Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning

Ikke gældende siden 2. marts 2007 LBK nr 148 af 08/03/1991LovbekendtgørelseSocial- og Boligministeriet22. marts 1991

Gældende udgave: LBK nr 663 af 01/07/2026

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 59 afgørelser

Domsdatabasen 25, Retsinformation 23, Landsskatteretten 9, Det finansielle ankenævn 1, Advokatnævnet 1

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse af lov om ægteskabs indgåelse og

opløsning

Herved bekendtgøres lov om ægteskabs indgåelse og

opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 216 af 27. marts 1990 som ændret ved § 7

i lov nr. 396 af 13. juni 1990.

Kapitel 1

Ægteskabsbetingelser

§ 1. Den, som er under 18 år, må ikke indgå ægteskab

uden statsamtets tilladelse.

§ 2. Den, som er under 18 år og ikke tidligere har

været gift, må ikke indgå ægteskab uden forældrenes samtykke.

Stk. 2. Hvis den ene af forældrene er død, sindssyg,

åndssvag eller uden del i forældremyndigheden, eller hvis hans erklæring ikke

kan indhentes uden særlig vanskelighed eller forsinkelse, er den andens

samtykke tilstrækkeligt.

§ 3. Den, som er umynddiggjort, må ikke indgå

ægteskab uden værgens samtykke.

§ 4. Nægtes samtykke efter §§ 2-3, kan statsamtet

give tilladelse til ægteskabet, hvis der ikke er rimelig grund til nægtelsen.

§ 5. (Ophævet)

§ 6. Ægteskab må ikke indgås mellem slægtninge i ret

op- og nedstigende linje eller mellem søskende.

§ 7. Ægteskab må ikke uden justitsministerens

tilladelse indgås mellem personer, af hvilke den ene har været gift med den

andens slægtning i ret op- eller nedstigende linje. Er der fællesbørn i det

tidligere ægteskab, må tilladelsen kun gives, såfremt hensynet til børnene

ikke taler derimod.

§ 8. Adoptant og adoptivbarn må ikke indgå ægteskab

med hinanden, så længe adoptivforholdet består.

§ 9. Den, som tidligere har indgået ægteskab eller

Læs alt

har været part i et registreret partnerskab, må ikke indgå ægteskab, så længe

det tidligere ægteskab eller registrerede partnerskab består.

§ 10. Den, som har været gift eller har været part i

et registreret partnerskab, må ikke indgå ægteskab, før offentligt skifte er

påbegyndt eller privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog ikke, hvis der

ikke var noget formuefællesskab mellem ægtefællerne eller fritagelse for

skifte særligt er hjemlet. Endvidere kan justitsministeren tillade, at

bestemmelsen i 1. pkt. fraviges, såfremt særlige grunde taler derfor.

§ 11. Ægteskab må ikke indgås, uden at hver af

parterne over for den anden og den myndighed, der skal prøve

ægteskabsbetingelserne, har afgivet erklæring om, hvorvidt den pågældende har

eller venter børn med en anden mand eller kvinde. Oplysningspligten omfatter

også adoptivbørn, men ikke børn, som er bortadopteret.

Kapitel 2

Prøvelse af ægteskabsbetingelserne og

vielse

§ 12. Før ægteskab indgås, skal det godtgøres, at

ægteskabsbetingelserne er opfyldt. Justitsministeren fastsætter regler herom.

§ 13. Prøvelse af ægteskabsbetingelserne foretages af

kommunalbestyrelsens formand, i København af en af borgmestrene efter

magistratens bestemmelse.

Stk. 2. Prøvelsen foretages på det sted, hvor en af

parterne bor. Har ingen af parterne bopæl her i landet, foretages prøvelsen

på det sted, hvor en af parterne opholder sig.

§ 14. Efter parternes ønske kan der ske lysning ved

kundgørelse fra prædikestolen. Regler herom fastsættes af kirkeministeren.

§ 15. Ægteskab indgås ved kirkelig eller borgerlig

vielse.

Stk. 2. Ægtefæller kan få et ægteskab, som er indgået

ved borgerlig vielse, kirkeligt velsignet af en præst i folkekirken. Regler

herom fastsættes af kirkeministeren.

§ 16. Kirkelig vielse kan finde sted:

1) inden for folkekirken, når en af parterne hører til denne,

2) inden for de anerkendte trossamfund, når en af parterne hører til

vedkommende trossamfund,

3) indenfor andre trossamfund, når en af parterne hører til vedkommende

trossamfund, og trossamfundet har præster, som af kirkeministeren er

bemyndiget til at foretage vielser.

Stk. 2. Kirkeministeren kan bestemme, at medlemmer af

udenlandske evangelisk-lutherske trossamfund skal være ligestillede med

folkekirkens medlemmer med hensyn til adgangen til kirkelig vielse.

§ 17. Kirkelig vielse inden for folkekirken foretages

af dennes præster. Kirkeministeren fastsætter regler om, hvilke præster i

folkekirken der kan foretage vielser, og i hvilke tilfælde de har pligt

hertil.

Stk. 2. Kirkelig vielse uden for folkekirken foretages

af de præster, som er særligt bemyndiget dertil.

§ 18. Adgang til at blive borgerlig viet står åben

for alle. Vielsen foretages af de myndigheder, der er nævnt i § 13, stk. 1.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens formand, i København

vedkommende borgmester, kan bemyndige en eller flere personer til på sit

ansvar at foretage vielse.

§ 19. Vielse må ikke foretages, før en af de

myndigheder, der er nævnt i § 13, stk. 1, har attesteret, at

ægteskabsbetingelserne er opfyldt. Attesten skal være udstedt inden for de

sidste 4 måneder.

Stk. 2. Er der på grund af en af parternes sygdom

alvorlig fare for, at en udsættelse af vielsen vil medføre, at denne ikke kan

finde sted, kan vielse dog foretages, selv om der ikke eller kun delvis er

sket prøvelse af ægteskabsbetingelserne.

Stk. 3. Vielse må aldrig foretages, såfremt det er

vielsesmyndigheden bekendt, at ægteskabsbetingelserne ikke er opfyldt.

§ 20. Vielse skal foregå i overværelse af mindst to

vidner.

Stk. 2. Parterne skal ved samtidigt møde på spørgsmål

af vielsesmyndigheden erklære at ville ægte hinanden og derpå af denne

forkyndes at være ægtefolk.

Stk. 3. Regler om fremgangsmåden ved vielse i

folkekirken og ved borgerlig vielse fastsættes af henholdsvis kirkeministeren

og justitsministeren. For de anerkendte trossamfund gælder disses særlige

forskrifter. For andre trossamfund godkendes fremgangsmåden ved vielse efter

§ 16, stk. 1, nr. 3, af kirkeministeren.

Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om gebyr

for vielse i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl her i landet.

§ 21. En vielse er kun gyldig, hvis den er sket for

en myndighed, der efter loven kan foretage vielser, og under iagttagelse af

bestemmelsen i § 20, stk. 2.

Stk. 2. En vielse, der er ugyldig efter stk. 1, kan af

justitsministeren godkendes som gyldig, såfremt særlige grunde taler herfor.

§ 22. Kirkeministeren kan fastsætte regler om adgang

for danske præster til at foretage vielser i udlandet.

Stk. 2. Udenrigsministeren kan fastsætte regler om

adgang for diplomatiske og konsulære tjenestemænd til at foretage vielser i

udlandet.

Stk. 3. Lovens regler om ægteskabsbetingelser og vielse

finder anvendelse på vielser, der foretages i henhold til stk. 1-2. Prøvelse

af ægteskabsbetingelserne kan foretages af en diplomatisk eller konsulær

tjenestemand, som af udenrigsministeren er bemyndiget hertil.

Stk. 4. Ved overenskomst med fremmed stat kan det

bestemmes, at ægteskaber, der indgås for vedkommende lands præster eller

diplomatiske eller konsulære tjenestemænd her i landet, er gyldige i Danmark.

Kapitel 3

Ægteskabs omstødelse

§ 23. Et ægteskab omstødes ved dom, hvis det er

indgået i strid med § 6 eller § 9.

Stk. 2. Er ægteskabet indgået i strid med § 9, kan det

dog ikke omstødes, når det tidligere ægteskab er ophørt, inden sag er anlagt.

Stk. 3. Sag til omstødelse kan anlægges af

justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, eller af en af

ægtefællerne. Er ægteskabet indgået i strid med § 9, kan tillige ægtefællen i

det tidligere ægteskab anlægge sag.

§ 24. Et ægteskab omstødes endvidere ved dom efter

påstand af den ene ægtefælle:

1) hvis han ved ægteskabets indgåelse befandt sig i en tilstand, som

udelukker evnen til at handle fornuftsmæssigt,

2) hvis han blev tvunget til at indgå ægteskab,

3) hvis han ved en fejltagelse blev viet til en anden end sin forlovede

eller uden at ville indgå ægteskab, eller

4) hvis han blev forledt til at indgå ægteskab ved, at han af den anden

ægtefælle gennem falske oplysninger eller svigagtig fortielse af sandheden

blev vildledt om, hvem den anden er, eller om sådanne omstændigheder ved

dennes tidligere liv, der med fuld føje ville have afholdt ham fra at indgå

ægteskabet, og som endnu må tillægges en sådan betydning for forholdet mellem

ægtefællerne, at ægteskabet ikke med rimelighed kan fordres opretholdt.

Stk. 2. Sag må anlægges inden 6 måneder efter, at den i

stk. 1, nr. 1-2, nævnte tilstand eller tvang er ophørt, eller efter, at

ægtefællen er blevet bekendt med de forhold, der er nævnt under nr. 3-4. Sag

må anlægges inden 3 år efter ægteskabets indgåelse.

§ 25. Omstødelse medfører samme retsvirkninger som

skilsmisse.

Stk. 2. Om formuedelingen gælder reglerne i

skiftelovens § 69.

§ 26. Omstødes et ægteskab, og var den ene ægtefælle

ved ægteskabets indgåelse i god tro med hensyn til omstødelsesgrunden, medens

den anden kendte eller burde kende denne, kan der ved dommen tilkendes den

førstnævnte ægtefælle en godtgørelse, der fastsættes under hensyn til begges

økonomiske kår og de øvrige omstændigheder.

§ 27. Dør en af parterne i et ægteskab, som kunne

omstødes efter § 23, inden omstødelse er sket, kan den efterlevende ægtefælle

eller enhver af arvingerne kræve reglerne i skiftelovens § 69 bragt til

anvendelse, og ægtefællen kan kræve godtgørelse efter § 26.

Stk. 2. Samme ret har den ægtefælle, der kan rejse sag

efter § 24, når den anden ægtefælle dør, inden omstødelse er sket, og inden

fristerne i § 24, stk. 2, er udløbet. Hvis sagen er anlagt, og ægtefællen

derefter dør, kan enhver af arvingerne kræve reglerne i skiftelovens § 69

bragt til anvendelse.

Stk. 3. Krav efter stk. 1-2 må fremsættes inden 6

måneder efter dødsfaldet.

§ 28. Hvis en ægtefælle, som har indgået ægteskab i

strid med § 9, dør, inden ægteskabet er omstødt, skal den ret mod tredjemand

til erstatning, pension eller andet økonomisk gode, som ved dødsfaldet

tilfalder en efterlevende ægtefælle, tilkomme ægtefællen i det første

ægteskab, medmindre andet fremgår af omstændighederne.

Kapitel 4

Separation

§ 29. En ægtefælle, som ikke mener at kunne fortsætte

samlivet, har ret til separation.

§ 30. Separationens virkninger bortfalder for

fremtiden, hvis ægtefællerne genoptager eller fortsætter samlivet.

Skilsmisse efter separation

§ 31. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 1 års

separation.

Stk. 2. Ægtefæller har ret til skilsmisse efter 6

måneders separation, hvis de er enige om skilsmisse.

2 års adskillelse

§ 32. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når

ægtefællerne på grund af uoverensstemmelser har levet adskilt i de sidste 2

år.

Utroskab

§ 33. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den

anden ægtefælle har været utro eller har deltaget i et lignende seksuelt

forhold. Skils-misse kan dog ikke kræves, hvis ægtefællen har været

indforstået med handlingen eller senere må anses at have frafaldet sin ret.

Stk. 2. Skilsmisse kan ikke opnås på grundlag af et

seksuelt forhold, der har fundet sted, mens ægtefællerne er separeret.

Stk. 3. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives

eller retssag anlægges inden 6 måneder efter, at ægtefællen er blevet vidende

om handlingen, og inden 2 år efter, at den er foretaget.

Vold

§ 34. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den

anden ægtefælle har udøvet forsætlig vold af grovere karakter over for denne

eller børnene.

Stk. 2. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives

eller retssag anlægges inden 1 år efter, at ægtefællen er blevet vidende om

handlingen, og inden 3 år efter, at den er begået.

Bigami

§ 35. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den

anden ægtefælle har indgået nyt ægteskab i strid med § 9.

§ 36. (Ophævet)

§ 37. (Ophævet)

§ 38. (Ophævet)

§ 39. (Ophævet)

§ 40. (Ophævet)

§ 41. (Ophævet)

Fremgangsmåden ved opnåelse af separation eller skilsmisse

§ 42. Separation og skilsmisse gives ved dom eller

bevilling.

Stk. 2. Bevilling kan kun meddeles, såfremt

ægtefællerne er enige om at ønske separation eller skilsmisse ved bevilling

og enige om de i §§ 46, 49 og 54-56 nævnte vilkår, jfr. dog § 45. Spørgsmål

om størrelsen af underholdsbidrag kan ægtefællerne henskyde til statsamtets

afgørelse. Bevilling udfærdiges af justitsministeren eller af statsamtet

efter justitsministerens bemyndigelse. Justitsministeren fastsætter regler om

gebyr for indgivelse af ansøgning om skilsmisse ved bevilling.

Stk. 3. Findes det betænkeligt at meddele bevilling,

skal bevilling nægtes.

Mægling

§ 43. Efter begge parters ønske kan der ske mægling

ved præsten. Regler herom fastsættes af kirkeministeren efter forhandling med

justitsministeren.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om

frivillig rådgivning af ægtefæller, inden der meddeles separation eller

skilsmisse.

Vilkårsforhandling

§ 44. Inden bevilling til separation eller skilsmisse

meddeles, skal der foretages vilkårsforhandling. Hvis der ønskes skilsmisse

efter § 31 og vilkårene for separationen gælder også for tiden efter

skilsmissen, er vilkårsforhandling dog ikke nødvendig.

Stk. 2. Regler om vilkårsforhandling fastsættes af

justitsministeren. Det kan i disse regler bestemmes, at vilkårsforhandling

bortfalder for en ægtefælle, der ikke har ophold her i landet.

Kapitel 5

Separations- og skilsmissevilkår og ændring

af vilkårene m.v.

§ 45. De vilkår, der er fastsat ved en dom til

separation, afsagt her i landet, gælder også for tiden efter en skilsmisse,

opnået på grundlag af separationen. Med hensyn til bidragspligt kan der dog

ved separationsdommen træffes anden bestemmelse.

Forældremyndighed

§ 46. Om forældremyndigheden over børnene i

forbindelse med separation eller skilsmisse gælder myndighedslovens regler.

§ 47. (Ophævet)

Ændring af aftale eller afgørelse om forældremyndighed

§ 48. (Ophævet)

Underholdsbidrag

§ 49. I forbindelse med separation eller skilsmisse

træffes der bestemmelse om, hvorvidt der skal påhvile en ægtefælle pligt til

at yde bidrag til den andens underhold.

§ 50. Indgår ægtefællerne ikke selv aftale herom,

afgør retten spørgsmålet om bidragspligt, herunder spørgsmålet om pligtens

varighed, medens statsamtet fastsætter bidragets størrelse. Medmindre der

foreligger særlige omstændigheder, kan retten kun pålægge en ægtefælle

bidragspligt for et bestemt tidsrum, der ikke kan overstige 10 år.

Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 træffes under hensyn

til, i hvilket omfang den, der ønsker bidrag, selv kan skaffe sig et efter

sine livsvilkår tilstrækkeligt underhold, og hvorvidt den anden part efter

sine økonomiske forhold og de øvrige omstændigheder formår at udrede bidrag.

Endvidere tages der hensyn til ægteskabets varighed. Der kan tillige tages

hensyn til, om den, der ønsker bidrag, har behov for støtte til uddannelse

eller lignende.

§ 51. Bidragspligt bortfalder, når den berettigede

indgår nyt ægteskab, eller en af ægtefællerne afgår ved døden.

Ændring af aftale eller afgørelse om underholdsbidrag

§ 52. En af ægtefællerne truffet aftale om

bidragspligten eller om bidragets størrelse kan ændres ved dom, såfremt det

på grund af væsentligt forandrede forhold vil være urimeligt at opretholde

aftalen.

§ 53. En ved dom truffet afgørelse om ægtefællernes

bidragspligt kan ændres ved en ny dom, såfremt væsentligt forandrede forhold

og særlige grunde i øvrigt taler herfor.

Stk. 2. En af statsamtet truffet afgørelse om bidragets

størrelse kan ændres af statsamtet, såfremt omstændighederne taler derfor.

Andre vilkår

§ 54. Om retten til ægtefællepension efter en

skilsmisse gælder lovgivningens særlige regler herom.

§ 55. Om ægtefællernes ret til at fortsætte lejemålet

af fælles lejlighed gælder lejelovgivningens regler herom.

Stk. 2. Såfremt en lejlighed i en ejendom, der hører

til den enes bodel eller særeje, og som indeholder flere

beboelseslejligheder, hidtil har tjent til familiens bolig, kan retten i

forbindelse med dom til separation eller skilsmisse pålægge ægtefællen at

udleje lejligheden til den anden ægtefælle og fastsætte vilkår for lejemålet.

§ 56. Har en ægtefælle haft særeje, kan det, hvis

ægtefællernes formueforhold, ægteskabets varighed og omstændighederne i

øvrigt i særlig grad taler derfor, efter påstand af den anden ægtefælle i

forbindelse med dom til separation eller skilsmisse bestemmes, at den ene

ægtefælle skal yde den anden et beløb for at sikre, at denne ikke stilles

urimeligt ringe i økonomisk henseende efter separationen eller skilsmissen.

Denne regel anvendes også med hensyn til rettigheder, der er uoverdragelige

eller i øvrigt af personlig art, og som ikke indgår i bodelingen.

Midlertidig bestemmelse om forældremyndighed

§ 57. (Ophævet)

Ændring af visse aftaler om vilkår m.v.

§ 58. Har ægtefæller med henblik på separation eller

skilsmisse truffet aftale om fordelingen af formuen, bidragspligten eller

andre vilkår, kan aftalen ved dom ændres eller erklæres for uforbindende,

såfremt den skønnes urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens

indgåelse.

Kapitel 6

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 59. Loven træder i kraft den 1. januar 1970.

§ 60. Bestemmelsen i § 21, stk. 2, anvendes også på

vielser foretaget før lovens ikrafttræden.

§ 61. Er der før lovens ikrafttræden anlagt sag til

opnåelse af separation, skilsmisse eller ægteskabs omstødelse eller indgivet

ansøgning om bevilling til separation eller skilsmisse, anvendes den

tidligere lovgivnings regler.

Stk. 2. Såfremt begge ægtefæller begærer det, inden

endelig dom afsiges, eller bevilling meddeles, kan lovens regler dog

anvendes.

Stk. 3. Omstødes et ægteskab, der er indgået før lovens

ikrafttræden, anvendes lovens regler om virkningerne af ægteskabs omstødelse.

§ 62. Om ægtefællers adgang til at opnå skilsmisse på

grundlag af en separation, meddelt før lovens ikrafttræden, anvendes den

tidligere lovgivnings regler.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan hver af

ægtefællerne dog kræve skilsmisse fra den 1. januar 1971.

Stk. 3. Efter begge ægtefællers begæring kan lovens

regler i øvrigt anvendes helt eller delvis.

§ 63. Bestemmelsen i § 48 anvendes også på aftaler og

afgørelser om forældremyndighed, der er truffet før lovens ikrafttræden.

§ 64. Bestemmelserne i §§ 52 og 58 anvendes kun på

aftaler, der er indgået efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Ændring af afgørelser om underholdsbidrag, der

er truffet før lovens ikrafttræden, sker efter lovens regler.

§ 65. Fra lovens ikrafttræden ophæves, jfr. dog §§

61, 62 og 64:

1) forordning af 30. april 1824 om præsters embede angående ægteskab,

2) lov af 13. april 1851 om ægteskab uden for folkekirken,

3) lov nr. 79 af 19. februar 1892 om ægteskabs indgåelse for danske

konsuler i udlandet,

4) lov nr. 269 af 14. december 1906 om overenskomster vedrørende

ægteskaber indgåede for diplomatiske eller konsulære embedsmænd,

5) lov nr. 276 af 30. juni 1922 om ægteskabs indgåelse og opløsning og

6) lov nr. 140 af 25. maj 1956 om adoption § 26.

§ 66. Ved overenskomst med fremmed stat eller af

justitsministeren kan der fastsættes regler om forholdet mellem dansk og

anden stats lovgivning om ægteskabs indgåelse og opløsning.

§ 67. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser,

som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Lov nr. 230 af 6. juni 1985, der vedrører §§ 46-48 og § 57 indeholder

bl.a. følgende bestemmelser:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 1986.

§ 4

Stk. 1. Er der før lovens ikrafttræden anlagt retssag

om separation eller skilsmisse eller indgivet ansøgning om bevilling til

separation eller skilsmisse, anvendes den tidligere lovgivnings regler.

Stk. 2. Såfremt begge ægtefæller anmoder derom, inden

endelig dom afsiges eller bevilling meddeles, anvendes dog bestemmelserne i

§§ 1 og 2.

Stk. 3. Er der før lovens ikrafttræden truffet aftale

eller afgørelse om forældremyndighed, der ikke skal gælde for en senere

separation eller skilsmisse, skal der under en separations- eller

skilsmissesag tages stilling til, hvem forældremyndigheden skal tilkomme.

Lov nr. 209 af 5. april 1989, der vedrører ægteskabslovens §§ 2, 5, 29-44,

50, 52 og 58, indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

§ 6

Loven træder i kraft den 1. oktober 1989.

§ 7

Stk. 1. Er der før lovens ikrafttræden indgivet

ansøgning om bevilling til separation eller skilsmisse eller anlagt retssag

om separation eller skilsmisse, anvendes den tidligere lovgivnings regler.

Stk. 2. Såfremt begge ægtefæller anmoder derom, inden

bevilling meddeles eller endelig dom afsiges, anvendes dog bestemmelserne i §

1.

Stk. 3. Om ægtefællers adgang til skilsmisse på

grundlag af separation meddelt før lovens ikrafttræden gælder bestemmelserne

i § 1.

§ 8

Den i § 1, nr. 8, nævnte ændring i ægteskabslovens § 52 og § 58, stk. 1,

gælder for alle aftaler, der er indgået efter den 1. januar 1970.

Lov nr. 373 af 7. juni 1989, der vedrører ægteskabslovens §§ 9 og 10,

fastsætter i § 5, at loven træder i kraft den 1. oktober 1989.

Lov nr. 845 af 20. december 1989, hvis § 1 vedrører ægteskabslovens § 42,

fastsætter i § 3, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende. (* 1)

Lov nr. 396 af 13. juni 1990, hvis § 7 vedrører ægteskabslovens §§ 1, 4,

10, 20, 42, 50 og 53, fastsætter i § 16, at loven træder i kraft den 1. juli

1990, dog træder § 7, nr. 4, der vedrører ægteskabslovens § 20, først i kraft

den 1. oktober 1990.

Justitsministeriet, den 8. marts 1991

Hans Engell

/ C. Rosholm

Officielle noter

(* 1) Bekendtgjort i Lovtidende den 21. december 1989

Lignende dokumenter