Spring til indhold

Retsinformation

Udtalelse afgivet af Indenrigsministeriet om udvalgsmedlemmers ret til at standse udførelsen af udvalgets beslutninger, herunder kommunalbestyrelsens mulighed for at begrænse standsningsretten efter styrelseslovens § 23

UDT nr 60350 af 24/09/1999UdtalelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet25. september 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udtalelse afgivet af Indenrigsministeriet om

udvalgsmedlemmers ret til at standse udførelsen af udvalgets beslutninger,

herunder kommunalbestyrelsens mulighed for at begrænse standsningsretten

efter

styrelseslovens § 23

Københavns Kommune

Borgerrepræsentationens Sekretariat

Rådhuset

1599 København V

I brev af 17. november 1998 (j.nr. 03.006/98) har Københavns

Kommune anmodet Indenrigsministeriet om en vejledende udtalelse om

fortolkningen af bestemmelsen vedrørende den såkaldte standsningsret i den

kommunale styrelseslovs § 23, hvorefter ethvert medlem af et udvalg kan

standse

udførelsen af en beslutning, der er truffet af udvalget, ved på mødet at

erklære, at det pågældende medlem ønsker sagen indbragt til afgørelse af

kommunalbestyrelsen.

Det fremgår af Københavns Kommunes henvendelse, at indholdet af

standsningsretten i styrelseslovens § 23 har givet anledning til

fortolkningstvivl. Det er Københavns Kommunes opfattelse, at bestemmelsen i

styrelseslovens § 23 sikrer det enkelte udvalgsmedlem en ret til at standse

udførelsen af en beslutning, når medlemmet finder, at udvalgsbeslutningen

lider

af en mangel, herunder f.eks. en overtrædelse af udvalgets kompetence, at

sagen

i øvrigt efter sit indhold og karakter bør afgøres af kommunalbestyrelsen og

ikke af det pågældende udvalg, og såfremt der i den konkrete sag må forventes

ikke at være et flertal for beslutningen i kommunalbestyrelsen.

Anvendelsen af bestemmelsen forudsætter således efter

Københavns Kommunes opfattelse en saglig begrundelse og ikke blot det

Læs alt

forhold,

at et udvalgsmedlem er uenig i beslutningens indhold, hvorved anvendelse af

bestemmelsen alene får karakter af en politisk markering. Behandlingen i

kommunalbestyrelsen må således i første omgang tage udgangspunkt i årsagen

til,

at sagen er bragt op i kommunalbestyrelsen.

Endvidere fremgår følgende af Københavns Kommunes brev:

”Såfremt et flertal finder, at der ikke har foreligget en

saglig begrundelse herfor, jf. ovenfor, er der hermed samtidig taget stilling

til, at udvalgets beslutning skal bringes til udførelse. Finder et flertal

derimod, at der har foreligget en saglig begrundelse for anvendelsen af

standsningsretten, foretages en realitetsbehandling af sagen efter de

sædvanligt gældende regler.

Lægges det omvendt til grund, at standsningsretten kan anvendes

uden begrænsninger, og at ét udvalgsmedlem dermed har mulighed for at bringe

enhver sag, han/hun måtte ønske op i kommunalbestyrelsen, medfører det efter

sekretariatets opfattelse en risiko for udhuling af udvalgenes kompetence,

jf.

nedenfor.

Det følger af § 23, at kommunalbestyrelsen har pligt til at

træffe afgørelse om, hvorvidt den standsede beslutning skal udføres.

Indenrigsministeriet har i skrivelse af 12. juni 1998 i en sag fra Fyns

Amtsråd

(j.nr. 1998/1070/042-2) bl.a. om amtsrådets behandling af den konkrete sag

tilkendegivet, at amtsborgmesteren efter ministeriets opfattelse ikke kunne

afvise et stillet ændringsforslag med den begrundelse, at sagen var indbragt

i

medfør af § 23.

Under henvisning hertil skal man forespørge, om behandlingen af

en sag, der indbringes for kommunalbestyrelsen i medfør af § 23, altid følger

samme regler, som behandlingen af øvrige sager, herunder muligheden for

fremsættelse af ændringsforslag. Antages det, at standsningsretten kan

anvendes

uden begrænsninger, vil dette i givet fald efter sekretariatets opfattelse

øge

risikoen for at forrykke kompetenceforholdet mellem udvalg og

kommunalbestyrelse, som fastsat i styrelsesvedtægten.”

Københavns Kommune har endvidere vedlagt kopi af brev af 21.

oktober 1998 fra medlem af Borgerrepræsentationen Martin Günter til

overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. I brevet udtrykker Martin Günter

utilfredshed med Københavns Kommunes fortolkning af bestemmelsen i

styrelseslovens § 23.

I den anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende:

Bestemmelsen i § 23 i lov om kommunernes styrelse har følgende

ordlyd:

”Ethvert medlem af et udvalg kan standse udførelsen af en

beslutning, der er truffet af udvalget, ved på mødet til

beslutningsprotokollen

at erklære, at han ønsker sagen indbragt til afgørelse af

kommunalbestyrelsen.

Dette gælder dog ikke afgørelser, der ved lovgivningen er henlagt til

udvalget.”

Bestemmelsen er uændret siden vedtagelsen af lov nr. 223 af 31.

maj 1968 om kommunernes styrelse. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår,

at standsningsretten svarer til de gældende regler herom i kommunernes

styrelsesvedtægter.

I betænkning nr. 894/1980 om kommunale styreformer m.v., side

39, er bl.a. anført følgende om bestemmelsen i § 23:

”Den ret, som § 23 hjemler, er langt mere indgribende over for

sagsbehandlingen i kommunen end forespørgelsesadgangen i § 22. Den omfatter

nemlig, at udførelsen af en udvalgsbeslutning standses, således at

kommunalbestyrelsen må tage stilling til sagen. § 23 omfatter naturligvis

ikke

sager, hvor den endelige afgørelse ifølge lovgivningen er henlagt til

udvalget.

Et medlems indgriben efter denne bestemmelse betyder således

ikke alene et indgreb i sagsekspeditionen, men tillige at kommunalbestyrelsen

træffer realitetsafgørelse i sagen. At § 23 kun gælder beslutninger i

udvalgene, og at den kun kan anvendes af medlemmerne af det pågældende

udvalg,

ændrer ikke ved det faktum, at en hyppig anvendelse af § 23 kan bringe

alvorlige forstyrrelser i kommunens arbejde. Der bortses herved fra, at der

antages at tilkomme borgmesteren en tilsvarende standsningsret, idet denne er

begrundet i en kontrolfunktion på kommunalbestyrelsens vegne, jfr. afsnit

3.2.6.

I tider med politisk polarisering, hvor måske ikke alle grupper

i kommunalbestyrelsen altid kan forventes at optræde loyalt over for det

kommunale styrelsessystem, må det erkendes, at § 23 i den gældende affattelse

kan benyttes til at forårsage store tids- og arbejdsmæssige belastninger for

både kommunalpolitikere og administration. Alligevel er det udvalgets

opfattelse, at de mindretalsrettigheder, som § 23 rummer, er så væsentlige

for

det kommunale demokrati, at de bør bibeholdes i loven.”

I et afsnit om delegation fra kommunalbestyrelsen til et andet

kollegialt organ er der i betænkningen side 129 anført følgende:

”For så vidt angår mindretallene, kan det endvidere anføres, at

der med kommunalbestyrelsens beslutninger om delegation til økonomiudvalg

eller

stående udvalg er taget meget vidtgående hensyn med den såkaldte

”standsningsret”. Effekten af en vedtaget delegation kan blive

illusorisk ved,

at et enkelt udvalgsmedlem henskyder et stort antal eller alle afgørelser til

kommunalbestyrelsen. Standsningsretten kan således føre til en blokering af

kommunalbestyrelsen, men i praksis synes standsningsrettens udøvelse ikke at

have givet anledning til misbrug. Så vidt vides benyttes standsningsretten

kun

i ringe omfang.”

Endvidere fremgår følgende af betænkningens side 172, der

omtaler medlemmernes adgang til at gøre sig bekendt med eksisterende

sagsakter.

”Hensynet til effektiviteten af den kommunale forvaltning kan,

som anført i slutningen af 6.1., tale imod, at ethvert

kommunalbestyrelsesmedlem kan forlange at blive gjort bekendt med

eksisterende

sagsakter. Ikke mindst udvalgenes mulighed for varetagelse af den umiddelbare

forvaltning kan besværliggøres, hvis ikke-medlemmer på grundlag af

udvalgsmateriale tager sagerne op i kommunalbestyrelsen.

Det må dog ikke overses, at de heraf følgende problemer for

forvaltningens effektivitet for så vidt ikke er en følge af en ret til

information, men direkte er en følge af de aktionsmuligheder, som

styrelseslovens § 22 og 23 giver de enkelte medlemmer. Og disse ønsker

udvalget

af demokratiske grunde ikke begrænset, jf. særligt kap. IV, afsnit

2.3.2.”

Bestemmelsen om udvalgsmedlemmers standsningsret er udtryk for

en væsentlig fravigelse af det almindeligt gældende flertalsprincip. Der er

tale om en vidtgående mindretalsbeskyttelsesregel, der hjemler det enkelte

udvalgsmedlem en ret til at gribe ind i sagsbehandlingen.

Sagen, hvori beslutningen er standset, skal følge almindelig

procedure og skal uden unødig forsinkelse forelægges kommunalbestyrelsen,

eventuelt via økonomiudvalget og andre udvalg. Det forhold, at udførelsen af

en

beslutning er standset, udelukker således ikke, at sagen – forinden

forelæggelse for kommunalbestyrelsen – forelægges et eller flere udvalg

herunder økonomiudvalget.

Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at træffe

realitetsafgørelse i en sag, der er indbragt til afgørelse i

kommunalbestyrelsen i medfør af styrelseslovens § 23. Da der foreligger en

udvalgsafgørelse, vil kommunalbestyrelsen dog kunne indskrænke sig til at

træffe beslutning om, at udvalgets beslutning skal udføres.

Forpligtelsen til at træffe realitetsafgørelse indebærer, at

ethvert medlem af kommunalbestyrelsen har ret til at få ordet mindst én gang

inden sagens afslutning, herunder mulighed for at begrunde sin holdning og

mulighed for at fremsætte ændringsforslag.

Der er efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke grundlag for

at fortolke styrelseslovens § 23 således, at kommunalbestyrelsesmedlemmets

ret

efter bestemmelsen er begrænset til de situationer, hvor medlemmet finder, at

udvalgsbeslutningen lider af en mangel, eller at sagen i øvrigt efter sit

indhold og karakter bør afgøres af kommunalbestyrelsen og ikke af det

pågældende udvalg.

Kommunalbestyrelsesmedlemmets ret efter bestemmelsen i § 23 er

således uafhængig af, om et flertal i kommunalbestyrelsen vurderer, at der

ikke

foreligger nogen saglig begrundelse for at indbringe sagen for

kommunalbestyrelsen.

Med venlig hilsen

Christian Schønau

Lignende dokumenter