Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af europæisk konvention af 30. november 1964 om straf for færdselsforseelser.

BKI nr 57 af 07/08/1972Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet26. september 1972

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af europæisk konvention af 30.

november 1964 om straf for færdselsforseelser.

Ved kgl. resolution af 5. april 1972 har Danmark ratificeret den af Det

europæiske Råds ministerudvalg i Strasbourg den 30. november 1964 vedtagne

konvention om straf for færdselsforseelser.

Konventionen har følgende ordlyd (den franske tekst er udeladt her):

Oversættelse.

EUROPÆISK KONVENTION

om straf for færdselsforseelser

PRÆAMBEL

Undertegnede medlemsstater af Det europæiske Råd er,

i betragtning af den forøgede færdsel mellem europæiske stater og de

farer, som er forbundet med overtrædelse af reglerne til beskyttelse af de

vejfarende;

i betragtning af, at Det europæiske Råd har til formål at knytte sine

medlemmer nærmere sammen;

i den overbevisning, at et samarbejde mellem dem er nødvendigt for at

sikre en mere effektiv strafforfølgning af færdselsforseelser, der begås

inden for deres territorier,

blevet enige om følgende:

Afsnit I

Grundlæggende principper

Artikel 1

1. Når en person, der har bopæl inden for en

kontraherende parts territorium, har begået en færdselsforseelse inden for en

anden kontraherende parts territorium, kan, eller hvis dens lovgivning kræver

det, skal den stat, hvori forseelsen er begået anmode bopælsstaten om at

foretage retsforfølgning, hvis den ikke selv har gjort det, eller hvis den

efter at have gjort de det for umuligt at gennemføre sagen til endelig

afgørelse eller at fuldbyrde straffen fuldt ud.

Læs alt

2. Når der, efter at lovovertræderen har haft

lejlighed til at fremkomme med sit forsvar, i forseelsesstaten er afsagt en

dom eller truffet en administrativ afgørelse, der opfylder

fuldbyrdelsesbetingelserne, kan denne stat anmode bopælsstaten om at

fuldbyrde dommen eller afgørelsen.

3. Bopælsstaten skal behandle anmodningen om

retsforfølgning eller fuldbyrdelse i henhold til de nedenfor anførte

bestemmelser. Den skal dog ikke være forpligtet til at fuldbyrde

udeblivelsesdomme.

Artikel 2

1. Den færdselsforseelse, for hvilken der anmodes om

retsforfølgning eller fuldbyrdelse i henhold til artikel 1, skal være

strafbar både efter forseelsesstatens og bopælsstatens lovgivning.

2. Ved retsforfølgning eller straffuldbyrdelse skal

bopælsstatens lovgivning anvendes, men det forudsættes, at man herved alene

lægger de færdselsregler, der gælder på forseelsesstedet, til grund.

Afsnit II

Retsforfølgning i bopælsstaten

Artikel 3

Bopælsstatens myndigheder skal være kompetente til efter anmodning fra

forseelsesstaten at foretage retsforfølgning for en færdselsforseelse, der er

begået på denne stats territorium.

Artikel 4

Vedkommende myndigheder i bopælsstaten skal behandle enhver anmodning om

retsforfølgning, som de modtager i henhold til artikel 1 og 2, og skal i

overensstemmelse med deres egen lovgivning træffe beslutning om, hvad der

skal foretages i anledning af anmodningen.

Artikel 5

1. Når forseelsesstaten har fremsat anmodning om

retsforfølgning i henhold til artikel 1, kan den ikke længere foretage

retsforfølgning af lovovertræderen eller fuldbyrde en afgørelse, der er

truffet over for ham.

2. Forseelsesstaten kan genoptage retsforfølgningen

eller fuldbyrdelsen;

a) når bopælsstaten har underrettet forseelsesstaten om, at den ikke har

foretaget videre i anledning af anmodningen;

b) når den på grund af senere fremkomne oplysninger har meddelt

bopælsstaten, at den trækker sin anmodning tilbage, og dette sker, før der er

indledet domsforhandling i første instans, eller der er truffet en

administrativ afgørelse i bopælsstaten.

Artikel 6

1. I anmodningen om retsforfølgning skal anføres

datoen for vedkommende myndigheds anmodning herom.

I forseelsesstaten skal forældelsesfristen for retsforfølgning afbrydes

fra denne dato at regne. Forældelsesfristen skal løbe videre i fuldt omfang

fra datoen for den i artikel 5, stk. 2 a) og b), nævnte meddelelse om, at der

ikke er foretaget videre i anledning af anmodningen, eller at denne er

trukket tilbage, og senest efter seks måneders forløb fra anmodningen om

retsforfølgning.

2. I bopælsstaten skal forældelsesfristen først

begynde at løbe fra datoen for modtagelsen af anmodningen om retsforfølgning.

Såfremt der i denne stat kræves en begæring fra den forurettede som

betingelse for, at retsforfølgning kan iværksættes, skal forældelsesfristen

for sådan begæring regnes fra den dag, da anmodningen om retsforfølgning blev

modtaget.

Artikel 7

Dokumenter, der udfærdiges af forseelsesstatens judicielle og

administrative myndigheder, skal have retsgyldighed i bopælsstaten, som om de

var udstedt af denne stats egne myndigheder, og omvendt.

Afsnit III

Fuldbyrdelse i bopælsstaten

Artikel 8

Bopælsstatens myndigheder skal være kompetente til efter anmodning fra

forseelsesstaten at fuldbyrde de i artikel 1, stk. 2, nævnte afgørelser.

Afgørelserne skal fuldbyrdes efter bopælsstatens lovgivning, når anmodningens

ægthed og dens overensstemmelse med denne konventions bestemmelser er

konstateret. Bopælsstaten skal være kompetent til at træffe bestemmelse om

betinget løsladelse. Benådning kan meddeles enten af bopælsstaten eller af

forseelsesstaten.

Artikel 9

1. Fuldbyrdelse i bopælsstaten må ikke finde sted:

a) såfremt der i denne stat er truffet endelig afgørelse over for

lovovertræderen for den samme forseelse;

b) Såfremt straffen er forældet efter forseelsesstatens eller

bopælsstatens lovgivning;

c) såfremt lovovertræderen har opnået amnesti eller benådning i

bopælsstaten eller forseelsesstaten.

2. Bopælsstaten kan afslå fuldbyrdelse;

a) såfremt vedkommende myndigheder i denne stat har besluttet ikke at

indlede retsforfølgning eller at standse en allerede påbegyndt

retsforfølgning for den samme handling;

b) såfremt den handling, som afgørelsen vedrører, også er under

retsforfølgning i denne stat;

c) i det omfang, hvori denne stat skønner, at en fuldbyrdelse ville

krænke dens grundlæggende retsprincipper eller ville være uforenelig med

principperne for anvendelsen af dens egne straffebestemmelser, for eksempel

såfremt lovovertræderen på grund af sin alder ikke kunne være dømt i denne

stat.

Artikel 10

Fremsættes der i henhold til artikel 1, stk. 2, anmodning om fuldbyrdelse

af anden straf end bøde, skal bopælsstaten, når det findes påkrævet, i stedet

for den i forseelsesstaten idømte straf fastsætte en sådan straf, der efter

bopælsstatens lovgivning gælder for en tilsvarende forseelse.

Denne straf skal så vidt muligt være af samme art som den, der er pålagt

ved den afgørelse, om hvis fuldbyrdelse der er fremsat begæring. Den må ikke

overstige den i bopælsstatens lovgivning hjemlede højeste straf og må heller

ikke være strengere i art eller varighed end den af forseelsesstaten pålagte

straf. Ved straffens fastsættelse kan bopælsstatens myndigheder ligeledes

tage hensyn til den måde, hvorpå straffen sædvanligvis fuldbyrdes i denne

stat.

Artikel 11

Fremsættes der anmodning om fuldbyrdelse af en bødestraf, skal

bopælsstaten opkræve beløbet efter reglerne i sin lovgivning. Det opkrævede

beløb kan dog ikke overstige det højeste beløb, der efter denne lovgivning

kan pålægges for en tilsvarende forseelse, eller - såfremt der ikke er

fastsat et sådant højeste beløb - det bødebeløb, der sædvanligvis idømmes i

bopælsstaten for en sådan forseelse.

Artikel 12

Betales bøden ikke, skal bopælsstaten efter anmodning fra forseelsesstaten

anvende de i dens egen lovgivning hjemlede tvangsforanstaltninger eller

forvandlingsstraffe.

Bopælsstaten kan ikke fuldbyrde en i forseelsesstatens afgørelse fastsat

tvangsforanstaltning eller forvandlingsstraf, som medfører frihedsberøvelse,

medmindre forseelsesstaten udtrykkeligt har anmodet herom.

Artikel 13

Forseelsesstaten kan ikke længere fuldbyrde nogen afgørelse, der er

truffet over for lovovertræderen, medmindre den har modtaget underretning fra

bopælsstaten om, at, denne afslår eller ikke er i stand til at fuldbyrde

afgørelsen.

Afsnit IV

Almindelige bestemmelser

Artikel 14

1. Anmodninger i henhold til artikel 1 skal fremsættes

skriftligt.

2. En anmodning om retsforfølgning skal ledsages af

alle erklæringer, rids, fotografier og andre dokumenter vedrørende

forseelsen, i original eller behørigt bekræftet genpart, samt af en afskrift

af de lovbestemmelser, der i forseelsesstaten finder anvendelse på

Artikel 22

Bopælsstaten skal være berettiget til efter anmodning fra forseelsesstaten

at opkræve de i denne påløbne sagsomkostninger.

Såfremt den opkræver disse omkostninger, er den kun forpligtet til at

refundere forseelsesstaten honorarer til sagkyndige.

Artikel 23

De i bopælsstaten påløbne omkostninger ved retsforfølgning og fuldbyrdelse

skal ikke refunderes.

Afsnit V

Afsluttende bestemmelser

Artikel 24

I denne konvention

a) betyder »færdselsforseelse« enhver forseelse, der er anført

i den »fællesfortegnelse over færdselsforseelser«, der er optaget

som bilag til denne konvention;

b) betyder »forseelsesstaten« den stat, der er part i

nærværende konvention, og inden for hvis territorium en færdselsforseelse er

begået.

c) betyder »bopælsstaten« den stat, der er part i nærværende

konvention, og hvori den person, der har begået en færdselsforseelse, har

bopæl;

d) betyder »færdselsregler« de regler, der er indeholdt i pkt.

4-7 i den som bilag I til denne konvention optagne »fællesfortegnelse

over færdselsforseelser«;

e) forstås ved »dom« en af en judiciel myndighed truffet

afgørelse, herunder »ordonnances peenales« og

»amendes de composition«; (* 1)

f) forstås ved »administrativ afgørelse« en afgørelse, der i

nogle stater træffes af en administrativ myndighed, der har bemyndigelse til

at pålægge straffe fastsat i loven for visse arter af færdselsforseelser.

Artikel 25

1. Bilag I til denne konvention, betegnet

»fællesfortegnelse over færdselsforseelser«, udgør en integrerende

del af konventionen.

2. Enhver kontraherende part kan når som helst ved en

skriftlig erklæring til Det europæiske Råds generalsekretær tilkendegive, at

den i forholdet til de øvrige kontraherende parter ønsker under denne

konvention at inddrage færdselsforseelser, der ikke er opført i bilag I,

eller at holde visse af de i bilag I opførte færdselsforseelser uden for

konventionen.

3. Når en kontraherende part har føjet en eller flere

forseelser til den i bilag I indeholdte fortegnelse, underretter de øvrige

kontraherende parter, hvis de er indforstået hermed, Det europæiske Råds

generalsekretær herom. Tilføjelsen har gyldighed over for dem tre måneder

efter afgivelsen af denne underretning.

4. Når en kontraherende part har slettet en eller

flere forseelser i den i bilag I indeholdte fortegnelse, får den i stk. 2

nævnte erklæring, såfremt den er afgivet ved konventionens undertegnelse

eller ved deponeringen af ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrumentet, gyldighed fra konventionens ikrafttræden at regne;

hvis den afgives på et senere tidspunkt, får den gyldighed tre måneder efter,

at den er modtaget af Det europæiske Råds generalsekretær. Enhver

kontraherende part kan påberåbe sig gensidighed.

5. Enhver kontraherende part kan tilkendegive, at den

i stk. 2 og 3 omhandlede erklæring ifølge dens lovgivning skal forelægges

dens lovgivende myndighed til godkendelse. I så fald vil en tilføjelse til

fortegnelsen i bilag I ikke få gyldighed for den nævnte part, før denne har

underrettet Det europæiske Råds generalsekretær om, at en sådan godkendelse

er opnået.

Artikel 26

Denne konvention medfører ingen begrænsning i bopælsstatens internretlige

kompetence med hensyn til retsforfølgning og/eller fuldbyrdelse.

Artikel 27

1. Såfremt to eller flere kontraherende parter ordner

deres indbyrdes forhold på grundlag af ensartet lovgivning eller særlige

aftaler om gensidighed, står det dem frit for - uanset bestemmelserne i denne

konvention - også på dette område at ordne deres indbyrdes forhold

udelukkende på grundlag af disse ordninger.

2. Kontraherende parter, som i overensstemmelse med

denne artikels bestemmelser ikke anvender denne konvention på deres indbyrdes

forhold, skal skriftligt underrette Det europæiske Råds generalsekretær

herom.

Artikel 28

Den europæiske Kriminalkomite skal holdes underrettet om denne konventions

anvendelse og skal foretage det fornødne for at lette en venskabelig løsning

af enhver vanskelighed, der måtte opstå under anvendelsen.

Artikel 29

1. Denne konvention er åben for undertegnelse af Det

europæiske Råds medlemsstater. Den skal ratificeres eller godkendes.

Ratifikations- eller godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos Det

europæiske Råds generalsekretær.

2. Konventionen træder i kraft tre måneder efter

datoen for deponeringen af det tredje ratifikations- eller

godkendelsesinstrument.

3. For en signatarstat, der senere ratificerer eller

godkender konventionen, træder denne i kraft tre måneder efter datoen for

deponeringen af dens ratifikations- eller godkendelsesinstrument.

Artikel 30

1. Efter denne konventions ikrafttræden kan Det

europæiske Råds ministerkomite opfordre enhver ikke-medlemsstat til at

tiltræde konventionen.

2. En sådan tiltrædelse sker ved deponering af et

tiltrædelsesinstrument hos Det europæiske Råds generalsekretær og får

virkning tre måneder efter datoen for deponeringen af dette.

Artikel 31

1. Enhver kontraherende part kan ved undertegnelsen af

denne konvention eller ved deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses-

eller tiltrædelsesinstrument angive, på hvilket eller hvilke territorier

denne konvention finder anvendelse.

2. Enhver kontraherende part kan ved deponeringen af

sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument eller på et

hvilket som helst senere tidspunkt ved at afgive en erklæring til Det

europæiske Råds generalsekretær tilkendegive, at den udstrækker denne

konvention til et eller flere andre territorier, der er anført i erklæringen,

og for hvis internationale forhold den er ansvarlig, eller på hvis vegne den

er bemyndiget til at indgå forpligtelser.

3. Enhver erklæring, der er afgivet i medfør af stk.

2, kan for ethvert i erklæringen anført territorium trækkes tilbage efter de

i artikel 33 fastsatte regler.

Artikel 32

1. Enhver kontraherende part kan ved undertegnelsen af

denne konvention eller ved deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses-

eller tiltrædelsesinstrument tilkendegive, at den tager et eller flere af de

i bilag II angivne forbehold.

2. Enhver kontraherende part kan helt eller delvis

tilbagekalde et forbehold, som den har taget i medfør af stk. 1, ved til Det

europæiske Råds generalsekretær at afgive en erklæring, der får virkning fra

datoen for dens modtagelse.

3. En kontraherende part, der har taget forbehold med

hensyn til en bestemmelse i denne konvention, kan ikke gøre krav på, at en

anden kontraherende part anvender denne bestemmelse; såfremt der er tale om

et delvis eller betinget forbehold, kan den førstnævnte part dog gøre krav

på, at bestemmelsen anvendes i det omfang, hvori den selv har accepteret den.

4. Enhver kontraherende part kan ved undertegnelsen af

denne konvention eller ved deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses-

eller tiltrædelsesinstrument meddele Det europæiske Råds generalsekretær, at

den betragter ratifikationen, godkendelsen eller tiltrædelsen som medførende

en folkeretlig forpligtelse til i sin egen lovgivning at indføre de

nødvendige bestemmelser til gennemførelse af denne konvention.

Artikel 33

1. Denne konvention forbliver i kraft på ubestemt tid.

2. Enhver kontraherende part kan for sit eget

vedkommende opsige denne konvention ved en meddelelse stilet til Det

europæiske Råds generalsekretær.

3. En sådan opsigelse får virkning seks måneder efter

generalsekretærens modtagelse af denne meddelelse.

Artikel 34

Det europæiske Råds generalsekretær skal underrette rådets medlemsstater

samt enhver stat, som har tiltrådt denne konvention, om:

a) enhver undertegnelse;

b) enhver deponering af et ratifikationsgodkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument;

c) datoerne for denne konventions ikrafttræden, jfr. artikel 29;

d) enhver meddelelse eller erklæring, han modtager i henhold til artikel

15, stk. 4, artikel 19, stk. 2, artikel 25, stk. 2, 3, 4 og 5, artikel 27,

stk. 2, og artikel 32, stk. 4;

e) enhver erklæring, han modtager i henhold til artikel 31, stk. 2 og 3;

f) ethvert forbehold taget i medfør af artikel 32, stk. 1;

g) tilbagekaldelsen af ethvert forbehold i medfør af artikel 32, stk.2;

h) enhver meddelelse, han modtager i henhold til artikel 33, og datoen

for opsigelsens ikrafttræden.

Artikel 35

Denne konvention samt de meddelelser og erklæringer, der afgives i henhold

hertil, finder kun anvendelse på færdselsforseelser. der er begået, efter at

konventionen er trådt i kraft mellem de pågældende kontraherende parter.

Til bekræftelse heraf har undertegnede dertil behørigt bemyndigede

undertegnet denne konvention.

Udfærdiget i Strasbourg den 30. november 1964 med engelsk og fransk tekst,

som begge har samme gyldighed, i eet eksemplar, som skal opbevares i Det

europæiske Råds arkiv. Det europæiske Råds generalsekretær skal fremsende

bekræftede genparter til de stater, som undertegner eller tiltræder

konventionen.

For Kongeriget Belgiens regering:

For Republikken Cyperns regering:

For Kongeriget Danmarks regering:

For Den franske Republiks regering:

C.H. Bonfils

For Irlands regering

For Den islandske Republiks regering:

For Den italienske Republiks regering:

For Storhertugdømmet Luxembourgs regering:

Jean Wagner

For Kongeriget Nederlandenes regering:

For Kongeriget Norges regering:

For Den schweiziske Forbundsstats regering:

For Det forenede Kongerige

Storbritannien og Nordirlands regering:

For Kongeriget Sveriges regering:

For Den tyrkiske Republiks regering:

For Forbundsrepublikken Tysklands regering:

Felician Prill

For Republikken Østrigs regering:

BILAG I

Fællesfortegnelse over færdselsforseelser

1. Uagtsomt manddrab eller uagtsom personskade ved

færdselsuheld.

2. Flugtkørsel', d.v.s. undladelse af at opfylde de

forpligtelser, der påhviler førere af køretøjer, der er impliceret i et

færdselsuheld.

3. Kørsel med køretøj:

a) i beruset tilstand eller under påvirkning af alkohol;

b) under påvirkning af narkotika eller andre stoffer med lignende

virkning;

c) hvor den pågældende er uegnet på grund af overtræthed.

4. Kørsel med motordrevet køretøj, uden at der er

tegnet ansvarsforsikring til dækning af erstatningskrav for skade forvoldt

ved brug af køretøjet.

5. Undladelse af at efterkomme færdselsanvisning givet

af en polititjenestemand.

6. Overtrædelse af regler vedrørende:

a) køretøjers hastighed;

b) køretøjers plads på vejen, kørselsretning, møde med eller overhaling

af andre køretøjer, ændring af færdselsretning og kørsel over

jernbaneoverkørsler;

c) vigepligt;

d) visse køretøjers ret til fri passage, såsom brandvæsenets og politiets

udrykningskøretøjer og ambulancer;

e) færdselstavler, signaler og vejafmærkninger, navnlig anvisning om

fuldt stop;

f) køretøjers parkering og standsning;

g) køretøjers eller kategorier af køretøjers adgang til visse veje,

f.eks. på grund af deres vægt eller størrelse;

h) sikkerhedsanordninger for køretøjer og last;

i) afmærkning af køretøjer og last;

j) køretøjers lygteføring og brugen af lygter;

k) køretøjers last og lasteevne;

l) køretøjers registrering og deres forsyning med nummerplade og

nationalitetsmærke.

7. Kørsel uden gyldigt førerbevis.

BILAG II

1. Enhver kontraherende part kan ved afgivelse af en

erklæring tilkendegive, at den forbeholder sig:

a) ikke at godkende afsnit III eller kun at godkende dette afsnit, for så

vidt angår visse former for straffe eller fuldbyrdelsesmåder;

b) ikke at godkende artikel 6 eller kun at godkende visse af denne

artikels bestemmelser.

2. Enhver kontraherende part kan tilkendegive, at den

af forfatningsmæssige grunde kun kan imødekomme begæringer om retsforfølgning

i tilfælde, der er nærmere angivet i dens interne lovgivning.

Konventionen undertegnedes på Danmarks vegne den 22. september 1966.

Danmarks ratifikationsinstrument blev den 17. april 1972 deponeret hos Det

europæiske Råds generalsekretær. Konventionen er herefter i medfør af artikel

29, stk. 2 trådt i kraft for Danmark, Cypern og Frankrig den 18. juli 1972.

Endvidere har Sverige ratificeret konventionen med virkning fra den 1.

august 1972.

Der er taget forbehold og afgivet erklæringer som følger:

Danmark.

Forbehold:

Ad afsnit III.

Danmark kan ikke godkende konventionens afsnit III om fuldbyrdelse i

bopælsstaten.

Ad artikel 6.

Danmark kan ikke godkende forældelsesreglen.

Erklæringer:

Ad artikel 19, stk. 2.

Anmodninger med tilhørende bilag skal være ledsaget af en oversættelse til

dansk eller engelsk.

Ad artikel 27, stk. 2.

Konventionen finder ikke anvendelse i det indbyrdes forhold mellem på den

ene side Danmark og på den anden side Finland, Island, Norge og Sverige.

Ad artikel 31, stk. 1.

Konventionen vil indtil videre ikke finde anvendelse i Grønland.

Cypern.

Erklæring:

Ad artikel 19, stk. 2.

Anmodninger med tilhørende bilag skal være ledsaget af en oversættelse til

engelsk - officielt sprog i Det europæiske Råd.

Frankrig.

Forbehold:

Ad afsnit III.

Der tages forbehold over for dette afsnit i dets helhed.

Erklæringer:

Ad bilag I, stk. 4.

Bestemmelsen erstattes med: undladelse af at overholde bestemmelserne, der

påbyder tvungen ansvarsforsikring ved brug af motorkøretøj.

Ad bilag I, stk. 6j).

Bestemmelsen erstattes med: køretøjers parkering og standsning i de

tilfælde, hvor parkering og standsning medfører egentlig fare for trafikken.

Sverige.

Forbehold:

Ad afsnit III.

Der tages forbehold over for dette afsnit i dets helhed.

Ad artikel 6.

Der tages forbehold over for denne bestemmelse i dens helhed.

Erklæringer:

Ad artikel 15, stk. 4.

Anmodninger om retsforfølgning skal fremsendes ad diplomatisk vej.

Supplerende meddelelser kan dog udveksles direkte mellem de vedkommende

myndigheder.

Ad artikel 19, stk. 2.

Anmodninger om retsforfølgning og dertil hørende bilag skal være affattet

på engelsk eller svensk, eller skal være ledsaget af en oversættelse til et

af disse sprog.

Ad artikel 27, stk. 2.

Konventionen finder ikke anvendelse i det indbyrdes forhold mellem på den

ene side Sverige og på den anden side Danmark, Finland, Island og Norge.

Udenrigsministeriet, den 7. august 1972.

K. B. Andersen.

Officielle noter

(* 1) Omfatter bødeforlæg efter retsplejelovens § 931.

Lignende dokumenter