Udtalelse om et tilsynsrådsmedlems adgang til at standse udførelsen af en beslutning truffet af tilsynsrådet og kræve sagen indbragt for Indenrigsministeriet til afgørelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udtalelse om et tilsynsrådsmedlems adgang til at standse
udførelsen af en beslutning truffet af tilsynsrådet og kræve sagen indbragt
for
Indenrigsministeriet til afgørelse
I brev af 14. marts 2000 (j.nr. 1999-931/31) har
Tilsynsrådet for Storstrøms Amt indbragt en sag vedrørende Næstved Kommunes
salg af et kommunalt areal til afgørelse af Indenrigsministeriet.
Det fremgår af brevet, at tilsynsrådet
behandlede sagen på sit møde den 25. februar 2000. Et flertal af rådets
medlemmer besluttede at tilslutte sig sekretariatets udkast til afgørelse. Et
medlem ønskede imidlertid sagen indbragt til afgørelse af
Indenrigsministeriet,
jf. § 50, stk. 2, 3. pkt., i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse
nr.
629 af 29. juni 2001).
På denne baggrund har Indenrigsministeriet
herefter behandlet sagen.
Indenrigsministeriet finder, at Næstved Byråd
handlede ulovligt ved at vælge foreningen Seniorparken som køber af det
omhandlede kommunale areal. Indenrigsministeriet lægger i den forbindelse
vægt
på, at kommunens ejendomsudvalg ved udformningen af udbudsmateriale i
forbindelse med salget anførte et udvælgelseskriterium, der ikke kan
betragtes
som sagligt, og at det pågældende kriterium derfor ikke lovligt kunne
begrunde,
at byrådet undlod at antage det højeste indkomne bud.
Indenrigsministeriet finder imidlertid ikke
grundlag for anlæggelse af erstatningssag mod medlemmer af Næstved Byråd.
Her følger en gennemgang af sagens baggrund og
Læs alt
en nærmere begrundelse for Indenrigsministeriets opfattelse.
Sagens
baggrund:
Det fremgår af sagen, at Poul Vind som formand
for en nyoprettet projektgruppe, senere foreningen Seniorparken, i juli 1998
rettede henvendelse til Næstved Kommune med henblik på at erhverve et nærmere
bestemt ubebygget areal i kommunen. Projektgruppen var nedsat med henblik på
at
søge et projekt vedrørende etablering af en række ældreboliger,
"Seniorparken", gennemført. Det blev fra projektgruppens side
fremhævet, at forberedelsen og gennemførelsen af projektet ville blive
gennemført
med inddragelse af en række aktører, herunder byggevareproducenter,
finansieringsinstitutter og forsknings- og udviklingsinstitutioner.
Udover at være formand for projektgruppen,
senere foreningen Seniorparken, var Poul Vind medlem af Næstved Byråd og
kommunens
ejendomsudvalg.
Det fremgår endvidere, at henvendelsen fra Poul
Vind blev behandlet i Næstved Kommunes ejendomsudvalg den 14. september 1998.
Poul Vind deltog ikke i udvalgets behandling af sagen. På mødet blev det
besluttet at udbyde det omhandlede areal offentligt i overensstemmelse med §
68
i den kommunale styrelseslov. Det blev endvidere besluttet at tilkendegive,
at
kommunen ved valg af køber ville tillægge det vægt, at kommunens boligtagere
var repræsenterede som tilbudsgivere.
Ved brev af 8. oktober 1998 oplyste formanden
for Næstved Kommunes ejendomsudvalg over for en lokal beboerforenings formand
-
på baggrund af en henvendelse fra denne - at udvalget ved vurderingen af,
hvem
der kunne opnå det omhandlede område, ville lægge vægt på, at området ville
blive anvendt til etablering af seniorboliger.
Af udbudsmaterialet, der blev udarbejdet med
henblik på salg af det omhandlede areal, fremgik bl.a., at arealet skulle
anvendes til etagebyggeri. Af den udarbejdede udbudsannonce fremgik følgende
om
udvælgelseskriterierne:
"Nærværende tilbud sker under forbehold af
byrådets godkendelse, hvorfor kommunen forbeholder sig at vælge frit mellem
de
indkomne tilbud eller at forkaste dem alle. Ud over budstørrelsen vil der
blive
lagt vægt på, at kommende boligtagere er repræsenterede som
tilbudsgiver."
Kommunen modtog herefter fire købstilbud.
Dansk Seniorbyg A/S bød i brev af 16. december
1998 på vegne af foreningen Seniorparken, Næstved, 1.802.000 kr. for arealet.
Det blev samtidig oplyst, at foreningen havde 98 medlemmer (husstande), der i
længere tid havde arbejdet med etablering af et seniorbofællesskab i Næstved.
Foreningen ønskede at erhverve arealet til opførelse af ejer- og
andelsboliger,
specielt for ældre. Foreningen forventede i bebyggelsen at skabe rammer for
selvskabte muligheder for nabokontakt, oplevelses- og
aktivitetsfællesskab.
O.C. Huset A/S bød i brev af 21. december 1998
900.000 kr. for arealet. Det blev samtidig tilkendegivet, at arealet ville
blive anvendt til opførelse af seniorboliger, og at firmaet i deres arkiv
havde
registreret flere potentielle købere.
Nybolig, Jørgen Knapmann I/S, bød i brev af 21.
december 1998 på vegne af Dahls Byg A/S 2.400.000 kr. for arealet. Det blev
samtidig oplyst, at firmaet på grund af den korte udbudsfase endnu ikke havde
kunnet indgå reelle aftaler med kommende boligtagere.
Danton A/S bød i brev af 22. december 1998
1.702.000 kr. for arealet. Det blev samtidig tilkendegivet, at firmaet
ønskede
at opføre 25-26 boliger, der var egnede til ældre og handicappede. Byggeriet
forventedes gennemført som andelslignende ejerlejligheder. Alternativt
foreslog
firmaet, at kommunen medvirkede til tilvejebringelse af en andelsboligkvote
med
henblik på etablering af en "selvgroet andelsboligforening", hvori
firmaet indgik som totalentreprenør. Det blev endvidere oplyst, at firmaet
havde annonceret i lokalpressen, og at firmaet havde registreret over 40
potentielle købere.
Ejendomsudvalget vedtog den 11. januar 1999 at
indhente fornyet bud fra de tre højestbydende tilbudsgivere inden sagens
fremsendelse til byrådet. Poul Vind deltog ikke i sagens behandling.
I breve af 12. januar 1999 blev de tre
højestbydende anmodet om at vurdere, om der var grundlag for et forhøjet
købstilbud, samt anmodet om at fremkomme med en række nærmere angivne
supplerende oplysninger. I brevet til Nybolig, Jørgen Knapmann I/S, der var
fremkommet med det højeste bud, blev der bl.a. anmodet om oplysninger om,
hvorvidt det var muligt at oplyse, hvilken kreds af boligtagere der
påregnedes
i bebyggelsen, samt om hvilke tiltag der var taget eller ville blive taget,
såfremt der påtænktes en vis grad af fællesskab.
Efterfølgende fremkom de tre tilbudsgivere med
forhøjede bud. Dansk Seniorbyg A/S var på foreningen Seniorparkens vegne med
sit forhøjede bud på 2.401.000 kr. fortsat næsthøjest bydende, mens Nybolig,
Jørgen Knapmann I/S, bød 2.500.000 kr. kontant. Nybolig, Jørgen Knapmann I/S,
oplyste samtidig, at såvel området som bebyggelsens størrelse og den
skitserede
udformning ansås for at henvende sig til seniorer - i alt fald familier uden
hjemmeboende børn. Det oplystes endvidere, at der efter underskrivelse af
slutseddel ville blive indrykket salgsannoncer i dagspressen, at
interesserede
boligtagere ville blive informeret om det fremlagte projekt, og at tilretning
af projektet sammen med kommende boligtagere ville blive gennemført, så en
vis
grad af fællesskab blev opnået.
Sagen blev på ny behandlet i ejendomsudvalget,
hvor et flertal af medlemmerne den 25. januar 1999 anbefalede salg af
ejendommen til Dansk Seniorbyg A/S på vegne af foreningen Seniorparken. Poul
Vind deltog fortsat ikke i sagens behandling.
Via økonomiudvalget blev sagen herefter
oversendt til behandling i byrådet.
Til brug for byrådets behandling af sagen blev
der af teknisk forvaltning udarbejdet notat af 4. februar 1999. Af notatet
fremgår bl.a. følgende:
"Regelgrundlaget er styrelseslovens § 68
med tilhørende bekendtgørelse og vejledning.
(...)
Det var ved udbuddet tilkendegivet, at ikke
alene prisen, men også at kommende boligtagere var repræsenteret som
tilbudsgiver, ville blive tillagt vægt ved vurderingen af tilbuddene.
Dette er i overensstemmelse med bekendtgørelsens
§ 6, stk. 2, da det må anses for en legitim kommunal interesse, at et af de
få
bynære arealer fortrinsvis anvendes i den boligpolitiske sammenhæng, at
beboere, der har fundet sammen om bofællesskabstanken, kan etablere boliger
nær
byens mange servicetilbud. Det er en klar styrke for dette synspunkt, at det
har været anført i annoncen.
(...)
Når byrådets afgørelse af, hvem der skal købe
ejendommen, foreligger, bør der søges sikkerhed for, at projektet gennemføres
i
overensstemmelse med de "boligtagertilkendegivelser", der er
afgivet.
Det er således min opfattelse, at sagens
behandling er udført inden for lovgivningens rammer, herunder under skyldig
hensyntagen til ligebehandlingsprincippet."
På et møde den 9. februar 1999 vedtog byrådet at
sælge ejendommen til Dansk Seniorbyg A/S på vegne af foreningen Seniorparken.
Poul Vind deltog ikke i sagens behandling.
Næstved Byråd underrettede i brev af 10. februar
1999 på foreningen Seniorparkens vegne Dansk Seniorbyg A/S om det besluttede.
De tre andre tilbudsgivere blev samtidig orienteret om, at byrådet havde
besluttet at handle til anden side.
I brev af 1. marts 1999 klagede Kasper Kyndsberg
og Lars Kronborg Jensen til Tilsynsrådet for Storstrøms Amt over byrådets
behandling af sagen, idet de ønskede tilsynsrådets vurdering af lovligheden
af
den trufne afgørelse.
I brevet anmodede de pågældende om besvarelse
af, hvorvidt det offentlige udbud havde været gennemført på en sådan måde, at
kun foreningen Seniorparken reelt havde haft mulighed for at afgive et
konditionsmæssigt tilbud. De pågældende anmodede endvidere om besvarelse af,
hvorvidt
Næstved Kommune havde været forpligtet til at antage det højeste bud, når
begge
højestbydende ønskede at opføre seniorboliger.
Foranlediget af brev af 16. marts 1999 fra
Tilsynsrådet for Storstrøms Amt anførte Næstved Byråd på byrådets flertals
vegne i brev af 17. maj 1999 bl.a. følgende vedrørende klagen:
"Der har i Næstved, som i en række andre
kommuner, gennem en periode været ønsker om at etablere boliger til "den
3. alder".
Da
økonomien sætter grænser for antallet af ældreboliger
eller almene boliger for ældre, og
da
der findes borgere, der har
økonomi til selv at afholde omkostningerne ved ældreegnede bebyggelser, der
bygger på en vis grad af fællesskab ("oldekoller"), og
da
sådanne fællesskaber antages at udskyde det tidspunkt, hvor bistand i hjemmet
indebærer udgifter for kommunen, fandt byrådet det hensigtsmæssigt at udbyde
den omhandlede grund med en sådan bebyggelse for øje, idet grunden er
beliggende ganske bynært og tæt ved bl.a. indkøbsmuligheder og sognegård.
Ved ejendomsudvalgets behandling af sagen den
11.1.1999 forelå 4 tilbud, og da der i annoncen var tilkendegivet, at der
ville
blive lagt vægt på såvel pris, som at fremtidige boligtagere ønskedes
repræsenteret ved tilbudsgivning, fandtes 3 af tilbuddene interessante.
Udvalget vedtog at tilskrive disse 3 for supplerende oplysninger/bud.
På baggrund af dette supplement vedtog udvalget
med 3 stemmer for og 1, der ønskede at stå frit ved byrådets behandling,
(sidste medlem har på intet tidspunkt deltaget i sagens behandling pga.
inhabilitet), at anbefale, at
grunden
blev afhændet til næsthøjestbydende for 2.401.00 kr. mod 2,5 mio. fra
højestbydende, idet flertallet fandt, at den etablerede forening bedst levede
op til kravet om, at kommende beboere skulle være repræsenteret ved
budgivningen.
Til brug for byrådets behandling af sagen den
9.2.1999 blev udarbejdet et notat om sagsforløbet, og byrådet vedtog med 13
stemmer for og 6 imod (1 fraværende og 1 deltog ikke i sagens behandling) at
tiltræde ejendomsudvalgets indstilling.
Det er Næstved Byråds opfattelse, at sagen har
været behandlet under iagttagelse af styrelseslovens § 68 med tilhørende
forskrifter, og at de der angivne hensyn fuldt ud er varetaget."
I brev af 15. juli 1999 klagede Niels Jakobsen
og Ole Andersson til Tilsynsrådet for Storstrøms Amt over byrådets behandling
af sagen. De pågældende ønskede tilsynsrådets vurdering af en række forhold i
forbindelse med det planlagte byggeri.
I brevet anførte klagerne bl.a., at
udbudsmaterialet var udformet, så det kunne passe til netop det byggeri,
foreningen Seniorparken ønskede at opføre. Klagerne så dette som et udtryk
for,
at Næstved Byråd fra sagens start ønskede at sælge det omhandlede areal til
foreningen Seniorparken. Efter klagernes opfattelse understøttedes dette af,
at
byrådet besluttede at sælge arealet til foreningen Seniorparken, uagtet at en
anden tilbudsgiver, der også opfyldte betingelserne i udbudsmaterialet, havde
afgivet et højere tilbud.
I brev af 26. juli 1999 anmodede Tilsynsrådet
for Storstrøms Amt Næstved Byråd om en udtalelse i anledning af klagen af 15.
juli 1999.
I brev af 21. september 1999 henledte Næstved
Byråd Tilsynsrådet for Storstrøms Amts opmærksomhed på den verserende sag,
indbragt af Lars Kronborg Jensen og Kasper Kyndsberg, herunder den af
kommunen
afgivne redegørelse af 17. maj 1999. Næstved Byråd anførte endvidere bl.a.
følgende:
"Det er korrekt - som tidligere oplyst - at
kommunen ønskede et byggeri på grunden i tråd med "Seniorparkens"
ideer. Dette afspejles naturligvis i udbudsmaterialet.
(...)
Sammenfattende finder kommunen ikke anledning
til at tage initiativer på baggrund af klagen af 15.7.1999."
I brev af 20. august 1999 til By- og
Boligministeriet anmodede Tilsynsrådet for Storstrøms Amt om en vejledende
udtalelse om, hvorvidt der i bestemmelser under ministeriets område er
hjemmel
til, at kommunen kan fremme opførelsen af kollektivlignende bebyggelser for
ældre, herunder tage hensyn til, at kommende boligtagere deltager aktivt i
udbuds- og projekteringsfasen.
By- og Boligministeriet oplyste i brev af 10.
september 1999 bl.a. følgende:
"...lov om almene boliger samt støttede
private andelsboliger m.v. alene i § 105 indeholder en bestemmelse om, at
kommunalbestyrelsen drager omsorg for, at der i nødvendigt omfang
tilvejebringes
almene ældreboliger, der kan udlejes til ældre og personer med handicap, som
har særligt behov for sådanne boliger. Ældreboligerne kan tillige
tilvejebringes som kommunalt finansierede boliger.
By- og Boligministeriets lovgivning indeholder
ingen bestemmelser om kommende boligtageres deltagelse i udbuds- og
projekteringsfasen."
I brev af 10. november 1999 til Miljø- og
Energiministeriet anmodede Tilsynsrådet for Storstrøms Amt om en vejledende
udtalelse om, hvorvidt Næstved Kommunes ønske om placering af selvhjulpne
ældrekollektiver i kommunen efter lov om planlægning kunne anses som en
saglig,
kommunal interesse, som kommunen som planmyndighed kunne varetage, f.eks. i
forbindelse med udformning af kommuneplan eller lokalplan.
Miljø- og Energiministeriet,
Landsplanafdelingen, oplyste i brev af 10. december 1999 bl.a. følgende:
"Planlovens § 15, stk. 2, indeholder en
opregning af de forhold, der kan optages bestemmelser om i en lokalplan, jf.
lovbekendtgørelse nr. 551 af 28. juni 1999.
Af § 15, stk. 2, nr. 2, fremgår, at der i en
lokalplan kan optages bestemmelser om områdets anvendelse, herunder om at
nærmere angivne arealer forbeholdes til offentlige formål.
Bestemmelsen giver hjemmel til at fastsætte
bestemmelser om et områdes anvendelse til f.eks. forskellige typer af
boligformål, så som åben lav boligbebyggelse, tæt lav boligbebyggelse og
etageboligbebyggelse.
En plan kan også forbeholde en bebyggelse til
bestemte kategorier af personer, såsom unge under uddannelse og ældre, men
det
forudsætter, at der er en saglig offentlig/kommunal begrundelse for det.
Det er således antaget i praksis, at en
lokalplan kan udlægge en ejendom til f.eks. ældreboliger, fordi
tilvejebringelsen af ældreboliger efter anden lovgivning er en kommunal
opgave.
Udlægges en ejendom til ældreboliger, vil det -
uanset om det anføres i lokalplanen - blive betragtet som et offentligt
formål,
således at en privat ejer efter bestemmelsen i planlovens § 48 kan forlange
ejendommen overtaget af kommunen.
En lokalplan kan derimod ikke udlægge en ejendom
til brug for bestemte juridiske eller fysiske personer eller i øvrigt
regulere
ejerforhold. Dog kan en lokalplan udlægge en ejendom til et bestemt
offentligt
formål, der forudsætter en bestemt ejer (eller bruger), som f.eks. anvendelse
til rådhus.
Planlovens bestemmelser giver efter
Landsplanafdelingens opfattelse ikke en selvstændig afgrænsning af, hvilke
boligsociale hensyn, der kan varetages i kommune- og lokalplanlægningen. En
afgrænsning må ske på grundlag af anden lovgivning.
Kommunens ønske om at støtte tilvejebringelsen
af et "oldekolle" forekommer velbegrundet også i planlægningsmæssig
sammenhæng. Det er imidlertid Landsplanafdelingens vurdering, at det ikke er
en
boligform, som direkte kan reguleres i kommune- og lokalplaner. Afdelingen
har
herved forudsat, at etablering af denne form for boliger ikke kan anses for
en
kommunal opgave efter anden lovgivning.
(...)
Landsplanafdelingen skal afslutningsvis bemærke,
at ovennævnte begrænsninger i muligheden for at lokalplanlægge for
"oldekoller" ikke er en hindring for, at det kan være en kommunal
opgave at begrænse udgifterne til bistand i hjemmet gennem fremme af
etablering
af "oldekoller" på andet grundlag."
Ifølge et telefonnotat oplyste en medarbejder i
Socialministeriet over for Tilsynsrådet for Storstrøms Amt den 14. december
1999, at der ikke i ministeriets lovgivning var belæg for at anse det for en
saglig, kommunal interesse at støtte private ældrekollektiver, heller ikke
med
henblik på eventuelle fremtidige besparelser.
Under tilsynsrådets behandling af sagen den 25.
februar 2000 besluttede et flertal af rådets medlemmer at tilslutte sig et
udkast til afgørelse, hvorefter byrådets beslutning om at sælge til
næsthøjestbydende måtte anses for at være i strid med bestemmelserne i § 6,
stk. 2, i udbudsbekendtgørelsen. Tilsynsrådet anså det imidlertid for
tvivlsomt, om betingelserne for at pålægge medlemmer af Næstved Byråd
erstatningsansvar var opfyldt. Tilsynsrådet besluttede på denne baggrund ikke
at foretage yderligere i sagen.
Et medlem af tilsynsrådet kunne imidlertid ikke
tilslutte sig udkastet og ønskede sagen indbragt til afgørelse af
Indenrigsministeriet, jf. styrelseslovens § 50, stk. 2.
På denne baggrund indbragte Tilsynsrådet for
Storstrøms Amt ved brev af 14. marts 2000 sagen til afgørelse af
Indenrigsministeriet.
Ved brev af 22. februar 2001 videresendte
Tilsynsrådet for Storstrøms Amt brev af 28. januar 2001 fra Kasper Kyndsberg
og
Lars Kronborg Jensen, hvori de pågældende spurgte til sagens behandling.
I brev af 7. august 2001 oplyste By- og
Boligministeriet over for Indenrigsministeriet, at By- og Boligministeriets
lovgivning som udgangspunkt indeholder en udtømmende regulering af
kommunernes
muligheder for at yde støtte til en almen boligorganisation, jf. bl.a. pkt.
23.4.6. i vejledning nr. 4130 af 27. december 1996 om drift af almene boliger
m.v. Denne lov regulerer imidlertid ikke en kommunes adgang til at yde støtte
til andre boligformer end almennyttigt boligbyggeri. By- og Boligministeriet
er
herefter af den opfattelse, at ministeriets lovgivning ikke regulerer, om en
kommune i forbindelse med salg af en kommunal grund kan lægge vægt på, om de
enkelte tilbudsgivere vil bebo de ejendomme, der skal opføres på grunden, om
beboerne vil etablere sig et bofællesskab eller lignende, og om beboerne er
seniorer.
Ved brev af 14. august 2001 videresendte
Tilsynsrådet for Storstrøms Amt brev af 30. juli 2001 fra Kasper Kyndsberg og
Lars Kronborg Jensen, hvori de pågældende på ny bragte sagen i erindring og
anmodede om oplysning om, hvornår de kunne forvente svar.
Indenrigsministeriets
udtalelse:
1. Grundlaget for Indenrigsministeriets
behandling af sagen er § 50, stk. 2, 3. pkt., i lov om kommunernes styrelse
(lovbekendtgørelse nr. 629 af 29. juni 2001). Bestemmelsen har følgende
ordlyd:
"Ethvert medlem af tilsynsrådet kan standse
udførelsen af en afgørelse, der er truffet af rådet, ved på mødet til
beslutningsprotokollen at erklære, at sagen ønskes indbragt til afgørelse af
indenrigsministeren."
Af bemærkningerne til lovforslaget til lov nr.
220 af 5. april 1989, hvorved bestemmelsen fik sin nuværende affattelse,
fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 4329):
"Efter gældende lovs § 50, stk. 2, 3. pkt.,
kan ethvert medlem af tilsynsrådet henskyde en sag til indenrigsministerens
afgørelse, uanset om tilsynsrådet har truffet beslutning i sagen. Da
bestemmelsens indhold i praksis har givet anledning til fortolkningstvivl,
foreslås det, at bestemmelsen i stedet formuleres som en
"standsningsret" svarende til den ret, der efter den gældende
bestemmelse i § 23 tilkommer ethvert udvalgsmedlem til at indbringe udvalgets
beslutninger for kommunalbestyrelsen. Herved får tilsynsrådsmedlemmerne en
ret
til at standse udførelsen af en afgørelse, der er truffet, ved at forlange
sagen indbragt til afgørelse af indenrigsministeren. Bestemmelsen omfatter
kun
tilfælde, hvor tilsynsrådet har truffet en egentlig afgørelse, der er
bindende
for kommunen, dvs. afgørelse om anvendelse af sanktioner, afgørelse om
godkendelse af kommunale fællesskaber m.v."
Det er efter denne bestemmelse en betingelse for
indbringelse af en sag til afgørelse af indenrigsministeren, at tilsynsrådet
først selv har truffet afgørelse. Bestemmelsen omfatter alene de tilfælde,
hvor
rådet har truffet en afgørelse, der er bindende for kommunen. Den i
bestemmelsen hjemlede standsningsret omfatter således de tilfælde, hvor
tilsynsrådet har truffet beslutning om anvendelse af sanktioner, jf. § 61 i
den
kommunale styrelseslov, eller beslutning i forbindelse med udøvelse af
godkendelsesbeføjelser, jf. eksempelvis § 60 i den kommunale styrelseslov om
tilsynsmyndighedernes godkendelse af aftaler m.v. vedrørende samarbejde
mellem
kommuner. Derimod kan bestemmelsen ikke anvendes i forbindelse med afgivelse
af
vejledende udtalelser, uanset om disse må anses for afgørelser i
forvaltningslovens forstand.
Der henvises til den kommenterede kommunale
styrelseslov, 2000, side 192.
Det er Indenrigsministeriets opfattelse, at den
i bestemmelsen hjemlede standsningsret tillige omfatter en situation som den
foreliggende, hvor tilsynsrådet har truffet beslutning om ikke at anlægge
erstatningssag mod medlemmer af en kommunalbestyrelse efter § 61, stk. 3, i
den
kommunale styrelseslov.
Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at
det efter Indenrigsministeriets opfattelse følger af de almindelige
forvaltningsretlige regler om tilbagekaldelse, at tilsynsrådets afgørelse om
ikke at anlægge erstatningssag mod medlemmer af en kommunalbestyrelse ikke
vil
kunne omgøres af tilsynsrådet, medmindre særlige forhold gør sig gældende.
2. Det tilsyn, som de kommunale
tilsynsmyndigheder - Indenrigsministeriet og de for hvert amt nedsatte
tilsynsråd - udøver over for kommunerne, er et retligt tilsyn. Tilsynet
omfatter kun spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af
lovgivningen,
herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 47 og § 61 i lov om
kommunernes styrelse.
De kommunale tilsynsmyndigheder kan ikke tage
stilling til, om kommunernes sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig,
eller til spørgsmål vedrørende skønsudøvelsen, så længe skønnet udøves inden
for de rammer, der er fastsat i lovgivningen.
Indenrigsministeriet har i forbindelse med
vurderingen af spørgsmålet om anlæggelse af en eventuel erstatningssag mod
medlemmer af Næstved Byråd efter den kommunale styrelseslovs § 61, stk. 3,
fundet anledning til at vurdere, om Næstved Byråd har tilsidesat lovgivningen
i
forbindelse med udformningen af udbudsmaterialet og det derpå følgende salg
af
det omhandlede areal til næsthøjestbydende tilbudsgiver.
Det tilføjes, at Tilsynsrådet for Storstrøms
Amts afgørelse af 25. februar 2000 herudover behandler en række
problemstillinger, der ikke har sammenhæng med spørgsmålet om anlæggelse af
erstatningssag. Indenrigsministeriet har ikke fundet grundlag for at antage,
at
tilsynsrådet ved afgørelsen af 25. februar 2000 for så vidt angår disse
spørgsmål har tilsidesat lovgivningen, eller at afgørelsen er udtryk for en
urigtig retsopfattelse eller hviler på et urigtigt faktisk grundlag.
3. En kommunal ejendom skal som udgangspunkt
sælges til markedsprisen, det vil sige til den højeste pris, der kan opnås i
handel og vandel. En kommunes salg til en pris, der er lavere end den højst
opnåelige, vil kun være lovlig i de tilfælde, hvor dette er begrundet i
hensynet til en saglig, kommunal interesse, jf. § 6, stk. 2, i bekendtgørelse
nr. 472 af 20. juni 1991 om offentligt udbud ved salg af kommunens faste
ejendomme (udbudsbekendtgørelsen). Der henvises endvidere i det hele til
Karsten Loiborg i Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 1994, side
477, Jens Garde og Jørgen Mathiassen, Kommunalret, 1991, side 56, Claus
Haagen
Jensen, Kommunalret, 1972, side 54, og den kommenterede kommunale
styrelseslov,
2000, side 273 f., men sml. Mogens Heide-Jørgensen, Den kommunale interesse,
1993, a.st., side 74 ff.
Næstved Kommune har som begrundelse for at sælge
det omhandlede areal til næsthøjestbydende tilbudsgiver anført, at denne
tilbudsgiver bedst levede op til kommunalbestyrelsens ønske om, at kommende
beboere skulle være repræsenteret ved tilbudsgivningen. Dette kriterium
fremgår
ligeledes af Næstved Kommunes udbudsannonce. Indenrigsministeriet har derfor
fundet anledning til at vurdere, om dette ønske lovligt har kunnet begrunde
udformningen af udbudsmaterialet og salget til næsthøjestbydende.
Det fremgår endvidere af sagsakterne, herunder
Næstved Kommunes tekniske forvaltnings notat af 4. februar 1999, at det
nævnte
kriterium må ses i sammenhæng med kommunalbestyrelsens ønske om, at "et
af
de få bynære arealer fortrinsvis anvendes i den boligpolitiske sammenhæng, at
beboere, der har fundet sammen om bofællesskabstanken, kan etablere boliger
nær
byens mange servicetilbud". Indenrigsministeriet har derfor også fundet
anledning til at vurdere, om dette ønske lovligt har kunnet begrunde
udformningen af udbudsmaterialet og salget til næsthøjestbydende. Endelig
giver
sagen Indenrigsministeriet anledning til at udtale sig om en kommunes adgang
til ved ejendomssalg at lægge vægt på, om arealet anvendes til seniorboliger.
Spørgsmålet om, hvorvidt en kommune i
forbindelse med salg af en kommunal grund lovligt kan lægge vægt på, om de
enkelte tilbudsgivere vil bebo de ejendomme, der skal opføres på grunden, er
ikke reguleret i den skrevne lovgivning. Det samme gælder spørgsmålet om,
hvorvidt en kommune kan lægge vægt på, om beboerne vil etablere sig i et
bofællesskab eller lignende, og om beboerne er seniorer. Det bemærkes herved,
at planlovgivningen ikke udtømmende regulerer spørgsmålet om, hvilke
begrænsninger der kan fastsættes i en kommune- eller lokalplan. Det bemærkes
også, at grundsalget i den pågældende sag ikke var omfattet af lov om almene
boliger (lovbekendtgørelse nr. 102 af 17. februar 1999 med senere ændringer).
Dette følger bl.a. af, at grunden ikke blev solgt til anvendelse netop med
henblik på opførelse af almene boliger, ligesom bl.a. det valgte tilbud
angav,
at man ville opføre både andels- og ejerboliger og dermed også en
boligejerskabsform, der ikke omfattes af den nævnte lov.
En kommunes adgang til som udvælgelseskriterier
mellem forskellige tilbudsgivere at lægge vægt på de nævnte hensyn må derfor
afgøres efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners
opgavevaretagelse - kommunalfuldmagtsreglerne - samt efter offentligretlige
retsgrundsætninger om saglighed i forvaltningen.
Planlægningsmæssige interesser er i kraft af
kommunernes rolle som planmyndighed efter planloven saglige, kommunale
interesser. En kommune kan derfor - inden for de rammer, som det konkrete
plangrundlag sætter - træffe beslutning om, at en ejendom, som kommunen
sælger,
skal anvendes til en bestemt type formål, f.eks. erhvervsformål eller
boligformål, ligesom en kommune i den forbindelse kan fastsætte vilkår eller
anvende udvælgelseskriterier, der skal sikre en vis boligstandard.
Det kan derimod ikke efter den almindelige
forvaltningsretlige grundsætning om saglighed i forvaltningen anses for
sagligt, at en kommune i forbindelse med et ejendomssalg fastsætter vilkår
eller anvender udvælgelseskriterier med henblik på at udelukke eller
favorisere
bestemte tilbudsgivere. Det bemærkes herved, at heller ikke planloven giver
hjemmel til, at der i en kommune- eller lokalplan kan fastsættes
begrænsninger
i en ejendoms ejer- eller brugerkreds, jf. Anne Birte Boeck,
Planlægningsloven
med kommentarer, side 127 og 146.
Det antages i de kommunale tilsynsmyndigheders
praksis, at kommuner efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om
kommuners opgavevaretagelse som udgangspunkt er afskåret fra at påtage sig
opgaver i relation til boligforsyningen, medmindre der er lovhjemmel hertil.
Der henvises til Karsten Loiborg, a.st., side 468.
Kommunerne kan dog med hjemmel i
kommunalfuldmagtsreglerne tilvejebringe boliger, herunder yde støtte til
tilvejebringelse af boliger, til visse persongrupper, der må antages at have
specielle boligbehov, og som på grund af særlige forhold må anses for at have
meget svært ved selv at tilvejebringe egnede boliger. Dette forudsætter dog,
at
kommunerne i anden sammenhæng har særlige forpligtelser over for disse
persongrupper, det vil sige forpligtelser, som kommunerne ikke har over for
kommunens øvrige borgere. Der henvises til den gengivelse af retsstillingen,
som findes i det lovforslag, der dannede grundlaget for loven om kommuners
adgang til at erhverve boliger for at fremme udlændinges integration, jf.
Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 10476 (bestemmelsen er nu optaget i
integrationslovens § 13).
En kommunalbestyrelse må således på grund af den
centrale placering, som kommunerne har i indsatsen over for bl.a. ældre, syge
og svagelige, have en vis frihed til at realisere en ældrepolitik, der
tilgodeser ønsket om, at de ældre kan forblive længst muligt i eget hjem
eller
i boliger med mindre institutionspræg end de traditionelle plejehjem. Det er
imidlertid en forudsætning herfor, at der ikke ved kommunens medvirken reelt
ydes uhjemlede lejetilskud til de pågældende beboere. Det er tillige en
forudsætning, at boligerne tilsigtes forbeholdt de ældre på grundlag af en
behovsvurdering. I de kommunale tilsynsmyndigheders praksis er det på den
baggrund lagt til grund, at en kommunalbestyrelse ikke har en generel adgang
til at påtage sig opgaver i relation til boligforsyningen af ældreboliger,
men
at der må foretage en konkret bedømmelse af de enkelte ældres særlige behov.
