Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Militær retsplejelov

2004/1 LSF 69Lovforslag som fremsatForsvarsministeriet29. oktober 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 29. oktober 2004 af

forsvarsministeren (Søren Gade)

Forslag

til

Militær

retsplejelov

§ 1.

Ved

behandlingen af militære straffesager finder retsplejelovens regler om

behandlingen af straffesager anvendelse, medmindre andet er bestemt.

§ 2.

Militære straffesager er

1)

sager om overtrædelse

af militær straffelov mod personer, som efter §§ 1 og 2 i militær

straffelov

kan pådrage sig strafansvar for overtrædelse af denne lov,

2)

sager om andre

strafbare overtrædelser mod personer som nævnt i nr. 1, når lovovertrædelsen

vedrører tjenesten eller er begået i eller i anledning af tjenesten, på

militært område eller i anvist kvarter, og

3)

sager som nævnt under

nr. 2 mod krigsfanger samt sanitetspersonel og feltpræster, der tilbageholdes

som bistand for krigsfanger, eller mod fremmede militærpersoner og andre

personer, der er interneret her i landet, og som i henhold til mellemfolkelig

overenskomst, som er tiltrådt af Danmark, har krav på behandling som

krigsfanger.

Stk. 2.

Læs alt

Loven

gælder for de personer, der er nævnt i stk. l, nr. 3, medmindre andet

følger af de mellemfolkelige overenskomster, der gælder for behandlingen af

dem.

§ 3.

Hvis en person samtidig retsforfølges for flere forhold, som ikke alle

påtales

af den militære anklagemyndighed, sker retsforfølgningen under en militær

straffesag. Er den militære og den almindelige anklagemyndighed enige, kan

sagen behandles som en almindelig straffesag.

Stk. 2.

Retsforfølges flere personer samtidig for et forhold, som ikke for alle

sigtedes

eller tiltaltes vedkommende hører under den militære anklagemyndighed, kan

sagen i sin helhed behandles enten som militær eller almindelig straffesag,

når

den militære og den almindelige anklagemyndighed er enige om det.

§ 4.

Hvis hensynet til den militære sikkerhed kræver det, kan retten beslutte,

1)

at forhandlingen skal

foregå for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29,

2)

at dørene lukkes

under den forhandling, der går forud for rettens kendelse om dørlukning, jf.

retsplejelovens § 29 c,

3)

at retten til

aktindsigt i domme og kendelser mv. begrænses, jf. retsplejelovens

§ 41 b,

stk. 3, § 41 c, stk. 3, og § 41 f, stk. 1,

stk. 3 og stk. 5,

4)

at forsvarerens og

sigtedes ret til aktindsigt fraviges, jf. retsplejelovens § 729 c,

stk. 1,

og

5)

at et vidne pålægges

tavshedspligt, jf. retsplejelovens § 189.

Stk. 2.

Hvis samme

hensyn som nævnt i stk. 1 kræver det, kan auditøren beslutte,

1)

at retten til

aktindsigt i straffesager, der er afsluttet, begrænses, jf. retsplejelovens

§ 41

d, stk. 3,

2)

at udlevering af kopi

af anklageskrift eller retsmødebegæring begrænses, jf. retsplejelovens

§ 41

f, stk. 2,

3)

at nægte samtykke til

udlevering til sigtede eller andre af det materiale, som auditøren har

tilvejebragt

til brug for den sag, som sigtelsen angår, jf. retsplejelovens § 729 a,

stk. 3,

og 729 b, stk. 2,

4)

at forsvareren

meddeles pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har

modtaget

fra auditøren, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 4, og

5)

at retten til

aktindsigt for den, der har været sigtet, i dokumenter, der vedrører sagen,

begrænses, jf. retsplejelovens § 729 d, stk. 3.

§ 5.

Domsforhandling kan foruden ved de retter, der er nævnt i retsplejelovens

kapitel 63, foretages ved retten på det sted, hvor den tiltalte er

tjenstgørende, eller hvor det skib, han hører til, er hjemhørende, har taget

eller tager havn.

Stk.

2.

Endvidere kan domsforhandlingen finde

sted ved retten på det sted, hvor tiltalte på gerningstidspunktet var

tjenstgørende, eller hvor det skib, han hørte til, var hjemhørende.

§ 6.

Generalauditøren og auditørerne påtaler lovovertrædelser i sager, der skal

behandles som militære straffesager.

Stk. 2.

Ved

efterforskningen af militære straffesager bistås auditørerne af

auditørfuldmægtige.

Stk. 3.

Forsvarsministeren er generalauditøren og auditørerne overordnet og fører

tilsyn

med disse.

§ 7.

Ved

behandlingen af militære straffesager varetager generalauditøren henholdsvis

auditørerne de opgaver, som efter retsplejeloven er henlagt til Rigsadvokaten

henholdsvis statsadvokaterne og politimestrene, jf. dog § 9.

Stk. 2.

Forsvarsministeren

varetager de opgaver inden for den militære strafferetspleje, som efter

retsplejeloven

er henlagt til justitsministeren.

Stk. 3.

Forsvarsministeren varetager i militære straffesager de opgaver, som efter

lov

om fuldbyrdelse af straf m.v. er tillagt justitsministeren om udsættelse og

benådning

af fængselsstraffe og om fuldbyrdelse af bødestraffe, jf. lov om fuldbyrdelse

af straf § 10 og § 90, stk. 2.

Stk. 4.

Forsvarsministeren fastsætter i militære straffesager nærmere regler om den

administrative behandling af sager om benådning og om behandlingen af sager

om

udsættelse af fængselsstraffe samt om den administrative behandling af sager

om

eftergivelse af bøder og behandlingen af sager om opkrævning af bøder.

Stk. 5.

Forsvarsministeren

kan endvidere fastsætte nærmere regler om, at auditørens afgørelse om

henstand

med eller afdragsvis betaling af bøder ikke kan indbringes for højere

administrativ myndighed.

§ 8.

Militære myndigheder yder auditørerne bistand.

Stk. 2.

Politiet

yder auditørerne bistand under efterforskningen.

Stk. 3.

Politiet

kan af egen drift foretage uopsættelige efterforskningsskridt i militære

straffesager og skal i så fald straks underrette auditøren.

§ 9.

I

tilfælde, hvor det ikke på forhånd har været muligt at indhente auditørens

bemyndigelse, kan militære myndigheder foretage ethvert uopsætteligt

efterforskningsskridt i militære straffesager. Auditøren skal straks

underrettes herom.

Stk. 2.

Generalauditøren fastsætter nærmere regler om de efterforskningsskridt, der

er

nævnt i stk. 1, herunder hvilket militært personel, der kan foretage

disse.

§ 10.

En

overordnet kan anholde en underordnet, der udviser ulydighed eller grov

respektstridig opførsel, hvis anholdelse skønnes nødvendig af hensyn til

disciplinen.

§ 11.

En

sigtet kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at han har

begået en overtrædelse af militær straffelov, som efter loven kan medføre

fængselsstraf, og der er særlig grund til at antage, at sigtedes forbliven på

fri fod vil virke alvorligt nedbrydende på disciplinen.

Stk. 2.

Varetægtsfængsling efter stk. 1 kan højst udstrækkes til 7 dage.

Stk. 3.

Varetægtsfængsling efter stk. 1 kan ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen

kan ventes at ville medføre straf af bøde.

§ 12.

Er

der begrundet mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse, der skal

behandles som en militær straffesag, og som efter loven kan medføre

frihedsstraf, kan der uden retskendelse foretages ransagning på militært

område, hvis ransagningen er af væsentlig betydning for efterforskningen, dog

ikke af tjeneste- og lejeboliger. Ransagning kan omfatte den beklædning, som

de

personer, hos hvem ransagningen foretages, er iført.

§ 13.

Ved indgang til og udgang fra militært område kan militære myndigheder uden

retskendelse foretage kontrol af indholdet af tøj, bagage, tasker, mv. og af

transportmidler.

Stk. 2.

I det

omfang det er nødvendigt for at gennemføre kontrollen, kan genstande

foreløbig

tages i bevaring og personer tilbageholdes. Militære myndigheder kan med

henblik herpå anvende den nødvendige magt. Politiet yder efter anmodning

militære myndigheder bistand hertil.

Stk. 3.

Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol efter stk. 1

og

2.

§ 14.

Den frist på 24 timer, der er fastsat i retsplejelovens § 760,

stk. 2,

§ 796, stk. 3, og § 806, stk. 3, kan ved tjeneste uden

for

landets grænser, ved orlogsskibe på togt eller i øvrigt under ekstraordinære

forhold om nødvendigt udstrækkes i indtil 3 gange 24 timer.

§ 15.

Auditøren og andre militære myndigheder kan til enhver tid kræve, at

tjenstgørende militært personel, som fører motordrevet køretøj eller i øvrigt

varetager opgaver, for hvilke der er fastsat særlige promillegrænser,

foretager

udåndingsprøve.

Stk. 2.

Nægter en

person at afgive udåndingsprøve, eller er han ikke i stand til at medvirke,

kan

han fremstilles til udtagelse af blodprøve og til afgivelse af urinprøve. Det

samme gælder, hvis udåndingsprøven giver grund til at antage, at der

foreligger

en overtrædelse af militær straffelov § 20 eller en promillegrænse

fastsat

i medfør af § 21 eller færdselslovens §§ 53 og 54.

Stk. 3.

Er der

begrundet mistanke om, at militært personel gør tjeneste under indflydelse af

euforiserende stoffer, kan pågældende fremstilles til udtagelse af blodprøve

og

til afgivelse af urinprøve.

§ 16.

Meddelelse om anke eller kære af rettens afgørelse i en militær straffesag

kan

gives til en overordnet.

§ 17.

Denne

lov træder i kraft den 1. oktober 2005.

Stk. 2.

Samtidig

ophæves militær retsplejelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 643 af 30. september

1987.

§ 18.

Loven

gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i

kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og

grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Side

1.

Lovforslagets

formål og bagggrund

4

2.

Hovedpunkterne i

gældende militær retsplejelov

5

3.

Lovforslagets

udformning

5

3.1.

Generelt

5

3.2.

Strafpålæg

6

3.3.

Kompetencen til at

behandle militære straffesager

6

3.4.

Varetægtsfængsling

7

3.5.

Ransagning og

beslaglæggelse i militære straffesager

7

3.6.

Adgangskontrol ved

militære områder

8

3.7.

Hjemmel for

udtagelse af blodprøve mv.

9

4.

Ophævede

bestemmelser

9

4.2.

Militær

retsplejelov § 4

10

4.3.

Militær

retsplejelov § 6, 2. punktum

10

4.4.

Militær

retsplejelov § 7, stk. 3

10

4.5.

Militær

retsplejelov § 8, stk. 2

10

4.6.

Militær

retsplejelov § 9

10

4.7.

Militær

retsplejelov § 10

11

4.8.

Militær

retsplejelov § 12

11

4.9.

Militær

retsplejelov § 15, nr. 2

11

4.10.

Militær

retsplejelov § 22

12

4.11.

Militær

retsplejelov § 23, stk. 2

12

4.12.

Militær

retsplejelov § 24

12

4.13.

Militær

retsplejelov § 25

12

4.14.

Militær

retsplejelov § 26

12

4.15.

Militær

retsplejelov §§ 27 og 28

12

4.16.

Militær

retsplejelov §§ 37-44

13

4.17.

Militær

retsplejelov § 45

13

5.

Lovforslagets

økonomiske og administrative konsekvenser

14

6.

Forholdet til

EU-retten

14

7.

Hørte myndigheder

mv.

14

1. Lovforslagets formål og baggrund

Forslaget har til formål at afløse den nuværende militære retsplejelov

fra 1973 og er en del af en gennemgående revision af det nuværende militære

straffe- og disciplinarsystem.

Forslaget indeholder bestemmelser, som supplerer eller

fraviger reglerne i retsplejeloven om behandlingen af straffesager.

I sommeren 1999 nedsatte forsvarsministeren udvalget til

revision af den militære straffe- og retsplejelovgivning. Udvalget fik til

opgave at underkaste denne lovgivning samt de dertil knyttede administrative

bestemmelser

en vurdering med henblik på en mulig revision. I den forbindelse har udvalget

blandt

andet skulle vurdere behovet for, i hvilket omfang de særlige regler for

militære straffesager burde opretholdes. Endvidere har udvalget skulle

vurdere,

om de militære chefers og auditørernes adgang til at efterforske og ikende

straffe og disciplinarmidler burde ændres, herunder om auditørernes adgang

til

at ikende frihedsstraf skulle afskaffes.

I januar 2004 afgav udvalget sin betænkning nr. 1435/2004

om den militære straffelov, retsplejelov og disciplinarlov. Ved afgivelsen af

betænkningen bestod udvalget af en formand (landsdommer Nils Black) og 18

andre

medlemmer udpeget af Advokatrådet, Dansk Røde Kors, Hovedorganisationen af

Officerer

i Danmark, Hærens Konstabel- og Korporalforening, Centralforeningen for

Stampersonel,

Forretningsudvalgene for værnepligtige (nu Værnepligtsrådet), København og

Århus universiteter, Folketingets Ombudsmand, Udenrigsministeriet,

Justitsministeriet, Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen.

Udvalgets forslag til militær retsplejelov er afgivet i

enighed.

Lovforslaget bygger i det hele på betænkningen og det deri

indeholdte lovforslag med bemærkninger og de høringssvar over betænkningen,

som

Forsvarsministeriet har modtaget, jf. nedenfor under punkterne 3.1. og 7.

2. Hovedpunkterne i gældende militær retsplejelov

Militær retsplejelov er udformet som et supplement til de

almindelige regler, som efter retsplejeloven gælder for politiets og

anklagemyndighedens behandling af straffesager. Hvis der i militær

retsplejelov

ikke er foretaget en særlig regulering af et bestemt processuelt spørgsmål,

finder retsplejelovens almindelige straffeprocessuelle regler anvendelse på

behandlingen af militære straffesager.

Militær retsplejelov definerer endvidere, hvilke sager der

er militære straffesager (straffesager mod tjenstgørende militært personel),

og

som derfor skal behandles efter disse særlige regler.

Som eksempler på bestemmelser, der fraviger eller supplerer

retsplejelovens almindelige regler, kan nævnes en udvidet adgang til at

anvende

straffeprocessuelle tvangsindgreb til sagens oplysning, herunder i form af

ransagning og beslaglæggelse, anholdelse og varetægtsfængsling, og regler om

den processuelle behandling af militære straffesager. Endvidere findes

særlige

bestemmelser om, under hvilke betingelser domsmænd skal medvirke ved

behandlingen af militære straffesager, og supplerende regler om

forsvarerbeskikkelse.

Behandlingen af militære straffesager varetages af den

militære anklagemyndighed (Forsvarets Auditørkorps). Denne består af en

generalauditør

og fire auditører, hvis opgaver svarer til dem, der gælder for politimestrene

og statsadvokaterne.

Den interne

fordeling af tjenesteområder mellem auditørerne foretages af

generalauditøren.

Efter de gældende regler efterforsker

og påtaler auditøren og militære myndigheder militære straffesager.

Spørgsmålet

om, hvorvidt der skal rejses påtale, skal, inden afgørelsen træffes,

forhandles

mellem auditøren og den pågældende militære chef (rettergangschefen).

Militær retsplejelov indeholder hjemmel for anvendelse af

administrativt strafpålæg. Endvidere er der hjemmel til anvendelse af en

særlig

sanktionsform - irettesættelse. Disse 2 forhold kendes ikke inden for den

almindelige strafferetspleje. En lovovertrædelse, der skal behandles som en

militær straffesag, kan afgøres med straf, der pålægges af auditøren eller af

militære chefer, dvs. administrativt (arbitrær straf) i form af

irettesættelse

og bøde. Sådanne strafpålæg kan indbringes for domstolene til prøvelse.

Indtil

2001, da hæftestraffen blev ophævet, kunne auditøren endvidere pålægge straf

af

hæfte i indtil 30 dage.

Efter militær retsplejelov kan visse militære chefer

anvende disciplinarmidler i stedet for straf ved mindre alvorlige

overtrædelser

begået af militært personel, forudsat at den pågældende overtrædelse udgør et

strafbart forhold. Et pålagt disciplinarmiddel kan ikke indbringes for

domstolene, men i stedet for et disciplinarnævn, hvis afgørelse igen kan

indbringes for et ankenævn. Ankenævnets afgørelse er endelig.

Militær retsplejelov stammer i sin nuværende udformning fra

1973 og er bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 643 af 30. september 1987.

Lovbekendtgørelsen er optaget som bilag 1 til lovforslaget. I bilag II

sammenholdes lovforslaget med gældende ret.

3. Lovforslagets udformning

3.1. Generelt

Efter lovforslaget vil påtalen og

efterforskningskompetencen i militære straffesager fremover alene tilkomme

den

militære anklagemyndighed, jf. nærmere under punkt 3.3. Herudover foreslås

adgangen til at kunne afgøre militære straffesager med strafpålæg ophævet,

jf.

nærmere under punkt 3.2. Endelig foreslås reglerne om anvendelse af

disciplinarmidler,

herunder om sagsbehandlingen, optaget i en selvstændig lov – militær

disciplinarlov,

jf. nærmere særskilt lovforslag herom.

Ovennævnte tiltag indebærer en væsentlig forenkling af militær

retsplejelov, og muliggør ophævelsen af en række særregler inden for den

militære strafferetspleje, idet retsplejelovens almindelige bestemmelser vil

finde anvendelse, jf. nærmere punkt 4.

Der vurderes fortsat at være behov for at opretholde

særlige regler for bl.a. varetægtsfængsling og ransagning i militære

straffesager, men betingelserne for at kunne foretage disse indgreb er i

videst

muligt omfang søgt tilnærmet de betingelser, der gælder efter retsplejeloven.

Der henvises herom til punkterne 3.4. og 3.5. Herudover foreslås navnlig ud

fra

sikkerhedsmæssige synspunkter nogle nye bestemmelser indført, jf. nærmere

punkterne

3.6. og 3.7.

Betænkningen om den militære straffelov, retsplejelov og

disciplinarlov har været i høring ved en række myndigheder og organisationer,

jf. punkt 7. Der er generelt tilslutning til udvalget om den militære

straffe-

og retsplejeordnings forslag til en ny militær retsplejelov.

Lovforslaget er på denne baggrund udformet i overensstemmelse

med udvalget om den militære straffe- og retsplejeordnings udkast til militær

retsplejelov, idet der dog er foretaget enkelte justeringer i §§ 4, 5,

7,

9, 12 og 13. Ved henvisninger til ”betænkningen” menes betænkning

nr. 1435/2004

om den militære straffelov, retsplejelov og disciplinarlov.

3.2. Strafpålæg

Militære straffesager kan efter de gældende regler afgøres

ved strafpålæg i form af irettesættelse og bøde, jf. militær retsplejelov

§ 29,

stk. 1. Indtil 1. juli 2001, hvor hæftestraffen blev ophævet, jf. lov

nr.

433 af 31. maj 2000 om ændring af retsplejeloven, kunne auditøren desuden

pålægge straf af hæfte indtil 30 dage.

For så vidt angår den særlige militære strafart

irettesættelse foreslås denne ophævet, jf. forslaget til militær straffelov.

Adgangen

til strafpålæg ville i givet fald herefter alene omfatte straf af bøde.

At auditøren og militære myndigheder administrativt kan

sanktionere pligtstridig adfærd med straf og disciplinarmidler, skyldes især

hensynet til disciplinen, idet det efter omstændighederne er nødvendigt

umiddelbart

i forbindelse med forseelsen eller snarest muligt herefter ved en sanktion at

kunne markere, at der er tale om en adfærd, som er uacceptabel ikke blot over

for den pågældende, men også i forhold til den øvrige del af personellet.

Efter retsplejeloven § 924, stk. 1, kan en

bødesag afgøres ved, at anklagemyndigheden tilkendegiver over for den

sigtede,

at ”sagen kan afgøres uden retssag, hvis sigtede erklærer sig skyldig i

overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist at

betale en i bødeforlægget angivet bøde”. Betaler sigtede ikke den

forelagte

bøde, må sagen indbringes for retten til afgørelse, hvis anklagemyndigheden

vælger at opretholde sigtelsen.

Bøder pålagt efter militær retsplejelov og bøder, der

forelægges den sigtede efter de almindelige regler i retsplejeloven, er, hvis

den sigtede ikke kan acceptere den udenretlige afgørelse, først endelige, når

rettens afgørelse foreligger. Markeringen af, at der er begået et strafbart

forhold, ligger ved bødepålæg i selve afgørelsen, mens den tilsvarende

tilkendegivelse ved bødeforlæg fremgår af, at bøden snarest efter forseelsen

forelægges

skriftligt for den pågældende. I begge tilfælde tilkendegives det således

umiddelbart den sigtede, at den pågældende har gjort sig skyldig i en

lovovertrædelse, og at dette har en strafferetlig konsekvens.

Såvel bøder pålagt efter militær retsplejelov som

bødeforlæg efter retsplejeloven kan prøves af domstolene. Den eneste reelle

forskel er spørgsmålet om, hvem der skal tage initiativet til at indbringe

sagen for retten, hvis den sigtede ikke accepterer resultatet. Ved bødepålæg

skal den pågældende selv forlange bøden indbragt for retten. Den, der efter

retsplejelovens almindelige regel har fået forelagt en bøde, skal blot

undlade

at betale, hvorefter det er anklagemyndigheden, der skal tage initiativ til

at

indbringe sagen for retten ved at udfærdige anklageskrift.

Udvalget om den militære straffe- og retsplejerordning har

fundet, at der ikke i dag kan påvises afgørende hensyn, der kan begrunde en

opretholdelse af adgangen for militære chefer til at kunne pålægge bøde i

militære

straffesager ikke mindst henset til, at det samtidig foreslås, at adgangen

til

at anvende disciplinarmidler bevares for militære chefer, herunder med

mulighed

for at kunne pålægge disciplinarbøder, jf. herved forslaget til militær

disciplinarlov.

Udvalget foreslår derfor, at adgangen til strafpålæg

ophæves.

Der henvises nærmere til betænkningen, side 255 og side 257

- 258.

3.3. Kompetencen til at behandle militære

straffesager

Efter den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 13

har både militære foresatte og vagthavende samt auditøren kompetence til at

efterforske militære straffesager og til i disse sager at anvende de

tvangsindgreb,

som politiet efter retsplejeloven kan anvende under efterforskningen af

almindelige straffesager.

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning foreslår,

at alene den militære anklagemyndighed som udgangspunkt skal have kompetence

til at efterforske militære straffesager og til at træffe afgørelse om

tiltalerejsning, herunder ved udfærdigelse af bødeforlæg. Årsagen hertil er,

at

der ved militære straffesager fremover må antages at være tale om mere

alvorlige sager, hvor netop straf kan komme på tale sammenholdt med ønsket om

en klar adskillelse mellem militære straffesager og sager om disciplinære

sanktioner, hvor sidstnævnte forbeholdes for mindre alvorlige

pligtforsømmelser, der ikke er strafbare, men hvor det af disciplinære

årsager

fra de militære chefers side er nødvendigt at kunne reagere hurtigt med en

form

for sanktion, jf. herved forslaget til disciplinarlov almindelige

bemærkninger

punkt 3.1. og 3.2.

Princippet om, at efterforskningen af militære straffesager

fremover alene forestås af den militære anklagemyndighed, må dog modificeres

i

et vist omfang. Det vil af praktiske grunde være nødvendigt, at militære

myndigheder på begæring kan bistå den militære anklagemyndighed med konkrete

efterforskningsskridt, ligesom det kan være nødvendigt, at militære

myndigheder

på stedet selvstændigt kan foretage sådanne konkrete efterforskningsskridt,

som

ikke kan opsættes.

Bestemmelser herom er derfor optaget i lovforslagets § 8,

stk. 1, og § 9, stk. 1.

Der henvises til betænkningen, side 258 og 322, og til de

særlige bemærkninger for de pågældende bestemmelser.

3.4. Varetægtsfængsling

Gældende militær retsplejelov indeholder i § 18 en

bestemmelse, der giver mulighed for varetægtsfængsling i militære

straffesager,

når der efter sagens omstændigheder er særlig grund til at antage, at

sigtedes

forbliven på fri fod vil virke nedbrydende på disciplinen.

Militær retsplejelov § 18 bygger på den tidligere

gældende bestemmelse i retsplejeloven § 780, der – for at retten

kunne

afsige kendelse om varetægtsfængsling – alene krævede, at der forelå

”skellig

grund til at antage, at den sigtede har gjort sig skyldig i en forbrydelse,

hvorfor straffen efter det foreliggende skønnes at ville blive højere end

bøder

eller hæfte”.

Ved ændring af retsplejeloven i 1978, jf. lov nr. 243 af 8.

juni 1978, blev betingelserne for, at retten kunne træffe bestemmelse om

varetægtsfængsling under efterforskningen, betydeligt skærpet. Militær

retsplejelov § 18 blev ikke ændret i denne forbindelse, og det antages

derfor, at § 18 i det hele fraviger de krav, som efter retsplejeloven

§ 762

skal være opfyldt, for at retten kan afsige kendelse om varetægtsfængsling i

militære straffesager.

Om den gældende bestemmelse henvises til betænkningen,

siderne 171 -176.

Den væsentligste forskel på adgangen til varetægtsfængsling

i militære straffesager og andre straffesager er kravet efter retsplejeloven

§ 762

om, at den lovovertrædelse, som sigtelsen vedrører, skal give mulighed for

straf af fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. De fleste bestemmelser i

gældende militær straffelov kapitel 7 om pligtforsømmelser har en væsentlig

lavere strafferamme, typisk 3 til 6 måneders fængsel.

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har

fundet, at der fortsat er behov for at kunne træffe bestemmelse om

varetægtsfængsling af disciplinære grunde i sager vedrørende mere alvorlige

overtrædelser af militær straffelov. Det foreslås, at der – som efter

den

almindelige bestemmelse i retsplejeloven § 762 – skal foreligge

begrundet

mistanke om, at den pågældende har begået en overtrædelse af militær

straffelov, og at forholdet efter loven kan medføre straf af fængsel.

Endvidere

skal der foreligge særlig grund til at antage, at sigtedes forbliven på fri

fod

vil virke alvorligt nedbrydende på disciplinen. Efter forslaget kan

varetægtsfængsling

efter denne bestemmelse højst udstrækkes til 7 dage og kan ikke anvendes,

hvis

lovovertrædelsen kan forventes at ville medføre straf af bøde.

Den foreslåede bestemmelse er optaget som § 11 i

forslaget til militær retsplejelov.

Der henvises i øvrigt til betænkningen, siderne 323 - 324

og til de særlige bemærkninger til § 11.

3.5. Ransagning og

beslaglæggelse i militære straffesager

Gældende militær retsplejelov § 14 giver hjemmel til

at foretage ransagning og beslaglæggelse på militært område ved mistanke om

et

strafbart forhold, uden at mistanken kan rettes mod en bestemt person, og

uden

at retsplejelovens betingelser for disse retsskridt i øvrigt er opfyldt.

Indholdet af den gældende bestemmelse, herunder forholdet til retsplejelovens

almindelige regler om ransagning og beslaglæggelse, er beskrevet nærmere i

betænkningen, siderne 159 - 168.

Ransagning efter § 14 anvendes i praksis især i

situationer, hvor der er mistanke om, at der er forsvundet våben mv., eller

at

der findes narkotika på området. Ransagning under disse omstændigheder

begrundes især ud fra sikkerhedsmæssige hensyn såvel i forhold til forsvaret

som i forhold til det øvrige personel og det omgivende samfund. Formålet med

den gældende bestemmelse er desuden at sikre mulighed for at kunne foretage

undersøgelse, mens der endnu er stor sandsynlighed for, at eftersøgte

genstande

stadig befinder sig på området.

Det er Udvalget om den militære straffe- og

retsplejeordnings opfattelse, at der fortsat er behov for regler, der giver

mulighed for at kunne gennemføre ransagning over for militært personel på

militært område under lempeligere betingelser end de, der gælder efter

retsplejeloven. Sikkerhedsmæssige hensyn kan efter udvalgets vurdering

begrunde

adgang til ”kollektiv” ransagning hos militært personel, når der er

begrundet

mistanke om, at der er forsvundet våben, våbendele, ammunition, sprængstoffer

og lignende, f.eks. efter en øvelse, hvor ikke alt udleveret materiel er

leveret tilbage, eller hvis der er stjålet eller på anden måde forsvundet

våben

mv. fra et militært depot.

På samme måde finder udvalget, at en mistanke om, at der på

militært område findes euforiserende stoffer, herunder hash eller hård

narkotika, kan begrunde en tilsvarende udvidet adgang til ransagning. Omgang

med våben, farligt materiel eller udstyr i øvrigt og betjening af enhver form

for udstyr, der kan have betydning for andet personels opgaver, f.eks.

elektronisk udstyr, rummer i sig selv en vis fare for alvorlige situationer

eller for den sags skyld ulykker. Denne fare øges betydeligt, hvis

personellet

er påvirket af euforiserende stoffer. Er der f.eks. mistanke om, at der

findes

euforiserende stoffer blandt personellet, er det nødvendigt, at militære

myndigheder har effektive muligheder for omgående at kunne gribe ind,

herunder

gennem ransagning, selv om mistanken om besiddelse af disse stoffer ikke

konkret kan rettes mod en eller flere bestemte personer.

Der bør efter udvalgets opfattelse desuden være mulighed

for at kunne gribe ind gennem denne form for ransagning, når der er mistanke

om, at der er begået tyveri fra andet personel. Dette synspunkt er blevet

underbygget

over for udvalgsmedlemmer under samtaler med militært personel, herunder

særligt værnepligtigt personel, under udvalgets tjenestestedsbesøg.

Denne form for kriminalitet blandt kammerater – der kun

undtagelsesvist forekommer – kan efter det oplyste give anledning til

betydelige problemer og spændinger blandt de øvrige i gruppen og ikke mindst,

hvis mistanken kan rettes mod flere. Hele uddannelsens formål, og herunder

også

sikkerheden for, at den enkelte ubetinget kan stole på de andre, ikke mindst

i

en presset situation, vil under sådanne omstændigheder naturligvis kunne

blive

stærkt kompromitteret. Muligheden for en udvidet ransagningsadgang i disse

tilfælde vil desuden modvirke risikoen for selvtægt.

Også andre lovovertrædelser kan ud fra sikkerhedsmæssige

synspunkter begrunde, at ransagning bør kunne ske efter denne særlige

militære

bestemmelse. Som eksempler kan nævnes tyveri af klassificeret materiale,

herunder dokumenter og klassificeret materiel, f.eks. dele til våbensystemer

og

lignende. Udvalget har imidlertid ikke fundet det muligt i lovbestemmelsen

præcist at beskrive, hvilke lovovertrædelser, der skal være mistanke om, for

at

”kollektiv” ransagning kan foretages.

Udvalgets forslag, som er optaget som § 12 i forslaget

til militær retsplejelov, er derfor ikke begrænset til at angå mistanke om

bestemt angivne lovovertrædelser.

Den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 14 gælder

også for beslaglæggelse i militære straffesager. Udvalget finder ikke

grundlag

for at foreslå en særbestemmelse vedrørende beslaglæggelse i militære

straffesager, idet retsplejelovens regler om beslaglæggelse findes at være

tilstrækkelige. Det gælder navnlig § 802 om beslaglæggelse hos mistænkte

personer. Det må antages, at spørgsmålet om beslaglæggelse i forbindelse med

”kollektiv” ransagning i praksis først opstår, når der ved

ransagningen findes

effekter mv., der kan beslaglægges i overensstemmelse med retsplejelovens

regler. I disse tilfælde vil der enten være tale om, at en bestemt person er

mistænkt

for en bestemt lovovertrædelse, eller også vil ingen kendes ved det, der er

fundet,

som derfor kan behandles som hittegods.

Der henvises til betænkningen, siderne 324 - 326, til

lovforslagets § 12 samt til de særlige bemærkninger til bestemmelsen.

3.6. Adgangskontrol ved

militære områder

Allerede i dag foretages der i et vist omfang kontrol af

personer, biler mv. i forbindelse med ind- og udpassage til militære

myndigheder. Hjemlen for denne kontrol antages blandt andet at bero på den

såkaldte anstaltsordning, hvorefter offentlige myndigheder har adgang til,

uden

at der foreligger udtrykkelig lovhjemmel herfor, at udstede regler eller

træffe

konkrete beslutninger, som er bindende for brugere eller ansatte i

institutionerne,

og som angår en række praktiske forhold, f. eks. adgangsforhold,

sikkerhedsmæssige foranstaltninger mv.

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning

foreslår imidlertid, især ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt, og som

supplement til reglen om ransagning, en ny lovbestemmelse, hvorefter der

skabes

udtrykkelig lovhjemmel for, at militære myndigheder kan foretage kontrol ved

ind- og udgange på militære områder. Det bemærkes, at bestemmelsen ikke har

karakter af et straffeprocessuelt efterforskningsskridt, men er tilsyns- og

kontrolbestemmelse. Bestemmelsen er inspireret af norsk ret, hvor der gælder

en

særlig – ulovbestemt – adgang for militære myndigheder til at

foretage kontrol

(inspektion) af personer, biler mv. ved indgang til og udgang fra militært

område, og som må antages at være mere vidtgående end den efter dansk ret

gældende anstaltsordning.

Den foreslåede bestemmelse om adgangskontrol i udkastet til

militær retsplejelov § 13 giver mulighed for at gennemføre kontrol ved

ind- og udpassage på militært område også med henblik på stikprøvevis at

kontrollere

indholdet af tøj, bagage, tasker mv. og biler, også uden at der foreligger

mistanke om et strafbart forhold. Muligheden for at kunne kontrollere

indholdet

af bagage, der bringes ind på militært område, vil endvidere være medvirkende

til at sikre, at f.eks. narkotika og lignende ikke medbringes på militært

område. Alene reglens eksistens må derfor antages at have betydelig præventiv

virkning.

For at adgangen til inspektion skal kunne have den

tilsigtede virkning, bør den også kunne anvendes over for civile.

Kontroladgangen er derfor efter forslaget ikke begrænset til alene at omfatte

militært personel, idet kontrollen er rettet mod genstande og ikke personer.

Der henvises til betænkningen, siderne 326-327, og

lovforslagets særlige bemærkninger til bestemmelsen.

3.7. Hjemmel for udtagelse

af blodprøve mv.

Forslaget til militær straffelov § 21 indeholder en ny

bestemmelse, hvorefter det er strafbart at udføre tjeneste under indflydelse

af

alkohol i strid med promillegrænser, der er fastsat for den pågældende

tjeneste

mv. Der foreslås endvidere i forslaget til militær straffelov som § 22

optaget en bestemmelse, hvorefter det under strafansvar er forbudt at besidde

og indtage euforiserende stoffer i tjenesten eller på militært område.

Formålet med disse bestemmelser i udkastet til militær

straffelov er at markere det uacceptable i at udføre tjeneste i forsvaret

under

påvirkning af alkohol og euforiserende stoffer i forbindelse med opgaver, som

kræver skærpet opmærksomhed. Der henvises nærmere til forslaget til militær

straffelov § 21 og § 22, herunder de almindelige bemærkninger punkt

3.9, og de særlige bemærkninger til de pågældende bestemmelser.

Det er normalt ikke muligt umiddelbart at kunne konstatere,

om en person er påvirket af spiritus navnlig i mindre grad, medmindre der

foretages udåndingsprøve. Adgangen til at kræve udåndingsprøve til

konstatering

af en eventuel spirituspåvirkethed gælder imidlertid kun i færdselssager, jf.

færdselsloven § 55, hvorefter politiet til enhver tid kan kræve, at

føreren af et motordrevet køretøj eller en rytter afgiver udåndingsprøve.

Krav

om udåndingsprøve forudsætter ikke, at der er mistanke om, at den pågældende

er

påvirket af spiritus.

Efter færdselsloven § 55, stk. 2, kan politiet

fremstille en person til udtagelse af blod- og urinprøve, hvis der er grund

til

at antage, at han har overtrådt færdselsloven § 53 eller § 54,

stk. 1

eller 2, eller han nægter eller ikke er i stand til at medvirke til en

udåndingsprøve. Angår mistanken andre forhold end spirituspåvirkning, kan

politiet tillige fremstille den pågældende til undersøgelse hos en læge. Det

samme gælder ved mistanke om spirituspåvirkning, når særlige omstændigheder

taler derfor.

En forudsætning for, at forslaget om promillegrænser mv. i

udkastet til militær straffelov kan få praktisk betydning, er, at der skabes

reel mulighed for at kunne konstatere en eventuel påvirkethed og dermed sikre

det nødvendige bevis for et muligt strafbart forhold.

Det foreslås derfor, at der som § 15, stk. 1 og

2, i militær retsplejelov indføres en bestemmelse, hvorefter der skabes

hjemmel

til gennem udåndingsprøve at kunne konstatere, om en person har indtaget

spiritus,

og gennem udtagelse af blod- og urinprøve at kunne fastslå størrelsen af en

eventuel alkoholpromille. De betingelser, som skal være opfyldt for at kunne

kræve

udåndingsprøve og udtagelse af blod- og urinprøve, er de samme som gælder

efter

færdselsloven § 55.

Det foreslås endvidere som stk. 3 at optage en

bestemmelse i § 15, der giver hjemmel for at udtage blod- og urinprøve i

tilfælde, hvor der er begrundet mistanke om, at den pågældende gør tjeneste

under indflydelse af euforiserende stoffer.

Der henvises til betænkningen, siderne 327 - 328, og til

lovforslagets særlige bemærkninger til § 15.

4. Ophævede bestemmelser

4.1.

Udvalget om

den militære straffe- og retsplejeordning har foreslået en række af de

gældende

bestemmelser i militær retsplejelov ophævet, da de enten er overflødige som

følge af senere ændringer i blandt andet retsplejeloven, eller der ikke kan

siges at være tilstrækkelig begrundelse for bestemmelsernes fortsatte

opretholdelse blandt andet set i lyset af forslagene til ny militær

straffelov

og militær disciplinarlov. I det følgende omtales baggrunden for nogle af de

ophævede

bestemmelser.

4.2. Militær retsplejelov § 4

§ 4 i militær retsplejelov indeholder en særregel om

domsmænds medvirken i militære straffesager. Efter denne bestemmelse finder

retsplejelovens regler om domsmænds medvirken ved behandlingen af

straffesager

som udgangspunkt anvendelse i sager, der behandles som militære straffesager.

I sager, der vedrører overtrædelse af militær straffelov,

er domsmænds medvirken under domsforhandlingen dog begrænset til sager, hvor

strafmaksimum i fredstid er fængsel i over 2 år, i krigstid 4 år eller

derover.

Strafferammen betyder, at langt de fleste sager om overtrædelse af

bestemmelser

i militær straffelov behandles uden medvirken af domsmænd.

Bestemmelsen er især begrundet i procesøkonomiske hensyn,

som ikke længere gælder, herunder i den historiske kendsgerning, at det på

tidspunktet for gennemførelsen af militær straffelov i 1937 ikke som i dag

var

muligt rimelig hurtigt at få retten sat med domsmænd. Begrundelsen for reglen

må desuden søges i den omstændighed, at retsplejelovens daværende regel ikke

kunne anvendes i militære straffesager, idet sondringen mellem

statsadvokatsager og politisager ikke gav mening i militære straffesager,

fordi

alle militære straffesager om overtrædelse af militær straffelov automatisk

skulle behandles som statsadvokatsager, jf. § 11 i den gældende militære

retsplejelov.

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har

ikke fundet, at der længere kan påvises omstændigheder, der kan begrunde en

begrænsning i omfanget af domsmænds medvirken i militære straffesager i

forhold

til andre straffesager.

Bestemmelsen foreslås derfor ophævet.

Der henvises til betænkningen, side 329.

4.3. Militær retsplejelov § 6,

2. p

unktum

Bestemmelsen i militær retsplejelov § 6, 2. punktum,

medfører, at garnisonsværnetinget ikke kan anvendes ved domsforhandling i

sager

om oprejsning i anledning af strafferetlig forfølgning.

Efter retsplejeloven § 1018 f, jf. kapitel 93 a, sker

prøvelsen af erstatningskrav i anledning af strafferetlig forfølgning normalt

ved den byret, der har pådømt straffesagen. Der er således ikke behov for

militær retsplejelov § 6, 2. punktum, idet det efter retsplejeloven

altid

vil være den ret, der har truffet afgørelse i straffesagen, der skal tage

stilling til et eventuelt efterfølgende erstatningskrav.

Denne del af bestemmelsen foreslås derfor ophævet.

Der henvises til betænkningen, side 330.

4.4. Militær retsplejelov § 7,

stk. 3

§ 7, stk. 3, indeholder en bestemmelse om

auditørers adgang til at opnå beskikkelse som landsdommer. Denne bestemmelse

er

ikke medtaget, idet betingelserne for udnævnelse til landsdommer nu fremgår

af

retsplejeloven § 43, jf. lov nr. 402 af 26. juni 1998 om ændring af

bl.a.

retsplejeloven.

Der henvises til betænkningen, side 330.

4.5. Militær retsplejelov § 8,

stk. 2

Den gældende bestemmelse i § 8, stk. 2, hvorefter

generalauditøren i tilfælde af forfald kan bemyndige en auditør til at

optræde

i Højesteret i sit sted, er heller ikke medtaget. Denne regel følger af

retsplejeloven § 100, stk. 2, hvorefter Rigsadvokaten kan bemyndige

også andre til at virke som anklager i sit sted.

Der henvises til betænkningen, side 330.

4.6. Militær retsplejelov § 9

Efter denne bestemmelse skal auditøren forhandle med

rettergangschefen, inden påtalespørgsmålet afgøres. Denne regel blev indført

ved lovrevisionen i 1973. En bestemmelse om, at en anden myndighed på denne

måde har indflydelse på anklagemyndighedens beslutning om påtale, kendes

– bortset

fra et tilfælde i den kommunale styrelseslov – i øvrigt ikke i dansk

lovgivning.

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har

ikke fundet, at denne ordning er i overensstemmelse med forslaget om i det

hele

at henlægge behandlingen af militære straffesager til den militære

anklagemyndighed.

Der kan efter udvalgets opfattelse ikke påvises afgørende hensyn, der kan

begrunde opretholdelsen af bestemmelsen.

Efter den gældende § 9, stk. 3 og 4, kan

rettergangschefen forlange sagen forelagt generalauditøren, når

rettergangschefen og auditøren ikke er enige om påtalespørgsmålet.

Rettergangschefen kan endvidere forlange generalauditørens afgørelse indbragt

for forsvarsministeren.

Da påtalespørgsmål mv. efter lovforslaget i det hele

fremover hører under den militære anklagemyndighed, foreslås den gældende

bestemmelse i § 9 ophævet.

Auditørens afgørelse om påtaleopgivelse mv., jf.

retsplejeloven § 721, og auditørens beslutning om at afvise en

anmeldelse

eller at indstille efterforskningen, jf. retsplejeloven § 749,

stk. 3,

vil herefter fremover i medfør af retsplejelovens regler kunne påklages til

generalauditøren, hvis afgørelse ikke kan indbringes for forsvarsministeren.

Træffer generalauditøren sådanne afgørelser som 1. instans, kan afgørelsen

derimod indbringes for ministeren, jf. retsplejeloven § 721,

stk. 2,

og § 749, stk. 3.

Der henvises til betænkningen, side 331.

4.7. Militær retsplejelov § 10

Efter § 10, stk. 1, påtales strafbare handlinger,

der er omfattet af militær straffelov, af det offentlige. Dette følger også

af

retsplejeloven §§ 719 og 720. Militær retsplejelov § 10,

stk. 1,

forudsætter eksistensen af særregler i militær straffelov, hvorefter visse

strafbare forhold er undergivet privat påtale. Der findes ikke længere

sådanne

regler, og § 10, stk. 1, er derfor indholdsløs.

Efter § 10, stk. 2, kan lovovertrædelser, der

ellers er undergivet privat påtale, påtales af det offentlige, når de begås i

eller i anledning af tjenesten. Offentlig påtale forudsætter således ikke en

begæring fra f.eks. en forurettet. En næsten tilsvarende bestemmelse findes i

retsplejeloven § 727, stk. 2, hvorefter offentlig påtale af en

lovovertrædelse, der er henvist til privat forfølgning, kan ske, hvis almene

hensyn

kræver det. Der er derfor ikke fundet behov for at foreslå særbestemmelsen i

militær

retsplejelov § 10, stk. 2, opretholdt.

Der henvises til betænkningen, siderne 331-332.

4.8. Militær retsplejelov § 12

Bestemmelsen indeholder særlige regler om bl.a.

betingelserne for, at en sigtet eller tiltalt i en militær straffesag har

krav

på at få en forsvarer beskikket.

Militær retsplejelov supplerer på to punkter de

bestemmelser, der efter retsplejeloven gælder for den sigtedes eller

tiltaltes

adgang til at vælge en forsvarer eller hans krav på at få en forsvarer

beskikket.

For det første kan en sigtet i en militær straffesag ud

over en advokat som forsvarer vælge en person, der er eller på

gerningstidspunktet var tjenstgørende militærperson, jf. § 12,

stk. 1.

Det samme gælder en sigtet eller tiltalt, der har krav på at få en forsvarer

beskikket, jf. § 12, stk. 3, 1. punktum.

For det andet skal der altid beskikkes en forsvarer for

den, der er tiltalt for en overtrædelse af militær straffelov, jf. § 12,

stk. 2. Dette gælder, i modsætning til de almindelige regler i

retsplejeloven,

også selv om lovovertrædelsen f.eks. alene vil medføre straf af bøde. Det

bemærkes i denne forbindelse, at beskikkelse af forsvarer bl.a. også

medfører,

at den tiltalte skal betale forsvarerens salær, hvis han helt eller delvist

bliver dømt. Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning mv. har

ikke

fundet, at der kan påvises noget behov for at opretholde en bestemmelse om

obligatorisk forsvarerbeskikkelse i alle sager om overtrædelse af militær

straffelov.

Den eksisterende adgang til at kunne beskikke tjenstgørende

militært personel som forsvarer i militære straffesager har ifølge det

oplyste

ikke været anvendt i de sidste mange år.

§ 12 foreslås derfor ophævet.

Der henvises til betænkningen, side 332.

4.9. Militær retsplejelov § 15,

nr. 2

Denne bestemmelse om militære chefers adgang til at

foretage anholdelse i militære straffesager svarer i alt væsentligt til

retsplejelovens tilsvarende bestemmelse, jf. § 755, stk. 2, om

privat

anholdelse, og der er derfor ikke fundet anledning til at medtage denne del

af

den gældende bestemmelse i lovudkastet. Den resterende del af bestemmelsen

foreslås opretholdt, jf. lovforslagets § 10 og de særlige bemærkninger

til

bestemmelsen.

Der henvises til betænkningen, side 333.

4.10. Militær retsplejelov § 22

Efter stk. 1 i denne bestemmelse, kan anmeldelse af

strafbare forhold også indgives til den militære chef på tjenestestedet.

Udvalget

om den militære straffe- og retsplejeordning har fundet, at anmeldelse af

strafbart forhold under efterforskning, der forestås af militære myndigheder,

herunder i form af pligtforsømmelser efter militær straffelov, skal anmeldes

til den militære anklagemyndighed. Den gældende bestemmelse er derfor ikke

medtaget i lovudkastet. Dette udelukker ikke, at den militære chef kan

modtage

sådanne anmeldelser, men vedkommende vil i givet fald være forpligtet til at

videresende anmeldelsen til den militære anklagemyndighed, jf.

forvaltningsloven § 7.

Af § 22, stk. 2, fremgår, at klager over

myndighedsmisbrug fra militære myndigheders side under efterforskningen

behandles efter reglerne i retsplejeloven § 746. § 746 bestemmer,

at

retten afgør tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt

samt om sigtedes og forsvarerens beføjelser. Efter retsplejeloven § 1019

a, stk. 1, der findes i lovens kapitel 93 b vedrørende behandling af

klager over politipersonalet, skal klage indgives til vedkommende

statsadvokat.

Der er ikke fundet grundlag for at foreslå bestemmelsen opretholdt, da

efterforskningskompetencen efter lovforslaget tilkommer den militære

anklagemyndighed.

Militær retsplejelov § 22 foreslås derfor ophævet.

Der henvises til betænkningen, side 333.

4.11. Militær retsplejelov § 23,

stk. 2

Bestemmelsen indeholder en særregel om fri adgang til at

anke en straffedom i en sag om overtrædelse af militær straffelov fra byret

til

landsret uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Denne bestemmelse

afviger

fra retsplejelovens almindelige regler. Det skyldes, at den gældende

bestemmelse forudsætter, at sager om overtrædelse af militær straffelov

behandles

som statsadvokatsager. Dette begreb er imidlertid forladt i retsplejeloven,

og

der er derfor intet grundlag for at opretholde særlige ankeregler vedrørende

domme om overtrædelse af militær straffelov.

Den gældende bestemmelse i § 23, stk. 2, er

derfor udeladt af lovforslaget.

Der henvises til betænkningen, siderne 333 - 334.

4.12. Militær retsplejelov § 24

§ 24 indeholder en bestemmelse om, at

rettergangschefen er straffuldbyrdende myndighed i militære straffesager. I

overensstemmelse med forslaget om at den militære anklagemyndighed i det hele

skal varetage behandlingen af militære straffesager, henlægges denne opgave

til

den militære anklagemyndighed.

Bestemmelsen er derfor ikke medtaget i lovforslaget.

Der henvises til betænkningen, side 334.

4.13. Militær retsplejelov § 25

§ 25, stk. 1, indeholder en særregel om

sagsomkostninger i tilfælde, hvor et strafpålæg indbringes for retten efter

§ 34

i militær retsplejelov. Som det fremgår ovenfor under punkt 3.2. foreslås

militære

chefers adgang til at pålægge visse straffe ophævet. Bestemmelsen i

§ 25,

stk. 1, er herefter overflødig.

Efter § 25, stk. 2, kan omkostningsansvaret i en

militær straffesag ”begrænses, hvor dette findes rimeligt”. Der er

ikke

kendskab til sager, hvor denne bestemmelse er blevet anvendt, og bestemmelsen

skønnes derfor ikke nødvendig. Om en domfældt i en militær straffesag skal

betale sagens omkostninger, herunder et eventuelt forsvarersalær, må herefter

afgøres efter de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 91, der gælder

for straffesager i øvrigt.

Bestemmelsen er derfor udeladt af lovforslaget.

Der henvises til betænkningen, side 334.

4.14. Militær retsplejelov § 26

§ 26 indeholder en bestemmelse om muligheden for at

udsætte afsoningen af en frihedsstraf idømt under en borgerlig straffesag,

når

den dømte er indkaldt til aftjening af værnepligt, men endnu ikke har

påbegyndt

afsoningen.

Bestemmelsen er udeladt af lovforslaget, da den ikke

skønnes relevant i militær retsplejelov. En tilsvarende bestemmelse må i

stedet

forventes indarbejdet i de administrative bestemmelser, som påregnes udstedt

af

forsvarsministeren med hjemmel i lovforslagets § 7, stk. 4.

Der henvises til betænkningen, side 335.

4.15. Militær retsplejelov

§§ 27 og 28

Disse bestemmelser indeholder regler om forhørsretter. § 27

giver regler om nedsættelse af forhørsretter på orlogsskibe og om

forhørsrettens sammensætning. § 28 indeholder en bemyndigelse til

forsvarsministeren til at sætte tilsvarende regler i kraft for enheder af

forsvaret stationeret i Grønland eller uden for landets grænser, jf.

stk. 1,

og adgang til at bestemme, at reglerne i § 27 finder anvendelse på

militære straffesager i krigstid, jf. stk. 2.

Det er ikke ganske klart, hvilke retsskridt en forhørsret

efter § 27 kan tage stilling til. Bestemmelsen nævner, at ”kan en

sags

undersøgelse ikke udsættes”, kan der foretages

”forundersøgelse” og

”enkeltstående retshandlinger”. Enkeltstående retshandlinger må

antages at

omfatte især straffeprocessuelle efterforskningsskridt, f.eks. afhøring af

sigtede og vidner, og at godkende foretagelse af ransagning og

beslaglæggelse,

legemsindgreb etc. Det er derimod ikke ganske klart, om bestemmelsen også

giver

mulighed for at træffe bestemmelse om varetægtsfængsling af en sigtet.

Ifølge det oplyste har bestemmelsen ikke været anvendt med

henblik på at tage stilling til en begæring om varetægtsfængsling af en

sigtet.

Bestemmelsen har i praksis været anvendt i tilfælde, hvor der til brug for en

verserende retssag skulle optages indenretlig vidneforklaring af personer,

som

i længere tid var forhindret i at møde i retten på land på grund af tjeneste

i

et orlogsskib. Bestemmelsen har efter det oplyste været anvendt senest nogle

gange i 1950’erne under militære enheders ophold i Grønland.

§ 27 er historisk begrundet i de manglende muligheder

for orlogsskibe på togt for fra rum sø at nå havn med henblik på at få

foretaget nødvendige retsskridt efter retsplejeloven. Selv om udviklingen

navnlig i sidste halvdel af forrige århundrede generelt har forøget antallet

af

samfærdselsmidler og deres hurtighed, må det antages, at behovet for

særregler

er mere aktuelt i dag end i 1919, da bestemmelsen blev indført. I forhold til

1973, da bestemmelsen sidst blev revideret, gør langt flere danske soldater

tjeneste i udlandet som følge af forsvarets øgede internationale engagement.

Denne tjeneste finder sted, hvor repatriering af personel med henblik på at

foretage nødvendige retsskridt kan være udelukket på grund af situationen i

området.

Det må derfor antages, at det praktiske behov for at opretholde adgangen til

at

nedsætte forhørsretter navnlig vil være til stede under tjeneste i udlandet,

hvor straffeprocessuelle efterforskningsskridt, der ikke kan vente,

nødvendigvis

må foretages med det samme eller i hvert fald inden for ganske kort tid, men

hvor der ikke er en repræsentant for Forsvarets Auditørkorps til stede.

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning mv.

har peget på, at det vil være ganske kompliceret at udforme bestemmelser, der

giver hjemmel for, at en forhørsret kan træffe bestemmelse om

straffeprocessuelle

efterforskningsskridt, træffe bestemmelse om varetægtsfængsling samt foretage

afhøringer til brug for straffesager og civile sager. For så vidt angår

adgangen til varetægtsfængsling, må det i øvrigt vurderes, hvorvidt adgangen

til, at en sådan ”ret”, der ikke er en domstol, kan træffe

afgørelse om varetægtsfængsling,

vil være i overensstemmelse med grundloven, jf. dog grundloven § 85.

Det er endvidere udvalgets opfattelse, at de situationer,

hvor der i praksis vil kunne blive tale om at foretage straffeprocessuelle

efterforskningsskridt under ekstraordinære forhold (navnlig under væbnet

konflikt og tjeneste i udlandet), i alt væsentligt vil kunne løses ved de

bestemmelser, som udvalget i øvrigt foreslår. Efter forslaget til § 9 i

militær retsplejelov vil militære myndigheder i princippet kunne foretage

alle

efterforskningsskridt, der er uopsættelige, f.eks. afhøringer, ransagning,

beslaglæggelse etc. En bestemmelse om, at sådanne skridt skal kunne besluttes

af en forhørsret, er derfor ikke nødvendig, jf. i øvrigt de særlige

bemærkninger

til § 9, stk. 1.

Behovet for adgang til at træffe bestemmelse om

varetægtsfængsling må efter den gældende bestemmelse i alle tilfælde antages

at

være yderst begrænset. Lovforslagets bestemmelse i § 14 om, at fristen

på

24 timer i retsplejeloven § 760 for at fremstille en anholdt i

grundlovsforhør under tjeneste i udlandet kan udstrækkes til indtil 3 gange

24

timer, vil endvidere i de fleste tilfælde kunne sikre, at den anholdte kan

hjemsendes med henblik på fremstilling i grundlovsforhør inden udløbet af

denne

frist. Viser dette sig at være umuligt, vil situationen være så

ekstraordinær,

at fristoverskridelsen kan begrundes ud fra nødretlige synspunkter, eventuelt

ud fra princippet om umulighed.

Det er endvidere udvalgets opfattelse, at forhør med

henblik på at få protokolleret forklaringer fra sigtede og vidner i

straffesager

til brug for verserende eller kommende retssager næppe i sig selv kan

begrunde,

at der søges skabt hjemmel for at kunne nedsætte forhørsretter. For det

første

vil disse situationer selv under tjeneste i udlandet og under væbnet konflikt

formentlig være ganske sjældne. Normalt vil sagen, der verserer i Danmark,

kunne udsættes, indtil det er muligt for den pågældende at møde i retten. For

det andet må det anses for tvivlsomt, hvilken bevisværdi sådanne forklaringer

afgivet for en forhørsret vil have under en retssag. I straffesager vil disse

erklæringer skulle behandles efter retsplejeloven § 877, stk. 3,

hvorefter dokumenter og aktstykker, som indeholder erklæringer eller

vidnesbyrd,

kun kan benyttes som bevismidler, når retten undtagelsesvis giver tilladelse

hertil. I givet fald måtte der formentlig fastsættes regler om, at vidner,

der

afgiver forklaring for en forhørsret, afgiver forklaring i overensstemmelse

med

retsplejelovens regler om vidner, ligesom det formentlig vil være nødvendigt

at

optage en bestemmelse svarende til straffeloven § 158 om falsk

forklaring

for retten.

Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har

på denne baggrund foreslået adgangen til at nedsætte forhørsretter ophævet.

De gældende bestemmelser i militær retsplejelov §§ 27

og 28 om forhørsretter er derfor ikke medtaget i lovforslaget.

Der henvises til betænkningen, siderne 335 - 337.

4.16. Militær retsplejelov §§ 37 - 44

De pågældende bestemmelser omhandler anvendelsen af

disciplinarmidler og er som følge af forslaget til en disciplinarlov

overflødige.

Bestemmelserne er derfor ikke medtaget i lovforslaget.

Der henvises til forslaget om militær disciplinarlov.

4.17. Militær retsplejelov § 45

Bestemmelsen omhandler den militære anklagemyndigheds

tilsyn med anvendelsen af straffe og disciplinarmidler i forsvaret.

Eftersom reglerne om disciplinarmidler foreslås ændret væsentligt,

herunder optaget i en selvstændig lov, og da kompetencen for blandt andet

militære chefer til at udstede strafpålæg afskaffes, er bestemmelsen

overflødig

og derfor udeladt af lovforslaget.

Der henvises til dette lovforslags punkt 3.2. samt forslaget

til disciplinarloven.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser

Lovforslaget forventes ikke at få økonomiske eller

administrative konsekvenser for staten. Forslaget har ikke økonomiske eller

administrative konsekvenser for kommuner, amtskommuner og erhvervslivet.

Forslaget

har ingen miljømæssige konsekvenser.

6. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Positive konsekvenser/

Mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske og administrative konsekvenser for Staten

Ingen

Ingen

Økonomiske og administrative konsekvenser for kommuner

og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

7. Hørte myndigheder mv.

Betænkning nr. 1435/2004 om den militære straffelov,

retsplejelov og disciplinarlov har været sendt i høring hos følgende

myndigheder og organisationer:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre

Landsret, Københavns Byret, Præsidenten for retten i Århus, Præsidenten for

retten i Odense, Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten for retten i

Roskilde, Den danske dommerforening, Domstolsstyrelsen,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Advokatrådet,

Institut for Menneskerettigheder, Landsforeningen af beskikkede advokater,

Dansk Røde Kors, Statsansattes Kartel (StK), Hærens konstabel og

korporalforening

(HKKF), StK Forsvar, Tjenestemænds og overenskomstansattes kartel (TOK),

Centralforeningen for stampersonel (CS), Akademikernes centralorganisation,

Hovedorganisationen af officerer i Danmark (HOD), Foreningen af forsvarets

auditørfuldmægtige, Statstjenestemændenes centralorganisation II (CO II),

Forsvarets civil-etat (FCE), Danske militærlægers organisation, Foreningen af

forsvarets auditører, Dansk tandplejerforening, Foreningen af ingeniører i

forsvaret, Forsvarsarbejdernes landsorganisation, Reserveofficersforeningen i

Danmark, Værnepligtsrådet, Statsministeriet, Udenrigsministeriet,

Justitsministeriet, Finansministeriet, Rigsombudet på Færøerne, Færøernes

Landsstyre, Lagmandskontoret, Rigsombudsmanden i Grønland og Grønlands

Hjemmestyre.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Efter militær retsplejelov § 1 finder retsplejelovens

regler om straffesagers behandling tilsvarende anvendelse på militære

straffesager, medmindre andet er bestemt i militær retsplejelov.

Bestemmelserne

i militær retsplejelov er således tilføjelser til eller afvigelser fra disse

almindelige regler.

Bestemmelsen foreslås opretholdt med enkelte sproglige

justeringer som den indledende bestemmelse i militær retsplejelov.

Til § 2

Bestemmelsen svarer med enkelte sproglige justeringer til

den gældende bestemmelse. Bestemmelsen beskriver de sager, der er militære

straffesager.

At en straffesag skal behandles som en militær straffesag

indebærer navnlig, at sagen påtales af den militære anklagemyndighed

(Forsvarets

Auditørkorps), og at sagen efterforskes og behandles såvel efter

retsplejelovens

regler som efter de særlige bestemmelser i militær retsplejelov.

Militære straffesager er dels sager om overtrædelse af

militær straffelov mod personer, der er omfattet af militær straffelov, jf.

gældende § 2, stk. 1, nr. 1, dvs. især ”tjenstgørende militært

personel”,

dels sager om overtrædelse af anden lovgivning mod personer, ”der hører

til det

militære forsvar”, når overtrædelsen vedrører tjenesten eller er begået

i eller

i anledning af tjenesten eller på militært område eller i anvist kvarter, jf.

gældende § 2, stk. 1, nr. 2.

De lovovertrædelser, der er omfattet af gældende § 2,

stk. 1, nr. 2, og som dermed skal behandles som militære straffesager,

er

overtrædelser af anden lovgivning end militær straffelov, når overtrædelsen

har

en sådan sammenhæng med tjenesten, at det er naturligt og af

efterforskningsmæssige

grunde hensigtsmæssigt eller nødvendigt, at den militære og ikke den

almindelige

anklagemyndighed behandler sagen.

Uanset beskrivelsen af den personkreds, som er omfattet af

gældende militær retsplejelov § 2, stk. 1, nr. 2 (”personer,

der

hører til det militære forsvar”), må det efter forarbejderne til

bestemmelsen

fra 1973 antages, at personkredsen er den samme, som er nævnt i § 2,

stk. 1,

nr. 1, dvs. tjenstgørende militært personel mv.

§ 2, stk. 1, nr. 2, i lovudkastet er derfor

omformuleret, således at det klart fremgår, at bestemmelsen vedrører det

samme

personel, som er omfattet af militær straffelov, jf. henvisningen i nr. 2 til

nr. 1.

Til § 3

Bestemmelsen svarer til den gældende og giver mulighed for,

at en sag, der omfatter forhold, der hører under både den militære

anklagemyndighed og den almindelige anklagemyndighed, efter aftale mellem de

to

anklagemyndigheder kan behandles samlet af én af dem. B

estemmelsen, der på en smidig måde løser et praktisk spørgsmål,

foreslås opretholdt.

Til § 4

Efter retsplejeloven kan forskellige omstændigheder

medføre, at lovens udgangspunkt om offentlighed mv. i retsplejen fraviges,

herunder i form af dørlukning under retsforhandlinger i straffesager mv.

Disse bestemmelser suppleres i militære straffesager af

gældende militær retsplejelov § 5, hvorefter der konkret, især af

retten,

kan foretages tilsvarende begrænsninger i offentlighedsprincippet, hvis

”hensynet til den militære sikkerhed” begrunder det.

Dette hensyn, der især omfatter sikkerhedsmæssige og

efterretningsmæssige forhold af afgørende betydning for forsvaret, må fortsat

sidestilles med de hensyn, som i alle andre straffesager kan begrunde

begrænsning

i offentlighedsprincippet. Bestemmelsen foreslås derfor opretholdt.

Ved lov nr. 215 af 31. marts 2004 blev der på baggrund af

Retsplejerådets betænkning om reform af den civile retspleje II (nr.

1427/2003)

indført nye bestemmelser om aktindsigt i sager inden for retsplejen, jf.

retsplejeloven

kapitel 3a og §§ 729 a - 729 d.

Kapitel 3a indeholder de almindelige regler om aktindsigt

for andre end parter. Reglerne om aktindsigt for parterne er for

straffesagers

vedkommende reguleret i §§ 729 a - 729 d.

Retsplejelovens regler giver som udgangspunkt enhver

aktindsigt i domme og kendelser mv. dog med visse begrænsninger, jf.

§§ 41

og 41 a - e. Endvidere kan der gives den, der har en særlig individuel

væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål, videre adgang til aktindsigt

i

dokumenter vedrørende en straffesag, når denne er afsluttet, jf. § 41 d.

Herudover er der efter retsplejeloven § 41 f fastsat nærmere regler om

massemediers adgang til aktindsigt.

Reglerne i retsplejeloven §§ 729 a - 729 d fastsætter

bestemmelser om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt i straffesager.

De foreslåede bestemmelser i § 4, stk. 1, nr. 3

og 4, fastslår, at retten i militære straffesager, ud over hvad der allerede

måtte følge af retsplejelovens bestemmelser, også kan begrænse adgangen til

aktindsigt efter disse bestemmelser, når hensynet til den militære sikkerhed

kræver dette, da der ikke nødvendigvis kan antages at være overensstemmelse

mellem det i retsplejeloven nævnte hensyn til statens sikkerhed og det i

militær

retsplejelov nævnte hensyn til den militære sikkerhed.

Tilsvarende gør sig gældende for stk. 2 i

bestemmelsen, der omhandler auditørens adgang til at begrænse retten til

aktindsigt.

Det bemærkes, at der alene er mulighed for at begrænse

retten til aktindsigt ud fra hensynet om den militære sikkerhed i de

tilfælde,

hvor hensynet til statens sikkerhed er nævnt i retsplejelovens bestemmelser

som

et hensyn, der kan begrunde en begrænsning.

Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, nr. 5,

svarer i det væsentlige til den gældende bestemmelse i militær retsplejelov

§ 5,

stk. 2, nr. 3. Efter forslaget til § 4, stk. 1, nr. 5, kan

retten

beslutte, at et vidne pålægges tavshedspligt, jf. retsplejeloven § 189,

hvis hensynet til den militære sikkerhed kræver det. Efter retsplejeloven

§ 189

har politiet ligeledes hjemmel til at pålægge en person, der afhøres som

vidne,

tavshedspligt. Denne del af retsplejeloven § 189 er ikke medtaget i

forslaget, idet den militære anklagemyndigheds adgang til at pålægge

tavshedspligt under efterforskningen i medfør af § 189 allerede følger

af

forslaget til militær retsplejelov § 7, stk. 1, hvor den militære

anklagemyndighed i militære straffesager er tillagt samme kompetence, som

anklagemyndigheden er tillagt efter retsplejeloven.

Efter den gældende bestemmelse i § 5, stk. 2, nr.

3, kan et pålæg tillige omfatte, hvad vidnet er blevet afhørt om af en

militær

myndighed. Er forklaringen afgivet til en sådan, meddeles pålægget af

vedkommende myndighed. Disse bestemmelser er heller ikke medtaget i

lovforslaget, fordi militære myndigheder som altovervejende hovedregel ikke

vil

skulle foretage afhøringer efter forslaget til militær retsplejelov,

medmindre

dette sker efter forslaget til § 8, stk. 1, eller § 9,

stk. 1.

I disse tilfælde vil den militære anklagemyndighed efterfølgende kunne

pålægge

tavshedspligt, jf. forslaget til § 7, stk. 1.

Til § 5

Den gældende § 6 i militær retsplejelov indeholder en

bestemmelse, der bl.a. giver mulighed for, at militære straffesager kan

domsforhandles ved retten på det sted, hvor den sigtedes eller tiltaltes

tjenestested ligger. Dette værneting følger ikke af retsplejelovens regler om

værneting i straffesager. Retsplejelovens regler om værneting i straffesager

findes i § 694 og §§ 696-698.

De almindelige bestemmelser i retsplejeloven om værneting i

straffesager bør så vidt muligt finde anvendelse også for behandlingen af

militære straffesager. Det vil navnlig sige gerningsstedets værneting, jf.

retsplejeloven

§ 696, og hjemtinget i de tilfælde, der er omfattet af retsplejeloven

§ 698.

Der er dog fortsat behov for at give mulighed for at lade

sagen behandle ved retten i den kreds, hvor den pågældende er tjenstgørende

på

det tidspunkt, hvor tiltalen rejses, og hvor også eventuelle vidner ofte bor

eller opholder sig.

Den foreslåede – fakultative – bestemmelse vil navnlig være

af betydning, hvor lovovertrædelsen er begået under øvelse eller under andet

midlertidigt ophold uden for tjenestestedet. Som eksempel kan nævnes den

situation, hvor en militærperson, der er tjenstgørende ved Garderkasernen i

Høvelte, under øvelse i Oksbøl gør sig skyldig i en pligtforsømmelse i

overværelse af andet militært personel fra regimentet. Er den pågældende på

tidspunktet for tiltalerejsning stadig tjenstgørende ved Garderkasernen i

Høvelte, taler både praktiske og procesøkonomiske forhold samt hensynet til

den

tiltalte for at give mulighed for, at sagen kan behandles ved retten i

Hillerød, navnlig hvis vidnerne eller nogle af dem fortsat gør tjeneste samme

sted, i stedet for ved retten i Varde, som er gerningsstedets værneting, jf.

retsplejeloven § 696.

Den del af den gældende bestemmelse i militær retsplejelov

§ 6, som regulerer værnetinget for handlinger begået om bord på skibe,

foreslås opretholdt, dog med en forenklet beskrivelse. Efter forslaget kan

tiltale for et strafbart forhold begået om bord på et af søværnets skibe

behandles af retten på det sted, hvor skibet lå, da handlingen blev begået,

hvor skibet er hjemhørende eller hvor skibet tog havn, efter at den strafbare

handling blev begået.

Retsmøder under efterforskningen kan efter retsplejeloven § 694

afholdes i enhver retskreds, hvor oplysning må antages at kunne

tilvejebringes.

Der er derfor efter udvalgets opfattelse ikke behov for en særregel

vedrørende

disse retshandlinger.

Den gældende bestemmelse foreslås omformuleret, herunder

således at begrebet ”forundersøgelse”, som blev forladt i

retsplejeloven i

1978, udgår.

Til stk. 2.

Det er af praktiske grunde fundet hensigtsmæssigt at kunne

anvende det værneting, hvor den pågældende på gerningstidspunktet var

tjenstgørende, eller hvor det skib, han hørte til, var hjemhørende. En sådan

situation vil kunne foreligge, hvor den pågældende er hjemsendt, og sagens

omstændigheder taler for at fravige retsplejelovens regler om værneting,

eksempelvis hvor den hjemsendte bor eller opholder sig på Færøerne eller

Grønland.

Til § 6

Bestemmelsen svarer med sproglige ændringer til de gældende

regler i militær retsplejelov § 7, stk. 1 og 2. Forslaget til

§ 6,

stk. 1, svarer til retsplejeloven § 95 og stk. 3 til

retsplejelovens

§ 98.

Til § 7

Bestemmelsens stk. 1 og 2 svarer med sproglige

ændringer til den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 8,

stk. 1.

I stk. 3 er indsat en bestemmelse, der i militære

straffesager giver forsvarsministeren hjemmel til at varetage de opgaver, som

efter lov nr. 432 af 31. maj 2000 om fuldbyrdelse af straf m.v. er tillagt

justitsministeren i relation til sager om benådning og udsættelse af

fængselsstraffe samt om opkrævning og eftergivelse af bøder.

I stk. 4 gives forsvarsministeren mulighed for i

militære straffesager at fastsætte nærmere regler for straffuldbyrdelsen af

fængselsstraffe samt for den administrative behandling af sager om benådning.

Endvidere giver bestemmelsen mulighed for, at forsvarsministeren kan

fastsætte

nærmere regler om opkrævning af bøder og om den administrative behandling af

sager om eftergivelse.

Endelig er der i stk. 5 i lighed med lov om

fuldbyrdelse af straf m.v. givet mulighed for, at forsvarsministeren kan

fastsætte

bestemmelser om, at auditørens afgørelse om henstand og afdragsvis betaling

af

bøder ikke skal kunne indbringes for højere administrativ myndighed.

Baggrunden for bestemmelserne i stk. 3, 4 og 5 er, at

den militære anklagemyndighed efter lovforslaget i det hele skal varetage

behandlingen af militære straffesager. Efter retsplejeloven § 997 vil

auditørerne derfor være straffuldbyrdende myndighed i militære straffesager.

Der bør derfor i relevant omfang skabes parallelitet i relation til selve

straffuldbyrdelsen, som er nærmere reguleret i lov nr. 432 af 31. maj 2000 om

fuldbyrdelse af straf m.v. Efter denne lovs § 10 har justitsministeren

kompetence til at udsætte fængselsstraffe, ligesom justitsministeren efter

§ 11

kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af sådanne sager samt om den

administrative behandling af sager om benådning. Endvidere har

justitsministeren efter § 90 kompetence til at tillade henstand med

eller

afdragsvis betaling af en bøde, og ministeren kan efter stk. 3 i

bestemmelsen fastsætte nærmere regler herom samt om den administrative

behandling af sager om eftergivelse. Endelig kan justitsministeren efter

stk. 4

fastsætte regler om, at politiets afgørelse om henstand eller afdragsvis

betaling

af bøder ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

En tilsvarende kompetence tillægges forsvarsministeren

efter lovforslagets bestemmelser i stk. 3, 4 og 5.

Til § 8

Den foreslåede bestemmelse svarer med sproglige ændringer

til gældende militær retsplejelov § 21.

Af praktiske grunde skal auditøren i sager, som

efterforskes af den militære anklagemyndighed, kunne anmode militære chefer

om

bistand under efterforskningen af militære straffesager, jf. forslaget til

stk. 1

samt den gældende § 21, 1. punktum. Auditøren kan i forbindelse hermed

bemyndige militære myndigheder til at gennemføre konkrete

efterforskningsskridt.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 9, stk. 1.

Forslaget til stk. 3 svarer til den gældende

bestemmelse i militær retsplejelov § 21, 3. punktum. Det er dog ikke

fundet nødvendigt at gentage den gældende regel om, at politiet også straks

skal underrette vedkommende militære chef om de foretagne skridt. En sådan

orientering er naturlig, men hører ikke hjemme i en lovbestemmelse.

Til § 9

Efter lovforslaget, jf. §§ 6 og 7, henlægges

efterforskningen i militære straffesager i det hele til den militære

anklagemyndighed (Forsvarets Auditørkorps). Af praktiske grunde foreslås det

dog i denne bestemmelse, at militære myndigheder under visse betingelser kan

foretage sådanne efterforskningsskridt, som ikke kan afvente auditørens

afgørelse, jf. også lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.3.

Til stk. 1

Ved den foreslåede bestemmelse får militære myndigheder

kompetence til at foretage uopsættelige efterforskningsskridt uden

forhåndsunderretning af auditøren. Dette har betydning i tilfælde, hvor det

ikke er muligt at komme i forbindelse med auditøren. Er auditøren underrettet

om sagen, kan auditøren bemyndige den militære myndighed til at foretage det

konkrete efterforskningsskridt, jf. forslaget til § 8, stk. 1,

hvorefter militære myndigheder yder auditørerne bistand.

Begrebet militære myndigheder i § 9, stk. 1,

omfatter den militære chef på det pågældende tjenestested samt underordnet

personel, der bemyndiges til at foretage disse efterforskningsskridt. En

sådan

bemyndigelse kan gives konkret af den militære chef på tjenestestedet eller

følge af de regler, som generalauditøren udsteder i medfør af stk. 2.

Kan auditørens bemyndigelse ikke indhentes, kan militære

myndigheder efter forslaget foretage uopsættelige efterforskningsskridt. I

disse tilfælde vil den militære myndighed have en pligt til at gribe ind

”her

og nu”, netop fordi der er tale om en uopsættelig situation. Sådanne

uopsættelige efterforskningsskridt vil i praksis have undtagelsens karakter.

Hvor det er muligt at kontakte auditøren, kan auditøren

beslutte enten selv at forestå efterforskningen eller bemyndige den

pågældende

militære myndighed til at foretage den konkrete efterforskning, jf. § 8,

stk. 1.

Dette svarer til, hvad der gælder efter retsplejeloven § 1020

b, der findes i kapitel 93 c vedrørende straffesager mod politiet. Efter

disse

regler ligger efterforskningskompetencen hos statsadvokaten, jf. stk. 1,

men politiet kan efter stk. 3 på egen hånd foretage uopsættelige

efterforskningsskridt. Er sådanne skridt foretaget, skal politiet snarest

muligt underrette statsadvokaten herom. Der henvises i øvrigt til

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29. december 1995 til

anklagemyndigheden og politiet vedrørende behandling af klager over

politipersonale mv.

Som eksempler på efterforskningsskridt, der kan være

uopsættelige, kan nævnes skridt til på stedet at sikre sig identiteten af en

formodet gerningsmand og eventuelle vidner, iværksættelse af en

lægeundersøgelse

på en skadestue eller hos en praktiserende læge, herunder med henblik på at

sikre bevis i form af en skadestueattest eller en politiattest, at optage

fotografier af gerningsstedet mv. og tilsvarende skridt, der har til formål

at

”fastfryse” situationen på eller omkring gerningsstedet.

Også i pludseligt opståede situationer kan der efter

omstændighederne være behov for omgående at indlede efterforskning. Er der

mistanke om, at der er fjernet våben, ammunition mv., og er det ikke muligt

at

komme i forbindelse med auditøren, vil det være af afgørende betydning, at

militært personel straks kan foretage ransagning og beslaglæggelse efter

retsplejelovens

almindelige regler. Dette gælder også i tilfælde, hvor mistanken ikke kan

rettes mod en bestemt person, den såkaldte kollektive ransagning, jf.

forslaget

til § 12.

Det kan ligeledes efter omstændighederne være nødvendigt

umiddelbart på stedet at afhøre den formodede gerningsmand om forhold, som

kan

være af afgørende betydning for den videre efterforskning, navnlig med

henblik

på bevissikring. Dette forudsætter, at den pågældende sigtes for et strafbart

forhold med oplysning om, at han ikke har pligt til at udtale sig, jf.

retsplejeloven § 752, stk. 1.

I ”bagatelsager”, herunder f.eks. mindre alvorlige færdselssager,

vil efterforskningen ofte være udtømt i og med foretagelsen af disse

efterforskningsskridt, f.eks. i form af konstatering af identitet, af

omfanget

af en hastighedsovertrædelse mv. Også sådanne skridt vil kunne falde ind

under

den foreslåede bestemmelse. Den nærmere præcisering af området for denne

praktiske efterforskning forudsættes fastlagt ved de regler, som

generalauditøren kan udfærdige i medfør af stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil være af væsentlig praktisk

betydning navnlig under tjeneste i udlandet, når det ikke er muligt hurtigt

at

få kontakt til auditøren. Det gælder alle efterforskningsskridt, også

indledende efterforskningsskridt som at sigte og afhøre sigtede og vidner.

Militært personel kan endvidere anholde andet militært personel

og civile, når betingelserne herfor i retsplejeloven § 755, stk. 2,

om ”privat” anholdelse er opfyldt. Det gælder, hvad enten forholdet

skal

behandles som en militær straffesag eller som en almindelig straffesag.

Herudover har overordnet militært personel kompetence til ved visse

overtrædelser af militær straffelov at foretage anholdelse af militært

personel

af disciplinære grunde, jf. udkastet til § 10.

Må det antages, at der foreligger et strafbart forhold, som

skal behandles som en militær straffesag, er der – bortset fra tilfælde

der

vurderes som uopsættelige – efter forslaget ikke hjemmel til, at

militært

personel kan sigte og afhøre den pågældende. Kompetencen hertil tilkommer

alene

auditøren. Er en militærperson udeblevet fra tjeneste, og vagthavende officer

skønner, at udeblivelsen har et sådant omfang, at den kan medføre

strafansvar,

kan vagthavende, når den pågældende møder til tjeneste, naturligvis spørge

ham

om årsagen til, at han kommer for sent, men ikke sigte og afhøre ham. I

stedet

skal han indberette sagen til den militære chef, der alene har kompetence til

at tage stilling til sagens videre behandling. Finder den militære chef, at

sagen må vurderes som straffesag, skal auditøren straks underrettes og tage

sig

af den videre efterforskning. Finder den militære chef derimod, at sagen bør

behandles som disciplinarsag, foretager han sig som disciplinarchef det

videre

fornødne i overensstemmelse med reglerne i udkastet til militær

disciplinarlov,

jf. især §§ 7-12 i dette lovforslag.

Stk. 1, 2. punktum, i den foreslåede bestemmelse

svarer til bestemmelsen i retsplejeloven § 1020 b, stk. 3,

vedrørende

behandlingen af straffesager mod politiet. Har politiet foretaget

uopsættelige

efterforskningsskridt i en sådan sag, skal statsadvokaten snarest muligt

underrettes.

Til stk. 2

Efter gældende ret, jf. militær retsplejelov § 13, har

alt overordnet militært personel kompetence til at foretage samtlige

straffeprocessuelle efterforskningsskridt. Overordnet personel omfatter efter

omstændighederne også vagter og militærpolitiet.

Som nævnt i bemærkningerne til stk. 1 foreslås kun

kompetencen til at foretage uopsættelige efterforskningsskridt i militære

straffesager henlagt til den pågældende militære myndighed. Der er således

tale

om en begrænsning i forhold til gældende ret.

Det foreslås, at generalauditøren fastsætter nærmere regler

om de efterforskningsskridt, der kan foretages efter stk. 1, herunder

hvilket personel, der kan foretage disse skridt.

Den militære chef kan som nævnt i bemærkningerne ovenfor under

stk. 1 bemyndige underordnet personel til at gennemføre konkrete

efterforskningsskridt. Chefen kan endvidere inden for rammerne af de regler,

der fastsættes af generalauditøren efter stk. 2, bemyndige underordnet

personel til at gennemføre sådanne efterforskningsskridt. Stk. 2 giver

endvidere generalauditøren mulighed for at bemyndige bestemt udpeget militært

personel til at foretage ethvert uopsætteligt efterforskningsskridt. I

særlige

tilfælde kan disse skridt begrænses til nærmere angivne sagstyper, f.eks. i

færdselssager. For eksempel vil det være naturligt, at militærpolitiet, som i

praksis forestår færdselskontrol ved kørsel i militære køretøjer, på stedet

kan

foretage sådanne indledende skridt.

Det forudsættes, at den militære chef straks underrettes,

når underordnet militært personel har foretaget uopsættelige

efterforskningsskridt. Er der foretaget sådanne skridt, skal den militære

chef

straks underrette auditøren. Dette følger af, at disse efterforskningsskridt

foretages på auditørens vegne. Underretningen kan efter omstændighederne ske

samtidig med sagens oversendelse til auditøren.

Til § 10

Den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 15

udvider adgangen til at foretage anholdelse ved lydighedsnægtelse eller grov

respektstridig opførsel, således at anholdelse kan ske, når det skønnes

nødvendigt af disciplinære grunde. Anholdelseskompetencen tilkommer enhver

overordnet.

Hensynet til disciplinen begrunder fortsat en bestemmelse,

der giver mulighed for anholdelse ved mistanke om de nævnte strafbare

overtrædelser, og denne del af bestemmelsen foreslås derfor opretholdt.

Bestemmelsens formulering er tilnærmet retsplejeloven § 755,

stk. 1.

Til § 11

Efter gældende militær retsplejelov § 18 kan retten

træffe afgørelse om varetægtsfængsling af en sigtet i en militær straffesag,

når varetægtsfængsling skønnes påkrævet af hensyn til disciplinen.

Der vurderes fortsat at burde være hjemmel til at kunne

varetægtsfængsle en sigtet af disciplinære grunde. Bestemmelsen foreslås

derfor

opretholdt, dog med skærpede betingelser og således, at varetægtsfængsling

efter denne bestemmelse højst kan udstrækkes i 7 dage.

Bestemmelsen foreslås begrænset til alene at vedrøre sager

om overtrædelse af militær straffelov. Der findes ikke ved siden af

retsplejelovens regler at være behov for at skabe mulighed for

varetægtsfængsling af disciplinære grunde ved overtrædelser af den

almindelige

lovgivning, herunder af straffeloven.

Mistankekravet er efter forslaget skærpet således, at der

som efter den almindelige bestemmelse i retsplejeloven § 762 skal

foreligge begrundet mistanke om, at der er begået en sådan lovovertrædelse.

Det

er endvidere en forudsætning, at den pågældende lovovertrædelse kan medføre

straf af fængsel, og at det må antages, at den konkrete lovovertrædelse vil

medføre

straf af fængsel. Skønnes det, at sagen alene vil kunne resultere i en bøde,

er

varetægtsfængsling udelukket.

Endelig er også betingelsen ”virke nedbrydende på

disciplinen” foreslået skærpet til ”virke alvorligt nedbrydende på

disciplinen”.

Hensynet til disciplinen vil kunne tilgodeses

tilstrækkeligt ved, at der gives mulighed for en kortvarig

varetægtsfængsling.

Det foreslås derfor, jf. stk. 2, at varetægtsfængsling af disciplinære

grunde kun kan udstrækkes til højst 7 dage. Det er herved forudsat, at sagen

–

efter udfærdigelse af retsmødebegæring eller anklageskrift – i langt de

fleste

tilfælde kan behandles af retten inden udløbet af denne frist. Er dette ikke

muligt i det konkrete tilfælde, skal den varetægtsfængslede løslades.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige

bemærkninger punkt 3.4.

Til § 12

Ved den foreslåede bestemmelse videreføres den adgang til

at foretage såkaldt ”kollektiv ransagning” hos visse grupper af

militært

personel, som gælder efter militær retsplejelov § 14.

Det foreslås, at kollektiv ransagning, som efter den

gældende bestemmelse, kun kan ske på militært område. Denne form for

ransagning

kan således ikke foretages på områder eller i bygninger, som ikke er

beliggende

på militært område. Militært område kan ikke defineres entydigt. Omfattet af

begrebet er bl.a. kaserner, flådestationer, flyvestationer, værksteds- og

depotområder, øvelsesområder samt andre områder, der anvendes af militære

myndigheder, herunder mobile enheder eller enheder i udlandet, dvs. også

midlertidigt

etablerede militære områder er omfattet af begrebet. Ved fastlæggelsen af,

hvorvidt der konkret er tale om et militært område, indgår bl.a. muligheden

for

at etablere adgangskontrol i form af hegn, skiltning, elektroniske sikringer,

vagt mv.

Ransagning efter den gældende bestemmelse kan foretages hos

personel, der ”ikke fører særlig husstand”. Dette begreb kan give

anledning til

fortolkningsvanskeligheder. Det antages, at denne personelgruppe navnlig

omfatter personel, der er indkvarteret på belægningsstuer og i kvarter. Den

gældende bestemmelse antages at indebære, at lejeboliger og tjenesteboliger

på

militært område ikke er omfattet af bestemmelsen.

Den gældende bestemmelses afgrænsning af, hvor kollektiv

ransagning kan foretages på militært område, foreslås videreført. Tjeneste-

og

lejeboliger er – som efter de gældende regler – således ikke

omfattet af den

foreslåede bestemmelse, idet de pågældende boliger typisk vil være af

overvejende privat karakter, hvor familiemedlemmer uden tilknytning til

forsvaret i øvrigt også har bopæl og dermed har deres private ejendele.

Bestemmelsen foreslås tydeliggjort, således at disse boliger udtrykkeligt

undtages. Ransagning af leje- og tjenesteboliger på militært område kan

derfor

kun ske, hvis de almindelige betingelser efter retsplejeloven er opfyldt.

Tjenesteboliger, lejeboliger, kvarterer og belægningsstuer

er defineret i Forsvarskommandoens Bestemmelseskompleks 610-1.

Det er en betingelse for at gennemføre ransagning efter

lovforslaget, at der foreligger begrundet mistanke om, at der er begået en

lovovertrædelse, der skal behandles som en militær straffesag. Heri ligger,

at

der er begrundet mistanke om, at den pågældende lovovertrædelse er begået af

tjenstgørende militært personel, jf. forslaget til § 1, stk. 1, til

militær straffelov og § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, til militær

retsplejelov. Kan mistanken derimod alene rettes mod civile, kan bestemmelsen

ikke anvendes. Den foreslåede bestemmelse kan også anvendes i tilfælde, hvor

den lovovertrædelse, der er mistanke om, er begået uden for militært område,

når der er grund til at antage, at beviser mv. kan findes på militært område.

Som udgangspunkt er der tale om et indgreb i privatlivets

fred og dermed et indgreb efter menneskerettighedskonventionens artikel 8,

stk. 1.

Omvendt er der tale om et område, hvor man opholder sig med et bestemt formål

for øje, hvorfor man ud fra anstaltsbetragtninger i større grad må affinde

sig

med indgreb i forhold til, hvor man ellers måtte opholde sig. Hertil kommer,

at

det i lovteksten er fremhævet, at det skal være ”af væsentlig betydning

for

efterforskningen” for at betingelserne i menneskerettighedskonventionens

artikel 8, stk. 2, er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse udelukker ikke, at ransagningen

gennemføres over for civile, herunder civilt ansat personel. Ransagningen kan

foretages på militære områder, der er omfattet af bestemmelsen, og er således

rettet mod genstande og ikke mod personer. Er der f.eks. begrundet mistanke

om,

at militært personel har medtaget våben eller ammunition efter en øvelse og

efterfølgende kan have overgivet effekterne til civile personer, der befinder

sig på området, er der hjemmel til at foretage ransagning hos tilstedeværende

civile personer, f.eks. af tasker og biler.

Ransagning efter retsplejeloven § 793, stk. 1,

kan foretages af husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af

aflåste genstande og andre genstande samt af lokaliteter uden for husrum.

Retsplejeloven § 793, stk. 1, omfatter ikke tøj. Adgangen til at

ransage tøj blev i 1989 udskilt til kapitel 72 i retsplejeloven og optaget i

§ 792,

stk. 1, nr. 1, om legemsbesigtigelse, jf. § 792 a, stk. 1. Den

gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 14 antages også at give

hjemmel for ransagning af tøj. Især af hensyn til hele formålet med denne

særlige

adgang til ransagning er der fortsat efter den forslåede bestemmelse adgang

til

også at kunne ransage den pågældendes beklædning, herunder navnlig lommer og

fodtøj. Hvis denne mulighed ikke medtages, vil bestemmelsen miste en

væsentlig

del af sin betydning, fordi netop tøj, herunder lommer, i praksis må antages

at

være et af de mere naturlige skjulesteder for de genstande mv., som

ransagninger af denne art i praksis vil være rettet mod. Udvidelsen vedrører

alene ransagning af beklædning. Legemsundersøgelse, jf. retsplejeloven

§ 792,

stk. 1, nr. 2, er derimod ikke omfattet.

Det følger af forslaget til § 7, jf. § 12, at

auditøren har kompetence til at træffe beslutning om foretagelse af kollektiv

ransagning. Kan auditørens beslutning ikke indhentes, vil den militære

myndighed normalt selv kunne træffe beslutning om at gennemføre ransagningen,

jf. § 9, såfremt en udsættelse af sagen med henblik på at indhente

auditørens

afgørelse ellers vil betyde, at formålet med ransagningen vil blive

forspildt.

Selve gennemførelsen af ransagningen kan forestås af den

militære chef på auditørens vegne eller af det personel, som konkret

bemyndiges

hertil, f.eks. som i dag af militærpolitiet.

Der foreslås ikke en bestemmelse om, at ransagning som

udgangspunkt kræver retskendelse. Dette skyldes, at ransagning på grund af de

lovovertrædelser, som ransagningen særligt tager sigte på – ulovlig

våbenbesiddelse,

besiddelse af euforiserende stoffer mv. – som oftest vil vise sig

forgæves,

hvis der først skal indhentes retskendelse. Dette svarer i øvrigt til den

gældende bestemmelse.

Som følge af den karakter, som indgrebet ransagning efter

bestemmelsen må anses at have, foreslås der ikke en bestemmelse om, at den,

hos

hvem ransagningen er foretaget, kan forlange sagen indbragt for retten. Den

pågældende kan selv indbringe spørgsmålet for retten, jf. grundloven

§ 63.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige

bemærkninger punkt 3.5.

Til § 13

Bestemmelsen er ny og foreslår indført adgang for militære

myndigheder til at kunne foretage kontrol ved passage til og fra militært

område. Denne kontrol kan efter bestemmelsen foretages både over for militært

personel og over for civile. Den foreslåede bestemmelse svarer til dels til

den

”inspektionsret”, som gælder inden for det norske forsvar.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger

punkt 3.6.

Til stk. 1

Kontrollen omfatter enhver form for håndbagage, herunder

tasker, mapper, rygsække, indkøbsposer etc. samt alle former for

transportmidler, herunder navnlig motordrevne køretøjer. Er bagagen låst,

f.eks. en mappe eller taske, eller er bilen, herunder dens bagagerum, låst,

kan

det kræves, at den, der har rådighed over bagagen eller bilen, låser op, for

at

kontrollen kan foretages.

Bestemmelsen giver endvidere mulighed for at undersøge den

pågældendes tøj, herunder lommer og fodbeklædning. Dette bør ske ved, at den,

der opfordres til at medvirke til inspektionen, anmodes om selv at tømme sine

lommer. En egentlig legemsbesigtigelse kan alene foretages, hvis

betingelserne

herfor er opfyldt, jf. retsplejelovens kapitel 72.

Kompetencen til at gennemføre kontrollen er efter forslaget

henlagt til militære myndigheder. Auditøren kan ikke gennemføre kontrollen.

Dette skyldes, at der ikke er tale om et straffeprocessuelt

efterforskningsskridt.

Militære myndigheder kan ikke bemyndige andre, f.eks. et privat selskab, til

at

varetage kontrolopgaven.

Det bemærkes, at bestemmelsen hjemler undtagelse for kravet

om retskendelse i grundloven § 72.

Til stk. 2

Civile, der ikke ønsker at medvirke til kontrol af bagage,

bil etc. ved indgang til militært område, kan afvises.

Civile, som nægter at medvirke til kontrollen under ind- og

udpassage fra militært område, kan efter den foreslåede bestemmelse

tilbageholdes af militære myndigheder, som herefter kan gennemføre kontrollen

f.eks. i form af at åbne tasker og bagagerummet til biler, herunder ved

anvendelse af den nødvendige fysiske magt. Det foreslås, jf. 2. punktum, at

der

optages en udtrykkelig bestemmelse om, at militære myndigheder om nødvendigt

kan gøre brug af magt, herunder fysisk magt, til at gennemføre kontrollen.

Undersøgelsen skal foretages så skånsomt som muligt, og tilbageholdelse må

alene omfatte den genstand mv., som skal undersøges, eller den person, hvis

tøj

skal undersøges. Som nævnt ovenfor er en egentlig legemsbesigtigelse ikke

omfattet af bestemmelsen, men kan alene foretages, hvis betingelserne herfor

er

opfyldt, jf. retsplejelovens kapitel 72. Tilbageholdelsen må ikke vare

længere

end formålet med undersøgelsen tilsiger.

Beføjelsen i 2. punktum svarer til den beføjelse, der er

tillagt politiet i anden lovgivning, når politiet anmodes om at bistå andre

myndigheder, jf. ligeledes 3. punktum.

Militært personel er på grund af kommandoforholdet

forpligtet til at medvirke ved kontrollen.

Til stk. 3

Efter stk. 3 kan forsvarsministeren fastsætte regler

for gennemførelsen af ind- og udgangskontrol. Der kan herunder fastsættes

bestemmelser om, hvorledes det tilkendegives, at kontrol kan finde sted.

Til § 14

Den foreslåede bestemmelse svarer til dels til gældende § 17

i militær retsplejelov. De frister, der er tale om, er reglen i

retsplejeloven

§ 760, stk. 2, om at en anholdt, der ikke er løsladt forinden,

inden

24 timer efter anholdelsen skal fremstilles for en dommer, samt

bestemmelserne

i retsplejeloven § 796, stk. 3, og § 806, stk. 3,

hvorefter

ransagning henholdsvis beslaglæggelse, der ikke er sket efter retskendelse,

senest inden 24 timer skal indbringes for retten, når den, indgrebet er

rettet

mod, anmoder om det.

Det er yderst sjældent, at fristerne i ovenfor nævnte

bestemmelser i retsplejeloven i praksis ikke kan overholdes.

Der kan imidlertid – især under tjeneste i udlandet eller

under ekstraordinære forhold – opstå situationer, hvor det kan vise sig

umuligt

at overholde fristerne for retslig prøvelse af de tre nævnte

straffeprocessuelle indgreb. Derimod findes der ikke grundlag for at

opretholde

bestemmelsen under fredsforhold i Danmark. Bestemmelsen forslås derfor

begrænset, således at fristen kun kan udstrækkes i de situationer, der

udtrykkeligt

er nævnt i bestemmelsen.

Til § 15

Ved den foreslåede bestemmelse skabes der hjemmel til i

visse tilfælde at kunne kræve, at tjenstgørende militært personel afgiver

udåndingsprøve med henblik på, at det kan konstateres, om den pågældende har

indtaget alkohol, jf. stk. 1. Blodprøve og urinprøve kan udtages under

de

betingelser, der er nævnt i stk. 2.

Forslaget til § 15 skal ses på baggrund af de samtidig

foreslåede bestemmelser til militær straffelov § 21, hvorefter det er

strafbart at udføre tjeneste under indflydelse af alkohol i strid med

promillegrænser, der er fastsat for den pågældende tjeneste mv., og § 22

om forbud mod at indtage euforiserende stoffer i tjenesten eller på militært

område.

Formålet med disse bestemmelser er at markere det

uacceptable i at udføre tjeneste i forsvaret under indvirkning af alkohol

eller

euforiserende stoffer i forbindelse med opgaver, som kræver skærpet

opmærksomhed,

og hvor fejlbehandling eller fejlbetjening af materiel kan få alvorlige

konsekvenser.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger

punkt 3.7. samt til forslaget om militær straffelov punkt 3.9. og de særlige

bemærkninger til dette lovforslag, §§ 21 og 22.

Til stk. 1

Efter den foreslåede bestemmelse kan auditøren og militære

myndigheder kræve, at tjenstgørende militært personel afgiver udåndingsprøve

i

de tilfælde, som er omfattet af bestemmelsen, dvs. hvor der er fastsat

promillegrænser

i medfør af militær straffelov § 21.

Efter § 15, stk. 1, skal militært personel, der

er omfattet af bestemmelsen, på forlangende afgive udåndingsprøve. Det kræves

ikke, at der konkret foreligger mistanke om strafbart forhold. Udåndingsprøve

kan kræves også i form af stikprøvekontrol. Dette svarer i det hele til

færdselsloven § 55, stk. 1. Pligten til at afgive udåndingsprøve er

udtryk for et meget begrænset indgreb.

Det videregående indgreb – at udtage blodprøve mv., jf.

stk. 2, – bliver kun aktuelt, hvis udåndingsprøve ikke kan

foretages,

typisk fordi den pågældende ikke vil medvirke, eller hvis resultatet af

udåndingsprøven giver grund til at antage, at der foreligger en strafbar

lovovertrædelse.

Bestemmelsen kan alene anvendes over for tjenstgørende

militært personel mv. som defineret i forslaget til militær straffelov

§ 1.

Bestemmelsen kan derimod ikke anvendes over for civile, der befinder sig på

militært område.

Efter den foreslåede formulering er bestemmelsen ikke

begrænset til kørsel i militære køretøjer. Også kørsel i civile

motorkøretøjer

ført af tjenstgørende personel er omfattet.

Kompetencen til at træffe bestemmelse om at foretage

udåndingsprøve foreslås henlagt til auditøren og militære myndigheder. Der er

ganske vist ikke tale om et straffeprocessuelt efterforskningsskridt i de

tilfælde, hvor der ikke foreligger konkret mistanke om spirituspåvirkethed,

men

da et positivt resultat af prøven giver mulighed for at fremstille den

pågældende

til udtagelse af blod- og urinprøve, findes det mest korrekt, at også

auditøren

har kompetence til at kræve udåndingsprøve.

Bestemmelsen er formuleret således, at auditøren tillige

får denne kompetence inden for færdselslovens område, hvilket ikke er

tilfældet

efter de gældende regler. Auditørens kompetence i militære straffesager

svarer

til anklagemyndighedens kompetencer efter retsplejeloven. Politiets

kompetence

til at kræve udåndingsprøve mv. følger ikke af retsplejeloven, men af

færdselsloven. Det er fundet naturligt, at auditøren også kan foretage dette

skridt, når der er tale om militært personel.

I alle tilfælde, hvor der er mistanke om påvirkethed, der

indebærer et strafbart forhold, kan militære myndigheder under alle

omstændigheder træffe bestemmelse om foretagelse af udåndingsprøve, jf.

forslaget til stk. 1.

Til stk. 2

Efter den foreslåede bestemmelse kan den pågældende

fremstilles til udtagelse af blodprøve og til afgivelse af urinprøve, når der

efter resultatet af udåndingsprøven er grund til at antage, at den pågældende

har overtrådt gældende promillegrænser, herunder for kørsel i motordrevet

køretøj, eller promillegrænser i øvrigt, jf. forslaget til militær straffelov

§ 21.

Det samme gælder, hvis den pågældende nægter at medvirke til udåndingsprøve

eller ikke er i stand til det. Disse betingelser svarer til, hvad der gælder

efter færdselsloven § 55, stk. 2.

