Spring til indhold

Retsinformation

1992 LSF 205 FORSLAG TIL LOV OM BESKYTTELSE AF HAVMILJØET

1992/1 LSF 205Lovforslag som fremsatFolketinget2. juli 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Formål m.v.

§ 1. Loven skal medvirke til at værne natur og miljø, så

samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for

menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.

Stk. 2. Med denne lov tilsigtes at forebygge og begrænse

forurening af miljøet, herunder særligt havmiljøet, fra skibe, luftfartøjer

og bevægelige eller fastanbragte platforme med faste, flydende, luftformige

eller andre stoffer, der kan

1) bringe menneskets sundhed i fare,

2) skade de levende ressourcer og livet i havet,

3) være til gene for den retmæssige udnyttelse af havet eller

4) forringe rekreative værdier.

Stk. 3. Loven skal endvidere sikre opretholdelsen af et beredskab

til indsats mod forurening på havet, på kyster og i havne.

§ 2. Loven omfatter følgende skibe, luftfartøjer og platforme:

1) danske skibe og skibe, der befinder sig på dansk søterritorium,

2) danske luftfartøjer og luftfartøjer, der befinder sig på eller over

dansk søterritorium,

3) danske platforme og platforme, der befinder sig på dansk søterritorium

eller på dansk kontinentalsokkelområde, og

4) udenlandske skibe, der befinder sig uden for dansk søterritorium, i det

omfang det er foreneligt med international ret.

Stk. 2. Loven omfatter ikke orlogsskibe og andre skibe, der ejes

eller benyttes af en stat, så længe skibet udelukkende benyttes i

ikke-kommerciel statstjeneste.

Stk. 3. Skibe, der udelukkende benyttes til fritidsformål

(lystfartøjer), er ikke omfattet af bestemmelserne i § 20, stk. 1, og kapitel

12. Ved anvendelsen af beføjelserne i kapitlerne 2, 6, 7 og 10 kan

miljøministeren dog fastsætte særlige regler for lystfartøjer.

Læs alt

§ 3. Ved lovens administration, herunder ved anvendelsen af lovens

bemyndigelser, skal der lægges vægt på, hvad der er opnåeligt ved anvendelse

af den mindst forurenende teknologi, herunder mindre forurenende råvarer,

processer og anlæg og de bedst muligt forureningsbegrænsende

foranstaltninger. Ved denne vurdering skal der lægges særlig vægt på en

forebyggende indsats gennem anvendelse af renere teknologi.

Stk. 2. Ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltninger

til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der lægges vægt på

1) de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens sandsynlige

indvirkning på disse og

2) hele det kredsløb, som stoffer og materialer gennemløber, med henblik

på at begrænse spild af ressourcer mest muligt.

§ 4. Ved udtømning forstås i denne lov enhver udledning,

udflydning eller bortskaffelse i havet af stoffer eller materialer, der

stammer fra den normale drift af skibe eller bevægelige eller fast anbragte

platforme.

Stk. 2. Ved dumpning forstås i denne lov enhver bortskaffelse i

havet - som ikke er udtømning - af stoffer eller materialer fra eller sammen

med skibe, fly eller bevægelige eller fast anbragte platforme og enhver

bortskaffelse i havet af skibe, fly eller bevægelige eller fastanbragte

platforme, herunder enhver udledning, udflydning eller bortskaffelse af

stoffer eller materialer, der er bragt om bord eller transporteres med

henblik på bortskaffelse eller stammer fra behandling af stoffer eller

materialer, der er bragt om bord eller transporteres med henblik på

bortskaffelse.

Stk. 3. Som udtømning eller dumpning anses ikke

1) anbringelse i havet af stoffer eller materialer, hvis anbringelse sker

med andet formål end bortskaffelse,

2) udledning i havet af stoffer eller materialer, der er en direkte følge

af undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, jf.

kapitel 10, og

3) efterladelse på eller i havbunden af platforme og andre anlæg til brug

i forbindelse med efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden,

rørledninger og andre anlæg til transport af sådanne råstoffer samt

vindkraftanlæg på søterritoriet, disses fundamenter og tilhørende

ledningsanlæg.

Stk. 4. Ved afbrænding forstås i denne lov enhver bortskaffelse på

havet ved hjælp af termisk destruktion.

§ 5. Ved Østersøområdet forstås i denne lov Østersøen, Den

botniske Bugt, Den finske Bugt, Sundet, Bælterne samt Kattegat indtil

breddeparallellen 57I44,8'N gennem Skagen.

Stk. 2. Ved Nordsøområdet forstås den egentlige Nordsø samt andre

havområder inden for følgende grænser:

a) Nordsøen syd for den 62. nordlige breddegrad og øst for meridianen 4IV.

b) Skagerrak afgrænset i syd af breddeparallellen 57I44,8'N gennem Skagen.

c) Den engelske Kanal og adgangsvejene hertil øst for meridianen 5IV. og

nord for breddeparallellen 48I30'N.

§ 6. Ved nærmeste kyst forstås i denne lov den basislinie, hvorfra

det ydre territorialfarvand er fastlagt i overensstemmelse med international

ret.

Stk. 2. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale

aftaler fastsætte regler om, hvad der i nærmere angivne havområder forstås

ved nærmeste kyst.

§ 7. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler

bestemme, at et havområde er et særligt havområde.

§ 8. Inden miljøministeren fastsætter regler i medfør af loven,

forhandler ministeren med de nærmeste interesserede landsomfattende erhvervs-

og miljøorganisationer, de kommunale organisationer og andre berørte

statslige myndigheder, herunder industriministeren, energiministeren og

trafikministeren.

Kapitel 2

Olie

§ 9. Ved olie forstås i denne lov enhver form for mineralolie og

blandinger heraf, herunder råolie, naturgaskondensat, olieslam og olieaffald,

samt brændselsolie og alle andre raffinerede produkter bortset fra

petrokemikalier, der er klassificerede i henhold til § 14.

Stk. 2. Ved olietankskib forstås et skib, der er indrettet til at

transportere, eller som transporterer olie i bulk.

§ 10. Ethvert olietankskib på 150 BRT og derover, andre skibe på

400 BRT og derover, som anvender olie som brændstof, og platforme skal føre

en oliejournal.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter nærmere regler for

oliejournalens førelse og indretning.

Stk. 3. Oliejournalen skal forevises kompetent myndighed mod

forlangende.

§ 11. På dansk søterritorium må udtømning af olie ikke finde sted.

Stk. 2. Uden for dansk søterritorium må udtømning af olie kun

finde sted i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af stk. 3.

Stk. 3. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale

aftaler fastsætte nærmere regler om udtømning af olie og olieholdigt

ballastvand uden for dansk søterritorium fra olietankskibe, andre skibe og

platforme. Ministeren kan herunder bestemme, hvor udtømning må finde sted,

hvordan udtømningen skal foregå, herunder at den skal ske under anvendelse af

godkendte systemer, og hvilke mængder der må udtømmes, herunder

udtømningshastighed.

Kapitel 3

Flydende stoffer, som transporteres i bulk

§ 12. Ved flydende stoffer forstås i denne lov stoffer, hvis

damptryk ikke overstiger 2,8 kp/cm2 ved en temperatur på 37,8I C.

§ 13. På dansk søterritorium må udtømning af flydende stoffer, som

transporteres i bulk, bortset fra vand ikke finde sted.

Stk. 2. Uden for dansk søterritorium må udtømning af de af stk. 1

omfattede stoffer kun finde sted i overensstemmelse med de regler, der er

fastsat i medfør af § 14.

§ 14. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler

fastsætte regler om klassifikation af flydende stoffer, som transporteres i

bulk, og regler om, at stoffer, der er klassificerede som skadelige, ikke må

udtømmes eller kun kan udtømmes på særlige betingelser. Miljøministeren

udfærdiger en fortegnelse over klassificerede stoffer.

§ 15. Flydende stoffer, bortset fra olie, der ikke er optaget på

den i medfør af § 14 udfærdigede fortegnelse, skal, forinden de transporteres

i bulk til eller fra dansk havn, midlertidigt klassificeres af

miljøministeren.

§ 16. Skibe, der er indrettet til, eller som transporterer

flydende stoffer i bulk (kemikalietankskibe), skal føre en journal for

flydende stoffer, der i henhold til §§ 14 og 15 er klassificerede som

skadelige.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter nærmere regler for journalens

førelse og indretning.

Stk. 3. Journalen skal forevises kompetent myndighed mod

forlangende.

§ 17. Miljøministeren kan fastsætte regler om losning og udtømning

af tankskyllevand og om kontrol med overholdelse af bestemmelserne, herunder

om udpegning og bemyndigelse af personer, der skal udføre kontrollen.

Kapitel 4

Stoffer og materialer i emballeret form, containere m.v.

§ 18. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler

fastsætte nærmere regler eller træffe bestemmelse om transport af stoffer og

materialer i emballeret form, containere m.v., herunder regler om varsling og

pligt til at afgive oplysninger om lastens indhold.

Kapitel 5

Faste stoffer, som transporteres i bulk

§ 19. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler

fastsætte regler om klassificering af faste stoffer, som transporteres i

bulk, og regler om, at stoffer, der er skadelige, ikke må udtømmes eller kun

udtømmes på særlige betingelser. Miljøministeren kan udfærdige en fortegnelse

over klassificerede stoffer.

Kapitel 6

Kloakspildevand

§ 20. På dansk søterritorium og i Østersøområdet må udtømning af

kloakspildevand (afløbsstoffer eller andet affald fra toiletter, hospitalsrum

og rum, hvori der findes levende dyr) kun finde sted, såfremt

1) udtømningen foretages under anvendelse af et godkendt anlæg til

behandling af kloakspildevand og spildevandet ved udløbet fra anlægget ikke

frembringer synlige spor i havet,

2) spildevandet er findelt og desinficeret i et godkendt anlæg og

udtømningen sker i en afstand af mindst 4 sømil fra nærmeste kyst eller

3) udtømningen foretages i en afstand af mindst 12 sømil fra nærmeste

kyst. Foretages udtømning fra en tank til opsamling og opbevaring af

kloakspildevand, skal skibets eller platformens fart endvidere være mindst 4

knob, og udtømningen skal ske med moderat udløbshastighed.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte særlige regler om udtømning

af kloakspildevand i de i stk. 1 nævnte havområder, herunder forbud mod

udtømning i havne, bugter, fjorde og lign. områder eller forbud mod udtømning

fra bestemte skibe.

Stk. 3. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale

aftaler fastsætte regler om udtømning af kloakspildevand uden for dansk

søterritorium.

Kapitel 7

Affald

§ 21. På dansk søterritorium må udtømning af affald bortset fra

frisk fisk og dele deraf ikke finde sted.

Stk. 2. Miljøministeren kan inden for rammerne af

Fiskeriministeriets lovgivning og EF-bestemmelser på fiskeriområdet fastsætte

regler om udtømning af frisk fisk og dele heraf.

§ 22. I Østersøområdet og Nordsøområdet må levnedsmiddelaffald kun

udtømmes, såfremt udtømningen sker mindst 12 sømil fra nærmeste kyst.

Stk. 2. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler om udtømning af levnedsmiddelaffald

uden for dansk søterritorium, Østersøområdet og Nordsøområdet.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte særlige regler om

bortskaffelse af levnedsmiddelaffald fra platforme og fra skibe, der er

beliggende inden for en afstand af 500 m fra en platform.

§ 23. I Østersøområdet og Nordsøområdet må udtømning af affald

bortset fra levnedsmiddelaffald ikke finde sted.

Stk. 2. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale

aftaler fastsætte regler om udtømning af affald, der ikke er

levnedsmiddelaffald, uden for dansk søterritorium, Østersøområdet og

Nordsøområdet.

Kapitel 8

Modtageanlæg

§ 24. Miljøministeren kan efter forhandling med trafikministeren

fastsætte regler og træffe bestemmelse om oprettelse og indretning af anlæg

til modtagelse af rester af olie og skadelige flydende stoffer og

kloakspildevand samt affald i havne. Det kan i den forbindelse pålægges

bunkringsvirksomheder, virksomheder, som foretager afskibning eller

modtagelseaf olie eller af skadelige flydende stoffer,og

skibsreparationsvirksomheder at etablere modtageanlæg for olie- eller

kemikalieblandet ballast- og tankskyllevand.

Kapitel 9

Dumpning

§ 25. Dumpning af stoffer eller materialer må ikke finde sted

bortset fra dumpning af optaget havbundsmateriale.

Stk. 2. Det er ikke tilladt med henblik på dumpning bortset fra

dumpning af havbundsmaterialer at overlade stoffer eller materialer til

transport eller at transportere eller indlaste dem.

§ 26. Amtsrådet (i Københavns Kommune kommunalbestyrelsen)

meddeler tilladelse til og fører tilsyn med dumpning af optaget

havbundsmateriale.

Stk. 2. I vurderingen af en ansøgning om tilladelse til dumpning

af optaget havbundsmateriale skal indgå de forhold og hensyn, der er anført i

bilag 1.

Stk. 3. Der må kun meddeles tilladelse til dumpning af

havbundsmateriale, såfremt havbundsmaterialet vurderes at indeholde

uvæsentlige mængder og koncentrationer af de i bilag 2 nævnte stoffer og

materialer, og såfremt disse ikke er tilført havbundsmaterialet med henblik

på bortskaffelse.

Stk. 4. Til brug for den i stk. 2 og 3 nævnte vurdering kan

amtsrådet stille krav om, at ansøgeren for egen regning lader foretage

analyser af havbundsmaterialet.

Stk. 5. Inden for et område, der er udpeget som beskyttelsesområde

efter EF-fuglebeskyttelsesdirektivet eller EF-naturbeskyttelsesdirektivet

eller et område med en vanddybde på under 6 meter, kan amtsrådet (i

Københavns Kommune kommunalbestyrelsen) ikke meddele tilladelse til dumpning

af optaget havbundsmateriale, medmindre miljøministeren har meddelt samtykke

hertil.

§ 27. Tilladelse til dumpning af havbundsmateriale skal være

tidsbegrænset og angive, hvilke stoffer eller materialer der omfattes af

tilladelsen, den samlede mængde, positionen for dumpningen og tilladelsens

udløbsdato. Endvidere kan der i tilladelsen stilles vilkår om bl.a.

fremgangsmåden, herunder om optagning og udlægning, tilsyns- og

sikkerhedsforanstaltninger og indberetning. Ved anden bortskaffelse af

havbundsmateriale end dumpning kan der fastsættes vilkår om optagningsmetode.

§ 28. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om

tilladelsesordningen for dumpning af havbundsmateriale, herunder om

ansøgningens indhold, om prøveudtagning og analyser af havbundsmateriale og

om amtsrådets vurdering og behandling af sager efter § 26.

Stk. 2. Miljøministeren kan beslutte at overtage amtsrådets

beføjelser efter § 26 i sager, der har større betydning.

§ 29. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, foretage ændringer i bilag 1 og 2.

Kapitel 10

Anden forurening

§ 30. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler om udledning i havet og anden

bortskaffelse af stoffer og materialer, der stammer fra undersøgelse eller

udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, herunder kulbrinter.

Stk. 2. I regler udstedt i medfør af stk. 1 kan det bestemmes, at

udledning eller anden bortskaffelse af bestemte stoffer ikke må finde sted,

såfremt dette må antages at indebære en væsentlig risiko for forurening af

omgivelserne.

§ 31. Afbrænding af stoffer eller materialer på havet må ikke

finde sted.

Stk. 2. Det er ikke tilladt med henblik på afbrænding på havet at

overlade stoffer eller materialer til transport eller at transportere og

indlaste dem.

Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte forbud omfatter ikke

1) bortskaffelse ved afbrænding af normaldriftsaffald fra skibe og

platforme og

2) bortskaffelse ved afbrænding af stoffer og materialer, der stammer fra

undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, jf. § 30.

Stk. 4. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler om bortskaffelse af

normaldriftsaffald fra skibe og platforme ved afbrænding.

§ 32. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler om særlige foranstaltninger,

herunder krav til brændstof, om bord i skibe eller på platforme med henblik

på begrænsning af luftforurening.

§ 33. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler, jf. lovens formål, til forebyggelse

og begrænsning af forurening fra aktiviteter på havet, som ikke er omfattet

af reglerne i kapitel 2-10.

Kapitel 11

Beredskab

§ 34. Miljøministeren forestår i samarbejde med forsvaret,

redningsberedskabet og andre myndigheder, ministeren bemyndiger dertil,

bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet og de kystnære dele af

søterritoriet.

§ 35. I tilfælde af olie- eller kemikalieforurening forestås

sanering af kyststrækninger og bekæmpelse af forurening i havne af

kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen tilvejebringer en beredskabsplan for

iværksættelse af sanering af kyststrækninger i tilfælde af væsentlige

forureninger af kyster i kommunen og for bekæmpelse af forurening i havne i

kommunen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan pålægge havnebestyrelsen at

udarbejde en beredskabsplan for bekæmpelse af forurening i havnen og at drage

omsorg for, at det nødvendige materiel er til rådighed.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen underretter amtsrådet og

miljøministeren om indholdet af beredskabsplanerne og ændringer og tillæg til

disse.

Stk. 5. Amtsrådet samordner de kommunale beredskabsplaner efter

forhandling med de berørte kommuner og opstiller på grundlag af de kommunale

beredskabsplaner et samlet beredskab samt forestår og koordinerer indsatsen i

forbindelse med alvorlige og omfattende forureninger.

Stk. 6. I tilfælde af særlig alvorlige og omfattende forureninger

kan miljøministeren bestemme, at sanering af kyststrækninger og bekæmpelse af

forurening i havne skal ledes af miljøministeren.

§ 36. Miljøministeren udarbejder efter forhandling med de

kommunale organisationer retningslinier for indholdet af beredskabsplanerne

og træffer bestemmelse om, på hvilket tidspunkt planerne skal foreligge.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter efter forhandling med de

statslige havnemyndigheder, de kommunale organisationer og

havneorganisationerne regler om fordeling af udgifter til beredskab og

bekæmpelses- og saneringsforanstaltninger mellem havnebestyrelsen,

kommunalbestyrelsen, amtsrådet og staten.

§ 37. Ethvert olietankskib på 150 BRT og derover og alle øvrige

skibe på 400 BRT og derover skal have en godkendt beredskabsplan for

olieforureningsulykker, der sker på skibet.

Stk. 2. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler om beredskabsplaner for skibe over

150 BRT, som er indrettet til, eller som transporterer skadelige flydende

stoffer i bulk.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk.

1 og 2 nævnte beredskabsplaner, herunder at planerne skal godkendes, og at

der kan stilles vilkår for sådanne godkendelser.

Kapitel 12

Indberetning

§ 38. Ejere, brugere og førere af samt lodser på skibe og ejere og

brugere af og lodser på platforme samt den for platformen ansvarlige skal

straks indberette til miljøministeren, såfremt der sker udtømning eller

dumpning, som er i strid med loven eller omfattes af § 58. Endvidere skal der

straks ske indberetning ved enhver form for kollision eller grundstødning,

eller såfremt der af andre grunde er fare for udtømning.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte personer samt førere af luftfartøjer

skal straks indberette til miljøministeren, såfremt der fra skibet,

platformen eller luftfartøjet iagttages væsentligt spild af olie eller

skadelige flydende stoffer.

Stk. 3. Havnebestyrelsen skal straks indberette til

miljøministeren, såfremt der i havnen iagttages væsentligt spild af olie

eller skadelige flydende stoffer og der er fare for forurening af havet.

Stk. 4. I de i stk. 1-3 nævnte tilfælde skal de nævnte personer

efter anmodning give miljøministeren eller den myndighed, ministeren

bemyndiger dertil, alle oplysninger, som har betydning for iværksættelse af

foranstaltninger for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet.

§ 39. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte nærmere regler om den i § 38 nævnte

indberetning og om indberetning af anden forurening af havet end den, der

omfattes af § 38.

Stk. 2. I regler udstedt i medfør af stk. 1 kan det bestemmes, at

der skal ske indberetning til de i henhold til internationale aftaler

kompetente udenlandske myndigheder, såfremt skibet eller platformen befinder

sig uden for dansk søterritorium.

§ 40. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler om indberetning af oplysninger om

farligt eller forurenende gods om bord i skibe og om etablering af en ordning

for modtagelse, opbevaring og videresendelse af sådanne oplysninger.

§ 41. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at forhandlere,

importører, eksportører, befragtere og havnebestyrelser skal oplyse

sammensætningen og mængden af de stoffer eller materialer, der ind- og

udlastes i danske havne.

Kapitel 13

Indgreb

§ 42. Miljøministeren eller den myndighed, ministeren bemyndiger

dertil, og politiet kan med behørig legitimation uden retskendelse foretage

de undersøgelser af et skib eller en platform, der er nødvendige for at

forhindre eller bekæmpe forurening af havet, såfremt der fra skibet eller

platformen er sket eller er fare for udtømning eller udledning, som er i

strid med loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf, eller som omfattes

af § 58. Undersøgelsen må ikke medføre unødig forsinkelse eller unødig udgift

for skibet eller platformen.

§ 43. Miljøminsteren kan forbyde et skib at fortsætte sejlads

eller andre aktiviteter eller påbyde, at sejlads eller andre aktiviteter skal

følge bestemte retningslinier, såfremt der fra skibet er sket eller er fare

for udtømning eller udledning, som er i strid med loven eller forskrifter

udstedt i medfør heraf eller omfattes af § 58, og forbudet eller påbudet er

nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet.

Stk. 2. Miljøministeren kan træffe foranstaltninger svarende til

de i stk. 1 nævnte over for platforme.

Stk. 3. Miljøministeren kan træffe yderligere foranstaltninger end

de i stk. 1 og 2 nævnte, såfremt dette er nødvendigt for at forhindre eller

bekæmpe forurening, der kan medføre alvorlige skader for havmiljøet.

Stk. 4. Beslutning om forbud eller påbud efter stk. 1-3 skal

snarest muligt meddeles føreren af skibet eller den for platformen ansvarlige

eller ejeren eller brugeren af skibet eller platformen skriftligt eller

telegrafisk med oplysning om grunden til forbudet eller påbudet og i tilfælde

af tilbageholdelse med oplysning om de vilkår, hvorunder frigivelse kan finde

sted.

§ 44. Såfremt der er sket eller er fare for udtømning eller

udledning, som er i strid med loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf

eller omfattes af § 58, og dette medfører udgifter til beredskabs- eller

bekæmpelsesforanstaltninger, skal sådanne udgifter for alle rimelige

forholdsregler bæres af skibets eller platformens ejere.

Stk. 2. Miljøministeren kan pålægge ejeren af et skib eller en

platform at stille sikkerhed for de i stk. 1 nævnte udgifter og bestemme, at

skibet eller platformen skal tilbageholdes, indtil sikkerhed er stillet. §

43, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 14

Tilsyn

§ 45. Miljøministeren fører tilsyn med overholdelsen af

bestemmelserne i denne lov og de forskrifter, der udstedes i henhold til

loven.

Stk. 2. Miljøministeren eller den myndighed, ministeren bemyndiger

dertil, og politiet har mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til

et skib eller en platform, herunder til skibets eller platformens papirer,

med henblik på at udøve tilsynsbeføjelsen efter stk. 1 og kan udtage prøver

for at påse overholdelsen af loven og forskrifter udstedt i henhold til

loven. Tilsynet må ikke medføre unødig forsinkelse eller unødig udgift for

skibet eller platformen.

Stk. 3. For så vidt angår udenlandske skibe og platforme, der er

under passage af dansk søterritorium, kan beføjelserne i medfør af stk. 2 kun

udøves, såfremt der foreligger begrundet mistanke om overtrædelse af

bestemmelserne i denne lov og forskrifter udstedt i henhold til loven.

§ 46. Miljøministeren kan fastsætte regler om inspektion af

olietankskibes lasttanke til konstatering af, om mængden af ladningsrester er

i overensstemmelse med oplysningerne om tidligere olielaster og udtømninger.

Det kan herunder bestemmes, at inspektion kan foretages uden retskendelse mod

behørig legitimation.

§ 47. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for anvendelse

af mærkningsmateriale i danske skibe og i udenlandske skibe i dansk havn til

sporing af udtømninger, der ikke er tilladt i henhold til loven, eller af

andre former for forurening.

Kapitel 15

Administrative bestemmelser og klage

§ 48. Miljøministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet

styrelse eller tilsvarende institution eller andre statslige myndigheder til

at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om adgangen til at

påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1,

herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.

§ 49. Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til

adressaten. Afgørelse om dumpning af optaget havbundsmateriale meddeles

tillige klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, jf. § 52,

og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling.

Stk. 2. Meddelelse til de personer, der er nævnt i § 52, stk. 1,

nr. 2, kan finde sted ved offentlig annoncering.

§ 50. Afgørelser, der kan påklages, skal oplyse datoen for

klagefristens udløb og i øvrigt indeholde oplysning om,

1) at afgørelsen kan påklages skriftligt, og til hvem afgørelsen kan

påklages,

2) at klage over afgørelser, der er truffet i medfør af § 26, skal

indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen, mens afgørelser, der

er truffet i medfør af § 43, skal indgives til Tilbageholdelsesnævnet, jf. §

51, stk. 4, og

3) at klage skal være modtaget senest ved klagefristens udløb.

§ 51. Amtsrådets eller i Københavns Kommune kommunalbestyrelsens

afgørelser om dumpning af optaget havbundsmateriale, jf. § 26, stk. 1, kan

påklages til miljøministeren, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Amtsrådets eller i Københavns Kommune kommunalbestyrelsens

afgørelse om dumpning af optaget havbundsmateriale inden for de områder, der

er nævnt i § 26, stk. 5, kan påklages til det miljøklagenævn, der er nedsat i

henhold til lov om miljøbeskyttelse. §§ 102, 104, 105, stk. 1, 105, stk. 2,

1. pkt., 106 og 109 i lov om miljøbeskyttelse finder tilsvarende anvendelse.

I stedet for de beskikkede sagkyndige medlemmer, der er angivet i § 105, stk.

2, i lov om miljøbeskyttelse, medvirker ved behandling af klagesager efter

denne lov sagkyndige medlemmer, der beskikkes af miljøministeren for 4 år ad

gangen efter indstilling fra:

1) Sammenslutningen af Danske Havne, Foreningen af Danske Privathavne,

Københavns Havnebestyrelse, Århus og Ålborg Kommunalbestyrelser,

Trafikministeriet, Danmarks Havfiskeriforening, Danmarks Fiskeriforening,

Foreningen af Ral- og Sandsugere og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i

forening.

2) Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen i forening.

Stk. 3. Klage efter stk. 1 sendes til den myndighed, der har

truffet afgørelsen. Denne myndighed sender klagen til klagemyndigheden.

Stk. 4. Forbud eller påbud efter § 43 over for skibe og platforme

kan påklages til det Tilbageholdelsesnævn, der er nedsat i henhold til lov om

skibes sikkerhed m.v. Tilbageholdelsesnævnets afgørelser kan ikke indbringes

for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. I forbindelse med behandling af en klagesag efter stk. 4

indhenter Tilbageholdelsesnævnet en udtalelse om sagen fra en af

miljøministeren udpeget sagkyndig.

Stk. 6. Klage efter stk. 2 og 4 indsendes til henholdsvis

Miljøklagenævnet og Tilbageholdelsesnævnet.

Stk. 7. Klager efter stk. 1, 2 og 4 skal være indgivet inden 4

uger fra afgørelsens meddelelse. Når offentlig annoncering finder sted, jf. §

49, stk. 2, regnes klagefristen dog altid fra annonceringens dato.

Stk. 8. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag,

forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

§ 52. Afgørelser efter § 26 kan påklages af

1) afgørelsens adressat,

2) enhver, der må antages at have en individuel væsentlig interesse i

sagens udfald,

3) kommunalbestyrelsen,

4) embedslægeinstitutionen,

5) Danmarks Naturfredningsforening,

6) Forbrugerrådet,

7) Danmarks Havfiskeriforening,

8) Dansk Fiskeriforening,

9) Danmarks Sportsfiskerforbund,

10) Greenpeace, Danmark,

11) Dansk Ornitologisk Forening,

12) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere og

13) Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Stk. 2. Et forbud eller påbud efter § 43 kan påklages af

afgørelsens adressat.

§ 53. En tilladelse til dumpning af optaget havbundsmateriale må

ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.

Stk. 2. En klage over en tilladelse til dumpning af optaget

havbundsmateriale har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden

bestemmer andet. Hvis der indgives klage, skal den myndighed, der har meddelt

tilladelsen, straks underrette ansøgeren herom.

Kapitel 16

Andre bestemmelser

§ 54. Udledning i havet af stoffer eller materialer med henblik på

videnskabelig forskning i forureningsbekæmpelse eller på at bekæmpe

forurening af havet må ikke finde sted uden tilladelse fra miljøministeren.

Uden for dansk søterritorium kan tilladelse tillige gives af de kompetente

myndigheder i en stat, der har tiltrådt konventionen om beskyttelse af

havmiljøet i Østersøområdet eller konventionen om forebyggelse af forurening

fra skibe.

Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1, 1. pkt., kan kun gives i konkret

foreliggende enkelttilfælde eller under særlige omstændigheder for en nærmere

angivet periode. Tilladelsen skal angive, hvilke stoffer eller materialer der

omfattes af tilladelsen, den samlede mængde og vilkår om opbevaring,

udtagning af periodiske kontrolprøver og indberetning.

§ 55. Miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning

af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn i forbindelse med

loven og til dækning af havnenes udgifter ved driften af modtageanlæg, jf. §

24.

§ 56. Såfremt der i denne lov eller i regler, der udstedes i

medfør af denne lov, stilles krav om anvendelse af bestemte systemer og

anlæg, skal disse være godkendt for så vidt angår danske skibe af

industriministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, for så vidt

angår danske platforme af energiministeren eller den, som ministeren

bemyndiger dertil, og for så vidt angår udenlandske skibe af kompetente

myndigheder i en stat, der har tiltrådt konventionen om beskyttelse af

havmiljøet i Østersøområdet eller konventionen om forebyggelse af forurening

fra skibe.

§ 57. Tilladelser meddelt i henhold til denne lov eller en lov,

der ophæves ved denne lov, kan til enhver tid ændres eller tilbagekaldes, når

hensynet til beskyttelse af havmiljøet gør det fornødent.

§ 58. Bestemmelserne i kapitlerne 2-7 og 9 og 10 og forskrifter

udstedt i medfør af disse finder ikke anvendelse,

1) når udtømning, udledning eller dumpning sker for at redde menneskeliv

eller af hensyn til skibes, luftfartøjers eller platformes sikkerhed, eller

2) når udflydning skyldes skade på skibet eller platformen, skade på

skibets eller platformens udstyr eller uundgåelig lækage, forudsat at der,

efter at skaden eller lækagen er blevet konstateret, er iagttaget alle

rimelige forholdsregler for at undgå eller formindske udflydning, medmindre

ejeren, brugeren eller føreren af skibet eller andre, der udfører arbejde i

skibets tjeneste, eller ejeren, brugeren eller den for platformen ansvarlige

eller andre, der udfører arbejde i platformens tjeneste, har handlet

forsætligt eller burde have forudset skaden.

Kapitel 17

Straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 59. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige

lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder § 10, stk. 1 og 3, § 11, stk. 1 og 2, § 13, § 16, stk. 1 og

3, § 20, stk. 1, § 21, § 22, stk. 1, § 23, stk. 1, § 25, § 31, stk. 1 og 2, §

37, stk. 1, § 53, stk. 1, og § 54, stk. 1,

2) undlader at indhente klassifikation efter § 15,

3) tilsidesætter vilkår efter § 27 og § 54, stk. 1,

4) undlader at foretage indberetning efter § 38, stk. 1-3, eller undlader

at meddele oplysninger efter § 38, stk. 4,

5) undlader at efterkomme et forbud eller påbud efter § 43, stk. 1-3,

6) modvirker undersøgelser efter § 42 eller tilsyn efter § 45, stk. 2 og

3, og

7) modvirker tilbageholdelse efter § 44, stk. 2.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år,

hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis

der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv

eller andre, herunder ved besparelser.

§ 60. For overtrædelse af § 11, stk. 1 og 2, § 13, § 25 og § 31,

stk. 1, kan der pålægges skibets eller platformens ejer eller bruger

bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig

eller uagtsom. For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.

§ 61. I regler, der udstedes i henhold til § 10, stk. 2, § 11,

stk. 3, § 14, § 16, stk. 2, § 17, § 18, § 19, § 20, stk. 2 og 3, § 22, stk. 2

og 3, § 23, stk. 2, § 24, § 28, § 30, § 31, stk. 3, § 32, § 33, § 39, § 40, §

41, § 46 og § 47, kan der fastsættes straf af bøde. Det kan endvidere

fastsættes, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år under

tilsvarende omstændigheder som anført i § 59, stk. 2.

§ 62. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber,

andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet

som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et

kommunalt fællesskab, jf. § 60 i love om kommunernes styrelse, kan der

pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 63. Ransagning kan ske i sager om overtrædelse af bestemmelserne

i denne lov og bestemmelser udstedt i medfør af loven i overensstemmelse med

retsplejelovens regler herom.

Stk. 2. Indtræder strafansvar efter §§ 59-61, kan det pågældende

skib eller den pågældende platform tilbageholdes af tilsynsmyndigheden eller

af politiet på tilsynsmyndighedens vegne, indtil bøder og sagsomkostninger er

betalt eller der er stillet sikkerhed for betalingen. Sker dette ikke senest

2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i

skibet.

§ 64. Loven træder i kraft 1. januar 1994, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 37 fastsættes af

miljøministeren.

Stk. 3. Ved lovens ikrafttrædelse ophæves lov nr. 130 af 9. april

1980 om beskyttelse af havmiljøet.

§ 65. Regler, der er fastsat i henhold til den i § 64, stk. 3,

nævnte lov, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler fastsat i henhold

til denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende

regler.

§ 66. Afgørelser truffet efter de regler, der er nævnt i § 64,

stk. 3, og § 65, bevarer deres gyldighed, indtil der efter denne lov eller

regler fastsat i henhold til denne lov træffes ny afgørelse. Overtrædelse af

sådanne afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.

§ 67. Sager, der ved lovens ikrafttræden er under behandling, skal

behandles efter de hidtil gældende regler.

§ 68. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,

der følger af de særlige færøske og grønlandske forhold.

Stk. 2. For virksomhed omfattet af tilladelser til undersøgelse og

udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland, herunder kulbrinter, varetages

myndighedsbeføjelserne og -opgaverne i henhold til loven, bortset fra

beføjelser til at fastsætte regler i henhold til loven, af energiministeren.

Energiministeren kan som led i den samlede myndighedsbehandling af

råstofaktiviteter i Grønland, jf. lov nr. 335 af 6. juni 1991 om mineralske

råstoffer m.v. i Grønland (råstofloven) og lov om kontinentalsoklen, jf.

lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, fravige bestemmelserne i loven

eller regler udstedt i medfør heraf, hvor dette ikke strider mod

internationale aftaler.

Stk. 3. Ved lovens ikraftsættelse for Grønland ophæves lov om

foranstaltninger mod forurening af havet med olie, jf. lovbekendtgørelse nr.

134 af 28. marts 1978 og lov nr. 290 af 7. juni 1972 om foranstaltninger mod

forurening af havet med andet end olie.

Bilag 1

Forhold, der skal vurderes i forbindelse med behandling af en ansøgning om

tilladelse til klapning:

A. Beskrivelse af klapmaterialet:

1. Mængde og art af det materiale, hvortil der søges tilladelse til

klapning.

2. Indhold af de i bilag 1 anførte stoffer og materialer.

3. Klapmaterialets fysiske, kemiske, biokemiske og biologiske egenskaber.

4. Giftighed.

5. Nedbrydelighed.

6. Ophobning og biotransformation i biologiske materialer eller

aflejringer.

7. Kemiske og fysiske ændringer i klapmaterialet efter klapning, herunder

eventuel dannelse af nye forbindelser.

8. Sandsynligheden for frembringelse af afsmag eller andre forandringer,

der forringer salgbarheden af marine ressourcer (fisk, skaldyr etc.).

9. Generelt skal det overvejes, om der er tilstrækkelig videnskabeligt

grundlag med hensyn til karakterisering og sammensætning af klapmaterialet

til at kunne vurdere dumpningens påvirkning af livet i havet og over for den

menneskelige sundhed.

B. Beskrivelse af klapplads og klapmetode:

1. Geografisk position, dybde og afstand fra kyst.

2. Beliggenhed i forhold til andre områder (f.eks.

EF-fuglebeskyttelsesområder, Ramsar-områder, rekreative områder,

ynglepladser, reservater, gyde-, opvækst- og fiskepladser samt

råstofressourceområder).

3. Beskrivelse af relevante sedimentforhold.

4. Klapmetode og optagningsmetode.

5. Beskrivelse af relevante vandforhold, herunder spredning (f.eks. strøm,

tidevand).

6. Tilstedeværelse og virkninger af igangværende og tidligere udledninger

og klapninger i området (herunder ophobede virkninger).

7. Materialet skal i fornødent omfang omfatte fyldestgørende oplysninger

om årlige gennemsnitsværdier for og sæsonmæssige afvigelser i de i dette

bilag, dette afsnit, omhandlede forhold.

8. Generelt skal det overvejes, om der er tilstrækkelig videnskabeligt

grundlag for en vurdering af følgerne af den ansøgte klapning.

C. Almindelige overvejelser og betingelser:

1. Mulige indvirkninger på rekreative værdier (f.eks. forekomst af

flydende eller strandet materiale, uklarhed, dårlig lugt, misfarvning og

skumning).

2. Mulige indvirkninger på livet i havet, vandfugle og deres

fourageringsmuligheder, fiske- og skaldyrkulturer, fiskebestande og fiskeri,

tangoptagning og -kulturer.

3. Mulige indvirkninger på anden anvendelse af havet (f.eks. forringelse

af vandets kvalitet til industrielle formål, herunder mineral- og

råstofudvinding, undervandskorrosion af konstruktioner, gene for manøvrering

af skibe på grund af flydende materialer, gene for fiskeri eller navigering

på grund af ophobning af affald eller faste genstande på havbunden og

beskyttelse af områder af særlig betydning ud fra videnskabelige eller

bevaringsmæssige hensyn).

4. Mulighederne for nyttiggørelse eller den praktiske tilstedeværelse af

alternative landbaserede behandlings-, bortskaffelses- eller

tilintetgørelsesmuligheder eller mulighederne for at gøre stoffet mindre

skadeligt med hensyn til klapning, idet såvel miljømæssige som økonomiske

konsekvenser af alternativer til dumpning skal indgå i overvejelserne.

Bilag 2

Følgende stoffer og materialer må kun forefindes i klapmateriale

i uvæsentlige mængder og koncentrationer:

1. Kviksølv og kviksølvforbindelser.

2. Cadmium og cadmiumforbindelser.

3. Antimon, arsen, beryllium, bly, chrom, kobber, molybdæn, nikkel, selen,

tin, vanadium, zink og deres forbindelser, samt fosfor.

4. Cyanider og fluorider.

5. Organiske halogenforbindelser (f.eks. PCB, PCT, DDT m.v.) og stoffer,

der kan danne sådanne forbindelser i det marine miljø, med undtagelse af

stoffer, som er ikke-toksiske eller hurtigt i havet omdannes til stoffer, der

er biologisk uskadelige.

6. Råolie og råolieaffald, raffinerede olieprodukter, rester, der

fremkommer under raffinering af olie, og enhver blanding, der indeholder

noget af disse stoffer.

7. Polycycliske aromatiske carbonhydrider (PAH) og deres derivater.

8. Phenoler og deres derivater.

9. Phthalsyre og dens derivater.

10. Svært nedbrydelige pesticider, begroningshindrende midler og kemiske

stoffer til konservering af træ, tømmer, træmasse, cellulose, papir, huder og

tekstiler og deres biprodukter, som ikke omfattes af pkt. 1-9.

11. Svært nedbrydelige giftige organiske silicium-forbindelser.

12. Overfladeaktive stoffer.

13. Ligninstoffer.

14. De chelatdannende stoffer EDTA og DTPA.

15. Stoffer med skadelig virkning for smag og/eller lugt i produkter fra

havet, der anvendes til menneskelig føde.

16. Stoffer, som - uanset at de er af ikke-toksisk art - kan blive

skadelige på grund af de mængder, i hvilke de klappes, eller som i alvorlig

grad vil kunne forringe rekreative værdier.

17. Unedbrydelige plasticmaterialer og andre unedbrydelige syntetiske

materialer samt andre materialer og stoffer, som kan flyde i havet eller

forblive i suspension eller synke til bunds, og som kan være til alvorlig

ulempe for fiskeri, søfart eller anden retmæssig udnyttelse af havet eller

mindske dettes rekreative værdi.

18. Beholdere, metalaffald, tjæreagtige stoffer, der kan synke til bunds,

og andet omfangsrigt materiale, som kan frembyde alvorlige ulemper for

fiskeri eller søfart.

19. Radioaktivt affald eller andre radioaktive stoffer.

20. Materialer i enhver tilstandsform (fast, flydende, gasformig eller

levende tilstand) fremstillet til biologisk og kemisk krigsførelse.

21. De af miljøministeren nærmere specificerede stoffer, som efter

klapning i havet antages at kunne være kræftfremkaldende.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Formål m.v.

§ 1. Loven skal medvirke til at værne natur og miljø, så

samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for

menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.

Stk. 2. Med denne lov tilsigtes at forebygge og begrænse

forurening af miljøet, herunder særligt havmiljøet, fra skibe, luftfartøjer

og bevægelige eller fastanbragte platforme med faste, flydende, luftformige

eller andre stoffer, der kan

1) bringe menneskets sundhed i fare,

2) skade de levende ressourcer og livet i havet,

3) være til gene for den retmæssige udnyttelse af havet, eller

4) forringe rekreative værdier.

Stk. 3. Loven skal endvidere sikre opretholdelsen af et beredskab

til indsats mod forurening på havet, på kyster og i havne.

§ 2. Loven omfatter følgende skibe, luftfartøjer og platforme:

1) danske skibe og skibe, der befinder sig på dansk søterritorium,

2) danske luftfartøjer og luftfartøjer, der befinder sig på eller over

dansk søterritorium,

3) danske platforme og platforme, der befinder sig på dansk søterritorium

eller på dansk kontinentalsokkelområde og

4) udenlandske skibe, der befinder sig uden for dansk søterritorium, i det

omfang det er foreneligt med international ret.

Stk. 2. Loven omfatter ikke orlogsskibe og andre skibe, der ejes

eller benyttes af en stat, så længe skibet udelukkende benyttes i

ikke-kommerciel statstjeneste.

Stk. 3. Skibe, der udelukkende benyttes til fritidsformål

(lystfartøjer) er ikke omfattet af bestemmelserne i § 20, stk. 1, og kapitel

12. Ved anvendelsen af beføjelserne i kapitlerne 2, 6, 7 og 10 kan

miljøministeren dog fastsætte særlige regler for lystfartøjer.

§ 3. Ved lovens administration, herunder ved anvendelsen af lovens

bemyndigelser, skal der lægges vægt på, hvad der er opnåeligt ved anvendelse

af den mindst forurenende teknologi, herunder mindre forurenende råvarer,

processer og anlæg og de bedst muligt forureningsbegrænsende

foranstaltninger. Ved denne vurdering skal der lægges særlig vægt på en

forebyggende indsats gennem anvendelse af renere teknologi.

Stk. 2. Ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltninger

til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der lægges vægt på

1) de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens sandsynlige

indvirkning på disse og

2) hele det kredsløb, som stoffer og materialer gennemløber, med henblik

på at begrænse spild af ressourcer mest muligt.

§ 4. Ved »udtømning« forstås i denne lov enhver

udledning, udflydning eller bortskaffelse i havet af stoffer eller

materialer, der stammer fra den normale drift af skibe eller bevægelige eller

fast anbragte platforme.

Stk. 2. Ved »dumpning« forstås i denne lov enhver

bortskaffelse i havet - som ikke er udtømning - af stoffer eller materialer

fra eller sammen med skibe, fly eller bevægelige eller fast anbragte

platforme og enhver bortskaffelse i havet af skibe, fly eller bevægelige

eller fastanbragte platforme, herunder enhver udledning, udflydning eller

bortskaffelse af stoffer eller materialer, der er bragt om bord eller

transporteres med henblik på bortskaffelse eller stammer fra behandling af

stoffer eller materialer, der er bragt om bord eller transporteres med

henblik på bortskaffelse.

Stk. 3. Som udtømning eller dumpning anses ikke:

1) anbringelse i havet af stoffer eller materialer, hvis anbringelse sker

med andet formål end bortskaffelse,

2) udledning i havet af stoffer eller materialer, der er en direkte følge

af undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, jf.

kapitel 10, og

3) efterladelse på eller i havbunden af platforme og andre anlæg til brug

i forbindelse med efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden,

rørledninger og andre anlæg til transport af sådanne råstoffer samt

vindkraftanlæg på søterritoriet, disses fundamenter og tilhørende

ledningsanlæg.

Stk. 4. Ved »afbrænding« forstås i denne lov enhver

bortskaffelse på havet ved hjælp af termisk destruktion.

§ 5. Ved »Østersøområdet« forstås i denne lov Østersøen,

Den botniske Bugt, Den finske Bugt, Sundet, Bælterne samt Kattegat indtil

breddeparallellen 57I44,8'N gennem Skagen.

Stk. 2. Ved »Nordsøområdet« forstås den egentlige Nordsø

samt andre havområder inden for følgende grænser:

a) Nordsøen syd for den 62. nordlige breddegrad og øst for meridianen 4IV.

b) Skagerrak, afgrænset i syd af breddeparallellen 57I44,8'N gennem

Skagen.

c) Den engelske Kanal og adgangsvejene hertil øst for meridianen 5IV. og

nord for breddeparallellen 48I30'N.

§ 6. Ved »nærmeste kyst« forstås i denne lov den

basislinie, hvorfra det ydre territorialfarvand er fastlagt i

overensstemmelse med international ret.

Stk. 2. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale

aftaler fastsætte regler om, hvad der i nærmere angivne havområder forstås

ved »nærmeste kyst«.

§ 7. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler

bestemme, at et havområde er et »særligt havområde«.

§ 8. Inden miljøministeren fastsætter regler i medfør af loven

forhandler ministeren med de nærmest interesserede landsomfattende erhvervs-

og miljøorganisationer, de kommunale organisationer og andre berørte

statslige myndigheder, herunder industriministeren, energiministeren og

trafikministeren.

Kapitel 2

Olie

§ 9. Ved »olie« forstås i denne lov enhver form for

mineralolie og blandinger heraf, herunder råolie, naturgaskondensat, olieslam

og olieaffald, samt brændselsolie og alle andre raffinerede produkter bortset

fra petrokemikalier, der er klassificerede i henhold til § 14.

Stk. 2. Ved »olietankskib« forstås et skib, der er

indrettet til at transportere, eller som transporterer olie i bulk.

§ 10. Ethvert olietankskib på 150 BRT og derover, andre skibe på

400 BRT og derover, som anvender olie som brændstof, samt platforme, skal

føre en oliejournal.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter nærmere regler for

oliejournalens førelse og indretning.

Stk. 3. Oliejournalen skal forevises kompetent myndighed mod

forlangende.

§ 11. På dansk søterritorium må udtømning af olie ikke finde sted.

Stk. 2. Uden for dansk søterritorium må udtømning af olie kun

finde sted i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af stk. 3.

Stk. 3. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale

aftaler, fastsætte nærmere regler om udtømning af olie og olieholdigt

ballastvand uden for dansk søterritorium fra olietankskibe, andre skibe og

platforme. Ministeren kan herunder bestemme, hvor udtømning må finde sted,

hvordan udtømningen skal foregå, herunder at den skal ske under anvendelse af

godkendte systemer samt hvilke mængder, der må udtømmes, herunder

udtømningshastighed.

Kapitel 3

Flydende stoffer, som transporteres i bulk

§ 12. Ved »flydende stoffer« forstås i denne lov

stoffer, hvis damptryk ikke overstiger 2,8 kp/cm2 ved en temperatur på 37,8I

C.

§ 13. På dansk søterritorium må udtømning af flydende stoffer, som

transporteres i bulk, bortset fra vand, ikke finde sted.

Stk. 2. Uden for dansk søterritorium må udtømning af de af stk. 1

omfattede stoffer kun finde sted i overensstemmelse med de regler, der er

fastsat i medfør af § 14.

§ 14. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale

aftaler, fastsætte regler om klassifikation af flydende stoffer, som

transporteres i bulk, samt regler om, at stoffer, der er klassificerede som

skadelige, ikke må udtømmes eller kun kan udtømmes på særlige betingelser.

Miljøministeren udfærdiger en fortegnelse over klassificerede stoffer.

§ 15. Flydende stoffer, bortset fra olie, der ikke er optaget på

den i medfør af § 14 udfærdigede fortegnelse, skal, forinden de transporteres

i bulk til eller fra dansk havn, midlertidigt klassificeres af

miljøministeren.

§ 16. Skibe, der er indrettet til eller som transporterer flydende

stoffer i bulk (kemikalietankskibe), skal føre en journal for flydende

stoffer, der i henhold til §§ 14 og 15 er klassificerede som skadelige.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter nærmere regler for journalens

førelse og indretning.

Stk. 3. Journalen skal forevises kompetent myndighed mod

forlangende.

§ 17. Miljøministeren kan fastsætte regler om losning og udtømning

af tankskyllevand og om kontrol med overholdelse af bestemmelserne, herunder

om udpegning og bemyndigelse af personer, der skal udføre kontrollen.

Kapitel 4

Stoffer og materialer i emballeret form, containere m.v.

§ 18. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale

aftaler, fastsætte nærmere regler eller træffe bestemmelse om transport af

stoffer og materialer i emballeret form, containere m.v., herunder regler om

varsling og pligt til at afgive oplysninger om lastens indhold.

Kapitel 5

Faste stoffer, som transporteres i bulk

§ 19. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale

aftaler, fastsætte regler om klassificering af faste stoffer, som

transporteres i bulk, samt regler om, at stoffer, der er skadelige, ikke må

udtømmes eller kun udtømmes på særlige betingelser. Miljøministeren kan

udfærdige en fortegnelse over klassificerede stoffer.

Kapitel 6

Kloakspildevand

§ 20. På dansk søterritorium og i Østersøområdet må udtømning af

kloakspildevand (afløbsstoffer eller andet affald fra toiletter, hospitalsrum

samt fra rum, hvori der findes levende dyr) kun finde sted, såfremt

1) udtømningen foretages under anvendelse af et godkendt anlæg til

behandling af kloakspildevand, og spildevandet ved udløbet fra anlægget ikke

frembringer synlige spor i havet,

2) spildevandet er findelt og desinficeret i et godkendt anlæg, og

udtømningen sker i en afstand af mindst 4 sømil fra nærmeste kyst, eller

3) udtømningen foretages i en afstand af mindst 12 sømil fra nærmeste

kyst. Foretages udtømning fra en tank til opsamling og opbevaring af

kloakspildevand, skal skibets eller platformens fart endvidere være mindst 4

knob, og udtømningen skal ske med moderat udløbshastighed.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte særlige regler om udtømning

af kloakspildevand i de i stk. 1 nævnte havområder, herunder forbud mod

udtømning i havne, bugter, fjorde og lign. områder eller forbud mod udtømning

fra bestemte skibe.

Stk. 3. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale

aftaler fastsætte regler om udtømning af kloakspildevand uden for dansk

søterritorium.

Kapitel 7

Affald

§ 21. På dansk søterritorium må udtømning af affald, bortset fra

frisk fisk og dele deraf, ikke finde sted.

§ 22. I Østersøområdet og Nordsøområdet må levnedsmiddelaffald kun

udtømmes, såfremt udtømningen sker mindst 12 sømil fra nærmeste kyst.

Stk. 2. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler om udtømning af levnedsmiddelaffald

uden for dansk søterritorium, Østersøområdet og Nordsøområdet.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte særlige regler om

bortskaffelse af levnedsmiddelaffald fra platforme og fra skibe, der er

beliggende inden for en afstand af 500 m fra en platform.

§ 23. I Østersøområdet og Nordsøområdet må udtømning af affald,

bortset fra levnedsmiddelaffald, ikke finde sted.

Stk. 2. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale

aftaler, fastsætte regler om udtømning af affald, der ikke er

levnedsmiddelaffald, uden for dansk søterritorium, Østersøområdet og

Nordsøområdet.

Kapitel 8

Modtageanlæg

§ 24. Miljøministeren kan efter forhandling med trafikministeren

fastsætte regler og træffe bestemmelse om oprettelse og indretning af anlæg

til modtagelse af rester af olie og skadelige flydende stoffer og

kloakspildevand samt affald i havne. Det kan i den forbindelse pålægges

bunkringsvirksomheder, virksomheder, som foretager afskibning eller

modtagelse af olie eller af skadelige flydende stoffer samt

skibsreparationsvirksomheder at etablere modtageanlæg for olie- eller

kemikalieblandet ballast- og tankskyllevand.

Kapitel 9

Dumpning

§ 25. Dumpning af stoffer eller materialer må ikke finde sted,

bortset fra dumpning af optaget havbundsmateriale.

Stk. 2. Det er ikke tilladt med henblik på dumpning, bortset fra

dumpning af havbundsmaterialer, at overlade stoffer eller materialer til

transport eller at transportere eller indlaste dem.

§ 26. Amtsrådet (i Københavns Kommune kommunalbestyrelsen)

meddeler tilladelse til og fører tilsyn med dumpning af optaget

havbundsmateriale.

Stk. 2. I vurderingen af en ansøgning om tilladelse til dumpning

af optaget havbundsmateriale skal indgå de forhold og hensyn, der er anført i

bilag 1.

Stk. 3. Der må kun meddeles tilladelse til dumpning af

havbundsmateriale, såfremt havbundsmaterialet vurderes at indeholde

uvæsentlige mængder og koncentrationer af de i bilag 2 nævnte stoffer og

materialer og såfremt disse ikke er tilført havbundsmaterialet med henblik på

bortskaffelse.

Stk. 4. Til brug for den i stk. 2 og 3 nævnte vurdering kan

amtsrådet stille krav om, at ansøgeren for egen regning lader foretage

analyser af havbundsmaterialet.

§ 27. Tilladelse til dumpning af havbundsmateriale skal være

tidsbegrænset og angive, hvilke stoffer eller materialer, der omfattes af

tilladelsen, den samlede mængde, positionen for dumpningen samt tilladelsens

udløbsdato. Endvidere kan der i tilladelsen stilles vilkår om bl.a.

fremgangsmåden, herunder om optagning og udlægning, tilsyns- og

sikkerhedsforanstaltninger samt indberetning. Ved anden bortskaffelse af

havbundsmateriale end dumpning kan der fastsættes vilkår om optagningsmetode.

§ 28. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om

tilladelsesordningen for dumpning af havbundsmateriale, herunder om

ansøgningens indhold, om prøveudtagning og analyser af havbundsmateriale og

om amtsrådets vurdering og behandling af sager efter § 26, herunder om

bindende høring af andre offentlige myndigheder.

Stk. 2. Miljøministeren kan beslutte at overtage amtsrådets

beføjelser efter § 26 i sager, der har større betydning.

§ 29. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, foretage ændringer i bilag 1-2.

Kapitel 10

Anden forurening

§ 30. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler om udledning i havet og anden

bortskaffelse af stoffer og materialer, der stammer fra undersøgelse eller

udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, herunder kulbrinter.

Stk. 2. I regler udstedt i medfør af stk. 1 kan det bestemmes, at

udledning eller anden bortskaffelse af bestemte stoffer ikke må finde sted,

såfremt dette må antages at indebære en væsentlig risiko for forurening af

omgivelserne.

§ 31. Afbrænding af stoffer eller materialer på havet må ikke

finde sted.

Stk. 2. Det er ikke tilladt med henblik på afbrænding på havet at

overlade stoffer eller materialer til transport eller at transportere og

indlaste dem.

Stk. 3. Det i stk. 1, nævnte forbud omfatter ikke

1) bortskaffelse ved afbrænding af normaldriftsaffald fra skibe og

platforme, og

2) bortskaffelse ved afbrænding af stoffer og materialer, der stammer fra

undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, jf. § 30.

Stk. 4. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler om bortskaffelse af

normaldriftsaffald fra skibe og platforme ved afbrænding.

§ 32. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler om særlige foranstaltninger,

herunder krav til brændstof, om bord i skibe eller på platforme med henblik

på begrænsning af luftforurening.

§ 33. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af internationale

aftaler, fastsætte regler. jf. lovens formål, til forebyggelse og begrænsning

af forurening fra aktiviteter på havet, som ikke er omfattet af reglerne i

kapitel 2-10.

Kapitel 11.

Beredskab

§ 34. Miljøministeren forestår i samarbejde med forsvaret,

redningsberedskabet og andre myndigheder, ministeren bemyndiger dertil,

bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet og de kystnære dele af

søterritoriet.

§ 35. I tilfælde af olie- eller kemikalieforurening forestås

sanering af kyststrækninger og bekæmpelse af forurening i havne af

kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen tilvejebringer en beredskabsplan for

iværksættelse af sanering af kyststrækninger i tilfælde af væsentlige

forureninger af kyster i kommunen og for bekæmpelse af forurening i havne i

kommunen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan pålægge havnebestyrelsen at

udarbejde en beredskabsplan for bekæmpelse af forurening i havnen og at drage

omsorg for, at det nødvendige materiel er til rådighed.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen underretter amtsrådet og

miljøministeren om indholdet af beredskabsplanerne samt ændringer og tillæg

til disse.

Stk. 5. Amtsrådet samordner de kommunale beredskabsplaner efter

forhandling med de berørte kommuner og opstiller på grundlag af de kommunale

beredskabsplaner et samlet beredskab samt forestår og koordinerer indsatsen i

forbindelse med alvorlige og omfattende forureninger.

Stk. 6. I tilfælde af særligt alvorlige og omfattende forureninger

kan miljøministeren bestemme, at sanering af kyststrækninger og bekæmpelse af

forurening i havne skal ledes af miljøministeren.

§ 36. Miljøministeren udarbejder efter forhandling med de

kommunale organisationer retningslinier for indholdet af beredskabsplanerne

og træffer bestemmelse om, på hvilket tidspunkt planerne skal foreligge.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter efter forhandling med de

statslige havnemyndigheder, de kommunale organisationer og

havneorganisationerne regler om fordeling af udgifter til beredskab og

bekæmpelses- og saneringsforanstaltninger mellem havnebestyrelsen,

kommunalbestyrelsen, amtsrådet og staten.

§ 37. Ethvert olietankskib på 150 BRT og derover og alle øvrige

skibe på 400 BRT og derover skal have en godkendt beredskabsplan for

olieforureningsulykker, der sker på skibet.

Stk. 2. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler om beredskabsplaner for skibe over

150 BRT, som er indrettet til eller som transporterer skadelige flydende

stoffer i bulk.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk.

1 og 2 nævnte beredskabsplaner, herunder at planerne skal godkendes, og at

der kan stilles vilkår for sådanne godkendelser.

Kapitel 12

Indberetning

§ 38. Ejere, brugere og førere af samt lodser på skibe og ejere og

brugere af og lodser på platforme samt den for platformen ansvarlige skal

straks indberette til miljøministeren, såfremt der sker udtømning eller

dumpning, som er i strid med loven eller omfattes af § 58. Endvidere skal der

straks ske indberetning ved enhver form for kollision eller grundstødning,

eller såfremt der af andre grunde er fare for udtømning.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte personer samt førere af luftfartøjer

skal straks indberette til miljøministeren, såfremt der fra skibet,

platformen eller luftfartøjet iagttages væsentligt spild af olie eller

skadelige flydende stoffer.

Stk. 3. Havnebestyrelsen skal straks indberette til

miljøministeren, såfremt der i havnen iagttages væsentligt spild af olie

eller skadelige flydende stoffer, og der er fare for forurening af havet.

Stk. 4. I de i stk. 1-3 nævnte tilfælde skal de nævnte personer

efter anmodning give miljøministeren eller den myndighed, ministeren

bemyndiger dertil, alle oplysninger, som har betydning for iværksættelse af

foranstaltninger for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet.

§ 39. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte nærmere regler om den i § 38 nævnte

indberetning og om indberetning af anden forurening af havet end den, der

omfattes af § 38.

Stk. 2. I regler udstedt i medfør af stk. 1 kan det bestemmes, at

der skal ske indberetning til de i henhold til internationale aftaler

kompetente udenlandske myndigheder, såfremt skibet eller platformen befinder

sig uden for dansk søterritorium.

§ 40. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler om indberetning af oplysninger om

farligt eller forurenende gods om bord i skibe og om etablering af en ordning

for modtagelse, opbevaring og videresendelse af sådanne oplysninger.

§ 41. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at forhandlere,

importører, eksportører, befragtere og havnebestyrelser skal oplyse

sammensætningen og mængden af de stoffer eller materialer, der ind- og

udlastes i danske havne.

Kapitel 13

Indgreb

§ 42. Miljøministeren eller den myndighed, ministeren bemyndiger

dertil, kan med behørig legitimation uden retskendelse foretage de

undersøgelser af et skib eller en platform, der er nødvendige for at

forhindre eller bekæmpe forurening af havet, såfremt der fra skibet eller

platformen er sket eller er fare for udtømning eller udledning, som er i

strid med loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller som omfattes

af § 58. Undersøgelsen må ikke medføre unødig forsinkelse eller unødig udgift

for skibet eller platformen.

§ 43. Miljøminsteren kan forbyde et skib at fortsætte sejlads

eller andre aktiviteter eller påbyde, at sejlads eller andre aktiviteter skal

følge bestemte retningslinier, såfremt der fra skibet er sket eller er fare

for udtømning eller udledning, som er i strid med loven eller forskrifter

udstedt i medfør heraf eller omfattes af § 58, og forbudet eller påbudet er

nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet.

Stk. 2. Miljøministeren kan træffe foranstaltninger svarende til

de i stk. 1 nævnte over for platforme.

Stk. 3. Miljøministeren kan træffe yderligere foranstaltninger end

de i stk. 1 og 2 nævnte, såfremt dette er nødvendigt for at forhindre eller

bekæmpe forurening, der kan medføre alvorlige skader for havmiljøet.

Stk. 4. Beslutning om forbud eller påbud efter stk. 1-3 skal

snarest muligt meddeles føreren af skibet eller den for platformen ansvarlige

eller ejeren eller brugeren af skibet eller platformen skriftligt eller

telegrafisk med oplysning om grunden til forbudet eller påbudet og i tilfælde

af tilbageholdelse med oplysning om de vilkår, hvorunder frigivelse kan finde

sted.

§ 44. Såfremt der er sket eller er fare for udtømning eller

udledning, som er i strid med loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf

eller omfattes af § 58 og dette medfører udgifter til beredskabs- eller

bekæmpelsesforanstaltninger, skal sådanne udgifter for alle rimelige

forholdsregler bæres af skibets eller platformens ejere.

Stk. 2. Miljøministeren kan pålægge ejeren af et skib eller en

platform at stille sikkerhed for de i stk. 1 nævnte udgifter samt bestemme,

at skibet eller platformen skal tilbageholdes, indtil sikkerhed er stillet. §

43, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 14

Tilsyn

§ 45. Miljøministeren fører tilsyn med overholdelsen af

bestemmelserne i denne lov og de forskifter, der udstedes i henhold til

loven.

Stk. 2. Miljøministeren eller den myndighed, ministeren bemyndiger

dertil, har mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til et skib

eller en platform, herunder til skibets eller platformens papirer, med

henblik på at udøve tilsynsbeføjelsen efter stk. 1 og kan udtage prøver for

at påse overholdelsen af loven og forskrifter, udstedt i henhold til loven.

Tilsynet må ikke medføre unødig forsinkelse eller unødig udgift for skibet

eller platformen.

