Bekendtgørelse af konvention af 29. april 1958 om det åbne hav (* 12) (* 13)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse af konvention af 29. april 1958
om det åbne hav (* 12) (* 13)
I henhold til kgl.resolution af 9. juli 1968 har Danmark, efter at
folketinget den 19. april 1968 havde meddelt sit samtykke dertil, ratificeret
den i Geneve den 29. april 1958 undertegnede konvention om det åbne hav.
Konventionens ordlyd er som følger (den kinesiske, russiske og spanske
tekst er udeladt her):
De i denne konvention deltagende stater, som
ønsker at kodificere de folkeretlige regler vedrørende det åbne hav, og
anerkender, at de efterfølgende bestemmelser vedtaget på De forenede
Nationers konference om retsordenen på havet, der afholdtes i Geneve fra den
24. februar til den 27. april 1958, i det væsentlige er udtryk for gældende
folkeretlige principper,er blevet enige om følgende:
Artikel 1
Udtrykket »det åbne hav« betyder alle dele af havet, som ikke
omfattes af nogen stats ydre eller indre territorialfarvand.
Artikel 2
Da det åbne hav er åbent for alle nationer, kan ingen stat retsgyldigt
gøre krav på højhedsret over nogen del deraf. Det åbne havs frihed udøves på
de betingelser, der fremgår af disse artikler og andre folkeretlige regler.
Denne frihed omfatter bl.a. for såvel kyststater som stater uden kyst (* 1):
(1) frihed til sejlads;
(2) frihed til fiskeri;
(3) frihed til at udlægge undersøiske kabler og rørledninger;
(4) frihed til at overflyve det åbne hav.
Disse og andre friheder, der anerkendes ifølge folkerettens almindelige
principper, skal af alle stater udøves under rimelig hensyntagen til andre
staters interesse i udøvelsen af det åbne havs frihed.
Artikel 3
1. For at kunne udnytte havets frihed på lige vilkår
Læs alt
med kyststater bør indlandsstater have fri adgang til havet. Med henblik
herpå skal stater, der er beliggende mellem havet og en indlandsstat, ved
fælles overenskomst med sidstnævnte og i overensstemmelse med gældende
internationale konventioner tilstå:
(a) indlandsstaten fri transit gennem deres territorium på grundlag af
gensidighed og
(b) samme behandling af skibe som sejler under indlandsstatens flag som
den, der tilstås deres egne skibe eller skibe hjemmehørende i enhver anden
stat, med hensyn til adgang til søhavne og benyttelsen af disse.
2. Stater, beliggende mellem havet og en indlandsstat,
skal ved gensidig overenskomst med sidstnævnte og under hensyn til
kyststatens eller transitstatens rettigheder og indlandsstatens særlige
forhold afgøre alle spørgsmål om transitfrihed og lige behandling i havne,
medmindre sådanne stater allerede er deltagere i gældende internationale
konventioner.
Artikel 4
Enhver stat har, hvad enten den er en kyststat eller ikke, ret til at lade
skibe sejle under sit flag på det åbne hav.
Artikel 5
1. Enhver stat skal fastsætte betingelserne for at
tilstå skibe sin nationalitet, for registrering af skibe på sit territorium
samt for retten til at føre dens flag. Skibe har den stats nationalitet, hvis
flag de er berettiget til at føre. Der skal bestå en ægte forbindelse mellem
staten og skibet, og navnlig skal flagstaten effektivt udøve sin
retsmyndighed og kontrol over skibet i administrative, tekniske og sociale
spørgsmål.
2. Enhver stat skal til skibe, som den har tilstået
retten til at føre sit flag, udstede dokumenter, der viser dette.
Artikel 6
1. Skibe er kun berettigede til at sejle under en
stats flag, og bortset fra de undtagelsestilfælde, som udtrykkeligt er
hjemlet ved internationale overenskomster eller i disse artikler, er de på
det åbne hav alene undergivet denne stats retsmyndighed. Et skib er ikke
berettiget til at ændre sit flag under en rejse eller under ophold i en
anløbshavn, undtagen i tilfælde af egentligt ejerskifte eller
registreringsændring.
2. Et skib, som sejler under to eller flere staters
flag og benytter disse efter forgodtbefindende, kan ikke påberåbe sig nogen
af de pågældende nationaliteter over for nogen anden stat og kan sidestilles
med et skib uden nationalitet.
Artikel 7
Bestemmelserne i foranstående artikler er uden betydning for spørgsmålet
om skibe, der benyttes i en mellemfolkelig organisations officielle tjeneste
og fører organisationens flag.
Artikel 8
1. Krigsskibe er på det åbne hav fuldstændig unddraget
enhver anden end flagstatens retsmyndighed.
2. I disse artikler betyder udtrykket
»krigsskib« et skib, som tilhører en stats flådestyrker og er
forsynet med de ydre kendetegn for krigsskibe af dens nationalitet, som er
under kommando af en af regeringen behørigt udnævnt officer, hvis navn
fremgår af den officielle fortegnelse over flådens officerer, og som er
bemandet med en besætning undergivet almindelig militær disciplin.
Artikel 9
Skibe, som ejes eller drives af en stat og som udelukkende benyttes i
ikke-kommerciel statstjeneste, er på det åbne hav fuldstændig unddraget
enhver anden end flagstatens retsmyndighed.
Artikel 10
1. Enhver stat skal for skibe under dens flag træffe
sådanne foranstaltninger, som er nødvendige til opretholdelse af sikkerheden
på havet, især for så vidt angår:
(a) brugen af signaler, kommunikationstjeneste og forebyggelse af
sammenstød;
(b) bemandingen af skibe og besætningernes arbejdsvilkår under hensyn til
de herom gældende internationale aftaler om arbejdsforhold;
(c) skibes bygning, udstyr og sødygtighed.
2. Ved iværksættelsen af sådanne foranstaltninger skal
hver enkelt stat overholde almindeligt anerkendte internationale normer og
tage ethvert skridt, som er nødvendigt for at sikre deres overholdelse.
Artikel 11
1. I tilfælde af sammenstød eller nogen anden hændelse
i forbindelse med et skibs sejlads på det åbne hav, hvorved skibsføreren
eller nogen anden person i skibets tjeneste pådrager sig strafferetligt eller
disciplinært ansvar, må ingen strafferetlige eller disciplinære skridt
indledes imod sådanne personer undtagen for retslige eller administrative
myndigheder i flagstaten eller i den stat, i hvilken vedkommende person er
statsborger.
2. I disciplinære sager er alene den stat, som har
udstedt skibsførerbevis eller andet certifikat, berettiget til efter behørig
rettergang at tilbagekalde sådanne beviser eller certifikater, selv om
indehaveren ikke er statsborger i den stat, som har udstedt dem.
3. Arrest eller tilbageholdelse af skibet kan selv som
forundersøgelsesforanstaltning ikke beordres af andre myndigheder end
flagstatens
Artikel 12
1. Enhver stat skal, så vidt det kan ske uden alvorlig
fare for skibet, besætningen eller passagererne, pålægge føreren af et skib,
som sejler under dens flag,
(a) at yde hjælp til en hver person, der findes på havet i fare for at
omkomme;
(b) at sejle med størst mulig fart til undsætning af personer i nød,
dersom han underrettes om deres behov for hjælp, og for så vidt en sådan
handling med rimelighed kan forventes af ham;
(c) efter et sammenstød at yde hjælp til det andet skib, dets besætning
og passagerer samt, hvis det er muligt, at underrette det andet skib om
navnet på hans eget skib, dets registreringshavn og den nærmeste havn, det
vil anløbe.
2. Enhver kyststat skal fremme tilvejebringelsen og
oprettelsen af en fyldestgørende og effektiv eftersøgnings- og
redningstjeneste af hensyn til sikkerheden på og over havet samt - hvor
omstændighederne kræver det - ved gensidige regionale ordninger samarbejde
med nabostater herom.
Artikel 13
Enhver stat skal iværksætte effektive foranstaltninger til at hindre og
straffe slavetransport med skibe, der er berettigede til at føre dens flag,
samt til at hindre ulovlig brug af dens flag til dette formål. Enhver slave,
som søger tilflugt ombord på et skib, skal, alene i kraft heraf, være fri,
uanset det pågældende skibs flag.
Artikel 14
Alle stater skal i størst muligt omfang samarbejde om bekæmpelsen af
sørøveri på det åbne hav eller på andre steder, som ikke henhører under nogen
stats retsmyndighed.
Artikel 15
Sørøveri omfatter enhver af følgende handlinger:
(1) Enhver ulovlig voldshandling, tilbageholdelse eller plyndring, som i
personligt øjemed begås af besætningen eller passagererne på et privat skib
eller et privat luftfartøj og som er rettet
(a) på det åbne hav mod et andet skib eller luftfartøj eller mod personer
eller ejendom om bord på et sådant skib eller luftfartøj;
(b) mod et skib, luftfartøj, personer eller ejendom på et område, som
ikke henhører under nogen stats retsmyndighed;
(2) enhver frivillig deltagelse i et skibs eller luftfartøjs drift med
viden om kendsgerninger, som gør det til et sørøverskib eller
piratluftfartøj;
(3) enhver tilskyndelse eller forsætlig bistand til de i denne artikels
stk. 1 og 2 anførte handlinger.
Artikel 16
Sørøveri som defineret i artikel 15, der begås af et krigsskib, statsskib
eller statsluftfartøj, hvis besætning har begået mytteri og overtaget skibets
eller luftfartøjets ledelse, sidestilles med handlinger begået af et privat
skib.
Artikel 17
Et skib eller luftfartøj betragtes som sørøverskib eller piratluftfartøj,
dersom de personer, der har den øverste ledelse, har til hensigt at benytte
det til udførelse af en af de i artikel 15 anførte handlinger. Det samme
gælder, såfremt skibet eller luftfartøjet er blevet benyttet til at begå en
sådan handling, så længe det forbliver under ledelse af de personer, som er
skyldige i den pågældende handling.
Artikel 18
Et skib eller et luftfartøj kan bevare sin nationalitet, uagtet det er
blevet et sørøverskib eller piratluftfartøj. Spørgsmålet om bibeholdelse
eller fortabelse af nationalitet afgøres på grundlag af lovgivningen i den
stat hvorfra den pågældende nationalitet oprindelig hidrører.
Artikel 19
På det åbne hav eller på et hvilket som helst andet område som ikke er
undergivet nogen stats retsmyndighed, kan enhver stat op bringe et
sørøverskib eller piratluftfartøj eller et skib, som sørøvere har bemægtiget
sig og har kontrol over, samt anholde personer og beslaglægge ejendom om
bord. Domstolene i den stat, som har foretaget opbringelsen, kan udmåle de
straffe, der skal idømmes, og kan ligeledes afgøre, hvilke skridt der skal
tages med hensyn til de pågældende skibe, luftfartøjer eller den pågældende
ejendom, dog med forbehold af tredjemands rettigheder, når denne har handlet
i god tro.
Artikel 20
Når et skib eller luftfartøj uden tilstrækkeligt grundlag er blevet
opbragt som mistænkt for sørøveri, er den stat, som foretager opbringelsen,
ansvarlig over for den stat, hvis nationalitet skibet eller luftfartøjet har
for ethvert tab eller enhver skade som følge af opbringelsen.
Artikel 21
Opbringelse for sørøveri kan kun foretages af krigsskibe eller militære
luftfartøjer eller af andre dertil bemyndigede skibe eller luftfartøjer i
statstjeneste.
Artikel 22
1. Med undtagelse af indgreb, som har hjemmel i
beføjelser meddelt i medfør af traktater, er et krigsskib, som møder et
fremmed handelsskib på det åbne hav, ikke berettiget til at borde dette,
medmindre der er rimeligt grundlag for mistanke om:
(a) at skibet anvendes til sørøveri; eller
(b) at skibet anvendes til slavehandel; eller
(c) at skibet, skønt det fører et fremmed flag eller nægter at vise sit
flag, i virkeligheden har samme nationalitet som krigsskibet.
2. I de ovenfor under litra (a), (b) og (c) omhandlede
tilfælde kan krigsskibet tage skridt til at få bekræftet skibets ret til at
føre sit flag. I dette øjemed kan det sende en båd under kommando af en
officer til det mistænkte skib. Hvis der efter gennemgang af papirerne
fortsat er mistanke, kan der foretages en yderligere undersøgelse om bord på
skibet; denne skal udføres med al mulig hensyntagen.
3. Såfremt mistanken viser sig ubegrundet, og såfremt
det bordede skib ikke har begået nogen handling, der berettigede den, skal
der ydes skibet erstatning for alle tab eller skader, som måtte være blevet
påført det.
Artikel 23
1. Forfølgelse in continenti af et fremmed skib kan
iværksættes, når kyststatens kompetente myndigheder har god grund til at tro,
at skibet har overtrådt den pågældende stats love og bestemmelser. Sådan
forfølgelse skal påbegyndes, medens det fremmede skib eller en af dets både
befinder sig i den forfølgende stats indre eller ydre territorialfarvand
eller tilstødende zone, og kan kun fortsættes uden for det ydre
territorialfarvand eller den tilstødende zone, såfremt forfølgelsen ikke har
været afbrudt. Det er ikke nødvendigt, at også det skib, som giver ordre til
at standse, befinder sig i det ydre territorialfarvand eller den tilstødende
zone på det tidspunkt, da det fremmede skib i det ydre territorialfarvand
eller den tilstødende zone modtager ordren. Hvis det fremmede skib befinder
sig i en tilstødende zone, som defineret i artikel 24 i konventionen om det
ydre territorialfarvand og den tilstødende zone, kan forfølgelsen kun
iværksættes, såfremt der har fundet krænkelse sted af de rettigheder, til
hvis beskyttelse zonen er oprettet.
2. Retten til forfølgelse in continenti ophører, så
snart det forfulgte skib kommer ind på sit eget lands eller en tredje stats
ydre territorialfarvand.
3. Forfølgelse in continenti anses ikke for at være
indledt, medmindre det forfølgende skib med sådanne praktisk anvendelige
hjælpemidler, som måtte stå til rådighed, har forvisset sig om, at det
forfulgte skib eller en af dets både eller andre fartøjer, der arbejder
sammen og bruger det forfulgte skib som moderskib, befinder sig inden for det
ydre territorialfarvands grænser, respektive den tilstødende zone.
Forfølgelsen kan kun påbegyndes efter at et synligt eller hørligt signal til
standsning er afgivet i en afstand, der gør det muligt for det fremmede skib
at se eller høre signalet.
4. Forfølgelse in continenti kan kun foretages af
krigsskibe eller militære luftfartøjer eller andre dertil særligt bemyndigede
skibe eller luftfartøjer i statstjeneste.
5. Hvor forfølgelse in continenti foretages af et
luftfartøj:
(a) skal bestemmelserne i denne artikels stk. 1 til 3 finde anvendelse
mutatis mutandis:
(b) skal luftfartøjet, som giver ordre til at standse, selv aktivt
forfølge skibet, indtil et af luftfartøjet tilkaldt skib eller luftfartøj fra
kyststaten ankommer for at overtage forfølgelsen, medmindre luftfartøjet selv
er i stand til at foretage anholdelse af skibet. En anholdelse på det åbne
hav er ikke tilstrækkeligt berettiget ved, at skibet blot er blevet
observeret af luftfartøjet som lovovertræder eller mistænkt lovovertræder,
medmindre skibet både er blevet beordret til at standse og er blevet forfulgt
af luftfartøjet selv eller af andre luftfartøjer eller skibe, som fortsætter
forfølgelsen uden afbrydelse.
6. Et skib, som er blevet anholdt inden for en stats
højhedsområde og ledsaget til en havn i denne stat med henblik på en
undersøgelse for de kompetente myndigheder, kan ikke kræves frigivet alene
under henvisning til, at skibet under sin rejse blev ledsaget over en del af
det åbne hav, dersom omstændighederne nødvendiggjorde dette.
7. Når et skib er blevet standset eller anholdt på det
åbne hav under omstændigheder som ikke berettiger til udøvelse af forfølgelse
in continenti skal der ydes skibet erstatning for alle tab eller skader som
derved måtte være blevet påført det.
Artikel 24
Under hensyntagen til gældende traktatbestemmelser om spørgsmålet skal
enhver stat fastsætte bestemmelser for at hindre forurening af havet ved
udpumpning af olie fra skibe eller rørledninger eller som følge af udnyttelse
og udforskning af havbunden og dens undergrund.
Artikel 25
1. Enhver stat skal under hensyntagen til normer og
bestemmelser, som måtte blive udformet af de kompetente internationale
organisationer iværksætte foranstaltninger til forhindring af forurening af
havet ved nedsænkning af radioaktive affaldsprodukter.
2. Alle stater skal samarbejde med de kompetente
internationale organisationer, ved iværksættelse af foranstaltninger til
forhindring af forurening af havet eller luftrummet derover som følge af
enhver virksomhed med radioaktive materialer eller andre skadelige stoffer.
Artikel 26
1. Alle stater er berettiget til at udlægge
undersøiske kabler og rørledninger på bunden af det åbne hav.
2. Med forbehold af retten til at iværksætte rimelige
foranstaltninger til udforskning af den kontinentale sokkel og udnyttelsen af
dennes naturforekomster er kyststaten ikke berettiget til at lægge hindringer
i vejen for udlægning eller vedligeholdelse af sådanne kabler og
rørledninger.
3. Ved udlægningen af sådanne kabler eller
rørledninger skal vedkommende stat tage tilbørligt hensyn til kabler og
rørledninger, som allerede er udlagt på havbunden. I særdeleshed må der ikke
gøres nogen indskrænkning i muligheden for at istandsætte allerede udlagte
kabler eller rørledninger.
Artikel 27
Enhver stat skal gennemføre de nødvendige lovbestemmelser for at kunne
straffe brud eller beskadigelse af et undersøisk kabel på det åbne hav, der
forsætligt eller uagtsomt forvoldes af et skib, som sejler under dens flag,
eller af en person, som er undergivet dens retsmyndighed, på en sådan måde at
det indebærer fare for afbrydelse eller hindring af telegrafiske eller
telefoniske forbindelser. Tilsvarende bestemmelser skal gennemføres for så
vidt angår brud på eller beskadigelse af undersøiske rørledninger eller
stærkstrømskabler. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på brud eller
beskadigelse forårsaget af personer, som alene handlede med det lovlige
formål at redde livet eller deres skibe efter at have taget alle nødvendige
forholdsregler til undgåelse af sådant brud eller beskadigelse.
Artikel 28
Enhver stat skal gennemføre sådanne lovbestemmelser, som er nødvendige til
at sikre, at personer der er undergivet dens retsmyndighed, og som ejer et
kabel eller en rørledning under det åbne hav bærer omkostningerne ved
reparation, dersom de ved udlæggelse eller istandsættelse af kablet eller
rørledningen forårsager brud på eller beskadigelse af et andet kabel eller en
anden rørledning.
Artikel 29
Enhver stat skal gennemføre de nødvendige lovbestemmelser til sikring af,
at skibsejere, som kan godtgøre, at de for at undgå beskadigelse af et
undersøisk kabel eller en undersøisk rørledning har ofret et anker, et net
eller andre fiskeredskaber, holdes skadesløse af kablets eller rørledningens
ejer under forudsætning af, at skibets ejer forud har taget alle rimelige
forsigtighedsforanstaltninger.
Artikel 30
Bestemmelserne i denne konvention skal ikke berøre allerede gældende
konventioner eller andre internationale overenskomster, for så vidt angår de
stater, som er deltagere i disse.
Artikel 31
Denne konvention står indtil den 31. oktober 1958 åben for undertegnelse
af alle stater, der er medlemmer af De forenede Nationer eller af en af
særorganisationerne, og af enhver anden stat, som af De forenede Nationers
generalforsamling indbydes til at deltage i konventionen.
Artikel 32
Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne skal
deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.
Artikel 33
Denne konvention står åben for tiltrædelse for enhver stat, som falder ind
under en af de i artikel 31 nævnte kategorier. Tiltrædelsesinstrumenterne
skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær
Artikel 34
1. Denne konvention træder i kraft på den tredivte dag
efter datoen for deponeringen af det toogtyvende ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.
2. For enhver stat, som ratificerer eller tiltræder
konventionen efter deponeringen af det toogtyvende ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft på den tredivte dag efter
den pågældende stats deponering af sit ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrument.
Artikel 35
1. Efter udløbet af en periode på fem år fra
konventionens ikrafttrædelsesdato kan anmodning om revision af denne
konvention til en hver tid fremsættes af enhver deltager ved skriftlig
henvendelse til De forenede Nationers generalsekretær.
2. De forenede Nationers generalforsamling træffer
beslutning om, hvorvidt, og i bekræftende fald hvilke skridt, der skal tages
i anledning af en sådan anmodning.
Artikel 36
De forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle De forenede
Nationers medlemstater samt de øvrige i artikel 31 omhandlede stater:
(a) om undertegnelser af denne konvention og om deponering af
ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter i overensstemmelse med
artiklerne 31, 32 og 33;
(b) om konventionens ikrafttrædelsesdato i overensstemmelse med artikel
34;
(c) om anmodninger om revision i overensstemmelse med artikel 35.
Artikel 37
Denne konventions originaleksemplar, hvis engelske, franske, kinesiske,
russiske og spanske tekst er af lige gyldighed, skal deponeres hos De
forenede Nationers generalsekretær, som skal fremsende bekræftede genparter
til samtlige de i artikel 31 omhandlede stater.
Til bekræftelse heraf har de nedenfor anførte befuldmægtigede, som
behørigt er bemyndiget dertil af deres respektive regeringer, undertegnet
denne konvention.
Udfærdiget i Geneve den niogtyvende dag i april
nittenhundredeotteoghalvtreds.
For Afghanistan: A. R. Pazhwak (den 30. oktober 1958)
For Amerikas forenede Stater: Arthur H. Dean (den 15. september
1958)
For Argentina: A. Lescure-
For Australien: E. Ronald Walker (den 30. oktober 1958)
For Den bjelorussiske socialistiske
Sovjetrepublik: K. Kiselev -(* 2) (den 30. oktober 1958)
For Bolivia: M. Tamayo (den 17. oktober 1958)
For Bulgarien: Dr. Voutov (* 3) (den 31. oktober 1958)
For Canada: George A. Drew
For Ceylon: C. Corea (den 30. oktober 1958)
For Colombia: Juan Uribe Holguin Jose Joaquin Caicedo
Castilla
For Costa Rica: Raul Trejos Flores
For Cuba: F. V. Garcia Amador
For Danmark: Max Sørensen, T. Oldenburg
For Den dominikanske Republik: A. Alvarez Aybar
For Finland: G.A. Gripenberg (den 27. oktober 1958)
For Frankrig: G. Georges-Picot (den 30. oktober 1958)
For Ghana: Richard Quarshie K.B. Asante
For Guatemala: L. Aycinena Salazar
For Haiti: Rigal
For Indonesien: Ahmad Soebardjo (den 8. maj 1958)
For Iran: Dr. A. Martine-Daftary (* 4) (den 28. maj 1958)
For Irland: Frank Aiken (den 2. oktober 1958)
For Island: -H. G. Andersen
For Israel: Shabtai Rosenne
For Jugoslavien: under forbehold af ratifikation: Milan Bartos, V.
Popovic
For Republikken Kina (Formosa) (* 5) Liu Chieh,- Yu-chi Hsueh
For Libanon: N. Sadaka (den 29. maj 1958)
For Liberia: Rocheforte L. Weeks (den 27. maj 1958)
For Kongeriget Nederlandene: C. Schurmann (den 31. oktober 1958)
For Nepal: Rishikesh Shaha
For New Zealand: Foss Shanahan (den 29. oktober 1958)
For Pakistan: Aly Khan (den 31. oktober 1958)
For Panama: Carlos Sucre C. (den 2. maj 1958)
For Pavestolen: P. Demeur (den 30. april 1958)
For Polen: J. Winiewicz (* 6) (den 31. oktober 1958)
For Portugal; under forbehold af ratifikation: Vasco Vieira Garin
(den 28. oktober 1958)
For Rumænien: M. Magheru (* 7) (den 31. oktober 1958)
For Schweiz: Paul Ruegger. (den 24. maj 1958)
For De socialistiske Sovjetrepublikkers Union: V. Zorin (* 8) (den
30. oktober 1958)
For Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland: Pierson
Dixon (den 9. september 1958)
For Thailand: Luang Chakrapani Srisilvisuddhi
Generalmajor Dr. jur. Ambhorn Srijayanta Chapikorn
Sreshthaputra
For Tjekkoslovakiet: Karel Kurka (* 9) (den 30. oktober 1958)
For Tunesien: Mongi Slim (den 30. oktober 1958)
For forbundsrepublikken Tyskland: Werner Dankwort (den 30.
oktober 1958)
For Den ukrainske socialistiske
Sovjetrepublik: L. Palamarchuk (* 10) (den 30. oktober 1958)
For Ungarn: Dr. Szita Janos (* 11) (den 31. oktober 1958)
For Uruguay: Victor Pomes
For Venezuela: (ad referendum) Carlos Sosa Rodriquez (den 30.
oktober 1958)
For Østrig: Dr. Franz Matsch (den 27. oktober 1958)
Konventionen trådte i kraft den 30. september 1962.
Danmarks ratifikationsinstrument blev den 26. september 1968 deponeret hos
De forenede Nationers generalsekretær. For Danmarks vedkommende trådte
konventionen herefter i henhold til artikel 34, stk. 2 i kraft den 26.
oktober 1968.
Foruden Danmark har følgende stater deponeret deres ratifikations- eller
tiltrædelsesinstrumenter:
Afghanistan, Albanien, Amerikas forenede Stater, Australien, Den
bjelorussiske socialistiske Sovjetrepublik, Bulgarien, Cambodja, Den
centralafrikanske Republik, Den dominikanske Republik, Finland Guatemala,
Haiti, Indonesien, Israel, Italien, Jamaica, Japan, Jugoslavien, Madagascar,
Malawi, Malaysia, Mexico, Nederlandene, Nepal, Nigeria, Polen, Portugal,
Rumænien, Schweiz, Senegal, Sierra Leone, De socialistiske Sovjetrepublikkers
Union, Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Den sydafrikanske
Republik, Thailand, Tjekkoslovakiet, Trinidad og Tobago, Uganda, Den
ukrainske socialistiske Sovjetrepublik, Ungarn, Venezuela og Øvre Volta.
Albanien har ved deponering af sit tiltrædelsesinstrument taget forbehold
med hensyn til artikel 9 og fremsat en deklaration vedrørende definitionen af
begrebet sørøveri.
Den bjelorussiske socialistiske Sovjetrepublik, Bulgarien, Polen,
Rumænien, De socialistiske Sovjetrepublikkers Union, Tjekkoslovakiet, Den
ukrainske socialistiske Sovjetrepublik og Ungarn har ved deponeringen af
deres ratifikationsinstrumenter opretholdt det ved undertegnelsen tagne
forbehold med hensyn til artikel 9 samt deklarationen vedrørende definitionen
af begrebet sørøveri.
Indonesien har ved deponeringen af sit ratifikationsinstrument taget
forbehold for så vidt angår forståelsen af begreberne »territorial
sea« og »internal waters«, og bredden af det indonesiske ydre
territorialfarvand erklæres (ifølge Government Regulation nr. 4 af 1960) at
være 12 sømil, beregnet fra rette basislinjer forbindende de yderste punkter
af de indonesiske øer, dog således at den ydre grænse for det indonesiske
ydre territorialfarvand i tilfælde, hvor bredden af et stræde mellem
Indonesien og et andet land ikke overstiger 24 sømil, skal trækkes midt i et
sådant stræde. Alle farvande inden for de nævnte indonesiske basislinjer
erklæres samtidig for indonesiske indre territoriale farvande.
Mexico har ved deponeringen af sit tiltrædelsesinstrument taget forbehold
med hensyn til artikel 9.
Storbritannien har ved deponeringen af sit ratifikationsinstrument
erklæret, at ratifikationen af denne konvention ikke vedrører de britiske
protektorater i den persiske Golf.
Danmark har ved deponeringen af sit ratifikationsinstrument rejst
indsigelse mod følgende forbehold:
Albaniens, Den bjelorussiske socialistiske Sovjetrepubliks, Bulgariens,
Mexicos, Polens, Rumæniens, De socialistiske Sovjetrepublikkers Unions,
Tjekkoslovakiets, Den ukrainske socialistiske Sovjetrepubliks og Ungarns
forbehold med hensyn til artikel 9; Irans forbehold med hensyn til artikel
26, stk. 1 og 2 samt Indonesiens forbehold angående forståelsen af begreberne
»territorial sea« og »internal waters«.
Udenrigsministeriet, den 14. maj 1969.
Poul Hartling.
Officielle noter
(* 1) I det følgende er »non-coastal state« og »states
having no sea-coast« oversat ved »indlandsstat«.
(* 2) Forbehold til art. 9: Den bjelorussiske socialistiske
Sovjetrepubliks regering er af den opfattelse, at det folkeretlige princip, i
henhold til hvilket et skib på det åbne hav alene er underkastet flagstatens
retsmyndighed, uden indskrænkninger finder anvendelse på alle statsskibe.
Deklaration: Den bjelorussiske socialistiske Sovjetrepubliks regering er
af den opfattelse, at konventionens definition af sørøveri ikke dækker visse
handlinger, som ifølge gældende folkeret må anses for sørøveri, og ikke
tjener til at sikre søfartens frihed på internationale søveje.
(* 3) Forbehold til art. 9: Folkerepublikken Bulgariens regering er af den
opfattelse, at det folkeretlige princip, i henhold til hvilket et skib på det
åbne hav alene er underkastet flagstatens retsmyndighed, uden indskrænkninger
finder anvendelse på alle statsskibe.
Deklaration: Folkerepublikken Bulgariens regering er af den opfattelse, at
konventionens definition af sørøveri ikke dækker visse handlinger, som ifølge
gældende folkeret må anses for sørøveri, og ikke tjener til at sikre
søfartens frihed på internationale søveje.
(* 4) Ved undertegnelsen af konventionen om det åbne hav, tager jeg
følgende forbehold: Art. 2: For så vidt angår ordene »kan ingen stat
retsgyldig gøre krav på højhedsret over nogen del deraf« skal disse
forstås således, at dette forbud ikke finder anvendelse på den kontinentale
sokkel, der er undergivet bestemmelserne i artikel 2 i konventionen om den
kontinentale sokkel. Art. 2, 3 og 4: Irans regering fastholder sin i
kompetenceoverskridelse begrundede indsigelse, som Irans delegation gav
udtryk for på det 12. plenarmøde den 24. april 1958 under konferencen om
retsordenen på havet, mod de af konferencens 5. udvalg foreslåede artikler,
der blev indarbejdet i de førnævnte artikler i konventionen om det åbne hav.
Irans regering forbeholder sig følgelig alle rettigheder med hensyn til disse
artiklers indhold, for så vidt de berører lande uden kyster. Art. 2, stk. 3
og art. 26, stk. 1 og 2: Anvendelsen af bestemmelserne i disse artikler
vedrørende nedlæggelse af undersøiske kabler og rør er for så vidt angår den
kontinentale sokkel betinget af kyststatens indforståelse.
(* 5) Ikke anerkendt af Danmark.
(* 6) Folkerepublikken Polens regering er af den opfattelse, at den i
artikel 9 indeholdte regel finder anvendelse på alle skibe, der ejes eller
drives af en stat.
Deklaration: Folkerepublikken Polens regering er af den opfattelse, at
definitionen af sørøveri som indeholdt i konventionen ikke fuldt ud svarer
til gældende folkeret i denne henseende.
(* 7) Forbehold til art. 9: Folkerepublikken Rumæniens regering er af den
opfattelse, at det princip i folkeretten, i henhold til hvilket et skib på
det åbne hav ikke er underkastet andre landes retsmyndighed end flagstatens,
finder anvendelse på alle statsskibe, uanset til hvilket formål de benyttes.
Deklaration: Folkerepublikken Rumæniens regering er af den opfattelse, at
den i konventionen om det åbne hav, artikel 15, indeholdte definition af
sørøveri ikke dækker visse handlinger, som i henhold til gældende folkeret
bør anses for sørøveri.
(* 8) Forbehold til art. 9: De socialistiske Sovjetrepublikkers Unions
regering er af den opfattelse, at det folkeretlige princip, i henhold til
hvilket et skib på det åbne hav alene er underkastet flagstatens
retsmyndighed, uden indskrænkninger finder anvendelse på alle statsskibe.
Deklaration: De socialistiske Sovjetrepublikkers Unions regering er af den
opfattelse, at konventionens definition af sørøveri ikke dækker visse
handlinger, som ifølge gældende folkeret må anses for sørøveri, og ikke
tjener til at sikre søfartens frihed på internationale søveje.
(* 9) Forbehold til art. 9: Den tjekkoslovakiske Republiks regering er af
den opfattelse, at statsskibe, der benyttes som handelsskibe, ifølge gældende
folkeret også nyder immunitet på det åbne hav med hensyn til retsmyndighed,
der udøves af andre stater end flagstaten.
Deklaration: Den tjekkoslovakiske Republiks regering fastholder, at
begrebet sørøveri som defineret i konventionen hverken er i overensstemmelse
med gældende folkeret eller med det ønskelige i at sikre søfartens frihed på
det åbne hav.
(* 10) Forbehold til art. 9: Den ukrainske socialistiske Sovjetrepubliks
regering er af den opfattelse, at det folkeretlige princip, i henhold til
hvilket et skib på det åbne hav alene er underkastet flagstatens
retsmyndighed, uden indskrænkninger finder anvendelse på alle statsskibe.
Deklaration: Den ukrainske socialistiske Sovjetrepubliks regering er af
den opfattelse, at konventionens definition af sørøveri ikke dækker visse
handlinger, som ifølge gældende folkeret må anses for sørøveri, og ikke
tjener til at sikre søfartens frihed på internationale søveje.
(* 11) Forbehold til art. 9: Den ungarske Folkerepubliks regering er af
den opfattelse, at skibe, der ejes eller drives af en stat og benyttes i
statstjeneste til kommercielle eller andre formål, ifølge folkerettens
almindelige regler nyder samme immunitet på det åbne hav som krigsskibe.
Deklaration: Folkerepublikken Ungarns regering erklærer, at den i
konventionen indeholdte definition af sørøveri ikke svarer til gældende
folkeret og ikke tjener den almindelige interesse i at sikre søfartens frihed
på det åbne hav.
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af valgfri protokol af 29. april 1958 vedrørende tvungen bilæggelse af tvister angående fortolkningen eller anvendelsen af konventionerne af 29. april 1958 om retsordenen på havet. Retsinformation · 18. september 1969
- Bekendtgørelse af konvention af 29. april 1958 om det ydre territorialfarvand og den tilstødende zone. (* 13) (* 14) Retsinformation · 18. september 1969
- Bekendtgørelse af konvention af 29. april 1958 om fiskeri på det åbne hav og bevarelse af dets levende rigdomskilder. (* 2) (* 3) Retsinformation · 18. september 1969
- Bekendtgørelse af traktat af 11 februar 1971 om forbud mod anbringelse af kernevåben og andre masseødelæggelsesvåben på havbunden og i dens undergrund. (* 2) Retsinformation · 22. oktober 1976
- Bekendtgørelse af overenskomst af 22. april 1968 om bistand til astronauter, hjemsendelse af astronauter og tilbagelevering af genstande opsendt i det ydre rum (* 2) Retsinformation · 23. oktober 1969
- Bekendtgørelse af konvention om Den kontinentale Sokkel. (* 1) (* 2) Retsinformation · 26. august 1963