Forslag til Militær retsplejelov
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 29. oktober 2004 af
forsvarsministeren (Søren Gade)
Forslag
til
Militær
retsplejelov
§ 1.
Ved
behandlingen af militære straffesager finder retsplejelovens regler om
behandlingen af straffesager anvendelse, medmindre andet er bestemt.
§ 2.
Militære straffesager er
1)
sager om overtrædelse
af militær straffelov mod personer, som efter §§ 1 og 2 i militær
straffelov
kan pådrage sig strafansvar for overtrædelse af denne lov,
2)
sager om andre
strafbare overtrædelser mod personer som nævnt i nr. 1, når lovovertrædelsen
vedrører tjenesten eller er begået i eller i anledning af tjenesten, på
militært område eller i anvist kvarter, og
3)
sager som nævnt under
nr. 2 mod krigsfanger samt sanitetspersonel og feltpræster, der tilbageholdes
som bistand for krigsfanger, eller mod fremmede militærpersoner og andre
personer, der er interneret her i landet, og som i henhold til mellemfolkelig
overenskomst, som er tiltrådt af Danmark, har krav på behandling som
krigsfanger.
Stk. 2.
Læs alt
Loven
gælder for de personer, der er nævnt i stk. l, nr. 3, medmindre andet
følger af de mellemfolkelige overenskomster, der gælder for behandlingen af
dem.
§ 3.
Hvis en person samtidig retsforfølges for flere forhold, som ikke alle
påtales
af den militære anklagemyndighed, sker retsforfølgningen under en militær
straffesag. Er den militære og den almindelige anklagemyndighed enige, kan
sagen behandles som en almindelig straffesag.
Stk. 2.
Retsforfølges flere personer samtidig for et forhold, som ikke for alle
sigtedes
eller tiltaltes vedkommende hører under den militære anklagemyndighed, kan
sagen i sin helhed behandles enten som militær eller almindelig straffesag,
når
den militære og den almindelige anklagemyndighed er enige om det.
§ 4.
Hvis hensynet til den militære sikkerhed kræver det, kan retten beslutte,
1)
at forhandlingen skal
foregå for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29,
2)
at dørene lukkes
under den forhandling, der går forud for rettens kendelse om dørlukning, jf.
retsplejelovens § 29 c,
3)
at retten til
aktindsigt i domme og kendelser mv. begrænses, jf. retsplejelovens
§ 41 b,
stk. 3, § 41 c, stk. 3, og § 41 f, stk. 1,
stk. 3 og stk. 5,
4)
at forsvarerens og
sigtedes ret til aktindsigt fraviges, jf. retsplejelovens § 729 c,
stk. 1,
og
5)
at et vidne pålægges
tavshedspligt, jf. retsplejelovens § 189.
Stk. 2.
Hvis samme
hensyn som nævnt i stk. 1 kræver det, kan auditøren beslutte,
1)
at retten til
aktindsigt i straffesager, der er afsluttet, begrænses, jf. retsplejelovens
§ 41
d, stk. 3,
2)
at udlevering af kopi
af anklageskrift eller retsmødebegæring begrænses, jf. retsplejelovens
§ 41
f, stk. 2,
3)
at nægte samtykke til
udlevering til sigtede eller andre af det materiale, som auditøren har
tilvejebragt
til brug for den sag, som sigtelsen angår, jf. retsplejelovens § 729 a,
stk. 3,
og 729 b, stk. 2,
4)
at forsvareren
meddeles pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har
modtaget
fra auditøren, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 4, og
5)
at retten til
aktindsigt for den, der har været sigtet, i dokumenter, der vedrører sagen,
begrænses, jf. retsplejelovens § 729 d, stk. 3.
§ 5.
Domsforhandling kan foruden ved de retter, der er nævnt i retsplejelovens
kapitel 63, foretages ved retten på det sted, hvor den tiltalte er
tjenstgørende, eller hvor det skib, han hører til, er hjemhørende, har taget
eller tager havn.
Stk.
2.
Endvidere kan domsforhandlingen finde
sted ved retten på det sted, hvor tiltalte på gerningstidspunktet var
tjenstgørende, eller hvor det skib, han hørte til, var hjemhørende.
§ 6.
Generalauditøren og auditørerne påtaler lovovertrædelser i sager, der skal
behandles som militære straffesager.
Stk. 2.
Ved
efterforskningen af militære straffesager bistås auditørerne af
auditørfuldmægtige.
Stk. 3.
Forsvarsministeren er generalauditøren og auditørerne overordnet og fører
tilsyn
med disse.
§ 7.
Ved
behandlingen af militære straffesager varetager generalauditøren henholdsvis
auditørerne de opgaver, som efter retsplejeloven er henlagt til Rigsadvokaten
henholdsvis statsadvokaterne og politimestrene, jf. dog § 9.
Stk. 2.
Forsvarsministeren
varetager de opgaver inden for den militære strafferetspleje, som efter
retsplejeloven
er henlagt til justitsministeren.
Stk. 3.
Forsvarsministeren varetager i militære straffesager de opgaver, som efter
lov
om fuldbyrdelse af straf m.v. er tillagt justitsministeren om udsættelse og
benådning
af fængselsstraffe og om fuldbyrdelse af bødestraffe, jf. lov om fuldbyrdelse
af straf § 10 og § 90, stk. 2.
Stk. 4.
Forsvarsministeren fastsætter i militære straffesager nærmere regler om den
administrative behandling af sager om benådning og om behandlingen af sager
om
udsættelse af fængselsstraffe samt om den administrative behandling af sager
om
eftergivelse af bøder og behandlingen af sager om opkrævning af bøder.
Stk. 5.
Forsvarsministeren
kan endvidere fastsætte nærmere regler om, at auditørens afgørelse om
henstand
med eller afdragsvis betaling af bøder ikke kan indbringes for højere
administrativ myndighed.
§ 8.
Militære myndigheder yder auditørerne bistand.
Stk. 2.
Politiet
yder auditørerne bistand under efterforskningen.
Stk. 3.
Politiet
kan af egen drift foretage uopsættelige efterforskningsskridt i militære
straffesager og skal i så fald straks underrette auditøren.
§ 9.
I
tilfælde, hvor det ikke på forhånd har været muligt at indhente auditørens
bemyndigelse, kan militære myndigheder foretage ethvert uopsætteligt
efterforskningsskridt i militære straffesager. Auditøren skal straks
underrettes herom.
Stk. 2.
Generalauditøren fastsætter nærmere regler om de efterforskningsskridt, der
er
nævnt i stk. 1, herunder hvilket militært personel, der kan foretage
disse.
§ 10.
En
overordnet kan anholde en underordnet, der udviser ulydighed eller grov
respektstridig opførsel, hvis anholdelse skønnes nødvendig af hensyn til
disciplinen.
§ 11.
En
sigtet kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at han har
begået en overtrædelse af militær straffelov, som efter loven kan medføre
fængselsstraf, og der er særlig grund til at antage, at sigtedes forbliven på
fri fod vil virke alvorligt nedbrydende på disciplinen.
Stk. 2.
Varetægtsfængsling efter stk. 1 kan højst udstrækkes til 7 dage.
Stk. 3.
Varetægtsfængsling efter stk. 1 kan ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen
kan ventes at ville medføre straf af bøde.
§ 12.
Er
der begrundet mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse, der skal
behandles som en militær straffesag, og som efter loven kan medføre
frihedsstraf, kan der uden retskendelse foretages ransagning på militært
område, hvis ransagningen er af væsentlig betydning for efterforskningen, dog
ikke af tjeneste- og lejeboliger. Ransagning kan omfatte den beklædning, som
de
personer, hos hvem ransagningen foretages, er iført.
§ 13.
Ved indgang til og udgang fra militært område kan militære myndigheder uden
retskendelse foretage kontrol af indholdet af tøj, bagage, tasker, mv. og af
transportmidler.
Stk. 2.
I det
omfang det er nødvendigt for at gennemføre kontrollen, kan genstande
foreløbig
tages i bevaring og personer tilbageholdes. Militære myndigheder kan med
henblik herpå anvende den nødvendige magt. Politiet yder efter anmodning
militære myndigheder bistand hertil.
Stk. 3.
Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol efter stk. 1
og
2.
§ 14.
Den frist på 24 timer, der er fastsat i retsplejelovens § 760,
stk. 2,
§ 796, stk. 3, og § 806, stk. 3, kan ved tjeneste uden
for
landets grænser, ved orlogsskibe på togt eller i øvrigt under ekstraordinære
forhold om nødvendigt udstrækkes i indtil 3 gange 24 timer.
§ 15.
Auditøren og andre militære myndigheder kan til enhver tid kræve, at
tjenstgørende militært personel, som fører motordrevet køretøj eller i øvrigt
varetager opgaver, for hvilke der er fastsat særlige promillegrænser,
foretager
udåndingsprøve.
Stk. 2.
Nægter en
person at afgive udåndingsprøve, eller er han ikke i stand til at medvirke,
kan
han fremstilles til udtagelse af blodprøve og til afgivelse af urinprøve. Det
samme gælder, hvis udåndingsprøven giver grund til at antage, at der
foreligger
en overtrædelse af militær straffelov § 20 eller en promillegrænse
fastsat
i medfør af § 21 eller færdselslovens §§ 53 og 54.
Stk. 3.
Er der
begrundet mistanke om, at militært personel gør tjeneste under indflydelse af
euforiserende stoffer, kan pågældende fremstilles til udtagelse af blodprøve
og
til afgivelse af urinprøve.
§ 16.
Meddelelse om anke eller kære af rettens afgørelse i en militær straffesag
kan
gives til en overordnet.
§ 17.
Denne
lov træder i kraft den 1. oktober 2005.
Stk. 2.
Samtidig
ophæves militær retsplejelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 643 af 30. september
1987.
§ 18.
Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i
kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Side
1.
Lovforslagets
formål og bagggrund
4
2.
Hovedpunkterne i
gældende militær retsplejelov
5
3.
Lovforslagets
udformning
5
3.1.
Generelt
5
3.2.
Strafpålæg
6
3.3.
Kompetencen til at
behandle militære straffesager
6
3.4.
Varetægtsfængsling
7
3.5.
Ransagning og
beslaglæggelse i militære straffesager
7
3.6.
Adgangskontrol ved
militære områder
8
3.7.
Hjemmel for
udtagelse af blodprøve mv.
9
4.
Ophævede
bestemmelser
9
4.2.
Militær
retsplejelov § 4
10
4.3.
Militær
retsplejelov § 6, 2. punktum
10
4.4.
Militær
retsplejelov § 7, stk. 3
10
4.5.
Militær
retsplejelov § 8, stk. 2
10
4.6.
Militær
retsplejelov § 9
10
4.7.
Militær
retsplejelov § 10
11
4.8.
Militær
retsplejelov § 12
11
4.9.
Militær
retsplejelov § 15, nr. 2
11
4.10.
Militær
retsplejelov § 22
12
4.11.
Militær
retsplejelov § 23, stk. 2
12
4.12.
Militær
retsplejelov § 24
12
4.13.
Militær
retsplejelov § 25
12
4.14.
Militær
retsplejelov § 26
12
4.15.
Militær
retsplejelov §§ 27 og 28
12
4.16.
Militær
retsplejelov §§ 37-44
13
4.17.
Militær
retsplejelov § 45
13
5.
Lovforslagets
økonomiske og administrative konsekvenser
14
6.
Forholdet til
EU-retten
14
7.
Hørte myndigheder
mv.
14
1. Lovforslagets formål og baggrund
Forslaget har til formål at afløse den nuværende militære retsplejelov
fra 1973 og er en del af en gennemgående revision af det nuværende militære
straffe- og disciplinarsystem.
Forslaget indeholder bestemmelser, som supplerer eller
fraviger reglerne i retsplejeloven om behandlingen af straffesager.
I sommeren 1999 nedsatte forsvarsministeren udvalget til
revision af den militære straffe- og retsplejelovgivning. Udvalget fik til
opgave at underkaste denne lovgivning samt de dertil knyttede administrative
bestemmelser
en vurdering med henblik på en mulig revision. I den forbindelse har udvalget
blandt
andet skulle vurdere behovet for, i hvilket omfang de særlige regler for
militære straffesager burde opretholdes. Endvidere har udvalget skulle
vurdere,
om de militære chefers og auditørernes adgang til at efterforske og ikende
straffe og disciplinarmidler burde ændres, herunder om auditørernes adgang
til
at ikende frihedsstraf skulle afskaffes.
I januar 2004 afgav udvalget sin betænkning nr. 1435/2004
om den militære straffelov, retsplejelov og disciplinarlov. Ved afgivelsen af
betænkningen bestod udvalget af en formand (landsdommer Nils Black) og 18
andre
medlemmer udpeget af Advokatrådet, Dansk Røde Kors, Hovedorganisationen af
Officerer
i Danmark, Hærens Konstabel- og Korporalforening, Centralforeningen for
Stampersonel,
Forretningsudvalgene for værnepligtige (nu Værnepligtsrådet), København og
Århus universiteter, Folketingets Ombudsmand, Udenrigsministeriet,
Justitsministeriet, Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen.
Udvalgets forslag til militær retsplejelov er afgivet i
enighed.
Lovforslaget bygger i det hele på betænkningen og det deri
indeholdte lovforslag med bemærkninger og de høringssvar over betænkningen,
som
Forsvarsministeriet har modtaget, jf. nedenfor under punkterne 3.1. og 7.
2. Hovedpunkterne i gældende militær retsplejelov
Militær retsplejelov er udformet som et supplement til de
almindelige regler, som efter retsplejeloven gælder for politiets og
anklagemyndighedens behandling af straffesager. Hvis der i militær
retsplejelov
ikke er foretaget en særlig regulering af et bestemt processuelt spørgsmål,
finder retsplejelovens almindelige straffeprocessuelle regler anvendelse på
behandlingen af militære straffesager.
Militær retsplejelov definerer endvidere, hvilke sager der
er militære straffesager (straffesager mod tjenstgørende militært personel),
og
som derfor skal behandles efter disse særlige regler.
Som eksempler på bestemmelser, der fraviger eller supplerer
retsplejelovens almindelige regler, kan nævnes en udvidet adgang til at
anvende
straffeprocessuelle tvangsindgreb til sagens oplysning, herunder i form af
ransagning og beslaglæggelse, anholdelse og varetægtsfængsling, og regler om
den processuelle behandling af militære straffesager. Endvidere findes
særlige
bestemmelser om, under hvilke betingelser domsmænd skal medvirke ved
behandlingen af militære straffesager, og supplerende regler om
forsvarerbeskikkelse.
Behandlingen af militære straffesager varetages af den
militære anklagemyndighed (Forsvarets Auditørkorps). Denne består af en
generalauditør
og fire auditører, hvis opgaver svarer til dem, der gælder for politimestrene
og statsadvokaterne.
Den interne
fordeling af tjenesteområder mellem auditørerne foretages af
generalauditøren.
Efter de gældende regler efterforsker
og påtaler auditøren og militære myndigheder militære straffesager.
Spørgsmålet
om, hvorvidt der skal rejses påtale, skal, inden afgørelsen træffes,
forhandles
mellem auditøren og den pågældende militære chef (rettergangschefen).
Militær retsplejelov indeholder hjemmel for anvendelse af
administrativt strafpålæg. Endvidere er der hjemmel til anvendelse af en
særlig
sanktionsform - irettesættelse. Disse 2 forhold kendes ikke inden for den
almindelige strafferetspleje. En lovovertrædelse, der skal behandles som en
militær straffesag, kan afgøres med straf, der pålægges af auditøren eller af
militære chefer, dvs. administrativt (arbitrær straf) i form af
irettesættelse
og bøde. Sådanne strafpålæg kan indbringes for domstolene til prøvelse.
Indtil
2001, da hæftestraffen blev ophævet, kunne auditøren endvidere pålægge straf
af
hæfte i indtil 30 dage.
Efter militær retsplejelov kan visse militære chefer
anvende disciplinarmidler i stedet for straf ved mindre alvorlige
overtrædelser
begået af militært personel, forudsat at den pågældende overtrædelse udgør et
strafbart forhold. Et pålagt disciplinarmiddel kan ikke indbringes for
domstolene, men i stedet for et disciplinarnævn, hvis afgørelse igen kan
indbringes for et ankenævn. Ankenævnets afgørelse er endelig.
Militær retsplejelov stammer i sin nuværende udformning fra
1973 og er bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 643 af 30. september 1987.
Lovbekendtgørelsen er optaget som bilag 1 til lovforslaget. I bilag II
sammenholdes lovforslaget med gældende ret.
3. Lovforslagets udformning
3.1. Generelt
Efter lovforslaget vil påtalen og
efterforskningskompetencen i militære straffesager fremover alene tilkomme
den
militære anklagemyndighed, jf. nærmere under punkt 3.3. Herudover foreslås
adgangen til at kunne afgøre militære straffesager med strafpålæg ophævet,
jf.
nærmere under punkt 3.2. Endelig foreslås reglerne om anvendelse af
disciplinarmidler,
herunder om sagsbehandlingen, optaget i en selvstændig lov – militær
disciplinarlov,
jf. nærmere særskilt lovforslag herom.
Ovennævnte tiltag indebærer en væsentlig forenkling af militær
retsplejelov, og muliggør ophævelsen af en række særregler inden for den
militære strafferetspleje, idet retsplejelovens almindelige bestemmelser vil
finde anvendelse, jf. nærmere punkt 4.
Der vurderes fortsat at være behov for at opretholde
særlige regler for bl.a. varetægtsfængsling og ransagning i militære
straffesager, men betingelserne for at kunne foretage disse indgreb er i
videst
muligt omfang søgt tilnærmet de betingelser, der gælder efter retsplejeloven.
Der henvises herom til punkterne 3.4. og 3.5. Herudover foreslås navnlig ud
fra
sikkerhedsmæssige synspunkter nogle nye bestemmelser indført, jf. nærmere
punkterne
3.6. og 3.7.
Betænkningen om den militære straffelov, retsplejelov og
disciplinarlov har været i høring ved en række myndigheder og organisationer,
jf. punkt 7. Der er generelt tilslutning til udvalget om den militære
straffe-
og retsplejeordnings forslag til en ny militær retsplejelov.
Lovforslaget er på denne baggrund udformet i overensstemmelse
med udvalget om den militære straffe- og retsplejeordnings udkast til militær
retsplejelov, idet der dog er foretaget enkelte justeringer i §§ 4, 5,
7,
9, 12 og 13. Ved henvisninger til ”betænkningen” menes betænkning
nr. 1435/2004
om den militære straffelov, retsplejelov og disciplinarlov.
3.2. Strafpålæg
Militære straffesager kan efter de gældende regler afgøres
ved strafpålæg i form af irettesættelse og bøde, jf. militær retsplejelov
§ 29,
stk. 1. Indtil 1. juli 2001, hvor hæftestraffen blev ophævet, jf. lov
nr.
433 af 31. maj 2000 om ændring af retsplejeloven, kunne auditøren desuden
pålægge straf af hæfte indtil 30 dage.
For så vidt angår den særlige militære strafart
irettesættelse foreslås denne ophævet, jf. forslaget til militær straffelov.
Adgangen
til strafpålæg ville i givet fald herefter alene omfatte straf af bøde.
At auditøren og militære myndigheder administrativt kan
sanktionere pligtstridig adfærd med straf og disciplinarmidler, skyldes især
hensynet til disciplinen, idet det efter omstændighederne er nødvendigt
umiddelbart
i forbindelse med forseelsen eller snarest muligt herefter ved en sanktion at
kunne markere, at der er tale om en adfærd, som er uacceptabel ikke blot over
for den pågældende, men også i forhold til den øvrige del af personellet.
Efter retsplejeloven § 924, stk. 1, kan en
bødesag afgøres ved, at anklagemyndigheden tilkendegiver over for den
sigtede,
at ”sagen kan afgøres uden retssag, hvis sigtede erklærer sig skyldig i
overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist at
betale en i bødeforlægget angivet bøde”. Betaler sigtede ikke den
forelagte
bøde, må sagen indbringes for retten til afgørelse, hvis anklagemyndigheden
vælger at opretholde sigtelsen.
Bøder pålagt efter militær retsplejelov og bøder, der
forelægges den sigtede efter de almindelige regler i retsplejeloven, er, hvis
den sigtede ikke kan acceptere den udenretlige afgørelse, først endelige, når
rettens afgørelse foreligger. Markeringen af, at der er begået et strafbart
forhold, ligger ved bødepålæg i selve afgørelsen, mens den tilsvarende
tilkendegivelse ved bødeforlæg fremgår af, at bøden snarest efter forseelsen
forelægges
skriftligt for den pågældende. I begge tilfælde tilkendegives det således
umiddelbart den sigtede, at den pågældende har gjort sig skyldig i en
lovovertrædelse, og at dette har en strafferetlig konsekvens.
Såvel bøder pålagt efter militær retsplejelov som
bødeforlæg efter retsplejeloven kan prøves af domstolene. Den eneste reelle
forskel er spørgsmålet om, hvem der skal tage initiativet til at indbringe
sagen for retten, hvis den sigtede ikke accepterer resultatet. Ved bødepålæg
skal den pågældende selv forlange bøden indbragt for retten. Den, der efter
retsplejelovens almindelige regel har fået forelagt en bøde, skal blot
undlade
at betale, hvorefter det er anklagemyndigheden, der skal tage initiativ til
at
indbringe sagen for retten ved at udfærdige anklageskrift.
Udvalget om den militære straffe- og retsplejerordning har
fundet, at der ikke i dag kan påvises afgørende hensyn, der kan begrunde en
opretholdelse af adgangen for militære chefer til at kunne pålægge bøde i
militære
straffesager ikke mindst henset til, at det samtidig foreslås, at adgangen
til
at anvende disciplinarmidler bevares for militære chefer, herunder med
mulighed
for at kunne pålægge disciplinarbøder, jf. herved forslaget til militær
disciplinarlov.
Udvalget foreslår derfor, at adgangen til strafpålæg
ophæves.
Der henvises nærmere til betænkningen, side 255 og side 257
- 258.
3.3. Kompetencen til at behandle militære
straffesager
Efter den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 13
har både militære foresatte og vagthavende samt auditøren kompetence til at
efterforske militære straffesager og til i disse sager at anvende de
tvangsindgreb,
som politiet efter retsplejeloven kan anvende under efterforskningen af
almindelige straffesager.
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning foreslår,
at alene den militære anklagemyndighed som udgangspunkt skal have kompetence
til at efterforske militære straffesager og til at træffe afgørelse om
tiltalerejsning, herunder ved udfærdigelse af bødeforlæg. Årsagen hertil er,
at
der ved militære straffesager fremover må antages at være tale om mere
alvorlige sager, hvor netop straf kan komme på tale sammenholdt med ønsket om
en klar adskillelse mellem militære straffesager og sager om disciplinære
sanktioner, hvor sidstnævnte forbeholdes for mindre alvorlige
pligtforsømmelser, der ikke er strafbare, men hvor det af disciplinære
årsager
fra de militære chefers side er nødvendigt at kunne reagere hurtigt med en
form
for sanktion, jf. herved forslaget til disciplinarlov almindelige
bemærkninger
punkt 3.1. og 3.2.
Princippet om, at efterforskningen af militære straffesager
fremover alene forestås af den militære anklagemyndighed, må dog modificeres
i
et vist omfang. Det vil af praktiske grunde være nødvendigt, at militære
myndigheder på begæring kan bistå den militære anklagemyndighed med konkrete
efterforskningsskridt, ligesom det kan være nødvendigt, at militære
myndigheder
på stedet selvstændigt kan foretage sådanne konkrete efterforskningsskridt,
som
ikke kan opsættes.
Bestemmelser herom er derfor optaget i lovforslagets § 8,
stk. 1, og § 9, stk. 1.
Der henvises til betænkningen, side 258 og 322, og til de
særlige bemærkninger for de pågældende bestemmelser.
3.4. Varetægtsfængsling
Gældende militær retsplejelov indeholder i § 18 en
bestemmelse, der giver mulighed for varetægtsfængsling i militære
straffesager,
når der efter sagens omstændigheder er særlig grund til at antage, at
sigtedes
forbliven på fri fod vil virke nedbrydende på disciplinen.
Militær retsplejelov § 18 bygger på den tidligere
gældende bestemmelse i retsplejeloven § 780, der – for at retten
kunne
afsige kendelse om varetægtsfængsling – alene krævede, at der forelå
”skellig
grund til at antage, at den sigtede har gjort sig skyldig i en forbrydelse,
hvorfor straffen efter det foreliggende skønnes at ville blive højere end
bøder
eller hæfte”.
Ved ændring af retsplejeloven i 1978, jf. lov nr. 243 af 8.
juni 1978, blev betingelserne for, at retten kunne træffe bestemmelse om
varetægtsfængsling under efterforskningen, betydeligt skærpet. Militær
retsplejelov § 18 blev ikke ændret i denne forbindelse, og det antages
derfor, at § 18 i det hele fraviger de krav, som efter retsplejeloven
§ 762
skal være opfyldt, for at retten kan afsige kendelse om varetægtsfængsling i
militære straffesager.
Om den gældende bestemmelse henvises til betænkningen,
siderne 171 -176.
Den væsentligste forskel på adgangen til varetægtsfængsling
i militære straffesager og andre straffesager er kravet efter retsplejeloven
§ 762
om, at den lovovertrædelse, som sigtelsen vedrører, skal give mulighed for
straf af fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. De fleste bestemmelser i
gældende militær straffelov kapitel 7 om pligtforsømmelser har en væsentlig
lavere strafferamme, typisk 3 til 6 måneders fængsel.
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har
fundet, at der fortsat er behov for at kunne træffe bestemmelse om
varetægtsfængsling af disciplinære grunde i sager vedrørende mere alvorlige
overtrædelser af militær straffelov. Det foreslås, at der – som efter
den
almindelige bestemmelse i retsplejeloven § 762 – skal foreligge
begrundet
mistanke om, at den pågældende har begået en overtrædelse af militær
straffelov, og at forholdet efter loven kan medføre straf af fængsel.
Endvidere
skal der foreligge særlig grund til at antage, at sigtedes forbliven på fri
fod
vil virke alvorligt nedbrydende på disciplinen. Efter forslaget kan
varetægtsfængsling
efter denne bestemmelse højst udstrækkes til 7 dage og kan ikke anvendes,
hvis
lovovertrædelsen kan forventes at ville medføre straf af bøde.
Den foreslåede bestemmelse er optaget som § 11 i
forslaget til militær retsplejelov.
Der henvises i øvrigt til betænkningen, siderne 323 - 324
og til de særlige bemærkninger til § 11.
3.5. Ransagning og
beslaglæggelse i militære straffesager
Gældende militær retsplejelov § 14 giver hjemmel til
at foretage ransagning og beslaglæggelse på militært område ved mistanke om
et
strafbart forhold, uden at mistanken kan rettes mod en bestemt person, og
uden
at retsplejelovens betingelser for disse retsskridt i øvrigt er opfyldt.
Indholdet af den gældende bestemmelse, herunder forholdet til retsplejelovens
almindelige regler om ransagning og beslaglæggelse, er beskrevet nærmere i
betænkningen, siderne 159 - 168.
Ransagning efter § 14 anvendes i praksis især i
situationer, hvor der er mistanke om, at der er forsvundet våben mv., eller
at
der findes narkotika på området. Ransagning under disse omstændigheder
begrundes især ud fra sikkerhedsmæssige hensyn såvel i forhold til forsvaret
som i forhold til det øvrige personel og det omgivende samfund. Formålet med
den gældende bestemmelse er desuden at sikre mulighed for at kunne foretage
undersøgelse, mens der endnu er stor sandsynlighed for, at eftersøgte
genstande
stadig befinder sig på området.
Det er Udvalget om den militære straffe- og
retsplejeordnings opfattelse, at der fortsat er behov for regler, der giver
mulighed for at kunne gennemføre ransagning over for militært personel på
militært område under lempeligere betingelser end de, der gælder efter
retsplejeloven. Sikkerhedsmæssige hensyn kan efter udvalgets vurdering
begrunde
adgang til ”kollektiv” ransagning hos militært personel, når der er
begrundet
mistanke om, at der er forsvundet våben, våbendele, ammunition, sprængstoffer
og lignende, f.eks. efter en øvelse, hvor ikke alt udleveret materiel er
leveret tilbage, eller hvis der er stjålet eller på anden måde forsvundet
våben
mv. fra et militært depot.
På samme måde finder udvalget, at en mistanke om, at der på
militært område findes euforiserende stoffer, herunder hash eller hård
narkotika, kan begrunde en tilsvarende udvidet adgang til ransagning. Omgang
med våben, farligt materiel eller udstyr i øvrigt og betjening af enhver form
for udstyr, der kan have betydning for andet personels opgaver, f.eks.
elektronisk udstyr, rummer i sig selv en vis fare for alvorlige situationer
eller for den sags skyld ulykker. Denne fare øges betydeligt, hvis
personellet
er påvirket af euforiserende stoffer. Er der f.eks. mistanke om, at der
findes
euforiserende stoffer blandt personellet, er det nødvendigt, at militære
myndigheder har effektive muligheder for omgående at kunne gribe ind,
herunder
gennem ransagning, selv om mistanken om besiddelse af disse stoffer ikke
konkret kan rettes mod en eller flere bestemte personer.
Der bør efter udvalgets opfattelse desuden være mulighed
for at kunne gribe ind gennem denne form for ransagning, når der er mistanke
om, at der er begået tyveri fra andet personel. Dette synspunkt er blevet
underbygget
over for udvalgsmedlemmer under samtaler med militært personel, herunder
særligt værnepligtigt personel, under udvalgets tjenestestedsbesøg.
Denne form for kriminalitet blandt kammerater – der kun
undtagelsesvist forekommer – kan efter det oplyste give anledning til
betydelige problemer og spændinger blandt de øvrige i gruppen og ikke mindst,
hvis mistanken kan rettes mod flere. Hele uddannelsens formål, og herunder
også
sikkerheden for, at den enkelte ubetinget kan stole på de andre, ikke mindst
i
en presset situation, vil under sådanne omstændigheder naturligvis kunne
blive
stærkt kompromitteret. Muligheden for en udvidet ransagningsadgang i disse
tilfælde vil desuden modvirke risikoen for selvtægt.
Også andre lovovertrædelser kan ud fra sikkerhedsmæssige
synspunkter begrunde, at ransagning bør kunne ske efter denne særlige
militære
bestemmelse. Som eksempler kan nævnes tyveri af klassificeret materiale,
herunder dokumenter og klassificeret materiel, f.eks. dele til våbensystemer
og
lignende. Udvalget har imidlertid ikke fundet det muligt i lovbestemmelsen
præcist at beskrive, hvilke lovovertrædelser, der skal være mistanke om, for
at
”kollektiv” ransagning kan foretages.
Udvalgets forslag, som er optaget som § 12 i forslaget
til militær retsplejelov, er derfor ikke begrænset til at angå mistanke om
bestemt angivne lovovertrædelser.
Den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 14 gælder
også for beslaglæggelse i militære straffesager. Udvalget finder ikke
grundlag
for at foreslå en særbestemmelse vedrørende beslaglæggelse i militære
straffesager, idet retsplejelovens regler om beslaglæggelse findes at være
tilstrækkelige. Det gælder navnlig § 802 om beslaglæggelse hos mistænkte
personer. Det må antages, at spørgsmålet om beslaglæggelse i forbindelse med
”kollektiv” ransagning i praksis først opstår, når der ved
ransagningen findes
effekter mv., der kan beslaglægges i overensstemmelse med retsplejelovens
regler. I disse tilfælde vil der enten være tale om, at en bestemt person er
mistænkt
for en bestemt lovovertrædelse, eller også vil ingen kendes ved det, der er
fundet,
som derfor kan behandles som hittegods.
Der henvises til betænkningen, siderne 324 - 326, til
lovforslagets § 12 samt til de særlige bemærkninger til bestemmelsen.
3.6. Adgangskontrol ved
militære områder
Allerede i dag foretages der i et vist omfang kontrol af
personer, biler mv. i forbindelse med ind- og udpassage til militære
myndigheder. Hjemlen for denne kontrol antages blandt andet at bero på den
såkaldte anstaltsordning, hvorefter offentlige myndigheder har adgang til,
uden
at der foreligger udtrykkelig lovhjemmel herfor, at udstede regler eller
træffe
konkrete beslutninger, som er bindende for brugere eller ansatte i
institutionerne,
og som angår en række praktiske forhold, f. eks. adgangsforhold,
sikkerhedsmæssige foranstaltninger mv.
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning
foreslår imidlertid, især ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt, og som
supplement til reglen om ransagning, en ny lovbestemmelse, hvorefter der
skabes
udtrykkelig lovhjemmel for, at militære myndigheder kan foretage kontrol ved
ind- og udgange på militære områder. Det bemærkes, at bestemmelsen ikke har
karakter af et straffeprocessuelt efterforskningsskridt, men er tilsyns- og
kontrolbestemmelse. Bestemmelsen er inspireret af norsk ret, hvor der gælder
en
særlig – ulovbestemt – adgang for militære myndigheder til at
foretage kontrol
(inspektion) af personer, biler mv. ved indgang til og udgang fra militært
område, og som må antages at være mere vidtgående end den efter dansk ret
gældende anstaltsordning.
Den foreslåede bestemmelse om adgangskontrol i udkastet til
militær retsplejelov § 13 giver mulighed for at gennemføre kontrol ved
ind- og udpassage på militært område også med henblik på stikprøvevis at
kontrollere
indholdet af tøj, bagage, tasker mv. og biler, også uden at der foreligger
mistanke om et strafbart forhold. Muligheden for at kunne kontrollere
indholdet
af bagage, der bringes ind på militært område, vil endvidere være medvirkende
til at sikre, at f.eks. narkotika og lignende ikke medbringes på militært
område. Alene reglens eksistens må derfor antages at have betydelig præventiv
virkning.
For at adgangen til inspektion skal kunne have den
tilsigtede virkning, bør den også kunne anvendes over for civile.
Kontroladgangen er derfor efter forslaget ikke begrænset til alene at omfatte
militært personel, idet kontrollen er rettet mod genstande og ikke personer.
Der henvises til betænkningen, siderne 326-327, og
lovforslagets særlige bemærkninger til bestemmelsen.
3.7. Hjemmel for udtagelse
af blodprøve mv.
Forslaget til militær straffelov § 21 indeholder en ny
bestemmelse, hvorefter det er strafbart at udføre tjeneste under indflydelse
af
alkohol i strid med promillegrænser, der er fastsat for den pågældende
tjeneste
mv. Der foreslås endvidere i forslaget til militær straffelov som § 22
optaget en bestemmelse, hvorefter det under strafansvar er forbudt at besidde
og indtage euforiserende stoffer i tjenesten eller på militært område.
Formålet med disse bestemmelser i udkastet til militær
straffelov er at markere det uacceptable i at udføre tjeneste i forsvaret
under
påvirkning af alkohol og euforiserende stoffer i forbindelse med opgaver, som
kræver skærpet opmærksomhed. Der henvises nærmere til forslaget til militær
straffelov § 21 og § 22, herunder de almindelige bemærkninger punkt
3.9, og de særlige bemærkninger til de pågældende bestemmelser.
Det er normalt ikke muligt umiddelbart at kunne konstatere,
om en person er påvirket af spiritus navnlig i mindre grad, medmindre der
foretages udåndingsprøve. Adgangen til at kræve udåndingsprøve til
konstatering
af en eventuel spirituspåvirkethed gælder imidlertid kun i færdselssager, jf.
færdselsloven § 55, hvorefter politiet til enhver tid kan kræve, at
føreren af et motordrevet køretøj eller en rytter afgiver udåndingsprøve.
Krav
om udåndingsprøve forudsætter ikke, at der er mistanke om, at den pågældende
er
påvirket af spiritus.
Efter færdselsloven § 55, stk. 2, kan politiet
fremstille en person til udtagelse af blod- og urinprøve, hvis der er grund
til
at antage, at han har overtrådt færdselsloven § 53 eller § 54,
stk. 1
eller 2, eller han nægter eller ikke er i stand til at medvirke til en
udåndingsprøve. Angår mistanken andre forhold end spirituspåvirkning, kan
politiet tillige fremstille den pågældende til undersøgelse hos en læge. Det
samme gælder ved mistanke om spirituspåvirkning, når særlige omstændigheder
taler derfor.
En forudsætning for, at forslaget om promillegrænser mv. i
udkastet til militær straffelov kan få praktisk betydning, er, at der skabes
reel mulighed for at kunne konstatere en eventuel påvirkethed og dermed sikre
det nødvendige bevis for et muligt strafbart forhold.
Det foreslås derfor, at der som § 15, stk. 1 og
2, i militær retsplejelov indføres en bestemmelse, hvorefter der skabes
hjemmel
til gennem udåndingsprøve at kunne konstatere, om en person har indtaget
spiritus,
og gennem udtagelse af blod- og urinprøve at kunne fastslå størrelsen af en
eventuel alkoholpromille. De betingelser, som skal være opfyldt for at kunne
kræve
udåndingsprøve og udtagelse af blod- og urinprøve, er de samme som gælder
efter
færdselsloven § 55.
Det foreslås endvidere som stk. 3 at optage en
bestemmelse i § 15, der giver hjemmel for at udtage blod- og urinprøve i
tilfælde, hvor der er begrundet mistanke om, at den pågældende gør tjeneste
under indflydelse af euforiserende stoffer.
Der henvises til betænkningen, siderne 327 - 328, og til
lovforslagets særlige bemærkninger til § 15.
4. Ophævede bestemmelser
4.1.
Udvalget om
den militære straffe- og retsplejeordning har foreslået en række af de
gældende
bestemmelser i militær retsplejelov ophævet, da de enten er overflødige som
følge af senere ændringer i blandt andet retsplejeloven, eller der ikke kan
siges at være tilstrækkelig begrundelse for bestemmelsernes fortsatte
opretholdelse blandt andet set i lyset af forslagene til ny militær
straffelov
og militær disciplinarlov. I det følgende omtales baggrunden for nogle af de
ophævede
bestemmelser.
4.2. Militær retsplejelov § 4
§ 4 i militær retsplejelov indeholder en særregel om
domsmænds medvirken i militære straffesager. Efter denne bestemmelse finder
retsplejelovens regler om domsmænds medvirken ved behandlingen af
straffesager
som udgangspunkt anvendelse i sager, der behandles som militære straffesager.
I sager, der vedrører overtrædelse af militær straffelov,
er domsmænds medvirken under domsforhandlingen dog begrænset til sager, hvor
strafmaksimum i fredstid er fængsel i over 2 år, i krigstid 4 år eller
derover.
Strafferammen betyder, at langt de fleste sager om overtrædelse af
bestemmelser
i militær straffelov behandles uden medvirken af domsmænd.
Bestemmelsen er især begrundet i procesøkonomiske hensyn,
som ikke længere gælder, herunder i den historiske kendsgerning, at det på
tidspunktet for gennemførelsen af militær straffelov i 1937 ikke som i dag
var
muligt rimelig hurtigt at få retten sat med domsmænd. Begrundelsen for reglen
må desuden søges i den omstændighed, at retsplejelovens daværende regel ikke
kunne anvendes i militære straffesager, idet sondringen mellem
statsadvokatsager og politisager ikke gav mening i militære straffesager,
fordi
alle militære straffesager om overtrædelse af militær straffelov automatisk
skulle behandles som statsadvokatsager, jf. § 11 i den gældende militære
retsplejelov.
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har
ikke fundet, at der længere kan påvises omstændigheder, der kan begrunde en
begrænsning i omfanget af domsmænds medvirken i militære straffesager i
forhold
til andre straffesager.
Bestemmelsen foreslås derfor ophævet.
Der henvises til betænkningen, side 329.
4.3. Militær retsplejelov § 6,
2. p
unktum
Bestemmelsen i militær retsplejelov § 6, 2. punktum,
medfører, at garnisonsværnetinget ikke kan anvendes ved domsforhandling i
sager
om oprejsning i anledning af strafferetlig forfølgning.
Efter retsplejeloven § 1018 f, jf. kapitel 93 a, sker
prøvelsen af erstatningskrav i anledning af strafferetlig forfølgning normalt
ved den byret, der har pådømt straffesagen. Der er således ikke behov for
militær retsplejelov § 6, 2. punktum, idet det efter retsplejeloven
altid
vil være den ret, der har truffet afgørelse i straffesagen, der skal tage
stilling til et eventuelt efterfølgende erstatningskrav.
Denne del af bestemmelsen foreslås derfor ophævet.
Der henvises til betænkningen, side 330.
4.4. Militær retsplejelov § 7,
stk. 3
§ 7, stk. 3, indeholder en bestemmelse om
auditørers adgang til at opnå beskikkelse som landsdommer. Denne bestemmelse
er
ikke medtaget, idet betingelserne for udnævnelse til landsdommer nu fremgår
af
retsplejeloven § 43, jf. lov nr. 402 af 26. juni 1998 om ændring af
bl.a.
retsplejeloven.
Der henvises til betænkningen, side 330.
4.5. Militær retsplejelov § 8,
stk. 2
Den gældende bestemmelse i § 8, stk. 2, hvorefter
generalauditøren i tilfælde af forfald kan bemyndige en auditør til at
optræde
i Højesteret i sit sted, er heller ikke medtaget. Denne regel følger af
retsplejeloven § 100, stk. 2, hvorefter Rigsadvokaten kan bemyndige
også andre til at virke som anklager i sit sted.
Der henvises til betænkningen, side 330.
4.6. Militær retsplejelov § 9
Efter denne bestemmelse skal auditøren forhandle med
rettergangschefen, inden påtalespørgsmålet afgøres. Denne regel blev indført
ved lovrevisionen i 1973. En bestemmelse om, at en anden myndighed på denne
måde har indflydelse på anklagemyndighedens beslutning om påtale, kendes
– bortset
fra et tilfælde i den kommunale styrelseslov – i øvrigt ikke i dansk
lovgivning.
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har
ikke fundet, at denne ordning er i overensstemmelse med forslaget om i det
hele
at henlægge behandlingen af militære straffesager til den militære
anklagemyndighed.
Der kan efter udvalgets opfattelse ikke påvises afgørende hensyn, der kan
begrunde opretholdelsen af bestemmelsen.
Efter den gældende § 9, stk. 3 og 4, kan
rettergangschefen forlange sagen forelagt generalauditøren, når
rettergangschefen og auditøren ikke er enige om påtalespørgsmålet.
Rettergangschefen kan endvidere forlange generalauditørens afgørelse indbragt
for forsvarsministeren.
Da påtalespørgsmål mv. efter lovforslaget i det hele
fremover hører under den militære anklagemyndighed, foreslås den gældende
bestemmelse i § 9 ophævet.
Auditørens afgørelse om påtaleopgivelse mv., jf.
retsplejeloven § 721, og auditørens beslutning om at afvise en
anmeldelse
eller at indstille efterforskningen, jf. retsplejeloven § 749,
stk. 3,
vil herefter fremover i medfør af retsplejelovens regler kunne påklages til
generalauditøren, hvis afgørelse ikke kan indbringes for forsvarsministeren.
Træffer generalauditøren sådanne afgørelser som 1. instans, kan afgørelsen
derimod indbringes for ministeren, jf. retsplejeloven § 721,
stk. 2,
og § 749, stk. 3.
Der henvises til betænkningen, side 331.
4.7. Militær retsplejelov § 10
Efter § 10, stk. 1, påtales strafbare handlinger,
der er omfattet af militær straffelov, af det offentlige. Dette følger også
af
retsplejeloven §§ 719 og 720. Militær retsplejelov § 10,
stk. 1,
forudsætter eksistensen af særregler i militær straffelov, hvorefter visse
strafbare forhold er undergivet privat påtale. Der findes ikke længere
sådanne
regler, og § 10, stk. 1, er derfor indholdsløs.
Efter § 10, stk. 2, kan lovovertrædelser, der
ellers er undergivet privat påtale, påtales af det offentlige, når de begås i
eller i anledning af tjenesten. Offentlig påtale forudsætter således ikke en
begæring fra f.eks. en forurettet. En næsten tilsvarende bestemmelse findes i
retsplejeloven § 727, stk. 2, hvorefter offentlig påtale af en
lovovertrædelse, der er henvist til privat forfølgning, kan ske, hvis almene
hensyn
kræver det. Der er derfor ikke fundet behov for at foreslå særbestemmelsen i
militær
retsplejelov § 10, stk. 2, opretholdt.
Der henvises til betænkningen, siderne 331-332.
4.8. Militær retsplejelov § 12
Bestemmelsen indeholder særlige regler om bl.a.
betingelserne for, at en sigtet eller tiltalt i en militær straffesag har
krav
på at få en forsvarer beskikket.
Militær retsplejelov supplerer på to punkter de
bestemmelser, der efter retsplejeloven gælder for den sigtedes eller
tiltaltes
adgang til at vælge en forsvarer eller hans krav på at få en forsvarer
beskikket.
For det første kan en sigtet i en militær straffesag ud
over en advokat som forsvarer vælge en person, der er eller på
gerningstidspunktet var tjenstgørende militærperson, jf. § 12,
stk. 1.
Det samme gælder en sigtet eller tiltalt, der har krav på at få en forsvarer
beskikket, jf. § 12, stk. 3, 1. punktum.
For det andet skal der altid beskikkes en forsvarer for
den, der er tiltalt for en overtrædelse af militær straffelov, jf. § 12,
stk. 2. Dette gælder, i modsætning til de almindelige regler i
retsplejeloven,
også selv om lovovertrædelsen f.eks. alene vil medføre straf af bøde. Det
bemærkes i denne forbindelse, at beskikkelse af forsvarer bl.a. også
medfører,
at den tiltalte skal betale forsvarerens salær, hvis han helt eller delvist
bliver dømt. Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning mv. har
ikke
fundet, at der kan påvises noget behov for at opretholde en bestemmelse om
obligatorisk forsvarerbeskikkelse i alle sager om overtrædelse af militær
straffelov.
Den eksisterende adgang til at kunne beskikke tjenstgørende
militært personel som forsvarer i militære straffesager har ifølge det
oplyste
ikke været anvendt i de sidste mange år.
§ 12 foreslås derfor ophævet.
Der henvises til betænkningen, side 332.
4.9. Militær retsplejelov § 15,
nr. 2
Denne bestemmelse om militære chefers adgang til at
foretage anholdelse i militære straffesager svarer i alt væsentligt til
retsplejelovens tilsvarende bestemmelse, jf. § 755, stk. 2, om
privat
anholdelse, og der er derfor ikke fundet anledning til at medtage denne del
af
den gældende bestemmelse i lovudkastet. Den resterende del af bestemmelsen
foreslås opretholdt, jf. lovforslagets § 10 og de særlige bemærkninger
til
bestemmelsen.
Der henvises til betænkningen, side 333.
4.10. Militær retsplejelov § 22
Efter stk. 1 i denne bestemmelse, kan anmeldelse af
strafbare forhold også indgives til den militære chef på tjenestestedet.
Udvalget
om den militære straffe- og retsplejeordning har fundet, at anmeldelse af
strafbart forhold under efterforskning, der forestås af militære myndigheder,
herunder i form af pligtforsømmelser efter militær straffelov, skal anmeldes
til den militære anklagemyndighed. Den gældende bestemmelse er derfor ikke
medtaget i lovudkastet. Dette udelukker ikke, at den militære chef kan
modtage
sådanne anmeldelser, men vedkommende vil i givet fald være forpligtet til at
videresende anmeldelsen til den militære anklagemyndighed, jf.
forvaltningsloven § 7.
Af § 22, stk. 2, fremgår, at klager over
myndighedsmisbrug fra militære myndigheders side under efterforskningen
behandles efter reglerne i retsplejeloven § 746. § 746 bestemmer,
at
retten afgør tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt
samt om sigtedes og forsvarerens beføjelser. Efter retsplejeloven § 1019
a, stk. 1, der findes i lovens kapitel 93 b vedrørende behandling af
klager over politipersonalet, skal klage indgives til vedkommende
statsadvokat.
Der er ikke fundet grundlag for at foreslå bestemmelsen opretholdt, da
efterforskningskompetencen efter lovforslaget tilkommer den militære
anklagemyndighed.
Militær retsplejelov § 22 foreslås derfor ophævet.
Der henvises til betænkningen, side 333.
4.11. Militær retsplejelov § 23,
stk. 2
Bestemmelsen indeholder en særregel om fri adgang til at
anke en straffedom i en sag om overtrædelse af militær straffelov fra byret
til
landsret uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Denne bestemmelse
afviger
fra retsplejelovens almindelige regler. Det skyldes, at den gældende
bestemmelse forudsætter, at sager om overtrædelse af militær straffelov
behandles
som statsadvokatsager. Dette begreb er imidlertid forladt i retsplejeloven,
og
der er derfor intet grundlag for at opretholde særlige ankeregler vedrørende
domme om overtrædelse af militær straffelov.
Den gældende bestemmelse i § 23, stk. 2, er
derfor udeladt af lovforslaget.
Der henvises til betænkningen, siderne 333 - 334.
4.12. Militær retsplejelov § 24
§ 24 indeholder en bestemmelse om, at
rettergangschefen er straffuldbyrdende myndighed i militære straffesager. I
overensstemmelse med forslaget om at den militære anklagemyndighed i det hele
skal varetage behandlingen af militære straffesager, henlægges denne opgave
til
den militære anklagemyndighed.
Bestemmelsen er derfor ikke medtaget i lovforslaget.
Der henvises til betænkningen, side 334.
4.13. Militær retsplejelov § 25
§ 25, stk. 1, indeholder en særregel om
sagsomkostninger i tilfælde, hvor et strafpålæg indbringes for retten efter
§ 34
i militær retsplejelov. Som det fremgår ovenfor under punkt 3.2. foreslås
militære
chefers adgang til at pålægge visse straffe ophævet. Bestemmelsen i
§ 25,
stk. 1, er herefter overflødig.
Efter § 25, stk. 2, kan omkostningsansvaret i en
militær straffesag ”begrænses, hvor dette findes rimeligt”. Der er
ikke
kendskab til sager, hvor denne bestemmelse er blevet anvendt, og bestemmelsen
skønnes derfor ikke nødvendig. Om en domfældt i en militær straffesag skal
betale sagens omkostninger, herunder et eventuelt forsvarersalær, må herefter
afgøres efter de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 91, der gælder
for straffesager i øvrigt.
Bestemmelsen er derfor udeladt af lovforslaget.
Der henvises til betænkningen, side 334.
4.14. Militær retsplejelov § 26
§ 26 indeholder en bestemmelse om muligheden for at
udsætte afsoningen af en frihedsstraf idømt under en borgerlig straffesag,
når
den dømte er indkaldt til aftjening af værnepligt, men endnu ikke har
påbegyndt
afsoningen.
Bestemmelsen er udeladt af lovforslaget, da den ikke
skønnes relevant i militær retsplejelov. En tilsvarende bestemmelse må i
stedet
forventes indarbejdet i de administrative bestemmelser, som påregnes udstedt
af
forsvarsministeren med hjemmel i lovforslagets § 7, stk. 4.
Der henvises til betænkningen, side 335.
4.15. Militær retsplejelov
§§ 27 og 28
Disse bestemmelser indeholder regler om forhørsretter. § 27
giver regler om nedsættelse af forhørsretter på orlogsskibe og om
forhørsrettens sammensætning. § 28 indeholder en bemyndigelse til
forsvarsministeren til at sætte tilsvarende regler i kraft for enheder af
forsvaret stationeret i Grønland eller uden for landets grænser, jf.
stk. 1,
og adgang til at bestemme, at reglerne i § 27 finder anvendelse på
militære straffesager i krigstid, jf. stk. 2.
Det er ikke ganske klart, hvilke retsskridt en forhørsret
efter § 27 kan tage stilling til. Bestemmelsen nævner, at ”kan en
sags
undersøgelse ikke udsættes”, kan der foretages
”forundersøgelse” og
”enkeltstående retshandlinger”. Enkeltstående retshandlinger må
antages at
omfatte især straffeprocessuelle efterforskningsskridt, f.eks. afhøring af
sigtede og vidner, og at godkende foretagelse af ransagning og
beslaglæggelse,
legemsindgreb etc. Det er derimod ikke ganske klart, om bestemmelsen også
giver
mulighed for at træffe bestemmelse om varetægtsfængsling af en sigtet.
Ifølge det oplyste har bestemmelsen ikke været anvendt med
henblik på at tage stilling til en begæring om varetægtsfængsling af en
sigtet.
Bestemmelsen har i praksis været anvendt i tilfælde, hvor der til brug for en
verserende retssag skulle optages indenretlig vidneforklaring af personer,
som
i længere tid var forhindret i at møde i retten på land på grund af tjeneste
i
et orlogsskib. Bestemmelsen har efter det oplyste været anvendt senest nogle
gange i 1950’erne under militære enheders ophold i Grønland.
§ 27 er historisk begrundet i de manglende muligheder
for orlogsskibe på togt for fra rum sø at nå havn med henblik på at få
foretaget nødvendige retsskridt efter retsplejeloven. Selv om udviklingen
navnlig i sidste halvdel af forrige århundrede generelt har forøget antallet
af
samfærdselsmidler og deres hurtighed, må det antages, at behovet for
særregler
er mere aktuelt i dag end i 1919, da bestemmelsen blev indført. I forhold til
1973, da bestemmelsen sidst blev revideret, gør langt flere danske soldater
tjeneste i udlandet som følge af forsvarets øgede internationale engagement.
Denne tjeneste finder sted, hvor repatriering af personel med henblik på at
foretage nødvendige retsskridt kan være udelukket på grund af situationen i
området.
Det må derfor antages, at det praktiske behov for at opretholde adgangen til
at
nedsætte forhørsretter navnlig vil være til stede under tjeneste i udlandet,
hvor straffeprocessuelle efterforskningsskridt, der ikke kan vente,
nødvendigvis
må foretages med det samme eller i hvert fald inden for ganske kort tid, men
hvor der ikke er en repræsentant for Forsvarets Auditørkorps til stede.
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning mv.
har peget på, at det vil være ganske kompliceret at udforme bestemmelser, der
giver hjemmel for, at en forhørsret kan træffe bestemmelse om
straffeprocessuelle
efterforskningsskridt, træffe bestemmelse om varetægtsfængsling samt foretage
afhøringer til brug for straffesager og civile sager. For så vidt angår
adgangen til varetægtsfængsling, må det i øvrigt vurderes, hvorvidt adgangen
til, at en sådan ”ret”, der ikke er en domstol, kan træffe
afgørelse om varetægtsfængsling,
vil være i overensstemmelse med grundloven, jf. dog grundloven § 85.
Det er endvidere udvalgets opfattelse, at de situationer,
hvor der i praksis vil kunne blive tale om at foretage straffeprocessuelle
efterforskningsskridt under ekstraordinære forhold (navnlig under væbnet
konflikt og tjeneste i udlandet), i alt væsentligt vil kunne løses ved de
bestemmelser, som udvalget i øvrigt foreslår. Efter forslaget til § 9 i
militær retsplejelov vil militære myndigheder i princippet kunne foretage
alle
efterforskningsskridt, der er uopsættelige, f.eks. afhøringer, ransagning,
beslaglæggelse etc. En bestemmelse om, at sådanne skridt skal kunne besluttes
af en forhørsret, er derfor ikke nødvendig, jf. i øvrigt de særlige
bemærkninger
til § 9, stk. 1.
Behovet for adgang til at træffe bestemmelse om
varetægtsfængsling må efter den gældende bestemmelse i alle tilfælde antages
at
være yderst begrænset. Lovforslagets bestemmelse i § 14 om, at fristen
på
24 timer i retsplejeloven § 760 for at fremstille en anholdt i
grundlovsforhør under tjeneste i udlandet kan udstrækkes til indtil 3 gange
24
timer, vil endvidere i de fleste tilfælde kunne sikre, at den anholdte kan
hjemsendes med henblik på fremstilling i grundlovsforhør inden udløbet af
denne
frist. Viser dette sig at være umuligt, vil situationen være så
ekstraordinær,
at fristoverskridelsen kan begrundes ud fra nødretlige synspunkter, eventuelt
ud fra princippet om umulighed.
Det er endvidere udvalgets opfattelse, at forhør med
henblik på at få protokolleret forklaringer fra sigtede og vidner i
straffesager
til brug for verserende eller kommende retssager næppe i sig selv kan
begrunde,
at der søges skabt hjemmel for at kunne nedsætte forhørsretter. For det
første
vil disse situationer selv under tjeneste i udlandet og under væbnet konflikt
formentlig være ganske sjældne. Normalt vil sagen, der verserer i Danmark,
kunne udsættes, indtil det er muligt for den pågældende at møde i retten. For
det andet må det anses for tvivlsomt, hvilken bevisværdi sådanne forklaringer
afgivet for en forhørsret vil have under en retssag. I straffesager vil disse
erklæringer skulle behandles efter retsplejeloven § 877, stk. 3,
hvorefter dokumenter og aktstykker, som indeholder erklæringer eller
vidnesbyrd,
kun kan benyttes som bevismidler, når retten undtagelsesvis giver tilladelse
hertil. I givet fald måtte der formentlig fastsættes regler om, at vidner,
der
afgiver forklaring for en forhørsret, afgiver forklaring i overensstemmelse
med
retsplejelovens regler om vidner, ligesom det formentlig vil være nødvendigt
at
optage en bestemmelse svarende til straffeloven § 158 om falsk
forklaring
for retten.
Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning har
på denne baggrund foreslået adgangen til at nedsætte forhørsretter ophævet.
De gældende bestemmelser i militær retsplejelov §§ 27
og 28 om forhørsretter er derfor ikke medtaget i lovforslaget.
Der henvises til betænkningen, siderne 335 - 337.
4.16. Militær retsplejelov §§ 37 - 44
De pågældende bestemmelser omhandler anvendelsen af
disciplinarmidler og er som følge af forslaget til en disciplinarlov
overflødige.
Bestemmelserne er derfor ikke medtaget i lovforslaget.
Der henvises til forslaget om militær disciplinarlov.
4.17. Militær retsplejelov § 45
Bestemmelsen omhandler den militære anklagemyndigheds
tilsyn med anvendelsen af straffe og disciplinarmidler i forsvaret.
Eftersom reglerne om disciplinarmidler foreslås ændret væsentligt,
herunder optaget i en selvstændig lov, og da kompetencen for blandt andet
militære chefer til at udstede strafpålæg afskaffes, er bestemmelsen
overflødig
og derfor udeladt af lovforslaget.
Der henvises til dette lovforslags punkt 3.2. samt forslaget
til disciplinarloven.
5. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser
Lovforslaget forventes ikke at få økonomiske eller
administrative konsekvenser for staten. Forslaget har ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for kommuner, amtskommuner og erhvervslivet.
Forslaget
har ingen miljømæssige konsekvenser.
6. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Positive konsekvenser/
Mindre udgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske og administrative konsekvenser for Staten
Ingen
Ingen
Økonomiske og administrative konsekvenser for kommuner
og amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
7. Hørte myndigheder mv.
Betænkning nr. 1435/2004 om den militære straffelov,
retsplejelov og disciplinarlov har været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer:
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre
Landsret, Københavns Byret, Præsidenten for retten i Århus, Præsidenten for
retten i Odense, Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten for retten i
Roskilde, Den danske dommerforening, Domstolsstyrelsen,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Advokatrådet,
Institut for Menneskerettigheder, Landsforeningen af beskikkede advokater,
Dansk Røde Kors, Statsansattes Kartel (StK), Hærens konstabel og
korporalforening
(HKKF), StK Forsvar, Tjenestemænds og overenskomstansattes kartel (TOK),
Centralforeningen for stampersonel (CS), Akademikernes centralorganisation,
Hovedorganisationen af officerer i Danmark (HOD), Foreningen af forsvarets
auditørfuldmægtige, Statstjenestemændenes centralorganisation II (CO II),
Forsvarets civil-etat (FCE), Danske militærlægers organisation, Foreningen af
forsvarets auditører, Dansk tandplejerforening, Foreningen af ingeniører i
forsvaret, Forsvarsarbejdernes landsorganisation, Reserveofficersforeningen i
Danmark, Værnepligtsrådet, Statsministeriet, Udenrigsministeriet,
Justitsministeriet, Finansministeriet, Rigsombudet på Færøerne, Færøernes
Landsstyre, Lagmandskontoret, Rigsombudsmanden i Grønland og Grønlands
Hjemmestyre.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Efter militær retsplejelov § 1 finder retsplejelovens
regler om straffesagers behandling tilsvarende anvendelse på militære
straffesager, medmindre andet er bestemt i militær retsplejelov.
Bestemmelserne
i militær retsplejelov er således tilføjelser til eller afvigelser fra disse
almindelige regler.
Bestemmelsen foreslås opretholdt med enkelte sproglige
justeringer som den indledende bestemmelse i militær retsplejelov.
Til § 2
Bestemmelsen svarer med enkelte sproglige justeringer til
den gældende bestemmelse. Bestemmelsen beskriver de sager, der er militære
straffesager.
At en straffesag skal behandles som en militær straffesag
indebærer navnlig, at sagen påtales af den militære anklagemyndighed
(Forsvarets
Auditørkorps), og at sagen efterforskes og behandles såvel efter
retsplejelovens
regler som efter de særlige bestemmelser i militær retsplejelov.
Militære straffesager er dels sager om overtrædelse af
militær straffelov mod personer, der er omfattet af militær straffelov, jf.
gældende § 2, stk. 1, nr. 1, dvs. især ”tjenstgørende militært
personel”,
dels sager om overtrædelse af anden lovgivning mod personer, ”der hører
til det
militære forsvar”, når overtrædelsen vedrører tjenesten eller er begået
i eller
i anledning af tjenesten eller på militært område eller i anvist kvarter, jf.
gældende § 2, stk. 1, nr. 2.
De lovovertrædelser, der er omfattet af gældende § 2,
stk. 1, nr. 2, og som dermed skal behandles som militære straffesager,
er
overtrædelser af anden lovgivning end militær straffelov, når overtrædelsen
har
en sådan sammenhæng med tjenesten, at det er naturligt og af
efterforskningsmæssige
grunde hensigtsmæssigt eller nødvendigt, at den militære og ikke den
almindelige
anklagemyndighed behandler sagen.
Uanset beskrivelsen af den personkreds, som er omfattet af
gældende militær retsplejelov § 2, stk. 1, nr. 2 (”personer,
der
hører til det militære forsvar”), må det efter forarbejderne til
bestemmelsen
fra 1973 antages, at personkredsen er den samme, som er nævnt i § 2,
stk. 1,
nr. 1, dvs. tjenstgørende militært personel mv.
§ 2, stk. 1, nr. 2, i lovudkastet er derfor
omformuleret, således at det klart fremgår, at bestemmelsen vedrører det
samme
personel, som er omfattet af militær straffelov, jf. henvisningen i nr. 2 til
nr. 1.
Til § 3
Bestemmelsen svarer til den gældende og giver mulighed for,
at en sag, der omfatter forhold, der hører under både den militære
anklagemyndighed og den almindelige anklagemyndighed, efter aftale mellem de
to
anklagemyndigheder kan behandles samlet af én af dem. B
estemmelsen, der på en smidig måde løser et praktisk spørgsmål,
foreslås opretholdt.
Til § 4
Efter retsplejeloven kan forskellige omstændigheder
medføre, at lovens udgangspunkt om offentlighed mv. i retsplejen fraviges,
herunder i form af dørlukning under retsforhandlinger i straffesager mv.
Disse bestemmelser suppleres i militære straffesager af
gældende militær retsplejelov § 5, hvorefter der konkret, især af
retten,
kan foretages tilsvarende begrænsninger i offentlighedsprincippet, hvis
”hensynet til den militære sikkerhed” begrunder det.
Dette hensyn, der især omfatter sikkerhedsmæssige og
efterretningsmæssige forhold af afgørende betydning for forsvaret, må fortsat
sidestilles med de hensyn, som i alle andre straffesager kan begrunde
begrænsning
i offentlighedsprincippet. Bestemmelsen foreslås derfor opretholdt.
Ved lov nr. 215 af 31. marts 2004 blev der på baggrund af
Retsplejerådets betænkning om reform af den civile retspleje II (nr.
1427/2003)
indført nye bestemmelser om aktindsigt i sager inden for retsplejen, jf.
retsplejeloven
kapitel 3a og §§ 729 a - 729 d.
Kapitel 3a indeholder de almindelige regler om aktindsigt
for andre end parter. Reglerne om aktindsigt for parterne er for
straffesagers
vedkommende reguleret i §§ 729 a - 729 d.
Retsplejelovens regler giver som udgangspunkt enhver
aktindsigt i domme og kendelser mv. dog med visse begrænsninger, jf.
§§ 41
og 41 a - e. Endvidere kan der gives den, der har en særlig individuel
væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål, videre adgang til aktindsigt
i
dokumenter vedrørende en straffesag, når denne er afsluttet, jf. § 41 d.
Herudover er der efter retsplejeloven § 41 f fastsat nærmere regler om
massemediers adgang til aktindsigt.
Reglerne i retsplejeloven §§ 729 a - 729 d fastsætter
bestemmelser om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt i straffesager.
De foreslåede bestemmelser i § 4, stk. 1, nr. 3
og 4, fastslår, at retten i militære straffesager, ud over hvad der allerede
måtte følge af retsplejelovens bestemmelser, også kan begrænse adgangen til
aktindsigt efter disse bestemmelser, når hensynet til den militære sikkerhed
kræver dette, da der ikke nødvendigvis kan antages at være overensstemmelse
mellem det i retsplejeloven nævnte hensyn til statens sikkerhed og det i
militær
retsplejelov nævnte hensyn til den militære sikkerhed.
Tilsvarende gør sig gældende for stk. 2 i
bestemmelsen, der omhandler auditørens adgang til at begrænse retten til
aktindsigt.
Det bemærkes, at der alene er mulighed for at begrænse
retten til aktindsigt ud fra hensynet om den militære sikkerhed i de
tilfælde,
hvor hensynet til statens sikkerhed er nævnt i retsplejelovens bestemmelser
som
et hensyn, der kan begrunde en begrænsning.
Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, nr. 5,
svarer i det væsentlige til den gældende bestemmelse i militær retsplejelov
§ 5,
stk. 2, nr. 3. Efter forslaget til § 4, stk. 1, nr. 5, kan
retten
beslutte, at et vidne pålægges tavshedspligt, jf. retsplejeloven § 189,
hvis hensynet til den militære sikkerhed kræver det. Efter retsplejeloven
§ 189
har politiet ligeledes hjemmel til at pålægge en person, der afhøres som
vidne,
tavshedspligt. Denne del af retsplejeloven § 189 er ikke medtaget i
forslaget, idet den militære anklagemyndigheds adgang til at pålægge
tavshedspligt under efterforskningen i medfør af § 189 allerede følger
af
forslaget til militær retsplejelov § 7, stk. 1, hvor den militære
anklagemyndighed i militære straffesager er tillagt samme kompetence, som
anklagemyndigheden er tillagt efter retsplejeloven.
Efter den gældende bestemmelse i § 5, stk. 2, nr.
3, kan et pålæg tillige omfatte, hvad vidnet er blevet afhørt om af en
militær
myndighed. Er forklaringen afgivet til en sådan, meddeles pålægget af
vedkommende myndighed. Disse bestemmelser er heller ikke medtaget i
lovforslaget, fordi militære myndigheder som altovervejende hovedregel ikke
vil
skulle foretage afhøringer efter forslaget til militær retsplejelov,
medmindre
dette sker efter forslaget til § 8, stk. 1, eller § 9,
stk. 1.
I disse tilfælde vil den militære anklagemyndighed efterfølgende kunne
pålægge
tavshedspligt, jf. forslaget til § 7, stk. 1.
Til § 5
Den gældende § 6 i militær retsplejelov indeholder en
bestemmelse, der bl.a. giver mulighed for, at militære straffesager kan
domsforhandles ved retten på det sted, hvor den sigtedes eller tiltaltes
tjenestested ligger. Dette værneting følger ikke af retsplejelovens regler om
værneting i straffesager. Retsplejelovens regler om værneting i straffesager
findes i § 694 og §§ 696-698.
De almindelige bestemmelser i retsplejeloven om værneting i
straffesager bør så vidt muligt finde anvendelse også for behandlingen af
militære straffesager. Det vil navnlig sige gerningsstedets værneting, jf.
retsplejeloven
§ 696, og hjemtinget i de tilfælde, der er omfattet af retsplejeloven
§ 698.
Der er dog fortsat behov for at give mulighed for at lade
sagen behandle ved retten i den kreds, hvor den pågældende er tjenstgørende
på
det tidspunkt, hvor tiltalen rejses, og hvor også eventuelle vidner ofte bor
eller opholder sig.
Den foreslåede – fakultative – bestemmelse vil navnlig være
af betydning, hvor lovovertrædelsen er begået under øvelse eller under andet
midlertidigt ophold uden for tjenestestedet. Som eksempel kan nævnes den
situation, hvor en militærperson, der er tjenstgørende ved Garderkasernen i
Høvelte, under øvelse i Oksbøl gør sig skyldig i en pligtforsømmelse i
overværelse af andet militært personel fra regimentet. Er den pågældende på
tidspunktet for tiltalerejsning stadig tjenstgørende ved Garderkasernen i
Høvelte, taler både praktiske og procesøkonomiske forhold samt hensynet til
den
tiltalte for at give mulighed for, at sagen kan behandles ved retten i
Hillerød, navnlig hvis vidnerne eller nogle af dem fortsat gør tjeneste samme
sted, i stedet for ved retten i Varde, som er gerningsstedets værneting, jf.
retsplejeloven § 696.
Den del af den gældende bestemmelse i militær retsplejelov
§ 6, som regulerer værnetinget for handlinger begået om bord på skibe,
foreslås opretholdt, dog med en forenklet beskrivelse. Efter forslaget kan
tiltale for et strafbart forhold begået om bord på et af søværnets skibe
behandles af retten på det sted, hvor skibet lå, da handlingen blev begået,
hvor skibet er hjemhørende eller hvor skibet tog havn, efter at den strafbare
handling blev begået.
Retsmøder under efterforskningen kan efter retsplejeloven § 694
afholdes i enhver retskreds, hvor oplysning må antages at kunne
tilvejebringes.
Der er derfor efter udvalgets opfattelse ikke behov for en særregel
vedrørende
disse retshandlinger.
Den gældende bestemmelse foreslås omformuleret, herunder
således at begrebet ”forundersøgelse”, som blev forladt i
retsplejeloven i
1978, udgår.
Til stk. 2.
Det er af praktiske grunde fundet hensigtsmæssigt at kunne
anvende det værneting, hvor den pågældende på gerningstidspunktet var
tjenstgørende, eller hvor det skib, han hørte til, var hjemhørende. En sådan
situation vil kunne foreligge, hvor den pågældende er hjemsendt, og sagens
omstændigheder taler for at fravige retsplejelovens regler om værneting,
eksempelvis hvor den hjemsendte bor eller opholder sig på Færøerne eller
Grønland.
Til § 6
Bestemmelsen svarer med sproglige ændringer til de gældende
regler i militær retsplejelov § 7, stk. 1 og 2. Forslaget til
§ 6,
stk. 1, svarer til retsplejeloven § 95 og stk. 3 til
retsplejelovens
§ 98.
Til § 7
Bestemmelsens stk. 1 og 2 svarer med sproglige
ændringer til den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 8,
stk. 1.
I stk. 3 er indsat en bestemmelse, der i militære
straffesager giver forsvarsministeren hjemmel til at varetage de opgaver, som
efter lov nr. 432 af 31. maj 2000 om fuldbyrdelse af straf m.v. er tillagt
justitsministeren i relation til sager om benådning og udsættelse af
fængselsstraffe samt om opkrævning og eftergivelse af bøder.
I stk. 4 gives forsvarsministeren mulighed for i
militære straffesager at fastsætte nærmere regler for straffuldbyrdelsen af
fængselsstraffe samt for den administrative behandling af sager om benådning.
Endvidere giver bestemmelsen mulighed for, at forsvarsministeren kan
fastsætte
nærmere regler om opkrævning af bøder og om den administrative behandling af
sager om eftergivelse.
Endelig er der i stk. 5 i lighed med lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. givet mulighed for, at forsvarsministeren kan
fastsætte
bestemmelser om, at auditørens afgørelse om henstand og afdragsvis betaling
af
bøder ikke skal kunne indbringes for højere administrativ myndighed.
Baggrunden for bestemmelserne i stk. 3, 4 og 5 er, at
den militære anklagemyndighed efter lovforslaget i det hele skal varetage
behandlingen af militære straffesager. Efter retsplejeloven § 997 vil
auditørerne derfor være straffuldbyrdende myndighed i militære straffesager.
Der bør derfor i relevant omfang skabes parallelitet i relation til selve
straffuldbyrdelsen, som er nærmere reguleret i lov nr. 432 af 31. maj 2000 om
fuldbyrdelse af straf m.v. Efter denne lovs § 10 har justitsministeren
kompetence til at udsætte fængselsstraffe, ligesom justitsministeren efter
§ 11
kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af sådanne sager samt om den
administrative behandling af sager om benådning. Endvidere har
justitsministeren efter § 90 kompetence til at tillade henstand med
eller
afdragsvis betaling af en bøde, og ministeren kan efter stk. 3 i
bestemmelsen fastsætte nærmere regler herom samt om den administrative
behandling af sager om eftergivelse. Endelig kan justitsministeren efter
stk. 4
fastsætte regler om, at politiets afgørelse om henstand eller afdragsvis
betaling
af bøder ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
En tilsvarende kompetence tillægges forsvarsministeren
efter lovforslagets bestemmelser i stk. 3, 4 og 5.
Til § 8
Den foreslåede bestemmelse svarer med sproglige ændringer
til gældende militær retsplejelov § 21.
Af praktiske grunde skal auditøren i sager, som
efterforskes af den militære anklagemyndighed, kunne anmode militære chefer
om
bistand under efterforskningen af militære straffesager, jf. forslaget til
stk. 1
samt den gældende § 21, 1. punktum. Auditøren kan i forbindelse hermed
bemyndige militære myndigheder til at gennemføre konkrete
efterforskningsskridt.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 9, stk. 1.
Forslaget til stk. 3 svarer til den gældende
bestemmelse i militær retsplejelov § 21, 3. punktum. Det er dog ikke
fundet nødvendigt at gentage den gældende regel om, at politiet også straks
skal underrette vedkommende militære chef om de foretagne skridt. En sådan
orientering er naturlig, men hører ikke hjemme i en lovbestemmelse.
Til § 9
Efter lovforslaget, jf. §§ 6 og 7, henlægges
efterforskningen i militære straffesager i det hele til den militære
anklagemyndighed (Forsvarets Auditørkorps). Af praktiske grunde foreslås det
dog i denne bestemmelse, at militære myndigheder under visse betingelser kan
foretage sådanne efterforskningsskridt, som ikke kan afvente auditørens
afgørelse, jf. også lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.3.
Til stk. 1
Ved den foreslåede bestemmelse får militære myndigheder
kompetence til at foretage uopsættelige efterforskningsskridt uden
forhåndsunderretning af auditøren. Dette har betydning i tilfælde, hvor det
ikke er muligt at komme i forbindelse med auditøren. Er auditøren underrettet
om sagen, kan auditøren bemyndige den militære myndighed til at foretage det
konkrete efterforskningsskridt, jf. forslaget til § 8, stk. 1,
hvorefter militære myndigheder yder auditørerne bistand.
Begrebet militære myndigheder i § 9, stk. 1,
omfatter den militære chef på det pågældende tjenestested samt underordnet
personel, der bemyndiges til at foretage disse efterforskningsskridt. En
sådan
bemyndigelse kan gives konkret af den militære chef på tjenestestedet eller
følge af de regler, som generalauditøren udsteder i medfør af stk. 2.
Kan auditørens bemyndigelse ikke indhentes, kan militære
myndigheder efter forslaget foretage uopsættelige efterforskningsskridt. I
disse tilfælde vil den militære myndighed have en pligt til at gribe ind
”her
og nu”, netop fordi der er tale om en uopsættelig situation. Sådanne
uopsættelige efterforskningsskridt vil i praksis have undtagelsens karakter.
Hvor det er muligt at kontakte auditøren, kan auditøren
beslutte enten selv at forestå efterforskningen eller bemyndige den
pågældende
militære myndighed til at foretage den konkrete efterforskning, jf. § 8,
stk. 1.
Dette svarer til, hvad der gælder efter retsplejeloven § 1020
b, der findes i kapitel 93 c vedrørende straffesager mod politiet. Efter
disse
regler ligger efterforskningskompetencen hos statsadvokaten, jf. stk. 1,
men politiet kan efter stk. 3 på egen hånd foretage uopsættelige
efterforskningsskridt. Er sådanne skridt foretaget, skal politiet snarest
muligt underrette statsadvokaten herom. Der henvises i øvrigt til
Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29. december 1995 til
anklagemyndigheden og politiet vedrørende behandling af klager over
politipersonale mv.
Som eksempler på efterforskningsskridt, der kan være
uopsættelige, kan nævnes skridt til på stedet at sikre sig identiteten af en
formodet gerningsmand og eventuelle vidner, iværksættelse af en
lægeundersøgelse
på en skadestue eller hos en praktiserende læge, herunder med henblik på at
sikre bevis i form af en skadestueattest eller en politiattest, at optage
fotografier af gerningsstedet mv. og tilsvarende skridt, der har til formål
at
”fastfryse” situationen på eller omkring gerningsstedet.
Også i pludseligt opståede situationer kan der efter
omstændighederne være behov for omgående at indlede efterforskning. Er der
mistanke om, at der er fjernet våben, ammunition mv., og er det ikke muligt
at
komme i forbindelse med auditøren, vil det være af afgørende betydning, at
militært personel straks kan foretage ransagning og beslaglæggelse efter
retsplejelovens
almindelige regler. Dette gælder også i tilfælde, hvor mistanken ikke kan
rettes mod en bestemt person, den såkaldte kollektive ransagning, jf.
forslaget
til § 12.
Det kan ligeledes efter omstændighederne være nødvendigt
umiddelbart på stedet at afhøre den formodede gerningsmand om forhold, som
kan
være af afgørende betydning for den videre efterforskning, navnlig med
henblik
på bevissikring. Dette forudsætter, at den pågældende sigtes for et strafbart
forhold med oplysning om, at han ikke har pligt til at udtale sig, jf.
retsplejeloven § 752, stk. 1.
I ”bagatelsager”, herunder f.eks. mindre alvorlige færdselssager,
vil efterforskningen ofte være udtømt i og med foretagelsen af disse
efterforskningsskridt, f.eks. i form af konstatering af identitet, af
omfanget
af en hastighedsovertrædelse mv. Også sådanne skridt vil kunne falde ind
under
den foreslåede bestemmelse. Den nærmere præcisering af området for denne
praktiske efterforskning forudsættes fastlagt ved de regler, som
generalauditøren kan udfærdige i medfør af stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vil være af væsentlig praktisk
betydning navnlig under tjeneste i udlandet, når det ikke er muligt hurtigt
at
få kontakt til auditøren. Det gælder alle efterforskningsskridt, også
indledende efterforskningsskridt som at sigte og afhøre sigtede og vidner.
Militært personel kan endvidere anholde andet militært personel
og civile, når betingelserne herfor i retsplejeloven § 755, stk. 2,
om ”privat” anholdelse er opfyldt. Det gælder, hvad enten forholdet
skal
behandles som en militær straffesag eller som en almindelig straffesag.
Herudover har overordnet militært personel kompetence til ved visse
overtrædelser af militær straffelov at foretage anholdelse af militært
personel
af disciplinære grunde, jf. udkastet til § 10.
Må det antages, at der foreligger et strafbart forhold, som
skal behandles som en militær straffesag, er der – bortset fra tilfælde
der
vurderes som uopsættelige – efter forslaget ikke hjemmel til, at
militært
personel kan sigte og afhøre den pågældende. Kompetencen hertil tilkommer
alene
auditøren. Er en militærperson udeblevet fra tjeneste, og vagthavende officer
skønner, at udeblivelsen har et sådant omfang, at den kan medføre
strafansvar,
kan vagthavende, når den pågældende møder til tjeneste, naturligvis spørge
ham
om årsagen til, at han kommer for sent, men ikke sigte og afhøre ham. I
stedet
skal han indberette sagen til den militære chef, der alene har kompetence til
at tage stilling til sagens videre behandling. Finder den militære chef, at
sagen må vurderes som straffesag, skal auditøren straks underrettes og tage
sig
af den videre efterforskning. Finder den militære chef derimod, at sagen bør
behandles som disciplinarsag, foretager han sig som disciplinarchef det
videre
fornødne i overensstemmelse med reglerne i udkastet til militær
disciplinarlov,
jf. især §§ 7-12 i dette lovforslag.
Stk. 1, 2. punktum, i den foreslåede bestemmelse
svarer til bestemmelsen i retsplejeloven § 1020 b, stk. 3,
vedrørende
behandlingen af straffesager mod politiet. Har politiet foretaget
uopsættelige
efterforskningsskridt i en sådan sag, skal statsadvokaten snarest muligt
underrettes.
Til stk. 2
Efter gældende ret, jf. militær retsplejelov § 13, har
alt overordnet militært personel kompetence til at foretage samtlige
straffeprocessuelle efterforskningsskridt. Overordnet personel omfatter efter
omstændighederne også vagter og militærpolitiet.
Som nævnt i bemærkningerne til stk. 1 foreslås kun
kompetencen til at foretage uopsættelige efterforskningsskridt i militære
straffesager henlagt til den pågældende militære myndighed. Der er således
tale
om en begrænsning i forhold til gældende ret.
Det foreslås, at generalauditøren fastsætter nærmere regler
om de efterforskningsskridt, der kan foretages efter stk. 1, herunder
hvilket personel, der kan foretage disse skridt.
Den militære chef kan som nævnt i bemærkningerne ovenfor under
stk. 1 bemyndige underordnet personel til at gennemføre konkrete
efterforskningsskridt. Chefen kan endvidere inden for rammerne af de regler,
der fastsættes af generalauditøren efter stk. 2, bemyndige underordnet
personel til at gennemføre sådanne efterforskningsskridt. Stk. 2 giver
endvidere generalauditøren mulighed for at bemyndige bestemt udpeget militært
personel til at foretage ethvert uopsætteligt efterforskningsskridt. I
særlige
tilfælde kan disse skridt begrænses til nærmere angivne sagstyper, f.eks. i
færdselssager. For eksempel vil det være naturligt, at militærpolitiet, som i
praksis forestår færdselskontrol ved kørsel i militære køretøjer, på stedet
kan
foretage sådanne indledende skridt.
Det forudsættes, at den militære chef straks underrettes,
når underordnet militært personel har foretaget uopsættelige
efterforskningsskridt. Er der foretaget sådanne skridt, skal den militære
chef
straks underrette auditøren. Dette følger af, at disse efterforskningsskridt
foretages på auditørens vegne. Underretningen kan efter omstændighederne ske
samtidig med sagens oversendelse til auditøren.
Til § 10
Den gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 15
udvider adgangen til at foretage anholdelse ved lydighedsnægtelse eller grov
respektstridig opførsel, således at anholdelse kan ske, når det skønnes
nødvendigt af disciplinære grunde. Anholdelseskompetencen tilkommer enhver
overordnet.
Hensynet til disciplinen begrunder fortsat en bestemmelse,
der giver mulighed for anholdelse ved mistanke om de nævnte strafbare
overtrædelser, og denne del af bestemmelsen foreslås derfor opretholdt.
Bestemmelsens formulering er tilnærmet retsplejeloven § 755,
stk. 1.
Til § 11
Efter gældende militær retsplejelov § 18 kan retten
træffe afgørelse om varetægtsfængsling af en sigtet i en militær straffesag,
når varetægtsfængsling skønnes påkrævet af hensyn til disciplinen.
Der vurderes fortsat at burde være hjemmel til at kunne
varetægtsfængsle en sigtet af disciplinære grunde. Bestemmelsen foreslås
derfor
opretholdt, dog med skærpede betingelser og således, at varetægtsfængsling
efter denne bestemmelse højst kan udstrækkes i 7 dage.
Bestemmelsen foreslås begrænset til alene at vedrøre sager
om overtrædelse af militær straffelov. Der findes ikke ved siden af
retsplejelovens regler at være behov for at skabe mulighed for
varetægtsfængsling af disciplinære grunde ved overtrædelser af den
almindelige
lovgivning, herunder af straffeloven.
Mistankekravet er efter forslaget skærpet således, at der
som efter den almindelige bestemmelse i retsplejeloven § 762 skal
foreligge begrundet mistanke om, at der er begået en sådan lovovertrædelse.
Det
er endvidere en forudsætning, at den pågældende lovovertrædelse kan medføre
straf af fængsel, og at det må antages, at den konkrete lovovertrædelse vil
medføre
straf af fængsel. Skønnes det, at sagen alene vil kunne resultere i en bøde,
er
varetægtsfængsling udelukket.
Endelig er også betingelsen ”virke nedbrydende på
disciplinen” foreslået skærpet til ”virke alvorligt nedbrydende på
disciplinen”.
Hensynet til disciplinen vil kunne tilgodeses
tilstrækkeligt ved, at der gives mulighed for en kortvarig
varetægtsfængsling.
Det foreslås derfor, jf. stk. 2, at varetægtsfængsling af disciplinære
grunde kun kan udstrækkes til højst 7 dage. Det er herved forudsat, at sagen
–
efter udfærdigelse af retsmødebegæring eller anklageskrift – i langt de
fleste
tilfælde kan behandles af retten inden udløbet af denne frist. Er dette ikke
muligt i det konkrete tilfælde, skal den varetægtsfængslede løslades.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger punkt 3.4.
Til § 12
Ved den foreslåede bestemmelse videreføres den adgang til
at foretage såkaldt ”kollektiv ransagning” hos visse grupper af
militært
personel, som gælder efter militær retsplejelov § 14.
Det foreslås, at kollektiv ransagning, som efter den
gældende bestemmelse, kun kan ske på militært område. Denne form for
ransagning
kan således ikke foretages på områder eller i bygninger, som ikke er
beliggende
på militært område. Militært område kan ikke defineres entydigt. Omfattet af
begrebet er bl.a. kaserner, flådestationer, flyvestationer, værksteds- og
depotområder, øvelsesområder samt andre områder, der anvendes af militære
myndigheder, herunder mobile enheder eller enheder i udlandet, dvs. også
midlertidigt
etablerede militære områder er omfattet af begrebet. Ved fastlæggelsen af,
hvorvidt der konkret er tale om et militært område, indgår bl.a. muligheden
for
at etablere adgangskontrol i form af hegn, skiltning, elektroniske sikringer,
vagt mv.
Ransagning efter den gældende bestemmelse kan foretages hos
personel, der ”ikke fører særlig husstand”. Dette begreb kan give
anledning til
fortolkningsvanskeligheder. Det antages, at denne personelgruppe navnlig
omfatter personel, der er indkvarteret på belægningsstuer og i kvarter. Den
gældende bestemmelse antages at indebære, at lejeboliger og tjenesteboliger
på
militært område ikke er omfattet af bestemmelsen.
Den gældende bestemmelses afgrænsning af, hvor kollektiv
ransagning kan foretages på militært område, foreslås videreført. Tjeneste-
og
lejeboliger er – som efter de gældende regler – således ikke
omfattet af den
foreslåede bestemmelse, idet de pågældende boliger typisk vil være af
overvejende privat karakter, hvor familiemedlemmer uden tilknytning til
forsvaret i øvrigt også har bopæl og dermed har deres private ejendele.
Bestemmelsen foreslås tydeliggjort, således at disse boliger udtrykkeligt
undtages. Ransagning af leje- og tjenesteboliger på militært område kan
derfor
kun ske, hvis de almindelige betingelser efter retsplejeloven er opfyldt.
Tjenesteboliger, lejeboliger, kvarterer og belægningsstuer
er defineret i Forsvarskommandoens Bestemmelseskompleks 610-1.
Det er en betingelse for at gennemføre ransagning efter
lovforslaget, at der foreligger begrundet mistanke om, at der er begået en
lovovertrædelse, der skal behandles som en militær straffesag. Heri ligger,
at
der er begrundet mistanke om, at den pågældende lovovertrædelse er begået af
tjenstgørende militært personel, jf. forslaget til § 1, stk. 1, til
militær straffelov og § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, til militær
retsplejelov. Kan mistanken derimod alene rettes mod civile, kan bestemmelsen
ikke anvendes. Den foreslåede bestemmelse kan også anvendes i tilfælde, hvor
den lovovertrædelse, der er mistanke om, er begået uden for militært område,
når der er grund til at antage, at beviser mv. kan findes på militært område.
Som udgangspunkt er der tale om et indgreb i privatlivets
fred og dermed et indgreb efter menneskerettighedskonventionens artikel 8,
stk. 1.
Omvendt er der tale om et område, hvor man opholder sig med et bestemt formål
for øje, hvorfor man ud fra anstaltsbetragtninger i større grad må affinde
sig
med indgreb i forhold til, hvor man ellers måtte opholde sig. Hertil kommer,
at
det i lovteksten er fremhævet, at det skal være ”af væsentlig betydning
for
efterforskningen” for at betingelserne i menneskerettighedskonventionens
artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Den foreslåede bestemmelse udelukker ikke, at ransagningen
gennemføres over for civile, herunder civilt ansat personel. Ransagningen kan
foretages på militære områder, der er omfattet af bestemmelsen, og er således
rettet mod genstande og ikke mod personer. Er der f.eks. begrundet mistanke
om,
at militært personel har medtaget våben eller ammunition efter en øvelse og
efterfølgende kan have overgivet effekterne til civile personer, der befinder
sig på området, er der hjemmel til at foretage ransagning hos tilstedeværende
civile personer, f.eks. af tasker og biler.
Ransagning efter retsplejeloven § 793, stk. 1,
kan foretages af husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af
aflåste genstande og andre genstande samt af lokaliteter uden for husrum.
Retsplejeloven § 793, stk. 1, omfatter ikke tøj. Adgangen til at
ransage tøj blev i 1989 udskilt til kapitel 72 i retsplejeloven og optaget i
§ 792,
stk. 1, nr. 1, om legemsbesigtigelse, jf. § 792 a, stk. 1. Den
gældende bestemmelse i militær retsplejelov § 14 antages også at give
hjemmel for ransagning af tøj. Især af hensyn til hele formålet med denne
særlige
adgang til ransagning er der fortsat efter den forslåede bestemmelse adgang
til
også at kunne ransage den pågældendes beklædning, herunder navnlig lommer og
fodtøj. Hvis denne mulighed ikke medtages, vil bestemmelsen miste en
væsentlig
del af sin betydning, fordi netop tøj, herunder lommer, i praksis må antages
at
være et af de mere naturlige skjulesteder for de genstande mv., som
ransagninger af denne art i praksis vil være rettet mod. Udvidelsen vedrører
alene ransagning af beklædning. Legemsundersøgelse, jf. retsplejeloven
§ 792,
stk. 1, nr. 2, er derimod ikke omfattet.
Det følger af forslaget til § 7, jf. § 12, at
auditøren har kompetence til at træffe beslutning om foretagelse af kollektiv
ransagning. Kan auditørens beslutning ikke indhentes, vil den militære
myndighed normalt selv kunne træffe beslutning om at gennemføre ransagningen,
jf. § 9, såfremt en udsættelse af sagen med henblik på at indhente
auditørens
afgørelse ellers vil betyde, at formålet med ransagningen vil blive
forspildt.
Selve gennemførelsen af ransagningen kan forestås af den
militære chef på auditørens vegne eller af det personel, som konkret
bemyndiges
hertil, f.eks. som i dag af militærpolitiet.
Der foreslås ikke en bestemmelse om, at ransagning som
udgangspunkt kræver retskendelse. Dette skyldes, at ransagning på grund af de
lovovertrædelser, som ransagningen særligt tager sigte på – ulovlig
våbenbesiddelse,
besiddelse af euforiserende stoffer mv. – som oftest vil vise sig
forgæves,
hvis der først skal indhentes retskendelse. Dette svarer i øvrigt til den
gældende bestemmelse.
Som følge af den karakter, som indgrebet ransagning efter
bestemmelsen må anses at have, foreslås der ikke en bestemmelse om, at den,
hos
hvem ransagningen er foretaget, kan forlange sagen indbragt for retten. Den
pågældende kan selv indbringe spørgsmålet for retten, jf. grundloven
§ 63.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger punkt 3.5.
Til § 13
Bestemmelsen er ny og foreslår indført adgang for militære
myndigheder til at kunne foretage kontrol ved passage til og fra militært
område. Denne kontrol kan efter bestemmelsen foretages både over for militært
personel og over for civile. Den foreslåede bestemmelse svarer til dels til
den
”inspektionsret”, som gælder inden for det norske forsvar.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger
punkt 3.6.
Til stk. 1
Kontrollen omfatter enhver form for håndbagage, herunder
tasker, mapper, rygsække, indkøbsposer etc. samt alle former for
transportmidler, herunder navnlig motordrevne køretøjer. Er bagagen låst,
f.eks. en mappe eller taske, eller er bilen, herunder dens bagagerum, låst,
kan
det kræves, at den, der har rådighed over bagagen eller bilen, låser op, for
at
kontrollen kan foretages.
Bestemmelsen giver endvidere mulighed for at undersøge den
pågældendes tøj, herunder lommer og fodbeklædning. Dette bør ske ved, at den,
der opfordres til at medvirke til inspektionen, anmodes om selv at tømme sine
lommer. En egentlig legemsbesigtigelse kan alene foretages, hvis
betingelserne
herfor er opfyldt, jf. retsplejelovens kapitel 72.
Kompetencen til at gennemføre kontrollen er efter forslaget
henlagt til militære myndigheder. Auditøren kan ikke gennemføre kontrollen.
Dette skyldes, at der ikke er tale om et straffeprocessuelt
efterforskningsskridt.
Militære myndigheder kan ikke bemyndige andre, f.eks. et privat selskab, til
at
varetage kontrolopgaven.
Det bemærkes, at bestemmelsen hjemler undtagelse for kravet
om retskendelse i grundloven § 72.
Til stk. 2
Civile, der ikke ønsker at medvirke til kontrol af bagage,
bil etc. ved indgang til militært område, kan afvises.
Civile, som nægter at medvirke til kontrollen under ind- og
udpassage fra militært område, kan efter den foreslåede bestemmelse
tilbageholdes af militære myndigheder, som herefter kan gennemføre kontrollen
f.eks. i form af at åbne tasker og bagagerummet til biler, herunder ved
anvendelse af den nødvendige fysiske magt. Det foreslås, jf. 2. punktum, at
der
optages en udtrykkelig bestemmelse om, at militære myndigheder om nødvendigt
kan gøre brug af magt, herunder fysisk magt, til at gennemføre kontrollen.
Undersøgelsen skal foretages så skånsomt som muligt, og tilbageholdelse må
alene omfatte den genstand mv., som skal undersøges, eller den person, hvis
tøj
skal undersøges. Som nævnt ovenfor er en egentlig legemsbesigtigelse ikke
omfattet af bestemmelsen, men kan alene foretages, hvis betingelserne herfor
er
opfyldt, jf. retsplejelovens kapitel 72. Tilbageholdelsen må ikke vare
længere
end formålet med undersøgelsen tilsiger.
Beføjelsen i 2. punktum svarer til den beføjelse, der er
tillagt politiet i anden lovgivning, når politiet anmodes om at bistå andre
myndigheder, jf. ligeledes 3. punktum.
Militært personel er på grund af kommandoforholdet
forpligtet til at medvirke ved kontrollen.
Til stk. 3
Efter stk. 3 kan forsvarsministeren fastsætte regler
for gennemførelsen af ind- og udgangskontrol. Der kan herunder fastsættes
bestemmelser om, hvorledes det tilkendegives, at kontrol kan finde sted.
Til § 14
Den foreslåede bestemmelse svarer til dels til gældende § 17
i militær retsplejelov. De frister, der er tale om, er reglen i
retsplejeloven
§ 760, stk. 2, om at en anholdt, der ikke er løsladt forinden,
inden
24 timer efter anholdelsen skal fremstilles for en dommer, samt
bestemmelserne
i retsplejeloven § 796, stk. 3, og § 806, stk. 3,
hvorefter
ransagning henholdsvis beslaglæggelse, der ikke er sket efter retskendelse,
senest inden 24 timer skal indbringes for retten, når den, indgrebet er
rettet
mod, anmoder om det.
Det er yderst sjældent, at fristerne i ovenfor nævnte
bestemmelser i retsplejeloven i praksis ikke kan overholdes.
Der kan imidlertid – især under tjeneste i udlandet eller
under ekstraordinære forhold – opstå situationer, hvor det kan vise sig
umuligt
at overholde fristerne for retslig prøvelse af de tre nævnte
straffeprocessuelle indgreb. Derimod findes der ikke grundlag for at
opretholde
bestemmelsen under fredsforhold i Danmark. Bestemmelsen forslås derfor
begrænset, således at fristen kun kan udstrækkes i de situationer, der
udtrykkeligt
er nævnt i bestemmelsen.
Til § 15
Ved den foreslåede bestemmelse skabes der hjemmel til i
visse tilfælde at kunne kræve, at tjenstgørende militært personel afgiver
udåndingsprøve med henblik på, at det kan konstateres, om den pågældende har
indtaget alkohol, jf. stk. 1. Blodprøve og urinprøve kan udtages under
de
betingelser, der er nævnt i stk. 2.
Forslaget til § 15 skal ses på baggrund af de samtidig
foreslåede bestemmelser til militær straffelov § 21, hvorefter det er
strafbart at udføre tjeneste under indflydelse af alkohol i strid med
promillegrænser, der er fastsat for den pågældende tjeneste mv., og § 22
om forbud mod at indtage euforiserende stoffer i tjenesten eller på militært
område.
Formålet med disse bestemmelser er at markere det
uacceptable i at udføre tjeneste i forsvaret under indvirkning af alkohol
eller
euforiserende stoffer i forbindelse med opgaver, som kræver skærpet
opmærksomhed,
og hvor fejlbehandling eller fejlbetjening af materiel kan få alvorlige
konsekvenser.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger
punkt 3.7. samt til forslaget om militær straffelov punkt 3.9. og de særlige
bemærkninger til dette lovforslag, §§ 21 og 22.
Til stk. 1
Efter den foreslåede bestemmelse kan auditøren og militære
myndigheder kræve, at tjenstgørende militært personel afgiver udåndingsprøve
i
de tilfælde, som er omfattet af bestemmelsen, dvs. hvor der er fastsat
promillegrænser
i medfør af militær straffelov § 21.
Efter § 15, stk. 1, skal militært personel, der
er omfattet af bestemmelsen, på forlangende afgive udåndingsprøve. Det kræves
ikke, at der konkret foreligger mistanke om strafbart forhold. Udåndingsprøve
kan kræves også i form af stikprøvekontrol. Dette svarer i det hele til
færdselsloven § 55, stk. 1. Pligten til at afgive udåndingsprøve er
udtryk for et meget begrænset indgreb.
Det videregående indgreb – at udtage blodprøve mv., jf.
stk. 2, – bliver kun aktuelt, hvis udåndingsprøve ikke kan
foretages,
typisk fordi den pågældende ikke vil medvirke, eller hvis resultatet af
udåndingsprøven giver grund til at antage, at der foreligger en strafbar
lovovertrædelse.
Bestemmelsen kan alene anvendes over for tjenstgørende
militært personel mv. som defineret i forslaget til militær straffelov
§ 1.
Bestemmelsen kan derimod ikke anvendes over for civile, der befinder sig på
militært område.
Efter den foreslåede formulering er bestemmelsen ikke
begrænset til kørsel i militære køretøjer. Også kørsel i civile
motorkøretøjer
ført af tjenstgørende personel er omfattet.
Kompetencen til at træffe bestemmelse om at foretage
udåndingsprøve foreslås henlagt til auditøren og militære myndigheder. Der er
ganske vist ikke tale om et straffeprocessuelt efterforskningsskridt i de
tilfælde, hvor der ikke foreligger konkret mistanke om spirituspåvirkethed,
men
da et positivt resultat af prøven giver mulighed for at fremstille den
pågældende
til udtagelse af blod- og urinprøve, findes det mest korrekt, at også
auditøren
har kompetence til at kræve udåndingsprøve.
Bestemmelsen er formuleret således, at auditøren tillige
får denne kompetence inden for færdselslovens område, hvilket ikke er
tilfældet
efter de gældende regler. Auditørens kompetence i militære straffesager
svarer
til anklagemyndighedens kompetencer efter retsplejeloven. Politiets
kompetence
til at kræve udåndingsprøve mv. følger ikke af retsplejeloven, men af
færdselsloven. Det er fundet naturligt, at auditøren også kan foretage dette
skridt, når der er tale om militært personel.
I alle tilfælde, hvor der er mistanke om påvirkethed, der
indebærer et strafbart forhold, kan militære myndigheder under alle
omstændigheder træffe bestemmelse om foretagelse af udåndingsprøve, jf.
forslaget til stk. 1.
Til stk. 2
Efter den foreslåede bestemmelse kan den pågældende
fremstilles til udtagelse af blodprøve og til afgivelse af urinprøve, når der
efter resultatet af udåndingsprøven er grund til at antage, at den pågældende
har overtrådt gældende promillegrænser, herunder for kørsel i motordrevet
køretøj, eller promillegrænser i øvrigt, jf. forslaget til militær straffelov
§ 21.
Det samme gælder, hvis den pågældende nægter at medvirke til udåndingsprøve
eller ikke er i stand til det. Disse betingelser svarer til, hvad der gælder
efter færdselsloven § 55, stk. 2.
Kompetencen til at fremstille den pågældende til udtagelse
af blod- og urinprøve ligger hos auditøren og militære myndigheder, jf.
stk. 1,
når betingelserne i stk. 2 er opfyldt.
