Spring til indhold

Retsinformation

1988 LSF 36 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF ÆGTESKABSLOVEN M.V. (SEPARATIONS- OG SKILSMISSEBETINGELSER M.V.)

1988/1 LSF 36Lovforslag som fremsatFolketinget17. maj 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse

nr. 630 af 15. september 1986, som ændret ved lov nr. 223 af 22.

april 1987, foretages følgende ændringer:

1. § 2, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

2. § 5 ophæves.

3. §§ 29-41 ophæves, og i stedet indsættes:

»Separation

§ 29. En ægtefælle, som ikke mener at kunne fortsætte samlivet, har ret

til separation.

§ 30. Separationens virkninger bortfalder for fremtiden, hvis ægtefællerne

genoptager eller fortsætter samlivet.

Skilsmisse efter separation

§ 31. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 1 års separation.

Stk. 2. Ægtefæller har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation,

hvis de er enige om skilsmisse.

2 års adskillelse

§ 32. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når ægtefællerne på grund af

uoverensstemmelser har levet adskilt i de sidste 2 år.

Utroskab

§ 33. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har

været utro eller har deltaget i et lignende seksuelt forhold. Skilsmisse kan

dog ikke kræves, hvis ægtefællen har været indforstået med handlingen eller

senere må anses at have frafaldet sin ret.

Stk. 2. Skilsmisse kan ikke opnås på grundlag af et seksuelt forhold, der

har fundet sted, mens ægtefællerne er separeret.

Stk. 3. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag

anlægges inden 6 måneder efter, at ægtefællen er blevet vidende om

handlingen, og inden 2 år efter, at den er foretaget.

Vold

§ 34. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har

Læs alt

udøvet forsætlig vold af grovere karakter over for denne eller børnene.

Stk. 2. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag

anlægges inden 1 år efter, at ægtefællen er blevet vidende om handlingen, og

inden 3 år efter, at den er begået.

Bigami

§ 35. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har

indgået nyt ægteskab i strid med § 9.«

4. § 42, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

5. § 43 ophæves, og i stedet indsættes:

» § 43. Efter begge parters ønske kan der ske mægling ved

præsten. Regler herom fastsættes af kirkeministeren efter forhandling med

justitsministeren.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om frivillig rådgivning af

ægtefæller, inden der meddeles separation eller skilsmisse.«

6. § 44 affattes således:

» § 44. Inden bevilling til separation eller skilsmisse

meddeles, skal der foretages vilkårsforhandling. Hvis der ønskes skilsmisse

efter § 31 og vilkårene for separationen gælder også for tiden efter

skilsmissen, er vilkårsforhandling dog ikke nødvendig.

Stk. 2. Regler om vilkårsforhandling fastsættes af justitsministeren. Det

kan i disse regler bestemmes, at vilkårsforhandling bortfalder for en

ægtefælle, der ikke har ophold her i landet.«

7. I § 50, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Medmindre der foreligger særlige omstændigheder, kan retten kun

pålægge en ægtefælle bidragspligt for et bestemt tidsrum, der ikke kan

overstige 10 år.«

8. I § 52 og § 58, stk. 1, udgår »åbenbart«.

9. § 58, stk. 2-3, ophæves.

§ 2

I myndighedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985,

foretages følgende ændringer:

1. I § 50 a, stk. 1, og i § 52 ændres »ægtebarn«

til: »barn«.

2. Efter § 71 indsættes som ny paragraf:

» § 72. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om

forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om umyndighed og værgemål,

forældremyndighed og samværsret. Overenskomsten finder anvendelse her i

landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet

mellem danske og andre nordiske landes regler om umyndighed og værgemål,

forældremyndighed og samværsret.«

§ 3

I lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 628 af 15.

september 1986, indsættes efter § 53 som ny paragraf:

» § 53 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater

om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om ægteskabets

retsvirkninger. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter

bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet

mellem danske og andre nordiske landes regler om ægteskabets

retsvirkninger.«

§ 4

I lov om adoption, jf. lovbekendtgørelse nr. 629 af 15. september 1986,

indsættes efter § 40 som ny paragraf:

» § 40 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater

om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om adoption. Overenskomsten

finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet

mellem danske og andre nordiske landes regler om adoption.«

§ 5

I lov om børns retsstilling, jf. lovbekendtgørelse nr. 634 af 15.

september 1986, indsættes efter § 22 som ny paragraf:

» § 22 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater

om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om børns retsstilling,

herunder om børnebidrag. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter

bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet

mellem danske og andre nordiske landes regler om børns retsstilling, herunder

om børnebidrag.«

§ 6

Loven træder i kraft den 1. oktober 1989.

§ 7

Stk. 1. Er der før lovens ikrafttræden indgivet ansøgning om bevilling til

separation eller skilsmisse eller anlagt retssag om separation eller

skilsmisse, anvendes den tidligere lovgivnings regler.

Stk. 2. Såfremt begge ægtefæller anmoder derom, inden bevilling meddeles

eller endelig dom afsiges, anvendes dog bestemmelserne i § 1.

Stk. 3. Om ægtefællers adgang til skilsmisse på grundlag af separation

meddelt før lovens ikrafttræden gælder bestemmelserne i § 1.

§ 8

Den i § 1, nr. 8, nævnte ændring i ægteskabslovens § 52 og § 58, stk. 1,

gælder for alle aftaler, der er indgået efter den 1. januar 1970.

§ 9

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning

sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske

eller grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 630

af 15. september 1986, som ændret ved lov nr. 223 af 22. april 1987,

foretages følgende ændringer:

1. § 2, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

2. § 5 ophæves.

3. §§ 29-41 ophæves, og i stedet indsættes:

»Separation

§ 29. En ægtefælle, som ikke mener at kunne fortsætte samlivet, har ret

til separation.

§ 30. Separationens virkninger bortfalder for fremtiden, hvis ægtefællerne

genoptager eller fortsætter samlivet.

Skilsmisse efter separation

§ 31. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 1 års separation.

Stk. 2. Ægtefæller har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation,

hvis de er enige om skilsmisse.

2 års adskillelse

§ 32. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når ægtefællerne på grund af

uoverensstemmelser har levet adskilt i de sidste 2 år.

Utroskab

§ 33. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har

været utro eller har deltaget i et lignende seksuelt forhold. Skilsmisse kan

dog ikke kræves, hvis ægtefællen har været indforstået med handlingen eller

senere må anses at have frafaldet sin ret.

Stk. 2. Skilsmisse kan ikke opnås på grundlag af et seksuelt forhold, der

har fundet sted, mens ægtefællerne er separeret.

Stk. 3. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag

anlægges inden 6 måneder efter, at ægtefællen er blevet vidende om

handlingen, og inden 2 år efter, at den er foretaget.

Vold

§ 34. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har

udøvet forsætlig vold af grovere karakter over for denne eller børnene.

Stk. 2. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag

anlægges inden 1 år efter, at ægtefællen er blevet vidende om handlingen, og

inden 3 år efter, at den er begået.

Bigami

§ 35. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har

indgået nyt ægteskab i strid med § 9.«.

4. § 42, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

5. § 43 ophæves og i stedet indsættes:

» § 43. Efter begge parters ønske kan der ske mægling ved

præsten. Regler herom fastsættes af kirkeministeren efter forhandling med

justitsministeren.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om frivillig rådgivning af

ægtefæller, inden der meddeles separation eller skilsmisse.«.

6. § 44 affattes således:

» § 44. Inden bevilling til separation eller skilsmisse

meddeles, skal der foretages vilkårsforhandling. Hvis der ønskes skilsmisse

efter § 31, og vilkårene for separationen gælder også for tiden efter

skilsmissen, er vilkårsforhandling dog ikke nødvendig.

Stk. 2. Regler om vilkårsforhandling fastsættes af justitsministeren. Det

kan i disse regler bestemmes, at vilkårsforhandling bortfalder for en

ægtefælle, der ikke har ophold her i landet.«.

7. I § 50, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, kan retten

kun pålægge en ægtefælle bidragspligt for et bestemt tidsrum, der ikke kan

overstige 10 år«.

8. I § 52 og § 58, stk. 1, udgår: »åbenbart«.

9. § 58, stk. 2-3, ophæves.

§ 2

I myndighedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985,

foretages følgende ændringer:

1. I § 50 a, stk. 1, og i § 52 ændres »ægtebarn«

til »barn«.

2. Efter § 71 indsættes som ny paragraf:

» § 72. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om

forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om umyndighed og værgemål,

forældremyndighed og samværsret. Overenskomsten finder anvendelse her i

landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet

mellem danske og andre nordiske landes regler om umyndighed og værgemål,

forældremyndighed og samværsret.«.

§ 3

I lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 628 af 15.

september 1986, indsættes efter § 53 som ny paragraf:

» § 53 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater

om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om ægteskabets

retsvirkninger. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter

bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet

mellem danske og andre nordiske landes regler om ægteskabets

retsvirkninger.«.

§ 4

I lov om adoption, jf. lovbekendtgørelse nr. 629 af 15. september 1986,

indsættes efter § 40 som ny paragraf:

» § 40 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater

om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om adoption. Overenskomsten

finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet

mellem danske og andre nordiske landes regler om adoption.«.

§ 5

I lov om børns retsstilling, jf. lovbekendtgørelse nr. 634 af 15.

september 1986, indsættes efter § 22 som ny paragraf:

» § 22 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater

om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om børns retsstilling,

herunder om børnebidrag. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter

bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet

mellem danske og andre nordiske landes regler om børns retsstilling, herunder

om børnebidrag.«.

§ 6

Loven træder i kraft den 1. oktober 1989.

§ 7

Stk. 1. Er der før lovens ikrafttræden indgivet ansøgning om bevilling til

separation eller skilsmisse eller anlagt retssag om separation eller

skilsmisse, anvendes den tidligere lovgivnings regler.

Stk. 2. Såfremt begge ægtefæller anmoder derom, inden bevilling meddeles

eller endelig dom afsiges, anvendes dog bestemmelserne i § 1.

Stk. 3. Om ægtefællers adgang til skilsmisse på grundlag af separation,

meddelt før lovens ikrafttræden, gælder bestemmelserne i § 1.

§ 8 Den i § 1, nr. 8, nævnte ændring i ægteskabslovens § 52 og § 58, stk.

1, gælder for alle aftaler, der er indgået efter den 1. januar 1970.

§ 9.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning

sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske

eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslaget tilsigter en modernisering af ægteskabslovens regler om

separation, skilsmisse og ægtefællebidrag.

Der indføres en ret for hver ægtefælle til at kræve separation. Endvidere

nedsættes separationsperioden til 6 måneder for ægtefæller, som lever

separerede og som er enige om, at de vil skilles.

Den lovpligtige mægling foreslås afskaffet samtidig med at muligheden for,

at ægtefællerne kan få mægling hos præsten, opretholdes. Desuden lægges der

op til en forsøgsordning med professionel, frivillig parrådgivning.

Lovforslaget indebærer endvidere, at ægteskabslovens regler om

ægtefællebidragets varighed tilpasses den praksis, der har udviklet sig ved

domstolene. Efter forslaget skal der således i almindelighed kun kunne

pålægges bidragspligt for et bestemt tidsrum på højst 10 år. Tidsubegrænset

bidragspligt skal efter forslaget kun kunne pålægges, såfremt der foreligger

ganske særlige omstændigheder.

Den foreslåede modernisering af bestemmelserne om separation og skilsmisse

bygger på betænkning nr. 1121/87 om separations- og skilsmissebetingelser,

der er afgivet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet.

2. Medlemmer af Det Radikale Venstre fremsatte den 23. februar 1988

forslag til lov om ændring af ægteskabsloven (separations- og

skilsmissebetingelser) (lovforslag nr. 222 i folketingsåret 1987/88)

Førstebehandlingen af lovforslaget er optrykt i Folketingstidende 1987/88,

sp. 9282 ff.

Dette lovforslag svarer i væsentlig grad til det tidligere lovforslag.

3. Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning blev gennemført som lov nr. 256

af 4. juni 1969, se nu lovbekendtgørelse nr. 630 af 15. september 1986.

Grundlaget for loven var betænkning 2 afgivet af Ægteskabsudvalget af 1957.

De gældende regler om adgangen til separation og skilsmisse findes i

ægteskabslovens kapitel 4 som §§ 29-41. Kun en enkelt af de nævnte

bestemmelser er siden blevet ændret, idet § 39 om skilsmisse på grund af vold

fik en ny affattelse og et udvidet område ved lov nr. 223 af 22. april 1987.

4. Allerede inden loven af 1969 trådte i kraft, havde justitsministeren

nedsat et udvalg, som skulle arbejde videre med en generel revision af

ægteskabslovgivningen, Ægteskabsudvalget af 1969.

I begyndelsen af 1970-erne afgav Ægteskabsudvalget fire betænkninger om de

materielle regler i ægteskabslovgivningen. Af betydning for nærværende

lovforslag har navnlig været betænkning 1 om ægteskabs indgåelse (nr. 691/73)

og betænkning 2 om ægteskabs opløsning (nr. 697/73).

5. Ægteskabslovgivningen har, som det fremgår af arbejdsgruppens

betænkning, side 18-20, været genstand for nordisk samarbejde også i

1970-erne og 1980-erne, idet der i de andre nordiske lande lige som i Danmark

har været nedsat udvalg med den opgave at overveje ændringer i lovgivningen.

I Sverige er ægteskabslovsrevisionen afsluttet i april 1987, og i Finland

blev der på samme tidspunkt vedtaget nye regler, som i det væsentlige er i

overensstemmelse med de svenske bestemmelser på området. Det norske udvalg

afgav i august 1985 en delbetænkning om indgåelse og opløsning af ægteskab.

Der er endnu ikke fremsat lovforslag i Norge.

De svenske og finske bestemmelser om ægteskabsopløsning og det norske

ægteskabsudvalgs lovudkast herom er optrykt som bilag 1 i betænkningen, side

79-87, sat over for arbejdsgruppens lovudkast.

6. Medlemmer af Det Radikale Venstre fremsatte den 14. januar 1987 forslag

til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (skilsmisseret

efter vold). Lovforslaget blev vedtaget enstemmigt ved 3. behandlingen den 7.

april 1987. I retsudvalgets betænkning blev der givet udtryk for behovet for

en modernisering af separations- og skilsmissebetingelserne.

7. På baggrund heraf nedsatte justitsministeren i maj 1987 en

arbejdsgruppe. Arbejdsgruppen fik til opgave at udarbejde moderniserede

regler om separations- og skilsmissebetingelserne i ægteskabslovens kapitel

4. Arbejdsgruppens kommissorium er medtaget i betænkningen side 1.

I september 1987 afsluttede arbejdsgruppen sit arbejde med afgivelse af

betænkning nr. 1121/1987 om separations- og skilsmissebetingelser. I

betænkningen har arbejdsgruppen udarbejdet udkast til ændring af separations-

og skilsmissebetingelserne og til en vis forenkling af skilsmisseprocessen.

Betænkningen blev i oktober 1987 sendt til høring hos de myndigheder og

organisationer, der er nævnt i punkt 10.

8. Som anført ovenfor under punkt 6 gav retsudvalget i betænkningen om

forslag til ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (skilsmisseret

efter vold) udtryk for ønske om modernisering af separations- og

skilsmissebetingelserne.

I betænkningen anførte Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Det

Radikale Venstres medlemmer af udvalget bl.a., at skilsmisse burde kunne

opnås umiddelbart i situationer, hvor ægtefællerne er enige herom. Er

ægtefællerne ikke enige, eller har de fælles børn under 16 år, fandt

flertallet, at det burde overvejes at indføre betænkningstidsordning svarende

til den svenske.

Retsudvalgets medlemmer fra Det Konservative Folkeparti, Venstre,

Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti mente, at separationsinstituttet

burde bevares.

På den baggrund har arbejdsgruppen særlig overvejet, om der bør

gennemføres en adgang til skilsmisse ved enighed, og om betænkningstid bør

erstatte separationsinstituttet i dansk ret.

8.1. I dag må ægtefæller, der er enige om at ville skilles, igennem en

1-årig separationstid, medmindre der foreligger en af de særlige

skilsmissegrunde, i praksis næsten altid utroskab.

I Danmark går vejen til skilsmisser i omkring 70-80 % af tilfældene, som

det fremgår af tallene i betænkningens afsnit 1.2.2.-4., over separation.

Et flertal i Ægteskabsudvalget gik ind for skilsmisse ved enighed, idet

kun et medlem var imod en regel herom, se betænkning 2, side 12-13.

Arbejdsgruppens overvejelser om, hvorvidt der bør indføres adgang til

umiddelbar skilsmisse ved enighed mellem ægtefællerne, er gengivet i

betænkningen, side 40-42. Arbejdsgruppen har taget udgangspunktet i, at

lovgivningen ikke uden tungtvejende grunde bør tvinge ægtefæller til at

bevare et retligt bånd mellem sig, som de er enige om ikke at ønske.

Fastholdelse af kravet om en separationsperiode vil over for enige og

velovervejede ægtefæller kunne opfattes som urimeligt og måske føre til

fingerede utroskabsforhold. På den anden side rummer en regel om adgang til

skilsmisse uden forudgående separation efter arbejdsgruppens opfattelse en

risiko for forhastede og uigennemtænkte skilsmisser, fordi parterne kan

handle uden den fornødne omtanke i en konfliktsituation.

Arbejdsgruppen har i forbindelse med sine overvejelser inddraget

varigheden af den periode, der kan være nødvendig for at undgå forhastede

skilsmisser. Arbejdsgruppen har stillet forslag om, at separationstiden for

enige ægtefæller nedsættes fra 1 år til 6 måneder. Herved er ulemperne ved et

krav om separation forud for skilsmisse også for enige ægtefæller efter

arbejdsgruppens opfattelse i væsentlig grad mindsket. En skilsmisse er et så

vidtgående skridt, at det kan siges ikke at være urimeligt, at ægtefællerne

må vente 6 måneder, inden de kan få skilsmisse, selv om de er enige.

Arbejdsgruppen har derfor fundet, omend under tvivl, at der for at undgå

overilede skilsmisser og sikre, at der tages rimelige hensyn til en

ægtefælle, der kun nødtvungent går med til at søge ægteskabet opløst, fortsat

ikke bør være adgang til umiddelbar skilsmisse ved enighed herom mellem

ægtefællerne.

Der har i arbejdsgruppen været enighed om, at spørgsmålet om, hvorvidt

ægtefæller skal gennem en separationstid, før skilsmisse kan opnås, skal

afgøres uafhængigt af, om der er mindreårige børn i ægteskabet. En regel om,

at kun ægtepar med børn i enighedstilfælde skulle igennem en kortvarig

separationsperiode, ville i øvrigt efter arbejdsgruppens mening stemme mindre

godt med de forældremyndighedsregler, der blev gennemført i 1985.

Der er ikke umiddelbar adgang til skilsmisse ved enighed i Finland og

Norge, og det norske ægteskabsudvalgs lovudkast indeholder heller ikke

forslag herom. I Sverige er der kun umiddelbar adgang til skilsmisse ved

enighed, hvis der ikke er børn i ægteskabet.

8.2. Som nævnt pegede flertallet af retsudvalgets medlemmer på, at

separationsinstituttet eventuelt kunne erstattes med en ordning med

betænkningstid, således som den især kendes i Sverige. Arbejdsgruppen har på

denne baggrund overvejet, om det svenske betænkningstidssystem bør indpasses

i dansk ret. Der henvises til betænkningens kapitel 2, side 21-35.

8.2.1. I Sverige ændredes separationsinstituttet i 1973 til en

betænkningstid. En tilsvarende ordning blev indført i Finland i 1987.

Efter svensk ret skal der, efter at begæring om skilsmisse er fremsat af

den ene af ægtefællerne eller af enige ægtefæller med børn, herunder

hjemmeboende særbørn under 16 år, gå seks måneder, før skilsmissen kan

bevilges. I Finland skal der som udgangspunkt altid være en betænkningstid,

uanset om ægtefællerne er enige, og selv om de ikke har mindreårige børn.

For at skilsmissen kan meddeles, kræves det, at en af parterne efter

fristens udløb, men inden et år efter betænkningstidens begyndelse,

fremsætter en ny begæring om skilsmisse. Sker dette ikke, bortfalder

betænkningstiden. Det er således ikke muligt at opretholde

betænkningstidsperioden ud over et år.

Ved betænkningstidens begyndelse tages der ikke stilling til vilkårene for

den senere skilsmisse. Hvis ægtefæller ikke selv kan løse de problemer, der

måtte opstå, f.eks. med hensyn til forældremyndighed, bidrag eller

boligspørgsmålet, kan en af dem anmode retten om at træffe en foreløbig

afgørelse. Ved betænkningstidens udløb tages der stilling til vilkårene i det

omfang, der anmodes herom.

Det kræves ikke, at samlivet ophæves, og der kan meddeles skilsmisse, selv

om parterne har boet sammen i hele betænkningstiden.

Ved en svensk lovændring i 1987 er der skabt generel adgang til at kræve

formuefællesskabet opløst, så snart anmodning om betænkningstid er fremsat.

Den gensidige arveret bortfalder i betænkningstiden.

8.2.2. En grundlæggende forskel mellem separation og betænkningstid er

kravet om samlivsophævelse i separationsperioden, et krav, der ikke

stilles efter finsk og svensk ret.

Den gældende danske ordning forudsætter, at den retlige separation

følges op af en faktisk ophævelse af samlivet. Hvis ægtefæller, som er blevet

separeret, fortsætter eller genoptager samlivet, bortfalder separationens

virkninger for fremtiden, jf. ægteskabslovens § 31.

En anden forskel er, at det er et væsentligt led i den gældende danske

ordning, at der straks ved separationen findes en løsning på, under hvilke

vilkår ægteskabet skal opløses. Dette indebærer, at der som udgangspunkt i

forbindelse med separationen skal tages stilling til forældremyndighed, jf.

myndighedslovens § 11, stk. 1, og ægteskabslovens § 46, og pligten for en

ægtefælle til at betale bidrag til den anden ægtefælle, jf. ægteskabslovens §

49. Bor ægtefællerne i lejebolig, skal det aftales eller afgøres, hvem der

efter lejelovens § 77, jf. ægteskabslovens § 55, skal fortsætte lejemålet.

Endelig kan det i særejeægteskaber komme på tale at tilkende et beløb efter

ægteskabslovens § 56, for at en ægtefælle ikke skal blive stillet urimeligt

ringe efter separationen.

Denne pligt til stillingtagen følges op med en regel om, at

separationsvilkår, der er fastsat ved dom, også gælder for tiden efter en

skilsmisse opnået på grundlag af separationen, jf. ægteskabslovens § 45. Med

hensyn til bidragspligten kan der dog ved separationsdomme træffes anden

bestemmelse, jf. § 45, 2. pkt. Også i separationsbevillinger aftales der

normalt såkaldt gennemgående vilkår. Ved separationen bortfalder

formuefællesskabet mellem ægtefællerne, og der skal foretages bodeling, jf.

lov om ægteskabets retsvirkninger § 16, stk. 2. Arveretten mellem

ægtefællerne falder også bort ved separationen, jf. arvelovens § 38.

8.2.3. Det danske Ægteskabsudvalg tog i betænkning 2 fra 1973, side

10-12, stilling til den nye svenske betænkningstid. Kun et af udvalgets

medlemmer havde en vis sympati for de svenske regler, først og fremmest fordi

ægtefællerne kunne fortsætte samlivet i betænkningstiden. Ingen af de øvrige

medlemmer kunne gå ind for ordningen. Separation var efter flertallets

opfattelse et indarbejdet nordisk retsinstitut, som havde den grundlæggende

funktion at virke som en prøveskilsmisse. De fandt, at separationen gav tid

til overvejelse, inden ægtefællerne skulle træffe den endelige beslutning om

skilsmisse, og her ville de få hinanden og deres uoverensstemmelser på

afstand. Der havde endvidere ikke i de forudgående års debat om

ægteskabslovgivningen, hverken i offentligheden eller i fagkredse, kunnet

spores nogen almindelig kritik mod separationsinstituttets grundprincipper.

Afskaffelse af dette institut måtte derfor efter disse medlemmers opfattelse

kræve tungtvejende grunde, som ikke forelå. Det ville tillige være et klart

tilbageskridt, dersom man i betænkningstiden principielt kun kunne få

midlertidige afgørelser om forældremyndighed, bidragspligt og

boligspørgsmålet frem for den ordning, der indførtes i 1969 med gennemgående

vilkår. Flertallet tilføjede, at en del fraseparerede ægtefæller vedbliver at

leve separeret i mange år, eventuelt resten af livet, f.eks. fordi de af

religiøse eller andre grunde ikke ønsker at blive skilt, og for dem vil en

betænkningstid, der bortfalder efter et års forløb, være uhensigtsmæssig.

Det norske udvalg har ligeledes vurderet den svenske

betænkningstidsordning og med samme negative resultat. Det norske udvalgs

overvejelser fra 1985 er gengivet i arbejdsgruppens betænkning, side 28-29.

8.2.4. Arbejdsgruppens overvejelser er gengivet i betænkningen,

side 30-35. Det fremgår bl.a., at arbejdsgruppen har fundet, at det må tages

i betragtning, at skønsmæssigt 20-30 % af separationerne ikke følges op med

en skilsmisse. Der er en betydelig gruppe, men et klart mindretal, der i

separationstiden bliver klar over, at de ønsker at fortsætte ægteskabet. For

disse mennesker er det en væsentlig fordel ved separationsordningen, at der

er en forholdsvis nem adgang til at få ægteskabet reetableret fuldt ud. Det

sker uden myndighedernes indblanding blot ved at fortsætte eller genoptage

samlivet, jf. ægteskabslovens § 31.

Efter svensk ret er ægtefæller, der inden for betænkningstidens

etårsperiode ønsker at ændre retsstilling, nødt til at rette fornyet

henvendelse til myndighederne for at få annulleret betænkningstiden og dermed

få ægteskabets fulde retsvirkninger til at genindtræde.

Arbejdsgruppen har endvidere fundet, at en kommende ordning må tage hensyn

til den gruppe, der frivilligt vælger en separationsperiode, der er noget

eller meget længere end den lovmæssige. Dette sker efter arbejdsgruppens

opfattelse ikke i fornødent omfang ved den finsk-svenske betænkningstid,

hvorefter ægtefællerne, uanset om samlivet er ophævet, skal kræve skilsmisse

inden 1-års fristens udløb for at opnå skilsmisse på grundlag af

betænkningstiden. Tages et initiativ ikke, falder de foreløbige beslutninger,

der er truffet om vilkårene, bort, selv om ingen af ægtefællerne har noget

ønske om at genoptage samlivet, og der derfor fortsat er behov for en

regulering. Hvis en af ægtefællerne fortsat ønsker ægteskabet opløst, må

denne begynde forfra med en ny betænkningstid.

Arbejdsgruppen har samtidig peget på, at der ved udformningen af reglerne

bør lægges afgørende vægt på, at størstedelen af parrene ophæver samlivet før

eller ved separationen og dermed prøver at leve hver for sig, samt at de

fleste separerede bliver skilt kortere tid efter separationstidens udløb.

Skønsmæssigt 70-80 % af separationerne ender med skilsmisse, idet forsøget på

at bevare ægteskabet mislykkes. For dette flertal har arbejdsgruppen fundet,

at det er en stor fordel, at der efter gældende ret senest i forbindelse med

separationen tages endelig stilling til vilkårene, d.v.s. spørgsmålet om

forældremyndighed, bidragspligt, hvem der skal fortsætte et eventuelt lejemål

vedrørende familiens bolig og størrelsen af et eventuelt § 56-krav. De

vilkår, der er fastsat ved separationen, gælder som nævnt normalt også for

tiden efter en skilsmisse opnået på grundlag af separationen - de såkaldt

gennemgående vilkår. Princippet om pligtmæssig stillingtagen til en række

vilkår straks ved separationen og om i vid udstrækning at gøre disse vilkår

gennemgående har været fremherskende i nyere dansk ægteskabslovgivning.

På denne baggrund er der efter arbejdsgruppens opfattelse kun meget

begrænset behov for en formaliseret betænkningstid uden samlivsophævelse,

efter at ægtefællerne eller en af dem har besluttet at rette henvendelse til

myndighederne om ægteskabets opløsning. Hensynet til, at parterne kan få de

praktiske problemer, som knytter sig til det at leve adskilt, løst,

forekommer at veje tungere end det at imødekomme et muligt behov for under et

fortsat samliv at få registreret en betænkningstid med begrænsede

retsvirkninger. En afgørende styrke ved separationsinstituttet er netop den

endelige afklaring af vilkårene, som modsvarer de praktiske behov i det

overvejende antal tilfælde, frem for det finsk-svenske system med foreløbige

afgørelser ved betænkningstidens begyndelse og fornyet stillingtagen ved

skilsmissen.

Arbejdsgruppen har på denne baggrund overvejet den nærmere udformning af

kravet om samlivsophævelse, idet det er væsentligt, at reglen om

separationens bortfald ved samlivsgenoptagelse ikke medfører, at parterne

afstår fra at gøre forsøg på at genoptage samlivet af frygt for at blive

»fanget« i ægteskabet på et for spinkelt grundlag. Gældende

praksis, som er beskrevet i betænkningen side 22-25, giver efter

arbejdsgruppens opfattelse ægtefællerne ganske vidtgående muligheder for

sådanne forsøg med at fortsætte ægteskabet. Praksis skønnes at være rimelig

liberal og er i vidt omfang afpasset efter de konkrete behov i den enkelte

situation. Arbejdsgruppen har forudsat, at denne smidige ordning fortsættes

og har fundet, at en yderligere lempelse af kravet om samlivsophævelse vil

være vanskelig, når ægtefæller, der er enige herom, kan få skilsmisse efter

et halvt års separation. Ved en ændret formulering af kravet om

samlivsophævelse har arbejdsgruppen søgt mere dækkende at beskrive den

praksis, der har udviklet sig omkring den gældende § 31 vedrørende

genoptagelse af samlivet.

9. Ægteskabslovens § 5.

Efter § 5 i den gældende lov må den, som er sindssyg eller åndssvag, ikke

indgå ægteskab uden tilladelse.

Denne bestemmelse har været overvejet i et udvalg, som justitsministeren

nedsatte i december 1968 med den opgave at overveje, i hvilket omfang

adgangen for sindssyge og åndssvage til at indgå ægteskab fortsat bør være

betinget af særlig tilladelse. Udvalget har afsluttet sit arbejde i efteråret

1972 med afgivelse af betænkning nr. 658/1972. Efter en samlet bedømmelse på

baggrund af de foreliggende oplysninger, herunder om forbudets lidet

effektive karakter, fandt flertallet af udvalgets medlemmer, at

beskyttelseshensynene ikke længere kunne bære et forbud mod ægteskab. Når

forbudet af flertallet blev anset for lidet effektivt, skyldtes dette især,

at de pågældende ikke kunne hindres i at have bofællesskab.

Justitsministeriet bad Ægteskabsudvalget af 1969 om en udtalelse over

betænkningen. Udvalget meddelte, at man kunne tilslutte sig betænkningens

flertalsindstilling om, at ægteskabslovens § 5 bør søges ophævet. Da udvalget

imidlertid var betænkelig ved en stykvis ændring af loven, foretrak et

flertal i udvalget, at bestemmelsens ophævelse afventede en samlet revision

af ægteskabslovgivningen.

Det centrale Handicapråd har flere gange rettet henvendelse til

Justitsministeriet om ophævelse af bestemmelsen.

Justitsministeriet er enig i, at bestemmelsen om, at sindssyge og

åndssvage skal have tilladelse til indgåelse af ægteskab, ikke længere er

tidssvarende og foreslår bestemmelsen ophævet.

10. Separations- og skilsmisseregler

10.1. Adgang til separation

Det foreslås, at en ægtefælle skal have ret til separation, uanset hvordan

den anden ægtefælle stiller sig hertil.

Efter § 29 i den gældende ægteskabslov har ægtefæller ret til separation,

når de mener ikke at kunne fortsætte samlivet og er enige om at søge

separation. En ægtefælle har endvidere ret til separation, selv om den anden

ægtefælle protesterer, hvis denne groft har forsømt familiens underhold eller

groft krænket andre pligter over for ægtefællen eller børnene. Det samme

gælder, hvis forholdet mellem ægtefællerne af andre grunde må anses for

ødelagt, medmindre ødelæggelsen hovedsagelig beror på ægtefællens eget

forhold, jf. § 30, stk. 1. En ægtefælle har endvidere ret til separation,

hvis der foreligger omstændigheder, som ville give ham ret til at kræve

skilsmisse, jf. § 30, stk. 2. Efter gældende lovgivning er der således i

princippet ikke ensidig ret til separation.

Ægteskabsudvalget foretog i begyndelsen af 1970-erne en gennemgang af

praksis, der viste, at domstolene kun nægter separation i meget få tilfælde,

og siden har der kun været een Højesteretsdom og een trykt landsretsdom, hvor

der blev frifundet for separationspåstanden.

I arbejdsgruppen var der enighed om, at der som foreslået af

Ægteskabsudvalget og det norske udvalg og i overensstemmelse med finsk og

svensk lovgivning bør indføres ensidig adgang for en ægtefælle til at få

separation, uanset hvordan den anden ægtefælle stiller sig hertil. Der vil i

alt væsentligt kun være tale om en kodifikation af allerede eksisterende

praksis, og lovgivningen bør i tilfælde som det foreliggende tilpasses den

praksis, som faktisk følges, således at reglerne giver et korrekt udtryk for

de reelle muligheder for separation. Arbejdsgruppen har endvidere lagt vægt

på, at et forslag om ensidig adgang til separation vil betyde en vigtig

afdramatisering af separationssagerne, idet selve spørgsmålet om, hvorvidt

der skal meddeles separation, ikke længere vil kunne give anledning til tvist

mellem ægtefællerne. Der henvises nærmere til betænkningen, side 35-38.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens forslag om, at enhver af

ægtefællerne altid skal have ret til separation uden at skulle angive eller

godtgøre en grund. Der henvises til lovforslagets § 29, der skal afløse de

gældende regler i § 29 og § 30.

10.2. Kravet om samlivsophævelse

Efter den gældende § 31 bortfalder separationens virkninger for fremtiden,

hvis ægtefællerne genoptager samlivet.

Arbejdsgruppen har fundet, at dette krav bør opretholdes. Der henvises til

betænknngen, side 22-25, side 33-34 og bemærkningerne til § 30 i lovudkastet.

Præsidenten for Østre Landsret, Foreningen af statsamtsjurister og

Overpræsidenten for København har udtalt sig imod en ændring af den gældende

bestemmelse om samlivsophævelse, idet den formulering, der er foreslået af

arbejdsgruppen, efter deres opfattelse vil kunne skabe uklarhed og tvivl om

kravet til samlivsophævelse.

Justitsministeriet finder på denne baggrund ikke grundlag for at ændre

bestemmelsen, bortset fra en sproglig præcisering, der svarer til en ændring,

der allerede er foretaget i myndighedslovens § 12.

10.3. Separationstidens længde

Efter den gældende lovs § 32 har enhver af ægtefællerne ret til

skilsmisse, når de efter opnået separation har levet adskilt i 1 år og ikke

senere har genoptaget samlivet.

Det foreslås, at separationstiden fortsat skal være 1 år. Er ægtefællerne

enige om at ønske skilsmisse, foreslås det dog, at separationstiden nedsættes

til 6 måneder.

Arbejdsgruppen har ligesom Ægteskabsudvalget og det norske udvalg fundet,

at separationsperioden som udgangspunkt fortsat bør være af 1 års varighed.

Der henvises til betænkningen, side 42-43. Hvis separationsperioden skal være

en realitet som prøvetid i de tilfælde, hvor den ene af ægtefællerne ønsker

at fortsætte ægteskabet, kan den vanskeligt være kortere end 1 år.

I tilfælde, hvor ægtefællerne er enige om at ønske skilsmisse, er det

efter arbejdsgruppens opfattelse tilstrækkeligt, at de har været igennem en

separationstid på 6 måneder. Ægtefællerne kan i denne periode nå at overveje

deres fremtidige situation, samtidig med at de får hinanden og deres

konflikter på afstand.

Justitsministeriet kan tiltræde arbejdsgruppens forslag.

10.4. To års adskillelse

Efter den gældende lovs § 33 har enhver af ægtefællerne ret til

skilsmisse, når deres samliv på grund af uoverensstemmelser har været ophævet

i de sidste 3 år.

En ægtefælle har efter den gældende § 34 ret til skilsmisse, når den anden

ægtefælle mod hans vilje og uden fyldestgørende grund har ophævet samlivet,

og dette derefter har været ophævet i de sidste 2 år.

Det foreslås, at denne bestemmelse forenkles således, at enhver af

ægtefællerne har ret til skilsmisse, når de på grund af uoverensstemmelser

har levet adskilt i de sidste 2 år.

Arbejdsgruppen har i lighed med gældende finsk og svensk ret og det norske

lovudkast foreslået, at skilsmissen skal kunne opnås efter en

samlivsophævelse, der har varet i mindst 2 år. Der er i denne situation ikke

grund til, at ægtefællerne skal igennem en yderligere separationsperiode på

1/2-1 år, hvis de eller blot en af dem ønsker ægteskabet opløst. Som det

fremgår af de talmæssige oplysninger i betænkningens afsnit 1.2.2.-4.,

anvendes den gældende bestemmelse i § 33 i et vist omfang i praksis.

Arbejdsgruppen har fundet, at det fortsat bør fremgå af bestemmelsen, at

alene samlivsophævelse på grund af uoverensstemmelse kan danne grundlag for

skilsmisse. Faktisk adskillelse, der ikke skyldes uenighed, men f.eks.

arbejds- eller uddannelsesmæssige forhold, institutions- eller

fængselsophold, bør ikke kunne medføre ret til umiddelbar skilsmisse. Der

henvises til betænkningen side 44-45.

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at der bør være adgang

til umiddelbar skilsmisse, når ægtefæller i de sidste 2 år har levet adskilt

på grund af uoverensstemmelser. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til

forslaget til § 32.

10.5. Skilsmisse på grund af utroskab.

Ifølge ægteskabslovens § 37 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når den

anden ægtefælle har gjort sig skyldig i ægteskabsbrud eller andet forhold,

der kan sidestilles hermed. Skilsmisse kan dog ikke kræves, hvis ægtefællen

selv har givet anledning til handlingen eller må anses at have frafaldet sin

ret. Ifølge stk. 2 kan der i stedet for skilsmisse gives separation, hvis

hensynet til børnene eller andre vægtige grunde på afgørende måde taler

derfor. I stk. 3 findes frister, inden hvilke retssag om skilsmisse må

anlægges, eller bevillingsansøgning indgives.

I Danmark tyder en gennemgang af de foreliggende, noget sparsomme,

oplysninger på, at i hvert fald 25-30% af alle danske ægteskabsopløsninger

sker med utroskab som skilsmissegrund.

Indstillingen i Ægteskabsudvalget til utroskab som skilsmissegrund var

præget af tvivl, se betænkning 2 (nr. 697/73), side 17-18. Der var imidlertid

enighed om, at bestemmelsen i § 37, stk. 2, om separation i stedet for

skilsmisse burde ophæves. Udvalget var ikke bekendt med, at bestemmelsen var

anvendt af domstolene. Hele udvalget gik også ind for at ophæve adgangen til

skilsmisse på grund af utroskab i separationstiden.

Ved de lovændringer, der blev gennemført i Sverige i 1973 og i Finland i

1987, blev adgangen til umiddelbar skilsmisse ved utroskab ophævet. Også det

norske udvalg har foreslået utroskabsbestemmelsen ophævet.

I arbejdsgruppens lovudkast er der medtaget en regel om skilsmisse på

grund af utroskab. Der har imidlertid været delte meninger i arbejdsgruppen

herom, jf. betænkningen side 47-48. Det er således på den ene side gjort

gældende, at utroskab ikke bør sættes i særklasse som skilsmissegrund, og at

det er betænkeligt at bevare en regel, der så klart er udtryk for et snævert

skyldprincip. Med indførelse af en ensidig adgang til separation vil den

ægtefælle, der føler sig krænket af den andens utroskab, få tilstrækkelig

mulighed for at komme ud af ægteskabet. Den udbredte anvendelse i dag af

utroskabsbestemmelsen skyldes antagelig, at den benyttes af enige ægtefæller

som middel til at opnå umiddelbar skilsmisse, og er i mange tilfælde næppe

udtryk for, at den ene ægtefælle føler sig specielt krænket på grund af

utroskaben. Det forekommer modstridende, samtidig med at arbejdsgruppen

afviser adgangen til umiddelbar skilsmisse for ægtefæller, der er enige

herom, at bevare utroskabsreglen, således som den anvendes i dag.

På den anden side er det anført, at utroskab formentlig i dag af en

betydelig del af den danske befolkning opfattes som en så grov krænkelse af

den anden ægtefælle, at det ville føles stødende, om man ophævede den

mulighed, den krænkede traditionelt har haft for at få ægteskabet opløst. I

modsætning til, hvad der er eller var tilfældet i Norge og Sverige, har

reglen i dag en betydelig praktisk anvendelse i Danmark. Når tendensen i

øvrigt går i retning af at udvide adgangen til at komme ud af ægteskabet, kan

det gøres gældende, at der ikke på et centralt område som det foreliggende

bør ske en begrænsning i adgangen til umiddelbar skilsmisse.

Arbejdsgruppens medlemmer er imidlertid enige i, at den gældende regel i §

37, stk. 2, under alle omstændigheder bør ophæves. Der henvises til

betænkningen, side 48.

I arbejdsgruppen er der ligeledes enighed om at foreslå

»troskabspligten« ophævet i separationsperioden. Den krænkelse, som

kan påføres en ægtefælle gennem den andens seksuelle forhold, kan kun

betragtes som væsentlig, så længe ægtefællerne lever sammen i ægteskab.

Samtidig skaber en sag på dette grundlag uro om de vilkår, der ellers skulle

være lagt fast ved separationen. Endelig anvendes muligheden vel ikke

sjældent ud fra et fælles ønske om at forkorte den 1-årige separationstid,

hvilket arbejdsgruppen ikke finder behov for, når separationstiden for enige

ægtefæller foreslås nedsat til 6 måneder.

Justitsministeriet finder, at utroskab bør bevares som skilsmissegrund.

Utroskab opfattes formentlig stadig af en betydelig del af befolkningen som

en grov krænkelse af den anden ægtefælle, og det ville føles stødende, om man

ophævede den mulighed, den krænkede part har for at få ægteskabet opløst. Når

tendensen i øvrigt går mod en vis udvidelse af adgangen til skilsmisse, bør

der ikke samtidig ske en begrænsning i adgangen til umiddelbar skilsmisse på

et så centralt område.

Justitsministeriet er endvidere enig i, at den gældende § 37, stk. 2,

ophæves, og at adgangen til skilsmisse på grund af seksuelt forhold i

separationsperioden bortfalder.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 33.

10.6. Vold

Den gældende lovs § 39 giver en ægtefælle ret til skilsmisse, når den

anden ægtefælle har udøvet vold af grovere karakter over for denne eller

børnene. Bestemmelsen fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 223 af 22. april

1987. Den blev enstemmigt vedtaget i Folketinget.

Lovforslagets § 34 er i overensstemmelse med den gældende formulering. Der

henvises i øvrigt til arbejdsgruppens betænkning, side 49.

10.7. Bigami

Ifølge ægteskabslovens § 9 må den, som tidligere har indgået ægteskab,

ikke indgå nyt ægteskab, så længe det tidligere ægteskab består. Indgås

ægteskab i strid med bestemmelsen, kan såvel det nye som det hidtidige

ægteskab opløses. Ifølge ægteskabslovens § 23, stk 1, omstødes et ægteskab,

hvis det er indgået i strid med § 9. Dette gælder dog ifølge § 23, stk. 2,

ikke, når det tidligere ægteskab er opløst, inden sag er anlagt. Efter den

gældende lovs § 36 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når den anden

ægtefælle har indgået nyt ægteskab i strid med § 9.

Arbejdsgruppen har ikke haft tidsmæssige muligheder for at vurdere de

gældende regler om omstødelse. Arbejdsgruppen har derfor foreslået, at den

gældende adgang til skilsmisse på grund af bigami bevares. Der henvises til

betænkningens side 50 og side 53.

Justitsministeriet kan tiltræde dette.

10.8. Andre skilsmissegrunde

I den gældende ægteskabslov findes der yderligere nogle regler om adgang

til umiddelbar skilsmisse.

Ifølge den gældende § 35 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når den

anden ægtefælle er forsvundet, og der er gået 3 år siden, han sidst vides at

have været i live.

Efter den gældende § 38 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når den anden

ægtefælle med kundskab eller formodning om at lide af kønssygdom, som endnu

frembyder smittefare, ved samleje har udsat ægtefællen for smitte. Skilsmisse

kan dog ikke kræves, hvis ægtefællen med kundskab om smittefaren frivilligt

lod sig udsætte for den.

Ifølge den gældende § 40 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når den

anden ægtefælle af en dansk domstol er idømt fængsel i 2 år eller derover.

Dette gælder dog ikke, hvis ægtefællen frivilligt har medvirket til den

strafbare handling eller samtykket i den.

Efter den gældende § 41 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når den anden

ægtefælle lider af sådan sindssygdom, at fortsættelsen af ægteskabet ikke bør

fordres, og sygdommen under ægteskabet har varet i de sidste 3 år. Såfremt

særlige grunde taler herfor, kan skilsmisse dog gives, selv om sygdommen har

varet i mindre end 3 år.

Om anvendelse af de nævnte skilsmissegrunde i praksis henvises til

betænkningen, side 10-14.

Arbejdsgruppen foreslår ligesom Ægteskabsudvalget, at reglerne i den

gældende ægteskabslovs § 35, § 38, § 40 og § 41 ophæves. Der henvises til

betænkningen, side 50-52.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens forslag om at ophæve § 35, §

38, § 40 og § 41. Særlig med hensyn til reglen i § 35 om borteblevne kan

anføres, at denne bestemmelse næppe i praksis anvendes. I de særlige

tilfælde, hvor en ægtefælle er forsvundet, afventer den efterladte ægtefælle

formentlig, at ægteskabet opløses ved afsigelse af dødsformodningsdom efter

lov om borteblevne. Herved bevares arveretten for den efterladte.

10.9. Fremgangsmåden i skilsmissesager efter separation.

Efter gældende ret er bestemmelserne om fremgangsmåden ved separation og

skilsmisse ens. Der skal således følges den samme procedure også ved

skilsmisse på grundlag af separation, jf. ægteskabslovens § 32, selv om

ægtefællerne tidligere har været gennem en separationssag efter tilsvarende

regler, normalt godt et år tidligere.

Forud for alle skilsmisser på grundlag af separation skal der ifølge

ægteskabslovens § 43 forsøges mægling mellem ægtefællerne om fortsættelse af

ægteskabet, selv om mægling før separationen viste sig forgæves.

Søger ægtefællerne skilsmissen ved bevilling, skal de begge møde

personligt i statsamtet til fornyet vilkårsforhandling, jf. ægteskabslovens §

44. Dette gælder også, når ægtefællerne på forhånd har erklæret at ville

skilles og er enige om vilkårene, og uanset om vilkårene for separationen

også gælder for tiden efter en eventuel senere skilsmisse. Undlader en af

ægtefællerne at møde op trods to tilsigelser, kan der ikke meddeles

bevilling. Den ægtefælle, der har taget initiativ til skilsmissen, er

herefter henvist til at anlægge retssag og få skilsmissedom, også selv om det

viser sig ved drøftelserne med advokaterne eller under domsforhandlingen, at

der ikke har været nogen reel uenighed mellem parterne.

Efter den gældende ægteskabslovs § 45 gælder de vilkår, der er fastsat ved

en dom til separation, også for tiden efter en skilsmisse, opnået på grundlag

af separationen - såkaldt gennemgående vilkår. Kun med hensyn til

bidragspligt over for den anden ægtefælle kan der ved dommen træffes anden

bestemmelse, jf. § 45, 2. pkt. Det er sædvanligt, at aftalte

separationsvilkår indeholder en klausul om, at vilkårene også skal gælde for

tiden efter en eventuel skilsmisse på grundlag af separationen.

For så vidt angår forældremyndighedsspørgsmålet følger det af

myndighedslovens § 11, stk. 1, således som reglen blev formuleret ved

lovændringen i 1985, at der ved separation eller skilsmisse skal tages

stilling til, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, medmindre der tidligere

er truffet aftale eller afgørelse herom.

Arbejdsgruppen har foreslået, at § 43 ændres således, at kravet om

obligatorisk mægling indskrænkes til sager om separation og om umiddelbar

skilsmisse efter forslagets §§ 32-35.

Efter arbejdsgruppens opfattelse er der ikke betænkeligheder ved at

undlade mægling ved skilsmisse med henblik på ægteskabets fortsættelse i

tilfælde, hvor der forgæves er forsøgt mægling forud for separationen, og

hvor ægtefællerne har haft en separationsperiode på mindst et halvt år til at

afklare deres forhold.

Arbejdsgruppen har endvidere foreslået, at § 44 ændres således, at der

ikke skal gennemføres vilkårsforhandling, hvis der søges skilsmissebevilling

på grundlag af separation, og alle separationsvilkårene gælder også for tiden

efter en eventuel senere skilsmisse. Er det i en aftale eller en

separationsdom bestemt, at spørgsmålet om bidrag til den anden ægtefælle skal

tages op på ny ved en eventuel senere skilsmisse, må der indkaldes til

sædvanlig vilkårsforhandling med henblik på drøftelse af bidragsspørgsmålet.

Forslagene til ændring af § 43 og § 44 indebærer, at skilsmissebevilling i

de tilfælde, hvor vilkårsforhandling ikke skal foretages, vil kunne udstedes

på skriftligt grundlag.

Om baggrunden for arbejdsgruppens forslag til forenkling af

skilsmisseprocessen og de nærmere konsekvenser heraf henvises til

betænkningens kapitel 5, særligt side 57-61.

Arbejdsgruppen har begrænset sine forslag om forenkling af sager om

skilsmisse på grundlag af separation til de ovennævnte forslag vedrørende

vilkårsforhandling og mægling.

Det har ligget uden for arbejdsgruppens rammer mere generelt at tage

stilling til mæglinsinstituttets fremtid, herunder til om kravet om

obligatorisk mægling som foreslået af ægteskabsudvalget skal erstattes med et

tilbud om frivillig rådgivning, således som det er sket i Finland og i

Sverige. Eventuelle overvejelser herom vil efter arbejdsgruppens opfattelse

navnlig kræve en bedømmelse af erfaringerne med den rådgivning, der i medfør

af myndighedslovens § 27 a siden 1986 er tilbudt af statsamterne i

forældremyndigheds- og samværsretsager.

Om arbejdsgruppens overvejelser vedrørende mere vidtgående ændringer af

reglerne for behandling af separations- og skilsmissesager henvises til

betænkningen side 62.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens forslag til en forenklet

administrativ procedure. Forslaget vil få betydning for de op mod 10.000 par

årligt, der også i fremtiden efter lovforslaget skal igennem separation for

at opnå skilsmisse. Justitsministeriet er endvidere enig med arbejdsgruppen

i, at den foreslåede forenkling af skilsmisseprocessen vil kunne gennemføres,

uden at retssikkerhedsmæssige hensyn tilsidesættes. Der henvises til

bemærkningerne til forslagets § 44.

Efter Justitsministeriets opfattelse synes der imidlertid ikke længere at

være grundlag for at opretholde den obligatoriske mægling.

Efter gældende ret er udgangspunktet, at mægling skal ske ved præsten, men

at den dog kan foretages af bl.a. statsamtet, hvis begge parter ønsker dette.

Ifølge oplysning fra Danmarks Statistik skete der i 1985 og 1986 gejstlig

mægling i henholdsvis 3.341 og 2.866 tilfælde. Dette må antages at svare til

ca. 12 % og ca. 10 % af de tilfælde, hvor der efter loven skal ske mægling. I

samtlige andre tilfælde foregår mæglingen i statsamtet.

Det fremgår af arbejdsgruppens betænkning side 61, at mæglingen finder

sted umiddelbart før statsamtsjuristen under mødet overgår til

vilkårsforhandlingen. Formålet med mæglingsinstituttet er at sikre, at der

ikke er reel mulighed for, at ægtefællerne kan fortsætte samlivet.

Betydningen af mægling i den nuværende form må dog antages at være stærkt

begrænset og betragtes formentlig af mange som et praktisk talt

betydningsløst og forsinkende element.

I forbindelse med de udtalelser, der er afgivet over arbejdsgruppens

betænkning, har flere myndigheder og organisationer anført, at den

obligatoriske mægling burde ophæves, eventuelt således at den blev erstattet

med et tilbud om frivillig rådgivning.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at der fortsat bør være mulighed

for at tilbyde gejstlig mægling for de par, der ønsker dette. Med forslagets

§ 43 er muligheden herfor opretholdt, samtidig med at det ikke længere vil

være muligt for den ene part at tvinge den anden til en mægling. Det er

Justitsministeriets hensigt at anmode statsamterne om at indrette deres

indkaldelser således, at parternes opmærksomhed på forhånd henledes på

muligheden for at få mægling hos præsten. Bestemmelsen er iøvrigt udformet i

lighed med de øvrige bestemmelser i ægteskabslovens § 14 og 15, stk. 2, om

kirkelig medvirken ved ægteskabelige handlinger.

Med henblik på at vurdere, hvorvidt mæglingsinstituttet bør erstattes af

en ordning med frivillig parrådgivning, foreslås det, at justitsministeren

kan bestemme, at der skal gennemføres frivillig professionel rådgivning af

ægtefællerne inden separation eller skilsmisse meddeles.

Tanken om at tilbyde parrådgivning som middel til at bevare ægteskaber,

hvori der er opstået konflikter, er umiddelbart rigtig. Det vil jo være langt

det bedste for familien og herunder børnene, hvis man kan hjælpe ægtefællerne

til at få bearbejdet deres problemer på en sådan måde, at ægteskabet og

familien kan bevares.

Uanset hvor rigtig tanken om parrådgivning som hjælp til bevarelse af

ægteskaber end er, må man imidlertid gøre sig klart, at der også er visse

problemer forbundet hermed. En parrådgivning, der foretages på et så

fremskredet tidspunkt, at ægtefællerne har søgt separation eller skilsmisse,

har nok mindre udsigt til succes end en rådgivning der tilbydes, inden

konflikterne er blevet så dybe, at parterne har taget skridt til at opløse

ægteskabet.

For imidlertid at tilvejebringe materiale, der kan danne grundlag for en

samlet vurdering af, hvorledes en frivillig rådgivningsordning vil virke i

praksis, agter Justitsministeriet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal

forberede en forsøgsordning i Københavns og Ringkøbing statsamter.

I Københavns statsamt er det hensigten at lade den selvejende institution

»Ægteskabs- og Skilsmissehjælpen« gennemføre rådgivningen, mens

denne i Ringkøbing statsamt vil blive udført af rådgivere fra bl.a.

Ringkøbing Amtskommune i samarbejde med statsamtets jurister. Der vil blive

ydet offentligt tilskud til forsøgsordningen. Rådgivningen skal have karakter

af et tilbud, og henvisning til rådgivning skal foretages af statsamtet, når

det skønnes, at en sådan rådgivning kan være af betydning for ægtefællerne.

Rådgivningen skal ske i tværfagligt samarbejde, der omfatter statsamtets

jurister, psykologer og socialrådgivere.

11. Ægtefællebidrag

Reglerne om fastsættelse af ægtefællebidrag findes i ægteskabslovens §§ 49

ff. Indgår ægtefællerne ikke selv aftale herom, skal retten efter § 50, stk.

1 afgøre spørgsmålet om bidragspligt, herunder spørgsmålet om bidragspligtens

varighed, mens overøvrigheden (statsamtet) fastsætter bidragets størrelse.

Ved disse afgørelser skal der efter § 50, stk. 2, tages hensyn til, i

hvilket omfang den, der ønsker bidrag, selv kan skaffe sig et efter sine

livsvilkår tilstrækkeligt underhold, og hvorvidt den anden part efter sine

økonomiske forhold og de øvrige omstændigheder formår at udrede bidrag.

Endvidere skal der tages hensyn til ægteskabets varighed. Der kan tillige

tages hensyn til, om den, der ønsker bidrag, har behov for støtte til

uddannelse eller lignende.

De nævnte bestemmelser i ægteskabsloven trådte i kraft den 1. januar 1970.

Ægteskabets varighed nævnes udtrykkeligt som et af de forhold, som skal

tages i betragtning ved afgørelsen om bidragspligt og afgørelsen om bidrags

størrelse. I almindelighed skal et ægteskab have varet i nogle år, før der

overhovedet kan blive tale om at fastsætte bidragspligt. Ved de

korterevarende ægteskaber vil bidraget som oftest have karakter af en

»starthjælp«.

Bidragspligten vil i almindelighed blive tidsbegrænset (til 1, 3, 5, 8

eller 10 år), men der forekommer også tilfælde med tidsubegrænset

bidragspligt.

Der har i de senere år været en markant udvikling i retspraksis i retning

af at begrænse antallet af tilfælde, hvor der overhovedet fastsættes

bidragspligt, at anvende stadig kortere bidragsperioder og at

begrænse anvendelsen af vilkår om tidsubegrænset bidragspligt til stadig

færre sager.

Hvor der for ca. 20 år siden blev fastsat tidsubegrænset bidragspligt

efter 10 års ægteskab og for ca. 15 år siden efter 15 års ægteskab, skal

ægteskabet nu have varet i over 20 år, før tidsubegrænset bidragspligt kommer

på tale. Og selv ved disse meget langvarige ægteskaber er der i den nyeste

retspraksis en tendens til at tidsbegrænse bidragspligten til 8 eller 10 år.

Udviklingen i retspraksis er antagelig endnu ikke afsluttet. Retspraksis

kan ses som et udtryk for de ændringer, som er indtrådt i synet på

ægteskabet. Hvor man for år tilbage navnlig anså ægteskabets

forsørgelsesmæssige aspekter for de vigtigste, har den øgede ligestilling

mellem kønnene bevirket, at dette aspekt i dag er trængt i baggrunden. Den

fortsatte udvikling på ligestillingsområdet vil derfor sikkert give sig

udslag i, at retspraksis i de kommende år vil tendere i retning af yderligere

at begrænse ægtefællebidrag efter separation og skilsmisse.

Statsamterne bliver ikke kun bedt om at fastsætte bidragets størrelse i

sager, hvor afgørelsen om bidragspligt og bidragsperiodens længde er truffet

under den nyeste, restriktive praksis ved domstolene. Mange af de sager, som

statsamterne beskæftiger sig med, indebærer, at der skal udmåles

ægtefællebidrag i tilfælde, hvor der for adskillige år siden - og således

under en helt anden og langt mindre restriktiv praksis - blev fastsat

bidragspligt.

Med andre ord: Statsamterne må tage stilling til spørgsmålet om bidragets

størrelse i en række tilfælde, hvor bidragspligten forlængst ville være

ophørt, såfremt vilkåret herom var fastsat i dag.

Siden 1968 har statsamterne ved bidragsudmålingen i tilfælde, hvor der er

tidsubegrænset bidragspligt, fulgt den praksis på begæring af den

bidragspligtige at lade bidraget aftrappe og senere bortfalde (ved en

nedsættelse til 0 kr.), når der er betalt bidrag i en periode, der svarer til

samlivets varighed. Har parterne levet sammen i 25 år, vil aftrapning og

bortfald af bidraget efter den administrative praksis først ske efter ca. 25

år. Har parterne boet sammen i 15 år, vil nedtrapning og bortfald ske efter

15 år, osv.

Den nævnte administrative praksis har stået uændret siden 1968. I den

samme periode og ikke mindst i de allerseneste år er der imidlertid - som

beskrevet ovenfor - sket meget betydelige ændringer i retspraksis. Hvor der

tidligere blev fastsat tidsubegrænset bidragspligt, vil der i dag

regelmæssigt kun blive pålagt bidragspligt i 8-10 år.

På denne baggrund forekommer det ikke tilfredsstillende at blive stående

ved de gældende regler om ægtefællebidrag. Justitsministeriet finder, at man

nu bør tilpasse ægteskabslovens regler om bidragspligt til den praksis, som

har udviklet sig ved domstolene.

På denne baggrund foreslås der indsat et 2. pkt. i ægteskabslovens § 50,

stk. 1, hvorefter retten - medmindre der foreligger ganske særlige

omstændigheder - kun kan pålægge en ægtefælle bidragspligt for et bestemt

tidsrum, der ikke kan overstige 10 år.

Den foreslåede nye regel vil indebære, at ægteskabslovens regel om

bidragspligtens varighed bringes i bedre overensstemmelse med domstolenes

praksis. Tidsubegrænset bidragspligt vil efter bestemmelsen kun kunne

pålægges, såfremt der foreligger ganske særlige omstændigheder, og denne

formulering er valgt for at tilkendegive over for domstolene, at der i

fremtidig domstolspraksis kun bør pålægges tidsubegrænset bidragspligt som

noget helt ekstraordinært.

Efter forslaget vil det almindelige således blive, at bidragspligt, når

der findes grund til at pålægge en sådan, gøres tidsbegrænset. Efter den

foreslåede ny bestemmelse skal længstetiden for bidragspligten endvidere være

10 år. Dette svarer til den praksis, som i almindelighed følges ved

domstolene, når der er tale om tidsbegrænset bidragspligt. Som nævnt ovenfor

er man her tilbøjelig til at anvendes bidragsperioder på 1, 3, 5, 8 eller 10

år.

I forbindelse med lovforslaget agter Justitsministeriet at gennemføre en

ændring af administrativ praksis vedrørende udmåling af ægtefællebidrag,

således at udmålingspraksis bringes i overensstemmelse med den nugældende

praksis ved domstolene og den foreslåede ændring af ægteskabslovens § 50,

stk. 1. Denne praksisændring vil blive gennemført ved, at der udsendes et

cirkulære til statsamterne med det hovedindhold, at ægtefællebidrag fremtidig

senest aftrappes og bortfalder, når der er forløbet en periode på 8-10 år

efter separation eller skilsmisse, medmindre der foreligger ganske særlige

omstændigheder. En sådan praksisændring vil navnlig få betydning i de mange

tilfælde, hvor afgørelsen om bidragspligt og varigheden heraf ikke er truffet

under den nyeste restriktive retspraksis. Cirkulæret vil indeholde en

overgangsordning.

12. Aftalte bidrag m.v.

Den under nr. 11 omtalte nye udmålingspraksis vil ikke kun få betydning i

tilfælde, hvor der foreligger en (ældre) domstolsafgørelse om bidragspligten

og dens varighed, men tillige, hvor ægtefællerne selv har truffet aftale om

disse spørgsmål og henskudt spørgsmålet om bidragets størrelse til

overøvrighedens afgørelse.

Det må i den forbindelse tages i betragtning, at ægtefæller i hvert fald

siden slutningen af 1960'erne i almindelighed er blevet vejledt om, at

bidraget kunne udmåles til 0 kr., og at en aftale om bidragspligt således

ikke i sig selv indebærer, at der vil blive udmålt et bidrag.

I nogle tilfælde forekommer det, at ægtefæller i forbindelse med

separation eller skilsmisse indgår aftale ikke blot om, at der skal være

bidragspligt i en vis periode, men tillige om bidragets størrelse. Sådanne

aftaler kan være motiveret af mange forskellige anerkendelsesværdige forhold,

f.eks. som led i bodelingen, men kan også være indgået under omstændigheder,

hvor der er et betydeligt behov for særlig beskyttelse mod uoverlagte

aftaler.

Ægteskabslovens §§ 52 og 58 giver ægtefæller mulighed for ved dom at få

ændret aftaler om bidragspligten og visse andre aftaler indgået i forbindelse

med separation og skilsmisse, men der stilles efter bestemmelsen meget

strenge krav. Efter § 58 skal aftalen være »åbenbart urimelig«, og

efter § 52 skal der tillige foreligge »væsentligt forandrede

forhold«.

Det har i teori og praksis været omtvistet, i hvilket omfang disse

bestemmelser suppleres og ændres af den såkaldte generalklausul i

aftalelovens § 36, hvorefter en aftale kan tilsidesættes helt eller delvis,

hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den

gældende. Ved denne afgørelse skal der ifølge § 36, stk. 2, tages hensyn til

forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne

omstændigheder. Det er Justitsministeriets opfattelse, at gældende ret må

forstås således, at aftalelovens § 36 også finder anvendelse i de tilfælde,

der er omhandlet i ægteskabslovens §§ 52 og 58.

Det vil således formentlig være muligt allerede efter de gældende regler

at tilsidesætte aftaler om bidrag helt eller delvis, såfremt det er urimeligt

at gøre dem gældende. Det vil således formentlig være muligt for domstolene

at lade de under pkt. 11 nævnte ændringer få virkning også for aftalte bidrag

gennem anvendelse af de gældende regler om urimelighed i ægteskabsloven og

aftaleloven.

Imidlertid finder Justitsministeriet, at der i forbindelse med de

ovennævnte ændringer er behov for at klargøre disse muligheder for ændring af

aftaler om bidrag m.v. På denne baggrund foreslås det, at ændringskriteriet i

ægteskabslovens §§ 52 og 58 ændres fra »åbenbart urimeligt« til

»urimeligt«. Dette vil bevirke, at ændringskriterierne i de nævnte

love bringes i bedre harmoni med reglen i aftalelovens § 36, samtidig med, at

det klargøres, at denne bestemmelse supplerer ægteskabslovens regler, jf.

herved den foreslåede ophævelse af reglen i ægteskabslovens § 58, stk. 3.

Samtidig foreslås det, at 1-årsfristen i ægteskabslovens § 58, stk. 2,

ophæves.

13. International kompetence

I § 2, nr. 2, § 3, § 4 og § 5, er der medtaget en bemyndigelse for

regeringen til at indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem

dansk og fremmed ret inden for myndighedslovens, retsvirkningslovens,

adoptionslovens og børnelovens områder. Vedrørende forholdet mellem danske og

andre nordiske landes regler på de nævnte områder bemyndiges

justitsministeren endvidere til administrativt at fastsætte regler af

international privatretlig karakter.

Forslaget skal ses på baggrund af, at der har vist sig et stigende behov

for at revidere den nordiske konvention om ægteskab, adoption og værgemål fra

1931.

Dette skyldes bl.a., at sidste etape af den svenske ægteskabslovsrevision

er afsluttet i 1987, og at Sverige med virkning fra den 1. januar 1989

gennemfører nye regler om umyndighed. Endvidere er der i samtlige nordiske

lande indført nye regler om forældremyndighed, der indholdsmæssigt ikke er

ganske overensstemmende.

Da lovgivningen på det område, der dækkes af konventionen, løbende

revideres, lægger Justitsministeriet vægt på, at en ændring af konventionen

kan gennemføres så smidigt som muligt.

14. Arbejdsgruppens betænkning har været til udtalelse hos følgende

myndigheder og organisationer:

Præsidenten for Østre Landsret,

Præsidenten for Vestre Landsret,

Præsidenten for Københavns Byret,

Præsidenten for Århus by- og herredsret,

Præsidenten for Odense by- og herredsret,

Præsidenten for Aalborg by- og herredsret,

Den danske Dommerforening,

Foreningen af dommerfuldmægtige i Danmark,

Foreningen af statsamtmænd,

Foreningen af statsamtsjurister,

Overpræsidenten i København,

Advokatrådet,

Familieretsdirektoratet,

Indenrigsministeriet,

Kirkeministeriet.

15. Justitsministeriet skønner, at forslaget om ændret behandling af sager

om skilsmisse på grundlag af separation vil medføre en betydelig forenkling

af statsamternes arbejdsopgaver. Efter Justitsministeriets vurdering vil

således 8-10.000 sager, der efter de gældende regler kræver

vilkårsforhandling under medvirken af en statsamtsjurist, efter forslaget

kunne afgøres på skriftligt grundlag.

De ressourcemæssige konsekvenser af de ændrede regler, herunder vedrørende

ægtefællebidrag, vil indgå i en samlet vurdering af statsamternes

arbejdsopgaver med tilknytning til Justitsministeriet.

Forslaget om en forsøgsordning med rådgivning i stedet for mægling, der er

omtalt under punkt 10.9. skønnes at indebære en samlet merudgift i

størrelsesordenen 0,2-0,3 mio. kr. årligt. Merudgiften vil blive afholdt over

Justitsministeriets lovreserve på finansloven.

Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at medføre økonomiske eller

administrative konsekvenser af betydning for det offentlige.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 2, stk. 2, 2. pkt.)

Ændringen er en konsekvens af den ændring af myndighedslovens kapitel 2 og

3, som blev gennemført ved lov nr. 230 af 6. juni 1985.

Efter den gældende bestemmelse i ægteskabslovens § 2, stk. 2, 2. pkt., kan

værgen meddele samtykke til, at en mindreårig indgår ægteskab, hvis

forældremyndighedens indehavere er døde, eller hvis de i øvrigt er forhindret

i at give samtykke på grund af sygdom, fravær eller lignende forhold.

Efter myndighedsloven er det imidlertid forudsat, at værgen ikke skal

træffe afgørelse om barnets personlige forhold, jf. lovens § 21, hvorefter

statsamtet, såfremt indehaveren eller begge indehavere af forældremyndigheden

er forhindret i at træffe afgørelse om barnets personlige forhold, kan

afgøre, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, så længe forhindringen varer.

Bestemmelsen i ægteskabslovens § 2, stk. 2, 2. pkt., er således ikke

længere i overensstemmelse med myndighedslovens regler, og den foreslås

derfor ophævet.

Til nr. 2 (§ 5)

Den gældende § 5, hvorefter den, som er sindssyg eller åndssvag skal have

tilladelse til at indgå ægteskab, foreslås ophævet. Forslaget svarer til

flertalsindstillingen i et udvalg nedsat under Justitsministeriet i 1968. Der

henvises til betænkning nr. 658/72, side 22-26. Ægteskabsudvalget af 1969 har

senere tilsluttet sig forslaget. Der henvises til betænkning nr. 691/73, side

12-13 og de almindelige bemærkninger, punkt 9.

Til nr. 3 (§ 29 - § 35)

Til § 29

Bestemmelsen i § 29 indeholder reglen om adgang til separation.

Den svarer til betænkningsudkastets § 29, jf. betænkningen, side 35-38 og

side 64-66.

Efter forslaget indføres der adgang for en ægtefælle, som ikke mener at

kunne fortsætte samlivet, til at kræve separation.

Som anført i de almindelige bemærkninger, punkt 10.1., er der i alt

væsentligt alene tale om en kodifikation af allerede eksisterende praksis.

Forslaget indebærer en ensidig ret til separation, uanset hvordan den

anden ægtefælle stiller sig hertil. Det er ikke nødvendigt at angive eller

godtgøre nogen grund til ønsket om separation, og myndighederne skal ikke

foretage en undersøgelse heraf. Det er en selvfølge, at en ægtefælle, der

efter forslagets §§ 31-35 har krav på skilsmisse, f.eks. på grund af den

andens utroskab, i stedet kan anmode om separation. Bestemmelsen i den

gældende § 30, stk. 2, er derfor ikke gentaget.

Det kræves som hidtil, at det er ægtefællens hensigt at følge separationen

op med en faktisk samlivsophævelse. Får myndighederne under sagens

behandling indtryk af, at ægtefællerne agter at blive boende sammen i den

fælles bolig ud over en rimelig overgangsperiode, skal separationen nægtes.

Det gælder, selv om det er parternes mening at indrette sig således, at hver

skal have sine egne værelser. Der henvises til betænkningen side 22-25, samt

bemærkningerne til § 30.

Separationen kan som hidtil meddeles både ved dom og ved bevilling.

Uanset at en ægtefælle efter forslaget ikke længere har mulighed for at

hindre, at den anden ægtefælles ønske om separation imødekommes, kan

bevilling kun meddeles, hvis ægtefællerne er enige om at ønske separation ved

bevilling og om vilkårene herfor, jf. ægteskabslovens § 42. Forslaget

indeholder således ingen ændringer i betingelserne for at kunne meddele

separation ved bevilling. Er disse ikke til stede, må separationen

gennemføres ved dom. Under sagen kan retten afvise forsøg fra sagsøgte

på at afgive forklaring om eller på anden måde føre bevis for sagsøgers

adfærd og forholdene under ægteskabet som værende uden betydning for, om der

skal afsiges dom til separation.

Forslaget indeholder ingen nye regler om retsvirkningerne af separationen.

Der henvises til betænkningen, side 25-26.

Til § 30

Bestemmelsen fastslår virkningerne af, at ægtefællerne efter

separationen fortsætter eller genoptager samlivet. Den svarer

med en enkelt sproglig ændring til den gældende lovs § 31.

Det foreslås, at bestemmelsen præciseres således, at det af ordlyden af §

30 fremgår, at der er to forskellige situationer, der kan føre til

separationens bortfald. Ægtefællerne kan fortsætte samlivet efter

separationen, eller de kan genoptage samlivet uden på ny at ophæve dette. I

betænkningen, side 22-25, er der foretaget en gennemgang af den praksis, der

har udviklet sig vedrørende den gældende § 31, og som det er hensigten at

videreføre.

Som efter den gældende bestemmelse i § 31 foreslås det, at separationens

virkninger bortfalder for fremtiden. Dette har bl.a. betydning for

formueordningen og spørgsmålet om forældremyndighed.

Til § 31

Bestemmelsen fastlægger separationstidens længde. Den svarer til

betænkningsudkastets § 31. Der henvises til betænkningen, side 42-43 og side

67-69.

Efter stk. 1 er separationstiden på 1 år. Hvis ægtefællerne er

enige om at opløse ægteskabet, foreslås det dog, at skilsmisse bør

kunne opnås allerede efter 6 måneders separation, jf. stk. 2.

Separationen kan som hidtil ikke danne grundlag for skilsmisse, hvis

samlivet har været fortsat eller genoptaget, jf. forslagets § 30. Der

henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse. Der er ikke fundet behov

for at gentage dette krav om adskillelsen i forslaget § 31, idet

separationens virkninger generelt, herunder muligheden for at opnå skilsmisse

på grundlag af separationen, i medfør af § 30 bortfalder, hvis samlivet

fortsættes eller genoptages.

Efter forslaget sker der ingen ændring i den gældende ordning, hvorefter

separationsfristen regnes fra bevillingens dato eller datoen for

separationsdommen, selv om parterne i en overgangsperiode har boet sammen og

uanset forsøg på genoptagelse af samlivet.

Som noget nyt i forhold til gældende ret foreslås det i stk. 2, at

skilsmisse i enighedstilfælde kan meddeles efter kun 6 måneders separation.

Der skal være enighed om ønsket om skilsmisse, hvorimod der ikke behøver at

være enighed om vilkårsspørgsmål, der kan tages op ved skilsmissen. Enigheden

behøver ikke at være fastslået før henvendelsen til statsamtet. Henvender en

af ægtefællerne sig til statsamtet, må statsamtet skrive til den anden part

med anmodning om at udfylde og underskrive skilsmissebegæringen. Nægter den

anden ægtefælle at medvirke hertil eller undlader denne at reagere, er det

ikke muligt at få skilsmisse efter 6 måneders separation ved bevilling, uden

at det er nødvendigt at indkalde til en vilkårsforhandling, jf. betænkningen,

side 58-60 og side 74-75 og til forslagets § 44. Ægtefællen må da henvises

til at indsende en ny begæring til statsamtet, når 1- årsfristen er udløbet,

jf. forslagets § 31, stk. 1.

Det kan komme på tale at meddele skilsmisse efter forslagets § 31, stk. 2,

ved dom. Dette gælder i tilfælde, hvor ægtefællerne er enige om skilsmisse,

men uenige om et vilkår, typisk spørgsmålet om bidragspligt, hvis dette

vilkår ifølge separationsbevillingen eller dommen ikke gælder for tiden efter

en skilsmisse. Domstolene tager da samtidig med, at der meddeles skilsmisse

efter 6 måneders separation, stilling til bidragsspørgsmålet. Bestemmelsen

muliggør, at en ægtefælle kan udtage stævning med påstand om skilsmisse efter

stk. 2 i tilfælde, hvor den anden ægtefælle ikke har reageret på en

henvendelse fra statsamtet, hvis sagsøger formoder, at der foreligger enighed

om ønsket om skilsmisse. Udebliver den anden ægtefælle, kan der ikke meddeles

skilsmisse.

Enigheden om skilsmisse skal foreligge efter udløbet af halvårsfristen.

Hvis skilsmisse opnås uden forudgående vilkårsforhandling alene på grundlag

af parternes skriftlige begæring, kan ægtefællernes tilkendegivelser derfor

først afgives, når der er forløbet et halvt år fra separationens dato.

Enigheden skal være til stede lige til bevillingens meddelelse eller dommens

afsigelse.

Hvis betingelserne for at undlade vilkårsforhandling, jf. forslagets § 44,

stk. 1, ikke er til stede, fordi vilkårene ikke er gennemgående, kan

ansøgning om skilsmisse som hidtil indsendes til statsamtet, inden

tidsbetingelsen er opfyldt. Vilkårsforhandling kan dog først finde sted, når

fristen er udløbet.

Til § 32

Efter forslagets § 32 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når

ægtefællerne på grund af uoverensstemmelser har levet adskilt de sidste 2 år.

Efter gældende ret skal der i visse tilfælde gå 3 år, før en ægtefælle har

ret til skilsmisse. Om behovet for en særregel om skilsmisse på grundlag af

længerevarende samlivsophævelse henvises til de almindelige bemærkninger,

punkt 10.4.

Skilsmisse efter forslagets § 32 forudsætter, at ægtefællerne har levet

faktisk adskilt med forskellige bopæle de sidste 2 år. Det kræves

endvidere, at uoverensstemmelser er årsagen til den fysiske

adskillelse. Faktisk adskillelse, der f.eks. skyldes arbejds- eller

uddannelsesmæssige forhold, kan ikke danne grundlag for skilsmisse. Er

ægtefællerne uenige om, hvorvidt ægteskabet skal opløses, og hævder den ene,

at der ikke har foreligget to års uoverensstemmelser, må retten bedømme de

foreliggende beviser herfor. Selv om adskillelsen oprindeligt ikke skyldes

uoverensstemmelser, kan forholdet dog henføres under § 32, hvis ægtefællen,

der ønsker ægteskabet opløst, kan godtgøre, at der senere er opstået en

uoverensstemmelse, som har givet sig udslag i fortsat adskillelse. Fristen

begynder da at løbe fra det tidspunkt, da uoverensstemmelsen opstod. Der skal

ligesom efter den gældende § 33 ikke lægges vægt på, om uoverensstemmelserne

hovedsagelig beror på ægtefællens egne forhold. Bortset fra, at fristen i

forslagets § 32 er nedsat til 2 år, svarer bestemmelsen til den gældende lovs

§ 33 og den praksis, der har udviklet sig om denne bestemmelse, kan derfor

fortsat anvendes. Der henvises i øvrigt til betænkningen side 43-45 og side

69-70.

Til § 33

Bestemmelsen vedrører adgangen til skilsmisse på grund af

utroskab. Den svarer med en redaktionel ændring til udkastets § 33,

jf. betænkningen, side 45-48 og side 70-72.

Efter forslagets § 33 opretholdes adgangen til umiddelbar

skilsmisse på grund af utroskab eller lignende seksuelt forhold.

Forslagets § 33, stk. 1, svarer til den gældende lovs § 37, stk. 1.

Der er dog foretaget den sproglige modernisering, idet udtrykket

»været utro« er anvendt i stedet for udtrykket »gjort

sig skyldig i ægteskabsbrud«. Der er ikke tilsigtet nogen

realitetsændring. Den praksis, der har udviklet sig i forbindelse med § 37,

stk. 1, vil derfor fortsat kunne finde anvendelse. Utroskab foreligger, når

en gift person vidende og frivilligt har samleje med en anden end sin

ægtefælle. Utroskab foreligger ikke, hvis en ægtefælle f.eks. er blevet

voldtaget. Som lignende seksuelle forhold kan nævnes et homoseksuelt forhold

og visse samlejelignende forhold.

Der er to omstændigheder, som medfører, at retten til skilsmisse på

grundlag af utroskab ikke kan påberåbes, jf. forslagets stk. 1, 2. pkt. Dette

gælder i tilfælde, hvor den anden ægtefælle har været indforstået med

handlingen. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis ægtefællen frivilligt har

medvirket til handlingen, eksempelvis ved tilskyndelse, eller må siges på

forhånd at have givet sit samtykke, f.eks. ved en aftale om at ophæve

troskabspligten. Skilsmisse kan heller ikke opnås, hvis ægtefællen må anses

at have frafaldet sin ret. Efter praksis antages dette at være tilfældet,

hvis den pågældende efterfølgende enten udtrykkeligt eller stiltiende har

givet afkald på at kræve skilsmisse på grund af den andens utroskab.

Stiltiende afkald antages i almindelighed at foreligge, hvor ægtefællen med

kendskab til den andens ægteskabsbrud fortsætter det seksuelle samliv.

I forslagets § 33, stk. 2, er indsat en ny bestemmelse, der ophæver

troskabspligten i separationsperioden. Ægtefællen afskæres således fra at

kræve skilsmisse på grund af et seksuelt forhold, der har fundet sted, mens

ægtefællerne er separeret. Om baggrunden for denne regel henvises til

betænkningen, side 48. Som anført samme sted foreslås den gældende lovs § 37,

stk. 2, ophævet.

Reglen i forslagets § 33, stk. 3, svarer med en enkelt redaktionel

ændring til den gældende § 37, stk. 3.

Til § 34

Ifølge denne bestemmelse er der adgang til skilsmisse, når den anden

ægtefælle har udøvet forsætlig vold af grovere karakter overfor

ægtefællen eller børnene. Bestemmelsen svarer til udkastets § 34, stk. 1, og

til den gældende § 39, således som bestemmelsen blev affattet ved lov nr. 223

af 2. april 1987. I stk. 2 er der på samme måde som i forslagets § 33, stk.

3, foreslået en mindre redaktionel ændring.

Der henvises til betænkningen, side 49 og de almindelige bemærkninger,

punkt 10.6.

Til § 35

Bestemmelsen indeholder reglen om adgang til skilsmisse på grundlag af

bigami.

Bestemmelsen svarer til udkastets § 35 og til den gældende lovs § 36. Der

henvises til betænkningen, side 49-50 og de almindelige bemærkninger, punkt

10.7.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne i ægteskabslovens kapitel

3 om omstødelse.

Til nr. 4. (§ 42, stk. 1)

I konsekvens af forslaget om ophævelse af den gældende lovs § 37, stk. 2,

foreslås § 42, stk. 1, 2. pkt., ophævet. Forslaget svarer til

betænkningsudkastets § 1, nr. 2, jf. betænkningen, side 73.

Til nr. 5. (§ 43)

Bestemmelsen i stk. 1 åbner mulighed for, at ægtefæller, der ønsker at få

en gejstlig mægling, fortsat vil have adgang til dette.

Bestemmelsens stk. 2 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til

at bestemme, at der kan gennemføres frivillig rådgivning med ægtefællerne,

inden der meddeles separation eller skilmisse. Justitsministeriet er ved at

iværksætte en forsøgsordning med frivillig rådgivning i Københavns og

Ringkøbing Statsamt. Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 10.9.

Til nr. 6. (§ 44)

Bestemmelsen indeholder forenklede regler om vilkårsforhandling og

svarer til betænkningsudkastets § 1, nr. 4. Der henvises til de almindelige

bemærkninger, punkt 10.9. og betænkningen, side 58-60 og side 74-75.

Efter den gældende lovs § 44 skal der foretages vilkårsforhandling,

inden bevilling til separation eller skilsmisse meddeles. Regler herom

fastsættes af justitsministeren. Det kan i disse regler bestemmes, at

vilkårsforhandlingen bortfalder for en ægtefælle, der ikke har ophold her i

landet.

Efter forslaget til § 44 skal der foretages vilkårsforhandling, inden

bevilling til separation eller skilsmisse meddeles. Hvis der ansøges om

skilsmisse på grundlag af forudgående separation og vilkårene for

separationen også gælder efter skilsmissen, stilles der ikke krav om fornyet

vilkårsforhandling. Efter forslagets stk. 1, 2. pkt., kan skilsmisse efter

forslagets § 31 i denne situation meddeles alene på skriftligt grundlag. I

øvrigt indeholder forslaget ikke nogen ændring af indholdet i den gældende

bestemmelse i § 44.

Er det i en vilkårsaftale eller ved en separationsdom for så vidt angår

bidragspligten bestemt, at et vilkår skal tages op på ny ved en eventuel

senere skilsmisse, jf. ægteskabslovens § 45, 2. pkt., skal der indkaldes til

sædvanlig vilkårsforhandling med henblik på drøftelse af bidragspligten. Hvis

statsamtet i andre tilfælde skønner det nødvendigt eller hensigtsmæssigt, kan

parterne indkaldes til vilkårsforhandling. Det kan f.eks. være tilfældet,

hvis der er mangler eller uklarheder i den skriftlige henvendelse eller

usikkerhed om vilkårene. Et ønske fra begge ægtefæller om at møde i

statsamtet vil det også være naturligt at imødekomme. Undlader en ægtefælle

at efterkomme statsamtets anmodning ved at udeblive fra vilkårsforhandlingen

trods tilsigelse hertil, kan statsamtet nægte at udfærdige

skilsmissebevilling og henvise parten til at anlægge retssag.

Forslaget medfører, at skilsmissebevilling kan udstedes på skriftligt

grundlag i de tilfælde, hvor vilkårsforhandling ikke skal foretages. Der

henvises til redegørelse i betænkningen, side 58-60.

Til nr. 7 (§ 50, stk. 1) Bestemmelsen indebærer, at retten som hovedregel

kun kan pålægge en ægtefælle tidsbegrænset bidragspligt, og at

bidragsperioden ikke kan overstige 10 år. Kun såfremt der foreligger ganske

særlige omstændigheder, kan der pålægges en ægtefælle tidsubegrænset

bidragspligt.

Bestemmelsen vedrører alene de tilfælde, hvor retten afgør spørgsmålet om

bidragspligt. Der sker således ingen ændring i ægtefællernes adgang til at

indgå aftaler om bidragspligten, herunder aftaler om tidsubegrænset

bidragspligt.

Der sker i øvrigt ingen ændring med hensyn til de kriterier, hvorefter

afgørelsen om bidragspligt skal træffes. Efter ægteskabslovens § 50, stk. 2,

skal afgørelsen således træffes under hensyn til, i hvilket omfang den, der

ønsker bidrag, selv kan skaffe sig et efter sine livsvilkår tilstrækkeligt

underhold, og hvorvidt den anden part efter sine økonomiske forhold og de

øvrige omstændigheder formår at udrede bidrag. Der kan tillige tages hensyn

til, om den, der ønsker bidrag, har behov for støtte til uddannelse eller

lignende.

Sigtet med bestemmelsen er at bringe ægteskabsloven i overensstemmelse med

den nyeste retspraksis. Der henvises nærmere til de almindelige bemærkninger,

pkt. 11, hvor der også er redegjort for lovforslagets forudsætninger med

hensyn til udviklingen i fremtidig retspraksis og med hensyn til den

fremtidige bidragsudmåling.

Til nr. 8. (§ 52 og § 58, stk. 1) Bestemmelsen lemper adgangen til ved dom

at få ændret aftaler om bidragspligten eller om bidragets størrelse, jf.

ægteskabslovens § 52. Efter forslaget er det tilstrækkeligt, at retten

finder, at aftalen er urimelig på grund af væsentligt forandrede forhold. Det

kræves ikke længere, at aftalen skal være åbenbart urimelig.

Bestemmelsen lemper endvidere adgangen til ved dom at få ændret aftaler,

der er truffet med henblik på separation eller skilsmisse, om fordelingen af

formuen, bidragspligten eller andre vilkår, jf. ægteskabslovens § 58, stk. 1.

Efter forslaget kan aftalen ændres, såfremt den skønnes urimelig for den ene

ægtefælle på tidspunktet for dens indgåelse. Aftalen skal ikke længere være

åbenbart urimelig for, at den kan ændres.

Herved bringes begge bestemmelser i overensstemmelse med den såkaldte

generalklausul i aftalelovens § 36. Der henvises til de almindelige

bemærkninger, pkt. 12.

Den foreslåede ændring af § 58 vil ikke kun få betydning for aftaler om

bidragspligt og bidragsstørrelse, men tillige for andre aftaler, der med

henblik på separation eller skilsmisse indgås vedrørende økonomiske

spørgsmål, navnlig bodeling. Justitsministeriet finder, at dette er

ubetænkeligt, eftersom den nævnte regel i ægteskabslovens § 58 må antages at

blive suppleret af generalklausulen i aftalelovens § 36, der heller ikke

stiller krav om åbenbar urimelighed.

Til nr. 9 (§ 58, stk. 2 og 3)

Efter gældende ret skal sag efter ægteskabslovens § 58, stk. 1, anlægges

inden 1 år efter endelig dom eller udfærdigelse af bevilling (stk. 2). Dette

gælder dog ikke, såfremt aftalen anfægtes efter almindelige formueretlige

regler (stk. 3).

Ved forslaget ophæves 1 årsfristen og i konsekvens heraf tillige stk. 3.

Tidsfaktoren indgår herefter som et almindeligt moment i bedømmelsen af,

hvorvidt en aftale bør ændres eller erklæres for uforbindende.

Den foreslåede ophævelse af § 58, stk. 3, tilsigter samtidig at klargøre,

at generalklausulen i aftalelovens § 36 supplerer de nævnte bestemmelser i

ægteskabslovens § 52 og § 58.

Til § 2, nr. 1

I forbindelse med revision i 1985 af myndighedslovens kapitel 2 og 3 blev

der bl.a. mulighed for, at forældre, der ikke er gift med hinanden, kan indgå

aftale om fælles forældremyndighed.

En sådan aftale medfører, at begge forældre tillige er værger for barnet.

I samme forbindelse udgik begrebet ægtebarn af lovreglerne i kapitel 2 og

3, idet man ønskede at mindske den retlige forskel mellem ægtebørn og børn

født uden for ægteskab.

På denne baggrund foreslås det at ændre ordet »ægtebarn« til

»barn« i § 50 a, stk. 1, og § 52.

Forslaget har betydning for de forældre, der har fælles forældremyndighed

over et barn født uden for ægteskab. Forslaget indebærer, at den ene forælder

kan give den anden fuldmagt til helt eller delvist at udøve værgemålet alene.

Endvidere kan justitsministeren træffe afgørelse vedrørende formueretlige

spørgsmål, hvis forældrene er uenige herom.

Til § 2, nr. 2, § 3, § 4 og § 5

Efter stk. 1 kan regeringen uden Folketingets samtykke indgå overenskomst

med en fremmed stat om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om

henholdsvis umyndighed, ægteskabets retsvirkninger, adoption og børns

retsstilling. Efter stk. 1, 2. pkt., får en sådan overenskomst gyldighed her

i landet ved bekendtgørelse i Lovtidende, i dette tilfælde Lovtidende C.

Efter stk. 2 kan justitsministeren uden overenskomst fastsætte regler om

forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om henholdsvis

umyndighed, ægteskabets retsvirkninger, adoption og børns retsstilling.

Når forslaget i forholdet mellem de nordiske lande foruden at indeholde en

bemyndigelse til at indgå overenskomst, også giver justitsministeren mulighed

for administrativt at fastsætte regler af international privatretlig

karakter, skyldes det, at der mellem de nordiske lande er praksis for, at man

i stedet for at indgå traktater søger at gennemføre ensartede regler enten

ved lov eller ved administrativt fastsatte regler. Der skønnes ikke at være

noget aktuelt behov for, at bemyndigelsen i stk. 2 også omfatter forholdet

mellem danske og ikke nordiske landes regler på de nævnte områder.

Bestemmelsen svarer til reglen i arvelovens § 80 a og navnelovens § 18,

ligesom ægteskabslovens § 66 indeholder en bestemmelse, der i det væsentlige

svarer til disse bestemmelser. Der henvises endvidere til de almindelige

bemærkninger, punkt 13.

Til § 6

§ 6 indeholder reglen om tidspunktet for lovens ikrafttræden. Det

foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 1989.

Der er ved fastsættelse af ikrafttrædelsestidspunktet taget hensyn til, at

der skal ske ændringer i de administrative forskrifter, herunder

bekendtgørelser og cirkulærer om ægteskabs indgåelse og ægteskabs opløsning,

navnlig ændringer af reglerne om vilkårsforhandling.

Til § 7

§ 7 indeholder en overgangsregel. Forslaget svarer til

betænkningsudkastets § 4 og § 5. Der henvises til betænkningen, side 76.

I § 7, stk. 1 og 2, er der taget stilling til behandlingen af de

sager om separation og skilsmisse, der verserer på tidspunktet

for lovens ikrafttræden. I § 7, stk. 3, behandles det overgangsproblem, der

opstår, når ægtefæller ønsker skilsmisse på grundlag af

separation meddelt før lovens ikrafttræden.

I stk. 1 angives, at de verserende sager principielt skal behandles

færdigt efter den lovgivning, der var gældende på det tidspunkt, da sagen

påbegyndtes. Det er således betingelserne i den gældende lovs §§ 29-30 og

33-41, der er afgørende for, om der kan opnås separation eller skilsmisse.

Skæringstidspunktet er for bevillingssagernes vedkommende tidspunktet for

begæringens indgivelse og for retssagerne sagsanlægget, dvs. indleveringen af

stævning til berammelse.

Efter stk. 2 gives der dog adgang til at anvende reglerne i den nye

lov, hvis begge ægtefæller begærer det.

Denne begæring skal fremsættes, inden bevillingen udfærdiges, eller

endelig dom afsiges. Kan parterne ikke enes herom, vil den ægtefælle, der er

sagsøger, og som ønsker de nye regler anvendt, være nødsaget til at hæve den

verserende retssag. Dette kan gøres, lige indtil sagsøger mundtligt har

nedlagt sin påstand under domsforhandlingen, medmindre sagsøgte forinden har

nedlagt en selvstændig påstand i retten, f.eks. om skilsmisse under en

separationssag. Ny retssag efter de nye regler vil herefter kunne anlægges. I

bevillingstilfældene vil ægtefællerne i reglen begge være ansøgere, og

trækker en af dem ansøgningen tilbage efter lovens ikrafttræden, må de nye

regler anvendes under en eventuel genoptagelse.

Er ansøgning om bevilling indgivet inden lovens ikraftræden af en af

ægtefællerne, vil begæringen om bevilling kunne trækkes tilbage, og ny

begæring indgives med den virkning, at den nye lovs regler finder anvendelse.

I stk. 3 foreslås det, at lovforslagets bestemmelser skal kunne

finde anvendelse, når ægtefæller ønsker skilsmisse på grundlag af separation

meddelt før lovens ikrafttræden.

Bestemmelsen har navnlig den betydning, at den nye sagsbehandlingsregel i

forslagets § 44 bliver anvendelig i disse sager. Vilkårsforhandling kan

herefter undlades, hvis vilkårene for separation også gælder for tiden efter

skilsmissen.

Til § 8

Bestemmelsen indeholder en overgangsregel. Den har betydning for de

aftaler, der er truffet i tiden fra den 1. januar 1970 til i dag om

bidragspligten eller dens størrelse, samt for de aftaler af økonomisk

karakter, der i samme tidsrum er truffet med henblik på separation eller

skilsmisse, jf. ægteskabslovens § 52 og § 58.

Efter den nugældende retstilstand kan disse aftaler kun ændres, såfremt

det på grund af væsentligt forandrede forhold vil være åbenbart

urimeligt at opretholde aftalen. Efter forslaget (§ 1, nr. 8) skal det nu

blot være urimeligt at opretholde aftalen.

Man må imidlertid tage i betragtning, at ægteskabslovens regler må antages

at blive suppleret af reglen i aftalelovens § 36, der ikke stiller krav om

åbenbar urimelighed, men blot urimelighed.

Den foreslåede ændring af §§ 52 og 58 indebærer således ikke noget

egentligt nyt i forhold til de gældende regler om ændring af aftaler mellem

ægtefæller. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 12.

På den baggrund finder Justitsministeriet det ubetænkeligt at lade

ændringerne af § 52 og § 58 finde anvendelse på aftaler, der er indgået efter

den 1. januar 1970, hvor den nugældende ægteskabslovs ændringsregler trådte i

kraft.

Til § 9

Bestemmelsen indeholder en sædvanlig hjemmel til at sætte ændringsloven i

kraft for Færøerne og Grønland.

For Grønlands vedkommende gælder lov for Grønland om ægteskabs indgåelse

og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 318 af 21. september 1969 med senere

ændringer.

For Færøernes vedkommende gælder fortsat ægteskabsloven nr. 276 af 30.

juni 1922 om ægteskabets indgåelse og opløsning med senere ændringer.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser i ægteskabsloven,

der berøres af lovforslaget

1. § 2, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

§ 2. Den, som er under 18 år og ikke tidligere har været gift, må ikke

indgå ægteskab uden forældrenes samtykke.

Stk. 2. Hvis den ene af forældrene er død, sindssyg, åndssvag eller uden

del i forældremyndigheden, eller hvis hans erklæring ikke kan indhentes uden

særlig vanskelighed eller forsinkelse, er den andens samtykke tilstrækkeligt.

Gælder det anførte begge forældrene, kræves samtykke fra værge.

2. § 5 ophæves.

§ 5.Den, som er sindssyg eller åndssvag, må ikke indgå ægteskab uden

justitsministerens tilladelse.

3. §§ 29-41 ophæves og i stedet indsættes:

»Separation

§ 29 En ægtefælle, som ikke mener at kunne fortsætte samlivet, har ret til

separation.

§ 29. Ægtefæller har ret til separation, når de mener ikke at kunne

fortsætte samlivet og er enige om at søge separation.

§ 30. En ægtefælle har ret til separation, hvis den anden ægtefælle groft

har forsømt familiens underhold eller groft krænket andre pligter over for

ægtefællen eller børnene. Det samme gælder, hvis forholdet mellem

ægtefællerne af andre grunde må anses for ødelagt, medmindre ødelæggelsen

hovedsagelig beror på ægtefællens eget forhold.

Stk. 2. En ægtefælle har endvidere ret til separation, hvis der foreligger

omstændigheder, som ville give ham ret til at kræve skilsmisse.

§ 30. Separationens virkninger bortfalder for fremtiden, hvis ægtefællerne

genoptager eller fortsætter samlivet.

§ 31. Hvis ægtefæller, som er blevet separeret, genoptager samlivet,

bortfalder separationens virkninger for fremtiden.

Skilmisse efter separation

§ 31. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 1 års separation.

Stk. 2. Ægtefæller har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation,

hvis de er enige om skilsmisse.

§ 32. Enhver af ægtefællerne har ret til skilsmisse, når de efter opnået

separation har levet adskilt i 1 år og ikke senere har genoptaget samlivet.

2 års adskillelse

§ 32. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når ægtefællerne på grund af

uoverensstemmelser har levet adskilt i de sidste 2 år.

§ 33. Enhver af ægtefællerne har ret til skilsmisse, når deres samliv på

grund af uoverensstemmelse har været hævet i de sidste 3 år.

§ 34. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle mod

hans vilje og uden fyldestgørende grund har ophævet samlivet, og dette

derefter har været hævet i de sidste 2 år.

Utroskab

§ 33. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har

været utro eller har deltaget i et lignende seksuelt forhold. Skilsmisse kan

dog ikke kræves, hvis ægtefællen har været indforstået med handlingen eller

senere må anses at have frafaldet sin ret.

Stk. 2. Skilsmisse kan ikke opnås på grundlag af et seksuelt forhold, der

har fundet sted, mens ægtefællerne er separeret.

Stk. 3. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag

anlægges inden 6 måneder efter, at ægtefællen er blevet vidende om

handlingen, og inden 2 år efter, at den er foretaget.

§ 37. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har

gjort sig skyldig i ægteskabsbrud eller andet forhold, der kan sidestilles

hermed. Skilsmisse kan dog ikke kræves, hvis ægtefællen selv har givet

anledning til handlingen eller må anses at have frafaldet sin ret.

Stk. 2. Hvis hensynet til børnene eller andre vægtige grunde på afgørende

måde taler derfor, kan der i stedet for skilsmisse gives separation.

Stk. 3. Sag må anlægges eller ansøgning om bevilling indgives inden 6

måneder efter, at ægtefællen er blevet vidende om handlingen, og inden 2 år

efter, at den er begået.

Vold

§ 34. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har

udøvet forsætlig vold af grovere karakter over for denne eller børnene.

Stk. 2. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag

anlægges inden 1 år efter, at ægtefællen er blevet vidende om handlingen, og

inden 3 år efter, at den er begået.

§ 39. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har

udøvet forsætlig vold af grovere karakter over for denne eller børnene.

Stk. 2. Sag må anlægges eller ansøgning om bevilling indgives inden 1 år

efter, at ægtefællen er blevet vidende om handlingen, og inden 3 år efter, at

den er begået.

Bigami

§ 35. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har

indgået nyt ægteskab i strid med § 9.«.

§ 36. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har

indgået nyt ægteskab i strid med § 9.

4. § 42, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

§ 42. Separation og skilsmisse gives ved dom eller bevilling. Separation i

henhold til § 37, stk. 2, kan dog kun gives ved dom.

Stk. 2. Bevilling kan kun meddeles, såfremt ægtefællerne er enige om at

ønske separation eller skilsmisse ved bevilling og enige om de i §§ 46, 49 og

54-56 nævnte vilkår, jf. dog § 45. Spørgsmål om størrelsen af

underholdsbidrag kan ægtefællerne henskyde til overøvrighedens afgørelse.

Bevilling udfærdiges af justitsministeren eller af overøvrigheden efter

justitsministerens bemyndigelse.

Stk. 3. Findes det betænkeligt at meddele bevilling, skal bevilling

nægtes.

5. § 43 ophæves og i stedet indsættes:

» § 43. Efter begge parters ønske kan der ske mægling ved

præsten. Regler herom fastsættes af kirkeministeren efter forhandling med

justitsministeren.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om frivillig rådgivning af

ægtefæller, inden der meddeles separation eller skilsmisse.«.

§ 43. Inden sag til opnåelse af separation eller skilsmisse anlægges,

eller bevilling meddeles, skal der forsøges mægling mellem ægtefællerne om

fortsættelse af ægteskabet. Mægling foretages af præsten eller, hvis begge

parter ønsker det, eller de ikke hører til samme trossamfund, af

overøvrigheden eller efter dennes bemyndigelse af politimesteren. Sag kan

ikke anlægges eller bevilling meddeles, medmindre mægling er afsluttet inden

for de sidste 6 måneder.

Stk. 2. Undlader en ægtefælle trods to tilsigelser at give møde til

mægling, er mægling med den anden ægtefælle tilstrækkelig. Det samme gælder,

hvis en ægtefælle er forgæves eftersøgt. Mægling bortfalder for en ægtefælle,

der ikke har ophold her i landet.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om foretagelse af mægling og

kan fastsætte frister for mæglingens afslutning.

Stk. 4. Den, der uden lovligt forfald undlader at efterkomme en tilsigelse

til mægling, straffes med bøde.

6. § 44 affattes således:

» § 44. Inden bevilling til separation eller skilsmisse

meddeles, skal der foretages vilkårsforhandling. Hvis der ønskes skilsmisse

efter § 31, og vilkårene for separationen gælder også for tiden efter

skilsmissen, er vilkårsforhandling dog ikke nødvendig.

Stk. 2. Regler om vilkårsforhandling fastsættes af justitsministeren. Det

kan i disse regler bestemmes, at vilkårsforhandling bortfalder for en

ægtefælle, der ikke har ophold her i lan det.«.

§ 44. Inden bevilling til separation eller skilsmisse meddeles, skal der

endvidere foretages vilkårsforhandling. Regler herom fastsættes af

justitsministeren. Det kan i disse regler bestemmes, at vilkårsforhandling

bortfalder for en ægtefælle, der ikke har ophold her i landet.

7. I § 50, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, kan retten

kun pålægge en ægtefælle bidragspligt for et bestemt tidsrum, der ikke kan

overstige 10 år.«

§ 50. Indgår ægtefællerne ikke selv aftale herom, afgør retten spørgsmålet

om bidragspligt, herunder spørgsmålet om pligtens varighed, medens

overøvrigheden fastsætter bidragets størrelse.

Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 træffes under hensyn til, i hvilket omfang

den, der ønsker bidrag, selv kan skaffe sig et efter sine livsvilkår

tilstrækkeligt underhold, og hvorvidt den anden part efter sine økonomiske

forhold og de øvrige omstændigheder formår at udrede bidrag. Endvidere tages

der hensyn til ægteskabets varighed. Der kan tillige tages hensyn til, om

den, der ønsker bidrag, har behov for støtte til uddannelse eller lignende.

8. I § 52 og § 58, stk. 1, udgår: »åbenbart«.

9. § 58, stk. 2-3, ophæves.

§ 52. En af ægtefællerne truffet aftale om bidragspligten eller om

bidragets størrelse kan ændres ved dom, såfremt det på grund af væsentligt

forandrede forhold vil være åbenbart urimeligt at opretholde aftalen.

§ 58. Har ægtefæller med henblik på separation eller skilsmisse truffet

aftale om fordelingen af formuen, bidragspligten eller andre vilkår, kan

aftalen ved dom ændres eller erklæres for uforbindende, såfremt den skønnes

åbenbart urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens indgåelse.

Stk. 2. Sag må anlægges inden 1 år efter endelig dom til separation eller

skilsmisse eller efter udfærdigelse af bevilling.

Stk. 3. Såfremt en aftale mellem ægtefæller anfægtes i kraft af

almindelige formueretlige regler, gælder fristerne i stk. 2 ikke.

Efter 2. behandling den 28. marts 1989 I lov om ægteskabs indgåelse og

opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr.

630 af 15. september 1986, som ændret ved lov nr. 223 af 22. april

1987, foretages følgende ændringer:

1. § 2, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

2. § 5 ophæves.

3. §§ 29-41 ophæves, og i stedet indsættes:

»Separation

§ 29. En ægtefælle, som ikke mener at kunne fortsætte samlivet, har ret

til separation.

§ 30. Separationens virkninger bortfalder for fremtiden, hvis ægtefællerne

genoptager eller fortsætter samlivet.

Skilsmisse efter separation

§ 31. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 1 års separation.

Stk. 2. Ægtefæller har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation,

hvis de er enige om skilsmisse.

2 års adskillelse

§ 32. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når ægtefællerne på grund af

uoverensstemmelser har levet adskilt i de sidste 2 år.

Utroskab

§ 33. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har

været utro eller har deltaget i et lignende seksuelt forhold. Skilsmisse kan

dog ikke kræves, hvis ægtefællen har været indforstået med handlingen eller

senere må anses at have frafaldet sin ret.

Stk. 2. Skilsmisse kan ikke opnås på grundlag af et seksuelt forhold, der

har fundet sted, mens ægtefællerne er separeret.

Stk. 3. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag

anlægges inden 6 måneder efter, at ægtefællen er blevet vidende om

handlingen, og inden 2 år efter, at den er foretaget.

Vold

§ 34. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har

udøvet forsætlig vold af grovere karakter over for denne eller børnene.

Stk. 2. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag

anlægges inden 1 år efter, at ægtefællen er blevet vidende om handlingen, og

inden 3 år efter, at den er begået.

Bigami

§ 35. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har

indgået nyt ægteskab i strid med § 9.«

4. § 42, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

5. § 43 ophæves, og i stedet indsættes:

» § 43. Efter begge parters ønske kan der ske mægling ved

præsten. Regler herom fastsættes af kirkeministeren efter forhandling med

justitsministeren.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om frivillig rådgivning af

ægtefæller, inden der meddeles separation eller skilsmisse.«

6. § 44 affattes således:

» § 44. Inden bevilling til separation eller skilsmisse

meddeles, skal der foretages vilkårsforhandling. Hvis der ønskes skilsmisse

efter § 31 og vilkårene for separationen gælder også for tiden efter

skilsmissen, er vilkårsforhandling dog ikke nødvendig.

Stk. 2. Regler om vilkårsforhandling fastsættes af justitsministeren. Det

kan i disse regler bestemmes, at vilkårsforhandling bortfalder for en

ægtefælle, der ikke har ophold her i landet.«

7. I § 50, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Medmindre der foreligger særlige omstændigheder, kan retten kun

pålægge en ægtefælle bidragspligt for et bestemt tidsrum, der ikke kan

overstige 10 år.«

8. I § 52 og § 58, stk. 1, udgår »åbenbart«.

9. § 58, stk. 2-3, ophæves.

§ 2

I myndighedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985,

foretages følgende ændringer:

1. I § 5 a, stk. 1, og i § 52 ændres »ægtebarn«

til: »barn«.

2. Efter § 71 indsættes som ny paragraf:

» § 72. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om

forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om umyndighed og værgemål,

forældremyndighed og samværsret. Overenskomsten finder anvendelse her i

landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet

mellem danske og andre nordiske landes regler om umyndighed og værgemål,

forældremyndighed og samværsret.«

§ 3

I lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 628 af 15.

september 1986, indsættes efter § 53 som ny paragraf:

» § 53 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater

om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om ægteskabets

retsvirkninger. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter

bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet

mellem danske og andre nordiske landes regler om ægteskabets

retsvirkninger.«

§ 4

I lov om adoption, jf. lovbekendtgørelse nr. 629 af 15. september 1986,

indsættes efter § 40 som ny paragraf:

» § 40 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater

om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om adoption. Overenskomsten

finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet

mellem danske og andre nordiske landes regler om adoption.«

§ 5

I lov om børns retsstilling, jf. lovbekendtgørelse nr. 634 af 15.

september 1986, indsættes efter § 22 som ny paragraf:

» § 22 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater

om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om børns retsstilling,

herunder om børnebidrag. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter

bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet

mellem danske og andre nordiske landes regler om børns retsstilling, herunder

om børnebidrag.«

§ 6

Loven træder i kraft den 1. oktober 1989.

§ 7

Stk. 1. Er der før lovens ikrafttræden indgivet ansøgning om bevilling til

separation eller skilsmisse eller anlagt retssag om separation eller

skilsmisse, anvendes den tidligere lovgivnings regler.

Stk. 2. Såfremt begge ægtefæller anmoder derom, inden bevilling meddeles

eller endelig dom afsiges, anvendes dog bestemmelserne i § 1.

Stk. 3. Om ægtefællers adgang til skilsmisse på grundlag af separation

meddelt før lovens ikrafttræden gælder bestemmelserne i § 1.

§ 8

Den i § 1, nr. 8, nævnte ændring i ægteskabslovens § 52 og § 58, stk. 1,

gælder for alle aftaler, der er indgået efter den 1. januar 1970.

§ 9

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning

sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske

eller grønlandske forhold tilsiger.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter