Cirkulære om restaurations- og hotelloven. (Til kommunalbestyrelserne, politimestrene og landsbevillingsnævnet)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulære om restaurations- og hotelloven.
(Til kommunalbestyrelserne,
politimestrene og landsbevillingsnævnet)
Hermed fremsendes et antal eksemplarer af lov nr. 140 af 29. marts 1978 om
ændring af lov om restaurations- og hotelvirksomhed m. v. tilligemed et antal
eksemplarer af handelsministeriets lovbekendtgørelse nr. 141 af 30. marts
1978, hvorved restaurations- og hotelloven bekendtgøres med de ændringer, der
følger af lov nr. 507 af 29. november 1972 og ovennævnte lov nr. 140 af 29.
marts 1978, der træder i kraft den 1. maj 1978.
Den seneste lovændring er gennemført på foranledning af den kritik, der
fra forskellig side har været fremsat mod restaurations- og hotelloven siden
dens ikrafttræden den 1. april 1970. Særlig er taget til orde for at styrke
kommunernes indflydelse på beslutninger om bevillingsmeddelelse samt for at
øge mulighederne for herved at tage samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige og
dermed sammenhængende hensyn.
I det følgende redegøres for retstilstanden efter den nye lov, idet man
har fundet anledning til samtidig at fremhæve, hvorledes bestemmelser, der
ikke er ændret, efter handelsministeriets opfattelse rettest bør
administreres, når henses til de intentioner på området, som den seneste
lovændring er udtryk for.
Ændringer, der alene er af redaktionel karakter, vil ikke blive omtalt.
KOMMUNALBESTYRELSENS KOMPETENCE.
§ 11. Af den nye formulering af paragraffens stk. 1,
3. punktum, fremgår, at alkoholbevillinger fortsat gælder for et tidsrum af 8
år, men efter omstændighederne nu kan begrænses og betinges af
kommunalbestyrelsen.
Efter den gældende lov kunne kommunalbestyrelserne kun foretage en
tidsmæssig begrænsning i bevillingen enten til 4 år, d.v.s. halvdelen af den
almindelige gyldighedsperiode, eller til vinter- eller sommerhalvår. Alle
andre begrænsninger og betingelser skulle meddeles af landsbevillingsnævnet
Læs alt
efter indstilling fra kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsens kompetence på dette område er således udvidet.
Det sker tit, at en alkoholbevilling ønskes begrænset til kun at give
adgang til servering af øl - bevillingsansøgeren er ikke sjældent selv
interesseret i en sådan serveringsbegrænsning - og kommunalbestyrelsen kan nu
på egen hånd foretage en sådan begrænsning. Tilsvarende gælder for så vidt
angår begrænsning af bevillinger til servering i klubber og foreninger, jfr.
nedenfor ad § 14, stk. 3, litra e).
Endvidere kan en kommunalbestyrelse selv betinge en bevilling til
servering af stærke drikke af f. eks. en samtidig mulighed for servering af
madvarer, ligesom fornyelse af bevilling kan betinges af, at restaurationens
standard højnes.
Ved udøvelsen af kommunalbestyrelsernes adgang til at begrænse og betinge
bevillinger bør det nøje påses, at der ikke opstilles begrænsninger eller
betingelser, der ikke kan motiveres af de hensyn, loven skal varetage, jfr.
ordlyden af lovens § 14, stk. 3.
Man gør i denne forbindelse opmærksom på, at selv om der på denne måde er
åbnet adgang til i særlige tilfælde at give en bevilling for en kortere
periode, er bevillingernes tidsmæssige gyldighed principielt fortsat 8 år,
hvorfor der, bl. a. under hensyn til de ofte store udgifter, der er forbundet
med virksomhedernes etablering, kun i undtagelsestilfælde bør gøres brud på
dette princip.
Er der i kommunen nedsat bevillingsnævn, vil dets afslag på en bevilling
efter den ændrede formulering af paragraffens 3. stk. kunne indbringes for
kommunalbestyrelsen, der derved får det endelige ansvar for et afslag.
ANKE TIL LANDSBEVILLINGSNÆVNET.
§ 13. Bestemmelsen om indbringelse af den lokale
bevillingsmyndigheds afslag på ansøgninger om alkoholbevilling for
landsbevillingsnævnet er ændret, og en ny bestemmelse i lovens § 13, stk. 2,
begrænser landsbevillingsnævnets kompetence til ved simpelt flertal at ændre
det indbragte afslag. Mens et bevillingsnævns afslag på en
bevillingsansøgning efter 1970-loven umiddelbart kunne indankes for
landsbevillingsnævnet, er det nu, jfr. foran om § 11, stk. 3, bestemt, at
afslaget, forinden sagen kan forelægges for landsbevillingsnævnet, skal
indbringes for kommunalbestyrelsen, i København den samlede magistrat. Først
når denne har fastholdt afslaget, kan dette af bevillingsansøgeren indbringes
for landsbevillingsnævnet. Motiveringen for denne ændring er ønsket om at
tillægge den lokale bevillingsmyndigheds afgørelse mere vægt, idet
bestemmelsen i § 11, stk. 3, må ses i sammenhæng med § 13, stk. 2, hvorefter
afgørelse i en bevillingssag, der er truffet af en kommunalbestyrelse med
alle de tilstedeværendes stemmer, i København med den samlede magistrats
stemmer, kun kan ændres af landsbevillingsnævnet ved en afgørelse, hvorom
samtlige nævnsmedlemmer er enige.
Den ændrede formulering af paragraffens 3. stk. udelukker ikke, at
landsbevillingsnævnet ved sine kendelser, jfr. § 11, stk. 2, begrænser eller
betinger bevillingerne eller ophæver eller omgør de af kommunalbestyrelserne
fastsatte vilkår.
RETNINGSLINIER FOR BEHANDLING AF BEVILLINGS
SAGER.
§ 14. I det nyindsatte 3. stk. i paragraffen er det
udtalt, at samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige og dermed sammenhængende
hensyn skal iagttages ved behandlingen af ansøgninger om alkoholbevilling, og
at handelsministeren fastsætter retningslinjer for, hvorledes disse hensyn
kan tilgodeses ved bevillingsmyndighedernes vurdering af de i de følgende
litra a) - e) omhandlede forhold.
I henhold til denne bemyndigelse skal kommunalbestyrelserne, respektive
bevillingsnævnene og landsbevillingsnævnet, herefter ved behandlingen af
ansøgninger om alkoholbevilling, udover at påse at de lovbestemte betingelser
er opfyldt, iagttage følgende:
a) Ved siden af en vurdering af ansøgerens tidligere vandel, jfr. lovens
§ 14, stk. 1, nr. 4, skal der foretages en almindelig bedømmelse af
ansøgerens nuværende forhold for så vidt muligt at sikre, at ansøgeren vil
være egnet til at drive en restaurationsvirksomhed på betryggende måde.
Ansøgeren skal således have forretningsmæssig indsigt, hvilket f. eks. kan
sandsynliggøres ved oplysninger om tidligere erhvervsvirksomhed, hvorimod et
egentlig krav om, at ansøgeren er uddannet inden for restaurations- eller
hotelfaget, ikke kan stilles. En uddannelse inden for faget, herunder også
deltagelse i et af branchen eller myndighederne etableret kursus, kan dog
betragtes som en positiv kvalifikation.
b) Af stor betydning er bedømmelsen af ansøgerens økonomiske forhold. Det
må således gennem politirapportens oplysninger om ansøgerens personlige
forhold og de til sagen i øvrigt knyttede dokumenter godtgøres, at den
pågældende restaurationsvirksomhed skal drives for ansøgerens egen regning og
risiko, og bevillingsmyndigheden må nøje gennemgå investerings- og
finansieringsplanen samt driftsbudgettet for ansøgerens påtænkte virksomhed
for derigennem at sikre sig, at der er tilstrækkelig kapital, herunder
egenkapital, til at restaurationsvirksomheden kan drives på betryggende måde.
Finder bevillingsmyndigheden, at den til vurderingen af de foran nævnte
forhold har behov for råd og vejledning af faglig art, vil den kunne rette
henvendelse til restaurationsbranchens hovedorganisationer eller den lokale
brancheforening.
c) Restaurationsvirksomheden må have en sådan indretning og karakter, at
den tilfredsstiller de krav, der naturligt må stilles til en virksomhed med
servering af stærke drikke. Tendensen i de senere år til etablering af nye
serveringssteder i mindre lokaliteter, ofte ledige detailforretninger, må
søges imødegået ved en skærpelse af kravet til restaurationers størrelse. Man
henleder i øvrigt opmærksomheden på den mulighed, der består for en højnelse
af restaurationsmiljøet, ved at bevilling til servering af stærke drikke
fremtidig betinges af samtidig mulighed for madservering.
Der må lægges vægt på fornøden kommunikation mellem en kommunes
forskellige afdelinger, der behandler spørgsmål i forbindelse med etablering
af restaurationsvirksomhed, således at det bl. a. sikres, at foreløbig
byggetilladelse omfattende restaurationslokaler kun gives i forståelse med
den kommunale myndighed, der meddeler alkoholbevillinger. For en sikkerheds
skyld bør der i en sådan foreløbig byggetilladelse indsættes et udtrykkeligt
forbehold om, at der ikke med denne er taget stilling til, hvorvidt en
eventuel ansøgning om tilladelse til servering af stærke drikke vil kunne
imødekommes, men at denne skal søges særskilt.
Bevillingsmyndigheden må være opmærksom på de krav, der stilles til
restaurationsvirksomheders indretning i handelsministeriets bekendtgørelse
nr. 483 af 27. september 1974 om restaurations- og hotellokaler m. v. samt i
miljøministeriets bekendtgørelse nr. 369 af 27. juni 1974 om
detailforhandling, herunder ved servering m. m., af levnedsmidler, kap. 4, og
på den adgang, den lokale tilsynsmyndighed har til at tage spørgsmålet om
restaurationslokalernes godkendelse op til fornyet behandling, såfremt
virksomhedens karakter i væsentlig grad ændres, hvilket f. eks. vil være
tilfældet, når en restauration, der hidtil har været drevet uden servering af
stærke drikke, ønsker at opnå en sådan adgang.
d) Ved behandlingen af ansøgninger om alkoholbevilling må
bevillingsmyndigheden også anlægge byplanmæssige betragtninger, og
handelsministeriet vil i denne forbindelse finde det rimeligt, at der for
større bymæssige bebyggelser udarbejdes en plan vedrørende placering og
fordeling af restaurationer i byens forskellige kvarterer. En sådan plan bør
have karakter af en principiel retningslinie, hvorefter f. eks. et vist
bycentrum forbeholdes en mere liberal praksis vedrørende meddelelse af
alkoholbevillinger. For de omkring bycentret beliggende beboelses- og
forretningskvarterer kan retningslinjen gå ud på, at der kun under særlige
omstændigheder vil kunne forventes tilladelse til en nyoprettelse af
restaurationsvirksomheder med servering af stærke drikke. Endelig vil planen
kunne give udtryk for, at der i egentlige beboelseskvarterer, villakvarterer
o. lign. kun kan forventes givet alkoholbevilling, når der foreligger særlige
centre, supermarkeder o. lign., hvor det vil være naturligt at imødekomme et
behov for etablering af servering af stærke drikke.
e) Antallet af restaurationer med alkoholbevilling i kommunen eller dele
af denne sammenholdt med beboerantallet vil kun kunne motivere afslag på
ansøgninger om bevilling til nye restaurationer til servering af stærke
drikke, hvis afslaget, begrundet i restaurationstætheden, kan underbygges med
betragtninger, der sandsynliggør, at imødekommelse af en konkret ansøgning om
alkoholbevilling er betænkelig ud fra ædruelighedsmæssige og dermed
sammenhængende sociale og politimæssige hensyn. Disse hensyn vil i
særdeleshed kunne motivere afslag på ansøgning om tilladelse til servering af
stærke drikke på steder, hvor unge mennesker særlig holder til. Dette vil
således være tilfældet, hvis serveringssted ønskes etableret i nærheden af
skoler eller andre institutioner, der søges af unge.
Ud fra samme hensyn må bevillingsmyndigheden være tilbageholdende med
hensyn til at åbne adgang for servering af stærke drikke i klubhuse for
idrætsforeninger, i sportshaller og i forsamlingshuse. Fremfor at give
generelle alkoholbevillinger til sådanne foreninger m. v., hvori kommunen
gennem forpagtningskontrakt eller på anden måde måske er økonomisk
interesseret, bør bevillingsmyndigheden i almindelighed begrænse bevillingen
til kun at give adgang til servering for den personkreds, der benytter
vedkommende klubhus, idrætshal eller forsamlingshus, og kun til udskænkning
af øl og bordvin. Eventuelt vil bevillingen kunne begrænses til alene at tage
sigte på selskabelige sammenkomster o. lign.
FRATAGELSE AF BEVILLINGER.
§ 18. Fremgangsmåden i stk. 1 for fratagelse af
alkoholbevillinger er ændret. Motiveringen herfor er, at sager om fratagelse
af bevillinger kun har været forelagt landsbevillingsnævnet i yderst få
tilfælde. Årsagen hertil er formentlig, at den i den hidtidige lovbestemmelse
anviste fremgangsmåde har været for kompliceret og proceduren følgelig for
langvarig. Da de hensyn af bl. a. ædruelighedsmæssig karakter, der efter den
nye lovs § 14, stk. 3, skal iagttages ved meddelelse af alkoholbevillinger,
taler for, at det gøres lettere, end tilfældet var efter den hidtidige § 18,
stk. 1, at tage bevillingen fra en bevillingshaver, er fremgangsmåden for
bevillingsfratagelse blevet forenklet ved lovændringen.
Man skal herefter over for politi- og bevillingsmyndighederne indskærpe,
at det i den ændrede lovs § 18, stk. 1, hjemlede sanktionsmiddel bør bringes
i anvendelse i alle tilfælde, hvor lovens betingelser herfor er til stede.
Man skal særligt pege på, at fratagelse af bevilling bør komme på tale, hvor
bevillingshaveren har gjort sig skyldig i gentagen overtrædelse af
bestemmelsen i lovens § 29, stk. 1, om forbud mod servering af stærke drikke
for mindreårige eller berusede.
LEJLIGHEDSTILLADELSER.
§ 22. Det er af restaurationsbranchen gjort gældende,
at der af forsamlingshuse, idrætshaller og tilsvarende lokaliteter påføres
lokale restauratører en ubillig konkurrrence. Det er således anført, at der
undertiden udvises en vis lemfældighed ved udstedelse af lejlighedstilladelse
i henhold til lovens § 22, medens det også hævdes, at forsamlingshuse og
lignende i betydeligt omfang anvendes til afholdelse af fester, som burde
have udkrævet lejlighedstilladelse eller næringsbrev med tilhørende
alkoholbevilling.
På denne baggrund henledes politimestrenes opmærksomhed på, at
forsamlingshuse og lignende lokaliteter ikke kan drives på erhvervsmæssig
basis, jfr. herved også lovens § 1, stk. 2, uden at have de som følge heraf
nødvendige adkomster.
Samtidig finder man dog anledning til at gentage bemærkningerne i
handelsministeriets cirkulære nr. 77 af 6. april 1970, pkt. 13.
Lejlighedstilladelser. stk. 3:
»Ved særlige lejligheder, der ikke har offentlig karakter, f. eks.
fester, møder og lignende for en snæver kreds af personer, der har
tilknytning til hinanden på særlig måde, og som normalt - hvis
pladsforholdene tillod det - ville blive afholdt i hjemmet, vil der i
almindelighed ikke være tale om en virksomhed, der omfattes af denne
lovgivning, og servering af spise- og drikkevarer vil derfor i disse tilfælde
kunne ske uden særlig tilladelse.«
De situationer, der omhandles i de citerede bemærkninger, vil normalt være
tilfælde, hvor vareindkøbet sker for regning den, der afholder festen, d.v.s.
selskabsværten, og hvor forsamlingshusværten og den af ham antagne medhjælp
alene vederlægges for udført arbejde, d.v.s. madlavning, servering, rengøring
m. v. Leveres der derimod til en fast kuvertpris, vil der normalt være
inkluderet en restauratørfortjeneste, og i sådanne situationer vil
erhvervelse af adkomst overensstemmende med reglerne i § 1 og § 11 være
nødvendig.
