Forslag til Lov om ændring af skattestyrelsesloven og ligningsloven (Fuld omkostningsgodtgørelse i skattesager m.v., som skatteyder vinder fuldt ud eller i overvejende grad, eller som videreføres af skattemyndighederne)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 17. januar 2002 af
skatteministeren (Svend Erik Hovmand)
Forslag
til
Lov om ændring af skattestyrelsesloven
og ligningsloven
(Fuld omkostningsgodtgørelse i skattesager m.v., som
skatteyder vinder fuldt ud eller i overvejende grad, eller som
videreføres af skattemyndighederne)
§ 1
I lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v.
(Skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 859 af 13. september
2000, som ændret ved § 4 i lov nr. 483 af 7. juni 2001, foretages
følgende ændringer:
1.
§ 33 A, stk. 1, affattes således:
"§ 33 A. Der ydes en godtgørelse
på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 33 B,
ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand
m.v., som nævnt i § 33 C i de sager, som er nævnt i
§ 33 D. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., såfremt
den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller
medhold i overvejende grad.".
2.
§ 33 A, stk. 2, 1. pkt., affattes
således:
"Stk. 2. Godtgørelsen er på 100 pct. af de
godtgørelsesberettigede udgifter, hvis udgifterne ifølge
regning skal betales eller er betalt i anledning af, at told- og
skatteforvaltningen vil ændre en kommunal ansættelse, jf.
Læs alt
§ 14, stk. 4, 2. pkt., eller den centrale told- og
skatteforvaltning af egen drift vil ændre en afgørelse truffet
af den regionale told- og skatteforvaltning, eller told- og
skatteforvaltningen forelægger en skatteankenævnskendelse eller
en ejendomsvurdering for Ligningsrådet til ændring, jf.
§ 14, stk. 5, eller Skatteministeriet indbringer en
landsskatteretskendelse for landsretten, eller Skatteministeriet anker en
landsretsdom til Højesteret.".
3.
I § 33 A, indsættes efter stk. 3
som nyt stykke:
"Stk. 4. Den sagkyndige skal senest 14 dage efter sin
første henvendelse til den instans, der behandler den
godtgørelsesberettigede sag, fremsende et specificeret overslag over
de udgifter til behandlingen af det eller de spørgsmål i sagen
ved den pågældende instans, som den
godtgørelsesberettigede kan forvente at skulle betale den sagkyndige.
Fremsendelsen af overslaget er en forudsætning for, at der kan ydes en
godtgørelse på 100 pct. af sagens udgifter ved den
pågældende instans efter stk. 1 og 2. Der kan dog bortses
fra en overskridelse af fristen i 1. pkt, hvis ganske særlige
omstændigheder taler herfor.".
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
4.
I § 33 C affattes stk. 1
således:
"§ 33 C. Godtgørelsesberettigede
er følgende udgifter, når de ifølge regning skal
betales eller er betalt:
1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat
hos den godtgørelsesberettigede.
2) Retsafgifter, bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf.
§ 25, stk. 4.
3) Udgifter til syn og skøn.
4) Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet
bevismateriale.
5) Pålagte sagsomkostninger.
6) Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en
afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller
prøves ved domstolene.".
5.
§§ 33 E- 33 H ophæves og i stedet
indsættes:
"§ 33 E. I sager, der afgøres
administrativt, afgiver den instans, der træffer afgørelse i den
godtgørelsesberettigede sag, samtidig med afgørelsen i sagen en
begrundet udtalelse om, i hvilket omfang den godtgørelsesberettigede
har fået medhold i det eller de godtgørelsesberettigede
spørgsmål, som er forelagt den. Denne udtalelse indgår i
vurderingen af størrelsen af den godtgørelse, den
godtgørelsesberettigede er berettiget til. Udtalelsen er dog ikke
bindende for afgørelsen af spørgsmålet om
godtgørelsens størrelse.
§ 33 F.
Giver en ansøgning om
omkostningsgodtgørelse anledning til nærmere at
undersøge, i hvilket omfang den godtgørelsesberettigede har
fået medhold i sin sag, udbetales forskudsvis 50 pct. af det
ansøgte godtgørelsesbeløb.
Stk. 2.
Er godtgørelsesbeløbet større end
det beløb, som efter stk. 1 er udbetalt forskudsvis, udbetales
restbeløbet med en rente. Renten beregnes med rentesatsen i
kildeskattelovens § 62, stk. 3, pr. påbegyndt måned
regnet fra dagen for modtagelsen af ansøgningen om
omkostningsgodtgørelse.
Stk. 3.
Giver en ansøgning om
omkostningsgodtgørelse alene anledning til nærmere at
undersøge størrelsen af udgifterne til behandling af sagen,
herunder den sagkyndiges honorar, udbetales godtgørelsen ifølge
ansøgningen med forbehold for eventuel tilbagebetaling.
Stk. 4.
Er godtgørelsesbeløbet mindre end det
beløb, som efter stk. 3 er udbetalt med forbehold, skal den
godtgørelsesberettigede tilbagebetale det for meget udbetalte
godtgørelsesbeløb. Den godtgørelsesberettigede har ret
til henstand, såfremt afgørelsen om godtgørelsens
tilbagebetaling påklages eller indbringes for domstolene.
Stk. 5.
Har den godtgørelsesberettigede tilbagebetalt
godtgørelsesbeløbet efter stk. 4, 1. pkt., og findes dette
beløb senere at være blevet tilbagebetalt med urette, udbetales
beløbet med en rente. Renten beregnes med rentesatsen i
kildeskattelovens § 62, stk. 3, pr. påbegyndt måned
regnet fra dagen for indbetaling af det opkrævede
godtgørelsesbeløb.
§ 33 G.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere
bestemmelser om, hvilke oplysninger der skal følge en ansøgning
om omkostningsgodtgørelse.
§ 33 H.
Skatteministeren afgiver årligt en
redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling m.v.
i de sager, hvortil der kan ydes omkostningsgodtgørelse.
§ 33 I.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft
uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier
oplysninger til brug for beregningen af omkostningsgodtgørelse.
Stk. 2.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 33 J.
Skønnes en overtrædelse ikke at ville
medføre højere straf end bøde, kan skatteministeren
tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden
retslig forfølgning, såfremt denne erkender sig skyldig i
overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere
angiven frist, der efter anmodning kan forlænges, at betale en i
tilkendegivelsen angiven bøde.
Stk. 2.
Med hensyn til den i stk. 1 nævnte
tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om indholdet af et
anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Betales bøden i rette tid, eller bliver den
efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre
forfølgning. Skattekontrollovens § 23 A om opkrævning og
inddrivelse finder tilsvarende anvendelse.".
§ 2
I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 887 af 8. oktober 2001, foretages
følgende ændringer:
1.
§ 7 Q, stk. 1, nr. 1, affattes
således:
"1) Godtgørelse efter skattestyrelseslovens § 33 A
samt renter efter samme lovs § 33 F, stk. 2 og 5.".
§ 3
Stk. 1.
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning for sager, hvor
godtgørelsesspørgsmålet i sagen ikke er endeligt afgjort
efter de tidligere gældende regler inden den 17. januar 2002.
Stk. 2.
Det i § 1, nr. 3, foreslåede nye
stk. 4 i skattestyrelseslovens § 33 A og den i § 1, nr. 5,
foreslåede affattelse af skattestyrelseslovens § 33 E har virkning
for sager, som rejses ved den pågældende myndighed fra og med
dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning formålet med lovforslaget
Formålet med lovforslaget er at styrke skatteydernes
retssikkerhed ved at sikre borgerne og virksomhederne fuld dækning af
deres udgifter til sagkyndig bistand i sager, som de vinder fuldt ud eller i
overvejende grad.
Flere skatteydere opgiver at føre skattesager,
fordi det ofte vil være en langvarig, økonomisk og psykisk
belastning for den enkelte. Der er desuden stor risiko for, at omkostningerne
ved at få ret vil overstige den tilbagebetalte skat. Dette har Venstre
og Det Konservative Folkeparti gennem en længere årrække
påpeget som et problem over for den tidligere regering uden at
problemet på området er blevet løst.
Det er regeringens opfattelse, at de urimeligheder, som en
skatteyder udsættes for ved at få ret i sin skattesag og
alligevel stå tilbage med et økonomisk tab, vil blive fjernet
med dette lovforslag. Samtidig er der tilstræbt en så enkel og
administrerbar ordning som muligt både for skatteyderen, for den
sagkyndige og for myndighederne.