Det anførte hænger sammen med, at en kommune
ikke uden lovhjemmel kan tildele ydelser til enkeltpersoner, som er afgrænset
efter økonomiske eller andre sociale kriterier, jf. bl.a. Jens Garde og
Jørgen
Mathiassen, a.st., side 16 og 21, Erik Harder, Dansk kommunalforvaltning II,
1987, side 118 ff. (og med særlig henblik på udlejning af boliger side 148),
Claus Haagen Jensen, a.st., 1972, side 53, og kritisk Mogens Heide-Jørgensen,
a.st., side 88 og 290 f. Den behovsvurdering, der skal foretages i relation
til
de nævnte ældre m.v., kan således ikke uden særlig hjemmel relatere sig til
den
enkelte ældres økonomiske situation.
Det er i de kommunale tilsynsmyndigheders
praksis antaget, at hvor salg til en lavere pris end til den højst opnåelige
er
begrundet i hensynet til varetagelsen af en saglig kommunal interesse, er
kommunen forpligtet til ved salget at sikre, at den kommunale interesse
varetages, f.eks. ved aftale om rådighedsindskrænkninger over den overdragede
ejendom eller ved aftale om, at køberen forpligter sig til opførelse af et
bestemt byggeri eller til en bestemt anvendelse. I modsat fald løber kommunen
en risiko for, at de hensyn, der har begrundet en lavere pris, ikke
tilgodeses.
Samtidig vil køberen opnå en til prisreduktionen svarende formuefordel, der
eventuelt kan realiseres ved videresalg. Det er i den forbindelse lagt til
grund, at det forhold, at tilbudsgiverne fremlægger planer for udnyttelsen af
den udbudte ejendom, ikke udgør en tilstrækkelig tilsikring af den kommunale
interesse, der ønskes tilgodeset ved salget. Dette vil kun være tilfældet,
hvor
køberen retligt forpligtes til at gennemføre disse planer.
I den foreliggende sag fremgår det som anført
ovenfor af udbudsmaterialet, at Næstved Kommune som udvælgelseskriterium
ville
lægge vægt på, om kommende boligtagere blev repræsenteret som tilbudsgivere,
ligesom kriteriet efterfølgende blev anført som begrundelse for, at byrådet
ikke valgte at sælge til højestbydende.
Kriteriet vedrørende boligtagernes
repræsentation ved tilbudsgivningen indebar, at købere, som ikke selv ønskede
at bebo de ejendomme, der tænktes opført, ville blive stillet ringere. Dermed
opstod der en forskelsbehandling mellem forskellige mulige tilbudsgivere, som
var uafhængig af arealets fremtidige anvendelse. Kriteriet kan derfor ikke i
sig selv antages at varetage et sagligt hensyn.
Spørgsmålet er herefter, om kriteriet kan anses
for et lovligt middel til at fremme et sagligt, kommunalt formål.
Indenrigsministeriet har herved fundet anledning til at vurdere, om kriteriet
kan begrundes ud fra de af Næstved Byråd anførte ønsker om at fremme
henholdsvis bofællesskaber og seniorboliger.
Efter Indenrigsministeriets opfattelse giver det
anledning til tvivl, om det - uden for de tilfælde, der reguleres af
lovgivningen, herunder lov om almennyttige boliger - er et sagligt, kommunalt
hensyn helt generelt at fremme bofællesskaber frem for andre boligformer.
Indenrigsministeriet har imidlertid ikke i den
foreliggende sag fundet anledning til at tage stilling hertil. Det skyldes,
at
der efter ministeriets opfattelse ikke eksisterer nogen naturlig sammenhæng
mellem på den ene side et eventuelt ønske om at fremme bofællesskaber og på
den
anden side et kriterium, hvorefter boligtagere i videst muligt omfang skal
deltage i selve udformningen af købstilbuddet og forhandlinger herom med
kommunen, og at et sådant kriterium derfor under alle omstændigheder ikke
ville
være egnet til at fremme det angivne formål. At kommende boligtagere er
repræsenteret i tilbudsgivningen på et kommunalt udbud, kan ikke i sig selv
antages at skabe nogen formodning - endsige sikkerhed - for, at de enkelte
boligtagere i højere grad end ellers vil indgå i et indbyrdes socialt
fællesskab
m.v. Afgørende herfor må i givet fald i stedet være de fysiske og juridiske
rammer, der etableres for det pågældende boligområde, og om køberen
forpligtes
til at inddrage de kommende boligtagere i udformningen af boligerne og
eventuelle fællesarealer.
Det bemærkes også, at Næstved Byråd ikke i
forbindelse med salget af den omhandlede grund retligt forpligtede køberen
til
at opføre boliger med bofællesskabskarakter. Byrådet har dermed ikke
foretaget
den tilsikring af den kommunale interesse, der søgtes tilgodeset ved salget.
Indenrigsministeriet finder på den baggrund
ikke, at Næstved Byråds ønske om at fremme bofællesskaber lovligt har kunnet
begrunde udformningen af udbudsmaterialet og salget til næsthøjestbydende.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt
kriteriet vedrørende boligtagernes repræsentation ved tilbudsgivningen kan
begrundes i byrådets ønske om at fremme antallet af seniorboliger, bemærkes
følgende:
Som nævnt ovenfor kan en kommune med hjemmel i
kommunalfuldmagtsreglerne under visse betingelser tilvejebringe boliger til
ældre, som må antages at have specielle boligbehov, og som på grund af
særlige
forhold må anses for at have meget svært ved selv at tilvejebringe egnede
boliger.
I den foreliggende sag fremgår det imidlertid af
sagens akter, at Næstved Kommunes annoncering af udbuddet af det omhandlede
areal ikke indeholdt oplysninger om, at grunden skulle bebygges med boliger
til
ældre, ligesom det ikke fremgik, at de pågældende boliger skulle fordeles
mellem interesserede ældre på grundlag af en vurdering af disses behov.
Hverken
udbudsmaterialet eller den indgåede aftale indeholdt efter det for
ministeriet
foreliggende nogen sikring i form af rådighedsindskrænkning eller lignende
over
den overdragne ejendom, der forpligtede køberen af grunden til at tildele
ejendommen til ældre efter den nævnte behovsvurdering.
På den baggrund finder Indenrigsministeriet, at
udbudsmaterialet og de konkrete kontraktsvilkår ikke var udformet på en sådan
måde, at hensynet til at skabe boliger for ældre med særlige behov i den
konkrete situation lovligt kunne indgå som udvælgelseskriterium mellem
forskellige tilbudsgivere.
Det tilføjes, at der efter Indenrigsministeriets
opfattelse heller ikke eksisterer nogen naturlig sammenhæng mellem dette
hensyn
og det angivne kriterium vedrørende boligtagernes repræsentation ved
tilbudsgivningen.
Sammenfattende er det Indenrigsministeriets
opfattelse, at det ikke var sagligt, at Næstved Kommunes ejendomsudvalg optog
det angivne udvælgelseskriterium om boligtagernes repræsentation ved
tilbudsgivningen i udbudsmaterialet. Af samme grund finder ministeriet, at
det
angivne udvælgelseskriterium ikke lovligt har kunnet begrunde, at Næstved
Byråd
under henvisning hertil undlod at antage det højeste indkomne bud.
4. § 61, stk. 3, i den kommunale styrelseslov
har følgende ordlyd:
"Tilsynsmyndigheden kan anlægge
erstatningssag mod et kommunalbestyrelsesmedlem, som er ansvarlig for, at
kommunen er påført et tab."
Den kommunale styrelseslov angiver ikke, hvilke
betingelser der gælder for, at et kommunalbestyrelsesmedlem kan pålægges
erstatningsansvar. Det må afgøres i overensstemmelse med dansk rets
almindelige
erstatningsregler, om der er et ansvarsgrundlag. Dette betyder, at der skal
foreligge en uforsvarlig adfærd (beslutning eller undladelse), som kan
tilregnes det pågældende medlem som forsætlig eller uagtsom. Der skal
herudover
som forudselig følge af den forsætlige eller uagtsomme adfærd være opstået et
tab for kommunen i form af en skade på en interesse, der er
erstatningsretligt
beskyttet.
Der kan henvises til den kommenterede kommunale
styrelseslov, 2000, side 228 f.
Indenrigsministeriet lægger til grund, at de
medlemmer af Næstved Byråd, der var ansvarlige for beslutningen om salg af
det
omhandlede areal til foreningen Seniorparken, ved afgørelsen lagde vægt på,
at
foreningen var den tilbudsgiver, der bedst opfyldte forudsætningen om at
repræsentere kommende boligtagere.
Det lægges endvidere til grund, at der ikke ses
at være fremkommet udtalelser fra den kommunale forvaltning om mulige
betænkeligheder ved det i udbudsmaterialet anførte udvælgelseskriterium og
ved
et salg til andre end næsthøjestbydende. Det tillægges i den forbindelse
betydning, at det fremgår af teknisk forvaltnings notat af 4. februar 1999,
at
forudsætningen om kommende boligtageres repræsentation ved tilbudsgivningen
var
i overensstemmelse med udbudsbekendtgørelsens § 6, stk. 2.
Det er Indenrigsministeriets opfattelse, at det
ikke kan anses for oplagt, at teknisk forvaltnings notat af 4. februar 1999
er
forkert eller mangelfuldt. Det tillægges herved betydning, at vurderingen af
lovligheden af det anførte kriterium angår et ikke helt utvivlsomt
retsspørgsmål, der beror på en anvendelse af uskrevne retsgrundsætninger.
På denne baggrund finder Indenrigsministeriet
ikke, at der er fornødent grundlag for at statuere, at de byrådsmedlemmer,
der
stemte for salg af det omhandlede areal til foreningen Seniorparken frem for
til højestbydende, herved udviste en uforsvarlig adfærd, som kan tilregnes de
pågældende som forsætlig eller uagtsom.
Indenrigsministeriet har ved kopi af dette brev
orienteret Næstved Byråd om ministeriets opfattelse.
Indenrigsministeriet foretager herefter ikke
videre i sagen.
Med venlig hilsen
Christian Schønau
Lignende dokumenter
- Udtalelse om en kommunes adgang til at sælge en kommunal ejendom til næsthøjeste bud Retsinformation · 25. november 2002
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om fortolkning af kommunalbestyrelsens bevillingskompetence efter den kommunale styrelseslovs § 40 Retsinformation · 10. december 2003
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om træk på kommunens kassekredit ud over maksimum Retsinformation · 10. december 2003
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om Indenrigs- og Sundhedsministeriets kompetence i sager, hvor et tilsynsråd afviser at genoptage en allerede afgjort sag vedrørende erstatningsretlig bod, jf. § 61, stk. 4, samt en myndigheds pligt til at genoptage behandling af en sag Retsinformation · 10. december 2003
- Møn kommunes opførelse af klubhusbygning Retsinformation · 6. marts 2019
- Aktindsigt i kollektive aftaler om arbejdsforhold Retsinformation · 23. februar 2005