Forslag til Lov om ændring af skattestyrelsesloven, ligningsloven og skattekontrolloven
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 5. april 2000 af
skatteministeren (Ole Stavad)
Forslag
til
Lov om ændring af
skattestyrelsesloven, ligningsloven og skattekontrolloven
(Omkostningsgodtgørelse i skatte- og
afgiftssager)
§ 1
I skattestyrelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 531 af 25. juni
1999, som ændret ved § 16 i lov nr. 958 af 20. december 1999,
erstattes kapitel 3 A med følgende nye kapitel:
»Kapitel 3 A
Omkostningsgodtgørelse
§ 33 A.
Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de
udgifter, som en person omfattet af § 33 B, har betalt til sagkyndig
bistand m.v., som nævnt i § 33 C i de sager, som er nævnt i
§ 33 D.
Stk. 2.
Godtgørelsen er dog på 85 pct. af de
godtgørelsesberettigede udgifter, hvis udgifterne er betalt i
anledning af, at told- og skatteforvaltningen vil ændre en kommunal
ansættelse, jf. § 14, stk. 4, 2. pkt., eller told- og
skatteforvaltningen forelægger en skatteankenævnskendelse eller
en ejendomsvurdering for Ligningsrådet til ændring, jf.
§ 14, stk. 5, eller Skatteministeriet indbringer en
landsskatteretskendelse for landsretten, eller Skatteministeriet anker en
landsretsdom til Højesteret. Godtgørelsen efter 1. pkt. ydes
kun til dækning af de godtgørelsesberettigede udgifter, som
Læs alt
afholdes til sagens behandling ved henholdsvis told- og skatteforvaltningen,
Ligningsrådet, landsretten eller Højesteret.
Stk. 3.
Landsskatteretten kan bestemme, at udgifter, der er
eller vil blive afholdt til syn og skøn i en landsskatteretssag, jf.
§ 30, skal godtgøres fuldt ud. Tilsvarende kan
Ligningsrådet bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til
syn og skøn i en sag om bindende forhåndsbesked ved
Ligningsrådet, jf. § 20 B, stk. 5, skal godtgøres
fuldt ud.
Stk. 4.
Krav på godtgørelse efter
stk. 1-3 kan ikke sælges, pantsættes eller på anden
måde overdrages. Kravet kan heller ikke gøres til genstand for
retsforfølgning eller modregning.
§ 33 B.
Den godtgørelsesberettigede er, uanset om denne
er en fysisk eller en juridisk person, herunder et dødsbo:
1) Den, der ifølge lovgivningen er berettiget til at klage over
en afgørelse i en sag, som er nævnt i § 33 D eller som kan
indbringe en sådan afgørelse for domstolene.
2) Den, som i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som
er nævnt i § 33 D.
3) Den, som en myndighed inddrager i en sag omfattet af § 33 D,
fordi myndigheden skønner, at den pågældende har en
direkte retlig interesse i sagens udfald.
§ 33 C.
Godtgørelsesberettigede er følgende
udgifter, når de er betalt:
1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat
hos den godtgørelsesberettigede.
2) Retsafgifter, bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf.
§ 25, stk. 4.
3) Udgifter til syn og skøn.
4) Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet
bevismateriale.
5) Pålagte sagsomkostninger.
6) Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en
afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller
prøves ved domstolene.
Stk. 2.
De godtgørelsesberettigede udgifter reduceres
med:
1) Tilkendte sagsomkostninger.
2) Offentlig retshjælp.
3) Afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms efter lov
om merværdiafgift (momsloven).
§ 33 D.
Godtgørelse ydes
1) ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten
2) ved klage til en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen
eller Ligningsrådet over en afgørelse, som er truffet efter
bemyndigelse fra skatteministeren
3) i forbindelse med en anmodning til skatteankenævnet eller
Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere
afgørelse
4) i en sag vedrørende skatter eller afgifter for EF-Domstolen,
hvor den godtgørelsesberettigede er part, og
5) i en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om
ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af
forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen).
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder dog
ikke klager til Told- og Skattestyrelsen i sager vedrørende told eller
afgifter samt i sager om arbejdsgiverkontrol bortset fra
hæftelsessager.
Stk. 3.
Godtgørelse ydes endvidere ved
domstolsprøvelse af afgørelser i sager, som er
godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2.
§ 33 E.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere
bestemmelser om kravene til dokumentation for betalingen af de
godtgørelsesberettigede udgifter m.v.
§ 33 F.
Skatteministeren afgiver årligt en
redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling m.v.
i de sager, hvortil der kan ydes omkostningsgodtgørelse.
§ 33 G.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft
uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier
oplysninger til brug for beregningen af omkostningsgodtgørelse.
Stk. 2.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 33 H.
Skønnes en overtrædelse ikke at ville
medføre højere straf end bøde, kan skatteministeren
tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden
retslig forfølgning, såfremt denne erkender sig skyldig i
overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere
angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i
tilkendegivelsen angiven bøde.
Stk. 2.
Med hensyn til den i stk. 1 nævnte
tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om indholdet af et
anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.
Stk.3.
Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter
vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.
Skattekontrollovens § 23 A om opkrævning og inddrivelse finder
tilsvarende anvendelse.«.
§ 2
I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 28 af 18. januar 2000, som senest ændret
ved § 3 i lov nr. 105 af 14. februar 2000, foretages følgende
ændringer:
1.
I § 7Q, stk. 1, nr. 1, ændres »Tilskud«
til : »Godtgørelse«.
2.
§ 7 Q, stk. 1, nr. 2, affattes
således:
»2) Beløb, som betales til en godtgørelsesberettiget
person efter skattestyrelseslovens kapitel 3 A til dækning af
dennes udgifter til sagkyndig bistand m.v. Det gælder dog ikke, i
det omfang beløbet med tillæg af omkostningsgodtgørelsen
og andre godtgjorte udgifter overstiger personens samlede udgifter til
sagkyndig bistand m.v. i sagen, eller i det omfang beløbet ikke
må anses for ydet som følge af yderens retlige interesse i
sagen.«.
3.
I § 7 Q indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2.
Beløb, som er nævnt i stk. 1,
nr. 2, kan ikke fradrages i den skattepligtige indkomst, medmindre yderen er
en fond eller forening m.v., der efter lovgivningens almindelige regler har
fradrag for udlodninger eller uddelinger. Ydes beløbet som led i et
ansættelsesforhold eller som led i en aftale om personligt arbejde i
øvrigt til dækning af modtagerens udgifter til sagkyndig bistand
m.v., og fradrager arbejdgiveren m.v. beløbet i sin skattepligtige
indkomst, medregnes beløbet til modtagerens skattepligtige
indkomst.«.
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
4.
I § 7 Q, stk. 2, som bliver stk. 3,
ændres »tilskud« til: »godtgørelse«.
§ 3
I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 564 af 2. juli
1999, som ændret ved lov nr. 953 af 20. december 1999, § 3 i lov
nr. 955 af 20. december 1999, § 15 i lov nr. 958 af 20. december 1999 og
§ 2 i lov nr. 170 af 15. marts 2000 foretages følgende
ændringer:
1.
Efter § 7 G indsættes:
»§ 7 H.
Fysiske og juridiske personer, der er fuldt
skattepligtige til landet, og som har ydet et beløb til dækning
af en persons udgifter til sagkyndig bistand m.v., jf. ligningslovens
§ 7 Q, stk. 1, nr. 2, skal ved ydelsen af beløbet oplyse de
statslige told- og skattemyndigheder om beløbets størrelse og
modtagerens identitet. Skatteministeren kan fastsætte regler, der
undtager visse persongrupper fra denne indberetningspligt.«.
2.
I § 14, stk. 2, indsættes efter »§ 7
G,«: »§ 7 H,«.
§ 4
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende
og har virkning for udgifter, der er betalt den 5. april 2000 eller senere.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Formålet med lovforslaget er at forbedre de
gældende regler om omkostningsdækning i skatte- og afgiftssager,
således at borgernes og virksomhedernes retssikkerhed bliver
styrket.
Efter de gældende regler yder staten tilskud til
skatte- eller afgiftspligtige, der har afholdt udgifter til sagkyndig bistand
m.v. i klagesager, som kan påklages til skatteankenævnene,
Landsskatteretten samt i retssager, hvor spørgsmålet har kunnet
påklages til Landsskatteretten. Tilskuddet er i dag for personer
på 38 pct. og for selskaber 32 pct. For 2002 vil tilskudsprocenten
være 32 for både personer og selskaber.
På baggrund af de seneste års kritik af
omkostningsdækningsordningen nedsatte skatteministeren i maj 1999 med
bred politisk opbakning et hurtigtarbejdende udvalg, som bl.a. fik til opgave
at vurdere, om de gældende regler om omkostningsdækning virker
tilfredsstillende i retssikkerhedsmæssig sammenhæng. Udvalget
skulle bl.a. undersøge, om de gældende regler på den ene
side sikrer, at borgerne og virksomhederne ikke afholder sig fra at
søge relevante afgørelser efterprøvet og på den
anden side ikke tilskynder til afholdelse af uforholdsmæssige
omkostninger til efterprøvelsen. Udvalgets medlemmer blev udpeget
efter politisk drøftelse mellem de partier, der støttede
forslaget om nedsættelsen af et udvalg, med lektor Margrethe
Nørgaard, Aalborg Universitet, som formand.
Udvalget har nu afgivet sin betænkning om
omkostningsdækningsordningen (betænkning nr. 1382/ februar
2000).
Omkostningsdækningsudvalget konstaterer, at der
efter de gældende regler ydes omkostningsdækning med samme
tilskudsprocent, uanset om den skatte- eller afgiftspligtige vinder eller
taber sin sag, og at ordningen er skematisk opbygget. Efter den
gældende ordning er det såvel for den skatte- eller
afgiftspligtige som for myndighederne let at konstatere, hvilke sager, der
kan ydes tilskud til og ligeledes til hvilke udgifter. Antallet af skatte-
eller afgiftspligtige, der klager over deres tilskud, er da også meget
lille (ca. 20 i 1998). Omkostningsdækningsudvalget finder, at en
sådan skematisk ordning har klare retssikkerhedsmæssige
fordele.
Omkostningsdækningsudvalget mener dernæst, at
selv om der kan argumenteres for, at der bør gives fuld dækning
af udgifterne i sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige får helt
eller delvis medhold, vil det i praksis være vanskeligt at
afgrænse disse sager. Det skyldes, at der ikke gives enkle kriterier
herfor. En afgørelse om omkostningsdækning måtte i givet
fald bl.a. knytte sig til sagens udfald på de enkelte klagepunkter, for
de enkelte indkomstår og vurderes for hver instans.
Udvalget mener ikke, at den gældende tilskudsordning
i tilstrækkelig grad fjerner de økonomiske barrierer for skatte-
eller afgiftspligtige, når disse overvejer, om en sag skal
prøves. Dette taler efter udvalgets opfattelse for en
forhøjelse af tilskuddet. På den anden side er de
provenumæssige konsekvenser af en tilskudsforhøjelse
behæftet med betydelig usikkerhed. En afvejning af disse hensyn over
for hinanden får et enigt udvalg til at foreslå, at
tilskudsprocenten fortsat ligger fast i alle tilskudssager, uanset sagens
udfald, men forhøjes til 50 både for personer og selskaber.
Udvalget fremhæver, at hvis der gælder en ensartet og
forhøjet tilskudsprocent uanset sagens udfald, vil dette stille en
skatte- og afgiftspligtig retssikkerhedsmæssigt bedre, end hvis
tilskuddets størrelse afhænger af sagens udfald.
I de få tilfælde, hvor myndighederne
ønsker en sag prøvet ved en højere instans - f.eks.
fordi sagen anses for at være principiel - foreslår udvalget, at
den skatte- eller afgiftspligtige opnår fuld omkostningsdækning
med fradrag af en egenbetaling på 10-20 pct. af de tilskudsberettigede
udgifter. Disse tilfælde kan klart afgrænses, idet der er tale om
sager, der videreføres på det offentliges initiativ. Antallet af
sådanne sager skønnes i gennemsnit at udgøre 15 sager
årligt.
Herudover anbefaler udvalget, at kredsen af
tilskudsberettigede udvides og foreslår, at en række nye
sagstyper gøres tilskudsberettigede, jf. bilag 1 til lovforslaget.
Endvidere foreslår udvalget, at enhver som udgangspunkt skal kunne yde
et ikke-fradragsberettiget tilskud til dækning af den skatte- eller
afgiftspligtiges bistandsudgifter. Dette tilskud er skattefrit for modtageren
og har ikke betydning for tilskuddets størrelse. Sådanne
beløb, som den skatte- eller afgiftspligtige modtager fra tredjemand,
kan dog ikke overstige de samlede tilskudsberettigede udgifter efter fradrag
af godtgørelsen. Forslaget skal ses i lyset af, at udvalget ikke har
fundet det muligt at opstille klare kriterier, der generelt gør det
muligt at yde et forhøjet tilskud til skatte- eller afgiftspligtige,
der fører principielle sager. Forslaget skønnes af udvalget at
afbøde på dette forhold.
Udvalget foreslår samtidig, at virkningen af de
foreslåede ændringer i omkostningsdækningsordningen
følges i f.eks. en 3-årig periode med afrapportering til
Folketingets Skatteudvalg.
Endelig foreslår udvalget, at betegnelsen
»omkostningsdækning« ændres til »omkostningsgodtgørelse«,
da denne betegnelse efter udvalgets opfattelse må anses for mere
retvisende, når der ikke er tale om en 100 pct.´s dækning af den
skatte- eller afgiftspligtiges bistandsudgifter.
Det foreliggende lovforslag bygger på
Omkostningsdækningsudvalgets anbefalinger og er således en
udmøntning af forslagene i Omkostningsdækningsudvalgets
betænkning.
Provenumæsige konsekvenser
Statens tilskud til udgifter til sagkyndig bistand m.v. er
optaget som en særskilt udgiftsbevilling på finansloven. På
finanslov 2000 er tilskudsbeløbet budgetteret til 28,5 mill. kr. ved
et anslået antal sager på ca. 2.600 og en tilskudsprocent for
personer på 38 og for selskaber på 32. Det gennemsnitlige
tilskudsbeløb er ca. 11.000 kr.
I 2002 vil tilskudsprocenten efter de gældende
regler være 32 for både selskaber og personer svarende til en
årlig udgift på knap 25 mill. kr. ved uændret sagsomfang.
Det gennemsnitlige tilskudsbeløb vil da være ca. 9.500 kr.
Lovforslaget indebærer en forøgelse af
statens udgifter til ordningen. Der knytter sig dog en betydelig usikkerhed
til vurderingen heraf.
Forhøjelse af dækningsgraden.
Forslaget om at hæve godtgørelsesprocenten
til 50 skønnes at medføre årlige merudgifter for staten
på knap 15 mill. kr. ved det gældende sagsomfang.
Forhøjelsen af godtgørelsesprocenten fra 32
til 50 - dvs. en forhøjelse af godtgørelsesbeløbet pr.
sag på godt 50 pct. - vil gøre ordningen mere attraktiv at
benytte.
Der vil antagelig hyppigere blive benyttet sagkyndig
bistand ved sagstyper, der allerede er omfattet af den gældende
ordning. Det skønnes med stor usikkerhed, at der i dag benyttes
sagkyndig bistand og udbetales tilskud i 15 pct. af de
godtgørelsesberettigede sager. Hvis forhøjelsen af
godtgørelsesprocenten til 50 resulterer i, at der fremover vil blive
anvendt sagkyndig bistand i yderligere 5 pct. af sagerne, vil ordningen
således blive en tredjedel dyrere. Forhøjelsen vil antagelig
også medføre, at der i et vist omfang anvendes mere kvalificeret
og dermed antagelig også dyrere sagkyndig bistand.
Set under ét skønnes det nuværende
sagsomfang på ca. 2.600 sager at blive forøget til et sagsomfang
på ca. 3.400 sager årligt. Statens merudgift herved
skønnes med stor usikkerhed til 10 mill. kr. årligt.
Forslaget om forhøjelse af
godtgørelsesprocenten til 50 skønnes således at
medføre årlige merudgifter for staten på ca. 25 mill. kr.
i alt.
Forslaget om, at der i sager, der videreføres
på skattemyndighedernes initiativ såvel i det administrative
system som ved domstolene, ydes skatteyderen fuld
omkostningsgodtgørelse, dog fratrukket en egenbetaling på 15
pct., skønnes at medføre yderst beskedne merudgifter, idet
sagsantallet skønnes til ca. 15 om året.
Udvidelser af ordningen.
Forslaget om at gøre en række nye sagstyper
godtgørelsesberettigede, jf. bilag 1 til lovforslaget, skønnes
med stor usikkerhed at medføre, at staten fremover skal udbetale
godtgørelse i yderligere ca. 1.800 sager årligt.
Godtgørelsesbeløbet skønnes i langt størstedelen
af disse sager til 10 - 15.000 kr. pr. sag baseret på et
omkostningsniveau i størrelsesordenen 20 - 30.000 kr. pr. sag.
Hvad angår sager ved EF-Domstolen og sager, der
behandles efter EF-voldgiftskonventionen, vil der dog kunne blive tale om
godtgørelse til store og komplicerede sager. Det er ikke muligt
på forhånd at vurdere omfanget, men i de år, hvor
sådanne sager fremkommer, vil der kunne blive tale om betydelige
udgifter for staten.
Forslaget om at gøre sagsomkostninger, som er
pålagt den skatte- og afgiftspligtige, godtgørelsesberettigede
vil med udgangspunkt i, at Skatteministeriet tilkendes sagsomkostninger i
størrelsesordenen 5 mill. kr. årligt, indebære
årlige merudgifter på 2,5 mill. kr.
Ovennævnte udvidelser af ordningen skønnes
med betydelig usikkerhed at medføre merudgifter for staten på
ca. 25 mill. kr. årligt.
Forslaget om, at en tredjemand skal kunne yde et
ikke-fradragsberettiget tilskud til dækning af en skatte- og
afgiftspligtigs godtgørelsesberettigede udgifter, har ikke
provenumæssige konsekvenser, idet tilskuddet er skattefrit for modtager
og ikke reducerer den godtgørelse fra staten, som modtager i
øvrigt er berettiget til.
Samlet virkning af lovforslaget.
Lovforslaget skønnes alt i alt at medføre
årlige merudgifter for staten i størrelsesordenen 50 mill. kr.
årligt i 2002 og efterfølgende år.
I 2001 skønnes merudgifterne at være i
størrelsesordenen 35 mill. kr., idet den gældende
tilskudsprocent til og med 2001 er 38 for personer.
I 2000 skønnes merudgifterne at være i
størrelsesordenen 15 mill. kr., da de foreslåede regler kun
får virkning for en del af året, og da der desuden må
antages at gå noget tid, før den fulde virkning af forslaget
slår igennem.
En del af de omkostninger, der ved gennemførelse af
lovforslaget bliver berettigede til omkostningsgodtgørelse,
fratrækkes i dag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Dette betyder, at en del af statens udgifter ved en udvidelse af
omkostningsgodtgørelsesordningen modsvares af en merindtægt i
skat, fordi beløbet ikke længere vil blive fratrukket. Dette
beløb er ikke modregnet i skønnet over merudgifterne til
udvidelsen af ordningen.
Administrative konsekvenser for det offentlige og erhvervslivet
1. Under de provenumæssige konsekvenser er det
skønnet, at forslaget vil medføre en merudgift til
omkostningsgodtgørelse i 2000 i størrelsesordenen 15 mill. kr.
Beløbet vil blive optaget på forslag til lov om
tillægsbevilling for 2000 på § 09.21.05. Udgifter til
sagkyndig bistand i skattesager m.v. (Lovbunden).
I 2001 er der skønnet en merudgift i
størrelsesordenen 35 mill. kr. og i 2002 og følgende år
skønnes en merudgift på 50 mill. kr. årligt.
Beløbene vil blive indbudgetteret på forslag til finanslov for
2001 på § 09.21.05. Udgifter til sagkyndig bistand i skattesager
m.v. (Lovbunden).
2. Forslaget medfører en forhøjelse af
tilskudssatsen. I provenubemærkningerne er det skønnet, at
forhøjelsen udover den umiddelbare følge af, at
godtgørelsen til de nuværende 2.600 sager førøges
vil berøre ca. 800 sager. Disse sager omfatter 1) klager, der hidtil
har været ført med bistand, men hvor det skønnes, at
udgiften til bistanden forøges, 2) sager, der hidtil har været
ført uden bistand, men hvor der fremover skønnes at ville
medvirke bistand, samt 3) sager der ikke tidligere ville være
påklaget.
Skønnet på 800 sager er behæftet med
betydelig usikkerhed, og det er ikke muligt nærmere at skønne
over fordelingen heraf på de ovennævnte tre grupper.
Forslaget medfører endvidere, at en række nye
sagstyper inddrages under ordningen. Det drejer sig om ca. 1.800 sager, der i
dag påklages, men hvor der ikke ydes omkostningsdækning. Langt
størstedelen heraf - ca. 1.700 sager - vedrører Told Skat, mens
ca. 100 sager vedrører Landsskatteretten. Det skønnes, at
inddragelsen af disse sagstyper under ordningen alene i begrænset
omfang vil medføre, at der rejses sager, som ikke tidligere ville
være blevet påklaget.
3. I relation til de administrative konsekvenser for det
offentlige er det af betydning, hvor mange nye sager der rejses. Som
anført er det ikke muligt nærmere at skønne herover, men
der må dog påregnes en vis, men begrænset forøgelse
af antallet af klagesager.
Hertil kommer øget administration vedrørende
betaling af tilskud i de sager, hvor der ikke tidligere har været
inddraget sagkyndig bistand, men hvor dette vil ske fremover.
Samlet skønnes det, at der alene vil blive tale om
begrænsede, løbende administrative merudgifter for det
offentlige, men skønnet er behæftet med betydelig
usikkerhed.
Da lovforslaget har til formål at forbedre borgernes
og virksomhedernes retssikkerhed, må det ikke medføre, at
sagsbehandlingstiden ved klageinstanserne forøges. Skatteministeriet
vil derfor følge udviklingen i antallet af klagesager og vurdere, om
der er behov for en justering af ressourceindsatsen.
Hertil kommer engangsudgifter for Told Skat på 1
mill. kr. til tilretning af edb-systemer samt information.
4. Forslaget skønnes ikke at have administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Høring
Forslaget har grundet behovet for en hurtig
udmøntning af forslagene i Omkostningsdækningsudvalgets
betænkning været sendt til høring med en frist på 14
dage. Forslaget har ikke været forelagt Erhvervsministeriets
Testpanel.
Forslaget har været sendt til høring hos
følgende organisationer, myndigheder m.v., som også af
Omkostningsdækningsudvalget blev bedt om forslag til ændringer af
den gældende ordning:
Advokatrådet, Amtsrådsforeningen i Danmark,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk Arbejdsgiverforening,
Danmarks Automobilforhandler Forening, De Danske Bilimportører, FDM,
Børsmæglerforeningen, Entreprenørforeningen, Erhvervenes
Skattesekretariat, Finansrådet, Finansieringsinstituttet for Industri
og Håndværk A/S, Danske Finansieringsselskabers Forening,
Københavns Fondsbørs, Forsikring & Pension, Dansk Handel
& Service, Det Danske Handelskammer, Håndværksrådet,
Dansk Industri, InvesteringsForeningsRådet, Kommunernes Landsforening,
Københavns Kommunes skatteforvaltning, Frederiksberg Kommunes
skattedirektorat, Landsorganisationen i Danmark, Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer, Landbrugsraadet, De danske Landboforeninger,
Dansk Landbrugs Realkreditfond, Nationalbanken, Garantifonden for Danske
Optioner og Futures, Realkreditrådet, Danmarks Rederiforening,
Foreningen af Registrerede Revisorer, Skattechefforeningen,
Skatterevisorforeningen, Danmarks Skibskreditfond, Dansk Speditør
Forening, Dansk Transport og Logistik, Erhvervenes Transportudvalg, Den
Danske Dommerforening, Præsidenten for Københavns Byret,
Præsidenten for retten i Odense, Præsidenten for retten i
Roskilde, Præsidenten for retten i Århus, Præsidenten for
retten i Aalborg, Dommerfuldmægtigforeningen, Præsidenten for
Vestre Landsret, Præsidenten for Østre Landsret,
Præsidenten for Højesteret, Foreningen af Arbejdsledere i
Danmark, Danmarks Aktive Handelsrejsende, Specialarbejderforbundet i Danmark,
Dansk Metal, Dansk Magisterforening, Dansk Tandlægeforening,
Funktionærenes og Tjenestemændenes Fællesråd,
Forbundet af Offentlige Ansatte, Danmarks Agentforening, Foreningen af Yngre
Læger, Foreningen af Speciallæger, HK København,
Gymnasieskolernes Lærerforening, Finansforbundet, Kvindeligt
Arbejderforbund i Danmark, Husligt Arbejderforbund, og Foreningen af Danske
Skatteankenævn.
Høringssvarene og kommentarer til de
væsentligste forslag i høringssvarene er medtaget som bilag 2
til lovforslaget.
Forslaget har endvidere været sendt på
høring i Statsministeriet, Justitsministeriet, Erhvervsministeriet og
Miljø- og Energiministeriet samt i Landsskatteretten.
Sammenfatning af økonomiske og
administrative konsekvenser
Positive konsekvenser/ mindreudgifter
Negative konsekvenser/ merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Forslaget vil indebære merudgifter for staten i
størrelsesordenen 50 mill. kr., dog kun 35 mill. kr. i 2001 og 15
mill. kr. i 2000.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Forslaget vil alene indebære en begrænset,
løbende merudgift for det offentlige
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget skønnes at have positive økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet.
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget styrker borgernes retssikkerhed.
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Til § 33 A
Til stk. 1
Efter de gældende regler ydes der tilskud til
dækning af udgifter til sagkyndig bistand m.v., som er afholdt ved
skatteankenævnet - bortset fra sager om forskudsregistrering - eller
ved Landsskatteretten eller ved domstolsprøvelse af en sådan
afgørelse. Tilskud ydes dog ifølge bestemmelsen i
skattestyrelseslovens § 33 A ikke til bistandsudgifter vedrørende
afgørelser om vurdering af fast ejendom. De tilskudsberettigede
udgifter dækkes efter de gældende regler med 38 pct. for personer
og med 32 pct. for selskaber. Fra 2002 vil tilskuddet til personer være
på 32 pct.
Tilskuddet er fastsat således, at det modsvarer den
skattemæssige værdi af et fradrag for udgifterne på laveste
skattetrin. Da omkostningsdækningsloven blev gennemført i 1984,
blev tilskuddet således fastsat til 50 pct. for personer og 40 pct. for
selskaber og dødsboer, idet skatteprocenten for disse skattepligtige
var henholdsvis 50 for personer på laveste skattetrin og 40 for
selskaber og dødsboer. Sammenkædningen til skatteprocenten har
betydet, at der ved justeringer af skattesatserne gennem årene har
været gennemført tilsvarende reguleringer af tilskudssatsen.
Forslaget går ud på at løsrive
tilskuddet fra dette historiske udgangspunkt og samtidig forhøje
satsen til 50 pct. for dermed at skabe en bedre dækningsgrad af de
skatte- eller afgiftspligtiges bistandsudgifter og dermed forbedre de skatte-
eller afgiftspligtiges retssikkerhed.
Samtidig foreslås det, at der sker udvidelser af
kredsen af godtgørelsesberettigede personer, jf. § 33 B, af de
godtgørelsesberettigede udgifter, jf. § 33 C, samt af de
godtgørelsesberettigede sagstyper, herunder ejendomsvurderingssager,
jf. § 33 D samt bemærkningerne til de nævnte
bestemmelser.
Som det fremgår af § 33 F foreslås det,
at skatteministeren årligt afgiver en redegørelse til
Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling m.v. i sagerne, hvortil der
kan ydes omkostningsgodtgørelse. I den forbindelse er det også
tanken, at de adfærdsregulerende virkninger af en
omkostningsgodtgørelse på 50 pct. vurderes, i det omfang dette
er muligt.
Til stk. 2
En højere godtgørelse end på 50 pct.
af den skatte- og afgiftspligtiges bistandsudgifter, foreslås i de
situationer, hvor sagen videreføres på skattemyndighedernes
initiativ. Det drejer sig om følgende tilfælde:
hvor en kommunal skatteansættelse vil blive ændret af en
told- og skatteregion,
hvor en skatteankenævnskendelse eller ejendomsvurdering
forelægges af Told Skat for Ligningsrådet til ændring,
hvor en landsskatteretskendelse indbringes for domstolene af
Skatteministeriet eller
hvor Skatteministeriet anker en landsretsdom til
Højesteret.
I disse tilfælde - der kan afgrænses let, og
som udgør et meget lille antal sager årligt - foreslås
det, at der ydes den skatte- eller afgiftspligtige en
omkostningsgodtgørelse, som svarer til fuld dækning med fradrag
af en egenbetaling på 15 pct. af de godtgørelsesberettigede
udgifter.
Baggrunden for forslaget om at yde en forhøjet
godtgørelsesprocent i disse tilfælde er, at en sag som
hovedregel videreføres af skattemyndighederne, fordi den er
principiel. Det findes i den situation ikke rimeligt, at en skatte- og
afgiftspligtig skal påføres yderligere omkostninger, som alene
skyldes skattemyndighedernes interesse i at få prøvet sagen ved
en højere instans, fordi den er principiel.
Det præciseres i bestemmelsens 2. pkt., at den
forhøjede omkostningsgodtgørelse kun ydes til dækning af
de bistandsudgifter, som den skatte- eller afgiftspligtige afholder ved den
instans, hvortil skatte- og afgiftsmyndighederne har indbragt sagen til
prøvelse. Indbringer Skatteministeriet således f.eks. en
landsskatteretskendelse for landsretten, er det kun til den skatte- eller
afgiftspligtiges udgifter til landsretsbehandlingen, at der kan ydes en
forhøjet omkostningsgodtgørelse. Er den skatte- eller
afgiftspligtige utilfreds med landsrettens afgørelse og anker denne
til Højesteret, kan der alene ydes en omkostningsgodtgørelse
på 50 pct. til den skatte- eller afgiftspligtiges bistandsudgifter ved
Højesteret.
Hensigten med ikke at yde fuld dækning af den
skatte- eller afgiftspligtiges bistandsudgifter i ovennævnte
situationer er, at en sådan fuld dækning kan tilskynde til
misbrug af ordningen.
Til stk. 3
Ifølge forslaget i 1. pkt., skal
Landsskatteretten kunne bestemme, herunder ved forhåndstilsagn, at der
skal ydes fuld omkostningsgodtgørelse for udgifter til syn og
skøn i en sag ved Landsskatteretten.
Efter de gældende regler kan Landsskatteretten
bestemme, at der skal ydes fuld omkostningsdækning til sådanne
udgifter, hvis retten skønner, at syn og skøn kan
tilføre sagen væsentlige oplysninger, der ikke mere
hensigtsmæssigt kan indhentes på en anden måde. Efter
praksis kan det ske ved et forhåndstilsagn om dækning af
klagerens udgifter hertil.
Formålet med at give Landsskatteretten mulighed for
at kunne yde fuld omkostningsdækning i sager om syn og skøn har
været at mindske antallet af landsskatteretssager, som bliver indbragt
for domstolene. Adgangen til fuld dækning tilskynder således
klageren til optimalt at søge en sag belyst ved Landsskatteretten, og
dette tilgodeser hensynet til det ønskelige i, at den rigtige
afgørelse træffes på et så tidligt tidspunkt i
sagsforløbet som muligt.
Landsskatteretten har til brug for
Omkostningsdækningsudvalgets arbejde oplyst, at kun meget få
landsskatteretssager, hvori der har været foretaget syn og skøn,
indbringes for domstolene. Landsskatteretten vurderer i øvrigt, at
nedsættelsesprocenten (d.v.s. andelen af de sager, hvori den skatte-
eller afgiftspligtige får helt eller delvis medhold) er væsentlig
højere i de sager, hvori der har været foretaget syn og
skøn, end i andre sager ved Landsskatteretten. Ordningen
skønnes således at være klart procesbesparende.
Hvis der ikke var adgang til fuld omkostningsdækning
i sager om syn og skøn i Landsskatteretten, må det antages, at
en del klagere muligvis ville vente med at begære syn og skøn,
til sagen var indbragt for domstolene. Hvis klageren fik medhold ved
domstolene, ville skattemyndighederne skulle dække udgifterne til syn
og skøn efter retsplejelovens regler om sagsomkostninger, og hvis
klageren ikke fik medhold, ville den pågældende kunne få
udgifterne dækket efter de almindelige regler om
omkostningsdækning. Uden Landsskatterettens mulighed for at give fuld
omkostningsdækning, ville klageren således have et
økonomisk incitament til at afvente domstolsbehandlingen, før
den pågældende begærede syn og skøn.
I forslaget er det præciseret, at Landsskatterettens
afgørelse om fuld dækning kan meddeles ved et
forhåndstilsagn om, at også udgifter, der vil blive afholdt til
syn og skøn, kan dækkes fuldt ud.
Angående 2. pkt., er det efter de
gældende regler i sager om bindende forhåndsbesked ved
Ligningsrådet muligt at få udmeldt syn og skøn, jf.
skattestyrelseslovens § 20 B, stk. 5. Imidlertid dækkes
udgifterne hertil ikke efter den gældende
omkostningsdækningsordning.
Forslaget går ud på at gøre det muligt
for Ligningsrådet at bestemme, at de udgifter, der er afholdt til syn
og skøn i sager om bindende forhåndsbesked, skal
godtgøres fuldt ud på tilsvarende måde, som
Landsskatteretten i dag har mulighed for at bestemme, at der skal gives fuld
omkostningsdækning til syn og skøn i skatte- og afgiftssager.
Samtidig gives der Ligningsrådet mulighed for at give den skatte- eller
afgiftspligtige et forhåndstilsagn om fuld godtgørelse på
samme måde, som Landsskatteretten har.
En sådan ordning vil betyde, at Ligningsrådet
i sager om bindende forhåndsbesked kan meddele forhåndstilsagn om
fuld omkostningsgodtgørelse, når rådet skønner, at
syn og skøn kan tilføre sagen væsentlige oplysninger, der
ikke mere hensigtsmæssigt kan indhentes på en anden
måde.
En sådan forhåndstilsagnsordning ved
Ligningsrådet skønnes at medvirke til at mindske antallet af
sager om bindende forhåndsbesked, som bliver påklaget til
Landsskatteretten. Dette støttes på erfaringerne med ordningen
om fuld omkostningsdækning til syn og skøn ved
Landsskatteretten. Som det fremgår af bemærkningerne til
§ 33 A, stk. 3, 1. pkt., indbringes der kun meget få sager
for domstolene, hvori der har været foretaget syn og skøn. En
gennemførelse af forslaget til denne bestemmelse skønnes derfor
at have tilsvarende procesøkonomiske fordele.
Til stk. 4
Bestemmelsen om, at krav på
omkostningsgodtgørelse ikke kan sælges, pantsættes eller
på anden måde overdrages eller gøres til genstand for
retsforfølgning eller modregning er kun ændret redaktionelt i
forhold til de gældende regler.
Til § 33 B
Efter de gældende regler kan
omkostningsdækning alene ydes til den skattepligtige, som sagen
vedrører, eller til den skatte- eller afgiftspligtige i en retssag,
som vedrører et eller flere spørgsmål, som
Landsskatteretten har kunnet tage stilling til.
Efter forslaget til nr. 1 udvides denne kreds for
det første med personer (fysiske eller juridiske, herunder
dødsboer), som ifølge lovgivningen er klage- og
søgsmålsberettigede i de sager, som er omfattet af forslaget til
bestemmelsen i § 33 D. Udvidelsen i forhold til de gældende regler
består i, at kredsen af godtgørelsesberettigede udvides i og
med, at det foreslås, at der sker en udvidelse af de
godtgørelsesberettigede sagstyper i forhold til den gældende
ordning, jf. nærmere herom bemærkningerne til forslaget til
bestemmelsen i § 33 D.
For det andet består udvidelsen i, at også
personer, som i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som er
omfattet af bestemmelsen i § 33 D, må anses som
godtgørelsesberettigede, jf. nr. 2. Spørgsmålet
om, hvorvidt den pågældende kan anses som part, må
afgøres efter de almindelige forvaltningsretlige regler.
Bestemmelsen kan tænkes anvendt i det
tilfælde, hvor skattemyndighederne anerkender en aktionær som
part i selskabets skattesag, hvor aktionæren i forbindelse med
selskabets likvidation eller konkurs får overdraget retten til at
føre selskabets skattesag, således at aktionæren får
ret til det provenu, der måtte komme ud af skattesagen. I den situation
er der tale om, at en anden end den skattepligtige, som sagen
vedrører, fører en skattesag, som den pågældende
har en direkte interesse i.
Et andet eksempel kunne være det tilfælde,
hvor en sælger af et tømt overskudsselskab ønsker at
føre selskabets skattesag og anerkendes som part i denne, fordi
størrelsen af skattemyndighedernes erstatningskrav mod sælgeren
har en direkte sammenhæng med selskabets skatteansættelse.
Endelig består udvidelsen i, at også
tredjemænd, som myndighederne skønner kan have en retlig
interesse i sagens udfald, og som derfor inddrages i sagen, betragtes som
godtgørelsesberettigede, jf. nr. 3.
Landsskatteretten kan efter sin forretningsordens
§ 7, stk. 2, jf. bekendtgørelse nr. 563 af 2. juli 1999,
anmode en tredjemand om at udtale sig til Landsskatteretten om
bedømmelsen af et retsforhold mellem klageren og den
pågældende tredjemand, fordi der er grund til at antage, at
tredjemanden ønsker en anden skatte- eller afgiftsmæssig
bedømmelse af retsforholdet lagt til grund ved afgørelsen af
klagen, end den bedømmelse, klageren ønsker lagt til grund.
Er det f.eks. spørgsmålet, om et
ægtefællebidrag er ydet under faktisk samlivsophævelse
eller ej, kan dette spørgsmål have betydning for yderens ret til
fradrag for bidraget og for modtagerens indtægtsførelse heraf.
Forelægges et sådant spørgsmål for Landsskatteretten
af den ene part, vil retten efter forretningsordenens § 7, stk. 2,
typisk høre den anden part over spørgsmålet.
Også skatteankenævnene og andre skatte- og
afgiftsmyndigheder inddrager i praksis i et vist omfang tredjemand, når
det skønnes, at denne kan have en væsentlig interesse i
afgørelsen af en skatte- eller afgiftspligtigs sag.
Da en sådan tredjemand kan have behov for at antage
sagkyndig bistand i anledning af sagen, foreslås det, at denne omfattes
af kredsen af godtgørelsesberettigede.
Til § 33 C
Til stk. 1.
Bestemmelsen svarer til de gældende regler, bortset
fra nr. 5 om pålagte sagsomkostninger og nr. 6 om udgifter til en
sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en skatte- eller afgiftspligtig bør
gå videre med sin sag.
For så vidt angår pålagte
sagsomkostninger - det foreslåede nye nr. 5 - følger det
af retsplejelovens § 312, at den tabende part er pligtig at erstatte
modparten de ham ved retssagen påførte udgifter, for så
vidt parterne ikke selv har truffet en anden overenskomst, eller retten i
særlige omstændigheder finder skellig grund til at gøre
afvigelse fra denne regel.
Domstolene foretager en skønsmæssig vurdering
i hvert enkelt tilfælde af rimeligheden af de udgifter, som den
vindende part har afholdt, og fastsætter herefter de pålagte
sagsomkostninger.
Baggrunden for forslaget er at lette den skatte- eller
afgiftspligtiges økonomiske byrder ved at skulle føre en
skatte- eller afgiftssag. I den skatte- eller afgiftspligtiges vurdering af
de økonomiske risici ved at skulle gå videre med en
landsskatteretskendelse til domstolene indgår normalt - som et
betydeligt element - risikoen for at blive pålagt at skulle betale
sagsomkostningerne til modparten. Den skatte- eller afgiftspligtige kan
nogenlunde skønne over størrelsen af sine egne afholdte
omkostninger, mens den pågældende kun med betydelig usikkerhed
kan skønne over Skatteministeriets omkostninger i forbindelse med sine
overvejelser om, hvorvidt sagen skal føres. Usikkerheden kan have
væsentlig betydning for den pågældende skatte- eller
afgiftspligtige, da denne ikke kan vide, om de samlede omkostninger kan blive
større, end vedkommende kan tåle.
På den baggrund foreslås det, at der
også ydes omkostningsgodtgørelse til pålagte
sagsomkostninger.
For så vidt angår forslaget om
godtgørelse til en sagkyndigs udtalelse over spørgsmålet
om, hvorvidt en klage- eller retssag bør påklages eller
prøves ved domstolene - det nye nr. 6 - er det erfaringen, at
der i mange sager udarbejdes en sådan sagkyndig udtalelse, og at dette
ofte sker i forbindelse med skift af rådgiver. Udgifterne til en
sådan udtalelse kan i dag kun dækkes, hvis sagen faktisk
påklages eller indbringes for domstolene.
For ikke at tvinge en skatte- eller afgiftspligtig til at
videreføre sagen for derefter umiddelbart at hæve sagen igen,
alene for at opnå omkostningsgodtgørelse for udgifterne til den
sagkyndige udtalelse, foreslås det, at der også ydes
omkostningsgodtgørelse til sådanne udgifter.
En udvidelse af ordningen på dette punkt vil
også være til gavn for den myndighed, hvortil sagen ellers skulle
indbringes. Denne myndighed undgår dermed at
iværksætte visse administrative rutiner, ligesom det
statistiske billede af de sager, som de skatte- eller afgiftspligtige
hæver, bliver mere retvisende.
Til stk. 2
Forslaget går ud på, at beregningen af
omkostningsgodtgørelsen ikke skal reduceres med andre godtgjorte
udgifter end eventuelle tilkendte sagsomkostninger og offentlig
retshjælp, jf. nr. 1 og nr. 2. Dette har sammenhæng med
forslaget under § 2 om muligheden for, at tredjemand kan yde et
skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede. Der henvises herom
til bemærkningerne til denne bestemmelse. Indholdet af bestemmelsen i
nr. 3, hvorefter de godtgørelsesberettigede udgifter reduceres
med afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms, er
uændret i forhold til de gældende regler.
Angående nr. 2 reduceres grundlaget for
beregningen af omkostningsgodtgørelsen som nævnt med offentlig
retshjælp.
Efter retsplejelovens § 128, stk. 1-4, har den
skatte- eller afgiftspligtige mulighed for at opnå offentlig
retshjælp i form af tilskud til dækning af en del af en
advokatregning for navnlig rådgivning og udfærdigelse af enkelte
skriftlige henvendelser af sædvanlig art, f.eks. en ansøgning om
fri proces og processkrifter i retssager.
Det fremgår af bekendtgørelse nr. 1039 af 16.
december 1999 om offentlig retshjælp ved advokater, at der ydes
retshjælp til personer, som opfylder de samme økonomiske
betingelser som for at få fri proces.
Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 1, kan
der gives almindelig retshjælp for et advokatvederlag af indtil
800 kr. inkl. moms. Heraf betaler staten 75 pct., og den
retshjælpssøgende betaler resten. Der kan desuden gives
udvidet retshjælp for et yderligere vederlag på indtil
1.830 kr. inkl. moms. Heraf betaler staten og den
retshjælpssøgende hver halvdelen, jf. bekendtgørelsens
§ 7, stk. 2. Hvis retshjælpen gives i forbindelse med en
ansøgning om fri proces, betaler staten hele vederlaget.
Offentlig retshjælp omfatter ikke sager, der
verserer for offentlige myndigheder, hvor det må antages, at vejledning
og bistand i fornødent omfang gives af myndigheden. Derimod gives der
hjælp til at klage over disse myndigheders afgørelser.
Hjælpen ydes i den forbindelse alene til at udarbejde en klageskrivelse
til skatte- og afgiftsmyndigheden.
Til § 33 D
Til stk. 1
Bestemmelsen i nr. 1 svarer - hvad angår
afgrænsningen af godtgørelsesberettigede sagstyper - til den
gældende bestemmelse i § 33 A, stk. 1. Dog er klager over
forskudsregistreringen og klager over ejendomsvurderingen efter den
gældende bestemmelse i § 33 A, stk. 1, ikke
tilskudsberettigede i dag. Disse sager foreslås imidlertid gjort
godtgørelsesberettigede.
Efter de gældende regler gives der tilskud til
følgende klagesager:
klagesager om skatteansættelser, herunder om
skatteforbehold
klager over afslag på genoptagelse af skatteansættelser,
som efter gældende regler kan påklages til
skatteankenævnene og Landsskatteretten
klagesager til Landsskatteretten vedr. moms og afgifter
klagesager til Landsskatteretten om fastsættelsen af
toldbeløb
klagesager til Landsskatteretten om indeholdelsespligt
klagesager til Landsskatteretten om bindende forhåndsbesked,
og
klagesager til Landsskatteretten over afslag på skattefri
aktieombytning og skattefri fusion, spaltning og tilførsel af
aktiver.
Som nævnt udvides disse sagstyper efter forslaget
med klagesager over forskudsregistreringen og klagesager over
ejendomsvurderingen til Landsskatteretten.
For så vidt angår klager over
forskudsregistreringen efter kildeskattelovens § 55 B er disse
omfattet af forslaget som en godtgørelsesberettiget sagstype, fordi en
klage over forskudsregistreringen efter Omkostningsdækningsudvalgets
opfattelse i nogle tilfælde kan foregribe den ligningsmæssige
behandling af et spørgsmål, ligesom der kan være tale om
stor likviditetsmæssig belastning af den skattepligtige, såfremt
dennes forskudsopgørelse ikke godkendes.
Der kan derfor i disse sager være behov for at
antage sagkyndig bistand, hvilket er baggrunden for forslaget.
Hvad angår klager over ejendomsvurderingen
til Landsskatteretten er disse sager medtaget i forslaget for at opnå
en klargøring af retstilstanden. Efter den gældende
skattestyrelseslovs § 33 A, stk. 1, 2. pkt., kan der ikke ydes
tilskud vedrørende afgørelser om vurdering af fast ejendom.
Omvendt følger det af vurderingslovens § 46, stk. 2, at
skattestyrelseslovens kapitel 3 A om omkostningsdækning finder
anvendelse ved klage til Landsskatteretten. Først for nylig har der
været behov for at tage stilling til denne regelkonflikt, og
omkostningsdækningsordningen er herefter blevet administreret i
overensstemmelse med bestemmelsen i vurderingsloven. Antallet af klagesager
ved Landsskatteretten vedr. ejendomsvurderingen er gennemsnitligt ca. 500 om
året.
Retstilstanden på området foreslås
derfor opretholdt og klargjort.
Efter forslagets nr. 2 udvides den gældende
omkostningsdækningsordning med sager, som vedrører en klage til
en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet
over en afgørelse, som er truffet efter bemyndigelse fra
skatteministeren.
De klagesager, som herefter vil være omfattet af
bestemmelsen, er følgende sagstyper:
1) klage over afslag på omgørelse
2) klage over afslag på genoptagelse af en
skatteansættelse
3) klage over afslag på anmodninger om bevilling eller
dispensation.
Ad nr. 1
I det omfang en skatteansættelse hviler på en
privatretlig disposition, kan skatteministeren efter skattestyrelseslovens
§ 37 C tillade, at en efterfølgende ændring af
dispositionen tillægges virkning for skatteansættelsen
(omgørelse), hvis en række nærmere angivne betingelser er
opfyldt.
Efter sagsudlægningsbekendtgørelsen, jf.
bekendtgørelse nr. 1070 af 17. december 1999, § 3, nr. 13,
træffer den kommunale skattemyndighed afgørelse i 1. instans i
sager om omgørelse, når den skattepligtige er en fysisk person
eller et dødsbo. Er den skattepligtige en juridisk person,
træffer den skatteansættende myndighed afgørelse i 1.
instans, jf. bekendtgørelsens § 2 B, stk. 1, nr. 1. Efter
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 13 A, stk. 2, kan
sådanne afgørelser påklages til Ligningsrådet.
Afgørelsen kan herefter ikke påklages til en anden administrativ
myndighed, jf. bekendtgørelsens § 14 A.
Da et afslag på at tillægge omgørelse
af en privatretlig disposition virkning for skatteansættelsen ikke kan
påklages til Landsskatteretten, er der i dag ikke adgang til
omkostningsdækning for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med
klage over et afslag på omgørelse.
Omgørelse kommer på tale, hvis et
skatteforbehold ikke kan anerkendes. Et skatteforbehold kan tages i
forbindelse med en privatretlig disposition, som således gøres
betinget af, at dispositionen tillægges nærmere angivne
skatteretlige virkninger. For at skatteforbeholdet kan anerkendes i
skatteretlig henseende, må en række betingelser, som er
nævnt i skattestyrelseslovens § 37 B, være opfyldt.
Endvidere kan omgørelse komme på tale, hvis
der ikke er taget skatteforbehold. Hvis det tillades, at en omgørelse
af en privatretlig disposition tillægges virkning for
skatteansættelsen, således at denne skal ændres i
overensstemmelse med den omgjorte disposition, vil det betyde, at
skatteansættelsen for det pågældende indkomstår skal
genoptages.
Efter den gældende omkostningsdækningsordning
er der adgang til omkostningsdækning i klagesager om skatteforbehold,
hvortil omgørelsessagerne knytter sig. Ligeledes er
omgørelsessagerne knyttet til genoptagelsessagerne, hvor der i dag er
omkostningsdækning for hovedparten af de sager, der behandles efter de
nye regler i skattestyrelseslovens § 34 og § 35.
På den baggrund foreslås det, at der ydes
omkostningsgodtgørelse til udgifter til sagkyndig bistand mv. ved
klage til Ligningsrådet over afslag på at tillægge en
omgørelse af en privatretlig disposition virkning for en
skatteansættelse.
Ad nr. 2
Efter reglerne i skattestyrelsesloven kan en skattepligtig
anmode om at få sin skatteansættelse genoptaget inden for en
frist på 3 år, jf. § 34, og kan desuden i en række
særlige situationer få sin ansættelse genoptaget uden for
denne frist, jf. § 35.
Forslaget omfatter klagesager om genoptagelse af
skatteansættelser på skatteyderens foranledning. Afhængig
af hvilket indkomstår genoptagelsessagen vedrører, er nogle
genoptagelsessager allerede i dag omfattet af
omkostningsdækningsordningen, idet disse klagesager behandles af
skatteankenævnet og Landsskatteretten. I nedenstående oversigt
angives, hvilke klagesager på dette område, som der i dag ydes
tilskud til.
Hensynet til lige behandling i
omkostningsgodtgørelsesmæssig henseende af de
genoptagelsessager, som i dag er omfattet af
omkostningsdækningsordningen, og af de sager, som ikke er, taler for at
yde omkostningsgodtgørelse i alle disse sager.
Retssikkerhedshensyn tilsiger, at klager over afslag
på genoptagelse både inden for og uden for 3-årsfristen i
godtgørelsesmæssig henseende behandles som klager over selve
skatteansættelsen. Målet med en genoptagelsessag er - uanset om
genoptagelse sker inden for eller uden for 3-årsfristen - at nå
frem til den materielt rigtige skatteansættelse af skatteyderens
indkomst for det pågældende år, således at også
forhold, som skatteyderen først bliver bekendt med efter
selvangivelsestidspunktet, kan indgå i skatteansættelsen.
Forslaget vil medvirke til, at dette sker.
Oversigt over klagesager om genoptagelse, som der i dag
ydes tilskud til
Indkomstår
Hjemmel
Myndigheder
Tilskud
i dag?*
Før 1990
Udenfor 5 årsfristen:
Bevilling, jf. tidl. SSL § 29, stk. 4
Told- og skatteregionen
Y
Told- og Skattestyrelsen
Nej
1990 - 1996
(lovbekg. nr. 526 af 3. juli 1998)
Indenfor 3 årsfristen:
SSL § 4, stk. 1
Den kommunale skattemyndighed
Y skatteankenævnet Y
Landsskatteretten
Ja
Udenfor 3 årsfristen:
SSL § 4, stk. 2
Told- og skatteregionen
Y
Told- og Skattestyrelsen
(Told- og skatteregionen
Y
Ligningsrådet)
Nej
1997 og senere
(lovbekg. nr. 531 af 25. juni 1999)
Inden for 3 årsfristen:
SSL § 34, stk. 2
Den kommunale skattemyndighed
Y skatteankenævnet Y
Landsskatteretten
Den skatteansættende myndighed (juridiske personer)
Y
Landsskatteretten
Ja
Uden for 3 årsfristen:
SSL § 35, stk. 1, nr. 1-8 og nr. 10
Den kommunale skattemyndighed
Y skatteankenævnet Y
Landsskatteretten
Den skatteansættende myndighed (juridiske personer)
Y
Landsskatteretten
Ja
Uden for 3 årsfristen:
SSL § 35, stk. 1, nr. 9
Told- og skatteregionen
Y
Told- og Skattestyrelsen
Nej
* Der gives kun tilskud, når der er tale om en
klagesag eller en domstolssag
Som det fremgår af oversigten, er de
genoptagelsessager, der klagebehandles i Told- og Skattestyrelsen, og som der
efter forslaget skal kunne ydes omkostningsgodtgørelse til, sager om
genoptagelse af følgende skatteansættelser:
Ansættelserne for indkomstårene før 1990 uden for
5-årsfristen,
ansættelserne for indkomstårene 1990-1996 uden for
3-årsfristen samt
ansættelserne for 1997 og senere, uden for 3-årsfristen,
i tilfælde, hvor genoptagelse beror på, om der er begået
ansvarspådragende fejl ved ligningen, jf. skattestyrelseslovens
§ 35, stk. 1, nr. 9.
Ad nr. 3.
Efter den gældende omkostningsdækningsordning
er der ikke adgang til dækning for udgifter til sagkyndig bistand, der
er forbundet med en klage over et afslag på en bevilling eller
dispensation.
En bevilling eller dispensation er en tilladelse til, at
en skatte- eller afgiftspligtigs forhold behandles på en lempeligere
måde end efter de almindelige regler.
En klage over et afslag på en anmodning om en
bevilling eller dispensation kan på samme måde som en klage over
en bindende forhåndsbesked - som i dag er tilskudsberettiget - siges at
have en procesbesparende funktion i og med, at en imødekommelse af
klagen eller et afslag vil kunne lægges til grund ved ligningen og
dermed afværge en eventuel klagesag i ligningssystemet.
Hertil kommer, at afgørelsen i en bevillings- eller
dispensationssag kan have væsentlig betydning for klagerens
skattemæssige stilling, ligesom sagerne kan dreje sig om betydelige
beløb.
Dette gælder i høj grad for klagesager
vedrørende et afslag på en bevilling eller dispensation, hvor
spørgsmålet om, hvorvidt bevillingen eller dispensationen skal
gives, afhænger af en egentlig juridisk vurdering af ansøgerens
forhold, og i mindre grad i sager, der er af ren administrativ karakter. Af
administrative grunde er det imidlertid ikke fundet hensigtsmæssigt at
lade spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse bero på
en vurdering af, hvorvidt der har været tale om en egentlig juridisk
vurdering af ansøgerens forhold eller ej.
På den baggrund foreslås alle klagesager om
bevillinger og dispensationer som udgangspunkt omfattet af ordningen,
således som det fremgår af bekendtgørelsen om
sagsudlægning. I denne bekendtgørelse er det fastsat, hvem der
træffer afgørelse i de sager, som skatteministeren er bemyndiget
til at træffe afgørelse i i henhold til forskellige skatte- og
afgiftslove. Endvidere er det i denne bekendtgørelse fastsat, hvortil
sådanne afgørelser kan påklages.
Det bemærkes dog, at det må antages, at der i
mange bevillings- og dispensationssager ikke benyttes sagkyndig bistand, og i
det omfang der benyttes sagkyndig bistand i sådanne sager, er denne
bistand formentlig ikke så omfattende, som f.eks. i en sag om
skatteansættelsen.
Som eksempler på bevillings- og dispensationssager,
hvor sagkyndig bistand typisk optræder, kan nævnes tilladelse til
påbegyndelse af afskrivning på afskrivningsberettigede aktiver
til brug for en forsøgs- eller forskningsvirksomhed før
igangsættelsen af erhvervsvirksomheden. Endvidere kan nævnes
sager om anmodning om helt eller delvis eftergivelse af betydelige
skattebeløb f.eks. som led i en generel akkord. Som eksempler på
bevillings- og dispensationssager, hvor sagkyndig bistand ofte ikke
optræder, kan nævnes bestemmelsen om forlængelse af fristen
for udligning af negativ saldo i afskrivningslovens § 8 samt
bestemmelsen om henstand med selvangivelsesfristen i skattekontrollovens
§ 4, stk. 4.
Efter forslaget til bestemmelsen i nr. 3 skal der
ydes omkostningsgodtgørelse til udgifter til sagkyndig bistand m.v. i
forbindelse med en anmodning til et skatteankenævn eller
Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere
afgørelse.
Efter de gældende regler i skattestyrelseslovens
§ 29, stk. 1, og 2, kan Landsskatteretten efter anmodning fra
klageren genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af
Landsskatteretten, hvis visse betingelser er opfyldt. Ligeledes kan et
skatteankenævn under visse betingelser genoptage en sag, der er
påkendt eller afvist af skatteankenævnet, jf.
skattestyrelseslovens § 22.
Der er ikke efter de gældende regler mulighed for at
yde omkostningsdækning til udgifter til sagkyndig bistand, der er
forbundet med indgivelse af en sådan anmodning.
Bliver skatteyderen opmærksom på nogle nye
oplysninger, som ikke tidligere har været fremme, heller ikke da
skatteankenævnet eller Landsskatteretten traf afgørelse, vil det
alt andet lige være procesbesparende, at skatteyderen beder om
genoptagelse af skatteankenævnets eller Landsskatterettens kendelse
frem for at indbringe sagen for en højere instans.
Forslaget om at yde omkostningsgodtgørelse i disse
situationer må således antages at have procesøkonomisk
fordele, ligesom det vil medvirke til, at den rigtige afgørelse
træffes så tidligt som muligt i klagesystemet.
Efter forslagets nr. 4 kan der ydes
omkostningsgodtgørelse i EF-Domstolssager vedrørende skatter
eller afgifter, hvor den godtgørelsesberettigede er part.
I dag ydes der alene omkostningsdækning for udgifter
afholdt i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse for
EF-Domstolen - d.v.s. i sager, hvor en dansk ret i anledning af en konkret
tvist mellem skatte- og afgiftsmyndighederne på den ene side og den
skatte- eller afgiftspligtige på den anden side vælger at
spørge EF-Domstolen om, hvorledes en eller flere EU-bestemmelser - af
betydning for sagens afgørelse - skal forstås. I forbindelse med
præjudicielle forelæggelser for EF-Domstolen skal parterne afgive
diverse skriftlige indlæg i sagen samt procedere denne for
domstolen.
Efter forslaget er der fortsat adgang til dækning af
udgifter afholdt i forbindelse med en præjudiciel
forelæggelse.
Skatte- eller afgiftspligtige har også mulighed for
at optræde direkte som part ved EF-Domstolen i de såkaldte
annullationssager, passivitetssager og erstatningssager.
I det omfang dette sker, foreslås det, at
bistandsudgifterne i disse sager gøres
godtgørelsesberettigede.
Det bemærkes, at EF-Domstolen efter artikel 35 i
domstolsstatutten træffer afgørelse om sagsomkostningerne. Da
denne afgørelse i praksis beror på et skøn, er det ikke
altid givet, at de omkostninger, som den skatte- eller afgiftspligtige har
afholdt, bliver dækket fuldt ud. Derved bliver spørgsmålet
om godtgørelse af de resterende udgifter aktuelt.
Som et eksempel på et
annullationssøgsmål kan nævnes den situation, hvor
en virksomhed finder, at en retsakt (beslutning eller forordning) er ugyldig,
idet den er formuleret så snævert, at den i realiteten har
karakter af en beslutning over for den pågældende virksomhed,
f.eks. vedrørende anti-dumpingtold. I disse tilfælde kan
virksomheden eventuelt have en interesse i at anlægge et
annullationssøgsmål.
Som et eksempel på et
passivitetssøgsmål kan nævnes den situation, hvor
en skatte- eller afgiftspligtig indbringer en klage til EF-Domstolen over, at
en EU-institution, f.eks. Kommissionen, i strid med traktaten har undladt at
træffe afgørelse i forhold til den skatte- eller afgiftspligtige
efter at være blevet opfordret hertil, jf. artikel 232.
Som et eksempel på et
erstatningssøgsmål kan nævnes den situation, at en
skatte- og afgiftspligtig ikke ønsker at anlægge et
annullationssøgsmål eller et sagsanlæg ved de nationale
domstole i en sag om skatter eller afgifter, herunder begære
præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen, men ønsker at
anlægge et erstatningssøgsmål mod den EU-institution, der
har udstedt den pågældende omtvistede retsakt, jf. artikel
235.
Efter forslagets nr. 5 kan der ydes
godtgørelse til bistandsudgifter i klagesager vedrørende
EF-voldgiftskonventionen (90/436/EØF) offentliggjort i EFT nr. L 225
af 20/8 1990.
Formålet med voldgiftskonventionen er at undgå
den økonomiske dobbeltbeskatning, som opstår, når et
»foretagende« får forhøjet sin skattepligtige indkomst ved en
»armslængdejustering«, uden at der gennemføres en
korresponderende regulering af indkomsten for det nærtstående
foretagende i et andet land.
Foretagenderne kan påberåbe sig
voldgiftskonventionen, når der er foretaget en korrektion af
vilkårene for deres kommercielle eller finansielle forbindelser.
Efter konventionen skal en stat, der vil foretage
korrektion af indkomstopgørelsen i et foretagende som følge af
armslængderegler, underrette foretagendet i god tid. Dette
indebærer, at foretagendet skal have tid til at underrette det andet
foretagende, som igen skal informere myndighederne i den stat, hvori det er
hjemmehørende, om korrektionen. Her i landet sker underretningen i
form af en såkaldt agterskrivelse, hvori der er angivet en
høringsfrist på ikke under 15 dage, jf. skattestyrelseslovens
§ 3, stk. 4.
Hvis staterne ikke er enige om korrektionen, og en
løsning på problemet ikke har fundet sted inden to år,
nedsættes et rådgivende udvalg (voldgiftsudvalget), der skal tage
stilling til fordelingen af indkomsten mellem foretagenderne. Udvalget
består af repræsentanter for skattemyndighederne i de involverede
stater og af nogle uafhængige medlemmer, der udpeges af de involverede
skattemyndigheder.
Foretagenderne kan forelægge voldgiftsudvalget alle
oplysninger eller dokumenter, som de ønsker at påberåbe
sig med henblik på den afgørelse, der skal træffes.
Foretagenderne har desuden i visse situationer pligt til at fremlægge
en række oplysninger m.v., ligesom de har pligt til at give
fremmøde eller lade sig repræsentere for udvalget.
Spørgsmål, der omfattes af konventionen, kan
efter interne danske regler ikke behandles i et rådgivende udvalg, hvis
spørgsmålet indbringes for danske domstole. Hvis
armslængdespørgsmålet først er afgjort ved
landsretten eller Højesteret, vil der ikke kunne igangsættes en
voldgiftsprocedure efter konventionen.
Armslængdespørgsmålet kan dog behandles i det
administrative rekurssystem, d.v.s. til og med Landsskatteretten, samtidig
med at det behandles efter proceduren i voldgiftskonventionen.
Da der ved behandlingen af en sag efter
EF-voldgiftskonventionen utvivlsomt kan være behov for antagelsen af
sagkyndig bistand, ligesom afklaringen af
armslængdespørgsmålet har betydning for
skatteansættelsen, hvortil der kan ydes tilskud til sagkyndig bistand,
når sagen behandles i det administrative klagesystem, foreslås
det, at der også ydes omkostningsgodtgørelse fra det tidspunkt,
hvor en klage indgives til Told- og Skattestyrelsen med henblik på at
få ophævet en dobbeltbeskatning.
Endvidere foreslås det, at der tilsvarende bliver
mulighed for at yde omkostningsgodtgørelse i tilfælde, hvor en
skattepligtig bliver involveret i en konventionssag, fordi det udenlandske
foretagende, der er interesseforbundent med den skattepligtige, henvender sig
til skattemyndighederne i det andet land med henblik på at få
ophævet dobbeltbeskatningen. For at undgå forskelsbehandling i de
to situationer, hvor det er muligt for et dansk foretagende at blive
involveret i en konventionssag, foreslås det således, at der ydes
omkostningsgodtgørelse i begge situationer.
Til stk. 2.
Efter forslaget er klager til Told- og Skattestyrelsen i
sager vedrørende told og afgifter samt i sager om arbejdsgiverkontrol
på nær hæftelsessager ikke omfattet af
godtgørelsesordningen.
Hvad angår de sager om told og afgifter, som
kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, er der tale om sager, der
ikke vedrører told- eller afgiftsgrundlaget, idet sådanne
klagesager går til Landsskatteretten. Derimod er der tale om sager om
registrering, regnskab, betaling, kontrol o.lign., d.v.s. sager, der
først og fremmest har karakter af at vedrøre en praktisk
gennemførelsesforanstaltning, hvor sagkyndig bistand ikke er
påkrævet.
Hvad angår sagerne om arbejdsgiverkontrol kan
der efter de gældende regler ydes omkostningsdækning til
sagkyndig bistand i sager om indeholdelse af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag
(AM-bidrag) og det særlige pensionsopsparingsbidrag (SP-bidrag) ved
Landsskatteretten.
Afgørelser om indeholdelsespligt for A-skat,
AM-bidrag og SP-bidrag træffes af told- og skatteregionerne. En
afgørelse om indeholdelsespligt skal enten ledsages af en
afgørelse om hæftelse, og / eller af et pålæg til
arbejdsgiveren om for fremtiden at indeholde A-skat m.v. i tilsvarende
ydelser. Ledsages afgørelsen om indeholdelsespligt af en
afgørelse om hæftelse, skal arbejdsgiveren indbetale det
ikke-indeholdte eller for lidt indeholdte beløb til skatte- og
afgiftsmyndighederne.
En afgørelse om indeholdelsespligt / et
pålæg har således en indgribende karakter for den
indeholdelsespligtige, der skal indbetale den ikke-indeholdte eller for lidt
indeholdte A-skat m.v. og herefter - måske forgæves - søge
regres hos indkomstmodtageren. Imidlertid kan afgørelserne herudover
også få betydning for den indeholdelsespligtiges administration,
udbetaling af skattefrie godtgørelser m.v.
Afgørelser om den indeholdelsespligtiges
hæftelse for A-skat træffes af told- og skatteregionerne efter
reglerne i kildeskattelovens § 69, og afgørelser om
arbejdsgiverens hæftelse for AM-bidrag og SP-bidrag træffes af
regionerne i medfør af arbejdsmarkedsfondslovens § 15,
stk. 3, jf. ATP-lovens § 17 f, stk. 1.
For afgørelser i sager vedrørende
registrering, regnskab, betaling, kontrol o.l., herunder hæftelse,
d.v.s. sager, der først og fremmest har karakter af at vedrøre
en praktisk gennemførelsesforanstaltning, er der klageadgang til Told-
og Skattestyrelsen. Dette betyder, at der efter de gældende regler ikke
er adgang til omkostningsdækning i disse sager.
Da afgørelser om indeholdelsespligt og
afgørelser om hæftelse følges ad, må det antages,
at den sagkyndige bistand som alt overvejende hovedregel retter sig mod begge
afgørelser. En afgørelse om hæftelse kan desuden på
samme måde som afgørelsen om indeholdelsespligt have en
indgribende karakter for den indeholdelsespligtige, og der kan forekomme
situationer, hvor kun afgørelsen om hæftelse ønskes
påklaget.
I en situation, hvor der slet ikke er sket indeholdelse,
eller der er indeholdt for lidt, hæfter den indeholdelsespligtige for
det ikke-indeholdte beløb, medmindre vedkommende kan godtgøre,
at denne ikke har udvist forsømmelighed, jf. kildeskattelovens
§ 69, stk. 1. Også i den situation kan det tænkes, at
der er behov for sagkyndig bistand.
På den baggrund foreslås det, at klagesager om
hæftelsen omfattes af de godtgørelsesberettigede sagstyper, mens
der ikke ydes omkostningsgodtgørelse i de øvrige
afgørelser om arbejdsgiverkontrol, der kan påklages til Told- og
Skattestyrelsen.
Til stk. 3.
Efter forslaget ydes der endvidere godtgørelse ved
domstolsprøvelsen af afgørelser i sager, som er
godtgørelsesberettigede efter § 33 D, stk. 1, nr. 1-3, og
stk. 2. Efter de gældende regler om omkostningsdækning ydes
der også tilskud til bistandsudgifter, som er afholdt i forbindelse med
prøvelsen af en tilskudsberettiget skatte- eller afgiftssag ved
domstolene, og som ikke på anden måde er godtgjort, f.eks. i form
af tilkendte sagsomkostninger.
Til § 33 E
Efter forslaget gives der skatteministeren bemyndigelse
til at fastsætte nærmere bestemmelser om de krav til
dokumentation, som skal være opfyldt, for at der kan ydes
omkostningsgodtgørelse, herunder hvilke oplysninger som myndighederne
kan kræve oplyst på ansøgningsblanketten som betingelse
for at yde omkostningsgodtgørelsen.
Til § 33 F
Efter forslaget skal skatteministeren årligt
afgive en redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige
udvikling m.v. i sager, hvortil der kan ydes
omkostningsgodtgørelse.
Formålet med forslaget er at følge
udviklingen på området med henblik på senere eventuelle
ændringer af ordningen.
Redegørelserne, der skal basere sig på
indberetninger fra told- og skatteregionerne til Told- og Skattestyrelsen og
Told- og Skattestyrelsens egne tal, skal bl.a. indeholde oplysninger
om
antallet af sager, hvori der er udbetalt
omkostningsgodtgørelse
hvor store beløb, der samlet er udbetalt årligt
hvor store beløbene er - fordelt på de enkelte
instanser, herunder til syn og skøn, og fordelt på personer og
selskaber samt
hvilke sagstyper, der er tale om.
Desuden skal redegørelserne - i det omfang dette er
muligt - belyse den adfærdsregulering hos de
godtgørelsesberettigede, som nærværende lovforslag
eventuelt vil medvirke til.
Til §§ 33 G og 33 H
Bestemmelserne angår de strafferetlige konsekvenser
af at afgive urigtige oplysninger m.v. til myndighederne til brug for
beregningen af omkostningsgodtgørelsen. Der er kun tale om
redaktionelle ændringer.
Til § 2
Til nr.1
Bestemmelsen indeholder alene en redaktionel
ændring.
Til nr. 2
Efter de gældende regler skal tilskud fra
almennyttige fonde til dækning af udgifter, der er tilskudsberettigede
efter skattestyrelseslovens § 33 B, ikke medregnes ved opgørelsen
af den skattepligtige indkomst. Et sådant tilskud fragår efter
den gældende omkostningsdækningsordning i beregningsgrundlaget
for omkostningsdækning, jf. skattestyrelseslovens § 33 B,
stk. 2.
Efter forslaget kan alle, herunder også almennyttige
fonde, men også andre fysiske og juridiske personer, som f.eks.
sammenslutninger, faglige foreninger og interesseorganisationer samt
arbejdsgivere som udgangspunkt yde et skattefrit tilskud til den
godtgørelsesberettigede til dækning af dennes udgifter til
sagkyndig bistand m.v.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til
bestemmelsen i § 7 Q, stk. 2, hvorefter det tilskud, som en
sådan tredjemand vil kunne yde, som udgangspunkt ikke er
fradragsberettiget hos denne, jf. dog nærmere bemærkningerne til
denne bestemmelse nedenfor.
Endvidere skal forslaget ses i sammenhæng med
forslaget til bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 2,
hvoraf det fremgår, at det foreslåede tilskud fra tredjemand ikke
reducerer de godtgørelsesberettigede udgifter.
Baggrunden for forslaget er, at det generelt findes
gavnligt, at der ydes økonomisk støtte til førelsen af
principielle skatte- og afgiftssager, således at en uklar retstilstand,
der har betydning for mange personer, kan afklares hurtigst muligt. Dette er
såvel i de skatte- eller afgiftspligtiges interesse som i
myndighedernes interesse. Omkostningsdækningsudvalget har derfor
været af den opfattelse, at det ville være rimeligt, om udgifter
til sagkyndig bistand m.v. i principielle sager kunne godtgøres med en
forhøjet godtgørelsessats.
Det har imidlertid været
Omkostningsdækningsudvalgets vurdering, at det ikke er muligt at
foretage en klar afgrænsning af de skatte- eller afgiftssager, som er
principielle, ligesom det ikke er muligt at foretage en klar
afgrænsning af de foreninger og sammenslutninger, som typisk
understøtter principielle sager økonomisk.
Forslaget skønnes i et vist omfang at råde
bod på dette forhold, idet den manglende fradragsret for tilskuddet hos
tredjemand i praksis vil betyde, at tilskuddet i almindelighed kun ydes,
når dette hos yderen er motiveret ud fra af en retlig interesse for
afgørelsen i den skatte- eller afgiftspligtiges sag.
Forslaget skønnes således at tilskynde
skatte- og afgiftspligtige, der mener, at deres sag er principiel, til at
føre sagen, hvis andre, der tillige finder sagen principiel, har
mulighed for at yde tilskud hertil på fordelagtige vilkår.
Det forekommer, at en faglig organisation eller forening
indtræder som mandatar for et medlem i medlemmets skattesag,
fordi foreningen finder sagen principiel og af betydning for den
pågældende faggruppe. Dette kan efter den gældende praksis
ske uden skattemæssige konsekvenser for medlemmet. Det skyldes, at
foreningen i denne situation varetager medlemmernes generelle interesse, og
det kan bero på en tilfældighed, at netop dette medlems sag
bliver ført som »prøvesag«.
Efter de gældende regler er det alene medlemmet,
hvis sag foreningen fører som mandatar, der er tilskudsberettiget og
kun i relation til de bistandsudgifter, der påhviler medlemmet.
Foreningen som sådan er ikke tilskudsberettiget med hensyn til de
udgifter, foreningen afholder som mandatar for et medlem.
Hvis medlemmet selv afholder udgifterne til sagkyndig
bistand m.v., men foreningen yder et tilskud til medlemmet, er dette tilskud
efter de gældende regler skattepligtigt for medlemmet og fragår i
beregningsgrundlaget for omkostningsdækning.
Det findes ikke rimeligt, at der er forskel på den
skattemæssige behandling af den støtte, som en forening yder til
et medlem, når foreningen optræder som mandatar, og den
støtte, foreningen yder, når den økonomisk støtter
et medlem, der selv har afholdt udgiften til sagkyndig bistand.
Forslaget ophæver denne forskelsbehandling. Samtidig
får foreningen »del« i omkostningsgodtgørelsen på den
måde, at den godtgørelse, der udbetales til medlemmet, vil have
betydning for størrelsen af det tilskud, foreningen skal udbetale til
medlemmet for at holde den pågældende skadesløs.
Det beløb, der er nævnt i bestemmelsens 1.
pkt., kan kun holdes uden for indkomstopgørelsen hos modtageren, i det
omfang det med tillæg af den udbetalte omkostningsgodtgørelse og
andre godtgjorte udgifter ikke overstiger den godtgørelsesberettigedes
samlede udgifter til sagkyndig bistand m.v.
Dækkes der således mere end nettoudgiften til
sagkyndig bistand (bruttoudgiften fratrukket eventuelt andre godtgjorte
udgifter), vil »overskuddet« være skattepligtigt som andre tilskud /
gaver fra tredjemand.
Af hensyn til den ligningsmæssige behandling af
sådanne spørgsmål, kan der i et vist omfang være
behov for en oplysningspligt for tredjemand om ydelsen af disse tilskud.
Spørgsmålet er nærmere behandlet nedenfor i
bemærkningerne til lovforslagets § 3.
Ud over betingelsen om, at det tilskud, som tredjemand kan
yde til den skatte- eller afgiftspligtiges sag, ikke må overstige de
samlede godtgørelsesberettigede udgifter, stilles det endvidere som
betingelse for skattefriheden, at tilskuddet er ydet som følge af en
retlig interesse i, at sagen føres. Denne retlige interesse vil som
udgangspunkt være dokumenteret ved, at der ydes et tilskud på
trods af, at der ikke er fradragsret hos yderen af tilskuddet.
Forslaget bygger på den antagelse, at en person, der
vil yde et skattefrit ikke-fradragsberettiget tilskud til dækning af en
skatte- eller afgiftspligtigs udgifter til sagkyndig bistand i en sag,
højst sandsynligt vil have en retlig interesse i, at sagen
føres.
Navnlig i tilfælde, hvor der foreligger et generelt
interessesammenfald mellem yder og modtager, hvilket eksempelvis vil
være tilfældet i familieforhold, hovedaktionærforhold eller
koncernforhold, må det dog i forbindelse med ligningen påses, at
tilskuddet ikke er ydet som følge af det generelle
interessesammenfald, således at tilskuddet reelt dækker over
noget andet end ønsket om at støtte den skatte- eller
afgiftspligtiges sag, men som følge af en konkret, retlig interesse i
sagen.
Til nr. 3
Efter de gældende regler i fondsbeskatningsloven og
selskabsskatteloven kan fonde, foreninger m.v. foretage fradrag for
uddelinger og udlodninger. Disse regler foreslås ikke ændret, jf.
1. pkt i stk. 2.
Efter fondsbeskatningslovens § 4, stk. 1, kan
fonde og foreninger, der er omfattet af lov om fonde og visse foreninger, jf.
lovbekendtgørelse nr. 698 af 11. august 1992 med senere
ændringer, eller lov om erhvervsdrivende fonde, jf.
lovbekendtgørelse nr. 547 af 20. juni 1996 med senere ændringer,
foretage fradrag for uddelinger til almenvelgørende eller på
anden måde almennyttige formål. Hvorvidt modtageren er
skattepligtig af uddelingen, har ikke betydning for giverens fradragsret.
Efter fondsbeskatningslovens § 4, stk. 2, kan
fonde og foreninger (interessesammenslutninger) foretage fradrag for
uddelinger, der sker til fyldestgørelse af vedtægtsmæssige
formål, der ikke er almenvelgørende eller almennyttige,
når modtageren ifølge reglerne om subjektiv skattepligt er
skattepligtig til Danmark.
Arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige
sammenslutninger (arbejdsmarkedssammenslutninger) kan efter
fondsbeskatningslovens § 8, stk. 2, foretage fradrag for udgifter,
der vedrører indtægter, der er skattepligtige, d.v.s. indkomst
ved erhvervsmæssig virksomhed, renter, udbytter, ejendomsavancer,
aktieavancer, kursgevinster m.v. Foreningerne er således ikke
skattepligtige af kontingentindtægter, og dermed er der ikke fradrag
for ydelser til medlemmer. Disse foreninger kan også foretage fradrag
som nævnt i fondsbeskatningslovens § 4, stk. 1, men ikke
efter § 4, stk. 2.
Efter selskabsskattelovens § 3, stk. 2, kan
foreninger m.v., der er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1,
stk. 1, nr. 6, fradrage udlodninger til fyldestgørelse af
vedtægtsmæssige formål, der kan anses for
almenvelgørende eller på anden måde almennyttige.
Skattepligtige efter selsskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, er
foreninger, kooperationer, stiftelser mv., der ikke er omfattet af
fondsbeskatningsloven. Skattepligten omfatter alene indtægt ved
erhvervsmæssig virksomhed samt fortjeneste og tab ved afståelse,
afhændelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft
tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed.
Efter 2. pkt. i stk. 2 foreslås det, at
et tilskud, som bliver ydet som led i et ansættelsesforhold eller som
led i en aftale om personligt arbejde i øvrigt som udgangspunkt, anses
for at være et løntillæg til modtageren og derfor skal
indtægtsføres hos denne, hvis arbejdsgiveren m.v. fradrager
beløbet i sin skattepligtige indkomst.
For tilskud ydet af en arbejdsgiver til en arbejdstager er
udgangspunktet således, at tilskuddet er ydet som følge af
ansættelsesforholdet. Må det imidlertid antages, at
arbejdsgiveren har ydet tilskuddet alene som følge af sin retlige
interesse i sagen, vil tilskuddet dog ikke blive beskattet hos den ansatte,
men være skattefrit for denne. Eksistensen af en retlig interesse hos
arbejdsgiveren kan dokumenteres ved, at arbejdsgiveren ikke har taget fradrag
for tilskuddet. Også dette forhold vil skulle påses ved
ligningen.
Det bemærkes, at arbejdsgiverbetalt sagkyndig
bistand, der er ydet som led i et ansættelsesforhold, eller som led i
en aftale om personligt arbejde i øvrigt, som udgangspunkt er et
skattepligtigt personalegode efter ligningslovens § 16. Det
beløb, som arbejdsgiveren måtte afholde til sagkyndig bistand
for arbejdstageren, f.eks. i dennes skattesag, er derfor et beløb, der
som udgangspunkt må betragtes som et løntillæg til
arbejdstageren, og som denne må beskattes af. Arbejdsgiveren har
fradragsret for løn, herunder personalegoder, idet der er tale om en
driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Til nr. 4
Ændringen er alene af redaktionel karakter.
Til § 3
Til nr. 1
Efter forslaget skal en tredjemand, som er fuldt
skattepligtig til landet, og som har ydet et tilskud til dækning af en
skatte- eller afgiftspligtigs bistandsudgifter, underrette de statslige told-
og skattemyndigheder om beløbets størrelse og om modtagerens
identitet, når beløbet ydes.
Forslaget skal ses i lyset af, at det i forbindelse med
ligningen må påses, at der fra tredjemand ikke ydes et
større beløb end de samlede godtgørelsesberettigede
udgifter, som den skatte- eller afgiftspligtige har afholdt, med fradrag af
godtgjorte udgifter.
Dette kan ske ved, at den told- og skatteregion, der
udbetaler omkostningsgodtgørelsen til den skatte- eller
afgiftspligtige, underretter den skatte- eller afgiftspligtiges
skatteforvaltning om den udbetalte omkostningsgodtgørelse. Udbetaler
tredjemand et beløb til dækning af den skatte- eller
afgiftspligtiges bistandsudgifter, skal tredjemand ifølge forslaget
indberette beløbets størrelse og modtagerens identitet til sin
lokale told- og skatteregion. Denne region videresender herefter
orienteringen om tilskuddet til den skatte- eller afgiftspligtiges
skattekommune, som dermed har grundlag for at foretage en
ligningsmæssig bedømmelse.
Forslaget indeholder samtidig en bemyndigelse for
skatteministeren til at fastsætte regler, der undtager visse
persongrupper fra ovennævnte anmeldelsespligt. Bemyndigelsen kan f.eks.
tænkes udnyttet således, at den fra anmeldelsespligten undtager
fysiske personer, der efter lovgivningen ikke har pligt til at indsende en
udvidet selvangivelse til myndighederne.
I øvrigt kan de redegørelser, som
skatteministeren årligt skal afgive til Folketinget efter forslaget til
skattestyrelseslovens § 33 E muligvis vise, at der kan være behov
for at benytte bemyndigelsen yderligere.
Til nr. 2
Efter forslaget vil den, der forsætligt eller af
grov uagtsomhed undlader at opfylde anmeldelsespligten, kunne straffes med
bøde.
Til § 4
Efter ikrafttrædelsesbestemmelsen træder den
gennemførte lov i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende og har virkning for udgifter, der er betalt på
fremsættelsesdatoen for lovforslaget eller senere, d.v.s. fra og med
den 5. april 2000, uanset om udgiften til sagkyndig bistand m.v. er afholdt
før denne dato.
Bilag 1
Følgende sagstyper foreslås gjort
godtgørelsesberettigede efter forslaget:
Allerede omfattet af den gældende ordning:
klagesager om skatteansættelser, herunder om
skatteforbehold
klagesager om afslag på genoptagelse af ansættelser efter
gældende regler
klagesager til Landsskatteretten om moms og afgifter
klagesager til Landsskatteretten om fastsættelsen af
toldbeløb
klagesager til Landsskatteretten om indeholdelsespligt
klagesager til Landsskatteretten om bindende forhåndsbesked,
og
klagesager til Landsskatteretten over afslag på skattefri
aktieombytning og skattefri fusion, spaltning og tilførsel af
aktiver
domstolsbehandling af ovennævnte sager.
Udvidelse af ordningen efter de gældende regler i
skattestyrelsesloven:
klagesager til Landsskatteretten over ejendomsvurderingen*)
klager over forskudsregistreringen
klage over afslag på omgørelse
klage over afslag på genoptagelse af en skatteansættelse
)
klage over afslag på anmodning om en bevilling eller
dispensation ***)
anmodninger til skatteankenævnet eller Landsskatteretten om
genoptagelse af allerede afsagt kendelse
klage over hæftelse m.v. i forbindelse med indeholdelsespligt
for A-skat, arbejdsmarkedsbi- drag og det særlige
pensionsopsparingsbidrag
domstolsbehandling af ovennævnte sager
EF-Domstolssager
EF-voldgiftskonventionssager.
*) Der er tale om en klargøring af retstilstanden.
**) Der er nærmere bestemt tale om genoptagelsessager
for indkomstårene før 1990 uden for 5-årsfristen,
for indkomstårene 1990-1996 uden for 3-årsfristen samt
for 1997 og senere, uden for 3-årsfristen i tilfælde, hvor
genoptagelse beror på, at der er begået ansvarspådragende
fejl ved ligningen.
***) Sagstyperne fremgår af
sagsudlægningsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr.
1070 af 17. december 1999.
Bilag 2
Høringssvar og kommentarer hertil vedr.
lovforslaget
Organisation
Bemærkninger
Kommentarer
Advokatrådet
Ønsker godtgørelse ved
førsteinstansbehandlingen.
Det er ikke muligt at anvise egnede kriterier for, fra hvilket tidspunkt
ved førsteinstansbehandlingen omkostningsgodtgørelsen skal
ydes.
Amtsrådsforeningen i Danmark
Ingen bemærkninger
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Kan tilslutte sig forslaget
Dansk Arbejdsgiverforening
Har ikke afgivet bemærkninger
Dansk Automobilforhandler Forening
Har ikke afgivet bemærkninger
De Danske Bilimportører
Ingen bemærkninger
FDM
Har ikke afgivet bemærkninger
Børsmæglerforeningen
Har ikke afgivet bemærkninger
Entreprenørforeningen
Har ikke afgivet bemærkninger
Erhvervenes Skattesekretariat
Ønsker godtgørelse ved
førsteinstansbehandlingen.
Se kommentaren under Advokatrådet.
Finansrådet
Har ikke afgivet bemærkninger
Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S
Har ikke afgivet bemærkninger
Danske Finansieringsselskabers Forening
Har ikke afgivet bemærkninger
Københavns Fondsbørs
Har ikke afgivet bemærkninger
Forsikring & Pension
Ønsker fuld omkostningsgodtgørelse i sager, hvor skatteyder
opnår fuldt eller delvis medhold
Det er ikke muligt at anvise klare kriterier for, hvornår en
skatteyder kan siges at have vundet sin sag og derfor bør have fuld
dækning for sine omkostninger.
Dansk Handel & Service
Ønsker omkostningsgodtgørelse ved
førsteinstansbehandlingen samt fuld dækning, hvor skatteyder
opnår fuldt eller delvis medhold. Godtgørelsen på 85 pct.
bør sættes til 100 pct.
Angående spørgsmålene om
førsteinstansbehandlingen og om fuld dækning henvises til
kommentaren til henholdsvis Advokatrådet og Forsikring & Pension.
Angående 85 pct.´s-godtgørelsen er der bl.a. af hensyn til at
undgå misbrug behov for en egen-betaling. Endvidere tilskyndes
skatteyderen til at økonomisere med udgifterne til sagen.
Det Danske Handelskammer
Ønsker fuld omkostningsgodtgørelse i sager, hvor skatteyder
opnår fuldt eller delvis medhold.
Se kommentaren under
Forsikring & Pension.
Håndværksrådet
Ønsker fuld omkostningsgodtgørelse i sager, hvor skatteyder
opnår fuldt eller delvis medhold.
Se kommentaren under
Forsikring & Pension.
Dansk Industri
Har ikke afgivet bemærkninger
InvesteringsForeningsRådet
Ingen bemærkninger
Kommunernes Landsforening
Ingen bemærkninger
Københavns Kommunes skatteforvaltning
Ingen bemærkninger
Frederiksberg Kommunes skattedirektorat
Ingen bemærkninger
Landsorganisationen i Danmark
Har ikke afgivet bemærkninger
Foreningen af Statsautoriserede Revisorer
Ønsker fuld omkostningsgodtgørelse i sager, hvor skatteyder
opnår fuldt eller delvis medhold samt godtgørelse ved
førsteinstansbehandlingen.
Se kommentarerne under
Forsikring & Pension samt
under Advokatrådet.
Landbrugsraadet
Ønsker fuld omkostningsgodtgørelse i sager, hvor skatteyder
opnår fuldt eller delvis medhold.
Se kommentaren under Forsikring & Pension.
De danske Landboforeninger
Har ikke afgivet bemærkninger
Dansk Landbrugs Realkreditfond
Ingen bemærkninger
Nationalbanken
Ingen bemærkninger
Garantifonden for Danske Optioner og Futures
Har ikke afgivet bemærkninger
Realkreditrådet
Ingen bemærkninger
Danmarks Rederiforening
Ingen bemærkninger
Foreningen af Registrerede Revisorer
Har ikke afgivet bemærkninger
Skattechefforeningen
Ingen bemærkninger
Skatterevisorforeningen
Ingen bemærkninger
Danmarks Skibskreditfond
Har ikke afgivet bemærkninger
Dansk Speditør Forening
Har ikke afgivet bemærkninger
Dansk Transport og Logistik
Har ikke afgivet bemærkninger
Erhvervenes Transportudvalg
Ingen bemærkninger
Den Danske Dommerforening
Ingen bemærkninger
Præsidenten for Københavns Byret
Har ikke afgivet bemærkninger
Præsidenten for retten i Odense
Har ikke afgivet bemærkninger
Præsidenten for retten i Roskilde
Har ikke afgivet bemærkninger
Præsidenten for retten i Århus
Har ikke afgivet bemærkninger
Præsidenten for retten i Aalborg
Har ikke afgivet bemærkninger
Dommerfuldmægtigforeningen
Har ikke afgivet bemærkninger
Præsidenten for Vestre Landsret
Ingen bemærkninger
Præsidenten for Østre Landsret
Har ikke afgivet bemærkninger
Præsidenten for Højesteret
Ingen bemærkninger
Foreningen af Arbejdsledere i Danmark
Har ikke afgivet bemærkninger
Danmarks Aktive Handelsrejsende
Har ikke afgivet bemærkninger
Specialarbejderforbundet i Danmark
Har ikke afgivet bemærkninger
Dansk Metal
Kan tilslutte sig forslaget
Dansk Magisterforening
Har ikke afgivet bemærkninger
Dansk Tandlægeforening
Har ikke afgivet bemærkninger
Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd
Har ikke afgivet bemærkninger
Forbundet af Offentlige Ansatte
Har ikke afgivet bemærkninger
Danmarks Agentforening
Har ikke afgivet bemærkninger
Foreningen af Yngre Læger
Har ikke afgivet bemærkninger
Foreningen af Speciallæger
Har ikke afgivet bemærkninger
HK København
Har ikke afgivet bemærkninger
Gymnasieskolernes Lærerforening
Har ikke afgivet bemærkninger
Finansforbundet
Har ikke afgivet bemærkninger
Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark
Har ikke afgivet bemærkninger
Husligt Arbejdsforbund
Har ikke afgivet bemærkninger
Foreningen af Danske Skatteankenævn
Kan tilslutte sig forslaget
Bilag 3
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I skattestyrelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 531 af 25. juni
1999, som ændret ved § 16 i lov nr. 958 af 20. december 1999,
erstattes kapitel 3 A med følgende nye kapitel:
Kapitel 3 A
»Kapitel 3 A
Omkostningsdækning
Omkostningsgodtgørelse
§ 33 A.
Der ydes et tilskud til dækning af udgifter, som
den skattepligtige har betalt for sagkyndig bistand m.v. ved klage til
skatteankenævn, bortset fra klager som nævnt i § 55 B i
kildeskatteloven, eller til Landsskatteretten, eller ved
domstolsprøvelse af en sådan afgørelse. Tilskud ydes dog
ikke vedrørende afgørelser om vurdering af fast ejendom.
§ 33 A.
Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de
udgifter, som en person omfattet af § 33 B, har betalt til sagkyndig
bistand m.v., som nævnt i § 33 C i de sager, som er nævnt i
§ 33 D.
Stk. 2.
Godtgørelsen er dog på 85 pct. af de
godtgørelsesberettigede udgifter, hvis udgifterne er betalt i
anledning af, at told- og skatteforvaltningen vil ændre en kommunal
ansættelse, jf. § 14, stk. 4, 2. pkt, eller told- og
skatteforvaltningen forelægger en skatteankenævnskendelse eller
en ejendomsvurdering for Ligningsrådet til ændring, jf.
§ 14, stk. 5, eller Skatteministeriet indbringer en
landsskatteretskendelse for landsretten, eller Skatteministeriet anker en
landsretsdom til Højesteret. Godtgørelsen efter 1. pkt. ydes
kun til dækning af de godtgørelsesberettigede udgifter, som
afholdes til sagens behandling ved henholdsvis told- og skatteforvaltningen,
Ligningsrådet, landsretten eller Højesteret.
Stk. 3.
Landsskatteretten kan bestemme, at udgifter, der er
eller vil blive afholdt til syn og skøn i en landsskatteretssag, jf.
§ 30, skal godtgøres fuldt ud. Tilsvarende kan
Ligningsrådet bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til
syn og skøn i en sag om bindende forhåndsbesked ved
Ligningsrådet, jf. § 20 B, stk. 5, skal godtgøres
fuldt ud.
Stk. 2.
Krav på tilskud efter stk. 1 kan ikke
sælges, pantsættes eller på anden måde overdrages.
Kravet kan heller ikke gøres til genstand for retsforfølgning
eller modregning.
Stk. 4.
Krav på godtgørelse efter
stk. 1- 3 kan ikke sælges, pantsættes eller på anden
måde overdrages. Kravet kan heller ikke gøres til genstand for
retsforfølgning eller modregning.
§ 33 B
. Den godtgørelsesberettigede er, uanset om denne
er en fysisk eller en juridisk person, herunder et dødsbo:
1) Den, der ifølge lovgivningen er berettiget til at klage over
en afgørelse i en sag, som er nævnt i § 33 D, eller som kan
indbringe en sådan afgørelse for domstolene.
2) Den, som i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som
er nævnt i § 33 D.
3) Den, som en myndighed inddrager i en sag omfattet af § 33 D,
fordi myndigheden skønner, at den pågældende har en
direkte retlig interesse i sagens udfald.
§ 33 B.
Tilskudsberettiget er følgende udgifter,
når de er betalt:
§ 33 C
. Godtgørelsesberettigede er følgende
udgifter, når de er betalt:
1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat
hos den, som skattesagen vedrører.
1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat
hos den godtgørelsesberettigede.
2) Retsafgifter, bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf.
§ 25, stk. 4.
2) Retsafgifter, bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf.
§ 25, stk. 4.
3) Udgifter til syn og skøn.
3) Udgifter til syn og skøn.
4) Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet
bevismateriale.
4) Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet
bevismateriale.
5) Pålagte sagsomkostninger.
6) Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en
afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller
prøves ved domstolene.
Stk. 2.
De tilskudsberettigede udgifter reduceres med:
Stk. 2.
De godtgørelsesberettigede udgifter reduceres
med:
1) Tilkendte eller på anden måde godtgjorte udgifter som
nævnt i stk. 1.
1) Tilkendte sagsomkostninger.
2) Offentlig retshjælp.
2) Afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms eller lov
om merværdiafgift (momsloven).
3) Afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms efter lov om
merværdiafgift (momsloven).
§ 33 C.
For skattepligtige fysiske personer og dødsboer
udgør tilskuddet 38 pct. for udgifter, der er betalt inden udgangen af
kalenderåret 2001, og derefter 32 pct. For andre skattepligtige
udgør tilskuddet 34 pct. for udgifter, der er betalt inden udgangen af
kalenderåret 1999, og derefter 32 pct.
Stk. 2.
Landsskatteretten kan bestemme, at udgifter, der er
afholdt til syn og skøn i en landsskatteretssag, jf. § 30, skal
dækkes fuldt ud.
§ 33 D.
Godtgørelse ydes
1) ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten
2) ved klage til en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen
eller Ligningsrådet over en afgørelse, som er truffet efter
bemyndigelse fra skatteministeren
3) i forbindelse med en anmodning til skatteankenævnet eller
Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere
afgørelse
4) i en sag vedrørende skatter eller afgifter for EF-domstolen,
hvor den godtgørelsesberettigede er part, og
5) i en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om
ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af
forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen).
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder dog
ikke klager til Told- og Skattestyrelsen i sager vedrørende told-
eller afgifter samt i sager om arbejdsgiverkontrol bortset fra
hæftelsessager.
Stk. 3.
Godtgørelse ydes endvidere ved
domstolsprøvelse af afgørelser i sager, som er
godtgørelsesberettigede efter stk.1, nr. 1-3, og stk. 2.
§ 33 E.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere
bestemmelser om kravene til dokumentation for betalingen af de
godtgørelsesberettigede udgifter m.v.
§ 33 F.
Skatteministeren afgiver årligt en
redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling m.v.
i de sager, hvortil der kan ydes omkostningsgodtgørelse.
§ 33 D.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft
uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier
oplysninger til brug for beregningen af omkostningsdækning.
§ 33 G.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft
uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier
oplysninger til brug for beregningen af omkostningsgodtgørelse.
Stk. 2.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 2.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 33 E.
Skønnes en overtrædelse ikke at ville
medføre højere straf end bøde, kan skatteministeren
tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden
retslig forfølgning, såfremt denne erkender sig skyldig i
overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere
angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i
tilkendegivelsen angiven bøde.
§ 33 H.
Skønnes en overtrædelse ikke at ville
medføre højere straf end bøde, kan skatteministeren
tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden
retslig forfølgning, såfremt denne erkender sig skyldig i
overtrædelsen og erklærer sig rede til indenfor en nærmere
angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i
tilkendegivelsen angiven bøde.
Stk. 2.
Med hensyn til den i stk. 1 nævnte
tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om indholdet af et
anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Med hensyn til den i stk. 1 nævnte
tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om indholdet af et
anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Betales bøden i rette tid, eller bliver den
efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre
forfølgning. Skattekontrollovens § 23 A om opkrævning og
inddrivelse finder tilsvarende anvendelse.
Stk.3.
Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter
vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.
Skattekontrollovens § 23 A om opkrævning og inddrivelse finder
tilsvarende anvendelse.«.
§ 2
I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 28 af 18. januar 2000, som senest ændret
ved § 3 i lov nr. 105 af 14. februar 2000, foretages følgende
ændringer:
§ 7 Q.
Til den skattepligtige indkomst medregnes ikke:
1) Tilskud efter § 33 A i skattestyrelsesloven.
1.
I § 7Q, stk. 1, nr. 1 ændres »Tilskud«
til: »Godtgørelse«
2.
§ 7 Q, stk. 1, nr. 2, affattes
således:
2) Tilskud fra almennyttige fonde til dækning af udgifter, der er
tilskudsberettigede efter § 33 B i skattestyrelsesloven, i det omfang
tilskuddet benyttes til formålet.
»2) Beløb, som betales til en godtgørelsesberettiget person
efter skattestyrelseslovens kapitel 3 A til dækning af
dennes udgifter til sagkyndig bistand m.v. Det gælder dog ikke, i
det omfang beløbet med tillæg af omkostningsgodtgørelsen
og andre godtgjorte udgifter overstiger personens samlede udgifter til
sagkyndig bistand m.v. i sagen, eller i det omfang beløbet ikke
må anses for ydet som følge af yderens retlige interesse i
sagen.«.
3.
I § 7 Q indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke:
»Stk. 2. Beløb, som er nævnt i stk. 1,
nr. 2, kan ikke fradrages i den skattepligtige indkomst, medmindre yderen er
en fond eller forening m.v., der efter lovgivningens almindelige regler har
fradrag for udlodninger eller uddelinger. Ydes beløbet som led i et
ansættelsesforhold eller som led i en aftale om personligt arbejde i
øvrigt til dækning af modtagerens udgifter til sagkyndig bistand
m.v., og fradrager arbejdgiveren m.v. beløbet i sin skattepligtige
indkomst, medregnes beløbet til modtagerens skattepligtige
indkomst.«.
Stk. 2.
Udgifter til bistand i skattesager kan ikke fradrages
ved indkomstopgørelsen. I øvrigt kan udgifter, hvortil der kan
ydes tilskud efter kapitel 3 A i skattestyrelsesloven, ikke fradrages ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
4.
I § 7 Q, stk. 2, som bliver stk. 3,
ændres »tilskud« til: »godtgørelse«.
§ 3
I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 564 af 2. juli
1999, som ændret ved lov nr. 953 af 20. december 1999, § 3 i lov
nr. 955 af 20. december 1999, § 15 i lov nr. 958 af 20. december 1999 og
§ 2 i lov nr. 170 af 15. marts 2000 foretages følgende
ændringer:
1.
Efter § 7 G indsættes:
»§ 7 H. Fysiske og juridiske personer, der er fuldt
skattepligtige til landet, og som har ydet et beløb til dækning
af en persons udgifter til sagkyndig bistand m.v., jf. ligningslovens
§ 7 Q, stk. 1, nr. 2, skal ved ydelsen af beløbet oplyse de
statslige told- og skattemyndigheder om beløbets størrelse og
modtagerens identitet. Skatteministeren kan fastsætte regler, der
undtager visse persongrupper for denne indberetningspligt.«
§ 14.
- - -
2.
I § 14, stk. 2, indsættes efter »§7 G,«:
»§7 H,«.
Stk. 2. Den, der, uden at forholdet omfattes af stk. 1,
forsætligt eller af grov uagtsomhed undlader rettidigt at opfylde en
pligt, der påhviler ham i medfør af § 3 A, stk.
1 og 3, § 6, stk. 1-3, § 6 A, § 6 B,
§ 7, § 7 A, § 7 E, § 7 G,
§§ 8 A-8 H, stk. 1-4, § 8 J, stk. 3,
§ 8 L, § 8 P, stk. 1-4, § 8 Q, stk.
1-3, § 8 R, stk. 3, § 8 S, § 8 T,
stk. 1 og 3, § 8 U, stk. 1 og 3, § 9 A,
§§ 10, 10 A, stk. 1, og 10 B, stk. 1, 1.-3. pkt.,
eller § 11 straffes med bøde.
Lignende dokumenter
- Landsskatteretsafgørelse vedr. ansøgning om omkostningsgodtgørelse Retsinformation · 17. november 2009
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 K. OMKOSTNINGSGODTGØRELSE Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2006 K. OMKOSTNINGSGODTGØRELSE Retsinformation · 5. februar 2008
- Landsskatteretsafgørelse vedr. omkostningsgodtgørelse – ansatte i selskab Retsinformation · 26. januar 2011
- Forslag til Lov om ændring af skattestyrelsesloven og ligningsloven (Fuld omkostningsgodtgørelse i skattesager m.v., som skatteyder vinder fuldt ud eller i overvejende grad, eller som videreføres af skattemyndighederne) Retsinformation · 17. januar 2002
- Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren er berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klagesag i Landsskatteretten vedrørende retten til fradrag for grundforbedringer Domsdatabasen · 27. maj 2019