Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 25/2000

KEN nr 11180 af 12/04/2000Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet14. april 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

25/2000

Mogens Camre og Pia Kjærsgaard har ved advokat

Ole Malmqvist klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Politiken

den 6. februar 2000, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

Det er anført på forsiden af bladets

kultursektion den 6. februar 2000, at på side 6 i sektionen omtales

"Landsforræderne Pia og Mogens".

Det fremgår bl.a. af artiklen, der havde

overskriften: "Hvad er der galt i Danmark? Politiken beder en række

intelektuelle og kulturpersonligheder tage stilling til indvandrerdebatten.

Jan Sonnergaard forfatter" , at:

"Er der plads til alle i Danmark?

"I virkeligheden

er der plads. Så tæt befolket er her ikke. Men vi opfører

os, som om der ikke er plads nok". Hvorfor gør vi det?

"På mig virker det, som om at der er et behov for syndebukke. For nogle

år siden var det de arbejdsløse, der ikke gad lave noget og bare

havde snablen nede i statskassen. Senere var det bz'erne og de autonome, som

truede statssikkerheden. Nu har man så vedtaget at indvandrerne skal

være vores fjender.

I min bekendtskabskreds har der ikke på noget

tidspunkt været indvandrere. Og det er ellers en kreds af tolerante

mennesker med arbejde og uddannelse. Den eneste udlænding, der

nogensinde er blevet lukket ind, var en franskmand, som engang kom sammen med

en pige i klassen. Danskere er ikke særlig nysgerrige og de er ikke

særlig gæstfri. Er flygtninge og indvandrere en trussel mod

dansk kultur? Næh. Truslen mod dansk kultur er, at vi lader

sådan nogle landsforræddere som Mogens Camre og Pia

Kjærsgaard udtale sig så kategorisk. De skader Danmarks anseelse

Læs alt

lige så meget, som Jörg Haider i øjeblikket skader

Østrig."

Klagerne har anført, at beskyldningen for

landsforræderi er så grov, at bladet burde have strøget

udtalelsen, og da det ikke er sket, anmodes Pressenævnet om at udtrykke

sin alvorlige kritik af bladets handlemåde.

Klagerne har endvidere anført, at der ved

bedømmelsen bør tages hensyn til, at klagerne på forsiden

af kultursektionen ligeledes benævnes "Landsforræderne Pia og

Mogens".

Klagerne har tillige anført, at det er en

skærpende omstændighed, når bladet påstår, at

man nøje har overvejet brugen af udtrykket "landsforræder", og

at man herefter har besluttet at bringe det. Udtrykket "landsforræder"

har en meget præcis betydning, som indebærer overtrædelse

af Grundloven og Straffeloven, og der er ikke tale om et "generaliserende

ordvalg". Endvidere kan der ikke som anført af bladet skelnes mellem

at anvende udtrukket "landsforræder" som en "politisk karakteristik"

eller i "juridisk betydning".

Klagerne har endvidere anført, at der ikke er tale

om acceptabel politisk sprogbrug, og at ingen af klagerne i den politiske

debat har anvendt ærekrænkende udtryk eller sigtelser mod nogen.

Endvidere kan det tidligere folketingsmedlem Mogens Glistrups ordvalg ikke

være normdannende for, hvilke udtryk der er acceptable i den offentlige

debat.

Endelig anfører klagerne, at det forhold, at Jan

Sonnergaard har en anden opfattelse af flygtningepolitikken end klagerne,

ikke berettiger til anvendelsen af udtrykket "landsforræder".

Bladet har anført, at man ikke uden videre trykker

ordet "landsforræder", og at man i interviewet med Jan Sonnergaard

nøje har overvejet brugen af ordet, før det blev bragt.

Bladet har endvidere anført, at Jan Sonnergaard

er en erfaren debattør, der kender ordenes betydning og bruger dem med

omhu for at understrege sine pointer. Jan Sonnergaards udtalelse er

altså et velovervejet indlæg i den aktuelle debat om indvandrere,

og han anvender ordet "landsforræder" som en politisk karakteristik og

ikke i dets juridiske betydning. Jan Sonnergaard benytter således

udtrykket "landsforræder" i en anden betydning end den, som især

knytter sig til begivenhederne under anden verdenskrig, hvor danskere

forrådte deres land ved at "sælge" det til tyskerne. Jan

Sonnergaard tager ordet, vender det 180 grader og ironiserer dermed over

politikerne (klagerne) fra Dansk Folkeparti, der ikke tjener landets

interesser, når de vil smide indvandrere og flygtninge ud af landet.

Jan Sonnergaard og bladet ønsker at provokere/stimulere

læserne til selvstændig tankevirksomhed, ikke at fremsætte

en påstand om landforræderisk virksomhed i lovens herunder

injurielovgivningens forstand. I lyset af klagernes ekstremt nationale

synspunkter ville en sådan påstand da heller ikke give

mening.

Bladet har endvidere anført, at der i den politiske

debat ofte anvendes kraftfulde og værdiladede ord af aktørerne

selv, og at det derfor må være acceptabelt, at andre

aktører anvender samme generaliserende ordvalg. Endvidere må de

folkevalgte politikere tåle mere end ikke-scenevante personer.

Endelig anfører bladet, at indvandrerdebatten er

præget af både fornufts- og følelsesargumenter, og at

bladet ser det som sin opgave at være med til at bringe alle relevante

synspunkter frem, herunder også dem der er kontroversielle. En

forfatters sproglige kreativitet i forbindelse med kritik af kontroversielle

politikere er en naturlig del af den offentlige debat, som de

pågældende må tåle. Under henvisning hertil mener

bladet ikke, at man har handlet i strid med god presseskik.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Kaare R.

Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

I sagen må der foretages en afvejning mellem

hensynet til beskyttelsen af klagernes personlige anseelse og

ytringsfriheden.

Begge klagere er kendte og toneangivende politikere, der

har markeret sig i indvandrer- og flygtningedebatten med kraftfulde og

værdiladede synspunkter.

Da rammerne for den politiske debat i samfundet er vide,

finder Pressenævnets ikke, at bladet har handlet i strid med god

presseskik.

Et medlem, Kirsten Dyregaard, lægger tillige

vægt på, at udtrykket "landsforræder" i artiklen ikke er

brugt i ordets traditionelle betydning.

Afsagt den 12. april 2000.

Lignende dokumenter