Spring til indhold

Retsinformation

Etablering af et DNA-profilregister med henblik på behandling af straffesager

KEN nr 60370 af 06/02/1997Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet21. januar 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Etablering af et DNA-profilregister med

henblik på behandling af straffesager

Justitsministeriet anmodede om Registertilsynets

eventuelle bemærkninger til den af en arbejdsgruppe nedsat af

Justitsministeriet udarbejdede rapport "Etablering af et DNA-profilregister -

med henblik på behandling af straffesager" og de heri indeholdte

anbefalinger og forslag.

DNA-profilregisterets formål skulle være at

tjene som internt arbejdsregister for politiet i forbindelse med

identifikation af personer.

Registeret ville være opdelt i en persondel

indeholdende de DNA-profiler, som vedrørte identificerede personer, og

en spordel indeholdende de DNA-profiler, der (endnu) ikke var

personidentificerede.

DNA-profilerne skulle indlæses i et edb-register i

form af oplysning om talkombinationer, der ikke i sig selv indeholdt

oplysninger om den pågældende, f.eks. oplysninger om eventuelle

sygdomme, race eller lignende.

Af praktiske årsager foreslog arbejdsgruppen, at der

blev oprettet et manuelt register parallelt med det edb-baserede

DNA-profilregister. Det blev i den forbindelse anbefalet, at der i

medfør af lov om offentlige myndigheders registre § 3, stk. 1,

blev truffet bestemmelse om at lade det manuelle register være omfattet

af loven.

Arbejdsgruppen havde drøftet de tanker, som havde

været fremme i den offentlige debat, om en mulig registrering af hele

den danske befolkning. Arbejdsgruppen fandt imidlertid ikke grundlag for at

foreslå oprettelse af et så omfattende register.

Arbejdsgruppen foreslog, at mulighederne for optagelse i

registerets persondel skulle være knyttet til nærmere

Læs alt

afgrænsede forbrydelsestyper.

For så vidt angik afgrænsningen af

personkredsen, var det arbejdsgruppens opfattelse, at personer, som var

dømt for overtrædelse af en af de pågældende

forbrydelser eller forsøg herpå, skulle kunne optages i

registeret. Personer, som blev fundet skyldige i en af de omhandlede

lovovertrædelser, men som blev frifundet i medfør af

straffelovens § 16, skulle ligeledes kunne optages i registeret. Herudover

skulle der kunne optages oplysninger om personer, som var sigtet for en af

forbrydelsestyperne, og denne registrering skulle kunne opretholdes, selv om

sigtelsen ikke førte til domfældelse.

For at undgå tredjepersoners indirekte mulighed for

at opnå kendskab til registrerede oplysninger, foreslog arbejdsgruppen,

at der ikke skulle være adgang til registerindsigt.

Sletning af de registrerede oplysninger skulle som

udgangspunkt ske, når den registrerede var fyldt 80 år. Endvidere

skulle der ske sletning senest 2 år efter den registreredes død.

Herudover var der fastsat regler om sletning, når oplysningerne var

tilvejebragt ved en legemsundersøgelse, som blev fundet uhjemlet,

eller som retten nægtede at godkende. Endelig skulle der ske sletning,

når der forelå ganske særlige omstændigheder.

Registertilsynet, der havde behandlet sagen på et

møde i Registerrådet, lagde til grund, at der i spordelen, som

indeholdt ikke-personidentificerede DNA-profiler, i det omfang det var eller

blev muligt skulle optages oplysninger, som ville gøre det muligt at

opstille et signalement af den formodede gerningsmand, men at disse

oplysninger ikke skulle indføres i registeret (persondelen),

efterhånden som oplysningerne kunne henføres til bestemte

personer.

Registertilsynet lagde endvidere til grund, at de eneste

oplysninger fra en udført DNA-analyse, som blev registreret i

DNA-profilregisterets persondel, var rene identifikationsoplysninger i form

af en talprofil.

Registertilsynet var enig med arbejdsgruppen i, at et

DNA-profilregister ikke burde indeholde oplysninger om hele (eller den voksne

del af) befolkningen.

Registertilsynet lagde herved vægt på, at

registrering af en meget stor del af befolkningen ikke ville stå i et

rimeligt forhold til den forholdsvis begrænsede persongruppe, som

måtte antages at være relevant for politiets efterforskning. I

det omfang, at politimæssige hensyn gjorde det påkrævet at

kontrollere afgrænsede persongrupper, ville dette kunne ske på

frivillig basis med de pågældendes samtykke. Registertilsynet

fandt derfor, at en registrering af hele (eller den voksne del af)

befolkningen måtte anses for stridende mod lov om offentlige

myndigheders registre § 9, stk. 2, idet oplysningerne ikke kunne anses som

nødvendige for at varetage registerets formål.

Derimod ville oprettelsen af et DNA-register i

efterforskningsmæssigt øjemed, omfattende personer som ud fra en

politimæssig vurdering måtte anses som særligt relevante,

efter Registertilsynets opfattelse kunne ske inden for rammerne af lov om

offentlige myndigheders registre § 9, stk. 2. Registertilsynet lagde herved

vægt på, at et sådant register måtte anses for at

være et effektivt og nødvendigt hjælpemiddel for politiet

i dets arbejde med at fastslå eller udelukke, hvem der var eller kunne

være gerningsmand til en given strafbar handling.

Registertilsynet havde ingen indvendinger imod den

afgrænsning af forbrydelsestyper, som blev foreslået i

rapporten.

For så vidt angik optagelsen af sigtede, men ikke

domfældte personer, udtalte Registertilsynet, at det kunne give

anledning til en vis tvivl, om nødvendighedsbetingelsen i lov om

offentlige myndigheders registre § 9, stk. 2, var opfyldt. Afgørelsen

af, om en sådan registrering burde accepteres som faldende inden for

rammerne af lov om offentlige myndigheders registre, skulle navnlig

træffes ud fra en afvejning af de registreredes interesse i ikke at

indgå i registeret, over for de samfundsmæssige hensyn, som talte

for registrering.

Registertilsynet fandt, at det ubehag, som de registrerede

personer måtte føle ved at indgå i registeret, blev

opvejet af de efterforskningsmæssige fordele, som måtte formodes

at knytte sig til registeret. Tilsynet fandt derfor ikke, at registreringen

af oplysninger om de sigtede, men ikke domfældte personer, kunne

antages at være i strid med lov om offentlige myndigheders registre §

9, stk. 2.

Registertilsynet lagde herved vægt på, at det

fremgik af det statistiske materiale i rapporten, at risikoen for senere

kriminalitet blandt de sigtede, men ikke domfældte personer, var

væsentlig større end hos den del af befolkningen, som ikke havde

været sigtet for én eller flere af de pågældende

forbrydelser.

Registertilsynet lagde endvidere vægt på, at

der alene var tale om registrering af identifikationsoplysninger, at

oplysningerne kun i meget begrænset omfang ville kunne videregives, og

at der ville blive etableret en høj grad af sikkerhed omkring

registeret.

Hertil kom, at DNA-profilregisteret - som anført af

arbejdsgruppen - ville muliggøre en hurtig og sikker afkræftelse

af en eventuel uberettiget mistanke.

For så vidt angik arbejdsgruppens forslag om at

afskære adgangen til registerindsigt, som var begrundet i hensynet til

at beskytte den registrerede mod at blive tvunget til at fremlægge en

skriftligt meddelt registerindsigt til andre, kombineret med visse praktiske

indvendinger, måtte det efter Registertilsynets opfattelse anses for

tvivlsomt, om de af arbejdsgruppen anførte hensyn kunne begrunde en

fuldstændig ophævelse af retten til registerindsigt.

Registertilsynet bemærkede i den forbindelse, at det var

efterforskningsmæssige hensyn, som i sin tid var tilsynets begrundelse

for at acceptere den manglende adgang til registerindsigt i

fingeraftryksregisteret.

Registertilsynet henstillede derfor, at

spørgsmålet om registerindsigt blev overvejet på ny,

eventuelt således at der blev givet adgang til i det mindste at kunne

få be- eller afkræftet, om man var registreret i

DNA-profilregisteret.

For så vidt angik den foreslåede frist for

sletning af registrerede oplysninger - som udgangspunkt ved personens fyldte

80. år - bemærkede Registertilsynet, at en sådan

registreringsperiode syntes at være meget lang.

Idet Registertilsynet formodede, at recidivrisikoen ville

aftage væsentligt med alderen, henstillede tilsynet, at

fastsættelsen af kortere slettefrister blev overvejet.

Lignende dokumenter