Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af konvention af 29. april 1958 om fiskeri på det åbne hav og bevarelse af dets levende rigdomskilder. (* 2) (* 3)

BKI nr 52 af 14/05/1969Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet18. september 1969

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af konvention af 29. april 1958

om fiskeri på det åbne hav og bevarelse af dets levende rigdomskilder. (* 2)

(* 3)

I henhold til kgl. resolution af 9. juli 1968 har Danmark, efter at

folketinget den 19. april 1968 havde Meddelt sit samtykke dertil, ratificeret

den i Geneve den 29. april 1958 undertegnede konvention om fiskeri på det

åbne hav og bevarelse af dets levende rigdomskilder.

Konventionens ordlyd er som følger (den kinesiske, russiske og spanske

tekst er udeladt her):

KONVENTION

om fiskeri på det åbne hav og bevarelse af dets levende rigdomskilder

De i denne konvention deltagende stater er

under hensyn til, at udviklingen af moderne teknik til udnyttelse af

havets levende rigdomskilder, hvorved menneskehedens muligheder for at dække

levnedsmiddelbehovet hos verdens voksende befolkning forøges, har medført

fare for rovdrift på nogle af disse kilder, og

under hensyn til at problemerne vedrørende bevarelse af det åbne havs

levende rigdomskilder er af en sådan karakter, at det er klart nødvendigt, at

de i videst muligt omfang søges løst på grundlag af internationalt samarbejde

gennem fælles indsats fra alle interesserede staters side,

blevet enige om følgende:

Artikel 1

1. Enhver stat er berettiget til at lade sine

statsborgere drive fiskeri på det åbne hav med forbehold (a) af dens

traktatmæssige forpligtelser, (b) af kyststaters interesser og rettigheder i

henhold til denne konvention og (c) af bestemmelserne i nedenstående artikler

vedrørende bevarelse af det åbne havs levende rigdomskilder.

2. Enhver stat er forpligtet til selv eller i

samarbejde med andre stater over for deres respektive statsborgere at

iværksætte sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige til bevarelse

Læs alt

af det åbne havs levende rigdomskilder.

Artikel 2

I denne konvention betyder udtrykket »bevarelse af det åbne havs

levende rigdomskilder« samtlige de foranstaltninger, som giver disse

kilder varige muligheder for at yde set størst mulige udbytte til sikring af

den størst mulige forsyning med levnedsmidler og andre produkter fra havet.

Beskyttelsesordninger skal først og fremmest udarbejdes med sigte på at sikre

forsyningen af levnedsmidler til menneskeføde.

Artikel 3

En stat, hvis statsborgere driver fiskeri på en eller flere fiskebestande

eller på andre levende rigdomskilder i havet på et område af det åbne hav,

hvor andre landes statsborgere ikke driver sådant fiskeri, skal over for sine

egne statsborgere iværksætte foranstaltninger i området, når dette er

nødvendigt, til bevarelse af de pågældende levende rigdomskilder.

Artikel 4

1. Når statsborgere fra to eller flere stater driver

fiskeri på samme fiskebestand eller -bestande eller på andre levende

rigdomskilder i havet i et eller flere områder af det åbne hav, skal disse

stater på begæring af en af dem optagne forhandlinger om en aftale med

henblik på over for deres respektive statsborgere at foreskrive

foranstaltninger til bevarelse af de pågældende levende rigdomskilder.

2. Såfremt vedkommende stater ikke inden tolv måneder

når til enighed, er enhver af parterne berettiget til at indlede den ved

artikel 9 hjemlede fremgangsmåde.

Artikel 5

1. Såfremt statsborgere fra andre stater efter

iværksættelsen af de i artiklerne 3 og 4 omhandlede foranstaltninger

påbegynder fiskeri på samme fiskebestand eller -bestande eller på andre

levende rigdomskilder i havet i et eller fler områder af det åbne hav, skal

disse andre stater bringe disse foranstaltninger, som hverken formelt eller

reelt må være diskriminerende, i anvendelse over for deres egne statsborgere

senest syv måneder efter den dato, på hvilken generaldirektøren for De

forenede Nationers Organisation for Ernæring og Landbrug har modtaget

underretning om de pågældende foranstaltninger. Generaldirektøren skal give

meddelelse om sådanne foranstaltninger til enhver stat, som anmoder derom,

samt under alle omstændigheder til enhver stat, som udpeges ad den stat, der

iværksætter foranstaltningerne.

