Forslag til Lov om ændring af lov om oprettelse af et centralt DNA- profilregister og retsplejeloven (Udvidelse af DNA-profilregisterets persondel, indikationskrav ved legemsundersøgelse mv.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 7. oktober 2004 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af lov om oprettelse af et centralt DNA-
profilregister og retsplejeloven
(Udvidelse af
DNA-profilregisterets persondel, indikationskrav ved legemsundersøgelse mv.)
§ 1
I lov nr. 434 af 31. maj 2000 om oprettelse af et
centralt DNA-profilregister foretages følgende ændringer:
1.
Lovens
titel affattes således:
”Lov om Det Centrale
DNA-profilregister”.
2.
§ 1
affattes således:
”
§ 1.
Efter
reglerne i denne lov opbevarer og fører Rigspolitichefen Det Centrale
DNA-profilregister, der tjener som internt arbejdsregister for politiet i
forbindelse med identifikation af personer.
Stk. 2.
Registeret
inddeles i en persondel og en spordel, jf. § 2.
Stk. 3.
Læs alt
Registeret
består af et manuelt register og et edb-register.”.
3.
§ 2, stk. 2,
affattes således:
”Stk. 2.
Registeret må indeholde følgende
oplysninger:
1)
I registerets
persondel må optages DNA-profiler af personer, som er eller har været sigtet
for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6
måneder
eller derover, eller for en overtrædelse af straffelovens § 235,
stk. 2, hvis DNA-analysen er udført i den pågældende sag på grundlag af
biologisk materiale udtaget efter reglerne i retsplejelovens kapitel 72.
2)
I registerets spordel
må optages DNA-profiler af biologisk materiale, der er fundet på
gerningssteder
eller på effekter, personer eller steder med tilknytning til en
forbrydelse.”.
4.
I
§ 3, stk. 1,
ophæves nr. 2, og i nr.
3, der bliver nr. 2, ændres ”70 år” til: ”80 år”.
Nr. 3-6 bliver herefter nr. 2-5.
5.
I
§ 3, stk. 3,
udgår ”og
3”.
6.
I
§ 4
indsættes som
stk. 2
:
”
Stk. 2.
Sletning
kan undlades i det i stk. 1, nr. 1, nævnte tilfælde, hvis den
identificerede person ikke er eller har været sigtet for den pågældende
forbrydelse, og vedkommende meddeler samtykke til fortsat
registrering.”.
§ 2
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815
af 30. september 2003, som ændret ved § 1 i lov nr. 215 af 31. marts
2004,
§ 2 i lov nr. 216 af 31. marts 2004, § 2 i lov nr. 218 af 31. marts
2004, § 2 i lov nr. 352 af 19. maj 2004, lov nr. 443 af 9. juni 2004, § 27 i
lov nr. 444 af 9. juni 2004, § 4 i lov nr. 446 af 9. juni 2004, § 1 i
lov
nr. 447 af 9. juni 2004 og § 1 i lov nr. 450 af 9. juni 2004 foretages
følgende
ændringer:
1.
I
§ 792, stk. 1, nr. 2,
indsættes efter
”udtagelse af”: ”spyt- eller”.
2.
§ 792 b, stk. 1,
affattes således:
”
§ 792 b.
Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 792 a, stk. 1, nr. 2, og
stk. 2, kan optagelse af fingeraftryk og personfotografi samt udtagelse
af
spyt- eller blodprøve med henblik på senere identifikation endvidere
foretages,
hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der
efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller for
en
overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2.”.
3.
I
§ 792 c, stk. 1,
indsættes efter
”udtagelse af”: ”spyt- eller”.
4.
I
§ 792 e, stk. 3,
indsættes efter
2. pkt.
:
”Spytprøve i medfør af § 792 b, stk. 1, kan udtages uden
medvirken af en læge.”.
§ 3
Stk. 1.
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2.
§§ 1-4
i lov om Det Centrale DNA-profilregister som affattet ved denne lovs § 1
finder også anvendelse på DNA-profiler, der er tilvejebragt før lovens
ikrafttræden.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de
særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
;............................................................................
..........
4
1.1.
Lovforslagets
formål
;.........................................................................
4
1.2.
Hovedtræk
af lovforslaget
.................................................................
4
2.
Det Centrale DNA-profilregister
..................................................
5
2.1.
Gældende
ret
;............................................................................
........
5
2.2.
Praktiske
erfaringer
;..........................................................................
7
2.2.1.
Registrerede DNA-profiler
..............................................................
7
2.2.2.
”Hits” i registeret
;...........................................................................
7
2.2.3.
Sikring af biologiske spor
..............................................................
8
2.3.
Biologisk
materiale
;...........................................................................
9
3.
DNA-profilregistre i andre lande
..................................................
9
3.1.
Sverige
;............................................................................
................
9
3.2.
Norge
;............................................................................
..................
10
3.3.
Finland
;............................................................................
.................
10
3.4.
England
;............................................................................
...............
10
4.
Lovforslagets udformning
.............................................................
11
4.1.
Udvidelse
af DNA-profilregisterets persondel
....................................
11
4.1.1.
Parallelitet til Fingeraftryksregisteret
.............................................
11
4.1.2.
Kriminalitetskravet
;.........................................................................
11
4.1.3.
Mistankekravet
;............................................................................
...
12
4.1.4.
Indikationskravet
;...........................................................................
14
4.2.
Udtagelse
af spytprøver
....................................................................
14
4.2.1.
Kompetence
;............................................................................
........
14
4.2.2.
Lægelig medvirken
;..........................................................................
15
4.3.
Sletning
af oplysninger i persondelen
..................................................
15
4.4.
Sporfund
fra ofre mv.
.......................................................................
16
4.5.
Videregående
analyser
.....................................................................
16
5.
Forslagets økonomiske og administrative
konsekvenser
...........
17
6.
Hørte myndigheder mv.
................................................................
17
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål
Det Centrale DNA-profilregister blev oprettet i 2000 og har
vist sig at være et meget effektivt redskab for politiet i forbindelse med
efterforskning og opklaring af kriminalitet. Registeret har således gjort det
muligt for politiet hurtigt at identificere gerningsmænd til en række
alvorlige
forbrydelser. Samtidig har registeret gjort det lettere for politiet hurtigt
at
udelukke uskyldige fra mistanke og dermed undgå at udsætte disse for
sædvanlige
efterforskningsskridt som f.eks. afhøring om deres færden.
DNA-profilregisteret har samme formål og funktion som
Rigspolitichefens Centrale Fingeraftryksregister. De to registre er begge
centrale redskaber for politiet til at identificere formodede gerningsmænd på
grundlag af efterladte spor – henholdsvis fingeraftryk og biologisk
materiale –
på gerningssteder, effekter, ofre mv. Endvidere registreres alene såkaldte
talprofiler i DNA-profilregisteret. Disse talprofiler kan ligesom
fingeraftryk
ikke bruges til at udlede oplysninger om en persons genetiske karakteristika,
arveanlæg, udseende, sygdomsdispositioner eller lignende.
Efter de gældende regler er betingelserne for
tilvejebringelse og registrering af DNA-profiler i registeret imidlertid
meget
strengere end de betingelser, som gælder for optagelse og registrering af
fingeraftryk. Politiet kan således kun registrere DNA-profiler af personer,
der
har været sigtet for visse særligt alvorlige forbrydelser som f.eks. drab,
voldtægt,
grov vold og røveri. Samtidig medfører det såkaldte indikationskrav i
retsplejelovens regler om legemsundersøgelse, at der kun kan udtages
materiale
til en DNA-profil, hvis det må antages at være af afgørende betydning for
efterforskningen i den konkrete straffesag. Dette indikationskrav indebærer,
at
der typisk ikke kan tilvejebringes en DNA-profil, hvis en sigtet person enten
tilstår eller ikke har efterladt sig et biologisk spor i en straffesag, der
ellers ville kunne have ført til registrering. Hertil kommer, at
sletningsreglerne for DNA-profilregisteret medfører, at registrerede
DNA-profiler skal slettes langt tidligere end registrerede fingeraftryk.
Udviklingen på det kriminaltekniske område har gjort det
muligt at sikre DNA-profiler som ”genetiske fingeraftryk” ved langt
flere
former for kriminalitet, end det er muligt at registrere sigtede personer for
efter de gældende regler om DNA-profilregisteret. Efter Justitsministeriets
opfattelse er de gældende rammer for DNA-profilregisterets indhold og
anvendelse unødigt snævre i lyset af de ovenfor nævnte ligheder med
Fingeraftryksregisteret
og de åbenbare efterforskningsmæssige fordele, der er forbundet med
registeret.
Formålet med lovforslaget er på den anførte baggrund at
udvide mulighederne for at anvende DNA-profilregisteret som led i
efterforskningen af kriminalitet, således at der bliver parallelitet mellem
DNA-profilregisteret og Fingeraftryksregisteret både hvad angår betingelserne
for tilvejebringelse og registrering af DNA-profiler og reglerne om sletning
fra registeret. Herved sikres en relevant udnyttelse af de muligheder, som
nye
kriminaltekniske værktøjer giver for at opklare forbrydelser hurtigt og
effektivt.
Med henblik på en vurdering af lovforslaget i lyset af de
generelle og principielle problemstillinger, som Justitsministeriets
Strafferetsplejeudvalg behandler, har et udkast til lovforslaget været
forelagt
for udvalget. Strafferetsplejeudvalgets udtalelse af 16. august 2004 er
optaget
som
bilag 1
til lovforslaget.
Der er efterfølgende foretaget enkelte redaktionelle
ændringer i lovforslaget, ligesom der er tilføjet et forslag om at kunne
registrere
personer, der sigtes for besiddelse af børnepornografisk materiale, jf.
nedenfor i afsnit 4.1.2.
1.2. Hovedtræk af lovforslaget
Det foreslås, at politiet skal kunne udtage biologisk
materiale af en person til brug for en DNA-analyse og registrere
DNA-profilen,
hvis personen er eller har været sigtet for en lovovertrædelse, der kan
medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller for en overtrædelse af
straffelovens § 235, stk. 2, om besiddelse af børnepornografisk
materiale. Dermed gøres betingelserne for at tilvejebringe og registrere
henholdsvis DNA-profiler og fingeraftryk i al væsentlighed identiske. Efter
forslaget ændres således dels DNA-profilregisterlovens § 2, stk. 2,
nr. 1, om betingelserne for registrering i persondelen (lovforslaget
§ 1,
nr. 3), dels retsplejelovens § 792 b, stk. 1, om optagelse af
fingeraftryk og personfotografier med henblik på registrering (lovforslagets
§ 2, nr. 2). For en nærmere gennemgang henvises til afsnit 4.1.
Der foreslås samtidig en tilføjelse i retsplejelovens
§ 792 c, stk. 1, så kompetencen til at træffe beslutning om
udtagelse
af spytprøver af sigtede henlægges til politiet, ligesom det allerede er
tilfældet ved blodprøver (lovforslagets § 2, nr. 3). Samtidig foreslås
det, at retsplejelovens § 792 e, stk. 3, ændres, så politiet får
adgang
til at foretage spytprøver uden en læges medvirken (lovforslagets § 2,
nr.
4). Forslagene skal ses i sammenhæng med, at den teknologiske udvikling i
forbindelse med DNA-analyser har gjort det muligt generelt at overgå fra
blodprøver til udtagelse af spytprøver ved brug af en vatpind eller lignende.
Se nedenfor i afsnit 4.2.
Efter forslaget ændres endvidere DNA-profilregisterlovens
§ 3 om sletning af oplysninger i registerets persondel (lovforslagets
§ 1, nr. 4). Det foreslås således, at en person skal slettes af
registeret, når vedkommende er fyldt 80 år, medmindre det undtagelsesvist
findes nødvendigt at opretholde registreringen. Dermed skabes der ligeledes
overensstemmelse mellem DNA-profilregisterets og Fingeraftryksregisterets
sletningsregler. Se nedenfor i afsnit 4.3.
Det foreslås endelig, at sporfund, der personidentificeres,
fortsat skal kunne registreres, hvis den identificerede person ikke er eller
har været sigtet for den pågældende forbrydelse, og vedkommende meddeler
samtykke
til fortsat registrering. Denne ændring i DNA-profilregisterlovens § 2,
stk. 2, nr. 2, og § 4 (lovforslagets § 1, nr. 3 og 6) vil
navnlig give politiet adgang til at opbevare sporfund fra ofre. Dette vil
lette
politiets muligheder for hurtigt at kunne sammenholde nye sporfund - f.eks.
blodpletter fra en mistænkts hjem eller tøj - med ofrets profil i spordelen.
Se
nærmere nedenfor i afsnit 4.4.
Derudover foreslås enkelte andre ændringer af mere redaktionel
karakter i DNA-profilregisterloven, jf. bemærkningerne til de enkelte
bestemmelser.
Det bemærkes, at den hidtidige inddeling af
DNA-profilregisteret i en persondel og en spordel opretholdes. Denne
inddeling
hviler på, at DNA-profilerne i persondelen hidrører fra biologisk materiale
udtaget af personer ved en legemsundersøgelse i medfør af retsplejelovens
kapitel 72, mens DNA-profilerne i spordelen hidrører fra biologisk materiale
sikret som sporfund på f.eks. gerningssteder eller ofre. Der er fastsat
forskellige
sletningsregler for henholdsvis persondelen og spordelen, jf.
DNA-profilregisterlovens §§ 3-4.
2. Det Centrale DNA-profilregister
2.1. Gældende ret
Lov nr. 434 af 31. maj 2000 om oprettelse af et centralt
DNA-profilregister trådte i kraft den 1. juli 2000, jf. lovens § 8. Der
henvises til Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side
3043-3063, tillæg B, side 716-717, og Folketingets forhandlinger,
side 3562-3577, 8238-8339 og 8747.
DNA-profilregisteret tjener som et internt arbejdsregister
for politiet i forbindelse med identifikation af personer, jf.
DNA-profilregisterlovens § 1, stk. 1. Registeret må således kun
bruges i identifikationsøjemed og forudsættes primært anvendt i forbindelse
med
politiets efterforskning af straffesager. Politiet kan dog også anvende
registeret ved andre politimæssige identifikationsopgaver, f.eks. ved
dødsulykker hvor det ikke er muligt at anvende sædvanlige
identifikationsmetoder,
jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 3047 og 3059.
Registeret opbevares og føres ved Rigspolitichefens
Kriminaltekniske Afdeling og består af både et edb-register og et manuelt
register, jf. lovens § 1, stk. 1 og 3.
I DNA-profilregisteret må kun optages oplysninger, der er
af politimæssig betydning i forbindelse med personidentifikation, jf.
§ 2,
stk. 1. Der kan således ikke registreres andre oplysninger på baggrund
af
en DNA-analyse end en talprofil, der alene kan anvendes i
identifikationsøjemed.
De registrerede talprofiler beskriver længderne af DNA-stykker, som findes
mellem de DNA-områder, der koder for arvelige egenskaber. Det er længderne af
disse ikke-kodende DNA-områder – det såkaldte ”junk-DNA” - som
er relevante i
identifikationsøjemed, da længderne varierer betydeligt fra menneske til
menneske. Da de registrerede talprofiler relaterer sig til ikke-kodende
DNA-stykker,
er det således ikke muligt at udlede følsomme oplysninger om en persons
genetiske karakteristika, udseende, arveanlæg, sygdomsdispositioner eller
lignende fra profilerne. Med den nuværende teknologi er det muligt at
foretage
identifikation ved DNA-analyser med en sandsynlighed på mindre end
1:1.000.000.000 for, at en persons DNA-profil vil matche med en anden
ubeslægtet
persons DNA-profil. Se i det hele Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side
3047.
Registeret er inddelt i en persondel og en spordel, jf.
lovens § 1, stk. 2. I
persondelen
må optages DNA-profiler af personer, som er eller har været sigtet for en
række
nærmere opregnede særligt alvorlige forbrydelsestyper. Det drejer sig om
følgende overtrædelser af straffeloven, jf. DNA-profilregisterlovens
§ 2,
stk. 2, nr. 1:
-
Kapitel 12 og 13 om
forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed samt forbrydelser mod
statsforfatningen
og de øverste statsmyndigheder mv.
-
§ 119 om vold
mod tjenestemand i funktion.
-
§ 123 om vold
m.v. mod vidner.
-
§§ 180-181 om
brandstiftelse.
-
§ 183,
stk. 1 og 2, § 183 a og § 184, stk. 1, om forvoldelse af
sprængning med forsæt til skade på person eller formue, gidseltagning af fly-
eller skibspassagerer eller anden forstyrrelse af sikkerheden for
transportmidlers
drift eller sikkerhed.
-
§ 210 om incest.
-
§§ 216-225 om
voldtægt og visse andre forbrydelser mod kønssædeligheden.
-
§ 232 om
blufærdighedskrænkelse.
-
§ 237 om drab.
-
§§ 245-246 om
grov vold.
-
§ 252 om
forvoldelse af nærliggende fare for andres liv eller førlighed eller for, at
nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom.
-
§§ 260-261 om
ulovlig tvang, uberettiget frihedsberøvelse mv.
-
§ 276, jf.
§ 286, om tyveri af særlig grov beskaffenhed.
-
§ 288 om røveri.
I medfør af lovens § 2, stk. 2, nr. 1, er det
derudover en forudsætning for registrering i persondelen, at DNA-analysen er
udført i en straffesag af den ovennævnte karakter på grundlag af biologisk
materiale udtaget efter reglerne i retsplejelovens kapitel 72.
Da det er en betingelse, at DNA-analysen er udført i
forbindelse med den konkrete straffesag, der kan føre til registrering, kan
der
ikke registreres DNA-profiler på grundlag af biologisk materiale tilvejebragt
i
andre straffesager. Der kan således f.eks. ikke bruges blodprøver fra sager
om
promille- eller spirituskørsel. Betingelsen om, at DNA-analysen skal være
udført på grundlag af biologisk materiale udtaget ved et legemsindgreb efter
reglerne i retsplejelovens kapitel 72, indebærer endvidere, at der ikke kan
registreres DNA-profiler på grundlag af materiale udtaget i forbindelse med
undersøgelse eller behandling i sundhedsvæsenets regi. Se i det hele
Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 3050.
Det relevante legemsindgreb ved udtagelse af biologisk
materiale til brug for en DNA-analyse – i praksis en blod- eller
spytprøve - er
en legemsundersøgelse, jf. retsplejelovens § 792, stk. 1, nr. 2.
Det
følger således af henvisningen i DNA-profilregisterlovens § 2,
stk. 2, nr. 1, til retsplejelovens kapitel 72, at det er en forudsætning
for registrering i persondelen, at betingelserne for foretagelse af
legemsundersøgelse er opfyldt. I medfør af retsplejelovens § 792 a,
stk. 2, nr. 1, må legemsundersøgelse af en sigtet for det første kun
foretages,
hvis der er begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i
en
lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder
eller
derover. Dernæst er det efter § 792 a, stk. 2, nr. 2, en
betingelse,
at indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.
