Spring til indhold

Retsinformation

1988 BSF 49 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM POLITIKLAGENÆVN

1988/1 BSF 49Beslutningsforslag som fremsatFolketinget17. maj 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om ændring

af retsplejelovens regler om klager over politiets adfærd efter

følgende retningslinjer:

1. Politiklagenævnets nedsættelse og sammensætning.

a. For hver politikreds oprettes et nævn til behandling af klager over

politiets adfærd.

b.Nævnet består af ni personer. Nævnets funktionsperiode svarer til den

kommunale valgperiode. Formanden beskikkes af justitsministeren blandt de i

politikredsene værende beneficerede advokater med mindst fem års erfaring som

forsvarere i straffesager. Fire medlemmer udtages efter samme regler som

nævninge og domsmænd. Tre medlemmer udpeges blandt de i politikredsene valgte

kommunalbestyrelsesmedlemmer efter forholdstalsberegning. Et medlem, der ikke

må være ansat ved politiet eller anklagemyndigheden, udpeges af politiets

personaleorganisationer.

2. Politiklagenævnets sagsbehandling og kompetence.

a.Klager over politiets adfærd indgives til nævnets formand, der indhenter

en udtalelse fra indklagede og politimesteren.

b.Nævnet kan afslutte behandlingen af en klagesag således:

1. Afvise sagen som åbenbart ubegrundet.

2.Udtale kritik på det foreliggende grundlag.

3.Henstille til statsadvokaten, at der foretages en nærmere undersøgelse

af, hvorvidt der er begået strafbart forhold.

4.Henstille til politimesteren, at der foretages disciplinære skridt mod

indklagede.

Afgørelserne skal ledsages af en udførlig begrundelse.

c.Nævnet kan beslutte at indkalde parterne til en mundtlig forhandling. I

disse tilfælde er parterne berettigede til at møde med en bisidder.

Forhandlingen er offentlig, medmindre særlige forhold undtagelsesvis taler

herimod.

d.Nævnets afgørelser, der offentliggøres, træffes ved almindeligt flertal

Læs alt

blandt de fremmødte. Formanden afgiver en årlig redegørelse om nævnets

virksomhed. Redegørelsen sendes til Justitsministeriet samtidig med, at den

offentliggøres.

e.Nævnets forretningsorden fastsættes af justitsministeren.

f.Vederlag til nævnets formand fastsættes af justitsministeren efter

forhandling med Advokatrådet. Vederlag til nævnets øvrige medlemmer udbetales

efter de for lægdommere gældende regler. Udgifter ved nævnets virksomhed

afholdes af statskassen.

Bemærkninger til forslaget

Baggrunden for beslutningsforslaget

Den 12. marts 1985 fremsatte medlemmer af SF's og VS' folketingsgrupper

forslag til lov om ændringer i retsplejeloven, således at klager over

politiets adfærd henlagdes til et nævn udpeget af en politiombudsmand (se L

197, Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne sp. 7127 og 8746 samt tillæg

A sp. 3967). Forslaget, der var næsten identisk med et af VS tidligere

fremsat forslag, fandt ikke tilslutning i Folketinget.

I forbindelse med behandlingen af lovforslaget gav justitsministeren

tilsagn om, at han inden udløbet af kommunalvalgperioden ville anmode

politidirektøren i København og politimestrene om at tage initiativ til, at

spørgsmålet om erfaringerne med lokalnævnenes virksomhed i de enkelte

politikredse blev taget op til drøftelse i lokalnævnene. Denne anmodning blev

udsendt til politimestrene og politidirektøren den 23. august samme år, og

kopi af de modtagne udtalelser blev tilstillet Folketingets Retsudvalg i

april 1986.

Det fremgår af det tilsendte materiale, at lokalnævnsarbejdet efter

politiets opfattelse i overvejende grad fungerer tilfredsstillende.

Tilsvarende gælder de udtalelser, der er indsendt af de kommunale

lokalnævnssekretariater. Selv om undersøgelsen næppe kan forlenes med nogen

videnskabelighed, vil forslagsstillerne ikke afvise, at den tilkendegivne

opfattelse er dækkende for politiets og de kommunale repræsentanters

holdninger. En væsentlig side af dette spørgsmål er dog ikke belyst. Det

gælder således klagernes opfattelse, ligesom en grundigere belysning af

advokatmedlemmernes mening savnes.

Samtidig med høringen i politikredsene anmodede justitsministeren

Advokatrådet om en udtalelse. Denne udtalelse, der er optrykt som bilag til

beslutningsforslaget, konkluderer således:

»Det er dog generelt opfattelsen, at klagesagsordningen, der blev

indført i 1981, ikke fungerer tilfredsstillende. Dette beror på forskellige

betragtninger.

Under den nuværende ordning har lokalnævnet ikke kompetence til at træffe

afgørelse om klagens rimelighed, men kun om, hvorvidt sagen skal undersøges.

Såfremt nævnet afviser at iværksætte en undersøgelse, f.eks. fordi nævnet -

med rette - finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, kan offentligheden -

på grund af nævnets afvisning af sagen - bibringes den opfattelse, at nævnet

reelt har taget stilling til klagen.

Dette forhold forstærkes yderligere, såfremt politiet - forinden sagen

behandles i nævnet - foretager den »forudgående« undersøgelse,

således at nævnets kompetence til at træffe afgørelse om, at sagen skal

undersøges, hermed gøres illusorisk. Samtidig får offentligheden herved det

indtryk, at vigtigere klagesager generelt afvises.

På denne baggrund finder Advokatrådet, at klagesagsbehandingen må tages op

til fornyet overvejelse. Det bemærkes herved, at det blandt de beneficerede

advokater, der i de større byområder er medlemmer af lokalnævnene, er en

udbredt opfattelse, at man, såfremt forholdene ikke ændres, bør udtræde af

lokalnævnene.'

Med denne konklusion har lokalnævnenes klagebehandlingsfunktion fået et

grundskud, der gør en nyordning påkrævet.

Det var derfor forventeligt, at justitsministeren ville tage initiativ til

en ændring af reglerne, navnlig i betragtning af, at ministeren i sin

fremsendelsesskrivelse af april 1986 oplyser, at ministeriet er gået i gang

med at overveje disse spørgsmål. Disse overvejelser har nu stået på i 21/2

år, uden at der er kommet synlige resultater ud af det.

På denne baggrund har forslagsstillerne fremsat beslutningsforslaget.

Forslagets grundprincip og indhold m.v.

1. Forslagets grundprincip

Forslagets grundprincip er et opgør med selvdømmet, således som det i dag

er integreret i lokalnævnenes sammensætning og kompetence. Derfor adskiller

forslaget sig i flere henseender afgørende fra den gældende klageordning.

2. Forslagets indhold

For det første sammensættes nævnet af ni medlemmer, hvoraf fire udpeges på

samme måde som nævninge og domsmænd, idet de dog fungerer i hele nævnets

funktionsperiode. De øvrige medlemmer udpeges af henholdsvis

kommunalbestyrelserne i politikredsen (tre medlemmer), justitsministeren

(formanden) og politiet i kredsen (een repræsentant). Derved og med de

kvalifikations- og uddannelseskrav, der stilles til formanden, placeres

formanden i en væsentlig rolle, uafhængig af politiinteresser og uafhængig af

kommunale interesser. Nævnet løsrives altså fra den hidtidige

dobbeltfunktion, hvorefter nævnet ud over at behandle klager over politiets

adfærd også skal behandle spørgsmål af mere almen karakter, jf. således

retsplejelovens § 115 a, stk. 1-5. Disse opgaver kan efter forslagsstillernes

opfattelse udmærket fortsat varetages i et forum bestående af politifolk og

kommunalpolitikere samt en enkelt advokat. Baggrunden herfor er ikke

indlysende, og det kan ikke udelukkes, at kommunalpolitikerdominans (det vil

sige borgmesterdominans) i nævnene tilfører disse en antiklageholdning, der

hidrører fra klagesagers behandling i den kommunale forvaltning.

Forslagsstillerne har derfor ønsket at udstrække lægmandsprincippet i

retsplejen til også at omfatte behandling af klager over politiets adfærd,

således at fire af nævnets medlemmer udpeges efter reglerne om nævninge og

domsmænd. Når ikke samtlige nævnsmedlemmer udpeges efter disse regler, har

det sammenhæng med, at vilkårene for politiets arbejde i betydeligt omfang er

knyttet til den kommunale forvaltnings virksomhed, og at behandlingen af

klagesager med deltagelse af kommunalpolitikere vil tilføre disse politikere

erfaringer, der kan lægges til grund for arbejdet i kommunalbestyrelsen.

Forslagsstillerne har ikke fuldstændigt udelukket politiets

interessevaretagelse, idet et medlem af nævnet udpeges af politiets

personaleorganisationer. Det pågældende medlem må dog ikke stå i noget

ansættelsesforhold til hverken politi eller anklagemyndighed. Hensigten med

denne indirekte politirepræsentation er, at politiet løbende skal kunne

vurdere klagenævnets arbejde ud fra den bedst mulige informationsposition,

ligesom de synspunkter, der må formodes generelt at kunne gøres gældende af

politiet, ikke vil være uvæsentlige i klagesagsbehandlingen.

3. Nævnets kompetence

Den anden afgørende forskel fra den hidtidige nævnsbehandling fremgår af

det forhold, at klagenævnet tillægges en kompetence til at tage stilling til

klagerne, for så vidt som nævnet kan udtale kritik af politiets adfærd. Det

er næppe for meget sagt, at den gældende ordning, hvorefter klager allerhøjst

kan afstedkomme, at nævnet foranlediger en undersøgelse af klagen, er helt

uforståelig for klagerne. Den almindelige opfattelse af et klageorgan er

naturligt nok, at dette organ i det mindste kan tage stilling til klagens

indhold. Når forslagsstillerne har ønsket at tillægge nævnet adgang til at

udtale kritik som en selvstændig kompetence ud over henvisning til nærmere

strafferetlig og disciplinær undersøgelse, har det sammenhæng med, at det

ofte kan forekomme utilfredsstillende at henvise forhold til strafferetlig

eller disciplinær undersøgelse på den ene side og afvisning på den anden.

Mellemformen, at udtale kritik, giver nævnet muligheder for en mere nuanceret

vurdering af det hændelsesforløb, der ligger til grund for klagerne.

Sagsbehandlingen tilrettelægges således, at der gives den størst mulige

offentlige indsigt i arbejdet.

Bilag

Det Danske Advokatsamfund

Advokatrådet

København, den 16. december 1985

Justitsministeriet

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Ved skrivelse af 23. august 1985 (journal 3. ktr. 1985 nr. 966-280) har

Justitsministeriet anmodet Advokatrådet om en udtalelse om erfaringerne med

lokalnævnenes virksomhed, herunder særligt for så vidt angår behandlingen af

klagesager.

Med henblik på en vurdering af de gjorte erfaringer har Advokatrådet

foretaget en undersøgelse blandt de af rådet udpegede advokatmedlemmer i

landets 54 politikredse.

Undersøgelsen viser, at antallet af klagesager varierer stærkt fra

politikreds til politikreds. Dette beror ikke blot på forskellen i

politikredsenes størrelse, men også på geografiske forhold. Antallet er

størst i København og de øvrige byområder, medens der i flere jyske kredse

kun behandles få klagesager årligt. Antallet af klagesager er generelt

konstant, men viser dog flere steder en faldende tendens.

I de fleste kredse afholdes mellem 3 og 4 møder om året, men dog afvigende

fra visse kredse, hvor der kun afholdes 1 årligt møde, til andre - f.eks.

landets næststørste kreds, Glostrup - hvor der afholdes 10 årlige møder.

Som baggrund for sagernes behandling i møderne får nævnsmedlemmerne i de

fleste kredse forinden tilsendt klagesagens akter til gennemsyn, idet dog

visse kredse alene sender disse til advokatmedlemmet. Det fremgår af de

indhentede oplysninger, at de indklagede polititjenestemænd i vidt omfang

benytter sig af adgangen til at afgive skriftlige udtalelser, jf.

retsplejelovens § 1019 d, samt at der - f.eks. ved større politiaktioner i

hovedstadsområdet - ofte afgives en af politiets ledelse udarbejdet samlet

redegørelse. I et ikke uvæsentligt omfang har politiet endog ladet klageren

afgive forklaring til politirapport.

På selve mødet forelægges klagesagerne i langt de fleste tilfælde af

politimesteren eller af formanden for lokalnævnet. I visse tilfælde er der på

forhånd af sekretariatet eller af politimesteren udarbejdet indstilling om,

hvorvidt der skal iværksættes en undersøgelse i anledning af klagesagen. Der

foretages efter de i undersøgelsen indhentede oplysninger kun yderst sjældent

afstemninger i forbindelse med sagernes behandling, og kun meget få kredse

benytter skriftlig votering.

Det er på det foreliggende grundlag ikke muligt at give præcise

statistiske oplysninger om sagernes udfald, men det kan med sikkerhed lægges

til grund, at kun meget få sager sendes til undersøgelse, og hvor dette -

altså undtagelsesvis - sker, vil undersøgelse fortrinsvis overlades

statsadvokaten.

Der er varierende erfaringer for, hvor lang tid der typisk går, fra den

indklagede episode finder sted, og indtil lokalnævnet behandler klagesagen,

men generelt er behandlingstiden fra 1 måned til 6 måneder. I enkelte større

kredse vil behandlingstiden ofte være længere - eventuelt helt op til 1 år.

Lokalnævnenes advokatmedlemmer har generelt givet udtryk for, at

samarbejdet vedrørende spørgsmål, der har mere almen interesse, må vurderes

positivt.

Det er dog generelt opfattelsen, at klagesagsordningen, der blev indført i

1981, ikke fungerer tilfredsstillende. Dette beror på forskellige

betragtninger.

Under den nuværende ordning har lokalnævnet ikke kompetence til at træffe

afgørelse om klagens rimelighed, men kun om, hvorvidt sagen skal undersøges.

Såfremt nævnet afviser at iværksætte en undersøgelse, f.eks. fordi nævnet -

med rette - finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, kan offentligheden -

på grund af nævnets afvisning af sagen - bibringes den opfattelse, at nævnet

reelt har taget stilling til klagen.

Dette forhold forstærkes yderligere, såfremt politiet - forinden sagen

behandles i nævnet - foretager den »forudgående« undersøgelse,

således at nævnets kompetence til at træffe afgørelse om, at sagen skal

undersøges, hermed gøres illusorisk. Samtidig får offentligheden herved det

indtryk, at vigtigere klagesager generelt afvises.

På denne baggrund finder Advokatrådet, at klagesagsbehandlingen må tages

op til fornyet overvejelse. Det bemærkes herved, at det blandt de

beneficerede advokater, der i de større byområder er medlemmer af

lokalnævnene, er en udbredt opfattelse, at man, såfremt forholdene ikke

ændres, bør udtræde af lokalnævnene.

Efter Advokatrådets opfattelse bør det overvejes at lade klagesagernes

efterforskning varetage af et kontrolorgan uden for politiets almindelige

over-/underordelsesforhold, eventuelt i form af en særlig

efterforskningsgruppe, f.eks. rigspolitichefens rejsehold.

Såfremt en sådan ændring blev gennemført samtidig med, at det blev pålagt

politiet at undlade at gennemføre en selvstændig efterforskning i en

klagesag, ville lokalnævnenes kompetence til at bestemme, at en klage skal

undersøges, få reel værdi.

P. R. V.

Ole Stig Andersen

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter