Forslag til folketingsbeslutning om ændring af omkostningsgodtgørelsesreglerne i skattesager
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 18. januar 2001 af
Kim Behnke (FRI), Tom Behnke (FRI),
Thorkild B. Fransgaard (FRI) og Kirsten
;Jacobsen (FRI)
Forslag til folketingsbeslutning
om ændring af omkostningsgodtgørelsesreglerne
i skattesager
Folketinget opfordrer regeringen til i indeværende
folketingssamling at fremsætte de nødvendige forslag og foretage
de nødvendige administrative ændringer, således at
reglerne i skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1 og 2, ændres efter
følgende retningslinjer:
Der skal fremover ydes 100 pct. omkostningsgodtgørelse,
når en skatteyder får fuldt medhold i en skattesag mod
skattemyndighederne.
Der skal fortsat ydes 50 pct. omkostningsgodtgørelse i de
tilfælde, hvor skatteyderen taber sagen, hæver sagen, kun
får delvis medhold eller sagen forliges.
Skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 2, om 85 pct.
omkostningsgodtgørelse, hvor skattemyndighederne fører
principielle sager mod skatteyderne, ophæves.
Der indføres et anfægtelsessystem, der erstatter det
gældende klagesystem vedrørende
omkostningsgodtgørelsesansøgningerne.
Bemærkninger til forslaget
Når man som borger i Danmark bliver
tvunget ind i en skattesag med det store told- og
skattesystem og vinder sin sag efter
lang tid og mange omkostninger, både personlige og økonomiske,
får man i dag kun dækket 50 pct. af sine reelle økonomiske
Læs alt
sagsomkostninger. Dette finder forslagsstillerne ganske uforståeligt.
Man har på den ene side en borger, der må kæmpe
indædt for at få sin ret, med store omkostninger til
følge. På den anden side har man et stort statsapparat med
principielt uendelige
ressourcer. Skattemyndighederne kan principielt trække ubegrænset
på statens bevillinger, når der skal føres sager mod
borgerne.
Uden sammenhæng i øvrigt med dette forslag og
uden at skulle forsvare involverede personer har komplekset med de mange
selskabstømmersager haft stor politisk bevågenhed. Den
daværende skatteminister erklærede sagerne for at være
»danmarkshistoriens største røveri«. Både
skatte- og politimyndigheder har brugt betragtelige ressourcer på
sagerne. På nuværende tidspunkt er det dog meget få sager,
som overhovedet er nået til domstolene, og meget få, som er
afsluttet med, at skatteyderne er blevet dømt. Men de mange
involverede borgere, selskaber og virksomheder har haft enorme udgifter til
advokater, revisorer og andre eksperter.
I alle skattesager store som små vil situationen
være den, at når det efter tvistens afslutning viser sig, at
borgeren var i sin gode ret og er blevet uretmæssigt sagsøgt
og
forfulgt af
myndighederne, ja, så står borgeren tilbage med en lang
økonomisk næse eller udtrykt lidt anderledes et reelt
økonomisk tab som følge af myndighedernes
fejlbedømmelse. Dette er på ingen måde acceptabelt eller
retfærdigt og skal ændres, så det danske samfund ikke
påfører borgerne dette retssikkerhedsmæssigt forkastelige
tab.
I dag er det sådan, at borgerne også får
refunderet 50 pct. af deres sagsomkostninger, når de taber sagen.
Dette ønsker forslagsstillerne ikke at ændre på, da
retssikkerheden ville dale betydeligt, hvis ikke der forelå denne
godtgørelse, idet borgerne ikke ville turde at anlægge sag,
medmindre de var ganske overbeviste om at kunne vinde den.
Med ændringen af
omkostningsgodtgørelsesreglerne i folketingssamlingen 1999-2000, jf.
lov nr. 464 af 31. maj 2000, blev retssikkerheden forbedret på flere
punkter, men efter forslagsstillernes opfattelse fortsat ikke
tilstrækkeligt. Stadig bærer skatteborgeren risikoen for at lide
et økonomisk tab og bærer
dermed 50 pct. af de økonomiske omkostninger, selv om en sag skyldes
skattemyndighedernes fejlvurdering. Det mindsker borgernes tillid til
systemet og støder deres retfærdighedsfølelse.
Vedrørende lovændringen henvises til lovforslag nr. L 267,
Folketingstidende 1999-2000, tillæg A 7469 og 7499, tillæg B
1143, forhandlingerne 6960, 8492 og 8759 og tillæg C 1108. Lovforslaget
var en udmøntning af de forslag, Omkostningsudvalget anbefaler i sin
betænkning nr. 1382 fra februar 2000. Om baggrunden for
nedsættelsen af Omkostningsudvalget henvises til B 35 fra
folketingsåret 1998-99, jf. nærmere nedenfor.
Stadig er skattereglerne så indviklede, at det er svært
både for borgerne og myndighederne at forstå dem.
Stadig bliver skattelovjunglen tættere og tættere. Hvert
folketingsår tilføjes skattelovgivningen
flere og flere komplicerede
bestemmelser. Ofte må Folketingets Skatteudvalg under
udvalgsbehandlingen følge, hvorledes meget komplicerede bestemmelser
kun kan overskues af store internationale revisionsfirmaer. Ofte må
lovforslagene ændres, fordi end ikke Skatteministeriets eksperter kan
overskue den samlede regelmængde. Hvordan kan det dog forventes, at
borgerne så skal kunne overskue de skatteretlige regelsæt?
Stadig stiger behovet for sagkyndig bistand i forbindelse med
borgernes varetagelse af deres sag mod myndighederne.
Stadig vælger alt for mange borgere at betale et krav fra
skattemyndighederne, hvis de umiddelbart skønner, at omkostningen ved
at føre sag overstiger det beløb, der kræves i ekstra
skattebetaling. Ligeledes vælger mange borgere i andre
skattemæssige sammenhænge simpelt hen at resignere og på
forhånd opgive at føre en sag mod det tunge magtapparat.
I de skatteretlige erstatningssager indrømmes myndighederne en
stor fejlskønsmargin, da myndighederne heller ikke kan gennemskue de
mange skønsmæssige skatteregler. Det betyder, at borgerne i
nogle tilfælde lider yderligere tab som følge af myndighedernes
fejlfortolkninger.
Stadig er der tale om et meget byrdefuldt tvangsmæssigt indgreb
over for borgerne, når man pålægger dem økonomiske
byrder et meget intensivt indgreb, som kræver en ekstra god
retsbeskyttelse, hvilket også grundlovsbeskyttelsen viser.
Hjemmelsgrundlaget skal være i orden, der skal være gode
ankemuligheder, og der bør være nogle gode
omkostningsgodtgørelsesregler. Antallet af skattesager ved landets
højeste domstol stiger fortsat, hvilket vidner om behov for afklaring
og øget retsbeskyttelse.
Og sådan kunne vi fortsætte argumentationen
for, at den danske skattelovgivning i anden sammenhæng bør
udsættes for en betydelig forenkling. Dette forslag kan ikke
løfte den opgave, så indtil regeringen påtager sig en
generel oprydning i skattelovgivningen, må borgernes retssikkerhed
varetages gennem adgang til eksperthjælp uden økonomisk
belastning i de sager, hvor borgeren får fuldt medhold.
Efter gældende regler opereres med to satser for
omkostningsgodtgørelsen: 50 pct. omkostningsgodtgørelse,
når skatteborgeren vinder eller taber sagen over for skattemyndigheden,
jf. skattestyrelseslovens (SSL) § 33 A, stk. 1. Og 85 pct.
omkostningsgodtgørelse, hvor sagen videreføres af
skattemyndighederne på grund af dens principielle karakter, jf. SSL §
33 A, stk. 2. Det er disse to satser, der ønskes ændret med
dette forslag. SSL § 33 A, stk. 1, skal give 100 pct.
omkostningsgodtgørelse i alle tilfælde, hvor en borger vinder
over myndighederne, dvs. får fuldt medhold i sidste instans sagen
prøves for. I de tilfælde, hvor borgeren taber sagen,
hæver sagen, kun får delvis medhold eller sagen forliges, skal
der fortsat ydes 50 pct. omkostningsgodtgørelse. SSL § 33 A, stk. 2,
ophæves derfor.
Der skal således fortsat opereres med to helt faste
procentsatser, og forslaget lægger ikke op til, at der indføres
skøn i godtgørelsesafgørelserne. Det vil være
forholdsvis få sager, hvor borgeren får fuldt medhold, og det er
derfor ikke den mest optimale situation, der kunne ønskes for
skatteborgerne. Men en ændring af reglerne er især
tiltrængt, hvor borgeren har fået fuldt medhold, og så
må det være op til borgeren og hans/hendes rådgivere at
få skåret sagen bedst muligt til. Dette er desværre en
meget svær opgave at løfte, da skatteretten i dag er kendetegnet
ved, at loven langtfra altid giver et klart svar på, hvordan
beskatningen skal ske. Mange af de skatteretlige bestemmelser er så
skønsprægede, at borgerens retsstilling er meget usikker.
Dette forslag kombinerer muligheden for en bedre
retssikkerhed for skatteborgerne samtidig med, at de nuværende fordele
ved et fast procentsystem bevares, hvorved ansøgningen om
omkostningsgodtgørelse fortsat kan administreres af de regionale told-
og skatteforvaltninger.
Det tidligere nævnte beslutningsforslag nr. B 35
fremsat af Det Konservative Folkeparti og Venstre i folketingssamlingen
1998-99 indeholdt forslag om 100 pct. omkostningsdækning i sager, hvor
skatteyderen fik helt eller delvis medhold. Der henvises vedrørende B
35 til Folketingstidende 1998-99, tillæg A 1966 og 1968, tillæg
B 1042 og forhandlingerne 1411. På baggrund af B 35 nedsatte
skatteministeren Omkostningsdækningsudvalget. Udvalget har i sin
betænkning fra februar 2000 (omdelt i Skatteudvalget på alm. del
bilag 369, folketingsåret 1999-2000) bl.a. behandlet forslaget i B
35. Herunder har udvalget påpeget en række problemer forbundet
med forslaget i B 35, som førte til, at udvalget ikke kunne anbefale
forslaget om 100 pct. omkostningsdækning i sager, hvor skatteyderen
får helt eller delvis medhold. Nogle af de påpegede
problemer:
1) At det ville medføre uforholdsmæssigt store
sagsomkostninger, hvis der blev opereret med 100 pct. dækning,
2) at ansøgningen om godtgørelse skulle vurderes
individuelt i forhold til forskellige kriterier, for at få afgjort, om
ansøgeren havde fået helt eller delvis medhold, og
3) at dette ikke burde ske ved de regionale myndigheder, idet disse jo
står i direkte overunderordnelsesforhold til Skatteministeriet, som
derfor kan udstede tjenestebefalinger til dem vedrørende
skønnet for skatteansøgningerne. Meget uhensigtsmæssigt,
eftersom de er part i sagerne.
Ad. 2 og 3 er afklaret i argumentationen ovenfor.
Problematikken omkring ad. 1 imødegås ved
følgende argumentation:
Det nuværende ankesystem vedrørende
skatteborgerens godtgørelsesansøgning erstattes af et
anfægtelsessystem for den administrerende myndighed (told- og
skatteregionerne).
Som det er nu, har skatteborgerne klageadgang til Told- og
Skattestyrelsen, i de tilfælde, hvor told- og skatteregionen ikke har
imødekommet deres godtgørelsesansøgning fuldt ud.
Problemstillingen vedrørende 50 pct. omkostningsgodtgørelsen er
i og for sig uforandret, men med indførelsen af 100 pct.
omkostningsgodtgørelsen følger efter nogles overbevisning
risikoen for, at salærerne til de sagkyndige øges
unødigt.
For at undgå dette bør told- og
skatteregionerne fremover kunne anfægte
omkostningsgodtgørelsesansøgningen, hvor de bestemt finder, at
de angive udgifter til sagsførelsen er urimelige i forhold til sagens
størrelse m.v. Ansøgningen skal så fremover kunne
forelægges af told- og skatteregionen for den instans, der har truffet
den endelige skatteretlige afgørelse i sagen, da denne instans bedst
vil være i stand til at vurdere de samlede omkostningers rimelighed.
Finder denne instans ikke, at sagsomkostningerne står i rimeligt
forhold til den samlede sag, må skatteborgeren selv bære den
økonomiske byrde, for så vidt angår den del, der findes at
ligge ud over det rimelige.
Klagesystemet omlægges derved således, at det
ikke længere er borgeren, som ikke får imødekommet sin
godtgørelsesansøgning, der må klage, men herefter
myndighederne, der får en anfægtelsesret, hvor de finder, at
sagsomkostningerne ikke står i et rimeligt forhold til skattesagens
størrelse. I betragtning af myndighedernes ressourcer sat over for
borgerens, finder forslagsstillerne dette system langt mere rimeligt.
Afgørelsen af klagen vil være endelig over for borgeren, da
hans/hendes ansøgning da har været gennem en
to-instans-behandling, og da klageinstansen må formodes at være
upartisk i forhold til skattemyndighederne, eftersom det er samme instans,
der har givet borgeren helt eller delvis medhold.
I øvrigt skal det lige nævnes, at det jo er
konkurrencemyndighederne, der har foranlediget, at de vejledende satser for
blandt andet advokatsalærer er blevet fjernet. Det kan derfor ikke
lastes borgerne, at advokaterne de seneste år har
»skruet deres
salærer op«. Konkurrencemyndighederne kunne jo igen tillade,
at der var vejledende salærer for faste ydelser.
I Omkostningsdækningsudvalgets betænkning nr.
1382 nævnes det ligeledes, at en øget brug af professionelle
rådgivere på skatteborgerens side kan have den uheldige
bivirkning, at det almindelige forvaltningsretlige princip
officialprincippet (undersøgelsesprincippet) svækkes, idet
myndighederne ikke i samme grad føler sig forpligtet til at finde de
oplysninger, der taler for borgerens sag, når denne har en
rådgiver ved sin side. Dette princip opleves i forvejen af borgerne som
ikke eksisterende eller illusorisk, idet de føler, at myndighederne
driver uhæmmet klapjagt på dem. Når myndighederne henvender
sig til borgerne med f.eks. en skatteansættelsesændring, er det
op til borgeren at tilbagevise ændringen ved at fremlægge
behørig dokumentation og fremskaffe de manglende oplysninger, hvorved
det af borgeren opleves som nærmest omvendt bevisbyrde. Samtidig
skriver myndighederne ofte til borgerne i et sprog, der gør, at
borgeren ikke rigtig kan gennemskue, hvad det handler om, da reglerne jo er
meget komplicerede. Og det bliver ikke bedre af, at myndighederne ikke
oversætter det til et sprog, hvor man som menig borger kan
forstå, hvad det handler om.
Desuden kan argumentationen jo vendes om, og der kan
argumenteres for, at princippet vil blive styrket, idet skattemyndighederne
efter forslaget risikerer at skulle dække op til 50 pct. mere end
tidligere, hvorfor de får en skærpet interesse i at træffe
den helt rigtige afgørelse. Forslagsstillerne forestiller sig, at
nærværende forslag kunne få den rimelige konsekvens, at
skattemyndighederne begyndte at anlægge en vurdering af
»procesøkonomien« i en sag, således at ubetydelige sager
ikke længere ville blive forfulgt af den simple grund, at
omkostningerne både for den berørte borger og myndighederne
(skatteborgerne indirekte) vurderes for store i forhold til det provenu,
der er på tale.
Også tidsmæssigt vil det være i
myndighedernes interesse at fremskynde behandlingen/afgørelsen af en
skattesag, da dette må antages at mindske de samlede sagsomkostninger.
Alt for ofte trækker
sager ud i årevis. Myndighederne er i den forbindelse under
mistanke for at trække sagerne bevidst for at »køre borgerne
trætte«. Danmark har en kedelig position, når det gælder
lange sagsbehandlingstider fra myndighedernes side. Flere gange er Danmark
da også blevet dømt ved
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for
unødvendig og umenneskelig lang sagsbehandlingstid i tvister mellem
borgere og staten.
Skulle nogle være bange for, at en øget
omkostningsgodtgørelse skulle medføre en masse grundløse
sager, så er der dertil kun at sige, at borgerne fortsat risikerer at
skulle bære 50 pct. af omkostningerne ved en sag,
hvis borgeren taber. Retsstillingen på dette
område er derfor uforandret, da der fortsat er et betydeligt
»selvrisikomoment«.
Forslagsstillerne ønsker samme
omkostningsgodtgørelsesregler, uanset om der er tale om fysiske eller
juridiske personer, idet en afgrænsning af de juridiske personer, som
man finder især skal beskyttes af reglerne ganske som almindelige
fysiske personer, vil være meget svær at drage. Og generelt er
det kun ret og rimeligt, at der ydes 100 pct. godtgørelse, uanset hvem
der vinder over myndighederne, da ingen bør skulle bære et tab i
den situation.
Der er ofte den holdning hos skattemyndighederne, at
når det gælder tvister med private virksomheder, så er der
tale om to ligeværdige parter. Men det er bestemt ikke tilfældet.
Den lille håndværksmester eller fiskeskipper er ofte helt uden
professionel assistance til at håndtere de enorme mængder af
papir fra myndighederne. Det hele skal udfyldes under strafansvar, og
arbejdet udføres i forlængelse af normal arbejdstid. Når
skattemyndighederne så finder mistanke og rejser sag, så er det
ikke to ligeværdige parter. Den erhvervsdrivende må ofte foretage
vurderingen af, om masser af møder og korrespondance med myndighederne
står mål med det skattebetalingskrav, som den
pågældende har modtaget. Og resultatet bliver alt for ofte
resignation man betaler og får fred. Så også her halter
retssikkerheden, hvorfor reglerne skal gælde både for fysiske og
juridiske personer.
Provenumæssige betragtninger
Gennemsnitligt får borgerne helt eller delvis
medhold i deres klagesager i ca. 32 pct. (se bilag) af det samlede antal
sager ved alle instanser, hvorfor der ikke forventes en eksplosiv stigning i
udgifterne til omkostningsgodtgørelse på baggrund af forslaget,
da dette jo tillige kun vedrører de tilfælde, hvor
skatteborgerne får fuldt medhold, og SSL § 33 A, stk. 2, ophæves
jo med forslaget, hvorved der i disse sager, hvor myndighederne vinder,
herefter kun ydes 50 pct. omkostningsgodtgørelse mod gældende 85
pct.
I alle landets aviser har man gennem den senere tid kunne
læse, at det går strygende for dansk økonomi, og at det
netop er i disse opgangstider, at muligheden for at sænke skatterne er
til stede. Det afvises dog af regeringen, da den jo kun ser én
måde at finansiere det danske velfærdssystem på: skatter
og atter skatter og så en masse nye afgifter! Et er, at de danske
borgere må bære et af verdens højeste skattetryk på
deres skuldre, men de må så også retmæssigt kunne
forvente, at der kun sker
»tvangsmæssig « korrekt
»udplyndring« af dem. Viser det sig, at de er blevet
»uretmæssigt plyndret«, skal de ikke også bære at lide tab
som følge heraf, så er der da slet ingen retfærdighed
til.
Afsluttende bemærkninger
Forslaget vil forhåbentlig øge mængden
af berettigede klagesager mod myndighederne. Sigtet med forslaget er at
forbedre retssikkerheden derved, at flere skatteborgere tør
løbe den økonomiske risiko ved at påklage myndighedernes
afgørelse. Også mindrebemidlede borgere vil turde klage, da de
ikke længere skal bære 50 pct. af udgifterne selv, hvis de vinder
over myndighederne.
Den nuværende 50 pct.-ordning ved vundne sager
vender jo den
»tunge ende nedad«, eftersom folk med lille indkomst
(lavtlønsgrupper og små selvstændige erhvervsdrivende)
ofte simpelt hen ikke har råd til at føre sag. Deres
retssikkerhed vil blive styrket betydeligt med forslaget, så vil
advokaterne godt turde tage sagerne, når de mener, at de kan vindes. I
dag må advokaten i sin rådgivning af klienter nøgternt
konstatere, at selv om borgeren evt. står til at kunne vinde sin
skattesag, så har denne ikke nødvendigvis mulighed for af sin
lille indkomst at betale de resterende 50 pct. af udgifterne til f.eks.
advokaten, hvorfor søgsmål ofte afstås. Det er en
gåde for forslagsstillerne, hvis ikke dette argument alene kan samle
Folketinget.
Stigningen i de skatteretlige afgørelser må
formodes at føre til, at retsstillingen inden for skatteretten
hurtigere klarlægges gennem praksis, hvorved retssikkerheden og
forudsigeligheden forbedres i både myndighedernes og borgernes
interesse.
Endvidere håber forslagsstillerne på, at
ændringen i omkostningsgodtgørelsesreglerne, hvorved det
offentlige skal bære en større økonomisk byrde ved
afgørelserne af de skatteretlige spørgsmål, fører
til, at retsstillingen i højere grad klarlægges fra lovgivernes
og Skatteministeriets side end ved hjælp af praksis, hvilket ville
være en kærkommen effektivisering.
Er der bestemmelser i skatte- og afgiftslovgivningen, som
borgere og virksomheder igen og igen kommer i tvivl om, så må
regeringen og Folketinget påtage sig at få reglerne gjort mere
tydelige. Også Ligningsrådets og Skatteministeriets udsendelse af
vejledninger og cirkulærer kan være med til at fjerne de mange
tvivlstilfælde. Forslagsstillerne vil i den forbindelse pege på
det gode eksempel, da idrættens verden i samarbejde med
Skatteministeriet fik udarbejdet en vejledning omkring momsberegning for
idrætsforeninger. Det skete efter en række tvivlssager.
Vejledningen blev skrevet i et let forståeligt sprog, så brugerne
ikke længere misfortolkede reglerne. Forslagsstillerne vil opfordre
til, at skatteministeren påtager sig at få udformet let
forståelige vejledninger inden for flest mulige områder. Det
alene kan begrænse antallet af unødvendige tvister på
skatteområdet.
Styrkeforholdet mellem de ressourcestærke
skattemyndigheder og den
»lille« skatteborger vil blive forbedret betydeligt, og
det erindres, at det er lovgiverne selv, der har skabt et så indviklet
skattesystem, at det er nødvendigt for borgerne at søge
sagkyndig bistand for overhovedet at kunne tale sin sag mod
skattemyndighederne. (Også professor ved Syddansk Universitet Ole
Bjørn, som også er formand for Ligningsrådet,
påpeger det ulige styrkeforhold, se Ritzau d.17/12-00 kl.18:22).
Skriftlig fremsættelse
Kim Behnke
(FRI):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om ændring af
omkostningsgodtgørelsesreglerne i skattesager.
(Beslutningsforslag nr. B 97).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,
der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.
Bilag
Oplysninger om sagsudfald m.v. i skattesager for
Skatteankenævn, Landskatteretten, landsretterne og
Højesteret
Kilde: Klage og retssagsstatistik pr. 31. december 1999,
Skatteministeriet, august 2000.
Skatteankenævnene:
Tabel 3 på side 6 viser den procentvise fordeling af
antallet af færdigbehandlede klagesager på personområdet
vedrørende indkomstårene 1993-1997 ved skatteankenævnene.
I gennemsnitligt 57 pct. af klagesagerne blev afgørelsen
stadfæstet, i gennemsnitligt 34 pct. af klagesagerne fik skatteyderen
helt eller delvist medhold. I de sidste 9 pct. af klagesagerne blev der
truffet anden afgørelse. På selskabsområdet kan
tilsvarende beregnes på baggrund af tabel 6 på side 7, her skete
der gennemsnitligt stadfæstelse i 59 pct. af klagesagerne, mens
klagerne fik helt eller delvist medhold i gennemsnitligt 33 pct. af
klagesagerne. I de sidste gennemsnitligt 8 pct. af klagesagerne blev der
truffet anden afgørelse.
Landsskatteretten:
Tabel 10 på side 10 viser sagsafslutningen for
indkomstsager i Landsskatteretten 1992-1999. Her blev afgørelserne
gennemsnitligt stadfæstede i 63 pct. af sagerne, mens skatteyderen blev
indrømmet nedsættelse i gennemsnitligt 36 pct. af sagerne. I de
sidste knap 1 pct. af sagerne skete der en forhøjelse.
Landsretterne:
Tabel 23 på side 19 og tabel 24 på side 20
opdeler sagerne i sager anlagt af skatteyderne og i sager anlagt af
Skatteministeriet. Der blev fra 1991-1999 anlagt 2.374 sager af skatteyderne,
mod kun 30 af Skatteministeriet. De udregnede gennemsnit er renset for
tallene, hvor ingen af parterne fik medhold. I sagerne anlagt af skatteyderne
fik disse helt eller delvist medhold i 25 pct. af sagerne, Skatteministeriet
i 75 pct. af sagerne. I sagerne anlagt af Skatteministeriet fik
Skatteministeriet medhold i 73 pct. af sagerne, skatteyderne i 27 pct. af
sagerne.
Højesteret:
Tabel 25 på side 20 og tabel 26 på side 21
viser tallene for sagsafslutning ved Højesteret 1991-1999. Disse er
også opdelt i sager anlagt af skatteyderne og sager anlagt af
Skatteministeriet. Skatteyderne havde anlagt sag i 277 tilfælde,
Skatteministeriet i 21 tilfælde. I de sager hvor skatteyderne havde
anlagt sag, fik de helt eller delvist medhold i 19,5 pct. af sagerne, mens
Skatteministeriet fik medhold i 80,5 pct. af sagerne. I sagerne anlagt af
Skatteministeriet fik skatteyderne helt eller delvist medhold i 48 pct. af
sagerne, mens Skatteministeriet fik medhold i 52 pct. af sagerne (hvilket
viser, at der her var tale om meget principielle sager).
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om 100 pct. omkostningsgodtgørelse i skattesager m.v., hvor skatteyderne får fuldt eller delvist medhold Retsinformation · 3. oktober 2001
- Forslag til folketingsbeslutning om forbedret retssikkerhed for borgere i skattesager Retsinformation · 16. januar 2002
- 2013-16. Omkostningsgodtgørelse for udgifter til udarbejdelse af skatteregnskab Retsinformation · 22. november 2013
- Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren er berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klagesag i Landsskatteretten vedrørende retten til fradrag for grundforbedringer Domsdatabasen · 27. maj 2019
- Sagen om, hvorvidt Skatteforvaltningen er berettiget til at opfylde sagsøgtes krav på godtgørelse af pålagte sagsomkostninger efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 5, ved modregning med Skatteministeriets krav på de tilkendte sagsomkostninger, der begrunder kravet på godtgørelse Domsdatabasen · 25. juni 2025
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af skattestyrelsesloven, ligningsloven og skattekontrolloven Retsinformation · 21. juni 2000