Stk. 3. For så vidt angår udenlandske skibe og platforme, der er

under passage af dansk søterritorium, kan beføjelserne i medfør af stk. 2 kun

udøves, såfremt der foreligger begrundet mistanke om overtrædelse af

bestemmelserne i denne lov og forskrifter udstedt i henhold til loven.

§ 46. Miljøministeren kan fastsætte regler om inspektion af

olietankskibes lasttanke til konstatering af, om mængden af ladningsrester er

i overensstemmelse med oplysningerne om tidligere olielaster og udtømninger.

Det kan herunder bestemmes, at inspektion kan foretages uden retskendelse mod

behørig legitimation.

§ 47. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for anvendelse

af mærkningsmateriale i danske skibe og i udenlandske skibe i dansk havn til

sporing af udtømninger, der ikke er tilladt i henhold til loven, eller af

andre former for forurening.

Kapitel 15

Administrative bestemmelser og klage

§ 48. Miljøministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet

styrelse eller tilsvarende institution eller andre statslige myndigheder til

at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om adgangen til at

påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1,

herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.

§ 49. Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til

adressaten. Afgørelse om dumpning af optaget havbundsmateriale meddeles

tillige klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, jf. § 52,

og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling.

Stk. 2. Meddelelse til de personer, der er nævnt i § 52, stk. 1,

nr. 2, kan finde sted ved offentlig annoncering.

§ 50. Afgørelser, der kan påklages, skal oplyse datoen for

klagefristens udløb og i øvrigt indeholde oplysning om

1) at afgørelsen kan påklages skriftligt samt til hvem, afgørelsen kan

påklages,

2) at klage over afgørelser, der er truffet i medfør af § 26, skal

indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen, mens afgørelser, der

er truffet i medfør af § 43, skal indgives til Tilbageholdelsesnævnet, jf. §

51, stk. 3, og

3) at klage skal være modtaget senest ved klagefristens udløb.

§ 51. Amtsrådets eller i Københavns Kommune kommunalbestyrelsens

afgørelser om dumpning af optaget havbundsmateriale, jf. § 26, kan påklages

til miljøministeren.

Stk. 2. Klage efter stk. 1 sendes til den myndighed, der har

truffet afgørelsen. Denne myndighed sender klagen til klagemyndigheden.

Stk. 3. Forbud eller påbud efter § 43 over for skibe og platforme

kan påklages til det Tilbageholdelsesnævn, der er nedsat i henhold til lov om

skibes sikkerhed m.v. Tilbageholdelsesnævnets afgørelser kan ikke indbringes

for anden administrativ myndighed.

Stk. 4. I forbindelse med behandling af en klagesag efter stk. 3,

indhenter Tilbageholdelsesnævnet en udtalelse om sagen fra en af

miljøministeren udpeget sagkyndig.

Stk. 5. Klage efter stk. 3 sendes til Tilbageholdelsesnævnet.

Stk. 6. Klager efter stk. 1 og 3 skal være indgivet inden 4 uger

fra afgørelsens meddelelse. Når offentlig annoncering finder sted, jf. § 49,

stk. 2, regnes klagefristen dog altid fra annonceringens dato.

Stk. 7. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag,

forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

§ 52. Afgørelser efter § 26 kan påklages af

1) afgørelsens adressat,

2) enhver, der må antages at have en individuel væsentlig interesse i

sagens udfald,

3) kommunalbestyrelsen,

4) embedslægeinstitutionen,

5) Danmarks Naturfredningsforening,

6) Forbrugerrådet,

7) Danmarks Havfiskeriforening,

8) Dansk Fiskeriforening,

9) Danmarks Sportsfiskerforbund,

10) Greenpeace, Danmark,

11) Dansk Ornitologisk Forening og

12) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere.

Stk. 2. Et forbud eller påbud efter § 43 kan påklages af

afgørelsens adressat.

§ 53. En tilladelse til dumpning af optaget havbundsmateriale må

ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.

Stk. 2. En klage over en tilladelse til dumpning af optaget

havbundsmateriale har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden

bestemmer andet. Hvis der indgives klage, skal den myndighed, der har meddelt

tilladelsen, straks underrette ansøgeren herom.

Kapitel 16

Andre bestemmelser

§ 54. Udledning i havet af stoffer eller materialer med henblik på

videnskabelig forskning af forureningsbekæmpelse eller på at bekæmpe

forurening af havet må ikke finde sted uden tilladelse fra miljøministeren.

Uden for dansk søterritorium kan tilladelse tillige gives af de kompetente

myndigheder i en stat, der har tiltrådt konventionen om beskyttelse af

havmiljøet i Østersøområdet eller konventionen om forebyggelse af forurening

fra skibe.

Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1, 1. pkt., kan kun gives i konkret

foreliggende enkelttilfælde eller under særlige omstændigheder for en nærmere

angivet periode. Tilladelsen skal angive, hvilke stoffer eller materialer,

der omfattes af tilladelsen, den samlede mængde samt vilkår om opbevaring,

udtagning af periodiske kontrolprøver og indberetning.

§ 55. Miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning

af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn i forbindelse med

loven og til dækning af havnenes udgifter ved driften af modtageanlæg, jf. §

24.

§ 56. Såfremt der i denne lov eller i regler, der udstedes i

medfør af denne lov, stilles krav om anvendelse af bestemte systemer og

anlæg, skal disse være godkendt, for så vidt angår danske skibe af

industriministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, for så vidt

angår danske platforme af energiministeren eller den, som ministeren

bemyndiger dertil, for så vidt angår udenlandske skibe af kompetente

myndigheder i en stat, der har tiltrådt konventionen om beskyttelse af

havmiljøet i Østersøområdet eller konventionen om forebyggelse af forurening

fra skibe.

§ 57. Tilladelser meddelt i henhold til denne lov eller en lov,

der ophæves ved denne lov, kan til enhver tid ændres eller tilbagekaldes, når

hensynet til beskyttelse af havmiljøet gør det fornødent.

§ 58. Bestemmelserne i kapitlerne 2-7 og 9-10 og forskrifter

udstedt i medfør af disse finder ikke anvendelse,

1) når udtømning, udledning eller dumpning sker for at redde menneskeliv

eller af hensyn til skibes, luftfartøjers eller platformes sikkerhed, eller

2) når udflydning skyldes skade på skibet eller platformen, skade på

skibets eller platformens udstyr eller uundgåelig lækage, forudsat at der,

efter at skaden eller lækagen er blevet konstateret, er iagttaget alle

rimelige forholdsregler for at undgå eller formindske udflydning, medmindre

ejeren, brugeren eller føreren af skibet eller andre, der udfører arbejde i

skibets tjeneste, eller ejeren, brugeren eller den for platformen ansvarlige

eller andre, der udfører arbejde i platformens tjeneste, har handlet

forsætligt eller burde have forudset skaden.

Kapitel 17

Straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 59. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige

lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder § 10, stk. 1 og 3, § 11, stk. 1-2, § 13, § 16, stk. 1 og 3,

§ 20, stk. 1, § 21, § 22, stk. 1, § 23, stk. 1, § 25, § 31, stk. 1-2, § 37,

stk. 1, § 53, stk. 1, og § 54, stk. 1,

2) undlader at indhente klassifikation efter § 15,

3) tilsidesætter vilkår efter § 27 og § 54, stk. 1,

4) undlader at foretage indberetning efter § 38, stk. 1-3, eller undlader

at meddele oplysninger efter § 38, stk. 4,

5) undlader at efterkomme et forbud eller påbud efter § 43, stk. 1-3,

6) modvirker undersøgelser efter § 42 eller tilsyn efter § 45, stk. 2-3,

og

7) modvirker tilbageholdelse efter § 44, stk. 2.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år,

hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis

der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv

eller andre, herunder ved besparelser.

§ 60. For overtrædelse af § 11, stk. 1-2, § 13, § 25 og § 31, stk.

1, kan der pålægges skibets eller platformens ejer eller bruger bødeansvar,

selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig eller uagtsom.

For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.

§ 61. I regler, der udstedes i henhold til § 10, stk. 2, § 11,

stk. 3, § 14, § 16, stk. 2, § 17, § 18, § 19, § 20, stk. 2-3, § 22, stk. 2-3,

§ 23, stk. 2, § 24, § 28, § 30, § 31, stk. 3, § 32, § 33, § 39, § 40, § 41, §

46 og § 47 kan der fastsættes straf af bøde. Det kan endvidere fastsættes, at

straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år under tilsvarende

omstændigheder som anført i § 59, stk. 2.

§ 62. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber,

andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet

som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et

kommunalt fællesskab, jf. § 60 i love om kommunernes styrelse, kan der

pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 63. Ransagning kan ske i sager om overtrædelse af bestemmelserne

i denne lov og bestemmelser udstedt i medfør af loven i overensstemmelse med

retsplejelovens regler herom.

Stk. 2. Indtræder strafansvar efter §§ 59-61, kan det pågældende

skib eller den pågældende platform tilbageholdes af tilsynsmyndigheden eller

af politiet på tilsynsmyndighedens vegne, indtil bøder og sagsomkostninger er

betalt, eller der er stillet sikkerhed for betalingen. Sker dette ikke senest

2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i

skibet.

§ 64. Loven træder i kraft 1. januar 1994, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 37 fastsættes af

miljøministeren.

Stk. 3. Ved lovens ikrafttrædelse ophæves lov nr. 130 af 9. april

1980 om beskyttelse af havmiljøet.

§ 65. Regler, der er fastsat i henhold til den i § 64, stk. 3,

nævnte lov, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler fastsat i henhold

til denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende

regler.

§ 66. Afgørelser truffet efter de regler, der er nævnt i § 64,

stk. 3, og § 65, bevarer deres gyldighed, indtil der efter denne lov eller

regler fastsat i henhold til denne lov træffes ny afgørelse. Overtrædelse af

sådanne afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.

§ 67. Sager, der ved lovens ikrafttræden er under behandling, skal

behandles efter de hidtil gældende regler.

§ 68. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,

der følger af de særlige færøske og grønlandske forhold.

Stk. 2. For virksomhed omfattet af tilladelser til undersøgelse og

udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland, herunder kulbrinter, varetages

myndighedsbeføjelserne og -opgaverne i henhold til loven, bortset fra

beføjelser til at fastsætte regler i henhold til loven, af energiministeren.

Energiministeren kan som led i den samlede regulering og myndighedsbehandling

af råstofaktiviteter i Grønland, jf. lov nr. 335 af 6. juni 1991 om

mineralske råstoffer m.v. i Grønland (råstofloven) og lov om

kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, fravige

bestemmelserne i loven eller regler udstedt i medfør heraf, hvor dette ikke

strider mod internationale aftaler.

Stk. 3. Ved lovens ikraftsættelse for Grønland ophæves lov om

foranstaltninger mod forurening af havet med olie, jf. lovbekendtgørelse nr.

134 af 28. marts 1978 og lov nr. 290 af 7. juni 1972 om foranstaltninger mod

forurening af havet med andet end olie.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indledning

Da den gældende lov om beskyttelse af havmiljøet blev udformet i 1978-80

var et af hovedformålene at skabe grundlag for at implementere en række

internationale konventioner i dansk ret, herunder især MARPOL-konventionen

(konventionen om forebyggelse af forurening fra skibe) for dermed at forbedre

beskyttelsen af havmiljøet og sikre myndighedernes muligheder for at

forhindre og bekæmpe forurening af havet. Samtidig samledes reglerne om

beskyttelsen af havmiljøet i een lov.

Det var ligeledes et hovedsigte med havmiljøloven, at den over en årrække

skulle sikre, at en række tekniske bestemmelser kunne gennemføres ved hjælp

af bekendtgørelser i takt med udbygningen og detaljeringen af de

internationale aftaler. Derfor kom loven til at indeholde en lang række

bemyndigelser, hvoraf de fleste senere er udnyttet.

Siden vedtagelsen af den gældende havmiljølov er det internationale

samarbejde omkring havforureningsspørgsmål fortsat og udbygget på en række

områder, således at loven nu ikke længere på en række områder er helt

tidssvarende, ligesom den på en række punkter ikke fuldt ud afspejler dansk

og international politik med hensyn til aktiviteter på havet.

Et af hovedformålene med revisionen har derfor været at bringe en række

bestemmelser i overensstemmelse med nyere miljøpolitiske målsætninger og at

sikre grundlaget for den fremtidige regulering på området i takt med

udviklingen inden for det internationale havforureningssamarbejde.

Lovforslaget indeholder enkelte helt nye bestemmelser ligesom en række

gældende bestemmelser er undergået en indholdsmæssig udvidelse eller

præcisering. Det sidste gør sig bl.a. gældende for så vidt angår lovens

anvendelsesområde (jf. formålsbestemmelsen), der i lyset af udviklingen i det

internationale havforureningssamarbejde er udvidet, således at loven fremover

også skal regulere den »grænseoverskridende« forurening fra skibe

og platforme, primært luftforurening, der også kan påvirke atmosfæren eller

natur og miljø på land, og ikke kun den mere direkte tilførsel af forurenende

stoffer og materialer til havmiljøet, som den gældende lov hovedsageligt

omfatter.

Under fastholdelse af den gældende lovs systematik er der herudover

tilstræbt en modernisering og en ajourføring efter nyere administrative

principper. Disse ændringer har i vidt omfang karakter af mere formelle

redaktionelle og sproglige fornyelser. For en lang række bestemmelser er

indholdet således uændret i forhold til gældende lov.

Loven har fortsat i udpræget grad karakter af en rammelov. Denne form har

vist sig at være hensigtsmæssig, idet den gør det muligt løbende at

implementere den i mange henseender meget detaljerede internationale

regulering, og i forhold til tilsvarende lovgivning andre steder i verden har

havmiljøloven været og er fortsat en meget avanceret lov.

Nærværende lovforslag er herefter ikke en total omskrivning eller

omredigering af den gældende havmiljølov, men en fremtidssikring,

ajourføring, præcisering og modernisering af det retlige grundlag for

beskyttelsen af miljøet mod forurenende aktiviteter på havet.

Med hensyn til lovens bemyndigelsesbestemmelser er der i selve

bestemmelserne og mere fyldestgørende i bemærkningerne til de enkelte

bestemmelser angivet nogle rammer for den regulering, bestemmelsen sigter

til. Som det er helt sædvanlig praksis forhandles alle bekendtgørelser og

vejledninger forudgående med berørte ministerier og interesseorganisationer

Det bemærkes, at det fortsat er et grundlæggende princip, at miljøregler,

der vedrører skibsfarten, baseres på internationale regler med henblik på at

sikre ensartede krav til alle landes skibe.

Udvikling og status inden for de relevante konventioner

I perioden siden den gældende havmiljølov blev udformet, har der været

»fremdrift« i det internationale havforureningssamarbejde. Der er

sket udvidelser, ændringer eller revisioner af en række havkonventioner,

væsentlige dele af MARPOL-konventionen er trådt i kraft i løbet af 80'erne og

en ny international aftale om assistance på globalt plan i forbindelse med

olieforureningsulykker (OPRC) er undertegnet.

Helsingforskonventionen har været igennem en revisionsproces, Oslo- og

Pariskonventionerne er lagt sammen og revideret og en revisionsproces er

igangsat omkring den globale London-konvention om dumpning.

Rammerne for den danske indsats i dette arbejde og i forbindelse med

Nordsøkonferencerne (jf. nedenfor) har bl.a. været en række dagsordener, som

er vedtaget af Folketinget enstemmigt eller med stort flertal: D 28 fra

februar 1987 (om forbedret indsats mod grænseoverskridende forurening i

Europa), D 16 fra november 1987 (om havafbrænding), D 22 fra november 1987

(forud for den 2. Nordsøkonference, om bl.a. dumpning), D 17 fra februar 1990

(forud for den 3. Nordsøkonference, om bl.a. renere teknologi, bindende

aftaler, dumpning og afbrænding) og D 6 fra februar 1991 (forud for

revisionen af Helsingforskonventionen, om bl.a. udbygning af deltagerkredsen,

forsigtighedsprincippet og princippet om ren teknologi)

En vigtig faktor i flere af processerne inden for de forskellige

konventioner har været rækken af Nordsøkonferencer på ministerniveau. Disse

konferencer har medvirket til at fremme arbejdsprocessen inden for især Oslo-

og Pariskommissionerne og til dels også inden for MARPOL-konventionen.

Konferencerne er mundet ud i en serie af deklarationer - indeholdende

politiske direktiver og målsætninger - som har været retningsgivende for

arbejdet inden for havkonventionerne og konferencerne har med deres politiske

prioriteringer og styring i høj grad vitaliseret beslutningsprocesserne i det

internationale havforureningssamarbejde. Nordsøkonferencerne bygger ikke på

nogen mellemstatslig aftale i form af en konvention - et forhold, der

understreger konferencernes politiske karakter.

Den første Nordsøkonference fandt sted i 1984 i Bremen, den anden i London

i 1987, den tredie i den Haag i 1990 og den fjerde finder sted i Danmark i

1995.

Nordsøkonferencerne har benyttet det faglige grundlag, der er skabt inden

for havkonventionerne, til at træffe en række vidtgående beslutninger, bl.a.

om ophør med dumpning af industriaffald i Nordsøen, halvering af

udledningerne af næringssalte og miljøfarlige stoffer, skærpet indsats over

for forurening fra skibe samt udarbejdelse af en redegørelse for

miljøtilstanden i Nordsøen.

Helsingforskonventionen (Konventionen til beskyttelse af havmiljøet i

Østersøområdet) har været gennem en revisionsproces, som har resulteret i en

ajourført og moderniseret konvention - undertegnet den 9. april 1992.

Der er sket tilføjelser, ændringer eller opstramninger på bl.a. følgende

områder:

De nyeste miljøpolitiske principper og redskaber, såsom

forsigtighedsprincippet, bedst tilgængelig teknologi, bedste miljømæssig

praksis, er optaget i konventionsteksten som grundlæggende principper for

beslutninger af hensyn til havmiljøet i Østersøen; afbrænding af affald på

havet er udtrykkeligt erklæret forbudt; udledninger fra off-shore virksomhed

og forurening fra skibe reguleres i særskilte bilag; lystfartøjer omfattes af

konventionen; konventionen udvides geografisk til at dække de indre farvande

og udveksling af informationer medlemslandene imellem om forskellige tiltag

af betydning for beskyttelsen af havmiljøet i Østersøen formaliseres.

En revideret konvention til erstatning for Oslokonventionen (konventionen

til forhindring af havforurening ved dumpning fra skibe og luftfartøjer) og

Pariskonventionen (konventionen om forhindring af landbaseret havforurening)

blev undertegnet den 22. september 1992. Den nye konvention har titlen

»Konventionen til beskyttelse af havmiljøet i det Nordøst-Atlantiske

område«.

Konventionen er opbygget som en generel tekst med 4 bilag, der udgør en

integreret del af konventionen: Forebyggelse og eliminering af landbaseret

forurening, forebyggelse af forurening ved dumpning og afbrænding,

forebyggelse og eliminering af forurening fra offshore virksomhed samt

overvågning og vurdering af kvaliteten i havmiljøet.

Af væsentlige ændringer i forhold til de »gamle« (endnu

gældende) konventioner kan fremhæves følgende, der i alle tilfælde har været

danske »mærkesager« i konventionsarbejdet: en udvidelse af

konventionens dækningsområde til på et senere tidspunkt også at kunne omfatte

aktiviteter, som kan påvirke havmiljøet, f.eks. sand og grusgravning;

indarbejdelse af forsigtighedsprincippet og forureneren-betaler-princippet;

indarbejdelse af principperne om bedst tilgængelig teknologi og bedste

miljømæssige praksis og til dels renere teknologi; etablering af en

enhedsliste, som bl.a. omfatter næringssalte; et generelt princip om

forebyggelse og eliminering af tilledninger af toksiske, persistente og

bioakkumulerbare stoffer til havmiljøet; indarbejdelse af et forbud mod

industridumpninger og afbrænding af affald på havet og fra 1998 af kloakslam;

et forbud mod dumpning af alle typer af radioaktivt affald - med en mulighed

for Storbritanien og Frankrig til at tage spørgsmålet op om 15 år.

Udviklingen inden for de to dumpningskonventioner - den regionale

Oslokonvention og den globale London-konvention - har været kendetegnet af en

stadig opstramning af praksis - dumpningen af stadigt flere kategorier af

affald er blevet forbudt, og der er udarbejdet detaljerede retningslinier for

andre typer af affald. Denne stadigt mere restriktive kurs skyldes i vidt

omfang fremsættelsen af danske og nordiske forslag til beslutning samt en

aktiv indsats under møderne. Der henvises i øvrigt til det særlige afsnit

nedenfor om dumpning og afbrænding.

MARPOL 73/78-konventionen (konventionen om forebyggelse af forurening fra

skibe, 1973 og 1978-protokollen til denne konvention) er som nævnt siden

gennemførelsen af den gældende havmiljølov trådt i kraft for størstedelens

vedkommende. Konventionen er udarbejdet af FN's søfartsorganisation IMO.

MARPOL-konventionen består af en egentlig konventionstekst samt to

protokoller og 5 bilag.

De to protokoller omhandler henholdsvis rapportering af søulykker, der

involverer farlige stoffer samt retningslinier for afgørelse af

uoverensstemmelse mellem to stater, der har ratificeret konventionen.

De 5 bilag giver detaljerede bestemmelser om alle former for udledninger i

forbindelse med den normale drift af et skib. Bilagene er følgende:

Bilag 1 Regler for forebyggelse af forurening af havet med olie.

Bilag 2 Regler for kontrol af forurening med skadelige flydende

stoffer, der transporteres i bulk (kemikalietankskibe).

Bilag 3 Regler for forebyggelse af forurening med skadelige

stoffer i emballeret form.

Bilag 4 Regler for forebyggelse af forurening med kloakspildevand.

Bilag 5 Regler for forebyggelse af forurening med affald.

Da den gældende havmiljølov trådte i kraft i 1980, var MARPOLkonventionen

endnu ikke trådt i kraft.

I dag er situationen følgende:

- Konventionen med bilag 1 trådte i kraft 2. oktober 1983.

- Bilag 2 trådte i kraft 6. april 1987.

- Bilag 3 trådte i kraft 1. juli 1992.

- Bilag 4 er endnu ikke trådt i kraft.

- Bilag 5 trådte i kraft 31. december 1988.

I IMO-regi administreres konventionen af organisationens miljøkomite, der

mødes ca. hver 8. måned.

Efter ikrafttrædelsen af selve konventionen og dens bilag er praktiske

erfaringer og teknologiske landvindinger løbende blevet indarbejdet i

konventionsteksten, dels som fælles fortolkninger, men også som egentlige

ændringer og tilføjelser til konventionsteksten, og især til de tekniske

bilag.

Mange af disse ændringer er affødt af beslutninger på f.eks.

Nordsøkonferencerne og lign. møder.

Ændringerne har som regel haft til formål at begrænse mængden af skadelige

stoffer, der lovligt må udledes/udtømmes, at forbedre skibenes muligheder for

kontrol med udledningerne samt at forbedre myndighedernes muligheder for

kontrol med, hvad skibene foretager sig, herunder også skærpede regler for

operationer ombord samt for skibenes vedligeholdelse og daglige drift.

Med det formål at få indflydelse på vedtagelser i IMO's Miljøkomite og for

at sikre en hurtig og effektiv implementering af nye regler, har

Søfartsstyrelsen, Miljøstyrelsen og rederierhvervet arbejdet tæt sammen -

således deltager alle parter i alle møder i IMO's Miljøkomite.

Dette samarbejde har bl.a. betydet, at danske skibe til stadighed har

opereret med en høj miljømæssig standard, idet skibene hurtigt har kunnet

iværksætte ændringer i procedurer og installationer om bord, selvom

ændringerne til konventionen endnu ikke har været omsat til national

lovgivning.

En af lovforslagets nye bestemmelser (§ 37 om

olieforureningsberedskabsplaner) har baggrund i konventionen om

olieberedskab, assistance og samarbejde - OPRC-konventionen (International

Convention om Oil Pollution Preparedness; Response and Co-operation).

Baggrunden for, at der blev taget initiativ til denne konvention, var den

meget omfattende olieforurening i forbindelse med EXXON VALDEZ-ulykken i

Alaska.

Formålet med konventionen er at skabe grundlag for et globalt samarbejde

om beredskab og assistance i forbindelse med olieforureningsulykker og i den

forbindelse at introducere de principper, som bl.a. beredskabssamarbejdet i

Vesteuropa igennem en årrække har fungeret efter, i en større skala.

Konventionen skaber grundlag for etablering af et internationalt

samarbejdsorgan, der kan benyttes til specielt at yde assistance til 3.

verdens lande.

Samtidig er konventionen benyttet til at stille en række minimumskrav om

organisation, beredskabsplanlægning, kommunikation og samarbejde til de

lande, der ønsker at modtage assistance under OPRC-konventionen.

Alle disse elementer udgør en naturlig helhed i den danske nationale

beredskabsplan for bekæmpelse af forurening på havet og indgår ligeledes i de

tre regionale beredskabsplaner, som Danmark er med i: Bonn- og

Københavnsaftalerne og Helsingforskonventionen.

Danmark opfylder derfor principperne i konventionen, bortset fra kravet

om, at alle olietankskibe på 150 BRT og derover og alle andre skibe over 400

BRT skal have en olieforureningsberedskabsplan om bord.

Med den foreslåede bestemmelse i § 37 vil Danmark opfylde og dermed kunne

ratificere OPRC-konventionen.

Med hensyn til de øvrige nævnte konventioner sikrer lovforslaget den

nationale opfølgning for så vidt angår konventionernes bestemmelser i

relation til havbaseret forurening.

På det område, der dækkes af havmiljøloven, foregår det internationale

samarbejde i meget vid udstrækning uden for rammerne af EF-samarbejdet, dvs.

de enkelte EF-medlemslande forhandler og indgår selv aftaler inden for de i

dette afsnit nævnte internationale samarbejdsfora. EF er nu kontraherende

part i Paris-konventionen (den gældende og den nye) og på vej til at blive

det i Helsingforskonventionen, men har ikke i denne forbindelse overtaget

medlemslandenes handlefrihed i forhold til aftaler med tredie-lande.

EF's rolle og kompetence i havkonventionsarbejdet har været omdiskuteret i

en årrække, uden at der er opnået enighed om større indflydelse til

Fællesskabet i forhold til tredie-lande. Inden for rammerne af EF-samarbejdet

drøftes imidlertid fælles holdninger og fælles initiativer i forhold til det

globale og regionale havmiljøsamarbejde.

Et enkelt af lovforslagets nye bestemmelser har sin baggrund i et

EF-direktiv, der er under forhandling. Det drejer sig om § 40, der skal sikre

en hjemmel til at implementere et direktiv om minimumskrav til visse skibe på

vej til eller fra Fællesskabets havne med farligt eller forurenende gods.

Hovedsigtet med dette direktiv, der skal supplere de internationale

indberetningsregler, der følger af især MARPOL-konventionen, er at sikre, at

oplysninger om lastens indhold af farligt eller forurenende gods findes på

land hos en kompetent myndighed i et EF-land, således at myndighederne til

enhver tid har eller nemt kan få kendskab til skibenes laster og i tilfælde

af en søulykke hurtigere og mere effektivt kan tilrettelægge og iværksætte en

beredskabsaktion.

Udover de egentlige havmiljøkonventioner findes der EF-direktiver og

konventioner på naturbeskyttelsesområder, som også tager sigte på at beskytte

havets levesteder for det vilde dyre- og planteliv. Det drejer sig i første

række om EF-fuglebeskyttelsesdirektivet (79/409/EØF) og EF-direktivet om

bevaring af naturtyper samt vilde dyre og planter (92/43/EØF), samt

Ramsarkonventionen.

EF's fuglebeskyttelsesdirektiv indholder generelle regler om beskyttelsen

af vilde fugle og deres levesteder. Medlemslandene skal træffe alle

nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre arterne på en måde, der

især imødekommer økologiske, videnskabelige og kulturelle krav.

Medlemslandene skal endvidere træffe alle nødvendige foranstaltninger for

at beskytte, opretholde eller genskabe tilstrækkelige forskelligartede og

vidtstrakte levesteder for de fuglearter, som er omfattet af direktivet.

Udover de generelle regler om beskyttelse af levesteder findes regler, der

tager sigte på at beskytte specielle levesteder både på land og på havet. Det

er med baggrund i denne bestemmelse, at Danmark har udpeget 111

EFfuglebeskyttelsesområder, der dækker et areal på ca. 960.000 ha, herunder

et marint areal på ca. 720.000 ha.

For EF-fuglebeskyttelsesområderne gælder, at de danske myndigheder skal

træffe egnede foranstaltninger med henblik på at undgå forurening,

forringelse af områderne eller forstyrrelser, som har væsentlig betydning

for, om fuglene kan overleve og formere sig i deres udbredelsesområde. Der

kan derfor kun foretages væsentlige indgreb i EF-fuglebeskyttelsesområder,

herunder forstyrrelser eller forurening, hvis der foreligger almene

samfundsmæssige hensyn, der overskygger hensynene bag direktivet.

Fuglebeskyttelsesområder vil, når EF-naturbeskyttelsesdirektivet

(Habitatdirektivet) træder i kraft den 5. juni 1994, blive omfattet af visse

af reglerne i dette direktivs artikel 6. Det betyder bl.a., at indgreb i

områderne i et vist omfang - vil kunne ske, hvis det er bydende nødvendigt af

hensyn tilvæsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk

karakter, såfremt der ikke er alternative løsninger. Dog er der krav om

konsekvensanalyser og kompenserende foranstaltninger. Dette svarer til de

regler, der vil gælde for de særlige beskyttelsesområder, der senere vil

blive udpeget efter EF's naturbeskyttelsesdirektiv.

Ramsar-konventionen har til formål at beskytte og bevare vådområder af

international betydning, især som levesteder for vandfugle. Konventionens

definitioner af vådområder omfatter både ferskvandsarealer samt lavvandede

marine områder.

Konventionen omfatter især beskyttelse af vådområder af hensyn til

vandfugle. Beskyttelsen rækker dog videre end til blot at omhandle fugle.

Alle vådområders dyr og planter skal sikres mod overudnyttelse, således at

det økologiske system bevares intakt.

I medfør af konventionen har Danmark udpeget 27 Ramsar-områder med et

samlet areal på ca. 735.000 ha. De fleste områder omfatter mindre kystnære

landarealer med store tilknyttede marine arealer. Samtlige Ramsar-områder i

Danmark indgår i EF-fuglebeskyttelsesområder.

Det følger af konventionen, at Danmark har en international forpligtelse

til at beskytte de økologiske værdier, der knytter sig til de udpegede

områder. Endvidere skal medlemslandene arbejde for, at vådområder sikres

generelt og at udnyttelsen af dem sker på en økologisk fornuftig og

bæredygtig måde. Herved forstås en forvaltning, der både tilgodeser

områdernes økologiske værdier og et eventuelt ønske om at udnytte områdets

ressourcer, rekreative værdier m.v.

Havmiljølovens instrumenter er også relevante i forhold til en række andre

internationale forpligtelser m.v., der vedrører beskyttelse af vilde planter

og dyr og deres levesteder, f.eks. Bern-konventionen (Den europæiske

naturbeskyttelseskonvention), Bonn-konventionen om migrerende arter af vilde

dyr og den endnu ikke ikrafttrådte konvention om biologisk mangfoldighed.

Dumpning og afbrænding

Siden vedtagelsen af lov om beskyttelse af havmiljøet i 1980 er der sket

en gradvis udvikling af bestemmelserne i London- og især Oslo-konventionerne

i retning af forbud mod dumpning af forskellige typer affald og mod et forbud

mod afbrænding af affald på havet.

Danmark og de øvrige nordiske lande har ved møderne i de to konventioner

arbejdet for, at disse forbud kunne vedtages, og de nordiske lande har ofte

været forslagsstillere.

Den danske og nordiske indsats kan bl.a. ses som en opfølgning af den

»Nordisk handlingsplan mod forurening af havet«, 1990. Den danske

indsats har ligeledes fulgt tilkendegivelserne i dagsordnerne D 22 og D 17,

som et stort flertal i Folketinget vedtog i henholdvis november 1987 og

februar 1990.

Den danske politik på dumpning- og afbrændingsområdet har stedse været

begrundet i følgende forhold:

- Som udgangspunkt skal dumpning - bortset fra dumpning af optaget

havbundsmateriale (klapning) - og afbrænding på havet afvikles. I forlængelse

af forsigtighedsprincippet gælder dette alle former for dumpning, uanset

materialets farlighed.

- Affald skal så vidt muligt undgås. Når det alligevel dannes i mange

processer, skal det behandles, uskadeliggøres eller deponeres på land under

hensyn til grundvandsinteresser m.v.

- Ved dumpning er der ingen eller kun ringe mulighed for at opsamle

affaldet, hvis der senere konstateres effekter på havmiljøet.

- Kontrollen og indgrebsmulighederne er begrænsede - langt ude på havet.

- Der er ingen rimelig afvejning af fordele og ulemper. Fordelene vil

alene komme dumpningslandet til gode, mens ulemper ved dumpningsoperationerne

må bæres af andre lande.

I Oslo-konventionen er der således gennemført et forbud mod

industridumpninger med virkning fra 1993 i Nordsøområdet, og i hele

konventionsområdet med virkning fra udgangen af 1995. Dumpning af kloakslam

er forbudt efter 1998. Afbrænding på havet er forbudt fra 1991.

Inden for London-konventionen er der indført et forbud mod

industridumpning med virkning fra 1995. Med hensyn til afbrænding af kemisk

affald på havet er slutdatoen nu fastsat til udgangen af 1992. I praksis

fandt den sidste opration sted i begyndelsen af 1991 og de til formålet

byggede skibe er solgt eller ombygget til andre formål.

Med hensyn til dumpning af radioaktivt affald har Danmark spillet en aktiv

rolle inden for London-konventionen lige siden der i 1983 - med forlængelse i

1985 - blev vedtaget det i dag gældende moratorium. En række rapporter og

vurderinger er under færdiggørelse, hvorefter der i 1993/94 skal tages en

beslutning om den fremtidige behandling af radioaktivt affald.

Bestemmelserne om dumpning er uændrede i den nye Helsingforskonvention,

således at kun dumpning af havbundsmateriale er tilladt. Det er i den nye

tekst præciseret, at afbrænding af affald i Østersøområdet er forbudt.

Ved revisionen af Oslo-konventionen er denne som nævnt blevet slået sammen

med Pariskonventionen og der er indføjet et generelt forbud mod dumpning,

bortset fra affaldstyper, som er opført på en særlig liste. Disse typer af

affald kan tillades dumpet, under hensyn til konventionens bestemmelser i

øvrigt, eksempelvis optaget havbundsmateriale. I en række tilfælde er der

angivet en dato, hvorefter vedkommende affaldstyper, f.eks. kloakslam og

skibe, ikke længere må dumpes. For så vidt angår afbrænding af affald på

havet, er der indført et totalt forbud.

Med dette lovforslag foreslås de gældende bestemmelser, der forbyder

dumpning eller afbrænding, medmindre der er givet tilladelse, ændret, således

at dumpning og afbrænding helt forbydes. Hermed bringes loven i

overensstemmelse med den overordnede miljøpolitiske målsætning på disse

områder.

Udtømning

Kapitlerne om udtømning af forskellige stoffer og materialer fra skibe og

platforme foreslås videreført stort set som de gældende bestemmelser. Dog

foreslås kapitlet om udtømning af olie, som i den gældende lov er meget

teknisk og detaljeret, ændret, således at ministeren bemyndiges til at

fastsætte de detaljerede og tekniske bestemmelser, der gælder uden for dansk

søterritorium, i en bekendtgørelse. Kapitlet om udtømning af kloakspildevand

har undergået en tilsvarende formel ændring. Herved bliver

udtømningskapitlerne i væsentligt omfang parallelle i deres udformning. Der

er endvidere indsat et nyt kapitel (kapitel 5) om faste stoffer, som

transporteres i bulk. Baggrunden herfor er, at der for tiden inden for

MARPOL-konventionen arbejdes på et nyt bilag herom. Der forventes en

vedtagelse i løbet af 1993.

Dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning)

Bestemmelserne om dumpning af optaget havbundsmateriale er omskrevet, uden

at der tilsigtes nogen væsentlige ændringer i forhold til de gældende

bestemmelser. Dog foreslås kompetencen til at behandle sager om klapning

tillagt amtsrådet i selve loven. Amtsrådets kompetence på dette område hviler

i dag på en delegation.

Med hensyn til administrationen af bestemmelserne om dumpning af optaget

havbundsmateriale (klapning) vil det i en vejledning til amtskommunerne bl.a.

blive præciseret, at fremtidige klappladser kun undtagelsesvist kan udlægges

i EF-fuglebeskyttelsesområder.

De to bilag, der knytter sig til disse bestemmelser, er revideret, og det

fremgår heraf, at spørgsmålet om nyttiggørelse af havbundsmaterialet frem for

dumpning skal indgå i vurderingen af ansøgninger om dumpning af optaget

havbundsmateriale.

Luftforurening

Et af de emner, der senest er kommet på dagsordenen i det internationale

samarbejde og hvor der kan forudses vedtagelser i løbet af de kommende år, er

luftforurening fra skibe og platforme, jf. indledningen. Udover den bredere

formålsangivelse, der udvider lovens område til også at omfatte denne

forurening, indeholder lovforslaget en specifik hjemmel til at fastsætte

regler til begrænsning af luftforurening fra skibe og platforme (jf. nærmere

§ 32 og bemærkningerne hertil). På tilsvarende måde er rammerne for

miljøregulering af off-shoreanlæg (§30) tilpasset den generelle udvidelse af

lovens anvendelsesområde.

Beredskabet

Bestemmelserne om beredskabet i forbindelse med olie- og

kemikalieforurening på havet foreslås videreført stort set uændret. Kapitlet

er suppleret med en bestemmelse om olieforureningsberedskabsplaner om bord på

visse skibe - en bestemmelse, der sigter på opfyldelse af OPRCkonventionen,

jf. ovenfor.

Beredskabet og opgavefordelingen i forbindelse hermed blev lovfæstet ved

gennemførelsen af den gældende lov og beredskabet har over årene vist sig at

fungere efter hensigten.

Den gældende havmiljølov - og også lovforslaget - bemyndiger

miljøministeren til efter forhandling med de berørte myndigheder og

organisationer at fastsætte regler om fordeling af udgifterne til beredskab

og bekæmpelse.

I forhold til kommunerne er der netop indgået aftale med Kommunernes

Landsforening om, at de kommunale udgifter til strandrensning, som hidtil har

påhvilet kommunerne fuldt ud, fremover skal fordeles ligeligt mellem staten

og kommunerne. En bekendtgørelse herom (nr. 15 af 8. januar 1993) er trådt i

kraft den 25. januar 1993.

Administrative bestemmelser og klage

En række administrative bestemmelser (især lovforslagets kapitel 15) er

omformuleret, så de i udformningen er enslydende eller parallelle med de

tilsvarende bestemmelser i eksempelvis miljøbeskyttelsesloven.

Endvidere foreslås det, at Miljøklagenævnet udgår som klagemyndighed.

Miljøklagenævnet har været klagemyndighed på følgende 4 områder:

1. For afgørelser om tilladelse til dumpning

2. For afgørelser om tilladelse til afbrænding

3. For visse afgørelser om forbud eller påbud over for skibe og platforme

4. for sager om modtageordninger for dels rester og blandinger af olie,

kloakspildevand samt affald i danske havne, dels rester og blandinger af

skadelige flydende stoffer, der transporteres i bulk.

Antallet af klagesager i Miljøklagenævnet har været meget beskedent og med

det egentlige forbud mod dumpning og afbrænding indskrænkes klageområdet

yderligere.

Amtsrådenes afgørelser i klapsager kan efter gældende regler påklages til

Miljøstyrelsen. Denne klageordning foreslås opretholdt.

Med hensyn til sager om modtageordninger, hvor Miljøstyrelsen er kompetent

myndighed, har der ikke siden lovens ikrafttræden været truffet afgørelser

herom. Det foreslås, at klageadgangen til Miljøklagenævnet ophæves. Herefter

gælder - såfremt der skulle blive truffet afgørelse vedr. modtageordninger -

den almindelige ulovbestemte regel om, at afgørelser, som ministeren har

delegeret til en underordnet myndighed, kan påklages til ministeren.

For så vidt angår visse forbud eller påbud over for skibe og platforme

foreslås det, at sådanne afgørelser skal kunne påklages til

Tilbageholdelsesnævnet i stedet for Miljøklagenævnet. Tilbageholdelsesnævnet

er nedsat i henhold til lov om skibes sikkerhed m.v. (jf. lovbekendtgørelse

nr 584 af 29. september 1988) og Søfartsstyrelsens beslutning om

tilbageholdelse af et skib kan efter denne lov indbringes for

Tilbageholdelsesnævnet.

Nævnet består af en formand, der skal opfylde de almindelige betingelser

for udnævnelse til dommer, samt af fire andre medlemmer med teknisk eller

nautisk sagkundskab. Det foreslås, at nævnet ved behandling af klager over

afgørelser efter denne lov indhenter en udtalelse fra en af miljøministeren

udpeget person med biologisk sagkundskab.

Det bemærkes, at den hidtidige klageadgang i havmiljøloven vedrørende

tilbageholdelsessager aldrig har været benyttet, idet tilbageholdelse hidtil

har været gennemført med hjemmel i Industriministeriets lovgivning. I øvrigt

har kun meget få af disse afgørelser været påklaget til

Tilbageholdelsesnævnet.

Oversigt over lovforslagets indhold

Kapitel 1 (§§ 1-8) indeholder bl.a. en formålsbestemmelser, der er

udformet lidt bredere end i den gældende lov, en ny bestemmelser, der angiver

en række nyere miljøpolitiske principper, en bestemmelse om, hvad loven

omfatter, en række definitioner samt en høringsbestemmelse.

Kapitel 2 (§§ 9-11) indeholder regler om udtømning af olie på

dansk søterritorium, om oliejournal samt en bemyndigelse til at fastsætte

regler om udtømning af olie uden for dansk søterritorium,

Kapitel 3 (§§ 12-17) indeholder regler om udtømning på dansk

søterritorium af flydende stoffer, som transporteres i bulk samt en

bemyndigelse til at fastsætte regler om udtømning uden for dette område og om

klassifikation af skadelige flydende stoffer.

Kapitel 4 (§ 18) indeholder en bestemmelse, hvorefter der kan

fastsættes regler om farlige stoffer i emballeret form, containere m.v.

Kapitel 5 (§ 19) indeholder en bestemmelse, hvorefter der kan

fastsættes regler om faste stoffer, som transporteres i bulk.

Kapitel 6 (§ 20) indeholder regler om udtømning af kloakspildevand

på dansk søterritorium og i Østersøområdet og en bemyndigelse til at

fastsætte regler om udtømning af kloakspildevand uden de nævnte havområder.

Kapitel 7 (§§ 20-23) indeholder regler om udtømning af affald på

dansk søterritorium, om udtømning af levnedsmiddelaffald i Østersøområdet og

Nordsøområdet og en bemyndigelse til at fastsætte regler om udtømning af

affald og levnedsmiddelaffald uden for de nævnte havområder.

Kapitel 8 (§ 24) indeholder en bestemmelse om modtageanlæg i havne

for rester af olie og skadelige flydende stoffer, kloakspildevand og affald i

danske havne.

Kapitel 9 (§ 25-29) indeholder et forbud mod dumpning, bortset fra

dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning) og reglerne vedrørende

behandling af sager om klapning.

Kapitel 10 (§ 30-33) indeholder en bestemmelse om regulering af

forurening fra havanlæg, et forbud mod afbrænding, en bemyndigelse til at

fastsætter regler om begrænsning af luftforurening fra skibe og platforme

samt en »opsamlingsbestemmelse« for typer af forurening, der ikke

er omfattet af de foregående bestemmelser.

Kapitel 11 (§§ 34-37) indeholder regler om beredskabet til

bekæmpelse af havforurening - det statslige beredskab, havneberedskabet og

strandsaneringsberedskabet - og en bestemmelse, hvorefter visse skibe skal

tilvejebringe en beredskabsplan for olieforureningsulykker.

Kapitel 12 (§§ 38-41) indeholder regler om indberetning i

situationer, hvor der er sket eller er fare for forurening og en bemyndigelse

til implementering af et kommende EF-direktiv om meldepligt for skibe, der

sejler til og fra Fællesskabshavne.

Kapitel 13 (§§ 42-44) indeholder regler om indgreb over for skibe

og platforme i tilfælde, hvor dette er nødvendigt for at forhindre eller

bekæmpe forurening af havet.

Kapitel 14 (§§ 45-47) indeholder regler om tilsyn med

overholdelsen af loven og forskrifter udstedt i medfør af loven.

Kapitel 15 (§§ 48-53) indeholder en delegationsbestemmelse, en

række formelle regler om behandling af sager efter loven samt klageregler.

Kapitel 16 (§§ 54-58) indeholder en bestemmelse om udledning i

forbindelse med forskning af forureningsbekæmpelse og i forbindelse med

bekæmpelse af forurening, om gebyr, om godkendelse af anlæg, nævnt i de

foregående kapitler samt en force majeure-bestemmelse.

Kapitel 17 (§§ 59-68) indeholder straffe-, ikrafttrædelses- og

overgangsbestemmelser.

Økonomiske og administrative konsekvenser

Som det fremgår af foranstående, er dette lovforslag primært en tilpasning

og ajourføring af den gældende lov i overensstemmelse med udviklingen inden

for det internationale havforureningssamarbejde og i forlængelse af en række

nyere miljøpolitiske målsætninger.

Der indføres således ikke med lovforslaget nye administrative systemer

eller ordninger og de økonomiske og administrative konsekvenser af

lovforslaget er derfor meget begrænsede.

Den statslige ressourceanvendelse knytter sig hovedsageligt til deltagelse

i det internationale arbejde, udarbejdelse og ajourføring af bekendtgørelser

og andre administrative forskrifter, behandling af sager vedr. havanlæg,

behandling af sager vedr. danske skibes ulovlige udtømning i udenlandsk

territorialfarvand, behandling af sager vedr. klassifikation af flydende og

faste stoffer i bulk, tilsyn samt varetagelsen af det statslige beredskab til

forureningsbekæmpelse på havet.

Den statslige administration af en ny havmiljølov forudsætter umiddelbart

ingen ressourceændringer, idet dog de evt. administrative og økonomiske

konsekvenser af EF-direktivet om meldepligt for skibe på vej til eller fra

Fællesskabshavn endnu ikke er klarlagt.

Miljøklagenævnets »nedlæggelse« som klagemyndighed på lovens

område har meget beskedne administrative og økonomiske konsekvenser, idet der

har været meget få klagesager. Forslaget om at indsætte

Tilbageholdelsesnævnet som klagemyndighed for visse sager vedr. indgreb over

for skibe eller platforme har ligeledes minimale konsekvenser, da der

forudses meget få sager på området.

Med hensyn til den administrative opfølgning af en ny havmiljølov skal der

umiddelbart i forlængelse af lovens vedtagelse udarbejdes følgende

bekendtgørelser: en bekendtgørelse om udtømning af olie (ny), en

bekendtgørelse om farlige stoffer i emballeret form (ny), en bekendtgørelse

om faste stoffer, der transporteres i bulk (ny), en revideret bekendtgørelse

om klassifikation og kategorisering samt udtømning af flydende stoffer, der

transporteres i bulk, en bekendtgørelse til implementering af EF-direktivet

om meldepligt for skibe på vej til og fra Fællesskabshavn (hvis direktivet

vedtages) samt en delegationsbekendtgørelse. Herudover overvejes en revision

af bekendtgørelsen om dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning) og af

bekendtgørelsen om udledning i havet af stoffer og materialer fra visse

havanlæg.

Der pålægges ikke kommunerne nye opgaver. Som nævnt ovenfor i afsnittet om

beredskabet er der netop indgået en ny aftale med kommunerne om fordelingen

af udgifterne til strandsaneringsforanstaltninger. De økonomiske konsekvenser

heraf er forhandlet særskilt.

Kompetencen til at meddele tilladelse til dumpning af optaget

havbundsmateriale (klapning) overføres i lovforslaget til amtsrådet.

Amtsrådets kompetence på dette område har hidtil hvilet på delegation.

Kompetenceoverførslen indebærer en mindre udvidelse i forhold til de gældende

regler, idet den også omfatter de sager, hvor havbundsmaterialet optages i

internationalt farvand. Denne udvidelse er imidlertid af meget begrænset

omfang, idet optagning som langtovervejende hovedregel foretages i de indre

farvande, typisk i og i forbindelse med havne. Det skønnes derfor, at denne

udvidelse har stærkt begrænsede økonomiske og administrative konsekvenser for

amterne.

Af nye foranstaltninger pålægger lovforslaget umiddelbart (i § 37) alle

olietankskibe på 150 BRT og derover og alle øvrige skibe på 400 BRT og

derover at udarbejde en beredskabsplan for olieforureningsulykker. De

økonomiske konsekvenser heraf må imidlertid anses for at være minimale i

forhold til skibenes øvrige driftsudgifter.

Herudover kan der med hjemmel i loven fastsættes nye og mere vidtgående

krav til lystfartøjer og i forlængelse heraf til modtagefaciliteterne i

lystbådehavne. De internationale overvejelser vedr. en skærpet regulering for

disse fartøjer er endnu så præliminære, at omfanget heraf - og herunder de

økonomiske konsekvenser - ikke kan forudsiges nærmere. Normalt vil der, når

det gælder udstyrskrav, alene blive stillet sådanne krav til nye skibe.

Såfremt kravene skulle komme til at gælde eksisterende skibe, vil der normalt

blive fastsat sådanne overgangsregler, at der tages et rimeligt hensyn til

skibenes alder og levetid.

Lovforslaget lægger ligeledes op til en regulering med henblik på at

begrænse luftforurening fra skibe eller platforme. Også på dette område er

det for tidligt at sige noget om omfanget og arten af reguleringen. Der kan

blive tale om at forbyde bestemte brændstoffer eller påbyde røgrensning

el.lign., dvs tiltag, der vil kunne påføre skibsfarten nye omkostninger.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Til § 1

Bestemmelsen er omformuleret i forhold til formålsbestemmelsen i den

gældende lov, således at stk. 1 angiver lovens formål i bred og generel

forstand, mens stk. 2 og 3 udtrykker formålet mere konkret.

Bestemmelsen i stk. 1 angiver herefter lovens hovedformål i bred forstand

og under inddragelse af bæredygtighedsprincippet, således som det er kommet

til udtryk i bl.a. Brundtland-rapporten og regeringens handlingsplan for

miljø og udvikling. Herved får havmiljøloven en formålsangivelse, der er

udformet på linie med formålsbestemmelserne i en række af Miljøministeriets

øvrige love, som er revideret inden for de sidste par år, f.eks.

miljøbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven.

Den foreslåede nye formulering er udtryk for, at man også når det gælder

regulering af hensyn til havmiljøet anlægger en bredere indfaldsvinkel end

for 12-14 år siden, da den gældende lov blev udformet.

I stk. 2, der mere specifikt angiver lovens formål, er det

»objekt«, der skal beskyttes og de »subjekter«, der skal

beskyttes imod, ligeledes beskrevet bredere end i den gældende lov.

Den gældende lov taler om beskyttelse af havmiljøet mod forurening med

olie og andre stoffer eller materialer fra skibe og platforme. Det fremtidige

reguleringsbehov, der omfatter »grænseoverskridende« forurening,

som f.eks. luftforurening, fra skibe og platforme, bevirker at den gældende

afgrænsning er for snæver, idet denne forurening i nogle tilfælde kun har

mindre indvirkning på havmiljøet, men i stedet eller især kan påvirke

atmosfæren eller natur og miljø på land. Som nævnt i de almindelige

bemærkninger, kan der forudses internationale vedtagelser herom i løbet af de

kommende år. Der lægges således med den foreslåede formulering op til en

udvidelse af lovens anvendelsesområder.

Loven skal herefter regulere al forurening fra skibe og platforme inden

for lovens territoriale gyldighedsområdet (jf. nærmere nedenfor under

bemærkningerne til § 2). Den landbaserede forurening af havmiljøet og andre

forureningskilder på havet, f.eks. havbrug, reguleres fortsat efter

miljøbeskyttelsesloven.

I stk. 2 opregnes dernæst en række »beskyttelseskriterier«.

Disse svarer til gældende lov og i øvrigt til kriterierne i de internationale

havforureningskonventioner.

Efter stk. 3 skal loven endelig sikre opretholdelsen af et beredskab til

indsats mod forurening på havet, på kyster og i havne. Dette svarer også til

den gældende lov.

Til § 2

§ 2 er uændret i forhold til gældende lov, bortset fra et enkelt element,

jf. bemærkningerne til stk. 3.

Lovforslaget finder herefter som hidtil anvendelse på skibe, herunder

andre søbårne transportmidler og andet flydende materiel, bevægelige eller

fast anbragte platforme samt luftfartøjer. Ved platforme tænkes primært på

boreplatforme, men også andre havanlæg, som f.eks. vindmølleanlæg på havet,

er omfattet af lovforslaget.

Udtrykket »danske skibe« skal forstås i overensstemmelse med

skibsregistreringslovens og sølovens bestemmelser herom. Tilsvarende forstås

ved »danske platforme« platforme, som er indregistreret i Danmark.

»Dansk søterritorium«, der udgøres af det ydre og det indre

territorialfarvand, er defineret i kongelig anordning nr. 437 af 21. december

1966, som ændret ved kongelig anordning nr. 189 af 19. april 1978.

I overensstemmelse med almindelige folkeretlige principper om staters

jurisdiktionskompetence og under hensyntagen til de folkeretlige regler om

uskadelig passage vil lovforslaget gælde for alle skibe og platforme på dansk

søterritorium, endvidere for danske skibe og platforme uden for søterritoriet

samt for alle platforme, der befinder sig på dansk kontinentalsokkelområde.

Efter nr. 4 er også udenlandske skibe uden for dansk søterritorium

omfattet af lovforslaget i det omfang, det er foreneligt med international

ret. En sådan bestemmelse, som også findes i gældende havmiljølov, er

nødvendig med henblik på muligt indgreb over for udenlandske skibe i

internationalt farvand i overensstemmelse med den internationale konvention

af 29. november 1969 om indgriben på det åbne hav i tilfælde af

olieforureningsulykker og den protokol vedrørende indgriben på det åbne hav

ved forurening af havet med andre stoffer end olie, som knytter sig til

MARPOL-konventionen.

Efter indgrebskonventionen fra 1969, som Danmark er tilsluttet, og som

trådte i kraft i 1975, kan en kyststat i tilfælde af alvorlig og overhængende

fare for en olieforurening af kysterne som følge af en ulykke til søs træffe

de nødvendige forholdsregler også uden for søterritoriet. Det samme princip

er indeholdt i indgrebsprotokollen vedrørende andre skadelige stoffer end

olie.

Det skal endvidere i denne forbindelse nævnes, at FN's havretskonvention

og folkeretlig sædvane giver kyststaterne mulighed for en udvidet

jurisdiktion, bl.a. gennem indførelse af »eksklusive økonomiske

zoner« ( E xclusive E conomic Z ones).

Der foregår for tiden overvejelser vedr. udvidelse af kyststaternes

jurisdiktion i Nordsøområdet, herunder vedr. etablering af eksklusive

økonomiske zoner (EEZ). Arbejdet hermed sker på baggrund af en

ministerdeklaration fra den 3. Nordsøkonference (1990), hvor

Nordsø-ministrene enedes om at koordinere overvejelserne herom.

Baggrunden for disse overvejelser er bl.a. et ønske om en bedre og mere

effektiv håndhævelse af internationale regler til beskyttelse af havmiljøet

(f.eks. MARPOL-konventionen), også i tilfælde, som ikke er omfattet af

indgrebskonventionen.

Et grundlag for en koordineret beslutning vedrørende udvidet jurisdiktion

og udnyttelse af denne efter fælles retningslinier vil foreligge til den 4.

Nordsøkonference i 1995.

Endelig kan danske myndigheder med hjemmel i nr. 4 gribe ind over for

skibe der, uanset de befinder sig uden for dansk jurisdiktionsområde, påfører

danske statsborgere eller dansk ejendom skade. Et sådant indgreb vil være i

overensstemmelse med det internationalt anerkendte princip om

»konstruktiv nærværelse«, jf. også straffelovens §§ 8 og 12 samt

internationalt anerkendte nødretsgrundsætninger.

Stk. 2 svarer til gældende lov. Det bemærkes dog, at de skibe, der er

omfattet af bestemmelsen, forudsættes at handle i overensstemmelse med lovens

formål. En sådan tilkendegivelse er indsat i MARPOL-konventionen og den nye

Helsingforskonvention.

Lystfartøjer er også - som hidtil - omfattet af loven. For så vidt angår

den materielle regulering vedr. lystfartøjer sker der med lovforslaget ikke

umiddelbart nogen ændringer.

Stk. 3 undtager lystfartøjer fra bestemmelsen om udtømning af

kloakspildevand og fra indberetningspligten. Lystfartøjer er ejheller

omfattet af kapitlerne 3-5, som efter deres indhold tager sigte på transport

af gods. Lystfartøjer er derimod omfattet af lovens materielle regler om

udtømning af olie og af affald.

Med hensyn til den i stk. 3 indeholdte bemyndigelse til at fastsætte

særlige regler for lystfartøjer lægges der imidlertid op til en udvidelse,

idet bemyndigelsen i den gældende lov, der alene taler om udtømning fra

lystfartøjer, er for snæver. Dette skal bl.a. ses i lyset af den nye

Helsingforskonvention, der forpligter medlemslandene til at tage særlige

forholdsregler vedr. bl.a. luftforurening, støj og hyddrodynamiske virkninger

med henblik på at begrænse lystsejladsens skadelige virkninger på havmiljøet

i Østersø-området.

Nyere undersøgelser viser således, at bl.a. totakts-benzinmotorer, som

mange lystfartøjer er forsynet med, bidrager i væsentligt omfang til såvel

luft- som vandforurening. Hertil kommer en stramning for så vidt angår

udtømning af kloakspildevand fra disse fartøjer i lyset af de skærpede krav

på land med hensyn til rensning af spildevand, der udledes i havet.

Det vil herefter i forbindelse med udstedelse af regler i henhold til de

bemyndigelser, der er indeholdt i kapitlerne 2 (olie), 6 (kloakspildevand) 7

(affald) og 10 (anden forurening) blive vurderet, om der er behov for særlige

regler, for så vidt angår lystfartøjer, herunder også udstyrskrav, som

lystfartøjer hidtil har været fritaget for. Der kan blive tale om skærpede

krav til motorerne og krav om samletank med tilhørende tilslutningsudstyr for

så vidt angår kloakspildevand.

I overensstemmelse med almindelig praksis, når det drejer sig om

væsentlige udstyrskrav til skibe, vil kravene primært rette sig til nye

skibe. Såfremt udstyrskrav også skal gælde for eksisterende skibe, vil der -

ligeledes i overensstemmelse med almindelige praksis - blive fastsat sådanne

overgangsregler, at der tages et rimeligt hensyn til skibenes alder og

levetid.

Det bemærkes, at naturbeskyttelseslovens § 29 indeholder hjemmel til at

fastsætte regler om bl.a. ikke-erhvervsmæssig sejlads på søterritoriet,

herunder med henblik på at begrænse støjforurening.

Sejl- og motorbåde m.v., som udlejes som lystfartøjer, anses som

lystfartøjer, så længe de udelukkende benyttes til fritidsformål.

Til § 3

Denne bestemmelse fastslår, at udover det helt overordnede

bæredygtighedsprincip skal en række andre nyere miljøpolitiske principper -

mindst forurenende teknologi, bedst mulige forureningsbegrænsende

foranstaltninger, renere teknologi og forsigtighedsprincippet - være

rettesnor for lovens administration og for anvendelsen af lovens

bemyndigelser. En bestemmelse af samme karakter findes i

miljøbeskyttelsesloven.

Principperne har imidlertid ikke fuldt ud samme betydning for

administrationen af havmiljøloven som for administrationen af

miljøbeskyttelsesloven. Dette hænger sammen med, at de internationale

konventioner, som dette lovforslag i lighed med den gældende lov i meget vidt

omfang bygger på, i deres regulering har taget udgangspunkt i et eller flere

af principperne, således at der ved tilblivelsen af konventionsreglerne i

meget vidt omfang er foretaget sådanne afvejninger, som disse principper

tilsigter.

Principperne vil således hovedsageligt have deres selvstændige betydning

som miljøindfaldsvinkler i forbindelse med overvejelser om generel regulering

(fastsættelse af regler, udarbejdelse af vejledninger o.lign.) på områder,

som ikke er konventionsbestemte.

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke tilsigter at være udtømmende i forhold

til de afvejninger, der skal foretages på miljøområdet - hvadenten de foregår

i nationalt eller i internationalt regi. Således indgår også f.eks.

økonomiske hensyn, tekniske hensyn, sikkerhedsmæssige hensyn, væsentligheds-

og proportionalitetsvuderinger i disse afvejninger.

Det bemærkes videre, at det ikke er hensigten med § 3 at tilsidesætte

princippet om ensartede krav til skibe på baggrund af internationale

vedtagelser og der kan således ikke med henvisning til bestemmelsen

fastsættes ensidige regler for danske skibe.

De nævnte principper er inden for de sidste par år sat ind i forskellige

havforureningskonventioner, eksempelvis i Helsingforskonventionen og

Paris/Oslo-konventionen, og det findes derfor hensigtsmæssigt, at de også

afspejles i en ny og moderniseret havmiljølov.

Til § 4

Bestemmelsen definerer en række begreber, der anvendes i loven.

Definitionerne svarer til gældende lov, idet der dog er tilføjet en

definition af »afbrænding«.

Begrebet »udtømning« relaterer til sig den »normale

drift« af skibe og platforme. Her tænkes bl.a. på stoffer eller

materialer, der enten er nødvendige for skibets drift, eller som tages ombord

som sædvanlig last.

Med hensyn til definitionen af begrebet »dumpning« bemærkes, at

»bortskaffelse i havet« omfatter bortskaffelse såvel på havbunden

som under havbunden. Det bemærkes tillige, at udskylning af sand, grus

o.lign., som sker ved lovlig optagelse af sømaterialer i henhold til

råstofloven og flytning af klippestykker, store sten el.lign. i forbindelse

med anlægsarbejder på havbunden, ikke betragtes som dumpning i nærværende

lovs forstand.

Stk. 3 angiver specifikt en række aktiviteter, der i lovens forstand ikke

betragtes som »udtømning« eller »dumpning«. Det gælder

således eksempelvis opfyldning af havområder med henblik på anlæg af kunstige

øer på søterritoriet eller bygning af diger, idet der naturligvis ikke i

denne sammenhæng må ske en skjult affaldsbortskaffelse.

Det gælder endvidere udledning af skadelige stoffer, der stammer direkte

fra undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster.

Sidstnævnte udledninger er særskilt reguleret i kapitel 10.

Spørgsmålet om, hvorledes der skal forholdes med anlæg til brug i

forbindelse med efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden

under havbunden samt rørledninger og andre anlæg til transport af sådanne

råstoffer, jf. § 1 i lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg, herunder

om hvorvidt disse kan efterlades på stedet ved tilladelsens udløb, opgivelse,

bortfald eller tilbagekaldelse m.v. henhører under Energiministeriet og

reguleres bl.a. ved lov nr. 293 af 10. juni 1981 om anvendelse af Danmarks

undergrund og den i medfør heraf etablerede praksis. Bestemmelsen i stk. 3,

nr. 3, indebærer derfor, at sådanne anlæg alene omfattes af

dumpningsbestemmelsen, såfremt det besluttes, at disse anlæg skal fjernes.

Energiministeriet vil i forbindelse med administrationen af disse

bestemmelser bl.a. lægge gældende international ret på området til grund.

Sager om vindkraftanlæg på søterritoriet henhører også under

Energiministeriet. Energiministeren har efter lov om udnyttelse af vedvarende

energikilder m.v. en adgang til at fastsætte regler om vindkraftanlæg og

tilhørende ledningsanlæg, der etableres på søterritoriet. Spørgsmålet om

bortfjernelse af vindkraftanlæg, disses fundamenter og tilhørende

ledningsanlæg vil således kunne reguleres i medfør af denne bemyndigelse.

Såfremt der på et tidspunkt skulle opstå spørgsmål om bortfjernelse af

vindkraftanlæg, fundamenter og ledningsanlæg uden for søterritoriet må disse

som udgangspunkt løses særskilt.

Til § 5

I denne bestemmelse defineres »Østersøområdet« og

»Nordsøområdet«. Definitionen af »Østersøområdet« svarer

til gældende lov, idet dog positionsangivelsen, som ved en trykfejl var

forkert angivet i konventionen om beskyttelse af havmiljøet i Østersøen

(Helsingforskonventionen) er rettet. Definitionen af

»Nordsøområdet« er ny og indsættes i loven, fordi

MARPOL-konventionen har defineret »Nordsøområdet« som særligt

havområde, jf. nærmere bemærkningerne til § 7.

Til § 6

Bestemmelsen svarer til § 5 i gældende lov og definerer udtrykket

»nærmeste kyst« på baggrund af MARPOL-konventionen. Udtrykket er

bl.a. anvendt i forslagets § 20. Det er som hovedregel basislinien, er anses

for »nærmeste kyst«, men et område ved Australien har en anden

fastlæggelse af »nærmeste kyst« end basislinien.

Til § 7

Bestemmelsen svarer til gældende lov. I MARPOL-konventionen er visse

havområder fastlagt som »særlige havområder«, hvor det under hensyn

til områdets oceanografiske og økologiske forhold og dets særlige trafik er

fundet nødvendigt at indføre særlige bestemmelser til beskyttelse af

havmiljøet.

Følgende havområder er for tiden i MARPOL-konventionen i en eller flere

sammenhænge udpeget som »særligt havområde«: Middelhavsområdet,

Østersøområdet, Sortehavet, Rødehavet, Golfområdet, Nordsøområdet, Det

antarktiske Område og Det karibiske Område.

MARPOL-konventionen fastsætter forskellige regler for, hvorledes et

havområde bliver »effektivt« som »særligt havområde« og

ikrafttrædelsestidspunkterne kan ikke altid forudses. Det er derfor som

hidtil mest hensigtsmæssigt at fastsætte reglerne i bekendtgørelsesform,

efterhånden som det bliver aktuelt.

Bestemmelsen er anvendt i flere bekendtgørelser, f.eks. i bekendtgørelse

nr. 534 af 21. juni 1992 om udtømning af affald for skibe m.v.. Denne

bekendtgørelse indeholder således regler om udtømning af affald på dansk

søterritorium, særlige havområder og andre havområder.

Til § 8

Bestemmelsen fastslår i overensstemmelse med den hidtidige praksis, at

udnyttelse af lovens bemyndigelser forudgående skal drøftes med de berørte

erhvervs- og miljøorganisationer, de kommunale organisationer og andre

statslige myndigheder, herunder industriministeren, energiministeren og

trafikministeren.

Med den særlige omtale af industriministeren understreges, at der på de

fleste af de områder, loven dækker, vil være sammenhæng mellem de regler

miljøministeren kan fastsætte og forhold, der er reguleret eller vil kunne

reguleres i medfør af den under Industriministeriet henhørende lovgivning om

skibsfart. På områder med tæt sammenhæng må der således sikres den fornødne

samordning mellem regelsættene.

Med omtalen af energiministeren markeres på tilsvarende måde

berøringsfladen til den under Energiministeriet hørende regulering vedr.

undersøgelse og udnyttelse af undersøiske mineralforekomster.

Inden for trafikministerens område er det især reglerne om oprensning i

havne og sejlløb og dertil hørende klapning, samt havnenes medvirken til

forbedring af havmiljøet ved foranstaltninger til bortskaffelse af affald

m.v. fra skibe, der har interesse.

Til kapitel 2

Dette kapitel er i den gældende lov meget detaljeret og meget teknisk.

Dette foreslås ændret, således at kapitlet alene indeholder de grundlæggende

regler vedr. udtømning af olie og at miljøministeren bemyndiges til at

fastsætte de detaljerede regler, som er konventionsbestemte og derfor løbende

justeres, i bekendtgørelsesform. Herved får oliekapitlet tillige samme

struktur som de følgende kapitler om udtømning af forskellige stoffer og

materialer. Reglerne i gældende lovs kapitel 2 vil herefter i vidt omfang

blive »overflyttet« til en ny bekendtgørelse.

Til § 9

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 8. Definitionen bygger på

MARPOLkonventionen og Helsingforskonventionen.

»Olie« i lovforslagets forstand omfatter enhver blanding, der

indeholder olie. Animalske og vegetabilske olier reguleres dog efter reglerne

i kapitel 3.

Til § 10

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 15. De nærmere regler om

oliejournaler findes i bekendtgørelse nr. 428 af 7. september 1983 om

anvendelse af oliejournaler.

MARPOL-konventionens regler om føring af oliejournaler er blevet ændret i

1991, således at journalerne nu bedre afspejler operationerne om bord i

skibet og dermed forbedrer myndighedernes mulighed for kontrol med, hvad der

reelt er foregået om bord samtidig med, at skibet sikres bedre mod

beskyldninger om ulovlig udtømning.

Til § 11

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 9, suppleret med en bemyndigelse

til at fastsætte nærmere regler om udtømning i havet af olie uden for dansk

søterritorium fra olietankskibe, andre skibe og platforme, jf. de indledende

bemærkninger til dette kapitel. Disse regler vil blive fastsat i

overensstemmelse med MARPOL-konventionen og vil bl.a. omfatte regler om,

hvordan udtømningen skal foregå, herunder at den skal ske under anvendelse af

godkendte systemer, og hvilke mængder, der må udtømmes, herunder

udtømningshastighed.

MARPOL-konventionens regler om udtømning af olie har, siden de trådte i

kraft i 1983, gennemgået en række ændringer, der hovedsageligt har haft til

formål at skabe klarere regler samtidig med, at der blev taget hensyn til den

teknologiske udvikling inden for søfarten. Man har således skærpet reglerne i

takt med de teknologiske muligheder.

De seneste ændringer til MARPOL medfører bl.a., at olietankskibe, såfremt

de er mere end 50 sømil fra nærmeste kyst, fremover lovligt kan udtømme 30

liter olie pr. sømil mod idag 60 liter pr. sømil.

I andre skibe end tankskibe må olieindholdet i udtømninger fra

maskinrummets rendestene ikke overstige 15/1.000.000 mod idag 100/1.000.000.

Med det formål at begrænse olieudslip som følge af »bløde«

grundstødninger eller kollisioner skal ethvert nyt tankskib på 600 tons

dødvægt og derover være forsynet med en dobbeltbund. Nye tankskibe på 5000

tons dødvægt og derover skal desuden være forsynet med dobbelte sider.

Dobbeltbundtanke og sidetanke må kun anvendes til føring af vandballast. For

eksisterende olietankskibe gælder det, at såfremt skibet ikke senest 25 år

efter leveringsdatoen kan opfylde reglerne om dobbeltbund og -side, må det

ikke længere anvendes til transport af olie. Endvidere begrænses for nye

tankskibe længden af hver enkelt lastetank. Disse regler om konstruktionen af

tankskibe vil blive gennemført gennem lov om skibes sikkerhed m.v., der

administreres af industriministeren.

Til kapitel 3

Til § 12

Denne bestemmelse svarer til § 16, stk. 1 i den gældende lov. Definitionen

bygger på MARPOL-konventionens bestemmelser og medfører, at f.eks. gasarten

buthan og ammoniak vil blive betragtet som luftarter, når temperaturen 37,8IC

lægges til grund.

Til § 13

Denne bestemmelse svarer til § 16, stk. 2 og 3 i den gældende lov.

Bestemmelsen indholder et generelt forbud mod udtømning af flydende

stoffer, som transporteres i bulk, bortset fra vand. Forbudet sigter først og

fremmest mod udtømning af flydende skadelige stoffer, som i

MARPOL-konventionen beskrives som stoffer, der kan forårsage fare for den

menneskelige sundhed, havets ressourcer og rekreative værdier eller anden

retmæssig anvendelse af havet. Bestemmelsen omfatter imidlertid også -

navnlig af hensyn til badevandskvaliteten ved de danske kyster - alle andre

flydende stoffer, som transporteres i bulk (bortset fra vand). Således må et

skib for anker under land i nærheden af badestrande efter bestemmelsen ikke

udtømme rester af en last, der, uanset den ikke er sundhedsfarlig, kan

medføre misfarvning eller på anden måde påvirke badevandskvaliteten. Derimod

er bestemmelsen ikke til hinder for udtømning af ballastvand, som ikke

indeholder rester af lasten, olie el.lign. og som har været ført i tanke, som

alene anvendes til føring af ballast.

Til § 14

Denne bestemmelse, der svarer til § 17 i den gældende lov, bemyndiger

miljøministeren til at fastsætte de nærmere detaljerede regler for udtømning

af skadelige og andre flydende stoffer i overensstemmelse med reglerne i

MARPOL-konventionen, herunder reglerne om klassifikation af stofferne.

MARPOL-konventionen inddeler skadelige flydende stoffer, som transporteres

i bulk, i kategorierne A, B, C og D, gradueret efter stoffernes skadevirkning

på det marine miljø m.v., således at kategori A omfatter de skadeligste

stoffer og kategori D de mindre farlige, men dog skadelige stoffer.

Der er med hjemmel i gældende lovs § 17 udstedt bekendtgørelse nr. 166 af

1. april 1987 om klassifikation og kategorisering samt udtømning af flydende

stoffer, der transporteres i bulk.

Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser om, hvor og under hvilke forhold

udtømning af stoffer under de forskellige kategorier må finde sted samt

fortegnelsen over de klassificerede stoffer.

Konventionens kategorisering af stoffer ændres og ajourføres løbende.

Til § 15

Denne bestemmelse svarer til § 18 i den gældende lov.

Flydende stoffer, som transporteres i bulk og som ikke er optaget på den i

§ 14 nævnte fortegnelse, skal forinden transport finder sted til eller fra

dansk havn midlertidigt klassificeres af miljøministeren. Bestemmelsen tager

ikke sigte på gennemsejling af dansk søterritorium, idet det herved er

forudsat, at en sådan transport er godkendt af en kompetent myndighed i en af

de øvrigt stater, der har tiltrådt konventionen. Ifølge konventionen skal en

vurdering foretages i samarbejde med de lande, som har tilsluttet sig

konventionen og som berøres af den pågældende transport.

Til § 16

Denne bestemmelse, hvorefter kemikalietankskibe skal føre en lastjournal,

svarer til § 19 i den gældende lov.

Der er med hjemmel heri udstedt bekendtgørelse nr. 165 af 1. april 1987 om

anvendelse af journal for skadelige flydende stoffer (lastjournal).

Til § 17

Denne bestemmelse svarer til § 20 i den gældende lov.

Bestemmelsen har sin baggrund i MARPOL-konventionen, hvorefter der skal

udpeges og bemyndiges inspektører til at føre kontrol med losning af

skadelige flydende stoffer. Der er ikke tale om kontrol i form af det tilsyn,

der er omhandlet i reglerne i kapitel 15, men om en kontrol, der er et led i

arbejdsgangen ved losningen. Der er fastsat regler herom i bekendtgørelse nr.

169 af 1. april 1987 om påtegning af lastjournal for skibe, der transporterer

skadelige, flydende stoffer i bulk.

Til kapitel 4

Til § 18

Denne bestemmelse svarer til § 21 i den gældende lov. Bestemmelsen er dog

suppleret med en mulighed for at fastsætte regler om pligt til at afgive

oplysninger om lastens indhold. Denne tilføjelse er affødt af

MARPOL-konventionens bilag III om transport af skadelige materialer i

emballeret form, der trådte i kraft 1. juli 1992. Det følger heraf bl.a., at

skibe, der transporterer skadelige stoffer i emballeret form, skal aflevere

en oversigt over lastens indhold og placering i skibet til en person i

afgangshavnen, f.eks. skibets skibsmægler. Der vil med hjemmel i denne

bestemmelse blive udstedt en bekendtgørelse om transport af stoffer og

materialer i emballeret form.

Til kapitel 5

Til § 19

Denne bestemmelse er ny i forhold til den gældende lov. Baggrunden for

bestemmelsen er, at der for tiden i den Internationale Søfartsorganisation

foregår drøftelser om et nyt bilag til MARPOL-konventionen om begrænsning af

forurening fra faste skadelige stoffer, der transporteres i bulk. Disse

drøftelser forventes tilendebragt med en vedtagelse inden for en overskuelig

fremtid og den foreslåede bestemmelse skal muliggøre gennemførelse af danske

regler herom.

Reglerne vil bl.a. medføre et stop for udtømning af en række farlige

stoffer, der bl.a. fremkommer i forbindelse med rengøring af lastrum. Det

forventes, at de skadelige stoffer vil fremgå af en liste med

klassificeringer.

Til kapitel 6

Til § 20

Denne bestemmelse svarer stort set til § 22 i den gældende lov.

Der er foretaget en formel indskrænkning af bestemmelsens

anvendelsesområde, således at bestemmelsen umiddelbart alene gælder for dansk

søterritorium og Østersøområdet. Baggrunden herfor er, dels at

MARPOL-konventionens regler om udtømning af kloakspildevand endnu ikke er

trådt i kraft og dels at det vil være hensigtsmæssigt at regulere udtømning

af kloakspildevand uden for dansk søterritorium og Østersøområdet på samme

måde, som de øvrige udtømningskapitler, nemlig ved bekendtgørelse efterhånden

som konventionsreglerne får virkning.

Betingelserne for udtømning af kloakspildevand er de samme som i den

gældende lov. Det er herefter generelt forbudt at udtømme kloakspildevand

inden for en afstand af 4 sømil fra nærmeste kyst, medmindre spildevandet har

gennemgået en speciel rensning i et godkendt anlæg og der ikke ved

udtømningen fremkommer synlige spor i havet. Herudover kan udtømning ske

mindst 12 sømil fra nærmeste kyst på visse betingelser, der bl.a. angår

udtømningshastighed og skibets fart.

Uanset disse generelle udtømningsretningslinier kan der opstå behov for en

særlig beskyttelse af særlige farvande, f.eks. mere indelukkede vandområder,

hvor der f.eks. er megen passagerbefordring. Derfor gives der i stk. 2

mulighed for, at der kan fastsættes særlige og skærpede regler for sådanne

områder eller for bestemte typer af skibe. Der kan herunder også fastsættes

regler om udtømning af kloakspildevand fra lystfartøjer, jf. også

bemærkningerne til § 2, stk. 3.

Der er med hjemmel i den gældende § 22 udstedt bekendtgørelse nr. 563 af

16. december 1985 om forbud mod udledning af kloakspildevand fra visse

kategorier af skibe i Flensborg Fjord. Bekendtgørelsen omfatter passagerskibe

for mere end 50 passagerer i fast rutefart.

Den gældende lov gav mulighed for at undtage visse skibe fra

bestemmelserne om udtømning af kloakspildevand i indtil 10 år efter lovens

ikrafttræden (= til 3. maj 1990). På baggrund heraf blev en række skibe ved

bekendtgørelse nr. 184 af 15. april 1981 undtaget fra disse bestemmelser i

denne periode. Uanset denne bekendtgørelse indgik Miljøministeriet,

Industriminsteriet, de berørte havnemyndigheder, de svenske myndigheder og

rederierne med passagersejlads i Øresund i 1987/88 en række aftaler om

begrænsning af udledning af kloakspildevand fra passagerskibene i fast

rutedrift på Øresund. Aftalerne blev senere suppleret med tilsvarende aftaler

for andre færgeoverfarter i Danmark.

Aftalerne indebar, at passagerskibe, der ikke allerede var forsynet med

opsamlingstanke for spildevand, fik sådanne tanke installeret. Samtidig blev

der etableret tilslutninger til de kommunale kloaksystemer i havnene. Siden

da er alt kloakspildevand fra de fleste passagerskibe, der fast besejler

danske havne, blevet afleveret i land.

Inden for rammerne af Helsingforskonventionen drøfter man for tiden at

indføre tilsvarende regler for al passagertrafik i Østersø-området.

Til kapitel 7

Til §§ 21-23

Disse bestemmelser er uændrede i forhold til den gældende lovs §§ 23-25,

bortset fra, at »Nordsøområdet« er indføjet, da dette område i

MARPOL-konventionen er udpeget som »særligt havområde«, jf. også

forslagets § 7

Til § 21

Der gælder efter denne bestemmelse, som svarer til § 23 i den gældende

lov, et generelt forbud mod udtømning af enhver form for affald, bortset fra

frisk fisk, på søterritoriet. Ved udtrykket »frisk fisk« tænkes

alene på fiskerester, der stammer fra rensning af friskfanget fisk, herunder

fra den efter lovgivningen om kvalitetskontrol med fisk og fiskervarer

foreskrevne rensning om bord af visse fiskearter. Overbordkastning af en hel

fiskelast f.eks. på grund af forrådnelse falder dermed ikke ind under

undtagelsesbestemmelsen.

Som eksempler på affaldsstoffer, der ikke må udkastes, kan bl.a. nævnes

plaststoffer, tovværk og fiskegarn, plastskraldeposer, papirprodukter, tøj,

glas, metal, flasker, lervarer, træ og levnedsmiddelaffald.

Til §§ 22 og 23

Efter disse bestemmelser, som svarer til §§ 24-25 i den gældende lov, må

der ikke i Østersøområdet og Nordsøområdet udtømmes affald, dog må

levnedmiddelaffald udtømmes mindst 12 sømil fra nærmeste kyst.

Der er til begge bestemmelser knyttet en bemyndigelse, der muliggør

udstedelse af nærmere regler vedr. udtømning af affald og udtømning af

levnedsmiddelaffald uden for dansk søterritorium, Østersøområdet og

Nordsøområdet.

Nærmere regler herom findes i bekendtgørelse nr. 534 af 21. juni 1992 om

udtømning af affald fra skibe m.v. Bekendtgørelsen, der bygger på

MARPOL-konventionen, indeholder regler om, hvor, hvornår og under hvilke

betingelser, der må udtømmes affald henholdsvis levnedsmiddelaffald.

Til kapitel 8

Til § 24

Denne bestemmelse svarer til § 26 i den gældende lov.

Med den gældende havmiljølov blev alle danske havne omfattet af kravet om

modtageordninger og der er nu i alle danske havne etableret modtageordninger

for rester og blandinger af olie, skadelige stoffer, der transporteres i bulk

og emballeret form, kloakspildevand og affald.

Der er fastsat nærmere regler herom i bekendtgørelse nr. 429 af 7.

september 1983 om modtageordninger for rester og blandinger af olie,

kloakspildevand samt affald i danske havne og i bekendtgørelse nr. 167 af 1.

april 1987 om modtageordninger i danske havne for rester og blandinger af

skadelige flydende stoffer, der transporteres i bulk.

Enkelte større havne har etableret faste installationer, f.eks. København,

Aalborg, Fredericia samt raffinaderihavnene, mens øvrige havne benytter sig

af mobile systemer, der enten ejes af havnen, kommunen eller af en privat

virksomhed i de tilfælde, hvor opgaven er udliciteret.

Som kontrol på tilstedeværelsen af modtageordningerne er skibsfarten

gennem rederiorganisationerne blevet anmodet om at indberette til

Miljøministeriet, såfremt der konstateres problemer med aflevering af nogen

form for skibsgenereret affald.

Miljøministeriet har kun modtaget enkelte sådanne indberetninger, og det

vurderes på denne baggrund, at modtageordningerne i danske trafikhavne

fungerer efter hensigten.

Det generelle krav til modtageordninger er, at kapaciteten skal være af en

sådan størrelse, at skibene ikke forsinkes unødigt.

Tilsvarende har lystbådehavne og marinaer etableret ordninger for

modtagelse af olieaffald og fast affald, hvorimod ingen af disse havne har

etableret særskilte modtageordninger for kloakspildevand fra lystfartøjer,

idet bekendtgørelse nr. 429 af 7. september 1983 om modtageordninger for

rester og blandinger af olie, kloakspildevand samt affald i danske havne

alene pålægger lystbådehavne at etablere modtageordninger, der ikke kræver

særligt udtømningsudstyr. Dette skal ses i lyset af, at lystbåde efter den

gældende lov er fritaget for udstyrskrav. På baggrund af den reviderede

Helsingforskonvention lægges der imidlertid, som nævnt i bemærkningerne til §

2, op til en udvidelse af rammerne for reguleringen for så vidt angår

lystfartøjer. I det omfang, lystfartøjer pålægges krav om særligt udstyr for

så vidt angår udtømning af kloakspildevand, kan det blive aktuelt at stille

yderligere krav til modtagefaciliteterne i lystbådehavne.

Ved gennemførelsen af den gældende lovgivning fik havnene efter

forhandlinger mellem Trafikministeriet og Miljøministeriet tilladelse til en

generel forhøjelse af skibs- og vareafgiften med henblik på finansiering af

etablerings- og driftsomkostningerne for modtageordningerne.

Herved undgik man, at skibene skulle betale direkte for aflevering af

affaldet og meningen med ordningen var at etablere et

»introduktionstilbud« med henblik på at sikre, at så mange skibe

som muligt øjeblikkeligt benyttede ordningen.

Under Helsingforskonventionen er der endvidere udarbejdet en

rekommendation, der anbefaler, at modtageordningerne finansieres på en anden

måde end ved direkte at opkræve afgifter fra skibene, der benytter

ordningerne. Er dette ikke muligt, anbefales det, at afgiften gøres så lille,

at skibene ikke får et økonomisk incitament til at undlade at benytte

ordningerne.

Med den stigende miljøbevidsthed er skibenes anvendelse af

modtageordningerne steget, og driften og vedligeholdelsen af ordningerne samt

den endelige bortskaffelse af det modtagede affald overstiger nu langt

provenuet af den generelle forhøjelse af skibs- og vareafgiften i 1981,

hvilket havnene og deres organisationer flere gange har gjort

Miljøministeriet opmærksom på.

På trods af den nævnte anbefaling til Helsingforskonventionens

medlemslande om ikke at opkræve en særlig afgift, er det - Miljøministeriet

bekendt - kun danske, svenske og enkelte tyske havne i hele verden, der ikke

opkræver en særlig afgift for benyttelsen af modtageordninger.

På den anden side vil en ændring af det danske

»no-special-fee«-system være et brud med det solidariske princip,

som ordningen hviler på, og hvorefter alle skibe er med til over skibs- og

vareafgiften at betale til modtageordningerne.

I lyset af ovennævnte modstående argumenter og på baggrund af lov om

trafikhavne (nr. 316 af 15. maj 1990), som har overladt det til de enkelte

havne inden for visse rammer selv at fastsætte skibs- og vareafgiften (efter

udløbet af en overgangsperiode til og med 1994) kunne det derfor overvejes,

om der er grundlag for at ændre det danske »no-special-fee«-system

på dette område. Miljøministeriet vil derfor på baggrund af en ny havmiljølov

tage initiativ til drøftelser herom med de involverede parter med henblik på

at afklare, om finansieringen af udgifterne til modtageordninger fortsat bør

ske over skibs- og vareafgifterne eller gennem en særlig afgift. I denne

sammenhæng vil selvsagt de miljømæssige konsekvenser af en ny ordning blive

vurderet nøje.

Til kapitel 9

Dette kapitel indeholder bestemmelsen om forbud mod dumpning, bortset fra

dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning). Som nævnt i de almindelige

bemærkninger foreslås i overensstemmelse med de senere års miljøpolitiske

målsætning nationalt og internationalt et egentligt forbud mod dumpning.

Bestemmelserne i dette kapitel er herefter revideret, således at de ud over

det nævnte forbud primært vedrører dumpning af optaget havbundsmateriale

(klapning). I forlængelse heraf er endvidere lovens tre bilag samlet til eet

bilag og der er indsat et nyt bilag med en kort vejledning i, hvilke forhold

og hensyn, der skal indgå ved behandling af en ansøgning om tilladelse til

dumpning af optaget havbundsmateriale. Heri indgår nu bl.a. en vurdering af

muligheden for nyttiggørelse af havbundsmaterialet eller anden bortskaffelse

end dumpning. En vejledning om klapning - »Dumpning af optaget

havbundsmateriale - klapning« - er under forhandling med de berørte

myndigheder og organisationer.

Til § 25

Med denne bestemmelse forbydes dumpning, bortset fra dumpning af optaget

havbundsmateriale, jf. nærmere lovforslagets almindelige bemærkninger.

Uden for bestemmelsen falder fortsat den såkaldte nøddumpning, idet der

lovligt kan foretages dumpning, såfremt der er overhængende fare for

menneskeliv eller for at betydelige værdier skal gå tabt, jf. også

bemærkningerne til § 58.

Som eksempel på sådanne nøddumpninger kan nævnes de tilfælde, hvor

forvitrede sprænglegemer på opfiskede giftgasbomber gør enhver behandling

farlig og bomberne derfor gendumpes.

I stk. 2 videreføres den gældende lovs § 30, udvidet til at omfatte enhver

indlastning og transport her i landet, når formålet er dumpning, bortset fra

dumpning af havbundsmateriale. Dette gælder således, uanset om der måtte være

givet dumpningstilladelse i udlandet.

Uanset formuleringen af bestemmelsen er det ikke hensigten at forhindre

transport i danske farvande af stoffer eller materialer bestemt for dumpning

(eller afbrænding, jf. nedenfor). En sådan hindring ville være i modstrid med

folkeretten, udtrykt gennem den endnu ikke ikrafttrådte Havretskonventions

regler om »uskadelig passage« gennem søterritoriet og

»transitpassage« gennem internationale stræder. Loven vil også

fremover blive administreret i overensstemmelse hermed.

Til § 26

Kompetencen til at meddele tilladelse til og føre tilsyn med dumpning af

havbundsmateriale (klapning) foreslås tillagt amtsrådet. I gældende lov er

miljøministeren tillagt denne kompetence med mulighed for at henlægge denne

til amtsrådet. En sådan kompetenceoverførsel er allerede sket med

bekendtgørelse nr. 975 af 19. december 1986 om dumpning af optaget

havbundsmateriale.

I forhold til gældende praksis medfører bestemmelsen, at amtsrådene får

overdraget kompetencen til at meddele klaptilladelse i alle sager, også når

optagningsstedet for sedimentet er beliggende i internationalt farvand

(herunder internationale stræder).

Herudover er der alene tale om en formel ændring af loven.

I overensstemmelse med hidtidig praksis vil amtsrådene altid skulle finde

klappladsen inden for dansk søterritorium.

I praksis er der tale om to typer af klapninger. Den første type er større

eller mindre eengangsoperationer, hvor en havn eller sejlrende skal oprenses

efter en årrække. Den anden type drejer sig om havne, som erfaringsmæssigt

har behov for hyppige oprensninger - ofte hvert år. I disse tilfælde kan en

tilladelse gives for en længere periode - dog maksimalt 5 år, jf. i øvrigt

bemærkningerne til § 27.

Efter stk. 2 skal der i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om

tilladelse til dumpning af havbundsmateriale indgå de forhold og hensyn, der

er anført i bilag 1. Dette bilag er en sammenskrivning af tilsvarende bilag

fra Oslo- og London-konventionerne. Det følger af bestemmelsen og det

tilknyttede bilag, at der i vurderingen af en ansøgning indgår en række

hensyn - miljømæssige, sundhedsmæssige, rekreative, økologiske, biologiske,

økonomiske og dumpning contra deponering på land. Også muligheden for

nyttiggørelse skal særskilt overvejes, idet nyttiggørelse ud fra såvel en

miljømæssig som en ressourceøkonomisk betragtning er ønskværdig, jf. også

råstoflovens formålsbestemmelse.

Inddragelsen af dette hensyn indebærer, at amtsrådet efter en konkret

afvejning, hvori indgår hensynet til de økonomiske konsekvenser af

henholdsvis dumpning og råstofmæssig anvendelse, kan afslå at meddele

tilladelse til dumpning af optaget havbundsmateriale, der umiddelbart eller

efter behandling er af en sådan kvalitet, at nyttiggørelse som råstof er

mulig.

Uforurenede sedimenter vil eksempelvis i nogen tilfælde kunne anvendes ved

kystsikring, fyldarbejder, vejbygning og betonfremstilling.

Stk. 3 fastsætter nogle kvalititative begrænsninger for, hvornår der må

meddeles tilladelse til klapning af forurenet havbundsmateriale. Således må

der kun meddeles klaptilladelse, hvis havbundsmaterialet vurderes af

indeholde uvæsentlige mængder og koncentrationer af de i bilag 2 nævnte

stoffer og materialer.

Dette skøn skal udøves for hver enkelt ansøgning og der vil i den

vejledning, der er under udarbejdelse, jf. ovenfor, blive givet en vejledning

heri. Evt. stramninger på dette område i forhold til den praksis, der har

udviklet sig siden den gældende lov trådte i kraft, vil ske efter en nøje

afvejning bl.a. af den miljømæssige gevinst over for de konsekvenser en sådan

stramning måtte have i forhold til havnene.

Stk. 4 er en parallel til miljøbeskyttelseslovens § 72 og indebærer, at

amtsrådet i visse tilfælde kan forlange, at ansøgeren for egen regning lader

foretage analyser af sedimentet til brug for amtsrådets vurdering af en

konkret ansøgning. Bestemmelsen præciserer således i overensstemmelse med

gældende praksis omfanget af ansøgerens oplysningspligt.

Til § 27

Denne bestemmelse sætter nogle rammer for hovedindholdet af en tilladelse

til dumpning af havbundsmateriale.

For at overholde konventionskrav (bl.a. Helsingforskonventionen) er det i

stk. 1 præciseret, at der kun kan meddeles tidsbegrænsede tilladelser til

dumpning af havbundsmateriale. Der kan for tiden meddeles tilladelse for en

periode af højst fem år.

Udover redaktionelle ændringer i forhold til den gældende bestemmelse i §

29 er desuden medtaget et udtrykkeligt krav om angivelse af tilladelsens

udløbsdato samt en udtrykkelig hjemmel til at stille vilkår om optagning og

udlægning af sedimentet, f.eks. forbud mod overløb ved optagning ved hjælp af

sugning. Det er ligeledes præciseret, at der også ved anden bortskaffelse af

havbundsmateriale end dumpning, dvs ved afslag på tilladelse til dumpning,

kan fastsættes vilkår om optagemetoden, idet »forstyrrelsen« af

havbunden er uafhængig af, hvordan materialet bortskaffes.

Til § 28

Efter denne bestemmelse bemyndiges miljøministeren til at fastsætte

nærmere regler om tilladelsesordningen for dumpning af havbundsmateriale,

herunder om ansøgningens indhold, om prøveudtagning og analyser, og om

amtsrådets vurdering og behandling af sager efter § 26, herunder om bindende

høring af andre myndigheder. Bestemmelsen vil udgøre hjemlen for en ny

ajourført bekendtgørelse om dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning).

En bindende høring af Skov- og Naturstyrelsen er under overvejelse for de

sager efter dette kapitel, hvor klappladsen er beliggende i eller tæt ved et

EFfuglebeskyttelsesområde med henblik på den overordnede varetagelse af

beskyttelseshensynene i EF-fuglebeskyttelsesdirektivet.

Efter stk. 2 kan miljøministeren beslutte at overtage amtsrådets

beføjelser efter § 26 i sager, der har større betydning. Bestemmelsen svarer

til bemyndigelsen i miljøbeskyttelsesloven til at indkalde sager til central

behandling.

Til § 29

Bestemmelsen svarer til den hidtidige § 31, men da der fremover kun er eet

bilag med en liste over skadelige stoffer, er bestemmelsen om flytning af

stoffer fra et bilag til et andet overflødig.

Til kapitel 10

Dettte kapitel har karakter af en slags »opsamlingskapitel« for

en række forureningssubjekter, der ikke falder ind under udtømning eller

dumpning. Kapitlet indeholder en bestemmelse om forurening fra boreplatforme,

en bestemmelse om afbrænding, en bestemmelse om luftforurening og en

bestemmelse, der skal tage højde for andre forureningstilfælde.

Til § 30

Efter denne bestemmelse kan der fastsættes regler om udledning i havet og

anden bortskaffelse af stoffer og materialer, der stammer fra undersøgelse

eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, herunder kulbrinter.

Bestemmelsen er en videreførelse af § 32 i den gældende lov, idet der dog

foreslås en udvidelse af rammerne for den fremtidige regulering også på dette

område.

Der er med hjemmel i den gældende bestemmelse udstedt bekendtgørelse nr.

394 af 17. juli 1984 om udledning i havet af stoffer og materialer fra visse

havanlæg. Efter denne bekendtgørelse reguleres udledning fra denne type

virksomhed gennem en tilladelsesordning. Forslaget om at udvide

bemyndigelsen, således at der også kan fastsættes regler om »anden

bortskaffelse« skal bl.a. ses i lyset af den almindelige udvidelse af

lovens område, jf. bemærkningerne til § 1.

Ved »anden bortskaffelse« tænkes bl.a. på afbrænding af væske,

herunder naturgas, i forbindelse med brøndtestning, brøndstimulering m.v. og

på afbrænding af farlige gasarter i forbindelse med produktion af

hydrocaboner, herunder naturgas. Endvidere tænkes på bortskaffelse via land

eller injektion under havoverfladen.

Disse aktiviteter er ikke omfattet af det nye generelle forbud mod

afbrænding på havet, som foreslås indført i forslagets § 31, jf. nedenfor, og

har hidtil ikke været omfattet af regler.

I lyset af nyere viden om risiko for dannelse af farlige forbindelser

under afbrændingsprocessen anses det for hensigtsmæssigt at bemyndige

ministeren til at fastsætte regler herom. Miljøministeriet følger udviklingen

inden for området med henblik på evt. initiativer, når det fornødne grundlag

foreligger, og også inden for bl.a. Pariskonventionen er man opmærksom på

denne forureningsform. Eventuelle nye regler vil, som det er sædvanlig

praksis, blive forhandlet med berørte myndigheder og koncesseionshavere.

Det bemærkes, at emissioner til atmosfæren, stammende fra platformes

normaldrift - dvs. emissioner, der ikke hænger sammen med efterforsknings-

eller udvindingsaktiviteter, men med driften af platformen som arbejds- og

opholdssted for borepersonellet - reguleres med hjemmel i § 31. Dette er i

overensstemmelse med principperne i den gældende lov, som regulerer

udledninger fra platformes normaldrift analogt med skibe, men fastsætter

særlige regler for forurening i forbindelse med platformenes efterforsknings-

og udvindingsaktiviteter.

En revision af den nævnte bekendtgørelse vil blive nærmere overvejet på

baggrund af en ny havmiljølov.

Efter stk. 2 kan der fastsættes regler om, at udledning eller anden

bortskaffelse af bestemte stoffer ikke må finde sted, såfremt dette må

antages at indebære væsentlig risiko for forurening af havmiljøet.

Der tænkes her på anvendelse og udledning af stoffer, der er giftige,

svært nedbrydelige eller med tendens til bioakkumulation.

Bestemmelsen i § 30 skal i øvrigt ses i sammenhæng med lov nr. 292 af 10.

juni 1981 om visse havanlæg, som regulerer en række andre forhold i

forbindelse med havanlæg.

Til § 31

Med denne bestemmelse forbydes afbrænding af stoffer eller materialer på

havet. Bestemmelsen tager sigte på afbrænding af affald, der er frembragt på

land. Om den nærmere baggrund henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger.

I stk. 2 videreføres § 33, stk. 5 i den gældende lov, udvidet til at

omfatte enhver indlastning og transport her i landet, når formålet er

afbrænding. Dette gælder således, uanset om der måtte være givet

afbrændingstilladelse i udlandet. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne

til § 25 (den tilsvarende forbudsbestemmelse for så vidt angår dumpning).

I stk. 3 er to former for afbrænding undtaget fra forbudet i stk. 1. Det

drejer sig om afbrænding af normaldriftsaffald fra skibe og platforme og

afbrænding af stoffer og materialer, der stammer fra undersøgelse eller

udnyttelse af undersøiske mineralforekomster.

Afbrænding af normaldriftsaffald er undtaget fra bestemmelsen i den

gældende lov om, at afbrænding kun må ske efter forudgående tilladelse. Denne

form for afbrænding er således efter lovforslaget i forlængelse af gældende

lov ikke umiddelbart forbudt, men vil - i modsætning til gældende lov -

fremover kunne reguleres, jf. stk. 4.

Afbrænding i forbindelse med undersøgelse og udnyttelse undersøiske

mineralforekomster er ikke reguleret i den gældende lov, men er omfattet af

og vil dermed kunne reguleres med hjemmel i § 30.

I stk. 4 bemyndiges miljøministeren til at fastsætte regler om

bortskaffelse ved afbrænding af normaldriftsaffald fra skibe og platforme.

Overvejelser herom skal bl.a. ses i lyset af de generelle internationale

overvejelser vedr. begrænsning af luftforurening fra skibe og platforme, jf.

§ 32.

Til § 32

I denne bestemmelse, som er ny i forhold til den gældende lov, bemyndiges

ministeren til at fastsætte regler om særlige foranstaltninger om bord i

skibe eller på platforme med henblik på at begrænse luftforurening.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger foregår der for tiden i det

internationale havforureningssamarbejde drøftelser vedr. forholdsregler til

imødegåelse af luftforurening fra skibe og platforme.

På nationalt plan er begrænsning af luftforurening fra skibsfarten

medtaget i regeringens transporthandlingsplan for miljø og udvikling.

Arbejdet med at begrænse luftforurening fra skibe har dels til formål at

opfylde Montreal-protokollens mål om reduktion af udslip fra helon og

CFCgasser, men også en generel reduktion af de skadelige immisioner fra

skibenes fremdrivningsmaskineri er omfattet.

Det sidstnævnte forhold er især blevet aktuelt efter de generelle krav om

lavere svovlindhold i brændselsolier, der anvendes på land, idet

olieproducenternes muligheder for at skaffe sig af med svovlholdig olie er nu

begrænset til den internationale skibsfart.

I samme forbindelse er der et generelt ønske om reduktion af NOx og SOx

samt partikler. Ligeledes ønskes mængden af dampe fra skadelige stoffer, der

udledes i forbindelse med lastning af tankskibe reduceret.

Endelig overvejes en regulering af skadelige emmissioner fra

affaldsforbrændingsanlæg om bord i skibe, jf. § 31, stk. 3.

I forhold til off-shore-virksomhed vil f.eks. udledning af uforbrændte

gasser til atmosfæren kunne reguleres i medfør af denne bestemmelse.

Til § 33

Denne bestemmelse er en videreførsel i en lidt ændret form af bestemmelsen

i den gældende lovs § 34. Bestemmelsen har karakter af en

»opsamlingsbestemmelse«, der skal gøre det muligt inden for

rammerne af lovens formål at fastsætte regler om forurening fra skibe og

platforme, som ikke er omfattet af de forudgående kapitler, de forudgående

bestemmelser i dette kapitel eller anden lovgivning i øvrigt. I de

internationale havforureningskonventioner og inden for den internationale

søfartsorganisation foregår der et løbende arbejde med at forbedre og udbygge

de internationale aftaler om forebyggelse og bekæmpelse af havforurening og

bestemmelsen muliggør gennemførelsen af internationale vedtagelser herom

Endvidere vil der efter bestemmelsen kunne fastsættes regler om specielle

forhold/aktiviteter, der har betydning for danske farvande på grund af disse

farvandes særlige karakter eller for at imødegå aktiviteter, der indebærer

forureningsrisiko i øvrigt. Som eksempel kan nævnes, at der muligvis kunne

blive behov for at regulere bunkervirksomhed (»flydende

tankstationer«) og oplægning af skibe i fjorde o.lign.

Bemyndigelsen kan også tænkes anvendt til at fastsætte særlige regler for

aktiviteter i f.eks. EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsar-områder.

Til kapitel 11

Bestemmelserne i dette kapitel er stort set en videreførsel af de gældende

beredskabsbestemmelser. Ud over, at der er indsat en bestemmelse om

beredskabsplaner for olieforureningsulykker med henblik på opfyldelse af

OPRC-konventionen, jf. nærmere de almindelige bemærkninger, er der alene sket

enkelte sproglige og redaktionelle justeringer i teksten.

Den gældende lov har sikret etableringen af et samlet beredskab mod

forurening af havet, havneanlæg og kyststrækninger. Lovens ansvars- og

opgavefordeling i forbindelse med forebyggelse og bekæmpelse af forurening af

havet og i forbindelse med oprensning og sanering af større forureninger af

havne og kyststrækninger opretholdes i nærværende lovforslag.

Beredskabet sigter mod bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening.

Beredskabet består af et statsligt olie- og kemikalieberedskab under

Miljøministeriet (Miljøstyrelsen) til bekæmpelse af forurening på havet, et

havneberedskab under kommunalbestyrelsen til bekæmpelse af forurening i

havnene samt et strandsaneringsberedskab, der afhængigt af forureningens

omfang og karakter forestås af kommunalbestyrelsen, amtsrådet eller

Miljøministeriet (Miljøstyrelsen), når en forurening ikke har kunnet fjernes

på havet.

Det etablerede beredskabssystem har over årene i gennemsnit pr. år

modtaget mellem 250 og 300 meldinger om olieforureninger og 25-50 meldinger

om anden forurening, herunder rapporter om fund af krigsgas.

Den generelle pligt til at indberette observerede olie- og

kemikalieforureninger betyder, at beredskabet modtager et stort antal

meldinger om meget små forureninger, hvor det vurderes, at en bekæmpelse ikke

er mulig eller fornøden. Sådanne meldinger udgør mellem 80% og 90% af de

modtagne meldinger.

De resterende meldinger kræver en eller anden form for indsats, der kan

variere fra verifikation med hjælp fra Miljøministeriets skibe, det lejede

fly eller fra andre statslige eller civile organisationer til en egentlig

bekæmpelse med indsats af en eller flere af Miljøministeriets skibe, af flyet

og eventuelt i det kystnære områder og på stranden indsats fra det statslige

redningsberedskab og berørte kommuner/amtskommuner.

Siden beredskabets etablering i dets nuværende form har det jævnligt været

i anvendelse ved egentlige forureningsbekæmpelsesopgaver.

Ved disse aktioner har beredskabet været i stand til at begrænse de

miljømæssige og økonomiske konsekvenser af omfattende forureningsulykker og

beredskabet har derved bevist sin evne til at løse de pålagte opgaver.

Det bemærkes, at beredskabet i forbindelse med off-shore-virksomhed

reguleres særskilt med hjemmel i havanlægsloven, som tillægger

miljøministeren beføjelser på dette område. Denne beføjelse er udnyttet ved

bekendtgørelse nr. 395 af 17. juli 1984 om beredskab i tilfælde af forurening

af havet fra visse havanlæg. Bekendtgørelsen stiller krav til

beredskabsplanlægning, materiel m.v.

Til § 34

Denne bestemmelse svarer til § 35 i den gældende lov, idet dog den

sproglige udformning er ændret, ligesom der er foretaget den formelle

ændring, at hovedansvaret tillægges miljøministeren. Miljøstyrelsens

aktiviteter på dette området vil herefter fremover hvilke på en delegation.

Det statslige ansvar for bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af

havet og kystnære områder indebærer en forpligtelse til til stadighed at

opretholde og udbygge det fornødne statslige beredskab til denne bekæmpelse.

Under de fleste forhold vil bekæmpelse mest effektivt, økonomisk og med

færrest skadevirkninger på miljøet kunne ske, mens forureningen befinder sig

på eller i vandet.

Materiellet til det statslige beredskab består i dag af følgende fartøjer:

2 skibe, GUNNAR THORSON og GUNNAR SEIDENFADEN af »offshore

supply«-typen (ca. 850 BRT), der kan anvendes til bekæmpelsesoperationer

i åbne farvande, herunder Nordsøen. Skibene kan ligeledes anvendes som

kommandoskibe i forbindelse med store operationer, herunder som danske

ledelsesfartøjer ved internationale bekæmpelsesoperationer. GUNNAR THORSON er

endvidere udrustet som laboratorieskib og anvendes således i forbindelse med

monitering af vandkvaliteten i danske og omliggende farvande.

2 skibe, MARIE MILJØ og METTE MILJØ af »seatruck«-typen (ca. 160

BRT), der anvendes som Miljøministeriets udrykningsfartøjer i tilfælde af

melding om søulykke og olie- eller kemikalieforurening. Disse skibe er

konstant på 1 times sejlvarsel.

2 fartøjer, MILJØ 101 og MILJØ 102, der må betegnes som store motorbåde

(ca. 20 BRT). Disse fartøjer anvendes ligeledes som udrykningsfartøjer til

verificering af rapporteret olieforurening. Endvidere kan disse to fartøjer

indgå som hjælpefartøjer ved en større bekæmpelsesaktion.

3 oliepramme, der anvendes som flydende lagerfaciliteter for opsamlet

olie.

Herudover rådes over 6 mindre hjælpefartøjer, der alle kan anvendes ved

større aktioner og ved bekæmpelse af forurening tæt ved kysten.

Ud over fartøjerne råder Miljøministeriet over specielt materiel, så som

flydespærringer til begrænsning af oliens udbredelse samt til koncentrering

af olien, olieoptagere til opsamling af alle typer af olie, flydecontainere

til opbevaring og transport af opsamlet olie, forskelligt specialudstyr til

lægtring af havarerede tankskibe samt sporings- og beskyttelsemateriel til

brug i forbindelse med bekæmpelse af kemikalieforurening.

I forbindelse med beredskabets opbygning er det tilstræbt, at nævnte

materiel i størst muligt omfang også kan anvendes i forbindelse med

bekæmpelse af kemikalieforurening.

Endvidere råder Miljøministeriet over beholdninger af dispergeringsmidler

til kemisk bekæmpelse af en olieforurening samt over forskellige typer

absorberingsmidler til bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening.

Materiellet til bekæmpelse af olie- og kemikalieforureninger i kystnære

farvande og på stranden er stationeret ved det statslige redningsberedskab.

En olieforurening eller en søulykke rapporteres typisk til Søværnets

Operative Kommando, hvorfra Miljøministeriet (Miljøstyrelsen) alarmeres. En

egentlig bekæmpelsesaktion vil ofte starte som en ren miljøministeriel

opgave, men på grund af de danske farvandes beskaffenhed vil en

olieforurening kunne nå kysten, hvor det statslige redningsberedskab vil

blive sat ind i det kystnære beredskab.

Bestemmelserne åbner dog også mulighed for et samarbejde med andre

statslige myndigheder, med amtskommunale myndigheder, herunder embedslægen,

ligesom bestemmelserne ikke udelukker samarbejde med private (f.eks. lodser,

bjærgningsselskaber, lokale fiskere m.fl.)

Til § 35 og 36

Disse bestemmelser er uændrede i forhold til den gældende lov og fastslår

de lokale myndigheders ansvar og opgaver i forbindelse med forurening af

havne eller strande og kyster, ligesom miljøministeren bemyndiges til efter

forhandling med de berørte organisationer at fastsætte regler om fordelingen

af udgifterne i forbindelse hermed mellem havnebestyrelsen,

kommunalbestyrelsen, amtsrådet og staten.

En sådan fordeling blev fastlagt ved bekendtgørelse nr. 662 af 26.

september 1986. I forhold til kommunerne er der i indeværende efterår indgået

en ny aftale med Kommunernes Landsforening, hvorefter de kommunale udgifter

til strandsanering, som efter den nævnte bekendtgørelse har påhvilet

kommunerne fuldt ud, fremover skal fordeles ligeligt mellem kommunerne og

staten. En ny bekendtgørelse herom er trådt i kraft den 25. januar 1993.

Til § 37

Denne bestemmelse er ny. Den pålægger alle olietankskibe på 150 BRT og

derover og alle andre skibe over 400 BRT at tilvejebringe en beredskabsplan

for olieforureningsulykker. Kravet udspringer af OPRC-konventionen, der

etablerer et globalt olieberedskabssamarbejde, jf. nærmere omtalen af denne

konvention i lovforslagets almindelige bemærkninger.

På baggrund af overvejelser om at udvide det globale beredskab til også at

omfatte anden forurening end olieforurening, foreslås tillige en bemyndigelse

til at stille krav om beredskabsplaner på skibe, som er indrettet til eller

som transporterer skadelige flydende stoffer i bulk, jf. stk. 2.

Der vil på baggrund af stk. 3 blive udstedt en bekendtgørelse med nærmere

retningslinier for udarbejdelse, indhold og godkendelse af

beredskabsplanerne.

Til kapitel 12

Bestemmelserne i dette kapitel er med enkelte justeringer uændrede i

forhold til de gældende bestemmelser. Der er foretaget justeringer og

konsekvensrettelser, bl.a. som følge af, at dumpning (bortset fra dumpning af

optaget havbundsmateriale) forbydes.

Indberetningsforpligtelsen og dens omfang skal ses i sammenhæng med især

beredskabsbestemmelserne og skal sikre en så hurtig og effektiv

bekæmpelsesindsats som muligt, således at evt. skadevirkninger begrænses mest

muligt.

Til § 38

Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende bestemmelse. Den

fastslår, hvem der er ansvarlig for indberetning og i hvilke situationer. Der

skal således ske indberetning, når der sker udtømning i strid med loven eller

i force majeure-situationer, ved kollision eller grundstødning eller såfremt

der af andre grunde er fare for udtømning o.a.

Indberetningspligten gælder også, hvor et væsentligt spild af olie eller

andre skadelige stoffer iagttages fra luftfartøj, jf. stk. 2.

Ligeledes skal havnebestyrelsen foretage indberetning, såfremt der er fare

for, at olie eller skadelige flydende stoffer, der er blevet udtømt i havnen,

vil kunne forurene havet, jf. stk. 3.

Endelig pålægges de, der er omfattet af indberetningspligten, samtidig en

oplysningspligt af hensyn til bekæmpelsesarbejdet, jf. stk. 4.

Til § 39

Denne bestemmelse bemyndiger miljøministeren til at fastsætte nærmere

regler om den i § 38 nævnte indberetningspligt og om indberetning af anden

forurening af havet end den, der omfattes af disse bestemmelser.

MARPOL-konventionen indeholder detaljerede bestemmelser herom.

Sådanne bestemmelser findes i bekendtgørelse nr. 311 af 12. juni 1981 om

indberetning i henhold til lov om beskyttelse af havmiljøet.

Denne bekendtgørelse indeholder også bestemmelser for fartøjer uden for

dansk søterritorium om indberetning til kompetente udenlandske myndigheder,

jf. stk. 2.

Til § 40

Denne bestemmelse tager primært sigte på implementering af et EF-direktiv

om minimumskrav til skibe på vej til eller fra Fællesskabshavne med farligt

eller forurenende gods.

Hovedformålet med dette direktiv er at sikre, at oplysninger om lastens

indhold af farligt eller forurenende gods (godsoplysninger) findes i land hos

en kompetent myndighed i et EF-land og at andre kompetente myndigheder nemt

kan få adgang til disse oplysninger.

Direktivet, der omfatter skibe på vej til eller fra en EF-havn med farligt

eller forurenende gods om bord, lægger op til, at disse skibe skal afgive en

række godsoplysninger til myndighederne med henblik på, at myndighederne til

enhver tid har eller nemt kan få kendskab til skibenes laster og dermed

hurtigere og mere effektivt kan tilrettelægge og iværksætte en

beredskabsaktion, hvis en sådan skulle blive nødvendig.

I forbindelse med implementeringen af direktivet vil skibene således blive

pålagt at afgive en række nærmere angivne godsoplysninger til nærmere

udpegede myndigheder, ligesom der vil blive etableret en ordning for den

kompetente myndigheds modtagelse, opbevaring og videresendelse af disse

oplysninger til kompetente myndigheder i andre EF-lande. Det vil blive

tilstræbt at etablere en ordning, der er så enkel og så let at administrere

som muligt.

Det bemærkes, at direktivet lægger op til, at der kan indføres

særordninger for færgeruter med kort overfartstid.

Det er sandsynligt, at EF-kommissionen på lidt længere sigt vil fremsætte

forslag om en udvidelse af ordningen til også at omfatte skibe, der alene

passerer en medlemsstats farvande (uskadelig passage). I givet fald vil en

sådan udvidelse også kunne ske med hjemmel i den foreslåede bestemmelse.

Til § 41

Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende lov. Bestemmelsen tager

alene sigte på en kortlægning af de skadelige stoffer, der ind- og udlastes i

de danske havne til brug for planlægningen af beredskabet til bekæmpelse af

kemikalieforurening. Bestemmelsen tager ikke sigte på at kunne kræve

oplysninger om produkters kemiske sammensætning, ud over hvad der er

nødvendigt for klassificeringen af disse.

Til kapitel 13

Bestemmmelserne i dette kapitel er uændrede i forhold til bestemmelserne i

den gældende lov. I bemærkningerne nedenfor til de enkelte bestemmelser

gennemgås kort bestemmelsernes hovedindhold og -formål.

Til § 42

Som det fremgår af reglerne i kapitel 12 skal en række forhold indberettes

med henblik på iværksættelse af en evt. forureningsbekæmpelse.

Af hensyn til effektiviteten af en bekæmpelsesaktion vil de oplysninger,

der fremkommer ved indberetning i henhold til reglerne i kapitel 12 ikke

altid være tilstrækkelig. Derfor og af hensyn til den hast, der nødvendigvis

må præge en bekæmpelsessituation, giver denne bestemmelse miljøministeren

eller den myndighed, han bemyndiger dertil, adgang til uden retskendelse at

foretage de undersøgelser på skibe eller platforme, der er nødvendige af

hensyn til en bekæmpelsesaktion. Sådanne undersøgelser må dog ikke medføre

unødvendig forsinkelse for skibet eller platformen, ligesom de ikke må

medføre unødvendige udgifter.

Indgreb over for udenlandske skibe er folkeretligt underlagt visse

begrænsninger, jf. nærmere bemærkningerne til § 43.

Til § 43

Denne bestemmelser giver myndighederne mulighed for at foretage de indgreb

over for skibe og platforme, der er nødvendige for effektivt at begrænse og

bekæmpe forurening eller for at forhindre en truende forurening (stk. 1 og

2).

Eksempelvis kan i tilfælde af en grundstødning føreren af skibet pålægges

at tømme særligt udsatte lastrum, før skibet forsøges bragt flot eller

forbyde, at et sådant forsøg gøres, indtil der er tilstrækkelig

slæbebådsassistance og det nødvendige bekæmpelsesmateriel er bragt frem.

Udøvelsen af de i § 43, stk. 1-3 nævnte beføjelser varetages af

Miljøstyrelsen og Søfartsstyrelsen. Der påtænkes ingen ændring af denne

ordning og miljøministerens beføjelser efter disse bestemmelser vil derfor

også efter denne lov blive henlagt til de nævnte styrelser, jf. § 48.

Bestemmelsen giver mulighed for indgreb af temmelig vidtgående karakter.

Det følger af stk. 4, at beslutninger om forbud eller påbud skal begrundes og

meddeles skriftligt til føreren af skibet eller den for platformen ansvarlige

eller til ejeren eller brugeren af skibet eller platformen. Bestemmelsen

åbner mulighed for, at et forbud eller påbud kan meddeles telegrafisk. I

tilfælde af beslutning om tilbageholdelse skal meddelelsen tillige indeholde

oplysning om, på hvilke vilkår skibet igen kan frigives.

Anvendelsen af indgrebsmulighederne skal tage hensyn til skibets

nationalitet og i hvilket farvand, skibet befinder sig.

For danske skibe kan § 43 anvendes i alle farvande.

For udenlandske skibe på dansk søterritorium er indgreb undergivet visse

folkeretlige begrænsninger.

Kyststaten kan på basis af sin almindelige højhedsret over sit

søterritorium udfærdige love og andre retsforskrifter til beskyttelse imod

forurening, men kyststatens håndhævelse af disse må ske i overensstemmelse

med folkerettens regler om fremmede skibes ret til uskadelig passage.

I henhold til Geneve-konventionen af 1958 om det ydre territorialfarvand

og den tilstødende zone er gennemfart uskadelig i det omfang, den ikke er til

skade for kyststatens fred, orden eller sikkerhed. Kyststaten er i

forlængelse heraf berettiget til at hindre gennemfart, som ikke er uskadelig.

Dette indebærer, at kyststaten kan skride ind i alvorligere tilfælde af

forurening, f.eks. ved forsætlig eller uagtsom udtømning af olie, og herunder

om nødvendigt tilbageholde et fremmed skib med henblik på retsforfølgning.

Er et fremmed skib på vej til det indre territorialfarvand, har kyststaten

ret til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at hindre enhver

overtrædelse af de bestemmelser, der gælder for skibes adgang til sådant

farvand.

Fremmede skibe, der benytter retten til uskadelig passage, skal overholde

kyststatens forskrifter, navnlig om transport og sejlads, men også

forskrifter, der har til formål at beskytte kyststatens farvande mod

forurening.

Som nævnt under bemærkningerne til § 2, stk. 1, nr. 4, overvejes for tiden

i Nordsølandene en udvidet jurisdiktion med henblik på at forbedre

håndhævelsen af internationale regler til beskyttelse af havmiljøet.

Indgreb over for udenlandske skibe uden for dansk søterritorium, jf. § 2,

stk. 1, nr. 4 skal foretages i overensstemmelse med den internationale

konvention af 1969 om indgriben på det åbne hav i tilfælde af

olieforureningsulykker og protokollen af 1973 (til MARPOL-konventionen) om

indgriben på det åbne hav ved forurening af havet med andre stoffer end olie.

Efter disse regler kan kyststaten tage sådanne forholdsregler på det åbne

hav, som måtte være nødvendige for at forhindre, begrænse eller fjerne

alvorlig og overhængende fare for sine kyster eller dermed forbundne

interesser. Denne fare skal være forårsaget af olieforurening eller trussel

herom som følge af en ulykke til søs, eller handlinger i forbindelse hermed,

som med rimelig grund kan forventes at medføre skadelige virkninger af større

omfang.

Til § 44

I sølovens §§ 267 og 282, stk. 2 er der fastsat objektivt ansvar for

enhver skade, der skyldes udtømning af olie fra et skib og for udgifterne til

beredskabsforanstaltninger, såfremt der er sket eller er fare for udtømning

af olie. Efter stk. 1, der supplerer de nævnte bestemmelser i søloven,

indtræder der objektivt ansvar for udgifter til rimelige

beredskabsforanstaltninger i alle tilfælde, hvor der er sket eller er fare

for forurening med skadelige stoffer. Bestemmelsen gælder ligeledes for

platforme. Bestemmelsen vil ikke blive bragt i anvendelse, såfremt det

godtgøres, at den pågældende hændelse er en følge af de i sølovens § 268,

stk. 1 a-c nævnte årsager (bl.a. krigshandlinger og sabotage). I de særlige

tilfælde, hvor et skib, der yder et nødstedt skib hjælp, foretager udtømning

af olie m.v., f.eks. for at dæmpe søen, følger det at de almindelige

nødretsgrundsætninger i dansk erstatningsret, at udgifterne i medfør af denne

bestemmelse påhviler det nødstedte skib.

I tilfælde af, at danske skibe har pådraget sig ansvar for udgifter til

beredskabsforanstaltninger, vil de skyldige beløb kunne opkræves ad sædvanlig

vej. Der vil derimod kunne opstå vanskeligheder, såfremt udenlandske skibe

har pådraget sig ansvar, idet opkrævning af det skyldige beløb ofte vil

forudsætte sagsanlæg i udlandet, og det derfor må forudses, at det i en række

tilfælde vil være umuligt at få dækket den danske stats udgifter til

beredskabsforanstaltninger. Efter stk. 2 kan det derfor pålægges ejeren af et

skib eller en platform at stille sikkerhed - i form af garanti fra bank eller

forsikringsselskab - for udgifterne til beredskabsforanstaltninger, ligesom

det kan bestemmes, at skibet eller platformen skal tilbageholdes, indtil der

er stillet sikkerhed. Bestemmelsen har været anvendt ved flere lejligheder.

Til kapitel 14

Bestemmelserne i dette kapitel er, bortset fra enkelte redaktionelle

ændringer, de samme som i den gældende lov. Overskriften er ændret fra

»Kontrol« til »Tilsyn«.

Til § 45

Beføjelsen til at føre tilsyn med loven og bestemmelser udstedt i medført

af loven foreslås tillagt miljøministeren. Beføjelsen kan delegeres til en

styrelse under Miljøministeriet eller andre myndigheder, jf. § 48.

Efter stk. 2 har tilsynsmyndigheden adgang til at foretage eftersyn af

skibe og platforme, herunder kan myndigheden forlange at få tilgang til

skibets eller platformens papirer, ligesom myndigheden kan udtage prøver.

Bestemmelsen antages at give adgang til rutinemæssig stikprøvekontrol, også i

tilfælde, hvor der ikke foreligger nogen mistanke om ulovlige forhold.

Tiilsynet må ikke medføre unødvendige forsinkelser for skibet eller

platformen, ligesom det ikke må medføre unødvendige udgifter.

Efter stk. 3 kan der ikke foretages tilsyn efter stk. 2 på udenlandske

skibe, der sejler i overensstemmelse med de folkeretlige regler om uskadelig

passage, d.v.s. at tilsyn kun kan gennemføres, når der er begrundet mistanke

om, at passagen ikke er uskadelig.

Med henblik på at imødegå dobbeltadministration i forbindelse med tilsynet

med off-shore-virksomhed vil Energiministeriet og Miljøministeriet udarbejde

en aftale om tilsynets udøvelse.

Til § 46

Denne bestemmelse har sin baggrund i en IMO-resolution, der anbefaler, at

der gennemføres ordninger til inspektion af tankskibes lasttanke i

olieudskibningshavne for herved at kunne kunstatere, om mængden af de

tilbageværende olierester sammenholdt med opgivelserne om tidligere

olielaster og udtømninger godtgør, at der ikke er sket overtrædelser af

gældende udtømningsbestemmelser.

Til § 47

Bestemmelsen giver mulighed for at kunne påbyde anvendelsen af

mærkningsmateriale i danske skibe og i udenlandske skibe i dansk havn med det

formål at kunne henføre ulovlige udtømninger til forureneren.

Til kapitel 15

Overskriften på dette kapitel foreslås ændret fra »Miljøstyrelsen og

Miljøankenævnet« til »Administrative bestemmelser og klage«.

Samtidig er kapitlet undergået en forenkling og modernisering i

overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser i f.eks.

miljøbeskyttelsesloven. Endvidere foreslås det, at Miljøklagenævnet udgår som

klagemyndighed, jf. også de almindelige bemærkninger.

Til § 48

Bestemmelsen i stk. 1 om miljøministerens adgang til at delegere sine

beføjelser efter loven til en styrelse o.a. statslige institutioner svarer

til gældende lovs § 52. Efter denne bestemmelse har ministeren bemyndiget

Miljøstyrelsen til at træffe en række konkrete afgørelser og udøve en række

beføjelser efter loven, jf. bekendtgørelse nr. 525 af 3. december 1980 om

henlæggelse af opgaver og beføjelser efter lov om beskyttelse af havmiljøet

til Miljøstyrelsen.

Da Miljøstyrelsen ikke i dette lovforslag - i modsætning til den gældende

lov direkte er tillagt nogen beføjelser, vil en række yderligere beføjelser

fremover blive delegeret til Miljøstyrelsen. Det drejer sig f.eks. om

varetagelsen af beredskabet, jf. § 34.

Som tidligere nævnt foregår der et tæt og løbende samarbejde mellem

Miljøstyrelsen og Søfartsstyrelsen, som administrerer anden lovgivning

omkring skibe og søfart. Det er således Søfartsstyrelsen, der i henhold til

lov om skibes sikkerhed fører tilsyn med skibenes udstyr. Observeres der i

denne forbindelse forholde, der er omfattet af havmiljøloven, tager

Miljøministeriet (Miljøstyrelsen) stilling til, om der evt. foreligger

overtrædelse af udtømnings- og udledningskriterierne i havmiljøloven, mens

Industriministeriet (Søfartsstyrelsen) foretager en teknisk vurdering af

skibet. Beføjelsen til at foretage indgreb efter havmiljøloven (forslagets

43, gældende lovs § 45) er delegeret til såvel Søfartsstyrelsen som

Miljøstyrelsen.

I beredskabssammenhæng har samarbejdet medført en konkret aftale, der

betyder, at Søfartsstyrelsens skibskyndige foretager en konkret vurdering af

stort set alle skibe, der i danske farvande har været indblandet i en

søulykke. Generelt betragtes et skib, uanset nationalitet, som et

»sub-standard«-skib, såfremt Søfartsstyrelsen vurderer, at det ikke

er i stand til at sejle sikkert igennem danske farvande. Der kan i en sådan

situation stilles krav om udbedring af skader, både af hensyn til sikkerhed

og miljøbeskyttelse, inden videre sejlads.

Ved søulykker tilkalder beredskabsvagten i Miljøstyrelsen en inspektør fra

Søfartsstyrelsen, der derefter foretager en teknisk vurdering af det

havarerede skib. Foreligger der begrundet mistanke om sikkerhedsmæssige

mangler, eller ønskes der sikkerhedsstillelse for udgifter til

beredskabsforhold, jf. forslagets § 44, tilbageholdes skibet med hjemmel i

havmiljøloven og i lov om skibes sikkerhed.

Herudover deltager Søfartsstyrelsen sammen med Miljøstyrelsen i alt

internationalt arbejde, der berører det daglige samarbejde mellem de to

styrelser.

Til §§ 49 og 50

Disse bestemmelser præciserer reglerne om bekendtgørelse af afgørelser for

adressaten og om underretning til de personer, organisationer og myndigheder,

der kan klage over afgørelser. Bestemmelserne svarer til de tilsvarende

bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven med de nødvendige tilpasninger.

Til § 51

Stk. 1 svarer til bestemmelsen i den gældende lovs § 53, stk. 3, hvorefter

afgørelser i sager vedrørende dumpning af optaget havbundsmateriale, der

træffes af amtsrådet, kan påklages til Miljøstyrelsen, hvis afgørelser er

endelige.

Stk. 3 indeholder bestemmelse om, at afgørelser efter § 43 om forbud eller

påbud over for skibe og platforme som følge af forureningsrisiko fremtidigt

skal kunne påklages til Tilbageholdelsesnævnet i stedet for Miljøklagenævnet.

Tilbageholdelsesnævnet er nedsat i henhold til lov om skibes sikkerhed

m.v. (lovbekendtgørelse nr. 584 af 29. september 1988, § 18, stk. 1).

Søfartsstyrelsens beslutning om tilbageholdelse af et skib efter nævnte lov

kan indbringes for dette nævn.

Nævnet består af en formand, der skal opfylde de almindelige betingelser

for udnævnelse til dommer samt af fire andre medlemmer med teknisk eller

nautisk sagkundskab. Det skønnes hensigtsmæssigt at lade

Tilbageholdelsesnævnet blive klageinstans for tilbageholdelsessager efter §

43. Det foreslås i denne forbindelse, jf. stk. 4, at nævne ved behandling af

sager efter havmiljøloven inhenter en udtalelse i den enkelte sag fra en af

miljøministeren udpeget uvildig person med biologisk sagkundskab med henblik

på, at denne udtalelse kan supplere den sagkundskab, nævnet i øvrigt besidder

og således at udtalelsen kan indgå i grundlaget for nævnets afgørelse. Det

vil i forbindelse med tilrettelæggelsen af en sådan ordning blive tilstræbt,

at ordningen ikke forsinker nævnets behandling af en klage i væsentligt

omfang. Nævnet vil således kunne indkalde den sagkyndige med henblik på, at

udtalelsen afgives mundtligt over for nævnet. Tilbageholdelsesnævnet vil

iøvrigt altid kunne indkalde den sagkyndige med henblik på besvarelse af

supplerende spørgsmål fra nævnet eller parterne.

Det bemærkes, at den hidtidige klageadgang i havmiljøloven vedrørende

tilbageholdelsessager aldrig har været benyttet, idet tilbageholdelse hidtil

har været gennemført med hjemmel i Industriministeriets lovgivning. Der har i

øvrigt kun i meget få tilfælde været klaget til Tilbageholdelsesnævnet over

afgørelser om tilbageholdelser.

I lighed med, hvad der gælder efter loven om skibes sikkerhed m.v., kan

nævnets afgørelser ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 2, 5, 6 og 7 indeholder bestemmelser om indgivelse af klage og

klagefrist svarende til miljøbeskyttelsesloven. Med hensyn til klager over

afgørelse efter § 43 skal disse dog ikke, som det er sædvanligt, indsendes

til den myndighed, der har truffet afgørelsen, men direkte til

Tilbageholdelsesnævnet. Kredsen af klageberettigede foreslås udvidet i

forhold til den gældende bestemmelse med Dansk Ornitologisk Forening og

Foreningen af Ral- og Sandsugere, idet disse foreninger repræsenterer

relevante interesser - henholdsvis naturinteresser og erhvervsmæssige

råstofinteresser - i relation til afgørelser vedrørende klapning.

Til § 52

Kredsen af klageberettigede er udvidet med Dansk Ornitologisk Forening og

Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, som har ønsket at blive tillagt

klageret i forhold til afgørelser vedr. klapning. De to foreninger vurderes

at repræsentere relevante interesser i forhold til klapning, henholdsvis

fugleliv på havet og industriel råstofindvinding på havet.

Det bemærkes endvidere, at klageadgangen for afgørelser efter § 43 er

begrænset til adressaten for afgørelsen, idet det skønnes, at det alene er

adressaten, der vil have en interesse i at påklage en afgørelse om forbud

eller påbud.

Til § 53

Bestemmelserne heri svarer til de gældende regler i § 54, stk. 3 og 4 og

indebærer, at en klap-tilladelse ikke må udnyttes, før klagefristen er

udløbet.

Ligeledes har en klage over en tilladelse opsættende virkning, medmindre

klagemyndigheden bestemmer andet. Det bemærkes i denne forbindelse, at

klagemyndigheden ved modtagelsen af en klage efter fast praksis altid

vurderer, om der er grundlag for at beslutte, at klagen ikke skal have

opsættende virkning. Beslutning om ikke at give opsættende virkning kan især

være aktuel, hvis klagen ikke er begrundet, og en nærmere begrundelse ikke

fremsendes inden en nærmere fastsat frist, eller hvis det af sagen

umiddelbart fremgår, at de forhold, som klagen omfatter, ikke vil medføre en

fuldstændig omgørelse af amtsrådets afgørelse.

Kapitel 16

Til § 54

Denne bestemmelse svarer til gældende lovs § 7 og indebærer, at lovens

udtømningskriterier ikke finder anvendelse på udledning af stoffer eller

materialer med henblik på videnskabelig forskning af forureningsbekæmpelse

eller på at bekæmpe forurening af havet. En sådan udledning kan kun finde

sted efter miljøministerens forudgående tilladelse. Der tænkes navnlig på

udledning eller udspredning af kemiske bekæmpelsesmidler (dispergering).

Denne form for olieforureningsbekæmpelse kan være forbundet med visse gener

for havmiljøet og en nøje vurdering, herunder navnlig af de biologiske

konsekvenser, er derfor påkrævet.

Tilladelsesbeføjelsen efter den gældende bestemmelse er delegeret til

Miljsøtyrelsen, som har administreret bestemmelsen restriktivt. Danske havne

har fået tilladelse til at anvende op til 200 l dispergeringsvæske , ligesom

olie- og gasinstallationer i Nordsøen har tilladelse til at bruge op til 50 l

dispergeringsvæske pr. oliespild. Herudover inhentes særskilt tilladelse i

Miljøstyrelsen, ligesom Miljøstyrelsen løbende skal orienteres om brugen af

dispergeringsvæske.

Såfremt Miljsøtyrelsen ønsker at bruge dispergeringsmidler i en

bekæmpelsesaktion, konsulteres bl.a. vildt- og fiskeribiologer.

Bestemmelsen er i øvrigt en lex-specialis-bestemmelse i forhold til

miljøbeskyttelseslovens § 27, hvorefter stoffer, der kan forurene vandet,

ikke må tilføres vandløb, søer eller havet. Miljøbeskyttelseslovens § 27

finder således ikke anvendelse på udledninger, der er omfattet af denne

bestemmelse.

Til § 55

Denne bestemmelse svarer til miljøbeskyttelseslovens § 88 og tilsvarende

bestemmelser i andre af Miljøministeriets love. Bestemmelsen bemyndiger

miljøministeren til at fastsætte regler om brugerbetaling i forbindelse med

lovens administration, herunder til dækning af myndighedernes omkostninger

til bl.a. tilsyn og ved behandling at sager om tilladelser. Mulighederne for

og udformningen af brugerbetalingsordninger vil i givet fald blive forhandlet

med de berørte organsationer.

Ligeledes kan der efter bestemmelsen fastsættes regler om gebyr for

benyttelse af havnenes modtagefaciliteter. Denne del af bestemmelsen skal ses

i sammenhæng med det i bemærkningerne til § 24 anførte om en evt. ændring af

det eksisterende »no-special-fee«-system. En aftale om en ny

ordning vil kunne gennemføres med denne bestemmelse.

Til § 56

Denne bestemmelse svarer med en lidt ændret udformning til § 56 i den

gældende lov og fastlægger godkendelsesmyndigheden for systemer og anlæg, der

er forudsat i loven eller i regler udstedt i medfør af loven.

Til § 57

Denne bestemmelse svarer til § 57 i den gældende lov. Bestemmelsen

indebærer, at tidligere trufne afgørelser kan tages op til ny vurdering i

lyset af f.eks. ny viden om visse stoffers indvirkning på havmiljøet eller

indgåelse af internationale aftaler, der brører indholdet af en tidligere

meddelt tilladelse. Det følger af almindelige forvaltningsretlige regler, at

tilbagekaldelse skal varsles og kan finde sted uden erstatning.

Til § 58

Denne bestemmelse svarer til § 58 i den gældende lov og indebærer, at en

række af lovens bestemmelser ikke gælder i de nødsituationer, der er

beskrevet i bestemmelsen. En sådan force-majeure-bestemmelse findes i såvel

MARPOL-konventionen som Helsingforskonventionen.

Således må der godt udtømmes, udledes eller dumpes i strid med lovens

regler for at redde menneskeliv eller af hensyn til skibets eller platformens

sikkerhed.

Endvidere gøres der undtagelse i tilfælde af en hændelige søulykke under

forudsætning af, at alle rimelige forholdsregler til begrænsning af skaden

iagttages. Undtagelsen finder naturligvis ikke anvendelse, såfremt der f.eks.

har foreligger fortsæt eller uforsvarlig handlemåde fra skibets besætning,

eller såfremt skibet ikke har være sødygtigt, behørigt udrustet eller

bemandet.

Kapitel 18

Til § 59

Denne straffebestemmelse er omformuleret, således at udformningen er

parallel til den tilsvarende strafbestemmelse i miljøbeskyttelsesloven. Det

fremgår herefter, at den primære sanktion er bødestraf og at hæfte eller

fængsel kan komme på tale under nærmere angivne skærpende omstændigheder. Det

foreslås samtidig, at strafferammen forhøjes fra 1 år til 2 år, ligesom det

er sket i miljøbeskyttelsesloven ved den seneste revision af denne lov. En

forhøjelse af strafferammen forventes at føre til en forhøjelse af

bødeniveauet, som på dette område er relativt lavt i forhold til, hvilke

bødestørrelser andre lande pålægger deres skibe, der overtræder eksempelvis

de konventionsbestemte udtømningsbestemmelser.

Til § 60

Efter denne bestemmelse, der svarer til § 60 i den gældende lov, kan et

skibs eller en platforms ejer eller bruger pådrage sig bødestraf, men ikke

hæftestraf eller fængsel, uden skyld (objektivt strafansvar).

Dette ansvar er begrænset til visse centrale bestemmelser i loven, nemlig

bestemmelserne om udtømning af olie og af skadelige flydende stoffer samt

bestemmelserne om dumpning og afbrænding. Bestemmelsen tilsigter at imødegå

situationer, hvor der kan være en økonomisk fordel ved en overtrædelse af en

af de nævnte bestemmelser, f.eks. hvis en fører af et skibe pålægges en så

stram fartplan, at skibet ikke har mulighed for at opfylde lovens

bestemmelser om f.eks. aflevering af olierester o.lign. til modtageanlæg i

havn. I sådanne tilfælde bør også rederiet kunne pålægges bødestraf.

Til § 61

Efter denne bestemmelse kan der i de regler, der udstedes i henhold til

loven, fastsættes straf for overtrædelse af reglerne efter samme principper

som for overtrædelse af selve loven.

Til § 62

Denne bestemmelse sikrer mulighed for en klar ansvarsplacering også i de

tilfælde, hvor en juridisk person eller en offentlig myndighed er involveret

i lovovertrædelsen. For så vidt angår offentlige myndigheders strafansvar er

der tale om en udvidelse i forhold til gældende lov i overensstemmelse med

almindelig lovgivningspraksis.

Til § 63

Efter denne bestemmelse finder retsplejelovens ransagningsbestemmelser

anvendelse ved overtrædelse af loven eller bestemmelser udstedt i medfør

heraf.

Til § 64

Det foreslås, at loven træder i kraft 1. januar 1994. Det tilstræbes, at

den nødvendige administrative opfølgning vil være tilendebragt inden dette

tidspunkt, således at regelgrundlaget til den tid vil være ajourført. For så

vidt angår § 37 om olieforureningsberedskabsplaner foreslås det dog, at

bestemmelsen sættes i kraft ved bekendtgørelse. Baggrunden herfor er, at

konventionsbestemmelserne på dette område endnu ikke er trådt i kraft og at

nationale regler normalt først sættes i kraft på det tidspunkt, hvor de

internationale regler træder i kraft.

Til § 65-67

Det foreslås med disse bestemmelser i overensstemmelse med de gældende

bestemmelser, at regler, der er fastsat i medfør af den gældende lov og

afgørelser truffet i henhold til den gældende lov, bevarer deres gyldighed

indtil der enten er fastsat nye regler eller træffes nye afgørelser, der

erstatter de tidligere regler eller afgørelser. Ligeledes foreslås det, at

sager, der ved lovens ikrafttræden er under behandling, færdigbehandles efter

de »gamle« regler.

Til § 68

Det foreslås, at loven kan sættes i kraft for Grønland og Færøerne ved en

kongelig anordning og med de ændringer, der følger af de særlige færøske og

grønlandske forhold.

Den gældende lov er sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning nr.

318 af 26. juni 1985 og det samme forventes at skulle ske med denne lov.

Derimod er den gældende lov ikke sat i kraft for Grønland. Grønlands

Hjemmestyre, som netop har fået overført kompetencen på havmiljøet ud til

3-sømilegrænsen, planlægger en regulering til beskyttelse af havmiljøet ud

til denne grænse. Det er herefter tanken, at denne lov skal sættes i kraft

for havet uden for denne grænse samtidig med den grønlandske regulering.

Den regelfastsættende og administrative kompetence for så vidt angår

råstofaktiviteter i Grønland, herunder undersøiske kulbrinteforekomster,

ligger, også med hensyn til miljømæssige forhold, hos energiministeren, jf.

lov nr. 335 af 6. juni 1991 om mineralske råstoffer m.v. i Grønland

(råstofloven), lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979 om kontinentalsoklen

og lov nr. 850 af 21. december 1988 for Grønland om miljøforhold m.v. På

miljøområdet er energiministerens kompetence dog begrænset af

miljøministerens kompetence i henhold til lovbekendtgørelse nr. 134 af 28.

marts 1978 om foranstaltninger mod forurening af havet med olie samt lov nr.

290 af 7. juni 1972 om foranstaltninger mod forurening af havet med andet end

olie.

Ved lovens ikraftsættelse for Grønland tillægges energiministeren fuldt ud

miljøkompetencen for så vidt angår virksomhed omfattet af tilladelser til

undersøgelse og udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland, herunder

kulbrinter.

Bestemmelsen foreslås som opfølgning af indstillingerne fra et

udvalgsarbejde under Statsministeriet vedrørende kompetencefordelingen på

miljøområdet i Grønland. Udvalget indstillede bl.a., at miljøkompetencen

vedrørende råstoffer i havbunden fuldt ud tillægges energiministeren, således

at råstofaktiviteter i havområder - på samme måde som råstofaktiviteter på

landterritoriet - undergives en samlet myndighedsbehandling, herunder også i

miljømæssig henseende i Råstofforvaltningen for Grønland under

energiministeren og med adgang til at fravige loven eller de i henhold til

denne fastsatte regler, hvor dette ikke strider mod internationale aftaler.

Bilag 1

Forhold, der skal vurderes i forbindelse med behandling af en ansøgning om

tilladelse til klapning:

A. Beskrivelse af klapmaterialet:

1. Mængde og art af det materiale, hvortil der søges tilladelse til

klapning.

2. Indhold af de i bilag 1 anførte stoffer og materialer.

3. Klapmaterialets fysiske, kemiske, biokemiske og biologiske egenskaber.

4. Giftighed.

5. Nedbrydelighed.

6. Ophobning og biotransformation i biologiske materialer eller

aflejringer.

7. Kemiske og fysiske ændringer i klapmaterialet efter klapning, herunder

eventuel dannelse af nye forbindelser.

8. Sandsynligheden for frembringelse af afsmag eller andre forandringer,

der forringer salgbarheden af marine ressourcer (fisk, skaldyr etc.).

9. Generelt skal det overvejes, om der er tilstrækkelig videnskabeligt

grundlag med hensyn til karakterisering og sammensætning af klapmaterialet

til at kunne vurdere dumpningens påvirkning af livet i havet og over for den

menneskelige sundhed.

B. Beskrivelse af klapplads og klapmetode:

1. Geografisk position, dybde og afstand fra kyst.

2. Beliggenhed i forhold til andre områder (f.eks.

EF-fuglebeskyttelsesområder, Ramsar-områder, rekreative områder,

ynglepladser, reservater, gyde-, opvækst- og fiskepladser samt

råstofressourceområder)

3. Beskrivelse af relevante sedimentforhold.

4. Klapmetode og optagningsmetode.

5. Beskrivelse af relevante vandforhold, herunder spredning (f.eks. strøm,

tidevand).

6. Tilstedeværelse og virkninger af igangværende og tidligere udledninger

og klapninger i området (herunder ophobede virkninger).

7. Materialet skal i fornødent omfang omfatte fyldestgørende oplysninger

om årlige gennemsnitsværdier for og sæsonmæssige afvigelser i de i dette

bilag, dette afsnit, omhandlede forhold.

8. Generelt skal det overvejes, om der er tilstrækkelig videnskabeligt

grundlag for en vurdering af følgerne af den ansøgte klapning.

C. Almindelige overvejelser og betingelser:

1. Mulige indvirkninger på rekreative værdier (f.eks. forekomst af

flydende eller strandet materiale, uklarhed, dårlig lugt, misfarvning og

skumning).

2. Mulige indvirkninger på livet i havet, vandfugle og deres

fourageringsmuligheder, fiske- og skaldyrkulturer, fiskebestande og fiskeri,

tangoptagning og -kulturer.

3. Mulige indvirkninger på anden anvendelse af havet (f.eks. forringelse

af vandets kvalitet til industrielle formål, herunder mineral- og

råstofudvinding, undervandskorrosion af konstruktioner, gene for manøvrering

af skibe på grund af flydende materialer, gene for fiskeri eller navigering

på grund af ophobning af affald eller faste genstande på havbunden og

beskyttelse af områder af særlig betydning ud fra videnskabelige eller

bevaringsmæssige hensyn.

4. Mulighederne for nyttiggørelse eller den praktiske tilstedeværelse af

alternative landbaserede behandlings-, bortskaffelses- eller

tilintetgørelsesmuligheder eller mulighederne for at gøre stoffet mindre

skadeligt med hensyn til klapning, idet såvel miljømæssige som økonomiske

konsekvenser af alternativer til dumpning skal indgå i overvejelserne.

Bilag 2

Følgende stoffer og materialer må kun forefindes i klapmateriale

i uvæsentlige mængder og koncentrationer:

1. Kviksølv og kviksølvforbindelser.

2. Cadmium og cadmiumforbindelser.

3. Antimon, arsen, beryllium, bly, chrom, kobber, molybdæn, nikkel, selen,

tin, vanadium, zink og deres forbindelser, samt fosfor.

4. Cyanider og fluorider.

5. Organiske halogenforbindelser (f.eks. PCB, PCT, DDT m.v.), og stoffer,

der kan danne sådanne forbindelser i det marine miljø, med undtagelse af

stoffer, som er ikke-toksiske eller hurtigt i havet omdannes til stoffer, der

er biologisk uskadelige.

6. Råolie og råolieaffald, raffinerede olieprodukter, rester, der

fremkommer under raffinering af olie, og enhver blanding, der indeholder

noget af disse stoffer.

7. Polycycliske aromatiske carbonhydrider (PAH) og deres derivater.

8. Phenoler og deres derivater.

9. Phthalsyre og dens derivater.

10. Svært nedbrydelige pesticider, begroningshindrende midler og kemiske

stoffer til konservering af træ, tømmer, træmasse, cellulose, papir, huder og

tekstiler, og deres biprodukter, som ikke omfattes af pkt. 1-9.

11. Svært nedbrydelige giftige organiske silicium-forbindelser.

12. Overfladeaktive stoffer.

13. Ligninstoffer.

14. De chelatdannende stoffer EDTA og DTPA.

15. Stoffer med skadelig virkning for smag og/eller lugt i produkter fra

havet, der anvendes til menneskelig føde.

16. Stoffer, som - uanset at de er af ikke-toksisk art - kan blive

skadelige på grund af de mængder, i hvilke de klappes eller som i alvorlig

grad vil kunne forringe rekreative værdier.

17. Unedbrydelige plasticmaterialer og andre unedbrydelige syntetiske

materialer samt andre materialer og stoffer, som kan flyde i havet eller

forblive i suspension eller synke til bunds, og som kan være til alvorlig

ulempe for fiskeri, søfart eller anden retmæssig udnyttelse af havet eller

mindske dettes rekreative værdi.

18. Beholdere, metalaffald, tjæreagtige stoffer, der kan synke til bunds,

og andet omfangsrigt materiale, som kan frembyde alvorlige ulemper for

fiskeri eller søfart.

19. Radioaktivt affald eller andre radioaktive stoffer.

20. Materialer i enhver tilstandsform (fast, flydende, gasformig eller

levende tilstand), fremstillet til biologisk og kemisk krigsførelse.

21. De af miljøministeren nærmere specificerede stoffer, som efter

klapning i havet antages at kunne være kræftfremkaldende.

Efter 2. behandling den 4. juni 1993

Kapitel 1

Formål m.v.

§ 1. Loven skal medvirke til at værne natur og miljø, så

samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for

menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.

Stk. 2. Med denne lov tilsigtes at forebygge og begrænse

forurening af miljøet, herunder særligt havmiljøet, fra skibe, luftfartøjer

og bevægelige eller fastanbragte platforme med faste, flydende, luftformige

eller andre stoffer, der kan

1) bringe menneskets sundhed i fare,

2) skade de levende ressourcer og livet i havet,

3) være til gene for den retmæssige udnyttelse af havet eller

4) forringe rekreative værdier.

Stk. 3. Loven skal endvidere sikre opretholdelsen af et beredskab

til indsats mod forurening på havet, på kyster og i havne.

§ 2. Loven omfatter følgende skibe, luftfartøjer og platforme:

1) danske skibe og skibe, der befinder sig på dansk søterritorium,

2) danske luftfartøjer og luftfartøjer, der befinder sig på eller over

dansk søterritorium,

3) danske platforme og platforme, der befinder sig på dansk søterritorium

eller på dansk kontinentalsokkelområde, og

4) udenlandske skibe, der befinder sig uden for dansk søterritorium, i det

omfang det er foreneligt med international ret.

Stk. 2. Loven omfatter ikke orlogsskibe og andre skibe, der ejes

eller benyttes af en stat, så længe skibet udelukkende benyttes i

ikke-kommerciel statstjeneste.

Stk. 3. Skibe, der udelukkende benyttes til fritidsformål

(lystfartøjer), er ikke omfattet af bestemmelserne i § 20, stk. 1, og kapitel

12. Ved anvendelsen af beføjelserne i kapitlerne 2, 6, 7 og 10 kan

miljøministeren dog fastsætte særlige regler for lystfartøjer.

§ 3. Ved lovens administration, herunder ved anvendelsen af lovens

bemyndigelser, skal der lægges vægt på, hvad der er opnåeligt ved anvendelse

af den mindst forurenende teknologi, herunder mindre forurenende råvarer,

processer og anlæg og de bedst muligt forureningsbegrænsende

foranstaltninger. Ved denne vurdering skal der lægges særlig vægt på en

forebyggende indsats gennem anvendelse af renere teknologi.

Stk. 2. Ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltninger

til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der lægges vægt på

1) de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens sandsynlige

indvirkning på disse og

2) hele det kredsløb, som stoffer og materialer gennemløber, med henblik

på at begrænse spild af ressourcer mest muligt.

§ 4. Ved udtømning forstås i denne lov enhver udledning,

udflydning eller bortskaffelse i havet af stoffer eller materialer, der

stammer fra den normale drift af skibe eller bevægelige eller fast anbragte

platforme.

Stk. 2. Ved dumpning forstås i denne lov enhver bortskaffelse i

havet - som ikke er udtømning - af stoffer eller materialer fra eller sammen

med skibe, fly eller bevægelige eller fast anbragte platforme og enhver

bortskaffelse i havet af skibe, fly eller bevægelige eller fastanbragte

platforme, herunder enhver udledning, udflydning eller bortskaffelse af

stoffer eller materialer, der er bragt om bord eller transporteres med

henblik på bortskaffelse eller stammer fra behandling af stoffer eller

materialer, der er bragt om bord eller transporteres med henblik på

bortskaffelse.

Stk. 3. Som udtømning eller dumpning anses ikke

1) anbringelse i havet af stoffer eller materialer, hvis anbringelse sker

med andet formål end bortskaffelse,

2) udledning i havet af stoffer eller materialer, der er en direkte følge

af undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, jf.

kapitel 10, og

3) efterladelse på eller i havbunden af platforme og andre anlæg til brug

i forbindelse med efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden,

rørledninger og andre anlæg til transport af sådanne råstoffer samt

vindkraftanlæg på søterritoriet, disses fundamenter og tilhørende

ledningsanlæg.

Stk. 4. Ved afbrænding forstås i denne lov enhver bortskaffelse på

havet ved hjælp af termisk destruktion.

§ 5. Ved Østersøområdet forstås i denne lov Østersøen, Den

botniske Bugt, Den finske Bugt, Sundet, Bælterne samt Kattegat indtil

breddeparallellen 57I44,8'N gennem Skagen.

Stk. 2. Ved Nordsøområdet forstås den egentlige Nordsø samt andre

havområder inden for følgende grænser:

a) Nordsøen syd for den 62. nordlige breddegrad og øst for meridianen 4IV.

b) Skagerrak afgrænset i syd af breddeparallellen 57I44,8'N gennem Skagen.

c) Den engelske Kanal og adgangsvejene hertil øst for meridianen 5IV. og

nord for breddeparallellen 48I30'N.

§ 6. Ved nærmeste kyst forstås i denne lov den basislinie, hvorfra

det ydre territorialfarvand er fastlagt i overensstemmelse med international

ret.

Stk. 2. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale

aftaler fastsætte regler om, hvad der i nærmere angivne havområder forstås

ved nærmeste kyst.

§ 7. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler

bestemme, at et havområde er et særligt havområde.

§ 8. Inden miljøministeren fastsætter regler i medfør af loven,

forhandler ministeren med de nærmeste interesserede landsomfattende erhvervs-

og miljøorganisationer, de kommunale organisationer og andre berørte

statslige myndigheder, herunder industriministeren, energiministeren og

trafikministeren.

Kapitel 2

Olie

§ 9. Ved olie forstås i denne lov enhver form for mineralolie og

blandinger heraf, herunder råolie, naturgaskondensat, olieslam og olieaffald,

samt brændselsolie og alle andre raffinerede produkter bortset fra

petrokemikalier, der er klassificerede i henhold til § 14.

Stk. 2. Ved olietankskib forstås et skib, der er indrettet til at

transportere, eller som transporterer olie i bulk.

§ 10. Ethvert olietankskib på 150 BRT og derover, andre skibe på

400 BRT og derover, som anvender olie som brændstof, og platforme skal føre

en oliejournal.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter nærmere regler for

oliejournalens førelse og indretning.

Stk. 3. Oliejournalen skal forevises kompetent myndighed mod

forlangende.

§ 11. På dansk søterritorium må udtømning af olie ikke finde sted.

Stk. 2. Uden for dansk søterritorium må udtømning af olie kun

finde sted i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af stk. 3.

Stk. 3. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale

aftaler fastsætte nærmere regler om udtømning af olie og olieholdigt

ballastvand uden for dansk søterritorium fra olietankskibe, andre skibe og

platforme. Ministeren kan herunder bestemme, hvor udtømning må finde sted,

hvordan udtømningen skal foregå, herunder at den skal ske under anvendelse af

godkendte systemer, og hvilke mængder der må udtømmes, herunder

udtømningshastighed.

Kapitel 3

Flydende stoffer, som transporteres i bulk

§ 12. Ved flydende stoffer forstås i denne lov stoffer, hvis

damptryk ikke overstiger 2,8 kp/cm2 ved en temperatur på 37,8I C.

§ 13. På dansk søterritorium må udtømning af flydende stoffer, som

transporteres i bulk, bortset fra vand ikke finde sted.

Stk. 2. Uden for dansk søterritorium må udtømning af de af stk. 1

omfattede stoffer kun finde sted i overensstemmelse med de regler, der er

fastsat i medfør af § 14.

§ 14. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler

fastsætte regler om klassifikation af flydende stoffer, som transporteres i

bulk, og regler om, at stoffer, der er klassificerede som skadelige, ikke må

udtømmes eller kun kan udtømmes på særlige betingelser. Miljøministeren

udfærdiger en fortegnelse over klassificerede stoffer.

§ 15. Flydende stoffer, bortset fra olie, der ikke er optaget på

den i medfør af § 14 udfærdigede fortegnelse, skal, forinden de transporteres

i bulk til eller fra dansk havn, midlertidigt klassificeres af

miljøministeren.

§ 16. Skibe, der er indrettet til, eller som transporterer

flydende stoffer i bulk (kemikalietankskibe), skal føre en journal for

flydende stoffer, der i henhold til §§ 14 og 15 er klassificerede som

skadelige.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter nærmere regler for journalens

førelse og indretning.

Stk. 3. Journalen skal forevises kompetent myndighed mod

forlangende.

§ 17. Miljøministeren kan fastsætte regler om losning og udtømning

af tankskyllevand og om kontrol med overholdelse af bestemmelserne, herunder

om udpegning og bemyndigelse af personer, der skal udføre kontrollen.

Kapitel 4

Stoffer og materialer i emballeret form, containere m.v.

§ 18. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler

fastsætte nærmere regler eller træffe bestemmelse om transport af stoffer og

materialer i emballeret form, containere m.v., herunder regler om varsling og

pligt til at afgive oplysninger om lastens indhold.

Kapitel 5

Faste stoffer, som transporteres i bulk

§ 19. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler

fastsætte regler om klassificering af faste stoffer, som transporteres i

bulk, og regler om, at stoffer, der er skadelige, ikke må udtømmes eller kun

udtømmes på særlige betingelser. Miljøministeren kan udfærdige en fortegnelse

over klassificerede stoffer.

Kapitel 6

Kloakspildevand

§ 20. På dansk søterritorium og i Østersøområdet må udtømning af

kloakspildevand (afløbsstoffer eller andet affald fra toiletter, hospitalsrum

og rum, hvori der findes levende dyr) kun finde sted, såfremt

1) udtømningen foretages under anvendelse af et godkendt anlæg til

behandling af kloakspildevand og spildevandet ved udløbet fra anlægget ikke

frembringer synlige spor i havet,

2) spildevandet er findelt og desinficeret i et godkendt anlæg og

udtømningen sker i en afstand af mindst 4 sømil fra nærmeste kyst eller

3) udtømningen foretages i en afstand af mindst 12 sømil fra nærmeste

kyst. Foretages udtømning fra en tank til opsamling og opbevaring af

kloakspildevand, skal skibets eller platformens fart endvidere være mindst 4

knob, og udtømningen skal ske med moderat udløbshastighed.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte særlige regler om udtømning

af kloakspildevand i de i stk. 1 nævnte havområder, herunder forbud mod

udtømning i havne, bugter, fjorde og lign. områder eller forbud mod udtømning

fra bestemte skibe.

Stk. 3. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale

aftaler fastsætte regler om udtømning af kloakspildevand uden for dansk

søterritorium.

Kapitel 7

Affald

§ 21. På dansk søterritorium må udtømning af affald bortset fra

frisk fisk og dele deraf ikke finde sted.

Stk. 2. Miljøministeren kan inden for rammerne af

Fiskeriministeriets lovgivning og EF-bestemmelser på fiskeriområdet fastsætte

regler om udtømning af frisk fisk og dele heraf.

§ 22. I Østersøområdet og Nordsøområdet må levnedsmiddelaffald kun

udtømmes, såfremt udtømningen sker mindst 12 sømil fra nærmeste kyst.

Stk. 2. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler om udtømning af levnedsmiddelaffald

uden for dansk søterritorium, Østersøområdet og Nordsøområdet.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte særlige regler om

bortskaffelse af levnedsmiddelaffald fra platforme og fra skibe, der er

beliggende inden for en afstand af 500 m fra en platform.

§ 23. I Østersøområdet og Nordsøområdet må udtømning af affald

bortset fra levnedsmiddelaffald ikke finde sted.

Stk. 2. Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale

aftaler fastsætte regler om udtømning af affald, der ikke er

levnedsmiddelaffald, uden for dansk søterritorium, Østersøområdet og

Nordsøområdet.

Kapitel 8

Modtageanlæg

§ 24. Miljøministeren kan efter forhandling med trafikministeren

fastsætte regler og træffe bestemmelse om oprettelse og indretning af anlæg

til modtagelse af rester af olie og skadelige flydende stoffer og

kloakspildevand samt affald i havne. Det kan i den forbindelse pålægges

bunkringsvirksomheder, virksomheder, som foretager afskibning eller

modtagelseaf olie eller af skadelige flydende stoffer,og

skibsreparationsvirksomheder at etablere modtageanlæg for olie- eller

kemikalieblandet ballast- og tankskyllevand.

Kapitel 9

Dumpning

§ 25. Dumpning af stoffer eller materialer må ikke finde sted

bortset fra dumpning af optaget havbundsmateriale.

Stk. 2. Det er ikke tilladt med henblik på dumpning bortset fra

dumpning af havbundsmaterialer at overlade stoffer eller materialer til

transport eller at transportere eller indlaste dem.

§ 26. Amtsrådet (i Københavns Kommune kommunalbestyrelsen)

meddeler tilladelse til og fører tilsyn med dumpning af optaget

havbundsmateriale.

Stk. 2. I vurderingen af en ansøgning om tilladelse til dumpning

af optaget havbundsmateriale skal indgå de forhold og hensyn, der er anført i

bilag 1.

Stk. 3. Der må kun meddeles tilladelse til dumpning af

havbundsmateriale, såfremt havbundsmaterialet vurderes at indeholde

uvæsentlige mængder og koncentrationer af de i bilag 2 nævnte stoffer og

materialer, og såfremt disse ikke er tilført havbundsmaterialet med henblik

på bortskaffelse.

Stk. 4. Til brug for den i stk. 2 og 3 nævnte vurdering kan

amtsrådet stille krav om, at ansøgeren for egen regning lader foretage

analyser af havbundsmaterialet.

Stk. 5. Inden for et område, der er udpeget som beskyttelsesområde

efter EF-fuglebeskyttelsesdirektivet eller EF-naturbeskyttelsesdirektivet

eller et område med en vanddybde på under 6 meter, kan amtsrådet (i

Københavns Kommune kommunalbestyrelsen) ikke meddele tilladelse til dumpning

af optaget havbundsmateriale, medmindre miljøministeren har meddelt samtykke

hertil.

§ 27. Tilladelse til dumpning af havbundsmateriale skal være

tidsbegrænset og angive, hvilke stoffer eller materialer der omfattes af

tilladelsen, den samlede mængde, positionen for dumpningen og tilladelsens

udløbsdato. Endvidere kan der i tilladelsen stilles vilkår om bl.a.

fremgangsmåden, herunder om optagning og udlægning, tilsyns- og

sikkerhedsforanstaltninger og indberetning. Ved anden bortskaffelse af

havbundsmateriale end dumpning kan der fastsættes vilkår om optagningsmetode.

§ 28. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om

tilladelsesordningen for dumpning af havbundsmateriale, herunder om

ansøgningens indhold, om prøveudtagning og analyser af havbundsmateriale og

om amtsrådets vurdering og behandling af sager efter § 26.

Stk. 2. Miljøministeren kan beslutte at overtage amtsrådets

beføjelser efter § 26 i sager, der har større betydning.

§ 29. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, foretage ændringer i bilag 1 og 2.

Kapitel 10

Anden forurening

§ 30. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler om udledning i havet og anden

bortskaffelse af stoffer og materialer, der stammer fra undersøgelse eller

udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, herunder kulbrinter.

Stk. 2. I regler udstedt i medfør af stk. 1 kan det bestemmes, at

udledning eller anden bortskaffelse af bestemte stoffer ikke må finde sted,

såfremt dette må antages at indebære en væsentlig risiko for forurening af

omgivelserne.

§ 31. Afbrænding af stoffer eller materialer på havet må ikke

finde sted.

Stk. 2. Det er ikke tilladt med henblik på afbrænding på havet at

overlade stoffer eller materialer til transport eller at transportere og

indlaste dem.

Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte forbud omfatter ikke

1) bortskaffelse ved afbrænding af normaldriftsaffald fra skibe og

platforme og

2) bortskaffelse ved afbrænding af stoffer og materialer, der stammer fra

undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, jf. § 30.

Stk. 4. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler om bortskaffelse af

normaldriftsaffald fra skibe og platforme ved afbrænding.

§ 32. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler om særlige foranstaltninger,

herunder krav til brændstof, om bord i skibe eller på platforme med henblik

på begrænsning af luftforurening.

§ 33. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler, jf. lovens formål, til forebyggelse

og begrænsning af forurening fra aktiviteter på havet, som ikke er omfattet

af reglerne i kapitel 2-10.

Kapitel 11

Beredskab

§ 34. Miljøministeren forestår i samarbejde med forsvaret,

redningsberedskabet og andre myndigheder, ministeren bemyndiger dertil,

bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet og de kystnære dele af

søterritoriet.

§ 35. I tilfælde af olie- eller kemikalieforurening forestås

sanering af kyststrækninger og bekæmpelse af forurening i havne af

kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen tilvejebringer en beredskabsplan for

iværksættelse af sanering af kyststrækninger i tilfælde af væsentlige

forureninger af kyster i kommunen og for bekæmpelse af forurening i havne i

kommunen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan pålægge havnebestyrelsen at

udarbejde en beredskabsplan for bekæmpelse af forurening i havnen og at drage

omsorg for, at det nødvendige materiel er til rådighed.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen underretter amtsrådet og

miljøministeren om indholdet af beredskabsplanerne og ændringer og tillæg til

disse.

Stk. 5. Amtsrådet samordner de kommunale beredskabsplaner efter

forhandling med de berørte kommuner og opstiller på grundlag af de kommunale

beredskabsplaner et samlet beredskab samt forestår og koordinerer indsatsen i

forbindelse med alvorlige og omfattende forureninger.

Stk. 6. I tilfælde af særlig alvorlige og omfattende forureninger

kan miljøministeren bestemme, at sanering af kyststrækninger og bekæmpelse af

forurening i havne skal ledes af miljøministeren.

§ 36. Miljøministeren udarbejder efter forhandling med de

kommunale organisationer retningslinier for indholdet af beredskabsplanerne

og træffer bestemmelse om, på hvilket tidspunkt planerne skal foreligge.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter efter forhandling med de

statslige havnemyndigheder, de kommunale organisationer og

havneorganisationerne regler om fordeling af udgifter til beredskab og

bekæmpelses- og saneringsforanstaltninger mellem havnebestyrelsen,

kommunalbestyrelsen, amtsrådet og staten.

§ 37. Ethvert olietankskib på 150 BRT og derover og alle øvrige

skibe på 400 BRT og derover skal have en godkendt beredskabsplan for

olieforureningsulykker, der sker på skibet.

Stk. 2. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler om beredskabsplaner for skibe over

150 BRT, som er indrettet til, eller som transporterer skadelige flydende

stoffer i bulk.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk.

1 og 2 nævnte beredskabsplaner, herunder at planerne skal godkendes, og at

der kan stilles vilkår for sådanne godkendelser.

Kapitel 12

Indberetning

§ 38. Ejere, brugere og førere af samt lodser på skibe og ejere og

brugere af og lodser på platforme samt den for platformen ansvarlige skal

straks indberette til miljøministeren, såfremt der sker udtømning eller

dumpning, som er i strid med loven eller omfattes af § 58. Endvidere skal der

straks ske indberetning ved enhver form for kollision eller grundstødning,

eller såfremt der af andre grunde er fare for udtømning.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte personer samt førere af luftfartøjer

skal straks indberette til miljøministeren, såfremt der fra skibet,

platformen eller luftfartøjet iagttages væsentligt spild af olie eller

skadelige flydende stoffer.

Stk. 3. Havnebestyrelsen skal straks indberette til

miljøministeren, såfremt der i havnen iagttages væsentligt spild af olie

eller skadelige flydende stoffer og der er fare for forurening af havet.

Stk. 4. I de i stk. 1-3 nævnte tilfælde skal de nævnte personer

efter anmodning give miljøministeren eller den myndighed, ministeren

bemyndiger dertil, alle oplysninger, som har betydning for iværksættelse af

foranstaltninger for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet.

§ 39. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte nærmere regler om den i § 38 nævnte

indberetning og om indberetning af anden forurening af havet end den, der

omfattes af § 38.

Stk. 2. I regler udstedt i medfør af stk. 1 kan det bestemmes, at

der skal ske indberetning til de i henhold til internationale aftaler

kompetente udenlandske myndigheder, såfremt skibet eller platformen befinder

sig uden for dansk søterritorium.

§ 40. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af

internationale aftaler, fastsætte regler om indberetning af oplysninger om

farligt eller forurenende gods om bord i skibe og om etablering af en ordning

for modtagelse, opbevaring og videresendelse af sådanne oplysninger.

§ 41. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at forhandlere,

importører, eksportører, befragtere og havnebestyrelser skal oplyse

sammensætningen og mængden af de stoffer eller materialer, der ind- og

udlastes i danske havne.

Kapitel 13

Indgreb

§ 42. Miljøministeren eller den myndighed, ministeren bemyndiger

dertil, og politiet kan med behørig legitimation uden retskendelse foretage

de undersøgelser af et skib eller en platform, der er nødvendige for at

forhindre eller bekæmpe forurening af havet, såfremt der fra skibet eller

platformen er sket eller er fare for udtømning eller udledning, som er i

strid med loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf, eller som omfattes

af § 58. Undersøgelsen må ikke medføre unødig forsinkelse eller unødig udgift

for skibet eller platformen.

§ 43. Miljøminsteren kan forbyde et skib at fortsætte sejlads

eller andre aktiviteter eller påbyde, at sejlads eller andre aktiviteter skal

følge bestemte retningslinier, såfremt der fra skibet er sket eller er fare

for udtømning eller udledning, som er i strid med loven eller forskrifter

udstedt i medfør heraf eller omfattes af § 58, og forbudet eller påbudet er

nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet.

Stk. 2. Miljøministeren kan træffe foranstaltninger svarende til

de i stk. 1 nævnte over for platforme.

Stk. 3. Miljøministeren kan træffe yderligere foranstaltninger end

de i stk. 1 og 2 nævnte, såfremt dette er nødvendigt for at forhindre eller

bekæmpe forurening, der kan medføre alvorlige skader for havmiljøet.

Stk. 4. Beslutning om forbud eller påbud efter stk. 1-3 skal

snarest muligt meddeles føreren af skibet eller den for platformen ansvarlige

eller ejeren eller brugeren af skibet eller platformen skriftligt eller

telegrafisk med oplysning om grunden til forbudet eller påbudet og i tilfælde

af tilbageholdelse med oplysning om de vilkår, hvorunder frigivelse kan finde

sted.

§ 44. Såfremt der er sket eller er fare for udtømning eller

udledning, som er i strid med loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf

eller omfattes af § 58, og dette medfører udgifter til beredskabs- eller

bekæmpelsesforanstaltninger, skal sådanne udgifter for alle rimelige

forholdsregler bæres af skibets eller platformens ejere.

Stk. 2. Miljøministeren kan pålægge ejeren af et skib eller en

platform at stille sikkerhed for de i stk. 1 nævnte udgifter og bestemme, at

skibet eller platformen skal tilbageholdes, indtil sikkerhed er stillet. §

43, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 14

Tilsyn

§ 45. Miljøministeren fører tilsyn med overholdelsen af

bestemmelserne i denne lov og de forskrifter, der udstedes i henhold til

loven.

Stk. 2. Miljøministeren eller den myndighed, ministeren bemyndiger

dertil, og politiet har mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til

et skib eller en platform, herunder til skibets eller platformens papirer,

med henblik på at udøve tilsynsbeføjelsen efter stk. 1 og kan udtage prøver

for at påse overholdelsen af loven og forskrifter udstedt i henhold til

loven. Tilsynet må ikke medføre unødig forsinkelse eller unødig udgift for

skibet eller platformen.

Stk. 3. For så vidt angår udenlandske skibe og platforme, der er

under passage af dansk søterritorium, kan beføjelserne i medfør af stk. 2 kun

udøves, såfremt der foreligger begrundet mistanke om overtrædelse af

bestemmelserne i denne lov og forskrifter udstedt i henhold til loven.

§ 46. Miljøministeren kan fastsætte regler om inspektion af

olietankskibes lasttanke til konstatering af, om mængden af ladningsrester er

i overensstemmelse med oplysningerne om tidligere olielaster og udtømninger.

Det kan herunder bestemmes, at inspektion kan foretages uden retskendelse mod

behørig legitimation.

§ 47. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for anvendelse

af mærkningsmateriale i danske skibe og i udenlandske skibe i dansk havn til

sporing af udtømninger, der ikke er tilladt i henhold til loven, eller af

andre former for forurening.

Kapitel 15

Administrative bestemmelser og klage

§ 48. Miljøministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet

styrelse eller tilsvarende institution eller andre statslige myndigheder til

at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om adgangen til at

påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1,

herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.

§ 49. Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til

adressaten. Afgørelse om dumpning af optaget havbundsmateriale meddeles

tillige klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, jf. § 52,

og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling.

Stk. 2. Meddelelse til de personer, der er nævnt i § 52, stk. 1,

nr. 2, kan finde sted ved offentlig annoncering.

§ 50. Afgørelser, der kan påklages, skal oplyse datoen for

klagefristens udløb og i øvrigt indeholde oplysning om,

1) at afgørelsen kan påklages skriftligt, og til hvem afgørelsen kan

påklages,

2) at klage over afgørelser, der er truffet i medfør af § 26, skal

indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen, mens afgørelser, der

er truffet i medfør af § 43, skal indgives til Tilbageholdelsesnævnet, jf. §

51, stk. 4, og

3) at klage skal være modtaget senest ved klagefristens udløb.

§ 51. Amtsrådets eller i Københavns Kommune kommunalbestyrelsens

afgørelser om dumpning af optaget havbundsmateriale, jf. § 26, stk. 1, kan

påklages til miljøministeren, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Amtsrådets eller i Københavns Kommune kommunalbestyrelsens

afgørelse om dumpning af optaget havbundsmateriale inden for de områder, der

er nævnt i § 26, stk. 5, kan påklages til det miljøklagenævn, der er nedsat i

henhold til lov om miljøbeskyttelse. §§ 102, 104, 105, stk. 1, 105, stk. 2,

1. pkt., 106 og 109 i lov om miljøbeskyttelse finder tilsvarende anvendelse.

I stedet for de beskikkede sagkyndige medlemmer, der er angivet i § 105, stk.

2, i lov om miljøbeskyttelse, medvirker ved behandling af klagesager efter

denne lov sagkyndige medlemmer, der beskikkes af miljøministeren for 4 år ad

gangen efter indstilling fra:

1) Sammenslutningen af Danske Havne, Foreningen af Danske Privathavne,

Københavns Havnebestyrelse, Århus og Ålborg Kommunalbestyrelser,

Trafikministeriet, Danmarks Havfiskeriforening, Danmarks Fiskeriforening,

Foreningen af Ral- og Sandsugere og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i

forening.

2) Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen i forening.

Stk. 3. Klage efter stk. 1 sendes til den myndighed, der har

truffet afgørelsen. Denne myndighed sender klagen til klagemyndigheden.

Stk. 4. Forbud eller påbud efter § 43 over for skibe og platforme

kan påklages til det Tilbageholdelsesnævn, der er nedsat i henhold til lov om

skibes sikkerhed m.v. Tilbageholdelsesnævnets afgørelser kan ikke indbringes

for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. I forbindelse med behandling af en klagesag efter stk. 4

indhenter Tilbageholdelsesnævnet en udtalelse om sagen fra en af

miljøministeren udpeget sagkyndig.

Stk. 6. Klage efter stk. 2 og 4 indsendes til henholdsvis

Miljøklagenævnet og Tilbageholdelsesnævnet.

Stk. 7. Klager efter stk. 1, 2 og 4 skal være indgivet inden 4

uger fra afgørelsens meddelelse. Når offentlig annoncering finder sted, jf. §

49, stk. 2, regnes klagefristen dog altid fra annonceringens dato.

Stk. 8. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag,

forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

§ 52. Afgørelser efter § 26 kan påklages af

1) afgørelsens adressat,

2) enhver, der må antages at have en individuel væsentlig interesse i

sagens udfald,

3) kommunalbestyrelsen,

4) embedslægeinstitutionen,

5) Danmarks Naturfredningsforening,

6) Forbrugerrådet,

7) Danmarks Havfiskeriforening,

8) Dansk Fiskeriforening,

9) Danmarks Sportsfiskerforbund,

10) Greenpeace, Danmark,

11) Dansk Ornitologisk Forening,

12) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere og

13) Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Stk. 2. Et forbud eller påbud efter § 43 kan påklages af

afgørelsens adressat.

§ 53. En tilladelse til dumpning af optaget havbundsmateriale må

ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.

Stk. 2. En klage over en tilladelse til dumpning af optaget

havbundsmateriale har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden

bestemmer andet. Hvis der indgives klage, skal den myndighed, der har meddelt

tilladelsen, straks underrette ansøgeren herom.

Kapitel 16

Andre bestemmelser

§ 54. Udledning i havet af stoffer eller materialer med henblik på

videnskabelig forskning i forureningsbekæmpelse eller på at bekæmpe

forurening af havet må ikke finde sted uden tilladelse fra miljøministeren.

Uden for dansk søterritorium kan tilladelse tillige gives af de kompetente

myndigheder i en stat, der har tiltrådt konventionen om beskyttelse af

havmiljøet i Østersøområdet eller konventionen om forebyggelse af forurening

fra skibe.

Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1, 1. pkt., kan kun gives i konkret

foreliggende enkelttilfælde eller under særlige omstændigheder for en nærmere

angivet periode. Tilladelsen skal angive, hvilke stoffer eller materialer der

omfattes af tilladelsen, den samlede mængde og vilkår om opbevaring,

udtagning af periodiske kontrolprøver og indberetning.

§ 55. Miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning

af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn i forbindelse med

loven og til dækning af havnenes udgifter ved driften af modtageanlæg, jf. §

24.

§ 56. Såfremt der i denne lov eller i regler, der udstedes i

medfør af denne lov, stilles krav om anvendelse af bestemte systemer og

anlæg, skal disse være godkendt for så vidt angår danske skibe af

industriministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, for så vidt

angår danske platforme af energiministeren eller den, som ministeren

bemyndiger dertil, og for så vidt angår udenlandske skibe af kompetente

myndigheder i en stat, der har tiltrådt konventionen om beskyttelse af

havmiljøet i Østersøområdet eller konventionen om forebyggelse af forurening

fra skibe.

§ 57. Tilladelser meddelt i henhold til denne lov eller en lov,

der ophæves ved denne lov, kan til enhver tid ændres eller tilbagekaldes, når

hensynet til beskyttelse af havmiljøet gør det fornødent.

§ 58. Bestemmelserne i kapitlerne 2-7 og 9 og 10 og forskrifter

udstedt i medfør af disse finder ikke anvendelse,

1) når udtømning, udledning eller dumpning sker for at redde menneskeliv

eller af hensyn til skibes, luftfartøjers eller platformes sikkerhed, eller

2) når udflydning skyldes skade på skibet eller platformen, skade på

skibets eller platformens udstyr eller uundgåelig lækage, forudsat at der,

efter at skaden eller lækagen er blevet konstateret, er iagttaget alle

rimelige forholdsregler for at undgå eller formindske udflydning, medmindre

ejeren, brugeren eller føreren af skibet eller andre, der udfører arbejde i

skibets tjeneste, eller ejeren, brugeren eller den for platformen ansvarlige

eller andre, der udfører arbejde i platformens tjeneste, har handlet

forsætligt eller burde have forudset skaden.

Kapitel 17

Straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 59. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige

lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder § 10, stk. 1 og 3, § 11, stk. 1 og 2, § 13, § 16, stk. 1 og

3, § 20, stk. 1, § 21, § 22, stk. 1, § 23, stk. 1, § 25, § 31, stk. 1 og 2, §

37, stk. 1, § 53, stk. 1, og § 54, stk. 1,

2) undlader at indhente klassifikation efter § 15,

3) tilsidesætter vilkår efter § 27 og § 54, stk. 1,

4) undlader at foretage indberetning efter § 38, stk. 1-3, eller undlader

at meddele oplysninger efter § 38, stk. 4,

5) undlader at efterkomme et forbud eller påbud efter § 43, stk. 1-3,

6) modvirker undersøgelser efter § 42 eller tilsyn efter § 45, stk. 2 og

3, og

7) modvirker tilbageholdelse efter § 44, stk. 2.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år,

hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis

der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv

eller andre, herunder ved besparelser.

§ 60. For overtrædelse af § 11, stk. 1 og 2, § 13, § 25 og § 31,

stk. 1, kan der pålægges skibets eller platformens ejer eller bruger

bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig

eller uagtsom. For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.

§ 61. I regler, der udstedes i henhold til § 10, stk. 2, § 11,

stk. 3, § 14, § 16, stk. 2, § 17, § 18, § 19, § 20, stk. 2 og 3, § 22, stk. 2

og 3, § 23, stk. 2, § 24, § 28, § 30, § 31, stk. 3, § 32, § 33, § 39, § 40, §

41, § 46 og § 47, kan der fastsættes straf af bøde. Det kan endvidere

fastsættes, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år under

tilsvarende omstændigheder som anført i § 59, stk. 2.

§ 62. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber,

andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet

som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et

kommunalt fællesskab, jf. § 60 i love om kommunernes styrelse, kan der

pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 63. Ransagning kan ske i sager om overtrædelse af bestemmelserne

i denne lov og bestemmelser udstedt i medfør af loven i overensstemmelse med

retsplejelovens regler herom.

Stk. 2. Indtræder strafansvar efter §§ 59-61, kan det pågældende

skib eller den pågældende platform tilbageholdes af tilsynsmyndigheden eller

af politiet på tilsynsmyndighedens vegne, indtil bøder og sagsomkostninger er

betalt eller der er stillet sikkerhed for betalingen. Sker dette ikke senest

2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i

skibet.

§ 64. Loven træder i kraft 1. januar 1994, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 37 fastsættes af

miljøministeren.

Stk. 3. Ved lovens ikrafttrædelse ophæves lov nr. 130 af 9. april

1980 om beskyttelse af havmiljøet.

§ 65. Regler, der er fastsat i henhold til den i § 64, stk. 3,

nævnte lov, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler fastsat i henhold

til denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende

regler.

§ 66. Afgørelser truffet efter de regler, der er nævnt i § 64,

stk. 3, og § 65, bevarer deres gyldighed, indtil der efter denne lov eller

regler fastsat i henhold til denne lov træffes ny afgørelse. Overtrædelse af

sådanne afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.

§ 67. Sager, der ved lovens ikrafttræden er under behandling, skal

behandles efter de hidtil gældende regler.

§ 68. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,

der følger af de særlige færøske og grønlandske forhold.

Stk. 2. For virksomhed omfattet af tilladelser til undersøgelse og

udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland, herunder kulbrinter, varetages

myndighedsbeføjelserne og -opgaverne i henhold til loven, bortset fra

beføjelser til at fastsætte regler i henhold til loven, af energiministeren.

Energiministeren kan som led i den samlede myndighedsbehandling af

råstofaktiviteter i Grønland, jf. lov nr. 335 af 6. juni 1991 om mineralske

råstoffer m.v. i Grønland (råstofloven) og lov om kontinentalsoklen, jf.

lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, fravige bestemmelserne i loven

eller regler udstedt i medfør heraf, hvor dette ikke strider mod

internationale aftaler.

Stk. 3. Ved lovens ikraftsættelse for Grønland ophæves lov om

foranstaltninger mod forurening af havet med olie, jf. lovbekendtgørelse nr.

134 af 28. marts 1978 og lov nr. 290 af 7. juni 1972 om foranstaltninger mod

forurening af havet med andet end olie.

Bilag 1

Forhold, der skal vurderes i forbindelse med behandling af en ansøgning om

tilladelse til klapning:

A. Beskrivelse af klapmaterialet:

1. Mængde og art af det materiale, hvortil der søges tilladelse til

klapning.

2. Indhold af de i bilag 1 anførte stoffer og materialer.

3. Klapmaterialets fysiske, kemiske, biokemiske og biologiske egenskaber.

4. Giftighed.

5. Nedbrydelighed.

6. Ophobning og biotransformation i biologiske materialer eller

aflejringer.

7. Kemiske og fysiske ændringer i klapmaterialet efter klapning, herunder

eventuel dannelse af nye forbindelser.

8. Sandsynligheden for frembringelse af afsmag eller andre forandringer,

der forringer salgbarheden af marine ressourcer (fisk, skaldyr etc.).

9. Generelt skal det overvejes, om der er tilstrækkelig videnskabeligt

grundlag med hensyn til karakterisering og sammensætning af klapmaterialet

til at kunne vurdere dumpningens påvirkning af livet i havet og over for den

menneskelige sundhed.

B. Beskrivelse af klapplads og klapmetode:

1. Geografisk position, dybde og afstand fra kyst.

2. Beliggenhed i forhold til andre områder (f.eks.

EF-fuglebeskyttelsesområder, Ramsar-områder, rekreative områder,

ynglepladser, reservater, gyde-, opvækst- og fiskepladser samt

råstofressourceområder).

3. Beskrivelse af relevante sedimentforhold.

4. Klapmetode og optagningsmetode.

5. Beskrivelse af relevante vandforhold, herunder spredning (f.eks. strøm,

tidevand).

6. Tilstedeværelse og virkninger af igangværende og tidligere udledninger

og klapninger i området (herunder ophobede virkninger).

7. Materialet skal i fornødent omfang omfatte fyldestgørende oplysninger

om årlige gennemsnitsværdier for og sæsonmæssige afvigelser i de i dette

bilag, dette afsnit, omhandlede forhold.

8. Generelt skal det overvejes, om der er tilstrækkelig videnskabeligt

grundlag for en vurdering af følgerne af den ansøgte klapning.

C. Almindelige overvejelser og betingelser:

1. Mulige indvirkninger på rekreative værdier (f.eks. forekomst af

flydende eller strandet materiale, uklarhed, dårlig lugt, misfarvning og

skumning).

2. Mulige indvirkninger på livet i havet, vandfugle og deres

fourageringsmuligheder, fiske- og skaldyrkulturer, fiskebestande og fiskeri,

tangoptagning og -kulturer.

3. Mulige indvirkninger på anden anvendelse af havet (f.eks. forringelse

af vandets kvalitet til industrielle formål, herunder mineral- og

råstofudvinding, undervandskorrosion af konstruktioner, gene for manøvrering

af skibe på grund af flydende materialer, gene for fiskeri eller navigering

på grund af ophobning af affald eller faste genstande på havbunden og

beskyttelse af områder af særlig betydning ud fra videnskabelige eller

bevaringsmæssige hensyn).

4. Mulighederne for nyttiggørelse eller den praktiske tilstedeværelse af

alternative landbaserede behandlings-, bortskaffelses- eller

tilintetgørelsesmuligheder eller mulighederne for at gøre stoffet mindre

skadeligt med hensyn til klapning, idet såvel miljømæssige som økonomiske

konsekvenser af alternativer til dumpning skal indgå i overvejelserne.

Bilag 2

Følgende stoffer og materialer må kun forefindes i klapmateriale

i uvæsentlige mængder og koncentrationer:

1. Kviksølv og kviksølvforbindelser.

2. Cadmium og cadmiumforbindelser.

3. Antimon, arsen, beryllium, bly, chrom, kobber, molybdæn, nikkel, selen,

tin, vanadium, zink og deres forbindelser, samt fosfor.

4. Cyanider og fluorider.

5. Organiske halogenforbindelser (f.eks. PCB, PCT, DDT m.v.) og stoffer,

der kan danne sådanne forbindelser i det marine miljø, med undtagelse af

stoffer, som er ikke-toksiske eller hurtigt i havet omdannes til stoffer, der

er biologisk uskadelige.

6. Råolie og råolieaffald, raffinerede olieprodukter, rester, der

fremkommer under raffinering af olie, og enhver blanding, der indeholder

noget af disse stoffer.

7. Polycycliske aromatiske carbonhydrider (PAH) og deres derivater.

8. Phenoler og deres derivater.

9. Phthalsyre og dens derivater.

10. Svært nedbrydelige pesticider, begroningshindrende midler og kemiske

stoffer til konservering af træ, tømmer, træmasse, cellulose, papir, huder og

tekstiler og deres biprodukter, som ikke omfattes af pkt. 1-9.

11. Svært nedbrydelige giftige organiske silicium-forbindelser.

12. Overfladeaktive stoffer.

13. Ligninstoffer.

14. De chelatdannende stoffer EDTA og DTPA.

15. Stoffer med skadelig virkning for smag og/eller lugt i produkter fra

havet, der anvendes til menneskelig føde.

16. Stoffer, som - uanset at de er af ikke-toksisk art - kan blive

skadelige på grund af de mængder, i hvilke de klappes, eller som i alvorlig

grad vil kunne forringe rekreative værdier.

17. Unedbrydelige plasticmaterialer og andre unedbrydelige syntetiske

materialer samt andre materialer og stoffer, som kan flyde i havet eller

forblive i suspension eller synke til bunds, og som kan være til alvorlig

ulempe for fiskeri, søfart eller anden retmæssig udnyttelse af havet eller

mindske dettes rekreative værdi.

18. Beholdere, metalaffald, tjæreagtige stoffer, der kan synke til bunds,

og andet omfangsrigt materiale, som kan frembyde alvorlige ulemper for

fiskeri eller søfart.

19. Radioaktivt affald eller andre radioaktive stoffer.

20. Materialer i enhver tilstandsform (fast, flydende, gasformig eller

levende tilstand) fremstillet til biologisk og kemisk krigsførelse.

21. De af miljøministeren nærmere specificerede stoffer, som efter

klapning i havet antages at kunne være kræftfremkaldende.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter