Vejledning vedrørende behandlingen af klagesager, der henhører under lokalnævnene vedrørende politiets virksomhed
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vejledning vedrørende behandlingen af
klagesager, der henhører under lokalnævnene vedrørende politiets virksomhed
Retsplejelovens §§ 115 og 115 a samt kapitel 93 b indeholder bestemmelser
om lokalnævn vedrørende politiets virksomhed. Lokalnævnene har bl.a. til
opgave at træffe bestemmelse om undersøgelse af klager over politipersonalets
adfærd under udførelsen af tjenesten. Ved lov nr. 270 af 10. juni 1981 er der
gennemført ændringer i bestemmelserne om lokalnævnenes behandling af
klagesager. I tilslutning hertil har justitsministeriet i bekendtgørelse nr.
408 af 6. august 1981 fastsat ændrede administrative forskrifter for
lokalnævnenes virksomhed.
Ved justitsministeriets vejledning af 22. marts 1978 udsendtes
retningslinjer for behandlingen af klagesager i lokalnævnene. Denne
vejledning erstattes af følgende vejledning:
A. Afgrænsning af klager, der henhører under
lokalnævnet
1. Bortset fra tilfælde, hvor et lokalnævn i medfør af
retsplejelovens § 1019, stk. 2, på eget initiativ træffer bestemmelse om at
iværksætte en undersøgelse, er det en forudsætning for iværksættelse af
lokalnævnets særlige klagesagsbehandling, at der foreligger en alvorlig ment,
endelig klage, der henhører under lokalnævnets sagsområde. Ophidsede eller
berusede personer, der mundtligt, eventuelt telefonisk, retter henvendelse
til politiet, kan henvises til senere at indlevere en skriftlig klage eller
rette personlig henvendelse til en overordnet polititjenestemand om sagen.
Denne fremgangsmåde vil navnlig kunne anvendes, såfremt øjeblikkelig
bevissikring ikke skønnes fornøden, og klagen i øvrigt skønnes uvæsentlig. I
sådanne tilfælde bør klageren dog vejledes om muligheden for at indgive klage
direkte til lokalnævnet.
2. Klage kan indgives af andre end den, der påstås at
være forulempet af politiet, f.eks. forældre, forbipasserende m.fl.
3. Udtrykket »politipersonalet« omfatter
Læs alt
enhver, der har politimyndighed, herunder politiets jurister. Derimod er
kontorpersonalet ikke omfattet.
4. Den påklagede adfærd må være udvist under
udførelsen af TJENESTEN. Denne betingelse vil sædvanligvis være opfyldt, når
polititjenestemanden har optrådt i uniform, har legitimeret sig som
polititjenestemand eller i øvrigt har tilkendegivet sig som
polititjenestemand og påberåbt sig sin særlige myndighed over for en borger.
5. Klagen skal vedrøre politipersonalets ADFÆRD. Det
centrale område for en sådan adfærd omfatter følgende sagsgrupper:
a. Klager over vold og hårdhændet behandling i forbindelse med anholdelse,
under opløb og lignende.
b. Klager over myndighedsmisbrug, f.eks. i forbindelse med anholdelse
eller ransagning.
c. Klager over anden ukorrekt fremgangsmåde under udførelsen af tjenesten.
d. Klager over uhøflig tiltale eller anden ukorrekt personlig optræden.
Uden for bestemmelsen falder klager over materielle afgørelser og
politipersonalets dispositioner i forbindelse med sagsbehandlingen. Dette
gælder således klager, der alene vedrører, at en anholdelse er foretaget, at
der er sket ransagning, at nogen er bortvist fra en lokalitet, at en sag er
utilstrækkeligt eller urigtigt oplyst, at en rapport indeholder en ukorrekt
gengivelse af en afgivet forklaring, eller at behandlingen af en sag er
forhalet unødvendigt.
