1992 LSF 205 FORSLAG TIL LOV OM BESKYTTELSE AF HAVMILJØET
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Formål m.v.
§ 1. Loven skal medvirke til at værne natur og miljø, så
samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for
menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.
Stk. 2. Med denne lov tilsigtes at forebygge og begrænse
forurening af miljøet, herunder særligt havmiljøet, fra skibe, luftfartøjer
og bevægelige eller fastanbragte platforme med faste, flydende, luftformige
eller andre stoffer, der kan
1) bringe menneskets sundhed i fare,
2) skade de levende ressourcer og livet i havet,
3) være til gene for den retmæssige udnyttelse af havet eller
4) forringe rekreative værdier.
Stk. 3. Loven skal endvidere sikre opretholdelsen af et beredskab
til indsats mod forurening på havet, på kyster og i havne.
§ 2. Loven omfatter følgende skibe, luftfartøjer og platforme:
1) danske skibe og skibe, der befinder sig på dansk søterritorium,
2) danske luftfartøjer og luftfartøjer, der befinder sig på eller over
dansk søterritorium,
3) danske platforme og platforme, der befinder sig på dansk søterritorium
eller på dansk kontinentalsokkelområde, og
4) udenlandske skibe, der befinder sig uden for dansk søterritorium, i det
omfang det er foreneligt med international ret.
Stk. 2. Loven omfatter ikke orlogsskibe og andre skibe, der ejes
eller benyttes af en stat, så længe skibet udelukkende benyttes i
ikke-kommerciel statstjeneste.
Stk. 3. Skibe, der udelukkende benyttes til fritidsformål
(lystfartøjer), er ikke omfattet af bestemmelserne i § 20, stk. 1, og kapitel
12. Ved anvendelsen af beføjelserne i kapitlerne 2, 6, 7 og 10 kan
miljøministeren dog fastsætte særlige regler for lystfartøjer.
Læs alt
§ 3. Ved lovens administration, herunder ved anvendelsen af lovens
bemyndigelser, skal der lægges vægt på, hvad der er opnåeligt ved anvendelse
af den mindst forurenende teknologi, herunder mindre forurenende råvarer,
processer og anlæg og de bedst muligt forureningsbegrænsende
foranstaltninger. Ved denne vurdering skal der lægges særlig vægt på en
forebyggende indsats gennem anvendelse af renere teknologi.
Stk. 2. Ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltninger
til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der lægges vægt på
1) de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens sandsynlige
indvirkning på disse og
2) hele det kredsløb, som stoffer og materialer gennemløber, med henblik
på at begrænse spild af ressourcer mest muligt.
§ 4. Ved udtømning forstås i denne lov enhver udledning,
udflydning eller bortskaffelse i havet af stoffer eller materialer, der
stammer fra den normale drift af skibe eller bevægelige eller fast anbragte
platforme.
Stk. 2. Ved dumpning forstås i denne lov enhver bortskaffelse i
havet - som ikke er udtømning - af stoffer eller materialer fra eller sammen
med skibe, fly eller bevægelige eller fast anbragte platforme og enhver
bortskaffelse i havet af skibe, fly eller bevægelige eller fastanbragte
platforme, herunder enhver udledning, udflydning eller bortskaffelse af
stoffer eller materialer, der er bragt om bord eller transporteres med
henblik på bortskaffelse eller stammer fra behandling af stoffer eller
materialer, der er bragt om bord eller transporteres med henblik på
bortskaffelse.
Stk. 3. Som udtømning eller dumpning anses ikke
1) anbringelse i havet af stoffer eller materialer, hvis anbringelse sker
med andet formål end bortskaffelse,
2) udledning i havet af stoffer eller materialer, der er en direkte følge
af undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, jf.
kapitel 10, og
3) efterladelse på eller i havbunden af platforme og andre anlæg til brug
i forbindelse med efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden,
rørledninger og andre anlæg til transport af sådanne råstoffer samt
vindkraftanlæg på søterritoriet, disses fundamenter og tilhørende
ledningsanlæg.
Stk. 4. Ved afbrænding forstås i denne lov enhver bortskaffelse på
havet ved hjælp af termisk destruktion.
§ 5. Ved Østersøområdet forstås i denne lov Østersøen, Den
botniske Bugt, Den finske Bugt, Sundet, Bælterne samt Kattegat indtil
breddeparallellen 57I44,8'N gennem Skagen.
Stk. 2. Ved Nordsøområdet forstås den egentlige Nordsø samt andre
havområder inden for følgende grænser:
a) Nordsøen syd for den 62. nordlige breddegrad og øst for meridianen 4IV.
b) Skagerrak afgrænset i syd af breddeparallellen 57I44,8'N gennem Skagen.
c) Den engelske Kanal og adgangsvejene hertil øst for meridianen 5IV. og
nord for breddeparallellen 48I30'N.
§ 6. Ved nærmeste kyst forstås i denne lov den basislinie, hvorfra
det ydre territorialfarvand er fastlagt i overensstemmelse med international
ret.
Stk. 2. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale
aftaler fastsætte regler om, hvad der i nærmere angivne havområder forstås
ved nærmeste kyst.
§ 7. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler
bestemme, at et havområde er et særligt havområde.
§ 8. Inden miljøministeren fastsætter regler i medfør af loven,
forhandler ministeren med de nærmeste interesserede landsomfattende erhvervs-
og miljøorganisationer, de kommunale organisationer og andre berørte
statslige myndigheder, herunder industriministeren, energiministeren og
trafikministeren.
Kapitel 2
Olie
§ 9. Ved olie forstås i denne lov enhver form for mineralolie og
blandinger heraf, herunder råolie, naturgaskondensat, olieslam og olieaffald,
samt brændselsolie og alle andre raffinerede produkter bortset fra
petrokemikalier, der er klassificerede i henhold til § 14.
Stk. 2. Ved olietankskib forstås et skib, der er indrettet til at
transportere, eller som transporterer olie i bulk.
§ 10. Ethvert olietankskib på 150 BRT og derover, andre skibe på
400 BRT og derover, som anvender olie som brændstof, og platforme skal føre
en oliejournal.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter nærmere regler for
oliejournalens førelse og indretning.
Stk. 3. Oliejournalen skal forevises kompetent myndighed mod
forlangende.
§ 11. På dansk søterritorium må udtømning af olie ikke finde sted.
Stk. 2. Uden for dansk søterritorium må udtømning af olie kun
finde sted i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af stk. 3.
Stk. 3. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale
aftaler fastsætte nærmere regler om udtømning af olie og olieholdigt
ballastvand uden for dansk søterritorium fra olietankskibe, andre skibe og
platforme. Ministeren kan herunder bestemme, hvor udtømning må finde sted,
hvordan udtømningen skal foregå, herunder at den skal ske under anvendelse af
godkendte systemer, og hvilke mængder der må udtømmes, herunder
udtømningshastighed.
Kapitel 3
Flydende stoffer, som transporteres i bulk
§ 12. Ved flydende stoffer forstås i denne lov stoffer, hvis
damptryk ikke overstiger 2,8 kp/cm2 ved en temperatur på 37,8I C.
§ 13. På dansk søterritorium må udtømning af flydende stoffer, som
transporteres i bulk, bortset fra vand ikke finde sted.
Stk. 2. Uden for dansk søterritorium må udtømning af de af stk. 1
omfattede stoffer kun finde sted i overensstemmelse med de regler, der er
fastsat i medfør af § 14.
§ 14. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler
fastsætte regler om klassifikation af flydende stoffer, som transporteres i
bulk, og regler om, at stoffer, der er klassificerede som skadelige, ikke må
udtømmes eller kun kan udtømmes på særlige betingelser. Miljøministeren
udfærdiger en fortegnelse over klassificerede stoffer.
§ 15. Flydende stoffer, bortset fra olie, der ikke er optaget på
den i medfør af § 14 udfærdigede fortegnelse, skal, forinden de transporteres
i bulk til eller fra dansk havn, midlertidigt klassificeres af
miljøministeren.
§ 16. Skibe, der er indrettet til, eller som transporterer
flydende stoffer i bulk (kemikalietankskibe), skal føre en journal for
flydende stoffer, der i henhold til §§ 14 og 15 er klassificerede som
skadelige.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter nærmere regler for journalens
førelse og indretning.
Stk. 3. Journalen skal forevises kompetent myndighed mod
forlangende.
§ 17. Miljøministeren kan fastsætte regler om losning og udtømning
af tankskyllevand og om kontrol med overholdelse af bestemmelserne, herunder
om udpegning og bemyndigelse af personer, der skal udføre kontrollen.
Kapitel 4
Stoffer og materialer i emballeret form, containere m.v.
§ 18. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler
fastsætte nærmere regler eller træffe bestemmelse om transport af stoffer og
materialer i emballeret form, containere m.v., herunder regler om varsling og
pligt til at afgive oplysninger om lastens indhold.
Kapitel 5
Faste stoffer, som transporteres i bulk
§ 19. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler
fastsætte regler om klassificering af faste stoffer, som transporteres i
bulk, og regler om, at stoffer, der er skadelige, ikke må udtømmes eller kun
udtømmes på særlige betingelser. Miljøministeren kan udfærdige en fortegnelse
over klassificerede stoffer.
Kapitel 6
Kloakspildevand
§ 20. På dansk søterritorium og i Østersøområdet må udtømning af
kloakspildevand (afløbsstoffer eller andet affald fra toiletter, hospitalsrum
og rum, hvori der findes levende dyr) kun finde sted, såfremt
1) udtømningen foretages under anvendelse af et godkendt anlæg til
behandling af kloakspildevand og spildevandet ved udløbet fra anlægget ikke
frembringer synlige spor i havet,
2) spildevandet er findelt og desinficeret i et godkendt anlæg og
udtømningen sker i en afstand af mindst 4 sømil fra nærmeste kyst eller
3) udtømningen foretages i en afstand af mindst 12 sømil fra nærmeste
kyst. Foretages udtømning fra en tank til opsamling og opbevaring af
kloakspildevand, skal skibets eller platformens fart endvidere være mindst 4
knob, og udtømningen skal ske med moderat udløbshastighed.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte særlige regler om udtømning
af kloakspildevand i de i stk. 1 nævnte havområder, herunder forbud mod
udtømning i havne, bugter, fjorde og lign. områder eller forbud mod udtømning
fra bestemte skibe.
Stk. 3. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale
aftaler fastsætte regler om udtømning af kloakspildevand uden for dansk
søterritorium.
Kapitel 7
Affald
§ 21. På dansk søterritorium må udtømning af affald bortset fra
frisk fisk og dele deraf ikke finde sted.
Stk. 2. Miljøministeren kan inden for rammerne af
Fiskeriministeriets lovgivning og EF-bestemmelser på fiskeriområdet fastsætte
regler om udtømning af frisk fisk og dele heraf.
§ 22. I Østersøområdet og Nordsøområdet må levnedsmiddelaffald kun
udtømmes, såfremt udtømningen sker mindst 12 sømil fra nærmeste kyst.
Stk. 2. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om udtømning af levnedsmiddelaffald
uden for dansk søterritorium, Østersøområdet og Nordsøområdet.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte særlige regler om
bortskaffelse af levnedsmiddelaffald fra platforme og fra skibe, der er
beliggende inden for en afstand af 500 m fra en platform.
§ 23. I Østersøområdet og Nordsøområdet må udtømning af affald
bortset fra levnedsmiddelaffald ikke finde sted.
Stk. 2. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale
aftaler fastsætte regler om udtømning af affald, der ikke er
levnedsmiddelaffald, uden for dansk søterritorium, Østersøområdet og
Nordsøområdet.
Kapitel 8
Modtageanlæg
§ 24. Miljøministeren kan efter forhandling med trafikministeren
fastsætte regler og træffe bestemmelse om oprettelse og indretning af anlæg
til modtagelse af rester af olie og skadelige flydende stoffer og
kloakspildevand samt affald i havne. Det kan i den forbindelse pålægges
bunkringsvirksomheder, virksomheder, som foretager afskibning eller
modtagelseaf olie eller af skadelige flydende stoffer,og
skibsreparationsvirksomheder at etablere modtageanlæg for olie- eller
kemikalieblandet ballast- og tankskyllevand.
Kapitel 9
Dumpning
§ 25. Dumpning af stoffer eller materialer må ikke finde sted
bortset fra dumpning af optaget havbundsmateriale.
Stk. 2. Det er ikke tilladt med henblik på dumpning bortset fra
dumpning af havbundsmaterialer at overlade stoffer eller materialer til
transport eller at transportere eller indlaste dem.
§ 26. Amtsrådet (i Københavns Kommune kommunalbestyrelsen)
meddeler tilladelse til og fører tilsyn med dumpning af optaget
havbundsmateriale.
Stk. 2. I vurderingen af en ansøgning om tilladelse til dumpning
af optaget havbundsmateriale skal indgå de forhold og hensyn, der er anført i
bilag 1.
Stk. 3. Der må kun meddeles tilladelse til dumpning af
havbundsmateriale, såfremt havbundsmaterialet vurderes at indeholde
uvæsentlige mængder og koncentrationer af de i bilag 2 nævnte stoffer og
materialer, og såfremt disse ikke er tilført havbundsmaterialet med henblik
på bortskaffelse.
Stk. 4. Til brug for den i stk. 2 og 3 nævnte vurdering kan
amtsrådet stille krav om, at ansøgeren for egen regning lader foretage
analyser af havbundsmaterialet.
Stk. 5. Inden for et område, der er udpeget som beskyttelsesområde
efter EF-fuglebeskyttelsesdirektivet eller EF-naturbeskyttelsesdirektivet
eller et område med en vanddybde på under 6 meter, kan amtsrådet (i
Københavns Kommune kommunalbestyrelsen) ikke meddele tilladelse til dumpning
af optaget havbundsmateriale, medmindre miljøministeren har meddelt samtykke
hertil.
§ 27. Tilladelse til dumpning af havbundsmateriale skal være
tidsbegrænset og angive, hvilke stoffer eller materialer der omfattes af
tilladelsen, den samlede mængde, positionen for dumpningen og tilladelsens
udløbsdato. Endvidere kan der i tilladelsen stilles vilkår om bl.a.
fremgangsmåden, herunder om optagning og udlægning, tilsyns- og
sikkerhedsforanstaltninger og indberetning. Ved anden bortskaffelse af
havbundsmateriale end dumpning kan der fastsættes vilkår om optagningsmetode.
§ 28. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om
tilladelsesordningen for dumpning af havbundsmateriale, herunder om
ansøgningens indhold, om prøveudtagning og analyser af havbundsmateriale og
om amtsrådets vurdering og behandling af sager efter § 26.
Stk. 2. Miljøministeren kan beslutte at overtage amtsrådets
beføjelser efter § 26 i sager, der har større betydning.
§ 29. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, foretage ændringer i bilag 1 og 2.
Kapitel 10
Anden forurening
§ 30. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om udledning i havet og anden
bortskaffelse af stoffer og materialer, der stammer fra undersøgelse eller
udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, herunder kulbrinter.
Stk. 2. I regler udstedt i medfør af stk. 1 kan det bestemmes, at
udledning eller anden bortskaffelse af bestemte stoffer ikke må finde sted,
såfremt dette må antages at indebære en væsentlig risiko for forurening af
omgivelserne.
§ 31. Afbrænding af stoffer eller materialer på havet må ikke
finde sted.
Stk. 2. Det er ikke tilladt med henblik på afbrænding på havet at
overlade stoffer eller materialer til transport eller at transportere og
indlaste dem.
Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte forbud omfatter ikke
1) bortskaffelse ved afbrænding af normaldriftsaffald fra skibe og
platforme og
2) bortskaffelse ved afbrænding af stoffer og materialer, der stammer fra
undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, jf. § 30.
Stk. 4. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om bortskaffelse af
normaldriftsaffald fra skibe og platforme ved afbrænding.
§ 32. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om særlige foranstaltninger,
herunder krav til brændstof, om bord i skibe eller på platforme med henblik
på begrænsning af luftforurening.
§ 33. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler, jf. lovens formål, til forebyggelse
og begrænsning af forurening fra aktiviteter på havet, som ikke er omfattet
af reglerne i kapitel 2-10.
Kapitel 11
Beredskab
§ 34. Miljøministeren forestår i samarbejde med forsvaret,
redningsberedskabet og andre myndigheder, ministeren bemyndiger dertil,
bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet og de kystnære dele af
søterritoriet.
§ 35. I tilfælde af olie- eller kemikalieforurening forestås
sanering af kyststrækninger og bekæmpelse af forurening i havne af
kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen tilvejebringer en beredskabsplan for
iværksættelse af sanering af kyststrækninger i tilfælde af væsentlige
forureninger af kyster i kommunen og for bekæmpelse af forurening i havne i
kommunen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan pålægge havnebestyrelsen at
udarbejde en beredskabsplan for bekæmpelse af forurening i havnen og at drage
omsorg for, at det nødvendige materiel er til rådighed.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen underretter amtsrådet og
miljøministeren om indholdet af beredskabsplanerne og ændringer og tillæg til
disse.
Stk. 5. Amtsrådet samordner de kommunale beredskabsplaner efter
forhandling med de berørte kommuner og opstiller på grundlag af de kommunale
beredskabsplaner et samlet beredskab samt forestår og koordinerer indsatsen i
forbindelse med alvorlige og omfattende forureninger.
Stk. 6. I tilfælde af særlig alvorlige og omfattende forureninger
kan miljøministeren bestemme, at sanering af kyststrækninger og bekæmpelse af
forurening i havne skal ledes af miljøministeren.
§ 36. Miljøministeren udarbejder efter forhandling med de
kommunale organisationer retningslinier for indholdet af beredskabsplanerne
og træffer bestemmelse om, på hvilket tidspunkt planerne skal foreligge.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter efter forhandling med de
statslige havnemyndigheder, de kommunale organisationer og
havneorganisationerne regler om fordeling af udgifter til beredskab og
bekæmpelses- og saneringsforanstaltninger mellem havnebestyrelsen,
kommunalbestyrelsen, amtsrådet og staten.
§ 37. Ethvert olietankskib på 150 BRT og derover og alle øvrige
skibe på 400 BRT og derover skal have en godkendt beredskabsplan for
olieforureningsulykker, der sker på skibet.
Stk. 2. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om beredskabsplaner for skibe over
150 BRT, som er indrettet til, eller som transporterer skadelige flydende
stoffer i bulk.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk.
1 og 2 nævnte beredskabsplaner, herunder at planerne skal godkendes, og at
der kan stilles vilkår for sådanne godkendelser.
Kapitel 12
Indberetning
§ 38. Ejere, brugere og førere af samt lodser på skibe og ejere og
brugere af og lodser på platforme samt den for platformen ansvarlige skal
straks indberette til miljøministeren, såfremt der sker udtømning eller
dumpning, som er i strid med loven eller omfattes af § 58. Endvidere skal der
straks ske indberetning ved enhver form for kollision eller grundstødning,
eller såfremt der af andre grunde er fare for udtømning.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte personer samt førere af luftfartøjer
skal straks indberette til miljøministeren, såfremt der fra skibet,
platformen eller luftfartøjet iagttages væsentligt spild af olie eller
skadelige flydende stoffer.
Stk. 3. Havnebestyrelsen skal straks indberette til
miljøministeren, såfremt der i havnen iagttages væsentligt spild af olie
eller skadelige flydende stoffer og der er fare for forurening af havet.
Stk. 4. I de i stk. 1-3 nævnte tilfælde skal de nævnte personer
efter anmodning give miljøministeren eller den myndighed, ministeren
bemyndiger dertil, alle oplysninger, som har betydning for iværksættelse af
foranstaltninger for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet.
§ 39. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte nærmere regler om den i § 38 nævnte
indberetning og om indberetning af anden forurening af havet end den, der
omfattes af § 38.
Stk. 2. I regler udstedt i medfør af stk. 1 kan det bestemmes, at
der skal ske indberetning til de i henhold til internationale aftaler
kompetente udenlandske myndigheder, såfremt skibet eller platformen befinder
sig uden for dansk søterritorium.
§ 40. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om indberetning af oplysninger om
farligt eller forurenende gods om bord i skibe og om etablering af en ordning
for modtagelse, opbevaring og videresendelse af sådanne oplysninger.
§ 41. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at forhandlere,
importører, eksportører, befragtere og havnebestyrelser skal oplyse
sammensætningen og mængden af de stoffer eller materialer, der ind- og
udlastes i danske havne.
Kapitel 13
Indgreb
§ 42. Miljøministeren eller den myndighed, ministeren bemyndiger
dertil, og politiet kan med behørig legitimation uden retskendelse foretage
de undersøgelser af et skib eller en platform, der er nødvendige for at
forhindre eller bekæmpe forurening af havet, såfremt der fra skibet eller
platformen er sket eller er fare for udtømning eller udledning, som er i
strid med loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf, eller som omfattes
af § 58. Undersøgelsen må ikke medføre unødig forsinkelse eller unødig udgift
for skibet eller platformen.
§ 43. Miljøminsteren kan forbyde et skib at fortsætte sejlads
eller andre aktiviteter eller påbyde, at sejlads eller andre aktiviteter skal
følge bestemte retningslinier, såfremt der fra skibet er sket eller er fare
for udtømning eller udledning, som er i strid med loven eller forskrifter
udstedt i medfør heraf eller omfattes af § 58, og forbudet eller påbudet er
nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet.
Stk. 2. Miljøministeren kan træffe foranstaltninger svarende til
de i stk. 1 nævnte over for platforme.
Stk. 3. Miljøministeren kan træffe yderligere foranstaltninger end
de i stk. 1 og 2 nævnte, såfremt dette er nødvendigt for at forhindre eller
bekæmpe forurening, der kan medføre alvorlige skader for havmiljøet.
Stk. 4. Beslutning om forbud eller påbud efter stk. 1-3 skal
snarest muligt meddeles føreren af skibet eller den for platformen ansvarlige
eller ejeren eller brugeren af skibet eller platformen skriftligt eller
telegrafisk med oplysning om grunden til forbudet eller påbudet og i tilfælde
af tilbageholdelse med oplysning om de vilkår, hvorunder frigivelse kan finde
sted.
§ 44. Såfremt der er sket eller er fare for udtømning eller
udledning, som er i strid med loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf
eller omfattes af § 58, og dette medfører udgifter til beredskabs- eller
bekæmpelsesforanstaltninger, skal sådanne udgifter for alle rimelige
forholdsregler bæres af skibets eller platformens ejere.
Stk. 2. Miljøministeren kan pålægge ejeren af et skib eller en
platform at stille sikkerhed for de i stk. 1 nævnte udgifter og bestemme, at
skibet eller platformen skal tilbageholdes, indtil sikkerhed er stillet. §
43, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.
Kapitel 14
Tilsyn
§ 45. Miljøministeren fører tilsyn med overholdelsen af
bestemmelserne i denne lov og de forskrifter, der udstedes i henhold til
loven.
Stk. 2. Miljøministeren eller den myndighed, ministeren bemyndiger
dertil, og politiet har mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til
et skib eller en platform, herunder til skibets eller platformens papirer,
med henblik på at udøve tilsynsbeføjelsen efter stk. 1 og kan udtage prøver
for at påse overholdelsen af loven og forskrifter udstedt i henhold til
loven. Tilsynet må ikke medføre unødig forsinkelse eller unødig udgift for
skibet eller platformen.
Stk. 3. For så vidt angår udenlandske skibe og platforme, der er
under passage af dansk søterritorium, kan beføjelserne i medfør af stk. 2 kun
udøves, såfremt der foreligger begrundet mistanke om overtrædelse af
bestemmelserne i denne lov og forskrifter udstedt i henhold til loven.
§ 46. Miljøministeren kan fastsætte regler om inspektion af
olietankskibes lasttanke til konstatering af, om mængden af ladningsrester er
i overensstemmelse med oplysningerne om tidligere olielaster og udtømninger.
Det kan herunder bestemmes, at inspektion kan foretages uden retskendelse mod
behørig legitimation.
§ 47. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for anvendelse
af mærkningsmateriale i danske skibe og i udenlandske skibe i dansk havn til
sporing af udtømninger, der ikke er tilladt i henhold til loven, eller af
andre former for forurening.
Kapitel 15
Administrative bestemmelser og klage
§ 48. Miljøministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet
styrelse eller tilsvarende institution eller andre statslige myndigheder til
at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om adgangen til at
påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1,
herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.
§ 49. Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til
adressaten. Afgørelse om dumpning af optaget havbundsmateriale meddeles
tillige klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, jf. § 52,
og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling.
Stk. 2. Meddelelse til de personer, der er nævnt i § 52, stk. 1,
nr. 2, kan finde sted ved offentlig annoncering.
§ 50. Afgørelser, der kan påklages, skal oplyse datoen for
klagefristens udløb og i øvrigt indeholde oplysning om,
1) at afgørelsen kan påklages skriftligt, og til hvem afgørelsen kan
påklages,
2) at klage over afgørelser, der er truffet i medfør af § 26, skal
indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen, mens afgørelser, der
er truffet i medfør af § 43, skal indgives til Tilbageholdelsesnævnet, jf. §
51, stk. 4, og
3) at klage skal være modtaget senest ved klagefristens udløb.
§ 51. Amtsrådets eller i Københavns Kommune kommunalbestyrelsens
afgørelser om dumpning af optaget havbundsmateriale, jf. § 26, stk. 1, kan
påklages til miljøministeren, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Amtsrådets eller i Københavns Kommune kommunalbestyrelsens
afgørelse om dumpning af optaget havbundsmateriale inden for de områder, der
er nævnt i § 26, stk. 5, kan påklages til det miljøklagenævn, der er nedsat i
henhold til lov om miljøbeskyttelse. §§ 102, 104, 105, stk. 1, 105, stk. 2,
1. pkt., 106 og 109 i lov om miljøbeskyttelse finder tilsvarende anvendelse.
I stedet for de beskikkede sagkyndige medlemmer, der er angivet i § 105, stk.
2, i lov om miljøbeskyttelse, medvirker ved behandling af klagesager efter
denne lov sagkyndige medlemmer, der beskikkes af miljøministeren for 4 år ad
gangen efter indstilling fra:
1) Sammenslutningen af Danske Havne, Foreningen af Danske Privathavne,
Københavns Havnebestyrelse, Århus og Ålborg Kommunalbestyrelser,
Trafikministeriet, Danmarks Havfiskeriforening, Danmarks Fiskeriforening,
Foreningen af Ral- og Sandsugere og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i
forening.
2) Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen i forening.
Stk. 3. Klage efter stk. 1 sendes til den myndighed, der har
truffet afgørelsen. Denne myndighed sender klagen til klagemyndigheden.
Stk. 4. Forbud eller påbud efter § 43 over for skibe og platforme
kan påklages til det Tilbageholdelsesnævn, der er nedsat i henhold til lov om
skibes sikkerhed m.v. Tilbageholdelsesnævnets afgørelser kan ikke indbringes
for anden administrativ myndighed.
Stk. 5. I forbindelse med behandling af en klagesag efter stk. 4
indhenter Tilbageholdelsesnævnet en udtalelse om sagen fra en af
miljøministeren udpeget sagkyndig.
Stk. 6. Klage efter stk. 2 og 4 indsendes til henholdsvis
Miljøklagenævnet og Tilbageholdelsesnævnet.
Stk. 7. Klager efter stk. 1, 2 og 4 skal være indgivet inden 4
uger fra afgørelsens meddelelse. Når offentlig annoncering finder sted, jf. §
49, stk. 2, regnes klagefristen dog altid fra annonceringens dato.
Stk. 8. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag,
forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
§ 52. Afgørelser efter § 26 kan påklages af
1) afgørelsens adressat,
2) enhver, der må antages at have en individuel væsentlig interesse i
sagens udfald,
3) kommunalbestyrelsen,
4) embedslægeinstitutionen,
5) Danmarks Naturfredningsforening,
6) Forbrugerrådet,
7) Danmarks Havfiskeriforening,
8) Dansk Fiskeriforening,
9) Danmarks Sportsfiskerforbund,
10) Greenpeace, Danmark,
11) Dansk Ornitologisk Forening,
12) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere og
13) Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Stk. 2. Et forbud eller påbud efter § 43 kan påklages af
afgørelsens adressat.
§ 53. En tilladelse til dumpning af optaget havbundsmateriale må
ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.
Stk. 2. En klage over en tilladelse til dumpning af optaget
havbundsmateriale har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden
bestemmer andet. Hvis der indgives klage, skal den myndighed, der har meddelt
tilladelsen, straks underrette ansøgeren herom.
Kapitel 16
Andre bestemmelser
§ 54. Udledning i havet af stoffer eller materialer med henblik på
videnskabelig forskning i forureningsbekæmpelse eller på at bekæmpe
forurening af havet må ikke finde sted uden tilladelse fra miljøministeren.
Uden for dansk søterritorium kan tilladelse tillige gives af de kompetente
myndigheder i en stat, der har tiltrådt konventionen om beskyttelse af
havmiljøet i Østersøområdet eller konventionen om forebyggelse af forurening
fra skibe.
Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1, 1. pkt., kan kun gives i konkret
foreliggende enkelttilfælde eller under særlige omstændigheder for en nærmere
angivet periode. Tilladelsen skal angive, hvilke stoffer eller materialer der
omfattes af tilladelsen, den samlede mængde og vilkår om opbevaring,
udtagning af periodiske kontrolprøver og indberetning.
§ 55. Miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning
af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn i forbindelse med
loven og til dækning af havnenes udgifter ved driften af modtageanlæg, jf. §
24.
§ 56. Såfremt der i denne lov eller i regler, der udstedes i
medfør af denne lov, stilles krav om anvendelse af bestemte systemer og
anlæg, skal disse være godkendt for så vidt angår danske skibe af
industriministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, for så vidt
angår danske platforme af energiministeren eller den, som ministeren
bemyndiger dertil, og for så vidt angår udenlandske skibe af kompetente
myndigheder i en stat, der har tiltrådt konventionen om beskyttelse af
havmiljøet i Østersøområdet eller konventionen om forebyggelse af forurening
fra skibe.
§ 57. Tilladelser meddelt i henhold til denne lov eller en lov,
der ophæves ved denne lov, kan til enhver tid ændres eller tilbagekaldes, når
hensynet til beskyttelse af havmiljøet gør det fornødent.
§ 58. Bestemmelserne i kapitlerne 2-7 og 9 og 10 og forskrifter
udstedt i medfør af disse finder ikke anvendelse,
1) når udtømning, udledning eller dumpning sker for at redde menneskeliv
eller af hensyn til skibes, luftfartøjers eller platformes sikkerhed, eller
2) når udflydning skyldes skade på skibet eller platformen, skade på
skibets eller platformens udstyr eller uundgåelig lækage, forudsat at der,
efter at skaden eller lækagen er blevet konstateret, er iagttaget alle
rimelige forholdsregler for at undgå eller formindske udflydning, medmindre
ejeren, brugeren eller føreren af skibet eller andre, der udfører arbejde i
skibets tjeneste, eller ejeren, brugeren eller den for platformen ansvarlige
eller andre, der udfører arbejde i platformens tjeneste, har handlet
forsætligt eller burde have forudset skaden.
Kapitel 17
Straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser
§ 59. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde den, der
1) overtræder § 10, stk. 1 og 3, § 11, stk. 1 og 2, § 13, § 16, stk. 1 og
3, § 20, stk. 1, § 21, § 22, stk. 1, § 23, stk. 1, § 25, § 31, stk. 1 og 2, §
37, stk. 1, § 53, stk. 1, og § 54, stk. 1,
2) undlader at indhente klassifikation efter § 15,
3) tilsidesætter vilkår efter § 27 og § 54, stk. 1,
4) undlader at foretage indberetning efter § 38, stk. 1-3, eller undlader
at meddele oplysninger efter § 38, stk. 4,
5) undlader at efterkomme et forbud eller påbud efter § 43, stk. 1-3,
6) modvirker undersøgelser efter § 42 eller tilsyn efter § 45, stk. 2 og
3, og
7) modvirker tilbageholdelse efter § 44, stk. 2.
Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år,
hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis
der ved overtrædelsen er
1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller
2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv
eller andre, herunder ved besparelser.
§ 60. For overtrædelse af § 11, stk. 1 og 2, § 13, § 25 og § 31,
stk. 1, kan der pålægges skibets eller platformens ejer eller bruger
bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig
eller uagtsom. For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.
§ 61. I regler, der udstedes i henhold til § 10, stk. 2, § 11,
stk. 3, § 14, § 16, stk. 2, § 17, § 18, § 19, § 20, stk. 2 og 3, § 22, stk. 2
og 3, § 23, stk. 2, § 24, § 28, § 30, § 31, stk. 3, § 32, § 33, § 39, § 40, §
41, § 46 og § 47, kan der fastsættes straf af bøde. Det kan endvidere
fastsættes, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år under
tilsvarende omstændigheder som anført i § 59, stk. 2.
§ 62. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber,
andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet
som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et
kommunalt fællesskab, jf. § 60 i love om kommunernes styrelse, kan der
pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
§ 63. Ransagning kan ske i sager om overtrædelse af bestemmelserne
i denne lov og bestemmelser udstedt i medfør af loven i overensstemmelse med
retsplejelovens regler herom.
Stk. 2. Indtræder strafansvar efter §§ 59-61, kan det pågældende
skib eller den pågældende platform tilbageholdes af tilsynsmyndigheden eller
af politiet på tilsynsmyndighedens vegne, indtil bøder og sagsomkostninger er
betalt eller der er stillet sikkerhed for betalingen. Sker dette ikke senest
2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i
skibet.
§ 64. Loven træder i kraft 1. januar 1994, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 37 fastsættes af
miljøministeren.
Stk. 3. Ved lovens ikrafttrædelse ophæves lov nr. 130 af 9. april
1980 om beskyttelse af havmiljøet.
§ 65. Regler, der er fastsat i henhold til den i § 64, stk. 3,
nævnte lov, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler fastsat i henhold
til denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende
regler.
§ 66. Afgørelser truffet efter de regler, der er nævnt i § 64,
stk. 3, og § 65, bevarer deres gyldighed, indtil der efter denne lov eller
regler fastsat i henhold til denne lov træffes ny afgørelse. Overtrædelse af
sådanne afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.
§ 67. Sager, der ved lovens ikrafttræden er under behandling, skal
behandles efter de hidtil gældende regler.
§ 68. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
der følger af de særlige færøske og grønlandske forhold.
Stk. 2. For virksomhed omfattet af tilladelser til undersøgelse og
udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland, herunder kulbrinter, varetages
myndighedsbeføjelserne og -opgaverne i henhold til loven, bortset fra
beføjelser til at fastsætte regler i henhold til loven, af energiministeren.
Energiministeren kan som led i den samlede myndighedsbehandling af
råstofaktiviteter i Grønland, jf. lov nr. 335 af 6. juni 1991 om mineralske
råstoffer m.v. i Grønland (råstofloven) og lov om kontinentalsoklen, jf.
lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, fravige bestemmelserne i loven
eller regler udstedt i medfør heraf, hvor dette ikke strider mod
internationale aftaler.
Stk. 3. Ved lovens ikraftsættelse for Grønland ophæves lov om
foranstaltninger mod forurening af havet med olie, jf. lovbekendtgørelse nr.
134 af 28. marts 1978 og lov nr. 290 af 7. juni 1972 om foranstaltninger mod
forurening af havet med andet end olie.
Bilag 1
Forhold, der skal vurderes i forbindelse med behandling af en ansøgning om
tilladelse til klapning:
A. Beskrivelse af klapmaterialet:
1. Mængde og art af det materiale, hvortil der søges tilladelse til
klapning.
2. Indhold af de i bilag 1 anførte stoffer og materialer.
3. Klapmaterialets fysiske, kemiske, biokemiske og biologiske egenskaber.
4. Giftighed.
5. Nedbrydelighed.
6. Ophobning og biotransformation i biologiske materialer eller
aflejringer.
7. Kemiske og fysiske ændringer i klapmaterialet efter klapning, herunder
eventuel dannelse af nye forbindelser.
8. Sandsynligheden for frembringelse af afsmag eller andre forandringer,
der forringer salgbarheden af marine ressourcer (fisk, skaldyr etc.).
9. Generelt skal det overvejes, om der er tilstrækkelig videnskabeligt
grundlag med hensyn til karakterisering og sammensætning af klapmaterialet
til at kunne vurdere dumpningens påvirkning af livet i havet og over for den
menneskelige sundhed.
B. Beskrivelse af klapplads og klapmetode:
1. Geografisk position, dybde og afstand fra kyst.
2. Beliggenhed i forhold til andre områder (f.eks.
EF-fuglebeskyttelsesområder, Ramsar-områder, rekreative områder,
ynglepladser, reservater, gyde-, opvækst- og fiskepladser samt
råstofressourceområder).
3. Beskrivelse af relevante sedimentforhold.
4. Klapmetode og optagningsmetode.
5. Beskrivelse af relevante vandforhold, herunder spredning (f.eks. strøm,
tidevand).
6. Tilstedeværelse og virkninger af igangværende og tidligere udledninger
og klapninger i området (herunder ophobede virkninger).
7. Materialet skal i fornødent omfang omfatte fyldestgørende oplysninger
om årlige gennemsnitsværdier for og sæsonmæssige afvigelser i de i dette
bilag, dette afsnit, omhandlede forhold.
8. Generelt skal det overvejes, om der er tilstrækkelig videnskabeligt
grundlag for en vurdering af følgerne af den ansøgte klapning.
C. Almindelige overvejelser og betingelser:
1. Mulige indvirkninger på rekreative værdier (f.eks. forekomst af
flydende eller strandet materiale, uklarhed, dårlig lugt, misfarvning og
skumning).
2. Mulige indvirkninger på livet i havet, vandfugle og deres
fourageringsmuligheder, fiske- og skaldyrkulturer, fiskebestande og fiskeri,
tangoptagning og -kulturer.
3. Mulige indvirkninger på anden anvendelse af havet (f.eks. forringelse
af vandets kvalitet til industrielle formål, herunder mineral- og
råstofudvinding, undervandskorrosion af konstruktioner, gene for manøvrering
af skibe på grund af flydende materialer, gene for fiskeri eller navigering
på grund af ophobning af affald eller faste genstande på havbunden og
beskyttelse af områder af særlig betydning ud fra videnskabelige eller
bevaringsmæssige hensyn).
4. Mulighederne for nyttiggørelse eller den praktiske tilstedeværelse af
alternative landbaserede behandlings-, bortskaffelses- eller
tilintetgørelsesmuligheder eller mulighederne for at gøre stoffet mindre
skadeligt med hensyn til klapning, idet såvel miljømæssige som økonomiske
konsekvenser af alternativer til dumpning skal indgå i overvejelserne.
Bilag 2
Følgende stoffer og materialer må kun forefindes i klapmateriale
i uvæsentlige mængder og koncentrationer:
1. Kviksølv og kviksølvforbindelser.
2. Cadmium og cadmiumforbindelser.
3. Antimon, arsen, beryllium, bly, chrom, kobber, molybdæn, nikkel, selen,
tin, vanadium, zink og deres forbindelser, samt fosfor.
4. Cyanider og fluorider.
5. Organiske halogenforbindelser (f.eks. PCB, PCT, DDT m.v.) og stoffer,
der kan danne sådanne forbindelser i det marine miljø, med undtagelse af
stoffer, som er ikke-toksiske eller hurtigt i havet omdannes til stoffer, der
er biologisk uskadelige.
6. Råolie og råolieaffald, raffinerede olieprodukter, rester, der
fremkommer under raffinering af olie, og enhver blanding, der indeholder
noget af disse stoffer.
7. Polycycliske aromatiske carbonhydrider (PAH) og deres derivater.
8. Phenoler og deres derivater.
9. Phthalsyre og dens derivater.
10. Svært nedbrydelige pesticider, begroningshindrende midler og kemiske
stoffer til konservering af træ, tømmer, træmasse, cellulose, papir, huder og
tekstiler og deres biprodukter, som ikke omfattes af pkt. 1-9.
11. Svært nedbrydelige giftige organiske silicium-forbindelser.
12. Overfladeaktive stoffer.
13. Ligninstoffer.
14. De chelatdannende stoffer EDTA og DTPA.
15. Stoffer med skadelig virkning for smag og/eller lugt i produkter fra
havet, der anvendes til menneskelig føde.
16. Stoffer, som - uanset at de er af ikke-toksisk art - kan blive
skadelige på grund af de mængder, i hvilke de klappes, eller som i alvorlig
grad vil kunne forringe rekreative værdier.
17. Unedbrydelige plasticmaterialer og andre unedbrydelige syntetiske
materialer samt andre materialer og stoffer, som kan flyde i havet eller
forblive i suspension eller synke til bunds, og som kan være til alvorlig
ulempe for fiskeri, søfart eller anden retmæssig udnyttelse af havet eller
mindske dettes rekreative værdi.
18. Beholdere, metalaffald, tjæreagtige stoffer, der kan synke til bunds,
og andet omfangsrigt materiale, som kan frembyde alvorlige ulemper for
fiskeri eller søfart.
19. Radioaktivt affald eller andre radioaktive stoffer.
20. Materialer i enhver tilstandsform (fast, flydende, gasformig eller
levende tilstand) fremstillet til biologisk og kemisk krigsførelse.
21. De af miljøministeren nærmere specificerede stoffer, som efter
klapning i havet antages at kunne være kræftfremkaldende.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Formål m.v.
§ 1. Loven skal medvirke til at værne natur og miljø, så
samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for
menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.
Stk. 2. Med denne lov tilsigtes at forebygge og begrænse
forurening af miljøet, herunder særligt havmiljøet, fra skibe, luftfartøjer
og bevægelige eller fastanbragte platforme med faste, flydende, luftformige
eller andre stoffer, der kan
1) bringe menneskets sundhed i fare,
2) skade de levende ressourcer og livet i havet,
3) være til gene for den retmæssige udnyttelse af havet, eller
4) forringe rekreative værdier.
Stk. 3. Loven skal endvidere sikre opretholdelsen af et beredskab
til indsats mod forurening på havet, på kyster og i havne.
§ 2. Loven omfatter følgende skibe, luftfartøjer og platforme:
1) danske skibe og skibe, der befinder sig på dansk søterritorium,
2) danske luftfartøjer og luftfartøjer, der befinder sig på eller over
dansk søterritorium,
3) danske platforme og platforme, der befinder sig på dansk søterritorium
eller på dansk kontinentalsokkelområde og
4) udenlandske skibe, der befinder sig uden for dansk søterritorium, i det
omfang det er foreneligt med international ret.
Stk. 2. Loven omfatter ikke orlogsskibe og andre skibe, der ejes
eller benyttes af en stat, så længe skibet udelukkende benyttes i
ikke-kommerciel statstjeneste.
Stk. 3. Skibe, der udelukkende benyttes til fritidsformål
(lystfartøjer) er ikke omfattet af bestemmelserne i § 20, stk. 1, og kapitel
12. Ved anvendelsen af beføjelserne i kapitlerne 2, 6, 7 og 10 kan
miljøministeren dog fastsætte særlige regler for lystfartøjer.
§ 3. Ved lovens administration, herunder ved anvendelsen af lovens
bemyndigelser, skal der lægges vægt på, hvad der er opnåeligt ved anvendelse
af den mindst forurenende teknologi, herunder mindre forurenende råvarer,
processer og anlæg og de bedst muligt forureningsbegrænsende
foranstaltninger. Ved denne vurdering skal der lægges særlig vægt på en
forebyggende indsats gennem anvendelse af renere teknologi.
Stk. 2. Ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltninger
til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der lægges vægt på
1) de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens sandsynlige
indvirkning på disse og
2) hele det kredsløb, som stoffer og materialer gennemløber, med henblik
på at begrænse spild af ressourcer mest muligt.
§ 4. Ved »udtømning« forstås i denne lov enhver
udledning, udflydning eller bortskaffelse i havet af stoffer eller
materialer, der stammer fra den normale drift af skibe eller bevægelige eller
fast anbragte platforme.
Stk. 2. Ved »dumpning« forstås i denne lov enhver
bortskaffelse i havet - som ikke er udtømning - af stoffer eller materialer
fra eller sammen med skibe, fly eller bevægelige eller fast anbragte
platforme og enhver bortskaffelse i havet af skibe, fly eller bevægelige
eller fastanbragte platforme, herunder enhver udledning, udflydning eller
bortskaffelse af stoffer eller materialer, der er bragt om bord eller
transporteres med henblik på bortskaffelse eller stammer fra behandling af
stoffer eller materialer, der er bragt om bord eller transporteres med
henblik på bortskaffelse.
Stk. 3. Som udtømning eller dumpning anses ikke:
1) anbringelse i havet af stoffer eller materialer, hvis anbringelse sker
med andet formål end bortskaffelse,
2) udledning i havet af stoffer eller materialer, der er en direkte følge
af undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, jf.
kapitel 10, og
3) efterladelse på eller i havbunden af platforme og andre anlæg til brug
i forbindelse med efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden,
rørledninger og andre anlæg til transport af sådanne råstoffer samt
vindkraftanlæg på søterritoriet, disses fundamenter og tilhørende
ledningsanlæg.
Stk. 4. Ved »afbrænding« forstås i denne lov enhver
bortskaffelse på havet ved hjælp af termisk destruktion.
§ 5. Ved »Østersøområdet« forstås i denne lov Østersøen,
Den botniske Bugt, Den finske Bugt, Sundet, Bælterne samt Kattegat indtil
breddeparallellen 57I44,8'N gennem Skagen.
Stk. 2. Ved »Nordsøområdet« forstås den egentlige Nordsø
samt andre havområder inden for følgende grænser:
a) Nordsøen syd for den 62. nordlige breddegrad og øst for meridianen 4IV.
b) Skagerrak, afgrænset i syd af breddeparallellen 57I44,8'N gennem
Skagen.
c) Den engelske Kanal og adgangsvejene hertil øst for meridianen 5IV. og
nord for breddeparallellen 48I30'N.
§ 6. Ved »nærmeste kyst« forstås i denne lov den
basislinie, hvorfra det ydre territorialfarvand er fastlagt i
overensstemmelse med international ret.
Stk. 2. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale
aftaler fastsætte regler om, hvad der i nærmere angivne havområder forstås
ved »nærmeste kyst«.
§ 7. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler
bestemme, at et havområde er et »særligt havområde«.
§ 8. Inden miljøministeren fastsætter regler i medfør af loven
forhandler ministeren med de nærmest interesserede landsomfattende erhvervs-
og miljøorganisationer, de kommunale organisationer og andre berørte
statslige myndigheder, herunder industriministeren, energiministeren og
trafikministeren.
Kapitel 2
Olie
§ 9. Ved »olie« forstås i denne lov enhver form for
mineralolie og blandinger heraf, herunder råolie, naturgaskondensat, olieslam
og olieaffald, samt brændselsolie og alle andre raffinerede produkter bortset
fra petrokemikalier, der er klassificerede i henhold til § 14.
Stk. 2. Ved »olietankskib« forstås et skib, der er
indrettet til at transportere, eller som transporterer olie i bulk.
§ 10. Ethvert olietankskib på 150 BRT og derover, andre skibe på
400 BRT og derover, som anvender olie som brændstof, samt platforme, skal
føre en oliejournal.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter nærmere regler for
oliejournalens førelse og indretning.
Stk. 3. Oliejournalen skal forevises kompetent myndighed mod
forlangende.
§ 11. På dansk søterritorium må udtømning af olie ikke finde sted.
Stk. 2. Uden for dansk søterritorium må udtømning af olie kun
finde sted i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af stk. 3.
Stk. 3. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale
aftaler, fastsætte nærmere regler om udtømning af olie og olieholdigt
ballastvand uden for dansk søterritorium fra olietankskibe, andre skibe og
platforme. Ministeren kan herunder bestemme, hvor udtømning må finde sted,
hvordan udtømningen skal foregå, herunder at den skal ske under anvendelse af
godkendte systemer samt hvilke mængder, der må udtømmes, herunder
udtømningshastighed.
Kapitel 3
Flydende stoffer, som transporteres i bulk
§ 12. Ved »flydende stoffer« forstås i denne lov
stoffer, hvis damptryk ikke overstiger 2,8 kp/cm2 ved en temperatur på 37,8I
C.
§ 13. På dansk søterritorium må udtømning af flydende stoffer, som
transporteres i bulk, bortset fra vand, ikke finde sted.
Stk. 2. Uden for dansk søterritorium må udtømning af de af stk. 1
omfattede stoffer kun finde sted i overensstemmelse med de regler, der er
fastsat i medfør af § 14.
§ 14. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale
aftaler, fastsætte regler om klassifikation af flydende stoffer, som
transporteres i bulk, samt regler om, at stoffer, der er klassificerede som
skadelige, ikke må udtømmes eller kun kan udtømmes på særlige betingelser.
Miljøministeren udfærdiger en fortegnelse over klassificerede stoffer.
§ 15. Flydende stoffer, bortset fra olie, der ikke er optaget på
den i medfør af § 14 udfærdigede fortegnelse, skal, forinden de transporteres
i bulk til eller fra dansk havn, midlertidigt klassificeres af
miljøministeren.
§ 16. Skibe, der er indrettet til eller som transporterer flydende
stoffer i bulk (kemikalietankskibe), skal føre en journal for flydende
stoffer, der i henhold til §§ 14 og 15 er klassificerede som skadelige.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter nærmere regler for journalens
førelse og indretning.
Stk. 3. Journalen skal forevises kompetent myndighed mod
forlangende.
§ 17. Miljøministeren kan fastsætte regler om losning og udtømning
af tankskyllevand og om kontrol med overholdelse af bestemmelserne, herunder
om udpegning og bemyndigelse af personer, der skal udføre kontrollen.
Kapitel 4
Stoffer og materialer i emballeret form, containere m.v.
§ 18. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale
aftaler, fastsætte nærmere regler eller træffe bestemmelse om transport af
stoffer og materialer i emballeret form, containere m.v., herunder regler om
varsling og pligt til at afgive oplysninger om lastens indhold.
Kapitel 5
Faste stoffer, som transporteres i bulk
§ 19. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale
aftaler, fastsætte regler om klassificering af faste stoffer, som
transporteres i bulk, samt regler om, at stoffer, der er skadelige, ikke må
udtømmes eller kun udtømmes på særlige betingelser. Miljøministeren kan
udfærdige en fortegnelse over klassificerede stoffer.
Kapitel 6
Kloakspildevand
§ 20. På dansk søterritorium og i Østersøområdet må udtømning af
kloakspildevand (afløbsstoffer eller andet affald fra toiletter, hospitalsrum
samt fra rum, hvori der findes levende dyr) kun finde sted, såfremt
1) udtømningen foretages under anvendelse af et godkendt anlæg til
behandling af kloakspildevand, og spildevandet ved udløbet fra anlægget ikke
frembringer synlige spor i havet,
2) spildevandet er findelt og desinficeret i et godkendt anlæg, og
udtømningen sker i en afstand af mindst 4 sømil fra nærmeste kyst, eller
3) udtømningen foretages i en afstand af mindst 12 sømil fra nærmeste
kyst. Foretages udtømning fra en tank til opsamling og opbevaring af
kloakspildevand, skal skibets eller platformens fart endvidere være mindst 4
knob, og udtømningen skal ske med moderat udløbshastighed.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte særlige regler om udtømning
af kloakspildevand i de i stk. 1 nævnte havområder, herunder forbud mod
udtømning i havne, bugter, fjorde og lign. områder eller forbud mod udtømning
fra bestemte skibe.
Stk. 3. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale
aftaler fastsætte regler om udtømning af kloakspildevand uden for dansk
søterritorium.
Kapitel 7
Affald
§ 21. På dansk søterritorium må udtømning af affald, bortset fra
frisk fisk og dele deraf, ikke finde sted.
§ 22. I Østersøområdet og Nordsøområdet må levnedsmiddelaffald kun
udtømmes, såfremt udtømningen sker mindst 12 sømil fra nærmeste kyst.
Stk. 2. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om udtømning af levnedsmiddelaffald
uden for dansk søterritorium, Østersøområdet og Nordsøområdet.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte særlige regler om
bortskaffelse af levnedsmiddelaffald fra platforme og fra skibe, der er
beliggende inden for en afstand af 500 m fra en platform.
§ 23. I Østersøområdet og Nordsøområdet må udtømning af affald,
bortset fra levnedsmiddelaffald, ikke finde sted.
Stk. 2. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale
aftaler, fastsætte regler om udtømning af affald, der ikke er
levnedsmiddelaffald, uden for dansk søterritorium, Østersøområdet og
Nordsøområdet.
Kapitel 8
Modtageanlæg
§ 24. Miljøministeren kan efter forhandling med trafikministeren
fastsætte regler og træffe bestemmelse om oprettelse og indretning af anlæg
til modtagelse af rester af olie og skadelige flydende stoffer og
kloakspildevand samt affald i havne. Det kan i den forbindelse pålægges
bunkringsvirksomheder, virksomheder, som foretager afskibning eller
modtagelse af olie eller af skadelige flydende stoffer samt
skibsreparationsvirksomheder at etablere modtageanlæg for olie- eller
kemikalieblandet ballast- og tankskyllevand.
Kapitel 9
Dumpning
§ 25. Dumpning af stoffer eller materialer må ikke finde sted,
bortset fra dumpning af optaget havbundsmateriale.
Stk. 2. Det er ikke tilladt med henblik på dumpning, bortset fra
dumpning af havbundsmaterialer, at overlade stoffer eller materialer til
transport eller at transportere eller indlaste dem.
§ 26. Amtsrådet (i Københavns Kommune kommunalbestyrelsen)
meddeler tilladelse til og fører tilsyn med dumpning af optaget
havbundsmateriale.
Stk. 2. I vurderingen af en ansøgning om tilladelse til dumpning
af optaget havbundsmateriale skal indgå de forhold og hensyn, der er anført i
bilag 1.
Stk. 3. Der må kun meddeles tilladelse til dumpning af
havbundsmateriale, såfremt havbundsmaterialet vurderes at indeholde
uvæsentlige mængder og koncentrationer af de i bilag 2 nævnte stoffer og
materialer og såfremt disse ikke er tilført havbundsmaterialet med henblik på
bortskaffelse.
Stk. 4. Til brug for den i stk. 2 og 3 nævnte vurdering kan
amtsrådet stille krav om, at ansøgeren for egen regning lader foretage
analyser af havbundsmaterialet.
§ 27. Tilladelse til dumpning af havbundsmateriale skal være
tidsbegrænset og angive, hvilke stoffer eller materialer, der omfattes af
tilladelsen, den samlede mængde, positionen for dumpningen samt tilladelsens
udløbsdato. Endvidere kan der i tilladelsen stilles vilkår om bl.a.
fremgangsmåden, herunder om optagning og udlægning, tilsyns- og
sikkerhedsforanstaltninger samt indberetning. Ved anden bortskaffelse af
havbundsmateriale end dumpning kan der fastsættes vilkår om optagningsmetode.
§ 28. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om
tilladelsesordningen for dumpning af havbundsmateriale, herunder om
ansøgningens indhold, om prøveudtagning og analyser af havbundsmateriale og
om amtsrådets vurdering og behandling af sager efter § 26, herunder om
bindende høring af andre offentlige myndigheder.
Stk. 2. Miljøministeren kan beslutte at overtage amtsrådets
beføjelser efter § 26 i sager, der har større betydning.
§ 29. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, foretage ændringer i bilag 1-2.
Kapitel 10
Anden forurening
§ 30. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om udledning i havet og anden
bortskaffelse af stoffer og materialer, der stammer fra undersøgelse eller
udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, herunder kulbrinter.
Stk. 2. I regler udstedt i medfør af stk. 1 kan det bestemmes, at
udledning eller anden bortskaffelse af bestemte stoffer ikke må finde sted,
såfremt dette må antages at indebære en væsentlig risiko for forurening af
omgivelserne.
§ 31. Afbrænding af stoffer eller materialer på havet må ikke
finde sted.
Stk. 2. Det er ikke tilladt med henblik på afbrænding på havet at
overlade stoffer eller materialer til transport eller at transportere og
indlaste dem.
Stk. 3. Det i stk. 1, nævnte forbud omfatter ikke
1) bortskaffelse ved afbrænding af normaldriftsaffald fra skibe og
platforme, og
2) bortskaffelse ved afbrænding af stoffer og materialer, der stammer fra
undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, jf. § 30.
Stk. 4. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om bortskaffelse af
normaldriftsaffald fra skibe og platforme ved afbrænding.
§ 32. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om særlige foranstaltninger,
herunder krav til brændstof, om bord i skibe eller på platforme med henblik
på begrænsning af luftforurening.
§ 33. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af internationale
aftaler, fastsætte regler. jf. lovens formål, til forebyggelse og begrænsning
af forurening fra aktiviteter på havet, som ikke er omfattet af reglerne i
kapitel 2-10.
Kapitel 11.
Beredskab
§ 34. Miljøministeren forestår i samarbejde med forsvaret,
redningsberedskabet og andre myndigheder, ministeren bemyndiger dertil,
bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet og de kystnære dele af
søterritoriet.
§ 35. I tilfælde af olie- eller kemikalieforurening forestås
sanering af kyststrækninger og bekæmpelse af forurening i havne af
kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen tilvejebringer en beredskabsplan for
iværksættelse af sanering af kyststrækninger i tilfælde af væsentlige
forureninger af kyster i kommunen og for bekæmpelse af forurening i havne i
kommunen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan pålægge havnebestyrelsen at
udarbejde en beredskabsplan for bekæmpelse af forurening i havnen og at drage
omsorg for, at det nødvendige materiel er til rådighed.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen underretter amtsrådet og
miljøministeren om indholdet af beredskabsplanerne samt ændringer og tillæg
til disse.
Stk. 5. Amtsrådet samordner de kommunale beredskabsplaner efter
forhandling med de berørte kommuner og opstiller på grundlag af de kommunale
beredskabsplaner et samlet beredskab samt forestår og koordinerer indsatsen i
forbindelse med alvorlige og omfattende forureninger.
Stk. 6. I tilfælde af særligt alvorlige og omfattende forureninger
kan miljøministeren bestemme, at sanering af kyststrækninger og bekæmpelse af
forurening i havne skal ledes af miljøministeren.
§ 36. Miljøministeren udarbejder efter forhandling med de
kommunale organisationer retningslinier for indholdet af beredskabsplanerne
og træffer bestemmelse om, på hvilket tidspunkt planerne skal foreligge.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter efter forhandling med de
statslige havnemyndigheder, de kommunale organisationer og
havneorganisationerne regler om fordeling af udgifter til beredskab og
bekæmpelses- og saneringsforanstaltninger mellem havnebestyrelsen,
kommunalbestyrelsen, amtsrådet og staten.
§ 37. Ethvert olietankskib på 150 BRT og derover og alle øvrige
skibe på 400 BRT og derover skal have en godkendt beredskabsplan for
olieforureningsulykker, der sker på skibet.
Stk. 2. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om beredskabsplaner for skibe over
150 BRT, som er indrettet til eller som transporterer skadelige flydende
stoffer i bulk.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk.
1 og 2 nævnte beredskabsplaner, herunder at planerne skal godkendes, og at
der kan stilles vilkår for sådanne godkendelser.
Kapitel 12
Indberetning
§ 38. Ejere, brugere og førere af samt lodser på skibe og ejere og
brugere af og lodser på platforme samt den for platformen ansvarlige skal
straks indberette til miljøministeren, såfremt der sker udtømning eller
dumpning, som er i strid med loven eller omfattes af § 58. Endvidere skal der
straks ske indberetning ved enhver form for kollision eller grundstødning,
eller såfremt der af andre grunde er fare for udtømning.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte personer samt førere af luftfartøjer
skal straks indberette til miljøministeren, såfremt der fra skibet,
platformen eller luftfartøjet iagttages væsentligt spild af olie eller
skadelige flydende stoffer.
Stk. 3. Havnebestyrelsen skal straks indberette til
miljøministeren, såfremt der i havnen iagttages væsentligt spild af olie
eller skadelige flydende stoffer, og der er fare for forurening af havet.
Stk. 4. I de i stk. 1-3 nævnte tilfælde skal de nævnte personer
efter anmodning give miljøministeren eller den myndighed, ministeren
bemyndiger dertil, alle oplysninger, som har betydning for iværksættelse af
foranstaltninger for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet.
§ 39. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte nærmere regler om den i § 38 nævnte
indberetning og om indberetning af anden forurening af havet end den, der
omfattes af § 38.
Stk. 2. I regler udstedt i medfør af stk. 1 kan det bestemmes, at
der skal ske indberetning til de i henhold til internationale aftaler
kompetente udenlandske myndigheder, såfremt skibet eller platformen befinder
sig uden for dansk søterritorium.
§ 40. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om indberetning af oplysninger om
farligt eller forurenende gods om bord i skibe og om etablering af en ordning
for modtagelse, opbevaring og videresendelse af sådanne oplysninger.
§ 41. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at forhandlere,
importører, eksportører, befragtere og havnebestyrelser skal oplyse
sammensætningen og mængden af de stoffer eller materialer, der ind- og
udlastes i danske havne.
Kapitel 13
Indgreb
§ 42. Miljøministeren eller den myndighed, ministeren bemyndiger
dertil, kan med behørig legitimation uden retskendelse foretage de
undersøgelser af et skib eller en platform, der er nødvendige for at
forhindre eller bekæmpe forurening af havet, såfremt der fra skibet eller
platformen er sket eller er fare for udtømning eller udledning, som er i
strid med loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller som omfattes
af § 58. Undersøgelsen må ikke medføre unødig forsinkelse eller unødig udgift
for skibet eller platformen.
§ 43. Miljøminsteren kan forbyde et skib at fortsætte sejlads
eller andre aktiviteter eller påbyde, at sejlads eller andre aktiviteter skal
følge bestemte retningslinier, såfremt der fra skibet er sket eller er fare
for udtømning eller udledning, som er i strid med loven eller forskrifter
udstedt i medfør heraf eller omfattes af § 58, og forbudet eller påbudet er
nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet.
Stk. 2. Miljøministeren kan træffe foranstaltninger svarende til
de i stk. 1 nævnte over for platforme.
Stk. 3. Miljøministeren kan træffe yderligere foranstaltninger end
de i stk. 1 og 2 nævnte, såfremt dette er nødvendigt for at forhindre eller
bekæmpe forurening, der kan medføre alvorlige skader for havmiljøet.
Stk. 4. Beslutning om forbud eller påbud efter stk. 1-3 skal
snarest muligt meddeles føreren af skibet eller den for platformen ansvarlige
eller ejeren eller brugeren af skibet eller platformen skriftligt eller
telegrafisk med oplysning om grunden til forbudet eller påbudet og i tilfælde
af tilbageholdelse med oplysning om de vilkår, hvorunder frigivelse kan finde
sted.
§ 44. Såfremt der er sket eller er fare for udtømning eller
udledning, som er i strid med loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf
eller omfattes af § 58 og dette medfører udgifter til beredskabs- eller
bekæmpelsesforanstaltninger, skal sådanne udgifter for alle rimelige
forholdsregler bæres af skibets eller platformens ejere.
Stk. 2. Miljøministeren kan pålægge ejeren af et skib eller en
platform at stille sikkerhed for de i stk. 1 nævnte udgifter samt bestemme,
at skibet eller platformen skal tilbageholdes, indtil sikkerhed er stillet. §
43, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.
Kapitel 14
Tilsyn
§ 45. Miljøministeren fører tilsyn med overholdelsen af
bestemmelserne i denne lov og de forskifter, der udstedes i henhold til
loven.
Stk. 2. Miljøministeren eller den myndighed, ministeren bemyndiger
dertil, har mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til et skib
eller en platform, herunder til skibets eller platformens papirer, med
henblik på at udøve tilsynsbeføjelsen efter stk. 1 og kan udtage prøver for
at påse overholdelsen af loven og forskrifter, udstedt i henhold til loven.
Tilsynet må ikke medføre unødig forsinkelse eller unødig udgift for skibet
eller platformen.
Stk. 3. For så vidt angår udenlandske skibe og platforme, der er
under passage af dansk søterritorium, kan beføjelserne i medfør af stk. 2 kun
udøves, såfremt der foreligger begrundet mistanke om overtrædelse af
bestemmelserne i denne lov og forskrifter udstedt i henhold til loven.
§ 46. Miljøministeren kan fastsætte regler om inspektion af
olietankskibes lasttanke til konstatering af, om mængden af ladningsrester er
i overensstemmelse med oplysningerne om tidligere olielaster og udtømninger.
Det kan herunder bestemmes, at inspektion kan foretages uden retskendelse mod
behørig legitimation.
§ 47. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for anvendelse
af mærkningsmateriale i danske skibe og i udenlandske skibe i dansk havn til
sporing af udtømninger, der ikke er tilladt i henhold til loven, eller af
andre former for forurening.
Kapitel 15
Administrative bestemmelser og klage
§ 48. Miljøministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet
styrelse eller tilsvarende institution eller andre statslige myndigheder til
at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om adgangen til at
påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1,
herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.
§ 49. Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til
adressaten. Afgørelse om dumpning af optaget havbundsmateriale meddeles
tillige klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, jf. § 52,
og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling.
Stk. 2. Meddelelse til de personer, der er nævnt i § 52, stk. 1,
nr. 2, kan finde sted ved offentlig annoncering.
§ 50. Afgørelser, der kan påklages, skal oplyse datoen for
klagefristens udløb og i øvrigt indeholde oplysning om
1) at afgørelsen kan påklages skriftligt samt til hvem, afgørelsen kan
påklages,
2) at klage over afgørelser, der er truffet i medfør af § 26, skal
indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen, mens afgørelser, der
er truffet i medfør af § 43, skal indgives til Tilbageholdelsesnævnet, jf. §
51, stk. 3, og
3) at klage skal være modtaget senest ved klagefristens udløb.
§ 51. Amtsrådets eller i Københavns Kommune kommunalbestyrelsens
afgørelser om dumpning af optaget havbundsmateriale, jf. § 26, kan påklages
til miljøministeren.
Stk. 2. Klage efter stk. 1 sendes til den myndighed, der har
truffet afgørelsen. Denne myndighed sender klagen til klagemyndigheden.
Stk. 3. Forbud eller påbud efter § 43 over for skibe og platforme
kan påklages til det Tilbageholdelsesnævn, der er nedsat i henhold til lov om
skibes sikkerhed m.v. Tilbageholdelsesnævnets afgørelser kan ikke indbringes
for anden administrativ myndighed.
Stk. 4. I forbindelse med behandling af en klagesag efter stk. 3,
indhenter Tilbageholdelsesnævnet en udtalelse om sagen fra en af
miljøministeren udpeget sagkyndig.
Stk. 5. Klage efter stk. 3 sendes til Tilbageholdelsesnævnet.
Stk. 6. Klager efter stk. 1 og 3 skal være indgivet inden 4 uger
fra afgørelsens meddelelse. Når offentlig annoncering finder sted, jf. § 49,
stk. 2, regnes klagefristen dog altid fra annonceringens dato.
Stk. 7. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag,
forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
§ 52. Afgørelser efter § 26 kan påklages af
1) afgørelsens adressat,
2) enhver, der må antages at have en individuel væsentlig interesse i
sagens udfald,
3) kommunalbestyrelsen,
4) embedslægeinstitutionen,
5) Danmarks Naturfredningsforening,
6) Forbrugerrådet,
7) Danmarks Havfiskeriforening,
8) Dansk Fiskeriforening,
9) Danmarks Sportsfiskerforbund,
10) Greenpeace, Danmark,
11) Dansk Ornitologisk Forening og
12) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere.
Stk. 2. Et forbud eller påbud efter § 43 kan påklages af
afgørelsens adressat.
§ 53. En tilladelse til dumpning af optaget havbundsmateriale må
ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.
Stk. 2. En klage over en tilladelse til dumpning af optaget
havbundsmateriale har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden
bestemmer andet. Hvis der indgives klage, skal den myndighed, der har meddelt
tilladelsen, straks underrette ansøgeren herom.
Kapitel 16
Andre bestemmelser
§ 54. Udledning i havet af stoffer eller materialer med henblik på
videnskabelig forskning af forureningsbekæmpelse eller på at bekæmpe
forurening af havet må ikke finde sted uden tilladelse fra miljøministeren.
Uden for dansk søterritorium kan tilladelse tillige gives af de kompetente
myndigheder i en stat, der har tiltrådt konventionen om beskyttelse af
havmiljøet i Østersøområdet eller konventionen om forebyggelse af forurening
fra skibe.
Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1, 1. pkt., kan kun gives i konkret
foreliggende enkelttilfælde eller under særlige omstændigheder for en nærmere
angivet periode. Tilladelsen skal angive, hvilke stoffer eller materialer,
der omfattes af tilladelsen, den samlede mængde samt vilkår om opbevaring,
udtagning af periodiske kontrolprøver og indberetning.
§ 55. Miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning
af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn i forbindelse med
loven og til dækning af havnenes udgifter ved driften af modtageanlæg, jf. §
24.
§ 56. Såfremt der i denne lov eller i regler, der udstedes i
medfør af denne lov, stilles krav om anvendelse af bestemte systemer og
anlæg, skal disse være godkendt, for så vidt angår danske skibe af
industriministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, for så vidt
angår danske platforme af energiministeren eller den, som ministeren
bemyndiger dertil, for så vidt angår udenlandske skibe af kompetente
myndigheder i en stat, der har tiltrådt konventionen om beskyttelse af
havmiljøet i Østersøområdet eller konventionen om forebyggelse af forurening
fra skibe.
§ 57. Tilladelser meddelt i henhold til denne lov eller en lov,
der ophæves ved denne lov, kan til enhver tid ændres eller tilbagekaldes, når
hensynet til beskyttelse af havmiljøet gør det fornødent.
§ 58. Bestemmelserne i kapitlerne 2-7 og 9-10 og forskrifter
udstedt i medfør af disse finder ikke anvendelse,
1) når udtømning, udledning eller dumpning sker for at redde menneskeliv
eller af hensyn til skibes, luftfartøjers eller platformes sikkerhed, eller
2) når udflydning skyldes skade på skibet eller platformen, skade på
skibets eller platformens udstyr eller uundgåelig lækage, forudsat at der,
efter at skaden eller lækagen er blevet konstateret, er iagttaget alle
rimelige forholdsregler for at undgå eller formindske udflydning, medmindre
ejeren, brugeren eller føreren af skibet eller andre, der udfører arbejde i
skibets tjeneste, eller ejeren, brugeren eller den for platformen ansvarlige
eller andre, der udfører arbejde i platformens tjeneste, har handlet
forsætligt eller burde have forudset skaden.
Kapitel 17
Straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser
§ 59. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde den, der
1) overtræder § 10, stk. 1 og 3, § 11, stk. 1-2, § 13, § 16, stk. 1 og 3,
§ 20, stk. 1, § 21, § 22, stk. 1, § 23, stk. 1, § 25, § 31, stk. 1-2, § 37,
stk. 1, § 53, stk. 1, og § 54, stk. 1,
2) undlader at indhente klassifikation efter § 15,
3) tilsidesætter vilkår efter § 27 og § 54, stk. 1,
4) undlader at foretage indberetning efter § 38, stk. 1-3, eller undlader
at meddele oplysninger efter § 38, stk. 4,
5) undlader at efterkomme et forbud eller påbud efter § 43, stk. 1-3,
6) modvirker undersøgelser efter § 42 eller tilsyn efter § 45, stk. 2-3,
og
7) modvirker tilbageholdelse efter § 44, stk. 2.
Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år,
hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis
der ved overtrædelsen er
1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller
2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv
eller andre, herunder ved besparelser.
§ 60. For overtrædelse af § 11, stk. 1-2, § 13, § 25 og § 31, stk.
1, kan der pålægges skibets eller platformens ejer eller bruger bødeansvar,
selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig eller uagtsom.
For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.
§ 61. I regler, der udstedes i henhold til § 10, stk. 2, § 11,
stk. 3, § 14, § 16, stk. 2, § 17, § 18, § 19, § 20, stk. 2-3, § 22, stk. 2-3,
§ 23, stk. 2, § 24, § 28, § 30, § 31, stk. 3, § 32, § 33, § 39, § 40, § 41, §
46 og § 47 kan der fastsættes straf af bøde. Det kan endvidere fastsættes, at
straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år under tilsvarende
omstændigheder som anført i § 59, stk. 2.
§ 62. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber,
andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet
som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et
kommunalt fællesskab, jf. § 60 i love om kommunernes styrelse, kan der
pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
§ 63. Ransagning kan ske i sager om overtrædelse af bestemmelserne
i denne lov og bestemmelser udstedt i medfør af loven i overensstemmelse med
retsplejelovens regler herom.
Stk. 2. Indtræder strafansvar efter §§ 59-61, kan det pågældende
skib eller den pågældende platform tilbageholdes af tilsynsmyndigheden eller
af politiet på tilsynsmyndighedens vegne, indtil bøder og sagsomkostninger er
betalt, eller der er stillet sikkerhed for betalingen. Sker dette ikke senest
2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i
skibet.
§ 64. Loven træder i kraft 1. januar 1994, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 37 fastsættes af
miljøministeren.
Stk. 3. Ved lovens ikrafttrædelse ophæves lov nr. 130 af 9. april
1980 om beskyttelse af havmiljøet.
§ 65. Regler, der er fastsat i henhold til den i § 64, stk. 3,
nævnte lov, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler fastsat i henhold
til denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende
regler.
§ 66. Afgørelser truffet efter de regler, der er nævnt i § 64,
stk. 3, og § 65, bevarer deres gyldighed, indtil der efter denne lov eller
regler fastsat i henhold til denne lov træffes ny afgørelse. Overtrædelse af
sådanne afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.
§ 67. Sager, der ved lovens ikrafttræden er under behandling, skal
behandles efter de hidtil gældende regler.
§ 68. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
der følger af de særlige færøske og grønlandske forhold.
Stk. 2. For virksomhed omfattet af tilladelser til undersøgelse og
udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland, herunder kulbrinter, varetages
myndighedsbeføjelserne og -opgaverne i henhold til loven, bortset fra
beføjelser til at fastsætte regler i henhold til loven, af energiministeren.
Energiministeren kan som led i den samlede regulering og myndighedsbehandling
af råstofaktiviteter i Grønland, jf. lov nr. 335 af 6. juni 1991 om
mineralske råstoffer m.v. i Grønland (råstofloven) og lov om
kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, fravige
bestemmelserne i loven eller regler udstedt i medfør heraf, hvor dette ikke
strider mod internationale aftaler.
Stk. 3. Ved lovens ikraftsættelse for Grønland ophæves lov om
foranstaltninger mod forurening af havet med olie, jf. lovbekendtgørelse nr.
134 af 28. marts 1978 og lov nr. 290 af 7. juni 1972 om foranstaltninger mod
forurening af havet med andet end olie.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indledning
Da den gældende lov om beskyttelse af havmiljøet blev udformet i 1978-80
var et af hovedformålene at skabe grundlag for at implementere en række
internationale konventioner i dansk ret, herunder især MARPOL-konventionen
(konventionen om forebyggelse af forurening fra skibe) for dermed at forbedre
beskyttelsen af havmiljøet og sikre myndighedernes muligheder for at
forhindre og bekæmpe forurening af havet. Samtidig samledes reglerne om
beskyttelsen af havmiljøet i een lov.
Det var ligeledes et hovedsigte med havmiljøloven, at den over en årrække
skulle sikre, at en række tekniske bestemmelser kunne gennemføres ved hjælp
af bekendtgørelser i takt med udbygningen og detaljeringen af de
internationale aftaler. Derfor kom loven til at indeholde en lang række
bemyndigelser, hvoraf de fleste senere er udnyttet.
Siden vedtagelsen af den gældende havmiljølov er det internationale
samarbejde omkring havforureningsspørgsmål fortsat og udbygget på en række
områder, således at loven nu ikke længere på en række områder er helt
tidssvarende, ligesom den på en række punkter ikke fuldt ud afspejler dansk
og international politik med hensyn til aktiviteter på havet.
Et af hovedformålene med revisionen har derfor været at bringe en række
bestemmelser i overensstemmelse med nyere miljøpolitiske målsætninger og at
sikre grundlaget for den fremtidige regulering på området i takt med
udviklingen inden for det internationale havforureningssamarbejde.
Lovforslaget indeholder enkelte helt nye bestemmelser ligesom en række
gældende bestemmelser er undergået en indholdsmæssig udvidelse eller
præcisering. Det sidste gør sig bl.a. gældende for så vidt angår lovens
anvendelsesområde (jf. formålsbestemmelsen), der i lyset af udviklingen i det
internationale havforureningssamarbejde er udvidet, således at loven fremover
også skal regulere den »grænseoverskridende« forurening fra skibe
og platforme, primært luftforurening, der også kan påvirke atmosfæren eller
natur og miljø på land, og ikke kun den mere direkte tilførsel af forurenende
stoffer og materialer til havmiljøet, som den gældende lov hovedsageligt
omfatter.
Under fastholdelse af den gældende lovs systematik er der herudover
tilstræbt en modernisering og en ajourføring efter nyere administrative
principper. Disse ændringer har i vidt omfang karakter af mere formelle
redaktionelle og sproglige fornyelser. For en lang række bestemmelser er
indholdet således uændret i forhold til gældende lov.
Loven har fortsat i udpræget grad karakter af en rammelov. Denne form har
vist sig at være hensigtsmæssig, idet den gør det muligt løbende at
implementere den i mange henseender meget detaljerede internationale
regulering, og i forhold til tilsvarende lovgivning andre steder i verden har
havmiljøloven været og er fortsat en meget avanceret lov.
Nærværende lovforslag er herefter ikke en total omskrivning eller
omredigering af den gældende havmiljølov, men en fremtidssikring,
ajourføring, præcisering og modernisering af det retlige grundlag for
beskyttelsen af miljøet mod forurenende aktiviteter på havet.
Med hensyn til lovens bemyndigelsesbestemmelser er der i selve
bestemmelserne og mere fyldestgørende i bemærkningerne til de enkelte
bestemmelser angivet nogle rammer for den regulering, bestemmelsen sigter
til. Som det er helt sædvanlig praksis forhandles alle bekendtgørelser og
vejledninger forudgående med berørte ministerier og interesseorganisationer
Det bemærkes, at det fortsat er et grundlæggende princip, at miljøregler,
der vedrører skibsfarten, baseres på internationale regler med henblik på at
sikre ensartede krav til alle landes skibe.
Udvikling og status inden for de relevante konventioner
I perioden siden den gældende havmiljølov blev udformet, har der været
»fremdrift« i det internationale havforureningssamarbejde. Der er
sket udvidelser, ændringer eller revisioner af en række havkonventioner,
væsentlige dele af MARPOL-konventionen er trådt i kraft i løbet af 80'erne og
en ny international aftale om assistance på globalt plan i forbindelse med
olieforureningsulykker (OPRC) er undertegnet.
Helsingforskonventionen har været igennem en revisionsproces, Oslo- og
Pariskonventionerne er lagt sammen og revideret og en revisionsproces er
igangsat omkring den globale London-konvention om dumpning.
Rammerne for den danske indsats i dette arbejde og i forbindelse med
Nordsøkonferencerne (jf. nedenfor) har bl.a. været en række dagsordener, som
er vedtaget af Folketinget enstemmigt eller med stort flertal: D 28 fra
februar 1987 (om forbedret indsats mod grænseoverskridende forurening i
Europa), D 16 fra november 1987 (om havafbrænding), D 22 fra november 1987
(forud for den 2. Nordsøkonference, om bl.a. dumpning), D 17 fra februar 1990
(forud for den 3. Nordsøkonference, om bl.a. renere teknologi, bindende
aftaler, dumpning og afbrænding) og D 6 fra februar 1991 (forud for
revisionen af Helsingforskonventionen, om bl.a. udbygning af deltagerkredsen,
forsigtighedsprincippet og princippet om ren teknologi)
En vigtig faktor i flere af processerne inden for de forskellige
konventioner har været rækken af Nordsøkonferencer på ministerniveau. Disse
konferencer har medvirket til at fremme arbejdsprocessen inden for især Oslo-
og Pariskommissionerne og til dels også inden for MARPOL-konventionen.
Konferencerne er mundet ud i en serie af deklarationer - indeholdende
politiske direktiver og målsætninger - som har været retningsgivende for
arbejdet inden for havkonventionerne og konferencerne har med deres politiske
prioriteringer og styring i høj grad vitaliseret beslutningsprocesserne i det
internationale havforureningssamarbejde. Nordsøkonferencerne bygger ikke på
nogen mellemstatslig aftale i form af en konvention - et forhold, der
understreger konferencernes politiske karakter.
Den første Nordsøkonference fandt sted i 1984 i Bremen, den anden i London
i 1987, den tredie i den Haag i 1990 og den fjerde finder sted i Danmark i
1995.
Nordsøkonferencerne har benyttet det faglige grundlag, der er skabt inden
for havkonventionerne, til at træffe en række vidtgående beslutninger, bl.a.
om ophør med dumpning af industriaffald i Nordsøen, halvering af
udledningerne af næringssalte og miljøfarlige stoffer, skærpet indsats over
for forurening fra skibe samt udarbejdelse af en redegørelse for
miljøtilstanden i Nordsøen.
Helsingforskonventionen (Konventionen til beskyttelse af havmiljøet i
Østersøområdet) har været gennem en revisionsproces, som har resulteret i en
ajourført og moderniseret konvention - undertegnet den 9. april 1992.
Der er sket tilføjelser, ændringer eller opstramninger på bl.a. følgende
områder:
De nyeste miljøpolitiske principper og redskaber, såsom
forsigtighedsprincippet, bedst tilgængelig teknologi, bedste miljømæssig
praksis, er optaget i konventionsteksten som grundlæggende principper for
beslutninger af hensyn til havmiljøet i Østersøen; afbrænding af affald på
havet er udtrykkeligt erklæret forbudt; udledninger fra off-shore virksomhed
og forurening fra skibe reguleres i særskilte bilag; lystfartøjer omfattes af
konventionen; konventionen udvides geografisk til at dække de indre farvande
og udveksling af informationer medlemslandene imellem om forskellige tiltag
af betydning for beskyttelsen af havmiljøet i Østersøen formaliseres.
En revideret konvention til erstatning for Oslokonventionen (konventionen
til forhindring af havforurening ved dumpning fra skibe og luftfartøjer) og
Pariskonventionen (konventionen om forhindring af landbaseret havforurening)
blev undertegnet den 22. september 1992. Den nye konvention har titlen
»Konventionen til beskyttelse af havmiljøet i det Nordøst-Atlantiske
område«.
Konventionen er opbygget som en generel tekst med 4 bilag, der udgør en
integreret del af konventionen: Forebyggelse og eliminering af landbaseret
forurening, forebyggelse af forurening ved dumpning og afbrænding,
forebyggelse og eliminering af forurening fra offshore virksomhed samt
overvågning og vurdering af kvaliteten i havmiljøet.
Af væsentlige ændringer i forhold til de »gamle« (endnu
gældende) konventioner kan fremhæves følgende, der i alle tilfælde har været
danske »mærkesager« i konventionsarbejdet: en udvidelse af
konventionens dækningsområde til på et senere tidspunkt også at kunne omfatte
aktiviteter, som kan påvirke havmiljøet, f.eks. sand og grusgravning;
indarbejdelse af forsigtighedsprincippet og forureneren-betaler-princippet;
indarbejdelse af principperne om bedst tilgængelig teknologi og bedste
miljømæssige praksis og til dels renere teknologi; etablering af en
enhedsliste, som bl.a. omfatter næringssalte; et generelt princip om
forebyggelse og eliminering af tilledninger af toksiske, persistente og
bioakkumulerbare stoffer til havmiljøet; indarbejdelse af et forbud mod
industridumpninger og afbrænding af affald på havet og fra 1998 af kloakslam;
et forbud mod dumpning af alle typer af radioaktivt affald - med en mulighed
for Storbritanien og Frankrig til at tage spørgsmålet op om 15 år.
Udviklingen inden for de to dumpningskonventioner - den regionale
Oslokonvention og den globale London-konvention - har været kendetegnet af en
stadig opstramning af praksis - dumpningen af stadigt flere kategorier af
affald er blevet forbudt, og der er udarbejdet detaljerede retningslinier for
andre typer af affald. Denne stadigt mere restriktive kurs skyldes i vidt
omfang fremsættelsen af danske og nordiske forslag til beslutning samt en
aktiv indsats under møderne. Der henvises i øvrigt til det særlige afsnit
nedenfor om dumpning og afbrænding.
MARPOL 73/78-konventionen (konventionen om forebyggelse af forurening fra
skibe, 1973 og 1978-protokollen til denne konvention) er som nævnt siden
gennemførelsen af den gældende havmiljølov trådt i kraft for størstedelens
vedkommende. Konventionen er udarbejdet af FN's søfartsorganisation IMO.
MARPOL-konventionen består af en egentlig konventionstekst samt to
protokoller og 5 bilag.
De to protokoller omhandler henholdsvis rapportering af søulykker, der
involverer farlige stoffer samt retningslinier for afgørelse af
uoverensstemmelse mellem to stater, der har ratificeret konventionen.
De 5 bilag giver detaljerede bestemmelser om alle former for udledninger i
forbindelse med den normale drift af et skib. Bilagene er følgende:
Bilag 1 Regler for forebyggelse af forurening af havet med olie.
Bilag 2 Regler for kontrol af forurening med skadelige flydende
stoffer, der transporteres i bulk (kemikalietankskibe).
Bilag 3 Regler for forebyggelse af forurening med skadelige
stoffer i emballeret form.
Bilag 4 Regler for forebyggelse af forurening med kloakspildevand.
Bilag 5 Regler for forebyggelse af forurening med affald.
Da den gældende havmiljølov trådte i kraft i 1980, var MARPOLkonventionen
endnu ikke trådt i kraft.
I dag er situationen følgende:
- Konventionen med bilag 1 trådte i kraft 2. oktober 1983.
- Bilag 2 trådte i kraft 6. april 1987.
- Bilag 3 trådte i kraft 1. juli 1992.
- Bilag 4 er endnu ikke trådt i kraft.
- Bilag 5 trådte i kraft 31. december 1988.
I IMO-regi administreres konventionen af organisationens miljøkomite, der
mødes ca. hver 8. måned.
Efter ikrafttrædelsen af selve konventionen og dens bilag er praktiske
erfaringer og teknologiske landvindinger løbende blevet indarbejdet i
konventionsteksten, dels som fælles fortolkninger, men også som egentlige
ændringer og tilføjelser til konventionsteksten, og især til de tekniske
bilag.
Mange af disse ændringer er affødt af beslutninger på f.eks.
Nordsøkonferencerne og lign. møder.
Ændringerne har som regel haft til formål at begrænse mængden af skadelige
stoffer, der lovligt må udledes/udtømmes, at forbedre skibenes muligheder for
kontrol med udledningerne samt at forbedre myndighedernes muligheder for
kontrol med, hvad skibene foretager sig, herunder også skærpede regler for
operationer ombord samt for skibenes vedligeholdelse og daglige drift.
Med det formål at få indflydelse på vedtagelser i IMO's Miljøkomite og for
at sikre en hurtig og effektiv implementering af nye regler, har
Søfartsstyrelsen, Miljøstyrelsen og rederierhvervet arbejdet tæt sammen -
således deltager alle parter i alle møder i IMO's Miljøkomite.
Dette samarbejde har bl.a. betydet, at danske skibe til stadighed har
opereret med en høj miljømæssig standard, idet skibene hurtigt har kunnet
iværksætte ændringer i procedurer og installationer om bord, selvom
ændringerne til konventionen endnu ikke har været omsat til national
lovgivning.
En af lovforslagets nye bestemmelser (§ 37 om
olieforureningsberedskabsplaner) har baggrund i konventionen om
olieberedskab, assistance og samarbejde - OPRC-konventionen (International
Convention om Oil Pollution Preparedness; Response and Co-operation).
Baggrunden for, at der blev taget initiativ til denne konvention, var den
meget omfattende olieforurening i forbindelse med EXXON VALDEZ-ulykken i
Alaska.
Formålet med konventionen er at skabe grundlag for et globalt samarbejde
om beredskab og assistance i forbindelse med olieforureningsulykker og i den
forbindelse at introducere de principper, som bl.a. beredskabssamarbejdet i
Vesteuropa igennem en årrække har fungeret efter, i en større skala.
Konventionen skaber grundlag for etablering af et internationalt
samarbejdsorgan, der kan benyttes til specielt at yde assistance til 3.
verdens lande.
Samtidig er konventionen benyttet til at stille en række minimumskrav om
organisation, beredskabsplanlægning, kommunikation og samarbejde til de
lande, der ønsker at modtage assistance under OPRC-konventionen.
Alle disse elementer udgør en naturlig helhed i den danske nationale
beredskabsplan for bekæmpelse af forurening på havet og indgår ligeledes i de
tre regionale beredskabsplaner, som Danmark er med i: Bonn- og
Københavnsaftalerne og Helsingforskonventionen.
Danmark opfylder derfor principperne i konventionen, bortset fra kravet
om, at alle olietankskibe på 150 BRT og derover og alle andre skibe over 400
BRT skal have en olieforureningsberedskabsplan om bord.
Med den foreslåede bestemmelse i § 37 vil Danmark opfylde og dermed kunne
ratificere OPRC-konventionen.
Med hensyn til de øvrige nævnte konventioner sikrer lovforslaget den
nationale opfølgning for så vidt angår konventionernes bestemmelser i
relation til havbaseret forurening.
På det område, der dækkes af havmiljøloven, foregår det internationale
samarbejde i meget vid udstrækning uden for rammerne af EF-samarbejdet, dvs.
de enkelte EF-medlemslande forhandler og indgår selv aftaler inden for de i
dette afsnit nævnte internationale samarbejdsfora. EF er nu kontraherende
part i Paris-konventionen (den gældende og den nye) og på vej til at blive
det i Helsingforskonventionen, men har ikke i denne forbindelse overtaget
medlemslandenes handlefrihed i forhold til aftaler med tredie-lande.
EF's rolle og kompetence i havkonventionsarbejdet har været omdiskuteret i
en årrække, uden at der er opnået enighed om større indflydelse til
Fællesskabet i forhold til tredie-lande. Inden for rammerne af EF-samarbejdet
drøftes imidlertid fælles holdninger og fælles initiativer i forhold til det
globale og regionale havmiljøsamarbejde.
Et enkelt af lovforslagets nye bestemmelser har sin baggrund i et
EF-direktiv, der er under forhandling. Det drejer sig om § 40, der skal sikre
en hjemmel til at implementere et direktiv om minimumskrav til visse skibe på
vej til eller fra Fællesskabets havne med farligt eller forurenende gods.
Hovedsigtet med dette direktiv, der skal supplere de internationale
indberetningsregler, der følger af især MARPOL-konventionen, er at sikre, at
oplysninger om lastens indhold af farligt eller forurenende gods findes på
land hos en kompetent myndighed i et EF-land, således at myndighederne til
enhver tid har eller nemt kan få kendskab til skibenes laster og i tilfælde
af en søulykke hurtigere og mere effektivt kan tilrettelægge og iværksætte en
beredskabsaktion.
Udover de egentlige havmiljøkonventioner findes der EF-direktiver og
konventioner på naturbeskyttelsesområder, som også tager sigte på at beskytte
havets levesteder for det vilde dyre- og planteliv. Det drejer sig i første
række om EF-fuglebeskyttelsesdirektivet (79/409/EØF) og EF-direktivet om
bevaring af naturtyper samt vilde dyre og planter (92/43/EØF), samt
Ramsarkonventionen.
EF's fuglebeskyttelsesdirektiv indholder generelle regler om beskyttelsen
af vilde fugle og deres levesteder. Medlemslandene skal træffe alle
nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre arterne på en måde, der
især imødekommer økologiske, videnskabelige og kulturelle krav.
Medlemslandene skal endvidere træffe alle nødvendige foranstaltninger for
at beskytte, opretholde eller genskabe tilstrækkelige forskelligartede og
vidtstrakte levesteder for de fuglearter, som er omfattet af direktivet.
Udover de generelle regler om beskyttelse af levesteder findes regler, der
tager sigte på at beskytte specielle levesteder både på land og på havet. Det
er med baggrund i denne bestemmelse, at Danmark har udpeget 111
EFfuglebeskyttelsesområder, der dækker et areal på ca. 960.000 ha, herunder
et marint areal på ca. 720.000 ha.
For EF-fuglebeskyttelsesområderne gælder, at de danske myndigheder skal
træffe egnede foranstaltninger med henblik på at undgå forurening,
forringelse af områderne eller forstyrrelser, som har væsentlig betydning
for, om fuglene kan overleve og formere sig i deres udbredelsesområde. Der
kan derfor kun foretages væsentlige indgreb i EF-fuglebeskyttelsesområder,
herunder forstyrrelser eller forurening, hvis der foreligger almene
samfundsmæssige hensyn, der overskygger hensynene bag direktivet.
Fuglebeskyttelsesområder vil, når EF-naturbeskyttelsesdirektivet
(Habitatdirektivet) træder i kraft den 5. juni 1994, blive omfattet af visse
af reglerne i dette direktivs artikel 6. Det betyder bl.a., at indgreb i
områderne i et vist omfang - vil kunne ske, hvis det er bydende nødvendigt af
hensyn tilvæsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk
karakter, såfremt der ikke er alternative løsninger. Dog er der krav om
konsekvensanalyser og kompenserende foranstaltninger. Dette svarer til de
regler, der vil gælde for de særlige beskyttelsesområder, der senere vil
blive udpeget efter EF's naturbeskyttelsesdirektiv.
Ramsar-konventionen har til formål at beskytte og bevare vådområder af
international betydning, især som levesteder for vandfugle. Konventionens
definitioner af vådområder omfatter både ferskvandsarealer samt lavvandede
marine områder.
Konventionen omfatter især beskyttelse af vådområder af hensyn til
vandfugle. Beskyttelsen rækker dog videre end til blot at omhandle fugle.
Alle vådområders dyr og planter skal sikres mod overudnyttelse, således at
det økologiske system bevares intakt.
I medfør af konventionen har Danmark udpeget 27 Ramsar-områder med et
samlet areal på ca. 735.000 ha. De fleste områder omfatter mindre kystnære
landarealer med store tilknyttede marine arealer. Samtlige Ramsar-områder i
Danmark indgår i EF-fuglebeskyttelsesområder.
Det følger af konventionen, at Danmark har en international forpligtelse
til at beskytte de økologiske værdier, der knytter sig til de udpegede
områder. Endvidere skal medlemslandene arbejde for, at vådområder sikres
generelt og at udnyttelsen af dem sker på en økologisk fornuftig og
bæredygtig måde. Herved forstås en forvaltning, der både tilgodeser
områdernes økologiske værdier og et eventuelt ønske om at udnytte områdets
ressourcer, rekreative værdier m.v.
Havmiljølovens instrumenter er også relevante i forhold til en række andre
internationale forpligtelser m.v., der vedrører beskyttelse af vilde planter
og dyr og deres levesteder, f.eks. Bern-konventionen (Den europæiske
naturbeskyttelseskonvention), Bonn-konventionen om migrerende arter af vilde
dyr og den endnu ikke ikrafttrådte konvention om biologisk mangfoldighed.
Dumpning og afbrænding
Siden vedtagelsen af lov om beskyttelse af havmiljøet i 1980 er der sket
en gradvis udvikling af bestemmelserne i London- og især Oslo-konventionerne
i retning af forbud mod dumpning af forskellige typer affald og mod et forbud
mod afbrænding af affald på havet.
Danmark og de øvrige nordiske lande har ved møderne i de to konventioner
arbejdet for, at disse forbud kunne vedtages, og de nordiske lande har ofte
været forslagsstillere.
Den danske og nordiske indsats kan bl.a. ses som en opfølgning af den
»Nordisk handlingsplan mod forurening af havet«, 1990. Den danske
indsats har ligeledes fulgt tilkendegivelserne i dagsordnerne D 22 og D 17,
som et stort flertal i Folketinget vedtog i henholdvis november 1987 og
februar 1990.
Den danske politik på dumpning- og afbrændingsområdet har stedse været
begrundet i følgende forhold:
- Som udgangspunkt skal dumpning - bortset fra dumpning af optaget
havbundsmateriale (klapning) - og afbrænding på havet afvikles. I forlængelse
af forsigtighedsprincippet gælder dette alle former for dumpning, uanset
materialets farlighed.
- Affald skal så vidt muligt undgås. Når det alligevel dannes i mange
processer, skal det behandles, uskadeliggøres eller deponeres på land under
hensyn til grundvandsinteresser m.v.
- Ved dumpning er der ingen eller kun ringe mulighed for at opsamle
affaldet, hvis der senere konstateres effekter på havmiljøet.
- Kontrollen og indgrebsmulighederne er begrænsede - langt ude på havet.
- Der er ingen rimelig afvejning af fordele og ulemper. Fordelene vil
alene komme dumpningslandet til gode, mens ulemper ved dumpningsoperationerne
må bæres af andre lande.
I Oslo-konventionen er der således gennemført et forbud mod
industridumpninger med virkning fra 1993 i Nordsøområdet, og i hele
konventionsområdet med virkning fra udgangen af 1995. Dumpning af kloakslam
er forbudt efter 1998. Afbrænding på havet er forbudt fra 1991.
Inden for London-konventionen er der indført et forbud mod
industridumpning med virkning fra 1995. Med hensyn til afbrænding af kemisk
affald på havet er slutdatoen nu fastsat til udgangen af 1992. I praksis
fandt den sidste opration sted i begyndelsen af 1991 og de til formålet
byggede skibe er solgt eller ombygget til andre formål.
Med hensyn til dumpning af radioaktivt affald har Danmark spillet en aktiv
rolle inden for London-konventionen lige siden der i 1983 - med forlængelse i
1985 - blev vedtaget det i dag gældende moratorium. En række rapporter og
vurderinger er under færdiggørelse, hvorefter der i 1993/94 skal tages en
beslutning om den fremtidige behandling af radioaktivt affald.
Bestemmelserne om dumpning er uændrede i den nye Helsingforskonvention,
således at kun dumpning af havbundsmateriale er tilladt. Det er i den nye
tekst præciseret, at afbrænding af affald i Østersøområdet er forbudt.
Ved revisionen af Oslo-konventionen er denne som nævnt blevet slået sammen
med Pariskonventionen og der er indføjet et generelt forbud mod dumpning,
bortset fra affaldstyper, som er opført på en særlig liste. Disse typer af
affald kan tillades dumpet, under hensyn til konventionens bestemmelser i
øvrigt, eksempelvis optaget havbundsmateriale. I en række tilfælde er der
angivet en dato, hvorefter vedkommende affaldstyper, f.eks. kloakslam og
skibe, ikke længere må dumpes. For så vidt angår afbrænding af affald på
havet, er der indført et totalt forbud.
Med dette lovforslag foreslås de gældende bestemmelser, der forbyder
dumpning eller afbrænding, medmindre der er givet tilladelse, ændret, således
at dumpning og afbrænding helt forbydes. Hermed bringes loven i
overensstemmelse med den overordnede miljøpolitiske målsætning på disse
områder.
Udtømning
Kapitlerne om udtømning af forskellige stoffer og materialer fra skibe og
platforme foreslås videreført stort set som de gældende bestemmelser. Dog
foreslås kapitlet om udtømning af olie, som i den gældende lov er meget
teknisk og detaljeret, ændret, således at ministeren bemyndiges til at
fastsætte de detaljerede og tekniske bestemmelser, der gælder uden for dansk
søterritorium, i en bekendtgørelse. Kapitlet om udtømning af kloakspildevand
har undergået en tilsvarende formel ændring. Herved bliver
udtømningskapitlerne i væsentligt omfang parallelle i deres udformning. Der
er endvidere indsat et nyt kapitel (kapitel 5) om faste stoffer, som
transporteres i bulk. Baggrunden herfor er, at der for tiden inden for
MARPOL-konventionen arbejdes på et nyt bilag herom. Der forventes en
vedtagelse i løbet af 1993.
Dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning)
Bestemmelserne om dumpning af optaget havbundsmateriale er omskrevet, uden
at der tilsigtes nogen væsentlige ændringer i forhold til de gældende
bestemmelser. Dog foreslås kompetencen til at behandle sager om klapning
tillagt amtsrådet i selve loven. Amtsrådets kompetence på dette område hviler
i dag på en delegation.
Med hensyn til administrationen af bestemmelserne om dumpning af optaget
havbundsmateriale (klapning) vil det i en vejledning til amtskommunerne bl.a.
blive præciseret, at fremtidige klappladser kun undtagelsesvist kan udlægges
i EF-fuglebeskyttelsesområder.
De to bilag, der knytter sig til disse bestemmelser, er revideret, og det
fremgår heraf, at spørgsmålet om nyttiggørelse af havbundsmaterialet frem for
dumpning skal indgå i vurderingen af ansøgninger om dumpning af optaget
havbundsmateriale.
Luftforurening
Et af de emner, der senest er kommet på dagsordenen i det internationale
samarbejde og hvor der kan forudses vedtagelser i løbet af de kommende år, er
luftforurening fra skibe og platforme, jf. indledningen. Udover den bredere
formålsangivelse, der udvider lovens område til også at omfatte denne
forurening, indeholder lovforslaget en specifik hjemmel til at fastsætte
regler til begrænsning af luftforurening fra skibe og platforme (jf. nærmere
§ 32 og bemærkningerne hertil). På tilsvarende måde er rammerne for
miljøregulering af off-shoreanlæg (§30) tilpasset den generelle udvidelse af
lovens anvendelsesområde.
Beredskabet
Bestemmelserne om beredskabet i forbindelse med olie- og
kemikalieforurening på havet foreslås videreført stort set uændret. Kapitlet
er suppleret med en bestemmelse om olieforureningsberedskabsplaner om bord på
visse skibe - en bestemmelse, der sigter på opfyldelse af OPRCkonventionen,
jf. ovenfor.
Beredskabet og opgavefordelingen i forbindelse hermed blev lovfæstet ved
gennemførelsen af den gældende lov og beredskabet har over årene vist sig at
fungere efter hensigten.
Den gældende havmiljølov - og også lovforslaget - bemyndiger
miljøministeren til efter forhandling med de berørte myndigheder og
organisationer at fastsætte regler om fordeling af udgifterne til beredskab
og bekæmpelse.
I forhold til kommunerne er der netop indgået aftale med Kommunernes
Landsforening om, at de kommunale udgifter til strandrensning, som hidtil har
påhvilet kommunerne fuldt ud, fremover skal fordeles ligeligt mellem staten
og kommunerne. En bekendtgørelse herom (nr. 15 af 8. januar 1993) er trådt i
kraft den 25. januar 1993.
Administrative bestemmelser og klage
En række administrative bestemmelser (især lovforslagets kapitel 15) er
omformuleret, så de i udformningen er enslydende eller parallelle med de
tilsvarende bestemmelser i eksempelvis miljøbeskyttelsesloven.
Endvidere foreslås det, at Miljøklagenævnet udgår som klagemyndighed.
Miljøklagenævnet har været klagemyndighed på følgende 4 områder:
1. For afgørelser om tilladelse til dumpning
2. For afgørelser om tilladelse til afbrænding
3. For visse afgørelser om forbud eller påbud over for skibe og platforme
4. for sager om modtageordninger for dels rester og blandinger af olie,
kloakspildevand samt affald i danske havne, dels rester og blandinger af
skadelige flydende stoffer, der transporteres i bulk.
Antallet af klagesager i Miljøklagenævnet har været meget beskedent og med
det egentlige forbud mod dumpning og afbrænding indskrænkes klageområdet
yderligere.
Amtsrådenes afgørelser i klapsager kan efter gældende regler påklages til
Miljøstyrelsen. Denne klageordning foreslås opretholdt.
Med hensyn til sager om modtageordninger, hvor Miljøstyrelsen er kompetent
myndighed, har der ikke siden lovens ikrafttræden været truffet afgørelser
herom. Det foreslås, at klageadgangen til Miljøklagenævnet ophæves. Herefter
gælder - såfremt der skulle blive truffet afgørelse vedr. modtageordninger -
den almindelige ulovbestemte regel om, at afgørelser, som ministeren har
delegeret til en underordnet myndighed, kan påklages til ministeren.
For så vidt angår visse forbud eller påbud over for skibe og platforme
foreslås det, at sådanne afgørelser skal kunne påklages til
Tilbageholdelsesnævnet i stedet for Miljøklagenævnet. Tilbageholdelsesnævnet
er nedsat i henhold til lov om skibes sikkerhed m.v. (jf. lovbekendtgørelse
nr 584 af 29. september 1988) og Søfartsstyrelsens beslutning om
tilbageholdelse af et skib kan efter denne lov indbringes for
Tilbageholdelsesnævnet.
Nævnet består af en formand, der skal opfylde de almindelige betingelser
for udnævnelse til dommer, samt af fire andre medlemmer med teknisk eller
nautisk sagkundskab. Det foreslås, at nævnet ved behandling af klager over
afgørelser efter denne lov indhenter en udtalelse fra en af miljøministeren
udpeget person med biologisk sagkundskab.
Det bemærkes, at den hidtidige klageadgang i havmiljøloven vedrørende
tilbageholdelsessager aldrig har været benyttet, idet tilbageholdelse hidtil
har været gennemført med hjemmel i Industriministeriets lovgivning. I øvrigt
har kun meget få af disse afgørelser været påklaget til
Tilbageholdelsesnævnet.
Oversigt over lovforslagets indhold
Kapitel 1 (§§ 1-8) indeholder bl.a. en formålsbestemmelser, der er
udformet lidt bredere end i den gældende lov, en ny bestemmelser, der angiver
en række nyere miljøpolitiske principper, en bestemmelse om, hvad loven
omfatter, en række definitioner samt en høringsbestemmelse.
Kapitel 2 (§§ 9-11) indeholder regler om udtømning af olie på
dansk søterritorium, om oliejournal samt en bemyndigelse til at fastsætte
regler om udtømning af olie uden for dansk søterritorium,
Kapitel 3 (§§ 12-17) indeholder regler om udtømning på dansk
søterritorium af flydende stoffer, som transporteres i bulk samt en
bemyndigelse til at fastsætte regler om udtømning uden for dette område og om
klassifikation af skadelige flydende stoffer.
Kapitel 4 (§ 18) indeholder en bestemmelse, hvorefter der kan
fastsættes regler om farlige stoffer i emballeret form, containere m.v.
Kapitel 5 (§ 19) indeholder en bestemmelse, hvorefter der kan
fastsættes regler om faste stoffer, som transporteres i bulk.
Kapitel 6 (§ 20) indeholder regler om udtømning af kloakspildevand
på dansk søterritorium og i Østersøområdet og en bemyndigelse til at
fastsætte regler om udtømning af kloakspildevand uden de nævnte havområder.
Kapitel 7 (§§ 20-23) indeholder regler om udtømning af affald på
dansk søterritorium, om udtømning af levnedsmiddelaffald i Østersøområdet og
Nordsøområdet og en bemyndigelse til at fastsætte regler om udtømning af
affald og levnedsmiddelaffald uden for de nævnte havområder.
Kapitel 8 (§ 24) indeholder en bestemmelse om modtageanlæg i havne
for rester af olie og skadelige flydende stoffer, kloakspildevand og affald i
danske havne.
Kapitel 9 (§ 25-29) indeholder et forbud mod dumpning, bortset fra
dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning) og reglerne vedrørende
behandling af sager om klapning.
Kapitel 10 (§ 30-33) indeholder en bestemmelse om regulering af
forurening fra havanlæg, et forbud mod afbrænding, en bemyndigelse til at
fastsætter regler om begrænsning af luftforurening fra skibe og platforme
samt en »opsamlingsbestemmelse« for typer af forurening, der ikke
er omfattet af de foregående bestemmelser.
Kapitel 11 (§§ 34-37) indeholder regler om beredskabet til
bekæmpelse af havforurening - det statslige beredskab, havneberedskabet og
strandsaneringsberedskabet - og en bestemmelse, hvorefter visse skibe skal
tilvejebringe en beredskabsplan for olieforureningsulykker.
Kapitel 12 (§§ 38-41) indeholder regler om indberetning i
situationer, hvor der er sket eller er fare for forurening og en bemyndigelse
til implementering af et kommende EF-direktiv om meldepligt for skibe, der
sejler til og fra Fællesskabshavne.
Kapitel 13 (§§ 42-44) indeholder regler om indgreb over for skibe
og platforme i tilfælde, hvor dette er nødvendigt for at forhindre eller
bekæmpe forurening af havet.
Kapitel 14 (§§ 45-47) indeholder regler om tilsyn med
overholdelsen af loven og forskrifter udstedt i medfør af loven.
Kapitel 15 (§§ 48-53) indeholder en delegationsbestemmelse, en
række formelle regler om behandling af sager efter loven samt klageregler.
Kapitel 16 (§§ 54-58) indeholder en bestemmelse om udledning i
forbindelse med forskning af forureningsbekæmpelse og i forbindelse med
bekæmpelse af forurening, om gebyr, om godkendelse af anlæg, nævnt i de
foregående kapitler samt en force majeure-bestemmelse.
Kapitel 17 (§§ 59-68) indeholder straffe-, ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser.
Økonomiske og administrative konsekvenser
Som det fremgår af foranstående, er dette lovforslag primært en tilpasning
og ajourføring af den gældende lov i overensstemmelse med udviklingen inden
for det internationale havforureningssamarbejde og i forlængelse af en række
nyere miljøpolitiske målsætninger.
Der indføres således ikke med lovforslaget nye administrative systemer
eller ordninger og de økonomiske og administrative konsekvenser af
lovforslaget er derfor meget begrænsede.
Den statslige ressourceanvendelse knytter sig hovedsageligt til deltagelse
i det internationale arbejde, udarbejdelse og ajourføring af bekendtgørelser
og andre administrative forskrifter, behandling af sager vedr. havanlæg,
behandling af sager vedr. danske skibes ulovlige udtømning i udenlandsk
territorialfarvand, behandling af sager vedr. klassifikation af flydende og
faste stoffer i bulk, tilsyn samt varetagelsen af det statslige beredskab til
forureningsbekæmpelse på havet.
Den statslige administration af en ny havmiljølov forudsætter umiddelbart
ingen ressourceændringer, idet dog de evt. administrative og økonomiske
konsekvenser af EF-direktivet om meldepligt for skibe på vej til eller fra
Fællesskabshavn endnu ikke er klarlagt.
Miljøklagenævnets »nedlæggelse« som klagemyndighed på lovens
område har meget beskedne administrative og økonomiske konsekvenser, idet der
har været meget få klagesager. Forslaget om at indsætte
Tilbageholdelsesnævnet som klagemyndighed for visse sager vedr. indgreb over
for skibe eller platforme har ligeledes minimale konsekvenser, da der
forudses meget få sager på området.
Med hensyn til den administrative opfølgning af en ny havmiljølov skal der
umiddelbart i forlængelse af lovens vedtagelse udarbejdes følgende
bekendtgørelser: en bekendtgørelse om udtømning af olie (ny), en
bekendtgørelse om farlige stoffer i emballeret form (ny), en bekendtgørelse
om faste stoffer, der transporteres i bulk (ny), en revideret bekendtgørelse
om klassifikation og kategorisering samt udtømning af flydende stoffer, der
transporteres i bulk, en bekendtgørelse til implementering af EF-direktivet
om meldepligt for skibe på vej til og fra Fællesskabshavn (hvis direktivet
vedtages) samt en delegationsbekendtgørelse. Herudover overvejes en revision
af bekendtgørelsen om dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning) og af
bekendtgørelsen om udledning i havet af stoffer og materialer fra visse
havanlæg.
Der pålægges ikke kommunerne nye opgaver. Som nævnt ovenfor i afsnittet om
beredskabet er der netop indgået en ny aftale med kommunerne om fordelingen
af udgifterne til strandsaneringsforanstaltninger. De økonomiske konsekvenser
heraf er forhandlet særskilt.
Kompetencen til at meddele tilladelse til dumpning af optaget
havbundsmateriale (klapning) overføres i lovforslaget til amtsrådet.
Amtsrådets kompetence på dette område har hidtil hvilet på delegation.
Kompetenceoverførslen indebærer en mindre udvidelse i forhold til de gældende
regler, idet den også omfatter de sager, hvor havbundsmaterialet optages i
internationalt farvand. Denne udvidelse er imidlertid af meget begrænset
omfang, idet optagning som langtovervejende hovedregel foretages i de indre
farvande, typisk i og i forbindelse med havne. Det skønnes derfor, at denne
udvidelse har stærkt begrænsede økonomiske og administrative konsekvenser for
amterne.
Af nye foranstaltninger pålægger lovforslaget umiddelbart (i § 37) alle
olietankskibe på 150 BRT og derover og alle øvrige skibe på 400 BRT og
derover at udarbejde en beredskabsplan for olieforureningsulykker. De
økonomiske konsekvenser heraf må imidlertid anses for at være minimale i
forhold til skibenes øvrige driftsudgifter.
Herudover kan der med hjemmel i loven fastsættes nye og mere vidtgående
krav til lystfartøjer og i forlængelse heraf til modtagefaciliteterne i
lystbådehavne. De internationale overvejelser vedr. en skærpet regulering for
disse fartøjer er endnu så præliminære, at omfanget heraf - og herunder de
økonomiske konsekvenser - ikke kan forudsiges nærmere. Normalt vil der, når
det gælder udstyrskrav, alene blive stillet sådanne krav til nye skibe.
Såfremt kravene skulle komme til at gælde eksisterende skibe, vil der normalt
blive fastsat sådanne overgangsregler, at der tages et rimeligt hensyn til
skibenes alder og levetid.
Lovforslaget lægger ligeledes op til en regulering med henblik på at
begrænse luftforurening fra skibe eller platforme. Også på dette område er
det for tidligt at sige noget om omfanget og arten af reguleringen. Der kan
blive tale om at forbyde bestemte brændstoffer eller påbyde røgrensning
el.lign., dvs tiltag, der vil kunne påføre skibsfarten nye omkostninger.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Til § 1
Bestemmelsen er omformuleret i forhold til formålsbestemmelsen i den
gældende lov, således at stk. 1 angiver lovens formål i bred og generel
forstand, mens stk. 2 og 3 udtrykker formålet mere konkret.
Bestemmelsen i stk. 1 angiver herefter lovens hovedformål i bred forstand
og under inddragelse af bæredygtighedsprincippet, således som det er kommet
til udtryk i bl.a. Brundtland-rapporten og regeringens handlingsplan for
miljø og udvikling. Herved får havmiljøloven en formålsangivelse, der er
udformet på linie med formålsbestemmelserne i en række af Miljøministeriets
øvrige love, som er revideret inden for de sidste par år, f.eks.
miljøbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven.
Den foreslåede nye formulering er udtryk for, at man også når det gælder
regulering af hensyn til havmiljøet anlægger en bredere indfaldsvinkel end
for 12-14 år siden, da den gældende lov blev udformet.
I stk. 2, der mere specifikt angiver lovens formål, er det
»objekt«, der skal beskyttes og de »subjekter«, der skal
beskyttes imod, ligeledes beskrevet bredere end i den gældende lov.
Den gældende lov taler om beskyttelse af havmiljøet mod forurening med
olie og andre stoffer eller materialer fra skibe og platforme. Det fremtidige
reguleringsbehov, der omfatter »grænseoverskridende« forurening,
som f.eks. luftforurening, fra skibe og platforme, bevirker at den gældende
afgrænsning er for snæver, idet denne forurening i nogle tilfælde kun har
mindre indvirkning på havmiljøet, men i stedet eller især kan påvirke
atmosfæren eller natur og miljø på land. Som nævnt i de almindelige
bemærkninger, kan der forudses internationale vedtagelser herom i løbet af de
kommende år. Der lægges således med den foreslåede formulering op til en
udvidelse af lovens anvendelsesområder.
Loven skal herefter regulere al forurening fra skibe og platforme inden
for lovens territoriale gyldighedsområdet (jf. nærmere nedenfor under
bemærkningerne til § 2). Den landbaserede forurening af havmiljøet og andre
forureningskilder på havet, f.eks. havbrug, reguleres fortsat efter
miljøbeskyttelsesloven.
I stk. 2 opregnes dernæst en række »beskyttelseskriterier«.
Disse svarer til gældende lov og i øvrigt til kriterierne i de internationale
havforureningskonventioner.
Efter stk. 3 skal loven endelig sikre opretholdelsen af et beredskab til
indsats mod forurening på havet, på kyster og i havne. Dette svarer også til
den gældende lov.
Til § 2
§ 2 er uændret i forhold til gældende lov, bortset fra et enkelt element,
jf. bemærkningerne til stk. 3.
Lovforslaget finder herefter som hidtil anvendelse på skibe, herunder
andre søbårne transportmidler og andet flydende materiel, bevægelige eller
fast anbragte platforme samt luftfartøjer. Ved platforme tænkes primært på
boreplatforme, men også andre havanlæg, som f.eks. vindmølleanlæg på havet,
er omfattet af lovforslaget.
Udtrykket »danske skibe« skal forstås i overensstemmelse med
skibsregistreringslovens og sølovens bestemmelser herom. Tilsvarende forstås
ved »danske platforme« platforme, som er indregistreret i Danmark.
»Dansk søterritorium«, der udgøres af det ydre og det indre
territorialfarvand, er defineret i kongelig anordning nr. 437 af 21. december
1966, som ændret ved kongelig anordning nr. 189 af 19. april 1978.
I overensstemmelse med almindelige folkeretlige principper om staters
jurisdiktionskompetence og under hensyntagen til de folkeretlige regler om
uskadelig passage vil lovforslaget gælde for alle skibe og platforme på dansk
søterritorium, endvidere for danske skibe og platforme uden for søterritoriet
samt for alle platforme, der befinder sig på dansk kontinentalsokkelområde.
Efter nr. 4 er også udenlandske skibe uden for dansk søterritorium
omfattet af lovforslaget i det omfang, det er foreneligt med international
ret. En sådan bestemmelse, som også findes i gældende havmiljølov, er
nødvendig med henblik på muligt indgreb over for udenlandske skibe i
internationalt farvand i overensstemmelse med den internationale konvention
af 29. november 1969 om indgriben på det åbne hav i tilfælde af
olieforureningsulykker og den protokol vedrørende indgriben på det åbne hav
ved forurening af havet med andre stoffer end olie, som knytter sig til
MARPOL-konventionen.
Efter indgrebskonventionen fra 1969, som Danmark er tilsluttet, og som
trådte i kraft i 1975, kan en kyststat i tilfælde af alvorlig og overhængende
fare for en olieforurening af kysterne som følge af en ulykke til søs træffe
de nødvendige forholdsregler også uden for søterritoriet. Det samme princip
er indeholdt i indgrebsprotokollen vedrørende andre skadelige stoffer end
olie.
Det skal endvidere i denne forbindelse nævnes, at FN's havretskonvention
og folkeretlig sædvane giver kyststaterne mulighed for en udvidet
jurisdiktion, bl.a. gennem indførelse af »eksklusive økonomiske
zoner« ( E xclusive E conomic Z ones).
Der foregår for tiden overvejelser vedr. udvidelse af kyststaternes
jurisdiktion i Nordsøområdet, herunder vedr. etablering af eksklusive
økonomiske zoner (EEZ). Arbejdet hermed sker på baggrund af en
ministerdeklaration fra den 3. Nordsøkonference (1990), hvor
Nordsø-ministrene enedes om at koordinere overvejelserne herom.
Baggrunden for disse overvejelser er bl.a. et ønske om en bedre og mere
effektiv håndhævelse af internationale regler til beskyttelse af havmiljøet
(f.eks. MARPOL-konventionen), også i tilfælde, som ikke er omfattet af
indgrebskonventionen.
Et grundlag for en koordineret beslutning vedrørende udvidet jurisdiktion
og udnyttelse af denne efter fælles retningslinier vil foreligge til den 4.
Nordsøkonference i 1995.
Endelig kan danske myndigheder med hjemmel i nr. 4 gribe ind over for
skibe der, uanset de befinder sig uden for dansk jurisdiktionsområde, påfører
danske statsborgere eller dansk ejendom skade. Et sådant indgreb vil være i
overensstemmelse med det internationalt anerkendte princip om
»konstruktiv nærværelse«, jf. også straffelovens §§ 8 og 12 samt
internationalt anerkendte nødretsgrundsætninger.
Stk. 2 svarer til gældende lov. Det bemærkes dog, at de skibe, der er
omfattet af bestemmelsen, forudsættes at handle i overensstemmelse med lovens
formål. En sådan tilkendegivelse er indsat i MARPOL-konventionen og den nye
Helsingforskonvention.
Lystfartøjer er også - som hidtil - omfattet af loven. For så vidt angår
den materielle regulering vedr. lystfartøjer sker der med lovforslaget ikke
umiddelbart nogen ændringer.
Stk. 3 undtager lystfartøjer fra bestemmelsen om udtømning af
kloakspildevand og fra indberetningspligten. Lystfartøjer er ejheller
omfattet af kapitlerne 3-5, som efter deres indhold tager sigte på transport
af gods. Lystfartøjer er derimod omfattet af lovens materielle regler om
udtømning af olie og af affald.
Med hensyn til den i stk. 3 indeholdte bemyndigelse til at fastsætte
særlige regler for lystfartøjer lægges der imidlertid op til en udvidelse,
idet bemyndigelsen i den gældende lov, der alene taler om udtømning fra
lystfartøjer, er for snæver. Dette skal bl.a. ses i lyset af den nye
Helsingforskonvention, der forpligter medlemslandene til at tage særlige
forholdsregler vedr. bl.a. luftforurening, støj og hyddrodynamiske virkninger
med henblik på at begrænse lystsejladsens skadelige virkninger på havmiljøet
i Østersø-området.
Nyere undersøgelser viser således, at bl.a. totakts-benzinmotorer, som
mange lystfartøjer er forsynet med, bidrager i væsentligt omfang til såvel
luft- som vandforurening. Hertil kommer en stramning for så vidt angår
udtømning af kloakspildevand fra disse fartøjer i lyset af de skærpede krav
på land med hensyn til rensning af spildevand, der udledes i havet.
Det vil herefter i forbindelse med udstedelse af regler i henhold til de
bemyndigelser, der er indeholdt i kapitlerne 2 (olie), 6 (kloakspildevand) 7
(affald) og 10 (anden forurening) blive vurderet, om der er behov for særlige
regler, for så vidt angår lystfartøjer, herunder også udstyrskrav, som
lystfartøjer hidtil har været fritaget for. Der kan blive tale om skærpede
krav til motorerne og krav om samletank med tilhørende tilslutningsudstyr for
så vidt angår kloakspildevand.
I overensstemmelse med almindelig praksis, når det drejer sig om
væsentlige udstyrskrav til skibe, vil kravene primært rette sig til nye
skibe. Såfremt udstyrskrav også skal gælde for eksisterende skibe, vil der -
ligeledes i overensstemmelse med almindelige praksis - blive fastsat sådanne
overgangsregler, at der tages et rimeligt hensyn til skibenes alder og
levetid.
Det bemærkes, at naturbeskyttelseslovens § 29 indeholder hjemmel til at
fastsætte regler om bl.a. ikke-erhvervsmæssig sejlads på søterritoriet,
herunder med henblik på at begrænse støjforurening.
Sejl- og motorbåde m.v., som udlejes som lystfartøjer, anses som
lystfartøjer, så længe de udelukkende benyttes til fritidsformål.
Til § 3
Denne bestemmelse fastslår, at udover det helt overordnede
bæredygtighedsprincip skal en række andre nyere miljøpolitiske principper -
mindst forurenende teknologi, bedst mulige forureningsbegrænsende
foranstaltninger, renere teknologi og forsigtighedsprincippet - være
rettesnor for lovens administration og for anvendelsen af lovens
bemyndigelser. En bestemmelse af samme karakter findes i
miljøbeskyttelsesloven.
Principperne har imidlertid ikke fuldt ud samme betydning for
administrationen af havmiljøloven som for administrationen af
miljøbeskyttelsesloven. Dette hænger sammen med, at de internationale
konventioner, som dette lovforslag i lighed med den gældende lov i meget vidt
omfang bygger på, i deres regulering har taget udgangspunkt i et eller flere
af principperne, således at der ved tilblivelsen af konventionsreglerne i
meget vidt omfang er foretaget sådanne afvejninger, som disse principper
tilsigter.
Principperne vil således hovedsageligt have deres selvstændige betydning
som miljøindfaldsvinkler i forbindelse med overvejelser om generel regulering
(fastsættelse af regler, udarbejdelse af vejledninger o.lign.) på områder,
som ikke er konventionsbestemte.
Det bemærkes, at bestemmelsen ikke tilsigter at være udtømmende i forhold
til de afvejninger, der skal foretages på miljøområdet - hvadenten de foregår
i nationalt eller i internationalt regi. Således indgår også f.eks.
økonomiske hensyn, tekniske hensyn, sikkerhedsmæssige hensyn, væsentligheds-
og proportionalitetsvuderinger i disse afvejninger.
Det bemærkes videre, at det ikke er hensigten med § 3 at tilsidesætte
princippet om ensartede krav til skibe på baggrund af internationale
vedtagelser og der kan således ikke med henvisning til bestemmelsen
fastsættes ensidige regler for danske skibe.
De nævnte principper er inden for de sidste par år sat ind i forskellige
havforureningskonventioner, eksempelvis i Helsingforskonventionen og
Paris/Oslo-konventionen, og det findes derfor hensigtsmæssigt, at de også
afspejles i en ny og moderniseret havmiljølov.
Til § 4
Bestemmelsen definerer en række begreber, der anvendes i loven.
Definitionerne svarer til gældende lov, idet der dog er tilføjet en
definition af »afbrænding«.
Begrebet »udtømning« relaterer til sig den »normale
drift« af skibe og platforme. Her tænkes bl.a. på stoffer eller
materialer, der enten er nødvendige for skibets drift, eller som tages ombord
som sædvanlig last.
Med hensyn til definitionen af begrebet »dumpning« bemærkes, at
»bortskaffelse i havet« omfatter bortskaffelse såvel på havbunden
som under havbunden. Det bemærkes tillige, at udskylning af sand, grus
o.lign., som sker ved lovlig optagelse af sømaterialer i henhold til
råstofloven og flytning af klippestykker, store sten el.lign. i forbindelse
med anlægsarbejder på havbunden, ikke betragtes som dumpning i nærværende
lovs forstand.
Stk. 3 angiver specifikt en række aktiviteter, der i lovens forstand ikke
betragtes som »udtømning« eller »dumpning«. Det gælder
således eksempelvis opfyldning af havområder med henblik på anlæg af kunstige
øer på søterritoriet eller bygning af diger, idet der naturligvis ikke i
denne sammenhæng må ske en skjult affaldsbortskaffelse.
Det gælder endvidere udledning af skadelige stoffer, der stammer direkte
fra undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster.
Sidstnævnte udledninger er særskilt reguleret i kapitel 10.
Spørgsmålet om, hvorledes der skal forholdes med anlæg til brug i
forbindelse med efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden
under havbunden samt rørledninger og andre anlæg til transport af sådanne
råstoffer, jf. § 1 i lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg, herunder
om hvorvidt disse kan efterlades på stedet ved tilladelsens udløb, opgivelse,
bortfald eller tilbagekaldelse m.v. henhører under Energiministeriet og
reguleres bl.a. ved lov nr. 293 af 10. juni 1981 om anvendelse af Danmarks
undergrund og den i medfør heraf etablerede praksis. Bestemmelsen i stk. 3,
nr. 3, indebærer derfor, at sådanne anlæg alene omfattes af
dumpningsbestemmelsen, såfremt det besluttes, at disse anlæg skal fjernes.
Energiministeriet vil i forbindelse med administrationen af disse
bestemmelser bl.a. lægge gældende international ret på området til grund.
Sager om vindkraftanlæg på søterritoriet henhører også under
Energiministeriet. Energiministeren har efter lov om udnyttelse af vedvarende
energikilder m.v. en adgang til at fastsætte regler om vindkraftanlæg og
tilhørende ledningsanlæg, der etableres på søterritoriet. Spørgsmålet om
bortfjernelse af vindkraftanlæg, disses fundamenter og tilhørende
ledningsanlæg vil således kunne reguleres i medfør af denne bemyndigelse.
Såfremt der på et tidspunkt skulle opstå spørgsmål om bortfjernelse af
vindkraftanlæg, fundamenter og ledningsanlæg uden for søterritoriet må disse
som udgangspunkt løses særskilt.
Til § 5
I denne bestemmelse defineres »Østersøområdet« og
»Nordsøområdet«. Definitionen af »Østersøområdet« svarer
til gældende lov, idet dog positionsangivelsen, som ved en trykfejl var
forkert angivet i konventionen om beskyttelse af havmiljøet i Østersøen
(Helsingforskonventionen) er rettet. Definitionen af
»Nordsøområdet« er ny og indsættes i loven, fordi
MARPOL-konventionen har defineret »Nordsøområdet« som særligt
havområde, jf. nærmere bemærkningerne til § 7.
Til § 6
Bestemmelsen svarer til § 5 i gældende lov og definerer udtrykket
»nærmeste kyst« på baggrund af MARPOL-konventionen. Udtrykket er
bl.a. anvendt i forslagets § 20. Det er som hovedregel basislinien, er anses
for »nærmeste kyst«, men et område ved Australien har en anden
fastlæggelse af »nærmeste kyst« end basislinien.
Til § 7
Bestemmelsen svarer til gældende lov. I MARPOL-konventionen er visse
havområder fastlagt som »særlige havområder«, hvor det under hensyn
til områdets oceanografiske og økologiske forhold og dets særlige trafik er
fundet nødvendigt at indføre særlige bestemmelser til beskyttelse af
havmiljøet.
Følgende havområder er for tiden i MARPOL-konventionen i en eller flere
sammenhænge udpeget som »særligt havområde«: Middelhavsområdet,
Østersøområdet, Sortehavet, Rødehavet, Golfområdet, Nordsøområdet, Det
antarktiske Område og Det karibiske Område.
MARPOL-konventionen fastsætter forskellige regler for, hvorledes et
havområde bliver »effektivt« som »særligt havområde« og
ikrafttrædelsestidspunkterne kan ikke altid forudses. Det er derfor som
hidtil mest hensigtsmæssigt at fastsætte reglerne i bekendtgørelsesform,
efterhånden som det bliver aktuelt.
Bestemmelsen er anvendt i flere bekendtgørelser, f.eks. i bekendtgørelse
nr. 534 af 21. juni 1992 om udtømning af affald for skibe m.v.. Denne
bekendtgørelse indeholder således regler om udtømning af affald på dansk
søterritorium, særlige havområder og andre havområder.
Til § 8
Bestemmelsen fastslår i overensstemmelse med den hidtidige praksis, at
udnyttelse af lovens bemyndigelser forudgående skal drøftes med de berørte
erhvervs- og miljøorganisationer, de kommunale organisationer og andre
statslige myndigheder, herunder industriministeren, energiministeren og
trafikministeren.
Med den særlige omtale af industriministeren understreges, at der på de
fleste af de områder, loven dækker, vil være sammenhæng mellem de regler
miljøministeren kan fastsætte og forhold, der er reguleret eller vil kunne
reguleres i medfør af den under Industriministeriet henhørende lovgivning om
skibsfart. På områder med tæt sammenhæng må der således sikres den fornødne
samordning mellem regelsættene.
Med omtalen af energiministeren markeres på tilsvarende måde
berøringsfladen til den under Energiministeriet hørende regulering vedr.
undersøgelse og udnyttelse af undersøiske mineralforekomster.
Inden for trafikministerens område er det især reglerne om oprensning i
havne og sejlløb og dertil hørende klapning, samt havnenes medvirken til
forbedring af havmiljøet ved foranstaltninger til bortskaffelse af affald
m.v. fra skibe, der har interesse.
Til kapitel 2
Dette kapitel er i den gældende lov meget detaljeret og meget teknisk.
Dette foreslås ændret, således at kapitlet alene indeholder de grundlæggende
regler vedr. udtømning af olie og at miljøministeren bemyndiges til at
fastsætte de detaljerede regler, som er konventionsbestemte og derfor løbende
justeres, i bekendtgørelsesform. Herved får oliekapitlet tillige samme
struktur som de følgende kapitler om udtømning af forskellige stoffer og
materialer. Reglerne i gældende lovs kapitel 2 vil herefter i vidt omfang
blive »overflyttet« til en ny bekendtgørelse.
Til § 9
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 8. Definitionen bygger på
MARPOLkonventionen og Helsingforskonventionen.
»Olie« i lovforslagets forstand omfatter enhver blanding, der
indeholder olie. Animalske og vegetabilske olier reguleres dog efter reglerne
i kapitel 3.
Til § 10
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 15. De nærmere regler om
oliejournaler findes i bekendtgørelse nr. 428 af 7. september 1983 om
anvendelse af oliejournaler.
MARPOL-konventionens regler om føring af oliejournaler er blevet ændret i
1991, således at journalerne nu bedre afspejler operationerne om bord i
skibet og dermed forbedrer myndighedernes mulighed for kontrol med, hvad der
reelt er foregået om bord samtidig med, at skibet sikres bedre mod
beskyldninger om ulovlig udtømning.
Til § 11
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 9, suppleret med en bemyndigelse
til at fastsætte nærmere regler om udtømning i havet af olie uden for dansk
søterritorium fra olietankskibe, andre skibe og platforme, jf. de indledende
bemærkninger til dette kapitel. Disse regler vil blive fastsat i
overensstemmelse med MARPOL-konventionen og vil bl.a. omfatte regler om,
hvordan udtømningen skal foregå, herunder at den skal ske under anvendelse af
godkendte systemer, og hvilke mængder, der må udtømmes, herunder
udtømningshastighed.
MARPOL-konventionens regler om udtømning af olie har, siden de trådte i
kraft i 1983, gennemgået en række ændringer, der hovedsageligt har haft til
formål at skabe klarere regler samtidig med, at der blev taget hensyn til den
teknologiske udvikling inden for søfarten. Man har således skærpet reglerne i
takt med de teknologiske muligheder.
De seneste ændringer til MARPOL medfører bl.a., at olietankskibe, såfremt
de er mere end 50 sømil fra nærmeste kyst, fremover lovligt kan udtømme 30
liter olie pr. sømil mod idag 60 liter pr. sømil.
I andre skibe end tankskibe må olieindholdet i udtømninger fra
maskinrummets rendestene ikke overstige 15/1.000.000 mod idag 100/1.000.000.
Med det formål at begrænse olieudslip som følge af »bløde«
grundstødninger eller kollisioner skal ethvert nyt tankskib på 600 tons
dødvægt og derover være forsynet med en dobbeltbund. Nye tankskibe på 5000
tons dødvægt og derover skal desuden være forsynet med dobbelte sider.
Dobbeltbundtanke og sidetanke må kun anvendes til føring af vandballast. For
eksisterende olietankskibe gælder det, at såfremt skibet ikke senest 25 år
efter leveringsdatoen kan opfylde reglerne om dobbeltbund og -side, må det
ikke længere anvendes til transport af olie. Endvidere begrænses for nye
tankskibe længden af hver enkelt lastetank. Disse regler om konstruktionen af
tankskibe vil blive gennemført gennem lov om skibes sikkerhed m.v., der
administreres af industriministeren.
Til kapitel 3
Til § 12
Denne bestemmelse svarer til § 16, stk. 1 i den gældende lov. Definitionen
bygger på MARPOL-konventionens bestemmelser og medfører, at f.eks. gasarten
buthan og ammoniak vil blive betragtet som luftarter, når temperaturen 37,8IC
lægges til grund.
Til § 13
Denne bestemmelse svarer til § 16, stk. 2 og 3 i den gældende lov.
Bestemmelsen indholder et generelt forbud mod udtømning af flydende
stoffer, som transporteres i bulk, bortset fra vand. Forbudet sigter først og
fremmest mod udtømning af flydende skadelige stoffer, som i
MARPOL-konventionen beskrives som stoffer, der kan forårsage fare for den
menneskelige sundhed, havets ressourcer og rekreative værdier eller anden
retmæssig anvendelse af havet. Bestemmelsen omfatter imidlertid også -
navnlig af hensyn til badevandskvaliteten ved de danske kyster - alle andre
flydende stoffer, som transporteres i bulk (bortset fra vand). Således må et
skib for anker under land i nærheden af badestrande efter bestemmelsen ikke
udtømme rester af en last, der, uanset den ikke er sundhedsfarlig, kan
medføre misfarvning eller på anden måde påvirke badevandskvaliteten. Derimod
er bestemmelsen ikke til hinder for udtømning af ballastvand, som ikke
indeholder rester af lasten, olie el.lign. og som har været ført i tanke, som
alene anvendes til føring af ballast.
Til § 14
Denne bestemmelse, der svarer til § 17 i den gældende lov, bemyndiger
miljøministeren til at fastsætte de nærmere detaljerede regler for udtømning
af skadelige og andre flydende stoffer i overensstemmelse med reglerne i
MARPOL-konventionen, herunder reglerne om klassifikation af stofferne.
MARPOL-konventionen inddeler skadelige flydende stoffer, som transporteres
i bulk, i kategorierne A, B, C og D, gradueret efter stoffernes skadevirkning
på det marine miljø m.v., således at kategori A omfatter de skadeligste
stoffer og kategori D de mindre farlige, men dog skadelige stoffer.
Der er med hjemmel i gældende lovs § 17 udstedt bekendtgørelse nr. 166 af
1. april 1987 om klassifikation og kategorisering samt udtømning af flydende
stoffer, der transporteres i bulk.
Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser om, hvor og under hvilke forhold
udtømning af stoffer under de forskellige kategorier må finde sted samt
fortegnelsen over de klassificerede stoffer.
Konventionens kategorisering af stoffer ændres og ajourføres løbende.
Til § 15
Denne bestemmelse svarer til § 18 i den gældende lov.
Flydende stoffer, som transporteres i bulk og som ikke er optaget på den i
§ 14 nævnte fortegnelse, skal forinden transport finder sted til eller fra
dansk havn midlertidigt klassificeres af miljøministeren. Bestemmelsen tager
ikke sigte på gennemsejling af dansk søterritorium, idet det herved er
forudsat, at en sådan transport er godkendt af en kompetent myndighed i en af
de øvrigt stater, der har tiltrådt konventionen. Ifølge konventionen skal en
vurdering foretages i samarbejde med de lande, som har tilsluttet sig
konventionen og som berøres af den pågældende transport.
Til § 16
Denne bestemmelse, hvorefter kemikalietankskibe skal føre en lastjournal,
svarer til § 19 i den gældende lov.
Der er med hjemmel heri udstedt bekendtgørelse nr. 165 af 1. april 1987 om
anvendelse af journal for skadelige flydende stoffer (lastjournal).
Til § 17
Denne bestemmelse svarer til § 20 i den gældende lov.
Bestemmelsen har sin baggrund i MARPOL-konventionen, hvorefter der skal
udpeges og bemyndiges inspektører til at føre kontrol med losning af
skadelige flydende stoffer. Der er ikke tale om kontrol i form af det tilsyn,
der er omhandlet i reglerne i kapitel 15, men om en kontrol, der er et led i
arbejdsgangen ved losningen. Der er fastsat regler herom i bekendtgørelse nr.
169 af 1. april 1987 om påtegning af lastjournal for skibe, der transporterer
skadelige, flydende stoffer i bulk.
Til kapitel 4
Til § 18
Denne bestemmelse svarer til § 21 i den gældende lov. Bestemmelsen er dog
suppleret med en mulighed for at fastsætte regler om pligt til at afgive
oplysninger om lastens indhold. Denne tilføjelse er affødt af
MARPOL-konventionens bilag III om transport af skadelige materialer i
emballeret form, der trådte i kraft 1. juli 1992. Det følger heraf bl.a., at
skibe, der transporterer skadelige stoffer i emballeret form, skal aflevere
en oversigt over lastens indhold og placering i skibet til en person i
afgangshavnen, f.eks. skibets skibsmægler. Der vil med hjemmel i denne
bestemmelse blive udstedt en bekendtgørelse om transport af stoffer og
materialer i emballeret form.
Til kapitel 5
Til § 19
Denne bestemmelse er ny i forhold til den gældende lov. Baggrunden for
bestemmelsen er, at der for tiden i den Internationale Søfartsorganisation
foregår drøftelser om et nyt bilag til MARPOL-konventionen om begrænsning af
forurening fra faste skadelige stoffer, der transporteres i bulk. Disse
drøftelser forventes tilendebragt med en vedtagelse inden for en overskuelig
fremtid og den foreslåede bestemmelse skal muliggøre gennemførelse af danske
regler herom.
Reglerne vil bl.a. medføre et stop for udtømning af en række farlige
stoffer, der bl.a. fremkommer i forbindelse med rengøring af lastrum. Det
forventes, at de skadelige stoffer vil fremgå af en liste med
klassificeringer.
Til kapitel 6
Til § 20
Denne bestemmelse svarer stort set til § 22 i den gældende lov.
Der er foretaget en formel indskrænkning af bestemmelsens
anvendelsesområde, således at bestemmelsen umiddelbart alene gælder for dansk
søterritorium og Østersøområdet. Baggrunden herfor er, dels at
MARPOL-konventionens regler om udtømning af kloakspildevand endnu ikke er
trådt i kraft og dels at det vil være hensigtsmæssigt at regulere udtømning
af kloakspildevand uden for dansk søterritorium og Østersøområdet på samme
måde, som de øvrige udtømningskapitler, nemlig ved bekendtgørelse efterhånden
som konventionsreglerne får virkning.
Betingelserne for udtømning af kloakspildevand er de samme som i den
gældende lov. Det er herefter generelt forbudt at udtømme kloakspildevand
inden for en afstand af 4 sømil fra nærmeste kyst, medmindre spildevandet har
gennemgået en speciel rensning i et godkendt anlæg og der ikke ved
udtømningen fremkommer synlige spor i havet. Herudover kan udtømning ske
mindst 12 sømil fra nærmeste kyst på visse betingelser, der bl.a. angår
udtømningshastighed og skibets fart.
Uanset disse generelle udtømningsretningslinier kan der opstå behov for en
særlig beskyttelse af særlige farvande, f.eks. mere indelukkede vandområder,
hvor der f.eks. er megen passagerbefordring. Derfor gives der i stk. 2
mulighed for, at der kan fastsættes særlige og skærpede regler for sådanne
områder eller for bestemte typer af skibe. Der kan herunder også fastsættes
regler om udtømning af kloakspildevand fra lystfartøjer, jf. også
bemærkningerne til § 2, stk. 3.
Der er med hjemmel i den gældende § 22 udstedt bekendtgørelse nr. 563 af
16. december 1985 om forbud mod udledning af kloakspildevand fra visse
kategorier af skibe i Flensborg Fjord. Bekendtgørelsen omfatter passagerskibe
for mere end 50 passagerer i fast rutefart.
Den gældende lov gav mulighed for at undtage visse skibe fra
bestemmelserne om udtømning af kloakspildevand i indtil 10 år efter lovens
ikrafttræden (= til 3. maj 1990). På baggrund heraf blev en række skibe ved
bekendtgørelse nr. 184 af 15. april 1981 undtaget fra disse bestemmelser i
denne periode. Uanset denne bekendtgørelse indgik Miljøministeriet,
Industriminsteriet, de berørte havnemyndigheder, de svenske myndigheder og
rederierne med passagersejlads i Øresund i 1987/88 en række aftaler om
begrænsning af udledning af kloakspildevand fra passagerskibene i fast
rutedrift på Øresund. Aftalerne blev senere suppleret med tilsvarende aftaler
for andre færgeoverfarter i Danmark.
Aftalerne indebar, at passagerskibe, der ikke allerede var forsynet med
opsamlingstanke for spildevand, fik sådanne tanke installeret. Samtidig blev
der etableret tilslutninger til de kommunale kloaksystemer i havnene. Siden
da er alt kloakspildevand fra de fleste passagerskibe, der fast besejler
danske havne, blevet afleveret i land.
Inden for rammerne af Helsingforskonventionen drøfter man for tiden at
indføre tilsvarende regler for al passagertrafik i Østersø-området.
Til kapitel 7
Til §§ 21-23
Disse bestemmelser er uændrede i forhold til den gældende lovs §§ 23-25,
bortset fra, at »Nordsøområdet« er indføjet, da dette område i
MARPOL-konventionen er udpeget som »særligt havområde«, jf. også
forslagets § 7
Til § 21
Der gælder efter denne bestemmelse, som svarer til § 23 i den gældende
lov, et generelt forbud mod udtømning af enhver form for affald, bortset fra
frisk fisk, på søterritoriet. Ved udtrykket »frisk fisk« tænkes
alene på fiskerester, der stammer fra rensning af friskfanget fisk, herunder
fra den efter lovgivningen om kvalitetskontrol med fisk og fiskervarer
foreskrevne rensning om bord af visse fiskearter. Overbordkastning af en hel
fiskelast f.eks. på grund af forrådnelse falder dermed ikke ind under
undtagelsesbestemmelsen.
Som eksempler på affaldsstoffer, der ikke må udkastes, kan bl.a. nævnes
plaststoffer, tovværk og fiskegarn, plastskraldeposer, papirprodukter, tøj,
glas, metal, flasker, lervarer, træ og levnedsmiddelaffald.
Til §§ 22 og 23
Efter disse bestemmelser, som svarer til §§ 24-25 i den gældende lov, må
der ikke i Østersøområdet og Nordsøområdet udtømmes affald, dog må
levnedmiddelaffald udtømmes mindst 12 sømil fra nærmeste kyst.
Der er til begge bestemmelser knyttet en bemyndigelse, der muliggør
udstedelse af nærmere regler vedr. udtømning af affald og udtømning af
levnedsmiddelaffald uden for dansk søterritorium, Østersøområdet og
Nordsøområdet.
Nærmere regler herom findes i bekendtgørelse nr. 534 af 21. juni 1992 om
udtømning af affald fra skibe m.v. Bekendtgørelsen, der bygger på
MARPOL-konventionen, indeholder regler om, hvor, hvornår og under hvilke
betingelser, der må udtømmes affald henholdsvis levnedsmiddelaffald.
Til kapitel 8
Til § 24
Denne bestemmelse svarer til § 26 i den gældende lov.
Med den gældende havmiljølov blev alle danske havne omfattet af kravet om
modtageordninger og der er nu i alle danske havne etableret modtageordninger
for rester og blandinger af olie, skadelige stoffer, der transporteres i bulk
og emballeret form, kloakspildevand og affald.
Der er fastsat nærmere regler herom i bekendtgørelse nr. 429 af 7.
september 1983 om modtageordninger for rester og blandinger af olie,
kloakspildevand samt affald i danske havne og i bekendtgørelse nr. 167 af 1.
april 1987 om modtageordninger i danske havne for rester og blandinger af
skadelige flydende stoffer, der transporteres i bulk.
Enkelte større havne har etableret faste installationer, f.eks. København,
Aalborg, Fredericia samt raffinaderihavnene, mens øvrige havne benytter sig
af mobile systemer, der enten ejes af havnen, kommunen eller af en privat
virksomhed i de tilfælde, hvor opgaven er udliciteret.
Som kontrol på tilstedeværelsen af modtageordningerne er skibsfarten
gennem rederiorganisationerne blevet anmodet om at indberette til
Miljøministeriet, såfremt der konstateres problemer med aflevering af nogen
form for skibsgenereret affald.
Miljøministeriet har kun modtaget enkelte sådanne indberetninger, og det
vurderes på denne baggrund, at modtageordningerne i danske trafikhavne
fungerer efter hensigten.
Det generelle krav til modtageordninger er, at kapaciteten skal være af en
sådan størrelse, at skibene ikke forsinkes unødigt.
Tilsvarende har lystbådehavne og marinaer etableret ordninger for
modtagelse af olieaffald og fast affald, hvorimod ingen af disse havne har
etableret særskilte modtageordninger for kloakspildevand fra lystfartøjer,
idet bekendtgørelse nr. 429 af 7. september 1983 om modtageordninger for
rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald i danske havne
alene pålægger lystbådehavne at etablere modtageordninger, der ikke kræver
særligt udtømningsudstyr. Dette skal ses i lyset af, at lystbåde efter den
gældende lov er fritaget for udstyrskrav. På baggrund af den reviderede
Helsingforskonvention lægges der imidlertid, som nævnt i bemærkningerne til §
2, op til en udvidelse af rammerne for reguleringen for så vidt angår
lystfartøjer. I det omfang, lystfartøjer pålægges krav om særligt udstyr for
så vidt angår udtømning af kloakspildevand, kan det blive aktuelt at stille
yderligere krav til modtagefaciliteterne i lystbådehavne.
Ved gennemførelsen af den gældende lovgivning fik havnene efter
forhandlinger mellem Trafikministeriet og Miljøministeriet tilladelse til en
generel forhøjelse af skibs- og vareafgiften med henblik på finansiering af
etablerings- og driftsomkostningerne for modtageordningerne.
Herved undgik man, at skibene skulle betale direkte for aflevering af
affaldet og meningen med ordningen var at etablere et
»introduktionstilbud« med henblik på at sikre, at så mange skibe
som muligt øjeblikkeligt benyttede ordningen.
Under Helsingforskonventionen er der endvidere udarbejdet en
rekommendation, der anbefaler, at modtageordningerne finansieres på en anden
måde end ved direkte at opkræve afgifter fra skibene, der benytter
ordningerne. Er dette ikke muligt, anbefales det, at afgiften gøres så lille,
at skibene ikke får et økonomisk incitament til at undlade at benytte
ordningerne.
Med den stigende miljøbevidsthed er skibenes anvendelse af
modtageordningerne steget, og driften og vedligeholdelsen af ordningerne samt
den endelige bortskaffelse af det modtagede affald overstiger nu langt
provenuet af den generelle forhøjelse af skibs- og vareafgiften i 1981,
hvilket havnene og deres organisationer flere gange har gjort
Miljøministeriet opmærksom på.
På trods af den nævnte anbefaling til Helsingforskonventionens
medlemslande om ikke at opkræve en særlig afgift, er det - Miljøministeriet
bekendt - kun danske, svenske og enkelte tyske havne i hele verden, der ikke
opkræver en særlig afgift for benyttelsen af modtageordninger.
På den anden side vil en ændring af det danske
»no-special-fee«-system være et brud med det solidariske princip,
som ordningen hviler på, og hvorefter alle skibe er med til over skibs- og
vareafgiften at betale til modtageordningerne.
I lyset af ovennævnte modstående argumenter og på baggrund af lov om
trafikhavne (nr. 316 af 15. maj 1990), som har overladt det til de enkelte
havne inden for visse rammer selv at fastsætte skibs- og vareafgiften (efter
udløbet af en overgangsperiode til og med 1994) kunne det derfor overvejes,
om der er grundlag for at ændre det danske »no-special-fee«-system
på dette område. Miljøministeriet vil derfor på baggrund af en ny havmiljølov
tage initiativ til drøftelser herom med de involverede parter med henblik på
at afklare, om finansieringen af udgifterne til modtageordninger fortsat bør
ske over skibs- og vareafgifterne eller gennem en særlig afgift. I denne
sammenhæng vil selvsagt de miljømæssige konsekvenser af en ny ordning blive
vurderet nøje.
Til kapitel 9
Dette kapitel indeholder bestemmelsen om forbud mod dumpning, bortset fra
dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning). Som nævnt i de almindelige
bemærkninger foreslås i overensstemmelse med de senere års miljøpolitiske
målsætning nationalt og internationalt et egentligt forbud mod dumpning.
Bestemmelserne i dette kapitel er herefter revideret, således at de ud over
det nævnte forbud primært vedrører dumpning af optaget havbundsmateriale
(klapning). I forlængelse heraf er endvidere lovens tre bilag samlet til eet
bilag og der er indsat et nyt bilag med en kort vejledning i, hvilke forhold
og hensyn, der skal indgå ved behandling af en ansøgning om tilladelse til
dumpning af optaget havbundsmateriale. Heri indgår nu bl.a. en vurdering af
muligheden for nyttiggørelse af havbundsmaterialet eller anden bortskaffelse
end dumpning. En vejledning om klapning - »Dumpning af optaget
havbundsmateriale - klapning« - er under forhandling med de berørte
myndigheder og organisationer.
Til § 25
Med denne bestemmelse forbydes dumpning, bortset fra dumpning af optaget
havbundsmateriale, jf. nærmere lovforslagets almindelige bemærkninger.
Uden for bestemmelsen falder fortsat den såkaldte nøddumpning, idet der
lovligt kan foretages dumpning, såfremt der er overhængende fare for
menneskeliv eller for at betydelige værdier skal gå tabt, jf. også
bemærkningerne til § 58.
Som eksempel på sådanne nøddumpninger kan nævnes de tilfælde, hvor
forvitrede sprænglegemer på opfiskede giftgasbomber gør enhver behandling
farlig og bomberne derfor gendumpes.
I stk. 2 videreføres den gældende lovs § 30, udvidet til at omfatte enhver
indlastning og transport her i landet, når formålet er dumpning, bortset fra
dumpning af havbundsmateriale. Dette gælder således, uanset om der måtte være
givet dumpningstilladelse i udlandet.
Uanset formuleringen af bestemmelsen er det ikke hensigten at forhindre
transport i danske farvande af stoffer eller materialer bestemt for dumpning
(eller afbrænding, jf. nedenfor). En sådan hindring ville være i modstrid med
folkeretten, udtrykt gennem den endnu ikke ikrafttrådte Havretskonventions
regler om »uskadelig passage« gennem søterritoriet og
»transitpassage« gennem internationale stræder. Loven vil også
fremover blive administreret i overensstemmelse hermed.
Til § 26
Kompetencen til at meddele tilladelse til og føre tilsyn med dumpning af
havbundsmateriale (klapning) foreslås tillagt amtsrådet. I gældende lov er
miljøministeren tillagt denne kompetence med mulighed for at henlægge denne
til amtsrådet. En sådan kompetenceoverførsel er allerede sket med
bekendtgørelse nr. 975 af 19. december 1986 om dumpning af optaget
havbundsmateriale.
I forhold til gældende praksis medfører bestemmelsen, at amtsrådene får
overdraget kompetencen til at meddele klaptilladelse i alle sager, også når
optagningsstedet for sedimentet er beliggende i internationalt farvand
(herunder internationale stræder).
Herudover er der alene tale om en formel ændring af loven.
I overensstemmelse med hidtidig praksis vil amtsrådene altid skulle finde
klappladsen inden for dansk søterritorium.
I praksis er der tale om to typer af klapninger. Den første type er større
eller mindre eengangsoperationer, hvor en havn eller sejlrende skal oprenses
efter en årrække. Den anden type drejer sig om havne, som erfaringsmæssigt
har behov for hyppige oprensninger - ofte hvert år. I disse tilfælde kan en
tilladelse gives for en længere periode - dog maksimalt 5 år, jf. i øvrigt
bemærkningerne til § 27.
Efter stk. 2 skal der i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om
tilladelse til dumpning af havbundsmateriale indgå de forhold og hensyn, der
er anført i bilag 1. Dette bilag er en sammenskrivning af tilsvarende bilag
fra Oslo- og London-konventionerne. Det følger af bestemmelsen og det
tilknyttede bilag, at der i vurderingen af en ansøgning indgår en række
hensyn - miljømæssige, sundhedsmæssige, rekreative, økologiske, biologiske,
økonomiske og dumpning contra deponering på land. Også muligheden for
nyttiggørelse skal særskilt overvejes, idet nyttiggørelse ud fra såvel en
miljømæssig som en ressourceøkonomisk betragtning er ønskværdig, jf. også
råstoflovens formålsbestemmelse.
Inddragelsen af dette hensyn indebærer, at amtsrådet efter en konkret
afvejning, hvori indgår hensynet til de økonomiske konsekvenser af
henholdsvis dumpning og råstofmæssig anvendelse, kan afslå at meddele
tilladelse til dumpning af optaget havbundsmateriale, der umiddelbart eller
efter behandling er af en sådan kvalitet, at nyttiggørelse som råstof er
mulig.
Uforurenede sedimenter vil eksempelvis i nogen tilfælde kunne anvendes ved
kystsikring, fyldarbejder, vejbygning og betonfremstilling.
Stk. 3 fastsætter nogle kvalititative begrænsninger for, hvornår der må
meddeles tilladelse til klapning af forurenet havbundsmateriale. Således må
der kun meddeles klaptilladelse, hvis havbundsmaterialet vurderes af
indeholde uvæsentlige mængder og koncentrationer af de i bilag 2 nævnte
stoffer og materialer.
Dette skøn skal udøves for hver enkelt ansøgning og der vil i den
vejledning, der er under udarbejdelse, jf. ovenfor, blive givet en vejledning
heri. Evt. stramninger på dette område i forhold til den praksis, der har
udviklet sig siden den gældende lov trådte i kraft, vil ske efter en nøje
afvejning bl.a. af den miljømæssige gevinst over for de konsekvenser en sådan
stramning måtte have i forhold til havnene.
Stk. 4 er en parallel til miljøbeskyttelseslovens § 72 og indebærer, at
amtsrådet i visse tilfælde kan forlange, at ansøgeren for egen regning lader
foretage analyser af sedimentet til brug for amtsrådets vurdering af en
konkret ansøgning. Bestemmelsen præciserer således i overensstemmelse med
gældende praksis omfanget af ansøgerens oplysningspligt.
Til § 27
Denne bestemmelse sætter nogle rammer for hovedindholdet af en tilladelse
til dumpning af havbundsmateriale.
For at overholde konventionskrav (bl.a. Helsingforskonventionen) er det i
stk. 1 præciseret, at der kun kan meddeles tidsbegrænsede tilladelser til
dumpning af havbundsmateriale. Der kan for tiden meddeles tilladelse for en
periode af højst fem år.
Udover redaktionelle ændringer i forhold til den gældende bestemmelse i §
29 er desuden medtaget et udtrykkeligt krav om angivelse af tilladelsens
udløbsdato samt en udtrykkelig hjemmel til at stille vilkår om optagning og
udlægning af sedimentet, f.eks. forbud mod overløb ved optagning ved hjælp af
sugning. Det er ligeledes præciseret, at der også ved anden bortskaffelse af
havbundsmateriale end dumpning, dvs ved afslag på tilladelse til dumpning,
kan fastsættes vilkår om optagemetoden, idet »forstyrrelsen« af
havbunden er uafhængig af, hvordan materialet bortskaffes.
Til § 28
Efter denne bestemmelse bemyndiges miljøministeren til at fastsætte
nærmere regler om tilladelsesordningen for dumpning af havbundsmateriale,
herunder om ansøgningens indhold, om prøveudtagning og analyser, og om
amtsrådets vurdering og behandling af sager efter § 26, herunder om bindende
høring af andre myndigheder. Bestemmelsen vil udgøre hjemlen for en ny
ajourført bekendtgørelse om dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning).
En bindende høring af Skov- og Naturstyrelsen er under overvejelse for de
sager efter dette kapitel, hvor klappladsen er beliggende i eller tæt ved et
EFfuglebeskyttelsesområde med henblik på den overordnede varetagelse af
beskyttelseshensynene i EF-fuglebeskyttelsesdirektivet.
Efter stk. 2 kan miljøministeren beslutte at overtage amtsrådets
beføjelser efter § 26 i sager, der har større betydning. Bestemmelsen svarer
til bemyndigelsen i miljøbeskyttelsesloven til at indkalde sager til central
behandling.
Til § 29
Bestemmelsen svarer til den hidtidige § 31, men da der fremover kun er eet
bilag med en liste over skadelige stoffer, er bestemmelsen om flytning af
stoffer fra et bilag til et andet overflødig.
Til kapitel 10
Dettte kapitel har karakter af en slags »opsamlingskapitel« for
en række forureningssubjekter, der ikke falder ind under udtømning eller
dumpning. Kapitlet indeholder en bestemmelse om forurening fra boreplatforme,
en bestemmelse om afbrænding, en bestemmelse om luftforurening og en
bestemmelse, der skal tage højde for andre forureningstilfælde.
Til § 30
Efter denne bestemmelse kan der fastsættes regler om udledning i havet og
anden bortskaffelse af stoffer og materialer, der stammer fra undersøgelse
eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, herunder kulbrinter.
Bestemmelsen er en videreførelse af § 32 i den gældende lov, idet der dog
foreslås en udvidelse af rammerne for den fremtidige regulering også på dette
område.
Der er med hjemmel i den gældende bestemmelse udstedt bekendtgørelse nr.
394 af 17. juli 1984 om udledning i havet af stoffer og materialer fra visse
havanlæg. Efter denne bekendtgørelse reguleres udledning fra denne type
virksomhed gennem en tilladelsesordning. Forslaget om at udvide
bemyndigelsen, således at der også kan fastsættes regler om »anden
bortskaffelse« skal bl.a. ses i lyset af den almindelige udvidelse af
lovens område, jf. bemærkningerne til § 1.
Ved »anden bortskaffelse« tænkes bl.a. på afbrænding af væske,
herunder naturgas, i forbindelse med brøndtestning, brøndstimulering m.v. og
på afbrænding af farlige gasarter i forbindelse med produktion af
hydrocaboner, herunder naturgas. Endvidere tænkes på bortskaffelse via land
eller injektion under havoverfladen.
Disse aktiviteter er ikke omfattet af det nye generelle forbud mod
afbrænding på havet, som foreslås indført i forslagets § 31, jf. nedenfor, og
har hidtil ikke været omfattet af regler.
I lyset af nyere viden om risiko for dannelse af farlige forbindelser
under afbrændingsprocessen anses det for hensigtsmæssigt at bemyndige
ministeren til at fastsætte regler herom. Miljøministeriet følger udviklingen
inden for området med henblik på evt. initiativer, når det fornødne grundlag
foreligger, og også inden for bl.a. Pariskonventionen er man opmærksom på
denne forureningsform. Eventuelle nye regler vil, som det er sædvanlig
praksis, blive forhandlet med berørte myndigheder og koncesseionshavere.
Det bemærkes, at emissioner til atmosfæren, stammende fra platformes
normaldrift - dvs. emissioner, der ikke hænger sammen med efterforsknings-
eller udvindingsaktiviteter, men med driften af platformen som arbejds- og
opholdssted for borepersonellet - reguleres med hjemmel i § 31. Dette er i
overensstemmelse med principperne i den gældende lov, som regulerer
udledninger fra platformes normaldrift analogt med skibe, men fastsætter
særlige regler for forurening i forbindelse med platformenes efterforsknings-
og udvindingsaktiviteter.
En revision af den nævnte bekendtgørelse vil blive nærmere overvejet på
baggrund af en ny havmiljølov.
Efter stk. 2 kan der fastsættes regler om, at udledning eller anden
bortskaffelse af bestemte stoffer ikke må finde sted, såfremt dette må
antages at indebære væsentlig risiko for forurening af havmiljøet.
Der tænkes her på anvendelse og udledning af stoffer, der er giftige,
svært nedbrydelige eller med tendens til bioakkumulation.
Bestemmelsen i § 30 skal i øvrigt ses i sammenhæng med lov nr. 292 af 10.
juni 1981 om visse havanlæg, som regulerer en række andre forhold i
forbindelse med havanlæg.
Til § 31
Med denne bestemmelse forbydes afbrænding af stoffer eller materialer på
havet. Bestemmelsen tager sigte på afbrænding af affald, der er frembragt på
land. Om den nærmere baggrund henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger.
I stk. 2 videreføres § 33, stk. 5 i den gældende lov, udvidet til at
omfatte enhver indlastning og transport her i landet, når formålet er
afbrænding. Dette gælder således, uanset om der måtte være givet
afbrændingstilladelse i udlandet. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne
til § 25 (den tilsvarende forbudsbestemmelse for så vidt angår dumpning).
I stk. 3 er to former for afbrænding undtaget fra forbudet i stk. 1. Det
drejer sig om afbrænding af normaldriftsaffald fra skibe og platforme og
afbrænding af stoffer og materialer, der stammer fra undersøgelse eller
udnyttelse af undersøiske mineralforekomster.
Afbrænding af normaldriftsaffald er undtaget fra bestemmelsen i den
gældende lov om, at afbrænding kun må ske efter forudgående tilladelse. Denne
form for afbrænding er således efter lovforslaget i forlængelse af gældende
lov ikke umiddelbart forbudt, men vil - i modsætning til gældende lov -
fremover kunne reguleres, jf. stk. 4.
Afbrænding i forbindelse med undersøgelse og udnyttelse undersøiske
mineralforekomster er ikke reguleret i den gældende lov, men er omfattet af
og vil dermed kunne reguleres med hjemmel i § 30.
I stk. 4 bemyndiges miljøministeren til at fastsætte regler om
bortskaffelse ved afbrænding af normaldriftsaffald fra skibe og platforme.
Overvejelser herom skal bl.a. ses i lyset af de generelle internationale
overvejelser vedr. begrænsning af luftforurening fra skibe og platforme, jf.
§ 32.
Til § 32
I denne bestemmelse, som er ny i forhold til den gældende lov, bemyndiges
ministeren til at fastsætte regler om særlige foranstaltninger om bord i
skibe eller på platforme med henblik på at begrænse luftforurening.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger foregår der for tiden i det
internationale havforureningssamarbejde drøftelser vedr. forholdsregler til
imødegåelse af luftforurening fra skibe og platforme.
På nationalt plan er begrænsning af luftforurening fra skibsfarten
medtaget i regeringens transporthandlingsplan for miljø og udvikling.
Arbejdet med at begrænse luftforurening fra skibe har dels til formål at
opfylde Montreal-protokollens mål om reduktion af udslip fra helon og
CFCgasser, men også en generel reduktion af de skadelige immisioner fra
skibenes fremdrivningsmaskineri er omfattet.
Det sidstnævnte forhold er især blevet aktuelt efter de generelle krav om
lavere svovlindhold i brændselsolier, der anvendes på land, idet
olieproducenternes muligheder for at skaffe sig af med svovlholdig olie er nu
begrænset til den internationale skibsfart.
I samme forbindelse er der et generelt ønske om reduktion af NOx og SOx
samt partikler. Ligeledes ønskes mængden af dampe fra skadelige stoffer, der
udledes i forbindelse med lastning af tankskibe reduceret.
Endelig overvejes en regulering af skadelige emmissioner fra
affaldsforbrændingsanlæg om bord i skibe, jf. § 31, stk. 3.
I forhold til off-shore-virksomhed vil f.eks. udledning af uforbrændte
gasser til atmosfæren kunne reguleres i medfør af denne bestemmelse.
Til § 33
Denne bestemmelse er en videreførsel i en lidt ændret form af bestemmelsen
i den gældende lovs § 34. Bestemmelsen har karakter af en
»opsamlingsbestemmelse«, der skal gøre det muligt inden for
rammerne af lovens formål at fastsætte regler om forurening fra skibe og
platforme, som ikke er omfattet af de forudgående kapitler, de forudgående
bestemmelser i dette kapitel eller anden lovgivning i øvrigt. I de
internationale havforureningskonventioner og inden for den internationale
søfartsorganisation foregår der et løbende arbejde med at forbedre og udbygge
de internationale aftaler om forebyggelse og bekæmpelse af havforurening og
bestemmelsen muliggør gennemførelsen af internationale vedtagelser herom
Endvidere vil der efter bestemmelsen kunne fastsættes regler om specielle
forhold/aktiviteter, der har betydning for danske farvande på grund af disse
farvandes særlige karakter eller for at imødegå aktiviteter, der indebærer
forureningsrisiko i øvrigt. Som eksempel kan nævnes, at der muligvis kunne
blive behov for at regulere bunkervirksomhed (»flydende
tankstationer«) og oplægning af skibe i fjorde o.lign.
Bemyndigelsen kan også tænkes anvendt til at fastsætte særlige regler for
aktiviteter i f.eks. EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsar-områder.
Til kapitel 11
Bestemmelserne i dette kapitel er stort set en videreførsel af de gældende
beredskabsbestemmelser. Ud over, at der er indsat en bestemmelse om
beredskabsplaner for olieforureningsulykker med henblik på opfyldelse af
OPRC-konventionen, jf. nærmere de almindelige bemærkninger, er der alene sket
enkelte sproglige og redaktionelle justeringer i teksten.
Den gældende lov har sikret etableringen af et samlet beredskab mod
forurening af havet, havneanlæg og kyststrækninger. Lovens ansvars- og
opgavefordeling i forbindelse med forebyggelse og bekæmpelse af forurening af
havet og i forbindelse med oprensning og sanering af større forureninger af
havne og kyststrækninger opretholdes i nærværende lovforslag.
Beredskabet sigter mod bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening.
Beredskabet består af et statsligt olie- og kemikalieberedskab under
Miljøministeriet (Miljøstyrelsen) til bekæmpelse af forurening på havet, et
havneberedskab under kommunalbestyrelsen til bekæmpelse af forurening i
havnene samt et strandsaneringsberedskab, der afhængigt af forureningens
omfang og karakter forestås af kommunalbestyrelsen, amtsrådet eller
Miljøministeriet (Miljøstyrelsen), når en forurening ikke har kunnet fjernes
på havet.
Det etablerede beredskabssystem har over årene i gennemsnit pr. år
modtaget mellem 250 og 300 meldinger om olieforureninger og 25-50 meldinger
om anden forurening, herunder rapporter om fund af krigsgas.
Den generelle pligt til at indberette observerede olie- og
kemikalieforureninger betyder, at beredskabet modtager et stort antal
meldinger om meget små forureninger, hvor det vurderes, at en bekæmpelse ikke
er mulig eller fornøden. Sådanne meldinger udgør mellem 80% og 90% af de
modtagne meldinger.
De resterende meldinger kræver en eller anden form for indsats, der kan
variere fra verifikation med hjælp fra Miljøministeriets skibe, det lejede
fly eller fra andre statslige eller civile organisationer til en egentlig
bekæmpelse med indsats af en eller flere af Miljøministeriets skibe, af flyet
og eventuelt i det kystnære områder og på stranden indsats fra det statslige
redningsberedskab og berørte kommuner/amtskommuner.
Siden beredskabets etablering i dets nuværende form har det jævnligt været
i anvendelse ved egentlige forureningsbekæmpelsesopgaver.
Ved disse aktioner har beredskabet været i stand til at begrænse de
miljømæssige og økonomiske konsekvenser af omfattende forureningsulykker og
beredskabet har derved bevist sin evne til at løse de pålagte opgaver.
Det bemærkes, at beredskabet i forbindelse med off-shore-virksomhed
reguleres særskilt med hjemmel i havanlægsloven, som tillægger
miljøministeren beføjelser på dette område. Denne beføjelse er udnyttet ved
bekendtgørelse nr. 395 af 17. juli 1984 om beredskab i tilfælde af forurening
af havet fra visse havanlæg. Bekendtgørelsen stiller krav til
beredskabsplanlægning, materiel m.v.
Til § 34
Denne bestemmelse svarer til § 35 i den gældende lov, idet dog den
sproglige udformning er ændret, ligesom der er foretaget den formelle
ændring, at hovedansvaret tillægges miljøministeren. Miljøstyrelsens
aktiviteter på dette området vil herefter fremover hvilke på en delegation.
Det statslige ansvar for bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af
havet og kystnære områder indebærer en forpligtelse til til stadighed at
opretholde og udbygge det fornødne statslige beredskab til denne bekæmpelse.
Under de fleste forhold vil bekæmpelse mest effektivt, økonomisk og med
færrest skadevirkninger på miljøet kunne ske, mens forureningen befinder sig
på eller i vandet.
Materiellet til det statslige beredskab består i dag af følgende fartøjer:
2 skibe, GUNNAR THORSON og GUNNAR SEIDENFADEN af »offshore
supply«-typen (ca. 850 BRT), der kan anvendes til bekæmpelsesoperationer
i åbne farvande, herunder Nordsøen. Skibene kan ligeledes anvendes som
kommandoskibe i forbindelse med store operationer, herunder som danske
ledelsesfartøjer ved internationale bekæmpelsesoperationer. GUNNAR THORSON er
endvidere udrustet som laboratorieskib og anvendes således i forbindelse med
monitering af vandkvaliteten i danske og omliggende farvande.
2 skibe, MARIE MILJØ og METTE MILJØ af »seatruck«-typen (ca. 160
BRT), der anvendes som Miljøministeriets udrykningsfartøjer i tilfælde af
melding om søulykke og olie- eller kemikalieforurening. Disse skibe er
konstant på 1 times sejlvarsel.
2 fartøjer, MILJØ 101 og MILJØ 102, der må betegnes som store motorbåde
(ca. 20 BRT). Disse fartøjer anvendes ligeledes som udrykningsfartøjer til
verificering af rapporteret olieforurening. Endvidere kan disse to fartøjer
indgå som hjælpefartøjer ved en større bekæmpelsesaktion.
3 oliepramme, der anvendes som flydende lagerfaciliteter for opsamlet
olie.
Herudover rådes over 6 mindre hjælpefartøjer, der alle kan anvendes ved
større aktioner og ved bekæmpelse af forurening tæt ved kysten.
Ud over fartøjerne råder Miljøministeriet over specielt materiel, så som
flydespærringer til begrænsning af oliens udbredelse samt til koncentrering
af olien, olieoptagere til opsamling af alle typer af olie, flydecontainere
til opbevaring og transport af opsamlet olie, forskelligt specialudstyr til
lægtring af havarerede tankskibe samt sporings- og beskyttelsemateriel til
brug i forbindelse med bekæmpelse af kemikalieforurening.
I forbindelse med beredskabets opbygning er det tilstræbt, at nævnte
materiel i størst muligt omfang også kan anvendes i forbindelse med
bekæmpelse af kemikalieforurening.
Endvidere råder Miljøministeriet over beholdninger af dispergeringsmidler
til kemisk bekæmpelse af en olieforurening samt over forskellige typer
absorberingsmidler til bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening.
Materiellet til bekæmpelse af olie- og kemikalieforureninger i kystnære
farvande og på stranden er stationeret ved det statslige redningsberedskab.
En olieforurening eller en søulykke rapporteres typisk til Søværnets
Operative Kommando, hvorfra Miljøministeriet (Miljøstyrelsen) alarmeres. En
egentlig bekæmpelsesaktion vil ofte starte som en ren miljøministeriel
opgave, men på grund af de danske farvandes beskaffenhed vil en
olieforurening kunne nå kysten, hvor det statslige redningsberedskab vil
blive sat ind i det kystnære beredskab.
Bestemmelserne åbner dog også mulighed for et samarbejde med andre
statslige myndigheder, med amtskommunale myndigheder, herunder embedslægen,
ligesom bestemmelserne ikke udelukker samarbejde med private (f.eks. lodser,
bjærgningsselskaber, lokale fiskere m.fl.)
Til § 35 og 36
Disse bestemmelser er uændrede i forhold til den gældende lov og fastslår
de lokale myndigheders ansvar og opgaver i forbindelse med forurening af
havne eller strande og kyster, ligesom miljøministeren bemyndiges til efter
forhandling med de berørte organisationer at fastsætte regler om fordelingen
af udgifterne i forbindelse hermed mellem havnebestyrelsen,
kommunalbestyrelsen, amtsrådet og staten.
En sådan fordeling blev fastlagt ved bekendtgørelse nr. 662 af 26.
september 1986. I forhold til kommunerne er der i indeværende efterår indgået
en ny aftale med Kommunernes Landsforening, hvorefter de kommunale udgifter
til strandsanering, som efter den nævnte bekendtgørelse har påhvilet
kommunerne fuldt ud, fremover skal fordeles ligeligt mellem kommunerne og
staten. En ny bekendtgørelse herom er trådt i kraft den 25. januar 1993.
Til § 37
Denne bestemmelse er ny. Den pålægger alle olietankskibe på 150 BRT og
derover og alle andre skibe over 400 BRT at tilvejebringe en beredskabsplan
for olieforureningsulykker. Kravet udspringer af OPRC-konventionen, der
etablerer et globalt olieberedskabssamarbejde, jf. nærmere omtalen af denne
konvention i lovforslagets almindelige bemærkninger.
På baggrund af overvejelser om at udvide det globale beredskab til også at
omfatte anden forurening end olieforurening, foreslås tillige en bemyndigelse
til at stille krav om beredskabsplaner på skibe, som er indrettet til eller
som transporterer skadelige flydende stoffer i bulk, jf. stk. 2.
Der vil på baggrund af stk. 3 blive udstedt en bekendtgørelse med nærmere
retningslinier for udarbejdelse, indhold og godkendelse af
beredskabsplanerne.
Til kapitel 12
Bestemmelserne i dette kapitel er med enkelte justeringer uændrede i
forhold til de gældende bestemmelser. Der er foretaget justeringer og
konsekvensrettelser, bl.a. som følge af, at dumpning (bortset fra dumpning af
optaget havbundsmateriale) forbydes.
Indberetningsforpligtelsen og dens omfang skal ses i sammenhæng med især
beredskabsbestemmelserne og skal sikre en så hurtig og effektiv
bekæmpelsesindsats som muligt, således at evt. skadevirkninger begrænses mest
muligt.
Til § 38
Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende bestemmelse. Den
fastslår, hvem der er ansvarlig for indberetning og i hvilke situationer. Der
skal således ske indberetning, når der sker udtømning i strid med loven eller
i force majeure-situationer, ved kollision eller grundstødning eller såfremt
der af andre grunde er fare for udtømning o.a.
Indberetningspligten gælder også, hvor et væsentligt spild af olie eller
andre skadelige stoffer iagttages fra luftfartøj, jf. stk. 2.
Ligeledes skal havnebestyrelsen foretage indberetning, såfremt der er fare
for, at olie eller skadelige flydende stoffer, der er blevet udtømt i havnen,
vil kunne forurene havet, jf. stk. 3.
Endelig pålægges de, der er omfattet af indberetningspligten, samtidig en
oplysningspligt af hensyn til bekæmpelsesarbejdet, jf. stk. 4.
Til § 39
Denne bestemmelse bemyndiger miljøministeren til at fastsætte nærmere
regler om den i § 38 nævnte indberetningspligt og om indberetning af anden
forurening af havet end den, der omfattes af disse bestemmelser.
MARPOL-konventionen indeholder detaljerede bestemmelser herom.
Sådanne bestemmelser findes i bekendtgørelse nr. 311 af 12. juni 1981 om
indberetning i henhold til lov om beskyttelse af havmiljøet.
Denne bekendtgørelse indeholder også bestemmelser for fartøjer uden for
dansk søterritorium om indberetning til kompetente udenlandske myndigheder,
jf. stk. 2.
Til § 40
Denne bestemmelse tager primært sigte på implementering af et EF-direktiv
om minimumskrav til skibe på vej til eller fra Fællesskabshavne med farligt
eller forurenende gods.
Hovedformålet med dette direktiv er at sikre, at oplysninger om lastens
indhold af farligt eller forurenende gods (godsoplysninger) findes i land hos
en kompetent myndighed i et EF-land og at andre kompetente myndigheder nemt
kan få adgang til disse oplysninger.
Direktivet, der omfatter skibe på vej til eller fra en EF-havn med farligt
eller forurenende gods om bord, lægger op til, at disse skibe skal afgive en
række godsoplysninger til myndighederne med henblik på, at myndighederne til
enhver tid har eller nemt kan få kendskab til skibenes laster og dermed
hurtigere og mere effektivt kan tilrettelægge og iværksætte en
beredskabsaktion, hvis en sådan skulle blive nødvendig.
I forbindelse med implementeringen af direktivet vil skibene således blive
pålagt at afgive en række nærmere angivne godsoplysninger til nærmere
udpegede myndigheder, ligesom der vil blive etableret en ordning for den
kompetente myndigheds modtagelse, opbevaring og videresendelse af disse
oplysninger til kompetente myndigheder i andre EF-lande. Det vil blive
tilstræbt at etablere en ordning, der er så enkel og så let at administrere
som muligt.
Det bemærkes, at direktivet lægger op til, at der kan indføres
særordninger for færgeruter med kort overfartstid.
Det er sandsynligt, at EF-kommissionen på lidt længere sigt vil fremsætte
forslag om en udvidelse af ordningen til også at omfatte skibe, der alene
passerer en medlemsstats farvande (uskadelig passage). I givet fald vil en
sådan udvidelse også kunne ske med hjemmel i den foreslåede bestemmelse.
Til § 41
Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende lov. Bestemmelsen tager
alene sigte på en kortlægning af de skadelige stoffer, der ind- og udlastes i
de danske havne til brug for planlægningen af beredskabet til bekæmpelse af
kemikalieforurening. Bestemmelsen tager ikke sigte på at kunne kræve
oplysninger om produkters kemiske sammensætning, ud over hvad der er
nødvendigt for klassificeringen af disse.
Til kapitel 13
Bestemmmelserne i dette kapitel er uændrede i forhold til bestemmelserne i
den gældende lov. I bemærkningerne nedenfor til de enkelte bestemmelser
gennemgås kort bestemmelsernes hovedindhold og -formål.
Til § 42
Som det fremgår af reglerne i kapitel 12 skal en række forhold indberettes
med henblik på iværksættelse af en evt. forureningsbekæmpelse.
Af hensyn til effektiviteten af en bekæmpelsesaktion vil de oplysninger,
der fremkommer ved indberetning i henhold til reglerne i kapitel 12 ikke
altid være tilstrækkelig. Derfor og af hensyn til den hast, der nødvendigvis
må præge en bekæmpelsessituation, giver denne bestemmelse miljøministeren
eller den myndighed, han bemyndiger dertil, adgang til uden retskendelse at
foretage de undersøgelser på skibe eller platforme, der er nødvendige af
hensyn til en bekæmpelsesaktion. Sådanne undersøgelser må dog ikke medføre
unødvendig forsinkelse for skibet eller platformen, ligesom de ikke må
medføre unødvendige udgifter.
Indgreb over for udenlandske skibe er folkeretligt underlagt visse
begrænsninger, jf. nærmere bemærkningerne til § 43.
Til § 43
Denne bestemmelser giver myndighederne mulighed for at foretage de indgreb
over for skibe og platforme, der er nødvendige for effektivt at begrænse og
bekæmpe forurening eller for at forhindre en truende forurening (stk. 1 og
2).
Eksempelvis kan i tilfælde af en grundstødning føreren af skibet pålægges
at tømme særligt udsatte lastrum, før skibet forsøges bragt flot eller
forbyde, at et sådant forsøg gøres, indtil der er tilstrækkelig
slæbebådsassistance og det nødvendige bekæmpelsesmateriel er bragt frem.
Udøvelsen af de i § 43, stk. 1-3 nævnte beføjelser varetages af
Miljøstyrelsen og Søfartsstyrelsen. Der påtænkes ingen ændring af denne
ordning og miljøministerens beføjelser efter disse bestemmelser vil derfor
også efter denne lov blive henlagt til de nævnte styrelser, jf. § 48.
Bestemmelsen giver mulighed for indgreb af temmelig vidtgående karakter.
Det følger af stk. 4, at beslutninger om forbud eller påbud skal begrundes og
meddeles skriftligt til føreren af skibet eller den for platformen ansvarlige
eller til ejeren eller brugeren af skibet eller platformen. Bestemmelsen
åbner mulighed for, at et forbud eller påbud kan meddeles telegrafisk. I
tilfælde af beslutning om tilbageholdelse skal meddelelsen tillige indeholde
oplysning om, på hvilke vilkår skibet igen kan frigives.
Anvendelsen af indgrebsmulighederne skal tage hensyn til skibets
nationalitet og i hvilket farvand, skibet befinder sig.
For danske skibe kan § 43 anvendes i alle farvande.
For udenlandske skibe på dansk søterritorium er indgreb undergivet visse
folkeretlige begrænsninger.
Kyststaten kan på basis af sin almindelige højhedsret over sit
søterritorium udfærdige love og andre retsforskrifter til beskyttelse imod
forurening, men kyststatens håndhævelse af disse må ske i overensstemmelse
med folkerettens regler om fremmede skibes ret til uskadelig passage.
I henhold til Geneve-konventionen af 1958 om det ydre territorialfarvand
og den tilstødende zone er gennemfart uskadelig i det omfang, den ikke er til
skade for kyststatens fred, orden eller sikkerhed. Kyststaten er i
forlængelse heraf berettiget til at hindre gennemfart, som ikke er uskadelig.
Dette indebærer, at kyststaten kan skride ind i alvorligere tilfælde af
forurening, f.eks. ved forsætlig eller uagtsom udtømning af olie, og herunder
om nødvendigt tilbageholde et fremmed skib med henblik på retsforfølgning.
Er et fremmed skib på vej til det indre territorialfarvand, har kyststaten
ret til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at hindre enhver
overtrædelse af de bestemmelser, der gælder for skibes adgang til sådant
farvand.
Fremmede skibe, der benytter retten til uskadelig passage, skal overholde
kyststatens forskrifter, navnlig om transport og sejlads, men også
forskrifter, der har til formål at beskytte kyststatens farvande mod
forurening.
Som nævnt under bemærkningerne til § 2, stk. 1, nr. 4, overvejes for tiden
i Nordsølandene en udvidet jurisdiktion med henblik på at forbedre
håndhævelsen af internationale regler til beskyttelse af havmiljøet.
Indgreb over for udenlandske skibe uden for dansk søterritorium, jf. § 2,
stk. 1, nr. 4 skal foretages i overensstemmelse med den internationale
konvention af 1969 om indgriben på det åbne hav i tilfælde af
olieforureningsulykker og protokollen af 1973 (til MARPOL-konventionen) om
indgriben på det åbne hav ved forurening af havet med andre stoffer end olie.
Efter disse regler kan kyststaten tage sådanne forholdsregler på det åbne
hav, som måtte være nødvendige for at forhindre, begrænse eller fjerne
alvorlig og overhængende fare for sine kyster eller dermed forbundne
interesser. Denne fare skal være forårsaget af olieforurening eller trussel
herom som følge af en ulykke til søs, eller handlinger i forbindelse hermed,
som med rimelig grund kan forventes at medføre skadelige virkninger af større
omfang.
Til § 44
I sølovens §§ 267 og 282, stk. 2 er der fastsat objektivt ansvar for
enhver skade, der skyldes udtømning af olie fra et skib og for udgifterne til
beredskabsforanstaltninger, såfremt der er sket eller er fare for udtømning
af olie. Efter stk. 1, der supplerer de nævnte bestemmelser i søloven,
indtræder der objektivt ansvar for udgifter til rimelige
beredskabsforanstaltninger i alle tilfælde, hvor der er sket eller er fare
for forurening med skadelige stoffer. Bestemmelsen gælder ligeledes for
platforme. Bestemmelsen vil ikke blive bragt i anvendelse, såfremt det
godtgøres, at den pågældende hændelse er en følge af de i sølovens § 268,
stk. 1 a-c nævnte årsager (bl.a. krigshandlinger og sabotage). I de særlige
tilfælde, hvor et skib, der yder et nødstedt skib hjælp, foretager udtømning
af olie m.v., f.eks. for at dæmpe søen, følger det at de almindelige
nødretsgrundsætninger i dansk erstatningsret, at udgifterne i medfør af denne
bestemmelse påhviler det nødstedte skib.
I tilfælde af, at danske skibe har pådraget sig ansvar for udgifter til
beredskabsforanstaltninger, vil de skyldige beløb kunne opkræves ad sædvanlig
vej. Der vil derimod kunne opstå vanskeligheder, såfremt udenlandske skibe
har pådraget sig ansvar, idet opkrævning af det skyldige beløb ofte vil
forudsætte sagsanlæg i udlandet, og det derfor må forudses, at det i en række
tilfælde vil være umuligt at få dækket den danske stats udgifter til
beredskabsforanstaltninger. Efter stk. 2 kan det derfor pålægges ejeren af et
skib eller en platform at stille sikkerhed - i form af garanti fra bank eller
forsikringsselskab - for udgifterne til beredskabsforanstaltninger, ligesom
det kan bestemmes, at skibet eller platformen skal tilbageholdes, indtil der
er stillet sikkerhed. Bestemmelsen har været anvendt ved flere lejligheder.
Til kapitel 14
Bestemmelserne i dette kapitel er, bortset fra enkelte redaktionelle
ændringer, de samme som i den gældende lov. Overskriften er ændret fra
»Kontrol« til »Tilsyn«.
Til § 45
Beføjelsen til at føre tilsyn med loven og bestemmelser udstedt i medført
af loven foreslås tillagt miljøministeren. Beføjelsen kan delegeres til en
styrelse under Miljøministeriet eller andre myndigheder, jf. § 48.
Efter stk. 2 har tilsynsmyndigheden adgang til at foretage eftersyn af
skibe og platforme, herunder kan myndigheden forlange at få tilgang til
skibets eller platformens papirer, ligesom myndigheden kan udtage prøver.
Bestemmelsen antages at give adgang til rutinemæssig stikprøvekontrol, også i
tilfælde, hvor der ikke foreligger nogen mistanke om ulovlige forhold.
Tiilsynet må ikke medføre unødvendige forsinkelser for skibet eller
platformen, ligesom det ikke må medføre unødvendige udgifter.
Efter stk. 3 kan der ikke foretages tilsyn efter stk. 2 på udenlandske
skibe, der sejler i overensstemmelse med de folkeretlige regler om uskadelig
passage, d.v.s. at tilsyn kun kan gennemføres, når der er begrundet mistanke
om, at passagen ikke er uskadelig.
Med henblik på at imødegå dobbeltadministration i forbindelse med tilsynet
med off-shore-virksomhed vil Energiministeriet og Miljøministeriet udarbejde
en aftale om tilsynets udøvelse.
Til § 46
Denne bestemmelse har sin baggrund i en IMO-resolution, der anbefaler, at
der gennemføres ordninger til inspektion af tankskibes lasttanke i
olieudskibningshavne for herved at kunne kunstatere, om mængden af de
tilbageværende olierester sammenholdt med opgivelserne om tidligere
olielaster og udtømninger godtgør, at der ikke er sket overtrædelser af
gældende udtømningsbestemmelser.
Til § 47
Bestemmelsen giver mulighed for at kunne påbyde anvendelsen af
mærkningsmateriale i danske skibe og i udenlandske skibe i dansk havn med det
formål at kunne henføre ulovlige udtømninger til forureneren.
Til kapitel 15
Overskriften på dette kapitel foreslås ændret fra »Miljøstyrelsen og
Miljøankenævnet« til »Administrative bestemmelser og klage«.
Samtidig er kapitlet undergået en forenkling og modernisering i
overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser i f.eks.
miljøbeskyttelsesloven. Endvidere foreslås det, at Miljøklagenævnet udgår som
klagemyndighed, jf. også de almindelige bemærkninger.
Til § 48
Bestemmelsen i stk. 1 om miljøministerens adgang til at delegere sine
beføjelser efter loven til en styrelse o.a. statslige institutioner svarer
til gældende lovs § 52. Efter denne bestemmelse har ministeren bemyndiget
Miljøstyrelsen til at træffe en række konkrete afgørelser og udøve en række
beføjelser efter loven, jf. bekendtgørelse nr. 525 af 3. december 1980 om
henlæggelse af opgaver og beføjelser efter lov om beskyttelse af havmiljøet
til Miljøstyrelsen.
Da Miljøstyrelsen ikke i dette lovforslag - i modsætning til den gældende
lov direkte er tillagt nogen beføjelser, vil en række yderligere beføjelser
fremover blive delegeret til Miljøstyrelsen. Det drejer sig f.eks. om
varetagelsen af beredskabet, jf. § 34.
Som tidligere nævnt foregår der et tæt og løbende samarbejde mellem
Miljøstyrelsen og Søfartsstyrelsen, som administrerer anden lovgivning
omkring skibe og søfart. Det er således Søfartsstyrelsen, der i henhold til
lov om skibes sikkerhed fører tilsyn med skibenes udstyr. Observeres der i
denne forbindelse forholde, der er omfattet af havmiljøloven, tager
Miljøministeriet (Miljøstyrelsen) stilling til, om der evt. foreligger
overtrædelse af udtømnings- og udledningskriterierne i havmiljøloven, mens
Industriministeriet (Søfartsstyrelsen) foretager en teknisk vurdering af
skibet. Beføjelsen til at foretage indgreb efter havmiljøloven (forslagets
43, gældende lovs § 45) er delegeret til såvel Søfartsstyrelsen som
Miljøstyrelsen.
I beredskabssammenhæng har samarbejdet medført en konkret aftale, der
betyder, at Søfartsstyrelsens skibskyndige foretager en konkret vurdering af
stort set alle skibe, der i danske farvande har været indblandet i en
søulykke. Generelt betragtes et skib, uanset nationalitet, som et
»sub-standard«-skib, såfremt Søfartsstyrelsen vurderer, at det ikke
er i stand til at sejle sikkert igennem danske farvande. Der kan i en sådan
situation stilles krav om udbedring af skader, både af hensyn til sikkerhed
og miljøbeskyttelse, inden videre sejlads.
Ved søulykker tilkalder beredskabsvagten i Miljøstyrelsen en inspektør fra
Søfartsstyrelsen, der derefter foretager en teknisk vurdering af det
havarerede skib. Foreligger der begrundet mistanke om sikkerhedsmæssige
mangler, eller ønskes der sikkerhedsstillelse for udgifter til
beredskabsforhold, jf. forslagets § 44, tilbageholdes skibet med hjemmel i
havmiljøloven og i lov om skibes sikkerhed.
Herudover deltager Søfartsstyrelsen sammen med Miljøstyrelsen i alt
internationalt arbejde, der berører det daglige samarbejde mellem de to
styrelser.
Til §§ 49 og 50
Disse bestemmelser præciserer reglerne om bekendtgørelse af afgørelser for
adressaten og om underretning til de personer, organisationer og myndigheder,
der kan klage over afgørelser. Bestemmelserne svarer til de tilsvarende
bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven med de nødvendige tilpasninger.
Til § 51
Stk. 1 svarer til bestemmelsen i den gældende lovs § 53, stk. 3, hvorefter
afgørelser i sager vedrørende dumpning af optaget havbundsmateriale, der
træffes af amtsrådet, kan påklages til Miljøstyrelsen, hvis afgørelser er
endelige.
Stk. 3 indeholder bestemmelse om, at afgørelser efter § 43 om forbud eller
påbud over for skibe og platforme som følge af forureningsrisiko fremtidigt
skal kunne påklages til Tilbageholdelsesnævnet i stedet for Miljøklagenævnet.
Tilbageholdelsesnævnet er nedsat i henhold til lov om skibes sikkerhed
m.v. (lovbekendtgørelse nr. 584 af 29. september 1988, § 18, stk. 1).
Søfartsstyrelsens beslutning om tilbageholdelse af et skib efter nævnte lov
kan indbringes for dette nævn.
Nævnet består af en formand, der skal opfylde de almindelige betingelser
for udnævnelse til dommer samt af fire andre medlemmer med teknisk eller
nautisk sagkundskab. Det skønnes hensigtsmæssigt at lade
Tilbageholdelsesnævnet blive klageinstans for tilbageholdelsessager efter §
43. Det foreslås i denne forbindelse, jf. stk. 4, at nævne ved behandling af
sager efter havmiljøloven inhenter en udtalelse i den enkelte sag fra en af
miljøministeren udpeget uvildig person med biologisk sagkundskab med henblik
på, at denne udtalelse kan supplere den sagkundskab, nævnet i øvrigt besidder
og således at udtalelsen kan indgå i grundlaget for nævnets afgørelse. Det
vil i forbindelse med tilrettelæggelsen af en sådan ordning blive tilstræbt,
at ordningen ikke forsinker nævnets behandling af en klage i væsentligt
omfang. Nævnet vil således kunne indkalde den sagkyndige med henblik på, at
udtalelsen afgives mundtligt over for nævnet. Tilbageholdelsesnævnet vil
iøvrigt altid kunne indkalde den sagkyndige med henblik på besvarelse af
supplerende spørgsmål fra nævnet eller parterne.
Det bemærkes, at den hidtidige klageadgang i havmiljøloven vedrørende
tilbageholdelsessager aldrig har været benyttet, idet tilbageholdelse hidtil
har været gennemført med hjemmel i Industriministeriets lovgivning. Der har i
øvrigt kun i meget få tilfælde været klaget til Tilbageholdelsesnævnet over
afgørelser om tilbageholdelser.
I lighed med, hvad der gælder efter loven om skibes sikkerhed m.v., kan
nævnets afgørelser ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 2, 5, 6 og 7 indeholder bestemmelser om indgivelse af klage og
klagefrist svarende til miljøbeskyttelsesloven. Med hensyn til klager over
afgørelse efter § 43 skal disse dog ikke, som det er sædvanligt, indsendes
til den myndighed, der har truffet afgørelsen, men direkte til
Tilbageholdelsesnævnet. Kredsen af klageberettigede foreslås udvidet i
forhold til den gældende bestemmelse med Dansk Ornitologisk Forening og
Foreningen af Ral- og Sandsugere, idet disse foreninger repræsenterer
relevante interesser - henholdsvis naturinteresser og erhvervsmæssige
råstofinteresser - i relation til afgørelser vedrørende klapning.
Til § 52
Kredsen af klageberettigede er udvidet med Dansk Ornitologisk Forening og
Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, som har ønsket at blive tillagt
klageret i forhold til afgørelser vedr. klapning. De to foreninger vurderes
at repræsentere relevante interesser i forhold til klapning, henholdsvis
fugleliv på havet og industriel råstofindvinding på havet.
Det bemærkes endvidere, at klageadgangen for afgørelser efter § 43 er
begrænset til adressaten for afgørelsen, idet det skønnes, at det alene er
adressaten, der vil have en interesse i at påklage en afgørelse om forbud
eller påbud.
Til § 53
Bestemmelserne heri svarer til de gældende regler i § 54, stk. 3 og 4 og
indebærer, at en klap-tilladelse ikke må udnyttes, før klagefristen er
udløbet.
Ligeledes har en klage over en tilladelse opsættende virkning, medmindre
klagemyndigheden bestemmer andet. Det bemærkes i denne forbindelse, at
klagemyndigheden ved modtagelsen af en klage efter fast praksis altid
vurderer, om der er grundlag for at beslutte, at klagen ikke skal have
opsættende virkning. Beslutning om ikke at give opsættende virkning kan især
være aktuel, hvis klagen ikke er begrundet, og en nærmere begrundelse ikke
fremsendes inden en nærmere fastsat frist, eller hvis det af sagen
umiddelbart fremgår, at de forhold, som klagen omfatter, ikke vil medføre en
fuldstændig omgørelse af amtsrådets afgørelse.
Kapitel 16
Til § 54
Denne bestemmelse svarer til gældende lovs § 7 og indebærer, at lovens
udtømningskriterier ikke finder anvendelse på udledning af stoffer eller
materialer med henblik på videnskabelig forskning af forureningsbekæmpelse
eller på at bekæmpe forurening af havet. En sådan udledning kan kun finde
sted efter miljøministerens forudgående tilladelse. Der tænkes navnlig på
udledning eller udspredning af kemiske bekæmpelsesmidler (dispergering).
Denne form for olieforureningsbekæmpelse kan være forbundet med visse gener
for havmiljøet og en nøje vurdering, herunder navnlig af de biologiske
konsekvenser, er derfor påkrævet.
Tilladelsesbeføjelsen efter den gældende bestemmelse er delegeret til
Miljsøtyrelsen, som har administreret bestemmelsen restriktivt. Danske havne
har fået tilladelse til at anvende op til 200 l dispergeringsvæske , ligesom
olie- og gasinstallationer i Nordsøen har tilladelse til at bruge op til 50 l
dispergeringsvæske pr. oliespild. Herudover inhentes særskilt tilladelse i
Miljøstyrelsen, ligesom Miljøstyrelsen løbende skal orienteres om brugen af
dispergeringsvæske.
Såfremt Miljsøtyrelsen ønsker at bruge dispergeringsmidler i en
bekæmpelsesaktion, konsulteres bl.a. vildt- og fiskeribiologer.
Bestemmelsen er i øvrigt en lex-specialis-bestemmelse i forhold til
miljøbeskyttelseslovens § 27, hvorefter stoffer, der kan forurene vandet,
ikke må tilføres vandløb, søer eller havet. Miljøbeskyttelseslovens § 27
finder således ikke anvendelse på udledninger, der er omfattet af denne
bestemmelse.
Til § 55
Denne bestemmelse svarer til miljøbeskyttelseslovens § 88 og tilsvarende
bestemmelser i andre af Miljøministeriets love. Bestemmelsen bemyndiger
miljøministeren til at fastsætte regler om brugerbetaling i forbindelse med
lovens administration, herunder til dækning af myndighedernes omkostninger
til bl.a. tilsyn og ved behandling at sager om tilladelser. Mulighederne for
og udformningen af brugerbetalingsordninger vil i givet fald blive forhandlet
med de berørte organsationer.
Ligeledes kan der efter bestemmelsen fastsættes regler om gebyr for
benyttelse af havnenes modtagefaciliteter. Denne del af bestemmelsen skal ses
i sammenhæng med det i bemærkningerne til § 24 anførte om en evt. ændring af
det eksisterende »no-special-fee«-system. En aftale om en ny
ordning vil kunne gennemføres med denne bestemmelse.
Til § 56
Denne bestemmelse svarer med en lidt ændret udformning til § 56 i den
gældende lov og fastlægger godkendelsesmyndigheden for systemer og anlæg, der
er forudsat i loven eller i regler udstedt i medfør af loven.
Til § 57
Denne bestemmelse svarer til § 57 i den gældende lov. Bestemmelsen
indebærer, at tidligere trufne afgørelser kan tages op til ny vurdering i
lyset af f.eks. ny viden om visse stoffers indvirkning på havmiljøet eller
indgåelse af internationale aftaler, der brører indholdet af en tidligere
meddelt tilladelse. Det følger af almindelige forvaltningsretlige regler, at
tilbagekaldelse skal varsles og kan finde sted uden erstatning.
Til § 58
Denne bestemmelse svarer til § 58 i den gældende lov og indebærer, at en
række af lovens bestemmelser ikke gælder i de nødsituationer, der er
beskrevet i bestemmelsen. En sådan force-majeure-bestemmelse findes i såvel
MARPOL-konventionen som Helsingforskonventionen.
Således må der godt udtømmes, udledes eller dumpes i strid med lovens
regler for at redde menneskeliv eller af hensyn til skibets eller platformens
sikkerhed.
Endvidere gøres der undtagelse i tilfælde af en hændelige søulykke under
forudsætning af, at alle rimelige forholdsregler til begrænsning af skaden
iagttages. Undtagelsen finder naturligvis ikke anvendelse, såfremt der f.eks.
har foreligger fortsæt eller uforsvarlig handlemåde fra skibets besætning,
eller såfremt skibet ikke har være sødygtigt, behørigt udrustet eller
bemandet.
Kapitel 18
Til § 59
Denne straffebestemmelse er omformuleret, således at udformningen er
parallel til den tilsvarende strafbestemmelse i miljøbeskyttelsesloven. Det
fremgår herefter, at den primære sanktion er bødestraf og at hæfte eller
fængsel kan komme på tale under nærmere angivne skærpende omstændigheder. Det
foreslås samtidig, at strafferammen forhøjes fra 1 år til 2 år, ligesom det
er sket i miljøbeskyttelsesloven ved den seneste revision af denne lov. En
forhøjelse af strafferammen forventes at føre til en forhøjelse af
bødeniveauet, som på dette område er relativt lavt i forhold til, hvilke
bødestørrelser andre lande pålægger deres skibe, der overtræder eksempelvis
de konventionsbestemte udtømningsbestemmelser.
Til § 60
Efter denne bestemmelse, der svarer til § 60 i den gældende lov, kan et
skibs eller en platforms ejer eller bruger pådrage sig bødestraf, men ikke
hæftestraf eller fængsel, uden skyld (objektivt strafansvar).
Dette ansvar er begrænset til visse centrale bestemmelser i loven, nemlig
bestemmelserne om udtømning af olie og af skadelige flydende stoffer samt
bestemmelserne om dumpning og afbrænding. Bestemmelsen tilsigter at imødegå
situationer, hvor der kan være en økonomisk fordel ved en overtrædelse af en
af de nævnte bestemmelser, f.eks. hvis en fører af et skibe pålægges en så
stram fartplan, at skibet ikke har mulighed for at opfylde lovens
bestemmelser om f.eks. aflevering af olierester o.lign. til modtageanlæg i
havn. I sådanne tilfælde bør også rederiet kunne pålægges bødestraf.
Til § 61
Efter denne bestemmelse kan der i de regler, der udstedes i henhold til
loven, fastsættes straf for overtrædelse af reglerne efter samme principper
som for overtrædelse af selve loven.
Til § 62
Denne bestemmelse sikrer mulighed for en klar ansvarsplacering også i de
tilfælde, hvor en juridisk person eller en offentlig myndighed er involveret
i lovovertrædelsen. For så vidt angår offentlige myndigheders strafansvar er
der tale om en udvidelse i forhold til gældende lov i overensstemmelse med
almindelig lovgivningspraksis.
Til § 63
Efter denne bestemmelse finder retsplejelovens ransagningsbestemmelser
anvendelse ved overtrædelse af loven eller bestemmelser udstedt i medfør
heraf.
Til § 64
Det foreslås, at loven træder i kraft 1. januar 1994. Det tilstræbes, at
den nødvendige administrative opfølgning vil være tilendebragt inden dette
tidspunkt, således at regelgrundlaget til den tid vil være ajourført. For så
vidt angår § 37 om olieforureningsberedskabsplaner foreslås det dog, at
bestemmelsen sættes i kraft ved bekendtgørelse. Baggrunden herfor er, at
konventionsbestemmelserne på dette område endnu ikke er trådt i kraft og at
nationale regler normalt først sættes i kraft på det tidspunkt, hvor de
internationale regler træder i kraft.
Til § 65-67
Det foreslås med disse bestemmelser i overensstemmelse med de gældende
bestemmelser, at regler, der er fastsat i medfør af den gældende lov og
afgørelser truffet i henhold til den gældende lov, bevarer deres gyldighed
indtil der enten er fastsat nye regler eller træffes nye afgørelser, der
erstatter de tidligere regler eller afgørelser. Ligeledes foreslås det, at
sager, der ved lovens ikrafttræden er under behandling, færdigbehandles efter
de »gamle« regler.
Til § 68
Det foreslås, at loven kan sættes i kraft for Grønland og Færøerne ved en
kongelig anordning og med de ændringer, der følger af de særlige færøske og
grønlandske forhold.
Den gældende lov er sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning nr.
318 af 26. juni 1985 og det samme forventes at skulle ske med denne lov.
Derimod er den gældende lov ikke sat i kraft for Grønland. Grønlands
Hjemmestyre, som netop har fået overført kompetencen på havmiljøet ud til
3-sømilegrænsen, planlægger en regulering til beskyttelse af havmiljøet ud
til denne grænse. Det er herefter tanken, at denne lov skal sættes i kraft
for havet uden for denne grænse samtidig med den grønlandske regulering.
Den regelfastsættende og administrative kompetence for så vidt angår
råstofaktiviteter i Grønland, herunder undersøiske kulbrinteforekomster,
ligger, også med hensyn til miljømæssige forhold, hos energiministeren, jf.
lov nr. 335 af 6. juni 1991 om mineralske råstoffer m.v. i Grønland
(råstofloven), lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979 om kontinentalsoklen
og lov nr. 850 af 21. december 1988 for Grønland om miljøforhold m.v. På
miljøområdet er energiministerens kompetence dog begrænset af
miljøministerens kompetence i henhold til lovbekendtgørelse nr. 134 af 28.
marts 1978 om foranstaltninger mod forurening af havet med olie samt lov nr.
290 af 7. juni 1972 om foranstaltninger mod forurening af havet med andet end
olie.
Ved lovens ikraftsættelse for Grønland tillægges energiministeren fuldt ud
miljøkompetencen for så vidt angår virksomhed omfattet af tilladelser til
undersøgelse og udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland, herunder
kulbrinter.
Bestemmelsen foreslås som opfølgning af indstillingerne fra et
udvalgsarbejde under Statsministeriet vedrørende kompetencefordelingen på
miljøområdet i Grønland. Udvalget indstillede bl.a., at miljøkompetencen
vedrørende råstoffer i havbunden fuldt ud tillægges energiministeren, således
at råstofaktiviteter i havområder - på samme måde som råstofaktiviteter på
landterritoriet - undergives en samlet myndighedsbehandling, herunder også i
miljømæssig henseende i Råstofforvaltningen for Grønland under
energiministeren og med adgang til at fravige loven eller de i henhold til
denne fastsatte regler, hvor dette ikke strider mod internationale aftaler.
Bilag 1
Forhold, der skal vurderes i forbindelse med behandling af en ansøgning om
tilladelse til klapning:
A. Beskrivelse af klapmaterialet:
1. Mængde og art af det materiale, hvortil der søges tilladelse til
klapning.
2. Indhold af de i bilag 1 anførte stoffer og materialer.
3. Klapmaterialets fysiske, kemiske, biokemiske og biologiske egenskaber.
4. Giftighed.
5. Nedbrydelighed.
6. Ophobning og biotransformation i biologiske materialer eller
aflejringer.
7. Kemiske og fysiske ændringer i klapmaterialet efter klapning, herunder
eventuel dannelse af nye forbindelser.
8. Sandsynligheden for frembringelse af afsmag eller andre forandringer,
der forringer salgbarheden af marine ressourcer (fisk, skaldyr etc.).
9. Generelt skal det overvejes, om der er tilstrækkelig videnskabeligt
grundlag med hensyn til karakterisering og sammensætning af klapmaterialet
til at kunne vurdere dumpningens påvirkning af livet i havet og over for den
menneskelige sundhed.
B. Beskrivelse af klapplads og klapmetode:
1. Geografisk position, dybde og afstand fra kyst.
2. Beliggenhed i forhold til andre områder (f.eks.
EF-fuglebeskyttelsesområder, Ramsar-områder, rekreative områder,
ynglepladser, reservater, gyde-, opvækst- og fiskepladser samt
råstofressourceområder)
3. Beskrivelse af relevante sedimentforhold.
4. Klapmetode og optagningsmetode.
5. Beskrivelse af relevante vandforhold, herunder spredning (f.eks. strøm,
tidevand).
6. Tilstedeværelse og virkninger af igangværende og tidligere udledninger
og klapninger i området (herunder ophobede virkninger).
7. Materialet skal i fornødent omfang omfatte fyldestgørende oplysninger
om årlige gennemsnitsværdier for og sæsonmæssige afvigelser i de i dette
bilag, dette afsnit, omhandlede forhold.
8. Generelt skal det overvejes, om der er tilstrækkelig videnskabeligt
grundlag for en vurdering af følgerne af den ansøgte klapning.
C. Almindelige overvejelser og betingelser:
1. Mulige indvirkninger på rekreative værdier (f.eks. forekomst af
flydende eller strandet materiale, uklarhed, dårlig lugt, misfarvning og
skumning).
2. Mulige indvirkninger på livet i havet, vandfugle og deres
fourageringsmuligheder, fiske- og skaldyrkulturer, fiskebestande og fiskeri,
tangoptagning og -kulturer.
3. Mulige indvirkninger på anden anvendelse af havet (f.eks. forringelse
af vandets kvalitet til industrielle formål, herunder mineral- og
råstofudvinding, undervandskorrosion af konstruktioner, gene for manøvrering
af skibe på grund af flydende materialer, gene for fiskeri eller navigering
på grund af ophobning af affald eller faste genstande på havbunden og
beskyttelse af områder af særlig betydning ud fra videnskabelige eller
bevaringsmæssige hensyn.
4. Mulighederne for nyttiggørelse eller den praktiske tilstedeværelse af
alternative landbaserede behandlings-, bortskaffelses- eller
tilintetgørelsesmuligheder eller mulighederne for at gøre stoffet mindre
skadeligt med hensyn til klapning, idet såvel miljømæssige som økonomiske
konsekvenser af alternativer til dumpning skal indgå i overvejelserne.
Bilag 2
Følgende stoffer og materialer må kun forefindes i klapmateriale
i uvæsentlige mængder og koncentrationer:
1. Kviksølv og kviksølvforbindelser.
2. Cadmium og cadmiumforbindelser.
3. Antimon, arsen, beryllium, bly, chrom, kobber, molybdæn, nikkel, selen,
tin, vanadium, zink og deres forbindelser, samt fosfor.
4. Cyanider og fluorider.
5. Organiske halogenforbindelser (f.eks. PCB, PCT, DDT m.v.), og stoffer,
der kan danne sådanne forbindelser i det marine miljø, med undtagelse af
stoffer, som er ikke-toksiske eller hurtigt i havet omdannes til stoffer, der
er biologisk uskadelige.
6. Råolie og råolieaffald, raffinerede olieprodukter, rester, der
fremkommer under raffinering af olie, og enhver blanding, der indeholder
noget af disse stoffer.
7. Polycycliske aromatiske carbonhydrider (PAH) og deres derivater.
8. Phenoler og deres derivater.
9. Phthalsyre og dens derivater.
10. Svært nedbrydelige pesticider, begroningshindrende midler og kemiske
stoffer til konservering af træ, tømmer, træmasse, cellulose, papir, huder og
tekstiler, og deres biprodukter, som ikke omfattes af pkt. 1-9.
11. Svært nedbrydelige giftige organiske silicium-forbindelser.
12. Overfladeaktive stoffer.
13. Ligninstoffer.
14. De chelatdannende stoffer EDTA og DTPA.
15. Stoffer med skadelig virkning for smag og/eller lugt i produkter fra
havet, der anvendes til menneskelig føde.
16. Stoffer, som - uanset at de er af ikke-toksisk art - kan blive
skadelige på grund af de mængder, i hvilke de klappes eller som i alvorlig
grad vil kunne forringe rekreative værdier.
17. Unedbrydelige plasticmaterialer og andre unedbrydelige syntetiske
materialer samt andre materialer og stoffer, som kan flyde i havet eller
forblive i suspension eller synke til bunds, og som kan være til alvorlig
ulempe for fiskeri, søfart eller anden retmæssig udnyttelse af havet eller
mindske dettes rekreative værdi.
18. Beholdere, metalaffald, tjæreagtige stoffer, der kan synke til bunds,
og andet omfangsrigt materiale, som kan frembyde alvorlige ulemper for
fiskeri eller søfart.
19. Radioaktivt affald eller andre radioaktive stoffer.
20. Materialer i enhver tilstandsform (fast, flydende, gasformig eller
levende tilstand), fremstillet til biologisk og kemisk krigsførelse.
21. De af miljøministeren nærmere specificerede stoffer, som efter
klapning i havet antages at kunne være kræftfremkaldende.
Efter 2. behandling den 4. juni 1993
Kapitel 1
Formål m.v.
§ 1. Loven skal medvirke til at værne natur og miljø, så
samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for
menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.
Stk. 2. Med denne lov tilsigtes at forebygge og begrænse
forurening af miljøet, herunder særligt havmiljøet, fra skibe, luftfartøjer
og bevægelige eller fastanbragte platforme med faste, flydende, luftformige
eller andre stoffer, der kan
1) bringe menneskets sundhed i fare,
2) skade de levende ressourcer og livet i havet,
3) være til gene for den retmæssige udnyttelse af havet eller
4) forringe rekreative værdier.
Stk. 3. Loven skal endvidere sikre opretholdelsen af et beredskab
til indsats mod forurening på havet, på kyster og i havne.
§ 2. Loven omfatter følgende skibe, luftfartøjer og platforme:
1) danske skibe og skibe, der befinder sig på dansk søterritorium,
2) danske luftfartøjer og luftfartøjer, der befinder sig på eller over
dansk søterritorium,
3) danske platforme og platforme, der befinder sig på dansk søterritorium
eller på dansk kontinentalsokkelområde, og
4) udenlandske skibe, der befinder sig uden for dansk søterritorium, i det
omfang det er foreneligt med international ret.
Stk. 2. Loven omfatter ikke orlogsskibe og andre skibe, der ejes
eller benyttes af en stat, så længe skibet udelukkende benyttes i
ikke-kommerciel statstjeneste.
Stk. 3. Skibe, der udelukkende benyttes til fritidsformål
(lystfartøjer), er ikke omfattet af bestemmelserne i § 20, stk. 1, og kapitel
12. Ved anvendelsen af beføjelserne i kapitlerne 2, 6, 7 og 10 kan
miljøministeren dog fastsætte særlige regler for lystfartøjer.
§ 3. Ved lovens administration, herunder ved anvendelsen af lovens
bemyndigelser, skal der lægges vægt på, hvad der er opnåeligt ved anvendelse
af den mindst forurenende teknologi, herunder mindre forurenende råvarer,
processer og anlæg og de bedst muligt forureningsbegrænsende
foranstaltninger. Ved denne vurdering skal der lægges særlig vægt på en
forebyggende indsats gennem anvendelse af renere teknologi.
Stk. 2. Ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltninger
til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der lægges vægt på
1) de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens sandsynlige
indvirkning på disse og
2) hele det kredsløb, som stoffer og materialer gennemløber, med henblik
på at begrænse spild af ressourcer mest muligt.
§ 4. Ved udtømning forstås i denne lov enhver udledning,
udflydning eller bortskaffelse i havet af stoffer eller materialer, der
stammer fra den normale drift af skibe eller bevægelige eller fast anbragte
platforme.
Stk. 2. Ved dumpning forstås i denne lov enhver bortskaffelse i
havet - som ikke er udtømning - af stoffer eller materialer fra eller sammen
med skibe, fly eller bevægelige eller fast anbragte platforme og enhver
bortskaffelse i havet af skibe, fly eller bevægelige eller fastanbragte
platforme, herunder enhver udledning, udflydning eller bortskaffelse af
stoffer eller materialer, der er bragt om bord eller transporteres med
henblik på bortskaffelse eller stammer fra behandling af stoffer eller
materialer, der er bragt om bord eller transporteres med henblik på
bortskaffelse.
Stk. 3. Som udtømning eller dumpning anses ikke
1) anbringelse i havet af stoffer eller materialer, hvis anbringelse sker
med andet formål end bortskaffelse,
2) udledning i havet af stoffer eller materialer, der er en direkte følge
af undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, jf.
kapitel 10, og
3) efterladelse på eller i havbunden af platforme og andre anlæg til brug
i forbindelse med efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden,
rørledninger og andre anlæg til transport af sådanne råstoffer samt
vindkraftanlæg på søterritoriet, disses fundamenter og tilhørende
ledningsanlæg.
Stk. 4. Ved afbrænding forstås i denne lov enhver bortskaffelse på
havet ved hjælp af termisk destruktion.
§ 5. Ved Østersøområdet forstås i denne lov Østersøen, Den
botniske Bugt, Den finske Bugt, Sundet, Bælterne samt Kattegat indtil
breddeparallellen 57I44,8'N gennem Skagen.
Stk. 2. Ved Nordsøområdet forstås den egentlige Nordsø samt andre
havområder inden for følgende grænser:
a) Nordsøen syd for den 62. nordlige breddegrad og øst for meridianen 4IV.
b) Skagerrak afgrænset i syd af breddeparallellen 57I44,8'N gennem Skagen.
c) Den engelske Kanal og adgangsvejene hertil øst for meridianen 5IV. og
nord for breddeparallellen 48I30'N.
§ 6. Ved nærmeste kyst forstås i denne lov den basislinie, hvorfra
det ydre territorialfarvand er fastlagt i overensstemmelse med international
ret.
Stk. 2. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale
aftaler fastsætte regler om, hvad der i nærmere angivne havområder forstås
ved nærmeste kyst.
§ 7. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler
bestemme, at et havområde er et særligt havområde.
§ 8. Inden miljøministeren fastsætter regler i medfør af loven,
forhandler ministeren med de nærmeste interesserede landsomfattende erhvervs-
og miljøorganisationer, de kommunale organisationer og andre berørte
statslige myndigheder, herunder industriministeren, energiministeren og
trafikministeren.
Kapitel 2
Olie
§ 9. Ved olie forstås i denne lov enhver form for mineralolie og
blandinger heraf, herunder råolie, naturgaskondensat, olieslam og olieaffald,
samt brændselsolie og alle andre raffinerede produkter bortset fra
petrokemikalier, der er klassificerede i henhold til § 14.
Stk. 2. Ved olietankskib forstås et skib, der er indrettet til at
transportere, eller som transporterer olie i bulk.
§ 10. Ethvert olietankskib på 150 BRT og derover, andre skibe på
400 BRT og derover, som anvender olie som brændstof, og platforme skal føre
en oliejournal.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter nærmere regler for
oliejournalens førelse og indretning.
Stk. 3. Oliejournalen skal forevises kompetent myndighed mod
forlangende.
§ 11. På dansk søterritorium må udtømning af olie ikke finde sted.
Stk. 2. Uden for dansk søterritorium må udtømning af olie kun
finde sted i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af stk. 3.
Stk. 3. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale
aftaler fastsætte nærmere regler om udtømning af olie og olieholdigt
ballastvand uden for dansk søterritorium fra olietankskibe, andre skibe og
platforme. Ministeren kan herunder bestemme, hvor udtømning må finde sted,
hvordan udtømningen skal foregå, herunder at den skal ske under anvendelse af
godkendte systemer, og hvilke mængder der må udtømmes, herunder
udtømningshastighed.
Kapitel 3
Flydende stoffer, som transporteres i bulk
§ 12. Ved flydende stoffer forstås i denne lov stoffer, hvis
damptryk ikke overstiger 2,8 kp/cm2 ved en temperatur på 37,8I C.
§ 13. På dansk søterritorium må udtømning af flydende stoffer, som
transporteres i bulk, bortset fra vand ikke finde sted.
Stk. 2. Uden for dansk søterritorium må udtømning af de af stk. 1
omfattede stoffer kun finde sted i overensstemmelse med de regler, der er
fastsat i medfør af § 14.
§ 14. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler
fastsætte regler om klassifikation af flydende stoffer, som transporteres i
bulk, og regler om, at stoffer, der er klassificerede som skadelige, ikke må
udtømmes eller kun kan udtømmes på særlige betingelser. Miljøministeren
udfærdiger en fortegnelse over klassificerede stoffer.
§ 15. Flydende stoffer, bortset fra olie, der ikke er optaget på
den i medfør af § 14 udfærdigede fortegnelse, skal, forinden de transporteres
i bulk til eller fra dansk havn, midlertidigt klassificeres af
miljøministeren.
§ 16. Skibe, der er indrettet til, eller som transporterer
flydende stoffer i bulk (kemikalietankskibe), skal føre en journal for
flydende stoffer, der i henhold til §§ 14 og 15 er klassificerede som
skadelige.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter nærmere regler for journalens
førelse og indretning.
Stk. 3. Journalen skal forevises kompetent myndighed mod
forlangende.
§ 17. Miljøministeren kan fastsætte regler om losning og udtømning
af tankskyllevand og om kontrol med overholdelse af bestemmelserne, herunder
om udpegning og bemyndigelse af personer, der skal udføre kontrollen.
Kapitel 4
Stoffer og materialer i emballeret form, containere m.v.
§ 18. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler
fastsætte nærmere regler eller træffe bestemmelse om transport af stoffer og
materialer i emballeret form, containere m.v., herunder regler om varsling og
pligt til at afgive oplysninger om lastens indhold.
Kapitel 5
Faste stoffer, som transporteres i bulk
§ 19. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler
fastsætte regler om klassificering af faste stoffer, som transporteres i
bulk, og regler om, at stoffer, der er skadelige, ikke må udtømmes eller kun
udtømmes på særlige betingelser. Miljøministeren kan udfærdige en fortegnelse
over klassificerede stoffer.
Kapitel 6
Kloakspildevand
§ 20. På dansk søterritorium og i Østersøområdet må udtømning af
kloakspildevand (afløbsstoffer eller andet affald fra toiletter, hospitalsrum
og rum, hvori der findes levende dyr) kun finde sted, såfremt
1) udtømningen foretages under anvendelse af et godkendt anlæg til
behandling af kloakspildevand og spildevandet ved udløbet fra anlægget ikke
frembringer synlige spor i havet,
2) spildevandet er findelt og desinficeret i et godkendt anlæg og
udtømningen sker i en afstand af mindst 4 sømil fra nærmeste kyst eller
3) udtømningen foretages i en afstand af mindst 12 sømil fra nærmeste
kyst. Foretages udtømning fra en tank til opsamling og opbevaring af
kloakspildevand, skal skibets eller platformens fart endvidere være mindst 4
knob, og udtømningen skal ske med moderat udløbshastighed.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte særlige regler om udtømning
af kloakspildevand i de i stk. 1 nævnte havområder, herunder forbud mod
udtømning i havne, bugter, fjorde og lign. områder eller forbud mod udtømning
fra bestemte skibe.
Stk. 3. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale
aftaler fastsætte regler om udtømning af kloakspildevand uden for dansk
søterritorium.
Kapitel 7
Affald
§ 21. På dansk søterritorium må udtømning af affald bortset fra
frisk fisk og dele deraf ikke finde sted.
Stk. 2. Miljøministeren kan inden for rammerne af
Fiskeriministeriets lovgivning og EF-bestemmelser på fiskeriområdet fastsætte
regler om udtømning af frisk fisk og dele heraf.
§ 22. I Østersøområdet og Nordsøområdet må levnedsmiddelaffald kun
udtømmes, såfremt udtømningen sker mindst 12 sømil fra nærmeste kyst.
Stk. 2. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om udtømning af levnedsmiddelaffald
uden for dansk søterritorium, Østersøområdet og Nordsøområdet.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte særlige regler om
bortskaffelse af levnedsmiddelaffald fra platforme og fra skibe, der er
beliggende inden for en afstand af 500 m fra en platform.
§ 23. I Østersøområdet og Nordsøområdet må udtømning af affald
bortset fra levnedsmiddelaffald ikke finde sted.
Stk. 2. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale
aftaler fastsætte regler om udtømning af affald, der ikke er
levnedsmiddelaffald, uden for dansk søterritorium, Østersøområdet og
Nordsøområdet.
Kapitel 8
Modtageanlæg
§ 24. Miljøministeren kan efter forhandling med trafikministeren
fastsætte regler og træffe bestemmelse om oprettelse og indretning af anlæg
til modtagelse af rester af olie og skadelige flydende stoffer og
kloakspildevand samt affald i havne. Det kan i den forbindelse pålægges
bunkringsvirksomheder, virksomheder, som foretager afskibning eller
modtagelseaf olie eller af skadelige flydende stoffer,og
skibsreparationsvirksomheder at etablere modtageanlæg for olie- eller
kemikalieblandet ballast- og tankskyllevand.
Kapitel 9
Dumpning
§ 25. Dumpning af stoffer eller materialer må ikke finde sted
bortset fra dumpning af optaget havbundsmateriale.
Stk. 2. Det er ikke tilladt med henblik på dumpning bortset fra
dumpning af havbundsmaterialer at overlade stoffer eller materialer til
transport eller at transportere eller indlaste dem.
§ 26. Amtsrådet (i Københavns Kommune kommunalbestyrelsen)
meddeler tilladelse til og fører tilsyn med dumpning af optaget
havbundsmateriale.
Stk. 2. I vurderingen af en ansøgning om tilladelse til dumpning
af optaget havbundsmateriale skal indgå de forhold og hensyn, der er anført i
bilag 1.
Stk. 3. Der må kun meddeles tilladelse til dumpning af
havbundsmateriale, såfremt havbundsmaterialet vurderes at indeholde
uvæsentlige mængder og koncentrationer af de i bilag 2 nævnte stoffer og
materialer, og såfremt disse ikke er tilført havbundsmaterialet med henblik
på bortskaffelse.
Stk. 4. Til brug for den i stk. 2 og 3 nævnte vurdering kan
amtsrådet stille krav om, at ansøgeren for egen regning lader foretage
analyser af havbundsmaterialet.
Stk. 5. Inden for et område, der er udpeget som beskyttelsesområde
efter EF-fuglebeskyttelsesdirektivet eller EF-naturbeskyttelsesdirektivet
eller et område med en vanddybde på under 6 meter, kan amtsrådet (i
Københavns Kommune kommunalbestyrelsen) ikke meddele tilladelse til dumpning
af optaget havbundsmateriale, medmindre miljøministeren har meddelt samtykke
hertil.
§ 27. Tilladelse til dumpning af havbundsmateriale skal være
tidsbegrænset og angive, hvilke stoffer eller materialer der omfattes af
tilladelsen, den samlede mængde, positionen for dumpningen og tilladelsens
udløbsdato. Endvidere kan der i tilladelsen stilles vilkår om bl.a.
fremgangsmåden, herunder om optagning og udlægning, tilsyns- og
sikkerhedsforanstaltninger og indberetning. Ved anden bortskaffelse af
havbundsmateriale end dumpning kan der fastsættes vilkår om optagningsmetode.
§ 28. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om
tilladelsesordningen for dumpning af havbundsmateriale, herunder om
ansøgningens indhold, om prøveudtagning og analyser af havbundsmateriale og
om amtsrådets vurdering og behandling af sager efter § 26.
Stk. 2. Miljøministeren kan beslutte at overtage amtsrådets
beføjelser efter § 26 i sager, der har større betydning.
§ 29. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, foretage ændringer i bilag 1 og 2.
Kapitel 10
Anden forurening
§ 30. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om udledning i havet og anden
bortskaffelse af stoffer og materialer, der stammer fra undersøgelse eller
udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, herunder kulbrinter.
Stk. 2. I regler udstedt i medfør af stk. 1 kan det bestemmes, at
udledning eller anden bortskaffelse af bestemte stoffer ikke må finde sted,
såfremt dette må antages at indebære en væsentlig risiko for forurening af
omgivelserne.
§ 31. Afbrænding af stoffer eller materialer på havet må ikke
finde sted.
Stk. 2. Det er ikke tilladt med henblik på afbrænding på havet at
overlade stoffer eller materialer til transport eller at transportere og
indlaste dem.
Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte forbud omfatter ikke
1) bortskaffelse ved afbrænding af normaldriftsaffald fra skibe og
platforme og
2) bortskaffelse ved afbrænding af stoffer og materialer, der stammer fra
undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, jf. § 30.
Stk. 4. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om bortskaffelse af
normaldriftsaffald fra skibe og platforme ved afbrænding.
§ 32. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om særlige foranstaltninger,
herunder krav til brændstof, om bord i skibe eller på platforme med henblik
på begrænsning af luftforurening.
§ 33. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler, jf. lovens formål, til forebyggelse
og begrænsning af forurening fra aktiviteter på havet, som ikke er omfattet
af reglerne i kapitel 2-10.
Kapitel 11
Beredskab
§ 34. Miljøministeren forestår i samarbejde med forsvaret,
redningsberedskabet og andre myndigheder, ministeren bemyndiger dertil,
bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet og de kystnære dele af
søterritoriet.
§ 35. I tilfælde af olie- eller kemikalieforurening forestås
sanering af kyststrækninger og bekæmpelse af forurening i havne af
kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen tilvejebringer en beredskabsplan for
iværksættelse af sanering af kyststrækninger i tilfælde af væsentlige
forureninger af kyster i kommunen og for bekæmpelse af forurening i havne i
kommunen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan pålægge havnebestyrelsen at
udarbejde en beredskabsplan for bekæmpelse af forurening i havnen og at drage
omsorg for, at det nødvendige materiel er til rådighed.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen underretter amtsrådet og
miljøministeren om indholdet af beredskabsplanerne og ændringer og tillæg til
disse.
Stk. 5. Amtsrådet samordner de kommunale beredskabsplaner efter
forhandling med de berørte kommuner og opstiller på grundlag af de kommunale
beredskabsplaner et samlet beredskab samt forestår og koordinerer indsatsen i
forbindelse med alvorlige og omfattende forureninger.
Stk. 6. I tilfælde af særlig alvorlige og omfattende forureninger
kan miljøministeren bestemme, at sanering af kyststrækninger og bekæmpelse af
forurening i havne skal ledes af miljøministeren.
§ 36. Miljøministeren udarbejder efter forhandling med de
kommunale organisationer retningslinier for indholdet af beredskabsplanerne
og træffer bestemmelse om, på hvilket tidspunkt planerne skal foreligge.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter efter forhandling med de
statslige havnemyndigheder, de kommunale organisationer og
havneorganisationerne regler om fordeling af udgifter til beredskab og
bekæmpelses- og saneringsforanstaltninger mellem havnebestyrelsen,
kommunalbestyrelsen, amtsrådet og staten.
§ 37. Ethvert olietankskib på 150 BRT og derover og alle øvrige
skibe på 400 BRT og derover skal have en godkendt beredskabsplan for
olieforureningsulykker, der sker på skibet.
Stk. 2. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om beredskabsplaner for skibe over
150 BRT, som er indrettet til, eller som transporterer skadelige flydende
stoffer i bulk.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk.
1 og 2 nævnte beredskabsplaner, herunder at planerne skal godkendes, og at
der kan stilles vilkår for sådanne godkendelser.
Kapitel 12
Indberetning
§ 38. Ejere, brugere og førere af samt lodser på skibe og ejere og
brugere af og lodser på platforme samt den for platformen ansvarlige skal
straks indberette til miljøministeren, såfremt der sker udtømning eller
dumpning, som er i strid med loven eller omfattes af § 58. Endvidere skal der
straks ske indberetning ved enhver form for kollision eller grundstødning,
eller såfremt der af andre grunde er fare for udtømning.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte personer samt førere af luftfartøjer
skal straks indberette til miljøministeren, såfremt der fra skibet,
platformen eller luftfartøjet iagttages væsentligt spild af olie eller
skadelige flydende stoffer.
Stk. 3. Havnebestyrelsen skal straks indberette til
miljøministeren, såfremt der i havnen iagttages væsentligt spild af olie
eller skadelige flydende stoffer og der er fare for forurening af havet.
Stk. 4. I de i stk. 1-3 nævnte tilfælde skal de nævnte personer
efter anmodning give miljøministeren eller den myndighed, ministeren
bemyndiger dertil, alle oplysninger, som har betydning for iværksættelse af
foranstaltninger for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet.
§ 39. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte nærmere regler om den i § 38 nævnte
indberetning og om indberetning af anden forurening af havet end den, der
omfattes af § 38.
Stk. 2. I regler udstedt i medfør af stk. 1 kan det bestemmes, at
der skal ske indberetning til de i henhold til internationale aftaler
kompetente udenlandske myndigheder, såfremt skibet eller platformen befinder
sig uden for dansk søterritorium.
§ 40. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte regler om indberetning af oplysninger om
farligt eller forurenende gods om bord i skibe og om etablering af en ordning
for modtagelse, opbevaring og videresendelse af sådanne oplysninger.
§ 41. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at forhandlere,
importører, eksportører, befragtere og havnebestyrelser skal oplyse
sammensætningen og mængden af de stoffer eller materialer, der ind- og
udlastes i danske havne.
Kapitel 13
Indgreb
§ 42. Miljøministeren eller den myndighed, ministeren bemyndiger
dertil, og politiet kan med behørig legitimation uden retskendelse foretage
de undersøgelser af et skib eller en platform, der er nødvendige for at
forhindre eller bekæmpe forurening af havet, såfremt der fra skibet eller
platformen er sket eller er fare for udtømning eller udledning, som er i
strid med loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf, eller som omfattes
af § 58. Undersøgelsen må ikke medføre unødig forsinkelse eller unødig udgift
for skibet eller platformen.
§ 43. Miljøminsteren kan forbyde et skib at fortsætte sejlads
eller andre aktiviteter eller påbyde, at sejlads eller andre aktiviteter skal
følge bestemte retningslinier, såfremt der fra skibet er sket eller er fare
for udtømning eller udledning, som er i strid med loven eller forskrifter
udstedt i medfør heraf eller omfattes af § 58, og forbudet eller påbudet er
nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet.
Stk. 2. Miljøministeren kan træffe foranstaltninger svarende til
de i stk. 1 nævnte over for platforme.
Stk. 3. Miljøministeren kan træffe yderligere foranstaltninger end
de i stk. 1 og 2 nævnte, såfremt dette er nødvendigt for at forhindre eller
bekæmpe forurening, der kan medføre alvorlige skader for havmiljøet.
Stk. 4. Beslutning om forbud eller påbud efter stk. 1-3 skal
snarest muligt meddeles føreren af skibet eller den for platformen ansvarlige
eller ejeren eller brugeren af skibet eller platformen skriftligt eller
telegrafisk med oplysning om grunden til forbudet eller påbudet og i tilfælde
af tilbageholdelse med oplysning om de vilkår, hvorunder frigivelse kan finde
sted.
§ 44. Såfremt der er sket eller er fare for udtømning eller
udledning, som er i strid med loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf
eller omfattes af § 58, og dette medfører udgifter til beredskabs- eller
bekæmpelsesforanstaltninger, skal sådanne udgifter for alle rimelige
forholdsregler bæres af skibets eller platformens ejere.
Stk. 2. Miljøministeren kan pålægge ejeren af et skib eller en
platform at stille sikkerhed for de i stk. 1 nævnte udgifter og bestemme, at
skibet eller platformen skal tilbageholdes, indtil sikkerhed er stillet. §
43, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.
Kapitel 14
Tilsyn
§ 45. Miljøministeren fører tilsyn med overholdelsen af
bestemmelserne i denne lov og de forskrifter, der udstedes i henhold til
loven.
Stk. 2. Miljøministeren eller den myndighed, ministeren bemyndiger
dertil, og politiet har mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til
et skib eller en platform, herunder til skibets eller platformens papirer,
med henblik på at udøve tilsynsbeføjelsen efter stk. 1 og kan udtage prøver
for at påse overholdelsen af loven og forskrifter udstedt i henhold til
loven. Tilsynet må ikke medføre unødig forsinkelse eller unødig udgift for
skibet eller platformen.
Stk. 3. For så vidt angår udenlandske skibe og platforme, der er
under passage af dansk søterritorium, kan beføjelserne i medfør af stk. 2 kun
udøves, såfremt der foreligger begrundet mistanke om overtrædelse af
bestemmelserne i denne lov og forskrifter udstedt i henhold til loven.
§ 46. Miljøministeren kan fastsætte regler om inspektion af
olietankskibes lasttanke til konstatering af, om mængden af ladningsrester er
i overensstemmelse med oplysningerne om tidligere olielaster og udtømninger.
Det kan herunder bestemmes, at inspektion kan foretages uden retskendelse mod
behørig legitimation.
§ 47. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for anvendelse
af mærkningsmateriale i danske skibe og i udenlandske skibe i dansk havn til
sporing af udtømninger, der ikke er tilladt i henhold til loven, eller af
andre former for forurening.
Kapitel 15
Administrative bestemmelser og klage
§ 48. Miljøministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet
styrelse eller tilsvarende institution eller andre statslige myndigheder til
at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om adgangen til at
påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1,
herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.
§ 49. Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til
adressaten. Afgørelse om dumpning af optaget havbundsmateriale meddeles
tillige klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, jf. § 52,
og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling.
Stk. 2. Meddelelse til de personer, der er nævnt i § 52, stk. 1,
nr. 2, kan finde sted ved offentlig annoncering.
§ 50. Afgørelser, der kan påklages, skal oplyse datoen for
klagefristens udløb og i øvrigt indeholde oplysning om,
1) at afgørelsen kan påklages skriftligt, og til hvem afgørelsen kan
påklages,
2) at klage over afgørelser, der er truffet i medfør af § 26, skal
indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen, mens afgørelser, der
er truffet i medfør af § 43, skal indgives til Tilbageholdelsesnævnet, jf. §
51, stk. 4, og
3) at klage skal være modtaget senest ved klagefristens udløb.
§ 51. Amtsrådets eller i Københavns Kommune kommunalbestyrelsens
afgørelser om dumpning af optaget havbundsmateriale, jf. § 26, stk. 1, kan
påklages til miljøministeren, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Amtsrådets eller i Københavns Kommune kommunalbestyrelsens
afgørelse om dumpning af optaget havbundsmateriale inden for de områder, der
er nævnt i § 26, stk. 5, kan påklages til det miljøklagenævn, der er nedsat i
henhold til lov om miljøbeskyttelse. §§ 102, 104, 105, stk. 1, 105, stk. 2,
1. pkt., 106 og 109 i lov om miljøbeskyttelse finder tilsvarende anvendelse.
I stedet for de beskikkede sagkyndige medlemmer, der er angivet i § 105, stk.
2, i lov om miljøbeskyttelse, medvirker ved behandling af klagesager efter
denne lov sagkyndige medlemmer, der beskikkes af miljøministeren for 4 år ad
gangen efter indstilling fra:
1) Sammenslutningen af Danske Havne, Foreningen af Danske Privathavne,
Københavns Havnebestyrelse, Århus og Ålborg Kommunalbestyrelser,
Trafikministeriet, Danmarks Havfiskeriforening, Danmarks Fiskeriforening,
Foreningen af Ral- og Sandsugere og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i
forening.
2) Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen i forening.
Stk. 3. Klage efter stk. 1 sendes til den myndighed, der har
truffet afgørelsen. Denne myndighed sender klagen til klagemyndigheden.
Stk. 4. Forbud eller påbud efter § 43 over for skibe og platforme
kan påklages til det Tilbageholdelsesnævn, der er nedsat i henhold til lov om
skibes sikkerhed m.v. Tilbageholdelsesnævnets afgørelser kan ikke indbringes
for anden administrativ myndighed.
Stk. 5. I forbindelse med behandling af en klagesag efter stk. 4
indhenter Tilbageholdelsesnævnet en udtalelse om sagen fra en af
miljøministeren udpeget sagkyndig.
Stk. 6. Klage efter stk. 2 og 4 indsendes til henholdsvis
Miljøklagenævnet og Tilbageholdelsesnævnet.
Stk. 7. Klager efter stk. 1, 2 og 4 skal være indgivet inden 4
uger fra afgørelsens meddelelse. Når offentlig annoncering finder sted, jf. §
49, stk. 2, regnes klagefristen dog altid fra annonceringens dato.
Stk. 8. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag,
forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
§ 52. Afgørelser efter § 26 kan påklages af
1) afgørelsens adressat,
2) enhver, der må antages at have en individuel væsentlig interesse i
sagens udfald,
3) kommunalbestyrelsen,
4) embedslægeinstitutionen,
5) Danmarks Naturfredningsforening,
6) Forbrugerrådet,
7) Danmarks Havfiskeriforening,
8) Dansk Fiskeriforening,
9) Danmarks Sportsfiskerforbund,
10) Greenpeace, Danmark,
11) Dansk Ornitologisk Forening,
12) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere og
13) Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Stk. 2. Et forbud eller påbud efter § 43 kan påklages af
afgørelsens adressat.
§ 53. En tilladelse til dumpning af optaget havbundsmateriale må
ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.
Stk. 2. En klage over en tilladelse til dumpning af optaget
havbundsmateriale har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden
bestemmer andet. Hvis der indgives klage, skal den myndighed, der har meddelt
tilladelsen, straks underrette ansøgeren herom.
Kapitel 16
Andre bestemmelser
§ 54. Udledning i havet af stoffer eller materialer med henblik på
videnskabelig forskning i forureningsbekæmpelse eller på at bekæmpe
forurening af havet må ikke finde sted uden tilladelse fra miljøministeren.
Uden for dansk søterritorium kan tilladelse tillige gives af de kompetente
myndigheder i en stat, der har tiltrådt konventionen om beskyttelse af
havmiljøet i Østersøområdet eller konventionen om forebyggelse af forurening
fra skibe.
Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1, 1. pkt., kan kun gives i konkret
foreliggende enkelttilfælde eller under særlige omstændigheder for en nærmere
angivet periode. Tilladelsen skal angive, hvilke stoffer eller materialer der
omfattes af tilladelsen, den samlede mængde og vilkår om opbevaring,
udtagning af periodiske kontrolprøver og indberetning.
§ 55. Miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning
af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn i forbindelse med
loven og til dækning af havnenes udgifter ved driften af modtageanlæg, jf. §
24.
§ 56. Såfremt der i denne lov eller i regler, der udstedes i
medfør af denne lov, stilles krav om anvendelse af bestemte systemer og
anlæg, skal disse være godkendt for så vidt angår danske skibe af
industriministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, for så vidt
angår danske platforme af energiministeren eller den, som ministeren
bemyndiger dertil, og for så vidt angår udenlandske skibe af kompetente
myndigheder i en stat, der har tiltrådt konventionen om beskyttelse af
havmiljøet i Østersøområdet eller konventionen om forebyggelse af forurening
fra skibe.
§ 57. Tilladelser meddelt i henhold til denne lov eller en lov,
der ophæves ved denne lov, kan til enhver tid ændres eller tilbagekaldes, når
hensynet til beskyttelse af havmiljøet gør det fornødent.
§ 58. Bestemmelserne i kapitlerne 2-7 og 9 og 10 og forskrifter
udstedt i medfør af disse finder ikke anvendelse,
1) når udtømning, udledning eller dumpning sker for at redde menneskeliv
eller af hensyn til skibes, luftfartøjers eller platformes sikkerhed, eller
2) når udflydning skyldes skade på skibet eller platformen, skade på
skibets eller platformens udstyr eller uundgåelig lækage, forudsat at der,
efter at skaden eller lækagen er blevet konstateret, er iagttaget alle
rimelige forholdsregler for at undgå eller formindske udflydning, medmindre
ejeren, brugeren eller føreren af skibet eller andre, der udfører arbejde i
skibets tjeneste, eller ejeren, brugeren eller den for platformen ansvarlige
eller andre, der udfører arbejde i platformens tjeneste, har handlet
forsætligt eller burde have forudset skaden.
Kapitel 17
Straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser
§ 59. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde den, der
1) overtræder § 10, stk. 1 og 3, § 11, stk. 1 og 2, § 13, § 16, stk. 1 og
3, § 20, stk. 1, § 21, § 22, stk. 1, § 23, stk. 1, § 25, § 31, stk. 1 og 2, §
37, stk. 1, § 53, stk. 1, og § 54, stk. 1,
2) undlader at indhente klassifikation efter § 15,
3) tilsidesætter vilkår efter § 27 og § 54, stk. 1,
4) undlader at foretage indberetning efter § 38, stk. 1-3, eller undlader
at meddele oplysninger efter § 38, stk. 4,
5) undlader at efterkomme et forbud eller påbud efter § 43, stk. 1-3,
6) modvirker undersøgelser efter § 42 eller tilsyn efter § 45, stk. 2 og
3, og
7) modvirker tilbageholdelse efter § 44, stk. 2.
Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år,
hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis
der ved overtrædelsen er
1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller
2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv
eller andre, herunder ved besparelser.
§ 60. For overtrædelse af § 11, stk. 1 og 2, § 13, § 25 og § 31,
stk. 1, kan der pålægges skibets eller platformens ejer eller bruger
bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig
eller uagtsom. For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.
§ 61. I regler, der udstedes i henhold til § 10, stk. 2, § 11,
stk. 3, § 14, § 16, stk. 2, § 17, § 18, § 19, § 20, stk. 2 og 3, § 22, stk. 2
og 3, § 23, stk. 2, § 24, § 28, § 30, § 31, stk. 3, § 32, § 33, § 39, § 40, §
41, § 46 og § 47, kan der fastsættes straf af bøde. Det kan endvidere
fastsættes, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år under
tilsvarende omstændigheder som anført i § 59, stk. 2.
§ 62. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber,
andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet
som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et
kommunalt fællesskab, jf. § 60 i love om kommunernes styrelse, kan der
pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
§ 63. Ransagning kan ske i sager om overtrædelse af bestemmelserne
i denne lov og bestemmelser udstedt i medfør af loven i overensstemmelse med
retsplejelovens regler herom.
Stk. 2. Indtræder strafansvar efter §§ 59-61, kan det pågældende
skib eller den pågældende platform tilbageholdes af tilsynsmyndigheden eller
af politiet på tilsynsmyndighedens vegne, indtil bøder og sagsomkostninger er
betalt eller der er stillet sikkerhed for betalingen. Sker dette ikke senest
2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i
skibet.
§ 64. Loven træder i kraft 1. januar 1994, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 37 fastsættes af
miljøministeren.
Stk. 3. Ved lovens ikrafttrædelse ophæves lov nr. 130 af 9. april
1980 om beskyttelse af havmiljøet.
§ 65. Regler, der er fastsat i henhold til den i § 64, stk. 3,
nævnte lov, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler fastsat i henhold
til denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende
regler.
§ 66. Afgørelser truffet efter de regler, der er nævnt i § 64,
stk. 3, og § 65, bevarer deres gyldighed, indtil der efter denne lov eller
regler fastsat i henhold til denne lov træffes ny afgørelse. Overtrædelse af
sådanne afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.
§ 67. Sager, der ved lovens ikrafttræden er under behandling, skal
behandles efter de hidtil gældende regler.
§ 68. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
der følger af de særlige færøske og grønlandske forhold.
Stk. 2. For virksomhed omfattet af tilladelser til undersøgelse og
udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland, herunder kulbrinter, varetages
myndighedsbeføjelserne og -opgaverne i henhold til loven, bortset fra
beføjelser til at fastsætte regler i henhold til loven, af energiministeren.
Energiministeren kan som led i den samlede myndighedsbehandling af
råstofaktiviteter i Grønland, jf. lov nr. 335 af 6. juni 1991 om mineralske
råstoffer m.v. i Grønland (råstofloven) og lov om kontinentalsoklen, jf.
lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, fravige bestemmelserne i loven
eller regler udstedt i medfør heraf, hvor dette ikke strider mod
internationale aftaler.
Stk. 3. Ved lovens ikraftsættelse for Grønland ophæves lov om
foranstaltninger mod forurening af havet med olie, jf. lovbekendtgørelse nr.
134 af 28. marts 1978 og lov nr. 290 af 7. juni 1972 om foranstaltninger mod
forurening af havet med andet end olie.
Bilag 1
Forhold, der skal vurderes i forbindelse med behandling af en ansøgning om
tilladelse til klapning:
A. Beskrivelse af klapmaterialet:
1. Mængde og art af det materiale, hvortil der søges tilladelse til
klapning.
2. Indhold af de i bilag 1 anførte stoffer og materialer.
3. Klapmaterialets fysiske, kemiske, biokemiske og biologiske egenskaber.
4. Giftighed.
5. Nedbrydelighed.
6. Ophobning og biotransformation i biologiske materialer eller
aflejringer.
7. Kemiske og fysiske ændringer i klapmaterialet efter klapning, herunder
eventuel dannelse af nye forbindelser.
8. Sandsynligheden for frembringelse af afsmag eller andre forandringer,
der forringer salgbarheden af marine ressourcer (fisk, skaldyr etc.).
9. Generelt skal det overvejes, om der er tilstrækkelig videnskabeligt
grundlag med hensyn til karakterisering og sammensætning af klapmaterialet
til at kunne vurdere dumpningens påvirkning af livet i havet og over for den
menneskelige sundhed.
B. Beskrivelse af klapplads og klapmetode:
1. Geografisk position, dybde og afstand fra kyst.
2. Beliggenhed i forhold til andre områder (f.eks.
EF-fuglebeskyttelsesområder, Ramsar-områder, rekreative områder,
ynglepladser, reservater, gyde-, opvækst- og fiskepladser samt
råstofressourceområder).
3. Beskrivelse af relevante sedimentforhold.
4. Klapmetode og optagningsmetode.
5. Beskrivelse af relevante vandforhold, herunder spredning (f.eks. strøm,
tidevand).
6. Tilstedeværelse og virkninger af igangværende og tidligere udledninger
og klapninger i området (herunder ophobede virkninger).
7. Materialet skal i fornødent omfang omfatte fyldestgørende oplysninger
om årlige gennemsnitsværdier for og sæsonmæssige afvigelser i de i dette
bilag, dette afsnit, omhandlede forhold.
8. Generelt skal det overvejes, om der er tilstrækkelig videnskabeligt
grundlag for en vurdering af følgerne af den ansøgte klapning.
C. Almindelige overvejelser og betingelser:
1. Mulige indvirkninger på rekreative værdier (f.eks. forekomst af
flydende eller strandet materiale, uklarhed, dårlig lugt, misfarvning og
skumning).
2. Mulige indvirkninger på livet i havet, vandfugle og deres
fourageringsmuligheder, fiske- og skaldyrkulturer, fiskebestande og fiskeri,
tangoptagning og -kulturer.
3. Mulige indvirkninger på anden anvendelse af havet (f.eks. forringelse
af vandets kvalitet til industrielle formål, herunder mineral- og
råstofudvinding, undervandskorrosion af konstruktioner, gene for manøvrering
af skibe på grund af flydende materialer, gene for fiskeri eller navigering
på grund af ophobning af affald eller faste genstande på havbunden og
beskyttelse af områder af særlig betydning ud fra videnskabelige eller
bevaringsmæssige hensyn).
4. Mulighederne for nyttiggørelse eller den praktiske tilstedeværelse af
alternative landbaserede behandlings-, bortskaffelses- eller
tilintetgørelsesmuligheder eller mulighederne for at gøre stoffet mindre
skadeligt med hensyn til klapning, idet såvel miljømæssige som økonomiske
konsekvenser af alternativer til dumpning skal indgå i overvejelserne.
Bilag 2
Følgende stoffer og materialer må kun forefindes i klapmateriale
i uvæsentlige mængder og koncentrationer:
1. Kviksølv og kviksølvforbindelser.
2. Cadmium og cadmiumforbindelser.
3. Antimon, arsen, beryllium, bly, chrom, kobber, molybdæn, nikkel, selen,
tin, vanadium, zink og deres forbindelser, samt fosfor.
4. Cyanider og fluorider.
5. Organiske halogenforbindelser (f.eks. PCB, PCT, DDT m.v.) og stoffer,
der kan danne sådanne forbindelser i det marine miljø, med undtagelse af
stoffer, som er ikke-toksiske eller hurtigt i havet omdannes til stoffer, der
er biologisk uskadelige.
6. Råolie og råolieaffald, raffinerede olieprodukter, rester, der
fremkommer under raffinering af olie, og enhver blanding, der indeholder
noget af disse stoffer.
7. Polycycliske aromatiske carbonhydrider (PAH) og deres derivater.
8. Phenoler og deres derivater.
9. Phthalsyre og dens derivater.
10. Svært nedbrydelige pesticider, begroningshindrende midler og kemiske
stoffer til konservering af træ, tømmer, træmasse, cellulose, papir, huder og
tekstiler og deres biprodukter, som ikke omfattes af pkt. 1-9.
11. Svært nedbrydelige giftige organiske silicium-forbindelser.
12. Overfladeaktive stoffer.
13. Ligninstoffer.
14. De chelatdannende stoffer EDTA og DTPA.
15. Stoffer med skadelig virkning for smag og/eller lugt i produkter fra
havet, der anvendes til menneskelig føde.
16. Stoffer, som - uanset at de er af ikke-toksisk art - kan blive
skadelige på grund af de mængder, i hvilke de klappes, eller som i alvorlig
grad vil kunne forringe rekreative værdier.
17. Unedbrydelige plasticmaterialer og andre unedbrydelige syntetiske
materialer samt andre materialer og stoffer, som kan flyde i havet eller
forblive i suspension eller synke til bunds, og som kan være til alvorlig
ulempe for fiskeri, søfart eller anden retmæssig udnyttelse af havet eller
mindske dettes rekreative værdi.
18. Beholdere, metalaffald, tjæreagtige stoffer, der kan synke til bunds,
og andet omfangsrigt materiale, som kan frembyde alvorlige ulemper for
fiskeri eller søfart.
19. Radioaktivt affald eller andre radioaktive stoffer.
20. Materialer i enhver tilstandsform (fast, flydende, gasformig eller
levende tilstand) fremstillet til biologisk og kemisk krigsførelse.
21. De af miljøministeren nærmere specificerede stoffer, som efter
klapning i havet antages at kunne være kræftfremkaldende.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Lov om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland Retsinformation · 20. december 2017
- Forslag til Lov om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland Retsinformation · 8. december 2017
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat N. Wahl fremsat den 28. februar 2018. — Bosphorus Queen Shipping Ltd Corp. mod Rajavartiolaitos. EU-domme · 28. februar 2018
- Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 11. juli 2018. — Bosphorus Queen Shipping Ltd Corp. mod Rajavartiolaitos. EU-domme · 11. juli 2018
- DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling) 6. oktober 2009 EU-domme · 6. oktober 2009
- Bekendtgørelse af lov om beskyttelse af havmiljøet Retsinformation · 20. februar 2024