Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Militær disciplinarlov

2004/1 LSF 70Lovforslag som fremsatForsvarsministeriet29. oktober 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 29. oktober 2004 af

forsvarsministeren (Søren Gade)

Forslag

til

Militær

disciplinarlov

Kapitel 1

Lovens formål

§ 1.

Disciplinaransvar efter denne lov har til formål at sikre disciplinen inden

for

forsvaret.

Stk. 2.

Disciplinaransvar kan pålægges, hvor der som følge af en overtrædelse af de

bestemmelser, der er nævnt i §§ 4 og 5, af disciplinære grunde er behov

for en sanktion, men hvor der ikke er hjemmel til eller behov for straf.

Kapitel 2

Lovens område mv.

§ 2.

Loven finder anvendelse på tjenstgørende militært personel samt hjemsendt

militært personel med hensyn til militære pligter, som påhviler dem efter

hjemsendelsen.

Stk. 2.

Loven

finder endvidere anvendelse på udenlandsk militært personel, der er

interneret

her i landet, og andre personer, der efter mellemfolkelige overenskomster,

som

Danmark har tiltrådt, har krav på behandling som militærpersoner.

§ 3.

Læs alt

Under væbnet konflikt omfatter loven endvidere

1)

enhver, der gør

tjeneste ved det militære forsvar eller følger en enhed af dette, og

2)

krigsfanger samt

sanitetspersonel og feltpræster, der tilbageholdes til bistand for

krigsfanger,

for så vidt ikke andet følger af gældende mellemfolkelige overenskomster.

Kapitel 3

Pligtforsømmelser og disciplinarmidler

§ 4.

Disciplinarmidler efter § 6 kan pålægges den, som

1)

undlader at

efterkomme en tjenstlig ordre fra en overordnet eller vagt, eller som

efterkommer ordren på klart utilfredsstillende måde,

2)

i handling eller ord

krænker en foranstående eller vagt,

3)

udsætter en

sideordnet for krænkende behandling, herunder for nedværdigende ritualer,

4)

forstyrrer den

offentlige orden, eller som viser sig synligt påvirket af alkohol,

euforiserende

stoffer, opstemmende eller bedøvende midler eller lignende, og som gennem sin

påklædning eller lignende klart viser at høre til forsvaret,

5)

i forbindelse med

tjeneste i udlandet forstyrrer den offentlige orden, eller som viser sig

synligt påvirket af de i nr. 4 nævnte årsager,

6)

tilsidesætter sine

pligter som vagt,

7)

uberettiget fjerner

sig fra tjenestestedet eller udebliver fra tjenesten,

8)

bevirker, at ting,

der hører til det militære forsvar, bortkommer, ødelægges eller beskadiges,

eller

9)

i øvrigt gør sig

skyldig i pligtforsømmelse.

§ 5.

Disciplinarmidler kan endvidere pålægges den overordnede, som

1)

ved

forskelsbehandling, chikane eller på anden lignende måde forfølger en eller

flere underordnede,

2)

undlader at gribe ind

over for en underordnets krænkende behandling af dennes underordnede eller

sideordnede, eller

3)

ved handling eller i

ord krænker en underordnet,

Stk. 2.

Det samme

gælder den foranstående, der fra efterstående uberettiget modtager gave,

pengelån

eller anden fordel.

§ 6.

Som

disciplinarmidler kan anvendes:

1)

Tilrettevisning

2)

Fremstilling

3)

Arbejde og

efterøvelse i en del af fritiden

4)

Tjeneste uden for

orden

5)

Disciplinarbøde

Stk. 2.

Disciplinarbøde kan højst udgøre 1/10 af den pågældendes månedsløn for hver

enkelt forseelse.

Stk. 3.

Forsvarsministeren fastsætter nærmere regler om disciplinarmidlernes

anvendelse,

herunder disciplinarbødernes størrelse.

Kapitel 4

Behandlingen af disciplinarsager

§ 7.

Forsvarsministeren fastsætter nærmere regler om, hvem der skal have myndighed

til at pålægge disciplinarmidler, og omfanget af denne myndighed.

§ 8.

Den

overordnede, der finder, at der er anledning til at gøre et disciplinaransvar

gældende i forhold til en eller flere af sine underordnede, indberetter

snarest

sagen skriftligt til sin nærmeste overordnede, hvis han ikke selv har

disciplinarmyndighed.

Stk. 2.

Er

indberetning indgivet til en overordnet, der ikke har kompetence til at

træffe

afgørelse, videresender denne snarest indberetningen til

disciplinarmyndigheden.

§ 9.

Den, der i øvrigt finder, at der er anledning til at gøre et

disciplinaransvar

gældende, indberetter dette skriftligt til disciplinarchefen. § 8,

stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 10.

Disciplinarmyndigheden har ansvaret for sagens oplysning. Inden afgørelse

træffes, skal den indberettede have lejlighed til at udtale sig om de

faktiske

oplysninger i sagen, som har betydning for afgørelsen. Disciplinarmyndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelse af udtalelsen.

Stk. 2.

Disciplinarmyndigheden indkalder snarest den indberettede til en afhøring med

oplysning

om, at han er indberettet for et bestemt disciplinært forhold, og at han har

ret til at møde med en bisidder.

Stk. 3.

Disciplinarmyndigheden forelægger indberetningen for den indberettede med

oplysning om den påtænkte sanktion, og om at han har ret, men ikke pligt til

at

udtale sig. Kan sagen afgøres på det foreliggende grundlag, træffer

disciplinarmyndigheden straks afgørelse.

§ 11.

Finder disciplinarmyndigheden det tvivlsomt, om sagen i stedet bør behandles

som en straffesag, forelægges sagen for disciplinarchefen. Finder

disciplinarchefen spørgsmålet tvivlsomt, forelægger han sagen for auditøren

til

afgørelse.

§ 12.

Disciplinarafgørelsen udfærdiges skriftligt med en begrundelse.

Stk. 2.

Begrundelsen for afgørelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler,

efter hvilke afgørelsen er truffet, og en redegørelse for de faktiske

oplysninger i sagen, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Begrundelsen skal endvidere angive de hovedhensyn, som har været bestemmende

for skønsudøvelsen og sanktionsfastsættelsen.

Stk. 3.

Afgørelsen

skal indeholde en klagevejledning.

Stk. 4.

Afgørelsen

skal forkyndes for den pågældende.

§ 13.

Den, der er pålagt disciplinarmidler som nævnt i § 6, stk. 1, nr. 3

og 4, har krav på at få fuldbyrdelsen af afgørelsen udsat i indtil 3 gange 24

timer

fra forkyndelsen af disciplinarmidlet, medmindre disciplinarchefen finder, at

formålet med disciplinarmidlet herved vil blive forspildt.

§ 14.

Den, der er pålagt et disciplinarmiddel af en anden end disciplinarchefen,

kan

inden 14 dage fra forkyndelsen af afgørelsen indbringe denne for

disciplinarchefen.

Afgørelsen kan ikke ændres til skade for den, der er blevet pålagt

disciplinarmidlet.

Stk. 2.

Disciplinarchefen kan beslutte at behandle klagen trods fristoverskridelse,

hvis overskridelsen må anses for undskyldelig.

Stk. 3.

Klage til

disciplinarchefen har ikke opsættende virkning, medmindre disciplinarchefen

bestemmer

det.

§ 15.

Disciplinarchefens afgørelse kan inden 4 uger fra forkyndelsen af afgørelsen

forlanges indbragt for disciplinarnævnet. Afgørelsen kan ikke ændres til

skade

for den, der er blevet pålagt disciplinarmidlet.

Stk. 2.

Disciplinarnævnet kan beslutte at behandle klagen trods fristoverskridelse,

hvis overskridelsen må anses for undskyldelig.

Stk. 3.

Klage til

disciplinarnævnet har ikke opsættende virkning, medmindre nævnet bestemmer

det.

§ 16.

Ophæves eller formildes et pålagt disciplinarmiddel, der er udstået, skal der

samtidig tages stilling til, om ændringen skal medføre økonomisk godtgørelse

eller anden kompensation, herunder i form af frihed.

Stk. 2.

Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere regler om kompensation efter

stk. 1.

§ 17.

Disciplinarnævnet består af en byretsdommer som formand, en repræsentant for

forsvaret efter indstilling fra forsvarschefen og en repræsentant for den

personelgruppe, som den, der er pålagt et disciplinarmiddel, tilhører. De

sidstnævnte repræsentanter udpeges efter indstilling fra de

forhandlingsberettigede

personelorganisationer, jf. dog stk. 3.

Stk. 2.

Medlemmerne

beskikkes af forsvarsministeren for 4 år, jf. dog stk. 3. Der beskikkes

en

suppleant for hvert af nævnets medlemmer. Genbeskikkelse kan finde sted.

Stk. 3.

Det medlem,

der deltager i sager vedrørende værnepligtigt personel, der er pålagt et

disciplinarmiddel,

udpeges for en forud fastsat periode efter indstilling fra de værnepligtiges

talsmandsorgan.

Stk. 4.

Forsvarsministeren fastsætter nærmere regler om disciplinarnævnets virksomhed

mv.

§ 18.

Disciplinarchefens afgørelse kan først indbringes for domstolene, når

afgørelsen er blevet prøvet, eller sagen er afvist af disciplinarnævnet, jf.

dog stk. 2.

Stk. 2.

Disciplinarchefens afgørelse kan indbringes for domstolene, hvis nævnet ikke

har truffet afgørelse inden for 2 måneder efter, at sagen er indbragt for

nævnet.

Stk. 3.

Sager til

prøvelse af disciplinarnævnets afgørelser anlægges mod nævnet. Andre sager

anlægges

mod Forsvarskommandoen.

Stk. 4.

Afgørelser

efter stk. 1 og 2 indbringes for byretten på det sted, hvor sagsøger gør

tjeneste. Er den pågældende hjemsendt, indbringes sagen for byretten på det

sted, hvor sagsøger har hjemting.

§ 19.

Adgangen til at indlede disciplinarsag bortfalder 2 år efter forseelsen.

Stk. 2.

Fristen

efter stk. 1 afbrydes ved, at den pågældende underrettes om, at der er

afgivet indberetning efter § 8, stk. 1, eller at der er indledt

straffesag.

Stk. 3.

Hvis en

straffesag, der er afsluttet uden dom, sendes til disciplinarchefen, skal den

pågældende samtidig skriftligt underrettes herom. Hvis sagen sendes til

disciplinarchefen

efter dom, skal den pågældende underrettes skriftligt senest ved ankefristens

udløb.

§ 20.

For militære tjenestemænd finder bestemmelserne i lov om tjenestemænd

§ 20, stk. 2 og 3, samt §§ 21-24 ikke anvendelse, når sagen

hører til de sager, der kan behandles efter militær disciplinarlov.

§ 21.

Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af

disciplinarsager.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 22.

Denne lov træder i kraft den 1. oktober 2005.

Stk. 2.

Sager, der

er under behandling på tidspunktet for lovens ikrafttræden, færdigbehandles

efter

de hidtil gældende regler i militær retsplejelov kapitel 15.

Stk. 3.

I sager,

der afgøres med et disciplinarmiddel efter lovens ikrafttræden, kan alene

anvendes de disciplinarmidler, der er nævnt i §§ 4 og 5 i

disciplinarloven.

Stk. 4.

Tilbageholdelse på tjenestestedet, der er pålagt som disciplinarmiddel inden

lovens ikrafttræden, men som på dette tidspunkt ikke er udstået, bortfalder,

hvorefter disciplinarmyndigheden træffer ny afgørelse efter reglerne i denne

lov.

§ 23.

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele

med

de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Lovforslagets formål og baggrund

..........................................................

2.

Hovedpunkterne i militær retsplejelov kapitel 15, gældende ret

.............

3.

Lovforslagets udformning

........................................................................

3.1.

Generelle synspunkter

;.........................................................................

3.1.1.

;............................................................................

.....................

3.1.2.

;............................................................................

.....................

3.1.3.

;............................................................................

.....................

3.1.4.

;............................................................................

.....................

3.2.

Disciplinaransvarets

område

................................................................

3.3.

Disciplinarmidlerne

;............................................................................

..

3.4.

Kompetencen til at

pålægge disciplinarmidler

.......................................

3.5.

Sagsbehandlingsregler

;.........................................................................

3.6.

Klageadgang

;............................................................................

...........

3.6.1.

Disciplinarnævn

;.........................................................................

3.6.2.

Domstolsprøvelse

......................................................................

3.7.

Kompensation

;............................................................................

........

3.8.

Forældelse

;............................................................................

..............

3.9.

Tilsyn med anvendelsen af

disciplinarmidler

..........................................

4.

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

............

5.

Forholdet til EU-retten

;........................................................................

....

6.

Hørte myndigheder mv.

;...........................................................................

1. Lovforslagets formål og baggrund

Forslaget har til formål at afløse de nuværende regler i

militær retsplejelov kapitel 15 om disciplinarmidler som led i en

gennemgående

revision af det nuværende militære straffe- og disciplinarsystem.

Disciplinarsager inden for det militære forsvar behandles i

dag i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige processuelle

bestemmelser

om behandlingen af straffesager, jf. militær retsplejelov § 37,

stk. 1, jf. § 1. Et disciplinarmiddel er som sanktion ikke nogen

straf, hvilket udtrykkeligt fremgår af § 37, men anvendelsen af

disciplinarmidler efter de gældende regler forudsætter, at der er begået et

strafbart forhold.

Lovforslaget indebærer, at der bliver en klar adskillelse

af strafansvar og disciplinaransvar og at disciplinære sanktioner reserveres

for pligtforsømmelser, hvor der af disciplinære grunde er behov for en

sanktion, men hvor der ikke er hjemmel til eller behov for straf.

Disciplinarmidler vil således fremover i enhver henseende være civilretlige

sanktioner, og blandt andet henset hertil foreslås b

estemmelser om disciplinarmidler optaget i en ny selvstændig lov,

militær disciplinarlov. Forslaget indeholder bestemmelser om formål og

anvendelsesområde,

hvornår der kan pålægges disciplinaransvar, hvilke disciplinarmidler der kan

anvendes samt regler for behandlingen af disciplinarsager.

I sommeren 1999 nedsatte forsvarsministeren udvalget til

revision af den militære straffe- og retsplejelovgivning. Udvalget fik til

opgave at underkaste denne lovgivning samt de dertil knyttede administrative

bestemmelser

en vurdering med henblik på en mulig revision. I den forbindelse har udvalget

skulle vurdere behovet for en særlig straffe- og retsplejelovgivning,

herunder

de eksisterende regler om disciplinarmidler.

I januar 2004 afgav udvalget sin betænkning nr. 1435/2004

indeholdende forslag til en ny militær straffelov, retsplejelov og

disciplinarlov.

Ved afgivelsen af betænkningen bestod udvalget af en formand (landsdommer

Nils

Black) og 18 andre medlemmer udpeget af Advokatrådet, Dansk Røde Kors,

Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, Hærens Konstabel- og

Korporalforening, Centralforeningen for Stampersonel, Forretningsudvalgene

for

værnepligtige (nu værnepligtsrådet), København og Århus universiteter,

Folketingets

Ombudsmand, Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Forsvarsministeriet og

Forsvarskommandoen.

Udvalgets forslag til militær disciplinarlov er afgivet i

enighed bortset fra, at 7 medlemmer ønsker en anden formulering af udkastet

til

militær disciplinarlov § 4, nr. 4 og 5, og 2 medlemmer ønsker en anden

formulering

af udkastet til § 6, stk. 2.

Forslaget bygger i det hele på betænkningen og det deri

indeholdte lovforslag med bemærkninger og de høringssvar over betænkningen,

som

Forsvarsministeriet har modtaget, jf. nedenfor under punkterne 3.1.4. og 6.

Ved henvisninger til »betænkningen« menes betænkning nr.

1435/2004 om den militære straffelov, retsplejelov og disciplinarlov.

2. Hovedpunkterne i militær retsplejelov kapitel

15, gældende ret

Bestemmelserne om militære chefers adgang til at anvende

disciplinarmidler i militære straffesager findes i militær retsplejelov

kapitel

15, jf. §§ 37-44.

Disciplinarmidler er sanktioner, som militære chefer kan

anvende i militære straffesager.

Militær retsplejelov § 2 angiver hvilke sager, der er

militære straffesager. Eksempelvis skal sager om overtrædelse af militær

straffelov begået af militært personel mv., jf. militær straffelov §§ 5

og

6, behandles som militære straffesager. Sager mod hjemsendt personel for

lovovertrædelser, der er begået under tjenesten, er ligeledes militære

straffesager. B

egrebet militær

straffesag omfatter endvidere straffesager om overtrædelse af anden

lovgivning

mod personer,

»der hører til det

militære forsvar«, når

lovovertrædelsen

»vedrører tjenesten

eller er begået i eller i anledning af tjenesten«

eller på militært område eller i anvist kvarter.

Et disciplinarmiddel er som sanktion ikke en straf. Dette

er udtrykkeligt fastslået i militær retsplejelov § 37, stk. l. På

den

anden side kan disciplinarmidler kun anvendes i tilfælde af pligtstridige

forhold, der indebærer en strafbar overtrædelse, jf. § 37, stk. 2.

Disciplinarmidler skal anvendes i stedet for mindre straffe, medmindre

omstændighederne taler imod. Et disciplinarmiddel er således et alternativ

til

straf som reaktion på en uhensigtsmæssig adfærd. Begrebet mindre straffe er

ikke nærmere defineret men dækker ud fra praksis området for irettesættelse

og

bøde samt antagelig også tilfælde, hvor ellers kortere frihedsstraf er

forskyldt.

For at et disciplinarmiddel kan pålægges, skal der således

objektivt foreligge en strafbar overtrædelse, og gerningsmanden skal

subjektivt

have begået forholdet med forsæt, eller – hvis strafansvar efter den

pågældende

bestemmelse også omfatter uagtsomhed – gerningsmanden må antages at have

udvist

den fornødne uagtsomhed.

Disciplinarmidler kan anvendes i alle militære straffesager,

dvs. både ved overtrædelse af bestemmelser i militær straffelov og ved

overtrædelse af bestemmelser i den almindelige lovgivning.

Disciplinarmidlerne strækker sig fra belæring og

tilrettevisning over arbejde og efterøvelse i fritiden til bl.a.

tilbageholdelse

på tjenestestedet og overflytning til anden tjeneste, jf. § 38,

stk. 1.

Disciplinarmidler kan kun pålægges af bestemt angivne

militære foresatte, men ikke af den militære anklagemyndighed (auditøren).

Domstolene kan ikke anvende disciplinarmidler i militære straffesager. Et

pålagt disciplinarmiddel kan heller ikke prøves af domstolene.

Den, der er pålagt et disciplinarmiddel, kan forlange

afgørelsen indbragt for rettergangschefen. Rettergangschefens afgørelse kan

indbringes for et disciplinarnævn, hvis afgørelse igen kan indbringes for et

ankenævn. Ankenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for

domstolene.

De gældende bestemmelser i militær retsplejelov kapitel 15

foreslås ophævet i forbindelse med forslaget til ny militær retsplejelov.

Bestemmelserne er imidlertid for overskuelighedens skyld optaget som bilag 1

til nærværende lovforslag.

For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til

betænkningen siderne 188 - 200.

3. Lovforslagets udformning

3.1. Generelle synspunkter.

3.1.1. Ved de revisioner af militær straffelov, som fandt

sted i 1937, 1954 og 1973, skete der en løbende begrænsning i omfanget af

konkrete straffebestemmelser vedrørende pligtforsømmelser, ligesom omfanget

af

særlige militære strafarter blev indskrænket.

I forbindelse med ændringen af militær straffelov i 1973

blev der peget på alternativer til straf som reaktion på uhensigtsmæssig

adfærd. I den betænkning, som lå til grund for lovforslaget, blev det

fremhævet, at straf og disciplinarmidler kun var nogle blandt flere mulige

værktøjer, der havde til formål at opnå størst mulig overensstemmelse mellem

krævet og faktisk handlemåde hos det militære personel. Dette synspunkt

fremgår

direkte af militær retsplejelov § 37, stk. 2, hvorefter

disciplinarmidler,

der ikke er straf, skal anvendes i stedet for mindre straffe, medmindre

omstændighederne taler imod det. Denne opfattelse har også fundet udtryk i de

retsudøvende militære myndigheders praksis, herunder ved Generalauditørens

meddelelse nr. 5/1992, hvorefter »småforseelser normalt bør afgøres med en

mundtlig misbilligelse af det passerede«.

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har

fundet det naturligt at fortsætte denne udvikling, således at

pligtforsømmelser, hvor straf ikke forekommer ubetinget nødvendig, ikke mødes

med en strafferetlig reaktion, men med sanktioner, der ikke har karakter af

straf,

forudsat at

en sanktion i

det konkrete tilfælde i øvrigt skønnes nødvendig. Der bør efter udvalgets

opfattelse normalt kun være mulighed for at skride ind med straf over for

pligtforsømmelser, når der er tale om mere alvorlige forhold. Samtidig bør

strafansvaret for uagtsomme overtrædelser begrænses mest muligt.

Udvalget foreslår derfor strafansvar begrænset til grove

forhold, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende, således at

pligtforsømmelser af mindre grov karakter alene skal kunne mødes med

disciplinarmidler.

Endvidere foreslås det, at strafansvaret i de bestemmelser,

der efter de gældende regler giver mulighed for at kunne straffe uagtsomme

pligtforsømmelser,

begrænses til groft uagtsomme forhold. Forseelser, som alene skyldes simpel

uagtsomhed, vil således efter udvalgets forslag alene kunne sanktioneres med

disciplinarmidler.

Dette forslag betyder en væsentlig begrænsning af

strafansvaret for militære pligtforsømmelser både hvad angår

gerningsbeskrivelsen og kravet til tilregnelse. Udvalgets forslag til

fremtidige straffebestemmelser er således set under ét i betydelig grad

udtryk

for en afkriminalisering, særligt hvad angår mindre alvorlige tilfælde af

pligtforsømmelser i forhold til gældende ret, jf. herved forslaget til ny

militær straffelov.

En forudsætning for det foreliggende forslag til militær

disciplinarlov er imidlertid, at der fortsat bliver mulighed for hurtigt at

kunne gribe ind med en sanktion overfor pligtstridig adfærd, når hensynet til

disciplinen findes at kræve det, men hvor der på den anden side ikke findes

hjemmel til eller behov for straf.

Det er således udvalgets opfattelse, at der af disciplinære

grunde fortsat er behov for, at militære chefer har mulighed for at kunne

reagere med en sanktion i umiddelbar tilknytning til en pligtforsømmelse.

Udvalget foreslår derfor, at adgangen til at anvende

disciplinære sanktioner over for mindre alvorlige tilfælde af

pligtforsømmelser

opretholdes, og således, at kompetencen til at pålægge disse sanktioner som

efter de gældende regler henlægges til militære chefer.

Der henvises til betænkningen, siderne 252 – 255.

3.1.2. Den gældende måde at beskrive, hvornår

disciplinarmidler kan anvendes, (der skal være begået en strafbar handling,

jf.

militær retsplejelov § 37, stk. 1,) giver teknisk set en klar og

entydig afgrænsning af de tilfælde af pligtstridig adfærd, som kan medføre

disciplinære sanktioner. Kriteriet har på den anden side efter udvalgets

opfattelse den uheldige, men utilsigtede konsekvens, at disciplinarmidler

herved kan opfattes som strafferetlige sanktioner. Flere medlemmer af

udvalget

har også bekræftet, at personellet, herunder særligt det værnepligtige

personel, ikke sjældent opfatter en disciplinær sanktion som en straf.

Udvalget finder derfor, at disciplinarmidler bør være den

eneste reaktion over for mindre alvorlige tilfælde af pligtstridig adfærd,

særligt over for den form for adfærd, der influerer negativt på disciplinen.

Et

disciplinarmiddel får herved tydeligere karakter af en civilretlig sanktion

netop over for denne form for pligtforsømmelser.

Anvendelsesområdet for disciplinarmidler foreslås derfor

udformet således, at det omfatter de former for pligtstridig adfærd, som

konkret vurderes at være af mindre grov karakter, eller som alene skyldes

simpel uagtsomhed, og som således ikke er strafbare.

Straf anvendes derimod som udgangspunkt for andre tilfælde

af pligtforsømmelser. At en pligtstridig adfærd konkret bedømmes som

strafbar,

bør dog efter udvalgets opfattelse ikke udelukke, at forholdet i det konkrete

tilfælde afgøres med et disciplinarmiddel, jf. § 1, stk. 2, i

lovforslaget.

3.1.3. I forlængelse af det under 3.1.1. og 3.1.2. anførte

har Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning overvejet, om

disciplinarsager fortsat bør behandles på grundlag af retsplejelovens

bestemmelser om behandlingen af straffesager.

Retsplejeloven indeholder en række bestemmelser, der – ud

over at regulere den politimæssige efterforskning i straffesager og

behandlingen af straffesager ved retten – har til formål at sikre

sigtede og

tiltalte personer den fornødne retssikkerhed navnlig under efterforskningen

af

sagen.

Disse bestemmelser omfatter bl.a. ret for den, der er

sigtet, til ikke at udtale sig, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1,

1.

punktum, og bestemmelser om retten til under visse betingelser at få en

forsvarer beskikket, jf. §§ 731 og 732, dvs. navnlig når der kan blive

tale om frihedsstraf. Den sigtede har endvidere, jf. retsplejelovens

§ 745, stk. 1, normalt adgang til – gennem sin forsvarer

– at gøre

sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt. Tvistigheder om

lovligheden af politiets efterforskningsskridt mv. afgøres af retten, jf.

retsplejelovens § 746, stk. 1. Politiets adgang til – som

udgangspunkt efter retskendelse – at gennemføre særlige

efterforskningsskridt,

herunder navnlig straffeprocessuelle tvangsindgreb som f.eks. ransagning,

beslaglæggelse og legemsindgreb etc., forudsætter, at visse grundlæggende

betingelser er opfyldt, herunder bl.a. at der er tale om en strafbar

lovovertrædelse, og at der foreligger en nærmere begrundet mistanke mod den

pågældende.

Det er udvalgets opfattelse, at der ikke er behov for at

åbne mulighed for at anvende straffeprocessuelle tvangsindgreb som f.eks.

ransagning i disciplinære sager. Hvis sådanne indgreb konkret skønnes at være

af betydning, må sagen antages at være af mere alvorlig karakter og bør

derfor

indledes som straffesag, ikke som disciplinarsag. Betingelserne i

retsplejeloven for forsvarerbeskikkelse vil i almindelighed kun være opfyldt

i

mere alvorlige sager, typisk i sager, der skal behandles under medvirken af

domsmænd.

Reglerne for behandlingen af disciplinarsager foreslås

derfor udformet ud fra den forudsætning, at disciplinarmidler i enhver

henseende er civilretlige sanktioner.

Af samme grund foreslås det, at reglerne om

disciplinaransvar, herunder reglerne for sagsbehandlingen, optages i en

selvstændig lov og ikke som i dag i militær retsplejelov, som regulerer

proceduren i militære straffesager. En selvstændig lov vil endvidere medvirke

til at understrege, at disciplinarmidler er sanktioner af civilretlig

karakter

og ikke straf.

3.1.4. Betænkningen om den militære straffelov,

retsplejelov og disciplinarlov har været i høring ved en række myndigheder og

organisationer, jf. punkt 6. Der er generelt tilslutning til udvalget om den

militære straffe- og retsplejeordnings forslag til en ny militær

disciplinarlov.

Dog er der fra enkelte organisationers side udtrykt bekymring for visse

forhold

i lovforslaget, herunder den fremtidige kompetence til at pålægge

disciplinarmidler samt tilsynet med lovgivningen, ligesom nogle

organisationer

finder forslaget om indførelsen af disciplinarbøder betænkeligt.

Forsvarsministeriet har ikke fundet, at bemærkningerne til

udvalgets udkast til ny disciplinarlov var af en sådan karakter, at

betænkningens lovforslag burde ændres. Lovforslaget er på denne baggrund,

bortset fra en række lovtekniske justeringer udformet i overensstemmelse med

udvalget om den militære straffe- og retsplejeordnings udkast til

disciplinarlov.

Der henvises nærmere til de enkelte punkter nedenfor.

3.2. Disciplinaransvarets område

Efter de gældende regler kan disciplinarmidler anvendes i

alle militære straffesager, dvs. ikke blot i sager om overtrædelse af militær

straffelov, men også i sager om strafbare forhold ved overtrædelse af anden

lovgivning,

f.eks. færdselsloven.

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har

imidlertid peget på, at disciplinarmidler først og fremmest har til formål at

give mulighed for gennem en disciplinær sanktion at kunne reagere over for

militære

pligtforsømmelser. Udvalget finder ikke, at der kan påvises særlige grunde

til

at opretholde muligheden for at anvende disciplinarmidler over for

almindelige

overtrædelser, f.eks. af straffeloven, færdselsloven, told- og

afgiftslovgivningen og våbenloven. Efter udvalgets opfattelse bør sådanne

overtrædelser begået af militært personel i tjenesten sanktioneres på ganske

samme måde som overfor andre borgere, nemlig gennem en strafferetlig

sanktion.

Anvendelsesområdet for disciplinaransvar er derfor i

forslaget begrænset til i det væsentlige at angå forhold, der svarer til de

handlinger og undladelser, der er beskrevet i militær straffelov, dog med et

andet tilregnelseskrav, jf. forslaget til §§ 4 og 5.

Denne begrænsning er dog ikke absolut for så vidt angår

færdselsforseelser. Færdselsloven gælder ikke for områder, hvor der ikke er

adgang for almindelig færdsel. Motoriseret færdsel på en række af forsvarets

områder,

f.eks. øvelsesterræn og lignende, er ikke omfattet af færdselsloven.

»Færdselsforseelser« på disse områder henføres i stedet under militær

straffelov § 15 (§ 28 i forslaget til militær straffelov), i det

omfang forholdet er omfattet af forbud eller påbud i reglementer og lignende.

Anvendelse af disciplinarmidler som følge af militære

pligtforsømmelser forudsætter, at forholdet kan tilregnes den pågældende som

forsætligt eller uagtsomt. I modsætning til de foreslåede bestemmelser i

militær straffelov omfatter uagtsomhedsansvaret efter forslaget til militær

disciplinarlov også den simpelt uagtsomme overtrædelse.

Som nævnt under punkt 3.1.1. indebærer forslaget til

militær straffelov at, i det omfang strafansvar er knyttet også til uagtsomme

overtrædelser, er det alene groft uagtsomme forhold, der kan medføre

strafansvar. Forhold, der alene skyldes simpel uagtsomhed, vil således ikke

længere være strafbare, men kan medføre disciplinaransvar. Dette gælder, hvad

enten forholdet er af grov eller mindre grov karakter. Desuden foreslås en

række af straffebestemmelserne om pligtforsømmelser begrænset til alene at

omfatte grove forhold.

Dette betyder, at disciplinarmidler vil være den eneste

sanktion ved simpelt uagtsomme overtrædelser og ved mindre grove

tilsidesættelser af militære pligter, i det omfang strafansvar er betinget

af,

at forholdet er af grov karakter. Det forudsættes, at disciplinarmidler kun

anvendes, når det findes nødvendigt, jf. lovforslagets særlige bemærkninger

til

§ 1.

Udvalget finder, at det ikke bør være udelukket efter

omstændighederne at anvende disciplinarmidler i tilfælde, hvor forseelsen kan

medføre straf af bøde. Den konkrete beslutning – at anvende en

disciplinær sanktion

i stedet for bødestraf – kan efter udvalgets opfattelse navnlig være

relevant

at overveje i tilfælde, hvor pligtforsømmelsen er begået af grov uagtsomhed.

Som eksempel kan nævnes pligtforsømmelser, som er omfattet af forslaget til

militær straffelov § 28 (jf. den gældende § 15). Også i tilfælde af

groft uagtsomt »militært hærværk«, jf. forslaget til militær straffelov

§ 26 (jf. den gældende § 28), og hvor f.eks. værnepligtige ved grov

uagtsomhed mister militær udrustning mv., kan det være nærliggende at

overveje

et disciplinarmiddel i stedet for en bødestraf, medmindre det konkret

vurderes,

at der slet ikke er behov for en sanktion.

Udeblivelse fra tjeneste (for silde møde), der skyldes grov

uagtsomhed, bør – også i et grovere tilfælde – efter udvalgets

opfattelse efter

omstændighederne kunne afgøres med et disciplinarmiddel i stedet for straf,

f.eks. når der foreligger undskyldende momenter.

For så vidt angår forsætlige tilfælde af pligtforsømmelser

bør det, når der foreligger formildende omstændigheder, overvejes, om en

strafferetlig sanktion i det konkrete tilfælde er nødvendig, eller om et

disciplinarmiddel ikke i stedet ville være en mere rimelig reaktion.

Der henvises i øvrigt til betænkningen, siderne 340 – 342.

3.3. Disciplinarmidlerne

De gældende disciplinarmidler er beskrevet i militær

retsplejelov § 38. Som disciplinarmidler kan i dag anvendes belæring,

tilrettevisning, arbejde og efterøvelse i fritiden, fremstilling, vagt eller

anden tjeneste uden for orden, tilbageholdelse på tjenestestedet eller anden

fratagelse af friheder samt overflytning til anden tjeneste.

Lovforslaget indebærer, at omfanget af disciplinarmidler

begrænses, idet disciplinarmidlerne tilbageholdelse på tjenestestedet samt

overflytning til anden tjeneste afskaffes samtidig med, at der indføres

hjemmel

til at anvende disciplinarbøder, jf. nærmere nedenfor.

Tilrettevisning

er

efter de gældende regler den mildeste disciplinære sanktion over for en

forseelse. Tilrettevisning opretholdes som disciplinarmiddel efter

lovforslaget, dog således at denne sanktion omfatter de gældende

disciplinarmidler belæring og tilrettevisning, idet disse 2 disciplinarmidler

ifølge praksis er identiske..

Fremstilling.

Dette disciplinarmiddel anvendes især over for den, der ikke har sin

udrustning

i orden, og som således pålægges at bringe den i orden med efterfølgende

fremstilling for en befalingsmand til kontrol. Sanktionen har en tæt

sammenhæng

med forseelsen og foreslås opretholdt.

Arbejde og

efterøvelse i en del af fritiden og anden tjeneste uden for orden. Disse

disciplinarmidler har også en tæt sammenhæng med den begåede forseelse og

foreslås opretholdt. Det bemærkes, at »vagt uden for orden« ikke som efter

den

gældende bestemmelse er fremhævet udtrykkeligt, idet denne sanktion implicit

er

omfattet af »anden tjeneste uden for orden«.

Det forudsættes i overensstemmelse med de hidtil gældende

regler, at tjeneste uden for orden som disciplinarmiddel alene omfatter

opgaver

af tjenstlig karakter eller opgaver, som på anden måde findes at være

relevante

for tjenesten, og at tjenesten i form af et disciplinarmiddel indgår i en

forud

fastlagt turnusordning, således at denne yderligere tjeneste ikke etableres

til

lejligheden.

Disciplinarbøde.

Efter forslaget til lov om militær retsplejelov ophæves adgangen til at

pålægge

straf uden dom. Dette betyder, at militære chefers mulighed for ved bødepålæg

at kunne reagere hurtigt over for en forseelse forsvinder. Udvalget om den

militære straffe- og retsplejeordning har derfor fundet, at der er behov for

at

indføre en økonomisk sanktion i form af et nyt disciplinarmiddel –

disciplinarbøde.

Disciplinarbøder kendes også efter tjenestemandslovens

regler om disciplinarretlige sanktioner over for tjenestemænd, jf.

tjenestemandslovens § 24, stk. 1. Efter tjenestemandslovens

§ 24, stk. 1, 1. punktum, kan en bøde som disciplinær sanktion ikke

overstige en halv månedsløn.

Det forudsættes fra udvalgets side, at udmålingen af

disciplinarbøder sker under hensyn til forseelsens karakter. Også den

pågældendes tidligere (lignende) forsømmelser bør dog kunne have indflydelse

på

udmålingen. På samme måde bør der ved udmålingen tages hensyn til den

pågældendes stilling og forhold, herunder lønforhold.

I overensstemmelse med udvalgets forslag foreslås det, at

en disciplinarbøde højst kan udgøre 1/10 af den pågældendes månedsløn

(grundløn/basisløn, brutto).

Et flertal i udvalget har foreslået et maksimum på 1/5 af

månedslønnen for værnepligtige i de første fire måneder af værnepligtstiden

(ca. 885 kr.) for at sikre, at disciplinarbøden kunne få en rimelig størrelse

og dermed effekt i denne periode, da den månedlige værnepligtsløn de første 4

måneder var væsentlig lavere end i den resterende del af værnepligtstiden.

Aftalen om forsvarets ordning 2005 - 2009 indebærer

imidlertid, at værnepligtstiden forkortes til som hovedregel 4 måneder.

Samtidig påtænkes ydelsen for værnepligtige fra og med 1. januar 2005

sammensat

på en anden måde end hidtil, idet den samlede månedlige ydelse vil udgøre ca.

12.500 og med et rådighedsbeløb efter skat for den enkelte værnepligtige på

ca.

9.500 kr. Henset hertil finder Forsvarsministeriet det ikke nødvendigt at

graduere mellem værnepligtige og andet personel i forhold til fastsættelsen

af

maksimum for størrelsen af en disciplinarbøde, idet det samlede månedlige

rådighedsbeløb efter skat på ca. 9.500 kr. forventes at blive

beregningsgrundlaget, svarende til en maksimumbøde for en værnepligtig på ca.

950 kr.

Til illustration af forslaget om maksimum for størrelsen af

en disciplinarbøde kan nævnes følgende eksempler på grundløn for visse,

særligt

udvalgte personelgrupper (lønniveau 1. april 2004):

NY LØN:

GAMMEL LØN:

Konstabel:

16.502,26 -

17.320,16 (trin 1-2)

14.654,33 -

19.726,42 (trin 2-20)

Sergent:

17.512,60

17.570,42 - 18.471,83 (trin 13-16)

Premierløjtnant:

20.797,66

20.610,00 - 23.211,58 (trin 23-32)

Major:

24.825,56 - 28.193,36 (lgrp.

3-4)

25.157,50 -

30.340,50 (trin 38-47)

Oberst:

42.909,25

42.909,25

Maksimumbeløbet for disciplinarbøder vedrører den enkelte

forseelse.

Størrelsesmæssigt skal disciplinarbøden udmåles til et

noget mindre beløb end en bøde for en tilsvarende strafbar forseelse.

Udvalget har ved deres forslag forudsat, at der

administrativt fastsættes nærmere retningslinjer for bødernes størrelse,

ligesom der vil blive udarbejdet oversigter over praksis, som kan benyttes

som

vejledende retningslinjer for størrelsen af disciplinarbøder for typiske

tilfælde af pligtforsømmelser.

På baggrund af forslaget om at indføre disciplinarbøder har

udvalget endvidere fundet, at der ikke er grundlag for at foreslå

tilbageholdelse på tjenestestedet opretholdt som disciplinarmiddel. Det samme

gælder disciplinarmidlet overflytning til anden tjeneste, som efter udvalgets

opfattelse må betragtes som en for indgribende reaktion over for mindre

alvorlige tjenesteforsømmelser.

Der henvises til betænkningen side 342 - 345.

Det skal bemærkes, at der inden for Forsvarsministeriets

område i øjeblikket pågår et arbejde med henblik på blandt andet at få

udarbejdet administrative retningslinier mv. i forbindelse med udvalgets

forslag til ny militær straffelov, retsplejelov og disciplinarlov, således at

vejledninger mv. forventes at være klar ved de pågældende lovforslags

påtænkte

ikrafttrædelsestidspunkt den 1. oktober 2005.

Det skal bemærkes, at et mindretal i udvalget har udtrykt

betænkelighed ved at indføre disciplinarbøde, fordi denne sanktion af

forsvarets personel vil blive opfattet som en sanktion af strafferetlig

karakter. Omvendt har Forsvarsministeriets og Forsvarskommandoens

repræsentanter i udvalget givet udtryk for, at indførelsen af en

disciplinarbøde

er en forudsætning for, at disciplinarmidlet tilbageholdelse på

tjenestestedet

eller anden fratagelse af frihed kan afskaffes.

Der henvises til betænkningen side 343.

I forbindelse med høringen over betænkningen har de

Statsansattes Kartel, Statsansattes Kartel-Forsvar samt Hærens Konstabel- og

Korporalforening tillige udtrykt betænkelighed ved at indføre

disciplinarbøde,

da disse organisationer finder, at en sådan sanktion vil kunne misbruges som

en

lemfældig sanktionsform, der får karakter af dumme-bøde.

Efter Forsvarsministeriets opfattelse er disciplinarmidlet

tilbageholdelse på tjenestestedet eller anden fratagelse af frihed ikke

længere

tidssvarende. Dette disciplinarmiddel må i dag af forsvarets personel antages

at opfattes som værende væsentligt mere indgribende end for eksempel en

egentlig bødestraf dels på grund af generelt bedre økonomiske forhold for

personellet

i forhold til tidligere dels på grund af de væsentligt større frihedsgrader

for

personellet under tjeneste, herunder for værnepligtigt personel, som i dag

eksisterer mht. at bevæge sig uden for det militære område mv. uden for

normal

tjenestetid. Der findes derfor ikke at være proportion mellem dette

disciplinarmiddel og den adfærd, som ønskes sanktioneret. Samtidig findes det

imidlertid af afgørende betydning, at der fortsat for militære chefer

eksisterer en mulighed for hurtigt at kunne sanktionere militære

pligtforsømmelser med en vis effekt herunder af økonomisk karakter. Det må i

den forbindelse erindres, at adgangen til for militære chefer at udstede

strafpålæg i form af bøde efter forslaget til militær retsplejelov ophæves,

samtidig med at en række militære pligtforsømmelser afkriminaliseres, idet

der

ikke længere vil være mulighed for at straffebelægge disse. Derimod vil der

alene

være mulighed for at gøre et disciplinært ansvar gældende ved disse

forseelser.

På denne baggrund er det efter Forsvarsministeriets

opfattelse af afgørende betydning, at der gives mulighed for at pålægge

disciplinarbøde.

Vedrørende faren for misbrug af disciplinarmidlet skal

særligt fremhæves, at der jo netop gennem dette lovforslag indføres en række

processuelle regler for sagernes behandling, ligesom forvaltningslovens

almindelige

regler for offentlige myndigheders behandling af sager vil være gældende.

Disse

reglers sigte er blandt andet at forhindre misbrug og ulovlige afgørelser.

Personellets

retssikkerhed er endvidere sikret ved, at afgørelsen kan indbringes for

disciplinarchefen, hvis afgørelse igen kan indbringes for disciplinarnævnet,

ligesom disciplinarnævnets afgørelse kan indbringes for domstolene. Endvidere

vil det forhold, at en militær chef anvender et disciplinarmiddel, hvor

betingelserne herfor ikke er opfyldt, i sig selv kunne være en

pligtforsømmelse,

som er strafbar, og hvor en sådan behandling fra en militær chefs side derfor

vil kunne strafsanktioneres.

3.4. Kompetencen til at pålægge

disciplinarmidler

Efter den gældende bestemmelse i militær retsplejelov

§ 39 bestemmer forsvarsministeren »hvem, der skal have myndighed til at

anvende disciplinarmidler og omfanget af denne myndighed«.

De nærmere bestemmelser findes i bekendtgørelse nr. 77 af

14. februar 1991 om myndighed til at anvende straffe uden dom og

disciplinarmidler over for personel i det militære forsvar, bortset fra

frivilligt personel af hjemmeværnet.

Efter

bekendtgørelsens § 2, stk. 1, er kompetencen tillagt

rettergangschefer og visse andre chefer,

jf.

§ 2, stk. 2.

Begrebet rettergangschef (rettergangsmyndighed)

er beskrevet i bekendtgørelse nr. 509 af 12. juni

2003

om rettergangsmyndighed

i det militære forsvar.

Udover Forsvarschefen og chefen for Forsvarsstaben m.fl.,

jf. § 2, omfatter begrebet en række nærmere angivne højere placerede

chefer tillagt myndighed som rettergangschef inden for de respektive 3 værn,

jf. §§ 3-6.

Herudover har andre overordnede kompetence til at anvende

disciplinarmidler, jf. §§ 3-10.

For en nærmere gennemgang af de gældende regler henvises

til betænkningen side 194- 196.

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har

fundet, at kompetencen til at pålægge samtlige disciplinarmidler fortsat bør

henlægges til den chefgruppe, der efter de gældende bestemmelser har

kompetence

som rettergangschef. Udvalget har imidlertid ikke fundet det hensigtsmæssigt

eller praktisk muligt at foreslå denne chefgruppe nærmere defineret i en

lovbestemmelse.

Også visse underordnede militære chefer bør efter udvalgets

opfattelse som efter de gældende bestemmelser tillægges kompetence som

disciplinarmyndighed. Det er i det daglige officerer, der er underordnet

rettergangschefen,

som på tjenestestedet og under f.eks. øvelser har den umiddelbare opgave at

opretholde disciplinen i den enhed, de har ansvaret for, og som samtidig vil

være dem, der overværer eller umiddelbart får indberetning om forseelsen.

Udvalget finder det af afgørende betydning, at også denne

gruppe befalingsmænd – som tilfældet er i dag – kan gribe ind over

for

tjenesteforseelser ikke blot ved at indberette en mulig forseelse, men også

ved

at kunne pålægge disciplinarmidler, eventuelt i nærmere bestemt omfang. Dette

gælder også – og især – underafdelingschefer, der i det daglige

typisk vil stå

midt i situationen.

De gældende administrative bestemmelser, der indeholder en

udtømmende beskrivelse af kompetencen til at pålægge disciplinarmidler, er

overordentlig detaljerede. Den høje detaljeringsgrad hænger bl.a. sammen med,

at en fællesbeskrivelse for alle tre værn ikke er mulig.

Udvalget har ikke fundet det muligt at beskrive

underordnede disciplinarchefers kompetence i disciplinarsager i en

lovbestemmelse. Det foreslås derfor, at de nærmere regler ligesom efter den

gældende bestemmelse fastsættes administrativt, jf. forslaget til § 7 og

bemærkningerne hertil.

Da udtrykket »rettergangschef« har begrebsmæssig sammenhæng

med straffeprocessen, og eftersom straf uden dom efter forslaget til ny

militær

retsplejelov ophæves, foreslås det at ændre begrebet rettergangschef til

disciplinarchef.

Disciplinarchef

er den øverste militære chef med kompetence til at pålægge disciplinarmidler

–

i praksis svarende til rettergangschefen og de militære chefer, der er

overordnet i forhold til rettergangschefen, og som efter de nugældende regler

administrativt er tillagt samme kompetence som rettergangschefen.

Underordnet chef med disciplinære beføjelser

omfatter alle overordnede under disciplinarchefen (rettergangschefen), der

har

hel eller delvis kompetence til at pålægge disciplinarmidler.

Som generel betegnelse for disse myndigheder foreslås

indført begrebet »disciplinarmyndigheden« og »den, der har

disciplinarmyndighed«. Dette samlebegreb anvendes i lovforslaget i tilfælde,

hvor den kompetente person omtales generelt.

Udvalget finder, at det bør overlades til

forsvarsministeren at fastsætte den nøjagtige kompetence for de underordnede

chefer med disciplinære beføjelser, eventuelt efter høring af berørte

militære

myndigheder og relevante personelorganisationer.

Bemyndigelsesbestemmelsen i § 7 giver hjemmel for

såvel generelt ved bekendtgørelse som i særlige situationer, f.eks. i

forbindelse med udsendelse til tjeneste i udlandet, at fastsætte de nærmere

regler om kompetencen. Bekendtgørelsen kan indeholde bestemmelser om sådanne

beslutninger i særlige tilfælde. Forsvarsministeren kan i bekendtgørelsen

dels

fastsætte generelle bestemmelser om kompetencen til at træffe afgørelse om

disciplinarmidler, dels give mulighed for at der i særlige tilfælde kan

træffes

afgørelser om at tillægge kompetence til bestemt militært personel.

Der henvises til betænkningen side 345 - 347.

I forbindelse med høringen over betænkningen har

Statsansattes Kartel, Statsansattes Kartel-Forsvar samt Hærens Konstabel- og

Korporalforening givet udtryk for at adgangen til at pålægge sanktionen

disciplinarbøde af hensyn til retssikkerheden bør begrænses til

disciplinarchefen.

Forsvarsministeriet skal hertil bemærke, at udvalget netop

har drøftet dette spørgsmål indgående, og fra udvalgets side lægges der ikke

op

til en begrænsning af hvilke chefer med disciplinære beføjelse, der kan

anvende

hvilke disciplinarmidler. Afgørende for kompetencen bør derimod være, hvem

der

har det daglige ansvar for opretholdelsen af disciplinen, og som samtidig

overværer eller umiddelbart får indberetning om forseelsen. Udvalget peger i

den forbindelse især på de underafdelingschefer, der i det daglige typisk vil

stå midt i situationen. Dog kan der eventuelt ske en begrænsning i nærmere

bestemt omfang, jf. side 345 og 346 i betænkningen.

Forsvarsministeriet har til hensigt i en kommende

bekendtgørelse om fordeling af disciplinarmyndighed efter forslagets § 7

og 6, stk. 3, at begrænse adgangen til at ikende disciplinarbøde i

videst

muligt omfang til et niveau svarende til de nugældende regler for militære

chefers adgang til ikendelse af bødestraf, jf. bekendtgørelse nr. 77 af 14.

februar 1991 om myndighed til at anvende straffe uden dom og

disciplinarmidler

samt bekendtgørelse nr. 509 af 12. juni 2003 om rettergangsmyndighed i det

militære forsvar, og svarende til udvalgets bemærkninger om emnet. Såvel

disciplinarchefer som chefer med disciplinære beføjelser forventes således

bortset fra disciplinarbøder tillagt kompetence til at anvende samtlige

disciplinarmidler.

3.5. Sagsbehandlingsregler

Efter lovforslaget skal reglerne for sagsbehandlingen i

disciplinarsager ikke længere være en del af den militære retsplejelov.

De myndigheder (militære chefer), som efter lovforslaget

har kompetence til at anvende disciplinarmidler, er en del af den offentlige

forvaltning, jf. forvaltningslovens § 1, stk. 1. En beslutning om

at

pålægge et disciplinarmiddel er en afgørelse i forvaltningslovens forstand,

jf.

forvaltningslovens § 2, stk. 2. Forvaltningslovens regler vil

derfor

være gældende for disse sager, medmindre det udtrykkeligt i loven bestemmes,

at

disse regler ikke eller kun delvist skal finde anvendelse.

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordnings

forslag til sagsbehandlingsregler i disciplinarsager har derfor taget

udgangspunkt i reglerne i forvaltningsloven. Der foreslås dog på flere

områder

bestemmelser, der fraviger forvaltningslovens regler på en sådan måde, at det

militære personel sikres en bedre retsstilling, end hvad der følger af

forvaltningsloven, jf. nærmere under bemærkningerne til de enkelte

bestemmelser

i lovforslaget.

Forvaltningslovens almindelige regler gælder for

sagsbehandling inden for hele den offentlige forvaltning. Loven dækker et

meget

stort område af afgørelsestyper, men sigter særligt på sager, der behandles

på

skriftligt grundlag, og hvor myndighedens afgørelse meddeles borgeren i

skriftlig

form.

Udvalget foreslår, at sagsbehandlingsreglerne for

disciplinarsager udformes ud fra den forudsætning, at behandlingen af sagen i

vidt omfang sker mundtligt og ikke på skriftligt grundlag. Ved behandlingen

af

disciplinarsager vil situationen typisk være den, at den pågældende

militærperson, som eventuelt skal pålægges et disciplinarmiddel, og den chef

(myndighed), som skal tage stilling til sagen, er til stede samtidig på

tjenestestedet. Allerede af denne grund er en mundtlig procedure mest

nærliggende.

En stor del af sagerne er desuden ganske enkle sager, hvor

der ikke er tvivl om de faktiske omstændigheder, og hvor det ligger

nogenlunde

klart, hvilken reaktion der efter praksis skal anvendes. Mange af de

nuværende

disciplinarsager vedrører således såkaldte for silde møder. Det er i de

fleste

tilfælde enkelt at konstatere, at en militærperson er kommet for sent til

tjenestestedet, og praksis med hensyn til sanktionen ligger forholdsvis fast.

Det samme gælder i andre enkle sager, f.eks. om ulydighed og vagtforseelser.

Er

der derimod tale om mere komplicerede sager – f.eks. hvor der kan være

anledning til at få afklaret et omtvistet faktum nærmere – må behovet

for en

hurtig behandling af sagen vige for hensynet til, at også denne type af sager

får en retssikkerhedsmæssig forsvarlig behandling.

En mundtlig sagsbehandling i de enkle sager er efter

udvalgets opfattelse i de fleste tilfælde mere betryggende end en skriftlig

behandling, idet der er mulighed for på stedet at korrigere eventuelle

misforståelser med hensyn til sagens faktiske oplysninger, ligesom de fleste

formentlig har lettere ved at forklare deres synspunkter mundtligt end

skriftligt.

Udvalgets forslag til sagsbehandlingsregler i

disciplinarsager er formuleret således, at der tages hensyn til behovet for

en

hurtig sagsbehandling, i det omfang det er foreneligt med hensynet til

retssikkerheden.

Disciplinarafgørelser vil altid være bebyrdende for den

pågældende, og sanktionen kan efter omstændighederne være ganske belastende.

Dette er baggrunden for, at udvalget foreslår sagsbehandlingsregler, der på

nogle få punkter afviger fra forvaltningslovens almindelige regler på en

sådan

måde, at den pågældende militærperson opnår en bedre retsstilling end den,

der

følger af forvaltningsloven. Det gælder særligt bestemmelser om den

pågældendes

medvirken ved sagens behandling samt begrundelsen for disciplinarafgørelsen.

Der henvises til betænkningen side 347-349.

Det bemærkes, at udvalgets forslag om, at den indberettede

skal kunne begære sagen udsat for at afgive en udtalelse, inden sagen

afgøres,

samt at denne skal kunne nægtes, hvis det findes ubetænkeligt at afgøre sagen

på det foreliggende grundlag, ikke er medtaget i lovforslaget. Årsagen hertil

er, at forvaltningslovens § 21 findes at være tilstrækkelig dækkende.

Det fremgår af denne bestemmelse, at den, der er part i en

sag, på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan begære sagens afgørelse

udsat, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen. Der kan endvidere

efter samme bestemmelse fastsættes en frist for afgivelsen af denne

udtalelse.

En sådan frist kan efter omstændighederne være ganske kort, hvis det findes

ubetænkeligt grundet sagens karakter. Hertil kommer, at det efter

bestemmelsens

stk. 2 er muligt at nægte en sådan udsættelse af sagen i visse tilfælde,

herunder hvis væsentlige hensyn til det offentlige eller private interesser

taler imod en sådan udsættelse.

Sagsbehandlingen i disciplinarsagerne må i vidt omfang

forventes at være baseret på en mundtlig procedure, idet de involverede

parter

typisk alle vil være til stede samtidig i forbindelse med sagens behandling.

Hertil

kommer, at sagerne typisk vil være ganske enkle. Formodningen i disse sager

er

således, at der som hovedregel næppe vil være behov for en udsættelse af

sagen.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at det forudsættes, at den pågældende

part

allerede har haft lejlighed til at udtale sig om de faktiske oplysninger i

sagen,

som har betydning for sagens afgørelse, jf. forslagets § 10,

stk. 1.

Fremsættes en sådan begæring imidlertid, skal denne naturligvis som

hovedregel

efterkommes, men efter forvaltningslovens § 21 vil der i sådanne sager

være mulighed for at fastsætte en meget kort frist for afgivelsen af en sådan

udtalelse ikke mindst, hvis det må anses for åbenbart, at baggrunden for

begæringen er et ønske om at trænere sagen. Dette kan i særdeleshed være

relevant i forhold til værnepligtige, hvor disse står umiddelbart foran

hjemsendelse, og hvor en udsættelse af sagen vil indebære, at afgørelsen

først

vil foreligge efter hjemsendelsen, og disciplinarmidlet dermed vil blive uden

effekt. Endvidere vil der efter § 21, stk. 2, være mulighed for at

nægte

en udsættelse, hvis hensynet til disciplinen og behovet for en hurtig

afgørelse

må vurderes som værende afgørende i den foreliggende situation.

3.6. Klageadgang

3.6.1. Disciplinarnævn

Efter militær retsplejelov § 43, stk. 1 og 2, kan

den, der er pålagt et disciplinarmiddel af rettergangschefen, forlange sagen

forelagt et disciplinarnævn til afgørelse. Nævnets afgørelse kan indbringes

for

et ankenævn, hvis afgørelse er endelig. Ankenævnets afgørelse kan ikke

indbringes for forsvarsministeren, og det antages, at afgørelsen ikke kan

indbringes for domstolene på grund af endelighedsbestemmelsen i § 43,

stk. 2, 2. punktum, i militær retsplejelov.

For en nærmere gennemgang af de gældende regler henvises

til betænkningen side 196 - 198.

Efter lovforslaget til § 15, stk. 1, vil adgangen

til at indbringe en disciplinarafgørelse for et disciplinarnævn blive

opretholdt. Den gældende adgang til at indbringe disciplinarnævnets afgørelse

for ankenævnet er derimod ikke medtaget. Dette skal blandt andet ses på

baggrund af, at udvalget om den militære straffe- og retsplejerordning

foreslår, at bestemmelsen i militær retsplejelov § 43, stk. 2, 2.

punktum, om at den endelige administrative afgørelse i disciplinarsager ikke

kan indbringes for domstolene, ophæves. Disciplinarnævnets afgørelse kan

således indbringes for domstolene, jf. den almindelige bestemmelse i

grundlovens § 63. Forslaget om nævnsbehandling er desuden udtryk for en

forenkling af den administrative klagebehandling.

Disciplinarnævnet vil efter forslaget kunne stadfæste,

formilde eller ophæve disciplinarmidlet, ligesom nævnet fuldt ud vil kunne

prøve, om sagsbehandlingsreglerne er overholdt. Derimod vil nævnet ikke kunne

skærpe afgørelsen. Baggrunden for denne fravigelse fra gældende ret er, at en

adgang til at skærpe et pålagt disciplinarmiddel vil kunne medvirke til, at

den, der er pålagt disciplinarmidlet, vil kunne være tilbageholdende med at

indbringe sagen for nævnet, jf. også bemærkningerne til forslagets § 14.

Efter den foreslåede bestemmelse skal den, der er pålagt et

disciplinarmiddel, ikke selv indbringe disciplinarchefens afgørelse for

nævnet,

men blot meddele disciplinarchefen, at han ønsker sagen behandlet af nævnet.

Disciplinarchefen skal herefter foranledige, at sagen sendes til nævnet.

Dette

svarer til den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 43,

stk. 1. Efter forslaget til § 15, stk. 1, er det alene den,

der

er pålagt disciplinarmidlet, der kan forlange afgørelsen indbragt for

disciplinarnævnet. Den, der oprindeligt har truffet afgørelse i sagen (en

underordnet chef med disciplinære beføjelser), er hverken klageberettiget

eller

berettiget til at indbringe en afgørelse for retten.

Efter de gældende regler består et disciplinarnævn af en

auditør, der er formand for nævnet, samt to andre medlemmer, hvoraf den ene

så

vidt muligt skal være en talsmand og af samme grad som den, der er blevet

pålagt disciplinarmidlet, mens den anden skal være dennes foranstående, jf.

militær retsplejelov § 43, stk. 3. Ankenævnet for disciplinarsager

består af generalauditøren og en advokat, der udpeges af Advokatrådet, samt

en

landsdommer som formand, jf. stk. 4.

Det foreslås, jf. forslaget til § 17, stk. 1, at

disciplinarnævnet fortsat består af tre medlemmer. Formanden bør – også

ud fra

retssikkerhedsmæssige synspunkter – være en dommer. Det foreslås

endvidere, at

de to øvrige medlemmer af nævnet er henholdsvis en repræsentant for forsvaret

–

udpeget efter indstilling af forsvarschefen – og en repræsentant udpeget

af den

pågældendes forhandlingsberettigede organisation/værnepligtsrådet. Efter

forslaget udpeger hver personelgruppe en repræsentant, der deltager i

behandlingen

af sager, som vedrører militært personel, der hører under den pågældende

personelorganisation. Disse medlemmer deltager også i sagen, selvom den, som

sagen vedrører, ikke er medlem af den pågældende organisation. Hvis flere

personer er indblandet i samme forhold, behandles disciplinarsagerne og

klager

herover til nævnet hver for sig.

Formålet med repræsentanternes deltagelse er at bibringe

disciplinarnævnet den fornødne indsigt i disse sager.

Forslaget indebærer, at der skal udpeges pt. fire medlemmer

for personellet, som hver for sig deltager i behandlingen af de sager, som

vedrører den personelgruppe, det pågældende medlem repræsenterer.

Det foreslås endvidere, at medlemmerne af nævnet beskikkes

for fire år med mulighed for genbeskikkelse. Dette gælder efter forslaget dog

ikke for det værnepligtige medlem.

Som følge af de ændrede værnepligtsforhold efter aftalen om

forsvarets ordning 2005 - 2009 overvejes det i øjeblikket nærmere, hvorledes

den fremtidige talsmandsordning for de værnepligtige skal udformes. Det er

derfor ikke muligt på nuværende tidspunkt i selve lovbestemmelsen at

fastlægge

en beskikkelsesperiode for dette medlem, som foreslået af Udvalget om den

militære straffe- og retsplejeordning.

Det foreslås derfor, at repræsentanten for de værnepligtige

i disciplinarnævnet vil skulle udpeges efter indstilling fra de

værnepligtiges

talsmandsorgan, i øjeblikket værnepligtsrådet, og beskikkes af

forsvarsministeren

for en forud fastsat periode, jf. nærmere forslaget til § 17,

stk. 3.

De nærmere regler om disciplinarnævnets virksomhed mv.

fastsættes efter forslaget til stk. 4 af forsvarsministeren.

3.6.2. Domstolsprøvelse

Efter den gældende bestemmelse i militær retsplejelov

§ 43, stk. 2, 2. punktum, er disciplinarankenævnets afgørelse

endelig

og det antages, at afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene. Udvalget om

den militære straffe- og retsplejeordning har overvejet, hvorvidt denne

bestemmelse

bør opretholdes eller ophæves i forhold til disciplinarnævnets afgørelse, jf.

forslaget til § 15, stk. 1.

I forbindelse med revisionen af lov om hjemmeværnet i 2000

blev spørgsmålet om den tilsvarende endelighedsbestemmelse i denne lov

drøftet

mellem Forsvarsministeriet og Justitsministeriet. Justitsministeriet gav

udtryk

for, at en bestemmelse, der forhindrer indbringelse af et pålagt

disciplinarmiddel for domstolene, er betænkelig. Den dagældende

endelighedsbestemmelse

i hjemmeværnslovens § 20 blev derfor ikke medtaget i lovforslaget.

Revisionen af hjemmeværnsloven blev gennemført ved lov nr. 123 af 27. februar

2001.

Spørgsmålet om endelighedsbestemmelser i lovgivningen er

omtalt i Retsplejerådets betænkning om reform af den civile retspleje I (nr.

1401/2001). Rådet finder (side 33), at endelighedsbestemmelser bør undgås.

Det

hedder videre:

»Grundlovens

§ 63 fastslår et vigtigt princip om, at afgørelser truffet af en

forvaltningsmyndighed, herunder uafhængige administrative nævn, skal kunne

prøves ved domstolene. Selv om grundlovens § 63 ikke er til hinder for,

at

lovgivningsmagten i begrænset omfang gør undtagelse fra denne regel, finder

Retsplejerådet, at sådanne undtagelser i givet fald skal have meget stærke

grunde for sig.«

Rådet fraråder, at nye endelighedsbestemmelser indføres i

lovgivningen.

Retsplejerådet har yderligere anført, at

endelighedsbestemmelserne vedrørende disciplinarnævnene for civil værnepligt

og

beredskabskorpset efter det oplyste vil blive ophævet. Retsplejerådet fandt

på

den baggrund ikke behov for nærmere at overveje de endelighedsbestemmelser,

der

gælder for disciplinarnævnenes afgørelser. Retsplejerådet forudsatte herved,

at

der ved udvalget om den militære straffe- og retsplejeordnings gennemgang af

den militære retsplejelov blev taget hensyn til de betænkeligheder, som

endelighedsbestemmelser giver anledning til.

Udvalget har ikke fundet, at der kan påvises meget stærke

grunde til at foreslå den gældende endelighedsbestemmelse opretholdt.

Lovforslaget indebærer derfor, at Disciplinarnævnets afgørelse i militære

disciplinarsager kan indbringes for domstolene i overensstemmelse med den

almindelige bestemmelse i grundlovens § 63.

Udvalget har overvejet, hvorvidt det alene er disciplinarnævnets

afgørelse, der skal kunne indbringes for domstolene, eller om den, der er

pålagt et disciplinarmiddel af disciplinarchefen eller af en underordnet chef

med disciplinarmyndighed, skal kunne indbringe disses afgørelser direkte for

domstolene uden først at skulle udnytte den almindelige administrative

klagevej

til disciplinarnævnet.

Retsplejerådet, der har behandlet dette spørgsmål generelt

i den ovenfor nævnte betænkning, anfører (side 33), at det må kræve en særlig

begrundelse at stille som betingelse for indbringelse af en administrativ

afgørelse

for domstolene, at en administrativ klageadgang først skal være udnyttet.

Anvendelse af disciplinarmidler inden for forsvaret er

navnlig begrundet i hensynet til disciplinen. Af samme grund er det af

afgørende

betydning, at disciplinarsager behandles så hurtigt, som det er muligt i det

konkrete tilfælde. Dette gælder også for disciplinarchefens behandling af

klager over en afgørelse truffet af en underordnet disciplinarchef og for

disciplinarnævnets sagsbehandling og afgørelse. Disciplinarsager, der får

deres

endelige administrative afslutning ved disciplinarnævnet, må i almindelighed

antages at være afgjort inden for få uger eller i hvert fald måneder.

Hertil kommer i øvrigt, at disciplinarchefens vurdering af

en underordnet disciplinarmyndigheds afgørelse og den efterfølgende prøvelse

af

disciplinarchefens afgørelse ved disciplinarnævnet netop på grund af disse

instansers kendskab til dette særlige retsområde er en del af de

retssikkerhedsmæssige garantier.

Udvalget har derfor ud fra en samlet vurdering af såvel

principielle synspunkter som dette retsområdes særlige karakter fundet, at

det

alene er disciplinarnævnets afgørelse, der bør kunne indbringes for

domstolene,

dog således at disciplinarchefens afgørelse vil kunne indbringes for retten,

hvis nævnets afgørelse ikke foreligger senest 2 måneder efter, at sagen er

indbragt for nævnet. Denne løsning svarer til det princip, der efter

skattestyrelsesloven gælder for indbringelse af f.eks. et skatteankenævns

afgørelse for domstolene, hvis Landsskatterettens afgørelse ikke foreligger

efter 6 måneder. Udvalget finder, at underordnede disciplinarchefers

afgørelser

i disciplinarsager ikke skal kunne indbringes for domstolene, men alene for

disciplinarchefen.

Det følger af den foreslåede bestemmelse til § 18, at

den, der ønsker disciplinarnævnets afgørelse prøvet af domstolene, selv skal

indbringe sagen for retten, dvs. udtage stævning mod forsvaret.

I gældende ret spores en betydelig usikkerhed om, hvilken

myndighed der er rette sagsøgte, hvis borgeren ønsker at anfægte en

afgørelse,

der er prøvet af et overordnet administrativt klagenævn. For at afklare denne

tvivl indeholder forslaget en udtrykkelig bestemmelse om dette spørgsmål. Har

disciplinarnævnet stadfæstet et pålagt disciplinarmiddel eller ændret dette

til

et mildere, harmonerer det med den overvejende tendens i civilprocessen, at

sagen anlægges mod nævnet. Dette er også tilfældet, hvis den pågældende

ønsker

at anfægte nævnets afgørelse om ikke at behandle sagen. I de øvrige tilfælde

vedrører sagen disciplinarchefens afgørelse. I disse tilfælde vil de

almindelige

regler føre til, at disciplinarchefen er rette sagsøgte. Under hensyn til, at

disciplinarchefen er underordnet Forsvarskommandoen, findes det rigtigst, at

sagen anlægges mod Forsvarskommandoen. Herved sikres en ligelig behandling af

dem, der er undergivet disciplinaransvar, og samtidig den bedste oplysning af

sagen, fordi ekspertisen vedrørende dette område samles i Forsvarskommandoen.

Denne løsning medfører ingen ulempe for sagsøgeren - som følge af reglen - på

grund af bestemmelsen om rette værneting i stk. 4.

Adgangen til domstolsprøvelse i sager om disciplinarmidler

rejser spørgsmål om, hvorvidt disciplinarnævnets afgørelse skal indbringes

for byretten,

eller om sagerne skal behandles af landsretten i 1. instans med den i øvrigt

deraf følgende fri ankeadgang til Højesteret. Efter retsplejeloven

§ 225,

1. punktum, behandles ved landsret i 1. instans sager »om prøvelse af

afgørelser

truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans, der har den

øverste administrative kompetence til at træffe afgørelser i sager mellem det

offentlige og private«. Andre sager mod det offentlige behandles af byretten

i

1. instans.

Udvalget foreslår som nævnt, jf. forslaget til § 15,

stk. 1, at der oprettes ét landsdækkende disciplinarnævn. Dette ville

efter de gældende regler, jf. retsplejelovens § 225, 1. punktum,

indebære,

at disciplinarnævnets afgørelse skulle indbringes for landsretten.

Disciplinarsager vedrører pligtforsømmelser af mindre

alvorlig karakter, typisk sådanne der ikke er fundet strafværdige. Det

forekommer derfor ikke hensigtsmæssigt, at disse sager behandles af

landsretten

i første instans, når andre sager om nok så indgribende spørgsmål skal

behandles ved byretten. At foreskrive landsretsbehandling for disse sager vil

i

øvrigt heller ikke være i overensstemmelse med den almindelige tendens til at

udvide byretternes saglige kompetence især i civile sager.

Det foreslås derfor, jf. § 18, stk. 3, at

prøvelsen af disciplinarnævnets afgørelser sker ved byretten på det sted,

hvor

den, som sagen vedrører, er tjenstgørende. Det samme gælder en eventuel

prøvelse af disciplinarchefens afgørelse efter stk. 2. Udsendt personel

er

altid meddelt fast tjenestested i Danmark uanset udsendelsen.

Det følger af stk. 1, at en underordnet

disciplinarchefs afgørelse ikke kan indbringes for domstolene, men alene for

disciplinarchefen.

Vedrører disciplinarsagen en hjemsendt militærperson, sker

prøvelsen af en disciplinarafgørelse, der er truffet inden hjemsendelsen, af

byretten på det sted, hvor den pågældende nu har hjemting, jf. forslaget til

§ 18, stk. 3, 2. punktum.

Udvalget har ikke fundet grundlag for at foreslå særlige

bestemmelser om fri proces, advokatbeskikkelse, sagsomkostninger mv. i sager

om

domstolsprøvelse af disciplinarafgørelser. Disse spørgsmål afgøres derfor

efter

retsplejelovens almindelige regler.

Det er udvalgets opfattelse, at der ikke skal være mulighed

for at indbringe disciplinarnævnets afgørelse for forsvarsministeren. Dette

svarer til gældende ret.

Der henvises til betænkningen side 352 - 356.

3.7. Kompensation

Efter den gældende bestemmelse i militær retsplejelov

§ 36, stk. 1, kan et strafpålæg senere ændres af blandt andre

rettergangschefen eller auditøren. Efter § 36, stk. 2, anvendes

bestemmelserne

om erstatning i kapitel 93 a i retsplejeloven med de fornødne lempelser, når

en

straf ophæves eller eftergives efter stk. 1. Retsplejelovens kapitel 93

a

indeholder regler om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning.

Militær retsplejelov indeholder ikke en tilsvarende

bestemmelse om erstatning mv. i tilfælde, hvor et disciplinarmiddel, der er

udstået, senere ophæves eller formildes. Det antages imidlertid, at

§ 36,

stk. 2, i militær retsplejelov kan anvendes i sådanne tilfælde, fordi

disciplinarmidler kun kan pålægges, hvis der er begået et strafbart forhold.

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har

fundet, at spørgsmålet om kompensation i tilfælde, hvor et disciplinarmiddel,

der er fuldbyrdet, inden afgørelsen ændres til fordel for den, der er pålagt

sanktionen, bør reguleres i en lovbestemmelse. En lovbestemmelse er endvidere

af bevillingsmæssige grunde nødvendig for, at forsvaret kan yde økonomisk

kompensation i disse tilfælde.

Lovforslagets § 16 giver hjemmel for, at den, der har

»udstået« et disciplinarmiddel, som senere ophæves eller formildes af

disciplinarchefen, af disciplinarnævnet eller af retten, kan få tilkendt en

kompensation for, at den oprindelige – senere ændrede – afgørelse

er blevet

fuldbyrdet, inden afgørelsen er blevet ændret.

Efter den foreslåede bestemmelse er der mulighed for at yde

kompensation i form af frihed i tilfælde, hvor udståelsen af

disciplinarmidlet

har medført, at den pågældendes tjenstlige frihed er blevet inddraget i

forbindelse

med »udståelsen«. Der er efter bestemmelsen endvidere mulighed for, at der

kan

ydes økonomisk kompensation – en godtgørelse – i tilfælde, hvor

tjenestefrihed

ikke er en relevant kompensation. Dette kan være af praktisk betydning i

tilfælde, hvor en værnepligtig er hjemsendt, inden den endelige afgørelse er

truffet. Endelig er der mulighed for efter bestemmelsen at fastsætte regler

om

eventuel anden kompensation end ovennævnte, hvis en sådan i den efterfølgende

administration af lovgivningen måtte vise sig hensigtsmæssig, eksempelvis

fritagelse for bestemte former for arbejde.

Efter forslaget er det den myndighed, som træffer den

endelige afgørelse om at ophæve eller formilde et pålagt disciplinarmiddel,

der

tager stilling til en eventuel kompensation eller godtgørelse. Det

forudsættes,

at myndigheden – disciplinarchefen eller disciplinarnævnet og i sidste

ende

retten – tager stilling til spørgsmålet af egen drift og i forbindelse

med den

materielle afgørelse.

De nærmere betingelser for kompensationen, omfanget af

anden tjenestefrihed eller størrelsen af den økonomiske godtgørelse, vil

blive

fastsat administrativt i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen i lovforslagets

§ 16, stk. 2.

3.8. Forældelse

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har

overvejet nødvendigheden af at fastsætte særlige regler for forældelse af

disciplinaransvar.

For andet disciplinæransvar, f.eks. efter

tjenestemandsloven, gælder ikke regler om forældelse. Forhold, der er begået

for mange år siden, og som således ville være forældede, hvis de skulle have

været bedømt efter straffeloven, kan således principielt medføre pålæg af

disciplinæransvar efter tjenestemandsloven. Udvalget har imidlertid fundet,

at

der bør fastsættes særlige regler om forældelse for disciplinaransvar for

militært

personel mv., jf. forslaget til § 19.

Indledningsvis bemærkes, at det allerede følger af

forslaget til § 8, at den overordnede, der finder anledning til, at der

bør pålægges disciplinaransvar, »snarest« skal indberette dette til nærmeste

overordnede. »Snarest« indebærer, at det skal ske umiddelbart efter, at det

pågældende forhold er blevet konstateret. Adgangen til at påtale

disciplinarforseelser

kan således efter omstændighederne bortfalde på grund af passivitet, hvis den

overordnede ikke snarest efter at have konstateret forholdet foretager

indberetning. Også disciplinarsager, der indledes efter afslutningen af en

militær straffesag, jf. nedenfor, forudsættes indledt og forfulgt »snarest«,

hvis adgangen hertil ikke skal fortabes ved passivitet. Forældelsesfristen

for

disciplinaransvar har derfor kun betydning for forhold, der først konstateres

længe efter, at de er begået (men inden for 2 år), eller i sager, der

oprindeligt er indledt som straffesager.

Forældelsesfristen er efter forslaget 2 år, jf.

stk. 1. Dette svarer til fristen efter straffelovens § 93,

stk. 1, nr. 1, om forældelsesfristen for overtrædelser, hvor der ikke er

hjemlet højere straf end fængsel i 1 år, eller når straffen for overtrædelsen

ikke ville overstige bøde. Fristen skal regnes fra det tidspunkt, hvor den

disciplinære forseelse er ophørt, jf. princippet i straffelovens § 94,

stk. 1.

Efter forslagets stk. 2 afbrydes forældelsen ved

underretning af den indberettede om, at han er blevet indberettet, eller at

der

indledes straffesag. Der vil i praksis kunne opstå sager, der indledes som

militære straffesager, men hvor efterforskningen viser, at der f.eks. ikke

kan

føres bevis for den krævede tilregnelse efter militær straffelov, dvs. at det

ikke kan bevises, at den formodede gerningsmand har handlet forsætligt eller

groft uagtsomt. I andre tilfælde kan den militære anklagemyndighed finde, at

det, selvom betingelserne for strafansvar for så vidt er opfyldt, er rimeligt

at lade sagen behandle alene som disciplinarsag. I sådanne tilfælde kan sagen

oversendes til disciplinarchefen til afgørelse af, om der i stedet er

grundlag

for at pålægge disciplinaransvar, eventuelt med auditørens bemærkninger

hertil.

Det er således ved forslaget forudsat, at en sag, der oprindeligt er indledt

som straffesag, kan overgå til at blive en disciplinarsag også senere end 2

år

efter forseelsen er begået.

Forældelse af strafbare forhold afbrydes ved

rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen, jf.

straffelovens § 94, stk. 3. Denne bestemmelse gælder også i

militære

straffesager, jf. den gældende bestemmelse i militær straffelov § 1. Det

vil derfor fortsat være en forudsætning for afbrydelsen af forældelsen for et

eventuelt strafferetligt ansvar, at der er foretaget rettergangsskridt,

hvorved

den pågældende er blevet sigtet, inden der er indtrådt forældelse efter

straffeloven. Afbrydelse af forældelsen for at gøre disciplinaransvar

gældende

efter forslaget til stk. 2 er således i sig selv ikke tilstrækkeligt til

også at afbryde forældelsen af et eventuelt strafferetligt ansvar.

Ved forslaget til stk. 3 indføres en

underretningspligt vedrørende muligheden for at indlede disciplinarsag over

for

sigtede eller tiltalte i straffesager, der afsluttes uden dom, dvs. hvor

sagen

sluttes med påtaleopgivelse, tiltalefrafald, eller hvor efterforskningen

indstilles, jf. retsplejelovens § 749. Det samme gælder i sager, der

afsluttes med dom, dvs. såvel i tilfælde af fældende dom som ved frifindelse.

Formålet hermed er at sikre, at det står klart for den, mod hvem straffesagen

har været ført, at sagen ikke nødvendigvis er afsluttet med domfældelse,

frifindelse eller straffesagens afslutning i øvrigt, men at disciplinarchefen

kan have grundlag for at rejse disciplinarsag, f.eks. i tilfælde hvor den

pågældende findes at have handlet simpelt uagtsomt. Udvalget forudsætter i

den

forbindelse, at underretningen også af bevismæssige grunde sker skriftligt og

indeholder den nødvendige vejledning om de mulige konsekvenser heraf.

Der henvises til betænkningen side 357-359.

3.9. Tilsyn med anvendelsen af

disciplinarmidler

Auditørerne og generalauditøren har efter militær

retsplejelov § 45 bl.a. til opgave at kontrollere de afgørelser mv., der

træffes af militære chefer med hensyn til pålæggelse af straf og

disciplinarmidler. Samme opgave påhviler rettergangscheferne i forhold til

deres underordnede.

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordnings

forslag om anvendelsesområdet for disciplinarmidler indebærer, at

disciplinarmidler

fremover vil være civilretlige sanktioner. Efter lovforslaget ligger

kompetencen

til at behandle straffesager hos forsvarets auditørkorps alene, mens militære

chefer – og kun disse – kan pålægge disciplinarmidler.

Denne opdeling af kompetencen betyder, at

disciplinarchefens afgørelse i en disciplinarsag alene kan prøves af

disciplinarnævnet. Militære chefer, der er overordnet disciplinarchefen, kan

af

egen drift intervenere i en konkret disciplinarsag og herunder i nogle

tilfælde

med henvisning til det almindelige over- og underordnelsesforhold inden for

forsvaret ændre eller ophæve en afgørelse truffet af disciplinarchefen. Dette

kan ske, så længe disciplinarnævnet ikke har truffet afgørelse i sagen.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at der som følge af

den særlige klageprocedure ikke er mulighed for administrativ rekurs i

disciplinarsager. Der kan ej heller antages at være mulighed for militære

chefer til at skærpe en afgørelse truffet af disciplinarchefen herunder

ophæve

denne. Dog vil der eventuelt efter omstændighederne kunne blive tale om, at

den

disciplinarchef, som har truffet den fejlagtige afgørelse, derved selv har

begået en pligtforsømmelse, jf. herved også bemærkningerne til lovforslagets

§ 14.

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning peger

endvidere på, at adskillelsen af sager om straf og disciplinarmidler rejser

flere spørgsmål.

Disciplinarsager behandles af militære chefer på det

enkelte tjenestested. Om et bestemt begivenhedsforløb skal behandles som en

straffesag eller som en disciplinarsag, afhænger i et vist omfang af en

skønsmæssig vurdering. Der vil derfor kunne være risiko for, at den praktiske

anvendelse af disciplinarmidler i nogen grad kan udvikle sig forskelligt fra

tjenestested til tjenestested. Dette forhold kan også indebære en vis risiko

for, at sager om pligtforsømmelser, som efter den militære anklagemyndigheds

praksis ellers ville være blevet behandlet som straffesager (typisk en

bødesag), kan slutte med en disciplinarafgørelse, hvilket kan medvirke til

uklarhed med hensyn til, hvor grænsen mellem straf- og disciplinarmidler går.

Bl.a. disse forhold indebærer efter udvalgets opfattelse,

at der er behov for, at en overordnet myndighed inden for forsvaret har

indsigt

i, hvorledes disciplinarmidler fremover anvendes i praksis. Dette gælder

såvel

af hensyn til at sikre en så vidt mulig ensartet praksis som med henblik på

at

skabe mulighed for gennem vejledning i generel form løbende at kunne bidrage

til en ensartet praksis med hensyn til behandlingen af disse sager.

En sådan central myndighed bør efter udvalgets opfattelse

løbende følge udviklingen i, hvorledes disciplinarmidler anvendes, både

generelt og konkret, og udarbejde oversigter over praksis. Der vil efter

udvalgets opfattelse endvidere være behov for at kunne tilvejebringe

statistiske oplysninger om anvendelsen af disciplinarmidler, herunder for de

enkelte tjenestesteder, også med henblik på at kunne vurdere udviklingen på

området, ligesom et løbende kendskab til praksis giver mulighed for at

udfærdige

generelle vejledninger, orientere om væsentlige enkeltsager, der belyser

centrale spørgsmål, etc. Sådanne væsentlige oplysninger kan endvidere

offentliggøres i en årlig beretning.

Der henvises til betænkningen side 360.

Forsvarsministeriet har blandt andet på baggrund af

udvalgets bemærkninger besluttet, at den kommende myndighed - Forsvarets

Personeltjeneste -, som jf. aftale om Forsvarets ordning 2005-2009 oprettes

pr.

1. april 2005, vil skulle varetage disse opgaver. Denne myndighed vil således

fremover være den centrale instans, som skal følge udviklingen mv. inden for

disciplinarområdet. I lighed hermed vil det endvidere blive denne myndighed,

som får ansvaret for den løbende vejledning af disciplinarcheferne og andre

med

disciplinære beføjelser.

Efter militær straffelov § 45, stk. 2, har

rettergangscheferne samt afdelings- og dermed ligestillede eller højere

chefer

adgang til nærmere at kontrollere deres underordnedes anvendelse af straffe-

og

disciplinarmyndighed.

Det følger af lovforslaget, at disciplinarchefens pligt til

at påse underordnede disciplinarchefers anvendelse af disciplinære sanktioner

vil være en del af det almindelige over- og underordnelsesforhold i

forsvaret,

da der vil være tale om ren civilretlige afgørelser. Udvalget om den militære

straffe- og restplejerordning har derfor ikke fundet behov for en bestemmelse

svarende til den gældende § 45, stk. 2, i militær retsplejelov.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 359 - 361.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

Forslaget forventes ikke at have nævneværdige økonomiske

eller administrative konsekvenser for staten. Dog må der som følge af den

afkriminalisering, som forslaget til militær straffelov lægger op til, i et

vist omfang forventes færre overtrædelser af den militære straffelov og

dermed

færre straffesager for den militære anklagemyndighed. Omvendt vil en del af

disse sager i højere grad end i dag i stedet blive afgjort inden for

forsvaret

med et disciplinarmiddel. Kompetence til at pålægge disciplinarmidler og

behandle disse sager vil imidlertid som efter de gældende regler fortsat ske

ved forsvarets myndigheder. Samlet set forventes en mindre stigning i

antallet

af disciplinarsager derfor ikke at ville få nævneværdige økonomiske eller

administrative

konsekvenser.

Forslaget har ikke økonomiske eller administrative

konsekvenser for kommuner, amtskommuner og erhvervslivet. Forslaget har ingen

miljømæssige konsekvenser.

Punkt 5. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Positive konsekvenser/

Mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske og administrative

konsekvenser for Staten

Ingen af betydning

Ingen af betydning

Økonomiske og administrative

konsekvenser for kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske og administrative

konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for

borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke

EU-retlige aspekter

6. Hørte myndigheder mv.

Betænkning nr. 1435/2004 om den militære straffelov,

retsplejelov og disciplinarlov har været sendt i høring hos følgende

myndigheder og organisationer:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre

Landsret, Københavns Byret, Præsidenten for retten i Århus, Præsidenten for

retten i Odense, Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten for retten i

Roskilde, Den danske dommerforening, Domstolsstyrelsen,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Advokatrådet,

Institut for Menneskerettigheder, Landsforeningen af beskikkede advokater,

Dansk Røde Kors, Statsansattes Kartel (StK), Hærens konstabel og

korporalforening (HKKF), StK Forsvar, Tjenestemænds og overenskomstansattes

kartel (TOK), Centralforeningen for stampersonel (CS), Akademikernes

centralorganisation, Hovedorganisationen af officerer i Danmark (HOD),

Foreningen af forsvarets auditørfuldmægtige, Statstjenestemændenes

centralorganisation II (CO II), Forsvarets civil-etat (FCE), Danske

militærlægers organisation, Foreningen af forsvarets auditører, Dansk

tandplejerforening, Foreningen af ingeniører i forsvaret, Forsvarsarbejdernes

landsorganisation, Reserveofficersforeningen i Danmark, Værnepligtsrådet,

Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Finansministeriet,

Rigsombudet på Færøerne, Færøernes Landsstyre, Lagmandskontoret,

Rigsombudsmanden i Grønland og Grønlands Hjemmestyre.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Kapitel 1

Lovens formål

Til § 1

Til stk. 1

Stk. 1 beskriver formålet med anvendelsen af

disciplinarmidler, nemlig at »sikre disciplinen inden for forsvaret«. Denne

angivelse præciserer samtidig, at anvendelsen af disciplinarmidler konkret

forudsætter en vurdering hos disciplinarmyndigheden, af hvorvidt det i det

enkelte

tilfælde er nødvendigt at anvende en disciplinær sanktion af hensyn til

disciplinen. Herved tilkendegives samtidig indirekte, at en sag om en

forseelse

efter omstændighederne også kan sluttes med f.eks. en uformel påtale,

misbilligelse eller lignende. Dette er i overensstemmelse med de gældende

principper, jf. generalauditørens bemærkninger til cirkulære af 2. marts

1990,

hvorefter »småforseelser normalt bør afgøres med en mundtlig misbilligelse af

det passerede«, og det princip skal følges, »således at strafferetlig

sanktion

normalt kun bringes i anvendelse ved noget grovere eller gentagne

forseelser«.

Til stk. 2

Stk. 2 indeholder de grundlæggende forudsætninger for

at pålægge disciplinære sanktioner.

For det første kræves det, at der foreligger en

overtrædelse af gældende regler. De regler, der kan være tale om, er

beskrevet

i §§ 4 og 5 i lovudkastet.

For det andet er det en forudsætning, at der af

disciplinære grunde konkret skønnes at være behov for at anvende en

formaliseret sanktion og ikke blot f.eks. en uformel påmindelse eller

lignende

for at tilkendegive, at den pågældende har begået en forseelse.

Det centrale område for anvendelse af disciplinarmidler er

de pligtforsømmelser, der ikke er strafbare efter militær straffelov, enten

fordi den pågældende ikke har haft den nødvendige tilregnelse til at begå en

strafbar overtrædelse, eller fordi overtrædelsen ikke er tilstrækkelig

alvorlig

i tilfælde, hvor strafansvar forudsætter, at overtrædelsen er af grov

karakter.

Stk. 2 udelukker ikke, at et disciplinarmiddel kan

anvendes i tilfælde, hvor det pågældende forhold for så vidt må bedømmes som

en

strafbar pligtforsømmelse, typisk hvor sanktionen ellers ville være en bøde.

Dette er præciseret i § 1, stk. 2, in fine.

Hovedreglen efter forslaget til militær straffelov er, at

en pligtforsømmelse skal være grov, og at forholdet skal kunne tilregnes den

pågældende som forsætligt eller groft uagtsomt, for at kunne straffes. Begge

betingelser skal være opfyldt.

Efter disciplinarloven kan et disciplinarmiddel pålægges

for hovedparten af de forhold, der er nævnt i militær straffelov, og som ikke

er af grov karakter. Det er tilstrækkeligt, at der foreligger simpel

uagtsomhed. Det betyder, at der alene kan reageres med et disciplinarmiddel,

selvom forholdet er af grov karakter, når der foreligger simpel uagtsomhed.

Kompetencen til at pålægge disciplinarmidler vil ligesom

efter de gældende regler alene tilkomme militære myndigheder. Kompetencen til

at efterforske og påtale strafbare forhold vil efter forslaget til militær

retsplejelov § 6, stk. 1, og § 7, stk. 1, derimod alene

kunne udøves af den militære anklagemyndighed.

Adskillelsen mellem kompetencen og sagsbehandlingen i

straffesager og disciplinarsager er således skarp og uden overlapning.

Beskrivelsen af de overtrædelser, der kan medføre strafansvar efter militær

straffelov, og de pligtforsømmelser, der kan medføre ansvar efter

disciplinarloven, således som disse er beskrevet i forslaget til §§ 4 og

5, er derimod i et vist omfang sammenfaldende, således at visse overtrædelser

i

det nedre område for strafansvar også er omfattet af disciplinarloven. Det

kan

naturligvis være vanskeligt i det enkelte tilfælde at afgøre, om et forhold

er

af grov karakter, og/eller hvilken grad af tilregnelse, der må antages at

være

tale om. Denne delvise overlapning af gerningsbeskrivelsen kendes også inden

for den almindelige lovgivning i forholdet mellem pligtforsømmelser efter

tjenestemandsloven og pligtforsømmelser efter straffelovens § 157.

Det er derfor muligt i særlige tilfælde at reagere alene

med et disciplinarmiddel, hvor betingelserne for at anvende straf i øvrigt er

opfyldt. At et strafbart forhold behandles i disciplinarlovens former og ikke

efter militær straffe- og retsplejelov, kan rejse visse principielle

betænkeligheder af retssikkerhedsmæssig karakter. Når det alligevel er fundet

hensigtsmæssigt, at der i et vist omfang skabes mulighed for, at forhold, der

er strafbare, kan mødes med et disciplinarmiddel i stedet, har det sammenhæng

med følgende:

I det konkrete tilfælde, hvor der foreligger et forhold,

som kan strafforfølges, kan der foreligge undskyldende omstændigheder eller

personlige forhold, der gør det ubetænkeligt, at den militære chef slutter

sagen alene med at pålægge et disciplinarmiddel. Det ville i sådanne tilfælde

ikke være hensigtsmæssigt, om den militære chef skulle være henvist til at

sende sagen til den militære anklagemyndighed – eventuelt med

indstilling om,

at påtale blev opgivet.

At afslutte sagen med en disciplinær sanktion i stedet for

straf kan f.eks. være velbegrundet i førstegangstilfælde og i sager, hvor der

foreligger formildende omstændigheder. Dette er for så vidt i fuld

overensstemmelse

med den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 37, stk. 2,

hvorefter disciplinarmidler »skal anvendes i stedet for mindre straffe,

medmindre omstændighederne taler imod det«.

Som det fremgår af forslaget til § 11, foreslås det,

at disciplinarchefen skal sende sagen til auditøren, hvis disciplinarchefen

finder det tvivlsomt, om sagen skal behandles som en straffesag. Denne

forpligtelse

for disciplinarchefen til at sende sagen til den militære anklagemyndighed

skal

ses på baggrund af de ovenstående bemærkninger. Forslaget til § 11 har

til

formål at skabe mulighed for, at den konkrete sag i givet fald kan behandles

i

det rette regi og efter det rette regelsæt.

Der er herved givet militære chefer, der kan pålægge

disciplinarmidler, en rimelig margin med hensyn til at vurdere, om en

pligtforsømmelse i det konkrete tilfælde kan afgøres med en sådan sanktion,

eller om sagen skal forelægges auditøren med henblik på eventuelt at indlede

straffesag.

§ 1, stk. 2, indebærer endvidere, at hvis

disciplinarchefen finder det tvivlsomt, om forholdet er strafbart, men

konkret

vurderer, at sagen, selvom forseelsen anses for at være strafbar, kan afgøres

med et disciplinarmiddel, vil denne kunne afgøres uden forudgående

forelæggelse

for auditøren.

Det bør fremhæves, at såfremt disciplinarmyndigheden vælger

at behandle en åbenbar straffesag som en disciplinarsag f.eks. med det formål

at dække over nogen, vil det i sig selv indebære en pligtforsømmelse, der kan

være strafbar.

Endelig er det med formuleringen i § 1, stk. 2,

»kan pålægges«, tilkendegivet, at anvendelsen af disciplinarmidler er

fakultativ, dvs. at en mindre forseelse – som tilfældet er efter de

gældende

bestemmelser – ikke nødvendigvis skal mødes med en formaliseret

sanktion, men

at en påmindelse, misbilligelse etc. i den givne situation kan anvendes i

stedet for straf eller et disciplinarmiddel.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige

bemærkninger punkt 3.1. og 3.2.

Kapitel 2

Lovens område mv.

Til §§ 2 og 3

Det foreslås, at det militære personel, der kan pålægges

disciplinarmidler, er det samme som det, der kan pådrage sig strafansvar for

overtrædelse af militær straffelov i fredstid henholdsvis under væbnet

konflikt.

Det er fundet mest hensigtsmæssigt, at der i

disciplinarloven optages en udtrykkelig beskrivelse af denne personkreds i

stedet for blot at henvise til beskrivelsen i forslaget til militær

straffelov

§ 1, henholdsvis § 2.

Udtrykket militært personel omfatter efter lov om

forsvarets personel, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 12. februar 2004,

§ 2, stk. 1, følgende:

1)

Befalingsmænd og

menige, der indordnes i en rækkefølge af militære grader efter

forsvarsministerens

nærmere bestemmelse,

2)

auditørpersonel,

gejstligt personel og musikerpersonel samt andet personel efter

forsvarsministerens

bestemmelse.

Befalingsmænd omfatter personel af officersgruppen og

sergentgruppen. Menige omfatter personel af konstabelgruppen,

konstabelelever,

værnepligtige menige og kvindelige menige på værnepligtslignende vilkår, jf.

samme lovs § 2, stk. 2. Det i § 2, stk. 1, nr. 2, nævnte

personel

betegnes som militært personel uden for den militære rækkefølge.

Forsvarsministeren har endvidere fastsat nærmere

bestemmelser om militære grader mv. for personel i det militære forsvar, for

tiden i bekendtgørelse nr. 325 af 28. april 1994.

Udtrykket »tjenstgørende« indebærer, at personellet skal

være ansat eller indkaldt til tjeneste i forsvaret. Det er uden betydning om

det militære personel er fastansat eller midlertidigt tjenstgørende. Personel

af reserven vil eksempelvis kun være omfattet i det omfang, de er indkaldt

til

tjeneste. Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt og ophørstidspunkt vil

være afgørende. For så vidt angår værnepligtige er begyndelsestidspunktet det

tidspunkt, på hvilket de efter indkaldelse møder eller skulle møde for at

indtræde eller genindtræde i forsvaret. Hjemsendelsestidspunktet er afgørende

for ophørstidspunktet.

Militært personel, såvel ansatte som indkaldte, har dog

fortsat visse pligter, som påhviler dem også efter hjemsendelsen.

Som pligter, der påhviler hjemsendt personel, kan f.eks.

nævnes tavshedspligt med hensyn til forhold, som den pågældende er blevet

bekendt med under tjenesten, og hvis hemmeligholdelse ifølge sagens natur er

påkrævet eller foreskrevet efter bestemmelser for den militære sikkerhed,

forskriftsmæssig opbevaring af eventuelle våben, uniform og anden udleveret

udrustning.

Det fremgår af den militære retsplejelov § 40, at

disciplinarmidlerne belæring, tilrettevisning eller overflytning til anden

tjeneste kan anvendes over for alle undergivne. De øvrige disciplinarmidler

kan

derimod ikke anvendes over for officerer og faste befalingsmænd eller dermed

ligestillede,

medmindre de pågældende er elever på en militær skole.

Ud fra lighedsbetragtninger er der ikke fundet grundlag for

at medtage en lignende bestemmelse i forslaget til militær disciplinarlov.

Afgørende for hvilket disciplinarmiddel, der skal bringes i anvendelse, er,

at

det i den konkrete situation er det bedst egnede disciplinarmiddel, der

finder

anvendelse, ikke mindst af hensyn til den pædagogiske effekt, det valgte

disciplinarmiddel

må antages at have. Der vil være forskel på, hvilket disciplinarmiddel, der i

den konkrete situation må antages at have den tilsigtede effekt på

eksempelvis

en ældre officer og en uerfaren værnepligtig.

I forslaget til § 3 vedrørende væbnet konflikt er ikke

medtaget en bestemmelse svarende til forslaget til militær straffelov

§ 2,

nr. 3, idet de forhold, der er omfattet af denne bestemmelse, er af så

alvorlig

karakter, at der ikke er grundlag for at antage, at sådanne forhold kan

resultere i et disciplinarmiddel. Desuden er denne personkreds uden for

disciplinarlovens primære anvendelsesområde.

Som det fremgår af forslaget til §§ 2 og 3, omfatter

personkredsen også internerede, udenlandske militærpersoner, jf. § 2,

stk. 2, henholdsvis krigsfanger mv., jf. § 3, nr. 2. Såvel de

nugældende som de foreslåede bestemmelser er en forudsætning for at opfylde

Danmarks internationale forpligtelser. Beskrivelsen svarer til gældende

militære straffelov §§ 5, stk. 2, og 6, nr. 2, og forslaget til

§ 1, stk. 2, og § 2, nr. 2, i militær straffelov.

Disciplinaransvaret er knyttet til personen og er således

ikke territorielt begrænset. Lovforslaget indeholder derfor ikke en

bestemmelse

svarende til § 2 i den gældende militære straffelov om lovens

territoriale

gyldighedsområde.

Kapitel 3

Pligtforsømmelser og disciplinarmidler

Til §§ 4 og 5

Bestemmelserne angiver de pligtforsømmelser, som skal kunne

medføre disciplinarmidler.

De foreslåede bestemmelser er ganske detaljerede. En mere

generel, bredt formuleret bestemmelse om disciplinaransvarets grænser

svarende

til tjenestemandslovens § 10 har været overvejet, men under hensyn til

de

omfattede personers retssikkerhed angiver reglen så præcist som muligt de

enkelte overtrædelser og indeholder kun en generelt formuleret

opsamlingsbestemmelse om pligtforsømmelser. Der har i denne forbindelse også

været lagt vægt på, at personkredsen, der efter forslaget skal være omfattet

af

disciplinarreglerne, er bredere end efter tjenestemandsloven.

Gerningsbeskrivelsen i § 4, nr. 1, 2, 3, 4 og 5 er

bygget over forslag til militær straffelov § 11 (ulydighed), § 13

(respektstridig opførsel), § 19 (krænkende behandling af sideordnede) og

§ 23 (om ordensforstyrrelser, herunder i udlandet). Bestemmelserne i nr.

6

- 9 er bygget over forslaget til militær straffelov § 24

(vagtforseelse),

§ 25 (udeblivelse), § 26 (militært hærværk) og § 28 (den

almindelige bestemmelse om pligtforsømmelse).

Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse i § 4,

nr. 8 (militært hærværk), ikke medfører en ændring i den nuværende praksis,

hvorefter mindre alvorlige og uforsætlige tilfælde af tab af udrustning mv.

normalt ikke medfører, at forholdet resulterer i en disciplinarretlig

sanktion,

jf. herved også bemærkningerne til forslag til militær straffelov § 26.

De foreslåede bestemmelser i § 5, stk. 1 og 2,

svarer til bestemmelserne i forslag til militær straffelov §§ 15, 17, 18

og 16.

Forhold, der er beskrevet i forslag til militær straffelov

§ 12 (mytteri), § 20 (indtagelse af bl.a. alkohol), § 21

(overtrædelse af promillegrænser), § 22 (besiddelse og indtagelse af

euforiserende

stoffer) og § 27 (overtrædelse af visse forbud), er ikke medtaget i

forslaget til militær disciplinarlov, da disse forhold er af en så alvorlig

karakter, at de ikke bør kunne afgøres med et disciplinarmiddel.

Til § 6

Disciplinarmidler er ikke blot sanktioner over for tilfælde

af pligtforsømmelser, men tjener også et fremadrettet pædagogisk formål.

Netop

det pædagogiske sigte vil derfor i de fleste tilfælde have betydning for,

hvilket disciplinarmiddel der bør vælges i det enkelte tilfælde.

§ 6 angiver de disciplinarmidler, som skal kunne

anvendes over for de tilfælde af militære pligtforsømmelser, der er omfattet

af

§§ 4 og 5. Det gælder som udgangspunkt de forhold, der ikke er grove,

eller som er begået alene af simpel uagtsomhed og derfor ikke er strafbare.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige

bemærkninger punkt 3.3. og 3.4.

Kapitel 4

Behandlingen af disciplinarsager

Til § 7

Efter den foreslåede bestemmelse fastsættes de nærmere

regler om, hvilke militære chefer der har kompetence til at pålægge

disciplinarmidler,

administrativt. Dette svarer til den gældende ordning, jf. militær

retsplejelov

§ 39.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger

punkt 3.4.

Til § 8

Til stk. 1

Bestemmelsen angiver, hvorledes en disciplinarsag rejses.

Overordnet personel, som ikke selv har

disciplinarmyndighed, skal efter den foreslåede bestemmelse indberette sagen

til den nærmeste overordnede. Indberetning forudsættes at ske i

overensstemmelse med de almindelige regler om indberetning ad kommandovejen.

Har nærmeste overordnede heller ikke selv disciplinarmyndighed, skal han

videresende indberetningen, jf. stk. 2. Er det derimod en underordnet

chef

med disciplinære beføjelser eller disciplinarchefen selv, der konstaterer

forholdet, behandler denne selv sagen.

Det forudsættes, at indberetningen sker skriftligt med

angivelse af, hvilken bestemmelse, der anses for overtrådt, og en kort

beskrivelse af de faktiske omstændigheder vedrørende forholdet. Det bemærkes,

at elektronisk indberetning må anses for tilstrækkeligt til, at

skriftlighedskravet

er opfyldt. Der er naturligvis ikke noget i vejen for, at den, der afgiver

indberetning, mundtligt varsler denne for modtageren, men dette må i så fald

følges op af en skriftlig indberetning.

Indberetning skal foretages snarest. Med dette udtryk

tilkendegives, at indberetning skal ske i umiddelbar forbindelse med

forseelsen

eller ganske kort tid derefter. Udtrykket »snarest« har naturligvis en anden

karakter i mere komplicerede sager eller i sager, hvor det ikke er praktisk

muligt umiddelbart at indberette forholdet. Er kravet om, at indberetning

skal

ske »snarest«, ikke opfyldt, vil der efter omstændighederne kunne foreligge

passivitet, der medfører, at en disciplinarsag ikke kan gennemføres. Der

henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.8.

Hvis forholdet først konstateres nogen tid efter, at det er

begået, skal indberetning ske snarest efter, at den, der vil indberette

forholdet, er blevet bekendt med, at der må antages at foreligge en

tjenesteforsømmelse.

Ved formuleringen af stk. 1 er det præciseret, at der

ikke består en absolut pligt til at indberette et muligt disciplinært

forhold,

ligesom den, der overvejer at foretage indberetning, ikke nødvendigvis selv

skal foretage en nærmere vurdering af forholdet.

Det følger af de gældende bestemmelser, jf.

generalauditørens supplerende bemærkninger i tilknytning til cirkulære af 2.

marts 1990, at »småforseelser normalt bør afgøres med en mundtlig

misbilligelse

af det passerede«, og at det princip skal følges, »således at strafferetlig

sanktion normalt kun bringes i anvendelse ved noget grovere eller gentagne

forseelser«. Det forudsættes, at dette princip også følges fremover.

Befalingsmænd og andre overordnede vil derfor fortsat inden

for rimelige rammer have mulighed for selv at vurdere, om en adfærd, der kan

medføre disciplinaransvar, skal indberettes eller som i dag klares på stedet

med f.eks. en uformel mundtlig misbilligelse.

Det skal fremhæves, at en overordnets undladelse af at

indberette et klart disciplinært forhold, der har negativ indvirkning på

disciplinen, efter omstændighederne kan indebære en pligtforsømmelse, der kan

medføre straf eller et disciplinarmiddel.

Til § 9

Den foreslåede bestemmelse i § 8 regulerer ikke den

situation, hvor militært personel finder anledning til at indberette en

ikke-underordnet for et muligt disciplinært forhold. En sådan bestemmelse,

der

ikke findes i dag, foreslås optaget som § 9. En underordnet, f.eks. en

værnepligtig,

kan efter bestemmelsen indberette såvel en overordnet som en sideordnet eller

foranstående, der ikke samtidig er hans overordnede.

Finder den underordnede, at en overordnet har gjort sig

skyldig i en pligtforsømmelse, der eventuelt kan medføre straf eller

disciplinaransvar, skal han efter de gældende regler indgive anmeldelse til

de

militære myndigheder, jf. den gældende bestemmelse i militær retsplejelov

§ 22. Dette skyldes, at anvendelse af disciplinarmidler efter de

gældende

regler forudsætter, at der er begået et strafbart forhold.

Da disciplinarsager efter lovforslaget adskilles fra

straffesager, vil det være nødvendigt med en selvstændig bestemmelse, der

regulerer adgangen til at indgive anmeldelse mod en overordnet for en mulig

disciplinarforseelse.

Det må antages, at det i praksis ofte vil være den nærmeste

overordnede, som den pågældende ønsker at indberette, og det kan ikke

udelukkes, at incitamentet til at indberette en mulig disciplinær forseelse

svækkes,

hvis indberetningen skal indgives til den, som indberettes (ad

kommandovejen).

Det foreslås derfor, at anmeldelsen i disse tilfælde skal

indgives direkte til disciplinarchefen, der således har ansvaret for, at den

pågældende underrettes om, at indberetning er sket.

Sådanne indberetninger vedrørende overordnede mv. må

antages ofte at kunne vedrøre alvorligere forhold. Også af denne grund bør

disse indberetninger indgives direkte til disciplinarchefen, der normalt vil

være tjenestestedets øverste militære chef, for hvem det i øvrigt er

væsentligt

at have løbende kendskab til, hvad der foregår blandt personellet bl.a. for

at

kunne opfylde sin tilsynspligt. Med den foreslåede løsning undgås desuden

enhver risiko for mistanke om, at en indberetning vedrørende en overordnet

kan

blive undertrykt.

Hvis en indberetning foretages til en anden end

disciplinarchefen, skal den pågældende videresende indberetningen direkte til

disciplinarchefen. Dette fremgår af forslaget til § 9, 2. punktum.

Den foreslåede bestemmelse udelukker ikke, at

disciplinarchefen som overordnet kan tage en sag op af egen drift.

Efter § 9 er det enhver militær person, der kan

indberette sideordnet, overordnet, foranstående og efterstående personel for

et

muligt disciplinært forhold, jf. indledningen til bestemmelsen, »den, der

finder «. Civile er derimod ikke omfattet af bestemmelsen. Klager fra

civile,

f.eks. fra familiemedlemmer til militært personel, vil som det er tilfældet i

dag, blive underkastet en saglig behandling, herunder også med henblik på at

vurdere, om henvendelsen må antages at kunne give anledning til, at den

pågældende militære myndighed indleder disciplinarsag eller straffesag.

§ 9 vedrører alene indberetning for muligt

disciplinært forhold. Bestemmelsen regulerer derimod ikke spørgsmålet om den

almindelige klageadgang for militært personel. Sådanne klager skal efter de

gældende

regler indgives ad kommandovejen.

Fremgår det af en indberetning efter § 9, at den

vedrører et muligt disciplinært forhold, skal disciplinarchefen behandle

henvendelsen som en sådan indberetning. Viser en nærmere undersøgelse, at der

ikke er tale om et disciplinært forhold, skal sagen afvises som

disciplinarsag

og overgå til behandling som almindelig klagesag, hvis der findes grundlag

herfor.

Viser en klage over en overordnet, der indgives efter de

almindelige regler, sig at vedrøre et forhold, der kan rumme en

pligtforsømmelse, der er omfattet af reglerne i disciplinarloven, skal den,

der

modtager klagen, sende sagen til disciplinarchefen. Dette er i

overensstemmelse

med den gældende retstilstand, hvorefter en overordnet, der modtager en

klage,

er tjenstligt forpligtet til at videresende henvendelsen til rette myndighed.

En underordnet har ikke en ubetinget pligt til at foretage

indberetning. Undladelse af at indberette et muligt disciplinært forhold

vedrørende en overordnet vil imidlertid i helt særegne tilfælde kunne være en

pligtforsømmelse efter militær straffelov eller disciplinarloven. F.eks. må

det

antages, at en kaptajn, der konstaterer, at hans overordnede major har gjort

sig skyldig i en klar pligtforsømmelse, er forpligtet til at indberette

forholdet.

Menigt personel har ikke pligt til at foretage indberetning

om disciplinære forhold.

Til § 10

§ 10 beskriver sagsbehandlingen ved

disciplinarmyndigheden, dvs. den militære chef, der senere skal træffe

afgørelse i sagen.

Til stk. 1

Stk. 1 indeholder generelle bestemmelser, der gælder

for behandlingen af alle typer af disciplinarsager.

Det følger af 1. punktum, at disciplinarmyndigheden skal

sikre sig, at sagen er forsvarligt oplyst, inden den afgøres. Denne

bestemmelse

er for så vidt ikke nødvendig, idet den følger af den uskrevne

forvaltningsretlige grundsætning, at myndighederne har pligt til at sikre, at

sagen bliver forsvarligt oplyst (officialmaksimen). Ved bestemmelsen, der

gælder på ethvert stadie af sagen, er fastslået, at det er

disciplinarmyndigheden,

der har ansvaret for sagens oplysning.

Efter 2. punktum må der ikke træffes afgørelse i sagen, før

den indberettede har haft lejlighed til at udtale sig om de faktiske

oplysninger i sagen, som kan antages at få betydning for afgørelsen. Herved

er

endvidere tilkendegivet, at disciplinarmyndigheden har pligt til at sikre

sig,

at den indberettede er bekendt med alle foreliggende oplysninger i sagen.

Dette krav vil i enkle sager naturligt blive opfyldt ved,

at den indberettede forklarer om de faktiske forhold, der er indberettet, jf.

stk. 3. Giver forklaringen ikke anledning til, at der efter

disciplinarmyndighedens opfattelse skal indhentes yderligere oplysninger

eller

foretages yderligere undersøgelser, er proceduren afsluttet, og sagen kan

afgøres.

Det samme gælder i tilfælde, hvor den indberettede ikke ønsker at udtale sig,

og hvor disciplinarmyndigheden på det foreliggende grundlag finder det

ufornødent at lade yderligere undersøgelser foretage.

Kravene til partshøring efter de foreslåede bestemmelser

giver den indberettede en bedre retsstilling end den, der følger af

forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Der skal for det første partshøres over »de faktiske

oplysninger i sagen, som har betydning for afgørelsen«, og ikke blot over

faktiske oplysninger, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse

(således som det er formuleret i forvaltningsloven). For det andet er det

uden

betydning, om oplysningerne kan antages at være til gunst eller ugunst for

den

indberettede. Det forhold, at myndigheden kan gå ud fra, at den indberettede

er

bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af de foreliggende oplysninger og

vil tillægge dem betydning, fritager ikke for partshøring.

Ved formuleringen af § 10, stk. 3, er det

forudsat, at partshøringen kan ske mundtligt på stedet og med angivelse af

den

påtænkte sanktion.

Det følger af god forvaltningsskik, at den indberettede

samtidig bliver gjort bekendt med den påtænkte sanktion. Tanken hermed er, at

den pågældende bør vide, »hvad han er oppe imod«, for at kunne varetage sine

interesser på dette tidspunkt af sagen. At der gælder en sådan (ulovbestemt)

regel, er antaget af Folketingets Ombudsmand i en række udtalelser (se f.eks.

FOB 1994, s. 169, særligt s. 176). Der kan også henvises til, at en sådan

meddelelse skal gives indsatte efter disciplinærstrafbekendtgørelsen

(bekendtgørelse

nr. 385 af 17. maj 2001, § 6, stk. 2, nr. 1).

Formålet med partshøringen er, at den indberettede skal

have mulighed for at forholde sig til de oplysninger, som han får forelagt.

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, bestemmer, at det sker, for at den

pågældende skal være »givet lejlighed til at fremkomme med en udtalelse«.

Heri ligger, at den indberettede skal have en rimelig frist til at forholde

sig

til det materiale, som han får forelagt.

Hvad der er en rimelig frist, må afhænge af forholdene i

den enkelte sag. Hvis der er tale om enkle, uomtvistede faktiske oplysninger,

og hvor sanktionen følger et ret fast mønster (f.eks. hvor det er utvivlsomt,

at der er tale om for silde møde eller udeblivelse af en bestemt varighed),

vil

en rimelig frist efter omstændighederne kunne gå ned til ganske kort tid.

Omvendt

vil en rimelig frist i komplicerede sager, hvor der f.eks. er tale om et

omtvistet

og kompliceret faktum, kunne være af længere varighed.

Fristen kan som nævnt efter omstændighederne være ganske

kort. I nogle tilfælde kan der være behov for, at partshøring helt må

undlades,

fordi der er et særligt behov for, at der på stedet træffes en afgørelse om

at

pålægge et disciplinarmiddel. I et sådant tilfælde er der mulighed for efter

en

konkret afvejning efter forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, at

pålægge en disciplinær sanktion uden forudgående partshøring.

Til stk. 2

Den praktiske behandling af sagen indledes som beskrevet i

stk. 2 med, at disciplinarmyndigheden indkalder den indberettede, når

indberetningen er modtaget. Herved er tilkendegivet, at disciplinarsager

forventes behandlet i hovedsagen mundtligt og ikke på skriftligt grundlag som

forudsat i forvaltningsloven. Mundtlig sagsbehandling er praktisk

gennemførlig

i disse sager, fordi den indberettede og disciplinarmyndigheden typisk vil

befinde sig på samme tjenestested under sagens behandling.

En mundtlig behandling af sagen giver i forhold til en

skriftlig sagsbehandling desuden mulighed for, at sagen kan behandles

hurtigt,

hvilket navnlig af hensyn til disciplinen er af overordentlig væsentlig

betydning. Den mundtlige behandling kan tilrettelægges sådan, at den er

mindst

lige så betryggende som den skriftlige. Der er bl.a. mulighed for på stedet

at

korrigere eventuelle misforståelser med hensyn til sagens faktiske

oplysninger.

Den mundtlige sagsbehandling vil i de fleste tilfælde give den indberettede

bedre mulighed for at forklare og forsvare sig, end hvis han var henvist til

at

afgive skriftlige indlæg.

I forbindelse med indkaldelsen af den indberettede, jf.

§ 10, stk. 2, skal disciplinarmyndigheden underrette den pågældende

om, at han er indberettet. Dette krav følger ikke af forvaltningsloven. Det

er

den, der modtager indberetningen, der skal underrette den indberettede om

sagen. Herved skabes sikkerhed for, hvem der har handlepligten. Dette

udelukker

naturligvis ikke, at den, der har foretaget eller vil foretage indberetning,

i

forvejen har informeret den pågældende om, at han er eller vil blive

indberettet.

Underretningen af den indberettede skal endvidere indeholde

oplysning om, hvilket disciplinært forhold, han er indberettet for, idet den

indberettede har et rimeligt krav på at vide, hvad sagen i hovedtræk drejer

sig

om. Der stilles ikke krav om, at der skal gives en udførlig redegørelse for

indholdet af indberetningen, men det skal oplyses, at der er tale om en

indberetning om f.eks. udeblivelse, for silde møde, vagtforseelse, ulydighed

etc., samt tidspunktet for det indberettede forhold.

Proceduren for underretning er i øvrigt ikke beskrevet i

lovteksten. Forsvarsministeren vil i nødvendigt omfang kunne fastsætte

nærmere

bestemmelser herom, jf. forslaget til § 21.

Det følger endvidere af stk. 2, at den indberettede

har ret til at møde med en bisidder til at bistå sig. Denne oplysning skal

ligeledes gives – mundtligt eller skriftligt – samtidig med

indkaldelsen. Dette

svarer til, hvad der gælder efter tjenestemandslovens § 21, stk. 1,

ved indkaldelse til tjenstligt forhør.

Begrebet bisidder er ikke nærmere beskrevet i

forvaltningsretten, herunder i forvaltningsloven. Forvaltningsloven bestemmer

i

§ 8, stk. 1, 1. punktum, at en part i en sag på ethvert tidspunkt

af

sagens behandling kan lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden

kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for

sagens

afgørelse, jf. forvaltningslovens § 8, stk. 1, 2. punktum.

Myndigheden kan i visse tilfælde afvise, at bestemte personer medvirker i

sagen, jf. § 8, stk. 2.

En væsentlig del af processen efter forslaget til

disciplinarlovens § 10 vil som nævnt foregå mundtligt ved samtidig

tilstedeværelse af den indberettede og den, der skal afgøre sagen.

Undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 8, stk. 1, 2.

punktum,

om personligt fremmøde må derfor antages at finde anvendelse i et stort antal

tilfælde. Genstanden for mødet mellem den indberettede og den, der har

disciplinarmyndighed, vil typisk være, at den indberettede skal forholde sig

til, om han kan erkende det forhold, han er indberettet for. Dette

forudsætter

naturligvis den indberettedes personlige stillingtagen. Bisidderens rolle vil

derfor først og fremmest være af rådgivende og støttende karakter.

Som udgangspunkt kan den indberettede selv vælge, hvem der

skal være bisidder (f.eks. en talsmand eller en fagforeningsrepræsentant).

Men

myndigheden kan i særlige tilfælde afvise en bisidder, jf. som nævnt

forvaltningslovens § 8, stk. 2.

Til stk. 3

Stk. 3 vedrører »afhøringsfasen«, dvs. den mundtlige

forhandling om sagen på første møde mellem den indberettede og

disciplinarmyndigheden. Det følger af sammenhængen med stk. 1, at

disciplinarmyndigheden skal sikre sig, at den indberettede er bekendt med

alle

oplysninger, der foreligger på dette tidspunkt, dvs. typisk indholdet af

indberetningen.

Sagen indledes med, at disciplinarmyndigheden forelægger

indberetningen for den indberettede. Dette vil normalt ske ved, at den

indberettede får lejlighed til at gennemlæse indberetningen, der forudsættes

at

foreligge i skriftlig form.

Under hensyn til, at sagen kan resultere i pålæg af et

disciplinarmiddel, har den indberettede ikke pligt til at udtale sig. Om en

forklaring i strid med sandheden konkret kan medføre strafansvar, må afgøres

efter straffelovens almindelige bestemmelser, navnlig § 164 om falsk

anmeldelse.

Retten til at nægte at udtale sig er endvidere begrundet i,

at sagen på et senere tidspunkt kan overgå til at blive en straffesag, fordi

sagen viser sig at være mere alvorlig end først antaget. I straffesager har

den

sigtede ikke pligt til at afgive forklaring, jf. retsplejelovens § 752,

stk. 1.

Ønsker den indberettede ikke at udtale sig, vil der normalt

ikke være anledning til at indhente yderligere oplysninger, og afgørelsen kan

træffes.

Finder disciplinarmyndigheden efter at have forelagt den

indberettede de foreliggende oplysninger og hørt hans forklaring, at sagen er

tilstrækkeligt oplyst, er processen afsluttet og disciplinarmidlet kan

pålægges, medmindre den indberettede har yderligere bemærkninger. Som

beskrevet

i forslagets § 12, stk. 1 og stk. 4, skal afgørelsen

formuleres

skriftligt og forkyndes for den pågældende. Dette må antages normalt at kunne

ske umiddelbart efter, at processen er afsluttet.

Hvis den indberettede forklarer om sagen, og forklaringen

giver anledning til, at der må indhentes yderligere oplysninger, er der ikke

grundlag for at afgøre sagen i forbindelse med denne første afhøring, men

sagen

må udsættes.

Ønsker den indberettede yderligere oplysninger indhentet,

skal sagen ligeledes udsættes, medmindre det er ubetænkeligt at afgøre sagen

på

det foreliggende grundlag, f.eks. fordi der er tale om oplysninger, der ikke

findes at være relevante.

Det følger af stk. 3, 2. punktum, modsætningsvis, at

kan sagen ikke afgøres på det grundlag, der foreligger på det første møde, må

sagen udsættes på grund af behov for yderligere oplysninger. Sådanne

oplysninger kan være forklaringer eller oplysninger fra andet militært

personel, erklæringer om tekniske spørgsmål etc.

I modsætning til den indberettede kan andet militært

personel efter omstændighederne have pligt til at afgive forklaring og til at

tale sandt i forbindelse med, at de afgiver forklaring i en disciplinarsag,

jf.

straffelovens § 162.

Det følger af det militære over- og underordnelsesforhold,

at en befalingsmand har pligt til at medvirke til sagens oplysning. Dette

indebærer bl.a., at den, der har indberettet sagen, kan pålægges at afgive

forklaring om sit kendskab til sagen eller f.eks. udlevere materiale

vedrørende

sagen. Det samme gælder andet militært personel, der må antages at kunne

bidrage til sagens oplysning. Hvis de trods ordre hertil ikke giver

forklaring

mv., kan de straffes for ulydighed, jf. den gældende bestemmelse i militær

straffelov § 16 og forslaget til militær straffelov § 11.

Hvis det må antages, at den pågældende ved at afgive

forklaring vil udsætte sig for strafansvar, bør han gøres bekendt med, at han

ikke har pligt til at afgive forklaring. Dette svarer til princippet i

retsplejeloven vedrørende politiets afhøring af en ikke sigtet, jf.

retsplejelovens

§ 753, jf. § 173, der henviser til bl.a. § 171, herunder

bestemmelsen

i § 171, stk. 2, nr. 1, hvorefter en person ikke har pligt til at

afgive forklaring som vidne, hvis forklaringen antages at ville udsætte

vidnet

selv for straf eller tab af velfærd.

Andre forvaltningsmyndigheder er forpligtet til på begæring

af disciplinarmyndigheden at videregive oplysninger til

disciplinarmyndigheden,

hvis oplysningerne er af betydning for den afgørelse, der skal træffes. Det

gælder dog kun oplysninger, som den anden forvaltningsmyndighed er berettiget

til at videregive, jf. forvaltningslovens § 31.

Disciplinarmyndigheden kan ikke kræve, at civile giver

oplysninger til brug for sagen. Hvis en civil person alligevel mundtligt

giver

oplysninger, der viser sig at være bevidst urigtige, kan han ikke straffes

herfor efter straffelovens § 162, der forudsætter, at oplysningen gives

om

forhold, som den pågældende er pligtig at afgive forklaring om. Hvis sådanne

urigtige oplysninger gives skriftligt, vil forholdet efter omstændighederne

kunne henføres under bestemmelsen i straffelovens § 163.

Det følger af stk. 1, at den indberettede skal have

lejlighed til at udtale sig om de faktiske oplysninger i sagen, som har

betydning for sagens afgørelse, inden afgørelsen træffes (partshøring). Dette

krav gælder både i de sager, hvor afgørelsen træffes på det første møde, jf.

stk. 3, og i de sager, hvor afgørelsen udsættes med henblik på at

indhente

yderligere oplysninger.

Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af udtalelsen.

Efter forvaltningslovens § 21, stk. 2, nr. 2, kan retten til at

afgive udtalelse afskæres, hvis partens interesse i, at sagens afgørelse

udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller

private interesser, der taler imod en sådan udsættelse. Hvis det i det

enkelte

tilfælde kan lægges til grund, at en anmodning om at få lejlighed til at

afgive

en udtalelse alene er begrundet i et ønske om at forhale sagen, vil denne

bestemmelse kunne finde anvendelse til at forhindre noget sådant. Der

henvises

i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 3.5.

Hvis en part under sagens behandling fremsætter en begæring

om aktindsigt, og begæringen efter forvaltningsloven skal imødekommes, skal

sagens afgørelse udsættes, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig

bekendt med dokumenterne, jf. forvaltningslovens § 11, stk. 1.

Fremsætter den indberettede en sådan begæring, og skal den imødekommes, skal

afgørelsen i sagen således udsættes. Bestemmelsen gælder imidlertid ikke i

tilfælde, hvor den indberettedes interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse, jf. forvaltningslovens

§ 11, stk. 2. Denne bestemmelse vil efter en konkret vurdering

kunne

anvendes i tilfælde, hvor der er et særligt behov for en øjeblikkelig

afgørelse, og i tilfælde, hvor den indberettedes begæring om aktindsigt må

antages alene at skyldes ønsket om at forhale sagen.

Begæringer om aktindsigt under behandlingen af en

disciplinarsag må forventes kun at fremkomme rent undtagelsesvist.

For det første vil de fleste disciplinarsager kunne afgøres

alene på grundlag af indberetningen, som den indberettede forudsættes at få

lejlighed til at gennemse, og den forklaring, som den indberettede selv

afgiver. Under denne partshøring har den indberettede fået indsigt i sagens

dokumenter.

For det andet forudsættes det, at den indberettede under

sagsforløbet som klart udgangspunkt løbende får mulighed for at gennemlæse de

dokumenter,

der i øvrigt er indhentet.

Efter forvaltningslovens § 15 kan retten til

aktindsigt begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte

»kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde

vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private

eller

offentlige interesser, herunder forebyggelse, opklaring og forfølgning af

lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af sigtede,

vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning «.

Denne bestemmelse administreres i praksis meget restriktivt.

Bestemmelsen kan undtagelsesvist tænkes at være relevant i

militære disciplinarsager, hvis der konkret foreligger afgørende hensyn, der

med stor vægt kan begrunde, at den indberettede ikke skal have oplysning om

identiteten på den, der har foretaget indberetningen (anonymisering).

Det forudsættes, at anonymisering af anmelderens navn i

overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelse klart vil have

undtagelsens

karakter. Det må ved vurderingen tillægges væsentlig betydning, at den, der

er

indberettet i en disciplinarsag og dermed risikerer en disciplinær sanktion,

også må have kendskab til samtlige sagens oplysninger for at kunne varetage

sine interesser.

Til § 10, stk. 1-3

Langt de fleste – ukomplicerede – disciplinarsager må

forventes at blive behandlet og afsluttet på det møde, som den indberettede

indkaldes til af disciplinarmyndigheden på baggrund af indberetningen, jf.

§ 10, stk. 3. Disse sager belyses af følgende eksempel og vil have

følgende

forløb:

En militær person er kommet for sent til tjeneste og er

blevet indberettet. Disciplinarmyndigheden modtager indberetningen, indkalder

den indberettede med oplysning om, at han er blevet indberettet for – i

dette

tilfælde – udeblivelse fra tjeneste/for silde møde, og at han er

berettiget til

at møde med en bisidder, jf. stk. 2.

Under mødet bliver indberetningen forelagt den

indberettede, som typisk får lejlighed til at gennemlæse den og samtidig får

at

vide, at det er frivilligt for ham at udtale sig, jf. stk. 3.

Det er i stk. 1 præciseret, at det er

disciplinarmyndigheden, der har ansvaret for, at sagen bliver tilstrækkeligt

oplyst. Oplysninger kan bl.a. indhentes fra den indberettede.

Den indberettede får lejlighed til at udtale sig om de

faktiske oplysninger, der har betydning for afgørelsen. Dette vil i

almindelige

udeblivelsessager i praksis betyde, at den indberettede får lejlighed til at

forklare sig om udeblivelsen og baggrunden for den.

Herved er forvaltningslovens krav til partshøring opfyldt.

Sagen kan herefter afgøres.

Hvis den indberettede har behov for at komme med en

egentlig udtalelse, herunder f.eks. om grunden til, at han kom for sent,

eller

for at kunne dokumentere årsagen hertil, har han krav på det. Hvis den

indberettede oplyser, at han har behov for yderligere tid til at få bekræftet

sin forklaring om årsagen til det forsinkede fremmøde (togstandsning,

oversvømmelse, lynnedslag etc.), skal han have rimelig tid hertil.

Disciplinarmyndigheden

har mulighed for at fastsætte en frist, der efter omstændighederne kan være

ganske kort.

Når de yderligere oplysninger er fremkommet, og de ikke

giver disciplinarmyndigheden grundlag for supplerende undersøgelser, er

processen afsluttet, og sagen kan afgøres. Herved er også forvaltningslovens

krav til partshøring opfyldt.

Finder disciplinarmyndigheden efter at have hørt den

indberettedes udlægning af sagen, at der er grund til at søge sagen

yderligere

oplyst, f.eks. ved at få indhentet oplysninger eller forklaringer fra andre,

skal myndigheden lade disse undersøgelser foretage. Når oplysningerne

foreligger, skal disciplinarmyndigheden indkalde den indberettede til et nyt

møde, forelægge ham de nu fremkomne oplysninger, og give ham lejlighed til at

udtale sig.

Alle tre skitserede forløb er omfattet af den foreslåede

bestemmelse til § 10.

Efter § 20 i militær retsplejelov skal militære

straffesager undersøges hurtigst muligt. Bestemmelsen gælder også for sager,

der resulterer i et disciplinarmiddel. Det er ikke fundet nødvendigt at

medtage

en tilsvarende bestemmelse i lovudkastet, men det forudsættes, at

disciplinarsager undersøges og behandles hurtigst muligt.

Til § 11

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at løse det problem,

der kan opstå, når en sag, der er rejst som en disciplinarsag, under den

videre

undersøgelse viser sig at rumme oplysninger, der gør det nærliggende at

overveje, om sagen i stedet bør behandles som en straffesag efter militær

straffelov.

Det foreslås, at dette spørgsmål i første omgang afgøres af

disciplinarchefen. Er disciplinarchefen i tvivl, skal han forelægge sagen for

auditøren til afgørelse.

§ 11, 1. punktum, vedrører den situation, hvor

anmeldelsen behandles af en underordnet chef med disciplinære beføjelser,

f.eks. en underafdelingschef. Hvis han er af den opfattelse, at sagen

muligvis

bør behandles som en straffesag, skal han forelægge spørgsmålet for

disciplinarchefen, som herefter afgør, om sagen skal fortsætte som

disciplinarsag eller forelægges auditøren til afgørelse af spørgsmålet. Der

er

således tale om en fravigelse af den almindelige regel om indberetning ad

kommandovejen, jf. herved også princippet i militær retsplejelov § 42.

Behandles sagen umiddelbart af disciplinarchefen, f.eks.

regimentschefen, er det ham, der tager stilling til, om sagen skal fortsætte

som disciplinarsag eller forelægges auditøren.

Den foreslåede bestemmelse er ikke udtryk for, at enhver

tvivl om den rette behandlingsform medfører, at sagen skal forelægges for

auditøren. Som nævnt i bemærkningerne til § 1 forudsættes det, at

disciplinarchefen inden for rimelige rammer kan skønne over, om en

pligtforsømmelse, som efter en samlet bedømmelse indebærer en strafbar

forseelse af mindre alvorlig karakter, også i det konkrete tilfælde bør

sanktioneres med straf.

Det har været overvejet, om den indberettede selv skal

kunne forlange, at sagen behandles som en straffesag.

Efter tjenestemandslovens § 22, stk. 3, kan en

tjenestemand, der er mistænkt for et strafbart forhold, forlange sagen

behandlet som straffesag. Dette er dog ikke til hinder for, at der efter

straffesagens afslutning iværksættes tjenstligt forhør af tjenestemanden.

Tilsvarende gælder efter retsplejelovens § 1019 i,

stk. 1, nr. 2, at behandlingen af en adfærdsklage mod politipersonale

sluttes, hvis indklagede er mistænkt for et strafbart forhold og forlanger

sagen behandlet som straffesag. Efter stk. 2, 2. punktum, genoptages

behandlingen

af adfærdsklagesagen, hvis tiltale ikke rejses eller gennemføres til fældende

dom.

De nævnte bestemmelser forudsætter, at den, sagen angår, er

mistænkt for et strafbart forhold. Dette er ikke tilfældet i militære

disciplinarsager, hvor det netop forudsættes, at forholdet typisk vedrører en

pligtforsømmelse, der ikke er strafbar. Der er derfor ikke grundlag for at

foreslå en tilsvarende bestemmelse optaget i disciplinarloven.

Finder auditøren, at sagen bør fortsætte som straffesag,

overtager auditøren den videre behandling af sagen. Viser auditørens

undersøgelse, at der ikke er grundlag for at rejse straffesag, skal han sende

sagen tilbage til disciplinarchefen til videre behandling.

Bortset fra bestemmelsen i § 11, 2. punktum, in fine,

har den militære anklagemyndighed ingen kompetence efter disciplinarloven.

Dette forhindrer imidlertid ikke, at auditørkorpset som forsvarets

fagmyndighed

på det strafferetlige område kan yde generel vejledning i disciplinarsager.

Til § 12

§ 12 indeholder bestemmelser om afgørelsens form,

kravene til begrundelse for afgørelsen, klagevejledning samt en bestemmelse

om,

at afgørelsen skal forkyndes for den indberettede. Bestemmelsen giver den

indberettede en mere gunstig retsstilling end den, der følger af

forvaltningsloven.

For det første stilles der krav om, at alle afgørelser skal

udfærdiges skriftligt. Disciplinarmidler kan således ikke pålægges mundtligt.

For det andet stilles der krav om, at der i alle tilfælde

skal gives en begrundelse – også selvom det må antages, at »afgørelsen

fuldt ud

giver den pågældende part medhold«, jf. forvaltningslovens § 22, f.eks.

fordi betingelserne for disciplinaransvar ikke er fundet opfyldt, eller fordi

sagen af andre grunde opgives.

For det tredje stilles der krav om, at der i alle

afgørelser skal redegøres for sagens faktiske omstændigheder (»oplysninger«),

som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Afgørelser om et disciplinarmiddel har en særegen karakter

i forhold til de mange forskelligartede afgørelsestyper, som

forvaltningslovens

§ 24 om begrundelse dækker.

Et skønsmæssigt element i en disciplinarafgørelse kan

typisk tænkes at indgå ved sanktionsfastsættelsen. Derfor er det i § 12

anført, at også de hovedhensyn, som har været bestemmende for

sanktionsfastsættelsen,

skal angives i begrundelsen.

Afgørelsen skal altid indeholde en klagevejledning, og ikke

blot i tilfælde, hvor den pågældende ikke har fået medhold. Dette har bl.a.

sammenhæng med, at det vil være vanskeligt at afgøre, om en

disciplinarafgørelse

overhovedet i noget tilfælde kan antages at være udtryk for, at den

indberettede har fået medhold. Om indholdet af klagevejledningen henvises til

forvaltningslovens § 25, stk. 1.

Klagevejledningen vil som hovedregel kunne gives i en

standardiseret form.

Forvaltningsloven indeholder ikke nærmere bestemmelser om

den måde, hvorpå en afgørelse skal meddeles.

Den indberettede vil typisk opholde sig på tjenestestedet,

når sagen behandles og afgøres. Det er derfor naturligt, at afgørelsen

forkyndes for den pågældende. Brevforkyndelse vil kunne anvendes i de

tilfælde,

hvor den indberettede ikke er til stede på tjenestestedet, f.eks. fordi den

pågældende nu er hjemsendt. Forkyndelsestidspunktet er afgørende for, fra

hvilket tidspunkt klagefristerne i §§ 14 og 15 skal regnes.

Til § 13

Den foreslåede bestemmelse svarer i det væsentlige til den

gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 41, om at den, der er

pålagt

et disciplinarmiddel, har et retskrav på en kort udsættelse af fuldbyrdelsen

af

disciplinarafgørelsen. Adgangen til udsættelse er dog begrænset til »arbejde

og

efterøvelse i en del af fritiden« og »tjeneste uden for orden«. De øvrige

disciplinarmidler kan således fuldbyrdes umiddelbart.

Det er fundet rimeligt at foreslå den gældende periode på 2

gange 24 timer udvidet til 3 gange 24 timer.

Adgangen til udsættelse er efter forslaget i modsætning til

efter den gældende bestemmelse ikke undtagelsesfri. Efter 2. led kan

disciplinarchefen konkret afgøre, at der ikke kan ske en udsættelse på 3 x 24

timer, såfremt formålet med disciplinarmidlet derved forspildes. Dette kan

f.eks. gøre sig gældende i det tilfælde, hvor den pågældende umiddelbart står

for hjemsendelse. Et andet eksempel kan være, at den pågældende netop af

disciplinære årsager ikke umiddelbart bør gives mulighed for f.eks. at

forlade

tjenestestedet med risiko for nye, disciplinære forseelser.

Til § 14

Efter militær retsplejelov § 42 kan den, der er blevet

pålagt et disciplinarmiddel, forlange sagen forelagt rettergangschefen til

afgørelse. Der gælder ikke nogen klagefrist.

Efter den foreslåede bestemmelse vil afgørelser, hvorved

der pålægges disciplinarmidler af underordnede disciplinarchefer, fortsat

kunne

indbringes for disciplinarchefen. Klage til disciplinarchefen kan ske såvel

mundtligt som skriftligt. Det er kun den, der er pålagt disciplinarmidlet,

der

kan indbringe sagen for disciplinarchefen. Den, der har indgivet anmeldelse,

personel- eller interesseorganisationer og andre, der måtte være berørt af

sagen, herunder en mulig forurettet, har således ikke selvstændig

klageadgang.

I lovteksten er det endvidere fremhævet, at afgørelsen ikke

kan ændres til skade for den, som er blevet pålagt et disciplinarmiddel.

I modsætning til den nugældende retstilstand foreslås en

frist på 14 dage regnet fra den dag forkyndelse af afgørelsen er sket, inden

for hvilken afgørelsen kan indbringes for disciplinarchefen. Klageren kan

anmode om en frist til at fremkomme med yderligere bemærkninger eller

begrundelse

for en allerede indgivet klage.

Efter stk. 2 foreslås det, at disciplinarchefen i det

konkrete tilfælde kan beslutte at behandle en klage, selv om klagefristen er

overskredet, når overskridelsen må anses for undskyldelig. Dette svarer til

retsplejelovens regler om anke af straffedomme efter ankefristens udløb, jf.

§ 949, stk. 2, hvorefter ankeinstansen kan tillade anken behandlet

til trods for, at ankefristen er overskredet, når »fristens oversiddelse i

øvrigt

skyldes grunde, der ikke kan tilregnes ham«.

Disciplinarchefen kan i klagesager træffe afgørelse om at

stadfæste, formilde eller ophæve afgørelsen. Disciplinarchefen kan derimod

ikke

skærpe det disciplinarmiddel, som er pålagt ved den påklagede afgørelse.

Disciplinarchefen kan heller ikke af egen drift ændre en underordnet

myndigheds

afgørelse til skade for den pågældende, jf. herved også punkt 3.6., 3.8. og

3.9. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der er ikke fundet anledning til at foreslå bestemmelser,

der giver disciplinarchefen disse muligheder, bl.a. fordi risikoen for, at

disciplinarafgørelsen kan blive skærpet, må antages at kunne medvirke til, at

den, der er pålagt et disciplinarmiddel, herved måske vil være

tilbageholdende

med at indbringe sagen for disciplinarchefen.

Efter den gældende bestemmelse i militær retsplejelov

§ 44 har klage til rettergangschefen i disciplinarsager »ikke opsættende

virkning på udståelsen«, medmindre rettergangschefen træffer anden

bestemmelse.

Denne regel, der har væsentlig betydning for disciplinen,

foreslås opretholdt, jf. forslaget til stk. 3.

Til § 15

Det er forkyndelsestidspunktet, som er afgørende for, fra

hvilket tidspunkt klagefristen skal regnes.

Om § 15, stk. 2 og 3, henvises til bemærkningerne

til § 14, stk. 2 og 3.

I øvrigt henvises til lovforslagets almindelige

bemærkninger punkt 3.6.1., 3.8. og 3.9.

Til § 16

Efter den foreslåede bestemmelse kan den, som har udstået

et disciplinarmiddel, som efterfølgende bliver ophævet eller formildet, få

tilkendt en kompensation.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger

punkt 3.7.

Til § 17

Den foreslåede bestemmelse fastsætter reglerne for

sammensætningen af disciplinarnævnet.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger

punkt 3.6.1.

Til § 18

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at disciplinarnævnets

afgørelser – i modsætning til, hvad der antages at gælde efter militær

retsplejelov – kan prøves af domstolene i overensstemmelse med

bestemmelsen i

grundlovens § 63.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger

punkt 3.6.2.

Til § 19

Den foreslåede bestemmelse er en forældelsesregel. Det

foreslås, at adgangen til at indlede disciplinarsag bortfalder 2 år efter

forseelsen. Elektronisk underretning må antages at være tilstrækkeligt til at

opfylde kravet om skriftlighed i stk.3.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige

bemærkninger punkt 3.8.

Til § 20

Forslaget til § 20 er en konsekvens af, at § 14 i

lov om forsvarets personel foreslås ophævet.

Der henvises herom nærmere til forslaget om militær

straffelov og ændring af lov om forsvarets personel.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der skabes hjemmel

til at indlede disciplinærforfølgning efter tjenestemandsloven af militære

tjenestemænd, efter at en straffesag mod den pågældende er afsluttet. Hvis

sagen derimod skal behandles efter den militære disciplinarlov, dvs. at der

ikke er tale om en (militær) straffesag, vil der ikke samtidig eller

efterfølgende kunne indledes en disciplinærforfølgning efter

tjenestemandslovens

regler. For militært personel, der ikke er tjenestemænd, forudsættes det på

tilsvarende måde, at der efter en afsluttet sag efter disciplinarloven ikke

efterfølgende iværksættes en disciplinarsag efter andre regler.

Til § 21

Efter den foreslåede bestemmelse kan forsvarsministeren

fastsætte nærmere regler om behandlingen af disciplinarsager, jf. for

eksempel

bemærkningerne til forslaget til § 10, stk. 2.

Til § 22

Forslaget til ændrede regler for behandlingen af

disciplinarsager betyder, at sager, der hidtil er blevet behandlet efter

straffeprocessuelle regler, fremover vil skulle behandles efter

forvaltningsretlige

procedurer. På denne baggrund foreslås enkle overgangsbestemmelser, som ikke

vil volde problemer i praksis, og som alene i en kort overgangsperiode vil

medføre, at der behandles sager efter såvel de nye regler som de hidtil

gældende.

Disciplinarmidler, som er pålagt inden lovens ikrafttræden,

men som ikke er udstået eller kun delvist udstået inden lovens ikrafttræden,

kan fuldbyrdes efter lovens ikrafttræden.

Dette gælder dog ikke de af de gældende disciplinarmidler,

som foreslås ophævet. Det drejer sig om tilbageholdelse på tjenestestedet og

overflytning til anden tjeneste.

Tilbageholdelse på tjenestestedet: I det omfang,

disciplinarmidlet ikke er udstået ved lovens ikrafttræden, bortfalder

disciplinarmidlet eller den resterende periode af sanktionen, jf.

stk. 3.

Disciplinarmyndigheden efter denne lov skal herefter tage stilling til,

hvilket

af de disciplinarmidler, der kan anvendes efter lovens ikrafttræden, der i

givet fald skal pålægges.

Overflytning til anden tjeneste: På samme måde gælder, at

hvis dette disciplinarmiddel er pålagt, men ikke effektueret inden lovens

ikrafttræden, bortfalder sanktionen.

For så vidt angår ophævelse af de hidtil gældende regler i

retsplejelovens kapitel 15 henvises til forslaget om militær retsplejelov.

Til § 23

I bestemmelsen fastsættes det, at loven ikke gælder for

Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning vil kunne sættes i

kraft dér med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold

tilsiger.

Loven vil af hensyn til forsvarets aktiviteter skulle

sættes i kraft på Færøerne og Grønland for så vidt angår rigsmyndighederne.

Loven har endvidere tæt sammenhæng med forvaltningsloven, som allerede for

rigsmyndighedernes vedkommende er sat i kraft på Færøerne og Grønland.

Eftersom

loven tillige har en tæt sammenhæng med forslaget til ny militær straffelov,

som ligeledes forventes sat i kraft på Færøerne og Grønland ved kongelig

anordning findes det hensigtsmæssigt, at såvel forslagene til militær

straffelov, retsplejelov og disciplinarlov efter fornøden drøftelse med de

grønlandske og færøske myndigheder alle sættes i kraft samtidig ved kongelig

anordning. Et udkast til anordning vil blive forelagt for de færøske og

grønlandske

myndigheder forinden ikrafttræden.

Bilag 1

Uddrag af militær retsplejelov

lovbekendtgørelse nr. 643 af 30. september 1987

Kapitel 15

Disciplinarmidler

§ 37.

Disciplinarmidler kan kun bringes

i anvendelse, når en strafbar handling er begået.

Stk. 2.

Disciplinarmidler skal anvendes

i stedet for mindre straffe, medmindre omstændighederne taler imod det.

Stk. 3.

Disciplinarmidler kan ikke

indbringes for retten.

§ 38.

Som disciplinarmidler kan

anvendes belæring, tilrettevisning, arbejde og efterøvelse i en del af

fritiden, fremstilling, vagt eller anden tjeneste uden for orden,

tilbageholdelse på tjenestestedet eller anden fratagelse af friheder samt

overflytning til anden tjeneste.

Stk. 2.

Tilbageholdelse på

tjenestestedet må ikke udstrækkes ud over 14 dage. Medfører anvendelse af

øvrige disciplinarmidler indgreb i adgangen til at forlade tjenestestedet

efter

tjenestens ophør, må dette ikke ske for længere perioder end 3 dage ad gangen

med mindst en dags mellemrum mellem perioderne, og anvendelsen må ikke

udstrækkes ud over 14 dage.

Stk. 3.

Forsvarsministeren fastsætter i

øvrigt de nærmere regler om anvendelse af disciplinarmidler, herunder regler

om

samtidig anvendelse af flere disciplinarmidler.

§ 39.

Forsvarsministeren bestemmer,

hvem der skal have myndighed til at anvende disciplinarmidler, og omfanget af

denne myndighed.

§ 40.

Af disciplinarmidler kan

belæring, tilrettevisning eller overflytning til anden tjeneste anvendes over

for alle undergivne. De øvrige disciplinarmidler kan derimod ikke anvendes

over

for officerer og faste befalingsmænd eller dermed ligestillede, medmindre de

pågældende er elever på en militær skole.

§ 41.

Den, der er blevet pålagt et

disciplinarmiddel af en rettergangschefen underordnet eller umiddelbart af

rettergangschefen, kan forlange udståelsen udsat i indtil 2 x 24 timer efter

meddelelsen om disciplinarmidlet.

§ 42.

Den, der er blevet pålagt et

disciplinarmiddel af en rettergangschefen underordnet, kan forlange sagen

forelagt rettergangschefen til afgørelse.

§ 43.

Den, der er blevet pålagt et

disciplinarmiddel af en rettergangschef, kan forlange sagen forelagt for et

disciplinarnævn til afgørelse.

Stk. 2.

Disciplinarnævnets afgørelse kan

såvel af rettergangschefen som af den, der er blevet pålagt et

disciplinarmiddel, forlanges forelagt ankenævnet til afgørelse. Ankenævnets

afgørelse kan ikke indbringes for domstolene eller forsvarsministeren.

Stk. 3.

Disciplinarnævnet, der oprettes

for hvert enkelt rettergangsområde, består af en auditør som formand samt to

andre medlemmer, hvoraf den ene så vidt muligt skal være en talsmand og af

samme grad som den, der er blevet pålagt disciplinarmidlet, medens den anden

skal være dennes foranstående.

Stk. 4.

Ankenævnet, der oprettes af

forsvarsministeren, består af en formand og to andre medlemmer. Formanden

skal

være en civil person, der opfylder betingelserne for at kunne beskikkes som

landsdommer. De øvrige medlemmer er generalauditøren og en advokat, der

udpeges

af Advokatrådet.

Stk. 5.

Forsvarsministeren fastsætter de

nærmere regler for udpegning af disciplinarnævnets medlemmer og for

disciplinarnævnets og ankenævnets virksomhed.

§ 44.

Indbringelse af et

disciplinarmiddel for rettergangschefen, disciplinarnævnet eller ankenævnet

har

ikke opsættende virkning på udståelsen, medmindre andet bestemmes af

rettergangschefen eller vedkommende nævns formand.

Lignende dokumenter