Forslag til Lov om ændring af lov om gennemførelse af overenskomst om retsstillingen for NATO-styrker og af protokol om NATO's militære hovedkvarterer
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 13. januar 1999 af udenrigsministeren (Niels
Helveg Petersen)
Forslag
til
Lov om ændring af
lov om gennemførelse af overenskomst om retsstillingen for
NATO-styrker og af protokol om NATO s militære hovedkvarterer
(Gennemførelse af overenskomst om retsstilllingen
for styrker fra lande, der deltager i Partnerskab for Fred m.v.)
§ 1
I lov nr. 143 af 29. april 1955 om gennemførelse af overenskomst om
retsstillingen for NATO-styrker og af protokol om NATO s militære
hovedkvarterer foretages følgende ændringer:
1.
Lovens titel affattes således:
»Lov om retsstillingen for styrker tilhørende
deltagerne i NATO og Partnerskab for Fred m.v.«
2.
§ 1 affattes således:
»§ 1. Lovens §§ 2-5 gælder for
fremmede styrker, der opholder sig i Danmark i henhold til
1) Overenskomst af 19. juni 1951 mellem deltagerne i Den Nordatlantiske
Traktat vedrørende status for deres styrker,
2) Protokol af 28. august 1952 om status for internationale
militære hovedkvarterer oprettet i henhold til Den Nordatlantiske
Traktat, eller
3) Overenskomst af 19. juni 1995 mellem deltagerne i Den Nordatlantiske
Traktat og de øvrige deltagende stater i Partnerskab for Fred
vedrørende status for deres styrker med tillægsprotokol af samme
dato og yderligere tillægsprotokol af 19. december 1997.
Læs alt
Stk. 2.
Udenrigsministeren kan fastsætte regler om, at
lovens §§ 2-5 tillige helt eller delvist skal gælde for andre
styrker, der opholder sig i Danmark i henhold til en af Danmark
tiltrådt overenskomst om tilsvarende status for andre fremmede styrker
i Danmark«.
3.
§ 2 affattes således:
»§ 2. Fremmede militære myndigheder kan
udøve strafferetlig og disciplinær jurisdiktion på dansk
territorium i det omfang og på de vilkår, der følger af de
i § 1, stk.1, nævnte overenskomster.«
4.
§ 3 affattes således:
»§ 3. Anholdelse af et afsenderlands
militære eller civile medlemmer af en styrke eller sådanne
medlemmers pårørende kan ske, når det begæres i
anledning af sigtelse for et forhold, der er strafbart i henhold til
afsenderlandets lovgivning, og for hvilket afsenderlandets militære
myndigheder i henhold til de i § 1, stk. 1, nævnte
overenskomster har adgang til at udøve jurisdiktion på dansk
territorium, selv om den pågældende ikke sigtes for et forhold,
der efter dansk ret er strafbart. Udlevering til afsenderlandets
militære myndigheder skal i så fald ske uden ophold og senest
inden 24 timer efter anholdelsen.«
5.
§ 4 ophæves.
6.
I § 5, stk. 1, ændres »overenskomsten«
til: »de i § 1, stk. 1, nævnte overenskomster«.
7.
I § 5, stk. 3, ændres »sådanne
militære styrker som er nævnt i stk. 1« til: »sådanne
militære styrker, som er omfattet af de i § 1, stk. 1, nr. 1
og 2, nævnte aftaler«.
8.
§ 6 affattes således:
»§ 6. Forsvarsministeren kan fraskrive sig
erstatningskrav og afholde udgifter til erstatninger, hvor dette
følger af forpligtelser i de overenskomster, der er nævnt i
§ 1, stk. 1, eller af tilsvarende forpligtelser i andre af Danmark
tiltrådte overenskomster om fastlæggelse af status for fremmede
styrker, der modtages på dansk territorium, eller for udsendte danske
styrker.«
9.
§ 7 ophæves.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for disse
landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til
ændringsforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrund
På NATO s topmøde i januar 1994
blev etableringen af et Partnerskab for Fred-samarbejde (Partnership for
Peace, PfP) vedtaget. Formålet var at fremme sikkerheden og
stabiliteten i hele Europa og at imødekomme de central- og
østeuropæiske landes ønske om en nærmere
tilknytning til NATO. PfP omfatter en række militære
samarbejdsaktiviteter i NATO-landene og i partnerlandene. Der var derfor
behov for at fastlægge status for deltagerlandenes styrker, når
de opholder sig på et andet deltagerlands territorium. På denne
baggrund blev overenskomst mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat og
de øvrige deltagende stater i Partnerskab for Fred vedrørende
status for deres styrker (PfP-statusoverenskomsten) forhandlet og undertegnet
med ratifikationsforbehold den 19. juni 1995. PfP-statusoverenskomsten
indebærer, at bestemmelserne i overenskomst mellem deltagerne i Den
Nordatlantiske Traktat vedrørende status for deres styrker
(NATO-statusoverenskomsten) udstrækkes til også at omfatte
partnerlandene. PfP-statusoverenskomsten kan suppleres eller på anden
måde modificeres ved supplerende bilaterale aftaler.
Til PfP-statusoverenskomsten hører to
tillægsprotokoller af henholdsvis 19. juni 1995 og 19. december
1997.
Tillægsprotokollen af 19. juni 1995 indeholder
bestemmelser, hvorefter de deltagende stater fraskriver sig retten til at
eksekvere dødsstraf over for noget militært eller civilt medlem
af en anden deltagerstats udsendte styrker og sådanne medlemmers
pårørende.
Det er i princippet frivilligt for såvel NATO-lande
som partnerlande at tilslutte sig tillægsprotokollen. Imidlertid har
man fra NATO s side i forbindelse med præsentationen af
PfP-statusoverenskomsten og tillægsprotokollen over for partnerlandene
givet et politisk signal om, at de forventes at tiltræde denne
tillægsprotokol samtidig med, at de tiltræder
PfP-statusoverenskomsten.
På NATO s topmøde i maj 1997 blev det
besluttet at tilbyde partnerlandene et væsentligt styrket samarbejde
inden for PfP. Beslutningen indebar bl.a., at militært personel fra
partnerlandene skulle kunne arbejde sammen med NATO s militære personel
i NATO s militære hovedkvarterer i løsningen af Partnerskab for
Fred-opgaver.
Som led heri har NATO- og PfP-landene udarbejdet en
yderligere tillægsprotokol af 19. december 1997, der omfatter status
for personel fra partnerlande, som opholder sig i NATO s militære
hovedkvarterer. Den yderligere tillægsprotokol henviser til det
regelsæt, som er indeholdt i protokol om status for internationale
militære hovedkvarterer oprettet i henhold til Den Nordatlantiske
Traktat (Paris-protokollen).
Også uden for NATO- og PfP-sammenhæng
foregår der i disse år samarbejdsaktiviteter, der indebærer
udsendelse af danske styrker og modtagelse af fremmede styrker i Danmark.
Disse aktiviteter omfatter bl.a. det samarbejde med de øst- og
centraleuropæiske lande, der i PfP-samarbejdets ånd sker til
fremme af stabiliteten og sikkerheden i Europa. Også for sådanne
aktiviteters vedkommende vil der være behov for at kunne indgå
statusoverenskomster mellem deltagerlandene, der svarer til regelsættet
for NATO- og PfP-landenes styrker.
2. Lovens hovedindhold
Lovændringen indebærer, at 1955-lovens regler
for NATO-landenes styrker gøres anvendelig også for PfP-landenes
styrker dog med en enkelt modifikation for så vidt angår den
strafferetlige beskyttelse, jf. nedenfor under bemærkningerne til
§ 1, nr. 6 og 7.
Lovændringen indebærer dermed, at Folketinget
giver samtykke til, at regeringen kan tiltræde PfP-statusoverenskomsten
med de to tillægsprotokoller.
Endvidere muliggør loven, at regeringen kan
sætte lovens jurisdiktions- og straffebestemmelser i kraft for lignende
aftaler, som Danmark måtte indgå med andre lande.
Lovændringen indebærer dermed, at Folketinget giver samtykke til
indgåelsen af sådanne lignende aftaler, uanset om disse
måtte indebære, at Danmark pådrager sig pligter af
større betydning, jf. Grundlovens § 19. Det skal i denne
forbindelse understreges, at loven alene vedrører aftaler om status
for fremmede styrker, der svarer til den, som er fastsat i NATO- og
PfP-statusoverenskomsterne. Aftaler om selve modtagelsen eller udsendelsen af
styrker er på samme måde som gælder for NATO og PfP
ikke omfattet af loven.
Endelig giver loven forsvarsministeren mulighed for uden
for NATO- og PfP-statusoverenskomsternes gyldighedsområde at
indgå aftaler på det erstatningsmæssige område, der
svarer til disse statusoverenskomsters bestemmelser.
Lovændringen indeholder enkelte overvejende rent
sproglige moderniseringer af lovteksten.
3. PfP-statusoverenskomstens hovedindhold
Selve overenskomsten
PfP-statusoverenskomsten med tillægsprotokoller er
optrykt som bilag til lovbemærkningerne. Da PfP-statusoverenskomsten
med tillægsprotokoller henviser til NATO-statusoverenskomsten med
protokol, er denne tillige optrykt som bilag.
Artikel I
i PfP-statusoverenskomsten bestemmer, at
alle deltagende stater med mindre andet er aftalt - skal anvende
bestemmelserne i NATO-statusoverenskomsten, som om de deltog i
NATO-statusoverenskomsten.
På denne baggrund beskrives kort de relevante
bestemmelser i NATO-statusoverenskomsten.
- NATO-statusoverenskomstens artikel I definerer en række
begreber i NATO-terminologien.
- I artikel II fastlægges, at modtagerlandets lovgivning skal
respekteres.
- Af artikel III fremgår betingelserne for ind- og udrejse af et
modtagerland.
- Ifølge artikel IV anerkender modtagerlandet
førerbeviser til motorkøretøjer udstedt af
afsenderlandet.
- Artikel V tilsiger, at en styrke som hovedregel skal bære
uniform, ligesom tjenestekøretøjer skal være forsynet med
nationalitetsmærke.
- Af artikel VI fremgår, at medlemmer af militære styrker
kan besidde og bære våben.
- Artikel VII regulerer først og fremmest
jurisdiktionsudøvelsen mellem afsenderlandet og modtagerlandet. Det
nærmere indhold af reglerne er omtalt under bemærkningerne til
§ 1, nr. 3.
- De erstatningsmæssige forhold fremgår af artikel VIII.
Indholdet heraf fremgår af bemærkningerne til § 1, nr.
8.
- Artikel IX omhandler ydelser og tjenester til udsendte styrker
(varekøb, anvendelse af bygninger og lign., anvisning af arbejdskraft,
læge- og tandlægehjælp, rejselettelser samt betaling i
stedlig valuta).
- Artikel X-XIII og Paris-protokollens artikel 7 og 8, stk. 2,
indeholder bestemmelser om skatte- og afgiftslempelser samt foranstaltninger
mod misbrug af disse lempelser.
- Artikel XIV fastslår, at styrker er undergivet såvel
afsenderlandets som modtagerlandets valutabestemmelser.
Artikel II
i PfP-statusoverenskomsten
fastlægger, at PfP-statusoverenskomsten finder anvendelse på de
deltagende PfP-landes territorier og på NATO-landenes territorier som
angivet i NATO-statusoverenskomsten.
Artikel III
i PfP-statusoverenskomsten
fastsætter, at tvister i relation til PfP-statusoverenskomsten
afgøres ved forhandling mellem de berørte deltagerlande.
Artikel IV
i PfP-statusoverenskomsten bestemmer, at
PfP-statusoverenskomsten kan suppleres eller på anden måde
ændres i overensstemmelse med folkeretten.
Artikel V
i PfP-statusoverenskomsten omhandler
hvilke lande, der kan undertegne PfP-statusoverenskomsten, krav om deponering
af ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenter samt
tidspunkt for ikrafttrædelse.
Artikel VI
i PfP-statusoverenskomsten omhandler
betingelser for opsigelse.
27 lande har ratificeret PfP-statusoverenskomsten. Der
henvises til vedlagte liste over deltagere pr. 12. november 1998.
Tillægsprotokollerne
Tillægsprotokollen
af 19. juni 1995 til
PfP-statusoverenskomsten fastlægger, at deltagerlandene ikke må
fuldbyrde dødsstraf over medlemmer m.v. af fremmede styrker.
26 lande har ratificeret tillægsprotokollen. Der
henvises til vedlagte liste over deltagere pr. 12. november 1998.
Den yderligere tillægsprotokol
af 19.
december 1997 til PfP-statusoverenskomsten fastlægger, at
deltagerlandene skal anvende bestemmelserne i Paris-protokollen for så
vidt angår aktiviteter, der udføres af NATO s militære
hovedkvarterer og disses militære og civile personel på
deltagerlandenes territorium. Paris-protokollen er opbygget således, at
den i princippet henviser til NATO-statusoverenskomsten med de
nødvendige tilpasninger, især derved at visse rettigheder
tilkommer hovedkvarterene i stedet for afsenderlandene.
Danmark har den 30. december 1997 underskrevet den
yderligere tillægsprotokol under forbehold for national ratifikation.
Belgien, Letland, Nederlandene og Portugal har tillige undertegnet
protokollen. Ingen lande har endnu ratificeret protokollen.
4. Den gældende lov
1955-loven indeholder de dengang nødvendige
lovbestemmelser til opfyldelse af NATO-statusoverenskomsten med
tilhørende protokol. En række af overenskomstens forpligtelser
kunne allerede opfyldes med hjemmel i andre gældende love. De
lovbestemmelser, der blev indsat i 1955-loven til overenskomstens
gennemførelse, var:
- § 2 om hjemmel for afsenderlandets militære myndigheder
til at udøve strafferetlig og disciplinær jurisdiktion i
Danmark,
- § 3 om anholdelse i Danmark og udlevering til vedkommende
fremmede myndigheder af personer, som er underlagt afsenderlandets
jurisdiktion,
- § 4 om retshjælp ved afsenderlandets udøvelse af
jurisdiktion i Danmark,
- § 5 om strafferetlig beskyttelse af afsenderlandets sikkerhed,
dokumenter, installationer m.v.,
- § 6 om bemyndigelse for forsvarsministeren til at udbetale
erstatninger,
- § 7 om fritagelse for beskatning og erlæggelse af
afgifter.
De nævnte bestemmelser er nærmere omtalt under
bemærkningerne til ændringslovforslagets enkelte
bestemmelser.
5. Nødvendige lovændringer
Bestemmelserne i NATO-statusoverenskomstens artikel I-VI
samt IX-XIV og i Paris-protokollen kan også for så vidt
angår PfP-statusoverenskomsten med tillægsprotokoller opfyldes
på grundlag af gældende lovgivning. Dog forudses loven om
CPR-registre ændret, således at styrker omfattet af
nærværende lov sidestilles med NATO-landenes styrker,
således at de kan have bopæl i Danmark uden at være
CPR-registreret.
Artikel VII i NATO-statusoverenskomsten og den
tilhørende Paris-protokol indeholder en afgrænsning mellem
deltagerstaternes jurisdiktionsbeføjelser. Grundloven
forudsætter, at danske myndigheders beføjelser er
afgrænset efter folkeretten over for andre staters og internationale
organisationers tilsvarende beføjelser. Aftaler, der afgrænser
Danmarks jurisdiktion i forhold til andre stater og internationale
organisationer, vil i almindelighed kunne gennemføres, uden at der er
tale om overladelse af beføjelser, der i Grundlovens forstand
tilkommer rigets myndigheder.
NATO-statusoverenskomsten og Paris-protokollen blev
gennemført som almindelig lov i 1955. PfP-statusoverenskomsten og den
yderligere tillægsprotokol af 19. december 1997 indebærer, at
bestemmelserne om jurisdiktionsbeføjelser i NATO-statusoverenskomsten
og Paris-protokollen udstrækkes til også at omfatte PfP-lande.
PfP-statusoverenskomsten og den ovennævnte tillægsprotokol vil
derfor i lighed med NATO-statusoverenskomsten og Paris-protokollen kunne
gennemføres som almindelig lov inden for rammerne af Grundloven. Det
må på den anden side anses for rigtigst, at andre staters
udøvelse af strafferetlig jurisdiktion i Danmark efter de omhandlede
overenskomster sker på grundlag af udtrykkelig lovhjemmel, og den
gældende hjemmel for NATO-landene til at udøve jurisdiktion i
Danmark bør derfor udvides til også at omfatte PfP-landene.
Også erstatningsreglerne i artikel VIII bør medføre en
tilpasning af den gældende lov. Der henvises herom til
bemærkningerne til § 1, nr. 3 (jurisdiktion) og § 1, nr. 8
(erstatning).
6. Økonomiske konsekvenser
Det er i sagens natur - herunder på grund af
forpligtelsernes gensidige karakter - ikke muligt at vurdere de
økonomiske konsekvenser i forbindelse med fraskrivelse, udbetaling og
modtagelse af erstatninger, jf. bemærkningerne til lovforslaget
§ 1, nr. 8.
7. Administrative konsekvenser
Lovændringen vurderes ikke at medføre
administrative konsekvenser af betydning. Dog opnås en vis
administrativ lettelse, idet loven indebærer, at regeringen kan
indgå de standardaftaler om status for fremmede styrker, som er blevet
almindelige på grundlag af NATO-statusoverenskomsten.
8. Erhvervsmæssige konsekvenser
Lovændringen vurderes ikke at have økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet.
9. Miljømæssige konsevenser
Lovændringen vurderes ikke at medføre
miljømæssige konsekvenser.
10. Forholdet til EU-retten.
NATO-landenes styrker er undtaget fra moms ved
indførsel af goder samt moms af levering af goder og tjenesteydelser i
henhold til Rådets 6. momsdirektiv.
PfP-landenes styrker kan ifølge EU-Kommissionens
fortolkning nyde de samme afgiftsmæssige privilegier som NATO-landenes
styrker, idet fritagelse for moms i henhold til 6. momsdirektiv kan gives
internationale organer. PfP, som Kommissionen i øvrigt sidestiller med
Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), er ifølge
Kommissionen et sådan internationalt organ.
I det omfang Kommissionens fortolkning kan
udstrækkes til andre styrker som f.eks. SHIRBRIG, vil disse privilegier
ligeledes kunne ydes fra dansk side.
11. Udtalelser fra andre ministerier
Lovforslaget har været forelagt til udtalelse hos
Arbejdsministeriet, Finansministeriet, Forsvarsministeriet,
Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Skatteministeriet,
Statsministeriet, Sundhedsministeriet og Trafikministeriet.
12. Udtalelse fra Rigsrevisionen
Lovforslaget har ikke været forelagt Rigsrevisionen,
idet forslaget ikke vurderes at omfatte revisionsspørgsmål af
større betydning.
13. Konsekvenser for private
I strafferetlig henseende indebærer
lovændringen, at straffelovens § 109 og 110 om henholdsvis
spionage og om forfalskning og ødelæggelse m.v. af dokumenter af
betydning for statens sikkerhed også finder anvendelse i relation til
forbrydelser mod udsendte styrker fra PfP-landene.
I tilfælde af at et afsenderlands styrker eller
civile elementer under udøvelse af tjenstlige pligter forvolder skade
på privat ejendom, vil spørgsmålet om erstatning blive
afgjort af danske myndigheder efter dansk lovgivning. Eventuel udbetaling af
erstatning til den skadelidte bliver foretaget af den danske stat.
Erstatningskrav for skader forvoldt af afsenderlandets militære styrker
eller civile elementer uden for udøvelsen af tjenstlige pligter
gennemføres på sædvanlig måde overfor
skadevolder.
14. Samlet skema for lovforslagets konsekvenser i hovedtræk
Vurdering af konsekvenser af lovforslag
Positive konsekvenser
Negative konsekvenser
Økonomiske konsekvenser for staten
Ingen væsentlige
Ingen væsentlige
Administrative konsekvenser for staten
Ingen væsentlige
Ingen væsentlige
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
EU s 6. momsdirektiv udstrækkes til også at fritage styrker
fra deltagerne i PfP og eventuelt andre styrker for moms på samme
måde som styrker fra deltagerne i NATO.
Bemærkninger til
ændringsforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1.
Som konsekvens af denne lovs ændringer af lov nr.
143 af 29. april 1955 om gennemførelse af overenskomst om
retsstillingen for NATO-styrker og af protokol om NATO s militære
hovedkvarterer indføjes »Partnerskab for Fred m.v.« i lovens titel.
Endvidere ændres udtrykket »NATO-styrker« til »styrker
tilhørende deltagerne i NATO«, således at det klargøres,
at også styrker, der ikke teknisk set er under NATO-kommando, er
omfattet. Denne ændring indebærer ingen ændring i lovens
rækkevidde.
Til nr. 2.
Med stk. 1 sættes 1955-loven i kraft for
PfP-landenes styrker, der opholder sig i Danmark. Hermed giver Folketinget
samtykke til, at regeringen kan ratificere overenskomst af 19. juni 1995
mellem parterne i Den Nordatlantiske Traktat og de øvrige deltagere i
Partnerskab for Fred vedrørende status for deres styrker med
tillægsprotokol af samme dato og yderligere tillægsprotokol af
19. december 1997.
Stk. 2 giver udenrigsministeren bemyndigelse til at
fastsætte regler om, at lovens §§ 2-5 tillige helt eller delvist
skal gælde for tilsvarende overenskomster, som Danmark måtte
indgå med andre lande. Denne bestemmelse indebærer sammenholdt
med den i § 1, nr. 8, givne bemyndigelse til forsvarsministeren med
hensyn til erstatningsforhold, at Folketinget giver samtykke til, at
regeringen kan indgå tilsvarende aftaler med andre lande. Der vil
være tale om aftaler, der omfatter status for fremmede styrker i
Danmark, der deltager i aktiviteter uden for NATO- og PfP-regi. Sådanne
aktiviteter kan være aktiviteter af PfP-lignende art eller aktiviteter
i FN- og/eller OSCE-regi typisk med henblik på indsats inden for det
fredsstøttende område. Der forventes f.eks. indgået en
aftale mellem de lande, der deltager i etableringen af den multinationale
FN-brigade SHIRBRIG, hvis hovedkvarter er placeret i Danmark. Deltagerlandene
i SHIRBRIG omfatter såvel NATO- og PfP-lande som andre
FN-medlemslande.
Til nr. 3.
Ændringen af § 2 vil indebære, at den
adgang, NATO-landenes militære myndigheder hidtil har haft til at
udøve strafferetlig og disciplinær jurisdiktion på dansk
territorium, udstrækkes til også at gælde for
PfP-lande.
Ordlyden af bestemmelsen foreslås herudover
moderniseret i forhold til den gældende lovs § 2. Der er ikke
herved tilsigtet nogen ændring af retstilstanden. Den særlige
henvisning til grønlandsk territorium er dog udgået, idet
ændringsloven sættes i kraft for Grønland ved særlig
kongelig anordning, jf. bemærkningerne til § 3.
De nærmere regler for afsenderlandets
jurisdiktionsudøvelse findes i NATO-statusoverenskomstens artikel VII,
hvortil PfP-statusoverenskomstens artikel I henviser.
NATO-statusoverenskomstens artikel VII indeholder regler
om afsenderlandets militære myndigheders adgang til udøvelse af
strafferetlig og disciplinær jurisdiktion i modtagerlandet, dels om
modtagerlandets adgang til at udøve strafferetlig jurisdiktion over
medlemmer af afsenderlandets styrker, civile elementer og
pårørende.
Efter NATO-statusoverenskomstens artikel VII, stk. 1,
litra a, er det en forudsætning for afsenderlandets udøvelse af
jurisdiktion, at afsenderlandet har hjemmel hertil i sin egen lovgivning.
Jurisdiktionsudøvelsen omfatter endvidere kun personer, som er
undergivet vedkommende lands militære lovgivning. Grænserne for
jurisdiktion vil således være afhængig af indholdet af
afsenderlandets militære lovgivning, der som regel kun omfatter
personer, der er knyttet til afsenderlandets militære styrker eller som
begår handlinger, der er rettet mod sådanne styrker eller mod
afsenderlandets sikkerhed.
Den jurisdiktionskompetence, der tilkommer afsenderlandets
militære myndigheder indskrænkes imidlertid væsentligt af
bestemmelserne i artikel VII, stk. 4. Efter denne bestemmelse kan
afsenderlandets militære myndigheder ikke udøve jurisdiktion
over personer, der er statsborgere i eller har fast bopæl i
modtagerlandet, medmindre de er medlemmer af afsenderlandets styrker. Denne
begrænsning medfører, at et afsenderlands myndigheder i
modtagerlandet kun kan udøve jurisdiktion over det
pågældende lands egne militære styrker samt over personer,
der uden at være statsborgere i modtagerlandet har midlertidigt ophold
i dette. Det fremgår af bestemmelserne, at civilt personel, der er
knyttet til afsenderlandets styrker, eller pårørende til
sådant personel vil være undtaget fra afsenderlandets
jurisdiktion, såfremt de pågældende ved statsborgerret
eller fast bopæl er knyttet til modtagerlandet.
For lovovertrædelser, som alene er strafbare efter
afsenderlandets lovgivning, men ikke modtagerlandets, tillægger
NATO-statusoverenskomsten under de ovennævnte betingelser udelukkende
jurisdiktion for afsenderlandets myndigheder. Er det omvendte
tilfældet, har modtagerlandet udelukkende jurisdiktion, selv med hensyn
til medlemmer af afsenderlandets militære styrker.
Er en handling strafbar efter begge landes lovgivning,
indeholder artikel VII, stk. 3, regler om hvilket af landene, der i
sådanne tilfælde skal have fortrinsret. Det fremgår af
stk. 3 litra b, at hovedreglen er, at modtagerlandet har fortrinsret, og
undtagelse herfra gøres kun i de i stk. 3, litra a, udtrykkelig
nævnte tilfælde (lovovertrædelser rettet mod
afsenderlandets ejendom eller sikkerhed samt mod de til afsenderlandet
knyttede personer, samt lovovertrædelser, der står i forbindelse
med udøvelse af tjenstlige pligter). Udenfor disse områder vil
afsenderlandets jurisdiktion således være betinget af, at
modtagerlandet undlader at gøre brug af sin fortrinsret til at
udøve jurisdiktion, jf. artikel VII, stk. 3, litra c.
Til nr. 4.
Ordlyden af bestemmelsen foreslås moderniseret i
forhold til den gældende lovs § 3. Der er ikke herved tilsigtet
nogen ændring af retstilstanden. Den særlige henvisning til
grønlandsk strafferet er dog udgået, idet ændringsloven
sættes i kraft for Grønland ved kongelig anordning, hvor en
sådan henvisning skal indføjes.
Til nr. 5.
§ 4 i den gældende lov foreslås
ophævet, idet de almindeligt gældende regler i Danmark med hensyn
til retshjælp kan finde anvendelse også i relation til
retshjælpsforpligtelserne i relation til NATO-statusoverenskomsten, og
i relation til alle tilsvarende overenskomster herunder
PfP-statusoverenskomsten.
Efter NATO-statusoverenskomstens artikel VII, stk. 6,
litra a, jf. PfP-statusoverenskomstens artikel I, skal modtagerlandets og
afsenderlandets myndigheder bistå hinanden med at foretage alle
nødvendige undersøgelser af lovovertrædelser og med at
indsamle og forelægge bevismateriale, herunder foretage
beslaglæggelse og, hvor der er anledning dertil, udlevere ting, der har
forbindelse med en lovovertrædelse. Udleveringen af sådanne ting
kan imidlertid gøres betinget af, at de tilbageleveres inden for et
tidsrum, der fastsættes af den myndighed, der udleverer dem.
Med henblik på at muliggøre opfyldelse af
pligten til at yde gensidig bistand ved tilvejebringelse af bevismateriale
blev der i 1955-lovens § 4 indsat en bestemmelse, der gjorde de
dagældende regler i retsplejelovens §§ 169-171 og 173 om
vidnepligt, om vidneindkaldelse og vidnegodtgørelse samt om
tvangsmidler mod modvillige vidner, jf. § 189, samt de tilsvarende
grønlandske bestemmelser anvendelige med hensyn til vidneførsel
for en fremmed domstol, der i overensstemmelse med NATO-statusoverenskomstens
bestemmelser udøver jurisdiktion på dansk område. Der
henvises i den forbindelse til Folketingstidende 1954-55, Tillæg A, sp.
1687.
Som det fremgår, indebærer artikel VII,
stk. 6, litra a, en pligt for de deltagende stater til at bistå
hinanden med at foretage alle nødvendige undersøgelser af
lovovertrædelser og med at indsamle og forelægge bevismateriale,
herunder foretage beslaglæggelser, og hvor der er anledning til det,
udlevere ting, der har forbindelse med en lovovertrædelse. Den
pågældende bestemmelse indeholder ikke bestemmelser, der
pålægger de deltagende stater en udtrykkelig pligt til at kunne
udlevere vidner tvangsmæssigt til et afsenderlands militære
myndigheder med henblik på, at vidnet kan afgive forklaring personligt
for disse myndigheder.
De almindeligt gældende regler indebærer, at
straffeprocessuelle tvangsindgreb, herunder pligtmæssig afgivelse af
vidneforklaringer, til brug for straffesager i udlandet gennemføres
ved danske domstole i medfør af retsplejeloven eller lovens analogi.
Vægrer et vidne sig f.eks. ved at afgive forklaring direkte for en
udenlandsk domstol, fordi vidnet anser sig for omfattet af retsplejelovens
vidneudelukkelses- eller vidnefritagelsesgrunde, jf. §§ 169-172, eller
kan personlig vidneførsel af andre grunde ikke lade sig gøre,
f.eks. fordi vidnet er frihedsberøvet i Danmark, vil der efter
omstændighederne kunne afgives subsidiær forklaring for en dansk
domstol efter retsplejelovens regler herom til brug for straffesagen i
udlandet.
Efter tilsvarende retningslinier kan der
beslaglægges bevismateriale, som befinder sig i Danmark, til brug for
vedkommende straffesag.
De almindeligt gældende regler med hensyn til
retshjælp er også lagt til grund i forbindelse med
gennemførelsen af lov nr. 1099 af 21. december 1994 om
strafforfølgning ved det internationale tribunal til
pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien.
Danske myndigheders retshjælp til tribunalet sker således efter
retningslinier, der svarer til dem, der gælder ved retshjælp i
forhold til udenlandske myndigheder, jf. herved Folketingstidende 1994-95,
Tillæg A, side 418-419.
De almindeligt gældende regler, hvorefter
strafprocessuelle tvangsindgreb, herunder pligtmæssig afgivelse af
vidneforklaringer, til brug for straffesager i udlandet gennemføres
ved danske domstole i medfør af retsplejeloven eller lovens analogi,
jf. ovenfor, må bl.a. på denne baggrund antages at kunne anvendes
også i tilfælde, hvor der er spørgsmål om at yde
retshjælp til et afsenderlands militære myndigheder i
medfør af NATO-statusoverenskomstens artikel VII, stk. 6, litra
a.
Til nr. 6 og 7.
NATO-statusoverenskomstens artikel VII, stk. 11,
forpligter hvert medlemsland til at søge en lovgivning
gennemført, som det anser for nødvendig for på sit
territorium at tilvejebringe tilstrækkelig sikring og beskyttelse af
andre kontraherende parters installationer, udrustning, ejendom, arkiver og
officielle aktstykker samt for at kunne straffe personer, som måtte
overtræde en sådan lovgivning. Denne forpligtelse gælder i
kraft af PfP-statusoverenskomstens artikel I, også i relation til
PfP-landenes styrker.
Ved vedtagelsen af den nugældende lov i 1955 blev
det lagt til grund, at straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens
sikkerhed i vidt omfang også ville finde anvendelse på
forbrydelser, som blev begået mod her i landet værende udsendte
styrker, idet sådanne lovovertrædelser typisk ville berøre
Danmarks sikkerhed, da formålet med NATO-landenes styrkers
tilstedeværelse i Danmark er at sikre Danmarks forsvar. Straffelovens
§ 109, § 110 og § 110a, som er indeholdt i straffelovens
kapitel 12, fandtes dog ikke at give beskyttelse for fremmede NATO-landes
styrker her i landet, og den nugældende lovs § 5 indeholder derfor
bestemmelser, der giver fremmede NATO-landenes styrker her i landet en
tilsvarende beskyttelse.
Den nugældende lovs § 5 angår spionage
mod militære styrker (straffelovens § 109), anden beskyttelse af
dokumenter og genstande, der har sikkerhedsmæssig betydning for
militære styrker (straffelovens § 110), og beskyttelse af
militære forsvarsanlæg (straffelovens § 110a).
I modsætning til NATO er PfP ikke et gensidigt
militært samarbejde, som er beregnet på fælles forsvar i
tilfælde af krig. Forbrydelser begået overfor herværende
PfP-landenes styrker kan derfor ikke i samme grad, som gælder for
styrker fra NATO-lande, antages at berøre Danmarks sikkerhed og dermed
at være beskyttet efter straffelovens kapitel 12. På grund af
PfP-samarbejdets karakter skønnes det heller ikke at være
nødvendigt med en sådan strafferetlig beskyttelse. For så
vidt angår straffelovens § 109 og 110 anses det dog for
fornødent at gennemføre den samme beskyttelse for styrker fra
PfP-lande, som for styrker fra NATO-lande. En strafferetlig beskyttelse af
militære forsvarsanlæg kommer derimod ikke på tale i
relation til PfP-landenes styrker. § 5 foreslås derfor udformet,
således at den til straffelovens § 109 og 110, men ikke til
§ 110a svarende overtrædelse, finder anvendelse i relation til
styrker fra PfP-lande.
Til nr. 8
Ændringen indebærer en gennemførelse af
PfP-statusoverenskomstens artikel VIII.
Overenskomster om erstatningsmæssige forhold er
hidtil fra dansk side blevet indgået og opfyldt på grundlag af
tekstanmærkning nr. 65 på finanslovens § 12.
Forsvarsministeriet (ændret i 1999-finansloven til nr. 106). Som
følge af ændringen af loven kan denne tekstanmærkning
udgå af kommende finanslove.
Tekstanmærkningen har et mere snævert
anvendelsesområde end erstatningsbestemmelserne i
NATO-statusoverenskomsten. Forsvarsministeren har således ikke hidtil
haft umiddelbar mulighed for at indgå aftaler om erstatningsfriholdelse
i forhold til tredjeland (modtagerlandet afgør kravet og udbetaler til
skadelidte). Endvidere har der ikke været mulighed for at indgå
aftaler om erstatningsfraskrivelse vedrørende skader, der er forvoldt
ved forsæt eller grov uagtsomhed.
Ændringen vil således skabe det
nødvendige grundlag for, at forsvarsministeren uden
Folketingets/Finansudvalgets samtykke kan indgå og i hvert enkelt
tilfælde opfylde PfP-statusoverenskomsten og andre
statusoverenskomster, der med hensyn til reguleringen af
erstatningsmæssige forhold svarer til NATO- og
PfP-statusoverenskomsternes bestemmelser. Med de i dag gældende
budgetretlige regler er opfyldelsen af sådanne aftaler normalt ikke
betinget af finansministerens og Finansudvalgets forudgående
tilslutning i hvert enkelt tilfælde, når udgiften afholdes inden
for det pågældende ministeriums budgetramme.
Om behovet for at kunne indgå tilsvarende
statusoverenskomster uden for NATO- og PfP-sammenhæng kan det oplyses,
at de senere års udsendelser af danske styrker med henblik på
deltagelse i øvelser og fredsstøttende operationer m.v. i flere
tilfælde er sket uden for NATO-samarbejdets rammer eller til
områder uden for NATO-landenes territorier. Tilsvarende er der modtaget
fremmede styrker i Danmark med henblik på deltagelse i
samarbejdsaktiviteter, der falder uden for NATO-samarbejdets rammer. De
nævnte aktiviteter er således faldet uden for
NATO-statusoverenskomstens gyldighedsområde, og vil heller ikke
være dækket af PfP-samarbejdet. Som eksempler på de
nævnte aktiviteter kan nævnes udsendelsen af styrker til det
tidligere Jugoslavien i forbindelse med UNPROFOR (FN-regi) samt IFOR/SFOR
(NATO-regi uden for NATO-landenes territorium), udsendelsen af styrker til
Albanien i forbindelse med ALBA (FN/OSCE-regi) og etableringen af den
multilaterale FN-brigade SHIRBRIG, der har hovedkvarter i Danmark. Hertil
kommer den almindelige modtagelse og udsendelse af styrker uden for NATO- og
PfP-samarbejdet, men efter principper, der svarer til PfP s principper
(d.v.s. i PfP s ånd), som led i samarbejdet med de central- og
østeuropæiske lande til fremme af stabiliteten og sikkerheden i
Europa.
Aftaler med et indhold svarende til NATO- og
PfP-statusoverenskomsterne vil normalt blive forhandlet af og underskrevet af
de deltagende landes forsvarsministre.
Ved fastsættelsen af det aftalemæssige
grundlag for de nævnte aktiviteter har der fra andre deltagerlandes
side ofte været udtrykt ønske om at anvende
NATO-statusoverenskomstens regelsæt, bl.a. med hensyn til
erstatningsforhold. Man har på baggrund af erfaringerne fra
NATO-samarbejdet anset dette regelsæt for velfungerende og egnet til
anvendelse i andre sammenhænge. Udenrigsministeriet anser det for
rigtigst at opfyldelse sker ved tilvejebringelse af lovgrundlag.
Det må anses for hensigtsmæssigt, at der
også uden for NATO- og PfP-samarbejdets rammer kan indgås
ensartede aftaler om erstatningsforholdene i forbindelse med internationale
militære samarbejdsaktiviteter. NATO-statusoverenskomstens
regelsæt udgør et kendt og velegnet grundlag herfor, hvilket
udformningen af PfP-statusoverenskomsten netop er udtryk for.
NATO-statusoverenskomstens erstatningsbestemmelser
(artikel VIII) kan i hovedtræk beskrives således:
Ved skader på statsejendom, der benyttes af
vedkommende stats land-, sø- eller luftstridskræfter, frafalder
hver af parternes krav på erstatning, såfremt skaden er forvoldt
under de i NATO-statusoverenskomstens artikel VIII, stk. 1 (i) eller
(ii) nævnte omstændigheder. Parterne frafalder desuden krav
på erstatning for deres egne udgifter i forbindelse med militært
personels tilskadekomst eller død (den tilskadekomnes eller de
efterladtes muligheder for at rejse erstatningskrav mod skadevolderen
berøres ikke heraf).
I tilfælde af skade på anden statsejendom
forvoldt under ovennævnte omstændigheder skal afgørelsen
af, om der foreligger erstatningsgrundlag, og om erstatningens
størrelse, såfremt der ikke er truffet anden aftale,
træffes af en af parterne udpeget voldgiftsmand valgt blandt
modtagerlandets statsborgere, der beklæder eller har beklædt en
høj judiciel stilling. Det er endvidere bestemt, at de kontraherende
parter i disse tilfælde gensidigt giver afkald på erstatning for
skader under 9.670,- kr. De af voldgiftsmanden tilkendte
erstatningsbeløb fordeles på samme måde som ved
erstatningskrav, der hidrører fra skader på privat ejendom, jf.
nedenfor.
Erstatningskrav fra modtagerlandets borgere opstået
som følge af handlinger eller undladelser, der må tilskrives
afsenderlandets styrker eller civile elementer under udøvelsen af
tjenstlige pligter, skal afgøres af modtagerlandets myndigheder efter
dettes lovgivning og foreløbigt betales af dette land, jf.
NATO-statusoverenskomstens artikel VIII, stk. 5. De udbetalte
erstatningsbeløb fordeles senere mellem de kontraherende parter i
overensstemmelse med de i NATO- og PfP-statusoverenskomsterne specificerede
regler, der i hovedtræk går ud på følgende:
Såfremt afsenderlandet alene er ansvarligt for
skadens opståen, skal dette endeligt bære 75 % af
erstatningsbeløbet og modtagerlandet 25 %. Når mere end
ét land er ansvarligt for skadens opståen, eller hvor det ikke
er muligt særligt at pålægge et enkelt eller flere af de
kontraherende parters værn ansvaret for skaden, skal
erstatningsbeløbet fordeles ligeligt mellem de pågældende
kontraherende parter; dersom modtagerlandet ikke er et af de således
flere ansvarlige eller i alt fald implicerede lande, skal dets bidrag
udgøre halvdelen af det beløb, der skal udredes af hvert af de
pågældende afsenderlande.
Det bør fremhæves, at de her omhandlede
erstatningsregler kun gælder for skade fremkaldt ved handlinger
foretaget i forbindelse med tjenestens udøvelse. Ved skader
forårsaget af medlemmer af afsenderlandets styrker m.v. udenfor
tjenestens udøvelse kan de af modtagerlandets myndigheder afgjorte
erstatningskrav - såfremt de ikke dækkes af afsenderlandets
myndigheder - gennemføres på sædvanlig måde overfor
vedkommende skadevolder, d.v.s. eventuelt ved medvirken af modtagerlandets
domstole m.v.
I tilfælde af skader fremkaldt ved handlinger uden
forbindelse med tjenestens udøvelse hæfter modtagerlandet ikke
for erstatningskrav mod afsenderlandets personel.
Spørgsmålet om, hvorvidt en
skadegørende handling falder indenfor eller udenfor begrebet
»udøvelse af tjenstlige pligter«, skal i tilfælde af uenighed
herom endeligt afgøres af ovennævnte voldgiftsmand.
Bestemmelserne om afvikling af erstatningskrav finder ikke
anvendelse på krigsskade, jf. NATO-statusoverenskomstens artikel VIII,
stk. 2 og 5.
Bestemmelserne om den formelle fremgangsmåde ved
fremsættelse af erstatningskrav, sagsanlæg m.v., jf.
NATO-statusoverenskomstens artikel VIII, nødvendiggør ikke
lovhjemmel. Som det fremgår af NATO-statusoverenskomstens artikel VIII,
stk. 9, kan medlemmer af afsenderlandets styrker sagsøges ved
modtagerlandets domstole, og den i stk. 9 indeholdte begrænsning
(tvangsfuldbyrdelse af visse domme) er uden reel betydning, da modtagerlandet
i de tilfælde, hvor begrænsningen gælder, skal udrede den
idømte erstatning.
Til nr. 9
Med ændringsloven foreslås § 7
ophævet.
NATO-statusoverenskomstens artikel X-XI vedrører
fritagelse fra moms og beskatning. Gennemførelse af disse bestemmelser
såvel i relation til PfP-statusoverenskomsten som i relation til andre
lignende overenskomster, som Danmark måtte indgå, kræver
ikke længere særskilt lovhjemmel, idet der i henhold til lov om
told og importafgifter (toldloven) og lov om moms (momsloven) er hjemmel til
at tillade told- og afgiftsfritagelse for de i NATO-statusoverenskomstens
artikel XI omhandlede fritagelser. Den generelle told- og afgiftsfritagelse
sker efter § 4, nr. 3, i toldloven. Herudover kan der i henhold til
toldlovens § 5 samt momslovens § 36, stk. 3, ske told- og
momsfritagelse ved indførsel af materiel. Det skal i forbindelse med
toldlovens § 5 og momslovens § 36, stk. 3, bemærkes, at
betegnelsen »NATO« skal fortolkes bredt således, at Partnerskab for
Fred og tilsvarende overenskomster er omfattet af bestemmelserne.
For så vidt angår de direkte skatter, herunder
indkomstbeskatning, bemærkes, at den persongruppe, som er omfattet af
NATO- og PfP-statusoverenskomsterne i hovedsagen, vil opholde sig i Danmark i
perioder af ganske kort varighed, typisk i forbindelse med
øvelsesvirksomhed. De pågældende vil derfor for
hovedpartens vedkommende hverken blive fuldt eller begrænset
skattepligtige her i landet.
Personer, der er omfattet af NATO-statusoverenskomsten, og
som tager længerevarende ophold i Danmark, indrømmes af
skatteministeren skattefritagelse i henhold til lov nr. 567 af 30. november
1983 om rettigheder og immuniteter for internationale organisationer.
Tilsvarende vilkår vil kunne indrømmes for personer omfattet af
PfP-statusoverenskomsten med tillægsprotokoller eller lignende
aftaler.
Til § 2
Med § 2 bestemmes, at loven træder i kraft
dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Til § 3
§ 3 bestemmer, at ændringsloven ikke er
gældende for Færøerne og Grønland, men at den ved
kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for disse
landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger i overensstemmelse med sædvanlig
dansk praksis. Danmark har den 2. februar 1998 meddelt deltagerne i Det
Euroatlantiske Partnerskabsråd, at PfP-statusoverenskomsten indtil
videre vil blive gennemført i Danmark med forbehold for
Færøerne og Grønland i overensstemmelse med
sædvanlig dansk praksis.
Dette indebærer, at den oprindelige lov gælder
for Færøerne og Grønland i uændret form, indtil
nærværende ændringslov helt eller delvist måtte blive
sat i kraft for disse landsdele.
Bilag 1
OVERENSKOMST MELLEM DELTAGERNE I DEN
NORDATLANTISKE TRAKTAT OG DE ØVRIGE DELTAGENDE STATER I PARTNERSKAB
FOR FRED VEDRØRENDE STATUS FOR DERES STYRKER
De deltagende stater i Den Nordatlantiske Traktat, undertegnet i
Washington den 4. april 1949, og de stater, der tager imod invitationen til
Partnerskab for Fred, udfærdiget og undertegnet af stats- og
regeringscheferne i Den Nordatlantiske Traktats Organisation i Bruxelles den
10. januar 1994, og som tilslutter sig Partnerskab for
Fred-rammedokumentet;
som tilsammen udgør de deltagende stater i Partnerskab for
Fred;
som tager i betragtning, at en deltagers styrker ifølge aftale kan
blive udsendt til og modtaget på en anden deltagers territorium;
som er indforstået med, at beslutninger om udsendelse og modtagelse
af styrker fortsat vil være genstand for særaftaler mellem
vedkommende deltagere;
som imidlertid ønsker at fastsætte status for sådanne
styrker, når disse opholder sig på en anden deltagers
territorium;
som erindrer den i London den 19. juni 1951 udfærdigede overenskomst
mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat vedrørende status for
deres styrker;
er blevet enige om følgende:
ARTIKEL I
Medmindre andet er bestemt i nærværende overenskomst og
eventuelle tillægsprotokoller med hensyn til deltagerne i
overenskomsten, skal alle deltagende stater i nærværende
overenskomst anvende bestemmelserne i den i London den 19. juni 1951
udfærdigede overenskomst mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat
vedrørende status for deres styrker, i det følgende kaldet
NATO/SOFA-overenskomsten, som om alle deltagerne i nærværende
overenskomst deltog i NATO/SOFA-overenskomsten.
ARTIKEL II
1. Ud over NATO/SOFA-overenskomstens gyldighedsområde skal
nærværende overenskomst finde anvendelse på territoriet
tilhørende alle de deltagere i nærværende overenskomst,
der ikke deltager i NATO/SOFA-overenskomsten.
2. Med henblik på nærværende overenskomst skal
henvisninger i NATO/SOFA-overenskomsten til Den Nordatlantiske Traktats
område anses for også at omfatte de i nærværende
artikels stk. 1 omtalte territorier, og henvisninger til Den
Nordatlantiske Traktat skal anses for at omfatte Partnerskab for
Fred.
ARTIKEL III
Med henblik på gennemførelsen af nærværende
overenskomst for så vidt angår forhold vedrørende
deltagende stater, som ikke deltager i NATO/SOFA-overenskomsten, skal
bestemmelserne i NATO/SOFA-overenskomsten om, at anmodninger skal rettes til
eller uoverensstemmelser henvises til Det Nordatlantiske Råd, Det
Nordatlantiske Stedfortræderråds formand eller en voldgiftsmand,
forstås således, at spørgsmålet kræves afgjort
ved forhandling mellem de berørte deltagere uden rekurs til nogen
udenforstående myndighed.
ARTIKEL IV
Nærværende overenskomst kan suppleres eller på anden
måde ændres i overensstemmelse med folkeretten.
ARTIKEL V
1. Nærværende overenskomst står åben for
undertegnelse af enhver stat, der enten er kontraherende part i
NATO/SOFA-overenskomsten, eller som tager imod invitationen til Partnerskab
for Fred og tilslutter sig Partnerskab for Fred-rammedokumentet.
2. Nærværende overenskomst skal ratificeres,
tiltrædes eller godkendes. Ratifikations-, tiltrædelses- eller
godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos Amerikas Forenede Staters
regering, som skal underrette alle signatarstaterne om hver enkelt
deponering.
3. 30 dage efter at tre signatarstater, hvoraf mindst én er
kontraherende part i NATO/SOFA-overenskomsten og én har taget imod
invitationen til Partnerskab for Fred og tilsluttet sig Partnerskab for
Fred-rammedokumentet, har deponeret deres ratifikations-, tiltrædelses-
eller godkendelsesinstrumenter, træder nærværende
overenskomst i kraft i forhold til de pågældende stater. I
forhold til enhver anden signatarstat træder konventionen i kraft 30
dage efter deponeringen af den pågældende stats
instrument.
ARTIKEL VI
Nærværende overenskomst kan opsiges af enhver af deltagerne i
overenskomsten ved skriftlig opsigelsesmeddelelse til Amerikas Forenede
Staters regering, som skal underrette alle signatarstater om enhver
sådan meddelelse. Opsigelsen skal træde i kraft et år
efter, at Amerikas Forenede Staters regering har modtaget meddelelsen. Efter
udløbet af denne periode på et år skal
nærværende overenskomst ophøre med at være i kraft i
forhold til den part, som har opsagt den, bortset fra afvikling af
udestående krav opstået inden datoen for opsigelsens
ikrafttrædelse, men skal forblive i kraft imellem de øvrige
deltagere.
Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt
bemyndigede af deres respektive regeringer, underskrevet
nærværende overenskomst.
Udfærdiget i Bruxelles den 19. juni 1995 på engelsk og fransk,
begge tekster af samme gyldighed, i et enkelt originaleksemplar, som skal
deponeres i Amerikas Forenede Staters regerings arkiver. Amerikas Forenede
Staters regering skal fremsende bekræftede genparter heraf til samtlige
signatarstater.
PfP-statusoverenskomsten
Liste over deltagere pr. 12. november 1998
Land
Underskrift
Dato for ratifikation
Albanien
10. oktober 1996.
9. maj 1996.
Azerbaijan
15. januar 1998.
Belgien
31. oktober 1995.
10. oktober 1997.
Bulgarien
16. oktober 1995.
29. maj 1996.
Canada
13. oktober 1995.
2. maj 1996.
Danmark
3. juli 1995.
Estland
29. august 1995.
7. august 1996.
Finland
16. december 1996.
2. juli 1997.
Frankrig
1. december 1995.
Georgien
18. juli 1995.
19. maj 1997.
Grækenland
9. oktober 1997.
Island
10. marts 1997.
Italien
14. marts 1996.
23. september 1998.
Kazakhstan
31. juli 1996.
6. november 1997.
Letland
13. december 1995.
19. april 1996.
Litauen
31. januar 1996.
15. august 1996.
Luxembourg
18. februar 1997.
Den tidligere
jugoslaviske republik
Makedonien
30. maj 1996.
19. juni 1996
Moldova
6. september 1996.
1. oktober 1997.
Nederlandene
5. februar 1996.
26. juni 1997.
Norge
19. juni 1995.
4. oktober 1996.
Polen
3. november 1995.
4. april 1997.
Portugal
8. september 1997.
Rumænien
3. november 1995.
5. juni 1996.
Slovakiet
11. august 1995.
13. december 1995.
Slovenien
31. juli 1995.
18. januar 1996.
Spanien
16. december 1996.
4. februar 1998.
Storbritannien
5. marts 1995.
Sverige
4. april 1996.
13. november 1996.
Tjekkiet
2. november 1995.
27. marts 1996.
Tyrkiet
5. februar 1996.
Tyskland
20. juli 1995.
24. september 1998.
Ukraine
6. maj 1996.
Ungarn
21. juni 1995.
14. december 1995.
USA
19. juni 1995.
9. august 1995.
Uzbekistan
24. juli 1996.
30. januar 1997.
Østrig
16. januar 1997.
3. august 1998.
TILLÆGSPROTOKOL TIL OVERENSKOMST MELLEM DELTAGERNE
I DEN NORDATLANTISKE TRAKTAT OG DE ØVRIGE DELTAGENDE STATER I
PARTNERSKAB FOR FRED VEDRØRENDE STATUS FOR DERES STYRKER
De deltagende stater i nærværende tillægsprotokol til
overenskomst mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat og de
øvrige deltagende stater i Partnerskab for Fred vedrørende
status for deres styrker, i det følgende kaldet »overenskomsten«;
som tager i betragtning, at der i nogle af overenskomstdeltagernes
nationale lovgivning ikke forskrives dødsstraf;
er blevet enige om følgende:
ARTIKEL I
Enhver deltagende stat i nærværende tillægsprotokol,
forsåvidt den pågældende stat har jurisdiktion i
overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten, må ikke fuldbyrde
en dødsstraf for så vidt angår medlemmer af en styrke og
et civilt element og sådanne medlemmers pårørende fra
enhver anden deltagende stat i nærværende
tillægsprotokol.
ARTIKEL II
1. Nærværende protokol står åben for
undertegnelse af enhver signatarstat i overenskomsten.
2. Nærværende protokol skal ratificeres, tiltrædes
eller godkendes. Ratifikations-, tiltrædelses- eller
godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos Amerikas Forenede Staters
regering, som skal underrette alle signatarstaterne om hver enkelt
deponering.
3. Nærværende protokol træder i kraft 30 dage efter
den dato, hvor ratifikations-, tiltrædelses- eller
godkendelsesinstrumenterne er deponeret af tre signatarstater, hvoraf mindst
én er kontraherende part i NATO/SOFA-overenskomsten og én har
taget imod invitationen til Partnerskab for Fred og tilsluttet sig
Partnerskab for Fred-rammedokumentet.
4. Nærværende protokol træder i kraft i forhold til
enhver anden signatarstat på datoen for den pågældende
stats deponering af sit ratifikations-, tiltrædelses- eller
godkendelsesinstrument hos Amerikas Forenede Staters regering.
Udfærdiget i Bruxelles den 19. juni 1995 på engelsk og fransk,
begge tekster af samme gyldighed, i et enkelt originaleksemplar, som skal
deponeres i Amerikas Forenede Staters regerings arkiver. Amerikas Forenede
Staters regering skal fremsende bekræftede genparter heraf til samtlige
signatarstater.
Tillægsprotokol af 19. juni 1995
Liste over deltagere pr. 12. november 1998
Land
Underskrift
Dato for ratifikation
Albanien
10. oktober 1996.
9. maj 1996.
Azerbaijan
15. januar 1998.
Belgien
31. oktober 1995.
10. oktober 1997.
Bulgarien
16. oktober 1995.
29. maj 1996.
Canada
13. oktober 1995.
2. maj 1996.
Danmark
3. juli 1995.
Estland
29. august 1995.
7. august 1996.
Finland
16. december 1996.
1. august 1997.
Frankrig
1. december 1995.
Georgien
18. juli 1995.
19. maj 1997.
Grækenland
9. oktober 1997.
Island
10. marts 1997.
Italien
14. marts 1996.
23. september 1998.
Kazakhstan
31. juli 1996.
6. november 1997.
Letland
13. december 1995.
19. april 1996.
Litauen
31. januar 1996.
15. august 1996.
Luxembourg
18. februar 1997.
Den tidligere
jugoslaviske republik Makedonien
30. maj 1996.
19. juni 1996.
Moldova
6. september 1996.
1. oktober 1997.
Nederlandene
5. februar 1996.
26. juni 1997.
Norge
19. juni 1995.
4. oktober 1996.
Polen
3. november 1995.
4. april 1997.
Portugal
8. september 1997.
26. juni 1997.
Rumænien
3. november 1995.
5. juni 1996.
Slovakiet
11. august 1995.
18. september 1996.
Slovenien
31. juli 1995.
18. januar 1996.
Spanien
16. december 1996.
4. februar 1998.
Sverige
4. april 1996.
13. november 1996.
Tjekkiet
2. november 1995.
27. marts 1996.
Tyskland
20. juli 1995.
24. september 1998.
Ungarn
21. juni 1995.
14. december 1995.
Uzbekistan
24. juli 1996.
30. januar 1997.
Østrig
27. marts 1997.
2. september 1998.
YDERLIGERE TILLÆGSPROTOKOL TIL OVERENSKOMST
MELLEM
DELTAGERNE I DEN NORDATLANTISKE TRAKTAT OG DE ØVRIGE DELTAGENDE STATER
I PARTNERSKAB FOR FRED VEDRØRENDE STATUS FOR DERES STYRKER
De deltagende stater i nærværende tillægsprotokol,
som tager hensyn til »Overenskomsten mellem deltagerne i Den
Nordatlantiske Traktat og de øvrige deltagende stater i Partnerskab
for Fred vedrørende status for deres styrker« og
tillægsprotokollen dertil, begge udfærdiget i Bruxelles den 19.
juni 1995;
som tager i betragtning, at der er behov for at etablere og regulere
status for NATO's militære hovedkvarterer og hovedkvarterpersonel
på de i Partnerskab for Fred deltagende staters territorium med henblik
på at lette samarbejdet med individuelle Partnerskab for Fred-nationers
væbnede styrker;
som tager i betragtning, at der er behov for at sikre en passende status
for det personel i de deltagende staters væbnede styrker, der er
knyttet til eller forbundet med NATO's militære hovedkvarterer; og
som tager i betragtning, at det på grund af forholdene i navnlig
NATO's medlemsstater og partnerstater kan være ønskværdigt
at tage nærværende protokol i anvendelse til at imødekomme
de ovenfor anførte behov;
er blevet enige om følgende:
ARTIKEL I
I nærværende protokol anvendes følgende
terminologi:
1. »Paris-Protokollen« betyder »Protokollen om status for
internationale militære hovedkvarterer oprettet i henhold til Den
Nordatlantiske Traktat«, udfærdiget i Paris den 28. august
1952.
a. »Overenskomsten«, uanset hvor udtrykket måtte forekomme i
Paris-Protokollen, skal forstås som NATO's overenskomst om styrkernes
status, som har fået gyldighed ved »Overenskomsten mellem deltagerne i
Den Nordatlantiske Traktat og de øvrige deltagende stater i
Partnerskab for Fred vedrørende status for deres styrker«,
udfærdiget i Bruxelles den 19. juni 1995.
b. »Styrke« og »civilt element«, uanset hvor udtrykkene måtte
forekomme i Paris-Protokollen, skal forstås som defineret i
Paris-Protokollens artikel 3 og omfatter endvidere sådanne personer,
der er knyttet til eller forbundet med NATO's militære hovedkvarterer,
og som kommer fra andre deltagende stater i Partnerskab for Fred.
c. »Pårørende«, uanset hvor udtrykket måtte
forekomme i Paris-Protokollen, skal forstås som ægtefællen
til et medlem af en styrke eller et civilt element som defineret i
stk. b. i nærværende artikel eller et sådant medlems
barn, som er økonomisk afhængig af det pågældende
medlem.
2. »PfF/SOFA-overenskomsten«, uanset hvor udtrykket måtte
forekomme i nærværende protokol, skal forstås som
»Overenskomsten mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat og de
øvrige deltagende stater i Partnerskab for Fred vedrørende
status for deres styrker«, udfærdiget i Bruxelles den 19. juni
1995.
3. »NATO« skal forstås som Den Nordatlantiske Traktats
organisation.
4. »NATO's militære hovedkvarterer« skal forstås som det
allierede hovedkvarter samt andre internationale militære
hovedkvarterer eller organisationer, der er omfattet af artikel 1 og artikel
14 i Paris-Protokollen.
ARTIKEL II
Uden præjudice for de staters rettigheder, der er medlemmer af NATO
eller deltager i Partnerskab for Fred, men som ikke deltager i
nærværende protokol, skal deltagerne i nærværende
protokol anvende de samme bestemmelser som de i Paris-Protokollen indeholdte
bestemmelser, medmindre der er foretaget ændringer heraf i
nærværende Protokol, for så vidt angår aktiviteter,
der udføres af NATO's militære hovedkvarterer og disses
militære og civile personel på en i nærværende
Protokols deltagende stats territorium.
ARTIKEL III
1. Ud over Paris-Protokollens gyldighedsområde skal
nærværende protokol finde anvendelse på territoriet
tilhørende alle de deltagende stater i nærværende protokol
som beskrevet i artikel II, stk. 1, i PfF/SOFA-overenskomsten.
2. Med henblik på nærværende protokol skal
henvisninger i Paris-Protokollen til Den Nordatlantiske Traktats område
anses for også at omfatte de i nærværende artikels
stk. 1 omtalte territorier.
ARTIKEL IV
Med henblik på gennemførelsen af nærværende
protokol for så vidt angår forhold vedrørende
partnerstater, skal bestemmelserne i Paris-Protokollen om, at
uoverensstemmelser henvises til Det Nordatlantiske Råd, forstås
således, at spørgsmålet kræves afgjort ved
forhandling mellem de berørte deltagere uden rekurs til nogen
udenforstående myndighed.
ARTIKEL V
1. Nærværende protokol står åben for
undertegnelse af enhver stat, der er kontraherende part i
PfF/SOFA-overenskomsten.
2. Nærværende protokol skal ratificeres, tiltrædes
eller godkendes. Ratifikations-, tiltrædelses- eller
godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos Amerikas Forenede Staters
regering, som skal underrette alle signatarstaterne om hver enkelt
deponering.
3. Så snart to eller flere signatarstater har deponeret deres
ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenter,
træder nærværende protokol i kraft i forhold til de
pågældende stater. I forhold til enhver anden signatarstat
træder konventionen i kraft pr. datoen for deponeringen af den
pågældende stats instrument.
ARTIKEL VI
Nærværende protokol kan opsiges af enhver af deltagerne i
protokollen ved skriftlig opsigelsesmeddelelse til Amerikas Forenede Staters
regering, som skal underrette alle signatarstater om enhver sådan
meddelelse. Opsigelsen skal træde i kraft et år, efter at
Amerikas Forenede Staters regering har modtaget meddelelsen. Efter
udløbet af denne periode på et år skal
nærværende protokol ophøre med at være i kraft i
forhold til den part, som har opsagt den, bortset fra afvikling af
udestående krav opstået inden datoen for opsigelsens
ikrafttrædelse, men skal forblive i kraft imellem de øvrige
deltagere.
Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt
bemyndigede af deres respektive regeringer, underskrevet
nærværende protokol.
Udfærdiget i Bruxelles den 19. december 1997 på engelsk og
fransk, begge tekster af samme gyldighed, i et enkelt originaleksemplar, som
skal deponeres i Amerikas Forenede Staters regerings arkiver. Amerikas
Forenede Staters regering skal fremsende bekræftede genparter heraf til
samtlige signatarstater.
Bekendtgørelse nr. 44 af 11. august 1955 i
Lovtidende C
(NATO-statusoverenskomsten af 19. juni 1951)
OVERENSKOMST MELLEM DELTAGERNE I DEN NORDATLANTISKE TRAKTAT
VEDRØRENDE STATUS FOR DERES STYRKER
Deltagerne i Den nordatlantiske Traktat, undertegnet i Washington
den 4. april 1949,
som tager i betragtning, at en deltagers styrker ifølge aftale kan
blive udsendt til at gøre tjeneste på en anden deltagers
territorium;
som er indforstået med at beslutning om sådanne styrkers
udsendelse og betingelserne herfor, forsåvidt sådanne betingelser
ikke er fastsat ved nærværende overenskomst, fortsat vil
være genstand for særaftaler mellem vedkommende deltagere;
som imidlertid ønsker at fastsætte status for en deltagers
styrker, når disse gør tjeneste på en anden deltagers
territorium;
er blevet enige om følgende:
Artikel I.
1. I denne overenskomst betyder udtrykket:
(a) »styrke« personel tilhørende en kontraherende parts land-,
sø- eller luftstridskræfter, som i forbindelse med
tjenestepligter befinder sig på en anden kontraherende parts
territorium inden for Den nordatlantiske Traktats område, dog
således, at de pågældende to kontraherende parter kan
træffe aftale om, at visse enkeltpersoner, enheder eller formationer
ikke skal betragtes som udgørende eller indbefattet i en »styrke«,
forsåvidt angår nærværende overenskomsts
bestemmelser;
(b) »civilt element« det civile personel, som ledsager en
kontraherende parts styrke og har ansættelse ved et af den
kontraherende parts værn, og som ikke er statsløse personer
eller statsborgere i et land, der ikke er deltager i Den nordatlantiske
Traktat, og som ejheller er statsborgere i eller har sædvanlig
bopæl i det land, hvor styrken befinder sig;
(c) »pårørende« ægtefællen til et medlem af
en styrke eller af et civilt element eller børn af et sådant
medlem, der er afhængige af underhold fra den
pågældende;
(d) »afsenderland« den kontraherende part, som styrken
tilhører;
(e) »modtagerland« den kontraherende part, på hvis territorium
styrken eller det civile element enten er stationeret eller er på
gennemrejse;
(f) »afsenderlandets militære myndigheder« de myndigheder i
afsenderlandet, der ifølge dettes lovgivning er bemyndiget til at
håndhæve vedkommende lands militære lovgivning over for
medlemmer af dets styrker eller civile elementer;
(g) »Det nordatlantiske Råd« det i henhold til art. 9 i Den
nordatlantiske Traktat oprettede råd eller ethvert af dets underordnede
organer, der er bemyndiget til at handle på dets vegne.
2. Nærværende overenskomst skal finde anvendelse på
myndighederne ved de kontraherende parters politiske underorganer inden for
de af deres territorier, for hvilke nærværende overenskomst
gælder, eller for hvilke den i henhold til artikel XX udstrækkes
til at gælde, på samme måde som den finder anvendelse
på de pågældende kontraherende parters centrale
myndigheder, dog således at ejendom, der tilhører politiske
underorganer, ikke skal betragtes som ejendom, der i artikel VIII's forstand
tilhører en kontraherende part.
Artikel II.
Det påhviler en styrke, dens civile element og medlemmerne deraf,
såvel som deres pårørende at respektere modtagerlandets
lovgivning og at afholde sig fra enhver virksomhed, der er uforenelig med
ånden i nærværende overenskomst, og i særdeleshed fra
enhver politisk virksomhed i modtagerlandet. Det påhviler også
afsenderlandet at træffe de fornødne forholdsregler i så
henseende.
Artikel III.
1. På de i nærværende artikels stk. 2 angivne
betingelser og under iagttagelse af de af modtagerlandet foreskrevne
bestemmelser vedrørende en styrkes eller dens medlemmers ind- og
udrejse skal sådanne personer være undtaget fra pas- og
visumbestemmelser og fritaget for indvandringsmyndighedernes kontrol ved
indrejse i og udrejse af modtagerlandets territorium. De skal også
være undtaget fra modtagerlandets bestemmelser vedrørende
registrering af og kontrol med udlændinge, men de skal ikke derved
anses for at have erhvervet nogen ret til ophold eller domicil på
modtagerlandets territorier.
2. For medlemmer af en styrke vil der ikke udkræves andre end
følgende dokumenter, hvilke skal forevises på
forlangende:
(a) et af afsenderlandet udstedt personligt identitetskort forsynet med
fotografi og angivelse af fulde navn, fødselsdato, rang, tjenestegren
samt eventuelle stamnummer;
(b) personlig eller fælles marchordre udfærdiget på
afsenderlandets sprog samt på engelsk og fransk af afsenderlandets
eller Den nordatlantiske Traktats Organisations kompetente myndigheder, og
hvori bekræftes den pågældende enkeltpersons eller gruppes
status som medlem eller medlemmer af en styrke samt den befalede
forlægning. Modtagerlandet kan forlange, at en marchordre
kontrasigneres af en af dette land dertil beskikket
repræsentant.
3. Medlemmer af et civilt element og pårørende skal i
passet angives som sådanne.
4. Såfremt et medlem af en styrke eller et civilt element
ophører med at være i afsenderlandets tjeneste og ikke
hjemsendes, skal afsenderlandets myndigheder øjeblikkelig underrette
modtagerlandets myndigheder med angivelse af fornødne oplysninger.
Ligeledes skal afsenderlandets myndigheder underrette modtagerlandets
myndigheder om ethvert medlem, som er ulovligt udeblevet i mere end 21
dage.
5. Dersom modtagerlandet har forlangt, at et medlem af en styrke eller
et civilt element fjernes fra dets territorium eller har udstedt
udvisningsordre imod et tidligere medlem af en styrke eller af et civilt
element eller imod et medlems eller tidligere medlems pårørende,
påhviler det afsenderlandets myndigheder at modtage den
pågældende på landets eget territorium eller på anden
måde drage omsorg for, at han modtages uden for modtagerlandets
territorium. Nærværende stykke finder kun anvendelse på
personer, som ikke er statsborgere i modtagerlandet, og som er indrejst i
modtagerlandet som medlemmer af en styrke eller af et civilt element eller
med det formål at blive medlem deraf, og på sådanne
personers pårørende.
Artikel IV.
Modtagerlandet skal enten
(a) anerkende som gyldig uden køreprøve eller afgift
en køretilladelse, førerbevis eller militært
førerbevis udstedt af afsenderlandet eller et af dettes underorganer
til et medlem af en styrke eller et civilt element, eller
(b) uden at kræve køreprøve aflagt, selv udstede
køretilladelse eller førerbevis til ethvert medlem af en styrke
eller civilt element, som er i besiddelse af køretilladelse,
førerbevis eller militært førerbevis udstedt af
afsenderlandet eller et af dettes underorganer.
Artikel V.
1. Medlemmerne af en styrke skal som regel bære uniform.
Medmindre der foreligger anden aftale mellem afsenderlandets og
modtagerlandets myndigheder skal betingelserne for at bære civil
påklædning være de samme som gælder for
modtagerlandets styrker. En styrkes opstillede enheder eller formationer skal
bære uniform, når de passerer en landegrænse.
2. Tjenestekøretøjer tilhørende en styrke eller et
civilt element skal foruden registreringsnummer være forsynet med
tydeligt nationalitetsmærke.
Artikel VI.
Medlemmer af en styrke må besidde og bære våben,
såfremt de er bemyndiget dertil ifølge de for dem gældende
bestemmelser. Afsenderlandets myndigheder skal tage anmodninger fra
modtagerlandet vedrørende dette spørgsmål under velvillig
overvejelse.
Artikel VII.
1. Under iagttagelse af nærværende artikels
bestemmelser
(a) skal afsenderlandets militære myndigheder have adgang til i
modtagerlandet at udøve al kriminel og disciplinær jurisdiktion,
som er dem tillagt i henhold til afsenderlandets lovgivning over alle
personer, som er undergivet dette lands militære lovgivning,
(b) skal modtagerlandets myndigheder have jurisdiktion over medlemmerne
af en styrke eller et civilt element og disses pårørende
forsåvidt angår lovovertrædelser, der er begået
på modtagerlandets territorium og strafbare i henhold til dette lands
lovgivning.
2. (a) Afsenderlandets militære myndigheder skal have adgang til
at udøve udelukkende jurisdiktion over personer, der er undergivet
dette lands militære lovgivning, forsåvidt angår
lovovertrædelser, som er strafbare i henhold til afsenderlandets
lovgivning, herunder lovovertrædelser vedrørende dette lands
sikkerhed, men som ikke er strafbare i modtagerlandet.
(b) Modtagerlandets myndigheder har ret til at udøve udelukkende
jurisdiktion over medlemmer af en styrke eller af et civilt element samt over
disses pårørende, forsåvidt angår
lovovertrædelser, som er strafbare i henhold til modtagerlandets
lovgivning, herunder lovovertrædelser vedrørende dette lands
sikkerhed, men som ikke er strafbare i afsenderlandet.
(c) Ved anvendelsen af nærværende artikels 2. og 3. stykke
anses følgende lovovertrædelser for at berøre et lands
sikkerhed:
(i) forræderi,
(ii) sabotage, spionage eller krænkelse af enhver lovbestemmelse
vedrørende statshemmeligheder eller hemmeligheder vedrørende
landets forsvar.
3. Har begge lande adgang til at udøve jurisdiktion, finder
følgende regler anvendelse:
(a) Afsenderlandets militære myndigheder skal have fortrinsret
til at udøve jurisdiktion over et medlem af en styrke eller et civilt
element forsåvidt angår:
(i) Lovovertrædelser, der udelukkende er rettet imod dette lands
ejendom eller sikkerhed, eller lovovertrædelser, der udelukkende er
rettet imod et til dette lands styrke eller civile element knyttet medlems
eller pårørendes person eller ejendom.
(ii) Lovovertrædelser der hidrører fra enhver under
udøvelsen af tjenstlig pligt begået handling eller
undladelse.
(b) Forsåvidt angår enhver anden lovovertrædelse,
skal modtagerlandets myndigheder have fortrinsret til at udøve
jurisdiktion.
(c) Dersom det land, der har fortrinsret, beslutter sig til ikke at
udøve jurisdiktion, skal det snarest muligt underrette det andet lands
myndigheder herom. Myndighederne i det land, som har fortrinsret, skal
velvilligt overveje en af myndighederne i det andet land fremsat anmodning om
at ville frafalde denne ret i tilfælde, hvor det andet land anser et
sådant afkald for særligt betydningsfuldt.
4. Foranstående bestemmelser i nærværende artikel
hjemler ikke afsenderlandets militære myndigheder nogen adgang til at
udøve jurisdiktion over personer, der er statsborgere i eller har fast
bopæl i modtagerlandet, medmindre de er medlemmer af afsenderlandets
styrker.
5. (a) Modtagerlandets og afsenderlandets myndigheder skal på
modtagerlandets territorium bistå hinanden med anholdelse af medlemmer
af en styrke eller af et civilt element eller disses pårørende
og med deres udlevering til den myndighed, som skal udøve jurisdiktion
i overensstemmelse med foranstående bestemmelser.
(b) Modtagerlandets myndigheder skal straks underrette
afsenderlandets militære myndigheder om enhver arrestation af et medlem
af en styrke eller af et civilt element eller en pårørende.
(c) Dersom et medlem af en styrke eller et civilt element, over
hvem modtagerlandet agter at udøve jurisdiktion, er i afsenderlandets
forvaring, skal han forblive i dette lands varetægt, indtil der af
modtagerlandet er rejst forundersøgelse eller tiltale imod
ham.
6. (a) Modtagerlandets og afsenderlandets myndigheder skal
bistå hinanden med at foretage alle nødvendige
undersøgelser af lovovertrædelser og med at indsamle og
forelægge bevismateriale, herunder foretage beslaglæggelse og,
hvor der er anledning dertil, udlevere ting, der har forbindelse med en
lovovertrædelse. Udleveringen af sådanne ting kan imidlertid
gøres betinget af, at de tilbageleveres inden for et tidsrum, der
fastsættes af den myndighed, der udleverer dem.
(b) De kontraherende parters myndigheder skal underrette hinanden om
behandlingen af alle sager, hvori der er sammenstød med hensyn til
jurisdiktionens udøvelse.
7. (a) Afsenderlandets myndigheder må ikke fuldbyrde en
dødsdom i modtagerlandet, dersom sidstnævnte lands lovgivning
ikke hjemler en sådan straf i et tilsvarende tilfælde.
(b) Modtagerlandets myndigheder skal velvilligt overveje en anmodning
fra afsenderlandets myndigheder om bistand til at iværksætte en
fængselsstraf, der på modtagerlandets territorium er afsagt af
afsenderlandets myndigheder i henhold til nærværende artikels
bestemmelser.
8. En tiltalt, der af en kontraherende parts myndigheder er blevet
stillet for en domstol i overensstemmelse med bestemmelserne i
nærværende artikel og er blevet frifundet eller i tilfælde
af domfældelse afsoner eller har afsonet sin straf eller er blevet
benådet, kan ikke af en anden kontraherende parts myndigheder
påny tiltales inden for samme territorium for den samme
lovovertrædelse. Bestemmelserne i nærværende stykke skal
dog ikke forhindre afsenderlandets militære myndigheder i at rejse
tiltale imod et medlem af dets styrke for krænkelse af
disciplinære regler i forbindelse med den handling eller undladelse,
som udgjorde en lovovertrædelse, for hvilken han har været
tiltalt af en anden deltagers myndigheder.
9. Nårsomhelst der under et modtagerlands jurisdiktion rejses
tiltale mod et medlem af en styrke eller et civilt element, eller mod en
pårørende, skal denne have ret til:
(a) hurtig pådømmelse,
(b) forud for den retlige behandling at blive underrettet om de
anklager, der er rejst imod ham,
(c) at blive konfronteret med de personer, der vidner imod ham,
(d) at indstævne vidner til sin fordel, såfremt disse
befinder sig inden for modtagerlandets jurisdiktion,
(e) selv at vælge sin forsvarer eller opnå bistand af en
vederlagsfri eller beskikket forsvarer i henhold til de til enhver tid
gældende bestemmelser i modtagerlandet,
(f) dersom han anser det for nødvendigt at få bistand af
en egnet tolk, og
(g) at have forbindelse med en repræsentant for regeringen i
afsenderlandet og dersom retsplejereglerne tillader det at lade en
sådan repræsentant overvære sagens retlige behandling.
10. (a) En styrkes opstillede enheder eller formationer skal have
adgang til at udøve politimyndighed i lejre, anlæg og andre
områder, som de har rådighed over efter aftale med
modtagerlandet. Styrkens militærpoliti kan træffe alle
behørige foranstaltninger til at sikre opretholdelsen af orden og
sikkerhed på sådanne steder.
(b) Udenfor disse områder skal sådant militærpoliti
kun udøve sin virksomhed i henhold til aftale med modtagerlandets
myndigheder, i samarbejde med disse myndigheder og kun i det omfang,
sådan virksomhed er nødvendig for opretholdelsen af disciplin og
orden blandt styrkens medlemmer.
11. Enhver kontraherende part skal søge gennemført en
sådan lovgivning, som den anser for nødvendig for på sit
territorium at tilvejebringe tilstrækkelig sikring og beskyttelse af
andre kontraherende parters installationer, udrustning, ejendom, arkiver og
officielle aktstykker samt for at kunne straffe personer, som måtte
overtræde en sådan lovgivning.
Artikel VIII.
1. Enhver kontraherende part frafalder ethvert krav på en anden
kontraherende part for skade på ejendom, der tilhører
førstnævnte og benyttes af dennes land-, sø- eller
luftstridskræfter, såfremt sådan skade
(i) er forvoldt af et medlem af eller en person ansat ved den anden
kontraherende parts værn under udøvelsen af tjenestepligter
inden for Den nordatlantiske Traktats rammer, eller
(ii) er opstået i forbindelse med brugen af et
køretøj, skib eller luftfartøj, der ejes af den anden
kontraherende part og anvendes af dennes værn, forsåvidt det
køretøj, skib eller luftfartøj, der har forvoldt skaden,
anvendtes i forbindelse med handlinger foretaget inden for Den nordatlantiske
Traktats rammer eller skaden er blevet forvoldt på ejendom, der
anvendtes under samme omstændigheder.
Krav om bjergeløn fremsat af en kontraherende part overfor en anden
kontraherende part skal frafaldes, forsåvidt det bjergede fartøj
eller den bjergede ladning ejedes af en kontraherende part og blev anvendt af
dennes værn i forbindelse med handlinger foretaget inden for Den
nordatlantiske Traktats rammer.
2. (a) I tilfælde af, at skade er blevet forvoldt under de i
stk. 1 omhandlede omstændigheder på anden ejendom
tilhørende en kontraherende part og beliggende på dennes
territorium, og forsåvidt de pågældende kontraherende
parter ikke har truffet anden aftale, skal en enevoldgiftsmand, udvalgt i
overensstemmelse med bestemmelserne i nedenanførte pkt. (b)
afgøre spørgsmålet om ansvaret og skadeserstatningen.
Voldgiftsmanden skal også træffe afgørelse med hensyn til
eventuelle modkrav hidrørende fra samme hændelse.
(b) Den i pkt. (a) ovenfor omhandlede voldgiftsmand skal ifølge
aftale mellem vedkommende kontraherende parter udvælges blandt de af
modtagerlandets statsborgere, der beklæder eller har beklædt en
høj judiciel stilling. Dersom de pågældende kontraherende
parter er ude af stand til i løbet af 2 måneder at blive enige
om valget af en sådan voldgiftsmand, kan enhver af dem anmode Det
nordatlantiske Stedfortræderråds formand om at udvælge en
person med de foran anførte kvalifikationer.
(c) Enhver af voldgiftsmanden truffet afgørelse skal være
bindende og endelig for de kontraherende parter.
(d) Ethvert af voldgiftsmanden tilkendt skadeserstatningsbeløb
skal fordeles i overensstemmelse med nærværende artikels
stk. 5 (e) (i), (ii) og (iii).
(e) Voldgiftsmandens vederlag fastsættes efter aftale mellem de
pågældende kontraherende parter og skal tilligemed de i
forbindelse med udøvelsen af hans hverv nødvendige udgifter
udredes af parterne i lige andele.
(f) Enhver kontraherende part giver imidlertid afkald på
erstatningskrav i alle tilfælde, hvor skaden er under følgende
beløb:
Belgien: B.fr. 70.000
Luxembourg: L.fr. 70.000
Canada: $ 1.460
Nederlandene: H.fl. 5.320
Danmark: Kr. 9.670
Norge: Kr. 10.000
Frankrig: F.fr. 490.000
Portugal: Esc. 40.250
Island: Kr. 22.800
Det forenede Kongerige: £ 500
Italien: Li. 850.000
De Forenede Stater: $ 1.400
Enhver anden kontraherende part, hvis ejendom er blevet beskadiget ved
samme hændelse, skal også frafalde sit krav indtil
forannævnte beløb. I tilfælde af betydelig afvigelse i
valutakurserne for disse møntsorter, skal de kontraherende parter
træffe aftale om en passende regulering af disse beløb.
3. Bestemmelserne i nærværende artikels 1. og 2. stykke
finder anvendelse på den kontraherende parts skibe »on bare boat
charter« eller rekvirerede på sådanne vilkår, samt på
opbragte skibe (dog ikke i det omfang risikoen for tab eller ansvar
bæres af en anden person end vedkommende kontraherende part).
4. Enhver kontraherende part frafalder ethvert krav på en anden
kontraherende part i tilfælde, hvor et medlem af dens værn under
udøvelsen af tjenstlige pligter bliver såret eller afgår
ved døden.
5. Erstatningskrav (andre end kontraktmæssige krav og krav,
hvorpå stk. 6 eller 7 i nærværende artikel finder
anvendelse), der opstår som følge af handlinger eller
forsømmelser, der må tilskrives medlemmer af en styrke eller et
civilt element under udøvelsen af tjenstlige pligter, eller som
følge af enhver anden handling, undladelse eller begivenhed, for
hvilken en styrke eller et civilt element er retlig ansvarlig, og som
på modtagerlandets territorium forvolder skade på trediemand, som
ikke er en af de kontraherende parter, behandles af modtagerlandet i
overensstemmelse med følgende bestemmelser:
(a) Erstatningskrav skal anmeldes, behandles og afgøres eller
pådømmes i overensstemmelse med modtagerlandets love og
bestemmelser med hensyn til erstatningskrav, opstået i forbindelse med
dets egne værns virksomhed.
(b) Modtagerlandet kan afgøre alle sådanne
erstatningskrav, og betaling af erstatningsbeløbet skal erlægges
af modtagerlandet i dets egen valuta.
(c) Hvadenten sådan betaling erlægges ifølge derom
truffet aftale, eller ifølge dom afsagt af en af modtagerlandets
kompetente domstole, eller betaling nægtes af en sådan domstol,
skal afgørelsen være bindende og endelig for de kontraherende
parter.
(d) Afsenderlandet skal underretter om ethvert af modtagerlandet
udbetalt erstatningsbeløb og samtidig tilstilles en udførlig
beretning samt forslag til fordeling i overensstemmelse med
nedenstående pkt. (e) (i), (ii) og (iii). Såfremt der ikke
modtages svar i løbet af 2 måneder, skal den foreslåede
fordeling anses for at være accepteret.
(e) Udgifterne ved fyldestgørelse af krav i medfør af
foranstående punkter og nærværende artikels stk. 2,
skal fordeles mellem de kontraherende parter på følgende
måde:
(i) Hvor et afsenderland alene er ansvarligt, skal
erstatningsbeløbet fordeles med 25 pct. på modtagerlandet og 75
pct. på afsenderlandet.
(ii) Hvor mere end eet land er ansvarligt for skaden, skal
erstatningsbeløbet fordeles ligeligt imellem disse; hvis
modtagerlandet imidlertid ikke er et af de ansvarlige lande, skal dets bidrag
udgøre halvdelen af det beløb, der skal udredes af hvert af
afsenderlandene.
(iii) Hvor skaden forvoldes af de kontraherende parters værn, og
det ikke er muligt særligt at pålægge et enkelt eller flere
af disse værn ansvaret for skaden, skal erstatningsbeløbet
fordeles ligeligt imellem de pågældende kontraherende parter;
dersom modtagerlandet imidlertid ikke er et af de lande, hvis værn
forvoldte skaden, skal dets bidrag udgøre halvdelen af det
beløb, der skal udredes af hvert af de pågældende
afsenderlande.
(iv) Modtagerlandet udfærdiger hvert halvår en
opgørelse over de i det forløbne halvår udbetalte
beløb i sager, hvor den foreslåede procentvise fordeling er
blevet accepteret; opgørelsen sendes til de pågældende
afsenderlande tillige med en anmodning om betaling. Sådan betaling skal
finde sted snarest muligt i modtagerlandets valuta.
(f) I tilfælde hvor anvendelsen af bestemmelserne i
nærværende stykke pkt. (b) og (e) medfører, at en
kontraherende part pålægges en betydelig byrde, kan den anmode
Det nordatlantiske Råd om at foranledige sagen afviklet på et
andet grundlag.
(g) Der kan ikke overfor et medlem af en styrke eller et civilt element
foretages retlige skridt til opfyldelse af en i modtagerlandet over den
pågældende afsagt dom i en sag opstået i forbindelse med
udøvelsen af tjenstlige pligter.
(h) Med undtagelse af de tilfælde, hvor pkt. (e) i
nærværende stk. finder anvendelse på erstatningskrav,
der falder ind under stk. 2 i nærværende artikel, skal
bestemmelserne i nærværende stk. ikke finde anvendelse
på krav, der opstår som følge af eller i forbindelse med
navigation eller brug af et skib eller lastning, transport eller losning af
en ladning, undtagen med hensyn til erstatningskrav i forbindelse med
dødsfald eller skade på person, og for så vidt stk. 4
i nærværende artikel ikke finder anvendelse.
6. Erstatningskrav mod medlemmer af en styrke eller et civilt element
for uretmæssige handlinger eller undladelser i modtagerlandet skal,
når handlingen eller undladelsen ikke er begået under
udøvelsen af tjenstlige pligter, behandles på følgende
måde:
(a) Modtagerlandets myndigheder skal behandle erstatningskravet og
på en retfærdig og rimelig måde fastsætte erstatning
til fordringshaveren, idet alle sagens omstændigheder, herunder
skadelidtes egen handlemåde, skal tages i betragtning; endvidere skal
der udfærdiges en rapport i sagens anledning.
(b) Rapporten skal forelægges afsenderlandets myndigheder, som
derefter uden forhaling afgør, om de vil tilbyde betaling ex gratia
og, i bekræftende fald, beløbets størrelse.
(c) Såfremt der tilbydes betaling ex gratia, og dette accepteres
af fordringshaveren som fuldstændig fyldestgørelse af kravet,
foretager afsenderlandets myndigheder selv udbetalingen og underretter
modtagerlandets myndigheder om den trufne afgørelse og om det
udbetalte beløbs størrelse.
(d) Bestemmelserne i nærværende stk. skal ikke
være til hinder for, at modtagerlandets domstole behandler en sag mod
et medlem af en styrke eller et civilt element, indtil der er ydet
fuldstændig fyldestgørelse for kravet.
7. Erstatningskrav, der opstår som følge af uberettiget
brug af et køretøj tilhørende et afsenderlands
værn, skal behandles i overensstemmelse med stk. 6 i
nærværende artikel, medmindre styrken eller det civile element
selv er retlig ansvarlig herfor.
8. Såfremt der opstår uenighed om, hvorvidt en af et medlem
af en styrke eller et civilt element begået uretmæssig handling
eller undladelse har fundet sted under udøvelsen af tjenstlige
pligter, eller om brugen af et køretøj tilhørende
afsenderlandets værn var uberettiget, skal spørgsmålet
forelægges en i overensstemmelse med stk. 2 (b) i
nærværende artikel udvalgt voldgiftsmand, hvis afgørelse
på dette punkt skal være endelig.
9. Afsenderlandet kan ikke gøre fordring på, at medlemmer
af en styrke eller et civilt element unddrages modtagerlandets jurisdiktion i
civile sager undtagen i det omfang, det er fastsat i nærværende
artikels stk. 5 (g).
10. Afsender- og modtagerlandets myndigheder skal samarbejde ved
fremskaffelsen af bevismateriale til sikring af retfærdig behandling og
afgørelse af erstatningskrav, som vedrører de kontraherende
parter.
Artikel IX.
1. Medlemmerne af en styrke eller et civilt element og deres
pårørende kan på stedet købe varer, der er
nødvendige til deres eget forbrug, og sådanne tjenesteydelser,
som de har behov for, på samme betingelser som modtagerlandets
statsborgere.
2. Lokale varekøb til en styrkes eller et civilt elements
forsyning skal i almindelighed foretages gennem de myndigheder, der
indkøber sådanne varer til modtagerlandets værn. For at
undgå at sådanne indkøb får skadelig indvirkning
på modtagerlandets økonomi, kan modtagerlandets kompetente
myndigheder i påkommende tilfælde begrænse eller forbyde
køb af nærmere angivne varer.
3. Under forbehold af aftaler, som allerede er i kraft, eller som
herefter bliver indgået mellem bemyndigede repræsentanter for
afsender- og modtagerlandet, skal modtagerlandets myndigheder alene have
ansvaret for, at der træffes passende foranstaltninger til at stille de
nødvendige bygninger og områder såvel som de dermed
forbundne hjælpemidler og tjenesteydelser til rådighed for en
styrke eller et civilt element. Disse overenskomster og foranstaltninger skal
såvidt muligt være i overensstemmelse med de i modtagerlandet
gældende bestemmelser med hensyn til beboelsesforhold for og
indkvartering af tilsvarende personel. Medmindre der foreligger anden
udtrykkelig aftale, skal modtagerlandets lovgivning være bestemmende
for de rettigheder og forpligtelser, der opstår som følge af
besiddelsestagelsen eller anvendelsen af disse bygninger, områder,
hjælpemidler eller tjenesteydelser.
4. En styrkes eller et civilt elements behov for stedlig civil
arbejdskraft skal imødekommes på samme måde som
modtagerlandets tilsvarende behov og med bistand fra modtagerlandets
myndigheder gennem arbejdsanvisningskontorerne. Antagelses- og
arbejdsvilkårene, i særdeleshed lønninger,
løntillæg og bestemmelserne vedrørende
arbejderbeskyttelse, skal være de i henhold til modtagerlandets
lovgivning gældende. Sådanne civile arbejdere, der er antaget af
en styrke eller et civilt element, skal i ingen henseende betragtes som
medlem af vedkommende styrke eller civile element.
5. Når en styrke eller et civilt element på det sted, hvor
den er stationeret, har utilstrækkelig læge- eller
tandlægehjælp, kan dens medlemmer og disses
pårørende få læge- eller tandlægebehandling,
herunder hospitalsindlæggelse, på de samme betingelser som
tilsvarende personel i modtagerlandet.
6. Modtagerlandet skal yderst velvilligt overveje anmodninger om
indrømmelse af rejselettelser og nedsættelse af billetpriser for
en styrkes eller et civilt elements medlemmer. Disse lempelser og
indrømmelser vil blive gjort til genstand for særlige aftaler
mellem de i betragtning kommende regeringer.
7. Medmindre der foreligger generelle eller specielle finansielle
aftaler mellem de kontraherende parter, skal styrkens myndigheder snarest i
stedlig valuta erlægge betaling for varer, indkvartering og tjenester,
der er ydet i henhold til stk. 2, 3 og 4 og om fornødent
stk. 5 og 6 i nærværende artikel.
8. Hverken en styrke, et civilt element, medlemmerne deraf eller disses
pårørende skal på grund af nærværende artikel
nyde nogen fritagelse for skatter eller afgifter, der i henhold til
modtagerlandets afgiftsbestemmelser er pålagt varekøb eller
tjenesteydelser.
Artikel X.
1. I det omfang beskatning i modtagerlandet afhænger af
ophold eller domicil, skal de tidsrum, hvori et medlem af en styrke eller et
civilt element befinder sig på dette lands territorium, udelukkende
fordi han er medlem af vedkommende styrke eller civile element, ikke,
forsåvidt sådan beskatning angår, betragtes som ophold
eller som medførende forandring af opholdssted eller domicil.
Medlemmer af en styrke eller et civilt element skal nyde skattefritagelse i
modtagerlandet med hensyn til de lønninger og emolumenter, de i denne
egenskab modtager fra afsenderlandet, samt med hensyn til rørligt
gods, hvis tilstedeværelse i modtagerlandet udelukkende skyldes
medlemmernes midlertidige tilstedeværelse der.
2. Nærværende artikel skal ikke hindre, at et medlem af en
styrke eller et civilt element beskattes af enhver indtægtsgivende
virksomhed, som han måtte deltage i i moderlandet, og som ikke har
forbindelse med hans ansættelse som sådant medlem, og bortset fra
lønninger, emolumenter og rørligt gods, som omhandlet i
stk. 1, skal nærværende artikel ikke hindre, at et
sådant medlem afkræves skat, som han er pligtig til at
erlægge i henhold til modtagerlandets lovgivning, selvom han anses for
at have opholdssted eller domicil udenfor dette lands territorium.
3. Nærværende artikels bestemmelser skal ikke finde
anvendelse på »told«, således som dette er defineret i artikel
XI, stk. 12.
4. Forsåvidt angår nærværende artikel skal
udtrykket »medlem af en styrke« ikke omfatte personer, der er statsborgere i
modtagerlandet.
Artikel XI.
1. Med undtagelse af de tilfælde, hvor nærværende
overenskomst indeholder anden udtrykkelig bestemmelse, skal medlemmer af en
styrke eller et civilt element såvel som deres pårørende
være undergivet de af modtagerlandets toldmyndigheder administrerede
love og forskrifter. Modtagerlandets toldmyndigheder skal i særdeleshed
have adgang til i henhold til de i modtagerlandets love og forskrifter
indeholdte almindelige bestemmelser at visitere medlemmer af en styrke eller
et civilt element og deres pårørende, undersøge deres
bagage og køretøjer og beslaglægge genstande i
medfør af sådanne love eller forskrifter.
2. (a) Midlertidig indførsel og genudførsel af
tjenestekøretøjer tilhørende en styrke eller et civilt
element, skal, når ind- og udførsel foregår ved
køretøjets egen kraft, tillades toldfrit mod forevisning af et
triptyque udfærdiget i overensstemmelse med den i bilaget til
nærværende overenskomst angivne formular.
(b) Når midlertidig indførsel af sådanne
køretøjer ikke foregår ved køretøjets egen
kraft, skal bestemmelserne i stk. 4 i nærværende artikel
anvendes ved indførselen, og bestemmelserne i stk. 8 ved
genudførselen.
(c) Tjenestekøretøjer tilhørende en styrke eller
et civilt element skal være fritaget for betaling af enhver skat, der
opkræves for køretøjers anvendelse af veje.
3. Officielle dokumenter, der er forsynet med officielt segl, er ikke
undergivet toldkontrol. Kurerer, der medfører sådanne
dokumenter, skal uanset deres rang være i besiddelse af en personlig
marchordre, udstedt i overensstemmelse med artikel III, stk. 2 (b).
Denne marchordre skal angive antallet af medbragte forsendelser og
bekræfte, at de kun indeholder officielle dokumenter.
4. En styrke kan toldfrit indføre udrustning og rimelige
mængder levnedsmidler, forsyninger og andre varer, som udelukkende er
bestemt til brug for styrken, og hvor modtagerlandet tillader det til
brug for dens civile elementer og pårørende. Sådan toldfri
indførsel er betinget af, at der ved indklareringstoldstedet, foruden
sådanne tolddokumenter, hvorom der træffes aftale, afgives en
attest udfærdiget i den mellem modtagerlandet og afsenderlandet
vedtagne form og underskrevet af en af afsenderlandet dertil bemyndiget
person. Underretning om den person, der er bemyndiget til at underskrive
attesterne, såvel som underskrifts- og stempelprøver skal
tilstilles modtagerlandets toldmyndigheder.
5. Et medlem af en styrke eller et civilt element kan, første
gang han indrejser i modtagerlandet for at tiltræde tjeneste der, eller
når hans pårørende første gang indrejser for at
slutte sig til ham, indføre personlige ejendele og møbler
toldfrit for det tidsrum tjenesten varer.
6. Medlemmer af en styrke eller et civilt element kan midlertidigt
toldfrit indføre private motorkøretøjer til deres eget
og deres pårørendes personlige brug. Nærværende
artikel medfører ingen forpligtelse til at fritage private
motorkøretøjer for betaling af skat, der opkræves for
private køretøjers anvendelse af veje.
7. Anden indførsel, som foretages af en styrkes myndigheder, end
den, som udelukkende er til brug for vedkommende styrke eller dens civile
element, og anden indførsel end den i stk. 5 og 6 i
nærværende artikel omhandlede, som foretages af et medlem af en
styrke eller et civilt element, skal ikke i medfør af
nærværende artikel være berettiget til toldfrihed eller
undtaget fra andre indførselsbestemmelser.
8. Varer, som i henhold til foranstående stk. 2 (b), 4, 5
eller 6 er blevet indført toldfrit,
(a) kan frit genudføres; forsåvidt angår varer
indført i henhold til stk. 4, er det dog en betingelse herfor, at
der forevises toldvæsenet en i overensstemmelse med nævnte
stk. udfærdiget attest. Toldmyndighederne har imidlertid adgang
til at kontrollere, om de genudførte varer er de samme, som de i den
eventuelle attest beskrevne, og at de virkelig er blevet indført
på de i henholdsvis stk. 2 (b), 4, 5 eller 6 angivne
betingelser,
(b) skal normalt ikke kunne overdrages i modtagerlandet, hverken ved
salg eller gave. Der kan dog i særlige tilfælde gives tilladelse
til sådan overdragelse på de af modtagerlandets kompetente
myndigheder fastsatte betingelser (f. eks. mod betaling af told og afgifter
og under iagttagelse af bestemmelserne vedrørende kontrol med handel
og valuta).
9. Udførsel af varer købt i modtagerlandet kan kun finde
sted i overensstemmelse med de i modtagerlandet gældende
bestemmelser.
10. Særlige lettelser skal indrømmes af toldmyndighederne
med hensyn til opstillede enheders eller formationers grænseovergang,
forsåvidt de pågældende toldmyndigheder i forvejen er
blevet behørigt underrettet.
11. Modtagerlandet skal træffe særlig foranstaltning til,
at brændstoffer, olier og smøreolier til brug for en styrkes
eller et civilt elements tjenestekøretøjer, luftfartøjer
og skibe kan leveres told- og afgiftsfrit.
12. I nærværende artikels stk. 1 10 betyder »told«
toldafgifter og alle andre ind- og udførselsafgifter med undtagelse af
afgifter og gebyrer, som udelukkende opkræves som betaling for ydede
tjenester; »indførsel« omfatter udtagelse af varer fra toldpakhus
eller andet toldoplag, forsåvidt de pågældende varer ikke
er dyrket, fabrikeret eller forarbejdet i modtagerlandet.
13. Bestemmelserne i nærværende artikel skal ikke blot
finde anvendelse på de omhandlede varer, når de indføres i
eller udføres fra modtagerlandet, men også når de
transiteres gennem en kontraherende parts territorium, og i denne henseende
skal udtrykket »modtagerland« i nærværende artikel anses for at
omfatte enhver kontraherende part, gennem hvis territorium varerne
transiteres.
Artikel XII.
1. Modtagerlandets told- eller skattemyndigheder kan, som vilkår
for at indrømme de i nærværende overenskomst fastsatte
fritagelser og begunstigelser i told- eller afgiftsmæssig henseende,
forlange sådanne betingelser, som de skønner nødvendige
for at hindre misbrug, iagttaget.
2. Disse myndigheder kan i tilfælde af indførsel til
modtagerlandet af varer, der er dyrket, fremstillet eller forarbejdet i dette
land, og som er blevet udført derfra uden betaling af de skatter og
afgifter, som ville påhvile varerne, hvis de ikke var blevet
udført, eller mod godtgørelse af sådanne skatter og
afgifter, nægte at indrømme den i nærværende
overenskomst foreskrevne told- og afgiftsfrihed. Varer udtaget fra toldpakhus
skal anses som indførte, såfremt oplæggelsen af disse
varer vil være at betragte som udførsel.
Artikel XIII.
1. For at forhindre overtrædelse af told- og afgiftslove og
forskrifter skal modtager- og afsenderlandets myndigheder bistå
hinanden med foretagelse af undersøgelser og indsamling af
bevismateriale.
2. En styrkes myndigheder skal yde al den bistand, som ligger indenfor
deres myndighedsområde, til sikring af, at genstande, der skal
beslaglægges af modtagerlandets told- og skattemyndigheder, eller til
fordel for disse, overgives disse myndigheder.
3. En styrkes myndigheder skal yde al den bistand, som ligger indenfor
deres myndighedsområde, til sikring af, at medlemmer af en styrke eller
et civilt element eller disses pårørende betaler de dem
påhvilende told-, afgifts- og bødebeløb.
4. De af modtagerlandets myndigheder i forbindelse med
overtrædelse af landets told- og afgiftsbestemmelser beslaglagte
tjenestekøretøjer og genstande tilhørende en styrke
eller dens civile element, men ikke tilhørende et medlem af styrken
eller det civile element, skal udleveres til den pågældende
styrkes kompetente myndigheder.
Artikel XIV.
1. En styrke, et civilt element og medlemmerne deraf såvel som
disses pårørende skal fortsat være undergivet
afsenderlandets valutabestemmelser og skal tillige være undergivet
modtagerlandets valutabestemmelser.
2. Afsender- og modtagerlandets valutamyndigheder kan udstede
særlige forskrifter, som finder anvendelse på en styrke, et
civilt element eller medlemmer deraf såvel som på disses
pårørende.
Artikel XV.
1. Under forbehold af denne artikels stk. 2 skal
nærværende overenskomst forblive i kraft i tilfælde af
fjendtligheder, på hvilke Den nordatlantiske Traktat finder anvendelse,
dog således at de i artikel VIII, stk. 2 og 5 indeholdte
bestemmelser vedrørende afvikling af erstatningskrav ikke skal finde
anvendelse på krigsskade, og således at nærværende
overenskomsts bestemmelser, i særdeleshed bestemmelserne i art. III og
VII, øjeblikkelig skal tages under fornyet overvejelse af de
pågældende kontraherende parter, som kan træffe aftale om
sådanne ændringer, som de måtte anse for ønskelige,
forsåvidt angår overenskomstens anvendelse mellem disse
parter.
2. I tilfælde af sådanne fjendtligheder har hver af de
kontraherende parter ret til for sit vedkommende mod at give 60 dages varsel
til de øvrige kontraherende parter at suspendere anvendelsen af enhver
af de i nærværende overenskomst indeholdte bestemmelser. Dersom
denne ret benyttes, skal de kontraherende parter øjeblikkelig
rådføre sig med hverandre med henblik på at træffe
aftale om passende bestemmelser til afløsning af de suspenderede
bestemmelser.
Artikel XVI.
Alle uoverensstemmelser mellem de kontraherende parter vedrørende
fortolkningen eller anvendelsen af nærværende overenskomst skal
afgøres ved indbyrdes forhandling uden rekurs til nogen
udenforstående myndighed. Med undtagelse af de tilfælde, hvor der
i nærværende overenskomst foreligger anden udtrykkelig
bestemmelse, skal uoverensstemmelser, der ikke kan afgøres ved direkte
forhandling, henvises til Det nordatlantiske Råd.
Artikel XVII.
Enhver kontraherende part kan nårsomhelst anmode om, at enhver
artikel i nærværende overenskomst tages op til revision.
Anmodning herom skal rettes til Det nordatlantiske Råd.
Artikel XVIII.
1. Nærværende overenskomst skal ratificeres, og
ratifikationsinstrumenterne skal snarest muligt deponeres hos Amerikas
Forenede Staters regering, som skal underrette hver signatarmagt om datoen
for sådan deponering.
2. 30 dage efter, at 4 signatarmagter har deponeret deres
ratifikationsinstrumenter, skal nærværende overenskomst
træde i kraft mellem disse. I forhold til enhver anden signatarmagt
skal den træde i kraft 30 dage efter deponering af dettes
ratifikationsinstrument.
3. Efter at nærværende overenskomst er trådt i kraft
skal den, under forbehold af Det nordatlantiske Råds godkendelse og
på de betingelser, dette måtte fastsætte, stå
åben for tiltrædelse af ethvert land, der tiltræder Den
nordatlantiske Traktat. Tiltrædelsen finder sted ved deponering af et
tiltrædelsesinstrument hos Amerikas Forenede Staters regering, som skal
underrette enhver stat, der har undertegnet eller tiltrådt
overenskomsten, om datoen for den pågældende deponering. I
forhold til enhver stat, på hvis vegne et tiltrædelsesinstrument
deponeres, skal nærværende overenskomst træde i kraft 30
dage efter deponeringen af dette instrument.
Artikel XIX.
1. Nærværende overenskomst kan opsiges af enhver af de
kontraherende parter efter udløbet af en periode på 4 år
fra datoen for dens ikrafttræden.
2. En kontraherende parts opsigelse af overenskomsten skal ske ved
skriftlig meddelelse fra vedkommende kontraherende part til Amerikas Forenede
Staters regering, som skal underrette de øvrige kontraherende parter
om enhver sådan meddelelse og om datoen for dens modtagelse.
3. Opsigelsen skal træde i kraft et år efter, at Amerikas
Forenede Staters regering har modtaget meddelelsen. Efter udløbet af
denne periode på et år, skal overenskomsten ophøre med at
være i kraft i forhold til den kontraherende part, som har opsagt den,
men den skal forblive i kraft imellem de øvrige kontraherende
parter.
Artikel XX.
1. Med forbehold af bestemmelserne i denne artikels 2. og 3.
stk. skal nærværende overenskomst kun finde anvendelse
på de kontraherende parters hjemlige territorier.
2. Ethvert land kan imidlertid samtidig med deponeringen af dets
ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, eller på et
hvilketsomhelst senere tidspunkt notificere Amerikas Forenede Staters
regering, at nærværende overenskomst skal udvides til at omfatte
alle eller visse af de territorier indenfor Den nordatlantiske Traktats
område, for hvis mellemfolkelige anliggender det er ansvarligt
(såfremt det land, der afgiver sådan erklæring,
skønner det nødvendigt, dog med forbehold af afslutning af en
særlig overenskomst mellem dette land og hvert af de i betragtning
kommende afsenderlande). Nærværende overenskomst skal derefter
på det seneste af følgende tidspunkter udvides til at omfatte
det eller de deri omhandlede territorier: 30 dage efter at Amerikas Forenede
Staters regering har modtaget sådan meddelelse, eller 30 dage efter
afslutningen af en eventuel særlig overenskomst, eller når
overenskomsten er trådt i kraft i henhold til artikel XVIII.
3. Et land, som i henhold til denne artikels 2. stk. har afgivet
en erklæring, hvorefter nærværende overenskomst udvides til
at omfatte noget territorium, for hvis mellemfolkelige anliggender det er
ansvarligt, kan selvstændigt opsige overenskomsten forsåvidt
angår dette territorium i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel
XIX.
Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt
bemyndigede af deres respektive regeringer, underskrevet
nærværende overenskomst.
Udfærdiget i London den 19. juni 1951 på engelsk og fransk,
begge tekster af lige gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal deponeres i
Amerikas Forenede Staters regeringsarkiver. Amerikas Forenede Staters
regering skal sende bekræftede eksemplarer heraf til alle lande, der
har undertegnet eller tiltrådt overenskomsten.
BILAG
Land Ministerium eller styrelsesgren
TRYPTIQUE*
Gyldig fra til
For midlertidig indførsel i
af følgende tjenstekøretøj:
Fabrikat
Indregistreringsnummer Motornummer
Reservedæk
Fast installeret kommunikationsanlæg
Ihændehaverens navn og underskrift
.
Udstedelsedato Efter ordre af
.
MIDLERTIDIGE IND- OG UDREJSER
Toldstedets navn Dato Vedk. toldembedsmands
underskrift og toldstempel
Udrejse
Indrejse
Udrejse
Indrejse
Udrejse
Indrejse
Udrejse
Indrejse
Bekendtgørelse nr. 45. af 11. august 1955 i
Lovtidende C
(Paris-protokollen af 28. august 1952)
PROTOKOL OM STATUS FOR INTERNATIONALE MILITÆRE
HOVEDKVARTERER OPRETTET I HENHOLD TIL DEN NORDATLANTISKE TRAKTAT
Deltagerne i Den nordatlantiske Traktat, undertegnet i Washington den 4.
april 1949,
som tager i betragtning, at internationale militære hovedkvarterer
kan blive oprettet på deres territorier ved særaftale i henhold
til Den nordatlantiske Traktat, og
som ønsker at fastsætte status for sådanne
hovedkvarterer og dertil knyttet personel indenfor Den nordatlantiske
Traktats område,
er blevet enige om nærværende protokol til den i London den
19. juni 1951 undertegnede overenskomst om status for deres styrker:
Artikel 1.
I nærværende protokol betyder udtrykket:
(a) »overenskomsten« - den i London den 19. juni 1951 af deltagerne i
Den nordatlantiske Traktat undertegnede overenskomst vedrørende status
for deres styrker;
(b) »øverste hovedkvarter« - det øverste hovedkvarter for
de allierede styrker i Europa, hovedkvarteret for den allierede
øverstkommanderende i Atlanterhavsområdet og ethvert tilsvarende
internationalt militært hovedkvarter oprettet i henhold til Den
nordatlantiske Traktat;
(c) »allieret hovedkvarter« - ethvert øverste hovedkvarter og
ethvert internationalt militært hovedkvarter, som er oprettet i henhold
til Den nordatlantiske Traktat og direkte underordnet et øverste
hovedkvarter;
(d) »Det nordatlantiske Råd« - det i henhold til art. 9 i Den
nordatlantiske Traktat oprettede råd eller ethvert af dets underordnede
organer, der er bemyndiget til at handle på dets vegne.
Artikel 2.
Under forbehold af de følgende bestemmelser i denne protokol skal
overenskomsten finde anvendelse på allierede hovedkvarterer oprettet
på et territorium indenfor Den nordatlantiske Traktats område
tilhørende en deltager i nærværende protokol og på
sådanne hovedkvarterers militære og civile personel samt deres
pårørende - i det omfang de er omfattet af definitionerne i
denne protokols art. 3, stk. 1 (a), (b) og (c), - når dette
personel befinder sig på sådant territorium i forbindelse med
udøvelsen af et tjenstligt hverv eller, forsåvidt angår
pårørende, et deres ægtefælle eller forældre
påhvilende tjenstligt hverv.
Artikel 3.
1. Med henblik på overenskomstens anvendelse på et allieret
hovedkvarter skal udtrykkene »styrke«, »civilt element« og
»pårørende«, overalt hvor de forekommer i overenskomsten have
den nedenfor angivne betydning:
(a) »styrke« betyder det personel, som er knyttet til det allierede
hovedkvarter, og som tilhører en af Den nordatlantiske Traktats
deltageres land-, sø- eller luftstridskræfter;
(b) »civilt element« betyder det civile personel, som ikke er
statsløse personer eller statsborgere i et land, der ikke er deltager
i traktaten, og som ej heller er statsborgere i eller har sædvanlig
bopæl i modtagerlandet, og som (i) er knyttet til det allierede
hovedkvarter og har ansættelse ved et værn tilhørende en
deltager i Den nordatlantiske Traktat, eller (ii) tilhører visse af
Det nordatlantiske Råd fastsatte kategorier af civilt personel, som har
ansættelse ved det allierede hovedkvarter;
(c) »pårørende« betyder ægtefællen til et
medlem af en styrke eller af et civilt element, således som defineret i
afsnit (a) og (b) i nærværende stykke, eller børn af et
sådant medlem, der er afhængige af underhold fra den
pågældende.
2. Et allieret hovedkvarter skal anses som en styrke forsåvidt
angår overenskomstens artikler II, V, stk. 2, VII, stk. 10,
IX, stk. 2, 3, 4, 7 og 8 samt XIII.
Artikel 4.
De rettigheder og forpligtelser, som overenskomsten tillægger eller
pålægger afsenderlandet eller dets myndigheder med hensyn til
dets styrker, civile elementer eller disses pårørende, skal
forsåvidt angår et allieret hovedkvarter, dets personel og dettes
pårørende, på hvilke overenskomsten i overensstemmelse med
nærværende protokols art. 2 finder anvendelse, tilkomme eller
pålægges vedkommende øverste hovedkvarter og dets
undergivne myndigheder med følgende undtagelser:
(a) den ret til at udøve kriminel og disciplinær
jurisdiktion, som ved overenskomstens art. VII er tillagt afsenderlandets
militære myndigheder, tilkommer de militære myndigheder i det
land, hvis militære lovgivning den pågældende person
eventuelt måtte være undergivet;
(b) de forpligtelser, der i henhold til overenskomstens art. II, III
stk. 4, VII stk. 5 (a) og 6 (a), VIII stk. 9 og 10 samt XIII
er pålagt afsenderlandet eller dets myndigheder skal påhvile
både det allierede hovedkvarter og det land, om hvis værn eller
dertil hørende medlemmer eller funktionærer eller sådannes
pårørende der er tale;
(c) ved anvendelsen af overenskomstens art. III stk. 2 (a) og 5
samt art. XIV skal forsåvidt angår medlemmer af en styrke og
deres pårørende, det land, anses som afsenderland, hvis
værn medlemmet tilhører eller, forsåvidt angår
medlemmer af et civilt element og deres pårørende, hvis
værn medlemmet er ansat ved;
(d) de forpligtelser, der i henhold til overenskomstens art. VIII
stk. 6 og 7 er pålagt afsenderlandet, skal påhvile det land,
hvis værn den person tilhører, som ved sin handling eller
undladelse har givet anledning til erstatningskravet, eller forsåvidt
angår et medlem af et civilt element det land, ved hvis værn han
er ansat, eller såfremt et sådant land ikke findes, det allierede
hovedkvarter, som den pågældende tilhører.
Både det land, som forpligtelser måtte påhvile i henhold
til dette stykke, og vedkommende allierede hovedkvarter skal have et
afsenderlands rettigheder med hensyn til udnævnelse af en voldgiftsmand
i henhold til artikel VIII stk. 8.
Artikel 5.
Ethvert medlem af et allieret hovedkvarter skal være i besiddelse af
et af hovedkvarteret udstedt personligt identitetskort forsynet med fotografi
og angivelse af fulde navn, fødselssted og -dato, nationalitet, rang
eller grad, eventuelt stamnummer samt gyldighedsperiode. Dette kort skal
forevises på forlangende.
Artikel 6.
1. De forpligtelser, der i henhold til overenskomstens art. VIII er
pålagt de kontraherende parter til at frafalde erstatningskrav, skal
påhvile både det allierede hovedkvarter og enhver i betragtning
kommende deltager i denne protokol.
2. Ved anvendelsen af overenskomstens art. VIII stk. 1 og 2
skal:
(a) ejendom, der tilhører et allieret hovedkvarter eller en
deltager i denne protokol, og som anvendes af et allieret hovedkvarter, anses
som ejendom, der tilhører en kontraherende part og anvendes af dennes
værn;
(b) skade forvoldt af et medlem af en styrke eller et civilt element -
således som defineret i denne protokols art. 3 stk. 1 - eller af
enhver anden funktionær ved et allieret hovedkvarter, anses som skade
forvoldt af et medlem eller en funktionær tilhørende en
kontraherende parts værn;
(c) bestemmelserne i overenskomstens art. VIII stk. 3 finde
anvendelse på et allieret hovedkvarter, der vil blive anset som
»kontraherende part« i nævnte stykkes forstand.
3. Erstatningskrav, på hvilke overenskomstens art. VIII
stk. 5 finder anvendelse, skal omfatte erstatningskrav (bortset fra
kontraktmæssige krav og krav, på hvilke nævnte artikels
stk. 6 og 7 finder anvendelse), der opstår som følge af
handlinger eller undladelser, der må tilskrives en funktionær ved
et allieret hovedkvarter, eller som følge af enhver anden handling,
undladelse eller begivenhed, for hvilken et allieret hovedkvarter er retlig
ansvarlig, og som på modtagerlandets territorium forvolder skade for
trediemand, som ikke er deltager i denne protokol.
Artikel 7.
1. Den skattefritagelse, der i henhold til overenskomstens art. X
indrømmes medlemmer af en styrke eller et civilt element med hensyn
til lønninger og emolumenter, skal forsåvidt angår et
allieret hovedkvarters personel, således som defineret i denne
protokols art. 3 stk. 1 (a) og (b) (i), finde anvendelse på
lønninger og emolumenter, der er udbetalt dem i deres egenskab af
sådant personel af det værn, de tilhører eller er ansat
ved; dog skal nærværende stykke ikke fritage noget sådant
medlem eller funktionær for beskatning pålagt af det land, i
hvilket den pågældende er statsborger.
2. De af Det nordatlantiske Råd fastsatte kategorier af
funktionærer ved et allieret hovedkvarter skal fritages for beskatning
af de lønninger og emolumenter, som et allieret hovedkvarter udbetaler
dem i deres egenskab af sådanne funktionærer. Enhver deltager i
nærværende protokol kan imidlertid indgå en aftale med det
allierede hovedkvarter, hvorefter en sådan deltager ansætter og
til det allierede hovedkvarter anviser alle de af dens statsborgere (dog,
såfremt den pågældende deltager ønsker det, med
undtagelse af sådanne, der ikke har sædvanlig bopæl
indenfor dens territorium), som skal gøre tjeneste ved det allierede
hovedkvarters stab, og af sine egne midler betaler lønninger og
emolumenter til sådanne personer i henhold til en af denne deltager
fastsat skala. De således ydede lønninger og emolumenter kan
beskattes af den pågældende deltager, men skal fritages for
beskatning af enhver anden deltager. Såfremt en sådan aftale
indgås af nogen deltager i nærværende protokol og senere
ændres eller bringes til ophør, skal deltagerne i
nærværende protokol ikke længere være forpligtet til
i henhold til første punktum i nærværende stykke at
fritage deres statsborgere for beskatning af de lønninger og
emolumenter, der ydes dem.
Artikel 8.
1. For at lette allierede hovedkvarterers oprettelse, opførelse,
vedligeholdelse og drift skal disse hovedkvarterer i videst mulige omfang
fritages for afgifter og skatter, der berører udgifter, de afholder i
det fælles forsvars interesse, og som anvendes til hovedkvarterernes
tjenstlige formål og udelukkende kommer hovedkvartererne til gode, og
enhver deltager i nærværende protokol skal optage forhandlinger
med de allierede hovedkvarterer, der er oprettet på dets territorium,
med henblik på at afslutte en overenskomst til denne bestemmelses
gennemførelse.
2. Et allieret hovedkvarter skal have de rettigheder, der i henhold til
overenskomstens art. XI indrømmes en styrke og på de samme
betingelser.
3. Bestemmelserne i overenskomstens art. XI stk. 5 og 6 skal ikke
finde anvendelse på modtagerlandets statsborgere, medmindre
sådanne statsborgere hører under et værn tilhørende
en anden deltager i denne protokol.
4. Udtrykket »afgifter og skatter« i denne artikel omfatter ikke
betaling, som opkræves for ydede tjenester.
Artikel 9.
Forsåvidt Det nordatlantiske Råd ikke måtte træffe
anden bestemmelse skal:
(a) ethvert aktiv erhvervet for et allieret hovedkvarters
internationale midler afsat på dets kapitalbudget, og som
hovedkvarteret ikke længere behøver, realiseres i
overensstemmelse med en af Det nordatlantiske Råd godkendt ordning, og
udbyttet skal fordeles imellem eller krediteres deltagerne i Den
nordatlantiske Traktat i det forhold, hvori de har ydet bidrag til
hovedkvarterets kapitaludgifter. Modtagerlandet skal have fortrinsret til at
erhverve fast ejendom, der således realiseres på dets
territorium, under forudsætning af, at det tilbyder vilkår, der
ikke er mindre fordelagtige end de vilkår, der er tilbudt af
trediemand.
(b) Grunde, bygninger eller faste installationer, der af modtagerlandet
er stillet til et allieret hovedkvarters rådighed uden vederlag (eller
kun for et nominelt vederlag), og som hovedkvarteret ikke længere
behøver, tilbagegives modtagerlandet, og enhver
værdiforøgelse eller -forringelse af den af modtagerlandet til
rådighed stillede faste ejendom, der skyldes hovedkvarterets brug
deraf, skal fastsættes af Det nordatlantiske Råd (under
hensyntagen til modtagerlandets herhenhørende lovgivning) og fordeles
imellem, krediteres eller debiteres deltagerne i Den nordatlantiske Traktat i
det forhold, hvori de har ydet bidrag til hovedkvarterets
kapitaludgifter.
Artikel 10.
Ethvert øverste hovedkvarter er en juridisk person; det skal kunne
indgå kontrakter samt erhverve og afhænde ejendom. Modtagerlandet
kan imidlertid gøre udøvelsen af denne ret betinget af
særaftaler mellem dette og det øverste hovedkvarter eller et
underordnet allieret hovedkvarter, der handler på det øverste
hovedkvarters vegne.
Artikel 11.
1. Under forbehold af bestemmelserne i overenskomstens artikel VIII kan
et øverste hovedkvarter optræde som sagsøger eller
sagsøgt i retssager. Det kan imidlertid aftales mellem det
øverste hovedkvarter eller et af dette bemyndiget underordnet allieret
hovedkvarter og et modtagerland, at modtagerlandet skal handle på det
øverste hovedkvarters vegne i retssager, i hvilke hovedkvarteret er
part ved modtagerlandets domstole.
2. Intet tvangsfuldbyrdelsesskridt eller forholdsregler, der tilsigter
beslaglæggelse af eller arrest i ejendom eller midler, kan tages mod et
allieret hovedkvarter undtagen forsåvidt angår de i
overenskomstens artikel VII stk. 6 (a) og artikel XIII omhandlede
formål.
Artikel 12.
1. Et allieret hovedkvarter kan af hensyn til gennemførelsen af
sit internationale budget besidde valuta af enhver art og disponere over
konti i en hvilkensomhelst valuta.
2. Deltagerne i nærværende protokol skal efter anmodning
fra et allieret hovedkvarter lette overførsler af et sådant
hovedkvarters midler fra et land til et andet og ombytning af enhver valuta,
som et allieret hovedkvarter besidder, til en hvilkensomhelst anden valuta,
når det er nødvendigt for at imødekomme et allieret
hovedkvarters behov.
Artikel 13.
Et allieret hovedkvarters arkiv og andre officielle aktstykker, som
opbevares i lokaler, der anvendes af et sådant hovedkvarter, eller som
befinder sig hos et behørigt bemyndiget medlem af hovedkvarteret, skal
være ukrænkelige medmindre hovedkvarteret måtte have givet
afkald på denne immunitet. På modtagerlandets anmodning skal
hovedkvarteret i nærværelse af en repræsentant for dette
land bekræfte dokumenternes natur for at fastslå, om de er
berettiget til immunitet i henhold til denne artikel.
Artikel 14.
1. Det nordatlantiske Råd kan beslutte, at nærværende
protokol eller overenskomsten helt eller delvis skal finde anvendelse
på ethvert i henhold til Den nordatlantiske Traktat oprettet
internationalt militært hovedkvarter eller international militær
organisation (som ikke omfattes af definitionerne i denne protokols artikel 1
(b) og (c)).
2. Når Det europæiske Forsvarsfællesskab er oprettet,
kan nærværende protokol bringes til anvendelse på personel
fra de europæiske forsvarsstyrker tilknyttet et allieret hovedkvarter
og på dette personels pårørende fra det tidspunkt og
på den måde, som Det nordatlantiske Råd måtte
bestemme.
Artikel 15.
Alle uoverensstemmelser mellem deltagerne i nærværende
protokol eller mellem sådanne deltagere og et allieret hovedkvarter
vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af protokollen skal
afgøres ved forhandling mellem de uenige parter uden rekurs til nogen
udenforstående myndighed. Med undtagelse af de tilfælde, hvor der
i nærværende protokol eller i overenskomsten foreligger anden
udtrykkelig bestemmelse, skal uoverensstemmelser, der ikke kan afgøres
ved direkte forhandling, henvises til Det nordatlantiske Råd.
Artikel 16.
1. Overenskomstens artikel XV samt artiklerne XVII til XX skal finde
anvendelse på nærværende protokol, som var de en
uadskillelig bestanddel heraf, men således at protokollen kan
revideres, suspenderes, ratificeret, tiltrædes, opsiges eller udvides i
overensstemmelse med disse bestemmelser uafhængigt af
overenskomsten.
2. Nærværende protokol kan suppleres ved tosidig overenskomst
mellem modtagerlandet og et øverste hovedkvarter; et modtagerlands
myndigheder og et øverste hovedkvarter kan aftale, at de forinden
ratificering ad administrativ vej vil sætte de bestemmelser i
nærværende protokol eller i overenskomsten, som modtagerlandet
har besluttet at anvende, i kraft.
Til bekræftelse heraf har de nedenfor anførte
befuldmægtigede underskrevet nærværende protokol.
Udfærdiget i Paris den 28. august 1952 på engelsk og fransk,
begge tekster af lige gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal deponeres i
Amerikas Forenede Staters regerings arkiver. Amerikas Forenede Staters
regering skal tilstille bekræftede genparter heraf til alle lande, der
har undertegnet eller i tiltrådt protokollen.
Officielle noter
(
Nærværende dokument skal udfærdiges på
afsenderlandets sprog samt på engelsk og fransk.
Lignende dokumenter
- Lov om ændring af lov om gennemførelse af overenskomst om retsstillingen for NATO-styrker og af protokol om NATO's militære hovedkvarterer Retsinformation · 9. april 1999
- Skriftlig fremsættelse (13. januar 1999) - L 159 Retsinformation · 13. januar 1999
- Bekendtgørelse af overenskomst af 19. juni 1995 mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat og de øvrige deltagende stater i Partnerskab for Fred vedrørende status for deres styrker samt to tillægsprotokoller af 19. juni 1995 og 19. december 1997 Retsinformation · 20. december 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks tilslutning til oprettelsen af et fælles dansk-tysk-polsk korps, Multinational Corps Northeast. Retsinformation · 25. februar 1999
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om gennemførelse af overenskomst om retsstillingen for NATO-styrker og af protokol om NATO's militære hovedkvarterer Retsinformation · 1. marts 1999
- Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den i Paris den 28. august 1952 undertegnede protokol om status for internationale militære hovedkvarterer oprettet i henhold til Den nordatlantiske Traktat. (* 1) Retsinformation · 2. september 1955