Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af straffeloven

1999/1 LSF 196Lovforslag som fremsatJustitsministeriet9. februar 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 9. februar 2000 af

justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven

(Maskeringsforbud)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 12. august 1997,

som ændret ved § 3 i lov nr. 403 af 26. juni 1998, § 3 i lov

nr. 473 af 1. juli 1998 og lov nr. 141 af 17. marts 1999, foretages

følgende ændring:

1.

Efter § 134 a indsættes:

§ 134 b.

Den, der i forbindelse med møder,

forsamlinger, optog eller lignende på offentligt sted færdes med

ansigtet helt eller delvis tildækket med hætte, maske, bemaling

eller lignende på en måde, der er egnet til at hindre

identifikation, straffes med bøde, hæfte eller fængsel

indtil 6 måneder.

Stk. 2.

På samme måde straffes den, som på

offentligt sted besidder genstande, der må anses for bestemt til

tildækning af ansigtet under de i stk. 1 nævnte

omstændigheder.

Stk. 3.

De i stk. 1 og 2 nævnte forbud gælder

ikke for tildækning af ansigtet, der foretages for at beskytte mod

vejrliget, eller som tjener andet anerkendelsesværdigt

formål.

Læs alt

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for

Færøerne med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Side

1.

Lovforslagets formål

3

2.

Baggrunden for lovforslaget

3

3.

Den praktiske anvendelse og betydning af et

maskeringsforbud

4

3.1.

Indledning

4

3.2.

Gældende bestemmelser om forbrydelser mod den

offentlige orden samt håndhævelsen heraf

4

3.3.

Gældende bestemmelser om politiets

håndhævelse af ro og orden uden for

strafferetsplejen

6

3.4.

Politiets praktiske muligheder for at håndhæve ro

og orden efter de gældende regler

7

3.5.

Den praktiske anvendelse og betydning af et

maskeringsforbud

8

3.6.

Sammenfatning af betydningen af et

maskeringsforbud

9

4.

Fremmed ret

9

4.1.

England

9

4.2.

Tyskland

10

4.3.

Holland

11

4.4.

De nordiske lande

11

5.

Overvejelser om eventuelle alternativer til et

maskeringsforbud

11

6.

Den nærmere udformning af

maskeringsforbudet

12

6.1.

Det strafbare område

12

6.2.

Subjektive krav

13

6.3.

Forsøg og medvirken

14

6.4.

Strafferamme og strafniveau

14

7.

Forholdet til grundloven og den europæiske

menneskerettighedskonvention

14

8.

Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

16

9.

Hørte myndigheder mv.

16

1. Lovforslagets formål

Formålet med lovforslaget er gennem en ny

bestemmelse i straffeloven at indføre et forbud mod

identitetsslørende maskering i forbindelse med møder,

forsamlinger, optog og lignende på offentligt sted.

Maskeringsforbudet vil navnlig omfatte tilfælde,

hvor maskeringen kan være (eller har været) medvirkende til eller

befordrende for, at en demonstration eller anden offentlig forsamling

spontant eller planlagt udvikler sig til uroligheder eller

optøjer.

Desuden omfatter forbudet besiddelse af

beklædningsgenstande mv., der må anses for bestemt til maskering

under disse omstændigheder.

Forbudet gælder ikke maskering, der foretages for at

beskytte mod vejrliget, eller som tjener andet anerkendelsesværdigt

formål. Den sidstnævnte undtagelse kan efter

omstændighederne f.eks. omfatte tildækning af ansigtet, der

foretages ud fra en religiøs overbevisning eller i forbindelse med

karneval og lignende arrangementer.

Om det nærmere indhold og afgrænsning af

maskeringsforbudet henvises til pkt. 6 nedenfor og til bemærkningerne

til lovforslagets § 1 (straffelovens § 134 b).

2. Baggrunden for lovforslaget

Historisk har der før grundloven af 1849

været udstedt forordninger, der forbød folk at være

»maskeret, formummet eller sværtet« på offentligt sted. Forbudet

blev siden videreført i politivedtægten for København.

Det hidtil sidste maskeringsforbud blev ophævet ved

bekendtgørelse nr. 430 af 21. november 1967 af politivedtægt for

København, der trådte i kraft den 1. januar 1968. Der kan herom

i det hele henvises til John Christensen og Henrik Stevnsborg: Masker og

maskeforbud, i Ugeskrift for Retsvæsen 1988, afdeling B, s.

139-141.

Siden 1980'erne har der ved forskellige lejligheder

været voldelige konfrontationer mellem på den ene side politiet

og på den anden side grupper af aktivister, f.eks. bz'ere og

autonome.

Konfrontationerne har været karakteriseret ved, at

der ofte er begået alvorlige overtrædelser af lovgivningen,

herunder vold mod politiet og omfattende hærværk på

offentlig og privat ejendom.

I flere tilfælde er det imidlertid - trods

indsættelse af større politistyrker - ikke lykkedes politiet at

anholde mere end nogle få af gerningsmændene. Årsagen

hertil har navnlig været, at politiet ikke med sikkerhed har kunnet

identificere, hvilke personer der deltog i ulovlighederne, blandt andet fordi

aktivisterne ofte har optrådt med masker eller hætter under

konfrontationerne.

Folketinget har på den baggrund inden for de sidste

10 år flere gange debatteret, om der bør (gen-)indføres

et maskeringsforbud. Folketinget har således bl.a. behandlet en

række beslutningsforslag om et maskeringsforbud. Ingen af forslagene er

blevet vedtaget.

Ved behandlingen af beslutningsforslag og i folketingssvar

i tidligere samlinger har Justitsministeriet peget på, at der kan

være både lovtekniske og håndhævelsesmæssige

vanskeligheder ved et maskeringsforbud.

De seneste erfaringer, herunder urolighederne på

Nørrebro i København og i landsbyen Torup ved Randers i

november 1999, har imidlertid givet Justitsministeriet anledning til at

genoverveje spørgsmålet om et maskeringsforbud.

Som led heri har Justitsministeriet drøftet med

politiets ledelse og rigsadvokaten, om den eksisterende lovgivning giver

politiet tilstrækkelige midler i indsatsen mod sådanne

uroligheder.

Politiet har under disse drøftelser tilkendegivet,

at et maskeringsforbud i visse situationer kan være et nyttigt redskab

i indsatsen mod uroligheder. Det er politiets vurdering, at et forbud vil

give bedre mulighed for at forhindre, at uroligheder opstår, eller at

de udvikler sig meget voldsomt.

I forlængelse af drøftelserne har politiets

ledelse den 15. december 1999 afleveret en redegørelse om et

maskeringsforbud til Justitsministeriet. Redegørelsen indeholder en

beskrivelse af, hvordan et maskeringsforbud bør bygges op for at

styrke politiets muligheder for at forhindre og opklare kriminalitet i

forbindelse med uroligheder, samt hvordan et sådant forbud i givet fald

kan håndhæves. Redegørelsen er optaget som bilag til dette

lovforslag.

Efter Justitsministeriets opfattelse er den praksis, der i

visse kredse har udviklet sig med hensyn til at anvende maskering i

forbindelse med demonstrationer mv., ikke acceptabel. I praksis har det

således vist sig, at maskering ikke anvendes af personer med fredelige

hensigter. Maskering har typisk til formål at gøre det lettere

for de pågældende personer at slippe af sted med at deltage

aktivt i uroligheder og begå kriminalitet. Anvendelse af maskering har

således i praksis vist sig at fremme forstyrrelse af den offentlige

orden.

På denne baggrund og i lyset af tilkendegivelserne

fra politiets ledelse finder Justitsministeriet, at der bør

indføres et maskeringsforbud.

Et maskeringsforbud vil i visse tilfælde kunne

forbedre politiets muligheder for, inden uroligheder opstår, at

forebygge vold, hærværk og andre lovovertrædelser i

forbindelse med demonstrationer mv. Er uroligheder brudt ud, vil et forbud

kunne give politiet et mere sikkert grundlag for at gribe ind over for

deltagere, der optræder i maskeret tilstand.

Fører forbudet til, at antallet af personer, der

optræder maskeret i forbindelse med demonstrationer mv., nedbringes,

må det antages, at det vil lægge en dæmper på lysten

til at begå kriminalitet, da det ikke vil kunne ske i ly af den

identitetssløring, som en maskering indebærer. Begås der

alligevel kriminalitet af umaskerede deltagere, vil det lette

strafforfølgningen, at de pågældende kan genkendes.

Selv om gennemførelsen af et maskeringsforbud ikke

i sig selv vil kunne løse de kriminalitetsproblemer, der er knyttet

til visse former for demonstrationer mv., er der grund til at tro, at det

samlet set vil have en vis kriminalitetsdæmpende virkning.

3. Den praktiske anvendelse og betydning af et maskeringsforbud

3.1. Indledning

Formålet med dette afsnit er at belyse den praktiske

anvendelse og betydning af et maskeringsforbud.

Med dette sigte beskrives først det retlige

grundlag for politiets håndhævelse af ro og orden efter de

gældende regler særligt med henblik på tilfælde, hvor

flere færdes i forening på offentligt sted. Denne

håndhævelse kan dels ske som led i opklaring og

forfølgning af overtrædelser - eller forsøg på

overtrædelser - af straffebestemmelser vedrørende beskyttelse af

den offentlige orden (pkt. 3.2.), dels som håndhævelse af

ro og orden uden for strafferetsplejen (pkt. 3.3.).

Herefter beskrives under pkt. 3.4. politiets

praktiske muligheder (i og uden for strafferetsplejen) for at

håndhæve ro og orden efter de gældende regler i

følgende tre typesituationer: (1) Over for personer, der er på

vej til et bestemt sted for at deltage i en forsamling, demonstration eller

lignende, (2) over for maskerede personer, der deltager i en fredelig

forsamling og (3) over for maskerede personer, der deltager i uroligheder

eller optøjer med omfattende vold og hærværk.

På denne baggrund beskrives under pkt. 3.5.

den praktiske anvendelse og selvstændige betydning, et maskeringsforbud

vil have for politiets håndhævelsesmuligheder i de nævnte

tre typesituationer, og under pkt. 3.6. sammenfattes betydningen af et

maskeringsforbud.

Om den nærmere udformning af maskeringsforbudet -

der er kort beskrevet ovenfor under pkt. 1 - henvises til pkt. 6

nedenfor.

3.2. Gældende bestemmelser om forbrydelser mod den offentlige

orden samt håndhævelsen heraf

Straffeloven

indeholder i kapitel 15 (§§ 133-143)

en række bestemmelser om forbrydelser mod den offentlige orden og fred.

I denne sammenhæng er det navnlig bestemmelserne i §§ 133-134 a,

der er af interesse.

Efter straffelovens § 133, stk. 1,

straffes den, som fremkalder opløb med det forsæt at øve

eller true med vold eller hærværk, med fængsel indtil 3

år eller hæfte. Efter stk. 2 straffes på samme

måde de, der ved et opløb, under hvilket det nævnte

formål er lagt for dagen, optræder som opløbets ledere,

samt enhver deltager, der undlader at efterkomme politiets lovligt forkyndte

påbud til mængden om at skilles (jf. herom pkt. 3.3 nedenfor).

For personer, der blot er deltagere, kan straffen gå ned til

bøde.

Denne bestemmelse suppleres af en lignende bestemmelse i

straffelovens § 120 om opløb som middel til overfald

på eller tvang mod offentlige myndigheder.

Straffelovens § 134 angår deltagere i et

opløb, der vidende om, at påbud om at skilles er forkyndt

på foreskreven måde, ikke efterkommer dette. Straffen er

bøde eller hæfte indtil 3 måneder eller under

skærpende omstændigheder fængsel i samme tid.

Efter straffelovens § 134 a straffes deltagere

i slagsmål eller anden grov forstyrrelse af ro og orden på

offentligt sted, såfremt de har handlet efter aftale eller flere i

forening. Straffen er hæfte eller fængsel indtil 6

måneder.

Bestemmelsen i § 134 a kan ikke overtrædes af

en person, der handler alene. Bestemmelsen forudsætter, at en gruppe af

personer sammen forårsager den kriminaliserede handling. For at kunne

straffe en person for overtrædelse af bestemmelsen kræves

desuden, at vedkommende har tilsluttet sig den gruppe, hvis handlinger er

omfattet af bestemmelsen.

Til illustration af rækkevidden af § 134 a kan

der henvises til Højesterets dom af 2. februar 1996 (Ugeskrift for

Retsvæsen 1996, s. 639).

Efter urolighederne på Nørrebro den 18. maj

1993 rejste anklagemyndigheden tiltale efter § 134 a mod en række

personer, der havde befundet sig på urostedet under urolighederne, men

som politiet ikke med sikkerhed kunne udpege som deltagere i

hærværk eller vold mod politiet.

Herom udtalte Højesteret følgende:

»Urolighederne på Nørrebro den 18.-19. maj

1993 indebar utvivlsomt grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt

sted, jf. straffelovens § 134 a. Domfældelse for deltagelse heri

er imidlertid betinget af, at anklagemyndigheden godtgør, at den

enkelte tiltalte har tilsluttet sig gruppen af uromagere og fredsforstyrrere,

således at vedkommende med sikkerhed kan udskilles fra forbipasserende,

tilskuere, beboere og andre, der blot har været til stede og

overværet hele eller dele af begivenhedsforløbet.

Efter det bevisresultat, som landsretten har lagt til

grund, findes det herefter betænkeligt at anse andre end tiltalte T 7

for skyldig i deltagelse i grov forstyrrelse af ro og orden som angivet i

§ 134 a.«

Det forhold, at en person har været til stede under

uroligheder, der falder ind under bestemmelsens ordlyd, er således ikke

tilstrækkeligt til at ifalde strafansvar, hvis personen ikke har

tilsluttet sig gruppen, men blot været tilskuer.

Der vil normalt heller ikke i sådanne tilfælde

være grundlag for at straffe tilskuere, naboer eller andre, der

opholder sig på opløbsstedet for medvirken til de

forbrydelser, der begås. Den blotte mere eller mindre tilfældige

tilstedeværelse, hvor man uden at tage aktiv del i forløbet

iagttager, hvad der foregår, er ikke tilstrækkeligt til at

pådrage et medvirkensansvar. Medvirkensansvaret efter straffelovens

§ 23 kan således ikke anvendes til at pålægge en

større, ubestemt kreds et kollektivt ansvar i tilfælde, hvor det

ikke er muligt præcist at udpege dem, der har deltaget i de

pågældende lovovertrædelser.

For så vidt angår mulighederne for at straffe

for forsøg på overtrædelse af § 134 a, kan der

henvises til Vestre Landsrets kendelse af 8. januar 1986 i den såkaldte

»La Cabana-sag« (Ugeskrift for Retsvæsen 1986, s. 383). I denne

sag fandt landsretten ikke, at politiet havde haft nogen rimelig grund til at

mistænke passagererne i to minibusser på vej fra Århus til

en demonstration i Herning for forsøg på overtrædelse af

§ 134 a, selv om politiet havde grund til at frygte uroligheder i

forbindelse med den planlagte demonstration. Den foretagne anholdelse af

passagererne fandtes derfor ikke at have haft hjemmel i retsplejeloven.

Afgørelsen er også omtalt under pkt. 3.3. nedenfor.

I det omfang, der under optøjer eller uroligheder

begås vold eller hærværk, henføres disse forhold

under straffelovens § 119 (vold mv. mod tjenestemand i funktion),

§§ 244-246 (vold) og § 291 (hærværk). Også her er

der tale om et individuelt ansvar, der forudsætter, at den enkelte kan

udpeges som gerningsmand eller medvirkende.

Straffelovens regler suppleres af bestemmelser i

politivedtægterne.

Såvel normalpolitivedtægten som

politivedtægten for København indeholder i

§ 7 bestemmelser, hvorefter det er strafbart at deltage i

opløb eller sammenstimlen, der er egnet til at forstyrre den

offentlige orden. Efter samme bestemmelse kan politiet meddele påbud,

som er påkrævede for at forebygge, at den offentlige orden

forstyrres på denne måde.

Der kan også henvises til § 3 om forbud

mod slagsmål, skrigen, råben, højrøstet syngen

eller anden støjende, voldelig, fornærmelig eller lignende

optræden, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden eller

medføre ulempe for andre tilstedeværende eller omboende.

Straffen for overtrædelse af politivedtægten

eller af bestemmelser truffet i medfør af vedtægten er

bøde, jf. § 59 i normalpolitivedtægtens og § 65 i

politivedtægten for København. Det indebærer, at

forsøg ikke kan straffes, jf. straffelovens § 21, stk. 3.

Efter denne bestemmelse straffes forsøg - for så vidt andet ikke

er bestemt - kun, når der for lovovertrædelsen er foreskrevet

højere straf end hæfte.

Retsplejeloven

indeholder en række regler om

straffeprocessuelle tvangsindgreb, som politiet kan anvende som led i

forfølgning af lovovertrædelser. Der kan i denne

sammenhæng navnlig henvises til reglerne om anholdelse (kapitel 69),

visitation (kapitel 72) og ransagning (kapitel 73).

Disse efterforskningsmidler kan alene anvendes som led i

forfølgning (efterforskning mv.) af en allerede begået

lovovertrædelse, herunder eventuelt forsøg på en bestemt

lovovertrædelse. Endvidere er det i almindelighed en betingelse, at

den, som indgrebet rettes imod, med rimelig grund mistænkes for en

lovovertrædelse.

For så vidt angår anholdelse indeholder

retsplejelovens § 755, stk. 3, en særlig bestemmelse,

hvorefter politiet bl.a. i tilfælde af opløb, hvorunder der

øves eller trues med vold eller hærværk, og hvor den eller

de skyldige ikke med sikkerhed kan udpeges, kan anholde enhver, der opholder

sig på det pågældende sted, og som kan mistænkes for

strafbar deltagelse.

Bestemmelsen indebærer en lempelse af det

sædvanlige mistankekrav ved anholdelse. Selv om der ikke kan stilles

store krav til den konkrete mistankes styrke, vil den blotte

tilstedeværelse dog næppe i sig selv være

tilstrækkelig anholdelsesgrund, jf. kravet om, at den

pågældende »kan mistænkes for strafbar deltagelse«.

Endvidere vil de pågældende efter

omstændighederne være berettiget til erstatning for uberettiget

anholdelse efter retsplejelovens § 1018 a, hvis det

efterfølgende viser sig, at anholdelserne ikke fører til

domfældelse. Erstatningen kan dog nedsættes eller nægtes,

såfremt den pågældende selv har givet anledning til

anholdelsen, jf. § 1018 a, stk. 3. Har den pågældende

været til stede under opløb af den i § 755, stk. 3,

beskrevne karakter - uden dog at være strafskyldig efter straffelovens

§ 134 a eller andre bestemmelser - og har vedkommende ikke bortfjernet

sig trods anledning hertil, vil der dog formentlig ofte være grundlag

for at nægte erstatning på grund af egen skyld under henvisning

til, at den pågældende har udvist en adfærd, der må

påregnes at medføre risiko for sigtelse og anholdelse.

For så vidt angår visitation kan der endvidere

henvises til retsplejelovens § 792 d, stk. 4. Efter denne

bestemmelse kan politiet under efterforskning på gerningsstedet

foretage visitation af tøjet med henblik på at finde våben

hos alle personer, der træffes på stedet, i umiddelbar

tilknytning til udøvelsen af en alvorlig voldsforbrydelse eller

fremsættelse af trussel herom samt i andre efterforskningssituationer,

hvor der er begrundet mistanke om, at nogen tilstedeværende på

sin person skjuler våben.

3.3. Gældende bestemmelser om politiets håndhævelse

af ro og orden uden for strafferetsplejen

Grundlovens § 79 og 80 er sålydende:

»§ 79. Borgerne har ret til uden

forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige

forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under

åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for

den offentlige fred.

§ 80.

Ved opløb må den

væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at

mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordret

til at skilles.«

Grundlovens § 79 beskytter retten til at forsamle sig

fredeligt. Sammenhængen mellem § 79 om forsamlingsfriheden og

§ 80 om opløb viser, at ikke enhver menneskemængde har

karakter af en forsamling i grundlovens forstand. Ved en forsamling

forstås i almindelighed den samtidige tilstedeværelse af en

flerhed af mennesker i et fælles øjemed (befordre en

meningstilkendegivelse) og under en vis ledelse. Mister en oprindelig

fredelig - og dermed lovlig - forsamling sin ledelse eller selvkontrol,

f.eks. fordi den går i opløsning på grund af uroligheder,

betragtes den herefter ikke længere som en forsamling, men som et

opløb.

En forsamling nyder ikke en absolut beskyttelse. Dette

fremgår allerede af selve bestemmelsens ordlyd, idet det i § 79,

3. pkt., er fastsat, at forsamlinger under åben himmel kan forbydes,

når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

Bestemmelsen giver ikke kun adgang til at nedlægge

et forudgående forbud. Den giver også hjemmel til, at

forsamlinger under afholdelse kan forlanges hævet (opløst),

såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Betingelserne for at nedlægge et sådant

grundlovshjemlet forbud er, at der af forsamlingen kan befrygtes fare for den

offentlige fred. Rækkevidden af dette kriterium kan give anledning til

nogen tvivl, men det antages, at bestemmelsen kun giver hjemmel for et

forbud, når almene interesser af en vis betydning (»den offentlige

fred«) er truet, og at risikoen er nogenlunde nærliggende. Der skal med

andre ord foreligge en konkret fare for uroligheder af en vis kvalificeret

karakter. Risiko for forstyrrelse af den offentlige orden (støj,

råben, uanstændig adfærd mv.) er ikke tilstrækkeligt.

På den anden side vil en nærliggende risiko for, at en forsamling

udvikler sig til et opløb med voldshandlinger og hærværk,

kunne begrunde et forbud mod eller en opløsning af forsamlingen.

Hvis en på forhånd forbudt forsamling

alligevel holder møde, eller hvis en forsamling under afholdelse

opløses af politiet og ikke straks forføjer sig i god ro og

orden, betragtes den som et opløb, selv om situationen ikke har

udviklet sig til uroligheder.

Den nærmere regulering af politiets adgang til at

opløse opløb findes i politilovgivningen (lov af 11.

februar 1863 angående omordning af Københavns Politi mv., og lov

nr. 21 af 4. februar 1871 indeholdende bestemmelser om politiet uden for

København). Efter 1863-lovens § 12 og 1871-lovens § 10 kan

politiet opløse opløb med magt, når mængden

tre gange i kongens (dronningens) og lovens navn forgæves er opfordret

til at adskilles. Disse bestemmelser kræver således

opløsningsformularen anvendt, forinden et opløb kan

opløses med magt. På dette punkt går politilovene lidt

længere med hensyn til pligten til at anvende

opløsningsformularen end grundlovens § 80, idet grundloven kun

forpligter hertil i tilfælde af opløsning af et opløb med

væbnet magt.

Er der tale om opløb, vil deltagerne heri kunne

straffes efter politivedtægtens § 7 eller - hvis

opløsningsformularen har været anvendt - efter straffelovens

§ 134, jf. ovenfor.

Efter retsplejelovens § 108 (den

såkaldte generalfuldmagt) påhviler det politiet at opretholde

sikkerhed, fred og orden og påse overholdelsen af love og

vedtægter samt at foretage det fornødne til forhindring,

efterforskning og forfølgning af forbrydelser.

Det har været diskuteret i den retsvidenskabelige

litteratur, om retsplejelovens § 108 kan antages at indeholde en

selvstændig hjemmel for politiet til at foretage indgreb i borgernes

frihed og ejendom, eller om hjemmelen i stedet skal søges i

nødretsgrundsætninger, administrativ praksis eller

retssædvane, jf. f.eks. Ib Henricson: Politiret (2. udg. 1999), s.

76-86, med henvisninger.

I Justitsministeriets notat af 5. oktober 1982 om

politiets bistand til andre forvaltningsmyndigheder (optrykt i

betænkning nr. 981/1983 om håndhævelse af bygge- og

miljølovgivningen, s. 218-220) anføres bl.a.

følgende:

»Under henvisning til bestemmelsen i retsplejelovens

§ 108, stk. 1, er det almindeligt antaget, at politiet er

beføjet til gennem umiddelbar magtanvendelse at skride ind over for

handlinger eller undladelser, som frembyder en vis grad af fare for den

offentlige sikkerhed, fred og orden, eller hvor særlige

retshåndhævelsesmæssige hensyn i øvrigt måtte

tilsige det. Afgørelsen af, om magt bør bringes i anvendelse,

må bero på en konkret vurdering af den enkelte situation.

Særmyndighedens vurdering af behovet for umiddelbar politimæssig

bistand bør indgå i den politimæssige vurdering, men i

øvrigt må den praksis, der har dannet sig omkring bestemmelsen i

straffelovens § 13, stk. 3, formentlig tillægges en ikke

uvæsentlig betydning i denne forbindelse ...«

I betænkning nr. 1147/1988 om BZ-sikring af

bygninger omtales på s. 42-45 spørgsmålet om, hvorvidt

politiet med hjemmel i § 108 kan skride ind i tilfælde, hvor et

hus er ved at blive besat. Herom anføres bl.a. følgende (s.

44-45):

»På den baggrund må det antages, at politiet

også i en situation, hvor et hus er ved at blive besat, må kunne

skride ind med henvisning til retsplejelovens § 108, når

betingelserne i øvrigt er opfyldt, dvs. at indgrebet ikke står i

misforhold til den foreliggende situation m.v.«

Et andet område, hvor der har været rejst

spørgsmål om retsplejelovens § 108 som selvstændigt

hjemmelsgrundlag, vedrører midlertidige anbringelser i detentionen af

f.eks. berusere. Det har i den retsvidenskabelige litteratur været

gjort gældende, at hjemmelen for sådanne anbringelser er

retsplejelovens bestemmelse, jf. bl.a. Hans Gammeltoft-Hansen:

Strafferetspleje II (1989), s. 117-118, og Henning Koch og Henrik Stevnsborg:

Fra politiret til politividenskab, i Suum Cuique (1991), s. 66-72

(særligt s. 70-71). Det samme er antaget i retspraksis, jf. bl.a.

Vestre Landsrets dom af 28. marts 1979 (Ugeskrift for Retsvæsen

1979, s. 660). Andre statsretlige forfattere finder hjemmelen for

sådanne anbringelser i en retssædvane.

Sammenfatningsvis kan det således anføres, at

retsplejelovens § 108 har karakter af dels en generel beskrivelse af

politiets almindelige opgaver, dels en selvstændig hjemmel for visse

mindre, konkrete indgreb.

I forarbejderne til lov om forbud mod ophold i bestemte

ejendomme (»rockerloven«) er det lagt til grund, at bestemmelsen i

retsplejelovens § 108 ikke gav fornøden hjemmel til at foretage

den type indgreb, som nu er hjemlet i rockerloven.

På den anførte baggrund og i lyset af den

grundlovssikrede forsamlingsfrihed giver bestemmelsen i retsplejelovens

§ 108 næppe selvstændig hjemmel til at gribe ind over for

deltagere eller potentielle deltagere i forsamlinger (herunder

demonstrationer) i videre omfang, end de udtrykkelige bestemmelser i og uden

for strafferetsplejen giver hjemmel til, jf. ovenfor. Praksis synes at

være i overensstemmelse hermed.

Der kan i tilknytning hertil henvises til Vestre Landsrets

kendelse af 8. januar 1986 i den såkaldte »La Cabana-sag« (Ugeskrift

for Retsvæsen 1986, s. 383), hvor retsplejelovens § 108 ikke

blev anvendt som hjemmel for at tilbageholde passagererne i to minibusser

på vej fra Århus til en demonstration i Herning. Tilbageholdelsen

skete i stedet i form af en anholdelse for forsøg på

overtrædelse af straffelovens § 134 a. Selv om politiet havde

grund til at frygte uroligheder i forbindelse med den planlagte

demonstration, fandt landsretten ikke, at politiet havde nogen rimelig grund

til at mistænke netop passagererne i minibusserne for, at de ville

begå strafbart forhold i forbindelse med demonstrationen. Den foretagne

anholdelse havde derfor ikke haft hjemmel i retsplejeloven.

Det tilføjes, at spørgsmålet om en

lovregulering af de grundlæggende principper for politiets

magtanvendelse som led i den almindelige ordenshåndhævelse

indgår i overvejelserne i den politikommission, som Justitsministeriet

nedsatte i 1998.

3.4. Politiets praktiske muligheder for at håndhæve ro og

orden efter de gældende regler

3.4.1. Indgreb over for personer, der er på vej til et bestemt sted

for at deltage i et møde, en demonstration eller lignende

Hvis politiet har en konkret begrundet mistanke om, at en

gruppe personer, der f.eks. i bil, bus eller tog er på vej til et

møde, en demonstration eller anden forsamling, medbringer f.eks.

våben eller hærværksredskaber, kan der foretages visitation

af gruppen og ransagning af gruppens køretøj. Mistanken kan

angå (fuldbyrdet) overtrædelse af våbenloven eller

forsøg på vold, hærværk eller på

overtrædelse af straffelovens § 134 a om grov forstyrrelse af ro

og orden på offentligt sted.

Findes der våben eller hærværksredskaber

kan disse beslaglægges, og deltagerne kan efter omstændighederne

anholdes og dermed afskæres fra at deltage i mødet eller

demonstrationen.

Hvis det nødvendige mistankegrundlag ikke er til

stede, eller der ikke findes våben eller hærværksredskaber,

vil politiet normalt ikke på dette tidspunkt kunne foretage

(yderligere) indgreb over for de pågældende. Er betingelserne

efter grundlovens § 79, 3. pkt., imidlertid opfyldt, vil politiet kunne

forbyde den forsamling, som de pågældende er på vej for at

deltage i. Fund af maskeringsudstyr hos de pågældende vil

næppe i sig selv være tilstrækkeligt til, at der foreligger

en sådan konkret fare for den offentlige fred, som efter § 79, 3.

pkt. er en betingelse for at forbyde en forsamling. Og selv om det

måtte være tilfældet, giver § 79, 3. pkt., kun adgang

til at forbyde forsamlingen. Den giver ikke adgang til at tilbageholde de

personer, der havde tænkt sig at deltage i den pågældende -

nu forbudte - forsamling.

3.4.2. Indgreb over for maskerede personer, der deltager i en fredelig

demonstration mv.

Over for personer, der deltager i en fredelig

demonstration eller lignende, vil politiet på samme måde som

ovenfor under pkt. 3.4.1. kunne foretage visitationer og efter

omstændighederne anholdelser, hvis der over for de

pågældende er (tilstrækkelig) mistanke om f.eks. ulovlig

våbenbesiddelse eller forsøg på vold, hærværk

eller overtrædelse af straffelovens § 134 a om grov forstyrrelse

af ro og orden på offentligt sted. Som eksempler kan nævnes

besiddelse af køller, jernrør, brosten mv.

En maskering - eller besiddelse af genstande, der kan

benyttes til maskering - vil derimod i almindelighed ikke i sig selv

være tilstrækkeligt grundlag for en begrundet mistanke om

strafbare forhold af den nævnte karakter.

Begås der i forbindelse med en i øvrigt

fredelig demonstration strafbare forhold af enkeltpersoner, der deltager i

eller følger med demonstrationen, vil der som nævnt kunne

skrides ind med individuelle anholdelser. Som det fremgår af politiets

redegørelse af 15. december 1999, vil dette i praksis kunne være

vanskeligt, når en igangværende forsamling består af en

blanding af fredelige demonstranter og »uromagere«, navnlig hvis

identifikation af uromagerne vanskeliggøres af maskering.

Opløsning af demonstrationen som sådan vil

kunne ske, hvis betingelserne i grundlovens § 79, 3. pkt., er opfyldt.

Strafbare forhold begået af enkeltpersoner, der deltager i eller

følger med demonstrationen, vil indgå i vurderingen af, om der

er konkret fare for den offentlige fred. Er der i øvrigt kontrol over

en fredelig forsamling, vil enkeltpersoners lovovertrædelser, der klart

falder uden for demonstrationen, normalt ikke kunne begrunde en

opløsning af forsamlingen efter § 79, 3. pkt.

3.4.3. Indgreb over for maskerede personer, der deltager i

uroligheder

Enkeltpersoner, der i forbindelse med demonstrationer

eller uafhængigt heraf deltager i uroligheder i form af f.eks. vold

eller hærværk, vil kunne anholdes og sigtes for disse

lovovertrædelser. Maskering vil imidlertid kunne vanskeliggøre

identifikationen af gerningsmændene og dermed mulighederne for at

anholde de pågældende både i umiddelbar tilknytning til

lovovertrædelsen (»på friske spor«) og efterfølgende.

Hvis en oprindeligt lovlig (fredelig) demonstration

udvikler sig til opløb, dvs. går i opløsning på

grund af uroligheder i form af volds- eller hærværkshandlinger,

eller der er konkret og nærliggende fare for den offentlige fred, kan

politiet opløse forsamlingen og anholde deltagerne i urolighederne for

overtrædelse af straffelovens §§ 133, 134 eller 134 a, jf.

nærmere pkt. 3.2. og 3.3. ovenfor. Kan enkeltpersoner identificeres som

ansvarlige for vold eller hærværk, kan der endvidere straffes for

disse forhold.

3.5. Den praktiske anvendelse og betydning af et maskeringsforbud

3.5.1. Indgreb over for personer, der er på vej til et bestemt sted

for at deltage i et møde, en demonstration eller lignende

En kriminalisering af maskering og besiddelse af

genstande, der kan anvendes hertil, vil indebære, at mistanke om

overtrædelse af maskeringsforbudet vil kunne danne grundlag for

visitation og ransagning, sml. pkt. 3.4.1. ovenfor.

Findes der sådanne beklædningsgenstande mv.,

eller er deltagerne allerede maskerede, kan beklædningsgenstandene

beslaglægges, og deltagerne kan efter omstændighederne anholdes,

og så længe de er anholdt, afskæres fra at deltage i

mødet eller demonstrationen.

I overensstemmelse med det, der anføres i politiets

redegørelse af 15. december 1999, vil et maskeringsforbud

således gøre det vanskeligere for deltagere i demonstrationer

eller uroligheder at møde frem maskeret. Et sådant forbud

må antages dels at have en forebyggende virkning, og dels at

gøre det lettere at strafforfølge eventuelle andre

lovovertrædelser, når de pågældende ikke

optræder maskeret.

Gennemføres et maskeringsforbud, kan det dog ikke

udelukkes, at personer, der på trods af forbudet har tænkt sig at

optræde i maskeret tilstand under demonstrationer, vil tage deres

forholdsregler, således at de ikke er i besiddelse af midler til

maskering, hvis de standses på vej til demonstrationsstedet. Hvis

maskeringsudstyret f.eks. transporteres frem særskilt af en tredjemand,

vil demonstrationsdeltagerne først være i (strafbar) besiddelse

af udstyret umiddelbart inden maskeringen. I sådanne tilfælde vil

en politimæssig indgriben først kunne ske på dette sene

tidspunkt, medmindre der på et tidligere tidspunkt i forløbet

foreligger tilstrækkelig mistanke om forsøg på

overtrædelse af maskeringsforbudet.

Uanset dette vil et maskeringsforbud give en

indgrebsmulighed i denne fase, som ikke består i dag.

3.5.2. Indgreb over for maskerede personer, der deltager i en fredelig

demonstration mv.

Et maskeringsforbud vil betyde, at politiet umiddelbart

vil kunne anholde maskerede personer under en igangværende

demonstration og sigte dem for overtrædelse af maskeringsforbudet.

Maskeringen bliver således et selvstændigt grundlag for indgreb

over for den enkelte. I modsætning til i dag behøver politiet

ikke at vente til de maskerede personer har begået anden kriminalitet.

På samme måde som under pkt. 3.5.1. vil det således blive

vanskeligere at optræde maskeret og dermed undgå

strafforfølgning for lovovertrædelser under eventuelle senere

uroligheder.

Som det fremgår af politiets redegørelse af

15. december 1999, må det navnlig i denne situation bero på

polititaktiske overvejelser, om et maskeringsforbud skal

håndhæves. Der vil således ofte være en sådan

kontrol over demonstrationen, at man ikke bør risikere de (ekstra)

konfrontationer, som en håndhævelse af forbudet vil kunne

medføre.

På samme måde som anført under pkt.

3.4.2. kan demonstrationen ikke opløses alene på grundlag af

enkeltpersoners overtrædelser af maskeringsforbudet. Opløsning

må forudsætte, at der er en nærliggende risiko for, at

demonstrationen som sådan udvikler sig til opløb med f.eks.

voldshandlinger og hærværk, jf. nærmere pkt. 3.3. ovenfor

om grundlovens § 79, 3. pkt.

3.5.3. Indgreb over for maskerede personer, der deltager i

uroligheder

I denne situation vil allerede urolighederne i form af

f.eks. vold eller hærværk kunne danne grundlag for

opløsning af demonstrationen/forsamlingen og for anholdelser.

Maskeringsforbudet vil indebære, at maskerede

personer kan anholdes og sigtes for overtrædelse af forbudet, selv om

det ikke kan bevises, at de har begået vold eller hærværk.

Et anholdelsesgrundlag i denne situation vil endvidere følge af, at

maskeringen normalt vil give tilstrækkeligt grundlag for mistanke om,

at den pågældende tilhører eller har sluttet sig til

gruppen af uromagere, jf. straffelovens § 134 a (omtalt under pkt. 3.2.

ovenfor).

3.6. Sammenfatning om betydningen af et maskeringsforbud

Som det fremgår af pkt. 3.5. og af politiets

redegørelse af 15. december 1999, vil et maskeringsforbud navnlig

forbedre politiets muligheder for inden uroligheder opstår at

forebygge vold, hærværk og andre lovovertrædelser i

forbindelse med demonstrationer mv.

Det giver mulighed for, at potentielle uromagere, der ikke

er sindet at respektere forbudet, kan »sættes ud af spillet«, enten

fordi de anholdes og dermed afskæres fra at deltage i demonstrationen,

så længe de er anholdt, eller fordi de fratages muligheden for at

optræde maskeret. Bliver det sidste virkningen, er der grund til at

tro, at det vil lægge en dæmper på lysten til at begå

kriminalitet, da det ikke længere vil kunne ske i ly af en

maskering.

Når uroligheder først er i gang, giver de

gældende regler, herunder straffelovens § 134 a, gode muligheder

for at gribe ind. Et maskeringsforbud vil imidlertid her være af

betydning i det omfang, det betyder, at flere optræder umaskeret og

derfor afholder sig fra at begå vold eller hærværk, eller

at de, der umaskeret begår sådanne lovovertrædelser,

lettere kan identificeres og strafforfølges. Maskeringsforbudet vil

endvidere give politiet et mere sikkert grundlag for at gribe ind over for

maskerede personer, der befinder sig på urostedet, end den

gældende bestemmelse i straffelovens § 134 a, jf. ovenfor om

betingelserne for at anvende denne bestemmelse.

4. Fremmed ret

4.1. England

Den engelske lovgivning indeholder ikke et generelt

maskeringsforbud, men siden 1998 har politiet haft en adgang til konkret at

kunne påbyde maskeringsforbud med henblik på at forebygge

uroligheder.

Reglerne herom blev ved »Crime and Disorder Act (1998)«

indsat i bestemmelserne om politiets »powers to stop and search in

anticipation of violence« i den eksisterende »Criminal Justice and Public

Order Act (1994)«.

Hvis en overordnet polititjenestemand (svarende i Danmark

til en polititjenestemand med rang af politikommissær eller derover)

med rimelighed skønner, at der kan opstå alvorlige uroligheder

på et område indenfor vedkommendes jurisdiktion, og det er

formålstjenligt for at forhindre dette, kan vedkommende for dette

område i op til 24 timer - og i særlige tilfælde i

yderligere 6 timer - give politiet beføjelse til konkret at

påbyde personer at fjerne effekter, som politiet med rimelighed

skønner helt eller hovedsageligt bæres med henblik på at

skjule identiteten. Politiet er samtidig beføjet til at

beslaglægge sådanne effekter.

Politiet kan i givet fald ligeledes beslaglægge

effekter, som politiet måtte finde i forbindelse med

undersøgelser i andet øjemed, hvis politiet med rimelighed

skønner, at vedkommende helt eller hovedsageligt har til hensigt at

bære dem med henblik på at skjule identiteten. Der er derimod

ikke adgang for politiet til at foretage undersøgelser alene med det

formål at søge efter sådanne effekter.

Det er forudsat, at beføjelsen alene bruges efter

et konkret skøn med respekt for eksempel for en tildækning af

ansigtet, som bæres af religiøse grunde eller som beskyttelse

mod vejrliget. Det antages, at politiets beføjelse næppe vil

kunne bruges i forhold til f.eks. ansigtsmaling eller makeup, der ikke -

når det bæres - vil kunne være genstand for

beslaglæggelse.

Overtrædelse af et påbud fra politiet kan

straffes med bøde op til £1000 og/eller indtil en måneds

frihedsstraf.

4.2. Tyskland

Den tyske forbundslov om forsamlinger (Versammlungsgesetz)

har siden 1985 indeholdt et generelt maskeringsforbud

(»vermummungsverbot«).

Ved de nugældende regler, som blev indsat ved en

ændring af loven i 1989, er maskeringsforbudet gjort til et egentligt

straffedelikt (»Straftat«). Forbudet er samtidig udvidet til ikke blot at

gælde under selve forsamlingen, men også på vej dertil.

Endelig er der som et generelt offentligt påbud (»Ordnungswidrigkeit«)

indført et forbud mod at medbringe maskeringseffekter under offentlige

arrangementer eller på vej dertil.

Det er efter de nugældende regler i Tyskland forbudt

under offentlige forsamlinger, demonstrationer, optog eller lignende

offentlige arrangementer under åben himmel at deltage i et

antræk, der er egnet til - og efter omstændighederne er rettet

mod - at skjule identiteten. Som anført gælder dette forbud

efter lovændringen i 1989 tillige for personer undervejs til et

sådant offentligt arrangement.

Overtrædelse af forbudet straffes med bøde

eller frihedsstraf i indtil 1 år.

Med samme straf anses endvidere den, der i et

antræk, der er egnet til - og efter omstændighederne er rettet

mod - at skjule identiteten, samles med andre (»sich mit anderen

zusammenrottet«) i tilslutning til eller i sammenhæng med sådanne

arrangementer.

Tysk anklagemyndighed og politi er i overensstemmelse med

legalitetsprincippet efter den tyske strafferetspleje forpligtet til at

forfølge overtrædelser af disse straffedelikter

(»Straftaten«).

Med henblik på at håndhæve forbudet og

sikre mulighed for retsforfølgning af eventuelle overtrædelser

kan der træffes en række forskellige almindelige præventive

og bevissikrende foranstaltninger, for eksempel ved forudgående kontrol

af deltagerne i forbindelse med en demonstrations samling og

overvågning af demonstrationen, herunder med videoudstyr.

Som almindelige straffeprocessuelle tvangsindgreb er der

ligeledes adgang til for eksempel beslaglæggelse af maskeringseffekter

samt adgang til - og under iagttagelse af mere overordnede proportionalitets-

og hensigtsmæssighedsbetragtninger en pligt til - at foretage

anholdelse af personer, som overtræder forbudet. Der er endvidere efter

tysk strafferetspleje en særskilt adgang til at foretage

præventive frihedsberøvelser ud fra en konkret

farevurdering.

Overtrædelse af forbudet mod under et offentligt

arrangement eller på vej dertil at medbringe effekter, der er egnet til

- og efter omstændighederne bestemt til - at skjule identiteten, kan

straffes som overtrædelse af et offentligt påbud

(»Ordnungswidrigkeit«) med bøde op til 1000 DM.

Der er ligeledes adgang til at foretage

beslaglæggelse af sådanne medbragte effekter, men

overtrædelse af dette generelle offentlige påbud kan derimod ikke

i sig selv danne grundlag for anholdelse.

Der er imidlertid i forsamlingsloven en generel adgang til

at udelukke personer fra et arrangement, hvis de handler i strid med

maskeringsforbudet, herunder også forbudet mod at medbringe

maskeringseffekter.

Efter forsamlingsloven er en række offentlige

arrangementer mv. generelt undtaget fra maskeringsforbudet. Forbudet

gælder således efter loven ikke for gudstjenester under

åben himmel, kirkelige processioner, bedegange og valfarter,

begravelses- og bryllupsoptog samt for traditionelle folkefester.

Herudover kan der endvidere dispenseres fra forbudet, hvis

der ikke er grund til at befrygte fare for den offentlige sikkerhed og

orden.

Det tyske »vermummungsverbot« omfatter enhver genstand,

beklædning mv., der er egnet til - og efter omstændighederne

må anses for rettet mod - at skjule identiteten, herunder også

for eksempel ansigtsmaling.

4.3. Holland

Den hollandske lovgivning indeholder ikke et generelt

maskeringsforbud.

Efter artikel 5 i den nationale lov om offentlige

manifestationer er der imidlertid hjemmel til, at den lokale borgmester

generelt eller konkret kan fastsætte nærmere bestemmelser om

forsamlingers eller demonstrationers afvikling, for eksempel ved

indførelsen af et forbud mod at bære hætter.

Borgmesteren kan således generelt udstede lokale

retningslinier for demonstrationers eller forsamlingers afvikling, ligesom

borgmesteren konkret, f.eks. efter anmeldelse af en demonstration, kan

beslutte under hvilke omstændigheder, en sådan demonstration kan

tillades.

Forudsætningen for, at et konkret eller generelt

forbud er lovligt, er, at forbudet er et nødvendigt led i

opretholdelsen af ro og orden eller i forebyggelsen af

lovovertrædelser.

Som et eksempel på et generelt forbud kan

nævnes artikel 9 i en politiforordning fra 1982 fra Haag (forordning

nr. 5/1982). Efter denne bestemmelse er det forbudt sammen med andre at

begive sig i retning af opløb eller anden offentlig uorden og

medbringe genstande, som kan bruges til aktiv deltagelse heri, f.eks.

hætter, hjelme, knipler og kæder.

Efter samme bestemmelse har enhver pligt til efter

politiets individuelle eller generelle ordre at bortfjerne sig fra et sted,

hvor der enten opstår eller er fare for offentlig uorden.

4.4. De nordiske lande

Af de nordiske lande er det kun Norge, der har et

maskeringsforbud.

Efter § 11, stk. 5, i den norske politilov fra

1995 er det forbudt for deltagere i et arrangement på offentligt sted

(demonstration, optog, møde, stand eller lignende) at optræde

maskeret.

Forbudet omfatter dog ikke deltagere i skuespil, maskerade

eller lignende.

I bemærkningerne til det lovforslag, der ligger til

grund for politiloven, er det om maskeringsforbudet bl.a. anført, at

det særlig er i forbindelse med »organiseret optræden«, at det er

af betydning at have et forbud, og at lovbestemmelsen er udformet med sigte

på at forhindre, at deltagere optræder maskeret under politiske

demonstrationer og lignende manifestationer, samtidig med at der gøres

de fornødne undtagelser for skuespil og festlige formål. Det

anføres videre, at der i Norge hersker ytringsfrihed og fri adgang til

politisk virksomhed, og at der ikke er nogen agtværdig grund til, at

folk skal optræde maskeret i sådanne sammenhænge.

5. Overvejelser om eventuelle alternativer til et maskeringsforbud.

Som det fremgår ovenfor under pkt. 2, har

Justitsministeriet tidligere i forbindelse med behandling af

beslutningsforslag og besvarelse af folketingsspørgsmål peget

på, at der kan være både lovtekniske og

håndhævelsesmæssige vanskeligheder ved et

maskeringsforbud.

I forbindelse med, at Justitsministeriet har genovervejet

spørgsmålet om et maskeringsforbud, har det derfor været

nærliggende også at overveje mulige alternativer til et

maskeringsforbud. I det følgende redegøres for disse

overvejelser.

I sin redegørelse af 29. august 1994 om

begivenhederne på Nørrebro den 18. og 19. maj 1993 stillede den

daværende rigsadvokat Asbjørn Jensen bl.a. forslag om en

lempelse af mistankekravet i retsplejelovens § 755, stk. 3

(jf. redegørelsen s. 266):

»Denne bestemmelse, der indeholder en sænkning af de

mistankekrav, der i øvrigt gælder for lovlige anholdelser, blev

indsat i retsplejeloven i 1976 til afløsning af en bredere hjemmel

til, at enhver kan anholdes, som ikke straks kan rense sig for mistanke om

strafbar deltagelse i opløbet.

Ændringen blev gennemført, fordi

Justitsministeriet i 1976 i modsætning til Strafferetsplejeudvalget

ikke fandt, at denne omvendte bevisbyrderegel burde opretholdes.

Med henblik på at sikre, at personer, der ikke

forlader mængden i opløbssituationer, i alt fald midlertidigt

ved at blive anholdt og ført væk kan tages »ud af cirkulation«

og ikke efterfølgende kan fremsætte krav om godtgørelse

for uberettiget anholdelse, bør det muligvis ved lejlighed overvejes,

om mistankekriteriet i § 755, stk. 3, bør ændres igen.

I sådanne overvejelser må også indgå, om en

sådan omlægning falder inden for rammerne af

Menneskerettighedskonventionens betingelser for anholdelse.«

De nævnte overvejelser om en eventuel lempelse af

betingelserne for anholdelse efter § 755, stk. 3, tager alene sigte

på anholdelser, der finder sted i forbindelse med opløb. I

modsætning hertil vil et maskeringsforbud navnlig forbedre politiets

muligheder for, inden uroligheder opstår, at forebygge vold,

hærværk og andre lovovertrædelser i forbindelse med

demonstrationer mv., jf. pkt. 3.6. ovenfor.

Desuden kan der som antydet af Asbjørn Jensen

rejses spørgsmål om, hvorvidt en lempelse af betingelser for

anholdelse efter § 755, stk. 3, vil være i overensstemmelse

med den europæiske menneskerettighedskonvention, herunder navnlig

artikel 5, stk. 1, litra c. Efter denne bestemmelse kan en person

anholdes eller frihedsberøves (bl.a.) med det formål at stille

den pågældende for den kompetente retlige myndighed, når

der er »begrundet mistanke« om, at vedkommende har begået en

forbrydelse, eller rimelig grund til at anse det for nødvendigt at

hindre den pågældende i at begå en forbrydelse eller i at

flygte efter at have begået en sådan.

Justitsministeriet har derfor ikke aktuelle overvejelser

om at foreslå en ændring af retsplejelovens § 755,

stk. 3.

Det samme gælder med hensyn til en generel lempelse

af betingelserne for andre straffeprocessuelle tvangsindgreb, herunder

visitation og ransagning. Sådanne ændringer vil ramme en

væsentlig bredere kreds af personer end et målrettet

maskeringsforbud.

En anden mulighed vil være at udvide politiets

muligheder for at gribe ind for at afværge fare for den offentlige

sikkerhed, fred og orden, sml. retsplejelovens § 108 og pkt. 3.3.

ovenfor. En sådan udvidelse kunne f.eks. bestå i en lempelse af

kravene til den fare, der kan begrunde en (kortvarig) frihedsberøvelse

eller »afvisning« af potentielle deltagere i lovlige forsamlinger (herunder

demonstrationer).

En sådan ændring kan imidlertid rejse

spørgsmål om foreneligheden med den grundlovsbeskyttede

forsamlingsfrihed.

En tredje mulighed kunne være at kriminalisere

enhver handling eller adfærd, der er egnet til at fremme forstyrrelse

af den offentlige orden. En sådan kriminalisering ville imidlertid

være betydeligt mere vidtgående og uoverskuelig end et

maskeringsforbud.

Sammenfattende kan Justitsministeriet ikke umiddelbart

pege på alternativer, der på en tilstrækkelig klar og

præcis måde er egnet til at forfølge det samme overordnede

mål som et maskeringsforbud: at modvirke den maskering og hermed

forbundne identitetssløring, som øger risikoen for

uroligheder.

6. Den nærmere udformning af maskeringsforbudet

6.1. Det strafbare område

Ved udformningen af maskeringsforbudet må

indgå flere - til dels modsatrettede - hensyn.

For det første skal forbudet af hensyn til

borgernes retssikkerhed og politiets håndhævelse udformes

således, at det med den nødvendige klarhed kan fastslås,

hvilke handlinger der er strafbare.

Forbudet skal for det andet være tilstrækkelig

bredt til at sikre en effektiv håndhævelse og begrænse

mulighederne for at omgå forbudet.

Af hensyn til borgernes ytrings- og forsamlingsfrihed samt

for at undgå utilsigtede virkninger bør forbudet for det tredje

ikke være videregående end nødvendigt for at opnå

det tilsigtede formål med maskeringsforbudet: at forebygge - eller

sikre muligheden for at kunne strafforfølge - vold,

hærværk og andre lovovertrædelser begået i

forbindelse med demonstrationer mv.

På denne baggrund bør forbudet ikke omfatte

enhver maskering på offentligt sted.

I praksis er det den identitetsslørende maskering i

forbindelse med, at et større antal personer planlagt eller spontant

mødes eller samles på et offentligt sted, der har vist sig at

kunne øge risikoen for uroligheder.

Justitsministeriet foreslår derfor, at forbudet

alene omfatter den identitetsslørende maskering, og kun den maskering,

der anvendes i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller

lignende på offentligt sted. En person, der færdes alene i

maskeret tilstand eller sammen med enkelte venner eller bekendte, vil

således ikke være omfattet af forbudet, medmindre det kan

bevises, at den pågældende er på vej til et offentligt

møde, forsamling, optog eller lignende, jf. også nedenfor om den

selvstændige kriminalisering af visse forberedelseshandlinger.

Forbudet mod at optræde med en

identitetsslørende maskering omfatter ikke kun deltagere, men

også personer, der f.eks. blot følger med et optog som tilskuere

uden selv at slutte sig til optoget.

For at sikre en effektiv forebyggelse af uroligheder er

forbudet ikke begrænset til tilfælde, hvor maskeringen er

gennemført, men omfatter også besiddelse på offentlig sted

af genstande (effekter), der må anses for bestemt til maskering af den

pågældende selv eller andre i de ovennævnte tilfælde,

dvs. i forbindelse med offentlige møder, forsamlinger, optog eller

lignende. Forbudet mod besiddelse omfatter også personer, der

færdes alene, hvis det må lægges til grund, at de

pågældende er på vej til et offentligt møde,

forsamling, optog eller lignende.

Besiddelsesforbudet er begrænset til genstande, der

må anses for bestemt til maskering. Dette forbud vil navnlig

have praktisk betydning i forhold til genstande, der ved normal brug

indebærer en hel eller delvis tildækning af ansigtet, som f.eks.

masker, kunstige fuldskæg og såkaldte hjelmhuer. Ved besiddelse

af sædvanlige beklædningsgenstande som f.eks.

halstørklæder og almindelige hætter på

trøjer, der kan bruges til at tildække ansigtet - men som typisk

ikke bliver det - vil der normalt ikke være bevismæssigt grundlag

for at antage, at sådanne sædvanlige beklædningsgenstande

er bestemt til maskering. I disse tilfælde vil der derfor i

almindelighed først kunne gribes ind, hvis de pågældende

personer faktisk anvender beklædningsgenstandene til tildækning

af ansigtet. Tilhører de pågældende personer en

gruppering, der ved tidligere lejligheder har anvendt

halstørklæder eller trøjehætter til at skjule

identiteten med, vil der dog efter omstændighederne kunne være

holdepunkter for at antage, at beklædningsgenstandene er bestemt til

tildækning af ansigtet, selv om de endnu ikke er anvendt på denne

måde.

Forbudene mod maskering og mod besiddelse af genstande

bestemt til maskering omfatter ikke tildækning af ansigtet, der

foretages for at beskytte mod vejrliget, eller som tjener andet

anerkendelsesværdigt formål.

Personer, der bærer eller medbringer

halstørklæde, hue eller andre beklædningsgenstande til

beskyttelse mod kulde, vil således ikke være omfattet af

maskeringsforbudet, hvis det efter omstændighederne - navnlig

årstiden og vejrforholdene - må anses for sædvanlig og

rimelig påklædning. Dette gælder, selv om der efter

omstændighederne består en abstrakt risiko for, at den

identitetssløring, som påklædningen indebærer, vil

kunne fremme forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

På samme måde omfatter maskeringsforbudet

f.eks. som udgangspunkt ikke maskering (herunder navnlig bemaling) af

ansigtet under karneval, fastelavnsoptog og sportsbegivenheder (»roligans«)

samt tildækning af ansigtet af religiøse grunde. Er der tale om

et optog af motorcyklister, vil det selvsagt ikke være i strid med det

foreslåede maskeringsforbud, hvis deltagerne under kørslen er

iført den lovpåbudte styrthjelm.

Det vil derimod normalt ikke være

tilstrækkeligt til at anse en maskering for anerkendelsesværdig,

at maskeringen angives at være anvendt for at undgå

»registrering« hos myndigheder eller hos rivaliserende grupperinger. En

maskering kan dog efter omstændighederne være

anerkendelsesværdig, hvis der f.eks. er tale om flygtninge, der

demonstrerer mod brutale magthavere i hjemlandet, og hvor

identitetssløring anvendes for at beskytte mod forfølgelse,

repressalier eller lignende.

Det forudsættes at indgå som et

væsentligt element i vurderingen af, om en maskering tjener et

anerkendelsesværdigt formål, at mødet, forsamlingen,

optoget mv. afvikles fredeligt. Udvikler begivenhederne sig således til

uroligheder eller optøjer, kan maskering - uanset det oprindelige

formål - som altovervejende hovedregel ikke længere anses for

anerkendelsesværdig. Dette gælder også tildækning af

ansigtet for at beskytte mod vejrliget. De pågældende må

derfor i denne situation enten forlade stedet eller fjerne maskeringen for at

undgå strafansvar.

Det vil i sådanne situationer være naturligt,

at politiet - f.eks. i forbindelse med opløsning af demonstrationen

ved anvendelse af opløsningsformularen (omtalt under pkt. 3.3.

ovenfor) - tilkendegiver over for forsamlingen, at det ikke længere

anses for anerkendelsesværdigt at være maskeret. Det er dog efter

forslaget ikke en betingelse for strafansvar, at sådan meddelelse er

givet, eller - hvis den er givet - at den er blevet opfattet af de

maskerede.

Det forudsættes i øvrigt, at politiet kan

vælge at undlade at håndhæve eller udsætte

håndhævelsen af maskeringsforbudet, hvis det under de konkrete

omstændigheder skønnes uhensigtsmæssigt at

håndhæve forbudet, herunder af polititaktiske grunde. Det vil

f.eks. kunne være tilfældet, hvor der er en sådan kontrol

over en demonstration, at man ikke bør risikere de (ekstra)

konfrontationer, som en håndhævelse vil kunne medføre,

eller hvor en håndhævelse vil kunne bringe udenforstående i

fare. Hvis politiet i et konkret tilfælde gennem et længere

tidsrum har undladt at skride ind over for maskering i strid med

maskeringsforbudet, bør politiet indskærpe forbudet over for

forsamlingen, inden der i givet fald gribes ind. På samme måde

som ovenfor er det dog efter forslaget ikke en betingelse for strafansvar, at

sådan meddelelse er givet, eller - hvis den er givet - at den er blevet

opfattet af de maskerede.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til

lovforslagets § 1.

6.2. Subjektive krav

Den foreslåede bestemmelse omfatter kun

forsætlige forhold, jf. straffelovens § 19.

Kravet om forsæt indebærer efter almindelige

strafferetlige principper, at den tiltalte skal have haft forståelse

for de faktiske omstændigheder, dvs. at der er tale om et møde,

forsamling, optog eller lignende, og at den pågældende anvender

en påklædning mv., der er egnet til at hindre identifikation. Det

er uden betydning, om den pågældende har til hensigt at deltage i

uroligheder.

For så vidt angår forbudet mod besiddelse af

genstande bestemt til maskering indebærer kravet om forsæt, at

den tiltalte skal have haft forståelse for de faktiske

omstændigheder, der fører til, at de medbragte genstande ud fra

en retlig (objektiv) vurdering må anses for bestemt til maskering under

de i bestemmelsen anførte omstændigheder. Det kræves ikke,

at den tiltalte havde til hensigt at anvende de medbragte genstande til

maskering eller anså dette for overvejende sandsynligt. Bestemmelsen

omfatter således også den situation, hvor den

pågældende medbringer de nævnte genstande, men hvor

beslutningen om at maskere sig først tænkes endeligt truffet,

hvis det f.eks. viser sig, at der opstår uroligheder eller

konfrontationer med politiet. Med hensyn til besiddelse af sædvanlige

beklædningsgenstande, der er egnet til maskering, men som ikke

nødvendigvis er bestemt hertil, henvises til det ovenfor under pkt.

6.1. anførte.

På samme måde udelukker det ikke forsæt

(og strafansvar), hvis den tiltalte fejlagtigt anså maskeringen for

omfattet af undtagelsen vedrørende maskering, der tjener et

anerkendelsesværdigt formål. Hvis der er tale om en undskyldelig

retsvildfarelse, kan der dog eventuelt blive tale om strafnedsættelse

eller strafbortfald efter straffelovens § 84, stk. 1, nr. 3, og

stk. 2.

6.3. Forsøg og medvirken

Straffelovens almindelige regler om forsøg og

medvirken gælder også for det foreslåede

maskeringsforbud.

Der vil således efter omstændighederne kunne

straffes for forsøg på overtrædelse af maskeringsforbudet

ved besiddelse af et større lager af masker, hætter eller

lignende, selv om der ikke er tale om besiddelse på offentligt sted,

sml. den foreslåede bestemmelse i § 134 b, stk. 2. Dette

forudsætter dog, at det kan bevises, at der er forsæt til

anvendelse af disse genstande under omstændigheder omfattet af

maskeringsforbudet.

Der vil endvidere efter omstændighederne kunne

straffes for medvirken, hvis en person forsyner deltagere i en demonstration

mv. med beklædningsgenstande eller lignende til maskering, eller hvis

en person tilskynder andre deltagere i demonstrationen til at være

maskeret eller medbringe genstande bestemt til maskering. Derimod vil den

blotte deltagelse i en demonstration, hvor andre deltagere er maskeret ikke i

sig selv være strafbar medvirken.

6.4. Strafferamme og strafniveau

Det foreslås, at overtrædelse af

maskeringsforbudet på samme måde som overtrædelse af

straffelovens § 134 a (om deltagelse i slagsmål eller anden grov

forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted) straffes med

bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.

Det forudsættes, at en overtrædelse af

maskeringsforbudet i førstegangstilfælde som udgangspunkt

straffes med en bøde på 1.000 kr., hvis der ikke konkret er sket

forstyrrelse af den offentlige ro og orden. Har overtrædelsen omvendt

fundet sted under uroligheder eller optøjer, bør dette anses

som en skærpende omstændighed, der som udgangspunkt fører

til idømmelse af en kortere, ubetinget frihedsstraf.

De angivne strafniveauer er vejledende og kan fraviges af

domstolene i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag

foreligger formildende eller skærpende omstændigheder.

Hvis overtrædelsen af maskeringsforbudet har fundet

sted under uroligheder eller optøjer, vil der ofte være grundlag

for også at straffe for overtrædelse af en eller flere af de

bestemmelser, der er omtalt under pkt. 3.2. om forbrydelser mod den

offentlige orden. Det forudsættes herved, at overtrædelse af

maskeringsforbudet straffes i sammenstød med de nævnte

bestemmelser, dvs. der skal straffes efter alle de overtrådte

bestemmelser.

7. Forholdet til grundloven og den europæiske

menneskerettighedskonvention

7.1.

Efter grundlovens § 79 har borgerne ret til

uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Forsamlinger

under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare

for den offentlige fred. Der henvises til pkt. 3.3. ovenfor, hvor

bestemmelsen er omtalt. Om rækkevidden af grundlovens § 79 kan

endvidere henvises til Justitsministeriets notat af 7. januar 1976, der er

optrykt som bilag til betænkning nr. 759/1976 om visse strafferetlige

og civilretlige spørgsmål i forbindelse med

arbejdskonflikter.

Som anført under pkt. 3.3. er det ikke enhver

menneskemængde, der har karakter af en forsamling i grundlovens

forstand. Ved en forsamling forstås i almindelighed den samtidige

tilstedeværelse af en flerhed af mennesker i et fælles

øjemed (befordre en meningstilkendegivelse) og under en vis ledelse.

Da det foreslåede maskeringsforbud også gælder for

personer, der deltager i sådanne forsamlinger, kan der rejses

spørgsmål om, hvorvidt maskeringsforbudet er foreneligt med

grundlovens beskyttelse af forsamlingsfriheden.

I den statsretlige teori er det almindeligt antaget, at

grundlovens § 79 ikke er til hinder for, at lovgivningsmagten

fastsætter regler, der specielt tager sigte på, hvad der

foretages i en forsamling. Når bortses fra indgreb rettet specielt mod

ytringsfriheden i forsamlinger, udelukker grundloven ikke materielle

begrænsninger i forsamlingsvirksomheden, herunder med hensyn til

hvilken adfærd der lovligt kan udvises af forsamlingsdeltagerne, jf.

Justitsministeriets ovennævnte notat af 7. januar 1976

(betænkning nr. 759/1976, s. 52). I Højesterets dom af 16.

august 1999 om den såkaldte rockerlov (lov nr. 907 af 15. oktober 1996

om forbud mod ophold i bestemte ejendomme) jf. Ugeskrift for

Retsvæsen 1999, s. 1798, udtalte Højesteret bl.a., at

bestemmelsen i grundlovens § 79 ikke hindrer, at der ved lov

fastsættes regler, som - uden at være rettet mod en forsamlings

meningstilkendegivelser - begrænser forsamlingsfriheden, når

dette sker til beskyttelse af andre væsentlige interesser, herunder

andres liv og velfærd.

Det foreslåede maskeringsforbud indebærer ikke

et forbud mod at forsamle sig. Forbudet retter sig således ikke

mod forsamlingen som sådan, men alene mod den adfærd, der lovligt

kan udvises i en forsamling.

Som anført ovenfor antages grundlovens § 79

imidlertid også at være til hinder for begrænsninger

af den materielle forsamlingsfrihed, der er rettet mod adgangen til at

fremkomme med meningstilkendegivelser og meddele oplysninger specielt i

forsamlinger. Det gælder også, selv om der ikke er tale om et

egentligt forbud mod forsamlingen.

Hertil bemærkes, at maskeringsforbudet ikke hindrer,

at ytringer (meninger, holdninger mv.) kan fremføres i en forsamling.

Forbudet retter sig således ikke mod indholdet af ytringer. Det

sætter alene grænser for måden, hvorpå

ytringer lovligt kan udtrykkes.

I det omfang en maskering i sig selv anses for en

meningstilkendegivelse, bemærkes endvidere, at det foreslåede

maskeringsforbud ikke omfatter tildækning af ansigtet, der tjener et

anerkendelsesværdigt formål, jf. § 134 b, stk. 3, og

ovenfor under pkt. 6. Har brug af maskering i den givne sammenhæng

karakter af en meningstilkendegivelse, som grundlovens § 79

værner, vil forholdet således falde uden for det strafbare

område. Er der derimod tale om et omgåelsestilfælde, hvor

maskeringen - selv om den for så vidt efter sin udformning mv. kan

siges at repræsentere en meningstilkendegivelse - i den konkrete

situation reelt anvendes som dække for kriminalitet, vil forholdet

være omfattet af forbudet.

På baggrund af det anførte er det

sammenfattende Justitsministeriets opfattelse, at det foreslåede

maskeringsforbud, der er begrundet i hensynet til at undgå uroligheder,

ikke er i strid med grundlovens § 79 - heller ikke med den

ytringsfrihed, der ligger bag beskyttelsen af forsamlingsfriheden.

7.2.

Med hensyn til forholdet til den

europæiske menneskerettighedskonvention bemærkes, at

håndhævelse af et maskeringsforbud efter omstændighederne

kan udgøre et indgreb i en ret, der er beskyttet efter konventionens

artikel 10 om ytringsfrihed eller artikel 11 om forsamlingsfrihed. Der

foreligger ikke afgørelser fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol, som vedrører spørgsmålet om

maskeringsforbud.

Der kan være tilfælde, hvor det at

optræde maskeret er udtryk for en ytring, der er beskyttet af

konventionen, og hvor denne ytring, hvis den f.eks. fremsættes som led

i en fredelig demonstration, også vil nyde beskyttelse efter reglerne

om forsamlingsfrihed. I en sag om skoleuniformer (klagesag 11674/85, Stevens

mod UK, afg. af 3. marts 1986, DR nr. 46 s. 245) har den tidligere

Menneskerettighedskommission således udtalt, at retten til

ytringsfrihed kan omfatte en ret for en person til at udtrykke sine ideer

gennem sin påklædning.

For begge bestemmelser gælder, at et indgreb, for at

være foreneligt med konventionen, skal være »foreskrevet ved

lov«. Heri ligger et krav om, at indgrebet skal have hjemmel i national ret,

og at hjemmelsgrundlaget lever op til de kvalitative krav, der følger

af Domstolens praksis, herunder kravet om forudsigelighed og klarhed. Dette

indebærer efter praksis, at borgerne skal have mulighed for, om

nødvendigt med passende juridisk rådgivning, at forudsige med en

rimelig grad af sikkerhed, hvilke følger en given handling vil kunne

få. Justitsministeriet vurderer, at den foreslåede bestemmelse

opfylder konventionens legalitetskrav.

Herudover er det et krav, at en håndhævelse af

maskeringsforbudet sker af hensyn til en række særligt opregnede

anerkendelsesværdige formål, herunder hensynet til den

»offentlige tryghed« og til at »forebygge uro eller forbrydelse«. Hensynet

til at forhindre uroligheder og bekæmpe kriminalitet kan således

retfærdiggøre et indgreb i retten til ytrings- og

forsamlingsfriheden.

Endelig er det et krav, at håndhævelsen af et

maskeringsforbud i det enkelte tilfælde er »nødvendig i et

demokratisk samfund«. Heri ligger et krav om, at der skal være et

»presserende socialt behov« for indgrebet, og at indgrebet er proportionalt i

forhold til det eller de forfulgte anerkendelsesværdige formål,

ligesom de nationale myndigheders begrundelser for indgrebet skal være

relevante og tilstrækkelige.

Ved vurderingen af, om det er »nødvendigt« at

gøre et indgreb i retten til ytringsfrihed, har staten efter

Domstolens praksis en vis skønsmargin. Denne skønsmargin

omfatter efter praksis navnlig valget af de - rimelige og passende -

foranstaltninger, der skal bringes i anvendelse af myndighederne for at

sikre, at en lovlig demonstration kan gennemføres fredeligt (se f.eks.

Chorherr mod Østrig, dom af 25. august 1993, Serie A nr. 266-B,

præmis 32, og Steel m.fl. mod UK, dom af 23. september 1998, Reports

1998-VII, s. 2719, præmis 101). Staten har således en vis

skønsmargin ved vurdering af, om og hvorledes der skal gribes ind for

at sikre, at forsamlinger og demonstrationer kan gennemføres på

fredelig vis. Dette omfatter efter Justitsministeriets opfattelse også

vurderingen af, at det er nødvendigt at indføre et

maskeringsforbud.

Som det fremgår, er indførelsen af et

maskeringsforbud begrundet i ønsket om at modvirke den

identitetsslørende maskering, der i praksis har vist sig at være

egnet til at fremme forstyrrelse af den offentlige ro og orden og at

øge risikoen for uroligheder med omfattende vold og

hærværk. Efter Justitsministeriets opfattelse kan de nævnte

hensyn generelt retfærdiggøre et maskeringsforbud.

Hvorvidt det også vil være foreneligt med

konventionen at håndhæve et maskeringsforbud i det konkrete

tilfælde vil bero på helhedsvurdering af den enkelte sag.

Afvejningen af, om det i forhold til konventionen vil

være berettiget at håndhæve maskeringsforbudet i det

konkrete tilfælde, må efter Justitsministeriets opfattelse

antages at være sammenfaldende med afvejningen af, om maskeringen

tjener et anerkendelsesværdigt formål, jf. den foreslåede

bestemmelse i straffelovens § 134 b, stk. 3, og

bemærkningerne hertil.

Dette indebærer i praksis, at hensynet til ytrings-

og forsamlingsfriheden skal inddrages ved vurderingen af, om en

tildækning af ansigtet tjener et anerkendelsesværdigt

formål.

Lovforslaget kan på den baggrund ikke antages at

være i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention.

8. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske

eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller

administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen

miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

9. Hørte myndigheder mv.

Lovforslaget er sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,

Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg og

Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,

Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København,

Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,

Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Det Danske Center for

Menneskerettigheder og Nævnet for Etnisk Ligestilling.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

Til § 1

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det

gøres strafbart at færdes med en identitetsslørende

maskering i forbindelse med offentlige møder, forsamlinger, optog mv.

Endvidere gøres det strafbart på offentligt sted at være i

besiddelse af genstande bestemt til en sådan maskering. Forbudet

gælder ikke tildækning af ansigtet, der foretages for at beskytte

mod vejrliget, eller som tjener andet anerkendelsesværdigt

formål.

Ad stk. 1

Bestemmelsen omfatter enhver form for (hel eller delvis)

tildækning af ansigtet, uanset på hvilken måde dette

sker. Ud over de i bestemmelsen udtrykkeligt opregnede genstande til

maskering (hætte, maske eller bemaling) kan f.eks. nævnes

solbriller, eventuelt kombineret med tørklæder, og styrthjelme.

Ved »ansigtet« forstås i overensstemmelse med sædvanlig sprogbrug

den del af hovedet, der afgrænses af pande, hage og ørene.

En (delvis) tildækning af ansigtet er ikke omfattet

af forbudet, hvis tildækningen ikke er egnet til at hindre

identifikation. Dette kan navnlig tænkes ved bemaling af en mindre del

af ansigtet.

Det er alene maskering på »offentligt sted«,

der er omfattet af bestemmelsen. Dette begreb svarer i det væsentlige

til den stedlige afgrænsning af reglen i normalpolitivedtægtens

§ 3 (»veje eller andre steder, hvortil der er almindelig adgang«).

Ifølge normalpolitivedtægten omfatter det

sidstnævnte led f.eks. »jernbane- og rutebilstationer, butikker og

offentlige kontorer, forlystelsessteder, badeanstalter,

nødtørftsanstalter og befordringsmidler, herunder hyrevogne«.

Ved »veje« forstås »enhver offentlig eller privat gade, vej, plads,

bro, tunnel, passage, sti, trappe eller andet lignende areal, der benyttes

til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter«.

Også indendørs lokaler, hvortil der er

almindelig adgang under det pågældende møde mv.,

forudsættes omfattet af bestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse forudsættes

ligeledes at omfatte privatbiler, herunder private busser, i det omfang,

bilen befinder sig på offentligt sted. Dette vil navnlig have praktisk

betydning i relation til det foreslåede stk. 2 om besiddelse af

genstande bestemt til maskering.

Det kræves endvidere, at den maskerede færdes

»i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller lignende«.

Det er efter formuleringen tilstrækkeligt, at den maskerede person

færdes i forbindelse med sådanne offentlige begivenheder eller

arrangementer. Det er uden betydning, om andre deltagere eller

tilstedeværende også er maskerede. Det er ligeledes uden

betydning, om den maskerede kan anses for deltager i mødet,

forsamlingen eller optoget. Udtrykket »i forbindelse med« omfatter også

personer, der blot er til stede på eller ved det sted, hvor

mødet mv. finder sted.

Bestemmelsen omfatter - ud over møder, forsamlinger

og optog - enhver sammenstimlen af en flerhed af personer, herunder f.eks.

opløb. Både den planlagte og den spontane sammenstimlen er

omfattet. Det er således uden betydning, om de pågældende

kender hinanden i forvejen, eller om der er tale om en på forhånd

arrangeret fælles begivenhed.

Ad stk. 2

Bestemmelsen kriminaliserer visse forberedelseshandlinger

i form af besiddelse på offentligt sted af genstande bestemt til

maskering, jf. nærmere pkt. 6.1. og 6.2. i de almindelige

bemærkninger.

Forbudet mod at besidde genstande til brug for

identitetsslørende maskering gælder ikke kun i umiddelbar

tidsmæssig eller geografisk nærhed af allerede opståede

uroligheder, men også på tidspunkter og steder, hvor der (endnu)

ikke har fundet uroligheder sted. Derimod omfatter forbudet ikke direkte

besiddelse af de nævnte genstande, efter at den

pågældende person har forladt stedet. I en række af disse

tilfælde vil der dog formentlig være en sådan

tidsmæssig, geografisk eller anden tilknytning til urolighederne, at

det kan lægges til grund, at den pågældende har været

på urostedet iført eller medbringende maskering.

Som det fremgår ovenfor vedrørende

stk. 1, omfatter begrebet »offentligt sted« bl.a. befordringsmidler,

herunder privatbiler. Den foreslåede bestemmelse indebærer

derfor, at politiet får mulighed for at ransage biler og busser mv.

på vej til demonstrationer eller andre offentlige forsamlinger på

grundlag af mistanke om besiddelse af maskeringsgenstande, forudsat

retsplejelovens betingelser i øvrigt er opfyldt.

Ad stk. 3

Bestemmelsen fastslår, at hverken forbudet mod at

færdes maskeret på offentligt sted eller forbudet mod at besidde

genstande bestemt til maskering omfatter (besiddelse af genstande til)

tildækning af ansigtet, der foretages for at beskytte mod vejrliget,

eller som tjener andet anerkendelsesværdigt formål, jf.

nærmere pkt. 6.1. og 6.2. i de almindelige bemærkninger.

Undtagelsen kan have forskellig rækkevidde i forhold

til henholdsvis stk. 1. og stk. 2. Eksempelvis vil det klart

være anerkendelsesværdigt at bære styrthjelm, selv om man -

på motorcykel eller knallert - er på vej til en demonstrationen,

hvor der er begrundet frygt for forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

Tilsvarende må det være tilladt at medbringe sin styrthjelm i

hånden under en demonstration for at undgå tyveri, hvis den

efterlades på det parkerede køretøj. Derimod er det ikke

anerkendelsesværdigt at bære styrthjelmen (dvs. have den

på) under demonstrationen - heller ikke under henvisning til, at man

ønsker at beskytte sig mod kasteskyts fra eventuelle moddemonstranter

mv.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen

efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Til § 3

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder

for Færøerne og Grønland. Loven kan dog sættes i

kraft for Færøerne ved kongelig anordning. For Grønland

gælder en særlig kriminallov, og der er derfor ikke

foreslået en hjemmel til at sætte loven i kraft for

Grønland.

Bilag

KØBENHAVNS POLITI

Politigården

Politidirektøren

1567 København K

Den 15. december 1999

Departementschef Michael Lunn

Justitsministeriet

Vedlagt fremsendes et notat om maskeringsforbud.

Notatet er udarbejdet i enighed på et møde,

hvori ud over jeg selv og nogle af mine medarbejdere deltog formanden for

Foreningen af Politimestre i Danmark, politimester Jørgen Ilum,

formanden for Politifuldmægtigforeningen, vicepolitimester Henrik

Andersen, vicerigspolitichef Erik Justesen, politimester Uffe Kornerup og

politimester Roum Svendsen.

Desuden deltog vicestatsadvokat Jesper Hjortenberg,

Rigsadvokaturen, i drøftelserne for så vidt angår notatets

juridiske aspekter.

Med venlig hilsen

Hanne Bech Hansen

14. december 1999

Notat

om

maskeringsforbud

I. Indledning

Spørgsmålet om indførelse af et

maskeringsforbud ved lov har været drøftet adskillige gange de

seneste år.

Drøftelserne har typisk været affødt

af konkrete situationer, hvor kriminelle elementer oftest i ly af

demonstrationer og andre manifestationer har udøvet vold og

hærværk i formummet tilstand.

Dette har for eksempel været tilfældet efter

de omfattende uroligheder på Nørrebro den 18. maj 1993 og senest

i forbindelse med urolighederne på Nørrebro natten mellem den 7.

og 8. november 1999, i Torup ved Randers, i Herlev og på Frederiksberg

i løbet af november 1999.

Formålet med dette notat er at beskrive dels hvordan

et maskeringsforbud bør bygges op for at tilgodese politiets

muligheder for at forhindre og opklare denne kriminalitet, dels hvordan

politiet mener at kunne håndhæve et sådant forbud.

I notatet gennemgås nedenfor under II mere generelt

de problemstillinger af dels juridisk dels polititaktisk karakter, som

diskussionen rejser. Under III drøftes disse problemstillinger i

relation til hvert enkelt af en række scenarier, hvor kriminelle efter

erfaringen udøver vold, hærværk og lignende under

dække af maskering af den ene eller den anden art. Under IV findes en

opsummering.

II. Generelle forhold

Når spørgsmålet om et maskeringsforbud

skal drøftes, er der en række forhold, der er af særlig

betydning og således danner den generelle ramme for diskussionen.

1. I hvilke situationer har maskeringsforbud særlig relevans for

politiet?

a. Demonstrationer

De demonstrationer, hvor maskeringer typisk forekommer kan

både være anmeldte og uanmeldte. I nogle tilfælde vil stort

set alle i demonstrationen være »autonome« eller andre uromagere, og

maskeringen vil derfor efter politiets erfaring ofte være næsten

total. I andre situationer og det er de i praksis hyppigst forekommende

vil der i demonstrationen udover de maskerede uromagere befinde sig en

større eller mindre gruppe af umaskerede demonstrationsdeltagere.

b. Uroligheder

I en række tilfælde har mere eller mindre

voldsomme uroligheder været gennemført af en større

gruppe af mennesker spontant eller planlagt. I disse tilfælde

udøves vold, hærværk og andre kriminelle forhold ofte af

maskerede gerningsmænd. Eksempler er tildels begivenhederne den 18. maj

1993 på Nørrebro og den 8. november 1999 - også på

Nørrebro.

c. Truende adfærd i forsamlinger

Uromageres maskeringer eller forberedelse af maskering ved

offentlige debatmøder og i andre offentlige forsamlinger vil kunne

virke truende på andre deltagere, der ikke har uromagernes observans

samt animere til uroligheder blandt deltagere med samme observans.

d. Andre situationer

Det er almindelig kendt, at andre kriminelle forhold,

typisk røverier, udøves af en eller flere gerningsmænd i

maskeret tilstand. Disse forhold falder uden for målsætningen for

et maskeringsforbud. Der vil dog kunne forekomme afgrænsningsproblemer

mellem disse situationer og de ovenfor under b. nævnte uroligheder.

Hvilke juridiske muligheder har politiet under den

nugældende lovgivning for at imødegå disse

situationer?

Der er ikke efter den nugældende lovgivning mulighed

for at skride ind over for nogen, alene fordi de optræder maskerede

eller er forberedt på maskering. I dette afsnit gennemgås

politiets andre muligheder for efter gældende lovgivning at skride ind

over for de kriminalitetsformer, der typisk udøves under dække

af maskering.

Som det fremgår af beskrivelsen ovenfor under 1. er

et maskeringsforbud som udgangspunkt mest relevant i situationer, hvor

gerningsmænd til for eksempel vold eller hærværk

udøver de kriminelle forhold under dække af en større

menneskemængde, typisk en demonstration eller et opløb, og

oftest i forening med andre.

De muligheder, som politiet under den nuværende

lovgivning har såvel med hensyn til en forebyggende indsats som med

hensyn til at gøre et strafansvar gældende, skal derfor

primært findes i:

a

Straffelovens generelle regler om

forsøg og medvirken

a

Straffelovens §§ 119-121

a

Straffelovens §§ 244-246 om vold

mv.

a

Straffelovens § 291 om

hærværk

a

Straffelovens § 134 a

a

Færdselsloven

a

Våbenloven

a

Politivedtægten, især

§ 3 og § 7

I de situationer, der her er tale om, har politiet - groft

sagt - to hovedopgaver, jævnfør retsplejelovens § 108:

Den første er at forhindre, at der i

forbindelse med demonstrationer og spontane uroligheder udøves vold,

hærværk og andre kriminelle forhold.

Den anden er at identificere og

strafforfølge gerningsmænd til sådanne kriminelle forhold,

såfremt de alligevel finder sted. For så vidt angår

løsningen af denne anden hovedopgave har politiet et godt grundlag i

de ovennævnte bestemmelser i den nugældende lovgivning

forudsat, at de pågældende kan identificeres. Den

efterfølgende strafforfølgning vil i givet fald ske i henhold

til de ovennævnte bestemmelser, der for de flestes vedkommende har

så betydelige strafferammer, at et med straf belagt maskeringsforbud

ikke vil få selvstændig betydning.

De generelle regler om medvirken og - ikke mindst -

straffelovens § 134 a (selv efter den fortolkning, som Højesteret

har anlagt i afgørelsen citeret i UfR 1996 s. 639) giver politi og

anklagemyndighed god mulighed for at strafforfølge alle uromagere. For

så vidt angår denne problemstilling ligger betydningen af at

maskeringsforbud således især i , at det bidrager til netop

identificeringen af gerningsmændene til disse kriminelle forhold.

Værdien af et maskeringsforbud viser sig tillige ved

løsningen af politiets første hovedopgave, nemlig den

præventive, at forhindre at disse uroligheder overhovedet finder sted.

I praksis har det vist sig, at især våbenlovens bestemmelser og

en antagelse om, at en eller flere personer har forberedt

hærværk, jævnfør straffelovens § 291

jævnfør § 21, er blevet anvendt som grundlag for at

visitere og eventuelt anholde for eksempel deltagere i en demonstration eller

personer på vej for at deltage i en demonstration. Det er imidlertid

kun i meget begrænset omfang, at det fornødne mistankegrundlag

vil være til stede.

Da vold, hærværk og andre kriminelle forhold

under demonstrationer og i forbindelse med optøjer typisk - og i

stigende grad - udøves af personer, der er maskerede, vil et

maskeringsforbud give politiet en betydelig forbedret mulighed for ved en

præventiv indsats at forhindre disse kriminelle forhold. Dette er

nærmere beskrevet nedenfor under III. Et maskeringsforbud må

forventes tillige at have en præventiv virkning, idet det må

antages at afholde nogle typisk fra uromagernes kreds af »medløbere«

- fra at deltage i optøjer og demonstrationer, der må forventes

at udvikle sig til vold og hærværk.

3. Hvilke overvejelser bør der gøres om omfanget for og

opbygningen af et maskeringsforbud?

Det er af afgørende betydning for politiets

mulighed for at håndhæve et maskeringsforbud, at et sådant

forbud udstrækkes til alle former for maskering, der kan være

anvendelig for de ovenfor nævnte gerningsmænd til vold,

hærværk mv. Maskeringsforbudet bør derfor omfatte alle

former for sløring af identiteten, herunder anvendelse af hætter

og andre tekstiler, masker, bemaling og påklædning, der ikke

tjener demonstrationens formål, men som alene anvendes af

sløringsmæssige grunde.

Af hensyn til politiets muligheder for i det hele taget at

kunne kontrollere demonstrationer af denne karakter eller overtage kontrollen

med et område, hvor opløb finder sted, er det af stor betydning,

at den blotte besiddelse af materialer eller beklædning, der i den

givne situation er egnet til maskering og dermed sløring af

deltagernes identitet, er omfattet af forbudet.

I det omfang, der er behov for at begrænse denne

både i begreb og tid meget vide beskrivelse af et maskeringsforbud,

bør det ske ved i lovteksten eller i bemærkningerne til

lovforslaget udtrykkeligt at undtage »formumning med et

anerkendelsesværdigt formål«.

Maskeringsforbudet bør kun håndhæves

efter politiets bestemmelse og håndhævelsen bero på et

konkret skøn, hvori indgår demonstrationens formål,

deltagerkredsen, tidligere erfaringer med tilsvarende demonstrationer,

maskering og aktuel stemning blandt deltagerne. Dette indebærer, at

politiet kan undlade at håndhæve forbudet eller udsætte

håndhævelsen, til det polititaktisk er belejligt at gribe

ind.

En håndhævelse af forbud mod maskering

bør så vidt muligt af politiet indskærpes over for de

pågældende deltagere. Det kan både ske i forbindelse med

anmeldelse af demonstrationen, ved påbegyndelsen af demonstrationen og

når situationen i øvrigt tilsiger det.

Som det vil fremgå af fremstillingen nedenfor under

III, er det af stor betydning for politiets håndhævelse af et

maskeringsforbud, at der i det fornødne omfang kan ske visitation af

personer, der mistænkes for overtrædelse af forbudet.

Opmærksomheden henledes derfor på. at en visitation efter

bestemmelsen i retsplejelovens § 792 a kræver at den eller de

pågældende sigtes (her typisk for overtrædelse af

maskeringsforbudet), medmindre visitation kan finde sted efter reglerne om

visitation af ikke-sigtede, jævnfør retsplejelovens § 792

d, stk. 2, eller der skabes en særskilt hjemmel til visitation i

sager om overtrædelse af maskeringsforbud, for eksempel ad modum

retsplejelovens § 792 d, stk. 4, sidste led.

4. De polititaktiske indsatsmuligheder i tilfælde af

indførelsen af et maskeringsforbud

Politiets indsatsmuligheder med baggrund i et

maskeringsforbud afhænger dels af maskeringsforbudets nærmere

udformning og afgrænsning dels af den konkret foreliggende

situation.

De situationer, hvor et maskeringsforbud har relevans, og

som er beskrevet ovenfor under II.1., vil rent polititaktisk skulle gribes an

på forskellige måder. Tager man udgangspunkt i disse

polititaktiske metoder, der beskrives nærmere nedenfor under III, kan

de i praksis forekommende situationer, hvor politiet vil skulle

håndhæve et maskeringsforbud, deles op i 3 hovedgrupper:

Den første

situation, hvor uromagerne

maskerede eller forberedte på maskering ankommer i bus, bil eller med

tog til et forud bestemt demonstrationsområde (som det for eksempel var

tilfældet for nylig ved optøjerne i Torup i Randers

politikreds), den anden situation, hvor deltagerne anmeldt eller

spontant iværksætter en demonstration og endelig den

tredje, hvor uroligheder med omfattende vold og hærværk

pludseligt opstår.

III. Gennemgang af en række konkrete situationer, hvor et

maskeringsforbud er af betydning for politiets indsats

Her drøftes i relation til en række konkrete

situationer, hvilke juridiske muligheder politiet efter den nugældende

lovgivning har for at skride ind, hvilken betydning et maskeringsforbud og

dets nærmere udformning vil få for politiets indsatsmuligheder

og endelig nogle polititaktiske overvejelser om disse indsatsmuligheder.

Fremstillingen her er som tidligere nævnt af

praktiske grunde struktureret i tre hovedgrupper ud fra de polititaktiske

indsatsmuligheder, som disse hver især frembyder.

Hovedgruppe 1

Den første situation, hvor uromagerne ankommer i

bus, i biler eller med tog maskerede eller forberedte på maskering til

et forud bestemt område, kan løses gennem politiets almindelige

informationsindhentning, overvågning af bussen mv. og standsning med

indsats på et sted, der ud fra en taktisk vurdering af terrænet

skønnes hensigtsmæssigt.

Politiets mulighed for at skride ind efter den nugældende

lovgivning

I de omhandlede situationer vil det informationsgrundlag,

der gør, at man er opmærksom på den systematiske

tilstrømning af demonstranter eller uromagere ofte - men bestemt ikke

altid - indeholde sådanne oplysninger, at mistankegrundlaget for en

visitation af hele gruppen for våben eller

hærværksredskaber er til stede. Findes der så våben

eller hærværksredskaber, kan de beslaglægges og de

pågældende besiddere af våben eller redskaber kan efter

omstændighederne anholdes og en eventuel demonstration opløses.

Et sådant grundlag er som nævnt bestemt ikke altid til stede - og

det vil i givet fald heller ikke forhindre andre i gruppen i - maskeret - at

øve vold eller hærværk.

Betydning af et maskeringsforbud i disse situationer

Et maskeringsforbud vil i disse situationer betyde, at

politiet, når en gruppe på vej til en demonstration eller

planlagte optøjer standses, kan visitere de pågældende

efter genstande omfattet af maskeringsforbudet, såfremt det

fornødne mistankegrundlag er til stede. Disse genstande vil så

kunne beslaglægges, og de pågældende kan efter

omstændighederne anholdes og den planlagte demonstration

opløses. Skulle andre end de anholdte fra gruppen alligevel

gennemføre demonstrationen eller optøjerne, vil de kun

vanskeligt kunne maskere sig, og gør de det alligevel, vil de straks

kunne anholdes alene af den grund. Da det bliver særdeles svært

at formumme sig i disse situationer, vil eventuelle volds- og

hærværksforhold skulle udøves »med åben pande«.

Dette vil dels have en præventiv effekt dels gøre

strafforfølgningen af eventuelle gerningsmænd lettere.

Ikke mindst i denne situation er det af betydning, at et

maskeringsforbud formuleres så bredt, som det er skitseret ovenfor

under II.3. Det er imidlertid åbenbart, at netop den her beskrevne

situation, hvor politiet griber ind på »forsøgsstadiet« i

relation til en overtrædelse af et maskeringsforbud, vil kunne

medføre en række afgrænsningsproblemer, typisk i forhold

til almindelige beklædningsgenstande som tørklæder. Her

må først politiet senere domstolene så - som i mange andre

situationer - udøve et skøn ud fra loven og dens forarbejder

mv.

Særlige polititaktiske overvejelser

Den praktiske politimæssige håndtering af

disse situationer frembyder ud over de netop nævnte vanskelige

skøn ikke andre problemer end rent ressourcemæssige.

Hovedgruppe 2

Den anden situation, hvor uromagere deltager i anmeldte

eller uanmeldte demonstrationer, er efter politiets erfaring ofte

præget af, at der uden om demonstrationstoget går et antal

personer, der har styrthjelm på, og som bærer på

transparenter. I nogle situationer har det vist sig, at transparenterne

dækker over stiger, der er velegnede til at forhindre politiet i at

trænge ind i gruppen af demonstrerende, hvis én demonstrant i

mængden skal anholdes for eksempel for stenkast mod politiet. Til

stigerne kan ofte være fastgjort stokke, som er skjult af

transparenterne, men som umiddelbart er til at tage frem, hvis det

måtte skønnes nødvendigt. Demonstrationens kerne

består af hætteklædte uromagere. Desuden deltager som

oftest et større eller mindre antal umaskerede andre

demonstranter.

Ved enkelte sådanne demonstrationer er det set, at

de maskerede uromagere tillige er bevæbnet med køller og

stokke.

Politiets mulighed for at skride ind efter den nugældende

lovgivning

Politiets muligheder efter den nugældende lovgivning

svarer i disse situationer stort set til det, der er beskrevet ovenfor under

hovedgruppe I, det vil sige indskriden efter mistanke for overtrædelse

af våbenloven mv. Politiets indskriden i denne situation, vil dog ofte

i praksis være vanskeligere end i situationen ovenfor under hovedgruppe

I. Dette skyldes dels at demonstrationen her er »etableret« og i gang, dels

at der ofte findes en blanding af uromagere og fredelige demonstranter i

demonstrationen.

Såfremt deltagerne i en sådan demonstration

udøver vold, hærværk og lignende, kan de

pågældende og eventuelle medvirkende anholdes og demonstrationen

eventuelt opløses. Anholdelse af gerningsmænd såvel

»på friske spor« som efterfølgende vanskeliggøres i

betydelig grad af den stadigt mere udbredte brug af maskering.

Betydning af et maskeringsforbud i disse situationer

Politiet vil på samme måde, som det er

beskrevet under hovedgruppe 1, når det fornødne mistankegrundlag

er til stede, kunne foretage visitationer og anholdelser for

overtrædelse af maskeringsforbudet. Anlægges maskering, kan de

pågældende umiddelbart anholdes. Overtrædes

maskeringsforbudet, kan demonstrationen efter omstændighederne

opløses. Maskering i forbindelse med efterfølgende kriminalitet

vil også her blive vanskeliggjort betydeligt.

Særligt i denne situation er det af betydning, at et

maskeringsforbud udformes på en sådan måde, at det

overlades til politiet at afgøre om og i givet fald hvornår, det

skal håndhæves. Ofte vil der være en sådan kontrol

over en demonstration, at man ikke bør risikere de (ekstra)

konfrontationer, som håndhævelsen af et maskeringsforbud vil

medføre.

Særlige polititaktiske overvejelser

En håndhævelse af et maskeringsforbud vil i

denne situation være ressourcekrævende og kræve anvendelse

af særlige polititaktiske fremgangsmåder.

Til illustration af fremgangsmåden er udarbejdet

vedlagte skitse mrk. nr. 1. Af skitsen fremgår, at demonstrationstoget

er standset gennem en offensiv anvendelse af dels den såkaldte optiske

føring og omfatning, og at deltagerne efter visitation enten

indbringes som anholdte for overtrædelse af maskeringsforbudet eller

også - såfremt de ikke er maskerede eller har genstande til brug

for maskering - fortsætter demonstrationen.

Hovedgruppe 3

Den tredje situation omfatter spontane eller planlagte

uroligheder med omfattende vold og hærværk, hvor

gerningsmændene ofte er maskerede for netop at forhindre

identifikation.

Sådanne uroligheder opstår i større

eller mindre omfang fra tid til anden. Som oftest går det ud over

amerikansk inspirerede forretninger, banker og lignende, men i ekstreme

tilfælde går ingen ram forbi.

Politiets mulighed for at skride ind efter den nugældende

lovgivning

De gældende bestemmelser i straffeloven,

våbenloven og politivedtægten giver politiet gode muligheder for

at skride ind over for gerningsmændene i disse situationer. Er disse

imidlertid maskerede, vanskeliggør det i allerhøjeste grad

også her anholdelse såvel på friske spor som

efterfølgende.

Betydningen af et maskeringsforbud i disse situationer

Som det blev illustreret ved urolighederne på

Nørrebro natten mellem den 7. og 8. november 1999, er politiets

succesfulde opgaveløsning i disse situationer især

afhængig af politiets evne til at komme frem tilstrækkeligt

hurtigt og talstærkt.

Den ovenfor under hovedgruppe 1 og hovedgruppe 2 beskrevne

mulighed for forebyggende visitation i tilfælde af mistanke om

overtrædelse af et maskeringsforbud vil næppe få den store

betydning i disse tilfælde. Derimod vil et maskeringsforbud betyde, at

maskerede gerningsmænd til vold og hærværk mv. vil kunne

anholdes, selvom de ikke antræffes på fersk gerning, alene for

overtrædelse af maskeringsforbudet.

Særlige polititaktiske overvejelser

De særlige polititaktiske overvejelser, der skal

gøres i disse situationer, udspringer ikke af et maskeringsforbud, men

er helt generelt de taktiske overvejelser, som politiet skal gøre sig

om den hurtigste og mest effektive indgriben i disse situationer. De kan kort

beskrives således:

Politiets indsats bygger på en offensiv, successiv

indsættelse af mandskab med en efterfølgende sektoropdelt

rumbeskyttelse af det kvarter, der er udsat for urolighederne.

Til illustration af disse teknikker er vedlagt skitse mrk.

nr. 2, der beskriver principperne i den operationelle anvendelse af successiv

indsættelse, medens skitse mrk. nr. 3 illustrerer den sektoropdelte

rumbeskyttelse med perimeterpatruljering.

IV. Opsummering

Den ovenfor stedfundne gennemgang viser, at et

maskeringsforbud kan håndhæves af politiet, at det især vil

få betydning for politiets mulighed for at forebygge vold,

hærværk og anden kriminalitet, og at virkningen vil være

større i nogle situationer end i andre. Det er af stor betydning, at

et forbud formuleres så bredt som muligt med hensyn til såvel

omfang som »forberedelseshandlinger«. Endvidere er det afgørende, at

forbudet bliver beskrevet således, at dets håndhævelse

bliver fakultativt, således at politiet i den konkrete situation kan

beslutte, om det skal håndhæves og i givet fald hvornår.

Et maskeringsforbud er således kun brugbart for

politiet, såfremt dets anvendelse gøres fakultativt. Desuden

bør en lovgivning om et maskeringsforbud udformes således, at

det omfatter alle former for sløring af identitet, herunder ved

anvendelse af hætter og andre tekstiler, masker, bemaling og

påklædning, ligesom den blotte besiddelse af materialer eller

beklædning, der er egnet til maskering, bør omfattes af

forbudet.

Rammerne for politiets forvaltning af et sådant

bredt formuleret maskeringsforbud, hvor meget overlades til politiets

skøn, bør formentlig lægges i administrative

retningslinier. Sådanne retningslinier bør i givet fald

indeholde en indberetningspligt til den højere anklagemyndighed i

tilfælde af håndhævelse af forbudet.

Endvidere skal det fremhæves, at det må

forventes, at »autonome« grupper og andre aktivister ikke mindst i tiden

umiddelbart efter indførelsen af et maskeringsforbud vil

forsøge at fremprovokere håndhævelsen af forbudet i

situationer, hvor det er uhensigtsmæssigt for politiet. Der vil

således forekomme mange situationer, hvor demonstranter og andre

aktivister er maskerede, men hvor politiet undlader at skride ind.

Det er afslutningsvis nødvendigt at understrege, at

indførelsen af et maskeringsforbud og en politifaglig udnyttelse af de

beføjelser og muligheder, som et sådant forbud giver,

umiddelbart vil betyde anvendelsen af ikke ubetydelige ressourcer. Det kan

imidlertid på ingen måde udelukkes, at »autonome« og andre

kredse, der er interesserede i at udøve kriminalitet under dække

af maskering med tiden vil afstå fra maskering.

Underbilag 1

Underbilag 2

Underbilag 3

Lignende dokumenter