Forslag til Sundhedsloven
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vedtaget af Folketinget ved
3. behandling den 16. juni 2005
Forslag
til
Sundhedsloven
Afsnit I
Sundhedsvæsenet
Kapitel 1
Formål og opgaver m.v.
§ 1.
Sundhedsvæsenet har til formål at fremme befolkningens sundhed samt at
forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning for den
enkelte.
§ 2.
Loven fastsætter kravene til sundhedsvæsenet med henblik på at sikre respekt
for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse og at opfylde
behovet for
1)
let og lige adgang
til sundhedsvæsenet,
2)
behandling af høj
kvalitet,
3)
sammenhæng mellem
ydelserne,
4)
valgfrihed,
5)
let adgang til
Læs alt
information,
6)
et gennemsigtigt
sundhedsvæsen og
7)
kort ventetid på
behandling.
§ 3.
Regioner og kommuner er efter reglerne i denne lov ansvarlige for, at
sundhedsvæsenet
tilbyder en befolkningsrettet indsats vedrørende forebyggelse og
sundhedsfremme
samt behandling af den enkelte patient.
Stk. 2.
Sundhedsvæsenets opgaver udføres af regionernes sygehusvæsen, praktiserende
sundhedspersoner, kommunerne og øvrige offentlige og private institutioner
m.v.
§ 4.
Regioner og kommuner skal i et samspil med de statslige myndigheder og i
dialog
med brugerne sikre en stadig udvikling af kvaliteten og en effektiv
ressourceudnyttelse i sundhedsvæsenet gennem uddannelse, forskning,
planlægning
og samarbejde m.v.
§ 5.
Behandling omfatter efter denne lov undersøgelse, diagnosticering,
sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt
forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient.
§ 6.
Ved
sundhedspersoner forstås personer, der er autoriserede i henhold til særlig
lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler
på
disses ansvar.
Afsnit II
Retten til ydelser efter loven
Kapitel 2
Personkreds
§ 7.
Personer, der har bopæl her i landet, har ret til lovens
ydelser.
Stk. 2.
Ved bopæl forstås tilmelding til Folkeregisteret.
§ 8.
Personer, der ikke har bopæl
her i landet, har under midlertidigt ophold ret til ydelser efter
bestemmelserne i § 80.
Stk. 2.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler
herom samt om, at lovens ydelser helt eller delvis skal tilkomme personer,
der
ikke har bopæl her i landet.
§ 9.
Søfarende, der er forhyret
med dansk skib, samt disses medsejlende ægtefæller og børn har ret til
ydelser efter
loven under tjenesteforholdet og i umiddelbar tilknytning hertil. Indenrigs-
og
sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med økonomi- og
erhvervsministeren og vedkommende organisationer af arbejdsgivere og
arbejdstagere de nærmere regler om, hvilke personer der omfattes af denne
bestemmelse, og kan herunder foretage de afvigelser fra lovens bestemmelser,
som findes hensigtsmæssige som følge af de særlige forhold, der gælder for
søfarende.
§ 10.
Indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang lovens
ydelser tilkommer
1)
personer, hvis ophold her i landet er
reguleret i aftaler om retsstillingen for styrker eller militære
hovedkvarterer, som Danmark har tiltrådt,
2)
udenlandske statsborgere, der er beskæftiget
her i landet af en udenlandsk stat eller en international organisation, og
3)
familiemedlemmer til de under nr. 1 og 2
nævnte personer.
§ 11.
Indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang lovens
ydelser efter afsnit V tilkommer personer, der er indkaldt til
værnepligtstjeneste eller tjeneste, der kan sidestilles hermed, og personer,
der er optaget i Kriminalforsorgens institutioner.
Kapitel 3
Bevis for retten til ydelser efter loven
§ 12.
Kommunalbestyrelsen udsteder et bevis til personer, der har ret til ydelser
efter loven. Beviset gælder som dokumentation for retten til ydelser efter
loven, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang
kommunalbestyrelsen udfærdiger bevis til personer omfattet af § 8,
stk. 2, og § 10, samt i hvilket omfang beviset anvendes til
dokumentation for ret til ydelser efter loven.
Stk. 3.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om udformning, anvendelse,
indhold, udstedelse og inddragelse af de i stk. 1 og 2 omhandlede
beviser
samt om opkrævning af gebyr for beviser.
Afsnit III
Patienters retsstilling
Kapitel 4
Patientkreds
§ 13.
Reglerne i afsnit III gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet
eller
andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager eller har
modtaget behandling af sundhedspersoner, medmindre andet særligt er fastsat i
lovgivningen.
Stk. 2.
§ 35
gælder for personer, der til private virksomheder afgiver biologisk materiale
til opbevaring eller lægemiddelproduktion m.v., og for de private
virksomheder,
der modtager det biologiske materiale.
§ 14.
For en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser, indtræder den
eller
de personer, som efter lovgivningen er bemyndiget hertil, i patientens
rettigheder efter §§ 15-51, i det omfang det er nødvendigt for at
varetage
patientens interesser i den pågældende situation.
Kapitel 5
Patienters medinddragelse i beslutninger
Informeret samtykke
§ 15.
Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede
samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold
til lov eller af §§ 17-19.
Stk. 2.
Patienten
kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke efter stk. 1.
Stk.
3.
Ved informeret samtykke forstås i denne
lov et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra
sundhedspersonens side, jf. § 16.
Stk. 4.
Et
informeret samtykke efter afsnit III kan være skriftligt, mundtligt eller
efter
omstændighederne stiltiende.
Stk. 5.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om samtykkets form og
indhold.
§ 16.
Patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om
behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og
bivirkninger.
Stk. 2.
Patienten
har ret til at frabede sig information efter stk. 1.
Stk. 3.
Informationen
skal gives løbende og give en forståelig fremstilling af sygdommen,
undersøgelsen og den påtænkte behandling. Informationen skal gives på en
hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger
med
hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.
Stk. 4.
Informationen
skal omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og
plejemuligheder, herunder oplysninger om andre, lægefagligt forsvarlige
behandlingsmuligheder, samt oplysninger om konsekvenserne af, at der ingen
behandling iværksættes. Informationen skal være mere omfattende, når
behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og
bivirkninger.
Stk. 5.
Skønnes
patienten i øvrigt at være uvidende om forhold, der har betydning for
patientens stillingtagen, jf. § 15, skal sundhedspersonen særligt oplyse
herom, medmindre patienten har frabedt sig information, jf. stk. 2.
Stk. 6.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om informationens form og
indhold.
Mindreårige
§ 17.
En
patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret samtykke til
behandling.
Forældremyndighedens indehaver skal tillige have information, jf. § 16,
og
inddrages i den mindreåriges stillingtagen.
Stk. 2.
Såfremt
sundhedspersonen efter en individuel vurdering skønner, at patienten, der er
fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå konsekvenserne af sin
stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give informeret samtykke.
Stk. 3.
En patient,
der er fyldt 15 år, er berettiget til aktindsigt efter bestemmelserne i
§§ 36-39 og kan give samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger
m.v. efter bestemmelserne i §§ 41-49.
Patienter, der varigt mangler evnen til at give
informeret samtykke
§ 18.
For en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, kan
de nærmeste pårørende give informeret samtykke til behandling. I de tilfælde,
hvor patienten er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder
helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan informeret samtykke dog
gives af værgen.
Stk. 2.
Har en
patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, ingen
nærmeste pårørende eller værge, kan sundhedspersonen gennemføre en påtænkt
behandling, hvis en anden sundhedsperson, der har faglig indsigt på området,
og
som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den
pågældende patient, giver sin tilslutning hertil.
Stk. 3.
I de
tilfælde, der er omfattet af stk. 2, kan sundhedspersonen dog uden
inddragelse
af en anden sundhedsperson gennemføre en påtænkt behandling, hvis
behandlingen
er af mindre indgribende karakter med hensyn til omfang og varighed.
Stk. 4.
Skønner
sundhedspersonen, at de nærmeste pårørende eller værgen, jf. stk. 1,
forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller
behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen gennemføre behandlingen, såfremt
Sundhedsstyrelsen giver sin tilslutning hertil.
Øjeblikkeligt behandlingsbehov
§ 19.
Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give
informeret samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en situation, hvor
øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på
længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et
væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en sundhedsperson indlede
eller
fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten eller fra
forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller værge.
Patientens inddragelse
§ 20.
En
patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal informeres og
inddrages i drøftelserne af behandlingen, i det omfang patienten forstår
behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Patientens
tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges
betydning.
Sundhedspersonens ansvar
§ 21.
Den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen, er forpligtet til at
drage omsorg for, at
1)
informeret samtykke
indhentes efter §§ 15-17 og § 18, stk. 1,
2)
der foreligger
tilslutning fra en anden sundhedsperson efter § 18, stk. 2,
3)
der foreligger
tilslutning fra Sundhedsstyrelsen efter § 18, stk. 4, og
4)
patienten informeres
og inddrages i drøftelserne af behandlingen efter § 20.
Kapitel 6
Selvbestemmelse i særlige tilfælde
Reglernes anvendelse
§ 22.
For bestemmelserne i dette kapitel finder §§ 15 og 16 om informeret
samtykke, § 17 om mindreårige, § 20 om patientens inddragelse og
§ 21 om sundhedspersonens ansvar tilsvarende anvendelse. Dog finder
§ 17 om mindreårige ikke anvendelse for § 26 om livstestamenter.
Sultestrejke
§ 23.
Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke og patienten er
informeret om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, må en
sundhedsperson
ikke afbryde denne.
Afvisning af at modtage blod
§ 24.
En
behandling, der indebærer transfusion af blod eller blodprodukter, må ikke
indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke.
Stk. 2.
Patientens
afvisning af at modtage blod eller blodprodukter skal være givet i
forbindelse
med den aktuelle sygdomssituation og være baseret på information fra
sundhedspersonen om de helbredsmæssige konsekvenser af at undlade tilførsel
af
blod eller blodprodukter ved behandlingen.
Stk. 3.
Såfremt det
strider mod en sundhedspersons etiske opfattelse at udføre en behandling uden
anvendelse af blod eller blodprodukter, er vedkommende ikke forpligtet
hertil,
og patienten skal henvises til en anden sundhedsperson, medmindre der
foreligger et tilfælde af påtrængende nødvendig lægehjælp, jf. § 7,
stk. 1, i lov om udøvelse af lægegerning.
Behandling af uafvendeligt døende
§ 25.
En
uafvendeligt døende patient kan afvise behandling, der kun kan udskyde dødens
indtræden.
Stk. 2.
Såfremt en
uafvendeligt døende patient ikke længere er i stand til at udøve sin
selvbestemmelsesret, kan en sundhedsperson undlade at påbegynde eller
fortsætte
en livsforlængende behandling, jf. § 26, stk. 3.
Stk. 3.
En
uafvendeligt døende patient kan modtage de smertestillende, beroligende eller
lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om
dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet.
Livstestamenter
§ 26.
Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der omfatter personlige
forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan oprette
et
livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende udtrykke sine ønsker med
hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme i en tilstand, hvor
selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af patienten selv.
Stk. 2.
I et
livstestamente kan optages bestemmelser om, at
1)
der ikke ønskes
livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er uafvendeligt
døende, og
2)
der ikke ønskes
livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden
alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop el.lign. har medført så svær
invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig
selv fysisk og mentalt.
Stk. 3.
Ved
livsforlængende behandling forstås behandling, hvor der ikke er udsigt til
helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en vis livsforlængelse.
Stk. 4.
Såfremt en
sundhedsperson, i tilfælde hvor patienten ikke selv er i stand til at udøve
sin
selvbestemmelsesret, påtænker at iværksætte livsforlængende behandling af en
uafvendeligt døende eller påtænker at fortsætte livsforlængende behandling i
en
situation som nævnt i stk. 2, nr. 2, skal sundhedspersonen kontakte
Livstestamenteregisteret, jf. § 27, med henblik på at undersøge, om der
foreligger et livstestamente.
Stk. 5.
Testators
ønske i medfør af stk. 2, nr. 1, er bindende for sundhedspersonen,
medens
et ønske efter stk. 2, nr. 2, er vejledende for sundhedspersonen og skal
indgå i dennes overvejelser om behandling.
§ 27.
Indenrigs- og sundhedsministeren opretter et livstestamenteregister og
fastsætter nærmere regler om livstestamenters oprettelse, udformning,
registrering og tilbagekaldelse m.v.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter regler om gebyrer for registrering af
livstestamenter.
Kapitel 7
Selvbestemmelse over biologisk materiale
Anvendelsesområde
§ 28.
Reglerne i §§ 29-35 gælder for selvbestemmelse over biologisk materiale,
medmindre andet følger af anden lovgivning eller af reglerne i § 52.
Vævsanvendelsesregisteret
§ 29.
En
patient kan beslutte, at biologisk materiale, som patienten afgiver eller har
afgivet i forbindelse med behandling, kun må anvendes til behandling af den
pågældende og til formål, der har en umiddelbar tilknytning hertil.
Patientens
beslutning registreres i Vævsanvendelsesregisteret, jf. stk. 2.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren opretter Vævsanvendelsesregisteret til registrering af
beslutninger truffet efter stk. 1. Ministeren fastsætter nærmere regler
om
registerets indretning og drift, herunder udformning af registreringsblanket,
registreringsform og vedligeholdelse m.v. Ministeren fastsætter endvidere
nærmere regler om betingelserne for myndigheders og andres adgang til
oplysninger i registeret.
Stk. 3.
En patient
kan tilbagekalde sin beslutning efter stk. 1 ved at framelde sig
registeret.
Stk. 4.
Den
sundhedsperson, der er ansvarlig for opbevaring af biologisk materiale, er
forpligtet til at søge oplysninger i registeret, hvis opbevaret biologisk
materiale ønskes anvendt til andet end behandling af patienten og formål, der
har en umiddelbar tilknytning hertil.
Opbevaring og videregivelse af afgivet biologisk
materiale
§ 30.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter indhentet udtalelse fra
Datatilsynet
fastsætte nærmere regler om opbevaring af biologisk materiale, som en patient
har afgivet i forbindelse med behandling.
§ 31.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter indhentet udtalelse fra
Datatilsynet
fastsætte nærmere regler om betingelserne for videregivelse til tredjelande
af
biologisk materiale, som en patient har afgivet i forbindelse med behandling.
§ 32.
Biologisk materiale, som en patient har afgivet i forbindelse med behandling,
kan videregives til en forsker til brug for et konkret biomedicinsk
forskningsprojekt, såfremt der er meddelt tilladelse til projektet efter lov
om
et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter, medmindre patienten har fået registreret en beslutning
efter § 29, stk. 1, i Vævsanvendelsesregisteret.
Ret til destruktion
§ 33.
En
patient kan kræve, at biologisk materiale, som patienten har afgivet i
forbindelse med behandling, skal destrueres.
Stk. 2.
Destruktion
efter stk. 1 kan dog afslås, hvis patientens interesse i at få
destrueret
det biologiske materiale findes at burde vige for afgørende hensyn til
offentlige eller private interesser.
Stk. 3.
Den
sundhedsperson, der er ansvarlig for opbevaring af det biologiske materiale,
afgør, hvorvidt destruktion skal finde sted, jf. stk. 2. Skal
destruktion
finde sted, er sundhedspersonen forpligtet til at sørge herfor.
Stk. 4.
Er det
biologiske materiale videregivet, har den person, der herefter er ansvarlig
for
opbevaring af det biologiske materiale, tilsvarende de forpligtelser, som er
nævnt i stk. 3.
Stk. 5.
Den
sundhedsperson, der har indsamlet det biologiske materiale i forbindelse med
behandling, eller den, som har overtaget sundhedspersonens funktion, er
forpligtet til at underrette den tredjemand, hvortil det biologiske materiale
er videregivet, hvis patienten ønsker materialet destrueret. Dette gælder dog
ikke, hvis underretningen viser sig umulig eller er uforholdsmæssigt
vanskelig.
Ret til udlevering
§ 34.
Biologisk materiale, som en patient har afgivet i forbindelse med behandling,
skal efter anmodning udleveres til patienten, hvis den pågældende kan
godtgøre
en særlig interesse heri.
Stk. 2.
Udlevering
efter stk. 1 kan afslås, hvis patientens interesse i at få udleveret det
biologiske materiale findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige
eller private interesser.
Stk. 3.
Den
sundhedsperson, der er ansvarlig for opbevaring af det biologiske materiale,
afgør, hvorvidt udlevering skal finde sted, jf. stk. 1 og 2. Skal
udlevering finde sted, er sundhedspersonen forpligtet til at sørge herfor.
Stk. 4.
Er det
biologiske materiale videregivet, har den person, der herefter er ansvarlig
for
opbevaring af det biologiske materiale, tilsvarende de forpligtelser, der er
nævnt i stk. 3.
Stk. 5.
Den
sundhedsperson, der har indsamlet det biologiske materiale i forbindelse med
behandling, eller den, som har overtaget sundhedspersonens funktion, er
forpligtet til at underrette den tredjemand, hvortil det biologiske materiale
er videregivet, hvis patienten ønsker materialet udleveret. Dette gælder dog
ikke, hvis underretningen viser sig umulig eller er uforholdsmæssigt
vanskelig.
Aftale om biologisk materiale, der afgives til private
virksomheder
§ 35.
En
privat virksomhed, der indsamler biologisk materiale med henblik på
opbevaring
eller lægemiddelproduktion m.v., skal, medmindre andet følger af anden
lovgivning, sikre, at der foreligger en skriftlig aftale mellem den person,
der
afgiver det biologiske materiale, og virksomheden. Aftalen skal underskrives
af
begge parter.
Stk. 2.
Aftalen som
nævnt i stk. 1 skal som minimum indeholde oplysninger om følgende:
1)
Formålet med
indsamling og opbevaring af det biologiske materiale.
2)
Hvorledes det
biologiske materiale vil blive opbevaret og længden af opbevaringstiden m.v.
3)
De betalingsmæssige
forhold, muligheder for opsigelse af aftalen, konsekvenser af misligholdelse
af
aftalen m.v.
4)
Hvorledes der skal
forholdes med det biologiske materiale i tilfælde af, at virksomheden
ophører,
herunder hvorvidt det biologiske materiale fortsat kan opbevares.
5)
Den private
virksomhed, herunder om selskabs- og ejerforhold, ansvarsforhold m.v.
Stk. 3.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke yderligere
oplysninger aftalen efter stk. 1 skal indeholde.
Kapitel 8
Aktindsigt
§ 36.
Reglerne i dette kapitel gælder for patientjournaler m.v., der udarbejdes af
sundhedspersoner, og som føres på offentlige eller private sygehuse,
klinikker,
ambulatorier, i privat praksis eller i forbindelse med behandling i private
hjem samt på andre offentlige eller private institutioner m.v., hvor der som
led i sundhedsmæssig virksomhed foretages behandling af patienter.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger og
institutioner m.v., der er omfattet af stk. 1.
§ 37.
Fremsætter en patient begæring herom, skal patienten have meddelelse om,
hvorvidt der behandles helbredsoplysninger om vedkommende indeholdt i
patientjournaler m.v. Behandles sådanne oplysninger, skal der på patientens
begæring og på en let forståelig måde gives patienten meddelelse om,
1)
hvilke oplysninger
der behandles,
2)
behandlingens formål,
3)
kategorierne af
modtagere af oplysningerne og
4)
tilgængelig
information om, hvorfra disse oplysninger stammer.
Stk. 2.
Retten
efter stk. 1 kan dog begrænses, i det omfang patientens interesse i at
blive gjort bekendt med oplysningerne findes at burde vige for afgørende
hensyn
til den pågældende selv eller til andre private interesser.
§ 38.
Afgørelser om retten til aktindsigt træffes af den myndighed, institution
eller
sundhedsperson, der har patientjournalerne m.v. i sin besiddelse.
Stk. 2.
Vedkommende
myndighed, institution eller sundhedsperson afgør snarest, om en anmodning om
aktindsigt kan imødekommes, og om aktindsigten skal gennemføres ved, at der
gives adgang til gennemsyn af patientjournalen m.v. på stedet, eller ved, at
der udleveres en afskrift eller kopi.
Stk. 3.
Er en
anmodning om aktindsigt ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter,
at
den er modtaget af vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson,
skal myndigheden, institutionen eller sundhedspersonen underrette patienten
om
grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.
Stk. 4.
I de
tilfælde, hvor en sundhedsperson efter stk. 1-3 er tillagt beføjelser,
påhviler det overordnede ansvar for, at aktindsigt meddeles i
overensstemmelse
med loven, den driftsansvarlige myndighed.
§ 39.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om gebyr til
dækning
af kopierings- og forsendelsesomkostninger m.v. i forbindelse med
aktindsigten.
Kapitel 9
Tavshedspligt og videregivelse af
helbredsoplysninger m.v.
Patientens krav på sundhedspersoners tavshed
§ 40.
En
patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under
udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående
helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger,
jf. dog reglerne i dette kapitel.
Stk. 2.
I de
tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser
efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at
oplysninger videregives i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige
myndighed.
Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. i
forbindelse med behandling af patienter
§ 41.
Med patientens samtykke kan sundhedspersoner videregive oplysninger til andre
sundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold
og
andre fortrolige oplysninger i forbindelse med behandling af patienten.
Stk. 2.
Videregivelse
af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når
1)
det er nødvendigt af
hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten, og videregivelsen sker
under hensyntagen til patientens interesse og behov,
2)
videregivelsen
omfatter et udskrivningsbrev fra en læge, der er ansat i sygehusvæsenet, til
patientens alment praktiserende læge,
3)
videregivelsen er
nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af
væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller
4)
videregivelsen sker
til patientens alment praktiserende læge fra en læge, der virker som
stedfortræder for denne.
Stk. 3.
Patienten
kan frabede sig, at oplysninger efter stk. 2, nr. 1 og 2, videregives.
Stk. 4.
Den
sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør,
hvorvidt
videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 5.
Såfremt der
videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 3, skal den, oplysningen
angår,
snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed.
Stk. 6.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om videregivelse af
helbredsoplysninger m.v. efter denne bestemmelse, herunder om videregivelsens
omfang og om gennemførelsen heraf.
§ 42.
Samtykke efter § 41, stk. 1, kan være mundtligt eller skriftligt.
Samtykket kan afgives til den sundhedsperson, der videregiver oplysninger,
eller til den sundhedsperson, der modtager oplysninger. Samtykket skal
indføres
i patientjournalen.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte
samtykke.
Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre
formål
§ 43.
Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling
videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private
forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer,
private personer m.fl.
Stk. 2.
Videregivelse
af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når
1)
det følger af lov
eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives
og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende
myndigheds sagsbehandling,
2)
videregivelsen er
nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af
væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller
3)
videregivelsen er
nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.
Stk. 3.
Den
sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør,
hvorvidt
videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 4.
Såfremt der
videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen
angår,
snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed.
§ 44.
Samtykke efter § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om
skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i
øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.
Stk. 2.
Samtykke
efter stk. 1 bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.
Stk. 3.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte
samtykke.
Videregivelse af helbredsoplysninger til pårørende
vedrørende afdøde patienter
§ 45.
En
sundhedsperson kan videregive oplysninger om en afdød patients sygdomsforløb,
dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende, såfremt det ikke må
antages at stride mod afdødes ønske og hensynet til afdøde, eller andre
private
interesser ikke taler afgørende herimod. Der kan endvidere videregives
oplysninger til afdødes nærmeste pårørende efter reglen i § 43,
stk. 2, nr. 2.
Stk. 2.
Afdødes
alment praktiserende læge eller den læge, som havde afdøde i behandling, kan
fra et sygehus eller fra en sundhedsperson få de samme oplysninger som nævnt
i
stk. 1, 1. pkt., såfremt afdødes nærmeste pårørende har fremsat begæring
om at modtage oplysningerne over for den pågældende læge.
Videregivelse af helbredsoplysninger til særlige
formål (forskning, statistik m.v.)
§ 46.
Oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold, øvrige rent private forhold
og
andre fortrolige oplysninger fra patientjournaler m.v. kan videregives til en
forsker til brug for et konkret biomedicinsk forskningsprojekt, såfremt der
er
meddelt tilladelse til projektet efter lov om et videnskabsetisk komitésystem
og behandling af biomedicinske forskningsprojekter.
Stk. 2.
Oplysninger
som nævnt i stk. 1 kan, når et forskningsprojekt ikke er omfattet af lov
om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter, endvidere videregives til en forsker til brug ved et
konkret forskningsprojekt af væsentlig samfundsmæssig interesse efter
godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for videregivelsen.
Stk. 3.
Der må kun
ske efterfølgende henvendelse til enkeltpersoner, i det omfang de
sundhedspersoner, der har behandlet de pågældende, giver tilladelse hertil.
§ 47.
Oplysninger som nævnt i § 46 kan videregives til brug for statistik
eller
planlægning efter godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for
oplysningernes anvendelse m.v., jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Videregivelse
af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske uden godkendelse af
Sundhedsstyrelsen, når det følger af lov, at oplysningerne skal videregives.
§ 48.
Oplysninger, der er indhentet efter §§ 46 og 47 til brug for forskning,
statistik eller planlægning, må ikke senere behandles i andet end statistisk
eller videnskabeligt øjemed.
Stk. 2.
Offentliggørelse
af oplysninger som nævnt i stk. 1 må kun ske i en form, hvori
oplysningerne ikke kan henføres til enkeltpersoner.
Stk. 3.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om videregivelse af
oplysninger
efter § 46, stk. 2, og § 47, stk. 1.
Videregivelse til tredjelande
§ 49.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om videregivelse
af
oplysninger efter dette kapitel til tredjelande.
Kapitel 10
Tolkebistand
§ 50.
Regionsrådet yder vederlagsfri tolkebistand til personer, som har behov
herfor
i forbindelse med behandling hos alment praktiserende læge og praktiserende
speciallæge samt sygehusbehandling efter nærmere regler fastsat af indenrigs-
og sundhedsministeren.
Stk. 2.
Regionerne
opkræver gebyr for tolkebistand fra personer, der har boet her i landet i
mere
end 7 år. Der opkræves gebyr for hver behandling på sygehus eller hos læge,
hvor der benyttes tolk.
Stk. 3.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om beregning af
bopælsperioden,
gebyrets størrelse og opkrævning af gebyr, herunder om, at nærmere bestemte
personer ikke skal betale gebyr, hvor særlige hensyn taler for det.
Kapitel 11
Patientkontorer
§ 51.
Regionsrådet opretter et eller flere patientkontorer, der har til opgave at
informere, vejlede og rådgive patienter om patienters rettigheder, herunder
reglerne om adgang til behandling, frit sygehusvalg, ventetider m.v. og
reglerne om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Stk. 2.
Patientkontorerne kan modtage alle klager og henvendelser vedrørende de i
stk. 1 nævnte opgaver og skal efter anmodning bistå med at udfærdige og
fremsende henvendelser til rette myndighed.
Stk. 3.
Med
patientens mundtlige eller skriftlige samtykke kan sundhedspersoner
videregive
oplysninger til patientvejledere på patientkontorerne om patientens
helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger
til brug for rådgivning og bistand til patienten. Samtykke kan afgives til
den
sundhedsperson, der videregiver oplysninger, eller til den patientvejleder,
der
modtager oplysninger. Videregivelse af oplysninger skal indføres i
patientjournalen. Patienten kan på ethvert tidspunkt af det aktuelle
behandlingsforløb frabede sig, at oplysningerne videregives. Indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om videregivelse og registrering
af oplysninger og samtykke.
Stk. 4.
Klager,
anmeldelser m.v., som sendes til patientkontoret, anses for indgivet hos
rette
myndighed på det tidspunkt, hvor de modtages i patientkontoret.
Stk. 5.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om patientkontorernes
opgaver og funktioner.
Stk. 6.
Regionsrådet fastsætter nærmere retningslinjer for patientkontorernes
stedlige
og organisatoriske placering samt for deres virksomhed, herunder for, hvilke
forhold der skal oplyses i patientkontorernes årsberetning. De nævnte
retningslinjer indsendes til indenrigs- og sundhedsministeren.
Stk. 7.
Patientkontorerne udarbejder årsberetninger for deres virksomhed.
Årsberetningerne indsendes til indenrigs- og sundhedsministeren.
Afsnit IV
Transplantation
Kapitel 12
Transplantation fra levende og afdøde personer
Transplantation fra levende personer
§ 52.
Fra en person, som har meddelt skriftligt samtykke hertil, kan væv og andet
biologisk materiale udtages i personens levende live til behandling af sygdom
eller legemsskade hos et andet menneske.
Stk. 2.
Samtykke
kan meddeles af den, der er fyldt 18 år. Såfremt ganske særlige grunde taler
derfor, kan indgrebet dog foretages med samtykke fra en person under 18 år,
når
samtykket er tiltrådt af forældremyndighedens indehaver. Der kan dog ikke
gives
samtykke til, at der fra en person under 18 år udtages ikkegendanneligt væv.
Stk. 3.
Inden
samtykke meddeles, skal den pågældende af en læge have modtaget oplysning om
indgrebets beskaffenhed og følger samt om risikoen ved indgrebet. Lægen skal
forvisse sig om, at den pågældende har forstået betydningen af de meddelte
oplysninger.
Stk. 4.
Indgrebet
må kun finde sted, såfremt det efter sin art og samtykkegiverens
helbredstilstand kan foretages uden nærliggende fare for personen.
Transplantation fra afdøde personer
§ 53.
Fra en person, der er død på eller som død er indbragt til et sygehus eller
lignende institution, kan væv og andet biologisk materiale udtages til
behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet menneske efter reglerne i
stk. 2-4.
Stk. 2.
Indgrebet
må foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet
bestemmelse herom. Det samme gælder, hvis personen mundtligt har udtalt sig
for
et sådant indgreb. Pårørende til afdøde kan ikke modsætte sig indgrebet, hvis
afdøde skriftligt har truffet bestemmelse herom, medmindre afdøde har
bestemt,
at beslutningen er givet under forudsætning af de pårørendes accept.
Stk. 3.
Uden for de
i stk. 2 nævnte tilfælde må indgrebet kun foretages, såfremt der ikke
foreligger nogen tilkendegivelse fra afdøde imod indgrebet og afdødes
nærmeste
giver samtykke til indgrebet. Efterlader afdøde sig ingen nærmeste, må
indgrebet ikke foretages.
Stk. 4.
Er afdøde
under 18 år, må indgrebet kun foretages, såfremt forældremyndighedens
indehaver
har givet samtykke til indgrebet.
§ 54.
Udtagelse af væv m.v. efter § 52 og § 53 må kun foretages af læger,
der er ansat på sygehuse eller lignende institutioner, og som
Sundhedsstyrelsen
har godkendt dertil.
Stk. 2.
Indgreb
efter § 53 må ikke foretages af de læger, der har behandlet afdøde under
dennes sidste sygdom eller har konstateret personens død.
Stk. 3.
Indgreb
efter § 53 må ikke finde sted, såfremt der skal foretages retslægeligt
ligsyn eller retslægelig obduktion, medmindre indgrebet må antages at være
uden
betydning for resultatet af undersøgelsen.
§ 55.
Andre indgreb på en afdød end nævnt i dette kapitel må kun foretages, såfremt
afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet bestemmelse herom.
Stk. 2.
Sådanne
indgreb må først foretages, når uopretteligt ophør af åndedræt og
hjertevirksomhed er indtrådt.
§ 56.
Bestemmelserne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse på børn, der
efter
udgangen af 22. svangerskabsuge fødes uden at vise livstegn (dødfødte børn).
Stk. 2.
Bestemmelserne
i dette kapitel gælder ikke for udtagelse af blod, fjernelse af mindre
hudpartier og andre mindre indgreb, som ganske må ligestilles hermed.
Afsnit V
Praksissektorens ydelser
Kapitel 13
Regionsrådets ansvar for ydelser i praksissektoren
§ 57.
Regionsrådet har ansvaret for at tilvejebringe tilbud om behandling hos
praktiserende sundhedspersoner efter afsnit V.
Kapitel 14
Valg af sikringsgruppe
§ 58.
Ved udstedelse af bevis efter § 12 skal en person foretage valg mellem
sikringsgruppe 1 og 2 og meddele det til kommunen.
Stk. 2.
Personer,
der ikke inden for en af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat frist har
givet meddelelse om valg af sikringsgruppe, bliver omfattet af sikringsgruppe
1.
Stk. 3.
Personer
mellem 15 og 18 år kan vælge sikringsgruppe uden samtykke fra
forældremyndighedens indehaver eller værge.
Stk. 4.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om valg af sikringsgruppe
m.v.,
herunder situationer, hvor kommunalbestyrelsen kan overføre en person fra
gruppe 2 til gruppe 1 uden samtykke.
Kapitel 15
Ydelser
Lægevalg samt lægehjælp hos praktiserende læge
§ 59.
Personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1, skal vælge alment
praktiserende
læge og meddele det til kommunen.
Stk. 2.
Personer
mellem 15 og 18 år kan vælge alment praktiserende læge uden samtykke fra
forældremyndighedens indehaver eller værge.
Stk. 3.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om valg af alment
praktiserende
læge.
§ 60.
Regionsrådet yder vederlagsfri behandling hos den valgte alment praktiserende
læge til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1.
Stk. 2.
Til
personer, der er omfattet af sikringsgruppe 2, yder regionsrådet tilskud til
behandling hos alment praktiserende læge med samme beløb, som afholdes for
tilsvarende lægehjælp til personer omfattet af sikringsgruppe 1.
§ 61.
Regionsrådet yder hos en læge vederlagsfri forebyggende helbredsundersøgelser
samt vejledning om svangerskabshygiejne til kvinder ved graviditet.
Stk. 2.
Sundhedsstyrelsen fastsætter antallet af forebyggende helbredsundersøgelser
efter stk. 1.
§ 62.
Regionsrådet yder vederlagsfri vejledning om anvendelse af
svangerskabsforebyggende metoder til personer uanset sikringsgruppe hos en
alment praktiserende læge efter personens eget valg.
Stk. 2.
Vejledning
kan tilbydes og ydes til mindreårige uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren.
§ 63.
Regionsrådet tilbyder alle børn under den undervisningspligtige alder syv
vederlagsfri, forebyggende helbredsundersøgelser ved alment praktiserende
læger, herunder tre undersøgelser i barnets første leveår.
Stk. 2
. Indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om regionsrådets forpligtelser
efter stk. 1.
§ 64.
Regionsrådet yder vederlagsfri behandling hos praktiserende speciallæge til
personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1, når behandlingen sker efter
henvisning fra den valgte alment praktiserende læge, jf. dog stk. 4.
Stk. 2.
Til
personer, der er omfattet af sikringsgruppe 2, yder regionsrådet tilskud til
behandling hos praktiserende speciallæge med samme beløb, som afholdes for
tilsvarende lægehjælp til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1.
Stk. 3.
Ved
behandling eller undersøgelse, der efter henvisning fra alment praktiserende
læge ydes af en speciallæge, inden for hvis speciale der ikke findes en
overenskomst
med det offentlige, yder regionsrådet tilskud til delvis dækning af udgiften
efter nærmere regler, der fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.
Stk. 4.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om henvisning til behandling
efter stk. 1, herunder at kravet om henvisning til behandling hos
praktiserende speciallæge kan fraviges i nærmere bestemt omfang. Endvidere
kan
indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om, at en
praktiserende speciallæge kan henvise til behandling hos en anden
praktiserende
speciallæge i nærmere bestemt omfang.
Tilskud til behandling hos tandlæge, kiropraktor,
fysioterapeut, fodterapeut, psykolog m.fl.
§ 65.
Regionsrådet yder tilskud til behandling hos tandlæge.
§ 66.
Regionsrådet yder tilskud til behandling hos kiropraktor.
§ 67.
Regionsrådet yder tilskud til behandling hos fysioterapeut efter
lægehenvisning.
§ 68.
Regionsrådet yder tilskud til behandling hos fodterapeut efter
lægehenvisning.
§ 69.
Regionsrådet yder tilskud til behandling hos psykolog efter lægehenvisning.
§ 70.
Regionsrådet yder efter regler fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren
tilskud til briller til børn under 16 år.
§ 71.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der ydes
tilskud til anden behandling end nævnt i §§ 65-69.
§ 72.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for tilskud efter
§§ 65-71.
§ 73.
Kommunalbestyrelsen kan undtagelsesvis yde hjælp til supplering af de i
§§ 60 og 64-71 omhandlede ydelser.
Afsnit VI
Sygehusydelser
Kapitel 16
Regionsrådets ansvar for sygehusydelser
§ 74.
Regionsrådet har ansvaret for at varetage sygehusvæsenets opgaver.
Stk. 2.
Til en
regions sygehusvæsen hører regionens egne sygehuse og tilknyttede
behandlingsinstitutioner m.v.
§ 75.
Regionsrådet kan samarbejde med andre regioners sygehusvæsen som led i
løsningen af sygehusvæsenets opgaver.
Stk. 2.
Regionsrådet kan endvidere indgå overenskomst med eller på anden måde benytte
private institutioner som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om regionernes
benyttelse af sådanne institutioner.
Stk. 3.
Regionsrådet indgår driftsoverenskomst med de i § 79, stk. 2,
nævnte
private specialsygehuse m.fl., som er beliggende i regionen.
Stk. 4.
Regionsrådet
indgår driftsoverenskomst med selvejende hospicer, som er beliggende i
regionen, og som ønsker at indgå aftale om tilbud af hospicepladser.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler herom, herunder om det antal
hospicepladser,
som et regionsråd skal tilbyde at indgå driftsoverenskomst om, og om vilkår
for
driftsoverenskomsten.
Stk. 5.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan efter ansøgning fra en privat institution som nævnt
i
stk. 2 og 4 bestemme, at frit valg-reglerne i § 86 helt eller
delvis
skal finde anvendelse på institutionen.
§ 76.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om et
regionsråds
adgang til som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver at drive eller
benytte sygehuse og institutioner i udlandet, herunder om regionernes
betaling
for behandling i udlandet.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter, i hvilket omfang reglerne i afsnit VI og i
§ 171 om befordring finder anvendelse, når et regionsråd driver eller
benytter institutioner i udlandet.
§ 77.
Regionsrådet kan kun deltage i driften, ledelsen eller finansieringen m.v. af
et sygehus, hvis det drives efter bestemmelserne i denne lov.
§ 78.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at et regionsråd
mod
betaling kan tilbyde sygehusbehandling til personer, som ikke har ret til
sygehusbehandling efter denne lov.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at et regionsråd mod betaling
kan tilbyde behandlinger og ydelser på regionens sygehuse, herunder udlejning
af lokaler og udstyr til offentlige myndigheder og private virksomheder.
Stk. 3.
Et
regionsråd kan efter indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse samarbejde
med offentlige myndigheder og private virksomheder, herunder i selskabsform,
om
løsningen af fælles opgaver efter afsnit VI, XI, XII og XIV-XVI og påtage sig
dermed forbundne udgifter. Et sådant samarbejde anses for godkendt, medmindre
regionsrådet modtager afslag på godkendelse inden 1 måned efter, at
indenrigs-
og sundhedsministeren har modtaget orientering fra regionsrådet om
samarbejdet.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger
orienteringen skal indeholde, herunder om udsættelse af fristen, såfremt de
nødvendige oplysninger ikke foreligger ved orienteringen. Indenrigs- og
sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at bestemte former for samarbejde
kan indgås uden godkendelse.
