Spring til indhold

Retsinformation

Vejledning vedrørende behandlingen af klagesager, der henhører under lokalnævnene vedrørende politiets virksomhed

Gældende VEJ nr 7 af 18/01/1982VejledningJustitsministeriet10. marts 1982

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vejledning vedrørende behandlingen af

klagesager, der henhører under lokalnævnene vedrørende politiets virksomhed

Retsplejelovens §§ 115 og 115 a samt kapitel 93 b indeholder bestemmelser

om lokalnævn vedrørende politiets virksomhed. Lokalnævnene har bl.a. til

opgave at træffe bestemmelse om undersøgelse af klager over politipersonalets

adfærd under udførelsen af tjenesten. Ved lov nr. 270 af 10. juni 1981 er der

gennemført ændringer i bestemmelserne om lokalnævnenes behandling af

klagesager. I tilslutning hertil har justitsministeriet i bekendtgørelse nr.

408 af 6. august 1981 fastsat ændrede administrative forskrifter for

lokalnævnenes virksomhed.

Ved justitsministeriets vejledning af 22. marts 1978 udsendtes

retningslinjer for behandlingen af klagesager i lokalnævnene. Denne

vejledning erstattes af følgende vejledning:

A. Afgrænsning af klager, der henhører under

lokalnævnet

1. Bortset fra tilfælde, hvor et lokalnævn i medfør af

retsplejelovens § 1019, stk. 2, på eget initiativ træffer bestemmelse om at

iværksætte en undersøgelse, er det en forudsætning for iværksættelse af

lokalnævnets særlige klagesagsbehandling, at der foreligger en alvorlig ment,

endelig klage, der henhører under lokalnævnets sagsområde. Ophidsede eller

berusede personer, der mundtligt, eventuelt telefonisk, retter henvendelse

til politiet, kan henvises til senere at indlevere en skriftlig klage eller

rette personlig henvendelse til en overordnet polititjenestemand om sagen.

Denne fremgangsmåde vil navnlig kunne anvendes, såfremt øjeblikkelig

bevissikring ikke skønnes fornøden, og klagen i øvrigt skønnes uvæsentlig. I

sådanne tilfælde bør klageren dog vejledes om muligheden for at indgive klage

direkte til lokalnævnet.

2. Klage kan indgives af andre end den, der påstås at

være forulempet af politiet, f.eks. forældre, forbipasserende m.fl.

3. Udtrykket »politipersonalet« omfatter

Læs alt

enhver, der har politimyndighed, herunder politiets jurister. Derimod er

kontorpersonalet ikke omfattet.

4. Den påklagede adfærd må være udvist under

udførelsen af TJENESTEN. Denne betingelse vil sædvanligvis være opfyldt, når

polititjenestemanden har optrådt i uniform, har legitimeret sig som

polititjenestemand eller i øvrigt har tilkendegivet sig som

polititjenestemand og påberåbt sig sin særlige myndighed over for en borger.

5. Klagen skal vedrøre politipersonalets ADFÆRD. Det

centrale område for en sådan adfærd omfatter følgende sagsgrupper:

a. Klager over vold og hårdhændet behandling i forbindelse med anholdelse,

under opløb og lignende.

b. Klager over myndighedsmisbrug, f.eks. i forbindelse med anholdelse

eller ransagning.

c. Klager over anden ukorrekt fremgangsmåde under udførelsen af tjenesten.

d. Klager over uhøflig tiltale eller anden ukorrekt personlig optræden.

Uden for bestemmelsen falder klager over materielle afgørelser og

politipersonalets dispositioner i forbindelse med sagsbehandlingen. Dette

gælder således klager, der alene vedrører, at en anholdelse er foretaget, at

der er sket ransagning, at nogen er bortvist fra en lokalitet, at en sag er

utilstrækkeligt eller urigtigt oplyst, at en rapport indeholder en ukorrekt

gengivelse af en afgivet forklaring, eller at behandlingen af en sag er

forhalet unødvendigt.

6. Klager over politipersonalets adfærd' omfatter også

henvendelser, der indeholder en anmeldelse om strafbart forhold. Det kan ikke

tillægges afgørende betydning, om henvendelsen i formen fremtræder som en

klage eller en anmeldelse. Sagen skal ikke sideløbende behandles som klagesag

og straffesag. Hvis henvendelsen giver grundlag for en bestyrket mistanke om,

at en polititjenestemand har begået et strafbart forhold, må sagen behandles

som straffesag. Selvom der ikke foreligger en sådan bestyrket mistanke, må

klagen dog også behandles som en almindelig anmeldelse om et kriminelt

forhold, hvis den påståede adfærd ikke ville kunne retfærdiggøres som et

nødvendigt led i tjenestens udførelse, f.eks. henvendelser om påstået

uterligt forhold eller påstået vold i forbindelse med en forkyndelse eller en

afhøring. Vedrører henvendelsen derimod vold eller anden magtanvendelse i

forbindelse med f.eks. en anholdelse eller politimæssig indgriben i en

demonstration, altså tilfælde, hvor magtanvendelse har været nødvendig for at

gennemføre en politiforretning, vil udgangspunktet være, at sagen behandles

som klagesag, men en bestyrket mistanke om grovere vold indicerer ofte, at

sagen må behandles som straffesag. I sager, hvor en person er afgået ved

døden eller påført meget alvorlige skader som følge af politiets indgriben,

vil der iøvrigt sædvanligvis straks være iværksat en undersøgelse i

strafferetsplejens former. Fremkommer der i sådanne tilfælde en klage over en

polititjenestemand, medfører dette ikke, at sagen skal behandles i

lokalnævnet, men nævnet bør underrettes om klagens fremkomst og om, at sagen

indtil videre behandles i strafferetsplejens former.

7. En sag, der er påbegyndt som klagesag, kan overgå

til straffesagsbehandling, jfr. retsplejelovens § 1019 m, stk. 1. Dette vil

navnlig ske i tilfælde, hvor der ved undersøgelsen af en klage fremkommer

grundlag for at rejse sigtelse mod den indklagede polititjenestemand.

Såfremt der straks rejses straffesag i anledning af en henvendelse, der

rummer en klage over en polititjenestemands adfærd under udførelsen af

tjenesten, bør lokalnævnet underrettes herom, således at nævnet sikres adgang

til at behandle sagen, hvis påtale opgives, eller sagen ikke gennemføres til

fældende dom, jfr. retsplejelovens § 1019 m, stk. 2.

B. Den indledende behandling af klagen

1. Uanset om en klage indgives til lokalnævnet eller

til politiet, må politimesteren (politidirektøren) hurtigst muligt efter

modtagelsen af denne tage stilling til, hvorvidt klagen henhører under

lokalnævnets sagsområde eller indeholder punkter, der må afgøres efter andre

regler end lokalnævnsbestemmelserne. Endvidere må politimesteren

(politidirektøren) ved modtagelsen af anmeldelser, der vedrører

polititjenestemænd, være opmærksom på, hvorvidt henvendelsen efter sit

indhold må behandles som lokalnævnssag. I tilfælde, hvor klagen er indgivet

til lokalnævnet, og hvor politimesteren (politidirektøren) finder, at klagen

eller dele af denne ikke skal behandles efter lokalnævnsreglerne, bør

spørgsmålet om sagsbehandlingen drøftes med lokalnævnets formand.

2. I tilfælde, hvor en episode, der har givet

anledning til en sigtelse for strafbart forhold, tillige har medført

indgivelse af en klage over politiet, og hvor forklaringer, afgivet af de

implicerede, har betydning såvel i klagesagen som i straffesagen, bør

straffesagen i almindelighed behandles forud for klagesagen. Lokalnævnet bør

dog straks underrettes om klagen, ligesom der ved straffesagens afslutning

skal gives meddelelse til nævnet om afgørelsen samt tilstilles nævnet

udskrifter af de indenretlige forklaringer, der vedrører klagesagen.

