Forslag til Lov om ændring af straffeloven
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 9. februar 2000 af
justitsministeren (Frank Jensen)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven
(Maskeringsforbud)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 12. august 1997,
som ændret ved § 3 i lov nr. 403 af 26. juni 1998, § 3 i lov
nr. 473 af 1. juli 1998 og lov nr. 141 af 17. marts 1999, foretages
følgende ændring:
1.
Efter § 134 a indsættes:
§ 134 b.
Den, der i forbindelse med møder,
forsamlinger, optog eller lignende på offentligt sted færdes med
ansigtet helt eller delvis tildækket med hætte, maske, bemaling
eller lignende på en måde, der er egnet til at hindre
identifikation, straffes med bøde, hæfte eller fængsel
indtil 6 måneder.
Stk. 2.
På samme måde straffes den, som på
offentligt sted besidder genstande, der må anses for bestemt til
tildækning af ansigtet under de i stk. 1 nævnte
omstændigheder.
Stk. 3.
De i stk. 1 og 2 nævnte forbud gælder
ikke for tildækning af ansigtet, der foretages for at beskytte mod
vejrliget, eller som tjener andet anerkendelsesværdigt
formål.
Læs alt
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
Side
1.
Lovforslagets formål
3
2.
Baggrunden for lovforslaget
3
3.
Den praktiske anvendelse og betydning af et
maskeringsforbud
4
3.1.
Indledning
4
3.2.
Gældende bestemmelser om forbrydelser mod den
offentlige orden samt håndhævelsen heraf
4
3.3.
Gældende bestemmelser om politiets
håndhævelse af ro og orden uden for
strafferetsplejen
6
3.4.
Politiets praktiske muligheder for at håndhæve ro
og orden efter de gældende regler
7
3.5.
Den praktiske anvendelse og betydning af et
maskeringsforbud
8
3.6.
Sammenfatning af betydningen af et
maskeringsforbud
9
4.
Fremmed ret
9
4.1.
England
9
4.2.
Tyskland
10
4.3.
Holland
11
4.4.
De nordiske lande
11
5.
Overvejelser om eventuelle alternativer til et
maskeringsforbud
11
6.
Den nærmere udformning af
maskeringsforbudet
12
6.1.
Det strafbare område
12
6.2.
Subjektive krav
13
6.3.
Forsøg og medvirken
14
6.4.
Strafferamme og strafniveau
14
7.
Forholdet til grundloven og den europæiske
menneskerettighedskonvention
14
8.
Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
16
9.
Hørte myndigheder mv.
16
1. Lovforslagets formål
Formålet med lovforslaget er gennem en ny
bestemmelse i straffeloven at indføre et forbud mod
identitetsslørende maskering i forbindelse med møder,
forsamlinger, optog og lignende på offentligt sted.
Maskeringsforbudet vil navnlig omfatte tilfælde,
hvor maskeringen kan være (eller har været) medvirkende til eller
befordrende for, at en demonstration eller anden offentlig forsamling
spontant eller planlagt udvikler sig til uroligheder eller
optøjer.
Desuden omfatter forbudet besiddelse af
beklædningsgenstande mv., der må anses for bestemt til maskering
under disse omstændigheder.
Forbudet gælder ikke maskering, der foretages for at
beskytte mod vejrliget, eller som tjener andet anerkendelsesværdigt
formål. Den sidstnævnte undtagelse kan efter
omstændighederne f.eks. omfatte tildækning af ansigtet, der
foretages ud fra en religiøs overbevisning eller i forbindelse med
karneval og lignende arrangementer.
Om det nærmere indhold og afgrænsning af
maskeringsforbudet henvises til pkt. 6 nedenfor og til bemærkningerne
til lovforslagets § 1 (straffelovens § 134 b).
2. Baggrunden for lovforslaget
Historisk har der før grundloven af 1849
været udstedt forordninger, der forbød folk at være
»maskeret, formummet eller sværtet« på offentligt sted. Forbudet
blev siden videreført i politivedtægten for København.
Det hidtil sidste maskeringsforbud blev ophævet ved
bekendtgørelse nr. 430 af 21. november 1967 af politivedtægt for
København, der trådte i kraft den 1. januar 1968. Der kan herom
i det hele henvises til John Christensen og Henrik Stevnsborg: Masker og
maskeforbud, i Ugeskrift for Retsvæsen 1988, afdeling B, s.
139-141.
Siden 1980'erne har der ved forskellige lejligheder
været voldelige konfrontationer mellem på den ene side politiet
og på den anden side grupper af aktivister, f.eks. bz'ere og
autonome.
Konfrontationerne har været karakteriseret ved, at
der ofte er begået alvorlige overtrædelser af lovgivningen,
herunder vold mod politiet og omfattende hærværk på
offentlig og privat ejendom.
I flere tilfælde er det imidlertid - trods
indsættelse af større politistyrker - ikke lykkedes politiet at
anholde mere end nogle få af gerningsmændene. Årsagen
hertil har navnlig været, at politiet ikke med sikkerhed har kunnet
identificere, hvilke personer der deltog i ulovlighederne, blandt andet fordi
aktivisterne ofte har optrådt med masker eller hætter under
konfrontationerne.
Folketinget har på den baggrund inden for de sidste
10 år flere gange debatteret, om der bør (gen-)indføres
et maskeringsforbud. Folketinget har således bl.a. behandlet en
række beslutningsforslag om et maskeringsforbud. Ingen af forslagene er
blevet vedtaget.
Ved behandlingen af beslutningsforslag og i folketingssvar
i tidligere samlinger har Justitsministeriet peget på, at der kan
være både lovtekniske og håndhævelsesmæssige
vanskeligheder ved et maskeringsforbud.
De seneste erfaringer, herunder urolighederne på
Nørrebro i København og i landsbyen Torup ved Randers i
november 1999, har imidlertid givet Justitsministeriet anledning til at
genoverveje spørgsmålet om et maskeringsforbud.
Som led heri har Justitsministeriet drøftet med
politiets ledelse og rigsadvokaten, om den eksisterende lovgivning giver
politiet tilstrækkelige midler i indsatsen mod sådanne
uroligheder.
Politiet har under disse drøftelser tilkendegivet,
at et maskeringsforbud i visse situationer kan være et nyttigt redskab
i indsatsen mod uroligheder. Det er politiets vurdering, at et forbud vil
give bedre mulighed for at forhindre, at uroligheder opstår, eller at
de udvikler sig meget voldsomt.
I forlængelse af drøftelserne har politiets
ledelse den 15. december 1999 afleveret en redegørelse om et
maskeringsforbud til Justitsministeriet. Redegørelsen indeholder en
beskrivelse af, hvordan et maskeringsforbud bør bygges op for at
styrke politiets muligheder for at forhindre og opklare kriminalitet i
forbindelse med uroligheder, samt hvordan et sådant forbud i givet fald
kan håndhæves. Redegørelsen er optaget som bilag til dette
lovforslag.
Efter Justitsministeriets opfattelse er den praksis, der i
visse kredse har udviklet sig med hensyn til at anvende maskering i
forbindelse med demonstrationer mv., ikke acceptabel. I praksis har det
således vist sig, at maskering ikke anvendes af personer med fredelige
hensigter. Maskering har typisk til formål at gøre det lettere
for de pågældende personer at slippe af sted med at deltage
aktivt i uroligheder og begå kriminalitet. Anvendelse af maskering har
således i praksis vist sig at fremme forstyrrelse af den offentlige
orden.
På denne baggrund og i lyset af tilkendegivelserne
fra politiets ledelse finder Justitsministeriet, at der bør
indføres et maskeringsforbud.
Et maskeringsforbud vil i visse tilfælde kunne
forbedre politiets muligheder for, inden uroligheder opstår, at
forebygge vold, hærværk og andre lovovertrædelser i
forbindelse med demonstrationer mv. Er uroligheder brudt ud, vil et forbud
kunne give politiet et mere sikkert grundlag for at gribe ind over for
deltagere, der optræder i maskeret tilstand.
Fører forbudet til, at antallet af personer, der
optræder maskeret i forbindelse med demonstrationer mv., nedbringes,
må det antages, at det vil lægge en dæmper på lysten
til at begå kriminalitet, da det ikke vil kunne ske i ly af den
identitetssløring, som en maskering indebærer. Begås der
alligevel kriminalitet af umaskerede deltagere, vil det lette
strafforfølgningen, at de pågældende kan genkendes.
Selv om gennemførelsen af et maskeringsforbud ikke
i sig selv vil kunne løse de kriminalitetsproblemer, der er knyttet
til visse former for demonstrationer mv., er der grund til at tro, at det
samlet set vil have en vis kriminalitetsdæmpende virkning.
3. Den praktiske anvendelse og betydning af et maskeringsforbud
3.1. Indledning
Formålet med dette afsnit er at belyse den praktiske
anvendelse og betydning af et maskeringsforbud.
Med dette sigte beskrives først det retlige
grundlag for politiets håndhævelse af ro og orden efter de
gældende regler særligt med henblik på tilfælde, hvor
flere færdes i forening på offentligt sted. Denne
håndhævelse kan dels ske som led i opklaring og
forfølgning af overtrædelser - eller forsøg på
overtrædelser - af straffebestemmelser vedrørende beskyttelse af
den offentlige orden (pkt. 3.2.), dels som håndhævelse af
ro og orden uden for strafferetsplejen (pkt. 3.3.).
Herefter beskrives under pkt. 3.4. politiets
praktiske muligheder (i og uden for strafferetsplejen) for at
håndhæve ro og orden efter de gældende regler i
følgende tre typesituationer: (1) Over for personer, der er på
vej til et bestemt sted for at deltage i en forsamling, demonstration eller
lignende, (2) over for maskerede personer, der deltager i en fredelig
forsamling og (3) over for maskerede personer, der deltager i uroligheder
eller optøjer med omfattende vold og hærværk.
På denne baggrund beskrives under pkt. 3.5.
den praktiske anvendelse og selvstændige betydning, et maskeringsforbud
vil have for politiets håndhævelsesmuligheder i de nævnte
tre typesituationer, og under pkt. 3.6. sammenfattes betydningen af et
maskeringsforbud.
Om den nærmere udformning af maskeringsforbudet -
der er kort beskrevet ovenfor under pkt. 1 - henvises til pkt. 6
nedenfor.
3.2. Gældende bestemmelser om forbrydelser mod den offentlige
orden samt håndhævelsen heraf
Straffeloven
indeholder i kapitel 15 (§§ 133-143)
en række bestemmelser om forbrydelser mod den offentlige orden og fred.
I denne sammenhæng er det navnlig bestemmelserne i §§ 133-134 a,
der er af interesse.
Efter straffelovens § 133, stk. 1,
straffes den, som fremkalder opløb med det forsæt at øve
eller true med vold eller hærværk, med fængsel indtil 3
år eller hæfte. Efter stk. 2 straffes på samme
måde de, der ved et opløb, under hvilket det nævnte
formål er lagt for dagen, optræder som opløbets ledere,
samt enhver deltager, der undlader at efterkomme politiets lovligt forkyndte
påbud til mængden om at skilles (jf. herom pkt. 3.3 nedenfor).
For personer, der blot er deltagere, kan straffen gå ned til
bøde.
Denne bestemmelse suppleres af en lignende bestemmelse i
straffelovens § 120 om opløb som middel til overfald
på eller tvang mod offentlige myndigheder.
Straffelovens § 134 angår deltagere i et
opløb, der vidende om, at påbud om at skilles er forkyndt
på foreskreven måde, ikke efterkommer dette. Straffen er
bøde eller hæfte indtil 3 måneder eller under
skærpende omstændigheder fængsel i samme tid.
Efter straffelovens § 134 a straffes deltagere
i slagsmål eller anden grov forstyrrelse af ro og orden på
offentligt sted, såfremt de har handlet efter aftale eller flere i
forening. Straffen er hæfte eller fængsel indtil 6
måneder.
Bestemmelsen i § 134 a kan ikke overtrædes af
en person, der handler alene. Bestemmelsen forudsætter, at en gruppe af
personer sammen forårsager den kriminaliserede handling. For at kunne
straffe en person for overtrædelse af bestemmelsen kræves
desuden, at vedkommende har tilsluttet sig den gruppe, hvis handlinger er
omfattet af bestemmelsen.
Til illustration af rækkevidden af § 134 a kan
der henvises til Højesterets dom af 2. februar 1996 (Ugeskrift for
Retsvæsen 1996, s. 639).
Efter urolighederne på Nørrebro den 18. maj
1993 rejste anklagemyndigheden tiltale efter § 134 a mod en række
personer, der havde befundet sig på urostedet under urolighederne, men
som politiet ikke med sikkerhed kunne udpege som deltagere i
hærværk eller vold mod politiet.
Herom udtalte Højesteret følgende:
»Urolighederne på Nørrebro den 18.-19. maj
1993 indebar utvivlsomt grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt
sted, jf. straffelovens § 134 a. Domfældelse for deltagelse heri
er imidlertid betinget af, at anklagemyndigheden godtgør, at den
enkelte tiltalte har tilsluttet sig gruppen af uromagere og fredsforstyrrere,
således at vedkommende med sikkerhed kan udskilles fra forbipasserende,
tilskuere, beboere og andre, der blot har været til stede og
overværet hele eller dele af begivenhedsforløbet.
Efter det bevisresultat, som landsretten har lagt til
grund, findes det herefter betænkeligt at anse andre end tiltalte T 7
for skyldig i deltagelse i grov forstyrrelse af ro og orden som angivet i
§ 134 a.«
Det forhold, at en person har været til stede under
uroligheder, der falder ind under bestemmelsens ordlyd, er således ikke
tilstrækkeligt til at ifalde strafansvar, hvis personen ikke har
tilsluttet sig gruppen, men blot været tilskuer.
Der vil normalt heller ikke i sådanne tilfælde
være grundlag for at straffe tilskuere, naboer eller andre, der
opholder sig på opløbsstedet for medvirken til de
forbrydelser, der begås. Den blotte mere eller mindre tilfældige
tilstedeværelse, hvor man uden at tage aktiv del i forløbet
iagttager, hvad der foregår, er ikke tilstrækkeligt til at
pådrage et medvirkensansvar. Medvirkensansvaret efter straffelovens
§ 23 kan således ikke anvendes til at pålægge en
større, ubestemt kreds et kollektivt ansvar i tilfælde, hvor det
ikke er muligt præcist at udpege dem, der har deltaget i de
pågældende lovovertrædelser.
For så vidt angår mulighederne for at straffe
for forsøg på overtrædelse af § 134 a, kan der
henvises til Vestre Landsrets kendelse af 8. januar 1986 i den såkaldte
»La Cabana-sag« (Ugeskrift for Retsvæsen 1986, s. 383). I denne
sag fandt landsretten ikke, at politiet havde haft nogen rimelig grund til at
mistænke passagererne i to minibusser på vej fra Århus til
en demonstration i Herning for forsøg på overtrædelse af
§ 134 a, selv om politiet havde grund til at frygte uroligheder i
forbindelse med den planlagte demonstration. Den foretagne anholdelse af
passagererne fandtes derfor ikke at have haft hjemmel i retsplejeloven.
Afgørelsen er også omtalt under pkt. 3.3. nedenfor.
I det omfang, der under optøjer eller uroligheder
begås vold eller hærværk, henføres disse forhold
under straffelovens § 119 (vold mv. mod tjenestemand i funktion),
§§ 244-246 (vold) og § 291 (hærværk). Også her er
der tale om et individuelt ansvar, der forudsætter, at den enkelte kan
udpeges som gerningsmand eller medvirkende.
Straffelovens regler suppleres af bestemmelser i
politivedtægterne.
Såvel normalpolitivedtægten som
politivedtægten for København indeholder i
§ 7 bestemmelser, hvorefter det er strafbart at deltage i
opløb eller sammenstimlen, der er egnet til at forstyrre den
offentlige orden. Efter samme bestemmelse kan politiet meddele påbud,
som er påkrævede for at forebygge, at den offentlige orden
forstyrres på denne måde.
Der kan også henvises til § 3 om forbud
mod slagsmål, skrigen, råben, højrøstet syngen
eller anden støjende, voldelig, fornærmelig eller lignende
optræden, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden eller
medføre ulempe for andre tilstedeværende eller omboende.
Straffen for overtrædelse af politivedtægten
eller af bestemmelser truffet i medfør af vedtægten er
bøde, jf. § 59 i normalpolitivedtægtens og § 65 i
politivedtægten for København. Det indebærer, at
forsøg ikke kan straffes, jf. straffelovens § 21, stk. 3.
Efter denne bestemmelse straffes forsøg - for så vidt andet ikke
er bestemt - kun, når der for lovovertrædelsen er foreskrevet
højere straf end hæfte.
Retsplejeloven
indeholder en række regler om
straffeprocessuelle tvangsindgreb, som politiet kan anvende som led i
forfølgning af lovovertrædelser. Der kan i denne
sammenhæng navnlig henvises til reglerne om anholdelse (kapitel 69),
visitation (kapitel 72) og ransagning (kapitel 73).
Disse efterforskningsmidler kan alene anvendes som led i
forfølgning (efterforskning mv.) af en allerede begået
lovovertrædelse, herunder eventuelt forsøg på en bestemt
lovovertrædelse. Endvidere er det i almindelighed en betingelse, at
den, som indgrebet rettes imod, med rimelig grund mistænkes for en
lovovertrædelse.
For så vidt angår anholdelse indeholder
retsplejelovens § 755, stk. 3, en særlig bestemmelse,
hvorefter politiet bl.a. i tilfælde af opløb, hvorunder der
øves eller trues med vold eller hærværk, og hvor den eller
de skyldige ikke med sikkerhed kan udpeges, kan anholde enhver, der opholder
sig på det pågældende sted, og som kan mistænkes for
strafbar deltagelse.
Bestemmelsen indebærer en lempelse af det
sædvanlige mistankekrav ved anholdelse. Selv om der ikke kan stilles
store krav til den konkrete mistankes styrke, vil den blotte
tilstedeværelse dog næppe i sig selv være
tilstrækkelig anholdelsesgrund, jf. kravet om, at den
pågældende »kan mistænkes for strafbar deltagelse«.
Endvidere vil de pågældende efter
omstændighederne være berettiget til erstatning for uberettiget
anholdelse efter retsplejelovens § 1018 a, hvis det
efterfølgende viser sig, at anholdelserne ikke fører til
domfældelse. Erstatningen kan dog nedsættes eller nægtes,
såfremt den pågældende selv har givet anledning til
anholdelsen, jf. § 1018 a, stk. 3. Har den pågældende
været til stede under opløb af den i § 755, stk. 3,
beskrevne karakter - uden dog at være strafskyldig efter straffelovens
§ 134 a eller andre bestemmelser - og har vedkommende ikke bortfjernet
sig trods anledning hertil, vil der dog formentlig ofte være grundlag
for at nægte erstatning på grund af egen skyld under henvisning
til, at den pågældende har udvist en adfærd, der må
påregnes at medføre risiko for sigtelse og anholdelse.
For så vidt angår visitation kan der endvidere
henvises til retsplejelovens § 792 d, stk. 4. Efter denne
bestemmelse kan politiet under efterforskning på gerningsstedet
foretage visitation af tøjet med henblik på at finde våben
hos alle personer, der træffes på stedet, i umiddelbar
tilknytning til udøvelsen af en alvorlig voldsforbrydelse eller
fremsættelse af trussel herom samt i andre efterforskningssituationer,
hvor der er begrundet mistanke om, at nogen tilstedeværende på
sin person skjuler våben.
3.3. Gældende bestemmelser om politiets håndhævelse
af ro og orden uden for strafferetsplejen
Grundlovens § 79 og 80 er sålydende:
»§ 79. Borgerne har ret til uden
forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige
forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under
åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for
den offentlige fred.
§ 80.
Ved opløb må den
væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at
mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordret
til at skilles.«
Grundlovens § 79 beskytter retten til at forsamle sig
fredeligt. Sammenhængen mellem § 79 om forsamlingsfriheden og
§ 80 om opløb viser, at ikke enhver menneskemængde har
karakter af en forsamling i grundlovens forstand. Ved en forsamling
forstås i almindelighed den samtidige tilstedeværelse af en
flerhed af mennesker i et fælles øjemed (befordre en
meningstilkendegivelse) og under en vis ledelse. Mister en oprindelig
fredelig - og dermed lovlig - forsamling sin ledelse eller selvkontrol,
f.eks. fordi den går i opløsning på grund af uroligheder,
betragtes den herefter ikke længere som en forsamling, men som et
opløb.
En forsamling nyder ikke en absolut beskyttelse. Dette
fremgår allerede af selve bestemmelsens ordlyd, idet det i § 79,
3. pkt., er fastsat, at forsamlinger under åben himmel kan forbydes,
når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.
Bestemmelsen giver ikke kun adgang til at nedlægge
et forudgående forbud. Den giver også hjemmel til, at
forsamlinger under afholdelse kan forlanges hævet (opløst),
såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Betingelserne for at nedlægge et sådant
grundlovshjemlet forbud er, at der af forsamlingen kan befrygtes fare for den
offentlige fred. Rækkevidden af dette kriterium kan give anledning til
nogen tvivl, men det antages, at bestemmelsen kun giver hjemmel for et
forbud, når almene interesser af en vis betydning (»den offentlige
fred«) er truet, og at risikoen er nogenlunde nærliggende. Der skal med
andre ord foreligge en konkret fare for uroligheder af en vis kvalificeret
karakter. Risiko for forstyrrelse af den offentlige orden (støj,
råben, uanstændig adfærd mv.) er ikke tilstrækkeligt.
På den anden side vil en nærliggende risiko for, at en forsamling
udvikler sig til et opløb med voldshandlinger og hærværk,
kunne begrunde et forbud mod eller en opløsning af forsamlingen.
Hvis en på forhånd forbudt forsamling
alligevel holder møde, eller hvis en forsamling under afholdelse
opløses af politiet og ikke straks forføjer sig i god ro og
orden, betragtes den som et opløb, selv om situationen ikke har
udviklet sig til uroligheder.
Den nærmere regulering af politiets adgang til at
opløse opløb findes i politilovgivningen (lov af 11.
februar 1863 angående omordning af Københavns Politi mv., og lov
nr. 21 af 4. februar 1871 indeholdende bestemmelser om politiet uden for
København). Efter 1863-lovens § 12 og 1871-lovens § 10 kan
politiet opløse opløb med magt, når mængden
tre gange i kongens (dronningens) og lovens navn forgæves er opfordret
til at adskilles. Disse bestemmelser kræver således
opløsningsformularen anvendt, forinden et opløb kan
opløses med magt. På dette punkt går politilovene lidt
længere med hensyn til pligten til at anvende
opløsningsformularen end grundlovens § 80, idet grundloven kun
forpligter hertil i tilfælde af opløsning af et opløb med
væbnet magt.
Er der tale om opløb, vil deltagerne heri kunne
straffes efter politivedtægtens § 7 eller - hvis
opløsningsformularen har været anvendt - efter straffelovens
§ 134, jf. ovenfor.
Efter retsplejelovens § 108 (den
såkaldte generalfuldmagt) påhviler det politiet at opretholde
sikkerhed, fred og orden og påse overholdelsen af love og
vedtægter samt at foretage det fornødne til forhindring,
efterforskning og forfølgning af forbrydelser.
Det har været diskuteret i den retsvidenskabelige
litteratur, om retsplejelovens § 108 kan antages at indeholde en
selvstændig hjemmel for politiet til at foretage indgreb i borgernes
frihed og ejendom, eller om hjemmelen i stedet skal søges i
nødretsgrundsætninger, administrativ praksis eller
retssædvane, jf. f.eks. Ib Henricson: Politiret (2. udg. 1999), s.
76-86, med henvisninger.
I Justitsministeriets notat af 5. oktober 1982 om
politiets bistand til andre forvaltningsmyndigheder (optrykt i
betænkning nr. 981/1983 om håndhævelse af bygge- og
miljølovgivningen, s. 218-220) anføres bl.a.
følgende:
»Under henvisning til bestemmelsen i retsplejelovens
§ 108, stk. 1, er det almindeligt antaget, at politiet er
beføjet til gennem umiddelbar magtanvendelse at skride ind over for
handlinger eller undladelser, som frembyder en vis grad af fare for den
offentlige sikkerhed, fred og orden, eller hvor særlige
retshåndhævelsesmæssige hensyn i øvrigt måtte
tilsige det. Afgørelsen af, om magt bør bringes i anvendelse,
må bero på en konkret vurdering af den enkelte situation.
Særmyndighedens vurdering af behovet for umiddelbar politimæssig
bistand bør indgå i den politimæssige vurdering, men i
øvrigt må den praksis, der har dannet sig omkring bestemmelsen i
straffelovens § 13, stk. 3, formentlig tillægges en ikke
uvæsentlig betydning i denne forbindelse ...«
I betænkning nr. 1147/1988 om BZ-sikring af
bygninger omtales på s. 42-45 spørgsmålet om, hvorvidt
politiet med hjemmel i § 108 kan skride ind i tilfælde, hvor et
hus er ved at blive besat. Herom anføres bl.a. følgende (s.
44-45):
»På den baggrund må det antages, at politiet
også i en situation, hvor et hus er ved at blive besat, må kunne
skride ind med henvisning til retsplejelovens § 108, når
betingelserne i øvrigt er opfyldt, dvs. at indgrebet ikke står i
misforhold til den foreliggende situation m.v.«
Et andet område, hvor der har været rejst
spørgsmål om retsplejelovens § 108 som selvstændigt
hjemmelsgrundlag, vedrører midlertidige anbringelser i detentionen af
f.eks. berusere. Det har i den retsvidenskabelige litteratur været
gjort gældende, at hjemmelen for sådanne anbringelser er
retsplejelovens bestemmelse, jf. bl.a. Hans Gammeltoft-Hansen:
Strafferetspleje II (1989), s. 117-118, og Henning Koch og Henrik Stevnsborg:
Fra politiret til politividenskab, i Suum Cuique (1991), s. 66-72
(særligt s. 70-71). Det samme er antaget i retspraksis, jf. bl.a.
Vestre Landsrets dom af 28. marts 1979 (Ugeskrift for Retsvæsen
1979, s. 660). Andre statsretlige forfattere finder hjemmelen for
sådanne anbringelser i en retssædvane.
Sammenfatningsvis kan det således anføres, at
retsplejelovens § 108 har karakter af dels en generel beskrivelse af
politiets almindelige opgaver, dels en selvstændig hjemmel for visse
mindre, konkrete indgreb.
I forarbejderne til lov om forbud mod ophold i bestemte
ejendomme (»rockerloven«) er det lagt til grund, at bestemmelsen i
retsplejelovens § 108 ikke gav fornøden hjemmel til at foretage
den type indgreb, som nu er hjemlet i rockerloven.
På den anførte baggrund og i lyset af den
grundlovssikrede forsamlingsfrihed giver bestemmelsen i retsplejelovens
§ 108 næppe selvstændig hjemmel til at gribe ind over for
deltagere eller potentielle deltagere i forsamlinger (herunder
demonstrationer) i videre omfang, end de udtrykkelige bestemmelser i og uden
for strafferetsplejen giver hjemmel til, jf. ovenfor. Praksis synes at
være i overensstemmelse hermed.
Der kan i tilknytning hertil henvises til Vestre Landsrets
kendelse af 8. januar 1986 i den såkaldte »La Cabana-sag« (Ugeskrift
for Retsvæsen 1986, s. 383), hvor retsplejelovens § 108 ikke
blev anvendt som hjemmel for at tilbageholde passagererne i to minibusser
på vej fra Århus til en demonstration i Herning. Tilbageholdelsen
skete i stedet i form af en anholdelse for forsøg på
overtrædelse af straffelovens § 134 a. Selv om politiet havde
grund til at frygte uroligheder i forbindelse med den planlagte
demonstration, fandt landsretten ikke, at politiet havde nogen rimelig grund
til at mistænke netop passagererne i minibusserne for, at de ville
begå strafbart forhold i forbindelse med demonstrationen. Den foretagne
anholdelse havde derfor ikke haft hjemmel i retsplejeloven.
Det tilføjes, at spørgsmålet om en
lovregulering af de grundlæggende principper for politiets
magtanvendelse som led i den almindelige ordenshåndhævelse
indgår i overvejelserne i den politikommission, som Justitsministeriet
nedsatte i 1998.
3.4. Politiets praktiske muligheder for at håndhæve ro og
orden efter de gældende regler
3.4.1. Indgreb over for personer, der er på vej til et bestemt sted
for at deltage i et møde, en demonstration eller lignende
Hvis politiet har en konkret begrundet mistanke om, at en
gruppe personer, der f.eks. i bil, bus eller tog er på vej til et
møde, en demonstration eller anden forsamling, medbringer f.eks.
våben eller hærværksredskaber, kan der foretages visitation
af gruppen og ransagning af gruppens køretøj. Mistanken kan
angå (fuldbyrdet) overtrædelse af våbenloven eller
forsøg på vold, hærværk eller på
overtrædelse af straffelovens § 134 a om grov forstyrrelse af ro
og orden på offentligt sted.
Findes der våben eller hærværksredskaber
kan disse beslaglægges, og deltagerne kan efter omstændighederne
anholdes og dermed afskæres fra at deltage i mødet eller
demonstrationen.
Hvis det nødvendige mistankegrundlag ikke er til
stede, eller der ikke findes våben eller hærværksredskaber,
vil politiet normalt ikke på dette tidspunkt kunne foretage
(yderligere) indgreb over for de pågældende. Er betingelserne
efter grundlovens § 79, 3. pkt., imidlertid opfyldt, vil politiet kunne
forbyde den forsamling, som de pågældende er på vej for at
deltage i. Fund af maskeringsudstyr hos de pågældende vil
næppe i sig selv være tilstrækkeligt til, at der foreligger
en sådan konkret fare for den offentlige fred, som efter § 79, 3.
pkt. er en betingelse for at forbyde en forsamling. Og selv om det
måtte være tilfældet, giver § 79, 3. pkt., kun adgang
til at forbyde forsamlingen. Den giver ikke adgang til at tilbageholde de
personer, der havde tænkt sig at deltage i den pågældende -
nu forbudte - forsamling.
3.4.2. Indgreb over for maskerede personer, der deltager i en fredelig
demonstration mv.
Over for personer, der deltager i en fredelig
demonstration eller lignende, vil politiet på samme måde som
ovenfor under pkt. 3.4.1. kunne foretage visitationer og efter
omstændighederne anholdelser, hvis der over for de
pågældende er (tilstrækkelig) mistanke om f.eks. ulovlig
våbenbesiddelse eller forsøg på vold, hærværk
eller overtrædelse af straffelovens § 134 a om grov forstyrrelse
af ro og orden på offentligt sted. Som eksempler kan nævnes
besiddelse af køller, jernrør, brosten mv.
En maskering - eller besiddelse af genstande, der kan
benyttes til maskering - vil derimod i almindelighed ikke i sig selv
være tilstrækkeligt grundlag for en begrundet mistanke om
strafbare forhold af den nævnte karakter.
Begås der i forbindelse med en i øvrigt
fredelig demonstration strafbare forhold af enkeltpersoner, der deltager i
eller følger med demonstrationen, vil der som nævnt kunne
skrides ind med individuelle anholdelser. Som det fremgår af politiets
redegørelse af 15. december 1999, vil dette i praksis kunne være
vanskeligt, når en igangværende forsamling består af en
blanding af fredelige demonstranter og »uromagere«, navnlig hvis
identifikation af uromagerne vanskeliggøres af maskering.
Opløsning af demonstrationen som sådan vil
kunne ske, hvis betingelserne i grundlovens § 79, 3. pkt., er opfyldt.
Strafbare forhold begået af enkeltpersoner, der deltager i eller
følger med demonstrationen, vil indgå i vurderingen af, om der
er konkret fare for den offentlige fred. Er der i øvrigt kontrol over
en fredelig forsamling, vil enkeltpersoners lovovertrædelser, der klart
falder uden for demonstrationen, normalt ikke kunne begrunde en
opløsning af forsamlingen efter § 79, 3. pkt.
3.4.3. Indgreb over for maskerede personer, der deltager i
uroligheder
Enkeltpersoner, der i forbindelse med demonstrationer
eller uafhængigt heraf deltager i uroligheder i form af f.eks. vold
eller hærværk, vil kunne anholdes og sigtes for disse
lovovertrædelser. Maskering vil imidlertid kunne vanskeliggøre
identifikationen af gerningsmændene og dermed mulighederne for at
anholde de pågældende både i umiddelbar tilknytning til
lovovertrædelsen (»på friske spor«) og efterfølgende.
Hvis en oprindeligt lovlig (fredelig) demonstration
udvikler sig til opløb, dvs. går i opløsning på
grund af uroligheder i form af volds- eller hærværkshandlinger,
eller der er konkret og nærliggende fare for den offentlige fred, kan
politiet opløse forsamlingen og anholde deltagerne i urolighederne for
overtrædelse af straffelovens §§ 133, 134 eller 134 a, jf.
nærmere pkt. 3.2. og 3.3. ovenfor. Kan enkeltpersoner identificeres som
ansvarlige for vold eller hærværk, kan der endvidere straffes for
disse forhold.
3.5. Den praktiske anvendelse og betydning af et maskeringsforbud
3.5.1. Indgreb over for personer, der er på vej til et bestemt sted
for at deltage i et møde, en demonstration eller lignende
En kriminalisering af maskering og besiddelse af
genstande, der kan anvendes hertil, vil indebære, at mistanke om
overtrædelse af maskeringsforbudet vil kunne danne grundlag for
visitation og ransagning, sml. pkt. 3.4.1. ovenfor.
Findes der sådanne beklædningsgenstande mv.,
eller er deltagerne allerede maskerede, kan beklædningsgenstandene
beslaglægges, og deltagerne kan efter omstændighederne anholdes,
og så længe de er anholdt, afskæres fra at deltage i
mødet eller demonstrationen.
I overensstemmelse med det, der anføres i politiets
redegørelse af 15. december 1999, vil et maskeringsforbud
således gøre det vanskeligere for deltagere i demonstrationer
eller uroligheder at møde frem maskeret. Et sådant forbud
må antages dels at have en forebyggende virkning, og dels at
gøre det lettere at strafforfølge eventuelle andre
lovovertrædelser, når de pågældende ikke
optræder maskeret.
Gennemføres et maskeringsforbud, kan det dog ikke
udelukkes, at personer, der på trods af forbudet har tænkt sig at
optræde i maskeret tilstand under demonstrationer, vil tage deres
forholdsregler, således at de ikke er i besiddelse af midler til
maskering, hvis de standses på vej til demonstrationsstedet. Hvis
maskeringsudstyret f.eks. transporteres frem særskilt af en tredjemand,
vil demonstrationsdeltagerne først være i (strafbar) besiddelse
af udstyret umiddelbart inden maskeringen. I sådanne tilfælde vil
en politimæssig indgriben først kunne ske på dette sene
tidspunkt, medmindre der på et tidligere tidspunkt i forløbet
foreligger tilstrækkelig mistanke om forsøg på
overtrædelse af maskeringsforbudet.
Uanset dette vil et maskeringsforbud give en
indgrebsmulighed i denne fase, som ikke består i dag.
3.5.2. Indgreb over for maskerede personer, der deltager i en fredelig
demonstration mv.
Et maskeringsforbud vil betyde, at politiet umiddelbart
vil kunne anholde maskerede personer under en igangværende
demonstration og sigte dem for overtrædelse af maskeringsforbudet.
Maskeringen bliver således et selvstændigt grundlag for indgreb
over for den enkelte. I modsætning til i dag behøver politiet
ikke at vente til de maskerede personer har begået anden kriminalitet.
På samme måde som under pkt. 3.5.1. vil det således blive
vanskeligere at optræde maskeret og dermed undgå
strafforfølgning for lovovertrædelser under eventuelle senere
uroligheder.
Som det fremgår af politiets redegørelse af
15. december 1999, må det navnlig i denne situation bero på
polititaktiske overvejelser, om et maskeringsforbud skal
håndhæves. Der vil således ofte være en sådan
kontrol over demonstrationen, at man ikke bør risikere de (ekstra)
konfrontationer, som en håndhævelse af forbudet vil kunne
medføre.
På samme måde som anført under pkt.
3.4.2. kan demonstrationen ikke opløses alene på grundlag af
enkeltpersoners overtrædelser af maskeringsforbudet. Opløsning
må forudsætte, at der er en nærliggende risiko for, at
demonstrationen som sådan udvikler sig til opløb med f.eks.
voldshandlinger og hærværk, jf. nærmere pkt. 3.3. ovenfor
om grundlovens § 79, 3. pkt.
3.5.3. Indgreb over for maskerede personer, der deltager i
uroligheder
I denne situation vil allerede urolighederne i form af
f.eks. vold eller hærværk kunne danne grundlag for
opløsning af demonstrationen/forsamlingen og for anholdelser.
Maskeringsforbudet vil indebære, at maskerede
personer kan anholdes og sigtes for overtrædelse af forbudet, selv om
det ikke kan bevises, at de har begået vold eller hærværk.
Et anholdelsesgrundlag i denne situation vil endvidere følge af, at
maskeringen normalt vil give tilstrækkeligt grundlag for mistanke om,
at den pågældende tilhører eller har sluttet sig til
gruppen af uromagere, jf. straffelovens § 134 a (omtalt under pkt. 3.2.
ovenfor).
3.6. Sammenfatning om betydningen af et maskeringsforbud
Som det fremgår af pkt. 3.5. og af politiets
redegørelse af 15. december 1999, vil et maskeringsforbud navnlig
forbedre politiets muligheder for inden uroligheder opstår at
forebygge vold, hærværk og andre lovovertrædelser i
forbindelse med demonstrationer mv.
Det giver mulighed for, at potentielle uromagere, der ikke
er sindet at respektere forbudet, kan »sættes ud af spillet«, enten
fordi de anholdes og dermed afskæres fra at deltage i demonstrationen,
så længe de er anholdt, eller fordi de fratages muligheden for at
optræde maskeret. Bliver det sidste virkningen, er der grund til at
tro, at det vil lægge en dæmper på lysten til at begå
kriminalitet, da det ikke længere vil kunne ske i ly af en
maskering.
Når uroligheder først er i gang, giver de
gældende regler, herunder straffelovens § 134 a, gode muligheder
for at gribe ind. Et maskeringsforbud vil imidlertid her være af
betydning i det omfang, det betyder, at flere optræder umaskeret og
derfor afholder sig fra at begå vold eller hærværk, eller
at de, der umaskeret begår sådanne lovovertrædelser,
lettere kan identificeres og strafforfølges. Maskeringsforbudet vil
endvidere give politiet et mere sikkert grundlag for at gribe ind over for
maskerede personer, der befinder sig på urostedet, end den
gældende bestemmelse i straffelovens § 134 a, jf. ovenfor om
betingelserne for at anvende denne bestemmelse.
4. Fremmed ret
4.1. England
Den engelske lovgivning indeholder ikke et generelt
maskeringsforbud, men siden 1998 har politiet haft en adgang til konkret at
kunne påbyde maskeringsforbud med henblik på at forebygge
uroligheder.
Reglerne herom blev ved »Crime and Disorder Act (1998)«
indsat i bestemmelserne om politiets »powers to stop and search in
anticipation of violence« i den eksisterende »Criminal Justice and Public
Order Act (1994)«.
Hvis en overordnet polititjenestemand (svarende i Danmark
til en polititjenestemand med rang af politikommissær eller derover)
med rimelighed skønner, at der kan opstå alvorlige uroligheder
på et område indenfor vedkommendes jurisdiktion, og det er
formålstjenligt for at forhindre dette, kan vedkommende for dette
område i op til 24 timer - og i særlige tilfælde i
yderligere 6 timer - give politiet beføjelse til konkret at
påbyde personer at fjerne effekter, som politiet med rimelighed
skønner helt eller hovedsageligt bæres med henblik på at
skjule identiteten. Politiet er samtidig beføjet til at
beslaglægge sådanne effekter.
Politiet kan i givet fald ligeledes beslaglægge
effekter, som politiet måtte finde i forbindelse med
undersøgelser i andet øjemed, hvis politiet med rimelighed
skønner, at vedkommende helt eller hovedsageligt har til hensigt at
bære dem med henblik på at skjule identiteten. Der er derimod
ikke adgang for politiet til at foretage undersøgelser alene med det
formål at søge efter sådanne effekter.
Det er forudsat, at beføjelsen alene bruges efter
et konkret skøn med respekt for eksempel for en tildækning af
ansigtet, som bæres af religiøse grunde eller som beskyttelse
mod vejrliget. Det antages, at politiets beføjelse næppe vil
kunne bruges i forhold til f.eks. ansigtsmaling eller makeup, der ikke -
når det bæres - vil kunne være genstand for
beslaglæggelse.
Overtrædelse af et påbud fra politiet kan
straffes med bøde op til £1000 og/eller indtil en måneds
frihedsstraf.
4.2. Tyskland
Den tyske forbundslov om forsamlinger (Versammlungsgesetz)
har siden 1985 indeholdt et generelt maskeringsforbud
(»vermummungsverbot«).
Ved de nugældende regler, som blev indsat ved en
ændring af loven i 1989, er maskeringsforbudet gjort til et egentligt
straffedelikt (»Straftat«). Forbudet er samtidig udvidet til ikke blot at
gælde under selve forsamlingen, men også på vej dertil.
Endelig er der som et generelt offentligt påbud (»Ordnungswidrigkeit«)
indført et forbud mod at medbringe maskeringseffekter under offentlige
arrangementer eller på vej dertil.
Det er efter de nugældende regler i Tyskland forbudt
under offentlige forsamlinger, demonstrationer, optog eller lignende
offentlige arrangementer under åben himmel at deltage i et
antræk, der er egnet til - og efter omstændighederne er rettet
mod - at skjule identiteten. Som anført gælder dette forbud
efter lovændringen i 1989 tillige for personer undervejs til et
sådant offentligt arrangement.
Overtrædelse af forbudet straffes med bøde
eller frihedsstraf i indtil 1 år.
Med samme straf anses endvidere den, der i et
antræk, der er egnet til - og efter omstændighederne er rettet
mod - at skjule identiteten, samles med andre (»sich mit anderen
zusammenrottet«) i tilslutning til eller i sammenhæng med sådanne
arrangementer.
Tysk anklagemyndighed og politi er i overensstemmelse med
legalitetsprincippet efter den tyske strafferetspleje forpligtet til at
forfølge overtrædelser af disse straffedelikter
(»Straftaten«).
Med henblik på at håndhæve forbudet og
sikre mulighed for retsforfølgning af eventuelle overtrædelser
kan der træffes en række forskellige almindelige præventive
og bevissikrende foranstaltninger, for eksempel ved forudgående kontrol
af deltagerne i forbindelse med en demonstrations samling og
overvågning af demonstrationen, herunder med videoudstyr.
Som almindelige straffeprocessuelle tvangsindgreb er der
ligeledes adgang til for eksempel beslaglæggelse af maskeringseffekter
samt adgang til - og under iagttagelse af mere overordnede proportionalitets-
og hensigtsmæssighedsbetragtninger en pligt til - at foretage
anholdelse af personer, som overtræder forbudet. Der er endvidere efter
tysk strafferetspleje en særskilt adgang til at foretage
præventive frihedsberøvelser ud fra en konkret
farevurdering.
Overtrædelse af forbudet mod under et offentligt
arrangement eller på vej dertil at medbringe effekter, der er egnet til
- og efter omstændighederne bestemt til - at skjule identiteten, kan
straffes som overtrædelse af et offentligt påbud
(»Ordnungswidrigkeit«) med bøde op til 1000 DM.
Der er ligeledes adgang til at foretage
beslaglæggelse af sådanne medbragte effekter, men
overtrædelse af dette generelle offentlige påbud kan derimod ikke
i sig selv danne grundlag for anholdelse.
Der er imidlertid i forsamlingsloven en generel adgang til
at udelukke personer fra et arrangement, hvis de handler i strid med
maskeringsforbudet, herunder også forbudet mod at medbringe
maskeringseffekter.
Efter forsamlingsloven er en række offentlige
arrangementer mv. generelt undtaget fra maskeringsforbudet. Forbudet
gælder således efter loven ikke for gudstjenester under
åben himmel, kirkelige processioner, bedegange og valfarter,
begravelses- og bryllupsoptog samt for traditionelle folkefester.
Herudover kan der endvidere dispenseres fra forbudet, hvis
der ikke er grund til at befrygte fare for den offentlige sikkerhed og
orden.
Det tyske »vermummungsverbot« omfatter enhver genstand,
beklædning mv., der er egnet til - og efter omstændighederne
må anses for rettet mod - at skjule identiteten, herunder også
for eksempel ansigtsmaling.
4.3. Holland
Den hollandske lovgivning indeholder ikke et generelt
maskeringsforbud.
Efter artikel 5 i den nationale lov om offentlige
manifestationer er der imidlertid hjemmel til, at den lokale borgmester
generelt eller konkret kan fastsætte nærmere bestemmelser om
forsamlingers eller demonstrationers afvikling, for eksempel ved
indførelsen af et forbud mod at bære hætter.
Borgmesteren kan således generelt udstede lokale
retningslinier for demonstrationers eller forsamlingers afvikling, ligesom
borgmesteren konkret, f.eks. efter anmeldelse af en demonstration, kan
beslutte under hvilke omstændigheder, en sådan demonstration kan
tillades.
Forudsætningen for, at et konkret eller generelt
forbud er lovligt, er, at forbudet er et nødvendigt led i
opretholdelsen af ro og orden eller i forebyggelsen af
lovovertrædelser.
Som et eksempel på et generelt forbud kan
nævnes artikel 9 i en politiforordning fra 1982 fra Haag (forordning
nr. 5/1982). Efter denne bestemmelse er det forbudt sammen med andre at
begive sig i retning af opløb eller anden offentlig uorden og
medbringe genstande, som kan bruges til aktiv deltagelse heri, f.eks.
hætter, hjelme, knipler og kæder.
Efter samme bestemmelse har enhver pligt til efter
politiets individuelle eller generelle ordre at bortfjerne sig fra et sted,
hvor der enten opstår eller er fare for offentlig uorden.
4.4. De nordiske lande
Af de nordiske lande er det kun Norge, der har et
maskeringsforbud.
Efter § 11, stk. 5, i den norske politilov fra
1995 er det forbudt for deltagere i et arrangement på offentligt sted
(demonstration, optog, møde, stand eller lignende) at optræde
maskeret.
Forbudet omfatter dog ikke deltagere i skuespil, maskerade
eller lignende.
I bemærkningerne til det lovforslag, der ligger til
grund for politiloven, er det om maskeringsforbudet bl.a. anført, at
det særlig er i forbindelse med »organiseret optræden«, at det er
af betydning at have et forbud, og at lovbestemmelsen er udformet med sigte
på at forhindre, at deltagere optræder maskeret under politiske
demonstrationer og lignende manifestationer, samtidig med at der gøres
de fornødne undtagelser for skuespil og festlige formål. Det
anføres videre, at der i Norge hersker ytringsfrihed og fri adgang til
politisk virksomhed, og at der ikke er nogen agtværdig grund til, at
folk skal optræde maskeret i sådanne sammenhænge.
5. Overvejelser om eventuelle alternativer til et maskeringsforbud.
Som det fremgår ovenfor under pkt. 2, har
Justitsministeriet tidligere i forbindelse med behandling af
beslutningsforslag og besvarelse af folketingsspørgsmål peget
på, at der kan være både lovtekniske og
håndhævelsesmæssige vanskeligheder ved et
maskeringsforbud.
I forbindelse med, at Justitsministeriet har genovervejet
spørgsmålet om et maskeringsforbud, har det derfor været
nærliggende også at overveje mulige alternativer til et
maskeringsforbud. I det følgende redegøres for disse
overvejelser.
I sin redegørelse af 29. august 1994 om
begivenhederne på Nørrebro den 18. og 19. maj 1993 stillede den
daværende rigsadvokat Asbjørn Jensen bl.a. forslag om en
lempelse af mistankekravet i retsplejelovens § 755, stk. 3
(jf. redegørelsen s. 266):
»Denne bestemmelse, der indeholder en sænkning af de
mistankekrav, der i øvrigt gælder for lovlige anholdelser, blev
indsat i retsplejeloven i 1976 til afløsning af en bredere hjemmel
til, at enhver kan anholdes, som ikke straks kan rense sig for mistanke om
strafbar deltagelse i opløbet.
Ændringen blev gennemført, fordi
Justitsministeriet i 1976 i modsætning til Strafferetsplejeudvalget
ikke fandt, at denne omvendte bevisbyrderegel burde opretholdes.
Med henblik på at sikre, at personer, der ikke
forlader mængden i opløbssituationer, i alt fald midlertidigt
ved at blive anholdt og ført væk kan tages »ud af cirkulation«
og ikke efterfølgende kan fremsætte krav om godtgørelse
for uberettiget anholdelse, bør det muligvis ved lejlighed overvejes,
om mistankekriteriet i § 755, stk. 3, bør ændres igen.
I sådanne overvejelser må også indgå, om en
sådan omlægning falder inden for rammerne af
Menneskerettighedskonventionens betingelser for anholdelse.«
De nævnte overvejelser om en eventuel lempelse af
betingelserne for anholdelse efter § 755, stk. 3, tager alene sigte
på anholdelser, der finder sted i forbindelse med opløb. I
modsætning hertil vil et maskeringsforbud navnlig forbedre politiets
muligheder for, inden uroligheder opstår, at forebygge vold,
hærværk og andre lovovertrædelser i forbindelse med
demonstrationer mv., jf. pkt. 3.6. ovenfor.
Desuden kan der som antydet af Asbjørn Jensen
rejses spørgsmål om, hvorvidt en lempelse af betingelser for
anholdelse efter § 755, stk. 3, vil være i overensstemmelse
med den europæiske menneskerettighedskonvention, herunder navnlig
artikel 5, stk. 1, litra c. Efter denne bestemmelse kan en person
anholdes eller frihedsberøves (bl.a.) med det formål at stille
den pågældende for den kompetente retlige myndighed, når
der er »begrundet mistanke« om, at vedkommende har begået en
forbrydelse, eller rimelig grund til at anse det for nødvendigt at
hindre den pågældende i at begå en forbrydelse eller i at
flygte efter at have begået en sådan.
Justitsministeriet har derfor ikke aktuelle overvejelser
om at foreslå en ændring af retsplejelovens § 755,
stk. 3.
Det samme gælder med hensyn til en generel lempelse
af betingelserne for andre straffeprocessuelle tvangsindgreb, herunder
visitation og ransagning. Sådanne ændringer vil ramme en
væsentlig bredere kreds af personer end et målrettet
maskeringsforbud.
En anden mulighed vil være at udvide politiets
muligheder for at gribe ind for at afværge fare for den offentlige
sikkerhed, fred og orden, sml. retsplejelovens § 108 og pkt. 3.3.
ovenfor. En sådan udvidelse kunne f.eks. bestå i en lempelse af
kravene til den fare, der kan begrunde en (kortvarig) frihedsberøvelse
eller »afvisning« af potentielle deltagere i lovlige forsamlinger (herunder
demonstrationer).
En sådan ændring kan imidlertid rejse
spørgsmål om foreneligheden med den grundlovsbeskyttede
forsamlingsfrihed.
En tredje mulighed kunne være at kriminalisere
enhver handling eller adfærd, der er egnet til at fremme forstyrrelse
af den offentlige orden. En sådan kriminalisering ville imidlertid
være betydeligt mere vidtgående og uoverskuelig end et
maskeringsforbud.
Sammenfattende kan Justitsministeriet ikke umiddelbart
pege på alternativer, der på en tilstrækkelig klar og
præcis måde er egnet til at forfølge det samme overordnede
mål som et maskeringsforbud: at modvirke den maskering og hermed
forbundne identitetssløring, som øger risikoen for
uroligheder.
6. Den nærmere udformning af maskeringsforbudet
6.1. Det strafbare område
Ved udformningen af maskeringsforbudet må
indgå flere - til dels modsatrettede - hensyn.
For det første skal forbudet af hensyn til
borgernes retssikkerhed og politiets håndhævelse udformes
således, at det med den nødvendige klarhed kan fastslås,
hvilke handlinger der er strafbare.
Forbudet skal for det andet være tilstrækkelig
bredt til at sikre en effektiv håndhævelse og begrænse
mulighederne for at omgå forbudet.
Af hensyn til borgernes ytrings- og forsamlingsfrihed samt
for at undgå utilsigtede virkninger bør forbudet for det tredje
ikke være videregående end nødvendigt for at opnå
det tilsigtede formål med maskeringsforbudet: at forebygge - eller
sikre muligheden for at kunne strafforfølge - vold,
hærværk og andre lovovertrædelser begået i
forbindelse med demonstrationer mv.
På denne baggrund bør forbudet ikke omfatte
enhver maskering på offentligt sted.
I praksis er det den identitetsslørende maskering i
forbindelse med, at et større antal personer planlagt eller spontant
mødes eller samles på et offentligt sted, der har vist sig at
kunne øge risikoen for uroligheder.
Justitsministeriet foreslår derfor, at forbudet
alene omfatter den identitetsslørende maskering, og kun den maskering,
der anvendes i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller
lignende på offentligt sted. En person, der færdes alene i
maskeret tilstand eller sammen med enkelte venner eller bekendte, vil
således ikke være omfattet af forbudet, medmindre det kan
bevises, at den pågældende er på vej til et offentligt
møde, forsamling, optog eller lignende, jf. også nedenfor om den
selvstændige kriminalisering af visse forberedelseshandlinger.
Forbudet mod at optræde med en
identitetsslørende maskering omfatter ikke kun deltagere, men
også personer, der f.eks. blot følger med et optog som tilskuere
uden selv at slutte sig til optoget.
For at sikre en effektiv forebyggelse af uroligheder er
forbudet ikke begrænset til tilfælde, hvor maskeringen er
gennemført, men omfatter også besiddelse på offentlig sted
af genstande (effekter), der må anses for bestemt til maskering af den
pågældende selv eller andre i de ovennævnte tilfælde,
dvs. i forbindelse med offentlige møder, forsamlinger, optog eller
lignende. Forbudet mod besiddelse omfatter også personer, der
færdes alene, hvis det må lægges til grund, at de
pågældende er på vej til et offentligt møde,
forsamling, optog eller lignende.
Besiddelsesforbudet er begrænset til genstande, der
må anses for bestemt til maskering. Dette forbud vil navnlig
have praktisk betydning i forhold til genstande, der ved normal brug
indebærer en hel eller delvis tildækning af ansigtet, som f.eks.
masker, kunstige fuldskæg og såkaldte hjelmhuer. Ved besiddelse
af sædvanlige beklædningsgenstande som f.eks.
halstørklæder og almindelige hætter på
trøjer, der kan bruges til at tildække ansigtet - men som typisk
ikke bliver det - vil der normalt ikke være bevismæssigt grundlag
for at antage, at sådanne sædvanlige beklædningsgenstande
er bestemt til maskering. I disse tilfælde vil der derfor i
almindelighed først kunne gribes ind, hvis de pågældende
personer faktisk anvender beklædningsgenstandene til tildækning
af ansigtet. Tilhører de pågældende personer en
gruppering, der ved tidligere lejligheder har anvendt
halstørklæder eller trøjehætter til at skjule
identiteten med, vil der dog efter omstændighederne kunne være
holdepunkter for at antage, at beklædningsgenstandene er bestemt til
tildækning af ansigtet, selv om de endnu ikke er anvendt på denne
måde.
Forbudene mod maskering og mod besiddelse af genstande
bestemt til maskering omfatter ikke tildækning af ansigtet, der
foretages for at beskytte mod vejrliget, eller som tjener andet
anerkendelsesværdigt formål.
Personer, der bærer eller medbringer
halstørklæde, hue eller andre beklædningsgenstande til
beskyttelse mod kulde, vil således ikke være omfattet af
maskeringsforbudet, hvis det efter omstændighederne - navnlig
årstiden og vejrforholdene - må anses for sædvanlig og
rimelig påklædning. Dette gælder, selv om der efter
omstændighederne består en abstrakt risiko for, at den
identitetssløring, som påklædningen indebærer, vil
kunne fremme forstyrrelse af den offentlige ro og orden.
På samme måde omfatter maskeringsforbudet
f.eks. som udgangspunkt ikke maskering (herunder navnlig bemaling) af
ansigtet under karneval, fastelavnsoptog og sportsbegivenheder (»roligans«)
samt tildækning af ansigtet af religiøse grunde. Er der tale om
et optog af motorcyklister, vil det selvsagt ikke være i strid med det
foreslåede maskeringsforbud, hvis deltagerne under kørslen er
iført den lovpåbudte styrthjelm.
Det vil derimod normalt ikke være
tilstrækkeligt til at anse en maskering for anerkendelsesværdig,
at maskeringen angives at være anvendt for at undgå
»registrering« hos myndigheder eller hos rivaliserende grupperinger. En
maskering kan dog efter omstændighederne være
anerkendelsesværdig, hvis der f.eks. er tale om flygtninge, der
demonstrerer mod brutale magthavere i hjemlandet, og hvor
identitetssløring anvendes for at beskytte mod forfølgelse,
repressalier eller lignende.
Det forudsættes at indgå som et
væsentligt element i vurderingen af, om en maskering tjener et
anerkendelsesværdigt formål, at mødet, forsamlingen,
optoget mv. afvikles fredeligt. Udvikler begivenhederne sig således til
uroligheder eller optøjer, kan maskering - uanset det oprindelige
formål - som altovervejende hovedregel ikke længere anses for
anerkendelsesværdig. Dette gælder også tildækning af
ansigtet for at beskytte mod vejrliget. De pågældende må
derfor i denne situation enten forlade stedet eller fjerne maskeringen for at
undgå strafansvar.
Det vil i sådanne situationer være naturligt,
at politiet - f.eks. i forbindelse med opløsning af demonstrationen
ved anvendelse af opløsningsformularen (omtalt under pkt. 3.3.
ovenfor) - tilkendegiver over for forsamlingen, at det ikke længere
anses for anerkendelsesværdigt at være maskeret. Det er dog efter
forslaget ikke en betingelse for strafansvar, at sådan meddelelse er
givet, eller - hvis den er givet - at den er blevet opfattet af de
maskerede.
Det forudsættes i øvrigt, at politiet kan
vælge at undlade at håndhæve eller udsætte
håndhævelsen af maskeringsforbudet, hvis det under de konkrete
omstændigheder skønnes uhensigtsmæssigt at
håndhæve forbudet, herunder af polititaktiske grunde. Det vil
f.eks. kunne være tilfældet, hvor der er en sådan kontrol
over en demonstration, at man ikke bør risikere de (ekstra)
konfrontationer, som en håndhævelse vil kunne medføre,
eller hvor en håndhævelse vil kunne bringe udenforstående i
fare. Hvis politiet i et konkret tilfælde gennem et længere
tidsrum har undladt at skride ind over for maskering i strid med
maskeringsforbudet, bør politiet indskærpe forbudet over for
forsamlingen, inden der i givet fald gribes ind. På samme måde
som ovenfor er det dog efter forslaget ikke en betingelse for strafansvar, at
sådan meddelelse er givet, eller - hvis den er givet - at den er blevet
opfattet af de maskerede.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til
lovforslagets § 1.
6.2. Subjektive krav
Den foreslåede bestemmelse omfatter kun
forsætlige forhold, jf. straffelovens § 19.
Kravet om forsæt indebærer efter almindelige
strafferetlige principper, at den tiltalte skal have haft forståelse
for de faktiske omstændigheder, dvs. at der er tale om et møde,
forsamling, optog eller lignende, og at den pågældende anvender
en påklædning mv., der er egnet til at hindre identifikation. Det
er uden betydning, om den pågældende har til hensigt at deltage i
uroligheder.
For så vidt angår forbudet mod besiddelse af
genstande bestemt til maskering indebærer kravet om forsæt, at
den tiltalte skal have haft forståelse for de faktiske
omstændigheder, der fører til, at de medbragte genstande ud fra
en retlig (objektiv) vurdering må anses for bestemt til maskering under
de i bestemmelsen anførte omstændigheder. Det kræves ikke,
at den tiltalte havde til hensigt at anvende de medbragte genstande til
maskering eller anså dette for overvejende sandsynligt. Bestemmelsen
omfatter således også den situation, hvor den
pågældende medbringer de nævnte genstande, men hvor
beslutningen om at maskere sig først tænkes endeligt truffet,
hvis det f.eks. viser sig, at der opstår uroligheder eller
konfrontationer med politiet. Med hensyn til besiddelse af sædvanlige
beklædningsgenstande, der er egnet til maskering, men som ikke
nødvendigvis er bestemt hertil, henvises til det ovenfor under pkt.
6.1. anførte.
På samme måde udelukker det ikke forsæt
(og strafansvar), hvis den tiltalte fejlagtigt anså maskeringen for
omfattet af undtagelsen vedrørende maskering, der tjener et
anerkendelsesværdigt formål. Hvis der er tale om en undskyldelig
retsvildfarelse, kan der dog eventuelt blive tale om strafnedsættelse
eller strafbortfald efter straffelovens § 84, stk. 1, nr. 3, og
stk. 2.
6.3. Forsøg og medvirken
Straffelovens almindelige regler om forsøg og
medvirken gælder også for det foreslåede
maskeringsforbud.
Der vil således efter omstændighederne kunne
straffes for forsøg på overtrædelse af maskeringsforbudet
ved besiddelse af et større lager af masker, hætter eller
lignende, selv om der ikke er tale om besiddelse på offentligt sted,
sml. den foreslåede bestemmelse i § 134 b, stk. 2. Dette
forudsætter dog, at det kan bevises, at der er forsæt til
anvendelse af disse genstande under omstændigheder omfattet af
maskeringsforbudet.
Der vil endvidere efter omstændighederne kunne
straffes for medvirken, hvis en person forsyner deltagere i en demonstration
mv. med beklædningsgenstande eller lignende til maskering, eller hvis
en person tilskynder andre deltagere i demonstrationen til at være
maskeret eller medbringe genstande bestemt til maskering. Derimod vil den
blotte deltagelse i en demonstration, hvor andre deltagere er maskeret ikke i
sig selv være strafbar medvirken.
6.4. Strafferamme og strafniveau
Det foreslås, at overtrædelse af
maskeringsforbudet på samme måde som overtrædelse af
straffelovens § 134 a (om deltagelse i slagsmål eller anden grov
forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted) straffes med
bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.
Det forudsættes, at en overtrædelse af
maskeringsforbudet i førstegangstilfælde som udgangspunkt
straffes med en bøde på 1.000 kr., hvis der ikke konkret er sket
forstyrrelse af den offentlige ro og orden. Har overtrædelsen omvendt
fundet sted under uroligheder eller optøjer, bør dette anses
som en skærpende omstændighed, der som udgangspunkt fører
til idømmelse af en kortere, ubetinget frihedsstraf.
De angivne strafniveauer er vejledende og kan fraviges af
domstolene i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger formildende eller skærpende omstændigheder.
Hvis overtrædelsen af maskeringsforbudet har fundet
sted under uroligheder eller optøjer, vil der ofte være grundlag
for også at straffe for overtrædelse af en eller flere af de
bestemmelser, der er omtalt under pkt. 3.2. om forbrydelser mod den
offentlige orden. Det forudsættes herved, at overtrædelse af
maskeringsforbudet straffes i sammenstød med de nævnte
bestemmelser, dvs. der skal straffes efter alle de overtrådte
bestemmelser.
7. Forholdet til grundloven og den europæiske
menneskerettighedskonvention
7.1.
Efter grundlovens § 79 har borgerne ret til
uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Forsamlinger
under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare
for den offentlige fred. Der henvises til pkt. 3.3. ovenfor, hvor
bestemmelsen er omtalt. Om rækkevidden af grundlovens § 79 kan
endvidere henvises til Justitsministeriets notat af 7. januar 1976, der er
optrykt som bilag til betænkning nr. 759/1976 om visse strafferetlige
og civilretlige spørgsmål i forbindelse med
arbejdskonflikter.
Som anført under pkt. 3.3. er det ikke enhver
menneskemængde, der har karakter af en forsamling i grundlovens
forstand. Ved en forsamling forstås i almindelighed den samtidige
tilstedeværelse af en flerhed af mennesker i et fælles
øjemed (befordre en meningstilkendegivelse) og under en vis ledelse.
Da det foreslåede maskeringsforbud også gælder for
personer, der deltager i sådanne forsamlinger, kan der rejses
spørgsmål om, hvorvidt maskeringsforbudet er foreneligt med
grundlovens beskyttelse af forsamlingsfriheden.
I den statsretlige teori er det almindeligt antaget, at
grundlovens § 79 ikke er til hinder for, at lovgivningsmagten
fastsætter regler, der specielt tager sigte på, hvad der
foretages i en forsamling. Når bortses fra indgreb rettet specielt mod
ytringsfriheden i forsamlinger, udelukker grundloven ikke materielle
begrænsninger i forsamlingsvirksomheden, herunder med hensyn til
hvilken adfærd der lovligt kan udvises af forsamlingsdeltagerne, jf.
Justitsministeriets ovennævnte notat af 7. januar 1976
(betænkning nr. 759/1976, s. 52). I Højesterets dom af 16.
august 1999 om den såkaldte rockerlov (lov nr. 907 af 15. oktober 1996
om forbud mod ophold i bestemte ejendomme) jf. Ugeskrift for
Retsvæsen 1999, s. 1798, udtalte Højesteret bl.a., at
bestemmelsen i grundlovens § 79 ikke hindrer, at der ved lov
fastsættes regler, som - uden at være rettet mod en forsamlings
meningstilkendegivelser - begrænser forsamlingsfriheden, når
dette sker til beskyttelse af andre væsentlige interesser, herunder
andres liv og velfærd.
Det foreslåede maskeringsforbud indebærer ikke
et forbud mod at forsamle sig. Forbudet retter sig således ikke
mod forsamlingen som sådan, men alene mod den adfærd, der lovligt
kan udvises i en forsamling.
Som anført ovenfor antages grundlovens § 79
imidlertid også at være til hinder for begrænsninger
af den materielle forsamlingsfrihed, der er rettet mod adgangen til at
fremkomme med meningstilkendegivelser og meddele oplysninger specielt i
forsamlinger. Det gælder også, selv om der ikke er tale om et
egentligt forbud mod forsamlingen.
Hertil bemærkes, at maskeringsforbudet ikke hindrer,
at ytringer (meninger, holdninger mv.) kan fremføres i en forsamling.
Forbudet retter sig således ikke mod indholdet af ytringer. Det
sætter alene grænser for måden, hvorpå
ytringer lovligt kan udtrykkes.
I det omfang en maskering i sig selv anses for en
meningstilkendegivelse, bemærkes endvidere, at det foreslåede
maskeringsforbud ikke omfatter tildækning af ansigtet, der tjener et
anerkendelsesværdigt formål, jf. § 134 b, stk. 3, og
ovenfor under pkt. 6. Har brug af maskering i den givne sammenhæng
karakter af en meningstilkendegivelse, som grundlovens § 79
værner, vil forholdet således falde uden for det strafbare
område. Er der derimod tale om et omgåelsestilfælde, hvor
maskeringen - selv om den for så vidt efter sin udformning mv. kan
siges at repræsentere en meningstilkendegivelse - i den konkrete
situation reelt anvendes som dække for kriminalitet, vil forholdet
være omfattet af forbudet.
På baggrund af det anførte er det
sammenfattende Justitsministeriets opfattelse, at det foreslåede
maskeringsforbud, der er begrundet i hensynet til at undgå uroligheder,
ikke er i strid med grundlovens § 79 - heller ikke med den
ytringsfrihed, der ligger bag beskyttelsen af forsamlingsfriheden.
7.2.
Med hensyn til forholdet til den
europæiske menneskerettighedskonvention bemærkes, at
håndhævelse af et maskeringsforbud efter omstændighederne
kan udgøre et indgreb i en ret, der er beskyttet efter konventionens
artikel 10 om ytringsfrihed eller artikel 11 om forsamlingsfrihed. Der
foreligger ikke afgørelser fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol, som vedrører spørgsmålet om
maskeringsforbud.
Der kan være tilfælde, hvor det at
optræde maskeret er udtryk for en ytring, der er beskyttet af
konventionen, og hvor denne ytring, hvis den f.eks. fremsættes som led
i en fredelig demonstration, også vil nyde beskyttelse efter reglerne
om forsamlingsfrihed. I en sag om skoleuniformer (klagesag 11674/85, Stevens
mod UK, afg. af 3. marts 1986, DR nr. 46 s. 245) har den tidligere
Menneskerettighedskommission således udtalt, at retten til
ytringsfrihed kan omfatte en ret for en person til at udtrykke sine ideer
gennem sin påklædning.
For begge bestemmelser gælder, at et indgreb, for at
være foreneligt med konventionen, skal være »foreskrevet ved
lov«. Heri ligger et krav om, at indgrebet skal have hjemmel i national ret,
og at hjemmelsgrundlaget lever op til de kvalitative krav, der følger
af Domstolens praksis, herunder kravet om forudsigelighed og klarhed. Dette
indebærer efter praksis, at borgerne skal have mulighed for, om
nødvendigt med passende juridisk rådgivning, at forudsige med en
rimelig grad af sikkerhed, hvilke følger en given handling vil kunne
få. Justitsministeriet vurderer, at den foreslåede bestemmelse
opfylder konventionens legalitetskrav.
Herudover er det et krav, at en håndhævelse af
maskeringsforbudet sker af hensyn til en række særligt opregnede
anerkendelsesværdige formål, herunder hensynet til den
»offentlige tryghed« og til at »forebygge uro eller forbrydelse«. Hensynet
til at forhindre uroligheder og bekæmpe kriminalitet kan således
retfærdiggøre et indgreb i retten til ytrings- og
forsamlingsfriheden.
Endelig er det et krav, at håndhævelsen af et
maskeringsforbud i det enkelte tilfælde er »nødvendig i et
demokratisk samfund«. Heri ligger et krav om, at der skal være et
»presserende socialt behov« for indgrebet, og at indgrebet er proportionalt i
forhold til det eller de forfulgte anerkendelsesværdige formål,
ligesom de nationale myndigheders begrundelser for indgrebet skal være
relevante og tilstrækkelige.
Ved vurderingen af, om det er »nødvendigt« at
gøre et indgreb i retten til ytringsfrihed, har staten efter
Domstolens praksis en vis skønsmargin. Denne skønsmargin
omfatter efter praksis navnlig valget af de - rimelige og passende -
foranstaltninger, der skal bringes i anvendelse af myndighederne for at
sikre, at en lovlig demonstration kan gennemføres fredeligt (se f.eks.
Chorherr mod Østrig, dom af 25. august 1993, Serie A nr. 266-B,
præmis 32, og Steel m.fl. mod UK, dom af 23. september 1998, Reports
1998-VII, s. 2719, præmis 101). Staten har således en vis
skønsmargin ved vurdering af, om og hvorledes der skal gribes ind for
at sikre, at forsamlinger og demonstrationer kan gennemføres på
fredelig vis. Dette omfatter efter Justitsministeriets opfattelse også
vurderingen af, at det er nødvendigt at indføre et
maskeringsforbud.
Som det fremgår, er indførelsen af et
maskeringsforbud begrundet i ønsket om at modvirke den
identitetsslørende maskering, der i praksis har vist sig at være
egnet til at fremme forstyrrelse af den offentlige ro og orden og at
øge risikoen for uroligheder med omfattende vold og
hærværk. Efter Justitsministeriets opfattelse kan de nævnte
hensyn generelt retfærdiggøre et maskeringsforbud.
Hvorvidt det også vil være foreneligt med
konventionen at håndhæve et maskeringsforbud i det konkrete
tilfælde vil bero på helhedsvurdering af den enkelte sag.
Afvejningen af, om det i forhold til konventionen vil
være berettiget at håndhæve maskeringsforbudet i det
konkrete tilfælde, må efter Justitsministeriets opfattelse
antages at være sammenfaldende med afvejningen af, om maskeringen
tjener et anerkendelsesværdigt formål, jf. den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 134 b, stk. 3, og
bemærkningerne hertil.
Dette indebærer i praksis, at hensynet til ytrings-
og forsamlingsfriheden skal inddrages ved vurderingen af, om en
tildækning af ansigtet tjener et anerkendelsesværdigt
formål.
Lovforslaget kan på den baggrund ikke antages at
være i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention.
8. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
mv.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske
eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Ingen EU-retlige aspekter
9. Hørte myndigheder mv.
Lovforslaget er sendt til høring hos:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,
Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg og
Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København,
Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,
Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Det Danske Center for
Menneskerettigheder og Nævnet for Etnisk Ligestilling.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det
gøres strafbart at færdes med en identitetsslørende
maskering i forbindelse med offentlige møder, forsamlinger, optog mv.
Endvidere gøres det strafbart på offentligt sted at være i
besiddelse af genstande bestemt til en sådan maskering. Forbudet
gælder ikke tildækning af ansigtet, der foretages for at beskytte
mod vejrliget, eller som tjener andet anerkendelsesværdigt
formål.
Ad stk. 1
Bestemmelsen omfatter enhver form for (hel eller delvis)
tildækning af ansigtet, uanset på hvilken måde dette
sker. Ud over de i bestemmelsen udtrykkeligt opregnede genstande til
maskering (hætte, maske eller bemaling) kan f.eks. nævnes
solbriller, eventuelt kombineret med tørklæder, og styrthjelme.
Ved »ansigtet« forstås i overensstemmelse med sædvanlig sprogbrug
den del af hovedet, der afgrænses af pande, hage og ørene.
En (delvis) tildækning af ansigtet er ikke omfattet
af forbudet, hvis tildækningen ikke er egnet til at hindre
identifikation. Dette kan navnlig tænkes ved bemaling af en mindre del
af ansigtet.
Det er alene maskering på »offentligt sted«,
der er omfattet af bestemmelsen. Dette begreb svarer i det væsentlige
til den stedlige afgrænsning af reglen i normalpolitivedtægtens
§ 3 (»veje eller andre steder, hvortil der er almindelig adgang«).
Ifølge normalpolitivedtægten omfatter det
sidstnævnte led f.eks. »jernbane- og rutebilstationer, butikker og
offentlige kontorer, forlystelsessteder, badeanstalter,
nødtørftsanstalter og befordringsmidler, herunder hyrevogne«.
Ved »veje« forstås »enhver offentlig eller privat gade, vej, plads,
bro, tunnel, passage, sti, trappe eller andet lignende areal, der benyttes
til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter«.
Også indendørs lokaler, hvortil der er
almindelig adgang under det pågældende møde mv.,
forudsættes omfattet af bestemmelsen.
Den foreslåede bestemmelse forudsættes
ligeledes at omfatte privatbiler, herunder private busser, i det omfang,
bilen befinder sig på offentligt sted. Dette vil navnlig have praktisk
betydning i relation til det foreslåede stk. 2 om besiddelse af
genstande bestemt til maskering.
Det kræves endvidere, at den maskerede færdes
»i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller lignende«.
Det er efter formuleringen tilstrækkeligt, at den maskerede person
færdes i forbindelse med sådanne offentlige begivenheder eller
arrangementer. Det er uden betydning, om andre deltagere eller
tilstedeværende også er maskerede. Det er ligeledes uden
betydning, om den maskerede kan anses for deltager i mødet,
forsamlingen eller optoget. Udtrykket »i forbindelse med« omfatter også
personer, der blot er til stede på eller ved det sted, hvor
mødet mv. finder sted.
Bestemmelsen omfatter - ud over møder, forsamlinger
og optog - enhver sammenstimlen af en flerhed af personer, herunder f.eks.
opløb. Både den planlagte og den spontane sammenstimlen er
omfattet. Det er således uden betydning, om de pågældende
kender hinanden i forvejen, eller om der er tale om en på forhånd
arrangeret fælles begivenhed.
Ad stk. 2
Bestemmelsen kriminaliserer visse forberedelseshandlinger
i form af besiddelse på offentligt sted af genstande bestemt til
maskering, jf. nærmere pkt. 6.1. og 6.2. i de almindelige
bemærkninger.
Forbudet mod at besidde genstande til brug for
identitetsslørende maskering gælder ikke kun i umiddelbar
tidsmæssig eller geografisk nærhed af allerede opståede
uroligheder, men også på tidspunkter og steder, hvor der (endnu)
ikke har fundet uroligheder sted. Derimod omfatter forbudet ikke direkte
besiddelse af de nævnte genstande, efter at den
pågældende person har forladt stedet. I en række af disse
tilfælde vil der dog formentlig være en sådan
tidsmæssig, geografisk eller anden tilknytning til urolighederne, at
det kan lægges til grund, at den pågældende har været
på urostedet iført eller medbringende maskering.
Som det fremgår ovenfor vedrørende
stk. 1, omfatter begrebet »offentligt sted« bl.a. befordringsmidler,
herunder privatbiler. Den foreslåede bestemmelse indebærer
derfor, at politiet får mulighed for at ransage biler og busser mv.
på vej til demonstrationer eller andre offentlige forsamlinger på
grundlag af mistanke om besiddelse af maskeringsgenstande, forudsat
retsplejelovens betingelser i øvrigt er opfyldt.
Ad stk. 3
Bestemmelsen fastslår, at hverken forbudet mod at
færdes maskeret på offentligt sted eller forbudet mod at besidde
genstande bestemt til maskering omfatter (besiddelse af genstande til)
tildækning af ansigtet, der foretages for at beskytte mod vejrliget,
eller som tjener andet anerkendelsesværdigt formål, jf.
nærmere pkt. 6.1. og 6.2. i de almindelige bemærkninger.
Undtagelsen kan have forskellig rækkevidde i forhold
til henholdsvis stk. 1. og stk. 2. Eksempelvis vil det klart
være anerkendelsesværdigt at bære styrthjelm, selv om man -
på motorcykel eller knallert - er på vej til en demonstrationen,
hvor der er begrundet frygt for forstyrrelse af den offentlige ro og orden.
Tilsvarende må det være tilladt at medbringe sin styrthjelm i
hånden under en demonstration for at undgå tyveri, hvis den
efterlades på det parkerede køretøj. Derimod er det ikke
anerkendelsesværdigt at bære styrthjelmen (dvs. have den
på) under demonstrationen - heller ikke under henvisning til, at man
ønsker at beskytte sig mod kasteskyts fra eventuelle moddemonstranter
mv.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Til § 3
Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland. Loven kan dog sættes i
kraft for Færøerne ved kongelig anordning. For Grønland
gælder en særlig kriminallov, og der er derfor ikke
foreslået en hjemmel til at sætte loven i kraft for
Grønland.
Bilag
KØBENHAVNS POLITI
Politigården
Politidirektøren
1567 København K
Den 15. december 1999
Departementschef Michael Lunn
Justitsministeriet
Vedlagt fremsendes et notat om maskeringsforbud.
Notatet er udarbejdet i enighed på et møde,
hvori ud over jeg selv og nogle af mine medarbejdere deltog formanden for
Foreningen af Politimestre i Danmark, politimester Jørgen Ilum,
formanden for Politifuldmægtigforeningen, vicepolitimester Henrik
Andersen, vicerigspolitichef Erik Justesen, politimester Uffe Kornerup og
politimester Roum Svendsen.
Desuden deltog vicestatsadvokat Jesper Hjortenberg,
Rigsadvokaturen, i drøftelserne for så vidt angår notatets
juridiske aspekter.
Med venlig hilsen
Hanne Bech Hansen
14. december 1999
Notat
om
maskeringsforbud
I. Indledning
Spørgsmålet om indførelse af et
maskeringsforbud ved lov har været drøftet adskillige gange de
seneste år.
Drøftelserne har typisk været affødt
af konkrete situationer, hvor kriminelle elementer oftest i ly af
demonstrationer og andre manifestationer har udøvet vold og
hærværk i formummet tilstand.
Dette har for eksempel været tilfældet efter
de omfattende uroligheder på Nørrebro den 18. maj 1993 og senest
i forbindelse med urolighederne på Nørrebro natten mellem den 7.
og 8. november 1999, i Torup ved Randers, i Herlev og på Frederiksberg
i løbet af november 1999.
Formålet med dette notat er at beskrive dels hvordan
et maskeringsforbud bør bygges op for at tilgodese politiets
muligheder for at forhindre og opklare denne kriminalitet, dels hvordan
politiet mener at kunne håndhæve et sådant forbud.
I notatet gennemgås nedenfor under II mere generelt
de problemstillinger af dels juridisk dels polititaktisk karakter, som
diskussionen rejser. Under III drøftes disse problemstillinger i
relation til hvert enkelt af en række scenarier, hvor kriminelle efter
erfaringen udøver vold, hærværk og lignende under
dække af maskering af den ene eller den anden art. Under IV findes en
opsummering.
II. Generelle forhold
Når spørgsmålet om et maskeringsforbud
skal drøftes, er der en række forhold, der er af særlig
betydning og således danner den generelle ramme for diskussionen.
1. I hvilke situationer har maskeringsforbud særlig relevans for
politiet?
a. Demonstrationer
De demonstrationer, hvor maskeringer typisk forekommer kan
både være anmeldte og uanmeldte. I nogle tilfælde vil stort
set alle i demonstrationen være »autonome« eller andre uromagere, og
maskeringen vil derfor efter politiets erfaring ofte være næsten
total. I andre situationer og det er de i praksis hyppigst forekommende
vil der i demonstrationen udover de maskerede uromagere befinde sig en
større eller mindre gruppe af umaskerede demonstrationsdeltagere.
b. Uroligheder
I en række tilfælde har mere eller mindre
voldsomme uroligheder været gennemført af en større
gruppe af mennesker spontant eller planlagt. I disse tilfælde
udøves vold, hærværk og andre kriminelle forhold ofte af
maskerede gerningsmænd. Eksempler er tildels begivenhederne den 18. maj
1993 på Nørrebro og den 8. november 1999 - også på
Nørrebro.
c. Truende adfærd i forsamlinger
Uromageres maskeringer eller forberedelse af maskering ved
offentlige debatmøder og i andre offentlige forsamlinger vil kunne
virke truende på andre deltagere, der ikke har uromagernes observans
samt animere til uroligheder blandt deltagere med samme observans.
d. Andre situationer
Det er almindelig kendt, at andre kriminelle forhold,
typisk røverier, udøves af en eller flere gerningsmænd i
maskeret tilstand. Disse forhold falder uden for målsætningen for
et maskeringsforbud. Der vil dog kunne forekomme afgrænsningsproblemer
mellem disse situationer og de ovenfor under b. nævnte uroligheder.
Hvilke juridiske muligheder har politiet under den
nugældende lovgivning for at imødegå disse
situationer?
Der er ikke efter den nugældende lovgivning mulighed
for at skride ind over for nogen, alene fordi de optræder maskerede
eller er forberedt på maskering. I dette afsnit gennemgås
politiets andre muligheder for efter gældende lovgivning at skride ind
over for de kriminalitetsformer, der typisk udøves under dække
af maskering.
Som det fremgår af beskrivelsen ovenfor under 1. er
et maskeringsforbud som udgangspunkt mest relevant i situationer, hvor
gerningsmænd til for eksempel vold eller hærværk
udøver de kriminelle forhold under dække af en større
menneskemængde, typisk en demonstration eller et opløb, og
oftest i forening med andre.
De muligheder, som politiet under den nuværende
lovgivning har såvel med hensyn til en forebyggende indsats som med
hensyn til at gøre et strafansvar gældende, skal derfor
primært findes i:
a
Straffelovens generelle regler om
forsøg og medvirken
a
Straffelovens §§ 119-121
a
Straffelovens §§ 244-246 om vold
mv.
a
Straffelovens § 291 om
hærværk
a
Straffelovens § 134 a
a
Færdselsloven
a
Våbenloven
a
Politivedtægten, især
§ 3 og § 7
I de situationer, der her er tale om, har politiet - groft
sagt - to hovedopgaver, jævnfør retsplejelovens § 108:
Den første er at forhindre, at der i
forbindelse med demonstrationer og spontane uroligheder udøves vold,
hærværk og andre kriminelle forhold.
Den anden er at identificere og
strafforfølge gerningsmænd til sådanne kriminelle forhold,
såfremt de alligevel finder sted. For så vidt angår
løsningen af denne anden hovedopgave har politiet et godt grundlag i
de ovennævnte bestemmelser i den nugældende lovgivning
forudsat, at de pågældende kan identificeres. Den
efterfølgende strafforfølgning vil i givet fald ske i henhold
til de ovennævnte bestemmelser, der for de flestes vedkommende har
så betydelige strafferammer, at et med straf belagt maskeringsforbud
ikke vil få selvstændig betydning.
De generelle regler om medvirken og - ikke mindst -
straffelovens § 134 a (selv efter den fortolkning, som Højesteret
har anlagt i afgørelsen citeret i UfR 1996 s. 639) giver politi og
anklagemyndighed god mulighed for at strafforfølge alle uromagere. For
så vidt angår denne problemstilling ligger betydningen af at
maskeringsforbud således især i , at det bidrager til netop
identificeringen af gerningsmændene til disse kriminelle forhold.
Værdien af et maskeringsforbud viser sig tillige ved
løsningen af politiets første hovedopgave, nemlig den
præventive, at forhindre at disse uroligheder overhovedet finder sted.
I praksis har det vist sig, at især våbenlovens bestemmelser og
en antagelse om, at en eller flere personer har forberedt
hærværk, jævnfør straffelovens § 291
jævnfør § 21, er blevet anvendt som grundlag for at
visitere og eventuelt anholde for eksempel deltagere i en demonstration eller
personer på vej for at deltage i en demonstration. Det er imidlertid
kun i meget begrænset omfang, at det fornødne mistankegrundlag
vil være til stede.
Da vold, hærværk og andre kriminelle forhold
under demonstrationer og i forbindelse med optøjer typisk - og i
stigende grad - udøves af personer, der er maskerede, vil et
maskeringsforbud give politiet en betydelig forbedret mulighed for ved en
præventiv indsats at forhindre disse kriminelle forhold. Dette er
nærmere beskrevet nedenfor under III. Et maskeringsforbud må
forventes tillige at have en præventiv virkning, idet det må
antages at afholde nogle typisk fra uromagernes kreds af »medløbere«
- fra at deltage i optøjer og demonstrationer, der må forventes
at udvikle sig til vold og hærværk.
3. Hvilke overvejelser bør der gøres om omfanget for og
opbygningen af et maskeringsforbud?
Det er af afgørende betydning for politiets
mulighed for at håndhæve et maskeringsforbud, at et sådant
forbud udstrækkes til alle former for maskering, der kan være
anvendelig for de ovenfor nævnte gerningsmænd til vold,
hærværk mv. Maskeringsforbudet bør derfor omfatte alle
former for sløring af identiteten, herunder anvendelse af hætter
og andre tekstiler, masker, bemaling og påklædning, der ikke
tjener demonstrationens formål, men som alene anvendes af
sløringsmæssige grunde.
Af hensyn til politiets muligheder for i det hele taget at
kunne kontrollere demonstrationer af denne karakter eller overtage kontrollen
med et område, hvor opløb finder sted, er det af stor betydning,
at den blotte besiddelse af materialer eller beklædning, der i den
givne situation er egnet til maskering og dermed sløring af
deltagernes identitet, er omfattet af forbudet.
I det omfang, der er behov for at begrænse denne
både i begreb og tid meget vide beskrivelse af et maskeringsforbud,
bør det ske ved i lovteksten eller i bemærkningerne til
lovforslaget udtrykkeligt at undtage »formumning med et
anerkendelsesværdigt formål«.
Maskeringsforbudet bør kun håndhæves
efter politiets bestemmelse og håndhævelsen bero på et
konkret skøn, hvori indgår demonstrationens formål,
deltagerkredsen, tidligere erfaringer med tilsvarende demonstrationer,
maskering og aktuel stemning blandt deltagerne. Dette indebærer, at
politiet kan undlade at håndhæve forbudet eller udsætte
håndhævelsen, til det polititaktisk er belejligt at gribe
ind.
En håndhævelse af forbud mod maskering
bør så vidt muligt af politiet indskærpes over for de
pågældende deltagere. Det kan både ske i forbindelse med
anmeldelse af demonstrationen, ved påbegyndelsen af demonstrationen og
når situationen i øvrigt tilsiger det.
Som det vil fremgå af fremstillingen nedenfor under
III, er det af stor betydning for politiets håndhævelse af et
maskeringsforbud, at der i det fornødne omfang kan ske visitation af
personer, der mistænkes for overtrædelse af forbudet.
Opmærksomheden henledes derfor på. at en visitation efter
bestemmelsen i retsplejelovens § 792 a kræver at den eller de
pågældende sigtes (her typisk for overtrædelse af
maskeringsforbudet), medmindre visitation kan finde sted efter reglerne om
visitation af ikke-sigtede, jævnfør retsplejelovens § 792
d, stk. 2, eller der skabes en særskilt hjemmel til visitation i
sager om overtrædelse af maskeringsforbud, for eksempel ad modum
retsplejelovens § 792 d, stk. 4, sidste led.
4. De polititaktiske indsatsmuligheder i tilfælde af
indførelsen af et maskeringsforbud
Politiets indsatsmuligheder med baggrund i et
maskeringsforbud afhænger dels af maskeringsforbudets nærmere
udformning og afgrænsning dels af den konkret foreliggende
situation.
De situationer, hvor et maskeringsforbud har relevans, og
som er beskrevet ovenfor under II.1., vil rent polititaktisk skulle gribes an
på forskellige måder. Tager man udgangspunkt i disse
polititaktiske metoder, der beskrives nærmere nedenfor under III, kan
de i praksis forekommende situationer, hvor politiet vil skulle
håndhæve et maskeringsforbud, deles op i 3 hovedgrupper:
Den første
situation, hvor uromagerne
maskerede eller forberedte på maskering ankommer i bus, bil eller med
tog til et forud bestemt demonstrationsområde (som det for eksempel var
tilfældet for nylig ved optøjerne i Torup i Randers
politikreds), den anden situation, hvor deltagerne anmeldt eller
spontant iværksætter en demonstration og endelig den
tredje, hvor uroligheder med omfattende vold og hærværk
pludseligt opstår.
III. Gennemgang af en række konkrete situationer, hvor et
maskeringsforbud er af betydning for politiets indsats
Her drøftes i relation til en række konkrete
situationer, hvilke juridiske muligheder politiet efter den nugældende
lovgivning har for at skride ind, hvilken betydning et maskeringsforbud og
dets nærmere udformning vil få for politiets indsatsmuligheder
og endelig nogle polititaktiske overvejelser om disse indsatsmuligheder.
Fremstillingen her er som tidligere nævnt af
praktiske grunde struktureret i tre hovedgrupper ud fra de polititaktiske
indsatsmuligheder, som disse hver især frembyder.
Hovedgruppe 1
Den første situation, hvor uromagerne ankommer i
bus, i biler eller med tog maskerede eller forberedte på maskering til
et forud bestemt område, kan løses gennem politiets almindelige
informationsindhentning, overvågning af bussen mv. og standsning med
indsats på et sted, der ud fra en taktisk vurdering af terrænet
skønnes hensigtsmæssigt.
Politiets mulighed for at skride ind efter den nugældende
lovgivning
I de omhandlede situationer vil det informationsgrundlag,
der gør, at man er opmærksom på den systematiske
tilstrømning af demonstranter eller uromagere ofte - men bestemt ikke
altid - indeholde sådanne oplysninger, at mistankegrundlaget for en
visitation af hele gruppen for våben eller
hærværksredskaber er til stede. Findes der så våben
eller hærværksredskaber, kan de beslaglægges og de
pågældende besiddere af våben eller redskaber kan efter
omstændighederne anholdes og en eventuel demonstration opløses.
Et sådant grundlag er som nævnt bestemt ikke altid til stede - og
det vil i givet fald heller ikke forhindre andre i gruppen i - maskeret - at
øve vold eller hærværk.
Betydning af et maskeringsforbud i disse situationer
Et maskeringsforbud vil i disse situationer betyde, at
politiet, når en gruppe på vej til en demonstration eller
planlagte optøjer standses, kan visitere de pågældende
efter genstande omfattet af maskeringsforbudet, såfremt det
fornødne mistankegrundlag er til stede. Disse genstande vil så
kunne beslaglægges, og de pågældende kan efter
omstændighederne anholdes og den planlagte demonstration
opløses. Skulle andre end de anholdte fra gruppen alligevel
gennemføre demonstrationen eller optøjerne, vil de kun
vanskeligt kunne maskere sig, og gør de det alligevel, vil de straks
kunne anholdes alene af den grund. Da det bliver særdeles svært
at formumme sig i disse situationer, vil eventuelle volds- og
hærværksforhold skulle udøves »med åben pande«.
Dette vil dels have en præventiv effekt dels gøre
strafforfølgningen af eventuelle gerningsmænd lettere.
Ikke mindst i denne situation er det af betydning, at et
maskeringsforbud formuleres så bredt, som det er skitseret ovenfor
under II.3. Det er imidlertid åbenbart, at netop den her beskrevne
situation, hvor politiet griber ind på »forsøgsstadiet« i
relation til en overtrædelse af et maskeringsforbud, vil kunne
medføre en række afgrænsningsproblemer, typisk i forhold
til almindelige beklædningsgenstande som tørklæder. Her
må først politiet senere domstolene så - som i mange andre
situationer - udøve et skøn ud fra loven og dens forarbejder
mv.
Særlige polititaktiske overvejelser
Den praktiske politimæssige håndtering af
disse situationer frembyder ud over de netop nævnte vanskelige
skøn ikke andre problemer end rent ressourcemæssige.
Hovedgruppe 2
Den anden situation, hvor uromagere deltager i anmeldte
eller uanmeldte demonstrationer, er efter politiets erfaring ofte
præget af, at der uden om demonstrationstoget går et antal
personer, der har styrthjelm på, og som bærer på
transparenter. I nogle situationer har det vist sig, at transparenterne
dækker over stiger, der er velegnede til at forhindre politiet i at
trænge ind i gruppen af demonstrerende, hvis én demonstrant i
mængden skal anholdes for eksempel for stenkast mod politiet. Til
stigerne kan ofte være fastgjort stokke, som er skjult af
transparenterne, men som umiddelbart er til at tage frem, hvis det
måtte skønnes nødvendigt. Demonstrationens kerne
består af hætteklædte uromagere. Desuden deltager som
oftest et større eller mindre antal umaskerede andre
demonstranter.
Ved enkelte sådanne demonstrationer er det set, at
de maskerede uromagere tillige er bevæbnet med køller og
stokke.
Politiets mulighed for at skride ind efter den nugældende
lovgivning
Politiets muligheder efter den nugældende lovgivning
svarer i disse situationer stort set til det, der er beskrevet ovenfor under
hovedgruppe I, det vil sige indskriden efter mistanke for overtrædelse
af våbenloven mv. Politiets indskriden i denne situation, vil dog ofte
i praksis være vanskeligere end i situationen ovenfor under hovedgruppe
I. Dette skyldes dels at demonstrationen her er »etableret« og i gang, dels
at der ofte findes en blanding af uromagere og fredelige demonstranter i
demonstrationen.
Såfremt deltagerne i en sådan demonstration
udøver vold, hærværk og lignende, kan de
pågældende og eventuelle medvirkende anholdes og demonstrationen
eventuelt opløses. Anholdelse af gerningsmænd såvel
»på friske spor« som efterfølgende vanskeliggøres i
betydelig grad af den stadigt mere udbredte brug af maskering.
Betydning af et maskeringsforbud i disse situationer
Politiet vil på samme måde, som det er
beskrevet under hovedgruppe 1, når det fornødne mistankegrundlag
er til stede, kunne foretage visitationer og anholdelser for
overtrædelse af maskeringsforbudet. Anlægges maskering, kan de
pågældende umiddelbart anholdes. Overtrædes
maskeringsforbudet, kan demonstrationen efter omstændighederne
opløses. Maskering i forbindelse med efterfølgende kriminalitet
vil også her blive vanskeliggjort betydeligt.
Særligt i denne situation er det af betydning, at et
maskeringsforbud udformes på en sådan måde, at det
overlades til politiet at afgøre om og i givet fald hvornår, det
skal håndhæves. Ofte vil der være en sådan kontrol
over en demonstration, at man ikke bør risikere de (ekstra)
konfrontationer, som håndhævelsen af et maskeringsforbud vil
medføre.
Særlige polititaktiske overvejelser
En håndhævelse af et maskeringsforbud vil i
denne situation være ressourcekrævende og kræve anvendelse
af særlige polititaktiske fremgangsmåder.
Til illustration af fremgangsmåden er udarbejdet
vedlagte skitse mrk. nr. 1. Af skitsen fremgår, at demonstrationstoget
er standset gennem en offensiv anvendelse af dels den såkaldte optiske
føring og omfatning, og at deltagerne efter visitation enten
indbringes som anholdte for overtrædelse af maskeringsforbudet eller
også - såfremt de ikke er maskerede eller har genstande til brug
for maskering - fortsætter demonstrationen.
Hovedgruppe 3
Den tredje situation omfatter spontane eller planlagte
uroligheder med omfattende vold og hærværk, hvor
gerningsmændene ofte er maskerede for netop at forhindre
identifikation.
Sådanne uroligheder opstår i større
eller mindre omfang fra tid til anden. Som oftest går det ud over
amerikansk inspirerede forretninger, banker og lignende, men i ekstreme
tilfælde går ingen ram forbi.
Politiets mulighed for at skride ind efter den nugældende
lovgivning
De gældende bestemmelser i straffeloven,
våbenloven og politivedtægten giver politiet gode muligheder for
at skride ind over for gerningsmændene i disse situationer. Er disse
imidlertid maskerede, vanskeliggør det i allerhøjeste grad
også her anholdelse såvel på friske spor som
efterfølgende.
Betydningen af et maskeringsforbud i disse situationer
Som det blev illustreret ved urolighederne på
Nørrebro natten mellem den 7. og 8. november 1999, er politiets
succesfulde opgaveløsning i disse situationer især
afhængig af politiets evne til at komme frem tilstrækkeligt
hurtigt og talstærkt.
Den ovenfor under hovedgruppe 1 og hovedgruppe 2 beskrevne
mulighed for forebyggende visitation i tilfælde af mistanke om
overtrædelse af et maskeringsforbud vil næppe få den store
betydning i disse tilfælde. Derimod vil et maskeringsforbud betyde, at
maskerede gerningsmænd til vold og hærværk mv. vil kunne
anholdes, selvom de ikke antræffes på fersk gerning, alene for
overtrædelse af maskeringsforbudet.
Særlige polititaktiske overvejelser
De særlige polititaktiske overvejelser, der skal
gøres i disse situationer, udspringer ikke af et maskeringsforbud, men
er helt generelt de taktiske overvejelser, som politiet skal gøre sig
om den hurtigste og mest effektive indgriben i disse situationer. De kan kort
beskrives således:
Politiets indsats bygger på en offensiv, successiv
indsættelse af mandskab med en efterfølgende sektoropdelt
rumbeskyttelse af det kvarter, der er udsat for urolighederne.
Til illustration af disse teknikker er vedlagt skitse mrk.
nr. 2, der beskriver principperne i den operationelle anvendelse af successiv
indsættelse, medens skitse mrk. nr. 3 illustrerer den sektoropdelte
rumbeskyttelse med perimeterpatruljering.
IV. Opsummering
Den ovenfor stedfundne gennemgang viser, at et
maskeringsforbud kan håndhæves af politiet, at det især vil
få betydning for politiets mulighed for at forebygge vold,
hærværk og anden kriminalitet, og at virkningen vil være
større i nogle situationer end i andre. Det er af stor betydning, at
et forbud formuleres så bredt som muligt med hensyn til såvel
omfang som »forberedelseshandlinger«. Endvidere er det afgørende, at
forbudet bliver beskrevet således, at dets håndhævelse
bliver fakultativt, således at politiet i den konkrete situation kan
beslutte, om det skal håndhæves og i givet fald hvornår.
Et maskeringsforbud er således kun brugbart for
politiet, såfremt dets anvendelse gøres fakultativt. Desuden
bør en lovgivning om et maskeringsforbud udformes således, at
det omfatter alle former for sløring af identitet, herunder ved
anvendelse af hætter og andre tekstiler, masker, bemaling og
påklædning, ligesom den blotte besiddelse af materialer eller
beklædning, der er egnet til maskering, bør omfattes af
forbudet.
Rammerne for politiets forvaltning af et sådant
bredt formuleret maskeringsforbud, hvor meget overlades til politiets
skøn, bør formentlig lægges i administrative
retningslinier. Sådanne retningslinier bør i givet fald
indeholde en indberetningspligt til den højere anklagemyndighed i
tilfælde af håndhævelse af forbudet.
Endvidere skal det fremhæves, at det må
forventes, at »autonome« grupper og andre aktivister ikke mindst i tiden
umiddelbart efter indførelsen af et maskeringsforbud vil
forsøge at fremprovokere håndhævelsen af forbudet i
situationer, hvor det er uhensigtsmæssigt for politiet. Der vil
således forekomme mange situationer, hvor demonstranter og andre
aktivister er maskerede, men hvor politiet undlader at skride ind.
Det er afslutningsvis nødvendigt at understrege, at
indførelsen af et maskeringsforbud og en politifaglig udnyttelse af de
beføjelser og muligheder, som et sådant forbud giver,
umiddelbart vil betyde anvendelsen af ikke ubetydelige ressourcer. Det kan
imidlertid på ingen måde udelukkes, at »autonome« og andre
kredse, der er interesserede i at udøve kriminalitet under dække
af maskering med tiden vil afstå fra maskering.
Underbilag 1
Underbilag 2
Underbilag 3
Lignende dokumenter
- 1989 BTL 51 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN (MASKERINGSFORBUD) NR B 51 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 31. august 1990
- 1989 LSF 51 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN (MASKERINGSFORBUD) Retsinformation · 1. juni 1990
- 1992 BSF 103 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM MASKERINGSFORBUD Retsinformation · 24. juni 1993
- 1990 LSF 79 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN (MASKERINGSFORBUD) Retsinformation · 22. januar 1991
- 1990 LSF 88 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN (MASKERINGSFORBUD) Retsinformation · 20. november 1990
- 1994 BSF 39 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM MASKERINGSFORBUD Retsinformation · 10. januar 1995