Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om gennemførelse af overenskomst om retsstillingen for NATO-styrker og af protokol om NATO's militære hovedkvarterer

1998/1 LSF 159Lovforslag som fremsatUdenrigsministeriet13. januar 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 13. januar 1999 af udenrigsministeren (Niels

Helveg Petersen)

Forslag

til

Lov om ændring af

lov om gennemførelse af overenskomst om retsstillingen for

NATO-styrker og af protokol om NATO s militære hovedkvarterer

(Gennemførelse af overenskomst om retsstilllingen

for styrker fra lande, der deltager i Partnerskab for Fred m.v.)

§ 1

I lov nr. 143 af 29. april 1955 om gennemførelse af overenskomst om

retsstillingen for NATO-styrker og af protokol om NATO s militære

hovedkvarterer foretages følgende ændringer:

1.

Lovens titel affattes således:

»Lov om retsstillingen for styrker tilhørende

deltagerne i NATO og Partnerskab for Fred m.v.«

2.

§ 1 affattes således:

»§ 1. Lovens §§ 2-5 gælder for

fremmede styrker, der opholder sig i Danmark i henhold til

1) Overenskomst af 19. juni 1951 mellem deltagerne i Den Nordatlantiske

Traktat vedrørende status for deres styrker,

2) Protokol af 28. august 1952 om status for internationale

militære hovedkvarterer oprettet i henhold til Den Nordatlantiske

Traktat, eller

3) Overenskomst af 19. juni 1995 mellem deltagerne i Den Nordatlantiske

Traktat og de øvrige deltagende stater i Partnerskab for Fred

vedrørende status for deres styrker med tillægsprotokol af samme

dato og yderligere tillægsprotokol af 19. december 1997.

Læs alt

Stk. 2.

Udenrigsministeren kan fastsætte regler om, at

lovens §§ 2-5 tillige helt eller delvist skal gælde for andre

styrker, der opholder sig i Danmark i henhold til en af Danmark

tiltrådt overenskomst om tilsvarende status for andre fremmede styrker

i Danmark«.

3.

§ 2 affattes således:

»§ 2. Fremmede militære myndigheder kan

udøve strafferetlig og disciplinær jurisdiktion på dansk

territorium i det omfang og på de vilkår, der følger af de

i § 1, stk.1, nævnte overenskomster.«

4.

§ 3 affattes således:

»§ 3. Anholdelse af et afsenderlands

militære eller civile medlemmer af en styrke eller sådanne

medlemmers pårørende kan ske, når det begæres i

anledning af sigtelse for et forhold, der er strafbart i henhold til

afsenderlandets lovgivning, og for hvilket afsenderlandets militære

myndigheder i henhold til de i § 1, stk. 1, nævnte

overenskomster har adgang til at udøve jurisdiktion på dansk

territorium, selv om den pågældende ikke sigtes for et forhold,

der efter dansk ret er strafbart. Udlevering til afsenderlandets

militære myndigheder skal i så fald ske uden ophold og senest

inden 24 timer efter anholdelsen.«

5.

§ 4 ophæves.

6.

I § 5, stk. 1, ændres »overenskomsten«

til: »de i § 1, stk. 1, nævnte overenskomster«.

7.

I § 5, stk. 3, ændres »sådanne

militære styrker som er nævnt i stk. 1« til: »sådanne

militære styrker, som er omfattet af de i § 1, stk. 1, nr. 1

og 2, nævnte aftaler«.

8.

§ 6 affattes således:

»§ 6. Forsvarsministeren kan fraskrive sig

erstatningskrav og afholde udgifter til erstatninger, hvor dette

følger af forpligtelser i de overenskomster, der er nævnt i

§ 1, stk. 1, eller af tilsvarende forpligtelser i andre af Danmark

tiltrådte overenskomster om fastlæggelse af status for fremmede

styrker, der modtages på dansk territorium, eller for udsendte danske

styrker.«

9.

§ 7 ophæves.

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for disse

landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og

grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til

ændringsforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrund

På NATO s topmøde i januar 1994

blev etableringen af et Partnerskab for Fred-samarbejde (Partnership for

Peace, PfP) vedtaget. Formålet var at fremme sikkerheden og

stabiliteten i hele Europa og at imødekomme de central- og

østeuropæiske landes ønske om en nærmere

tilknytning til NATO. PfP omfatter en række militære

samarbejdsaktiviteter i NATO-landene og i partnerlandene. Der var derfor

behov for at fastlægge status for deltagerlandenes styrker, når

de opholder sig på et andet deltagerlands territorium. På denne

baggrund blev overenskomst mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat og

de øvrige deltagende stater i Partnerskab for Fred vedrørende

status for deres styrker (PfP-statusoverenskomsten) forhandlet og undertegnet

med ratifikationsforbehold den 19. juni 1995. PfP-statusoverenskomsten

indebærer, at bestemmelserne i overenskomst mellem deltagerne i Den

Nordatlantiske Traktat vedrørende status for deres styrker

(NATO-statusoverenskomsten) udstrækkes til også at omfatte

partnerlandene. PfP-statusoverenskomsten kan suppleres eller på anden

måde modificeres ved supplerende bilaterale aftaler.

Til PfP-statusoverenskomsten hører to

tillægsprotokoller af henholdsvis 19. juni 1995 og 19. december

1997.

Tillægsprotokollen af 19. juni 1995 indeholder

bestemmelser, hvorefter de deltagende stater fraskriver sig retten til at

eksekvere dødsstraf over for noget militært eller civilt medlem

af en anden deltagerstats udsendte styrker og sådanne medlemmers

pårørende.

Det er i princippet frivilligt for såvel NATO-lande

som partnerlande at tilslutte sig tillægsprotokollen. Imidlertid har

man fra NATO s side i forbindelse med præsentationen af

PfP-statusoverenskomsten og tillægsprotokollen over for partnerlandene

givet et politisk signal om, at de forventes at tiltræde denne

tillægsprotokol samtidig med, at de tiltræder

PfP-statusoverenskomsten.

På NATO s topmøde i maj 1997 blev det

besluttet at tilbyde partnerlandene et væsentligt styrket samarbejde

inden for PfP. Beslutningen indebar bl.a., at militært personel fra

partnerlandene skulle kunne arbejde sammen med NATO s militære personel

i NATO s militære hovedkvarterer i løsningen af Partnerskab for

Fred-opgaver.

Som led heri har NATO- og PfP-landene udarbejdet en

yderligere tillægsprotokol af 19. december 1997, der omfatter status

for personel fra partnerlande, som opholder sig i NATO s militære

hovedkvarterer. Den yderligere tillægsprotokol henviser til det

regelsæt, som er indeholdt i protokol om status for internationale

militære hovedkvarterer oprettet i henhold til Den Nordatlantiske

Traktat (Paris-protokollen).

Også uden for NATO- og PfP-sammenhæng

foregår der i disse år samarbejdsaktiviteter, der indebærer

udsendelse af danske styrker og modtagelse af fremmede styrker i Danmark.

Disse aktiviteter omfatter bl.a. det samarbejde med de øst- og

centraleuropæiske lande, der i PfP-samarbejdets ånd sker til

fremme af stabiliteten og sikkerheden i Europa. Også for sådanne

aktiviteters vedkommende vil der være behov for at kunne indgå

statusoverenskomster mellem deltagerlandene, der svarer til regelsættet

for NATO- og PfP-landenes styrker.

2. Lovens hovedindhold

Lovændringen indebærer, at 1955-lovens regler

for NATO-landenes styrker gøres anvendelig også for PfP-landenes

styrker dog med en enkelt modifikation for så vidt angår den

strafferetlige beskyttelse, jf. nedenfor under bemærkningerne til

§ 1, nr. 6 og 7.

Lovændringen indebærer dermed, at Folketinget

giver samtykke til, at regeringen kan tiltræde PfP-statusoverenskomsten

med de to tillægsprotokoller.

Endvidere muliggør loven, at regeringen kan

sætte lovens jurisdiktions- og straffebestemmelser i kraft for lignende

aftaler, som Danmark måtte indgå med andre lande.

Lovændringen indebærer dermed, at Folketinget giver samtykke til

indgåelsen af sådanne lignende aftaler, uanset om disse

måtte indebære, at Danmark pådrager sig pligter af

større betydning, jf. Grundlovens § 19. Det skal i denne

forbindelse understreges, at loven alene vedrører aftaler om status

for fremmede styrker, der svarer til den, som er fastsat i NATO- og

PfP-statusoverenskomsterne. Aftaler om selve modtagelsen eller udsendelsen af

styrker er på samme måde som gælder for NATO og PfP

ikke omfattet af loven.

Endelig giver loven forsvarsministeren mulighed for uden

for NATO- og PfP-statusoverenskomsternes gyldighedsområde at

indgå aftaler på det erstatningsmæssige område, der

svarer til disse statusoverenskomsters bestemmelser.

Lovændringen indeholder enkelte overvejende rent

sproglige moderniseringer af lovteksten.

3. PfP-statusoverenskomstens hovedindhold

Selve overenskomsten

PfP-statusoverenskomsten med tillægsprotokoller er

optrykt som bilag til lovbemærkningerne. Da PfP-statusoverenskomsten

med tillægsprotokoller henviser til NATO-statusoverenskomsten med

protokol, er denne tillige optrykt som bilag.

Artikel I

i PfP-statusoverenskomsten bestemmer, at

alle deltagende stater med mindre andet er aftalt - skal anvende

bestemmelserne i NATO-statusoverenskomsten, som om de deltog i

NATO-statusoverenskomsten.

På denne baggrund beskrives kort de relevante

bestemmelser i NATO-statusoverenskomsten.

- NATO-statusoverenskomstens artikel I definerer en række

begreber i NATO-terminologien.

- I artikel II fastlægges, at modtagerlandets lovgivning skal

respekteres.

- Af artikel III fremgår betingelserne for ind- og udrejse af et

modtagerland.

- Ifølge artikel IV anerkender modtagerlandet

førerbeviser til motorkøretøjer udstedt af

afsenderlandet.

- Artikel V tilsiger, at en styrke som hovedregel skal bære

uniform, ligesom tjenestekøretøjer skal være forsynet med

nationalitetsmærke.

- Af artikel VI fremgår, at medlemmer af militære styrker

kan besidde og bære våben.

- Artikel VII regulerer først og fremmest

jurisdiktionsudøvelsen mellem afsenderlandet og modtagerlandet. Det

nærmere indhold af reglerne er omtalt under bemærkningerne til

§ 1, nr. 3.

- De erstatningsmæssige forhold fremgår af artikel VIII.

Indholdet heraf fremgår af bemærkningerne til § 1, nr.

8.

- Artikel IX omhandler ydelser og tjenester til udsendte styrker

(varekøb, anvendelse af bygninger og lign., anvisning af arbejdskraft,

læge- og tandlægehjælp, rejselettelser samt betaling i

stedlig valuta).

- Artikel X-XIII og Paris-protokollens artikel 7 og 8, stk. 2,

indeholder bestemmelser om skatte- og afgiftslempelser samt foranstaltninger

mod misbrug af disse lempelser.

- Artikel XIV fastslår, at styrker er undergivet såvel

afsenderlandets som modtagerlandets valutabestemmelser.

Artikel II

i PfP-statusoverenskomsten

fastlægger, at PfP-statusoverenskomsten finder anvendelse på de

deltagende PfP-landes territorier og på NATO-landenes territorier som

angivet i NATO-statusoverenskomsten.

Artikel III

i PfP-statusoverenskomsten

fastsætter, at tvister i relation til PfP-statusoverenskomsten

afgøres ved forhandling mellem de berørte deltagerlande.

Artikel IV

i PfP-statusoverenskomsten bestemmer, at

PfP-statusoverenskomsten kan suppleres eller på anden måde

ændres i overensstemmelse med folkeretten.

Artikel V

i PfP-statusoverenskomsten omhandler

hvilke lande, der kan undertegne PfP-statusoverenskomsten, krav om deponering

af ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenter samt

tidspunkt for ikrafttrædelse.

Artikel VI

i PfP-statusoverenskomsten omhandler

betingelser for opsigelse.

27 lande har ratificeret PfP-statusoverenskomsten. Der

henvises til vedlagte liste over deltagere pr. 12. november 1998.

Tillægsprotokollerne

Tillægsprotokollen

af 19. juni 1995 til

PfP-statusoverenskomsten fastlægger, at deltagerlandene ikke må

fuldbyrde dødsstraf over medlemmer m.v. af fremmede styrker.

26 lande har ratificeret tillægsprotokollen. Der

henvises til vedlagte liste over deltagere pr. 12. november 1998.

Den yderligere tillægsprotokol

af 19.

december 1997 til PfP-statusoverenskomsten fastlægger, at

deltagerlandene skal anvende bestemmelserne i Paris-protokollen for så

vidt angår aktiviteter, der udføres af NATO s militære

hovedkvarterer og disses militære og civile personel på

deltagerlandenes territorium. Paris-protokollen er opbygget således, at

den i princippet henviser til NATO-statusoverenskomsten med de

nødvendige tilpasninger, især derved at visse rettigheder

tilkommer hovedkvarterene i stedet for afsenderlandene.

Danmark har den 30. december 1997 underskrevet den

yderligere tillægsprotokol under forbehold for national ratifikation.

Belgien, Letland, Nederlandene og Portugal har tillige undertegnet

protokollen. Ingen lande har endnu ratificeret protokollen.

4. Den gældende lov

1955-loven indeholder de dengang nødvendige

lovbestemmelser til opfyldelse af NATO-statusoverenskomsten med

tilhørende protokol. En række af overenskomstens forpligtelser

kunne allerede opfyldes med hjemmel i andre gældende love. De

lovbestemmelser, der blev indsat i 1955-loven til overenskomstens

gennemførelse, var:

- § 2 om hjemmel for afsenderlandets militære myndigheder

til at udøve strafferetlig og disciplinær jurisdiktion i

Danmark,

- § 3 om anholdelse i Danmark og udlevering til vedkommende

fremmede myndigheder af personer, som er underlagt afsenderlandets

jurisdiktion,

- § 4 om retshjælp ved afsenderlandets udøvelse af

jurisdiktion i Danmark,

- § 5 om strafferetlig beskyttelse af afsenderlandets sikkerhed,

dokumenter, installationer m.v.,

- § 6 om bemyndigelse for forsvarsministeren til at udbetale

erstatninger,

- § 7 om fritagelse for beskatning og erlæggelse af

afgifter.

De nævnte bestemmelser er nærmere omtalt under

bemærkningerne til ændringslovforslagets enkelte

bestemmelser.

5. Nødvendige lovændringer

Bestemmelserne i NATO-statusoverenskomstens artikel I-VI

samt IX-XIV og i Paris-protokollen kan også for så vidt

angår PfP-statusoverenskomsten med tillægsprotokoller opfyldes

på grundlag af gældende lovgivning. Dog forudses loven om

CPR-registre ændret, således at styrker omfattet af

nærværende lov sidestilles med NATO-landenes styrker,

således at de kan have bopæl i Danmark uden at være

CPR-registreret.

Artikel VII i NATO-statusoverenskomsten og den

tilhørende Paris-protokol indeholder en afgrænsning mellem

deltagerstaternes jurisdiktionsbeføjelser. Grundloven

forudsætter, at danske myndigheders beføjelser er

afgrænset efter folkeretten over for andre staters og internationale

organisationers tilsvarende beføjelser. Aftaler, der afgrænser

Danmarks jurisdiktion i forhold til andre stater og internationale

organisationer, vil i almindelighed kunne gennemføres, uden at der er

tale om overladelse af beføjelser, der i Grundlovens forstand

tilkommer rigets myndigheder.

NATO-statusoverenskomsten og Paris-protokollen blev

gennemført som almindelig lov i 1955. PfP-statusoverenskomsten og den

yderligere tillægsprotokol af 19. december 1997 indebærer, at

bestemmelserne om jurisdiktionsbeføjelser i NATO-statusoverenskomsten

og Paris-protokollen udstrækkes til også at omfatte PfP-lande.

PfP-statusoverenskomsten og den ovennævnte tillægsprotokol vil

derfor i lighed med NATO-statusoverenskomsten og Paris-protokollen kunne

gennemføres som almindelig lov inden for rammerne af Grundloven. Det

må på den anden side anses for rigtigst, at andre staters

udøvelse af strafferetlig jurisdiktion i Danmark efter de omhandlede

overenskomster sker på grundlag af udtrykkelig lovhjemmel, og den

gældende hjemmel for NATO-landene til at udøve jurisdiktion i

Danmark bør derfor udvides til også at omfatte PfP-landene.

Også erstatningsreglerne i artikel VIII bør medføre en

tilpasning af den gældende lov. Der henvises herom til

bemærkningerne til § 1, nr. 3 (jurisdiktion) og § 1, nr. 8

(erstatning).

6. Økonomiske konsekvenser

Det er i sagens natur - herunder på grund af

forpligtelsernes gensidige karakter - ikke muligt at vurdere de

økonomiske konsekvenser i forbindelse med fraskrivelse, udbetaling og

modtagelse af erstatninger, jf. bemærkningerne til lovforslaget

§ 1, nr. 8.

7. Administrative konsekvenser

Lovændringen vurderes ikke at medføre

administrative konsekvenser af betydning. Dog opnås en vis

administrativ lettelse, idet loven indebærer, at regeringen kan

indgå de standardaftaler om status for fremmede styrker, som er blevet

almindelige på grundlag af NATO-statusoverenskomsten.

8. Erhvervsmæssige konsekvenser

Lovændringen vurderes ikke at have økonomiske

konsekvenser for erhvervslivet.

9. Miljømæssige konsevenser

Lovændringen vurderes ikke at medføre

miljømæssige konsekvenser.

10. Forholdet til EU-retten.

NATO-landenes styrker er undtaget fra moms ved

indførsel af goder samt moms af levering af goder og tjenesteydelser i

henhold til Rådets 6. momsdirektiv.

PfP-landenes styrker kan ifølge EU-Kommissionens

fortolkning nyde de samme afgiftsmæssige privilegier som NATO-landenes

styrker, idet fritagelse for moms i henhold til 6. momsdirektiv kan gives

internationale organer. PfP, som Kommissionen i øvrigt sidestiller med

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), er ifølge

Kommissionen et sådan internationalt organ.

I det omfang Kommissionens fortolkning kan

udstrækkes til andre styrker som f.eks. SHIRBRIG, vil disse privilegier

ligeledes kunne ydes fra dansk side.

11. Udtalelser fra andre ministerier

Lovforslaget har været forelagt til udtalelse hos

Arbejdsministeriet, Finansministeriet, Forsvarsministeriet,

Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Skatteministeriet,

Statsministeriet, Sundhedsministeriet og Trafikministeriet.

12. Udtalelse fra Rigsrevisionen

Lovforslaget har ikke været forelagt Rigsrevisionen,

idet forslaget ikke vurderes at omfatte revisionsspørgsmål af

større betydning.

13. Konsekvenser for private

I strafferetlig henseende indebærer

lovændringen, at straffelovens § 109 og 110 om henholdsvis

spionage og om forfalskning og ødelæggelse m.v. af dokumenter af

betydning for statens sikkerhed også finder anvendelse i relation til

forbrydelser mod udsendte styrker fra PfP-landene.

I tilfælde af at et afsenderlands styrker eller

civile elementer under udøvelse af tjenstlige pligter forvolder skade

på privat ejendom, vil spørgsmålet om erstatning blive

afgjort af danske myndigheder efter dansk lovgivning. Eventuel udbetaling af

erstatning til den skadelidte bliver foretaget af den danske stat.

Erstatningskrav for skader forvoldt af afsenderlandets militære styrker

eller civile elementer uden for udøvelsen af tjenstlige pligter

gennemføres på sædvanlig måde overfor

skadevolder.

14. Samlet skema for lovforslagets konsekvenser i hovedtræk

Vurdering af konsekvenser af lovforslag

Positive konsekvenser

Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for staten

Ingen væsentlige

Ingen væsentlige

Administrative konsekvenser for staten

Ingen væsentlige

Ingen væsentlige

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

EU s 6. momsdirektiv udstrækkes til også at fritage styrker

fra deltagerne i PfP og eventuelt andre styrker for moms på samme

måde som styrker fra deltagerne i NATO.

Bemærkninger til

ændringsforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1.

Som konsekvens af denne lovs ændringer af lov nr.

143 af 29. april 1955 om gennemførelse af overenskomst om

retsstillingen for NATO-styrker og af protokol om NATO s militære

hovedkvarterer indføjes »Partnerskab for Fred m.v.« i lovens titel.

Endvidere ændres udtrykket »NATO-styrker« til »styrker

tilhørende deltagerne i NATO«, således at det klargøres,

at også styrker, der ikke teknisk set er under NATO-kommando, er

omfattet. Denne ændring indebærer ingen ændring i lovens

rækkevidde.

Til nr. 2.

Med stk. 1 sættes 1955-loven i kraft for

PfP-landenes styrker, der opholder sig i Danmark. Hermed giver Folketinget

samtykke til, at regeringen kan ratificere overenskomst af 19. juni 1995

mellem parterne i Den Nordatlantiske Traktat og de øvrige deltagere i

Partnerskab for Fred vedrørende status for deres styrker med

tillægsprotokol af samme dato og yderligere tillægsprotokol af

19. december 1997.

Stk. 2 giver udenrigsministeren bemyndigelse til at

fastsætte regler om, at lovens §§ 2-5 tillige helt eller delvist

skal gælde for tilsvarende overenskomster, som Danmark måtte

indgå med andre lande. Denne bestemmelse indebærer sammenholdt

med den i § 1, nr. 8, givne bemyndigelse til forsvarsministeren med

hensyn til erstatningsforhold, at Folketinget giver samtykke til, at

regeringen kan indgå tilsvarende aftaler med andre lande. Der vil

være tale om aftaler, der omfatter status for fremmede styrker i

Danmark, der deltager i aktiviteter uden for NATO- og PfP-regi. Sådanne

aktiviteter kan være aktiviteter af PfP-lignende art eller aktiviteter

i FN- og/eller OSCE-regi typisk med henblik på indsats inden for det

fredsstøttende område. Der forventes f.eks. indgået en

aftale mellem de lande, der deltager i etableringen af den multinationale

FN-brigade SHIRBRIG, hvis hovedkvarter er placeret i Danmark. Deltagerlandene

i SHIRBRIG omfatter såvel NATO- og PfP-lande som andre

FN-medlemslande.

Til nr. 3.

Ændringen af § 2 vil indebære, at den

adgang, NATO-landenes militære myndigheder hidtil har haft til at

udøve strafferetlig og disciplinær jurisdiktion på dansk

territorium, udstrækkes til også at gælde for

PfP-lande.

Ordlyden af bestemmelsen foreslås herudover

moderniseret i forhold til den gældende lovs § 2. Der er ikke

herved tilsigtet nogen ændring af retstilstanden. Den særlige

henvisning til grønlandsk territorium er dog udgået, idet

ændringsloven sættes i kraft for Grønland ved særlig

kongelig anordning, jf. bemærkningerne til § 3.

De nærmere regler for afsenderlandets

jurisdiktionsudøvelse findes i NATO-statusoverenskomstens artikel VII,

hvortil PfP-statusoverenskomstens artikel I henviser.

NATO-statusoverenskomstens artikel VII indeholder regler

om afsenderlandets militære myndigheders adgang til udøvelse af

strafferetlig og disciplinær jurisdiktion i modtagerlandet, dels om

modtagerlandets adgang til at udøve strafferetlig jurisdiktion over

medlemmer af afsenderlandets styrker, civile elementer og

pårørende.

Efter NATO-statusoverenskomstens artikel VII, stk. 1,

litra a, er det en forudsætning for afsenderlandets udøvelse af

jurisdiktion, at afsenderlandet har hjemmel hertil i sin egen lovgivning.

Jurisdiktionsudøvelsen omfatter endvidere kun personer, som er

undergivet vedkommende lands militære lovgivning. Grænserne for

jurisdiktion vil således være afhængig af indholdet af

afsenderlandets militære lovgivning, der som regel kun omfatter

personer, der er knyttet til afsenderlandets militære styrker eller som

begår handlinger, der er rettet mod sådanne styrker eller mod

afsenderlandets sikkerhed.

Den jurisdiktionskompetence, der tilkommer afsenderlandets

militære myndigheder indskrænkes imidlertid væsentligt af

bestemmelserne i artikel VII, stk. 4. Efter denne bestemmelse kan

afsenderlandets militære myndigheder ikke udøve jurisdiktion

over personer, der er statsborgere i eller har fast bopæl i

modtagerlandet, medmindre de er medlemmer af afsenderlandets styrker. Denne

begrænsning medfører, at et afsenderlands myndigheder i

modtagerlandet kun kan udøve jurisdiktion over det

pågældende lands egne militære styrker samt over personer,

der uden at være statsborgere i modtagerlandet har midlertidigt ophold

i dette. Det fremgår af bestemmelserne, at civilt personel, der er

knyttet til afsenderlandets styrker, eller pårørende til

sådant personel vil være undtaget fra afsenderlandets

jurisdiktion, såfremt de pågældende ved statsborgerret

eller fast bopæl er knyttet til modtagerlandet.

For lovovertrædelser, som alene er strafbare efter

afsenderlandets lovgivning, men ikke modtagerlandets, tillægger

NATO-statusoverenskomsten under de ovennævnte betingelser udelukkende

jurisdiktion for afsenderlandets myndigheder. Er det omvendte

tilfældet, har modtagerlandet udelukkende jurisdiktion, selv med hensyn

til medlemmer af afsenderlandets militære styrker.

Er en handling strafbar efter begge landes lovgivning,

indeholder artikel VII, stk. 3, regler om hvilket af landene, der i

sådanne tilfælde skal have fortrinsret. Det fremgår af

stk. 3 litra b, at hovedreglen er, at modtagerlandet har fortrinsret, og

undtagelse herfra gøres kun i de i stk. 3, litra a, udtrykkelig

nævnte tilfælde (lovovertrædelser rettet mod

afsenderlandets ejendom eller sikkerhed samt mod de til afsenderlandet

knyttede personer, samt lovovertrædelser, der står i forbindelse

med udøvelse af tjenstlige pligter). Udenfor disse områder vil

afsenderlandets jurisdiktion således være betinget af, at

modtagerlandet undlader at gøre brug af sin fortrinsret til at

udøve jurisdiktion, jf. artikel VII, stk. 3, litra c.

Til nr. 4.

Ordlyden af bestemmelsen foreslås moderniseret i

forhold til den gældende lovs § 3. Der er ikke herved tilsigtet

nogen ændring af retstilstanden. Den særlige henvisning til

grønlandsk strafferet er dog udgået, idet ændringsloven

sættes i kraft for Grønland ved kongelig anordning, hvor en

sådan henvisning skal indføjes.

Til nr. 5.

§ 4 i den gældende lov foreslås

ophævet, idet de almindeligt gældende regler i Danmark med hensyn

til retshjælp kan finde anvendelse også i relation til

retshjælpsforpligtelserne i relation til NATO-statusoverenskomsten, og

i relation til alle tilsvarende overenskomster herunder

PfP-statusoverenskomsten.

Efter NATO-statusoverenskomstens artikel VII, stk. 6,

litra a, jf. PfP-statusoverenskomstens artikel I, skal modtagerlandets og

afsenderlandets myndigheder bistå hinanden med at foretage alle

nødvendige undersøgelser af lovovertrædelser og med at

indsamle og forelægge bevismateriale, herunder foretage

beslaglæggelse og, hvor der er anledning dertil, udlevere ting, der har

forbindelse med en lovovertrædelse. Udleveringen af sådanne ting

kan imidlertid gøres betinget af, at de tilbageleveres inden for et

tidsrum, der fastsættes af den myndighed, der udleverer dem.

Med henblik på at muliggøre opfyldelse af

pligten til at yde gensidig bistand ved tilvejebringelse af bevismateriale

blev der i 1955-lovens § 4 indsat en bestemmelse, der gjorde de

dagældende regler i retsplejelovens §§ 169-171 og 173 om

vidnepligt, om vidneindkaldelse og vidnegodtgørelse samt om

tvangsmidler mod modvillige vidner, jf. § 189, samt de tilsvarende

grønlandske bestemmelser anvendelige med hensyn til vidneførsel

for en fremmed domstol, der i overensstemmelse med NATO-statusoverenskomstens

bestemmelser udøver jurisdiktion på dansk område. Der

henvises i den forbindelse til Folketingstidende 1954-55, Tillæg A, sp.

1687.

Som det fremgår, indebærer artikel VII,

stk. 6, litra a, en pligt for de deltagende stater til at bistå

hinanden med at foretage alle nødvendige undersøgelser af

lovovertrædelser og med at indsamle og forelægge bevismateriale,

herunder foretage beslaglæggelser, og hvor der er anledning til det,

udlevere ting, der har forbindelse med en lovovertrædelse. Den

pågældende bestemmelse indeholder ikke bestemmelser, der

pålægger de deltagende stater en udtrykkelig pligt til at kunne

udlevere vidner tvangsmæssigt til et afsenderlands militære

myndigheder med henblik på, at vidnet kan afgive forklaring personligt

for disse myndigheder.

De almindeligt gældende regler indebærer, at

straffeprocessuelle tvangsindgreb, herunder pligtmæssig afgivelse af

vidneforklaringer, til brug for straffesager i udlandet gennemføres

ved danske domstole i medfør af retsplejeloven eller lovens analogi.

Vægrer et vidne sig f.eks. ved at afgive forklaring direkte for en

udenlandsk domstol, fordi vidnet anser sig for omfattet af retsplejelovens

vidneudelukkelses- eller vidnefritagelsesgrunde, jf. §§ 169-172, eller

kan personlig vidneførsel af andre grunde ikke lade sig gøre,

f.eks. fordi vidnet er frihedsberøvet i Danmark, vil der efter

omstændighederne kunne afgives subsidiær forklaring for en dansk

domstol efter retsplejelovens regler herom til brug for straffesagen i

udlandet.

Efter tilsvarende retningslinier kan der

beslaglægges bevismateriale, som befinder sig i Danmark, til brug for

vedkommende straffesag.

De almindeligt gældende regler med hensyn til

retshjælp er også lagt til grund i forbindelse med

gennemførelsen af lov nr. 1099 af 21. december 1994 om

strafforfølgning ved det internationale tribunal til

pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien.

Danske myndigheders retshjælp til tribunalet sker således efter

retningslinier, der svarer til dem, der gælder ved retshjælp i

forhold til udenlandske myndigheder, jf. herved Folketingstidende 1994-95,

Tillæg A, side 418-419.

De almindeligt gældende regler, hvorefter

strafprocessuelle tvangsindgreb, herunder pligtmæssig afgivelse af

vidneforklaringer, til brug for straffesager i udlandet gennemføres

ved danske domstole i medfør af retsplejeloven eller lovens analogi,

jf. ovenfor, må bl.a. på denne baggrund antages at kunne anvendes

også i tilfælde, hvor der er spørgsmål om at yde

retshjælp til et afsenderlands militære myndigheder i

medfør af NATO-statusoverenskomstens artikel VII, stk. 6, litra

a.

Til nr. 6 og 7.

NATO-statusoverenskomstens artikel VII, stk. 11,

forpligter hvert medlemsland til at søge en lovgivning

gennemført, som det anser for nødvendig for på sit

territorium at tilvejebringe tilstrækkelig sikring og beskyttelse af

andre kontraherende parters installationer, udrustning, ejendom, arkiver og

officielle aktstykker samt for at kunne straffe personer, som måtte

overtræde en sådan lovgivning. Denne forpligtelse gælder i

kraft af PfP-statusoverenskomstens artikel I, også i relation til

PfP-landenes styrker.

Ved vedtagelsen af den nugældende lov i 1955 blev

det lagt til grund, at straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens

sikkerhed i vidt omfang også ville finde anvendelse på

forbrydelser, som blev begået mod her i landet værende udsendte

styrker, idet sådanne lovovertrædelser typisk ville berøre

Danmarks sikkerhed, da formålet med NATO-landenes styrkers

tilstedeværelse i Danmark er at sikre Danmarks forsvar. Straffelovens

§ 109, § 110 og § 110a, som er indeholdt i straffelovens

kapitel 12, fandtes dog ikke at give beskyttelse for fremmede NATO-landes

styrker her i landet, og den nugældende lovs § 5 indeholder derfor

bestemmelser, der giver fremmede NATO-landenes styrker her i landet en

tilsvarende beskyttelse.

Den nugældende lovs § 5 angår spionage

mod militære styrker (straffelovens § 109), anden beskyttelse af

dokumenter og genstande, der har sikkerhedsmæssig betydning for

militære styrker (straffelovens § 110), og beskyttelse af

militære forsvarsanlæg (straffelovens § 110a).

I modsætning til NATO er PfP ikke et gensidigt

militært samarbejde, som er beregnet på fælles forsvar i

tilfælde af krig. Forbrydelser begået overfor herværende

PfP-landenes styrker kan derfor ikke i samme grad, som gælder for

styrker fra NATO-lande, antages at berøre Danmarks sikkerhed og dermed

at være beskyttet efter straffelovens kapitel 12. På grund af

PfP-samarbejdets karakter skønnes det heller ikke at være

nødvendigt med en sådan strafferetlig beskyttelse. For så

vidt angår straffelovens § 109 og 110 anses det dog for

fornødent at gennemføre den samme beskyttelse for styrker fra

PfP-lande, som for styrker fra NATO-lande. En strafferetlig beskyttelse af

militære forsvarsanlæg kommer derimod ikke på tale i

relation til PfP-landenes styrker. § 5 foreslås derfor udformet,

således at den til straffelovens § 109 og 110, men ikke til

§ 110a svarende overtrædelse, finder anvendelse i relation til

styrker fra PfP-lande.

Til nr. 8

Ændringen indebærer en gennemførelse af

PfP-statusoverenskomstens artikel VIII.

Overenskomster om erstatningsmæssige forhold er

hidtil fra dansk side blevet indgået og opfyldt på grundlag af

tekstanmærkning nr. 65 på finanslovens § 12.

Forsvarsministeriet (ændret i 1999-finansloven til nr. 106). Som

følge af ændringen af loven kan denne tekstanmærkning

udgå af kommende finanslove.

Tekstanmærkningen har et mere snævert

anvendelsesområde end erstatningsbestemmelserne i

NATO-statusoverenskomsten. Forsvarsministeren har således ikke hidtil

haft umiddelbar mulighed for at indgå aftaler om erstatningsfriholdelse

i forhold til tredjeland (modtagerlandet afgør kravet og udbetaler til

skadelidte). Endvidere har der ikke været mulighed for at indgå

aftaler om erstatningsfraskrivelse vedrørende skader, der er forvoldt

ved forsæt eller grov uagtsomhed.

Ændringen vil således skabe det

nødvendige grundlag for, at forsvarsministeren uden

Folketingets/Finansudvalgets samtykke kan indgå og i hvert enkelt

tilfælde opfylde PfP-statusoverenskomsten og andre

statusoverenskomster, der med hensyn til reguleringen af

erstatningsmæssige forhold svarer til NATO- og

PfP-statusoverenskomsternes bestemmelser. Med de i dag gældende

budgetretlige regler er opfyldelsen af sådanne aftaler normalt ikke

betinget af finansministerens og Finansudvalgets forudgående

tilslutning i hvert enkelt tilfælde, når udgiften afholdes inden

for det pågældende ministeriums budgetramme.

Om behovet for at kunne indgå tilsvarende

statusoverenskomster uden for NATO- og PfP-sammenhæng kan det oplyses,

at de senere års udsendelser af danske styrker med henblik på

deltagelse i øvelser og fredsstøttende operationer m.v. i flere

tilfælde er sket uden for NATO-samarbejdets rammer eller til

områder uden for NATO-landenes territorier. Tilsvarende er der modtaget

fremmede styrker i Danmark med henblik på deltagelse i

samarbejdsaktiviteter, der falder uden for NATO-samarbejdets rammer. De

nævnte aktiviteter er således faldet uden for

NATO-statusoverenskomstens gyldighedsområde, og vil heller ikke

være dækket af PfP-samarbejdet. Som eksempler på de

nævnte aktiviteter kan nævnes udsendelsen af styrker til det

tidligere Jugoslavien i forbindelse med UNPROFOR (FN-regi) samt IFOR/SFOR

(NATO-regi uden for NATO-landenes territorium), udsendelsen af styrker til

Albanien i forbindelse med ALBA (FN/OSCE-regi) og etableringen af den

multilaterale FN-brigade SHIRBRIG, der har hovedkvarter i Danmark. Hertil

kommer den almindelige modtagelse og udsendelse af styrker uden for NATO- og

PfP-samarbejdet, men efter principper, der svarer til PfP s principper

(d.v.s. i PfP s ånd), som led i samarbejdet med de central- og

østeuropæiske lande til fremme af stabiliteten og sikkerheden i

Europa.

Aftaler med et indhold svarende til NATO- og

PfP-statusoverenskomsterne vil normalt blive forhandlet af og underskrevet af

de deltagende landes forsvarsministre.

Ved fastsættelsen af det aftalemæssige

grundlag for de nævnte aktiviteter har der fra andre deltagerlandes

side ofte været udtrykt ønske om at anvende

NATO-statusoverenskomstens regelsæt, bl.a. med hensyn til

erstatningsforhold. Man har på baggrund af erfaringerne fra

NATO-samarbejdet anset dette regelsæt for velfungerende og egnet til

anvendelse i andre sammenhænge. Udenrigsministeriet anser det for

rigtigst at opfyldelse sker ved tilvejebringelse af lovgrundlag.

Det må anses for hensigtsmæssigt, at der

også uden for NATO- og PfP-samarbejdets rammer kan indgås

ensartede aftaler om erstatningsforholdene i forbindelse med internationale

militære samarbejdsaktiviteter. NATO-statusoverenskomstens

regelsæt udgør et kendt og velegnet grundlag herfor, hvilket

udformningen af PfP-statusoverenskomsten netop er udtryk for.

NATO-statusoverenskomstens erstatningsbestemmelser

(artikel VIII) kan i hovedtræk beskrives således:

Ved skader på statsejendom, der benyttes af

vedkommende stats land-, sø- eller luftstridskræfter, frafalder

hver af parternes krav på erstatning, såfremt skaden er forvoldt

under de i NATO-statusoverenskomstens artikel VIII, stk. 1 (i) eller

(ii) nævnte omstændigheder. Parterne frafalder desuden krav

på erstatning for deres egne udgifter i forbindelse med militært

personels tilskadekomst eller død (den tilskadekomnes eller de

efterladtes muligheder for at rejse erstatningskrav mod skadevolderen

berøres ikke heraf).

I tilfælde af skade på anden statsejendom

forvoldt under ovennævnte omstændigheder skal afgørelsen

af, om der foreligger erstatningsgrundlag, og om erstatningens

størrelse, såfremt der ikke er truffet anden aftale,

træffes af en af parterne udpeget voldgiftsmand valgt blandt

modtagerlandets statsborgere, der beklæder eller har beklædt en

høj judiciel stilling. Det er endvidere bestemt, at de kontraherende

parter i disse tilfælde gensidigt giver afkald på erstatning for

skader under 9.670,- kr. De af voldgiftsmanden tilkendte

erstatningsbeløb fordeles på samme måde som ved

erstatningskrav, der hidrører fra skader på privat ejendom, jf.

nedenfor.

Erstatningskrav fra modtagerlandets borgere opstået

som følge af handlinger eller undladelser, der må tilskrives

afsenderlandets styrker eller civile elementer under udøvelsen af

tjenstlige pligter, skal afgøres af modtagerlandets myndigheder efter

dettes lovgivning og foreløbigt betales af dette land, jf.

NATO-statusoverenskomstens artikel VIII, stk. 5. De udbetalte

erstatningsbeløb fordeles senere mellem de kontraherende parter i

overensstemmelse med de i NATO- og PfP-statusoverenskomsterne specificerede

regler, der i hovedtræk går ud på følgende:

Såfremt afsenderlandet alene er ansvarligt for

skadens opståen, skal dette endeligt bære 75 % af

erstatningsbeløbet og modtagerlandet 25 %. Når mere end

ét land er ansvarligt for skadens opståen, eller hvor det ikke

er muligt særligt at pålægge et enkelt eller flere af de

kontraherende parters værn ansvaret for skaden, skal

erstatningsbeløbet fordeles ligeligt mellem de pågældende

kontraherende parter; dersom modtagerlandet ikke er et af de således

flere ansvarlige eller i alt fald implicerede lande, skal dets bidrag

udgøre halvdelen af det beløb, der skal udredes af hvert af de

pågældende afsenderlande.

Det bør fremhæves, at de her omhandlede

erstatningsregler kun gælder for skade fremkaldt ved handlinger

foretaget i forbindelse med tjenestens udøvelse. Ved skader

forårsaget af medlemmer af afsenderlandets styrker m.v. udenfor

tjenestens udøvelse kan de af modtagerlandets myndigheder afgjorte

erstatningskrav - såfremt de ikke dækkes af afsenderlandets

myndigheder - gennemføres på sædvanlig måde overfor

vedkommende skadevolder, d.v.s. eventuelt ved medvirken af modtagerlandets

domstole m.v.

I tilfælde af skader fremkaldt ved handlinger uden

forbindelse med tjenestens udøvelse hæfter modtagerlandet ikke

for erstatningskrav mod afsenderlandets personel.

Spørgsmålet om, hvorvidt en

skadegørende handling falder indenfor eller udenfor begrebet

»udøvelse af tjenstlige pligter«, skal i tilfælde af uenighed

herom endeligt afgøres af ovennævnte voldgiftsmand.

Bestemmelserne om afvikling af erstatningskrav finder ikke

anvendelse på krigsskade, jf. NATO-statusoverenskomstens artikel VIII,

stk. 2 og 5.

Bestemmelserne om den formelle fremgangsmåde ved

fremsættelse af erstatningskrav, sagsanlæg m.v., jf.

NATO-statusoverenskomstens artikel VIII, nødvendiggør ikke

lovhjemmel. Som det fremgår af NATO-statusoverenskomstens artikel VIII,

stk. 9, kan medlemmer af afsenderlandets styrker sagsøges ved

modtagerlandets domstole, og den i stk. 9 indeholdte begrænsning

(tvangsfuldbyrdelse af visse domme) er uden reel betydning, da modtagerlandet

i de tilfælde, hvor begrænsningen gælder, skal udrede den

idømte erstatning.

Til nr. 9

Med ændringsloven foreslås § 7

ophævet.

NATO-statusoverenskomstens artikel X-XI vedrører

fritagelse fra moms og beskatning. Gennemførelse af disse bestemmelser

såvel i relation til PfP-statusoverenskomsten som i relation til andre

lignende overenskomster, som Danmark måtte indgå, kræver

ikke længere særskilt lovhjemmel, idet der i henhold til lov om

told og importafgifter (toldloven) og lov om moms (momsloven) er hjemmel til

at tillade told- og afgiftsfritagelse for de i NATO-statusoverenskomstens

artikel XI omhandlede fritagelser. Den generelle told- og afgiftsfritagelse

sker efter § 4, nr. 3, i toldloven. Herudover kan der i henhold til

toldlovens § 5 samt momslovens § 36, stk. 3, ske told- og

momsfritagelse ved indførsel af materiel. Det skal i forbindelse med

toldlovens § 5 og momslovens § 36, stk. 3, bemærkes, at

betegnelsen »NATO« skal fortolkes bredt således, at Partnerskab for

Fred og tilsvarende overenskomster er omfattet af bestemmelserne.

For så vidt angår de direkte skatter, herunder

indkomstbeskatning, bemærkes, at den persongruppe, som er omfattet af

NATO- og PfP-statusoverenskomsterne i hovedsagen, vil opholde sig i Danmark i

perioder af ganske kort varighed, typisk i forbindelse med

øvelsesvirksomhed. De pågældende vil derfor for

hovedpartens vedkommende hverken blive fuldt eller begrænset

skattepligtige her i landet.

Personer, der er omfattet af NATO-statusoverenskomsten, og

som tager længerevarende ophold i Danmark, indrømmes af

skatteministeren skattefritagelse i henhold til lov nr. 567 af 30. november

1983 om rettigheder og immuniteter for internationale organisationer.

Tilsvarende vilkår vil kunne indrømmes for personer omfattet af

PfP-statusoverenskomsten med tillægsprotokoller eller lignende

aftaler.

Til § 2

Med § 2 bestemmes, at loven træder i kraft

dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Til § 3

§ 3 bestemmer, at ændringsloven ikke er

gældende for Færøerne og Grønland, men at den ved

kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for disse

landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og

grønlandske forhold tilsiger i overensstemmelse med sædvanlig

dansk praksis. Danmark har den 2. februar 1998 meddelt deltagerne i Det

Euroatlantiske Partnerskabsråd, at PfP-statusoverenskomsten indtil

videre vil blive gennemført i Danmark med forbehold for

Færøerne og Grønland i overensstemmelse med

sædvanlig dansk praksis.

Dette indebærer, at den oprindelige lov gælder

for Færøerne og Grønland i uændret form, indtil

nærværende ændringslov helt eller delvist måtte blive

sat i kraft for disse landsdele.

Bilag 1

OVERENSKOMST MELLEM DELTAGERNE I DEN

NORDATLANTISKE TRAKTAT OG DE ØVRIGE DELTAGENDE STATER I PARTNERSKAB

FOR FRED VEDRØRENDE STATUS FOR DERES STYRKER

De deltagende stater i Den Nordatlantiske Traktat, undertegnet i

Washington den 4. april 1949, og de stater, der tager imod invitationen til

Partnerskab for Fred, udfærdiget og undertegnet af stats- og

regeringscheferne i Den Nordatlantiske Traktats Organisation i Bruxelles den

10. januar 1994, og som tilslutter sig Partnerskab for

Fred-rammedokumentet;

som tilsammen udgør de deltagende stater i Partnerskab for

Fred;

som tager i betragtning, at en deltagers styrker ifølge aftale kan

blive udsendt til og modtaget på en anden deltagers territorium;

som er indforstået med, at beslutninger om udsendelse og modtagelse

af styrker fortsat vil være genstand for særaftaler mellem

vedkommende deltagere;

som imidlertid ønsker at fastsætte status for sådanne

styrker, når disse opholder sig på en anden deltagers

territorium;

som erindrer den i London den 19. juni 1951 udfærdigede overenskomst

mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat vedrørende status for

deres styrker;

er blevet enige om følgende:

ARTIKEL I

Medmindre andet er bestemt i nærværende overenskomst og

eventuelle tillægsprotokoller med hensyn til deltagerne i

overenskomsten, skal alle deltagende stater i nærværende

overenskomst anvende bestemmelserne i den i London den 19. juni 1951

udfærdigede overenskomst mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat

vedrørende status for deres styrker, i det følgende kaldet

NATO/SOFA-overenskomsten, som om alle deltagerne i nærværende

overenskomst deltog i NATO/SOFA-overenskomsten.

ARTIKEL II

1. Ud over NATO/SOFA-overenskomstens gyldighedsområde skal

nærværende overenskomst finde anvendelse på territoriet

tilhørende alle de deltagere i nærværende overenskomst,

der ikke deltager i NATO/SOFA-overenskomsten.

2. Med henblik på nærværende overenskomst skal

henvisninger i NATO/SOFA-overenskomsten til Den Nordatlantiske Traktats

område anses for også at omfatte de i nærværende

artikels stk. 1 omtalte territorier, og henvisninger til Den

Nordatlantiske Traktat skal anses for at omfatte Partnerskab for

Fred.

ARTIKEL III

Med henblik på gennemførelsen af nærværende

overenskomst for så vidt angår forhold vedrørende

deltagende stater, som ikke deltager i NATO/SOFA-overenskomsten, skal

bestemmelserne i NATO/SOFA-overenskomsten om, at anmodninger skal rettes til

eller uoverensstemmelser henvises til Det Nordatlantiske Råd, Det

Nordatlantiske Stedfortræderråds formand eller en voldgiftsmand,

forstås således, at spørgsmålet kræves afgjort

ved forhandling mellem de berørte deltagere uden rekurs til nogen

udenforstående myndighed.

ARTIKEL IV

Nærværende overenskomst kan suppleres eller på anden

måde ændres i overensstemmelse med folkeretten.

ARTIKEL V

1. Nærværende overenskomst står åben for

undertegnelse af enhver stat, der enten er kontraherende part i

NATO/SOFA-overenskomsten, eller som tager imod invitationen til Partnerskab

for Fred og tilslutter sig Partnerskab for Fred-rammedokumentet.

2. Nærværende overenskomst skal ratificeres,

tiltrædes eller godkendes. Ratifikations-, tiltrædelses- eller

godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos Amerikas Forenede Staters

regering, som skal underrette alle signatarstaterne om hver enkelt

deponering.

3. 30 dage efter at tre signatarstater, hvoraf mindst én er

kontraherende part i NATO/SOFA-overenskomsten og én har taget imod

invitationen til Partnerskab for Fred og tilsluttet sig Partnerskab for

Fred-rammedokumentet, har deponeret deres ratifikations-, tiltrædelses-

eller godkendelsesinstrumenter, træder nærværende

overenskomst i kraft i forhold til de pågældende stater. I

forhold til enhver anden signatarstat træder konventionen i kraft 30

dage efter deponeringen af den pågældende stats

instrument.

ARTIKEL VI

Nærværende overenskomst kan opsiges af enhver af deltagerne i

overenskomsten ved skriftlig opsigelsesmeddelelse til Amerikas Forenede

Staters regering, som skal underrette alle signatarstater om enhver

sådan meddelelse. Opsigelsen skal træde i kraft et år

efter, at Amerikas Forenede Staters regering har modtaget meddelelsen. Efter

udløbet af denne periode på et år skal

nærværende overenskomst ophøre med at være i kraft i

forhold til den part, som har opsagt den, bortset fra afvikling af

udestående krav opstået inden datoen for opsigelsens

ikrafttrædelse, men skal forblive i kraft imellem de øvrige

deltagere.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt

bemyndigede af deres respektive regeringer, underskrevet

nærværende overenskomst.

Udfærdiget i Bruxelles den 19. juni 1995 på engelsk og fransk,

begge tekster af samme gyldighed, i et enkelt originaleksemplar, som skal

deponeres i Amerikas Forenede Staters regerings arkiver. Amerikas Forenede

Staters regering skal fremsende bekræftede genparter heraf til samtlige

signatarstater.

PfP-statusoverenskomsten

Liste over deltagere pr. 12. november 1998

Land

Underskrift

Dato for ratifikation

Albanien

10. oktober 1996.

9. maj 1996.

Azerbaijan

15. januar 1998.

Belgien

31. oktober 1995.

10. oktober 1997.

Bulgarien

16. oktober 1995.

29. maj 1996.

Canada

13. oktober 1995.

2. maj 1996.

Danmark

3. juli 1995.

Estland

29. august 1995.

7. august 1996.

Finland

16. december 1996.

2. juli 1997.

Frankrig

1. december 1995.

Georgien

18. juli 1995.

19. maj 1997.

Grækenland

9. oktober 1997.

Island

10. marts 1997.

Italien

14. marts 1996.

23. september 1998.

Kazakhstan

31. juli 1996.

6. november 1997.

Letland

13. december 1995.

19. april 1996.

Litauen

31. januar 1996.

15. august 1996.

Luxembourg

18. februar 1997.

Den tidligere

jugoslaviske republik

Makedonien

30. maj 1996.

19. juni 1996

Moldova

6. september 1996.

1. oktober 1997.

Nederlandene

5. februar 1996.

26. juni 1997.

Norge

19. juni 1995.

4. oktober 1996.

Polen

3. november 1995.

4. april 1997.

Portugal

8. september 1997.

Rumænien

3. november 1995.

5. juni 1996.

Slovakiet

11. august 1995.

13. december 1995.

Slovenien

31. juli 1995.

18. januar 1996.

Spanien

16. december 1996.

4. februar 1998.

Storbritannien

5. marts 1995.

Sverige

4. april 1996.

13. november 1996.

Tjekkiet

2. november 1995.

27. marts 1996.

Tyrkiet

5. februar 1996.

Tyskland

20. juli 1995.

24. september 1998.

Ukraine

6. maj 1996.

Ungarn

21. juni 1995.

14. december 1995.

USA

19. juni 1995.

9. august 1995.

Uzbekistan

24. juli 1996.

30. januar 1997.

Østrig

16. januar 1997.

3. august 1998.

TILLÆGSPROTOKOL TIL OVERENSKOMST MELLEM DELTAGERNE

I DEN NORDATLANTISKE TRAKTAT OG DE ØVRIGE DELTAGENDE STATER I

PARTNERSKAB FOR FRED VEDRØRENDE STATUS FOR DERES STYRKER

De deltagende stater i nærværende tillægsprotokol til

overenskomst mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat og de

øvrige deltagende stater i Partnerskab for Fred vedrørende

status for deres styrker, i det følgende kaldet »overenskomsten«;

som tager i betragtning, at der i nogle af overenskomstdeltagernes

nationale lovgivning ikke forskrives dødsstraf;

er blevet enige om følgende:

ARTIKEL I

Enhver deltagende stat i nærværende tillægsprotokol,

forsåvidt den pågældende stat har jurisdiktion i

overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten, må ikke fuldbyrde

en dødsstraf for så vidt angår medlemmer af en styrke og

et civilt element og sådanne medlemmers pårørende fra

enhver anden deltagende stat i nærværende

tillægsprotokol.

ARTIKEL II

1. Nærværende protokol står åben for

undertegnelse af enhver signatarstat i overenskomsten.

2. Nærværende protokol skal ratificeres, tiltrædes

eller godkendes. Ratifikations-, tiltrædelses- eller

godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos Amerikas Forenede Staters

regering, som skal underrette alle signatarstaterne om hver enkelt

deponering.

3. Nærværende protokol træder i kraft 30 dage efter

den dato, hvor ratifikations-, tiltrædelses- eller

godkendelsesinstrumenterne er deponeret af tre signatarstater, hvoraf mindst

én er kontraherende part i NATO/SOFA-overenskomsten og én har

taget imod invitationen til Partnerskab for Fred og tilsluttet sig

Partnerskab for Fred-rammedokumentet.

4. Nærværende protokol træder i kraft i forhold til

enhver anden signatarstat på datoen for den pågældende

stats deponering af sit ratifikations-, tiltrædelses- eller

godkendelsesinstrument hos Amerikas Forenede Staters regering.

Udfærdiget i Bruxelles den 19. juni 1995 på engelsk og fransk,

begge tekster af samme gyldighed, i et enkelt originaleksemplar, som skal

deponeres i Amerikas Forenede Staters regerings arkiver. Amerikas Forenede

Staters regering skal fremsende bekræftede genparter heraf til samtlige

signatarstater.

Tillægsprotokol af 19. juni 1995

Liste over deltagere pr. 12. november 1998

Land

Underskrift

Dato for ratifikation

Albanien

10. oktober 1996.

9. maj 1996.

Azerbaijan

15. januar 1998.

Belgien

31. oktober 1995.

10. oktober 1997.

Bulgarien

16. oktober 1995.

29. maj 1996.

Canada

13. oktober 1995.

2. maj 1996.

Danmark

3. juli 1995.

Estland

29. august 1995.

7. august 1996.

Finland

16. december 1996.

1. august 1997.

Frankrig

1. december 1995.

Georgien

18. juli 1995.

19. maj 1997.

Grækenland

9. oktober 1997.

Island

10. marts 1997.

Italien

14. marts 1996.

23. september 1998.

Kazakhstan

31. juli 1996.

6. november 1997.

Letland

13. december 1995.

19. april 1996.

Litauen

31. januar 1996.

15. august 1996.

Luxembourg

18. februar 1997.

Den tidligere

jugoslaviske republik Makedonien

30. maj 1996.

19. juni 1996.

Moldova

6. september 1996.

1. oktober 1997.

Nederlandene

5. februar 1996.

26. juni 1997.

Norge

19. juni 1995.

4. oktober 1996.

Polen

3. november 1995.

4. april 1997.

Portugal

8. september 1997.

26. juni 1997.

Rumænien

3. november 1995.

5. juni 1996.

Slovakiet

11. august 1995.

18. september 1996.

Slovenien

31. juli 1995.

18. januar 1996.

Spanien

16. december 1996.

4. februar 1998.

Sverige

4. april 1996.

13. november 1996.

Tjekkiet

2. november 1995.

27. marts 1996.

Tyskland

20. juli 1995.

24. september 1998.

Ungarn

21. juni 1995.

14. december 1995.

Uzbekistan

24. juli 1996.

30. januar 1997.

Østrig

27. marts 1997.

2. september 1998.

YDERLIGERE TILLÆGSPROTOKOL TIL OVERENSKOMST

MELLEM

DELTAGERNE I DEN NORDATLANTISKE TRAKTAT OG DE ØVRIGE DELTAGENDE STATER

I PARTNERSKAB FOR FRED VEDRØRENDE STATUS FOR DERES STYRKER

De deltagende stater i nærværende tillægsprotokol,

som tager hensyn til »Overenskomsten mellem deltagerne i Den

Nordatlantiske Traktat og de øvrige deltagende stater i Partnerskab

for Fred vedrørende status for deres styrker« og

tillægsprotokollen dertil, begge udfærdiget i Bruxelles den 19.

juni 1995;

som tager i betragtning, at der er behov for at etablere og regulere

status for NATO's militære hovedkvarterer og hovedkvarterpersonel

på de i Partnerskab for Fred deltagende staters territorium med henblik

på at lette samarbejdet med individuelle Partnerskab for Fred-nationers

væbnede styrker;

som tager i betragtning, at der er behov for at sikre en passende status

for det personel i de deltagende staters væbnede styrker, der er

knyttet til eller forbundet med NATO's militære hovedkvarterer; og

som tager i betragtning, at det på grund af forholdene i navnlig

NATO's medlemsstater og partnerstater kan være ønskværdigt

at tage nærværende protokol i anvendelse til at imødekomme

de ovenfor anførte behov;

er blevet enige om følgende:

ARTIKEL I

I nærværende protokol anvendes følgende

terminologi:

1. »Paris-Protokollen« betyder »Protokollen om status for

internationale militære hovedkvarterer oprettet i henhold til Den

Nordatlantiske Traktat«, udfærdiget i Paris den 28. august

1952.

a. »Overenskomsten«, uanset hvor udtrykket måtte forekomme i

Paris-Protokollen, skal forstås som NATO's overenskomst om styrkernes

status, som har fået gyldighed ved »Overenskomsten mellem deltagerne i

Den Nordatlantiske Traktat og de øvrige deltagende stater i

Partnerskab for Fred vedrørende status for deres styrker«,

udfærdiget i Bruxelles den 19. juni 1995.

b. »Styrke« og »civilt element«, uanset hvor udtrykkene måtte

forekomme i Paris-Protokollen, skal forstås som defineret i

Paris-Protokollens artikel 3 og omfatter endvidere sådanne personer,

der er knyttet til eller forbundet med NATO's militære hovedkvarterer,

og som kommer fra andre deltagende stater i Partnerskab for Fred.

c. »Pårørende«, uanset hvor udtrykket måtte

forekomme i Paris-Protokollen, skal forstås som ægtefællen

til et medlem af en styrke eller et civilt element som defineret i

stk. b. i nærværende artikel eller et sådant medlems

barn, som er økonomisk afhængig af det pågældende

medlem.

2. »PfF/SOFA-overenskomsten«, uanset hvor udtrykket måtte

forekomme i nærværende protokol, skal forstås som

»Overenskomsten mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat og de

øvrige deltagende stater i Partnerskab for Fred vedrørende

status for deres styrker«, udfærdiget i Bruxelles den 19. juni

1995.

3. »NATO« skal forstås som Den Nordatlantiske Traktats

organisation.

4. »NATO's militære hovedkvarterer« skal forstås som det

allierede hovedkvarter samt andre internationale militære

hovedkvarterer eller organisationer, der er omfattet af artikel 1 og artikel

14 i Paris-Protokollen.

ARTIKEL II

Uden præjudice for de staters rettigheder, der er medlemmer af NATO

eller deltager i Partnerskab for Fred, men som ikke deltager i

nærværende protokol, skal deltagerne i nærværende

protokol anvende de samme bestemmelser som de i Paris-Protokollen indeholdte

bestemmelser, medmindre der er foretaget ændringer heraf i

nærværende Protokol, for så vidt angår aktiviteter,

der udføres af NATO's militære hovedkvarterer og disses

militære og civile personel på en i nærværende

Protokols deltagende stats territorium.

ARTIKEL III

1. Ud over Paris-Protokollens gyldighedsområde skal

nærværende protokol finde anvendelse på territoriet

tilhørende alle de deltagende stater i nærværende protokol

som beskrevet i artikel II, stk. 1, i PfF/SOFA-overenskomsten.

2. Med henblik på nærværende protokol skal

henvisninger i Paris-Protokollen til Den Nordatlantiske Traktats område

anses for også at omfatte de i nærværende artikels

stk. 1 omtalte territorier.

ARTIKEL IV

Med henblik på gennemførelsen af nærværende

protokol for så vidt angår forhold vedrørende

partnerstater, skal bestemmelserne i Paris-Protokollen om, at

uoverensstemmelser henvises til Det Nordatlantiske Råd, forstås

således, at spørgsmålet kræves afgjort ved

forhandling mellem de berørte deltagere uden rekurs til nogen

udenforstående myndighed.

ARTIKEL V

1. Nærværende protokol står åben for

undertegnelse af enhver stat, der er kontraherende part i

PfF/SOFA-overenskomsten.

2. Nærværende protokol skal ratificeres, tiltrædes

eller godkendes. Ratifikations-, tiltrædelses- eller

godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos Amerikas Forenede Staters

regering, som skal underrette alle signatarstaterne om hver enkelt

deponering.

3. Så snart to eller flere signatarstater har deponeret deres

ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenter,

træder nærværende protokol i kraft i forhold til de

pågældende stater. I forhold til enhver anden signatarstat

træder konventionen i kraft pr. datoen for deponeringen af den

pågældende stats instrument.

ARTIKEL VI

Nærværende protokol kan opsiges af enhver af deltagerne i

protokollen ved skriftlig opsigelsesmeddelelse til Amerikas Forenede Staters

regering, som skal underrette alle signatarstater om enhver sådan

meddelelse. Opsigelsen skal træde i kraft et år, efter at

Amerikas Forenede Staters regering har modtaget meddelelsen. Efter

udløbet af denne periode på et år skal

nærværende protokol ophøre med at være i kraft i

forhold til den part, som har opsagt den, bortset fra afvikling af

udestående krav opstået inden datoen for opsigelsens

ikrafttrædelse, men skal forblive i kraft imellem de øvrige

deltagere.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt

bemyndigede af deres respektive regeringer, underskrevet

nærværende protokol.

Udfærdiget i Bruxelles den 19. december 1997 på engelsk og

fransk, begge tekster af samme gyldighed, i et enkelt originaleksemplar, som

skal deponeres i Amerikas Forenede Staters regerings arkiver. Amerikas

Forenede Staters regering skal fremsende bekræftede genparter heraf til

samtlige signatarstater.

Bekendtgørelse nr. 44 af 11. august 1955 i

Lovtidende C

(NATO-statusoverenskomsten af 19. juni 1951)

OVERENSKOMST MELLEM DELTAGERNE I DEN NORDATLANTISKE TRAKTAT

VEDRØRENDE STATUS FOR DERES STYRKER

Deltagerne i Den nordatlantiske Traktat, undertegnet i Washington

den 4. april 1949,

som tager i betragtning, at en deltagers styrker ifølge aftale kan

blive udsendt til at gøre tjeneste på en anden deltagers

territorium;

som er indforstået med at beslutning om sådanne styrkers

udsendelse og betingelserne herfor, forsåvidt sådanne betingelser

ikke er fastsat ved nærværende overenskomst, fortsat vil

være genstand for særaftaler mellem vedkommende deltagere;

som imidlertid ønsker at fastsætte status for en deltagers

styrker, når disse gør tjeneste på en anden deltagers

territorium;

er blevet enige om følgende:

Artikel I.

1. I denne overenskomst betyder udtrykket:

(a) »styrke« personel tilhørende en kontraherende parts land-,

sø- eller luftstridskræfter, som i forbindelse med

tjenestepligter befinder sig på en anden kontraherende parts

territorium inden for Den nordatlantiske Traktats område, dog

således, at de pågældende to kontraherende parter kan

træffe aftale om, at visse enkeltpersoner, enheder eller formationer

ikke skal betragtes som udgørende eller indbefattet i en »styrke«,

forsåvidt angår nærværende overenskomsts

bestemmelser;

(b) »civilt element« det civile personel, som ledsager en

kontraherende parts styrke og har ansættelse ved et af den

kontraherende parts værn, og som ikke er statsløse personer

eller statsborgere i et land, der ikke er deltager i Den nordatlantiske

Traktat, og som ejheller er statsborgere i eller har sædvanlig

bopæl i det land, hvor styrken befinder sig;

(c) »pårørende« ægtefællen til et medlem af

en styrke eller af et civilt element eller børn af et sådant

medlem, der er afhængige af underhold fra den

pågældende;

(d) »afsenderland« den kontraherende part, som styrken

tilhører;

(e) »modtagerland« den kontraherende part, på hvis territorium

styrken eller det civile element enten er stationeret eller er på

gennemrejse;

(f) »afsenderlandets militære myndigheder« de myndigheder i

afsenderlandet, der ifølge dettes lovgivning er bemyndiget til at

håndhæve vedkommende lands militære lovgivning over for

medlemmer af dets styrker eller civile elementer;

(g) »Det nordatlantiske Råd« det i henhold til art. 9 i Den

nordatlantiske Traktat oprettede råd eller ethvert af dets underordnede

organer, der er bemyndiget til at handle på dets vegne.

2. Nærværende overenskomst skal finde anvendelse på

myndighederne ved de kontraherende parters politiske underorganer inden for

de af deres territorier, for hvilke nærværende overenskomst

gælder, eller for hvilke den i henhold til artikel XX udstrækkes

til at gælde, på samme måde som den finder anvendelse

på de pågældende kontraherende parters centrale

myndigheder, dog således at ejendom, der tilhører politiske

underorganer, ikke skal betragtes som ejendom, der i artikel VIII's forstand

tilhører en kontraherende part.

Artikel II.

Det påhviler en styrke, dens civile element og medlemmerne deraf,

såvel som deres pårørende at respektere modtagerlandets

lovgivning og at afholde sig fra enhver virksomhed, der er uforenelig med

ånden i nærværende overenskomst, og i særdeleshed fra

enhver politisk virksomhed i modtagerlandet. Det påhviler også

afsenderlandet at træffe de fornødne forholdsregler i så

henseende.

Artikel III.

1. På de i nærværende artikels stk. 2 angivne

betingelser og under iagttagelse af de af modtagerlandet foreskrevne

bestemmelser vedrørende en styrkes eller dens medlemmers ind- og

udrejse skal sådanne personer være undtaget fra pas- og

visumbestemmelser og fritaget for indvandringsmyndighedernes kontrol ved

indrejse i og udrejse af modtagerlandets territorium. De skal også

være undtaget fra modtagerlandets bestemmelser vedrørende

registrering af og kontrol med udlændinge, men de skal ikke derved

anses for at have erhvervet nogen ret til ophold eller domicil på

modtagerlandets territorier.

2. For medlemmer af en styrke vil der ikke udkræves andre end

følgende dokumenter, hvilke skal forevises på

forlangende:

(a) et af afsenderlandet udstedt personligt identitetskort forsynet med

fotografi og angivelse af fulde navn, fødselsdato, rang, tjenestegren

samt eventuelle stamnummer;

(b) personlig eller fælles marchordre udfærdiget på

afsenderlandets sprog samt på engelsk og fransk af afsenderlandets

eller Den nordatlantiske Traktats Organisations kompetente myndigheder, og

hvori bekræftes den pågældende enkeltpersons eller gruppes

status som medlem eller medlemmer af en styrke samt den befalede

forlægning. Modtagerlandet kan forlange, at en marchordre

kontrasigneres af en af dette land dertil beskikket

repræsentant.

3. Medlemmer af et civilt element og pårørende skal i

passet angives som sådanne.

4. Såfremt et medlem af en styrke eller et civilt element

ophører med at være i afsenderlandets tjeneste og ikke

hjemsendes, skal afsenderlandets myndigheder øjeblikkelig underrette

modtagerlandets myndigheder med angivelse af fornødne oplysninger.

Ligeledes skal afsenderlandets myndigheder underrette modtagerlandets

myndigheder om ethvert medlem, som er ulovligt udeblevet i mere end 21

dage.

5. Dersom modtagerlandet har forlangt, at et medlem af en styrke eller

et civilt element fjernes fra dets territorium eller har udstedt

udvisningsordre imod et tidligere medlem af en styrke eller af et civilt

element eller imod et medlems eller tidligere medlems pårørende,

påhviler det afsenderlandets myndigheder at modtage den

pågældende på landets eget territorium eller på anden

måde drage omsorg for, at han modtages uden for modtagerlandets

territorium. Nærværende stykke finder kun anvendelse på

personer, som ikke er statsborgere i modtagerlandet, og som er indrejst i

modtagerlandet som medlemmer af en styrke eller af et civilt element eller

med det formål at blive medlem deraf, og på sådanne

personers pårørende.

Artikel IV.

Modtagerlandet skal enten

(a) anerkende som gyldig uden køreprøve eller afgift

en køretilladelse, førerbevis eller militært

førerbevis udstedt af afsenderlandet eller et af dettes underorganer

til et medlem af en styrke eller et civilt element, eller

(b) uden at kræve køreprøve aflagt, selv udstede

køretilladelse eller førerbevis til ethvert medlem af en styrke

eller civilt element, som er i besiddelse af køretilladelse,

førerbevis eller militært førerbevis udstedt af

afsenderlandet eller et af dettes underorganer.

Artikel V.

1. Medlemmerne af en styrke skal som regel bære uniform.

Medmindre der foreligger anden aftale mellem afsenderlandets og

modtagerlandets myndigheder skal betingelserne for at bære civil

påklædning være de samme som gælder for

modtagerlandets styrker. En styrkes opstillede enheder eller formationer skal

bære uniform, når de passerer en landegrænse.

2. Tjenestekøretøjer tilhørende en styrke eller et

civilt element skal foruden registreringsnummer være forsynet med

tydeligt nationalitetsmærke.

Artikel VI.

Medlemmer af en styrke må besidde og bære våben,

såfremt de er bemyndiget dertil ifølge de for dem gældende

bestemmelser. Afsenderlandets myndigheder skal tage anmodninger fra

modtagerlandet vedrørende dette spørgsmål under velvillig

overvejelse.

Artikel VII.

1. Under iagttagelse af nærværende artikels

bestemmelser

(a) skal afsenderlandets militære myndigheder have adgang til i

modtagerlandet at udøve al kriminel og disciplinær jurisdiktion,

som er dem tillagt i henhold til afsenderlandets lovgivning over alle

personer, som er undergivet dette lands militære lovgivning,

(b) skal modtagerlandets myndigheder have jurisdiktion over medlemmerne

af en styrke eller et civilt element og disses pårørende

forsåvidt angår lovovertrædelser, der er begået

på modtagerlandets territorium og strafbare i henhold til dette lands

lovgivning.

2. (a) Afsenderlandets militære myndigheder skal have adgang til

at udøve udelukkende jurisdiktion over personer, der er undergivet

dette lands militære lovgivning, forsåvidt angår

lovovertrædelser, som er strafbare i henhold til afsenderlandets

lovgivning, herunder lovovertrædelser vedrørende dette lands

sikkerhed, men som ikke er strafbare i modtagerlandet.

(b) Modtagerlandets myndigheder har ret til at udøve udelukkende

jurisdiktion over medlemmer af en styrke eller af et civilt element samt over

disses pårørende, forsåvidt angår

lovovertrædelser, som er strafbare i henhold til modtagerlandets

lovgivning, herunder lovovertrædelser vedrørende dette lands

sikkerhed, men som ikke er strafbare i afsenderlandet.

(c) Ved anvendelsen af nærværende artikels 2. og 3. stykke

anses følgende lovovertrædelser for at berøre et lands

sikkerhed:

(i) forræderi,

(ii) sabotage, spionage eller krænkelse af enhver lovbestemmelse

vedrørende statshemmeligheder eller hemmeligheder vedrørende

landets forsvar.

3. Har begge lande adgang til at udøve jurisdiktion, finder

følgende regler anvendelse:

(a) Afsenderlandets militære myndigheder skal have fortrinsret

til at udøve jurisdiktion over et medlem af en styrke eller et civilt

element forsåvidt angår:

(i) Lovovertrædelser, der udelukkende er rettet imod dette lands

ejendom eller sikkerhed, eller lovovertrædelser, der udelukkende er

rettet imod et til dette lands styrke eller civile element knyttet medlems

eller pårørendes person eller ejendom.

(ii) Lovovertrædelser der hidrører fra enhver under

udøvelsen af tjenstlig pligt begået handling eller

undladelse.

(b) Forsåvidt angår enhver anden lovovertrædelse,

skal modtagerlandets myndigheder have fortrinsret til at udøve

jurisdiktion.

(c) Dersom det land, der har fortrinsret, beslutter sig til ikke at

udøve jurisdiktion, skal det snarest muligt underrette det andet lands

myndigheder herom. Myndighederne i det land, som har fortrinsret, skal

velvilligt overveje en af myndighederne i det andet land fremsat anmodning om

at ville frafalde denne ret i tilfælde, hvor det andet land anser et

sådant afkald for særligt betydningsfuldt.

4. Foranstående bestemmelser i nærværende artikel

hjemler ikke afsenderlandets militære myndigheder nogen adgang til at

udøve jurisdiktion over personer, der er statsborgere i eller har fast

bopæl i modtagerlandet, medmindre de er medlemmer af afsenderlandets

styrker.

5. (a) Modtagerlandets og afsenderlandets myndigheder skal på

modtagerlandets territorium bistå hinanden med anholdelse af medlemmer

af en styrke eller af et civilt element eller disses pårørende

og med deres udlevering til den myndighed, som skal udøve jurisdiktion

i overensstemmelse med foranstående bestemmelser.

(b) Modtagerlandets myndigheder skal straks underrette

afsenderlandets militære myndigheder om enhver arrestation af et medlem

af en styrke eller af et civilt element eller en pårørende.

(c) Dersom et medlem af en styrke eller et civilt element, over

hvem modtagerlandet agter at udøve jurisdiktion, er i afsenderlandets

forvaring, skal han forblive i dette lands varetægt, indtil der af

modtagerlandet er rejst forundersøgelse eller tiltale imod

ham.

6. (a) Modtagerlandets og afsenderlandets myndigheder skal

bistå hinanden med at foretage alle nødvendige

undersøgelser af lovovertrædelser og med at indsamle og

forelægge bevismateriale, herunder foretage beslaglæggelse og,

hvor der er anledning dertil, udlevere ting, der har forbindelse med en

lovovertrædelse. Udleveringen af sådanne ting kan imidlertid

gøres betinget af, at de tilbageleveres inden for et tidsrum, der

fastsættes af den myndighed, der udleverer dem.

(b) De kontraherende parters myndigheder skal underrette hinanden om

behandlingen af alle sager, hvori der er sammenstød med hensyn til

jurisdiktionens udøvelse.

7. (a) Afsenderlandets myndigheder må ikke fuldbyrde en

dødsdom i modtagerlandet, dersom sidstnævnte lands lovgivning

ikke hjemler en sådan straf i et tilsvarende tilfælde.

(b) Modtagerlandets myndigheder skal velvilligt overveje en anmodning

fra afsenderlandets myndigheder om bistand til at iværksætte en

fængselsstraf, der på modtagerlandets territorium er afsagt af

afsenderlandets myndigheder i henhold til nærværende artikels

bestemmelser.

8. En tiltalt, der af en kontraherende parts myndigheder er blevet

stillet for en domstol i overensstemmelse med bestemmelserne i

nærværende artikel og er blevet frifundet eller i tilfælde

af domfældelse afsoner eller har afsonet sin straf eller er blevet

benådet, kan ikke af en anden kontraherende parts myndigheder

påny tiltales inden for samme territorium for den samme

lovovertrædelse. Bestemmelserne i nærværende stykke skal

dog ikke forhindre afsenderlandets militære myndigheder i at rejse

tiltale imod et medlem af dets styrke for krænkelse af

disciplinære regler i forbindelse med den handling eller undladelse,

som udgjorde en lovovertrædelse, for hvilken han har været

tiltalt af en anden deltagers myndigheder.

9. Nårsomhelst der under et modtagerlands jurisdiktion rejses

tiltale mod et medlem af en styrke eller et civilt element, eller mod en

pårørende, skal denne have ret til:

(a) hurtig pådømmelse,

(b) forud for den retlige behandling at blive underrettet om de

anklager, der er rejst imod ham,

(c) at blive konfronteret med de personer, der vidner imod ham,

(d) at indstævne vidner til sin fordel, såfremt disse

befinder sig inden for modtagerlandets jurisdiktion,

(e) selv at vælge sin forsvarer eller opnå bistand af en

vederlagsfri eller beskikket forsvarer i henhold til de til enhver tid

gældende bestemmelser i modtagerlandet,

(f) dersom han anser det for nødvendigt at få bistand af

en egnet tolk, og

(g) at have forbindelse med en repræsentant for regeringen i

afsenderlandet og dersom retsplejereglerne tillader det at lade en

sådan repræsentant overvære sagens retlige behandling.

10. (a) En styrkes opstillede enheder eller formationer skal have

adgang til at udøve politimyndighed i lejre, anlæg og andre

områder, som de har rådighed over efter aftale med

modtagerlandet. Styrkens militærpoliti kan træffe alle

behørige foranstaltninger til at sikre opretholdelsen af orden og

sikkerhed på sådanne steder.

(b) Udenfor disse områder skal sådant militærpoliti

kun udøve sin virksomhed i henhold til aftale med modtagerlandets

myndigheder, i samarbejde med disse myndigheder og kun i det omfang,

sådan virksomhed er nødvendig for opretholdelsen af disciplin og

orden blandt styrkens medlemmer.

11. Enhver kontraherende part skal søge gennemført en

sådan lovgivning, som den anser for nødvendig for på sit

territorium at tilvejebringe tilstrækkelig sikring og beskyttelse af

andre kontraherende parters installationer, udrustning, ejendom, arkiver og

officielle aktstykker samt for at kunne straffe personer, som måtte

overtræde en sådan lovgivning.

Artikel VIII.

1. Enhver kontraherende part frafalder ethvert krav på en anden

kontraherende part for skade på ejendom, der tilhører

førstnævnte og benyttes af dennes land-, sø- eller

luftstridskræfter, såfremt sådan skade

(i) er forvoldt af et medlem af eller en person ansat ved den anden

kontraherende parts værn under udøvelsen af tjenestepligter

inden for Den nordatlantiske Traktats rammer, eller

(ii) er opstået i forbindelse med brugen af et

køretøj, skib eller luftfartøj, der ejes af den anden

kontraherende part og anvendes af dennes værn, forsåvidt det

køretøj, skib eller luftfartøj, der har forvoldt skaden,

anvendtes i forbindelse med handlinger foretaget inden for Den nordatlantiske

Traktats rammer eller skaden er blevet forvoldt på ejendom, der

anvendtes under samme omstændigheder.

Krav om bjergeløn fremsat af en kontraherende part overfor en anden

kontraherende part skal frafaldes, forsåvidt det bjergede fartøj

eller den bjergede ladning ejedes af en kontraherende part og blev anvendt af

dennes værn i forbindelse med handlinger foretaget inden for Den

nordatlantiske Traktats rammer.

2. (a) I tilfælde af, at skade er blevet forvoldt under de i

stk. 1 omhandlede omstændigheder på anden ejendom

tilhørende en kontraherende part og beliggende på dennes

territorium, og forsåvidt de pågældende kontraherende

parter ikke har truffet anden aftale, skal en enevoldgiftsmand, udvalgt i

overensstemmelse med bestemmelserne i nedenanførte pkt. (b)

afgøre spørgsmålet om ansvaret og skadeserstatningen.

Voldgiftsmanden skal også træffe afgørelse med hensyn til

eventuelle modkrav hidrørende fra samme hændelse.

(b) Den i pkt. (a) ovenfor omhandlede voldgiftsmand skal ifølge

aftale mellem vedkommende kontraherende parter udvælges blandt de af

modtagerlandets statsborgere, der beklæder eller har beklædt en

høj judiciel stilling. Dersom de pågældende kontraherende

parter er ude af stand til i løbet af 2 måneder at blive enige

om valget af en sådan voldgiftsmand, kan enhver af dem anmode Det

nordatlantiske Stedfortræderråds formand om at udvælge en

person med de foran anførte kvalifikationer.

(c) Enhver af voldgiftsmanden truffet afgørelse skal være

bindende og endelig for de kontraherende parter.

(d) Ethvert af voldgiftsmanden tilkendt skadeserstatningsbeløb

skal fordeles i overensstemmelse med nærværende artikels

stk. 5 (e) (i), (ii) og (iii).

(e) Voldgiftsmandens vederlag fastsættes efter aftale mellem de

pågældende kontraherende parter og skal tilligemed de i

forbindelse med udøvelsen af hans hverv nødvendige udgifter

udredes af parterne i lige andele.

(f) Enhver kontraherende part giver imidlertid afkald på

erstatningskrav i alle tilfælde, hvor skaden er under følgende

beløb:

Belgien: B.fr. 70.000

Luxembourg: L.fr. 70.000

Canada: $ 1.460

Nederlandene: H.fl. 5.320

Danmark: Kr. 9.670

Norge: Kr. 10.000

Frankrig: F.fr. 490.000

Portugal: Esc. 40.250

Island: Kr. 22.800

Det forenede Kongerige: £ 500

Italien: Li. 850.000

De Forenede Stater: $ 1.400

Enhver anden kontraherende part, hvis ejendom er blevet beskadiget ved

samme hændelse, skal også frafalde sit krav indtil

forannævnte beløb. I tilfælde af betydelig afvigelse i

valutakurserne for disse møntsorter, skal de kontraherende parter

træffe aftale om en passende regulering af disse beløb.

3. Bestemmelserne i nærværende artikels 1. og 2. stykke

finder anvendelse på den kontraherende parts skibe »on bare boat

charter« eller rekvirerede på sådanne vilkår, samt på

opbragte skibe (dog ikke i det omfang risikoen for tab eller ansvar

bæres af en anden person end vedkommende kontraherende part).

4. Enhver kontraherende part frafalder ethvert krav på en anden

kontraherende part i tilfælde, hvor et medlem af dens værn under

udøvelsen af tjenstlige pligter bliver såret eller afgår

ved døden.

5. Erstatningskrav (andre end kontraktmæssige krav og krav,

hvorpå stk. 6 eller 7 i nærværende artikel finder

anvendelse), der opstår som følge af handlinger eller

forsømmelser, der må tilskrives medlemmer af en styrke eller et

civilt element under udøvelsen af tjenstlige pligter, eller som

følge af enhver anden handling, undladelse eller begivenhed, for

hvilken en styrke eller et civilt element er retlig ansvarlig, og som

på modtagerlandets territorium forvolder skade på trediemand, som

ikke er en af de kontraherende parter, behandles af modtagerlandet i

overensstemmelse med følgende bestemmelser:

(a) Erstatningskrav skal anmeldes, behandles og afgøres eller

pådømmes i overensstemmelse med modtagerlandets love og

bestemmelser med hensyn til erstatningskrav, opstået i forbindelse med

dets egne værns virksomhed.

(b) Modtagerlandet kan afgøre alle sådanne

erstatningskrav, og betaling af erstatningsbeløbet skal erlægges

af modtagerlandet i dets egen valuta.

(c) Hvadenten sådan betaling erlægges ifølge derom

truffet aftale, eller ifølge dom afsagt af en af modtagerlandets

kompetente domstole, eller betaling nægtes af en sådan domstol,

skal afgørelsen være bindende og endelig for de kontraherende

parter.

(d) Afsenderlandet skal underretter om ethvert af modtagerlandet

udbetalt erstatningsbeløb og samtidig tilstilles en udførlig

beretning samt forslag til fordeling i overensstemmelse med

nedenstående pkt. (e) (i), (ii) og (iii). Såfremt der ikke

modtages svar i løbet af 2 måneder, skal den foreslåede

fordeling anses for at være accepteret.

(e) Udgifterne ved fyldestgørelse af krav i medfør af

foranstående punkter og nærværende artikels stk. 2,

skal fordeles mellem de kontraherende parter på følgende

måde:

(i) Hvor et afsenderland alene er ansvarligt, skal

erstatningsbeløbet fordeles med 25 pct. på modtagerlandet og 75

pct. på afsenderlandet.

(ii) Hvor mere end eet land er ansvarligt for skaden, skal

erstatningsbeløbet fordeles ligeligt imellem disse; hvis

modtagerlandet imidlertid ikke er et af de ansvarlige lande, skal dets bidrag

udgøre halvdelen af det beløb, der skal udredes af hvert af

afsenderlandene.

(iii) Hvor skaden forvoldes af de kontraherende parters værn, og

det ikke er muligt særligt at pålægge et enkelt eller flere

af disse værn ansvaret for skaden, skal erstatningsbeløbet

fordeles ligeligt imellem de pågældende kontraherende parter;

dersom modtagerlandet imidlertid ikke er et af de lande, hvis værn

forvoldte skaden, skal dets bidrag udgøre halvdelen af det

beløb, der skal udredes af hvert af de pågældende

afsenderlande.

(iv) Modtagerlandet udfærdiger hvert halvår en

opgørelse over de i det forløbne halvår udbetalte

beløb i sager, hvor den foreslåede procentvise fordeling er

blevet accepteret; opgørelsen sendes til de pågældende

afsenderlande tillige med en anmodning om betaling. Sådan betaling skal

finde sted snarest muligt i modtagerlandets valuta.

(f) I tilfælde hvor anvendelsen af bestemmelserne i

nærværende stykke pkt. (b) og (e) medfører, at en

kontraherende part pålægges en betydelig byrde, kan den anmode

Det nordatlantiske Råd om at foranledige sagen afviklet på et

andet grundlag.

(g) Der kan ikke overfor et medlem af en styrke eller et civilt element

foretages retlige skridt til opfyldelse af en i modtagerlandet over den

pågældende afsagt dom i en sag opstået i forbindelse med

udøvelsen af tjenstlige pligter.

(h) Med undtagelse af de tilfælde, hvor pkt. (e) i

nærværende stk. finder anvendelse på erstatningskrav,

der falder ind under stk. 2 i nærværende artikel, skal

bestemmelserne i nærværende stk. ikke finde anvendelse

på krav, der opstår som følge af eller i forbindelse med

navigation eller brug af et skib eller lastning, transport eller losning af

en ladning, undtagen med hensyn til erstatningskrav i forbindelse med

dødsfald eller skade på person, og for så vidt stk. 4

i nærværende artikel ikke finder anvendelse.

6. Erstatningskrav mod medlemmer af en styrke eller et civilt element

for uretmæssige handlinger eller undladelser i modtagerlandet skal,

når handlingen eller undladelsen ikke er begået under

udøvelsen af tjenstlige pligter, behandles på følgende

måde:

(a) Modtagerlandets myndigheder skal behandle erstatningskravet og

på en retfærdig og rimelig måde fastsætte erstatning

til fordringshaveren, idet alle sagens omstændigheder, herunder

skadelidtes egen handlemåde, skal tages i betragtning; endvidere skal

der udfærdiges en rapport i sagens anledning.

(b) Rapporten skal forelægges afsenderlandets myndigheder, som

derefter uden forhaling afgør, om de vil tilbyde betaling ex gratia

og, i bekræftende fald, beløbets størrelse.

(c) Såfremt der tilbydes betaling ex gratia, og dette accepteres

af fordringshaveren som fuldstændig fyldestgørelse af kravet,

foretager afsenderlandets myndigheder selv udbetalingen og underretter

modtagerlandets myndigheder om den trufne afgørelse og om det

udbetalte beløbs størrelse.

(d) Bestemmelserne i nærværende stk. skal ikke

være til hinder for, at modtagerlandets domstole behandler en sag mod

et medlem af en styrke eller et civilt element, indtil der er ydet

fuldstændig fyldestgørelse for kravet.

7. Erstatningskrav, der opstår som følge af uberettiget

brug af et køretøj tilhørende et afsenderlands

værn, skal behandles i overensstemmelse med stk. 6 i

nærværende artikel, medmindre styrken eller det civile element

selv er retlig ansvarlig herfor.

8. Såfremt der opstår uenighed om, hvorvidt en af et medlem

af en styrke eller et civilt element begået uretmæssig handling

eller undladelse har fundet sted under udøvelsen af tjenstlige

pligter, eller om brugen af et køretøj tilhørende

afsenderlandets værn var uberettiget, skal spørgsmålet

forelægges en i overensstemmelse med stk. 2 (b) i

nærværende artikel udvalgt voldgiftsmand, hvis afgørelse

på dette punkt skal være endelig.

9. Afsenderlandet kan ikke gøre fordring på, at medlemmer

af en styrke eller et civilt element unddrages modtagerlandets jurisdiktion i

civile sager undtagen i det omfang, det er fastsat i nærværende

artikels stk. 5 (g).

10. Afsender- og modtagerlandets myndigheder skal samarbejde ved

fremskaffelsen af bevismateriale til sikring af retfærdig behandling og

afgørelse af erstatningskrav, som vedrører de kontraherende

parter.

Artikel IX.

1. Medlemmerne af en styrke eller et civilt element og deres

pårørende kan på stedet købe varer, der er

nødvendige til deres eget forbrug, og sådanne tjenesteydelser,

som de har behov for, på samme betingelser som modtagerlandets

statsborgere.

2. Lokale varekøb til en styrkes eller et civilt elements

forsyning skal i almindelighed foretages gennem de myndigheder, der

indkøber sådanne varer til modtagerlandets værn. For at

undgå at sådanne indkøb får skadelig indvirkning

på modtagerlandets økonomi, kan modtagerlandets kompetente

myndigheder i påkommende tilfælde begrænse eller forbyde

køb af nærmere angivne varer.

3. Under forbehold af aftaler, som allerede er i kraft, eller som

herefter bliver indgået mellem bemyndigede repræsentanter for

afsender- og modtagerlandet, skal modtagerlandets myndigheder alene have

ansvaret for, at der træffes passende foranstaltninger til at stille de

nødvendige bygninger og områder såvel som de dermed

forbundne hjælpemidler og tjenesteydelser til rådighed for en

styrke eller et civilt element. Disse overenskomster og foranstaltninger skal

såvidt muligt være i overensstemmelse med de i modtagerlandet

gældende bestemmelser med hensyn til beboelsesforhold for og

indkvartering af tilsvarende personel. Medmindre der foreligger anden

udtrykkelig aftale, skal modtagerlandets lovgivning være bestemmende

for de rettigheder og forpligtelser, der opstår som følge af

besiddelsestagelsen eller anvendelsen af disse bygninger, områder,

hjælpemidler eller tjenesteydelser.

4. En styrkes eller et civilt elements behov for stedlig civil

arbejdskraft skal imødekommes på samme måde som

modtagerlandets tilsvarende behov og med bistand fra modtagerlandets

myndigheder gennem arbejdsanvisningskontorerne. Antagelses- og

arbejdsvilkårene, i særdeleshed lønninger,

løntillæg og bestemmelserne vedrørende

arbejderbeskyttelse, skal være de i henhold til modtagerlandets

lovgivning gældende. Sådanne civile arbejdere, der er antaget af

en styrke eller et civilt element, skal i ingen henseende betragtes som

medlem af vedkommende styrke eller civile element.

5. Når en styrke eller et civilt element på det sted, hvor

den er stationeret, har utilstrækkelig læge- eller

tandlægehjælp, kan dens medlemmer og disses

pårørende få læge- eller tandlægebehandling,

herunder hospitalsindlæggelse, på de samme betingelser som

tilsvarende personel i modtagerlandet.

6. Modtagerlandet skal yderst velvilligt overveje anmodninger om

indrømmelse af rejselettelser og nedsættelse af billetpriser for

en styrkes eller et civilt elements medlemmer. Disse lempelser og

indrømmelser vil blive gjort til genstand for særlige aftaler

mellem de i betragtning kommende regeringer.

7. Medmindre der foreligger generelle eller specielle finansielle

aftaler mellem de kontraherende parter, skal styrkens myndigheder snarest i

stedlig valuta erlægge betaling for varer, indkvartering og tjenester,

der er ydet i henhold til stk. 2, 3 og 4 og om fornødent

stk. 5 og 6 i nærværende artikel.

8. Hverken en styrke, et civilt element, medlemmerne deraf eller disses

pårørende skal på grund af nærværende artikel

nyde nogen fritagelse for skatter eller afgifter, der i henhold til

modtagerlandets afgiftsbestemmelser er pålagt varekøb eller

tjenesteydelser.

Artikel X.

1. I det omfang beskatning i modtagerlandet afhænger af

ophold eller domicil, skal de tidsrum, hvori et medlem af en styrke eller et

civilt element befinder sig på dette lands territorium, udelukkende

fordi han er medlem af vedkommende styrke eller civile element, ikke,

forsåvidt sådan beskatning angår, betragtes som ophold

eller som medførende forandring af opholdssted eller domicil.

Medlemmer af en styrke eller et civilt element skal nyde skattefritagelse i

modtagerlandet med hensyn til de lønninger og emolumenter, de i denne

egenskab modtager fra afsenderlandet, samt med hensyn til rørligt

gods, hvis tilstedeværelse i modtagerlandet udelukkende skyldes

medlemmernes midlertidige tilstedeværelse der.

2. Nærværende artikel skal ikke hindre, at et medlem af en

styrke eller et civilt element beskattes af enhver indtægtsgivende

virksomhed, som han måtte deltage i i moderlandet, og som ikke har

forbindelse med hans ansættelse som sådant medlem, og bortset fra

lønninger, emolumenter og rørligt gods, som omhandlet i

stk. 1, skal nærværende artikel ikke hindre, at et

sådant medlem afkræves skat, som han er pligtig til at

erlægge i henhold til modtagerlandets lovgivning, selvom han anses for

at have opholdssted eller domicil udenfor dette lands territorium.

3. Nærværende artikels bestemmelser skal ikke finde

anvendelse på »told«, således som dette er defineret i artikel

XI, stk. 12.

4. Forsåvidt angår nærværende artikel skal

udtrykket »medlem af en styrke« ikke omfatte personer, der er statsborgere i

modtagerlandet.

Artikel XI.

1. Med undtagelse af de tilfælde, hvor nærværende

overenskomst indeholder anden udtrykkelig bestemmelse, skal medlemmer af en

styrke eller et civilt element såvel som deres pårørende

være undergivet de af modtagerlandets toldmyndigheder administrerede

love og forskrifter. Modtagerlandets toldmyndigheder skal i særdeleshed

have adgang til i henhold til de i modtagerlandets love og forskrifter

indeholdte almindelige bestemmelser at visitere medlemmer af en styrke eller

et civilt element og deres pårørende, undersøge deres

bagage og køretøjer og beslaglægge genstande i

medfør af sådanne love eller forskrifter.

2. (a) Midlertidig indførsel og genudførsel af

tjenestekøretøjer tilhørende en styrke eller et civilt

element, skal, når ind- og udførsel foregår ved

køretøjets egen kraft, tillades toldfrit mod forevisning af et

triptyque udfærdiget i overensstemmelse med den i bilaget til

nærværende overenskomst angivne formular.

(b) Når midlertidig indførsel af sådanne

køretøjer ikke foregår ved køretøjets egen

kraft, skal bestemmelserne i stk. 4 i nærværende artikel

anvendes ved indførselen, og bestemmelserne i stk. 8 ved

genudførselen.

(c) Tjenestekøretøjer tilhørende en styrke eller

et civilt element skal være fritaget for betaling af enhver skat, der

opkræves for køretøjers anvendelse af veje.

3. Officielle dokumenter, der er forsynet med officielt segl, er ikke

undergivet toldkontrol. Kurerer, der medfører sådanne

dokumenter, skal uanset deres rang være i besiddelse af en personlig

marchordre, udstedt i overensstemmelse med artikel III, stk. 2 (b).

Denne marchordre skal angive antallet af medbragte forsendelser og

bekræfte, at de kun indeholder officielle dokumenter.

4. En styrke kan toldfrit indføre udrustning og rimelige

mængder levnedsmidler, forsyninger og andre varer, som udelukkende er

bestemt til brug for styrken, og hvor modtagerlandet tillader det til

brug for dens civile elementer og pårørende. Sådan toldfri

indførsel er betinget af, at der ved indklareringstoldstedet, foruden

sådanne tolddokumenter, hvorom der træffes aftale, afgives en

attest udfærdiget i den mellem modtagerlandet og afsenderlandet

vedtagne form og underskrevet af en af afsenderlandet dertil bemyndiget

person. Underretning om den person, der er bemyndiget til at underskrive

attesterne, såvel som underskrifts- og stempelprøver skal

tilstilles modtagerlandets toldmyndigheder.

5. Et medlem af en styrke eller et civilt element kan, første

gang han indrejser i modtagerlandet for at tiltræde tjeneste der, eller

når hans pårørende første gang indrejser for at

slutte sig til ham, indføre personlige ejendele og møbler

toldfrit for det tidsrum tjenesten varer.

6. Medlemmer af en styrke eller et civilt element kan midlertidigt

toldfrit indføre private motorkøretøjer til deres eget

og deres pårørendes personlige brug. Nærværende

artikel medfører ingen forpligtelse til at fritage private

motorkøretøjer for betaling af skat, der opkræves for

private køretøjers anvendelse af veje.

7. Anden indførsel, som foretages af en styrkes myndigheder, end

den, som udelukkende er til brug for vedkommende styrke eller dens civile

element, og anden indførsel end den i stk. 5 og 6 i

nærværende artikel omhandlede, som foretages af et medlem af en

styrke eller et civilt element, skal ikke i medfør af

nærværende artikel være berettiget til toldfrihed eller

undtaget fra andre indførselsbestemmelser.

8. Varer, som i henhold til foranstående stk. 2 (b), 4, 5

eller 6 er blevet indført toldfrit,

(a) kan frit genudføres; forsåvidt angår varer

indført i henhold til stk. 4, er det dog en betingelse herfor, at

der forevises toldvæsenet en i overensstemmelse med nævnte

stk. udfærdiget attest. Toldmyndighederne har imidlertid adgang

til at kontrollere, om de genudførte varer er de samme, som de i den

eventuelle attest beskrevne, og at de virkelig er blevet indført

på de i henholdsvis stk. 2 (b), 4, 5 eller 6 angivne

betingelser,

(b) skal normalt ikke kunne overdrages i modtagerlandet, hverken ved

salg eller gave. Der kan dog i særlige tilfælde gives tilladelse

til sådan overdragelse på de af modtagerlandets kompetente

myndigheder fastsatte betingelser (f. eks. mod betaling af told og afgifter

og under iagttagelse af bestemmelserne vedrørende kontrol med handel

og valuta).

9. Udførsel af varer købt i modtagerlandet kan kun finde

sted i overensstemmelse med de i modtagerlandet gældende

bestemmelser.

10. Særlige lettelser skal indrømmes af toldmyndighederne

med hensyn til opstillede enheders eller formationers grænseovergang,

forsåvidt de pågældende toldmyndigheder i forvejen er

blevet behørigt underrettet.

11. Modtagerlandet skal træffe særlig foranstaltning til,

at brændstoffer, olier og smøreolier til brug for en styrkes

eller et civilt elements tjenestekøretøjer, luftfartøjer

og skibe kan leveres told- og afgiftsfrit.

12. I nærværende artikels stk. 1 10 betyder »told«

toldafgifter og alle andre ind- og udførselsafgifter med undtagelse af

afgifter og gebyrer, som udelukkende opkræves som betaling for ydede

tjenester; »indførsel« omfatter udtagelse af varer fra toldpakhus

eller andet toldoplag, forsåvidt de pågældende varer ikke

er dyrket, fabrikeret eller forarbejdet i modtagerlandet.

13. Bestemmelserne i nærværende artikel skal ikke blot

finde anvendelse på de omhandlede varer, når de indføres i

eller udføres fra modtagerlandet, men også når de

transiteres gennem en kontraherende parts territorium, og i denne henseende

skal udtrykket »modtagerland« i nærværende artikel anses for at

omfatte enhver kontraherende part, gennem hvis territorium varerne

transiteres.

Artikel XII.

1. Modtagerlandets told- eller skattemyndigheder kan, som vilkår

for at indrømme de i nærværende overenskomst fastsatte

fritagelser og begunstigelser i told- eller afgiftsmæssig henseende,

forlange sådanne betingelser, som de skønner nødvendige

for at hindre misbrug, iagttaget.

2. Disse myndigheder kan i tilfælde af indførsel til

modtagerlandet af varer, der er dyrket, fremstillet eller forarbejdet i dette

land, og som er blevet udført derfra uden betaling af de skatter og

afgifter, som ville påhvile varerne, hvis de ikke var blevet

udført, eller mod godtgørelse af sådanne skatter og

afgifter, nægte at indrømme den i nærværende

overenskomst foreskrevne told- og afgiftsfrihed. Varer udtaget fra toldpakhus

skal anses som indførte, såfremt oplæggelsen af disse

varer vil være at betragte som udførsel.

Artikel XIII.

1. For at forhindre overtrædelse af told- og afgiftslove og

forskrifter skal modtager- og afsenderlandets myndigheder bistå

hinanden med foretagelse af undersøgelser og indsamling af

bevismateriale.

2. En styrkes myndigheder skal yde al den bistand, som ligger indenfor

deres myndighedsområde, til sikring af, at genstande, der skal

beslaglægges af modtagerlandets told- og skattemyndigheder, eller til

fordel for disse, overgives disse myndigheder.

3. En styrkes myndigheder skal yde al den bistand, som ligger indenfor

deres myndighedsområde, til sikring af, at medlemmer af en styrke eller

et civilt element eller disses pårørende betaler de dem

påhvilende told-, afgifts- og bødebeløb.

4. De af modtagerlandets myndigheder i forbindelse med

overtrædelse af landets told- og afgiftsbestemmelser beslaglagte

tjenestekøretøjer og genstande tilhørende en styrke

eller dens civile element, men ikke tilhørende et medlem af styrken

eller det civile element, skal udleveres til den pågældende

styrkes kompetente myndigheder.

Artikel XIV.

1. En styrke, et civilt element og medlemmerne deraf såvel som

disses pårørende skal fortsat være undergivet

afsenderlandets valutabestemmelser og skal tillige være undergivet

modtagerlandets valutabestemmelser.

2. Afsender- og modtagerlandets valutamyndigheder kan udstede

særlige forskrifter, som finder anvendelse på en styrke, et

civilt element eller medlemmer deraf såvel som på disses

pårørende.

Artikel XV.

1. Under forbehold af denne artikels stk. 2 skal

nærværende overenskomst forblive i kraft i tilfælde af

fjendtligheder, på hvilke Den nordatlantiske Traktat finder anvendelse,

dog således at de i artikel VIII, stk. 2 og 5 indeholdte

bestemmelser vedrørende afvikling af erstatningskrav ikke skal finde

anvendelse på krigsskade, og således at nærværende

overenskomsts bestemmelser, i særdeleshed bestemmelserne i art. III og

VII, øjeblikkelig skal tages under fornyet overvejelse af de

pågældende kontraherende parter, som kan træffe aftale om

sådanne ændringer, som de måtte anse for ønskelige,

forsåvidt angår overenskomstens anvendelse mellem disse

parter.

2. I tilfælde af sådanne fjendtligheder har hver af de

kontraherende parter ret til for sit vedkommende mod at give 60 dages varsel

til de øvrige kontraherende parter at suspendere anvendelsen af enhver

af de i nærværende overenskomst indeholdte bestemmelser. Dersom

denne ret benyttes, skal de kontraherende parter øjeblikkelig

rådføre sig med hverandre med henblik på at træffe

aftale om passende bestemmelser til afløsning af de suspenderede

bestemmelser.

Artikel XVI.

Alle uoverensstemmelser mellem de kontraherende parter vedrørende

fortolkningen eller anvendelsen af nærværende overenskomst skal

afgøres ved indbyrdes forhandling uden rekurs til nogen

udenforstående myndighed. Med undtagelse af de tilfælde, hvor der

i nærværende overenskomst foreligger anden udtrykkelig

bestemmelse, skal uoverensstemmelser, der ikke kan afgøres ved direkte

forhandling, henvises til Det nordatlantiske Råd.

Artikel XVII.

Enhver kontraherende part kan nårsomhelst anmode om, at enhver

artikel i nærværende overenskomst tages op til revision.

Anmodning herom skal rettes til Det nordatlantiske Råd.

Artikel XVIII.

1. Nærværende overenskomst skal ratificeres, og

ratifikationsinstrumenterne skal snarest muligt deponeres hos Amerikas

Forenede Staters regering, som skal underrette hver signatarmagt om datoen

for sådan deponering.

2. 30 dage efter, at 4 signatarmagter har deponeret deres

ratifikationsinstrumenter, skal nærværende overenskomst

træde i kraft mellem disse. I forhold til enhver anden signatarmagt

skal den træde i kraft 30 dage efter deponering af dettes

ratifikationsinstrument.

3. Efter at nærværende overenskomst er trådt i kraft

skal den, under forbehold af Det nordatlantiske Råds godkendelse og

på de betingelser, dette måtte fastsætte, stå

åben for tiltrædelse af ethvert land, der tiltræder Den

nordatlantiske Traktat. Tiltrædelsen finder sted ved deponering af et

tiltrædelsesinstrument hos Amerikas Forenede Staters regering, som skal

underrette enhver stat, der har undertegnet eller tiltrådt

overenskomsten, om datoen for den pågældende deponering. I

forhold til enhver stat, på hvis vegne et tiltrædelsesinstrument

deponeres, skal nærværende overenskomst træde i kraft 30

dage efter deponeringen af dette instrument.

Artikel XIX.

1. Nærværende overenskomst kan opsiges af enhver af de

kontraherende parter efter udløbet af en periode på 4 år

fra datoen for dens ikrafttræden.

2. En kontraherende parts opsigelse af overenskomsten skal ske ved

skriftlig meddelelse fra vedkommende kontraherende part til Amerikas Forenede

Staters regering, som skal underrette de øvrige kontraherende parter

om enhver sådan meddelelse og om datoen for dens modtagelse.

3. Opsigelsen skal træde i kraft et år efter, at Amerikas

Forenede Staters regering har modtaget meddelelsen. Efter udløbet af

denne periode på et år, skal overenskomsten ophøre med at

være i kraft i forhold til den kontraherende part, som har opsagt den,

men den skal forblive i kraft imellem de øvrige kontraherende

parter.

Artikel XX.

1. Med forbehold af bestemmelserne i denne artikels 2. og 3.

stk. skal nærværende overenskomst kun finde anvendelse

på de kontraherende parters hjemlige territorier.

2. Ethvert land kan imidlertid samtidig med deponeringen af dets

ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, eller på et

hvilketsomhelst senere tidspunkt notificere Amerikas Forenede Staters

regering, at nærværende overenskomst skal udvides til at omfatte

alle eller visse af de territorier indenfor Den nordatlantiske Traktats

område, for hvis mellemfolkelige anliggender det er ansvarligt

(såfremt det land, der afgiver sådan erklæring,

skønner det nødvendigt, dog med forbehold af afslutning af en

særlig overenskomst mellem dette land og hvert af de i betragtning

kommende afsenderlande). Nærværende overenskomst skal derefter

på det seneste af følgende tidspunkter udvides til at omfatte

det eller de deri omhandlede territorier: 30 dage efter at Amerikas Forenede

Staters regering har modtaget sådan meddelelse, eller 30 dage efter

afslutningen af en eventuel særlig overenskomst, eller når

overenskomsten er trådt i kraft i henhold til artikel XVIII.

3. Et land, som i henhold til denne artikels 2. stk. har afgivet

en erklæring, hvorefter nærværende overenskomst udvides til

at omfatte noget territorium, for hvis mellemfolkelige anliggender det er

ansvarligt, kan selvstændigt opsige overenskomsten forsåvidt

angår dette territorium i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel

XIX.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt

bemyndigede af deres respektive regeringer, underskrevet

nærværende overenskomst.

Udfærdiget i London den 19. juni 1951 på engelsk og fransk,

begge tekster af lige gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal deponeres i

Amerikas Forenede Staters regeringsarkiver. Amerikas Forenede Staters

regering skal sende bekræftede eksemplarer heraf til alle lande, der

har undertegnet eller tiltrådt overenskomsten.

BILAG

Land Ministerium eller styrelsesgren

TRYPTIQUE*

Gyldig fra til

For midlertidig indførsel i

af følgende tjenstekøretøj:

Fabrikat

Indregistreringsnummer Motornummer

Reservedæk

Fast installeret kommunikationsanlæg

Ihændehaverens navn og underskrift

.

Udstedelsedato Efter ordre af

.

MIDLERTIDIGE IND- OG UDREJSER

Toldstedets navn Dato Vedk. toldembedsmands

underskrift og toldstempel

Udrejse

Indrejse

Udrejse

Indrejse

Udrejse

Indrejse

Udrejse

Indrejse

Bekendtgørelse nr. 45. af 11. august 1955 i

Lovtidende C

(Paris-protokollen af 28. august 1952)

PROTOKOL OM STATUS FOR INTERNATIONALE MILITÆRE

HOVEDKVARTERER OPRETTET I HENHOLD TIL DEN NORDATLANTISKE TRAKTAT

Deltagerne i Den nordatlantiske Traktat, undertegnet i Washington den 4.

april 1949,

som tager i betragtning, at internationale militære hovedkvarterer

kan blive oprettet på deres territorier ved særaftale i henhold

til Den nordatlantiske Traktat, og

som ønsker at fastsætte status for sådanne

hovedkvarterer og dertil knyttet personel indenfor Den nordatlantiske

Traktats område,

er blevet enige om nærværende protokol til den i London den

19. juni 1951 undertegnede overenskomst om status for deres styrker:

Artikel 1.

I nærværende protokol betyder udtrykket:

(a) »overenskomsten« - den i London den 19. juni 1951 af deltagerne i

Den nordatlantiske Traktat undertegnede overenskomst vedrørende status

for deres styrker;

(b) »øverste hovedkvarter« - det øverste hovedkvarter for

de allierede styrker i Europa, hovedkvarteret for den allierede

øverstkommanderende i Atlanterhavsområdet og ethvert tilsvarende

internationalt militært hovedkvarter oprettet i henhold til Den

nordatlantiske Traktat;

(c) »allieret hovedkvarter« - ethvert øverste hovedkvarter og

ethvert internationalt militært hovedkvarter, som er oprettet i henhold

til Den nordatlantiske Traktat og direkte underordnet et øverste

hovedkvarter;

(d) »Det nordatlantiske Råd« - det i henhold til art. 9 i Den

nordatlantiske Traktat oprettede råd eller ethvert af dets underordnede

organer, der er bemyndiget til at handle på dets vegne.

Artikel 2.

Under forbehold af de følgende bestemmelser i denne protokol skal

overenskomsten finde anvendelse på allierede hovedkvarterer oprettet

på et territorium indenfor Den nordatlantiske Traktats område

tilhørende en deltager i nærværende protokol og på

sådanne hovedkvarterers militære og civile personel samt deres

pårørende - i det omfang de er omfattet af definitionerne i

denne protokols art. 3, stk. 1 (a), (b) og (c), - når dette

personel befinder sig på sådant territorium i forbindelse med

udøvelsen af et tjenstligt hverv eller, forsåvidt angår

pårørende, et deres ægtefælle eller forældre

påhvilende tjenstligt hverv.

Artikel 3.

1. Med henblik på overenskomstens anvendelse på et allieret

hovedkvarter skal udtrykkene »styrke«, »civilt element« og

»pårørende«, overalt hvor de forekommer i overenskomsten have

den nedenfor angivne betydning:

(a) »styrke« betyder det personel, som er knyttet til det allierede

hovedkvarter, og som tilhører en af Den nordatlantiske Traktats

deltageres land-, sø- eller luftstridskræfter;

(b) »civilt element« betyder det civile personel, som ikke er

statsløse personer eller statsborgere i et land, der ikke er deltager

i traktaten, og som ej heller er statsborgere i eller har sædvanlig

bopæl i modtagerlandet, og som (i) er knyttet til det allierede

hovedkvarter og har ansættelse ved et værn tilhørende en

deltager i Den nordatlantiske Traktat, eller (ii) tilhører visse af

Det nordatlantiske Råd fastsatte kategorier af civilt personel, som har

ansættelse ved det allierede hovedkvarter;

(c) »pårørende« betyder ægtefællen til et

medlem af en styrke eller af et civilt element, således som defineret i

afsnit (a) og (b) i nærværende stykke, eller børn af et

sådant medlem, der er afhængige af underhold fra den

pågældende.

2. Et allieret hovedkvarter skal anses som en styrke forsåvidt

angår overenskomstens artikler II, V, stk. 2, VII, stk. 10,

IX, stk. 2, 3, 4, 7 og 8 samt XIII.

Artikel 4.

De rettigheder og forpligtelser, som overenskomsten tillægger eller

pålægger afsenderlandet eller dets myndigheder med hensyn til

dets styrker, civile elementer eller disses pårørende, skal

forsåvidt angår et allieret hovedkvarter, dets personel og dettes

pårørende, på hvilke overenskomsten i overensstemmelse med

nærværende protokols art. 2 finder anvendelse, tilkomme eller

pålægges vedkommende øverste hovedkvarter og dets

undergivne myndigheder med følgende undtagelser:

(a) den ret til at udøve kriminel og disciplinær

jurisdiktion, som ved overenskomstens art. VII er tillagt afsenderlandets

militære myndigheder, tilkommer de militære myndigheder i det

land, hvis militære lovgivning den pågældende person

eventuelt måtte være undergivet;

(b) de forpligtelser, der i henhold til overenskomstens art. II, III

stk. 4, VII stk. 5 (a) og 6 (a), VIII stk. 9 og 10 samt XIII

er pålagt afsenderlandet eller dets myndigheder skal påhvile

både det allierede hovedkvarter og det land, om hvis værn eller

dertil hørende medlemmer eller funktionærer eller sådannes

pårørende der er tale;

(c) ved anvendelsen af overenskomstens art. III stk. 2 (a) og 5

samt art. XIV skal forsåvidt angår medlemmer af en styrke og

deres pårørende, det land, anses som afsenderland, hvis

værn medlemmet tilhører eller, forsåvidt angår

medlemmer af et civilt element og deres pårørende, hvis

værn medlemmet er ansat ved;

(d) de forpligtelser, der i henhold til overenskomstens art. VIII

stk. 6 og 7 er pålagt afsenderlandet, skal påhvile det land,

hvis værn den person tilhører, som ved sin handling eller

undladelse har givet anledning til erstatningskravet, eller forsåvidt

angår et medlem af et civilt element det land, ved hvis værn han

er ansat, eller såfremt et sådant land ikke findes, det allierede

hovedkvarter, som den pågældende tilhører.

Både det land, som forpligtelser måtte påhvile i henhold

til dette stykke, og vedkommende allierede hovedkvarter skal have et

afsenderlands rettigheder med hensyn til udnævnelse af en voldgiftsmand

i henhold til artikel VIII stk. 8.

Artikel 5.

Ethvert medlem af et allieret hovedkvarter skal være i besiddelse af

et af hovedkvarteret udstedt personligt identitetskort forsynet med fotografi

og angivelse af fulde navn, fødselssted og -dato, nationalitet, rang

eller grad, eventuelt stamnummer samt gyldighedsperiode. Dette kort skal

forevises på forlangende.

Artikel 6.

1. De forpligtelser, der i henhold til overenskomstens art. VIII er

pålagt de kontraherende parter til at frafalde erstatningskrav, skal

påhvile både det allierede hovedkvarter og enhver i betragtning

kommende deltager i denne protokol.

2. Ved anvendelsen af overenskomstens art. VIII stk. 1 og 2

skal:

(a) ejendom, der tilhører et allieret hovedkvarter eller en

deltager i denne protokol, og som anvendes af et allieret hovedkvarter, anses

som ejendom, der tilhører en kontraherende part og anvendes af dennes

værn;

(b) skade forvoldt af et medlem af en styrke eller et civilt element -

således som defineret i denne protokols art. 3 stk. 1 - eller af

enhver anden funktionær ved et allieret hovedkvarter, anses som skade

forvoldt af et medlem eller en funktionær tilhørende en

kontraherende parts værn;

(c) bestemmelserne i overenskomstens art. VIII stk. 3 finde

anvendelse på et allieret hovedkvarter, der vil blive anset som

»kontraherende part« i nævnte stykkes forstand.

3. Erstatningskrav, på hvilke overenskomstens art. VIII

stk. 5 finder anvendelse, skal omfatte erstatningskrav (bortset fra

kontraktmæssige krav og krav, på hvilke nævnte artikels

stk. 6 og 7 finder anvendelse), der opstår som følge af

handlinger eller undladelser, der må tilskrives en funktionær ved

et allieret hovedkvarter, eller som følge af enhver anden handling,

undladelse eller begivenhed, for hvilken et allieret hovedkvarter er retlig

ansvarlig, og som på modtagerlandets territorium forvolder skade for

trediemand, som ikke er deltager i denne protokol.

Artikel 7.

1. Den skattefritagelse, der i henhold til overenskomstens art. X

indrømmes medlemmer af en styrke eller et civilt element med hensyn

til lønninger og emolumenter, skal forsåvidt angår et

allieret hovedkvarters personel, således som defineret i denne

protokols art. 3 stk. 1 (a) og (b) (i), finde anvendelse på

lønninger og emolumenter, der er udbetalt dem i deres egenskab af

sådant personel af det værn, de tilhører eller er ansat

ved; dog skal nærværende stykke ikke fritage noget sådant

medlem eller funktionær for beskatning pålagt af det land, i

hvilket den pågældende er statsborger.

2. De af Det nordatlantiske Råd fastsatte kategorier af

funktionærer ved et allieret hovedkvarter skal fritages for beskatning

af de lønninger og emolumenter, som et allieret hovedkvarter udbetaler

dem i deres egenskab af sådanne funktionærer. Enhver deltager i

nærværende protokol kan imidlertid indgå en aftale med det

allierede hovedkvarter, hvorefter en sådan deltager ansætter og

til det allierede hovedkvarter anviser alle de af dens statsborgere (dog,

såfremt den pågældende deltager ønsker det, med

undtagelse af sådanne, der ikke har sædvanlig bopæl

indenfor dens territorium), som skal gøre tjeneste ved det allierede

hovedkvarters stab, og af sine egne midler betaler lønninger og

emolumenter til sådanne personer i henhold til en af denne deltager

fastsat skala. De således ydede lønninger og emolumenter kan

beskattes af den pågældende deltager, men skal fritages for

beskatning af enhver anden deltager. Såfremt en sådan aftale

indgås af nogen deltager i nærværende protokol og senere

ændres eller bringes til ophør, skal deltagerne i

nærværende protokol ikke længere være forpligtet til

i henhold til første punktum i nærværende stykke at

fritage deres statsborgere for beskatning af de lønninger og

emolumenter, der ydes dem.

Artikel 8.

1. For at lette allierede hovedkvarterers oprettelse, opførelse,

vedligeholdelse og drift skal disse hovedkvarterer i videst mulige omfang

fritages for afgifter og skatter, der berører udgifter, de afholder i

det fælles forsvars interesse, og som anvendes til hovedkvarterernes

tjenstlige formål og udelukkende kommer hovedkvartererne til gode, og

enhver deltager i nærværende protokol skal optage forhandlinger

med de allierede hovedkvarterer, der er oprettet på dets territorium,

med henblik på at afslutte en overenskomst til denne bestemmelses

gennemførelse.

2. Et allieret hovedkvarter skal have de rettigheder, der i henhold til

overenskomstens art. XI indrømmes en styrke og på de samme

betingelser.

3. Bestemmelserne i overenskomstens art. XI stk. 5 og 6 skal ikke

finde anvendelse på modtagerlandets statsborgere, medmindre

sådanne statsborgere hører under et værn tilhørende

en anden deltager i denne protokol.

4. Udtrykket »afgifter og skatter« i denne artikel omfatter ikke

betaling, som opkræves for ydede tjenester.

Artikel 9.

Forsåvidt Det nordatlantiske Råd ikke måtte træffe

anden bestemmelse skal:

(a) ethvert aktiv erhvervet for et allieret hovedkvarters

internationale midler afsat på dets kapitalbudget, og som

hovedkvarteret ikke længere behøver, realiseres i

overensstemmelse med en af Det nordatlantiske Råd godkendt ordning, og

udbyttet skal fordeles imellem eller krediteres deltagerne i Den

nordatlantiske Traktat i det forhold, hvori de har ydet bidrag til

hovedkvarterets kapitaludgifter. Modtagerlandet skal have fortrinsret til at

erhverve fast ejendom, der således realiseres på dets

territorium, under forudsætning af, at det tilbyder vilkår, der

ikke er mindre fordelagtige end de vilkår, der er tilbudt af

trediemand.

(b) Grunde, bygninger eller faste installationer, der af modtagerlandet

er stillet til et allieret hovedkvarters rådighed uden vederlag (eller

kun for et nominelt vederlag), og som hovedkvarteret ikke længere

behøver, tilbagegives modtagerlandet, og enhver

værdiforøgelse eller -forringelse af den af modtagerlandet til

rådighed stillede faste ejendom, der skyldes hovedkvarterets brug

deraf, skal fastsættes af Det nordatlantiske Råd (under

hensyntagen til modtagerlandets herhenhørende lovgivning) og fordeles

imellem, krediteres eller debiteres deltagerne i Den nordatlantiske Traktat i

det forhold, hvori de har ydet bidrag til hovedkvarterets

kapitaludgifter.

Artikel 10.

Ethvert øverste hovedkvarter er en juridisk person; det skal kunne

indgå kontrakter samt erhverve og afhænde ejendom. Modtagerlandet

kan imidlertid gøre udøvelsen af denne ret betinget af

særaftaler mellem dette og det øverste hovedkvarter eller et

underordnet allieret hovedkvarter, der handler på det øverste

hovedkvarters vegne.

Artikel 11.

1. Under forbehold af bestemmelserne i overenskomstens artikel VIII kan

et øverste hovedkvarter optræde som sagsøger eller

sagsøgt i retssager. Det kan imidlertid aftales mellem det

øverste hovedkvarter eller et af dette bemyndiget underordnet allieret

hovedkvarter og et modtagerland, at modtagerlandet skal handle på det

øverste hovedkvarters vegne i retssager, i hvilke hovedkvarteret er

part ved modtagerlandets domstole.

2. Intet tvangsfuldbyrdelsesskridt eller forholdsregler, der tilsigter

beslaglæggelse af eller arrest i ejendom eller midler, kan tages mod et

allieret hovedkvarter undtagen forsåvidt angår de i

overenskomstens artikel VII stk. 6 (a) og artikel XIII omhandlede

formål.

Artikel 12.

1. Et allieret hovedkvarter kan af hensyn til gennemførelsen af

sit internationale budget besidde valuta af enhver art og disponere over

konti i en hvilkensomhelst valuta.

2. Deltagerne i nærværende protokol skal efter anmodning

fra et allieret hovedkvarter lette overførsler af et sådant

hovedkvarters midler fra et land til et andet og ombytning af enhver valuta,

som et allieret hovedkvarter besidder, til en hvilkensomhelst anden valuta,

når det er nødvendigt for at imødekomme et allieret

hovedkvarters behov.

Artikel 13.

Et allieret hovedkvarters arkiv og andre officielle aktstykker, som

opbevares i lokaler, der anvendes af et sådant hovedkvarter, eller som

befinder sig hos et behørigt bemyndiget medlem af hovedkvarteret, skal

være ukrænkelige medmindre hovedkvarteret måtte have givet

afkald på denne immunitet. På modtagerlandets anmodning skal

hovedkvarteret i nærværelse af en repræsentant for dette

land bekræfte dokumenternes natur for at fastslå, om de er

berettiget til immunitet i henhold til denne artikel.

Artikel 14.

1. Det nordatlantiske Råd kan beslutte, at nærværende

protokol eller overenskomsten helt eller delvis skal finde anvendelse

på ethvert i henhold til Den nordatlantiske Traktat oprettet

internationalt militært hovedkvarter eller international militær

organisation (som ikke omfattes af definitionerne i denne protokols artikel 1

(b) og (c)).

2. Når Det europæiske Forsvarsfællesskab er oprettet,

kan nærværende protokol bringes til anvendelse på personel

fra de europæiske forsvarsstyrker tilknyttet et allieret hovedkvarter

og på dette personels pårørende fra det tidspunkt og

på den måde, som Det nordatlantiske Råd måtte

bestemme.

Artikel 15.

Alle uoverensstemmelser mellem deltagerne i nærværende

protokol eller mellem sådanne deltagere og et allieret hovedkvarter

vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af protokollen skal

afgøres ved forhandling mellem de uenige parter uden rekurs til nogen

udenforstående myndighed. Med undtagelse af de tilfælde, hvor der

i nærværende protokol eller i overenskomsten foreligger anden

udtrykkelig bestemmelse, skal uoverensstemmelser, der ikke kan afgøres

ved direkte forhandling, henvises til Det nordatlantiske Råd.

Artikel 16.

1. Overenskomstens artikel XV samt artiklerne XVII til XX skal finde

anvendelse på nærværende protokol, som var de en

uadskillelig bestanddel heraf, men således at protokollen kan

revideres, suspenderes, ratificeret, tiltrædes, opsiges eller udvides i

overensstemmelse med disse bestemmelser uafhængigt af

overenskomsten.

2. Nærværende protokol kan suppleres ved tosidig overenskomst

mellem modtagerlandet og et øverste hovedkvarter; et modtagerlands

myndigheder og et øverste hovedkvarter kan aftale, at de forinden

ratificering ad administrativ vej vil sætte de bestemmelser i

nærværende protokol eller i overenskomsten, som modtagerlandet

har besluttet at anvende, i kraft.

Til bekræftelse heraf har de nedenfor anførte

befuldmægtigede underskrevet nærværende protokol.

Udfærdiget i Paris den 28. august 1952 på engelsk og fransk,

begge tekster af lige gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal deponeres i

Amerikas Forenede Staters regerings arkiver. Amerikas Forenede Staters

regering skal tilstille bekræftede genparter heraf til alle lande, der

har undertegnet eller i tiltrådt protokollen.

Officielle noter

(

Nærværende dokument skal udfærdiges på

afsenderlandets sprog samt på engelsk og fransk.

Lignende dokumenter