Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af skattestyrelsesloven, ligningsloven og skattekontrolloven

1999/1 LSF 267Lovforslag som fremsatSkatteministeriet5. april 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 5. april 2000 af

skatteministeren (Ole Stavad)

Forslag

til

Lov om ændring af

skattestyrelsesloven, ligningsloven og skattekontrolloven

(Omkostningsgodtgørelse i skatte- og

afgiftssager)

§ 1

I skattestyrelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 531 af 25. juni

1999, som ændret ved § 16 i lov nr. 958 af 20. december 1999,

erstattes kapitel 3 A med følgende nye kapitel:

»Kapitel 3 A

Omkostningsgodtgørelse

§ 33 A.

Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de

udgifter, som en person omfattet af § 33 B, har betalt til sagkyndig

bistand m.v., som nævnt i § 33 C i de sager, som er nævnt i

§ 33 D.

Stk. 2.

Godtgørelsen er dog på 85 pct. af de

godtgørelsesberettigede udgifter, hvis udgifterne er betalt i

anledning af, at told- og skatteforvaltningen vil ændre en kommunal

ansættelse, jf. § 14, stk. 4, 2. pkt., eller told- og

skatteforvaltningen forelægger en skatteankenævnskendelse eller

en ejendomsvurdering for Ligningsrådet til ændring, jf.

§ 14, stk. 5, eller Skatteministeriet indbringer en

landsskatteretskendelse for landsretten, eller Skatteministeriet anker en

landsretsdom til Højesteret. Godtgørelsen efter 1. pkt. ydes

kun til dækning af de godtgørelsesberettigede udgifter, som

Læs alt

afholdes til sagens behandling ved henholdsvis told- og skatteforvaltningen,

Ligningsrådet, landsretten eller Højesteret.

Stk. 3.

Landsskatteretten kan bestemme, at udgifter, der er

eller vil blive afholdt til syn og skøn i en landsskatteretssag, jf.

§ 30, skal godtgøres fuldt ud. Tilsvarende kan

Ligningsrådet bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til

syn og skøn i en sag om bindende forhåndsbesked ved

Ligningsrådet, jf. § 20 B, stk. 5, skal godtgøres

fuldt ud.

Stk. 4.

Krav på godtgørelse efter

stk. 1-3 kan ikke sælges, pantsættes eller på anden

måde overdrages. Kravet kan heller ikke gøres til genstand for

retsforfølgning eller modregning.

§ 33 B.

Den godtgørelsesberettigede er, uanset om denne

er en fysisk eller en juridisk person, herunder et dødsbo:

1) Den, der ifølge lovgivningen er berettiget til at klage over

en afgørelse i en sag, som er nævnt i § 33 D eller som kan

indbringe en sådan afgørelse for domstolene.

2) Den, som i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som

er nævnt i § 33 D.

3) Den, som en myndighed inddrager i en sag omfattet af § 33 D,

fordi myndigheden skønner, at den pågældende har en

direkte retlig interesse i sagens udfald.

§ 33 C.

Godtgørelsesberettigede er følgende

udgifter, når de er betalt:

1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat

hos den godtgørelsesberettigede.

2) Retsafgifter, bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf.

§ 25, stk. 4.

3) Udgifter til syn og skøn.

4) Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet

bevismateriale.

5) Pålagte sagsomkostninger.

6) Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en

afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller

prøves ved domstolene.

Stk. 2.

De godtgørelsesberettigede udgifter reduceres

med:

1) Tilkendte sagsomkostninger.

2) Offentlig retshjælp.

3) Afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms efter lov

om merværdiafgift (momsloven).

§ 33 D.

Godtgørelse ydes

1) ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten

2) ved klage til en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen

eller Ligningsrådet over en afgørelse, som er truffet efter

bemyndigelse fra skatteministeren

3) i forbindelse med en anmodning til skatteankenævnet eller

Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere

afgørelse

4) i en sag vedrørende skatter eller afgifter for EF-Domstolen,

hvor den godtgørelsesberettigede er part, og

5) i en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om

ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af

forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen).

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder dog

ikke klager til Told- og Skattestyrelsen i sager vedrørende told eller

afgifter samt i sager om arbejdsgiverkontrol bortset fra

hæftelsessager.

Stk. 3.

Godtgørelse ydes endvidere ved

domstolsprøvelse af afgørelser i sager, som er

godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2.

§ 33 E.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere

bestemmelser om kravene til dokumentation for betalingen af de

godtgørelsesberettigede udgifter m.v.

§ 33 F.

Skatteministeren afgiver årligt en

redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling m.v.

i de sager, hvortil der kan ydes omkostningsgodtgørelse.

§ 33 G.

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden

lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft

uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier

oplysninger til brug for beregningen af omkostningsgodtgørelse.

Stk. 2.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 33 H.

Skønnes en overtrædelse ikke at ville

medføre højere straf end bøde, kan skatteministeren

tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden

retslig forfølgning, såfremt denne erkender sig skyldig i

overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere

angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i

tilkendegivelsen angiven bøde.

Stk. 2.

Med hensyn til den i stk. 1 nævnte

tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om indholdet af et

anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.

Stk.3.

Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter

vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

Skattekontrollovens § 23 A om opkrævning og inddrivelse finder

tilsvarende anvendelse.«.

§ 2

I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf.

lovbekendtgørelse nr. 28 af 18. januar 2000, som senest ændret

ved § 3 i lov nr. 105 af 14. februar 2000, foretages følgende

ændringer:

1.

I § 7Q, stk. 1, nr. 1, ændres »Tilskud«

til : »Godtgørelse«.

2.

§ 7 Q, stk. 1, nr. 2, affattes

således:

»2) Beløb, som betales til en godtgørelsesberettiget

person efter skattestyrelseslovens kapitel 3 A til dækning af

dennes udgifter til sagkyndig bistand m.v. Det gælder dog ikke, i

det omfang beløbet med tillæg af omkostningsgodtgørelsen

og andre godtgjorte udgifter overstiger personens samlede udgifter til

sagkyndig bistand m.v. i sagen, eller i det omfang beløbet ikke

må anses for ydet som følge af yderens retlige interesse i

sagen.«.

3.

I § 7 Q indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

»Stk. 2.

Beløb, som er nævnt i stk. 1,

nr. 2, kan ikke fradrages i den skattepligtige indkomst, medmindre yderen er

en fond eller forening m.v., der efter lovgivningens almindelige regler har

fradrag for udlodninger eller uddelinger. Ydes beløbet som led i et

ansættelsesforhold eller som led i en aftale om personligt arbejde i

øvrigt til dækning af modtagerens udgifter til sagkyndig bistand

m.v., og fradrager arbejdgiveren m.v. beløbet i sin skattepligtige

indkomst, medregnes beløbet til modtagerens skattepligtige

indkomst.«.

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

4.

I § 7 Q, stk. 2, som bliver stk. 3,

ændres »tilskud« til: »godtgørelse«.

§ 3

I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 564 af 2. juli

1999, som ændret ved lov nr. 953 af 20. december 1999, § 3 i lov

nr. 955 af 20. december 1999, § 15 i lov nr. 958 af 20. december 1999 og

§ 2 i lov nr. 170 af 15. marts 2000 foretages følgende

ændringer:

1.

Efter § 7 G indsættes:

»§ 7 H.

Fysiske og juridiske personer, der er fuldt

skattepligtige til landet, og som har ydet et beløb til dækning

af en persons udgifter til sagkyndig bistand m.v., jf. ligningslovens

§ 7 Q, stk. 1, nr. 2, skal ved ydelsen af beløbet oplyse de

statslige told- og skattemyndigheder om beløbets størrelse og

modtagerens identitet. Skatteministeren kan fastsætte regler, der

undtager visse persongrupper fra denne indberetningspligt.«.

2.

I § 14, stk. 2, indsættes efter »§ 7

G,«: »§ 7 H,«.

§ 4

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende

og har virkning for udgifter, der er betalt den 5. april 2000 eller senere.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Formålet med lovforslaget er at forbedre de

gældende regler om omkostningsdækning i skatte- og afgiftssager,

således at borgernes og virksomhedernes retssikkerhed bliver

styrket.

Efter de gældende regler yder staten tilskud til

skatte- eller afgiftspligtige, der har afholdt udgifter til sagkyndig bistand

m.v. i klagesager, som kan påklages til skatteankenævnene,

Landsskatteretten samt i retssager, hvor spørgsmålet har kunnet

påklages til Landsskatteretten. Tilskuddet er i dag for personer

på 38 pct. og for selskaber 32 pct. For 2002 vil tilskudsprocenten

være 32 for både personer og selskaber.

På baggrund af de seneste års kritik af

omkostningsdækningsordningen nedsatte skatteministeren i maj 1999 med

bred politisk opbakning et hurtigtarbejdende udvalg, som bl.a. fik til opgave

at vurdere, om de gældende regler om omkostningsdækning virker

tilfredsstillende i retssikkerhedsmæssig sammenhæng. Udvalget

skulle bl.a. undersøge, om de gældende regler på den ene

side sikrer, at borgerne og virksomhederne ikke afholder sig fra at

søge relevante afgørelser efterprøvet og på den

anden side ikke tilskynder til afholdelse af uforholdsmæssige

omkostninger til efterprøvelsen. Udvalgets medlemmer blev udpeget

efter politisk drøftelse mellem de partier, der støttede

forslaget om nedsættelsen af et udvalg, med lektor Margrethe

Nørgaard, Aalborg Universitet, som formand.

Udvalget har nu afgivet sin betænkning om

omkostningsdækningsordningen (betænkning nr. 1382/ februar

2000).

Omkostningsdækningsudvalget konstaterer, at der

efter de gældende regler ydes omkostningsdækning med samme

tilskudsprocent, uanset om den skatte- eller afgiftspligtige vinder eller

taber sin sag, og at ordningen er skematisk opbygget. Efter den

gældende ordning er det såvel for den skatte- eller

afgiftspligtige som for myndighederne let at konstatere, hvilke sager, der

kan ydes tilskud til og ligeledes til hvilke udgifter. Antallet af skatte-

eller afgiftspligtige, der klager over deres tilskud, er da også meget

lille (ca. 20 i 1998). Omkostningsdækningsudvalget finder, at en

sådan skematisk ordning har klare retssikkerhedsmæssige

fordele.

Omkostningsdækningsudvalget mener dernæst, at

selv om der kan argumenteres for, at der bør gives fuld dækning

af udgifterne i sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige får helt

eller delvis medhold, vil det i praksis være vanskeligt at

afgrænse disse sager. Det skyldes, at der ikke gives enkle kriterier

herfor. En afgørelse om omkostningsdækning måtte i givet

fald bl.a. knytte sig til sagens udfald på de enkelte klagepunkter, for

de enkelte indkomstår og vurderes for hver instans.

Udvalget mener ikke, at den gældende tilskudsordning

i tilstrækkelig grad fjerner de økonomiske barrierer for skatte-

eller afgiftspligtige, når disse overvejer, om en sag skal

prøves. Dette taler efter udvalgets opfattelse for en

forhøjelse af tilskuddet. På den anden side er de

provenumæssige konsekvenser af en tilskudsforhøjelse

behæftet med betydelig usikkerhed. En afvejning af disse hensyn over

for hinanden får et enigt udvalg til at foreslå, at

tilskudsprocenten fortsat ligger fast i alle tilskudssager, uanset sagens

udfald, men forhøjes til 50 både for personer og selskaber.

Udvalget fremhæver, at hvis der gælder en ensartet og

forhøjet tilskudsprocent uanset sagens udfald, vil dette stille en

skatte- og afgiftspligtig retssikkerhedsmæssigt bedre, end hvis

tilskuddets størrelse afhænger af sagens udfald.

I de få tilfælde, hvor myndighederne

ønsker en sag prøvet ved en højere instans - f.eks.

fordi sagen anses for at være principiel - foreslår udvalget, at

den skatte- eller afgiftspligtige opnår fuld omkostningsdækning

med fradrag af en egenbetaling på 10-20 pct. af de tilskudsberettigede

udgifter. Disse tilfælde kan klart afgrænses, idet der er tale om

sager, der videreføres på det offentliges initiativ. Antallet af

sådanne sager skønnes i gennemsnit at udgøre 15 sager

årligt.

Herudover anbefaler udvalget, at kredsen af

tilskudsberettigede udvides og foreslår, at en række nye

sagstyper gøres tilskudsberettigede, jf. bilag 1 til lovforslaget.

Endvidere foreslår udvalget, at enhver som udgangspunkt skal kunne yde

et ikke-fradragsberettiget tilskud til dækning af den skatte- eller

afgiftspligtiges bistandsudgifter. Dette tilskud er skattefrit for modtageren

og har ikke betydning for tilskuddets størrelse. Sådanne

beløb, som den skatte- eller afgiftspligtige modtager fra tredjemand,

kan dog ikke overstige de samlede tilskudsberettigede udgifter efter fradrag

af godtgørelsen. Forslaget skal ses i lyset af, at udvalget ikke har

fundet det muligt at opstille klare kriterier, der generelt gør det

muligt at yde et forhøjet tilskud til skatte- eller afgiftspligtige,

der fører principielle sager. Forslaget skønnes af udvalget at

afbøde på dette forhold.

Udvalget foreslår samtidig, at virkningen af de

foreslåede ændringer i omkostningsdækningsordningen

følges i f.eks. en 3-årig periode med afrapportering til

Folketingets Skatteudvalg.

Endelig foreslår udvalget, at betegnelsen

»omkostningsdækning« ændres til »omkostningsgodtgørelse«,

da denne betegnelse efter udvalgets opfattelse må anses for mere

retvisende, når der ikke er tale om en 100 pct.´s dækning af den

skatte- eller afgiftspligtiges bistandsudgifter.

Det foreliggende lovforslag bygger på

Omkostningsdækningsudvalgets anbefalinger og er således en

udmøntning af forslagene i Omkostningsdækningsudvalgets

betænkning.

Provenumæsige konsekvenser

Statens tilskud til udgifter til sagkyndig bistand m.v. er

optaget som en særskilt udgiftsbevilling på finansloven. På

finanslov 2000 er tilskudsbeløbet budgetteret til 28,5 mill. kr. ved

et anslået antal sager på ca. 2.600 og en tilskudsprocent for

personer på 38 og for selskaber på 32. Det gennemsnitlige

tilskudsbeløb er ca. 11.000 kr.

I 2002 vil tilskudsprocenten efter de gældende

regler være 32 for både selskaber og personer svarende til en

årlig udgift på knap 25 mill. kr. ved uændret sagsomfang.

Det gennemsnitlige tilskudsbeløb vil da være ca. 9.500 kr.

Lovforslaget indebærer en forøgelse af

statens udgifter til ordningen. Der knytter sig dog en betydelig usikkerhed

til vurderingen heraf.

Forhøjelse af dækningsgraden.

Forslaget om at hæve godtgørelsesprocenten

til 50 skønnes at medføre årlige merudgifter for staten

på knap 15 mill. kr. ved det gældende sagsomfang.

Forhøjelsen af godtgørelsesprocenten fra 32

til 50 - dvs. en forhøjelse af godtgørelsesbeløbet pr.

sag på godt 50 pct. - vil gøre ordningen mere attraktiv at

benytte.

Der vil antagelig hyppigere blive benyttet sagkyndig

bistand ved sagstyper, der allerede er omfattet af den gældende

ordning. Det skønnes med stor usikkerhed, at der i dag benyttes

sagkyndig bistand og udbetales tilskud i 15 pct. af de

godtgørelsesberettigede sager. Hvis forhøjelsen af

godtgørelsesprocenten til 50 resulterer i, at der fremover vil blive

anvendt sagkyndig bistand i yderligere 5 pct. af sagerne, vil ordningen

således blive en tredjedel dyrere. Forhøjelsen vil antagelig

også medføre, at der i et vist omfang anvendes mere kvalificeret

og dermed antagelig også dyrere sagkyndig bistand.

Set under ét skønnes det nuværende

sagsomfang på ca. 2.600 sager at blive forøget til et sagsomfang

på ca. 3.400 sager årligt. Statens merudgift herved

skønnes med stor usikkerhed til 10 mill. kr. årligt.

Forslaget om forhøjelse af

godtgørelsesprocenten til 50 skønnes således at

medføre årlige merudgifter for staten på ca. 25 mill. kr.

i alt.

Forslaget om, at der i sager, der videreføres

på skattemyndighedernes initiativ såvel i det administrative

system som ved domstolene, ydes skatteyderen fuld

omkostningsgodtgørelse, dog fratrukket en egenbetaling på 15

pct., skønnes at medføre yderst beskedne merudgifter, idet

sagsantallet skønnes til ca. 15 om året.

Udvidelser af ordningen.

Forslaget om at gøre en række nye sagstyper

godtgørelsesberettigede, jf. bilag 1 til lovforslaget, skønnes

med stor usikkerhed at medføre, at staten fremover skal udbetale

godtgørelse i yderligere ca. 1.800 sager årligt.

Godtgørelsesbeløbet skønnes i langt størstedelen

af disse sager til 10 - 15.000 kr. pr. sag baseret på et

omkostningsniveau i størrelsesordenen 20 - 30.000 kr. pr. sag.

Hvad angår sager ved EF-Domstolen og sager, der

behandles efter EF-voldgiftskonventionen, vil der dog kunne blive tale om

godtgørelse til store og komplicerede sager. Det er ikke muligt

på forhånd at vurdere omfanget, men i de år, hvor

sådanne sager fremkommer, vil der kunne blive tale om betydelige

udgifter for staten.

Forslaget om at gøre sagsomkostninger, som er

pålagt den skatte- og afgiftspligtige, godtgørelsesberettigede

vil med udgangspunkt i, at Skatteministeriet tilkendes sagsomkostninger i

størrelsesordenen 5 mill. kr. årligt, indebære

årlige merudgifter på 2,5 mill. kr.

Ovennævnte udvidelser af ordningen skønnes

med betydelig usikkerhed at medføre merudgifter for staten på

ca. 25 mill. kr. årligt.

Forslaget om, at en tredjemand skal kunne yde et

ikke-fradragsberettiget tilskud til dækning af en skatte- og

afgiftspligtigs godtgørelsesberettigede udgifter, har ikke

provenumæssige konsekvenser, idet tilskuddet er skattefrit for modtager

og ikke reducerer den godtgørelse fra staten, som modtager i

øvrigt er berettiget til.

Samlet virkning af lovforslaget.

Lovforslaget skønnes alt i alt at medføre

årlige merudgifter for staten i størrelsesordenen 50 mill. kr.

årligt i 2002 og efterfølgende år.

I 2001 skønnes merudgifterne at være i

størrelsesordenen 35 mill. kr., idet den gældende

tilskudsprocent til og med 2001 er 38 for personer.

I 2000 skønnes merudgifterne at være i

størrelsesordenen 15 mill. kr., da de foreslåede regler kun

får virkning for en del af året, og da der desuden må

antages at gå noget tid, før den fulde virkning af forslaget

slår igennem.

En del af de omkostninger, der ved gennemførelse af

lovforslaget bliver berettigede til omkostningsgodtgørelse,

fratrækkes i dag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Dette betyder, at en del af statens udgifter ved en udvidelse af

omkostningsgodtgørelsesordningen modsvares af en merindtægt i

skat, fordi beløbet ikke længere vil blive fratrukket. Dette

beløb er ikke modregnet i skønnet over merudgifterne til

udvidelsen af ordningen.

Administrative konsekvenser for det offentlige og erhvervslivet

1. Under de provenumæssige konsekvenser er det

skønnet, at forslaget vil medføre en merudgift til

omkostningsgodtgørelse i 2000 i størrelsesordenen 15 mill. kr.

Beløbet vil blive optaget på forslag til lov om

tillægsbevilling for 2000 på § 09.21.05. Udgifter til

sagkyndig bistand i skattesager m.v. (Lovbunden).

I 2001 er der skønnet en merudgift i

størrelsesordenen 35 mill. kr. og i 2002 og følgende år

skønnes en merudgift på 50 mill. kr. årligt.

Beløbene vil blive indbudgetteret på forslag til finanslov for

2001 på § 09.21.05. Udgifter til sagkyndig bistand i skattesager

m.v. (Lovbunden).

2. Forslaget medfører en forhøjelse af

tilskudssatsen. I provenubemærkningerne er det skønnet, at

forhøjelsen udover den umiddelbare følge af, at

godtgørelsen til de nuværende 2.600 sager førøges

vil berøre ca. 800 sager. Disse sager omfatter 1) klager, der hidtil

har været ført med bistand, men hvor det skønnes, at

udgiften til bistanden forøges, 2) sager, der hidtil har været

ført uden bistand, men hvor der fremover skønnes at ville

medvirke bistand, samt 3) sager der ikke tidligere ville være

påklaget.

Skønnet på 800 sager er behæftet med

betydelig usikkerhed, og det er ikke muligt nærmere at skønne

over fordelingen heraf på de ovennævnte tre grupper.

Forslaget medfører endvidere, at en række nye

sagstyper inddrages under ordningen. Det drejer sig om ca. 1.800 sager, der i

dag påklages, men hvor der ikke ydes omkostningsdækning. Langt

størstedelen heraf - ca. 1.700 sager - vedrører Told Skat, mens

ca. 100 sager vedrører Landsskatteretten. Det skønnes, at

inddragelsen af disse sagstyper under ordningen alene i begrænset

omfang vil medføre, at der rejses sager, som ikke tidligere ville

være blevet påklaget.

3. I relation til de administrative konsekvenser for det

offentlige er det af betydning, hvor mange nye sager der rejses. Som

anført er det ikke muligt nærmere at skønne herover, men

der må dog påregnes en vis, men begrænset forøgelse

af antallet af klagesager.

Hertil kommer øget administration vedrørende

betaling af tilskud i de sager, hvor der ikke tidligere har været

inddraget sagkyndig bistand, men hvor dette vil ske fremover.

Samlet skønnes det, at der alene vil blive tale om

begrænsede, løbende administrative merudgifter for det

offentlige, men skønnet er behæftet med betydelig

usikkerhed.

Da lovforslaget har til formål at forbedre borgernes

og virksomhedernes retssikkerhed, må det ikke medføre, at

sagsbehandlingstiden ved klageinstanserne forøges. Skatteministeriet

vil derfor følge udviklingen i antallet af klagesager og vurdere, om

der er behov for en justering af ressourceindsatsen.

Hertil kommer engangsudgifter for Told Skat på 1

mill. kr. til tilretning af edb-systemer samt information.

4. Forslaget skønnes ikke at have administrative

konsekvenser for erhvervslivet.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige

konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Høring

Forslaget har grundet behovet for en hurtig

udmøntning af forslagene i Omkostningsdækningsudvalgets

betænkning været sendt til høring med en frist på 14

dage. Forslaget har ikke været forelagt Erhvervsministeriets

Testpanel.

Forslaget har været sendt til høring hos

følgende organisationer, myndigheder m.v., som også af

Omkostningsdækningsudvalget blev bedt om forslag til ændringer af

den gældende ordning:

Advokatrådet, Amtsrådsforeningen i Danmark,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk Arbejdsgiverforening,

Danmarks Automobilforhandler Forening, De Danske Bilimportører, FDM,

Børsmæglerforeningen, Entreprenørforeningen, Erhvervenes

Skattesekretariat, Finansrådet, Finansieringsinstituttet for Industri

og Håndværk A/S, Danske Finansieringsselskabers Forening,

Københavns Fondsbørs, Forsikring & Pension, Dansk Handel

& Service, Det Danske Handelskammer, Håndværksrådet,

Dansk Industri, InvesteringsForeningsRådet, Kommunernes Landsforening,

Københavns Kommunes skatteforvaltning, Frederiksberg Kommunes

skattedirektorat, Landsorganisationen i Danmark, Foreningen af

Statsautoriserede Revisorer, Landbrugsraadet, De danske Landboforeninger,

Dansk Landbrugs Realkreditfond, Nationalbanken, Garantifonden for Danske

Optioner og Futures, Realkreditrådet, Danmarks Rederiforening,

Foreningen af Registrerede Revisorer, Skattechefforeningen,

Skatterevisorforeningen, Danmarks Skibskreditfond, Dansk Speditør

Forening, Dansk Transport og Logistik, Erhvervenes Transportudvalg, Den

Danske Dommerforening, Præsidenten for Københavns Byret,

Præsidenten for retten i Odense, Præsidenten for retten i

Roskilde, Præsidenten for retten i Århus, Præsidenten for

retten i Aalborg, Dommerfuldmægtigforeningen, Præsidenten for

Vestre Landsret, Præsidenten for Østre Landsret,

Præsidenten for Højesteret, Foreningen af Arbejdsledere i

Danmark, Danmarks Aktive Handelsrejsende, Specialarbejderforbundet i Danmark,

Dansk Metal, Dansk Magisterforening, Dansk Tandlægeforening,

Funktionærenes og Tjenestemændenes Fællesråd,

Forbundet af Offentlige Ansatte, Danmarks Agentforening, Foreningen af Yngre

Læger, Foreningen af Speciallæger, HK København,

Gymnasieskolernes Lærerforening, Finansforbundet, Kvindeligt

Arbejderforbund i Danmark, Husligt Arbejderforbund, og Foreningen af Danske

Skatteankenævn.

Høringssvarene og kommentarer til de

væsentligste forslag i høringssvarene er medtaget som bilag 2

til lovforslaget.

Forslaget har endvidere været sendt på

høring i Statsministeriet, Justitsministeriet, Erhvervsministeriet og

Miljø- og Energiministeriet samt i Landsskatteretten.

Sammenfatning af økonomiske og

administrative konsekvenser

Positive konsekvenser/ mindreudgifter

Negative konsekvenser/ merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Forslaget vil indebære merudgifter for staten i

størrelsesordenen 50 mill. kr., dog kun 35 mill. kr. i 2001 og 15

mill. kr. i 2000.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Forslaget vil alene indebære en begrænset,

løbende merudgift for det offentlige

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget skønnes at have positive økonomiske

konsekvenser for erhvervslivet.

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget styrker borgernes retssikkerhed.

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Til § 33 A

Til stk. 1

Efter de gældende regler ydes der tilskud til

dækning af udgifter til sagkyndig bistand m.v., som er afholdt ved

skatteankenævnet - bortset fra sager om forskudsregistrering - eller

ved Landsskatteretten eller ved domstolsprøvelse af en sådan

afgørelse. Tilskud ydes dog ifølge bestemmelsen i

skattestyrelseslovens § 33 A ikke til bistandsudgifter vedrørende

afgørelser om vurdering af fast ejendom. De tilskudsberettigede

udgifter dækkes efter de gældende regler med 38 pct. for personer

og med 32 pct. for selskaber. Fra 2002 vil tilskuddet til personer være

på 32 pct.

Tilskuddet er fastsat således, at det modsvarer den

skattemæssige værdi af et fradrag for udgifterne på laveste

skattetrin. Da omkostningsdækningsloven blev gennemført i 1984,

blev tilskuddet således fastsat til 50 pct. for personer og 40 pct. for

selskaber og dødsboer, idet skatteprocenten for disse skattepligtige

var henholdsvis 50 for personer på laveste skattetrin og 40 for

selskaber og dødsboer. Sammenkædningen til skatteprocenten har

betydet, at der ved justeringer af skattesatserne gennem årene har

været gennemført tilsvarende reguleringer af tilskudssatsen.

Forslaget går ud på at løsrive

tilskuddet fra dette historiske udgangspunkt og samtidig forhøje

satsen til 50 pct. for dermed at skabe en bedre dækningsgrad af de

skatte- eller afgiftspligtiges bistandsudgifter og dermed forbedre de skatte-

eller afgiftspligtiges retssikkerhed.

Samtidig foreslås det, at der sker udvidelser af

kredsen af godtgørelsesberettigede personer, jf. § 33 B, af de

godtgørelsesberettigede udgifter, jf. § 33 C, samt af de

godtgørelsesberettigede sagstyper, herunder ejendomsvurderingssager,

jf. § 33 D samt bemærkningerne til de nævnte

bestemmelser.

Som det fremgår af § 33 F foreslås det,

at skatteministeren årligt afgiver en redegørelse til

Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling m.v. i sagerne, hvortil der

kan ydes omkostningsgodtgørelse. I den forbindelse er det også

tanken, at de adfærdsregulerende virkninger af en

omkostningsgodtgørelse på 50 pct. vurderes, i det omfang dette

er muligt.

Til stk. 2

En højere godtgørelse end på 50 pct.

af den skatte- og afgiftspligtiges bistandsudgifter, foreslås i de

situationer, hvor sagen videreføres på skattemyndighedernes

initiativ. Det drejer sig om følgende tilfælde:

hvor en kommunal skatteansættelse vil blive ændret af en

told- og skatteregion,

hvor en skatteankenævnskendelse eller ejendomsvurdering

forelægges af Told Skat for Ligningsrådet til ændring,

hvor en landsskatteretskendelse indbringes for domstolene af

Skatteministeriet eller

hvor Skatteministeriet anker en landsretsdom til

Højesteret.

I disse tilfælde - der kan afgrænses let, og

som udgør et meget lille antal sager årligt - foreslås

det, at der ydes den skatte- eller afgiftspligtige en

omkostningsgodtgørelse, som svarer til fuld dækning med fradrag

af en egenbetaling på 15 pct. af de godtgørelsesberettigede

udgifter.

Baggrunden for forslaget om at yde en forhøjet

godtgørelsesprocent i disse tilfælde er, at en sag som

hovedregel videreføres af skattemyndighederne, fordi den er

principiel. Det findes i den situation ikke rimeligt, at en skatte- og

afgiftspligtig skal påføres yderligere omkostninger, som alene

skyldes skattemyndighedernes interesse i at få prøvet sagen ved

en højere instans, fordi den er principiel.

Det præciseres i bestemmelsens 2. pkt., at den

forhøjede omkostningsgodtgørelse kun ydes til dækning af

de bistandsudgifter, som den skatte- eller afgiftspligtige afholder ved den

instans, hvortil skatte- og afgiftsmyndighederne har indbragt sagen til

prøvelse. Indbringer Skatteministeriet således f.eks. en

landsskatteretskendelse for landsretten, er det kun til den skatte- eller

afgiftspligtiges udgifter til landsretsbehandlingen, at der kan ydes en

forhøjet omkostningsgodtgørelse. Er den skatte- eller

afgiftspligtige utilfreds med landsrettens afgørelse og anker denne

til Højesteret, kan der alene ydes en omkostningsgodtgørelse

på 50 pct. til den skatte- eller afgiftspligtiges bistandsudgifter ved

Højesteret.

Hensigten med ikke at yde fuld dækning af den

skatte- eller afgiftspligtiges bistandsudgifter i ovennævnte

situationer er, at en sådan fuld dækning kan tilskynde til

misbrug af ordningen.

Til stk. 3

Ifølge forslaget i 1. pkt., skal

Landsskatteretten kunne bestemme, herunder ved forhåndstilsagn, at der

skal ydes fuld omkostningsgodtgørelse for udgifter til syn og

skøn i en sag ved Landsskatteretten.

Efter de gældende regler kan Landsskatteretten

bestemme, at der skal ydes fuld omkostningsdækning til sådanne

udgifter, hvis retten skønner, at syn og skøn kan

tilføre sagen væsentlige oplysninger, der ikke mere

hensigtsmæssigt kan indhentes på en anden måde. Efter

praksis kan det ske ved et forhåndstilsagn om dækning af

klagerens udgifter hertil.

Formålet med at give Landsskatteretten mulighed for

at kunne yde fuld omkostningsdækning i sager om syn og skøn har

været at mindske antallet af landsskatteretssager, som bliver indbragt

for domstolene. Adgangen til fuld dækning tilskynder således

klageren til optimalt at søge en sag belyst ved Landsskatteretten, og

dette tilgodeser hensynet til det ønskelige i, at den rigtige

afgørelse træffes på et så tidligt tidspunkt i

sagsforløbet som muligt.

Landsskatteretten har til brug for

Omkostningsdækningsudvalgets arbejde oplyst, at kun meget få

landsskatteretssager, hvori der har været foretaget syn og skøn,

indbringes for domstolene. Landsskatteretten vurderer i øvrigt, at

nedsættelsesprocenten (d.v.s. andelen af de sager, hvori den skatte-

eller afgiftspligtige får helt eller delvis medhold) er væsentlig

højere i de sager, hvori der har været foretaget syn og

skøn, end i andre sager ved Landsskatteretten. Ordningen

skønnes således at være klart procesbesparende.

Hvis der ikke var adgang til fuld omkostningsdækning

i sager om syn og skøn i Landsskatteretten, må det antages, at

en del klagere muligvis ville vente med at begære syn og skøn,

til sagen var indbragt for domstolene. Hvis klageren fik medhold ved

domstolene, ville skattemyndighederne skulle dække udgifterne til syn

og skøn efter retsplejelovens regler om sagsomkostninger, og hvis

klageren ikke fik medhold, ville den pågældende kunne få

udgifterne dækket efter de almindelige regler om

omkostningsdækning. Uden Landsskatterettens mulighed for at give fuld

omkostningsdækning, ville klageren således have et

økonomisk incitament til at afvente domstolsbehandlingen, før

den pågældende begærede syn og skøn.

I forslaget er det præciseret, at Landsskatterettens

afgørelse om fuld dækning kan meddeles ved et

forhåndstilsagn om, at også udgifter, der vil blive afholdt til

syn og skøn, kan dækkes fuldt ud.

Angående 2. pkt., er det efter de

gældende regler i sager om bindende forhåndsbesked ved

Ligningsrådet muligt at få udmeldt syn og skøn, jf.

skattestyrelseslovens § 20 B, stk. 5. Imidlertid dækkes

udgifterne hertil ikke efter den gældende

omkostningsdækningsordning.

Forslaget går ud på at gøre det muligt

for Ligningsrådet at bestemme, at de udgifter, der er afholdt til syn

og skøn i sager om bindende forhåndsbesked, skal

godtgøres fuldt ud på tilsvarende måde, som

Landsskatteretten i dag har mulighed for at bestemme, at der skal gives fuld

omkostningsdækning til syn og skøn i skatte- og afgiftssager.

Samtidig gives der Ligningsrådet mulighed for at give den skatte- eller

afgiftspligtige et forhåndstilsagn om fuld godtgørelse på

samme måde, som Landsskatteretten har.

En sådan ordning vil betyde, at Ligningsrådet

i sager om bindende forhåndsbesked kan meddele forhåndstilsagn om

fuld omkostningsgodtgørelse, når rådet skønner, at

syn og skøn kan tilføre sagen væsentlige oplysninger, der

ikke mere hensigtsmæssigt kan indhentes på en anden

måde.

En sådan forhåndstilsagnsordning ved

Ligningsrådet skønnes at medvirke til at mindske antallet af

sager om bindende forhåndsbesked, som bliver påklaget til

Landsskatteretten. Dette støttes på erfaringerne med ordningen

om fuld omkostningsdækning til syn og skøn ved

Landsskatteretten. Som det fremgår af bemærkningerne til

§ 33 A, stk. 3, 1. pkt., indbringes der kun meget få sager

for domstolene, hvori der har været foretaget syn og skøn. En

gennemførelse af forslaget til denne bestemmelse skønnes derfor

at have tilsvarende procesøkonomiske fordele.

Til stk. 4

Bestemmelsen om, at krav på

omkostningsgodtgørelse ikke kan sælges, pantsættes eller

på anden måde overdrages eller gøres til genstand for

retsforfølgning eller modregning er kun ændret redaktionelt i

forhold til de gældende regler.

Til § 33 B

Efter de gældende regler kan

omkostningsdækning alene ydes til den skattepligtige, som sagen

vedrører, eller til den skatte- eller afgiftspligtige i en retssag,

som vedrører et eller flere spørgsmål, som

Landsskatteretten har kunnet tage stilling til.

Efter forslaget til nr. 1 udvides denne kreds for

det første med personer (fysiske eller juridiske, herunder

dødsboer), som ifølge lovgivningen er klage- og

søgsmålsberettigede i de sager, som er omfattet af forslaget til

bestemmelsen i § 33 D. Udvidelsen i forhold til de gældende regler

består i, at kredsen af godtgørelsesberettigede udvides i og

med, at det foreslås, at der sker en udvidelse af de

godtgørelsesberettigede sagstyper i forhold til den gældende

ordning, jf. nærmere herom bemærkningerne til forslaget til

bestemmelsen i § 33 D.

For det andet består udvidelsen i, at også

personer, som i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som er

omfattet af bestemmelsen i § 33 D, må anses som

godtgørelsesberettigede, jf. nr. 2. Spørgsmålet

om, hvorvidt den pågældende kan anses som part, må

afgøres efter de almindelige forvaltningsretlige regler.

Bestemmelsen kan tænkes anvendt i det

tilfælde, hvor skattemyndighederne anerkender en aktionær som

part i selskabets skattesag, hvor aktionæren i forbindelse med

selskabets likvidation eller konkurs får overdraget retten til at

føre selskabets skattesag, således at aktionæren får

ret til det provenu, der måtte komme ud af skattesagen. I den situation

er der tale om, at en anden end den skattepligtige, som sagen

vedrører, fører en skattesag, som den pågældende

har en direkte interesse i.

Et andet eksempel kunne være det tilfælde,

hvor en sælger af et tømt overskudsselskab ønsker at

føre selskabets skattesag og anerkendes som part i denne, fordi

størrelsen af skattemyndighedernes erstatningskrav mod sælgeren

har en direkte sammenhæng med selskabets skatteansættelse.

Endelig består udvidelsen i, at også

tredjemænd, som myndighederne skønner kan have en retlig

interesse i sagens udfald, og som derfor inddrages i sagen, betragtes som

godtgørelsesberettigede, jf. nr. 3.

Landsskatteretten kan efter sin forretningsordens

§ 7, stk. 2, jf. bekendtgørelse nr. 563 af 2. juli 1999,

anmode en tredjemand om at udtale sig til Landsskatteretten om

bedømmelsen af et retsforhold mellem klageren og den

pågældende tredjemand, fordi der er grund til at antage, at

tredjemanden ønsker en anden skatte- eller afgiftsmæssig

bedømmelse af retsforholdet lagt til grund ved afgørelsen af

klagen, end den bedømmelse, klageren ønsker lagt til grund.

Er det f.eks. spørgsmålet, om et

ægtefællebidrag er ydet under faktisk samlivsophævelse

eller ej, kan dette spørgsmål have betydning for yderens ret til

fradrag for bidraget og for modtagerens indtægtsførelse heraf.

Forelægges et sådant spørgsmål for Landsskatteretten

af den ene part, vil retten efter forretningsordenens § 7, stk. 2,

typisk høre den anden part over spørgsmålet.

Også skatteankenævnene og andre skatte- og

afgiftsmyndigheder inddrager i praksis i et vist omfang tredjemand, når

det skønnes, at denne kan have en væsentlig interesse i

afgørelsen af en skatte- eller afgiftspligtigs sag.

Da en sådan tredjemand kan have behov for at antage

sagkyndig bistand i anledning af sagen, foreslås det, at denne omfattes

af kredsen af godtgørelsesberettigede.

Til § 33 C

Til stk. 1.

Bestemmelsen svarer til de gældende regler, bortset

fra nr. 5 om pålagte sagsomkostninger og nr. 6 om udgifter til en

sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en skatte- eller afgiftspligtig bør

gå videre med sin sag.

For så vidt angår pålagte

sagsomkostninger - det foreslåede nye nr. 5 - følger det

af retsplejelovens § 312, at den tabende part er pligtig at erstatte

modparten de ham ved retssagen påførte udgifter, for så

vidt parterne ikke selv har truffet en anden overenskomst, eller retten i

særlige omstændigheder finder skellig grund til at gøre

afvigelse fra denne regel.

Domstolene foretager en skønsmæssig vurdering

i hvert enkelt tilfælde af rimeligheden af de udgifter, som den

vindende part har afholdt, og fastsætter herefter de pålagte

sagsomkostninger.

Baggrunden for forslaget er at lette den skatte- eller

afgiftspligtiges økonomiske byrder ved at skulle føre en

skatte- eller afgiftssag. I den skatte- eller afgiftspligtiges vurdering af

de økonomiske risici ved at skulle gå videre med en

landsskatteretskendelse til domstolene indgår normalt - som et

betydeligt element - risikoen for at blive pålagt at skulle betale

sagsomkostningerne til modparten. Den skatte- eller afgiftspligtige kan

nogenlunde skønne over størrelsen af sine egne afholdte

omkostninger, mens den pågældende kun med betydelig usikkerhed

kan skønne over Skatteministeriets omkostninger i forbindelse med sine

overvejelser om, hvorvidt sagen skal føres. Usikkerheden kan have

væsentlig betydning for den pågældende skatte- eller

afgiftspligtige, da denne ikke kan vide, om de samlede omkostninger kan blive

større, end vedkommende kan tåle.

På den baggrund foreslås det, at der

også ydes omkostningsgodtgørelse til pålagte

sagsomkostninger.

For så vidt angår forslaget om

godtgørelse til en sagkyndigs udtalelse over spørgsmålet

om, hvorvidt en klage- eller retssag bør påklages eller

prøves ved domstolene - det nye nr. 6 - er det erfaringen, at

der i mange sager udarbejdes en sådan sagkyndig udtalelse, og at dette

ofte sker i forbindelse med skift af rådgiver. Udgifterne til en

sådan udtalelse kan i dag kun dækkes, hvis sagen faktisk

påklages eller indbringes for domstolene.

For ikke at tvinge en skatte- eller afgiftspligtig til at

videreføre sagen for derefter umiddelbart at hæve sagen igen,

alene for at opnå omkostningsgodtgørelse for udgifterne til den

sagkyndige udtalelse, foreslås det, at der også ydes

omkostningsgodtgørelse til sådanne udgifter.

En udvidelse af ordningen på dette punkt vil

også være til gavn for den myndighed, hvortil sagen ellers skulle

indbringes. Denne myndighed undgår dermed at

iværksætte visse administrative rutiner, ligesom det

statistiske billede af de sager, som de skatte- eller afgiftspligtige

hæver, bliver mere retvisende.

Til stk. 2

Forslaget går ud på, at beregningen af

omkostningsgodtgørelsen ikke skal reduceres med andre godtgjorte

udgifter end eventuelle tilkendte sagsomkostninger og offentlig

retshjælp, jf. nr. 1 og nr. 2. Dette har sammenhæng med

forslaget under § 2 om muligheden for, at tredjemand kan yde et

skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede. Der henvises herom

til bemærkningerne til denne bestemmelse. Indholdet af bestemmelsen i

nr. 3, hvorefter de godtgørelsesberettigede udgifter reduceres

med afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms, er

uændret i forhold til de gældende regler.

Angående nr. 2 reduceres grundlaget for

beregningen af omkostningsgodtgørelsen som nævnt med offentlig

retshjælp.

Efter retsplejelovens § 128, stk. 1-4, har den

skatte- eller afgiftspligtige mulighed for at opnå offentlig

retshjælp i form af tilskud til dækning af en del af en

advokatregning for navnlig rådgivning og udfærdigelse af enkelte

skriftlige henvendelser af sædvanlig art, f.eks. en ansøgning om

fri proces og processkrifter i retssager.

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 1039 af 16.

december 1999 om offentlig retshjælp ved advokater, at der ydes

retshjælp til personer, som opfylder de samme økonomiske

betingelser som for at få fri proces.

Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 1, kan

der gives almindelig retshjælp for et advokatvederlag af indtil

800 kr. inkl. moms. Heraf betaler staten 75 pct., og den

retshjælpssøgende betaler resten. Der kan desuden gives

udvidet retshjælp for et yderligere vederlag på indtil

1.830 kr. inkl. moms. Heraf betaler staten og den

retshjælpssøgende hver halvdelen, jf. bekendtgørelsens

§ 7, stk. 2. Hvis retshjælpen gives i forbindelse med en

ansøgning om fri proces, betaler staten hele vederlaget.

Offentlig retshjælp omfatter ikke sager, der

verserer for offentlige myndigheder, hvor det må antages, at vejledning

og bistand i fornødent omfang gives af myndigheden. Derimod gives der

hjælp til at klage over disse myndigheders afgørelser.

Hjælpen ydes i den forbindelse alene til at udarbejde en klageskrivelse

til skatte- og afgiftsmyndigheden.

Til § 33 D

Til stk. 1

Bestemmelsen i nr. 1 svarer - hvad angår

afgrænsningen af godtgørelsesberettigede sagstyper - til den

gældende bestemmelse i § 33 A, stk. 1. Dog er klager over

forskudsregistreringen og klager over ejendomsvurderingen efter den

gældende bestemmelse i § 33 A, stk. 1, ikke

tilskudsberettigede i dag. Disse sager foreslås imidlertid gjort

godtgørelsesberettigede.

Efter de gældende regler gives der tilskud til

følgende klagesager:

klagesager om skatteansættelser, herunder om

skatteforbehold

klager over afslag på genoptagelse af skatteansættelser,

som efter gældende regler kan påklages til

skatteankenævnene og Landsskatteretten

klagesager til Landsskatteretten vedr. moms og afgifter

klagesager til Landsskatteretten om fastsættelsen af

toldbeløb

klagesager til Landsskatteretten om indeholdelsespligt

klagesager til Landsskatteretten om bindende forhåndsbesked,

og

klagesager til Landsskatteretten over afslag på skattefri

aktieombytning og skattefri fusion, spaltning og tilførsel af

aktiver.

Som nævnt udvides disse sagstyper efter forslaget

med klagesager over forskudsregistreringen og klagesager over

ejendomsvurderingen til Landsskatteretten.

For så vidt angår klager over

forskudsregistreringen efter kildeskattelovens § 55 B er disse

omfattet af forslaget som en godtgørelsesberettiget sagstype, fordi en

klage over forskudsregistreringen efter Omkostningsdækningsudvalgets

opfattelse i nogle tilfælde kan foregribe den ligningsmæssige

behandling af et spørgsmål, ligesom der kan være tale om

stor likviditetsmæssig belastning af den skattepligtige, såfremt

dennes forskudsopgørelse ikke godkendes.

Der kan derfor i disse sager være behov for at

antage sagkyndig bistand, hvilket er baggrunden for forslaget.

Hvad angår klager over ejendomsvurderingen

til Landsskatteretten er disse sager medtaget i forslaget for at opnå

en klargøring af retstilstanden. Efter den gældende

skattestyrelseslovs § 33 A, stk. 1, 2. pkt., kan der ikke ydes

tilskud vedrørende afgørelser om vurdering af fast ejendom.

Omvendt følger det af vurderingslovens § 46, stk. 2, at

skattestyrelseslovens kapitel 3 A om omkostningsdækning finder

anvendelse ved klage til Landsskatteretten. Først for nylig har der

været behov for at tage stilling til denne regelkonflikt, og

omkostningsdækningsordningen er herefter blevet administreret i

overensstemmelse med bestemmelsen i vurderingsloven. Antallet af klagesager

ved Landsskatteretten vedr. ejendomsvurderingen er gennemsnitligt ca. 500 om

året.

Retstilstanden på området foreslås

derfor opretholdt og klargjort.

Efter forslagets nr. 2 udvides den gældende

omkostningsdækningsordning med sager, som vedrører en klage til

en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet

over en afgørelse, som er truffet efter bemyndigelse fra

skatteministeren.

De klagesager, som herefter vil være omfattet af

bestemmelsen, er følgende sagstyper:

1) klage over afslag på omgørelse

2) klage over afslag på genoptagelse af en

skatteansættelse

3) klage over afslag på anmodninger om bevilling eller

dispensation.

Ad nr. 1

I det omfang en skatteansættelse hviler på en

privatretlig disposition, kan skatteministeren efter skattestyrelseslovens

§ 37 C tillade, at en efterfølgende ændring af

dispositionen tillægges virkning for skatteansættelsen

(omgørelse), hvis en række nærmere angivne betingelser er

opfyldt.

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsen, jf.

bekendtgørelse nr. 1070 af 17. december 1999, § 3, nr. 13,

træffer den kommunale skattemyndighed afgørelse i 1. instans i

sager om omgørelse, når den skattepligtige er en fysisk person

eller et dødsbo. Er den skattepligtige en juridisk person,

træffer den skatteansættende myndighed afgørelse i 1.

instans, jf. bekendtgørelsens § 2 B, stk. 1, nr. 1. Efter

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 13 A, stk. 2, kan

sådanne afgørelser påklages til Ligningsrådet.

Afgørelsen kan herefter ikke påklages til en anden administrativ

myndighed, jf. bekendtgørelsens § 14 A.

Da et afslag på at tillægge omgørelse

af en privatretlig disposition virkning for skatteansættelsen ikke kan

påklages til Landsskatteretten, er der i dag ikke adgang til

omkostningsdækning for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med

klage over et afslag på omgørelse.

Omgørelse kommer på tale, hvis et

skatteforbehold ikke kan anerkendes. Et skatteforbehold kan tages i

forbindelse med en privatretlig disposition, som således gøres

betinget af, at dispositionen tillægges nærmere angivne

skatteretlige virkninger. For at skatteforbeholdet kan anerkendes i

skatteretlig henseende, må en række betingelser, som er

nævnt i skattestyrelseslovens § 37 B, være opfyldt.

Endvidere kan omgørelse komme på tale, hvis

der ikke er taget skatteforbehold. Hvis det tillades, at en omgørelse

af en privatretlig disposition tillægges virkning for

skatteansættelsen, således at denne skal ændres i

overensstemmelse med den omgjorte disposition, vil det betyde, at

skatteansættelsen for det pågældende indkomstår skal

genoptages.

Efter den gældende omkostningsdækningsordning

er der adgang til omkostningsdækning i klagesager om skatteforbehold,

hvortil omgørelsessagerne knytter sig. Ligeledes er

omgørelsessagerne knyttet til genoptagelsessagerne, hvor der i dag er

omkostningsdækning for hovedparten af de sager, der behandles efter de

nye regler i skattestyrelseslovens § 34 og § 35.

På den baggrund foreslås det, at der ydes

omkostningsgodtgørelse til udgifter til sagkyndig bistand mv. ved

klage til Ligningsrådet over afslag på at tillægge en

omgørelse af en privatretlig disposition virkning for en

skatteansættelse.

Ad nr. 2

Efter reglerne i skattestyrelsesloven kan en skattepligtig

anmode om at få sin skatteansættelse genoptaget inden for en

frist på 3 år, jf. § 34, og kan desuden i en række

særlige situationer få sin ansættelse genoptaget uden for

denne frist, jf. § 35.

Forslaget omfatter klagesager om genoptagelse af

skatteansættelser på skatteyderens foranledning. Afhængig

af hvilket indkomstår genoptagelsessagen vedrører, er nogle

genoptagelsessager allerede i dag omfattet af

omkostningsdækningsordningen, idet disse klagesager behandles af

skatteankenævnet og Landsskatteretten. I nedenstående oversigt

angives, hvilke klagesager på dette område, som der i dag ydes

tilskud til.

Hensynet til lige behandling i

omkostningsgodtgørelsesmæssig henseende af de

genoptagelsessager, som i dag er omfattet af

omkostningsdækningsordningen, og af de sager, som ikke er, taler for at

yde omkostningsgodtgørelse i alle disse sager.

Retssikkerhedshensyn tilsiger, at klager over afslag

på genoptagelse både inden for og uden for 3-årsfristen i

godtgørelsesmæssig henseende behandles som klager over selve

skatteansættelsen. Målet med en genoptagelsessag er - uanset om

genoptagelse sker inden for eller uden for 3-årsfristen - at nå

frem til den materielt rigtige skatteansættelse af skatteyderens

indkomst for det pågældende år, således at også

forhold, som skatteyderen først bliver bekendt med efter

selvangivelsestidspunktet, kan indgå i skatteansættelsen.

Forslaget vil medvirke til, at dette sker.

Oversigt over klagesager om genoptagelse, som der i dag

ydes tilskud til

Indkomstår

Hjemmel

Myndigheder

Tilskud

i dag?*

Før 1990

Udenfor 5 årsfristen:

Bevilling, jf. tidl. SSL § 29, stk. 4

Told- og skatteregionen

Y

Told- og Skattestyrelsen

Nej

1990 - 1996

(lovbekg. nr. 526 af 3. juli 1998)

Indenfor 3 årsfristen:

SSL § 4, stk. 1

Den kommunale skattemyndighed

Y skatteankenævnet Y

Landsskatteretten

Ja

Udenfor 3 årsfristen:

SSL § 4, stk. 2

Told- og skatteregionen

Y

Told- og Skattestyrelsen

(Told- og skatteregionen

Y

Ligningsrådet)

Nej

1997 og senere

(lovbekg. nr. 531 af 25. juni 1999)

Inden for 3 årsfristen:

SSL § 34, stk. 2

Den kommunale skattemyndighed

Y skatteankenævnet Y

Landsskatteretten

Den skatteansættende myndighed (juridiske personer)

Y

Landsskatteretten

Ja

Uden for 3 årsfristen:

SSL § 35, stk. 1, nr. 1-8 og nr. 10

Den kommunale skattemyndighed

Y skatteankenævnet Y

Landsskatteretten

Den skatteansættende myndighed (juridiske personer)

Y

Landsskatteretten

Ja

Uden for 3 årsfristen:

SSL § 35, stk. 1, nr. 9

Told- og skatteregionen

Y

Told- og Skattestyrelsen

Nej

* Der gives kun tilskud, når der er tale om en

klagesag eller en domstolssag

Som det fremgår af oversigten, er de

genoptagelsessager, der klagebehandles i Told- og Skattestyrelsen, og som der

efter forslaget skal kunne ydes omkostningsgodtgørelse til, sager om

genoptagelse af følgende skatteansættelser:

Ansættelserne for indkomstårene før 1990 uden for

5-årsfristen,

ansættelserne for indkomstårene 1990-1996 uden for

3-årsfristen samt

ansættelserne for 1997 og senere, uden for 3-årsfristen,

i tilfælde, hvor genoptagelse beror på, om der er begået

ansvarspådragende fejl ved ligningen, jf. skattestyrelseslovens

§ 35, stk. 1, nr. 9.

Ad nr. 3.

Efter den gældende omkostningsdækningsordning

er der ikke adgang til dækning for udgifter til sagkyndig bistand, der

er forbundet med en klage over et afslag på en bevilling eller

dispensation.

En bevilling eller dispensation er en tilladelse til, at

en skatte- eller afgiftspligtigs forhold behandles på en lempeligere

måde end efter de almindelige regler.

En klage over et afslag på en anmodning om en

bevilling eller dispensation kan på samme måde som en klage over

en bindende forhåndsbesked - som i dag er tilskudsberettiget - siges at

have en procesbesparende funktion i og med, at en imødekommelse af

klagen eller et afslag vil kunne lægges til grund ved ligningen og

dermed afværge en eventuel klagesag i ligningssystemet.

Hertil kommer, at afgørelsen i en bevillings- eller

dispensationssag kan have væsentlig betydning for klagerens

skattemæssige stilling, ligesom sagerne kan dreje sig om betydelige

beløb.

Dette gælder i høj grad for klagesager

vedrørende et afslag på en bevilling eller dispensation, hvor

spørgsmålet om, hvorvidt bevillingen eller dispensationen skal

gives, afhænger af en egentlig juridisk vurdering af ansøgerens

forhold, og i mindre grad i sager, der er af ren administrativ karakter. Af

administrative grunde er det imidlertid ikke fundet hensigtsmæssigt at

lade spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse bero på

en vurdering af, hvorvidt der har været tale om en egentlig juridisk

vurdering af ansøgerens forhold eller ej.

På den baggrund foreslås alle klagesager om

bevillinger og dispensationer som udgangspunkt omfattet af ordningen,

således som det fremgår af bekendtgørelsen om

sagsudlægning. I denne bekendtgørelse er det fastsat, hvem der

træffer afgørelse i de sager, som skatteministeren er bemyndiget

til at træffe afgørelse i i henhold til forskellige skatte- og

afgiftslove. Endvidere er det i denne bekendtgørelse fastsat, hvortil

sådanne afgørelser kan påklages.

Det bemærkes dog, at det må antages, at der i

mange bevillings- og dispensationssager ikke benyttes sagkyndig bistand, og i

det omfang der benyttes sagkyndig bistand i sådanne sager, er denne

bistand formentlig ikke så omfattende, som f.eks. i en sag om

skatteansættelsen.

Som eksempler på bevillings- og dispensationssager,

hvor sagkyndig bistand typisk optræder, kan nævnes tilladelse til

påbegyndelse af afskrivning på afskrivningsberettigede aktiver

til brug for en forsøgs- eller forskningsvirksomhed før

igangsættelsen af erhvervsvirksomheden. Endvidere kan nævnes

sager om anmodning om helt eller delvis eftergivelse af betydelige

skattebeløb f.eks. som led i en generel akkord. Som eksempler på

bevillings- og dispensationssager, hvor sagkyndig bistand ofte ikke

optræder, kan nævnes bestemmelsen om forlængelse af fristen

for udligning af negativ saldo i afskrivningslovens § 8 samt

bestemmelsen om henstand med selvangivelsesfristen i skattekontrollovens

§ 4, stk. 4.

Efter forslaget til bestemmelsen i nr. 3 skal der

ydes omkostningsgodtgørelse til udgifter til sagkyndig bistand m.v. i

forbindelse med en anmodning til et skatteankenævn eller

Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere

afgørelse.

Efter de gældende regler i skattestyrelseslovens

§ 29, stk. 1, og 2, kan Landsskatteretten efter anmodning fra

klageren genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af

Landsskatteretten, hvis visse betingelser er opfyldt. Ligeledes kan et

skatteankenævn under visse betingelser genoptage en sag, der er

påkendt eller afvist af skatteankenævnet, jf.

skattestyrelseslovens § 22.

Der er ikke efter de gældende regler mulighed for at

yde omkostningsdækning til udgifter til sagkyndig bistand, der er

forbundet med indgivelse af en sådan anmodning.

Bliver skatteyderen opmærksom på nogle nye

oplysninger, som ikke tidligere har været fremme, heller ikke da

skatteankenævnet eller Landsskatteretten traf afgørelse, vil det

alt andet lige være procesbesparende, at skatteyderen beder om

genoptagelse af skatteankenævnets eller Landsskatterettens kendelse

frem for at indbringe sagen for en højere instans.

Forslaget om at yde omkostningsgodtgørelse i disse

situationer må således antages at have procesøkonomisk

fordele, ligesom det vil medvirke til, at den rigtige afgørelse

træffes så tidligt som muligt i klagesystemet.

Efter forslagets nr. 4 kan der ydes

omkostningsgodtgørelse i EF-Domstolssager vedrørende skatter

eller afgifter, hvor den godtgørelsesberettigede er part.

I dag ydes der alene omkostningsdækning for udgifter

afholdt i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse for

EF-Domstolen - d.v.s. i sager, hvor en dansk ret i anledning af en konkret

tvist mellem skatte- og afgiftsmyndighederne på den ene side og den

skatte- eller afgiftspligtige på den anden side vælger at

spørge EF-Domstolen om, hvorledes en eller flere EU-bestemmelser - af

betydning for sagens afgørelse - skal forstås. I forbindelse med

præjudicielle forelæggelser for EF-Domstolen skal parterne afgive

diverse skriftlige indlæg i sagen samt procedere denne for

domstolen.

Efter forslaget er der fortsat adgang til dækning af

udgifter afholdt i forbindelse med en præjudiciel

forelæggelse.

Skatte- eller afgiftspligtige har også mulighed for

at optræde direkte som part ved EF-Domstolen i de såkaldte

annullationssager, passivitetssager og erstatningssager.

I det omfang dette sker, foreslås det, at

bistandsudgifterne i disse sager gøres

godtgørelsesberettigede.

Det bemærkes, at EF-Domstolen efter artikel 35 i

domstolsstatutten træffer afgørelse om sagsomkostningerne. Da

denne afgørelse i praksis beror på et skøn, er det ikke

altid givet, at de omkostninger, som den skatte- eller afgiftspligtige har

afholdt, bliver dækket fuldt ud. Derved bliver spørgsmålet

om godtgørelse af de resterende udgifter aktuelt.

Som et eksempel på et

annullationssøgsmål kan nævnes den situation, hvor

en virksomhed finder, at en retsakt (beslutning eller forordning) er ugyldig,

idet den er formuleret så snævert, at den i realiteten har

karakter af en beslutning over for den pågældende virksomhed,

f.eks. vedrørende anti-dumpingtold. I disse tilfælde kan

virksomheden eventuelt have en interesse i at anlægge et

annullationssøgsmål.

Som et eksempel på et

passivitetssøgsmål kan nævnes den situation, hvor

en skatte- eller afgiftspligtig indbringer en klage til EF-Domstolen over, at

en EU-institution, f.eks. Kommissionen, i strid med traktaten har undladt at

træffe afgørelse i forhold til den skatte- eller afgiftspligtige

efter at være blevet opfordret hertil, jf. artikel 232.

Som et eksempel på et

erstatningssøgsmål kan nævnes den situation, at en

skatte- og afgiftspligtig ikke ønsker at anlægge et

annullationssøgsmål eller et sagsanlæg ved de nationale

domstole i en sag om skatter eller afgifter, herunder begære

præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen, men ønsker at

anlægge et erstatningssøgsmål mod den EU-institution, der

har udstedt den pågældende omtvistede retsakt, jf. artikel

235.

Efter forslagets nr. 5 kan der ydes

godtgørelse til bistandsudgifter i klagesager vedrørende

EF-voldgiftskonventionen (90/436/EØF) offentliggjort i EFT nr. L 225

af 20/8 1990.

Formålet med voldgiftskonventionen er at undgå

den økonomiske dobbeltbeskatning, som opstår, når et

»foretagende« får forhøjet sin skattepligtige indkomst ved en

»armslængdejustering«, uden at der gennemføres en

korresponderende regulering af indkomsten for det nærtstående

foretagende i et andet land.

Foretagenderne kan påberåbe sig

voldgiftskonventionen, når der er foretaget en korrektion af

vilkårene for deres kommercielle eller finansielle forbindelser.

Efter konventionen skal en stat, der vil foretage

korrektion af indkomstopgørelsen i et foretagende som følge af

armslængderegler, underrette foretagendet i god tid. Dette

indebærer, at foretagendet skal have tid til at underrette det andet

foretagende, som igen skal informere myndighederne i den stat, hvori det er

hjemmehørende, om korrektionen. Her i landet sker underretningen i

form af en såkaldt agterskrivelse, hvori der er angivet en

høringsfrist på ikke under 15 dage, jf. skattestyrelseslovens

§ 3, stk. 4.

Hvis staterne ikke er enige om korrektionen, og en

løsning på problemet ikke har fundet sted inden to år,

nedsættes et rådgivende udvalg (voldgiftsudvalget), der skal tage

stilling til fordelingen af indkomsten mellem foretagenderne. Udvalget

består af repræsentanter for skattemyndighederne i de involverede

stater og af nogle uafhængige medlemmer, der udpeges af de involverede

skattemyndigheder.

Foretagenderne kan forelægge voldgiftsudvalget alle

oplysninger eller dokumenter, som de ønsker at påberåbe

sig med henblik på den afgørelse, der skal træffes.

Foretagenderne har desuden i visse situationer pligt til at fremlægge

en række oplysninger m.v., ligesom de har pligt til at give

fremmøde eller lade sig repræsentere for udvalget.

Spørgsmål, der omfattes af konventionen, kan

efter interne danske regler ikke behandles i et rådgivende udvalg, hvis

spørgsmålet indbringes for danske domstole. Hvis

armslængdespørgsmålet først er afgjort ved

landsretten eller Højesteret, vil der ikke kunne igangsættes en

voldgiftsprocedure efter konventionen.

Armslængdespørgsmålet kan dog behandles i det

administrative rekurssystem, d.v.s. til og med Landsskatteretten, samtidig

med at det behandles efter proceduren i voldgiftskonventionen.

Da der ved behandlingen af en sag efter

EF-voldgiftskonventionen utvivlsomt kan være behov for antagelsen af

sagkyndig bistand, ligesom afklaringen af

armslængdespørgsmålet har betydning for

skatteansættelsen, hvortil der kan ydes tilskud til sagkyndig bistand,

når sagen behandles i det administrative klagesystem, foreslås

det, at der også ydes omkostningsgodtgørelse fra det tidspunkt,

hvor en klage indgives til Told- og Skattestyrelsen med henblik på at

få ophævet en dobbeltbeskatning.

Endvidere foreslås det, at der tilsvarende bliver

mulighed for at yde omkostningsgodtgørelse i tilfælde, hvor en

skattepligtig bliver involveret i en konventionssag, fordi det udenlandske

foretagende, der er interesseforbundent med den skattepligtige, henvender sig

til skattemyndighederne i det andet land med henblik på at få

ophævet dobbeltbeskatningen. For at undgå forskelsbehandling i de

to situationer, hvor det er muligt for et dansk foretagende at blive

involveret i en konventionssag, foreslås det således, at der ydes

omkostningsgodtgørelse i begge situationer.

Til stk. 2.

Efter forslaget er klager til Told- og Skattestyrelsen i

sager vedrørende told og afgifter samt i sager om arbejdsgiverkontrol

på nær hæftelsessager ikke omfattet af

godtgørelsesordningen.

Hvad angår de sager om told og afgifter, som

kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, er der tale om sager, der

ikke vedrører told- eller afgiftsgrundlaget, idet sådanne

klagesager går til Landsskatteretten. Derimod er der tale om sager om

registrering, regnskab, betaling, kontrol o.lign., d.v.s. sager, der

først og fremmest har karakter af at vedrøre en praktisk

gennemførelsesforanstaltning, hvor sagkyndig bistand ikke er

påkrævet.

Hvad angår sagerne om arbejdsgiverkontrol kan

der efter de gældende regler ydes omkostningsdækning til

sagkyndig bistand i sager om indeholdelse af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag

(AM-bidrag) og det særlige pensionsopsparingsbidrag (SP-bidrag) ved

Landsskatteretten.

Afgørelser om indeholdelsespligt for A-skat,

AM-bidrag og SP-bidrag træffes af told- og skatteregionerne. En

afgørelse om indeholdelsespligt skal enten ledsages af en

afgørelse om hæftelse, og / eller af et pålæg til

arbejdsgiveren om for fremtiden at indeholde A-skat m.v. i tilsvarende

ydelser. Ledsages afgørelsen om indeholdelsespligt af en

afgørelse om hæftelse, skal arbejdsgiveren indbetale det

ikke-indeholdte eller for lidt indeholdte beløb til skatte- og

afgiftsmyndighederne.

En afgørelse om indeholdelsespligt / et

pålæg har således en indgribende karakter for den

indeholdelsespligtige, der skal indbetale den ikke-indeholdte eller for lidt

indeholdte A-skat m.v. og herefter - måske forgæves - søge

regres hos indkomstmodtageren. Imidlertid kan afgørelserne herudover

også få betydning for den indeholdelsespligtiges administration,

udbetaling af skattefrie godtgørelser m.v.

Afgørelser om den indeholdelsespligtiges

hæftelse for A-skat træffes af told- og skatteregionerne efter

reglerne i kildeskattelovens § 69, og afgørelser om

arbejdsgiverens hæftelse for AM-bidrag og SP-bidrag træffes af

regionerne i medfør af arbejdsmarkedsfondslovens § 15,

stk. 3, jf. ATP-lovens § 17 f, stk. 1.

For afgørelser i sager vedrørende

registrering, regnskab, betaling, kontrol o.l., herunder hæftelse,

d.v.s. sager, der først og fremmest har karakter af at vedrøre

en praktisk gennemførelsesforanstaltning, er der klageadgang til Told-

og Skattestyrelsen. Dette betyder, at der efter de gældende regler ikke

er adgang til omkostningsdækning i disse sager.

Da afgørelser om indeholdelsespligt og

afgørelser om hæftelse følges ad, må det antages,

at den sagkyndige bistand som alt overvejende hovedregel retter sig mod begge

afgørelser. En afgørelse om hæftelse kan desuden på

samme måde som afgørelsen om indeholdelsespligt have en

indgribende karakter for den indeholdelsespligtige, og der kan forekomme

situationer, hvor kun afgørelsen om hæftelse ønskes

påklaget.

I en situation, hvor der slet ikke er sket indeholdelse,

eller der er indeholdt for lidt, hæfter den indeholdelsespligtige for

det ikke-indeholdte beløb, medmindre vedkommende kan godtgøre,

at denne ikke har udvist forsømmelighed, jf. kildeskattelovens

§ 69, stk. 1. Også i den situation kan det tænkes, at

der er behov for sagkyndig bistand.

På den baggrund foreslås det, at klagesager om

hæftelsen omfattes af de godtgørelsesberettigede sagstyper, mens

der ikke ydes omkostningsgodtgørelse i de øvrige

afgørelser om arbejdsgiverkontrol, der kan påklages til Told- og

Skattestyrelsen.

Til stk. 3.

Efter forslaget ydes der endvidere godtgørelse ved

domstolsprøvelsen af afgørelser i sager, som er

godtgørelsesberettigede efter § 33 D, stk. 1, nr. 1-3, og

stk. 2. Efter de gældende regler om omkostningsdækning ydes

der også tilskud til bistandsudgifter, som er afholdt i forbindelse med

prøvelsen af en tilskudsberettiget skatte- eller afgiftssag ved

domstolene, og som ikke på anden måde er godtgjort, f.eks. i form

af tilkendte sagsomkostninger.

Til § 33 E

Efter forslaget gives der skatteministeren bemyndigelse

til at fastsætte nærmere bestemmelser om de krav til

dokumentation, som skal være opfyldt, for at der kan ydes

omkostningsgodtgørelse, herunder hvilke oplysninger som myndighederne

kan kræve oplyst på ansøgningsblanketten som betingelse

for at yde omkostningsgodtgørelsen.

Til § 33 F

Efter forslaget skal skatteministeren årligt

afgive en redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige

udvikling m.v. i sager, hvortil der kan ydes

omkostningsgodtgørelse.

Formålet med forslaget er at følge

udviklingen på området med henblik på senere eventuelle

ændringer af ordningen.

Redegørelserne, der skal basere sig på

indberetninger fra told- og skatteregionerne til Told- og Skattestyrelsen og

Told- og Skattestyrelsens egne tal, skal bl.a. indeholde oplysninger

om

antallet af sager, hvori der er udbetalt

omkostningsgodtgørelse

hvor store beløb, der samlet er udbetalt årligt

hvor store beløbene er - fordelt på de enkelte

instanser, herunder til syn og skøn, og fordelt på personer og

selskaber samt

hvilke sagstyper, der er tale om.

Desuden skal redegørelserne - i det omfang dette er

muligt - belyse den adfærdsregulering hos de

godtgørelsesberettigede, som nærværende lovforslag

eventuelt vil medvirke til.

Til §§ 33 G og 33 H

Bestemmelserne angår de strafferetlige konsekvenser

af at afgive urigtige oplysninger m.v. til myndighederne til brug for

beregningen af omkostningsgodtgørelsen. Der er kun tale om

redaktionelle ændringer.

Til § 2

Til nr.1

Bestemmelsen indeholder alene en redaktionel

ændring.

Til nr. 2

Efter de gældende regler skal tilskud fra

almennyttige fonde til dækning af udgifter, der er tilskudsberettigede

efter skattestyrelseslovens § 33 B, ikke medregnes ved opgørelsen

af den skattepligtige indkomst. Et sådant tilskud fragår efter

den gældende omkostningsdækningsordning i beregningsgrundlaget

for omkostningsdækning, jf. skattestyrelseslovens § 33 B,

stk. 2.

Efter forslaget kan alle, herunder også almennyttige

fonde, men også andre fysiske og juridiske personer, som f.eks.

sammenslutninger, faglige foreninger og interesseorganisationer samt

arbejdsgivere som udgangspunkt yde et skattefrit tilskud til den

godtgørelsesberettigede til dækning af dennes udgifter til

sagkyndig bistand m.v.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til

bestemmelsen i § 7 Q, stk. 2, hvorefter det tilskud, som en

sådan tredjemand vil kunne yde, som udgangspunkt ikke er

fradragsberettiget hos denne, jf. dog nærmere bemærkningerne til

denne bestemmelse nedenfor.

Endvidere skal forslaget ses i sammenhæng med

forslaget til bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 2,

hvoraf det fremgår, at det foreslåede tilskud fra tredjemand ikke

reducerer de godtgørelsesberettigede udgifter.

Baggrunden for forslaget er, at det generelt findes

gavnligt, at der ydes økonomisk støtte til førelsen af

principielle skatte- og afgiftssager, således at en uklar retstilstand,

der har betydning for mange personer, kan afklares hurtigst muligt. Dette er

såvel i de skatte- eller afgiftspligtiges interesse som i

myndighedernes interesse. Omkostningsdækningsudvalget har derfor

været af den opfattelse, at det ville være rimeligt, om udgifter

til sagkyndig bistand m.v. i principielle sager kunne godtgøres med en

forhøjet godtgørelsessats.

Det har imidlertid været

Omkostningsdækningsudvalgets vurdering, at det ikke er muligt at

foretage en klar afgrænsning af de skatte- eller afgiftssager, som er

principielle, ligesom det ikke er muligt at foretage en klar

afgrænsning af de foreninger og sammenslutninger, som typisk

understøtter principielle sager økonomisk.

Forslaget skønnes i et vist omfang at råde

bod på dette forhold, idet den manglende fradragsret for tilskuddet hos

tredjemand i praksis vil betyde, at tilskuddet i almindelighed kun ydes,

når dette hos yderen er motiveret ud fra af en retlig interesse for

afgørelsen i den skatte- eller afgiftspligtiges sag.

Forslaget skønnes således at tilskynde

skatte- og afgiftspligtige, der mener, at deres sag er principiel, til at

føre sagen, hvis andre, der tillige finder sagen principiel, har

mulighed for at yde tilskud hertil på fordelagtige vilkår.

Det forekommer, at en faglig organisation eller forening

indtræder som mandatar for et medlem i medlemmets skattesag,

fordi foreningen finder sagen principiel og af betydning for den

pågældende faggruppe. Dette kan efter den gældende praksis

ske uden skattemæssige konsekvenser for medlemmet. Det skyldes, at

foreningen i denne situation varetager medlemmernes generelle interesse, og

det kan bero på en tilfældighed, at netop dette medlems sag

bliver ført som »prøvesag«.

Efter de gældende regler er det alene medlemmet,

hvis sag foreningen fører som mandatar, der er tilskudsberettiget og

kun i relation til de bistandsudgifter, der påhviler medlemmet.

Foreningen som sådan er ikke tilskudsberettiget med hensyn til de

udgifter, foreningen afholder som mandatar for et medlem.

Hvis medlemmet selv afholder udgifterne til sagkyndig

bistand m.v., men foreningen yder et tilskud til medlemmet, er dette tilskud

efter de gældende regler skattepligtigt for medlemmet og fragår i

beregningsgrundlaget for omkostningsdækning.

Det findes ikke rimeligt, at der er forskel på den

skattemæssige behandling af den støtte, som en forening yder til

et medlem, når foreningen optræder som mandatar, og den

støtte, foreningen yder, når den økonomisk støtter

et medlem, der selv har afholdt udgiften til sagkyndig bistand.

Forslaget ophæver denne forskelsbehandling. Samtidig

får foreningen »del« i omkostningsgodtgørelsen på den

måde, at den godtgørelse, der udbetales til medlemmet, vil have

betydning for størrelsen af det tilskud, foreningen skal udbetale til

medlemmet for at holde den pågældende skadesløs.

Det beløb, der er nævnt i bestemmelsens 1.

pkt., kan kun holdes uden for indkomstopgørelsen hos modtageren, i det

omfang det med tillæg af den udbetalte omkostningsgodtgørelse og

andre godtgjorte udgifter ikke overstiger den godtgørelsesberettigedes

samlede udgifter til sagkyndig bistand m.v.

Dækkes der således mere end nettoudgiften til

sagkyndig bistand (bruttoudgiften fratrukket eventuelt andre godtgjorte

udgifter), vil »overskuddet« være skattepligtigt som andre tilskud /

gaver fra tredjemand.

Af hensyn til den ligningsmæssige behandling af

sådanne spørgsmål, kan der i et vist omfang være

behov for en oplysningspligt for tredjemand om ydelsen af disse tilskud.

Spørgsmålet er nærmere behandlet nedenfor i

bemærkningerne til lovforslagets § 3.

Ud over betingelsen om, at det tilskud, som tredjemand kan

yde til den skatte- eller afgiftspligtiges sag, ikke må overstige de

samlede godtgørelsesberettigede udgifter, stilles det endvidere som

betingelse for skattefriheden, at tilskuddet er ydet som følge af en

retlig interesse i, at sagen føres. Denne retlige interesse vil som

udgangspunkt være dokumenteret ved, at der ydes et tilskud på

trods af, at der ikke er fradragsret hos yderen af tilskuddet.

Forslaget bygger på den antagelse, at en person, der

vil yde et skattefrit ikke-fradragsberettiget tilskud til dækning af en

skatte- eller afgiftspligtigs udgifter til sagkyndig bistand i en sag,

højst sandsynligt vil have en retlig interesse i, at sagen

føres.

Navnlig i tilfælde, hvor der foreligger et generelt

interessesammenfald mellem yder og modtager, hvilket eksempelvis vil

være tilfældet i familieforhold, hovedaktionærforhold eller

koncernforhold, må det dog i forbindelse med ligningen påses, at

tilskuddet ikke er ydet som følge af det generelle

interessesammenfald, således at tilskuddet reelt dækker over

noget andet end ønsket om at støtte den skatte- eller

afgiftspligtiges sag, men som følge af en konkret, retlig interesse i

sagen.

Til nr. 3

Efter de gældende regler i fondsbeskatningsloven og

selskabsskatteloven kan fonde, foreninger m.v. foretage fradrag for

uddelinger og udlodninger. Disse regler foreslås ikke ændret, jf.

1. pkt i stk. 2.

Efter fondsbeskatningslovens § 4, stk. 1, kan

fonde og foreninger, der er omfattet af lov om fonde og visse foreninger, jf.

lovbekendtgørelse nr. 698 af 11. august 1992 med senere

ændringer, eller lov om erhvervsdrivende fonde, jf.

lovbekendtgørelse nr. 547 af 20. juni 1996 med senere ændringer,

foretage fradrag for uddelinger til almenvelgørende eller på

anden måde almennyttige formål. Hvorvidt modtageren er

skattepligtig af uddelingen, har ikke betydning for giverens fradragsret.

Efter fondsbeskatningslovens § 4, stk. 2, kan

fonde og foreninger (interessesammenslutninger) foretage fradrag for

uddelinger, der sker til fyldestgørelse af vedtægtsmæssige

formål, der ikke er almenvelgørende eller almennyttige,

når modtageren ifølge reglerne om subjektiv skattepligt er

skattepligtig til Danmark.

Arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige

sammenslutninger (arbejdsmarkedssammenslutninger) kan efter

fondsbeskatningslovens § 8, stk. 2, foretage fradrag for udgifter,

der vedrører indtægter, der er skattepligtige, d.v.s. indkomst

ved erhvervsmæssig virksomhed, renter, udbytter, ejendomsavancer,

aktieavancer, kursgevinster m.v. Foreningerne er således ikke

skattepligtige af kontingentindtægter, og dermed er der ikke fradrag

for ydelser til medlemmer. Disse foreninger kan også foretage fradrag

som nævnt i fondsbeskatningslovens § 4, stk. 1, men ikke

efter § 4, stk. 2.

Efter selskabsskattelovens § 3, stk. 2, kan

foreninger m.v., der er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1,

stk. 1, nr. 6, fradrage udlodninger til fyldestgørelse af

vedtægtsmæssige formål, der kan anses for

almenvelgørende eller på anden måde almennyttige.

Skattepligtige efter selsskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, er

foreninger, kooperationer, stiftelser mv., der ikke er omfattet af

fondsbeskatningsloven. Skattepligten omfatter alene indtægt ved

erhvervsmæssig virksomhed samt fortjeneste og tab ved afståelse,

afhændelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft

tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed.

Efter 2. pkt. i stk. 2 foreslås det, at

et tilskud, som bliver ydet som led i et ansættelsesforhold eller som

led i en aftale om personligt arbejde i øvrigt som udgangspunkt, anses

for at være et løntillæg til modtageren og derfor skal

indtægtsføres hos denne, hvis arbejdsgiveren m.v. fradrager

beløbet i sin skattepligtige indkomst.

For tilskud ydet af en arbejdsgiver til en arbejdstager er

udgangspunktet således, at tilskuddet er ydet som følge af

ansættelsesforholdet. Må det imidlertid antages, at

arbejdsgiveren har ydet tilskuddet alene som følge af sin retlige

interesse i sagen, vil tilskuddet dog ikke blive beskattet hos den ansatte,

men være skattefrit for denne. Eksistensen af en retlig interesse hos

arbejdsgiveren kan dokumenteres ved, at arbejdsgiveren ikke har taget fradrag

for tilskuddet. Også dette forhold vil skulle påses ved

ligningen.

Det bemærkes, at arbejdsgiverbetalt sagkyndig

bistand, der er ydet som led i et ansættelsesforhold, eller som led i

en aftale om personligt arbejde i øvrigt, som udgangspunkt er et

skattepligtigt personalegode efter ligningslovens § 16. Det

beløb, som arbejdsgiveren måtte afholde til sagkyndig bistand

for arbejdstageren, f.eks. i dennes skattesag, er derfor et beløb, der

som udgangspunkt må betragtes som et løntillæg til

arbejdstageren, og som denne må beskattes af. Arbejdsgiveren har

fradragsret for løn, herunder personalegoder, idet der er tale om en

driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Til nr. 4

Ændringen er alene af redaktionel karakter.

Til § 3

Til nr. 1

Efter forslaget skal en tredjemand, som er fuldt

skattepligtig til landet, og som har ydet et tilskud til dækning af en

skatte- eller afgiftspligtigs bistandsudgifter, underrette de statslige told-

og skattemyndigheder om beløbets størrelse og om modtagerens

identitet, når beløbet ydes.

Forslaget skal ses i lyset af, at det i forbindelse med

ligningen må påses, at der fra tredjemand ikke ydes et

større beløb end de samlede godtgørelsesberettigede

udgifter, som den skatte- eller afgiftspligtige har afholdt, med fradrag af

godtgjorte udgifter.

Dette kan ske ved, at den told- og skatteregion, der

udbetaler omkostningsgodtgørelsen til den skatte- eller

afgiftspligtige, underretter den skatte- eller afgiftspligtiges

skatteforvaltning om den udbetalte omkostningsgodtgørelse. Udbetaler

tredjemand et beløb til dækning af den skatte- eller

afgiftspligtiges bistandsudgifter, skal tredjemand ifølge forslaget

indberette beløbets størrelse og modtagerens identitet til sin

lokale told- og skatteregion. Denne region videresender herefter

orienteringen om tilskuddet til den skatte- eller afgiftspligtiges

skattekommune, som dermed har grundlag for at foretage en

ligningsmæssig bedømmelse.

Forslaget indeholder samtidig en bemyndigelse for

skatteministeren til at fastsætte regler, der undtager visse

persongrupper fra ovennævnte anmeldelsespligt. Bemyndigelsen kan f.eks.

tænkes udnyttet således, at den fra anmeldelsespligten undtager

fysiske personer, der efter lovgivningen ikke har pligt til at indsende en

udvidet selvangivelse til myndighederne.

I øvrigt kan de redegørelser, som

skatteministeren årligt skal afgive til Folketinget efter forslaget til

skattestyrelseslovens § 33 E muligvis vise, at der kan være behov

for at benytte bemyndigelsen yderligere.

Til nr. 2

Efter forslaget vil den, der forsætligt eller af

grov uagtsomhed undlader at opfylde anmeldelsespligten, kunne straffes med

bøde.

Til § 4

Efter ikrafttrædelsesbestemmelsen træder den

gennemførte lov i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende og har virkning for udgifter, der er betalt på

fremsættelsesdatoen for lovforslaget eller senere, d.v.s. fra og med

den 5. april 2000, uanset om udgiften til sagkyndig bistand m.v. er afholdt

før denne dato.

Bilag 1

Følgende sagstyper foreslås gjort

godtgørelsesberettigede efter forslaget:

Allerede omfattet af den gældende ordning:

klagesager om skatteansættelser, herunder om

skatteforbehold

klagesager om afslag på genoptagelse af ansættelser efter

gældende regler

klagesager til Landsskatteretten om moms og afgifter

klagesager til Landsskatteretten om fastsættelsen af

toldbeløb

klagesager til Landsskatteretten om indeholdelsespligt

klagesager til Landsskatteretten om bindende forhåndsbesked,

og

klagesager til Landsskatteretten over afslag på skattefri

aktieombytning og skattefri fusion, spaltning og tilførsel af

aktiver

domstolsbehandling af ovennævnte sager.

Udvidelse af ordningen efter de gældende regler i

skattestyrelsesloven:

klagesager til Landsskatteretten over ejendomsvurderingen*)

klager over forskudsregistreringen

klage over afslag på omgørelse

klage over afslag på genoptagelse af en skatteansættelse

)

klage over afslag på anmodning om en bevilling eller

dispensation ***)

anmodninger til skatteankenævnet eller Landsskatteretten om

genoptagelse af allerede afsagt kendelse

klage over hæftelse m.v. i forbindelse med indeholdelsespligt

for A-skat, arbejdsmarkedsbi- drag og det særlige

pensionsopsparingsbidrag

domstolsbehandling af ovennævnte sager

EF-Domstolssager

EF-voldgiftskonventionssager.

*) Der er tale om en klargøring af retstilstanden.

**) Der er nærmere bestemt tale om genoptagelsessager

for indkomstårene før 1990 uden for 5-årsfristen,

for indkomstårene 1990-1996 uden for 3-årsfristen samt

for 1997 og senere, uden for 3-årsfristen i tilfælde, hvor

genoptagelse beror på, at der er begået ansvarspådragende

fejl ved ligningen.

***) Sagstyperne fremgår af

sagsudlægningsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr.

1070 af 17. december 1999.

Bilag 2

Høringssvar og kommentarer hertil vedr.

lovforslaget

Organisation

Bemærkninger

Kommentarer

Advokatrådet

Ønsker godtgørelse ved

førsteinstansbehandlingen.

Det er ikke muligt at anvise egnede kriterier for, fra hvilket tidspunkt

ved førsteinstansbehandlingen omkostningsgodtgørelsen skal

ydes.

Amtsrådsforeningen i Danmark

Ingen bemærkninger

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Kan tilslutte sig forslaget

Dansk Arbejdsgiverforening

Har ikke afgivet bemærkninger

Dansk Automobilforhandler Forening

Har ikke afgivet bemærkninger

De Danske Bilimportører

Ingen bemærkninger

FDM

Har ikke afgivet bemærkninger

Børsmæglerforeningen

Har ikke afgivet bemærkninger

Entreprenørforeningen

Har ikke afgivet bemærkninger

Erhvervenes Skattesekretariat

Ønsker godtgørelse ved

førsteinstansbehandlingen.

Se kommentaren under Advokatrådet.

Finansrådet

Har ikke afgivet bemærkninger

Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S

Har ikke afgivet bemærkninger

Danske Finansieringsselskabers Forening

Har ikke afgivet bemærkninger

Københavns Fondsbørs

Har ikke afgivet bemærkninger

Forsikring & Pension

Ønsker fuld omkostningsgodtgørelse i sager, hvor skatteyder

opnår fuldt eller delvis medhold

Det er ikke muligt at anvise klare kriterier for, hvornår en

skatteyder kan siges at have vundet sin sag og derfor bør have fuld

dækning for sine omkostninger.

Dansk Handel & Service

Ønsker omkostningsgodtgørelse ved

førsteinstansbehandlingen samt fuld dækning, hvor skatteyder

opnår fuldt eller delvis medhold. Godtgørelsen på 85 pct.

bør sættes til 100 pct.

Angående spørgsmålene om

førsteinstansbehandlingen og om fuld dækning henvises til

kommentaren til henholdsvis Advokatrådet og Forsikring & Pension.

Angående 85 pct.´s-godtgørelsen er der bl.a. af hensyn til at

undgå misbrug behov for en egen-betaling. Endvidere tilskyndes

skatteyderen til at økonomisere med udgifterne til sagen.

Det Danske Handelskammer

Ønsker fuld omkostningsgodtgørelse i sager, hvor skatteyder

opnår fuldt eller delvis medhold.

Se kommentaren under

Forsikring & Pension.

Håndværksrådet

Ønsker fuld omkostningsgodtgørelse i sager, hvor skatteyder

opnår fuldt eller delvis medhold.

Se kommentaren under

Forsikring & Pension.

Dansk Industri

Har ikke afgivet bemærkninger

InvesteringsForeningsRådet

Ingen bemærkninger

Kommunernes Landsforening

Ingen bemærkninger

Københavns Kommunes skatteforvaltning

Ingen bemærkninger

Frederiksberg Kommunes skattedirektorat

Ingen bemærkninger

Landsorganisationen i Danmark

Har ikke afgivet bemærkninger

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer

Ønsker fuld omkostningsgodtgørelse i sager, hvor skatteyder

opnår fuldt eller delvis medhold samt godtgørelse ved

førsteinstansbehandlingen.

Se kommentarerne under

Forsikring & Pension samt

under Advokatrådet.

Landbrugsraadet

Ønsker fuld omkostningsgodtgørelse i sager, hvor skatteyder

opnår fuldt eller delvis medhold.

Se kommentaren under Forsikring & Pension.

De danske Landboforeninger

Har ikke afgivet bemærkninger

Dansk Landbrugs Realkreditfond

Ingen bemærkninger

Nationalbanken

Ingen bemærkninger

Garantifonden for Danske Optioner og Futures

Har ikke afgivet bemærkninger

Realkreditrådet

Ingen bemærkninger

Danmarks Rederiforening

Ingen bemærkninger

Foreningen af Registrerede Revisorer

Har ikke afgivet bemærkninger

Skattechefforeningen

Ingen bemærkninger

Skatterevisorforeningen

Ingen bemærkninger

Danmarks Skibskreditfond

Har ikke afgivet bemærkninger

Dansk Speditør Forening

Har ikke afgivet bemærkninger

Dansk Transport og Logistik

Har ikke afgivet bemærkninger

Erhvervenes Transportudvalg

Ingen bemærkninger

Den Danske Dommerforening

Ingen bemærkninger

Præsidenten for Københavns Byret

Har ikke afgivet bemærkninger

Præsidenten for retten i Odense

Har ikke afgivet bemærkninger

Præsidenten for retten i Roskilde

Har ikke afgivet bemærkninger

Præsidenten for retten i Århus

Har ikke afgivet bemærkninger

Præsidenten for retten i Aalborg

Har ikke afgivet bemærkninger

Dommerfuldmægtigforeningen

Har ikke afgivet bemærkninger

Præsidenten for Vestre Landsret

Ingen bemærkninger

Præsidenten for Østre Landsret

Har ikke afgivet bemærkninger

Præsidenten for Højesteret

Ingen bemærkninger

Foreningen af Arbejdsledere i Danmark

Har ikke afgivet bemærkninger

Danmarks Aktive Handelsrejsende

Har ikke afgivet bemærkninger

Specialarbejderforbundet i Danmark

Har ikke afgivet bemærkninger

Dansk Metal

Kan tilslutte sig forslaget

Dansk Magisterforening

Har ikke afgivet bemærkninger

Dansk Tandlægeforening

Har ikke afgivet bemærkninger

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd

Har ikke afgivet bemærkninger

Forbundet af Offentlige Ansatte

Har ikke afgivet bemærkninger

Danmarks Agentforening

Har ikke afgivet bemærkninger

Foreningen af Yngre Læger

Har ikke afgivet bemærkninger

Foreningen af Speciallæger

Har ikke afgivet bemærkninger

HK København

Har ikke afgivet bemærkninger

Gymnasieskolernes Lærerforening

Har ikke afgivet bemærkninger

Finansforbundet

Har ikke afgivet bemærkninger

Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark

Har ikke afgivet bemærkninger

Husligt Arbejdsforbund

Har ikke afgivet bemærkninger

Foreningen af Danske Skatteankenævn

Kan tilslutte sig forslaget

Bilag 3

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I skattestyrelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 531 af 25. juni

1999, som ændret ved § 16 i lov nr. 958 af 20. december 1999,

erstattes kapitel 3 A med følgende nye kapitel:

Kapitel 3 A

»Kapitel 3 A

Omkostningsdækning

Omkostningsgodtgørelse

§ 33 A.

Der ydes et tilskud til dækning af udgifter, som

den skattepligtige har betalt for sagkyndig bistand m.v. ved klage til

skatteankenævn, bortset fra klager som nævnt i § 55 B i

kildeskatteloven, eller til Landsskatteretten, eller ved

domstolsprøvelse af en sådan afgørelse. Tilskud ydes dog

ikke vedrørende afgørelser om vurdering af fast ejendom.

§ 33 A.

Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de

udgifter, som en person omfattet af § 33 B, har betalt til sagkyndig

bistand m.v., som nævnt i § 33 C i de sager, som er nævnt i

§ 33 D.

Stk. 2.

Godtgørelsen er dog på 85 pct. af de

godtgørelsesberettigede udgifter, hvis udgifterne er betalt i

anledning af, at told- og skatteforvaltningen vil ændre en kommunal

ansættelse, jf. § 14, stk. 4, 2. pkt, eller told- og

skatteforvaltningen forelægger en skatteankenævnskendelse eller

en ejendomsvurdering for Ligningsrådet til ændring, jf.

§ 14, stk. 5, eller Skatteministeriet indbringer en

landsskatteretskendelse for landsretten, eller Skatteministeriet anker en

landsretsdom til Højesteret. Godtgørelsen efter 1. pkt. ydes

kun til dækning af de godtgørelsesberettigede udgifter, som

afholdes til sagens behandling ved henholdsvis told- og skatteforvaltningen,

Ligningsrådet, landsretten eller Højesteret.

Stk. 3.

Landsskatteretten kan bestemme, at udgifter, der er

eller vil blive afholdt til syn og skøn i en landsskatteretssag, jf.

§ 30, skal godtgøres fuldt ud. Tilsvarende kan

Ligningsrådet bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til

syn og skøn i en sag om bindende forhåndsbesked ved

Ligningsrådet, jf. § 20 B, stk. 5, skal godtgøres

fuldt ud.

Stk. 2.

Krav på tilskud efter stk. 1 kan ikke

sælges, pantsættes eller på anden måde overdrages.

Kravet kan heller ikke gøres til genstand for retsforfølgning

eller modregning.

Stk. 4.

Krav på godtgørelse efter

stk. 1- 3 kan ikke sælges, pantsættes eller på anden

måde overdrages. Kravet kan heller ikke gøres til genstand for

retsforfølgning eller modregning.

§ 33 B

. Den godtgørelsesberettigede er, uanset om denne

er en fysisk eller en juridisk person, herunder et dødsbo:

1) Den, der ifølge lovgivningen er berettiget til at klage over

en afgørelse i en sag, som er nævnt i § 33 D, eller som kan

indbringe en sådan afgørelse for domstolene.

2) Den, som i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som

er nævnt i § 33 D.

3) Den, som en myndighed inddrager i en sag omfattet af § 33 D,

fordi myndigheden skønner, at den pågældende har en

direkte retlig interesse i sagens udfald.

§ 33 B.

Tilskudsberettiget er følgende udgifter,

når de er betalt:

§ 33 C

. Godtgørelsesberettigede er følgende

udgifter, når de er betalt:

1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat

hos den, som skattesagen vedrører.

1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat

hos den godtgørelsesberettigede.

2) Retsafgifter, bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf.

§ 25, stk. 4.

2) Retsafgifter, bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf.

§ 25, stk. 4.

3) Udgifter til syn og skøn.

3) Udgifter til syn og skøn.

4) Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet

bevismateriale.

4) Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet

bevismateriale.

5) Pålagte sagsomkostninger.

6) Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en

afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller

prøves ved domstolene.

Stk. 2.

De tilskudsberettigede udgifter reduceres med:

Stk. 2.

De godtgørelsesberettigede udgifter reduceres

med:

1) Tilkendte eller på anden måde godtgjorte udgifter som

nævnt i stk. 1.

1) Tilkendte sagsomkostninger.

2) Offentlig retshjælp.

2) Afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms eller lov

om merværdiafgift (momsloven).

3) Afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms efter lov om

merværdiafgift (momsloven).

§ 33 C.

For skattepligtige fysiske personer og dødsboer

udgør tilskuddet 38 pct. for udgifter, der er betalt inden udgangen af

kalenderåret 2001, og derefter 32 pct. For andre skattepligtige

udgør tilskuddet 34 pct. for udgifter, der er betalt inden udgangen af

kalenderåret 1999, og derefter 32 pct.

Stk. 2.

Landsskatteretten kan bestemme, at udgifter, der er

afholdt til syn og skøn i en landsskatteretssag, jf. § 30, skal

dækkes fuldt ud.

§ 33 D.

Godtgørelse ydes

1) ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten

2) ved klage til en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen

eller Ligningsrådet over en afgørelse, som er truffet efter

bemyndigelse fra skatteministeren

3) i forbindelse med en anmodning til skatteankenævnet eller

Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere

afgørelse

4) i en sag vedrørende skatter eller afgifter for EF-domstolen,

hvor den godtgørelsesberettigede er part, og

5) i en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om

ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af

forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen).

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder dog

ikke klager til Told- og Skattestyrelsen i sager vedrørende told-

eller afgifter samt i sager om arbejdsgiverkontrol bortset fra

hæftelsessager.

Stk. 3.

Godtgørelse ydes endvidere ved

domstolsprøvelse af afgørelser i sager, som er

godtgørelsesberettigede efter stk.1, nr. 1-3, og stk. 2.

§ 33 E.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere

bestemmelser om kravene til dokumentation for betalingen af de

godtgørelsesberettigede udgifter m.v.

§ 33 F.

Skatteministeren afgiver årligt en

redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling m.v.

i de sager, hvortil der kan ydes omkostningsgodtgørelse.

§ 33 D.

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden

lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft

uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier

oplysninger til brug for beregningen af omkostningsdækning.

§ 33 G.

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden

lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft

uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier

oplysninger til brug for beregningen af omkostningsgodtgørelse.

Stk. 2.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 2.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 33 E.

Skønnes en overtrædelse ikke at ville

medføre højere straf end bøde, kan skatteministeren

tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden

retslig forfølgning, såfremt denne erkender sig skyldig i

overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere

angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i

tilkendegivelsen angiven bøde.

§ 33 H.

Skønnes en overtrædelse ikke at ville

medføre højere straf end bøde, kan skatteministeren

tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden

retslig forfølgning, såfremt denne erkender sig skyldig i

overtrædelsen og erklærer sig rede til indenfor en nærmere

angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i

tilkendegivelsen angiven bøde.

Stk. 2.

Med hensyn til den i stk. 1 nævnte

tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om indholdet af et

anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Med hensyn til den i stk. 1 nævnte

tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om indholdet af et

anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Betales bøden i rette tid, eller bliver den

efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre

forfølgning. Skattekontrollovens § 23 A om opkrævning og

inddrivelse finder tilsvarende anvendelse.

Stk.3.

Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter

vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

Skattekontrollovens § 23 A om opkrævning og inddrivelse finder

tilsvarende anvendelse.«.

§ 2

I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf.

lovbekendtgørelse nr. 28 af 18. januar 2000, som senest ændret

ved § 3 i lov nr. 105 af 14. februar 2000, foretages følgende

ændringer:

§ 7 Q.

Til den skattepligtige indkomst medregnes ikke:

1) Tilskud efter § 33 A i skattestyrelsesloven.

1.

I § 7Q, stk. 1, nr. 1 ændres »Tilskud«

til: »Godtgørelse«

2.

§ 7 Q, stk. 1, nr. 2, affattes

således:

2) Tilskud fra almennyttige fonde til dækning af udgifter, der er

tilskudsberettigede efter § 33 B i skattestyrelsesloven, i det omfang

tilskuddet benyttes til formålet.

»2) Beløb, som betales til en godtgørelsesberettiget person

efter skattestyrelseslovens kapitel 3 A til dækning af

dennes udgifter til sagkyndig bistand m.v. Det gælder dog ikke, i

det omfang beløbet med tillæg af omkostningsgodtgørelsen

og andre godtgjorte udgifter overstiger personens samlede udgifter til

sagkyndig bistand m.v. i sagen, eller i det omfang beløbet ikke

må anses for ydet som følge af yderens retlige interesse i

sagen.«.

3.

I § 7 Q indsættes efter stk. 1 som nyt

stykke:

»Stk. 2. Beløb, som er nævnt i stk. 1,

nr. 2, kan ikke fradrages i den skattepligtige indkomst, medmindre yderen er

en fond eller forening m.v., der efter lovgivningens almindelige regler har

fradrag for udlodninger eller uddelinger. Ydes beløbet som led i et

ansættelsesforhold eller som led i en aftale om personligt arbejde i

øvrigt til dækning af modtagerens udgifter til sagkyndig bistand

m.v., og fradrager arbejdgiveren m.v. beløbet i sin skattepligtige

indkomst, medregnes beløbet til modtagerens skattepligtige

indkomst.«.

Stk. 2.

Udgifter til bistand i skattesager kan ikke fradrages

ved indkomstopgørelsen. I øvrigt kan udgifter, hvortil der kan

ydes tilskud efter kapitel 3 A i skattestyrelsesloven, ikke fradrages ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

4.

I § 7 Q, stk. 2, som bliver stk. 3,

ændres »tilskud« til: »godtgørelse«.

§ 3

I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 564 af 2. juli

1999, som ændret ved lov nr. 953 af 20. december 1999, § 3 i lov

nr. 955 af 20. december 1999, § 15 i lov nr. 958 af 20. december 1999 og

§ 2 i lov nr. 170 af 15. marts 2000 foretages følgende

ændringer:

1.

Efter § 7 G indsættes:

»§ 7 H. Fysiske og juridiske personer, der er fuldt

skattepligtige til landet, og som har ydet et beløb til dækning

af en persons udgifter til sagkyndig bistand m.v., jf. ligningslovens

§ 7 Q, stk. 1, nr. 2, skal ved ydelsen af beløbet oplyse de

statslige told- og skattemyndigheder om beløbets størrelse og

modtagerens identitet. Skatteministeren kan fastsætte regler, der

undtager visse persongrupper for denne indberetningspligt.«

§ 14.

- - -

2.

I § 14, stk. 2, indsættes efter »§7 G,«:

»§7 H,«.

Stk. 2. Den, der, uden at forholdet omfattes af stk. 1,

forsætligt eller af grov uagtsomhed undlader rettidigt at opfylde en

pligt, der påhviler ham i medfør af § 3 A, stk.

1 og 3, § 6, stk. 1-3, § 6 A, § 6 B,

§ 7, § 7 A, § 7 E, § 7 G,

§§ 8 A-8 H, stk. 1-4, § 8 J, stk. 3,

§ 8 L, § 8 P, stk. 1-4, § 8 Q, stk.

1-3, § 8 R, stk. 3, § 8 S, § 8 T,

stk. 1 og 3, § 8 U, stk. 1 og 3, § 9 A,

§§ 10, 10 A, stk. 1, og 10 B, stk. 1, 1.-3. pkt.,

eller § 11 straffes med bøde.

Lignende dokumenter