Man gør opmærksom på, at det forudsættes, at lejlighedstilladelser som
hidtil kun meddeles efter et vist samarbejde mellem politiet og de lokale
kommunale myndigheder. Det forhold, at den før 1. april 1970 bestående
hjemmel for kommunalbestyrelsen til at fastsætte almindeligt begrænsende
regler for meddelse af lejlighedstilladelse - en hjemmel, der sjældent blev
benyttet - blev ophævet ved restaurationsloven af 1970, har ikke gjort et
sådant samarbejde unødvendigt.
NATTILLADELSER.
§ 28. Ifølge denne § skal restaurationer og andre
serveringssteder, hvortil der er offentlig adgang, være lukket i tiden fra
kl. 24 til kl. 5, men politiet kan tillade, at et af kommunalbestyrelsen
fastsat antal restaurationer har åbent også i dette tidsrum, dog længst til
et af kommunalbestyrelsen fastsat tidspunkt.
Der findes opgørelser for de enkelte politikredse, der viser store
variationer med hensyn til nattilladelsernes omfang. I enkelte politikredse
har kun 15-20 0/0 af restaurationerne tilladelse til forlænget åbningstid,
medens i andre politikredse op til 70 0/0 af restaurationerne har
nattilladelse.
På denne baggrund finder man anledning til at pege på, at en liberal
praksis med hensyn til meddelelse af nattilladelser kan være betænkelig
vurderet ud fra ædrueligheds-, miljø- og samfundsmæssige synspunkter.
Man gør iøvrigt opmærksom på, at tilladelser af denne art vil kunne
begrænses til bestemte ugedage eller til at gælde for kortere tidsrum med
mulighed for fornyelse.
Tilladelserne er personlige, og ved afhændelse af en restauration vil det
følgelig være nødvendigt at tage op til overvejelse, om tilladelse til
forlænget åbningstid også bør meddeles den nye ejer.
Man gør sluttelig opmærksom på, at politiets tilbagetagelse af en
nattilladelse efter handelsministeriets erfaring undertiden anvendes som en
straffesanktion overfor vedkommende bevillingshaver. En sådan fremgangsmåde
er naturligvis fuldt berettiget i situationer, hvor fratagelsen støtter sig
på misbrug, der har relation til nattilladelsens udnyttelse. Man finder dog
grund til at fremhæve, at der i enkelte tilfælde har været forelagt
handelsministeriet sager af denne art, hvor misbrugene vel har været særdeles
grove, men samtidig af mere generel art, således at spørgsmålet om fratagelse
af bevillingen snarere burde være kommet på tale.
Handelsministeriets cirkulære nr. 45 af 4. marts 1974 om de synspunkter,
der bør lægges til grund ved vurdering af, om alkoholbevilling bør gives,
ophæves.
HANDELSMINISTERIET DEN 26. APRIL 1978.
Ivar Nørgaard
/K. E. Eriksen
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Cirkulære vedrørende lov nr. 121 af 25. marts 1970 om restaurationsog hotelvirksomhed m.v. Retsinformation · 5. august 1970
- Cirkulære om restaurationsloven Retsinformation · 13. oktober 1973
- Cirkulære til politidirektøren i København og samtlige politimestre om § 30, stk. 1, i restaurations- og hotelloven Retsinformation · 30. oktober 1971
- Skrivelse vedrørende restaurations- og hotelloven Retsinformation · 10. februar 1981
- Cirkulæreskrivelse om restaurations- og hotelloven (Til kommunalbestyrelserne og Københavns magistrat) Retsinformation · 24. juni 1982
- 1985 LSF 185 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RESTAURATIONSOG HOTELVIRKSOMHED M.V. Retsinformation · 21. maj 1988