Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulære om restaurations- og hotelloven. (Til kommunalbestyrelserne, politimestrene og landsbevillingsnævnet)

Gældende CIR nr 73 af 26/04/1978CirkulæreErhvervsministeriet6. oktober 1978

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulære om restaurations- og hotelloven.

(Til kommunalbestyrelserne,

politimestrene og landsbevillingsnævnet)

Hermed fremsendes et antal eksemplarer af lov nr. 140 af 29. marts 1978 om

ændring af lov om restaurations- og hotelvirksomhed m. v. tilligemed et antal

eksemplarer af handelsministeriets lovbekendtgørelse nr. 141 af 30. marts

1978, hvorved restaurations- og hotelloven bekendtgøres med de ændringer, der

følger af lov nr. 507 af 29. november 1972 og ovennævnte lov nr. 140 af 29.

marts 1978, der træder i kraft den 1. maj 1978.

Den seneste lovændring er gennemført på foranledning af den kritik, der

fra forskellig side har været fremsat mod restaurations- og hotelloven siden

dens ikrafttræden den 1. april 1970. Særlig er taget til orde for at styrke

kommunernes indflydelse på beslutninger om bevillingsmeddelelse samt for at

øge mulighederne for herved at tage samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige og

dermed sammenhængende hensyn.

I det følgende redegøres for retstilstanden efter den nye lov, idet man

har fundet anledning til samtidig at fremhæve, hvorledes bestemmelser, der

ikke er ændret, efter handelsministeriets opfattelse rettest bør

administreres, når henses til de intentioner på området, som den seneste

lovændring er udtryk for.

Ændringer, der alene er af redaktionel karakter, vil ikke blive omtalt.

KOMMUNALBESTYRELSENS KOMPETENCE.

§ 11. Af den nye formulering af paragraffens stk. 1,

3. punktum, fremgår, at alkoholbevillinger fortsat gælder for et tidsrum af 8

år, men efter omstændighederne nu kan begrænses og betinges af

kommunalbestyrelsen.

Efter den gældende lov kunne kommunalbestyrelserne kun foretage en

tidsmæssig begrænsning i bevillingen enten til 4 år, d.v.s. halvdelen af den

almindelige gyldighedsperiode, eller til vinter- eller sommerhalvår. Alle

andre begrænsninger og betingelser skulle meddeles af landsbevillingsnævnet

Læs alt

efter indstilling fra kommunalbestyrelsen.

Kommunalbestyrelsens kompetence på dette område er således udvidet.

Det sker tit, at en alkoholbevilling ønskes begrænset til kun at give

adgang til servering af øl - bevillingsansøgeren er ikke sjældent selv

interesseret i en sådan serveringsbegrænsning - og kommunalbestyrelsen kan nu

på egen hånd foretage en sådan begrænsning. Tilsvarende gælder for så vidt

angår begrænsning af bevillinger til servering i klubber og foreninger, jfr.

nedenfor ad § 14, stk. 3, litra e).

Endvidere kan en kommunalbestyrelse selv betinge en bevilling til

servering af stærke drikke af f. eks. en samtidig mulighed for servering af

madvarer, ligesom fornyelse af bevilling kan betinges af, at restaurationens

standard højnes.

Ved udøvelsen af kommunalbestyrelsernes adgang til at begrænse og betinge

bevillinger bør det nøje påses, at der ikke opstilles begrænsninger eller

betingelser, der ikke kan motiveres af de hensyn, loven skal varetage, jfr.

ordlyden af lovens § 14, stk. 3.

Man gør i denne forbindelse opmærksom på, at selv om der på denne måde er

åbnet adgang til i særlige tilfælde at give en bevilling for en kortere

periode, er bevillingernes tidsmæssige gyldighed principielt fortsat 8 år,

hvorfor der, bl. a. under hensyn til de ofte store udgifter, der er forbundet

med virksomhedernes etablering, kun i undtagelsestilfælde bør gøres brud på

dette princip.

Er der i kommunen nedsat bevillingsnævn, vil dets afslag på en bevilling

efter den ændrede formulering af paragraffens 3. stk. kunne indbringes for

kommunalbestyrelsen, der derved får det endelige ansvar for et afslag.

ANKE TIL LANDSBEVILLINGSNÆVNET.

§ 13. Bestemmelsen om indbringelse af den lokale

bevillingsmyndigheds afslag på ansøgninger om alkoholbevilling for

landsbevillingsnævnet er ændret, og en ny bestemmelse i lovens § 13, stk. 2,

begrænser landsbevillingsnævnets kompetence til ved simpelt flertal at ændre

det indbragte afslag. Mens et bevillingsnævns afslag på en

bevillingsansøgning efter 1970-loven umiddelbart kunne indankes for

landsbevillingsnævnet, er det nu, jfr. foran om § 11, stk. 3, bestemt, at

afslaget, forinden sagen kan forelægges for landsbevillingsnævnet, skal

indbringes for kommunalbestyrelsen, i København den samlede magistrat. Først

når denne har fastholdt afslaget, kan dette af bevillingsansøgeren indbringes

for landsbevillingsnævnet. Motiveringen for denne ændring er ønsket om at

tillægge den lokale bevillingsmyndigheds afgørelse mere vægt, idet

bestemmelsen i § 11, stk. 3, må ses i sammenhæng med § 13, stk. 2, hvorefter

afgørelse i en bevillingssag, der er truffet af en kommunalbestyrelse med

alle de tilstedeværendes stemmer, i København med den samlede magistrats

stemmer, kun kan ændres af landsbevillingsnævnet ved en afgørelse, hvorom

samtlige nævnsmedlemmer er enige.

Den ændrede formulering af paragraffens 3. stk. udelukker ikke, at

landsbevillingsnævnet ved sine kendelser, jfr. § 11, stk. 2, begrænser eller

betinger bevillingerne eller ophæver eller omgør de af kommunalbestyrelserne

fastsatte vilkår.

RETNINGSLINIER FOR BEHANDLING AF BEVILLINGS

SAGER.

§ 14. I det nyindsatte 3. stk. i paragraffen er det

udtalt, at samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige og dermed sammenhængende

hensyn skal iagttages ved behandlingen af ansøgninger om alkoholbevilling, og

at handelsministeren fastsætter retningslinjer for, hvorledes disse hensyn

kan tilgodeses ved bevillingsmyndighedernes vurdering af de i de følgende

litra a) - e) omhandlede forhold.

I henhold til denne bemyndigelse skal kommunalbestyrelserne, respektive

bevillingsnævnene og landsbevillingsnævnet, herefter ved behandlingen af

ansøgninger om alkoholbevilling, udover at påse at de lovbestemte betingelser

er opfyldt, iagttage følgende:

a) Ved siden af en vurdering af ansøgerens tidligere vandel, jfr. lovens

§ 14, stk. 1, nr. 4, skal der foretages en almindelig bedømmelse af

ansøgerens nuværende forhold for så vidt muligt at sikre, at ansøgeren vil

være egnet til at drive en restaurationsvirksomhed på betryggende måde.

Ansøgeren skal således have forretningsmæssig indsigt, hvilket f. eks. kan

sandsynliggøres ved oplysninger om tidligere erhvervsvirksomhed, hvorimod et

egentlig krav om, at ansøgeren er uddannet inden for restaurations- eller

hotelfaget, ikke kan stilles. En uddannelse inden for faget, herunder også

deltagelse i et af branchen eller myndighederne etableret kursus, kan dog

betragtes som en positiv kvalifikation.

b) Af stor betydning er bedømmelsen af ansøgerens økonomiske forhold. Det

må således gennem politirapportens oplysninger om ansøgerens personlige

forhold og de til sagen i øvrigt knyttede dokumenter godtgøres, at den

pågældende restaurationsvirksomhed skal drives for ansøgerens egen regning og

risiko, og bevillingsmyndigheden må nøje gennemgå investerings- og

finansieringsplanen samt driftsbudgettet for ansøgerens påtænkte virksomhed

for derigennem at sikre sig, at der er tilstrækkelig kapital, herunder

egenkapital, til at restaurationsvirksomheden kan drives på betryggende måde.

Finder bevillingsmyndigheden, at den til vurderingen af de foran nævnte

forhold har behov for råd og vejledning af faglig art, vil den kunne rette

henvendelse til restaurationsbranchens hovedorganisationer eller den lokale

brancheforening.

c) Restaurationsvirksomheden må have en sådan indretning og karakter, at

den tilfredsstiller de krav, der naturligt må stilles til en virksomhed med

servering af stærke drikke. Tendensen i de senere år til etablering af nye

serveringssteder i mindre lokaliteter, ofte ledige detailforretninger, må

søges imødegået ved en skærpelse af kravet til restaurationers størrelse. Man

henleder i øvrigt opmærksomheden på den mulighed, der består for en højnelse

af restaurationsmiljøet, ved at bevilling til servering af stærke drikke

fremtidig betinges af samtidig mulighed for madservering.

Der må lægges vægt på fornøden kommunikation mellem en kommunes

forskellige afdelinger, der behandler spørgsmål i forbindelse med etablering

af restaurationsvirksomhed, således at det bl. a. sikres, at foreløbig

byggetilladelse omfattende restaurationslokaler kun gives i forståelse med

den kommunale myndighed, der meddeler alkoholbevillinger. For en sikkerheds

skyld bør der i en sådan foreløbig byggetilladelse indsættes et udtrykkeligt

forbehold om, at der ikke med denne er taget stilling til, hvorvidt en

eventuel ansøgning om tilladelse til servering af stærke drikke vil kunne

imødekommes, men at denne skal søges særskilt.

Bevillingsmyndigheden må være opmærksom på de krav, der stilles til

restaurationsvirksomheders indretning i handelsministeriets bekendtgørelse

nr. 483 af 27. september 1974 om restaurations- og hotellokaler m. v. samt i

miljøministeriets bekendtgørelse nr. 369 af 27. juni 1974 om

detailforhandling, herunder ved servering m. m., af levnedsmidler, kap. 4, og

på den adgang, den lokale tilsynsmyndighed har til at tage spørgsmålet om

restaurationslokalernes godkendelse op til fornyet behandling, såfremt

virksomhedens karakter i væsentlig grad ændres, hvilket f. eks. vil være

tilfældet, når en restauration, der hidtil har været drevet uden servering af

stærke drikke, ønsker at opnå en sådan adgang.

d) Ved behandlingen af ansøgninger om alkoholbevilling må

bevillingsmyndigheden også anlægge byplanmæssige betragtninger, og

handelsministeriet vil i denne forbindelse finde det rimeligt, at der for

større bymæssige bebyggelser udarbejdes en plan vedrørende placering og

fordeling af restaurationer i byens forskellige kvarterer. En sådan plan bør

have karakter af en principiel retningslinie, hvorefter f. eks. et vist

bycentrum forbeholdes en mere liberal praksis vedrørende meddelelse af

alkoholbevillinger. For de omkring bycentret beliggende beboelses- og

forretningskvarterer kan retningslinjen gå ud på, at der kun under særlige

omstændigheder vil kunne forventes tilladelse til en nyoprettelse af

restaurationsvirksomheder med servering af stærke drikke. Endelig vil planen

kunne give udtryk for, at der i egentlige beboelseskvarterer, villakvarterer

o. lign. kun kan forventes givet alkoholbevilling, når der foreligger særlige

centre, supermarkeder o. lign., hvor det vil være naturligt at imødekomme et

behov for etablering af servering af stærke drikke.

e) Antallet af restaurationer med alkoholbevilling i kommunen eller dele

af denne sammenholdt med beboerantallet vil kun kunne motivere afslag på

ansøgninger om bevilling til nye restaurationer til servering af stærke

drikke, hvis afslaget, begrundet i restaurationstætheden, kan underbygges med

betragtninger, der sandsynliggør, at imødekommelse af en konkret ansøgning om

alkoholbevilling er betænkelig ud fra ædruelighedsmæssige og dermed

sammenhængende sociale og politimæssige hensyn. Disse hensyn vil i

særdeleshed kunne motivere afslag på ansøgning om tilladelse til servering af

stærke drikke på steder, hvor unge mennesker særlig holder til. Dette vil

således være tilfældet, hvis serveringssted ønskes etableret i nærheden af

skoler eller andre institutioner, der søges af unge.

Ud fra samme hensyn må bevillingsmyndigheden være tilbageholdende med

hensyn til at åbne adgang for servering af stærke drikke i klubhuse for

idrætsforeninger, i sportshaller og i forsamlingshuse. Fremfor at give

generelle alkoholbevillinger til sådanne foreninger m. v., hvori kommunen

gennem forpagtningskontrakt eller på anden måde måske er økonomisk

interesseret, bør bevillingsmyndigheden i almindelighed begrænse bevillingen

til kun at give adgang til servering for den personkreds, der benytter

vedkommende klubhus, idrætshal eller forsamlingshus, og kun til udskænkning

af øl og bordvin. Eventuelt vil bevillingen kunne begrænses til alene at tage

sigte på selskabelige sammenkomster o. lign.

FRATAGELSE AF BEVILLINGER.

§ 18. Fremgangsmåden i stk. 1 for fratagelse af

alkoholbevillinger er ændret. Motiveringen herfor er, at sager om fratagelse

af bevillinger kun har været forelagt landsbevillingsnævnet i yderst få

tilfælde. Årsagen hertil er formentlig, at den i den hidtidige lovbestemmelse

anviste fremgangsmåde har været for kompliceret og proceduren følgelig for

langvarig. Da de hensyn af bl. a. ædruelighedsmæssig karakter, der efter den

nye lovs § 14, stk. 3, skal iagttages ved meddelelse af alkoholbevillinger,

taler for, at det gøres lettere, end tilfældet var efter den hidtidige § 18,

stk. 1, at tage bevillingen fra en bevillingshaver, er fremgangsmåden for

bevillingsfratagelse blevet forenklet ved lovændringen.

Man skal herefter over for politi- og bevillingsmyndighederne indskærpe,

at det i den ændrede lovs § 18, stk. 1, hjemlede sanktionsmiddel bør bringes

i anvendelse i alle tilfælde, hvor lovens betingelser herfor er til stede.

Man skal særligt pege på, at fratagelse af bevilling bør komme på tale, hvor

bevillingshaveren har gjort sig skyldig i gentagen overtrædelse af

bestemmelsen i lovens § 29, stk. 1, om forbud mod servering af stærke drikke

for mindreårige eller berusede.

LEJLIGHEDSTILLADELSER.

§ 22. Det er af restaurationsbranchen gjort gældende,

at der af forsamlingshuse, idrætshaller og tilsvarende lokaliteter påføres

lokale restauratører en ubillig konkurrrence. Det er således anført, at der

undertiden udvises en vis lemfældighed ved udstedelse af lejlighedstilladelse

i henhold til lovens § 22, medens det også hævdes, at forsamlingshuse og

lignende i betydeligt omfang anvendes til afholdelse af fester, som burde

have udkrævet lejlighedstilladelse eller næringsbrev med tilhørende

alkoholbevilling.

På denne baggrund henledes politimestrenes opmærksomhed på, at

forsamlingshuse og lignende lokaliteter ikke kan drives på erhvervsmæssig

basis, jfr. herved også lovens § 1, stk. 2, uden at have de som følge heraf

nødvendige adkomster.

Samtidig finder man dog anledning til at gentage bemærkningerne i

handelsministeriets cirkulære nr. 77 af 6. april 1970, pkt. 13.

