herfor ikke har været opfyldt. Dette forhold

adskiller sig principielt ikke fra tilfælde, hvor en frihedsberøvelse

efterfølgende erklæres ulovlig af klageinstansen, fordi betingelserne for at

tvangsindlægge eller tvangstilbageholde ikke findes at have været opfyldt.

Det samme gælder for så vidt angår andre tvangsindgreb. Der henvises i den

forbindelse til bemærkningerne til den pågældende bestemmelse i lovforslagets

§ 1, nr. 2.

9. Registrering og indberetning af tvang

9.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

Efter psykiatrilovens § 20, stk. 1, skal oplysning om enhver anvendelse af

tvang, jf. §§ 5-10 og 12-17, og enhver ordination i henhold til § 18 tilføres

afdelingens tvangsprotokol med angivelse af indgrebets nærmere indhold og

begrundelse. § 20, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for sundhedsministeren

til at fastsætte nærmere regler om tvangsprotokoller samt om registrering og

indberetning af tvang til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen.

Bestemmelsen i § 20, stk. 1, indebærer, at der er pligt til at registrere

de indgreb, der er reguleret i psykiatriloven, dvs. tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse, jf. §§ 5-10, tvangsbehandling for sindslidelse, jf. §

12, og for legemlige lidelser, jf. § 13, tvangsfiksering, jf. §§ 14-16,

fysisk magtanvendelse, herunder i form af beroligende indsprøjtning, jf. §

17, og beskyttelsesfiksering, herunder aflåsning af en afdelings yderdøre,

jf. § 18. Karakteren af de oplysninger, der i det enkelte tilfælde skal

registreres i tvangsprotokollen, er nærmere beskrevet i §§ 26-33 i

Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 617 af 21. september 1989 om

tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske

afdelinger. Sundhedsstyrelsen har i den forbindelse udfærdiget særlige

skemaer til brug for tilførsler i tvangsprotokollen, jf. bekendtgørelsens §

26, stk. 2.

I bekendtgørelsens §§ 34-35 er der fastsat nærmere regler om indberetning

af de psykiatriske afdelingers tvangsanvendelse. Efter § 34, stk. 1, skal

overlægen på vedkommende afdeling sørge for, at der kvartalsvis foretages

indberetning til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen gennem den

pågældende embedslægeinstitution om afdelingens anvendelse af

tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, tvangsbehandling,

tvangsfiksering, fysisk magtanvendelse og beskyttelsesfiksering bortset fra

aflåsning af en afdelings yderdøre. Indberetningerne foretages på skemaer,

der er udfærdiget af Sundhedsstyrelsen, og skal indeholde de oplysninger om

tvangsregistreringer, som også skal tilføres tvangsprotokollen, med

undtagelse af patientens og impliceret personales navn og cpr-nr., jf.

bekendtgørelsens § 35.

Indberetningen foregår i praksis således, at den enkelte psykiatriske

afdeling hvert kvartal fremsender anonymiserede kopier af

tvangsprotokolskemaer og indberetningsskemaet vedrørende den samlede tvang,

der er udført på afdelingen, til sygehusmyndigheden og

embedslægeinstitutionen. På baggrund af de kvartalsvise indberetninger fører

Sundhedsstyrelsen en statistik over tvangsanvendelsen.

I psykiatrilovsundersøgelsen peges der på, at det nugældende

registrerings- og indberetningssystem er uhensigtsmæssigt. Det anføres i den

forbindelse, at det under den nugældende ordning ikke er muligt at henføre de

indberettede oplysninger til bestemte personer eller indlæggelser. Det fører

til, at det ikke kan påvises, i hvilket omfang tvangsanvendelsen angår samme

person, således at den pågældende indgår flere gange i statistikken, jf.

afsnit 3.4. ovenfor. Statistikkernes anvendelse som et billede af anvendelsen

af tvang bliver herved vanskeliggjort. Det må derfor overvejes, om der bør

gennemføres ændringer på dette område.

9.2. Justitsministeriets overvejelser

De nugældende krav om førelse af tvangsprotokoller og indberetning af

tvang kan være tidsmæssigt belastende for personalet på de psykiatriske

afdelinger. Indberetningerne har endvidere kun begrænset statistisk værdi,

idet de indberettede oplysninger ikke kan henføres til bestemte personer.

På den anden side kan de nugældende krav om registrering af tvang siges at

øge patientens retssikkerhed bl.a. i forbindelse med behandlingen af klager

ved patientklagenævnene og domstolene, og registreringen forbedrer de

psykiatriske afdelingers muligheder for at udøve egenkontrol, jf. herved

betænkning nr. 1109/87 s. 79-80.

Det kan endvidere anføres, at kravet om registrering og indberetning af

tvang som udgangspunkt er nødvendigt, for at sygehusmyndighederne og

Sundhedsstyrelsen kan varetage opgaven med at føre løbende kontrol med

tvangsanvendelsen.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det derfor være betænkeligt at

opgive de nugældende krav i psykiatrilovens § 20 om registrering og

indberetning af tvang. Justitsministeriet er imidlertid opmærksom på, at

førelsen af tvangsprotokoller og indberetningen af tvangsanvendelse kan

indebære en ikke ubetydelig arbejdsmæssig belastning for personalet på de

psykiatriske afdelinger, og at det kan være en svaghed ved det nugældende

indberetningssystem, at de indberettede oplysninger ikke er personhenførbare.

Det er da også baggrunden for, at der under Sundhedsstyrelsen har været

nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til, hvorledes

registrerings- og indberetningssystemet kan forbedres. Sundhedsstyrelsen har

på baggrund af arbejdsgruppens drøftelser anbefalet, at der søges gennemført

en ændring af de nugældende regler, således at tvangsprotokollerne gøres

personhenførbare, idet en sådan ændring kan bidrage til, at muligheden for at

føre kontrol med tvangsanvendelsen på de psykiatriske afdelinger styrkes.

Justitsministeriet er enig i, at indførelse af adgang til at gøre de

indberettede oplysninger personhenførbare må antages at forbedre det

nugældende indberetningssystem. Under hensyn til oplysningernes

personfølsomme karakter finder Justitsministeriet det rigtigst, at der i

psykiatrilovens § 20, stk. 2, indsættes en ny bestemmelse, der udtrykkeligt

bemyndiger sundhedsministeren til at fastsætte regler om, at indberetninger

kan indeholde oplysninger om patientens identitet. Der henvises til

lovforslagets § 1, nr. 6, med tilhørende bemærkninger.

10. Patientrådgiverordningen

10.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

En af psykiatrilovens nydannelser var indførelse af

patientrådgiverordningen, jf. lovens kapitel 8. I § 24 er der fastsat regler

om, hvornår patientrådgivere beskikkes, og hvilke opgaver de har.

Efter § 24, stk. 1, skal der således beskikkes en patientrådgiver for enhver,

der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling.

Der skal endvidere efter anmodning fra patienten beskikkes en patientrådgiver

ved fiksering m.v. Af § 24, stk. 2, fremgår det, at patientrådgiveren skal

vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med

indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren

skal endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af

eventuelle klager.

Psykiatrilovens § 25 indeholder regler om fremgangsmåden ved

beskikkelse af patientrådgivere. Efter § 25, stk. 1, antager

statsamtmanden efter ansøgning et antal patientrådgivere. En fortegnelse over

disse fordeles mellem de enkelte psykiatriske afdelinger i det område, som

statsamtet dækker. Beskikkelse sker i det enkelte tilfælde ved, at den

vagthavende sygeplejerske hurtigst muligt underretter patientrådgiveren om

tvangsindgrebet og beskikkelsen. Patientrådgiverne beskikkes efter tur i den

rækkefølge, hvori de er optaget på fortegnelsen, jf. § 25, stk. 2.

Ifølge § 25, stk. 3, skal patienten have lejlighed til at udtale sig om

den påtænkte beskikkelse. Fremsætter patienten i den forbindelse anmodning om

at få beskikket en anden patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen,

skal overlægen så vidt muligt imødekomme en sådan anmodning. Fremsætter

patienten anmodning om beskikkelse af en person, som ikke er optaget på

fortegnelsen, sker der ifølge § 25, stk. 4, foreløbig beskikkelse af den

person, der står for tur, jf. § 25, stk. 2. Statsamtmanden træffer i så fald

bestemmelse om, hvorvidt den af patienten foreslåede person kan beskikkes,

idet patientens anmodning som udgangspunkt skal imødekommes, medmindre dette

er utilrådeligt.

Om ophør af beskikkelse er det i § 28 fastsat, at beskikkelsen

bortfalder samtidig med, at tvangsindgrebet bringes til ophør, idet

patientrådgiveren dog skal bistå patienten i forbindelse med klager, som

allerede er iværksat, eller som samtidig iværksættes.

Ved kortvarige tvangsindgreb, der er bragt til ophør inden

patientrådgiverens første besøg, bortfalder beskikkelse dog først, når

besøget har fundet sted.

I §§ 26 og 27 er der fastsat regler om patientrådgiverens kontakt til

patienten og om de oplysninger, som personalet skal give

patientrådgiveren, for at den pågældende kan udføre sit hverv. Efter § 26

skal patientrådgiveren besøge patienten snarest muligt efter beskikkelsen og

til stadighed holde sig i forbindelse med denne. Første besøg skal aflægges

inden 24 timer efter beskikkelsen, og besøg skal herefter finde sted mindst

en gang om ugen og i øvrigt efter behov. Patientrådgiveren har endvidere ret

til fri og uhindret personlig, skriftlig og telefonisk forbindelse med

patienten. Patientrådgiveren skal også have enhver oplysning, som er

nødvendig for, at denne kan varetage sit hverv på forsvarlig måde. Må en

oplysning af lægelige grunde ikke gives til patienten, må den dog heller ikke

gives til patientrådgiveren, jf. § 27.

De ovennævnte bestemmelser suppleres i psykiatrilovens § 29 af en

bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren fastsætter nærmere

regler om antagelse og beskikkelse af patientrådgivere, deres opgaver og

nærmere beføjelser samt honorar. I medfør bl.a. af denne bestemmelse er

udstedt bekendtgørelse nr. 32 af 17. januar 1995 om patientrådgivere og

bistandsværger. I denne bekendtgørelse er der bl.a. givet nærmere regler om

antagelse og beskikkelse af patientrådgivere og bistandsværger og om ophør af

sådanne beskikkelser, jf. bekendtgø relsens kap. 1-2, 4 og 6. Der er

endvidere fastsat nærmere regler om patientrådgiverens og bistandsværgens

opgaver og beføjelser, jf. kap. 3 og 5. Endelig rummer kap. 7 bestemmelser om

vederlag til patientrådgivere og bistandsværger.

I den forbindelse fremgår bl.a., at vederlaget til beskikkede

patientrådgivere, der er optaget på fortegnelsen over patientrådgivere,

normalt udgør 800 kr. ved tvangsindgreb af en varighed på 0-7 dage, 1.200 kr.

ved tvangsindgreb af en varighed på 8-30 dage og 1.600 kr. for hver

påbegyndte 3. måned ved tvangsindgreb af en varighed på mere end 30 dage, jf.

§ 31, stk. 1 og 2, og § 33, stk. 2. Dette vederlag dækker ud over honorar for

patientrådgiverens arbejde i forbindelse med besøg, retsmøder, klagesager

m.v. tillige de udgifter, der er forbundet med hvervet, herunder udgifter til

telefon m.v., jf. § 33, stk 1. Honorar m.v. udbetales af sygehusmyndigheden.

Ved bekendtgørelse nr. 32 af 17. januar 1995 blev vederlaget til

patientrådgiverne forhøjet i forhold til tidligere, mens de hidtil gældende

regler for tildeling blev bibeholdt.

Herudover er der ved bekendtgørelse nr. 928 af 22. oktober 1996 om ændring

af bekendtgørelse om patientrådgivere og bistandsværger gennemført en

ordning, der indebærer, at de patientrådgivere, der er antaget af

statsamterne, ved siden af det takstmæssige vederlag har krav på godtgørelse

af udgifter til befordring efter de takster, der gælder for ansatte i staten.

Ordningen har været gældende siden den 1. januar 1996.

Patientrådgivere, der ikke er optaget på fortegnelsen over

patientrådgivere, har krav på godtgørelse af udgifter til befordring til

indtil 5 besøgsrejser årligt efter de regler, der gælder for ansatte i

staten, jf. bekendtgørelsens § 31, stk. 3, 1. pkt.

Af psykiatrilovsundersøgelsen fremgår det, at patientrådgiverne generelt

er tilfredse med hvervet og fagligt godt rustet til at bestride det.

Endvidere har patientrådgiverne god kontakt til patienterne og personalet. I

undersøgelsen peges der dog også på, at en række forhold, bl.a. aflønning og

hovedbeskæftigelse, medfører, at den første kontakt til patienten ofte

forsinkes, og at patientrådgiverne langt fra altid deltager i retsmøder og

møder i patientklagenævnene. Endvidere er der forskellige opfattelser af,

hvad hvervet indebærer, og hvordan det bør praktiseres, jf. afsnit 3.6.

ovenfor.

10.2. Justitsministeriets overvejelser

Der henvises indledningsvis til afsnit 6.3. ovenfor vedrørende

Justitsministeriets overvejelser og forslag om patientrådgiverens deltagelse

i møder i patientklagenævnet ved behandlingen af klager fra vedkommende

patient. Endvidere henvises til bemærkningerne til psykiatrilovens § 24, stk.

2, i lovforslagets § 1, nr. 9.

Som det fremgår af afsnit 10.1. ovenfor, blev vederlaget til

patientrådgiverne forhøjet i januar 1995. Herudover er der med virkning fra

den 1. januar 1996 indført en ordning, hvorefter der ydes patientrådgivere,

som er antaget af statsamtmanden, godtgørelse for udgifter til befordring ved

siden af det takstmæssige vederlag. Der er således i de senere år sket en

væsentlig forbedring af den samlede vederlæggelse af patientrådgiverne.

Justitsministeriet vil imidlertid bl.a. i lyset af forslaget om

patientrådgiverens deltagelse i patientklagenævnets møder og forslaget om at

udvide nævnets kompetence til også at omfatte sager om tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse være opmærksom på, om der kan være behov for at

foretage en yderligere justering af vederlaget til patientrådgiverne.

Endvidere overvejer Justitsministeriet løbende, om der kan antages at være

behov for yderligere initiativer, der kan styrke patientrådgivernes

forudsætninger for at varetage hvervet. Det kan i den forbindelse nævnes, at

Sundhedsministeriet, Socialministeriet og Justitsministeriet i samarbejde med

de kommunale parter har besluttet at etablere et særligt kursustilbud til

personer, der arbejder med sindslidende. Målgruppen for dette kursustilbud er

primært patientrådgivere og bistandsværger samt støtte- og kontaktpersoner.

Der er nedsat en arbejdsgruppe, der skal forestå udviklingen af

kursustilbudene. Kurserne forventes udbudt i løbet af foråret 1997.

11. Ordningen med patientråd og patientmøder

11.1. Gældende ret og psykiatrilovsundersøgelsen

Efter psykiatrilovens § 30 skal der på hvert enkeltpsykiatrisk sygehus

eller afdeling oprettes patientråd eller afholdes patientmøder efter regler,

som fastsættes af sundhedsministeren. Formålet med denne bestemmelse er at

give patienterne mulighed for at øve indflydelse på egne forhold. Patientråd

og afholdelse af patientmøder kan således have betydning for patienternes

følelse af eget værd og for personalets holdning til patienterne.

Patienternes medindflydelse kan endvidere ses som en kontrolforanstaltning,

der kan medvirke til at forebygge eventuelt misbrug, jf. herved betænkning

nr. 1068/86 s. 407-417 og s. 423-426 og betænkning nr. 1109/87 s. 28 og s.

94-95.

De nærmere regler om patientråd og patientmøder er fastsat i

Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 708 af 20. november 1989 om

patientråd og patientmøder på psykiatriske sygehuse og afdelinger. Efter

bekendtgørelsens § 1, stk. 2, skal amtsrådet beslutte, hvorvidt der på det

enkelte psykiatriske sygehus eller afdeling skal oprettes patientråd eller

afholdes patientmøder. Som grundlag for denne beslutning skal antallet af

patienter på sygehuset eller afdelingen samt patienternes mulighed i øvrigt

for at øve indflydelse og medbestemmelse på egne forhold indgå, jf. § 1, stk.

3.

Det påhviler endvidere amtsrådet at udfærdige nærmere retningslinier for

oprettelse af patientråd og afholdelse af patientmøder, herunder om antallet

af medlemmer i de nævnte organer samt disses virksomhed, jf. § 1, stk. 4.

Desuden skal amtsrådet skabe det fornødne grundlag for, at patientråd kan

oprettes, eller patientmøder kan afholdes, herunder sikre den fornødne

vejledning og assistance, jf. § 2.

Om patientråd er det i øvrigt fastsat, at rådet vælges af og blandt

patienterne, og at medlemskab af rådet ophører, når det pågældende medlem

udskrives eller af andre grunde forlader sygehuset. Endvidere skal

patientrådet holde møde jævnligt, dog mindst en gang i kvartalet, jf. § 4.

Desuden er oprettelse af patientråd ikke til hinder for afholdelse af

patientmøder, jf. § 7.

Patientrådet har ikke kompetence til at behandle spørgsmål, der vedrører

enkeltpersoners forhold, jf. § 6. Efter § 5 skal en række spørgsmål af

generel betydning for patienterne forelægges patientrådet til udtalelse,

inden der træffes beslutning. Således skal rådet høres over retningslinier

for det almindelige omsorgsarbejde, meningsfyldt beskæftigelse og husorden på

de enkelte afdelinger samt tildeling og administration af de midler, der

afsættes til patienternes beklædning, fritidsbefordring og aktiviteter som

f.eks. sport m.v. og uddannelse m.v. Rådet skal også høres over planer og

funktionsbeskrivelser for de bygningsmæssige forhold, større ændringer i

disse samt større inventaranskaffelser.

Efter § 8 skal der afholdes patientmøder, hvis det er besluttet

ikke at oprette patientråd, jf. § 1, stk. 2. De ovennævnte regler om

patientråd gælder også for patientmøder med de ændringer, forholdene

tilsiger, jf. § 8, stk. 2. Det antages bl.a. at indebære, at patientmøder kan

afholdes hyppigere end patientråd, og at deltagelse i patientmøder ikke

nødvendigvis afhænger af, om den pågældende er valgt, men efter

omstændighederne kan omfatte alle, der er indlagt på vedkommende psykiatriske

afdeling. På patientmøder kan i øvrigt alle anliggender vedrørende sygehuset

eller afdelingen drøftes, bortset fra spørgsmål, der vedrører enkeltpersoners

forhold, jf. § 9.

I psykiatrilovsundersøgelsen anføres det, at ordningen med patientråd og

patientmøder ikke fungerer hensigtsmæssigt, jf. afsnit 3.5. ovenfor. Det

nævnes i den forbindelse, at ordningen er af vekslende kvalitet og især ikke

synes at fungere på de akutte lukkede afdelinger, hvor der anvendes mest

tvang.

11.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet finder, at det må tillægges væsentlig betydning, at

patienterne har mulighed for at øve indflydelse på egne forhold. Imidlertid

tyder erfaringerne på, at den nugældende ordning med patientråd og

patientmøder ikke fungerer efter hensigten. En mulig forklaring på dette

forhold kan være, at de patienter, der er indlagt gennem længere tid, og som

kunne drage nytte af ordningen, ofte på grund af deres sygdom har vanskeligt

ved at deltage i arbejdet. En anden forklaring kunne være, at den største del

af patientgruppen i dag udskrives så hurtigt fra de psykiatriske afdelinger,

at det er vanskeligt at få ordningen til at fungere kontinuerligt.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at det kan overvejes at ophæve

de nugældende bestemmelser om patientråd og patientmøder. Justitsministeriet

finder dog også, at der fortsat bør sikres patienterne mulighed for at øve

indflydelse på egne forhold, idet dette må antages at have betydning for,

hvordan opholdet på en psykiatrisk afdeling opleves, og dermed også for

behovet for tvangsanvendelse.

Justitsministeriet foreslår derfor, at psykiatrilovens § 30 i stedet

affattes således, at sundhedsministeren kan fastsætte regler om

patientindflydelse på psykiatriske afdelinger, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

Formålet med en sådan bestemmelse er at give mulighed for administrativt at

fastsætte nærmere regler om patientindflydelse. Med udtrykket

»patientindflydelse« sigtes i den forbindelse til

patientinddragelse i en bredere betydning end den nugældende formaliserede

fremgangsmåde med oprettelse af patientråd eller afholdelse af patientmøder.

Det forudsættes i øvrigt, at erfaringerne med patientråd og patientmøder

indgår ved fastsættelsen af sådanne regler.

12. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Forslaget om forenkling af klageordningen, således at alle klager over

brugen af tvang, herunder tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, i 1.

instans indbringes for patientklagenævnet, indebærer, at patientklagenævnene

vil skulle behandle et yderligere antal klagesager. Skønnet over dette antal

er behæftet med betydelig usikkerhed, bl.a. fordi omfanget af

tvangsanvendelsen, klagefrekvensen og antallet af klager, der frafaldes,

påvirkes af en række faktorer, herunder forholdene på de psykiatriske

institutioner, sagsbehandlingstiden, begrænsning af opsættende virkning af

klage over tvangsbehandling m.v. Med disse betydelige usikkerheder skønnes

det, at der som følge af lovforslaget vil skulle afgøres ca. 250-600

yderligere klagesager pr. år i landets patientklagenævn.

Lovforslaget indebærer endvidere yderligere krav til patientklagenævnenes

sagsbehandling, herunder især en absolut sagsbehandlingsfrist på 7 hverdage

for behandlingen af de klager, der efter lovforslaget fortsat har opsættende

virkning. Opfyldelsen af disse krav forudsætter et øget beredskab i

patientklagenævnene, antagelse af yderligere suppleanter til nævnene,

styrkelse af sekretariatsfunktionen bl.a. med henblik på afrapportering m.v.

Det er ligeledes behæftet med usikkerhed at vurdere de økonomiske

konsekvenser af disse yderligere krav til nævnenes sagsbehandling.

På grundlag af talmateriale modtaget fra Indenrigsministeriet skønner

Justitsministeriet, at de samlede merudgifter til patientklagenævnene som

følge af lovforslaget vil andrage ca. 4 mio.kr.

Vedrørende udskrivningsaftaler bemærkes, at der, jf. pkt. 7.2 ovenfor, er

tale om en præcisering af almindelig gældende praksis for en god og

hensigtsmæssig tilrettelæggelse af psykiatriske patienters udskrivning, sådan

som dette bl.a. hidtil er sket med udskrivningskonferencer, udsendelse af

udskrivningsbreve og anden nødvendig kontakt til myndigheder m.v.

Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser, der medfører yderligere krav

til de fysiske rammer på de psykiatriske afdelinger. Som nævnt i afsnit 4.3.

i de generelle bemærkninger til lovforslaget, søger regeringen imidlertid

afsat en pulje på 400 mio. kr. over 3 år til medfinansiering af amtslige

udgifter til forbedringer for psykiatriske patienter, herunder især til

modernisering af psykiatriske afdelinger og hospitaler. Medfinansieringen

indebærer, at den samlede værdi af de gennemførte moderniseringer m.v. bliver

i størrelsesordenen 1 mia. kr.

Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at medføre økonomiske eller

administrative konsekvekser for det offentlige af betydning. Forslaget har

endvidere ikke miljømæssige eller erhvervsøkonomiske konsekvenser og

indeholder ikke EU-retlige aspekter.

13. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget er ved fremsættelsen sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns

Byret og for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, rigsadvokaten, rigspolitichefen,

politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark,

Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk

Kriminalpolitiforening, Retspsykiatrisk Klinik, Advokatrådet, Det Danske

Center for Menneskerettigheder, Det Etiske Råd, Retslægerådet, Den

Almindelige Danske Lægeforening, Praktiserende Lægers Organisation,

Foreningen af Speciallæger, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk

Psykiatrisk Selskab, Danske Psykiatere og Børnepsykiateres Organisation,

Hovedstadens Sygehusfællesskab, samtlige amtskommuner, Amtsrådsforeningen,

Kommunernes Landsforening, Københavns kommune, Frederiksberg kommune, Det

Centrale Handicapråd, Center for Ligebehandling af Handicappede, De

Samvirkende Invalideorganisationer, Landsforeningen LEV, Landsforeningen

Sind, Landsforeningen Pårørende til Sindslidende, Galebevægelsen,

Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger, Alzheimerforeningen,

Medborgernes Menneskerettigheds Kommission, Foreningen af Amtmænd, Foreningen

af Statsamtsjurister, samtlige patientklagenævn, Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn, Forbundet af Offentligt Ansatte, Institut for Psykiatrisk

Grundforskning, Psykiatrifonden, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Dansk

Socialrådgiverforening, Socialpædagogernes Landsforbund, Dansk Sygeplejeråd,

Embedslægeforeningen, Dansk Psykologforening og Ergoterapeutforeningen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede regler sammenholdt med de

gældende regler.

Til § 1

Til nr. 1 (psykiatrilovens § 3)

Efter psykiatrilovens § 3, stk. 3, skal overlægen opstille en

behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling, vejlede

patienten om planens indhold samt til stadighed søge at opnå patientens

samtykke til dens gennemførelse. Det har i praksis givet anledning til tvivl,

om de pligter, der påhviler overlægen, kan udføres af andre læger i det

enkelte tilfælde. Ved den foreslåede ændring af stk. 3 præciseres det, at

overlægen har ansvaret for, at der bl.a. opstilles en behandlingsplan. Det

indebærer, at overlægen ikke nødvendigvis selv skal opstille

behandlingsplanen, men har pligt til at sørge for, at behandlingsplanen

udarbejdes.

Der henvises i øvrigt til afsnit 8 ovenfor i de almindelige bemærkninger

til lovforslaget.

Som § 3, stk. 4, foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter

overlægen har ansvaret for, at der for patienter, som efter udskrivning må

antages ikke selv at ville søge den behandling eller de sociale tilbud, der

er nødvendige for patientens helbred, indgås en udskrivningsaftale om de

behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten. Aftalen skal som

udgangspunkt indgås mellem patienten, den psykiatriske afdeling og de

myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl., der skal forestå den

opfølgende indsats over for patienten. Vil patienten ikke medvirke ved

indgåelsen af en sådan aftale, har overlægen ansvaret for, at aftalen indgås

mellem den psykiatriske afdeling og de relevante myndigheder,

privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl., jf. § 3, stk. 5, i

lovforslagets § 1, nr. 1.

Som et supplement til de foreslåede bestemmelser om udskrivningsaftaler i

stk. 4 og 5 foreslås i stk. 6 regler om, at de psykiatriske afdelinger

og de myndigheder og privatpraktiserende læger m.v., der indgår aftale om

behandlingstilbud osv. efter udskrivning, kan udveksle følsomme oplysninger

om patienten også uden dennes samtykke. Oplysninger kan kun videregives, hvis

det er nødvendigt af hensyn til muligheden for indgåelse af og tilsyn med

overholdelse af udskrivningsaftaler. Der er ikke pligt til videregivelse af

oplysninger, hvis det f.eks. skønnes at kunne skade forholdet til patienten.

Om bestemmelserne i § 3, stk. 4-6, henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger pkt. 7.2.

Til nr. 2 (psykiatrilovens § 4 a)

Efter psykiatrilovens § 9, stk. 2, træffer overlægen afgørelse om,

hvorvidt betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt. Efter § 10, stk. 1,

tager overlægen endvidere stilling til, om betingelserne for

tvangstilbageholdelse er opfyldt. Overlægen træffer også afgørelse om

tvangsbehandling og om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt

til behandlingens gennemførelse, jf. § 12, stk. 3. Beslutning om

tvangsbehandling af legemlige lidelser træffes af vedkommende psykiatriske

overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab, jf.

§ 13, stk. 2, 1. pkt. Beslutning om, at der ved tvangsfiksering foruden bælte

skal anvendes hånd- eller fodremme, træffes ligeledes af overlægen, jf. § 15,

stk. 2. Efter § 21, stk. 2, skal overlægen med faste intervaller efterprøve,

om betingelserne for fortsat frihedsberøvelse er opfyldt, og tilføre

tvangsprotokollen oplysning herom.

Det har i praksis givet anledning til tvivl, om ordet

»overlægen« også i disse tilfælde, der vedrører spørgsmålet om

anvendelse af tvang, skal forstås således, at kompetencen er henlagt til

overlægen personligt som en særlig retssikkerhedsgaranti og derfor ikke kan

delegeres til andre læger, f.eks. en 1. reservelæge. Det samme spørgsmål kan

rejses i tilfælde af tilbageførsel, jf. psykiatrilovens § 10 a, stk. 1, 1.

pkt., i lovforslagets § 1, nr. 3, hvorefter overlægen under visse betingelser

kan beslutte, at en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt person, der har

forladt en psykiatrisk afdeling eller er udeblevet efter udgang, med

politiets bistand skal føres tilbage til afdelingen.

§ 4 a i lovforslagets § 1, nr. 3, indebærer, at de ovennævnte beslutninger

principielt skal træffes af overlægen personligt eller den læge, der i

overlægens fravær fungerer som overlæge (substitution). Med udtrykket

»overlægen« sigtes i den forbindelse til den læge, der har det

behandlingsmæssige ansvar for den afdeling eller det afsnit, hvor patienten

er indlagt eller skal indlægges (den behandlingsansvarlige overlæge).

Det kan imidlertid forekomme, at afgørelsen må træffes af en anden læge,

f.eks. fordi patienten bliver bragt til sygehuset om natten med henblik på

tvangsindlæggelse, og der ikke er mulighed for at forelægge spørgsmålet om

tvangsindlæggelse telefonisk for overlægen. § 4 a indebærer, at kravet om, at

afgørelsen skal træffes af overlægen personligt, i sådanne tilfælde ikke er

til hinder for, at en anden læge træffer afgørelsen, forudsat at overlægen

efterfølgende snarest tager stilling til lægens beslutning.

Som nævnt i pkt. 8.2. ovenfor i lovforslagets almindelige bemærkninger,

indebærer udtrykket »snarest«, at overlægen skal tage stilling

hurtigst muligt efter, at overlægen igen er mødt på sygehuset. Resultatet af

overlægens stillingtagen skal tilføres tvangsprotokollen. Er der tale om en

efterfølgende stillingtagen til en tvangstilbageholdelse, kræves det ikke, at

overlægen når at tage stilling inden udløbet af den frist på henholdsvis 24

og 48 timer, der er fastsat i psykiatrilovens § 10, stk. 3, 1. og 2. pkt.

Disse frister skal derimod overholdes af den læge, der under overlægens

fravær træffer bestemmelse om tvangstilbageholdelse. Når § 10, stk. 3, i

øvrigt ikke er nævnt i forslaget til ny § 4 a, skyldes det, at der er tale om

en fristregel og ikke er kompetenceregel. Kompetencen til at træffe afgørelse

vedrørende tvangstilbageholdelse er fastlagt i § 10, stk. 1.

Underkender overlægen lægens beslutning om f.eks. at tvangsindlægge eller

tvangstilbageholde en person, skal frihedsberøvelsen straks bringes til

ophør. Om der i så fald f.eks. er grundlag for at rejse krav om erstatning,

må afgøres efter de almindelige regler herom. Det adskiller sig principielt

ikke fra de tilfælde, hvor overlægens beslutning om frihedsberøvelse

efterfølgende bliver underkendt af retten, fordi retten ikke finder, at

betingelserne for at frihedsberøve har været opfyldt. Det samme gælder

overlægens eventuelle underkendelse af andre tvangsindgreb, der er besluttet

under overlægens fravær.

Til nr. 3 (psykiatrilovens § 10 a)

Ved lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås som § 10 a indsat en bestemmelse om

tilbageførsel af bortgåede og udeblevne patienter. Bestemmelsen indebærer, at

en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt person, der har forladt en

psykiatrisk afdeling og ikke frivilligt er vendt tilbage, efter overlægens

beslutning kan føres tilbage til afdelingen med politiets bistand.

Tilbageførsel kan dog kun ske indtil 1 uge efter, at udeblivelsen er

konstateret. Er den pågældende udeblevet efter udgang, er det endvidere en

betingelse for tilbageførsel, at der ikke er givet tilladelse til udgang med

mere end tre overnatninger.

Det afgørende for bestemmelsens anvendelse er, at den pågældende patient

har status som frihedsberøvet (enten som tvangsindlagt eller som

tvangstilbageholdt) på det tidspunkt, hvor han eller hun forlader afdelingen.

Bestemmelsen omfatter således ikke personer, der på det tidspunkt, hvor de

forlod afdelingen, var indlagt på frivilligt grundlag. Det gælder, selv om de

på det pågældende tidspunkt kunne tvangstilbageholdes, hvis de havde fremsat

begæring om udskrivning. Sådanne personer kan derfor kun føres tvangsmæssigt

tilbage til en psykiatrisk afdeling under iagttagelse af fremgangsmåden ved

tvangsindlæggelse. Om baggrunden for, at den nugældende ordning med

tilbageførsel ikke foreslås udvidet til at omfatte visse frivilligt indlagte

patienter, henvises til pkt. 7.1.2. ovenfor i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

At tilbageførsel kun kan ske indtil 1 uge efter, at udeblivelsen er

konstateret, indebærer, at patienten skal være bragt tilbage til den

psykiatriske afdeling inden udløbet af dette tidsrum. Kommer patienten først

til afdelingen på et senere tidspunkt, f.eks. fordi politiet ikke har kunnet

finde frem til den pågældende, vil indlæggelse kun kunne ske under

iagttagelse af fremgangsmåden ved tvangsindlæggelse. Fremgangsmåden ved

tvangsindlæggelse må også anvendes i tilfælde, hvor patienten er udeblevet i

forbindelse med en udgang, hvis der er givet tilladelse til mere end tre

overnatninger. Patientens udeblivelse må sidestilles med en udtrykkelig

anmodning om udskrivning. Det indebærer, at overlægen ved modtagelsen af

patienten må tage stilling til, om betingelserne for (fortsat)

tvangstilbageholdelse er opfyldt, jf. psykiatrilovens § 10. Finder overlægen,

at patienten skal tvangstilbageholdes, kan patienten begære overlægens

afgørelse om tvangstilbageholdelse indbragt for patientklagenævnet. Det samme

gælder afgørelsen om at tilbageføre patienten, jf. psykiatrilovens § 35 i

lovforslagets § 1, nr. 13. Patientklagenævnets afgørelse vil efter

omstændighederne også kunne indbringes for retten efter retsplejelovens

kapitel 43 a, jf. psykiatrilovens § 37 i lovforslagets § 1, nr. 13.

Patienten kan endvidere anmode om patientklagenævnets og efter

omstændighederne tillige rettens prøvelse i de tilfælde, hvor overlægen efter

patientens tilbagekomst måtte nå til det resultat, at betingelserne for

frihedsberøvelse ikke er opfyldt. Prøvelse vil i sådanne tilfælde ikke angå

spørgsmålet om udskrivning, men spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne i

psykiatrilovens § 10 a, stk. 1, for at beslutte, at patienten skal føres

tilbage med politiets bistand, var opfyldt. Prøvelse ved patientklagenævnet

kan derfor også finde sted i tilfælde, hvor patientklagenævnet eller

eventuelt retten for mindre end 2 måneder siden har godkendt, at patienten

skulle frihedsberøves, jf. psykiatrilovens § 37, stk. 2, i lovforslagets § 1,

nr. 13.

I § 10 a, stk. 2, i lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås indsat en

bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter der administrativt kan fastsættes regler

om fremgangsmåden i forbindelse med tilbageførsel, herunder om politiets

medvirken hertil. Formålet med bestemmelsen er at kunne fastsætte supplerende

regler på dette område, hvis der i praksis skulle vise sig behov for det, jf.

herved Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 613 af 20. september 1989 om

fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 7.1. ovenfor i de almindelige bemærkninger

til lovforslaget.

Til nr. 4 (psykiatrilovens § 11)

Ved lovforslagets § 1, nr. 3, indføres som § 10 a en bestemmelse om

tilbageførsel i psykiatrilovens kapitel 3 om frihedsberøvelse. Som følge

heraf foreslås det, at betegnelsen »Ophør af frihedsberøvelse«

indsættes som overskrift til psykiatrilovens § 11. Bestemmelsen videreføres i

øvrigt i uændret form.

Til nr. 5 (psykiatrilovens § 13)

Efter psykiatrilovens § 13 kan tvangsbehandling af legemlige lidelser hos

sindslidende patienter kun finde sted i medfør af psykiatriloven, når

patienten i forvejen er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Ved den ændrede

affattelse af § 13, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 5, gennemføres en

præcisering af adgangen til at tvangsbehandle, idet tvangsbehandling på

somatisk afdeling efter omstændighederne også kan finde sted i tilfælde, hvor

patienten ikke, forinden tvangsbehandlingen iværksættes, fysisk har været

bragt ind på en psykiatrisk afdeling med henblik på indlæggelse.

Det kræves fortsat, at patienten opfylder betingelserne for

frihedsberøvelse, jf. psykiatrilovens § 5, herunder at der foreligger et

psykiatrisk behandlingsbehov.

Endvidere kræves det, at det lægelige personale på den somatiske afdeling

undersøger patienten og udfærdiger lægeerklæring med henblik på

tvangsindlæggelse, og at den psykiatriske overlæge tilkaldes for at træffe

afgørelse om tvangsindlæggelse af patienten, jf. herved psykiatrilovens § 6,

stk. 3, sammenholdt med § 7, stk. 2, og § 9, stk. 2. Når den psykiatriske

overlæge har truffet afgørelse om at tvangsindlægge, har patienten i lighed

med patienter, der er overført fra en psykiatrisk afdeling i medfør af § 13 i

den nugældende psykiatrilov, status af tvangsindlagt under opholdet på den

somatiske afdeling. Det indebærer bl.a., at psykiatrilovens regler om

anvendelse af tvang og klage over tvang finder anvendelse i forbindelse med

opholdet på den somatiske afdeling.

Der henvises i øvrigt til pkt. 7.3. ovenfor i de almindelige bemærkninger

til lovforslaget.

Til nr. 6 (psykiatrilovens § 20)

Efter psykiatrilovens § 20, stk. 2, fastsætter sundhedsministeren nærmere

regler om tvangsprotokoller samt om registrering og indberetning af tvang til

sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen. Sådanne regler er udstedt ved

Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 617 af 21. september 1989 om

tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske

afdelinger.

Under den nugældende indberetningsordning er det ikke muligt at indberette

patientens navn og cpr.nr., således at de indberettede oplysninger kan

henføres til bestemte personer. Det fører bl.a. til, at indberetningerne kun

har en begrænset statistisk værdi, idet det ikke kan påvises, i hvilket

omfang tvangsanvendelsen angår samme person. Ved § 20, stk. 2, 2. pkt., i

lovforslagets § 1, nr. 6, optages en bemyndigelsesbestemmelse, der giver

mulighed for administrativt at fastsætte regler om, at indberetninger skal

indeholde oplysninger om patientens identitet.

Ændringen i § 20, stk. 1, er en følge af indsættelsen af § 10 a, jf.

lovforslagets § 1, nr. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 9 ovenfor i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget.

Til nr. 7 (psykiatrilovens § 21)

Efter psykiatrilovens § 21, stk. 1, påhviler det til stadighed overlægen

at påse, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt

og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt. Ved §

21, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 7, præciseres det, at udtrykket

»overlægen« skal forstås således, at overlægen til stadighed har

ansvaret for, at frihedsberøvelse m.v. ikke anvendes i videre omfang end

nødvendigt. Overlægen skal således sørge for, at der til stadighed føres det

fornødne tilsyn med tvangsanvendelsen på afdelingen, og at arbejdsgangene på

afdelingen tilrettelægges på en sådan måde, at dette kan ske.

Den obligatoriske efterprøvelse af frihedsberøvelse efter lovens § 21,

stk. 2, skal som hidtil foretages af overlægen. På baggrund af ændringen af §

21, stk. 1, er det fundet nødvendigt udtrykkeligt at præcisere overlægens

kompetence for så vidt angår den formaliserede efterprøvelse af

frihedsberøvelse, der skal ske efter § 21, stk. 2. Såfremt overlægen finder,

at betingelserne for fortsat frihedsberøvelse ikke længere er til stede, skal

frihedsberøvelsen straks ophæves, jf. lovens § 11. Såfremt overlægen finder,

at fortsat frihedsberøvelse er nødvendig, skal patientrådgiveren og efter

begæring tillige patienten som hidtil have underretning om beslutningen.

Er overlægen fraværende, vil den formaliserede obligatoriske efterprøvelse

kunne foretages af en anden læge. Fører denne efterprøvelse til, at

frihedsberøvelsen opretholdes, skal overlægen i så fald snarest muligt

efterfølgende tage stilling til beslutningen om opretholdt frihedsberøvelse,

jf. forslaget til ny bestemmelse i lovens § 4 a. Resultatet af overlægens

stillingtagen tilføres tvangsprotokollen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 8 ovenfor i de almindelige bemærkninger

til lovforslaget. Endvidere henvises til bemærkningerne til § 3, stk. 3, i

lovforslagets § 1, nr. 1, og § 4 a i lovforslagets § 1, nr. 2, samt § 25,

stk. 3, 2. pkt., i lovforslagets § 1, nr. 10.

Til nr. 8 (overskrift til psykiatrilovens kapitel 8)

Ved psykiatrilovens § 30 i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås pligten til

at oprette patientråd eller afholde patientmøder ophævet, således at

patientindflydelsen kan tilrettelægges individuelt på de psykiatriske

afdelinger, jf. bemærkningerne nedenfor til den pågældende bestemmelse og

afsnit 11 ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Som følge

heraf foreslås overskriften til psykiatrilovens kapitel 8 ændret, således at

ordet »patientråd« udgår.

Til nr. 9 (psykiatrilovens § 24)

Efter psykiatrilovens § 24, stk. 2, skal patientrådgiveren vejlede og

rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse,

ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal

endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle

klager. Ved lovforslagets § 1, nr. 9, indsættes som 3. pkt. i § 24, stk. 2,

en bestemmelse, hvorefter patientrådgiveren så vidt muligt skal være til

stede ved klagens behandling i patientklagenævnet. Formålet med

patientrådgiverens tilstedeværelse er bl.a. at kunne bistå patienten med at

forelægge klagen for patientklagenævnet. Bestemmelsen skal bl.a. ses på

baggrund af psykiatrilovens § 35 i lovforslagets § 1, nr. 13, der udvider

patientklagenævnets kompetence til også at omfatte klager over

tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel.

Bestemmelsen indebærer ikke en absolut pligt til at være til stede. Ved

anvendelsen af udtrykket »så vidt muligt« angives det således, at

der kan forekomme tilfælde, hvor patientrådgiveren undtagelsesvis ikke har

mulighed for at deltage. Der tænkes bl.a. på tilfælde, hvor

patientklagenævnet skal træffe afgørelse i klagesager om tvangsbehandling,

der efter den ændrede affattelse af psykiatrilovens § 32, stk. 3, i

lovforslagets § 1, nr. 12, har opsættende virkning, inden 7 hverdage efter

klagens modtagelse.

Der henvises i øvrigt til afsnit 6.3. ovenfor i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 10 (psykiatrilovens § 25)

Fremsætter patienten anmodning om at få beskikket en anden patientrådgiver

fra patientrådgiverfortegnelsen end den, der står for tur, skal overlægen så

vidt muligt imødekomme en sådan anmodning, jf. psykiatrilovens § 25, stk. 3,

2. pkt. Ved lovforslagets § 1, nr. 10, præciseres det, at afgørelsen af

sådanne anmodninger ikke nødvendigvis skal træffes af overlægen personligt

eller den læge, der i overlægens fravær fungerer som overlæge, men kan

træffes af andre, herunder efter omstændighederne også af sygeplejepersonale.

Den nugældende ordning videreføres i øvrigt uændret. Patientens anmodning

om at få beskikket en anden patientrådgiver fra fortegnelsen skal således

fortsat så vidt muligt imødekommes. Endvidere kan afgørelsen af patientens

anmodning som hidtil påklages til statsamtmanden, der træffer den endelige

administrative afgørelse, jf. § 25, stk. 3, 3. pkt.

Der henvises i øvrigt til afsnit 8 ovenfor i de almindelige bemærkninger

til lovforslaget.

Til nr. 11 (psykiatrilovens § 30)

Efter psykiatrilovens § 30 skal der på hvert enkelt psykiatrisk sygehus

eller afdeling oprettes patientråd eller afholdes patientmøder efter regler,

som fastsættes af sundhedsministeren. Ved lovforslagets § 1, nr. 11, ophæves

denne ordning, således at der skabes mulighed for at indføre individuelle

ordninger med hensyn til patientindflydelse på de enkelte psykiatriske

afdelinger. Der henvises til pkt. 11.2. ovenfor i de almindelige bemærkninger

til lovforslaget.

Til nr. 12 (psykiatrilovens § 32)

Efter psykiatrilovens § 32, stk. 2, har klage over beslutning om

anvendelse af tvang ikke opsættende virkning. Klage over beslutning om

tvangsbehandling, jf. kap. 4, har dog opsættende virkning, medmindre omgående

gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv

eller helbred for væsentlig fare. Ved lovforslagets § 1, nr. 12, udvides

muligheden for omgående at iværksætte tvangsbehandling, selv om patienten

eller patientrådgiveren klager over den påtænkte tvangsbehandling.

Forslaget indebærer, at der også kan tvangsbehandles uanset klage i

tilfælde, hvor omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for at

afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade

på legeme eller helbred. Udtrykket »andre« kan både omfatte

medpatienter, personale, besøgende eller andre, der kommer på afdelingen. At

faren for skade på legeme skal være »nærliggende« indebærer, at der

i det enkelte tilfælde skal være tale om en konkret, aktuel og påviselig

fare, f.eks. at patienten udviser en truende adfærd. Faren behøver derimod

ikke nødvendigvis allerede at have manifesteret sig i en skadevoldende

handling.

Hvis patienten alene udsætter andre for verbale forulempelser, der ikke

indeholder trusler om vold, f.eks. kraftig råben eller stærkt drillende

adfærd, vil der ikke være mulighed for at fravige hovedreglen om opsættende

virkning. I sådanne tilfælde vil der dog efter omstændighederne være mulighed

for bl.a. at tvangsfiksere, jf. psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 2.

Til nr. 13 (psykiatrilovens kapitel 10)

Ved lovforslagets § 1, nr. 13, gennemføres visse ændringer i den

nugældende klageordning, jf. psykiatrilovens kapitel 10 og afsnit 5 ovenfor i

de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Ændringerne består i, at klager

over frihedsberøvelse fremover skal behandles af de lokale patientklagenævn i

1. instans i stedet for at skulle indbringes direkte for retten, jf. § 35 i

lovforslagets § 1, nr. 13.

Endvidere indføres en absolut frist på 7 hverdage for patientklagenævnets

behandling af klager over tvangsbehandling, der efter psykiatrilovens § 32,

stk. 3, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 12, har opsættende virkning,

jf. § 36, stk. 3, 1. pkt., i lovforslagets § 1, nr. 13.

Endelig gives der mulighed for administrativt at indføre en ordning om

indberetning af afgørelser fra patientklagenævnene og Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn og om offentliggørelse af afgørelser af generel betydning,

jf. § 39 i lovforslagets § 1, nr. 13.

Til § 34

§ 34 indeholder regler om patientklagenævnenes nedsættelse og

sammensætning og om udgifter ved nævnenes virksomhed m.v. Bestemmelsen

viderefører med enkelte redaktionelle ændringer § 35 og § 39 i den nugældende

psykiatrilov. Det forudsættes i den forbindelse, at den nugældende praksis,

hvorefter klager fra patienter, der er indlagt på Frederiksberg Hospital,

henhører under Københavns statsamt, kan videreføres også efter lovforslagets

bestemmelser, uanset at Frederiksberg Hospital er omfattet af Hovedstadens

Sygehusfællesskab, der er beliggende i Københavns kommune. Der henvises i

øvrigt til afsnit 6.2.3. ovenfor i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget.

Til § 35

§ 35 indeholder regler om patientklagenævnenes saglige kompetence.

Bestemmelsen indebærer en udvidelse i forhold til den nugældende bestemmelse

i psykiatrilovens § 36, idet klager over tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse og tilbageførsel fremover skal behandles af

patientklagenævnet i 1. instans. Bestemmelsen viderefører i øvrigt den

nugældende ordning i § 36 uændret.

Således behandler patientklagenævnet også efter § 35 i lovforslagets § 1,

nr. 13, klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af

fysisk magt og beskyttelsesfiksering. Endvidere omfatter

patientklagenævnets saglige kompetence som hidtil klager, der både angår

tvangsanvendelse og sundhedspersonalets faglige virksomhed. Såfremt

klagen over den faglige virksomhed ikke har forbindelse med tvangsindgrebets

foretagelse, behandles den fortsat af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf.

afsnit 5.1. ovenfor i de almindelige bemærkninger.

Klager over personalets adfærd i øvrigt må som hidtil rettes til

arbejdsgiveren, dvs. sygehusmyndigheden, der normalt er vedkommende

amtskommune. Det samme gælder klager over mindre vidtgående

tvangsindgreb, f.eks. fratagelse af knive og spiritus. Klager over

forholdene i øvrigt på en psykiatrisk afdeling skal også rettes til

sygehusmyndigheden, ligesom embedslægen som tilsynsmyndighed efter

omstændighederne vil kunne behandle sådanne spørgsmål. Patientens klager

over patientrådgiveren skal som hidtil indbringes for statsamtmanden,

hvis afgørelse kan indbringes for Justitsministeriet. Tilsynet i henhold til

grundlovens § 71, stk. 7, kan som hidtil føre tilsyn med behandlingen af

administrativt frihedsberøvede patienter på psykiatriske afdelinger.

Med virkning fra den 1. januar 1997 bortfalder den hidtidige begrænsning i

Folketingets Ombudsmands kompetence i forhold til kommuner og amter. Dette

indebærer bl.a., at Folketingets Ombudsmand får en umiddelbar adgang til at

foretage inspektioner på de amtskommunale psykiatriske sygehuse og

afdelinger.

Om Justitsministeriets overvejelser vedrørende patientklagenævnets saglige

kompetence ved behandlingen af klager over valg af præparat og dosering i

forbindelse med tvangsmedicinering, henvises til afsnit 6.2. ovenfor i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

At den nugældende ordning videreføres uændret bortset fra den ovennævnte

udvidelse af kompetencen vedrørende tvangsindlæggelse m.v. medfører også, at

der fortsat ikke gælder en udtrykkelig frist for sygehusmyndighedens

viderebringelse af klagen til patientklagenævnet. Det forudsættes dog som

hidtil, at klagesagsbehandlingen foregår meget hurtigt, og at sagens akter,

herunder også erklæringen fra overlægen, derfor fremsendes eller overbringes

til patientklagenævnet hurtigst muligt efter, at sygehusmyndigheden er blevet

bekendt med klagen, dvs. normalt i løbet af nogle få dage. Dette har ikke

mindst betydning i tilfælde af klage over tvangsbehandling med opsættende

virkning, jf. § 32, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 12, hvor der efter § 36,

stk. 1, 1. pkt., gælder en frist på 7 hverdage for patientklagenævnets

klagesagsbehandling regnet fra klagens modtagelse i nævnet.

Den foreslåede udvidelse af patientklagenævnets kompetence kan efter

omstændighederne føre til, at nævnet skal afgøre en klage over

tvangsbehandling på et tidspunkt, hvor nævnet også har modtaget en klage over

f.eks. tvangstilbageholdelse af den samme patient, men endnu ikke har

mulighed for at tage stilling hertil, f.eks. fordi klagen over

tvangstilbageholdelsen er modtaget kort tid før udløbet af den

sagsbehandlingsfrist på 7 hverdage, der foreslås indført for behandlingen af

klager over tvangsbehandling med opsættende virkning i § 36, stk. 3, 1. pkt.,

i lovforslagets § 1, nr. 13.

Nævnet kan i sådanne tilfælde ikke udsætte behandlingen af klagen over

tvangsbehandling på sin afgørelse af klagen over tvangstilbageholdelsen med

henvisning til, at der i begge afgørelser indgår en stillingtagen til, om

betingelserne for tvangstilbageholdelse er opfyldt, jf. psykiatrilovens § 12,

stk. 1, og § 10. Nævnet vil ikke ved den senere behandling af klagen over

tvangstilbageholdelsen være bundet af sin tidligere afgørelse af spørgsmålet

om, hvorvidt betingelserne for tvangstilbageholdelse var opfyldt i

forbindelse med den påklagede tvangsbehandling. Det er en konsekvens af

ordningen, at der ikke foreligger inhabilitet ved nævnets senere behandling

af klagen over tvangstilbageholdelsen, selv om det er de samme kriterier, der

efter psykiatriloven indgår i afgørelsen af spørgsmålet om tvangsbehandling

og tvangstilbageholdelse.

Da patienten efter grundlovens § 71, stk. 6, har krav på efter anmodning

at få prøvet spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed ved retten, kan

Patientklagenævnets afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse og tilbageførsel, jf. § 10 a, stk. 1, i

lovforslagets § 1, nr. 3, indbringes for retten efter retsplejelovens kapitel

43 a, jf. § 37 i lovforslagets § 1, nr. 13. Patientklagenævnets andre

afgørelser, dvs. afgørelser om tvangsbehandling, tvangsfiksering,

anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering, kan fortsat påklages

til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. § 38 i lovforslagets § 1, nr. 13.

Til § 36

§ 36 indeholder regler om sagsbehandlingen ved patientklagenævnet. Med en

enkelt undtagelse i § 36, stk. 3, 1. pkt., om behandlingen af klager over

tvangsbehandling, som efter § 32, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 12, har

opsættende virkning, viderefører § 36 de nugældende regler i psykiatrilovens

§ 37. Det indebærer bl.a., at der ikke skal beskikkes advokat ved

patientklagenævnets behandling af klager, herunder klager over

tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel. Endvidere

forudsættes det, at erklæringen fra afdelingens overlæge og parternes

forklaringer normalt også ved behandlingen af sådanne klager vil være

tilstrækkeligt grundlag for sagens afgørelse, således at høring af

Retslægerådet kun undtagelsesvis kommer på tale.

Reglerne om sagsbehandling ved patientklagenævnet i § 36 berører ikke

sagsbehandlingen ved retten, jf. retsplejelovens kapitel 43 a. Indbringes

patientklagenævnets afgørelse vedrørende tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse eller tilbageførsel for retten, jf. § 37, vil der

således fortsat skulle beskikkes advokat for patienten, jf. retsplejelovens §

470, stk. 2, 1. pkt. Endvidere vil der efter omstændighederne kunne være

anledning til at indhente en udtalelse fra Retslægerådet eller andre

sagkyndige. Om sagens fremme ved retten henvises til bemærkningerne nedenfor

til lovforslagets § 2.

I § 36, stk. 3, 1. pkt., indføres en absolut frist på 7 hverdage for

behandlingen af klager over tvangsbehandling, der efter § 32, stk. 3, i

lovforslagets § 1, nr. 12, har opsættende virkning.

For andre klager end klager over tvangsbehandling, der er tillagt

opsættende virkning, gælder der ikke en absolut sagsbehandlingsfrist, men det

kræves, at patientklagenævnet træffer afgørelse snarest muligt. Er afgørelse

ikke truffet inden 14 dage efter klagens modtagelse, skal nævnet underrette

patienten og patientrådgiveren om grunden hertil og om, hvornår afgørelse kan

forventes at foreligge. Afgørelsen skal således ikke nødvendigvis være

truffet inden 14 dage efter klagens modtagelse, men det forudsættes som

hidtil, at dette normalt vil være tilfældet, jf. afsnit 6.1. ovenfor i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Ved udtrykket »hverdage« i § 36, stk. 3, 1. pkt., forstås

mandage til fredage bortset fra helligdage. At afgørelsen skal være truffet

»inden 7 hverdage efter klagens modtagelse«, indebærer, at en

klage, der i normaluger uden helligdage f.eks. modtages mandag morgen, skal

være afgjort inden udgangen af tirsdag i den efterfølgende uge.

At fristen på 7 hverdage er absolut, indebærer i øvrigt et ubetinget krav

om, at patientklagenævnets skal træffe afgørelse inden for fristen.

Overskrides fristen, vil det efter omstændighederne bl.a. kunne føre til

tjenstligt ansvar. Der vil imidlertid ikke være mulighed for at iværksætte

den påklagede tvangsbehandling alene som følge af, at fristen er overskredet.

I sådanne tilfælde må overlægen således afvente nævnets afgørelse, medmindre

der i ventetiden f.eks. er indtrådt en sådan forværring af patientens

helbredstilstand, at omgående gennemførelse af behandlingen under de

nuværende omstændigheder er nødvendig, jf. § 32, stk. 3, som affattes ved §

1, nr. 12, i dette lovforslag.

Til § 37

I § 37 videreføres § 34 i den nugældende psykiatrilov med de ændringer,

der følger af, at patientklagenævnet efter § 35 også skal behandle klager

over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel i 1. instans.

Forslaget svarer i det væsentlige til § 38, stk. 1, og § 39 i det lovudkast,

som flertallet i det lovforberedende udvalg anbefalede, jf. betænkning nr.

1109/1987 s. 30 og afsnit 5.2. ovenfor i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget. Efter flertallets forslag skulle sagen dog indbringes for

retten af patientklagenævnet. At denne pligt efter § 37, stk. 1, påhviler

sygehusmyndigheden skyldes, at det er sygehusmyndigheden som hidtil og ikke

patientklagenævnet, der bør være part ved sagens behandling i retten.

Som det fremgår, tager § 37 kun sigte på de tilfælde, hvor patienten

ønsker patientklagenævnets afgørelse indbragt for retten. Det skal ses i

lyset af, at formålet med ordningen er at udmønte den frihedsberøvedes krav

ifølge grundlovens § 71, stk. 6, på efter anmodning at få prøvet

frihedsberøvelsens lovlighed ved retten. Går patientklagenævnets afgørelse

sygehusmyndigheden imod, kan sygehusmyndigheden ikke indbringe sagen for

retten efter reglerne i retsplejelovens kap. 43.

Fristen på 2 måneder i § 37, stk. 2, for fornyet prøvelse ved

patientklagenævnet af spørgsmålet om udskrivning gælder som hidtil kun, når

der er spørgsmål om fornyet prøvelse af den samme frihedsberøvelse. Fristen

gælder derimod ikke, hvis der er tale om en ny frihedsberøvelse. Fristen

gælder endvidere ikke, hvis alene der er spørgsmål om prøvelse af en

tilbageførsel i medfør af § 10 a, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 3.

Til § 38

Bestemmelsen i § 38 viderefører den ordning, der gælder efter § 38 i den

nugældende psykiatrilov. Den foreslåede udvidelse af de lokale

patientklagenævns saglige kompetence fører således ikke til ændringer i de

nugældende regler om den saglige kompetence for Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn, jf. herved bemærkningerne ovenfor til § 35.

Til § 39

Ved § 39 indføres mulighed for, at sundhedsministeren kan fastsætte regler

om indberetning af afgørelser fra patientklagenævnene og Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn og om offentliggørelse af afgørelser af generel betydning.

Formålet med § 39 er at forbedre mulighederne for at opnå generel viden om

anvendelsen af psykiatriloven i praksis.

Offentliggørelsen af afgørelser af generel betydning kan f.eks. ske i form

af årsberetninger eller praksisoversigter, der udfærdiges med bistand af

nævnenes sekretariater og udsendes med jævne mellemrum. En mere systematisk

offentliggørelse af nævnsafgørelser vil endvidere kunne tjene som supplement

til bl.a. Ugeskrift for Retsvæsen, der indeholder afgørelser fra retterne om

fortolkningen bl.a. af psykiatrilovens bestemmelser om tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse.

Til nr. 14 (psykiatrilovens § 40)

I psykiatrilovens § 40 er der fastsat regler om anbringelse i

sikringsanstalten, der er knyttet til amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.

Betegnelsen »sikringsanstalten« er ved Regulativ af 1. juni 1994

for Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland ændret til

»sikringsafdelingen«. Det foreslås på den baggrund, at ordet

»sikringsanstalten« i psykiatrilovens § 40, stk. 1 og 3, ændres

tilsvarende, således at det af lovteksten fremgår, at der under visse

betingelser kan ske anbringelse i sikringsafdelingen, som er knyttet til

amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.

For opholdet og behandlingen i sikringsafdelingen gælder i princippet

samtlige regler i psykiatriloven, bortset fra §§ 5-11, § 21, stk. 2, og § 34,

der alle angår tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse. At disse

bestemmelser ikke finder anvendelse skyldes, at frihedsberøvelsen i sådanne

tilfælde hviler på et farlighedsdekret, der er afsagt i medfør af

psykiatrilovens §§ 40-41.

I lovforslagets § 1, nr. 13, foreslås indsat et nyt kapitel 10 om

klageadgang og domstolsprøvelse, der bl.a. vedrører klager over

tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel. Det foreslås på

den baggrund, at bestemmelserne i kapitel 10 om klageadgang og

domstolsprøvelse med hensyn til tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og

tilbageførsel ikke skal anvendes i forbindelse med ophold i

sikringsafdelingen, der hviler på farlighedsdekret i medfør af

psykiatrilovens §§ 40-41. Forslaget om ændret affattelse af § 40, stk. 3 og

4, er en konkvensændring og indebærer ikke indholdsmæssige ændringer i de

nugældende regler på dette område.

Justitsministeriet vil, hvis lovforslaget vedtages, gennemføre en

tilsvarende konsekvensændring af § 2 i bekendtgørelse nr. 605 af 23. august

1990 om personer indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til strafferetlig

afgørelse, jf. psykiatrilovens § 42. At psykiatrilovens bestemmelser om

tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel heller ikke finder

anvendelse på denne personkreds, skyldes således, at indlæggelsen og opholdet

i disse tilfælde hviler på rettens afgørelse.

Det bemærkes i øvrigt, at den omstændighed, at reglerne om tilbageførsel

af bortgåede og udeblevne patienter i § 10 a i lovforslagets § 1, nr. 3, ikke

finder anvendelse på personer, der er anbragt i Sikringsafdelingen ved

Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland i henhold til farlighedsdekret, eller

personer, der er indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til strafferetlig

afgørelse, selvsagt ikke udelukker, at sådanne personer også kan

tilbageføres. Tilbageførsel vil i sådanne tilfælde kunne ske i henhold til

farlighedsdekretet eller den strafferetlige afgørelse.

Til nr. 15 (psykiatrilovens § 46)

Ved lovforslagets § 1, nr. 15, ophæves revisionsklausulen i

psykiatrilovens § 46. Der henvises i den forbindelse til afsnit 1.2. ovenfor

i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 2

Ved § 2 foreslås det, at der i retsplejelovens § 470, stk. 3, om

tidspunktet for foretagelse af sager om administrativt bestemt

frihedsberøvelse indsættes en bestemmelse, hvorefter dommeren i øvrigt påser,

at sagen fremmes mest muligt.

Om baggrunden for forslaget henvises til afsnit 6.1.3. ovenfor i de

almindelige bemærkninger. Som det fremgår heraf, indebærer den foreslåede

ændring af klageordningen i psykiatriloven, at også klager over

tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse skal behandles af de lokale

patientklagenævn i 1. instans. Da klager over frihedsberøvelse i disse

tilfælde forinden har været undergivet en administrativ behandling, er der et

særligt behov for at sikre, at der ikke går for lang tid, inden patienten får

rettens afgørelse. Det gælder navnlig i de tilfælde, hvor patienten fortsat

er frihedsberøvet som følge af tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse.

Til § 3

Lovforslagets § 3 indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Lovforslagets § 3, stk. 2, indebærer, at reglerne i kapitel 10 om klageadgang

og domstolsprøvelse i lovforslagets § 1, nr. 13, finder anvendelse på klager,

der fremsættes efter lovens ikrafttræden. Klager over tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse og tilbageførsel, der fremsættes efter dette tidspunkt,

skal således indbringes for det lokale patientklagenævn i 1. instans i stedet

for retten.

Til § 4

Denne bestemmelse fastsætter lovens territoriale anvendelsesområde.

Skriftlig fremsættelse (19. december 1996)

Justitsministeren (Bjørn Westh):

Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i

psykiatrien og retsplejeloven. (Revision af psykiatriloven).

(Lovforslag nr. L 133).

Hovedformålet med lovforslaget er at gennemføre de ændringer og

tilpasninger, som erfaringerne med den gældende psykiatrilov fra 1989 giver

anledning til.

De ændringer, der foreslås, bygger i et vist omfang på resultaterne af den

videnskabelige undersøgelse af psykiatrilovens virkninger, der blev

gennemført med henblik på lovens revision. Der foreslås dog også ændringer,

som ikke er inspireret af psykiatrilovsundersøgelsen.

Et hovedpunkt i lovforslaget vedrører klageordningen . Efter de nugældende

regler indbringes klager over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse for

domstolene i 1. instans, mens klager over anvendelse af anden tvang, f.eks.

tvangsbehandling, indbringes for de lokale patientklagenævn, der er oprettet

under de enkelte statsamter.

Ved lovforslaget lægges der op til en forenkling af klageordningen,

således at alle klager over tvang i 1. instans indbringes for

patientklagenævnet. Patientklagenævnets afgørelser om tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse skal herefter kunne indbringes for domstolene, mens

patientklagenævnets andre afgørelser som hidtil kan påklages til

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Lovforslaget indeholder også forskellige bestemmelser, der sigter på at

styrke sagsbehandlingen i patientklagenævnet , bl.a. i forbindelse med

behandlingen af klager over tvangsbehandling med opsættende virkning. Der

foreslås således en absolut frist på 7 hverdage for patientklagenævnets

behandling af sådanne sager.

Efter den gældende lov har en klage over tvangsbehandling opsættende

virkning , medmindre omgående behandling er nødvendig af hensyn til

patientens liv eller helbred. Det foreslås, at en klage heller ikke skal have

opsættende virkning, hvis omgående behandling er nødvendig for at afværge, at

patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme

eller helbred. Dette forslag er bl.a. begrundet i, at alternativet til

behandling her og nu i disse tilfælde ofte vil være andre former for

tvangsindgreb, herunder bæltefiksering og indgivelse af beroligende medicin.

Lovforslaget indeholder også forslag om udskrivningsaftaler . Ordningen

har til formål at sikre klare aftaler om den fortsatte behandling og de

sociale tilbud samt en opfølgning heraf. Der er tale om en mindre

patientgruppe, der er karakteriseret ved et sammenfald af meget tunge

psykiatriske og sociale problemer, hvor der uden en særlig opfølgning er fare

for, at disse personer vil falde ud af behandlingssystemet, fordi de ikke

selv søger behandling eller sociale tilbud.

Herudover lægger lovforslaget op til en række ændringer og præciseringer

bl.a. med hensyn til den behandlingsansvarlige overlæges kompetence og

adgangen til at tvangsbehandle legemlige lidelser hos sindslidende patienter

samt med hensyn til tilbageførsel af bortgåede eller udeblevne patienter.

Lovforslaget vil samtidig med fremsættelsen blive sendt til høring hos en

lang række myndigheder, organisationer m.v.

Endvidere kan det oplyses, at Justitsministeriet i januar 1997 vil afholde

en konference, hvor der bliver lejlighed til en bred og åben debat om

lovrevisionen.

Fremkommer der i høringsrunden, i forbindelse med konferencen eller i

øvrigt ideer og forslag til forbedringer af forslaget, vil regeringen være

helt indstillet på at overveje forslagene nærmere og i givet fald stille

ændringsforslag i forbindelse med Folketingets behandling af det fremsatte

lovforslag.

Det er en af psykiatrilovsundersøgelsens konklusioner, at mange afdelinger

er præget af overbelægning, personalemangel og utilfredsstillende fysiske

rammer. Dette har bl.a. indvirkning på omfanget af tvangsanvendelsen.

Som det fremgår, indeholder det fremsatte lovforslag ikke bestemmelser,

der forpligter sygehusmyndighederne til at opfylde mere præcise standarder på

de psykiatriske afdelinger i forhold til de forskellige grupper af patienter.

Dette er imidlertid ikke udtryk for, at regeringen ikke finder, at der er

behov for forbedringer. Selv om amternes udgifter på dette område er øget

væsentligt i de seneste år, finder regeringen således, at der er behov for en

fortsat øget indsats, herunder ikke mindst med hensyn til de bygningsmæssige

forhold.

Regeringen finder, at forbedringerne bør gennemføres i et samarbejde med

sygehusmyndighederne, hvor der indgås mere præcise aftaler om de mål, der

skal nås.

Det kan i den forbindelse oplyses, at regeringen vil tage en række

initiativer på området. Til finansiering heraf søges der på finansloven for

1997 under Sundhedsministeriet afsat en pulje på 400 mio. kr. over de

kommende 3 år til medfinansiering af sygehusmyndighedernes udgifter til

forbedringer for psykiatriske patienter, herunder især til forbedring af de

bygningsmæssige forhold.

Den nærmere udmøntning vil i øvrigt fremgå af en redegørelse, som

regeringen vil fremlægge inden for kort tid.

Idet jeg henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg

herved anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

§ 1

I lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i

psykiatrien som ændret ved lov nr. 386 af 14. juni 1995 og § 18 i lov nr. 389

af 14. juni 1995 foretages følgende ændringer:

1. § 3, stk. 3, ophæves og i stedet indsættes:

» Stk. 3. Overlægen har ansvaret for, at der opstilles en

behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling, og at

patienten vejledes om planens indhold, samt at patientens samtykke til dens

gennemførelse til stadighed søges opnået.

Stk. 4. Overlægen har endvidere ansvaret for, at der for

patienter, som efter udskrivning må antages ikke selv at ville søge den

behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred,

indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling

samt myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de

behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.

Stk. 5. Såfremt en patient, der er omfattet af stk. 4, ikke vil

medvirke til indgåelse af en udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for,

at den psykiatriske afdeling og myndigheder, privatpraktiserende

sundhedspersoner m.fl. indgår en sådan aftale.

Stk. 6. Den psykiatriske afdeling kan videregive oplysninger om

patienters rent private forhold til andre myndigheder, privatpraktiserende

sundhedspersoner m.fl., hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn

til indgåelse af og tilsyn med overholdelse af en udskrivningsaftale. I samme

omfang kan myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. videregive

oplysninger om patienter til den psykiatriske afdeling og andre myndigheder

og privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl.

§ 3. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Overlægen skal opstille en behandlingsplan for enhver, der

indlægges på psykiatrisk afdeling, vejlede patienten om planens indhold samt

til stadighed søge at opnå patientens samtykke til dens gennemførelse.

2. Efter § 4 indsættes:

» § 4 a. Bestemmelserne i § 9, stk. 2, § 10, stk. 1, § 10 a,

stk. 1, 1. pkt., § 12, stk. 3, § 13, stk. 2, 1. pkt., § 15, stk. 2, og § 21,

stk. 2, er ikke til hinder for, at en beslutning i overlægens fravær træffes

af en anden læge. I sådanne tilfælde skal overlægen efterfølgende snarest

tage stilling til beslutningen.«

3. Efter § 10 indsættes:

»Tilbageførsel

§ 10 a. Har en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt person

forladt en psykiatrisk afdeling, og er den pågældende ikke frivilligt vendt

tilbage, kan overlægen beslutte, at den pågældende skal føres tilbage til

afdelingen med politiets bistand. Sådan tilbageførsel kan kun ske indtil 1

uge efter, at udeblivelsen er konstateret. Er den pågældende udeblevet efter

udgang, er det endvidere en betingelse for tilbageførsel, at der ikke er

givet tilladelse til udgang med mere end tre overnatninger.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om fremgangsmåden i

forbindelse med tilbageførsel, herunder om politiets medvirken hertil.«

4. Som overskrift til § 11 indsættes:

»Ophør af frihedsberøvelse«

5. I § 13, stk. 1, ændres »tvangstilbageholdelse«

til: »frihedsberøvelse, jf. § 5,», og som 2. pkt. indsættes:

»Er patienten ikke indlagt på en psykiatrisk afdeling, er det

endvidere en betingelse for tvangsbehandling efter denne bestemmelse, at der

forinden er udfærdiget erklæring om tvangsindlæggelse, jf. § 6, stk. 3, og at

overlægen på vedkommende psykiatriske afdeling har truffet afgørelse om, at

betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, jf. § 9, stk. 2.«

§ 13. En person, som opfylder betingelserne for

tvangstilbageholdelse, og som modsætter sig behandling af en legemlig

lidelse, kan undergives tvangsbehandling af denne lidelse, såfremt lidelsen

udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

Stk. 2-3. - - -

6. I § 20, stk. 1, indsættes efter »§§ 5-10«:

»a«, og i stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at

indberetninger skal indeholde oplysninger om patientens identitet.«

§ 20. Oplysning om enhver anvendelse af tvang, jf. §§ 5-10 og

12-17, og enhver ordination i henhold til § 18 skal tilføres afdelingens

tvangsprotokol med angivelse af indgrebets nærmere indhold og begrundelse.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

tvangsprotokoller samt om registrering og indberetning af tvang til

sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen.

7. § 21, stk. 1 og 2, affattes således:

» § 21. Overlægen har til stadighed ansvaret for, at

frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og

beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.

Stk. 2. Som led i efterprøvelse af frihedsberøvelse skal overlægen

henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage, efter at frihedsberøvelsen blev iværksat,

og herefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes, påse,

om betingelserne for at frihedsberøve patienten er opfyldt. Resultatet af

denne efterprøvelse skal tilføres tvangsprotokollen. Patientrådgiveren og

efter begæring tillige patienten underrettes om beslutning om opretholdt

frihedsberøvelse.«

§ 21. Det påhviler til stadighed overlægen at påse, at

frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og

beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.

Stk. 2. Resultatet af den efterprøvelse af frihedsberøvelse, som

er nævnt i stk. 1, skal tilføres tvangsprotokollen henholdsvis 3, 10, 20 og

30 dage, efter at frihedsberøvelsen blev iværksat, og herefter mindst hver 4.

uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes. Patientrådgiveren og efter

begæring tillige patienten underrettes om beslutning om opretholdt

tvangstilbageholdelse.

Stk. 3. - - -

8. Overskriften til kapitel 8 affattes således:

»Patientrådgivere m.v.«

Kapitel 8

Patientrådgivere og patientråd m.v.

9. I § 24, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:

»Patientrådgiveren skal så vidt muligt være til stede ved klagens

behandling i patientklagenævnet.«

§ 24. - - -

Stk. 2. Patientrådgiveren skal vejlede og rådgive patienten med

hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling

på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med

iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager.

10. I § 25, stk 3, affattes 2. pkt. således:

»Fremsætter patienten anmodning om at få beskikket en anden

patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen, skal anmodningen så vidt

muligt imødekommes.«

§ 25.

- - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Patienten skal have lejlighed til at udtale sig om den

påtænkte beskikkelse. Fremsætter patienten anmodning om at få beskikket en

anden patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen, skal overlægen så vidt

muligt imødekomme en sådan anmodning. Afgørelsen kan påklages til

statsamtmanden, der træffer den endelige administrative afgørelse.

Stk. 4. - - -

11. § 30 affattes således:

» § 30. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om

patientindflydelse på psykiatriske afdelinger.«

§ 30. På hvert enkelt psykiatrisk sygehus eller afdeling skal der

oprettes patientråd eller afholdes patientmøder efter regler, som fastsættes

af sundhedsministeren.

12. I § 32, stk. 3, indsættes efter »fare«:

»eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare

for at lide skade på legeme eller helbred«.

§ 32. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Klage over beslutning om tvangsbehandling, jf. kapitel 4,

har dog opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen

er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig

fare.

13. Kapitel 10 affattes således:

»Kapitel 10

Klageadgang og domstolsprøvelse

§ 34. Ved hvert statsamt og ved Københavns Overpræsidium oprettes

et patientklagenævn bestående af vedkommende statsamtmand (overpræsidenten)

som formand samt to medlemmer. Medlemmerne beskikkes af justitsministeren

efter indhentet udtalelse fra henholdsvis Den Almindelige Danske Lægeforening

og De Samvirkende Invalideorganisationer. Justitsministeren beskikker

endvidere stedfortrædere for medlemmerne. Beskikkelserne gælder for en

periode på 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.

Stk. 2. Statsamtet varetager patientklagenævnets

sekretariatsopgaver og afholder udgifterne ved nævnets virksomhed, herunder

vederlag til nævnets medlemmer.

§ 35. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller

patientrådgiveren indbringe klager over tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering,

anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering for patientklagenævnet.

§ 36. Når en sag som nævnt i § 35 indbringes for

patientklagenævnet, skal sygehusmyndigheden fremsende sagens akter, herunder

en udskrift af tvangsprotokollen samt en erklæring fra overlægen. Nævnet

drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om

tilvejebringelse af eventuelle yderligere erklæringer m.v., ligesom nævnet

kan aflægge besøg på vedkommende psykiatriske afdeling.

Stk. 2. Patienten og patientrådgiveren har ret til mundtligt at

forelægge sagen for nævnet. I særlige tilfælde, hvor hensynet til patientens

helbred eller til sagens behandling i nævnet afgørende taler herfor, kan

nævnet bestemme, at patienten helt eller delvis skal være udelukket fra at

deltage i forhandlingerne.

Stk. 3. Patientklagenævnet skal træffe afgørelse i klagesager om

tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, jf. § 32, stk. 3, inden

7 hverdage efter klagens modtagelse. I andre sager skal patientklagenævnet

træffe afgørelse snarest muligt. Er afgørelse ikke truffet inden 14 dage

efter klagens modtagelse, skal nævnet underrette patienten og

patientrådgiveren om grunden hertil samt om, hvornår afgørelse kan forventes

at foreligge.

Stk. 4. Justitsministeriet fastsætter en forretningsorden for

patientklagenævnet.

§ 37. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller

patientrådgiveren indbringe patientklagenævnets afgørelser vedrørende

tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel for retten efter

reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Stk. 2. Godkender patientklagenævnet, at patienten frihedsberøves,

kan spørgsmålet om udskrivning først på ny begæres prøvet i

patientklagenævnet, når der er forløbet 2 måneder efter nævnets afgørelse.

Har spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed været indbragt for retten,

jf. stk. 1, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse.

§ 38. Patientklagenævnets afgørelser om tvangsbehandling,

tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering kan

påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Stk. 2. Ved behandlingen af sådanne sager i Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn gælder reglerne i kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets

centralstyrelse m.v.

§ 39. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om indberetning af

afgørelser fra patientklagenævnene og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og om

offentliggørelse af afgørelser af generel betydning.«

Kapitel 10

Domstolsprøvelse og klageadgang

Tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse

§ 34. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller

patientrådgiveren indbringe afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43

a.

Stk. 2. Godkender retten, at patienten tvangstilbageholdes, kan

spørgsmålet om udskrivning først på ny begæres prøvet efter stk. 1, når der

er forløbet 2 måneder efter rettens afgørelse.

Tvangsbehandling og fiksering m.v.

§ 35. Der oprettes i hvert statsamt samt i Københavns Kommune et

patientklagenævn bestående af vedkommende statsamtmand som formand samt to

medlemmer. Medlemmerne beskikkes af justitsministeren efter indhentet

udtalelse fra henholdsvis Den Almindelige Danske Lægeforening og De

Samvirkende Invalideorganisationer. Justitsministeren beskikker endvidere

stedfortrædere for medlemmerne. Beskikkelserne gælder for en periode på 4 år.

Genbeskikkelse kan finde sted.

§ 36. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller

patientrådgiveren indbringe klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering,

anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering for patientklagenævnet.

§ 37. Når en sag som nævnt i § 36 indbringes for

patientklagenævnet, skal sygehusmyndigheden fremsende sagens akter, herunder

en udskrift af tvangsprotokollen samt en erklæring fra overlægen. Nævnet

drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om

tilvejebringelse af eventuelle yderligere erklæringer m.v., ligesom nævnet

kan aflægge besøg på vedkommende psykiatriske afdeling.

Stk. 2. Patienten og patientrådgiveren har ret til mundtligt at

forelægge sagen for nævnet. I særlige tilfælde, hvor hensynet til patientens

helbred eller til sagens behandling i nævnet afgørende taler herfor, kan

nævnet bestemme, at patienten helt eller delvis skal være udelukket fra at

deltage i forhandlingerne.

Stk. 3. Patientklagenævnet skal træffe afgørelse snarest muligt.

Er afgørelse ikke truffet inden 14 dage efter klagens modtagelse, skal nævnet

underrette patienten og patientrådgiveren om grunden hertil samt om, hvornår

afgørelse kan forventes at foreligge.

Stk. 4. Justitsministeriet fastsætter en forretningsorden for

patientklagenævnet.

§ 38. Patientklagenævnets afgørelse kan påklages til

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Stk. 2. Om sagernes behandling ved Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn gælder reglerne i kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets

centralstyrelse m.v.

§ 39. Statsamtet varetager patientklagenævnets sekretariatsopgaver

og afholder udgifterne ved nævnets virksomhed, herunder vederlag til nævnets

medlemmer.

14. I § 40, stk. 1, ændres »sikringsanstalten«

til: »sikringsafdelingen«, og § 40, stk. 3 og 4, affattes

således:

» Stk. 3. Bestemmelserne i denne lov finder tilsvarende

anvendelse på personer, der anbringes i sikringsafdelingen efter stk. 1. Det

gælder dog ikke §§ 5-11, § 21, stk. 2, og bestemmelserne i kapitel 10 om

klageadgang og domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om

tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel.

Stk. 4. Endvidere beskikkes patientrådgiver alene i tilfælde, hvor

den pågældende ikke i forvejen har en sådan eller en bistandsværge efter

straffelovens § 71.«

§ 40. I ganske særlige tilfælde, hvor mindre indgribende

foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, kan justitsministeren bestemme, at

en person, der er sindssyg, og som vedvarende udsætter andres liv eller

legeme for alvorlig og overhængende fare, skal anbringes i sikringsanstalten,

som er knyttet til amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Bortset fra §§ 5-11, § 21, stk. 2, og § 34 finder

bestemmelserne i denne lov tilsvarende anvendelse på personer, der anbringes

i sikringsanstalten efter stk. 1, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Patientrådgiver beskikkes alene i tilfælde, hvor den

pågældende ikke i forvejen har en sådan eller en bistandsværge efter

straffelovens § 71.

15. § 46 ophæves.

§ 46. Forslag om revision af loven fremsættes for Folketinget

senest ved begyndelsen af folketingsåret 1996-97.

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,

foretages følgende ændring:

1. I § 470, stk. 3 , indsættes som 3. pkt.:

»Dommeren påser i øvrigt, at sagen fremmes mest muligt.«

§ 470. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Dommeren bestemmer snarest muligt tid for sagens

foretagelse, hvorom parterne underrettes med et af dommeren fastsat varsel.

Meddelelsen skal indeholde oplysning om, at sagen i tilfælde af udeblivelse

uden lovligt forfald kan fremmes til dom på det foreliggende grundlag.

Stk. 4. - - -

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter