Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om oprettelse af et centralt DNA- profilregister og retsplejeloven (Udvidelse af DNA-profilregisterets persondel, indikationskrav ved legemsundersøgelse mv.)

2004/1 LSF 24Lovforslag som fremsatJustitsministeriet7. oktober 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 7. oktober 2004 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af lov om oprettelse af et centralt DNA-

profilregister og retsplejeloven

(Udvidelse af

DNA-profilregisterets persondel, indikationskrav ved legemsundersøgelse mv.)

§ 1

I lov nr. 434 af 31. maj 2000 om oprettelse af et

centralt DNA-profilregister foretages følgende ændringer:

1.

Lovens

titel affattes således:

”Lov om Det Centrale

DNA-profilregister”.

2.

§ 1

affattes således:

”

§ 1.

Efter

reglerne i denne lov opbevarer og fører Rigspolitichefen Det Centrale

DNA-profilregister, der tjener som internt arbejdsregister for politiet i

forbindelse med identifikation af personer.

Stk. 2.

Registeret

inddeles i en persondel og en spordel, jf. § 2.

Stk. 3.

Læs alt

Registeret

består af et manuelt register og et edb-register.”.

3.

§ 2, stk. 2,

affattes således:

”Stk. 2.

Registeret må indeholde følgende

oplysninger:

1)

I registerets

persondel må optages DNA-profiler af personer, som er eller har været sigtet

for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6

måneder

eller derover, eller for en overtrædelse af straffelovens § 235,

stk. 2, hvis DNA-analysen er udført i den pågældende sag på grundlag af

biologisk materiale udtaget efter reglerne i retsplejelovens kapitel 72.

2)

I registerets spordel

må optages DNA-profiler af biologisk materiale, der er fundet på

gerningssteder

eller på effekter, personer eller steder med tilknytning til en

forbrydelse.”.

4.

I

§ 3, stk. 1,

ophæves nr. 2, og i nr.

3, der bliver nr. 2, ændres ”70 år” til: ”80 år”.

Nr. 3-6 bliver herefter nr. 2-5.

5.

I

§ 3, stk. 3,

udgår ”og

3”.

6.

I

§ 4

indsættes som

stk. 2

:

”

Stk. 2.

Sletning

kan undlades i det i stk. 1, nr. 1, nævnte tilfælde, hvis den

identificerede person ikke er eller har været sigtet for den pågældende

forbrydelse, og vedkommende meddeler samtykke til fortsat

registrering.”.

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815

af 30. september 2003, som ændret ved § 1 i lov nr. 215 af 31. marts

2004,

§ 2 i lov nr. 216 af 31. marts 2004, § 2 i lov nr. 218 af 31. marts

2004, § 2 i lov nr. 352 af 19. maj 2004, lov nr. 443 af 9. juni 2004, § 27 i

lov nr. 444 af 9. juni 2004, § 4 i lov nr. 446 af 9. juni 2004, § 1 i

lov

nr. 447 af 9. juni 2004 og § 1 i lov nr. 450 af 9. juni 2004 foretages

følgende

ændringer:

1.

I

§ 792, stk. 1, nr. 2,

indsættes efter

”udtagelse af”: ”spyt- eller”.

2.

§ 792 b, stk. 1,

affattes således:

”

§ 792 b.

Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 792 a, stk. 1, nr. 2, og

stk. 2, kan optagelse af fingeraftryk og personfotografi samt udtagelse

af

spyt- eller blodprøve med henblik på senere identifikation endvidere

foretages,

hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der

efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller for

en

overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2.”.

3.

I

§ 792 c, stk. 1,

indsættes efter

”udtagelse af”: ”spyt- eller”.

4.

I

§ 792 e, stk. 3,

indsættes efter

2. pkt.

:

”Spytprøve i medfør af § 792 b, stk. 1, kan udtages uden

medvirken af en læge.”.

§ 3

Stk. 1.

Loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2.

§§ 1-4

i lov om Det Centrale DNA-profilregister som affattet ved denne lovs § 1

finder også anvendelse på DNA-profiler, der er tilvejebragt før lovens

ikrafttræden.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de

særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

;............................................................................

..........

4

1.1.

Lovforslagets

formål

;.........................................................................

4

1.2.

Hovedtræk

af lovforslaget

.................................................................

4

2.

Det Centrale DNA-profilregister

..................................................

5

2.1.

Gældende

ret

;............................................................................

........

5

2.2.

Praktiske

erfaringer

;..........................................................................

7

2.2.1.

Registrerede DNA-profiler

..............................................................

7

2.2.2.

”Hits” i registeret

;...........................................................................

7

2.2.3.

Sikring af biologiske spor

..............................................................

8

2.3.

Biologisk

materiale

;...........................................................................

9

3.

DNA-profilregistre i andre lande

..................................................

9

3.1.

Sverige

;............................................................................

................

9

3.2.

Norge

;............................................................................

..................

10

3.3.

Finland

;............................................................................

.................

10

3.4.

England

;............................................................................

...............

10

4.

Lovforslagets udformning

.............................................................

11

4.1.

Udvidelse

af DNA-profilregisterets persondel

....................................

11

4.1.1.

Parallelitet til Fingeraftryksregisteret

.............................................

11

4.1.2.

Kriminalitetskravet

;.........................................................................

11

4.1.3.

Mistankekravet

;............................................................................

...

12

4.1.4.

Indikationskravet

;...........................................................................

14

4.2.

Udtagelse

af spytprøver

....................................................................

14

4.2.1.

Kompetence

;............................................................................

........

14

4.2.2.

Lægelig medvirken

;..........................................................................

15

4.3.

Sletning

af oplysninger i persondelen

..................................................

15

4.4.

Sporfund

fra ofre mv.

.......................................................................

16

4.5.

Videregående

analyser

.....................................................................

16

5.

Forslagets økonomiske og administrative

konsekvenser

...........

17

6.

Hørte myndigheder mv.

................................................................

17

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål

Det Centrale DNA-profilregister blev oprettet i 2000 og har

vist sig at være et meget effektivt redskab for politiet i forbindelse med

efterforskning og opklaring af kriminalitet. Registeret har således gjort det

muligt for politiet hurtigt at identificere gerningsmænd til en række

alvorlige

forbrydelser. Samtidig har registeret gjort det lettere for politiet hurtigt

at

udelukke uskyldige fra mistanke og dermed undgå at udsætte disse for

sædvanlige

efterforskningsskridt som f.eks. afhøring om deres færden.

DNA-profilregisteret har samme formål og funktion som

Rigspolitichefens Centrale Fingeraftryksregister. De to registre er begge

centrale redskaber for politiet til at identificere formodede gerningsmænd på

grundlag af efterladte spor – henholdsvis fingeraftryk og biologisk

materiale –

på gerningssteder, effekter, ofre mv. Endvidere registreres alene såkaldte

talprofiler i DNA-profilregisteret. Disse talprofiler kan ligesom

fingeraftryk

ikke bruges til at udlede oplysninger om en persons genetiske karakteristika,

arveanlæg, udseende, sygdomsdispositioner eller lignende.

Efter de gældende regler er betingelserne for

tilvejebringelse og registrering af DNA-profiler i registeret imidlertid

meget

strengere end de betingelser, som gælder for optagelse og registrering af

fingeraftryk. Politiet kan således kun registrere DNA-profiler af personer,

der

har været sigtet for visse særligt alvorlige forbrydelser som f.eks. drab,

voldtægt,

grov vold og røveri. Samtidig medfører det såkaldte indikationskrav i

retsplejelovens regler om legemsundersøgelse, at der kun kan udtages

materiale

til en DNA-profil, hvis det må antages at være af afgørende betydning for

efterforskningen i den konkrete straffesag. Dette indikationskrav indebærer,

at

der typisk ikke kan tilvejebringes en DNA-profil, hvis en sigtet person enten

tilstår eller ikke har efterladt sig et biologisk spor i en straffesag, der

ellers ville kunne have ført til registrering. Hertil kommer, at

sletningsreglerne for DNA-profilregisteret medfører, at registrerede

DNA-profiler skal slettes langt tidligere end registrerede fingeraftryk.

Udviklingen på det kriminaltekniske område har gjort det

muligt at sikre DNA-profiler som ”genetiske fingeraftryk” ved langt

flere

former for kriminalitet, end det er muligt at registrere sigtede personer for

efter de gældende regler om DNA-profilregisteret. Efter Justitsministeriets

opfattelse er de gældende rammer for DNA-profilregisterets indhold og

anvendelse unødigt snævre i lyset af de ovenfor nævnte ligheder med

Fingeraftryksregisteret

og de åbenbare efterforskningsmæssige fordele, der er forbundet med

registeret.

Formålet med lovforslaget er på den anførte baggrund at

udvide mulighederne for at anvende DNA-profilregisteret som led i

efterforskningen af kriminalitet, således at der bliver parallelitet mellem

DNA-profilregisteret og Fingeraftryksregisteret både hvad angår betingelserne

for tilvejebringelse og registrering af DNA-profiler og reglerne om sletning

fra registeret. Herved sikres en relevant udnyttelse af de muligheder, som

nye

kriminaltekniske værktøjer giver for at opklare forbrydelser hurtigt og

effektivt.

Med henblik på en vurdering af lovforslaget i lyset af de

generelle og principielle problemstillinger, som Justitsministeriets

Strafferetsplejeudvalg behandler, har et udkast til lovforslaget været

forelagt

for udvalget. Strafferetsplejeudvalgets udtalelse af 16. august 2004 er

optaget

som

bilag 1

til lovforslaget.

Der er efterfølgende foretaget enkelte redaktionelle

ændringer i lovforslaget, ligesom der er tilføjet et forslag om at kunne

registrere

personer, der sigtes for besiddelse af børnepornografisk materiale, jf.

nedenfor i afsnit 4.1.2.

1.2. Hovedtræk af lovforslaget

Det foreslås, at politiet skal kunne udtage biologisk

materiale af en person til brug for en DNA-analyse og registrere

DNA-profilen,

hvis personen er eller har været sigtet for en lovovertrædelse, der kan

medføre

fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller for en overtrædelse af

straffelovens § 235, stk. 2, om besiddelse af børnepornografisk

materiale. Dermed gøres betingelserne for at tilvejebringe og registrere

henholdsvis DNA-profiler og fingeraftryk i al væsentlighed identiske. Efter

forslaget ændres således dels DNA-profilregisterlovens § 2, stk. 2,

nr. 1, om betingelserne for registrering i persondelen (lovforslaget

§ 1,

nr. 3), dels retsplejelovens § 792 b, stk. 1, om optagelse af

fingeraftryk og personfotografier med henblik på registrering (lovforslagets

§ 2, nr. 2). For en nærmere gennemgang henvises til afsnit 4.1.

Der foreslås samtidig en tilføjelse i retsplejelovens

§ 792 c, stk. 1, så kompetencen til at træffe beslutning om

udtagelse

af spytprøver af sigtede henlægges til politiet, ligesom det allerede er

tilfældet ved blodprøver (lovforslagets § 2, nr. 3). Samtidig foreslås

det, at retsplejelovens § 792 e, stk. 3, ændres, så politiet får

adgang

til at foretage spytprøver uden en læges medvirken (lovforslagets § 2,

nr.

4). Forslagene skal ses i sammenhæng med, at den teknologiske udvikling i

forbindelse med DNA-analyser har gjort det muligt generelt at overgå fra

blodprøver til udtagelse af spytprøver ved brug af en vatpind eller lignende.

Se nedenfor i afsnit 4.2.

Efter forslaget ændres endvidere DNA-profilregisterlovens

§ 3 om sletning af oplysninger i registerets persondel (lovforslagets

§ 1, nr. 4). Det foreslås således, at en person skal slettes af

registeret, når vedkommende er fyldt 80 år, medmindre det undtagelsesvist

findes nødvendigt at opretholde registreringen. Dermed skabes der ligeledes

overensstemmelse mellem DNA-profilregisterets og Fingeraftryksregisterets

sletningsregler. Se nedenfor i afsnit 4.3.

Det foreslås endelig, at sporfund, der personidentificeres,

fortsat skal kunne registreres, hvis den identificerede person ikke er eller

har været sigtet for den pågældende forbrydelse, og vedkommende meddeler

samtykke

til fortsat registrering. Denne ændring i DNA-profilregisterlovens § 2,

stk. 2, nr. 2, og § 4 (lovforslagets § 1, nr. 3 og 6) vil

navnlig give politiet adgang til at opbevare sporfund fra ofre. Dette vil

lette

politiets muligheder for hurtigt at kunne sammenholde nye sporfund - f.eks.

blodpletter fra en mistænkts hjem eller tøj - med ofrets profil i spordelen.

Se

nærmere nedenfor i afsnit 4.4.

Derudover foreslås enkelte andre ændringer af mere redaktionel

karakter i DNA-profilregisterloven, jf. bemærkningerne til de enkelte

bestemmelser.

Det bemærkes, at den hidtidige inddeling af

DNA-profilregisteret i en persondel og en spordel opretholdes. Denne

inddeling

hviler på, at DNA-profilerne i persondelen hidrører fra biologisk materiale

udtaget af personer ved en legemsundersøgelse i medfør af retsplejelovens

kapitel 72, mens DNA-profilerne i spordelen hidrører fra biologisk materiale

sikret som sporfund på f.eks. gerningssteder eller ofre. Der er fastsat

forskellige

sletningsregler for henholdsvis persondelen og spordelen, jf.

DNA-profilregisterlovens §§ 3-4.

2. Det Centrale DNA-profilregister

2.1. Gældende ret

Lov nr. 434 af 31. maj 2000 om oprettelse af et centralt

DNA-profilregister trådte i kraft den 1. juli 2000, jf. lovens § 8. Der

henvises til Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side

3043-3063, tillæg B, side 716-717, og Folketingets forhandlinger,

side 3562-3577, 8238-8339 og 8747.

DNA-profilregisteret tjener som et internt arbejdsregister

for politiet i forbindelse med identifikation af personer, jf.

DNA-profilregisterlovens § 1, stk. 1. Registeret må således kun

bruges i identifikationsøjemed og forudsættes primært anvendt i forbindelse

med

politiets efterforskning af straffesager. Politiet kan dog også anvende

registeret ved andre politimæssige identifikationsopgaver, f.eks. ved

dødsulykker hvor det ikke er muligt at anvende sædvanlige

identifikationsmetoder,

jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 3047 og 3059.

Registeret opbevares og føres ved Rigspolitichefens

Kriminaltekniske Afdeling og består af både et edb-register og et manuelt

register, jf. lovens § 1, stk. 1 og 3.

I DNA-profilregisteret må kun optages oplysninger, der er

af politimæssig betydning i forbindelse med personidentifikation, jf.

§ 2,

stk. 1. Der kan således ikke registreres andre oplysninger på baggrund

af

en DNA-analyse end en talprofil, der alene kan anvendes i

identifikationsøjemed.

De registrerede talprofiler beskriver længderne af DNA-stykker, som findes

mellem de DNA-områder, der koder for arvelige egenskaber. Det er længderne af

disse ikke-kodende DNA-områder – det såkaldte ”junk-DNA” - som

er relevante i

identifikationsøjemed, da længderne varierer betydeligt fra menneske til

menneske. Da de registrerede talprofiler relaterer sig til ikke-kodende

DNA-stykker,

er det således ikke muligt at udlede følsomme oplysninger om en persons

genetiske karakteristika, udseende, arveanlæg, sygdomsdispositioner eller

lignende fra profilerne. Med den nuværende teknologi er det muligt at

foretage

identifikation ved DNA-analyser med en sandsynlighed på mindre end

1:1.000.000.000 for, at en persons DNA-profil vil matche med en anden

ubeslægtet

persons DNA-profil. Se i det hele Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side

3047.

Registeret er inddelt i en persondel og en spordel, jf.

lovens § 1, stk. 2. I

persondelen

må optages DNA-profiler af personer, som er eller har været sigtet for en

række

nærmere opregnede særligt alvorlige forbrydelsestyper. Det drejer sig om

følgende overtrædelser af straffeloven, jf. DNA-profilregisterlovens

§ 2,

stk. 2, nr. 1:

-

Kapitel 12 og 13 om

forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed samt forbrydelser mod

statsforfatningen

og de øverste statsmyndigheder mv.

-

§ 119 om vold

mod tjenestemand i funktion.

-

§ 123 om vold

m.v. mod vidner.

-

§§ 180-181 om

brandstiftelse.

-

§ 183,

stk. 1 og 2, § 183 a og § 184, stk. 1, om forvoldelse af

sprængning med forsæt til skade på person eller formue, gidseltagning af fly-

eller skibspassagerer eller anden forstyrrelse af sikkerheden for

transportmidlers

drift eller sikkerhed.

-

§ 210 om incest.

-

§§ 216-225 om

voldtægt og visse andre forbrydelser mod kønssædeligheden.

-

§ 232 om

blufærdighedskrænkelse.

-

§ 237 om drab.

-

§§ 245-246 om

grov vold.

-

§ 252 om

forvoldelse af nærliggende fare for andres liv eller førlighed eller for, at

nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom.

-

§§ 260-261 om

ulovlig tvang, uberettiget frihedsberøvelse mv.

-

§ 276, jf.

§ 286, om tyveri af særlig grov beskaffenhed.

-

§ 288 om røveri.

I medfør af lovens § 2, stk. 2, nr. 1, er det

derudover en forudsætning for registrering i persondelen, at DNA-analysen er

udført i en straffesag af den ovennævnte karakter på grundlag af biologisk

materiale udtaget efter reglerne i retsplejelovens kapitel 72.

Da det er en betingelse, at DNA-analysen er udført i

forbindelse med den konkrete straffesag, der kan føre til registrering, kan

der

ikke registreres DNA-profiler på grundlag af biologisk materiale tilvejebragt

i

andre straffesager. Der kan således f.eks. ikke bruges blodprøver fra sager

om

promille- eller spirituskørsel. Betingelsen om, at DNA-analysen skal være

udført på grundlag af biologisk materiale udtaget ved et legemsindgreb efter

reglerne i retsplejelovens kapitel 72, indebærer endvidere, at der ikke kan

registreres DNA-profiler på grundlag af materiale udtaget i forbindelse med

undersøgelse eller behandling i sundhedsvæsenets regi. Se i det hele

Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 3050.

Det relevante legemsindgreb ved udtagelse af biologisk

materiale til brug for en DNA-analyse – i praksis en blod- eller

spytprøve - er

en legemsundersøgelse, jf. retsplejelovens § 792, stk. 1, nr. 2.

Det

følger således af henvisningen i DNA-profilregisterlovens § 2,

stk. 2, nr. 1, til retsplejelovens kapitel 72, at det er en forudsætning

for registrering i persondelen, at betingelserne for foretagelse af

legemsundersøgelse er opfyldt. I medfør af retsplejelovens § 792 a,

stk. 2, nr. 1, må legemsundersøgelse af en sigtet for det første kun

foretages,

hvis der er begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i

en

lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder

eller

derover. Dernæst er det efter § 792 a, stk. 2, nr. 2, en

betingelse,

at indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.

Dette såkaldte indikationskrav ved legemsundersøgelse har den konsekvens, at

der kan forekomme situationer, hvor en person sigtes for en af de

forbrydelsestyper, der kan føre til registrering i DNA-profilregisteret, uden

at der kan tilvejebringes en DNA-profil af vedkommende. Dette vil navnlig

kunne

tænkes i sager, hvor der aflægges tilståelse eller ikke er efterladt et

biologisk spor i den konkrete sag, jf. nedenfor i afsnit 4.1.4. samt

Folketingstidende

1999-2000, tillæg A, side 3048-3049.

Betingelsen i § 2, stk. 2, nr. 1, om, at det

biologiske materiale skal være udtaget efter reglerne i retsplejelovens

kapitel

72, vil også være opfyldt, hvor der i medfør af retsplejelovens § 792 d,

stk. 1, er foretaget et legemsindgreb efter samtykke fra en ikke-sigtet

person, og denne person efterfølgende bliver sigtet i den pågældende sag, jf.

Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 3050.

Sletningsreglerne for DNA-profilregisterets persondel er

fastsat i lovens § 3. Det følger af § 3, stk. 1, nr. 2, at en

person, der har været sigtet, men ikke er fundet skyldig, skal slettes af

registeret, når der er forløbet 10 år fra frifindelse, afgørelse om

påtaleopgivelse eller tiltalefrafald uden vilkår. Efter § 3,

stk. 1,

nr. 3, skal en person endvidere slettes af registeret, når den pågældende er

fyldt 70 år. I medfør af § 3, stk. 3, kan sletning i disse to

tilfælde dog undlades, hvis det efter en konkret vurdering undtagelsesvis

findes nødvendigt at opretholde registreringen. Efter § 3, stk. 1,

nr. 1 og nr. 4-6, skal oplysninger i persondelen endelig straks slettes,

når

sigtelse er opgivet som grundløs,

når

oplysningerne er tilvejebragt ved

et legemsindgreb, som retten nægter at godkende, eller som retten eller

politiet selv efterfølgende finder uhjemlet, eller

når

andre grunde undtagelsesvis

taler herfor, f.eks. hvis en anden person – uden at have været sigtet

som

medgerningsmand – senere findes skyldig i forbrydelsen.

I

spordelen

må

optages ikke-personidentificerede DNA-profiler af biologisk materiale, der er

fundet på gerningssteder eller på effekter, personer eller steder med

tilknytning til en forbrydelse, jf. DNA-profilregisterlovens § 2,

stk. 2, nr. 2. I modsætning til persondelen er der ikke fastsat særlige

begrænsninger for, hvilke forbrydelsestyper der kan føre til registrering af

sporfund. I DNA-profilregisterets spordel kan der således optages

DNA-profiler

af biologiske spor sikret ved alle former for kriminalitet, herunder ved

indbrud og anden berigelseskriminalitet. I medfør af § 2, stk. 2,

nr.

2, må spordelen ikke indeholde DNA-profiler, der er blevet

personidentificeret.

Dette er tilfældet, uanset om sporet stammer fra en sigtet, der kan

registreres

i persondelen i medfør af lovens § 2, stk. 2, nr. 1, eller fra

f.eks.

et offer eller en sigtet, der ikke opfylder betingelserne for registrering i

persondelen.

Efter DNA-profilregisterlovens § 4 skal oplysninger i

spordelen slettes,

når

sporfundet er person-identificeret,

når

oplysningerne ikke længere er af politimæssig interesse, eller

når

andre

særlige grunde undtagelsesvis taler herfor.

2.2. Praktiske erfaringer

2.2.1. Registrerede DNA-profiler

DNA-profilregisteret blev taget i brug, da

DNA-profilregisterloven trådte i kraft den 1. juli 2000. Registeret indeholdt

pr. 1. maj 2004 ca. 2.500 DNA-profiler i persondelen og ca. 4.600

DNA-profiler

i spordelen.

I persondelen var der pr. 1. maj 2004 registreret

DNA-profiler bl.a. af ca. 250 personer på grundlag af en sigtelse for drab,

ca.

430 personer for voldtægt, ca. 280 personer for grov vold, ca. 620 personer

for

røveri, ca. 410 personer for indbrud af særlig grov beskaffenhed og ca. 40

personer for brugstyveri af særlig grov beskaffenhed.

I spordelen var der pr. 1. maj 2004 registreret sporfund

bl.a. fra ca. 140 uopklarede drab, ca. 270 voldtægter, ca. 600 røverier, ca.

90

sager om grov vold, ca. 3.000 indbrud og ca. 160 brugstyverier. Det bemærkes,

at disse tal også omfatter ca. 200 sporfund fra uopklarede forbrydelser,

navnlig drab, i udlandet, jf. nedenfor. Som det ses, stammer de fleste

DNA-profiler i spordelen fra berigelseskriminalitet som indbrud og røverier.

Derefter kommer spor fra drab, vold og voldtægt.

Da DNA-profilregisteret blev oprettet, lagde politiet

DNA-profiler fra sporfund fra en række gamle, uopklarede forbrydelser ind i

registerets spordel. Det drejede sig bl.a. om DNA-profiler af biologiske spor

fra 30 uopklarede drab begået i perioden 1971-1998. Der har dog endnu ikke

været match i registeret med spor fra disse drabssager. Derimod er bl.a.

rambuktyverier og røverier begået før registerets oprettelse blev opklaret

ved,

at DNA-profiler af personer sigtet for ny kriminalitet matchede med sporfund

fra disse gamle, uopklarede forbrydelser, der var blevet lagt ind i spordelen

efter DNA-profilregisterets oprettelse.

Tilsvarende

blev matchende sporfund fra to grove voldtægter begået i 1997 og 1999 lagt

ind

i spordelen efter registerets oprettelse. I 2003 viste DNA-profilen fra

sporfund efter et indbrud sig at matche med sporene fra disse to voldtægter.

Politiets efterforskning af indbrudet har herefter ført til pågribelse af en

person, hvis DNA-profil matcher sporene efter de to tidligere voldtægter.

Inden for Interpol er der etableret et samarbejde om

udveksling af DNA-profiler fra uopklarede forbrydelser. I

DNA-profilregisterets

spordel var der således pr. 1. maj 2004 registreret ca. 200 DNA-profiler af

sporfund

fra forbrydelser begået i udlandet. Der har i enkelte tilfælde været hits i

DNA-profilregisteret, hvor der er fundet match med udenlandske sporfund.

F.eks.

blev en DNA-profil af en mand sigtet for voldtægt i foråret 2004 lagt ind i

registerets persondel, hvorved der fremkom et match med et sporfund fra et

kvindedrab i Norge. Omvendt har Rigspolitichefens Kriminaltekniske Afdeling

bl.a. sendt en DNA-profil fra sporfund i en meget grov voldtægtssag i Århus

til

en række andre landes registre gennem Interpol.

2.2.2. ”Hits” i registeret

Siden DNA-profilregisterets etablering har politiet haft

ca. 2.000 såkaldte ”hits” i registeret, og alene i 2004 har der pr.

15. august

været 724 hits - svarende til tallet for hele 2003.

Politiets hits fremkommer, når der ved søgning i

DNA-profilregisteret viser sig match mellem to eller flere DNA-profiler. I

praksis kan der forekomme tre forskellige former for hits, der alle typisk

får

afgørende betydning for politiets videre efterforsknings- og

opklaringsarbejde.

For det første ses det ofte, at et sporfund fra en ny

forbrydelse matcher en allerede registreret person. Politiet får dermed

identificeret en mulig gerningsmand. Ressourcerne i efterforskningsarbejdet

kan

derefter målrettes til at efterprøve og underbygge sagen mod den pågældende.

Denne

type hits fører som altovervejende hovedregel til opklaring af den nye

forbrydelse. Som eksempler fra praksis kan nævnes: Spor fra drabsforsøg

matchede person registreret efter sigtelse for grov vold. Spor fra voldtægt

matchede person registreret efter sigtelse for voldtægt. Spor fra vold

matchede

person registreret efter sigtelse for voldtægt. Spor fra røveri matchede

person

registreret efter sigtelse for grov vold. Spor fra indbrud matchede person

registreret

efter sigtelse for røveri.

For det andet ses det ligeledes ofte, at en person, der er

sigtet for en ny forbrydelse, matcher registrerede sporfund fra en og ikke

sjældent flere tidligere forbrydelser. Denne type hits betyder som

altovervejende hovedregel, at politiet kan opklare de tidligere forbrydelser,

der ofte er adskillige år gamle. Som eksempler fra praksis kan nævnes: Person

sigtet for røveri matchede spor fra 5 år gammel voldtægt. Person sigtet for

røveri matchede spor fra 18 forskellige indbrud. Person sigtet for postrøveri

matchede spor fra voldtægt. Person sigtet for vold matchede spor efter

biltyv,

der var flygtet fra et færdselsuheld.

For det tredje matcher sporfund fra en ny forbrydelse meget

hyppigt tidligere registrerede sporfund. Politiet kan herved konstatere, at

der

sandsynligvis er tale om samme gerningsmand, hvilket er af væsentlig

betydning

for tilrettelæggelsen af den videre efterforskning. Samtidig bidrager denne

form for hits i høj grad til at øge politiets viden om kriminelles

geografiske

mobilitet og aktivitet.

I forhold til berigelseskriminalitet har DNA-profiler af

sporfund således bekræftet politiets antagelse om, at et meget stort antal

indbrud begås af et relativt lille antal gerningsmænd. Der er f.eks.

adskillige

eksempler på, at samme DNA-profil er fundet ved 15-20 forskellige indbrud.

Match mellem forskellige sporfund har ligeledes illustreret

en overraskende høj grad af geografisk mobilitet ved mange former for

kriminalitet. Samme DNA-profiler er således fundet på gerningssteder i vidt

forskellige

egne af landet. F.eks. er samme DNA-profil set optræde på gerningssteder i

Kolding, Hvidovre og Hillerød. En anden profil er fundet på gerningssteder i

Holstebro og Holbæk. Endnu en profil er sikret ved gerningssteder i både

Odense, Fredericia, Silkeborg, Thisted og Tønder. Tilsvarende er en

DNA-profil

fundet ved spor efter forbrydelser i både Randers og Lyngby. I en konkret sag

er de samme to DNA-profiler fundet ved både en voldssag i Horsens og et

indbrud

i Åbenrå. Som det illustreres af eksemplerne ovenfor, gør den store mobilitet

det vanskeligere for politiet at bruge mere traditionelle

efterforskningsmetoder, hvor et centralt element ofte er kendskabet til de

lokale ”kendinge”.

Endelig har matchende DNA-profiler af sporfund vist, at

gerningsmænd ikke i samme grad, som det måske antages, er

”specialiseret” inden

for f.eks. enten berigelseskriminalitet, voldskriminalitet eller

sædelighedsforbrydelser.

Der har således vist sig overraskende mange match mellem profiler fra meget

forskelligartede forbrydelsestyper. Som eksempler kan nævnes match mellem

spor

fra indbrud og spor fra to voldtægter, match mellem spor fra røveri og spor

fra

voldtægt samt match mellem spor fra indbrud og spor fra vold.

Denne form for hits mellem forskellige sporfund i

DNA-profilregisteret bidrager i høj grad til det analytiske politiarbejde i

bl.a. efterforskningscentrene. Oplysninger om, at sporfund fra flere

forskellige forbrydelser matcher, styrker endvidere politiets muligheder for

at

målrette efterforskningen i de konkrete sager. Samtidig kan ressourcerne

forenes i et mere effektivt efterforskningssamarbejde, når det konstateres,

at

flere politikredse forfølger samme gerningsmand.

2.2.3. Sikring af biologiske spor

Politiet sikrer i dag helt rutinemæssigt biologiske spor -

dvs. spyt, blod, hudceller, hår samt sæd og andre kropssekreter - med henblik

på DNA-analyse. Udviklingen i metoderne til DNA-analyse har ført til, at der

skal bruges en betydeligt mindre mængde biologisk materiale til at lave en

DNA-profil end for bare 5 år siden. I dag er det således muligt for politiet

at

sikre brugbare spor fra selv mikroskopiske mængder af biologisk materiale.

Det

betyder navnlig, at der i meget videre omfang end tidligere kan anvendes

sporfund i form af spyt og hudceller.

I løbet af en kort årrække er sikring af biologiske spor

blevet et lige så selvfølgeligt efterforskningsskridt som sikring af

fingeraftryk. Det er endvidere politiets erfaring, at det ofte er lettere at

finde anvendelige biologiske spor efter forbrydelser end brugbare

fingeraftryk.

Særligt udstyr til sikring af DNA-spor – en steril papirpose med vatpind

samt

handsker og mundbind – er derfor standardudstyr i politiets

patruljevogne. I de

fleste mindre sager, f.eks. ved indbrud, er det typisk ordenspolitiet, der

sikrer biologiske spor på gerningsstedet mv. Det er som regel kun nødvendigt

at

tilkalde særlig kriminalteknisk bistand til sikring af biologiske spor i

større

eller mere alvorlige sager som f.eks. drab, voldtægt, røveri og serieindbrud.

I praksis sikres meget ofte

spyt

på bl.a. flaskehalse, cigaretskod og mælke- og juicekartoner.

Der sikres navnlig meget hyppigt sådanne spor ved indbrud, biltyverier og

andre

former for berigelseskriminalitet.

Der sikres i praksis ofte

blod

på glasskår efter indbrud. Blod kan også sikres fra f.eks.

pletter på et gerningssted, på gerningsmandens eller ofrets tøj eller på

knive,

slagvåben mv.

Hudceller

sikres

ofte på tøj, tasker, dørhåndtag mv. I en konkret voldssag blev der fundet

hudceller på ofrets jakkeærme, efter at gerningsmanden havde grebet hårdt fat

i

ofrets arm.

I praksis sikres

hår

navnlig på gerningssteder, tøj, huer, kasketter og tørklæder.

Sæd

sikres først

og fremmest ved vaginalskrab fra voldtægtsofre, men findes ligeledes på

f.eks.

tøj, sengetøj, kondomer og pletter på et gerningssted.

Som det illustreres af eksemplerne ovenfor, kan biologisk

materiale fra en gerningsmand i form af spyt, blod, hudceller, hår eller sæd

mv. - og dermed gerningsmandens DNA-profil - således tænkes sikret stort set

alle steder og efter stort set alle former for kriminalitet.

Sideløbende med, at den teknologiske udvikling og politiets

erfaring til stadighed øger mulighederne for at sikre biologiske spor,

udvikles

og forbedres også metoderne til DNA-analyse. Retsgenetisk Afdeling ved

Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet, der foretager alle

DNA-analyser i straffesager, har f.eks. senest taget en ny metode i brug, der

gør det muligt at lave DNA-profiler isoleret på Y-kromosomer. Baggrunden

herfor

er, at der ved vaginalskrab i voldtægtssager er tale om en blanding af ofrets

og gerningsmandens biologiske materiale – en såkaldt blandingsprofil. I

disse

tilfælde er det derfor ofte vanskeligt at tilvejebringe en brugbar DNA-profil

på

gerningsmanden. Da kvinder kun har X-kromosomer, kan man med den nye

Y-kromosom-teknik isolere DNA-profilen på gerningsmanden uden sammenblanding

med ofrets profil.

En metode, der endnu er under udvikling, men som må

forventes at blive sædvanlig inden for en overskuelig årrække, er såkaldt

mitokondrie-DNA-analyse. Denne metode betyder bl.a., at der kan laves

DNA-profiler fra alle dele af hår. Ved normal DNA-analyse af hår kan kun

anvendes rodskedeceller omkring hårroden, hvilket som udgangspunkt

forudsætter,

at håret er revet ud af hovedbunden. Teknikken til mitokondrie-DNA-analyse er

dog endnu uforholdsmæssigt kostbar og væsentlig mindre sikker end traditionel

DNA-analyse.

2.3. Biologisk materiale

DNA-profilregisteret indeholder alene de talprofiler, der

er resultatet af DNA-analyse af biologisk materiale fra henholdsvis sporfund

og

prøver udtaget ved legemsundersøgelse i medfør af retsplejelovens kapitel 72,

se ovenfor i afsnit 2.1. Registeret omfatter således ikke det bagvedliggende

biologiske materiale.

I 1990 indgik Retsgenetisk Afdeling ved Retsmedicinsk

Institut på Københavns Universitet en aftale med Rigspolitichefen om at

udføre

alle DNA-analyser til brug for straffesager. Rigsadvokaten nedsatte i 1999 en

arbejdsgruppe, der har til opgave at overveje, hvilke retningslinier der kan

fastsættes for opbevaring, destruktion mv. af biologisk materiale, som er

tilvejebragt ved legemsindgreb, og som kan anvendes i forbindelse med

efterforskningen af straffesager. Rigsadvokatens arbejdsgruppe skal bl.a.

komme

med forslag til retningslinier for Retsgenetisk Afdelings opbevaring og

destruktion af prøver udtaget ved legemsundersøgelse til brug for

DNA-analyse.

Arbejdsgruppen forventes at afgive sin rapport med forslag til sådanne

retningslinier i indeværende år.

Den hidtidige praktiske ordning for håndteringen af disse

prøver er beskrevet nærmere i bemærkningerne til DNA-profilregisterloven, jf.

Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 3047-3048. Heraf fremgår det

bl.a.,

at det biologiske materiale fra legemsindgreb – typisk blodprøver –

som

analyseres på politiets anmodning, opbevares på Retsgenetisk Afdeling, der

som

udgangspunkt destruerer materialet 12 måneder efter analysens foretagelse.

Ønsker politiet af bevismæssige årsager, at det biologiske materiale

opbevares

af Retsgenetisk Afdeling i længere tid, skal politiet fremsætte en begrundet

anmodning herom. På Retsgenetisk Afdeling opbevares materialet i øvrigt under

særligt sikrede forhold, herunder med flere forskellige låse- og

alarmsystemer

og således, at kun ganske få medarbejdere har adgang hertil.

Det fremgår videre af bemærkningerne til

DNA-profilregisterloven, at Justitsministeriet har tilkendegivet over for

Retsmedicinsk Institut, at instituttet – af hensyn til behovet for en

stadig

kvalitetssikring, forbedring og videreudvikling af de analysemetoder, som

anvendes i straffesager – vil kunne anvende biologisk materiale, der

opbevares

på politiets vegne, til undersøgelser til brug for kvalitetssikring og

metodeudvikling. Justitsministeriet har samtidig tilkendegivet over for

Retsmedicinsk Institut, at det biologiske materiale, som hidrører fra

straffesager, i overensstemmelse med instituttets praksis ikke må anvendes

til

andre former for forskning. Anvendelse af materialet til andre former for

forskning vil alene kunne komme på tale med Justitsministeriets tilladelse

til

et konkret forskningsprojekt og da alene på nærmere angivne vilkår, herunder

at

forskningsprojektet skal være anbefalet af den relevante videnskabsetiske

komité, samt at materialet alene må anvendes i anonymiseret form. Se i det

hele

Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 3048. Retsgenetisk Afdeling har

oplyst over for Justitsministeriet, at der aldrig er modtaget forespørgsler

om

anvendelse af det biologiske materiale til forskningsprojekter.

3. DNA-profilregistre i andre lande

3.1. Sverige

Efter en ændring af den svenske polisdatalagen, der trådte

i kraft den 1. april 1999, blev der ved Rikspolisstyrelsen oprettet et

DNA-register.

Det svenske DNA-register indeholder ca. 2.500 DNA-profiler i persondelen og

ca.

8.900 DNA-profiler i spordelen.

Betingelserne for at kunne registrere en person i

registerets persondel er, at den pågældende er blevet dømt for en alvorlig

forbrydelse mod en persons liv eller helbred, personlige integritet eller

sikkerhed eller for en almenfarlig forbrydelse omfattet af Brottsbalkens kap.

3, 4, 6, 8, 12, 13 eller 17, og forbrydelsen kan medføre mere end to års

fængsel. For at kunne udtage materiale til brug for en DNA-analyse skal den

pågældende med rimelig grund være mistænkt for en forbrydelse, der kan

medføre

fængsel, ligesom prøven skal være nødvendig for den konkrete sag.

Det svenske Justitiedepartementet iværksatte i efteråret

2003 et udredningsarbejde med henblik på en udvidelse af DNA-registeret. I

juni

2004 afgav de udpegede udredere rapporten ”Genetiska fingeravtryck”

til

Justitiedepartementet. Det anbefales i rapporten, at betingelserne for at

udtage og registrere DNA-profiler lempes, så de i al væsentlighed bliver

identiske med betingelserne for at udtage og registrere fingeratryk. Efter

forslaget i det lovudkast, der indgår i rapporten, skal der kunne

tilvejebringes DNA-profiler fra alle personer, der med rimelig grund

mistænkes

for en lovovertrædelse, der kan medføre fængsel. Det foreslås således bl.a.,

at

kriminalitetskravet lempes, og at indikationskravet ophæves. Efter forslaget

skal sådanne DNA-profiler endvidere kunne registreres efter tilsvarende

regler

som for fingeraftryk. Efter disse regler vil DNA-profiler – ligesom

fingeraftryk – som udgangspunkt skulle slettes, hvis den pågældende

frifindes.

Svensk politi kan træffe afgørelse om udtagelse af

spytprøve og kan foretage sådanne prøver uden en læges medvirken.

Rikspolisstyrelsen har oplyst, at spytprøver allerede anvendes i vidt omfang,

og at det er hensigten generelt at overgå hertil i stedet for blodprøver.

3.2. Norge

Norsk politi har ligeledes etableret et DNA-register med en

persondel og en spordel. I persondelen

skal

personer, der dømmes for visse særligt alvorlige forbrydelser, registreres.

Det

drejer sig bl.a. om grove sædelighedsforbrydelser, mord, grov vold og groft

tyveri. Derudover

kan

personer, der

dømmes for en række nærmere bestemte forbrydelser, registreres.

I medfør af Forskrift om ordningen av påtalemyndigheten er

betingelserne for legemsundersøgelse, at den pågældende med rimelig grund er

mistænkt for en lovovertrædelse, der kan medføre fængselsstraf, og at

legemsundersøgelsen er af betydning for efterforskningen af lovovertrædelsen.

Meddeler den sigtede ikke samtykke til legemsundersøgelsen, træffes afgørelse

herom af retten. Blodprøver må kun foretages af sundhedspersonale, mens

prøver

fra mundhulen kan udtages af politiet.

Det norske Justis- og Polisdepartementet nedsatte i juli

2004 et udvalg, der skal vurdere, om der bør være en videre adgang til

registrering

i det norske DNA-register. Udvalget skal bl.a. overveje,

om

adgangen til

at udtage DNA-prøver bør udvides, f.eks. så adgangen bliver den samme som for

fingeraftryk,

om

der bør kunne registreres DNA-profiler i flere typer af

straffesager, samt

om

sigtede, men ikke dømte personer bør kunne

registreres. Udvalget skal afslutte sit arbejde inden udgangen af 2005.

3.3. Finland

Den 1. januar 2004 trådte der nye regler om

tilvejebringelse og registrering af DNA-profiler i kraft i den finske

Tvångsmedellagen. Ved denne lovændring er det sædvanlige mistankekrav og

indikationskrav ved legemsundersøgelse blevet fraveget ved

legemsundersøgelser

med henblik på tilvejebringelse af en DNA-profil. Efter de nye regler kan der

således udtages prøver til brug for DNA-analyse af personer, der er mistænkt

for en lovovertrædelse, som kan medføre mindst 6 måneders fængsel. Det er

ikke

en betingelse, at legemsundersøgelsen har betydning for den konkrete

straffesag.

DNA-profilen kan herefter - uden yderligere betingelser - registreres i

persondelen

i det finske DNA-register. Frifindes den pågældende, eller opgives påtalen,

skal DNA-profilen dog slettes senest et år efter denne afgørelse.

3.4. England

Den engelske nationale DNA-database blev oprettet i 1995.

Persondelen indeholder i dag ca. 2,3 mio. DNA-profiler fra personer, der er

eller har været sigtet. Spordelen indeholder ca. 220.000 DNA-profiler.

Metropolitan Police i London, der dækker ca. 8 mio. indbyggere, havde i 2003

ca. 8.000 hits i DNA-databasen. Hovedparten af de forbrydelser, der blev

opklaret ved hjælp af DNA-databasen, var indbrud og brugstyverier.

Med virkning fra den 5. april 2004 er betingelserne for

udtagelse af prøver til brug for DNA-analyser blevet lempet i den engelske

Police & Criminal Evidence Act. Herefter kan det engelske politi foretage

spytprøve på alle, der mistænkes for en lovovertrædelse, som kan medføre

fængselsstraf. Politiet kan foretage spytprøve uden en læges medvirken. Med

ændringen er der skabt identitet mellem betingelserne for at optage

fingeraftryk og udtage prøver til DNA-analyser.

Når DNA-profilen er tilvejebragt, kan politiet derefter -

uden yderligere betingelser – registrere den i persondelen i den

nationale

DNA-database. Oplysningerne om en person opbevares i DNA-databasen, indtil

den

pågældende afgår ved døden.

4. Lovforslagets udformning

4.1. Udvidelse af DNA-profilregisterets persondel

4.1.1. Parallelitet til Fingeraftryksregisteret

Som anført ovenfor i afsnit 1.1., er der stor lighed mellem

DNA-profilregisteret og Fingeraftryksregisteret. De to registre har samme

formål og funktion som centrale arbejdsredskaber for politiet til brug for

identifikation af mulige gerningsmænd til forbrydelser. Som det fremgår

ovenfor

i afsnit 2.1., kan der ligesom ved fingeraftryk ikke udledes særligt

personfølsomme informationer af de registrerede DNA-profiler. På den baggrund

er det Justitsministeriets opfattelse, at der ikke foreligger sådanne særlige

beskyttelseshensyn, at betingelserne for registrering i DNA-profilregisteret

bør være strengere end for Fingeraftryksregisteret.

Fingeraftryksregisteret har eksisteret i godt 100 år og må

anses for almindeligt anerkendt som et af politiets mest grundlæggende

værktøjer. Strafferetsplejeudvalget har i betænkning nr. 1104/1987 om

legemsindgreb under efterforskning, der ligger til grund for affattelsen af

retsplejelovens kapitel 72, anført en række betragtninger om optagelse og

registrering af fingeraftryk.

Strafferetsplejeudvalget har på side 53 i betænkning nr.

1104/1987 bl.a. anført, at det særligt i tyverisager, hvor recidivhyppigheden

er stor, ofte er af væsentlig betydning for politiet, at man har mulighed for

at identificere gerningsmanden ved hjælp af fingeraftryk optaget i anledning

af

tidligere forhold. De kan også være af betydning uden for straffesager,

f.eks.

ved eftersøgninger eller ved identifikationer, herunder også af dødfundne

personer. Det er således Strafferetsplejeudvalgets opfattelse, at et

fingeraftryksregister er et meget vigtigt arbejdsredskab for politiet ved

opklaring af forbrydelser begået af recidivister, og at fingeraftryk derfor

inden for nærmere fastsatte grænser bør kunne optages af sigtede, selvom

optagelsen er uden betydning for efterforskningen i den konkret verserende

sag.

I relation til politiets opbevaring af fingeraftryk anføres

det videre på side

89 f

i betænkningen, at der efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse må lægges

afgørende vægt på, at dette materiale ikke er egnet til ved forevisning at

skabe mistanke om, at en bestemt person har været indblandet i kriminalitet.

Fingeraftrykkene kan ikke genkendes af udenforstående, og misbrugsrisikoen

bliver derfor minimal. Hertil kommer, at fingeraftryk uomtvisteligt er af

stor

betydning i identifikationsøjemed, og at der findes ikke få eksempler på, at

fingeraftryk fra personer, der er blevet frifundet i en tidligere sag, eller

mod hvem påtale er opgivet, har været af afgørende betydning i senere sager.

Derfor finder Strafferetsplejeudvalget, at politiet bør have lov til at

opbevare alle fingeraftryk, der lovligt er optaget af sigtede personer.

Efter Justitsministeriets opfattelse gør

Strafferetsplejeudvalgets betragtninger om optagelse og registrering af

fingeraftryk

sig tilsvarende gældende for DNA-profiler.

Det fremgår af Strafferetsplejeudvalgets udtalelse af 16.

august 2004 om et udkast til lovforslaget, jf. bilag 1, side 8, at udvalget

er

enig i, at der – med den modifikation, der følger af forskellen i selve

indgrebets karakter - må anses at være parallelitet mellem de karakteristika,

der kendetegner DNA-profiler og fingeraftryk. Strafferetsplejeudvalget kan

derfor tiltræde, at der kan være anledning til at gå videre med anvendelse af

DNA-registrering efter lignende principper, som i en årrække har været

gældende

for registrering af fingeraftryk med henblik på senere identifikation.

På den baggrund finder Justitsministeriet, at der nu bør

gælde de samme betingelser for optagelse af personer i DNA-profilregisteret

som

for Fingeraftrykregisteret, jf. nedenfor i afsnit 4.1.2.-4.1.4.

4.1.2. Kriminalitetskravet

Som det fremgår ovenfor, jf. afsnit 2.2. og 2.3., har

politiet haft meget positive erfaringer med DNA-profilregisteret i

efterforskningsøjemed. Det fremgår endvidere, at politiet med de nye

teknologiske muligheder kan sikre biologiske spor ved stort set alle

forbrydelsestyper. Efter de gældende regler kan de former for

berigelseskriminalitet – navnlig indbrud – hvor der i praksis

sikres flest

sporfund, imidlertid ikke føre til registrering i persondelen. I medfør af

DNA-profilregisterlovens § 2, stk. 2, nr. 1, kan der således alene

ske registrering for berigelseskriminalitet af særlig grov beskaffenhed, jf.

straffelovens § 286.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det styrke

retshåndhævelsen markant, hvis der gives adgang til at registrere

DNA-profiler

af personer, der er eller har været sigtet for berigelseskriminalitet.

Navnlig

for så vidt angår indbrud må det forventes, at en sådan udvidelse af

DNA-profilregisterets persondel vil medføre øgede opklaringsprocenter og på

længere sigt vil kunne have præventiv effekt. Det skal i den forbindelse

bemærkes,

at der ved

disse former for mere almindelig berigelseskriminalitet ofte savnes vidner,

hvilket gør det vanskeligere for politiet at opklare sagerne ved hjælp af

traditionelle efterforskningsskridt.

Også ved visse andre kriminalitetsformer vil et ”genetisk

fingeraftryk” kunne være et værdifuldt efterforskningsredskab for

politiet, navnlig i situationer, hvor der ikke foreligger brugbare

fingeraftryk. Det drejer sig bl.a. om vold (straffelovens § 244),

narkotikakriminalitet (straffelovens § 191 og lov om euforiserende

stoffer), våbenlovsovertrædelser (straffelovens § 192 a og våbenloven),

hærværk (straffelovens § 291), frihedsberøvelse (straffelovens

§ 261) og trusler (straffelovens § 266).

På den baggrund foreslås det, at Fingeraftryksregisterets generelle

strafferammekriterium overføres på DNA-profilregisteret. Herefter vil

der kunne ske registrering i persondelen på grundlag af overtrædelse af alle

bestemmelser i straffeloven eller særlovgivningen med en strafferamme på

fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Forslaget vil sikre en betydelig

bedre udnyttelse af DNA-profilregisterets potentiale for politiets

efterforskning og opklaring af forbrydelser og er samtidig i tråd med

udviklingen i andre lande, jf. ovenfor i afsnit 3. Der henvises til

lovforslagets § 1, nr. 3.

Det fremgår af Strafferetsplejeudvalgets udtalelse, jf.

bilag 1, s. 10, at der efter udvalgets opfattelse med et krav om en

strafferamme på fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover vil være tale om

lovovertrædelser af en sådan art og gennemsnitlig grovhed, at det må anses

for

rimeligt, at sigtedes DNA-profil udtages og opbevares i registeret.

Den, som besidder eller mod vederlag gør sig bekendt med

børnepornografi, straffes i medfør af straffelovens § 235, stk. 2,

med bøde eller fængsel indtil 1 år. Personer, der alene sigtes for besiddelse

af børnepornografisk materiale, vil således ikke kunne registreres i

DNA-profilregisteret (eller Fingeraftryksregisteret) på grundlag af det

generelle

strafferammekriterium. Der har i den offentlige debat været rejst forslag om,

at sigtelse for sådanne forhold bør kunne føre til registrering i

DNA-profilregisteret, selvom lovovertrædelsen ikke kan medføre fængsel i 1 år

og 6 måneder eller derover.

På den baggrund har Justitsministeriets Forskningsenhed

søgt belyst, i hvilket omfang personer, der sigtes for besiddelse af

børnepornografi, senere sigtes for ny sædelighedskriminalitet. Undersøgelsen

viser, at knap 10 pct. senere er blevet sigtet for en sædelighedsforbrydelse

med en strafferamme på fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Når dette sammenholdes med den særlige

integritetskrænkelse, som sædelighedsforbrydelser, herunder børnepornografi,

er

kendetegnet ved, finder Justitsministeriet efter en samlet vurdering, at

personer, der sigtes for overtrædelse af straffelovens § 235,

stk. 2,

om besiddelse af børnepornografisk materiale, også bør kunne registreres i

DNA-profilregisteret. Justitsministeriet finder samtidig, at der tilsvarende

bør skabes mulighed for, at der også kan ske optagelse og registrering af

fingeraftryk af personer, der sigtes for besiddelse af børnepornografisk

materiale.

Herved sikres det, at sådanne overgreb og krænkelser mod børn mv. kan

bekæmpes

med alle relevante redskaber, herunder DNA-profilregisteret og

Fingeraftryksregisteret.

4.1.3. Mistankekravet

Efter DNA-profilregisterlovens § 2, stk. 2, nr.

1, er det en betingelse for, at en person kan registreres, at den pågældende

er

eller har været sigtet

for en eller flere af en række nærmere opregnede

alvorlige forbrydelser. Det er samtidig en betingelse, at det bagvedliggende

biologiske materiale er tilvejebragt ved et legemsindgreb efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 72, jf. ovenfor i afsnit 2.1.

I retsplejelovens kapitel 72 sondres mellem

legemsbesigtigelse (§ 792, stk. 1, nr. 1) og legemsundersøgelse

(§ 792, stk. 1, nr. 2). Sondringen bygger på en vurdering af

indgrebenes intensitet. Der stilles i loven forskellige krav til mistankens

styrke som betingelse for at kunne foretage indgrebene.

Udtagelse af spyt- eller blodprøve med henblik på

DNA-analyse udgør en legemsundersøgelse. Ved legemsundersøgelse af en sigtet

person er det som hovedregel en betingelse, at der er

begrundet mistanke

om, at den pågældende har gjort sig

skyldig i en lovovertrædelse, jf. retsplejelovens § 792 a, stk. 2,

nr. 1.

Ved legemsbesigtigelse kræves der derimod alene, at den

pågældende

med rimelig grund er mistænkt

for en lovovertrædelse, jf. retsplejelovens § 792 a,

stk. 1, nr. 1. Optagelse af fingeraftryk og personfotografi udgør efter

retsplejelovens § 792, stk. 1, nr. 1, en legemsbesigtigelse, og der

gælder således et lempeligere mistankekrav ved tilvejebringelse af

fingeraftryk

med henblik på senere identifikation end ved tilvejebringelse af en

DNA-profil.

Et hovedformål med lovforslaget er at skabe parallelitet

mellem betingelserne for at tilvejebringe og registrere henholdsvis

fingeraftryk og DNA-profiler. Det vil bl.a. indebære, at mistankekravet skal

lempes ved tilvejebringelse af spyt- eller blodprøver med henblik på senere

identifikation (retsplejelovens § 792 b, stk. 1, jf. § 792 a,

stk. 2, nr. 1), således at der – ligesom ved fingeraftryk –

skal kunne

tilvejebringes

en spyt- eller blodprøve i disse tilfælde, hvis den pågældende

med rimelig

grund er mistænkt

for en lovovertrædelse med en strafferamme på fængsel i 1

år og 6 måneder eller derover, eller for overtrædelse af straffelovens

§ 235, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

Strafferetsplejeudvalgets udtalelse om et udkast til

lovforslaget, jf. bilag 1, side 10 ff, indeholder udvalgets overvejelser for

og

imod at lempe mistankekravet.

For at opretholde

kravet om begrundet mistanke

taler efter udvalgets opfattelse, at den gældende

regel om fingeraftryk med hensyn til mistankekravet følger den almindelige

regel om legemsbesigtigelse. Indgreb i form af spyt- og blodprøve har

karakter

af legemsundersøgelse. Når man har opretholdt det almindelige mistankekrav

ved

fingeraftryk, bør man også opretholde det almindelige mistankekrav ved spyt-

og

blodprøve. Formålet med indgrebet ændrer ikke indgrebets karakter. Når

politiet

vil overskride den grænse, der i lovgivningen er trukket mellem

legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse, og dermed ”trænge ind i

legemet”,

forekommer det rimeligt at kræve et sikrere grundlag herfor end for optagelse

af fingeraftryk. At mistankekravet kan få reel betydning, fremgår af

kendelsen

i U97.972V, der er omtalt i bemærkningerne til lovforslaget bag

DNA-profilregisterloven

(Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 3054).

Hertil kommer, at man med et lempeligere mistankekrav ved

særreglen om udtagelse af prøver med henblik på senere identifikation –

end ved

den almindelige regel om udtagelse af prøver med henblik på konkret

efterforskning – i princippet kunne komme i den situation, at man kan

udtage en

prøve og optage resultatet i registeret uden at kunne anvende dette i den

konkrete efterforskning, selvom der var behov herfor. Denne problemstilling

er

imidlertid ikke særlig for mistankekravet, men vil ligeledes kunne anføres i

forhold til indikationskravet. Denne forskel gælder således allerede i

relation

til optagelse af fingeraftryk, hvor indikationskravet kun gælder for

optagelse

til brug i den konkrete sag.

For at lempe

mistankekravet

til mistanke med rimelig grund taler efter udvalgets

opfattelse, at der herved skabes fuld parallelitet mellem reglerne om

fingeraftryk og prøver til DNA-analyse. Herved opnås, at DNA-teknikken kan

tages i anvendelse i kriminalitetsbekæmpelsen i samme omfang som

fingeraftryk.

Dette skal ses i sammenhæng med, at udtagelse af en spytprøve

– som forudsættes at blive den altovervejende fremgangsmåde – må

anses for et

indgreb af tilsvarende svag intensitet som et fingeraftryk. Udtagelse af

spytprøve vil næppe blive oplevet som væsentligt mere belastende af den

pågældende end optagelse af fingeraftryk. Indgrebets intensitet taler således

ikke i sig selv for, at der skal fastsættes et strengere mistankekrav ved

udtagelse af spytprøve end ved optagelse af fingeraftryk. Når udtagelse af

blodprøve forbeholdes tilfælde, hvor det enten ikke er muligt at udtage en

spytprøve med tilstrækkeligt DNA-materiale, eller hvor den pågældende yder

fysisk modstand mod gennemførelse af en spytprøve, jf. nedenfor i afsnit

4.2.2., vil det være uhensigtsmæssigt at fastsætte differentierede

mistankekrav

ved udtagelse af henholdvis spytprøve og blodprøve med henblik på senere

identifikation. Hertil kommer, at også en blodprøve - der efter forslaget

skal

udtages af en læge - må betegnes som en af de mildeste former for

legemsundersøgelser,

jf. også betænkning nr. 1104/1987, s. 56, jf. s. 38-39.

Endvidere taler efterforskningsmæssige hensyn for at

fastsætte samme mistankekrav som ved fingeraftryk, således at DNA-spor kan

anvendes som et lige så effektivt efterforskningsmiddel, som fingeraftryk

længe

har været.

På baggrund af de ovenstående overvejelser finder et

flertal på fem af Strafferetsplejeudvalgets medlemmer det mest nærliggende,

at

kravet om begrundet mistanke fastholdes ved optagelse af spyt- og blodprøve

med

henblik på senere identifikation, jf. bilag 1, side 12. Disse medlemmer

lægger

navnlig vægt på, at kravet om begrundet mistanke efter retsplejeloven er

gældende

for indgreb i form af spyt- og blodprøver som led i konkret efterforskning,

selv når formålet er opklaring af de alvorligste forbrydelser.

Et mindretal på fire af udvalgets medlemmer kan tilslutte

sig, at der fastsættes samme mistankekrav ved udtagelse af spyt- og blodprøve

til brug for registrering i DNA-profilregisteret, som gælder ved optagelse af

fingeraftryk og registrering i Fingeraftryksregisteret. Mindretallet finder

således, at der navnlig under hensyntagen til indgrebets ringe intensitet set

i

forhold til de efterforskningmæssige hensyn også på dette punkt bør skabes

parallelitet til Fingeraftryksregisteret.

Justitsministeriet finder, at de væsentlige

efterforskningsmæssige fordele, der er forbundet med en udvidelse af

DNA-profilregisteret, på dette punkt bør veje tungere end det principielle

hensyn

til den systematiske sondring mellem de forskellige former for legemsindgreb.

I

den forbindelse lægger Justitsministeriet vægt på, at spyt- og blodprøver

må anses for indgreb af tilsvarende svag

intensitet som fingeraftryk. Efter Justitsministeriets opfattelse foreligger

der således ikke sådanne forskelle i indgrebenes reelle intensitet, som

– ud

over det princielle hensyn til at opretholde forskellige regler for

legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse – taler for et strengere

mistankekrav

ved udtagelse af spyt- og blodprøver med henblik på senere identifikation end

ved optagelse af fingeraftryk med henblik på senere identifikation. Efter en

samlet vurdering kan Justitsministeriet derfor tilslutte sig indstillingen

fra

Strafferetsplejeudvalgets mindretal. Lovforslaget er udformet i

overensstemmelse

hermed.

4.1.4. Indikationskravet

Efter retsplejelovens § 792 a, stk. 2, nr. 2, må

legemsundersøgelse af en sigtet kun foretages, hvis indgrebet er af afgørende

betydning for efterforskningen i den konkret verserende straffesag. I

bemærkningerne til DNA-profilregisterloven blev fremhævet visse ulemper, som

dette såkaldte indikationskrav indebærer i forhold til DNA-profilregisteret,

jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 3049. Det fremgår således af

bemærkningerne, at indikationskravet har den konsekvens, at der vil kunne

forekomme situationer, hvor en person sigtes for en forbrydelsestype, der kan

føre til registrering, uden at der vil kunne tilvejebringes en DNA-profil af

vedkommende.

Dette vil kunne tænkes i sager, hvor der enten aflægges tilståelse eller ikke

er efterladt et biologisk spor. Der vil således kunne forekomme sager, hvor

en

person sigtes og dømmes for en eller flere af de relevante forbrydelsestyper,

uden at det vil være muligt at optage den pågældende i DNA-profilregisteret,

idet indikationskravet for legemsundersøgelse ikke er opfyldt. Det anføres

videre i bemærkningerne til DNA-profilregisterloven, at en eventuel ændring

af

indikationskravet i givet fald bør ske på grundlag af principielle

overvejelser, som bl.a. bør foretages under inddragelse af

Strafferetsplejeudvalget.

Efter Justitsministeriets opfattelse forekommer det

stødende, at en gerningsmand i realiteten kan undgå DNA-analyse – og

dermed

registrering i DNA-profilregisteret – ved at tilstå. Det er uheldigt,

hvis

f.eks. gerningsmanden til et indbrud ved, at der er risiko for, at der er

registreret sporfund fra tidligere voldtægter, og derfor kan søge at undgå at

blive afsløret som gerningsmand til disse uopklarede forbrydelser ved at

tilstå

det nye indbrud. Ved at tilstå mindsker den pågældende samtidig risikoen for

at

blive afsløret som gerningsmand til eventuelle senere forbrydelser.

Som begrundelse for at fravige det normale indikationskrav

i retsplejelovens § 792 a, stk. 1, nr. 2, ved optagelse af

fingeraftryk med henblik på senere identifikation, jf. § 792 b,

stk. 1, anfører Strafferetsplejeudvalget i betænkning nr. 1104/1987,

side.

53, at et fingeraftryksregister er et meget vigtigt arbejdsredskab for

politiet

ved opklaring af forbrydelser begået af recidivister, og at fingeraftryk

derfor

inden for nærmere fastsatte grænser bør kunne optages af sigtede, selv om

optagelsen er uden betydning for efterforskningen i den konkret verserende

sag.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan samme begrundelse anføres for at

fravige det normale indikationskrav i retsplejelovens § 792 a,

stk. 2, nr. 2, ved udtagelse af prøver med henblik på registrering i

DNA-profilregisteret.

Det bemærkes endvidere, at der i Finland og England kan

udtages prøver til brug for DNA-analyse, selv om dette ikke har betydning i

den

konkrete sag, og spørgsmålet om ophævelse eller lempelse af indikationskravet

er under overvejelse i Sverige, jf. ovenfor i afsnit 3.

Det foreslås på den baggrund, at det sædvanlige

indikationskrav ved legemsundersøgelse i retsplejelovens § 792 a,

stk. 2, nr. 2, fraviges ved udtagelse af prøver til brug for

registrering

af DNA-profiler, jf. lovforslagets § 2, nr. 2. Retsplejelovens

§ 792

b, stk. 1, om betingelserne for optagelse af personfotografier og

fingeraftryk

med henblik på senere identifikation udvides således til også at omfatte

udtagelse af spyt- eller blodprøver.

Som det fremgår af Strafferetsplejeudvalgets udtalelse, jf.

bilag 1, side 10, kan udvalget tiltræde, at der ikke skal gælde noget

indikationskrav for udtagelse af prøve med henblik på senere identifikation

og

dermed registrering.

4.2. Udtagelse af spytprøver

4.2.1. Kompetence

Efter § 792 c, stk. 1, træffes afgørelse om

legemsbesigtigelse af en sigtet samt legemsundersøgelse af en sigtet i form

af

nærmere undersøgelse af legemets ydre, sikring af prøver herfra og udtagelse

af

blodprøver af politiet. Beslutning om andre legemsindgreb træffes af retten

ved

kendelse, medmindre den sigtede meddeler skriftligt samtykke, jf. § 792

c,

stk. 2, jf. stk. 5.

Som anført ovenfor i afsnit 1.2., er det hensigten generelt

at overgå fra blodprøver til spytprøver ved udtagelse af biologisk materiale

til brug for DNA-analyse. Udtagelse af spytprøver foretages i praksis ved at

sikre spytsekret fra munden med en vatpind eller lignende.

Efter retsplejelovens § 792 c, stk. 2, jf.

stk. 1 modsætningsvis, træffes afgørelse om foretagelse af spytprøve af

retten ved kendelse, medmindre den sigtede meddeler skriftligt samtykke, jf.

§ 792 c, stk. 5.

Med henblik på at skabe de nødvendige rammer for politiet

til generelt at overgå til spytprøver foreslås det i lovforslagets § 2,

nr. 3, at retsplejelovens § 792 c, stk. 1, udvides til også at

omfatte spytprøver. Med forslaget vil politiet få kompetence til at udtage

spytprøver af sigtede, ligesom det i dag er tilfældet ved bl.a. udtagelse af

blodprøver og optagelse af fingeraftryk.

Justitsministeriet har i den forbindelse lagt vægt på

Strafferetsplejeudvalgets bemærkninger på side 56 i betænkning nr. 1104/1987.

Det fremgår heraf, at det efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse er

forsvarligt kompetencemæssigt at sidestille de mildeste former for

legemsundersøgelse

med legemsbesigtigelse. Som eksempler på sådanne milde former for

legemsundersøgelse

nævnes det anførte sted ydre undersøgelse, der består i en beføling af

legemets

overflade, sikring af prøver fra legemets ydre, f.eks. negleskrab og hår,

samt

udtagelse af blodprøver.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan en spytprøve, der

som nævnt foregår ved brug af en vatpind eller lignende, ikke antages at være

forbundet med mere ubehag for den sigtede end f.eks. udtagelse af en

blodprøve,

sikring af hår og beføling af huden – formentlig tværtimod. På den

baggrund

finder Justitsministeriet det forsvarligt at sidestille spytprøver

kompetencemæssigt

med de nævnte mildere legemsundersøgelser, der er omfattet af retsplejelovens

§ 792 c, stk. 1. Forslaget har i øvrigt ikke givet

Strafferetsplejeudvalget anledning til bemærkninger, bortset fra at det vil

følge af proportionalitetsgrundsætningen, at den lempeligste fremgangsmåde

bør

benyttes, jf. bilag 1, side 15.

I en række andre lande kan politiet allerede træffe

afgørelse om udtagelse af spytprøver uden at skulle indhente en retskendelse.

Det gælder bl.a. Sverige, Finland og England, jf. ovenfor i afsnit 3.

4.2.2. Lægelig medvirken

Efter retsplejelovens § 792 e, stk. 3, må

legemsundersøgelse kun foretages under medvirken af en læge. I betænkning nr.

1104/1987 anføres der herom på side 62, at Strafferetsplejeudvalget under

hensyn til straffeprocessuelle legemsindgrebs karakter af tvangsmidler finder

det nødvendigt at foreskrive lægelig medvirken i videre omfang, end hvad der

følger af lægeloven. Ifølge udvalget bør der f.eks. medvirke læge ved

undersøgelse

af legemets hulrum (især mundhule, anus og vagina), idet sådan undersøgelse

– i

hvert fald hvis den gennemføres tvangsmæssigt – kan rumme en

helbredsmæssig

risiko.

Som nævnt ovenfor, foretages spytprøver i dag ved at sikre

spytsekret fra munden med en vatpind. Som følge af udviklingen i metoderne

til

DNA-analyse kræves således meget lidt materiale til at lave en DNA-profil.

Retsmedicinsk Institut har oplyst over for Justitsministeriet, at der ikke

foreligger lægefaglige hensyn, der tilsiger medvirken af en læge ved

udtagelse

af spytprøver med en vatpind. Spytprøver er ikke omfattet af lægeloven.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at

denne form for spytprøve må anses for et væsentligt mindre ubehageligt og

intensivt indgreb end de andre former for undersøgelse af mundhulen,

bemærkningerne

i betænkningen fra 1987 må antages at have taget sigte på. Efter

Justitsministeriets opfattelse tilhører en sådan spytprøve således en mindre

indgribende kategori af legemsundersøgelse end undersøgelse og prøveudtagelse

fra anus og vagina samt udtagelse af blodprøve.

Justitsministeriet finder det på den baggrund forsvarligt,

at der i retsplejelovens § 792 e, stk. 3, tilføjes en undtagelse

til

hovedreglen om lægelig medvirken, således at politiet selv kan foretage

spytprøver uden en læges medvirken. Forslaget har ikke givet

Strafferetsplejeudvalget anledning til bemærkninger, jf. bilag 1, side 15.

Det foreslås derfor i lovforslagets § 2, nr. 4, at

politiet skal kunne udtage sådan spytprøve uden medvirken af en læge.

Politiet findes ikke at burde kunne gennemtvinge spytprøve

ved mekanisk tvang. I det tilfælde, at en sigtet person yder fysisk modstand

mod prøvens foretagelse, forudsættes det, at politiet i stedet rekvirerer en

læge med henblik på udtagelse af blodprøve, jf. herved den almindelige

skånsomhedsgrundsætning i retsplejelovens 792 e, stk. 1.

Udtagelse af spytprøve kræver ikke lægelig medvirken i

hverken Sverige, Norge, Finland eller England, jf. ovenfor i afsnit 3.

4.3. Sletning af oplysninger i persondelen

Efter DNA-profilregisterets § 3, stk. 1, nr. 2,

skal personer, der ikke er fundet skyldige i den sigtelse, der har dannet

grundlag for registrering, slettes af registeret, når der er forløbet 10 år

fra

frifindelse, afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald uden vilkår.

Personer, der er fundet skyldige ved dom eller tiltalefrafald med vilkår,

skal

derimod slettes af registeret, når de er fyldt 70 år. I medfør af lovens

§ 3, stk. 3, kan sletning i disse to tilfælde dog undlades, hvis

det

efter en konkret vurdering undtagelsesvis findes nødvendigt at opretholde

registreringen.

I Fingeraftryksregisteret skal oplysninger om en person,

der er fyldt 80 år, slettes af registeret, medmindre det efter en konkret

vurdering undtagelsesvist skønnes nødvendigt at opretholde registreringen.

Siden oprettelsen har DNA-profilregisteret vist sig som et

meget effektivt og samtidig meget sikkert arbejdsregister for politiet. I

lyset

af de hidtidige særdeles positive erfaringer med registeret finder

Justitsministeriet

det nu forsvarligt at skabe parallelitet til Fingeraftryksregisteret også

hvad

angår sletningsreglerne.

Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på

Strafferetsplejeudvalgets bemærkninger på side

89 f

i betænkning nr. 1104/1987. Her

anføres det således bl.a., at fingeraftryk uomtvisteligt er af stor betydning

i

identifikationsøjemed, og at der findes ikke få eksempler på, at fingeraftryk

fra personer, der er blevet frifundet i en tidligere sag, eller mod hvem

påtale

er opgivet, har været af afgørende betydning i senere sager. Derfor finder

udvalget, at politiet bør have lov til at opbevare alle fingeraftryk, der

lovligt er optaget af sigtede personer. Strafferetsplejeudvalget har i

betænkningen

ikke fundet anledning til at anbefale særlige tidsmæssige begrænsninger for

politiets muligheder for at opbevare fingeraftryk fra sigtede personer med

henblik på opklaring af senere kriminalitet.

Efter Justitsministeriets opfattelse gør disse

betragtninger sig også gældende for DNA-profilregisteret. Det svækker

DNA-profilregisterets anvendelsesmuligheder, at personer heri skal slettes

tidligere end i Fingeraftryksregisteret. Samme aldersgrænse som i

Fingeraftryksregisteret vil medføre flere hits i DNA-profilregisteret i

fremtiden, end hvis navnlig alle sigtede, men ikke dømte skal slettes

allerede

efter 10 år.

På den baggrund foreslås det, at den tidsmæssige udstrækning af registrering

i DNA-profilregisterets persondel bringes på linie med reglerne for

Fingeraftryksregisteret, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Strafferetsplejeudvalget er enig i, at parallelitetssynspunktet kan begrunde,

at sletningsreglen om frifindelse mv. ophæves jf. bilag 1, side 16. Forslaget

om at ændre aldersgrænsen fra 70 til 80 år giver ligeledes ikke

Strafferetsplejeudvalget anledning til bemærkninger.

4.4. Sporfund fra ofre mv.

Det følger af DNA-profilregisterlovens § 2, stk. 2, nr. 2,

sammenholdt med § 4, nr. 1, at spordelen ikke må indeholde DNA-profiler,

der er blevet personidentificeret, jf. ovenfor i afsnit 2.1. Dette indebærer,

at en DNA-profil fra et sporfund, der allerede er

identificeret – f.eks. blod fra ofret – ikke kan lægges ind i

registeret.

Tilsvarende skal et sporfund, der identificeres efter at være blevet lagt ind

i

spordelen, slettes af registeret.

Rigspolitichefens Kriminaltekniske Afdeling har anført over

for Justitsministeriet, at det vil være en betydelig lettelse i

efterforskningsarbejdet, hvis det bliver muligt at opbevare

personidentificerede DNA-profiler fra ofre i spordelen. Formålet hermed er at

gøre det muligt for politiet at benytte de automatiserede søgefunktioner i

DNA-profilregisteret til hurtigt at søge nye sporfund op imod et offers

DNA-profil.

Denne mulighed kan have stor praktisk betydning, hvis der

f.eks. findes blodpletter eller andre biologiske spor i en mulig

gerningsmands

hjem, som måske kunne stamme fra offeret.

På den baggrund foreslås det i lovforslagets § 1, nr.

6, at der i DNA-profilregisterlovens § 4 indsættes et nyt stk. 2,

hvori der gives mulighed for at undlade sletning af et personidentificeret

sporfund fra personer, der ikke er eller har været sigtet for den pågældende

forbrydelse. Ændringen vil betyde, at der i spordelen vil kunne opbevares

personidentificerede sporfund efter ikke-sigtede, i praksis navnlig ofre.

Identificeres sporfundet som stammende fra en, der er eller har været sigtet

i

sagen, vil det således fortsat skulle slettes i medfør af bestemmelsen i

DNA-profilregisterlovens § 4, nr. 1 (der efter forslaget bliver

§ 4,

stk. 1, nr. 1). Den pågældende vil eventuelt derefter kunne registreres

i

persondelen efter lovens § 2, stk. 2, nr. 1.

Efter anbefaling fra Strafferetsplejeudvalget foreslås det,

at fortsat registrering af et personidentificeret sporfund fra et offer eller

en anden ikke-sigtet person betinges af, at den pågældende meddeler samtykke

hertil, jf. bilag 1, side 17, og lovforslagets § 1, nr. 6. Hvis den

pågældende

er afgået ved døden, vil fortsat registrering dog i sagens natur ikke være

betinget af samtykke.

I medfør af DNA-profilregisterlovens § 4, nr. 2 (der

efter forslaget bliver § 4, stk. 1, nr. 1), skal et sporfund

slettes,

hvis oplysningerne ikke længere er af politimæssig betydning. Denne

bestemmelse

betyder, at personidentificerede sporfund af ikke-sigtede personer vil skulle

slettes, når det ikke længere er af politimæssig interesse at opbevare disse.

Dette vil først og fremmest som altovervejende hovedregel være tilfældet, når

forbrydelsen må anses for opklaret og straffesagen afsluttet. Derudover kan

det

også tænkes, at personidentificerede spor fra navnlig vidner eller tilfældige

personer skal slettes, fordi DNA-profilen ikke er af relevans for

efterforskningen af den pågældende sag.

4.5. Videregående analyser

Strafferetsplejeudvalget har i sin udtalelse bemærket, at

det efter udvalgets opfattelse er væsentligt at fastholde, at spyt- og

blodprøver udtaget efter de foreslåede nye regler alene bør bruges til

identifikation, jf. bilag 1, side 14.

I overensstemmelse hermed er det forudsat, at blod- og

spytprøver udtaget med henblik på senere identifikation alene anvendes til

udarbejdelse af DNA-profiler på grundlag af ”junk-DNA”. I det

omfang der i fremtiden

kunne tænkes at opstå behov for videregående analyser i konkrete

straffesager,

vil sådanne analyser kun kunne foretages på grundlag af biologisk materiale

udtaget i overensstemmelse med betingelserne i den almindelige regel om

legemsundersøgelse,

jf. retsplejelovens § 792 a, stk. 2. Der henvises i den forbindelse

også til DNA-profilregisterlovens § 2, stk. 1, hvoraf det fremgår,

at

der i registeret kun må optages oplysninger, der er af politimæssig betydning

i

forbindelse med personidentifikation.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

Den foreslåede udvidede adgang til at anvende

DNA-profilregisteret i politiets efterforskning af kriminalitet, således at

der

skabes parallelitet til anvendelsen af Fingeraftryksregisteret, forventes at

medføre en stigning i antallet af DNA-profilanalyser. Politiets udgifter til

det øgede antal DNA-profilanalyser forventes at blive på ca. 5 mio. kr.

årligt.

I regeringens finanslovsforslag for 2005 er politiet kompenseret for

merudgifterne

hertil.

En udvidelse af DNA-profilregisteret vil endvidere kræve en

opgradering mv. af politiets IT-systemer med henblik på håndtering af de

øgede

datamængder i registeret. Engangsudgifterne hertil på ca. 1 mio. kr. afholdes

inden for Rigspolitiets eksisterende bevillingsmæssige rammer.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative

konsekvenser for kommunerne, erhvervslivet eller borgerne.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og

indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for

staten.

Ingen

Merudgifterfor politiet på ca. 5

mio. kr. årligt samt en engangsudgift på 1 mio. kr.

Økonomiske konsekvenser for

kommuner og amtskommuner.

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser

for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet og borgerne

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser

for erhvervslivet og borgerne

Ingen

Ingen

Miljømæssigekonsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

IngenEU-retlige aspekter

6. Hørte myndigheder mv.

Lovforslaget har været til høring hos følgende myndigheder

og organisationer mv.:

Advokatrådet, Dansk Kriminalpolitiforening, Dansk

retspolitisk forening, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen,

Domstolsstyrelsen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Institut for

Menneskerettigheder, Landsforeningen af Beskikkede Advokater,

Politidirektøren

i København, Politiforbundet i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,

Præsidenten

for Københavns Byret, Præsidenten for retten i Odense, Præsidenten for retten

i

Roskilde, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Østre Landsret,

Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten for retten i Århus,

Retsmedicinsk

Institut ved Københavns Universitet, Retslægerådet, Rigsadvokaten og

Rigspolitichefen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Lov om oprettelse af et centralt DNA-profilregister

Til nr. 1 (lovens titel)

Det foreslås, at titlen på lov om oprettelse af et centralt

DNA-profilregister forenkles til lov om Det Centrale DNA-profilregister.

Baggrunden herfor er, at DNA-profilregisteret nu har eksisteret, siden loven

trådte i kraft den 1. juli 2000. Spørgsmålet om selve oprettelsen af

registeret

er således af mere historisk karakter og findes derfor naturligt at kunne

udgå

af titlen.

Til nr. 2 (lovens § 1)

Efter forslaget udgår vendingen i

stk. 1

om, at der efter reglerne i loven oprettes et centralt

DNA-profilregister, og derudover forenkles formuleringen af bestemmelsen.

Samtidig foretages en ændring af

stk. 2

om DNA-profilregisterets inddeling i en persondel og en

spordel. Formuleringerne om, at persondelen indeholder personidentificerede

DNA-profiler, og at spordelen indeholder ikke-personidentificerede

DNA-profiler, udgår således. Ændringen er en konsekvens af forslaget i

§ 1, nr. 3 og 6, om at ændre DNA-profilregisterlovens § 2,

stk. 2, nr. 2, og § 4, så der kan opbevares personidentificerede

sporfund i spordelen fra ofre og andre, der ikke er eller har været sigtet

for

den pågældende forbrydelse.

Stk. 3 opretholdes uændret.

Til nr. 3 (lovens § 2, stk. 2)

Det foreslås, at

nr.

1

om betingelserne for registrering i DNA-profilregisterets persondel

ændres, så der fastsættes samme betingelser som for optagelse af personer i

Fingeraftryksregisteret, jf. afsnit 1 og 4.1. i de almindelige bemærkninger

samt lovforslagets § 2, nr. 2.

I persondelen skal herefter kunne optages DNA-profiler af

personer, som er eller har været sigtet for en lovovertrædelse, der efter

loven

kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller for en

overtrædelse

af straffelovens § 235, stk. 2. Herved bliver kriminalitetskravet

identisk ved registrering i DNA-profilregisteret og Fingeraftryksregisteret.

Ændringen af DNA-profilregisterlovens § 2,

stk. 2, nr. 1, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 2.

Efter dette forslag ændres retsplejelovens § 792 b, stk. 1, således

at mistankekravet ved udtagelse af prøve til DNA-analyse med henblik på

senere

identifikation lempes til ”med rimelig grund er mistænkt”. Dermed

fastsættes

samme mistankekrav ved tilvejebringelse af fingeraftryk og DNA-profiler.

Samtidig udvides kriminalitetskravet i retsplejelovens § 792 b,

stk. 1, til også at omfatte overtrædelse af straffelovens § 235,

stk. 2, om besiddelse af børnepornografisk materiale. Der henvises til

afsnit 4.1.2-4.1.3. i de almindelige bemærkninger samt bemærkningerne

nedenfor

til lovforslagets § 2, nr. 2.

Forudsætningen i DNA-profilregisterets § 2,

stk. 2, nr. 1, om, at DNA-analysen skal være udført på grundlag af

biologisk materiale udtaget i den pågældende sag efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 72, opretholdes uændret. Denne betingelse for

registrering i persondelen skal ses i sammenhæng med, at det i lovforslagets

§ 2, nr. 2, foreslås, at det sædvanlige indikationskrav ved

legemsundersøgelse fraviges ved udtagelse af spyt- eller blodprøver med

henblik

på senere identifikation, jf. § 792 b, stk. 1, sammenholdt med

§ 792 a, stk. 2, nr. 2. Efter denne ændring vil det således ikke

længere være en betingelse for tilvejebringelse af en DNA-profil – og

dermed

registrering i persondelen – at DNA-analysen har været af afgørende

betydning i

den konkret verserende straffesag. Der henvises til afsnit 2.1. og 4.1.4. i

de

almindelige bemærkninger samt bemærkningerne nedenfor til lovforslagets

§ 2, nr. 2.

Det foreslås, at

nr. 2

om registrering i DNA-profilregisterets spordel ændres, så det

ikke længere er en forudsætning, at DNA-profilen af sporfundet ikke er

personidentificeret. Det sikres herved, at sporfund fra navnlig ofre fortsat

kan opbevares i spordelen, selv om der er sket personidentifikation. Dette

kan

bidrage til en hurtigere og mere effektiv efterforskning, hvis der f.eks.

findes blodspor på en mistænkts bopæl eller tøj, som derefter ønskes

sammenholdt med ofrets DNA-profil. Der henvises til afsnit 4.4. i de

almindelige bemærkninger.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1,

nr. 6. Heri foreslås indsat et nyt stykke i lovens § 4 om sletning af

oplysninger i spordelen. Efter forslaget skal sporfund fra ofre og andre

ikke-sigtede fortsat kunne registreres efter personidentifikation, hvis

vedkommende samtykker heri. Personidentificerede sporfund skal dog slettes af

spordelen, hvis oplysningerne ikke længere er af politimæssig betydning,

eller

andre særlige grunde undtagelsesvis taler herfor, jf. lovens § 4, nr. 2

og

3 (der bliver § 4, stk. 1, nr. 2 og 3). Se nærmere bemærkningerne

nedenfor til lovforslagets § 1, nr. 6.

Til nr. 4 (lovens § 3, stk. 1, nr. 2 og 3)

Efter forslaget fastsættes en generel aldersgrænse, så alle

personer i DNA-profilregisterets persondel slettes af registeret, når de er

fyldt 80 år, medmindre det efter en konkret vurdering undtagelsesvist findes

nødvendigt at opretholde registreringen, jf. DNA-profilregisterlovens

§ 3,

stk. 3, og lovforslagets § 1, nr. 5. Derved gælder samme

tidsmæssige

udstrækning af registrering af personer i DNA-profilregisteret som i

Fingeraftryksregisteret.

Forslaget skal styrke DNA-profilregisterets

anvendelsesmuligheder som et centralt arbejdsredskab for politiet ved

identifikation af mulige gerningsmænd til forbrydelser. Der henvises til

afsnit

4.3. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (lovens § 3, stk. 3)

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af ændringen

i lovforslagets § 1, nr. 4, hvorved DNA-profilregisterlovens § 3,

stk. 1, nr. 2, ophæves, og § 3, nr. 3-6, herefter bliver § 3,

nr. 2-5.

Til nr. 6 (lovens § 4)

Efter forslaget indsættes et nyt stykke med en bestemmelse,

der giver adgang til fortsat at opbevare DNA-profiler af visse sporfund, selv

om der er sket personidentifikation. Et personidentificeret sporfund skal

således

fortsat kunne registreres, hvis personen ikke er eller har været sigtet for

den

pågældende forbrydelse, og vedkommende samtykker i fortsat registrering. Er

personen afgået ved døden – f.eks. et drabsoffer – kræves i sagens

natur ikke

samtykke. Ændringen tager i første række sigte på personidentificerede

sporfund

fra ofre, og formålet er at give politiet mulighed for hurtigt at sammenholde

nye sporfund med tilknytning til en mistænkt – f.eks. blodplettet tøj -

med

ofrets DNA-profil.

Sporfund, der identificeres med en person, der er eller har

været sigtet, skal som hidtil slettes i alle tilfælde, jf.

DNA-profilregisterlovens § 4, nr. 1 (der bliver § 4, stk. 1,

nr.

1). Dette gælder fortsat, uanset om den sigtede herefter måtte opfylde

betingelserne for registrering i persondelen eller ej, jf. lovens § 2,

stk. 2, nr. 1.

Efter lovens § 4, nr. 2 (der bliver § 4,

stk. 1, nr. 2), skal DNA-profiler slettes fra spordelen, hvis

oplysningerne

ikke længere er af politimæssig betydning. Denne bestemmelse vil navnlig

betyde, at sporfundet som udgangspunkt skal slettes, når forbrydelsen er

opklaret.

Der henvises i øvrigt til afsnit 4.4. i de almindelige bemærkninger

samt til bemærkningerne ovenfor til lovforslagets § 1, nr. 3.

Til § 2

Retsplejeloven

Til nr. 1 (retsplejelovens § 792, stk. 1,

nr. 2)

Der er tale om en præcisering i retsplejelovens § 792,

stk. 1, nr. 2, af, at spytprøver – ligesom blodprøver – er et

legemsindgreb,

der har karakter af en legemsundersøgelse. Den foreslåede ændring indebærer

således ingen realitetsændring.

Til nr. 2 (retsplejelovens § 792 b,

stk. 1)

Det foreslås, at det normale indikationskrav ved

legemsundersøgelse fraviges i forbindelse med udtagelse af spyt- og blodprøve

til brug for DNA-analyse med henblik på senere identifikation.

Retsplejelovens § 792 b, stk. 1, udvides således

til også at omfatte udtagelse af spyt- og blodprøve med henblik på

registrering

i DNA-profilregisteret. Herefter kan prøver til brug for DNA-analyse –

ligesom

fingeraftryk – udtages, uanset det ikke er af betydning i den

straffesag, der

danner grundlag for registrering. Det betyder navnlig, at sigtede personer

fremover vil kunne registreres i DNA-profilregisterets persondel, selv om de

tilstår eller ikke har efterladt sig et biologisk spor i den konkret

verserende

sag.

Det foreslås endvidere, at mistankekravet for

tilvejebringelse af en DNA-profil lempes, således at det ligesom ved

optagelse

af fingeraftryk med henblik på senere identifikation er en betingelse, at den

pågældende med rimelig grund er mistænkt for en forbrydelse, der efter loven

kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Der skal således ikke

i

disse tilfælde foreligge en begrundet mistanke som ved øvrige

legemsundersøgelser

i medfør af retsplejelovens § 792 a, stk. 2.

Det foreslås endelig, at kriminalitetskravet udvides,

således at der kan optages fingeraftryk og personfotografi samt udtages spyt-

eller blodprøver af personer, der med rimelig grund er mistænkt for

overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2, om besiddelse af

børnepornografisk materiale.

Der henvises i øvrigt til afsnit 4.1.2.-4.1.4. i de

almindelige bemærkninger samt bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.

3.

Til nr. 2 (retsplejelovens § 792 c,

stk. 1)

Efter forslaget ændres § 792 c, stk. 1, så

afgørelse om foretagelse af spytprøve træffes af politiet. I forhold til

kompetencespørgsmålet sidestilles spytprøver dermed med legemsbesigtigelse

samt

mildere legemsundersøgelser som udtagelse af blodprøve og beføling og sikring

af prøver fra legemets ydre, herunder negleskrab og hår. Der henvises til

afsnit 4.2.1. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (retsplejelovens § 792 e,

stk. 3)

Kravet i retsplejelovens § 792 e, stk. 3, om

lægelig medvirken ved foretagelse af legemsundersøgelse fraviges efter

forslaget for så vidt angår udtagelse af spytprøver. Herefter kan politiet

således

uden en læges medvirken gennemføre spytprøver i medfør af retsplejelovens

§ 792 b, stk. 1, jf. § 792 c, stk. 1, ved at sikre

spytsekret med en vatpind eller lignende.

Det forudsættes,

at politiet ikke genne

mtvinger sådan spytprøve ved mekanisk tvang. I det

tilfælde, at en sigtet person yder fysisk modstand mod prøvens foretagelse,

skal politiet derfor i stedet rekvirere en læge med henblik på udtagelse af

blodprøve, jf. den almindelige skånsomhedsgrundsætning i retsplejelovens 792

e,

stk. 1.

Der henvises i øvrigt til afsnit 4.2.2. i de almindelige

bemærkninger.

Til § 3

I

stk. 1

foreslås det, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Efter

stk. 2

skal de ændringer i DNA-profilregisterlovens §§ 2-4, der følger af

lovforslagets § 1, også finde anvendelse på DNA-profiler, der er

tilvejebragt, før loven træder i kraft.

Herefter vil personer, der er blevet registreret i

persondelen før lovens ikrafttrædelse, ligeledes blive omfattet af ændringen

af

sletningsreglerne, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

I persondelen vil der endvidere kunne optages DNA-profiler,

der er tilvejebragt i medfør af retsplejelovens kapitel 72 før lovens

ikrafttræden, hvis betingelserne i DNA-profilregisterlovens § 2,

stk. 2, nr. 1, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 3, er

opfyldt.

Tilsvarende vil personidentificerede DNA-profiler fra

sporfund, der er tilvejebragt før lovens ikrafttrædelse, kunne registreres i

spordelen, medmindre vedkommende person er eller har været sigtet for den

pågældende

forbrydelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 og nr. 6. Er sådanne sporfund

ikke længere af politimæssig betydning – f.eks. fordi forbrydelsen er

opklaret

– kan de dog ikke opbevares i registeret, jf. DNA-profilregisterlovens

§ 4, nr. 2, og ovenfor i afsnit 4.4.

Til § 4

Ligesom lov om oprettelse af et centralt

DNA-profilregister, jf. lovens § 9, gælder ændringsloven ikke for

Færøerne

og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse

landsdele

med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bilag 1

STRAFFERETSPLEJEUDVALGETS UDTALELSE OM UDKAST

TIL FORSLAG TIL

LOV OM ÆNDRING AF LOV OM OPRETTELSE AF ET CENTRALT

DNA-PROFIL-

REGISTER OG RETSPLEJELOVEN

Justitsministeriet har ved brev af 25. maj 2004 anmodet

Strafferetsplejeudvalget om en udtalelse om udkast til forslag til lov om

ændring af lov om oprettelse af et centralt DNA-profilregister og

retsplejeloven (Udvidelse af DNA-profilregistrets persondel, indikationskrav

ved legemsundersøgelse mv.). Udvalget har til brug for sine overvejelser

stillet en række spørgsmål til Retsgenetisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut.

Spørgsmål og svar fremgår af afdelingens brev af 5. juli 2004, der vedlægges

som bilag til denne udtalelse. Udvalget har følgende bemærkninger til

lovudkastet:

1. Parallelitetssynspunktet

Formålet med lovudkastet er at skabe parallelitet mellem

DNA-profilregistret og Fingeraftryksregistret med hensyn til såvel

betingelserne for tilvejebringelse og registrering af DNA-profiler som

reglerne

om sletning af oplysninger i registret.

Strafferetsplejeudvalget har ikke tidligere taget særskilt

stilling til spørgsmål om tvangsindgreb m.v. med henblik på

DNA-sammenligning.

Loven om oprettelse af et centralt dna-profilregister bygger således på en

rapport fra en særlig arbejdsgruppe under Justitsministeriet.

Strafferetsplejeudvalget har derimod i betænkning nr.

1104/1987 beskæftiget sig med legemsindgreb under efterforskning. De gældende

lovregler om legemsindgreb bygger på betænkningen. Blandt reglerne er

særregler

for fingeraftryk. Der er derimod ikke særlige regler om udtagelse af prøver

med

henblik på dna-analyse. Udtagelse af sådanne prøver må således ske efter

lovens

almindelige regler om legemsindgreb.

Regler om fingeraftryk findes navnlig i retsplejelovens

§ 792 b, stk. 1, § 792 c, stk. 1, § 792 e og

§ 792 f. Disse regler er udformet i lyset af, at fingeraftryk er henført

til den laveste (mindst indgribende) klasse af legemsindgreb,

legemsbesigtigelse, jf. § 792.

Betingelserne for optagelse af fingeraftryk med henblik på

senere identifikation (og dermed registrering) findes i § 792 b,

stk. 1. Der gælder et kriminalitetskrav på fængsel i 1 år og 6 måneder

og

et mistankekrav om, at den pågældende er mistænkt med rimelig grund. Der

gælder

intet indikationskrav. Optagelse (og registrering) kan således ske alene med

henblik på eventuelle andre forhold end den aktuelle mistanke, herunder

fremtidige forhold. Kompetencen til at træffe afgørelse om optagelse af

fingeraftryk er efter § 792 c, stk. 1, henlagt til politiet.

Optagelsen af fingeraftryk kan udføres af politiet uden medvirken af læge,

§ 792 e, stk. 3, modsætningsvis. Efter § 792 f må politiet

opbevare fingeraftryk af personer, der har været sigtet, også uanset om den

pågældende frifindes, eller påtale opgives.

Som omtalt i lovudkastet, bygger udformningen af reglerne om

optagelse af fingeraftryk – udover på indgrebets ringe intensitet - på,

at

Fingeraftryksregistret er et meget vigtigt arbejdsredskab for politiet ved

opklaring

af forbrydelser, herunder tidligere og eventuelle fremtidige forhold, ligesom

det kan være af betydning uden for straffesager, herunder ved identifikation

af

dødfundne personer, jf. betænkning nr. 1104/1987, side 53. Dette er

baggrunden

for, at optagelse kan ske med henblik på registrering uden indikation i den

aktuelle

sag. Til gengæld er kriminalitetskravet skærpet i forhold til den almindelige

regel

om legemsbesigtigelse, således at kravet i alt væsentligt svarer til kravet

ved

legemsundersøgelse, dvs. fængsel i 1 år og 6 måneder. Denne skærpelse skal

sikre, at registret kun indeholder personoplysninger, der tilvejebringes i

forbindelse med efterforskning af lovovertrædelser af en sådan grovhed, at

det

er rimeligt, at oplysningerne findes i registret, jf. betænkningen side 54.

Som ligeledes omtalt i lovudkastet, har det for reglen om

politiets opbevaring af fingeraftryk været bærende, at fingeraftryk ikke kan

genkendes af udenforstående, og at misbrugsrisikoen derfor bliver minimal.

Hertil kommer, at fingeraftryk uomtvisteligt er af stor betydning i

identifikationsøjemed, og at der findes ikke få eksempler på, at fingeraftryk

fra personer, der er blevet frifundet i en tidligere sag, eller mod hvem

påtale

er opgivet, har været af afgørende betydning i senere sager. Dette er

baggrunden for, at fingeraftryk kan opbevares uanset, at der sker frifindelse

eller påtaleopgivelse i den sag, der har givet anledning til optagelsen af et

fingeraftryk, jf. betænkningen side 89-90.

Selvom det ikke udtrykkeligt er fremhævet i betænkningen,

bygger reglerne naturligvis også på, at anvendelse af fingeraftryk efter

meget

lang tids erfaring fremstår som et særdeles sikkert identifikationsmiddel.

Det karakteristiske ved baggrunden for udformningen af

lovens regler om fingeraftryk kan herefter sammenfattes således:

a)

Optagelse af

fingeraftryk er et meget begrænset legemsindgreb (legemsbesigtigelse).

b)

Sammenligning af fingeraftryk

er et særdeles sikkert identifikationsmiddel.

c)

Sammenligning af

fingeraftryk er af stor generel betydning for efterforskning (ud over den

aktuelle

sigtelse) og til dels for anden politimæssig identifikation.

d)

Registrering af

fingeraftryk indebærer ringe risiko for misbrug eller for ”falske

genkendelser”

(modsat fx fototek).

Strafferetsplejeudvalget har på den baggrund overvejet, i

hvilken udstrækning lignende forhold gør sig gældende med hensyn til

udtagelse

og sammenligning af DNA-materiale.

Ad a

Udtagelse af DNA-materiale ved såvel spytprøve som blodprøve

må – i modsætning til optagelse af fingeraftryk – henføres til

legemsundersøgelser, jf. retsplejelovens § 792. Dette er også sket ved

lovudkastet.

Navnlig udtagelse af spytprøve må dog anses for en kun lidt

indgribende form for legemsundersøgelse, der næppe opleves som væsentligt

mere

belastende af den pågældende end optagelse af fingeraftryk. Mange vil sikkert

opleve det rent fysiske ubehag som mindre fremtrædende i forhold til

bevidstheden om at være tvunget til at lade sig registrere på denne måde.

Se om udtagelse af spytprøve bilaget, spørgsmål 4 og 5.

Det psykiske ubehag vil naturligvis også bero på den

enkeltes forventning om, hvad prøven vil blive brugt til. Det er således

væsentligt, at den pågældende ved prøvens udtagelse bliver gjort opmærksom

på,

at politiet ikke gennem analysen får oplysning om andet end såkaldt

”junk-dna”,

og at politiet dermed nok får et grundlag for identifikation, men ikke

oplysning om personens genetiske karakteristika, jf. nedenfor ad d.

Strafferetsplejeudvalget finder det dog under alle

omstændigheder væsentligt at fastholde, at såvel spyt- som blodprøveoptagelse

henregnes til legemsundersøgelse.

Ad b

Sikkerheden i identifikationsmetoden er det helt centrale forhold

bag reglerne om fingeraftryk. Som berørt ovenfor, synes der efter mange års

udbredt anvendelse af fingeraftryk ikke at være rejst tvivl om sikkerheden.

Oplysningerne i lovudkastet med hensyn til DNA synes på

dette punkt at svare til de oplysninger, der er indeholdt i bemærkningerne

til

1999-lovforslaget. Det anvendte analysesystem gør det herefter muligt at

foretage identifikation ved DNA-analyser med en sandsynlighed på mindre end

1:1.000.000.000 for, at en persons DNA-profil vil matche med en anden

ubeslægtet persons DNA-profil. Retsgenetisk Afdeling angiver i praksis ofte

sandsynligheden som større end 1:1.000.000.

Udvalget har stillet Retsgenetisk Afdeling en række

spørgsmål om sikkerheden i identifikationen. Der henvises til bilaget,

spørgsmål 1a-e. Som det fremgår heraf, er der efter Retsgenetisk Afdelings

opfattelse ikke i tiden efter 1999-lovforslaget fremkommet oplysninger, der

ændrer de tidligere vurderinger. Udvalget er heller ikke i øvrigt bekendt med

forhold, der kan give anledning til tvivl om den meget høje grad af sikkerhed

ved DNA-sammenligning, der er oplyst i 1999-lovforslaget. Der synes således

ikke at være negative erfaringer med hensyn til sikkerheden i

identifikationen

fra brugen af DNA-registret siden dets oprettelse.

Det kunne overvejes, om der ikke består en forskel mellem

fingeraftryk og DNA-profiler derved, at overensstemmelse mellem sigtedes data

og et sporfund lettere kan efterkontrolleres, herunder af forsvareren, ved

fingeraftryk end ved DNA-materiale. Et fingeraftryk er således et umiddelbart

aftryk

af noget, der kan iagttages med det blotte øje, nemlig aftegninger i huden på

fingrene. I modsætning hertil er DNA-profiler resultatet af en for lægfolk

ugennemskuelig analyse af biologiske bestanddele, der ikke kan iagttages med

det blotte øje.

Hertil bemærkes dog for det første, at DNA-profilerne (for

henholdsvis en sigtet og et sporfund) såvel i deres grafiske som deres

talmæssige form umiddelbart kan sammenholdes og for så vidt kontrolleres.

For det andet bemærkes, at der i de tilfælde, hvor sigtede

anfægter analyseresultatet med henvisning til, at han aldrig har været på

findestedet for sporfundet, vil være den mulighed - forudsat at der resterer

tilstrækkeligt biologisk materiale - at anmode om en kontrolanalyse, og om

nødvendigt

at forlange rettens afgørelse herom. Der kan henvises til rapporten om

Etablering

af et DNA-profilregister, side 65 om tilvejebringelse af en ”second

opinion”.

Denne problemstilling er i øvrigt ikke specifik med hensyn til

registrering

af DNA-profiler. Samme spørgsmål kan opstå ved anvendelse af DNA-analyse i

øvrigt i konkrete tilfælde uden brug af et register.

Se om mulighederne for at foretage en ny analyse bilaget,

spørgsmål 3. I de tilfælde, hvor der ikke resterer tilstrækkeligt materiale

til

efterkontrol, må den usikkerhed, der følger heraf, naturligvis indgå i den

bevismæssige vurdering af analyseresultatet.

Udvalget finder på den anførte baggrund ikke, at der med

hensyn til kontrolmulighederne består en sådan forskel mellem de to typer af

tekniske beviser, at dette i sig selv svækker parallelitetssynspunktet.

Der er en vis risiko for såkaldt ”forurening” af

DNA-materiale. Dette består i, at der under optagelse eller analyse ved et

uheld sker en sammenblanding af biologisk materiale (i modsætning til

profiler)

fra to eller flere personer. Dette vil dog ikke indebære, at profilerne

sammenblandes.

Medmindre der fra den ene person måtte være så lidt biologisk materiale, at

der

ikke kan dannes en profil, vil man således ved analysen få mere end én

DNA-profil

frem. Såfremt den ”fremmede” profil fx viser sig at stamme fra den

politimand,

der har optaget materialet, er der naturligvis ikke risiko for fejlslutninger

af bevismæssig karakter. Anderledes vil det i princippet stille sig, såfremt

den ”fremmede” profil stammer fra en anden person, fra hvem

biologisk materiale

i anden sammenhæng har været indsendt til analyse. Sådanne tilfælde må dog

antages at kunne opfanges af Retsgenetisk Afdelings sikkerhedsrutiner. I

tilfælde, hvor der resterer tilstrækkeligt biologisk materiale, vil der

endvidere kunne foretages efterkontrol ved ny analyse, jf. foran om

kontrolmulighederne.

Der kan endvidere henvises til bilaget, spørgsmål 1e. Som

det fremgår heraf, er Retsgenetisk Afdeling i høj grad opmærksom på

problemstillingen.

Udvalget finder på den anførte baggrund ikke som følge af

”forurenings”-risikoen grundlag for en ændret vurdering af

sikkerheden ved

DNA-analyser. Selvom der på dette punkt gør sig en vis forskel gældende i

forhold til fingeraftryk, finder udvalget således ikke, at

”forurenings”-risikoen repræsenterer nogen væsentlig forskel i

sikkerheden i de

to indentifikationsmetoder.

Udvalget lægger herefter til grund, at den reelle

sandsynlighed for rigtigheden af identifikation, der sker ved

DNA-sammenligning,

efter en samlet betragtning ikke er ringere end den reelle sandsynlighed for

rigtigheden af en identifikation, der sker ved sammenligning af fingeraftryk.

På dette punkt må registrering af DNA-profiler således anses

for sammenlignelig med registrering af fingeraftryk.

Ad c

Udover at være et sikkert identifikationsmiddel må

DNA-sammenligning efter oplysningerne i lovudkastet anses for at være et

praktisk hensigtsmæssigt og effektivt redskab i politiets efterforskning og

til

dels øvrige arbejde. Hertil kommer de kriminalpræventive aspekter, der kan

være

forbundet med opklaring af flere forbrydelser.

Udvalget finder ikke grund til at betvivle, at DNA-registret

på disse punkter må anses for at være af mindst ligeså væsentlig betydning

som

Fingeraftryksregistret.

Lige så vel som DNA-profiler kan anvendes som led i

udpegning af skyldige, kan de bruges til at udelukke uskyldige. Set i

relation

særligt til spørgsmålet om en udvidelse af DNA-profilregistret har dette

forhold dog navnlig selvstændig betydning i den indledende

efterforskningsfase.

Her vil uforenelighed mellem et sporfund og en registeret person betyde, at

man

undlader at iværksætte efterforskningsskridt (navnlig afhøring af den

pågældende om dennes færden) med hensyn til personer, som man ellers ville

have

rettet efterforskning mod, fx som følge af deres forstraffe for lignende

kriminalitet og almindelige tilknytning til gerningsområdet. Udelukkelse af

en

mistænkt kan således med et register ske i en tidligere fase end uden et

register. Den fordel ved DNA-analyse, der består i selve muligheden for at

udelukke en person, som interessen i øvrigt samler sig om, følger derimod i

sig

selv af muligheden for DNA-sammenligning - uafhængigt af eksistensen af et

DNA-register.

Ad d

Efter oplysningerne i lovudkastet om de registrerede

talmæssige og grafiske profiler, der bygger på såkaldt ”junk-dna”,

er det

fortsat ikke muligt herudaf at udlede følsomme oplysninger om en persons

genetiske karakteristika, arveanlæg, sygdomsdispositioner eller lignende.

Der kan herom også henvises til bilaget, svaret på spørgsmål

2, der bekræfter dette forhold.

De registrerede oplysninger må anses for umiddelbart

intetsigende for udenforstående. Der er derfor ikke nogen særlig risiko for

misbrug af de registrerede oplysninger eller i øvrigt risiko for blotlæggelse

af genetiske karakteristika. Brugen af de registrerede oplysninger ses –

på

samme måde som med hensyn til fingeraftryk, men i modsætning til fototeker

–

heller ikke at indebære risiko for ”falske genkendelser”.

Registrering i DNA-registret må derfor også på dette punkt

anses for sammenlignelig med registrering i Fingeraftryksregisteret.

Ad a-d

Sammenfattende

finder Strafferetsplejeudvalget på den

anførte baggrund, at der - med den modifikation, der følger af forskellen i

selve indgrebets karakter, jf. pkt. a. - må anses at være parallelitet mellem

DNA-registret og Fingeraftryksregistret. Udvalget kan derfor tiltræde, at der

kan være anledning til at gå videre med anvendelse af DNA-registrering efter

lignende principper, som i en årrække har været gældende for registrering af

fingeraftryk med henblik på senere identifikation.

2. Forholdet til den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Forholdet mellem DNA-registrering og den Europæiske

Menneskerettighedskonvention er nøje behandlet i bemærkningerne til

1999-lovforslaget. Som det fremgår heraf, har man fundet, at etableringen af

DNA-registret ikke indebærer problemer i relation til konventionen. Der ses

ikke senere at være fremkommet afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen

eller

fra andre domstole, der kan ændre denne vurdering. Udvalget finder heller

ikke,

at de ændringer, der nu foreslås i lovudkastet med hensyn til udtagelse af

DNA-materiale og registrering af DNA-profiler, har en sådan karakter, at der

vil opstå uoverensstemmelser mellem denne lovgivning og konventionen. Det

bemærkes i denne forbindelse, at de foreslåede ændringer må anses for at være

på linie med en klar tendens i anvendelsen af DNA-registrering i

medlemslandene.

3. Betingelser for registrering i DNA-registrets

persondel

Efter de gældende regler er betingelserne for registrering i

DNA-registret strengere end betingelserne for udtagelse af en spyt- eller

blodprøve efter retsplejelovens almindelige regler om legemsindgreb

(legemsundersøgelser). Efter lovudkastet vil betingelserne for

DNA-registrering

i det hele svare til de gældende regler om fingeraftryk med henblik på senere

identifikation, såvel med hensyn til kriminalitetskrav som med hensyn til

mistanke- og indikationskravet. Dermed bliver betingelserne for registrering

(og udtagelse af prøve) mindre strenge end efter retsplejelovens regler om

legemsindgreb,

herunder udtagelse af spyt- eller blodprøve (fx med henblik på en konkret

DNA-sammenligning).

Dette hænger sammen med, at fingeraftryk er en legemsbesigtigelse,

mens spyt- og blodprøve er en

legemsundersøgelse. De almindelige

betingelser for legemsundersøgelse er som tidligere berørt strengere end for

legemsbesigtigelse.

Den gældende regel om bl.a. fingeraftryk med henblik på

senere identifikation er således udtryk for en lempelse i forhold til den

almindelige regel om

legemsbesigtigelse

med hensyn til indikationskravet,

der er opgivet. Mistankekravet er det samme, mens kriminalitetskravet er

udtryk

for en skærpelse. Der henvises til bemærkningerne ovenfor i afsnit 1,

hvorefter

det skærpede kriminalitetskrav er et modstykke til opgivelsen af

indikationskravet.

Da lovudkastet som nævnt fastsætter betingelser for

udtagelse af spyt- og blodprøve på samme måde som den gældende regel om

optagelse af fingeraftryk, er indikationskravet i forhold til den gældende

almindelige regel om

legemsundersøgelse

ligeledes opgivet.

Mistankekravet er lempet, og kriminalitetskravet er ikke skærpet, men reelt

det

samme som efter den almindelige regel.

Karakteren af de indgreb, der skal gøres for at

tilvejebringe en DNA-profil, kunne på den baggrund tale for, at man ved en

opgivelse af indikationskravet ved DNA-registrering fastsatte et

kriminalitetskrav,

der var skærpet i forhold til lovens almindelige regel om legemsundersøgelse

i

retsplejelovens § 792 a, stk. 2.

Strafferetsplejeudvalget finder imidlertid, at

parallelitetssynspunktet kan begrunde, at kriminalitetskravet ved

DNA-registrering bliver det samme som ved fingeraftryk. Der vil således efter

udvalgets

opfattelse med et krav om en strafferamme på fængsel i 1 år og 6 måneder være

tale om lovovertrædelser af en sådan art og gennemsnitlig grovhed, at det må

anses for rimeligt, at sigtedes DNA-profil udtages og opbevares i registret,

jf. om fingeraftryk betænkning nr. 1104/1987, side 54. Hertil kommer, at

kriminalitetskravet efter den gældende, almindelige regel for udtagelse af de

relevante

prøver ligger på dette niveau, jf. retsplejelovens § 792 a, stk. 2.

Strafferetsplejeudvalget kan endvidere tiltræde, at der ikke

skal gælde noget

indikationskrav

for udtagelse af prøve med henblik på

senere DNA-identifikation og dermed registrering. Dette må anses for et

bærende

element i den tilstræbte nyordning med en bredere anvendelse af

DNA-registret,

svarende til Fingeraftryksregistret. Lempelsen af kriminalitetskravet i

forhold

til den gældende lov om DNA-registret muliggør sammen med opgivelsen af

indikationskravet

en væsentlig udvidelse i anvendelsesområdet for DNA-registret.

Med hensyn til

mistankekravet

kan der rejses

spørgsmål ved, om kravet om begrundet mistanke i lyset af indgrebets karakter

af legemsundersøgelse bør opretholdes.

For en opretholdelse af kravet om begrundet mistanke

taler, at den gældende regel om fingeraftryk - som anført ovenfor - ikke med

hensyn til mistankekravet er udtryk for nogen lempelse i forhold til den

almindelige regel. Indgreb i form af spyt- og blodprøve har karakter af

legemsundersøgelse. Når man har opretholdt det almindelige mistankekrav ved

fingeraftryk, bør man også opretholde det almindelige mistankekrav ved spyt-

og

blodprøve. Formålet med indgrebet ændrer ikke indgrebets karakter. Når

politiet

vil overskride den grænse, der i lovgivningen er trukket mellem

legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse, og dermed ”trænge ind i

legemet”,

forekommer det rimeligt at kræve et sikrere grundlag herfor end for optagelse

af fingeraftryk. At mistankekravet kan få reel betydning, fremgår af

kendelsen

i U97.972V, der er omtalt i bemærkningerne til lovforslaget bag

DNA-registerloven (FT 1999-2000, Till. A, sp. 3054). I den gældende særlige

regel i retsplejelovens § 792 b, stk. 2, om blodprøver i sager om

overtrædelser, i hvis indhold indtagelse af spiritus og euforiserende stoffer

er et led, har man også lempet med hensyn til kriminalitetskravet, men

opretholdt

kravet om begrundet mistanke.

Hertil kommer, at man med et lempeligere mistankekrav ved

særreglen om udtagelse af prøver med henblik på senere identifikation –

end ved

den almindelige regel om udtagelse af prøver med henblik på konkret

efterforskning – i princippet kunne komme i den situation, at man kan

udtage en

prøve og optage resultatet i registret uden at kunne anvende dette i den

konkrete efterforskning, selvom der var behov herfor.

For at lempe mistankekravet

til mistanke med rimelig

grund taler, at der herved skabes fuld parallelitet mellem reglerne om

fingeraftryk og prøver til DNA-analyse. Herved opnås, at DNA-teknikken kan

tages i anvendelse i kriminalitetsbekæmpelsen i samme skala som fingeraftryk.

Dette skal ses i sammenhæng med, at udtagelse af spytprøve –

som i lovudkastet forudsættes at blive den altovervejende fremgangsmåde

– må

anses for et indgreb af tilsvarende svag intensitet som et fingeraftryk. Som

bemærket i afsnit 1, ad a), vil udtagelse af spytprøve næppe blive oplevet

som

væsentligt mere belastende af den pågældende end optagelse af fingeraftryk.

Indgrebets intensitet taler således ikke i sig selv for, at der skal

fastsættes

et strengere mistankekrav ved udtagelse af spytprøve end ved optagelse af

fingeraftryk. For så vidt angår udtagelse af blodprøve forudsættes det i

lovudkastet, at blodprøve alene anvendes, hvor det enten ikke er muligt at

udtage en spytprøve med tilstrækkeligt DNA-materiale, eller hvor den

pågældende

yder fysisk modstand mod gennemførelse af en spytprøve. Når blodprøve

forbeholdes til disse tilfælde, vil det være uhensigtsmæssigt at fastsætte

differentierede mistankekrav ved udtagelse af henholdvis spytprøve og

blodprøve

med henblik på senere identifikation. Hertil kommer, at også en blodprøve,

der

jo udtages af en læge, må betegnes som en af de mildeste former for

legemsundersøgelser,

jf. også betænkning nr. 1104/1987, s. 56, jf. s. 38-39.

Ud over indgrebets ringe intensitet taler ligeledes

efterforskningsmæssige hensyn for at fastsætte samme mistankekrav som ved

fingeraftryk.

Ved en fuldstændig parallelisering til fingeraftryksregistret sikres, at

DNA-spor kan blive et lige så effektivt efterforskningsmiddel, som

fingeraftryk

længe har været.

For så vidt angår det ovenfor nævnte om forholdet mellem

betingelserne for registrering og for anvendelse i en konkret sag kan det

bemærkes, at når man vælger at lempe de almindelige betingelser for

foretagelse

af legemsindgreb i § 792 a med henblik på senere identifikation, vil det

i

sagens natur kunne få den konsekvens, at betingelserne for udtagelse af spyt-

eller blodprøve med henblik på senere identifikation vil være opfyldt,

hvorimod

de generelle betingelser for udtagelse af spyt- eller blodprøve med henblik

på

anvendelse i den konkret sag ikke vil opfyldt. Denne problemstilling er

imidlertid ikke forbeholdt mistankekravet, men vil ligeledes kunne anføres i

forhold til indikationskravet. Denne forskel gælder således allerede i

relation

til optagelse af fingeraftryk, hvor indikationskravet kun gælder for

optagelse

til brug i den konkrete sag.

Spørgsmålet om valget mellem mistanke med rimelig grund og

begrundet mistanke skal endvidere ses i lyset af sletningsbestemmelsen i

DNA-registerlovens § 3, stk. 1, nr. 1 – der opretholdes ved

lovudkastet - hvorefter sletning skal ske, når sigtelsen opgives som

grundløs.

Sletning skal ligeledes ske, hvis en anden dømmes i den sigtedes sted, jf.

§ 3, stk. 1, nr. 6, der også opretholdes. Også hensynet til

reglernes

overskuelighed og praktiske anvendelighed bør indgå i afvejningen. I de

tilfælde, der er omfattet af retsplejelovens § 792 b, stk. 2, vil

man

typisk stå med sådanne oplysninger, fx fra en udåndingsprøve, at kravet om

begrundet mistanke er opfyldt. Denne forudsætning er ikke til stede ved det

langt bredere anvendelsesområde for den foreslåede regel om DNA-registret.

Et flertal i udvalget (Christian Bache, Carsten Michelsen,

Hanne Rahbæk, Eva Smith og Merete Stagetorn) finder det mest nærliggende, at

kravet om begrundet mistanke fastholdes også ved optagelse af spyt- og

blodprøve med henblik på senere identifikation. Disse medlemmer lægger

navnlig

vægt på, at kravet om begrundet mistanke efter retsplejeloven er gældende for

indgreb i form af spyt- og blodprøver som led i konkret efterforskning, selv

når formålet er opklaring af de alvorligste forbrydelser.

Et mindretal i udvalget (Anne Kristine Axelsson, Carsten

Egeberg Christensen, Ole Scharf og Lars Stevnsborg) kan derimod tilslutte sig

lovudkastets model, hvorefter der fastsættes samme mistankekrav ved udtagelse

af spyt- og blodprøve til brug for registrering i DNA-registret, som gælder

ved

optagelse af fingeraftryk til brug for registrering i

Fingeraftryksregisteret.

Mindretallet finder således, at der navnlig under hensyntagen til indgrebets

ringe intensitet set i forhold til de efterforskningsmæssige hensyn også på

dette punkt bør skabes parallelitet til Fingeraftryksregisteret. Et krav om

mistanke med rimelig grund svarer i øvrigt til mistankekravet ved anholdelse,

der antagelig opleves som mere ubehageligt end afgivelse af spyt- eller

blodprøve med henblik på registrering.

Det fremgår af lovudkastet, at det er tanken generelt at

overgå til udtagelse af DNA-materiale i form af spytprøve i stedet for

blodprøve. Det er oplyst over for udvalget, at lovudkastets regel om adgang

til

at udtage biologisk materiale også ved blodprøve skyldes, at denne

fremgangsmåde

af lægelige og helbredsmæssige grunde må foretrækkes, såfremt det i det

enkelte

tilfælde måtte blive nødvendigt at udtage prøve tvangsmæssigt. Se om

udtagelse

af spytprøve i øvrigt bilaget, spørgsmål 4 og 5, hvorefter blodprøve giver en

bedre sikkerhed for tilvejebringelse af tilstrækkeligt DNA-materiale, og en

mulighed for anvendelse af blodprøve således vil have betydning, også hvor en

foretaget spytprøve viser sig ikke at give tilstrækkeligt biologisk

materiale.

Udvalget har på den baggrund ikke fundet grundlag for at foreslå en sondring

mellem spyt- og blodprøver i relation til betingelserne for udtagelse af

prøver

med henblik på senere identifikation og dermed registrering i DNA-registret.

4. Videregående analyser af udtagne prøver

De gældende, almindelige regler om legemsindgreb i

retsplejeloven bygger på det grundsynspunkt, at selve indgrebets karakter er

afgørende for, hvilke betingelser, der bør opstilles. Derimod rummer reglerne

som udgangspunkt ikke begrænsninger med hensyn til, hvad man derefter

benytter

en udtaget prøve eller lignende til. Efter reglerne udgør dét, der foretages

med allerede udtaget materiale, altså ikke i sig selv et indgreb.

Retsplejelovens regler om legemsindgreb er således begrænset

til betingelser for dels foretagelsen af selve indgrebet, herunder udtagelsen

af prøver af legemet, dels opbevaring (eller destruktion) af materialet. Se

herom Betænkning nr. 1104/1987, s. 36 ff. Betænkningens definition af

legemsindgreb

omfatter således både tilvejebringelse og fastholdelse af oplysninger om et

levende menneskeligt legeme, jf. betænkningen side 36.

Den særlige regel om fingeraftryk m.v. i § 792 b,

stk. 1, opstiller dog betingelser for optagelse af fingeraftryk med

henblik på en særlig anvendelse af resultatet af indgrebet i form af

fingeraftrykkene, nemlig anvendelse til senere identifikation. Med hensyn til

fingeraftryk giver det i høj grad sig selv, hvorledes den senere

identifikation

vil ske.

Med hensyn til udtagelse af blod- og spytprøve med henblik

på senere identifikation ved dna-teknik er det efter

Strafferetsplejeudvalgets

opfattelse væsentligt at fastholde, at prøver udtaget efter udkastets særlige

regelsæt alene bør bruges til identifikation. Da identifikationen vil kunne

ske

på betryggende måde alene ved anvendelse af såkaldt ”junk-dna”, der

ikke i

øvrigt belyser den pågældendes egenskaber, bør der ikke på grundlag af dette

regelsæt kunne foretages videregående analyser.

Strafferetsplejeudvalget forudsætter på den baggrund, at

blod- og spytprøver udtaget efter de foreslåede nye regler alene anvendes til

analyse af ”junk-DNA”. Såfremt politiet måtte ønske at foretage

videregående

analyser (dvs. analyser, der sigter mod anden information end en DNA-profil

baseret

på ”junk-DNA”, fx information der belyser personens genetiske

egenskaber),

forudsættes det således, at man går frem efter den almindelige regel om

legemsundersøgelse i retsplejelovens § 792 a, stk. 2. Disse

forudsætninger bør fremgå af lovudkastets bemærkninger.

Det er efter udvalgets opfattelse ikke nødvendigt i

anledning af lovudkastet i øvrigt at tage spørgsmålet om videregående

DNA-analyser op til overvejelse. Men Strafferetsplejeudvalget finder dog

grund

til at bemærke, at der kan være behov for at følge udviklingen i

DNA-teknikken

med henblik på senere overvejelser om, hvorvidt det fortsat vil være

holdbart,

at eventuelle mere vidtgående analyser frit skal kunne foretages på grundlag

af

biologisk materiale, der er udtaget efter de almindelige regler om

legemsundersøgelse.

5. Regler om udtagelse af spytprøve

Efter lovudkastet henlægges kompetencen til at træffe

afgørelse om udtagelse af spytprøve til politiet. Dette svarer til, hvad der

allerede gælder med hensyn til fingeraftryk og med hensyn til blodprøve, jf.

retsplejelovens § 792 c, stk. 1.

Efter lovudkastet skal spytprøve - uden for tilfælde af

fysisk magtanvendelse - kunne optages uden medvirken af læge. Dette står i

modsætning til reglen om legemsundersøgelser i øvrigt og dermed blodprøver,

men

svarer til hvad der gælder for optagelse af fingeraftryk, jf. retsplejelovens

§ 792 e, stk. 3.

Om fremgangsmåden ved udtagelse af spytprøver henvises til

bilaget, spørgsmål 4 og 5.

Det vil være en følge af proportionalitetsgrundsætningen, at

den lempeligste fremgangsmåde bør benyttes, jf. herved retsplejelovens

§ 792 e, stk. 2.

Der kan om lægelig medvirken ved legemsundersøgelse, der

angår legemets hulrum, i øvrigt henvises til Betænkning nr. 1104/1987, s. 62.

Lovudkastet giver ikke i øvrigt Strafferetsplejeudvalget

anledning til bemærkninger på disse punkter.

6. Regler om sletning, opbevaring m.v.

Efter lovudkastet ophæves med hensyn til

persondelen

reglen om sletning af registrerede DNA-profiler 10 år efter en frifindelse,

afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald uden vilkår. Herefter

bliver

det uden betydning for registreringen, om den aktuelle sag ender med

domfældelse eller ej, når blot ikke sigtelsen ligefrem opgives som grundløs,

jf. lovens § 3, stk. 1, nr. 1, eller en anden dømmes i den sigtedes

sted, jf. § 3, stk. 1, nr. 6.

Ved en sådan ordning træder det klart frem, at registret har

et videregående sigte end efterforskning i forbindelse med den aktuelle

sigtelse.

Strafferetsplejeudvalget kan tiltræde, at

parallelitetssynspunktet kan begrunde, at sletningsreglen om frifindelse m.v.

ophæves. Der kan henvises til bemærkningerne i Betænkning nr. 1104/1987, s.

89-90, og bemærkningerne ovenfor i afsnit 1. Det kan i den forbindelse også

fremhæves, at lovgiver allerede med den gældende regel om sletning efter 10

år

har anerkendt, at en frifindelse m.v. ikke umiddelbart skal føre til

sletning.

Efter forslaget ændres 70 års grænsen i den gældende

§ 3, stk. 1, nr. 3, til en 80-års grænse, svarende til ordningen

med

hensyn til fingeraftryk. Denne ændring giver ikke Strafferetsplejeudvalget

anledning til bemærkninger.

Med hensyn til

spordelen

indebærer lovudkastet, at

personidentificerede profiler af ikke sigtede kan beholdes (og i øvrigt

optages) i registret, så længe oplysningerne er af politimæssig betydning.

Baggrunden er et ønske om at bruge de automatiserede søgefunktioner i

registret

til hurtigt at søge nye sporfund op imod et offers DNA-profil.

Man må i den forbindelse efter Strafferetsplejeudvalgets

opfattelse være opmærksom på, at sporfund på gerningsstedet kan optages og

registreres uden samtykke fra den pågældende, idet der ikke er tale om et

legemsindgreb. Ved den foreslåede ordning bliver der tale om, at

personidentificerede

profiler af ikke sigtede - der som sådanne ikke kan optages i persondelen -

bliver virksomme i registret, og på samme måde som optagne profiler fra

sigtede

kan give anledning til ”hits” med sporfund i helt andre sager. På

den måde kan

der i realiteten ske en form for fravigelse af betingelserne for optagelse i

registret (persondelen).

Sletning vil efter lovens § 4, nr. 2, skulle ske, når

efterforskningen af den aktuelle sag er afsluttet. Men hvis gerningsmanden

ikke

umiddelbart kan findes, vil det personidentificerede sporfund kunne forblive

i

registret i lang tid.

Man kunne på den baggrund måske forestille sig en ordning,

hvorefter der som alternativ til optagelse i registret gives mulighed for i

den

pågældende situation at foretage enkeltstående søgninger (sammenholdelse af

et

udtaget (slettet) sporfund med nye sporfund) med samme programmeltype, som

registret

anvender.

Det er imidlertid oplyst over for udvalget, at udkastet på

dette punkt bl.a. tilsigter, at registeret kan anvendes også med hensyn til

sporfund, som politiet ikke på forhånd har noget grundlag for at sætte i

forbindelse med allerede registrerede sporfund. Der kan fx være tale om, at

en

kniv findes ved ransagning hos en person, der er sigtet for

berigelseskriminalitet i en anden politikreds. Hvis der er blod på kniven,

kan

en registrering føre til, at man gennem registrets automatiske søgning kan

knytte

kniven og dermed den sigtede til en voldssag, hvor man har et

personidentificeret sporfund af ofrets blod. Man sparer så at sige at

gennemgå

alle uopklarede voldssager med kniv fra hele landet. Denne fordel vil ikke

kunne opnås ved de ovennævnte enkeltstående søgninger.

Strafferetsplejeudvalget skal på den baggrund foreslå en

regel om, at fortsat registrering af personidentificerede sporfund vedrørende

ikke-sigtede kræver samtykke fra den pågældende, med mindre denne er afgået

ved

døden. En sådan løsning vil være i harmoni med reglerne om legemsindgreb over

for ikke sigtede.

Den gældende lov om DNA-registeret regulerer adgangen til

opbevaring af oplysningerne om de uddragne DNA-talprofiler, men ikke adgangen

til

opbevaring af det udtagne biologiske materiale. Dette ændres ikke

ved lovudkastet. Spørgsmålet om politiets opbevaring beror således på

retsplejelovens

regler, jf. § 792 f. Imidlertid opbevares det biologiske materiale, der

har dannet grundlag for DNA-profilen, efter det oplyste ikke ved politiet,

men

på Retsgenetisk Afdeling. Efter lovudkastets bemærkninger ventes en

arbejdsgruppe nedsat af Rigsadvokaten i indeværende år at afgive en rapport

om

opbevaring af prøver udtaget ved legemsundersøgelse til brug for DNA-analyse.

Strafferetsplejeudvalget finder på den baggrund ikke

anledning til at generelt at udtale sig om opbevaringsspørgsmålet, selvom det

har sammenhæng med retsplejelovens regler om legemsindgreb.

I forlængelse af bemærkningerne ovenfor om DNA-profiler fra

ikke sigtede (sporfund) kan der dog henvises til Betænkning nr. 1104/1987,

side

90, om destruktion af fingeraftryk vedrørende ikke-sigtede. Det fremgår

heraf,

at det ikke er nok, at fingeraftryk af ikke-sigtede efter sagens slutning

ikke

længere indgår i registret. Fingeraftrykkene skal destrueres. Uanset at den

gældende

§ 792 f alene taler om politiets opbevaring, kan det på den baggrund

næppe

være tilstrækkeligt, at materialet er overladt til andre end politiet.

Optagelse af sporfund og behandlingen heraf udgør ikke i sig

selv et straffeprocessuelt tvangsindgreb, jf. Betænkning nr. 1104/1987, s.

37.

Reglen i retsplejelovens § 792 f, stk. 2, skal endvidere ses i

lyset

af de særlige regler om legemsindgreb over for ikke-sigtede i § 792 d.

På

samme måde som anført ovenfor vedrørende registreringen, kan lignende hensyn,

som ligger bag reglerne om fingeraftryk, imidlertid gøre sig gældende

vedrørende opbevaring/destruktion af det biologiske materiale.

Hvis man for så vidt angår ikke-sigtede opbevarer

personidentificerede dna-profiler, der har karakter af sporfund og derfor er

optaget uden samtykke, kunne det på den anførte baggrund efter

Strafferetsplejeudvalgets opfattelse gøres gældende, at fuld parallelitet med

fingeraftryk reelt fordrer, at der ikke blot sker sletning i registret ved

sagens slutning, men også at det biologiske materiale, der har dannet

grundlag

for DNA-profilen, destrueres. Heroverfor kan andre hensyn dog gøre sig

gældende, navnlig hensynet til at bevare muligheden for efterkontrol.

7. Egen-acces

Udvalget har i lyset af lovudkastet drøftet reglen om egen

acces i lovens § 6, hvorefter en registreret person kun kan få mundtlig

underretning om de oplysninger, der er registreret om vedkommende.

Denne regel berøres ikke af lovudkastet, men som følge af

den væsentlige udvidelse af registret ved lovudkastet kan det være naturligt

at

overveje bestemmelsen på ny.

Bestemmelsen tilsigter at beskytte de registrerede mod at

blive stillet over for krav fra andre, herunder navnlig arbejdsgivere, om at

fremskaffe en erklæring om registrering. Udvalget kan tilslutte sig, at dette

hensyn må bevirke, at der ikke kan være tale om, at der skal kunne udfærdiges

skriftlige erklæringer i alle tilfælde.

Hensynet udelukker dog ikke en regel, hvorefter oplysning

om, at der intet er registreret alene gives mundtligt, mens oplysning om, at

der er en registrering, derimod gives skriftligt, men ved personlig

henvendelse.

Derved kan man undgå misforståelser om det registrerede og give et bedre

grundlag for en eventuel klage. Samtidig sikrer reglen, at der fortsat ikke

vil

kunne kræves erklæring af en arbejdsgiver, idet den pågældendes oplysning til

arbejdsgiveren

om ikke at kunne få en erklæring som følge af reglens udformning vil pege på,

at der intet er registreret.

På den ene side kan det anføres, at behovet for en regel om

skriftlig erklæring om registrerede oplysninger er begrænset som følge af

klageadgangen, herunder til Folketingets Ombudsmand. På den anden side

bevirker

netop adgangen til - skriftlig - klagebehandling, at den skitserede nyordning

ikke reelt ligger så fjernt fra den nuværende situation. Det må dog bemærkes,

at nærmere regulering af spørgsmål såsom egen-acces i forbindelse med

registrering af tilvejebragte oplysninger falder uden for den almindelige

skillelinje, som Strafferetsplejeudvalget har lagt for, hvad der i

forbindelse

med straffeprocessuelle tvangsindgreb bør reguleres i loven. Der kan herom

henvises til Betænkning nr. 1104/1987, s. 88-89.

Udvalget finder efter en samlet vurdering ikke tilstrækkeligt

grundlag for at foreslå en ændring af DNA-registerlovens § 6.

8. Ikrafttrædelsesbestemmelser

Efter lovudkastet skal de nye regler om registrering i

DNA-registret finde anvendelse også på DNA-profiler, der er tilvejebragt før

lovens ikrafttræden.

Dette vil bl.a. indebære, at DNA-profiler, der forud for

ikrafttrædelsesdatoen måtte være uddraget af prøver udtaget efter

retsplejelovens regler om legemsundersøgelse - men som på grund af det

gældende

kriminalitetskrav efter DNA-registerloven ikke har kunnet optages i registret

-

nu kan indlægges i registret, herunder profiler der er uddraget for flere år

siden. Der kan fx nævnes en DNA-profil i en tyverisag, hvor mistankekravet og

indikationskravet i retsplejelovens § 792 a, stk. 2, har været

opfyldt. For så vidt vil der være tale om, at en profil, der da den

pågældende

prøve blev udtaget, måtte ventes kun at have betydning for den konkrete sag,

nu

vil kunne indgå i registret i mange år.

Der kan på den ene side nævnes fx en person, der har nægtet

sig skyldig, men som i tillid til, at registrering ikke ville ske, ikke har

protesteret mod udtagelse af en prøve. Der kan på den anden side nævnes

tilfælde, hvor en person, der er sigtet for en mindre alvorlig forbrydelse,

uden at være mistænkt for det rent faktisk har begået en grov forbrydelse,

som

ikke er blevet opklaret, netop fordi der ikke var grundlag for optagelse af

hans DNA-profil i registret efter de nugældende regler.

Ved vurderingen af spørgsmålet må det indgå, at optagelse i

registret af tidligere tilvejebragte DNA-profiler ikke vil kunne ske i de

tilfælde, der er omfattet af lovens § 3, stk. 1, nr. 1 og 6,

herunder

sigtelser, der viser sig grundløse, og tilfælde, hvor en anden er dømt i den

pågældendes sted. Der vil således normalt ikke blive tale om optagelse i det

tilfælde, hvor en sigtet har accepteret udtagelse af prøven, og hvor det

derefter gennem uoverensstemmelse mellem hans profil og sporfundet har vist

sig, at han ikke kan være gerningsmanden.

Der kan efter udvalgets opfattelse anføres principielle

synspunkter imod, at der etableres en adgang til registrering i et register

af

DNA-registrets karakter, som ikke bestod, da den pågældende blev stillet over

for politiets krav om udtagelse af prøve med henblik på brug heraf i

forbindelse

med en konkret efterforskning. Sådanne synspunkter må imidlertid afvejes over

for hensynet til at udnytte den mulighed for opklaring af alvorlig

kriminalitet, som den foreslåede overgangsordning må antages at indebære.

Efter en samlet vurdering finder Strafferetsplejeudvalget på

den anførte baggrund ikke anledning til at udtale sig imod de foreslåede

ikrafttrædelsesbestemmelser.

København, august

2004

Christian Bache

(formand)

Anne Kristine

Axelsson

Carsten Egeberg

Christensen

Carsten Michelsen

Hanne Rahbæk

Ole Scharf

Eva Smith

Merethe Stagetorn

Lars Stevnsborg

Søren Almind

Barbara Bertelsen

RETSGENETISK

AFDELING

RETSMEDICINSK INSTITUT

KØBENHAVNS UNIVERSITET

Journal nr.:

361-702-93/04

Dato: 05.07.2004

Justitsministeriet

Strafferetsplejeudvalget

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Vedr.:

Spørgsmål

til Retsgenetisk Afdeling i forbindelse med udtalelse om udkast til forslag

til

lov om ændring af lov om oprettelse af et centralt DNA-profilregister og

retsplejeloven.

Spørgsmål 1a:

Giver erfaringer og ny

videnskabelig teori siden oplysningerne i lovforslaget om DNA-registret i

1999

anledning til en ændret vurdering af sikkerheden ved identifikation af

personer

på grundlag af DNA-profiler (junk-DNA)?

Nej. De praktiske erfaringer, som er opnået siden 1999, har

bekræftet den meget store bevismæssige vægt af en fuldt gennemført

DNA-profilanalyse.

Spørgsmål 1b:

Har udviklingen bestyrket en

antagelse om, at disse DNA-profiler er helt individuelle, når bortses fra

énæggede

tvillinger?

Der er ikke fremkommet nye oplysninger, der ændrer

tidligere vurderinger af sandsynligheden for sammenfald af DNA-profiler

blandt

ubeslægtede personer, se svar på spørgsmål 1d. Nært beslægtede personer har

imidlertid en større sandsynlighed for at have ens DNA-profiler end

ubeslægtede

personer. Med teknisk komplette DNA-profilanalyser er sandsynligheden for, at

fx biologiske søskende har ens DNA-profiler af størrelsesorden 1 ud af ca.

10.000. Andre former for nært slægtskab har mindre betydning ved vurderingen

af

sandsynligheden for sammenfald af DNA-profiler.

Spørgsmål 1c:

Har der modsat været problemer med

sammenfald af flere personers DNA-profiler?

Nej. Siden oprettelsen af Rigspolitiets Centrale

DNA-profilregister i 2000 er der foretaget DNA-profilanalyse af ca. 6.000

personer. Der er kun registreret sammenfald af DNA-profiler blandt énæggede

tvillinger.

Spørgsmål 1d:

Er det rigtigt, at den mest

anvendte sandsynlighedsgrad i analyseerklæringer for tiden er 1:1.000.000,

mens

den anvendte teknik muliggør sandsynlighedsgrader på op til 1: 1.000.000.000?

Hvad er i givet fald baggrunden for forskellen?

Retsgenetisk Afdeling angiver ved sammenfald af

DNA-profiler mellem et biologisk spor og en person, at den bevismæssige vægt

er

større end 1:1.000.000, når der har kunnet gennemføres en fuldstændig

DNA-profilanalyse. Den beregnede bevismæssige vægt vil sædvanligvis være

væsentligt

større. Beregningerne er imidlertid baseret på en række antagelser, bl.a. om

de

undersøgte DNA-egenskabers fordeling i befolkningen. Da det ikke kan bevises,

at alle disse antagelser er helt korrekte, har Retsgenetisk Afdeling valgt at

undgå risikoen for at overvurdere den bevismæssige vægt af

DNA-profilsammenfald

ved som største værdi at anvende ”større end 1:1.000.000”.

Spørgsmål 1e:

Udgør en risiko for ”forurening” af

DNA-materiale/analyser et problem for anvendelsen af DNA-profiler til

personidentifikation.

DNA-analyser kan foretages på meget små mængder DNA fra

biologiske spor. Ved sådanne analyser er der en ganske lille risiko for

forurening af sporene med DNA fra personer eller fra andre biologiske spor.

Retsgenetisk Afdeling arbejder til stadighed på at reducere denne risiko samt

på at øge mulighederne for at opdage forurening. Risikoen for forurening, der

kan have betydning i forbindelse med personidentifikation, er for øjeblikket

af

størrelsesorden 1 ud ca. 10.000 prøver. Dette niveau er lavt set i en

international sammenhæng, men forureningsrisikoen kan formentlig aldrig helt

elimineres.

Forurening udgør kun et problem, hvis rekvirenterne og

brugerne af DNA-analyser ikke er bevidste om risikoen og ikke håndterer

oplysninger om DNA-profilsammenfald, som kan være forårsaget af forurening,

på

en hensigtsmæssig måde.

Spørgsmål 2:

Er der grundlag for en ændret

vurdering i forhold til 1999 med hensyn til det forhold, at der ikke kan

udledes oplysninger om en persons karakteristika, arveanlæg,

sygdomsdispositioner

eller lignende af de nævnte DNA-profiler, eller med hensyn til antagelsen om,

at det er meget lidt sandsynligt, at der en dag skulle kunne udledes sådanne

oplysninger fra de undersøgte

ikke-kodende DNA-områder?

Nej. Der er i den mellemliggende tid ikke fremkommet nye

oplysninger, der ændrer de tidligere vurderinger.

Spørgsmål 3:

Vil det underliggende biologiske

materiale uanset anvendelsen heraf til DNA-analyse give mulighed for, at der

efterfølgende foretages en ny, selvstændig analyse (til brug som kontrol

eller

“second opinion” i tilfælde, hvor det gøres gældende, at det første

analyseresultat

er forkert)?

Retsgenetisk Afdeling arkiverer materiale fra undersøgte

biologiske spor og fra referenceprøver fra personer efter a

nmo

dning

fra rekvirenterne, såfremt alt materiale ikke er opbrugt ved de foretagne

analyser. Det vil være muligt at foretage fornyede analyser, såfremt der

findes

arkiveret materiale.

Spørgsmål 4:

Bør udtagelse af spytprøve med

henblik på DNA-analyse i alle tilfælde udføres med vatpind, der skrabes mod

mundhulen, eller findes der andre egnede metoder, der lige så godt kan

anvendes?

De mest sikre prøver til DNA-profilanalyse er

blodprøver, hvor der altid kan opnås DNA-profiler. Spytprøver (eller mere

korrekt celleskrab fra kindslimhinden - ”kindskrab”) kan foretages

med vatpinde,

men der findes andre former for skrabemateriale, der er mere velegnet, fx

skrabepinde med hoveder af plast eller skumgummi. Ved anvendelse af kindskrab

må det påregnes, at der vil forekomme tilfælde, hvor et kindskrab indeholder

for lidt DNA til DNA-profilanalyse, således at der må udtages ny prøve.

Spørgsmål 5:

Kræver udtagelse af spytprøve med

henblik på DNA-analyse medvirken af sundhedspersonale (læge mv.), og skal

særlige sikkerhedsmæssige forholdsregler iagttages for at undgå risiko for

”forurening”? Vil den pågældende evt. selv kunne foretage

udtagelsen af spytprøven?

Ifølge nuværende lovgivning er udtagelse af spytprøve

(kindskrab) et legemsindgreb, der kræver, at en læge foretager indgrebet.

Teknisk set er der imidlertid intet til hinder for, at uddannet personale hos

fx politiet kan udtage kindskrab fra personer. Udtagelse af kindskrab kræver,

at det personale, der foretager indgrebet, følger fastlagte procedurer og

anvender beskyttelsesudstyr, der sikrer mod forurening med DNA fra

uvedkommende

kilder.

Der er teknisk set heller intet til hinder for, at en person

kan foretage kindskrab på sig selv. Det er imidlertid af afgørende vigtighed

at

sikre identiteten af den person, der afgiver et kindskrab og at sikre mod

snyd

med kindskrabet. Det vil derfor være uhensigtsmæssigt, hvis en person

foretager

kindskrab på sig selv uden medvirken af personale fra politiet.

P.A.V.

Med venlig hilsen

Niels Morling

Afdelingsleder, dr. med.

Bilag 2

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov nr. 434 af 31. maj 2000 om oprettelse af et

centralt DNA-profilregister foretages følgende ændringer:

1.

Lovens

titel affattes således:

Lov om oprettelse af

et centralt

DNA-profilregister

”Lov om Det Centrale

DNA-profilregister”.

2.

§ 1

affattes således:

§ 1.

Efter reglerne i denne lov oprettes et centralt DNA

”

§ 1.

Efter

reglerne i denne lov opbevarer og fører Rigspolitichefen Det Centrale

DNA-profilregister, der tjener som internt arbejdsregister for politiet i

forbindelse med identifikation af personer.

Stk. 2.

Registeret består af en persondel indeholdende personidentificerede DNA

Stk. 2.

Registeret

inddeles i en persondel og en spordel, jf. § 2.

Stk. 3.

Registeret

består af et manuelt register og et edb

Stk. 3.

Registeret

består af et manuelt register og et edb-register.”.

3.

§ 2, stk. 2,

affattes således:

Stk. 2.

Registeret må indeholde følgende oplysninger:

”Stk. 2.

Registeret må indeholde følgende

oplysninger:

1)

I registerets

persondel må optages DNA-profiler af personer, som er eller har været sigtet

for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13, § 119, § 123,

§§ 180-181, § 183, stk. 1 eller 2, § 183 a, § 184,

stk. 1, § 210, §§ 216-225, § 232, § 237,

§§ 245-246, § 252, §§ 260-261, § 276, jf. § 286,

eller § 288, såfremt DNA-analysen er udført i den pågældende sag på

grundlag

af biologisk materiale udtaget efter reglerne i retsplejelovens kapitel 72.

1)

I registerets

persondel må optages DNA-profiler af personer, som er eller har været sigtet

for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6

måneder

eller derover, eller for en overtrædelse af straffelovens § 235,

stk. 2, hvis DNA-analysen er udført i den pågældende sag på grundlag af

biologisk materiale udtaget efter reglerne i retsplejelovens kapitel 72.

2)

I registerets

spordel må optages ikke-personidentificerede DNA-profiler af biologisk

materiale, der er fundet på gerningssteder eller på effekter, personer eller

steder med tilknytning til en forbrydelse.

2)

I registerets

spordel må optages DNA-profiler af biologisk materiale, der er fundet på

gerningssteder eller på effekter, personer eller steder med tilknytning til

en forbrydelse.”.

§ 3.

Oplysninger i registerets persondel

skal straks slettes, når

4.

I

§ 3, stk. 1,

ophæves nr. 2, og i

nr. 3, der bliver nr. 2, ændres ”70 år” til: ”80 år”.

1)

sigtelse er opgivet

som grundløs,

Nr. 3-6 bliver herefter nr. 2-5.

2)

der er forløbet 10

år fra frifindelse, afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald uden

vilkår,

3)

den registrerede

person er fyldt 70 år,

4)

oplysningerne er

tilvejebragt på grundlag af et legemsindgreb, som retten nægter at godkende,

5)

oplysningerne er

tilvejebragt på grundlag af et legemsindgreb, som retten eller politiet selv

efterfølgende finder uhjemlet, eller

6)

andre særlige

grunde undtagelsesvis taler herfor.

Stk. 3.

Sletning af oplysninger i registerets

persondel kan undlades i de i stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde, hvis

det efter en konkret vurdering undtagelsesvis findes nødvendigt at opretholde

registreringen.

5.

I

§ 3, stk. 3,

udgår ”og 3”.

6.

I

§ 4

indsættes som

stk. 2

:

”

Stk. 2.

Sletning

kan undlades i det i stk. 1, nr. 1, nævnte tilfælde, hvis den

identificerede person ikke er eller har været sigtet for den pågældende

forbrydelse,

og vedkommende meddeler samtykke til fortsat registrering.”.

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815

af 30. september 2003, som ændret ved § 1 i lov nr. 215 af 31. marts

2004, § 2 i lov nr. 216 af 31. marts 2004, § 2 i lov nr. 218 af 31.

marts 2004, § 2 i lov nr. 352 af 19. maj 2004, lov nr. 443 af 9. juni 2004, §

27 i lov nr. 444 af 9. juni 2004, § 4 i lov nr. 446 af 9. juni 2004, § 1

i lov nr. 447 af 9. juni 2004 og § 1 i lov nr. 450 af 9. juni 2004

foretages følgende ændringer:

2)

nærmere

undersøgelse af legemet, herunder af dets hulrum, udtagelse af blodprøver

eller andre tilsvarende prøver, røntgenundersøgelse og lignende

(legemsundersøgelse).

1.

I

§ 792, stk. 1, nr. 2,

indsættes

efter ”udtagelse af”: ”spyt- eller”.

2.

§ 792 b, stk. 1,

affattes således:

§ 792 b.

Uden for de tilfælde, der er

nævnt i § 792 a, stk. 1, nr. 2, kan optagelse af fingeraftryk og

personfotografi med henblik på senere identifikation endvidere foretages,

såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse,

der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

”

§ 792 b.

Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 792 a, stk. 1, nr. 2, og

stk. 2, kan optagelse af fingeraftryk og personfotografi samt udtagelse

af spyt- eller blodprøve med henblik på senere identifikation endvidere

foretages,

hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der

efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller for

en overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2.”.

§ 792 c.

Afgørelse om legemsbesigtigelse

af en sigtet og legemsundersøgelse af en sigtet i form af en nærmere

undersøgelse af legemets ydre, sikring af prøver herfra og udtagelse af

blodprøver

træffes af politiet.

3.

I

§ 792 c, stk. 1,

indsættes efter ”udtagelse

af”: ”spyt- eller”.

4.

I

§ 792 e, stk. 3,

indsættes efter

2. pkt.

:

Stk. 3.

Legemsundersøgelse, jf. § 792,

stk. 1, nr. 2, må kun foretages af en læge. Lægen tager stilling til, om

indgrebets gennemførelse under hensyn til den hermed forbundne smerte og

risiko samt den undersøgte persons tilstand er lægeligt forsvarligt.

”Spytprøve i medfør af § 792 b, stk. 1, kan udtages

uden medvirken af en læge.”.

Lignende dokumenter