3. Såfremt en klage vedrører både politipersonalets

adfærd og en materiel afgørelse, må den materielle del af klagen udskilles og

behandles af den kompetente myndighed på sædvanlig måde. I tilfælde, hvor

klagen væsentligt vedrører en materiel afgørelse, og det må betragtes som

tvivlsomt, hvorvidt et bestemt klagepunkt skal opfattes som en særskilt klage

over en polititjenestemands adfærd, kan det ved besvarelsen af klagen over

den materielle afgørelse tilkendegives, at man alene har opfattet

henvendelsen som en klage over den materielle afgørelse. Samtidig må klageren

vejledes om fremgangsmåden, såfremt han ønsker at klage over

politipersonalets adfærd.

4. Politimesteren (politidirektøren) kan uden

lokalnævnets medvirken foretage uopsættelige undersøgelsesskridt. Sådanne

undersøgelser må ikke udføres af den, der klages over. Endvidere kan

politimesteren (politidirektøren) foretage undersøgelser, der skønnes

nødvendige for at identificere den, der klages over, eller for at fastlægge

klagens indhold. Derudover kan den indklagede polititjenestemand anmodes om

at fremkomme med en skriftlig fremstilling om klagen. Den pågældende må

udtrykkelig gøres bekendt med, at han ikke har nogen pligt til at udtale sig

om klagen, jfr. retsplejelovens § 1019 d, stk. 1. Vedkommende tillidsmand

underrettes om en klages fremkomst.

5. Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 21 giver

lokalnævnet, et klageudvalg eller nævnets formand hjemmel til eventuelt med

politiets bistand at søge indhentet de oplysninger, der er nødvendige for at

træffe afgørelse vedrørende iværksættelse af en undersøgelse. Denne

bestemmelse giver alene mulighed for at indhente oplysninger, der kan

tydeliggøre klagen. Derimod giver bestemmelsen ikke mulighed for at lade

politiet eller lokalnævnet selv foretage en egentlig undersøgelse. Yderligere

oplysninger kan f.eks. være nødvendige i sager, hvor klage indgives af andre

end den, der påstås forulempet af politiet, og det ønskes oplyst, om denne

vil tiltræde klagen. Endvidere kan der undertiden være behov for at få

afklaret, hvad der egentlig klages over. I en del tilfælde er det næppe

sandsynligt, at klageren vil være i stand til på tilfredsstillende måde at

uddybe sin klage skriftligt. Det kan derfor være rimeligt at give klageren

adgang til at uddybe klagen over for en overordnet polititjenestemand. Der

bør derimod ikke foretages nogen egentlig afhøring af klageren.

Derudover kan der forekomme tilfælde, hvor det skønnes hensigtsmæssigt at

lade klageren få lejlighed til at gennemse den indklagedes skriftlige

udtalelse i henhold til retsplejelovens § 1019 d og eventuelt kommentere det

fremkomne.

Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 21 anviser en fremgangsmåde, der skal

kunne hindre, at behandlingen af en klagesag bliver langvarig som følge af

manglende elementære oplysninger i det første møde i lokalnævnet eller

klageudvalget efter modtagelsen af en klage. Såfremt det skønnes

hensigtsmæssigt, kan der eventuelt gives politimesteren (politidirektøren) en

generel bemyndigelse til at indhente nærmere angivne oplysninger uden

forelæggelse for nævnet i hvert enkelt tilfælde.

6. Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 20, stk. 2, giver

lokalnævnets formand mulighed for efter forhandling med politimesteren

(politidirektøren) og den advokat, som er medlem af nævnet, at træffe

afgørelse om at iværksætte en undersøgelse uden at afvente sagens behandling

i lokalnævnet. Denne fremgangsmåde bør navnlig anvendes i tilfælde, hvor der

foreligger en alvorlig klage, der ikke kan afvises som ubegrundet, og klagen

indgives lang tid før næste ordinære møde i lokalnævnet eller et klageudvalg.

Politimesteren (politidirektøren) bør have opmærksomheden henledt på, om

denne fremgangsmåde eventuelt bør foreslås anvendt. Såfremt der opstår

spørgsmål herom, bør politimesteren (politidirektøren) inden sagens

forelæggelse for lokalnævnets formand orientere vedkommende

personalerepræsentant i lokalnævnet og give denne lejlighed til at ytre sig

om den videre sagsbehandling. I tilfælde af uenighed mellem politimesteren

(politidirektøren) og personalerepræsentanten bør det overvejes at søge

afholdt et ekstraordinært møde i lokalnævnet eller klageudvalget.

7. I motiverne til lokalnævnsreglerne er det forudsat,

at den hidtil fulgte praksis vedrørende politiets behandling af mindre klager

opretholdes. Efter denne praksis bliver mange små klager afgjort ved en

samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren. Herved kan

fejltagelser og misforståelser opklares, og klageren vil undertiden være

tilfreds hermed. Det kan endvidere tænkes, at klageren får medhold i sin

klage, f.eks. hvis den indklagede polititjenestemand erkender at have optrådt

ukorrekt. Såfremt klageren i sådanne tilfælde modtager en beklagelse af det

passerede med tilsagn om, at forholdet vil blive påtalt, og han erklærer sig

tilfreds hermed, vil der ofte ikke være behov for at iværksætte nogen

undersøgelse. Klageren må imidlertid vejledes om sin adgang til at få klagen

indbragt for lokalnævnet, ligesom der skal udfærdiges et notat om det

passerede, jfr. bekendtgørelsens § 15. Sagen bør endvidere forelægges

lokalnævnet til gennemsyn, således at nævnet får lejlighed til at træffe

bestemmelse om at iværksætte en nærmere undersøgelse i medfør af

retsplejelovens § 1019, stk. 2.

Ovennævnte fremgangsmåde kan navnlig tænkes anvendt i tilfælde, hvor der

indgives mundtlig klage, eller hvor klageren får lejlighed til mundtligt at

uddybe sin klage, f.eks. ved indhentelse af supplerende oplysninger i medfør

af bekendtgørelsens § 21.

8. I tilfælde, hvor klagesagen ikke kan forventes

afsluttet inden for rimelig tid, bør klageren af politiet eller lokalnævnet

underrettes om, hvad der sker i sagen, og hvornår en afgørelse kan ventes at

foreligge. I tilfælde, hvor en undersøgelse er foretaget, og nævnet har

fundet sagen tilstrækkeligt oplyst, skal klageren underrettes om sagens

videresendelse til politimesteren (politidirektøren) til afgørelse, jfr.

retsplejelovens § 1019 l, stk. 2.

C. Lokalnævnets behandling af klagesager

1. Lokalnævnet har alene til opgave at træffe

afgørelse om, hvorvidt der skal iværksættes en undersøgelse i anledning af en

klage. Afgørelse af selve klagen falder uden for lokalnævnets kompetence.

2. Lokalnævnets afgørelse om, hvorvidt en undersøgelse

bør iværksættes, vil i reglen kunne baseres på en skriftlig klage eller et

notat i medfør af bekendtgørelsens § 15 og den indklagede polititjenestemands

skriftlige udtalelse, eventuelt suppleret med oplysninger, som er fremkommet

i et møde med lokalnævnets formand eller sekretær i medfør af

bekendtgørelsens § 18, eller som er indhentet i medfør af § 21. Såfremt det

besluttes at iværksætte en undersøgelse, bestemmer nævnet, hvorledes

undersøgelsen skal foretages, jfr. retsplejelovens § 1019 b, stk. 2. Hensynet

til klageren og til den indklagede taler for, at sagerne fremmes med fornøden

hurtighed og effektivitet. En retslig undersøgelse vil i almindelighed være

mere tidskrævende og omstændelig end en undersøgelse, foretaget af

statsadvokaten, og kan endvidere være mere belastende for sagens parter.

Såfremt der ikke i de enkelte tilfælde er væsentlige modstående hensyn, bør

undersøgelsen derfor i almindelighed foretages af statsadvokaten. Dette

gælder særligt, såfremt der skal foretages afhøringer af personer, der bor

forskellige steder i landet. Omvendt kan der foreligge tilfælde, hvor det

skønnes af betydning, at forklaringer afgives under vidneansvar eller i

offentlige retsmøder. I disse tilfælde og i tilfælde, hvor der i forvejen

verserer straffesag mod klageren ved retten, kan en retslig undersøgelse være

mest hensigtsmæssig.

3. Foretages undersøgelsen af statsadvokaten, skal

indklagede gøres bekendt med, at han har ret til at møde med en repræsentant

for den pågældende organisation, et andet medlem af personalet eller en

advokat som bisidder, jfr. retsplejelovens § 1019 e.

4. Når undersøgelsen er afsluttet, modtager

lokalnævnet den af statsadvokaten udfærdigede redegørelse. Lokalnævnet tager

stilling til, om sagen kan anses for tilstrækkeligt oplyst, og sender i

bekræftende fald materialet til politimesteren (politidirektøren), som på

baggrund af det modtagne materiale træffer afgørelse om selve klagen, jfr.

retsplejelovens § 1019 l, stk. 2, og bekendtgørelsens § 27, stk. 1.

5. Bestemmelserne om lokalnævn giver ikke nævnet

hjemmel til selv at foretage egentlige undersøgelser af klagen, f.eks. gennem

afhøring ved nævnets formand eller sekretær. Derimod giver bekendtgørelsens §

21 mulighed for, at klageren af nævnet kan opfordres til at uddybe sin klage.

En sådan uddybning kan eventuelt ske over for en repræsentant for nævnet

efter nævnets nærmere bestemmelse.

6. Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 18 fastslår

klagerens og den indklagedes adgang til ved personligt fremmøde for

lokalnævnets formand eller sekretær mundtligt at redegøre for deres syn på

sagen. Nævnets sekretariat skal ved modtagelsen af klagen gøre klageren

bekendt hermed.

Ifølge offentlighedslovens § 12 kan den, der er part i en sag, som er til

behandling i den offentlige forvaltning, forlange udsættelse med sagens

afgørelse, til han har afgivet en udtalelse om sagen. En sådan udtalelse kan

afgives mundtligt eller skriftligt efter partens valg. Den kan endvidere

afgives af en repræsentant for parten, f.eks. en advokat.

De anførte bestemmelser giver ikke en part adgang til at udtale sig over

for det samlede lokalnævn.

7. Retsplejelovens § 1019 b, stk. 1, bestemmer, at

lokalnævnet i visse sager skal eller kan afvise at iværksætte en

undersøgelse. Afvisning skal ske, hvis klagen findes åbenbart grundløs, eller

hvis sagen anses for tilstrækkeligt oplyst. Denne bestemmelse giver ikke

nævnet adgang til at afgøre selve klagen. Også i disse tilfælde afgøres

klagen af politimesteren (politidirektøren). Såfremt lokalnævnet ønsker at

meddele klageren baggrunden for nævnets afgørelse, bør dette ske på en sådan

måde, at klageren ikke opfatter lokalnævnets meddelelse som en afgørelse af

selve klagen. Opmærksomheden henledes på bestemmelsen i bekendtgørelsens §

22, hvorefter politimesteren (politidirektøren) i disse tilfælde kan

bemyndiges til at underrette klageren om nævnets afgørelse samtidig med

meddelelsen af afgørelsen vedrørende selve klagen. Såfremt lokalnævnet ønsker

at underrette klageren direkte, kan det være hensigtsmæssigt blot at meddele,

at man i medfør af retsplejelovens § 1019 b, stk. 1, ikke har fundet grundlag

for at iværksætte nogen undersøgelse, og at sagen er oversendt til

politimesteren (politidirektøren) til afgørelse.

8. Retsplejelovens § 1019 b, stk. 3, bestemmer, at der

i en bestemt type sager altid skal foretages en undersøgelse. I tilfælde,

hvor klagen vedrører politipersonalets adfærd i forbindelse med fjernelse af

personer, der har nægtet at forlade en fast ejendom, skal der således altid

foretages en undersøgelse, når fjernelsen er begæret af en kommunalbestyrelse

i politikredsen, et af kommunalbestyrelsens udvalg, magistraten, et af dennes

medlemmer eller borgmesteren. Lokalnævnet bestemmer, om undersøgelsen skal

foretages ved retten eller af statsadvokaten.

Udtrykket »en fast ejendom« dækker uden særlige begrænsninger

den almindelige opfattelse af dette begreb, det vil sige et landområde eller

en grund med eventuelle bygninger.

Sager om fjernelse af personer, der overtræder bestemmelserne i

straffelovens § 264 eller bestemmelserne i politivedtægterne svarende til

normalpolitivedtægtens § 3 og § 16 vil kunne være omfattet. En undersøgelse

er kun obligatorisk, når politiets bistand er rekvireret af selve

kommunalbestyrelsen eller i øvrigt af kommunale politikere som nævnt i

bestemmelsen. Afgørelser truffet af udvalgsformænd træffes udelukkende på

udvalgets vegne, jfr. bestemmelsen i § 22 i loven om kommuners styrelse, og

er derfor omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen omfatter derimod ikke

begæringer om fjernelse, der er fremsat af embedsmænd i den kommunale

forvaltning. Bistand, der ydes af politiet efter anmodning fra fogedretten,

f.eks. i forbindelse med ind- og udsættelsesforretninger i kommunale

ejendomme, er heller ikke omfattet. Heller ikke tilfælde, hvor politiet

griber ind af egen drift i henhold til retsplejelovens § 108, stk. 1, vil

være omfattet.

9. Retsplejeloven og bekendtgørelsen om lokalnævn

indeholder ikke bestemmelser om adgangen til at klage over lokalnævnets

sagsbehandling. Justitsministeriet vil ikke kunne tage stilling til klager

over f.eks. nævnets afvisning af at iværksætte en undersøgelse eller

udformningen af lokalnævnets skrivelser.

D. Afgørelse af klagesager m.v.

1. Når lokalnævnet har afsluttet behandlingen af en

klagesag, sendes sagen til politimesteren (politidirektøren) til afgørelse.

Dette gælder alle sager, herunder også sager, hvor lokalnævnet har afvist at

iværksætte en undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 1019 b, stk. 1.

Såfremt lokalnævnet har meddelt en klager, at man har afvist at iværksætte en

undersøgelse, fordi klagen findes åbenbart grundløs, og politimesteren

(politidirektøren) kan tiltræde denne opfattelse, vil politimesteren

(politidirektøren) ved sin afgørelse af klagen kunne henholde sig til nævnets

afgørelse.

2. Det bør fremgå af politimesterens

(politidirektørens) besvarelse af en klage, hvilket grundlag afgørelsen er

baseret på. Svaret kan eventuelt indeholde et resume af sagens oplysninger,

herunder indklagedes fremstilling.

3. Politimesterens (politidirektørerns) afgørelse i en

klagesag kan påklages til justitsministeriet. Såfremt klageren ikke får

medhold i sin klage, må politimesteren (politidirektøren) samtidig med

afgørelsen af klagen oplyse klageren om adgangen til at påklage afgørelsen.

4. Klager over politimesteren (politidirektøren)

personlig indsendes efter afslutningen af lokalnævnets behandling til

justitsministeriet til afgørelse.

5. Den advokat, der som medlem af lokalnævnet har

deltaget i behandling af en klagesag, bør ikke optræde som partsrepræsentant

under senere retssager med udspring i de forhold, som har været behandlet i

lokalnævnet. Der kan være tale om rollen som forsvarer, hvis tiltale er

blevet rejst mod indklagede, klageren eller eventuelt andre implicerede i

begivenhedsforløbet, eller rollen som advokat under en civil sag, typisk et

erstatningssøgsmål mod det offentlige. Det ovennævnte vil efter

omstændighederne også gælde for advokater i kompagniskab med den advokat, som

er lokalnævnsmedlem.

E. Aktindsigt

1. Akterne i klagesager, der henhører under

lokalnævnets kompetence, er omfattet af den almindelige adgang til aktindsigt

i medfør af lov nr. 280 af 10. juni 1970 om offentlighed i forvaltningen med

de begrænsninger, der følger af lovens undtagelsesbestemmelser.

2. Ifølge lovens § 8, stk. 1, afgøres spørgsmål om

aktindsigt af den myndighed, som har afgørelsen af den pågældende sag. Indtil

lokalnævnet har afsluttet behandlingen af en klagesag, må der derfor i nævnet

tages stilling til begæringer om aktindsigt. Begæringer, der fremsættes efter

nævnsbehandlingens afslutning, behandles af politimesteren

(politidirektøren), hvis afgørelse kan påklages til justitsministeriet.

Lokalnævnet må dog fortsat tage stilling til begæringer vedrørende akter, der

alene findes i nævnets sagsmateriale, f.eks. eventuel korrespondance, der

ikke følger med sagen. I den forbindelse bemærkes, at efter

offentlighedslovens § 5, nr. 3, er en myndigheds interne arbejdsmateriale,

såsom referater, ikke undergivet aktindsigt.

3. Adgang til aktindsigt tilkommer efter loven såvel

sagens parter som offentligheden. Såfremt en klagesag overgår til

straffesagsbehandling, vil sagens akter være omfattet af

undtagelsesbestemmelsen i lovens § 6, stk. 1. Opmærksomheden henledes på, at

denne bestemmelse ikke finder anvendelse på straffeakter, der til orientering

vedlægges en klagesag, som behandles i lokalnævnet. Begæringer om aktindsigt

fra andre end sagens parter vil dog ofte måtte afslås helt eller delvis i

medfør af lovens § 2. I forhold til sagens parter vil begæringer om

aktindsigt kunne afslås, når betingelserne i § 10, stk. 1, er opfyldt. Efter

denne bestemmelse kan aktindsigt nægtes, hvis partens interesse i at kunne

benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at

burde vige for afgørende hensyn til offentlige eller private interesser. Den

nævnte interesseafvejning vil f.eks. kunne føre til, at aktindsigt efter

omstændighederne kan nægtes en part, hvis en offentliggørelse af dokumentet

ikke kan ske uden at krænke offentlige eller private interesser.

4. Offentlighedsloven fastsætter regler for, i hvilket

omfang offentligheden eller en part har krav på aktindsigt. Begæringer om

aktindsigt i videre omfang kan imødekommes af vedkommende myndighed,

medmindre dette ville være uforeneligt med myndighedens tavshedspligt eller

af andre grunde give anledning til betænkeligheder.

F. Tavshedspligt

1. Efter § 8, stk. 2, i bekendtgørelsen kan

lokalnævnet, såfremt tavshedspligt ikke allerede følger af regler i

lovgivningen, bestemme, at medlemmer ikke må videregive bestemte oplysninger

til offentligheden om forhold, som de har fået kendskab til i nævnet.

2. Henvisningen i bekendtgørelsens § 8, stk. 2, til

lovgivningens almindelige regler om tavshedspligt vedrører særligt

straffelovens § 152, stk. 1, og § 264 b. Efter § 152, stk. 1, straffes med

bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år den,

som virker i offentlig tjeneste eller hverv, hvis han røber, hvad han i

tjenestens eller hvervets medfør har erfaret som en hemmelighed, eller hvad

der ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan. Efter § 264

b straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder personer, som

virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, eller som i medfør

af offentlig beskikkelse eller anerkendelse udøver eller har udøvet et

erhverv, såvel som sådanne personers medhjælpere, når de røber privatlivet

tilhørende hemmeligheder, der er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af

deres virksomhed, medmindre de har været forpligtede til at udtale sig eller

har handlet i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget

eller andres tarv.

3. En overtrædelse af et pålæg givet i medfør af

bekendtgørelsens § 8, stk. 2, om ikke at videregive bestemte oplysninger til

offentligheden om forhold, som de har fået kendskab til i nævnet, vil kunne

indebære et strafansvar efter straffelovens § 152, stk. 1, jfr. ordene:

»hvis han røber, hvad der ved gyldig bestemmelse er betegnet som en

hemmelighed.«

4. Som eksempel på andre bestemmelser af interesse kan

endvidere nævnes straffelovens § 264 d. Efter denne bestemmelse straffes den,

som uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens

private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under

omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden.

5. Opmærksomheden henledes på den adskillige steder i

landet fulgte praksis, hvorefter der - inden for rammerne af de ovenfor

omtalte tavshedspligtsregler - af formanden eller en anden af lokalnævnet

udpeget person gives offentligheden orientering om de sager, der har været

behandlet i nævnet. Omtale af konkrete enkeltsager bør ske i passende

anonymiseret form.

Justitsministeriet, den 18. januar 1982

Ole Espersen

/Peter Rhedin

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter