Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse angående Danmarks ratifikation af konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 med tilhørende tillægsprotokol, undertegnet i Paris den 20. marts 1952 (* 1)

BKI nr 20 af 11/06/1953Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet2. juli 1953

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse angående Danmarks ratifikation af

konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende

Frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 med tilhørende

tillægsprotokol, undertegnet i Paris den 20. marts 1952 (* 1)

Efter at Rigsdagen ved beslutning af 20. marts 1953 havde meddelt sit

samtykke til Danmarks ratifikation af Konvention til beskyttelse af

Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder, undertegnet i Rom

den 4. november 1950, med tilhørende tillægsprotokol, undertegnet i Paris den

20. marts 1952, blev disse ratificeret ved kongelig resolution af 31. marts

1953.

Konventionen og tillægsprotokollen har følgende ordlyd:

KONVENTION TIL BESKYTTELSE AF MENNESKERETTIGHEDER OG GRUNDLÆGGENDE

FRIHEDSRETTIGHEDER

I betragtning af, at de Forenede Nationers Plenarforsamling den 10.

december 1948 har proklameret verdenserklæringen om menneskerettigheder;

i betragtning af, at denne deklaration tilsigter at sikre en universel og

effektiv anerkendelse og overholdelse af de deri omhandlede rettigheder;

i betragtning af, at Det europæiske Råds formål er at tilvejebringe en

nærmere forening mellem dets medlemmer, og at en af de måder, hvorpå dette

formål skal nås, er opretholdelse og yderligere fremme af

menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder;

idet de bekræfter deres dybe tro på disse grundlæggende

frihedsrettigheder, som er grundlaget for retfærdighed og fred i verden, og

bedst håndhæves på den ene side af et virkeligt demokratisk regeringssystem

og på den anden side af en fælles forståelse og en fælles respekt for de

menneskerettigheder, hvortil de bekender sig;

idet de, som regeringer i europæiske stater, besjælede af samme ånd og med

en fælles arv af politiske traditioner, idealer, respekt for frihed og for

lovens suverænitet er besluttet på at tage de første skridt til sikring af

den kollektive håndhævelse af visse af de rettigheder, der omhandles i

Læs alt

verdenserklæringen;

er de underskrivende regeringer, der er medlemmer af Det europæiske Råd,

blevet enige om følgende:

Artikel 1

De høje kontraherende parter garanterer enhver person under deres

jurisdiktion de rettigheder og friheder, der angives i denne konventions

afsnit I.

AFSNIT I

Artikel 2

Stk. 1. Ethvert menneskes ret til livet er beskyttet

ved lov. Ingen må forsætligt berøves livet undtagen ved fuldbyrdelse af en

dødsdom, afsagt af en domstol i tilfælde, hvor der ved lov er fastsat

dødsstraf for den pågældende forbrydelse.

Stk. 2. Berøvelse af livet betragtes ikke som foregået

i modstrid med denne artikel, når den er en følge af magtanvendelse, der ikke

går ud over det absolut nødvendige:

a) for at forsvare nogen mod retstridig overlast;

b) for at iværksætte en lovlig anholdelse eller forhindre flugt fra

lovlig forvaring;

c) i retsmæssig foretagen undertrykkelse af fredsforstyrrende optøjer

eller opstand.

Artikel 3

Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende

behandling eller straf.

Artikel 4

Stk. 1. Ingen må holdes i slaveri eller trældom.

Stk. 2. Ingen må beordres til at udføre tvangs- eller

pligtarbejde.

Stk. 3. Ved anvendelse af denne artikel omfatter

udtrykket »tvangs- eller pligtarbejde« ikke:

a) arbejde, som almindeligvis forlanges udført under forvaring i

overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 5 i nærværende konvention,

eller under betinget løsladelse fra sådan forvaring;

b) tjeneste af militær karakter eller, i de lande, hvor militærnægtelse

af samvittighedsgrunde anerkendes, forsåvidt angår personer, der er

militærnægtere af samvittighedsgrunde, tjeneste, der udkræves i stedet for

tvungen militærtjeneste;

c) tjeneste, der pålægges i tilfælde af nødstilstand eller ulykker, der

truer samfundets eksistens eller velfærd;

d) arbejde eller tjeneste, der udgør en del af normale borgerlige

forpligtelser.

Artikel 5

Stk. 1. Enhver har ret til frihed og personlig

sikkerhed.

Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i

overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde:

a) lovlig forvaring af en person efter domfældelse af en kompetent

domstol;

b) lovlig anholdelse eller forvaring for ikke-efterkommelse af en

domstols lovlige påbud eller for at sikre opfyldelsen af en ved lov

foreskrevet forpligtelse;

c) lovlig anholdelse eller forvaring af en person med det formål at

stille ham for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet

mistanke om, at han har foretaget en retstridig handling, eller rimelig grund

til at anse det for nødvendigt at hindre ham i at foretage en retstridig

handling eller i at flygte efter at have fuldbyrdet en sådan;

d) forvaring af en mindreårig ifølge lovlig kendelse med det formål at

føre tilsyn med hans opdragelse eller for at stille ham for den kompetente

myndighed;

e) lovlig forvaring af personer for at hindre spredning af smitsomme

sygdomme, af personer, der er mentalt abnorme, drankere, narkotikere eller

vagabonder;

f) lovlig anholdelse eller forvaring af en person for at hindre ham i

uretmæssigt at trænge ind i landet eller af en person, mod hvem udvisnings-

eller udleveringssag er svævende.

Stk. 2. Enhver, der anholdes, skal ufortøvet på et

sprog, som han forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver

mod ham rettet anklage.

Stk. 3. Enhver, der anholdes eller tages i forvaring i

henhold til bestemmelserne i denne artikels stk. 1 c), skal ufortøvet stilles

for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at

udøve domsmyndighed, og skal være berettiget til rettergang inden for en

rimelig frist, eller til at løslades i afventning af rettergang. Løsladelsen

kan gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver møde under

rettergangen.

Stk. 4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse

eller forvaring, skal være berettiget til at tage skridt til, at der af en

domstol træffes hurtig afgørelse om lovligheden af hans forvaring, og at hans

løsladelse beordres, hvis forvaringen ikke er retsmæssig.

Stk. 5. Enhver, der har været genstand for anholdelse

eller forvaring i modstrid med bestemmelserne i denne artikel, har ret til

erstatning.

Artikel 6

Stk. 1. Enhver skal, når der skal træffes afgørelse

enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller

angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse, være berettiget til en

retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en ved lov

oprettet uafhængig og upartisk domstol. Dom skal afsiges i offentligt møde,

men pressen og offentligheden kan udelukkes helt eller delvis fra

retsforhandlingerne af hensyn til sædeligeheden, den offentlige orden eller

den nationale sikkerhed i et demokratisk samfund, når det kræves af hensynet

til mindreårige eller til beskyttelse af parternes privatliv, eller under

særlige omstændigheder i det efter rettens mening strengt nødvendig omfang,

når offentlighed ville skade retfærdighedens interesser.

Stk. 2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse,

skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med

loven.

Stk. 3. Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse,

er i særdeleshed berettiget til:

a) ufortøvet at modtage udførlig underretning på et sprog, som han

forstår, om arten af og årsagen til den anklage, der er rejst mod ham;

b) at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar;

c) at forsvare sig personligt eller ved bistand af en sagfører, som han

selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale

sagførerbistand, at modtage den uden betaling, når retfærdighedens interesser

kræver det;

d) at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vidner i

hans interesse tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres

imod ham;

e) at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller

taler det sprog, der anvendes i retten.

Artikel 7

Stk. 1. Ingen kan kendes skyldig i strafbar

lovovertrædelse på grund af en handling eller undladelse, der ikke udgjorde

en strafbar overtrædelse af national eller international ret på den tid, da

den blev begået. Ej heller må der pålægges en strengere straf end den, der

var anvendelig på det tidspunkt, da den strafbare lovovertrædelse blev

begået.

Stk. 2. Denne artikel præjudicerer ikke rettergang imod

og straf af en person for en handling eller undladelse, der på det tidspunkt,

da den blev begået, var strafbar ifølge de af civiliserede nationer

anerkendte almindelige retsprincipper.

Artikel 8

Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og

familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Stk. 2. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i

udøvelsen af denne ret, undtagen forsåvidt det sker i overensstemmelse med

loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale

sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at

forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden

eller for at beskytte andres ret og frihed.

Artikel 9

Stk. 1. Enhver har ret til at tænke frit, til

samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte

religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen

med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning

gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af

rituelle forskrifter.

Stk. 2. Frihed til at lægge sin religion eller

overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som

er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn

til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden

eller sædelighed eller for at beskytte andres ret og frihed.

Artikel 10

Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret

omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller

tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.

Denne artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller

filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling.

Stk. 2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder

medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formelle

bestemmelser, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er

foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til

den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed,

for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller

sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder,

for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre

domsmagtens autoritet og upartiskhed.

Artikel 11

Stk. 1. Enhver har ret til frit at deltage i fredelige

forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte

sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser.

Stk. 2. Der må ikke gøres andre indskrænkninger i

udøvelsen af disse rettigheder end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er

nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed

eller den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at

beskytte sundheden eller sædeligeheden eller for at beskytte andres

rettigheder og friheder. Denne artikel skal ikke forhindre, at der pålægges

medlemmer af statens væbnede styrker, politi eller forvaltning lovlige

indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder.

Artikel 12

Giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte

familie i overensstemmelse med de nationale love, der giver regler om

udøvelsen af denne ret.

Artikel 13

Enhver, der krænkes i de ved denne konvention anerkendte rettigheder og

friheder, skal have adgang til effektiv oprejsning for en national myndighed,

uanset om krænkelsen er begået af personer, der handler på embeds vegne.

Artikel 14

Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal

sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk

eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til

et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.

Artikel 15

Stk. 1. Under krig eller anden offentlig faretilstand,

der truer nationens eksistens, kan enhver af de høje kontraherende parter i

det omfang, det er strengt påkrævet af situationen træffe forholdsregler, der

gør indgreb i dens forpligtelser ifølge denne konvention, forudsat, at

sådanne forholdsregler ikke er uforenelige med dens andre forpligtelser

ifølge folkeretten.

Stk. 2. Der kan ikke med hjemmel i denne bestemmelse

gøres afvigelse fra art. 2, undtagen med hensyn til berøvelse af livet, der

er en følge af lovlige krigshandlinger, og ej heller fra artiklerne 3, 4,

stk. 1 og 7.

Stk. 3. Enhver stat, som benytter sig af denne ret til

fravigelse, skal holde Det europæiske Råds generalsekretær fuldt underrettet

om de forholdsregler, som den således har taget og om grundene dertil. Den

skal også underrette Det europæiske Råds generalsekretær, når sådanne

forholdsregler er ophørt at virke, og konventionens bestemmelser igen er

fuldt ud i kraft.

Artikel 16

Ingen bestemmelse i artiklerne 10, 11 og 14 må anses som værende til

hinder for, at de høje kontraherende parter fastsætter indskrænkninger i

fremmede statsborgeres politiske virksomhed.

Artikel 17

Ingen bestemmelse i denne konvention må fortolkes som medførende ret for

nogen stat, gruppe eller person til at indlade sig på nogen virksomhed eller

udføre nogen handling, der sigter til at tilintetgøre nogen af de heri nævnte

rettigheder og friheder, eller til at begrænse dem i videre omfang, end der

er hjemmel for i konventionen.

Artikel 18

De ifølge denne konvention tilladte indskrænkninger i disse rettigheder og

friheder må ikke anvendes i noget andet øjemed end det, for hvilket de er

foreskrevet.

AFSNIT II

Artikel 19

For at sikre opfyldelsen af de høje kontraherende parter i nærværende

konvention påtagne forpligtelser skal der oprettes:

1) En europæisk kommission for menneskerettigheder, i det følgende

benævnt »Kommissionen«;

2) En europæisk domstol for menneskerettigheder, i det følgende benævnt

»Domstolen«.

AFSNIT III

Artikel 20

Kommissionen består af et antal medlemmer svarende til antallet af de høje

kontraherende parter. Der må ikke være to kommissionsmedlemmer, som er

statsborgere i samme stat.

Artikel 21

Stk. 1. Medlemmerne af Kommissionen vælges af

ministerudvalget ved absolut flertal på grundlag af en af Den rådgivende

Forsamlings præsidium opstillet navneliste; hver gruppe af de høje

kontraherende parters repræsentanter i Den rådgivende Forsamling skal foreslå

tre kandidater, hvoraf mindst to af dens egen nationalitet:

Stk. 2. I videst muligt omfang skal samme fremgangsmåde

følges ved komplettering af Kommissionen i tilfælde, hvor andre stater senere

tiltræder denne konvention, samt ved besættelsen af lejlighedsvis ledige

pladser.

Artikel 22

Stk. 1. Kommissionens medlemmer vælges for et tidsrum

på seks år. De kan genvælges. Forsåvidt angår de medlemmer, der vælges ved

det første valg, skal dog syv medlemmers funktionstid udløbe efter tre års

forløb.

Stk. 2. De medlemmer, hvis funktionstid udløber efter

forløbet af begyndelsesperioden på tre år, vælges ved lodtrækning, der

foretages af Det europæiske Råds generalsekretær umiddelbart efter, at det

første valg har fundet sted.

Stk. 3. Et medlem af Kommissionen, som vælges i stedet

for et medlem, hvis funktionstid ikke er udløbet, skal beklæde hvervet for

den resterende del af forgængerens funktionstid.

Stk. 4. Kommissionens medlemmer skal beklæde hvervet,

indtil andre er valgt i deres sted. Efter at sådant valg har fundet sted,

skal de fortsætte behandlingen af de sager, som de allerede har påbegyndt.

Artikel 23

Kommissionsmedlemmerne har sæde i Kommissionen som individuelle personer.

Artikel 24

Enhver af de høje kontraherende parter kan gennem Det europæiske Råds

generalsekretær for Kommissionen indbringe ethvert påstået brud på

konventionens bestemmelser foretaget af en anden høj kontraherende part.

Artikel 25

Stk. 1. Kommissionen kan modtage andragender, stilet

til Det europæiske Råds generalsekretær, fra enhver person, enhver

ikke-guvernemental organisation eller gruppe af enkeltpersoner, der hævder af

en af de høje kontraherende parter at være blevet krænket i de ved denne

konvention anerkendte rettigheder, forudsat at den høje kontraherende part,

mod hvem klagen rettes, har erklæret, at den anerkender Kommissionens

kompetence til at modtage sådanne andragender. De af de høje kontraherende

parter, der har udstedt en sådan erklæring, forpligter sig til ikke på nogen

måde at lægge hindringer i vejen for den effektive udøvelse af denne ret.

Stk. 2. Sådanne erklæringer kan udstedes for et bestemt

tidsrum.

Stk. 3. Erklæringerne skal deponeres hos

generalsekretæren for Det europæiske Råd, der skal oversende genparter til de

høje kontraherende parter samt offentliggøre dem.

Stk. 4. Kommissionen kan kun udøve de i denne artikel

omhandlede beføjelser, når mindst seks høje kontraherende parter er bundet

ved erklæringer udstedt i overensstemmelse med stk. 1-3.

Artikel 26

Kommissionen må kun optage sagen til behandling, når alle hjemlandets

retsmidler er blevet udtømt i overensstemmelse med de af folkeretten

almindeligt anerkendte regler og indenfor et tidsrum af seks måneder fra den

dato, på hvilken hjemlandets endelige afgørelse blev truffet.

Artikel 27.

Stk. 1. Kommissionen må ikke behandle noget i henhold

til artikel 25 forelagt andragende, som

a) er anonymt,

b) i det væsentlige er identisk med en sag, der allerede er blevet

undersøgt af Kommissionen eller allerede har været underkastet anden form for

international undersøgelse eller afgørelse og ikke indeholder nye oplysninger

af betydning.

Stk. 2. Kommissionen skal afvise et andragende, der

forelægges den i henhold til art. 25, når den anser det for uforeneligt med

bestemmelserne i nærværende konvention, for åbenbart ugrundet eller for at

være misbrug af retten til at rette henvendelse til Kommissionen.

Stk. 3. Kommissionen skal afvise enhver sag, der

indbringes for den, når den anser den for uforenelig med det i art. 26

anførte.

Artikel 28

Når Kommissionen antager en sag, der er indbragt for den, skal den:

a) med henblik på at udrede kendsgerningerne foretage en gennemgang af

sagen i forening med parternes repræsentanter, og om nødvendigt foranstalte

en undersøgelse, til hvis effektive gennemførelse vedkommende stater skal

stille alle midler til rådighed efter at have drøftet spørgsmålet med

Kommissionen;

b) stille sig til rådighed for vedkommende parter med det formål at opnå

en mindelig løsning af sagen på grundlag af respekt for menneskerettighederne

som defineret i denne konvention.

Artikel 29

Stk. 1. Kommissionen skal udføre de i artikel 28 nævnte

funktioner ved en underkommission bestående af syv kommissionsmedlemmer.

Stk. 2. Hver af vedkommende parter kan udpege en person

til medlem af denne underkommission.

Stk. 3. De øvrige medlemmer vælges ved lodtrækning i

overensstemmelse med de i Kommissionens forretningsorden foreskrevne regler.

Artikel 30

Hvis det lykkes underkommissionen at udvirke en mindelig løsning i

overensstemmelse med artikel 28, skal den udarbejde en beretning, der skal

sendes til vedkommende stater, til Ministerudvalget og til Det europæiske

generalsekretær til offentliggørelse. Denne beretning skal indskrænke sig til

en kort konstatering af kendsgerningerne og den løsning, der er opnået.

Artikel 31

Stk. 1. Hvis en løsning ikke opnås, skal Kommissionen

udarbejde en beretning om kendsgerningerne og anføre sin opfattelse med

hensyn til, om disse åbenbarer, at vedkommende stat har brudt sine

forpligtelser ifølge konventionen. Samtlige kommissionsmedlemmers opfattelse

af dette punkt kan anføres i beretningen.

Stk. 2. Beretningen skal oversendes til

Ministerudvalget. Den skal også oversendes til vedkommende stater, der ikke

er berettiget til at offentliggøre den.

Stk. 3. Ved oversendelsen af beretningen til

Ministerudvalget kan Kommissionen stille sådanne forslag, som den finder

egnede.

Artikel 32

Stk. 1. Hvis sagen ikke indbringes for Domstolen i

overensstemmelse med artikel 48 i denne konvention indenfor et tidsrum af tre

måneder fra datoen for beretningens oversendelse til Ministerudvalget, skal

Ministerudvalget med to trediedeles flertal af de medlemmer, der er

berettiget til at sidde i Udvalget, afgøre, om der foreligger en krænkelse af

konventionen.

Stk. 2. I bekræftende fald skal Ministerudvalget

fastsætte en frist, indenfor hvilken vedkommende høje kontraherende part skal

træffe de forholdsregler, som Ministerudvalgets afgørelse medfører.

Stk. 3. Hvis vedkommende høje kontraherende part ikke

har truffet tilfredsstillende forholdsregler indenfor den foreskrevne frist,

skal Ministerudvalget med det i stk. 1 nævnte flertal afgøre, hvilken

virkning der skal tillægges dets oprindelige afgørelse, og offentliggøre

beretningen.

Stk. 4. De høje kontraherende parter forpligter sig til

at betragte enhver afgørelse, som Ministerudvalget måtte træffe i medfør af

stk. 1-3 som bindende.

Artikel 33

Kommissionens møder holdes for lukkede døre.

Artikel 34

Kommissionen træffer sine afgørelser ved flertal af de medlemmer, der er

til stede og afgiver stemme; underkommissionen træffer sine afgørelser ved

flertal af sine medlemmer.

Artikel 35

Kommissionen holder møder, når omstændighederne kræver det. Møderne

sammenkaldes af Det europæiske Råds generalsekretær.

Artikel 36

Kommissionen fastsætter sin egen forretningsorden.

Artikel 37

Kommissionens sekretariat stilles til rådighed af det europæiske Råds

generalsekretær.

AFSNIT IV

Artikel 38

Den europæiske Menneskerettighedskomstol skal bestå af et antal dommere

svarende til antallet af medlemmer af Det europæiske Råd. Der må ikke være to

dommere, som er statsborgere i samme stat.

Artikel 39

Stk. 1. Medlemmerne af Domstolen vælges af Den

rådgivende Forsamling ved flertal på grundlag af en liste over personer, der

er opstillet af Det europæiske Råds medlemsstater, hvert medlem opstiller tre

kandidater, hvoraf mindst to af deres egen nationalitet.

Stk. 2. I videst muligt omfang skal samme fremgangsmåde

følges ved komplettering af Domstolen i tilfælde af, at nye medlemmer optages

i Det europæiske Råd, samt ved besættelsen af lejlighedsvis ledige pladser.

Stk. 3. Kandidaterne skal nyde den højeste moralske

anseelse og må enten besidde de kvalifikationer, der kræves for udnævnelse

til de overordnede dommerembeder eller være retskyndige af anerkendt

sagkundskab.

Artikel 40

Stk. 1. Domstolens medlemmer vælges for et tidsrum på

ni år. De kan genvælges. Forsåvidt angår de medlemmer, der vælges ved første

valg, skal dog fire medlemmers funktionstid udløbe efter tre års forløb og

yderligere fire medlemmers funktionstid efter seks års forløb.

Stk. 2. De medlemmer, hvis funktionstid udløber efter

forløbet af begyndelsesperioderne på tre og seks år, vælges ved lodtrækning,

der foretages af generalsekretæren umiddelbart efter, at første valg har

fundet sted.

Stk. 3. Et medlem af Domstolen, som vælges i stedet for

et medlem, hvis funktionstid ikke er udløbet, skal beklæde hvervet for den

resterende del af forgængerens funktionstid.

Stk. 4. medlemmerne af Domstolen skal beklæde hvervet,

indtil andre er valgt i deres sted. Efter at sådant valg har fundet sted,

skal de fortsætte med at behandle de sager, som de allerede har påbegyndt.

Artikel 41

Domstolen vælger sin præsident og vicepræsident for et tidsrum af tre år.

De kan genvælges.

Artikel 42

Medlemmerne af Domstolen modtager for hver dag, de gør tjeneste, en

godtgørelse, der fastsættes af Ministerudvalget.

Artikel 43

I behandlingen af enhver sag, der indbringes for Domstolen, skal 7 dommere

deltage. Som selvskrevne medlemmer af retten deltager de dommere, der er

statsborgere i de stater, der er parter i konflikten. Gives intet sådant

selvskrevet medlem, har vedkommende part ret til at udnævne en dommer. De

andre dommere vælges ved lodtrækning, der foretages af præsidenten, før sagen

påbegyndes.

Artikel 44

Kun de høje kontraherende parter og Kommissionen er berettigede til at

indbringe en sag for Domstolen.

Artikel 45

Domstolens kompetence udstrækker sig til alle sager vedrørende fortolkning

og anvendelse af nærværende konvention, som de høje kontraherende parter

eller Kommissionen indbringer for den i overensstemmelse med artikel 48.

Artikel 46

Stk. 1. Enhver af de høje kontraherende parter kan

nårsomhelst erklære, at den i alle sager vedrørende fortolkning og anvendelse

af nærværende konvention anerkender Domstolens kompetence som bindende ipso

facto og uden særlig overenskomst.

Stk. 2. De ovennævnte erklæringer kan afgives

ubetinget, eller på betingelse af gensidighed i forholdet til flere eller

visse andre høje kontraherende parter eller for et bestemt tidsrum.

Stk. 3. Disse erklæringer deponeres hos Det europæiske

Råds generalsekretær, der skal oversende genparter af dem til de høje

kontraherende parter.

Artikel 47

Domstolen kan kun behandle en sag, efter at Kommissionen har fastslået, at

bestræbelser på at opnå en mindelig overenskomst har været forgæves, og inden

for det i artikel 32 bestemte tidsrum på tre måneder.

Artikel 48

Nedennævnte kan indbringe en sag for Domstolen, forudsat at vedkommende

høje kontraherende part, hvis der kun er een, eller vedkommende høje

kontraherende parter, hvis der er flere end een, er obligatorisk underkastet

Domstolens myndighed eller, hvis det ikke er tilfældet, med samtykke af

vedkommende høje kontraherende part, hvis der kun er een, eller af

vedkommende høje kontraherende parter, hvis der er flere end een:

a) Kommissionen;

b) en høj kontraherende part, hvis statsborger angives at være krænket;

c) en høj kontraherende part, der har indbragt sagen for Kommissionen;

d) en høj kontraherende part, mod hvilken klagen blev rejst.

Artikel 49

Domstolen afgør selv tvistigheder med hensyn til sin kompetence.

Artikel 50

Hvis Domstolen finder, at en afgørelse eller en forholdsregel truffet af

en retlig eller anden myndighed, henhørende under en af de høje kontraherende

parter er helt eller delvis i strid med de af nærværende konvention følgende

forpligtelser, og hvis den nævnte parts interne ret kun tillader delvis

skadesløsholdelse for følgerne af denne afgørelse eller forholdsregler, skal

Domstolens afgørelse om nødvendigt indrømme den forurettede part passende

erstatning.

Artikel 51

Stk. 1. Domstolens afgørelse skal ledsages af grunde.

Stk. 2. Hvis afgørelsen helt eller delvis ikke

repræsenterer dommernes enstemmige mening, er enhver dommer berettiget til at

afgive særskilt votum.

Artikel 52

Domstolens afgørelse er endelig.

Artikel 53

De høje kontraherende parter forpligter sig til at rette sig efter

Domstolens afgørelse i enhver sag, som de er parter i.

Artikel 54

Domstolens afgørelse oversendes til Ministerudvalget, der skal våge over

dens fuldbyrdelse.

Artikel 55

Domstolen fastsætter selv sin forretningsorden og giver selv regler om

proceduren.

Artikel 56

Stk. 1. Det første valg af Domstolens medlemmer skal

finde sted, når de i artikel 46 nævnte erklæringer fra de høje kontraherende

parter har nået et antal af 8.

Stk. 2. Ingen sag kan indbringes for Domstolen før

dette valg.

AFSNIT V

Artikel 57

På anmodning af Det europæiske Råds generalsekretær skal enhver af de høje

kontraherende parter give nærmere oplysning om, hvorledes den pågældende

stats interne lovgivning sikrer den effektive gennemførelse af bestemmelserne

i denne konvention.

Artikel 58

Udgifterne til Kommissionen og Domstolen udredes af Det europæiske Råd.

Artikel 59

Medlemmerne af Kommissionen og af Domstolen skal under udøvelsen af deres

funktioner nyde de rettigheder og immuniteter, der omhandles i artikel 40 i

statutten for Det europæiske Råd og i de med hjemmel i denne bestemmelse

indgåede overenskomster.

Artikel 60

Ingen bestemmelse i denne konvention må fortolkes som en begrænsning i

eller afvigelse fra nogen af de menneskerettigheder og grundlæggende

frihedsrettigheder, som måtte være tilsikret i henhold til en høj

kontraherende parts lovgivning eller i henhold til anden overenskomst, den er

part i.

Artikel 61

Ingen bestemmelse i denne konvention skal præjudicere de beføjelser, der

ved Det europæiske Råds statut er tillagt Ministerudvalget.

Artikel 62

Bortset fra særlig aftale giver de høje kontraherende parter afkald på at

påberåbe sig traktater, overenskomster eller deklarationer, der består mellem

dem, til i form af en stævning at forelægge en tvist om fortolkning eller

anvendelse af denne konvention, til afgørelse på anden måde end i denne

konvention bestemt.

Artikel 63

Stk. 1. Enhver stat kan ved sin ratifikation eller

nårsomhelst derefter ved en til Det europæiske Råds generalsekretær stilet

notifikation erklære, at nærværende konvention skal udstrækkes til alle eller

nogle af de områder, for hvis internationale forbindelser den er ansvarlig.

Stk. 2. Konventionen skal udstrækkes til det område

eller de områder, der nævnes i notifikationen, fra den 30te dag efter, at Det

europæiske Råds generalsekretær har modtaget denne notifikation.

Stk. 3. Bestemmelserne i nærværende konvention skal

imidlertid i sådanne områder anvendes med skyldig hensyntagen til de stedlige

vilkår.

Stk. 4. Enhver stat, der har afgivet en erklæring i

overensstemmelse med denne artikels stk. 1, kan nårsomhelst derefter på et

eller flere af de områders vegne, som notifikationen omfatter, erklære, at

den anerkender Kommissionens kompetence til at modtage andragender fra

personer, ikke-guvernementale organisationer eller grupper af enkeltpersoner

i overensstemmelse med artikel 25 i nærværende konvention.

Artikel 64

Stk. 1. Enhver stat kan ved undertegnelsen af denne

konvention eller ved deponeringen af ratifikationsinstrumentet tage forbehold

med hensyn til enhver særskilt bestemmelse i konventionen, i det omfang en

lov, som på det tidspunkt er i kraft på dens område, ikke er i

overensstemmelse med bestemmelsen, Forbehold af generel karakter er ikke

tilladt i henhold til denne artikel.

Stk. 2. Ethvert forbehold, der tages i henhold til

denne artikel, skal indeholde en kort redegørelse for den pågældende lov.

Artikel 65

Stk. 1. En høj kontraherende part kan ikke opsige

nærværende konvention før udløbet af fem år fra den dato, da den trådte i

kraft for dens vedkommende og efter et varsel på seks måneder, tilstillet Det

europæiske Råds generalsekretær, der skal underrette de andre høje

kontraherende parter.

Stk. 2. En sådan opsigelse har ikke til virkning, at

den pågældende høje kontraherende part frigøres fra sine forpligtelser ifølge

denne konvention med hensyn til nogen handling, som kan udgøre et brud på

denne konvention, og som er udført før den dato, da opsigelsen fik virkning.

Stk. 3. På samme vilkår skal enhver høj kontraherende

part, der ophører med at være medlem af Det europæiske Råd, ophøre med at

være part i denne konvention.

Stk. 4. Under iagttagelse af bestemmelserne i stk. 1-3

kan konventionen opsiges med hensyn til ethvert område, for hvilket den i

medfør af artikel 63 er blevet erklæret anvendelig.

Artikel 66

Stk. 1. Denne konvention er åben for undertegnelse af

Det europæiske Råds medlemmer. Den skal ratificeres.

Ratifikationsinstrumenterne deponeres hos Det europæiske Råds

generalsekretær.

Stk. 2. Denne konvention træder i kraft, når ti

ratifikationsinstrumenter er blevet deponeret.

Stk. 3. Forsåvidt angår en signatarmagt, der senere

ratificerer konventionen, træder denne i kraft den dag,

ratifikationsinstrumentet deponeres.

Stk. 4. Det europæiske Råds generalsekretær skal give

alle medlemmerne af Det europæiske Råd meddelelse om konventionens

ikrafttræden, om navnene på de høje kontraherende parter, der har ratificeret

den, og om deponering af alle ratifikationsinstrumenter, som senere

foretages.

Udfærdiget i Rom, den 4. november 1950,

på engelsk og fransk, begge

tekster af lige gyldighed, i eet

eksemplar, som vedblivende skal

være deponeret i Det europæiske Råds arkiver. Generalsekretæren skal overgive

bekræftede genparter til hver af signatarmagterne.

TILLÆGSPROTOKOL TIL KONVENTIONEN TIL BESKYTTELSE AF MENNESKERETTIGHEDER OG

GRUNDLÆGGENDE FRIHEDSRETTIGHEDER

Besluttede på at tage skridt til at sikre den fælles gennemførelse af

visse rettigheder og friheder, som ikke allerede omfattes af afsnit I i

Konventionen til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende

Frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (i det følgende

kaldet Konventionen),

er de underskrivende regeringer, der er medlemmer af Det europæiske Råd,

blevet enige om følgende:

Artikel 1.

Enhver fysisk eller juridisk person er berettiget til uforstyrret nydelse

af sin ejendom. Ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse

og i overensstemmelse med de ved lov og folkerettens almindelige principper

fastsatte betingelser.

Foranstående bestemmelser skal imidlertid ikke på nogen måde gøre indgreb

i statens ret til at håndhæve sådanne love, som den anser for nødvendige for

at overvåge, at ejendomsretten udøves i overensstemmelse med almenhedens

interesse, eller for at sikre betaling af skatter, andre afgifter og bøder.

Artikel 2.

Ingen må nægtes retten til uddannelse. Ved udøvelsen af de funktioner, som

staten påtager sig i henseende til uddannelse og undervisning, skal den

respektere forældrenes ret til at sikre sig, at sådan uddannelse og

undervisning sker i overensstemmelse med deres egen religiøse og filosofiske

overbevisning.

Artikel 3.

De høje kontraherende parter forpligter sig til at lade afholde frie,

hemmelige valg med passende mellemrum under forhold, som sikrer folkets frie

meningstilkendegivelse ved valget af medlemmer til den lovgivende forsamling.

Artikel 4.

Enhver af de høje kontraherende parter kan ved undertegnelsen eller

ratifikationen eller nårsomhelst derefter over for Det europæiske Råds

generalsekretær afgive en erklæring om, i hvilket omfang den forpligter sig

til at udstrække bestemmelserne i nærværende protokol til områder, for hvis

internationale forbindelser der er ansvarlig.

Enhver af de høje kontraherende parter, som har afgivet en erklæring i

medfør af foranstående stykke kan fra tid til anden afgive en yderligere

erklæring, hvorved den modificerer en hvilkensomhelst tidligere erklæring

eller lader nærværende protokols bestemmelser ophøre med at have gyldighed

for et hvilketsomhelst område.

En erklæring afgivet i overensstemmelse med denne artikel skal anses for

afgivet i overensstemmelse med Konventionens artikel 63, stk. 1.

Artikel 5.

De høje kontraherende parter betragter denne protokols artikler 1, 2, 3 og

4 som et tillæg til Konventionen. og alle Konventionens bestemmelser skal

derfor også have gyldighed i forhold til disse artikler.

Artikel 6.

Nærværende protokol er åben for undertegnelse af de medlemmer af Det

europæiske Råd, som har undertegnet Konventionen; den skal ratificeres

samtidig med eller efter ratifikationen af Konventionen. Den træder i kraft,

når ti ratifikationsinstrumenter er blevet deponeret. Forsåvidt angår en

signatarmagt, som senere ratificerer protokollen, træder denne i kraft den

dag, ratifikationsinstrumentet deponeres.

Ratifikationsinstrumenterne deponeres hos Det europæiske Råds

generalsekretær, som skal give samtlige medlemmer meddelelse om navnene på

dem, som har ratificeret.

Udfærdiget i Paris, den 20. marts 1952,

på engelsk og fransk, begge

tekster af lige gyldighed, i eet

eksemplar, som vedblivende skal

være deponeret i Det europæiske Råds arkiver. Generalsekretæren skal overgive

bekræftede genparter til hver af signatarmagterne.

Danmarks ratifikationsinstrument er under 13. april 1953 deponeret hos Det

europæiske Råds generalsekretær i Strasbourg. I tre den 7. april 1953

daterede erklæringer, son tilstilledes generealsekretæren samtidig med

ratifikationsinstrumentet, har udenrigsministeren på den danske regerings

vegne afgivet erklæring om:

1. Danmarks anerkendelse for et tidsrum af 2 år af den

i artikel 19 nævnte kommissions kompetence til at modtage andragender fra

enhver person, enhver ikke-guvernemental organisation eller gruppe af

enkeltpersoner, der hævder at være blevet krænket i de ved konventionen

anerkendte rettigheder, jfr. artikel 25;

2. Danmarks anerkendelse for et tidsrum af 2 år af den

i artikel 19 nævnte domstols kompetence som bindende ipso facto og uden

særlig overenskomst, jfr. artikel 46;

3. konventionens og tillægsprotokollens og i

forbindelse hermed den under 1. nævnte erklærings udstrækning til Grønland,

jfr. konventionens artikel 63 og tillægsprotokollens artikel 4.

Foruden Danmark har følgende lande til dato deponeret deres

ratifikationsinstrumenter

til konventionen: Det forenede Kongerige Storbritannien og Nord-Irland,

Norge, Sverige, Forbundsrepublikken Tyskland, Saar, Irland og Grækenland;

til tillægsprotokollen: Det forenede Kongerige Storbritannien og

Nord-Irland, Norge, Saar, Irland og Grækenland.

Endvidere har Sverige og Irland afgivet den i artikel 25 omhandlede

erklæring uden tidsbegrænsning. Irland har afgivet den i artikel 46

omhandlede erklæring med uopsigelighed for et tidsrum af 5 år.

Konventionen træder i kraft, når 10 ratifikationsinstrumenter er blevet

deponeret, jfr. artikel 66, stk. 2. Det samme gælder tillægsprotokollen, jfr.

dennes artikel 6.

Udenrigsministeriet, den 11. juni 1953.

Ole Bjørn kraft.

Lignende dokumenter