1988 BSF 49 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM POLITIKLAGENÆVN
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om ændring
af retsplejelovens regler om klager over politiets adfærd efter
følgende retningslinjer:
1. Politiklagenævnets nedsættelse og sammensætning.
a. For hver politikreds oprettes et nævn til behandling af klager over
politiets adfærd.
b.Nævnet består af ni personer. Nævnets funktionsperiode svarer til den
kommunale valgperiode. Formanden beskikkes af justitsministeren blandt de i
politikredsene værende beneficerede advokater med mindst fem års erfaring som
forsvarere i straffesager. Fire medlemmer udtages efter samme regler som
nævninge og domsmænd. Tre medlemmer udpeges blandt de i politikredsene valgte
kommunalbestyrelsesmedlemmer efter forholdstalsberegning. Et medlem, der ikke
må være ansat ved politiet eller anklagemyndigheden, udpeges af politiets
personaleorganisationer.
2. Politiklagenævnets sagsbehandling og kompetence.
a.Klager over politiets adfærd indgives til nævnets formand, der indhenter
en udtalelse fra indklagede og politimesteren.
b.Nævnet kan afslutte behandlingen af en klagesag således:
1. Afvise sagen som åbenbart ubegrundet.
2.Udtale kritik på det foreliggende grundlag.
3.Henstille til statsadvokaten, at der foretages en nærmere undersøgelse
af, hvorvidt der er begået strafbart forhold.
4.Henstille til politimesteren, at der foretages disciplinære skridt mod
indklagede.
Afgørelserne skal ledsages af en udførlig begrundelse.
c.Nævnet kan beslutte at indkalde parterne til en mundtlig forhandling. I
disse tilfælde er parterne berettigede til at møde med en bisidder.
Forhandlingen er offentlig, medmindre særlige forhold undtagelsesvis taler
herimod.
d.Nævnets afgørelser, der offentliggøres, træffes ved almindeligt flertal
Læs alt
blandt de fremmødte. Formanden afgiver en årlig redegørelse om nævnets
virksomhed. Redegørelsen sendes til Justitsministeriet samtidig med, at den
offentliggøres.
e.Nævnets forretningsorden fastsættes af justitsministeren.
f.Vederlag til nævnets formand fastsættes af justitsministeren efter
forhandling med Advokatrådet. Vederlag til nævnets øvrige medlemmer udbetales
efter de for lægdommere gældende regler. Udgifter ved nævnets virksomhed
afholdes af statskassen.
Bemærkninger til forslaget
Baggrunden for beslutningsforslaget
Den 12. marts 1985 fremsatte medlemmer af SF's og VS' folketingsgrupper
forslag til lov om ændringer i retsplejeloven, således at klager over
politiets adfærd henlagdes til et nævn udpeget af en politiombudsmand (se L
197, Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne sp. 7127 og 8746 samt tillæg
A sp. 3967). Forslaget, der var næsten identisk med et af VS tidligere
fremsat forslag, fandt ikke tilslutning i Folketinget.
I forbindelse med behandlingen af lovforslaget gav justitsministeren
tilsagn om, at han inden udløbet af kommunalvalgperioden ville anmode
politidirektøren i København og politimestrene om at tage initiativ til, at
spørgsmålet om erfaringerne med lokalnævnenes virksomhed i de enkelte
politikredse blev taget op til drøftelse i lokalnævnene. Denne anmodning blev
udsendt til politimestrene og politidirektøren den 23. august samme år, og
kopi af de modtagne udtalelser blev tilstillet Folketingets Retsudvalg i
april 1986.
Det fremgår af det tilsendte materiale, at lokalnævnsarbejdet efter
politiets opfattelse i overvejende grad fungerer tilfredsstillende.
Tilsvarende gælder de udtalelser, der er indsendt af de kommunale
lokalnævnssekretariater. Selv om undersøgelsen næppe kan forlenes med nogen
videnskabelighed, vil forslagsstillerne ikke afvise, at den tilkendegivne
opfattelse er dækkende for politiets og de kommunale repræsentanters
holdninger. En væsentlig side af dette spørgsmål er dog ikke belyst. Det
gælder således klagernes opfattelse, ligesom en grundigere belysning af
advokatmedlemmernes mening savnes.
Samtidig med høringen i politikredsene anmodede justitsministeren
Advokatrådet om en udtalelse. Denne udtalelse, der er optrykt som bilag til
beslutningsforslaget, konkluderer således:
»Det er dog generelt opfattelsen, at klagesagsordningen, der blev
indført i 1981, ikke fungerer tilfredsstillende. Dette beror på forskellige
betragtninger.
Under den nuværende ordning har lokalnævnet ikke kompetence til at træffe
afgørelse om klagens rimelighed, men kun om, hvorvidt sagen skal undersøges.
Såfremt nævnet afviser at iværksætte en undersøgelse, f.eks. fordi nævnet -
med rette - finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, kan offentligheden -
på grund af nævnets afvisning af sagen - bibringes den opfattelse, at nævnet
reelt har taget stilling til klagen.
Dette forhold forstærkes yderligere, såfremt politiet - forinden sagen
behandles i nævnet - foretager den »forudgående« undersøgelse,
således at nævnets kompetence til at træffe afgørelse om, at sagen skal
undersøges, hermed gøres illusorisk. Samtidig får offentligheden herved det
indtryk, at vigtigere klagesager generelt afvises.
På denne baggrund finder Advokatrådet, at klagesagsbehandingen må tages op
til fornyet overvejelse. Det bemærkes herved, at det blandt de beneficerede
advokater, der i de større byområder er medlemmer af lokalnævnene, er en
udbredt opfattelse, at man, såfremt forholdene ikke ændres, bør udtræde af
lokalnævnene.'
Med denne konklusion har lokalnævnenes klagebehandlingsfunktion fået et
grundskud, der gør en nyordning påkrævet.
Det var derfor forventeligt, at justitsministeren ville tage initiativ til
en ændring af reglerne, navnlig i betragtning af, at ministeren i sin
fremsendelsesskrivelse af april 1986 oplyser, at ministeriet er gået i gang
med at overveje disse spørgsmål. Disse overvejelser har nu stået på i 21/2
år, uden at der er kommet synlige resultater ud af det.
På denne baggrund har forslagsstillerne fremsat beslutningsforslaget.
Forslagets grundprincip og indhold m.v.
1. Forslagets grundprincip
Forslagets grundprincip er et opgør med selvdømmet, således som det i dag
er integreret i lokalnævnenes sammensætning og kompetence. Derfor adskiller
forslaget sig i flere henseender afgørende fra den gældende klageordning.
2. Forslagets indhold
For det første sammensættes nævnet af ni medlemmer, hvoraf fire udpeges på
samme måde som nævninge og domsmænd, idet de dog fungerer i hele nævnets
funktionsperiode. De øvrige medlemmer udpeges af henholdsvis
kommunalbestyrelserne i politikredsen (tre medlemmer), justitsministeren
(formanden) og politiet i kredsen (een repræsentant). Derved og med de
kvalifikations- og uddannelseskrav, der stilles til formanden, placeres
formanden i en væsentlig rolle, uafhængig af politiinteresser og uafhængig af
kommunale interesser. Nævnet løsrives altså fra den hidtidige
dobbeltfunktion, hvorefter nævnet ud over at behandle klager over politiets
adfærd også skal behandle spørgsmål af mere almen karakter, jf. således
retsplejelovens § 115 a, stk. 1-5. Disse opgaver kan efter forslagsstillernes
opfattelse udmærket fortsat varetages i et forum bestående af politifolk og
kommunalpolitikere samt en enkelt advokat. Baggrunden herfor er ikke
indlysende, og det kan ikke udelukkes, at kommunalpolitikerdominans (det vil
sige borgmesterdominans) i nævnene tilfører disse en antiklageholdning, der
hidrører fra klagesagers behandling i den kommunale forvaltning.
Forslagsstillerne har derfor ønsket at udstrække lægmandsprincippet i
retsplejen til også at omfatte behandling af klager over politiets adfærd,
således at fire af nævnets medlemmer udpeges efter reglerne om nævninge og
domsmænd. Når ikke samtlige nævnsmedlemmer udpeges efter disse regler, har
det sammenhæng med, at vilkårene for politiets arbejde i betydeligt omfang er
knyttet til den kommunale forvaltnings virksomhed, og at behandlingen af
klagesager med deltagelse af kommunalpolitikere vil tilføre disse politikere
erfaringer, der kan lægges til grund for arbejdet i kommunalbestyrelsen.
Forslagsstillerne har ikke fuldstændigt udelukket politiets
interessevaretagelse, idet et medlem af nævnet udpeges af politiets
personaleorganisationer. Det pågældende medlem må dog ikke stå i noget
ansættelsesforhold til hverken politi eller anklagemyndighed. Hensigten med
denne indirekte politirepræsentation er, at politiet løbende skal kunne
vurdere klagenævnets arbejde ud fra den bedst mulige informationsposition,
ligesom de synspunkter, der må formodes generelt at kunne gøres gældende af
politiet, ikke vil være uvæsentlige i klagesagsbehandlingen.
3. Nævnets kompetence
Den anden afgørende forskel fra den hidtidige nævnsbehandling fremgår af
det forhold, at klagenævnet tillægges en kompetence til at tage stilling til
klagerne, for så vidt som nævnet kan udtale kritik af politiets adfærd. Det
er næppe for meget sagt, at den gældende ordning, hvorefter klager allerhøjst
kan afstedkomme, at nævnet foranlediger en undersøgelse af klagen, er helt
uforståelig for klagerne. Den almindelige opfattelse af et klageorgan er
naturligt nok, at dette organ i det mindste kan tage stilling til klagens
indhold. Når forslagsstillerne har ønsket at tillægge nævnet adgang til at
udtale kritik som en selvstændig kompetence ud over henvisning til nærmere
strafferetlig og disciplinær undersøgelse, har det sammenhæng med, at det
ofte kan forekomme utilfredsstillende at henvise forhold til strafferetlig
eller disciplinær undersøgelse på den ene side og afvisning på den anden.
Mellemformen, at udtale kritik, giver nævnet muligheder for en mere nuanceret
vurdering af det hændelsesforløb, der ligger til grund for klagerne.
Sagsbehandlingen tilrettelægges således, at der gives den størst mulige
offentlige indsigt i arbejdet.
Bilag
Det Danske Advokatsamfund
Advokatrådet
København, den 16. december 1985
Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Ved skrivelse af 23. august 1985 (journal 3. ktr. 1985 nr. 966-280) har
Justitsministeriet anmodet Advokatrådet om en udtalelse om erfaringerne med
lokalnævnenes virksomhed, herunder særligt for så vidt angår behandlingen af
klagesager.
Med henblik på en vurdering af de gjorte erfaringer har Advokatrådet
foretaget en undersøgelse blandt de af rådet udpegede advokatmedlemmer i
landets 54 politikredse.
Undersøgelsen viser, at antallet af klagesager varierer stærkt fra
politikreds til politikreds. Dette beror ikke blot på forskellen i
politikredsenes størrelse, men også på geografiske forhold. Antallet er
størst i København og de øvrige byområder, medens der i flere jyske kredse
kun behandles få klagesager årligt. Antallet af klagesager er generelt
konstant, men viser dog flere steder en faldende tendens.
I de fleste kredse afholdes mellem 3 og 4 møder om året, men dog afvigende
fra visse kredse, hvor der kun afholdes 1 årligt møde, til andre - f.eks.
landets næststørste kreds, Glostrup - hvor der afholdes 10 årlige møder.
Som baggrund for sagernes behandling i møderne får nævnsmedlemmerne i de
fleste kredse forinden tilsendt klagesagens akter til gennemsyn, idet dog
visse kredse alene sender disse til advokatmedlemmet. Det fremgår af de
indhentede oplysninger, at de indklagede polititjenestemænd i vidt omfang
benytter sig af adgangen til at afgive skriftlige udtalelser, jf.
retsplejelovens § 1019 d, samt at der - f.eks. ved større politiaktioner i
hovedstadsområdet - ofte afgives en af politiets ledelse udarbejdet samlet
redegørelse. I et ikke uvæsentligt omfang har politiet endog ladet klageren
afgive forklaring til politirapport.
På selve mødet forelægges klagesagerne i langt de fleste tilfælde af
politimesteren eller af formanden for lokalnævnet. I visse tilfælde er der på
forhånd af sekretariatet eller af politimesteren udarbejdet indstilling om,
hvorvidt der skal iværksættes en undersøgelse i anledning af klagesagen. Der
foretages efter de i undersøgelsen indhentede oplysninger kun yderst sjældent
afstemninger i forbindelse med sagernes behandling, og kun meget få kredse
benytter skriftlig votering.
Det er på det foreliggende grundlag ikke muligt at give præcise
statistiske oplysninger om sagernes udfald, men det kan med sikkerhed lægges
til grund, at kun meget få sager sendes til undersøgelse, og hvor dette -
altså undtagelsesvis - sker, vil undersøgelse fortrinsvis overlades
statsadvokaten.
Der er varierende erfaringer for, hvor lang tid der typisk går, fra den
indklagede episode finder sted, og indtil lokalnævnet behandler klagesagen,
men generelt er behandlingstiden fra 1 måned til 6 måneder. I enkelte større
kredse vil behandlingstiden ofte være længere - eventuelt helt op til 1 år.
Lokalnævnenes advokatmedlemmer har generelt givet udtryk for, at
samarbejdet vedrørende spørgsmål, der har mere almen interesse, må vurderes
positivt.
Det er dog generelt opfattelsen, at klagesagsordningen, der blev indført i
1981, ikke fungerer tilfredsstillende. Dette beror på forskellige
betragtninger.
Under den nuværende ordning har lokalnævnet ikke kompetence til at træffe
afgørelse om klagens rimelighed, men kun om, hvorvidt sagen skal undersøges.
Såfremt nævnet afviser at iværksætte en undersøgelse, f.eks. fordi nævnet -
med rette - finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, kan offentligheden -
på grund af nævnets afvisning af sagen - bibringes den opfattelse, at nævnet
reelt har taget stilling til klagen.
Dette forhold forstærkes yderligere, såfremt politiet - forinden sagen
behandles i nævnet - foretager den »forudgående« undersøgelse,
således at nævnets kompetence til at træffe afgørelse om, at sagen skal
undersøges, hermed gøres illusorisk. Samtidig får offentligheden herved det
indtryk, at vigtigere klagesager generelt afvises.
På denne baggrund finder Advokatrådet, at klagesagsbehandlingen må tages
op til fornyet overvejelse. Det bemærkes herved, at det blandt de
beneficerede advokater, der i de større byområder er medlemmer af
lokalnævnene, er en udbredt opfattelse, at man, såfremt forholdene ikke
ændres, bør udtræde af lokalnævnene.
Efter Advokatrådets opfattelse bør det overvejes at lade klagesagernes
efterforskning varetage af et kontrolorgan uden for politiets almindelige
over-/underordelsesforhold, eventuelt i form af en særlig
efterforskningsgruppe, f.eks. rigspolitichefens rejsehold.
Såfremt en sådan ændring blev gennemført samtidig med, at det blev pålagt
politiet at undlade at gennemføre en selvstændig efterforskning i en
klagesag, ville lokalnævnenes kompetence til at bestemme, at en klage skal
undersøges, få reel værdi.
P. R. V.
Ole Stig Andersen
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1994 LSF 242 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (BEHANDLINGEN AF KLAGER OVER POLITIPERSONALET M.V.) Retsinformation · 15. juni 1995
- Forslag til Lov om behandling af klager og kriminalsager vedrørende politipersonale i Grønland Retsinformation · 12. oktober 1998
- 1986 BSF 86 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FORSØG MED MEDBORGERVIDNER VED VISSE POLITIFORRETNINGER Retsinformation · 21. maj 1988
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) Retsinformation · 13. marts 2006
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love Retsinformation · 26. september 2006
- 1987 LSF 46 FORSLAG TIL LOV FOR FÆRØERNE OM RETTENS PLEJE, OM ÆNDRING AF LOV OM RETSAFGIFTER, OM ÆNDRING AF LOV OM BØRNS RETSSTILLING OG OM IKRAFTTRÆDELSE AF LOV OM YDELSE AF JURIDISK BISTAND SAMT OM INKASSO- OG DETEKTIVVIRKSOMHED M.V. Retsinformation · 21. maj 1988