Stk. 4.
Et
regionsråd kan efter indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse påtage sig
opgaver og dermed forbundne udgifter, som ikke er omfattet af denne lov,
såfremt det har væsentlig betydning for varetagelsen af regionsrådets opgaver
efter afsnit VI, XI, XII og XIV-XVI.
Kapitel 17
Sygehusbehandling m.v.
§ 79.
Regionsrådet yder sygehusbehandling til personer, der har bopæl i regionen,
ved
sit sygehusvæsen og ved andre regioners sygehuse.
Stk. 2.
Regionsrådet
yder endvidere behandling til personer, der har bopæl i regionen, ved
følgende
private specialsygehuse m.fl.: Sankt Lukas Hospice, Diakonissestiftelsens
Hospice, Sct. Maria Hospice, rehabiliteringscentrene for traumatiserede
flygtninge OASIS og RCT-Jylland, Epilepsihospitalet i Dianalund,
Sclerosecenter
Haslev, Sclerosecenter Ry, Polio-, Trafik- og Ulykkesskadedes Fysiurgiske
Ambulatorium, Dronning Alexandrines Gigtsanatorium, Gigtsanatoriet Hans
Jansens
Hjem, Gigtsanatoriet i Skælskør, RehabiliteringsCenter for Muskelsvind,
Vejlefjord og Center for Hjerneskade.
§ 80.
Regionsrådet yder akut behandling til personer, som ikke har bopæl her i
landet, men som midlertidigt opholder sig i regionen, jf. § 8, ved sit
eller ved andre regioners sygehusvæsen.
Stk. 2.
Herudover
yder regionsrådet behandling til de i stk. 1 nævnte personer, når det
under de foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise
personen
til behandling i hjemlandet, herunder Færøerne og Grønland, eller personen
ikke
tåler at blive flyttet til et sygehus der.
§ 81.
Sygehusbehandling efter bestemmelserne i afsnit VI, VII og VIII er
vederlagsfri
for patienten, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2.
Regionsrådet kan opkræve betaling af patienten for behandling efter
§ 80,
stk. 2. Behandlingen kan dog ydes vederlagsfrit, når regionsrådet under
de
foreliggende omstændigheder skønner det rimeligt.
Stk. 3.
Hvor
særlige forhold taler herfor, kan indenrigs- og sundhedsministeren uanset
reglerne i §§ 79 og 80, fastsætte nærmere regler om, at regionsrådene
vederlagsfrit skal yde visse behandlinger, uanset hvor patienten bor.
Stk. 4.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte regler, hvorefter der ydes personer, som
midlertidigt opholder sig her i landet, vederlagsfri behandling ved det
regionale sygehusvæsen.
§ 82.
Når regionsrådet yder behandling til personer med bopæl i en anden region,
skal
det ske på samme vilkår, hvorpå regionsrådet yder behandling til personer med
bopæl i regionen.
Kapitel 18
Særlige sygehusydelser m.v.
§ 83.
Regionsrådet yder forebyggende helbredsundersøgelser hos en jordemoder og
jordemoderhjælp ved fødsel i hjemmet.
§ 84.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, at
regionsrådet
tilbyder en genoptræningsplan til patienter, der har et lægefagligt begrundet
behov for fortsat genoptræning efter udskrivning fra sygehus.
§ 85.
Regionsrådet tilbyder hvert andet år brystundersøgelse til kvinder, som er
mellem 50 og 69 år, og som har bopæl i regionen, jf. § 277, stk. 9.
Stk. 2.
Undersøgelsen omfatter røntgenundersøgelse (mammografi).
Stk. 3.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tilbuddet om
brystundersøgelse.
Kapitel 19
Frit sygehusvalg
§ 86.
En
person, der henvises til sygehusbehandling, kan vælge mellem bopælsregionens
sygehuse, andre regioners sygehuse og de private specialsygehuse m.fl., der
er
nævnt i § 79, stk. 2, uanset bopælsregionens behandlingstilbud og
kriterier for sygehusbehandling i sit sygehusvæsen.
Stk. 2.
Et sygehus
kan afvise at modtage personer fra andre regioner, hvis det er begrundet i
kapacitetsmæssige årsager, og hvis væsentlige hensyn til personer med bopæl i
regionen ellers vil blive tilsidesat. Indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætter nærmere regler herom.
Stk. 3.
For
psykiatriske patienter kan adgangen til at vælge efter stk. 1 begrænses,
hvis hensynet til den pågældende taler herfor.
Stk. 4.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan efter forhandling med justitsministeren og
socialministeren
fastsætte regler om, at personer ikke har ret til selv at vælge sygehus i
henhold til stk. 1 og 3, når
1)
de er optaget i
Kriminalforsorgens institutioner,
2)
de er anbragt i
institution i henhold til retsplejeloven, kapitel 11 i lov om
frihedsberøvelse
og anden tvang i psykiatrien eller straffeloven,
3)
de er anbragt på
sikret afdeling i henhold til lov om social service, eller
4)
de er frihedsberøvet,
eller deres handlefrihed i øvrigt er undergivet begrænsninger i henhold til
udlændingeloven.
Kapitel 20
Udvidet frit sygehusvalg
§ 87.
En
person, som er henvist til sygehusbehandling, kan vælge at blive behandlet på
et af de sygehuse, klinikker m.v., som regionsrådene har indgået aftale med
efter stk. 4, hvis regionsrådet i bopælsregionen ikke inden for 2
måneder
efter, at henvisningen er modtaget, kan tilbyde behandling ved egne sygehuse
eller et af de i § 79 nævnte sygehuse, som regionsrådet samarbejder med
eller sædvanligvis benytter.
Stk. 2.
I
opgørelsen af tidsfristen efter stk. 1 medregnes ikke perioder, hvor
personen gennemgår et forundersøgelsesforløb. Dog medregnes ventetid ud over
2
uger til hver enkelt undersøgelse i tidsfristen.
Stk. 3.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter regler om afgrænsning af, vilkår for og
regionsrådenes forpligtelser til at oplyse om den behandling, der er omfattet
af stk. 1, og kan herunder undtage bestemte behandlingsformer.
Stk. 4.
Regionsrådene i forening indgår aftale med de privatejede sygehuse, klinikker
m.v. i Danmark og sygehuse m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale om
behandling af patienter efter stk. 1. Kan parterne ikke opnå enighed,
fastsættes vilkårene af indenrigs- og sundhedsministeren.
Stk. 5.
Der kan
ikke henvises patienter efter stk. 1 til sygehuse, klinikker m.v., som
ikke ønsker at indgå aftale på de således fastsatte vilkår.
Stk. 6.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om krav til dokumentation
m.v.
fra de privatejede sygehuse, klinikker m.v., der indgår aftale efter
stk. 4.
Kapitel 21
Maksimale ventetider for behandling af livstruende
sygdomme
§ 88.
Til patienter, der lider af livstruende sygdomme, for hvilke
Sundhedsstyrelsen
har fastsat maksimale ventetider til behandling, yder regionsrådet i
bopælsregionen behandling ved sit sygehusvæsen inden for den af
Sundhedsstyrelsen fastsatte ventetid.
Stk. 2.
Bopælsregionsrådet skal senest 8 hverdage efter, at et af regionens sygehuse
har modtaget henvisning af en patient, meddele patienten, om regionsrådet kan
tilbyde behandling ved sit sygehusvæsen inden for den fastsatte maksimale
ventetid, og i bekræftende fald meddele patienten en dato for
forundersøgelsen.
Såfremt regionsrådet i bopælsregionen ikke er i stand til at tilbyde
behandling
inden for den fastsatte maksimale ventetid, skal patienten om muligt tilbydes
behandling på et sygehus i en anden region, på et privat sygehus her i landet
eller på et sygehus i udlandet, som kan tilbyde behandling inden for den
fastsatte maksimale ventetid.
Stk. 3.
Kan
regionsrådet i bopælsregionen ikke tilvejebringe et behandlingstilbud som
nævnt
i stk. 2, skal regionsrådet, hvis patienten ønsker det, hurtigst muligt
meddele det til Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen henviser herefter om
muligt patienten til behandling på et sygehus i en anden region eller på et
privat sygehus her i landet eller på et sygehus i udlandet. Sundhedsstyrelsen
kan i særlige tilfælde pålægge et offentligt sygehus her i landet at varetage
behandling af patienten.
Stk. 4.
Kan
Sundhedsstyrelsen ikke tilvejebringe et behandlingstilbud efter stk. 3,
og
finder patienten selv et privat sygehus her i landet eller i udlandet, der
kan
foretage den behandling, som patienten er henvist til, ydes der tilskud til
denne behandling svarende til den gennemsnitlige udgift til en tilsvarende
behandling på et dansk offentligt sygehus, dog højst svarende til den
faktiske
betaling for behandlingen. Der kan ikke ydes tilskud efter denne bestemmelse
til alternativ behandling eller til behandling, der har forskningsmæssig
eller
eksperimentel karakter.
Stk. 5.
Pligten til
at henvise patienter til behandling efter stk. 2 og 3 gælder dog ikke
til
sygehus, hvor Sundhedsstyrelsen skønner, at behandlingstaksten er urimeligt
høj, eller at udgifterne til befordring og ophold er uforholdsmæssigt høje.
Stk. 6.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til behandling og
regionsrådenes forpligtelser efter stk. 2-5.
Kapitel 22
Behandling i udlandet
§ 89.
Regionsrådet kan tilbyde en patient henvisning til behandling i udlandet.
Stk. 2.
Regionsrådet skal tilbyde en patient henvisning til behandling i udlandet,
hvis
behandling ikke kan ydes på et dansk sygehus, når patienten er indstillet
hertil af den sygehusafdeling, som her i landet har den højeste indenlandske
specialkundskab, og indstillingen er godkendt af Sundhedsstyrelsen.
Stk. 3.
Regionsrådet
kan, når en patient er indstillet hertil af en sygehusafdeling med lands-
eller
landsdelsfunktion, tilbyde en patient henvisning til forskningsmæssig
behandling i udlandet, hvis behandling ikke kan ydes på et dansk sygehus.
Stk. 4.
Sundhedsstyrelsen
rådgiver sygehusvæsenet om behandling af patienter, som har en livstruende
sygdom, der ikke umiddelbart kan tilbydes behandling for på offentlige
sygehuse
her i landet eller i udlandet efter stk. 1-3.
Stk. 5.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler og betingelser for henvisning
af patienter til behandling i udlandet efter stk. 1-4.
Kapitel 23
Regionsrådets oplysningspligt ved henvisning til
sygehus
§ 90.
Regionsrådet skal senest 8 hverdage efter, at et af rådets sygehuse har
modtaget henvisning af en patient, oplyse patienten
1)
om dato og sted for
undersøgelse eller behandling,
2)
om patienten kan
tilbydes behandling inden for 2 måneder efter reglerne i § 87,
3)
om retten til at
vælge sygehus efter §§ 86 og 87,
4)
om ventetiden på
behandling ved regionens egne og andre regioners sygehuse samt ved de i
§ 79, stk. 2, nævnte private specialsygehuse m.fl.,
5)
om, at patienten ved
henvendelse til sygehuset kan få oplyst antal behandlinger, der foretages på
de
i nr. 4 nævnte sygehuse, og
6)
om, at sygehuset
tilbyder at henvise patienten til et andet sygehus efter §§ 86 og 87.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om regionsrådenes
oplysningspligt.
Kapitel 24
Beløb til personlige fornødenheder
§ 91.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at
sygehusvæsenet og tilknyttede institutioner udbetaler et beløb til personlige
fornødenheder til personer, der ikke oppebærer pension eller anden indkomst
under længerevarende indlæggelser. Indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætter
beløbets størrelse.
Afsnit VII
Svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion
Kapitel 25
Betingelser for svangerskabsafbrydelse
§ 92.
En
kvinde kan uden tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan
foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge og kvinden, efter at reglerne
i
§ 100 er iagttaget, fastholder sit ønske om svangerskabsafbrydelse.
§ 93.
Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en kvinde uden særlig tilladelse
få
sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for
hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller
sjælelige helbred og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende
lægefagligt begrundet.
§ 94.
Er
12. svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde få tilladelse til
svangerskabsafbrydelse, hvis
1)
svangerskabet,
fødslen eller omsorgen for barnet medfører fare for forringelse af kvindens
helbred på grund af foreliggende eller truende legemlig eller sjælelig sygdom
eller svækkelsestilstand eller som følge af hendes øvrige livsforhold,
2)
graviditeten skyldes
omstændigheder som nævnt i straffelovens § 210 eller §§ 216-224,
3)
der er fare for, at
barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i
fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse,
4)
kvinden på grund af
legemlig eller sjælelig lidelse eller svag begavelse ikke formår at drage
omsorg for barnet på forsvarlig måde,
5)
kvinden på grund af
ung alder eller umodenhed ikke for tiden formår at drage omsorg for barnet på
forsvarlig måde eller
6)
svangerskabet,
fødslen eller omsorgen for barnet må antages at ville medføre en alvorlig
belastning af kvinden, som ikke kan afværges på anden måde, således at det af
hensyn til kvinden, til opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for
familiens
øvrige børn må anses for påkrævet, at svangerskabet afbrydes. Ved afgørelsen
tages hensyn til kvindens alder, arbejdsbyrde og personlige forhold i øvrigt
samt til familiens boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige forhold.
Stk. 2.
Tilladelse
til svangerskabsafbrydelse må kun gives, hvis de forhold, der begrunder
ansøgningen herom, har en sådan vægt, at det findes berettiget at udsætte
kvinden for den forøgede helbredsmæssige risiko, som indgrebet nu indebærer.
Stk. 3.
Må fosteret
antages at være levedygtigt, kan tilladelse til svangerskabsafbrydelse kun
gives, såfremt de i stk. 1, nr. 3, nævnte omstændigheder med afgørende
vægt taler for det.
Kapitel 26
Betingelser for fosterreduktion
§ 95.
En
kvinde, der er gravid med flere fostre, kan uden særlig tilladelse få
reduceret
antallet af fostre, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12.
svangerskabsuge og væsentligt formindsker en risiko for, at kvinden spontant
vil abortere alle fostre, at et eller flere fostre som følge af for tidlig
fødsel ikke vil være levedygtige eller vil få en alvorlig legemlig eller
sjælelig lidelse, at der vil opstå fare for kvindens liv, eller at kvindens
legemlige eller sjælelige helbred vil blive væsentligt forringet.
Stk. 2.
Er 12.
svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde i de i stk. 1 nævnte tilfælde få
tilladelse til fosterreduktion, hvis der foreligger særlige omstændigheder.
Stk. 3.
Uden for de
i stk. 1 nævnte tilfælde kan en kvinde få tilladelse til at få reduceret
antallet af fostre, hvis der er risiko for, at fosteret på grund af arvelige
anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig
legemlig eller sjælelig lidelse.
Stk. 4.
Må fosteret
i de i stk. 2 og 3 nævnte tilfælde antages at være levedygtigt, kan
tilladelse til fosterreduktion kun gives, hvis de i stk. 3 nævnte
omstændigheder med afgørende vægt taler for det.
§ 96.
Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en kvinde uden tilladelse få
reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge
fare
for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller
sjælelige helbred og denne fare udelukkende eller ganske overvejende er
lægefagligt begrundet.
Kapitel 27
Samråd og ankenævn for svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion
§ 97.
Indenrigs- og sundhedsministeren opretter for hver region et eller flere
samråd, der afgør sager efter § 94, § 95, stk. 2 og 3,
§ 98, stk. 2, og § 99, stk. 2 og 3. Et samråd består af
en
medarbejder ved regionen med juridisk eller social uddannelse og to læger.
Den
ene læge skal være speciallæge i gynækologi og så vidt muligt ansat ved et
stedligt sygehus, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have
særlig socialmedicinsk indsigt.
Stk. 2.
Et samråds
afgørelse kan indbringes for et ankenævn, der tillige fører tilsyn med
samrådenes virksomhed. Ankenævnet, der oprettes af indenrigs- og
sundhedsministeren, består af en formand og et antal andre medlemmer.
Formanden
skal være dommer. I behandlingen af hver klagesag deltager mindst 3
medlemmer,
herunder formanden eller et medlem, der opfylder betingelserne for at kunne
være formand for nævnet. Af de 2 andre medlemmer skal den ene være
speciallæge
i gynækologi, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have
særlig
socialmedicinsk indsigt.
Stk. 3.
Tilladelse
kan kun gives, hvis der er enighed herom i samrådet eller ankenævnet.
Stk. 4.
Samrådenes
og ankenævnets medlemmer samt stedfortrædere beskikkes af indenrigs- og
sundhedsministeren for indtil 4 år ad gangen.
Stk. 5.
Indenrigs-
og sundhedsministeren
fastsætter
forretningsordenen for samrådene og ankenævnet.
Kapitel 28
Fremgangsmåden
§ 98.
Anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion skal fremsættes af
kvinden selv.
Stk. 2.
Er kvinden
på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred
eller af anden grund ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan
samrådet, når omstændighederne taler derfor, tillade svangerskabsafbrydelse
eller fosterreduktion efter anmodning fra en særligt beskikket værge. For
beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens § 50
tilsvarende anvendelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af
kvinden eller værgen.
§ 99.
Er
kvinden under 18 år, og har hun ikke indgået ægteskab, skal
forældremyndighedens indehaver samtykke i anmodningen.
Stk. 2.
Samrådet
kan, når omstændighederne taler derfor, tillade, at samtykke efter
stk. 1
ikke indhentes. Samrådets afgørelse kan af kvinden indbringes for ankenævnet.
Stk. 3.
Samrådet
kan, når omstændighederne taler derfor, tillade svangerskabsafbrydelse eller
fosterreduktion, selv om samtykke efter stk. 1 nægtes. Samrådets
afgørelse
kan indbringes for ankenævnet af kvinden eller forældremyndighedens
indehaver.
§ 100.
Anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion fremsættes over for
en læge eller over for et regionsråd.
Stk. 2.
Fremsættes
anmodningen over for en læge, skal denne gøre kvinden opmærksom på, at hun
ved
henvendelse til regionsrådet kan få vejledning om de foreliggende muligheder
for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter barnets
fødsel. Fremsættes anmodningen over for et regionsråd, skal kvinden, hvis hun
ønsker det, vejledes som nævnt i 1. pkt.
Stk. 3.
Kvinden
skal af en læge vejledes om indgrebets beskaffenhed og direkte følger samt om
den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet. Det samme gælder
den, der skal fremsætte anmodning efter § 98, stk. 2, eller
samtykke
efter § 99, stk. 1.
Stk. 4.
Skønner
lægen, at betingelserne for svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion i
§ 92, § 93, § 95, stk. 1, eller § 96 ikke er
opfyldt,
skal lægen straks forelægge anmodningen med sin udtalelse for regionsrådet.
Stk. 5.
Forud for
og efter indgrebet skal kvinden tilbydes en støttesamtale. Indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætter de nærmere regler herom.
Stk. 6.
Fremsættes
der anmodning om svangerskabsafbrydelse begrundet i omstændigheder som nævnt
i
§ 94, stk. 1, nr. 3, eller fosterreduktion begrundet i
omstændigheder
som nævnt i § 95, stk. 3, skal kvinden tilbydes oplysning om
muligheden for supplerende oplysning og rådgivning hos relevante
handicaporganisationer m.v.
§ 101.
Svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge og
fosterreduktion
må kun foretages af læger på regionale sygehuse.
§ 102.
Læger, sygeplejersker, jordemødre, sygehjælpere og social- og
sundhedsassistenter, for hvem det strider mod deres etiske eller religiøse
opfattelse at foretage eller medvirke til svangerskabsafbrydelse eller
fosterreduktion, skal efter anmodning fritages herfor. Tilsvarende gælder for
personer, der er under uddannelse til et af de nævnte erhverv.
§ 103.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om anmodning om
svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion og om behandling af sager herom.
Afsnit VIII
Sterilisation og kastration
Kapitel 29
Anvendelsesområde
§ 104.
Bestemmelserne i afsnit VIII anvendes på indgreb, hvorved kønskirtlerne
fjernes, eller behandlinger, hvorved de varigt sættes ud af funktion
(kastration), og på andre indgreb, der varigt ophæver forplantningsevnen
(sterilisation).
Stk. 2.
Indgreb og
behandlinger for at helbrede legemlig sygdom omfattes ikke af reglerne i
afsnit
VIII.
Kapitel 30
Sterilisation
§ 105.
Enhver, der er fyldt 25 år, kan uden tilladelse blive steriliseret
Stk. 2.
Dette
gælder dog ikke personer, der er omfattet af bestemmelserne i § 110 og
§ 111.
§ 106.
Selv om en kvinde er under 25 år, kan hun blive steriliseret uden særlig
tilladelse, hvis det er nødvendigt at forebygge svangerskab for at afværge
fare
for hendes liv eller for alvorlig og varig forringelse af hendes legemlige
eller sjælelige helbred og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende
lægefagligt begrundet.
Stk. 2.
Hvis
betingelserne i stk. 1 er opfyldt, og kvindens ægtefælle eller samlever
er
under 25 år, kan han i stedet få tilladelse til sterilisation, jf. dog
§ 107, stk. 3.
§ 107.
Er betingelserne i § 105 eller § 106 ikke opfyldt, kan tilladelse
til
sterilisation gives, hvis
1)
der på grund af
arvelige anlæg hos ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samlever er en
sådan
fare for, at eventuelle børn vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig
lidelse, at det må anses for ønskeligt at forebygge fødsler,
2)
ansøgeren eller
dennes ægtefælle eller samlever på grund af sindssygdom eller anden sjælelig
lidelse, svag begavelse, grovere karakterafvigelser eller alvorlig legemlig
lidelse er uegnet til at drage omsorg for børn på forsvarlig måde,
3)
der af særlige grunde
er betydelig fare for, at ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samlever
ikke
kan gennemføre et fremtidigt svangerskab, eller at barnet ikke vil blive
levedygtigt eller vil blive født med væsentlige beskadigelser eller
4)
de forhold, hvorunder
ansøgeren og dennes familie lever, gør det påkrævet at undgå barnefødsel. Ved
afgørelsen tages hensyn til familiens helbredsmæssige, boligmæssige og
økonomiske forhold samt antallet af hjemmeværende børn og til, om det må
forventes, at flere børn vil medføre en væsentlig belastning af forholdene
gennem forringelse af ansøgerens helbredstilstand, betydelig forøgelse af
dennes arbejdsbyrde eller på anden måde.
Stk. 2.
Ved
afgørelsen af, om sterilisation kan tillades, skal der lægges særlig vægt på,
om de forhold, der begrunder sterilisationen, kan antages at være af varig
karakter, og om der er rimelig udsigt til, at forebyggelse af svangerskab kan
opnås på anden måde.
Stk. 3.
Sterilisation
af personer under 18 år må ikke tillades, medmindre ganske særlige forhold
taler derfor.
Kapitel 31
Samråd og ankenævn for sterilisation
§ 108.
Sager efter § 106, stk. 2, og §§ 107, 110 og 111 afgøres af de
samråd, der er oprettet i henhold til § 97.
Stk. 2.
Et samråds
afgørelse kan indbringes for det ankenævn, der er oprettet i henhold til
§ 97.
Stk. 3.
Samrådet
tiltrædes af en særlig beskikket dommer ved behandlingen af en ansøgning fra
en
person, der
1)
er under 18 år,
2)
er undergivet
foranstaltninger i henhold til straffelovens §§ 68-70 eller
3)
mod sin vilje er
indlagt eller tilbageholdt på et regionalt sygehus i medfør af lov om
frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.
Stk. 4.
Tilladelse
kan kun gives, hvis der er enighed herom i samrådet eller ankenævnet.
Stk. 5.
Indenrigs-
og sundhedsministeren
beskikker
dommere og stedfortrædere for disse efter stk. 3. Beskikkelsen gælder
for
4 år ad gangen og kan omfatte flere samråd.
Kapitel 32
Fremgangsmåden
§ 109.
Anmodning om sterilisation skal fremsættes af den, på hvem indgrebet skal
foretages, jf. dog § 110.
§ 110.
Er den, som har fremsat anmodning om sterilisation efter § 109 på grund
af
sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af
anden
grund varigt eller for længere tid ude af stand til at forstå betydningen af
indgrebet, kan samrådet efter anmodning fra en særligt beskikket værge
tillade
sterilisation, når omstændighederne taler derfor. For beskikkelsen af denne
værge finder bestemmelsen i værgemålslovens § 50 tilsvarende anvendelse.
Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af den, på hvem indgrebet
skal foretages, og af værgen.
§ 111.
Er den, på hvem indgrebet skal foretages, en person under 18 år, der ikke har
indgået ægteskab, er den pågældende sindssyg eller hæmmet psykisk udviklet,
eller findes det i øvrigt på grund af ansøgerens sjælelige tilstand, herunder
svag begavelse, betænkeligt, at denne på egen hånd anmoder om sterilisation,
kan samrådet tillade sterilisation efter anmodning fra den pågældende og
forældremyndighedens indehaver eller en særligt beskikket værge. For
beskikkelsen af værgen finder bestemmelsen i værgemålslovens § 50
tilsvarende anvendelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af
ansøgeren, forældremyndighedens indehaver og værgen.
§ 112.
Anmodning om sterilisation fremsættes over for en læge eller over for et
regionsråd.
Stk. 2.
Hvis
betingelserne i § 105 eller § 106, stk. 1, er opfyldt, uden at
der foreligger omstændigheder som nævnt i § 110 eller § 111,
henviser
lægen eller regionsrådet den pågældende til sterilisationsbehandling. I
modsat
fald skal lægen forelægge anmodningen med sin udtalelse for regionsrådet.
§ 113.
Den, på hvem indgrebet skal foretages, skal af en læge vejledes om indgrebets
beskaffenhed og direkte følger og om den risiko, der må antages at være
forbundet med indgrebet. Det samme gælder den, der skal fremsætte anmodning
efter § 110 eller tiltræde anmodningen efter § 111.
§ 114.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om anmodning om
sterilisation og om behandling af sager herom.
Kapitel 33
Kastration
§ 115.
En person kan få tilladelse til kastration, herunder med henblik på
kønsskifte,
hvis ansøgerens kønsdrift medfører betydelige sjælelige lidelser eller social
forringelse.
Stk. 2.
En person
kan få tilladelse til kastration, hvis ansøgerens kønsdrift udsætter denne
for
at begå forbrydelser.
Stk. 3.
Kastration
af personer under 21 år må ikke tillades, medmindre ganske særlige grunde
taler
derfor.
§ 116.
Tilladelse til kastration gives af indenrigs- og sundhedsministeren.
Stk. 2.
§ 110
og § 111 finder tilsvarende anvendelse på ansøgninger om kastration. De
afgørelser, der ved ansøgning om sterilisation efter § 110 og § 111
træffes af et samråd eller ankenævnet, træffes dog af indenrigs- og
sundhedsministeren, når der er tale om en ansøgning om kastration.
Stk. 3.
§ 113
finder tilsvarende anvendelse ved kastration.
§ 117.
Indenrigs- og
sundhedsministeren kan
fastsætte regler om ansøgning om kastration og om behandlingen af sager
herom.
Afsnit IX
Kommunale sundhedsydelser
Kapitel 34
Kommunalbestyrelsens ansvar
§ 118.
Kommunalbestyrelsen har ansvaret for at tilvejebringe tilbud om
sundhedsydelser
efter afsnit IX.
Kapitel 35
Forebyggelse og sundhedsfremme
§ 119.
Kommunalbestyrelsen har ansvaret for ved varetagelsen af kommunens opgaver i
forhold til borgerne at skabe rammer for en sund levevis.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen etablerer forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til
borgerne.
Stk. 3.
Regionsrådet tilbyder patientrettet forebyggelse i sygehusvæsenet og i
praksissektoren m.v. samt rådgivning m.v. i forhold til kommunernes indsats
efter stk. 1 og 2.
Kapitel 36
Forebyggende sundhedsydelser til børn og unge
§ 120.
Kommunalbestyrelsen bidrager til at sikre børn og unge en sund opvækst og
skabe
gode forudsætninger for en sund voksentilværelse.
Stk. 2.
Kommunale
tilbud skal tilrettelægges, så der dels ydes en generel forebyggende og
sundhedsfremmende indsats, dels en individorienteret indsats, der retter sig
mod alle børn, samt en særlig indsats, der specielt tager sigte på børn med
særlige behov.
§ 121.
Kommunalbestyrelsen tilbyder alle børn og unge vederlagsfri
sundhedsvejledning,
bistand samt funktionsundersøgelse ved en sundhedsplejerske indtil
undervisningspligtens ophør.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen
tilbyder alle børn og unge i den undervisningspligtige alder to vederlagsfri
forebyggende helbredsundersøgelser ved en læge.
§ 122.
Kommunalbestyrelsen skal vederlagsfrit tilbyde alle børn og unge med særlige
behov en øget indsats indtil undervisningspligtens ophør, herunder øget
rådgivning samt yderligere forebyggende undersøgelser ved sundhedsplejerske
eller læge.
Stk. 2.
Personer,
for hvem undervisningspligten er ophørt, kan, når særlige forhold gør sig
gældende, tilbydes ydelser som omtalt i stk. 1 efter
kommunalbestyrelsens
beslutning.
§ 123.
Kommunalbestyrelsen opretter med henblik på at tilgodese børn og unge med
særlige behov en tværfaglig gruppe, der skal sikre, at den enkeltes
udvikling,
sundhed og trivsel fremmes, og at der i tilstrækkeligt omfang formidles
kontakt
til lægefaglig, psykologisk og anden sagkundskab.
§ 124.
Kommunalbestyrelsen bistår vederlagsfrit skoler, daginstitutioner for børn og
unge og den kommunalt formidlede dagpleje med vejledning om almene
sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende foranstaltninger.
§ 125.
Børn og unge, der går i skole i en anden kommune end bopælskommunen, skal
tilbydes de forebyggende ydelser i den kommune, hvor skolen er beliggende.
§ 126.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om de kommunale
forpligtelser efter §§ 120-125.
Stk. 2.
Sundhedsstyrelsen kan i særlige tilfælde godkende, at opgaver, der efter
loven
er henlagt til en sundhedsplejerske, varetages af en sygeplejerske.
Kapitel 37
Kommunal tandpleje
Tandpleje til børn og unge
§ 127.
Kommunalbestyrelsen tilbyder alle børn og unge under 18 år med bopæl i
kommunen
vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for færdiggørelse af påbegyndte behandlinger
ud over det fyldte 18. år.
§ 128.
Kommunalbestyrelsen tilbyder tandplejen efter § 127 på offentlige
klinikker eller hos praktiserende tandlæger, som kommunalbestyrelsen indgår
aftale med.
§ 129.
Børn og unge under 18 år, der ønsker et andet tandplejetilbud end det,
kommunalbestyrelsen vederlagsfrit stiller til rådighed, kan vælge at modtage
børne- og ungdomstandpleje i privat tandlægepraksis efter eget valg eller på
en
anden kommunes tandklinik, jf. stk. 2-4.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen yder tilskud til tandpleje til børn under 16 år, der
modtager børnetandpleje i privat tandlægepraksis, hvor dette ikke er en del
af
det tilbud, som kommunalbestyrelsen stiller vederlagsfrit til rådighed.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til
tilskud samt om tilskuddets størrelse.
Stk. 3.
Unge på 16
og 17 år kan selv vælge, om de ønsker at modtage det vederlagsfri kommunale
tandplejetilbud hos praktiserende tandlæge efter eget valg eller på kommunal
klinik, hvis kommunalbestyrelsen har oprettet en sådan.
Stk. 4.
For børn og
unge under 18 år, der vælger tandpleje på en anden kommunes tandklinik, der
er
dyrere end børne- og ungdomstandplejen i bopælskommunen, kan
behandlerkommunen
opkræve en egenbetaling, der svarer til forskellen mellem den gennemsnitlige
udgift pr. barn i den kommunale tandpleje i henholdsvis behandlerkommunen og
bopælskommunen.
Stk. 5.
En kommune
kan afvise at modtage børn fra andre kommuner, hvis det er begrundet i
kapacitetsmæssige hensyn.
Stk. 6.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til at skifte
mellem kommunal kliniktandpleje og privat tandlægepraksis samt om adgangen
til
at modtage tandplejetilbuddet på en anden kommunes tandklinik.
§ 130.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om
ressourceanvendelsen i den kommunale børne- og ungdomstandpleje.
Omsorgstandpleje
§ 131.
Kommunalbestyrelsen tilbyder forebyggende og behandlende tandpleje til
personer, der på grund af nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller
psykisk handicap kun vanskeligt kan udnytte de almindelige tandplejetilbud.
Stk. 2.
Personer,
der får tilbudt tandpleje på kommunal klinik, kan vælge i stedet at modtage
tandplejetilbuddet hos praktiserende tandlæge eller klinisk tandtekniker.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen
kan indgå aftale med regionsrådet om, at regionsrådet varetager
omsorgstandpleje for de af stk. 1 omfattede personer.
§ 132.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at personer, der modtager et kommunalt
tandplejetilbud efter § 131, selv skal betale en del af udgiften til
tandpleje.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for størrelsen af den
maksimale
årlige betalingstakst, som kommunalbestyrelsen kan afkræve patienten. For
forebyggende og behandlende tandpleje, der er omfattet af overenskomst med
Dansk Tandlægeforening, og som der ydes tilskud til i medfør af § 65,
kan
kommunalbestyrelsen maksimalt afkræve patienten en betalingstakst svarende
til
patientens egenbetaling i praksistandplejen.
Specialtandpleje
§ 133.
Kommunalbestyrelsen tilbyder et specialiseret tandplejetilbud til
sindslidende,
psykisk udviklingshæmmede m.fl., der ikke kan udnytte de almindelige
tandplejetilbud i børne- og ungdomstandplejen, praksistandplejen eller
omsorgstandplejen.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om specialiseret tandpleje i
henhold til stk. 1, ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner
eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser,
regionsråd
eller private klinikker.
Stk. 3.
Regionsrådet driver efter aftale specialiseret tandplejetilbud til de i
stk. 1 nævnte persongrupper.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen udarbejder en årlig redegørelse for behov og kommunens
forventede brug af pladser i regionen. På baggrund af kommunalbestyrelsens
redegørelse indgås en årlig rammeaftale mellem kommunalbestyrelser og
regionsråd, som danner grundlag for regionens tilpasnings- og
udviklingsansvar
for de tilbud, regionsrådet driver.
Stk. 5.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om den årlige redegørelse
og
rammeaftale efter stk. 4.
§ 134.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at personer, der modtager et specialiseret
tandplejetilbud efter § 133, selv skal betale en del af udgiften til
tandpleje.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for størrelsen af den
maksimale
årlige betalingstakst, som kommunalbestyrelsen kan afkræve patienten.
Stk. 3.
Børn og
unge under 18 år, der modtager et særligt tandplejetilbud efter § 133,
kan
ikke afkræves betaling for behandlingen.
Økonomisk støtte til tandproteser ved ulykkesbetingede
tandskader
§ 135.
Kommunalbestyrelsen yder støtte til tandproteser til personer i tilfælde af
funktionelt ødelæggende eller vansirende følger af ulykkesbetingede skader på
tænder, mund eller kæber.
Koordination af tandplejen m.v.
§ 136.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget af og
kravene til den kommunale tandpleje, jf. §§ 127-134.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for støtte i henhold til
§ 135.
§ 137.
Kommunalbestyrelserne og regionsrådet skal sikre en koordination af den
offentlige tandpleje og tandplejen i privat praksis, jf. §§ 65, 127,
129,
131, 133, 162, 163 og 166.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler vedrørende koordinationen.
Kapitel 38
Hjemmesygepleje
§ 138.
Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der ydes vederlagsfri
hjemmesygepleje
efter lægehenvisning til personer med ophold i kommunen.
§ 139.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget af og
kravene til den kommunale hjemmesygeplejerskeordning.
Kapitel 39
Genoptræning
§ 140.
Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri genoptræning til personer, der
efter
udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning,
jf. § 84 om genoptræningsplaner.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsens indsats efter stk. 1 tilrettelægges i sammenhæng
med
de kommunale træningstilbud m.v. i henhold til anden lovgivning.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen
kan tilvejebringe tilbud om genoptræning i henhold til stk. 1 ved at etablere
behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom
med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller private institutioner.
Stk. 4.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om patienternes mulighed for
at
vælge mellem genoptræningstilbud.
Kapitel 40
Behandling for alkoholmisbrug
§ 141.
Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri behandling til alkoholmisbrugere.
Stk. 2.
Alkoholbehandling
skal iværksættes senest 14 dage efter, at alkoholmisbrugeren har henvendt sig
til kommunen med ønske om at komme i behandling.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om alkoholbehandling i henhold
til
stk. 1 ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved
indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd, jf.
stk.
4, eller private institutioner.
Stk. 4.
Regionsrådet stiller efter aftale med de enkelte kommunalbestyrelser i
regionen
behandlingspladser m.v., jf. stk. 1, til rådighed for kommunerne og yder
faglig
bistand og rådgivning.
Stk. 5.
Behandling
og rådgivning til alkoholmisbrugere skal ydes anonymt, hvis
alkoholmisbrugeren
ønsker det.
Stk. 6.
Behandling
på alkoholambulatorium er vederlagsfri, uanset hvor patienten bor.
Kapitel 41
Lægelig behandling for stofmisbrug
§ 142.
Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri lægelig behandling med
euforiserende
stoffer til stofmisbrugere.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om lægelig behandling i henhold
til stk. 1 ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved
indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller
private institutioner.
Stk. 3.
Regionsrådet stiller efter aftale med de enkelte kommunalbestyrelser i
regionen
behandlingspladser m.v., jf. stk. 1, til rådighed for kommunerne og yder
faglig bistand og rådgivning.
Afsnit X
Tilskud til lægemidler
Kapitel 42
Retten til tilskud
§ 143.
Regionsrådet yder tilskud til køb af lægemidler, som Lægemiddelstyrelsen har
meddelt tilskud efter reglerne i afsnit X.
Stk. 2.
Tilskud til
køb af lægemidler ydes til personer, der har ret til ydelser efter loven.
Generelt tilskud
§ 144.
Der ydes tilskud til køb af receptpligtige lægemidler, som af
Lægemiddelstyrelsen er meddelt generelt tilskud.
Stk. 2.
Tilskuddet
til receptpligtige lægemidler efter stk. 1 kan være betinget af, at
lægemidlet ordineres med henblik på behandling af bestemte sygdomme (generelt
klausuleret tilskud).
Stk. 3.
For
håndkøbslægemidler er tilskud betinget af, at lægemidlet ordineres på recept
med henblik på behandling af bestemte sygdomme fastsat af Lægemiddelstyrelsen
(generelt klausuleret tilskud) eller til personer, der modtager pension efter
lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og
almindelig førtidspension m.v.
Enkelttilskud
§ 145.
I
særlige tilfælde kan Lægemiddelstyrelsen bestemme, at der ydes tilskud til
køb
af et lægemiddel, der ordineres til en bestemt patient (enkelttilskud),
uanset
at lægemidlet ikke er meddelt generelt tilskud efter § 144.
Tilskuddets størrelse
§ 146.
Tilskuddets størrelse afhænger af den samlede udgift opgjort i
tilskudspriser,
jf. § 150, til lægemidler med tilskud i henhold til §§ 144 og 145,
som personen har købt inden for en periode på 1 år, der regnes fra første
indkøbsdato. En ny periode indledes første gang, patienten køber lægemidler
med
tilskud i henhold til §§ 144 eller 145 efter udløbet af den foregående
periode.
Stk. 2.
Overstiger
den samlede udgift inden for en periode på 1 år ikke 520 kr., ydes ikke
tilskud
til personer over 18 år. Overstiger den samlede udgift inden for en periode
på
1 år 520 kr., udgør tilskuddet til personer over 18 år
1)
50 pct. af den del,
som overstiger 520 kr., men ikke 1.260 kr.,
2)
75 pct. af den del,
som overstiger 1.260 kr., men ikke 2.950 kr., og
3)
85 pct. af den del,
som overstiger 2.950 kr.
Stk. 3.
Overstiger
den samlede udgift inden for en periode på 1 år ikke 1.260 kr., udgør
tilskuddet til personer under 18 år 50 pct. Overstiger den samlede udgift
inden
for en periode på 1 år 1.260 kr., udgør tilskuddet til personer under 18 år
1)
75 pct. af den del,
som overstiger 1.260 kr., men ikke 2.950 kr., og
2)
85 pct. af den del,
som overstiger 2.950 kr.
Stk. 4.
Fylder en
person 18 år i en allerede indledt periode på 1 år, beregnes tilskud efter
stk. 3, indtil denne periode udløber.
Kronikertilskud og terminaltilskud
§ 147.
Lægemiddelstyrelsen kan bestemme, at for personer med et stort, varigt og
fagligt veldokumenteret behov for lægemidler kan tilskuddet til køb af
lægemidler med tilskud i henhold til §§ 144 og 145 udgøre 100 pct. af
den
del af den samlede egenbetaling opgjort i tilskudspriser, som udgør mere end
3.805 kr. årligt (kronikertilskud).
§ 148.
Lægemiddelstyrelsen bevilger 100 pct. tilskud til lægeordinerede lægemidler
til
personer, der er døende, når en læge har fastslået, at prognosen er kort
levetid, og at hospitalsbehandling med henblik på helbredelse må anses for
udsigtsløs. Tilskuddet ydes til den af Lægemiddelstyrelsen i henhold til
lægemiddellovens § 22 udmeldte forbrugerpris for lægemidlet, uanset om
denne pris overstiger tilskudsprisen efter § 150 (terminaltilskud).
Regulering
§ 149.
Er der ved køb af lægemidler ydet et tilskud, som overstiger det, patienten
efter regler i § 146, stk. 2 og 3, og §§ 147 og 148 var
berettiget til, skal der reguleres herfor i forbindelse med patientens
førstkommende køb af lægemidler med tilskud i henhold til §§ 144 og 145.
Reguleringen kan dog i helt særlige tilfælde udskydes til det næstfølgende
køb
af tilskudsberettigede lægemidler. Er der ved køb af lægemidler ydet et
tilskud, som er mindre end det, patienten efter reglerne i § 146,
stk. 2 og 3, og §§ 147 og 148 var berettiget til, reguleres der
herfor i forbindelse med patientens førstkommende køb af lægemidler med
tilskud.
Stk. 2.
Ved
patientens død bortfalder regionsrådets krav på regulering, mens krav mod
regionsrådet skal fremsættes senest 1 år efter patientens død. Oplysninger om
lægemiddelkøb, herunder oplysninger om udligningsbeløb m.v., slettes fra
Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister, jf. § 156, 1 år efter
patientens død.
Beregning af tilskud
§ 150.
Ved beregning af tilskud anvendes lægemidlets tilskudspris. Tilskudsprisen
udgør den af Lægemiddelstyrelsen i henhold til lægemiddellovens § 22
udmeldte forbrugerpris for lægemidlet, jf. dog stk. 3.
Stk. 2.
Lægemiddelstyrelsen kan inddele lægemidler, som anvendes på samme indikation
og
som har behandlingsmæssig sammenlignelig virkning, i tilskudsgrupper, med
henblik på at der fastsættes samme tilskudspris for de pågældende lægemidler.
Stk. 3.
For
lægemidler, der indgår i en tilskudsgruppe, jf. stk. 2, udgør
tilskudsprisen den laveste forbrugerpris i tilskudsgruppen.
Stk. 4.
I tilfælde,
hvor patienter får udleveret en del af en pakning med lægemidler
(dosisdispensering), beregnes en tilskudspris pr. lægemiddelenhed
(enhedstilskudspris) på baggrund af den tilskudspris, der er fastsat i
henhold
til stk. 1. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om ydelse
af
tilskud til dosisdispenserede lægemidler, herunder om beregning af
enhedstilskudsprisen.
Forhøjet tilskud
§ 151.
Lægemiddelstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde bestemme, at tilskuddet til
et lægemiddel, der ordineres til en bestemt person, skal beregnes på grundlag
af den af Lægemiddelstyrelsen i henhold til lægemiddellovens § 22
udmeldte
forbrugerpris, selv om denne overstiger tilskudsprisen efter § 150
(forhøjet tilskud). Lægemiddelstyrelsens afgørelse træffes senest 14 dage
efter, at ansøgning om forhøjet tilskud er modtaget fra den behandlende læge.
Administration og revurdering
§ 152.
Lægemiddelstyrelsens afgørelse om meddelelse af generelt tilskud efter
§ 144, stk. 1, til et receptpligtigt lægemiddel træffes efter
ansøgning fra den virksomhed, der bringer lægemidlet på markedet i Danmark,
jf.
dog stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan ved behandlingen af en ansøgning om
generelt tilskud bestemme, at tilskuddet er betinget af, at lægemidlet
ordineres med henblik på behandling af bestemte sygdomme. Virksomheden kan
ikke
ansøge om generelt klausuleret tilskud.
Stk. 2.
Der stilles
ikke krav om fremsendelse af ansøgning om generelt tilskud til lægemidler,
som
er synonyme med lægemidler, hvortil Lægemiddelstyrelsen allerede har meddelt
tilskud.
Stk. 3.
Lægemiddelstyrelsens afgørelse om meddelelse af generelt klausuleret tilskud
til håndkøbslægemidler efter § 144, stk. 3, træffes uden ansøgning
fra den virksomhed, der bringer lægemidlet på markedet i Danmark.
Stk. 4.
Lægemiddelstyrelsen kan herudover i særlige tilfælde meddele tilskud til et
lægemiddel uden ansøgning fra den virksomhed, der har bragt lægemidlet på
markedet i Danmark.
§ 153.
Lægemiddelstyrelsens afgørelse om meddelelse af tilskud efter §§ 145,
147,
148 og 151 træffes efter ansøgning fra den behandlende læge. Afgørelse om
meddelelse af tilskud efter § 145 kan endvidere træffes efter ansøgning
fra den behandlende tandlæge.
Stk. 2.
Den
ansøgende læge eller tandlæge er part i de i stk. 1 nævnte
ansøgningssager.
Stk. 3.
Patienten
er ikke part i sagen om de i stk. 1 nævnte ansøgninger.
Stk. 4.
Uanset
stk. 3 har patienten ret til aktindsigt i sager om ansøgninger om
tilskud
til vedkommende efter principperne i forvaltningslovens kapitel 4.
Stk. 5.
Lægemiddelstyrelsens afgørelser efter §§ 145, 147, 148 og 151 kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 154.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for meddelelse og
tilbagekaldelse af meddelt tilskud samt regler om, hvilke oplysninger en
ansøgning om tilskud til et lægemiddel efter reglerne i afsnit X skal
indeholde.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan bestemme, at der skal fastsættes nærmere regler for
revurdering af tilskud meddelt efter § 144.
Stk. 3.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter regler om regulering af udgiftsgrænserne i
§ 146, stk. 2 og 3, og egenbetalingsloftet i § 147.
Stk. 4.
Lægemiddelstyrelsen offentliggør meddelelser om generelt tilskud, herunder
generelt klausuleret tilskud, på Lægemiddelstyrelsens netsted.
Medicintilskudsnævnet
§ 155.
Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter et Medicintilskudsnævn, der
rådgiver
Lægemiddelstyrelsen i sager om tilskud til lægemidler.
Stk. 2.
Medicintilskudsnævnet består af højst 7 medlemmer, hvoraf 1 medlem beskikkes
af
indenrigs- og sundhedsministeren efter indstilling fra det i § 227
nævnte
forhandlingsudvalg. De øvrige medlemmer, hvoraf 2 skal være alment
praktiserende læger, beskikkes af indenrigs- og sundhedsministeren efter
indstilling fra Lægemiddelstyrelsen. Beskikkelsen gælder for 4 år ad gangen.
Ministeren udpeger en formand blandt nævnets medlemmer.
Stk. 3.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte en forretningsorden for
Medicintilskudsnævnet. Medlemmerne af Medicintilskudsnævnet må ikke være
økonomisk interesserede i nogen virksomhed, som fremstiller, importerer eller
forhandler lægemidler.
Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister – CTR
§ 156.
Lægemiddelstyrelsen fører et elektronisk register over de oplysninger, der er
nødvendige for beregning af tilskud efter §§ 143-151
(Lægemiddelstyrelsens
Centrale Tilskudsregister).
Stk. 2.
Registeret
kan ud over de i stk. 1 nævnte oplysninger indeholde oplysninger, der er
nødvendige for administrationen af en særlig myndigheds- eller
apoteksadministreret betalingsordning for lægemiddelkøb, og oplysninger, der
benyttes af apotekerne ved administrationen af tilskud til lægemidler efter
den
sociale lovgivning.
Stk. 3.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om driften af registeret,
herunder om,
1)
hvilke oplysninger
der må registreres i registeret,
2)
indberetning af
oplysning om tilskud til medicin efter den sociale lovgivning,
3)
pligt til sletning af
registrerede oplysninger,
4)
apotekeres, lægers og
andres adgang til oplysninger i registeret,
5)
apotekeres pligt til
at etablere forbindelse til registeret og til at benytte registerets
oplysninger ved beregning af tilskud og
6)
apotekeres pligt til
elektronisk at indberette oplysninger til registeret.
Lægemiddelstyrelsens register over Personlige
Elektroniske Medicinprofiler – PEM
§ 157.
Lægemiddelstyrelsen fører et elektronisk register over de enkelte
medicinbrugeres køb m.v. af lægemidler og hertil knyttede oplysninger
(personlige elektroniske medicinprofiler).
Stk. 2.
Den læge,
der aktuelt har en patient i behandling, har adgang til de oplysninger, der
er
registreret om patienten, når dette er nødvendigt for behandlingen.
Stk. 3.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at den kommunale
hjemmesygepleje kan få adgang til de oplysninger, der er registreret om en
patient, når dette er relevant for behandlings- eller plejeopgaven.
Stk. 4.
Apotekere
og apotekspersonale har adgang til de oplysninger, der er registreret om en
medicinbruger, når denne har givet udtrykkeligt samtykke hertil.
Stk. 5.
Lægemiddelstyrelsen har adgang til oplysninger i det register, der er nævnt i
stk. 1, når dette er påkrævet af driftstekniske grunde eller følger af
Lægemiddelstyrelsens forpligtelser m.v. som dataansvarlig.
Stk. 6.
De
personer, som i medfør af stk. 2-4 har adgang til oplysninger i de
personlige elektroniske medicinprofiler, må alene anvende oplysningerne med
henblik på at sikre kvaliteten, sikkerheden og effekten af medicinbrugernes
lægemiddelanvendelse.
Stk. 7.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om driften m.v. af det
register, der er nævnt i stk. 1, og fastsætter herunder nærmere regler
om,
1)
hvilke oplysninger
der må registreres i registeret,
2)
pligt til sletning og
ændring af registrerede oplysninger,
3)
den registreredes
direkte elektroniske adgang til de oplysninger, der er registreret om
vedkommende i den personlige elektroniske medicinprofil, og til den
maskinelle
registrering (logning) af alle anvendelser af de registrerede oplysninger,
4)
lægers, den kommunale
hjemmesygeplejes, apotekeres, apotekspersonales og Lægemiddelstyrelsens
adgang
til registeret i medfør af stk. 2-5 og
5)
apotekernes og
sygehusenes pligt til elektronisk at indberette oplysninger til registeret og
til at korrigere urigtige oplysninger.
Afsnit XI
Øvrige ydelser og tilskud
Kapitel 43
Vaccination til visse persongrupper
§ 158.
Regionsrådet yder vederlagsfri vaccination mod visse sygdomme.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke vaccinationer der
efter stk. 1 er omfattet af loven, herunder om,
1)
hvilke sygdomme der
skal tilbydes vaccination mod,
2)
hvilke persongrupper
der skal tilbydes vaccination, og
3)
hvilke læger der skal
kunne foretage vaccination efter loven.
Stk. 3.
Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om regionsrådenes pligt til at
give oplysning om vaccinationer efter loven.
Kapitel 44
Tilskud til ernæringspræparater
§ 159.
Regionsrådet yder efter nærmere regler fastsat af indenrigs- og
sundhedsministeren tilskud til ernæringspræparater, som er ordineret af en
læge
i forbindelse med sygdom eller alvorlig svækkelse.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om opkrævning af gebyr for
godkendelse af ernæringspræparater som tilskudsberettigede.
Kapitel 45
Begravelseshjælp
§ 160.
Kommunalbestyrelsen yder begravelseshjælp. Begravelseshjælpens størrelse
afhænger af afdødes og den efterlevende ægtefælles formue og
formuerettigheder.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for
begravelseshjælpens udbetaling og beregning.
Kapitel 46
Ydelser til søfarende
§ 161.
Til søfarende og medsejlende ægtefæller og børn, og til disse personers
dødsboer, ydes der sygehjælp, barselhjælp, begravelseshjælp samt betaling af
hjemsendelsesudgifter efter nærmere regler fastsat af indenrigs- og
sundhedsministeren efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren.
Kapitel 47
Regionstandpleje
§ 162.
Regionsrådet skal tilbyde børn og unge under 18 år med odontologiske
lidelser,
der ubehandlede medfører varig funktionsnedsættelse, et vederlagsfrit
specialiseret tandplejetilbud. Herudover skal regionsrådet tilbyde
vederlagsfrit højt specialiseret behandling til de børn og unge, der har
behov
for det.
Stk. 2.
Det særlige
tandplejetilbud skal tilrettelægges i samarbejde med den kommunale børne- og
ungdomstandpleje, der har ansvaret for den almindelige forebyggende og
behandlende tandpleje til børn og unge under 18 år, jf. § 127.
Stk. 3.
Regionsrådet skal til børn og unge, der er omfattet af stk. 1, tilbyde
vederlagsfri specialbehandling efter det fyldte 18. år, indtil fysisk
modenhed
muliggør, at den pågældende behandling kan færdiggøres. Regionsrådet kan
beslutte at indgå aftale med privat tandlægepraksis eller den kommunale
tandpleje om varetagelse af opgaver, der kan løses af disse.
Kapitel 48
Odontologisk landsdels- og videnscenterfunktion
§ 163.
Regionsrådet skal vederlagsfrit tilbyde højt specialiseret odontologisk
rådgivning, udredning og behandling af patienter med sjældne sygdomme og
handicaps, hos hvem den til grund liggende tilstand giver anledning til
specielle problemer i tænder, mund eller kæber, samt højt specialiseret
rådgivning eller behandling af børn, jf. § 162, stk. 1, 2. pkt.
§ 164.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget af og
kravene til den regionale tandpleje, jf. §§ 162 og 163.
§ 165.
Regionsrådet og kommunalbestyrelserne sikrer koordination af tandplejen, jf.
§ 137.
Kapitel 49
Tilskud til tandpleje til visse patientgrupper
§ 166.
Regionsrådet yder et særligt tilskud til tandpleje til kræftpatienter, der på
grund af strålebehandling i hoved eller halsregionen eller på grund af
kemoterapi har betydelige dokumenterede tandproblemer.
Stk. 2.
Regionsrådet
yder et særligt tilskud til tandpleje til personer, der på grund af Sjøgrens
Syndrom har betydelige dokumenterede tandproblemer.
Stk. 3.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for støtte til de nævnte
patientgrupper, herunder for størrelsen af patientens maksimale egenbetaling
i
praksistandplejen.
Kapitel 50
Den offentlige rejsesygesikring
§ 167.
Regionsrådet kan yde tilskud til sygehjælp m.v. til personer under
midlertidigt
ophold i udlandet, på Færøerne og i Grønland efter nærmere regler, der
fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang ydelser i
henhold
til overenskomst med en anden stat eller til EF-retten træder i stedet for
ydelser efter stk. 1.
Kapitel 51
Tilskud til ydelser købt eller leveret i et andet
EU/EØS-land
§ 168.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om og vilkår
for,
at regionsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen yder tilskud til varer efter
loven, der købes i et andet EU/EØS-land, og tjenesteydelser efter loven, der
leveres i et andet EU/EØS-land.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan endvidere fastsætte de regler, der er nødvendige
for
at sikre anvendelsen af en aftale indgået mellem Fællesskabet og et andet
land
om forhold omfattet af stk. 1.
Afsnit XII
Præhospital indsats, befordring og
befordringsgodtgørelse
Kapitel 52
Præhospital indsats
§ 169.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om regionsrådenes
tilrettelæggelse af den præhospitale indsats og ambulancetjeneste, herunder
regler for uddannelsen af ambulancemandskabet.
Kapitel 53
Befordring og befordringsgodtgørelse
§ 170.
Kommunalbestyrelsen yder i sygdomstilfælde godtgørelse for nødvendig
befordring
til og fra alment praktiserende læge til personer, der er omfattet af
§ 59, stk. 1, og som modtager social pension, hvis personen
modtager
behandling for regionens regning efter denne lov.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen
yder i sygdomstilfælde godtgørelse til de i stk. 1 nævnte personer for
nødvendig befordring til og fra speciallæge, hvis personen modtager
behandling
for regionens regning efter denne lov efter henvisning fra alment
praktiserende
læge eller speciallæge, eller i særlige tilfælde uden henvisning, jf.
§ 64, stk. 4, og behandlingen ydes af den speciallæge inden for
vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens
opholdssted. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om
ydelse af befordringsgodtgørelse til personer omfattet af 1. pkt. samt til
personer omfattet af § 59, stk. 1, ved besøg hos speciallæge.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen
yder godtgørelse for nødvendig befordring med ambulance eller særligt
sygekøretøj til og fra akut skadebehandling hos alment praktiserende læge
eller
speciallæge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, hvis
behandlingen finder sted for regionens regning efter denne lov.
§ 171.
Regionsrådet yder befordring eller befordringsgodtgørelse til personer, der i
medfør af §§ 79-83 og 86-89 har ret til vederlagsfri sygehusbehandling
og
som modtager social pension. Befordring og befordringsgodtgørelse ydes til
behandling på regionale sygehuse og de i § 75 nævnte institutioner samt
til behandling på andre sygehuse m.v. efter nærmere af indenrigs- og
sundhedsministeren fastsatte regler.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilke tilfælde og i
hvilket omfang personer i øvrigt har ret til befordring eller
befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling, herunder i hvilket omfang ret
hertil tilkommer personer, der efter eget valg behandles på et sygehus uden
for
bopælsregionen i henhold til reglerne i §§ 86 og 87.
Stk. 3.
Regionsrådet
yder befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til personer, der i
medfør af §§ 79-83 og 86-89 har ret til vederlagsfri sygehusbehandling,
hvis deres tilstand gør det nødvendigt.
§ 172.
Kommunalbestyrelsen yder befordring eller befordringsgodtgørelse til
genoptræning til personer, der har behov for genoptræning efter endt
behandling
på sygehus, jf. § 140. Befordringen eller befordringsgodtgørelsen ydes
efter reglerne i § 171.
§ 173.
Befordring, for hvilken der ydes godtgørelse efter § 170, skal ske med
det
efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel og ydes kun, når
befordringsudgiften til behandlingsstedet overstiger en af indenrigs- og
sundhedsministeren fastsat grænse.
Stk. 2.
Befordring,
for hvilken der ydes godtgørelse efter §§ 171 og 172 skal ske med det
efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel og ydes kun, når
befordringsudgiften
eller afstanden
til behandlingsstedet overstiger en af indenrigs- og sundhedsministeren
fastsat
grænse.
Stk. 3.
Nærmere
regler om ydelse af befordring og befordringsgodtgørelse og dækning af andre
nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed fastsættes af indenrigs- og
sundhedsministeren.
Stk. 4.
Når der
anmodes om befordring eller befordringsgodtgørelse efter §§ 170 og 171
fra
et midlertidigt opholdssted, kan befordring eller befordringsgodtgørelse ved
hjemtransport kun forlanges tilbage til det midlertidige opholdssted,
medmindre
andet følger af aftaler eller af traktatlige forpligtelser.
§ 174.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med
kommunalbestyrelsen
og regionsrådet godkende, at kommunalbestyrelserne i en region varetager
udbetaling af befordringsgodtgørelse og løsning af andre befordringsopgaver
efter § 171 på regionsrådets vegne.
§ 175.
Regler om kørselsgodtgørelse til læger, der tilkaldes til de i § 59,
stk. 1, nævnte personer, fastsættes ved de i § 227 nævnte
overenskomster. Foreligger der ingen overenskomst herom, fastsætter
indenrigs-
og sundhedsministeren de nærmere regler.
Afsnit XIII
Ligsyn og obduktion m.v.
Kapitel 54
Dødens konstatering
§ 176.
En persons død kan konstateres ved uopretteligt ophør af åndedræt og
hjertevirksomhed eller ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion.
§ 177.
Sundhedsstyrelsen fastsætter regler om de undersøgelser, der skal foretages
for
at konstatere dødens indtræden ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion,
jf.
§ 176.
Kapitel 55
Ligsyn m.v.
Ligsyn
§ 178.
Ligsyn foretages af en læge til afgørelse af, om dødsfald er indtrådt. Ved
ligsynet skal dødstegn iagttages, og dødsmåde og dødsårsag så vidt muligt
fastslås.
Stk. 2.
Er dødsfald
indtrådt under indlæggelse på sygehus eller lignende institution, foretages
ligsyn af en af de læger, der her har deltaget i patientens behandling.
Stk. 3.
I andre
tilfælde skal ligsyn foretages af afdødes sædvanlige læge eller dennes
stedfortræder. Må undtagelsesvis en anden læge efter forholdene anses nærmere
til at foretage ligsynet, og finder denne at have tilstrækkeligt grundlag for
at tage stilling også til dødsmåde og dødsårsag, kan ligsynet dog foretages
af
denne læge.
Stk. 4.
Ingen
stedlig læge kan undslå sig for at komme til stede til foretagelse af ligsyn,
hvis tilkaldelsen skyldes, at afdødes sædvanlige læge og dennes stedfortræder
har gyldigt forfald, eller at afdøde ikke havde nogen sædvanlig læge på
dødsstedet.
Indberetning til politiet
§ 179.
Den læge, der tilkaldes i anledning af dødsfald, skal afgive indberetning til
politiet,
1)
når dødsfaldet
skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde,
2)
når en person findes
død,
3)
når døden er indtrådt
pludseligt og ikke er forudset af lægefaglige grunde,
4)
når der er grund til
at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af
lov
om arbejdsskadesikring,
5)
når døden kan være en
følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med
behandling eller forebyggelse af sygdom,
6)
når dødsfald
forekommer i Kriminalforsorgens institutioner, eller
7)
når det i øvrigt ikke
med sikkerhed kan udelukkes, at dødsfaldet skyldes et strafbart forhold,
selvmord eller ulykkestilfælde eller dødsfaldet af andre grunde skønnes at
kunne have politimæssig interesse.
Stk. 2.
Ved
dødsfald på sygehus eller lignende institution afgives den indberetning, der
er
nævnt i stk. 1, af den ledende læge.
Retslægeligt ligsyn
§ 180.
I
de tilfælde, der er nævnt i § 179, iværksættes retslægeligt ligsyn.
Stk. 2.
Retslægeligt
ligsyn kan dog undlades:
1)
ved dødsfald efter
ulykkestilfælde, såfremt døden først er indtrådt nogen tid efter ulykken og
politiet efter de tilvejebragte oplysninger finder det åbenbart, at
dødsfaldet
er uden politimæssig interesse,
2)
ved de dødsfald, der
er nævnt i § 179, stk. 1, nr. 2, 3, 5 og 6, såfremt der mellem
politiet og embedslægen er enighed om, at de tilvejebragte oplysninger gør
det
åbenbart, at der foreligger naturlig død,
3)
ved de dødsfald, der
er nævnt i § 179, stk. 1, nr. 4, såfremt embedslægen finder, at de
tilvejebragte oplysninger med tilstrækkelig sikkerhed har klarlagt
dødsårsagen,
og
4)
ved andre dødsfald,
der er kommet til politiets kundskab og er antaget at kunne have politimæssig
interesse, såfremt politiet efter en undersøgelse finder det åbenbart, at der
er tale om naturlig død.
§ 181.
Retslægeligt ligsyn foretages af politiet og en embedslæge i forening.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan meddele andre læger tilladelse til at deltage i
retslægeligt ligsyn i embedslægens sted. I påtrængende tilfælde kan en af
politimesteren udpeget læge deltage.
Dødsattest
§ 182.
Når ligsyn er afsluttet, skal lægen udstede dødsattest. Er dødsfaldet
indberettet til politiet efter § 179, må dødsattest kun udstedes, hvis
politiet meddeler, at indberetningen ikke giver anledning til retslægeligt
ligsyn. Er der foretaget retslægeligt ligsyn, udstedes dødsattesten af den
læge, der har deltaget heri.
Stk. 2.
Liget må
ikke begraves, brændes eller føres ud af landet, førend dødsattest er
udstedt.
Er dødsattesten udfærdiget efter retslægeligt ligsyn, skal attesten
yderligere
være forsynet med politiets påtegning om, at intet er til hinder for, at
liget
begraves, brændes eller føres ud af landet.
Omsorg for lig
§ 183.
En person, der antages at være afgået ved døden, skal anbringes under
forsvarlige forhold. Er dødens indtræden ikke åbenbar, skal den pågældende
være
under jævnligt tilsyn og må ikke føres til lighus, før en læge har iagttaget
dødstegn. Førend ligsyn er afsluttet og dødsattest er udstedt, må liget ikke
anbringes i kiste eller føres til kapel.
Kapitel 56
Obduktion
Retslægelig obduktion
§ 184.
Retslægelig obduktion skal foretages,
1)
når dødsfaldet
skyldes et strafbart forhold, eller muligheden heraf ikke med tilstrækkelig
sikkerhed kan udelukkes, eller obduktion dog skønnes nødvendig for at hindre,
at der senere kan opstå mistanke herom,
2)
når dødsmåden i
øvrigt ikke er fastslået med tilstrækkelig sikkerhed ved det retslægelige
ligsyn, eller
3)
når dødsårsagen ikke
er fastslået med tilstrækkelig sikkerhed ved det retslægelige ligsyn og
yderligere retsmedicinske undersøgelser af politimæssige grunde skønnes
påkrævet.
Stk. 2.
Skønnes
almen interesse i øvrigt at kræve en særlig undersøgelse af dødsårsagen ved
bestemte grupper af dødsfald, kan indenrigs- og sundhedsministeren bestemme,
at
der ved sådanne dødsfald skal foretages retslægelig obduktion.
§ 185.
Bestemmelse om retslægelig obduktion træffes af politiet. Obduktionen udføres
af en sagkyndig læge, der udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren.
Stk. 2.
Såfremt
omstændighederne tillader det, skal afdødes nærmeste, førend obduktion
foretages, underrettes om dødsfaldet og om, at der vil blive foretaget
obduktion. Den pågældende skal samtidig gøres bekendt med adgangen til
domstolsprøvelse.
Domstolsprøvelse
§ 186.
Såfremt afdødes nærmeste modsætter sig retslægelig obduktion, skal politiet
inden 24 timer indbringe spørgsmålet om lovligheden af beslutningen herom for
retten.
Stk. 2.
Sagen
behandles efter strafferetsplejens regler. Rettens afgørelse træffes ved
kendelse. Kære til landsretten kan kun ske inden for en frist på 3 dage.
Retsplejelovens § 949, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
I de i
§ 184, stk. 1, nævnte tilfælde kan obduktion foretages, inden
rettens
afgørelse foreligger, såfremt der er nærliggende fare for, at øjemedet ellers
vil forspildes.
Lægevidenskabelig obduktion
§ 187.
Obduktion i lægevidenskabeligt øjemed og i forbindelse hermed udtagelse af
væv
og andet biologisk materiale kan efter reglerne i stk. 2-5 foretages på
en
person, som er død på eller som død er indbragt til et sygehus eller en
lignende institution.
Stk. 2.
Obduktion
må foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har givet sit
samtykke til obduktion. Har afdøde givet sit samtykke til obduktion under
forudsætning af de pårørendes accept, skal denne foreligge. I andre tilfælde
må
obduktion ikke finde sted, såfremt afdøde eller afdødes nærmeste har udtalt
sig
derimod eller indgrebet må antages at stride mod afdødes eller de nærmestes
livsopfattelse, eller såfremt særlige omstændigheder i øvrigt taler mod
indgrebet.
Stk. 3.
Uden for de
i stk. 2 nævnte tilfælde skal afdødes nærmeste, hvis opholdssted kendes,
underrettes om den påtænkte obduktion med anmodning om at give tilladelse
hertil. Obduktion må herefter foretages, såfremt afdødes nærmeste giver
samtykke til indgrebet. Ønsker afdødes nærmeste ikke at tage stilling til det
påtænkte indgreb, skal der oplyses om adgangen til at modsætte sig obduktion
inden for 6 timer efter underretningen som nævnt i 1. pkt. Obduktion må
tidligst foretages 6 timer efter denne underretning, medmindre afdødes
nærmeste
forinden har givet samtykke til obduktion.
Stk. 4.
Er afdøde
under 18 år, må obduktion kun foretages, såfremt forældremyndighedens
indehaver
har samtykket heri.
Stk. 5.
Obduktion
må først foretages, når ligsyn er foretaget. Obduktion må ikke finde sted,
såfremt der skal foretages retslægeligt ligsyn eller retslægelig obduktion.
Kapitel 57
Andre bestemmelser
§ 188.
Andre indgreb på en afdød end nævnt i kapitel 56 må kun foretages, såfremt
afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet bestemmelse herom.
Stk. 2.
Sådanne
indgreb må først foretages, når uopretteligt ophør af åndedræt og
hjertevirksomhed er indtrådt.
§ 189.
Bestemmelserne i afsnit XIII finder tilsvarende anvendelse på børn, der efter
udgangen af 22. svangerskabsuge fødes uden at vise livstegn (dødfødte børn).
Stk. 2.
Bestemmelserne
i afsnit XIII gælder ikke for udtagelse af blod, fjernelse af mindre
hudpartier
og andre mindre indgreb, som ganske må ligestilles hermed.
§ 190.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om almindelige
ligsyn, lægevidenskabelige obduktioner og om dødsattester. Justitsministeren
kan fastsætte nærmere regler om behandling af lig, om foretagelse af
retslægelige ligsyn og om retslægelige obduktioner.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter regler, hvorefter en læge ikke må konstatere
dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede dødsattest og foretage obduktion
på
en person, som lægen har haft en særlig tilknytning til.
Stk. 3.
Henhører
efterforskningen i forbindelse med dødsfaldet under militær påtalemyndighed,
træder forsvarets auditørpersonel i stedet for politiet ved foretagelse af
retslægeligt ligsyn og retslægelig obduktion.
§ 191.
Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forhandling med justitsministeren og
indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om ligsyn og
begravelse m.v. ved dødsfald til søs.
§ 192.
Henlægger indenrigs- og sundhedsministeren sine beføjelser efter afsnit XIII
til Sundhedsstyrelsen, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen for
afgørelser truffet i medfør af lovens § 181, stk. 2, 1. pkt.,
herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Afsnit XIV
Kvalitetsudvikling, forskning, indberetning og
patientsikkerhed
Kapitel 58
Kvalitetsudvikling
§ 193.
Regionsrådet og kommunalbestyrelsen skal sikre kvalitetsudvikling af ydelser
efter denne lov, jf. stk. 2 og 3.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastlægger i samarbejde med regionsrådene og
kommunalbestyrelserne en fælles ramme for kvalitetsudvikling i det danske
sundhedsvæsen.
Stk. 3.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte regler om krav til kvalitet og
it-anvendelse i sundhedsvæsenet.
Stk. 4.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at private sygehuse og
klinikker m.v., der leverer ydelser efter denne lov, skal leve op til krav
fastsat i medfør af stk. 1-3.
Kapitel 59
Forskning
§ 194.
Regionsrådet skal sikre udviklings- og
forskningsarbejde, således at ydelser efter denne lov samt uddannelse af
sundhedspersoner kan varetages på et højt fagligt niveau.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal medvirke til udviklings- og forskningsarbejde,
således
at ydelser efter denne lov samt uddannelse af sundhedspersoner kan varetages
på
et højt fagligt niveau.
Kapitel 60
Indberetning til de centrale sundhedsmyndigheder
m.v.
§ 195.
Det påhviler regionsråd, kommunalbestyrelser, praktiserende sundhedspersoner
og
de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v., at give
oplysning om virksomheden til de centrale sundhedsmyndigheder m.fl. efter
nærmere af indenrigs- og sundhedsministeren fastsatte regler.
§ 196.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at
regionsråd, kommunalbestyrelser, private personer og institutioner, der
driver
sygehuse m.v., samt praktiserende sundhedspersoner skal indberette
oplysninger
til kliniske kvalitetsdatabaser, som en offentlig myndighed er dataansvarlig
for, og hvor der sker registrering af helbredsoplysninger m.v. med henblik på
overvågning og udvikling af behandlingsresultater for afgrænsede grupper af
patienter.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan bestemme, at den registrerede på begæring skal have
indsigtsret i oplysninger, der er registreret om vedkommende i de i
stk. 1
nævnte kliniske kvalitetsdatabaser.
Stk. 3.
Indberetning
af oplysninger efter stk. 1, der kan henføres til bestemte personer, kan
ske uden samtykke fra personen.
§ 197.
Sundhedsstyrelsen kan med en patients mundtlige samtykke videregive
oplysninger
fra Landspatientregisteret om patientens tidligere undersøgelser, diagnoser
og
behandlinger til den behandlende læge på det behandlende sygehus til brug for
behandling af patienten på sygehuset.
Stk. 2.
Patientsamtykke skal gives til den læge, der modtager oplysningerne.
Kapitel 61
Patientsikkerhed
§ 198.
Regionsrådene modtager, registrerer og analyserer rapporteringer om
utilsigtede
hændelser, jf. stk. 2, til brug for forbedring af patientsikkerheden og
-behandlingen samt for rapportering af oplysninger til Sundhedsstyrelsen, jf.
§ 199.
Stk. 2.
En
sundhedsperson, som bliver opmærksom på en utilsigtet hændelse i forbindelse
med en patients behandling eller ophold på sygehus, skal rapportere denne
hændelse i henhold til stk. 1.
Stk. 3.
Ved en
utilsigtet hændelse forstås en begivenhed, der er en følge af behandling
eller
ophold på sygehus, og som ikke skyldes patientens sygdom, og som samtidig
enten
er skadevoldende eller kunne have været skadevoldende, men forinden blev
afværget eller i øvrigt ikke indtraf på grund af andre omstændigheder.
Utilsigtede hændelser omfatter både på forhånd kendte og ukendte hændelser og
fejl.
§ 199.
Sundhedsstyrelsen modtager rapporteringer fra regionsrådene om utilsigtede
hændelser og opretter et nationalt register herfor. Sundhedsstyrelsen
vejleder
sundhedsvæsenet om patientsikkerhed på baggrund af de modtagne oplysninger.
Stk. 2.
Sundhedsstyrelsen
fastsætter nærmere regler om, hvilke utilsigtede hændelser der skal
rapporteres
af regionsrådene til Sundhedsstyrelsen, hvornår og i hvilken form
rapporteringen skal ske, og hvad den skal indeholde. Sundhedsstyrelsen
fastsætter endvidere nærmere regler om, i hvilke tilfælde sundhedspersoner
skal
rapportere om utilsigtede hændelser til regionsrådet, hvornår og i hvilken
form
rapporteringen skal ske, og hvad den skal indeholde.
Stk. 3.
Sundhedsstyrelsen
kan fra regionsrådene indhente supplerende oplysninger om indrapporterede
hændelser til brug for styrelsens vejledningsarbejde, jf. stk. 1.
Stk. 4.
Rapportering
om utilsigtede hændelser fra regionsrådene til Sundhedsstyrelsen efter
stk. 1 og 3 skal ske i anonymiseret form vedrørende såvel patienten som
sundhedspersonen.
Stk. 5.
Sundhedsstyrelsen
afgiver en årlig beretning om sin virksomhed i henhold til dette kapitel.
§ 200.
Rapporteringer om utilsigtede hændelser, der kan henføres til bestemte
personer, kan uden samtykke fra patienten eller de involverede
sundhedspersoner
udveksles inden for den personkreds, der i regionen varetager opgaver i
henhold
til § 198, stk. 1, samt videregives til kliniske databaser og andre
registre, hvori der sker registrering af helbredsoplysninger med henblik på
dokumentation
og kvalitetsudvikling på patientsikkerhedsområdet.
Stk. 2.
Regionsrådene må ikke videregive oplysninger om den indrapporterende
sundhedspersons identitet til andre end de personer, der varetager opgaver i
henhold til § 198, stk. 1.
§ 201.
En sundhedsperson, som rapporterer en utilsigtet hændelse, kan ikke som følge
af sin rapportering underkastes disciplinære undersøgelser og
foranstaltninger
af ansættelsesmyndigheden, tilsynsmæssige reaktioner af Sundhedsstyrelsen
eller
strafferetlige sanktioner af domstolene.
§ 202.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler for inddragelse
af den primære sundhedssektor, herunder privatpraktiserende sundhedspersoner,
under §§ 198-201’s område. Ministeren kan fastsætte afvigelser fra
§§ 198-201, som særlige forhold i den primære sundhedssektor måtte
begrunde.
Stk. 2.
Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for, hvilke sygehuse og andre
behandlingsinstitutioner der er omfattet af rapporteringspligten, ligesom
Sundhedsstyrelsen kan fastsætte særlige regler for de private sygehuses
rapporteringssystem.
Stk. 3.
§§ 198-201 gælder tillige for private sygehuse.
Stk. 4.
§§ 198-201 gælder ikke for andre lovbestemte indrapporteringsordninger
vedrørende utilsigtede hændelser og fejl opstået under behandling.
Sundhedsstyrelsen kan i samarbejde med berørte myndigheder fastsætte nærmere
regler, der præciserer og eventuelt samordner indrapporteringsforhold, jf. 1.
pkt.
Afsnit XV
Samarbejde og planlægning
Kapitel 62
Samarbejde
§ 203.
Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen samarbejder om indsatsen på
sundhedsområdet og om indsatsen for sammenhæng mellem sundhedssektoren og de
tilgrænsende sektorer.
§ 204.
Regionsrådet nedsætter i samarbejde med kommunalbestyrelserne i regionen et
sundhedskoordinationsudvalg vedrørende den regionale og kommunale indsats på
sundhedsområdet og om indsatsen for sammenhæng mellem sundhedssektoren og de
tilgrænsende sektorer.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte
sundhedskoordinationsudvalg, herunder om sammensætning og formandskab m.v.
§ 205.
Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen indgår aftaler om
varetagelsen
af opgaver på sundhedsområdet.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke indsatsområder
sundhedsaftalerne skal omfatte.
Stk. 3.
Aftaler
vedrørende indsatsområder, som er omfattet af de af indenrigs- og
sundhedsministeren nærmere fastsatte regler efter stk. 2, indsendes til
Sundhedsstyrelsen til godkendelse.
Kapitel 63
Planlægning
§ 206.
Regionsrådet udarbejder en samlet plan for tilrettelæggelsen af regionens
virksomhed på sundhedsområdet.
Stk. 2.
Forud for
regionsrådets behandling af forslag til sundhedsplan skal regionsrådet
indhente
Sundhedsstyrelsens rådgivning.
Stk. 3.
Regionsrådet skal ændre sundhedsplanen forud for gennemførelse af væsentlige
ændringer i regionens sundhedsvæsen, der ikke er forudsat i planen.
Stk. 4.
Regionsrådet indsender planen og senere ændringer heri til Sundhedsstyrelsen.
Kapitel 64
Specialeplanlægning
§ 207.
Sundhedsstyrelsen nedsætter et rådgivende udvalg for specialeplanlægning.
Stk. 2.
Udvalget
består af repræsentanter for de lægevidenskabelige selskaber,
sygeplejefaglige
selskaber, regionsrådene, Sundhedsstyrelsen og Indenrigs- og
Sundhedsministeriet.
Stk. 3.
Indenrigs-
og sundhedsministeren udnævner formanden for udvalget efter indstilling fra
Sundhedsstyrelsen og ministeriets medlem af udvalget samt suppleanter herfor.
Sundhedsstyrelsen udpeger de øvrige medlemmer samt suppleanter herfor.
Stk. 4.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om udvalgets sammensætning og
funktionsperiode samt regler for udvalgets virksomhed.
§ 208.
Sundhedsstyrelsen fastsætter krav til lands- og landsdelsfunktioner, herunder
til placeringen af lands- og landsdelsfunktioner på regionale og private
sygehuse, efter høring af det i § 207 nævnte udvalg.
Stk. 2.
Sundhedsstyrelsen godkender lands- og landsdelsfunktioner på regionale og
private sygehuse.
Stk. 3.
Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler om visitation af patienter til
behandling på afdelinger med lands- og landsdelsfunktioner efter høring af
det
i § 207 nævnte udvalg.
Stk. 4.
Sundhedsstyrelsen kan inddrage en godkendelse efter stk. 2 efter høring
af
det i § 207 nævnte udvalg, såfremt en sygehusafdeling med lands- eller
landsdelsfunktion trods pålæg herom fra Sundhedsstyrelsen ikke opfylder de i
stk. 1 fastsatte krav. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan indbringes for
indenrigs- og sundhedsministeren. Indbringelsen har ikke opsættende virkning,
medmindre indenrigs- og sundhedsministeren bestemmer andet.
Stk. 5.
Regionsrådet og vedkommende private sygehuse afgiver årligt en statusrapport
til Sundhedsstyrelsen om opfyldelsen af de i stk. 1 fastsatte krav på
afdelinger med lands- eller landsdelsfunktion.
§ 209.
Det påhviler hvert regionsråd under iagttagelse af de i § 208 fastsatte
krav at indgå aftaler om benyttelse af lands- og landsdelsfunktioner på
regionale sygehuse samt på private sygehuse.
Stk. 2.
Kan der
ikke opnås enighed om indholdet af aftaler efter stk. 1, kan
Sundhedsstyrelsen træffe afgørelse herom efter anmodning fra en af de berørte
parter og efter høring af det i § 207 nævnte udvalg.
Stk. 3.
Indgår et
regionsråd ikke de fornødne aftaler efter stk. 1, kan Sundhedsstyrelsen
bestemme, at betaling kan afkræves vedkommende region for patienter, der
modtages til behandling på afdelinger med lands- og landsdelsfunktion på
sygehuse i andre regioner samt på private sygehuse.
Afsnit XVI
Sundhedsberedskab
Kapitel 65
Planlægning og gennemførelse af sundhedsberedskabet
§ 210.
Regionsrådet og kommunalbestyrelsen skal planlægge og gennemføre sådanne
foranstaltninger, at der sikres syge og tilskadekomne nødvendig behandling i
tilfælde af ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger. Planen skal
vedtages af henholdsvis regionsrådet og kommunalbestyrelsen i et møde.
Stk. 2.
Forud for
regionsrådets og kommunalbestyrelsens behandling af forslag til
sundhedsberedskabsplan skal henholdsvis regionsrådet og kommunalbestyrelsen
indhente Sundhedsstyrelsens og Lægemiddelstyrelsens rådgivning.
Stk. 3.
Det
påhviler private sygehuse at planlægge og gennemføre sådanne
foranstaltninger,
at de på tilsvarende måde som regionale sygehuse kan indgå i
sygehusberedskabet.
Stk. 4.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for regionsråds og
kommunalbestyrelsers planlægning og varetagelse af sundhedsberedskabet.
§ 211.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan i tilfælde af ulykker og katastrofer,
herunder krigshandlinger, pålægge regionsrådet eller kommunalbestyrelsen at
løse en sundhedsberedskabsopgave på en nærmere bestemt måde.
Afsnit XVII
Statslige myndigheder m.v.
Kapitel 66
Sundhedsstyrelsen
§ 212.
Sundhedsstyrelsen er en styrelse under indenrigs- og sundhedsministeren, der
bistår ministeren med den centrale forvaltning af sundhedsmæssige
anliggender.
Stk. 2.
Sundhedsstyrelsen opretter som en organisatorisk del af styrelsen en
embedslægeinstitution i hver region.
§ 213.
Sundhedsstyrelsen skal følge sundhedsforholdene og skal holde sig orienteret
om
den til enhver tid værende faglige viden på sundhedsområdet.
Stk. 2.
Når
Sundhedsstyrelsen bliver bekendt med overtrædelser eller mangler på
sundhedsområdet, skal styrelsen orientere vedkommende myndighed i fornødent
omfang. Ligeledes skal Sundhedsstyrelsen orientere offentligheden, når
særlige
sundhedsmæssige forhold gør det nødvendigt.
§ 214.
Sundhedsstyrelsen vejleder om udførelsen af sundhedsfaglige opgaver efter
denne
lov.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren og andre myndigheder har adgang til direkte rådgivning
og
anden bistand fra Sundhedsstyrelsen i sundhedsfaglige spørgsmål.
Stk. 3.
Statslige,
regionale og kommunale myndigheder kan indhente Sundhedsstyrelsens rådgivning
i
hygiejniske, miljømæssige og socialmedicinske forhold.
§ 215.
Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der
udføres
af personer inden for sundhedsvæsenet. Dette gælder dog ikke virksomhed, der
udføres af autoriserede psykologer. Endvidere fører Sundhedsstyrelsen tilsyn
med ledere af plejehjem og lign., hvortil der ikke er knyttet en fast læge.
Stk. 2.
Sundhedsstyrelsen kan iværksætte skærpet tilsyn med den i stk. 1 nævnte
personkreds, såfremt styrelsen har begrundet formodning om, at den pågældende
sundhedspersons virksomhedsudøvelse vil udgøre en forringet sikkerhed for
patienter. Sundhedsstyrelsens beslutning om skærpet tilsyn kan ikke
indbringes
for anden administrativ myndighed.
Stk. 3.
Sundhedsstyrelsen kan som led i tilsynet efter stk. 1 og 2 afkræve
personer inden for sundhedsvæsenet de oplysninger, der er nødvendige for at
gennemføre tilsynet.
Stk. 4.
Sundhedsstyrelsen eller personer, der af Sundhedsstyrelsen er bemyndiget til
at
udøve tilsynet, har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse
adgang til sygehuse, plejehjem og lign.
Stk. 5.
Sundhedsstyrelsen kan efter indenrigs- og sundhedsministerens nærmere
bestemmelse pålægge personer inden for sundhedsvæsenet at foretage
anmeldelser
og indberetninger vedrørende deres faglige virksomhed.
§ 216.
Sundhedsstyrelsen iværksætter evalueringer m.v. af virksomheden i det
offentlige sundhedsvæsen med henblik på at fremme kvalitetsudviklingen og en
mere effektiv ressourceanvendelse i sundhedssektoren. Evalueringerne kan
omfatte alle forhold vedrørende sundhedsvæsenets virksomhed.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at det påhviler
regionsråd og kommunalbestyrelser samt de under Indenrigs- og
Sundhedsministeriet hørende institutioner at give de for gennemførelsen af
evalueringer m.v. efter stk. 1 nødvendige oplysninger, herunder
oplysninger fra patientregistre og andre registre, samt regnskabs- og
budgetoplysninger.
Stk. 3.
Oplysninger, der indhentes til brug for evalueringer efter stk. 1, kan
ikke videregives til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
§ 217.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for den
uddannelse,
som læger skal have gennemgået efter lægevidenskabelig embedseksamen for at
kunne få ansættelse som embedslæger.
§ 218.
Sundhedsstyrelsen yder bistand til rets- og politimyndighederne, i det omfang
indenrigs- og sundhedsministeren efter aftale med justitsministeren
fastsætter
regler herom.
§ 219.
Sundhedsstyrelsen gennemfører én gang årligt et uanmeldt tilsynsbesøg
vedrørende de sundhedsmæssige forhold på plejehjem m.v. omfattet af lov om
social service, i plejeboligbebyggelser omfattet af lov om almene boliger
m.v.
eller lov om boliger for ældre og personer med handicap og andre tilsvarende
boligenheder i kommunen. Tilsynet omfatter indsatsen over for de beboere og
lejere, der modtager kommunale serviceydelser.
Stk. 2.
Efter hvert
tilsynsbesøg udarbejder Sundhedsstyrelsen en tilsynsrapport om de
sundhedsmæssige forhold på plejehjemmet m.v. til brug for plejehjemmets og
kommunens opfølgning på konstaterede fejl og mangler ved de sundhedsmæssige
forhold. Tilsynsrapporten sendes endvidere til bruger- og pårørenderådet, jf.
lov om social service, og til det kommunale ældreråd, jf. lov om
retssikkerhed
og administration på det sociale område.
Stk. 3.
Sundhedsstyrelsen skal påse, at plejehjemmet eller kommunen følger op på
eventuelle kritisable sundhedsmæssige forhold, der måtte være konstateret ved
det sundhedsmæssige tilsynsbesøg.
Stk. 4.
Embedslægeinstitutionen
udarbejder årligt for den enkelte kommunes plejehjem m.v. et sammendrag af
årets tilsynsrapporter og et sammendrag af den kommunale opfølgning efter
stk. 3 til brug for den enkelte kommune.
Stk. 5.
Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere indholdet af de sundhedsadministrative,
sundhedsfaglige og sundhedsrelaterede opgaver, der indgår i tilsynet med de
sundhedsmæssige forhold, og de nærmere regler for tilsynsbesøg og
afrapportering herom efter stk. 1-4.
Stk. 6.
Reglerne i
§ 220, stk. 4 og 5, om udstedelse af påbud og forbud over for
institutioner m.v. finder tilsvarende anvendelse på tilsyn, der udføres efter
stk. 1-3.
§ 220.
Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for de sundhedsmæssige forhold
på behandlings- og plejeinstitutioner m.v., skoler og daginstitutioner m.v.
samt klinikker og lign., som udfører lægefaglig behandling og legemspleje. I
reglerne fastsættes regler om tilsynet med de nævnte institutioner m.v.
Stk. 2.
I reglerne
kan der gives kommunalbestyrelsen eller regionsrådet adgang til at udstede
påbud og forbud over for institutioner m.v., der ikke overholder reglerne.
Over
for institutioner, som drives af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet,
tilkommer denne adgang Sundhedsstyrelsen.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen, regionsrådet, Sundhedsstyrelsen eller personer, der af
disse myndigheder er bemyndiget til at foretage undersøgelser, har, hvis det
skønnes nødvendigt, til enhver tid og mod behørig legitimation uden
retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme for at tilvejebringe
oplysninger til brug for beslutninger, der kan træffes i henhold til dette
kapitel eller regler udfærdiget med hjemmel heri.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsens og regionsrådets påbud og forbud efter stk. 2, 1.
pkt., kan påklages til Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsens afgørelse af
klagen kan indbringes for indenrigs- og sundhedsministeren.
Sundhedsstyrelsens
påbud og forbud efter stk. 2, 2. pkt., kan ligeledes indbringes for
indenrigs- og sundhedsministeren. Sundhedsstyrelsen kan kræve sig forelagt
afgørelser truffet af kommunalbestyrelser og regionsråd efter 1. pkt.
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsens, regionsrådets og Sundhedsstyrelsens afgørelser efter
stk. 1-4 kan påklages af enhver, der må antages at have en individuel og
væsentlig interesse i sagens udfald.
§ 221.
Erhvervsmæssig undersøgelse af urinprøver med henblik på påvisning af
graviditet må kun foretages af læger og apotekere samt af personer, som
Sundhedsstyrelsen autoriserer hertil.
Kapitel 67
Statens Serum Institut
§ 222.
Statens Serum Institut er et institut under indenrigs- og sundhedsministeren,
hvis formål er at forebygge og bekæmpe smitsomme sygdomme, medfødte lidelser
og
biologiske trusler. Statens Serum Institut er landets centrallaboratorium,
for
så vidt angår diagnostiske analyser, herunder referencefunktioner.
Instituttet
sikrer forsyning af vacciner, herunder vacciner til
børnevaccinationsprogrammet,
og beredskabsprodukter gennem fremstilling eller fremskaffelse. Instituttet
indgår i det operationelle beredskab mod smitsomme sygdomme og biologisk
terrorisme. Instituttet driver videnskabelig forskning og yder rådgivning og
bistand på områder, der vedrører instituttets opgaver.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter regler, herunder om betaling, for
instituttets
udlevering af præparater og udførelse af undersøgelser m.m.
Kapitel 68
Det nationale råd for folkesundhed
§ 223.
Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter et uafhængigt sagkyndigt råd for
folkesundhed. Rådet har til formål at bidrage til at forbedre sundheden i
hele
befolkningen. Rådet har til opgave at bidrage til debat og at rådgive
indenrigs- og sundhedsministeren om folkesundhedsområdet.
Stk. 2.
Det
nationale råd for folkesundhed afgiver hvert andet år en beretning om rådets
arbejde til Folketinget og indenrigs- og sundhedsministeren.
Stk. 3.
Det
nationale råd for folkesundhed består af 11 medlemmer, som beskikkes af
indenrigs- og sundhedsministeren for 3 år ad gangen på baggrund af deres
sagkundskab inden for folkesundhedsområdet. Indenrigs- og sundhedsministeren
udpeger rådets formand blandt rådets medlemmer.
Stk. 4.
Rådet kan
indkalde andre relevante personer på ad hoc-basis.
Stk. 5.
Rådet
fastsætter selv sin forretningsorden.
Afsnit XVIII
Administration, overenskomster og forsøg m.v.
Kapitel 69
Forskellige bestemmelser
§ 224.
Regionsrådet træffer afgørelser vedrørende ydelser efter §§ 59, 60,
64-71,
159, 167 og 175. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere
regler
om, at kommunalbestyrelsen udbetaler kontantydelser, som efter ovennævnte
bestemmelser tilkommer de i § 58 nævnte personer, på regionernes vegne.
§ 225.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler vedrørende
betaling
for personer, som ikke efter reglerne i denne lov har ret til vederlagsfri
behandling på sygehus.
Stk. 2.
For
personer, der ikke ifølge reglerne i denne lov har ret til vederlagsfri
sygehusbehandling, kan betaling inddrives ved udpantning.
§ 226.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om
regionsrådenes
medvirken til rekruttering af sundhedsfagligt personale til internationale
sundhedsopgaver.
Kapitel 70
Overenskomster m.v.
§ 227.
Det i henhold til § 37 i lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne,
Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab nedsatte nævn
afslutter overenskomster med organisationer af sundhedspersoner m.fl. om
vilkårene for de i §§ 50, 58-60, 64-69, 71, 72, 159 og 175 nævnte
ydelser.
Stk. 2
. Indenrigs- og
sundhedsministeren skal inden fastsættelse af nærmere regler efter §§ 8-12,
72
og 167, indhente en udtalelse fra det i § 37 i lov om regioner og om
nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens
Sygehusfællesskab nedsatte nævn.
Stk. 3
. Inden der afsluttes
overenskomster med andre stater i medfør af § 232, eller der i medfør af
EF-retten indgås aftaler med andre medlemsstater om hel eller delvis
undladelse
af mellemstatslig refusion af sundhedsudgifter omfattet af EF-retten, skal
indenrigs- og sundhedsministeren indhente en udtalelse fra det i henhold til
§
37 i lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens
Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab nedsatte nævn.
§ 228.
I
de tilfælde, hvor det påhviler den sikrede at udrede en del af betalingen for
en ydelse i medfør af denne lov, betaler den sikrede sin andel direkte til
den
sundhedsperson, der er omfattet af overenskomst, hvorefter denne rejser krav
over for regionsrådet om det tilskud, som regionsrådet skal yde. Er
sundhedspersonen ikke omfattet af en overenskomst, modtager den sikrede
kontanttilskud fra kommunalbestyrelsen efter § 224.
Stk. 2.
I tilskud,
som regionsrådet udbetaler til sundhedspersoner i henhold til stk. 1,
kan
der foretages indeholdelse med henblik på inddrivelse af offentlige
fordringer
efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.
Tilsvarende kan der foretages indeholdelse i tilskud til lægemidler, som
regionsrådet
i henhold til aftale mellem det offentlige og apotekernes organisation
udbetaler direkte til apotekerne.
§ 229.
Foreligger der ingen overenskomst vedrørende vilkårene for ydelser efter
§ 227, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren nærmere regler om
vilkårene for regionernes tilskud, herunder honorarer, tilskud, udbetaling af
tilskud, regler om henvisning til behandling og antal ydere, samt
kørselsgodtgørelse til læger, der tilkaldes til de i § 59 omhandlede
personer.
§ 230.
Udbetaling af ydelser efter denne lov kan ikke danne grundlag for regreskrav
imod en skadevolder.
§ 231.
Indtægterne fra Sygekassernes Helsefond kan anvendes til støtte af
socialmedicinsk, sundhedsmæssig og lignende virksomhed, til etablering af
plejehjem og til at imødekomme behovet for efterløn og understøttelse til
tidligere ansatte ved sygekasse m.v. og sådannes efterladte. Midler, der er
hensat til pensionsformål, eller som med socialministerens godkendelse
overføres til kommuner i forbindelse med disses overtagelse af
pensionsforpligtelser
over for tidligere ansatte og deres efterladte, kan dog holdes uden for
fonden.
Socialministeren fastsætter nærmere regler om fondens ledelse og virksomhed
og
om tilsyn med fonden.
Kapitel 71
Overenskomster med andre stater
§ 232.
Regeringen kan indgå overenskomster med andre stater om koordinering af
offentlige sundhedsordninger i Danmark og tilsvarende ordninger i andre
stater
for personer, der rejser mellem staterne, og om de finansielle vilkår for
koordineringen, herunder hel eller delvis undladelse af mellemstatslig
refusion
af sundhedsudgifter omfattet af overenskomsterne.
Stk. 2.
I
overensstemmelse med reglerne i de i stk. 1 omhandlede overenskomster
eller EF-rettens regler om koordinering af medlemsstaternes sundhedsordninger
for personer, der rejser mellem staterne, kan indenrigs- og
sundhedsministeren
fastsætte nærmere regler om, at personer, der ville være omfattet af denne
lovs
personkreds, og sådanne personers dødsboer, helt eller delvis undtages fra
anvendelsen af denne lov, for så vidt der tilkommer sådanne personer eller
dødsboer ret til ydelser ifølge en anden stats lovgivning.
Kapitel 72
Forsøg med fravigelse af lovens regler
§ 233.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter ansøgning fra et regionsråd eller
en
kommunalbestyrelse godkende, at der iværksættes forsøg, der indebærer
fravigelse af lovens bestemmelser bortset fra bestemmelserne i afsnit II og
III
samt §§ 77 og 79, § 81, stk. 1, og §§ 82 og 83.
Stk. 2.
Forsøg skal
have til formål at fremme omstilling i sundhedsvæsenet, herunder med nye
organisations- og behandlingsformer, ændrede tilskud eller ændrede
honoreringssystemer m.v. Ved godkendelse af forsøg skal der lægges afgørende
vægt på hensynet til borgernes retssikkerhed og velfærd.
Stk. 3.
Tilladelse
efter stk. 1 kan også gives til forsøg med opkrævning af gebyr for
udeblivelse fra aftalt sygehusbehandling.
Afsnit XIX
Finansiering
Kapitel 73
Ydelser i praksissektoren
§ 234.
Bopælsregionen afholder udgifter til ydelser efter §§ 60-72.
Kapitel 74
Ydelser i sygehussektoren
§ 235.
Bopælsregionen afholder udgifter til sygehusbehandling efter §§ 79, 83
og
85-88 og § 89, stk. 1 og 3.
Stk. 2.
Den region,
der yder sygehusbehandlingen, kan opkræve bopælsregionen eller
opholdsregionen
betaling herfor efter reglerne i afsnit XIX.
Stk. 3.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning af
betalingen,
når bopælsregionen eller den midlertidige opholdsregion skal betale for en
patients behandling ved en fremmed regions sygehusvæsen.
Stk. 4.
Bopælsregionens pligt til at yde vederlagsfri behandling i henhold til
§ 79, stk. 2, er begrænset til en årlig økonomisk ramme, som for
hver
institution fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.
§ 236.
Bopælsregionen betaler et gebyr til Sundhedsstyrelsen for behandling af
henvisningssager efter § 88, stk. 3 og 4. Indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætter gebyrets størrelse.
§ 237.
Opholdsregionen afholder udgifter til sygehusbehandling efter § 80,
stk. 1. Opholdsregionen kan afholde udgifter til sygehusbehandling efter
§ 80, stk. 2.
§ 238.
Bopælsregionen opkræver bopælskommunen betaling pr. sengedag for
sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter fra
kommunen.
Stk. 2.
Bopælsregionen
kan af bopælskommunen opkræve betaling for patienter, der er indlagt på et
hospice, der er nævnt i § 75, stk. 4, og § 79, stk. 2.
Stk. 3.
Den i
stk. 1 og 2 nævnte betaling kan maksimalt udgøre 1.522 kr. Beløbet er
anført i 2004-pris- og -lønniveau. Taksten pris- og lønreguleres på samme
måde
som bloktilskuddet til regionerne.
§ 239.
Et regionsråd kan indgå aftale med en kommunalbestyrelse om betaling for
personer, der henvises til tilbud i kommunalt regi som alternativ til
sygehusindlæggelse.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at en region i særlige
tilfælde
kan opkræve betaling for visse sygehusbehandlinger og -ydelser eller for
behandling på visse regionale institutioner efter afsnit VI.
§ 240.
En kommunalbestyrelse kan, når sociale hensyn taler for det, træffe
beslutning
om at afholde udgifter til sygdomsbehandling, der svarer til behandling, der
ydes i det regionale sygehusvæsen, til personer, der har bopæl i kommunen.
Stk. 2.
Udgifter
efter stk. 1 kan ikke dækkes ved forsikring.
§ 241.
Staten afholder udgiften til sygehusbehandling i udlandet efter § 89,
stk. 2.
§ 242.
I
særlige tilfælde kan der af statskassen ydes tilskud til hel eller delvis
dækning af udgifterne ved løsningen af særlige opgaver inden for det
regionale
sygehusvæsen.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan efter forhandling med socialministeren fastsætte
nærmere regler om, at der af staten ydes vedkommende region hel eller delvis
refusion af udgifter til befordring og behandling af personer, hvis ret til
vederlagsfri behandling her i landet følger af internationale forpligtelser.
§ 243.
Der kan ydes tilskud af statskassen til private sygehuse efter nærmere af
indenrigs- og sundhedsministeren fastsatte regler.
Kapitel 75
Svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion
§ 244.
Bopælsregionen afholder udgifter til svangerskabsafbrydelse og
fosterreduktion.
Kapitel 76
Sterilisation og kastration
§ 245.
Bopælsregionen afholder udgifter til sterilisation.
§ 246.
Staten afholder udgifter til kastration.
Kapitel 77
Kommunale sundhedsydelser
Forebyggende sundhedsordninger
§ 247.
Bopælskommunen afholder udgifter til forebyggende ydelser efter
§§ 120-123. Den kommune, hvor institutionen eller skolen er beliggende,
afholder udgifter til ydelser efter §§ 124 og 125.
Tandplejeydelser
§ 248.
Bopælskommunen afholder udgifter forbundet med den kommunale børne- og
ungdomstandpleje efter §§ 127 og 129.
Stk. 2.
For børn og
unge, der modtager tandpleje på en anden kommunes tandklinik, jf. § 129,
stk. 4, betaler bopælskommunen til behandlerkommunen et beløb, der
svarer
til bopælskommunens gennemsnitlige udgift pr. barn i børne- og
ungdomstandplejen. Betalingen kan dog højst udgøre et beløb, der svarer til
behandlerkommunens gennemsnitlige udgift pr. barn i den kommunale tandpleje.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunal
betaling samt om opkrævning af egenbetaling efter § 129, stk. 4.
§ 249.
Bopælskommunen afholder udgifter forbundet med tandpleje efter §§ 131,
133
og 135.
Hjemmesygepleje
§ 250.
Opholdskommunen afholder udgifter til hjemmesygeplejeydelser efter
§ 138.
Genoptræning
§ 251.
Bopælskommunen afholder udgifter til genoptræningsydelser efter § 140.
Alkoholbehandling og behandling for stofmisbrug
§ 252.
Bopælskommunen afholder udgifter til alkoholbehandling efter § 141 og
til
lægefaglig behandling for stofmisbrug efter § 142.
Kapitel 78
Lægemidler
§ 253.
Bopælsregionen afholder udgifter til tilskud til lægemidler efter afsnit X.
Kapitel 79
Øvrige ydelser og tilskud
Vaccinationer
§ 254.
Bopælsregionen afholder udgifter til vaccinationsydelser efter § 158.
For
personer, der ikke har bopæl i landet, afholdes udgifterne af
opholdsregionen.
Stk. 2.
Staten
afholder dog udgifter til børnevacciner i medfør af de af indenrigs- og
sundhedsministeren fastsatte regler om børnevaccinationer, jf. § 158,
stk. 2.
Udstedelse af bevis
§ 255.
Bopælsregionen afholder udgifter ved udstedelse af bevis efter lovens
§ 12, stk. 1 og 2.
Ernæringspræparater
§ 256.
Bopælsregionen afholder udgifter til tilskud til ernæringspræparater efter
§ 159.
Begravelseshjælp
§ 257.
Bopælskommunen afholder udgifter til begravelseshjælp efter § 160.
Søfarende
§ 258.
Staten afholder udgifter til ydelser til søfarende m.fl. efter § 161.
Til
dækning af udgifterne betaler rederne (ejerne) et bidrag årligt for hver
søfarende i udenrigsfart. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere
regler om fremgangsmåden ved beregning og opkrævning af bidrag og kan
bestemme,
at beløbet beregnes på anden måde end på årsbasis. Bidraget reguleres efter
indhentet erklæring fra vedkommende rederorganisationer under hensyn til
indtrufne ændringer i udgifterne ved ydelser efter § 161.
Regionale tandplejeydelser
§ 259.
Bopælsregionen afholder udgifter forbundet med tandpleje efter § 162,
stk. 1 og 3, § 163 og § 166, stk. 1 og 2.
Den offentlige rejsesygesikring
§ 260.
Regionerne afholder udgifter til den offentlige rejsesygesikring efter
§ 167.
Kapitel 80
Befordring
§ 261.
Opholdskommunen afholder udgiften til befordringsgodtgørelse efter
§ 170.
Bopælsregionen afholder udgifter til kørselsgodtgørelse efter § 175.
§ 262.
Opholdsregionen afholder udgifter til befordring eller befordringsgodtgørelse
til sygehusbehandling efter reglerne i §§ 79-83 og 86 og § 87,
stk. 1, og § 89, når betingelserne herfor er opfyldt, jf.
§ 171.
Dog afholdes udgiften til befordring fra et sygehus uden for bopælsregionen
til
fortsat indlæggelse på et sygehus i bopælsregionen af sidstnævnte region.
Stk. 2.
Bopælsregionen afholder udgifter til befordring og ophold i forbindelse med
behandling efter § 88, stk. 1-3.
§ 263.
Bopælskommunen afholder udgifter til befordring i forbindelse med
genoptræning
efter § 140.
Kapitel 81
Overenskomster med andre stater
§ 264.
Udgifter, der i medfør af § 232 skal dækkes af det danske sundhedsvæsen,
afholdes af staten. Beløb, der i medfør af § 232 overføres til det
danske sundhedsvæsen,
tilfalder det regionsråd eller den kommunalbestyrelse, der har afholdt
udgiften
til den ydelse, beløbet vedrører.
Stk. 2.
Indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte regler om den nationale administrative
gennemførelse af refusion af offentlige sundhedsudgifter i henhold til
overenskomster med andre stater eller til EF-retten. Ministeren kan herunder
fastsætte regler om opkrævning af administrationsgebyr for statens medvirken
til indhentelse af refusion fra andre stater af regionsrådets eller
kommunalbestyrelsens udgifter til offentlige sundhedsydelser vedrørende
sikrede
fra andre stater.
Kapitel 82
Ydelser til personer, der ikke har bopæl i Danmark
§ 265.
For personer, der har ret til ydelser efter denne lov i medfør af
overenskomster med andre stater eller EF-retten, og som ikke har bopæl her i
landet, afholdes udgifterne til ydelserne af opholdsregionen eller
opholdskommunen. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere
regler
herom.
Afsnit XX
Straffe-, ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
Kapitel 83
Straffebestemmelser
§ 266.
Den, der anvender biologisk materiale i strid med en beslutning, der er
registreret i henhold til § 29, straffes med bøde eller fængsel indtil 6
måneder.
Stk. 2.
Den, der
videregiver biologisk materiale i strid med § 32, straffes med bøde
eller
fængsel indtil 6 måneder.
Stk. 3.
Den, der
tilsidesætter bestemmelser i § 36 eller bestemmelser fastsat med hjemmel
heri, straffes med bøde. Dette gælder dog ikke, hvis bestemmelserne er
tilsidesat af afgiveren af biologisk materiale eller den, der handler på
dennes
vegne.
§ 267.
Den, der uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger efter
afsnit III, kapitel 9, straffes efter straffelovens §§ 152-152 f.
§ 268.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde
den, der udtager væv og andet biologisk materiale til behandling som nævnt i
§ 52 eller § 53 eller foretager indgreb efter § 55, uden at
betingelserne efter loven er opfyldt.
Stk. 2.
Den, der
yder eller modtager betaling eller anden økonomisk fordel for udtagelse eller
overførsel af væv og andet biologisk materiale til behandling som nævnt i
§ 52 eller § 53, straffes med bøde. Det samme gælder den, der med
viden om, at der er ydet eller modtaget betaling som nævnt i 1. pkt.,
medvirker
til, at et sådant indgreb foretages.
§ 269.
En læge, der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion,
uden at betingelserne i § 92, § 93, § 95, stk. 1, eller
§ 96 er opfyldt, og uden at der foreligger tilladelse efter § 94
eller § 95, stk. 2 eller 3, straffes, medmindre højere straf er
forskyldt efter straffeloven, med fængsel indtil 2 år, under formildende
omstændigheder med bøde.
Stk. 2.
En læge,
der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion, uden at
betingelserne i § 98, § 99 og § 100, stk. 3, er opfyldt,
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven.
Stk. 3.
Den, som
uden at være læge afbryder en andens svangerskab eller foretager
fosterreduktion, straffes med fængsel indtil 4 år, medmindre højere straf er
forskyldt efter straffeloven.
Stk. 4.
Stk. 1
og 3 finder tilsvarende anvendelse på den, der bistår ved den pågældende
virksomhed.
Stk. 5.
Overtrædelser,
der begås af uagtsomhed, straffes ikke.
§ 270.
Den, der, uden at betingelserne i kapitel 30 eller kapitel 33 er opfyldt,
foretager sterilisation eller kastration, straffes med bøde, medmindre højere
straf er forskyldt efter straffeloven.
§ 271.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde
den, der uberettiget indhenter, videregiver eller udnytter oplysninger
indsamlet efter § 157 eller undlader at indberette oplysninger og at
korrigere urigtige oplysninger efter § 157.
§ 272.
Medmindre højere straf er fastsat i anden lovgivning, straffes med bøde den,
som undlader at efterkomme en forpligtelse efter § 215, stk. 3 og
5,
eller som overtræder regler, påbud eller forbud udstedt i medfør af
§§ 219
og 220.
§ 273.
Den, der overtræder bestemmelserne i §§ 178, 179, 182 og 183 vedrørende
ligsyn m.v., straffes med bøde.
Stk. 2.
Medmindre
højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
foretager obduktion i lægevidenskabeligt øjemed eller indgreb efter
§ 188,
uden at betingelserne herfor efter denne bestemmelse er opfyldt.
Stk. 3.
I regler,
der udstedes i medfør af afsnit XIII, kan der fastsættes straf af bøde for
overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
§ 274.
Den, der udfører erhvervsmæssig undersøgelse af urinprøver i strid med
§ 221, straffes med bøde.
§ 275.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan i forskrifter, der udstedes i medfør af
§ 229, fastsætte bestemmelser om straf af bøde for overtrædelse af
bestemmelser i forskrifterne.
§ 276.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter
reglerne
i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 84
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 277.
Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 3-9.
Stk. 2.
Samtidig
ophæves
1)
lov nr. 482 af 1.
juli 1998 om patienters retsstilling,
2)
lov om offentlig
sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 509 af 1. juli 1998,
3)
lov om
sygehusvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 28. august 2003,
4)
lov om
svangerskabshygiejne og fødselshjælp, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 19.
juli
1995,
5)
lov nr. 634 af 17.
december 1976 om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme,
6)
lov nr. 438 af 14.
juni 1995 om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge,
7)
lov nr. 408 af 13.
juni 1973 om hjemmesygeplejerskeordninger,
8)
lov om tandpleje
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1261 af 15. december 2003,
9)
lov nr. 429 af 10.
juni 2003 om patientsikkerhed i sundhedsvæsenet,
10)
§§ 1-3
og
4 a,
kapitel 3 a
og
§ 25
i lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 790 af 10.
september 2002, som ændret ved lov nr. 428 af 10. juni 2003 og § 20 i
lov
nr. 69 af 4. februar 2004,
11)
lov om
embedslægeinstitutioner m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 805 af 13. september
2001, idet lovens § 1 a om tjenestemandsansatte ved Stadslægeembedet i
Københavns Kommune dog opretholdes,
12)
lov om
svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion, jf. lovbekendtgørelse nr. 541 af
16.
juni 2004, og
13)
lov om sterilisation
og kastration, jf. lovbekendtgørelse nr. 661 af 12. juli 1994.
Stk. 3
. Afsnit IV om
transplantation og afsnit XIII om ligsyn og obduktion m.v. samt § 268 og
§ 273 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Samtidig
ophæves lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og transplantation
m.v.
Stk. 4.
§§ 207-209 træder i kraft den 1. januar 2006, idet forpligtelserne, der
efter disse bestemmelser påhviler regionerne, i stedet vil påhvile
amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Bornholms Kommune i
perioden
fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2006. Samtidig ophæves
§ 13
i lov om sygehusvæsenet. De i
§ 207, stk. 2, nævnte repræsentanter for regionsrådene
udpeges af forberedelsesudvalget med virkning for denne periode, jf. lov
om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd
og
Hovedstadens Sygehusfællesskab § 51 om forberedelsesudvalgets opgaver.
Stk. 5.
§ 215 træder i kraft den 1. januar 2006. Samtidig ophæves § 4 i lov
om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 790 af
10.
september 2002.
Stk. 6.
§ 222
træder i kraft den 1. januar 2006. Samtidig ophæves
kapitel 4
i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 790 af 10. september 2002, og
§ 9, stk. 1
og
2,
i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, jf. lovbekendtgørelse nr. 622
af
19. juli 1995.
Stk. 7.
§ 264
træder i kraft for beløb, der overføres til det danske sundhedsvæsen for
behandling, der afsluttes efter den 31. december 2005. Beløb fra udenlandske
syge(for)sikringer, der efter bestemmelsen tilfalder et regionsråd eller en
kommunalbestyrelse, for behandling afsluttet efter den 31. december 2005 og
inden den 31. december 2006 tilfalder i stedet den amtskommune, Hovedstatens
Sygehusfællesskab, Bornholms Kommune eller den kommune, der har afholdt
udgiften til den ydelse, beløbet vedrører.
Stk. 8.
§§ 28-35 har virkning for biologisk materiale, der er afgivet efter den
1.
september 2004. Bestemmelser fastsat i medfør af §§ 30 og 31 kan dog
tillige have virkning for biologisk materiale, der er afgivet før den 1.
september 2004.
Stk. 9.
Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 85 om
brystundersøgelse til kvinder.
Stk. 10.
§ 50,
stk. 2 og 3, vedrørende tolkebistand træder i kraft den 1. juni 2011.
Stk. 11.
Beføjelser,
som kommunalbestyrelsen har overladt til en selvejende institution med
overenskomst med kommunalbestyrelsen om levering af hjemmesygepleje, jf.
§ 137, bevares efter de tidligere gældende regler.
Stk. 12.
Regler,
der er fastsat i medfør af de i stk. 2 nævnte love, forbliver i kraft,
indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i medfør af denne lov.
§ 278.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2
. Kapitel 4-9, §§
61-63, kapitel 36-38, kapitel 61, kapitel 66-68, og §§ 247-250, 254, 259,
266-268, og 272-274 og 276 kan ved kongelig anordning sættes helt eller
delvis
i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold
tilsiger.
Stk. 3
. Kapitel 12 og
kapitel 54-57 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og
Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
Lignende dokumenter
- 1991 LSF 74 FORSLAG TIL LOV OM DET OFFENTLIGE SUNDHEDSVÆSEN Retsinformation · 11. november 1992
- 1989 LSF 118 FORSLAG TIL LOV OM DET OFFENTLIGE SUNDHEDSVÆSEN Retsinformation · 17. januar 1990
- 1990 LSF 37 FORSLAG TIL LOV OM DET OFFENTLIGE SUNDHEDSVÆSEN Retsinformation · 10. oktober 1990
- Momsfritagelse for MR-helkropsscanninger SKM-databasen · 8. december 2022
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT EU-domme · 15. december 2005
- Skriftlig fremsættelse (28. februar 2013) - L 172 Retsinformation · 1. marts 2013