Lovforslaget skal ses som led i opfyldelse af de
mål, som regeringen har sat sig ved regeringsgrundlaget, og som
regeringspartierne har forpligtet sig til at opfylde inden 100 dage.
Efter de gældende regler ydes der en
godtgørelse på 50 pct. af skatteyderens udgifter til sagkyndig
bistand i de fleste skattesager, som skatteyderen påklager i det
administrative klagesystem eller får prøvet ved domstolene.
Godtgørelsen ydes uanset, om skatteyderen vinder eller taber
sagen.
Endvidere kan der i de situationer, hvor
skattemyndighederne viderefører sagen, ydes skatteyderen en
godtgørelse på 85 pct. af dennes udgifter til sagkyndig bistand
ved den pågældende instans. Godtgørelsen ydes uanset
sagens udfald.
Forslaget ændrer ikke på adgangen til for
skatteyderen at opnå en godtgørelse på 50 pct. af sine
bistandsudgifter, såfremt denne taber sagen. Det er derimod fundet
rimeligt at forhøje den godtgørelse, som udbetales, når
myndigheder viderefører en sag, fra 85 pct. til 100 pct. Herved sikres
det, at skatteyderen ikke står med udækkede udgifter i en sag
vedrørende et spørgsmål, som alene er blevet
videreført i skattemyndighedernes interesse, fordi
spørgsmålet findes at være af principiel betydning.
Ved lovforslaget opretholdes de gældende regler om,
at skatteministeren årligt skal afgive en redegørelse til
Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling m.v. i de sager, hvortil
der kan ydes omkostningsgodtgørelse. Herudover vil lovforslaget i
forhold til gældende regler blive underkastet særlig
lovovervågning. Skatteministeren vil derfor inden udgangen af 2005 give
Folketinget en uddybende redegørelse for anvendelse af den nye ordning
for årene 2002 2004.
2. Nærmere om den foreslåede ordning
Ordningen efter lovforslaget går i hovedtræk
ud på, at der fremover skal ydes en godtgørelse på 100
pct. af den skatte- eller afgiftspligtiges udgifter til sagkyndig bistand
mv., såfremt den skatte- eller afgiftspligtige i sin sag opnår
fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.
Endvidere hæves den godtgørelse, der ydes,
når det er skattemyndighederne, som viderefører en sag, fra 85
pct. til 100 pct. I øvrigt er denne ordning uændret og vil ikke
blive nærmere omtalt i det følgende.
Fremgangsmåden efter lovforslaget er den, at den
sagkyndige skal udarbejde et overslag over de forventede udgifter ved sin
behandling af sagen ved den pågældende instans, hvortil sagen er
indbragt. Overslaget, som skal fremsendes til instansen senest 14 dage
efter den sagkyndiges første henvendelse til instansen, skal
være specificeret således, at udgifterne til de enkelte punkter i
sagen klart fremgår af overslaget. Dette overslag indgår som et
vejledende moment i told- og skatteregionens senere vurdering af
godtgørelsens størrelse, herunder af rimeligheden af det
honorar, som der ønskes godtgørelse for. Fremsender den
sagkyndige ikke et sådant overslag senest 14 dage efter den sagkyndiges
første henvendelse til instansen, kan der ikke senere opnås fuld
dækning for udgifterne til sagkyndig bistand mv. ved den
pågældende instans, såfremt den skatte- eller
afgiftspligtige vinder sagen fuldt ud eller i overvejende grad. Told- og
skatteregionen kan dog dispensere fra 14-dagesfristen, såfremt ganske
særlige omstændigheder taler herfor.
Den pågældende administrative myndighed, som
træffer afgørelse i sagen, afgiver samtidig med at
afgørelsen træffes, en vejledende udtalelse om, hvorvidt den
skatte- eller afgiftspligtige har opnået fuldt medhold, medhold i
overvejende grad eller må anses for at have fået medhold i ikke
overvejende grad eller helt at have tabt sagen.
Ved ansøgning om omkostningsgodtgørelse til
told- og skatteregionen fremsender den sagkyndige
kopi af sin første henvendelse til instansen, eller hvis denne
har været mundtlig, en notits om den første henvendelse til
instansen,
sit overslag,
sin regning,
afgørelsen fra myndigheden samt
denne myndigheds vejledende udtalelse over medholdsgraden.
Den sagkyndige og den skatte- eller afgiftspligtige
attesterer ved deres underskrifter på ansøgningen under
strafansvar, at de afgivne oplysninger er korrekte.
Hvis told- og skatteregionen har vanskeligt ved at vurdere
medholdsspørgsmålet, kan told- og skatteregionen forskudsvis
udbetale 50 pct. af det ansøgte godtgørelsesbeløb. Viser
det sig senere, at der skal ydes et større
godtgørelsesbeløb, udbetales det resterende beløb med
renter efter rentesatsen i kildeskattelovens § 62, stk. 3. Renten,
der beregnes fra dagen for modtagelsen af ansøgningen om
omkostningsgodtgørelse, medregnes ikke ved
indkomstopgørelsen.
Er den skatte- eller afgiftspligtige utilfreds med told-
og skatteregionens afgørelse, kan denne påklages til Told- og
Skattestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for domstolene.
Er told- og skatteregionen alene i tvivl om rimeligheden
af størrelsen af udgifterne til behandlingen af sagen, herunder den
sagkyndiges honorar, udbetaler regionen det ansøgte
godtgørelsesbeløb med forbehold for tilbagebetaling. Told- og
skatteregionen kan forelægge spørgsmålet om rimeligheden
af honorarets størrelse for den sagkyndiges brancheorganisations
klagenævn. Et eventuelt krav om tilbagebetaling af beløbet fra
den skatte- eller afgiftspligtige sker uden beregning af renter.
Den skatte- eller afgiftspligtige kan påklage told-
og skatteregionens afgørelse til Told- og Skattestyrelsen og herefter
eventuelt indbringe styrelsens afgørelse for domstolene. Ved
påklage til Told- og Skattestyrelsen og ved indbringelse af sagen for
domstolene har den skatte- eller afgiftspligtige ret til at få henstand
med tilbagebetalingen.
Hvis den skatte- eller afgiftspligtige betaler det
omtvistede beløb, og Told- og Skattestyrelsen eller domstolene senere
giver denne medhold, tilbagebetales differencebeløbet med renter
efter rentesatsen i kildeskattelovens § 62, stk. 3. Renten, der
beregnes fra dagen for indbetaling af det opkrævede
godtgørelsesbeløb, medregnes ikke ved
indkomstopgørelsen.
3. Nærmere om medholdsvurderingen
Vurderingen af, om den skatte- eller afgiftspligtige har
fået fuldt eller overvejende medhold, eller om den skatte- eller
afgiftspligtige har tabt sagen, derved at denne ikke har fået medhold i
overvejende grad eller helt har tabt sagen (medholdsvurderingen),
foretages i første omgang af den instans, der træffer
afgørelse i den materielle skatte- eller afgiftssag. Det sker på
baggrund af en vurdering af udfaldet af det eller de spørgsmål,
som har været forelagt den pågældende instans og kun det
eller disse spørgsmål. Medholdsvurderingen kommer til udtryk i
den udtalelse, som instansen skal afgive sammen med den materielle
afgørelse i skatte- eller afgiftssagen.
Dernæst foretager told- og skatteregionen på
baggrund af denne udtalelse - en selvstændig medholdsvurdering og
træffer afgørelse om størrelsen af den
godtgørelse, som den skatte- eller afgiftspligtige ifølge told-
og skatteregionens egen medholdsvurdering er berettiget til.
Udgangspunktet er, at told- og skatteregionen
følger medholdsvurderingen i udtalelserne fra klageinstanserne, men
behøver det ikke, hvis told- og skatteregionen ikke er enig i
disse myndigheders vurderinger. Medholdsvurderingen i udtalelserne er
således kun vejledende. Endvidere skal told- og skatteregionen foretage
en selvstændig samlet medholdsvurdering, hvis klagepunkterne ikke er de
samme ved alle de administrative klageinstanser samt i tilfælde, hvor
sagen finder sin afslutning ved domstolene.
Ved en samlet vurdering af sagen sættes udfaldet af
de punkter, der er blevet behandlet, i relation til de punkter, som har
været fremme ved sagens start ved hver instans. Den samlede vurdering
har betydning for, i hvilken udstrækning, der skal foretages en
efterregulering af allerede udbetalte godtgørelser for udgifter ved
sagens førelse ved forudgående instanser.
Såvel de administrative klageinstansers udtalelse om
medholdsgraden som told- og skatteforvaltningens medholdsvurdering, herunder
den samlede medholdsvurdering, må foretages på baggrund af en
skønsmæssig vurdering af betydningen af såvel
målelige som ikke-målelige forhold i sagen. Antallet af
klagepunkter er ikke i sig selv afgørende.
Der kan ikke i alle tilfælde tages udgangspunkt i
selve den konkrete sags beløbsmæssige betydning for den skatte-
eller afgiftspligtige. Hvis sagen således er af principiel betydning -
ikke alene for behandlingen af tilsvarende spørgsmål for andre
år for den pågældende skatte- eller afgiftspligtige, men
også generelt for retstilstanden på området - må
dette moment tillægges vægt.
I vurderingen kan bl.a. indgå
sagsgenstandens beløbsmæssige værdi
på hvilket niveau i det administrative klagesystem eller ved
domstolene sagen er afgjort
sagens eventuelle vidererækkende betydning for den skatte-
eller afgiftspligtige eller for retstilstanden på området i
øvrigt
udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på det
pågældende punkt (punktets tyngde).
Til illustration af medholdsvurderingen kan
følgende eksempel gives:
Den kommunale skattemyndighed har nægtet at godkende
den skattepligtiges selvangivne fradrag på tre punkter.
De tre punkter påklages til skatteankenævnet,
der giver den skattepligtige medhold i klagepunkt 1, mens nævnet
stadfæster den kommunale skattemyndigheds afgørelse
vedrørende klagepunkt 2 og 3.
Skatteankenævnet vurderer, at den skattepligtige
ikke har vundet i overvejende grad, hvilket told- og skatteregionen er enig
i. Der udbetales således kun en godtgørelse på 50 pct. for
udgifterne til sagens behandling ved denne instans.
Punkterne 2 og 3 påklages til Landsskatteretten, som
stadfæster skatteankenævnets afgørelse. Ved denne instans
udbetales også kun en godtgørelse på 50 pct.
Den skattepligtige indbringer herefter
spørgsmålene for landsretten, som giver den skattepligtige
medhold i spørgsmål 2, men ikke i spørgsmål 3.
Told- og skatteregionen vurderer, at spørgsmål 2 vejer så
tungt for sagen ved denne instans, at den skattepligtige må anses for
at have fået overvejende medhold. Udgifterne til sagkyndig bistand mv.
ved denne instans dækkes således med 100 pct.
Endvidere foretager told- og skatteregionen en samlet
vurdering af sagen og finder, at den skattepligtige må anses for at
have fået overvejende medhold i sagen. Der foretages således en
efterregulering af de udbetalte godtgørelser for sagens behandling ved
Landsskatteretten og skatteankenævnet. For sagens behandling ved disse
instanser udbetales en godtgørelse som med tillæg af den
tidligere udbetalte godtgørelse udgør 100 pct.
Konsekvenserne af denne samlede medholdsvurdering er, at
den skattepligtige får dækket samtlige sine udgifter til
sagkyndig bistand mv. i sagen med 100 pct.
Efterreguleringen sker uden beregning af renter. Det
skyldes hensynet til ordningens enkelhed.
4. Nærmere om prøvelsen af
honorarspørgsmålet
Såvel den sagkyndige som den skatte- eller
afgiftspligtige afgiver på ansøgningen om
omkostningsgodtgørelse til told- og skatteregionen oplysninger om
honoraret til den sagkyndige under strafansvar efter de foreslåede
bestemmelser i skattestyrelseslovens §§ 33 I- 33 J. Bestemmelserne er
kun ændret redaktionelt i forhold til gældende regler.
Udgangspunktet er således, at oplysningerne om
udgifterne til behandlingen af sagen, herunder honoraret til den
sagkyndige, er korrekte og rimelige, og at dette udgangspunkt må
kunne lægges til grund for told- og skatteregionens behandling af
ansøgningen.
Hvis told- og skatteregionen imidlertid bliver i tvivl om
f.eks. størrelsen af honoraret til den sagkyndige på grund af
det anvendte antal timer i sagen, udbetaler told- og skatteregionen
beløbet, men tager forbehold for eventuel tilbagebetaling fra den
skatte- eller afgiftspligtige. Told- og skatteregionen vil hermed have tid
til at behandle honorarspørgsmålet nærmere, uden at dette
belaster den skatte- eller afgiftspligtige økonomisk.
Til brug for behandlingen af spørgsmålet om
størrelsen af udgifterne til sagens behandling kan told- og
skatteregionen indhente en supplerende udtalelse fra den administrative
klageinstans, hvor sagen har været behandlet.
For så vidt angår spørgsmålet om
rimeligheden af størrelsen af honoraret til den sagkyndige
indgår der i denne vurdering flere momenter. Det drejer sig om
sagens karakter, genstand og kompleksitet,
størrelsen af honorartimesatsen sammenholdt med en
gennemsnitlig timesats inden for den pågældende branche,
antallet af timer, der er anvendt,
sagens resultat og
sagens eventuelle vidererækkende betydning for andre skatte-
eller afgiftspligtige eller for samme skatte- eller afgiftspligtige for samme
eller andre år.
Told- og skatteregionen kan til brug for sin vurdering af
rimeligheden af honorarets størrelse forelægge
spørgsmålet for den sagkyndiges brancheorganisations
klagenævn.
Såvel Advokatrådet som Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer og Foreningen Registrerede Revisorer vil behandle
forespørgsler fra told- og skattemyndighederne om rimeligheden af
størrelsen af deres medlemmers honorarer. Det sker i henholdsvis
Advokatnævnet/ kredsbestyrelserne og i revisororganisationernes
responsumudvalg. Sagsbehandlingstiden kan variere meget alt efter, hvor godt
sagerne er oplyst. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved kredsbestyrelsen
og Advokatnævnet, hvortil der er adgang til at få prøvet
kredsbestyrelsens afgørelse, er godt et år.
Hvis et sådant nævn mener, at honoraret har
været for stort, eller told- og skatteregionen af andre grunde mener,
at honoraret har været for stort, kræves det for meget udbetalte
godtgørelsesbeløb tilbagebetalt fra den skatte- eller
afgiftspligtige uden renter. Tilsvarende gælder, hvis told- og
skatteregionen ikke kan anerkende størrelsen af andre udgifter til
sagens behandling, f.eks. rejseomkostninger eller udgifter til indhentelse af
en sagkyndig erklæring.
Den skatte- eller afgiftspligtige kan påklage told-
og skatteregionens afgørelse om tilbagebetaling af det udbetalte
godtgørelsesbeløb til Told- og Skattestyrelsen og eventuelt
indbringe spørgsmålet for domstolene. Samtidig har den skatte-
eller afgiftspligtige ret til at få henstand med tilbagebetalingen af
beløbet.
Hvis den skatte- eller afgiftspligtige betaler det
omtvistede beløb, og Told- og Skattestyrelsen eller domstolene senere
giver den skatte- eller afgiftspligtige medhold, tilbagebetales
differencebeløbet med renter beregnet efter kildeskattelovens
§ 62, stk. 3.
5. Provenumæssige bemærkninger
Forslaget om at forhøje
omkostningsgodtgørelsessatsen til 100 pct. mod gældende reglers
50 pct. i skattesager m.v., hvor den skatte- eller afgiftspligtige får
fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, skønnes på sigt
baseret på uændret omfang af sager, hvor der anvendes sagkyndig
bistand - at indebære årlige merudgifter i
størrelsesordenen 15 mill. kr. for det offentlige. I det omfang
lovforslagets forbedring af godtgørelsesordningen i sig selv
fører til flere sager, hvor der anvendes sagkyndig bistand end under
gældende regler, vil merudgifterne dog blive større.
Lovforslaget har virkning for sager, hvor
godtgørelsesspørgsmålet i sagen ikke må anses for
endeligt afgjort efter de tidligere gældende regler inden den 17.
januar 2002. Følgelig omfatter den foreslåede forhøjelse
af satsen også udgifter til sagkyndig bistand afholdt i forbindelse med
sagens behandling ved lavere instanser i 2001 og tidligere år. Som
følge heraf skønnes lovforslaget i de første år at
indebære en samlet årlig merudgift i størrelsesordenen 20
mill. kr. Merudgiften vedrører alene staten.
Finansårsvirkningen i 2002 skønnes til en
merudgift på 20 mill.kr.
6. Administrative konsekvenser for det offentlige
Det årlige sagsomfang vurderes at blive ca. 4000
sager.
I Landsskatteretten vurderes lovforslaget på denne
baggrund at medføre årlige merudgifter svarende til 3
årsværk. Det forudsætter, at medholdsvurderingerne kan
foretages rent administrativt, dvs. uden medvirken af retsmedlemmer.
I Told*Skat betyder forslaget et årligt merforbrug
af årsværk på ca. 15.
Forslaget medfører desuden engangsudgifter i
Told*Skat på ca. 80.000 kr. til information.
Forslaget forventes kun at ville medføre et
ubetydeligt merarbejde i kommunerne.
7. Erhvervsøkonomiske og erhvervsadministrative konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at have
nævneværdige negative erhvervsøkonomiske konsekvenser.
Derimod medfører lovforslaget, at det bliver mindre
omkostningskrævende for erhvervslivet at føre skatte- og
afgiftssager.
Lovforslaget skønnes ikke at have administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
8. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
9. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
10. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
11. Høring
Samtidig med fremsættelsen af nærværende
lovforslag er lovforslaget sendt til høring i:
Advokatrådet, Amtsrådsforeningen i Danmark,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Børsmæglerforeningen, Danmarks Aktive Handelsrejsende, Danmarks
Rederiforening, Danmarks Skibskreditfond, Dansk Ejendomsmæglerforening,
Dansk Familielandbrug, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Danske
Entreprenører, De Danske Landboforeninger, Den Danske
Skatteborgerforening, Det Danske Handelskammer, Erhvervenes
Skattesekretariat, Finansrådet, Foreningen Registrerede Revisorer,
Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forsikring og Pension,
Forvaltningshøjskolen, Frederiksberg Kommune, Grundejernes
Landsorganisation, Håndværksrådet,
Investerings-ForeningsRådet, Kommunernes Landsforening,
Københavns Fondsbørs, Københavns Kommune, Landbrugets
Rådgivningscenter, Landsorganisationen i Danmark, Parcelhusejernes
Landsorganisation, Realkreditrådet, Skattechefforeningen,
Skatterevisorforeningen, Vurderingsrådsforeningen samt relevante
ministerier.
Endvidere er lovforslaget sendt til høring hos De
Danske Bilimportører, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Dansk Metal,
Forbrugerrådet, Erhvervenes Transportudvalg, Den Danske Dommerforening,
Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Østre
Landsret og Præsidenten for Højesteret.
Høringssvarene og kommentarerne hertil vil
blive fremlagt under behandlingen af lovforslaget.
Det bemærkes, at et udkast til lovforslaget har
været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som har vurderet, at
forslaget ikke indeholder administrative konsekvenser og derfor ikke
forelægges Testpanelet.
Sammenfatning af økonomiske og administrative
konsekvenser
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Merudgift for staten på ca. 20 mill. kr. årligt.
Finansårsvirkningerne i 2002 skønnes til en merudgift på
20 mill. kr.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Årlige merudgifter til 3 årsværk i
Landsskatteretten og ca. 15 årsværk i Told*Skat , ca. 80.000 kr.
til information samt et ubetydeligt merarbejde i kommunerne.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Mindre omkostningskrævende at føre skatte- og
afgiftssager
Ingen nævneværdige
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter den gældende bestemmelse i
skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1, ydes der alene en
godtgørelse på 50 pct. af de godtgørelsesberettigede
udgifter i de sager, som den skatte- eller afgiftspligtige vinder.
Det foreslås, at ordningen forbedres, således
at der ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den skatte- eller
afgiftspligtige opnår fuldt medhold eller medhold i overvejende
grad.
Baggrunden herfor er, at det forekommer urimeligt, at selv
om en skatte- eller afgiftspligtig vinder sin sag, kan vedkommende stå
tilbage med et økonomisk tab, fordi godtgørelsen efter de
gældende regler kun dækker halvdelen af udgifterne til sagkyndig
bistand mv.
Med forslaget vil disse urimeligheder blive fjernet.
Taber den skatte- eller afgiftspligtige sin sag,
godtgøres dennes udgifter til sagkyndig bistand mv. fortsat med 50
pct.
Vurderingen af, hvorvidt sagen er vundet fuldt ud eller i
overvejende grad eller tabt af den skatte- eller afgiftspligtige dvs. den
skatte- eller afgiftspligtige ikke har fået medhold eller i hvert fald
ikke fået medhold i overvejende grad - foretages instans for instans.
Opnår den skatte- eller afgiftspligtige fuldt eller overvejende
medhold ved en instans, bliver udgifterne til sagkyndig bistand mv.
dækket med 100 pct. ved den pågældende instans. Om der skal
ske genoptagelse af ansøgningerne om omkostningsgodtgørelse for
tidligere instanser med henblik på efterregulering af tidligere
udbetalte godtgørelser, må derimod bero på en vurdering af
sagen ved de tidligere instanser i lyset af det eller de vundne punkter.
Det kan således forekomme, at selv om den skatte-
eller afgiftspligtige får fuldt medhold ved en instans med den
følge, at udgifterne til sagen ved denne instans dækkes med 100
pct., vil dette forhold ikke være tilstrækkeligt til at foretage
en efterregulering af udbetalte omkostningsgodtgørelser for tidligere
instanser, hvis det eller de vundne klagepunkter ikke indgår i den
samlede sag ved den pågældende instans med en tilstrækkelig
tyngde. Kun hvis det eller de vundne klagepunkter indgår med en
tilstrækkelig tyngde, således at den skatte- eller
afgiftspligtige ud fra en samlet vurdering af sagen ved den
pågældende instans må anses for at have vundet den i
overvejende grad, vil der skulle foretages en efterregulering af tidligere
udbetalte godtgørelser, således at dækningsgraden samlet
set bliver 100 pct.
Det er alle udgifterne i sagen, som i givet fald bliver
dækket med 100 pct. De godtgørelsesberettigede udgifter
fremgår af skattestyrelseslovens § 33 C. For så vidt
angår udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en
afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller
prøves ved domstolene, jf. § 33 C, stk. 1, nr. 6, vil
udgifterne ved indhentelse af en sådan udtalelse også kunne
dækkes med 100 pct. i det tilfælde, hvor den skatte- eller
afgiftspligtige kun har fået overvejende medhold, men på baggrund
af den sagkyndiges udtalelse vælger ikke at få de punkter, hvor
der ikke er givet medhold, prøvet ved en overordnet instans.
Har den skatte- eller afgiftspligtige udgifter til
sagkyndig bistand mv. i forbindelse med en anmodning til
skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende
myndigheds egen tidligere afgørelse, jf. skattestyrelseslovens
§ 33 D, stk. 1, nr. 3, vil udbetalingen af en godtgørelse
på 100 pct. ikke være betinget af, at en imødekommelse af
genoptagelsessagen også fører til et ligningsmæssigt
gunstigt resultat for den skatte- eller afgiftspligtige. Genoptagelsessagen
og ansættelsessagen må således i
godtgørelsesmæssig henseende anses for at være to
selvstændige sager.
Efter de gældende regler kan
omkostningsgodtgørelse alene ydes, såfremt den skatte- eller
afgiftspligtige kan godtgøre, at denne har betalt de
godtgørelsesberettigede udgifter til sagkyndig bistand mv.
Efter forslaget er det ikke længere en betingelse,
at udgifterne faktisk er betalt. Efter forslaget er det tilstrækkeligt,
at det kan dokumenteres, at udgifterne skal betales ifølge regning.
Baggrunden for denne ændring af godtgørelsesordningen er, at det
ikke forekommer rimeligt at påføre den skatte- eller
afgiftspligtige udgifter til og eventuelt besvær med finansiering af
udgifterne til den sagkyndige bistand mv., når disse udgifter - som
udgangspunkt - alligevel vil blive godtgjort - i hvert fald med 50 pct.
Til nr. 2
Efter de gældende regler i skattestyrelseslovens
§ 33 A, stk. 2, ydes der en godtgørelse på 85 pct. af
de godtgørelsesberettigede udgifter, hvis udgifterne er betalt i
anledning af, at skattemyndighederne viderefører en sag - typisk fordi
den er principiel. Godtgørelsen ydes kun til dækning af de
godtgørelsesberettigede udgifter, som afholdes til sagens behandling
ved den instans, hvortil skattemyndighederne har indbragt sagen.
Godtgørelsen på de 85 pct. ydes uanset udfaldet af sagen ved den
pågældende instans.
Det foreslås, at godtgørelsen på 85
pct. hæves til 100 pct. Dette kan få betydning, hvis den skatte-
eller afgiftspligtige taber sagen ved den pågældende instans. Det
er i den forbindelse ikke fundet rimeligt, at den skatte- eller
afgiftspligtige ikke fuldt ud får dækket sine udgifter til
behandlingen af sagen ved den pågældende instans, når sagen
udelukkende videreføres i skattemyndighedernes interesse.
Ligesom det foreslås for den almindelige
godtgørelse efter § 33 A, stk. 1, foreslås det for den
særlige godtgørelse, at det ikke længere er et krav, at
udgifterne til sagkyndig bistand mv. er betalt ved ansøgning om
godtgørelse. Efter forslaget er det således
tilstrækkeligt, at udgifterne skal betales ifølge regning. Der
henvises om baggrunden herfor til bemærkningerne under nr. 1.
Til nr. 3
Det foreslås, at den sagkyndige senest 14 dage efter
sin første henvendelse til den instans, der behandler den
godtgørelsesberettigede sag, skal fremsende et specificeret
overslag over de udgifter til behandlingen af det eller de
spørgsmål i sagen ved instansen, som den skatte- eller
afgiftspligtige kan forvente at skulle betale den sagkyndige.
Såfremt overslaget ikke fremsendes senest 14
dage efter den sagkyndiges første henvendelse, vil der ikke kunne ydes
en godtgørelse med 100 pct. ved den pågældende instans,
selv om den skatte- eller afgiftspligtige får fuldt eller overvejende
medhold ved denne instans. Godtgørelsen kan i så fald kun ydes
med 50 pct. ved denne myndighed.
Derimod er der ikke noget i vejen for, at den skatte-
eller afgiftspligtige i godtgørelsesmæssig henseende stilles,
som om denne havde fået fuldt eller overvejende medhold ved tidligere
instanser, forudsat at den sagkyndige ved disse instanser har fremsendt sine
overslag på behørig vis.
Efter forslaget er der dog mulighed for, at told- og
skatteregionen kan se bort fra en overskridelse af 14-dagesfristen,
såfremt ganske særlige omstændigheder taler herfor. Det kan
f.eks. være i situationer, hvor det må anses for særligt
undskyldeligt, at overslaget ikke er blevet fremsendt inden fristens
udløb. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis den sagkyndige
inden udløbet af fristen er blevet alvorlig syg og således
har været ude af stand til at udarbejde overslaget.
Et afslag på dispensation fra told- og
skatteregionen kan påklages til Told- og Skattestyrelsen.
Efter den gældende godtgørelsesordning er
kredsen af sagkyndige, som kan bistå den skatte- eller afgiftspligtige,
bred. Med det foreliggende lovforslag sker der ingen ændringer i
kredsen af sagkyndige.
Formålet med det foreslåede overslag over den
sagkyndiges udgifter til sagen er navnlig at give myndighederne mulighed for
at vurdere rimeligheden af den sagkyndiges honorar og hindre eventuelt
misbrug som følge af, at der senere eventuelt kan blive tale om at yde
den skatte- eller afgiftspligtige fuld dækning for dennes udgifter til
sagkyndig bistand mv.
Overslaget vil kunne indgå i told- og
skatteforvaltningens vurdering af, om den sagkyndiges honorar er rimeligt.
Overslaget kan dog selvsagt kun være vejledende for denne myndigheds
vurdering. Således kan der i sagen opstå uforudsete forhold, som
kræver en dyberegående, udgiftskrævende behandling, som
også berettiger til godtgørelse.
Når der stilles krav om, at den sagkyndige
specificerer sit overslag i relation til det eller de spørgsmål,
som sagen vedrører, skyldes det også, at myndighederne gennem
udgiftsskønnet på de enkelte punkter kan danne sig et indtryk af
sagens tyngde, hvilket igen kan få betydning for myndighedernes
medholdsvurdering, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 3.
Da sagens udfald er en selvstændig parameter for
advokaters honorarfastsættelse, kan det eventuelt blive
nødvendigt for denne kreds af sagkyndige at udarbejde overslaget,
således at der tages højde for de mulige udfald ved
instansen.
Den sagkyndiges første henvendelse til
klageinstansen vil typisk være skriftlig i form af en skriftlig klage.
Imidlertid kan man også forestille sig, at henvendelsen sker mundtligt.
I så fald må den sagkyndige for at kunne dokumentere, at
overslaget er afgivet senest 14 dage efter den første henvendelse til
myndigheden, gøre en notits om den mundtlige henvendelse til instansen
om sagen.
Skifter den skatte- eller afgiftspligtige sagkyndig under
sagens behandling ved en instans, skal den nye sagkyndige indsende et
overslag over de forventede udgifter, medmindre vedkommende mener, at
udgifterne ikke vil overstige de udgifter, som den nu udtrådte
sagkyndige har skønnet, at der vil være til sagens
behandling.
I domstolssager kan den sagkyndiges overslag typisk
medfølge det første processkrift, som den sagkyndige
udarbejder. Indtræder den sagkyndige først efter
skriftsvekslingens afslutning, kan overslaget medfølge orienteringen
til domstolene om den sagkyndiges indtræden i sagen.
En kopi af overslaget skal ifølge bestemmelser, som
påtænkes fastsat af skatteministeren om, hvilke oplysninger der
skal følge ansøgningen om omkostningsgodtgørelse,
indsendes til told- og skatteregionen sammen med ansøgningen om
omkostningsgodtgørelse, jf. den foreslåede
bemyndigelsesbestemmelse i skattestyrelseslovens § 33 G.
Til nr. 4
Ændringen er alene en konsekvens af, at det efter
forslaget ikke længere er en forudsætning for at opnå
godtgørelse, at udgifterne har været betalt. Der henvises herom
nærmere til bemærkningerne under nr. 1.
Til nr. 5
Efter forslaget til den ny bestemmelse i § 33
E skal den administrative instans, som afgør det materielle
spørgsmål i en skatte- eller afgiftssag omfattet af
skattestyrelseslovens 33 D, samtidig med afgørelsen afgive en
udtalelse til den skatte- eller afgiftspligtige om, hvorvidt denne må
anses for at have tabt sagen helt, fået medhold i ikke overvejende
grad, fået medhold i overvejende grad eller fået fuldt medhold.
Udtalelsen skal være begrundet. Stadfæstes afgørelsen fra
en tidligere instans, eller vindes sagen på alle punkter af den skatte-
eller afgiftspligtige, kan begrundelsen være summarisk.
En kopi af denne udtalelse skal ifølge
bestemmelser, som påtænkes fastsat af skatteministeren om, hvilke
oplysninger der skal følge ansøgningen om
omkostningsgodtgørelse, indsendes til told- og skatteregionen sammen
med ansøgningen om omkostningsgodtgørelse, jf. den
foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i skattestyrelseslovens § 33
G.
Told- og skatteregionen lader udtalelsen indgå i sin
vurdering af graden af medhold i sagen. Udtalelsen er ikke bindende for told-
og skatteregionens afgørelse, men kun vejledende, om end den må
tillægges meget betydelig vægt. Det kan således
tænkes, at told- og skatteregionen ikke følger vurderingen i
udtalelsen, hvis den ikke deler klageinstansens vurdering af
medholdsgraden.
Udtalelsen har ikke alene betydning for vurderingen af
medholdsgraden ved den instans, som afgiver udtalelsen. Udtalelsen har
også betydning i de tilfælde, hvor told- og skatteregionen skal
foretage en samlet medholdsvurdering.
Told- og skatteregionens vurdering af
medholdsspørgsmålet meddeles samtidig med afgørelsen om
godtgørelsens størrelse. Told- og skatteregionens
afgørelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen.
Baggrunden for forslaget er, at de administrative
instanser, som har behandlet det materielle skatte- eller
afgiftsspørgsmål i sagen, må antages at kunne yde et meget
væsentligt bidrag til afklaringen af
medholdsspørgsmålet.
Hvis ikke de administrative instanser havde pligt
til at afgive den omhandlede udtalelse, måtte det antages, at told- og
skatteregionerne ville blive påført et meget betydeligt arbejde
med at vurdere betydningen af sagens udfald ved de enkelte instanser for at
kunne danne sig et samlet billede af medholdsgraden. Endvidere måtte
det antages, at told- og skatteregionerne i en vis udstrækning
alligevel ville indhente udtalelser fra de administrative instanser for at
få disse myndigheders syn på
medholdsspørgsmålet.
Af hensyn til told- og skatteforvaltningens behandling af
medholdsspørgsmålet er det også foreslået, at
udtalelsen begrundes. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der i visse
situationer kan være behov for at indhente yderligere oplysninger fra
de pågældende myndigheder til brug for behandlingen af
medholdsspørgsmålet. I sådanne situationer kan det komme
på tale at foretage en forskudsvis udbetaling af det ansøgte
godtgørelsesbeløb på 50 pct., jf. nærmere herom
bemærkningerne straks nedenfor.
Efter forslaget til den nye bestemmelse i § 33
F kan told- og skatteregionen efter stk. 1 udbetale det
ansøgte godtgørelsesbeløb med 50 pct. forskudsvis,
såfremt told- og skatteregionen finder, at ansøgningen kan give
anledning til nærmere at undersøge spørgsmålet om
medholdsgraden.
Dette kan således ske, såfremt
medholdsvurderingen forekommer vanskelig at foretage, og vurderingen
således f.eks. kræver yderligere udtalelser fra de administrative
klageinstanser. Det kan også ske i det tilfælde, hvor både
medholdsvurderingen og honorarets størrelse kræver yderligere
undersøgelser, eller der i øvrigt er forhold i
ansøgningen, som kræves nærmere belyst.
Samtidig med den forskudsvise udbetaling meddeler told- og
skatteregionen ansøgeren, hvorpå sagen beror.
Indhentes supplerende udtalelser fra de administrative
klageinstanser, gives der forinden en afgørelse træffes, den
skatte- eller afgiftspligtige adgang til at kommentere de supplerende
udtalelser i overensstemmelse med de almindelige partshøringsregler i
forvaltningsloven.
Baggrunden for forslaget på dette punkt er, at
behovet for en nærmere behandling af
godtgørelsesspørgsmålet ikke bør komme den
godtgørelsesberettigede økonomisk til skade. Derfor er der
efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 bestemt, at
såfremt det viser sig, at godtgørelsesbeløbet er
større end det beløb, der er udbetalt forskudsvis, skal
myndighederne udbetale restbeløbet med en rente beregnet i henhold til
rentesatsen i kildeskattelovens § 62, stk. 3. Denne rentesats ydes
i tilfælde, hvor en skattepligtig skal have udbetalt overskydende skat
efter 1. oktober i året efter indkomståret. Renten, der er
variabel, er den 1. januar 2002 fastsat til 0,6 pct. pr. måned.
Denne rente, som ikke er skattepligtig for modtageren, jf.
bemærkningerne til § 2 nedenfor, beregnes pr. påbegyndt
måned fra ansøgningstidspunktet til udbetalingstidspunktet.
Det kan også forekomme, at en ansøgning om
omkostningsgodtgørelse alene giver told- og skatteregionen anledning
til nærmere at undersøge størrelsen af udgifterne til
behandling af sagen, herunder den sagkyndiges honorar. Det følger af
den foreslåede bestemmelses stk. 3, at der i den situation
skal ske udbetaling af den ansøgte godtgørelse til den skatte-
eller afgiftspligtige med forbehold for eventuel tilbagebetaling.
Baggrunden for forslaget er, at det som udgangspunkt ikke
bør komme den skatte- eller afgiftspligtige økonomisk til
skade, at myndighederne stiller spørgsmål ved rimeligheden af
størrelsen af sagsudgifterne, herunder den sagkyndiges honorar, hvis
afklaring kan trække ud.
I forbindelse med forbeholdet skal told- og skatteregionen
samtidig oplyse ansøgeren, hvorpå sagen beror.
Indhentes udtalelser fra den sagkyndiges
brancheorganisations klagenævn, kan der i overensstemmelse med de
almindelige partshøringsregler i forvaltningsloven ikke træffes
afgørelse om godtgørelsesspørgsmålet, uden at der
forinden har været givet den sagkyndige/ den skatte- eller
afgiftspligtige adgang til at kommentere dette nævns udtalelse.
Såfremt der er tvivl om størrelsen af et
advokathonorar, kan told- og skatteregionen forelægge
honorarspørgsmålet for kredsbestyrelsen i den advokatkreds, hvor
den pågældende advokat eller advokatselskabet har sit kontor, jf.
retsplejelovens § 146. Da kredsbestyrelsens afgørelse
ifølge retsplejelovens § 147 kan indbringes for
Advokatnævnet inden 4 uger efter, at kredsbestyrelsens afgørelse
er meddelt parterne, bør told- og skatteregionen vente med at
træffe endelig afgørelse om
godtgørelsesspørgsmålet, til en eventuel klagebehandling
ved Advokatnævnet er afsluttet.
I stk. 4 foreslås det, at såfremt
godtgørelsesbeløbet findes at være mindre end det
beløb, som er udbetalt med forbehold, skal den
godtgørelsesberettigede tilbagebetale det for meget udbetalte
godtgørelsesbeløb. Den skatte- eller afgiftspligtige har
ret til at få henstand med tilbagebetalingen af dette
beløb, såfremt afgørelsen om godtgørelsens
størrelse påklages til Told- og Skattestyrelsen eller indbringes
for domstolene. Der beregnes ikke renter af det beløb, som der er
givet henstand med.
En sådan mulighed for henstand findes tilsvarende
ved påklage af en skatteansættelse eller ved
domstolsprøvelse af en sådan. Det er fundet rimeligt, at den
skatte- eller afgiftspligtige ikke belastes økonomisk i en sådan
situation.
Hvis den skatte- eller afgiftspligtige ikke vil
udnytte sin ret til at få henstand, men i stedet betaler det
omtvistede beløb, og det senere viser sig, at godtgørelsen har
været større end det beløb, som myndighederne har
fastsat, tilbagebetales dette beløb efter stk. 5
til den skatte- eller afgiftspligtige med en rente beregnet efter
kildeskattelovens § 62, stk. 3. Renten, som ikke er skattepligtig
for modtageren, jf. bemærkningerne til § 2 nedenfor, beregnes pr.
påbegyndt måned fra dagen for indbetaling af det opkrævede
godtgørelsesbeløb til tilbagebetalingstidspunktet.
Den gældende bestemmelse i § 33 E indeholder en
bemyndigelse til skatteministeren til at fastsætte nærmere
bestemmelser om kravene til dokumentation for betalingen af de
godtgørelsesberettigede udgifter m.v. Efter den foreslåede
bestemmelse i § 33 G er bestemmelsen i § 33 E ændret
således, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte
nærmere bestemmelser om, hvilke oplysninger der skal følge en
ansøgning om omkostningsgodtgørelse. Ændringen er en
konsekvens af forslaget om, at det ikke længere er en
forudsætning for at opnå godtgørelse, at de
godtgørelsesberettigede udgifter er betalt. Der henvises herom
nærmere til bemærkninger til nr. 1.
De foreslåede bestemmelser i §§ 33 H - 33
J er kun ændret redaktionelt. Skatteministeren skal efter den
foreslåede bestemmelse i § 33 H årligt afgive en
redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling i
godtgørelsessagerne. De foreslåede §§ 33 I - 33 J er
bestemmelser om straf for afgivelsen af urigtige eller vildledende
oplysninger mv. til brug for beregningen af
omkostningsgodtgørelse.
Til § 2
Det foreslås i nr. 1, at de renter, der
udbetales efter de foreslåede bestemmelser i skattestyrelseslovens
§ 33 F, stk. 2 og 5, ikke medregnes ved indkomstopgørelsen.
Herved behandles disse renter skattemæssigt på samme måde
som selve godtgørelsesbeløbet, som ifølge den
gældende ligningslovs § 7 Q, stk. 1, nr. 1, heller
ikke beskattes hos modtageren.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelse i Lovtidende og har virkning for sager, hvor
godtgørelsesspørgsmålet i sagen ikke er endeligt afgjort
efter de tidligere gældende regler inden den 17. januar 2002.
Den skatte- eller afgiftspligtige kan vælge at
ansøge om omkostningsgodtgørelse efter hver instansbehandling
eller vente med at ansøge, til sagen er endeligt afgjort.
Ved at knytte lovens virkninger til tidspunktet for
godtgørelsessagens afslutning opnås, at den nye,
foreslåede ordning kommer til at omfatte sager, i hvilke der allerede
tidligere er ydet godtgørelse med 50 pct. efter den gældende
ordning på baggrund af ansøgning efter en tidligere
instansbehandling. Det forudsætter dog, at
godtgørelsesspørgsmålet i sagen ikke er endeligt afgjort
efter de tidligere gældende regler inden den 17. januar 2002.
Foreligger der således for told- og
skatteforvaltningen ikke-færdigbehandlede sager om
omkostningsgodtgørelse den 17. januar 2002, vil disse sager blive
omfattet af lovforslagets bestemmelser om ydelse af 100 pct. i
godtgørelse ved fuldt eller overvejende medhold.
Lovforslaget omfatter omvendt ikke de sager, som er
endeligt afgjort såvel vedrørende det materielle skatte- eller
afgiftsspørgsmål som vedrørende spørgsmålet
om omkostningsgodtgørelse. Der er således ikke mulighed for at
få genoptaget tidligere afsluttede godtgørelsessager.
Lovforslagets bestemmelser om den sagkyndiges overslag,
jf. § 1, nr. 3, og om klageinstansens udtalelse over
medholdsspørgsmålet, jf. den foreslåede affattelse af
skattestyrelseslovens § 33 E i § 1, nr. 5, vil alene have virkning
for sager, som rejses ved den pågældende instans fra og med dagen
efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende.
Konsekvensen heraf er, at told- og skatteregionerne i
disse overgangssager må indhente udtalelser fra de administrative
myndigheder, i det omfang de finder behov herfor til brug for vurderingen af
spørgsmålet om medholdsgraden mv.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
Kapitel 3 A
Omkostningsgodtgørelse
§ 1
I lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v.
(Skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 859 af 13. september
2000, som ændret ved § 4 i lov nr. 483 af 7. juni 2001, foretages
følgende ændringer:
§ 33 A.
Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de
udgifter, som en person omfattet af § 33 B, har betalt til
sagkyndig bistand m.v., som nævnt i § 33 C i de sager, som er
nævnt i § 33 D.
1.
§ 33 A, stk. 1, affattes således:
"§ 33 A. Der ydes en godtgørelse på 50 pct.
af de udgifter, som en person omfattet af § 33 B, ifølge regning
skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v., som nævnt i
§ 33 C i de sager, som er nævnt i § 33 D. Dog ydes en
godtgørelse på 100 pct., såfremt den
pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller
medhold i overvejende grad.".
Stk. 2.
Godtgørelsen er dog på 85 pct. af de
godtgørelsesberettigede udgifter, hvis udgifterne er betalt i
anledning af, at told- og skatteforvaltningen vil ændre en kommunal
ansættelse, jf. § 14, stk. 4, 2. pkt., eller den centrale
told- og skatteforvaltning af egen drift vil ændre en afgørelse
truffet af den regionale told- og skatteforvaltning, eller told- og
skatteforvaltningen forelægger en skatteankenævnskendelse eller
en ejendomsvurdering for Ligningsrådet til ændring, jf.
§ 14, stk. 5, eller Skatteministeriet indbringer en
landsskatteretskendelse for landsretten, eller Skatteministeriet anker en
landsretsdom til Højesteret. Godtgørelsen efter 1. pkt.
ydes kun til dækning af de godtgørelsesberettigede udgifter, som
afholdes til sagens behandling ved henholdsvis told- og skatteforvaltningen,
Ligningsrådet, landsretten eller Højesteret.
2.
§ 33 A, stk. 2, 1. pkt., affattes
således:
"Stk. 2. Godtgørelsen er på 100 pct. af de
godtgørelsesberettigede udgifter, hvis udgifterne ifølge
regning skal betales eller er betalt i anledning af, at told- og
skatteforvaltningen vil ændre en kommunal ansættelse, jf.
§ 14, stk. 4, 2. pkt., eller den centrale told- og
skatteforvaltning af egen drift vil ændre en afgørelse truffet
af den regionale told- og skatteforvaltning, eller told- og
skatteforvaltningen forelægger en skatteankenævnskendelse eller
en ejendomsvurdering for Ligningsrådet til ændring, jf.
§ 14, stk. 5, eller Skatteministeriet indbringer en
landsskatteretskendelse for landsretten, eller Skatteministeriet anker en
landsretsdom til Højesteret.".
Stk. 3.
Landsskatteretten kan bestemme, at udgifter, der er
eller vil blive afholdt til syn og skøn i en landsskatteretssag, jf.
§ 30, skal godtgøres fuldt ud. Tilsvarende kan
Ligningsrådet bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til
syn og skøn i en sag om bindende forhåndsbesked ved
Ligningsrådet, jf. § 20 B, stk. 5, skal godtgøres
fuldt ud.
Stk. 4.
Krav på godtgørelse efter stk. 1-3
kan ikke sælges, pantsættes eller på anden måde
overdrages. Kravet kan heller ikke gøres til genstand for
retsforfølgning eller modregning.
3.
I § 33 A, indsættes efter stk. 3
som nyt stykke:
"Stk. 4. Den sagkyndige skal senest 14 dage efter sin
første henvendelse til den instans, der behandler den
godtgørelsesberettigede sag, fremsende et specificeret overslag over
de udgifter til behandlingen af det eller de spørgsmål i sagen
ved den pågældende instans, som den
godtgørelsesberettigede kan forvente at skulle betale den sagkyndige.
Fremsendelsen af overslaget er en forudsætning for, at der kan ydes en
godtgørelse på 100 pct. af sagens udgifter ved den
pågældende instans efter stk. 1 og 2. Der kan dog bortses
fra en overskridelse af fristen i 1. pkt, hvis ganske særlige
omstændigheder taler herfor.".
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
§ 33 B.
Den godtgørelsesberettigede er, uanset om denne
er en fysisk eller en juridisk person, herunder et dødsbo:
1) Den, der ifølge lovgivningen er berettiget til at klage over
en afgørelse i en sag, som er nævnt i § 33 D, eller
som kan indbringe en sådan afgørelse for domstolene.
2) Den, som i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som
er nævnt i § 33 D.
3) Den, som en myndighed inddrager i en sag omfattet af
§ 33 D, fordi myndigheden skønner, at den
pågældende har en direkte retlig interesse i sagens udfald.
§ 33 C.
Godtgørelsesberettigede er følgende
udgifter, når de er betalt:
1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat
hos den godtgørelsesberettigede.
2) Retsafgifter, bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf.
§ 25, stk. 4.
3) Udgifter til syn og skøn.
4) Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet
bevismateriale.
5) Pålagte sagsomkostninger.
6) Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en
afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller
prøves ved domstolene.
Stk. 2.
De godtgørelsesberettigede udgifter reduceres
med:
1) Tilkendte sagsomkostninger.
2) Offentlig retshjælp.
3) Afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms efter
lov om merværdiafgift (momsloven).
4.
I § 33 C affattes stk. 1
således:
"§ 33 C. Godtgørelsesberettigede er
følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales
eller er betalt:
1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat
hos den godtgørelsesberettigede.
2) Retsafgifter, bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf.
§ 25, stk. 4.
3) Udgifter til syn og skøn.
4) Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet
bevismateriale.
5) Pålagte sagsomkostninger.
6) Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en
afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller
prøves ved domstolene.".
§ 33 D.
Godtgørelse ydes
1) ved klage til skatteankenævnet eller til
Landsskatteretten
2) ved klage til en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen
eller Ligningsrådet over en afgørelse, som er truffet efter
bemyndigelse fra skatteministeren
3) i forbindelse med en anmodning til skatteankenævnet eller
Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere
afgørelse
4) i en sag vedrørende skatter eller afgifter for EF-Domstolen,
hvor den godtgørelsesberettigede er part, og
5) i en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om
ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af
forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen).
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder
dog ikke klager til Told- og Skattestyrelsen i sager vedrørende told
eller afgifter samt i sager om arbejdsgiverkontrol bortset fra
hæftelsessager.
Stk. 3.
Godtgørelse ydes endvidere ved
domstolsprøvelse af afgørelser i sager, som er
godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-3, og
stk. 2.
§ 33 E.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere
bestemmelser om kravene til dokumentation for betalingen af de
godtgørelsesberettigede udgifter m.v.
5.
§§ 33 E- 33 H ophæves og i stedet
indsættes:
"§ 33 E. I sager, der afgøres administrativt,
afgiver den instans, der træffer afgørelse i den
godtgørelsesberettigede sag, samtidig med afgørelsen i sagen en
begrundet udtalelse om, i hvilket omfang den godtgørelsesberettigede
har fået medhold i det eller de godtgørelsesberettigede
spørgsmål, som er forelagt den. Denne udtalelse indgår i
vurderingen af størrelsen af den godtgørelse, den
godtgørelsesberettigede er berettiget til. Udtalelsen er dog ikke
bindende for afgørelsen af spørgsmålet om
godtgørelsens størrelse.
§ 33 F.
Skatteministeren afgiver årligt en
redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling m.v.
i de sager, hvortil der kan ydes omkostningsgodtgørelse.
§ 33 F
. Giver en ansøgning om
omkostningsgodtgørelse anledning til nærmere at
undersøge, i hvilket omfang den godtgørelsesberettigede har
fået medhold i sin sag, udbetales forskudsvis 50 pct. af det
ansøgte godtgørelsesbeløb.
Stk. 2.
Er godtgørelsesbeløbet større end
det beløb, som efter stk. 1 er udbetalt forskudsvis, udbetales
restbeløbet med en rente. Renten beregnes med rentesatsen i
kildeskattelovens § 62, stk. 3, pr. påbegyndt måned
regnet fra dagen for modtagelsen af ansøgningen om
omkostningsgodtgørelse.
Stk. 3
. Giver en ansøgning om
omkostningsgodtgørelse alene anledning til nærmere at
undersøge størrelsen af udgifterne til behandling af sagen,
herunder den sagkyndiges honorar, udbetales godtgørelsen ifølge
ansøgningen med forbehold for eventuel tilbagebetaling.
Stk. 4.
Er godtgørelsesbeløbet mindre end det
beløb, som efter stk. 3 er udbetalt med forbehold, skal den
godtgørelsesberettigede tilbagebetale det for meget udbetalte
godtgørelsesbeløb. Den godtgørelsesberettigede har ret
til henstand, såfremt afgørelsen om godtgørelsens
tilbagebetaling påklages eller indbringes for domstolene.
Stk. 5.
Har den godtgørelsesberettigede tilbagebetalt
godtgørelsesbeløbet efter stk. 4, 1. pkt., og findes dette
beløb senere at være blevet tilbagebetalt med urette, udbetales
beløbet med en rente. Renten beregnes med rentesatsen i
kildeskattelovens § 62, stk. 3, pr. påbegyndt måned
regnet fra dagen for indbetaling af det opkrævede
godtgørelsesbeløb.
§ 33 G.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft
uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier
oplysninger til brug for beregningen af omkostningsgodtgørelse.
Stk. 2.
Der kan pålægges selskaber m.v.
(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.
kapitel.
§ 33 G.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere
bestemmelser om, hvilke oplysninger der skal følge en
ansøgning om omkostningsgodtgørelse.
§ 33 H.
Skønnes en overtrædelse ikke at ville
medføre højere straf end bøde, kan skatteministeren
tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden
retslig forfølgning, såfremt denne erkender sig skyldig i
overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere
angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i
tilkendegivelsen angiven bøde.
Stk. 2.
Med hensyn til den i stk. 1 nævnte
tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om indholdet af et
anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Betales bøden i rette tid, eller bliver
den efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre
forfølgning. Skattekontrollovens § 23 A om opkrævning og
inddrivelse finder tilsvarende anvendelse.
§ 33 H.
Skatteministeren afgiver årligt en
redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling m.v.
i de sager, hvortil der kan ydes omkostningsgodtgørelse.
§ 33 I.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft
uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier
oplysninger til brug for beregningen af omkostningsgodtgørelse.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v.
(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.
kapitel.
§ 33 J.
Skønnes en overtrædelse ikke at ville
medføre højere straf end bøde, kan skatteministeren
tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden
retslig forfølgning, såfremt denne erkender sig skyldig i
overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere
angiven frist, der efter anmodning kan forlænges, at betale en i
tilkendegivelsen angiven bøde.
Stk. 2.
Med hensyn til den i stk. 1 nævnte
tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om indholdet af et
anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Betales bøden i rette tid, eller bliver
den efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre
forfølgning. Skattekontrollovens § 23 A om opkrævning og
inddrivelse finder tilsvarende anvendelse.".
Lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf.
Lovbekendtgørelse nr. 887 af 8. oktober 2001
§ 2
I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 887 af 8. oktober 2001, foretages
følgende ændringer:
§ 7 Q.
Til den skattepligtige indkomst medregnes
ikke:
1) Godtgørelse efter § 33 A i skattestyrelsesloven.
2) Beløb, som betales til en godtgørelsesberettiget
person efter skattestyrelseslovens kapitel 3 A til dækning af dennes
udgifter til sagkyndig bistand m.v. Det gælder dog ikke, i det omfang
beløbet med tillæg af omkostningsgodtgørelsen og andre
godtgjorte udgifter overstiger personens samlede udgifter til sagkyndig
bistand m.v. i sagen, eller i det omfang beløbet ikke må anses
for ydet som følge af yderens retlige interesse i sagen.
Stk. 2.
Beløb, som er nævnt i stk. 1, nr. 2,
kan ikke fradrages i den skattepligtige indkomst, medmindre yderen er en fond
eller forening m.v., der efter lovgivningens almindelige regler har fradrag
for udlodninger eller uddelinger. Ydes beløbet som led i et
ansættelsesforhold eller som led i en aftale om personligt arbejde i
øvrigt til dækning af modtagerens udgifter til sagkyndig bistand
m.v., og fradrager arbejdsgiveren m.v. beløbet i sin skattepligtige
indkomst, medregnes beløbet til modtagerens skattepligtige
indkomst.
Stk. 3.
Udgifter til bistand i skattesager kan ikke fradrages
ved indkomstopgørelsen. I øvrigt kan udgifter, hvortil der kan
ydes godtgørelse efter kapitel 3 A i skattestyrelsesloven, ikke
fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
1.
§ 7 Q, stk. 1, nr. 1, affattes
således:
"1) Godtgørelse efter skattestyrelseslovens § 33 A
samt renter efter samme lovs § 33 F, stk. 2 og 5.".
§ 3
Stk. 1.
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning for sager, hvor
godtgørelsesspørgsmålet i sagen ikke er endeligt afgjort
efter de tidligere gældende regler inden den 17. januar 2002.
Stk. 2.
Det i § 1, nr. 3, foreslåede nye
stk. 4 i skattestyrelseslovens § 33 A og den i § 1, nr. 5,
foreslåede affattelse af skattestyrelseslovens § 33 E har virkning
for sager, som rejses ved den pågældende myndighed fra og med
dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende.
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (17. januar 2002) - L 54 Retsinformation · 17. januar 2002
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af skattestyrelsesloven og ligningsloven (Fuld omkostningsgodtgørelse i skattesager m.v., som skatteyder vinder fuldt ud eller i overvejende grad, eller som videreføres af skattemyndighederne) Retsinformation · 6. september 2002
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af skattestyrelsesloven og ligningsloven (Fuld omkostningsgodtgørelse i skattesager m.v., som skatteyder vinder fuldt ud eller i overvejende grad, eller som videreføres af skattemyndighederne) Retsinformation · 9. september 2002
- Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren er berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klagesag i Landsskatteretten vedrørende retten til fradrag for grundforbedringer Domsdatabasen · 27. maj 2019
- Forslag til Lov om ændring af skattestyrelsesloven, ligningsloven og skattekontrolloven Retsinformation · 5. april 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om ændring af omkostningsgodtgørelsesreglerne i skattesager Retsinformation · 18. januar 2001