1988 LSF 36 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF ÆGTESKABSLOVEN M.V. (SEPARATIONS- OG SKILSMISSEBETINGELSER M.V.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse
nr. 630 af 15. september 1986, som ændret ved lov nr. 223 af 22.
april 1987, foretages følgende ændringer:
1. § 2, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
2. § 5 ophæves.
3. §§ 29-41 ophæves, og i stedet indsættes:
»Separation
§ 29. En ægtefælle, som ikke mener at kunne fortsætte samlivet, har ret
til separation.
§ 30. Separationens virkninger bortfalder for fremtiden, hvis ægtefællerne
genoptager eller fortsætter samlivet.
Skilsmisse efter separation
§ 31. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 1 års separation.
Stk. 2. Ægtefæller har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation,
hvis de er enige om skilsmisse.
2 års adskillelse
§ 32. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når ægtefællerne på grund af
uoverensstemmelser har levet adskilt i de sidste 2 år.
Utroskab
§ 33. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har
været utro eller har deltaget i et lignende seksuelt forhold. Skilsmisse kan
dog ikke kræves, hvis ægtefællen har været indforstået med handlingen eller
senere må anses at have frafaldet sin ret.
Stk. 2. Skilsmisse kan ikke opnås på grundlag af et seksuelt forhold, der
har fundet sted, mens ægtefællerne er separeret.
Stk. 3. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag
anlægges inden 6 måneder efter, at ægtefællen er blevet vidende om
handlingen, og inden 2 år efter, at den er foretaget.
Vold
§ 34. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har
Læs alt
udøvet forsætlig vold af grovere karakter over for denne eller børnene.
Stk. 2. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag
anlægges inden 1 år efter, at ægtefællen er blevet vidende om handlingen, og
inden 3 år efter, at den er begået.
Bigami
§ 35. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har
indgået nyt ægteskab i strid med § 9.«
4. § 42, stk. 1, 2. pkt., ophæves.
5. § 43 ophæves, og i stedet indsættes:
» § 43. Efter begge parters ønske kan der ske mægling ved
præsten. Regler herom fastsættes af kirkeministeren efter forhandling med
justitsministeren.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om frivillig rådgivning af
ægtefæller, inden der meddeles separation eller skilsmisse.«
6. § 44 affattes således:
» § 44. Inden bevilling til separation eller skilsmisse
meddeles, skal der foretages vilkårsforhandling. Hvis der ønskes skilsmisse
efter § 31 og vilkårene for separationen gælder også for tiden efter
skilsmissen, er vilkårsforhandling dog ikke nødvendig.
Stk. 2. Regler om vilkårsforhandling fastsættes af justitsministeren. Det
kan i disse regler bestemmes, at vilkårsforhandling bortfalder for en
ægtefælle, der ikke har ophold her i landet.«
7. I § 50, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Medmindre der foreligger særlige omstændigheder, kan retten kun
pålægge en ægtefælle bidragspligt for et bestemt tidsrum, der ikke kan
overstige 10 år.«
8. I § 52 og § 58, stk. 1, udgår »åbenbart«.
9. § 58, stk. 2-3, ophæves.
§ 2
I myndighedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985,
foretages følgende ændringer:
1. I § 50 a, stk. 1, og i § 52 ændres »ægtebarn«
til: »barn«.
2. Efter § 71 indsættes som ny paragraf:
» § 72. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om
forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om umyndighed og værgemål,
forældremyndighed og samværsret. Overenskomsten finder anvendelse her i
landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet
mellem danske og andre nordiske landes regler om umyndighed og værgemål,
forældremyndighed og samværsret.«
§ 3
I lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 628 af 15.
september 1986, indsættes efter § 53 som ny paragraf:
» § 53 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater
om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om ægteskabets
retsvirkninger. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter
bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet
mellem danske og andre nordiske landes regler om ægteskabets
retsvirkninger.«
§ 4
I lov om adoption, jf. lovbekendtgørelse nr. 629 af 15. september 1986,
indsættes efter § 40 som ny paragraf:
» § 40 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater
om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om adoption. Overenskomsten
finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet
mellem danske og andre nordiske landes regler om adoption.«
§ 5
I lov om børns retsstilling, jf. lovbekendtgørelse nr. 634 af 15.
september 1986, indsættes efter § 22 som ny paragraf:
» § 22 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater
om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om børns retsstilling,
herunder om børnebidrag. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter
bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet
mellem danske og andre nordiske landes regler om børns retsstilling, herunder
om børnebidrag.«
§ 6
Loven træder i kraft den 1. oktober 1989.
§ 7
Stk. 1. Er der før lovens ikrafttræden indgivet ansøgning om bevilling til
separation eller skilsmisse eller anlagt retssag om separation eller
skilsmisse, anvendes den tidligere lovgivnings regler.
Stk. 2. Såfremt begge ægtefæller anmoder derom, inden bevilling meddeles
eller endelig dom afsiges, anvendes dog bestemmelserne i § 1.
Stk. 3. Om ægtefællers adgang til skilsmisse på grundlag af separation
meddelt før lovens ikrafttræden gælder bestemmelserne i § 1.
§ 8
Den i § 1, nr. 8, nævnte ændring i ægteskabslovens § 52 og § 58, stk. 1,
gælder for alle aftaler, der er indgået efter den 1. januar 1970.
§ 9
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning
sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske
eller grønlandske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 630
af 15. september 1986, som ændret ved lov nr. 223 af 22. april 1987,
foretages følgende ændringer:
1. § 2, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
2. § 5 ophæves.
3. §§ 29-41 ophæves, og i stedet indsættes:
»Separation
§ 29. En ægtefælle, som ikke mener at kunne fortsætte samlivet, har ret
til separation.
§ 30. Separationens virkninger bortfalder for fremtiden, hvis ægtefællerne
genoptager eller fortsætter samlivet.
Skilsmisse efter separation
§ 31. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 1 års separation.
Stk. 2. Ægtefæller har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation,
hvis de er enige om skilsmisse.
2 års adskillelse
§ 32. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når ægtefællerne på grund af
uoverensstemmelser har levet adskilt i de sidste 2 år.
Utroskab
§ 33. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har
været utro eller har deltaget i et lignende seksuelt forhold. Skilsmisse kan
dog ikke kræves, hvis ægtefællen har været indforstået med handlingen eller
senere må anses at have frafaldet sin ret.
Stk. 2. Skilsmisse kan ikke opnås på grundlag af et seksuelt forhold, der
har fundet sted, mens ægtefællerne er separeret.
Stk. 3. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag
anlægges inden 6 måneder efter, at ægtefællen er blevet vidende om
handlingen, og inden 2 år efter, at den er foretaget.
Vold
§ 34. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har
udøvet forsætlig vold af grovere karakter over for denne eller børnene.
Stk. 2. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag
anlægges inden 1 år efter, at ægtefællen er blevet vidende om handlingen, og
inden 3 år efter, at den er begået.
Bigami
§ 35. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har
indgået nyt ægteskab i strid med § 9.«.
4. § 42, stk. 1, 2. pkt., ophæves.
5. § 43 ophæves og i stedet indsættes:
» § 43. Efter begge parters ønske kan der ske mægling ved
præsten. Regler herom fastsættes af kirkeministeren efter forhandling med
justitsministeren.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om frivillig rådgivning af
ægtefæller, inden der meddeles separation eller skilsmisse.«.
6. § 44 affattes således:
» § 44. Inden bevilling til separation eller skilsmisse
meddeles, skal der foretages vilkårsforhandling. Hvis der ønskes skilsmisse
efter § 31, og vilkårene for separationen gælder også for tiden efter
skilsmissen, er vilkårsforhandling dog ikke nødvendig.
Stk. 2. Regler om vilkårsforhandling fastsættes af justitsministeren. Det
kan i disse regler bestemmes, at vilkårsforhandling bortfalder for en
ægtefælle, der ikke har ophold her i landet.«.
7. I § 50, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, kan retten
kun pålægge en ægtefælle bidragspligt for et bestemt tidsrum, der ikke kan
overstige 10 år«.
8. I § 52 og § 58, stk. 1, udgår: »åbenbart«.
9. § 58, stk. 2-3, ophæves.
§ 2
I myndighedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985,
foretages følgende ændringer:
1. I § 50 a, stk. 1, og i § 52 ændres »ægtebarn«
til »barn«.
2. Efter § 71 indsættes som ny paragraf:
» § 72. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om
forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om umyndighed og værgemål,
forældremyndighed og samværsret. Overenskomsten finder anvendelse her i
landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet
mellem danske og andre nordiske landes regler om umyndighed og værgemål,
forældremyndighed og samværsret.«.
§ 3
I lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 628 af 15.
september 1986, indsættes efter § 53 som ny paragraf:
» § 53 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater
om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om ægteskabets
retsvirkninger. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter
bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet
mellem danske og andre nordiske landes regler om ægteskabets
retsvirkninger.«.
§ 4
I lov om adoption, jf. lovbekendtgørelse nr. 629 af 15. september 1986,
indsættes efter § 40 som ny paragraf:
» § 40 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater
om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om adoption. Overenskomsten
finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet
mellem danske og andre nordiske landes regler om adoption.«.
§ 5
I lov om børns retsstilling, jf. lovbekendtgørelse nr. 634 af 15.
september 1986, indsættes efter § 22 som ny paragraf:
» § 22 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater
om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om børns retsstilling,
herunder om børnebidrag. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter
bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet
mellem danske og andre nordiske landes regler om børns retsstilling, herunder
om børnebidrag.«.
§ 6
Loven træder i kraft den 1. oktober 1989.
§ 7
Stk. 1. Er der før lovens ikrafttræden indgivet ansøgning om bevilling til
separation eller skilsmisse eller anlagt retssag om separation eller
skilsmisse, anvendes den tidligere lovgivnings regler.
Stk. 2. Såfremt begge ægtefæller anmoder derom, inden bevilling meddeles
eller endelig dom afsiges, anvendes dog bestemmelserne i § 1.
Stk. 3. Om ægtefællers adgang til skilsmisse på grundlag af separation,
meddelt før lovens ikrafttræden, gælder bestemmelserne i § 1.
§ 8 Den i § 1, nr. 8, nævnte ændring i ægteskabslovens § 52 og § 58, stk.
1, gælder for alle aftaler, der er indgået efter den 1. januar 1970.
§ 9.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning
sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske
eller grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslaget tilsigter en modernisering af ægteskabslovens regler om
separation, skilsmisse og ægtefællebidrag.
Der indføres en ret for hver ægtefælle til at kræve separation. Endvidere
nedsættes separationsperioden til 6 måneder for ægtefæller, som lever
separerede og som er enige om, at de vil skilles.
Den lovpligtige mægling foreslås afskaffet samtidig med at muligheden for,
at ægtefællerne kan få mægling hos præsten, opretholdes. Desuden lægges der
op til en forsøgsordning med professionel, frivillig parrådgivning.
Lovforslaget indebærer endvidere, at ægteskabslovens regler om
ægtefællebidragets varighed tilpasses den praksis, der har udviklet sig ved
domstolene. Efter forslaget skal der således i almindelighed kun kunne
pålægges bidragspligt for et bestemt tidsrum på højst 10 år. Tidsubegrænset
bidragspligt skal efter forslaget kun kunne pålægges, såfremt der foreligger
ganske særlige omstændigheder.
Den foreslåede modernisering af bestemmelserne om separation og skilsmisse
bygger på betænkning nr. 1121/87 om separations- og skilsmissebetingelser,
der er afgivet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet.
2. Medlemmer af Det Radikale Venstre fremsatte den 23. februar 1988
forslag til lov om ændring af ægteskabsloven (separations- og
skilsmissebetingelser) (lovforslag nr. 222 i folketingsåret 1987/88)
Førstebehandlingen af lovforslaget er optrykt i Folketingstidende 1987/88,
sp. 9282 ff.
Dette lovforslag svarer i væsentlig grad til det tidligere lovforslag.
3. Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning blev gennemført som lov nr. 256
af 4. juni 1969, se nu lovbekendtgørelse nr. 630 af 15. september 1986.
Grundlaget for loven var betænkning 2 afgivet af Ægteskabsudvalget af 1957.
De gældende regler om adgangen til separation og skilsmisse findes i
ægteskabslovens kapitel 4 som §§ 29-41. Kun en enkelt af de nævnte
bestemmelser er siden blevet ændret, idet § 39 om skilsmisse på grund af vold
fik en ny affattelse og et udvidet område ved lov nr. 223 af 22. april 1987.
4. Allerede inden loven af 1969 trådte i kraft, havde justitsministeren
nedsat et udvalg, som skulle arbejde videre med en generel revision af
ægteskabslovgivningen, Ægteskabsudvalget af 1969.
I begyndelsen af 1970-erne afgav Ægteskabsudvalget fire betænkninger om de
materielle regler i ægteskabslovgivningen. Af betydning for nærværende
lovforslag har navnlig været betænkning 1 om ægteskabs indgåelse (nr. 691/73)
og betænkning 2 om ægteskabs opløsning (nr. 697/73).
5. Ægteskabslovgivningen har, som det fremgår af arbejdsgruppens
betænkning, side 18-20, været genstand for nordisk samarbejde også i
1970-erne og 1980-erne, idet der i de andre nordiske lande lige som i Danmark
har været nedsat udvalg med den opgave at overveje ændringer i lovgivningen.
I Sverige er ægteskabslovsrevisionen afsluttet i april 1987, og i Finland
blev der på samme tidspunkt vedtaget nye regler, som i det væsentlige er i
overensstemmelse med de svenske bestemmelser på området. Det norske udvalg
afgav i august 1985 en delbetænkning om indgåelse og opløsning af ægteskab.
Der er endnu ikke fremsat lovforslag i Norge.
De svenske og finske bestemmelser om ægteskabsopløsning og det norske
ægteskabsudvalgs lovudkast herom er optrykt som bilag 1 i betænkningen, side
79-87, sat over for arbejdsgruppens lovudkast.
6. Medlemmer af Det Radikale Venstre fremsatte den 14. januar 1987 forslag
til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (skilsmisseret
efter vold). Lovforslaget blev vedtaget enstemmigt ved 3. behandlingen den 7.
april 1987. I retsudvalgets betænkning blev der givet udtryk for behovet for
en modernisering af separations- og skilsmissebetingelserne.
7. På baggrund heraf nedsatte justitsministeren i maj 1987 en
arbejdsgruppe. Arbejdsgruppen fik til opgave at udarbejde moderniserede
regler om separations- og skilsmissebetingelserne i ægteskabslovens kapitel
4. Arbejdsgruppens kommissorium er medtaget i betænkningen side 1.
I september 1987 afsluttede arbejdsgruppen sit arbejde med afgivelse af
betænkning nr. 1121/1987 om separations- og skilsmissebetingelser. I
betænkningen har arbejdsgruppen udarbejdet udkast til ændring af separations-
og skilsmissebetingelserne og til en vis forenkling af skilsmisseprocessen.
Betænkningen blev i oktober 1987 sendt til høring hos de myndigheder og
organisationer, der er nævnt i punkt 10.
8. Som anført ovenfor under punkt 6 gav retsudvalget i betænkningen om
forslag til ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (skilsmisseret
efter vold) udtryk for ønske om modernisering af separations- og
skilsmissebetingelserne.
I betænkningen anførte Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Det
Radikale Venstres medlemmer af udvalget bl.a., at skilsmisse burde kunne
opnås umiddelbart i situationer, hvor ægtefællerne er enige herom. Er
ægtefællerne ikke enige, eller har de fælles børn under 16 år, fandt
flertallet, at det burde overvejes at indføre betænkningstidsordning svarende
til den svenske.
Retsudvalgets medlemmer fra Det Konservative Folkeparti, Venstre,
Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti mente, at separationsinstituttet
burde bevares.
På den baggrund har arbejdsgruppen særlig overvejet, om der bør
gennemføres en adgang til skilsmisse ved enighed, og om betænkningstid bør
erstatte separationsinstituttet i dansk ret.
8.1. I dag må ægtefæller, der er enige om at ville skilles, igennem en
1-årig separationstid, medmindre der foreligger en af de særlige
skilsmissegrunde, i praksis næsten altid utroskab.
I Danmark går vejen til skilsmisser i omkring 70-80 % af tilfældene, som
det fremgår af tallene i betænkningens afsnit 1.2.2.-4., over separation.
Et flertal i Ægteskabsudvalget gik ind for skilsmisse ved enighed, idet
kun et medlem var imod en regel herom, se betænkning 2, side 12-13.
Arbejdsgruppens overvejelser om, hvorvidt der bør indføres adgang til
umiddelbar skilsmisse ved enighed mellem ægtefællerne, er gengivet i
betænkningen, side 40-42. Arbejdsgruppen har taget udgangspunktet i, at
lovgivningen ikke uden tungtvejende grunde bør tvinge ægtefæller til at
bevare et retligt bånd mellem sig, som de er enige om ikke at ønske.
Fastholdelse af kravet om en separationsperiode vil over for enige og
velovervejede ægtefæller kunne opfattes som urimeligt og måske føre til
fingerede utroskabsforhold. På den anden side rummer en regel om adgang til
skilsmisse uden forudgående separation efter arbejdsgruppens opfattelse en
risiko for forhastede og uigennemtænkte skilsmisser, fordi parterne kan
handle uden den fornødne omtanke i en konfliktsituation.
Arbejdsgruppen har i forbindelse med sine overvejelser inddraget
varigheden af den periode, der kan være nødvendig for at undgå forhastede
skilsmisser. Arbejdsgruppen har stillet forslag om, at separationstiden for
enige ægtefæller nedsættes fra 1 år til 6 måneder. Herved er ulemperne ved et
krav om separation forud for skilsmisse også for enige ægtefæller efter
arbejdsgruppens opfattelse i væsentlig grad mindsket. En skilsmisse er et så
vidtgående skridt, at det kan siges ikke at være urimeligt, at ægtefællerne
må vente 6 måneder, inden de kan få skilsmisse, selv om de er enige.
Arbejdsgruppen har derfor fundet, omend under tvivl, at der for at undgå
overilede skilsmisser og sikre, at der tages rimelige hensyn til en
ægtefælle, der kun nødtvungent går med til at søge ægteskabet opløst, fortsat
ikke bør være adgang til umiddelbar skilsmisse ved enighed herom mellem
ægtefællerne.
Der har i arbejdsgruppen været enighed om, at spørgsmålet om, hvorvidt
ægtefæller skal gennem en separationstid, før skilsmisse kan opnås, skal
afgøres uafhængigt af, om der er mindreårige børn i ægteskabet. En regel om,
at kun ægtepar med børn i enighedstilfælde skulle igennem en kortvarig
separationsperiode, ville i øvrigt efter arbejdsgruppens mening stemme mindre
godt med de forældremyndighedsregler, der blev gennemført i 1985.
Der er ikke umiddelbar adgang til skilsmisse ved enighed i Finland og
Norge, og det norske ægteskabsudvalgs lovudkast indeholder heller ikke
forslag herom. I Sverige er der kun umiddelbar adgang til skilsmisse ved
enighed, hvis der ikke er børn i ægteskabet.
8.2. Som nævnt pegede flertallet af retsudvalgets medlemmer på, at
separationsinstituttet eventuelt kunne erstattes med en ordning med
betænkningstid, således som den især kendes i Sverige. Arbejdsgruppen har på
denne baggrund overvejet, om det svenske betænkningstidssystem bør indpasses
i dansk ret. Der henvises til betænkningens kapitel 2, side 21-35.
8.2.1. I Sverige ændredes separationsinstituttet i 1973 til en
betænkningstid. En tilsvarende ordning blev indført i Finland i 1987.
Efter svensk ret skal der, efter at begæring om skilsmisse er fremsat af
den ene af ægtefællerne eller af enige ægtefæller med børn, herunder
hjemmeboende særbørn under 16 år, gå seks måneder, før skilsmissen kan
bevilges. I Finland skal der som udgangspunkt altid være en betænkningstid,
uanset om ægtefællerne er enige, og selv om de ikke har mindreårige børn.
For at skilsmissen kan meddeles, kræves det, at en af parterne efter
fristens udløb, men inden et år efter betænkningstidens begyndelse,
fremsætter en ny begæring om skilsmisse. Sker dette ikke, bortfalder
betænkningstiden. Det er således ikke muligt at opretholde
betænkningstidsperioden ud over et år.
Ved betænkningstidens begyndelse tages der ikke stilling til vilkårene for
den senere skilsmisse. Hvis ægtefæller ikke selv kan løse de problemer, der
måtte opstå, f.eks. med hensyn til forældremyndighed, bidrag eller
boligspørgsmålet, kan en af dem anmode retten om at træffe en foreløbig
afgørelse. Ved betænkningstidens udløb tages der stilling til vilkårene i det
omfang, der anmodes herom.
Det kræves ikke, at samlivet ophæves, og der kan meddeles skilsmisse, selv
om parterne har boet sammen i hele betænkningstiden.
Ved en svensk lovændring i 1987 er der skabt generel adgang til at kræve
formuefællesskabet opløst, så snart anmodning om betænkningstid er fremsat.
Den gensidige arveret bortfalder i betænkningstiden.
8.2.2. En grundlæggende forskel mellem separation og betænkningstid er
kravet om samlivsophævelse i separationsperioden, et krav, der ikke
stilles efter finsk og svensk ret.
Den gældende danske ordning forudsætter, at den retlige separation
følges op af en faktisk ophævelse af samlivet. Hvis ægtefæller, som er blevet
separeret, fortsætter eller genoptager samlivet, bortfalder separationens
virkninger for fremtiden, jf. ægteskabslovens § 31.
En anden forskel er, at det er et væsentligt led i den gældende danske
ordning, at der straks ved separationen findes en løsning på, under hvilke
vilkår ægteskabet skal opløses. Dette indebærer, at der som udgangspunkt i
forbindelse med separationen skal tages stilling til forældremyndighed, jf.
myndighedslovens § 11, stk. 1, og ægteskabslovens § 46, og pligten for en
ægtefælle til at betale bidrag til den anden ægtefælle, jf. ægteskabslovens §
49. Bor ægtefællerne i lejebolig, skal det aftales eller afgøres, hvem der
efter lejelovens § 77, jf. ægteskabslovens § 55, skal fortsætte lejemålet.
Endelig kan det i særejeægteskaber komme på tale at tilkende et beløb efter
ægteskabslovens § 56, for at en ægtefælle ikke skal blive stillet urimeligt
ringe efter separationen.
Denne pligt til stillingtagen følges op med en regel om, at
separationsvilkår, der er fastsat ved dom, også gælder for tiden efter en
skilsmisse opnået på grundlag af separationen, jf. ægteskabslovens § 45. Med
hensyn til bidragspligten kan der dog ved separationsdomme træffes anden
bestemmelse, jf. § 45, 2. pkt. Også i separationsbevillinger aftales der
normalt såkaldt gennemgående vilkår. Ved separationen bortfalder
formuefællesskabet mellem ægtefællerne, og der skal foretages bodeling, jf.
lov om ægteskabets retsvirkninger § 16, stk. 2. Arveretten mellem
ægtefællerne falder også bort ved separationen, jf. arvelovens § 38.
8.2.3. Det danske Ægteskabsudvalg tog i betænkning 2 fra 1973, side
10-12, stilling til den nye svenske betænkningstid. Kun et af udvalgets
medlemmer havde en vis sympati for de svenske regler, først og fremmest fordi
ægtefællerne kunne fortsætte samlivet i betænkningstiden. Ingen af de øvrige
medlemmer kunne gå ind for ordningen. Separation var efter flertallets
opfattelse et indarbejdet nordisk retsinstitut, som havde den grundlæggende
funktion at virke som en prøveskilsmisse. De fandt, at separationen gav tid
til overvejelse, inden ægtefællerne skulle træffe den endelige beslutning om
skilsmisse, og her ville de få hinanden og deres uoverensstemmelser på
afstand. Der havde endvidere ikke i de forudgående års debat om
ægteskabslovgivningen, hverken i offentligheden eller i fagkredse, kunnet
spores nogen almindelig kritik mod separationsinstituttets grundprincipper.
Afskaffelse af dette institut måtte derfor efter disse medlemmers opfattelse
kræve tungtvejende grunde, som ikke forelå. Det ville tillige være et klart
tilbageskridt, dersom man i betænkningstiden principielt kun kunne få
midlertidige afgørelser om forældremyndighed, bidragspligt og
boligspørgsmålet frem for den ordning, der indførtes i 1969 med gennemgående
vilkår. Flertallet tilføjede, at en del fraseparerede ægtefæller vedbliver at
leve separeret i mange år, eventuelt resten af livet, f.eks. fordi de af
religiøse eller andre grunde ikke ønsker at blive skilt, og for dem vil en
betænkningstid, der bortfalder efter et års forløb, være uhensigtsmæssig.
Det norske udvalg har ligeledes vurderet den svenske
betænkningstidsordning og med samme negative resultat. Det norske udvalgs
overvejelser fra 1985 er gengivet i arbejdsgruppens betænkning, side 28-29.
8.2.4. Arbejdsgruppens overvejelser er gengivet i betænkningen,
side 30-35. Det fremgår bl.a., at arbejdsgruppen har fundet, at det må tages
i betragtning, at skønsmæssigt 20-30 % af separationerne ikke følges op med
en skilsmisse. Der er en betydelig gruppe, men et klart mindretal, der i
separationstiden bliver klar over, at de ønsker at fortsætte ægteskabet. For
disse mennesker er det en væsentlig fordel ved separationsordningen, at der
er en forholdsvis nem adgang til at få ægteskabet reetableret fuldt ud. Det
sker uden myndighedernes indblanding blot ved at fortsætte eller genoptage
samlivet, jf. ægteskabslovens § 31.
Efter svensk ret er ægtefæller, der inden for betænkningstidens
etårsperiode ønsker at ændre retsstilling, nødt til at rette fornyet
henvendelse til myndighederne for at få annulleret betænkningstiden og dermed
få ægteskabets fulde retsvirkninger til at genindtræde.
Arbejdsgruppen har endvidere fundet, at en kommende ordning må tage hensyn
til den gruppe, der frivilligt vælger en separationsperiode, der er noget
eller meget længere end den lovmæssige. Dette sker efter arbejdsgruppens
opfattelse ikke i fornødent omfang ved den finsk-svenske betænkningstid,
hvorefter ægtefællerne, uanset om samlivet er ophævet, skal kræve skilsmisse
inden 1-års fristens udløb for at opnå skilsmisse på grundlag af
betænkningstiden. Tages et initiativ ikke, falder de foreløbige beslutninger,
der er truffet om vilkårene, bort, selv om ingen af ægtefællerne har noget
ønske om at genoptage samlivet, og der derfor fortsat er behov for en
regulering. Hvis en af ægtefællerne fortsat ønsker ægteskabet opløst, må
denne begynde forfra med en ny betænkningstid.
Arbejdsgruppen har samtidig peget på, at der ved udformningen af reglerne
bør lægges afgørende vægt på, at størstedelen af parrene ophæver samlivet før
eller ved separationen og dermed prøver at leve hver for sig, samt at de
fleste separerede bliver skilt kortere tid efter separationstidens udløb.
Skønsmæssigt 70-80 % af separationerne ender med skilsmisse, idet forsøget på
at bevare ægteskabet mislykkes. For dette flertal har arbejdsgruppen fundet,
at det er en stor fordel, at der efter gældende ret senest i forbindelse med
separationen tages endelig stilling til vilkårene, d.v.s. spørgsmålet om
forældremyndighed, bidragspligt, hvem der skal fortsætte et eventuelt lejemål
vedrørende familiens bolig og størrelsen af et eventuelt § 56-krav. De
vilkår, der er fastsat ved separationen, gælder som nævnt normalt også for
tiden efter en skilsmisse opnået på grundlag af separationen - de såkaldt
gennemgående vilkår. Princippet om pligtmæssig stillingtagen til en række
vilkår straks ved separationen og om i vid udstrækning at gøre disse vilkår
gennemgående har været fremherskende i nyere dansk ægteskabslovgivning.
På denne baggrund er der efter arbejdsgruppens opfattelse kun meget
begrænset behov for en formaliseret betænkningstid uden samlivsophævelse,
efter at ægtefællerne eller en af dem har besluttet at rette henvendelse til
myndighederne om ægteskabets opløsning. Hensynet til, at parterne kan få de
praktiske problemer, som knytter sig til det at leve adskilt, løst,
forekommer at veje tungere end det at imødekomme et muligt behov for under et
fortsat samliv at få registreret en betænkningstid med begrænsede
retsvirkninger. En afgørende styrke ved separationsinstituttet er netop den
endelige afklaring af vilkårene, som modsvarer de praktiske behov i det
overvejende antal tilfælde, frem for det finsk-svenske system med foreløbige
afgørelser ved betænkningstidens begyndelse og fornyet stillingtagen ved
skilsmissen.
Arbejdsgruppen har på denne baggrund overvejet den nærmere udformning af
kravet om samlivsophævelse, idet det er væsentligt, at reglen om
separationens bortfald ved samlivsgenoptagelse ikke medfører, at parterne
afstår fra at gøre forsøg på at genoptage samlivet af frygt for at blive
»fanget« i ægteskabet på et for spinkelt grundlag. Gældende
praksis, som er beskrevet i betænkningen side 22-25, giver efter
arbejdsgruppens opfattelse ægtefællerne ganske vidtgående muligheder for
sådanne forsøg med at fortsætte ægteskabet. Praksis skønnes at være rimelig
liberal og er i vidt omfang afpasset efter de konkrete behov i den enkelte
situation. Arbejdsgruppen har forudsat, at denne smidige ordning fortsættes
og har fundet, at en yderligere lempelse af kravet om samlivsophævelse vil
være vanskelig, når ægtefæller, der er enige herom, kan få skilsmisse efter
et halvt års separation. Ved en ændret formulering af kravet om
samlivsophævelse har arbejdsgruppen søgt mere dækkende at beskrive den
praksis, der har udviklet sig omkring den gældende § 31 vedrørende
genoptagelse af samlivet.
9. Ægteskabslovens § 5.
Efter § 5 i den gældende lov må den, som er sindssyg eller åndssvag, ikke
indgå ægteskab uden tilladelse.
Denne bestemmelse har været overvejet i et udvalg, som justitsministeren
nedsatte i december 1968 med den opgave at overveje, i hvilket omfang
adgangen for sindssyge og åndssvage til at indgå ægteskab fortsat bør være
betinget af særlig tilladelse. Udvalget har afsluttet sit arbejde i efteråret
1972 med afgivelse af betænkning nr. 658/1972. Efter en samlet bedømmelse på
baggrund af de foreliggende oplysninger, herunder om forbudets lidet
effektive karakter, fandt flertallet af udvalgets medlemmer, at
beskyttelseshensynene ikke længere kunne bære et forbud mod ægteskab. Når
forbudet af flertallet blev anset for lidet effektivt, skyldtes dette især,
at de pågældende ikke kunne hindres i at have bofællesskab.
Justitsministeriet bad Ægteskabsudvalget af 1969 om en udtalelse over
betænkningen. Udvalget meddelte, at man kunne tilslutte sig betænkningens
flertalsindstilling om, at ægteskabslovens § 5 bør søges ophævet. Da udvalget
imidlertid var betænkelig ved en stykvis ændring af loven, foretrak et
flertal i udvalget, at bestemmelsens ophævelse afventede en samlet revision
af ægteskabslovgivningen.
Det centrale Handicapråd har flere gange rettet henvendelse til
Justitsministeriet om ophævelse af bestemmelsen.
Justitsministeriet er enig i, at bestemmelsen om, at sindssyge og
åndssvage skal have tilladelse til indgåelse af ægteskab, ikke længere er
tidssvarende og foreslår bestemmelsen ophævet.
10. Separations- og skilsmisseregler
10.1. Adgang til separation
Det foreslås, at en ægtefælle skal have ret til separation, uanset hvordan
den anden ægtefælle stiller sig hertil.
Efter § 29 i den gældende ægteskabslov har ægtefæller ret til separation,
når de mener ikke at kunne fortsætte samlivet og er enige om at søge
separation. En ægtefælle har endvidere ret til separation, selv om den anden
ægtefælle protesterer, hvis denne groft har forsømt familiens underhold eller
groft krænket andre pligter over for ægtefællen eller børnene. Det samme
gælder, hvis forholdet mellem ægtefællerne af andre grunde må anses for
ødelagt, medmindre ødelæggelsen hovedsagelig beror på ægtefællens eget
forhold, jf. § 30, stk. 1. En ægtefælle har endvidere ret til separation,
hvis der foreligger omstændigheder, som ville give ham ret til at kræve
skilsmisse, jf. § 30, stk. 2. Efter gældende lovgivning er der således i
princippet ikke ensidig ret til separation.
Ægteskabsudvalget foretog i begyndelsen af 1970-erne en gennemgang af
praksis, der viste, at domstolene kun nægter separation i meget få tilfælde,
og siden har der kun været een Højesteretsdom og een trykt landsretsdom, hvor
der blev frifundet for separationspåstanden.
I arbejdsgruppen var der enighed om, at der som foreslået af
Ægteskabsudvalget og det norske udvalg og i overensstemmelse med finsk og
svensk lovgivning bør indføres ensidig adgang for en ægtefælle til at få
separation, uanset hvordan den anden ægtefælle stiller sig hertil. Der vil i
alt væsentligt kun være tale om en kodifikation af allerede eksisterende
praksis, og lovgivningen bør i tilfælde som det foreliggende tilpasses den
praksis, som faktisk følges, således at reglerne giver et korrekt udtryk for
de reelle muligheder for separation. Arbejdsgruppen har endvidere lagt vægt
på, at et forslag om ensidig adgang til separation vil betyde en vigtig
afdramatisering af separationssagerne, idet selve spørgsmålet om, hvorvidt
der skal meddeles separation, ikke længere vil kunne give anledning til tvist
mellem ægtefællerne. Der henvises nærmere til betænkningen, side 35-38.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens forslag om, at enhver af
ægtefællerne altid skal have ret til separation uden at skulle angive eller
godtgøre en grund. Der henvises til lovforslagets § 29, der skal afløse de
gældende regler i § 29 og § 30.
10.2. Kravet om samlivsophævelse
Efter den gældende § 31 bortfalder separationens virkninger for fremtiden,
hvis ægtefællerne genoptager samlivet.
Arbejdsgruppen har fundet, at dette krav bør opretholdes. Der henvises til
betænknngen, side 22-25, side 33-34 og bemærkningerne til § 30 i lovudkastet.
Præsidenten for Østre Landsret, Foreningen af statsamtsjurister og
Overpræsidenten for København har udtalt sig imod en ændring af den gældende
bestemmelse om samlivsophævelse, idet den formulering, der er foreslået af
arbejdsgruppen, efter deres opfattelse vil kunne skabe uklarhed og tvivl om
kravet til samlivsophævelse.
Justitsministeriet finder på denne baggrund ikke grundlag for at ændre
bestemmelsen, bortset fra en sproglig præcisering, der svarer til en ændring,
der allerede er foretaget i myndighedslovens § 12.
10.3. Separationstidens længde
Efter den gældende lovs § 32 har enhver af ægtefællerne ret til
skilsmisse, når de efter opnået separation har levet adskilt i 1 år og ikke
senere har genoptaget samlivet.
Det foreslås, at separationstiden fortsat skal være 1 år. Er ægtefællerne
enige om at ønske skilsmisse, foreslås det dog, at separationstiden nedsættes
til 6 måneder.
Arbejdsgruppen har ligesom Ægteskabsudvalget og det norske udvalg fundet,
at separationsperioden som udgangspunkt fortsat bør være af 1 års varighed.
Der henvises til betænkningen, side 42-43. Hvis separationsperioden skal være
en realitet som prøvetid i de tilfælde, hvor den ene af ægtefællerne ønsker
at fortsætte ægteskabet, kan den vanskeligt være kortere end 1 år.
I tilfælde, hvor ægtefællerne er enige om at ønske skilsmisse, er det
efter arbejdsgruppens opfattelse tilstrækkeligt, at de har været igennem en
separationstid på 6 måneder. Ægtefællerne kan i denne periode nå at overveje
deres fremtidige situation, samtidig med at de får hinanden og deres
konflikter på afstand.
Justitsministeriet kan tiltræde arbejdsgruppens forslag.
10.4. To års adskillelse
Efter den gældende lovs § 33 har enhver af ægtefællerne ret til
skilsmisse, når deres samliv på grund af uoverensstemmelser har været ophævet
i de sidste 3 år.
En ægtefælle har efter den gældende § 34 ret til skilsmisse, når den anden
ægtefælle mod hans vilje og uden fyldestgørende grund har ophævet samlivet,
og dette derefter har været ophævet i de sidste 2 år.
Det foreslås, at denne bestemmelse forenkles således, at enhver af
ægtefællerne har ret til skilsmisse, når de på grund af uoverensstemmelser
har levet adskilt i de sidste 2 år.
Arbejdsgruppen har i lighed med gældende finsk og svensk ret og det norske
lovudkast foreslået, at skilsmissen skal kunne opnås efter en
samlivsophævelse, der har varet i mindst 2 år. Der er i denne situation ikke
grund til, at ægtefællerne skal igennem en yderligere separationsperiode på
1/2-1 år, hvis de eller blot en af dem ønsker ægteskabet opløst. Som det
fremgår af de talmæssige oplysninger i betænkningens afsnit 1.2.2.-4.,
anvendes den gældende bestemmelse i § 33 i et vist omfang i praksis.
Arbejdsgruppen har fundet, at det fortsat bør fremgå af bestemmelsen, at
alene samlivsophævelse på grund af uoverensstemmelse kan danne grundlag for
skilsmisse. Faktisk adskillelse, der ikke skyldes uenighed, men f.eks.
arbejds- eller uddannelsesmæssige forhold, institutions- eller
fængselsophold, bør ikke kunne medføre ret til umiddelbar skilsmisse. Der
henvises til betænkningen side 44-45.
Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at der bør være adgang
til umiddelbar skilsmisse, når ægtefæller i de sidste 2 år har levet adskilt
på grund af uoverensstemmelser. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til
forslaget til § 32.
10.5. Skilsmisse på grund af utroskab.
Ifølge ægteskabslovens § 37 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når den
anden ægtefælle har gjort sig skyldig i ægteskabsbrud eller andet forhold,
der kan sidestilles hermed. Skilsmisse kan dog ikke kræves, hvis ægtefællen
selv har givet anledning til handlingen eller må anses at have frafaldet sin
ret. Ifølge stk. 2 kan der i stedet for skilsmisse gives separation, hvis
hensynet til børnene eller andre vægtige grunde på afgørende måde taler
derfor. I stk. 3 findes frister, inden hvilke retssag om skilsmisse må
anlægges, eller bevillingsansøgning indgives.
I Danmark tyder en gennemgang af de foreliggende, noget sparsomme,
oplysninger på, at i hvert fald 25-30% af alle danske ægteskabsopløsninger
sker med utroskab som skilsmissegrund.
Indstillingen i Ægteskabsudvalget til utroskab som skilsmissegrund var
præget af tvivl, se betænkning 2 (nr. 697/73), side 17-18. Der var imidlertid
enighed om, at bestemmelsen i § 37, stk. 2, om separation i stedet for
skilsmisse burde ophæves. Udvalget var ikke bekendt med, at bestemmelsen var
anvendt af domstolene. Hele udvalget gik også ind for at ophæve adgangen til
skilsmisse på grund af utroskab i separationstiden.
Ved de lovændringer, der blev gennemført i Sverige i 1973 og i Finland i
1987, blev adgangen til umiddelbar skilsmisse ved utroskab ophævet. Også det
norske udvalg har foreslået utroskabsbestemmelsen ophævet.
I arbejdsgruppens lovudkast er der medtaget en regel om skilsmisse på
grund af utroskab. Der har imidlertid været delte meninger i arbejdsgruppen
herom, jf. betænkningen side 47-48. Det er således på den ene side gjort
gældende, at utroskab ikke bør sættes i særklasse som skilsmissegrund, og at
det er betænkeligt at bevare en regel, der så klart er udtryk for et snævert
skyldprincip. Med indførelse af en ensidig adgang til separation vil den
ægtefælle, der føler sig krænket af den andens utroskab, få tilstrækkelig
mulighed for at komme ud af ægteskabet. Den udbredte anvendelse i dag af
utroskabsbestemmelsen skyldes antagelig, at den benyttes af enige ægtefæller
som middel til at opnå umiddelbar skilsmisse, og er i mange tilfælde næppe
udtryk for, at den ene ægtefælle føler sig specielt krænket på grund af
utroskaben. Det forekommer modstridende, samtidig med at arbejdsgruppen
afviser adgangen til umiddelbar skilsmisse for ægtefæller, der er enige
herom, at bevare utroskabsreglen, således som den anvendes i dag.
På den anden side er det anført, at utroskab formentlig i dag af en
betydelig del af den danske befolkning opfattes som en så grov krænkelse af
den anden ægtefælle, at det ville føles stødende, om man ophævede den
mulighed, den krænkede traditionelt har haft for at få ægteskabet opløst. I
modsætning til, hvad der er eller var tilfældet i Norge og Sverige, har
reglen i dag en betydelig praktisk anvendelse i Danmark. Når tendensen i
øvrigt går i retning af at udvide adgangen til at komme ud af ægteskabet, kan
det gøres gældende, at der ikke på et centralt område som det foreliggende
bør ske en begrænsning i adgangen til umiddelbar skilsmisse.
Arbejdsgruppens medlemmer er imidlertid enige i, at den gældende regel i §
37, stk. 2, under alle omstændigheder bør ophæves. Der henvises til
betænkningen, side 48.
I arbejdsgruppen er der ligeledes enighed om at foreslå
»troskabspligten« ophævet i separationsperioden. Den krænkelse, som
kan påføres en ægtefælle gennem den andens seksuelle forhold, kan kun
betragtes som væsentlig, så længe ægtefællerne lever sammen i ægteskab.
Samtidig skaber en sag på dette grundlag uro om de vilkår, der ellers skulle
være lagt fast ved separationen. Endelig anvendes muligheden vel ikke
sjældent ud fra et fælles ønske om at forkorte den 1-årige separationstid,
hvilket arbejdsgruppen ikke finder behov for, når separationstiden for enige
ægtefæller foreslås nedsat til 6 måneder.
Justitsministeriet finder, at utroskab bør bevares som skilsmissegrund.
Utroskab opfattes formentlig stadig af en betydelig del af befolkningen som
en grov krænkelse af den anden ægtefælle, og det ville føles stødende, om man
ophævede den mulighed, den krænkede part har for at få ægteskabet opløst. Når
tendensen i øvrigt går mod en vis udvidelse af adgangen til skilsmisse, bør
der ikke samtidig ske en begrænsning i adgangen til umiddelbar skilsmisse på
et så centralt område.
Justitsministeriet er endvidere enig i, at den gældende § 37, stk. 2,
ophæves, og at adgangen til skilsmisse på grund af seksuelt forhold i
separationsperioden bortfalder.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 33.
10.6. Vold
Den gældende lovs § 39 giver en ægtefælle ret til skilsmisse, når den
anden ægtefælle har udøvet vold af grovere karakter over for denne eller
børnene. Bestemmelsen fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 223 af 22. april
1987. Den blev enstemmigt vedtaget i Folketinget.
Lovforslagets § 34 er i overensstemmelse med den gældende formulering. Der
henvises i øvrigt til arbejdsgruppens betænkning, side 49.
10.7. Bigami
Ifølge ægteskabslovens § 9 må den, som tidligere har indgået ægteskab,
ikke indgå nyt ægteskab, så længe det tidligere ægteskab består. Indgås
ægteskab i strid med bestemmelsen, kan såvel det nye som det hidtidige
ægteskab opløses. Ifølge ægteskabslovens § 23, stk 1, omstødes et ægteskab,
hvis det er indgået i strid med § 9. Dette gælder dog ifølge § 23, stk. 2,
ikke, når det tidligere ægteskab er opløst, inden sag er anlagt. Efter den
gældende lovs § 36 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når den anden
ægtefælle har indgået nyt ægteskab i strid med § 9.
Arbejdsgruppen har ikke haft tidsmæssige muligheder for at vurdere de
gældende regler om omstødelse. Arbejdsgruppen har derfor foreslået, at den
gældende adgang til skilsmisse på grund af bigami bevares. Der henvises til
betænkningens side 50 og side 53.
Justitsministeriet kan tiltræde dette.
10.8. Andre skilsmissegrunde
I den gældende ægteskabslov findes der yderligere nogle regler om adgang
til umiddelbar skilsmisse.
Ifølge den gældende § 35 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når den
anden ægtefælle er forsvundet, og der er gået 3 år siden, han sidst vides at
have været i live.
Efter den gældende § 38 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når den anden
ægtefælle med kundskab eller formodning om at lide af kønssygdom, som endnu
frembyder smittefare, ved samleje har udsat ægtefællen for smitte. Skilsmisse
kan dog ikke kræves, hvis ægtefællen med kundskab om smittefaren frivilligt
lod sig udsætte for den.
Ifølge den gældende § 40 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når den
anden ægtefælle af en dansk domstol er idømt fængsel i 2 år eller derover.
Dette gælder dog ikke, hvis ægtefællen frivilligt har medvirket til den
strafbare handling eller samtykket i den.
Efter den gældende § 41 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når den anden
ægtefælle lider af sådan sindssygdom, at fortsættelsen af ægteskabet ikke bør
fordres, og sygdommen under ægteskabet har varet i de sidste 3 år. Såfremt
særlige grunde taler herfor, kan skilsmisse dog gives, selv om sygdommen har
varet i mindre end 3 år.
Om anvendelse af de nævnte skilsmissegrunde i praksis henvises til
betænkningen, side 10-14.
Arbejdsgruppen foreslår ligesom Ægteskabsudvalget, at reglerne i den
gældende ægteskabslovs § 35, § 38, § 40 og § 41 ophæves. Der henvises til
betænkningen, side 50-52.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens forslag om at ophæve § 35, §
38, § 40 og § 41. Særlig med hensyn til reglen i § 35 om borteblevne kan
anføres, at denne bestemmelse næppe i praksis anvendes. I de særlige
tilfælde, hvor en ægtefælle er forsvundet, afventer den efterladte ægtefælle
formentlig, at ægteskabet opløses ved afsigelse af dødsformodningsdom efter
lov om borteblevne. Herved bevares arveretten for den efterladte.
10.9. Fremgangsmåden i skilsmissesager efter separation.
Efter gældende ret er bestemmelserne om fremgangsmåden ved separation og
skilsmisse ens. Der skal således følges den samme procedure også ved
skilsmisse på grundlag af separation, jf. ægteskabslovens § 32, selv om
ægtefællerne tidligere har været gennem en separationssag efter tilsvarende
regler, normalt godt et år tidligere.
Forud for alle skilsmisser på grundlag af separation skal der ifølge
ægteskabslovens § 43 forsøges mægling mellem ægtefællerne om fortsættelse af
ægteskabet, selv om mægling før separationen viste sig forgæves.
Søger ægtefællerne skilsmissen ved bevilling, skal de begge møde
personligt i statsamtet til fornyet vilkårsforhandling, jf. ægteskabslovens §
44. Dette gælder også, når ægtefællerne på forhånd har erklæret at ville
skilles og er enige om vilkårene, og uanset om vilkårene for separationen
også gælder for tiden efter en eventuel senere skilsmisse. Undlader en af
ægtefællerne at møde op trods to tilsigelser, kan der ikke meddeles
bevilling. Den ægtefælle, der har taget initiativ til skilsmissen, er
herefter henvist til at anlægge retssag og få skilsmissedom, også selv om det
viser sig ved drøftelserne med advokaterne eller under domsforhandlingen, at
der ikke har været nogen reel uenighed mellem parterne.
Efter den gældende ægteskabslovs § 45 gælder de vilkår, der er fastsat ved
en dom til separation, også for tiden efter en skilsmisse, opnået på grundlag
af separationen - såkaldt gennemgående vilkår. Kun med hensyn til
bidragspligt over for den anden ægtefælle kan der ved dommen træffes anden
bestemmelse, jf. § 45, 2. pkt. Det er sædvanligt, at aftalte
separationsvilkår indeholder en klausul om, at vilkårene også skal gælde for
tiden efter en eventuel skilsmisse på grundlag af separationen.
For så vidt angår forældremyndighedsspørgsmålet følger det af
myndighedslovens § 11, stk. 1, således som reglen blev formuleret ved
lovændringen i 1985, at der ved separation eller skilsmisse skal tages
stilling til, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, medmindre der tidligere
er truffet aftale eller afgørelse herom.
Arbejdsgruppen har foreslået, at § 43 ændres således, at kravet om
obligatorisk mægling indskrænkes til sager om separation og om umiddelbar
skilsmisse efter forslagets §§ 32-35.
Efter arbejdsgruppens opfattelse er der ikke betænkeligheder ved at
undlade mægling ved skilsmisse med henblik på ægteskabets fortsættelse i
tilfælde, hvor der forgæves er forsøgt mægling forud for separationen, og
hvor ægtefællerne har haft en separationsperiode på mindst et halvt år til at
afklare deres forhold.
Arbejdsgruppen har endvidere foreslået, at § 44 ændres således, at der
ikke skal gennemføres vilkårsforhandling, hvis der søges skilsmissebevilling
på grundlag af separation, og alle separationsvilkårene gælder også for tiden
efter en eventuel senere skilsmisse. Er det i en aftale eller en
separationsdom bestemt, at spørgsmålet om bidrag til den anden ægtefælle skal
tages op på ny ved en eventuel senere skilsmisse, må der indkaldes til
sædvanlig vilkårsforhandling med henblik på drøftelse af bidragsspørgsmålet.
Forslagene til ændring af § 43 og § 44 indebærer, at skilsmissebevilling i
de tilfælde, hvor vilkårsforhandling ikke skal foretages, vil kunne udstedes
på skriftligt grundlag.
Om baggrunden for arbejdsgruppens forslag til forenkling af
skilsmisseprocessen og de nærmere konsekvenser heraf henvises til
betænkningens kapitel 5, særligt side 57-61.
Arbejdsgruppen har begrænset sine forslag om forenkling af sager om
skilsmisse på grundlag af separation til de ovennævnte forslag vedrørende
vilkårsforhandling og mægling.
Det har ligget uden for arbejdsgruppens rammer mere generelt at tage
stilling til mæglinsinstituttets fremtid, herunder til om kravet om
obligatorisk mægling som foreslået af ægteskabsudvalget skal erstattes med et
tilbud om frivillig rådgivning, således som det er sket i Finland og i
Sverige. Eventuelle overvejelser herom vil efter arbejdsgruppens opfattelse
navnlig kræve en bedømmelse af erfaringerne med den rådgivning, der i medfør
af myndighedslovens § 27 a siden 1986 er tilbudt af statsamterne i
forældremyndigheds- og samværsretsager.
Om arbejdsgruppens overvejelser vedrørende mere vidtgående ændringer af
reglerne for behandling af separations- og skilsmissesager henvises til
betænkningen side 62.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens forslag til en forenklet
administrativ procedure. Forslaget vil få betydning for de op mod 10.000 par
årligt, der også i fremtiden efter lovforslaget skal igennem separation for
at opnå skilsmisse. Justitsministeriet er endvidere enig med arbejdsgruppen
i, at den foreslåede forenkling af skilsmisseprocessen vil kunne gennemføres,
uden at retssikkerhedsmæssige hensyn tilsidesættes. Der henvises til
bemærkningerne til forslagets § 44.
Efter Justitsministeriets opfattelse synes der imidlertid ikke længere at
være grundlag for at opretholde den obligatoriske mægling.
Efter gældende ret er udgangspunktet, at mægling skal ske ved præsten, men
at den dog kan foretages af bl.a. statsamtet, hvis begge parter ønsker dette.
Ifølge oplysning fra Danmarks Statistik skete der i 1985 og 1986 gejstlig
mægling i henholdsvis 3.341 og 2.866 tilfælde. Dette må antages at svare til
ca. 12 % og ca. 10 % af de tilfælde, hvor der efter loven skal ske mægling. I
samtlige andre tilfælde foregår mæglingen i statsamtet.
Det fremgår af arbejdsgruppens betænkning side 61, at mæglingen finder
sted umiddelbart før statsamtsjuristen under mødet overgår til
vilkårsforhandlingen. Formålet med mæglingsinstituttet er at sikre, at der
ikke er reel mulighed for, at ægtefællerne kan fortsætte samlivet.
Betydningen af mægling i den nuværende form må dog antages at være stærkt
begrænset og betragtes formentlig af mange som et praktisk talt
betydningsløst og forsinkende element.
I forbindelse med de udtalelser, der er afgivet over arbejdsgruppens
betænkning, har flere myndigheder og organisationer anført, at den
obligatoriske mægling burde ophæves, eventuelt således at den blev erstattet
med et tilbud om frivillig rådgivning.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at der fortsat bør være mulighed
for at tilbyde gejstlig mægling for de par, der ønsker dette. Med forslagets
§ 43 er muligheden herfor opretholdt, samtidig med at det ikke længere vil
være muligt for den ene part at tvinge den anden til en mægling. Det er
Justitsministeriets hensigt at anmode statsamterne om at indrette deres
indkaldelser således, at parternes opmærksomhed på forhånd henledes på
muligheden for at få mægling hos præsten. Bestemmelsen er iøvrigt udformet i
lighed med de øvrige bestemmelser i ægteskabslovens § 14 og 15, stk. 2, om
kirkelig medvirken ved ægteskabelige handlinger.
Med henblik på at vurdere, hvorvidt mæglingsinstituttet bør erstattes af
en ordning med frivillig parrådgivning, foreslås det, at justitsministeren
kan bestemme, at der skal gennemføres frivillig professionel rådgivning af
ægtefællerne inden separation eller skilsmisse meddeles.
Tanken om at tilbyde parrådgivning som middel til at bevare ægteskaber,
hvori der er opstået konflikter, er umiddelbart rigtig. Det vil jo være langt
det bedste for familien og herunder børnene, hvis man kan hjælpe ægtefællerne
til at få bearbejdet deres problemer på en sådan måde, at ægteskabet og
familien kan bevares.
Uanset hvor rigtig tanken om parrådgivning som hjælp til bevarelse af
ægteskaber end er, må man imidlertid gøre sig klart, at der også er visse
problemer forbundet hermed. En parrådgivning, der foretages på et så
fremskredet tidspunkt, at ægtefællerne har søgt separation eller skilsmisse,
har nok mindre udsigt til succes end en rådgivning der tilbydes, inden
konflikterne er blevet så dybe, at parterne har taget skridt til at opløse
ægteskabet.
For imidlertid at tilvejebringe materiale, der kan danne grundlag for en
samlet vurdering af, hvorledes en frivillig rådgivningsordning vil virke i
praksis, agter Justitsministeriet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal
forberede en forsøgsordning i Københavns og Ringkøbing statsamter.
I Københavns statsamt er det hensigten at lade den selvejende institution
»Ægteskabs- og Skilsmissehjælpen« gennemføre rådgivningen, mens
denne i Ringkøbing statsamt vil blive udført af rådgivere fra bl.a.
Ringkøbing Amtskommune i samarbejde med statsamtets jurister. Der vil blive
ydet offentligt tilskud til forsøgsordningen. Rådgivningen skal have karakter
af et tilbud, og henvisning til rådgivning skal foretages af statsamtet, når
det skønnes, at en sådan rådgivning kan være af betydning for ægtefællerne.
Rådgivningen skal ske i tværfagligt samarbejde, der omfatter statsamtets
jurister, psykologer og socialrådgivere.
11. Ægtefællebidrag
Reglerne om fastsættelse af ægtefællebidrag findes i ægteskabslovens §§ 49
ff. Indgår ægtefællerne ikke selv aftale herom, skal retten efter § 50, stk.
1 afgøre spørgsmålet om bidragspligt, herunder spørgsmålet om bidragspligtens
varighed, mens overøvrigheden (statsamtet) fastsætter bidragets størrelse.
Ved disse afgørelser skal der efter § 50, stk. 2, tages hensyn til, i
hvilket omfang den, der ønsker bidrag, selv kan skaffe sig et efter sine
livsvilkår tilstrækkeligt underhold, og hvorvidt den anden part efter sine
økonomiske forhold og de øvrige omstændigheder formår at udrede bidrag.
Endvidere skal der tages hensyn til ægteskabets varighed. Der kan tillige
tages hensyn til, om den, der ønsker bidrag, har behov for støtte til
uddannelse eller lignende.
De nævnte bestemmelser i ægteskabsloven trådte i kraft den 1. januar 1970.
Ægteskabets varighed nævnes udtrykkeligt som et af de forhold, som skal
tages i betragtning ved afgørelsen om bidragspligt og afgørelsen om bidrags
størrelse. I almindelighed skal et ægteskab have varet i nogle år, før der
overhovedet kan blive tale om at fastsætte bidragspligt. Ved de
korterevarende ægteskaber vil bidraget som oftest have karakter af en
»starthjælp«.
Bidragspligten vil i almindelighed blive tidsbegrænset (til 1, 3, 5, 8
eller 10 år), men der forekommer også tilfælde med tidsubegrænset
bidragspligt.
Der har i de senere år været en markant udvikling i retspraksis i retning
af at begrænse antallet af tilfælde, hvor der overhovedet fastsættes
bidragspligt, at anvende stadig kortere bidragsperioder og at
begrænse anvendelsen af vilkår om tidsubegrænset bidragspligt til stadig
færre sager.
Hvor der for ca. 20 år siden blev fastsat tidsubegrænset bidragspligt
efter 10 års ægteskab og for ca. 15 år siden efter 15 års ægteskab, skal
ægteskabet nu have varet i over 20 år, før tidsubegrænset bidragspligt kommer
på tale. Og selv ved disse meget langvarige ægteskaber er der i den nyeste
retspraksis en tendens til at tidsbegrænse bidragspligten til 8 eller 10 år.
Udviklingen i retspraksis er antagelig endnu ikke afsluttet. Retspraksis
kan ses som et udtryk for de ændringer, som er indtrådt i synet på
ægteskabet. Hvor man for år tilbage navnlig anså ægteskabets
forsørgelsesmæssige aspekter for de vigtigste, har den øgede ligestilling
mellem kønnene bevirket, at dette aspekt i dag er trængt i baggrunden. Den
fortsatte udvikling på ligestillingsområdet vil derfor sikkert give sig
udslag i, at retspraksis i de kommende år vil tendere i retning af yderligere
at begrænse ægtefællebidrag efter separation og skilsmisse.
Statsamterne bliver ikke kun bedt om at fastsætte bidragets størrelse i
sager, hvor afgørelsen om bidragspligt og bidragsperiodens længde er truffet
under den nyeste, restriktive praksis ved domstolene. Mange af de sager, som
statsamterne beskæftiger sig med, indebærer, at der skal udmåles
ægtefællebidrag i tilfælde, hvor der for adskillige år siden - og således
under en helt anden og langt mindre restriktiv praksis - blev fastsat
bidragspligt.
Med andre ord: Statsamterne må tage stilling til spørgsmålet om bidragets
størrelse i en række tilfælde, hvor bidragspligten forlængst ville være
ophørt, såfremt vilkåret herom var fastsat i dag.
Siden 1968 har statsamterne ved bidragsudmålingen i tilfælde, hvor der er
tidsubegrænset bidragspligt, fulgt den praksis på begæring af den
bidragspligtige at lade bidraget aftrappe og senere bortfalde (ved en
nedsættelse til 0 kr.), når der er betalt bidrag i en periode, der svarer til
samlivets varighed. Har parterne levet sammen i 25 år, vil aftrapning og
bortfald af bidraget efter den administrative praksis først ske efter ca. 25
år. Har parterne boet sammen i 15 år, vil nedtrapning og bortfald ske efter
15 år, osv.
Den nævnte administrative praksis har stået uændret siden 1968. I den
samme periode og ikke mindst i de allerseneste år er der imidlertid - som
beskrevet ovenfor - sket meget betydelige ændringer i retspraksis. Hvor der
tidligere blev fastsat tidsubegrænset bidragspligt, vil der i dag
regelmæssigt kun blive pålagt bidragspligt i 8-10 år.
På denne baggrund forekommer det ikke tilfredsstillende at blive stående
ved de gældende regler om ægtefællebidrag. Justitsministeriet finder, at man
nu bør tilpasse ægteskabslovens regler om bidragspligt til den praksis, som
har udviklet sig ved domstolene.
På denne baggrund foreslås der indsat et 2. pkt. i ægteskabslovens § 50,
stk. 1, hvorefter retten - medmindre der foreligger ganske særlige
omstændigheder - kun kan pålægge en ægtefælle bidragspligt for et bestemt
tidsrum, der ikke kan overstige 10 år.
Den foreslåede nye regel vil indebære, at ægteskabslovens regel om
bidragspligtens varighed bringes i bedre overensstemmelse med domstolenes
praksis. Tidsubegrænset bidragspligt vil efter bestemmelsen kun kunne
pålægges, såfremt der foreligger ganske særlige omstændigheder, og denne
formulering er valgt for at tilkendegive over for domstolene, at der i
fremtidig domstolspraksis kun bør pålægges tidsubegrænset bidragspligt som
noget helt ekstraordinært.
Efter forslaget vil det almindelige således blive, at bidragspligt, når
der findes grund til at pålægge en sådan, gøres tidsbegrænset. Efter den
foreslåede ny bestemmelse skal længstetiden for bidragspligten endvidere være
10 år. Dette svarer til den praksis, som i almindelighed følges ved
domstolene, når der er tale om tidsbegrænset bidragspligt. Som nævnt ovenfor
er man her tilbøjelig til at anvendes bidragsperioder på 1, 3, 5, 8 eller 10
år.
I forbindelse med lovforslaget agter Justitsministeriet at gennemføre en
ændring af administrativ praksis vedrørende udmåling af ægtefællebidrag,
således at udmålingspraksis bringes i overensstemmelse med den nugældende
praksis ved domstolene og den foreslåede ændring af ægteskabslovens § 50,
stk. 1. Denne praksisændring vil blive gennemført ved, at der udsendes et
cirkulære til statsamterne med det hovedindhold, at ægtefællebidrag fremtidig
senest aftrappes og bortfalder, når der er forløbet en periode på 8-10 år
efter separation eller skilsmisse, medmindre der foreligger ganske særlige
omstændigheder. En sådan praksisændring vil navnlig få betydning i de mange
tilfælde, hvor afgørelsen om bidragspligt og varigheden heraf ikke er truffet
under den nyeste restriktive retspraksis. Cirkulæret vil indeholde en
overgangsordning.
12. Aftalte bidrag m.v.
Den under nr. 11 omtalte nye udmålingspraksis vil ikke kun få betydning i
tilfælde, hvor der foreligger en (ældre) domstolsafgørelse om bidragspligten
og dens varighed, men tillige, hvor ægtefællerne selv har truffet aftale om
disse spørgsmål og henskudt spørgsmålet om bidragets størrelse til
overøvrighedens afgørelse.
Det må i den forbindelse tages i betragtning, at ægtefæller i hvert fald
siden slutningen af 1960'erne i almindelighed er blevet vejledt om, at
bidraget kunne udmåles til 0 kr., og at en aftale om bidragspligt således
ikke i sig selv indebærer, at der vil blive udmålt et bidrag.
I nogle tilfælde forekommer det, at ægtefæller i forbindelse med
separation eller skilsmisse indgår aftale ikke blot om, at der skal være
bidragspligt i en vis periode, men tillige om bidragets størrelse. Sådanne
aftaler kan være motiveret af mange forskellige anerkendelsesværdige forhold,
f.eks. som led i bodelingen, men kan også være indgået under omstændigheder,
hvor der er et betydeligt behov for særlig beskyttelse mod uoverlagte
aftaler.
Ægteskabslovens §§ 52 og 58 giver ægtefæller mulighed for ved dom at få
ændret aftaler om bidragspligten og visse andre aftaler indgået i forbindelse
med separation og skilsmisse, men der stilles efter bestemmelsen meget
strenge krav. Efter § 58 skal aftalen være »åbenbart urimelig«, og
efter § 52 skal der tillige foreligge »væsentligt forandrede
forhold«.
Det har i teori og praksis været omtvistet, i hvilket omfang disse
bestemmelser suppleres og ændres af den såkaldte generalklausul i
aftalelovens § 36, hvorefter en aftale kan tilsidesættes helt eller delvis,
hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den
gældende. Ved denne afgørelse skal der ifølge § 36, stk. 2, tages hensyn til
forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne
omstændigheder. Det er Justitsministeriets opfattelse, at gældende ret må
forstås således, at aftalelovens § 36 også finder anvendelse i de tilfælde,
der er omhandlet i ægteskabslovens §§ 52 og 58.
Det vil således formentlig være muligt allerede efter de gældende regler
at tilsidesætte aftaler om bidrag helt eller delvis, såfremt det er urimeligt
at gøre dem gældende. Det vil således formentlig være muligt for domstolene
at lade de under pkt. 11 nævnte ændringer få virkning også for aftalte bidrag
gennem anvendelse af de gældende regler om urimelighed i ægteskabsloven og
aftaleloven.
Imidlertid finder Justitsministeriet, at der i forbindelse med de
ovennævnte ændringer er behov for at klargøre disse muligheder for ændring af
aftaler om bidrag m.v. På denne baggrund foreslås det, at ændringskriteriet i
ægteskabslovens §§ 52 og 58 ændres fra »åbenbart urimeligt« til
»urimeligt«. Dette vil bevirke, at ændringskriterierne i de nævnte
love bringes i bedre harmoni med reglen i aftalelovens § 36, samtidig med, at
det klargøres, at denne bestemmelse supplerer ægteskabslovens regler, jf.
herved den foreslåede ophævelse af reglen i ægteskabslovens § 58, stk. 3.
Samtidig foreslås det, at 1-årsfristen i ægteskabslovens § 58, stk. 2,
ophæves.
13. International kompetence
I § 2, nr. 2, § 3, § 4 og § 5, er der medtaget en bemyndigelse for
regeringen til at indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem
dansk og fremmed ret inden for myndighedslovens, retsvirkningslovens,
adoptionslovens og børnelovens områder. Vedrørende forholdet mellem danske og
andre nordiske landes regler på de nævnte områder bemyndiges
justitsministeren endvidere til administrativt at fastsætte regler af
international privatretlig karakter.
Forslaget skal ses på baggrund af, at der har vist sig et stigende behov
for at revidere den nordiske konvention om ægteskab, adoption og værgemål fra
1931.
Dette skyldes bl.a., at sidste etape af den svenske ægteskabslovsrevision
er afsluttet i 1987, og at Sverige med virkning fra den 1. januar 1989
gennemfører nye regler om umyndighed. Endvidere er der i samtlige nordiske
lande indført nye regler om forældremyndighed, der indholdsmæssigt ikke er
ganske overensstemmende.
Da lovgivningen på det område, der dækkes af konventionen, løbende
revideres, lægger Justitsministeriet vægt på, at en ændring af konventionen
kan gennemføres så smidigt som muligt.
14. Arbejdsgruppens betænkning har været til udtalelse hos følgende
myndigheder og organisationer:
Præsidenten for Østre Landsret,
Præsidenten for Vestre Landsret,
Præsidenten for Københavns Byret,
Præsidenten for Århus by- og herredsret,
Præsidenten for Odense by- og herredsret,
Præsidenten for Aalborg by- og herredsret,
Den danske Dommerforening,
Foreningen af dommerfuldmægtige i Danmark,
Foreningen af statsamtmænd,
Foreningen af statsamtsjurister,
Overpræsidenten i København,
Advokatrådet,
Familieretsdirektoratet,
Indenrigsministeriet,
Kirkeministeriet.
15. Justitsministeriet skønner, at forslaget om ændret behandling af sager
om skilsmisse på grundlag af separation vil medføre en betydelig forenkling
af statsamternes arbejdsopgaver. Efter Justitsministeriets vurdering vil
således 8-10.000 sager, der efter de gældende regler kræver
vilkårsforhandling under medvirken af en statsamtsjurist, efter forslaget
kunne afgøres på skriftligt grundlag.
De ressourcemæssige konsekvenser af de ændrede regler, herunder vedrørende
ægtefællebidrag, vil indgå i en samlet vurdering af statsamternes
arbejdsopgaver med tilknytning til Justitsministeriet.
Forslaget om en forsøgsordning med rådgivning i stedet for mægling, der er
omtalt under punkt 10.9. skønnes at indebære en samlet merudgift i
størrelsesordenen 0,2-0,3 mio. kr. årligt. Merudgiften vil blive afholdt over
Justitsministeriets lovreserve på finansloven.
Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at medføre økonomiske eller
administrative konsekvenser af betydning for det offentlige.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 2, stk. 2, 2. pkt.)
Ændringen er en konsekvens af den ændring af myndighedslovens kapitel 2 og
3, som blev gennemført ved lov nr. 230 af 6. juni 1985.
Efter den gældende bestemmelse i ægteskabslovens § 2, stk. 2, 2. pkt., kan
værgen meddele samtykke til, at en mindreårig indgår ægteskab, hvis
forældremyndighedens indehavere er døde, eller hvis de i øvrigt er forhindret
i at give samtykke på grund af sygdom, fravær eller lignende forhold.
Efter myndighedsloven er det imidlertid forudsat, at værgen ikke skal
træffe afgørelse om barnets personlige forhold, jf. lovens § 21, hvorefter
statsamtet, såfremt indehaveren eller begge indehavere af forældremyndigheden
er forhindret i at træffe afgørelse om barnets personlige forhold, kan
afgøre, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, så længe forhindringen varer.
Bestemmelsen i ægteskabslovens § 2, stk. 2, 2. pkt., er således ikke
længere i overensstemmelse med myndighedslovens regler, og den foreslås
derfor ophævet.
Til nr. 2 (§ 5)
Den gældende § 5, hvorefter den, som er sindssyg eller åndssvag skal have
tilladelse til at indgå ægteskab, foreslås ophævet. Forslaget svarer til
flertalsindstillingen i et udvalg nedsat under Justitsministeriet i 1968. Der
henvises til betænkning nr. 658/72, side 22-26. Ægteskabsudvalget af 1969 har
senere tilsluttet sig forslaget. Der henvises til betænkning nr. 691/73, side
12-13 og de almindelige bemærkninger, punkt 9.
Til nr. 3 (§ 29 - § 35)
Til § 29
Bestemmelsen i § 29 indeholder reglen om adgang til separation.
Den svarer til betænkningsudkastets § 29, jf. betænkningen, side 35-38 og
side 64-66.
Efter forslaget indføres der adgang for en ægtefælle, som ikke mener at
kunne fortsætte samlivet, til at kræve separation.
Som anført i de almindelige bemærkninger, punkt 10.1., er der i alt
væsentligt alene tale om en kodifikation af allerede eksisterende praksis.
Forslaget indebærer en ensidig ret til separation, uanset hvordan den
anden ægtefælle stiller sig hertil. Det er ikke nødvendigt at angive eller
godtgøre nogen grund til ønsket om separation, og myndighederne skal ikke
foretage en undersøgelse heraf. Det er en selvfølge, at en ægtefælle, der
efter forslagets §§ 31-35 har krav på skilsmisse, f.eks. på grund af den
andens utroskab, i stedet kan anmode om separation. Bestemmelsen i den
gældende § 30, stk. 2, er derfor ikke gentaget.
Det kræves som hidtil, at det er ægtefællens hensigt at følge separationen
op med en faktisk samlivsophævelse. Får myndighederne under sagens
behandling indtryk af, at ægtefællerne agter at blive boende sammen i den
fælles bolig ud over en rimelig overgangsperiode, skal separationen nægtes.
Det gælder, selv om det er parternes mening at indrette sig således, at hver
skal have sine egne værelser. Der henvises til betænkningen side 22-25, samt
bemærkningerne til § 30.
Separationen kan som hidtil meddeles både ved dom og ved bevilling.
Uanset at en ægtefælle efter forslaget ikke længere har mulighed for at
hindre, at den anden ægtefælles ønske om separation imødekommes, kan
bevilling kun meddeles, hvis ægtefællerne er enige om at ønske separation ved
bevilling og om vilkårene herfor, jf. ægteskabslovens § 42. Forslaget
indeholder således ingen ændringer i betingelserne for at kunne meddele
separation ved bevilling. Er disse ikke til stede, må separationen
gennemføres ved dom. Under sagen kan retten afvise forsøg fra sagsøgte
på at afgive forklaring om eller på anden måde føre bevis for sagsøgers
adfærd og forholdene under ægteskabet som værende uden betydning for, om der
skal afsiges dom til separation.
Forslaget indeholder ingen nye regler om retsvirkningerne af separationen.
Der henvises til betænkningen, side 25-26.
Til § 30
Bestemmelsen fastslår virkningerne af, at ægtefællerne efter
separationen fortsætter eller genoptager samlivet. Den svarer
med en enkelt sproglig ændring til den gældende lovs § 31.
Det foreslås, at bestemmelsen præciseres således, at det af ordlyden af §
30 fremgår, at der er to forskellige situationer, der kan føre til
separationens bortfald. Ægtefællerne kan fortsætte samlivet efter
separationen, eller de kan genoptage samlivet uden på ny at ophæve dette. I
betænkningen, side 22-25, er der foretaget en gennemgang af den praksis, der
har udviklet sig vedrørende den gældende § 31, og som det er hensigten at
videreføre.
Som efter den gældende bestemmelse i § 31 foreslås det, at separationens
virkninger bortfalder for fremtiden. Dette har bl.a. betydning for
formueordningen og spørgsmålet om forældremyndighed.
Til § 31
Bestemmelsen fastlægger separationstidens længde. Den svarer til
betænkningsudkastets § 31. Der henvises til betænkningen, side 42-43 og side
67-69.
Efter stk. 1 er separationstiden på 1 år. Hvis ægtefællerne er
enige om at opløse ægteskabet, foreslås det dog, at skilsmisse bør
kunne opnås allerede efter 6 måneders separation, jf. stk. 2.
Separationen kan som hidtil ikke danne grundlag for skilsmisse, hvis
samlivet har været fortsat eller genoptaget, jf. forslagets § 30. Der
henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse. Der er ikke fundet behov
for at gentage dette krav om adskillelsen i forslaget § 31, idet
separationens virkninger generelt, herunder muligheden for at opnå skilsmisse
på grundlag af separationen, i medfør af § 30 bortfalder, hvis samlivet
fortsættes eller genoptages.
Efter forslaget sker der ingen ændring i den gældende ordning, hvorefter
separationsfristen regnes fra bevillingens dato eller datoen for
separationsdommen, selv om parterne i en overgangsperiode har boet sammen og
uanset forsøg på genoptagelse af samlivet.
Som noget nyt i forhold til gældende ret foreslås det i stk. 2, at
skilsmisse i enighedstilfælde kan meddeles efter kun 6 måneders separation.
Der skal være enighed om ønsket om skilsmisse, hvorimod der ikke behøver at
være enighed om vilkårsspørgsmål, der kan tages op ved skilsmissen. Enigheden
behøver ikke at være fastslået før henvendelsen til statsamtet. Henvender en
af ægtefællerne sig til statsamtet, må statsamtet skrive til den anden part
med anmodning om at udfylde og underskrive skilsmissebegæringen. Nægter den
anden ægtefælle at medvirke hertil eller undlader denne at reagere, er det
ikke muligt at få skilsmisse efter 6 måneders separation ved bevilling, uden
at det er nødvendigt at indkalde til en vilkårsforhandling, jf. betænkningen,
side 58-60 og side 74-75 og til forslagets § 44. Ægtefællen må da henvises
til at indsende en ny begæring til statsamtet, når 1- årsfristen er udløbet,
jf. forslagets § 31, stk. 1.
Det kan komme på tale at meddele skilsmisse efter forslagets § 31, stk. 2,
ved dom. Dette gælder i tilfælde, hvor ægtefællerne er enige om skilsmisse,
men uenige om et vilkår, typisk spørgsmålet om bidragspligt, hvis dette
vilkår ifølge separationsbevillingen eller dommen ikke gælder for tiden efter
en skilsmisse. Domstolene tager da samtidig med, at der meddeles skilsmisse
efter 6 måneders separation, stilling til bidragsspørgsmålet. Bestemmelsen
muliggør, at en ægtefælle kan udtage stævning med påstand om skilsmisse efter
stk. 2 i tilfælde, hvor den anden ægtefælle ikke har reageret på en
henvendelse fra statsamtet, hvis sagsøger formoder, at der foreligger enighed
om ønsket om skilsmisse. Udebliver den anden ægtefælle, kan der ikke meddeles
skilsmisse.
Enigheden om skilsmisse skal foreligge efter udløbet af halvårsfristen.
Hvis skilsmisse opnås uden forudgående vilkårsforhandling alene på grundlag
af parternes skriftlige begæring, kan ægtefællernes tilkendegivelser derfor
først afgives, når der er forløbet et halvt år fra separationens dato.
Enigheden skal være til stede lige til bevillingens meddelelse eller dommens
afsigelse.
Hvis betingelserne for at undlade vilkårsforhandling, jf. forslagets § 44,
stk. 1, ikke er til stede, fordi vilkårene ikke er gennemgående, kan
ansøgning om skilsmisse som hidtil indsendes til statsamtet, inden
tidsbetingelsen er opfyldt. Vilkårsforhandling kan dog først finde sted, når
fristen er udløbet.
Til § 32
Efter forslagets § 32 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når
ægtefællerne på grund af uoverensstemmelser har levet adskilt de sidste 2 år.
Efter gældende ret skal der i visse tilfælde gå 3 år, før en ægtefælle har
ret til skilsmisse. Om behovet for en særregel om skilsmisse på grundlag af
længerevarende samlivsophævelse henvises til de almindelige bemærkninger,
punkt 10.4.
Skilsmisse efter forslagets § 32 forudsætter, at ægtefællerne har levet
faktisk adskilt med forskellige bopæle de sidste 2 år. Det kræves
endvidere, at uoverensstemmelser er årsagen til den fysiske
adskillelse. Faktisk adskillelse, der f.eks. skyldes arbejds- eller
uddannelsesmæssige forhold, kan ikke danne grundlag for skilsmisse. Er
ægtefællerne uenige om, hvorvidt ægteskabet skal opløses, og hævder den ene,
at der ikke har foreligget to års uoverensstemmelser, må retten bedømme de
foreliggende beviser herfor. Selv om adskillelsen oprindeligt ikke skyldes
uoverensstemmelser, kan forholdet dog henføres under § 32, hvis ægtefællen,
der ønsker ægteskabet opløst, kan godtgøre, at der senere er opstået en
uoverensstemmelse, som har givet sig udslag i fortsat adskillelse. Fristen
begynder da at løbe fra det tidspunkt, da uoverensstemmelsen opstod. Der skal
ligesom efter den gældende § 33 ikke lægges vægt på, om uoverensstemmelserne
hovedsagelig beror på ægtefællens egne forhold. Bortset fra, at fristen i
forslagets § 32 er nedsat til 2 år, svarer bestemmelsen til den gældende lovs
§ 33 og den praksis, der har udviklet sig om denne bestemmelse, kan derfor
fortsat anvendes. Der henvises i øvrigt til betænkningen side 43-45 og side
69-70.
Til § 33
Bestemmelsen vedrører adgangen til skilsmisse på grund af
utroskab. Den svarer med en redaktionel ændring til udkastets § 33,
jf. betænkningen, side 45-48 og side 70-72.
Efter forslagets § 33 opretholdes adgangen til umiddelbar
skilsmisse på grund af utroskab eller lignende seksuelt forhold.
Forslagets § 33, stk. 1, svarer til den gældende lovs § 37, stk. 1.
Der er dog foretaget den sproglige modernisering, idet udtrykket
»været utro« er anvendt i stedet for udtrykket »gjort
sig skyldig i ægteskabsbrud«. Der er ikke tilsigtet nogen
realitetsændring. Den praksis, der har udviklet sig i forbindelse med § 37,
stk. 1, vil derfor fortsat kunne finde anvendelse. Utroskab foreligger, når
en gift person vidende og frivilligt har samleje med en anden end sin
ægtefælle. Utroskab foreligger ikke, hvis en ægtefælle f.eks. er blevet
voldtaget. Som lignende seksuelle forhold kan nævnes et homoseksuelt forhold
og visse samlejelignende forhold.
Der er to omstændigheder, som medfører, at retten til skilsmisse på
grundlag af utroskab ikke kan påberåbes, jf. forslagets stk. 1, 2. pkt. Dette
gælder i tilfælde, hvor den anden ægtefælle har været indforstået med
handlingen. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis ægtefællen frivilligt har
medvirket til handlingen, eksempelvis ved tilskyndelse, eller må siges på
forhånd at have givet sit samtykke, f.eks. ved en aftale om at ophæve
troskabspligten. Skilsmisse kan heller ikke opnås, hvis ægtefællen må anses
at have frafaldet sin ret. Efter praksis antages dette at være tilfældet,
hvis den pågældende efterfølgende enten udtrykkeligt eller stiltiende har
givet afkald på at kræve skilsmisse på grund af den andens utroskab.
Stiltiende afkald antages i almindelighed at foreligge, hvor ægtefællen med
kendskab til den andens ægteskabsbrud fortsætter det seksuelle samliv.
I forslagets § 33, stk. 2, er indsat en ny bestemmelse, der ophæver
troskabspligten i separationsperioden. Ægtefællen afskæres således fra at
kræve skilsmisse på grund af et seksuelt forhold, der har fundet sted, mens
ægtefællerne er separeret. Om baggrunden for denne regel henvises til
betænkningen, side 48. Som anført samme sted foreslås den gældende lovs § 37,
stk. 2, ophævet.
Reglen i forslagets § 33, stk. 3, svarer med en enkelt redaktionel
ændring til den gældende § 37, stk. 3.
Til § 34
Ifølge denne bestemmelse er der adgang til skilsmisse, når den anden
ægtefælle har udøvet forsætlig vold af grovere karakter overfor
ægtefællen eller børnene. Bestemmelsen svarer til udkastets § 34, stk. 1, og
til den gældende § 39, således som bestemmelsen blev affattet ved lov nr. 223
af 2. april 1987. I stk. 2 er der på samme måde som i forslagets § 33, stk.
3, foreslået en mindre redaktionel ændring.
Der henvises til betænkningen, side 49 og de almindelige bemærkninger,
punkt 10.6.
Til § 35
Bestemmelsen indeholder reglen om adgang til skilsmisse på grundlag af
bigami.
Bestemmelsen svarer til udkastets § 35 og til den gældende lovs § 36. Der
henvises til betænkningen, side 49-50 og de almindelige bemærkninger, punkt
10.7.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne i ægteskabslovens kapitel
3 om omstødelse.
Til nr. 4. (§ 42, stk. 1)
I konsekvens af forslaget om ophævelse af den gældende lovs § 37, stk. 2,
foreslås § 42, stk. 1, 2. pkt., ophævet. Forslaget svarer til
betænkningsudkastets § 1, nr. 2, jf. betænkningen, side 73.
Til nr. 5. (§ 43)
Bestemmelsen i stk. 1 åbner mulighed for, at ægtefæller, der ønsker at få
en gejstlig mægling, fortsat vil have adgang til dette.
Bestemmelsens stk. 2 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til
at bestemme, at der kan gennemføres frivillig rådgivning med ægtefællerne,
inden der meddeles separation eller skilmisse. Justitsministeriet er ved at
iværksætte en forsøgsordning med frivillig rådgivning i Københavns og
Ringkøbing Statsamt. Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 10.9.
Til nr. 6. (§ 44)
Bestemmelsen indeholder forenklede regler om vilkårsforhandling og
svarer til betænkningsudkastets § 1, nr. 4. Der henvises til de almindelige
bemærkninger, punkt 10.9. og betænkningen, side 58-60 og side 74-75.
Efter den gældende lovs § 44 skal der foretages vilkårsforhandling,
inden bevilling til separation eller skilsmisse meddeles. Regler herom
fastsættes af justitsministeren. Det kan i disse regler bestemmes, at
vilkårsforhandlingen bortfalder for en ægtefælle, der ikke har ophold her i
landet.
Efter forslaget til § 44 skal der foretages vilkårsforhandling, inden
bevilling til separation eller skilsmisse meddeles. Hvis der ansøges om
skilsmisse på grundlag af forudgående separation og vilkårene for
separationen også gælder efter skilsmissen, stilles der ikke krav om fornyet
vilkårsforhandling. Efter forslagets stk. 1, 2. pkt., kan skilsmisse efter
forslagets § 31 i denne situation meddeles alene på skriftligt grundlag. I
øvrigt indeholder forslaget ikke nogen ændring af indholdet i den gældende
bestemmelse i § 44.
Er det i en vilkårsaftale eller ved en separationsdom for så vidt angår
bidragspligten bestemt, at et vilkår skal tages op på ny ved en eventuel
senere skilsmisse, jf. ægteskabslovens § 45, 2. pkt., skal der indkaldes til
sædvanlig vilkårsforhandling med henblik på drøftelse af bidragspligten. Hvis
statsamtet i andre tilfælde skønner det nødvendigt eller hensigtsmæssigt, kan
parterne indkaldes til vilkårsforhandling. Det kan f.eks. være tilfældet,
hvis der er mangler eller uklarheder i den skriftlige henvendelse eller
usikkerhed om vilkårene. Et ønske fra begge ægtefæller om at møde i
statsamtet vil det også være naturligt at imødekomme. Undlader en ægtefælle
at efterkomme statsamtets anmodning ved at udeblive fra vilkårsforhandlingen
trods tilsigelse hertil, kan statsamtet nægte at udfærdige
skilsmissebevilling og henvise parten til at anlægge retssag.
Forslaget medfører, at skilsmissebevilling kan udstedes på skriftligt
grundlag i de tilfælde, hvor vilkårsforhandling ikke skal foretages. Der
henvises til redegørelse i betænkningen, side 58-60.
Til nr. 7 (§ 50, stk. 1) Bestemmelsen indebærer, at retten som hovedregel
kun kan pålægge en ægtefælle tidsbegrænset bidragspligt, og at
bidragsperioden ikke kan overstige 10 år. Kun såfremt der foreligger ganske
særlige omstændigheder, kan der pålægges en ægtefælle tidsubegrænset
bidragspligt.
Bestemmelsen vedrører alene de tilfælde, hvor retten afgør spørgsmålet om
bidragspligt. Der sker således ingen ændring i ægtefællernes adgang til at
indgå aftaler om bidragspligten, herunder aftaler om tidsubegrænset
bidragspligt.
Der sker i øvrigt ingen ændring med hensyn til de kriterier, hvorefter
afgørelsen om bidragspligt skal træffes. Efter ægteskabslovens § 50, stk. 2,
skal afgørelsen således træffes under hensyn til, i hvilket omfang den, der
ønsker bidrag, selv kan skaffe sig et efter sine livsvilkår tilstrækkeligt
underhold, og hvorvidt den anden part efter sine økonomiske forhold og de
øvrige omstændigheder formår at udrede bidrag. Der kan tillige tages hensyn
til, om den, der ønsker bidrag, har behov for støtte til uddannelse eller
lignende.
Sigtet med bestemmelsen er at bringe ægteskabsloven i overensstemmelse med
den nyeste retspraksis. Der henvises nærmere til de almindelige bemærkninger,
pkt. 11, hvor der også er redegjort for lovforslagets forudsætninger med
hensyn til udviklingen i fremtidig retspraksis og med hensyn til den
fremtidige bidragsudmåling.
Til nr. 8. (§ 52 og § 58, stk. 1) Bestemmelsen lemper adgangen til ved dom
at få ændret aftaler om bidragspligten eller om bidragets størrelse, jf.
ægteskabslovens § 52. Efter forslaget er det tilstrækkeligt, at retten
finder, at aftalen er urimelig på grund af væsentligt forandrede forhold. Det
kræves ikke længere, at aftalen skal være åbenbart urimelig.
Bestemmelsen lemper endvidere adgangen til ved dom at få ændret aftaler,
der er truffet med henblik på separation eller skilsmisse, om fordelingen af
formuen, bidragspligten eller andre vilkår, jf. ægteskabslovens § 58, stk. 1.
Efter forslaget kan aftalen ændres, såfremt den skønnes urimelig for den ene
ægtefælle på tidspunktet for dens indgåelse. Aftalen skal ikke længere være
åbenbart urimelig for, at den kan ændres.
Herved bringes begge bestemmelser i overensstemmelse med den såkaldte
generalklausul i aftalelovens § 36. Der henvises til de almindelige
bemærkninger, pkt. 12.
Den foreslåede ændring af § 58 vil ikke kun få betydning for aftaler om
bidragspligt og bidragsstørrelse, men tillige for andre aftaler, der med
henblik på separation eller skilsmisse indgås vedrørende økonomiske
spørgsmål, navnlig bodeling. Justitsministeriet finder, at dette er
ubetænkeligt, eftersom den nævnte regel i ægteskabslovens § 58 må antages at
blive suppleret af generalklausulen i aftalelovens § 36, der heller ikke
stiller krav om åbenbar urimelighed.
Til nr. 9 (§ 58, stk. 2 og 3)
Efter gældende ret skal sag efter ægteskabslovens § 58, stk. 1, anlægges
inden 1 år efter endelig dom eller udfærdigelse af bevilling (stk. 2). Dette
gælder dog ikke, såfremt aftalen anfægtes efter almindelige formueretlige
regler (stk. 3).
Ved forslaget ophæves 1 årsfristen og i konsekvens heraf tillige stk. 3.
Tidsfaktoren indgår herefter som et almindeligt moment i bedømmelsen af,
hvorvidt en aftale bør ændres eller erklæres for uforbindende.
Den foreslåede ophævelse af § 58, stk. 3, tilsigter samtidig at klargøre,
at generalklausulen i aftalelovens § 36 supplerer de nævnte bestemmelser i
ægteskabslovens § 52 og § 58.
Til § 2, nr. 1
I forbindelse med revision i 1985 af myndighedslovens kapitel 2 og 3 blev
der bl.a. mulighed for, at forældre, der ikke er gift med hinanden, kan indgå
aftale om fælles forældremyndighed.
En sådan aftale medfører, at begge forældre tillige er værger for barnet.
I samme forbindelse udgik begrebet ægtebarn af lovreglerne i kapitel 2 og
3, idet man ønskede at mindske den retlige forskel mellem ægtebørn og børn
født uden for ægteskab.
På denne baggrund foreslås det at ændre ordet »ægtebarn« til
»barn« i § 50 a, stk. 1, og § 52.
Forslaget har betydning for de forældre, der har fælles forældremyndighed
over et barn født uden for ægteskab. Forslaget indebærer, at den ene forælder
kan give den anden fuldmagt til helt eller delvist at udøve værgemålet alene.
Endvidere kan justitsministeren træffe afgørelse vedrørende formueretlige
spørgsmål, hvis forældrene er uenige herom.
Til § 2, nr. 2, § 3, § 4 og § 5
Efter stk. 1 kan regeringen uden Folketingets samtykke indgå overenskomst
med en fremmed stat om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om
henholdsvis umyndighed, ægteskabets retsvirkninger, adoption og børns
retsstilling. Efter stk. 1, 2. pkt., får en sådan overenskomst gyldighed her
i landet ved bekendtgørelse i Lovtidende, i dette tilfælde Lovtidende C.
Efter stk. 2 kan justitsministeren uden overenskomst fastsætte regler om
forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om henholdsvis
umyndighed, ægteskabets retsvirkninger, adoption og børns retsstilling.
Når forslaget i forholdet mellem de nordiske lande foruden at indeholde en
bemyndigelse til at indgå overenskomst, også giver justitsministeren mulighed
for administrativt at fastsætte regler af international privatretlig
karakter, skyldes det, at der mellem de nordiske lande er praksis for, at man
i stedet for at indgå traktater søger at gennemføre ensartede regler enten
ved lov eller ved administrativt fastsatte regler. Der skønnes ikke at være
noget aktuelt behov for, at bemyndigelsen i stk. 2 også omfatter forholdet
mellem danske og ikke nordiske landes regler på de nævnte områder.
Bestemmelsen svarer til reglen i arvelovens § 80 a og navnelovens § 18,
ligesom ægteskabslovens § 66 indeholder en bestemmelse, der i det væsentlige
svarer til disse bestemmelser. Der henvises endvidere til de almindelige
bemærkninger, punkt 13.
Til § 6
§ 6 indeholder reglen om tidspunktet for lovens ikrafttræden. Det
foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 1989.
Der er ved fastsættelse af ikrafttrædelsestidspunktet taget hensyn til, at
der skal ske ændringer i de administrative forskrifter, herunder
bekendtgørelser og cirkulærer om ægteskabs indgåelse og ægteskabs opløsning,
navnlig ændringer af reglerne om vilkårsforhandling.
Til § 7
§ 7 indeholder en overgangsregel. Forslaget svarer til
betænkningsudkastets § 4 og § 5. Der henvises til betænkningen, side 76.
I § 7, stk. 1 og 2, er der taget stilling til behandlingen af de
sager om separation og skilsmisse, der verserer på tidspunktet
for lovens ikrafttræden. I § 7, stk. 3, behandles det overgangsproblem, der
opstår, når ægtefæller ønsker skilsmisse på grundlag af
separation meddelt før lovens ikrafttræden.
I stk. 1 angives, at de verserende sager principielt skal behandles
færdigt efter den lovgivning, der var gældende på det tidspunkt, da sagen
påbegyndtes. Det er således betingelserne i den gældende lovs §§ 29-30 og
33-41, der er afgørende for, om der kan opnås separation eller skilsmisse.
Skæringstidspunktet er for bevillingssagernes vedkommende tidspunktet for
begæringens indgivelse og for retssagerne sagsanlægget, dvs. indleveringen af
stævning til berammelse.
Efter stk. 2 gives der dog adgang til at anvende reglerne i den nye
lov, hvis begge ægtefæller begærer det.
Denne begæring skal fremsættes, inden bevillingen udfærdiges, eller
endelig dom afsiges. Kan parterne ikke enes herom, vil den ægtefælle, der er
sagsøger, og som ønsker de nye regler anvendt, være nødsaget til at hæve den
verserende retssag. Dette kan gøres, lige indtil sagsøger mundtligt har
nedlagt sin påstand under domsforhandlingen, medmindre sagsøgte forinden har
nedlagt en selvstændig påstand i retten, f.eks. om skilsmisse under en
separationssag. Ny retssag efter de nye regler vil herefter kunne anlægges. I
bevillingstilfældene vil ægtefællerne i reglen begge være ansøgere, og
trækker en af dem ansøgningen tilbage efter lovens ikrafttræden, må de nye
regler anvendes under en eventuel genoptagelse.
Er ansøgning om bevilling indgivet inden lovens ikraftræden af en af
ægtefællerne, vil begæringen om bevilling kunne trækkes tilbage, og ny
begæring indgives med den virkning, at den nye lovs regler finder anvendelse.
I stk. 3 foreslås det, at lovforslagets bestemmelser skal kunne
finde anvendelse, når ægtefæller ønsker skilsmisse på grundlag af separation
meddelt før lovens ikrafttræden.
Bestemmelsen har navnlig den betydning, at den nye sagsbehandlingsregel i
forslagets § 44 bliver anvendelig i disse sager. Vilkårsforhandling kan
herefter undlades, hvis vilkårene for separation også gælder for tiden efter
skilsmissen.
Til § 8
Bestemmelsen indeholder en overgangsregel. Den har betydning for de
aftaler, der er truffet i tiden fra den 1. januar 1970 til i dag om
bidragspligten eller dens størrelse, samt for de aftaler af økonomisk
karakter, der i samme tidsrum er truffet med henblik på separation eller
skilsmisse, jf. ægteskabslovens § 52 og § 58.
Efter den nugældende retstilstand kan disse aftaler kun ændres, såfremt
det på grund af væsentligt forandrede forhold vil være åbenbart
urimeligt at opretholde aftalen. Efter forslaget (§ 1, nr. 8) skal det nu
blot være urimeligt at opretholde aftalen.
Man må imidlertid tage i betragtning, at ægteskabslovens regler må antages
at blive suppleret af reglen i aftalelovens § 36, der ikke stiller krav om
åbenbar urimelighed, men blot urimelighed.
Den foreslåede ændring af §§ 52 og 58 indebærer således ikke noget
egentligt nyt i forhold til de gældende regler om ændring af aftaler mellem
ægtefæller. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 12.
På den baggrund finder Justitsministeriet det ubetænkeligt at lade
ændringerne af § 52 og § 58 finde anvendelse på aftaler, der er indgået efter
den 1. januar 1970, hvor den nugældende ægteskabslovs ændringsregler trådte i
kraft.
Til § 9
Bestemmelsen indeholder en sædvanlig hjemmel til at sætte ændringsloven i
kraft for Færøerne og Grønland.
For Grønlands vedkommende gælder lov for Grønland om ægteskabs indgåelse
og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 318 af 21. september 1969 med senere
ændringer.
For Færøernes vedkommende gælder fortsat ægteskabsloven nr. 276 af 30.
juni 1922 om ægteskabets indgåelse og opløsning med senere ændringer.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser i ægteskabsloven,
der berøres af lovforslaget
1. § 2, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
§ 2. Den, som er under 18 år og ikke tidligere har været gift, må ikke
indgå ægteskab uden forældrenes samtykke.
Stk. 2. Hvis den ene af forældrene er død, sindssyg, åndssvag eller uden
del i forældremyndigheden, eller hvis hans erklæring ikke kan indhentes uden
særlig vanskelighed eller forsinkelse, er den andens samtykke tilstrækkeligt.
Gælder det anførte begge forældrene, kræves samtykke fra værge.
2. § 5 ophæves.
§ 5.Den, som er sindssyg eller åndssvag, må ikke indgå ægteskab uden
justitsministerens tilladelse.
3. §§ 29-41 ophæves og i stedet indsættes:
»Separation
§ 29 En ægtefælle, som ikke mener at kunne fortsætte samlivet, har ret til
separation.
§ 29. Ægtefæller har ret til separation, når de mener ikke at kunne
fortsætte samlivet og er enige om at søge separation.
§ 30. En ægtefælle har ret til separation, hvis den anden ægtefælle groft
har forsømt familiens underhold eller groft krænket andre pligter over for
ægtefællen eller børnene. Det samme gælder, hvis forholdet mellem
ægtefællerne af andre grunde må anses for ødelagt, medmindre ødelæggelsen
hovedsagelig beror på ægtefællens eget forhold.
Stk. 2. En ægtefælle har endvidere ret til separation, hvis der foreligger
omstændigheder, som ville give ham ret til at kræve skilsmisse.
§ 30. Separationens virkninger bortfalder for fremtiden, hvis ægtefællerne
genoptager eller fortsætter samlivet.
§ 31. Hvis ægtefæller, som er blevet separeret, genoptager samlivet,
bortfalder separationens virkninger for fremtiden.
Skilmisse efter separation
§ 31. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 1 års separation.
Stk. 2. Ægtefæller har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation,
hvis de er enige om skilsmisse.
§ 32. Enhver af ægtefællerne har ret til skilsmisse, når de efter opnået
separation har levet adskilt i 1 år og ikke senere har genoptaget samlivet.
2 års adskillelse
§ 32. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når ægtefællerne på grund af
uoverensstemmelser har levet adskilt i de sidste 2 år.
§ 33. Enhver af ægtefællerne har ret til skilsmisse, når deres samliv på
grund af uoverensstemmelse har været hævet i de sidste 3 år.
§ 34. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle mod
hans vilje og uden fyldestgørende grund har ophævet samlivet, og dette
derefter har været hævet i de sidste 2 år.
Utroskab
§ 33. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har
været utro eller har deltaget i et lignende seksuelt forhold. Skilsmisse kan
dog ikke kræves, hvis ægtefællen har været indforstået med handlingen eller
senere må anses at have frafaldet sin ret.
Stk. 2. Skilsmisse kan ikke opnås på grundlag af et seksuelt forhold, der
har fundet sted, mens ægtefællerne er separeret.
Stk. 3. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag
anlægges inden 6 måneder efter, at ægtefællen er blevet vidende om
handlingen, og inden 2 år efter, at den er foretaget.
§ 37. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har
gjort sig skyldig i ægteskabsbrud eller andet forhold, der kan sidestilles
hermed. Skilsmisse kan dog ikke kræves, hvis ægtefællen selv har givet
anledning til handlingen eller må anses at have frafaldet sin ret.
Stk. 2. Hvis hensynet til børnene eller andre vægtige grunde på afgørende
måde taler derfor, kan der i stedet for skilsmisse gives separation.
Stk. 3. Sag må anlægges eller ansøgning om bevilling indgives inden 6
måneder efter, at ægtefællen er blevet vidende om handlingen, og inden 2 år
efter, at den er begået.
Vold
§ 34. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har
udøvet forsætlig vold af grovere karakter over for denne eller børnene.
Stk. 2. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag
anlægges inden 1 år efter, at ægtefællen er blevet vidende om handlingen, og
inden 3 år efter, at den er begået.
§ 39. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har
udøvet forsætlig vold af grovere karakter over for denne eller børnene.
Stk. 2. Sag må anlægges eller ansøgning om bevilling indgives inden 1 år
efter, at ægtefællen er blevet vidende om handlingen, og inden 3 år efter, at
den er begået.
Bigami
§ 35. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har
indgået nyt ægteskab i strid med § 9.«.
§ 36. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har
indgået nyt ægteskab i strid med § 9.
4. § 42, stk. 1, 2. pkt., ophæves.
§ 42. Separation og skilsmisse gives ved dom eller bevilling. Separation i
henhold til § 37, stk. 2, kan dog kun gives ved dom.
Stk. 2. Bevilling kan kun meddeles, såfremt ægtefællerne er enige om at
ønske separation eller skilsmisse ved bevilling og enige om de i §§ 46, 49 og
54-56 nævnte vilkår, jf. dog § 45. Spørgsmål om størrelsen af
underholdsbidrag kan ægtefællerne henskyde til overøvrighedens afgørelse.
Bevilling udfærdiges af justitsministeren eller af overøvrigheden efter
justitsministerens bemyndigelse.
Stk. 3. Findes det betænkeligt at meddele bevilling, skal bevilling
nægtes.
5. § 43 ophæves og i stedet indsættes:
» § 43. Efter begge parters ønske kan der ske mægling ved
præsten. Regler herom fastsættes af kirkeministeren efter forhandling med
justitsministeren.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om frivillig rådgivning af
ægtefæller, inden der meddeles separation eller skilsmisse.«.
§ 43. Inden sag til opnåelse af separation eller skilsmisse anlægges,
eller bevilling meddeles, skal der forsøges mægling mellem ægtefællerne om
fortsættelse af ægteskabet. Mægling foretages af præsten eller, hvis begge
parter ønsker det, eller de ikke hører til samme trossamfund, af
overøvrigheden eller efter dennes bemyndigelse af politimesteren. Sag kan
ikke anlægges eller bevilling meddeles, medmindre mægling er afsluttet inden
for de sidste 6 måneder.
Stk. 2. Undlader en ægtefælle trods to tilsigelser at give møde til
mægling, er mægling med den anden ægtefælle tilstrækkelig. Det samme gælder,
hvis en ægtefælle er forgæves eftersøgt. Mægling bortfalder for en ægtefælle,
der ikke har ophold her i landet.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om foretagelse af mægling og
kan fastsætte frister for mæglingens afslutning.
Stk. 4. Den, der uden lovligt forfald undlader at efterkomme en tilsigelse
til mægling, straffes med bøde.
6. § 44 affattes således:
» § 44. Inden bevilling til separation eller skilsmisse
meddeles, skal der foretages vilkårsforhandling. Hvis der ønskes skilsmisse
efter § 31, og vilkårene for separationen gælder også for tiden efter
skilsmissen, er vilkårsforhandling dog ikke nødvendig.
Stk. 2. Regler om vilkårsforhandling fastsættes af justitsministeren. Det
kan i disse regler bestemmes, at vilkårsforhandling bortfalder for en
ægtefælle, der ikke har ophold her i lan det.«.
§ 44. Inden bevilling til separation eller skilsmisse meddeles, skal der
endvidere foretages vilkårsforhandling. Regler herom fastsættes af
justitsministeren. Det kan i disse regler bestemmes, at vilkårsforhandling
bortfalder for en ægtefælle, der ikke har ophold her i landet.
7. I § 50, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, kan retten
kun pålægge en ægtefælle bidragspligt for et bestemt tidsrum, der ikke kan
overstige 10 år.«
§ 50. Indgår ægtefællerne ikke selv aftale herom, afgør retten spørgsmålet
om bidragspligt, herunder spørgsmålet om pligtens varighed, medens
overøvrigheden fastsætter bidragets størrelse.
Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 træffes under hensyn til, i hvilket omfang
den, der ønsker bidrag, selv kan skaffe sig et efter sine livsvilkår
tilstrækkeligt underhold, og hvorvidt den anden part efter sine økonomiske
forhold og de øvrige omstændigheder formår at udrede bidrag. Endvidere tages
der hensyn til ægteskabets varighed. Der kan tillige tages hensyn til, om
den, der ønsker bidrag, har behov for støtte til uddannelse eller lignende.
8. I § 52 og § 58, stk. 1, udgår: »åbenbart«.
9. § 58, stk. 2-3, ophæves.
§ 52. En af ægtefællerne truffet aftale om bidragspligten eller om
bidragets størrelse kan ændres ved dom, såfremt det på grund af væsentligt
forandrede forhold vil være åbenbart urimeligt at opretholde aftalen.
§ 58. Har ægtefæller med henblik på separation eller skilsmisse truffet
aftale om fordelingen af formuen, bidragspligten eller andre vilkår, kan
aftalen ved dom ændres eller erklæres for uforbindende, såfremt den skønnes
åbenbart urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens indgåelse.
Stk. 2. Sag må anlægges inden 1 år efter endelig dom til separation eller
skilsmisse eller efter udfærdigelse af bevilling.
Stk. 3. Såfremt en aftale mellem ægtefæller anfægtes i kraft af
almindelige formueretlige regler, gælder fristerne i stk. 2 ikke.
Efter 2. behandling den 28. marts 1989 I lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr.
630 af 15. september 1986, som ændret ved lov nr. 223 af 22. april
1987, foretages følgende ændringer:
1. § 2, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
2. § 5 ophæves.
3. §§ 29-41 ophæves, og i stedet indsættes:
»Separation
§ 29. En ægtefælle, som ikke mener at kunne fortsætte samlivet, har ret
til separation.
§ 30. Separationens virkninger bortfalder for fremtiden, hvis ægtefællerne
genoptager eller fortsætter samlivet.
Skilsmisse efter separation
§ 31. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 1 års separation.
Stk. 2. Ægtefæller har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation,
hvis de er enige om skilsmisse.
2 års adskillelse
§ 32. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når ægtefællerne på grund af
uoverensstemmelser har levet adskilt i de sidste 2 år.
Utroskab
§ 33. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har
været utro eller har deltaget i et lignende seksuelt forhold. Skilsmisse kan
dog ikke kræves, hvis ægtefællen har været indforstået med handlingen eller
senere må anses at have frafaldet sin ret.
Stk. 2. Skilsmisse kan ikke opnås på grundlag af et seksuelt forhold, der
har fundet sted, mens ægtefællerne er separeret.
Stk. 3. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag
anlægges inden 6 måneder efter, at ægtefællen er blevet vidende om
handlingen, og inden 2 år efter, at den er foretaget.
Vold
§ 34. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har
udøvet forsætlig vold af grovere karakter over for denne eller børnene.
Stk. 2. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag
anlægges inden 1 år efter, at ægtefællen er blevet vidende om handlingen, og
inden 3 år efter, at den er begået.
Bigami
§ 35. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har
indgået nyt ægteskab i strid med § 9.«
4. § 42, stk. 1, 2. pkt., ophæves.
5. § 43 ophæves, og i stedet indsættes:
» § 43. Efter begge parters ønske kan der ske mægling ved
præsten. Regler herom fastsættes af kirkeministeren efter forhandling med
justitsministeren.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om frivillig rådgivning af
ægtefæller, inden der meddeles separation eller skilsmisse.«
6. § 44 affattes således:
» § 44. Inden bevilling til separation eller skilsmisse
meddeles, skal der foretages vilkårsforhandling. Hvis der ønskes skilsmisse
efter § 31 og vilkårene for separationen gælder også for tiden efter
skilsmissen, er vilkårsforhandling dog ikke nødvendig.
Stk. 2. Regler om vilkårsforhandling fastsættes af justitsministeren. Det
kan i disse regler bestemmes, at vilkårsforhandling bortfalder for en
ægtefælle, der ikke har ophold her i landet.«
7. I § 50, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Medmindre der foreligger særlige omstændigheder, kan retten kun
pålægge en ægtefælle bidragspligt for et bestemt tidsrum, der ikke kan
overstige 10 år.«
8. I § 52 og § 58, stk. 1, udgår »åbenbart«.
9. § 58, stk. 2-3, ophæves.
§ 2
I myndighedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985,
foretages følgende ændringer:
1. I § 5 a, stk. 1, og i § 52 ændres »ægtebarn«
til: »barn«.
2. Efter § 71 indsættes som ny paragraf:
» § 72. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om
forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om umyndighed og værgemål,
forældremyndighed og samværsret. Overenskomsten finder anvendelse her i
landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet
mellem danske og andre nordiske landes regler om umyndighed og værgemål,
forældremyndighed og samværsret.«
§ 3
I lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 628 af 15.
september 1986, indsættes efter § 53 som ny paragraf:
» § 53 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater
om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om ægteskabets
retsvirkninger. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter
bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet
mellem danske og andre nordiske landes regler om ægteskabets
retsvirkninger.«
§ 4
I lov om adoption, jf. lovbekendtgørelse nr. 629 af 15. september 1986,
indsættes efter § 40 som ny paragraf:
» § 40 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater
om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om adoption. Overenskomsten
finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet
mellem danske og andre nordiske landes regler om adoption.«
§ 5
I lov om børns retsstilling, jf. lovbekendtgørelse nr. 634 af 15.
september 1986, indsættes efter § 22 som ny paragraf:
» § 22 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater
om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om børns retsstilling,
herunder om børnebidrag. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter
bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet
mellem danske og andre nordiske landes regler om børns retsstilling, herunder
om børnebidrag.«
§ 6
Loven træder i kraft den 1. oktober 1989.
§ 7
Stk. 1. Er der før lovens ikrafttræden indgivet ansøgning om bevilling til
separation eller skilsmisse eller anlagt retssag om separation eller
skilsmisse, anvendes den tidligere lovgivnings regler.
Stk. 2. Såfremt begge ægtefæller anmoder derom, inden bevilling meddeles
eller endelig dom afsiges, anvendes dog bestemmelserne i § 1.
Stk. 3. Om ægtefællers adgang til skilsmisse på grundlag af separation
meddelt før lovens ikrafttræden gælder bestemmelserne i § 1.
§ 8
Den i § 1, nr. 8, nævnte ændring i ægteskabslovens § 52 og § 58, stk. 1,
gælder for alle aftaler, der er indgået efter den 1. januar 1970.
§ 9
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning
sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske
eller grønlandske forhold tilsiger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1987 LSF 222 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF ÆGTESKABSLOVEN (SEPARATIONS- OG SKILSMISSEBETINGELSER) Retsinformation · 21. maj 1988
- Vejledning om separation og skilsmisse Retsinformation · 30. juni 2020
- 1988 BTL 36 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF ÆGTESKABSLOVEN M.V. (SEPARATIONS- OG SKILSMISSEBETINGELSER M.V.) NR L 36 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 17. maj 1989
- RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 1259/2010 af 20. december 2010 om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation EU-lovgivning · 20. december 2010
- 1989 LSF 50 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM REGISTRERET PARTNERSKAB Retsinformation · 31. oktober 1989
- Sagen drejer sig om fortolkningen af EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 13, stk. 2, litra a, om fortsat ret til ophold efter begyndelsen af proceduren til skilsmisse og i den forbindelse tidspunktet for begyndelsen af proceduren til skilsmisse Domsdatabasen · 31. oktober 2023