2. Såfremt disse andre stater ikke kan godkende de

således iværksatte foranstaltninger, og såfremt der ikke inden tolv måneder

kan opnås enighed, er enhver af de interesserede parter berettiget til at

indlede den ved artikel 9 hjemlede fremgangsmåde. Med forbehold af artikel

10, stk. 2 skal de iværksatte foranstaltninger være bindende, indtil den

særlige kommission har truffet en afgørelse.

Artikel 6

1. En kyststat har en særlig interesse i

opretholdelsen af de levende rigdomskilders ydeevne i ethvert område af det

åbne hav, som grænser op til dens ydre territorialfarvand.

2. En kyststat er berettiget til på lige fod at

deltage i enhver form for undersøgelse og regulering med henblik på bevarelse

af det åbne havs levende rigdomskilder i det pågældende område, selv om dens

statsborgere ikke driver fiskeri der.

3. En stat, hvis statsborgere driver fiskeri i noget

område af det åbne hav, som grænser op til en kyststats ydre

territorialfarvand, skal på kyststatens begæring optage forhandlinger om en

aftale, der foreskriver iværksættelse af de nødvendige foranstaltninger til

bevarelse af det åbne havs levende rigdomskilder i det pågældende område.

4. En stat, hvis statsborgere driver fiskeri i noget

område af det åbne hav, som grænser op til en kyststats ydre

territorialfarvand, er ikke berettiget til i dette område at håndhæve

beskyttelsesforanstaltninger, som er i modstrid med de foranstaltninger, som

kyststaten har iværksat, men kan optage forhandlinger med kyststaten om efter

aftale at iværksætte de nødvendige foranstaltninger til bevarelse af det åbne

havs levende rigdomskilder i det pågældende område.

5. Hvis vedkommende stater ikke inden tolv måneder når

til enighed om beskyttelsesforanstaltninger, er enhver af parterne berettiget

til at indlede den ved artikel 9 hjemlede fremgangsmåde.

Artikel 7

1. Under hensyn til bestemmelserne i artikel 6, stk. 1

kan enhver kyststat med henblik på opretholdelse af havets levende

rigdomskilders ydeevne ensidigt iværksætte passende foranstaltninger til

bevarelse af enhver fiskebestand eller andre af havets rigdomskilder i

ethvert område af det åbne hav, som grænser op til dens ydre

territorialfarvand, hvis forhandlinger herom med andre interesserede stater

ikke inden seks måneder har ført til en aftale.

2. Foranstaltninger gennemført af kyststaten i henhold

til foranstående stykke skal kun have gyldighed over for andre stater,

såfremt følgende betingelser er opfyldt:

(a) at der i betragtning af det foreliggende kendskab til fiskeriet er et

behov for uopsættelig iværksættelse af beskyttelsesforanstaltninger;

(b) at de gennemførte foranstaltninger grunder sig på relevante

videnskabelige forskningsresultater;

(c) at foranstaltningerne hverken formelt eller reelt indebærer nogen

forskelsbehandling af udenlandske fiskere.

3. Foranstaltningerne skal forblive i kraft, indtil

der i overensstemmelse med denne konventions herom gældende bestemmelser

foreligger en afgørelse af enhver uoverensstemmelse om foranstaltningernes

gyldighed.

4. Såfremt foranstaltningerne ikke kan godtages af de

øvrige interesserede stater, kan enhver af parterne indlede den ved artikel 9

hjemlede fremgangsmåde. Med forbehold af artikel 10, stk. 2 skal de

iværksatte foranstaltninger være bindende, indtil den særlige kommission har

truffet afgørelse.

5. De principper om geografisk afgrænsning, som er

fastlagt i artikel 12 i konventionen om det ydre territorialfarvand og den

tilstødende zone, skal finde anvendelse, hvor det drejer sig om flere staters

kyster.

Artikel 8

1. Enhver stat, der har en særlig interesse i

bevarelsen af det åbne havs levende rigdomskilder i et område af det åbne

hav, der ikke grænser op til dens kyst, kan - uanset at dens statsborgere

ikke driver fiskeri i det pågældende område - anmode den eller de stater,

hvis statsborgere driver fiskeri der, om at iværksætte de nødvendige

beskyttelsesforanstaltninger i medfør af henholdsvis artikel 3 og 4. Den

pågældende stat skal samtidig udtale sig om de videnskabelige årsager, som

efter dens opfattelse gør sådanne foranstaltninger nødvendige, og gøre rede

for sin interesse heri.

2. Hvis der ikke inden tolv måneder opnås enighed, kan

den pågældende stat indlede den ved artikel 9 hjemlede fremgangsmåde.

Artikel 9

1. Enhver tvist, som måtte opstå mellem stater

vedrørende artiklerne 4, 5, 6, 7 og 8, skal på begæring af en af parterne

indbringes til bilæggelse for en særlig kommission på fem medlemmer,

medmindre parterne når til enighed om søge en løsning ved anden fredelig

bilæggelsesmåde i henhold til De forenede Nationers pagts artikel 33.

2. Kommissionens medlemmer, hvoraf eet skal udpeges

til formand, skal udnævnes ved aftale mellem de stridende stater inden tre

måneder fra fremsættelsen af anmodning om bilæggelse i henhold til

bestemmelserne i denne artikel. Såfremt enighed ikke opnås, skal medlemmerne

på begæring af en af de i tvisten implicerede parter udnævnes af de forenede

Nationers generalsekretær inden for en yderligere tremåneders periode i

samråd med de tvistende stater og med præsidenten for Den mellemfolkelige

Domstol og generaldirektøren for De forenede Nationers Organisation for

Ernæring og Landbrug, blandt velkvalificerede personer, som er statsborgere i

stater, der ikke er indblandet i tvisten, og som er sagkyndige i juridiske,

administrative eller videnskabelige spørgsmål vedrørende fiskeri, alt efter

beskaffenheden af den tvist, som skal bilægges. Enhver ledig plads, som

opstår efter den oprindelige udnævnelse, skal besættes på samme måde som

foreskrevet for den oprindelige udvælgelse.

3. Enhver stat, som er part i en sag, der behandles i

henhold til disse artikler, er berettiget til at udnævne en af sine

statsborgere til den særlige kommission med ret til fuldt ud at deltage i

forhandlingerne på lige fod med et kommissionsmedlem, men uden stemmeret

eller ret til at deltage i den skriftlige udarbejdelse af kommissionens

afgørelse.

4. Kommissionen vedtager selv sin forretningsorden,

der skal sikre hver af sagens parter fuld adgang til at blive hørt og til at

forelægge sin sag. Den fastsætter endvidere, hvorledes omkostningerne og

udgifterne skal fordeles mellem parterne i tvisten, medmindre aftale herom

foreligger mellem parterne.

5. Den særlige kommission skal fremlægge sin afgørelse

inden fem måneder fra tidspunktet for dens udnævnelse, medmindre den i

nødsfald beslutter at forlænge fristen med et tidsrum, der ikke må overstige

tre måneder.

6. Den særlige kommission skal ved sin afgørelse

henholde sig til disse artikler og til eventuelle særaftaler mellem de

stridende parter vedrørende tvistens bilæggelse.

7. Kommissionens beslutninger træffes ved simpelt

flertal.

Artikel 10

1. For så vidt angår tvister hidrørende fra

anvendelsen af artikel 7 skal den særlige kommission anvende de i den nævnte

artikels stk. 2 anførte kriterier. For så vidt angår tvister hidrørende fra

anvendelsen af artiklerne 4, 5, 6 og 8 skal kommissionen anvende følgende

kriterier, alt efter hvilke spørgsmål tvisten vedrører:

(a) Fælles for afgørelsen af tvister hidrørende fra anvendelsen af

artiklerne 4, 5 og 6, er følgende betingelser:

(i) at videnskabelige forskningsresultater påviser nødvendigheden af

beskyttelsesforanstaltninger;

(ii) at de konkrete foranstaltninger grunder sig på videnskabelige

forskningsresultater og er praktisk gennemførlige; samt

(iii) at foranstaltningerne hverken formelt eller reelt indebærer nogen

forskelsbehandling af fiskere fra andre stater.

(b) Ved afgørelsen af tvister hidrørende fra anvendelsen af artikel 8

kræves, at der foreligger videnskabelige forskningsresultater til påvisning

af, at beskyttelsesforanstaltningerne er nødvendige, eller at

beskyttelsesordningen alt efter de foreliggende omstændigheder er adækvat.

2. Den særlige kommission kan bestemme, at de

omtvistede foranstaltninger ikke må bringes i anvendelse i tidsrummet indtil

dens kendelse er afsagt; i tvister hidrørende fra anvendelsen af artikel 7

kan foranstaltningerne kun midlertidigt ophæves, når det på grundlag af

umiddelbare bevisligheder er åbenbart for kommissionen, at der ikke

foreligger nogen nødvendighed for uopsættelig anvendelse af sådanne

foranstaltninger.

Artikel 11

Den særlige kommissions afgørelse er bindende for de pågældende stater, og

bestemmelserne i De forenede Nationers pagts artikel 94, stk. 2 skal finde

anvendelse på disse afgørelser. Hvis afgørelserne ledsages af henstillinger,

skal der i videst muligt omfang tages hensyn til disse.

Artikel 12

1. Hvis det faktiske grundlag for den særlige

kommissions kendelse ændres ved væsentlige forandringer i de forhold, der gør

sig gældende for den eller de pågældende fiskebestande eller andre levende

rigdomskilder i havet eller i fiskerimetoder, kan enhver af de interesserede

stater anmode de øvrige stater om at indlede forhandlinger om en aftale om

gennemførelse af de nødvendige ændringer i beskyttelsesforanstaltningerne.

2. Såfremt enighed ikke opnås inden en rimelig frist,

kan enhver af de interesserede stater påny benytte sig af den ved artikel 9

hjemlede fremgangsmåde, forudsat mindst to år er forløbet siden den

oprindelige kendelse.

Artikel 13

1. Regler for fiskeri, der drives ved hjælp af

redskaber, som er fastgjort i havbunden i områder af det åbne hav, som

grænser op til en stats ydre territorialfarvand, kan fastsættes af denne

stat, hvis dens statsborgere gennem lang tid har drevet sådant fiskeri,

forudsat at ikke-statsborgere har adgang til at deltage i sådant fiskeri på

lige fod med statsborgere, undtagen i områder, hvor sådant fiskeri ifølge

lang tids sædvane er blevet udøvet udelukkende af nævnte statsborgere.

Sådanne regler skal dog ikke berøre de pågældende områders almindelige

stilling som områder af det åbne hav.

2. I denne artikel betyder udtrykket »fiskeri,

der drives ved hjælp af redskaber, som er fastgjort i havbunden«

fiskeri, hvortil benyttes grejer, hvoraf dele er fastgjort i havbunden,

bygget på en bestemt grund og efterladt der med varig benyttelse for øje

eller, hvis de fjernes, genanbringes på samme grund hver sæson.

Artikel 14

I artiklerne 1, 3, 4, 5, 6 og 8 betyder udtrykket »statsborgere«

fiskebåde eller -fartøjer af enhver størrelse, som i overensstemmelse med den

pågældende stats lovgivning har denne nationalitet uanset

besætningsmedlemmernes statsborgerforhold.

Artikel 15

Denne konvention står indtil den 31. oktober 1958 åben for undertegnelse

af alle stater, der er medlemmer af De forenede Nationer eller af en af

særorganisationerne, og af enhver anden stat, som af De forenede Nationers

generalforsamling indbydes til at deltage i konventionen.

Artikel 16

Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne skal

deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 17

Denne konvention står åben for tiltrædelse for enhver stat, som falder ind

under en af de i artikel 15 nævnte kategorier. Tiltrædelsesinstrumenterne

skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 18

1. Denne konvention træder i kraft på den tredivte dag

efter datoen for deponeringen af det toogtyvende ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.

2. For enhver stat, som ratificerer eller tiltræder

konventionen efter deponeringen af det toogtyvende ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft på den tredivte dag efter

den pågældende stats deponering af sit ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument.

Artikel 19

1. Ved undertegnelse, ratifikation eller tiltrædelse

kan enhver stat tage forbehold vedrørende konventionens artikler, bortset fra

artiklerne 6, 7, 9, 10, 11 og 12.

2. Enhver kontraherende stat, som tager forbehold i

henhold til foranstående stykke, kan til enhver tid trække forbeholdet

tilbage ved meddelelse herom til De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 20

1. Efter udløbet af en periode på fem år fra

konventionens ikrafttrædelsesdato kan anmodning om revision af denne

konvention til enhver deltager ved skriftlig henvendelse til De forenede

Nationers generalsekretær.

2. De forenede Nationers generalforsamling træffer

beslutning om, hvorvidt, og i bekræftende fald hvilke skridt der skal tages i

anledning af en sådan anmodning.

Artikel 21

De forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle De forenede

Nationers medlemsstater samt de øvrige i artikel 15 omhandlede stater:

(a) om undertegnelser af denne konvention og om deponering af

ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter i overensstemmelse med

artiklerne 15, 16 og 17;

(b) om konventionens ikrafttrædelsesdato i overensstemmelse med artikel

18;

(c) om anmodninger om revision i overensstemmelse med artikel 20;

(d) om forbehold til denne konvention i overensstemmelse med artikel 19.

Artikel 22

Denne konventions originaleksemplar, hvis engelske, franske, kinesiske,

russiske og spanske tekst er af lige gyldighed, skal deponeres hos De

forenede Nationers generalsekretær, som skal fremsende bekræftede genparter

til samtlige de i artikel 15 omhandlede stater.

Til bekræftelse heraf har de nedenfor befuldmægtigede, som behørigt er

bemyndiget dertil af deres respektive regeringer, undertegnet denne

konvention.

Udfærdiget i Geneve den niogtyvende dag i april

nittenhundredeotteoghalvtreds.

For Afghanistan: A.R. Pazhwak

(den 30. oktober 1958)

For Amerikas forenede Stater: Arthur H. Dean

(den 15. september 1958)

For Argentina: A. Lescure

For Australien: E. Ronald Walker

(den 30. oktober 1958)

For Bolivia: M. Tamayo

(den 17. oktober 1958)

For Canada: George A. Drew

For Ceylon: C. Corea

(den 30. oktober 1958)

For Colombia: Juan Uribe Holguin

Jose Joaquin Caicedo Castilla

For Costa Rica: Raul Trejos Flores

For Cuba: F.V. Carcia Amador

For Danmark: Max Sørensen, T. Oldenburg

For Den dominikanske Republik: A. Alvarez Aybar

For Finland: G.A. Gripenberg

(den 27. oktober 1958)

For Frankrig: G. Georges-Picot

(den 30. oktober 1958)

For Ghana: Richard Quarshie K.B. Asante

For Haiti: Rigal

For Indonesien: Ahmed Soebardjo

(den 8. maj 1958)

For Iran: Dr. A. Martine-Daftary

(den 28. maj 1958)

For Irland: Frank Aiken

(den 2. oktober 1958)

For Island: H.G. Andersen

For Israel: Shabtai Rosenne

For Jugoslavien; under forbehold af ratifikation:

-Milan Bartos, V. Popovic

For Republikken Kina (Formosa) (* 1):

Liu Chieh, Yu-chi Hsueh

For Libanon: N. Sadaka

(den 29. maj 1958)

For Liberia: Rocheforte L. Weeks

(den 27. maj 1958)

For Nepal: Rishikesh Shaha

For Kongeriget Nederlandene: C. Schurmann

(den 31. oktober 1958)

For New Zealand: Foss Shanahan

(den 29. oktober 1958)

For Pakistan: Aly Khan

(den 31. oktober 1958)

For Panama: Carlos Sucre C.

(den 2. maj 1958)

For Portugal; under forbehold af ratifikation:

Vasco Vieira Garin

(den 22. oktober 1958)

For Schweiz: F. Schnyder

(den 22. oktober 1958)

For Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland:

Person Dixon

(den 9. september 1958)

For Thailand: Luang Chakrapani

Srisilvisuddhi, Boon Indrambarya

For Tunesien: Mongi slim

(den 30. oktober1958)

For Uruguay: Alvaro Alvarez.

For Venezuela: (ad referendum)

Carlos Sosa Rodriquez

(den 30. oktober 1958)

Konventionen trådte i kraft den 20. marts 1966.

Danmarks ratifikationsinstrument blev den 26. september 1968 deponeret hos

De forenede Nationers generalsekretær. For Danmarks vedkommende trådte

konventionen herefter i henhold til artikel 18, stk. 2 i kraft den 26.

oktober 1968.

Danmarks ratifikation er sket med det forbehold, at Danmark ikke anser sig

for bundet af konventionens artikel 2, sidste punktum.

Foruden Danmark har følgende stater deponeret deres ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrumenter:

Amerikas forenede Stater, Australien, Cambodja, Columbia, Den dominikanske

Republik. Finland, Haiti, Jamaica, Jugoslavien, Madagascar, Malawi, Malaysia,

Mexico, Nederlandene, Nigeria, Portugal, Schweiz, Senegal, Sierra Leone, Det

forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Den sydafrikanske Republik,

Thailand, Trinidad og Tobago, Uganda, Venezuela og Øvre Volta.

Amerikas forenede Stater har ved deponeringen af sit

ratifikationsinstrument afgivet en erklæring om, at ratifikationen ikke kan

fortolkes som indebærende nogen indskrænkning i anvendelsen af princippet om

afståelse fra fiskeri, som blev foreslået af Amerikas forenede Stater på

Søretskonferencen i Geneve 1958, men ikke blev gennemført.

Storbritannien har ved deponeringen af sit ratifikationsinstrument

erklæret, at ratifikationen af denne konvention ikke vedrører de britiske

protektorater i Den persiske Golf.

Udenrigsministeriet, den 14. maj 1969.

Poul Hartling.

Officielle noter

(* 1) Ikke anerkendt af Danmark

Lignende dokumenter