6. Klager over politipersonalets adfærd' omfatter også
henvendelser, der indeholder en anmeldelse om strafbart forhold. Det kan ikke
tillægges afgørende betydning, om henvendelsen i formen fremtræder som en
klage eller en anmeldelse. Sagen skal ikke sideløbende behandles som klagesag
og straffesag. Hvis henvendelsen giver grundlag for en bestyrket mistanke om,
at en polititjenestemand har begået et strafbart forhold, må sagen behandles
som straffesag. Selvom der ikke foreligger en sådan bestyrket mistanke, må
klagen dog også behandles som en almindelig anmeldelse om et kriminelt
forhold, hvis den påståede adfærd ikke ville kunne retfærdiggøres som et
nødvendigt led i tjenestens udførelse, f.eks. henvendelser om påstået
uterligt forhold eller påstået vold i forbindelse med en forkyndelse eller en
afhøring. Vedrører henvendelsen derimod vold eller anden magtanvendelse i
forbindelse med f.eks. en anholdelse eller politimæssig indgriben i en
demonstration, altså tilfælde, hvor magtanvendelse har været nødvendig for at
gennemføre en politiforretning, vil udgangspunktet være, at sagen behandles
som klagesag, men en bestyrket mistanke om grovere vold indicerer ofte, at
sagen må behandles som straffesag. I sager, hvor en person er afgået ved
døden eller påført meget alvorlige skader som følge af politiets indgriben,
vil der iøvrigt sædvanligvis straks være iværksat en undersøgelse i
strafferetsplejens former. Fremkommer der i sådanne tilfælde en klage over en
polititjenestemand, medfører dette ikke, at sagen skal behandles i
lokalnævnet, men nævnet bør underrettes om klagens fremkomst og om, at sagen
indtil videre behandles i strafferetsplejens former.
7. En sag, der er påbegyndt som klagesag, kan overgå
til straffesagsbehandling, jfr. retsplejelovens § 1019 m, stk. 1. Dette vil
navnlig ske i tilfælde, hvor der ved undersøgelsen af en klage fremkommer
grundlag for at rejse sigtelse mod den indklagede polititjenestemand.
Såfremt der straks rejses straffesag i anledning af en henvendelse, der
rummer en klage over en polititjenestemands adfærd under udførelsen af
tjenesten, bør lokalnævnet underrettes herom, således at nævnet sikres adgang
til at behandle sagen, hvis påtale opgives, eller sagen ikke gennemføres til
fældende dom, jfr. retsplejelovens § 1019 m, stk. 2.
B. Den indledende behandling af klagen
1. Uanset om en klage indgives til lokalnævnet eller
til politiet, må politimesteren (politidirektøren) hurtigst muligt efter
modtagelsen af denne tage stilling til, hvorvidt klagen henhører under
lokalnævnets sagsområde eller indeholder punkter, der må afgøres efter andre
regler end lokalnævnsbestemmelserne. Endvidere må politimesteren
(politidirektøren) ved modtagelsen af anmeldelser, der vedrører
polititjenestemænd, være opmærksom på, hvorvidt henvendelsen efter sit
indhold må behandles som lokalnævnssag. I tilfælde, hvor klagen er indgivet
til lokalnævnet, og hvor politimesteren (politidirektøren) finder, at klagen
eller dele af denne ikke skal behandles efter lokalnævnsreglerne, bør
spørgsmålet om sagsbehandlingen drøftes med lokalnævnets formand.
2. I tilfælde, hvor en episode, der har givet
anledning til en sigtelse for strafbart forhold, tillige har medført
indgivelse af en klage over politiet, og hvor forklaringer, afgivet af de
implicerede, har betydning såvel i klagesagen som i straffesagen, bør
straffesagen i almindelighed behandles forud for klagesagen. Lokalnævnet bør
dog straks underrettes om klagen, ligesom der ved straffesagens afslutning
skal gives meddelelse til nævnet om afgørelsen samt tilstilles nævnet
udskrifter af de indenretlige forklaringer, der vedrører klagesagen.
3. Såfremt en klage vedrører både politipersonalets
adfærd og en materiel afgørelse, må den materielle del af klagen udskilles og
behandles af den kompetente myndighed på sædvanlig måde. I tilfælde, hvor
klagen væsentligt vedrører en materiel afgørelse, og det må betragtes som
tvivlsomt, hvorvidt et bestemt klagepunkt skal opfattes som en særskilt klage
over en polititjenestemands adfærd, kan det ved besvarelsen af klagen over
den materielle afgørelse tilkendegives, at man alene har opfattet
henvendelsen som en klage over den materielle afgørelse. Samtidig må klageren
vejledes om fremgangsmåden, såfremt han ønsker at klage over
politipersonalets adfærd.
4. Politimesteren (politidirektøren) kan uden
lokalnævnets medvirken foretage uopsættelige undersøgelsesskridt. Sådanne
undersøgelser må ikke udføres af den, der klages over. Endvidere kan
politimesteren (politidirektøren) foretage undersøgelser, der skønnes
nødvendige for at identificere den, der klages over, eller for at fastlægge
klagens indhold. Derudover kan den indklagede polititjenestemand anmodes om
at fremkomme med en skriftlig fremstilling om klagen. Den pågældende må
udtrykkelig gøres bekendt med, at han ikke har nogen pligt til at udtale sig
om klagen, jfr. retsplejelovens § 1019 d, stk. 1. Vedkommende tillidsmand
underrettes om en klages fremkomst.
5. Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 21 giver
lokalnævnet, et klageudvalg eller nævnets formand hjemmel til eventuelt med
politiets bistand at søge indhentet de oplysninger, der er nødvendige for at
træffe afgørelse vedrørende iværksættelse af en undersøgelse. Denne
bestemmelse giver alene mulighed for at indhente oplysninger, der kan
tydeliggøre klagen. Derimod giver bestemmelsen ikke mulighed for at lade
politiet eller lokalnævnet selv foretage en egentlig undersøgelse. Yderligere
oplysninger kan f.eks. være nødvendige i sager, hvor klage indgives af andre
end den, der påstås forulempet af politiet, og det ønskes oplyst, om denne
vil tiltræde klagen. Endvidere kan der undertiden være behov for at få
afklaret, hvad der egentlig klages over. I en del tilfælde er det næppe
sandsynligt, at klageren vil være i stand til på tilfredsstillende måde at
uddybe sin klage skriftligt. Det kan derfor være rimeligt at give klageren
adgang til at uddybe klagen over for en overordnet polititjenestemand. Der
bør derimod ikke foretages nogen egentlig afhøring af klageren.
Derudover kan der forekomme tilfælde, hvor det skønnes hensigtsmæssigt at
lade klageren få lejlighed til at gennemse den indklagedes skriftlige
udtalelse i henhold til retsplejelovens § 1019 d og eventuelt kommentere det
fremkomne.
Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 21 anviser en fremgangsmåde, der skal
kunne hindre, at behandlingen af en klagesag bliver langvarig som følge af
manglende elementære oplysninger i det første møde i lokalnævnet eller
klageudvalget efter modtagelsen af en klage. Såfremt det skønnes
hensigtsmæssigt, kan der eventuelt gives politimesteren (politidirektøren) en
generel bemyndigelse til at indhente nærmere angivne oplysninger uden
forelæggelse for nævnet i hvert enkelt tilfælde.
6. Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 20, stk. 2, giver
lokalnævnets formand mulighed for efter forhandling med politimesteren
(politidirektøren) og den advokat, som er medlem af nævnet, at træffe
afgørelse om at iværksætte en undersøgelse uden at afvente sagens behandling
i lokalnævnet. Denne fremgangsmåde bør navnlig anvendes i tilfælde, hvor der
foreligger en alvorlig klage, der ikke kan afvises som ubegrundet, og klagen
indgives lang tid før næste ordinære møde i lokalnævnet eller et klageudvalg.
Politimesteren (politidirektøren) bør have opmærksomheden henledt på, om
denne fremgangsmåde eventuelt bør foreslås anvendt. Såfremt der opstår
spørgsmål herom, bør politimesteren (politidirektøren) inden sagens
forelæggelse for lokalnævnets formand orientere vedkommende
personalerepræsentant i lokalnævnet og give denne lejlighed til at ytre sig
om den videre sagsbehandling. I tilfælde af uenighed mellem politimesteren
(politidirektøren) og personalerepræsentanten bør det overvejes at søge
afholdt et ekstraordinært møde i lokalnævnet eller klageudvalget.
7. I motiverne til lokalnævnsreglerne er det forudsat,
at den hidtil fulgte praksis vedrørende politiets behandling af mindre klager
opretholdes. Efter denne praksis bliver mange små klager afgjort ved en
samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren. Herved kan
fejltagelser og misforståelser opklares, og klageren vil undertiden være
tilfreds hermed. Det kan endvidere tænkes, at klageren får medhold i sin
klage, f.eks. hvis den indklagede polititjenestemand erkender at have optrådt
ukorrekt. Såfremt klageren i sådanne tilfælde modtager en beklagelse af det
passerede med tilsagn om, at forholdet vil blive påtalt, og han erklærer sig
tilfreds hermed, vil der ofte ikke være behov for at iværksætte nogen
undersøgelse. Klageren må imidlertid vejledes om sin adgang til at få klagen
indbragt for lokalnævnet, ligesom der skal udfærdiges et notat om det
passerede, jfr. bekendtgørelsens § 15. Sagen bør endvidere forelægges
lokalnævnet til gennemsyn, således at nævnet får lejlighed til at træffe
bestemmelse om at iværksætte en nærmere undersøgelse i medfør af
retsplejelovens § 1019, stk. 2.
Ovennævnte fremgangsmåde kan navnlig tænkes anvendt i tilfælde, hvor der
indgives mundtlig klage, eller hvor klageren får lejlighed til mundtligt at
uddybe sin klage, f.eks. ved indhentelse af supplerende oplysninger i medfør
af bekendtgørelsens § 21.
8. I tilfælde, hvor klagesagen ikke kan forventes
afsluttet inden for rimelig tid, bør klageren af politiet eller lokalnævnet
underrettes om, hvad der sker i sagen, og hvornår en afgørelse kan ventes at
foreligge. I tilfælde, hvor en undersøgelse er foretaget, og nævnet har
fundet sagen tilstrækkeligt oplyst, skal klageren underrettes om sagens
videresendelse til politimesteren (politidirektøren) til afgørelse, jfr.
retsplejelovens § 1019 l, stk. 2.
C. Lokalnævnets behandling af klagesager
1. Lokalnævnet har alene til opgave at træffe
afgørelse om, hvorvidt der skal iværksættes en undersøgelse i anledning af en
klage. Afgørelse af selve klagen falder uden for lokalnævnets kompetence.
2. Lokalnævnets afgørelse om, hvorvidt en undersøgelse
bør iværksættes, vil i reglen kunne baseres på en skriftlig klage eller et
notat i medfør af bekendtgørelsens § 15 og den indklagede polititjenestemands
skriftlige udtalelse, eventuelt suppleret med oplysninger, som er fremkommet
i et møde med lokalnævnets formand eller sekretær i medfør af
bekendtgørelsens § 18, eller som er indhentet i medfør af § 21. Såfremt det
besluttes at iværksætte en undersøgelse, bestemmer nævnet, hvorledes
undersøgelsen skal foretages, jfr. retsplejelovens § 1019 b, stk. 2. Hensynet
til klageren og til den indklagede taler for, at sagerne fremmes med fornøden
hurtighed og effektivitet. En retslig undersøgelse vil i almindelighed være
mere tidskrævende og omstændelig end en undersøgelse, foretaget af
statsadvokaten, og kan endvidere være mere belastende for sagens parter.
Såfremt der ikke i de enkelte tilfælde er væsentlige modstående hensyn, bør
undersøgelsen derfor i almindelighed foretages af statsadvokaten. Dette
gælder særligt, såfremt der skal foretages afhøringer af personer, der bor
forskellige steder i landet. Omvendt kan der foreligge tilfælde, hvor det
skønnes af betydning, at forklaringer afgives under vidneansvar eller i
offentlige retsmøder. I disse tilfælde og i tilfælde, hvor der i forvejen
verserer straffesag mod klageren ved retten, kan en retslig undersøgelse være
mest hensigtsmæssig.
3. Foretages undersøgelsen af statsadvokaten, skal
indklagede gøres bekendt med, at han har ret til at møde med en repræsentant
for den pågældende organisation, et andet medlem af personalet eller en
advokat som bisidder, jfr. retsplejelovens § 1019 e.
4. Når undersøgelsen er afsluttet, modtager
lokalnævnet den af statsadvokaten udfærdigede redegørelse. Lokalnævnet tager
stilling til, om sagen kan anses for tilstrækkeligt oplyst, og sender i
bekræftende fald materialet til politimesteren (politidirektøren), som på
baggrund af det modtagne materiale træffer afgørelse om selve klagen, jfr.
retsplejelovens § 1019 l, stk. 2, og bekendtgørelsens § 27, stk. 1.
5. Bestemmelserne om lokalnævn giver ikke nævnet
hjemmel til selv at foretage egentlige undersøgelser af klagen, f.eks. gennem
afhøring ved nævnets formand eller sekretær. Derimod giver bekendtgørelsens §
21 mulighed for, at klageren af nævnet kan opfordres til at uddybe sin klage.
En sådan uddybning kan eventuelt ske over for en repræsentant for nævnet
efter nævnets nærmere bestemmelse.
6. Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 18 fastslår
klagerens og den indklagedes adgang til ved personligt fremmøde for
lokalnævnets formand eller sekretær mundtligt at redegøre for deres syn på
sagen. Nævnets sekretariat skal ved modtagelsen af klagen gøre klageren
bekendt hermed.
Ifølge offentlighedslovens § 12 kan den, der er part i en sag, som er til
behandling i den offentlige forvaltning, forlange udsættelse med sagens
afgørelse, til han har afgivet en udtalelse om sagen. En sådan udtalelse kan
afgives mundtligt eller skriftligt efter partens valg. Den kan endvidere
afgives af en repræsentant for parten, f.eks. en advokat.
De anførte bestemmelser giver ikke en part adgang til at udtale sig over
for det samlede lokalnævn.
7. Retsplejelovens § 1019 b, stk. 1, bestemmer, at
lokalnævnet i visse sager skal eller kan afvise at iværksætte en
undersøgelse. Afvisning skal ske, hvis klagen findes åbenbart grundløs, eller
hvis sagen anses for tilstrækkeligt oplyst. Denne bestemmelse giver ikke
nævnet adgang til at afgøre selve klagen. Også i disse tilfælde afgøres
klagen af politimesteren (politidirektøren). Såfremt lokalnævnet ønsker at
meddele klageren baggrunden for nævnets afgørelse, bør dette ske på en sådan
måde, at klageren ikke opfatter lokalnævnets meddelelse som en afgørelse af
selve klagen. Opmærksomheden henledes på bestemmelsen i bekendtgørelsens §
22, hvorefter politimesteren (politidirektøren) i disse tilfælde kan
bemyndiges til at underrette klageren om nævnets afgørelse samtidig med
meddelelsen af afgørelsen vedrørende selve klagen. Såfremt lokalnævnet ønsker
at underrette klageren direkte, kan det være hensigtsmæssigt blot at meddele,
at man i medfør af retsplejelovens § 1019 b, stk. 1, ikke har fundet grundlag
for at iværksætte nogen undersøgelse, og at sagen er oversendt til
politimesteren (politidirektøren) til afgørelse.
8. Retsplejelovens § 1019 b, stk. 3, bestemmer, at der
i en bestemt type sager altid skal foretages en undersøgelse. I tilfælde,
hvor klagen vedrører politipersonalets adfærd i forbindelse med fjernelse af
personer, der har nægtet at forlade en fast ejendom, skal der således altid
foretages en undersøgelse, når fjernelsen er begæret af en kommunalbestyrelse
i politikredsen, et af kommunalbestyrelsens udvalg, magistraten, et af dennes
medlemmer eller borgmesteren. Lokalnævnet bestemmer, om undersøgelsen skal
foretages ved retten eller af statsadvokaten.
Udtrykket »en fast ejendom« dækker uden særlige begrænsninger
den almindelige opfattelse af dette begreb, det vil sige et landområde eller
en grund med eventuelle bygninger.
Sager om fjernelse af personer, der overtræder bestemmelserne i
straffelovens § 264 eller bestemmelserne i politivedtægterne svarende til
normalpolitivedtægtens § 3 og § 16 vil kunne være omfattet. En undersøgelse
er kun obligatorisk, når politiets bistand er rekvireret af selve
kommunalbestyrelsen eller i øvrigt af kommunale politikere som nævnt i
bestemmelsen. Afgørelser truffet af udvalgsformænd træffes udelukkende på
udvalgets vegne, jfr. bestemmelsen i § 22 i loven om kommuners styrelse, og
er derfor omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen omfatter derimod ikke
begæringer om fjernelse, der er fremsat af embedsmænd i den kommunale
forvaltning. Bistand, der ydes af politiet efter anmodning fra fogedretten,
f.eks. i forbindelse med ind- og udsættelsesforretninger i kommunale
ejendomme, er heller ikke omfattet. Heller ikke tilfælde, hvor politiet
griber ind af egen drift i henhold til retsplejelovens § 108, stk. 1, vil
være omfattet.
9. Retsplejeloven og bekendtgørelsen om lokalnævn
indeholder ikke bestemmelser om adgangen til at klage over lokalnævnets
sagsbehandling. Justitsministeriet vil ikke kunne tage stilling til klager
over f.eks. nævnets afvisning af at iværksætte en undersøgelse eller
udformningen af lokalnævnets skrivelser.
D. Afgørelse af klagesager m.v.
1. Når lokalnævnet har afsluttet behandlingen af en
klagesag, sendes sagen til politimesteren (politidirektøren) til afgørelse.
Dette gælder alle sager, herunder også sager, hvor lokalnævnet har afvist at
iværksætte en undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 1019 b, stk. 1.
Såfremt lokalnævnet har meddelt en klager, at man har afvist at iværksætte en
undersøgelse, fordi klagen findes åbenbart grundløs, og politimesteren
(politidirektøren) kan tiltræde denne opfattelse, vil politimesteren
(politidirektøren) ved sin afgørelse af klagen kunne henholde sig til nævnets
afgørelse.
2. Det bør fremgå af politimesterens
(politidirektørens) besvarelse af en klage, hvilket grundlag afgørelsen er
baseret på. Svaret kan eventuelt indeholde et resume af sagens oplysninger,
herunder indklagedes fremstilling.
3. Politimesterens (politidirektørerns) afgørelse i en
klagesag kan påklages til justitsministeriet. Såfremt klageren ikke får
medhold i sin klage, må politimesteren (politidirektøren) samtidig med
afgørelsen af klagen oplyse klageren om adgangen til at påklage afgørelsen.
4. Klager over politimesteren (politidirektøren)
personlig indsendes efter afslutningen af lokalnævnets behandling til
justitsministeriet til afgørelse.
5. Den advokat, der som medlem af lokalnævnet har
deltaget i behandling af en klagesag, bør ikke optræde som partsrepræsentant
under senere retssager med udspring i de forhold, som har været behandlet i
lokalnævnet. Der kan være tale om rollen som forsvarer, hvis tiltale er
blevet rejst mod indklagede, klageren eller eventuelt andre implicerede i
begivenhedsforløbet, eller rollen som advokat under en civil sag, typisk et
erstatningssøgsmål mod det offentlige. Det ovennævnte vil efter
omstændighederne også gælde for advokater i kompagniskab med den advokat, som
er lokalnævnsmedlem.
E. Aktindsigt
1. Akterne i klagesager, der henhører under
lokalnævnets kompetence, er omfattet af den almindelige adgang til aktindsigt
i medfør af lov nr. 280 af 10. juni 1970 om offentlighed i forvaltningen med
de begrænsninger, der følger af lovens undtagelsesbestemmelser.
2. Ifølge lovens § 8, stk. 1, afgøres spørgsmål om
aktindsigt af den myndighed, som har afgørelsen af den pågældende sag. Indtil
lokalnævnet har afsluttet behandlingen af en klagesag, må der derfor i nævnet
tages stilling til begæringer om aktindsigt. Begæringer, der fremsættes efter
nævnsbehandlingens afslutning, behandles af politimesteren
(politidirektøren), hvis afgørelse kan påklages til justitsministeriet.
Lokalnævnet må dog fortsat tage stilling til begæringer vedrørende akter, der
alene findes i nævnets sagsmateriale, f.eks. eventuel korrespondance, der
ikke følger med sagen. I den forbindelse bemærkes, at efter
offentlighedslovens § 5, nr. 3, er en myndigheds interne arbejdsmateriale,
såsom referater, ikke undergivet aktindsigt.
3. Adgang til aktindsigt tilkommer efter loven såvel
sagens parter som offentligheden. Såfremt en klagesag overgår til
straffesagsbehandling, vil sagens akter være omfattet af
undtagelsesbestemmelsen i lovens § 6, stk. 1. Opmærksomheden henledes på, at
denne bestemmelse ikke finder anvendelse på straffeakter, der til orientering
vedlægges en klagesag, som behandles i lokalnævnet. Begæringer om aktindsigt
fra andre end sagens parter vil dog ofte måtte afslås helt eller delvis i
medfør af lovens § 2. I forhold til sagens parter vil begæringer om
aktindsigt kunne afslås, når betingelserne i § 10, stk. 1, er opfyldt. Efter
denne bestemmelse kan aktindsigt nægtes, hvis partens interesse i at kunne
benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at
burde vige for afgørende hensyn til offentlige eller private interesser. Den
nævnte interesseafvejning vil f.eks. kunne føre til, at aktindsigt efter
omstændighederne kan nægtes en part, hvis en offentliggørelse af dokumentet
ikke kan ske uden at krænke offentlige eller private interesser.
4. Offentlighedsloven fastsætter regler for, i hvilket
omfang offentligheden eller en part har krav på aktindsigt. Begæringer om
aktindsigt i videre omfang kan imødekommes af vedkommende myndighed,
medmindre dette ville være uforeneligt med myndighedens tavshedspligt eller
af andre grunde give anledning til betænkeligheder.
F. Tavshedspligt
1. Efter § 8, stk. 2, i bekendtgørelsen kan
lokalnævnet, såfremt tavshedspligt ikke allerede følger af regler i
lovgivningen, bestemme, at medlemmer ikke må videregive bestemte oplysninger
til offentligheden om forhold, som de har fået kendskab til i nævnet.
2. Henvisningen i bekendtgørelsens § 8, stk. 2, til
lovgivningens almindelige regler om tavshedspligt vedrører særligt
straffelovens § 152, stk. 1, og § 264 b. Efter § 152, stk. 1, straffes med
bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år den,
som virker i offentlig tjeneste eller hverv, hvis han røber, hvad han i
tjenestens eller hvervets medfør har erfaret som en hemmelighed, eller hvad
der ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan. Efter § 264
b straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder personer, som
virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, eller som i medfør
af offentlig beskikkelse eller anerkendelse udøver eller har udøvet et
erhverv, såvel som sådanne personers medhjælpere, når de røber privatlivet
tilhørende hemmeligheder, der er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af
deres virksomhed, medmindre de har været forpligtede til at udtale sig eller
har handlet i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget
eller andres tarv.
3. En overtrædelse af et pålæg givet i medfør af
bekendtgørelsens § 8, stk. 2, om ikke at videregive bestemte oplysninger til
offentligheden om forhold, som de har fået kendskab til i nævnet, vil kunne
indebære et strafansvar efter straffelovens § 152, stk. 1, jfr. ordene:
»hvis han røber, hvad der ved gyldig bestemmelse er betegnet som en
hemmelighed.«
4. Som eksempel på andre bestemmelser af interesse kan
endvidere nævnes straffelovens § 264 d. Efter denne bestemmelse straffes den,
som uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens
private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under
omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden.
5. Opmærksomheden henledes på den adskillige steder i
landet fulgte praksis, hvorefter der - inden for rammerne af de ovenfor
omtalte tavshedspligtsregler - af formanden eller en anden af lokalnævnet
udpeget person gives offentligheden orientering om de sager, der har været
behandlet i nævnet. Omtale af konkrete enkeltsager bør ske i passende
anonymiseret form.
Justitsministeriet, den 18. januar 1982
Ole Espersen
/Peter Rhedin
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Justitsministeriets afvisning af klage over politimester som lokalnævnsmedlem Retsinformation · 25. juni 2003
- Lokalnævnsmedlemmers habilitet Retsinformation · 6. marts 2019
- 1994 LSF 242 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (BEHANDLINGEN AF KLAGER OVER POLITIPERSONALET M.V.) Retsinformation · 15. juni 1995
- Lokalnævns kompetenceområde Retsinformation · 3. november 2003
- 1994 BTL 242 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (BEHANDLINGEN AF KLAGER OVER POLITIPERSONALET M.V.) NR L 242 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 22. juni 1995
- 1988 BSF 49 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM POLITIKLAGENÆVN Retsinformation · 17. maj 1989