Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af skattestyrelsesloven og ligningsloven (Fuld omkostningsgodtgørelse i skattesager m.v., som skatteyder vinder fuldt ud eller i overvejende grad, eller som videreføres af skattemyndighederne)

2001/2 LSF 54Lovforslag som fremsatSkatteministeriet17. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 17. januar 2002 af

skatteministeren (Svend Erik Hovmand)

Forslag

til

Lov om ændring af skattestyrelsesloven

og ligningsloven

(Fuld omkostningsgodtgørelse i skattesager m.v., som

skatteyder vinder fuldt ud eller i overvejende grad, eller som

videreføres af skattemyndighederne)

§ 1

I lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v.

(Skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 859 af 13. september

2000, som ændret ved § 4 i lov nr. 483 af 7. juni 2001, foretages

følgende ændringer:

1.

§ 33 A, stk. 1, affattes således:

"§ 33 A. Der ydes en godtgørelse

på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 33 B,

ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand

m.v., som nævnt i § 33 C i de sager, som er nævnt i

§ 33 D. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., såfremt

den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller

medhold i overvejende grad.".

2.

§ 33 A, stk. 2, 1. pkt., affattes

således:

"Stk. 2. Godtgørelsen er på 100 pct. af de

godtgørelsesberettigede udgifter, hvis udgifterne ifølge

regning skal betales eller er betalt i anledning af, at told- og

skatteforvaltningen vil ændre en kommunal ansættelse, jf.

Læs alt

§ 14, stk. 4, 2. pkt., eller den centrale told- og

skatteforvaltning af egen drift vil ændre en afgørelse truffet

af den regionale told- og skatteforvaltning, eller told- og

skatteforvaltningen forelægger en skatteankenævnskendelse eller

en ejendomsvurdering for Ligningsrådet til ændring, jf.

§ 14, stk. 5, eller Skatteministeriet indbringer en

landsskatteretskendelse for landsretten, eller Skatteministeriet anker en

landsretsdom til Højesteret.".

3.

I § 33 A, indsættes efter stk. 3

som nyt stykke:

"Stk. 4. Den sagkyndige skal senest 14 dage efter sin

første henvendelse til den instans, der behandler den

godtgørelsesberettigede sag, fremsende et specificeret overslag over

de udgifter til behandlingen af det eller de spørgsmål i sagen

ved den pågældende instans, som den

godtgørelsesberettigede kan forvente at skulle betale den sagkyndige.

Fremsendelsen af overslaget er en forudsætning for, at der kan ydes en

godtgørelse på 100 pct. af sagens udgifter ved den

pågældende instans efter stk. 1 og 2. Der kan dog bortses

fra en overskridelse af fristen i 1. pkt, hvis ganske særlige

omstændigheder taler herfor.".

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

4.

I § 33 C affattes stk. 1

således:

"§ 33 C. Godtgørelsesberettigede

er følgende udgifter, når de ifølge regning skal

betales eller er betalt:

1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat

hos den godtgørelsesberettigede.

2) Retsafgifter, bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf.

§ 25, stk. 4.

3) Udgifter til syn og skøn.

4) Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet

bevismateriale.

5) Pålagte sagsomkostninger.

6) Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en

afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller

prøves ved domstolene.".

5.

§§ 33 E- 33 H ophæves og i stedet

indsættes:

"§ 33 E. I sager, der afgøres

administrativt, afgiver den instans, der træffer afgørelse i den

godtgørelsesberettigede sag, samtidig med afgørelsen i sagen en

begrundet udtalelse om, i hvilket omfang den godtgørelsesberettigede

har fået medhold i det eller de godtgørelsesberettigede

spørgsmål, som er forelagt den. Denne udtalelse indgår i

vurderingen af størrelsen af den godtgørelse, den

godtgørelsesberettigede er berettiget til. Udtalelsen er dog ikke

bindende for afgørelsen af spørgsmålet om

godtgørelsens størrelse.

§ 33 F.

Giver en ansøgning om

omkostningsgodtgørelse anledning til nærmere at

undersøge, i hvilket omfang den godtgørelsesberettigede har

fået medhold i sin sag, udbetales forskudsvis 50 pct. af det

ansøgte godtgørelsesbeløb.

Stk. 2.

Er godtgørelsesbeløbet større end

det beløb, som efter stk. 1 er udbetalt forskudsvis, udbetales

restbeløbet med en rente. Renten beregnes med rentesatsen i

kildeskattelovens § 62, stk. 3, pr. påbegyndt måned

regnet fra dagen for modtagelsen af ansøgningen om

omkostningsgodtgørelse.

Stk. 3.

Giver en ansøgning om

omkostningsgodtgørelse alene anledning til nærmere at

undersøge størrelsen af udgifterne til behandling af sagen,

herunder den sagkyndiges honorar, udbetales godtgørelsen ifølge

ansøgningen med forbehold for eventuel tilbagebetaling.

Stk. 4.

Er godtgørelsesbeløbet mindre end det

beløb, som efter stk. 3 er udbetalt med forbehold, skal den

godtgørelsesberettigede tilbagebetale det for meget udbetalte

godtgørelsesbeløb. Den godtgørelsesberettigede har ret

til henstand, såfremt afgørelsen om godtgørelsens

tilbagebetaling påklages eller indbringes for domstolene.

Stk. 5.

Har den godtgørelsesberettigede tilbagebetalt

godtgørelsesbeløbet efter stk. 4, 1. pkt., og findes dette

beløb senere at være blevet tilbagebetalt med urette, udbetales

beløbet med en rente. Renten beregnes med rentesatsen i

kildeskattelovens § 62, stk. 3, pr. påbegyndt måned

regnet fra dagen for indbetaling af det opkrævede

godtgørelsesbeløb.

§ 33 G.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere

bestemmelser om, hvilke oplysninger der skal følge en ansøgning

om omkostningsgodtgørelse.

§ 33 H.

Skatteministeren afgiver årligt en

redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling m.v.

i de sager, hvortil der kan ydes omkostningsgodtgørelse.

§ 33 I.

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden

lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft

uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier

oplysninger til brug for beregningen af omkostningsgodtgørelse.

Stk. 2.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 33 J.

Skønnes en overtrædelse ikke at ville

medføre højere straf end bøde, kan skatteministeren

tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden

retslig forfølgning, såfremt denne erkender sig skyldig i

overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere

angiven frist, der efter anmodning kan forlænges, at betale en i

tilkendegivelsen angiven bøde.

Stk. 2.

Med hensyn til den i stk. 1 nævnte

tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om indholdet af et

anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Betales bøden i rette tid, eller bliver den

efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre

forfølgning. Skattekontrollovens § 23 A om opkrævning og

inddrivelse finder tilsvarende anvendelse.".

§ 2

I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf.

lovbekendtgørelse nr. 887 af 8. oktober 2001, foretages

følgende ændringer:

1.

§ 7 Q, stk. 1, nr. 1, affattes

således:

"1) Godtgørelse efter skattestyrelseslovens § 33 A

samt renter efter samme lovs § 33 F, stk. 2 og 5.".

§ 3

Stk. 1.

Loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning for sager, hvor

godtgørelsesspørgsmålet i sagen ikke er endeligt afgjort

efter de tidligere gældende regler inden den 17. januar 2002.

Stk. 2.

Det i § 1, nr. 3, foreslåede nye

stk. 4 i skattestyrelseslovens § 33 A og den i § 1, nr. 5,

foreslåede affattelse af skattestyrelseslovens § 33 E har virkning

for sager, som rejses ved den pågældende myndighed fra og med

dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning formålet med lovforslaget

Formålet med lovforslaget er at styrke skatteydernes

retssikkerhed ved at sikre borgerne og virksomhederne fuld dækning af

deres udgifter til sagkyndig bistand i sager, som de vinder fuldt ud eller i

overvejende grad.

Flere skatteydere opgiver at føre skattesager,

fordi det ofte vil være en langvarig, økonomisk og psykisk

belastning for den enkelte. Der er desuden stor risiko for, at omkostningerne

ved at få ret vil overstige den tilbagebetalte skat. Dette har Venstre

og Det Konservative Folkeparti gennem en længere årrække

påpeget som et problem over for den tidligere regering uden at

problemet på området er blevet løst.

Det er regeringens opfattelse, at de urimeligheder, som en

skatteyder udsættes for ved at få ret i sin skattesag og

alligevel stå tilbage med et økonomisk tab, vil blive fjernet

med dette lovforslag. Samtidig er der tilstræbt en så enkel og

administrerbar ordning som muligt både for skatteyderen, for den

sagkyndige og for myndighederne.

Lovforslaget skal ses som led i opfyldelse af de

mål, som regeringen har sat sig ved regeringsgrundlaget, og som

regeringspartierne har forpligtet sig til at opfylde inden 100 dage.

Efter de gældende regler ydes der en

godtgørelse på 50 pct. af skatteyderens udgifter til sagkyndig

bistand i de fleste skattesager, som skatteyderen påklager i det

administrative klagesystem eller får prøvet ved domstolene.

Godtgørelsen ydes uanset, om skatteyderen vinder eller taber

sagen.

Endvidere kan der i de situationer, hvor

skattemyndighederne viderefører sagen, ydes skatteyderen en

godtgørelse på 85 pct. af dennes udgifter til sagkyndig bistand

ved den pågældende instans. Godtgørelsen ydes uanset

sagens udfald.

Forslaget ændrer ikke på adgangen til for

skatteyderen at opnå en godtgørelse på 50 pct. af sine

bistandsudgifter, såfremt denne taber sagen. Det er derimod fundet

rimeligt at forhøje den godtgørelse, som udbetales, når

myndigheder viderefører en sag, fra 85 pct. til 100 pct. Herved sikres

det, at skatteyderen ikke står med udækkede udgifter i en sag

vedrørende et spørgsmål, som alene er blevet

videreført i skattemyndighedernes interesse, fordi

spørgsmålet findes at være af principiel betydning.

Ved lovforslaget opretholdes de gældende regler om,

at skatteministeren årligt skal afgive en redegørelse til

Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling m.v. i de sager, hvortil

der kan ydes omkostningsgodtgørelse. Herudover vil lovforslaget i

forhold til gældende regler blive underkastet særlig

lovovervågning. Skatteministeren vil derfor inden udgangen af 2005 give

Folketinget en uddybende redegørelse for anvendelse af den nye ordning

for årene 2002 2004.

2. Nærmere om den foreslåede ordning

Ordningen efter lovforslaget går i hovedtræk

ud på, at der fremover skal ydes en godtgørelse på 100

pct. af den skatte- eller afgiftspligtiges udgifter til sagkyndig bistand

mv., såfremt den skatte- eller afgiftspligtige i sin sag opnår

fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Endvidere hæves den godtgørelse, der ydes,

når det er skattemyndighederne, som viderefører en sag, fra 85

pct. til 100 pct. I øvrigt er denne ordning uændret og vil ikke

blive nærmere omtalt i det følgende.

Fremgangsmåden efter lovforslaget er den, at den

sagkyndige skal udarbejde et overslag over de forventede udgifter ved sin

behandling af sagen ved den pågældende instans, hvortil sagen er

indbragt. Overslaget, som skal fremsendes til instansen senest 14 dage

efter den sagkyndiges første henvendelse til instansen, skal

være specificeret således, at udgifterne til de enkelte punkter i

sagen klart fremgår af overslaget. Dette overslag indgår som et

vejledende moment i told- og skatteregionens senere vurdering af

godtgørelsens størrelse, herunder af rimeligheden af det

honorar, som der ønskes godtgørelse for. Fremsender den

sagkyndige ikke et sådant overslag senest 14 dage efter den sagkyndiges

første henvendelse til instansen, kan der ikke senere opnås fuld

dækning for udgifterne til sagkyndig bistand mv. ved den

pågældende instans, såfremt den skatte- eller

afgiftspligtige vinder sagen fuldt ud eller i overvejende grad. Told- og

skatteregionen kan dog dispensere fra 14-dagesfristen, såfremt ganske

særlige omstændigheder taler herfor.

Den pågældende administrative myndighed, som

træffer afgørelse i sagen, afgiver samtidig med at

afgørelsen træffes, en vejledende udtalelse om, hvorvidt den

skatte- eller afgiftspligtige har opnået fuldt medhold, medhold i

overvejende grad eller må anses for at have fået medhold i ikke

overvejende grad eller helt at have tabt sagen.

Ved ansøgning om omkostningsgodtgørelse til

told- og skatteregionen fremsender den sagkyndige

kopi af sin første henvendelse til instansen, eller hvis denne

har været mundtlig, en notits om den første henvendelse til

instansen,

sit overslag,

sin regning,

afgørelsen fra myndigheden samt

denne myndigheds vejledende udtalelse over medholdsgraden.

Den sagkyndige og den skatte- eller afgiftspligtige

attesterer ved deres underskrifter på ansøgningen under

strafansvar, at de afgivne oplysninger er korrekte.

Hvis told- og skatteregionen har vanskeligt ved at vurdere

medholdsspørgsmålet, kan told- og skatteregionen forskudsvis

udbetale 50 pct. af det ansøgte godtgørelsesbeløb. Viser

det sig senere, at der skal ydes et større

godtgørelsesbeløb, udbetales det resterende beløb med

renter efter rentesatsen i kildeskattelovens § 62, stk. 3. Renten,

der beregnes fra dagen for modtagelsen af ansøgningen om

omkostningsgodtgørelse, medregnes ikke ved

indkomstopgørelsen.

Er den skatte- eller afgiftspligtige utilfreds med told-

og skatteregionens afgørelse, kan denne påklages til Told- og

Skattestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for domstolene.

Er told- og skatteregionen alene i tvivl om rimeligheden

af størrelsen af udgifterne til behandlingen af sagen, herunder den

sagkyndiges honorar, udbetaler regionen det ansøgte

godtgørelsesbeløb med forbehold for tilbagebetaling. Told- og

skatteregionen kan forelægge spørgsmålet om rimeligheden

af honorarets størrelse for den sagkyndiges brancheorganisations

klagenævn. Et eventuelt krav om tilbagebetaling af beløbet fra

den skatte- eller afgiftspligtige sker uden beregning af renter.

Den skatte- eller afgiftspligtige kan påklage told-

og skatteregionens afgørelse til Told- og Skattestyrelsen og herefter

eventuelt indbringe styrelsens afgørelse for domstolene. Ved

påklage til Told- og Skattestyrelsen og ved indbringelse af sagen for

domstolene har den skatte- eller afgiftspligtige ret til at få henstand

med tilbagebetalingen.

Hvis den skatte- eller afgiftspligtige betaler det

omtvistede beløb, og Told- og Skattestyrelsen eller domstolene senere

giver denne medhold, tilbagebetales differencebeløbet med renter

efter rentesatsen i kildeskattelovens § 62, stk. 3. Renten, der

beregnes fra dagen for indbetaling af det opkrævede

godtgørelsesbeløb, medregnes ikke ved

indkomstopgørelsen.

3. Nærmere om medholdsvurderingen

Vurderingen af, om den skatte- eller afgiftspligtige har

fået fuldt eller overvejende medhold, eller om den skatte- eller

afgiftspligtige har tabt sagen, derved at denne ikke har fået medhold i

overvejende grad eller helt har tabt sagen (medholdsvurderingen),

foretages i første omgang af den instans, der træffer

afgørelse i den materielle skatte- eller afgiftssag. Det sker på

baggrund af en vurdering af udfaldet af det eller de spørgsmål,

som har været forelagt den pågældende instans og kun det

eller disse spørgsmål. Medholdsvurderingen kommer til udtryk i

den udtalelse, som instansen skal afgive sammen med den materielle

afgørelse i skatte- eller afgiftssagen.

Dernæst foretager told- og skatteregionen på

baggrund af denne udtalelse - en selvstændig medholdsvurdering og

træffer afgørelse om størrelsen af den

godtgørelse, som den skatte- eller afgiftspligtige ifølge told-

og skatteregionens egen medholdsvurdering er berettiget til.

Udgangspunktet er, at told- og skatteregionen

følger medholdsvurderingen i udtalelserne fra klageinstanserne, men

behøver det ikke, hvis told- og skatteregionen ikke er enig i

disse myndigheders vurderinger. Medholdsvurderingen i udtalelserne er

således kun vejledende. Endvidere skal told- og skatteregionen foretage

en selvstændig samlet medholdsvurdering, hvis klagepunkterne ikke er de

samme ved alle de administrative klageinstanser samt i tilfælde, hvor

sagen finder sin afslutning ved domstolene.

Ved en samlet vurdering af sagen sættes udfaldet af

de punkter, der er blevet behandlet, i relation til de punkter, som har

været fremme ved sagens start ved hver instans. Den samlede vurdering

har betydning for, i hvilken udstrækning, der skal foretages en

efterregulering af allerede udbetalte godtgørelser for udgifter ved

sagens førelse ved forudgående instanser.

Såvel de administrative klageinstansers udtalelse om

medholdsgraden som told- og skatteforvaltningens medholdsvurdering, herunder

den samlede medholdsvurdering, må foretages på baggrund af en

skønsmæssig vurdering af betydningen af såvel

målelige som ikke-målelige forhold i sagen. Antallet af

klagepunkter er ikke i sig selv afgørende.

Der kan ikke i alle tilfælde tages udgangspunkt i

selve den konkrete sags beløbsmæssige betydning for den skatte-

eller afgiftspligtige. Hvis sagen således er af principiel betydning -

ikke alene for behandlingen af tilsvarende spørgsmål for andre

år for den pågældende skatte- eller afgiftspligtige, men

også generelt for retstilstanden på området - må

dette moment tillægges vægt.

I vurderingen kan bl.a. indgå

sagsgenstandens beløbsmæssige værdi

på hvilket niveau i det administrative klagesystem eller ved

domstolene sagen er afgjort

sagens eventuelle vidererækkende betydning for den skatte-

eller afgiftspligtige eller for retstilstanden på området i

øvrigt

udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på det

pågældende punkt (punktets tyngde).

Til illustration af medholdsvurderingen kan

følgende eksempel gives:

Den kommunale skattemyndighed har nægtet at godkende

den skattepligtiges selvangivne fradrag på tre punkter.

De tre punkter påklages til skatteankenævnet,

der giver den skattepligtige medhold i klagepunkt 1, mens nævnet

stadfæster den kommunale skattemyndigheds afgørelse

vedrørende klagepunkt 2 og 3.

Skatteankenævnet vurderer, at den skattepligtige

ikke har vundet i overvejende grad, hvilket told- og skatteregionen er enig

i. Der udbetales således kun en godtgørelse på 50 pct. for

udgifterne til sagens behandling ved denne instans.

Punkterne 2 og 3 påklages til Landsskatteretten, som

stadfæster skatteankenævnets afgørelse. Ved denne instans

udbetales også kun en godtgørelse på 50 pct.

Den skattepligtige indbringer herefter

spørgsmålene for landsretten, som giver den skattepligtige

medhold i spørgsmål 2, men ikke i spørgsmål 3.

Told- og skatteregionen vurderer, at spørgsmål 2 vejer så

tungt for sagen ved denne instans, at den skattepligtige må anses for

at have fået overvejende medhold. Udgifterne til sagkyndig bistand mv.

ved denne instans dækkes således med 100 pct.

Endvidere foretager told- og skatteregionen en samlet

vurdering af sagen og finder, at den skattepligtige må anses for at

have fået overvejende medhold i sagen. Der foretages således en

efterregulering af de udbetalte godtgørelser for sagens behandling ved

Landsskatteretten og skatteankenævnet. For sagens behandling ved disse

instanser udbetales en godtgørelse som med tillæg af den

tidligere udbetalte godtgørelse udgør 100 pct.

Konsekvenserne af denne samlede medholdsvurdering er, at

den skattepligtige får dækket samtlige sine udgifter til

sagkyndig bistand mv. i sagen med 100 pct.

Efterreguleringen sker uden beregning af renter. Det

skyldes hensynet til ordningens enkelhed.

4. Nærmere om prøvelsen af

honorarspørgsmålet

Såvel den sagkyndige som den skatte- eller

afgiftspligtige afgiver på ansøgningen om

omkostningsgodtgørelse til told- og skatteregionen oplysninger om

honoraret til den sagkyndige under strafansvar efter de foreslåede

bestemmelser i skattestyrelseslovens §§ 33 I- 33 J. Bestemmelserne er

kun ændret redaktionelt i forhold til gældende regler.

Udgangspunktet er således, at oplysningerne om

udgifterne til behandlingen af sagen, herunder honoraret til den

sagkyndige, er korrekte og rimelige, og at dette udgangspunkt må

kunne lægges til grund for told- og skatteregionens behandling af

ansøgningen.

Hvis told- og skatteregionen imidlertid bliver i tvivl om

f.eks. størrelsen af honoraret til den sagkyndige på grund af

det anvendte antal timer i sagen, udbetaler told- og skatteregionen

beløbet, men tager forbehold for eventuel tilbagebetaling fra den

skatte- eller afgiftspligtige. Told- og skatteregionen vil hermed have tid

til at behandle honorarspørgsmålet nærmere, uden at dette

belaster den skatte- eller afgiftspligtige økonomisk.

Til brug for behandlingen af spørgsmålet om

størrelsen af udgifterne til sagens behandling kan told- og

skatteregionen indhente en supplerende udtalelse fra den administrative

klageinstans, hvor sagen har været behandlet.

For så vidt angår spørgsmålet om

rimeligheden af størrelsen af honoraret til den sagkyndige

indgår der i denne vurdering flere momenter. Det drejer sig om

sagens karakter, genstand og kompleksitet,

størrelsen af honorartimesatsen sammenholdt med en

gennemsnitlig timesats inden for den pågældende branche,

antallet af timer, der er anvendt,

sagens resultat og

sagens eventuelle vidererækkende betydning for andre skatte-

eller afgiftspligtige eller for samme skatte- eller afgiftspligtige for samme

eller andre år.

Told- og skatteregionen kan til brug for sin vurdering af

rimeligheden af honorarets størrelse forelægge

spørgsmålet for den sagkyndiges brancheorganisations

klagenævn.

Såvel Advokatrådet som Foreningen af

Statsautoriserede Revisorer og Foreningen Registrerede Revisorer vil behandle

forespørgsler fra told- og skattemyndighederne om rimeligheden af

størrelsen af deres medlemmers honorarer. Det sker i henholdsvis

Advokatnævnet/ kredsbestyrelserne og i revisororganisationernes

responsumudvalg. Sagsbehandlingstiden kan variere meget alt efter, hvor godt

sagerne er oplyst. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved kredsbestyrelsen

og Advokatnævnet, hvortil der er adgang til at få prøvet

kredsbestyrelsens afgørelse, er godt et år.

Hvis et sådant nævn mener, at honoraret har

været for stort, eller told- og skatteregionen af andre grunde mener,

at honoraret har været for stort, kræves det for meget udbetalte

godtgørelsesbeløb tilbagebetalt fra den skatte- eller

afgiftspligtige uden renter. Tilsvarende gælder, hvis told- og

skatteregionen ikke kan anerkende størrelsen af andre udgifter til

sagens behandling, f.eks. rejseomkostninger eller udgifter til indhentelse af

en sagkyndig erklæring.

Den skatte- eller afgiftspligtige kan påklage told-

og skatteregionens afgørelse om tilbagebetaling af det udbetalte

godtgørelsesbeløb til Told- og Skattestyrelsen og eventuelt

indbringe spørgsmålet for domstolene. Samtidig har den skatte-

eller afgiftspligtige ret til at få henstand med tilbagebetalingen af

beløbet.

Hvis den skatte- eller afgiftspligtige betaler det

omtvistede beløb, og Told- og Skattestyrelsen eller domstolene senere

giver den skatte- eller afgiftspligtige medhold, tilbagebetales

differencebeløbet med renter beregnet efter kildeskattelovens

§ 62, stk. 3.

5. Provenumæssige bemærkninger

Forslaget om at forhøje

omkostningsgodtgørelsessatsen til 100 pct. mod gældende reglers

50 pct. i skattesager m.v., hvor den skatte- eller afgiftspligtige får

fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, skønnes på sigt

baseret på uændret omfang af sager, hvor der anvendes sagkyndig

bistand - at indebære årlige merudgifter i

størrelsesordenen 15 mill. kr. for det offentlige. I det omfang

lovforslagets forbedring af godtgørelsesordningen i sig selv

fører til flere sager, hvor der anvendes sagkyndig bistand end under

gældende regler, vil merudgifterne dog blive større.

Lovforslaget har virkning for sager, hvor

godtgørelsesspørgsmålet i sagen ikke må anses for

endeligt afgjort efter de tidligere gældende regler inden den 17.

januar 2002. Følgelig omfatter den foreslåede forhøjelse

af satsen også udgifter til sagkyndig bistand afholdt i forbindelse med

sagens behandling ved lavere instanser i 2001 og tidligere år. Som

følge heraf skønnes lovforslaget i de første år at

indebære en samlet årlig merudgift i størrelsesordenen 20

mill. kr. Merudgiften vedrører alene staten.

Finansårsvirkningen i 2002 skønnes til en

merudgift på 20 mill.kr.

6. Administrative konsekvenser for det offentlige

Det årlige sagsomfang vurderes at blive ca. 4000

sager.

I Landsskatteretten vurderes lovforslaget på denne

baggrund at medføre årlige merudgifter svarende til 3

årsværk. Det forudsætter, at medholdsvurderingerne kan

foretages rent administrativt, dvs. uden medvirken af retsmedlemmer.

I Told*Skat betyder forslaget et årligt merforbrug

af årsværk på ca. 15.

Forslaget medfører desuden engangsudgifter i

Told*Skat på ca. 80.000 kr. til information.

Forslaget forventes kun at ville medføre et

ubetydeligt merarbejde i kommunerne.

7. Erhvervsøkonomiske og erhvervsadministrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have

nævneværdige negative erhvervsøkonomiske konsekvenser.

Derimod medfører lovforslaget, at det bliver mindre

omkostningskrævende for erhvervslivet at føre skatte- og

afgiftssager.

Lovforslaget skønnes ikke at have administrative

konsekvenser for erhvervslivet.

8. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige

konsekvenser.

9. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for

borgerne.

10. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

11. Høring

Samtidig med fremsættelsen af nærværende

lovforslag er lovforslaget sendt til høring i:

Advokatrådet, Amtsrådsforeningen i Danmark,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,

Børsmæglerforeningen, Danmarks Aktive Handelsrejsende, Danmarks

Rederiforening, Danmarks Skibskreditfond, Dansk Ejendomsmæglerforening,

Dansk Familielandbrug, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Danske

Entreprenører, De Danske Landboforeninger, Den Danske

Skatteborgerforening, Det Danske Handelskammer, Erhvervenes

Skattesekretariat, Finansrådet, Foreningen Registrerede Revisorer,

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forsikring og Pension,

Forvaltningshøjskolen, Frederiksberg Kommune, Grundejernes

Landsorganisation, Håndværksrådet,

Investerings-ForeningsRådet, Kommunernes Landsforening,

Københavns Fondsbørs, Københavns Kommune, Landbrugets

Rådgivningscenter, Landsorganisationen i Danmark, Parcelhusejernes

Landsorganisation, Realkreditrådet, Skattechefforeningen,

Skatterevisorforeningen, Vurderingsrådsforeningen samt relevante

ministerier.

Endvidere er lovforslaget sendt til høring hos De

Danske Bilimportører, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Dansk Metal,

Forbrugerrådet, Erhvervenes Transportudvalg, Den Danske Dommerforening,

Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Østre

Landsret og Præsidenten for Højesteret.

Høringssvarene og kommentarerne hertil vil

blive fremlagt under behandlingen af lovforslaget.

Det bemærkes, at et udkast til lovforslaget har

været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som har vurderet, at

forslaget ikke indeholder administrative konsekvenser og derfor ikke

forelægges Testpanelet.

Sammenfatning af økonomiske og administrative

konsekvenser

Positive konsekvenser/mindreudgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Merudgift for staten på ca. 20 mill. kr. årligt.

Finansårsvirkningerne i 2002 skønnes til en merudgift på

20 mill. kr.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Årlige merudgifter til 3 årsværk i

Landsskatteretten og ca. 15 årsværk i Told*Skat , ca. 80.000 kr.

til information samt et ubetydeligt merarbejde i kommunerne.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Mindre omkostningskrævende at føre skatte- og

afgiftssager

Ingen nævneværdige

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets

enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter den gældende bestemmelse i

skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1, ydes der alene en

godtgørelse på 50 pct. af de godtgørelsesberettigede

udgifter i de sager, som den skatte- eller afgiftspligtige vinder.

Det foreslås, at ordningen forbedres, således

at der ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den skatte- eller

afgiftspligtige opnår fuldt medhold eller medhold i overvejende

grad.

Baggrunden herfor er, at det forekommer urimeligt, at selv

om en skatte- eller afgiftspligtig vinder sin sag, kan vedkommende stå

tilbage med et økonomisk tab, fordi godtgørelsen efter de

gældende regler kun dækker halvdelen af udgifterne til sagkyndig

bistand mv.

Med forslaget vil disse urimeligheder blive fjernet.

Taber den skatte- eller afgiftspligtige sin sag,

godtgøres dennes udgifter til sagkyndig bistand mv. fortsat med 50

pct.

Vurderingen af, hvorvidt sagen er vundet fuldt ud eller i

overvejende grad eller tabt af den skatte- eller afgiftspligtige dvs. den

skatte- eller afgiftspligtige ikke har fået medhold eller i hvert fald

ikke fået medhold i overvejende grad - foretages instans for instans.

Opnår den skatte- eller afgiftspligtige fuldt eller overvejende

medhold ved en instans, bliver udgifterne til sagkyndig bistand mv.

dækket med 100 pct. ved den pågældende instans. Om der skal

ske genoptagelse af ansøgningerne om omkostningsgodtgørelse for

tidligere instanser med henblik på efterregulering af tidligere

udbetalte godtgørelser, må derimod bero på en vurdering af

sagen ved de tidligere instanser i lyset af det eller de vundne punkter.

Det kan således forekomme, at selv om den skatte-

eller afgiftspligtige får fuldt medhold ved en instans med den

følge, at udgifterne til sagen ved denne instans dækkes med 100

pct., vil dette forhold ikke være tilstrækkeligt til at foretage

en efterregulering af udbetalte omkostningsgodtgørelser for tidligere

instanser, hvis det eller de vundne klagepunkter ikke indgår i den

samlede sag ved den pågældende instans med en tilstrækkelig

tyngde. Kun hvis det eller de vundne klagepunkter indgår med en

tilstrækkelig tyngde, således at den skatte- eller

afgiftspligtige ud fra en samlet vurdering af sagen ved den

pågældende instans må anses for at have vundet den i

overvejende grad, vil der skulle foretages en efterregulering af tidligere

udbetalte godtgørelser, således at dækningsgraden samlet

set bliver 100 pct.

Det er alle udgifterne i sagen, som i givet fald bliver

dækket med 100 pct. De godtgørelsesberettigede udgifter

fremgår af skattestyrelseslovens § 33 C. For så vidt

angår udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en

afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller

prøves ved domstolene, jf. § 33 C, stk. 1, nr. 6, vil

udgifterne ved indhentelse af en sådan udtalelse også kunne

dækkes med 100 pct. i det tilfælde, hvor den skatte- eller

afgiftspligtige kun har fået overvejende medhold, men på baggrund

af den sagkyndiges udtalelse vælger ikke at få de punkter, hvor

der ikke er givet medhold, prøvet ved en overordnet instans.

Har den skatte- eller afgiftspligtige udgifter til

sagkyndig bistand mv. i forbindelse med en anmodning til

skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende

myndigheds egen tidligere afgørelse, jf. skattestyrelseslovens

§ 33 D, stk. 1, nr. 3, vil udbetalingen af en godtgørelse

på 100 pct. ikke være betinget af, at en imødekommelse af

genoptagelsessagen også fører til et ligningsmæssigt

gunstigt resultat for den skatte- eller afgiftspligtige. Genoptagelsessagen

og ansættelsessagen må således i

godtgørelsesmæssig henseende anses for at være to

selvstændige sager.

Efter de gældende regler kan

omkostningsgodtgørelse alene ydes, såfremt den skatte- eller

afgiftspligtige kan godtgøre, at denne har betalt de

godtgørelsesberettigede udgifter til sagkyndig bistand mv.

Efter forslaget er det ikke længere en betingelse,

at udgifterne faktisk er betalt. Efter forslaget er det tilstrækkeligt,

at det kan dokumenteres, at udgifterne skal betales ifølge regning.

Baggrunden for denne ændring af godtgørelsesordningen er, at det

ikke forekommer rimeligt at påføre den skatte- eller

afgiftspligtige udgifter til og eventuelt besvær med finansiering af

udgifterne til den sagkyndige bistand mv., når disse udgifter - som

udgangspunkt - alligevel vil blive godtgjort - i hvert fald med 50 pct.

Til nr. 2

Efter de gældende regler i skattestyrelseslovens

§ 33 A, stk. 2, ydes der en godtgørelse på 85 pct. af

de godtgørelsesberettigede udgifter, hvis udgifterne er betalt i

anledning af, at skattemyndighederne viderefører en sag - typisk fordi

den er principiel. Godtgørelsen ydes kun til dækning af de

godtgørelsesberettigede udgifter, som afholdes til sagens behandling

ved den instans, hvortil skattemyndighederne har indbragt sagen.

Godtgørelsen på de 85 pct. ydes uanset udfaldet af sagen ved den

pågældende instans.

Det foreslås, at godtgørelsen på 85

pct. hæves til 100 pct. Dette kan få betydning, hvis den skatte-

eller afgiftspligtige taber sagen ved den pågældende instans. Det

er i den forbindelse ikke fundet rimeligt, at den skatte- eller

afgiftspligtige ikke fuldt ud får dækket sine udgifter til

behandlingen af sagen ved den pågældende instans, når sagen

udelukkende videreføres i skattemyndighedernes interesse.

Ligesom det foreslås for den almindelige

godtgørelse efter § 33 A, stk. 1, foreslås det for den

særlige godtgørelse, at det ikke længere er et krav, at

udgifterne til sagkyndig bistand mv. er betalt ved ansøgning om

godtgørelse. Efter forslaget er det således

tilstrækkeligt, at udgifterne skal betales ifølge regning. Der

henvises om baggrunden herfor til bemærkningerne under nr. 1.

Til nr. 3

Det foreslås, at den sagkyndige senest 14 dage efter

sin første henvendelse til den instans, der behandler den

godtgørelsesberettigede sag, skal fremsende et specificeret

overslag over de udgifter til behandlingen af det eller de

spørgsmål i sagen ved instansen, som den skatte- eller

afgiftspligtige kan forvente at skulle betale den sagkyndige.

Såfremt overslaget ikke fremsendes senest 14

dage efter den sagkyndiges første henvendelse, vil der ikke kunne ydes

en godtgørelse med 100 pct. ved den pågældende instans,

selv om den skatte- eller afgiftspligtige får fuldt eller overvejende

medhold ved denne instans. Godtgørelsen kan i så fald kun ydes

med 50 pct. ved denne myndighed.

Derimod er der ikke noget i vejen for, at den skatte-

eller afgiftspligtige i godtgørelsesmæssig henseende stilles,

som om denne havde fået fuldt eller overvejende medhold ved tidligere

instanser, forudsat at den sagkyndige ved disse instanser har fremsendt sine

overslag på behørig vis.

Efter forslaget er der dog mulighed for, at told- og

skatteregionen kan se bort fra en overskridelse af 14-dagesfristen,

såfremt ganske særlige omstændigheder taler herfor. Det kan

f.eks. være i situationer, hvor det må anses for særligt

undskyldeligt, at overslaget ikke er blevet fremsendt inden fristens

udløb. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis den sagkyndige

inden udløbet af fristen er blevet alvorlig syg og således

har været ude af stand til at udarbejde overslaget.

Et afslag på dispensation fra told- og

skatteregionen kan påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Efter den gældende godtgørelsesordning er

kredsen af sagkyndige, som kan bistå den skatte- eller afgiftspligtige,

bred. Med det foreliggende lovforslag sker der ingen ændringer i

kredsen af sagkyndige.

Formålet med det foreslåede overslag over den

sagkyndiges udgifter til sagen er navnlig at give myndighederne mulighed for

at vurdere rimeligheden af den sagkyndiges honorar og hindre eventuelt

misbrug som følge af, at der senere eventuelt kan blive tale om at yde

den skatte- eller afgiftspligtige fuld dækning for dennes udgifter til

sagkyndig bistand mv.

Overslaget vil kunne indgå i told- og

skatteforvaltningens vurdering af, om den sagkyndiges honorar er rimeligt.

Overslaget kan dog selvsagt kun være vejledende for denne myndigheds

vurdering. Således kan der i sagen opstå uforudsete forhold, som

kræver en dyberegående, udgiftskrævende behandling, som

også berettiger til godtgørelse.

Når der stilles krav om, at den sagkyndige

specificerer sit overslag i relation til det eller de spørgsmål,

som sagen vedrører, skyldes det også, at myndighederne gennem

udgiftsskønnet på de enkelte punkter kan danne sig et indtryk af

sagens tyngde, hvilket igen kan få betydning for myndighedernes

medholdsvurdering, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 3.

Da sagens udfald er en selvstændig parameter for

advokaters honorarfastsættelse, kan det eventuelt blive

nødvendigt for denne kreds af sagkyndige at udarbejde overslaget,

således at der tages højde for de mulige udfald ved

instansen.

Den sagkyndiges første henvendelse til

klageinstansen vil typisk være skriftlig i form af en skriftlig klage.

Imidlertid kan man også forestille sig, at henvendelsen sker mundtligt.

I så fald må den sagkyndige for at kunne dokumentere, at

overslaget er afgivet senest 14 dage efter den første henvendelse til

myndigheden, gøre en notits om den mundtlige henvendelse til instansen

om sagen.

Skifter den skatte- eller afgiftspligtige sagkyndig under

sagens behandling ved en instans, skal den nye sagkyndige indsende et

overslag over de forventede udgifter, medmindre vedkommende mener, at

udgifterne ikke vil overstige de udgifter, som den nu udtrådte

sagkyndige har skønnet, at der vil være til sagens

behandling.

I domstolssager kan den sagkyndiges overslag typisk

medfølge det første processkrift, som den sagkyndige

udarbejder. Indtræder den sagkyndige først efter

skriftsvekslingens afslutning, kan overslaget medfølge orienteringen

til domstolene om den sagkyndiges indtræden i sagen.

En kopi af overslaget skal ifølge bestemmelser, som

påtænkes fastsat af skatteministeren om, hvilke oplysninger der

skal følge ansøgningen om omkostningsgodtgørelse,

indsendes til told- og skatteregionen sammen med ansøgningen om

omkostningsgodtgørelse, jf. den foreslåede

bemyndigelsesbestemmelse i skattestyrelseslovens § 33 G.

Til nr. 4

Ændringen er alene en konsekvens af, at det efter

forslaget ikke længere er en forudsætning for at opnå

godtgørelse, at udgifterne har været betalt. Der henvises herom

nærmere til bemærkningerne under nr. 1.

Til nr. 5

Efter forslaget til den ny bestemmelse i § 33

E skal den administrative instans, som afgør det materielle

spørgsmål i en skatte- eller afgiftssag omfattet af

skattestyrelseslovens 33 D, samtidig med afgørelsen afgive en

udtalelse til den skatte- eller afgiftspligtige om, hvorvidt denne må

anses for at have tabt sagen helt, fået medhold i ikke overvejende

grad, fået medhold i overvejende grad eller fået fuldt medhold.

Udtalelsen skal være begrundet. Stadfæstes afgørelsen fra

en tidligere instans, eller vindes sagen på alle punkter af den skatte-

eller afgiftspligtige, kan begrundelsen være summarisk.

En kopi af denne udtalelse skal ifølge

bestemmelser, som påtænkes fastsat af skatteministeren om, hvilke

oplysninger der skal følge ansøgningen om

omkostningsgodtgørelse, indsendes til told- og skatteregionen sammen

med ansøgningen om omkostningsgodtgørelse, jf. den

foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i skattestyrelseslovens § 33

G.

Told- og skatteregionen lader udtalelsen indgå i sin

vurdering af graden af medhold i sagen. Udtalelsen er ikke bindende for told-

og skatteregionens afgørelse, men kun vejledende, om end den må

tillægges meget betydelig vægt. Det kan således

tænkes, at told- og skatteregionen ikke følger vurderingen i

udtalelsen, hvis den ikke deler klageinstansens vurdering af

medholdsgraden.

Udtalelsen har ikke alene betydning for vurderingen af

medholdsgraden ved den instans, som afgiver udtalelsen. Udtalelsen har

også betydning i de tilfælde, hvor told- og skatteregionen skal

foretage en samlet medholdsvurdering.

Told- og skatteregionens vurdering af

medholdsspørgsmålet meddeles samtidig med afgørelsen om

godtgørelsens størrelse. Told- og skatteregionens

afgørelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Baggrunden for forslaget er, at de administrative

instanser, som har behandlet det materielle skatte- eller

afgiftsspørgsmål i sagen, må antages at kunne yde et meget

væsentligt bidrag til afklaringen af

medholdsspørgsmålet.

Hvis ikke de administrative instanser havde pligt

til at afgive den omhandlede udtalelse, måtte det antages, at told- og

skatteregionerne ville blive påført et meget betydeligt arbejde

med at vurdere betydningen af sagens udfald ved de enkelte instanser for at

kunne danne sig et samlet billede af medholdsgraden. Endvidere måtte

det antages, at told- og skatteregionerne i en vis udstrækning

alligevel ville indhente udtalelser fra de administrative instanser for at

få disse myndigheders syn på

medholdsspørgsmålet.

Af hensyn til told- og skatteforvaltningens behandling af

medholdsspørgsmålet er det også foreslået, at

udtalelsen begrundes. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der i visse

situationer kan være behov for at indhente yderligere oplysninger fra

de pågældende myndigheder til brug for behandlingen af

medholdsspørgsmålet. I sådanne situationer kan det komme

på tale at foretage en forskudsvis udbetaling af det ansøgte

godtgørelsesbeløb på 50 pct., jf. nærmere herom

bemærkningerne straks nedenfor.

Efter forslaget til den nye bestemmelse i § 33

F kan told- og skatteregionen efter stk. 1 udbetale det

ansøgte godtgørelsesbeløb med 50 pct. forskudsvis,

såfremt told- og skatteregionen finder, at ansøgningen kan give

anledning til nærmere at undersøge spørgsmålet om

medholdsgraden.

Dette kan således ske, såfremt

medholdsvurderingen forekommer vanskelig at foretage, og vurderingen

således f.eks. kræver yderligere udtalelser fra de administrative

klageinstanser. Det kan også ske i det tilfælde, hvor både

medholdsvurderingen og honorarets størrelse kræver yderligere

undersøgelser, eller der i øvrigt er forhold i

ansøgningen, som kræves nærmere belyst.

Samtidig med den forskudsvise udbetaling meddeler told- og

skatteregionen ansøgeren, hvorpå sagen beror.

Indhentes supplerende udtalelser fra de administrative

klageinstanser, gives der forinden en afgørelse træffes, den

skatte- eller afgiftspligtige adgang til at kommentere de supplerende

udtalelser i overensstemmelse med de almindelige partshøringsregler i

forvaltningsloven.

Baggrunden for forslaget på dette punkt er, at

behovet for en nærmere behandling af

godtgørelsesspørgsmålet ikke bør komme den

godtgørelsesberettigede økonomisk til skade. Derfor er der

efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 bestemt, at

såfremt det viser sig, at godtgørelsesbeløbet er

større end det beløb, der er udbetalt forskudsvis, skal

myndighederne udbetale restbeløbet med en rente beregnet i henhold til

rentesatsen i kildeskattelovens § 62, stk. 3. Denne rentesats ydes

i tilfælde, hvor en skattepligtig skal have udbetalt overskydende skat

efter 1. oktober i året efter indkomståret. Renten, der er

variabel, er den 1. januar 2002 fastsat til 0,6 pct. pr. måned.

Denne rente, som ikke er skattepligtig for modtageren, jf.

bemærkningerne til § 2 nedenfor, beregnes pr. påbegyndt

måned fra ansøgningstidspunktet til udbetalingstidspunktet.

Det kan også forekomme, at en ansøgning om

omkostningsgodtgørelse alene giver told- og skatteregionen anledning

til nærmere at undersøge størrelsen af udgifterne til

behandling af sagen, herunder den sagkyndiges honorar. Det følger af

den foreslåede bestemmelses stk. 3, at der i den situation

skal ske udbetaling af den ansøgte godtgørelse til den skatte-

eller afgiftspligtige med forbehold for eventuel tilbagebetaling.

Baggrunden for forslaget er, at det som udgangspunkt ikke

bør komme den skatte- eller afgiftspligtige økonomisk til

skade, at myndighederne stiller spørgsmål ved rimeligheden af

størrelsen af sagsudgifterne, herunder den sagkyndiges honorar, hvis

afklaring kan trække ud.

I forbindelse med forbeholdet skal told- og skatteregionen

samtidig oplyse ansøgeren, hvorpå sagen beror.

Indhentes udtalelser fra den sagkyndiges

brancheorganisations klagenævn, kan der i overensstemmelse med de

almindelige partshøringsregler i forvaltningsloven ikke træffes

afgørelse om godtgørelsesspørgsmålet, uden at der

forinden har været givet den sagkyndige/ den skatte- eller

afgiftspligtige adgang til at kommentere dette nævns udtalelse.

Såfremt der er tvivl om størrelsen af et

advokathonorar, kan told- og skatteregionen forelægge

honorarspørgsmålet for kredsbestyrelsen i den advokatkreds, hvor

den pågældende advokat eller advokatselskabet har sit kontor, jf.

retsplejelovens § 146. Da kredsbestyrelsens afgørelse

ifølge retsplejelovens § 147 kan indbringes for

Advokatnævnet inden 4 uger efter, at kredsbestyrelsens afgørelse

er meddelt parterne, bør told- og skatteregionen vente med at

træffe endelig afgørelse om

godtgørelsesspørgsmålet, til en eventuel klagebehandling

ved Advokatnævnet er afsluttet.

I stk. 4 foreslås det, at såfremt

godtgørelsesbeløbet findes at være mindre end det

beløb, som er udbetalt med forbehold, skal den

godtgørelsesberettigede tilbagebetale det for meget udbetalte

godtgørelsesbeløb. Den skatte- eller afgiftspligtige har

ret til at få henstand med tilbagebetalingen af dette

beløb, såfremt afgørelsen om godtgørelsens

størrelse påklages til Told- og Skattestyrelsen eller indbringes

for domstolene. Der beregnes ikke renter af det beløb, som der er

givet henstand med.

En sådan mulighed for henstand findes tilsvarende

ved påklage af en skatteansættelse eller ved

domstolsprøvelse af en sådan. Det er fundet rimeligt, at den

skatte- eller afgiftspligtige ikke belastes økonomisk i en sådan

situation.

Hvis den skatte- eller afgiftspligtige ikke vil

udnytte sin ret til at få henstand, men i stedet betaler det

omtvistede beløb, og det senere viser sig, at godtgørelsen har

været større end det beløb, som myndighederne har

fastsat, tilbagebetales dette beløb efter stk. 5

til den skatte- eller afgiftspligtige med en rente beregnet efter

kildeskattelovens § 62, stk. 3. Renten, som ikke er skattepligtig

for modtageren, jf. bemærkningerne til § 2 nedenfor, beregnes pr.

påbegyndt måned fra dagen for indbetaling af det opkrævede

godtgørelsesbeløb til tilbagebetalingstidspunktet.

Den gældende bestemmelse i § 33 E indeholder en

bemyndigelse til skatteministeren til at fastsætte nærmere

bestemmelser om kravene til dokumentation for betalingen af de

godtgørelsesberettigede udgifter m.v. Efter den foreslåede

bestemmelse i § 33 G er bestemmelsen i § 33 E ændret

således, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte

nærmere bestemmelser om, hvilke oplysninger der skal følge en

ansøgning om omkostningsgodtgørelse. Ændringen er en

konsekvens af forslaget om, at det ikke længere er en

forudsætning for at opnå godtgørelse, at de

godtgørelsesberettigede udgifter er betalt. Der henvises herom

nærmere til bemærkninger til nr. 1.

De foreslåede bestemmelser i §§ 33 H - 33

J er kun ændret redaktionelt. Skatteministeren skal efter den

foreslåede bestemmelse i § 33 H årligt afgive en

redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling i

godtgørelsessagerne. De foreslåede §§ 33 I - 33 J er

bestemmelser om straf for afgivelsen af urigtige eller vildledende

oplysninger mv. til brug for beregningen af

omkostningsgodtgørelse.

Til § 2

Det foreslås i nr. 1, at de renter, der

udbetales efter de foreslåede bestemmelser i skattestyrelseslovens

§ 33 F, stk. 2 og 5, ikke medregnes ved indkomstopgørelsen.

Herved behandles disse renter skattemæssigt på samme måde

som selve godtgørelsesbeløbet, som ifølge den

gældende ligningslovs § 7 Q, stk. 1, nr. 1, heller

ikke beskattes hos modtageren.

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen

efter bekendtgørelse i Lovtidende og har virkning for sager, hvor

godtgørelsesspørgsmålet i sagen ikke er endeligt afgjort

efter de tidligere gældende regler inden den 17. januar 2002.

Den skatte- eller afgiftspligtige kan vælge at

ansøge om omkostningsgodtgørelse efter hver instansbehandling

eller vente med at ansøge, til sagen er endeligt afgjort.

Ved at knytte lovens virkninger til tidspunktet for

godtgørelsessagens afslutning opnås, at den nye,

foreslåede ordning kommer til at omfatte sager, i hvilke der allerede

tidligere er ydet godtgørelse med 50 pct. efter den gældende

ordning på baggrund af ansøgning efter en tidligere

instansbehandling. Det forudsætter dog, at

godtgørelsesspørgsmålet i sagen ikke er endeligt afgjort

efter de tidligere gældende regler inden den 17. januar 2002.

Foreligger der således for told- og

skatteforvaltningen ikke-færdigbehandlede sager om

omkostningsgodtgørelse den 17. januar 2002, vil disse sager blive

omfattet af lovforslagets bestemmelser om ydelse af 100 pct. i

godtgørelse ved fuldt eller overvejende medhold.

Lovforslaget omfatter omvendt ikke de sager, som er

endeligt afgjort såvel vedrørende det materielle skatte- eller

afgiftsspørgsmål som vedrørende spørgsmålet

om omkostningsgodtgørelse. Der er således ikke mulighed for at

få genoptaget tidligere afsluttede godtgørelsessager.

Lovforslagets bestemmelser om den sagkyndiges overslag,

jf. § 1, nr. 3, og om klageinstansens udtalelse over

medholdsspørgsmålet, jf. den foreslåede affattelse af

skattestyrelseslovens § 33 E i § 1, nr. 5, vil alene have virkning

for sager, som rejses ved den pågældende instans fra og med dagen

efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende.

Konsekvensen heraf er, at told- og skatteregionerne i

disse overgangssager må indhente udtalelser fra de administrative

myndigheder, i det omfang de finder behov herfor til brug for vurderingen af

spørgsmålet om medholdsgraden mv.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

Kapitel 3 A

Omkostningsgodtgørelse

§ 1

I lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v.

(Skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 859 af 13. september

2000, som ændret ved § 4 i lov nr. 483 af 7. juni 2001, foretages

følgende ændringer:

§ 33 A.

Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de

udgifter, som en person omfattet af § 33 B, har betalt til

sagkyndig bistand m.v., som nævnt i § 33 C i de sager, som er

nævnt i § 33 D.

1.

§ 33 A, stk. 1, affattes således:

"§ 33 A. Der ydes en godtgørelse på 50 pct.

af de udgifter, som en person omfattet af § 33 B, ifølge regning

skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v., som nævnt i

§ 33 C i de sager, som er nævnt i § 33 D. Dog ydes en

godtgørelse på 100 pct., såfremt den

pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller

medhold i overvejende grad.".

Stk. 2.

Godtgørelsen er dog på 85 pct. af de

godtgørelsesberettigede udgifter, hvis udgifterne er betalt i

anledning af, at told- og skatteforvaltningen vil ændre en kommunal

ansættelse, jf. § 14, stk. 4, 2. pkt., eller den centrale

told- og skatteforvaltning af egen drift vil ændre en afgørelse

truffet af den regionale told- og skatteforvaltning, eller told- og

skatteforvaltningen forelægger en skatteankenævnskendelse eller

en ejendomsvurdering for Ligningsrådet til ændring, jf.

§ 14, stk. 5, eller Skatteministeriet indbringer en

landsskatteretskendelse for landsretten, eller Skatteministeriet anker en

landsretsdom til Højesteret. Godtgørelsen efter 1. pkt.

ydes kun til dækning af de godtgørelsesberettigede udgifter, som

afholdes til sagens behandling ved henholdsvis told- og skatteforvaltningen,

Ligningsrådet, landsretten eller Højesteret.

2.

§ 33 A, stk. 2, 1. pkt., affattes

således:

"Stk. 2. Godtgørelsen er på 100 pct. af de

godtgørelsesberettigede udgifter, hvis udgifterne ifølge

regning skal betales eller er betalt i anledning af, at told- og

skatteforvaltningen vil ændre en kommunal ansættelse, jf.

§ 14, stk. 4, 2. pkt., eller den centrale told- og

skatteforvaltning af egen drift vil ændre en afgørelse truffet

af den regionale told- og skatteforvaltning, eller told- og

skatteforvaltningen forelægger en skatteankenævnskendelse eller

en ejendomsvurdering for Ligningsrådet til ændring, jf.

§ 14, stk. 5, eller Skatteministeriet indbringer en

landsskatteretskendelse for landsretten, eller Skatteministeriet anker en

landsretsdom til Højesteret.".

Stk. 3.

Landsskatteretten kan bestemme, at udgifter, der er

eller vil blive afholdt til syn og skøn i en landsskatteretssag, jf.

§ 30, skal godtgøres fuldt ud. Tilsvarende kan

Ligningsrådet bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til

syn og skøn i en sag om bindende forhåndsbesked ved

Ligningsrådet, jf. § 20 B, stk. 5, skal godtgøres

fuldt ud.

Stk. 4.

Krav på godtgørelse efter stk. 1-3

kan ikke sælges, pantsættes eller på anden måde

overdrages. Kravet kan heller ikke gøres til genstand for

retsforfølgning eller modregning.

3.

I § 33 A, indsættes efter stk. 3

som nyt stykke:

"Stk. 4. Den sagkyndige skal senest 14 dage efter sin

første henvendelse til den instans, der behandler den

godtgørelsesberettigede sag, fremsende et specificeret overslag over

de udgifter til behandlingen af det eller de spørgsmål i sagen

ved den pågældende instans, som den

godtgørelsesberettigede kan forvente at skulle betale den sagkyndige.

Fremsendelsen af overslaget er en forudsætning for, at der kan ydes en

godtgørelse på 100 pct. af sagens udgifter ved den

pågældende instans efter stk. 1 og 2. Der kan dog bortses

fra en overskridelse af fristen i 1. pkt, hvis ganske særlige

omstændigheder taler herfor.".

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

§ 33 B.

Den godtgørelsesberettigede er, uanset om denne

er en fysisk eller en juridisk person, herunder et dødsbo:

1) Den, der ifølge lovgivningen er berettiget til at klage over

en afgørelse i en sag, som er nævnt i § 33 D, eller

som kan indbringe en sådan afgørelse for domstolene.

2) Den, som i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som

er nævnt i § 33 D.

3) Den, som en myndighed inddrager i en sag omfattet af

§ 33 D, fordi myndigheden skønner, at den

pågældende har en direkte retlig interesse i sagens udfald.

§ 33 C.

Godtgørelsesberettigede er følgende

udgifter, når de er betalt:

1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat

hos den godtgørelsesberettigede.

2) Retsafgifter, bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf.

§ 25, stk. 4.

3) Udgifter til syn og skøn.

4) Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet

bevismateriale.

5) Pålagte sagsomkostninger.

6) Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en

afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller

prøves ved domstolene.

Stk. 2.

De godtgørelsesberettigede udgifter reduceres

med:

1) Tilkendte sagsomkostninger.

2) Offentlig retshjælp.

3) Afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms efter

lov om merværdiafgift (momsloven).

4.

I § 33 C affattes stk. 1

således:

"§ 33 C. Godtgørelsesberettigede er

følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales

eller er betalt:

1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat

hos den godtgørelsesberettigede.

2) Retsafgifter, bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf.

§ 25, stk. 4.

3) Udgifter til syn og skøn.

4) Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet

bevismateriale.

5) Pålagte sagsomkostninger.

6) Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en

afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller

prøves ved domstolene.".

§ 33 D.

Godtgørelse ydes

1) ved klage til skatteankenævnet eller til

Landsskatteretten

2) ved klage til en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen

eller Ligningsrådet over en afgørelse, som er truffet efter

bemyndigelse fra skatteministeren

3) i forbindelse med en anmodning til skatteankenævnet eller

Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere

afgørelse

4) i en sag vedrørende skatter eller afgifter for EF-Domstolen,

hvor den godtgørelsesberettigede er part, og

5) i en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om

ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af

forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen).

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder

dog ikke klager til Told- og Skattestyrelsen i sager vedrørende told

eller afgifter samt i sager om arbejdsgiverkontrol bortset fra

hæftelsessager.

Stk. 3.

Godtgørelse ydes endvidere ved

domstolsprøvelse af afgørelser i sager, som er

godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-3, og

stk. 2.

§ 33 E.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere

bestemmelser om kravene til dokumentation for betalingen af de

godtgørelsesberettigede udgifter m.v.

5.

§§ 33 E- 33 H ophæves og i stedet

indsættes:

"§ 33 E. I sager, der afgøres administrativt,

afgiver den instans, der træffer afgørelse i den

godtgørelsesberettigede sag, samtidig med afgørelsen i sagen en

begrundet udtalelse om, i hvilket omfang den godtgørelsesberettigede

har fået medhold i det eller de godtgørelsesberettigede

spørgsmål, som er forelagt den. Denne udtalelse indgår i

vurderingen af størrelsen af den godtgørelse, den

godtgørelsesberettigede er berettiget til. Udtalelsen er dog ikke

bindende for afgørelsen af spørgsmålet om

godtgørelsens størrelse.

§ 33 F.

Skatteministeren afgiver årligt en

redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling m.v.

i de sager, hvortil der kan ydes omkostningsgodtgørelse.

§ 33 F

. Giver en ansøgning om

omkostningsgodtgørelse anledning til nærmere at

undersøge, i hvilket omfang den godtgørelsesberettigede har

fået medhold i sin sag, udbetales forskudsvis 50 pct. af det

ansøgte godtgørelsesbeløb.

Stk. 2.

Er godtgørelsesbeløbet større end

det beløb, som efter stk. 1 er udbetalt forskudsvis, udbetales

restbeløbet med en rente. Renten beregnes med rentesatsen i

kildeskattelovens § 62, stk. 3, pr. påbegyndt måned

regnet fra dagen for modtagelsen af ansøgningen om

omkostningsgodtgørelse.

Stk. 3

. Giver en ansøgning om

omkostningsgodtgørelse alene anledning til nærmere at

undersøge størrelsen af udgifterne til behandling af sagen,

herunder den sagkyndiges honorar, udbetales godtgørelsen ifølge

ansøgningen med forbehold for eventuel tilbagebetaling.

Stk. 4.

Er godtgørelsesbeløbet mindre end det

beløb, som efter stk. 3 er udbetalt med forbehold, skal den

godtgørelsesberettigede tilbagebetale det for meget udbetalte

godtgørelsesbeløb. Den godtgørelsesberettigede har ret

til henstand, såfremt afgørelsen om godtgørelsens

tilbagebetaling påklages eller indbringes for domstolene.

Stk. 5.

Har den godtgørelsesberettigede tilbagebetalt

godtgørelsesbeløbet efter stk. 4, 1. pkt., og findes dette

beløb senere at være blevet tilbagebetalt med urette, udbetales

beløbet med en rente. Renten beregnes med rentesatsen i

kildeskattelovens § 62, stk. 3, pr. påbegyndt måned

regnet fra dagen for indbetaling af det opkrævede

godtgørelsesbeløb.

§ 33 G.

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden

lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft

uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier

oplysninger til brug for beregningen af omkostningsgodtgørelse.

Stk. 2.

Der kan pålægges selskaber m.v.

(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.

kapitel.

§ 33 G.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere

bestemmelser om, hvilke oplysninger der skal følge en

ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

§ 33 H.

Skønnes en overtrædelse ikke at ville

medføre højere straf end bøde, kan skatteministeren

tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden

retslig forfølgning, såfremt denne erkender sig skyldig i

overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere

angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i

tilkendegivelsen angiven bøde.

Stk. 2.

Med hensyn til den i stk. 1 nævnte

tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om indholdet af et

anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Betales bøden i rette tid, eller bliver

den efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre

forfølgning. Skattekontrollovens § 23 A om opkrævning og

inddrivelse finder tilsvarende anvendelse.

§ 33 H.

Skatteministeren afgiver årligt en

redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling m.v.

i de sager, hvortil der kan ydes omkostningsgodtgørelse.

§ 33 I.

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden

lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft

uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier

oplysninger til brug for beregningen af omkostningsgodtgørelse.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v.

(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.

kapitel.

§ 33 J.

Skønnes en overtrædelse ikke at ville

medføre højere straf end bøde, kan skatteministeren

tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden

retslig forfølgning, såfremt denne erkender sig skyldig i

overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere

angiven frist, der efter anmodning kan forlænges, at betale en i

tilkendegivelsen angiven bøde.

Stk. 2.

Med hensyn til den i stk. 1 nævnte

tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om indholdet af et

anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Betales bøden i rette tid, eller bliver

den efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre

forfølgning. Skattekontrollovens § 23 A om opkrævning og

inddrivelse finder tilsvarende anvendelse.".

Lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf.

Lovbekendtgørelse nr. 887 af 8. oktober 2001

§ 2

I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf.

lovbekendtgørelse nr. 887 af 8. oktober 2001, foretages

følgende ændringer:

§ 7 Q.

Til den skattepligtige indkomst medregnes

ikke:

1) Godtgørelse efter § 33 A i skattestyrelsesloven.

2) Beløb, som betales til en godtgørelsesberettiget

person efter skattestyrelseslovens kapitel 3 A til dækning af dennes

udgifter til sagkyndig bistand m.v. Det gælder dog ikke, i det omfang

beløbet med tillæg af omkostningsgodtgørelsen og andre

godtgjorte udgifter overstiger personens samlede udgifter til sagkyndig

bistand m.v. i sagen, eller i det omfang beløbet ikke må anses

for ydet som følge af yderens retlige interesse i sagen.

Stk. 2.

Beløb, som er nævnt i stk. 1, nr. 2,

kan ikke fradrages i den skattepligtige indkomst, medmindre yderen er en fond

eller forening m.v., der efter lovgivningens almindelige regler har fradrag

for udlodninger eller uddelinger. Ydes beløbet som led i et

ansættelsesforhold eller som led i en aftale om personligt arbejde i

øvrigt til dækning af modtagerens udgifter til sagkyndig bistand

m.v., og fradrager arbejdsgiveren m.v. beløbet i sin skattepligtige

indkomst, medregnes beløbet til modtagerens skattepligtige

indkomst.

Stk. 3.

Udgifter til bistand i skattesager kan ikke fradrages

ved indkomstopgørelsen. I øvrigt kan udgifter, hvortil der kan

ydes godtgørelse efter kapitel 3 A i skattestyrelsesloven, ikke

fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

1.

§ 7 Q, stk. 1, nr. 1, affattes

således:

"1) Godtgørelse efter skattestyrelseslovens § 33 A

samt renter efter samme lovs § 33 F, stk. 2 og 5.".

§ 3

Stk. 1.

Loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning for sager, hvor

godtgørelsesspørgsmålet i sagen ikke er endeligt afgjort

efter de tidligere gældende regler inden den 17. januar 2002.

Stk. 2.

Det i § 1, nr. 3, foreslåede nye

stk. 4 i skattestyrelseslovens § 33 A og den i § 1, nr. 5,

foreslåede affattelse af skattestyrelseslovens § 33 E har virkning

for sager, som rejses ved den pågældende myndighed fra og med

dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende.

Lignende dokumenter