Spring til indhold

Retsinformation

Udtalelse om en kommunes adgang til at sælge en kommunal ejendom til næsthøjeste bud

UDT nr 9630 af 01/10/2001UdtalelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet25. november 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udtalelse om en kommunes adgang til at sælge en kommunal

ejendom til næsthøjeste bud

I brev af 14. marts 2000

(j.nr. 1999-931/31) har Tilsynsrådet for Storstrøms Amt indbragt en sag

vedrørende Næstved Kommunes salg af et kommunalt areal til afgørelse af

Indenrigsministeriet.

Det fremgår af brevet, at

tilsynsrådet behandlede sagen på sit møde den 25. februar 2000. Et flertal af

rådets medlemmer besluttede at tilslutte sig sekretariatets udkast til

afgørelse. Et medlem ønskede imidlertid sagen indbragt til afgørelse af

Indenrigsministeriet,

jf. § 50, stk. 2, 3. pkt., i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse

nr.

629 af 29. juni 2001).

På denne baggrund har

Indenrigsministeriet herefter behandlet sagen.

Indenrigsministeriet finder,

at Næstved Byråd handlede ulovligt ved at vælge foreningen Seniorparken som

køber af det omhandlede kommunale areal. Indenrigsministeriet lægger i den

forbindelse vægt på, at kommunens ejendomsudvalg ved udformningen af

udbudsmateriale

i forbindelse med salget anførte et udvælgelseskriterium, der ikke kan

betragtes som sagligt, og at det pågældende kriterium derfor ikke lovligt

kunne

begrunde, at byrådet undlod at antage det højeste indkomne bud.

Indenrigsministeriet finder

imidlertid ikke grundlag for anlæggelse af erstatningssag mod medlemmer af

Næstved Byråd.

Her følger en gennemgang af

sagens baggrund og en nærmere begrundelse for Indenrigsministeriets

Læs alt

opfattelse.

Sagens

baggrund:

Det fremgår af sagen, at

Poul Vind som formand for en nyoprettet projektgruppe, senere foreningen

Seniorparken, i juli 1998 rettede henvendelse til Næstved Kommune med henblik

på at erhverve et nærmere bestemt ubebygget areal i kommunen. Projektgruppen

var nedsat med henblik på at søge et projekt vedrørende etablering af en

række

ældreboliger, "Seniorparken", gennemført. Det blev fra

projektgruppens side fremhævet, at forberedelsen og gennemførelsen af

projektet

ville blive gennemført med inddragelse af en række aktører, herunder

byggevareproducenter, finansieringsinstitutter og forsknings- og

udviklingsinstitutioner.

Udover at være formand for

projektgruppen, senere foreningen Seniorparken, var Poul Vind medlem af

Næstved

Byråd og kommunens ejendomsudvalg.

Det fremgår endvidere, at

henvendelsen fra Poul Vind blev behandlet i Næstved Kommunes ejendomsudvalg

den

14. september 1998. Poul Vind deltog ikke i udvalgets behandling af sagen. På

mødet blev det besluttet at udbyde det omhandlede areal offentligt i

overensstemmelse

med § 68 i den kommunale styrelseslov. Det blev endvidere besluttet at

tilkendegive, at kommunen ved valg af køber ville tillægge det vægt, at

kommunens boligtagere var repræsenterede som tilbudsgivere.

Ved brev af 8. oktober 1998

oplyste formanden for Næstved Kommunes ejendomsudvalg over for en lokal

beboerforenings formand - på baggrund af en henvendelse fra denne - at

udvalget

ved vurderingen af, hvem der kunne opnå det omhandlede område, ville lægge

vægt

på, at området ville blive anvendt til etablering af seniorboliger.

Af udbudsmaterialet, der

blev udarbejdet med henblik på salg af det omhandlede areal, fremgik bl.a.,

at

arealet skulle anvendes til etagebyggeri. Af den udarbejdede udbudsannonce

fremgik følgende om udvælgelseskriterierne:

"Nærværende tilbud sker

under forbehold af byrådets godkendelse, hvorfor kommunen forbeholder sig at

vælge frit mellem de indkomne tilbud eller at forkaste dem alle. Ud over

budstørrelsen vil der blive lagt vægt på, at kommende boligtagere er

repræsenterede

som tilbudsgiver."

Kommunen modtog herefter

fire købstilbud.

Dansk Seniorbyg A/S bød i

brev af 16. december 1998 på vegne af foreningen Seniorparken, Næstved,

1.802.000 kr. for arealet. Det blev samtidig oplyst, at foreningen havde 98

medlemmer

(husstande), der i længere tid havde arbejdet med etablering af et

seniorbofællesskab i Næstved. Foreningen ønskede at erhverve arealet til

opførelse af ejer- og andelsboliger, specielt for ældre. Foreningen

forventede

i bebyggelsen at skabe rammer for selvskabte muligheder for nabokontakt,

oplevelses- og aktivitetsfællesskab.

O.C. Huset A/S bød i brev af

21. december 1998 900.000 kr. for arealet. Det blev samtidig tilkendegivet,

at

arealet ville blive anvendt til opførelse af seniorboliger, og at firmaet i

deres arkiv havde registreret flere potentielle købere.

Nybolig, Jørgen Knapmann

I/S, bød i brev af 21. december 1998 på vegne af Dahls Byg A/S 2.400.000 kr.

for arealet. Det blev samtidig oplyst, at firmaet på grund af den korte

udbudsfase endnu ikke havde kunnet indgå reelle aftaler med kommende

boligtagere.

Danton A/S bød i brev af 22.

december 1998 1.702.000 kr. for arealet. Det blev samtidig tilkendegivet, at

firmaet ønskede at opføre 25-26 boliger, der var egnede til ældre og

handicappede. Byggeriet forventedes gennemført som andelslignende

ejerlejligheder. Alternativt foreslog firmaet, at kommunen medvirkede til

tilvejebringelse af en andelsboligkvote med henblik på etablering af en

"selvgroet andelsboligforening", hvori firmaet indgik som

totalentreprenør. Det blev endvidere oplyst, at firmaet havde annonceret i

lokalpressen, og at firmaet havde registreret over 40 potentielle købere.

Ejendomsudvalget vedtog den

11. januar 1999 at indhente fornyet bud fra de tre højestbydende

tilbudsgivere

inden sagens fremsendelse til byrådet. Poul Vind deltog ikke i sagens

behandling.

I breve af 12. januar 1999

blev de tre højestbydende anmodet om at vurdere, om der var grundlag for et

forhøjet købstilbud, samt anmodet om at fremkomme med en række nærmere

angivne

supplerende oplysninger. I brevet til Nybolig, Jørgen Knapmann I/S, der var

fremkommet med det højeste bud, blev der bl.a. anmodet om oplysninger om,

hvorvidt det var muligt at oplyse, hvilken kreds af boligtagere der

påregnedes

i bebyggelsen, samt om hvilke tiltag der var taget eller ville blive taget,

såfremt der påtænktes en vis grad af fællesskab.

Efterfølgende fremkom de tre

tilbudsgivere med forhøjede bud. Dansk Seniorbyg A/S var på foreningen

Seniorparkens vegne med sit forhøjede bud på 2.401.000 kr. fortsat næsthøjest

bydende, mens Nybolig, Jørgen Knapmann I/S, bød 2.500.000 kr. kontant.

Nybolig,

Jørgen Knapmann I/S, oplyste samtidig, at såvel området som bebyggelsens

størrelse og den skitserede udformning ansås for at henvende sig til seniorer

-

i alt fald familier uden hjemmeboende børn. Det oplystes endvidere, at der

efter underskrivelse af slutseddel ville blive indrykket salgsannoncer i

dagspressen, at interesserede boligtagere ville blive informeret om det

fremlagte projekt, og at tilretning af projektet sammen med kommende

boligtagere ville blive gennemført, så en vis grad af fællesskab blev

opnået.

Sagen blev på ny behandlet i

ejendomsudvalget, hvor et flertal af medlemmerne den 25. januar 1999

anbefalede

salg af ejendommen til Dansk Seniorbyg A/S på vegne af foreningen

Seniorparken.

Poul Vind deltog fortsat ikke i sagens behandling.

Via økonomiudvalget blev

sagen herefter oversendt til behandling i byrådet.

Til brug for byrådets

behandling af sagen blev der af teknisk forvaltning udarbejdet notat af 4.

februar 1999. Af notatet fremgår bl.a. følgende:

"Regelgrundlaget er

styrelseslovens § 68 med tilhørende bekendtgørelse og vejledning.

(...)

Det var ved udbuddet

tilkendegivet, at ikke alene prisen, men også at kommende boligtagere var

repræsenteret som tilbudsgiver, ville blive tillagt vægt ved vurderingen af

tilbuddene.

Dette er i overensstemmelse

med bekendtgørelsens § 6, stk. 2, da det må anses for en legitim kommunal

interesse, at et af de få bynære arealer fortrinsvis anvendes i den

boligpolitiske sammenhæng, at beboere, der har fundet sammen om

bofællesskabstanken, kan etablere boliger nær byens mange servicetilbud. Det

er

en klar styrke for dette synspunkt, at det har været anført i annoncen.

(...)

Når byrådets afgørelse af,

hvem der skal købe ejendommen, foreligger, bør der søges sikkerhed for, at

projektet gennemføres i overensstemmelse med de

"boligtagertilkendegivelser", der er afgivet.

Det er således min

opfattelse, at sagens behandling er udført inden for lovgivningens rammer,

herunder under skyldig hensyntagen til ligebehandlingsprincippet."

På et møde den 9. februar

1999 vedtog byrådet at sælge ejendommen til Dansk Seniorbyg A/S på vegne af

foreningen Seniorparken. Poul Vind deltog ikke i sagens behandling.

Næstved Byråd underrettede i

brev af 10. februar 1999 på foreningen Seniorparkens vegne Dansk Seniorbyg

A/S

om det besluttede. De tre andre tilbudsgivere blev samtidig orienteret om, at

byrådet havde besluttet at handle til anden side.

I brev af 1. marts 1999

klagede Kasper Kyndsberg og Lars Kronborg Jensen til Tilsynsrådet for

Storstrøms Amt over byrådets behandling af sagen, idet de ønskede

tilsynsrådets

vurdering af lovligheden af den trufne afgørelse.

I brevet anmodede de

pågældende om besvarelse af, hvorvidt det offentlige udbud havde været

gennemført på en sådan måde, at kun foreningen Seniorparken reelt havde haft

mulighed for at afgive et konditionsmæssigt tilbud. De pågældende anmodede

endvidere om besvarelse af, hvorvidt Næstved Kommune havde været forpligtet

til

at antage det højeste bud, når begge højestbydende ønskede at opføre

seniorboliger.

Foranlediget af brev af 16.

marts 1999 fra Tilsynsrådet for Storstrøms Amt anførte Næstved Byråd på

byrådets flertals vegne i brev af 17. maj 1999 bl.a. følgende vedrørende

klagen:

"Der har i Næstved, som

i en række andre kommuner, gennem en periode været ønsker om at etablere

boliger til "den 3. alder". Da økonomien sætter grænser for

antallet

af ældreboliger eller almene boliger for ældre, og da der findes borgere, der

har økonomi til selv at afholde omkostningerne ved ældreegnede bebyggelser,

der

bygger på en vis grad af fællesskab ("oldekoller"), og da sådanne

fællesskaber antages at udskyde det tidspunkt, hvor bistand i hjemmet

indebærer

udgifter for kommunen, fandt byrådet det hensigtsmæssigt at udbyde den

omhandlede grund med en sådan bebyggelse for øje, idet grunden er beliggende

ganske bynært og tæt ved bl.a. indkøbsmuligheder og sognegård.

Ved ejendomsudvalgets

behandling af sagen den 11.1.1999 forelå 4 tilbud, og da der i annoncen var

tilkendegivet, at der ville blive lagt vægt på såvel pris, som at fremtidige

boligtagere ønskedes repræsenteret ved tilbudsgivning, fandtes 3 af

tilbuddene interessante.

Udvalget vedtog at tilskrive disse 3 for supplerende oplysninger/bud.

På baggrund af dette

supplement vedtog udvalget med 3 stemmer for og 1, der ønskede at stå frit

ved

byrådets behandling, (sidste medlem har på intet tidspunkt deltaget i sagens

behandling pga. inhabilitet), at anbefale, at

grunden blev afhændet til næsthøjestbydende for 2.401.00 kr. mod 2,5

mio. fra højestbydende, idet flertallet fandt, at den etablerede forening

bedst

levede op til kravet om, at kommende beboere skulle være repræsenteret ved

budgivningen.

Til brug for byrådets behandling

af sagen den 9.2.1999 blev udarbejdet et notat om sagsforløbet, og byrådet

vedtog med 13 stemmer for og 6 imod (1 fraværende og 1 deltog ikke i sagens

behandling) at tiltræde ejendomsudvalgets indstilling.

Det er Næstved Byråds

opfattelse, at sagen har været behandlet under iagttagelse af styrelseslovens

§

68 med tilhørende forskrifter, og at de der angivne hensyn fuldt ud er

varetaget."

I brev af 15. juli 1999

klagede Niels Jakobsen og Ole Andersson til Tilsynsrådet for Storstrøms Amt

over byrådets behandling af sagen. De pågældende ønskede tilsynsrådets

vurdering af en række forhold i forbindelse med det planlagte byggeri.

I brevet anførte klagerne

bl.a., at udbudsmaterialet var udformet, så det kunne passe til netop det

byggeri, foreningen Seniorparken ønskede at opføre. Klagerne så dette som et

udtryk for, at Næstved Byråd fra sagens start ønskede at sælge det omhandlede

areal til foreningen Seniorparken. Efter klagernes opfattelse understøttedes

dette af, at byrådet besluttede at sælge arealet til foreningen Seniorparken,

uagtet at en anden tilbudsgiver, der også opfyldte betingelserne i

udbudsmaterialet, havde afgivet et højere tilbud.

I brev af 26. juli 1999

anmodede Tilsynsrådet for Storstrøms Amt Næstved Byråd om en udtalelse i

anledning af klagen af 15. juli 1999.

I brev af 21. september 1999

henledte Næstved Byråd Tilsynsrådet for Storstrøms Amts opmærksomhed på den

verserende sag, indbragt af Lars Kronborg Jensen og Kasper Kyndsberg,

herunder

den af kommunen afgivne redegørelse af 17. maj 1999. Næstved Byråd anførte

endvidere bl.a. følgende:

"Det er korrekt - som

tidligere oplyst - at kommunen ønskede et byggeri på grunden i tråd med

"Seniorparkens" ideer. Dette afspejles naturligvis i

udbudsmaterialet.

(...)

Sammenfattende finder

kommunen ikke anledning til at tage initiativer på baggrund af klagen af

15.7.1999."

I brev af 20. august 1999

til By- og Boligministeriet anmodede Tilsynsrådet for Storstrøms Amt om en

vejledende udtalelse om, hvorvidt der i bestemmelser under ministeriets

område

er hjemmel til, at kommunen kan fremme opførelsen af kollektivlignende

bebyggelser for ældre, herunder tage hensyn til, at kommende boligtagere

deltager aktivt i udbuds- og projekteringsfasen.

By- og Boligministeriet

oplyste i brev af 10. september 1999 bl.a. følgende:

"...lov om almene

boliger samt støttede private andelsboliger m.v. alene i § 105 indeholder en

bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen drager omsorg for, at der i nødvendigt

omfang tilvejebringes almene ældreboliger, der kan udlejes til ældre og

personer med handicap, som har særligt behov for sådanne boliger.

Ældreboligerne kan tillige tilvejebringes som kommunalt finansierede boliger.

By- og Boligministeriets

lovgivning indeholder ingen bestemmelser om kommende boligtageres deltagelse

i

udbuds- og projekteringsfasen."

I brev af 10. november 1999

til Miljø- og Energiministeriet anmodede Tilsynsrådet for Storstrøms Amt om

en

vejledende udtalelse om, hvorvidt Næstved Kommunes ønske om placering af

selvhjulpne ældrekollektiver i kommunen efter lov om planlægning kunne anses

som en saglig, kommunal interesse, som kommunen som planmyndighed kunne

varetage, f.eks. i forbindelse med udformning af kommuneplan eller lokalplan.

Miljø- og Energiministeriet,

Landsplanafdelingen, oplyste i brev af 10. december 1999 bl.a. følgende:

"Planlovens § 15, stk.

2, indeholder en opregning af de forhold, der kan optages bestemmelser om i

en

lokalplan, jf. lovbekendtgørelse nr. 551 af 28. juni 1999.

Af § 15, stk. 2, nr. 2,

fremgår, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om områdets

anvendelse,

herunder om at nærmere angivne arealer forbeholdes til offentlige formål.

Bestemmelsen giver hjemmel

til at fastsætte bestemmelser om et områdes anvendelse til f.eks. forskellige

typer af boligformål, så som åben lav boligbebyggelse, tæt lav

boligbebyggelse

og etageboligbebyggelse.

En plan kan også forbeholde

en bebyggelse til bestemte kategorier af personer, såsom unge under

uddannelse

og ældre, men det forudsætter, at der er en saglig offentlig/kommunal

begrundelse for det.

Det er således antaget i

praksis, at en lokalplan kan udlægge en ejendom til f.eks. ældreboliger,

fordi

tilvejebringelsen af ældreboliger efter anden lovgivning er en kommunal

opgave.

Udlægges en ejendom til

ældreboliger, vil det - uanset om det anføres i lokalplanen - blive betragtet

som et offentligt formål, således at en privat ejer efter bestemmelsen i

planlovens § 48 kan forlange ejendommen overtaget af kommunen.

En lokalplan kan derimod

ikke udlægge en ejendom til brug for bestemte juridiske eller fysiske

personer

eller i øvrigt regulere ejerforhold. Dog kan en lokalplan udlægge en ejendom

til et bestemt offentligt formål, der forudsætter en bestemt ejer (eller

bruger), som f.eks. anvendelse til rådhus.

Planlovens bestemmelser

giver efter Landsplanafdelingens opfattelse ikke en selvstændig afgrænsning

af,

hvilke boligsociale hensyn, der kan varetages i kommune- og

lokalplanlægningen.

En afgrænsning må ske på grundlag af anden lovgivning.

Kommunens ønske om at støtte

tilvejebringelsen af et "oldekolle" forekommer velbegrundet også i

planlægningsmæssig sammenhæng. Det er imidlertid Landsplanafdelingens

vurdering, at det ikke er en boligform, som direkte kan reguleres i kommune-

og

lokalplaner. Afdelingen har herved forudsat, at etablering af denne form for

boliger ikke kan anses for en kommunal opgave efter anden lovgivning.

(...)

Landsplanafdelingen skal

afslutningsvis bemærke, at ovennævnte begrænsninger i muligheden for at

lokalplanlægge for "oldekoller" ikke er en hindring for, at det kan

være

en kommunal opgave at begrænse udgifterne til bistand i hjemmet gennem fremme

af etablering af "oldekoller" på andet grundlag."

Ifølge et telefonnotat

oplyste en medarbejder i Socialministeriet over for Tilsynsrådet for

Storstrøms

Amt den 14. december 1999, at der ikke i ministeriets lovgivning var belæg

for

at anse det for en saglig, kommunal interesse at støtte private

ældrekollektiver,

heller ikke med henblik på eventuelle fremtidige besparelser.

Under tilsynsrådets

behandling af sagen den 25. februar 2000 besluttede et flertal af rådets

medlemmer at tilslutte sig et udkast til afgørelse, hvorefter byrådets

beslutning om at sælge til næsthøjestbydende måtte anses for at være i strid

med bestemmelserne i § 6, stk. 2, i udbudsbekendtgørelsen. Tilsynsrådet anså

det imidlertid for tvivlsomt, om betingelserne for at pålægge medlemmer af

Næstved Byråd erstatningsansvar var opfyldt. Tilsynsrådet besluttede på denne

baggrund ikke at foretage yderligere i sagen.

Et medlem af tilsynsrådet

kunne imidlertid ikke tilslutte sig udkastet og ønskede sagen indbragt til

afgørelse af Indenrigsministeriet, jf. styrelseslovens § 50, stk. 2.

På denne baggrund indbragte

Tilsynsrådet for Storstrøms Amt ved brev af 14. marts 2000 sagen til

afgørelse

af Indenrigsministeriet.

Ved brev af 22. februar 2001

videresendte Tilsynsrådet for Storstrøms Amt brev af 28. januar 2001 fra

Kasper

Kyndsberg og Lars Kronborg Jensen, hvori de pågældende spurgte til sagens

behandling.

I brev af 7. august 2001

oplyste By- og Boligministeriet over for Indenrigsministeriet, at By- og

Boligministeriets lovgivning som udgangspunkt indeholder en udtømmende

regulering af kommunernes muligheder for at yde støtte til en almen

boligorganisation, jf. bl.a. pkt. 23.4.6. i vejledning nr. 4130 af 27.

december

1996 om drift af almene boliger m.v. Denne lov regulerer imidlertid ikke en

kommunes adgang til at yde støtte til andre boligformer end almennyttigt

boligbyggeri. By- og Boligministeriet er herefter af den opfattelse, at

ministeriets lovgivning ikke regulerer, om en kommune i forbindelse med salg

af

en kommunal grund kan lægge vægt på, om de enkelte tilbudsgivere vil bebo de

ejendomme, der skal opføres på grunden, om beboerne vil etablere sig et

bofællesskab eller lignende, og om beboerne er seniorer.

Ved brev af 14. august 2001

videresendte Tilsynsrådet for Storstrøms Amt brev af 30. juli 2001 fra Kasper

Kyndsberg og Lars Kronborg Jensen, hvori de pågældende på ny bragte sagen i

erindring og anmodede om oplysning om, hvornår de kunne forvente svar.

Indenrigsministeriets udtalelse:

1. Grundlaget for

Indenrigsministeriets behandling af sagen er § 50, stk. 2, 3. pkt., i lov om

kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 629 af 29. juni 2001).

Bestemmelsen

har følgende ordlyd:

"Ethvert medlem af

tilsynsrådet kan standse udførelsen af en afgørelse, der er truffet af rådet,

ved på mødet til beslutningsprotokollen at erklære, at sagen ønskes indbragt

til afgørelse af indenrigsministeren."

Af bemærkningerne til

lovforslaget til lov nr. 220 af 5. april 1989, hvorved bestemmelsen fik sin

nuværende affattelse, fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1988-89,

tillæg

A, sp. 4329):

"Efter gældende lovs §

50, stk. 2, 3. pkt., kan ethvert medlem af tilsynsrådet henskyde en sag til

indenrigsministerens afgørelse, uanset om tilsynsrådet har truffet beslutning

i

sagen. Da bestemmelsens indhold i praksis har givet anledning til

fortolkningstvivl,

foreslås det, at bestemmelsen i stedet formuleres som en

"standsningsret" svarende til den ret, der efter den gældende

bestemmelse i § 23 tilkommer ethvert udvalgsmedlem til at indbringe udvalgets

beslutninger for kommunalbestyrelsen. Herved får tilsynsrådsmedlemmerne en

ret

til at standse udførelsen af en afgørelse, der er truffet, ved at forlange

sagen indbragt til afgørelse af indenrigsministeren. Bestemmelsen omfatter

kun

tilfælde, hvor tilsynsrådet har truffet en egentlig afgørelse, der er

bindende

for kommunen, dvs. afgørelse om anvendelse af sanktioner, afgørelse om

godkendelse af kommunale fællesskaber m.v."

Det er efter denne bestemmelse

en betingelse for indbringelse af en sag til afgørelse af

indenrigsministeren,

at tilsynsrådet først selv har truffet afgørelse. Bestemmelsen omfatter alene

de tilfælde, hvor rådet har truffet en afgørelse, der er bindende for

kommunen.

Den i bestemmelsen hjemlede standsningsret omfatter således de tilfælde, hvor

tilsynsrådet har truffet beslutning om anvendelse af sanktioner, jf. § 61 i

den

kommunale styrelseslov, eller beslutning i forbindelse med udøvelse af

godkendelsesbeføjelser, jf. eksempelvis § 60 i den kommunale styrelseslov om

tilsynsmyndighedernes godkendelse af aftaler m.v. vedrørende samarbejde

mellem

kommuner. Derimod kan bestemmelsen ikke anvendes i forbindelse med afgivelse

af

vejledende udtalelser, uanset om disse må anses for afgørelser i

forvaltningslovens forstand.

Der henvises til den

kommenterede kommunale styrelseslov, 2000, side 192.

Det er Indenrigsministeriets

opfattelse, at den i bestemmelsen hjemlede standsningsret tillige omfatter en

situation som den foreliggende, hvor tilsynsrådet har truffet beslutning om

ikke at anlægge erstatningssag mod medlemmer af en kommunalbestyrelse efter §

61, stk. 3, i den kommunale styrelseslov.

Indenrigsministeriet har

herved lagt vægt på, at det efter Indenrigsministeriets opfattelse følger af

de

almindelige forvaltningsretlige regler om tilbagekaldelse, at tilsynsrådets

afgørelse om ikke at anlægge erstatningssag mod medlemmer af en

kommunalbestyrelse

ikke vil kunne omgøres af tilsynsrådet, medmindre særlige forhold gør sig

gældende.

2. Det tilsyn, som de

kommunale tilsynsmyndigheder - Indenrigsministeriet og de for hvert amt

nedsatte tilsynsråd - udøver over for kommunerne, er et retligt tilsyn.

Tilsynet omfatter kun spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse

af lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 47 og §

61

i lov om kommunernes styrelse.

De kommunale

tilsynsmyndigheder kan ikke tage stilling til, om kommunernes sagsbehandling

er

rimelig eller hensigtsmæssig, eller til spørgsmål vedrørende skønsudøvelsen,

så

længe skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen.

Indenrigsministeriet har i

forbindelse med vurderingen af spørgsmålet om anlæggelse af en eventuel

erstatningssag mod medlemmer af Næstved Byråd efter den kommunale

styrelseslovs

§ 61, stk. 3, fundet anledning til at vurdere, om Næstved Byråd har

tilsidesat

lovgivningen i forbindelse med udformningen af udbudsmaterialet og det derpå

følgende salg af det omhandlede areal til næsthøjestbydende tilbudsgiver.

Det tilføjes, at Tilsynsrådet

for Storstrøms Amts afgørelse af 25. februar 2000 herudover behandler en

række

problemstillinger, der ikke har sammenhæng med spørgsmålet om anlæggelse af

erstatningssag. Indenrigsministeriet har ikke fundet grundlag for at antage,

at

tilsynsrådet ved afgørelsen af 25. februar 2000 for så vidt angår disse

spørgsmål har tilsidesat lovgivningen, eller at afgørelsen er udtryk for en

urigtig retsopfattelse eller hviler på et urigtigt faktisk grundlag.

3. En kommunal ejendom skal

som udgangspunkt sælges til markedsprisen, det vil sige til den højeste pris,

der kan opnås i handel og vandel. En kommunes salg til en pris, der er lavere

end den højst opnåelige, vil kun være lovlig i de tilfælde, hvor dette er

begrundet i hensynet til en saglig, kommunal interesse, jf. § 6, stk. 2, i

bekendtgørelse nr. 472 af 20. juni 1991 om offentligt udbud ved salg af

kommunens faste ejendomme (udbudsbekendtgørelsen). Der henvises endvidere i

det

hele til Karsten Loiborg i Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret,

1994,

side 477, Jens Garde og Jørgen Mathiassen, Kommunalret, 1991, side 56, Claus

Haagen Jensen, Kommunalret, 1972, side 54, og den kommenterede kommunale

styrelseslov, 2000, side 273 f., men sml. Mogens Heide-Jørgensen, Den

kommunale

interesse, 1993, a.st., side 74 ff.

Næstved Kommune har som

begrundelse for at sælge det omhandlede areal til næsthøjestbydende

tilbudsgiver anført, at denne tilbudsgiver bedst levede op til

kommunalbestyrelsens ønske om, at kommende beboere skulle være repræsenteret

ved tilbudsgivningen. Dette kriterium fremgår ligeledes af Næstved Kommunes

udbudsannonce. Indenrigsministeriet har derfor fundet anledning til at

vurdere,

om dette ønske lovligt har kunnet begrunde udformningen af udbudsmaterialet

og

salget til næsthøjestbydende.

Det fremgår endvidere af

sagsakterne, herunder Næstved Kommunes tekniske forvaltnings notat af 4.

februar 1999, at det nævnte kriterium må ses i sammenhæng med

kommunalbestyrelsens ønske om, at "et af de få bynære arealer

fortrinsvis

anvendes i den boligpolitiske sammenhæng, at beboere, der har fundet sammen

om

bofællesskabstanken, kan etablere boliger nær byens mange

servicetilbud".

Indenrigsministeriet har derfor også fundet anledning til at vurdere, om

dette

ønske lovligt har kunnet begrunde udformningen af udbudsmaterialet og salget

til næsthøjestbydende. Endelig giver sagen Indenrigsministeriet anledning til

at udtale sig om en kommunes adgang til ved ejendomssalg at lægge vægt på, om

arealet anvendes til seniorboliger.

Spørgsmålet om, hvorvidt en

kommune i forbindelse med salg af en kommunal grund lovligt kan lægge vægt

på,

om de enkelte tilbudsgivere vil bebo de ejendomme, der skal opføres på

grunden,

er ikke reguleret i den skrevne lovgivning. Det samme gælder spørgsmålet om,

hvorvidt en kommune kan lægge vægt på, om beboerne vil etablere sig i et

bofællesskab eller lignende, og om beboerne er seniorer. Det bemærkes herved,

at planlovgivningen ikke udtømmende regulerer spørgsmålet om, hvilke

begrænsninger der kan fastsættes i en kommune- eller lokalplan. Det bemærkes

også, at grundsalget i den pågældende sag ikke var omfattet af lov om almene

boliger (lovbekendtgørelse nr. 102 af 17. februar 1999 med senere ændringer).

Dette følger bl.a. af, at grunden ikke blev solgt til anvendelse netop med

henblik på opførelse af almene boliger, ligesom bl.a. det valgte tilbud

angav,

at man ville opføre både andels- og ejerboliger og dermed også en

boligejerskabsform, der ikke omfattes af den nævnte lov.

En kommunes adgang til som

udvælgelseskriterier mellem forskellige tilbudsgivere at lægge vægt på de

nævnte hensyn må derfor afgøres efter almindelige kommunalretlige

grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse - kommunalfuldmagtsreglerne -

samt efter offentligretlige retsgrundsætninger om saglighed i forvaltningen.

Planlægningsmæssige

interesser er i kraft af kommunernes rolle som planmyndighed efter planloven

saglige, kommunale interesser. En kommune kan derfor - inden for de rammer,

som

det konkrete plangrundlag sætter - træffe beslutning om, at en ejendom, som

kommunen

sælger, skal anvendes til en bestemt type formål, f.eks. erhvervsformål eller

boligformål, ligesom en kommune i den forbindelse kan fastsætte vilkår eller

anvende udvælgelseskriterier, der skal sikre en vis boligstandard.

Det kan derimod ikke efter

den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om saglighed i forvaltningen

anses for sagligt, at en kommune i forbindelse med et ejendomssalg fastsætter

vilkår eller anvender udvælgelseskriterier med henblik på at udelukke eller

favorisere bestemte tilbudsgivere. Det bemærkes herved, at heller ikke

planloven giver hjemmel til, at der i en kommune- eller lokalplan kan

fastsættes begrænsninger i en ejendoms ejer- eller brugerkreds, jf. Anne

Birte

Boeck, Planlægningsloven med kommentarer, side 127 og 146.

Det antages i de kommunale

tilsynsmyndigheders praksis, at kommuner efter almindelige kommunalretlige

grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse som udgangspunkt er afskåret

fra

at påtage sig opgaver i relation til boligforsyningen, medmindre der er

lovhjemmel

hertil. Der henvises til Karsten Loiborg, a.st., side 468.

Kommunerne kan dog med

hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne tilvejebringe boliger, herunder yde

støtte

til tilvejebringelse af boliger, til visse persongrupper, der må antages at

have specielle boligbehov, og som på grund af særlige forhold må anses for at

have meget svært ved selv at tilvejebringe egnede boliger. Dette forudsætter

dog, at kommunerne i anden sammenhæng har særlige forpligtelser over for

disse

persongrupper, det vil sige forpligtelser, som kommunerne ikke har over for

kommunens øvrige borgere. Der henvises til den gengivelse af retsstillingen,

som findes i det lovforslag, der dannede grundlaget for loven om kommuners

adgang til at erhverve boliger for at fremme udlændinges integration, jf.

Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 10476 (bestemmelsen er nu optaget i

integrationslovens § 13).

En kommunalbestyrelse må

således på grund af den centrale placering, som kommunerne har i indsatsen

over

for bl.a. ældre, syge og svagelige, have en vis frihed til at realisere en

ældrepolitik, der tilgodeser ønsket om, at de ældre kan forblive længst

muligt

i eget hjem eller i boliger med mindre institutionspræg end de traditionelle

plejehjem. Det er imidlertid en forudsætning herfor, at der ikke ved

kommunens

medvirken reelt ydes uhjemlede lejetilskud til de pågældende beboere. Det er

tillige en forudsætning, at boligerne tilsigtes forbeholdt de ældre på

grundlag

af en behovsvurdering. I de kommunale tilsynsmyndigheders praksis er det på

den

baggrund lagt til grund, at en kommunalbestyrelse ikke har en generel adgang

til at påtage sig opgaver i relation til boligforsyningen af ældreboliger,

men

at der må foretage en konkret bedømmelse af de enkelte ældres særlige behov.

Det anførte hænger sammen

med, at en kommune ikke uden lovhjemmel kan tildele ydelser til

enkeltpersoner,

som er afgrænset efter økonomiske eller andre sociale kriterier, jf. bl.a.

Jens

Garde og Jørgen Mathiassen, a.st., side 16 og 21, Erik Harder, Dansk

kommunalforvaltning II, 1987, side 118 ff. (og med særlig henblik på

udlejning

af boliger side 148), Claus Haagen Jensen, a.st., 1972, side 53, og kritisk

Mogens Heide-Jørgensen, a.st., side 88 og 290 f. Den behovsvurdering, der

skal

foretages i relation til de nævnte ældre m.v., kan således ikke uden særlig

hjemmel relatere sig til den enkelte ældres økonomiske situation.

Det er i de kommunale

tilsynsmyndigheders praksis antaget, at hvor salg til en lavere pris end til

den højst opnåelige er begrundet i hensynet til varetagelsen af en saglig

kommunal interesse, er kommunen forpligtet til ved salget at sikre, at den

kommunale interesse varetages, f.eks. ved aftale om rådighedsindskrænkninger

over den overdragede ejendom eller ved aftale om, at køberen forpligter sig

til

opførelse af et bestemt byggeri eller til en bestemt anvendelse. I modsat

fald

løber kommunen en risiko for, at de hensyn, der har begrundet en lavere pris,

ikke tilgodeses. Samtidig vil køberen opnå en til prisreduktionen svarende

formuefordel, der eventuelt kan realiseres ved videresalg. Det er i den

forbindelse lagt til grund, at det forhold, at tilbudsgiverne fremlægger

planer

for udnyttelsen af den udbudte ejendom, ikke udgør en tilstrækkelig

tilsikring

af den kommunale interesse, der ønskes tilgodeset ved salget. Dette vil kun

være tilfældet, hvor køberen retligt forpligtes til at gennemføre disse

planer.

I den foreliggende sag

fremgår det som anført ovenfor af udbudsmaterialet, at Næstved Kommune som

udvælgelseskriterium ville lægge vægt på, om kommende boligtagere blev

repræsenteret som tilbudsgivere, ligesom kriteriet efterfølgende blev anført

som begrundelse for, at byrådet ikke valgte at sælge til højestbydende.

Kriteriet vedrørende

boligtagernes repræsentation ved tilbudsgivningen indebar, at købere, som

ikke

selv ønskede at bebo de ejendomme, der tænktes opført, ville blive stillet

ringere. Dermed opstod der en forskelsbehandling mellem forskellige mulige

tilbudsgivere,

som var uafhængig af arealets fremtidige anvendelse. Kriteriet kan derfor

ikke

i sig selv antages at varetage et sagligt hensyn.

Spørgsmålet er herefter, om

kriteriet kan anses for et lovligt middel til at fremme et sagligt, kommunalt

formål. Indenrigsministeriet har herved fundet anledning til at vurdere, om

kriteriet kan begrundes ud fra de af Næstved Byråd anførte ønsker om at

fremme

henholdsvis bofællesskaber og seniorboliger.

Efter Indenrigsministeriets

opfattelse giver det anledning til tvivl, om det - uden for de tilfælde, der

reguleres af lovgivningen, herunder lov om almennyttige boliger - er et

sagligt, kommunalt hensyn helt generelt at fremme bofællesskaber frem for

andre

boligformer.

Indenrigsministeriet har

imidlertid ikke i den foreliggende sag fundet anledning til at tage stilling

hertil. Det skyldes, at der efter ministeriets opfattelse ikke eksisterer

nogen

naturlig sammenhæng mellem på den ene side et eventuelt ønske om at fremme

bofællesskaber og på den anden side et kriterium, hvorefter boligtagere i

videst muligt omfang skal deltage i selve udformningen af købstilbuddet og

forhandlinger herom med kommunen, og at et sådant kriterium derfor under alle

omstændigheder ikke ville være egnet til at fremme det angivne formål. At

kommende boligtagere er repræsenteret i tilbudsgivningen på et kommunalt

udbud,

kan ikke i sig selv antages at skabe nogen formodning - endsige sikkerhed -

for, at de enkelte boligtagere i højere grad end ellers vil indgå i et

indbyrdes socialt fællesskab m.v. Afgørende herfor må i givet fald i stedet

være de fysiske og juridiske rammer, der etableres for det pågældende

boligområde, og om køberen forpligtes til at inddrage de kommende boligtagere

i

udformningen af boligerne og eventuelle fællesarealer.

Det bemærkes også, at

Næstved Byråd ikke i forbindelse med salget af den omhandlede grund retligt

forpligtede køberen til at opføre boliger med bofællesskabskarakter. Byrådet

har dermed ikke foretaget den tilsikring af den kommunale interesse, der

søgtes

tilgodeset ved salget.

Indenrigsministeriet finder

på den baggrund ikke, at Næstved Byråds ønske om at fremme bofællesskaber

lovligt har kunnet begrunde udformningen af udbudsmaterialet og salget til

næsthøjestbydende.

For så vidt angår

spørgsmålet om, hvorvidt kriteriet vedrørende boligtagernes repræsentation

ved

tilbudsgivningen kan begrundes i byrådets ønske om at fremme antallet af

seniorboliger, bemærkes følgende:

Som nævnt ovenfor kan en

kommune med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne under visse betingelser

tilvejebringe boliger til ældre, som må antages at have specielle boligbehov,

og som på grund af særlige forhold må anses for at have meget svært ved selv

at

tilvejebringe egnede boliger.

I den foreliggende sag

fremgår det imidlertid af sagens akter, at Næstved Kommunes annoncering af

udbuddet af det omhandlede areal ikke indeholdt oplysninger om, at grunden

skulle bebygges med boliger til ældre, ligesom det ikke fremgik, at de

pågældende boliger skulle fordeles mellem interesserede ældre på grundlag af

en

vurdering af disses behov. Hverken udbudsmaterialet eller den indgåede aftale

indeholdt efter det for ministeriet foreliggende nogen sikring i form af

rådighedsindskrænkning eller lignende over den overdragne ejendom, der

forpligtede køberen af grunden til at tildele ejendommen til ældre efter den

nævnte behovsvurdering.

På den baggrund finder

Indenrigsministeriet, at udbudsmaterialet og de konkrete kontraktsvilkår ikke

var udformet på en sådan måde, at hensynet til at skabe boliger for ældre med

særlige behov i den konkrete situation lovligt kunne indgå som

udvælgelseskriterium

mellem forskellige tilbudsgivere.

Det tilføjes, at der efter

Indenrigsministeriets opfattelse heller ikke eksisterer nogen naturlig

sammenhæng mellem dette hensyn og det angivne kriterium vedrørende

boligtagernes repræsentation ved tilbudsgivningen.

Sammenfattende er det

Indenrigsministeriets opfattelse, at det ikke var sagligt, at Næstved

Kommunes

ejendomsudvalg optog det angivne udvælgelseskriterium om boligtagernes

repræsentation ved tilbudsgivningen i udbudsmaterialet. Af samme grund finder

ministeriet, at det angivne udvælgelseskriterium ikke lovligt har kunnet

begrunde, at Næstved Byråd under henvisning hertil undlod at antage det

højeste

indkomne bud.

4. § 61, stk. 3, i den

kommunale styrelseslov har følgende ordlyd:

"Tilsynsmyndigheden kan

anlægge erstatningssag mod et kommunalbestyrelsesmedlem, som er ansvarlig

for,

at kommunen er påført et tab."

Den kommunale styrelseslov

angiver ikke, hvilke betingelser der gælder for, at et

kommunalbestyrelsesmedlem kan pålægges erstatningsansvar. Det må afgøres i

overensstemmelse med dansk rets almindelige erstatningsregler, om der er et

ansvarsgrundlag. Dette betyder, at der skal foreligge en uforsvarlig adfærd

(beslutning eller undladelse), som kan tilregnes det pågældende medlem som

forsætlig eller uagtsom. Der skal herudover som forudselig følge af den

forsætlige eller uagtsomme adfærd være opstået et tab for kommunen i form af

en

skade på en interesse, der er erstatningsretligt beskyttet.

Der kan henvises til den

kommenterede kommunale styrelseslov, 2000, side 228 f.

Indenrigsministeriet lægger

til grund, at de medlemmer af Næstved Byråd, der var ansvarlige for

beslutningen om salg af det omhandlede areal til foreningen Seniorparken, ved

afgørelsen lagde vægt på, at foreningen var den tilbudsgiver, der bedst

opfyldte forudsætningen om at repræsentere kommende boligtagere.

Det lægges endvidere til

grund, at der ikke ses at være fremkommet udtalelser fra den kommunale

forvaltning om mulige betænkeligheder ved det i udbudsmaterialet anførte

udvælgelseskriterium og ved et salg til andre end næsthøjestbydende. Det

tillægges i den forbindelse betydning, at det fremgår af teknisk forvaltnings

notat af 4. februar 1999, at forudsætningen om kommende boligtageres

repræsentation ved tilbudsgivningen var i overensstemmelse med

udbudsbekendtgørelsens

§ 6, stk. 2.

Det er Indenrigsministeriets

opfattelse, at det ikke kan anses for oplagt, at teknisk forvaltnings notat

af

4. februar 1999 er forkert eller mangelfuldt. Det tillægges herved betydning,

at vurderingen af lovligheden af det anførte kriterium angår et ikke helt

utvivlsomt retsspørgsmål, der beror på en anvendelse af uskrevne

retsgrundsætninger.

På denne baggrund finder

Indenrigsministeriet ikke, at der er fornødent grundlag for at statuere, at

de

byrådsmedlemmer, der stemte for salg af det omhandlede areal til foreningen

Seniorparken frem for til højestbydende, herved udviste en uforsvarlig

adfærd,

som kan tilregnes de pågældende som forsætlig eller uagtsom.

Indenrigsministeriet har ved

kopi af dette brev orienteret Næstved Byråd om ministeriets opfattelse.

Indenrigsministeriet

foretager herefter ikke videre i sagen.

Med venlig hilsen

Christian Schønau

Lignende dokumenter