Bekendtgørelse angående Danmarks ratifikation af konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 med tilhørende tillægsprotokol, undertegnet i Paris den 20. marts 1952 (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse angående Danmarks ratifikation af
konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende
Frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 med tilhørende
tillægsprotokol, undertegnet i Paris den 20. marts 1952 (* 1)
Efter at Rigsdagen ved beslutning af 20. marts 1953 havde meddelt sit
samtykke til Danmarks ratifikation af Konvention til beskyttelse af
Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder, undertegnet i Rom
den 4. november 1950, med tilhørende tillægsprotokol, undertegnet i Paris den
20. marts 1952, blev disse ratificeret ved kongelig resolution af 31. marts
1953.
Konventionen og tillægsprotokollen har følgende ordlyd:
KONVENTION TIL BESKYTTELSE AF MENNESKERETTIGHEDER OG GRUNDLÆGGENDE
FRIHEDSRETTIGHEDER
I betragtning af, at de Forenede Nationers Plenarforsamling den 10.
december 1948 har proklameret verdenserklæringen om menneskerettigheder;
i betragtning af, at denne deklaration tilsigter at sikre en universel og
effektiv anerkendelse og overholdelse af de deri omhandlede rettigheder;
i betragtning af, at Det europæiske Råds formål er at tilvejebringe en
nærmere forening mellem dets medlemmer, og at en af de måder, hvorpå dette
formål skal nås, er opretholdelse og yderligere fremme af
menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder;
idet de bekræfter deres dybe tro på disse grundlæggende
frihedsrettigheder, som er grundlaget for retfærdighed og fred i verden, og
bedst håndhæves på den ene side af et virkeligt demokratisk regeringssystem
og på den anden side af en fælles forståelse og en fælles respekt for de
menneskerettigheder, hvortil de bekender sig;
idet de, som regeringer i europæiske stater, besjælede af samme ånd og med
en fælles arv af politiske traditioner, idealer, respekt for frihed og for
lovens suverænitet er besluttet på at tage de første skridt til sikring af
den kollektive håndhævelse af visse af de rettigheder, der omhandles i
Læs alt
verdenserklæringen;
er de underskrivende regeringer, der er medlemmer af Det europæiske Råd,
blevet enige om følgende:
Artikel 1
De høje kontraherende parter garanterer enhver person under deres
jurisdiktion de rettigheder og friheder, der angives i denne konventions
afsnit I.
AFSNIT I
Artikel 2
Stk. 1. Ethvert menneskes ret til livet er beskyttet
ved lov. Ingen må forsætligt berøves livet undtagen ved fuldbyrdelse af en
dødsdom, afsagt af en domstol i tilfælde, hvor der ved lov er fastsat
dødsstraf for den pågældende forbrydelse.
Stk. 2. Berøvelse af livet betragtes ikke som foregået
i modstrid med denne artikel, når den er en følge af magtanvendelse, der ikke
går ud over det absolut nødvendige:
a) for at forsvare nogen mod retstridig overlast;
b) for at iværksætte en lovlig anholdelse eller forhindre flugt fra
lovlig forvaring;
c) i retsmæssig foretagen undertrykkelse af fredsforstyrrende optøjer
eller opstand.
Artikel 3
Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende
behandling eller straf.
Artikel 4
Stk. 1. Ingen må holdes i slaveri eller trældom.
Stk. 2. Ingen må beordres til at udføre tvangs- eller
pligtarbejde.
Stk. 3. Ved anvendelse af denne artikel omfatter
udtrykket »tvangs- eller pligtarbejde« ikke:
a) arbejde, som almindeligvis forlanges udført under forvaring i
overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 5 i nærværende konvention,
eller under betinget løsladelse fra sådan forvaring;
b) tjeneste af militær karakter eller, i de lande, hvor militærnægtelse
af samvittighedsgrunde anerkendes, forsåvidt angår personer, der er
militærnægtere af samvittighedsgrunde, tjeneste, der udkræves i stedet for
tvungen militærtjeneste;
c) tjeneste, der pålægges i tilfælde af nødstilstand eller ulykker, der
truer samfundets eksistens eller velfærd;
d) arbejde eller tjeneste, der udgør en del af normale borgerlige
forpligtelser.
Artikel 5
Stk. 1. Enhver har ret til frihed og personlig
sikkerhed.
Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i
overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde:
a) lovlig forvaring af en person efter domfældelse af en kompetent
domstol;
b) lovlig anholdelse eller forvaring for ikke-efterkommelse af en
domstols lovlige påbud eller for at sikre opfyldelsen af en ved lov
foreskrevet forpligtelse;
c) lovlig anholdelse eller forvaring af en person med det formål at
stille ham for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet
mistanke om, at han har foretaget en retstridig handling, eller rimelig grund
til at anse det for nødvendigt at hindre ham i at foretage en retstridig
handling eller i at flygte efter at have fuldbyrdet en sådan;
d) forvaring af en mindreårig ifølge lovlig kendelse med det formål at
føre tilsyn med hans opdragelse eller for at stille ham for den kompetente
myndighed;
e) lovlig forvaring af personer for at hindre spredning af smitsomme
sygdomme, af personer, der er mentalt abnorme, drankere, narkotikere eller
vagabonder;
f) lovlig anholdelse eller forvaring af en person for at hindre ham i
uretmæssigt at trænge ind i landet eller af en person, mod hvem udvisnings-
eller udleveringssag er svævende.
Stk. 2. Enhver, der anholdes, skal ufortøvet på et
sprog, som han forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver
mod ham rettet anklage.
Stk. 3. Enhver, der anholdes eller tages i forvaring i
henhold til bestemmelserne i denne artikels stk. 1 c), skal ufortøvet stilles
for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at
udøve domsmyndighed, og skal være berettiget til rettergang inden for en
rimelig frist, eller til at løslades i afventning af rettergang. Løsladelsen
kan gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver møde under
rettergangen.
Stk. 4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse
eller forvaring, skal være berettiget til at tage skridt til, at der af en
domstol træffes hurtig afgørelse om lovligheden af hans forvaring, og at hans
løsladelse beordres, hvis forvaringen ikke er retsmæssig.
Stk. 5. Enhver, der har været genstand for anholdelse
eller forvaring i modstrid med bestemmelserne i denne artikel, har ret til
erstatning.
Artikel 6
Stk. 1. Enhver skal, når der skal træffes afgørelse
enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller
angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse, være berettiget til en
retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en ved lov
oprettet uafhængig og upartisk domstol. Dom skal afsiges i offentligt møde,
men pressen og offentligheden kan udelukkes helt eller delvis fra
retsforhandlingerne af hensyn til sædeligeheden, den offentlige orden eller
den nationale sikkerhed i et demokratisk samfund, når det kræves af hensynet
til mindreårige eller til beskyttelse af parternes privatliv, eller under
særlige omstændigheder i det efter rettens mening strengt nødvendig omfang,
når offentlighed ville skade retfærdighedens interesser.
Stk. 2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse,
skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med
loven.
Stk. 3. Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse,
er i særdeleshed berettiget til:
a) ufortøvet at modtage udførlig underretning på et sprog, som han
forstår, om arten af og årsagen til den anklage, der er rejst mod ham;
b) at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar;
c) at forsvare sig personligt eller ved bistand af en sagfører, som han
selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale
sagførerbistand, at modtage den uden betaling, når retfærdighedens interesser
kræver det;
d) at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vidner i
hans interesse tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres
imod ham;
e) at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller
taler det sprog, der anvendes i retten.
Artikel 7
Stk. 1. Ingen kan kendes skyldig i strafbar
lovovertrædelse på grund af en handling eller undladelse, der ikke udgjorde
en strafbar overtrædelse af national eller international ret på den tid, da
den blev begået. Ej heller må der pålægges en strengere straf end den, der
var anvendelig på det tidspunkt, da den strafbare lovovertrædelse blev
begået.
Stk. 2. Denne artikel præjudicerer ikke rettergang imod
og straf af en person for en handling eller undladelse, der på det tidspunkt,
da den blev begået, var strafbar ifølge de af civiliserede nationer
anerkendte almindelige retsprincipper.
Artikel 8
Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og
familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i
udøvelsen af denne ret, undtagen forsåvidt det sker i overensstemmelse med
loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale
sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at
forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden
eller for at beskytte andres ret og frihed.
Artikel 9
Stk. 1. Enhver har ret til at tænke frit, til
samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte
religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen
med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning
gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af
rituelle forskrifter.
Stk. 2. Frihed til at lægge sin religion eller
overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som
er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn
til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden
eller sædelighed eller for at beskytte andres ret og frihed.
Artikel 10
Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret
omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller
tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.
Denne artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller
filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling.
Stk. 2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder
medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formelle
bestemmelser, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er
foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til
den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed,
for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller
sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder,
for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre
domsmagtens autoritet og upartiskhed.
Artikel 11
Stk. 1. Enhver har ret til frit at deltage i fredelige
forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte
sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser.
Stk. 2. Der må ikke gøres andre indskrænkninger i
udøvelsen af disse rettigheder end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er
nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed
eller den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at
beskytte sundheden eller sædeligeheden eller for at beskytte andres
rettigheder og friheder. Denne artikel skal ikke forhindre, at der pålægges
medlemmer af statens væbnede styrker, politi eller forvaltning lovlige
indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder.
Artikel 12
Giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte
familie i overensstemmelse med de nationale love, der giver regler om
udøvelsen af denne ret.
Artikel 13
Enhver, der krænkes i de ved denne konvention anerkendte rettigheder og
friheder, skal have adgang til effektiv oprejsning for en national myndighed,
uanset om krænkelsen er begået af personer, der handler på embeds vegne.
Artikel 14
Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal
sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk
eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til
et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.
Artikel 15
Stk. 1. Under krig eller anden offentlig faretilstand,
der truer nationens eksistens, kan enhver af de høje kontraherende parter i
det omfang, det er strengt påkrævet af situationen træffe forholdsregler, der
gør indgreb i dens forpligtelser ifølge denne konvention, forudsat, at
sådanne forholdsregler ikke er uforenelige med dens andre forpligtelser
ifølge folkeretten.
Stk. 2. Der kan ikke med hjemmel i denne bestemmelse
gøres afvigelse fra art. 2, undtagen med hensyn til berøvelse af livet, der
er en følge af lovlige krigshandlinger, og ej heller fra artiklerne 3, 4,
stk. 1 og 7.
Stk. 3. Enhver stat, som benytter sig af denne ret til
fravigelse, skal holde Det europæiske Råds generalsekretær fuldt underrettet
om de forholdsregler, som den således har taget og om grundene dertil. Den
skal også underrette Det europæiske Råds generalsekretær, når sådanne
forholdsregler er ophørt at virke, og konventionens bestemmelser igen er
fuldt ud i kraft.
Artikel 16
Ingen bestemmelse i artiklerne 10, 11 og 14 må anses som værende til
hinder for, at de høje kontraherende parter fastsætter indskrænkninger i
fremmede statsborgeres politiske virksomhed.
Artikel 17
Ingen bestemmelse i denne konvention må fortolkes som medførende ret for
nogen stat, gruppe eller person til at indlade sig på nogen virksomhed eller
udføre nogen handling, der sigter til at tilintetgøre nogen af de heri nævnte
rettigheder og friheder, eller til at begrænse dem i videre omfang, end der
er hjemmel for i konventionen.
Artikel 18
De ifølge denne konvention tilladte indskrænkninger i disse rettigheder og
friheder må ikke anvendes i noget andet øjemed end det, for hvilket de er
foreskrevet.
AFSNIT II
Artikel 19
For at sikre opfyldelsen af de høje kontraherende parter i nærværende
konvention påtagne forpligtelser skal der oprettes:
1) En europæisk kommission for menneskerettigheder, i det følgende
benævnt »Kommissionen«;
2) En europæisk domstol for menneskerettigheder, i det følgende benævnt
»Domstolen«.
AFSNIT III
Artikel 20
Kommissionen består af et antal medlemmer svarende til antallet af de høje
kontraherende parter. Der må ikke være to kommissionsmedlemmer, som er
statsborgere i samme stat.
Artikel 21
Stk. 1. Medlemmerne af Kommissionen vælges af
ministerudvalget ved absolut flertal på grundlag af en af Den rådgivende
Forsamlings præsidium opstillet navneliste; hver gruppe af de høje
kontraherende parters repræsentanter i Den rådgivende Forsamling skal foreslå
tre kandidater, hvoraf mindst to af dens egen nationalitet:
Stk. 2. I videst muligt omfang skal samme fremgangsmåde
følges ved komplettering af Kommissionen i tilfælde, hvor andre stater senere
tiltræder denne konvention, samt ved besættelsen af lejlighedsvis ledige
pladser.
Artikel 22
Stk. 1. Kommissionens medlemmer vælges for et tidsrum
på seks år. De kan genvælges. Forsåvidt angår de medlemmer, der vælges ved
det første valg, skal dog syv medlemmers funktionstid udløbe efter tre års
forløb.
Stk. 2. De medlemmer, hvis funktionstid udløber efter
forløbet af begyndelsesperioden på tre år, vælges ved lodtrækning, der
foretages af Det europæiske Råds generalsekretær umiddelbart efter, at det
første valg har fundet sted.
Stk. 3. Et medlem af Kommissionen, som vælges i stedet
for et medlem, hvis funktionstid ikke er udløbet, skal beklæde hvervet for
den resterende del af forgængerens funktionstid.
Stk. 4. Kommissionens medlemmer skal beklæde hvervet,
indtil andre er valgt i deres sted. Efter at sådant valg har fundet sted,
skal de fortsætte behandlingen af de sager, som de allerede har påbegyndt.
Artikel 23
Kommissionsmedlemmerne har sæde i Kommissionen som individuelle personer.
Artikel 24
Enhver af de høje kontraherende parter kan gennem Det europæiske Råds
generalsekretær for Kommissionen indbringe ethvert påstået brud på
konventionens bestemmelser foretaget af en anden høj kontraherende part.
Artikel 25
Stk. 1. Kommissionen kan modtage andragender, stilet
til Det europæiske Råds generalsekretær, fra enhver person, enhver
ikke-guvernemental organisation eller gruppe af enkeltpersoner, der hævder af
en af de høje kontraherende parter at være blevet krænket i de ved denne
konvention anerkendte rettigheder, forudsat at den høje kontraherende part,
mod hvem klagen rettes, har erklæret, at den anerkender Kommissionens
kompetence til at modtage sådanne andragender. De af de høje kontraherende
parter, der har udstedt en sådan erklæring, forpligter sig til ikke på nogen
måde at lægge hindringer i vejen for den effektive udøvelse af denne ret.
Stk. 2. Sådanne erklæringer kan udstedes for et bestemt
tidsrum.
Stk. 3. Erklæringerne skal deponeres hos
generalsekretæren for Det europæiske Råd, der skal oversende genparter til de
høje kontraherende parter samt offentliggøre dem.
Stk. 4. Kommissionen kan kun udøve de i denne artikel
omhandlede beføjelser, når mindst seks høje kontraherende parter er bundet
ved erklæringer udstedt i overensstemmelse med stk. 1-3.
Artikel 26
Kommissionen må kun optage sagen til behandling, når alle hjemlandets
retsmidler er blevet udtømt i overensstemmelse med de af folkeretten
almindeligt anerkendte regler og indenfor et tidsrum af seks måneder fra den
dato, på hvilken hjemlandets endelige afgørelse blev truffet.
Artikel 27.
Stk. 1. Kommissionen må ikke behandle noget i henhold
til artikel 25 forelagt andragende, som
a) er anonymt,
b) i det væsentlige er identisk med en sag, der allerede er blevet
undersøgt af Kommissionen eller allerede har været underkastet anden form for
international undersøgelse eller afgørelse og ikke indeholder nye oplysninger
af betydning.
Stk. 2. Kommissionen skal afvise et andragende, der
forelægges den i henhold til art. 25, når den anser det for uforeneligt med
bestemmelserne i nærværende konvention, for åbenbart ugrundet eller for at
være misbrug af retten til at rette henvendelse til Kommissionen.
Stk. 3. Kommissionen skal afvise enhver sag, der
indbringes for den, når den anser den for uforenelig med det i art. 26
anførte.
Artikel 28
Når Kommissionen antager en sag, der er indbragt for den, skal den:
a) med henblik på at udrede kendsgerningerne foretage en gennemgang af
sagen i forening med parternes repræsentanter, og om nødvendigt foranstalte
en undersøgelse, til hvis effektive gennemførelse vedkommende stater skal
stille alle midler til rådighed efter at have drøftet spørgsmålet med
Kommissionen;
b) stille sig til rådighed for vedkommende parter med det formål at opnå
en mindelig løsning af sagen på grundlag af respekt for menneskerettighederne
som defineret i denne konvention.
Artikel 29
Stk. 1. Kommissionen skal udføre de i artikel 28 nævnte
funktioner ved en underkommission bestående af syv kommissionsmedlemmer.
Stk. 2. Hver af vedkommende parter kan udpege en person
til medlem af denne underkommission.
Stk. 3. De øvrige medlemmer vælges ved lodtrækning i
overensstemmelse med de i Kommissionens forretningsorden foreskrevne regler.
Artikel 30
Hvis det lykkes underkommissionen at udvirke en mindelig løsning i
overensstemmelse med artikel 28, skal den udarbejde en beretning, der skal
sendes til vedkommende stater, til Ministerudvalget og til Det europæiske
generalsekretær til offentliggørelse. Denne beretning skal indskrænke sig til
en kort konstatering af kendsgerningerne og den løsning, der er opnået.
Artikel 31
Stk. 1. Hvis en løsning ikke opnås, skal Kommissionen
udarbejde en beretning om kendsgerningerne og anføre sin opfattelse med
hensyn til, om disse åbenbarer, at vedkommende stat har brudt sine
forpligtelser ifølge konventionen. Samtlige kommissionsmedlemmers opfattelse
af dette punkt kan anføres i beretningen.
Stk. 2. Beretningen skal oversendes til
Ministerudvalget. Den skal også oversendes til vedkommende stater, der ikke
er berettiget til at offentliggøre den.
Stk. 3. Ved oversendelsen af beretningen til
Ministerudvalget kan Kommissionen stille sådanne forslag, som den finder
egnede.
Artikel 32
Stk. 1. Hvis sagen ikke indbringes for Domstolen i
overensstemmelse med artikel 48 i denne konvention indenfor et tidsrum af tre
måneder fra datoen for beretningens oversendelse til Ministerudvalget, skal
Ministerudvalget med to trediedeles flertal af de medlemmer, der er
berettiget til at sidde i Udvalget, afgøre, om der foreligger en krænkelse af
konventionen.
Stk. 2. I bekræftende fald skal Ministerudvalget
fastsætte en frist, indenfor hvilken vedkommende høje kontraherende part skal
træffe de forholdsregler, som Ministerudvalgets afgørelse medfører.
Stk. 3. Hvis vedkommende høje kontraherende part ikke
har truffet tilfredsstillende forholdsregler indenfor den foreskrevne frist,
skal Ministerudvalget med det i stk. 1 nævnte flertal afgøre, hvilken
virkning der skal tillægges dets oprindelige afgørelse, og offentliggøre
beretningen.
Stk. 4. De høje kontraherende parter forpligter sig til
at betragte enhver afgørelse, som Ministerudvalget måtte træffe i medfør af
stk. 1-3 som bindende.
Artikel 33
Kommissionens møder holdes for lukkede døre.
Artikel 34
Kommissionen træffer sine afgørelser ved flertal af de medlemmer, der er
til stede og afgiver stemme; underkommissionen træffer sine afgørelser ved
flertal af sine medlemmer.
Artikel 35
Kommissionen holder møder, når omstændighederne kræver det. Møderne
sammenkaldes af Det europæiske Råds generalsekretær.
Artikel 36
Kommissionen fastsætter sin egen forretningsorden.
Artikel 37
Kommissionens sekretariat stilles til rådighed af det europæiske Råds
generalsekretær.
AFSNIT IV
Artikel 38
Den europæiske Menneskerettighedskomstol skal bestå af et antal dommere
svarende til antallet af medlemmer af Det europæiske Råd. Der må ikke være to
dommere, som er statsborgere i samme stat.
Artikel 39
Stk. 1. Medlemmerne af Domstolen vælges af Den
rådgivende Forsamling ved flertal på grundlag af en liste over personer, der
er opstillet af Det europæiske Råds medlemsstater, hvert medlem opstiller tre
kandidater, hvoraf mindst to af deres egen nationalitet.
Stk. 2. I videst muligt omfang skal samme fremgangsmåde
følges ved komplettering af Domstolen i tilfælde af, at nye medlemmer optages
i Det europæiske Råd, samt ved besættelsen af lejlighedsvis ledige pladser.
Stk. 3. Kandidaterne skal nyde den højeste moralske
anseelse og må enten besidde de kvalifikationer, der kræves for udnævnelse
til de overordnede dommerembeder eller være retskyndige af anerkendt
sagkundskab.
Artikel 40
Stk. 1. Domstolens medlemmer vælges for et tidsrum på
ni år. De kan genvælges. Forsåvidt angår de medlemmer, der vælges ved første
valg, skal dog fire medlemmers funktionstid udløbe efter tre års forløb og
yderligere fire medlemmers funktionstid efter seks års forløb.
Stk. 2. De medlemmer, hvis funktionstid udløber efter
forløbet af begyndelsesperioderne på tre og seks år, vælges ved lodtrækning,
der foretages af generalsekretæren umiddelbart efter, at første valg har
fundet sted.
Stk. 3. Et medlem af Domstolen, som vælges i stedet for
et medlem, hvis funktionstid ikke er udløbet, skal beklæde hvervet for den
resterende del af forgængerens funktionstid.
Stk. 4. medlemmerne af Domstolen skal beklæde hvervet,
indtil andre er valgt i deres sted. Efter at sådant valg har fundet sted,
skal de fortsætte med at behandle de sager, som de allerede har påbegyndt.
Artikel 41
Domstolen vælger sin præsident og vicepræsident for et tidsrum af tre år.
De kan genvælges.
Artikel 42
Medlemmerne af Domstolen modtager for hver dag, de gør tjeneste, en
godtgørelse, der fastsættes af Ministerudvalget.
Artikel 43
I behandlingen af enhver sag, der indbringes for Domstolen, skal 7 dommere
deltage. Som selvskrevne medlemmer af retten deltager de dommere, der er
statsborgere i de stater, der er parter i konflikten. Gives intet sådant
selvskrevet medlem, har vedkommende part ret til at udnævne en dommer. De
andre dommere vælges ved lodtrækning, der foretages af præsidenten, før sagen
påbegyndes.
Artikel 44
Kun de høje kontraherende parter og Kommissionen er berettigede til at
indbringe en sag for Domstolen.
Artikel 45
Domstolens kompetence udstrækker sig til alle sager vedrørende fortolkning
og anvendelse af nærværende konvention, som de høje kontraherende parter
eller Kommissionen indbringer for den i overensstemmelse med artikel 48.
Artikel 46
Stk. 1. Enhver af de høje kontraherende parter kan
nårsomhelst erklære, at den i alle sager vedrørende fortolkning og anvendelse
af nærværende konvention anerkender Domstolens kompetence som bindende ipso
facto og uden særlig overenskomst.
Stk. 2. De ovennævnte erklæringer kan afgives
ubetinget, eller på betingelse af gensidighed i forholdet til flere eller
visse andre høje kontraherende parter eller for et bestemt tidsrum.
Stk. 3. Disse erklæringer deponeres hos Det europæiske
Råds generalsekretær, der skal oversende genparter af dem til de høje
kontraherende parter.
Artikel 47
Domstolen kan kun behandle en sag, efter at Kommissionen har fastslået, at
bestræbelser på at opnå en mindelig overenskomst har været forgæves, og inden
for det i artikel 32 bestemte tidsrum på tre måneder.
Artikel 48
Nedennævnte kan indbringe en sag for Domstolen, forudsat at vedkommende
høje kontraherende part, hvis der kun er een, eller vedkommende høje
kontraherende parter, hvis der er flere end een, er obligatorisk underkastet
Domstolens myndighed eller, hvis det ikke er tilfældet, med samtykke af
vedkommende høje kontraherende part, hvis der kun er een, eller af
vedkommende høje kontraherende parter, hvis der er flere end een:
a) Kommissionen;
b) en høj kontraherende part, hvis statsborger angives at være krænket;
c) en høj kontraherende part, der har indbragt sagen for Kommissionen;
d) en høj kontraherende part, mod hvilken klagen blev rejst.
Artikel 49
Domstolen afgør selv tvistigheder med hensyn til sin kompetence.
Artikel 50
Hvis Domstolen finder, at en afgørelse eller en forholdsregel truffet af
en retlig eller anden myndighed, henhørende under en af de høje kontraherende
parter er helt eller delvis i strid med de af nærværende konvention følgende
forpligtelser, og hvis den nævnte parts interne ret kun tillader delvis
skadesløsholdelse for følgerne af denne afgørelse eller forholdsregler, skal
Domstolens afgørelse om nødvendigt indrømme den forurettede part passende
erstatning.
Artikel 51
Stk. 1. Domstolens afgørelse skal ledsages af grunde.
Stk. 2. Hvis afgørelsen helt eller delvis ikke
repræsenterer dommernes enstemmige mening, er enhver dommer berettiget til at
afgive særskilt votum.
Artikel 52
Domstolens afgørelse er endelig.
Artikel 53
De høje kontraherende parter forpligter sig til at rette sig efter
Domstolens afgørelse i enhver sag, som de er parter i.
Artikel 54
Domstolens afgørelse oversendes til Ministerudvalget, der skal våge over
dens fuldbyrdelse.
Artikel 55
Domstolen fastsætter selv sin forretningsorden og giver selv regler om
proceduren.
Artikel 56
Stk. 1. Det første valg af Domstolens medlemmer skal
finde sted, når de i artikel 46 nævnte erklæringer fra de høje kontraherende
parter har nået et antal af 8.
Stk. 2. Ingen sag kan indbringes for Domstolen før
dette valg.
AFSNIT V
Artikel 57
På anmodning af Det europæiske Råds generalsekretær skal enhver af de høje
kontraherende parter give nærmere oplysning om, hvorledes den pågældende
stats interne lovgivning sikrer den effektive gennemførelse af bestemmelserne
i denne konvention.
Artikel 58
Udgifterne til Kommissionen og Domstolen udredes af Det europæiske Råd.
Artikel 59
Medlemmerne af Kommissionen og af Domstolen skal under udøvelsen af deres
funktioner nyde de rettigheder og immuniteter, der omhandles i artikel 40 i
statutten for Det europæiske Råd og i de med hjemmel i denne bestemmelse
indgåede overenskomster.
Artikel 60
Ingen bestemmelse i denne konvention må fortolkes som en begrænsning i
eller afvigelse fra nogen af de menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder, som måtte være tilsikret i henhold til en høj
kontraherende parts lovgivning eller i henhold til anden overenskomst, den er
part i.
Artikel 61
Ingen bestemmelse i denne konvention skal præjudicere de beføjelser, der
ved Det europæiske Råds statut er tillagt Ministerudvalget.
Artikel 62
Bortset fra særlig aftale giver de høje kontraherende parter afkald på at
påberåbe sig traktater, overenskomster eller deklarationer, der består mellem
dem, til i form af en stævning at forelægge en tvist om fortolkning eller
anvendelse af denne konvention, til afgørelse på anden måde end i denne
konvention bestemt.
Artikel 63
Stk. 1. Enhver stat kan ved sin ratifikation eller
nårsomhelst derefter ved en til Det europæiske Råds generalsekretær stilet
notifikation erklære, at nærværende konvention skal udstrækkes til alle eller
nogle af de områder, for hvis internationale forbindelser den er ansvarlig.
Stk. 2. Konventionen skal udstrækkes til det område
eller de områder, der nævnes i notifikationen, fra den 30te dag efter, at Det
europæiske Råds generalsekretær har modtaget denne notifikation.
Stk. 3. Bestemmelserne i nærværende konvention skal
imidlertid i sådanne områder anvendes med skyldig hensyntagen til de stedlige
vilkår.
Stk. 4. Enhver stat, der har afgivet en erklæring i
overensstemmelse med denne artikels stk. 1, kan nårsomhelst derefter på et
eller flere af de områders vegne, som notifikationen omfatter, erklære, at
den anerkender Kommissionens kompetence til at modtage andragender fra
personer, ikke-guvernementale organisationer eller grupper af enkeltpersoner
i overensstemmelse med artikel 25 i nærværende konvention.
Artikel 64
Stk. 1. Enhver stat kan ved undertegnelsen af denne
konvention eller ved deponeringen af ratifikationsinstrumentet tage forbehold
med hensyn til enhver særskilt bestemmelse i konventionen, i det omfang en
lov, som på det tidspunkt er i kraft på dens område, ikke er i
overensstemmelse med bestemmelsen, Forbehold af generel karakter er ikke
tilladt i henhold til denne artikel.
Stk. 2. Ethvert forbehold, der tages i henhold til
denne artikel, skal indeholde en kort redegørelse for den pågældende lov.
Artikel 65
Stk. 1. En høj kontraherende part kan ikke opsige
nærværende konvention før udløbet af fem år fra den dato, da den trådte i
kraft for dens vedkommende og efter et varsel på seks måneder, tilstillet Det
europæiske Råds generalsekretær, der skal underrette de andre høje
kontraherende parter.
Stk. 2. En sådan opsigelse har ikke til virkning, at
den pågældende høje kontraherende part frigøres fra sine forpligtelser ifølge
denne konvention med hensyn til nogen handling, som kan udgøre et brud på
denne konvention, og som er udført før den dato, da opsigelsen fik virkning.
Stk. 3. På samme vilkår skal enhver høj kontraherende
part, der ophører med at være medlem af Det europæiske Råd, ophøre med at
være part i denne konvention.
Stk. 4. Under iagttagelse af bestemmelserne i stk. 1-3
kan konventionen opsiges med hensyn til ethvert område, for hvilket den i
medfør af artikel 63 er blevet erklæret anvendelig.
Artikel 66
Stk. 1. Denne konvention er åben for undertegnelse af
Det europæiske Råds medlemmer. Den skal ratificeres.
Ratifikationsinstrumenterne deponeres hos Det europæiske Råds
generalsekretær.
Stk. 2. Denne konvention træder i kraft, når ti
ratifikationsinstrumenter er blevet deponeret.
Stk. 3. Forsåvidt angår en signatarmagt, der senere
ratificerer konventionen, træder denne i kraft den dag,
ratifikationsinstrumentet deponeres.
Stk. 4. Det europæiske Råds generalsekretær skal give
alle medlemmerne af Det europæiske Råd meddelelse om konventionens
ikrafttræden, om navnene på de høje kontraherende parter, der har ratificeret
den, og om deponering af alle ratifikationsinstrumenter, som senere
foretages.
Udfærdiget i Rom, den 4. november 1950,
på engelsk og fransk, begge
tekster af lige gyldighed, i eet
eksemplar, som vedblivende skal
være deponeret i Det europæiske Råds arkiver. Generalsekretæren skal overgive
bekræftede genparter til hver af signatarmagterne.
TILLÆGSPROTOKOL TIL KONVENTIONEN TIL BESKYTTELSE AF MENNESKERETTIGHEDER OG
GRUNDLÆGGENDE FRIHEDSRETTIGHEDER
Besluttede på at tage skridt til at sikre den fælles gennemførelse af
visse rettigheder og friheder, som ikke allerede omfattes af afsnit I i
Konventionen til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende
Frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (i det følgende
kaldet Konventionen),
er de underskrivende regeringer, der er medlemmer af Det europæiske Råd,
blevet enige om følgende:
Artikel 1.
Enhver fysisk eller juridisk person er berettiget til uforstyrret nydelse
af sin ejendom. Ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse
og i overensstemmelse med de ved lov og folkerettens almindelige principper
fastsatte betingelser.
Foranstående bestemmelser skal imidlertid ikke på nogen måde gøre indgreb
i statens ret til at håndhæve sådanne love, som den anser for nødvendige for
at overvåge, at ejendomsretten udøves i overensstemmelse med almenhedens
interesse, eller for at sikre betaling af skatter, andre afgifter og bøder.
Artikel 2.
Ingen må nægtes retten til uddannelse. Ved udøvelsen af de funktioner, som
staten påtager sig i henseende til uddannelse og undervisning, skal den
respektere forældrenes ret til at sikre sig, at sådan uddannelse og
undervisning sker i overensstemmelse med deres egen religiøse og filosofiske
overbevisning.
Artikel 3.
De høje kontraherende parter forpligter sig til at lade afholde frie,
hemmelige valg med passende mellemrum under forhold, som sikrer folkets frie
meningstilkendegivelse ved valget af medlemmer til den lovgivende forsamling.
Artikel 4.
Enhver af de høje kontraherende parter kan ved undertegnelsen eller
ratifikationen eller nårsomhelst derefter over for Det europæiske Råds
generalsekretær afgive en erklæring om, i hvilket omfang den forpligter sig
til at udstrække bestemmelserne i nærværende protokol til områder, for hvis
internationale forbindelser der er ansvarlig.
Enhver af de høje kontraherende parter, som har afgivet en erklæring i
medfør af foranstående stykke kan fra tid til anden afgive en yderligere
erklæring, hvorved den modificerer en hvilkensomhelst tidligere erklæring
eller lader nærværende protokols bestemmelser ophøre med at have gyldighed
for et hvilketsomhelst område.
En erklæring afgivet i overensstemmelse med denne artikel skal anses for
afgivet i overensstemmelse med Konventionens artikel 63, stk. 1.
Artikel 5.
De høje kontraherende parter betragter denne protokols artikler 1, 2, 3 og
4 som et tillæg til Konventionen. og alle Konventionens bestemmelser skal
derfor også have gyldighed i forhold til disse artikler.
Artikel 6.
Nærværende protokol er åben for undertegnelse af de medlemmer af Det
europæiske Råd, som har undertegnet Konventionen; den skal ratificeres
samtidig med eller efter ratifikationen af Konventionen. Den træder i kraft,
når ti ratifikationsinstrumenter er blevet deponeret. Forsåvidt angår en
signatarmagt, som senere ratificerer protokollen, træder denne i kraft den
dag, ratifikationsinstrumentet deponeres.
Ratifikationsinstrumenterne deponeres hos Det europæiske Råds
generalsekretær, som skal give samtlige medlemmer meddelelse om navnene på
dem, som har ratificeret.
Udfærdiget i Paris, den 20. marts 1952,
på engelsk og fransk, begge
tekster af lige gyldighed, i eet
eksemplar, som vedblivende skal
være deponeret i Det europæiske Råds arkiver. Generalsekretæren skal overgive
bekræftede genparter til hver af signatarmagterne.
Danmarks ratifikationsinstrument er under 13. april 1953 deponeret hos Det
europæiske Råds generalsekretær i Strasbourg. I tre den 7. april 1953
daterede erklæringer, son tilstilledes generealsekretæren samtidig med
ratifikationsinstrumentet, har udenrigsministeren på den danske regerings
vegne afgivet erklæring om:
1. Danmarks anerkendelse for et tidsrum af 2 år af den
i artikel 19 nævnte kommissions kompetence til at modtage andragender fra
enhver person, enhver ikke-guvernemental organisation eller gruppe af
enkeltpersoner, der hævder at være blevet krænket i de ved konventionen
anerkendte rettigheder, jfr. artikel 25;
2. Danmarks anerkendelse for et tidsrum af 2 år af den
i artikel 19 nævnte domstols kompetence som bindende ipso facto og uden
særlig overenskomst, jfr. artikel 46;
3. konventionens og tillægsprotokollens og i
forbindelse hermed den under 1. nævnte erklærings udstrækning til Grønland,
jfr. konventionens artikel 63 og tillægsprotokollens artikel 4.
Foruden Danmark har følgende lande til dato deponeret deres
ratifikationsinstrumenter
til konventionen: Det forenede Kongerige Storbritannien og Nord-Irland,
Norge, Sverige, Forbundsrepublikken Tyskland, Saar, Irland og Grækenland;
til tillægsprotokollen: Det forenede Kongerige Storbritannien og
Nord-Irland, Norge, Saar, Irland og Grækenland.
Endvidere har Sverige og Irland afgivet den i artikel 25 omhandlede
erklæring uden tidsbegrænsning. Irland har afgivet den i artikel 46
omhandlede erklæring med uopsigelighed for et tidsrum af 5 år.
Konventionen træder i kraft, når 10 ratifikationsinstrumenter er blevet
deponeret, jfr. artikel 66, stk. 2. Det samme gælder tillægsprotokollen, jfr.
dennes artikel 6.
Udenrigsministeriet, den 11. juni 1953.
Ole Bjørn kraft.
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse om forlængelse af gyldigheden af erklæringer afgivet i henhold til Den europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder. Retsinformation · 18. maj 1955
- Bekendtgørelse om andre landes ratifikation af Konventionen til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder med tilhørende tillægsprotokol Retsinformation · 12. august 1954
- Bekendtgørelse om anerkendelse af Den europæiske Konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder, undertegnet i Rom 4. november 1950, med tillægsprotokol, undertegnet i Paris den 20. marts 1952, forudsete kommissions kompetence til at modtage klager fra enkeltpersoner. Retsinformation · 2. september 1955
- Bekendtgørelse af protokol nr. 4 til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. (* 1) Retsinformation · 13. juli 1965
- Bekendtgørelse af femte tillægsprotokol til den almindelige overenskomst om Europarådets rettigheder og immuniteter (* 1) Retsinformation · 3. juni 1992
- 1995 LSF 62 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDSKONVENTION Retsinformation · 21. december 1995