Dette såkaldte indikationskrav ved legemsundersøgelse har den konsekvens, at
der kan forekomme situationer, hvor en person sigtes for en af de
forbrydelsestyper, der kan føre til registrering i DNA-profilregisteret, uden
at der kan tilvejebringes en DNA-profil af vedkommende. Dette vil navnlig
kunne
tænkes i sager, hvor der aflægges tilståelse eller ikke er efterladt et
biologisk spor i den konkrete sag, jf. nedenfor i afsnit 4.1.4. samt
Folketingstidende
1999-2000, tillæg A, side 3048-3049.
Betingelsen i § 2, stk. 2, nr. 1, om, at det
biologiske materiale skal være udtaget efter reglerne i retsplejelovens
kapitel
72, vil også være opfyldt, hvor der i medfør af retsplejelovens § 792 d,
stk. 1, er foretaget et legemsindgreb efter samtykke fra en ikke-sigtet
person, og denne person efterfølgende bliver sigtet i den pågældende sag, jf.
Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 3050.
Sletningsreglerne for DNA-profilregisterets persondel er
fastsat i lovens § 3. Det følger af § 3, stk. 1, nr. 2, at en
person, der har været sigtet, men ikke er fundet skyldig, skal slettes af
registeret, når der er forløbet 10 år fra frifindelse, afgørelse om
påtaleopgivelse eller tiltalefrafald uden vilkår. Efter § 3,
stk. 1,
nr. 3, skal en person endvidere slettes af registeret, når den pågældende er
fyldt 70 år. I medfør af § 3, stk. 3, kan sletning i disse to
tilfælde dog undlades, hvis det efter en konkret vurdering undtagelsesvis
findes nødvendigt at opretholde registreringen. Efter § 3, stk. 1,
nr. 1 og nr. 4-6, skal oplysninger i persondelen endelig straks slettes,
når
sigtelse er opgivet som grundløs,
når
oplysningerne er tilvejebragt ved
et legemsindgreb, som retten nægter at godkende, eller som retten eller
politiet selv efterfølgende finder uhjemlet, eller
når
andre grunde undtagelsesvis
taler herfor, f.eks. hvis en anden person – uden at have været sigtet
som
medgerningsmand – senere findes skyldig i forbrydelsen.
I
spordelen
må
optages ikke-personidentificerede DNA-profiler af biologisk materiale, der er
fundet på gerningssteder eller på effekter, personer eller steder med
tilknytning til en forbrydelse, jf. DNA-profilregisterlovens § 2,
stk. 2, nr. 2. I modsætning til persondelen er der ikke fastsat særlige
begrænsninger for, hvilke forbrydelsestyper der kan føre til registrering af
sporfund. I DNA-profilregisterets spordel kan der således optages
DNA-profiler
af biologiske spor sikret ved alle former for kriminalitet, herunder ved
indbrud og anden berigelseskriminalitet. I medfør af § 2, stk. 2,
nr.
2, må spordelen ikke indeholde DNA-profiler, der er blevet
personidentificeret.
Dette er tilfældet, uanset om sporet stammer fra en sigtet, der kan
registreres
i persondelen i medfør af lovens § 2, stk. 2, nr. 1, eller fra
f.eks.
et offer eller en sigtet, der ikke opfylder betingelserne for registrering i
persondelen.
Efter DNA-profilregisterlovens § 4 skal oplysninger i
spordelen slettes,
når
sporfundet er person-identificeret,
når
oplysningerne ikke længere er af politimæssig interesse, eller
når
andre
særlige grunde undtagelsesvis taler herfor.
2.2. Praktiske erfaringer
2.2.1. Registrerede DNA-profiler
DNA-profilregisteret blev taget i brug, da
DNA-profilregisterloven trådte i kraft den 1. juli 2000. Registeret indeholdt
pr. 1. maj 2004 ca. 2.500 DNA-profiler i persondelen og ca. 4.600
DNA-profiler
i spordelen.
I persondelen var der pr. 1. maj 2004 registreret
DNA-profiler bl.a. af ca. 250 personer på grundlag af en sigtelse for drab,
ca.
430 personer for voldtægt, ca. 280 personer for grov vold, ca. 620 personer
for
røveri, ca. 410 personer for indbrud af særlig grov beskaffenhed og ca. 40
personer for brugstyveri af særlig grov beskaffenhed.
I spordelen var der pr. 1. maj 2004 registreret sporfund
bl.a. fra ca. 140 uopklarede drab, ca. 270 voldtægter, ca. 600 røverier, ca.
90
sager om grov vold, ca. 3.000 indbrud og ca. 160 brugstyverier. Det bemærkes,
at disse tal også omfatter ca. 200 sporfund fra uopklarede forbrydelser,
navnlig drab, i udlandet, jf. nedenfor. Som det ses, stammer de fleste
DNA-profiler i spordelen fra berigelseskriminalitet som indbrud og røverier.
Derefter kommer spor fra drab, vold og voldtægt.
Da DNA-profilregisteret blev oprettet, lagde politiet
DNA-profiler fra sporfund fra en række gamle, uopklarede forbrydelser ind i
registerets spordel. Det drejede sig bl.a. om DNA-profiler af biologiske spor
fra 30 uopklarede drab begået i perioden 1971-1998. Der har dog endnu ikke
været match i registeret med spor fra disse drabssager. Derimod er bl.a.
rambuktyverier og røverier begået før registerets oprettelse blev opklaret
ved,
at DNA-profiler af personer sigtet for ny kriminalitet matchede med sporfund
fra disse gamle, uopklarede forbrydelser, der var blevet lagt ind i spordelen
efter DNA-profilregisterets oprettelse.
Tilsvarende
blev matchende sporfund fra to grove voldtægter begået i 1997 og 1999 lagt
ind
i spordelen efter registerets oprettelse. I 2003 viste DNA-profilen fra
sporfund efter et indbrud sig at matche med sporene fra disse to voldtægter.
Politiets efterforskning af indbrudet har herefter ført til pågribelse af en
person, hvis DNA-profil matcher sporene efter de to tidligere voldtægter.
Inden for Interpol er der etableret et samarbejde om
udveksling af DNA-profiler fra uopklarede forbrydelser. I
DNA-profilregisterets
spordel var der således pr. 1. maj 2004 registreret ca. 200 DNA-profiler af
sporfund
fra forbrydelser begået i udlandet. Der har i enkelte tilfælde været hits i
DNA-profilregisteret, hvor der er fundet match med udenlandske sporfund.
F.eks.
blev en DNA-profil af en mand sigtet for voldtægt i foråret 2004 lagt ind i
registerets persondel, hvorved der fremkom et match med et sporfund fra et
kvindedrab i Norge. Omvendt har Rigspolitichefens Kriminaltekniske Afdeling
bl.a. sendt en DNA-profil fra sporfund i en meget grov voldtægtssag i Århus
til
en række andre landes registre gennem Interpol.
2.2.2. ”Hits” i registeret
Siden DNA-profilregisterets etablering har politiet haft
ca. 2.000 såkaldte ”hits” i registeret, og alene i 2004 har der pr.
15. august
været 724 hits - svarende til tallet for hele 2003.
Politiets hits fremkommer, når der ved søgning i
DNA-profilregisteret viser sig match mellem to eller flere DNA-profiler. I
praksis kan der forekomme tre forskellige former for hits, der alle typisk
får
afgørende betydning for politiets videre efterforsknings- og
opklaringsarbejde.
For det første ses det ofte, at et sporfund fra en ny
forbrydelse matcher en allerede registreret person. Politiet får dermed
identificeret en mulig gerningsmand. Ressourcerne i efterforskningsarbejdet
kan
derefter målrettes til at efterprøve og underbygge sagen mod den pågældende.
Denne
type hits fører som altovervejende hovedregel til opklaring af den nye
forbrydelse. Som eksempler fra praksis kan nævnes: Spor fra drabsforsøg
matchede person registreret efter sigtelse for grov vold. Spor fra voldtægt
matchede person registreret efter sigtelse for voldtægt. Spor fra vold
matchede
person registreret efter sigtelse for voldtægt. Spor fra røveri matchede
person
registreret efter sigtelse for grov vold. Spor fra indbrud matchede person
registreret
efter sigtelse for røveri.
For det andet ses det ligeledes ofte, at en person, der er
sigtet for en ny forbrydelse, matcher registrerede sporfund fra en og ikke
sjældent flere tidligere forbrydelser. Denne type hits betyder som
altovervejende hovedregel, at politiet kan opklare de tidligere forbrydelser,
der ofte er adskillige år gamle. Som eksempler fra praksis kan nævnes: Person
sigtet for røveri matchede spor fra 5 år gammel voldtægt. Person sigtet for
røveri matchede spor fra 18 forskellige indbrud. Person sigtet for postrøveri
matchede spor fra voldtægt. Person sigtet for vold matchede spor efter
biltyv,
der var flygtet fra et færdselsuheld.
For det tredje matcher sporfund fra en ny forbrydelse meget
hyppigt tidligere registrerede sporfund. Politiet kan herved konstatere, at
der
sandsynligvis er tale om samme gerningsmand, hvilket er af væsentlig
betydning
for tilrettelæggelsen af den videre efterforskning. Samtidig bidrager denne
form for hits i høj grad til at øge politiets viden om kriminelles
geografiske
mobilitet og aktivitet.
I forhold til berigelseskriminalitet har DNA-profiler af
sporfund således bekræftet politiets antagelse om, at et meget stort antal
indbrud begås af et relativt lille antal gerningsmænd. Der er f.eks.
adskillige
eksempler på, at samme DNA-profil er fundet ved 15-20 forskellige indbrud.
Match mellem forskellige sporfund har ligeledes illustreret
en overraskende høj grad af geografisk mobilitet ved mange former for
kriminalitet. Samme DNA-profiler er således fundet på gerningssteder i vidt
forskellige
egne af landet. F.eks. er samme DNA-profil set optræde på gerningssteder i
Kolding, Hvidovre og Hillerød. En anden profil er fundet på gerningssteder i
Holstebro og Holbæk. Endnu en profil er sikret ved gerningssteder i både
Odense, Fredericia, Silkeborg, Thisted og Tønder. Tilsvarende er en
DNA-profil
fundet ved spor efter forbrydelser i både Randers og Lyngby. I en konkret sag
er de samme to DNA-profiler fundet ved både en voldssag i Horsens og et
indbrud
i Åbenrå. Som det illustreres af eksemplerne ovenfor, gør den store mobilitet
det vanskeligere for politiet at bruge mere traditionelle
efterforskningsmetoder, hvor et centralt element ofte er kendskabet til de
lokale ”kendinge”.
Endelig har matchende DNA-profiler af sporfund vist, at
gerningsmænd ikke i samme grad, som det måske antages, er
”specialiseret” inden
for f.eks. enten berigelseskriminalitet, voldskriminalitet eller
sædelighedsforbrydelser.
Der har således vist sig overraskende mange match mellem profiler fra meget
forskelligartede forbrydelsestyper. Som eksempler kan nævnes match mellem
spor
fra indbrud og spor fra to voldtægter, match mellem spor fra røveri og spor
fra
voldtægt samt match mellem spor fra indbrud og spor fra vold.
Denne form for hits mellem forskellige sporfund i
DNA-profilregisteret bidrager i høj grad til det analytiske politiarbejde i
bl.a. efterforskningscentrene. Oplysninger om, at sporfund fra flere
forskellige forbrydelser matcher, styrker endvidere politiets muligheder for
at
målrette efterforskningen i de konkrete sager. Samtidig kan ressourcerne
forenes i et mere effektivt efterforskningssamarbejde, når det konstateres,
at
flere politikredse forfølger samme gerningsmand.
2.2.3. Sikring af biologiske spor
Politiet sikrer i dag helt rutinemæssigt biologiske spor -
dvs. spyt, blod, hudceller, hår samt sæd og andre kropssekreter - med henblik
på DNA-analyse. Udviklingen i metoderne til DNA-analyse har ført til, at der
skal bruges en betydeligt mindre mængde biologisk materiale til at lave en
DNA-profil end for bare 5 år siden. I dag er det således muligt for politiet
at
sikre brugbare spor fra selv mikroskopiske mængder af biologisk materiale.
Det
betyder navnlig, at der i meget videre omfang end tidligere kan anvendes
sporfund i form af spyt og hudceller.
I løbet af en kort årrække er sikring af biologiske spor
blevet et lige så selvfølgeligt efterforskningsskridt som sikring af
fingeraftryk. Det er endvidere politiets erfaring, at det ofte er lettere at
finde anvendelige biologiske spor efter forbrydelser end brugbare
fingeraftryk.
Særligt udstyr til sikring af DNA-spor – en steril papirpose med vatpind
samt
handsker og mundbind – er derfor standardudstyr i politiets
patruljevogne. I de
fleste mindre sager, f.eks. ved indbrud, er det typisk ordenspolitiet, der
sikrer biologiske spor på gerningsstedet mv. Det er som regel kun nødvendigt
at
tilkalde særlig kriminalteknisk bistand til sikring af biologiske spor i
større
eller mere alvorlige sager som f.eks. drab, voldtægt, røveri og serieindbrud.
I praksis sikres meget ofte
spyt
på bl.a. flaskehalse, cigaretskod og mælke- og juicekartoner.
Der sikres navnlig meget hyppigt sådanne spor ved indbrud, biltyverier og
andre
former for berigelseskriminalitet.
Der sikres i praksis ofte
blod
på glasskår efter indbrud. Blod kan også sikres fra f.eks.
pletter på et gerningssted, på gerningsmandens eller ofrets tøj eller på
knive,
slagvåben mv.
Hudceller
sikres
ofte på tøj, tasker, dørhåndtag mv. I en konkret voldssag blev der fundet
hudceller på ofrets jakkeærme, efter at gerningsmanden havde grebet hårdt fat
i
ofrets arm.
I praksis sikres
hår
navnlig på gerningssteder, tøj, huer, kasketter og tørklæder.
Sæd
sikres først
og fremmest ved vaginalskrab fra voldtægtsofre, men findes ligeledes på
f.eks.
tøj, sengetøj, kondomer og pletter på et gerningssted.
Som det illustreres af eksemplerne ovenfor, kan biologisk
materiale fra en gerningsmand i form af spyt, blod, hudceller, hår eller sæd
mv. - og dermed gerningsmandens DNA-profil - således tænkes sikret stort set
alle steder og efter stort set alle former for kriminalitet.
Sideløbende med, at den teknologiske udvikling og politiets
erfaring til stadighed øger mulighederne for at sikre biologiske spor,
udvikles
og forbedres også metoderne til DNA-analyse. Retsgenetisk Afdeling ved
Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet, der foretager alle
DNA-analyser i straffesager, har f.eks. senest taget en ny metode i brug, der
gør det muligt at lave DNA-profiler isoleret på Y-kromosomer. Baggrunden
herfor
er, at der ved vaginalskrab i voldtægtssager er tale om en blanding af ofrets
og gerningsmandens biologiske materiale – en såkaldt blandingsprofil. I
disse
tilfælde er det derfor ofte vanskeligt at tilvejebringe en brugbar DNA-profil
på
gerningsmanden. Da kvinder kun har X-kromosomer, kan man med den nye
Y-kromosom-teknik isolere DNA-profilen på gerningsmanden uden sammenblanding
med ofrets profil.
En metode, der endnu er under udvikling, men som må
forventes at blive sædvanlig inden for en overskuelig årrække, er såkaldt
mitokondrie-DNA-analyse. Denne metode betyder bl.a., at der kan laves
DNA-profiler fra alle dele af hår. Ved normal DNA-analyse af hår kan kun
anvendes rodskedeceller omkring hårroden, hvilket som udgangspunkt
forudsætter,
at håret er revet ud af hovedbunden. Teknikken til mitokondrie-DNA-analyse er
dog endnu uforholdsmæssigt kostbar og væsentlig mindre sikker end traditionel
DNA-analyse.
2.3. Biologisk materiale
DNA-profilregisteret indeholder alene de talprofiler, der
er resultatet af DNA-analyse af biologisk materiale fra henholdsvis sporfund
og
prøver udtaget ved legemsundersøgelse i medfør af retsplejelovens kapitel 72,
se ovenfor i afsnit 2.1. Registeret omfatter således ikke det bagvedliggende
biologiske materiale.
I 1990 indgik Retsgenetisk Afdeling ved Retsmedicinsk
Institut på Københavns Universitet en aftale med Rigspolitichefen om at
udføre
alle DNA-analyser til brug for straffesager. Rigsadvokaten nedsatte i 1999 en
arbejdsgruppe, der har til opgave at overveje, hvilke retningslinier der kan
fastsættes for opbevaring, destruktion mv. af biologisk materiale, som er
tilvejebragt ved legemsindgreb, og som kan anvendes i forbindelse med
efterforskningen af straffesager. Rigsadvokatens arbejdsgruppe skal bl.a.
komme
med forslag til retningslinier for Retsgenetisk Afdelings opbevaring og
destruktion af prøver udtaget ved legemsundersøgelse til brug for
DNA-analyse.
Arbejdsgruppen forventes at afgive sin rapport med forslag til sådanne
retningslinier i indeværende år.
Den hidtidige praktiske ordning for håndteringen af disse
prøver er beskrevet nærmere i bemærkningerne til DNA-profilregisterloven, jf.
Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 3047-3048. Heraf fremgår det
bl.a.,
at det biologiske materiale fra legemsindgreb – typisk blodprøver –
som
analyseres på politiets anmodning, opbevares på Retsgenetisk Afdeling, der
som
udgangspunkt destruerer materialet 12 måneder efter analysens foretagelse.
Ønsker politiet af bevismæssige årsager, at det biologiske materiale
opbevares
af Retsgenetisk Afdeling i længere tid, skal politiet fremsætte en begrundet
anmodning herom. På Retsgenetisk Afdeling opbevares materialet i øvrigt under
særligt sikrede forhold, herunder med flere forskellige låse- og
alarmsystemer
og således, at kun ganske få medarbejdere har adgang hertil.
Det fremgår videre af bemærkningerne til
DNA-profilregisterloven, at Justitsministeriet har tilkendegivet over for
Retsmedicinsk Institut, at instituttet – af hensyn til behovet for en
stadig
kvalitetssikring, forbedring og videreudvikling af de analysemetoder, som
anvendes i straffesager – vil kunne anvende biologisk materiale, der
opbevares
på politiets vegne, til undersøgelser til brug for kvalitetssikring og
metodeudvikling. Justitsministeriet har samtidig tilkendegivet over for
Retsmedicinsk Institut, at det biologiske materiale, som hidrører fra
straffesager, i overensstemmelse med instituttets praksis ikke må anvendes
til
andre former for forskning. Anvendelse af materialet til andre former for
forskning vil alene kunne komme på tale med Justitsministeriets tilladelse
til
et konkret forskningsprojekt og da alene på nærmere angivne vilkår, herunder
at
forskningsprojektet skal være anbefalet af den relevante videnskabsetiske
komité, samt at materialet alene må anvendes i anonymiseret form. Se i det
hele
Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 3048. Retsgenetisk Afdeling har
oplyst over for Justitsministeriet, at der aldrig er modtaget forespørgsler
om
anvendelse af det biologiske materiale til forskningsprojekter.
3. DNA-profilregistre i andre lande
3.1. Sverige
Efter en ændring af den svenske polisdatalagen, der trådte
i kraft den 1. april 1999, blev der ved Rikspolisstyrelsen oprettet et
DNA-register.
Det svenske DNA-register indeholder ca. 2.500 DNA-profiler i persondelen og
ca.
8.900 DNA-profiler i spordelen.
Betingelserne for at kunne registrere en person i
registerets persondel er, at den pågældende er blevet dømt for en alvorlig
forbrydelse mod en persons liv eller helbred, personlige integritet eller
sikkerhed eller for en almenfarlig forbrydelse omfattet af Brottsbalkens kap.
3, 4, 6, 8, 12, 13 eller 17, og forbrydelsen kan medføre mere end to års
fængsel. For at kunne udtage materiale til brug for en DNA-analyse skal den
pågældende med rimelig grund være mistænkt for en forbrydelse, der kan
medføre
fængsel, ligesom prøven skal være nødvendig for den konkrete sag.
Det svenske Justitiedepartementet iværksatte i efteråret
2003 et udredningsarbejde med henblik på en udvidelse af DNA-registeret. I
juni
2004 afgav de udpegede udredere rapporten ”Genetiska fingeravtryck”
til
Justitiedepartementet. Det anbefales i rapporten, at betingelserne for at
udtage og registrere DNA-profiler lempes, så de i al væsentlighed bliver
identiske med betingelserne for at udtage og registrere fingeratryk. Efter
forslaget i det lovudkast, der indgår i rapporten, skal der kunne
tilvejebringes DNA-profiler fra alle personer, der med rimelig grund
mistænkes
for en lovovertrædelse, der kan medføre fængsel. Det foreslås således bl.a.,
at
kriminalitetskravet lempes, og at indikationskravet ophæves. Efter forslaget
skal sådanne DNA-profiler endvidere kunne registreres efter tilsvarende
regler
som for fingeraftryk. Efter disse regler vil DNA-profiler – ligesom
fingeraftryk – som udgangspunkt skulle slettes, hvis den pågældende
frifindes.
Svensk politi kan træffe afgørelse om udtagelse af
spytprøve og kan foretage sådanne prøver uden en læges medvirken.
Rikspolisstyrelsen har oplyst, at spytprøver allerede anvendes i vidt omfang,
og at det er hensigten generelt at overgå hertil i stedet for blodprøver.
3.2. Norge
Norsk politi har ligeledes etableret et DNA-register med en
persondel og en spordel. I persondelen
skal
personer, der dømmes for visse særligt alvorlige forbrydelser, registreres.
Det
drejer sig bl.a. om grove sædelighedsforbrydelser, mord, grov vold og groft
tyveri. Derudover
kan
personer, der
dømmes for en række nærmere bestemte forbrydelser, registreres.
I medfør af Forskrift om ordningen av påtalemyndigheten er
betingelserne for legemsundersøgelse, at den pågældende med rimelig grund er
mistænkt for en lovovertrædelse, der kan medføre fængselsstraf, og at
legemsundersøgelsen er af betydning for efterforskningen af lovovertrædelsen.
Meddeler den sigtede ikke samtykke til legemsundersøgelsen, træffes afgørelse
herom af retten. Blodprøver må kun foretages af sundhedspersonale, mens
prøver
fra mundhulen kan udtages af politiet.
Det norske Justis- og Polisdepartementet nedsatte i juli
2004 et udvalg, der skal vurdere, om der bør være en videre adgang til
registrering
i det norske DNA-register. Udvalget skal bl.a. overveje,
om
adgangen til
at udtage DNA-prøver bør udvides, f.eks. så adgangen bliver den samme som for
fingeraftryk,
om
der bør kunne registreres DNA-profiler i flere typer af
straffesager, samt
om
sigtede, men ikke dømte personer bør kunne
registreres. Udvalget skal afslutte sit arbejde inden udgangen af 2005.
3.3. Finland
Den 1. januar 2004 trådte der nye regler om
tilvejebringelse og registrering af DNA-profiler i kraft i den finske
Tvångsmedellagen. Ved denne lovændring er det sædvanlige mistankekrav og
indikationskrav ved legemsundersøgelse blevet fraveget ved
legemsundersøgelser
med henblik på tilvejebringelse af en DNA-profil. Efter de nye regler kan der
således udtages prøver til brug for DNA-analyse af personer, der er mistænkt
for en lovovertrædelse, som kan medføre mindst 6 måneders fængsel. Det er
ikke
en betingelse, at legemsundersøgelsen har betydning for den konkrete
straffesag.
DNA-profilen kan herefter - uden yderligere betingelser - registreres i
persondelen
i det finske DNA-register. Frifindes den pågældende, eller opgives påtalen,
skal DNA-profilen dog slettes senest et år efter denne afgørelse.
3.4. England
Den engelske nationale DNA-database blev oprettet i 1995.
Persondelen indeholder i dag ca. 2,3 mio. DNA-profiler fra personer, der er
eller har været sigtet. Spordelen indeholder ca. 220.000 DNA-profiler.
Metropolitan Police i London, der dækker ca. 8 mio. indbyggere, havde i 2003
ca. 8.000 hits i DNA-databasen. Hovedparten af de forbrydelser, der blev
opklaret ved hjælp af DNA-databasen, var indbrud og brugstyverier.
Med virkning fra den 5. april 2004 er betingelserne for
udtagelse af prøver til brug for DNA-analyser blevet lempet i den engelske
Police & Criminal Evidence Act. Herefter kan det engelske politi foretage
spytprøve på alle, der mistænkes for en lovovertrædelse, som kan medføre
fængselsstraf. Politiet kan foretage spytprøve uden en læges medvirken. Med
ændringen er der skabt identitet mellem betingelserne for at optage
fingeraftryk og udtage prøver til DNA-analyser.
Når DNA-profilen er tilvejebragt, kan politiet derefter -
uden yderligere betingelser – registrere den i persondelen i den
nationale
DNA-database. Oplysningerne om en person opbevares i DNA-databasen, indtil
den
pågældende afgår ved døden.
4. Lovforslagets udformning
4.1. Udvidelse af DNA-profilregisterets persondel
4.1.1. Parallelitet til Fingeraftryksregisteret
Som anført ovenfor i afsnit 1.1., er der stor lighed mellem
DNA-profilregisteret og Fingeraftryksregisteret. De to registre har samme
formål og funktion som centrale arbejdsredskaber for politiet til brug for
identifikation af mulige gerningsmænd til forbrydelser. Som det fremgår
ovenfor
i afsnit 2.1., kan der ligesom ved fingeraftryk ikke udledes særligt
personfølsomme informationer af de registrerede DNA-profiler. På den baggrund
er det Justitsministeriets opfattelse, at der ikke foreligger sådanne særlige
beskyttelseshensyn, at betingelserne for registrering i DNA-profilregisteret
bør være strengere end for Fingeraftryksregisteret.
Fingeraftryksregisteret har eksisteret i godt 100 år og må
anses for almindeligt anerkendt som et af politiets mest grundlæggende
værktøjer. Strafferetsplejeudvalget har i betænkning nr. 1104/1987 om
legemsindgreb under efterforskning, der ligger til grund for affattelsen af
retsplejelovens kapitel 72, anført en række betragtninger om optagelse og
registrering af fingeraftryk.
Strafferetsplejeudvalget har på side 53 i betænkning nr.
1104/1987 bl.a. anført, at det særligt i tyverisager, hvor recidivhyppigheden
er stor, ofte er af væsentlig betydning for politiet, at man har mulighed for
at identificere gerningsmanden ved hjælp af fingeraftryk optaget i anledning
af
tidligere forhold. De kan også være af betydning uden for straffesager,
f.eks.
ved eftersøgninger eller ved identifikationer, herunder også af dødfundne
personer. Det er således Strafferetsplejeudvalgets opfattelse, at et
fingeraftryksregister er et meget vigtigt arbejdsredskab for politiet ved
opklaring af forbrydelser begået af recidivister, og at fingeraftryk derfor
inden for nærmere fastsatte grænser bør kunne optages af sigtede, selvom
optagelsen er uden betydning for efterforskningen i den konkret verserende
sag.
I relation til politiets opbevaring af fingeraftryk anføres
det videre på side
89 f
i betænkningen, at der efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse må lægges
afgørende vægt på, at dette materiale ikke er egnet til ved forevisning at
skabe mistanke om, at en bestemt person har været indblandet i kriminalitet.
Fingeraftrykkene kan ikke genkendes af udenforstående, og misbrugsrisikoen
bliver derfor minimal. Hertil kommer, at fingeraftryk uomtvisteligt er af
stor
betydning i identifikationsøjemed, og at der findes ikke få eksempler på, at
fingeraftryk fra personer, der er blevet frifundet i en tidligere sag, eller
mod hvem påtale er opgivet, har været af afgørende betydning i senere sager.
Derfor finder Strafferetsplejeudvalget, at politiet bør have lov til at
opbevare alle fingeraftryk, der lovligt er optaget af sigtede personer.
Efter Justitsministeriets opfattelse gør
Strafferetsplejeudvalgets betragtninger om optagelse og registrering af
fingeraftryk
sig tilsvarende gældende for DNA-profiler.
Det fremgår af Strafferetsplejeudvalgets udtalelse af 16.
august 2004 om et udkast til lovforslaget, jf. bilag 1, side 8, at udvalget
er
enig i, at der – med den modifikation, der følger af forskellen i selve
indgrebets karakter - må anses at være parallelitet mellem de karakteristika,
der kendetegner DNA-profiler og fingeraftryk. Strafferetsplejeudvalget kan
derfor tiltræde, at der kan være anledning til at gå videre med anvendelse af
DNA-registrering efter lignende principper, som i en årrække har været
gældende
for registrering af fingeraftryk med henblik på senere identifikation.
På den baggrund finder Justitsministeriet, at der nu bør
gælde de samme betingelser for optagelse af personer i DNA-profilregisteret
som
for Fingeraftrykregisteret, jf. nedenfor i afsnit 4.1.2.-4.1.4.
4.1.2. Kriminalitetskravet
Som det fremgår ovenfor, jf. afsnit 2.2. og 2.3., har
politiet haft meget positive erfaringer med DNA-profilregisteret i
efterforskningsøjemed. Det fremgår endvidere, at politiet med de nye
teknologiske muligheder kan sikre biologiske spor ved stort set alle
forbrydelsestyper. Efter de gældende regler kan de former for
berigelseskriminalitet – navnlig indbrud – hvor der i praksis
sikres flest
sporfund, imidlertid ikke føre til registrering i persondelen. I medfør af
DNA-profilregisterlovens § 2, stk. 2, nr. 1, kan der således alene
ske registrering for berigelseskriminalitet af særlig grov beskaffenhed, jf.
straffelovens § 286.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil det styrke
retshåndhævelsen markant, hvis der gives adgang til at registrere
DNA-profiler
af personer, der er eller har været sigtet for berigelseskriminalitet.
Navnlig
for så vidt angår indbrud må det forventes, at en sådan udvidelse af
DNA-profilregisterets persondel vil medføre øgede opklaringsprocenter og på
længere sigt vil kunne have præventiv effekt. Det skal i den forbindelse
bemærkes,
at der ved
disse former for mere almindelig berigelseskriminalitet ofte savnes vidner,
hvilket gør det vanskeligere for politiet at opklare sagerne ved hjælp af
traditionelle efterforskningsskridt.
Også ved visse andre kriminalitetsformer vil et ”genetisk
fingeraftryk” kunne være et værdifuldt efterforskningsredskab for
politiet, navnlig i situationer, hvor der ikke foreligger brugbare
fingeraftryk. Det drejer sig bl.a. om vold (straffelovens § 244),
narkotikakriminalitet (straffelovens § 191 og lov om euforiserende
stoffer), våbenlovsovertrædelser (straffelovens § 192 a og våbenloven),
hærværk (straffelovens § 291), frihedsberøvelse (straffelovens
§ 261) og trusler (straffelovens § 266).
På den baggrund foreslås det, at Fingeraftryksregisterets generelle
strafferammekriterium overføres på DNA-profilregisteret. Herefter vil
der kunne ske registrering i persondelen på grundlag af overtrædelse af alle
bestemmelser i straffeloven eller særlovgivningen med en strafferamme på
fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Forslaget vil sikre en betydelig
bedre udnyttelse af DNA-profilregisterets potentiale for politiets
efterforskning og opklaring af forbrydelser og er samtidig i tråd med
udviklingen i andre lande, jf. ovenfor i afsnit 3. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 3.
Det fremgår af Strafferetsplejeudvalgets udtalelse, jf.
bilag 1, s. 10, at der efter udvalgets opfattelse med et krav om en
strafferamme på fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover vil være tale om
lovovertrædelser af en sådan art og gennemsnitlig grovhed, at det må anses
for
rimeligt, at sigtedes DNA-profil udtages og opbevares i registeret.
Den, som besidder eller mod vederlag gør sig bekendt med
børnepornografi, straffes i medfør af straffelovens § 235, stk. 2,
med bøde eller fængsel indtil 1 år. Personer, der alene sigtes for besiddelse
af børnepornografisk materiale, vil således ikke kunne registreres i
DNA-profilregisteret (eller Fingeraftryksregisteret) på grundlag af det
generelle
strafferammekriterium. Der har i den offentlige debat været rejst forslag om,
at sigtelse for sådanne forhold bør kunne føre til registrering i
DNA-profilregisteret, selvom lovovertrædelsen ikke kan medføre fængsel i 1 år
og 6 måneder eller derover.
På den baggrund har Justitsministeriets Forskningsenhed
søgt belyst, i hvilket omfang personer, der sigtes for besiddelse af
børnepornografi, senere sigtes for ny sædelighedskriminalitet. Undersøgelsen
viser, at knap 10 pct. senere er blevet sigtet for en sædelighedsforbrydelse
med en strafferamme på fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.
Når dette sammenholdes med den særlige
integritetskrænkelse, som sædelighedsforbrydelser, herunder børnepornografi,
er
kendetegnet ved, finder Justitsministeriet efter en samlet vurdering, at
personer, der sigtes for overtrædelse af straffelovens § 235,
stk. 2,
om besiddelse af børnepornografisk materiale, også bør kunne registreres i
DNA-profilregisteret. Justitsministeriet finder samtidig, at der tilsvarende
bør skabes mulighed for, at der også kan ske optagelse og registrering af
fingeraftryk af personer, der sigtes for besiddelse af børnepornografisk
materiale.
Herved sikres det, at sådanne overgreb og krænkelser mod børn mv. kan
bekæmpes
med alle relevante redskaber, herunder DNA-profilregisteret og
Fingeraftryksregisteret.
4.1.3. Mistankekravet
Efter DNA-profilregisterlovens § 2, stk. 2, nr.
1, er det en betingelse for, at en person kan registreres, at den pågældende
er
eller har været sigtet
for en eller flere af en række nærmere opregnede
alvorlige forbrydelser. Det er samtidig en betingelse, at det bagvedliggende
biologiske materiale er tilvejebragt ved et legemsindgreb efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 72, jf. ovenfor i afsnit 2.1.
I retsplejelovens kapitel 72 sondres mellem
legemsbesigtigelse (§ 792, stk. 1, nr. 1) og legemsundersøgelse
(§ 792, stk. 1, nr. 2). Sondringen bygger på en vurdering af
indgrebenes intensitet. Der stilles i loven forskellige krav til mistankens
styrke som betingelse for at kunne foretage indgrebene.
Udtagelse af spyt- eller blodprøve med henblik på
DNA-analyse udgør en legemsundersøgelse. Ved legemsundersøgelse af en sigtet
person er det som hovedregel en betingelse, at der er
begrundet mistanke
om, at den pågældende har gjort sig
skyldig i en lovovertrædelse, jf. retsplejelovens § 792 a, stk. 2,
nr. 1.
Ved legemsbesigtigelse kræves der derimod alene, at den
pågældende
med rimelig grund er mistænkt
for en lovovertrædelse, jf. retsplejelovens § 792 a,
stk. 1, nr. 1. Optagelse af fingeraftryk og personfotografi udgør efter
retsplejelovens § 792, stk. 1, nr. 1, en legemsbesigtigelse, og der
gælder således et lempeligere mistankekrav ved tilvejebringelse af
fingeraftryk
med henblik på senere identifikation end ved tilvejebringelse af en
DNA-profil.
Et hovedformål med lovforslaget er at skabe parallelitet
mellem betingelserne for at tilvejebringe og registrere henholdsvis
fingeraftryk og DNA-profiler. Det vil bl.a. indebære, at mistankekravet skal
lempes ved tilvejebringelse af spyt- eller blodprøver med henblik på senere
identifikation (retsplejelovens § 792 b, stk. 1, jf. § 792 a,
stk. 2, nr. 1), således at der – ligesom ved fingeraftryk –
skal kunne
tilvejebringes
en spyt- eller blodprøve i disse tilfælde, hvis den pågældende
med rimelig
grund er mistænkt
for en lovovertrædelse med en strafferamme på fængsel i 1
år og 6 måneder eller derover, eller for overtrædelse af straffelovens
§ 235, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 2.
Strafferetsplejeudvalgets udtalelse om et udkast til
lovforslaget, jf. bilag 1, side 10 ff, indeholder udvalgets overvejelser for
og
imod at lempe mistankekravet.
For at opretholde
kravet om begrundet mistanke
taler efter udvalgets opfattelse, at den gældende
regel om fingeraftryk med hensyn til mistankekravet følger den almindelige
regel om legemsbesigtigelse. Indgreb i form af spyt- og blodprøve har
karakter
af legemsundersøgelse. Når man har opretholdt det almindelige mistankekrav
ved
fingeraftryk, bør man også opretholde det almindelige mistankekrav ved spyt-
og
blodprøve. Formålet med indgrebet ændrer ikke indgrebets karakter. Når
politiet
vil overskride den grænse, der i lovgivningen er trukket mellem
legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse, og dermed ”trænge ind i
legemet”,
forekommer det rimeligt at kræve et sikrere grundlag herfor end for optagelse
af fingeraftryk. At mistankekravet kan få reel betydning, fremgår af
kendelsen
i U97.972V, der er omtalt i bemærkningerne til lovforslaget bag
DNA-profilregisterloven
(Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 3054).
Hertil kommer, at man med et lempeligere mistankekrav ved
særreglen om udtagelse af prøver med henblik på senere identifikation –
end ved
den almindelige regel om udtagelse af prøver med henblik på konkret
efterforskning – i princippet kunne komme i den situation, at man kan
udtage en
prøve og optage resultatet i registeret uden at kunne anvende dette i den
konkrete efterforskning, selvom der var behov herfor. Denne problemstilling
er
imidlertid ikke særlig for mistankekravet, men vil ligeledes kunne anføres i
forhold til indikationskravet. Denne forskel gælder således allerede i
relation
til optagelse af fingeraftryk, hvor indikationskravet kun gælder for
optagelse
til brug i den konkrete sag.
For at lempe
mistankekravet
til mistanke med rimelig grund taler efter udvalgets
opfattelse, at der herved skabes fuld parallelitet mellem reglerne om
fingeraftryk og prøver til DNA-analyse. Herved opnås, at DNA-teknikken kan
tages i anvendelse i kriminalitetsbekæmpelsen i samme omfang som
fingeraftryk.
Dette skal ses i sammenhæng med, at udtagelse af en spytprøve
– som forudsættes at blive den altovervejende fremgangsmåde – må
anses for et
indgreb af tilsvarende svag intensitet som et fingeraftryk. Udtagelse af
spytprøve vil næppe blive oplevet som væsentligt mere belastende af den
pågældende end optagelse af fingeraftryk. Indgrebets intensitet taler således
ikke i sig selv for, at der skal fastsættes et strengere mistankekrav ved
udtagelse af spytprøve end ved optagelse af fingeraftryk. Når udtagelse af
blodprøve forbeholdes tilfælde, hvor det enten ikke er muligt at udtage en
spytprøve med tilstrækkeligt DNA-materiale, eller hvor den pågældende yder
fysisk modstand mod gennemførelse af en spytprøve, jf. nedenfor i afsnit
4.2.2., vil det være uhensigtsmæssigt at fastsætte differentierede
mistankekrav
ved udtagelse af henholdvis spytprøve og blodprøve med henblik på senere
identifikation. Hertil kommer, at også en blodprøve - der efter forslaget
skal
udtages af en læge - må betegnes som en af de mildeste former for
legemsundersøgelser,
jf. også betænkning nr. 1104/1987, s. 56, jf. s. 38-39.
Endvidere taler efterforskningsmæssige hensyn for at
fastsætte samme mistankekrav som ved fingeraftryk, således at DNA-spor kan
anvendes som et lige så effektivt efterforskningsmiddel, som fingeraftryk
længe
har været.
På baggrund af de ovenstående overvejelser finder et
flertal på fem af Strafferetsplejeudvalgets medlemmer det mest nærliggende,
at
kravet om begrundet mistanke fastholdes ved optagelse af spyt- og blodprøve
med
henblik på senere identifikation, jf. bilag 1, side 12. Disse medlemmer
lægger
navnlig vægt på, at kravet om begrundet mistanke efter retsplejeloven er
gældende
for indgreb i form af spyt- og blodprøver som led i konkret efterforskning,
selv når formålet er opklaring af de alvorligste forbrydelser.
Et mindretal på fire af udvalgets medlemmer kan tilslutte
sig, at der fastsættes samme mistankekrav ved udtagelse af spyt- og blodprøve
til brug for registrering i DNA-profilregisteret, som gælder ved optagelse af
fingeraftryk og registrering i Fingeraftryksregisteret. Mindretallet finder
således, at der navnlig under hensyntagen til indgrebets ringe intensitet set
i
forhold til de efterforskningmæssige hensyn også på dette punkt bør skabes
parallelitet til Fingeraftryksregisteret.
Justitsministeriet finder, at de væsentlige
efterforskningsmæssige fordele, der er forbundet med en udvidelse af
DNA-profilregisteret, på dette punkt bør veje tungere end det principielle
hensyn
til den systematiske sondring mellem de forskellige former for legemsindgreb.
I
den forbindelse lægger Justitsministeriet vægt på, at spyt- og blodprøver
må anses for indgreb af tilsvarende svag
intensitet som fingeraftryk. Efter Justitsministeriets opfattelse foreligger
der således ikke sådanne forskelle i indgrebenes reelle intensitet, som
– ud
over det princielle hensyn til at opretholde forskellige regler for
legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse – taler for et strengere
mistankekrav
ved udtagelse af spyt- og blodprøver med henblik på senere identifikation end
ved optagelse af fingeraftryk med henblik på senere identifikation. Efter en
samlet vurdering kan Justitsministeriet derfor tilslutte sig indstillingen
fra
Strafferetsplejeudvalgets mindretal. Lovforslaget er udformet i
overensstemmelse
hermed.
4.1.4. Indikationskravet
Efter retsplejelovens § 792 a, stk. 2, nr. 2, må
legemsundersøgelse af en sigtet kun foretages, hvis indgrebet er af afgørende
betydning for efterforskningen i den konkret verserende straffesag. I
bemærkningerne til DNA-profilregisterloven blev fremhævet visse ulemper, som
dette såkaldte indikationskrav indebærer i forhold til DNA-profilregisteret,
jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 3049. Det fremgår således af
bemærkningerne, at indikationskravet har den konsekvens, at der vil kunne
forekomme situationer, hvor en person sigtes for en forbrydelsestype, der kan
føre til registrering, uden at der vil kunne tilvejebringes en DNA-profil af
vedkommende.
Dette vil kunne tænkes i sager, hvor der enten aflægges tilståelse eller ikke
er efterladt et biologisk spor. Der vil således kunne forekomme sager, hvor
en
person sigtes og dømmes for en eller flere af de relevante forbrydelsestyper,
uden at det vil være muligt at optage den pågældende i DNA-profilregisteret,
idet indikationskravet for legemsundersøgelse ikke er opfyldt. Det anføres
videre i bemærkningerne til DNA-profilregisterloven, at en eventuel ændring
af
indikationskravet i givet fald bør ske på grundlag af principielle
overvejelser, som bl.a. bør foretages under inddragelse af
Strafferetsplejeudvalget.
Efter Justitsministeriets opfattelse forekommer det
stødende, at en gerningsmand i realiteten kan undgå DNA-analyse – og
dermed
registrering i DNA-profilregisteret – ved at tilstå. Det er uheldigt,
hvis
f.eks. gerningsmanden til et indbrud ved, at der er risiko for, at der er
registreret sporfund fra tidligere voldtægter, og derfor kan søge at undgå at
blive afsløret som gerningsmand til disse uopklarede forbrydelser ved at
tilstå
det nye indbrud. Ved at tilstå mindsker den pågældende samtidig risikoen for
at
blive afsløret som gerningsmand til eventuelle senere forbrydelser.
Som begrundelse for at fravige det normale indikationskrav
i retsplejelovens § 792 a, stk. 1, nr. 2, ved optagelse af
fingeraftryk med henblik på senere identifikation, jf. § 792 b,
stk. 1, anfører Strafferetsplejeudvalget i betænkning nr. 1104/1987,
side.
53, at et fingeraftryksregister er et meget vigtigt arbejdsredskab for
politiet
ved opklaring af forbrydelser begået af recidivister, og at fingeraftryk
derfor
inden for nærmere fastsatte grænser bør kunne optages af sigtede, selv om
optagelsen er uden betydning for efterforskningen i den konkret verserende
sag.
Efter Justitsministeriets opfattelse kan samme begrundelse anføres for at
fravige det normale indikationskrav i retsplejelovens § 792 a,
stk. 2, nr. 2, ved udtagelse af prøver med henblik på registrering i
DNA-profilregisteret.
Det bemærkes endvidere, at der i Finland og England kan
udtages prøver til brug for DNA-analyse, selv om dette ikke har betydning i
den
konkrete sag, og spørgsmålet om ophævelse eller lempelse af indikationskravet
er under overvejelse i Sverige, jf. ovenfor i afsnit 3.
Det foreslås på den baggrund, at det sædvanlige
indikationskrav ved legemsundersøgelse i retsplejelovens § 792 a,
stk. 2, nr. 2, fraviges ved udtagelse af prøver til brug for
registrering
af DNA-profiler, jf. lovforslagets § 2, nr. 2. Retsplejelovens
§ 792
b, stk. 1, om betingelserne for optagelse af personfotografier og
fingeraftryk
med henblik på senere identifikation udvides således til også at omfatte
udtagelse af spyt- eller blodprøver.
Som det fremgår af Strafferetsplejeudvalgets udtalelse, jf.
bilag 1, side 10, kan udvalget tiltræde, at der ikke skal gælde noget
indikationskrav for udtagelse af prøve med henblik på senere identifikation
og
dermed registrering.
4.2. Udtagelse af spytprøver
4.2.1. Kompetence
Efter § 792 c, stk. 1, træffes afgørelse om
legemsbesigtigelse af en sigtet samt legemsundersøgelse af en sigtet i form
af
nærmere undersøgelse af legemets ydre, sikring af prøver herfra og udtagelse
af
blodprøver af politiet. Beslutning om andre legemsindgreb træffes af retten
ved
kendelse, medmindre den sigtede meddeler skriftligt samtykke, jf. § 792
c,
stk. 2, jf. stk. 5.
Som anført ovenfor i afsnit 1.2., er det hensigten generelt
at overgå fra blodprøver til spytprøver ved udtagelse af biologisk materiale
til brug for DNA-analyse. Udtagelse af spytprøver foretages i praksis ved at
sikre spytsekret fra munden med en vatpind eller lignende.
Efter retsplejelovens § 792 c, stk. 2, jf.
stk. 1 modsætningsvis, træffes afgørelse om foretagelse af spytprøve af
retten ved kendelse, medmindre den sigtede meddeler skriftligt samtykke, jf.
§ 792 c, stk. 5.
Med henblik på at skabe de nødvendige rammer for politiet
til generelt at overgå til spytprøver foreslås det i lovforslagets § 2,
nr. 3, at retsplejelovens § 792 c, stk. 1, udvides til også at
omfatte spytprøver. Med forslaget vil politiet få kompetence til at udtage
spytprøver af sigtede, ligesom det i dag er tilfældet ved bl.a. udtagelse af
blodprøver og optagelse af fingeraftryk.
Justitsministeriet har i den forbindelse lagt vægt på
Strafferetsplejeudvalgets bemærkninger på side 56 i betænkning nr. 1104/1987.
Det fremgår heraf, at det efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse er
forsvarligt kompetencemæssigt at sidestille de mildeste former for
legemsundersøgelse
med legemsbesigtigelse. Som eksempler på sådanne milde former for
legemsundersøgelse
nævnes det anførte sted ydre undersøgelse, der består i en beføling af
legemets
overflade, sikring af prøver fra legemets ydre, f.eks. negleskrab og hår,
samt
udtagelse af blodprøver.
Efter Justitsministeriets opfattelse kan en spytprøve, der
som nævnt foregår ved brug af en vatpind eller lignende, ikke antages at være
forbundet med mere ubehag for den sigtede end f.eks. udtagelse af en
blodprøve,
sikring af hår og beføling af huden – formentlig tværtimod. På den
baggrund
finder Justitsministeriet det forsvarligt at sidestille spytprøver
kompetencemæssigt
med de nævnte mildere legemsundersøgelser, der er omfattet af retsplejelovens
§ 792 c, stk. 1. Forslaget har i øvrigt ikke givet
Strafferetsplejeudvalget anledning til bemærkninger, bortset fra at det vil
følge af proportionalitetsgrundsætningen, at den lempeligste fremgangsmåde
bør
benyttes, jf. bilag 1, side 15.
I en række andre lande kan politiet allerede træffe
afgørelse om udtagelse af spytprøver uden at skulle indhente en retskendelse.
Det gælder bl.a. Sverige, Finland og England, jf. ovenfor i afsnit 3.
4.2.2. Lægelig medvirken
Efter retsplejelovens § 792 e, stk. 3, må
legemsundersøgelse kun foretages under medvirken af en læge. I betænkning nr.
1104/1987 anføres der herom på side 62, at Strafferetsplejeudvalget under
hensyn til straffeprocessuelle legemsindgrebs karakter af tvangsmidler finder
det nødvendigt at foreskrive lægelig medvirken i videre omfang, end hvad der
følger af lægeloven. Ifølge udvalget bør der f.eks. medvirke læge ved
undersøgelse
af legemets hulrum (især mundhule, anus og vagina), idet sådan undersøgelse
– i
hvert fald hvis den gennemføres tvangsmæssigt – kan rumme en
helbredsmæssig
risiko.
Som nævnt ovenfor, foretages spytprøver i dag ved at sikre
spytsekret fra munden med en vatpind. Som følge af udviklingen i metoderne
til
DNA-analyse kræves således meget lidt materiale til at lave en DNA-profil.
Retsmedicinsk Institut har oplyst over for Justitsministeriet, at der ikke
foreligger lægefaglige hensyn, der tilsiger medvirken af en læge ved
udtagelse
af spytprøver med en vatpind. Spytprøver er ikke omfattet af lægeloven.
På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at
denne form for spytprøve må anses for et væsentligt mindre ubehageligt og
intensivt indgreb end de andre former for undersøgelse af mundhulen,
bemærkningerne
i betænkningen fra 1987 må antages at have taget sigte på. Efter
Justitsministeriets opfattelse tilhører en sådan spytprøve således en mindre
indgribende kategori af legemsundersøgelse end undersøgelse og prøveudtagelse
fra anus og vagina samt udtagelse af blodprøve.
Justitsministeriet finder det på den baggrund forsvarligt,
at der i retsplejelovens § 792 e, stk. 3, tilføjes en undtagelse
til
hovedreglen om lægelig medvirken, således at politiet selv kan foretage
spytprøver uden en læges medvirken. Forslaget har ikke givet
Strafferetsplejeudvalget anledning til bemærkninger, jf. bilag 1, side 15.
Det foreslås derfor i lovforslagets § 2, nr. 4, at
politiet skal kunne udtage sådan spytprøve uden medvirken af en læge.
Politiet findes ikke at burde kunne gennemtvinge spytprøve
ved mekanisk tvang. I det tilfælde, at en sigtet person yder fysisk modstand
mod prøvens foretagelse, forudsættes det, at politiet i stedet rekvirerer en
læge med henblik på udtagelse af blodprøve, jf. herved den almindelige
skånsomhedsgrundsætning i retsplejelovens 792 e, stk. 1.
Udtagelse af spytprøve kræver ikke lægelig medvirken i
hverken Sverige, Norge, Finland eller England, jf. ovenfor i afsnit 3.
4.3. Sletning af oplysninger i persondelen
Efter DNA-profilregisterets § 3, stk. 1, nr. 2,
skal personer, der ikke er fundet skyldige i den sigtelse, der har dannet
grundlag for registrering, slettes af registeret, når der er forløbet 10 år
fra
frifindelse, afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald uden vilkår.
Personer, der er fundet skyldige ved dom eller tiltalefrafald med vilkår,
skal
derimod slettes af registeret, når de er fyldt 70 år. I medfør af lovens
§ 3, stk. 3, kan sletning i disse to tilfælde dog undlades, hvis
det
efter en konkret vurdering undtagelsesvis findes nødvendigt at opretholde
registreringen.
I Fingeraftryksregisteret skal oplysninger om en person,
der er fyldt 80 år, slettes af registeret, medmindre det efter en konkret
vurdering undtagelsesvist skønnes nødvendigt at opretholde registreringen.
Siden oprettelsen har DNA-profilregisteret vist sig som et
meget effektivt og samtidig meget sikkert arbejdsregister for politiet. I
lyset
af de hidtidige særdeles positive erfaringer med registeret finder
Justitsministeriet
det nu forsvarligt at skabe parallelitet til Fingeraftryksregisteret også
hvad
angår sletningsreglerne.
Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på
Strafferetsplejeudvalgets bemærkninger på side
89 f
i betænkning nr. 1104/1987. Her
anføres det således bl.a., at fingeraftryk uomtvisteligt er af stor betydning
i
identifikationsøjemed, og at der findes ikke få eksempler på, at fingeraftryk
fra personer, der er blevet frifundet i en tidligere sag, eller mod hvem
påtale
er opgivet, har været af afgørende betydning i senere sager. Derfor finder
udvalget, at politiet bør have lov til at opbevare alle fingeraftryk, der
lovligt er optaget af sigtede personer. Strafferetsplejeudvalget har i
betænkningen
ikke fundet anledning til at anbefale særlige tidsmæssige begrænsninger for
politiets muligheder for at opbevare fingeraftryk fra sigtede personer med
henblik på opklaring af senere kriminalitet.
Efter Justitsministeriets opfattelse gør disse
betragtninger sig også gældende for DNA-profilregisteret. Det svækker
DNA-profilregisterets anvendelsesmuligheder, at personer heri skal slettes
tidligere end i Fingeraftryksregisteret. Samme aldersgrænse som i
Fingeraftryksregisteret vil medføre flere hits i DNA-profilregisteret i
fremtiden, end hvis navnlig alle sigtede, men ikke dømte skal slettes
allerede
efter 10 år.
På den baggrund foreslås det, at den tidsmæssige udstrækning af registrering
i DNA-profilregisterets persondel bringes på linie med reglerne for
Fingeraftryksregisteret, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.
Strafferetsplejeudvalget er enig i, at parallelitetssynspunktet kan begrunde,
at sletningsreglen om frifindelse mv. ophæves jf. bilag 1, side 16. Forslaget
om at ændre aldersgrænsen fra 70 til 80 år giver ligeledes ikke
Strafferetsplejeudvalget anledning til bemærkninger.
4.4. Sporfund fra ofre mv.
Det følger af DNA-profilregisterlovens § 2, stk. 2, nr. 2,
sammenholdt med § 4, nr. 1, at spordelen ikke må indeholde DNA-profiler,
der er blevet personidentificeret, jf. ovenfor i afsnit 2.1. Dette indebærer,
at en DNA-profil fra et sporfund, der allerede er
identificeret – f.eks. blod fra ofret – ikke kan lægges ind i
registeret.
Tilsvarende skal et sporfund, der identificeres efter at være blevet lagt ind
i
spordelen, slettes af registeret.
Rigspolitichefens Kriminaltekniske Afdeling har anført over
for Justitsministeriet, at det vil være en betydelig lettelse i
efterforskningsarbejdet, hvis det bliver muligt at opbevare
personidentificerede DNA-profiler fra ofre i spordelen. Formålet hermed er at
gøre det muligt for politiet at benytte de automatiserede søgefunktioner i
DNA-profilregisteret til hurtigt at søge nye sporfund op imod et offers
DNA-profil.
Denne mulighed kan have stor praktisk betydning, hvis der
f.eks. findes blodpletter eller andre biologiske spor i en mulig
gerningsmands
hjem, som måske kunne stamme fra offeret.
På den baggrund foreslås det i lovforslagets § 1, nr.
6, at der i DNA-profilregisterlovens § 4 indsættes et nyt stk. 2,
hvori der gives mulighed for at undlade sletning af et personidentificeret
sporfund fra personer, der ikke er eller har været sigtet for den pågældende
forbrydelse. Ændringen vil betyde, at der i spordelen vil kunne opbevares
personidentificerede sporfund efter ikke-sigtede, i praksis navnlig ofre.
Identificeres sporfundet som stammende fra en, der er eller har været sigtet
i
sagen, vil det således fortsat skulle slettes i medfør af bestemmelsen i
DNA-profilregisterlovens § 4, nr. 1 (der efter forslaget bliver
§ 4,
stk. 1, nr. 1). Den pågældende vil eventuelt derefter kunne registreres
i
persondelen efter lovens § 2, stk. 2, nr. 1.
Efter anbefaling fra Strafferetsplejeudvalget foreslås det,
at fortsat registrering af et personidentificeret sporfund fra et offer eller
en anden ikke-sigtet person betinges af, at den pågældende meddeler samtykke
hertil, jf. bilag 1, side 17, og lovforslagets § 1, nr. 6. Hvis den
pågældende
er afgået ved døden, vil fortsat registrering dog i sagens natur ikke være
betinget af samtykke.
I medfør af DNA-profilregisterlovens § 4, nr. 2 (der
efter forslaget bliver § 4, stk. 1, nr. 1), skal et sporfund
slettes,
hvis oplysningerne ikke længere er af politimæssig betydning. Denne
bestemmelse
betyder, at personidentificerede sporfund af ikke-sigtede personer vil skulle
slettes, når det ikke længere er af politimæssig interesse at opbevare disse.
Dette vil først og fremmest som altovervejende hovedregel være tilfældet, når
forbrydelsen må anses for opklaret og straffesagen afsluttet. Derudover kan
det
også tænkes, at personidentificerede spor fra navnlig vidner eller tilfældige
personer skal slettes, fordi DNA-profilen ikke er af relevans for
efterforskningen af den pågældende sag.
4.5. Videregående analyser
Strafferetsplejeudvalget har i sin udtalelse bemærket, at
det efter udvalgets opfattelse er væsentligt at fastholde, at spyt- og
blodprøver udtaget efter de foreslåede nye regler alene bør bruges til
identifikation, jf. bilag 1, side 14.
I overensstemmelse hermed er det forudsat, at blod- og
spytprøver udtaget med henblik på senere identifikation alene anvendes til
udarbejdelse af DNA-profiler på grundlag af ”junk-DNA”. I det
omfang der i fremtiden
kunne tænkes at opstå behov for videregående analyser i konkrete
straffesager,
vil sådanne analyser kun kunne foretages på grundlag af biologisk materiale
udtaget i overensstemmelse med betingelserne i den almindelige regel om
legemsundersøgelse,
jf. retsplejelovens § 792 a, stk. 2. Der henvises i den forbindelse
også til DNA-profilregisterlovens § 2, stk. 1, hvoraf det fremgår,
at
der i registeret kun må optages oplysninger, der er af politimæssig betydning
i
forbindelse med personidentifikation.
5. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
Den foreslåede udvidede adgang til at anvende
DNA-profilregisteret i politiets efterforskning af kriminalitet, således at
der
skabes parallelitet til anvendelsen af Fingeraftryksregisteret, forventes at
medføre en stigning i antallet af DNA-profilanalyser. Politiets udgifter til
det øgede antal DNA-profilanalyser forventes at blive på ca. 5 mio. kr.
årligt.
I regeringens finanslovsforslag for 2005 er politiet kompenseret for
merudgifterne
hertil.
En udvidelse af DNA-profilregisteret vil endvidere kræve en
opgradering mv. af politiets IT-systemer med henblik på håndtering af de
øgede
datamængder i registeret. Engangsudgifterne hertil på ca. 1 mio. kr. afholdes
inden for Rigspolitiets eksisterende bevillingsmæssige rammer.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative
konsekvenser for kommunerne, erhvervslivet eller borgerne.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og
indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for
staten.
Ingen
Merudgifterfor politiet på ca. 5
mio. kr. årligt samt en engangsudgift på 1 mio. kr.
Økonomiske konsekvenser for
kommuner og amtskommuner.
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser
for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet og borgerne
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser
for erhvervslivet og borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssigekonsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
IngenEU-retlige aspekter
6. Hørte myndigheder mv.
Lovforslaget har været til høring hos følgende myndigheder
og organisationer mv.:
Advokatrådet, Dansk Kriminalpolitiforening, Dansk
retspolitisk forening, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Institut for
Menneskerettigheder, Landsforeningen af Beskikkede Advokater,
Politidirektøren
i København, Politiforbundet i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,
Præsidenten
for Københavns Byret, Præsidenten for retten i Odense, Præsidenten for retten
i
Roskilde, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Østre Landsret,
Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten for retten i Århus,
Retsmedicinsk
Institut ved Københavns Universitet, Retslægerådet, Rigsadvokaten og
Rigspolitichefen.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Lov om oprettelse af et centralt DNA-profilregister
Til nr. 1 (lovens titel)
Det foreslås, at titlen på lov om oprettelse af et centralt
DNA-profilregister forenkles til lov om Det Centrale DNA-profilregister.
Baggrunden herfor er, at DNA-profilregisteret nu har eksisteret, siden loven
trådte i kraft den 1. juli 2000. Spørgsmålet om selve oprettelsen af
registeret
er således af mere historisk karakter og findes derfor naturligt at kunne
udgå
af titlen.
Til nr. 2 (lovens § 1)
Efter forslaget udgår vendingen i
stk. 1
om, at der efter reglerne i loven oprettes et centralt
DNA-profilregister, og derudover forenkles formuleringen af bestemmelsen.
Samtidig foretages en ændring af
stk. 2
om DNA-profilregisterets inddeling i en persondel og en
spordel. Formuleringerne om, at persondelen indeholder personidentificerede
DNA-profiler, og at spordelen indeholder ikke-personidentificerede
DNA-profiler, udgår således. Ændringen er en konsekvens af forslaget i
§ 1, nr. 3 og 6, om at ændre DNA-profilregisterlovens § 2,
stk. 2, nr. 2, og § 4, så der kan opbevares personidentificerede
sporfund i spordelen fra ofre og andre, der ikke er eller har været sigtet
for
den pågældende forbrydelse.
Stk. 3 opretholdes uændret.
Til nr. 3 (lovens § 2, stk. 2)
Det foreslås, at
nr.
1
om betingelserne for registrering i DNA-profilregisterets persondel
ændres, så der fastsættes samme betingelser som for optagelse af personer i
Fingeraftryksregisteret, jf. afsnit 1 og 4.1. i de almindelige bemærkninger
samt lovforslagets § 2, nr. 2.
I persondelen skal herefter kunne optages DNA-profiler af
personer, som er eller har været sigtet for en lovovertrædelse, der efter
loven
kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller for en
overtrædelse
af straffelovens § 235, stk. 2. Herved bliver kriminalitetskravet
identisk ved registrering i DNA-profilregisteret og Fingeraftryksregisteret.
Ændringen af DNA-profilregisterlovens § 2,
stk. 2, nr. 1, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 2.
Efter dette forslag ændres retsplejelovens § 792 b, stk. 1, således
at mistankekravet ved udtagelse af prøve til DNA-analyse med henblik på
senere
identifikation lempes til ”med rimelig grund er mistænkt”. Dermed
fastsættes
samme mistankekrav ved tilvejebringelse af fingeraftryk og DNA-profiler.
Samtidig udvides kriminalitetskravet i retsplejelovens § 792 b,
stk. 1, til også at omfatte overtrædelse af straffelovens § 235,
stk. 2, om besiddelse af børnepornografisk materiale. Der henvises til
afsnit 4.1.2-4.1.3. i de almindelige bemærkninger samt bemærkningerne
nedenfor
til lovforslagets § 2, nr. 2.
Forudsætningen i DNA-profilregisterets § 2,
stk. 2, nr. 1, om, at DNA-analysen skal være udført på grundlag af
biologisk materiale udtaget i den pågældende sag efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 72, opretholdes uændret. Denne betingelse for
registrering i persondelen skal ses i sammenhæng med, at det i lovforslagets
§ 2, nr. 2, foreslås, at det sædvanlige indikationskrav ved
legemsundersøgelse fraviges ved udtagelse af spyt- eller blodprøver med
henblik
på senere identifikation, jf. § 792 b, stk. 1, sammenholdt med
§ 792 a, stk. 2, nr. 2. Efter denne ændring vil det således ikke
længere være en betingelse for tilvejebringelse af en DNA-profil – og
dermed
registrering i persondelen – at DNA-analysen har været af afgørende
betydning i
den konkret verserende straffesag. Der henvises til afsnit 2.1. og 4.1.4. i
de
almindelige bemærkninger samt bemærkningerne nedenfor til lovforslagets
§ 2, nr. 2.
Det foreslås, at
nr. 2
om registrering i DNA-profilregisterets spordel ændres, så det
ikke længere er en forudsætning, at DNA-profilen af sporfundet ikke er
personidentificeret. Det sikres herved, at sporfund fra navnlig ofre fortsat
kan opbevares i spordelen, selv om der er sket personidentifikation. Dette
kan
bidrage til en hurtigere og mere effektiv efterforskning, hvis der f.eks.
findes blodspor på en mistænkts bopæl eller tøj, som derefter ønskes
sammenholdt med ofrets DNA-profil. Der henvises til afsnit 4.4. i de
almindelige bemærkninger.
Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1,
nr. 6. Heri foreslås indsat et nyt stykke i lovens § 4 om sletning af
oplysninger i spordelen. Efter forslaget skal sporfund fra ofre og andre
ikke-sigtede fortsat kunne registreres efter personidentifikation, hvis
vedkommende samtykker heri. Personidentificerede sporfund skal dog slettes af
spordelen, hvis oplysningerne ikke længere er af politimæssig betydning,
eller
andre særlige grunde undtagelsesvis taler herfor, jf. lovens § 4, nr. 2
og
3 (der bliver § 4, stk. 1, nr. 2 og 3). Se nærmere bemærkningerne
nedenfor til lovforslagets § 1, nr. 6.
Til nr. 4 (lovens § 3, stk. 1, nr. 2 og 3)
Efter forslaget fastsættes en generel aldersgrænse, så alle
personer i DNA-profilregisterets persondel slettes af registeret, når de er
fyldt 80 år, medmindre det efter en konkret vurdering undtagelsesvist findes
nødvendigt at opretholde registreringen, jf. DNA-profilregisterlovens
§ 3,
stk. 3, og lovforslagets § 1, nr. 5. Derved gælder samme
tidsmæssige
udstrækning af registrering af personer i DNA-profilregisteret som i
Fingeraftryksregisteret.
Forslaget skal styrke DNA-profilregisterets
anvendelsesmuligheder som et centralt arbejdsredskab for politiet ved
identifikation af mulige gerningsmænd til forbrydelser. Der henvises til
afsnit
4.3. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 5 (lovens § 3, stk. 3)
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af ændringen
i lovforslagets § 1, nr. 4, hvorved DNA-profilregisterlovens § 3,
stk. 1, nr. 2, ophæves, og § 3, nr. 3-6, herefter bliver § 3,
nr. 2-5.
Til nr. 6 (lovens § 4)
Efter forslaget indsættes et nyt stykke med en bestemmelse,
der giver adgang til fortsat at opbevare DNA-profiler af visse sporfund, selv
om der er sket personidentifikation. Et personidentificeret sporfund skal
således
fortsat kunne registreres, hvis personen ikke er eller har været sigtet for
den
pågældende forbrydelse, og vedkommende samtykker i fortsat registrering. Er
personen afgået ved døden – f.eks. et drabsoffer – kræves i sagens
natur ikke
samtykke. Ændringen tager i første række sigte på personidentificerede
sporfund
fra ofre, og formålet er at give politiet mulighed for hurtigt at sammenholde
nye sporfund med tilknytning til en mistænkt – f.eks. blodplettet tøj -
med
ofrets DNA-profil.
Sporfund, der identificeres med en person, der er eller har
været sigtet, skal som hidtil slettes i alle tilfælde, jf.
DNA-profilregisterlovens § 4, nr. 1 (der bliver § 4, stk. 1,
nr.
1). Dette gælder fortsat, uanset om den sigtede herefter måtte opfylde
betingelserne for registrering i persondelen eller ej, jf. lovens § 2,
stk. 2, nr. 1.
Efter lovens § 4, nr. 2 (der bliver § 4,
stk. 1, nr. 2), skal DNA-profiler slettes fra spordelen, hvis
oplysningerne
ikke længere er af politimæssig betydning. Denne bestemmelse vil navnlig
betyde, at sporfundet som udgangspunkt skal slettes, når forbrydelsen er
opklaret.
Der henvises i øvrigt til afsnit 4.4. i de almindelige bemærkninger
samt til bemærkningerne ovenfor til lovforslagets § 1, nr. 3.
Til § 2
Retsplejeloven
Til nr. 1 (retsplejelovens § 792, stk. 1,
nr. 2)
Der er tale om en præcisering i retsplejelovens § 792,
stk. 1, nr. 2, af, at spytprøver – ligesom blodprøver – er et
legemsindgreb,
der har karakter af en legemsundersøgelse. Den foreslåede ændring indebærer
således ingen realitetsændring.
Til nr. 2 (retsplejelovens § 792 b,
stk. 1)
Det foreslås, at det normale indikationskrav ved
legemsundersøgelse fraviges i forbindelse med udtagelse af spyt- og blodprøve
til brug for DNA-analyse med henblik på senere identifikation.
Retsplejelovens § 792 b, stk. 1, udvides således
til også at omfatte udtagelse af spyt- og blodprøve med henblik på
registrering
i DNA-profilregisteret. Herefter kan prøver til brug for DNA-analyse –
ligesom
fingeraftryk – udtages, uanset det ikke er af betydning i den
straffesag, der
danner grundlag for registrering. Det betyder navnlig, at sigtede personer
fremover vil kunne registreres i DNA-profilregisterets persondel, selv om de
tilstår eller ikke har efterladt sig et biologisk spor i den konkret
verserende
sag.
Det foreslås endvidere, at mistankekravet for
tilvejebringelse af en DNA-profil lempes, således at det ligesom ved
optagelse
af fingeraftryk med henblik på senere identifikation er en betingelse, at den
pågældende med rimelig grund er mistænkt for en forbrydelse, der efter loven
kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Der skal således ikke
i
disse tilfælde foreligge en begrundet mistanke som ved øvrige
legemsundersøgelser
i medfør af retsplejelovens § 792 a, stk. 2.
Det foreslås endelig, at kriminalitetskravet udvides,
således at der kan optages fingeraftryk og personfotografi samt udtages spyt-
eller blodprøver af personer, der med rimelig grund er mistænkt for
overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2, om besiddelse af
børnepornografisk materiale.
Der henvises i øvrigt til afsnit 4.1.2.-4.1.4. i de
almindelige bemærkninger samt bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.
3.
Til nr. 2 (retsplejelovens § 792 c,
stk. 1)
Efter forslaget ændres § 792 c, stk. 1, så
afgørelse om foretagelse af spytprøve træffes af politiet. I forhold til
kompetencespørgsmålet sidestilles spytprøver dermed med legemsbesigtigelse
samt
mildere legemsundersøgelser som udtagelse af blodprøve og beføling og sikring
af prøver fra legemets ydre, herunder negleskrab og hår. Der henvises til
afsnit 4.2.1. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 3 (retsplejelovens § 792 e,
stk. 3)
Kravet i retsplejelovens § 792 e, stk. 3, om
lægelig medvirken ved foretagelse af legemsundersøgelse fraviges efter
forslaget for så vidt angår udtagelse af spytprøver. Herefter kan politiet
således
uden en læges medvirken gennemføre spytprøver i medfør af retsplejelovens
§ 792 b, stk. 1, jf. § 792 c, stk. 1, ved at sikre
spytsekret med en vatpind eller lignende.
Det forudsættes,
at politiet ikke genne
mtvinger sådan spytprøve ved mekanisk tvang. I det
tilfælde, at en sigtet person yder fysisk modstand mod prøvens foretagelse,
skal politiet derfor i stedet rekvirere en læge med henblik på udtagelse af
blodprøve, jf. den almindelige skånsomhedsgrundsætning i retsplejelovens 792
e,
stk. 1.
Der henvises i øvrigt til afsnit 4.2.2. i de almindelige
bemærkninger.
Til § 3
I
stk. 1
foreslås det, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Efter
stk. 2
skal de ændringer i DNA-profilregisterlovens §§ 2-4, der følger af
lovforslagets § 1, også finde anvendelse på DNA-profiler, der er
tilvejebragt, før loven træder i kraft.
Herefter vil personer, der er blevet registreret i
persondelen før lovens ikrafttrædelse, ligeledes blive omfattet af ændringen
af
sletningsreglerne, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.
I persondelen vil der endvidere kunne optages DNA-profiler,
der er tilvejebragt i medfør af retsplejelovens kapitel 72 før lovens
ikrafttræden, hvis betingelserne i DNA-profilregisterlovens § 2,
stk. 2, nr. 1, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 3, er
opfyldt.
Tilsvarende vil personidentificerede DNA-profiler fra
sporfund, der er tilvejebragt før lovens ikrafttrædelse, kunne registreres i
spordelen, medmindre vedkommende person er eller har været sigtet for den
pågældende
forbrydelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 og nr. 6. Er sådanne sporfund
ikke længere af politimæssig betydning – f.eks. fordi forbrydelsen er
opklaret
– kan de dog ikke opbevares i registeret, jf. DNA-profilregisterlovens
§ 4, nr. 2, og ovenfor i afsnit 4.4.
Til § 4
Ligesom lov om oprettelse af et centralt
DNA-profilregister, jf. lovens § 9, gælder ændringsloven ikke for
Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse
landsdele
med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Bilag 1
STRAFFERETSPLEJEUDVALGETS UDTALELSE OM UDKAST
TIL FORSLAG TIL
LOV OM ÆNDRING AF LOV OM OPRETTELSE AF ET CENTRALT
DNA-PROFIL-
REGISTER OG RETSPLEJELOVEN
Justitsministeriet har ved brev af 25. maj 2004 anmodet
Strafferetsplejeudvalget om en udtalelse om udkast til forslag til lov om
ændring af lov om oprettelse af et centralt DNA-profilregister og
retsplejeloven (Udvidelse af DNA-profilregistrets persondel, indikationskrav
ved legemsundersøgelse mv.). Udvalget har til brug for sine overvejelser
stillet en række spørgsmål til Retsgenetisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut.
Spørgsmål og svar fremgår af afdelingens brev af 5. juli 2004, der vedlægges
som bilag til denne udtalelse. Udvalget har følgende bemærkninger til
lovudkastet:
1. Parallelitetssynspunktet
Formålet med lovudkastet er at skabe parallelitet mellem
DNA-profilregistret og Fingeraftryksregistret med hensyn til såvel
betingelserne for tilvejebringelse og registrering af DNA-profiler som
reglerne
om sletning af oplysninger i registret.
Strafferetsplejeudvalget har ikke tidligere taget særskilt
stilling til spørgsmål om tvangsindgreb m.v. med henblik på
DNA-sammenligning.
Loven om oprettelse af et centralt dna-profilregister bygger således på en
rapport fra en særlig arbejdsgruppe under Justitsministeriet.
Strafferetsplejeudvalget har derimod i betænkning nr.
1104/1987 beskæftiget sig med legemsindgreb under efterforskning. De gældende
lovregler om legemsindgreb bygger på betænkningen. Blandt reglerne er
særregler
for fingeraftryk. Der er derimod ikke særlige regler om udtagelse af prøver
med
henblik på dna-analyse. Udtagelse af sådanne prøver må således ske efter
lovens
almindelige regler om legemsindgreb.
Regler om fingeraftryk findes navnlig i retsplejelovens
§ 792 b, stk. 1, § 792 c, stk. 1, § 792 e og
§ 792 f. Disse regler er udformet i lyset af, at fingeraftryk er henført
til den laveste (mindst indgribende) klasse af legemsindgreb,
legemsbesigtigelse, jf. § 792.
Betingelserne for optagelse af fingeraftryk med henblik på
senere identifikation (og dermed registrering) findes i § 792 b,
stk. 1. Der gælder et kriminalitetskrav på fængsel i 1 år og 6 måneder
og
et mistankekrav om, at den pågældende er mistænkt med rimelig grund. Der
gælder
intet indikationskrav. Optagelse (og registrering) kan således ske alene med
henblik på eventuelle andre forhold end den aktuelle mistanke, herunder
fremtidige forhold. Kompetencen til at træffe afgørelse om optagelse af
fingeraftryk er efter § 792 c, stk. 1, henlagt til politiet.
Optagelsen af fingeraftryk kan udføres af politiet uden medvirken af læge,
§ 792 e, stk. 3, modsætningsvis. Efter § 792 f må politiet
opbevare fingeraftryk af personer, der har været sigtet, også uanset om den
pågældende frifindes, eller påtale opgives.
Som omtalt i lovudkastet, bygger udformningen af reglerne om
optagelse af fingeraftryk – udover på indgrebets ringe intensitet - på,
at
Fingeraftryksregistret er et meget vigtigt arbejdsredskab for politiet ved
opklaring
af forbrydelser, herunder tidligere og eventuelle fremtidige forhold, ligesom
det kan være af betydning uden for straffesager, herunder ved identifikation
af
dødfundne personer, jf. betænkning nr. 1104/1987, side 53. Dette er
baggrunden
for, at optagelse kan ske med henblik på registrering uden indikation i den
aktuelle
sag. Til gengæld er kriminalitetskravet skærpet i forhold til den almindelige
regel
om legemsbesigtigelse, således at kravet i alt væsentligt svarer til kravet
ved
legemsundersøgelse, dvs. fængsel i 1 år og 6 måneder. Denne skærpelse skal
sikre, at registret kun indeholder personoplysninger, der tilvejebringes i
forbindelse med efterforskning af lovovertrædelser af en sådan grovhed, at
det
er rimeligt, at oplysningerne findes i registret, jf. betænkningen side 54.
Som ligeledes omtalt i lovudkastet, har det for reglen om
politiets opbevaring af fingeraftryk været bærende, at fingeraftryk ikke kan
genkendes af udenforstående, og at misbrugsrisikoen derfor bliver minimal.
Hertil kommer, at fingeraftryk uomtvisteligt er af stor betydning i
identifikationsøjemed, og at der findes ikke få eksempler på, at fingeraftryk
fra personer, der er blevet frifundet i en tidligere sag, eller mod hvem
påtale
er opgivet, har været af afgørende betydning i senere sager. Dette er
baggrunden for, at fingeraftryk kan opbevares uanset, at der sker frifindelse
eller påtaleopgivelse i den sag, der har givet anledning til optagelsen af et
fingeraftryk, jf. betænkningen side 89-90.
Selvom det ikke udtrykkeligt er fremhævet i betænkningen,
bygger reglerne naturligvis også på, at anvendelse af fingeraftryk efter
meget
lang tids erfaring fremstår som et særdeles sikkert identifikationsmiddel.
Det karakteristiske ved baggrunden for udformningen af
lovens regler om fingeraftryk kan herefter sammenfattes således:
a)
Optagelse af
fingeraftryk er et meget begrænset legemsindgreb (legemsbesigtigelse).
b)
Sammenligning af fingeraftryk
er et særdeles sikkert identifikationsmiddel.
c)
Sammenligning af
fingeraftryk er af stor generel betydning for efterforskning (ud over den
aktuelle
sigtelse) og til dels for anden politimæssig identifikation.
d)
Registrering af
fingeraftryk indebærer ringe risiko for misbrug eller for ”falske
genkendelser”
(modsat fx fototek).
Strafferetsplejeudvalget har på den baggrund overvejet, i
hvilken udstrækning lignende forhold gør sig gældende med hensyn til
udtagelse
og sammenligning af DNA-materiale.
Ad a
Udtagelse af DNA-materiale ved såvel spytprøve som blodprøve
må – i modsætning til optagelse af fingeraftryk – henføres til
legemsundersøgelser, jf. retsplejelovens § 792. Dette er også sket ved
lovudkastet.
Navnlig udtagelse af spytprøve må dog anses for en kun lidt
indgribende form for legemsundersøgelse, der næppe opleves som væsentligt
mere
belastende af den pågældende end optagelse af fingeraftryk. Mange vil sikkert
opleve det rent fysiske ubehag som mindre fremtrædende i forhold til
bevidstheden om at være tvunget til at lade sig registrere på denne måde.
Se om udtagelse af spytprøve bilaget, spørgsmål 4 og 5.
Det psykiske ubehag vil naturligvis også bero på den
enkeltes forventning om, hvad prøven vil blive brugt til. Det er således
væsentligt, at den pågældende ved prøvens udtagelse bliver gjort opmærksom
på,
at politiet ikke gennem analysen får oplysning om andet end såkaldt
”junk-dna”,
og at politiet dermed nok får et grundlag for identifikation, men ikke
oplysning om personens genetiske karakteristika, jf. nedenfor ad d.
Strafferetsplejeudvalget finder det dog under alle
omstændigheder væsentligt at fastholde, at såvel spyt- som blodprøveoptagelse
henregnes til legemsundersøgelse.
Ad b
Sikkerheden i identifikationsmetoden er det helt centrale forhold
bag reglerne om fingeraftryk. Som berørt ovenfor, synes der efter mange års
udbredt anvendelse af fingeraftryk ikke at være rejst tvivl om sikkerheden.
Oplysningerne i lovudkastet med hensyn til DNA synes på
dette punkt at svare til de oplysninger, der er indeholdt i bemærkningerne
til
1999-lovforslaget. Det anvendte analysesystem gør det herefter muligt at
foretage identifikation ved DNA-analyser med en sandsynlighed på mindre end
1:1.000.000.000 for, at en persons DNA-profil vil matche med en anden
ubeslægtet persons DNA-profil. Retsgenetisk Afdeling angiver i praksis ofte
sandsynligheden som større end 1:1.000.000.
Udvalget har stillet Retsgenetisk Afdeling en række
spørgsmål om sikkerheden i identifikationen. Der henvises til bilaget,
spørgsmål 1a-e. Som det fremgår heraf, er der efter Retsgenetisk Afdelings
opfattelse ikke i tiden efter 1999-lovforslaget fremkommet oplysninger, der
ændrer de tidligere vurderinger. Udvalget er heller ikke i øvrigt bekendt med
forhold, der kan give anledning til tvivl om den meget høje grad af sikkerhed
ved DNA-sammenligning, der er oplyst i 1999-lovforslaget. Der synes således
ikke at være negative erfaringer med hensyn til sikkerheden i
identifikationen
fra brugen af DNA-registret siden dets oprettelse.
Det kunne overvejes, om der ikke består en forskel mellem
fingeraftryk og DNA-profiler derved, at overensstemmelse mellem sigtedes data
og et sporfund lettere kan efterkontrolleres, herunder af forsvareren, ved
fingeraftryk end ved DNA-materiale. Et fingeraftryk er således et umiddelbart
aftryk
af noget, der kan iagttages med det blotte øje, nemlig aftegninger i huden på
fingrene. I modsætning hertil er DNA-profiler resultatet af en for lægfolk
ugennemskuelig analyse af biologiske bestanddele, der ikke kan iagttages med
det blotte øje.
Hertil bemærkes dog for det første, at DNA-profilerne (for
henholdsvis en sigtet og et sporfund) såvel i deres grafiske som deres
talmæssige form umiddelbart kan sammenholdes og for så vidt kontrolleres.
For det andet bemærkes, at der i de tilfælde, hvor sigtede
anfægter analyseresultatet med henvisning til, at han aldrig har været på
findestedet for sporfundet, vil være den mulighed - forudsat at der resterer
tilstrækkeligt biologisk materiale - at anmode om en kontrolanalyse, og om
nødvendigt
at forlange rettens afgørelse herom. Der kan henvises til rapporten om
Etablering
af et DNA-profilregister, side 65 om tilvejebringelse af en ”second
opinion”.
Denne problemstilling er i øvrigt ikke specifik med hensyn til
registrering
af DNA-profiler. Samme spørgsmål kan opstå ved anvendelse af DNA-analyse i
øvrigt i konkrete tilfælde uden brug af et register.
Se om mulighederne for at foretage en ny analyse bilaget,
spørgsmål 3. I de tilfælde, hvor der ikke resterer tilstrækkeligt materiale
til
efterkontrol, må den usikkerhed, der følger heraf, naturligvis indgå i den
bevismæssige vurdering af analyseresultatet.
Udvalget finder på den anførte baggrund ikke, at der med
hensyn til kontrolmulighederne består en sådan forskel mellem de to typer af
tekniske beviser, at dette i sig selv svækker parallelitetssynspunktet.
Der er en vis risiko for såkaldt ”forurening” af
DNA-materiale. Dette består i, at der under optagelse eller analyse ved et
uheld sker en sammenblanding af biologisk materiale (i modsætning til
profiler)
fra to eller flere personer. Dette vil dog ikke indebære, at profilerne
sammenblandes.
Medmindre der fra den ene person måtte være så lidt biologisk materiale, at
der
ikke kan dannes en profil, vil man således ved analysen få mere end én
DNA-profil
frem. Såfremt den ”fremmede” profil fx viser sig at stamme fra den
politimand,
der har optaget materialet, er der naturligvis ikke risiko for fejlslutninger
af bevismæssig karakter. Anderledes vil det i princippet stille sig, såfremt
den ”fremmede” profil stammer fra en anden person, fra hvem
biologisk materiale
i anden sammenhæng har været indsendt til analyse. Sådanne tilfælde må dog
antages at kunne opfanges af Retsgenetisk Afdelings sikkerhedsrutiner. I
tilfælde, hvor der resterer tilstrækkeligt biologisk materiale, vil der
endvidere kunne foretages efterkontrol ved ny analyse, jf. foran om
kontrolmulighederne.
Der kan endvidere henvises til bilaget, spørgsmål 1e. Som
det fremgår heraf, er Retsgenetisk Afdeling i høj grad opmærksom på
problemstillingen.
Udvalget finder på den anførte baggrund ikke som følge af
”forurenings”-risikoen grundlag for en ændret vurdering af
sikkerheden ved
DNA-analyser. Selvom der på dette punkt gør sig en vis forskel gældende i
forhold til fingeraftryk, finder udvalget således ikke, at
”forurenings”-risikoen repræsenterer nogen væsentlig forskel i
sikkerheden i de
to indentifikationsmetoder.
Udvalget lægger herefter til grund, at den reelle
sandsynlighed for rigtigheden af identifikation, der sker ved
DNA-sammenligning,
efter en samlet betragtning ikke er ringere end den reelle sandsynlighed for
rigtigheden af en identifikation, der sker ved sammenligning af fingeraftryk.
På dette punkt må registrering af DNA-profiler således anses
for sammenlignelig med registrering af fingeraftryk.
Ad c
Udover at være et sikkert identifikationsmiddel må
DNA-sammenligning efter oplysningerne i lovudkastet anses for at være et
praktisk hensigtsmæssigt og effektivt redskab i politiets efterforskning og
til
dels øvrige arbejde. Hertil kommer de kriminalpræventive aspekter, der kan
være
forbundet med opklaring af flere forbrydelser.
Udvalget finder ikke grund til at betvivle, at DNA-registret
på disse punkter må anses for at være af mindst ligeså væsentlig betydning
som
Fingeraftryksregistret.
Lige så vel som DNA-profiler kan anvendes som led i
udpegning af skyldige, kan de bruges til at udelukke uskyldige. Set i
relation
særligt til spørgsmålet om en udvidelse af DNA-profilregistret har dette
forhold dog navnlig selvstændig betydning i den indledende
efterforskningsfase.
Her vil uforenelighed mellem et sporfund og en registeret person betyde, at
man
undlader at iværksætte efterforskningsskridt (navnlig afhøring af den
pågældende om dennes færden) med hensyn til personer, som man ellers ville
have
rettet efterforskning mod, fx som følge af deres forstraffe for lignende
kriminalitet og almindelige tilknytning til gerningsområdet. Udelukkelse af
en
mistænkt kan således med et register ske i en tidligere fase end uden et
register. Den fordel ved DNA-analyse, der består i selve muligheden for at
udelukke en person, som interessen i øvrigt samler sig om, følger derimod i
sig
selv af muligheden for DNA-sammenligning - uafhængigt af eksistensen af et
DNA-register.
Ad d
Efter oplysningerne i lovudkastet om de registrerede
talmæssige og grafiske profiler, der bygger på såkaldt ”junk-dna”,
er det
fortsat ikke muligt herudaf at udlede følsomme oplysninger om en persons
genetiske karakteristika, arveanlæg, sygdomsdispositioner eller lignende.
Der kan herom også henvises til bilaget, svaret på spørgsmål
2, der bekræfter dette forhold.
De registrerede oplysninger må anses for umiddelbart
intetsigende for udenforstående. Der er derfor ikke nogen særlig risiko for
misbrug af de registrerede oplysninger eller i øvrigt risiko for blotlæggelse
af genetiske karakteristika. Brugen af de registrerede oplysninger ses –
på
samme måde som med hensyn til fingeraftryk, men i modsætning til fototeker
–
heller ikke at indebære risiko for ”falske genkendelser”.
Registrering i DNA-registret må derfor også på dette punkt
anses for sammenlignelig med registrering i Fingeraftryksregisteret.
Ad a-d
Sammenfattende
finder Strafferetsplejeudvalget på den
anførte baggrund, at der - med den modifikation, der følger af forskellen i
selve indgrebets karakter, jf. pkt. a. - må anses at være parallelitet mellem
DNA-registret og Fingeraftryksregistret. Udvalget kan derfor tiltræde, at der
kan være anledning til at gå videre med anvendelse af DNA-registrering efter
lignende principper, som i en årrække har været gældende for registrering af
fingeraftryk med henblik på senere identifikation.
2. Forholdet til den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Forholdet mellem DNA-registrering og den Europæiske
Menneskerettighedskonvention er nøje behandlet i bemærkningerne til
1999-lovforslaget. Som det fremgår heraf, har man fundet, at etableringen af
DNA-registret ikke indebærer problemer i relation til konventionen. Der ses
ikke senere at være fremkommet afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen
eller
fra andre domstole, der kan ændre denne vurdering. Udvalget finder heller
ikke,
at de ændringer, der nu foreslås i lovudkastet med hensyn til udtagelse af
DNA-materiale og registrering af DNA-profiler, har en sådan karakter, at der
vil opstå uoverensstemmelser mellem denne lovgivning og konventionen. Det
bemærkes i denne forbindelse, at de foreslåede ændringer må anses for at være
på linie med en klar tendens i anvendelsen af DNA-registrering i
medlemslandene.
3. Betingelser for registrering i DNA-registrets
persondel
Efter de gældende regler er betingelserne for registrering i
DNA-registret strengere end betingelserne for udtagelse af en spyt- eller
blodprøve efter retsplejelovens almindelige regler om legemsindgreb
(legemsundersøgelser). Efter lovudkastet vil betingelserne for
DNA-registrering
i det hele svare til de gældende regler om fingeraftryk med henblik på senere
identifikation, såvel med hensyn til kriminalitetskrav som med hensyn til
mistanke- og indikationskravet. Dermed bliver betingelserne for registrering
(og udtagelse af prøve) mindre strenge end efter retsplejelovens regler om
legemsindgreb,
herunder udtagelse af spyt- eller blodprøve (fx med henblik på en konkret
DNA-sammenligning).
Dette hænger sammen med, at fingeraftryk er en legemsbesigtigelse,
mens spyt- og blodprøve er en
legemsundersøgelse. De almindelige
betingelser for legemsundersøgelse er som tidligere berørt strengere end for
legemsbesigtigelse.
Den gældende regel om bl.a. fingeraftryk med henblik på
senere identifikation er således udtryk for en lempelse i forhold til den
almindelige regel om
legemsbesigtigelse
med hensyn til indikationskravet,
der er opgivet. Mistankekravet er det samme, mens kriminalitetskravet er
udtryk
for en skærpelse. Der henvises til bemærkningerne ovenfor i afsnit 1,
hvorefter
det skærpede kriminalitetskrav er et modstykke til opgivelsen af
indikationskravet.
Da lovudkastet som nævnt fastsætter betingelser for
udtagelse af spyt- og blodprøve på samme måde som den gældende regel om
optagelse af fingeraftryk, er indikationskravet i forhold til den gældende
almindelige regel om
legemsundersøgelse
ligeledes opgivet.
Mistankekravet er lempet, og kriminalitetskravet er ikke skærpet, men reelt
det
samme som efter den almindelige regel.
Karakteren af de indgreb, der skal gøres for at
tilvejebringe en DNA-profil, kunne på den baggrund tale for, at man ved en
opgivelse af indikationskravet ved DNA-registrering fastsatte et
kriminalitetskrav,
der var skærpet i forhold til lovens almindelige regel om legemsundersøgelse
i
retsplejelovens § 792 a, stk. 2.
Strafferetsplejeudvalget finder imidlertid, at
parallelitetssynspunktet kan begrunde, at kriminalitetskravet ved
DNA-registrering bliver det samme som ved fingeraftryk. Der vil således efter
udvalgets
opfattelse med et krav om en strafferamme på fængsel i 1 år og 6 måneder være
tale om lovovertrædelser af en sådan art og gennemsnitlig grovhed, at det må
anses for rimeligt, at sigtedes DNA-profil udtages og opbevares i registret,
jf. om fingeraftryk betænkning nr. 1104/1987, side 54. Hertil kommer, at
kriminalitetskravet efter den gældende, almindelige regel for udtagelse af de
relevante
prøver ligger på dette niveau, jf. retsplejelovens § 792 a, stk. 2.
Strafferetsplejeudvalget kan endvidere tiltræde, at der ikke
skal gælde noget
indikationskrav
for udtagelse af prøve med henblik på
senere DNA-identifikation og dermed registrering. Dette må anses for et
bærende
element i den tilstræbte nyordning med en bredere anvendelse af
DNA-registret,
svarende til Fingeraftryksregistret. Lempelsen af kriminalitetskravet i
forhold
til den gældende lov om DNA-registret muliggør sammen med opgivelsen af
indikationskravet
en væsentlig udvidelse i anvendelsesområdet for DNA-registret.
Med hensyn til
mistankekravet
kan der rejses
spørgsmål ved, om kravet om begrundet mistanke i lyset af indgrebets karakter
af legemsundersøgelse bør opretholdes.
For en opretholdelse af kravet om begrundet mistanke
taler, at den gældende regel om fingeraftryk - som anført ovenfor - ikke med
hensyn til mistankekravet er udtryk for nogen lempelse i forhold til den
almindelige regel. Indgreb i form af spyt- og blodprøve har karakter af
legemsundersøgelse. Når man har opretholdt det almindelige mistankekrav ved
fingeraftryk, bør man også opretholde det almindelige mistankekrav ved spyt-
og
blodprøve. Formålet med indgrebet ændrer ikke indgrebets karakter. Når
politiet
vil overskride den grænse, der i lovgivningen er trukket mellem
legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse, og dermed ”trænge ind i
legemet”,
forekommer det rimeligt at kræve et sikrere grundlag herfor end for optagelse
af fingeraftryk. At mistankekravet kan få reel betydning, fremgår af
kendelsen
i U97.972V, der er omtalt i bemærkningerne til lovforslaget bag
DNA-registerloven (FT 1999-2000, Till. A, sp. 3054). I den gældende særlige
regel i retsplejelovens § 792 b, stk. 2, om blodprøver i sager om
overtrædelser, i hvis indhold indtagelse af spiritus og euforiserende stoffer
er et led, har man også lempet med hensyn til kriminalitetskravet, men
opretholdt
kravet om begrundet mistanke.
Hertil kommer, at man med et lempeligere mistankekrav ved
særreglen om udtagelse af prøver med henblik på senere identifikation –
end ved
den almindelige regel om udtagelse af prøver med henblik på konkret
efterforskning – i princippet kunne komme i den situation, at man kan
udtage en
prøve og optage resultatet i registret uden at kunne anvende dette i den
konkrete efterforskning, selvom der var behov herfor.
For at lempe mistankekravet
til mistanke med rimelig
grund taler, at der herved skabes fuld parallelitet mellem reglerne om
fingeraftryk og prøver til DNA-analyse. Herved opnås, at DNA-teknikken kan
tages i anvendelse i kriminalitetsbekæmpelsen i samme skala som fingeraftryk.
Dette skal ses i sammenhæng med, at udtagelse af spytprøve –
som i lovudkastet forudsættes at blive den altovervejende fremgangsmåde
– må
anses for et indgreb af tilsvarende svag intensitet som et fingeraftryk. Som
bemærket i afsnit 1, ad a), vil udtagelse af spytprøve næppe blive oplevet
som
væsentligt mere belastende af den pågældende end optagelse af fingeraftryk.
Indgrebets intensitet taler således ikke i sig selv for, at der skal
fastsættes
et strengere mistankekrav ved udtagelse af spytprøve end ved optagelse af
fingeraftryk. For så vidt angår udtagelse af blodprøve forudsættes det i
lovudkastet, at blodprøve alene anvendes, hvor det enten ikke er muligt at
udtage en spytprøve med tilstrækkeligt DNA-materiale, eller hvor den
pågældende
yder fysisk modstand mod gennemførelse af en spytprøve. Når blodprøve
forbeholdes til disse tilfælde, vil det være uhensigtsmæssigt at fastsætte
differentierede mistankekrav ved udtagelse af henholdvis spytprøve og
blodprøve
med henblik på senere identifikation. Hertil kommer, at også en blodprøve,
der
jo udtages af en læge, må betegnes som en af de mildeste former for
legemsundersøgelser,
jf. også betænkning nr. 1104/1987, s. 56, jf. s. 38-39.
Ud over indgrebets ringe intensitet taler ligeledes
efterforskningsmæssige hensyn for at fastsætte samme mistankekrav som ved
fingeraftryk.
Ved en fuldstændig parallelisering til fingeraftryksregistret sikres, at
DNA-spor kan blive et lige så effektivt efterforskningsmiddel, som
fingeraftryk
længe har været.
For så vidt angår det ovenfor nævnte om forholdet mellem
betingelserne for registrering og for anvendelse i en konkret sag kan det
bemærkes, at når man vælger at lempe de almindelige betingelser for
foretagelse
af legemsindgreb i § 792 a med henblik på senere identifikation, vil det
i
sagens natur kunne få den konsekvens, at betingelserne for udtagelse af spyt-
eller blodprøve med henblik på senere identifikation vil være opfyldt,
hvorimod
de generelle betingelser for udtagelse af spyt- eller blodprøve med henblik
på
anvendelse i den konkret sag ikke vil opfyldt. Denne problemstilling er
imidlertid ikke forbeholdt mistankekravet, men vil ligeledes kunne anføres i
forhold til indikationskravet. Denne forskel gælder således allerede i
relation
til optagelse af fingeraftryk, hvor indikationskravet kun gælder for
optagelse
til brug i den konkrete sag.
Spørgsmålet om valget mellem mistanke med rimelig grund og
begrundet mistanke skal endvidere ses i lyset af sletningsbestemmelsen i
DNA-registerlovens § 3, stk. 1, nr. 1 – der opretholdes ved
lovudkastet - hvorefter sletning skal ske, når sigtelsen opgives som
grundløs.
Sletning skal ligeledes ske, hvis en anden dømmes i den sigtedes sted, jf.
§ 3, stk. 1, nr. 6, der også opretholdes. Også hensynet til
reglernes
overskuelighed og praktiske anvendelighed bør indgå i afvejningen. I de
tilfælde, der er omfattet af retsplejelovens § 792 b, stk. 2, vil
man
typisk stå med sådanne oplysninger, fx fra en udåndingsprøve, at kravet om
begrundet mistanke er opfyldt. Denne forudsætning er ikke til stede ved det
langt bredere anvendelsesområde for den foreslåede regel om DNA-registret.
Et flertal i udvalget (Christian Bache, Carsten Michelsen,
Hanne Rahbæk, Eva Smith og Merete Stagetorn) finder det mest nærliggende, at
kravet om begrundet mistanke fastholdes også ved optagelse af spyt- og
blodprøve med henblik på senere identifikation. Disse medlemmer lægger
navnlig
vægt på, at kravet om begrundet mistanke efter retsplejeloven er gældende for
indgreb i form af spyt- og blodprøver som led i konkret efterforskning, selv
når formålet er opklaring af de alvorligste forbrydelser.
Et mindretal i udvalget (Anne Kristine Axelsson, Carsten
Egeberg Christensen, Ole Scharf og Lars Stevnsborg) kan derimod tilslutte sig
lovudkastets model, hvorefter der fastsættes samme mistankekrav ved udtagelse
af spyt- og blodprøve til brug for registrering i DNA-registret, som gælder
ved
optagelse af fingeraftryk til brug for registrering i
Fingeraftryksregisteret.
Mindretallet finder således, at der navnlig under hensyntagen til indgrebets
ringe intensitet set i forhold til de efterforskningsmæssige hensyn også på
dette punkt bør skabes parallelitet til Fingeraftryksregisteret. Et krav om
mistanke med rimelig grund svarer i øvrigt til mistankekravet ved anholdelse,
der antagelig opleves som mere ubehageligt end afgivelse af spyt- eller
blodprøve med henblik på registrering.
Det fremgår af lovudkastet, at det er tanken generelt at
overgå til udtagelse af DNA-materiale i form af spytprøve i stedet for
blodprøve. Det er oplyst over for udvalget, at lovudkastets regel om adgang
til
at udtage biologisk materiale også ved blodprøve skyldes, at denne
fremgangsmåde
af lægelige og helbredsmæssige grunde må foretrækkes, såfremt det i det
enkelte
tilfælde måtte blive nødvendigt at udtage prøve tvangsmæssigt. Se om
udtagelse
af spytprøve i øvrigt bilaget, spørgsmål 4 og 5, hvorefter blodprøve giver en
bedre sikkerhed for tilvejebringelse af tilstrækkeligt DNA-materiale, og en
mulighed for anvendelse af blodprøve således vil have betydning, også hvor en
foretaget spytprøve viser sig ikke at give tilstrækkeligt biologisk
materiale.
Udvalget har på den baggrund ikke fundet grundlag for at foreslå en sondring
mellem spyt- og blodprøver i relation til betingelserne for udtagelse af
prøver
med henblik på senere identifikation og dermed registrering i DNA-registret.
4. Videregående analyser af udtagne prøver
De gældende, almindelige regler om legemsindgreb i
retsplejeloven bygger på det grundsynspunkt, at selve indgrebets karakter er
afgørende for, hvilke betingelser, der bør opstilles. Derimod rummer reglerne
som udgangspunkt ikke begrænsninger med hensyn til, hvad man derefter
benytter
en udtaget prøve eller lignende til. Efter reglerne udgør dét, der foretages
med allerede udtaget materiale, altså ikke i sig selv et indgreb.
Retsplejelovens regler om legemsindgreb er således begrænset
til betingelser for dels foretagelsen af selve indgrebet, herunder udtagelsen
af prøver af legemet, dels opbevaring (eller destruktion) af materialet. Se
herom Betænkning nr. 1104/1987, s. 36 ff. Betænkningens definition af
legemsindgreb
omfatter således både tilvejebringelse og fastholdelse af oplysninger om et
levende menneskeligt legeme, jf. betænkningen side 36.
Den særlige regel om fingeraftryk m.v. i § 792 b,
stk. 1, opstiller dog betingelser for optagelse af fingeraftryk med
henblik på en særlig anvendelse af resultatet af indgrebet i form af
fingeraftrykkene, nemlig anvendelse til senere identifikation. Med hensyn til
fingeraftryk giver det i høj grad sig selv, hvorledes den senere
identifikation
vil ske.
Med hensyn til udtagelse af blod- og spytprøve med henblik
på senere identifikation ved dna-teknik er det efter
Strafferetsplejeudvalgets
opfattelse væsentligt at fastholde, at prøver udtaget efter udkastets særlige
regelsæt alene bør bruges til identifikation. Da identifikationen vil kunne
ske
på betryggende måde alene ved anvendelse af såkaldt ”junk-dna”, der
ikke i
øvrigt belyser den pågældendes egenskaber, bør der ikke på grundlag af dette
regelsæt kunne foretages videregående analyser.
Strafferetsplejeudvalget forudsætter på den baggrund, at
blod- og spytprøver udtaget efter de foreslåede nye regler alene anvendes til
analyse af ”junk-DNA”. Såfremt politiet måtte ønske at foretage
videregående
analyser (dvs. analyser, der sigter mod anden information end en DNA-profil
baseret
på ”junk-DNA”, fx information der belyser personens genetiske
egenskaber),
forudsættes det således, at man går frem efter den almindelige regel om
legemsundersøgelse i retsplejelovens § 792 a, stk. 2. Disse
forudsætninger bør fremgå af lovudkastets bemærkninger.
Det er efter udvalgets opfattelse ikke nødvendigt i
anledning af lovudkastet i øvrigt at tage spørgsmålet om videregående
DNA-analyser op til overvejelse. Men Strafferetsplejeudvalget finder dog
grund
til at bemærke, at der kan være behov for at følge udviklingen i
DNA-teknikken
med henblik på senere overvejelser om, hvorvidt det fortsat vil være
holdbart,
at eventuelle mere vidtgående analyser frit skal kunne foretages på grundlag
af
biologisk materiale, der er udtaget efter de almindelige regler om
legemsundersøgelse.
5. Regler om udtagelse af spytprøve
Efter lovudkastet henlægges kompetencen til at træffe
afgørelse om udtagelse af spytprøve til politiet. Dette svarer til, hvad der
allerede gælder med hensyn til fingeraftryk og med hensyn til blodprøve, jf.
retsplejelovens § 792 c, stk. 1.
Efter lovudkastet skal spytprøve - uden for tilfælde af
fysisk magtanvendelse - kunne optages uden medvirken af læge. Dette står i
modsætning til reglen om legemsundersøgelser i øvrigt og dermed blodprøver,
men
svarer til hvad der gælder for optagelse af fingeraftryk, jf. retsplejelovens
§ 792 e, stk. 3.
Om fremgangsmåden ved udtagelse af spytprøver henvises til
bilaget, spørgsmål 4 og 5.
Det vil være en følge af proportionalitetsgrundsætningen, at
den lempeligste fremgangsmåde bør benyttes, jf. herved retsplejelovens
§ 792 e, stk. 2.
Der kan om lægelig medvirken ved legemsundersøgelse, der
angår legemets hulrum, i øvrigt henvises til Betænkning nr. 1104/1987, s. 62.
Lovudkastet giver ikke i øvrigt Strafferetsplejeudvalget
anledning til bemærkninger på disse punkter.
6. Regler om sletning, opbevaring m.v.
Efter lovudkastet ophæves med hensyn til
persondelen
reglen om sletning af registrerede DNA-profiler 10 år efter en frifindelse,
afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald uden vilkår. Herefter
bliver
det uden betydning for registreringen, om den aktuelle sag ender med
domfældelse eller ej, når blot ikke sigtelsen ligefrem opgives som grundløs,
jf. lovens § 3, stk. 1, nr. 1, eller en anden dømmes i den sigtedes
sted, jf. § 3, stk. 1, nr. 6.
Ved en sådan ordning træder det klart frem, at registret har
et videregående sigte end efterforskning i forbindelse med den aktuelle
sigtelse.
Strafferetsplejeudvalget kan tiltræde, at
parallelitetssynspunktet kan begrunde, at sletningsreglen om frifindelse m.v.
ophæves. Der kan henvises til bemærkningerne i Betænkning nr. 1104/1987, s.
89-90, og bemærkningerne ovenfor i afsnit 1. Det kan i den forbindelse også
fremhæves, at lovgiver allerede med den gældende regel om sletning efter 10
år
har anerkendt, at en frifindelse m.v. ikke umiddelbart skal føre til
sletning.
Efter forslaget ændres 70 års grænsen i den gældende
§ 3, stk. 1, nr. 3, til en 80-års grænse, svarende til ordningen
med
hensyn til fingeraftryk. Denne ændring giver ikke Strafferetsplejeudvalget
anledning til bemærkninger.
Med hensyn til
spordelen
indebærer lovudkastet, at
personidentificerede profiler af ikke sigtede kan beholdes (og i øvrigt
optages) i registret, så længe oplysningerne er af politimæssig betydning.
Baggrunden er et ønske om at bruge de automatiserede søgefunktioner i
registret
til hurtigt at søge nye sporfund op imod et offers DNA-profil.
Man må i den forbindelse efter Strafferetsplejeudvalgets
opfattelse være opmærksom på, at sporfund på gerningsstedet kan optages og
registreres uden samtykke fra den pågældende, idet der ikke er tale om et
legemsindgreb. Ved den foreslåede ordning bliver der tale om, at
personidentificerede
profiler af ikke sigtede - der som sådanne ikke kan optages i persondelen -
bliver virksomme i registret, og på samme måde som optagne profiler fra
sigtede
kan give anledning til ”hits” med sporfund i helt andre sager. På
den måde kan
der i realiteten ske en form for fravigelse af betingelserne for optagelse i
registret (persondelen).
Sletning vil efter lovens § 4, nr. 2, skulle ske, når
efterforskningen af den aktuelle sag er afsluttet. Men hvis gerningsmanden
ikke
umiddelbart kan findes, vil det personidentificerede sporfund kunne forblive
i
registret i lang tid.
Man kunne på den baggrund måske forestille sig en ordning,
hvorefter der som alternativ til optagelse i registret gives mulighed for i
den
pågældende situation at foretage enkeltstående søgninger (sammenholdelse af
et
udtaget (slettet) sporfund med nye sporfund) med samme programmeltype, som
registret
anvender.
Det er imidlertid oplyst over for udvalget, at udkastet på
dette punkt bl.a. tilsigter, at registeret kan anvendes også med hensyn til
sporfund, som politiet ikke på forhånd har noget grundlag for at sætte i
forbindelse med allerede registrerede sporfund. Der kan fx være tale om, at
en
kniv findes ved ransagning hos en person, der er sigtet for
berigelseskriminalitet i en anden politikreds. Hvis der er blod på kniven,
kan
en registrering føre til, at man gennem registrets automatiske søgning kan
knytte
kniven og dermed den sigtede til en voldssag, hvor man har et
personidentificeret sporfund af ofrets blod. Man sparer så at sige at
gennemgå
alle uopklarede voldssager med kniv fra hele landet. Denne fordel vil ikke
kunne opnås ved de ovennævnte enkeltstående søgninger.
Strafferetsplejeudvalget skal på den baggrund foreslå en
regel om, at fortsat registrering af personidentificerede sporfund vedrørende
ikke-sigtede kræver samtykke fra den pågældende, med mindre denne er afgået
ved
døden. En sådan løsning vil være i harmoni med reglerne om legemsindgreb over
for ikke sigtede.
Den gældende lov om DNA-registeret regulerer adgangen til
opbevaring af oplysningerne om de uddragne DNA-talprofiler, men ikke adgangen
til
opbevaring af det udtagne biologiske materiale. Dette ændres ikke
ved lovudkastet. Spørgsmålet om politiets opbevaring beror således på
retsplejelovens
regler, jf. § 792 f. Imidlertid opbevares det biologiske materiale, der
har dannet grundlag for DNA-profilen, efter det oplyste ikke ved politiet,
men
på Retsgenetisk Afdeling. Efter lovudkastets bemærkninger ventes en
arbejdsgruppe nedsat af Rigsadvokaten i indeværende år at afgive en rapport
om
opbevaring af prøver udtaget ved legemsundersøgelse til brug for DNA-analyse.
Strafferetsplejeudvalget finder på den baggrund ikke
anledning til at generelt at udtale sig om opbevaringsspørgsmålet, selvom det
har sammenhæng med retsplejelovens regler om legemsindgreb.
I forlængelse af bemærkningerne ovenfor om DNA-profiler fra
ikke sigtede (sporfund) kan der dog henvises til Betænkning nr. 1104/1987,
side
90, om destruktion af fingeraftryk vedrørende ikke-sigtede. Det fremgår
heraf,
at det ikke er nok, at fingeraftryk af ikke-sigtede efter sagens slutning
ikke
længere indgår i registret. Fingeraftrykkene skal destrueres. Uanset at den
gældende
§ 792 f alene taler om politiets opbevaring, kan det på den baggrund
næppe
være tilstrækkeligt, at materialet er overladt til andre end politiet.
Optagelse af sporfund og behandlingen heraf udgør ikke i sig
selv et straffeprocessuelt tvangsindgreb, jf. Betænkning nr. 1104/1987, s.
37.
Reglen i retsplejelovens § 792 f, stk. 2, skal endvidere ses i
lyset
af de særlige regler om legemsindgreb over for ikke-sigtede i § 792 d.
På
samme måde som anført ovenfor vedrørende registreringen, kan lignende hensyn,
som ligger bag reglerne om fingeraftryk, imidlertid gøre sig gældende
vedrørende opbevaring/destruktion af det biologiske materiale.
Hvis man for så vidt angår ikke-sigtede opbevarer
personidentificerede dna-profiler, der har karakter af sporfund og derfor er
optaget uden samtykke, kunne det på den anførte baggrund efter
Strafferetsplejeudvalgets opfattelse gøres gældende, at fuld parallelitet med
fingeraftryk reelt fordrer, at der ikke blot sker sletning i registret ved
sagens slutning, men også at det biologiske materiale, der har dannet
grundlag
for DNA-profilen, destrueres. Heroverfor kan andre hensyn dog gøre sig
gældende, navnlig hensynet til at bevare muligheden for efterkontrol.
7. Egen-acces
Udvalget har i lyset af lovudkastet drøftet reglen om egen
acces i lovens § 6, hvorefter en registreret person kun kan få mundtlig
underretning om de oplysninger, der er registreret om vedkommende.
Denne regel berøres ikke af lovudkastet, men som følge af
den væsentlige udvidelse af registret ved lovudkastet kan det være naturligt
at
overveje bestemmelsen på ny.
Bestemmelsen tilsigter at beskytte de registrerede mod at
blive stillet over for krav fra andre, herunder navnlig arbejdsgivere, om at
fremskaffe en erklæring om registrering. Udvalget kan tilslutte sig, at dette
hensyn må bevirke, at der ikke kan være tale om, at der skal kunne udfærdiges
skriftlige erklæringer i alle tilfælde.
Hensynet udelukker dog ikke en regel, hvorefter oplysning
om, at der intet er registreret alene gives mundtligt, mens oplysning om, at
der er en registrering, derimod gives skriftligt, men ved personlig
henvendelse.
Derved kan man undgå misforståelser om det registrerede og give et bedre
grundlag for en eventuel klage. Samtidig sikrer reglen, at der fortsat ikke
vil
kunne kræves erklæring af en arbejdsgiver, idet den pågældendes oplysning til
arbejdsgiveren
om ikke at kunne få en erklæring som følge af reglens udformning vil pege på,
at der intet er registreret.
På den ene side kan det anføres, at behovet for en regel om
skriftlig erklæring om registrerede oplysninger er begrænset som følge af
klageadgangen, herunder til Folketingets Ombudsmand. På den anden side
bevirker
netop adgangen til - skriftlig - klagebehandling, at den skitserede nyordning
ikke reelt ligger så fjernt fra den nuværende situation. Det må dog bemærkes,
at nærmere regulering af spørgsmål såsom egen-acces i forbindelse med
registrering af tilvejebragte oplysninger falder uden for den almindelige
skillelinje, som Strafferetsplejeudvalget har lagt for, hvad der i
forbindelse
med straffeprocessuelle tvangsindgreb bør reguleres i loven. Der kan herom
henvises til Betænkning nr. 1104/1987, s. 88-89.
Udvalget finder efter en samlet vurdering ikke tilstrækkeligt
grundlag for at foreslå en ændring af DNA-registerlovens § 6.
8. Ikrafttrædelsesbestemmelser
Efter lovudkastet skal de nye regler om registrering i
DNA-registret finde anvendelse også på DNA-profiler, der er tilvejebragt før
lovens ikrafttræden.
Dette vil bl.a. indebære, at DNA-profiler, der forud for
ikrafttrædelsesdatoen måtte være uddraget af prøver udtaget efter
retsplejelovens regler om legemsundersøgelse - men som på grund af det
gældende
kriminalitetskrav efter DNA-registerloven ikke har kunnet optages i registret
-
nu kan indlægges i registret, herunder profiler der er uddraget for flere år
siden. Der kan fx nævnes en DNA-profil i en tyverisag, hvor mistankekravet og
indikationskravet i retsplejelovens § 792 a, stk. 2, har været
opfyldt. For så vidt vil der være tale om, at en profil, der da den
pågældende
prøve blev udtaget, måtte ventes kun at have betydning for den konkrete sag,
nu
vil kunne indgå i registret i mange år.
Der kan på den ene side nævnes fx en person, der har nægtet
sig skyldig, men som i tillid til, at registrering ikke ville ske, ikke har
protesteret mod udtagelse af en prøve. Der kan på den anden side nævnes
tilfælde, hvor en person, der er sigtet for en mindre alvorlig forbrydelse,
uden at være mistænkt for det rent faktisk har begået en grov forbrydelse,
som
ikke er blevet opklaret, netop fordi der ikke var grundlag for optagelse af
hans DNA-profil i registret efter de nugældende regler.
Ved vurderingen af spørgsmålet må det indgå, at optagelse i
registret af tidligere tilvejebragte DNA-profiler ikke vil kunne ske i de
tilfælde, der er omfattet af lovens § 3, stk. 1, nr. 1 og 6,
herunder
sigtelser, der viser sig grundløse, og tilfælde, hvor en anden er dømt i den
pågældendes sted. Der vil således normalt ikke blive tale om optagelse i det
tilfælde, hvor en sigtet har accepteret udtagelse af prøven, og hvor det
derefter gennem uoverensstemmelse mellem hans profil og sporfundet har vist
sig, at han ikke kan være gerningsmanden.
Der kan efter udvalgets opfattelse anføres principielle
synspunkter imod, at der etableres en adgang til registrering i et register
af
DNA-registrets karakter, som ikke bestod, da den pågældende blev stillet over
for politiets krav om udtagelse af prøve med henblik på brug heraf i
forbindelse
med en konkret efterforskning. Sådanne synspunkter må imidlertid afvejes over
for hensynet til at udnytte den mulighed for opklaring af alvorlig
kriminalitet, som den foreslåede overgangsordning må antages at indebære.
Efter en samlet vurdering finder Strafferetsplejeudvalget på
den anførte baggrund ikke anledning til at udtale sig imod de foreslåede
ikrafttrædelsesbestemmelser.
København, august
2004
Christian Bache
(formand)
Anne Kristine
Axelsson
Carsten Egeberg
Christensen
Carsten Michelsen
Hanne Rahbæk
Ole Scharf
Eva Smith
Merethe Stagetorn
Lars Stevnsborg
Søren Almind
Barbara Bertelsen
RETSGENETISK
AFDELING
RETSMEDICINSK INSTITUT
KØBENHAVNS UNIVERSITET
Journal nr.:
361-702-93/04
Dato: 05.07.2004
Justitsministeriet
Strafferetsplejeudvalget
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Vedr.:
Spørgsmål
til Retsgenetisk Afdeling i forbindelse med udtalelse om udkast til forslag
til
lov om ændring af lov om oprettelse af et centralt DNA-profilregister og
retsplejeloven.
Spørgsmål 1a:
Giver erfaringer og ny
videnskabelig teori siden oplysningerne i lovforslaget om DNA-registret i
1999
anledning til en ændret vurdering af sikkerheden ved identifikation af
personer
på grundlag af DNA-profiler (junk-DNA)?
Nej. De praktiske erfaringer, som er opnået siden 1999, har
bekræftet den meget store bevismæssige vægt af en fuldt gennemført
DNA-profilanalyse.
Spørgsmål 1b:
Har udviklingen bestyrket en
antagelse om, at disse DNA-profiler er helt individuelle, når bortses fra
énæggede
tvillinger?
Der er ikke fremkommet nye oplysninger, der ændrer
tidligere vurderinger af sandsynligheden for sammenfald af DNA-profiler
blandt
ubeslægtede personer, se svar på spørgsmål 1d. Nært beslægtede personer har
imidlertid en større sandsynlighed for at have ens DNA-profiler end
ubeslægtede
personer. Med teknisk komplette DNA-profilanalyser er sandsynligheden for, at
fx biologiske søskende har ens DNA-profiler af størrelsesorden 1 ud af ca.
10.000. Andre former for nært slægtskab har mindre betydning ved vurderingen
af
sandsynligheden for sammenfald af DNA-profiler.
Spørgsmål 1c:
Har der modsat været problemer med
sammenfald af flere personers DNA-profiler?
Nej. Siden oprettelsen af Rigspolitiets Centrale
DNA-profilregister i 2000 er der foretaget DNA-profilanalyse af ca. 6.000
personer. Der er kun registreret sammenfald af DNA-profiler blandt énæggede
tvillinger.
Spørgsmål 1d:
Er det rigtigt, at den mest
anvendte sandsynlighedsgrad i analyseerklæringer for tiden er 1:1.000.000,
mens
den anvendte teknik muliggør sandsynlighedsgrader på op til 1: 1.000.000.000?
Hvad er i givet fald baggrunden for forskellen?
Retsgenetisk Afdeling angiver ved sammenfald af
DNA-profiler mellem et biologisk spor og en person, at den bevismæssige vægt
er
større end 1:1.000.000, når der har kunnet gennemføres en fuldstændig
DNA-profilanalyse. Den beregnede bevismæssige vægt vil sædvanligvis være
væsentligt
større. Beregningerne er imidlertid baseret på en række antagelser, bl.a. om
de
undersøgte DNA-egenskabers fordeling i befolkningen. Da det ikke kan bevises,
at alle disse antagelser er helt korrekte, har Retsgenetisk Afdeling valgt at
undgå risikoen for at overvurdere den bevismæssige vægt af
DNA-profilsammenfald
ved som største værdi at anvende ”større end 1:1.000.000”.
Spørgsmål 1e:
Udgør en risiko for ”forurening” af
DNA-materiale/analyser et problem for anvendelsen af DNA-profiler til
personidentifikation.
DNA-analyser kan foretages på meget små mængder DNA fra
biologiske spor. Ved sådanne analyser er der en ganske lille risiko for
forurening af sporene med DNA fra personer eller fra andre biologiske spor.
Retsgenetisk Afdeling arbejder til stadighed på at reducere denne risiko samt
på at øge mulighederne for at opdage forurening. Risikoen for forurening, der
kan have betydning i forbindelse med personidentifikation, er for øjeblikket
af
størrelsesorden 1 ud ca. 10.000 prøver. Dette niveau er lavt set i en
international sammenhæng, men forureningsrisikoen kan formentlig aldrig helt
elimineres.
Forurening udgør kun et problem, hvis rekvirenterne og
brugerne af DNA-analyser ikke er bevidste om risikoen og ikke håndterer
oplysninger om DNA-profilsammenfald, som kan være forårsaget af forurening,
på
en hensigtsmæssig måde.
Spørgsmål 2:
Er der grundlag for en ændret
vurdering i forhold til 1999 med hensyn til det forhold, at der ikke kan
udledes oplysninger om en persons karakteristika, arveanlæg,
sygdomsdispositioner
eller lignende af de nævnte DNA-profiler, eller med hensyn til antagelsen om,
at det er meget lidt sandsynligt, at der en dag skulle kunne udledes sådanne
oplysninger fra de undersøgte
ikke-kodende DNA-områder?
Nej. Der er i den mellemliggende tid ikke fremkommet nye
oplysninger, der ændrer de tidligere vurderinger.
Spørgsmål 3:
Vil det underliggende biologiske
materiale uanset anvendelsen heraf til DNA-analyse give mulighed for, at der
efterfølgende foretages en ny, selvstændig analyse (til brug som kontrol
eller
“second opinion” i tilfælde, hvor det gøres gældende, at det første
analyseresultat
er forkert)?
Retsgenetisk Afdeling arkiverer materiale fra undersøgte
biologiske spor og fra referenceprøver fra personer efter a
nmo
dning
fra rekvirenterne, såfremt alt materiale ikke er opbrugt ved de foretagne
analyser. Det vil være muligt at foretage fornyede analyser, såfremt der
findes
arkiveret materiale.
Spørgsmål 4:
Bør udtagelse af spytprøve med
henblik på DNA-analyse i alle tilfælde udføres med vatpind, der skrabes mod
mundhulen, eller findes der andre egnede metoder, der lige så godt kan
anvendes?
De mest sikre prøver til DNA-profilanalyse er
blodprøver, hvor der altid kan opnås DNA-profiler. Spytprøver (eller mere
korrekt celleskrab fra kindslimhinden - ”kindskrab”) kan foretages
med vatpinde,
men der findes andre former for skrabemateriale, der er mere velegnet, fx
skrabepinde med hoveder af plast eller skumgummi. Ved anvendelse af kindskrab
må det påregnes, at der vil forekomme tilfælde, hvor et kindskrab indeholder
for lidt DNA til DNA-profilanalyse, således at der må udtages ny prøve.
Spørgsmål 5:
Kræver udtagelse af spytprøve med
henblik på DNA-analyse medvirken af sundhedspersonale (læge mv.), og skal
særlige sikkerhedsmæssige forholdsregler iagttages for at undgå risiko for
”forurening”? Vil den pågældende evt. selv kunne foretage
udtagelsen af spytprøven?
Ifølge nuværende lovgivning er udtagelse af spytprøve
(kindskrab) et legemsindgreb, der kræver, at en læge foretager indgrebet.
Teknisk set er der imidlertid intet til hinder for, at uddannet personale hos
fx politiet kan udtage kindskrab fra personer. Udtagelse af kindskrab kræver,
at det personale, der foretager indgrebet, følger fastlagte procedurer og
anvender beskyttelsesudstyr, der sikrer mod forurening med DNA fra
uvedkommende
kilder.
Der er teknisk set heller intet til hinder for, at en person
kan foretage kindskrab på sig selv. Det er imidlertid af afgørende vigtighed
at
sikre identiteten af den person, der afgiver et kindskrab og at sikre mod
snyd
med kindskrabet. Det vil derfor være uhensigtsmæssigt, hvis en person
foretager
kindskrab på sig selv uden medvirken af personale fra politiet.
P.A.V.
Med venlig hilsen
Niels Morling
Afdelingsleder, dr. med.
Bilag 2
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov nr. 434 af 31. maj 2000 om oprettelse af et
centralt DNA-profilregister foretages følgende ændringer:
1.
Lovens
titel affattes således:
Lov om oprettelse af
et centralt
DNA-profilregister
”Lov om Det Centrale
DNA-profilregister”.
2.
§ 1
affattes således:
§ 1.
Efter reglerne i denne lov oprettes et centralt DNA
”
§ 1.
Efter
reglerne i denne lov opbevarer og fører Rigspolitichefen Det Centrale
DNA-profilregister, der tjener som internt arbejdsregister for politiet i
forbindelse med identifikation af personer.
Stk. 2.
Registeret består af en persondel indeholdende personidentificerede DNA
Stk. 2.
Registeret
inddeles i en persondel og en spordel, jf. § 2.
Stk. 3.
Registeret
består af et manuelt register og et edb
Stk. 3.
Registeret
består af et manuelt register og et edb-register.”.
3.
§ 2, stk. 2,
affattes således:
Stk. 2.
Registeret må indeholde følgende oplysninger:
”Stk. 2.
Registeret må indeholde følgende
oplysninger:
1)
I registerets
persondel må optages DNA-profiler af personer, som er eller har været sigtet
for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13, § 119, § 123,
§§ 180-181, § 183, stk. 1 eller 2, § 183 a, § 184,
stk. 1, § 210, §§ 216-225, § 232, § 237,
§§ 245-246, § 252, §§ 260-261, § 276, jf. § 286,
eller § 288, såfremt DNA-analysen er udført i den pågældende sag på
grundlag
af biologisk materiale udtaget efter reglerne i retsplejelovens kapitel 72.
1)
I registerets
persondel må optages DNA-profiler af personer, som er eller har været sigtet
for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6
måneder
eller derover, eller for en overtrædelse af straffelovens § 235,
stk. 2, hvis DNA-analysen er udført i den pågældende sag på grundlag af
biologisk materiale udtaget efter reglerne i retsplejelovens kapitel 72.
2)
I registerets
spordel må optages ikke-personidentificerede DNA-profiler af biologisk
materiale, der er fundet på gerningssteder eller på effekter, personer eller
steder med tilknytning til en forbrydelse.
2)
I registerets
spordel må optages DNA-profiler af biologisk materiale, der er fundet på
gerningssteder eller på effekter, personer eller steder med tilknytning til
en forbrydelse.”.
§ 3.
Oplysninger i registerets persondel
skal straks slettes, når
4.
I
§ 3, stk. 1,
ophæves nr. 2, og i
nr. 3, der bliver nr. 2, ændres ”70 år” til: ”80 år”.
1)
sigtelse er opgivet
som grundløs,
Nr. 3-6 bliver herefter nr. 2-5.
2)
der er forløbet 10
år fra frifindelse, afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald uden
vilkår,
3)
den registrerede
person er fyldt 70 år,
4)
oplysningerne er
tilvejebragt på grundlag af et legemsindgreb, som retten nægter at godkende,
5)
oplysningerne er
tilvejebragt på grundlag af et legemsindgreb, som retten eller politiet selv
efterfølgende finder uhjemlet, eller
6)
andre særlige
grunde undtagelsesvis taler herfor.
Stk. 3.
Sletning af oplysninger i registerets
persondel kan undlades i de i stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde, hvis
det efter en konkret vurdering undtagelsesvis findes nødvendigt at opretholde
registreringen.
5.
I
§ 3, stk. 3,
udgår ”og 3”.
6.
I
§ 4
indsættes som
stk. 2
:
”
Stk. 2.
Sletning
kan undlades i det i stk. 1, nr. 1, nævnte tilfælde, hvis den
identificerede person ikke er eller har været sigtet for den pågældende
forbrydelse,
og vedkommende meddeler samtykke til fortsat registrering.”.
§ 2
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815
af 30. september 2003, som ændret ved § 1 i lov nr. 215 af 31. marts
2004, § 2 i lov nr. 216 af 31. marts 2004, § 2 i lov nr. 218 af 31.
marts 2004, § 2 i lov nr. 352 af 19. maj 2004, lov nr. 443 af 9. juni 2004, §
27 i lov nr. 444 af 9. juni 2004, § 4 i lov nr. 446 af 9. juni 2004, § 1
i lov nr. 447 af 9. juni 2004 og § 1 i lov nr. 450 af 9. juni 2004
foretages følgende ændringer:
2)
nærmere
undersøgelse af legemet, herunder af dets hulrum, udtagelse af blodprøver
eller andre tilsvarende prøver, røntgenundersøgelse og lignende
(legemsundersøgelse).
1.
I
§ 792, stk. 1, nr. 2,
indsættes
efter ”udtagelse af”: ”spyt- eller”.
2.
§ 792 b, stk. 1,
affattes således:
§ 792 b.
Uden for de tilfælde, der er
nævnt i § 792 a, stk. 1, nr. 2, kan optagelse af fingeraftryk og
personfotografi med henblik på senere identifikation endvidere foretages,
såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse,
der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.
”
§ 792 b.
Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 792 a, stk. 1, nr. 2, og
stk. 2, kan optagelse af fingeraftryk og personfotografi samt udtagelse
af spyt- eller blodprøve med henblik på senere identifikation endvidere
foretages,
hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der
efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller for
en overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2.”.
§ 792 c.
Afgørelse om legemsbesigtigelse
af en sigtet og legemsundersøgelse af en sigtet i form af en nærmere
undersøgelse af legemets ydre, sikring af prøver herfra og udtagelse af
blodprøver
træffes af politiet.
3.
I
§ 792 c, stk. 1,
indsættes efter ”udtagelse
af”: ”spyt- eller”.
4.
I
§ 792 e, stk. 3,
indsættes efter
2. pkt.
:
Stk. 3.
Legemsundersøgelse, jf. § 792,
stk. 1, nr. 2, må kun foretages af en læge. Lægen tager stilling til, om
indgrebets gennemførelse under hensyn til den hermed forbundne smerte og
risiko samt den undersøgte persons tilstand er lægeligt forsvarligt.
”Spytprøve i medfør af § 792 b, stk. 1, kan udtages
uden medvirken af en læge.”.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om oprettelse af et centralt dna-profilregister og retsplejeloven (Udvidelse af dna-profil-registerets persondel, indikationskrav ved legemsundersøgelse m.v.) Retsinformation · 6. juni 2005
- Lov om ændring af lov om oprettelse af et centralt dna-profilregister og retsplejeloven (Udvidelse af dna-profil-registerets persondel, indikationskrav ved legemsundersøgelse m.v.) Retsinformation · 25. maj 2005
- Forslag til Lov om ændring af lov om oprettelse af et centralt dna-profilregister og retsplejeloven (Udvidelse af dna-profil-registerets persondel, indikationskrav ved legemsundersøgelse mv.) Retsinformation · 23. februar 2005
- Forslag til Lov om oprettelse af et centralt DNA-profilregister Retsinformation · 2. december 1999
- Forslag til Lov om Det Centrale Dna-profilregister og Det Centrale Fingeraftryksregister Retsinformation · 5. maj 2022
- Forslag til folketingsbeslutning om dna-registrering Retsinformation · 8. april 2011