Kompetencen til at fremstille den pågældende til udtagelse

af blod- og urinprøve ligger hos auditøren og militære myndigheder, jf.

stk. 1,

når betingelserne i stk. 2 er opfyldt.

Til stk. 3

Efter den foreslåede bestemmelse skabes der hjemmel til at

udtage blod- og urinprøve hos militært personel, hvis der er begrundet

mistanke

om, at den pågældende er påvirket af euforiserende stoffer i tjenesten eller

på

militært område. Bestemmelsen skal ses på baggrund af den samtidig foreslåede

bestemmelse til § 22 i militær straffelov.

Anvendelsen af udtrykket ”euforiserende stoffer” betyder,

at ethvert stof, som det er forbudt at besidde efter loven om euforiserende

stoffer, er omfattet af bestemmelsen.

De hensyn, der begrunder forslaget om at kunne stille krav

om udåndingsprøve og udtagelse af blod- og urinprøve under de betingelser,

der

er nævnt i forslaget til § 15, stk. 1 og 2, begrunder tilsvarende,

at

der gives mulighed for at udtage blod- og urinprøve, når der er begrundet

mistanke om, at den pågældende har indtaget sådanne stoffer i tjenesten eller

på militært område. Det er ikke tilstrækkeligt med udåndingsprøve, idet

indtagelse af euforiserende stoffer ikke kan konstateres i udåndingsluften.

Der stilles efter forslaget krav om, at der skal foreligge

en begrundet mistanke om, at den pågældende gør tjeneste under indflydelse af

euforiserende stoffer, for at den pågældende kan fremstilles til udtagelse af

blod- og urinprøve. Bestemmelsen giver derimod ikke hjemmel til stikprøvevis

at

kræve blod- og urinprøve udtaget.

Efter retsplejeloven § 792 b, stk. 2, som er

optaget i kapitel 72 om legemsindgreb, kan udtagelse af blodprøve foretages

som

led i efterforskningen, såfremt der er begrundet mistanke om, at den

pågældende

har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, i hvis gerningsindhold indtagelse

af spiritus eller euforiserende stoffer er et led. Denne bestemmelse gælder

ved

siden af de forslåede bestemmelser i § 15, stk. 2 og 3, og vil

kunne

påberåbes i en række tilfælde, der også vil være omfattet af den foreslåede

bestemmelse.

§ 792 b, stk. 2, hjemler ikke adgang til at kræve

afgivelse af urinprøve. For langt de fleste stoffer vil det være muligt at

foretage en identifikation og en kvalitativ bestemmelse af euforiserende

stoffer i en blodprøve. Den indledende screening kan imidlertid med fordel

tillige foretages i en urinprøve, hvor det kan konstateres, om den pågældende

har indtaget stoffet. Herudover vil koncentrationen normalt være væsentlig

højere end i en blodprøve, og samtidig vil de aktuelle stoffer kunne påvises

i

en urinprøve i et betydeligt længere tidsinterval end tilfældet er for en

blodprøve.

Den foreslåede formulering er derfor valgt dels for at give

mulighed for at kræve afgivelse af urinprøve, dels ud fra det ønskelige i at

formulere et selvstændigt bestemmelsessæt vedrørende betingelserne for at

kunne

kræve blod- og urinprøve udtaget for de særlige militære sager.

Til § 16

Efter gældende militær retsplejelov § 23, stk. 1,

kan en sigtet, tiltalt eller domfældt i en militær straffesag også give

”meddelelse om anke eller kære” af en afgørelse til højere instans

(landsretten) over for rettergangschefen eller en foresat chef. Bestemmelsen

opfylder et praktisk behov og foreslås opretholdt.

Forslaget svarer med sproglige ændringer til den gældende

bestemmelse.

Til § 17

Bestemmelsen fastsætter tidspunktet for lovforslagets

ikrafttræden.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 2005,

således at berørte myndigheder vil have den fornødne tid til at indrette sig

på

lovforslagets regler, herunder udarbejde bekendtgørelser,

vejledningsmateriale

mv.

Til § 18

I bestemmelsen fastsættes det, at loven ikke gælder for

Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning vil kunne sættes i

kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og

grønlandske forhold tilsiger.

Loven vil, da der er tale om rigsfælles lovgivning, og af

hensyn til forsvarets aktiviteter i Færøerne og Grønland skulle sættes i

kraft

dér. Da der imidlertid ikke er overensstemmelse mellem den danske

retsplejelov,

som den militære retsplejelov er et supplement til og henholdsvis den færøske

og grønlandske retspleje, vil det være nødvendigt nærmere at tage stilling

til,

i hvilket omfang retsplejeloven skal sættes i kraft for Færøerne og Grønland

samtidig med ikraftsættelsen af dette lovforslag. Forholdet vil blive drøftet

nærmere med de færøske og grønlandske myndigheder, idet det tilsigtes, at

militære straffesager i videst muligt omfang søges behandlet af danske

myndigheder og i fornødent omfang afgjort af de danske domstole, jf. herved

også bemærkningerne til lovudkastet § 5 om værneting. Et udkast til

anordning vil blive forelagt for de færøske og grønlandske myndigheder

forinden

ikrafttræden.

Bilag 1

Bekendtgørelse af

militær

retsplejelov

Herved bekendtgøres lov nr. 218 af 26. april 1973, militær

retsplejelov, med de ændringer, der følger af lov nr. 644 af 19. december

1984.

Første afsnit

Almindelige bestemmelser

Kapitel 1

Indledende bestemmelse

§ 1.

De regler, der i lov om rettens

pleje gælder for straffesager, anvendes i militære straffesager, for så vidt

ikke andet er bestemt.

Kapitel 2

Lovens område

§ 2.

Militære straffesager er:

1)

Sager om overtrædelse

af militær straffelov mod personer, der efter nævnte lovs §§ 5 og 6

omfattes

af denne.

2)

Sager om overtrædelse

af andre love mod personer, der hører til det militære forsvar, når

lovovertrædelsen

vedrører tjenesten eller er begået i eller i anledning af tjenesten eller på

militært område eller i anvist kvarter.

3)

Sager af den under

nr. 2 omhandlede art mod krigsfanger samt sanitetspersonel og feltpræster,

der

tilbageholdes til bistand for disse, eller mod fremmede her i landet

internerede militærpersoner og andre personer, der i henhold til en af

Danmark

tiltrådt mellemfolkelig overenskomst har krav på behandling som disse.

Stk. 2.

Loven gælder for de i

stk. 1, nr. 3, nævnte personer, for så vidt ikke andet følger af de

mellemfolkelige

overenskomster, der gælder for deres behandling.

§ 3.

Skal forfølgning samtidig finde

sted mod en person for flere forhold, der ikke alle hører under militær

påtalemyndighed, sker dette under en militær straffesag. Dog kan sagen

behandles som en borgerlig straffesag, når den militære og den borgerlige

påtalemyndighed er enige derom.

Stk. 2.

Skal forfølgning samtidig finde

sted mod flere personer for et forhold, der ikke for alles vedkommende hører

under militær påtalemyndighed, kan sagen, når den militære og den borgerlige

påtalemyndighed er enige derom, i sin helhed behandles enten som militær

eller

som borgerlig straffesag.

Kapitel 3

Retternes virkekreds

§ 4.

Domsmænd skal medvirke i militære

straffesager i samme omfang som i borgerlige straffesager. I sager om

overtrædelse af militær straffelov anvendes domsmænd i fredstid dog kun, hvis

der er hjemlet straf af fængsel i over 2 år, og i krigstid kun, hvis der er

hjemlet straf af fængsel i 4 år eller derover.

Kapitel 4

Retsmøder, retsbøger og vidner

§ 5.

Foruden i de tilfælde, der er

nævnt i § 29 i lov om rettens pleje, kan retten beslutte, at

forhandlingen

skal foregå for lukkede døre, når hensynet til den militære sikkerhed kræver

det.

Stk. 2.

Det i stk. 1 nævnte hensyn

kan tillige begrunde:

1)

At dørene lukkes

under den forhandling, som går forud for afsigelse af kendelse i henhold til

stk. 1, jf. § 30, stk. 1, i lov om rettens pleje,

2)

at udskrift af

retsbøgerne nægtes, jf. § 41, stk. 2, i lov om rettens pleje, og

3)

at der pålægges et

vidne tavshedspligt, jf. § 189 i lov om rettens pleje. Pålægget kan

tillige omfatte, hvad vidnet er blevet afhørt om af en militær myndighed. Er

forklaringen afgivet til en sådan, meddeles pålægget af vedkommende

myndighed.

Stk. 3.

I § 41 i lov om rettens

pleje træder forsvarsministeren i justitsministerens sted og auditøren i

politimesterens sted.

Kapitel 5

Værneting

§ 6.

Forundersøgelse og domsforhandling

skal foruden ved de i kapitel 63 i lov om rettens pleje nævnte retter kunne

foretages ved retten på det sted, hvor den sigtedes afdeling har garnison

eller

opholder sig, eller hvor det skib, hvortil han hører, har station eller

befinder sig eller ved hjemkomst til Danmark tager station. Dette gælder dog

ikke sager om oprejsning i anledning af strafferetlig forfølgning.

Kapitel 6

Den militære anklagemyndighed

§ 7.

Påtalen i militære straffesager

tilkommer generalauditøren og auditørerne, der er underordnet

forsvarsministeren og står under dennes tilsyn med hensyn til udførelsen af

deres hverv.

Stk. 2.

Auditørerne bistås ved

efterforskningen i militære straffesager af auditørfuldmægtige.

Stk. 3.

Auditører har samme adgang til

at opnå beskikkelse som landsdommere som de personer, der nævnes i § 43,

stk. 3, i lov om rettens pleje.

§ 8.

Ved anvendelse af reglerne i 4.

bog i lov om rettens pleje i militære straffesager træder auditøren i stedet

for politimesteren (politiet) og statsadvokaten og generalauditøren i stedet

for rigsadvokaten. Endvidere træder forsvarsministeren i stedet for

justitsministeren, medmindre andet følger af forholdets natur.

Stk. 2.

Generalauditøren kan i tilfælde

af forfald bemyndige en auditør til at optræde for højesteret i sit sted.

§ 9.

Før det besluttes, om påtale skal

rejses og i bekræftende fald for hvilke lovovertrædelser, skal sagen

forhandles

med rettergangschefen.

Stk.

2.

Forsvarsministeren

bestemmer, hvilke befalingsmænd der skal have myndighed som rettergangschef.

Hvor ikke særlige forhold gør sig gældende, bør sådan myndighed ikke

tillægges

befalingsmænd, hvis kommandoområde er væsentlig mindre end det, der er

tillagt

chefen for et regiment, en eskadre, en flyvestation eller en

hjemmeværnsregion.

Stk. 3.

Er auditøren og rettergangschefen

ikke enige om påtalespørgsmålet, kan rettergangschefen uden ufornødent ophold

forlange sagen forelagt generalauditøren til afgørelse.

Stk. 4.

Rettergangschefen kan forlange

generalauditørens afgørelse indbragt for forsvarsministeren.

Kapitel 7

Påtalen

§ 10.

De strafbare handlinger, der

omhandles i militær straffelov, påtales af det offentlige.

Stk. 2.

Lovovertrædelser, der ellers er

privat påtale undergivet, kan påtales offentligt, når de begås i eller i

anledning af tjenesten.

§ 11.

Militære straffesager behandles

efter reglerne for sager angående forbrydelser, der påtales af

statsadvokaten,

jf. dog § 4, § 12, stk. 2, og § 23, stk. 2.

Kapitel 8

Sigtede og hans forsvar

§ 12.

Til forsvarer kan sigtede foruden

de advokater, der nævnes i § 730, stk. 2, i lov om rettens pleje,

vælge en person, der er eller på gerningstidspunktet var tjenstgørende

militærperson.

Stk. 2.

I stedet for nævnte lovs

§ 731, stk. 1 d, gælder:

Når tiltale er rejst for overtrædelse af militær straffelov

eller for overtrædelse af straffebestemmelser, der i borgerlige straffesager

henhører under statsadvokatens påtalemyndighed.

Stk. 3.

Som offentlig forsvarer kan

foruden de advokater, der nævnes i § 733 i lov om rettens leje,

beskikkes

en person, der er eller på gerningstidspunktet var tjenstgørende

militærperson,

hvis sigtede fremsætter ønske herom og den pågældende er villig til at påtage

sig hvervet. Når der i medfør af nærværende lovs § 27 nedsættes

forhørsret

og ingen er villig til at modtage beskikkelse som forsvarer, kan en officer

af

skibschefen eller af den højstkommanderende beordres til at påtage sig

hvervet.

Andet afsnit

Midler til sagens oplysning m.m.

Kapitel 9

Beslaglæggelse, ransagning og anholdelse

§ 13.

De beføjelser, der er tillagt

politiet med hensyn til anvendelse af de midler til sagens oplysning m.v.,

som

er omhandlet i 4. bogs 2. afsnit i lov om rettens pleje, kan over for

militært

personel ud over af auditøren og auditørfuldmægtigen udøves af militære

foresatte og vagthavende.

§ 14.

I de øjemed, men uden for de

betingelser, der er fastsat i kapitel 68

1)

og

§§ 755-57, jf. § 773

2) , i lov om rettens

pleje, kan beslaglæggelse og ransagning hos personer, som ikke fører særlig

husstand, finde sted på områder, der står under opsyn af de militære

myndigheder. Beslaglæggelse og ransagning kan i disse tilfælde finde sted

uden

retskendelse, og den i §§ 746 og 758

3)

påbudte

efterfølgende beretning bortfalder.

§ 15.

Uden for de betingelser, der er

fastsat i kapitel 71

4)

i lov om rettens pleje, kan

enhver militær foresat anholde en undergiven, når denne

1)

gør sig skyldig i

ulydighed eller grov respektstridig opførsel og det skønnes nødvendigt af

hensyn

til disciplinen at anholde ham,

2)

træffes under

udførelsen af en forbrydelse eller på friske spor eller mistænkes for en

begået

forbrydelse og det skønnes nødvendigt at sikre hans tilstedeværelse eller

afsondring fra andre.

§ 16.

Når en beslaglæggelse, ransagning

eller anholdelse har fundet sted uden rettens beslutning, skal der, medmindre

den er foretaget ved auditørens foranstaltning, straks ske indberetning herom

med alle fornødne oplysninger til vedkommende rettergangschef, og

spørgsmålet,

om beslaglæggelsen eller anholdelsen bør opretholdes eller straks ophæves,

skal

så vidt muligt forelægges auditøren til afgørelse. Kan sådan forelæggelse

ikke

ske, træffer rettergangschefen selv afgørelsen.

§ 17.

Den frist på 24 timer der er

fastsat i §§ 746, 758, jf. § 773 og 774

5) , i lov om rettens

pleje, kan om fornødent udstrækkes indtil 3 x 24 timer.

Kapitel 10

Fængsling

§ 18.

Uden for de tilfælde, der

omhandles i § 780

6)

i lov om rettens

pleje, kan fængsling besluttes, når der efter sagens omstændigheder er særlig

grund til at antage, at sigtedes forbliven på fri fod vil virke nedbrydende

på

disciplinen.

§ 19.

§ 783, stk. 2

7) ,

i lov om rettens pleje anvendes således, at den fængslede hensættes i civilt

eller

militært varetægtsfængsel efter de militære myndigheders bestemmelse, så vidt

muligt på det sted, hvor sagen til enhver tid behandles.

Tredje afsnit

Undersøgelse, før tiltale er rejst

Kapitel 11

§ 20.

Det påhviler chefen for et

militært tjenestested samt enhver foresat, der har en med denne sideordnet

stilling, samt højere foresatte af egen drift og med størst mulig hurtighed

at

undersøge eller lade undersøge alle strafbare handlinger af den i § 2

nævnte art, når der opstår rimelig formodning om, at sådanne er begået.

Stk. 2.

Er der begået et strafbart

forhold, og afgøres sagen ikke med et disciplinarmiddel eller med

irettesættelse eller bøde, videresendes den af rettergangschefen til

auditøren

til afgørelse, jf. dog § 30, stk. 3 og 4.

§ 21.

Auditøren kan til gennemførelse

af sit hverv kræve bistand af de øvrige militære myndigheder. Politiet skal

efterkomme begæringer fra auditøren vedrørende efterforskning i militære

straffesager.

I påtrængende tilfælde kan politiet uden at afvente begæring foretage

efterforskningsskridt, som skønnes uopsættelige, men det skal i så fald

straks

underrette vedkommende rettergangschef eller auditør om de foretagne skridt.

§ 22.

De anmeldelser, der omhandles i

§ 742 i lov om rettens pleje, kan tillige indgives til militære

tjenestesteder.

Stk. 2.

Klager over myndighedsmisbrug

fra militære myndigheders side under efterforskningen behandles efter

reglerne

i § 746 i lov om rettens pleje.

Fjerde afsnit

Retsmidler mod trufne retsafgørelser, fuldbyrdelse

af straffe samt bestemmelser om sagsomkostninger og erstatning

Kapitel 12

§ 23.

Meddelelse om anke eller kære kan

foruden på de måder, der er nævnt i §§ 948 og 970, stk. 2, i lov om

rettens pleje, afgives skriftligt eller mundtligt på rettergangschefens

kontor

eller for en foresat chef eller, hvis tiltalte er fængslet, for

vagtkommandøren

eller arrestforvareren.

Stk. 2.

I sager, der, hvis de ikke var

militære straffesager, ville have været politisager, finder reglerne i

§ 962 i lov om rettens pleje anvendelse med hensyn til anke.

§ 24.

Ved anvendelse af § 997 i

lov om rettens pleje træder rettergangschefen i stedet for politimesteren.

§ 25.

Udgifter, der er foranlediget

ved, at en sag i medfør af § 34 forlanges afgjort ved dom, betragtes som

udgifter foranlediget ved anke, jf. § 1008, stk. 3, i lov om

rettens

pleje.

Stk. 2.

I militære straffesager kan

omkostningsansvaret begrænses, hvor dette findes rimeligt.

§ 26.

Bliver der spørgsmål om over for

nogen, der gennemgår den første uddannelse, at fuldbyrde frihedsstraf, som er

fastsat inden tjenestens begyndelse, kan den militære straffuldbyrdende

myndighed,

inden afsoningen påbegyndes, efter forhandling med den borgerlige

straffuldbyrdende myndighed bestemme, at afsoningen udsættes til efter den

første uddannelses afslutning. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse med

hensyn til udsættelse af afsoning af frihedsstraf, der under tjenesten er

fastsat for overtrædelse af andre love end militær straffelov.

Femte afsnit

Særlige bestemmelser om forhørsretter

Kapitel 13

§ 27.

Er et orlogsskib eller flere

under fælles kommando samlede orlogsskibe på togt uden for dansk havn, og kan

en sags undersøgelse ikke opsættes, kan henholdsvis skibschefen eller den

højestkommanderende

nedsætte en forhørsret til foretagelse af forundersøgelse eller enkeltstående

retshandlinger. Retten skal bestå af en af de ældste officerer som formand

samt

2 andre medlemmer, hvoraf den ene så vidt muligt skal være af samme grad og

tjenestestilling som den, mod hvem undersøgelsen eller den pågældende

retshandling er rettet, medens den anden så vidt muligt skal være dennes

foranstående.

Stk. 2.

Skibschefen eller den

højestkommanderende beordrer en officer eller dermed ligestillet til at udøve

hvervet som anklager.

Stk. 3.

Er en auditør om bord, kan

nedsættelse af forhørsret kun ske efter dennes indstilling, og auditøren er i

så fald formand for retten. Såfremt 2 auditører er om bord, varetages tillige

anklagemyndighedens opgaver af en auditør.

Stk. 4.

Forsvarsministeren kan fastsætte

sådanne lempelser i de ellers gældende regler om retsplejen, som de særlige

forhold i nævnte sager kræver.

§ 28.

Forsvarsministeren kan bestemme,

at reglerne i § 27 med de fornødne lempelser skal gælde for enheder af

forsvaret, som er stationeret i Grønland eller uden for landets grænser.

Stk. 2.

Forsvarsministeren kan endvidere

bestemme, at reglerne i § 27 med de fornødne lempelser skal anvendes i

militære straffesager i krigstid.

Sjette afsnit

Straffesagers afgørelse uden dom

Kapitel 14

Pålæggelse af straf uden dom

§ 29.

I en militær straffesag kan

følgende straffe pålægges uden dom:

a)

Irettesættelse.

b)

Bøde.

c)

Hæfte indtil 30 dage.

Stk. 2.

Ved fastsættelse af en

fællesstraf af hæfte uden dom i medfør af militær straffelovs § 13 kan

tillægget til den første straf ikke overstige 30 dage.

§ 30.

Myndighed til at pålægge straf

uden dom tilkommer auditører, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2.

Myndighed til at pålægge straf i

medfør af § 29, stk. 1, litra a og b, tilkommer endvidere

rettergangschefer efter forsvarsministerens nærmere bestemmelse.

Forsvarsministeren kan tillægge andre militære chefer tilsvarende

straffemyndighed.

Stk. 3.

Rettergangschefen kan tillige i

orlogsskibe på togt samt ved enheder af det militære forsvar, som er

stationeret i Grønland eller uden for landets grænser, såfremt en auditør

ikke

er til stede, pålægge straf af hæfte indtil 30 dage uden dom.

Stk. 4.

Forsvarsministeren kan tillægge

militære chefer myndighed til i krigstid at pålægge straf af hæfte indtil 30

dage uden dom.

§ 31.

Forinden straf pålægges uden dom,

skal det påses, at afhøring af sigtede og eventuelle vidner har fundet sted,

og

at der i øvrigt foreligger tilstrækkelige oplysninger om den begåede

forseelse

og de nærmere omstændigheder ved denne.

§ 32.

Bestemmelserne i borgerlig

straffelovs § 86, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse ved

fastsættelse

af straf uden dom, når sigtede har været underkastet varetægtsfængsel.

Afvisning af sagen fra retten eller frafald af begæringen om sagens

indbringelse for retten betragtes som afvisning eller frafald af anke.

§ 33.

Den, der er blevet pålagt straf

af en rettergangschefen underordnet, kan senest 7 dage efter at have modtaget

meddelelse om straffen forlange sagen forelagt rettergangschefen til

afgørelse

og derved udsætte straffens fuldbyrdelse.

§ 34.

Straf pålagt uden dom kan af

sigtede inden 7 dage efter meddelelsen om straffen forlanges indbragt for

retten.

Adgangen hertil afskæres ikke ved, at straffen i medfør af § 33 er

fastsat

af rettergangschefen. Fristen regnes i dette tilfælde fra meddelelsen om

rettergangschefens afgørelse. Forlanges sagen indbragt for retten, udsættes

straffens fuldbyrdelse.

Stk. 2.

Den, der i krigstid er blevet

pålagt straf uden dom, kan dog ikke forlange sagen afgjort ved dom, men kan

klage over afgørelsen. I så fald kan såvel den, der har fastsat straffen, som

højere foresatte eller auditøren udsætte straffens fuldbyrdelse.

§ 35.

Den, der er blevet pålagt straf

uden dom, skal uopholdeligt have meddelelse herom og om de beføjelser, der

tilkommer ham efter §§ 33 og 34.

§ 36.

En foresat kan helt eller delvis

ophæve eller eftergive en af ham selv, rettergangschefen tillige en af hans

undergivne fastsat straf, når straffen skønnes ufortjent, for streng eller i

øvrigt urimelig. Er straffen ulovlig, ophæves den. Tilsvarende regler gælder

for auditøren i de sager, der vedrører ham.

Stk. 2.

Bestemmelserne om erstatning i

kapitel 93 a i lov om rettens pleje anvendes med fornødne lempelser, når

straf

ophæves eller eftergives efter stk. 1.

Kapitel 15

Disciplinarmidler

§ 37.

Disciplinarmidler kan kun bringes

i anvendelse, når en strafbar handling er begået.

Stk. 2.

Disciplinarmidler skal anvendes

i stedet for mindre straffe, medmindre omstændighederne taler imod det.

Stk. 3.

Disciplinarmidler kan ikke

indbringes for retten.

§ 38.

Som disciplinarmidler kan

anvendes belæring, tilrettevisning, arbejde og efterøvelse i en del af

fritiden, fremstilling, vagt eller anden tjeneste uden for orden,

tilbageholdelse på tjenestestedet eller anden fratagelse af friheder samt

overflytning til anden tjeneste.

Stk. 2.

Tilbageholdelse på

tjenestestedet må ikke udstrækkes ud over 14 dage. Medfører anvendelse af

øvrige

disciplinarmidler indgreb i adgangen til at forlade tjenestestedet efter

tjenestens ophør, må dette ikke ske for længere perioder end 3 dage ad gangen

med mindst en dags mellemrum mellem perioderne, og anvendelsen må ikke

udstrækkes ud over 14 dage.

Stk. 3.

Forsvarsministeren fastsætter i

øvrigt de nærmere regler om anvendelse af disciplinarmidler, herunder regler

om

samtidig anvendelse af flere disciplinarmidler.

§ 39.

Forsvarsministeren bestemmer,

hvem der skal have myndighed til at anvende disciplinarmidler, og omfanget af

denne myndighed.

§ 40.

Af disciplinarmidler kan

belæring, tilrettevisning eller overflytning til anden tjeneste anvendes over

for alle undergivne. De øvrige disciplinarmidler kan derimod ikke anvendes

over

for officerer og faste befalingsmænd eller dermed ligestillede, medmindre de

pågældende er elever på en militær skole.

§ 41.

Den, der er blevet pålagt et

disciplinarmiddel af en rettergangschefen underordnet eller umiddelbart af

rettergangschefen, kan forlange udståelsen udsat i indtil 2 x 24 timer efter

meddelelsen om disciplinarmidlet.

§ 42.

Den, der er blevet pålagt et

disciplinarmiddel af en rettergangschefen underordnet, kan forlange sagen

forelagt rettergangschefen til afgørelse.

§ 43.

Den, der er blevet pålagt et

disciplinarmiddel af en rettergangschef, kan forlange sagen forelagt for et

disciplinarnævn til afgørelse.

Stk. 2.

Disciplinarnævnets afgørelse kan

såvel af rettergangschefen som af den, der er blevet pålagt et

disciplinarmiddel, forlanges forelagt ankenævnet til afgørelse. Ankenævnets

afgørelse kan ikke indbringes for domstolene eller forsvarsministeren.

Stk. 3.

Disciplinarnævnet, der oprettes

for hvert enkelt rettergangsområde, består af en auditør som formand samt to

andre medlemmer, hvoraf den ene så vidt muligt skal være en talsmand og af

samme grad som den, der er blevet pålagt disciplinarmidlet, medens den anden

skal være dennes foranstående.

Stk. 4.

Ankenævnet, der oprettes af

forsvarsministeren, består af en formand og to andre medlemmer. Formanden

skal

være en civil person, der opfylder betingelserne for at kunne beskikkes som

landsdommer. De øvrige medlemmer er generalauditøren og en advokat, der

udpeges

af Advokatrådet.

Stk. 5.

Forsvarsministeren fastsætter de

nærmere regler for udpegning af disciplinarnævnets medlemmer og for

disciplinarnævnets og ankenævnets virksomhed.

§ 44.

Indbringelse af et

disciplinarmiddel for rettergangschefen, disciplinarnævnet eller ankenævnet

har

ikke opsættende virkning på udståelsen, medmindre andet bestemmes af

rettergangschefen eller vedkommende nævns formand.

Syvende afsnit

Regler om tilsyn med anvendelsen af straffe og

disciplinarmidler i forsvaret

Kapitel 16

§ 45.

Generalauditøren og auditørerne

har efter forsvarsministerens nærmere bestemmelse indseende med anvendelsen

af

straffe og disciplinarmidler inden for forsvaret.

Stk. 2.

Rettergangscheferne samt

afdelings- og dermed ligestillede eller højere chefer har indseende med deres

underordnedes anvendelse af straffe- og disciplinarmyndighed.

Ottende afsnit

Ikrafttrædelse m.v.

Kapitel 17

§ 46.

Tidspunktet for lovens

ikrafttræden bestemmes af forsvarsministeren.

Stk. 2.

Ved lovens ikrafttræden ophæves

lov nr. 542 af 4. oktober 1919.

§ 47.

Straffesager, i hvilke der ikke

er rejst tiltale på tidspunktet for nærværende lovs ikrafttræden, behandles

efter de regler, der er foreskrevet i denne lov. Gyldigheden af

retshandlinger,

som er foretaget i sagen før lovens ikrafttræden, bedømmes efter den

tidligere

lovgivning.

§ 48.

I stedet for § 1040 i lov om

rettens pleje gælder:

Påanke af straffedomme, som er afsagt før tidspunktet for

nærværende lovs ikrafttræden, sker efter reglerne i den tidligere lovgivning.

Fuldbyrdelsen af straffedomme sker efter nærværende lovs ikrafttræden efter

reglerne i denne lov.

Forsvarsministeriet, den 30. september 1987

BERNT JOHAN COLLET

/ M. Richter

1)

Nu kapitel 75 b jf. lov nr. 243 af 8. juni 1978 og lov nr. 227 af 6. juni

1985.

2)

Nu §§ 794-796 jf. lov nr. 243 af 8. juni 1978.

3)

Nu §§ 797 og 825 jf. lov nr. 243 af 8. juni 1978 og lov nr. 227 af 6.

juni

1985.

4)

Nu kapitel 69 jf. lov nr. 243 af 8. juni 1978.

5)

Nu §§ 760, 797 og 825 jf. lov nr. 243 af 8. juni 1978 og lov nr. 227 af

6.

juni 1985.

6)

Nu § 762 jf. lov nr. 243 af 8. juni 1978.

7)

Nu § 770, stk. 2 jf. lov nr. 243 af 8. juni 1978.

Bilag 2

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1.

De regler, der i lov om rettens

pleje gælder for straffesager, anvendes i militære straffesager, for så vidt

ikke andet er bestemt.

§ 1.

Ved behandlingen af militære straffesager finder retsplejelovens regler om

behandlingen af straffesager anvendelse, medmindre andet er bestemt.

§ 2.

Militære straffesager er:

§ 2.

Militære straffesager er

1)

Sager om

overtrædelse af militær straffelov mod personer, der efter nævnte lovs

§§ 5 og 6 omfattes af denne.

1)

sager om

overtrædelse af militær straffelov mod personer, som efter §§ 1 og 2 i

militær straffelov kan pådrage sig strafansvar for overtrædelse af denne lov,

2)

Sager om

overtrædelse af andre love mod personer, der hører til det militære forsvar,

når lovovertrædelsen vedrører tjenesten eller er begået i eller i anledning

af tjenesten eller på militært område eller i anvist kvarter.

2)

sager om andre

strafbare overtrædelser mod personer som nævnt i nr. 1, når lovovertrædelsen

vedrører tjenesten eller er begået i eller i anledning af tjenesten, på

militært område eller i anvist kvarter, og

3)

Sager af den under

nr. 2 omhandlede art mod krigsfanger samt sanitetspersonel og feltpræster,

der tilbageholdes til bistand for disse, eller mod fremmede her i landet

internerede

militærpersoner og andre personer, der i henhold til en af Danmark tiltrådt

mellemfolkelig overenskomst har krav på behandling som disse.

3)

sager som nævnt

under nr. 2 mod krigsfanger samt sanitetspersonel og feltpræster, der

tilbageholdes som bistand for krigsfanger, eller mod fremmede militærpersoner

og andre personer, der er interneret her i landet, og som i henhold til

mellemfolkelig

overenskomst, som er tiltrådt af Danmark, har krav på behandling som

krigsfanger.

Stk. 2.

Loven gælder for de i

stk. 1, nr. 3, nævnte personer, for så vidt ikke andet følger af de

mellemfolkelige

overenskomster, der gælder for deres behandling.

Stk. 2.

Loven

gælder for de personer, der er nævnt i stk. l, nr. 3, medmindre andet

følger af de mellemfolkelige overenskomster, der gælder for behandlingen af

dem.

§ 3.

Skal forfølgning samtidig finde

sted mod en person for flere forhold, der ikke alle hører under militær

påtalemyndighed,

sker dette under en militær straffesag. Dog kan sagen behandles som en

borgerlig straffesag, når den militære og den borgerlige påtalemyndighed er

enige derom.

§ 3.

Hvis en person samtidig retsforfølges for flere forhold, som ikke alle

påtales af den militære anklagemyndighed, sker retsforfølgningen under en

militær straffesag. Er den militære og den almindelige anklagemyndighed

enige, kan sagen behandles som en almindelig straffesag.

Stk. 2.

Skal forfølgning samtidig

finde sted mod flere personer for et forhold, der ikke for alles vedkommende

hører under militær påtalemyndighed, kan sagen, når den militære og den

borgerlige

påtalemyndighed er enige derom, i sin helhed behandles enten som militær

eller som borgerlig straffesag.

Stk. 2.

Retsforfølges flere personer samtidig for et forhold, som ikke for alle

sigtedes eller tiltaltes vedkommende hører under den militære

anklagemyndighed,

kan sagen i sin helhed behandles enten som militær eller almindelig

straffesag, når den militære og den almindelige anklagemyndighed er enige om

det.

§ 4.

Domsmænd skal medvirke i militære

straffesager i samme omfang som i borgerlige straffesager. I sager om

overtrædelse af militær straffelov anvendes domsmænd i fredstid dog kun, hvis

der er hjemlet straf af fængsel i over 2 år, og i krigstid kun, hvis der er

hjemlet straf af fængsel i 4 år eller derover.

§ 5.

Foruden i de tilfælde, der er

nævnt i § 29 i lov om rettens pleje, kan retten beslutte, at

forhandlingen

skal foregå for lukkede døre, når hensynet til den militære sikkerhed kræver

det.

Stk. 2.

Det i stk. 1 nævnte

hensyn kan tillige begrunde:

1)

At dørene lukkes

under den forhandling, som går forud for afsigelse af kendelse i henhold til

stk. 1, jf. § 30, stk. 1, i lov om rettens pleje,

2)

at udskrift af

retsbøgerne nægtes, jf. § 41, stk. 2, i lov om rettens pleje, og

3)

at der pålægges et

vidne tavshedspligt, jf. § 189 i lov om rettens pleje. Pålægget kan

tillige omfatte, hvad vidnet er blevet afhørt om af en militær myndighed. Er

forklaringen afgivet til en sådan, meddeles pålægget af vedkommende

myndighed.

Stk. 3.

I § 41 i lov om rettens

pleje træder forsvarsministeren i justitsministerens sted og auditøren i

politimesterens sted.

§ 4.

Hvis hensynet til den militære sikkerhed kræver det, kan retten beslutte,

1)

at forhandlingen

skal foregå for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29,

2)

at dørene lukkes

under den forhandling, der går forud for rettens kendelse om dørlukning, jf.

retsplejelovens § 29 c,

3)

at retten til

aktindsigt i domme og kendelser mv. begrænses, jf. retsplejelovens § 41

b, stk. 3, § 41 c, stk. 3, og § 41 f, stk. 1, stk. 3 og

stk. 5,

4)

at forsvarerens og

sigtedes ret til aktindsigt fraviges, jf. retsplejelovens § 729 c,

stk. 1, og

5)

at et vidne

pålægges tavshedspligt, jf. retsplejelovens § 189.

Stk. 2.

Hvis

samme hensyn som nævnt i stk. 1 kræver det, kan auditøren beslutte,

1)

at retten til

aktindsigt i straffesager, der er afsluttet, begrænses, jf. retsplejelovens

§ 41 d, stk. 3,

2)

at udlevering af

kopi af anklageskrift eller retsmødebegæring begrænses, jf. retsplejelovens

§ 41 f, stk. 2,

3)

at nægte samtykke

til udlevering til sigtede eller andre af det materiale, som auditøren har

tilvejebragt

til brug for den sag, som sigtelsen angår, jf. retsplejelovens § 729 a,

stk. 3, og 729 b, stk. 2,

4)

at forsvareren

meddeles pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har

modtaget fra auditøren, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 4, og

5)

at retten til

aktindsigt for den, der har været sigtet, i dokumenter, der vedrører sagen,

begrænses, jf. retsplejelovens § 729 d, stk. 3.

§ 6.

Forundersøgelse og domsforhandling

skal foruden ved de i kapitel 63 i lov om rettens pleje nævnte retter kunne

foretages ved retten på det sted, hvor den sigtedes afdeling har garnison

eller opholder sig, eller hvor det skib, hvortil han hører, har station eller

befinder sig eller ved hjemkomst til Danmark tager station. Dette gælder dog

ikke sager om oprejsning i anledning af strafferetlig forfølgning.

§ 5.

Domsforhandling kan foruden ved de retter, der er nævnt i retsplejelovens

kapitel 63, foretages ved retten på det sted, hvor den tiltalte er

tjenstgørende,

eller hvor det skib, han hører til, er hjemhørende, har taget eller tager

havn.

Stk.

2.

Endvidere kan domsforhandlingen

finde sted ved retten på det sted, hvor tiltalte på gerningstidspunktet var

tjenstgørende, eller hvor det skib, han hørte til, var hjemhørende.

§ 7.

Påtalen i militære straffesager

tilkommer generalauditøren og auditørerne, der er underordnet

forsvarsministeren

og står under dennes tilsyn med hensyn til udførelsen af deres hverv.

§ 6.

Generalauditøren og auditørerne påtaler lovovertrædelser i sager, der skal

behandles som militære straffesager.

Stk. 2.

Auditørerne bistås ved efterforskningen

i militære straffesager af auditørfuldmægtige.

Stk. 2.

Ved

efterforskningen af militære straffesager bistås auditørerne af

auditørfuldmægtige.

Stk. 3.

Auditører har samme adgang til

at opnå beskikkelse som landsdommere som de personer, der nævnes i § 43,

stk. 3, i lov om rettens pleje.

Stk. 3.

Forsvarsministeren er generalauditøren og auditørerne overordnet og fører

tilsyn

med disse.

§ 8.

Ved anvendelse af reglerne i 4.

bog i lov om rettens pleje i militære straffesager træder auditøren i stedet

for politimesteren (politiet) og statsadvokaten og generalauditøren i stedet

for rigsadvokaten. Endvidere træder forsvarsministeren i stedet for

justitsministeren, medmindre andet følger af forholdets natur.

Stk. 2.

Generalauditøren kan i

tilfælde af forfald bemyndige en auditør til at optræde for højesteret i sit

sted.

§ 7.

Ved behandlingen af militære straffesager varetager generalauditøren

henholdsvis

auditørerne de opgaver, som efter retsplejeloven er henlagt til Rigsadvokaten

henholdsvis statsadvokaterne og politimestrene, jf. dog § 9.

Stk. 2.

Forsvarsministeren

varetager de opgaver inden for den militære strafferetspleje, som efter

retsplejeloven

er henlagt til justitsministeren.

Stk. 3.

Forsvarsministeren varetager i militære straffesager de opgaver, som efter

lov om fuldbyrdelse af straf m.v. er tillagt justitsministeren om udsættelse

og benådning af fængselsstraffe og om fuldbyrdelse af bødestraffe, jf. lov om

fuldbyrdelse af straf § 10 og § 90, stk. 2.

Stk. 4.

Forsvarsministeren fastsætter i militære straffesager nærmere regler om den

administrative behandling af sager om benådning og om behandlingen af sager

om udsættelse af fængselsstraffe samt om den administrative behandling af

sager om eftergivelse af bøder og behandlingen af sager om opkrævning af

bøder.

Stk. 5.

Forsvarsministeren

kan endvidere fastsætte nærmere regler om, at auditørens afgørelse om

henstand med eller afdragsvis betaling af bøder ikke kan indbringes for

højere administrativ myndighed.

§ 9.

Før det besluttes, om påtale

skal rejses og i bekræftende fald for hvilke lovovertrædelser, skal sagen

forhandles med rettergangschefen.

Stk. 2.

Forsvarsministeren

bestemmer, hvilke befalingsmænd der skal have myndighed som rettergangschef.

Hvor ikke særlige forhold gør sig gældende, bør sådan myndighed ikke

tillægges befalingsmænd, hvis kommandoområde er væsentlig mindre end det, der

er tillagt chefen for et regiment, en eskadre, en flyvestation eller en

hjemmeværnsregion.

Stk. 3.

Er auditøren og rettergangschefen

ikke enige om påtalespørgsmålet, kan rettergangschefen uden ufornødent ophold

forlange sagen forelagt generalauditøren til afgørelse.

Stk. 4.

Rettergangschefen kan forlange

generalauditørens afgørelse indbragt for forsvarsministeren.

§ 10.

De strafbare handlinger, der

omhandles i militær straffelov, påtales af det offentlige.

Stk. 2.

Lovovertrædelser, der ellers

er privat påtale undergivet, kan påtales offentligt, når de begås i eller i

anledning af tjenesten.

§ 11.

Militære straffesager behandles

efter reglerne for sager angående forbrydelser, der påtales af

statsadvokaten, jf. dog § 4, § 12, stk. 2, og § 23,

stk. 2.

§ 12.

Til forsvarer kan sigtede foruden

de advokater, der nævnes i § 730, stk. 2, i lov om rettens pleje,

vælge en person, der er eller på gerningstidspunktet var tjenstgørende

militærperson.

Stk. 2.

I stedet for nævnte lovs

§ 731, stk. 1 d, gælder:

1)

Når tiltale er

rejst for overtrædelse af militær straffelov eller for overtrædelse af

straffebestemmelser, der i borgerlige straffesager henhører under

statsadvokatens påtalemyndighed.

Stk. 3.

Som offentlig forsvarer kan

foruden de advokater, der nævnes i § 733 i lov om rettens leje,

beskikkes en person, der er eller på gerningstidspunktet var tjenstgørende

militærperson, hvis sigtede fremsætter ønske herom og den pågældende er

villig til at påtage sig hvervet. Når der i medfør af nærværende lovs

§ 27 nedsættes forhørsret og ingen er villig til at modtage beskikkelse

som forsvarer, kan en officer af skibschefen eller af den højstkommanderende

beordres til at påtage sig hvervet.

§ 13.

De beføjelser, der er tillagt

politiet med hensyn til anvendelse af de midler til sagens oplysning m.v.,

som er omhandlet i 4. bogs 2. afsnit i lov om rettens pleje, kan over for

militært personel ud over af auditøren og auditørfuldmægtigen udøves af

militære foresatte og vagthavende.

§ 9.

I

tilfælde, hvor det ikke på forhånd har været muligt at indhente auditørens

bemyndigelse, kan militære myndigheder foretage ethvert uopsætteligt

efterforskningsskridt i militære straffesager. Auditøren skal straks

underrettes

herom.

Stk. 2.

Generalauditøren fastsætter nærmere regler om de efterforskningsskridt, der

er nævnt i stk. 1, herunder hvilket militært personel, der kan foretage

disse.

§ 14.

I de øjemed, men uden for de

betingelser, der er fastsat i kapitel 68 og §§ 755-57, jf. § 773, i

lov om rettens pleje, kan beslaglæggelse og ransagning hos personer, som ikke

fører særlig husstand, finde sted på områder, der står under opsyn af de

militære myndigheder. Beslaglæggelse og ransagning kan i disse tilfælde finde

sted uden retskendelse, og den i §§ 746 og 758 påbudte efterfølgende

beretning bortfalder.

§ 12.

Er der begrundet mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse, der skal

behandles som en militær straffesag, og som efter loven kan medføre

frihedsstraf,

kan der uden retskendelse foretages ransagning på militært område, hvis

ransagningen

er af væsentlig betydning for efterforskningen, dog ikke af tjeneste- og

lejeboliger. Ransagning kan omfatte den beklædning, som de personer, hos hvem

ransagningen foretages, er iført.

§ 15.

Uden for de betingelser, der er

fastsat i kapitel 71 i lov om rettens pleje, kan enhver militær foresat

anholde en undergiven, når denne

§ 10.

En overordnet kan anholde en underordnet, der udviser ulydighed eller grov

respektstridig opførsel, hvis anholdelse skønnes nødvendig af hensyn til

disciplinen.

1)

gør sig skyldig i

ulydighed eller grov respektstridig opførsel og det skønnes nødvendigt af

hensyn til disciplinen at anholde ham,

2)

træffes under

udførelsen af en forbrydelse eller på friske spor eller mistænkes for en

begået forbrydelse og det skønnes nødvendigt at sikre hans tilstedeværelse

eller afsondring fra andre.

§ 16.

Når en beslaglæggelse, ransagning

eller anholdelse har fundet sted uden rettens beslutning, skal der, medmindre

den er foretaget ved auditørens foranstaltning, straks ske indberetning herom

med alle fornødne oplysninger til vedkommende rettergangschef, og

spørgsmålet, om beslaglæggelsen eller anholdelsen bør opretholdes eller

straks ophæves, skal så vidt muligt forelægges auditøren til afgørelse. Kan

sådan forelæggelse ikke ske, træffer rettergangschefen selv afgørelsen.

§ 17.

Den frist på 24 timer der er

fastsat i §§ 746, 758, jf. § 773 og 774, i lov om rettens pleje,

kan om fornødent udstrækkes indtil 3 x 24 timer.

§ 14.

Den frist på 24 timer, der er fastsat i retsplejelovens § 760,

stk. 2, § 796, stk. 3, og § 806, stk. 3, kan ved

tjeneste uden for landets grænser, ved orlogsskibe på togt eller i øvrigt

under ekstraordinære forhold om nødvendigt udstrækkes i indtil 3 gange 24

timer.

§ 18.

Uden for de tilfælde, der omhandles

i § 780 i lov om rettens pleje, kan fængsling besluttes, når der efter

sagens omstændigheder er særlig grund til at antage, at sigtedes forbliven på

fri fod vil virke nedbrydende på disciplinen.

§ 11.

En sigtet kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at han har

begået en overtrædelse af militær straffelov, som efter loven kan medføre

fængselsstraf, og der er særlig grund til at antage, at sigtedes forbliven på

fri fod vil virke alvorligt nedbrydende på disciplinen.

Stk. 2.

Varetægtsfængsling efter stk. 1 kan højst udstrækkes til 7 dage.

Stk. 3.

Varetægtsfængsling efter stk. 1 kan ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen

kan ventes at ville medføre straf af bøde.

§ 19.

§ 783, stk. 2, i lov

om rettens pleje anvendes således, at den fængslede hensættes i civilt eller

militært varetægtsfængsel efter de militære myndigheders bestemmelse, så vidt

muligt på det sted, hvor sagen til enhver tid behandles.

§ 20.

Det påhviler chefen for et militært

tjenestested samt enhver foresat, der har en med denne sideordnet stilling,

samt højere foresatte af egen drift og med størst mulig hurtighed at

undersøge

eller lade undersøge alle strafbare handlinger af den i § 2 nævnte art,

når der opstår rimelig formodning om, at sådanne er begået.

Stk. 2.

Er der begået et strafbart forhold,

og afgøres sagen ikke med et disciplinarmiddel eller med irettesættelse eller

bøde, videresendes den af rettergangschefen til auditøren til afgørelse, jf.

dog § 30, stk. 3 og 4.

§ 21.

Auditøren kan til gennemførelse

af sit hverv kræve bistand af de øvrige militære myndigheder. Politiet skal

efterkomme begæringer fra auditøren vedrørende efterforskning i militære

straffesager. I påtrængende tilfælde kan politiet uden at afvente begæring

foretage efterforskningsskridt, som skønnes uopsættelige, men det skal i så

fald straks underrette vedkommende rettergangschef eller auditør om de

foretagne skridt.

§ 8.

Militære myndigheder yder auditørerne bistand.

Stk. 2.

Politiet

yder auditørerne bistand under efterforskningen.

Stk. 3.

Politiet kan

af egen drift foretage uopsættelige efterforskningsskridt i militære

straffesager og skal i så fald straks underrette auditøren.

§ 22.

De anmeldelser, der omhandles i

§ 742 i lov om rettens pleje, kan tillige indgives til militære

tjenestesteder.

Stk. 2.

Klager over myndighedsmisbrug

fra militære myndigheders side under efterforskningen behandles efter

reglerne i § 746 i lov om rettens pleje.

§ 23.

Meddelelse om anke eller kære

kan foruden på de måder, der er nævnt i §§ 948 og 970, stk. 2, i

lov om rettens pleje, afgives skriftligt eller mundtligt på

rettergangschefens kontor eller for en foresat chef eller, hvis tiltalte er

fængslet, for vagtkommandøren eller arrestforvareren.

§ 16.

Meddelelse om anke eller kære af rettens afgørelse i en militær straffesag

kan gives til en overordnet.

Stk. 2.

I sager, der, hvis de ikke var

militære straffesager, ville have været politisager, finder reglerne i

§ 962 i lov om rettens pleje anvendelse med hensyn til anke.

§ 24.

Ved anvendelse af § 997 i

lov om rettens pleje træder rettergangschefen i stedet for politimesteren.

§ 25.

Udgifter, der er foranlediget

ved, at en sag i medfør af § 34 forlanges afgjort ved dom, betragtes som

udgifter foranlediget ved anke, jf. § 1008, stk. 3, i lov om

rettens

pleje.

Stk. 2.

I militære straffesager kan omkostningsansvaret

begrænses, hvor dette findes rimeligt.

§ 26.

Bliver der spørgsmål om over

for nogen, der gennemgår den første uddannelse, at fuldbyrde frihedsstraf,

som er fastsat inden tjenestens begyndelse, kan den militære

straffuldbyrdende

myndighed, inden afsoningen påbegyndes, efter forhandling med den borgerlige

straffuldbyrdende myndighed bestemme, at afsoningen udsættes til efter den

første uddannelses afslutning. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse med

hensyn til udsættelse af afsoning af frihedsstraf, der under tjenesten er

fastsat for overtrædelse af andre love end militær straffelov.

§ 27.

Er et orlogsskib eller flere

under fælles kommando samlede orlogsskibe på togt uden for dansk havn, og kan

en sags undersøgelse ikke opsættes, kan henholdsvis skibschefen eller den

højestkommanderende

nedsætte en forhørsret til foretagelse af forundersøgelse eller enkeltstående

retshandlinger. Retten skal bestå af en af de ældste officerer som formand

samt 2 andre medlemmer, hvoraf den ene så vidt muligt skal være af samme grad

og tjenestestilling som den, mod hvem undersøgelsen eller den pågældende

retshandling er rettet, medens den anden så vidt muligt skal være dennes

foranstående.

Stk. 2.

Skibschefen eller den højestkommanderende

beordrer en officer eller dermed ligestillet til at udøve hvervet som

anklager.

Stk. 3.

Er en auditør om bord, kan

nedsættelse af forhørsret kun ske efter dennes indstilling, og auditøren er i

så fald formand for retten. Såfremt 2 auditører er om bord, varetages tillige

anklagemyndighedens opgaver af en auditør.

Stk. 4.

Forsvarsministeren kan fastsætte

sådanne lempelser i de ellers gældende regler om retsplejen, som de særlige

forhold i nævnte sager kræver.

§ 28.

Forsvarsministeren kan bestemme,

at reglerne i § 27 med de fornødne lempelser skal gælde for enheder af

forsvaret, som er stationeret i Grønland eller uden for landets grænser.

Stk. 2.

Forsvarsministeren kan endvidere

bestemme, at reglerne i § 27 med de fornødne lempelser skal anvendes i

militære straffesager i krigstid.

§ 29.

I en militær straffesag kan følgende

straffe pålægges uden dom:

a)

Irettesættelse.

b)

Bøde.

c)

Hæfte indtil 30

dage.

Stk. 2.

Ved fastsættelse af en fællesstraf

af hæfte uden dom i medfør af militær straffelovs § 13 kan tillægget til

den første straf ikke overstige 30 dage.

§ 30.

Myndighed til at pålægge straf

uden dom tilkommer auditører, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2.

Myndighed til at pålægge straf

i medfør af § 29, stk. 1, litra a og b, tilkommer endvidere

rettergangschefer

efter forsvarsministerens nærmere bestemmelse. Forsvarsministeren kan

tillægge andre militære chefer tilsvarende straffemyndighed.

Stk. 3.

Rettergangschefen kan tillige

i orlogsskibe på togt samt ved enheder af det militære forsvar, som er

stationeret i Grønland eller uden for landets grænser, såfremt en auditør

ikke er til stede, pålægge straf af hæfte indtil 30 dage uden dom.

Stk. 4.

Forsvarsministeren kan tillægge

militære chefer myndighed til i krigstid at pålægge straf af hæfte indtil 30

dage uden dom.

§ 31.

Forinden straf pålægges uden

dom, skal det påses, at afhøring af sigtede og eventuelle vidner har fundet

sted, og at der i øvrigt foreligger tilstrækkelige oplysninger om den begåede

forseelse og de nærmere omstændigheder ved denne.

§ 32.

Bestemmelserne i borgerlig

straffelovs § 86, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse ved

fastsættelse

af straf uden dom, når sigtede har været underkastet varetægtsfængsel.

Afvisning af sagen fra retten eller frafald af begæringen om sagens

indbringelse for retten betragtes som afvisning eller frafald af anke.

§ 33.

Den, der er blevet pålagt straf

af en rettergangschefen underordnet, kan senest 7 dage efter at have modtaget

meddelelse om straffen forlange sagen forelagt rettergangschefen til

afgørelse og derved udsætte straffens fuldbyrdelse.

§ 34.

Straf pålagt uden dom kan af

sigtede inden 7 dage efter meddelelsen om straffen forlanges indbragt for

retten.

Adgangen hertil afskæres ikke ved, at straffen i medfør af § 33 er

fastsat af rettergangschefen. Fristen regnes i dette tilfælde fra meddelelsen

om rettergangschefens afgørelse. Forlanges sagen indbragt for retten,

udsættes straffens fuldbyrdelse.

Stk. 2.

Den, der i krigstid er blevet

pålagt straf uden dom, kan dog ikke forlange sagen afgjort ved dom, men kan

klage over afgørelsen. I så fald kan såvel den, der har fastsat straffen, som

højere foresatte eller auditøren udsætte straffens fuldbyrdelse.

§ 35.

Den, der er blevet pålagt straf

uden dom, skal uopholdeligt have meddelelse herom og om de beføjelser, der

tilkommer ham efter §§ 33 og 34.

§ 36.

En foresat kan helt eller

delvis ophæve eller eftergive en af ham selv, rettergangschefen tillige en af

hans undergivne fastsat straf, når straffen skønnes ufortjent, for streng

eller i øvrigt urimelig. Er straffen ulovlig, ophæves den. Tilsvarende regler

gælder for auditøren i de sager, der vedrører ham.

Stk. 2.

Bestemmelserne om erstatning i

kapitel 93 a i lov om rettens pleje anvendes med fornødne lempelser, når

straf ophæves eller eftergives efter stk. 1.

§ 37.

Disciplinarmidler kan kun bringes

i anvendelse, når en strafbar handling er begået.

Stk. 2.

Disciplinarmidler skal anvendes

i stedet for mindre straffe, medmindre omstændighederne taler imod det.

Stk. 3.

Disciplinarmidler kan ikke

indbringes for retten.

§ 38.

Som disciplinarmidler kan anvendes

belæring, tilrettevisning, arbejde og efterøvelse i en del af fritiden,

fremstilling,

vagt eller anden tjeneste uden for orden, tilbageholdelse på tjenestestedet

eller anden fratagelse af friheder samt overflytning til anden tjeneste.

Stk. 2.

Tilbageholdelse på tjenestestedet

må ikke udstrækkes ud over 14 dage. Medfører anvendelse af øvrige

disciplinarmidler

indgreb i adgangen til at forlade tjenestestedet efter tjenestens ophør, må

dette ikke ske for længere perioder end 3 dage ad gangen med mindst en dags

mellemrum mellem perioderne, og anvendelsen må ikke udstrækkes ud over 14

dage.

Stk. 3.

Forsvarsministeren fastsætter

i øvrigt de nærmere regler om anvendelse af disciplinarmidler, herunder

regler om samtidig anvendelse af flere disciplinarmidler.

§ 39.

Forsvarsministeren bestemmer,

hvem der skal have myndighed til at anvende disciplinarmidler, og omfanget af

denne myndighed.

§ 40.

Af disciplinarmidler kan belæring,

tilrettevisning eller overflytning til anden tjeneste anvendes over for alle

undergivne. De øvrige disciplinarmidler kan derimod ikke anvendes over for

officerer og faste befalingsmænd eller dermed ligestillede, medmindre de

pågældende

er elever på en militær skole.

§ 41.

Den, der er blevet pålagt et disciplinarmiddel

af en rettergangschefen underordnet eller umiddelbart af rettergangschefen,

kan forlange udståelsen udsat i indtil 2 x 24 timer efter meddelelsen om

disciplinarmidlet.

§ 42.

Den, der er blevet pålagt et disciplinarmiddel

af en rettergangschefen underordnet, kan forlange sagen forelagt

rettergangschefen til afgørelse.

§ 43.

Den, der er blevet pålagt et disciplinarmiddel

af en rettergangschef, kan forlange sagen forelagt for et disciplinarnævn til

afgørelse.

Stk. 2.

Disciplinarnævnets afgørelse

kan såvel af rettergangschefen som af den, der er blevet pålagt et

disciplinarmiddel,

forlanges forelagt ankenævnet til afgørelse. Ankenævnets afgørelse kan ikke

indbringes for domstolene eller forsvarsministeren.

Stk. 3.

Disciplinarnævnet, der

oprettes for hvert enkelt rettergangsområde, består af en auditør som formand

samt to andre medlemmer, hvoraf den ene så vidt muligt skal være en talsmand

og af samme grad som den, der er blevet pålagt disciplinarmidlet, medens den

anden skal være dennes foranstående.

Stk. 4.

Ankenævnet, der oprettes af

forsvarsministeren, består af en formand og to andre medlemmer. Formanden

skal være en civil person, der opfylder betingelserne for at kunne beskikkes

som landsdommer. De øvrige medlemmer er generalauditøren og en advokat, der

udpeges af Advokatrådet.

Stk. 5.

Forsvarsministeren fastsætter

de nærmere regler for udpegning af disciplinarnævnets medlemmer og for

disciplinarnævnets og ankenævnets virksomhed.

§ 44.

Indbringelse af et disciplinarmiddel

for rettergangschefen, disciplinarnævnet eller ankenævnet har ikke opsættende

virkning på udståelsen, medmindre andet bestemmes af rettergangschefen eller

vedkommende nævns formand.

§ 45.

Generalauditøren og auditørerne

har efter forsvarsministerens nærmere bestemmelse indseende med anvendelsen

af straffe og disciplinarmidler inden for forsvaret.

Stk. 2.

Rettergangscheferne samt afdelings-

og dermed ligestillede eller højere chefer har indseende med deres

underordnedes anvendelse af straffe- og disciplinarmyndighed.

§ 46.

Tidspunktet for lovens ikrafttræden

bestemmes af forsvarsministeren.

§ 17.

Denne lov træder i kraft den 1. oktober 2005.

Stk. 2.

Ved lovens ikrafttræden ophæves

lov nr. 542 af 4. oktober 1919.

Stk. 2.

Samtidig

ophæves militær retsplejelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 643 af 30. september

1987.

§ 47.

Straffesager, i hvilke der ikke

er rejst tiltale på tidspunktet for nærværende lovs ikrafttræden, behandles

efter de regler, der er foreskrevet i denne lov. Gyldigheden af

retshandlinger, som er foretaget i sagen før lovens ikrafttræden, bedømmes

efter den tidligere lovgivning.

§ 48.

I stedet for § 1040 i lov

om rettens pleje gælder:

Påanke af straffedomme, som er afsagt før tidspunktet for

nærværende lovs ikrafttræden, sker efter reglerne i den tidligere lovgivning.

Fuldbyrdelsen af straffedomme sker efter nærværende lovs ikrafttræden efter

reglerne i denne lov.

§ 13.

Ved indgang til og udgang fra militært område kan militære myndigheder uden

retskendelse foretage kontrol af indholdet af tøj, bagage, tasker, mv. og af

transportmidler.

Stk. 2.

I det

omfang det er nødvendigt for at gennemføre kontrollen, kan genstande

foreløbig tages i bevaring og personer tilbageholdes. Militære myndigheder

kan med henblik herpå anvende den nødvendige magt. Politiet yder efter

anmodning militære myndigheder bistand hertil.

Stk. 3.

Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol efter stk. 1

og 2.

§ 15.

Auditøren og andre militære myndigheder kan til enhver tid kræve, at

tjenstgørende militært personel, som fører motordrevet køretøj eller i øvrigt

varetager opgaver, for hvilke der er fastsat særlige promillegrænser,

foretager

udåndingsprøve.

Stk. 2.

Nægter en

person at afgive udåndingsprøve, eller er han ikke i stand til at medvirke,

kan han fremstilles til udtagelse af blodprøve og til afgivelse af urinprøve.

Det samme gælder, hvis udåndingsprøven giver grund til at antage, at der

foreligger en overtrædelse af militær straffelov § 20 eller en

promillegrænse

fastsat i medfør af § 21 eller færdselslovens §§ 53 og 54.

Stk. 3.

Er der

begrundet mistanke om, at militært personel gør tjeneste under indflydelse af

euforiserende stoffer, kan pågældende fremstilles til udtagelse af blodprøve

og til afgivelse af urinprøve.

§ 18.

Loven

gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i

kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og

grønlandske forhold tilsiger.

Lignende dokumenter