Forslag til Militær disciplinarlov
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 29. oktober 2004 af
forsvarsministeren (Søren Gade)
Forslag
til
Militær
disciplinarlov
Kapitel 1
Lovens formål
§ 1.
Disciplinaransvar efter denne lov har til formål at sikre disciplinen inden
for
forsvaret.
Stk. 2.
Disciplinaransvar kan pålægges, hvor der som følge af en overtrædelse af de
bestemmelser, der er nævnt i §§ 4 og 5, af disciplinære grunde er behov
for en sanktion, men hvor der ikke er hjemmel til eller behov for straf.
Kapitel 2
Lovens område mv.
§ 2.
Loven finder anvendelse på tjenstgørende militært personel samt hjemsendt
militært personel med hensyn til militære pligter, som påhviler dem efter
hjemsendelsen.
Stk. 2.
Loven
finder endvidere anvendelse på udenlandsk militært personel, der er
interneret
her i landet, og andre personer, der efter mellemfolkelige overenskomster,
som
Danmark har tiltrådt, har krav på behandling som militærpersoner.
§ 3.
Læs alt
Under væbnet konflikt omfatter loven endvidere
1)
enhver, der gør
tjeneste ved det militære forsvar eller følger en enhed af dette, og
2)
krigsfanger samt
sanitetspersonel og feltpræster, der tilbageholdes til bistand for
krigsfanger,
for så vidt ikke andet følger af gældende mellemfolkelige overenskomster.
Kapitel 3
Pligtforsømmelser og disciplinarmidler
§ 4.
Disciplinarmidler efter § 6 kan pålægges den, som
1)
undlader at
efterkomme en tjenstlig ordre fra en overordnet eller vagt, eller som
efterkommer ordren på klart utilfredsstillende måde,
2)
i handling eller ord
krænker en foranstående eller vagt,
3)
udsætter en
sideordnet for krænkende behandling, herunder for nedværdigende ritualer,
4)
forstyrrer den
offentlige orden, eller som viser sig synligt påvirket af alkohol,
euforiserende
stoffer, opstemmende eller bedøvende midler eller lignende, og som gennem sin
påklædning eller lignende klart viser at høre til forsvaret,
5)
i forbindelse med
tjeneste i udlandet forstyrrer den offentlige orden, eller som viser sig
synligt påvirket af de i nr. 4 nævnte årsager,
6)
tilsidesætter sine
pligter som vagt,
7)
uberettiget fjerner
sig fra tjenestestedet eller udebliver fra tjenesten,
8)
bevirker, at ting,
der hører til det militære forsvar, bortkommer, ødelægges eller beskadiges,
eller
9)
i øvrigt gør sig
skyldig i pligtforsømmelse.
§ 5.
Disciplinarmidler kan endvidere pålægges den overordnede, som
1)
ved
forskelsbehandling, chikane eller på anden lignende måde forfølger en eller
flere underordnede,
2)
undlader at gribe ind
over for en underordnets krænkende behandling af dennes underordnede eller
sideordnede, eller
3)
ved handling eller i
ord krænker en underordnet,
Stk. 2.
Det samme
gælder den foranstående, der fra efterstående uberettiget modtager gave,
pengelån
eller anden fordel.
§ 6.
Som
disciplinarmidler kan anvendes:
1)
Tilrettevisning
2)
Fremstilling
3)
Arbejde og
efterøvelse i en del af fritiden
4)
Tjeneste uden for
orden
5)
Disciplinarbøde
Stk. 2.
Disciplinarbøde kan højst udgøre 1/10 af den pågældendes månedsløn for hver
enkelt forseelse.
Stk. 3.
Forsvarsministeren fastsætter nærmere regler om disciplinarmidlernes
anvendelse,
herunder disciplinarbødernes størrelse.
Kapitel 4
Behandlingen af disciplinarsager
§ 7.
Forsvarsministeren fastsætter nærmere regler om, hvem der skal have myndighed
til at pålægge disciplinarmidler, og omfanget af denne myndighed.
§ 8.
Den
overordnede, der finder, at der er anledning til at gøre et disciplinaransvar
gældende i forhold til en eller flere af sine underordnede, indberetter
snarest
sagen skriftligt til sin nærmeste overordnede, hvis han ikke selv har
disciplinarmyndighed.
Stk. 2.
Er
indberetning indgivet til en overordnet, der ikke har kompetence til at
træffe
afgørelse, videresender denne snarest indberetningen til
disciplinarmyndigheden.
§ 9.
Den, der i øvrigt finder, at der er anledning til at gøre et
disciplinaransvar
gældende, indberetter dette skriftligt til disciplinarchefen. § 8,
stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
§ 10.
Disciplinarmyndigheden har ansvaret for sagens oplysning. Inden afgørelse
træffes, skal den indberettede have lejlighed til at udtale sig om de
faktiske
oplysninger i sagen, som har betydning for afgørelsen. Disciplinarmyndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelse af udtalelsen.
Stk. 2.
Disciplinarmyndigheden indkalder snarest den indberettede til en afhøring med
oplysning
om, at han er indberettet for et bestemt disciplinært forhold, og at han har
ret til at møde med en bisidder.
Stk. 3.
Disciplinarmyndigheden forelægger indberetningen for den indberettede med
oplysning om den påtænkte sanktion, og om at han har ret, men ikke pligt til
at
udtale sig. Kan sagen afgøres på det foreliggende grundlag, træffer
disciplinarmyndigheden straks afgørelse.
§ 11.
Finder disciplinarmyndigheden det tvivlsomt, om sagen i stedet bør behandles
som en straffesag, forelægges sagen for disciplinarchefen. Finder
disciplinarchefen spørgsmålet tvivlsomt, forelægger han sagen for auditøren
til
afgørelse.
§ 12.
Disciplinarafgørelsen udfærdiges skriftligt med en begrundelse.
Stk. 2.
Begrundelsen for afgørelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler,
efter hvilke afgørelsen er truffet, og en redegørelse for de faktiske
oplysninger i sagen, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Begrundelsen skal endvidere angive de hovedhensyn, som har været bestemmende
for skønsudøvelsen og sanktionsfastsættelsen.
Stk. 3.
Afgørelsen
skal indeholde en klagevejledning.
Stk. 4.
Afgørelsen
skal forkyndes for den pågældende.
§ 13.
Den, der er pålagt disciplinarmidler som nævnt i § 6, stk. 1, nr. 3
og 4, har krav på at få fuldbyrdelsen af afgørelsen udsat i indtil 3 gange 24
timer
fra forkyndelsen af disciplinarmidlet, medmindre disciplinarchefen finder, at
formålet med disciplinarmidlet herved vil blive forspildt.
§ 14.
Den, der er pålagt et disciplinarmiddel af en anden end disciplinarchefen,
kan
inden 14 dage fra forkyndelsen af afgørelsen indbringe denne for
disciplinarchefen.
Afgørelsen kan ikke ændres til skade for den, der er blevet pålagt
disciplinarmidlet.
Stk. 2.
Disciplinarchefen kan beslutte at behandle klagen trods fristoverskridelse,
hvis overskridelsen må anses for undskyldelig.
Stk. 3.
Klage til
disciplinarchefen har ikke opsættende virkning, medmindre disciplinarchefen
bestemmer
det.
§ 15.
Disciplinarchefens afgørelse kan inden 4 uger fra forkyndelsen af afgørelsen
forlanges indbragt for disciplinarnævnet. Afgørelsen kan ikke ændres til
skade
for den, der er blevet pålagt disciplinarmidlet.
Stk. 2.
Disciplinarnævnet kan beslutte at behandle klagen trods fristoverskridelse,
hvis overskridelsen må anses for undskyldelig.
Stk. 3.
Klage til
disciplinarnævnet har ikke opsættende virkning, medmindre nævnet bestemmer
det.
§ 16.
Ophæves eller formildes et pålagt disciplinarmiddel, der er udstået, skal der
samtidig tages stilling til, om ændringen skal medføre økonomisk godtgørelse
eller anden kompensation, herunder i form af frihed.
Stk. 2.
Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere regler om kompensation efter
stk. 1.
§ 17.
Disciplinarnævnet består af en byretsdommer som formand, en repræsentant for
forsvaret efter indstilling fra forsvarschefen og en repræsentant for den
personelgruppe, som den, der er pålagt et disciplinarmiddel, tilhører. De
sidstnævnte repræsentanter udpeges efter indstilling fra de
forhandlingsberettigede
personelorganisationer, jf. dog stk. 3.
Stk. 2.
Medlemmerne
beskikkes af forsvarsministeren for 4 år, jf. dog stk. 3. Der beskikkes
en
suppleant for hvert af nævnets medlemmer. Genbeskikkelse kan finde sted.
Stk. 3.
Det medlem,
der deltager i sager vedrørende værnepligtigt personel, der er pålagt et
disciplinarmiddel,
udpeges for en forud fastsat periode efter indstilling fra de værnepligtiges
talsmandsorgan.
Stk. 4.
Forsvarsministeren fastsætter nærmere regler om disciplinarnævnets virksomhed
mv.
§ 18.
Disciplinarchefens afgørelse kan først indbringes for domstolene, når
afgørelsen er blevet prøvet, eller sagen er afvist af disciplinarnævnet, jf.
dog stk. 2.
Stk. 2.
Disciplinarchefens afgørelse kan indbringes for domstolene, hvis nævnet ikke
har truffet afgørelse inden for 2 måneder efter, at sagen er indbragt for
nævnet.
Stk. 3.
Sager til
prøvelse af disciplinarnævnets afgørelser anlægges mod nævnet. Andre sager
anlægges
mod Forsvarskommandoen.
Stk. 4.
Afgørelser
efter stk. 1 og 2 indbringes for byretten på det sted, hvor sagsøger gør
tjeneste. Er den pågældende hjemsendt, indbringes sagen for byretten på det
sted, hvor sagsøger har hjemting.
§ 19.
Adgangen til at indlede disciplinarsag bortfalder 2 år efter forseelsen.
Stk. 2.
Fristen
efter stk. 1 afbrydes ved, at den pågældende underrettes om, at der er
afgivet indberetning efter § 8, stk. 1, eller at der er indledt
straffesag.
Stk. 3.
Hvis en
straffesag, der er afsluttet uden dom, sendes til disciplinarchefen, skal den
pågældende samtidig skriftligt underrettes herom. Hvis sagen sendes til
disciplinarchefen
efter dom, skal den pågældende underrettes skriftligt senest ved ankefristens
udløb.
§ 20.
For militære tjenestemænd finder bestemmelserne i lov om tjenestemænd
§ 20, stk. 2 og 3, samt §§ 21-24 ikke anvendelse, når sagen
hører til de sager, der kan behandles efter militær disciplinarlov.
§ 21.
Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af
disciplinarsager.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 22.
Denne lov træder i kraft den 1. oktober 2005.
Stk. 2.
Sager, der
er under behandling på tidspunktet for lovens ikrafttræden, færdigbehandles
efter
de hidtil gældende regler i militær retsplejelov kapitel 15.
Stk. 3.
I sager,
der afgøres med et disciplinarmiddel efter lovens ikrafttræden, kan alene
anvendes de disciplinarmidler, der er nævnt i §§ 4 og 5 i
disciplinarloven.
Stk. 4.
Tilbageholdelse på tjenestestedet, der er pålagt som disciplinarmiddel inden
lovens ikrafttræden, men som på dette tidspunkt ikke er udstået, bortfalder,
hvorefter disciplinarmyndigheden træffer ny afgørelse efter reglerne i denne
lov.
§ 23.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele
med
de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Lovforslagets formål og baggrund
..........................................................
2.
Hovedpunkterne i militær retsplejelov kapitel 15, gældende ret
.............
3.
Lovforslagets udformning
........................................................................
3.1.
Generelle synspunkter
;.........................................................................
3.1.1.
;............................................................................
.....................
3.1.2.
;............................................................................
.....................
3.1.3.
;............................................................................
.....................
3.1.4.
;............................................................................
.....................
3.2.
Disciplinaransvarets
område
................................................................
3.3.
Disciplinarmidlerne
;............................................................................
..
3.4.
Kompetencen til at
pålægge disciplinarmidler
.......................................
3.5.
Sagsbehandlingsregler
;.........................................................................
3.6.
Klageadgang
;............................................................................
...........
3.6.1.
Disciplinarnævn
;.........................................................................
3.6.2.
Domstolsprøvelse
......................................................................
3.7.
Kompensation
;............................................................................
........
3.8.
Forældelse
;............................................................................
..............
3.9.
Tilsyn med anvendelsen af
disciplinarmidler
..........................................
4.
Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.
............
5.
Forholdet til EU-retten
;........................................................................
....
6.
Hørte myndigheder mv.
;...........................................................................
1. Lovforslagets formål og baggrund
Forslaget har til formål at afløse de nuværende regler i
militær retsplejelov kapitel 15 om disciplinarmidler som led i en
gennemgående
revision af det nuværende militære straffe- og disciplinarsystem.
Disciplinarsager inden for det militære forsvar behandles i
dag i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige processuelle
bestemmelser
om behandlingen af straffesager, jf. militær retsplejelov § 37,
stk. 1, jf. § 1. Et disciplinarmiddel er som sanktion ikke nogen
straf, hvilket udtrykkeligt fremgår af § 37, men anvendelsen af
disciplinarmidler efter de gældende regler forudsætter, at der er begået et
strafbart forhold.
Lovforslaget indebærer, at der bliver en klar adskillelse
af strafansvar og disciplinaransvar og at disciplinære sanktioner reserveres
for pligtforsømmelser, hvor der af disciplinære grunde er behov for en
sanktion, men hvor der ikke er hjemmel til eller behov for straf.
Disciplinarmidler vil således fremover i enhver henseende være civilretlige
sanktioner, og blandt andet henset hertil foreslås b
estemmelser om disciplinarmidler optaget i en ny selvstændig lov,
militær disciplinarlov. Forslaget indeholder bestemmelser om formål og
anvendelsesområde,
hvornår der kan pålægges disciplinaransvar, hvilke disciplinarmidler der kan
anvendes samt regler for behandlingen af disciplinarsager.
I sommeren 1999 nedsatte forsvarsministeren udvalget til
revision af den militære straffe- og retsplejelovgivning. Udvalget fik til
opgave at underkaste denne lovgivning samt de dertil knyttede administrative
bestemmelser
en vurdering med henblik på en mulig revision. I den forbindelse har udvalget
skulle vurdere behovet for en særlig straffe- og retsplejelovgivning,
herunder
de eksisterende regler om disciplinarmidler.
I januar 2004 afgav udvalget sin betænkning nr. 1435/2004
indeholdende forslag til en ny militær straffelov, retsplejelov og
disciplinarlov.
Ved afgivelsen af betænkningen bestod udvalget af en formand (landsdommer
Nils
Black) og 18 andre medlemmer udpeget af Advokatrådet, Dansk Røde Kors,
Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, Hærens Konstabel- og
Korporalforening, Centralforeningen for Stampersonel, Forretningsudvalgene
for
værnepligtige (nu værnepligtsrådet), København og Århus universiteter,
Folketingets
Ombudsmand, Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Forsvarsministeriet og
Forsvarskommandoen.
Udvalgets forslag til militær disciplinarlov er afgivet i
enighed bortset fra, at 7 medlemmer ønsker en anden formulering af udkastet
til
militær disciplinarlov § 4, nr. 4 og 5, og 2 medlemmer ønsker en anden
formulering
af udkastet til § 6, stk. 2.
Forslaget bygger i det hele på betænkningen og det deri
indeholdte lovforslag med bemærkninger og de høringssvar over betænkningen,
som
Forsvarsministeriet har modtaget, jf. nedenfor under punkterne 3.1.4. og 6.
Ved henvisninger til »betænkningen« menes betænkning nr.
1435/2004 om den militære straffelov, retsplejelov og disciplinarlov.
2. Hovedpunkterne i militær retsplejelov kapitel
15, gældende ret
Bestemmelserne om militære chefers adgang til at anvende
disciplinarmidler i militære straffesager findes i militær retsplejelov
kapitel
15, jf. §§ 37-44.
Disciplinarmidler er sanktioner, som militære chefer kan
anvende i militære straffesager.
Militær retsplejelov § 2 angiver hvilke sager, der er
militære straffesager. Eksempelvis skal sager om overtrædelse af militær
straffelov begået af militært personel mv., jf. militær straffelov §§ 5
og
6, behandles som militære straffesager. Sager mod hjemsendt personel for
lovovertrædelser, der er begået under tjenesten, er ligeledes militære
straffesager. B
egrebet militær
straffesag omfatter endvidere straffesager om overtrædelse af anden
lovgivning
mod personer,
»der hører til det
militære forsvar«, når
lovovertrædelsen
»vedrører tjenesten
eller er begået i eller i anledning af tjenesten«
eller på militært område eller i anvist kvarter.
Et disciplinarmiddel er som sanktion ikke en straf. Dette
er udtrykkeligt fastslået i militær retsplejelov § 37, stk. l. På
den
anden side kan disciplinarmidler kun anvendes i tilfælde af pligtstridige
forhold, der indebærer en strafbar overtrædelse, jf. § 37, stk. 2.
Disciplinarmidler skal anvendes i stedet for mindre straffe, medmindre
omstændighederne taler imod. Et disciplinarmiddel er således et alternativ
til
straf som reaktion på en uhensigtsmæssig adfærd. Begrebet mindre straffe er
ikke nærmere defineret men dækker ud fra praksis området for irettesættelse
og
bøde samt antagelig også tilfælde, hvor ellers kortere frihedsstraf er
forskyldt.
For at et disciplinarmiddel kan pålægges, skal der således
objektivt foreligge en strafbar overtrædelse, og gerningsmanden skal
subjektivt
have begået forholdet med forsæt, eller – hvis strafansvar efter den
pågældende
bestemmelse også omfatter uagtsomhed – gerningsmanden må antages at have
udvist
den fornødne uagtsomhed.
Disciplinarmidler kan anvendes i alle militære straffesager,
dvs. både ved overtrædelse af bestemmelser i militær straffelov og ved
overtrædelse af bestemmelser i den almindelige lovgivning.
Disciplinarmidlerne strækker sig fra belæring og
tilrettevisning over arbejde og efterøvelse i fritiden til bl.a.
tilbageholdelse
på tjenestestedet og overflytning til anden tjeneste, jf. § 38,
stk. 1.
Disciplinarmidler kan kun pålægges af bestemt angivne
militære foresatte, men ikke af den militære anklagemyndighed (auditøren).
Domstolene kan ikke anvende disciplinarmidler i militære straffesager. Et
pålagt disciplinarmiddel kan heller ikke prøves af domstolene.
Den, der er pålagt et disciplinarmiddel, kan forlange
afgørelsen indbragt for rettergangschefen. Rettergangschefens afgørelse kan
indbringes for et disciplinarnævn, hvis afgørelse igen kan indbringes for et
ankenævn. Ankenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for
domstolene.
De gældende bestemmelser i militær retsplejelov kapitel 15
foreslås ophævet i forbindelse med forslaget til ny militær retsplejelov.
Bestemmelserne er imidlertid for overskuelighedens skyld optaget som bilag 1
til nærværende lovforslag.
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til
betænkningen siderne 188 - 200.
3. Lovforslagets udformning
3.1. Generelle synspunkter.
3.1.1. Ved de revisioner af militær straffelov, som fandt
sted i 1937, 1954 og 1973, skete der en løbende begrænsning i omfanget af
konkrete straffebestemmelser vedrørende pligtforsømmelser, ligesom omfanget
af
særlige militære strafarter blev indskrænket.
I forbindelse med ændringen af militær straffelov i 1973
blev der peget på alternativer til straf som reaktion på uhensigtsmæssig
adfærd. I den betænkning, som lå til grund for lovforslaget, blev det
fremhævet, at straf og disciplinarmidler kun var nogle blandt flere mulige
værktøjer, der havde til formål at opnå størst mulig overensstemmelse mellem
krævet og faktisk handlemåde hos det militære personel. Dette synspunkt
fremgår
direkte af militær retsplejelov § 37, stk. 2, hvorefter
disciplinarmidler,
der ikke er straf, skal anvendes i stedet for mindre straffe, medmindre
omstændighederne taler imod det. Denne opfattelse har også fundet udtryk i de
retsudøvende militære myndigheders praksis, herunder ved Generalauditørens
meddelelse nr. 5/1992, hvorefter »småforseelser normalt bør afgøres med en
mundtlig misbilligelse af det passerede«.
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har
fundet det naturligt at fortsætte denne udvikling, således at
pligtforsømmelser, hvor straf ikke forekommer ubetinget nødvendig, ikke mødes
med en strafferetlig reaktion, men med sanktioner, der ikke har karakter af
straf,
forudsat at
en sanktion i
det konkrete tilfælde i øvrigt skønnes nødvendig. Der bør efter udvalgets
opfattelse normalt kun være mulighed for at skride ind med straf over for
pligtforsømmelser, når der er tale om mere alvorlige forhold. Samtidig bør
strafansvaret for uagtsomme overtrædelser begrænses mest muligt.
Udvalget foreslår derfor strafansvar begrænset til grove
forhold, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende, således at
pligtforsømmelser af mindre grov karakter alene skal kunne mødes med
disciplinarmidler.
Endvidere foreslås det, at strafansvaret i de bestemmelser,
der efter de gældende regler giver mulighed for at kunne straffe uagtsomme
pligtforsømmelser,
begrænses til groft uagtsomme forhold. Forseelser, som alene skyldes simpel
uagtsomhed, vil således efter udvalgets forslag alene kunne sanktioneres med
disciplinarmidler.
Dette forslag betyder en væsentlig begrænsning af
strafansvaret for militære pligtforsømmelser både hvad angår
gerningsbeskrivelsen og kravet til tilregnelse. Udvalgets forslag til
fremtidige straffebestemmelser er således set under ét i betydelig grad
udtryk
for en afkriminalisering, særligt hvad angår mindre alvorlige tilfælde af
pligtforsømmelser i forhold til gældende ret, jf. herved forslaget til ny
militær straffelov.
En forudsætning for det foreliggende forslag til militær
disciplinarlov er imidlertid, at der fortsat bliver mulighed for hurtigt at
kunne gribe ind med en sanktion overfor pligtstridig adfærd, når hensynet til
disciplinen findes at kræve det, men hvor der på den anden side ikke findes
hjemmel til eller behov for straf.
Det er således udvalgets opfattelse, at der af disciplinære
grunde fortsat er behov for, at militære chefer har mulighed for at kunne
reagere med en sanktion i umiddelbar tilknytning til en pligtforsømmelse.
Udvalget foreslår derfor, at adgangen til at anvende
disciplinære sanktioner over for mindre alvorlige tilfælde af
pligtforsømmelser
opretholdes, og således, at kompetencen til at pålægge disse sanktioner som
efter de gældende regler henlægges til militære chefer.
Der henvises til betænkningen, siderne 252 – 255.
3.1.2. Den gældende måde at beskrive, hvornår
disciplinarmidler kan anvendes, (der skal være begået en strafbar handling,
jf.
militær retsplejelov § 37, stk. 1,) giver teknisk set en klar og
entydig afgrænsning af de tilfælde af pligtstridig adfærd, som kan medføre
disciplinære sanktioner. Kriteriet har på den anden side efter udvalgets
opfattelse den uheldige, men utilsigtede konsekvens, at disciplinarmidler
herved kan opfattes som strafferetlige sanktioner. Flere medlemmer af
udvalget
har også bekræftet, at personellet, herunder særligt det værnepligtige
personel, ikke sjældent opfatter en disciplinær sanktion som en straf.
Udvalget finder derfor, at disciplinarmidler bør være den
eneste reaktion over for mindre alvorlige tilfælde af pligtstridig adfærd,
særligt over for den form for adfærd, der influerer negativt på disciplinen.
Et
disciplinarmiddel får herved tydeligere karakter af en civilretlig sanktion
netop over for denne form for pligtforsømmelser.
Anvendelsesområdet for disciplinarmidler foreslås derfor
udformet således, at det omfatter de former for pligtstridig adfærd, som
konkret vurderes at være af mindre grov karakter, eller som alene skyldes
simpel uagtsomhed, og som således ikke er strafbare.
Straf anvendes derimod som udgangspunkt for andre tilfælde
af pligtforsømmelser. At en pligtstridig adfærd konkret bedømmes som
strafbar,
bør dog efter udvalgets opfattelse ikke udelukke, at forholdet i det konkrete
tilfælde afgøres med et disciplinarmiddel, jf. § 1, stk. 2, i
lovforslaget.
3.1.3. I forlængelse af det under 3.1.1. og 3.1.2. anførte
har Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning overvejet, om
disciplinarsager fortsat bør behandles på grundlag af retsplejelovens
bestemmelser om behandlingen af straffesager.
Retsplejeloven indeholder en række bestemmelser, der – ud
over at regulere den politimæssige efterforskning i straffesager og
behandlingen af straffesager ved retten – har til formål at sikre
sigtede og
tiltalte personer den fornødne retssikkerhed navnlig under efterforskningen
af
sagen.
Disse bestemmelser omfatter bl.a. ret for den, der er
sigtet, til ikke at udtale sig, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1,
1.
punktum, og bestemmelser om retten til under visse betingelser at få en
forsvarer beskikket, jf. §§ 731 og 732, dvs. navnlig når der kan blive
tale om frihedsstraf. Den sigtede har endvidere, jf. retsplejelovens
§ 745, stk. 1, normalt adgang til – gennem sin forsvarer
– at gøre
sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt. Tvistigheder om
lovligheden af politiets efterforskningsskridt mv. afgøres af retten, jf.
retsplejelovens § 746, stk. 1. Politiets adgang til – som
udgangspunkt efter retskendelse – at gennemføre særlige
efterforskningsskridt,
herunder navnlig straffeprocessuelle tvangsindgreb som f.eks. ransagning,
beslaglæggelse og legemsindgreb etc., forudsætter, at visse grundlæggende
betingelser er opfyldt, herunder bl.a. at der er tale om en strafbar
lovovertrædelse, og at der foreligger en nærmere begrundet mistanke mod den
pågældende.
Det er udvalgets opfattelse, at der ikke er behov for at
åbne mulighed for at anvende straffeprocessuelle tvangsindgreb som f.eks.
ransagning i disciplinære sager. Hvis sådanne indgreb konkret skønnes at være
af betydning, må sagen antages at være af mere alvorlig karakter og bør
derfor
indledes som straffesag, ikke som disciplinarsag. Betingelserne i
retsplejeloven for forsvarerbeskikkelse vil i almindelighed kun være opfyldt
i
mere alvorlige sager, typisk i sager, der skal behandles under medvirken af
domsmænd.
Reglerne for behandlingen af disciplinarsager foreslås
derfor udformet ud fra den forudsætning, at disciplinarmidler i enhver
henseende er civilretlige sanktioner.
Af samme grund foreslås det, at reglerne om
disciplinaransvar, herunder reglerne for sagsbehandlingen, optages i en
selvstændig lov og ikke som i dag i militær retsplejelov, som regulerer
proceduren i militære straffesager. En selvstændig lov vil endvidere medvirke
til at understrege, at disciplinarmidler er sanktioner af civilretlig
karakter
og ikke straf.
3.1.4. Betænkningen om den militære straffelov,
retsplejelov og disciplinarlov har været i høring ved en række myndigheder og
organisationer, jf. punkt 6. Der er generelt tilslutning til udvalget om den
militære straffe- og retsplejeordnings forslag til en ny militær
disciplinarlov.
Dog er der fra enkelte organisationers side udtrykt bekymring for visse
forhold
i lovforslaget, herunder den fremtidige kompetence til at pålægge
disciplinarmidler samt tilsynet med lovgivningen, ligesom nogle
organisationer
finder forslaget om indførelsen af disciplinarbøder betænkeligt.
Forsvarsministeriet har ikke fundet, at bemærkningerne til
udvalgets udkast til ny disciplinarlov var af en sådan karakter, at
betænkningens lovforslag burde ændres. Lovforslaget er på denne baggrund,
bortset fra en række lovtekniske justeringer udformet i overensstemmelse med
udvalget om den militære straffe- og retsplejeordnings udkast til
disciplinarlov.
Der henvises nærmere til de enkelte punkter nedenfor.
3.2. Disciplinaransvarets område
Efter de gældende regler kan disciplinarmidler anvendes i
alle militære straffesager, dvs. ikke blot i sager om overtrædelse af militær
straffelov, men også i sager om strafbare forhold ved overtrædelse af anden
lovgivning,
f.eks. færdselsloven.
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har
imidlertid peget på, at disciplinarmidler først og fremmest har til formål at
give mulighed for gennem en disciplinær sanktion at kunne reagere over for
militære
pligtforsømmelser. Udvalget finder ikke, at der kan påvises særlige grunde
til
at opretholde muligheden for at anvende disciplinarmidler over for
almindelige
overtrædelser, f.eks. af straffeloven, færdselsloven, told- og
afgiftslovgivningen og våbenloven. Efter udvalgets opfattelse bør sådanne
overtrædelser begået af militært personel i tjenesten sanktioneres på ganske
samme måde som overfor andre borgere, nemlig gennem en strafferetlig
sanktion.
Anvendelsesområdet for disciplinaransvar er derfor i
forslaget begrænset til i det væsentlige at angå forhold, der svarer til de
handlinger og undladelser, der er beskrevet i militær straffelov, dog med et
andet tilregnelseskrav, jf. forslaget til §§ 4 og 5.
Denne begrænsning er dog ikke absolut for så vidt angår
færdselsforseelser. Færdselsloven gælder ikke for områder, hvor der ikke er
adgang for almindelig færdsel. Motoriseret færdsel på en række af forsvarets
områder,
f.eks. øvelsesterræn og lignende, er ikke omfattet af færdselsloven.
»Færdselsforseelser« på disse områder henføres i stedet under militær
straffelov § 15 (§ 28 i forslaget til militær straffelov), i det
omfang forholdet er omfattet af forbud eller påbud i reglementer og lignende.
Anvendelse af disciplinarmidler som følge af militære
pligtforsømmelser forudsætter, at forholdet kan tilregnes den pågældende som
forsætligt eller uagtsomt. I modsætning til de foreslåede bestemmelser i
militær straffelov omfatter uagtsomhedsansvaret efter forslaget til militær
disciplinarlov også den simpelt uagtsomme overtrædelse.
Som nævnt under punkt 3.1.1. indebærer forslaget til
militær straffelov at, i det omfang strafansvar er knyttet også til uagtsomme
overtrædelser, er det alene groft uagtsomme forhold, der kan medføre
strafansvar. Forhold, der alene skyldes simpel uagtsomhed, vil således ikke
længere være strafbare, men kan medføre disciplinaransvar. Dette gælder, hvad
enten forholdet er af grov eller mindre grov karakter. Desuden foreslås en
række af straffebestemmelserne om pligtforsømmelser begrænset til alene at
omfatte grove forhold.
Dette betyder, at disciplinarmidler vil være den eneste
sanktion ved simpelt uagtsomme overtrædelser og ved mindre grove
tilsidesættelser af militære pligter, i det omfang strafansvar er betinget
af,
at forholdet er af grov karakter. Det forudsættes, at disciplinarmidler kun
anvendes, når det findes nødvendigt, jf. lovforslagets særlige bemærkninger
til
§ 1.
Udvalget finder, at det ikke bør være udelukket efter
omstændighederne at anvende disciplinarmidler i tilfælde, hvor forseelsen kan
medføre straf af bøde. Den konkrete beslutning – at anvende en
disciplinær sanktion
i stedet for bødestraf – kan efter udvalgets opfattelse navnlig være
relevant
at overveje i tilfælde, hvor pligtforsømmelsen er begået af grov uagtsomhed.
Som eksempel kan nævnes pligtforsømmelser, som er omfattet af forslaget til
militær straffelov § 28 (jf. den gældende § 15). Også i tilfælde af
groft uagtsomt »militært hærværk«, jf. forslaget til militær straffelov
§ 26 (jf. den gældende § 28), og hvor f.eks. værnepligtige ved grov
uagtsomhed mister militær udrustning mv., kan det være nærliggende at
overveje
et disciplinarmiddel i stedet for en bødestraf, medmindre det konkret
vurderes,
at der slet ikke er behov for en sanktion.
Udeblivelse fra tjeneste (for silde møde), der skyldes grov
uagtsomhed, bør – også i et grovere tilfælde – efter udvalgets
opfattelse efter
omstændighederne kunne afgøres med et disciplinarmiddel i stedet for straf,
f.eks. når der foreligger undskyldende momenter.
For så vidt angår forsætlige tilfælde af pligtforsømmelser
bør det, når der foreligger formildende omstændigheder, overvejes, om en
strafferetlig sanktion i det konkrete tilfælde er nødvendig, eller om et
disciplinarmiddel ikke i stedet ville være en mere rimelig reaktion.
Der henvises i øvrigt til betænkningen, siderne 340 – 342.
3.3. Disciplinarmidlerne
De gældende disciplinarmidler er beskrevet i militær
retsplejelov § 38. Som disciplinarmidler kan i dag anvendes belæring,
tilrettevisning, arbejde og efterøvelse i fritiden, fremstilling, vagt eller
anden tjeneste uden for orden, tilbageholdelse på tjenestestedet eller anden
fratagelse af friheder samt overflytning til anden tjeneste.
Lovforslaget indebærer, at omfanget af disciplinarmidler
begrænses, idet disciplinarmidlerne tilbageholdelse på tjenestestedet samt
overflytning til anden tjeneste afskaffes samtidig med, at der indføres
hjemmel
til at anvende disciplinarbøder, jf. nærmere nedenfor.
Tilrettevisning
er
efter de gældende regler den mildeste disciplinære sanktion over for en
forseelse. Tilrettevisning opretholdes som disciplinarmiddel efter
lovforslaget, dog således at denne sanktion omfatter de gældende
disciplinarmidler belæring og tilrettevisning, idet disse 2 disciplinarmidler
ifølge praksis er identiske..
Fremstilling.
Dette disciplinarmiddel anvendes især over for den, der ikke har sin
udrustning
i orden, og som således pålægges at bringe den i orden med efterfølgende
fremstilling for en befalingsmand til kontrol. Sanktionen har en tæt
sammenhæng
med forseelsen og foreslås opretholdt.
Arbejde og
efterøvelse i en del af fritiden og anden tjeneste uden for orden. Disse
disciplinarmidler har også en tæt sammenhæng med den begåede forseelse og
foreslås opretholdt. Det bemærkes, at »vagt uden for orden« ikke som efter
den
gældende bestemmelse er fremhævet udtrykkeligt, idet denne sanktion implicit
er
omfattet af »anden tjeneste uden for orden«.
Det forudsættes i overensstemmelse med de hidtil gældende
regler, at tjeneste uden for orden som disciplinarmiddel alene omfatter
opgaver
af tjenstlig karakter eller opgaver, som på anden måde findes at være
relevante
for tjenesten, og at tjenesten i form af et disciplinarmiddel indgår i en
forud
fastlagt turnusordning, således at denne yderligere tjeneste ikke etableres
til
lejligheden.
Disciplinarbøde.
Efter forslaget til lov om militær retsplejelov ophæves adgangen til at
pålægge
straf uden dom. Dette betyder, at militære chefers mulighed for ved bødepålæg
at kunne reagere hurtigt over for en forseelse forsvinder. Udvalget om den
militære straffe- og retsplejeordning har derfor fundet, at der er behov for
at
indføre en økonomisk sanktion i form af et nyt disciplinarmiddel –
disciplinarbøde.
Disciplinarbøder kendes også efter tjenestemandslovens
regler om disciplinarretlige sanktioner over for tjenestemænd, jf.
tjenestemandslovens § 24, stk. 1. Efter tjenestemandslovens
§ 24, stk. 1, 1. punktum, kan en bøde som disciplinær sanktion ikke
overstige en halv månedsløn.
Det forudsættes fra udvalgets side, at udmålingen af
disciplinarbøder sker under hensyn til forseelsens karakter. Også den
pågældendes tidligere (lignende) forsømmelser bør dog kunne have indflydelse
på
udmålingen. På samme måde bør der ved udmålingen tages hensyn til den
pågældendes stilling og forhold, herunder lønforhold.
I overensstemmelse med udvalgets forslag foreslås det, at
en disciplinarbøde højst kan udgøre 1/10 af den pågældendes månedsløn
(grundløn/basisløn, brutto).
Et flertal i udvalget har foreslået et maksimum på 1/5 af
månedslønnen for værnepligtige i de første fire måneder af værnepligtstiden
(ca. 885 kr.) for at sikre, at disciplinarbøden kunne få en rimelig størrelse
og dermed effekt i denne periode, da den månedlige værnepligtsløn de første 4
måneder var væsentlig lavere end i den resterende del af værnepligtstiden.
Aftalen om forsvarets ordning 2005 - 2009 indebærer
imidlertid, at værnepligtstiden forkortes til som hovedregel 4 måneder.
Samtidig påtænkes ydelsen for værnepligtige fra og med 1. januar 2005
sammensat
på en anden måde end hidtil, idet den samlede månedlige ydelse vil udgøre ca.
12.500 og med et rådighedsbeløb efter skat for den enkelte værnepligtige på
ca.
9.500 kr. Henset hertil finder Forsvarsministeriet det ikke nødvendigt at
graduere mellem værnepligtige og andet personel i forhold til fastsættelsen
af
maksimum for størrelsen af en disciplinarbøde, idet det samlede månedlige
rådighedsbeløb efter skat på ca. 9.500 kr. forventes at blive
beregningsgrundlaget, svarende til en maksimumbøde for en værnepligtig på ca.
950 kr.
Til illustration af forslaget om maksimum for størrelsen af
en disciplinarbøde kan nævnes følgende eksempler på grundløn for visse,
særligt
udvalgte personelgrupper (lønniveau 1. april 2004):
NY LØN:
GAMMEL LØN:
Konstabel:
16.502,26 -
17.320,16 (trin 1-2)
14.654,33 -
19.726,42 (trin 2-20)
Sergent:
17.512,60
17.570,42 - 18.471,83 (trin 13-16)
Premierløjtnant:
20.797,66
20.610,00 - 23.211,58 (trin 23-32)
Major:
24.825,56 - 28.193,36 (lgrp.
3-4)
25.157,50 -
30.340,50 (trin 38-47)
Oberst:
42.909,25
42.909,25
Maksimumbeløbet for disciplinarbøder vedrører den enkelte
forseelse.
Størrelsesmæssigt skal disciplinarbøden udmåles til et
noget mindre beløb end en bøde for en tilsvarende strafbar forseelse.
Udvalget har ved deres forslag forudsat, at der
administrativt fastsættes nærmere retningslinjer for bødernes størrelse,
ligesom der vil blive udarbejdet oversigter over praksis, som kan benyttes
som
vejledende retningslinjer for størrelsen af disciplinarbøder for typiske
tilfælde af pligtforsømmelser.
På baggrund af forslaget om at indføre disciplinarbøder har
udvalget endvidere fundet, at der ikke er grundlag for at foreslå
tilbageholdelse på tjenestestedet opretholdt som disciplinarmiddel. Det samme
gælder disciplinarmidlet overflytning til anden tjeneste, som efter udvalgets
opfattelse må betragtes som en for indgribende reaktion over for mindre
alvorlige tjenesteforsømmelser.
Der henvises til betænkningen side 342 - 345.
Det skal bemærkes, at der inden for Forsvarsministeriets
område i øjeblikket pågår et arbejde med henblik på blandt andet at få
udarbejdet administrative retningslinier mv. i forbindelse med udvalgets
forslag til ny militær straffelov, retsplejelov og disciplinarlov, således at
vejledninger mv. forventes at være klar ved de pågældende lovforslags
påtænkte
ikrafttrædelsestidspunkt den 1. oktober 2005.
Det skal bemærkes, at et mindretal i udvalget har udtrykt
betænkelighed ved at indføre disciplinarbøde, fordi denne sanktion af
forsvarets personel vil blive opfattet som en sanktion af strafferetlig
karakter. Omvendt har Forsvarsministeriets og Forsvarskommandoens
repræsentanter i udvalget givet udtryk for, at indførelsen af en
disciplinarbøde
er en forudsætning for, at disciplinarmidlet tilbageholdelse på
tjenestestedet
eller anden fratagelse af frihed kan afskaffes.
Der henvises til betænkningen side 343.
I forbindelse med høringen over betænkningen har de
Statsansattes Kartel, Statsansattes Kartel-Forsvar samt Hærens Konstabel- og
Korporalforening tillige udtrykt betænkelighed ved at indføre
disciplinarbøde,
da disse organisationer finder, at en sådan sanktion vil kunne misbruges som
en
lemfældig sanktionsform, der får karakter af dumme-bøde.
Efter Forsvarsministeriets opfattelse er disciplinarmidlet
tilbageholdelse på tjenestestedet eller anden fratagelse af frihed ikke
længere
tidssvarende. Dette disciplinarmiddel må i dag af forsvarets personel antages
at opfattes som værende væsentligt mere indgribende end for eksempel en
egentlig bødestraf dels på grund af generelt bedre økonomiske forhold for
personellet
i forhold til tidligere dels på grund af de væsentligt større frihedsgrader
for
personellet under tjeneste, herunder for værnepligtigt personel, som i dag
eksisterer mht. at bevæge sig uden for det militære område mv. uden for
normal
tjenestetid. Der findes derfor ikke at være proportion mellem dette
disciplinarmiddel og den adfærd, som ønskes sanktioneret. Samtidig findes det
imidlertid af afgørende betydning, at der fortsat for militære chefer
eksisterer en mulighed for hurtigt at kunne sanktionere militære
pligtforsømmelser med en vis effekt herunder af økonomisk karakter. Det må i
den forbindelse erindres, at adgangen til for militære chefer at udstede
strafpålæg i form af bøde efter forslaget til militær retsplejelov ophæves,
samtidig med at en række militære pligtforsømmelser afkriminaliseres, idet
der
ikke længere vil være mulighed for at straffebelægge disse. Derimod vil der
alene
være mulighed for at gøre et disciplinært ansvar gældende ved disse
forseelser.
På denne baggrund er det efter Forsvarsministeriets
opfattelse af afgørende betydning, at der gives mulighed for at pålægge
disciplinarbøde.
Vedrørende faren for misbrug af disciplinarmidlet skal
særligt fremhæves, at der jo netop gennem dette lovforslag indføres en række
processuelle regler for sagernes behandling, ligesom forvaltningslovens
almindelige
regler for offentlige myndigheders behandling af sager vil være gældende.
Disse
reglers sigte er blandt andet at forhindre misbrug og ulovlige afgørelser.
Personellets
retssikkerhed er endvidere sikret ved, at afgørelsen kan indbringes for
disciplinarchefen, hvis afgørelse igen kan indbringes for disciplinarnævnet,
ligesom disciplinarnævnets afgørelse kan indbringes for domstolene. Endvidere
vil det forhold, at en militær chef anvender et disciplinarmiddel, hvor
betingelserne herfor ikke er opfyldt, i sig selv kunne være en
pligtforsømmelse,
som er strafbar, og hvor en sådan behandling fra en militær chefs side derfor
vil kunne strafsanktioneres.
3.4. Kompetencen til at pålægge
disciplinarmidler
Efter den gældende bestemmelse i militær retsplejelov
§ 39 bestemmer forsvarsministeren »hvem, der skal have myndighed til at
anvende disciplinarmidler og omfanget af denne myndighed«.
De nærmere bestemmelser findes i bekendtgørelse nr. 77 af
14. februar 1991 om myndighed til at anvende straffe uden dom og
disciplinarmidler over for personel i det militære forsvar, bortset fra
frivilligt personel af hjemmeværnet.
Efter
bekendtgørelsens § 2, stk. 1, er kompetencen tillagt
rettergangschefer og visse andre chefer,
jf.
§ 2, stk. 2.
Begrebet rettergangschef (rettergangsmyndighed)
er beskrevet i bekendtgørelse nr. 509 af 12. juni
2003
om rettergangsmyndighed
i det militære forsvar.
Udover Forsvarschefen og chefen for Forsvarsstaben m.fl.,
jf. § 2, omfatter begrebet en række nærmere angivne højere placerede
chefer tillagt myndighed som rettergangschef inden for de respektive 3 værn,
jf. §§ 3-6.
Herudover har andre overordnede kompetence til at anvende
disciplinarmidler, jf. §§ 3-10.
For en nærmere gennemgang af de gældende regler henvises
til betænkningen side 194- 196.
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har
fundet, at kompetencen til at pålægge samtlige disciplinarmidler fortsat bør
henlægges til den chefgruppe, der efter de gældende bestemmelser har
kompetence
som rettergangschef. Udvalget har imidlertid ikke fundet det hensigtsmæssigt
eller praktisk muligt at foreslå denne chefgruppe nærmere defineret i en
lovbestemmelse.
Også visse underordnede militære chefer bør efter udvalgets
opfattelse som efter de gældende bestemmelser tillægges kompetence som
disciplinarmyndighed. Det er i det daglige officerer, der er underordnet
rettergangschefen,
som på tjenestestedet og under f.eks. øvelser har den umiddelbare opgave at
opretholde disciplinen i den enhed, de har ansvaret for, og som samtidig vil
være dem, der overværer eller umiddelbart får indberetning om forseelsen.
Udvalget finder det af afgørende betydning, at også denne
gruppe befalingsmænd – som tilfældet er i dag – kan gribe ind over
for
tjenesteforseelser ikke blot ved at indberette en mulig forseelse, men også
ved
at kunne pålægge disciplinarmidler, eventuelt i nærmere bestemt omfang. Dette
gælder også – og især – underafdelingschefer, der i det daglige
typisk vil stå
midt i situationen.
De gældende administrative bestemmelser, der indeholder en
udtømmende beskrivelse af kompetencen til at pålægge disciplinarmidler, er
overordentlig detaljerede. Den høje detaljeringsgrad hænger bl.a. sammen med,
at en fællesbeskrivelse for alle tre værn ikke er mulig.
Udvalget har ikke fundet det muligt at beskrive
underordnede disciplinarchefers kompetence i disciplinarsager i en
lovbestemmelse. Det foreslås derfor, at de nærmere regler ligesom efter den
gældende bestemmelse fastsættes administrativt, jf. forslaget til § 7 og
bemærkningerne hertil.
Da udtrykket »rettergangschef« har begrebsmæssig sammenhæng
med straffeprocessen, og eftersom straf uden dom efter forslaget til ny
militær
retsplejelov ophæves, foreslås det at ændre begrebet rettergangschef til
disciplinarchef.
Disciplinarchef
er den øverste militære chef med kompetence til at pålægge disciplinarmidler
–
i praksis svarende til rettergangschefen og de militære chefer, der er
overordnet i forhold til rettergangschefen, og som efter de nugældende regler
administrativt er tillagt samme kompetence som rettergangschefen.
Underordnet chef med disciplinære beføjelser
omfatter alle overordnede under disciplinarchefen (rettergangschefen), der
har
hel eller delvis kompetence til at pålægge disciplinarmidler.
Som generel betegnelse for disse myndigheder foreslås
indført begrebet »disciplinarmyndigheden« og »den, der har
disciplinarmyndighed«. Dette samlebegreb anvendes i lovforslaget i tilfælde,
hvor den kompetente person omtales generelt.
Udvalget finder, at det bør overlades til
forsvarsministeren at fastsætte den nøjagtige kompetence for de underordnede
chefer med disciplinære beføjelser, eventuelt efter høring af berørte
militære
myndigheder og relevante personelorganisationer.
Bemyndigelsesbestemmelsen i § 7 giver hjemmel for
såvel generelt ved bekendtgørelse som i særlige situationer, f.eks. i
forbindelse med udsendelse til tjeneste i udlandet, at fastsætte de nærmere
regler om kompetencen. Bekendtgørelsen kan indeholde bestemmelser om sådanne
beslutninger i særlige tilfælde. Forsvarsministeren kan i bekendtgørelsen
dels
fastsætte generelle bestemmelser om kompetencen til at træffe afgørelse om
disciplinarmidler, dels give mulighed for at der i særlige tilfælde kan
træffes
afgørelser om at tillægge kompetence til bestemt militært personel.
Der henvises til betænkningen side 345 - 347.
I forbindelse med høringen over betænkningen har
Statsansattes Kartel, Statsansattes Kartel-Forsvar samt Hærens Konstabel- og
Korporalforening givet udtryk for at adgangen til at pålægge sanktionen
disciplinarbøde af hensyn til retssikkerheden bør begrænses til
disciplinarchefen.
Forsvarsministeriet skal hertil bemærke, at udvalget netop
har drøftet dette spørgsmål indgående, og fra udvalgets side lægges der ikke
op
til en begrænsning af hvilke chefer med disciplinære beføjelse, der kan
anvende
hvilke disciplinarmidler. Afgørende for kompetencen bør derimod være, hvem
der
har det daglige ansvar for opretholdelsen af disciplinen, og som samtidig
overværer eller umiddelbart får indberetning om forseelsen. Udvalget peger i
den forbindelse især på de underafdelingschefer, der i det daglige typisk vil
stå midt i situationen. Dog kan der eventuelt ske en begrænsning i nærmere
bestemt omfang, jf. side 345 og 346 i betænkningen.
Forsvarsministeriet har til hensigt i en kommende
bekendtgørelse om fordeling af disciplinarmyndighed efter forslagets § 7
og 6, stk. 3, at begrænse adgangen til at ikende disciplinarbøde i
videst
muligt omfang til et niveau svarende til de nugældende regler for militære
chefers adgang til ikendelse af bødestraf, jf. bekendtgørelse nr. 77 af 14.
februar 1991 om myndighed til at anvende straffe uden dom og
disciplinarmidler
samt bekendtgørelse nr. 509 af 12. juni 2003 om rettergangsmyndighed i det
militære forsvar, og svarende til udvalgets bemærkninger om emnet. Såvel
disciplinarchefer som chefer med disciplinære beføjelser forventes således
bortset fra disciplinarbøder tillagt kompetence til at anvende samtlige
disciplinarmidler.
3.5. Sagsbehandlingsregler
Efter lovforslaget skal reglerne for sagsbehandlingen i
disciplinarsager ikke længere være en del af den militære retsplejelov.
De myndigheder (militære chefer), som efter lovforslaget
har kompetence til at anvende disciplinarmidler, er en del af den offentlige
forvaltning, jf. forvaltningslovens § 1, stk. 1. En beslutning om
at
pålægge et disciplinarmiddel er en afgørelse i forvaltningslovens forstand,
jf.
forvaltningslovens § 2, stk. 2. Forvaltningslovens regler vil
derfor
være gældende for disse sager, medmindre det udtrykkeligt i loven bestemmes,
at
disse regler ikke eller kun delvist skal finde anvendelse.
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordnings
forslag til sagsbehandlingsregler i disciplinarsager har derfor taget
udgangspunkt i reglerne i forvaltningsloven. Der foreslås dog på flere
områder
bestemmelser, der fraviger forvaltningslovens regler på en sådan måde, at det
militære personel sikres en bedre retsstilling, end hvad der følger af
forvaltningsloven, jf. nærmere under bemærkningerne til de enkelte
bestemmelser
i lovforslaget.
Forvaltningslovens almindelige regler gælder for
sagsbehandling inden for hele den offentlige forvaltning. Loven dækker et
meget
stort område af afgørelsestyper, men sigter særligt på sager, der behandles
på
skriftligt grundlag, og hvor myndighedens afgørelse meddeles borgeren i
skriftlig
form.
Udvalget foreslår, at sagsbehandlingsreglerne for
disciplinarsager udformes ud fra den forudsætning, at behandlingen af sagen i
vidt omfang sker mundtligt og ikke på skriftligt grundlag. Ved behandlingen
af
disciplinarsager vil situationen typisk være den, at den pågældende
militærperson, som eventuelt skal pålægges et disciplinarmiddel, og den chef
(myndighed), som skal tage stilling til sagen, er til stede samtidig på
tjenestestedet. Allerede af denne grund er en mundtlig procedure mest
nærliggende.
En stor del af sagerne er desuden ganske enkle sager, hvor
der ikke er tvivl om de faktiske omstændigheder, og hvor det ligger
nogenlunde
klart, hvilken reaktion der efter praksis skal anvendes. Mange af de
nuværende
disciplinarsager vedrører således såkaldte for silde møder. Det er i de
fleste
tilfælde enkelt at konstatere, at en militærperson er kommet for sent til
tjenestestedet, og praksis med hensyn til sanktionen ligger forholdsvis fast.
Det samme gælder i andre enkle sager, f.eks. om ulydighed og vagtforseelser.
Er
der derimod tale om mere komplicerede sager – f.eks. hvor der kan være
anledning til at få afklaret et omtvistet faktum nærmere – må behovet
for en
hurtig behandling af sagen vige for hensynet til, at også denne type af sager
får en retssikkerhedsmæssig forsvarlig behandling.
En mundtlig sagsbehandling i de enkle sager er efter
udvalgets opfattelse i de fleste tilfælde mere betryggende end en skriftlig
behandling, idet der er mulighed for på stedet at korrigere eventuelle
misforståelser med hensyn til sagens faktiske oplysninger, ligesom de fleste
formentlig har lettere ved at forklare deres synspunkter mundtligt end
skriftligt.
Udvalgets forslag til sagsbehandlingsregler i
disciplinarsager er formuleret således, at der tages hensyn til behovet for
en
hurtig sagsbehandling, i det omfang det er foreneligt med hensynet til
retssikkerheden.
Disciplinarafgørelser vil altid være bebyrdende for den
pågældende, og sanktionen kan efter omstændighederne være ganske belastende.
Dette er baggrunden for, at udvalget foreslår sagsbehandlingsregler, der på
nogle få punkter afviger fra forvaltningslovens almindelige regler på en
sådan
måde, at den pågældende militærperson opnår en bedre retsstilling end den,
der
følger af forvaltningsloven. Det gælder særligt bestemmelser om den
pågældendes
medvirken ved sagens behandling samt begrundelsen for disciplinarafgørelsen.
Der henvises til betænkningen side 347-349.
Det bemærkes, at udvalgets forslag om, at den indberettede
skal kunne begære sagen udsat for at afgive en udtalelse, inden sagen
afgøres,
samt at denne skal kunne nægtes, hvis det findes ubetænkeligt at afgøre sagen
på det foreliggende grundlag, ikke er medtaget i lovforslaget. Årsagen hertil
er, at forvaltningslovens § 21 findes at være tilstrækkelig dækkende.
Det fremgår af denne bestemmelse, at den, der er part i en
sag, på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan begære sagens afgørelse
udsat, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen. Der kan endvidere
efter samme bestemmelse fastsættes en frist for afgivelsen af denne
udtalelse.
En sådan frist kan efter omstændighederne være ganske kort, hvis det findes
ubetænkeligt grundet sagens karakter. Hertil kommer, at det efter
bestemmelsens
stk. 2 er muligt at nægte en sådan udsættelse af sagen i visse tilfælde,
herunder hvis væsentlige hensyn til det offentlige eller private interesser
taler imod en sådan udsættelse.
Sagsbehandlingen i disciplinarsagerne må i vidt omfang
forventes at være baseret på en mundtlig procedure, idet de involverede
parter
typisk alle vil være til stede samtidig i forbindelse med sagens behandling.
Hertil
kommer, at sagerne typisk vil være ganske enkle. Formodningen i disse sager
er
således, at der som hovedregel næppe vil være behov for en udsættelse af
sagen.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at det forudsættes, at den pågældende
part
allerede har haft lejlighed til at udtale sig om de faktiske oplysninger i
sagen,
som har betydning for sagens afgørelse, jf. forslagets § 10,
stk. 1.
Fremsættes en sådan begæring imidlertid, skal denne naturligvis som
hovedregel
efterkommes, men efter forvaltningslovens § 21 vil der i sådanne sager
være mulighed for at fastsætte en meget kort frist for afgivelsen af en sådan
udtalelse ikke mindst, hvis det må anses for åbenbart, at baggrunden for
begæringen er et ønske om at trænere sagen. Dette kan i særdeleshed være
relevant i forhold til værnepligtige, hvor disse står umiddelbart foran
hjemsendelse, og hvor en udsættelse af sagen vil indebære, at afgørelsen
først
vil foreligge efter hjemsendelsen, og disciplinarmidlet dermed vil blive uden
effekt. Endvidere vil der efter § 21, stk. 2, være mulighed for at
nægte
en udsættelse, hvis hensynet til disciplinen og behovet for en hurtig
afgørelse
må vurderes som værende afgørende i den foreliggende situation.
3.6. Klageadgang
3.6.1. Disciplinarnævn
Efter militær retsplejelov § 43, stk. 1 og 2, kan
den, der er pålagt et disciplinarmiddel af rettergangschefen, forlange sagen
forelagt et disciplinarnævn til afgørelse. Nævnets afgørelse kan indbringes
for
et ankenævn, hvis afgørelse er endelig. Ankenævnets afgørelse kan ikke
indbringes for forsvarsministeren, og det antages, at afgørelsen ikke kan
indbringes for domstolene på grund af endelighedsbestemmelsen i § 43,
stk. 2, 2. punktum, i militær retsplejelov.
For en nærmere gennemgang af de gældende regler henvises
til betænkningen side 196 - 198.
Efter lovforslaget til § 15, stk. 1, vil adgangen
til at indbringe en disciplinarafgørelse for et disciplinarnævn blive
opretholdt. Den gældende adgang til at indbringe disciplinarnævnets afgørelse
for ankenævnet er derimod ikke medtaget. Dette skal blandt andet ses på
baggrund af, at udvalget om den militære straffe- og retsplejerordning
foreslår, at bestemmelsen i militær retsplejelov § 43, stk. 2, 2.
punktum, om at den endelige administrative afgørelse i disciplinarsager ikke
kan indbringes for domstolene, ophæves. Disciplinarnævnets afgørelse kan
således indbringes for domstolene, jf. den almindelige bestemmelse i
grundlovens § 63. Forslaget om nævnsbehandling er desuden udtryk for en
forenkling af den administrative klagebehandling.
Disciplinarnævnet vil efter forslaget kunne stadfæste,
formilde eller ophæve disciplinarmidlet, ligesom nævnet fuldt ud vil kunne
prøve, om sagsbehandlingsreglerne er overholdt. Derimod vil nævnet ikke kunne
skærpe afgørelsen. Baggrunden for denne fravigelse fra gældende ret er, at en
adgang til at skærpe et pålagt disciplinarmiddel vil kunne medvirke til, at
den, der er pålagt disciplinarmidlet, vil kunne være tilbageholdende med at
indbringe sagen for nævnet, jf. også bemærkningerne til forslagets § 14.
Efter den foreslåede bestemmelse skal den, der er pålagt et
disciplinarmiddel, ikke selv indbringe disciplinarchefens afgørelse for
nævnet,
men blot meddele disciplinarchefen, at han ønsker sagen behandlet af nævnet.
Disciplinarchefen skal herefter foranledige, at sagen sendes til nævnet.
Dette
svarer til den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 43,
stk. 1. Efter forslaget til § 15, stk. 1, er det alene den,
der
er pålagt disciplinarmidlet, der kan forlange afgørelsen indbragt for
disciplinarnævnet. Den, der oprindeligt har truffet afgørelse i sagen (en
underordnet chef med disciplinære beføjelser), er hverken klageberettiget
eller
berettiget til at indbringe en afgørelse for retten.
Efter de gældende regler består et disciplinarnævn af en
auditør, der er formand for nævnet, samt to andre medlemmer, hvoraf den ene
så
vidt muligt skal være en talsmand og af samme grad som den, der er blevet
pålagt disciplinarmidlet, mens den anden skal være dennes foranstående, jf.
militær retsplejelov § 43, stk. 3. Ankenævnet for disciplinarsager
består af generalauditøren og en advokat, der udpeges af Advokatrådet, samt
en
landsdommer som formand, jf. stk. 4.
Det foreslås, jf. forslaget til § 17, stk. 1, at
disciplinarnævnet fortsat består af tre medlemmer. Formanden bør – også
ud fra
retssikkerhedsmæssige synspunkter – være en dommer. Det foreslås
endvidere, at
de to øvrige medlemmer af nævnet er henholdsvis en repræsentant for forsvaret
–
udpeget efter indstilling af forsvarschefen – og en repræsentant udpeget
af den
pågældendes forhandlingsberettigede organisation/værnepligtsrådet. Efter
forslaget udpeger hver personelgruppe en repræsentant, der deltager i
behandlingen
af sager, som vedrører militært personel, der hører under den pågældende
personelorganisation. Disse medlemmer deltager også i sagen, selvom den, som
sagen vedrører, ikke er medlem af den pågældende organisation. Hvis flere
personer er indblandet i samme forhold, behandles disciplinarsagerne og
klager
herover til nævnet hver for sig.
Formålet med repræsentanternes deltagelse er at bibringe
disciplinarnævnet den fornødne indsigt i disse sager.
Forslaget indebærer, at der skal udpeges pt. fire medlemmer
for personellet, som hver for sig deltager i behandlingen af de sager, som
vedrører den personelgruppe, det pågældende medlem repræsenterer.
Det foreslås endvidere, at medlemmerne af nævnet beskikkes
for fire år med mulighed for genbeskikkelse. Dette gælder efter forslaget dog
ikke for det værnepligtige medlem.
Som følge af de ændrede værnepligtsforhold efter aftalen om
forsvarets ordning 2005 - 2009 overvejes det i øjeblikket nærmere, hvorledes
den fremtidige talsmandsordning for de værnepligtige skal udformes. Det er
derfor ikke muligt på nuværende tidspunkt i selve lovbestemmelsen at
fastlægge
en beskikkelsesperiode for dette medlem, som foreslået af Udvalget om den
militære straffe- og retsplejeordning.
Det foreslås derfor, at repræsentanten for de værnepligtige
i disciplinarnævnet vil skulle udpeges efter indstilling fra de
værnepligtiges
talsmandsorgan, i øjeblikket værnepligtsrådet, og beskikkes af
forsvarsministeren
for en forud fastsat periode, jf. nærmere forslaget til § 17,
stk. 3.
De nærmere regler om disciplinarnævnets virksomhed mv.
fastsættes efter forslaget til stk. 4 af forsvarsministeren.
3.6.2. Domstolsprøvelse
Efter den gældende bestemmelse i militær retsplejelov
§ 43, stk. 2, 2. punktum, er disciplinarankenævnets afgørelse
endelig
og det antages, at afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene. Udvalget om
den militære straffe- og retsplejeordning har overvejet, hvorvidt denne
bestemmelse
bør opretholdes eller ophæves i forhold til disciplinarnævnets afgørelse, jf.
forslaget til § 15, stk. 1.
I forbindelse med revisionen af lov om hjemmeværnet i 2000
blev spørgsmålet om den tilsvarende endelighedsbestemmelse i denne lov
drøftet
mellem Forsvarsministeriet og Justitsministeriet. Justitsministeriet gav
udtryk
for, at en bestemmelse, der forhindrer indbringelse af et pålagt
disciplinarmiddel for domstolene, er betænkelig. Den dagældende
endelighedsbestemmelse
i hjemmeværnslovens § 20 blev derfor ikke medtaget i lovforslaget.
Revisionen af hjemmeværnsloven blev gennemført ved lov nr. 123 af 27. februar
2001.
Spørgsmålet om endelighedsbestemmelser i lovgivningen er
omtalt i Retsplejerådets betænkning om reform af den civile retspleje I (nr.
1401/2001). Rådet finder (side 33), at endelighedsbestemmelser bør undgås.
Det
hedder videre:
»Grundlovens
§ 63 fastslår et vigtigt princip om, at afgørelser truffet af en
forvaltningsmyndighed, herunder uafhængige administrative nævn, skal kunne
prøves ved domstolene. Selv om grundlovens § 63 ikke er til hinder for,
at
lovgivningsmagten i begrænset omfang gør undtagelse fra denne regel, finder
Retsplejerådet, at sådanne undtagelser i givet fald skal have meget stærke
grunde for sig.«
Rådet fraråder, at nye endelighedsbestemmelser indføres i
lovgivningen.
Retsplejerådet har yderligere anført, at
endelighedsbestemmelserne vedrørende disciplinarnævnene for civil værnepligt
og
beredskabskorpset efter det oplyste vil blive ophævet. Retsplejerådet fandt
på
den baggrund ikke behov for nærmere at overveje de endelighedsbestemmelser,
der
gælder for disciplinarnævnenes afgørelser. Retsplejerådet forudsatte herved,
at
der ved udvalget om den militære straffe- og retsplejeordnings gennemgang af
den militære retsplejelov blev taget hensyn til de betænkeligheder, som
endelighedsbestemmelser giver anledning til.
Udvalget har ikke fundet, at der kan påvises meget stærke
grunde til at foreslå den gældende endelighedsbestemmelse opretholdt.
Lovforslaget indebærer derfor, at Disciplinarnævnets afgørelse i militære
disciplinarsager kan indbringes for domstolene i overensstemmelse med den
almindelige bestemmelse i grundlovens § 63.
Udvalget har overvejet, hvorvidt det alene er disciplinarnævnets
afgørelse, der skal kunne indbringes for domstolene, eller om den, der er
pålagt et disciplinarmiddel af disciplinarchefen eller af en underordnet chef
med disciplinarmyndighed, skal kunne indbringe disses afgørelser direkte for
domstolene uden først at skulle udnytte den almindelige administrative
klagevej
til disciplinarnævnet.
Retsplejerådet, der har behandlet dette spørgsmål generelt
i den ovenfor nævnte betænkning, anfører (side 33), at det må kræve en særlig
begrundelse at stille som betingelse for indbringelse af en administrativ
afgørelse
for domstolene, at en administrativ klageadgang først skal være udnyttet.
Anvendelse af disciplinarmidler inden for forsvaret er
navnlig begrundet i hensynet til disciplinen. Af samme grund er det af
afgørende
betydning, at disciplinarsager behandles så hurtigt, som det er muligt i det
konkrete tilfælde. Dette gælder også for disciplinarchefens behandling af
klager over en afgørelse truffet af en underordnet disciplinarchef og for
disciplinarnævnets sagsbehandling og afgørelse. Disciplinarsager, der får
deres
endelige administrative afslutning ved disciplinarnævnet, må i almindelighed
antages at være afgjort inden for få uger eller i hvert fald måneder.
Hertil kommer i øvrigt, at disciplinarchefens vurdering af
en underordnet disciplinarmyndigheds afgørelse og den efterfølgende prøvelse
af
disciplinarchefens afgørelse ved disciplinarnævnet netop på grund af disse
instansers kendskab til dette særlige retsområde er en del af de
retssikkerhedsmæssige garantier.
Udvalget har derfor ud fra en samlet vurdering af såvel
principielle synspunkter som dette retsområdes særlige karakter fundet, at
det
alene er disciplinarnævnets afgørelse, der bør kunne indbringes for
domstolene,
dog således at disciplinarchefens afgørelse vil kunne indbringes for retten,
hvis nævnets afgørelse ikke foreligger senest 2 måneder efter, at sagen er
indbragt for nævnet. Denne løsning svarer til det princip, der efter
skattestyrelsesloven gælder for indbringelse af f.eks. et skatteankenævns
afgørelse for domstolene, hvis Landsskatterettens afgørelse ikke foreligger
efter 6 måneder. Udvalget finder, at underordnede disciplinarchefers
afgørelser
i disciplinarsager ikke skal kunne indbringes for domstolene, men alene for
disciplinarchefen.
Det følger af den foreslåede bestemmelse til § 18, at
den, der ønsker disciplinarnævnets afgørelse prøvet af domstolene, selv skal
indbringe sagen for retten, dvs. udtage stævning mod forsvaret.
I gældende ret spores en betydelig usikkerhed om, hvilken
myndighed der er rette sagsøgte, hvis borgeren ønsker at anfægte en
afgørelse,
der er prøvet af et overordnet administrativt klagenævn. For at afklare denne
tvivl indeholder forslaget en udtrykkelig bestemmelse om dette spørgsmål. Har
disciplinarnævnet stadfæstet et pålagt disciplinarmiddel eller ændret dette
til
et mildere, harmonerer det med den overvejende tendens i civilprocessen, at
sagen anlægges mod nævnet. Dette er også tilfældet, hvis den pågældende
ønsker
at anfægte nævnets afgørelse om ikke at behandle sagen. I de øvrige tilfælde
vedrører sagen disciplinarchefens afgørelse. I disse tilfælde vil de
almindelige
regler føre til, at disciplinarchefen er rette sagsøgte. Under hensyn til, at
disciplinarchefen er underordnet Forsvarskommandoen, findes det rigtigst, at
sagen anlægges mod Forsvarskommandoen. Herved sikres en ligelig behandling af
dem, der er undergivet disciplinaransvar, og samtidig den bedste oplysning af
sagen, fordi ekspertisen vedrørende dette område samles i Forsvarskommandoen.
Denne løsning medfører ingen ulempe for sagsøgeren - som følge af reglen - på
grund af bestemmelsen om rette værneting i stk. 4.
Adgangen til domstolsprøvelse i sager om disciplinarmidler
rejser spørgsmål om, hvorvidt disciplinarnævnets afgørelse skal indbringes
for byretten,
eller om sagerne skal behandles af landsretten i 1. instans med den i øvrigt
deraf følgende fri ankeadgang til Højesteret. Efter retsplejeloven
§ 225,
1. punktum, behandles ved landsret i 1. instans sager »om prøvelse af
afgørelser
truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans, der har den
øverste administrative kompetence til at træffe afgørelser i sager mellem det
offentlige og private«. Andre sager mod det offentlige behandles af byretten
i
1. instans.
Udvalget foreslår som nævnt, jf. forslaget til § 15,
stk. 1, at der oprettes ét landsdækkende disciplinarnævn. Dette ville
efter de gældende regler, jf. retsplejelovens § 225, 1. punktum,
indebære,
at disciplinarnævnets afgørelse skulle indbringes for landsretten.
Disciplinarsager vedrører pligtforsømmelser af mindre
alvorlig karakter, typisk sådanne der ikke er fundet strafværdige. Det
forekommer derfor ikke hensigtsmæssigt, at disse sager behandles af
landsretten
i første instans, når andre sager om nok så indgribende spørgsmål skal
behandles ved byretten. At foreskrive landsretsbehandling for disse sager vil
i
øvrigt heller ikke være i overensstemmelse med den almindelige tendens til at
udvide byretternes saglige kompetence især i civile sager.
Det foreslås derfor, jf. § 18, stk. 3, at
prøvelsen af disciplinarnævnets afgørelser sker ved byretten på det sted,
hvor
den, som sagen vedrører, er tjenstgørende. Det samme gælder en eventuel
prøvelse af disciplinarchefens afgørelse efter stk. 2. Udsendt personel
er
altid meddelt fast tjenestested i Danmark uanset udsendelsen.
Det følger af stk. 1, at en underordnet
disciplinarchefs afgørelse ikke kan indbringes for domstolene, men alene for
disciplinarchefen.
Vedrører disciplinarsagen en hjemsendt militærperson, sker
prøvelsen af en disciplinarafgørelse, der er truffet inden hjemsendelsen, af
byretten på det sted, hvor den pågældende nu har hjemting, jf. forslaget til
§ 18, stk. 3, 2. punktum.
Udvalget har ikke fundet grundlag for at foreslå særlige
bestemmelser om fri proces, advokatbeskikkelse, sagsomkostninger mv. i sager
om
domstolsprøvelse af disciplinarafgørelser. Disse spørgsmål afgøres derfor
efter
retsplejelovens almindelige regler.
Det er udvalgets opfattelse, at der ikke skal være mulighed
for at indbringe disciplinarnævnets afgørelse for forsvarsministeren. Dette
svarer til gældende ret.
Der henvises til betænkningen side 352 - 356.
3.7. Kompensation
Efter den gældende bestemmelse i militær retsplejelov
§ 36, stk. 1, kan et strafpålæg senere ændres af blandt andre
rettergangschefen eller auditøren. Efter § 36, stk. 2, anvendes
bestemmelserne
om erstatning i kapitel 93 a i retsplejeloven med de fornødne lempelser, når
en
straf ophæves eller eftergives efter stk. 1. Retsplejelovens kapitel 93
a
indeholder regler om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning.
Militær retsplejelov indeholder ikke en tilsvarende
bestemmelse om erstatning mv. i tilfælde, hvor et disciplinarmiddel, der er
udstået, senere ophæves eller formildes. Det antages imidlertid, at
§ 36,
stk. 2, i militær retsplejelov kan anvendes i sådanne tilfælde, fordi
disciplinarmidler kun kan pålægges, hvis der er begået et strafbart forhold.
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har
fundet, at spørgsmålet om kompensation i tilfælde, hvor et disciplinarmiddel,
der er fuldbyrdet, inden afgørelsen ændres til fordel for den, der er pålagt
sanktionen, bør reguleres i en lovbestemmelse. En lovbestemmelse er endvidere
af bevillingsmæssige grunde nødvendig for, at forsvaret kan yde økonomisk
kompensation i disse tilfælde.
Lovforslagets § 16 giver hjemmel for, at den, der har
»udstået« et disciplinarmiddel, som senere ophæves eller formildes af
disciplinarchefen, af disciplinarnævnet eller af retten, kan få tilkendt en
kompensation for, at den oprindelige – senere ændrede – afgørelse
er blevet
fuldbyrdet, inden afgørelsen er blevet ændret.
Efter den foreslåede bestemmelse er der mulighed for at yde
kompensation i form af frihed i tilfælde, hvor udståelsen af
disciplinarmidlet
har medført, at den pågældendes tjenstlige frihed er blevet inddraget i
forbindelse
med »udståelsen«. Der er efter bestemmelsen endvidere mulighed for, at der
kan
ydes økonomisk kompensation – en godtgørelse – i tilfælde, hvor
tjenestefrihed
ikke er en relevant kompensation. Dette kan være af praktisk betydning i
tilfælde, hvor en værnepligtig er hjemsendt, inden den endelige afgørelse er
truffet. Endelig er der mulighed for efter bestemmelsen at fastsætte regler
om
eventuel anden kompensation end ovennævnte, hvis en sådan i den efterfølgende
administration af lovgivningen måtte vise sig hensigtsmæssig, eksempelvis
fritagelse for bestemte former for arbejde.
Efter forslaget er det den myndighed, som træffer den
endelige afgørelse om at ophæve eller formilde et pålagt disciplinarmiddel,
der
tager stilling til en eventuel kompensation eller godtgørelse. Det
forudsættes,
at myndigheden – disciplinarchefen eller disciplinarnævnet og i sidste
ende
retten – tager stilling til spørgsmålet af egen drift og i forbindelse
med den
materielle afgørelse.
De nærmere betingelser for kompensationen, omfanget af
anden tjenestefrihed eller størrelsen af den økonomiske godtgørelse, vil
blive
fastsat administrativt i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen i lovforslagets
§ 16, stk. 2.
3.8. Forældelse
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har
overvejet nødvendigheden af at fastsætte særlige regler for forældelse af
disciplinaransvar.
For andet disciplinæransvar, f.eks. efter
tjenestemandsloven, gælder ikke regler om forældelse. Forhold, der er begået
for mange år siden, og som således ville være forældede, hvis de skulle have
været bedømt efter straffeloven, kan således principielt medføre pålæg af
disciplinæransvar efter tjenestemandsloven. Udvalget har imidlertid fundet,
at
der bør fastsættes særlige regler om forældelse for disciplinaransvar for
militært
personel mv., jf. forslaget til § 19.
Indledningsvis bemærkes, at det allerede følger af
forslaget til § 8, at den overordnede, der finder anledning til, at der
bør pålægges disciplinaransvar, »snarest« skal indberette dette til nærmeste
overordnede. »Snarest« indebærer, at det skal ske umiddelbart efter, at det
pågældende forhold er blevet konstateret. Adgangen til at påtale
disciplinarforseelser
kan således efter omstændighederne bortfalde på grund af passivitet, hvis den
overordnede ikke snarest efter at have konstateret forholdet foretager
indberetning. Også disciplinarsager, der indledes efter afslutningen af en
militær straffesag, jf. nedenfor, forudsættes indledt og forfulgt »snarest«,
hvis adgangen hertil ikke skal fortabes ved passivitet. Forældelsesfristen
for
disciplinaransvar har derfor kun betydning for forhold, der først konstateres
længe efter, at de er begået (men inden for 2 år), eller i sager, der
oprindeligt er indledt som straffesager.
Forældelsesfristen er efter forslaget 2 år, jf.
stk. 1. Dette svarer til fristen efter straffelovens § 93,
stk. 1, nr. 1, om forældelsesfristen for overtrædelser, hvor der ikke er
hjemlet højere straf end fængsel i 1 år, eller når straffen for overtrædelsen
ikke ville overstige bøde. Fristen skal regnes fra det tidspunkt, hvor den
disciplinære forseelse er ophørt, jf. princippet i straffelovens § 94,
stk. 1.
Efter forslagets stk. 2 afbrydes forældelsen ved
underretning af den indberettede om, at han er blevet indberettet, eller at
der
indledes straffesag. Der vil i praksis kunne opstå sager, der indledes som
militære straffesager, men hvor efterforskningen viser, at der f.eks. ikke
kan
føres bevis for den krævede tilregnelse efter militær straffelov, dvs. at det
ikke kan bevises, at den formodede gerningsmand har handlet forsætligt eller
groft uagtsomt. I andre tilfælde kan den militære anklagemyndighed finde, at
det, selvom betingelserne for strafansvar for så vidt er opfyldt, er rimeligt
at lade sagen behandle alene som disciplinarsag. I sådanne tilfælde kan sagen
oversendes til disciplinarchefen til afgørelse af, om der i stedet er
grundlag
for at pålægge disciplinaransvar, eventuelt med auditørens bemærkninger
hertil.
Det er således ved forslaget forudsat, at en sag, der oprindeligt er indledt
som straffesag, kan overgå til at blive en disciplinarsag også senere end 2
år
efter forseelsen er begået.
Forældelse af strafbare forhold afbrydes ved
rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen, jf.
straffelovens § 94, stk. 3. Denne bestemmelse gælder også i
militære
straffesager, jf. den gældende bestemmelse i militær straffelov § 1. Det
vil derfor fortsat være en forudsætning for afbrydelsen af forældelsen for et
eventuelt strafferetligt ansvar, at der er foretaget rettergangsskridt,
hvorved
den pågældende er blevet sigtet, inden der er indtrådt forældelse efter
straffeloven. Afbrydelse af forældelsen for at gøre disciplinaransvar
gældende
efter forslaget til stk. 2 er således i sig selv ikke tilstrækkeligt til
også at afbryde forældelsen af et eventuelt strafferetligt ansvar.
Ved forslaget til stk. 3 indføres en
underretningspligt vedrørende muligheden for at indlede disciplinarsag over
for
sigtede eller tiltalte i straffesager, der afsluttes uden dom, dvs. hvor
sagen
sluttes med påtaleopgivelse, tiltalefrafald, eller hvor efterforskningen
indstilles, jf. retsplejelovens § 749. Det samme gælder i sager, der
afsluttes med dom, dvs. såvel i tilfælde af fældende dom som ved frifindelse.
Formålet hermed er at sikre, at det står klart for den, mod hvem straffesagen
har været ført, at sagen ikke nødvendigvis er afsluttet med domfældelse,
frifindelse eller straffesagens afslutning i øvrigt, men at disciplinarchefen
kan have grundlag for at rejse disciplinarsag, f.eks. i tilfælde hvor den
pågældende findes at have handlet simpelt uagtsomt. Udvalget forudsætter i
den
forbindelse, at underretningen også af bevismæssige grunde sker skriftligt og
indeholder den nødvendige vejledning om de mulige konsekvenser heraf.
Der henvises til betænkningen side 357-359.
3.9. Tilsyn med anvendelsen af
disciplinarmidler
Auditørerne og generalauditøren har efter militær
retsplejelov § 45 bl.a. til opgave at kontrollere de afgørelser mv., der
træffes af militære chefer med hensyn til pålæggelse af straf og
disciplinarmidler. Samme opgave påhviler rettergangscheferne i forhold til
deres underordnede.
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordnings
forslag om anvendelsesområdet for disciplinarmidler indebærer, at
disciplinarmidler
fremover vil være civilretlige sanktioner. Efter lovforslaget ligger
kompetencen
til at behandle straffesager hos forsvarets auditørkorps alene, mens militære
chefer – og kun disse – kan pålægge disciplinarmidler.
Denne opdeling af kompetencen betyder, at
disciplinarchefens afgørelse i en disciplinarsag alene kan prøves af
disciplinarnævnet. Militære chefer, der er overordnet disciplinarchefen, kan
af
egen drift intervenere i en konkret disciplinarsag og herunder i nogle
tilfælde
med henvisning til det almindelige over- og underordnelsesforhold inden for
forsvaret ændre eller ophæve en afgørelse truffet af disciplinarchefen. Dette
kan ske, så længe disciplinarnævnet ikke har truffet afgørelse i sagen.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at der som følge af
den særlige klageprocedure ikke er mulighed for administrativ rekurs i
disciplinarsager. Der kan ej heller antages at være mulighed for militære
chefer til at skærpe en afgørelse truffet af disciplinarchefen herunder
ophæve
denne. Dog vil der eventuelt efter omstændighederne kunne blive tale om, at
den
disciplinarchef, som har truffet den fejlagtige afgørelse, derved selv har
begået en pligtforsømmelse, jf. herved også bemærkningerne til lovforslagets
§ 14.
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning peger
endvidere på, at adskillelsen af sager om straf og disciplinarmidler rejser
flere spørgsmål.
Disciplinarsager behandles af militære chefer på det
enkelte tjenestested. Om et bestemt begivenhedsforløb skal behandles som en
straffesag eller som en disciplinarsag, afhænger i et vist omfang af en
skønsmæssig vurdering. Der vil derfor kunne være risiko for, at den praktiske
anvendelse af disciplinarmidler i nogen grad kan udvikle sig forskelligt fra
tjenestested til tjenestested. Dette forhold kan også indebære en vis risiko
for, at sager om pligtforsømmelser, som efter den militære anklagemyndigheds
praksis ellers ville være blevet behandlet som straffesager (typisk en
bødesag), kan slutte med en disciplinarafgørelse, hvilket kan medvirke til
uklarhed med hensyn til, hvor grænsen mellem straf- og disciplinarmidler går.
Bl.a. disse forhold indebærer efter udvalgets opfattelse,
at der er behov for, at en overordnet myndighed inden for forsvaret har
indsigt
i, hvorledes disciplinarmidler fremover anvendes i praksis. Dette gælder
såvel
af hensyn til at sikre en så vidt mulig ensartet praksis som med henblik på
at
skabe mulighed for gennem vejledning i generel form løbende at kunne bidrage
til en ensartet praksis med hensyn til behandlingen af disse sager.
En sådan central myndighed bør efter udvalgets opfattelse
løbende følge udviklingen i, hvorledes disciplinarmidler anvendes, både
generelt og konkret, og udarbejde oversigter over praksis. Der vil efter
udvalgets opfattelse endvidere være behov for at kunne tilvejebringe
statistiske oplysninger om anvendelsen af disciplinarmidler, herunder for de
enkelte tjenestesteder, også med henblik på at kunne vurdere udviklingen på
området, ligesom et løbende kendskab til praksis giver mulighed for at
udfærdige
generelle vejledninger, orientere om væsentlige enkeltsager, der belyser
centrale spørgsmål, etc. Sådanne væsentlige oplysninger kan endvidere
offentliggøres i en årlig beretning.
Der henvises til betænkningen side 360.
Forsvarsministeriet har blandt andet på baggrund af
udvalgets bemærkninger besluttet, at den kommende myndighed - Forsvarets
Personeltjeneste -, som jf. aftale om Forsvarets ordning 2005-2009 oprettes
pr.
1. april 2005, vil skulle varetage disse opgaver. Denne myndighed vil således
fremover være den centrale instans, som skal følge udviklingen mv. inden for
disciplinarområdet. I lighed hermed vil det endvidere blive denne myndighed,
som får ansvaret for den løbende vejledning af disciplinarcheferne og andre
med
disciplinære beføjelser.
Efter militær straffelov § 45, stk. 2, har
rettergangscheferne samt afdelings- og dermed ligestillede eller højere
chefer
adgang til nærmere at kontrollere deres underordnedes anvendelse af straffe-
og
disciplinarmyndighed.
Det følger af lovforslaget, at disciplinarchefens pligt til
at påse underordnede disciplinarchefers anvendelse af disciplinære sanktioner
vil være en del af det almindelige over- og underordnelsesforhold i
forsvaret,
da der vil være tale om ren civilretlige afgørelser. Udvalget om den militære
straffe- og restplejerordning har derfor ikke fundet behov for en bestemmelse
svarende til den gældende § 45, stk. 2, i militær retsplejelov.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 359 - 361.
4. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
Forslaget forventes ikke at have nævneværdige økonomiske
eller administrative konsekvenser for staten. Dog må der som følge af den
afkriminalisering, som forslaget til militær straffelov lægger op til, i et
vist omfang forventes færre overtrædelser af den militære straffelov og
dermed
færre straffesager for den militære anklagemyndighed. Omvendt vil en del af
disse sager i højere grad end i dag i stedet blive afgjort inden for
forsvaret
med et disciplinarmiddel. Kompetence til at pålægge disciplinarmidler og
behandle disse sager vil imidlertid som efter de gældende regler fortsat ske
ved forsvarets myndigheder. Samlet set forventes en mindre stigning i
antallet
af disciplinarsager derfor ikke at ville få nævneværdige økonomiske eller
administrative
konsekvenser.
Forslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for kommuner, amtskommuner og erhvervslivet. Forslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser.
Punkt 5. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Positive konsekvenser/
Mindre udgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske og administrative
konsekvenser for Staten
Ingen af betydning
Ingen af betydning
Økonomiske og administrative
konsekvenser for kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke
EU-retlige aspekter
6. Hørte myndigheder mv.
Betænkning nr. 1435/2004 om den militære straffelov,
retsplejelov og disciplinarlov har været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer:
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre
Landsret, Københavns Byret, Præsidenten for retten i Århus, Præsidenten for
retten i Odense, Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten for retten i
Roskilde, Den danske dommerforening, Domstolsstyrelsen,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Advokatrådet,
Institut for Menneskerettigheder, Landsforeningen af beskikkede advokater,
Dansk Røde Kors, Statsansattes Kartel (StK), Hærens konstabel og
korporalforening (HKKF), StK Forsvar, Tjenestemænds og overenskomstansattes
kartel (TOK), Centralforeningen for stampersonel (CS), Akademikernes
centralorganisation, Hovedorganisationen af officerer i Danmark (HOD),
Foreningen af forsvarets auditørfuldmægtige, Statstjenestemændenes
centralorganisation II (CO II), Forsvarets civil-etat (FCE), Danske
militærlægers organisation, Foreningen af forsvarets auditører, Dansk
tandplejerforening, Foreningen af ingeniører i forsvaret, Forsvarsarbejdernes
landsorganisation, Reserveofficersforeningen i Danmark, Værnepligtsrådet,
Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Finansministeriet,
Rigsombudet på Færøerne, Færøernes Landsstyre, Lagmandskontoret,
Rigsombudsmanden i Grønland og Grønlands Hjemmestyre.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Kapitel 1
Lovens formål
Til § 1
Til stk. 1
Stk. 1 beskriver formålet med anvendelsen af
disciplinarmidler, nemlig at »sikre disciplinen inden for forsvaret«. Denne
angivelse præciserer samtidig, at anvendelsen af disciplinarmidler konkret
forudsætter en vurdering hos disciplinarmyndigheden, af hvorvidt det i det
enkelte
tilfælde er nødvendigt at anvende en disciplinær sanktion af hensyn til
disciplinen. Herved tilkendegives samtidig indirekte, at en sag om en
forseelse
efter omstændighederne også kan sluttes med f.eks. en uformel påtale,
misbilligelse eller lignende. Dette er i overensstemmelse med de gældende
principper, jf. generalauditørens bemærkninger til cirkulære af 2. marts
1990,
hvorefter »småforseelser normalt bør afgøres med en mundtlig misbilligelse af
det passerede«, og det princip skal følges, »således at strafferetlig
sanktion
normalt kun bringes i anvendelse ved noget grovere eller gentagne
forseelser«.
Til stk. 2
Stk. 2 indeholder de grundlæggende forudsætninger for
at pålægge disciplinære sanktioner.
For det første kræves det, at der foreligger en
overtrædelse af gældende regler. De regler, der kan være tale om, er
beskrevet
i §§ 4 og 5 i lovudkastet.
For det andet er det en forudsætning, at der af
disciplinære grunde konkret skønnes at være behov for at anvende en
formaliseret sanktion og ikke blot f.eks. en uformel påmindelse eller
lignende
for at tilkendegive, at den pågældende har begået en forseelse.
Det centrale område for anvendelse af disciplinarmidler er
de pligtforsømmelser, der ikke er strafbare efter militær straffelov, enten
fordi den pågældende ikke har haft den nødvendige tilregnelse til at begå en
strafbar overtrædelse, eller fordi overtrædelsen ikke er tilstrækkelig
alvorlig
i tilfælde, hvor strafansvar forudsætter, at overtrædelsen er af grov
karakter.
Stk. 2 udelukker ikke, at et disciplinarmiddel kan
anvendes i tilfælde, hvor det pågældende forhold for så vidt må bedømmes som
en
strafbar pligtforsømmelse, typisk hvor sanktionen ellers ville være en bøde.
Dette er præciseret i § 1, stk. 2, in fine.
Hovedreglen efter forslaget til militær straffelov er, at
en pligtforsømmelse skal være grov, og at forholdet skal kunne tilregnes den
pågældende som forsætligt eller groft uagtsomt, for at kunne straffes. Begge
betingelser skal være opfyldt.
Efter disciplinarloven kan et disciplinarmiddel pålægges
for hovedparten af de forhold, der er nævnt i militær straffelov, og som ikke
er af grov karakter. Det er tilstrækkeligt, at der foreligger simpel
uagtsomhed. Det betyder, at der alene kan reageres med et disciplinarmiddel,
selvom forholdet er af grov karakter, når der foreligger simpel uagtsomhed.
Kompetencen til at pålægge disciplinarmidler vil ligesom
efter de gældende regler alene tilkomme militære myndigheder. Kompetencen til
at efterforske og påtale strafbare forhold vil efter forslaget til militær
retsplejelov § 6, stk. 1, og § 7, stk. 1, derimod alene
kunne udøves af den militære anklagemyndighed.
Adskillelsen mellem kompetencen og sagsbehandlingen i
straffesager og disciplinarsager er således skarp og uden overlapning.
Beskrivelsen af de overtrædelser, der kan medføre strafansvar efter militær
straffelov, og de pligtforsømmelser, der kan medføre ansvar efter
disciplinarloven, således som disse er beskrevet i forslaget til §§ 4 og
5, er derimod i et vist omfang sammenfaldende, således at visse overtrædelser
i
det nedre område for strafansvar også er omfattet af disciplinarloven. Det
kan
naturligvis være vanskeligt i det enkelte tilfælde at afgøre, om et forhold
er
af grov karakter, og/eller hvilken grad af tilregnelse, der må antages at
være
tale om. Denne delvise overlapning af gerningsbeskrivelsen kendes også inden
for den almindelige lovgivning i forholdet mellem pligtforsømmelser efter
tjenestemandsloven og pligtforsømmelser efter straffelovens § 157.
Det er derfor muligt i særlige tilfælde at reagere alene
med et disciplinarmiddel, hvor betingelserne for at anvende straf i øvrigt er
opfyldt. At et strafbart forhold behandles i disciplinarlovens former og ikke
efter militær straffe- og retsplejelov, kan rejse visse principielle
betænkeligheder af retssikkerhedsmæssig karakter. Når det alligevel er fundet
hensigtsmæssigt, at der i et vist omfang skabes mulighed for, at forhold, der
er strafbare, kan mødes med et disciplinarmiddel i stedet, har det sammenhæng
med følgende:
I det konkrete tilfælde, hvor der foreligger et forhold,
som kan strafforfølges, kan der foreligge undskyldende omstændigheder eller
personlige forhold, der gør det ubetænkeligt, at den militære chef slutter
sagen alene med at pålægge et disciplinarmiddel. Det ville i sådanne tilfælde
ikke være hensigtsmæssigt, om den militære chef skulle være henvist til at
sende sagen til den militære anklagemyndighed – eventuelt med
indstilling om,
at påtale blev opgivet.
At afslutte sagen med en disciplinær sanktion i stedet for
straf kan f.eks. være velbegrundet i førstegangstilfælde og i sager, hvor der
foreligger formildende omstændigheder. Dette er for så vidt i fuld
overensstemmelse
med den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 37, stk. 2,
hvorefter disciplinarmidler »skal anvendes i stedet for mindre straffe,
medmindre omstændighederne taler imod det«.
Som det fremgår af forslaget til § 11, foreslås det,
at disciplinarchefen skal sende sagen til auditøren, hvis disciplinarchefen
finder det tvivlsomt, om sagen skal behandles som en straffesag. Denne
forpligtelse
for disciplinarchefen til at sende sagen til den militære anklagemyndighed
skal
ses på baggrund af de ovenstående bemærkninger. Forslaget til § 11 har
til
formål at skabe mulighed for, at den konkrete sag i givet fald kan behandles
i
det rette regi og efter det rette regelsæt.
Der er herved givet militære chefer, der kan pålægge
disciplinarmidler, en rimelig margin med hensyn til at vurdere, om en
pligtforsømmelse i det konkrete tilfælde kan afgøres med en sådan sanktion,
eller om sagen skal forelægges auditøren med henblik på eventuelt at indlede
straffesag.
§ 1, stk. 2, indebærer endvidere, at hvis
disciplinarchefen finder det tvivlsomt, om forholdet er strafbart, men
konkret
vurderer, at sagen, selvom forseelsen anses for at være strafbar, kan afgøres
med et disciplinarmiddel, vil denne kunne afgøres uden forudgående
forelæggelse
for auditøren.
Det bør fremhæves, at såfremt disciplinarmyndigheden vælger
at behandle en åbenbar straffesag som en disciplinarsag f.eks. med det formål
at dække over nogen, vil det i sig selv indebære en pligtforsømmelse, der kan
være strafbar.
Endelig er det med formuleringen i § 1, stk. 2,
»kan pålægges«, tilkendegivet, at anvendelsen af disciplinarmidler er
fakultativ, dvs. at en mindre forseelse – som tilfældet er efter de
gældende
bestemmelser – ikke nødvendigvis skal mødes med en formaliseret
sanktion, men
at en påmindelse, misbilligelse etc. i den givne situation kan anvendes i
stedet for straf eller et disciplinarmiddel.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger punkt 3.1. og 3.2.
Kapitel 2
Lovens område mv.
Til §§ 2 og 3
Det foreslås, at det militære personel, der kan pålægges
disciplinarmidler, er det samme som det, der kan pådrage sig strafansvar for
overtrædelse af militær straffelov i fredstid henholdsvis under væbnet
konflikt.
Det er fundet mest hensigtsmæssigt, at der i
disciplinarloven optages en udtrykkelig beskrivelse af denne personkreds i
stedet for blot at henvise til beskrivelsen i forslaget til militær
straffelov
§ 1, henholdsvis § 2.
Udtrykket militært personel omfatter efter lov om
forsvarets personel, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 12. februar 2004,
§ 2, stk. 1, følgende:
1)
Befalingsmænd og
menige, der indordnes i en rækkefølge af militære grader efter
forsvarsministerens
nærmere bestemmelse,
2)
auditørpersonel,
gejstligt personel og musikerpersonel samt andet personel efter
forsvarsministerens
bestemmelse.
Befalingsmænd omfatter personel af officersgruppen og
sergentgruppen. Menige omfatter personel af konstabelgruppen,
konstabelelever,
værnepligtige menige og kvindelige menige på værnepligtslignende vilkår, jf.
samme lovs § 2, stk. 2. Det i § 2, stk. 1, nr. 2, nævnte
personel
betegnes som militært personel uden for den militære rækkefølge.
Forsvarsministeren har endvidere fastsat nærmere
bestemmelser om militære grader mv. for personel i det militære forsvar, for
tiden i bekendtgørelse nr. 325 af 28. april 1994.
Udtrykket »tjenstgørende« indebærer, at personellet skal
være ansat eller indkaldt til tjeneste i forsvaret. Det er uden betydning om
det militære personel er fastansat eller midlertidigt tjenstgørende. Personel
af reserven vil eksempelvis kun være omfattet i det omfang, de er indkaldt
til
tjeneste. Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt og ophørstidspunkt vil
være afgørende. For så vidt angår værnepligtige er begyndelsestidspunktet det
tidspunkt, på hvilket de efter indkaldelse møder eller skulle møde for at
indtræde eller genindtræde i forsvaret. Hjemsendelsestidspunktet er afgørende
for ophørstidspunktet.
Militært personel, såvel ansatte som indkaldte, har dog
fortsat visse pligter, som påhviler dem også efter hjemsendelsen.
Som pligter, der påhviler hjemsendt personel, kan f.eks.
nævnes tavshedspligt med hensyn til forhold, som den pågældende er blevet
bekendt med under tjenesten, og hvis hemmeligholdelse ifølge sagens natur er
påkrævet eller foreskrevet efter bestemmelser for den militære sikkerhed,
forskriftsmæssig opbevaring af eventuelle våben, uniform og anden udleveret
udrustning.
Det fremgår af den militære retsplejelov § 40, at
disciplinarmidlerne belæring, tilrettevisning eller overflytning til anden
tjeneste kan anvendes over for alle undergivne. De øvrige disciplinarmidler
kan
derimod ikke anvendes over for officerer og faste befalingsmænd eller dermed
ligestillede,
medmindre de pågældende er elever på en militær skole.
Ud fra lighedsbetragtninger er der ikke fundet grundlag for
at medtage en lignende bestemmelse i forslaget til militær disciplinarlov.
Afgørende for hvilket disciplinarmiddel, der skal bringes i anvendelse, er,
at
det i den konkrete situation er det bedst egnede disciplinarmiddel, der
finder
anvendelse, ikke mindst af hensyn til den pædagogiske effekt, det valgte
disciplinarmiddel
må antages at have. Der vil være forskel på, hvilket disciplinarmiddel, der i
den konkrete situation må antages at have den tilsigtede effekt på
eksempelvis
en ældre officer og en uerfaren værnepligtig.
I forslaget til § 3 vedrørende væbnet konflikt er ikke
medtaget en bestemmelse svarende til forslaget til militær straffelov
§ 2,
nr. 3, idet de forhold, der er omfattet af denne bestemmelse, er af så
alvorlig
karakter, at der ikke er grundlag for at antage, at sådanne forhold kan
resultere i et disciplinarmiddel. Desuden er denne personkreds uden for
disciplinarlovens primære anvendelsesområde.
Som det fremgår af forslaget til §§ 2 og 3, omfatter
personkredsen også internerede, udenlandske militærpersoner, jf. § 2,
stk. 2, henholdsvis krigsfanger mv., jf. § 3, nr. 2. Såvel de
nugældende som de foreslåede bestemmelser er en forudsætning for at opfylde
Danmarks internationale forpligtelser. Beskrivelsen svarer til gældende
militære straffelov §§ 5, stk. 2, og 6, nr. 2, og forslaget til
§ 1, stk. 2, og § 2, nr. 2, i militær straffelov.
Disciplinaransvaret er knyttet til personen og er således
ikke territorielt begrænset. Lovforslaget indeholder derfor ikke en
bestemmelse
svarende til § 2 i den gældende militære straffelov om lovens
territoriale
gyldighedsområde.
Kapitel 3
Pligtforsømmelser og disciplinarmidler
Til §§ 4 og 5
Bestemmelserne angiver de pligtforsømmelser, som skal kunne
medføre disciplinarmidler.
De foreslåede bestemmelser er ganske detaljerede. En mere
generel, bredt formuleret bestemmelse om disciplinaransvarets grænser
svarende
til tjenestemandslovens § 10 har været overvejet, men under hensyn til
de
omfattede personers retssikkerhed angiver reglen så præcist som muligt de
enkelte overtrædelser og indeholder kun en generelt formuleret
opsamlingsbestemmelse om pligtforsømmelser. Der har i denne forbindelse også
været lagt vægt på, at personkredsen, der efter forslaget skal være omfattet
af
disciplinarreglerne, er bredere end efter tjenestemandsloven.
Gerningsbeskrivelsen i § 4, nr. 1, 2, 3, 4 og 5 er
bygget over forslag til militær straffelov § 11 (ulydighed), § 13
(respektstridig opførsel), § 19 (krænkende behandling af sideordnede) og
§ 23 (om ordensforstyrrelser, herunder i udlandet). Bestemmelserne i nr.
6
- 9 er bygget over forslaget til militær straffelov § 24
(vagtforseelse),
§ 25 (udeblivelse), § 26 (militært hærværk) og § 28 (den
almindelige bestemmelse om pligtforsømmelse).
Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse i § 4,
nr. 8 (militært hærværk), ikke medfører en ændring i den nuværende praksis,
hvorefter mindre alvorlige og uforsætlige tilfælde af tab af udrustning mv.
normalt ikke medfører, at forholdet resulterer i en disciplinarretlig
sanktion,
jf. herved også bemærkningerne til forslag til militær straffelov § 26.
De foreslåede bestemmelser i § 5, stk. 1 og 2,
svarer til bestemmelserne i forslag til militær straffelov §§ 15, 17, 18
og 16.
Forhold, der er beskrevet i forslag til militær straffelov
§ 12 (mytteri), § 20 (indtagelse af bl.a. alkohol), § 21
(overtrædelse af promillegrænser), § 22 (besiddelse og indtagelse af
euforiserende
stoffer) og § 27 (overtrædelse af visse forbud), er ikke medtaget i
forslaget til militær disciplinarlov, da disse forhold er af en så alvorlig
karakter, at de ikke bør kunne afgøres med et disciplinarmiddel.
Til § 6
Disciplinarmidler er ikke blot sanktioner over for tilfælde
af pligtforsømmelser, men tjener også et fremadrettet pædagogisk formål.
Netop
det pædagogiske sigte vil derfor i de fleste tilfælde have betydning for,
hvilket disciplinarmiddel der bør vælges i det enkelte tilfælde.
§ 6 angiver de disciplinarmidler, som skal kunne
anvendes over for de tilfælde af militære pligtforsømmelser, der er omfattet
af
§§ 4 og 5. Det gælder som udgangspunkt de forhold, der ikke er grove,
eller som er begået alene af simpel uagtsomhed og derfor ikke er strafbare.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger punkt 3.3. og 3.4.
Kapitel 4
Behandlingen af disciplinarsager
Til § 7
Efter den foreslåede bestemmelse fastsættes de nærmere
regler om, hvilke militære chefer der har kompetence til at pålægge
disciplinarmidler,
administrativt. Dette svarer til den gældende ordning, jf. militær
retsplejelov
§ 39.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger
punkt 3.4.
Til § 8
Til stk. 1
Bestemmelsen angiver, hvorledes en disciplinarsag rejses.
Overordnet personel, som ikke selv har
disciplinarmyndighed, skal efter den foreslåede bestemmelse indberette sagen
til den nærmeste overordnede. Indberetning forudsættes at ske i
overensstemmelse med de almindelige regler om indberetning ad kommandovejen.
Har nærmeste overordnede heller ikke selv disciplinarmyndighed, skal han
videresende indberetningen, jf. stk. 2. Er det derimod en underordnet
chef
med disciplinære beføjelser eller disciplinarchefen selv, der konstaterer
forholdet, behandler denne selv sagen.
Det forudsættes, at indberetningen sker skriftligt med
angivelse af, hvilken bestemmelse, der anses for overtrådt, og en kort
beskrivelse af de faktiske omstændigheder vedrørende forholdet. Det bemærkes,
at elektronisk indberetning må anses for tilstrækkeligt til, at
skriftlighedskravet
er opfyldt. Der er naturligvis ikke noget i vejen for, at den, der afgiver
indberetning, mundtligt varsler denne for modtageren, men dette må i så fald
følges op af en skriftlig indberetning.
Indberetning skal foretages snarest. Med dette udtryk
tilkendegives, at indberetning skal ske i umiddelbar forbindelse med
forseelsen
eller ganske kort tid derefter. Udtrykket »snarest« har naturligvis en anden
karakter i mere komplicerede sager eller i sager, hvor det ikke er praktisk
muligt umiddelbart at indberette forholdet. Er kravet om, at indberetning
skal
ske »snarest«, ikke opfyldt, vil der efter omstændighederne kunne foreligge
passivitet, der medfører, at en disciplinarsag ikke kan gennemføres. Der
henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.8.
Hvis forholdet først konstateres nogen tid efter, at det er
begået, skal indberetning ske snarest efter, at den, der vil indberette
forholdet, er blevet bekendt med, at der må antages at foreligge en
tjenesteforsømmelse.
Ved formuleringen af stk. 1 er det præciseret, at der
ikke består en absolut pligt til at indberette et muligt disciplinært
forhold,
ligesom den, der overvejer at foretage indberetning, ikke nødvendigvis selv
skal foretage en nærmere vurdering af forholdet.
Det følger af de gældende bestemmelser, jf.
generalauditørens supplerende bemærkninger i tilknytning til cirkulære af 2.
marts 1990, at »småforseelser normalt bør afgøres med en mundtlig
misbilligelse
af det passerede«, og at det princip skal følges, »således at strafferetlig
sanktion normalt kun bringes i anvendelse ved noget grovere eller gentagne
forseelser«. Det forudsættes, at dette princip også følges fremover.
Befalingsmænd og andre overordnede vil derfor fortsat inden
for rimelige rammer have mulighed for selv at vurdere, om en adfærd, der kan
medføre disciplinaransvar, skal indberettes eller som i dag klares på stedet
med f.eks. en uformel mundtlig misbilligelse.
Det skal fremhæves, at en overordnets undladelse af at
indberette et klart disciplinært forhold, der har negativ indvirkning på
disciplinen, efter omstændighederne kan indebære en pligtforsømmelse, der kan
medføre straf eller et disciplinarmiddel.
Til § 9
Den foreslåede bestemmelse i § 8 regulerer ikke den
situation, hvor militært personel finder anledning til at indberette en
ikke-underordnet for et muligt disciplinært forhold. En sådan bestemmelse,
der
ikke findes i dag, foreslås optaget som § 9. En underordnet, f.eks. en
værnepligtig,
kan efter bestemmelsen indberette såvel en overordnet som en sideordnet eller
foranstående, der ikke samtidig er hans overordnede.
Finder den underordnede, at en overordnet har gjort sig
skyldig i en pligtforsømmelse, der eventuelt kan medføre straf eller
disciplinaransvar, skal han efter de gældende regler indgive anmeldelse til
de
militære myndigheder, jf. den gældende bestemmelse i militær retsplejelov
§ 22. Dette skyldes, at anvendelse af disciplinarmidler efter de
gældende
regler forudsætter, at der er begået et strafbart forhold.
Da disciplinarsager efter lovforslaget adskilles fra
straffesager, vil det være nødvendigt med en selvstændig bestemmelse, der
regulerer adgangen til at indgive anmeldelse mod en overordnet for en mulig
disciplinarforseelse.
Det må antages, at det i praksis ofte vil være den nærmeste
overordnede, som den pågældende ønsker at indberette, og det kan ikke
udelukkes, at incitamentet til at indberette en mulig disciplinær forseelse
svækkes,
hvis indberetningen skal indgives til den, som indberettes (ad
kommandovejen).
Det foreslås derfor, at anmeldelsen i disse tilfælde skal
indgives direkte til disciplinarchefen, der således har ansvaret for, at den
pågældende underrettes om, at indberetning er sket.
Sådanne indberetninger vedrørende overordnede mv. må
antages ofte at kunne vedrøre alvorligere forhold. Også af denne grund bør
disse indberetninger indgives direkte til disciplinarchefen, der normalt vil
være tjenestestedets øverste militære chef, for hvem det i øvrigt er
væsentligt
at have løbende kendskab til, hvad der foregår blandt personellet bl.a. for
at
kunne opfylde sin tilsynspligt. Med den foreslåede løsning undgås desuden
enhver risiko for mistanke om, at en indberetning vedrørende en overordnet
kan
blive undertrykt.
Hvis en indberetning foretages til en anden end
disciplinarchefen, skal den pågældende videresende indberetningen direkte til
disciplinarchefen. Dette fremgår af forslaget til § 9, 2. punktum.
Den foreslåede bestemmelse udelukker ikke, at
disciplinarchefen som overordnet kan tage en sag op af egen drift.
Efter § 9 er det enhver militær person, der kan
indberette sideordnet, overordnet, foranstående og efterstående personel for
et
muligt disciplinært forhold, jf. indledningen til bestemmelsen, »den, der
finder «. Civile er derimod ikke omfattet af bestemmelsen. Klager fra
civile,
f.eks. fra familiemedlemmer til militært personel, vil som det er tilfældet i
dag, blive underkastet en saglig behandling, herunder også med henblik på at
vurdere, om henvendelsen må antages at kunne give anledning til, at den
pågældende militære myndighed indleder disciplinarsag eller straffesag.
§ 9 vedrører alene indberetning for muligt
disciplinært forhold. Bestemmelsen regulerer derimod ikke spørgsmålet om den
almindelige klageadgang for militært personel. Sådanne klager skal efter de
gældende
regler indgives ad kommandovejen.
Fremgår det af en indberetning efter § 9, at den
vedrører et muligt disciplinært forhold, skal disciplinarchefen behandle
henvendelsen som en sådan indberetning. Viser en nærmere undersøgelse, at der
ikke er tale om et disciplinært forhold, skal sagen afvises som
disciplinarsag
og overgå til behandling som almindelig klagesag, hvis der findes grundlag
herfor.
Viser en klage over en overordnet, der indgives efter de
almindelige regler, sig at vedrøre et forhold, der kan rumme en
pligtforsømmelse, der er omfattet af reglerne i disciplinarloven, skal den,
der
modtager klagen, sende sagen til disciplinarchefen. Dette er i
overensstemmelse
med den gældende retstilstand, hvorefter en overordnet, der modtager en
klage,
er tjenstligt forpligtet til at videresende henvendelsen til rette myndighed.
En underordnet har ikke en ubetinget pligt til at foretage
indberetning. Undladelse af at indberette et muligt disciplinært forhold
vedrørende en overordnet vil imidlertid i helt særegne tilfælde kunne være en
pligtforsømmelse efter militær straffelov eller disciplinarloven. F.eks. må
det
antages, at en kaptajn, der konstaterer, at hans overordnede major har gjort
sig skyldig i en klar pligtforsømmelse, er forpligtet til at indberette
forholdet.
Menigt personel har ikke pligt til at foretage indberetning
om disciplinære forhold.
Til § 10
§ 10 beskriver sagsbehandlingen ved
disciplinarmyndigheden, dvs. den militære chef, der senere skal træffe
afgørelse i sagen.
Til stk. 1
Stk. 1 indeholder generelle bestemmelser, der gælder
for behandlingen af alle typer af disciplinarsager.
Det følger af 1. punktum, at disciplinarmyndigheden skal
sikre sig, at sagen er forsvarligt oplyst, inden den afgøres. Denne
bestemmelse
er for så vidt ikke nødvendig, idet den følger af den uskrevne
forvaltningsretlige grundsætning, at myndighederne har pligt til at sikre, at
sagen bliver forsvarligt oplyst (officialmaksimen). Ved bestemmelsen, der
gælder på ethvert stadie af sagen, er fastslået, at det er
disciplinarmyndigheden,
der har ansvaret for sagens oplysning.
Efter 2. punktum må der ikke træffes afgørelse i sagen, før
den indberettede har haft lejlighed til at udtale sig om de faktiske
oplysninger i sagen, som kan antages at få betydning for afgørelsen. Herved
er
endvidere tilkendegivet, at disciplinarmyndigheden har pligt til at sikre
sig,
at den indberettede er bekendt med alle foreliggende oplysninger i sagen.
Dette krav vil i enkle sager naturligt blive opfyldt ved,
at den indberettede forklarer om de faktiske forhold, der er indberettet, jf.
stk. 3. Giver forklaringen ikke anledning til, at der efter
disciplinarmyndighedens opfattelse skal indhentes yderligere oplysninger
eller
foretages yderligere undersøgelser, er proceduren afsluttet, og sagen kan
afgøres.
Det samme gælder i tilfælde, hvor den indberettede ikke ønsker at udtale sig,
og hvor disciplinarmyndigheden på det foreliggende grundlag finder det
ufornødent at lade yderligere undersøgelser foretage.
Kravene til partshøring efter de foreslåede bestemmelser
giver den indberettede en bedre retsstilling end den, der følger af
forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Der skal for det første partshøres over »de faktiske
oplysninger i sagen, som har betydning for afgørelsen«, og ikke blot over
faktiske oplysninger, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse
(således som det er formuleret i forvaltningsloven). For det andet er det
uden
betydning, om oplysningerne kan antages at være til gunst eller ugunst for
den
indberettede. Det forhold, at myndigheden kan gå ud fra, at den indberettede
er
bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af de foreliggende oplysninger og
vil tillægge dem betydning, fritager ikke for partshøring.
Ved formuleringen af § 10, stk. 3, er det
forudsat, at partshøringen kan ske mundtligt på stedet og med angivelse af
den
påtænkte sanktion.
Det følger af god forvaltningsskik, at den indberettede
samtidig bliver gjort bekendt med den påtænkte sanktion. Tanken hermed er, at
den pågældende bør vide, »hvad han er oppe imod«, for at kunne varetage sine
interesser på dette tidspunkt af sagen. At der gælder en sådan (ulovbestemt)
regel, er antaget af Folketingets Ombudsmand i en række udtalelser (se f.eks.
FOB 1994, s. 169, særligt s. 176). Der kan også henvises til, at en sådan
meddelelse skal gives indsatte efter disciplinærstrafbekendtgørelsen
(bekendtgørelse
nr. 385 af 17. maj 2001, § 6, stk. 2, nr. 1).
Formålet med partshøringen er, at den indberettede skal
have mulighed for at forholde sig til de oplysninger, som han får forelagt.
Forvaltningslovens § 19, stk. 1, bestemmer, at det sker, for at den
pågældende skal være »givet lejlighed til at fremkomme med en udtalelse«.
Heri ligger, at den indberettede skal have en rimelig frist til at forholde
sig
til det materiale, som han får forelagt.
Hvad der er en rimelig frist, må afhænge af forholdene i
den enkelte sag. Hvis der er tale om enkle, uomtvistede faktiske oplysninger,
og hvor sanktionen følger et ret fast mønster (f.eks. hvor det er utvivlsomt,
at der er tale om for silde møde eller udeblivelse af en bestemt varighed),
vil
en rimelig frist efter omstændighederne kunne gå ned til ganske kort tid.
Omvendt
vil en rimelig frist i komplicerede sager, hvor der f.eks. er tale om et
omtvistet
og kompliceret faktum, kunne være af længere varighed.
Fristen kan som nævnt efter omstændighederne være ganske
kort. I nogle tilfælde kan der være behov for, at partshøring helt må
undlades,
fordi der er et særligt behov for, at der på stedet træffes en afgørelse om
at
pålægge et disciplinarmiddel. I et sådant tilfælde er der mulighed for efter
en
konkret afvejning efter forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, at
pålægge en disciplinær sanktion uden forudgående partshøring.
Til stk. 2
Den praktiske behandling af sagen indledes som beskrevet i
stk. 2 med, at disciplinarmyndigheden indkalder den indberettede, når
indberetningen er modtaget. Herved er tilkendegivet, at disciplinarsager
forventes behandlet i hovedsagen mundtligt og ikke på skriftligt grundlag som
forudsat i forvaltningsloven. Mundtlig sagsbehandling er praktisk
gennemførlig
i disse sager, fordi den indberettede og disciplinarmyndigheden typisk vil
befinde sig på samme tjenestested under sagens behandling.
En mundtlig behandling af sagen giver i forhold til en
skriftlig sagsbehandling desuden mulighed for, at sagen kan behandles
hurtigt,
hvilket navnlig af hensyn til disciplinen er af overordentlig væsentlig
betydning. Den mundtlige behandling kan tilrettelægges sådan, at den er
mindst
lige så betryggende som den skriftlige. Der er bl.a. mulighed for på stedet
at
korrigere eventuelle misforståelser med hensyn til sagens faktiske
oplysninger.
Den mundtlige sagsbehandling vil i de fleste tilfælde give den indberettede
bedre mulighed for at forklare og forsvare sig, end hvis han var henvist til
at
afgive skriftlige indlæg.
I forbindelse med indkaldelsen af den indberettede, jf.
§ 10, stk. 2, skal disciplinarmyndigheden underrette den pågældende
om, at han er indberettet. Dette krav følger ikke af forvaltningsloven. Det
er
den, der modtager indberetningen, der skal underrette den indberettede om
sagen. Herved skabes sikkerhed for, hvem der har handlepligten. Dette
udelukker
naturligvis ikke, at den, der har foretaget eller vil foretage indberetning,
i
forvejen har informeret den pågældende om, at han er eller vil blive
indberettet.
Underretningen af den indberettede skal endvidere indeholde
oplysning om, hvilket disciplinært forhold, han er indberettet for, idet den
indberettede har et rimeligt krav på at vide, hvad sagen i hovedtræk drejer
sig
om. Der stilles ikke krav om, at der skal gives en udførlig redegørelse for
indholdet af indberetningen, men det skal oplyses, at der er tale om en
indberetning om f.eks. udeblivelse, for silde møde, vagtforseelse, ulydighed
etc., samt tidspunktet for det indberettede forhold.
Proceduren for underretning er i øvrigt ikke beskrevet i
lovteksten. Forsvarsministeren vil i nødvendigt omfang kunne fastsætte
nærmere
bestemmelser herom, jf. forslaget til § 21.
Det følger endvidere af stk. 2, at den indberettede
har ret til at møde med en bisidder til at bistå sig. Denne oplysning skal
ligeledes gives – mundtligt eller skriftligt – samtidig med
indkaldelsen. Dette
svarer til, hvad der gælder efter tjenestemandslovens § 21, stk. 1,
ved indkaldelse til tjenstligt forhør.
Begrebet bisidder er ikke nærmere beskrevet i
forvaltningsretten, herunder i forvaltningsloven. Forvaltningsloven bestemmer
i
§ 8, stk. 1, 1. punktum, at en part i en sag på ethvert tidspunkt
af
sagens behandling kan lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden
kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for
sagens
afgørelse, jf. forvaltningslovens § 8, stk. 1, 2. punktum.
Myndigheden kan i visse tilfælde afvise, at bestemte personer medvirker i
sagen, jf. § 8, stk. 2.
En væsentlig del af processen efter forslaget til
disciplinarlovens § 10 vil som nævnt foregå mundtligt ved samtidig
tilstedeværelse af den indberettede og den, der skal afgøre sagen.
Undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 8, stk. 1, 2.
punktum,
om personligt fremmøde må derfor antages at finde anvendelse i et stort antal
tilfælde. Genstanden for mødet mellem den indberettede og den, der har
disciplinarmyndighed, vil typisk være, at den indberettede skal forholde sig
til, om han kan erkende det forhold, han er indberettet for. Dette
forudsætter
naturligvis den indberettedes personlige stillingtagen. Bisidderens rolle vil
derfor først og fremmest være af rådgivende og støttende karakter.
Som udgangspunkt kan den indberettede selv vælge, hvem der
skal være bisidder (f.eks. en talsmand eller en fagforeningsrepræsentant).
Men
myndigheden kan i særlige tilfælde afvise en bisidder, jf. som nævnt
forvaltningslovens § 8, stk. 2.
Til stk. 3
Stk. 3 vedrører »afhøringsfasen«, dvs. den mundtlige
forhandling om sagen på første møde mellem den indberettede og
disciplinarmyndigheden. Det følger af sammenhængen med stk. 1, at
disciplinarmyndigheden skal sikre sig, at den indberettede er bekendt med
alle
oplysninger, der foreligger på dette tidspunkt, dvs. typisk indholdet af
indberetningen.
Sagen indledes med, at disciplinarmyndigheden forelægger
indberetningen for den indberettede. Dette vil normalt ske ved, at den
indberettede får lejlighed til at gennemlæse indberetningen, der forudsættes
at
foreligge i skriftlig form.
Under hensyn til, at sagen kan resultere i pålæg af et
disciplinarmiddel, har den indberettede ikke pligt til at udtale sig. Om en
forklaring i strid med sandheden konkret kan medføre strafansvar, må afgøres
efter straffelovens almindelige bestemmelser, navnlig § 164 om falsk
anmeldelse.
Retten til at nægte at udtale sig er endvidere begrundet i,
at sagen på et senere tidspunkt kan overgå til at blive en straffesag, fordi
sagen viser sig at være mere alvorlig end først antaget. I straffesager har
den
sigtede ikke pligt til at afgive forklaring, jf. retsplejelovens § 752,
stk. 1.
Ønsker den indberettede ikke at udtale sig, vil der normalt
ikke være anledning til at indhente yderligere oplysninger, og afgørelsen kan
træffes.
Finder disciplinarmyndigheden efter at have forelagt den
indberettede de foreliggende oplysninger og hørt hans forklaring, at sagen er
tilstrækkeligt oplyst, er processen afsluttet og disciplinarmidlet kan
pålægges, medmindre den indberettede har yderligere bemærkninger. Som
beskrevet
i forslagets § 12, stk. 1 og stk. 4, skal afgørelsen
formuleres
skriftligt og forkyndes for den pågældende. Dette må antages normalt at kunne
ske umiddelbart efter, at processen er afsluttet.
Hvis den indberettede forklarer om sagen, og forklaringen
giver anledning til, at der må indhentes yderligere oplysninger, er der ikke
grundlag for at afgøre sagen i forbindelse med denne første afhøring, men
sagen
må udsættes.
Ønsker den indberettede yderligere oplysninger indhentet,
skal sagen ligeledes udsættes, medmindre det er ubetænkeligt at afgøre sagen
på
det foreliggende grundlag, f.eks. fordi der er tale om oplysninger, der ikke
findes at være relevante.
Det følger af stk. 3, 2. punktum, modsætningsvis, at
kan sagen ikke afgøres på det grundlag, der foreligger på det første møde, må
sagen udsættes på grund af behov for yderligere oplysninger. Sådanne
oplysninger kan være forklaringer eller oplysninger fra andet militært
personel, erklæringer om tekniske spørgsmål etc.
I modsætning til den indberettede kan andet militært
personel efter omstændighederne have pligt til at afgive forklaring og til at
tale sandt i forbindelse med, at de afgiver forklaring i en disciplinarsag,
jf.
straffelovens § 162.
Det følger af det militære over- og underordnelsesforhold,
at en befalingsmand har pligt til at medvirke til sagens oplysning. Dette
indebærer bl.a., at den, der har indberettet sagen, kan pålægges at afgive
forklaring om sit kendskab til sagen eller f.eks. udlevere materiale
vedrørende
sagen. Det samme gælder andet militært personel, der må antages at kunne
bidrage til sagens oplysning. Hvis de trods ordre hertil ikke giver
forklaring
mv., kan de straffes for ulydighed, jf. den gældende bestemmelse i militær
straffelov § 16 og forslaget til militær straffelov § 11.
Hvis det må antages, at den pågældende ved at afgive
forklaring vil udsætte sig for strafansvar, bør han gøres bekendt med, at han
ikke har pligt til at afgive forklaring. Dette svarer til princippet i
retsplejeloven vedrørende politiets afhøring af en ikke sigtet, jf.
retsplejelovens
§ 753, jf. § 173, der henviser til bl.a. § 171, herunder
bestemmelsen
i § 171, stk. 2, nr. 1, hvorefter en person ikke har pligt til at
afgive forklaring som vidne, hvis forklaringen antages at ville udsætte
vidnet
selv for straf eller tab af velfærd.
Andre forvaltningsmyndigheder er forpligtet til på begæring
af disciplinarmyndigheden at videregive oplysninger til
disciplinarmyndigheden,
hvis oplysningerne er af betydning for den afgørelse, der skal træffes. Det
gælder dog kun oplysninger, som den anden forvaltningsmyndighed er berettiget
til at videregive, jf. forvaltningslovens § 31.
Disciplinarmyndigheden kan ikke kræve, at civile giver
oplysninger til brug for sagen. Hvis en civil person alligevel mundtligt
giver
oplysninger, der viser sig at være bevidst urigtige, kan han ikke straffes
herfor efter straffelovens § 162, der forudsætter, at oplysningen gives
om
forhold, som den pågældende er pligtig at afgive forklaring om. Hvis sådanne
urigtige oplysninger gives skriftligt, vil forholdet efter omstændighederne
kunne henføres under bestemmelsen i straffelovens § 163.
Det følger af stk. 1, at den indberettede skal have
lejlighed til at udtale sig om de faktiske oplysninger i sagen, som har
betydning for sagens afgørelse, inden afgørelsen træffes (partshøring). Dette
krav gælder både i de sager, hvor afgørelsen træffes på det første møde, jf.
stk. 3, og i de sager, hvor afgørelsen udsættes med henblik på at
indhente
yderligere oplysninger.
Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af udtalelsen.
Efter forvaltningslovens § 21, stk. 2, nr. 2, kan retten til at
afgive udtalelse afskæres, hvis partens interesse i, at sagens afgørelse
udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller
private interesser, der taler imod en sådan udsættelse. Hvis det i det
enkelte
tilfælde kan lægges til grund, at en anmodning om at få lejlighed til at
afgive
en udtalelse alene er begrundet i et ønske om at forhale sagen, vil denne
bestemmelse kunne finde anvendelse til at forhindre noget sådant. Der
henvises
i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 3.5.
Hvis en part under sagens behandling fremsætter en begæring
om aktindsigt, og begæringen efter forvaltningsloven skal imødekommes, skal
sagens afgørelse udsættes, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig
bekendt med dokumenterne, jf. forvaltningslovens § 11, stk. 1.
Fremsætter den indberettede en sådan begæring, og skal den imødekommes, skal
afgørelsen i sagen således udsættes. Bestemmelsen gælder imidlertid ikke i
tilfælde, hvor den indberettedes interesse i, at sagens afgørelse udsættes,
findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser, der taler imod en sådan udsættelse, jf. forvaltningslovens
§ 11, stk. 2. Denne bestemmelse vil efter en konkret vurdering
kunne
anvendes i tilfælde, hvor der er et særligt behov for en øjeblikkelig
afgørelse, og i tilfælde, hvor den indberettedes begæring om aktindsigt må
antages alene at skyldes ønsket om at forhale sagen.
Begæringer om aktindsigt under behandlingen af en
disciplinarsag må forventes kun at fremkomme rent undtagelsesvist.
For det første vil de fleste disciplinarsager kunne afgøres
alene på grundlag af indberetningen, som den indberettede forudsættes at få
lejlighed til at gennemse, og den forklaring, som den indberettede selv
afgiver. Under denne partshøring har den indberettede fået indsigt i sagens
dokumenter.
For det andet forudsættes det, at den indberettede under
sagsforløbet som klart udgangspunkt løbende får mulighed for at gennemlæse de
dokumenter,
der i øvrigt er indhentet.
Efter forvaltningslovens § 15 kan retten til
aktindsigt begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte
»kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde
vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private
eller
offentlige interesser, herunder forebyggelse, opklaring og forfølgning af
lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af sigtede,
vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning «.
Denne bestemmelse administreres i praksis meget restriktivt.
Bestemmelsen kan undtagelsesvist tænkes at være relevant i
militære disciplinarsager, hvis der konkret foreligger afgørende hensyn, der
med stor vægt kan begrunde, at den indberettede ikke skal have oplysning om
identiteten på den, der har foretaget indberetningen (anonymisering).
Det forudsættes, at anonymisering af anmelderens navn i
overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelse klart vil have
undtagelsens
karakter. Det må ved vurderingen tillægges væsentlig betydning, at den, der
er
indberettet i en disciplinarsag og dermed risikerer en disciplinær sanktion,
også må have kendskab til samtlige sagens oplysninger for at kunne varetage
sine interesser.
Til § 10, stk. 1-3
Langt de fleste – ukomplicerede – disciplinarsager må
forventes at blive behandlet og afsluttet på det møde, som den indberettede
indkaldes til af disciplinarmyndigheden på baggrund af indberetningen, jf.
§ 10, stk. 3. Disse sager belyses af følgende eksempel og vil have
følgende
forløb:
En militær person er kommet for sent til tjeneste og er
blevet indberettet. Disciplinarmyndigheden modtager indberetningen, indkalder
den indberettede med oplysning om, at han er blevet indberettet for – i
dette
tilfælde – udeblivelse fra tjeneste/for silde møde, og at han er
berettiget til
at møde med en bisidder, jf. stk. 2.
Under mødet bliver indberetningen forelagt den
indberettede, som typisk får lejlighed til at gennemlæse den og samtidig får
at
vide, at det er frivilligt for ham at udtale sig, jf. stk. 3.
Det er i stk. 1 præciseret, at det er
disciplinarmyndigheden, der har ansvaret for, at sagen bliver tilstrækkeligt
oplyst. Oplysninger kan bl.a. indhentes fra den indberettede.
Den indberettede får lejlighed til at udtale sig om de
faktiske oplysninger, der har betydning for afgørelsen. Dette vil i
almindelige
udeblivelsessager i praksis betyde, at den indberettede får lejlighed til at
forklare sig om udeblivelsen og baggrunden for den.
Herved er forvaltningslovens krav til partshøring opfyldt.
Sagen kan herefter afgøres.
Hvis den indberettede har behov for at komme med en
egentlig udtalelse, herunder f.eks. om grunden til, at han kom for sent,
eller
for at kunne dokumentere årsagen hertil, har han krav på det. Hvis den
indberettede oplyser, at han har behov for yderligere tid til at få bekræftet
sin forklaring om årsagen til det forsinkede fremmøde (togstandsning,
oversvømmelse, lynnedslag etc.), skal han have rimelig tid hertil.
Disciplinarmyndigheden
har mulighed for at fastsætte en frist, der efter omstændighederne kan være
ganske kort.
Når de yderligere oplysninger er fremkommet, og de ikke
giver disciplinarmyndigheden grundlag for supplerende undersøgelser, er
processen afsluttet, og sagen kan afgøres. Herved er også forvaltningslovens
krav til partshøring opfyldt.
Finder disciplinarmyndigheden efter at have hørt den
indberettedes udlægning af sagen, at der er grund til at søge sagen
yderligere
oplyst, f.eks. ved at få indhentet oplysninger eller forklaringer fra andre,
skal myndigheden lade disse undersøgelser foretage. Når oplysningerne
foreligger, skal disciplinarmyndigheden indkalde den indberettede til et nyt
møde, forelægge ham de nu fremkomne oplysninger, og give ham lejlighed til at
udtale sig.
Alle tre skitserede forløb er omfattet af den foreslåede
bestemmelse til § 10.
Efter § 20 i militær retsplejelov skal militære
straffesager undersøges hurtigst muligt. Bestemmelsen gælder også for sager,
der resulterer i et disciplinarmiddel. Det er ikke fundet nødvendigt at
medtage
en tilsvarende bestemmelse i lovudkastet, men det forudsættes, at
disciplinarsager undersøges og behandles hurtigst muligt.
Til § 11
Den foreslåede bestemmelse tilsigter at løse det problem,
der kan opstå, når en sag, der er rejst som en disciplinarsag, under den
videre
undersøgelse viser sig at rumme oplysninger, der gør det nærliggende at
overveje, om sagen i stedet bør behandles som en straffesag efter militær
straffelov.
Det foreslås, at dette spørgsmål i første omgang afgøres af
disciplinarchefen. Er disciplinarchefen i tvivl, skal han forelægge sagen for
auditøren til afgørelse.
§ 11, 1. punktum, vedrører den situation, hvor
anmeldelsen behandles af en underordnet chef med disciplinære beføjelser,
f.eks. en underafdelingschef. Hvis han er af den opfattelse, at sagen
muligvis
bør behandles som en straffesag, skal han forelægge spørgsmålet for
disciplinarchefen, som herefter afgør, om sagen skal fortsætte som
disciplinarsag eller forelægges auditøren til afgørelse af spørgsmålet. Der
er
således tale om en fravigelse af den almindelige regel om indberetning ad
kommandovejen, jf. herved også princippet i militær retsplejelov § 42.
Behandles sagen umiddelbart af disciplinarchefen, f.eks.
regimentschefen, er det ham, der tager stilling til, om sagen skal fortsætte
som disciplinarsag eller forelægges auditøren.
Den foreslåede bestemmelse er ikke udtryk for, at enhver
tvivl om den rette behandlingsform medfører, at sagen skal forelægges for
auditøren. Som nævnt i bemærkningerne til § 1 forudsættes det, at
disciplinarchefen inden for rimelige rammer kan skønne over, om en
pligtforsømmelse, som efter en samlet bedømmelse indebærer en strafbar
forseelse af mindre alvorlig karakter, også i det konkrete tilfælde bør
sanktioneres med straf.
Det har været overvejet, om den indberettede selv skal
kunne forlange, at sagen behandles som en straffesag.
Efter tjenestemandslovens § 22, stk. 3, kan en
tjenestemand, der er mistænkt for et strafbart forhold, forlange sagen
behandlet som straffesag. Dette er dog ikke til hinder for, at der efter
straffesagens afslutning iværksættes tjenstligt forhør af tjenestemanden.
Tilsvarende gælder efter retsplejelovens § 1019 i,
stk. 1, nr. 2, at behandlingen af en adfærdsklage mod politipersonale
sluttes, hvis indklagede er mistænkt for et strafbart forhold og forlanger
sagen behandlet som straffesag. Efter stk. 2, 2. punktum, genoptages
behandlingen
af adfærdsklagesagen, hvis tiltale ikke rejses eller gennemføres til fældende
dom.
De nævnte bestemmelser forudsætter, at den, sagen angår, er
mistænkt for et strafbart forhold. Dette er ikke tilfældet i militære
disciplinarsager, hvor det netop forudsættes, at forholdet typisk vedrører en
pligtforsømmelse, der ikke er strafbar. Der er derfor ikke grundlag for at
foreslå en tilsvarende bestemmelse optaget i disciplinarloven.
Finder auditøren, at sagen bør fortsætte som straffesag,
overtager auditøren den videre behandling af sagen. Viser auditørens
undersøgelse, at der ikke er grundlag for at rejse straffesag, skal han sende
sagen tilbage til disciplinarchefen til videre behandling.
Bortset fra bestemmelsen i § 11, 2. punktum, in fine,
har den militære anklagemyndighed ingen kompetence efter disciplinarloven.
Dette forhindrer imidlertid ikke, at auditørkorpset som forsvarets
fagmyndighed
på det strafferetlige område kan yde generel vejledning i disciplinarsager.
Til § 12
§ 12 indeholder bestemmelser om afgørelsens form,
kravene til begrundelse for afgørelsen, klagevejledning samt en bestemmelse
om,
at afgørelsen skal forkyndes for den indberettede. Bestemmelsen giver den
indberettede en mere gunstig retsstilling end den, der følger af
forvaltningsloven.
For det første stilles der krav om, at alle afgørelser skal
udfærdiges skriftligt. Disciplinarmidler kan således ikke pålægges mundtligt.
For det andet stilles der krav om, at der i alle tilfælde
skal gives en begrundelse – også selvom det må antages, at »afgørelsen
fuldt ud
giver den pågældende part medhold«, jf. forvaltningslovens § 22, f.eks.
fordi betingelserne for disciplinaransvar ikke er fundet opfyldt, eller fordi
sagen af andre grunde opgives.
For det tredje stilles der krav om, at der i alle
afgørelser skal redegøres for sagens faktiske omstændigheder (»oplysninger«),
som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Afgørelser om et disciplinarmiddel har en særegen karakter
i forhold til de mange forskelligartede afgørelsestyper, som
forvaltningslovens
§ 24 om begrundelse dækker.
Et skønsmæssigt element i en disciplinarafgørelse kan
typisk tænkes at indgå ved sanktionsfastsættelsen. Derfor er det i § 12
anført, at også de hovedhensyn, som har været bestemmende for
sanktionsfastsættelsen,
skal angives i begrundelsen.
Afgørelsen skal altid indeholde en klagevejledning, og ikke
blot i tilfælde, hvor den pågældende ikke har fået medhold. Dette har bl.a.
sammenhæng med, at det vil være vanskeligt at afgøre, om en
disciplinarafgørelse
overhovedet i noget tilfælde kan antages at være udtryk for, at den
indberettede har fået medhold. Om indholdet af klagevejledningen henvises til
forvaltningslovens § 25, stk. 1.
Klagevejledningen vil som hovedregel kunne gives i en
standardiseret form.
Forvaltningsloven indeholder ikke nærmere bestemmelser om
den måde, hvorpå en afgørelse skal meddeles.
Den indberettede vil typisk opholde sig på tjenestestedet,
når sagen behandles og afgøres. Det er derfor naturligt, at afgørelsen
forkyndes for den pågældende. Brevforkyndelse vil kunne anvendes i de
tilfælde,
hvor den indberettede ikke er til stede på tjenestestedet, f.eks. fordi den
pågældende nu er hjemsendt. Forkyndelsestidspunktet er afgørende for, fra
hvilket tidspunkt klagefristerne i §§ 14 og 15 skal regnes.
Til § 13
Den foreslåede bestemmelse svarer i det væsentlige til den
gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 41, om at den, der er
pålagt
et disciplinarmiddel, har et retskrav på en kort udsættelse af fuldbyrdelsen
af
disciplinarafgørelsen. Adgangen til udsættelse er dog begrænset til »arbejde
og
efterøvelse i en del af fritiden« og »tjeneste uden for orden«. De øvrige
disciplinarmidler kan således fuldbyrdes umiddelbart.
Det er fundet rimeligt at foreslå den gældende periode på 2
gange 24 timer udvidet til 3 gange 24 timer.
Adgangen til udsættelse er efter forslaget i modsætning til
efter den gældende bestemmelse ikke undtagelsesfri. Efter 2. led kan
disciplinarchefen konkret afgøre, at der ikke kan ske en udsættelse på 3 x 24
timer, såfremt formålet med disciplinarmidlet derved forspildes. Dette kan
f.eks. gøre sig gældende i det tilfælde, hvor den pågældende umiddelbart står
for hjemsendelse. Et andet eksempel kan være, at den pågældende netop af
disciplinære årsager ikke umiddelbart bør gives mulighed for f.eks. at
forlade
tjenestestedet med risiko for nye, disciplinære forseelser.
Til § 14
Efter militær retsplejelov § 42 kan den, der er blevet
pålagt et disciplinarmiddel, forlange sagen forelagt rettergangschefen til
afgørelse. Der gælder ikke nogen klagefrist.
Efter den foreslåede bestemmelse vil afgørelser, hvorved
der pålægges disciplinarmidler af underordnede disciplinarchefer, fortsat
kunne
indbringes for disciplinarchefen. Klage til disciplinarchefen kan ske såvel
mundtligt som skriftligt. Det er kun den, der er pålagt disciplinarmidlet,
der
kan indbringe sagen for disciplinarchefen. Den, der har indgivet anmeldelse,
personel- eller interesseorganisationer og andre, der måtte være berørt af
sagen, herunder en mulig forurettet, har således ikke selvstændig
klageadgang.
I lovteksten er det endvidere fremhævet, at afgørelsen ikke
kan ændres til skade for den, som er blevet pålagt et disciplinarmiddel.
I modsætning til den nugældende retstilstand foreslås en
frist på 14 dage regnet fra den dag forkyndelse af afgørelsen er sket, inden
for hvilken afgørelsen kan indbringes for disciplinarchefen. Klageren kan
anmode om en frist til at fremkomme med yderligere bemærkninger eller
begrundelse
for en allerede indgivet klage.
Efter stk. 2 foreslås det, at disciplinarchefen i det
konkrete tilfælde kan beslutte at behandle en klage, selv om klagefristen er
overskredet, når overskridelsen må anses for undskyldelig. Dette svarer til
retsplejelovens regler om anke af straffedomme efter ankefristens udløb, jf.
§ 949, stk. 2, hvorefter ankeinstansen kan tillade anken behandlet
til trods for, at ankefristen er overskredet, når »fristens oversiddelse i
øvrigt
skyldes grunde, der ikke kan tilregnes ham«.
Disciplinarchefen kan i klagesager træffe afgørelse om at
stadfæste, formilde eller ophæve afgørelsen. Disciplinarchefen kan derimod
ikke
skærpe det disciplinarmiddel, som er pålagt ved den påklagede afgørelse.
Disciplinarchefen kan heller ikke af egen drift ændre en underordnet
myndigheds
afgørelse til skade for den pågældende, jf. herved også punkt 3.6., 3.8. og
3.9. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Der er ikke fundet anledning til at foreslå bestemmelser,
der giver disciplinarchefen disse muligheder, bl.a. fordi risikoen for, at
disciplinarafgørelsen kan blive skærpet, må antages at kunne medvirke til, at
den, der er pålagt et disciplinarmiddel, herved måske vil være
tilbageholdende
med at indbringe sagen for disciplinarchefen.
Efter den gældende bestemmelse i militær retsplejelov
§ 44 har klage til rettergangschefen i disciplinarsager »ikke opsættende
virkning på udståelsen«, medmindre rettergangschefen træffer anden
bestemmelse.
Denne regel, der har væsentlig betydning for disciplinen,
foreslås opretholdt, jf. forslaget til stk. 3.
Til § 15
Det er forkyndelsestidspunktet, som er afgørende for, fra
hvilket tidspunkt klagefristen skal regnes.
Om § 15, stk. 2 og 3, henvises til bemærkningerne
til § 14, stk. 2 og 3.
I øvrigt henvises til lovforslagets almindelige
bemærkninger punkt 3.6.1., 3.8. og 3.9.
Til § 16
Efter den foreslåede bestemmelse kan den, som har udstået
et disciplinarmiddel, som efterfølgende bliver ophævet eller formildet, få
tilkendt en kompensation.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger
punkt 3.7.
Til § 17
Den foreslåede bestemmelse fastsætter reglerne for
sammensætningen af disciplinarnævnet.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger
punkt 3.6.1.
Til § 18
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at disciplinarnævnets
afgørelser – i modsætning til, hvad der antages at gælde efter militær
retsplejelov – kan prøves af domstolene i overensstemmelse med
bestemmelsen i
grundlovens § 63.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger
punkt 3.6.2.
Til § 19
Den foreslåede bestemmelse er en forældelsesregel. Det
foreslås, at adgangen til at indlede disciplinarsag bortfalder 2 år efter
forseelsen. Elektronisk underretning må antages at være tilstrækkeligt til at
opfylde kravet om skriftlighed i stk.3.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger punkt 3.8.
Til § 20
Forslaget til § 20 er en konsekvens af, at § 14 i
lov om forsvarets personel foreslås ophævet.
Der henvises herom nærmere til forslaget om militær
straffelov og ændring af lov om forsvarets personel.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der skabes hjemmel
til at indlede disciplinærforfølgning efter tjenestemandsloven af militære
tjenestemænd, efter at en straffesag mod den pågældende er afsluttet. Hvis
sagen derimod skal behandles efter den militære disciplinarlov, dvs. at der
ikke er tale om en (militær) straffesag, vil der ikke samtidig eller
efterfølgende kunne indledes en disciplinærforfølgning efter
tjenestemandslovens
regler. For militært personel, der ikke er tjenestemænd, forudsættes det på
tilsvarende måde, at der efter en afsluttet sag efter disciplinarloven ikke
efterfølgende iværksættes en disciplinarsag efter andre regler.
Til § 21
Efter den foreslåede bestemmelse kan forsvarsministeren
fastsætte nærmere regler om behandlingen af disciplinarsager, jf. for
eksempel
bemærkningerne til forslaget til § 10, stk. 2.
Til § 22
Forslaget til ændrede regler for behandlingen af
disciplinarsager betyder, at sager, der hidtil er blevet behandlet efter
straffeprocessuelle regler, fremover vil skulle behandles efter
forvaltningsretlige
procedurer. På denne baggrund foreslås enkle overgangsbestemmelser, som ikke
vil volde problemer i praksis, og som alene i en kort overgangsperiode vil
medføre, at der behandles sager efter såvel de nye regler som de hidtil
gældende.
Disciplinarmidler, som er pålagt inden lovens ikrafttræden,
men som ikke er udstået eller kun delvist udstået inden lovens ikrafttræden,
kan fuldbyrdes efter lovens ikrafttræden.
Dette gælder dog ikke de af de gældende disciplinarmidler,
som foreslås ophævet. Det drejer sig om tilbageholdelse på tjenestestedet og
overflytning til anden tjeneste.
Tilbageholdelse på tjenestestedet: I det omfang,
disciplinarmidlet ikke er udstået ved lovens ikrafttræden, bortfalder
disciplinarmidlet eller den resterende periode af sanktionen, jf.
stk. 3.
Disciplinarmyndigheden efter denne lov skal herefter tage stilling til,
hvilket
af de disciplinarmidler, der kan anvendes efter lovens ikrafttræden, der i
givet fald skal pålægges.
Overflytning til anden tjeneste: På samme måde gælder, at
hvis dette disciplinarmiddel er pålagt, men ikke effektueret inden lovens
ikrafttræden, bortfalder sanktionen.
For så vidt angår ophævelse af de hidtil gældende regler i
retsplejelovens kapitel 15 henvises til forslaget om militær retsplejelov.
Til § 23
I bestemmelsen fastsættes det, at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning vil kunne sættes i
kraft dér med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
Loven vil af hensyn til forsvarets aktiviteter skulle
sættes i kraft på Færøerne og Grønland for så vidt angår rigsmyndighederne.
Loven har endvidere tæt sammenhæng med forvaltningsloven, som allerede for
rigsmyndighedernes vedkommende er sat i kraft på Færøerne og Grønland.
Eftersom
loven tillige har en tæt sammenhæng med forslaget til ny militær straffelov,
som ligeledes forventes sat i kraft på Færøerne og Grønland ved kongelig
anordning findes det hensigtsmæssigt, at såvel forslagene til militær
straffelov, retsplejelov og disciplinarlov efter fornøden drøftelse med de
grønlandske og færøske myndigheder alle sættes i kraft samtidig ved kongelig
anordning. Et udkast til anordning vil blive forelagt for de færøske og
grønlandske
myndigheder forinden ikrafttræden.
Bilag 1
Uddrag af militær retsplejelov
lovbekendtgørelse nr. 643 af 30. september 1987
Kapitel 15
Disciplinarmidler
§ 37.
Disciplinarmidler kan kun bringes
i anvendelse, når en strafbar handling er begået.
Stk. 2.
Disciplinarmidler skal anvendes
i stedet for mindre straffe, medmindre omstændighederne taler imod det.
Stk. 3.
Disciplinarmidler kan ikke
indbringes for retten.
§ 38.
Som disciplinarmidler kan
anvendes belæring, tilrettevisning, arbejde og efterøvelse i en del af
fritiden, fremstilling, vagt eller anden tjeneste uden for orden,
tilbageholdelse på tjenestestedet eller anden fratagelse af friheder samt
overflytning til anden tjeneste.
Stk. 2.
Tilbageholdelse på
tjenestestedet må ikke udstrækkes ud over 14 dage. Medfører anvendelse af
øvrige disciplinarmidler indgreb i adgangen til at forlade tjenestestedet
efter
tjenestens ophør, må dette ikke ske for længere perioder end 3 dage ad gangen
med mindst en dags mellemrum mellem perioderne, og anvendelsen må ikke
udstrækkes ud over 14 dage.
Stk. 3.
Forsvarsministeren fastsætter i
øvrigt de nærmere regler om anvendelse af disciplinarmidler, herunder regler
om
samtidig anvendelse af flere disciplinarmidler.
§ 39.
Forsvarsministeren bestemmer,
hvem der skal have myndighed til at anvende disciplinarmidler, og omfanget af
denne myndighed.
§ 40.
Af disciplinarmidler kan
belæring, tilrettevisning eller overflytning til anden tjeneste anvendes over
for alle undergivne. De øvrige disciplinarmidler kan derimod ikke anvendes
over
for officerer og faste befalingsmænd eller dermed ligestillede, medmindre de
pågældende er elever på en militær skole.
§ 41.
Den, der er blevet pålagt et
disciplinarmiddel af en rettergangschefen underordnet eller umiddelbart af
rettergangschefen, kan forlange udståelsen udsat i indtil 2 x 24 timer efter
meddelelsen om disciplinarmidlet.
§ 42.
Den, der er blevet pålagt et
disciplinarmiddel af en rettergangschefen underordnet, kan forlange sagen
forelagt rettergangschefen til afgørelse.
§ 43.
Den, der er blevet pålagt et
disciplinarmiddel af en rettergangschef, kan forlange sagen forelagt for et
disciplinarnævn til afgørelse.
Stk. 2.
Disciplinarnævnets afgørelse kan
såvel af rettergangschefen som af den, der er blevet pålagt et
disciplinarmiddel, forlanges forelagt ankenævnet til afgørelse. Ankenævnets
afgørelse kan ikke indbringes for domstolene eller forsvarsministeren.
Stk. 3.
Disciplinarnævnet, der oprettes
for hvert enkelt rettergangsområde, består af en auditør som formand samt to
andre medlemmer, hvoraf den ene så vidt muligt skal være en talsmand og af
samme grad som den, der er blevet pålagt disciplinarmidlet, medens den anden
skal være dennes foranstående.
Stk. 4.
Ankenævnet, der oprettes af
forsvarsministeren, består af en formand og to andre medlemmer. Formanden
skal
være en civil person, der opfylder betingelserne for at kunne beskikkes som
landsdommer. De øvrige medlemmer er generalauditøren og en advokat, der
udpeges
af Advokatrådet.
Stk. 5.
Forsvarsministeren fastsætter de
nærmere regler for udpegning af disciplinarnævnets medlemmer og for
disciplinarnævnets og ankenævnets virksomhed.
§ 44.
Indbringelse af et
disciplinarmiddel for rettergangschefen, disciplinarnævnet eller ankenævnet
har
ikke opsættende virkning på udståelsen, medmindre andet bestemmes af
rettergangschefen eller vedkommende nævns formand.
Lignende dokumenter
- Militær disciplinarlov Retsinformation · 25. juni 2005
- Skriftlig fremsættelse (23. februar 2005) - L 54, L 55 og L 56 Retsinformation · 23. februar 2005
- Skriftlig fremsættelse (29. oktober 2004) - L 68, L 69 og L 70 Retsinformation · 29. oktober 2004
- Forslag til Lov om ændring af militær straffelov, militær disciplinarlov og militær retsplejelov (Anvendelsesområde i forhold til tjenstgørende militært personel m.v.) Retsinformation · 5. oktober 2017
- Forslag til Militær straffelov og ændring af lov om forsvarets personel Retsinformation · 29. oktober 2004
- Forslag til Militær retsplejelov Retsinformation · 29. oktober 2004