Lejlighedstilladelser. stk. 3:

»Ved særlige lejligheder, der ikke har offentlig karakter, f. eks.

fester, møder og lignende for en snæver kreds af personer, der har

tilknytning til hinanden på særlig måde, og som normalt - hvis

pladsforholdene tillod det - ville blive afholdt i hjemmet, vil der i

almindelighed ikke være tale om en virksomhed, der omfattes af denne

lovgivning, og servering af spise- og drikkevarer vil derfor i disse tilfælde

kunne ske uden særlig tilladelse.«

De situationer, der omhandles i de citerede bemærkninger, vil normalt være

tilfælde, hvor vareindkøbet sker for regning den, der afholder festen, d.v.s.

selskabsværten, og hvor forsamlingshusværten og den af ham antagne medhjælp

alene vederlægges for udført arbejde, d.v.s. madlavning, servering, rengøring

m. v. Leveres der derimod til en fast kuvertpris, vil der normalt være

inkluderet en restauratørfortjeneste, og i sådanne situationer vil

erhvervelse af adkomst overensstemmende med reglerne i § 1 og § 11 være

nødvendig.

Man gør opmærksom på, at det forudsættes, at lejlighedstilladelser som

hidtil kun meddeles efter et vist samarbejde mellem politiet og de lokale

kommunale myndigheder. Det forhold, at den før 1. april 1970 bestående

hjemmel for kommunalbestyrelsen til at fastsætte almindeligt begrænsende

regler for meddelse af lejlighedstilladelse - en hjemmel, der sjældent blev

benyttet - blev ophævet ved restaurationsloven af 1970, har ikke gjort et

sådant samarbejde unødvendigt.

NATTILLADELSER.

§ 28. Ifølge denne § skal restaurationer og andre

serveringssteder, hvortil der er offentlig adgang, være lukket i tiden fra

kl. 24 til kl. 5, men politiet kan tillade, at et af kommunalbestyrelsen

fastsat antal restaurationer har åbent også i dette tidsrum, dog længst til

et af kommunalbestyrelsen fastsat tidspunkt.

Der findes opgørelser for de enkelte politikredse, der viser store

variationer med hensyn til nattilladelsernes omfang. I enkelte politikredse

har kun 15-20 0/0 af restaurationerne tilladelse til forlænget åbningstid,

medens i andre politikredse op til 70 0/0 af restaurationerne har

nattilladelse.

På denne baggrund finder man anledning til at pege på, at en liberal

praksis med hensyn til meddelelse af nattilladelser kan være betænkelig

vurderet ud fra ædrueligheds-, miljø- og samfundsmæssige synspunkter.

Man gør iøvrigt opmærksom på, at tilladelser af denne art vil kunne

begrænses til bestemte ugedage eller til at gælde for kortere tidsrum med

mulighed for fornyelse.

Tilladelserne er personlige, og ved afhændelse af en restauration vil det

følgelig være nødvendigt at tage op til overvejelse, om tilladelse til

forlænget åbningstid også bør meddeles den nye ejer.

Man gør sluttelig opmærksom på, at politiets tilbagetagelse af en

nattilladelse efter handelsministeriets erfaring undertiden anvendes som en

straffesanktion overfor vedkommende bevillingshaver. En sådan fremgangsmåde

er naturligvis fuldt berettiget i situationer, hvor fratagelsen støtter sig

på misbrug, der har relation til nattilladelsens udnyttelse. Man finder dog

grund til at fremhæve, at der i enkelte tilfælde har været forelagt

handelsministeriet sager af denne art, hvor misbrugene vel har været særdeles

grove, men samtidig af mere generel art, således at spørgsmålet om fratagelse

af bevillingen snarere burde være kommet på tale.

Handelsministeriets cirkulære nr. 45 af 4. marts 1974 om de synspunkter,

der bør lægges til grund ved vurdering af, om alkoholbevilling bør gives,

ophæves.

HANDELSMINISTERIET DEN 26. APRIL 1978.

Ivar Nørgaard

/K. E. Eriksen

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter