Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af omkostningsgodtgørelsesreglerne i skattesager

2000/1 BSF 97Beslutningsforslag som fremsatFolketinget18. januar 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 18. januar 2001 af

Kim Behnke (FRI), Tom Behnke (FRI),

Thorkild B. Fransgaard (FRI) og Kirsten

;Jacobsen (FRI)

Forslag til folketingsbeslutning

om ændring af omkostningsgodtgørelsesreglerne

i skattesager

Folketinget opfordrer regeringen til i indeværende

folketingssamling at fremsætte de nødvendige forslag og foretage

de nødvendige administrative ændringer, således at

reglerne i skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1 og 2, ændres efter

følgende retningslinjer:

Der skal fremover ydes 100 pct. omkostningsgodtgørelse,

når en skatteyder får fuldt medhold i en skattesag mod

skattemyndighederne.

Der skal fortsat ydes 50 pct. omkostningsgodtgørelse i de

tilfælde, hvor skatteyderen taber sagen, hæver sagen, kun

får delvis medhold eller sagen forliges.

Skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 2, om 85 pct.

omkostningsgodtgørelse, hvor skattemyndighederne fører

principielle sager mod skatteyderne, ophæves.

Der indføres et anfægtelsessystem, der erstatter det

gældende klagesystem vedrørende

omkostningsgodtgørelsesansøgningerne.

Bemærkninger til forslaget

Når man som borger i Danmark bliver

tvunget ind i en skattesag med det store told- og

skattesystem og vinder sin sag efter

lang tid og mange omkostninger, både personlige og økonomiske,

får man i dag kun dækket 50 pct. af sine reelle økonomiske

Læs alt

sagsomkostninger. Dette finder forslagsstillerne ganske uforståeligt.

Man har på den ene side en borger, der må kæmpe

indædt for at få sin ret, med store omkostninger til

følge. På den anden side har man et stort statsapparat med

principielt uendelige

ressourcer. Skattemyndighederne kan principielt trække ubegrænset

på statens bevillinger, når der skal føres sager mod

borgerne.

Uden sammenhæng i øvrigt med dette forslag og

uden at skulle forsvare involverede personer har komplekset med de mange

selskabstømmersager haft stor politisk bevågenhed. Den

daværende skatteminister erklærede sagerne for at være

»danmarkshistoriens største røveri«. Både

skatte- og politimyndigheder har brugt betragtelige ressourcer på

sagerne. På nuværende tidspunkt er det dog meget få sager,

som overhovedet er nået til domstolene, og meget få, som er

afsluttet med, at skatteyderne er blevet dømt. Men de mange

involverede borgere, selskaber og virksomheder har haft enorme udgifter til

advokater, revisorer og andre eksperter.

I alle skattesager store som små vil situationen

være den, at når det efter tvistens afslutning viser sig, at

borgeren var i sin gode ret og er blevet uretmæssigt sagsøgt

og

forfulgt af

myndighederne, ja, så står borgeren tilbage med en lang

økonomisk næse eller udtrykt lidt anderledes et reelt

økonomisk tab som følge af myndighedernes

fejlbedømmelse. Dette er på ingen måde acceptabelt eller

retfærdigt og skal ændres, så det danske samfund ikke

påfører borgerne dette retssikkerhedsmæssigt forkastelige

tab.

I dag er det sådan, at borgerne også får

refunderet 50 pct. af deres sagsomkostninger, når de taber sagen.

Dette ønsker forslagsstillerne ikke at ændre på, da

retssikkerheden ville dale betydeligt, hvis ikke der forelå denne

godtgørelse, idet borgerne ikke ville turde at anlægge sag,

medmindre de var ganske overbeviste om at kunne vinde den.

Med ændringen af

omkostningsgodtgørelsesreglerne i folketingssamlingen 1999-2000, jf.

lov nr. 464 af 31. maj 2000, blev retssikkerheden forbedret på flere

punkter, men efter forslagsstillernes opfattelse fortsat ikke

tilstrækkeligt. Stadig bærer skatteborgeren risikoen for at lide

et økonomisk tab og bærer

dermed 50 pct. af de økonomiske omkostninger, selv om en sag skyldes

skattemyndighedernes fejlvurdering. Det mindsker borgernes tillid til

systemet og støder deres retfærdighedsfølelse.

Vedrørende lovændringen henvises til lovforslag nr. L 267,

Folketingstidende 1999-2000, tillæg A 7469 og 7499, tillæg B

1143, forhandlingerne 6960, 8492 og 8759 og tillæg C 1108. Lovforslaget

var en udmøntning af de forslag, Omkostningsudvalget anbefaler i sin

betænkning nr. 1382 fra februar 2000. Om baggrunden for

nedsættelsen af Omkostningsudvalget henvises til B 35 fra

folketingsåret 1998-99, jf. nærmere nedenfor.

Stadig er skattereglerne så indviklede, at det er svært

både for borgerne og myndighederne at forstå dem.

Stadig bliver skattelovjunglen tættere og tættere. Hvert

folketingsår tilføjes skattelovgivningen

flere og flere komplicerede

bestemmelser. Ofte må Folketingets Skatteudvalg under

udvalgsbehandlingen følge, hvorledes meget komplicerede bestemmelser

kun kan overskues af store internationale revisionsfirmaer. Ofte må

lovforslagene ændres, fordi end ikke Skatteministeriets eksperter kan

overskue den samlede regelmængde. Hvordan kan det dog forventes, at

borgerne så skal kunne overskue de skatteretlige regelsæt?

Stadig stiger behovet for sagkyndig bistand i forbindelse med

borgernes varetagelse af deres sag mod myndighederne.

Stadig vælger alt for mange borgere at betale et krav fra

skattemyndighederne, hvis de umiddelbart skønner, at omkostningen ved

at føre sag overstiger det beløb, der kræves i ekstra

skattebetaling. Ligeledes vælger mange borgere i andre

skattemæssige sammenhænge simpelt hen at resignere og på

forhånd opgive at føre en sag mod det tunge magtapparat.

I de skatteretlige erstatningssager indrømmes myndighederne en

stor fejlskønsmargin, da myndighederne heller ikke kan gennemskue de

mange skønsmæssige skatteregler. Det betyder, at borgerne i

nogle tilfælde lider yderligere tab som følge af myndighedernes

fejlfortolkninger.

Stadig er der tale om et meget byrdefuldt tvangsmæssigt indgreb

over for borgerne, når man pålægger dem økonomiske

byrder et meget intensivt indgreb, som kræver en ekstra god

retsbeskyttelse, hvilket også grundlovsbeskyttelsen viser.

Hjemmelsgrundlaget skal være i orden, der skal være gode

ankemuligheder, og der bør være nogle gode

omkostningsgodtgørelsesregler. Antallet af skattesager ved landets

højeste domstol stiger fortsat, hvilket vidner om behov for afklaring

og øget retsbeskyttelse.

Og sådan kunne vi fortsætte argumentationen

for, at den danske skattelovgivning i anden sammenhæng bør

udsættes for en betydelig forenkling. Dette forslag kan ikke

løfte den opgave, så indtil regeringen påtager sig en

generel oprydning i skattelovgivningen, må borgernes retssikkerhed

varetages gennem adgang til eksperthjælp uden økonomisk

belastning i de sager, hvor borgeren får fuldt medhold.

Efter gældende regler opereres med to satser for

omkostningsgodtgørelsen: 50 pct. omkostningsgodtgørelse,

når skatteborgeren vinder eller taber sagen over for skattemyndigheden,

jf. skattestyrelseslovens (SSL) § 33 A, stk. 1. Og 85 pct.

omkostningsgodtgørelse, hvor sagen videreføres af

skattemyndighederne på grund af dens principielle karakter, jf. SSL §

33 A, stk. 2. Det er disse to satser, der ønskes ændret med

dette forslag. SSL § 33 A, stk. 1, skal give 100 pct.

omkostningsgodtgørelse i alle tilfælde, hvor en borger vinder

over myndighederne, dvs. får fuldt medhold i sidste instans sagen

prøves for. I de tilfælde, hvor borgeren taber sagen,

hæver sagen, kun får delvis medhold eller sagen forliges, skal

der fortsat ydes 50 pct. omkostningsgodtgørelse. SSL § 33 A, stk. 2,

ophæves derfor.

Der skal således fortsat opereres med to helt faste

procentsatser, og forslaget lægger ikke op til, at der indføres

skøn i godtgørelsesafgørelserne. Det vil være

forholdsvis få sager, hvor borgeren får fuldt medhold, og det er

derfor ikke den mest optimale situation, der kunne ønskes for

skatteborgerne. Men en ændring af reglerne er især

tiltrængt, hvor borgeren har fået fuldt medhold, og så

må det være op til borgeren og hans/hendes rådgivere at

få skåret sagen bedst muligt til. Dette er desværre en

meget svær opgave at løfte, da skatteretten i dag er kendetegnet

ved, at loven langtfra altid giver et klart svar på, hvordan

beskatningen skal ske. Mange af de skatteretlige bestemmelser er så

skønsprægede, at borgerens retsstilling er meget usikker.

Dette forslag kombinerer muligheden for en bedre

retssikkerhed for skatteborgerne samtidig med, at de nuværende fordele

ved et fast procentsystem bevares, hvorved ansøgningen om

omkostningsgodtgørelse fortsat kan administreres af de regionale told-

og skatteforvaltninger.

Det tidligere nævnte beslutningsforslag nr. B 35

fremsat af Det Konservative Folkeparti og Venstre i folketingssamlingen

1998-99 indeholdt forslag om 100 pct. omkostningsdækning i sager, hvor

skatteyderen fik helt eller delvis medhold. Der henvises vedrørende B

35 til Folketingstidende 1998-99, tillæg A 1966 og 1968, tillæg

B 1042 og forhandlingerne 1411. På baggrund af B 35 nedsatte

skatteministeren Omkostningsdækningsudvalget. Udvalget har i sin

betænkning fra februar 2000 (omdelt i Skatteudvalget på alm. del

bilag 369, folketingsåret 1999-2000) bl.a. behandlet forslaget i B

35. Herunder har udvalget påpeget en række problemer forbundet

med forslaget i B 35, som førte til, at udvalget ikke kunne anbefale

forslaget om 100 pct. omkostningsdækning i sager, hvor skatteyderen

får helt eller delvis medhold. Nogle af de påpegede

problemer:

1) At det ville medføre uforholdsmæssigt store

sagsomkostninger, hvis der blev opereret med 100 pct. dækning,

2) at ansøgningen om godtgørelse skulle vurderes

individuelt i forhold til forskellige kriterier, for at få afgjort, om

ansøgeren havde fået helt eller delvis medhold, og

3) at dette ikke burde ske ved de regionale myndigheder, idet disse jo

står i direkte overunderordnelsesforhold til Skatteministeriet, som

derfor kan udstede tjenestebefalinger til dem vedrørende

skønnet for skatteansøgningerne. Meget uhensigtsmæssigt,

eftersom de er part i sagerne.

Ad. 2 og 3 er afklaret i argumentationen ovenfor.

Problematikken omkring ad. 1 imødegås ved

følgende argumentation:

Det nuværende ankesystem vedrørende

skatteborgerens godtgørelsesansøgning erstattes af et

anfægtelsessystem for den administrerende myndighed (told- og

skatteregionerne).

Som det er nu, har skatteborgerne klageadgang til Told- og

Skattestyrelsen, i de tilfælde, hvor told- og skatteregionen ikke har

imødekommet deres godtgørelsesansøgning fuldt ud.

Problemstillingen vedrørende 50 pct. omkostningsgodtgørelsen er

i og for sig uforandret, men med indførelsen af 100 pct.

omkostningsgodtgørelsen følger efter nogles overbevisning

risikoen for, at salærerne til de sagkyndige øges

unødigt.

For at undgå dette bør told- og

skatteregionerne fremover kunne anfægte

omkostningsgodtgørelsesansøgningen, hvor de bestemt finder, at

de angive udgifter til sagsførelsen er urimelige i forhold til sagens

størrelse m.v. Ansøgningen skal så fremover kunne

forelægges af told- og skatteregionen for den instans, der har truffet

den endelige skatteretlige afgørelse i sagen, da denne instans bedst

vil være i stand til at vurdere de samlede omkostningers rimelighed.

Finder denne instans ikke, at sagsomkostningerne står i rimeligt

forhold til den samlede sag, må skatteborgeren selv bære den

økonomiske byrde, for så vidt angår den del, der findes at

ligge ud over det rimelige.

Klagesystemet omlægges derved således, at det

ikke længere er borgeren, som ikke får imødekommet sin

godtgørelsesansøgning, der må klage, men herefter

myndighederne, der får en anfægtelsesret, hvor de finder, at

sagsomkostningerne ikke står i et rimeligt forhold til skattesagens

størrelse. I betragtning af myndighedernes ressourcer sat over for

borgerens, finder forslagsstillerne dette system langt mere rimeligt.

Afgørelsen af klagen vil være endelig over for borgeren, da

hans/hendes ansøgning da har været gennem en

to-instans-behandling, og da klageinstansen må formodes at være

upartisk i forhold til skattemyndighederne, eftersom det er samme instans,

der har givet borgeren helt eller delvis medhold.

I øvrigt skal det lige nævnes, at det jo er

konkurrencemyndighederne, der har foranlediget, at de vejledende satser for

blandt andet advokatsalærer er blevet fjernet. Det kan derfor ikke

lastes borgerne, at advokaterne de seneste år har

»skruet deres

salærer op«. Konkurrencemyndighederne kunne jo igen tillade,

at der var vejledende salærer for faste ydelser.

I Omkostningsdækningsudvalgets betænkning nr.

1382 nævnes det ligeledes, at en øget brug af professionelle

rådgivere på skatteborgerens side kan have den uheldige

bivirkning, at det almindelige forvaltningsretlige princip

officialprincippet (undersøgelsesprincippet) svækkes, idet

myndighederne ikke i samme grad føler sig forpligtet til at finde de

oplysninger, der taler for borgerens sag, når denne har en

rådgiver ved sin side. Dette princip opleves i forvejen af borgerne som

ikke eksisterende eller illusorisk, idet de føler, at myndighederne

driver uhæmmet klapjagt på dem. Når myndighederne henvender

sig til borgerne med f.eks. en skatteansættelsesændring, er det

op til borgeren at tilbagevise ændringen ved at fremlægge

behørig dokumentation og fremskaffe de manglende oplysninger, hvorved

det af borgeren opleves som nærmest omvendt bevisbyrde. Samtidig

skriver myndighederne ofte til borgerne i et sprog, der gør, at

borgeren ikke rigtig kan gennemskue, hvad det handler om, da reglerne jo er

meget komplicerede. Og det bliver ikke bedre af, at myndighederne ikke

oversætter det til et sprog, hvor man som menig borger kan

forstå, hvad det handler om.

Desuden kan argumentationen jo vendes om, og der kan

argumenteres for, at princippet vil blive styrket, idet skattemyndighederne

efter forslaget risikerer at skulle dække op til 50 pct. mere end

tidligere, hvorfor de får en skærpet interesse i at træffe

den helt rigtige afgørelse. Forslagsstillerne forestiller sig, at

nærværende forslag kunne få den rimelige konsekvens, at

skattemyndighederne begyndte at anlægge en vurdering af

»procesøkonomien« i en sag, således at ubetydelige sager

ikke længere ville blive forfulgt af den simple grund, at

omkostningerne både for den berørte borger og myndighederne

(skatteborgerne indirekte) vurderes for store i forhold til det provenu,

der er på tale.

Også tidsmæssigt vil det være i

myndighedernes interesse at fremskynde behandlingen/afgørelsen af en

skattesag, da dette må antages at mindske de samlede sagsomkostninger.

Alt for ofte trækker

sager ud i årevis. Myndighederne er i den forbindelse under

mistanke for at trække sagerne bevidst for at »køre borgerne

trætte«. Danmark har en kedelig position, når det gælder

lange sagsbehandlingstider fra myndighedernes side. Flere gange er Danmark

da også blevet dømt ved

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for

unødvendig og umenneskelig lang sagsbehandlingstid i tvister mellem

borgere og staten.

Skulle nogle være bange for, at en øget

omkostningsgodtgørelse skulle medføre en masse grundløse

sager, så er der dertil kun at sige, at borgerne fortsat risikerer at

skulle bære 50 pct. af omkostningerne ved en sag,

hvis borgeren taber. Retsstillingen på dette

område er derfor uforandret, da der fortsat er et betydeligt

»selvrisikomoment«.

Forslagsstillerne ønsker samme

omkostningsgodtgørelsesregler, uanset om der er tale om fysiske eller

juridiske personer, idet en afgrænsning af de juridiske personer, som

man finder især skal beskyttes af reglerne ganske som almindelige

fysiske personer, vil være meget svær at drage. Og generelt er

det kun ret og rimeligt, at der ydes 100 pct. godtgørelse, uanset hvem

der vinder over myndighederne, da ingen bør skulle bære et tab i

den situation.

Der er ofte den holdning hos skattemyndighederne, at

når det gælder tvister med private virksomheder, så er der

tale om to ligeværdige parter. Men det er bestemt ikke tilfældet.

Den lille håndværksmester eller fiskeskipper er ofte helt uden

professionel assistance til at håndtere de enorme mængder af

papir fra myndighederne. Det hele skal udfyldes under strafansvar, og

arbejdet udføres i forlængelse af normal arbejdstid. Når

skattemyndighederne så finder mistanke og rejser sag, så er det

ikke to ligeværdige parter. Den erhvervsdrivende må ofte foretage

vurderingen af, om masser af møder og korrespondance med myndighederne

står mål med det skattebetalingskrav, som den

pågældende har modtaget. Og resultatet bliver alt for ofte

resignation man betaler og får fred. Så også her halter

retssikkerheden, hvorfor reglerne skal gælde både for fysiske og

juridiske personer.

Provenumæssige betragtninger

Gennemsnitligt får borgerne helt eller delvis

medhold i deres klagesager i ca. 32 pct. (se bilag) af det samlede antal

sager ved alle instanser, hvorfor der ikke forventes en eksplosiv stigning i

udgifterne til omkostningsgodtgørelse på baggrund af forslaget,

da dette jo tillige kun vedrører de tilfælde, hvor

skatteborgerne får fuldt medhold, og SSL § 33 A, stk. 2, ophæves

jo med forslaget, hvorved der i disse sager, hvor myndighederne vinder,

herefter kun ydes 50 pct. omkostningsgodtgørelse mod gældende 85

pct.

I alle landets aviser har man gennem den senere tid kunne

læse, at det går strygende for dansk økonomi, og at det

netop er i disse opgangstider, at muligheden for at sænke skatterne er

til stede. Det afvises dog af regeringen, da den jo kun ser én

måde at finansiere det danske velfærdssystem på: skatter

og atter skatter og så en masse nye afgifter! Et er, at de danske

borgere må bære et af verdens højeste skattetryk på

deres skuldre, men de må så også retmæssigt kunne

forvente, at der kun sker

»tvangsmæssig « korrekt

»udplyndring« af dem. Viser det sig, at de er blevet

»uretmæssigt plyndret«, skal de ikke også bære at lide tab

som følge heraf, så er der da slet ingen retfærdighed

til.

Afsluttende bemærkninger

Forslaget vil forhåbentlig øge mængden

af berettigede klagesager mod myndighederne. Sigtet med forslaget er at

forbedre retssikkerheden derved, at flere skatteborgere tør

løbe den økonomiske risiko ved at påklage myndighedernes

afgørelse. Også mindrebemidlede borgere vil turde klage, da de

ikke længere skal bære 50 pct. af udgifterne selv, hvis de vinder

over myndighederne.

Den nuværende 50 pct.-ordning ved vundne sager

vender jo den

»tunge ende nedad«, eftersom folk med lille indkomst

(lavtlønsgrupper og små selvstændige erhvervsdrivende)

ofte simpelt hen ikke har råd til at føre sag. Deres

retssikkerhed vil blive styrket betydeligt med forslaget, så vil

advokaterne godt turde tage sagerne, når de mener, at de kan vindes. I

dag må advokaten i sin rådgivning af klienter nøgternt

konstatere, at selv om borgeren evt. står til at kunne vinde sin

skattesag, så har denne ikke nødvendigvis mulighed for af sin

lille indkomst at betale de resterende 50 pct. af udgifterne til f.eks.

advokaten, hvorfor søgsmål ofte afstås. Det er en

gåde for forslagsstillerne, hvis ikke dette argument alene kan samle

Folketinget.

Stigningen i de skatteretlige afgørelser må

formodes at føre til, at retsstillingen inden for skatteretten

hurtigere klarlægges gennem praksis, hvorved retssikkerheden og

forudsigeligheden forbedres i både myndighedernes og borgernes

interesse.

Endvidere håber forslagsstillerne på, at

ændringen i omkostningsgodtgørelsesreglerne, hvorved det

offentlige skal bære en større økonomisk byrde ved

afgørelserne af de skatteretlige spørgsmål, fører

til, at retsstillingen i højere grad klarlægges fra lovgivernes

og Skatteministeriets side end ved hjælp af praksis, hvilket ville

være en kærkommen effektivisering.

Er der bestemmelser i skatte- og afgiftslovgivningen, som

borgere og virksomheder igen og igen kommer i tvivl om, så må

regeringen og Folketinget påtage sig at få reglerne gjort mere

tydelige. Også Ligningsrådets og Skatteministeriets udsendelse af

vejledninger og cirkulærer kan være med til at fjerne de mange

tvivlstilfælde. Forslagsstillerne vil i den forbindelse pege på

det gode eksempel, da idrættens verden i samarbejde med

Skatteministeriet fik udarbejdet en vejledning omkring momsberegning for

idrætsforeninger. Det skete efter en række tvivlssager.

Vejledningen blev skrevet i et let forståeligt sprog, så brugerne

ikke længere misfortolkede reglerne. Forslagsstillerne vil opfordre

til, at skatteministeren påtager sig at få udformet let

forståelige vejledninger inden for flest mulige områder. Det

alene kan begrænse antallet af unødvendige tvister på

skatteområdet.

Styrkeforholdet mellem de ressourcestærke

skattemyndigheder og den

»lille« skatteborger vil blive forbedret betydeligt, og

det erindres, at det er lovgiverne selv, der har skabt et så indviklet

skattesystem, at det er nødvendigt for borgerne at søge

sagkyndig bistand for overhovedet at kunne tale sin sag mod

skattemyndighederne. (Også professor ved Syddansk Universitet Ole

Bjørn, som også er formand for Ligningsrådet,

påpeger det ulige styrkeforhold, se Ritzau d.17/12-00 kl.18:22).

Skriftlig fremsættelse

Kim Behnke

(FRI):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af

omkostningsgodtgørelsesreglerne i skattesager.

(Beslutningsforslag nr. B 97).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Bilag

Oplysninger om sagsudfald m.v. i skattesager for

Skatteankenævn, Landskatteretten, landsretterne og

Højesteret

Kilde: Klage og retssagsstatistik pr. 31. december 1999,

Skatteministeriet, august 2000.

Skatteankenævnene:

Tabel 3 på side 6 viser den procentvise fordeling af

antallet af færdigbehandlede klagesager på personområdet

vedrørende indkomstårene 1993-1997 ved skatteankenævnene.

I gennemsnitligt 57 pct. af klagesagerne blev afgørelsen

stadfæstet, i gennemsnitligt 34 pct. af klagesagerne fik skatteyderen

helt eller delvist medhold. I de sidste 9 pct. af klagesagerne blev der

truffet anden afgørelse. På selskabsområdet kan

tilsvarende beregnes på baggrund af tabel 6 på side 7, her skete

der gennemsnitligt stadfæstelse i 59 pct. af klagesagerne, mens

klagerne fik helt eller delvist medhold i gennemsnitligt 33 pct. af

klagesagerne. I de sidste gennemsnitligt 8 pct. af klagesagerne blev der

truffet anden afgørelse.

Landsskatteretten:

Tabel 10 på side 10 viser sagsafslutningen for

indkomstsager i Landsskatteretten 1992-1999. Her blev afgørelserne

gennemsnitligt stadfæstede i 63 pct. af sagerne, mens skatteyderen blev

indrømmet nedsættelse i gennemsnitligt 36 pct. af sagerne. I de

sidste knap 1 pct. af sagerne skete der en forhøjelse.

Landsretterne:

Tabel 23 på side 19 og tabel 24 på side 20

opdeler sagerne i sager anlagt af skatteyderne og i sager anlagt af

Skatteministeriet. Der blev fra 1991-1999 anlagt 2.374 sager af skatteyderne,

mod kun 30 af Skatteministeriet. De udregnede gennemsnit er renset for

tallene, hvor ingen af parterne fik medhold. I sagerne anlagt af skatteyderne

fik disse helt eller delvist medhold i 25 pct. af sagerne, Skatteministeriet

i 75 pct. af sagerne. I sagerne anlagt af Skatteministeriet fik

Skatteministeriet medhold i 73 pct. af sagerne, skatteyderne i 27 pct. af

sagerne.

Højesteret:

Tabel 25 på side 20 og tabel 26 på side 21

viser tallene for sagsafslutning ved Højesteret 1991-1999. Disse er

også opdelt i sager anlagt af skatteyderne og sager anlagt af

Skatteministeriet. Skatteyderne havde anlagt sag i 277 tilfælde,

Skatteministeriet i 21 tilfælde. I de sager hvor skatteyderne havde

anlagt sag, fik de helt eller delvist medhold i 19,5 pct. af sagerne, mens

Skatteministeriet fik medhold i 80,5 pct. af sagerne. I sagerne anlagt af

Skatteministeriet fik skatteyderne helt eller delvist medhold i 48 pct. af

sagerne, mens Skatteministeriet fik medhold i 52 pct. af sagerne (hvilket

viser, at der her var tale om meget principielle sager).

Lignende dokumenter