Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Sundhedsloven

2004/2 LSV 74Lovforslag som vedtagetFolketinget20. juni 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vedtaget af Folketinget ved

3. behandling den 16. juni 2005

Forslag

til

Sundhedsloven

Afsnit I

Sundhedsvæsenet

Kapitel 1

Formål og opgaver m.v.

§ 1.

Sundhedsvæsenet har til formål at fremme befolkningens sundhed samt at

forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning for den

enkelte.

§ 2.

Loven fastsætter kravene til sundhedsvæsenet med henblik på at sikre respekt

for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse og at opfylde

behovet for

1)

let og lige adgang

til sundhedsvæsenet,

2)

behandling af høj

kvalitet,

3)

sammenhæng mellem

ydelserne,

4)

valgfrihed,

5)

let adgang til

Læs alt

information,

6)

et gennemsigtigt

sundhedsvæsen og

7)

kort ventetid på

behandling.

§ 3.

Regioner og kommuner er efter reglerne i denne lov ansvarlige for, at

sundhedsvæsenet

tilbyder en befolkningsrettet indsats vedrørende forebyggelse og

sundhedsfremme

samt behandling af den enkelte patient.

Stk. 2.

Sundhedsvæsenets opgaver udføres af regionernes sygehusvæsen, praktiserende

sundhedspersoner, kommunerne og øvrige offentlige og private institutioner

m.v.

§ 4.

Regioner og kommuner skal i et samspil med de statslige myndigheder og i

dialog

med brugerne sikre en stadig udvikling af kvaliteten og en effektiv

ressourceudnyttelse i sundhedsvæsenet gennem uddannelse, forskning,

planlægning

og samarbejde m.v.

§ 5.

Behandling omfatter efter denne lov undersøgelse, diagnosticering,

sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt

forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient.

§ 6.

Ved

sundhedspersoner forstås personer, der er autoriserede i henhold til særlig

lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler

på

disses ansvar.

Afsnit II

Retten til ydelser efter loven

Kapitel 2

Personkreds

§ 7.

Personer, der har bopæl her i landet, har ret til lovens

ydelser.

Stk. 2.

Ved bopæl forstås tilmelding til Folkeregisteret.

§ 8.

Personer, der ikke har bopæl

her i landet, har under midlertidigt ophold ret til ydelser efter

bestemmelserne i § 80.

Stk. 2.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler

herom samt om, at lovens ydelser helt eller delvis skal tilkomme personer,

der

ikke har bopæl her i landet.

§ 9.

Søfarende, der er forhyret

med dansk skib, samt disses medsejlende ægtefæller og børn har ret til

ydelser efter

loven under tjenesteforholdet og i umiddelbar tilknytning hertil. Indenrigs-

og

sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med økonomi- og

erhvervsministeren og vedkommende organisationer af arbejdsgivere og

arbejdstagere de nærmere regler om, hvilke personer der omfattes af denne

bestemmelse, og kan herunder foretage de afvigelser fra lovens bestemmelser,

som findes hensigtsmæssige som følge af de særlige forhold, der gælder for

søfarende.

§ 10.

Indenrigs- og

sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang lovens

ydelser tilkommer

1)

personer, hvis ophold her i landet er

reguleret i aftaler om retsstillingen for styrker eller militære

hovedkvarterer, som Danmark har tiltrådt,

2)

udenlandske statsborgere, der er beskæftiget

her i landet af en udenlandsk stat eller en international organisation, og

3)

familiemedlemmer til de under nr. 1 og 2

nævnte personer.

§ 11.

Indenrigs- og

sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang lovens

ydelser efter afsnit V tilkommer personer, der er indkaldt til

værnepligtstjeneste eller tjeneste, der kan sidestilles hermed, og personer,

der er optaget i Kriminalforsorgens institutioner.

Kapitel 3

Bevis for retten til ydelser efter loven

§ 12.

Kommunalbestyrelsen udsteder et bevis til personer, der har ret til ydelser

efter loven. Beviset gælder som dokumentation for retten til ydelser efter

loven, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang

kommunalbestyrelsen udfærdiger bevis til personer omfattet af § 8,

stk. 2, og § 10, samt i hvilket omfang beviset anvendes til

dokumentation for ret til ydelser efter loven.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om udformning, anvendelse,

indhold, udstedelse og inddragelse af de i stk. 1 og 2 omhandlede

beviser

samt om opkrævning af gebyr for beviser.

Afsnit III

Patienters retsstilling

Kapitel 4

Patientkreds

§ 13.

Reglerne i afsnit III gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet

eller

andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager eller har

modtaget behandling af sundhedspersoner, medmindre andet særligt er fastsat i

lovgivningen.

Stk. 2.

§ 35

gælder for personer, der til private virksomheder afgiver biologisk materiale

til opbevaring eller lægemiddelproduktion m.v., og for de private

virksomheder,

der modtager det biologiske materiale.

§ 14.

For en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser, indtræder den

eller

de personer, som efter lovgivningen er bemyndiget hertil, i patientens

rettigheder efter §§ 15-51, i det omfang det er nødvendigt for at

varetage

patientens interesser i den pågældende situation.

Kapitel 5

Patienters medinddragelse i beslutninger

Informeret samtykke

§ 15.

Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede

samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold

til lov eller af §§ 17-19.

Stk. 2.

Patienten

kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke efter stk. 1.

Stk.

3.

Ved informeret samtykke forstås i denne

lov et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra

sundhedspersonens side, jf. § 16.

Stk. 4.

Et

informeret samtykke efter afsnit III kan være skriftligt, mundtligt eller

efter

omstændighederne stiltiende.

Stk. 5.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om samtykkets form og

indhold.

§ 16.

Patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om

behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og

bivirkninger.

Stk. 2.

Patienten

har ret til at frabede sig information efter stk. 1.

Stk. 3.

Informationen

skal gives løbende og give en forståelig fremstilling af sygdommen,

undersøgelsen og den påtænkte behandling. Informationen skal gives på en

hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger

med

hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.

Stk. 4.

Informationen

skal omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og

plejemuligheder, herunder oplysninger om andre, lægefagligt forsvarlige

behandlingsmuligheder, samt oplysninger om konsekvenserne af, at der ingen

behandling iværksættes. Informationen skal være mere omfattende, når

behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og

bivirkninger.

Stk. 5.

Skønnes

patienten i øvrigt at være uvidende om forhold, der har betydning for

patientens stillingtagen, jf. § 15, skal sundhedspersonen særligt oplyse

herom, medmindre patienten har frabedt sig information, jf. stk. 2.

Stk. 6.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om informationens form og

indhold.

Mindreårige

§ 17.

En

patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret samtykke til

behandling.

Forældremyndighedens indehaver skal tillige have information, jf. § 16,

og

inddrages i den mindreåriges stillingtagen.

Stk. 2.

Såfremt

sundhedspersonen efter en individuel vurdering skønner, at patienten, der er

fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå konsekvenserne af sin

stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give informeret samtykke.

Stk. 3.

En patient,

der er fyldt 15 år, er berettiget til aktindsigt efter bestemmelserne i

§§ 36-39 og kan give samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger

m.v. efter bestemmelserne i §§ 41-49.

Patienter, der varigt mangler evnen til at give

informeret samtykke

§ 18.

For en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, kan

de nærmeste pårørende give informeret samtykke til behandling. I de tilfælde,

hvor patienten er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder

helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan informeret samtykke dog

gives af værgen.

Stk. 2.

Har en

patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, ingen

nærmeste pårørende eller værge, kan sundhedspersonen gennemføre en påtænkt

behandling, hvis en anden sundhedsperson, der har faglig indsigt på området,

og

som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den

pågældende patient, giver sin tilslutning hertil.

Stk. 3.

I de

tilfælde, der er omfattet af stk. 2, kan sundhedspersonen dog uden

inddragelse

af en anden sundhedsperson gennemføre en påtænkt behandling, hvis

behandlingen

er af mindre indgribende karakter med hensyn til omfang og varighed.

Stk. 4.

Skønner

sundhedspersonen, at de nærmeste pårørende eller værgen, jf. stk. 1,

forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller

behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen gennemføre behandlingen, såfremt

Sundhedsstyrelsen giver sin tilslutning hertil.

Øjeblikkeligt behandlingsbehov

§ 19.

Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give

informeret samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en situation, hvor

øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på

længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et

væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en sundhedsperson indlede

eller

fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten eller fra

forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller værge.

Patientens inddragelse

§ 20.

En

patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal informeres og

inddrages i drøftelserne af behandlingen, i det omfang patienten forstår

behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Patientens

tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges

betydning.

Sundhedspersonens ansvar

§ 21.

Den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen, er forpligtet til at

drage omsorg for, at

1)

informeret samtykke

indhentes efter §§ 15-17 og § 18, stk. 1,

2)

der foreligger

tilslutning fra en anden sundhedsperson efter § 18, stk. 2,

3)

der foreligger

tilslutning fra Sundhedsstyrelsen efter § 18, stk. 4, og

4)

patienten informeres

og inddrages i drøftelserne af behandlingen efter § 20.

Kapitel 6

Selvbestemmelse i særlige tilfælde

Reglernes anvendelse

§ 22.

For bestemmelserne i dette kapitel finder §§ 15 og 16 om informeret

samtykke, § 17 om mindreårige, § 20 om patientens inddragelse og

§ 21 om sundhedspersonens ansvar tilsvarende anvendelse. Dog finder

§ 17 om mindreårige ikke anvendelse for § 26 om livstestamenter.

Sultestrejke

§ 23.

Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke og patienten er

informeret om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, må en

sundhedsperson

ikke afbryde denne.

Afvisning af at modtage blod

§ 24.

En

behandling, der indebærer transfusion af blod eller blodprodukter, må ikke

indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke.

Stk. 2.

Patientens

afvisning af at modtage blod eller blodprodukter skal være givet i

forbindelse

med den aktuelle sygdomssituation og være baseret på information fra

sundhedspersonen om de helbredsmæssige konsekvenser af at undlade tilførsel

af

blod eller blodprodukter ved behandlingen.

Stk. 3.

Såfremt det

strider mod en sundhedspersons etiske opfattelse at udføre en behandling uden

anvendelse af blod eller blodprodukter, er vedkommende ikke forpligtet

hertil,

og patienten skal henvises til en anden sundhedsperson, medmindre der

foreligger et tilfælde af påtrængende nødvendig lægehjælp, jf. § 7,

stk. 1, i lov om udøvelse af lægegerning.

Behandling af uafvendeligt døende

§ 25.

En

uafvendeligt døende patient kan afvise behandling, der kun kan udskyde dødens

indtræden.

Stk. 2.

Såfremt en

uafvendeligt døende patient ikke længere er i stand til at udøve sin

selvbestemmelsesret, kan en sundhedsperson undlade at påbegynde eller

fortsætte

en livsforlængende behandling, jf. § 26, stk. 3.

Stk. 3.

En

uafvendeligt døende patient kan modtage de smertestillende, beroligende eller

lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om

dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet.

Livstestamenter

§ 26.

Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der omfatter personlige

forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan oprette

et

livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende udtrykke sine ønsker med

hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme i en tilstand, hvor

selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af patienten selv.

Stk. 2.

I et

livstestamente kan optages bestemmelser om, at

1)

der ikke ønskes

livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er uafvendeligt

døende, og

2)

der ikke ønskes

livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden

alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop el.lign. har medført så svær

invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig

selv fysisk og mentalt.

Stk. 3.

Ved

livsforlængende behandling forstås behandling, hvor der ikke er udsigt til

helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en vis livsforlængelse.

Stk. 4.

Såfremt en

sundhedsperson, i tilfælde hvor patienten ikke selv er i stand til at udøve

sin

selvbestemmelsesret, påtænker at iværksætte livsforlængende behandling af en

uafvendeligt døende eller påtænker at fortsætte livsforlængende behandling i

en

situation som nævnt i stk. 2, nr. 2, skal sundhedspersonen kontakte

Livstestamenteregisteret, jf. § 27, med henblik på at undersøge, om der

foreligger et livstestamente.

Stk. 5.

Testators

ønske i medfør af stk. 2, nr. 1, er bindende for sundhedspersonen,

medens

et ønske efter stk. 2, nr. 2, er vejledende for sundhedspersonen og skal

indgå i dennes overvejelser om behandling.

§ 27.

Indenrigs- og sundhedsministeren opretter et livstestamenteregister og

fastsætter nærmere regler om livstestamenters oprettelse, udformning,

registrering og tilbagekaldelse m.v.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter regler om gebyrer for registrering af

livstestamenter.

Kapitel 7

Selvbestemmelse over biologisk materiale

Anvendelsesområde

§ 28.

Reglerne i §§ 29-35 gælder for selvbestemmelse over biologisk materiale,

medmindre andet følger af anden lovgivning eller af reglerne i § 52.

Vævsanvendelsesregisteret

§ 29.

En

patient kan beslutte, at biologisk materiale, som patienten afgiver eller har

afgivet i forbindelse med behandling, kun må anvendes til behandling af den

pågældende og til formål, der har en umiddelbar tilknytning hertil.

Patientens

beslutning registreres i Vævsanvendelsesregisteret, jf. stk. 2.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren opretter Vævsanvendelsesregisteret til registrering af

beslutninger truffet efter stk. 1. Ministeren fastsætter nærmere regler

om

registerets indretning og drift, herunder udformning af registreringsblanket,

registreringsform og vedligeholdelse m.v. Ministeren fastsætter endvidere

nærmere regler om betingelserne for myndigheders og andres adgang til

oplysninger i registeret.

Stk. 3.

En patient

kan tilbagekalde sin beslutning efter stk. 1 ved at framelde sig

registeret.

Stk. 4.

Den

sundhedsperson, der er ansvarlig for opbevaring af biologisk materiale, er

forpligtet til at søge oplysninger i registeret, hvis opbevaret biologisk

materiale ønskes anvendt til andet end behandling af patienten og formål, der

har en umiddelbar tilknytning hertil.

Opbevaring og videregivelse af afgivet biologisk

materiale

§ 30.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter indhentet udtalelse fra

Datatilsynet

fastsætte nærmere regler om opbevaring af biologisk materiale, som en patient

har afgivet i forbindelse med behandling.

§ 31.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter indhentet udtalelse fra

Datatilsynet

fastsætte nærmere regler om betingelserne for videregivelse til tredjelande

af

biologisk materiale, som en patient har afgivet i forbindelse med behandling.

§ 32.

Biologisk materiale, som en patient har afgivet i forbindelse med behandling,

kan videregives til en forsker til brug for et konkret biomedicinsk

forskningsprojekt, såfremt der er meddelt tilladelse til projektet efter lov

om

et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter, medmindre patienten har fået registreret en beslutning

efter § 29, stk. 1, i Vævsanvendelsesregisteret.

Ret til destruktion

§ 33.

En

patient kan kræve, at biologisk materiale, som patienten har afgivet i

forbindelse med behandling, skal destrueres.

Stk. 2.

Destruktion

efter stk. 1 kan dog afslås, hvis patientens interesse i at få

destrueret

det biologiske materiale findes at burde vige for afgørende hensyn til

offentlige eller private interesser.

Stk. 3.

Den

sundhedsperson, der er ansvarlig for opbevaring af det biologiske materiale,

afgør, hvorvidt destruktion skal finde sted, jf. stk. 2. Skal

destruktion

finde sted, er sundhedspersonen forpligtet til at sørge herfor.

Stk. 4.

Er det

biologiske materiale videregivet, har den person, der herefter er ansvarlig

for

opbevaring af det biologiske materiale, tilsvarende de forpligtelser, som er

nævnt i stk. 3.

Stk. 5.

Den

sundhedsperson, der har indsamlet det biologiske materiale i forbindelse med

behandling, eller den, som har overtaget sundhedspersonens funktion, er

forpligtet til at underrette den tredjemand, hvortil det biologiske materiale

er videregivet, hvis patienten ønsker materialet destrueret. Dette gælder dog

ikke, hvis underretningen viser sig umulig eller er uforholdsmæssigt

vanskelig.

Ret til udlevering

§ 34.

Biologisk materiale, som en patient har afgivet i forbindelse med behandling,

skal efter anmodning udleveres til patienten, hvis den pågældende kan

godtgøre

en særlig interesse heri.

Stk. 2.

Udlevering

efter stk. 1 kan afslås, hvis patientens interesse i at få udleveret det

biologiske materiale findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige

eller private interesser.

Stk. 3.

Den

sundhedsperson, der er ansvarlig for opbevaring af det biologiske materiale,

afgør, hvorvidt udlevering skal finde sted, jf. stk. 1 og 2. Skal

udlevering finde sted, er sundhedspersonen forpligtet til at sørge herfor.

Stk. 4.

Er det

biologiske materiale videregivet, har den person, der herefter er ansvarlig

for

opbevaring af det biologiske materiale, tilsvarende de forpligtelser, der er

nævnt i stk. 3.

Stk. 5.

Den

sundhedsperson, der har indsamlet det biologiske materiale i forbindelse med

behandling, eller den, som har overtaget sundhedspersonens funktion, er

forpligtet til at underrette den tredjemand, hvortil det biologiske materiale

er videregivet, hvis patienten ønsker materialet udleveret. Dette gælder dog

ikke, hvis underretningen viser sig umulig eller er uforholdsmæssigt

vanskelig.

Aftale om biologisk materiale, der afgives til private

virksomheder

§ 35.

En

privat virksomhed, der indsamler biologisk materiale med henblik på

opbevaring

eller lægemiddelproduktion m.v., skal, medmindre andet følger af anden

lovgivning, sikre, at der foreligger en skriftlig aftale mellem den person,

der

afgiver det biologiske materiale, og virksomheden. Aftalen skal underskrives

af

begge parter.

Stk. 2.

Aftalen som

nævnt i stk. 1 skal som minimum indeholde oplysninger om følgende:

1)

Formålet med

indsamling og opbevaring af det biologiske materiale.

2)

Hvorledes det

biologiske materiale vil blive opbevaret og længden af opbevaringstiden m.v.

3)

De betalingsmæssige

forhold, muligheder for opsigelse af aftalen, konsekvenser af misligholdelse

af

aftalen m.v.

4)

Hvorledes der skal

forholdes med det biologiske materiale i tilfælde af, at virksomheden

ophører,

herunder hvorvidt det biologiske materiale fortsat kan opbevares.

5)

Den private

virksomhed, herunder om selskabs- og ejerforhold, ansvarsforhold m.v.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke yderligere

oplysninger aftalen efter stk. 1 skal indeholde.

Kapitel 8

Aktindsigt

§ 36.

Reglerne i dette kapitel gælder for patientjournaler m.v., der udarbejdes af

sundhedspersoner, og som føres på offentlige eller private sygehuse,

klinikker,

ambulatorier, i privat praksis eller i forbindelse med behandling i private

hjem samt på andre offentlige eller private institutioner m.v., hvor der som

led i sundhedsmæssig virksomhed foretages behandling af patienter.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger og

institutioner m.v., der er omfattet af stk. 1.

§ 37.

Fremsætter en patient begæring herom, skal patienten have meddelelse om,

hvorvidt der behandles helbredsoplysninger om vedkommende indeholdt i

patientjournaler m.v. Behandles sådanne oplysninger, skal der på patientens

begæring og på en let forståelig måde gives patienten meddelelse om,

1)

hvilke oplysninger

der behandles,

2)

behandlingens formål,

3)

kategorierne af

modtagere af oplysningerne og

4)

tilgængelig

information om, hvorfra disse oplysninger stammer.

Stk. 2.

Retten

efter stk. 1 kan dog begrænses, i det omfang patientens interesse i at

blive gjort bekendt med oplysningerne findes at burde vige for afgørende

hensyn

til den pågældende selv eller til andre private interesser.

§ 38.

Afgørelser om retten til aktindsigt træffes af den myndighed, institution

eller

sundhedsperson, der har patientjournalerne m.v. i sin besiddelse.

Stk. 2.

Vedkommende

myndighed, institution eller sundhedsperson afgør snarest, om en anmodning om

aktindsigt kan imødekommes, og om aktindsigten skal gennemføres ved, at der

gives adgang til gennemsyn af patientjournalen m.v. på stedet, eller ved, at

der udleveres en afskrift eller kopi.

Stk. 3.

Er en

anmodning om aktindsigt ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter,

at

den er modtaget af vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson,

skal myndigheden, institutionen eller sundhedspersonen underrette patienten

om

grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.

Stk. 4.

I de

tilfælde, hvor en sundhedsperson efter stk. 1-3 er tillagt beføjelser,

påhviler det overordnede ansvar for, at aktindsigt meddeles i

overensstemmelse

med loven, den driftsansvarlige myndighed.

§ 39.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om gebyr til

dækning

af kopierings- og forsendelsesomkostninger m.v. i forbindelse med

aktindsigten.

Kapitel 9

Tavshedspligt og videregivelse af

helbredsoplysninger m.v.

Patientens krav på sundhedspersoners tavshed

§ 40.

En

patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under

udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående

helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger,

jf. dog reglerne i dette kapitel.

Stk. 2.

I de

tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser

efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at

oplysninger videregives i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige

myndighed.

Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. i

forbindelse med behandling af patienter

§ 41.

Med patientens samtykke kan sundhedspersoner videregive oplysninger til andre

sundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold

og

andre fortrolige oplysninger i forbindelse med behandling af patienten.

Stk. 2.

Videregivelse

af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når

1)

det er nødvendigt af

hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten, og videregivelsen sker

under hensyntagen til patientens interesse og behov,

2)

videregivelsen

omfatter et udskrivningsbrev fra en læge, der er ansat i sygehusvæsenet, til

patientens alment praktiserende læge,

3)

videregivelsen er

nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af

væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller

4)

videregivelsen sker

til patientens alment praktiserende læge fra en læge, der virker som

stedfortræder for denne.

Stk. 3.

Patienten

kan frabede sig, at oplysninger efter stk. 2, nr. 1 og 2, videregives.

Stk. 4.

Den

sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør,

hvorvidt

videregivelse efter stk. 2 er berettiget.

Stk. 5.

Såfremt der

videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 3, skal den, oplysningen

angår,

snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed.

Stk. 6.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om videregivelse af

helbredsoplysninger m.v. efter denne bestemmelse, herunder om videregivelsens

omfang og om gennemførelsen heraf.

§ 42.

Samtykke efter § 41, stk. 1, kan være mundtligt eller skriftligt.

Samtykket kan afgives til den sundhedsperson, der videregiver oplysninger,

eller til den sundhedsperson, der modtager oplysninger. Samtykket skal

indføres

i patientjournalen.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte

samtykke.

Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre

formål

§ 43.

Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling

videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private

forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer,

private personer m.fl.

Stk. 2.

Videregivelse

af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når

1)

det følger af lov

eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives

og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende

myndigheds sagsbehandling,

2)

videregivelsen er

nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af

væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller

3)

videregivelsen er

nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.

Stk. 3.

Den

sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør,

hvorvidt

videregivelse efter stk. 2 er berettiget.

Stk. 4.

Såfremt der

videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen

angår,

snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed.

§ 44.

Samtykke efter § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om

skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i

øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.

Stk. 2.

Samtykke

efter stk. 1 bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte

samtykke.

Videregivelse af helbredsoplysninger til pårørende

vedrørende afdøde patienter

§ 45.

En

sundhedsperson kan videregive oplysninger om en afdød patients sygdomsforløb,

dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende, såfremt det ikke må

antages at stride mod afdødes ønske og hensynet til afdøde, eller andre

private

interesser ikke taler afgørende herimod. Der kan endvidere videregives

oplysninger til afdødes nærmeste pårørende efter reglen i § 43,

stk. 2, nr. 2.

Stk. 2.

Afdødes

alment praktiserende læge eller den læge, som havde afdøde i behandling, kan

fra et sygehus eller fra en sundhedsperson få de samme oplysninger som nævnt

i

stk. 1, 1. pkt., såfremt afdødes nærmeste pårørende har fremsat begæring

om at modtage oplysningerne over for den pågældende læge.

Videregivelse af helbredsoplysninger til særlige

formål (forskning, statistik m.v.)

§ 46.

Oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold, øvrige rent private forhold

og

andre fortrolige oplysninger fra patientjournaler m.v. kan videregives til en

forsker til brug for et konkret biomedicinsk forskningsprojekt, såfremt der

er

meddelt tilladelse til projektet efter lov om et videnskabsetisk komitésystem

og behandling af biomedicinske forskningsprojekter.

Stk. 2.

Oplysninger

som nævnt i stk. 1 kan, når et forskningsprojekt ikke er omfattet af lov

om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter, endvidere videregives til en forsker til brug ved et

konkret forskningsprojekt af væsentlig samfundsmæssig interesse efter

godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for videregivelsen.

Stk. 3.

Der må kun

ske efterfølgende henvendelse til enkeltpersoner, i det omfang de

sundhedspersoner, der har behandlet de pågældende, giver tilladelse hertil.

§ 47.

Oplysninger som nævnt i § 46 kan videregives til brug for statistik

eller

planlægning efter godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for

oplysningernes anvendelse m.v., jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Videregivelse

af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske uden godkendelse af

Sundhedsstyrelsen, når det følger af lov, at oplysningerne skal videregives.

§ 48.

Oplysninger, der er indhentet efter §§ 46 og 47 til brug for forskning,

statistik eller planlægning, må ikke senere behandles i andet end statistisk

eller videnskabeligt øjemed.

Stk. 2.

Offentliggørelse

af oplysninger som nævnt i stk. 1 må kun ske i en form, hvori

oplysningerne ikke kan henføres til enkeltpersoner.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om videregivelse af

oplysninger

efter § 46, stk. 2, og § 47, stk. 1.

Videregivelse til tredjelande

§ 49.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om videregivelse

af

oplysninger efter dette kapitel til tredjelande.

Kapitel 10

Tolkebistand

§ 50.

Regionsrådet yder vederlagsfri tolkebistand til personer, som har behov

herfor

i forbindelse med behandling hos alment praktiserende læge og praktiserende

speciallæge samt sygehusbehandling efter nærmere regler fastsat af indenrigs-

og sundhedsministeren.

Stk. 2.

Regionerne

opkræver gebyr for tolkebistand fra personer, der har boet her i landet i

mere

end 7 år. Der opkræves gebyr for hver behandling på sygehus eller hos læge,

hvor der benyttes tolk.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om beregning af

bopælsperioden,

gebyrets størrelse og opkrævning af gebyr, herunder om, at nærmere bestemte

personer ikke skal betale gebyr, hvor særlige hensyn taler for det.

Kapitel 11

Patientkontorer

§ 51.

Regionsrådet opretter et eller flere patientkontorer, der har til opgave at

informere, vejlede og rådgive patienter om patienters rettigheder, herunder

reglerne om adgang til behandling, frit sygehusvalg, ventetider m.v. og

reglerne om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Stk. 2.

Patientkontorerne kan modtage alle klager og henvendelser vedrørende de i

stk. 1 nævnte opgaver og skal efter anmodning bistå med at udfærdige og

fremsende henvendelser til rette myndighed.

Stk. 3.

Med

patientens mundtlige eller skriftlige samtykke kan sundhedspersoner

videregive

oplysninger til patientvejledere på patientkontorerne om patientens

helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger

til brug for rådgivning og bistand til patienten. Samtykke kan afgives til

den

sundhedsperson, der videregiver oplysninger, eller til den patientvejleder,

der

modtager oplysninger. Videregivelse af oplysninger skal indføres i

patientjournalen. Patienten kan på ethvert tidspunkt af det aktuelle

behandlingsforløb frabede sig, at oplysningerne videregives. Indenrigs- og

sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om videregivelse og registrering

af oplysninger og samtykke.

Stk. 4.

Klager,

anmeldelser m.v., som sendes til patientkontoret, anses for indgivet hos

rette

myndighed på det tidspunkt, hvor de modtages i patientkontoret.

Stk. 5.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om patientkontorernes

opgaver og funktioner.

Stk. 6.

Regionsrådet fastsætter nærmere retningslinjer for patientkontorernes

stedlige

og organisatoriske placering samt for deres virksomhed, herunder for, hvilke

forhold der skal oplyses i patientkontorernes årsberetning. De nævnte

retningslinjer indsendes til indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 7.

Patientkontorerne udarbejder årsberetninger for deres virksomhed.

Årsberetningerne indsendes til indenrigs- og sundhedsministeren.

Afsnit IV

Transplantation

Kapitel 12

Transplantation fra levende og afdøde personer

Transplantation fra levende personer

§ 52.

Fra en person, som har meddelt skriftligt samtykke hertil, kan væv og andet

biologisk materiale udtages i personens levende live til behandling af sygdom

eller legemsskade hos et andet menneske.

Stk. 2.

Samtykke

kan meddeles af den, der er fyldt 18 år. Såfremt ganske særlige grunde taler

derfor, kan indgrebet dog foretages med samtykke fra en person under 18 år,

når

samtykket er tiltrådt af forældremyndighedens indehaver. Der kan dog ikke

gives

samtykke til, at der fra en person under 18 år udtages ikkegendanneligt væv.

Stk. 3.

Inden

samtykke meddeles, skal den pågældende af en læge have modtaget oplysning om

indgrebets beskaffenhed og følger samt om risikoen ved indgrebet. Lægen skal

forvisse sig om, at den pågældende har forstået betydningen af de meddelte

oplysninger.

Stk. 4.

Indgrebet

må kun finde sted, såfremt det efter sin art og samtykkegiverens

helbredstilstand kan foretages uden nærliggende fare for personen.

Transplantation fra afdøde personer

§ 53.

Fra en person, der er død på eller som død er indbragt til et sygehus eller

lignende institution, kan væv og andet biologisk materiale udtages til

behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet menneske efter reglerne i

stk. 2-4.

Stk. 2.

Indgrebet

må foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet

bestemmelse herom. Det samme gælder, hvis personen mundtligt har udtalt sig

for

et sådant indgreb. Pårørende til afdøde kan ikke modsætte sig indgrebet, hvis

afdøde skriftligt har truffet bestemmelse herom, medmindre afdøde har

bestemt,

at beslutningen er givet under forudsætning af de pårørendes accept.

Stk. 3.

Uden for de

i stk. 2 nævnte tilfælde må indgrebet kun foretages, såfremt der ikke

foreligger nogen tilkendegivelse fra afdøde imod indgrebet og afdødes

nærmeste

giver samtykke til indgrebet. Efterlader afdøde sig ingen nærmeste, må

indgrebet ikke foretages.

Stk. 4.

Er afdøde

under 18 år, må indgrebet kun foretages, såfremt forældremyndighedens

indehaver

har givet samtykke til indgrebet.

§ 54.

Udtagelse af væv m.v. efter § 52 og § 53 må kun foretages af læger,

der er ansat på sygehuse eller lignende institutioner, og som

Sundhedsstyrelsen

har godkendt dertil.

Stk. 2.

Indgreb

efter § 53 må ikke foretages af de læger, der har behandlet afdøde under

dennes sidste sygdom eller har konstateret personens død.

Stk. 3.

Indgreb

efter § 53 må ikke finde sted, såfremt der skal foretages retslægeligt

ligsyn eller retslægelig obduktion, medmindre indgrebet må antages at være

uden

betydning for resultatet af undersøgelsen.

§ 55.

Andre indgreb på en afdød end nævnt i dette kapitel må kun foretages, såfremt

afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet bestemmelse herom.

Stk. 2.

Sådanne

indgreb må først foretages, når uopretteligt ophør af åndedræt og

hjertevirksomhed er indtrådt.

§ 56.

Bestemmelserne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse på børn, der

efter

udgangen af 22. svangerskabsuge fødes uden at vise livstegn (dødfødte børn).

Stk. 2.

Bestemmelserne

i dette kapitel gælder ikke for udtagelse af blod, fjernelse af mindre

hudpartier og andre mindre indgreb, som ganske må ligestilles hermed.

Afsnit V

Praksissektorens ydelser

Kapitel 13

Regionsrådets ansvar for ydelser i praksissektoren

§ 57.

Regionsrådet har ansvaret for at tilvejebringe tilbud om behandling hos

praktiserende sundhedspersoner efter afsnit V.

Kapitel 14

Valg af sikringsgruppe

§ 58.

Ved udstedelse af bevis efter § 12 skal en person foretage valg mellem

sikringsgruppe 1 og 2 og meddele det til kommunen.

Stk. 2.

Personer,

der ikke inden for en af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat frist har

givet meddelelse om valg af sikringsgruppe, bliver omfattet af sikringsgruppe

1.

Stk. 3.

Personer

mellem 15 og 18 år kan vælge sikringsgruppe uden samtykke fra

forældremyndighedens indehaver eller værge.

Stk. 4.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om valg af sikringsgruppe

m.v.,

herunder situationer, hvor kommunalbestyrelsen kan overføre en person fra

gruppe 2 til gruppe 1 uden samtykke.

Kapitel 15

Ydelser

Lægevalg samt lægehjælp hos praktiserende læge

§ 59.

Personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1, skal vælge alment

praktiserende

læge og meddele det til kommunen.

Stk. 2.

Personer

mellem 15 og 18 år kan vælge alment praktiserende læge uden samtykke fra

forældremyndighedens indehaver eller værge.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om valg af alment

praktiserende

læge.

§ 60.

Regionsrådet yder vederlagsfri behandling hos den valgte alment praktiserende

læge til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1.

Stk. 2.

Til

personer, der er omfattet af sikringsgruppe 2, yder regionsrådet tilskud til

behandling hos alment praktiserende læge med samme beløb, som afholdes for

tilsvarende lægehjælp til personer omfattet af sikringsgruppe 1.

§ 61.

Regionsrådet yder hos en læge vederlagsfri forebyggende helbredsundersøgelser

samt vejledning om svangerskabshygiejne til kvinder ved graviditet.

Stk. 2.

Sundhedsstyrelsen fastsætter antallet af forebyggende helbredsundersøgelser

efter stk. 1.

§ 62.

Regionsrådet yder vederlagsfri vejledning om anvendelse af

svangerskabsforebyggende metoder til personer uanset sikringsgruppe hos en

alment praktiserende læge efter personens eget valg.

Stk. 2.

Vejledning

kan tilbydes og ydes til mindreårige uden samtykke fra

forældremyndighedsindehaveren.

§ 63.

Regionsrådet tilbyder alle børn under den undervisningspligtige alder syv

vederlagsfri, forebyggende helbredsundersøgelser ved alment praktiserende

læger, herunder tre undersøgelser i barnets første leveår.

Stk. 2

. Indenrigs- og

sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om regionsrådets forpligtelser

efter stk. 1.

§ 64.

Regionsrådet yder vederlagsfri behandling hos praktiserende speciallæge til

personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1, når behandlingen sker efter

henvisning fra den valgte alment praktiserende læge, jf. dog stk. 4.

Stk. 2.

Til

personer, der er omfattet af sikringsgruppe 2, yder regionsrådet tilskud til

behandling hos praktiserende speciallæge med samme beløb, som afholdes for

tilsvarende lægehjælp til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1.

Stk. 3.

Ved

behandling eller undersøgelse, der efter henvisning fra alment praktiserende

læge ydes af en speciallæge, inden for hvis speciale der ikke findes en

overenskomst

med det offentlige, yder regionsrådet tilskud til delvis dækning af udgiften

efter nærmere regler, der fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 4.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om henvisning til behandling

efter stk. 1, herunder at kravet om henvisning til behandling hos

praktiserende speciallæge kan fraviges i nærmere bestemt omfang. Endvidere

kan

indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om, at en

praktiserende speciallæge kan henvise til behandling hos en anden

praktiserende

speciallæge i nærmere bestemt omfang.

Tilskud til behandling hos tandlæge, kiropraktor,

fysioterapeut, fodterapeut, psykolog m.fl.

§ 65.

Regionsrådet yder tilskud til behandling hos tandlæge.

§ 66.

Regionsrådet yder tilskud til behandling hos kiropraktor.

§ 67.

Regionsrådet yder tilskud til behandling hos fysioterapeut efter

lægehenvisning.

§ 68.

Regionsrådet yder tilskud til behandling hos fodterapeut efter

lægehenvisning.

§ 69.

Regionsrådet yder tilskud til behandling hos psykolog efter lægehenvisning.

§ 70.

Regionsrådet yder efter regler fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren

tilskud til briller til børn under 16 år.

§ 71.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der ydes

tilskud til anden behandling end nævnt i §§ 65-69.

§ 72.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for tilskud efter

§§ 65-71.

§ 73.

Kommunalbestyrelsen kan undtagelsesvis yde hjælp til supplering af de i

§§ 60 og 64-71 omhandlede ydelser.

Afsnit VI

Sygehusydelser

Kapitel 16

Regionsrådets ansvar for sygehusydelser

§ 74.

Regionsrådet har ansvaret for at varetage sygehusvæsenets opgaver.

Stk. 2.

Til en

regions sygehusvæsen hører regionens egne sygehuse og tilknyttede

behandlingsinstitutioner m.v.

§ 75.

Regionsrådet kan samarbejde med andre regioners sygehusvæsen som led i

løsningen af sygehusvæsenets opgaver.

Stk. 2.

Regionsrådet kan endvidere indgå overenskomst med eller på anden måde benytte

private institutioner som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om regionernes

benyttelse af sådanne institutioner.

Stk. 3.

Regionsrådet indgår driftsoverenskomst med de i § 79, stk. 2,

nævnte

private specialsygehuse m.fl., som er beliggende i regionen.

Stk. 4.

Regionsrådet

indgår driftsoverenskomst med selvejende hospicer, som er beliggende i

regionen, og som ønsker at indgå aftale om tilbud af hospicepladser.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler herom, herunder om det antal

hospicepladser,

som et regionsråd skal tilbyde at indgå driftsoverenskomst om, og om vilkår

for

driftsoverenskomsten.

Stk. 5.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan efter ansøgning fra en privat institution som nævnt

i

stk. 2 og 4 bestemme, at frit valg-reglerne i § 86 helt eller

delvis

skal finde anvendelse på institutionen.

§ 76.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om et

regionsråds

adgang til som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver at drive eller

benytte sygehuse og institutioner i udlandet, herunder om regionernes

betaling

for behandling i udlandet.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter, i hvilket omfang reglerne i afsnit VI og i

§ 171 om befordring finder anvendelse, når et regionsråd driver eller

benytter institutioner i udlandet.

§ 77.

Regionsrådet kan kun deltage i driften, ledelsen eller finansieringen m.v. af

et sygehus, hvis det drives efter bestemmelserne i denne lov.

§ 78.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at et regionsråd

mod

betaling kan tilbyde sygehusbehandling til personer, som ikke har ret til

sygehusbehandling efter denne lov.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at et regionsråd mod betaling

kan tilbyde behandlinger og ydelser på regionens sygehuse, herunder udlejning

af lokaler og udstyr til offentlige myndigheder og private virksomheder.

Stk. 3.

Et

regionsråd kan efter indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse samarbejde

med offentlige myndigheder og private virksomheder, herunder i selskabsform,

om

løsningen af fælles opgaver efter afsnit VI, XI, XII og XIV-XVI og påtage sig

dermed forbundne udgifter. Et sådant samarbejde anses for godkendt, medmindre

regionsrådet modtager afslag på godkendelse inden 1 måned efter, at

indenrigs-

og sundhedsministeren har modtaget orientering fra regionsrådet om

samarbejdet.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger

orienteringen skal indeholde, herunder om udsættelse af fristen, såfremt de

nødvendige oplysninger ikke foreligger ved orienteringen. Indenrigs- og

sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at bestemte former for samarbejde

kan indgås uden godkendelse.

Stk. 4.

Et

regionsråd kan efter indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse påtage sig

opgaver og dermed forbundne udgifter, som ikke er omfattet af denne lov,

såfremt det har væsentlig betydning for varetagelsen af regionsrådets opgaver

efter afsnit VI, XI, XII og XIV-XVI.

Kapitel 17

Sygehusbehandling m.v.

§ 79.

Regionsrådet yder sygehusbehandling til personer, der har bopæl i regionen,

ved

sit sygehusvæsen og ved andre regioners sygehuse.

Stk. 2.

Regionsrådet

yder endvidere behandling til personer, der har bopæl i regionen, ved

følgende

private specialsygehuse m.fl.: Sankt Lukas Hospice, Diakonissestiftelsens

Hospice, Sct. Maria Hospice, rehabiliteringscentrene for traumatiserede

flygtninge OASIS og RCT-Jylland, Epilepsihospitalet i Dianalund,

Sclerosecenter

Haslev, Sclerosecenter Ry, Polio-, Trafik- og Ulykkesskadedes Fysiurgiske

Ambulatorium, Dronning Alexandrines Gigtsanatorium, Gigtsanatoriet Hans

Jansens

Hjem, Gigtsanatoriet i Skælskør, RehabiliteringsCenter for Muskelsvind,

Vejlefjord og Center for Hjerneskade.

§ 80.

Regionsrådet yder akut behandling til personer, som ikke har bopæl her i

landet, men som midlertidigt opholder sig i regionen, jf. § 8, ved sit

eller ved andre regioners sygehusvæsen.

Stk. 2.

Herudover

yder regionsrådet behandling til de i stk. 1 nævnte personer, når det

under de foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise

personen

til behandling i hjemlandet, herunder Færøerne og Grønland, eller personen

ikke

tåler at blive flyttet til et sygehus der.

§ 81.

Sygehusbehandling efter bestemmelserne i afsnit VI, VII og VIII er

vederlagsfri

for patienten, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2.

Regionsrådet kan opkræve betaling af patienten for behandling efter

§ 80,

stk. 2. Behandlingen kan dog ydes vederlagsfrit, når regionsrådet under

de

foreliggende omstændigheder skønner det rimeligt.

Stk. 3.

Hvor

særlige forhold taler herfor, kan indenrigs- og sundhedsministeren uanset

reglerne i §§ 79 og 80, fastsætte nærmere regler om, at regionsrådene

vederlagsfrit skal yde visse behandlinger, uanset hvor patienten bor.

Stk. 4.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte regler, hvorefter der ydes personer, som

midlertidigt opholder sig her i landet, vederlagsfri behandling ved det

regionale sygehusvæsen.

§ 82.

Når regionsrådet yder behandling til personer med bopæl i en anden region,

skal

det ske på samme vilkår, hvorpå regionsrådet yder behandling til personer med

bopæl i regionen.

Kapitel 18

Særlige sygehusydelser m.v.

§ 83.

Regionsrådet yder forebyggende helbredsundersøgelser hos en jordemoder og

jordemoderhjælp ved fødsel i hjemmet.

§ 84.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, at

regionsrådet

tilbyder en genoptræningsplan til patienter, der har et lægefagligt begrundet

behov for fortsat genoptræning efter udskrivning fra sygehus.

§ 85.

Regionsrådet tilbyder hvert andet år brystundersøgelse til kvinder, som er

mellem 50 og 69 år, og som har bopæl i regionen, jf. § 277, stk. 9.

Stk. 2.

Undersøgelsen omfatter røntgenundersøgelse (mammografi).

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tilbuddet om

brystundersøgelse.

Kapitel 19

Frit sygehusvalg

§ 86.

En

person, der henvises til sygehusbehandling, kan vælge mellem bopælsregionens

sygehuse, andre regioners sygehuse og de private specialsygehuse m.fl., der

er

nævnt i § 79, stk. 2, uanset bopælsregionens behandlingstilbud og

kriterier for sygehusbehandling i sit sygehusvæsen.

Stk. 2.

Et sygehus

kan afvise at modtage personer fra andre regioner, hvis det er begrundet i

kapacitetsmæssige årsager, og hvis væsentlige hensyn til personer med bopæl i

regionen ellers vil blive tilsidesat. Indenrigs- og sundhedsministeren

fastsætter nærmere regler herom.

Stk. 3.

For

psykiatriske patienter kan adgangen til at vælge efter stk. 1 begrænses,

hvis hensynet til den pågældende taler herfor.

Stk. 4.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan efter forhandling med justitsministeren og

socialministeren

fastsætte regler om, at personer ikke har ret til selv at vælge sygehus i

henhold til stk. 1 og 3, når

1)

de er optaget i

Kriminalforsorgens institutioner,

2)

de er anbragt i

institution i henhold til retsplejeloven, kapitel 11 i lov om

frihedsberøvelse

og anden tvang i psykiatrien eller straffeloven,

3)

de er anbragt på

sikret afdeling i henhold til lov om social service, eller

4)

de er frihedsberøvet,

eller deres handlefrihed i øvrigt er undergivet begrænsninger i henhold til

udlændingeloven.

Kapitel 20

Udvidet frit sygehusvalg

§ 87.

En

person, som er henvist til sygehusbehandling, kan vælge at blive behandlet på

et af de sygehuse, klinikker m.v., som regionsrådene har indgået aftale med

efter stk. 4, hvis regionsrådet i bopælsregionen ikke inden for 2

måneder

efter, at henvisningen er modtaget, kan tilbyde behandling ved egne sygehuse

eller et af de i § 79 nævnte sygehuse, som regionsrådet samarbejder med

eller sædvanligvis benytter.

Stk. 2.

I

opgørelsen af tidsfristen efter stk. 1 medregnes ikke perioder, hvor

personen gennemgår et forundersøgelsesforløb. Dog medregnes ventetid ud over

2

uger til hver enkelt undersøgelse i tidsfristen.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter regler om afgrænsning af, vilkår for og

regionsrådenes forpligtelser til at oplyse om den behandling, der er omfattet

af stk. 1, og kan herunder undtage bestemte behandlingsformer.

Stk. 4.

Regionsrådene i forening indgår aftale med de privatejede sygehuse, klinikker

m.v. i Danmark og sygehuse m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale om

behandling af patienter efter stk. 1. Kan parterne ikke opnå enighed,

fastsættes vilkårene af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 5.

Der kan

ikke henvises patienter efter stk. 1 til sygehuse, klinikker m.v., som

ikke ønsker at indgå aftale på de således fastsatte vilkår.

Stk. 6.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om krav til dokumentation

m.v.

fra de privatejede sygehuse, klinikker m.v., der indgår aftale efter

stk. 4.

Kapitel 21

Maksimale ventetider for behandling af livstruende

sygdomme

§ 88.

Til patienter, der lider af livstruende sygdomme, for hvilke

Sundhedsstyrelsen

har fastsat maksimale ventetider til behandling, yder regionsrådet i

bopælsregionen behandling ved sit sygehusvæsen inden for den af

Sundhedsstyrelsen fastsatte ventetid.

Stk. 2.

Bopælsregionsrådet skal senest 8 hverdage efter, at et af regionens sygehuse

har modtaget henvisning af en patient, meddele patienten, om regionsrådet kan

tilbyde behandling ved sit sygehusvæsen inden for den fastsatte maksimale

ventetid, og i bekræftende fald meddele patienten en dato for

forundersøgelsen.

Såfremt regionsrådet i bopælsregionen ikke er i stand til at tilbyde

behandling

inden for den fastsatte maksimale ventetid, skal patienten om muligt tilbydes

behandling på et sygehus i en anden region, på et privat sygehus her i landet

eller på et sygehus i udlandet, som kan tilbyde behandling inden for den

fastsatte maksimale ventetid.

Stk. 3.

Kan

regionsrådet i bopælsregionen ikke tilvejebringe et behandlingstilbud som

nævnt

i stk. 2, skal regionsrådet, hvis patienten ønsker det, hurtigst muligt

meddele det til Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen henviser herefter om

muligt patienten til behandling på et sygehus i en anden region eller på et

privat sygehus her i landet eller på et sygehus i udlandet. Sundhedsstyrelsen

kan i særlige tilfælde pålægge et offentligt sygehus her i landet at varetage

behandling af patienten.

Stk. 4.

Kan

Sundhedsstyrelsen ikke tilvejebringe et behandlingstilbud efter stk. 3,

og

finder patienten selv et privat sygehus her i landet eller i udlandet, der

kan

foretage den behandling, som patienten er henvist til, ydes der tilskud til

denne behandling svarende til den gennemsnitlige udgift til en tilsvarende

behandling på et dansk offentligt sygehus, dog højst svarende til den

faktiske

betaling for behandlingen. Der kan ikke ydes tilskud efter denne bestemmelse

til alternativ behandling eller til behandling, der har forskningsmæssig

eller

eksperimentel karakter.

Stk. 5.

Pligten til

at henvise patienter til behandling efter stk. 2 og 3 gælder dog ikke

til

sygehus, hvor Sundhedsstyrelsen skønner, at behandlingstaksten er urimeligt

høj, eller at udgifterne til befordring og ophold er uforholdsmæssigt høje.

Stk. 6.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til behandling og

regionsrådenes forpligtelser efter stk. 2-5.

Kapitel 22

Behandling i udlandet

§ 89.

Regionsrådet kan tilbyde en patient henvisning til behandling i udlandet.

Stk. 2.

Regionsrådet skal tilbyde en patient henvisning til behandling i udlandet,

hvis

behandling ikke kan ydes på et dansk sygehus, når patienten er indstillet

hertil af den sygehusafdeling, som her i landet har den højeste indenlandske

specialkundskab, og indstillingen er godkendt af Sundhedsstyrelsen.

Stk. 3.

Regionsrådet

kan, når en patient er indstillet hertil af en sygehusafdeling med lands-

eller

landsdelsfunktion, tilbyde en patient henvisning til forskningsmæssig

behandling i udlandet, hvis behandling ikke kan ydes på et dansk sygehus.

Stk. 4.

Sundhedsstyrelsen

rådgiver sygehusvæsenet om behandling af patienter, som har en livstruende

sygdom, der ikke umiddelbart kan tilbydes behandling for på offentlige

sygehuse

her i landet eller i udlandet efter stk. 1-3.

Stk. 5.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler og betingelser for henvisning

af patienter til behandling i udlandet efter stk. 1-4.

Kapitel 23

Regionsrådets oplysningspligt ved henvisning til

sygehus

§ 90.

Regionsrådet skal senest 8 hverdage efter, at et af rådets sygehuse har

modtaget henvisning af en patient, oplyse patienten

1)

om dato og sted for

undersøgelse eller behandling,

2)

om patienten kan

tilbydes behandling inden for 2 måneder efter reglerne i § 87,

3)

om retten til at

vælge sygehus efter §§ 86 og 87,

4)

om ventetiden på

behandling ved regionens egne og andre regioners sygehuse samt ved de i

§ 79, stk. 2, nævnte private specialsygehuse m.fl.,

5)

om, at patienten ved

henvendelse til sygehuset kan få oplyst antal behandlinger, der foretages på

de

i nr. 4 nævnte sygehuse, og

6)

om, at sygehuset

tilbyder at henvise patienten til et andet sygehus efter §§ 86 og 87.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om regionsrådenes

oplysningspligt.

Kapitel 24

Beløb til personlige fornødenheder

§ 91.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at

sygehusvæsenet og tilknyttede institutioner udbetaler et beløb til personlige

fornødenheder til personer, der ikke oppebærer pension eller anden indkomst

under længerevarende indlæggelser. Indenrigs- og sundhedsministeren

fastsætter

beløbets størrelse.

Afsnit VII

Svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

Kapitel 25

Betingelser for svangerskabsafbrydelse

§ 92.

En

kvinde kan uden tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan

foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge og kvinden, efter at reglerne

i

§ 100 er iagttaget, fastholder sit ønske om svangerskabsafbrydelse.

§ 93.

Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en kvinde uden særlig tilladelse

få

sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for

hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller

sjælelige helbred og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende

lægefagligt begrundet.

§ 94.

Er

12. svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde få tilladelse til

svangerskabsafbrydelse, hvis

1)

svangerskabet,

fødslen eller omsorgen for barnet medfører fare for forringelse af kvindens

helbred på grund af foreliggende eller truende legemlig eller sjælelig sygdom

eller svækkelsestilstand eller som følge af hendes øvrige livsforhold,

2)

graviditeten skyldes

omstændigheder som nævnt i straffelovens § 210 eller §§ 216-224,

3)

der er fare for, at

barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i

fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse,

4)

kvinden på grund af

legemlig eller sjælelig lidelse eller svag begavelse ikke formår at drage

omsorg for barnet på forsvarlig måde,

5)

kvinden på grund af

ung alder eller umodenhed ikke for tiden formår at drage omsorg for barnet på

forsvarlig måde eller

6)

svangerskabet,

fødslen eller omsorgen for barnet må antages at ville medføre en alvorlig

belastning af kvinden, som ikke kan afværges på anden måde, således at det af

hensyn til kvinden, til opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for

familiens

øvrige børn må anses for påkrævet, at svangerskabet afbrydes. Ved afgørelsen

tages hensyn til kvindens alder, arbejdsbyrde og personlige forhold i øvrigt

samt til familiens boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige forhold.

Stk. 2.

Tilladelse

til svangerskabsafbrydelse må kun gives, hvis de forhold, der begrunder

ansøgningen herom, har en sådan vægt, at det findes berettiget at udsætte

kvinden for den forøgede helbredsmæssige risiko, som indgrebet nu indebærer.

Stk. 3.

Må fosteret

antages at være levedygtigt, kan tilladelse til svangerskabsafbrydelse kun

gives, såfremt de i stk. 1, nr. 3, nævnte omstændigheder med afgørende

vægt taler for det.

Kapitel 26

Betingelser for fosterreduktion

§ 95.

En

kvinde, der er gravid med flere fostre, kan uden særlig tilladelse få

reduceret

antallet af fostre, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12.

svangerskabsuge og væsentligt formindsker en risiko for, at kvinden spontant

vil abortere alle fostre, at et eller flere fostre som følge af for tidlig

fødsel ikke vil være levedygtige eller vil få en alvorlig legemlig eller

sjælelig lidelse, at der vil opstå fare for kvindens liv, eller at kvindens

legemlige eller sjælelige helbred vil blive væsentligt forringet.

Stk. 2.

Er 12.

svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde i de i stk. 1 nævnte tilfælde få

tilladelse til fosterreduktion, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 3.

Uden for de

i stk. 1 nævnte tilfælde kan en kvinde få tilladelse til at få reduceret

antallet af fostre, hvis der er risiko for, at fosteret på grund af arvelige

anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig

legemlig eller sjælelig lidelse.

Stk. 4.

Må fosteret

i de i stk. 2 og 3 nævnte tilfælde antages at være levedygtigt, kan

tilladelse til fosterreduktion kun gives, hvis de i stk. 3 nævnte

omstændigheder med afgørende vægt taler for det.

§ 96.

Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en kvinde uden tilladelse få

reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge

fare

for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller

sjælelige helbred og denne fare udelukkende eller ganske overvejende er

lægefagligt begrundet.

Kapitel 27

Samråd og ankenævn for svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

§ 97.

Indenrigs- og sundhedsministeren opretter for hver region et eller flere

samråd, der afgør sager efter § 94, § 95, stk. 2 og 3,

§ 98, stk. 2, og § 99, stk. 2 og 3. Et samråd består af

en

medarbejder ved regionen med juridisk eller social uddannelse og to læger.

Den

ene læge skal være speciallæge i gynækologi og så vidt muligt ansat ved et

stedligt sygehus, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have

særlig socialmedicinsk indsigt.

Stk. 2.

Et samråds

afgørelse kan indbringes for et ankenævn, der tillige fører tilsyn med

samrådenes virksomhed. Ankenævnet, der oprettes af indenrigs- og

sundhedsministeren, består af en formand og et antal andre medlemmer.

Formanden

skal være dommer. I behandlingen af hver klagesag deltager mindst 3

medlemmer,

herunder formanden eller et medlem, der opfylder betingelserne for at kunne

være formand for nævnet. Af de 2 andre medlemmer skal den ene være

speciallæge

i gynækologi, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have

særlig

socialmedicinsk indsigt.

Stk. 3.

Tilladelse

kan kun gives, hvis der er enighed herom i samrådet eller ankenævnet.

Stk. 4.

Samrådenes

og ankenævnets medlemmer samt stedfortrædere beskikkes af indenrigs- og

sundhedsministeren for indtil 4 år ad gangen.

Stk. 5.

Indenrigs-

og sundhedsministeren

fastsætter

forretningsordenen for samrådene og ankenævnet.

Kapitel 28

Fremgangsmåden

§ 98.

Anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion skal fremsættes af

kvinden selv.

Stk. 2.

Er kvinden

på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred

eller af anden grund ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan

samrådet, når omstændighederne taler derfor, tillade svangerskabsafbrydelse

eller fosterreduktion efter anmodning fra en særligt beskikket værge. For

beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens § 50

tilsvarende anvendelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af

kvinden eller værgen.

§ 99.

Er

kvinden under 18 år, og har hun ikke indgået ægteskab, skal

forældremyndighedens indehaver samtykke i anmodningen.

Stk. 2.

Samrådet

kan, når omstændighederne taler derfor, tillade, at samtykke efter

stk. 1

ikke indhentes. Samrådets afgørelse kan af kvinden indbringes for ankenævnet.

Stk. 3.

Samrådet

kan, når omstændighederne taler derfor, tillade svangerskabsafbrydelse eller

fosterreduktion, selv om samtykke efter stk. 1 nægtes. Samrådets

afgørelse

kan indbringes for ankenævnet af kvinden eller forældremyndighedens

indehaver.

§ 100.

Anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion fremsættes over for

en læge eller over for et regionsråd.

Stk. 2.

Fremsættes

anmodningen over for en læge, skal denne gøre kvinden opmærksom på, at hun

ved

henvendelse til regionsrådet kan få vejledning om de foreliggende muligheder

for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter barnets

fødsel. Fremsættes anmodningen over for et regionsråd, skal kvinden, hvis hun

ønsker det, vejledes som nævnt i 1. pkt.

Stk. 3.

Kvinden

skal af en læge vejledes om indgrebets beskaffenhed og direkte følger samt om

den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet. Det samme gælder

den, der skal fremsætte anmodning efter § 98, stk. 2, eller

samtykke

efter § 99, stk. 1.

Stk. 4.

Skønner

lægen, at betingelserne for svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion i

§ 92, § 93, § 95, stk. 1, eller § 96 ikke er

opfyldt,

skal lægen straks forelægge anmodningen med sin udtalelse for regionsrådet.

Stk. 5.

Forud for

og efter indgrebet skal kvinden tilbydes en støttesamtale. Indenrigs- og

sundhedsministeren fastsætter de nærmere regler herom.

Stk. 6.

Fremsættes

der anmodning om svangerskabsafbrydelse begrundet i omstændigheder som nævnt

i

§ 94, stk. 1, nr. 3, eller fosterreduktion begrundet i

omstændigheder

som nævnt i § 95, stk. 3, skal kvinden tilbydes oplysning om

muligheden for supplerende oplysning og rådgivning hos relevante

handicaporganisationer m.v.

§ 101.

Svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge og

fosterreduktion

må kun foretages af læger på regionale sygehuse.

§ 102.

Læger, sygeplejersker, jordemødre, sygehjælpere og social- og

sundhedsassistenter, for hvem det strider mod deres etiske eller religiøse

opfattelse at foretage eller medvirke til svangerskabsafbrydelse eller

fosterreduktion, skal efter anmodning fritages herfor. Tilsvarende gælder for

personer, der er under uddannelse til et af de nævnte erhverv.

§ 103.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om anmodning om

svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion og om behandling af sager herom.

Afsnit VIII

Sterilisation og kastration

Kapitel 29

Anvendelsesområde

§ 104.

Bestemmelserne i afsnit VIII anvendes på indgreb, hvorved kønskirtlerne

fjernes, eller behandlinger, hvorved de varigt sættes ud af funktion

(kastration), og på andre indgreb, der varigt ophæver forplantningsevnen

(sterilisation).

Stk. 2.

Indgreb og

behandlinger for at helbrede legemlig sygdom omfattes ikke af reglerne i

afsnit

VIII.

Kapitel 30

Sterilisation

§ 105.

Enhver, der er fyldt 25 år, kan uden tilladelse blive steriliseret

Stk. 2.

Dette

gælder dog ikke personer, der er omfattet af bestemmelserne i § 110 og

§ 111.

§ 106.

Selv om en kvinde er under 25 år, kan hun blive steriliseret uden særlig

tilladelse, hvis det er nødvendigt at forebygge svangerskab for at afværge

fare

for hendes liv eller for alvorlig og varig forringelse af hendes legemlige

eller sjælelige helbred og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende

lægefagligt begrundet.

Stk. 2.

Hvis

betingelserne i stk. 1 er opfyldt, og kvindens ægtefælle eller samlever

er

under 25 år, kan han i stedet få tilladelse til sterilisation, jf. dog

§ 107, stk. 3.

§ 107.

Er betingelserne i § 105 eller § 106 ikke opfyldt, kan tilladelse

til

sterilisation gives, hvis

1)

der på grund af

arvelige anlæg hos ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samlever er en

sådan

fare for, at eventuelle børn vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig

lidelse, at det må anses for ønskeligt at forebygge fødsler,

2)

ansøgeren eller

dennes ægtefælle eller samlever på grund af sindssygdom eller anden sjælelig

lidelse, svag begavelse, grovere karakterafvigelser eller alvorlig legemlig

lidelse er uegnet til at drage omsorg for børn på forsvarlig måde,

3)

der af særlige grunde

er betydelig fare for, at ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samlever

ikke

kan gennemføre et fremtidigt svangerskab, eller at barnet ikke vil blive

levedygtigt eller vil blive født med væsentlige beskadigelser eller

4)

de forhold, hvorunder

ansøgeren og dennes familie lever, gør det påkrævet at undgå barnefødsel. Ved

afgørelsen tages hensyn til familiens helbredsmæssige, boligmæssige og

økonomiske forhold samt antallet af hjemmeværende børn og til, om det må

forventes, at flere børn vil medføre en væsentlig belastning af forholdene

gennem forringelse af ansøgerens helbredstilstand, betydelig forøgelse af

dennes arbejdsbyrde eller på anden måde.

Stk. 2.

Ved

afgørelsen af, om sterilisation kan tillades, skal der lægges særlig vægt på,

om de forhold, der begrunder sterilisationen, kan antages at være af varig

karakter, og om der er rimelig udsigt til, at forebyggelse af svangerskab kan

opnås på anden måde.

Stk. 3.

Sterilisation

af personer under 18 år må ikke tillades, medmindre ganske særlige forhold

taler derfor.

Kapitel 31

Samråd og ankenævn for sterilisation

§ 108.

Sager efter § 106, stk. 2, og §§ 107, 110 og 111 afgøres af de

samråd, der er oprettet i henhold til § 97.

Stk. 2.

Et samråds

afgørelse kan indbringes for det ankenævn, der er oprettet i henhold til

§ 97.

Stk. 3.

Samrådet

tiltrædes af en særlig beskikket dommer ved behandlingen af en ansøgning fra

en

person, der

1)

er under 18 år,

2)

er undergivet

foranstaltninger i henhold til straffelovens §§ 68-70 eller

3)

mod sin vilje er

indlagt eller tilbageholdt på et regionalt sygehus i medfør af lov om

frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

Stk. 4.

Tilladelse

kan kun gives, hvis der er enighed herom i samrådet eller ankenævnet.

Stk. 5.

Indenrigs-

og sundhedsministeren

beskikker

dommere og stedfortrædere for disse efter stk. 3. Beskikkelsen gælder

for

4 år ad gangen og kan omfatte flere samråd.

Kapitel 32

Fremgangsmåden

§ 109.

Anmodning om sterilisation skal fremsættes af den, på hvem indgrebet skal

foretages, jf. dog § 110.

§ 110.

Er den, som har fremsat anmodning om sterilisation efter § 109 på grund

af

sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af

anden

grund varigt eller for længere tid ude af stand til at forstå betydningen af

indgrebet, kan samrådet efter anmodning fra en særligt beskikket værge

tillade

sterilisation, når omstændighederne taler derfor. For beskikkelsen af denne

værge finder bestemmelsen i værgemålslovens § 50 tilsvarende anvendelse.

Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af den, på hvem indgrebet

skal foretages, og af værgen.

§ 111.

Er den, på hvem indgrebet skal foretages, en person under 18 år, der ikke har

indgået ægteskab, er den pågældende sindssyg eller hæmmet psykisk udviklet,

eller findes det i øvrigt på grund af ansøgerens sjælelige tilstand, herunder

svag begavelse, betænkeligt, at denne på egen hånd anmoder om sterilisation,

kan samrådet tillade sterilisation efter anmodning fra den pågældende og

forældremyndighedens indehaver eller en særligt beskikket værge. For

beskikkelsen af værgen finder bestemmelsen i værgemålslovens § 50

tilsvarende anvendelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af

ansøgeren, forældremyndighedens indehaver og værgen.

§ 112.

Anmodning om sterilisation fremsættes over for en læge eller over for et

regionsråd.

Stk. 2.

Hvis

betingelserne i § 105 eller § 106, stk. 1, er opfyldt, uden at

der foreligger omstændigheder som nævnt i § 110 eller § 111,

henviser

lægen eller regionsrådet den pågældende til sterilisationsbehandling. I

modsat

fald skal lægen forelægge anmodningen med sin udtalelse for regionsrådet.

§ 113.

Den, på hvem indgrebet skal foretages, skal af en læge vejledes om indgrebets

beskaffenhed og direkte følger og om den risiko, der må antages at være

forbundet med indgrebet. Det samme gælder den, der skal fremsætte anmodning

efter § 110 eller tiltræde anmodningen efter § 111.

§ 114.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om anmodning om

sterilisation og om behandling af sager herom.

Kapitel 33

Kastration

§ 115.

En person kan få tilladelse til kastration, herunder med henblik på

kønsskifte,

hvis ansøgerens kønsdrift medfører betydelige sjælelige lidelser eller social

forringelse.

Stk. 2.

En person

kan få tilladelse til kastration, hvis ansøgerens kønsdrift udsætter denne

for

at begå forbrydelser.

Stk. 3.

Kastration

af personer under 21 år må ikke tillades, medmindre ganske særlige grunde

taler

derfor.

§ 116.

Tilladelse til kastration gives af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 2.

§ 110

og § 111 finder tilsvarende anvendelse på ansøgninger om kastration. De

afgørelser, der ved ansøgning om sterilisation efter § 110 og § 111

træffes af et samråd eller ankenævnet, træffes dog af indenrigs- og

sundhedsministeren, når der er tale om en ansøgning om kastration.

Stk. 3.

§ 113

finder tilsvarende anvendelse ved kastration.

§ 117.

Indenrigs- og

sundhedsministeren kan

fastsætte regler om ansøgning om kastration og om behandlingen af sager

herom.

Afsnit IX

Kommunale sundhedsydelser

Kapitel 34

Kommunalbestyrelsens ansvar

§ 118.

Kommunalbestyrelsen har ansvaret for at tilvejebringe tilbud om

sundhedsydelser

efter afsnit IX.

Kapitel 35

Forebyggelse og sundhedsfremme

§ 119.

Kommunalbestyrelsen har ansvaret for ved varetagelsen af kommunens opgaver i

forhold til borgerne at skabe rammer for en sund levevis.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen etablerer forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til

borgerne.

Stk. 3.

Regionsrådet tilbyder patientrettet forebyggelse i sygehusvæsenet og i

praksissektoren m.v. samt rådgivning m.v. i forhold til kommunernes indsats

efter stk. 1 og 2.

Kapitel 36

Forebyggende sundhedsydelser til børn og unge

§ 120.

Kommunalbestyrelsen bidrager til at sikre børn og unge en sund opvækst og

skabe

gode forudsætninger for en sund voksentilværelse.

Stk. 2.

Kommunale

tilbud skal tilrettelægges, så der dels ydes en generel forebyggende og

sundhedsfremmende indsats, dels en individorienteret indsats, der retter sig

mod alle børn, samt en særlig indsats, der specielt tager sigte på børn med

særlige behov.

§ 121.

Kommunalbestyrelsen tilbyder alle børn og unge vederlagsfri

sundhedsvejledning,

bistand samt funktionsundersøgelse ved en sundhedsplejerske indtil

undervisningspligtens ophør.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen

tilbyder alle børn og unge i den undervisningspligtige alder to vederlagsfri

forebyggende helbredsundersøgelser ved en læge.

§ 122.

Kommunalbestyrelsen skal vederlagsfrit tilbyde alle børn og unge med særlige

behov en øget indsats indtil undervisningspligtens ophør, herunder øget

rådgivning samt yderligere forebyggende undersøgelser ved sundhedsplejerske

eller læge.

Stk. 2.

Personer,

for hvem undervisningspligten er ophørt, kan, når særlige forhold gør sig

gældende, tilbydes ydelser som omtalt i stk. 1 efter

kommunalbestyrelsens

beslutning.

§ 123.

Kommunalbestyrelsen opretter med henblik på at tilgodese børn og unge med

særlige behov en tværfaglig gruppe, der skal sikre, at den enkeltes

udvikling,

sundhed og trivsel fremmes, og at der i tilstrækkeligt omfang formidles

kontakt

til lægefaglig, psykologisk og anden sagkundskab.

§ 124.

Kommunalbestyrelsen bistår vederlagsfrit skoler, daginstitutioner for børn og

unge og den kommunalt formidlede dagpleje med vejledning om almene

sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende foranstaltninger.

§ 125.

Børn og unge, der går i skole i en anden kommune end bopælskommunen, skal

tilbydes de forebyggende ydelser i den kommune, hvor skolen er beliggende.

§ 126.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om de kommunale

forpligtelser efter §§ 120-125.

Stk. 2.

Sundhedsstyrelsen kan i særlige tilfælde godkende, at opgaver, der efter

loven

er henlagt til en sundhedsplejerske, varetages af en sygeplejerske.

Kapitel 37

Kommunal tandpleje

Tandpleje til børn og unge

§ 127.

Kommunalbestyrelsen tilbyder alle børn og unge under 18 år med bopæl i

kommunen

vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for færdiggørelse af påbegyndte behandlinger

ud over det fyldte 18. år.

§ 128.

Kommunalbestyrelsen tilbyder tandplejen efter § 127 på offentlige

klinikker eller hos praktiserende tandlæger, som kommunalbestyrelsen indgår

aftale med.

§ 129.

Børn og unge under 18 år, der ønsker et andet tandplejetilbud end det,

kommunalbestyrelsen vederlagsfrit stiller til rådighed, kan vælge at modtage

børne- og ungdomstandpleje i privat tandlægepraksis efter eget valg eller på

en

anden kommunes tandklinik, jf. stk. 2-4.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen yder tilskud til tandpleje til børn under 16 år, der

modtager børnetandpleje i privat tandlægepraksis, hvor dette ikke er en del

af

det tilbud, som kommunalbestyrelsen stiller vederlagsfrit til rådighed.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til

tilskud samt om tilskuddets størrelse.

Stk. 3.

Unge på 16

og 17 år kan selv vælge, om de ønsker at modtage det vederlagsfri kommunale

tandplejetilbud hos praktiserende tandlæge efter eget valg eller på kommunal

klinik, hvis kommunalbestyrelsen har oprettet en sådan.

Stk. 4.

For børn og

unge under 18 år, der vælger tandpleje på en anden kommunes tandklinik, der

er

dyrere end børne- og ungdomstandplejen i bopælskommunen, kan

behandlerkommunen

opkræve en egenbetaling, der svarer til forskellen mellem den gennemsnitlige

udgift pr. barn i den kommunale tandpleje i henholdsvis behandlerkommunen og

bopælskommunen.

Stk. 5.

En kommune

kan afvise at modtage børn fra andre kommuner, hvis det er begrundet i

kapacitetsmæssige hensyn.

Stk. 6.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til at skifte

mellem kommunal kliniktandpleje og privat tandlægepraksis samt om adgangen

til

at modtage tandplejetilbuddet på en anden kommunes tandklinik.

§ 130.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om

ressourceanvendelsen i den kommunale børne- og ungdomstandpleje.

Omsorgstandpleje

§ 131.

Kommunalbestyrelsen tilbyder forebyggende og behandlende tandpleje til

personer, der på grund af nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller

psykisk handicap kun vanskeligt kan udnytte de almindelige tandplejetilbud.

Stk. 2.

Personer,

der får tilbudt tandpleje på kommunal klinik, kan vælge i stedet at modtage

tandplejetilbuddet hos praktiserende tandlæge eller klinisk tandtekniker.

Stk. 3.

Kommunalbestyrelsen

kan indgå aftale med regionsrådet om, at regionsrådet varetager

omsorgstandpleje for de af stk. 1 omfattede personer.

§ 132.

Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at personer, der modtager et kommunalt

tandplejetilbud efter § 131, selv skal betale en del af udgiften til

tandpleje.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for størrelsen af den

maksimale

årlige betalingstakst, som kommunalbestyrelsen kan afkræve patienten. For

forebyggende og behandlende tandpleje, der er omfattet af overenskomst med

Dansk Tandlægeforening, og som der ydes tilskud til i medfør af § 65,

kan

kommunalbestyrelsen maksimalt afkræve patienten en betalingstakst svarende

til

patientens egenbetaling i praksistandplejen.

Specialtandpleje

§ 133.

Kommunalbestyrelsen tilbyder et specialiseret tandplejetilbud til

sindslidende,

psykisk udviklingshæmmede m.fl., der ikke kan udnytte de almindelige

tandplejetilbud i børne- og ungdomstandplejen, praksistandplejen eller

omsorgstandplejen.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om specialiseret tandpleje i

henhold til stk. 1, ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner

eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser,

regionsråd

eller private klinikker.

Stk. 3.

Regionsrådet driver efter aftale specialiseret tandplejetilbud til de i

stk. 1 nævnte persongrupper.

Stk. 4.

Kommunalbestyrelsen udarbejder en årlig redegørelse for behov og kommunens

forventede brug af pladser i regionen. På baggrund af kommunalbestyrelsens

redegørelse indgås en årlig rammeaftale mellem kommunalbestyrelser og

regionsråd, som danner grundlag for regionens tilpasnings- og

udviklingsansvar

for de tilbud, regionsrådet driver.

Stk. 5.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om den årlige redegørelse

og

rammeaftale efter stk. 4.

§ 134.

Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at personer, der modtager et specialiseret

tandplejetilbud efter § 133, selv skal betale en del af udgiften til

tandpleje.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for størrelsen af den

maksimale

årlige betalingstakst, som kommunalbestyrelsen kan afkræve patienten.

Stk. 3.

Børn og

unge under 18 år, der modtager et særligt tandplejetilbud efter § 133,

kan

ikke afkræves betaling for behandlingen.

Økonomisk støtte til tandproteser ved ulykkesbetingede

tandskader

§ 135.

Kommunalbestyrelsen yder støtte til tandproteser til personer i tilfælde af

funktionelt ødelæggende eller vansirende følger af ulykkesbetingede skader på

tænder, mund eller kæber.

Koordination af tandplejen m.v.

§ 136.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget af og

kravene til den kommunale tandpleje, jf. §§ 127-134.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for støtte i henhold til

§ 135.

§ 137.

Kommunalbestyrelserne og regionsrådet skal sikre en koordination af den

offentlige tandpleje og tandplejen i privat praksis, jf. §§ 65, 127,

129,

131, 133, 162, 163 og 166.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler vedrørende koordinationen.

Kapitel 38

Hjemmesygepleje

§ 138.

Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der ydes vederlagsfri

hjemmesygepleje

efter lægehenvisning til personer med ophold i kommunen.

§ 139.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget af og

kravene til den kommunale hjemmesygeplejerskeordning.

Kapitel 39

Genoptræning

§ 140.

Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri genoptræning til personer, der

efter

udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning,

jf. § 84 om genoptræningsplaner.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsens indsats efter stk. 1 tilrettelægges i sammenhæng

med

de kommunale træningstilbud m.v. i henhold til anden lovgivning.

Stk. 3.

Kommunalbestyrelsen

kan tilvejebringe tilbud om genoptræning i henhold til stk. 1 ved at etablere

behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom

med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller private institutioner.

Stk. 4.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om patienternes mulighed for

at

vælge mellem genoptræningstilbud.

Kapitel 40

Behandling for alkoholmisbrug

§ 141.

Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri behandling til alkoholmisbrugere.

Stk. 2.

Alkoholbehandling

skal iværksættes senest 14 dage efter, at alkoholmisbrugeren har henvendt sig

til kommunen med ønske om at komme i behandling.

Stk. 3.

Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om alkoholbehandling i henhold

til

stk. 1 ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved

indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd, jf.

stk.

4, eller private institutioner.

Stk. 4.

Regionsrådet stiller efter aftale med de enkelte kommunalbestyrelser i

regionen

behandlingspladser m.v., jf. stk. 1, til rådighed for kommunerne og yder

faglig

bistand og rådgivning.

Stk. 5.

Behandling

og rådgivning til alkoholmisbrugere skal ydes anonymt, hvis

alkoholmisbrugeren

ønsker det.

Stk. 6.

Behandling

på alkoholambulatorium er vederlagsfri, uanset hvor patienten bor.

Kapitel 41

Lægelig behandling for stofmisbrug

§ 142.

Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri lægelig behandling med

euforiserende

stoffer til stofmisbrugere.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om lægelig behandling i henhold

til stk. 1 ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved

indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller

private institutioner.

Stk. 3.

Regionsrådet stiller efter aftale med de enkelte kommunalbestyrelser i

regionen

behandlingspladser m.v., jf. stk. 1, til rådighed for kommunerne og yder

faglig bistand og rådgivning.

Afsnit X

Tilskud til lægemidler

Kapitel 42

Retten til tilskud

§ 143.

Regionsrådet yder tilskud til køb af lægemidler, som Lægemiddelstyrelsen har

meddelt tilskud efter reglerne i afsnit X.

Stk. 2.

Tilskud til

køb af lægemidler ydes til personer, der har ret til ydelser efter loven.

Generelt tilskud

§ 144.

Der ydes tilskud til køb af receptpligtige lægemidler, som af

Lægemiddelstyrelsen er meddelt generelt tilskud.

Stk. 2.

Tilskuddet

til receptpligtige lægemidler efter stk. 1 kan være betinget af, at

lægemidlet ordineres med henblik på behandling af bestemte sygdomme (generelt

klausuleret tilskud).

Stk. 3.

For

håndkøbslægemidler er tilskud betinget af, at lægemidlet ordineres på recept

med henblik på behandling af bestemte sygdomme fastsat af Lægemiddelstyrelsen

(generelt klausuleret tilskud) eller til personer, der modtager pension efter

lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og

almindelig førtidspension m.v.

Enkelttilskud

§ 145.

I

særlige tilfælde kan Lægemiddelstyrelsen bestemme, at der ydes tilskud til

køb

af et lægemiddel, der ordineres til en bestemt patient (enkelttilskud),

uanset

at lægemidlet ikke er meddelt generelt tilskud efter § 144.

Tilskuddets størrelse

§ 146.

Tilskuddets størrelse afhænger af den samlede udgift opgjort i

tilskudspriser,

jf. § 150, til lægemidler med tilskud i henhold til §§ 144 og 145,

som personen har købt inden for en periode på 1 år, der regnes fra første

indkøbsdato. En ny periode indledes første gang, patienten køber lægemidler

med

tilskud i henhold til §§ 144 eller 145 efter udløbet af den foregående

periode.

Stk. 2.

Overstiger

den samlede udgift inden for en periode på 1 år ikke 520 kr., ydes ikke

tilskud

til personer over 18 år. Overstiger den samlede udgift inden for en periode

på

1 år 520 kr., udgør tilskuddet til personer over 18 år

1)

50 pct. af den del,

som overstiger 520 kr., men ikke 1.260 kr.,

2)

75 pct. af den del,

som overstiger 1.260 kr., men ikke 2.950 kr., og

3)

85 pct. af den del,

som overstiger 2.950 kr.

Stk. 3.

Overstiger

den samlede udgift inden for en periode på 1 år ikke 1.260 kr., udgør

tilskuddet til personer under 18 år 50 pct. Overstiger den samlede udgift

inden

for en periode på 1 år 1.260 kr., udgør tilskuddet til personer under 18 år

1)

75 pct. af den del,

som overstiger 1.260 kr., men ikke 2.950 kr., og

2)

85 pct. af den del,

som overstiger 2.950 kr.

Stk. 4.

Fylder en

person 18 år i en allerede indledt periode på 1 år, beregnes tilskud efter

stk. 3, indtil denne periode udløber.

Kronikertilskud og terminaltilskud

§ 147.

Lægemiddelstyrelsen kan bestemme, at for personer med et stort, varigt og

fagligt veldokumenteret behov for lægemidler kan tilskuddet til køb af

lægemidler med tilskud i henhold til §§ 144 og 145 udgøre 100 pct. af

den

del af den samlede egenbetaling opgjort i tilskudspriser, som udgør mere end

3.805 kr. årligt (kronikertilskud).

§ 148.

Lægemiddelstyrelsen bevilger 100 pct. tilskud til lægeordinerede lægemidler

til

personer, der er døende, når en læge har fastslået, at prognosen er kort

levetid, og at hospitalsbehandling med henblik på helbredelse må anses for

udsigtsløs. Tilskuddet ydes til den af Lægemiddelstyrelsen i henhold til

lægemiddellovens § 22 udmeldte forbrugerpris for lægemidlet, uanset om

denne pris overstiger tilskudsprisen efter § 150 (terminaltilskud).

Regulering

§ 149.

Er der ved køb af lægemidler ydet et tilskud, som overstiger det, patienten

efter regler i § 146, stk. 2 og 3, og §§ 147 og 148 var

berettiget til, skal der reguleres herfor i forbindelse med patientens

førstkommende køb af lægemidler med tilskud i henhold til §§ 144 og 145.

Reguleringen kan dog i helt særlige tilfælde udskydes til det næstfølgende

køb

af tilskudsberettigede lægemidler. Er der ved køb af lægemidler ydet et

tilskud, som er mindre end det, patienten efter reglerne i § 146,

stk. 2 og 3, og §§ 147 og 148 var berettiget til, reguleres der

herfor i forbindelse med patientens førstkommende køb af lægemidler med

tilskud.

Stk. 2.

Ved

patientens død bortfalder regionsrådets krav på regulering, mens krav mod

regionsrådet skal fremsættes senest 1 år efter patientens død. Oplysninger om

lægemiddelkøb, herunder oplysninger om udligningsbeløb m.v., slettes fra

Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister, jf. § 156, 1 år efter

patientens død.

Beregning af tilskud

§ 150.

Ved beregning af tilskud anvendes lægemidlets tilskudspris. Tilskudsprisen

udgør den af Lægemiddelstyrelsen i henhold til lægemiddellovens § 22

udmeldte forbrugerpris for lægemidlet, jf. dog stk. 3.

Stk. 2.

Lægemiddelstyrelsen kan inddele lægemidler, som anvendes på samme indikation

og

som har behandlingsmæssig sammenlignelig virkning, i tilskudsgrupper, med

henblik på at der fastsættes samme tilskudspris for de pågældende lægemidler.

Stk. 3.

For

lægemidler, der indgår i en tilskudsgruppe, jf. stk. 2, udgør

tilskudsprisen den laveste forbrugerpris i tilskudsgruppen.

Stk. 4.

I tilfælde,

hvor patienter får udleveret en del af en pakning med lægemidler

(dosisdispensering), beregnes en tilskudspris pr. lægemiddelenhed

(enhedstilskudspris) på baggrund af den tilskudspris, der er fastsat i

henhold

til stk. 1. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om ydelse

af

tilskud til dosisdispenserede lægemidler, herunder om beregning af

enhedstilskudsprisen.

Forhøjet tilskud

§ 151.

Lægemiddelstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde bestemme, at tilskuddet til

et lægemiddel, der ordineres til en bestemt person, skal beregnes på grundlag

af den af Lægemiddelstyrelsen i henhold til lægemiddellovens § 22

udmeldte

forbrugerpris, selv om denne overstiger tilskudsprisen efter § 150

(forhøjet tilskud). Lægemiddelstyrelsens afgørelse træffes senest 14 dage

efter, at ansøgning om forhøjet tilskud er modtaget fra den behandlende læge.

Administration og revurdering

§ 152.

Lægemiddelstyrelsens afgørelse om meddelelse af generelt tilskud efter

§ 144, stk. 1, til et receptpligtigt lægemiddel træffes efter

ansøgning fra den virksomhed, der bringer lægemidlet på markedet i Danmark,

jf.

dog stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan ved behandlingen af en ansøgning om

generelt tilskud bestemme, at tilskuddet er betinget af, at lægemidlet

ordineres med henblik på behandling af bestemte sygdomme. Virksomheden kan

ikke

ansøge om generelt klausuleret tilskud.

Stk. 2.

Der stilles

ikke krav om fremsendelse af ansøgning om generelt tilskud til lægemidler,

som

er synonyme med lægemidler, hvortil Lægemiddelstyrelsen allerede har meddelt

tilskud.

Stk. 3.

Lægemiddelstyrelsens afgørelse om meddelelse af generelt klausuleret tilskud

til håndkøbslægemidler efter § 144, stk. 3, træffes uden ansøgning

fra den virksomhed, der bringer lægemidlet på markedet i Danmark.

Stk. 4.

Lægemiddelstyrelsen kan herudover i særlige tilfælde meddele tilskud til et

lægemiddel uden ansøgning fra den virksomhed, der har bragt lægemidlet på

markedet i Danmark.

§ 153.

Lægemiddelstyrelsens afgørelse om meddelelse af tilskud efter §§ 145,

147,

148 og 151 træffes efter ansøgning fra den behandlende læge. Afgørelse om

meddelelse af tilskud efter § 145 kan endvidere træffes efter ansøgning

fra den behandlende tandlæge.

Stk. 2.

Den

ansøgende læge eller tandlæge er part i de i stk. 1 nævnte

ansøgningssager.

Stk. 3.

Patienten

er ikke part i sagen om de i stk. 1 nævnte ansøgninger.

Stk. 4.

Uanset

stk. 3 har patienten ret til aktindsigt i sager om ansøgninger om

tilskud

til vedkommende efter principperne i forvaltningslovens kapitel 4.

Stk. 5.

Lægemiddelstyrelsens afgørelser efter §§ 145, 147, 148 og 151 kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 154.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for meddelelse og

tilbagekaldelse af meddelt tilskud samt regler om, hvilke oplysninger en

ansøgning om tilskud til et lægemiddel efter reglerne i afsnit X skal

indeholde.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan bestemme, at der skal fastsættes nærmere regler for

revurdering af tilskud meddelt efter § 144.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter regler om regulering af udgiftsgrænserne i

§ 146, stk. 2 og 3, og egenbetalingsloftet i § 147.

Stk. 4.

Lægemiddelstyrelsen offentliggør meddelelser om generelt tilskud, herunder

generelt klausuleret tilskud, på Lægemiddelstyrelsens netsted.

Medicintilskudsnævnet

§ 155.

Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter et Medicintilskudsnævn, der

rådgiver

Lægemiddelstyrelsen i sager om tilskud til lægemidler.

Stk. 2.

Medicintilskudsnævnet består af højst 7 medlemmer, hvoraf 1 medlem beskikkes

af

indenrigs- og sundhedsministeren efter indstilling fra det i § 227

nævnte

forhandlingsudvalg. De øvrige medlemmer, hvoraf 2 skal være alment

praktiserende læger, beskikkes af indenrigs- og sundhedsministeren efter

indstilling fra Lægemiddelstyrelsen. Beskikkelsen gælder for 4 år ad gangen.

Ministeren udpeger en formand blandt nævnets medlemmer.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte en forretningsorden for

Medicintilskudsnævnet. Medlemmerne af Medicintilskudsnævnet må ikke være

økonomisk interesserede i nogen virksomhed, som fremstiller, importerer eller

forhandler lægemidler.

Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister – CTR

§ 156.

Lægemiddelstyrelsen fører et elektronisk register over de oplysninger, der er

nødvendige for beregning af tilskud efter §§ 143-151

(Lægemiddelstyrelsens

Centrale Tilskudsregister).

Stk. 2.

Registeret

kan ud over de i stk. 1 nævnte oplysninger indeholde oplysninger, der er

nødvendige for administrationen af en særlig myndigheds- eller

apoteksadministreret betalingsordning for lægemiddelkøb, og oplysninger, der

benyttes af apotekerne ved administrationen af tilskud til lægemidler efter

den

sociale lovgivning.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om driften af registeret,

herunder om,

1)

hvilke oplysninger

der må registreres i registeret,

2)

indberetning af

oplysning om tilskud til medicin efter den sociale lovgivning,

3)

pligt til sletning af

registrerede oplysninger,

4)

apotekeres, lægers og

andres adgang til oplysninger i registeret,

5)

apotekeres pligt til

at etablere forbindelse til registeret og til at benytte registerets

oplysninger ved beregning af tilskud og

6)

apotekeres pligt til

elektronisk at indberette oplysninger til registeret.

Lægemiddelstyrelsens register over Personlige

Elektroniske Medicinprofiler – PEM

§ 157.

Lægemiddelstyrelsen fører et elektronisk register over de enkelte

medicinbrugeres køb m.v. af lægemidler og hertil knyttede oplysninger

(personlige elektroniske medicinprofiler).

Stk. 2.

Den læge,

der aktuelt har en patient i behandling, har adgang til de oplysninger, der

er

registreret om patienten, når dette er nødvendigt for behandlingen.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at den kommunale

hjemmesygepleje kan få adgang til de oplysninger, der er registreret om en

patient, når dette er relevant for behandlings- eller plejeopgaven.

Stk. 4.

Apotekere

og apotekspersonale har adgang til de oplysninger, der er registreret om en

medicinbruger, når denne har givet udtrykkeligt samtykke hertil.

Stk. 5.

Lægemiddelstyrelsen har adgang til oplysninger i det register, der er nævnt i

stk. 1, når dette er påkrævet af driftstekniske grunde eller følger af

Lægemiddelstyrelsens forpligtelser m.v. som dataansvarlig.

Stk. 6.

De

personer, som i medfør af stk. 2-4 har adgang til oplysninger i de

personlige elektroniske medicinprofiler, må alene anvende oplysningerne med

henblik på at sikre kvaliteten, sikkerheden og effekten af medicinbrugernes

lægemiddelanvendelse.

Stk. 7.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om driften m.v. af det

register, der er nævnt i stk. 1, og fastsætter herunder nærmere regler

om,

1)

hvilke oplysninger

der må registreres i registeret,

2)

pligt til sletning og

ændring af registrerede oplysninger,

3)

den registreredes

direkte elektroniske adgang til de oplysninger, der er registreret om

vedkommende i den personlige elektroniske medicinprofil, og til den

maskinelle

registrering (logning) af alle anvendelser af de registrerede oplysninger,

4)

lægers, den kommunale

hjemmesygeplejes, apotekeres, apotekspersonales og Lægemiddelstyrelsens

adgang

til registeret i medfør af stk. 2-5 og

5)

apotekernes og

sygehusenes pligt til elektronisk at indberette oplysninger til registeret og

til at korrigere urigtige oplysninger.

Afsnit XI

Øvrige ydelser og tilskud

Kapitel 43

Vaccination til visse persongrupper

§ 158.

Regionsrådet yder vederlagsfri vaccination mod visse sygdomme.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke vaccinationer der

efter stk. 1 er omfattet af loven, herunder om,

1)

hvilke sygdomme der

skal tilbydes vaccination mod,

2)

hvilke persongrupper

der skal tilbydes vaccination, og

3)

hvilke læger der skal

kunne foretage vaccination efter loven.

Stk. 3.

Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om regionsrådenes pligt til at

give oplysning om vaccinationer efter loven.

Kapitel 44

Tilskud til ernæringspræparater

§ 159.

Regionsrådet yder efter nærmere regler fastsat af indenrigs- og

sundhedsministeren tilskud til ernæringspræparater, som er ordineret af en

læge

i forbindelse med sygdom eller alvorlig svækkelse.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om opkrævning af gebyr for

godkendelse af ernæringspræparater som tilskudsberettigede.

Kapitel 45

Begravelseshjælp

§ 160.

Kommunalbestyrelsen yder begravelseshjælp. Begravelseshjælpens størrelse

afhænger af afdødes og den efterlevende ægtefælles formue og

formuerettigheder.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for

begravelseshjælpens udbetaling og beregning.

Kapitel 46

Ydelser til søfarende

§ 161.

Til søfarende og medsejlende ægtefæller og børn, og til disse personers

dødsboer, ydes der sygehjælp, barselhjælp, begravelseshjælp samt betaling af

hjemsendelsesudgifter efter nærmere regler fastsat af indenrigs- og

sundhedsministeren efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren.

Kapitel 47

Regionstandpleje

§ 162.

Regionsrådet skal tilbyde børn og unge under 18 år med odontologiske

lidelser,

der ubehandlede medfører varig funktionsnedsættelse, et vederlagsfrit

specialiseret tandplejetilbud. Herudover skal regionsrådet tilbyde

vederlagsfrit højt specialiseret behandling til de børn og unge, der har

behov

for det.

Stk. 2.

Det særlige

tandplejetilbud skal tilrettelægges i samarbejde med den kommunale børne- og

ungdomstandpleje, der har ansvaret for den almindelige forebyggende og

behandlende tandpleje til børn og unge under 18 år, jf. § 127.

Stk. 3.

Regionsrådet skal til børn og unge, der er omfattet af stk. 1, tilbyde

vederlagsfri specialbehandling efter det fyldte 18. år, indtil fysisk

modenhed

muliggør, at den pågældende behandling kan færdiggøres. Regionsrådet kan

beslutte at indgå aftale med privat tandlægepraksis eller den kommunale

tandpleje om varetagelse af opgaver, der kan løses af disse.

Kapitel 48

Odontologisk landsdels- og videnscenterfunktion

§ 163.

Regionsrådet skal vederlagsfrit tilbyde højt specialiseret odontologisk

rådgivning, udredning og behandling af patienter med sjældne sygdomme og

handicaps, hos hvem den til grund liggende tilstand giver anledning til

specielle problemer i tænder, mund eller kæber, samt højt specialiseret

rådgivning eller behandling af børn, jf. § 162, stk. 1, 2. pkt.

§ 164.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget af og

kravene til den regionale tandpleje, jf. §§ 162 og 163.

§ 165.

Regionsrådet og kommunalbestyrelserne sikrer koordination af tandplejen, jf.

§ 137.

Kapitel 49

Tilskud til tandpleje til visse patientgrupper

§ 166.

Regionsrådet yder et særligt tilskud til tandpleje til kræftpatienter, der på

grund af strålebehandling i hoved eller halsregionen eller på grund af

kemoterapi har betydelige dokumenterede tandproblemer.

Stk. 2.

Regionsrådet

yder et særligt tilskud til tandpleje til personer, der på grund af Sjøgrens

Syndrom har betydelige dokumenterede tandproblemer.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for støtte til de nævnte

patientgrupper, herunder for størrelsen af patientens maksimale egenbetaling

i

praksistandplejen.

Kapitel 50

Den offentlige rejsesygesikring

§ 167.

Regionsrådet kan yde tilskud til sygehjælp m.v. til personer under

midlertidigt

ophold i udlandet, på Færøerne og i Grønland efter nærmere regler, der

fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang ydelser i

henhold

til overenskomst med en anden stat eller til EF-retten træder i stedet for

ydelser efter stk. 1.

Kapitel 51

Tilskud til ydelser købt eller leveret i et andet

EU/EØS-land

§ 168.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om og vilkår

for,

at regionsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen yder tilskud til varer efter

loven, der købes i et andet EU/EØS-land, og tjenesteydelser efter loven, der

leveres i et andet EU/EØS-land.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan endvidere fastsætte de regler, der er nødvendige

for

at sikre anvendelsen af en aftale indgået mellem Fællesskabet og et andet

land

om forhold omfattet af stk. 1.

Afsnit XII

Præhospital indsats, befordring og

befordringsgodtgørelse

Kapitel 52

Præhospital indsats

§ 169.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om regionsrådenes

tilrettelæggelse af den præhospitale indsats og ambulancetjeneste, herunder

regler for uddannelsen af ambulancemandskabet.

Kapitel 53

Befordring og befordringsgodtgørelse

§ 170.

Kommunalbestyrelsen yder i sygdomstilfælde godtgørelse for nødvendig

befordring

til og fra alment praktiserende læge til personer, der er omfattet af

§ 59, stk. 1, og som modtager social pension, hvis personen

modtager

behandling for regionens regning efter denne lov.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen

yder i sygdomstilfælde godtgørelse til de i stk. 1 nævnte personer for

nødvendig befordring til og fra speciallæge, hvis personen modtager

behandling

for regionens regning efter denne lov efter henvisning fra alment

praktiserende

læge eller speciallæge, eller i særlige tilfælde uden henvisning, jf.

§ 64, stk. 4, og behandlingen ydes af den speciallæge inden for

vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens

opholdssted. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

ydelse af befordringsgodtgørelse til personer omfattet af 1. pkt. samt til

personer omfattet af § 59, stk. 1, ved besøg hos speciallæge.

Stk. 3.

Kommunalbestyrelsen

yder godtgørelse for nødvendig befordring med ambulance eller særligt

sygekøretøj til og fra akut skadebehandling hos alment praktiserende læge

eller

speciallæge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, hvis

behandlingen finder sted for regionens regning efter denne lov.

§ 171.

Regionsrådet yder befordring eller befordringsgodtgørelse til personer, der i

medfør af §§ 79-83 og 86-89 har ret til vederlagsfri sygehusbehandling

og

som modtager social pension. Befordring og befordringsgodtgørelse ydes til

behandling på regionale sygehuse og de i § 75 nævnte institutioner samt

til behandling på andre sygehuse m.v. efter nærmere af indenrigs- og

sundhedsministeren fastsatte regler.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilke tilfælde og i

hvilket omfang personer i øvrigt har ret til befordring eller

befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling, herunder i hvilket omfang ret

hertil tilkommer personer, der efter eget valg behandles på et sygehus uden

for

bopælsregionen i henhold til reglerne i §§ 86 og 87.

Stk. 3.

Regionsrådet

yder befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til personer, der i

medfør af §§ 79-83 og 86-89 har ret til vederlagsfri sygehusbehandling,

hvis deres tilstand gør det nødvendigt.

§ 172.

Kommunalbestyrelsen yder befordring eller befordringsgodtgørelse til

genoptræning til personer, der har behov for genoptræning efter endt

behandling

på sygehus, jf. § 140. Befordringen eller befordringsgodtgørelsen ydes

efter reglerne i § 171.

§ 173.

Befordring, for hvilken der ydes godtgørelse efter § 170, skal ske med

det

efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel og ydes kun, når

befordringsudgiften til behandlingsstedet overstiger en af indenrigs- og

sundhedsministeren fastsat grænse.

Stk. 2.

Befordring,

for hvilken der ydes godtgørelse efter §§ 171 og 172 skal ske med det

efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel og ydes kun, når

befordringsudgiften

eller afstanden

til behandlingsstedet overstiger en af indenrigs- og sundhedsministeren

fastsat

grænse.

Stk. 3.

Nærmere

regler om ydelse af befordring og befordringsgodtgørelse og dækning af andre

nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed fastsættes af indenrigs- og

sundhedsministeren.

Stk. 4.

Når der

anmodes om befordring eller befordringsgodtgørelse efter §§ 170 og 171

fra

et midlertidigt opholdssted, kan befordring eller befordringsgodtgørelse ved

hjemtransport kun forlanges tilbage til det midlertidige opholdssted,

medmindre

andet følger af aftaler eller af traktatlige forpligtelser.

§ 174.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med

kommunalbestyrelsen

og regionsrådet godkende, at kommunalbestyrelserne i en region varetager

udbetaling af befordringsgodtgørelse og løsning af andre befordringsopgaver

efter § 171 på regionsrådets vegne.

§ 175.

Regler om kørselsgodtgørelse til læger, der tilkaldes til de i § 59,

stk. 1, nævnte personer, fastsættes ved de i § 227 nævnte

overenskomster. Foreligger der ingen overenskomst herom, fastsætter

indenrigs-

og sundhedsministeren de nærmere regler.

Afsnit XIII

Ligsyn og obduktion m.v.

Kapitel 54

Dødens konstatering

§ 176.

En persons død kan konstateres ved uopretteligt ophør af åndedræt og

hjertevirksomhed eller ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion.

§ 177.

Sundhedsstyrelsen fastsætter regler om de undersøgelser, der skal foretages

for

at konstatere dødens indtræden ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion,

jf.

§ 176.

Kapitel 55

Ligsyn m.v.

Ligsyn

§ 178.

Ligsyn foretages af en læge til afgørelse af, om dødsfald er indtrådt. Ved

ligsynet skal dødstegn iagttages, og dødsmåde og dødsårsag så vidt muligt

fastslås.

Stk. 2.

Er dødsfald

indtrådt under indlæggelse på sygehus eller lignende institution, foretages

ligsyn af en af de læger, der her har deltaget i patientens behandling.

Stk. 3.

I andre

tilfælde skal ligsyn foretages af afdødes sædvanlige læge eller dennes

stedfortræder. Må undtagelsesvis en anden læge efter forholdene anses nærmere

til at foretage ligsynet, og finder denne at have tilstrækkeligt grundlag for

at tage stilling også til dødsmåde og dødsårsag, kan ligsynet dog foretages

af

denne læge.

Stk. 4.

Ingen

stedlig læge kan undslå sig for at komme til stede til foretagelse af ligsyn,

hvis tilkaldelsen skyldes, at afdødes sædvanlige læge og dennes stedfortræder

har gyldigt forfald, eller at afdøde ikke havde nogen sædvanlig læge på

dødsstedet.

Indberetning til politiet

§ 179.

Den læge, der tilkaldes i anledning af dødsfald, skal afgive indberetning til

politiet,

1)

når dødsfaldet

skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde,

2)

når en person findes

død,

3)

når døden er indtrådt

pludseligt og ikke er forudset af lægefaglige grunde,

4)

når der er grund til

at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af

lov

om arbejdsskadesikring,

5)

når døden kan være en

følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med

behandling eller forebyggelse af sygdom,

6)

når dødsfald

forekommer i Kriminalforsorgens institutioner, eller

7)

når det i øvrigt ikke

med sikkerhed kan udelukkes, at dødsfaldet skyldes et strafbart forhold,

selvmord eller ulykkestilfælde eller dødsfaldet af andre grunde skønnes at

kunne have politimæssig interesse.

Stk. 2.

Ved

dødsfald på sygehus eller lignende institution afgives den indberetning, der

er

nævnt i stk. 1, af den ledende læge.

Retslægeligt ligsyn

§ 180.

I

de tilfælde, der er nævnt i § 179, iværksættes retslægeligt ligsyn.

Stk. 2.

Retslægeligt

ligsyn kan dog undlades:

1)

ved dødsfald efter

ulykkestilfælde, såfremt døden først er indtrådt nogen tid efter ulykken og

politiet efter de tilvejebragte oplysninger finder det åbenbart, at

dødsfaldet

er uden politimæssig interesse,

2)

ved de dødsfald, der

er nævnt i § 179, stk. 1, nr. 2, 3, 5 og 6, såfremt der mellem

politiet og embedslægen er enighed om, at de tilvejebragte oplysninger gør

det

åbenbart, at der foreligger naturlig død,

3)

ved de dødsfald, der

er nævnt i § 179, stk. 1, nr. 4, såfremt embedslægen finder, at de

tilvejebragte oplysninger med tilstrækkelig sikkerhed har klarlagt

dødsårsagen,

og

4)

ved andre dødsfald,

der er kommet til politiets kundskab og er antaget at kunne have politimæssig

interesse, såfremt politiet efter en undersøgelse finder det åbenbart, at der

er tale om naturlig død.

§ 181.

Retslægeligt ligsyn foretages af politiet og en embedslæge i forening.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan meddele andre læger tilladelse til at deltage i

retslægeligt ligsyn i embedslægens sted. I påtrængende tilfælde kan en af

politimesteren udpeget læge deltage.

Dødsattest

§ 182.

Når ligsyn er afsluttet, skal lægen udstede dødsattest. Er dødsfaldet

indberettet til politiet efter § 179, må dødsattest kun udstedes, hvis

politiet meddeler, at indberetningen ikke giver anledning til retslægeligt

ligsyn. Er der foretaget retslægeligt ligsyn, udstedes dødsattesten af den

læge, der har deltaget heri.

Stk. 2.

Liget må

ikke begraves, brændes eller føres ud af landet, førend dødsattest er

udstedt.

Er dødsattesten udfærdiget efter retslægeligt ligsyn, skal attesten

yderligere

være forsynet med politiets påtegning om, at intet er til hinder for, at

liget

begraves, brændes eller føres ud af landet.

Omsorg for lig

§ 183.

En person, der antages at være afgået ved døden, skal anbringes under

forsvarlige forhold. Er dødens indtræden ikke åbenbar, skal den pågældende

være

under jævnligt tilsyn og må ikke føres til lighus, før en læge har iagttaget

dødstegn. Førend ligsyn er afsluttet og dødsattest er udstedt, må liget ikke

anbringes i kiste eller føres til kapel.

Kapitel 56

Obduktion

Retslægelig obduktion

§ 184.

Retslægelig obduktion skal foretages,

1)

når dødsfaldet

skyldes et strafbart forhold, eller muligheden heraf ikke med tilstrækkelig

sikkerhed kan udelukkes, eller obduktion dog skønnes nødvendig for at hindre,

at der senere kan opstå mistanke herom,

2)

når dødsmåden i

øvrigt ikke er fastslået med tilstrækkelig sikkerhed ved det retslægelige

ligsyn, eller

3)

når dødsårsagen ikke

er fastslået med tilstrækkelig sikkerhed ved det retslægelige ligsyn og

yderligere retsmedicinske undersøgelser af politimæssige grunde skønnes

påkrævet.

Stk. 2.

Skønnes

almen interesse i øvrigt at kræve en særlig undersøgelse af dødsårsagen ved

bestemte grupper af dødsfald, kan indenrigs- og sundhedsministeren bestemme,

at

der ved sådanne dødsfald skal foretages retslægelig obduktion.

§ 185.

Bestemmelse om retslægelig obduktion træffes af politiet. Obduktionen udføres

af en sagkyndig læge, der udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 2.

Såfremt

omstændighederne tillader det, skal afdødes nærmeste, førend obduktion

foretages, underrettes om dødsfaldet og om, at der vil blive foretaget

obduktion. Den pågældende skal samtidig gøres bekendt med adgangen til

domstolsprøvelse.

Domstolsprøvelse

§ 186.

Såfremt afdødes nærmeste modsætter sig retslægelig obduktion, skal politiet

inden 24 timer indbringe spørgsmålet om lovligheden af beslutningen herom for

retten.

Stk. 2.

Sagen

behandles efter strafferetsplejens regler. Rettens afgørelse træffes ved

kendelse. Kære til landsretten kan kun ske inden for en frist på 3 dage.

Retsplejelovens § 949, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

I de i

§ 184, stk. 1, nævnte tilfælde kan obduktion foretages, inden

rettens

afgørelse foreligger, såfremt der er nærliggende fare for, at øjemedet ellers

vil forspildes.

Lægevidenskabelig obduktion

§ 187.

Obduktion i lægevidenskabeligt øjemed og i forbindelse hermed udtagelse af

væv

og andet biologisk materiale kan efter reglerne i stk. 2-5 foretages på

en

person, som er død på eller som død er indbragt til et sygehus eller en

lignende institution.

Stk. 2.

Obduktion

må foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har givet sit

samtykke til obduktion. Har afdøde givet sit samtykke til obduktion under

forudsætning af de pårørendes accept, skal denne foreligge. I andre tilfælde

må

obduktion ikke finde sted, såfremt afdøde eller afdødes nærmeste har udtalt

sig

derimod eller indgrebet må antages at stride mod afdødes eller de nærmestes

livsopfattelse, eller såfremt særlige omstændigheder i øvrigt taler mod

indgrebet.

Stk. 3.

Uden for de

i stk. 2 nævnte tilfælde skal afdødes nærmeste, hvis opholdssted kendes,

underrettes om den påtænkte obduktion med anmodning om at give tilladelse

hertil. Obduktion må herefter foretages, såfremt afdødes nærmeste giver

samtykke til indgrebet. Ønsker afdødes nærmeste ikke at tage stilling til det

påtænkte indgreb, skal der oplyses om adgangen til at modsætte sig obduktion

inden for 6 timer efter underretningen som nævnt i 1. pkt. Obduktion må

tidligst foretages 6 timer efter denne underretning, medmindre afdødes

nærmeste

forinden har givet samtykke til obduktion.

Stk. 4.

Er afdøde

under 18 år, må obduktion kun foretages, såfremt forældremyndighedens

indehaver

har samtykket heri.

Stk. 5.

Obduktion

må først foretages, når ligsyn er foretaget. Obduktion må ikke finde sted,

såfremt der skal foretages retslægeligt ligsyn eller retslægelig obduktion.

Kapitel 57

Andre bestemmelser

§ 188.

Andre indgreb på en afdød end nævnt i kapitel 56 må kun foretages, såfremt

afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet bestemmelse herom.

Stk. 2.

Sådanne

indgreb må først foretages, når uopretteligt ophør af åndedræt og

hjertevirksomhed er indtrådt.

§ 189.

Bestemmelserne i afsnit XIII finder tilsvarende anvendelse på børn, der efter

udgangen af 22. svangerskabsuge fødes uden at vise livstegn (dødfødte børn).

Stk. 2.

Bestemmelserne

i afsnit XIII gælder ikke for udtagelse af blod, fjernelse af mindre

hudpartier

og andre mindre indgreb, som ganske må ligestilles hermed.

§ 190.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om almindelige

ligsyn, lægevidenskabelige obduktioner og om dødsattester. Justitsministeren

kan fastsætte nærmere regler om behandling af lig, om foretagelse af

retslægelige ligsyn og om retslægelige obduktioner.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter regler, hvorefter en læge ikke må konstatere

dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede dødsattest og foretage obduktion

på

en person, som lægen har haft en særlig tilknytning til.

Stk. 3.

Henhører

efterforskningen i forbindelse med dødsfaldet under militær påtalemyndighed,

træder forsvarets auditørpersonel i stedet for politiet ved foretagelse af

retslægeligt ligsyn og retslægelig obduktion.

§ 191.

Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forhandling med justitsministeren og

indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om ligsyn og

begravelse m.v. ved dødsfald til søs.

§ 192.

Henlægger indenrigs- og sundhedsministeren sine beføjelser efter afsnit XIII

til Sundhedsstyrelsen, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen for

afgørelser truffet i medfør af lovens § 181, stk. 2, 1. pkt.,

herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Afsnit XIV

Kvalitetsudvikling, forskning, indberetning og

patientsikkerhed

Kapitel 58

Kvalitetsudvikling

§ 193.

Regionsrådet og kommunalbestyrelsen skal sikre kvalitetsudvikling af ydelser

efter denne lov, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastlægger i samarbejde med regionsrådene og

kommunalbestyrelserne en fælles ramme for kvalitetsudvikling i det danske

sundhedsvæsen.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte regler om krav til kvalitet og

it-anvendelse i sundhedsvæsenet.

Stk. 4.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at private sygehuse og

klinikker m.v., der leverer ydelser efter denne lov, skal leve op til krav

fastsat i medfør af stk. 1-3.

Kapitel 59

Forskning

§ 194.

Regionsrådet skal sikre udviklings- og

forskningsarbejde, således at ydelser efter denne lov samt uddannelse af

sundhedspersoner kan varetages på et højt fagligt niveau.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen skal medvirke til udviklings- og forskningsarbejde,

således

at ydelser efter denne lov samt uddannelse af sundhedspersoner kan varetages

på

et højt fagligt niveau.

Kapitel 60

Indberetning til de centrale sundhedsmyndigheder

m.v.

§ 195.

Det påhviler regionsråd, kommunalbestyrelser, praktiserende sundhedspersoner

og

de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v., at give

oplysning om virksomheden til de centrale sundhedsmyndigheder m.fl. efter

nærmere af indenrigs- og sundhedsministeren fastsatte regler.

§ 196.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at

regionsråd, kommunalbestyrelser, private personer og institutioner, der

driver

sygehuse m.v., samt praktiserende sundhedspersoner skal indberette

oplysninger

til kliniske kvalitetsdatabaser, som en offentlig myndighed er dataansvarlig

for, og hvor der sker registrering af helbredsoplysninger m.v. med henblik på

overvågning og udvikling af behandlingsresultater for afgrænsede grupper af

patienter.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan bestemme, at den registrerede på begæring skal have

indsigtsret i oplysninger, der er registreret om vedkommende i de i

stk. 1

nævnte kliniske kvalitetsdatabaser.

Stk. 3.

Indberetning

af oplysninger efter stk. 1, der kan henføres til bestemte personer, kan

ske uden samtykke fra personen.

§ 197.

Sundhedsstyrelsen kan med en patients mundtlige samtykke videregive

oplysninger

fra Landspatientregisteret om patientens tidligere undersøgelser, diagnoser

og

behandlinger til den behandlende læge på det behandlende sygehus til brug for

behandling af patienten på sygehuset.

Stk. 2.

Patientsamtykke skal gives til den læge, der modtager oplysningerne.

Kapitel 61

Patientsikkerhed

§ 198.

Regionsrådene modtager, registrerer og analyserer rapporteringer om

utilsigtede

hændelser, jf. stk. 2, til brug for forbedring af patientsikkerheden og

-behandlingen samt for rapportering af oplysninger til Sundhedsstyrelsen, jf.

§ 199.

Stk. 2.

En

sundhedsperson, som bliver opmærksom på en utilsigtet hændelse i forbindelse

med en patients behandling eller ophold på sygehus, skal rapportere denne

hændelse i henhold til stk. 1.

Stk. 3.

Ved en

utilsigtet hændelse forstås en begivenhed, der er en følge af behandling

eller

ophold på sygehus, og som ikke skyldes patientens sygdom, og som samtidig

enten

er skadevoldende eller kunne have været skadevoldende, men forinden blev

afværget eller i øvrigt ikke indtraf på grund af andre omstændigheder.

Utilsigtede hændelser omfatter både på forhånd kendte og ukendte hændelser og

fejl.

§ 199.

Sundhedsstyrelsen modtager rapporteringer fra regionsrådene om utilsigtede

hændelser og opretter et nationalt register herfor. Sundhedsstyrelsen

vejleder

sundhedsvæsenet om patientsikkerhed på baggrund af de modtagne oplysninger.

Stk. 2.

Sundhedsstyrelsen

fastsætter nærmere regler om, hvilke utilsigtede hændelser der skal

rapporteres

af regionsrådene til Sundhedsstyrelsen, hvornår og i hvilken form

rapporteringen skal ske, og hvad den skal indeholde. Sundhedsstyrelsen

fastsætter endvidere nærmere regler om, i hvilke tilfælde sundhedspersoner

skal

rapportere om utilsigtede hændelser til regionsrådet, hvornår og i hvilken

form

rapporteringen skal ske, og hvad den skal indeholde.

Stk. 3.

Sundhedsstyrelsen

kan fra regionsrådene indhente supplerende oplysninger om indrapporterede

hændelser til brug for styrelsens vejledningsarbejde, jf. stk. 1.

Stk. 4.

Rapportering

om utilsigtede hændelser fra regionsrådene til Sundhedsstyrelsen efter

stk. 1 og 3 skal ske i anonymiseret form vedrørende såvel patienten som

sundhedspersonen.

Stk. 5.

Sundhedsstyrelsen

afgiver en årlig beretning om sin virksomhed i henhold til dette kapitel.

§ 200.

Rapporteringer om utilsigtede hændelser, der kan henføres til bestemte

personer, kan uden samtykke fra patienten eller de involverede

sundhedspersoner

udveksles inden for den personkreds, der i regionen varetager opgaver i

henhold

til § 198, stk. 1, samt videregives til kliniske databaser og andre

registre, hvori der sker registrering af helbredsoplysninger med henblik på

dokumentation

og kvalitetsudvikling på patientsikkerhedsområdet.

Stk. 2.

Regionsrådene må ikke videregive oplysninger om den indrapporterende

sundhedspersons identitet til andre end de personer, der varetager opgaver i

henhold til § 198, stk. 1.

§ 201.

En sundhedsperson, som rapporterer en utilsigtet hændelse, kan ikke som følge

af sin rapportering underkastes disciplinære undersøgelser og

foranstaltninger

af ansættelsesmyndigheden, tilsynsmæssige reaktioner af Sundhedsstyrelsen

eller

strafferetlige sanktioner af domstolene.

§ 202.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler for inddragelse

af den primære sundhedssektor, herunder privatpraktiserende sundhedspersoner,

under §§ 198-201’s område. Ministeren kan fastsætte afvigelser fra

§§ 198-201, som særlige forhold i den primære sundhedssektor måtte

begrunde.

Stk. 2.

Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for, hvilke sygehuse og andre

behandlingsinstitutioner der er omfattet af rapporteringspligten, ligesom

Sundhedsstyrelsen kan fastsætte særlige regler for de private sygehuses

rapporteringssystem.

Stk. 3.

§§ 198-201 gælder tillige for private sygehuse.

Stk. 4.

§§ 198-201 gælder ikke for andre lovbestemte indrapporteringsordninger

vedrørende utilsigtede hændelser og fejl opstået under behandling.

Sundhedsstyrelsen kan i samarbejde med berørte myndigheder fastsætte nærmere

regler, der præciserer og eventuelt samordner indrapporteringsforhold, jf. 1.

pkt.

Afsnit XV

Samarbejde og planlægning

Kapitel 62

Samarbejde

§ 203.

Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen samarbejder om indsatsen på

sundhedsområdet og om indsatsen for sammenhæng mellem sundhedssektoren og de

tilgrænsende sektorer.

§ 204.

Regionsrådet nedsætter i samarbejde med kommunalbestyrelserne i regionen et

sundhedskoordinationsudvalg vedrørende den regionale og kommunale indsats på

sundhedsområdet og om indsatsen for sammenhæng mellem sundhedssektoren og de

tilgrænsende sektorer.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte

sundhedskoordinationsudvalg, herunder om sammensætning og formandskab m.v.

§ 205.

Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen indgår aftaler om

varetagelsen

af opgaver på sundhedsområdet.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke indsatsområder

sundhedsaftalerne skal omfatte.

Stk. 3.

Aftaler

vedrørende indsatsområder, som er omfattet af de af indenrigs- og

sundhedsministeren nærmere fastsatte regler efter stk. 2, indsendes til

Sundhedsstyrelsen til godkendelse.

Kapitel 63

Planlægning

§ 206.

Regionsrådet udarbejder en samlet plan for tilrettelæggelsen af regionens

virksomhed på sundhedsområdet.

Stk. 2.

Forud for

regionsrådets behandling af forslag til sundhedsplan skal regionsrådet

indhente

Sundhedsstyrelsens rådgivning.

Stk. 3.

Regionsrådet skal ændre sundhedsplanen forud for gennemførelse af væsentlige

ændringer i regionens sundhedsvæsen, der ikke er forudsat i planen.

Stk. 4.

Regionsrådet indsender planen og senere ændringer heri til Sundhedsstyrelsen.

Kapitel 64

Specialeplanlægning

§ 207.

Sundhedsstyrelsen nedsætter et rådgivende udvalg for specialeplanlægning.

Stk. 2.

Udvalget

består af repræsentanter for de lægevidenskabelige selskaber,

sygeplejefaglige

selskaber, regionsrådene, Sundhedsstyrelsen og Indenrigs- og

Sundhedsministeriet.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren udnævner formanden for udvalget efter indstilling fra

Sundhedsstyrelsen og ministeriets medlem af udvalget samt suppleanter herfor.

Sundhedsstyrelsen udpeger de øvrige medlemmer samt suppleanter herfor.

Stk. 4.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om udvalgets sammensætning og

funktionsperiode samt regler for udvalgets virksomhed.

§ 208.

Sundhedsstyrelsen fastsætter krav til lands- og landsdelsfunktioner, herunder

til placeringen af lands- og landsdelsfunktioner på regionale og private

sygehuse, efter høring af det i § 207 nævnte udvalg.

Stk. 2.

Sundhedsstyrelsen godkender lands- og landsdelsfunktioner på regionale og

private sygehuse.

Stk. 3.

Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler om visitation af patienter til

behandling på afdelinger med lands- og landsdelsfunktioner efter høring af

det

i § 207 nævnte udvalg.

Stk. 4.

Sundhedsstyrelsen kan inddrage en godkendelse efter stk. 2 efter høring

af

det i § 207 nævnte udvalg, såfremt en sygehusafdeling med lands- eller

landsdelsfunktion trods pålæg herom fra Sundhedsstyrelsen ikke opfylder de i

stk. 1 fastsatte krav. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan indbringes for

indenrigs- og sundhedsministeren. Indbringelsen har ikke opsættende virkning,

medmindre indenrigs- og sundhedsministeren bestemmer andet.

Stk. 5.

Regionsrådet og vedkommende private sygehuse afgiver årligt en statusrapport

til Sundhedsstyrelsen om opfyldelsen af de i stk. 1 fastsatte krav på

afdelinger med lands- eller landsdelsfunktion.

§ 209.

Det påhviler hvert regionsråd under iagttagelse af de i § 208 fastsatte

krav at indgå aftaler om benyttelse af lands- og landsdelsfunktioner på

regionale sygehuse samt på private sygehuse.

Stk. 2.

Kan der

ikke opnås enighed om indholdet af aftaler efter stk. 1, kan

Sundhedsstyrelsen træffe afgørelse herom efter anmodning fra en af de berørte

parter og efter høring af det i § 207 nævnte udvalg.

Stk. 3.

Indgår et

regionsråd ikke de fornødne aftaler efter stk. 1, kan Sundhedsstyrelsen

bestemme, at betaling kan afkræves vedkommende region for patienter, der

modtages til behandling på afdelinger med lands- og landsdelsfunktion på

sygehuse i andre regioner samt på private sygehuse.

Afsnit XVI

Sundhedsberedskab

Kapitel 65

Planlægning og gennemførelse af sundhedsberedskabet

§ 210.

Regionsrådet og kommunalbestyrelsen skal planlægge og gennemføre sådanne

foranstaltninger, at der sikres syge og tilskadekomne nødvendig behandling i

tilfælde af ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger. Planen skal

vedtages af henholdsvis regionsrådet og kommunalbestyrelsen i et møde.

Stk. 2.

Forud for

regionsrådets og kommunalbestyrelsens behandling af forslag til

sundhedsberedskabsplan skal henholdsvis regionsrådet og kommunalbestyrelsen

indhente Sundhedsstyrelsens og Lægemiddelstyrelsens rådgivning.

Stk. 3.

Det

påhviler private sygehuse at planlægge og gennemføre sådanne

foranstaltninger,

at de på tilsvarende måde som regionale sygehuse kan indgå i

sygehusberedskabet.

Stk. 4.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for regionsråds og

kommunalbestyrelsers planlægning og varetagelse af sundhedsberedskabet.

§ 211.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan i tilfælde af ulykker og katastrofer,

herunder krigshandlinger, pålægge regionsrådet eller kommunalbestyrelsen at

løse en sundhedsberedskabsopgave på en nærmere bestemt måde.

Afsnit XVII

Statslige myndigheder m.v.

Kapitel 66

Sundhedsstyrelsen

§ 212.

Sundhedsstyrelsen er en styrelse under indenrigs- og sundhedsministeren, der

bistår ministeren med den centrale forvaltning af sundhedsmæssige

anliggender.

Stk. 2.

Sundhedsstyrelsen opretter som en organisatorisk del af styrelsen en

embedslægeinstitution i hver region.

§ 213.

Sundhedsstyrelsen skal følge sundhedsforholdene og skal holde sig orienteret

om

den til enhver tid værende faglige viden på sundhedsområdet.

Stk. 2.

Når

Sundhedsstyrelsen bliver bekendt med overtrædelser eller mangler på

sundhedsområdet, skal styrelsen orientere vedkommende myndighed i fornødent

omfang. Ligeledes skal Sundhedsstyrelsen orientere offentligheden, når

særlige

sundhedsmæssige forhold gør det nødvendigt.

§ 214.

Sundhedsstyrelsen vejleder om udførelsen af sundhedsfaglige opgaver efter

denne

lov.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren og andre myndigheder har adgang til direkte rådgivning

og

anden bistand fra Sundhedsstyrelsen i sundhedsfaglige spørgsmål.

Stk. 3.

Statslige,

regionale og kommunale myndigheder kan indhente Sundhedsstyrelsens rådgivning

i

hygiejniske, miljømæssige og socialmedicinske forhold.

§ 215.

Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der

udføres

af personer inden for sundhedsvæsenet. Dette gælder dog ikke virksomhed, der

udføres af autoriserede psykologer. Endvidere fører Sundhedsstyrelsen tilsyn

med ledere af plejehjem og lign., hvortil der ikke er knyttet en fast læge.

Stk. 2.

Sundhedsstyrelsen kan iværksætte skærpet tilsyn med den i stk. 1 nævnte

personkreds, såfremt styrelsen har begrundet formodning om, at den pågældende

sundhedspersons virksomhedsudøvelse vil udgøre en forringet sikkerhed for

patienter. Sundhedsstyrelsens beslutning om skærpet tilsyn kan ikke

indbringes

for anden administrativ myndighed.

Stk. 3.

Sundhedsstyrelsen kan som led i tilsynet efter stk. 1 og 2 afkræve

personer inden for sundhedsvæsenet de oplysninger, der er nødvendige for at

gennemføre tilsynet.

Stk. 4.

Sundhedsstyrelsen eller personer, der af Sundhedsstyrelsen er bemyndiget til

at

udøve tilsynet, har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse

adgang til sygehuse, plejehjem og lign.

Stk. 5.

Sundhedsstyrelsen kan efter indenrigs- og sundhedsministerens nærmere

bestemmelse pålægge personer inden for sundhedsvæsenet at foretage

anmeldelser

og indberetninger vedrørende deres faglige virksomhed.

§ 216.

Sundhedsstyrelsen iværksætter evalueringer m.v. af virksomheden i det

offentlige sundhedsvæsen med henblik på at fremme kvalitetsudviklingen og en

mere effektiv ressourceanvendelse i sundhedssektoren. Evalueringerne kan

omfatte alle forhold vedrørende sundhedsvæsenets virksomhed.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at det påhviler

regionsråd og kommunalbestyrelser samt de under Indenrigs- og

Sundhedsministeriet hørende institutioner at give de for gennemførelsen af

evalueringer m.v. efter stk. 1 nødvendige oplysninger, herunder

oplysninger fra patientregistre og andre registre, samt regnskabs- og

budgetoplysninger.

Stk. 3.

Oplysninger, der indhentes til brug for evalueringer efter stk. 1, kan

ikke videregives til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

§ 217.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for den

uddannelse,

som læger skal have gennemgået efter lægevidenskabelig embedseksamen for at

kunne få ansættelse som embedslæger.

§ 218.

Sundhedsstyrelsen yder bistand til rets- og politimyndighederne, i det omfang

indenrigs- og sundhedsministeren efter aftale med justitsministeren

fastsætter

regler herom.

§ 219.

Sundhedsstyrelsen gennemfører én gang årligt et uanmeldt tilsynsbesøg

vedrørende de sundhedsmæssige forhold på plejehjem m.v. omfattet af lov om

social service, i plejeboligbebyggelser omfattet af lov om almene boliger

m.v.

eller lov om boliger for ældre og personer med handicap og andre tilsvarende

boligenheder i kommunen. Tilsynet omfatter indsatsen over for de beboere og

lejere, der modtager kommunale serviceydelser.

Stk. 2.

Efter hvert

tilsynsbesøg udarbejder Sundhedsstyrelsen en tilsynsrapport om de

sundhedsmæssige forhold på plejehjemmet m.v. til brug for plejehjemmets og

kommunens opfølgning på konstaterede fejl og mangler ved de sundhedsmæssige

forhold. Tilsynsrapporten sendes endvidere til bruger- og pårørenderådet, jf.

lov om social service, og til det kommunale ældreråd, jf. lov om

retssikkerhed

og administration på det sociale område.

Stk. 3.

Sundhedsstyrelsen skal påse, at plejehjemmet eller kommunen følger op på

eventuelle kritisable sundhedsmæssige forhold, der måtte være konstateret ved

det sundhedsmæssige tilsynsbesøg.

Stk. 4.

Embedslægeinstitutionen

udarbejder årligt for den enkelte kommunes plejehjem m.v. et sammendrag af

årets tilsynsrapporter og et sammendrag af den kommunale opfølgning efter

stk. 3 til brug for den enkelte kommune.

Stk. 5.

Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere indholdet af de sundhedsadministrative,

sundhedsfaglige og sundhedsrelaterede opgaver, der indgår i tilsynet med de

sundhedsmæssige forhold, og de nærmere regler for tilsynsbesøg og

afrapportering herom efter stk. 1-4.

Stk. 6.

Reglerne i

§ 220, stk. 4 og 5, om udstedelse af påbud og forbud over for

institutioner m.v. finder tilsvarende anvendelse på tilsyn, der udføres efter

stk. 1-3.

§ 220.

Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for de sundhedsmæssige forhold

på behandlings- og plejeinstitutioner m.v., skoler og daginstitutioner m.v.

samt klinikker og lign., som udfører lægefaglig behandling og legemspleje. I

reglerne fastsættes regler om tilsynet med de nævnte institutioner m.v.

Stk. 2.

I reglerne

kan der gives kommunalbestyrelsen eller regionsrådet adgang til at udstede

påbud og forbud over for institutioner m.v., der ikke overholder reglerne.

Over

for institutioner, som drives af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet,

tilkommer denne adgang Sundhedsstyrelsen.

Stk. 3.

Kommunalbestyrelsen, regionsrådet, Sundhedsstyrelsen eller personer, der af

disse myndigheder er bemyndiget til at foretage undersøgelser, har, hvis det

skønnes nødvendigt, til enhver tid og mod behørig legitimation uden

retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme for at tilvejebringe

oplysninger til brug for beslutninger, der kan træffes i henhold til dette

kapitel eller regler udfærdiget med hjemmel heri.

Stk. 4.

Kommunalbestyrelsens og regionsrådets påbud og forbud efter stk. 2, 1.

pkt., kan påklages til Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsens afgørelse af

klagen kan indbringes for indenrigs- og sundhedsministeren.

Sundhedsstyrelsens

påbud og forbud efter stk. 2, 2. pkt., kan ligeledes indbringes for

indenrigs- og sundhedsministeren. Sundhedsstyrelsen kan kræve sig forelagt

afgørelser truffet af kommunalbestyrelser og regionsråd efter 1. pkt.

Stk. 5.

Kommunalbestyrelsens, regionsrådets og Sundhedsstyrelsens afgørelser efter

stk. 1-4 kan påklages af enhver, der må antages at have en individuel og

væsentlig interesse i sagens udfald.

§ 221.

Erhvervsmæssig undersøgelse af urinprøver med henblik på påvisning af

graviditet må kun foretages af læger og apotekere samt af personer, som

Sundhedsstyrelsen autoriserer hertil.

Kapitel 67

Statens Serum Institut

§ 222.

Statens Serum Institut er et institut under indenrigs- og sundhedsministeren,

hvis formål er at forebygge og bekæmpe smitsomme sygdomme, medfødte lidelser

og

biologiske trusler. Statens Serum Institut er landets centrallaboratorium,

for

så vidt angår diagnostiske analyser, herunder referencefunktioner.

Instituttet

sikrer forsyning af vacciner, herunder vacciner til

børnevaccinationsprogrammet,

og beredskabsprodukter gennem fremstilling eller fremskaffelse. Instituttet

indgår i det operationelle beredskab mod smitsomme sygdomme og biologisk

terrorisme. Instituttet driver videnskabelig forskning og yder rådgivning og

bistand på områder, der vedrører instituttets opgaver.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter regler, herunder om betaling, for

instituttets

udlevering af præparater og udførelse af undersøgelser m.m.

Kapitel 68

Det nationale råd for folkesundhed

§ 223.

Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter et uafhængigt sagkyndigt råd for

folkesundhed. Rådet har til formål at bidrage til at forbedre sundheden i

hele

befolkningen. Rådet har til opgave at bidrage til debat og at rådgive

indenrigs- og sundhedsministeren om folkesundhedsområdet.

Stk. 2.

Det

nationale råd for folkesundhed afgiver hvert andet år en beretning om rådets

arbejde til Folketinget og indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 3.

Det

nationale råd for folkesundhed består af 11 medlemmer, som beskikkes af

indenrigs- og sundhedsministeren for 3 år ad gangen på baggrund af deres

sagkundskab inden for folkesundhedsområdet. Indenrigs- og sundhedsministeren

udpeger rådets formand blandt rådets medlemmer.

Stk. 4.

Rådet kan

indkalde andre relevante personer på ad hoc-basis.

Stk. 5.

Rådet

fastsætter selv sin forretningsorden.

Afsnit XVIII

Administration, overenskomster og forsøg m.v.

Kapitel 69

Forskellige bestemmelser

§ 224.

Regionsrådet træffer afgørelser vedrørende ydelser efter §§ 59, 60,

64-71,

159, 167 og 175. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere

regler

om, at kommunalbestyrelsen udbetaler kontantydelser, som efter ovennævnte

bestemmelser tilkommer de i § 58 nævnte personer, på regionernes vegne.

§ 225.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler vedrørende

betaling

for personer, som ikke efter reglerne i denne lov har ret til vederlagsfri

behandling på sygehus.

Stk. 2.

For

personer, der ikke ifølge reglerne i denne lov har ret til vederlagsfri

sygehusbehandling, kan betaling inddrives ved udpantning.

§ 226.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om

regionsrådenes

medvirken til rekruttering af sundhedsfagligt personale til internationale

sundhedsopgaver.

Kapitel 70

Overenskomster m.v.

§ 227.

Det i henhold til § 37 i lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne,

Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab nedsatte nævn

afslutter overenskomster med organisationer af sundhedspersoner m.fl. om

vilkårene for de i §§ 50, 58-60, 64-69, 71, 72, 159 og 175 nævnte

ydelser.

Stk. 2

. Indenrigs- og

sundhedsministeren skal inden fastsættelse af nærmere regler efter §§ 8-12,

72

og 167, indhente en udtalelse fra det i § 37 i lov om regioner og om

nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens

Sygehusfællesskab nedsatte nævn.

Stk. 3

. Inden der afsluttes

overenskomster med andre stater i medfør af § 232, eller der i medfør af

EF-retten indgås aftaler med andre medlemsstater om hel eller delvis

undladelse

af mellemstatslig refusion af sundhedsudgifter omfattet af EF-retten, skal

indenrigs- og sundhedsministeren indhente en udtalelse fra det i henhold til

§

37 i lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens

Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab nedsatte nævn.

§ 228.

I

de tilfælde, hvor det påhviler den sikrede at udrede en del af betalingen for

en ydelse i medfør af denne lov, betaler den sikrede sin andel direkte til

den

sundhedsperson, der er omfattet af overenskomst, hvorefter denne rejser krav

over for regionsrådet om det tilskud, som regionsrådet skal yde. Er

sundhedspersonen ikke omfattet af en overenskomst, modtager den sikrede

kontanttilskud fra kommunalbestyrelsen efter § 224.

Stk. 2.

I tilskud,

som regionsrådet udbetaler til sundhedspersoner i henhold til stk. 1,

kan

der foretages indeholdelse med henblik på inddrivelse af offentlige

fordringer

efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.

Tilsvarende kan der foretages indeholdelse i tilskud til lægemidler, som

regionsrådet

i henhold til aftale mellem det offentlige og apotekernes organisation

udbetaler direkte til apotekerne.

§ 229.

Foreligger der ingen overenskomst vedrørende vilkårene for ydelser efter

§ 227, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren nærmere regler om

vilkårene for regionernes tilskud, herunder honorarer, tilskud, udbetaling af

tilskud, regler om henvisning til behandling og antal ydere, samt

kørselsgodtgørelse til læger, der tilkaldes til de i § 59 omhandlede

personer.

§ 230.

Udbetaling af ydelser efter denne lov kan ikke danne grundlag for regreskrav

imod en skadevolder.

§ 231.

Indtægterne fra Sygekassernes Helsefond kan anvendes til støtte af

socialmedicinsk, sundhedsmæssig og lignende virksomhed, til etablering af

plejehjem og til at imødekomme behovet for efterløn og understøttelse til

tidligere ansatte ved sygekasse m.v. og sådannes efterladte. Midler, der er

hensat til pensionsformål, eller som med socialministerens godkendelse

overføres til kommuner i forbindelse med disses overtagelse af

pensionsforpligtelser

over for tidligere ansatte og deres efterladte, kan dog holdes uden for

fonden.

Socialministeren fastsætter nærmere regler om fondens ledelse og virksomhed

og

om tilsyn med fonden.

Kapitel 71

Overenskomster med andre stater

§ 232.

Regeringen kan indgå overenskomster med andre stater om koordinering af

offentlige sundhedsordninger i Danmark og tilsvarende ordninger i andre

stater

for personer, der rejser mellem staterne, og om de finansielle vilkår for

koordineringen, herunder hel eller delvis undladelse af mellemstatslig

refusion

af sundhedsudgifter omfattet af overenskomsterne.

Stk. 2.

I

overensstemmelse med reglerne i de i stk. 1 omhandlede overenskomster

eller EF-rettens regler om koordinering af medlemsstaternes sundhedsordninger

for personer, der rejser mellem staterne, kan indenrigs- og

sundhedsministeren

fastsætte nærmere regler om, at personer, der ville være omfattet af denne

lovs

personkreds, og sådanne personers dødsboer, helt eller delvis undtages fra

anvendelsen af denne lov, for så vidt der tilkommer sådanne personer eller

dødsboer ret til ydelser ifølge en anden stats lovgivning.

Kapitel 72

Forsøg med fravigelse af lovens regler

§ 233.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter ansøgning fra et regionsråd eller

en

kommunalbestyrelse godkende, at der iværksættes forsøg, der indebærer

fravigelse af lovens bestemmelser bortset fra bestemmelserne i afsnit II og

III

samt §§ 77 og 79, § 81, stk. 1, og §§ 82 og 83.

Stk. 2.

Forsøg skal

have til formål at fremme omstilling i sundhedsvæsenet, herunder med nye

organisations- og behandlingsformer, ændrede tilskud eller ændrede

honoreringssystemer m.v. Ved godkendelse af forsøg skal der lægges afgørende

vægt på hensynet til borgernes retssikkerhed og velfærd.

Stk. 3.

Tilladelse

efter stk. 1 kan også gives til forsøg med opkrævning af gebyr for

udeblivelse fra aftalt sygehusbehandling.

Afsnit XIX

Finansiering

Kapitel 73

Ydelser i praksissektoren

§ 234.

Bopælsregionen afholder udgifter til ydelser efter §§ 60-72.

Kapitel 74

Ydelser i sygehussektoren

§ 235.

Bopælsregionen afholder udgifter til sygehusbehandling efter §§ 79, 83

og

85-88 og § 89, stk. 1 og 3.

Stk. 2.

Den region,

der yder sygehusbehandlingen, kan opkræve bopælsregionen eller

opholdsregionen

betaling herfor efter reglerne i afsnit XIX.

Stk. 3.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning af

betalingen,

når bopælsregionen eller den midlertidige opholdsregion skal betale for en

patients behandling ved en fremmed regions sygehusvæsen.

Stk. 4.

Bopælsregionens pligt til at yde vederlagsfri behandling i henhold til

§ 79, stk. 2, er begrænset til en årlig økonomisk ramme, som for

hver

institution fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.

§ 236.

Bopælsregionen betaler et gebyr til Sundhedsstyrelsen for behandling af

henvisningssager efter § 88, stk. 3 og 4. Indenrigs- og

sundhedsministeren fastsætter gebyrets størrelse.

§ 237.

Opholdsregionen afholder udgifter til sygehusbehandling efter § 80,

stk. 1. Opholdsregionen kan afholde udgifter til sygehusbehandling efter

§ 80, stk. 2.

§ 238.

Bopælsregionen opkræver bopælskommunen betaling pr. sengedag for

sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter fra

kommunen.

Stk. 2.

Bopælsregionen

kan af bopælskommunen opkræve betaling for patienter, der er indlagt på et

hospice, der er nævnt i § 75, stk. 4, og § 79, stk. 2.

Stk. 3.

Den i

stk. 1 og 2 nævnte betaling kan maksimalt udgøre 1.522 kr. Beløbet er

anført i 2004-pris- og -lønniveau. Taksten pris- og lønreguleres på samme

måde

som bloktilskuddet til regionerne.

§ 239.

Et regionsråd kan indgå aftale med en kommunalbestyrelse om betaling for

personer, der henvises til tilbud i kommunalt regi som alternativ til

sygehusindlæggelse.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at en region i særlige

tilfælde

kan opkræve betaling for visse sygehusbehandlinger og -ydelser eller for

behandling på visse regionale institutioner efter afsnit VI.

§ 240.

En kommunalbestyrelse kan, når sociale hensyn taler for det, træffe

beslutning

om at afholde udgifter til sygdomsbehandling, der svarer til behandling, der

ydes i det regionale sygehusvæsen, til personer, der har bopæl i kommunen.

Stk. 2.

Udgifter

efter stk. 1 kan ikke dækkes ved forsikring.

§ 241.

Staten afholder udgiften til sygehusbehandling i udlandet efter § 89,

stk. 2.

§ 242.

I

særlige tilfælde kan der af statskassen ydes tilskud til hel eller delvis

dækning af udgifterne ved løsningen af særlige opgaver inden for det

regionale

sygehusvæsen.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan efter forhandling med socialministeren fastsætte

nærmere regler om, at der af staten ydes vedkommende region hel eller delvis

refusion af udgifter til befordring og behandling af personer, hvis ret til

vederlagsfri behandling her i landet følger af internationale forpligtelser.

§ 243.

Der kan ydes tilskud af statskassen til private sygehuse efter nærmere af

indenrigs- og sundhedsministeren fastsatte regler.

Kapitel 75

Svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

§ 244.

Bopælsregionen afholder udgifter til svangerskabsafbrydelse og

fosterreduktion.

Kapitel 76

Sterilisation og kastration

§ 245.

Bopælsregionen afholder udgifter til sterilisation.

§ 246.

Staten afholder udgifter til kastration.

Kapitel 77

Kommunale sundhedsydelser

Forebyggende sundhedsordninger

§ 247.

Bopælskommunen afholder udgifter til forebyggende ydelser efter

§§ 120-123. Den kommune, hvor institutionen eller skolen er beliggende,

afholder udgifter til ydelser efter §§ 124 og 125.

Tandplejeydelser

§ 248.

Bopælskommunen afholder udgifter forbundet med den kommunale børne- og

ungdomstandpleje efter §§ 127 og 129.

Stk. 2.

For børn og

unge, der modtager tandpleje på en anden kommunes tandklinik, jf. § 129,

stk. 4, betaler bopælskommunen til behandlerkommunen et beløb, der

svarer

til bopælskommunens gennemsnitlige udgift pr. barn i børne- og

ungdomstandplejen. Betalingen kan dog højst udgøre et beløb, der svarer til

behandlerkommunens gennemsnitlige udgift pr. barn i den kommunale tandpleje.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunal

betaling samt om opkrævning af egenbetaling efter § 129, stk. 4.

§ 249.

Bopælskommunen afholder udgifter forbundet med tandpleje efter §§ 131,

133

og 135.

Hjemmesygepleje

§ 250.

Opholdskommunen afholder udgifter til hjemmesygeplejeydelser efter

§ 138.

Genoptræning

§ 251.

Bopælskommunen afholder udgifter til genoptræningsydelser efter § 140.

Alkoholbehandling og behandling for stofmisbrug

§ 252.

Bopælskommunen afholder udgifter til alkoholbehandling efter § 141 og

til

lægefaglig behandling for stofmisbrug efter § 142.

Kapitel 78

Lægemidler

§ 253.

Bopælsregionen afholder udgifter til tilskud til lægemidler efter afsnit X.

Kapitel 79

Øvrige ydelser og tilskud

Vaccinationer

§ 254.

Bopælsregionen afholder udgifter til vaccinationsydelser efter § 158.

For

personer, der ikke har bopæl i landet, afholdes udgifterne af

opholdsregionen.

Stk. 2.

Staten

afholder dog udgifter til børnevacciner i medfør af de af indenrigs- og

sundhedsministeren fastsatte regler om børnevaccinationer, jf. § 158,

stk. 2.

Udstedelse af bevis

§ 255.

Bopælsregionen afholder udgifter ved udstedelse af bevis efter lovens

§ 12, stk. 1 og 2.

Ernæringspræparater

§ 256.

Bopælsregionen afholder udgifter til tilskud til ernæringspræparater efter

§ 159.

Begravelseshjælp

§ 257.

Bopælskommunen afholder udgifter til begravelseshjælp efter § 160.

Søfarende

§ 258.

Staten afholder udgifter til ydelser til søfarende m.fl. efter § 161.

Til

dækning af udgifterne betaler rederne (ejerne) et bidrag årligt for hver

søfarende i udenrigsfart. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere

regler om fremgangsmåden ved beregning og opkrævning af bidrag og kan

bestemme,

at beløbet beregnes på anden måde end på årsbasis. Bidraget reguleres efter

indhentet erklæring fra vedkommende rederorganisationer under hensyn til

indtrufne ændringer i udgifterne ved ydelser efter § 161.

Regionale tandplejeydelser

§ 259.

Bopælsregionen afholder udgifter forbundet med tandpleje efter § 162,

stk. 1 og 3, § 163 og § 166, stk. 1 og 2.

Den offentlige rejsesygesikring

§ 260.

Regionerne afholder udgifter til den offentlige rejsesygesikring efter

§ 167.

Kapitel 80

Befordring

§ 261.

Opholdskommunen afholder udgiften til befordringsgodtgørelse efter

§ 170.

Bopælsregionen afholder udgifter til kørselsgodtgørelse efter § 175.

§ 262.

Opholdsregionen afholder udgifter til befordring eller befordringsgodtgørelse

til sygehusbehandling efter reglerne i §§ 79-83 og 86 og § 87,

stk. 1, og § 89, når betingelserne herfor er opfyldt, jf.

§ 171.

Dog afholdes udgiften til befordring fra et sygehus uden for bopælsregionen

til

fortsat indlæggelse på et sygehus i bopælsregionen af sidstnævnte region.

Stk. 2.

Bopælsregionen afholder udgifter til befordring og ophold i forbindelse med

behandling efter § 88, stk. 1-3.

§ 263.

Bopælskommunen afholder udgifter til befordring i forbindelse med

genoptræning

efter § 140.

Kapitel 81

Overenskomster med andre stater

§ 264.

Udgifter, der i medfør af § 232 skal dækkes af det danske sundhedsvæsen,

afholdes af staten. Beløb, der i medfør af § 232 overføres til det

danske sundhedsvæsen,

tilfalder det regionsråd eller den kommunalbestyrelse, der har afholdt

udgiften

til den ydelse, beløbet vedrører.

Stk. 2.

Indenrigs-

og sundhedsministeren kan fastsætte regler om den nationale administrative

gennemførelse af refusion af offentlige sundhedsudgifter i henhold til

overenskomster med andre stater eller til EF-retten. Ministeren kan herunder

fastsætte regler om opkrævning af administrationsgebyr for statens medvirken

til indhentelse af refusion fra andre stater af regionsrådets eller

kommunalbestyrelsens udgifter til offentlige sundhedsydelser vedrørende

sikrede

fra andre stater.

Kapitel 82

Ydelser til personer, der ikke har bopæl i Danmark

§ 265.

For personer, der har ret til ydelser efter denne lov i medfør af

overenskomster med andre stater eller EF-retten, og som ikke har bopæl her i

landet, afholdes udgifterne til ydelserne af opholdsregionen eller

opholdskommunen. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere

regler

herom.

Afsnit XX

Straffe-, ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Kapitel 83

Straffebestemmelser

§ 266.

Den, der anvender biologisk materiale i strid med en beslutning, der er

registreret i henhold til § 29, straffes med bøde eller fængsel indtil 6

måneder.

Stk. 2.

Den, der

videregiver biologisk materiale i strid med § 32, straffes med bøde

eller

fængsel indtil 6 måneder.

Stk. 3.

Den, der

tilsidesætter bestemmelser i § 36 eller bestemmelser fastsat med hjemmel

heri, straffes med bøde. Dette gælder dog ikke, hvis bestemmelserne er

tilsidesat af afgiveren af biologisk materiale eller den, der handler på

dennes

vegne.

§ 267.

Den, der uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger efter

afsnit III, kapitel 9, straffes efter straffelovens §§ 152-152 f.

§ 268.

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde

den, der udtager væv og andet biologisk materiale til behandling som nævnt i

§ 52 eller § 53 eller foretager indgreb efter § 55, uden at

betingelserne efter loven er opfyldt.

Stk. 2.

Den, der

yder eller modtager betaling eller anden økonomisk fordel for udtagelse eller

overførsel af væv og andet biologisk materiale til behandling som nævnt i

§ 52 eller § 53, straffes med bøde. Det samme gælder den, der med

viden om, at der er ydet eller modtaget betaling som nævnt i 1. pkt.,

medvirker

til, at et sådant indgreb foretages.

§ 269.

En læge, der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion,

uden at betingelserne i § 92, § 93, § 95, stk. 1, eller

§ 96 er opfyldt, og uden at der foreligger tilladelse efter § 94

eller § 95, stk. 2 eller 3, straffes, medmindre højere straf er

forskyldt efter straffeloven, med fængsel indtil 2 år, under formildende

omstændigheder med bøde.

Stk. 2.

En læge,

der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion, uden at

betingelserne i § 98, § 99 og § 100, stk. 3, er opfyldt,

straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven.

Stk. 3.

Den, som

uden at være læge afbryder en andens svangerskab eller foretager

fosterreduktion, straffes med fængsel indtil 4 år, medmindre højere straf er

forskyldt efter straffeloven.

Stk. 4.

Stk. 1

og 3 finder tilsvarende anvendelse på den, der bistår ved den pågældende

virksomhed.

Stk. 5.

Overtrædelser,

der begås af uagtsomhed, straffes ikke.

§ 270.

Den, der, uden at betingelserne i kapitel 30 eller kapitel 33 er opfyldt,

foretager sterilisation eller kastration, straffes med bøde, medmindre højere

straf er forskyldt efter straffeloven.

§ 271.

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde

den, der uberettiget indhenter, videregiver eller udnytter oplysninger

indsamlet efter § 157 eller undlader at indberette oplysninger og at

korrigere urigtige oplysninger efter § 157.

§ 272.

Medmindre højere straf er fastsat i anden lovgivning, straffes med bøde den,

som undlader at efterkomme en forpligtelse efter § 215, stk. 3 og

5,

eller som overtræder regler, påbud eller forbud udstedt i medfør af

§§ 219

og 220.

§ 273.

Den, der overtræder bestemmelserne i §§ 178, 179, 182 og 183 vedrørende

ligsyn m.v., straffes med bøde.

Stk. 2.

Medmindre

højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

foretager obduktion i lægevidenskabeligt øjemed eller indgreb efter

§ 188,

uden at betingelserne herfor efter denne bestemmelse er opfyldt.

Stk. 3.

I regler,

der udstedes i medfør af afsnit XIII, kan der fastsættes straf af bøde for

overtrædelse af bestemmelser i reglerne.

§ 274.

Den, der udfører erhvervsmæssig undersøgelse af urinprøver i strid med

§ 221, straffes med bøde.

§ 275.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan i forskrifter, der udstedes i medfør af

§ 229, fastsætte bestemmelser om straf af bøde for overtrædelse af

bestemmelser i forskrifterne.

§ 276.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter

reglerne

i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 84

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 277.

Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 3-9.

Stk. 2.

Samtidig

ophæves

1)

lov nr. 482 af 1.

juli 1998 om patienters retsstilling,

2)

lov om offentlig

sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 509 af 1. juli 1998,

3)

lov om

sygehusvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 28. august 2003,

4)

lov om

svangerskabshygiejne og fødselshjælp, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 19.

juli

1995,

5)

lov nr. 634 af 17.

december 1976 om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme,

6)

lov nr. 438 af 14.

juni 1995 om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge,

7)

lov nr. 408 af 13.

juni 1973 om hjemmesygeplejerskeordninger,

8)

lov om tandpleje

m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1261 af 15. december 2003,

9)

lov nr. 429 af 10.

juni 2003 om patientsikkerhed i sundhedsvæsenet,

10)

§§ 1-3

og

4 a,

kapitel 3 a

og

§ 25

i lov om

sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 790 af 10.

september 2002, som ændret ved lov nr. 428 af 10. juni 2003 og § 20 i

lov

nr. 69 af 4. februar 2004,

11)

lov om

embedslægeinstitutioner m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 805 af 13. september

2001, idet lovens § 1 a om tjenestemandsansatte ved Stadslægeembedet i

Københavns Kommune dog opretholdes,

12)

lov om

svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion, jf. lovbekendtgørelse nr. 541 af

16.

juni 2004, og

13)

lov om sterilisation

og kastration, jf. lovbekendtgørelse nr. 661 af 12. juli 1994.

Stk. 3

. Afsnit IV om

transplantation og afsnit XIII om ligsyn og obduktion m.v. samt § 268 og

§ 273 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Samtidig

ophæves lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og transplantation

m.v.

Stk. 4.

§§ 207-209 træder i kraft den 1. januar 2006, idet forpligtelserne, der

efter disse bestemmelser påhviler regionerne, i stedet vil påhvile

amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Bornholms Kommune i

perioden

fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2006. Samtidig ophæves

§ 13

i lov om sygehusvæsenet. De i

§ 207, stk. 2, nævnte repræsentanter for regionsrådene

udpeges af forberedelsesudvalget med virkning for denne periode, jf. lov

om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd

og

Hovedstadens Sygehusfællesskab § 51 om forberedelsesudvalgets opgaver.

Stk. 5.

§ 215 træder i kraft den 1. januar 2006. Samtidig ophæves § 4 i lov

om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 790 af

10.

september 2002.

Stk. 6.

§ 222

træder i kraft den 1. januar 2006. Samtidig ophæves

kapitel 4

i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., jf.

lovbekendtgørelse nr. 790 af 10. september 2002, og

§ 9, stk. 1

og

2,

i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, jf. lovbekendtgørelse nr. 622

af

19. juli 1995.

Stk. 7.

§ 264

træder i kraft for beløb, der overføres til det danske sundhedsvæsen for

behandling, der afsluttes efter den 31. december 2005. Beløb fra udenlandske

syge(for)sikringer, der efter bestemmelsen tilfalder et regionsråd eller en

kommunalbestyrelse, for behandling afsluttet efter den 31. december 2005 og

inden den 31. december 2006 tilfalder i stedet den amtskommune, Hovedstatens

Sygehusfællesskab, Bornholms Kommune eller den kommune, der har afholdt

udgiften til den ydelse, beløbet vedrører.

Stk. 8.

§§ 28-35 har virkning for biologisk materiale, der er afgivet efter den

1.

september 2004. Bestemmelser fastsat i medfør af §§ 30 og 31 kan dog

tillige have virkning for biologisk materiale, der er afgivet før den 1.

september 2004.

Stk. 9.

Indenrigs-

og sundhedsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 85 om

brystundersøgelse til kvinder.

Stk. 10.

§ 50,

stk. 2 og 3, vedrørende tolkebistand træder i kraft den 1. juni 2011.

Stk. 11.

Beføjelser,

som kommunalbestyrelsen har overladt til en selvejende institution med

overenskomst med kommunalbestyrelsen om levering af hjemmesygepleje, jf.

§ 137, bevares efter de tidligere gældende regler.

Stk. 12.

Regler,

der er fastsat i medfør af de i stk. 2 nævnte love, forbliver i kraft,

indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i medfør af denne lov.

§ 278.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2

. Kapitel 4-9, §§

61-63, kapitel 36-38, kapitel 61, kapitel 66-68, og §§ 247-250, 254, 259,

266-268, og 272-274 og 276 kan ved kongelig anordning sættes helt eller

delvis

i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold

tilsiger.

Stk. 3

. Kapitel 12 og

kapitel 54-57 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og

Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold

tilsiger.

Lignende dokumenter