Udtalelse afgivet af Indenrigsministeriet om udvalgsmedlemmers ret til at standse udførelsen af udvalgets beslutninger, herunder kommunalbestyrelsens mulighed for at begrænse standsningsretten efter styrelseslovens § 23
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udtalelse afgivet af Indenrigsministeriet om
udvalgsmedlemmers ret til at standse udførelsen af udvalgets beslutninger,
herunder kommunalbestyrelsens mulighed for at begrænse standsningsretten
efter
styrelseslovens § 23
Københavns Kommune
Borgerrepræsentationens Sekretariat
Rådhuset
1599 København V
I brev af 17. november 1998 (j.nr. 03.006/98) har Københavns
Kommune anmodet Indenrigsministeriet om en vejledende udtalelse om
fortolkningen af bestemmelsen vedrørende den såkaldte standsningsret i den
kommunale styrelseslovs § 23, hvorefter ethvert medlem af et udvalg kan
standse
udførelsen af en beslutning, der er truffet af udvalget, ved på mødet at
erklære, at det pågældende medlem ønsker sagen indbragt til afgørelse af
kommunalbestyrelsen.
Det fremgår af Københavns Kommunes henvendelse, at indholdet af
standsningsretten i styrelseslovens § 23 har givet anledning til
fortolkningstvivl. Det er Københavns Kommunes opfattelse, at bestemmelsen i
styrelseslovens § 23 sikrer det enkelte udvalgsmedlem en ret til at standse
udførelsen af en beslutning, når medlemmet finder, at udvalgsbeslutningen
lider
af en mangel, herunder f.eks. en overtrædelse af udvalgets kompetence, at
sagen
i øvrigt efter sit indhold og karakter bør afgøres af kommunalbestyrelsen og
ikke af det pågældende udvalg, og såfremt der i den konkrete sag må forventes
ikke at være et flertal for beslutningen i kommunalbestyrelsen.
Anvendelsen af bestemmelsen forudsætter således efter
Københavns Kommunes opfattelse en saglig begrundelse og ikke blot det
Læs alt
forhold,
at et udvalgsmedlem er uenig i beslutningens indhold, hvorved anvendelse af
bestemmelsen alene får karakter af en politisk markering. Behandlingen i
kommunalbestyrelsen må således i første omgang tage udgangspunkt i årsagen
til,
at sagen er bragt op i kommunalbestyrelsen.
Endvidere fremgår følgende af Københavns Kommunes brev:
”Såfremt et flertal finder, at der ikke har foreligget en
saglig begrundelse herfor, jf. ovenfor, er der hermed samtidig taget stilling
til, at udvalgets beslutning skal bringes til udførelse. Finder et flertal
derimod, at der har foreligget en saglig begrundelse for anvendelsen af
standsningsretten, foretages en realitetsbehandling af sagen efter de
sædvanligt gældende regler.
Lægges det omvendt til grund, at standsningsretten kan anvendes
uden begrænsninger, og at ét udvalgsmedlem dermed har mulighed for at bringe
enhver sag, han/hun måtte ønske op i kommunalbestyrelsen, medfører det efter
sekretariatets opfattelse en risiko for udhuling af udvalgenes kompetence,
jf.
nedenfor.
Det følger af § 23, at kommunalbestyrelsen har pligt til at
træffe afgørelse om, hvorvidt den standsede beslutning skal udføres.
Indenrigsministeriet har i skrivelse af 12. juni 1998 i en sag fra Fyns
Amtsråd
(j.nr. 1998/1070/042-2) bl.a. om amtsrådets behandling af den konkrete sag
tilkendegivet, at amtsborgmesteren efter ministeriets opfattelse ikke kunne
afvise et stillet ændringsforslag med den begrundelse, at sagen var indbragt
i
medfør af § 23.
Under henvisning hertil skal man forespørge, om behandlingen af
en sag, der indbringes for kommunalbestyrelsen i medfør af § 23, altid følger
samme regler, som behandlingen af øvrige sager, herunder muligheden for
fremsættelse af ændringsforslag. Antages det, at standsningsretten kan
anvendes
uden begrænsninger, vil dette i givet fald efter sekretariatets opfattelse
øge
risikoen for at forrykke kompetenceforholdet mellem udvalg og
kommunalbestyrelse, som fastsat i styrelsesvedtægten.”
Københavns Kommune har endvidere vedlagt kopi af brev af 21.
oktober 1998 fra medlem af Borgerrepræsentationen Martin Günter til
overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. I brevet udtrykker Martin Günter
utilfredshed med Københavns Kommunes fortolkning af bestemmelsen i
styrelseslovens § 23.
I den anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende:
Bestemmelsen i § 23 i lov om kommunernes styrelse har følgende
ordlyd:
”Ethvert medlem af et udvalg kan standse udførelsen af en
beslutning, der er truffet af udvalget, ved på mødet til
beslutningsprotokollen
at erklære, at han ønsker sagen indbragt til afgørelse af
kommunalbestyrelsen.
Dette gælder dog ikke afgørelser, der ved lovgivningen er henlagt til
udvalget.”
Bestemmelsen er uændret siden vedtagelsen af lov nr. 223 af 31.
maj 1968 om kommunernes styrelse. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår,
at standsningsretten svarer til de gældende regler herom i kommunernes
styrelsesvedtægter.
I betænkning nr. 894/1980 om kommunale styreformer m.v., side
39, er bl.a. anført følgende om bestemmelsen i § 23:
”Den ret, som § 23 hjemler, er langt mere indgribende over for
sagsbehandlingen i kommunen end forespørgelsesadgangen i § 22. Den omfatter
nemlig, at udførelsen af en udvalgsbeslutning standses, således at
kommunalbestyrelsen må tage stilling til sagen. § 23 omfatter naturligvis
ikke
sager, hvor den endelige afgørelse ifølge lovgivningen er henlagt til
udvalget.
Et medlems indgriben efter denne bestemmelse betyder således
ikke alene et indgreb i sagsekspeditionen, men tillige at kommunalbestyrelsen
træffer realitetsafgørelse i sagen. At § 23 kun gælder beslutninger i
udvalgene, og at den kun kan anvendes af medlemmerne af det pågældende
udvalg,
ændrer ikke ved det faktum, at en hyppig anvendelse af § 23 kan bringe
alvorlige forstyrrelser i kommunens arbejde. Der bortses herved fra, at der
antages at tilkomme borgmesteren en tilsvarende standsningsret, idet denne er
begrundet i en kontrolfunktion på kommunalbestyrelsens vegne, jfr. afsnit
3.2.6.
I tider med politisk polarisering, hvor måske ikke alle grupper
i kommunalbestyrelsen altid kan forventes at optræde loyalt over for det
kommunale styrelsessystem, må det erkendes, at § 23 i den gældende affattelse
kan benyttes til at forårsage store tids- og arbejdsmæssige belastninger for
både kommunalpolitikere og administration. Alligevel er det udvalgets
opfattelse, at de mindretalsrettigheder, som § 23 rummer, er så væsentlige
for
det kommunale demokrati, at de bør bibeholdes i loven.”
I et afsnit om delegation fra kommunalbestyrelsen til et andet
kollegialt organ er der i betænkningen side 129 anført følgende:
”For så vidt angår mindretallene, kan det endvidere anføres, at
der med kommunalbestyrelsens beslutninger om delegation til økonomiudvalg
eller
stående udvalg er taget meget vidtgående hensyn med den såkaldte
”standsningsret”. Effekten af en vedtaget delegation kan blive
illusorisk ved,
at et enkelt udvalgsmedlem henskyder et stort antal eller alle afgørelser til
kommunalbestyrelsen. Standsningsretten kan således føre til en blokering af
kommunalbestyrelsen, men i praksis synes standsningsrettens udøvelse ikke at
have givet anledning til misbrug. Så vidt vides benyttes standsningsretten
kun
i ringe omfang.”
Endvidere fremgår følgende af betænkningens side 172, der
omtaler medlemmernes adgang til at gøre sig bekendt med eksisterende
sagsakter.
”Hensynet til effektiviteten af den kommunale forvaltning kan,
som anført i slutningen af 6.1., tale imod, at ethvert
kommunalbestyrelsesmedlem kan forlange at blive gjort bekendt med
eksisterende
sagsakter. Ikke mindst udvalgenes mulighed for varetagelse af den umiddelbare
forvaltning kan besværliggøres, hvis ikke-medlemmer på grundlag af
udvalgsmateriale tager sagerne op i kommunalbestyrelsen.
Det må dog ikke overses, at de heraf følgende problemer for
forvaltningens effektivitet for så vidt ikke er en følge af en ret til
information, men direkte er en følge af de aktionsmuligheder, som
styrelseslovens § 22 og 23 giver de enkelte medlemmer. Og disse ønsker
udvalget
af demokratiske grunde ikke begrænset, jf. særligt kap. IV, afsnit
2.3.2.”
Bestemmelsen om udvalgsmedlemmers standsningsret er udtryk for
en væsentlig fravigelse af det almindeligt gældende flertalsprincip. Der er
tale om en vidtgående mindretalsbeskyttelsesregel, der hjemler det enkelte
udvalgsmedlem en ret til at gribe ind i sagsbehandlingen.
Sagen, hvori beslutningen er standset, skal følge almindelig
procedure og skal uden unødig forsinkelse forelægges kommunalbestyrelsen,
eventuelt via økonomiudvalget og andre udvalg. Det forhold, at udførelsen af
en
beslutning er standset, udelukker således ikke, at sagen – forinden
forelæggelse for kommunalbestyrelsen – forelægges et eller flere udvalg
herunder økonomiudvalget.
Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at træffe
realitetsafgørelse i en sag, der er indbragt til afgørelse i
kommunalbestyrelsen i medfør af styrelseslovens § 23. Da der foreligger en
udvalgsafgørelse, vil kommunalbestyrelsen dog kunne indskrænke sig til at
træffe beslutning om, at udvalgets beslutning skal udføres.
Forpligtelsen til at træffe realitetsafgørelse indebærer, at
ethvert medlem af kommunalbestyrelsen har ret til at få ordet mindst én gang
inden sagens afslutning, herunder mulighed for at begrunde sin holdning og
mulighed for at fremsætte ændringsforslag.
Der er efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke grundlag for
at fortolke styrelseslovens § 23 således, at kommunalbestyrelsesmedlemmets
ret
efter bestemmelsen er begrænset til de situationer, hvor medlemmet finder, at
udvalgsbeslutningen lider af en mangel, eller at sagen i øvrigt efter sit
indhold og karakter bør afgøres af kommunalbestyrelsen og ikke af det
pågældende udvalg.
Kommunalbestyrelsesmedlemmets ret efter bestemmelsen i § 23 er
således uafhængig af, om et flertal i kommunalbestyrelsen vurderer, at der
ikke
foreligger nogen saglig begrundelse for at indbringe sagen for
kommunalbestyrelsen.
Med venlig hilsen
Christian Schønau
Lignende dokumenter
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om udvalgsmedlemmers anvendelse af standsningsretten Retsinformation · 19. august 2009
- Udtalelse om udvalgsmedlemmers anvendelse af standsningsretten Retsinformation · 29. april 2004
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om standsningsret i sager, der er bortfaldet på grund af stemmelighed i et udvalg Retsinformation · 25. august 2009
- Vejledning om delegation efter planloven Retsinformation · 6. august 2014
- Udtalelse om et tilsynsrådsmedlems adgang til at standse udførelsen af en beslutning truffet af tilsynsrådet og kræve sagen indbragt for Indenrigsministeriet til afgørelse Retsinformation · 4. november 2002
- Udtalelse om en kommunes adgang til at sælge en kommunal ejendom til næsthøjeste bud Retsinformation · 25. november 2002