Til stk. 3
Efter den foreslåede bestemmelse skabes der hjemmel til at
udtage blod- og urinprøve hos militært personel, hvis der er begrundet
mistanke
om, at den pågældende er påvirket af euforiserende stoffer i tjenesten eller
på
militært område. Bestemmelsen skal ses på baggrund af den samtidig foreslåede
bestemmelse til § 22 i militær straffelov.
Anvendelsen af udtrykket ”euforiserende stoffer” betyder,
at ethvert stof, som det er forbudt at besidde efter loven om euforiserende
stoffer, er omfattet af bestemmelsen.
De hensyn, der begrunder forslaget om at kunne stille krav
om udåndingsprøve og udtagelse af blod- og urinprøve under de betingelser,
der
er nævnt i forslaget til § 15, stk. 1 og 2, begrunder tilsvarende,
at
der gives mulighed for at udtage blod- og urinprøve, når der er begrundet
mistanke om, at den pågældende har indtaget sådanne stoffer i tjenesten eller
på militært område. Det er ikke tilstrækkeligt med udåndingsprøve, idet
indtagelse af euforiserende stoffer ikke kan konstateres i udåndingsluften.
Der stilles efter forslaget krav om, at der skal foreligge
en begrundet mistanke om, at den pågældende gør tjeneste under indflydelse af
euforiserende stoffer, for at den pågældende kan fremstilles til udtagelse af
blod- og urinprøve. Bestemmelsen giver derimod ikke hjemmel til stikprøvevis
at
kræve blod- og urinprøve udtaget.
Efter retsplejeloven § 792 b, stk. 2, som er
optaget i kapitel 72 om legemsindgreb, kan udtagelse af blodprøve foretages
som
led i efterforskningen, såfremt der er begrundet mistanke om, at den
pågældende
har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, i hvis gerningsindhold indtagelse
af spiritus eller euforiserende stoffer er et led. Denne bestemmelse gælder
ved
siden af de forslåede bestemmelser i § 15, stk. 2 og 3, og vil
kunne
påberåbes i en række tilfælde, der også vil være omfattet af den foreslåede
bestemmelse.
§ 792 b, stk. 2, hjemler ikke adgang til at kræve
afgivelse af urinprøve. For langt de fleste stoffer vil det være muligt at
foretage en identifikation og en kvalitativ bestemmelse af euforiserende
stoffer i en blodprøve. Den indledende screening kan imidlertid med fordel
tillige foretages i en urinprøve, hvor det kan konstateres, om den pågældende
har indtaget stoffet. Herudover vil koncentrationen normalt være væsentlig
højere end i en blodprøve, og samtidig vil de aktuelle stoffer kunne påvises
i
en urinprøve i et betydeligt længere tidsinterval end tilfældet er for en
blodprøve.
Den foreslåede formulering er derfor valgt dels for at give
mulighed for at kræve afgivelse af urinprøve, dels ud fra det ønskelige i at
formulere et selvstændigt bestemmelsessæt vedrørende betingelserne for at
kunne
kræve blod- og urinprøve udtaget for de særlige militære sager.
Til § 16
Efter gældende militær retsplejelov § 23, stk. 1,
kan en sigtet, tiltalt eller domfældt i en militær straffesag også give
”meddelelse om anke eller kære” af en afgørelse til højere instans
(landsretten) over for rettergangschefen eller en foresat chef. Bestemmelsen
opfylder et praktisk behov og foreslås opretholdt.
Forslaget svarer med sproglige ændringer til den gældende
bestemmelse.
Til § 17
Bestemmelsen fastsætter tidspunktet for lovforslagets
ikrafttræden.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 2005,
således at berørte myndigheder vil have den fornødne tid til at indrette sig
på
lovforslagets regler, herunder udarbejde bekendtgørelser,
vejledningsmateriale
mv.
Til § 18
I bestemmelsen fastsættes det, at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning vil kunne sættes i
kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Loven vil, da der er tale om rigsfælles lovgivning, og af
hensyn til forsvarets aktiviteter i Færøerne og Grønland skulle sættes i
kraft
dér. Da der imidlertid ikke er overensstemmelse mellem den danske
retsplejelov,
som den militære retsplejelov er et supplement til og henholdsvis den færøske
og grønlandske retspleje, vil det være nødvendigt nærmere at tage stilling
til,
i hvilket omfang retsplejeloven skal sættes i kraft for Færøerne og Grønland
samtidig med ikraftsættelsen af dette lovforslag. Forholdet vil blive drøftet
nærmere med de færøske og grønlandske myndigheder, idet det tilsigtes, at
militære straffesager i videst muligt omfang søges behandlet af danske
myndigheder og i fornødent omfang afgjort af de danske domstole, jf. herved
også bemærkningerne til lovudkastet § 5 om værneting. Et udkast til
anordning vil blive forelagt for de færøske og grønlandske myndigheder
forinden
ikrafttræden.
Bilag 1
Bekendtgørelse af
militær
retsplejelov
Herved bekendtgøres lov nr. 218 af 26. april 1973, militær
retsplejelov, med de ændringer, der følger af lov nr. 644 af 19. december
1984.
Første afsnit
Almindelige bestemmelser
Kapitel 1
Indledende bestemmelse
§ 1.
De regler, der i lov om rettens
pleje gælder for straffesager, anvendes i militære straffesager, for så vidt
ikke andet er bestemt.
Kapitel 2
Lovens område
§ 2.
Militære straffesager er:
1)
Sager om overtrædelse
af militær straffelov mod personer, der efter nævnte lovs §§ 5 og 6
omfattes
af denne.
2)
Sager om overtrædelse
af andre love mod personer, der hører til det militære forsvar, når
lovovertrædelsen
vedrører tjenesten eller er begået i eller i anledning af tjenesten eller på
militært område eller i anvist kvarter.
3)
Sager af den under
nr. 2 omhandlede art mod krigsfanger samt sanitetspersonel og feltpræster,
der
tilbageholdes til bistand for disse, eller mod fremmede her i landet
internerede militærpersoner og andre personer, der i henhold til en af
Danmark
tiltrådt mellemfolkelig overenskomst har krav på behandling som disse.
Stk. 2.
Loven gælder for de i
stk. 1, nr. 3, nævnte personer, for så vidt ikke andet følger af de
mellemfolkelige
overenskomster, der gælder for deres behandling.
§ 3.
Skal forfølgning samtidig finde
sted mod en person for flere forhold, der ikke alle hører under militær
påtalemyndighed, sker dette under en militær straffesag. Dog kan sagen
behandles som en borgerlig straffesag, når den militære og den borgerlige
påtalemyndighed er enige derom.
Stk. 2.
Skal forfølgning samtidig finde
sted mod flere personer for et forhold, der ikke for alles vedkommende hører
under militær påtalemyndighed, kan sagen, når den militære og den borgerlige
påtalemyndighed er enige derom, i sin helhed behandles enten som militær
eller
som borgerlig straffesag.
Kapitel 3
Retternes virkekreds
§ 4.
Domsmænd skal medvirke i militære
straffesager i samme omfang som i borgerlige straffesager. I sager om
overtrædelse af militær straffelov anvendes domsmænd i fredstid dog kun, hvis
der er hjemlet straf af fængsel i over 2 år, og i krigstid kun, hvis der er
hjemlet straf af fængsel i 4 år eller derover.
Kapitel 4
Retsmøder, retsbøger og vidner
§ 5.
Foruden i de tilfælde, der er
nævnt i § 29 i lov om rettens pleje, kan retten beslutte, at
forhandlingen
skal foregå for lukkede døre, når hensynet til den militære sikkerhed kræver
det.
Stk. 2.
Det i stk. 1 nævnte hensyn
kan tillige begrunde:
1)
At dørene lukkes
under den forhandling, som går forud for afsigelse af kendelse i henhold til
stk. 1, jf. § 30, stk. 1, i lov om rettens pleje,
2)
at udskrift af
retsbøgerne nægtes, jf. § 41, stk. 2, i lov om rettens pleje, og
3)
at der pålægges et
vidne tavshedspligt, jf. § 189 i lov om rettens pleje. Pålægget kan
tillige omfatte, hvad vidnet er blevet afhørt om af en militær myndighed. Er
forklaringen afgivet til en sådan, meddeles pålægget af vedkommende
myndighed.
Stk. 3.
I § 41 i lov om rettens
pleje træder forsvarsministeren i justitsministerens sted og auditøren i
politimesterens sted.
Kapitel 5
Værneting
§ 6.
Forundersøgelse og domsforhandling
skal foruden ved de i kapitel 63 i lov om rettens pleje nævnte retter kunne
foretages ved retten på det sted, hvor den sigtedes afdeling har garnison
eller
opholder sig, eller hvor det skib, hvortil han hører, har station eller
befinder sig eller ved hjemkomst til Danmark tager station. Dette gælder dog
ikke sager om oprejsning i anledning af strafferetlig forfølgning.
Kapitel 6
Den militære anklagemyndighed
§ 7.
Påtalen i militære straffesager
tilkommer generalauditøren og auditørerne, der er underordnet
forsvarsministeren og står under dennes tilsyn med hensyn til udførelsen af
deres hverv.
Stk. 2.
Auditørerne bistås ved
efterforskningen i militære straffesager af auditørfuldmægtige.
Stk. 3.
Auditører har samme adgang til
at opnå beskikkelse som landsdommere som de personer, der nævnes i § 43,
stk. 3, i lov om rettens pleje.
§ 8.
Ved anvendelse af reglerne i 4.
bog i lov om rettens pleje i militære straffesager træder auditøren i stedet
for politimesteren (politiet) og statsadvokaten og generalauditøren i stedet
for rigsadvokaten. Endvidere træder forsvarsministeren i stedet for
justitsministeren, medmindre andet følger af forholdets natur.
Stk. 2.
Generalauditøren kan i tilfælde
af forfald bemyndige en auditør til at optræde for højesteret i sit sted.
§ 9.
Før det besluttes, om påtale skal
rejses og i bekræftende fald for hvilke lovovertrædelser, skal sagen
forhandles
med rettergangschefen.
Stk.
2.
Forsvarsministeren
bestemmer, hvilke befalingsmænd der skal have myndighed som rettergangschef.
Hvor ikke særlige forhold gør sig gældende, bør sådan myndighed ikke
tillægges
befalingsmænd, hvis kommandoområde er væsentlig mindre end det, der er
tillagt
chefen for et regiment, en eskadre, en flyvestation eller en
hjemmeværnsregion.
Stk. 3.
Er auditøren og rettergangschefen
ikke enige om påtalespørgsmålet, kan rettergangschefen uden ufornødent ophold
forlange sagen forelagt generalauditøren til afgørelse.
Stk. 4.
Rettergangschefen kan forlange
generalauditørens afgørelse indbragt for forsvarsministeren.
Kapitel 7
Påtalen
§ 10.
De strafbare handlinger, der
omhandles i militær straffelov, påtales af det offentlige.
Stk. 2.
Lovovertrædelser, der ellers er
privat påtale undergivet, kan påtales offentligt, når de begås i eller i
anledning af tjenesten.
§ 11.
Militære straffesager behandles
efter reglerne for sager angående forbrydelser, der påtales af
statsadvokaten,
jf. dog § 4, § 12, stk. 2, og § 23, stk. 2.
Kapitel 8
Sigtede og hans forsvar
§ 12.
Til forsvarer kan sigtede foruden
de advokater, der nævnes i § 730, stk. 2, i lov om rettens pleje,
vælge en person, der er eller på gerningstidspunktet var tjenstgørende
militærperson.
Stk. 2.
I stedet for nævnte lovs
§ 731, stk. 1 d, gælder:
Når tiltale er rejst for overtrædelse af militær straffelov
eller for overtrædelse af straffebestemmelser, der i borgerlige straffesager
henhører under statsadvokatens påtalemyndighed.
Stk. 3.
Som offentlig forsvarer kan
foruden de advokater, der nævnes i § 733 i lov om rettens leje,
beskikkes
en person, der er eller på gerningstidspunktet var tjenstgørende
militærperson,
hvis sigtede fremsætter ønske herom og den pågældende er villig til at påtage
sig hvervet. Når der i medfør af nærværende lovs § 27 nedsættes
forhørsret
og ingen er villig til at modtage beskikkelse som forsvarer, kan en officer
af
skibschefen eller af den højstkommanderende beordres til at påtage sig
hvervet.
Andet afsnit
Midler til sagens oplysning m.m.
Kapitel 9
Beslaglæggelse, ransagning og anholdelse
§ 13.
De beføjelser, der er tillagt
politiet med hensyn til anvendelse af de midler til sagens oplysning m.v.,
som
er omhandlet i 4. bogs 2. afsnit i lov om rettens pleje, kan over for
militært
personel ud over af auditøren og auditørfuldmægtigen udøves af militære
foresatte og vagthavende.
§ 14.
I de øjemed, men uden for de
betingelser, der er fastsat i kapitel 68
1)
og
§§ 755-57, jf. § 773
2) , i lov om rettens
pleje, kan beslaglæggelse og ransagning hos personer, som ikke fører særlig
husstand, finde sted på områder, der står under opsyn af de militære
myndigheder. Beslaglæggelse og ransagning kan i disse tilfælde finde sted
uden
retskendelse, og den i §§ 746 og 758
3)
påbudte
efterfølgende beretning bortfalder.
§ 15.
Uden for de betingelser, der er
fastsat i kapitel 71
4)
i lov om rettens pleje, kan
enhver militær foresat anholde en undergiven, når denne
1)
gør sig skyldig i
ulydighed eller grov respektstridig opførsel og det skønnes nødvendigt af
hensyn
til disciplinen at anholde ham,
2)
træffes under
udførelsen af en forbrydelse eller på friske spor eller mistænkes for en
begået
forbrydelse og det skønnes nødvendigt at sikre hans tilstedeværelse eller
afsondring fra andre.
§ 16.
Når en beslaglæggelse, ransagning
eller anholdelse har fundet sted uden rettens beslutning, skal der, medmindre
den er foretaget ved auditørens foranstaltning, straks ske indberetning herom
med alle fornødne oplysninger til vedkommende rettergangschef, og
spørgsmålet,
om beslaglæggelsen eller anholdelsen bør opretholdes eller straks ophæves,
skal
så vidt muligt forelægges auditøren til afgørelse. Kan sådan forelæggelse
ikke
ske, træffer rettergangschefen selv afgørelsen.
§ 17.
Den frist på 24 timer der er
fastsat i §§ 746, 758, jf. § 773 og 774
5) , i lov om rettens
pleje, kan om fornødent udstrækkes indtil 3 x 24 timer.
Kapitel 10
Fængsling
§ 18.
Uden for de tilfælde, der
omhandles i § 780
6)
i lov om rettens
pleje, kan fængsling besluttes, når der efter sagens omstændigheder er særlig
grund til at antage, at sigtedes forbliven på fri fod vil virke nedbrydende
på
disciplinen.
§ 19.
§ 783, stk. 2
7) ,
i lov om rettens pleje anvendes således, at den fængslede hensættes i civilt
eller
militært varetægtsfængsel efter de militære myndigheders bestemmelse, så vidt
muligt på det sted, hvor sagen til enhver tid behandles.
Tredje afsnit
Undersøgelse, før tiltale er rejst
Kapitel 11
§ 20.
Det påhviler chefen for et
militært tjenestested samt enhver foresat, der har en med denne sideordnet
stilling, samt højere foresatte af egen drift og med størst mulig hurtighed
at
undersøge eller lade undersøge alle strafbare handlinger af den i § 2
nævnte art, når der opstår rimelig formodning om, at sådanne er begået.
Stk. 2.
Er der begået et strafbart
forhold, og afgøres sagen ikke med et disciplinarmiddel eller med
irettesættelse eller bøde, videresendes den af rettergangschefen til
auditøren
til afgørelse, jf. dog § 30, stk. 3 og 4.
§ 21.
Auditøren kan til gennemførelse
af sit hverv kræve bistand af de øvrige militære myndigheder. Politiet skal
efterkomme begæringer fra auditøren vedrørende efterforskning i militære
straffesager.
I påtrængende tilfælde kan politiet uden at afvente begæring foretage
efterforskningsskridt, som skønnes uopsættelige, men det skal i så fald
straks
underrette vedkommende rettergangschef eller auditør om de foretagne skridt.
§ 22.
De anmeldelser, der omhandles i
§ 742 i lov om rettens pleje, kan tillige indgives til militære
tjenestesteder.
Stk. 2.
Klager over myndighedsmisbrug
fra militære myndigheders side under efterforskningen behandles efter
reglerne
i § 746 i lov om rettens pleje.
Fjerde afsnit
Retsmidler mod trufne retsafgørelser, fuldbyrdelse
af straffe samt bestemmelser om sagsomkostninger og erstatning
Kapitel 12
§ 23.
Meddelelse om anke eller kære kan
foruden på de måder, der er nævnt i §§ 948 og 970, stk. 2, i lov om
rettens pleje, afgives skriftligt eller mundtligt på rettergangschefens
kontor
eller for en foresat chef eller, hvis tiltalte er fængslet, for
vagtkommandøren
eller arrestforvareren.
Stk. 2.
I sager, der, hvis de ikke var
militære straffesager, ville have været politisager, finder reglerne i
§ 962 i lov om rettens pleje anvendelse med hensyn til anke.
§ 24.
Ved anvendelse af § 997 i
lov om rettens pleje træder rettergangschefen i stedet for politimesteren.
§ 25.
Udgifter, der er foranlediget
ved, at en sag i medfør af § 34 forlanges afgjort ved dom, betragtes som
udgifter foranlediget ved anke, jf. § 1008, stk. 3, i lov om
rettens
pleje.
Stk. 2.
I militære straffesager kan
omkostningsansvaret begrænses, hvor dette findes rimeligt.
§ 26.
Bliver der spørgsmål om over for
nogen, der gennemgår den første uddannelse, at fuldbyrde frihedsstraf, som er
fastsat inden tjenestens begyndelse, kan den militære straffuldbyrdende
myndighed,
inden afsoningen påbegyndes, efter forhandling med den borgerlige
straffuldbyrdende myndighed bestemme, at afsoningen udsættes til efter den
første uddannelses afslutning. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse med
hensyn til udsættelse af afsoning af frihedsstraf, der under tjenesten er
fastsat for overtrædelse af andre love end militær straffelov.
Femte afsnit
Særlige bestemmelser om forhørsretter
Kapitel 13
§ 27.
Er et orlogsskib eller flere
under fælles kommando samlede orlogsskibe på togt uden for dansk havn, og kan
en sags undersøgelse ikke opsættes, kan henholdsvis skibschefen eller den
højestkommanderende
nedsætte en forhørsret til foretagelse af forundersøgelse eller enkeltstående
retshandlinger. Retten skal bestå af en af de ældste officerer som formand
samt
2 andre medlemmer, hvoraf den ene så vidt muligt skal være af samme grad og
tjenestestilling som den, mod hvem undersøgelsen eller den pågældende
retshandling er rettet, medens den anden så vidt muligt skal være dennes
foranstående.
Stk. 2.
Skibschefen eller den
højestkommanderende beordrer en officer eller dermed ligestillet til at udøve
hvervet som anklager.
Stk. 3.
Er en auditør om bord, kan
nedsættelse af forhørsret kun ske efter dennes indstilling, og auditøren er i
så fald formand for retten. Såfremt 2 auditører er om bord, varetages tillige
anklagemyndighedens opgaver af en auditør.
Stk. 4.
Forsvarsministeren kan fastsætte
sådanne lempelser i de ellers gældende regler om retsplejen, som de særlige
forhold i nævnte sager kræver.
§ 28.
Forsvarsministeren kan bestemme,
at reglerne i § 27 med de fornødne lempelser skal gælde for enheder af
forsvaret, som er stationeret i Grønland eller uden for landets grænser.
Stk. 2.
Forsvarsministeren kan endvidere
bestemme, at reglerne i § 27 med de fornødne lempelser skal anvendes i
militære straffesager i krigstid.
Sjette afsnit
Straffesagers afgørelse uden dom
Kapitel 14
Pålæggelse af straf uden dom
§ 29.
I en militær straffesag kan
følgende straffe pålægges uden dom:
a)
Irettesættelse.
b)
Bøde.
c)
Hæfte indtil 30 dage.
Stk. 2.
Ved fastsættelse af en
fællesstraf af hæfte uden dom i medfør af militær straffelovs § 13 kan
tillægget til den første straf ikke overstige 30 dage.
§ 30.
Myndighed til at pålægge straf
uden dom tilkommer auditører, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2.
Myndighed til at pålægge straf i
medfør af § 29, stk. 1, litra a og b, tilkommer endvidere
rettergangschefer efter forsvarsministerens nærmere bestemmelse.
Forsvarsministeren kan tillægge andre militære chefer tilsvarende
straffemyndighed.
Stk. 3.
Rettergangschefen kan tillige i
orlogsskibe på togt samt ved enheder af det militære forsvar, som er
stationeret i Grønland eller uden for landets grænser, såfremt en auditør
ikke
er til stede, pålægge straf af hæfte indtil 30 dage uden dom.
Stk. 4.
Forsvarsministeren kan tillægge
militære chefer myndighed til i krigstid at pålægge straf af hæfte indtil 30
dage uden dom.
§ 31.
Forinden straf pålægges uden dom,
skal det påses, at afhøring af sigtede og eventuelle vidner har fundet sted,
og
at der i øvrigt foreligger tilstrækkelige oplysninger om den begåede
forseelse
og de nærmere omstændigheder ved denne.
§ 32.
Bestemmelserne i borgerlig
straffelovs § 86, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse ved
fastsættelse
af straf uden dom, når sigtede har været underkastet varetægtsfængsel.
Afvisning af sagen fra retten eller frafald af begæringen om sagens
indbringelse for retten betragtes som afvisning eller frafald af anke.
§ 33.
Den, der er blevet pålagt straf
af en rettergangschefen underordnet, kan senest 7 dage efter at have modtaget
meddelelse om straffen forlange sagen forelagt rettergangschefen til
afgørelse
og derved udsætte straffens fuldbyrdelse.
§ 34.
Straf pålagt uden dom kan af
sigtede inden 7 dage efter meddelelsen om straffen forlanges indbragt for
retten.
Adgangen hertil afskæres ikke ved, at straffen i medfør af § 33 er
fastsat
af rettergangschefen. Fristen regnes i dette tilfælde fra meddelelsen om
rettergangschefens afgørelse. Forlanges sagen indbragt for retten, udsættes
straffens fuldbyrdelse.
Stk. 2.
Den, der i krigstid er blevet
pålagt straf uden dom, kan dog ikke forlange sagen afgjort ved dom, men kan
klage over afgørelsen. I så fald kan såvel den, der har fastsat straffen, som
højere foresatte eller auditøren udsætte straffens fuldbyrdelse.
§ 35.
Den, der er blevet pålagt straf
uden dom, skal uopholdeligt have meddelelse herom og om de beføjelser, der
tilkommer ham efter §§ 33 og 34.
§ 36.
En foresat kan helt eller delvis
ophæve eller eftergive en af ham selv, rettergangschefen tillige en af hans
undergivne fastsat straf, når straffen skønnes ufortjent, for streng eller i
øvrigt urimelig. Er straffen ulovlig, ophæves den. Tilsvarende regler gælder
for auditøren i de sager, der vedrører ham.
Stk. 2.
Bestemmelserne om erstatning i
kapitel 93 a i lov om rettens pleje anvendes med fornødne lempelser, når
straf
ophæves eller eftergives efter stk. 1.
Kapitel 15
Disciplinarmidler
§ 37.
Disciplinarmidler kan kun bringes
i anvendelse, når en strafbar handling er begået.
Stk. 2.
Disciplinarmidler skal anvendes
i stedet for mindre straffe, medmindre omstændighederne taler imod det.
Stk. 3.
Disciplinarmidler kan ikke
indbringes for retten.
§ 38.
Som disciplinarmidler kan
anvendes belæring, tilrettevisning, arbejde og efterøvelse i en del af
fritiden, fremstilling, vagt eller anden tjeneste uden for orden,
tilbageholdelse på tjenestestedet eller anden fratagelse af friheder samt
overflytning til anden tjeneste.
Stk. 2.
Tilbageholdelse på
tjenestestedet må ikke udstrækkes ud over 14 dage. Medfører anvendelse af
øvrige
disciplinarmidler indgreb i adgangen til at forlade tjenestestedet efter
tjenestens ophør, må dette ikke ske for længere perioder end 3 dage ad gangen
med mindst en dags mellemrum mellem perioderne, og anvendelsen må ikke
udstrækkes ud over 14 dage.
Stk. 3.
Forsvarsministeren fastsætter i
øvrigt de nærmere regler om anvendelse af disciplinarmidler, herunder regler
om
samtidig anvendelse af flere disciplinarmidler.
§ 39.
Forsvarsministeren bestemmer,
hvem der skal have myndighed til at anvende disciplinarmidler, og omfanget af
denne myndighed.
§ 40.
Af disciplinarmidler kan
belæring, tilrettevisning eller overflytning til anden tjeneste anvendes over
for alle undergivne. De øvrige disciplinarmidler kan derimod ikke anvendes
over
for officerer og faste befalingsmænd eller dermed ligestillede, medmindre de
pågældende er elever på en militær skole.
§ 41.
Den, der er blevet pålagt et
disciplinarmiddel af en rettergangschefen underordnet eller umiddelbart af
rettergangschefen, kan forlange udståelsen udsat i indtil 2 x 24 timer efter
meddelelsen om disciplinarmidlet.
§ 42.
Den, der er blevet pålagt et
disciplinarmiddel af en rettergangschefen underordnet, kan forlange sagen
forelagt rettergangschefen til afgørelse.
§ 43.
Den, der er blevet pålagt et
disciplinarmiddel af en rettergangschef, kan forlange sagen forelagt for et
disciplinarnævn til afgørelse.
Stk. 2.
Disciplinarnævnets afgørelse kan
såvel af rettergangschefen som af den, der er blevet pålagt et
disciplinarmiddel, forlanges forelagt ankenævnet til afgørelse. Ankenævnets
afgørelse kan ikke indbringes for domstolene eller forsvarsministeren.
Stk. 3.
Disciplinarnævnet, der oprettes
for hvert enkelt rettergangsområde, består af en auditør som formand samt to
andre medlemmer, hvoraf den ene så vidt muligt skal være en talsmand og af
samme grad som den, der er blevet pålagt disciplinarmidlet, medens den anden
skal være dennes foranstående.
Stk. 4.
Ankenævnet, der oprettes af
forsvarsministeren, består af en formand og to andre medlemmer. Formanden
skal
være en civil person, der opfylder betingelserne for at kunne beskikkes som
landsdommer. De øvrige medlemmer er generalauditøren og en advokat, der
udpeges
af Advokatrådet.
Stk. 5.
Forsvarsministeren fastsætter de
nærmere regler for udpegning af disciplinarnævnets medlemmer og for
disciplinarnævnets og ankenævnets virksomhed.
§ 44.
Indbringelse af et
disciplinarmiddel for rettergangschefen, disciplinarnævnet eller ankenævnet
har
ikke opsættende virkning på udståelsen, medmindre andet bestemmes af
rettergangschefen eller vedkommende nævns formand.
Syvende afsnit
Regler om tilsyn med anvendelsen af straffe og
disciplinarmidler i forsvaret
Kapitel 16
§ 45.
Generalauditøren og auditørerne
har efter forsvarsministerens nærmere bestemmelse indseende med anvendelsen
af
straffe og disciplinarmidler inden for forsvaret.
Stk. 2.
Rettergangscheferne samt
afdelings- og dermed ligestillede eller højere chefer har indseende med deres
underordnedes anvendelse af straffe- og disciplinarmyndighed.
Ottende afsnit
Ikrafttrædelse m.v.
Kapitel 17
§ 46.
Tidspunktet for lovens
ikrafttræden bestemmes af forsvarsministeren.
Stk. 2.
Ved lovens ikrafttræden ophæves
lov nr. 542 af 4. oktober 1919.
§ 47.
Straffesager, i hvilke der ikke
er rejst tiltale på tidspunktet for nærværende lovs ikrafttræden, behandles
efter de regler, der er foreskrevet i denne lov. Gyldigheden af
retshandlinger,
som er foretaget i sagen før lovens ikrafttræden, bedømmes efter den
tidligere
lovgivning.
§ 48.
I stedet for § 1040 i lov om
rettens pleje gælder:
Påanke af straffedomme, som er afsagt før tidspunktet for
nærværende lovs ikrafttræden, sker efter reglerne i den tidligere lovgivning.
Fuldbyrdelsen af straffedomme sker efter nærværende lovs ikrafttræden efter
reglerne i denne lov.
Forsvarsministeriet, den 30. september 1987
BERNT JOHAN COLLET
/ M. Richter
1)
Nu kapitel 75 b jf. lov nr. 243 af 8. juni 1978 og lov nr. 227 af 6. juni
1985.
2)
Nu §§ 794-796 jf. lov nr. 243 af 8. juni 1978.
3)
Nu §§ 797 og 825 jf. lov nr. 243 af 8. juni 1978 og lov nr. 227 af 6.
juni
1985.
4)
Nu kapitel 69 jf. lov nr. 243 af 8. juni 1978.
5)
Nu §§ 760, 797 og 825 jf. lov nr. 243 af 8. juni 1978 og lov nr. 227 af
6.
juni 1985.
6)
Nu § 762 jf. lov nr. 243 af 8. juni 1978.
7)
Nu § 770, stk. 2 jf. lov nr. 243 af 8. juni 1978.
Bilag 2
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1.
De regler, der i lov om rettens
pleje gælder for straffesager, anvendes i militære straffesager, for så vidt
ikke andet er bestemt.
§ 1.
Ved behandlingen af militære straffesager finder retsplejelovens regler om
behandlingen af straffesager anvendelse, medmindre andet er bestemt.
§ 2.
Militære straffesager er:
§ 2.
Militære straffesager er
1)
Sager om
overtrædelse af militær straffelov mod personer, der efter nævnte lovs
§§ 5 og 6 omfattes af denne.
1)
sager om
overtrædelse af militær straffelov mod personer, som efter §§ 1 og 2 i
militær straffelov kan pådrage sig strafansvar for overtrædelse af denne lov,
2)
Sager om
overtrædelse af andre love mod personer, der hører til det militære forsvar,
når lovovertrædelsen vedrører tjenesten eller er begået i eller i anledning
af tjenesten eller på militært område eller i anvist kvarter.
2)
sager om andre
strafbare overtrædelser mod personer som nævnt i nr. 1, når lovovertrædelsen
vedrører tjenesten eller er begået i eller i anledning af tjenesten, på
militært område eller i anvist kvarter, og
3)
Sager af den under
nr. 2 omhandlede art mod krigsfanger samt sanitetspersonel og feltpræster,
der tilbageholdes til bistand for disse, eller mod fremmede her i landet
internerede
militærpersoner og andre personer, der i henhold til en af Danmark tiltrådt
mellemfolkelig overenskomst har krav på behandling som disse.
3)
sager som nævnt
under nr. 2 mod krigsfanger samt sanitetspersonel og feltpræster, der
tilbageholdes som bistand for krigsfanger, eller mod fremmede militærpersoner
og andre personer, der er interneret her i landet, og som i henhold til
mellemfolkelig
overenskomst, som er tiltrådt af Danmark, har krav på behandling som
krigsfanger.
Stk. 2.
Loven gælder for de i
stk. 1, nr. 3, nævnte personer, for så vidt ikke andet følger af de
mellemfolkelige
overenskomster, der gælder for deres behandling.
Stk. 2.
Loven
gælder for de personer, der er nævnt i stk. l, nr. 3, medmindre andet
følger af de mellemfolkelige overenskomster, der gælder for behandlingen af
dem.
§ 3.
Skal forfølgning samtidig finde
sted mod en person for flere forhold, der ikke alle hører under militær
påtalemyndighed,
sker dette under en militær straffesag. Dog kan sagen behandles som en
borgerlig straffesag, når den militære og den borgerlige påtalemyndighed er
enige derom.
§ 3.
Hvis en person samtidig retsforfølges for flere forhold, som ikke alle
påtales af den militære anklagemyndighed, sker retsforfølgningen under en
militær straffesag. Er den militære og den almindelige anklagemyndighed
enige, kan sagen behandles som en almindelig straffesag.
Stk. 2.
Skal forfølgning samtidig
finde sted mod flere personer for et forhold, der ikke for alles vedkommende
hører under militær påtalemyndighed, kan sagen, når den militære og den
borgerlige
påtalemyndighed er enige derom, i sin helhed behandles enten som militær
eller som borgerlig straffesag.
Stk. 2.
Retsforfølges flere personer samtidig for et forhold, som ikke for alle
sigtedes eller tiltaltes vedkommende hører under den militære
anklagemyndighed,
kan sagen i sin helhed behandles enten som militær eller almindelig
straffesag, når den militære og den almindelige anklagemyndighed er enige om
det.
§ 4.
Domsmænd skal medvirke i militære
straffesager i samme omfang som i borgerlige straffesager. I sager om
overtrædelse af militær straffelov anvendes domsmænd i fredstid dog kun, hvis
der er hjemlet straf af fængsel i over 2 år, og i krigstid kun, hvis der er
hjemlet straf af fængsel i 4 år eller derover.
§ 5.
Foruden i de tilfælde, der er
nævnt i § 29 i lov om rettens pleje, kan retten beslutte, at
forhandlingen
skal foregå for lukkede døre, når hensynet til den militære sikkerhed kræver
det.
Stk. 2.
Det i stk. 1 nævnte
hensyn kan tillige begrunde:
1)
At dørene lukkes
under den forhandling, som går forud for afsigelse af kendelse i henhold til
stk. 1, jf. § 30, stk. 1, i lov om rettens pleje,
2)
at udskrift af
retsbøgerne nægtes, jf. § 41, stk. 2, i lov om rettens pleje, og
3)
at der pålægges et
vidne tavshedspligt, jf. § 189 i lov om rettens pleje. Pålægget kan
tillige omfatte, hvad vidnet er blevet afhørt om af en militær myndighed. Er
forklaringen afgivet til en sådan, meddeles pålægget af vedkommende
myndighed.
Stk. 3.
I § 41 i lov om rettens
pleje træder forsvarsministeren i justitsministerens sted og auditøren i
politimesterens sted.
§ 4.
Hvis hensynet til den militære sikkerhed kræver det, kan retten beslutte,
1)
at forhandlingen
skal foregå for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29,
2)
at dørene lukkes
under den forhandling, der går forud for rettens kendelse om dørlukning, jf.
retsplejelovens § 29 c,
3)
at retten til
aktindsigt i domme og kendelser mv. begrænses, jf. retsplejelovens § 41
b, stk. 3, § 41 c, stk. 3, og § 41 f, stk. 1, stk. 3 og
stk. 5,
4)
at forsvarerens og
sigtedes ret til aktindsigt fraviges, jf. retsplejelovens § 729 c,
stk. 1, og
5)
at et vidne
pålægges tavshedspligt, jf. retsplejelovens § 189.
Stk. 2.
Hvis
samme hensyn som nævnt i stk. 1 kræver det, kan auditøren beslutte,
1)
at retten til
aktindsigt i straffesager, der er afsluttet, begrænses, jf. retsplejelovens
§ 41 d, stk. 3,
2)
at udlevering af
kopi af anklageskrift eller retsmødebegæring begrænses, jf. retsplejelovens
§ 41 f, stk. 2,
3)
at nægte samtykke
til udlevering til sigtede eller andre af det materiale, som auditøren har
tilvejebragt
til brug for den sag, som sigtelsen angår, jf. retsplejelovens § 729 a,
stk. 3, og 729 b, stk. 2,
4)
at forsvareren
meddeles pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har
modtaget fra auditøren, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 4, og
5)
at retten til
aktindsigt for den, der har været sigtet, i dokumenter, der vedrører sagen,
begrænses, jf. retsplejelovens § 729 d, stk. 3.
§ 6.
Forundersøgelse og domsforhandling
skal foruden ved de i kapitel 63 i lov om rettens pleje nævnte retter kunne
foretages ved retten på det sted, hvor den sigtedes afdeling har garnison
eller opholder sig, eller hvor det skib, hvortil han hører, har station eller
befinder sig eller ved hjemkomst til Danmark tager station. Dette gælder dog
ikke sager om oprejsning i anledning af strafferetlig forfølgning.
§ 5.
Domsforhandling kan foruden ved de retter, der er nævnt i retsplejelovens
kapitel 63, foretages ved retten på det sted, hvor den tiltalte er
tjenstgørende,
eller hvor det skib, han hører til, er hjemhørende, har taget eller tager
havn.
Stk.
2.
Endvidere kan domsforhandlingen
finde sted ved retten på det sted, hvor tiltalte på gerningstidspunktet var
tjenstgørende, eller hvor det skib, han hørte til, var hjemhørende.
§ 7.
Påtalen i militære straffesager
tilkommer generalauditøren og auditørerne, der er underordnet
forsvarsministeren
og står under dennes tilsyn med hensyn til udførelsen af deres hverv.
§ 6.
Generalauditøren og auditørerne påtaler lovovertrædelser i sager, der skal
behandles som militære straffesager.
Stk. 2.
Auditørerne bistås ved efterforskningen
i militære straffesager af auditørfuldmægtige.
Stk. 2.
Ved
efterforskningen af militære straffesager bistås auditørerne af
auditørfuldmægtige.
Stk. 3.
Auditører har samme adgang til
at opnå beskikkelse som landsdommere som de personer, der nævnes i § 43,
stk. 3, i lov om rettens pleje.
Stk. 3.
Forsvarsministeren er generalauditøren og auditørerne overordnet og fører
tilsyn
med disse.
§ 8.
Ved anvendelse af reglerne i 4.
bog i lov om rettens pleje i militære straffesager træder auditøren i stedet
for politimesteren (politiet) og statsadvokaten og generalauditøren i stedet
for rigsadvokaten. Endvidere træder forsvarsministeren i stedet for
justitsministeren, medmindre andet følger af forholdets natur.
Stk. 2.
Generalauditøren kan i
tilfælde af forfald bemyndige en auditør til at optræde for højesteret i sit
sted.
§ 7.
Ved behandlingen af militære straffesager varetager generalauditøren
henholdsvis
auditørerne de opgaver, som efter retsplejeloven er henlagt til Rigsadvokaten
henholdsvis statsadvokaterne og politimestrene, jf. dog § 9.
Stk. 2.
Forsvarsministeren
varetager de opgaver inden for den militære strafferetspleje, som efter
retsplejeloven
er henlagt til justitsministeren.
Stk. 3.
Forsvarsministeren varetager i militære straffesager de opgaver, som efter
lov om fuldbyrdelse af straf m.v. er tillagt justitsministeren om udsættelse
og benådning af fængselsstraffe og om fuldbyrdelse af bødestraffe, jf. lov om
fuldbyrdelse af straf § 10 og § 90, stk. 2.
Stk. 4.
Forsvarsministeren fastsætter i militære straffesager nærmere regler om den
administrative behandling af sager om benådning og om behandlingen af sager
om udsættelse af fængselsstraffe samt om den administrative behandling af
sager om eftergivelse af bøder og behandlingen af sager om opkrævning af
bøder.
Stk. 5.
Forsvarsministeren
kan endvidere fastsætte nærmere regler om, at auditørens afgørelse om
henstand med eller afdragsvis betaling af bøder ikke kan indbringes for
højere administrativ myndighed.
§ 9.
Før det besluttes, om påtale
skal rejses og i bekræftende fald for hvilke lovovertrædelser, skal sagen
forhandles med rettergangschefen.
Stk. 2.
Forsvarsministeren
bestemmer, hvilke befalingsmænd der skal have myndighed som rettergangschef.
Hvor ikke særlige forhold gør sig gældende, bør sådan myndighed ikke
tillægges befalingsmænd, hvis kommandoområde er væsentlig mindre end det, der
er tillagt chefen for et regiment, en eskadre, en flyvestation eller en
hjemmeværnsregion.
Stk. 3.
Er auditøren og rettergangschefen
ikke enige om påtalespørgsmålet, kan rettergangschefen uden ufornødent ophold
forlange sagen forelagt generalauditøren til afgørelse.
Stk. 4.
Rettergangschefen kan forlange
generalauditørens afgørelse indbragt for forsvarsministeren.
§ 10.
De strafbare handlinger, der
omhandles i militær straffelov, påtales af det offentlige.
Stk. 2.
Lovovertrædelser, der ellers
er privat påtale undergivet, kan påtales offentligt, når de begås i eller i
anledning af tjenesten.
§ 11.
Militære straffesager behandles
efter reglerne for sager angående forbrydelser, der påtales af
statsadvokaten, jf. dog § 4, § 12, stk. 2, og § 23,
stk. 2.
§ 12.
Til forsvarer kan sigtede foruden
de advokater, der nævnes i § 730, stk. 2, i lov om rettens pleje,
vælge en person, der er eller på gerningstidspunktet var tjenstgørende
militærperson.
Stk. 2.
I stedet for nævnte lovs
§ 731, stk. 1 d, gælder:
1)
Når tiltale er
rejst for overtrædelse af militær straffelov eller for overtrædelse af
straffebestemmelser, der i borgerlige straffesager henhører under
statsadvokatens påtalemyndighed.
Stk. 3.
Som offentlig forsvarer kan
foruden de advokater, der nævnes i § 733 i lov om rettens leje,
beskikkes en person, der er eller på gerningstidspunktet var tjenstgørende
militærperson, hvis sigtede fremsætter ønske herom og den pågældende er
villig til at påtage sig hvervet. Når der i medfør af nærværende lovs
§ 27 nedsættes forhørsret og ingen er villig til at modtage beskikkelse
som forsvarer, kan en officer af skibschefen eller af den højstkommanderende
beordres til at påtage sig hvervet.
§ 13.
De beføjelser, der er tillagt
politiet med hensyn til anvendelse af de midler til sagens oplysning m.v.,
som er omhandlet i 4. bogs 2. afsnit i lov om rettens pleje, kan over for
militært personel ud over af auditøren og auditørfuldmægtigen udøves af
militære foresatte og vagthavende.
§ 9.
I
tilfælde, hvor det ikke på forhånd har været muligt at indhente auditørens
bemyndigelse, kan militære myndigheder foretage ethvert uopsætteligt
efterforskningsskridt i militære straffesager. Auditøren skal straks
underrettes
herom.
Stk. 2.
Generalauditøren fastsætter nærmere regler om de efterforskningsskridt, der
er nævnt i stk. 1, herunder hvilket militært personel, der kan foretage
disse.
§ 14.
I de øjemed, men uden for de
betingelser, der er fastsat i kapitel 68 og §§ 755-57, jf. § 773, i
lov om rettens pleje, kan beslaglæggelse og ransagning hos personer, som ikke
fører særlig husstand, finde sted på områder, der står under opsyn af de
militære myndigheder. Beslaglæggelse og ransagning kan i disse tilfælde finde
sted uden retskendelse, og den i §§ 746 og 758 påbudte efterfølgende
beretning bortfalder.
§ 12.
Er der begrundet mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse, der skal
behandles som en militær straffesag, og som efter loven kan medføre
frihedsstraf,
kan der uden retskendelse foretages ransagning på militært område, hvis
ransagningen
er af væsentlig betydning for efterforskningen, dog ikke af tjeneste- og
lejeboliger. Ransagning kan omfatte den beklædning, som de personer, hos hvem
ransagningen foretages, er iført.
§ 15.
Uden for de betingelser, der er
fastsat i kapitel 71 i lov om rettens pleje, kan enhver militær foresat
anholde en undergiven, når denne
§ 10.
En overordnet kan anholde en underordnet, der udviser ulydighed eller grov
respektstridig opførsel, hvis anholdelse skønnes nødvendig af hensyn til
disciplinen.
1)
gør sig skyldig i
ulydighed eller grov respektstridig opførsel og det skønnes nødvendigt af
hensyn til disciplinen at anholde ham,
2)
træffes under
udførelsen af en forbrydelse eller på friske spor eller mistænkes for en
begået forbrydelse og det skønnes nødvendigt at sikre hans tilstedeværelse
eller afsondring fra andre.
§ 16.
Når en beslaglæggelse, ransagning
eller anholdelse har fundet sted uden rettens beslutning, skal der, medmindre
den er foretaget ved auditørens foranstaltning, straks ske indberetning herom
med alle fornødne oplysninger til vedkommende rettergangschef, og
spørgsmålet, om beslaglæggelsen eller anholdelsen bør opretholdes eller
straks ophæves, skal så vidt muligt forelægges auditøren til afgørelse. Kan
sådan forelæggelse ikke ske, træffer rettergangschefen selv afgørelsen.
§ 17.
Den frist på 24 timer der er
fastsat i §§ 746, 758, jf. § 773 og 774, i lov om rettens pleje,
kan om fornødent udstrækkes indtil 3 x 24 timer.
§ 14.
Den frist på 24 timer, der er fastsat i retsplejelovens § 760,
stk. 2, § 796, stk. 3, og § 806, stk. 3, kan ved
tjeneste uden for landets grænser, ved orlogsskibe på togt eller i øvrigt
under ekstraordinære forhold om nødvendigt udstrækkes i indtil 3 gange 24
timer.
§ 18.
Uden for de tilfælde, der omhandles
i § 780 i lov om rettens pleje, kan fængsling besluttes, når der efter
sagens omstændigheder er særlig grund til at antage, at sigtedes forbliven på
fri fod vil virke nedbrydende på disciplinen.
§ 11.
En sigtet kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at han har
begået en overtrædelse af militær straffelov, som efter loven kan medføre
fængselsstraf, og der er særlig grund til at antage, at sigtedes forbliven på
fri fod vil virke alvorligt nedbrydende på disciplinen.
Stk. 2.
Varetægtsfængsling efter stk. 1 kan højst udstrækkes til 7 dage.
Stk. 3.
Varetægtsfængsling efter stk. 1 kan ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen
kan ventes at ville medføre straf af bøde.
§ 19.
§ 783, stk. 2, i lov
om rettens pleje anvendes således, at den fængslede hensættes i civilt eller
militært varetægtsfængsel efter de militære myndigheders bestemmelse, så vidt
muligt på det sted, hvor sagen til enhver tid behandles.
§ 20.
Det påhviler chefen for et militært
tjenestested samt enhver foresat, der har en med denne sideordnet stilling,
samt højere foresatte af egen drift og med størst mulig hurtighed at
undersøge
eller lade undersøge alle strafbare handlinger af den i § 2 nævnte art,
når der opstår rimelig formodning om, at sådanne er begået.
Stk. 2.
Er der begået et strafbart forhold,
og afgøres sagen ikke med et disciplinarmiddel eller med irettesættelse eller
bøde, videresendes den af rettergangschefen til auditøren til afgørelse, jf.
dog § 30, stk. 3 og 4.
§ 21.
Auditøren kan til gennemførelse
af sit hverv kræve bistand af de øvrige militære myndigheder. Politiet skal
efterkomme begæringer fra auditøren vedrørende efterforskning i militære
straffesager. I påtrængende tilfælde kan politiet uden at afvente begæring
foretage efterforskningsskridt, som skønnes uopsættelige, men det skal i så
fald straks underrette vedkommende rettergangschef eller auditør om de
foretagne skridt.
§ 8.
Militære myndigheder yder auditørerne bistand.
Stk. 2.
Politiet
yder auditørerne bistand under efterforskningen.
Stk. 3.
Politiet kan
af egen drift foretage uopsættelige efterforskningsskridt i militære
straffesager og skal i så fald straks underrette auditøren.
§ 22.
De anmeldelser, der omhandles i
§ 742 i lov om rettens pleje, kan tillige indgives til militære
tjenestesteder.
Stk. 2.
Klager over myndighedsmisbrug
fra militære myndigheders side under efterforskningen behandles efter
reglerne i § 746 i lov om rettens pleje.
§ 23.
Meddelelse om anke eller kære
kan foruden på de måder, der er nævnt i §§ 948 og 970, stk. 2, i
lov om rettens pleje, afgives skriftligt eller mundtligt på
rettergangschefens kontor eller for en foresat chef eller, hvis tiltalte er
fængslet, for vagtkommandøren eller arrestforvareren.
§ 16.
Meddelelse om anke eller kære af rettens afgørelse i en militær straffesag
kan gives til en overordnet.
Stk. 2.
I sager, der, hvis de ikke var
militære straffesager, ville have været politisager, finder reglerne i
§ 962 i lov om rettens pleje anvendelse med hensyn til anke.
§ 24.
Ved anvendelse af § 997 i
lov om rettens pleje træder rettergangschefen i stedet for politimesteren.
§ 25.
Udgifter, der er foranlediget
ved, at en sag i medfør af § 34 forlanges afgjort ved dom, betragtes som
udgifter foranlediget ved anke, jf. § 1008, stk. 3, i lov om
rettens
pleje.
Stk. 2.
I militære straffesager kan omkostningsansvaret
begrænses, hvor dette findes rimeligt.
§ 26.
Bliver der spørgsmål om over
for nogen, der gennemgår den første uddannelse, at fuldbyrde frihedsstraf,
som er fastsat inden tjenestens begyndelse, kan den militære
straffuldbyrdende
myndighed, inden afsoningen påbegyndes, efter forhandling med den borgerlige
straffuldbyrdende myndighed bestemme, at afsoningen udsættes til efter den
første uddannelses afslutning. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse med
hensyn til udsættelse af afsoning af frihedsstraf, der under tjenesten er
fastsat for overtrædelse af andre love end militær straffelov.
§ 27.
Er et orlogsskib eller flere
under fælles kommando samlede orlogsskibe på togt uden for dansk havn, og kan
en sags undersøgelse ikke opsættes, kan henholdsvis skibschefen eller den
højestkommanderende
nedsætte en forhørsret til foretagelse af forundersøgelse eller enkeltstående
retshandlinger. Retten skal bestå af en af de ældste officerer som formand
samt 2 andre medlemmer, hvoraf den ene så vidt muligt skal være af samme grad
og tjenestestilling som den, mod hvem undersøgelsen eller den pågældende
retshandling er rettet, medens den anden så vidt muligt skal være dennes
foranstående.
Stk. 2.
Skibschefen eller den højestkommanderende
beordrer en officer eller dermed ligestillet til at udøve hvervet som
anklager.
Stk. 3.
Er en auditør om bord, kan
nedsættelse af forhørsret kun ske efter dennes indstilling, og auditøren er i
så fald formand for retten. Såfremt 2 auditører er om bord, varetages tillige
anklagemyndighedens opgaver af en auditør.
Stk. 4.
Forsvarsministeren kan fastsætte
sådanne lempelser i de ellers gældende regler om retsplejen, som de særlige
forhold i nævnte sager kræver.
§ 28.
Forsvarsministeren kan bestemme,
at reglerne i § 27 med de fornødne lempelser skal gælde for enheder af
forsvaret, som er stationeret i Grønland eller uden for landets grænser.
Stk. 2.
Forsvarsministeren kan endvidere
bestemme, at reglerne i § 27 med de fornødne lempelser skal anvendes i
militære straffesager i krigstid.
§ 29.
I en militær straffesag kan følgende
straffe pålægges uden dom:
a)
Irettesættelse.
b)
Bøde.
c)
Hæfte indtil 30
dage.
Stk. 2.
Ved fastsættelse af en fællesstraf
af hæfte uden dom i medfør af militær straffelovs § 13 kan tillægget til
den første straf ikke overstige 30 dage.
§ 30.
Myndighed til at pålægge straf
uden dom tilkommer auditører, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2.
Myndighed til at pålægge straf
i medfør af § 29, stk. 1, litra a og b, tilkommer endvidere
rettergangschefer
efter forsvarsministerens nærmere bestemmelse. Forsvarsministeren kan
tillægge andre militære chefer tilsvarende straffemyndighed.
Stk. 3.
Rettergangschefen kan tillige
i orlogsskibe på togt samt ved enheder af det militære forsvar, som er
stationeret i Grønland eller uden for landets grænser, såfremt en auditør
ikke er til stede, pålægge straf af hæfte indtil 30 dage uden dom.
Stk. 4.
Forsvarsministeren kan tillægge
militære chefer myndighed til i krigstid at pålægge straf af hæfte indtil 30
dage uden dom.
§ 31.
Forinden straf pålægges uden
dom, skal det påses, at afhøring af sigtede og eventuelle vidner har fundet
sted, og at der i øvrigt foreligger tilstrækkelige oplysninger om den begåede
forseelse og de nærmere omstændigheder ved denne.
§ 32.
Bestemmelserne i borgerlig
straffelovs § 86, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse ved
fastsættelse
af straf uden dom, når sigtede har været underkastet varetægtsfængsel.
Afvisning af sagen fra retten eller frafald af begæringen om sagens
indbringelse for retten betragtes som afvisning eller frafald af anke.
§ 33.
Den, der er blevet pålagt straf
af en rettergangschefen underordnet, kan senest 7 dage efter at have modtaget
meddelelse om straffen forlange sagen forelagt rettergangschefen til
afgørelse og derved udsætte straffens fuldbyrdelse.
§ 34.
Straf pålagt uden dom kan af
sigtede inden 7 dage efter meddelelsen om straffen forlanges indbragt for
retten.
Adgangen hertil afskæres ikke ved, at straffen i medfør af § 33 er
fastsat af rettergangschefen. Fristen regnes i dette tilfælde fra meddelelsen
om rettergangschefens afgørelse. Forlanges sagen indbragt for retten,
udsættes straffens fuldbyrdelse.
Stk. 2.
Den, der i krigstid er blevet
pålagt straf uden dom, kan dog ikke forlange sagen afgjort ved dom, men kan
klage over afgørelsen. I så fald kan såvel den, der har fastsat straffen, som
højere foresatte eller auditøren udsætte straffens fuldbyrdelse.
§ 35.
Den, der er blevet pålagt straf
uden dom, skal uopholdeligt have meddelelse herom og om de beføjelser, der
tilkommer ham efter §§ 33 og 34.
§ 36.
En foresat kan helt eller
delvis ophæve eller eftergive en af ham selv, rettergangschefen tillige en af
hans undergivne fastsat straf, når straffen skønnes ufortjent, for streng
eller i øvrigt urimelig. Er straffen ulovlig, ophæves den. Tilsvarende regler
gælder for auditøren i de sager, der vedrører ham.
Stk. 2.
Bestemmelserne om erstatning i
kapitel 93 a i lov om rettens pleje anvendes med fornødne lempelser, når
straf ophæves eller eftergives efter stk. 1.
§ 37.
Disciplinarmidler kan kun bringes
i anvendelse, når en strafbar handling er begået.
Stk. 2.
Disciplinarmidler skal anvendes
i stedet for mindre straffe, medmindre omstændighederne taler imod det.
Stk. 3.
Disciplinarmidler kan ikke
indbringes for retten.
§ 38.
Som disciplinarmidler kan anvendes
belæring, tilrettevisning, arbejde og efterøvelse i en del af fritiden,
fremstilling,
vagt eller anden tjeneste uden for orden, tilbageholdelse på tjenestestedet
eller anden fratagelse af friheder samt overflytning til anden tjeneste.
Stk. 2.
Tilbageholdelse på tjenestestedet
må ikke udstrækkes ud over 14 dage. Medfører anvendelse af øvrige
disciplinarmidler
indgreb i adgangen til at forlade tjenestestedet efter tjenestens ophør, må
dette ikke ske for længere perioder end 3 dage ad gangen med mindst en dags
mellemrum mellem perioderne, og anvendelsen må ikke udstrækkes ud over 14
dage.
Stk. 3.
Forsvarsministeren fastsætter
i øvrigt de nærmere regler om anvendelse af disciplinarmidler, herunder
regler om samtidig anvendelse af flere disciplinarmidler.
§ 39.
Forsvarsministeren bestemmer,
hvem der skal have myndighed til at anvende disciplinarmidler, og omfanget af
denne myndighed.
§ 40.
Af disciplinarmidler kan belæring,
tilrettevisning eller overflytning til anden tjeneste anvendes over for alle
undergivne. De øvrige disciplinarmidler kan derimod ikke anvendes over for
officerer og faste befalingsmænd eller dermed ligestillede, medmindre de
pågældende
er elever på en militær skole.
§ 41.
Den, der er blevet pålagt et disciplinarmiddel
af en rettergangschefen underordnet eller umiddelbart af rettergangschefen,
kan forlange udståelsen udsat i indtil 2 x 24 timer efter meddelelsen om
disciplinarmidlet.
§ 42.
Den, der er blevet pålagt et disciplinarmiddel
af en rettergangschefen underordnet, kan forlange sagen forelagt
rettergangschefen til afgørelse.
§ 43.
Den, der er blevet pålagt et disciplinarmiddel
af en rettergangschef, kan forlange sagen forelagt for et disciplinarnævn til
afgørelse.
Stk. 2.
Disciplinarnævnets afgørelse
kan såvel af rettergangschefen som af den, der er blevet pålagt et
disciplinarmiddel,
forlanges forelagt ankenævnet til afgørelse. Ankenævnets afgørelse kan ikke
indbringes for domstolene eller forsvarsministeren.
Stk. 3.
Disciplinarnævnet, der
oprettes for hvert enkelt rettergangsområde, består af en auditør som formand
samt to andre medlemmer, hvoraf den ene så vidt muligt skal være en talsmand
og af samme grad som den, der er blevet pålagt disciplinarmidlet, medens den
anden skal være dennes foranstående.
Stk. 4.
Ankenævnet, der oprettes af
forsvarsministeren, består af en formand og to andre medlemmer. Formanden
skal være en civil person, der opfylder betingelserne for at kunne beskikkes
som landsdommer. De øvrige medlemmer er generalauditøren og en advokat, der
udpeges af Advokatrådet.
Stk. 5.
Forsvarsministeren fastsætter
de nærmere regler for udpegning af disciplinarnævnets medlemmer og for
disciplinarnævnets og ankenævnets virksomhed.
§ 44.
Indbringelse af et disciplinarmiddel
for rettergangschefen, disciplinarnævnet eller ankenævnet har ikke opsættende
virkning på udståelsen, medmindre andet bestemmes af rettergangschefen eller
vedkommende nævns formand.
§ 45.
Generalauditøren og auditørerne
har efter forsvarsministerens nærmere bestemmelse indseende med anvendelsen
af straffe og disciplinarmidler inden for forsvaret.
Stk. 2.
Rettergangscheferne samt afdelings-
og dermed ligestillede eller højere chefer har indseende med deres
underordnedes anvendelse af straffe- og disciplinarmyndighed.
§ 46.
Tidspunktet for lovens ikrafttræden
bestemmes af forsvarsministeren.
§ 17.
Denne lov træder i kraft den 1. oktober 2005.
Stk. 2.
Ved lovens ikrafttræden ophæves
lov nr. 542 af 4. oktober 1919.
Stk. 2.
Samtidig
ophæves militær retsplejelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 643 af 30. september
1987.
§ 47.
Straffesager, i hvilke der ikke
er rejst tiltale på tidspunktet for nærværende lovs ikrafttræden, behandles
efter de regler, der er foreskrevet i denne lov. Gyldigheden af
retshandlinger, som er foretaget i sagen før lovens ikrafttræden, bedømmes
efter den tidligere lovgivning.
§ 48.
I stedet for § 1040 i lov
om rettens pleje gælder:
Påanke af straffedomme, som er afsagt før tidspunktet for
nærværende lovs ikrafttræden, sker efter reglerne i den tidligere lovgivning.
Fuldbyrdelsen af straffedomme sker efter nærværende lovs ikrafttræden efter
reglerne i denne lov.
§ 13.
Ved indgang til og udgang fra militært område kan militære myndigheder uden
retskendelse foretage kontrol af indholdet af tøj, bagage, tasker, mv. og af
transportmidler.
Stk. 2.
I det
omfang det er nødvendigt for at gennemføre kontrollen, kan genstande
foreløbig tages i bevaring og personer tilbageholdes. Militære myndigheder
kan med henblik herpå anvende den nødvendige magt. Politiet yder efter
anmodning militære myndigheder bistand hertil.
Stk. 3.
Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol efter stk. 1
og 2.
§ 15.
Auditøren og andre militære myndigheder kan til enhver tid kræve, at
tjenstgørende militært personel, som fører motordrevet køretøj eller i øvrigt
varetager opgaver, for hvilke der er fastsat særlige promillegrænser,
foretager
udåndingsprøve.
Stk. 2.
Nægter en
person at afgive udåndingsprøve, eller er han ikke i stand til at medvirke,
kan han fremstilles til udtagelse af blodprøve og til afgivelse af urinprøve.
Det samme gælder, hvis udåndingsprøven giver grund til at antage, at der
foreligger en overtrædelse af militær straffelov § 20 eller en
promillegrænse
fastsat i medfør af § 21 eller færdselslovens §§ 53 og 54.
Stk. 3.
Er der
begrundet mistanke om, at militært personel gør tjeneste under indflydelse af
euforiserende stoffer, kan pågældende fremstilles til udtagelse af blodprøve
og til afgivelse af urinprøve.
§ 18.
Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i
kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Lignende dokumenter
- Militær retsplejelov Retsinformation · 25. juni 2005
- Forslag til Militær disciplinarlov Retsinformation · 1. juni 2005
- Militær disciplinarlov Retsinformation · 25. juni 2005
- 1990 BTL 63 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM HUMANITÆR BISTAND TIL OFRE FOR EN EVENTUEL VÆBNET KONFLIKT I MELLEMØSTEN NR L 63 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 24. januar 1991
- Forslag til Militær straffelov og ændring af lov om forsvarets personel Retsinformation · 29. oktober 2004
- Forslag til Militær straffelov Retsinformation · 23. februar 2005