Udtalelse om en kommunes adgang til at sælge en kommunal ejendom til næsthøjeste bud
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udtalelse om en kommunes adgang til at sælge en kommunal
ejendom til næsthøjeste bud
I brev af 14. marts 2000
(j.nr. 1999-931/31) har Tilsynsrådet for Storstrøms Amt indbragt en sag
vedrørende Næstved Kommunes salg af et kommunalt areal til afgørelse af
Indenrigsministeriet.
Det fremgår af brevet, at
tilsynsrådet behandlede sagen på sit møde den 25. februar 2000. Et flertal af
rådets medlemmer besluttede at tilslutte sig sekretariatets udkast til
afgørelse. Et medlem ønskede imidlertid sagen indbragt til afgørelse af
Indenrigsministeriet,
jf. § 50, stk. 2, 3. pkt., i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse
nr.
629 af 29. juni 2001).
På denne baggrund har
Indenrigsministeriet herefter behandlet sagen.
Indenrigsministeriet finder,
at Næstved Byråd handlede ulovligt ved at vælge foreningen Seniorparken som
køber af det omhandlede kommunale areal. Indenrigsministeriet lægger i den
forbindelse vægt på, at kommunens ejendomsudvalg ved udformningen af
udbudsmateriale
i forbindelse med salget anførte et udvælgelseskriterium, der ikke kan
betragtes som sagligt, og at det pågældende kriterium derfor ikke lovligt
kunne
begrunde, at byrådet undlod at antage det højeste indkomne bud.
Indenrigsministeriet finder
imidlertid ikke grundlag for anlæggelse af erstatningssag mod medlemmer af
Næstved Byråd.
Her følger en gennemgang af
sagens baggrund og en nærmere begrundelse for Indenrigsministeriets
Læs alt
opfattelse.
Sagens
baggrund:
Det fremgår af sagen, at
Poul Vind som formand for en nyoprettet projektgruppe, senere foreningen
Seniorparken, i juli 1998 rettede henvendelse til Næstved Kommune med henblik
på at erhverve et nærmere bestemt ubebygget areal i kommunen. Projektgruppen
var nedsat med henblik på at søge et projekt vedrørende etablering af en
række
ældreboliger, "Seniorparken", gennemført. Det blev fra
projektgruppens side fremhævet, at forberedelsen og gennemførelsen af
projektet
ville blive gennemført med inddragelse af en række aktører, herunder
byggevareproducenter, finansieringsinstitutter og forsknings- og
udviklingsinstitutioner.
Udover at være formand for
projektgruppen, senere foreningen Seniorparken, var Poul Vind medlem af
Næstved
Byråd og kommunens ejendomsudvalg.
Det fremgår endvidere, at
henvendelsen fra Poul Vind blev behandlet i Næstved Kommunes ejendomsudvalg
den
14. september 1998. Poul Vind deltog ikke i udvalgets behandling af sagen. På
mødet blev det besluttet at udbyde det omhandlede areal offentligt i
overensstemmelse
med § 68 i den kommunale styrelseslov. Det blev endvidere besluttet at
tilkendegive, at kommunen ved valg af køber ville tillægge det vægt, at
kommunens boligtagere var repræsenterede som tilbudsgivere.
Ved brev af 8. oktober 1998
oplyste formanden for Næstved Kommunes ejendomsudvalg over for en lokal
beboerforenings formand - på baggrund af en henvendelse fra denne - at
udvalget
ved vurderingen af, hvem der kunne opnå det omhandlede område, ville lægge
vægt
på, at området ville blive anvendt til etablering af seniorboliger.
Af udbudsmaterialet, der
blev udarbejdet med henblik på salg af det omhandlede areal, fremgik bl.a.,
at
arealet skulle anvendes til etagebyggeri. Af den udarbejdede udbudsannonce
fremgik følgende om udvælgelseskriterierne:
"Nærværende tilbud sker
under forbehold af byrådets godkendelse, hvorfor kommunen forbeholder sig at
vælge frit mellem de indkomne tilbud eller at forkaste dem alle. Ud over
budstørrelsen vil der blive lagt vægt på, at kommende boligtagere er
repræsenterede
som tilbudsgiver."
Kommunen modtog herefter
fire købstilbud.
Dansk Seniorbyg A/S bød i
brev af 16. december 1998 på vegne af foreningen Seniorparken, Næstved,
1.802.000 kr. for arealet. Det blev samtidig oplyst, at foreningen havde 98
medlemmer
(husstande), der i længere tid havde arbejdet med etablering af et
seniorbofællesskab i Næstved. Foreningen ønskede at erhverve arealet til
opførelse af ejer- og andelsboliger, specielt for ældre. Foreningen
forventede
i bebyggelsen at skabe rammer for selvskabte muligheder for nabokontakt,
oplevelses- og aktivitetsfællesskab.
O.C. Huset A/S bød i brev af
21. december 1998 900.000 kr. for arealet. Det blev samtidig tilkendegivet,
at
arealet ville blive anvendt til opførelse af seniorboliger, og at firmaet i
deres arkiv havde registreret flere potentielle købere.
Nybolig, Jørgen Knapmann
I/S, bød i brev af 21. december 1998 på vegne af Dahls Byg A/S 2.400.000 kr.
for arealet. Det blev samtidig oplyst, at firmaet på grund af den korte
udbudsfase endnu ikke havde kunnet indgå reelle aftaler med kommende
boligtagere.
Danton A/S bød i brev af 22.
december 1998 1.702.000 kr. for arealet. Det blev samtidig tilkendegivet, at
firmaet ønskede at opføre 25-26 boliger, der var egnede til ældre og
handicappede. Byggeriet forventedes gennemført som andelslignende
ejerlejligheder. Alternativt foreslog firmaet, at kommunen medvirkede til
tilvejebringelse af en andelsboligkvote med henblik på etablering af en
"selvgroet andelsboligforening", hvori firmaet indgik som
totalentreprenør. Det blev endvidere oplyst, at firmaet havde annonceret i
lokalpressen, og at firmaet havde registreret over 40 potentielle købere.
Ejendomsudvalget vedtog den
11. januar 1999 at indhente fornyet bud fra de tre højestbydende
tilbudsgivere
inden sagens fremsendelse til byrådet. Poul Vind deltog ikke i sagens
behandling.
I breve af 12. januar 1999
blev de tre højestbydende anmodet om at vurdere, om der var grundlag for et
forhøjet købstilbud, samt anmodet om at fremkomme med en række nærmere
angivne
supplerende oplysninger. I brevet til Nybolig, Jørgen Knapmann I/S, der var
fremkommet med det højeste bud, blev der bl.a. anmodet om oplysninger om,
hvorvidt det var muligt at oplyse, hvilken kreds af boligtagere der
påregnedes
i bebyggelsen, samt om hvilke tiltag der var taget eller ville blive taget,
såfremt der påtænktes en vis grad af fællesskab.
Efterfølgende fremkom de tre
tilbudsgivere med forhøjede bud. Dansk Seniorbyg A/S var på foreningen
Seniorparkens vegne med sit forhøjede bud på 2.401.000 kr. fortsat næsthøjest
bydende, mens Nybolig, Jørgen Knapmann I/S, bød 2.500.000 kr. kontant.
Nybolig,
Jørgen Knapmann I/S, oplyste samtidig, at såvel området som bebyggelsens
størrelse og den skitserede udformning ansås for at henvende sig til seniorer
-
i alt fald familier uden hjemmeboende børn. Det oplystes endvidere, at der
efter underskrivelse af slutseddel ville blive indrykket salgsannoncer i
dagspressen, at interesserede boligtagere ville blive informeret om det
fremlagte projekt, og at tilretning af projektet sammen med kommende
boligtagere ville blive gennemført, så en vis grad af fællesskab blev
opnået.
Sagen blev på ny behandlet i
ejendomsudvalget, hvor et flertal af medlemmerne den 25. januar 1999
anbefalede
salg af ejendommen til Dansk Seniorbyg A/S på vegne af foreningen
Seniorparken.
Poul Vind deltog fortsat ikke i sagens behandling.
Via økonomiudvalget blev
sagen herefter oversendt til behandling i byrådet.
Til brug for byrådets
behandling af sagen blev der af teknisk forvaltning udarbejdet notat af 4.
februar 1999. Af notatet fremgår bl.a. følgende:
"Regelgrundlaget er
styrelseslovens § 68 med tilhørende bekendtgørelse og vejledning.
(...)
Det var ved udbuddet
tilkendegivet, at ikke alene prisen, men også at kommende boligtagere var
repræsenteret som tilbudsgiver, ville blive tillagt vægt ved vurderingen af
tilbuddene.
Dette er i overensstemmelse
med bekendtgørelsens § 6, stk. 2, da det må anses for en legitim kommunal
interesse, at et af de få bynære arealer fortrinsvis anvendes i den
boligpolitiske sammenhæng, at beboere, der har fundet sammen om
bofællesskabstanken, kan etablere boliger nær byens mange servicetilbud. Det
er
en klar styrke for dette synspunkt, at det har været anført i annoncen.
(...)
Når byrådets afgørelse af,
hvem der skal købe ejendommen, foreligger, bør der søges sikkerhed for, at
projektet gennemføres i overensstemmelse med de
"boligtagertilkendegivelser", der er afgivet.
Det er således min
opfattelse, at sagens behandling er udført inden for lovgivningens rammer,
herunder under skyldig hensyntagen til ligebehandlingsprincippet."
På et møde den 9. februar
1999 vedtog byrådet at sælge ejendommen til Dansk Seniorbyg A/S på vegne af
foreningen Seniorparken. Poul Vind deltog ikke i sagens behandling.
Næstved Byråd underrettede i
brev af 10. februar 1999 på foreningen Seniorparkens vegne Dansk Seniorbyg
A/S
om det besluttede. De tre andre tilbudsgivere blev samtidig orienteret om, at
byrådet havde besluttet at handle til anden side.
I brev af 1. marts 1999
klagede Kasper Kyndsberg og Lars Kronborg Jensen til Tilsynsrådet for
Storstrøms Amt over byrådets behandling af sagen, idet de ønskede
tilsynsrådets
vurdering af lovligheden af den trufne afgørelse.
I brevet anmodede de
pågældende om besvarelse af, hvorvidt det offentlige udbud havde været
gennemført på en sådan måde, at kun foreningen Seniorparken reelt havde haft
mulighed for at afgive et konditionsmæssigt tilbud. De pågældende anmodede
endvidere om besvarelse af, hvorvidt Næstved Kommune havde været forpligtet
til
at antage det højeste bud, når begge højestbydende ønskede at opføre
seniorboliger.
Foranlediget af brev af 16.
marts 1999 fra Tilsynsrådet for Storstrøms Amt anførte Næstved Byråd på
byrådets flertals vegne i brev af 17. maj 1999 bl.a. følgende vedrørende
klagen:
"Der har i Næstved, som
i en række andre kommuner, gennem en periode været ønsker om at etablere
boliger til "den 3. alder". Da økonomien sætter grænser for
antallet
af ældreboliger eller almene boliger for ældre, og da der findes borgere, der
har økonomi til selv at afholde omkostningerne ved ældreegnede bebyggelser,
der
bygger på en vis grad af fællesskab ("oldekoller"), og da sådanne
fællesskaber antages at udskyde det tidspunkt, hvor bistand i hjemmet
indebærer
udgifter for kommunen, fandt byrådet det hensigtsmæssigt at udbyde den
omhandlede grund med en sådan bebyggelse for øje, idet grunden er beliggende
ganske bynært og tæt ved bl.a. indkøbsmuligheder og sognegård.
Ved ejendomsudvalgets
behandling af sagen den 11.1.1999 forelå 4 tilbud, og da der i annoncen var
tilkendegivet, at der ville blive lagt vægt på såvel pris, som at fremtidige
boligtagere ønskedes repræsenteret ved tilbudsgivning, fandtes 3 af
tilbuddene interessante.
Udvalget vedtog at tilskrive disse 3 for supplerende oplysninger/bud.
På baggrund af dette
supplement vedtog udvalget med 3 stemmer for og 1, der ønskede at stå frit
ved
byrådets behandling, (sidste medlem har på intet tidspunkt deltaget i sagens
behandling pga. inhabilitet), at anbefale, at
grunden blev afhændet til næsthøjestbydende for 2.401.00 kr. mod 2,5
mio. fra højestbydende, idet flertallet fandt, at den etablerede forening
bedst
levede op til kravet om, at kommende beboere skulle være repræsenteret ved
budgivningen.
Til brug for byrådets behandling
af sagen den 9.2.1999 blev udarbejdet et notat om sagsforløbet, og byrådet
vedtog med 13 stemmer for og 6 imod (1 fraværende og 1 deltog ikke i sagens
behandling) at tiltræde ejendomsudvalgets indstilling.
Det er Næstved Byråds
opfattelse, at sagen har været behandlet under iagttagelse af styrelseslovens
§
68 med tilhørende forskrifter, og at de der angivne hensyn fuldt ud er
varetaget."
I brev af 15. juli 1999
klagede Niels Jakobsen og Ole Andersson til Tilsynsrådet for Storstrøms Amt
over byrådets behandling af sagen. De pågældende ønskede tilsynsrådets
vurdering af en række forhold i forbindelse med det planlagte byggeri.
I brevet anførte klagerne
bl.a., at udbudsmaterialet var udformet, så det kunne passe til netop det
byggeri, foreningen Seniorparken ønskede at opføre. Klagerne så dette som et
udtryk for, at Næstved Byråd fra sagens start ønskede at sælge det omhandlede
areal til foreningen Seniorparken. Efter klagernes opfattelse understøttedes
dette af, at byrådet besluttede at sælge arealet til foreningen Seniorparken,
uagtet at en anden tilbudsgiver, der også opfyldte betingelserne i
udbudsmaterialet, havde afgivet et højere tilbud.
I brev af 26. juli 1999
anmodede Tilsynsrådet for Storstrøms Amt Næstved Byråd om en udtalelse i
anledning af klagen af 15. juli 1999.
I brev af 21. september 1999
henledte Næstved Byråd Tilsynsrådet for Storstrøms Amts opmærksomhed på den
verserende sag, indbragt af Lars Kronborg Jensen og Kasper Kyndsberg,
herunder
den af kommunen afgivne redegørelse af 17. maj 1999. Næstved Byråd anførte
endvidere bl.a. følgende:
"Det er korrekt - som
tidligere oplyst - at kommunen ønskede et byggeri på grunden i tråd med
"Seniorparkens" ideer. Dette afspejles naturligvis i
udbudsmaterialet.
(...)
Sammenfattende finder
kommunen ikke anledning til at tage initiativer på baggrund af klagen af
15.7.1999."
I brev af 20. august 1999
til By- og Boligministeriet anmodede Tilsynsrådet for Storstrøms Amt om en
vejledende udtalelse om, hvorvidt der i bestemmelser under ministeriets
område
er hjemmel til, at kommunen kan fremme opførelsen af kollektivlignende
bebyggelser for ældre, herunder tage hensyn til, at kommende boligtagere
deltager aktivt i udbuds- og projekteringsfasen.
By- og Boligministeriet
oplyste i brev af 10. september 1999 bl.a. følgende:
"...lov om almene
boliger samt støttede private andelsboliger m.v. alene i § 105 indeholder en
bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen drager omsorg for, at der i nødvendigt
omfang tilvejebringes almene ældreboliger, der kan udlejes til ældre og
personer med handicap, som har særligt behov for sådanne boliger.
Ældreboligerne kan tillige tilvejebringes som kommunalt finansierede boliger.
By- og Boligministeriets
lovgivning indeholder ingen bestemmelser om kommende boligtageres deltagelse
i
udbuds- og projekteringsfasen."
I brev af 10. november 1999
til Miljø- og Energiministeriet anmodede Tilsynsrådet for Storstrøms Amt om
en
vejledende udtalelse om, hvorvidt Næstved Kommunes ønske om placering af
selvhjulpne ældrekollektiver i kommunen efter lov om planlægning kunne anses
som en saglig, kommunal interesse, som kommunen som planmyndighed kunne
varetage, f.eks. i forbindelse med udformning af kommuneplan eller lokalplan.
Miljø- og Energiministeriet,
Landsplanafdelingen, oplyste i brev af 10. december 1999 bl.a. følgende:
"Planlovens § 15, stk.
2, indeholder en opregning af de forhold, der kan optages bestemmelser om i
en
lokalplan, jf. lovbekendtgørelse nr. 551 af 28. juni 1999.
Af § 15, stk. 2, nr. 2,
fremgår, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om områdets
anvendelse,
herunder om at nærmere angivne arealer forbeholdes til offentlige formål.
Bestemmelsen giver hjemmel
til at fastsætte bestemmelser om et områdes anvendelse til f.eks. forskellige
typer af boligformål, så som åben lav boligbebyggelse, tæt lav
boligbebyggelse
og etageboligbebyggelse.
En plan kan også forbeholde
en bebyggelse til bestemte kategorier af personer, såsom unge under
uddannelse
og ældre, men det forudsætter, at der er en saglig offentlig/kommunal
begrundelse for det.
Det er således antaget i
praksis, at en lokalplan kan udlægge en ejendom til f.eks. ældreboliger,
fordi
tilvejebringelsen af ældreboliger efter anden lovgivning er en kommunal
opgave.
Udlægges en ejendom til
ældreboliger, vil det - uanset om det anføres i lokalplanen - blive betragtet
som et offentligt formål, således at en privat ejer efter bestemmelsen i
planlovens § 48 kan forlange ejendommen overtaget af kommunen.
En lokalplan kan derimod
ikke udlægge en ejendom til brug for bestemte juridiske eller fysiske
personer
eller i øvrigt regulere ejerforhold. Dog kan en lokalplan udlægge en ejendom
til et bestemt offentligt formål, der forudsætter en bestemt ejer (eller
bruger), som f.eks. anvendelse til rådhus.
Planlovens bestemmelser
giver efter Landsplanafdelingens opfattelse ikke en selvstændig afgrænsning
af,
hvilke boligsociale hensyn, der kan varetages i kommune- og
lokalplanlægningen.
En afgrænsning må ske på grundlag af anden lovgivning.
Kommunens ønske om at støtte
tilvejebringelsen af et "oldekolle" forekommer velbegrundet også i
planlægningsmæssig sammenhæng. Det er imidlertid Landsplanafdelingens
vurdering, at det ikke er en boligform, som direkte kan reguleres i kommune-
og
lokalplaner. Afdelingen har herved forudsat, at etablering af denne form for
boliger ikke kan anses for en kommunal opgave efter anden lovgivning.
(...)
Landsplanafdelingen skal
afslutningsvis bemærke, at ovennævnte begrænsninger i muligheden for at
lokalplanlægge for "oldekoller" ikke er en hindring for, at det kan
være
en kommunal opgave at begrænse udgifterne til bistand i hjemmet gennem fremme
af etablering af "oldekoller" på andet grundlag."
Ifølge et telefonnotat
oplyste en medarbejder i Socialministeriet over for Tilsynsrådet for
Storstrøms
Amt den 14. december 1999, at der ikke i ministeriets lovgivning var belæg
for
at anse det for en saglig, kommunal interesse at støtte private
ældrekollektiver,
heller ikke med henblik på eventuelle fremtidige besparelser.
Under tilsynsrådets
behandling af sagen den 25. februar 2000 besluttede et flertal af rådets
medlemmer at tilslutte sig et udkast til afgørelse, hvorefter byrådets
beslutning om at sælge til næsthøjestbydende måtte anses for at være i strid
med bestemmelserne i § 6, stk. 2, i udbudsbekendtgørelsen. Tilsynsrådet anså
det imidlertid for tvivlsomt, om betingelserne for at pålægge medlemmer af
Næstved Byråd erstatningsansvar var opfyldt. Tilsynsrådet besluttede på denne
baggrund ikke at foretage yderligere i sagen.
Et medlem af tilsynsrådet
kunne imidlertid ikke tilslutte sig udkastet og ønskede sagen indbragt til
afgørelse af Indenrigsministeriet, jf. styrelseslovens § 50, stk. 2.
På denne baggrund indbragte
Tilsynsrådet for Storstrøms Amt ved brev af 14. marts 2000 sagen til
afgørelse
af Indenrigsministeriet.
Ved brev af 22. februar 2001
videresendte Tilsynsrådet for Storstrøms Amt brev af 28. januar 2001 fra
Kasper
Kyndsberg og Lars Kronborg Jensen, hvori de pågældende spurgte til sagens
behandling.
I brev af 7. august 2001
oplyste By- og Boligministeriet over for Indenrigsministeriet, at By- og
Boligministeriets lovgivning som udgangspunkt indeholder en udtømmende
regulering af kommunernes muligheder for at yde støtte til en almen
boligorganisation, jf. bl.a. pkt. 23.4.6. i vejledning nr. 4130 af 27.
december
1996 om drift af almene boliger m.v. Denne lov regulerer imidlertid ikke en
kommunes adgang til at yde støtte til andre boligformer end almennyttigt
boligbyggeri. By- og Boligministeriet er herefter af den opfattelse, at
ministeriets lovgivning ikke regulerer, om en kommune i forbindelse med salg
af
en kommunal grund kan lægge vægt på, om de enkelte tilbudsgivere vil bebo de
ejendomme, der skal opføres på grunden, om beboerne vil etablere sig et
bofællesskab eller lignende, og om beboerne er seniorer.
Ved brev af 14. august 2001
videresendte Tilsynsrådet for Storstrøms Amt brev af 30. juli 2001 fra Kasper
Kyndsberg og Lars Kronborg Jensen, hvori de pågældende på ny bragte sagen i
erindring og anmodede om oplysning om, hvornår de kunne forvente svar.
Indenrigsministeriets udtalelse:
1. Grundlaget for
Indenrigsministeriets behandling af sagen er § 50, stk. 2, 3. pkt., i lov om
kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 629 af 29. juni 2001).
Bestemmelsen
har følgende ordlyd:
"Ethvert medlem af
tilsynsrådet kan standse udførelsen af en afgørelse, der er truffet af rådet,
ved på mødet til beslutningsprotokollen at erklære, at sagen ønskes indbragt
til afgørelse af indenrigsministeren."
Af bemærkningerne til
lovforslaget til lov nr. 220 af 5. april 1989, hvorved bestemmelsen fik sin
nuværende affattelse, fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1988-89,
tillæg
A, sp. 4329):
"Efter gældende lovs §
50, stk. 2, 3. pkt., kan ethvert medlem af tilsynsrådet henskyde en sag til
indenrigsministerens afgørelse, uanset om tilsynsrådet har truffet beslutning
i
sagen. Da bestemmelsens indhold i praksis har givet anledning til
fortolkningstvivl,
foreslås det, at bestemmelsen i stedet formuleres som en
"standsningsret" svarende til den ret, der efter den gældende
bestemmelse i § 23 tilkommer ethvert udvalgsmedlem til at indbringe udvalgets
beslutninger for kommunalbestyrelsen. Herved får tilsynsrådsmedlemmerne en
ret
til at standse udførelsen af en afgørelse, der er truffet, ved at forlange
sagen indbragt til afgørelse af indenrigsministeren. Bestemmelsen omfatter
kun
tilfælde, hvor tilsynsrådet har truffet en egentlig afgørelse, der er
bindende
for kommunen, dvs. afgørelse om anvendelse af sanktioner, afgørelse om
godkendelse af kommunale fællesskaber m.v."
Det er efter denne bestemmelse
en betingelse for indbringelse af en sag til afgørelse af
indenrigsministeren,
at tilsynsrådet først selv har truffet afgørelse. Bestemmelsen omfatter alene
de tilfælde, hvor rådet har truffet en afgørelse, der er bindende for
kommunen.
Den i bestemmelsen hjemlede standsningsret omfatter således de tilfælde, hvor
tilsynsrådet har truffet beslutning om anvendelse af sanktioner, jf. § 61 i
den
kommunale styrelseslov, eller beslutning i forbindelse med udøvelse af
godkendelsesbeføjelser, jf. eksempelvis § 60 i den kommunale styrelseslov om
tilsynsmyndighedernes godkendelse af aftaler m.v. vedrørende samarbejde
mellem
kommuner. Derimod kan bestemmelsen ikke anvendes i forbindelse med afgivelse
af
vejledende udtalelser, uanset om disse må anses for afgørelser i
forvaltningslovens forstand.
Der henvises til den
kommenterede kommunale styrelseslov, 2000, side 192.
Det er Indenrigsministeriets
opfattelse, at den i bestemmelsen hjemlede standsningsret tillige omfatter en
situation som den foreliggende, hvor tilsynsrådet har truffet beslutning om
ikke at anlægge erstatningssag mod medlemmer af en kommunalbestyrelse efter §
61, stk. 3, i den kommunale styrelseslov.
Indenrigsministeriet har
herved lagt vægt på, at det efter Indenrigsministeriets opfattelse følger af
de
almindelige forvaltningsretlige regler om tilbagekaldelse, at tilsynsrådets
afgørelse om ikke at anlægge erstatningssag mod medlemmer af en
kommunalbestyrelse
ikke vil kunne omgøres af tilsynsrådet, medmindre særlige forhold gør sig
gældende.
2. Det tilsyn, som de
kommunale tilsynsmyndigheder - Indenrigsministeriet og de for hvert amt
nedsatte tilsynsråd - udøver over for kommunerne, er et retligt tilsyn.
Tilsynet omfatter kun spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse
af lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 47 og §
61
i lov om kommunernes styrelse.
De kommunale
tilsynsmyndigheder kan ikke tage stilling til, om kommunernes sagsbehandling
er
rimelig eller hensigtsmæssig, eller til spørgsmål vedrørende skønsudøvelsen,
så
længe skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen.
Indenrigsministeriet har i
forbindelse med vurderingen af spørgsmålet om anlæggelse af en eventuel
erstatningssag mod medlemmer af Næstved Byråd efter den kommunale
styrelseslovs
§ 61, stk. 3, fundet anledning til at vurdere, om Næstved Byråd har
tilsidesat
lovgivningen i forbindelse med udformningen af udbudsmaterialet og det derpå
følgende salg af det omhandlede areal til næsthøjestbydende tilbudsgiver.
Det tilføjes, at Tilsynsrådet
for Storstrøms Amts afgørelse af 25. februar 2000 herudover behandler en
række
problemstillinger, der ikke har sammenhæng med spørgsmålet om anlæggelse af
erstatningssag. Indenrigsministeriet har ikke fundet grundlag for at antage,
at
tilsynsrådet ved afgørelsen af 25. februar 2000 for så vidt angår disse
spørgsmål har tilsidesat lovgivningen, eller at afgørelsen er udtryk for en
urigtig retsopfattelse eller hviler på et urigtigt faktisk grundlag.
3. En kommunal ejendom skal
som udgangspunkt sælges til markedsprisen, det vil sige til den højeste pris,
der kan opnås i handel og vandel. En kommunes salg til en pris, der er lavere
end den højst opnåelige, vil kun være lovlig i de tilfælde, hvor dette er
begrundet i hensynet til en saglig, kommunal interesse, jf. § 6, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 472 af 20. juni 1991 om offentligt udbud ved salg af
kommunens faste ejendomme (udbudsbekendtgørelsen). Der henvises endvidere i
det
hele til Karsten Loiborg i Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret,
1994,
side 477, Jens Garde og Jørgen Mathiassen, Kommunalret, 1991, side 56, Claus
Haagen Jensen, Kommunalret, 1972, side 54, og den kommenterede kommunale
styrelseslov, 2000, side 273 f., men sml. Mogens Heide-Jørgensen, Den
kommunale
interesse, 1993, a.st., side 74 ff.
Næstved Kommune har som
begrundelse for at sælge det omhandlede areal til næsthøjestbydende
tilbudsgiver anført, at denne tilbudsgiver bedst levede op til
kommunalbestyrelsens ønske om, at kommende beboere skulle være repræsenteret
ved tilbudsgivningen. Dette kriterium fremgår ligeledes af Næstved Kommunes
udbudsannonce. Indenrigsministeriet har derfor fundet anledning til at
vurdere,
om dette ønske lovligt har kunnet begrunde udformningen af udbudsmaterialet
og
salget til næsthøjestbydende.
Det fremgår endvidere af
sagsakterne, herunder Næstved Kommunes tekniske forvaltnings notat af 4.
februar 1999, at det nævnte kriterium må ses i sammenhæng med
kommunalbestyrelsens ønske om, at "et af de få bynære arealer
fortrinsvis
anvendes i den boligpolitiske sammenhæng, at beboere, der har fundet sammen
om
bofællesskabstanken, kan etablere boliger nær byens mange
servicetilbud".
Indenrigsministeriet har derfor også fundet anledning til at vurdere, om
dette
ønske lovligt har kunnet begrunde udformningen af udbudsmaterialet og salget
til næsthøjestbydende. Endelig giver sagen Indenrigsministeriet anledning til
at udtale sig om en kommunes adgang til ved ejendomssalg at lægge vægt på, om
arealet anvendes til seniorboliger.
Spørgsmålet om, hvorvidt en
kommune i forbindelse med salg af en kommunal grund lovligt kan lægge vægt
på,
om de enkelte tilbudsgivere vil bebo de ejendomme, der skal opføres på
grunden,
er ikke reguleret i den skrevne lovgivning. Det samme gælder spørgsmålet om,
hvorvidt en kommune kan lægge vægt på, om beboerne vil etablere sig i et
bofællesskab eller lignende, og om beboerne er seniorer. Det bemærkes herved,
at planlovgivningen ikke udtømmende regulerer spørgsmålet om, hvilke
begrænsninger der kan fastsættes i en kommune- eller lokalplan. Det bemærkes
også, at grundsalget i den pågældende sag ikke var omfattet af lov om almene
boliger (lovbekendtgørelse nr. 102 af 17. februar 1999 med senere ændringer).
Dette følger bl.a. af, at grunden ikke blev solgt til anvendelse netop med
henblik på opførelse af almene boliger, ligesom bl.a. det valgte tilbud
angav,
at man ville opføre både andels- og ejerboliger og dermed også en
boligejerskabsform, der ikke omfattes af den nævnte lov.
En kommunes adgang til som
udvælgelseskriterier mellem forskellige tilbudsgivere at lægge vægt på de
nævnte hensyn må derfor afgøres efter almindelige kommunalretlige
grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse - kommunalfuldmagtsreglerne -
samt efter offentligretlige retsgrundsætninger om saglighed i forvaltningen.
Planlægningsmæssige
interesser er i kraft af kommunernes rolle som planmyndighed efter planloven
saglige, kommunale interesser. En kommune kan derfor - inden for de rammer,
som
det konkrete plangrundlag sætter - træffe beslutning om, at en ejendom, som
kommunen
sælger, skal anvendes til en bestemt type formål, f.eks. erhvervsformål eller
boligformål, ligesom en kommune i den forbindelse kan fastsætte vilkår eller
anvende udvælgelseskriterier, der skal sikre en vis boligstandard.
Det kan derimod ikke efter
den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om saglighed i forvaltningen
anses for sagligt, at en kommune i forbindelse med et ejendomssalg fastsætter
vilkår eller anvender udvælgelseskriterier med henblik på at udelukke eller
favorisere bestemte tilbudsgivere. Det bemærkes herved, at heller ikke
planloven giver hjemmel til, at der i en kommune- eller lokalplan kan
fastsættes begrænsninger i en ejendoms ejer- eller brugerkreds, jf. Anne
Birte
Boeck, Planlægningsloven med kommentarer, side 127 og 146.
Det antages i de kommunale
tilsynsmyndigheders praksis, at kommuner efter almindelige kommunalretlige
grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse som udgangspunkt er afskåret
fra
at påtage sig opgaver i relation til boligforsyningen, medmindre der er
lovhjemmel
hertil. Der henvises til Karsten Loiborg, a.st., side 468.
Kommunerne kan dog med
hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne tilvejebringe boliger, herunder yde
støtte
til tilvejebringelse af boliger, til visse persongrupper, der må antages at
have specielle boligbehov, og som på grund af særlige forhold må anses for at
have meget svært ved selv at tilvejebringe egnede boliger. Dette forudsætter
dog, at kommunerne i anden sammenhæng har særlige forpligtelser over for
disse
persongrupper, det vil sige forpligtelser, som kommunerne ikke har over for
kommunens øvrige borgere. Der henvises til den gengivelse af retsstillingen,
som findes i det lovforslag, der dannede grundlaget for loven om kommuners
adgang til at erhverve boliger for at fremme udlændinges integration, jf.
Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 10476 (bestemmelsen er nu optaget i
integrationslovens § 13).
En kommunalbestyrelse må
således på grund af den centrale placering, som kommunerne har i indsatsen
over
for bl.a. ældre, syge og svagelige, have en vis frihed til at realisere en
ældrepolitik, der tilgodeser ønsket om, at de ældre kan forblive længst
muligt
i eget hjem eller i boliger med mindre institutionspræg end de traditionelle
plejehjem. Det er imidlertid en forudsætning herfor, at der ikke ved
kommunens
medvirken reelt ydes uhjemlede lejetilskud til de pågældende beboere. Det er
tillige en forudsætning, at boligerne tilsigtes forbeholdt de ældre på
grundlag
af en behovsvurdering. I de kommunale tilsynsmyndigheders praksis er det på
den
baggrund lagt til grund, at en kommunalbestyrelse ikke har en generel adgang
til at påtage sig opgaver i relation til boligforsyningen af ældreboliger,
men
at der må foretage en konkret bedømmelse af de enkelte ældres særlige behov.
Det anførte hænger sammen
med, at en kommune ikke uden lovhjemmel kan tildele ydelser til
enkeltpersoner,
som er afgrænset efter økonomiske eller andre sociale kriterier, jf. bl.a.
Jens
Garde og Jørgen Mathiassen, a.st., side 16 og 21, Erik Harder, Dansk
kommunalforvaltning II, 1987, side 118 ff. (og med særlig henblik på
udlejning
af boliger side 148), Claus Haagen Jensen, a.st., 1972, side 53, og kritisk
Mogens Heide-Jørgensen, a.st., side 88 og 290 f. Den behovsvurdering, der
skal
foretages i relation til de nævnte ældre m.v., kan således ikke uden særlig
hjemmel relatere sig til den enkelte ældres økonomiske situation.
Det er i de kommunale
tilsynsmyndigheders praksis antaget, at hvor salg til en lavere pris end til
den højst opnåelige er begrundet i hensynet til varetagelsen af en saglig
kommunal interesse, er kommunen forpligtet til ved salget at sikre, at den
kommunale interesse varetages, f.eks. ved aftale om rådighedsindskrænkninger
over den overdragede ejendom eller ved aftale om, at køberen forpligter sig
til
opførelse af et bestemt byggeri eller til en bestemt anvendelse. I modsat
fald
løber kommunen en risiko for, at de hensyn, der har begrundet en lavere pris,
ikke tilgodeses. Samtidig vil køberen opnå en til prisreduktionen svarende
formuefordel, der eventuelt kan realiseres ved videresalg. Det er i den
forbindelse lagt til grund, at det forhold, at tilbudsgiverne fremlægger
planer
for udnyttelsen af den udbudte ejendom, ikke udgør en tilstrækkelig
tilsikring
af den kommunale interesse, der ønskes tilgodeset ved salget. Dette vil kun
være tilfældet, hvor køberen retligt forpligtes til at gennemføre disse
planer.
I den foreliggende sag
fremgår det som anført ovenfor af udbudsmaterialet, at Næstved Kommune som
udvælgelseskriterium ville lægge vægt på, om kommende boligtagere blev
repræsenteret som tilbudsgivere, ligesom kriteriet efterfølgende blev anført
som begrundelse for, at byrådet ikke valgte at sælge til højestbydende.
Kriteriet vedrørende
boligtagernes repræsentation ved tilbudsgivningen indebar, at købere, som
ikke
selv ønskede at bebo de ejendomme, der tænktes opført, ville blive stillet
ringere. Dermed opstod der en forskelsbehandling mellem forskellige mulige
tilbudsgivere,
som var uafhængig af arealets fremtidige anvendelse. Kriteriet kan derfor
ikke
i sig selv antages at varetage et sagligt hensyn.
Spørgsmålet er herefter, om
kriteriet kan anses for et lovligt middel til at fremme et sagligt, kommunalt
formål. Indenrigsministeriet har herved fundet anledning til at vurdere, om
kriteriet kan begrundes ud fra de af Næstved Byråd anførte ønsker om at
fremme
henholdsvis bofællesskaber og seniorboliger.
Efter Indenrigsministeriets
opfattelse giver det anledning til tvivl, om det - uden for de tilfælde, der
reguleres af lovgivningen, herunder lov om almennyttige boliger - er et
sagligt, kommunalt hensyn helt generelt at fremme bofællesskaber frem for
andre
boligformer.
Indenrigsministeriet har
imidlertid ikke i den foreliggende sag fundet anledning til at tage stilling
hertil. Det skyldes, at der efter ministeriets opfattelse ikke eksisterer
nogen
naturlig sammenhæng mellem på den ene side et eventuelt ønske om at fremme
bofællesskaber og på den anden side et kriterium, hvorefter boligtagere i
videst muligt omfang skal deltage i selve udformningen af købstilbuddet og
forhandlinger herom med kommunen, og at et sådant kriterium derfor under alle
omstændigheder ikke ville være egnet til at fremme det angivne formål. At
kommende boligtagere er repræsenteret i tilbudsgivningen på et kommunalt
udbud,
kan ikke i sig selv antages at skabe nogen formodning - endsige sikkerhed -
for, at de enkelte boligtagere i højere grad end ellers vil indgå i et
indbyrdes socialt fællesskab m.v. Afgørende herfor må i givet fald i stedet
være de fysiske og juridiske rammer, der etableres for det pågældende
boligområde, og om køberen forpligtes til at inddrage de kommende boligtagere
i
udformningen af boligerne og eventuelle fællesarealer.
Det bemærkes også, at
Næstved Byråd ikke i forbindelse med salget af den omhandlede grund retligt
forpligtede køberen til at opføre boliger med bofællesskabskarakter. Byrådet
har dermed ikke foretaget den tilsikring af den kommunale interesse, der
søgtes
tilgodeset ved salget.
Indenrigsministeriet finder
på den baggrund ikke, at Næstved Byråds ønske om at fremme bofællesskaber
lovligt har kunnet begrunde udformningen af udbudsmaterialet og salget til
næsthøjestbydende.
For så vidt angår
spørgsmålet om, hvorvidt kriteriet vedrørende boligtagernes repræsentation
ved
tilbudsgivningen kan begrundes i byrådets ønske om at fremme antallet af
seniorboliger, bemærkes følgende:
Som nævnt ovenfor kan en
kommune med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne under visse betingelser
tilvejebringe boliger til ældre, som må antages at have specielle boligbehov,
og som på grund af særlige forhold må anses for at have meget svært ved selv
at
tilvejebringe egnede boliger.
I den foreliggende sag
fremgår det imidlertid af sagens akter, at Næstved Kommunes annoncering af
udbuddet af det omhandlede areal ikke indeholdt oplysninger om, at grunden
skulle bebygges med boliger til ældre, ligesom det ikke fremgik, at de
pågældende boliger skulle fordeles mellem interesserede ældre på grundlag af
en
vurdering af disses behov. Hverken udbudsmaterialet eller den indgåede aftale
indeholdt efter det for ministeriet foreliggende nogen sikring i form af
rådighedsindskrænkning eller lignende over den overdragne ejendom, der
forpligtede køberen af grunden til at tildele ejendommen til ældre efter den
nævnte behovsvurdering.
På den baggrund finder
Indenrigsministeriet, at udbudsmaterialet og de konkrete kontraktsvilkår ikke
var udformet på en sådan måde, at hensynet til at skabe boliger for ældre med
særlige behov i den konkrete situation lovligt kunne indgå som
udvælgelseskriterium
mellem forskellige tilbudsgivere.
Det tilføjes, at der efter
Indenrigsministeriets opfattelse heller ikke eksisterer nogen naturlig
sammenhæng mellem dette hensyn og det angivne kriterium vedrørende
boligtagernes repræsentation ved tilbudsgivningen.
Sammenfattende er det
Indenrigsministeriets opfattelse, at det ikke var sagligt, at Næstved
Kommunes
ejendomsudvalg optog det angivne udvælgelseskriterium om boligtagernes
repræsentation ved tilbudsgivningen i udbudsmaterialet. Af samme grund finder
ministeriet, at det angivne udvælgelseskriterium ikke lovligt har kunnet
begrunde, at Næstved Byråd under henvisning hertil undlod at antage det
højeste
indkomne bud.
4. § 61, stk. 3, i den
kommunale styrelseslov har følgende ordlyd:
"Tilsynsmyndigheden kan
anlægge erstatningssag mod et kommunalbestyrelsesmedlem, som er ansvarlig
for,
at kommunen er påført et tab."
Den kommunale styrelseslov
angiver ikke, hvilke betingelser der gælder for, at et
kommunalbestyrelsesmedlem kan pålægges erstatningsansvar. Det må afgøres i
overensstemmelse med dansk rets almindelige erstatningsregler, om der er et
ansvarsgrundlag. Dette betyder, at der skal foreligge en uforsvarlig adfærd
(beslutning eller undladelse), som kan tilregnes det pågældende medlem som
forsætlig eller uagtsom. Der skal herudover som forudselig følge af den
forsætlige eller uagtsomme adfærd være opstået et tab for kommunen i form af
en
skade på en interesse, der er erstatningsretligt beskyttet.
Der kan henvises til den
kommenterede kommunale styrelseslov, 2000, side 228 f.
Indenrigsministeriet lægger
til grund, at de medlemmer af Næstved Byråd, der var ansvarlige for
beslutningen om salg af det omhandlede areal til foreningen Seniorparken, ved
afgørelsen lagde vægt på, at foreningen var den tilbudsgiver, der bedst
opfyldte forudsætningen om at repræsentere kommende boligtagere.
Det lægges endvidere til
grund, at der ikke ses at være fremkommet udtalelser fra den kommunale
forvaltning om mulige betænkeligheder ved det i udbudsmaterialet anførte
udvælgelseskriterium og ved et salg til andre end næsthøjestbydende. Det
tillægges i den forbindelse betydning, at det fremgår af teknisk forvaltnings
notat af 4. februar 1999, at forudsætningen om kommende boligtageres
repræsentation ved tilbudsgivningen var i overensstemmelse med
udbudsbekendtgørelsens
§ 6, stk. 2.
Det er Indenrigsministeriets
opfattelse, at det ikke kan anses for oplagt, at teknisk forvaltnings notat
af
4. februar 1999 er forkert eller mangelfuldt. Det tillægges herved betydning,
at vurderingen af lovligheden af det anførte kriterium angår et ikke helt
utvivlsomt retsspørgsmål, der beror på en anvendelse af uskrevne
retsgrundsætninger.
På denne baggrund finder
Indenrigsministeriet ikke, at der er fornødent grundlag for at statuere, at
de
byrådsmedlemmer, der stemte for salg af det omhandlede areal til foreningen
Seniorparken frem for til højestbydende, herved udviste en uforsvarlig
adfærd,
som kan tilregnes de pågældende som forsætlig eller uagtsom.
Indenrigsministeriet har ved
kopi af dette brev orienteret Næstved Byråd om ministeriets opfattelse.
Indenrigsministeriet
foretager herefter ikke videre i sagen.
Med venlig hilsen
Christian Schønau
Lignende dokumenter
- Udtalelse om et tilsynsrådsmedlems adgang til at standse udførelsen af en beslutning truffet af tilsynsrådet og kræve sagen indbragt for Indenrigsministeriet til afgørelse Retsinformation · 4. november 2002
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om fortolkning af kommunalbestyrelsens bevillingskompetence efter den kommunale styrelseslovs § 40 Retsinformation · 10. december 2003
- Om offentligt udbud ved salg af kommunalt ejet travbane og prisfastsættelse heraf Retsinformation · 25. september 1997
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om offentligt udbud ved aftaler om indgåelse af finansielle arrangementer, herunder sale-and-lease-back arrangementer, hvori der indgår et salg af kommunal fast ejendom Retsinformation · 10. december 2003
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om Garverigrunden Retsinformation · 22. januar 2008
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om en kommunes adgang til at optage forhandling med en tilbudsgiver i forbindelse med offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme Retsinformation · 8. august 2009