Spring til indhold

Retsinformation

Afgørelse

AFG nr 19229 af 02/11/1999AfgørelseKlima-, Energi- og Forsyningsministeriet30. maj 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Afgørelse

K E N D E L S E

Ved skrivelse af 6. januar 1999 har I/S

Fynsværket klaget over Elprisudvalgets afgørelse af 14. december

1998, hvorved Udvalget fandt, at det nye fjernvarmeregulativ for I/S

Fynsværket ikke opfyldte bestemmelserne i elforsyningslovens § 9, stk.

4, idet betalingen for den samlede kapacitet, som fjernvarmen kan lægge

beslag på, ikke tager udgangspunkt i Fynsværkets faktiske

økonomiske forhold.

Klager v/advokat Claus Høeg Madsen har

påstået afgørelsen ophævet, subsidiært

hjemvist.

Elprisudvalget har påstået

stadfæstelse.

Ankenævnet har den 7. april 1999 ikke fundet

grundlag for at tillægge klagen opsættende virkning.

Danske Energiselskabers Forening er indtrådt i sagen

til støtte for Fynsværket.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

Elprisudvalgets afgørelse af 14. december 1998

er sålydende:

"På Elprisudvalgets møde den 14.

december 1998 blev I/S Fynsværkets ændrede fjernvarmeregulativ

behandlet.

Udvalget vedtog at meddele I/S Fynsværket, at det af

værket den 30. september 1998 til ikrafttræden den 1. oktober

1998 anmeldte nye fjernvarmeregulativ for fjernvarmeafregning fra I/S

Fynsværket ikke opfylder bestemmelserne i elforsyningslovens § 9, stk.

4.

Fjernvarmeregulativet medfører, at afregningen af

Læs alt

fjernvarmeleverancer bl.a. tager udgangspunkt i en kapacitetsbetaling for den

samlede kapacitet som fjernvarmen kan lægge beslag på. Denne

kapacitetsbetaling tager udgangspunkt i hvad fremskaffelsen af denne

kapacitet ville koste nyopført pr. oktober 1998 ved et kulfyret

anlæg på 385 MW og tager således ikke udgangspunkt i de

faktiske økonomiske forhold der gælder for I/S

Fynsværket.

Begrundelsen for denne afgørelse fremgår af

det medsendte notat, hvoraf i øvrigt også fremgår

den faktuelle sagsbeskrivelse der tidligere ved udvalgets brev af 24.

november 1998 blev tilsendt med henblik på eventuelle kommentarer.

. . .

."

Af sagsfremstillingen i det medsendte notat fremgår

bl.a.:

"Det nye fjernvarmeregulativ indebærer en

ændring af beregningsmåden for den fjernvarme der produceres ved

kombineret produktion med el.

I/S Fynsværkets anmeldelse består af en

beregning af den efter 1. oktober 1998 gældende

fjernvarmeafregningspris.

. . .

Endelig er anmeldt baggrundsmateriale til

fjernvarmeregulativet indeholdende en række

beregningsforudsætninger.

Med udgangspunkt i den liberalisering af elsektoren der

har fundet sted gennem vedtagelsen af lov 486 finder I/S Fynsværket, at

den hidtidige afregningsform for fjernvarmeproduktionen med den dertil

hørende fordeling af omkostningerne ved den forenede produktion, ikke

kan opretholdes.

I/S Fynsværket fremhæver i den forbindelse, at

markedsliberaliseringen medfører at værkets interessenters pligt

til at aftage elproduktionen gennem vedtagelsen af lov 486 er blevet

ophævet. Elproduktionen vil fremover skulle afsættes på

markedsvilkår.

Herudover vil den prioriterede elproduktion ikke fremover

indgå i I/S Fynsværkets regnskab ligesom 60 og 150 kV-nettene

forventes udskilt.

I/S Fynsværket finder, at værkets

omkostningsstruktur efter disse ændringer nødvendiggør,

at der således også sker en ændring af

fjernvarmeafregningen.

Efter det hidtil gældende fjernvarmeregulativ

betaltes samme pris pr. Kwh for el og fjernvarme. Herudover blev

brændselsfordelen fordelt ligeligt mellem el og varme.

For 1998 (indtil ændringen) har dette medført

en afregningspris på 17,71 kr./GJ for fjernvarmen.

Det nye princip for afregning af fjernvarme tager

udgangspunkt i, at fjernvarmen overtager den kapacitet den har til

rådighed til dagens pris og skal afholde samtlige

vedligeholdelsesomkostninger derved.

Den kapacitet varmen maksimalt har til rådighed

andrager 108 MW.

Udover disse afledte kapacitetsomkostninger samt drifts-

og vedligeholdelsesomkostninger skal varmen betale de med varmeproduktionen

forbundne brændselsomkostninger. Til gengæld vil varmen fremover

få tillagt hele brændselsfordelen ved den kombinerede

produktion.

Denne nye beregningsmetode medfører en anmeldt

varmepris på nøjagtig samme beløb som var gældende

inden ændringen, nemlig 17,71 kr./GJ.

Efter I/S Fynsværkets nye fjernvarmeregulativ skal

fjernvarmen altså betale:

Brændselsomkostninger

Øvrige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger

og

Kapacitetsomkostninger

Til gengæld vil fjernvarmen fremover som nævnt

få hele brændselsfordelen ved den kombinerede produktion.

Hvad angår kapacitetsbetalingen er denne opbygget

således, at fjernvarmen overtager den maksimale effekt den kan

lægge beslag på, nemlig 108 MW. Men den overtages til dagens

pris. Da værdien af I/S Fynsværket stort set er nedskrevet til 0

finder I/S Fynsværket, at beregningen af kapacitetsbetalingen skal tage

udgangspunkt i et referenceværk, nemlig i prisen for oktober 1998 for

opførelse af et 385 MW kulfyret anlæg Nordjyllandsværket

med en afskrivningstid på 25 år og med en årlig rente

på 7%.

Den nye fjernvarmetarif får derefter følgende

udformning pr. 1. oktober 1998:

Brændselsudgift

4,33 kr./GJ

Øvrige drifts- og

vedligeholdelsesomkostninger

5,90 kr./GJ

Kapacitetsomkostninger

7,48 kr./GJ

17,71 kr./GJ"

I den begrundelse, som er indeholdt i notatet, hedder det

bl.a.:

"Udgangspunktet for udvalgets behandling er den

nugældende elforsyningslovs § 9, stk. 4, hvori det fastslås, at

for elforsyningsvirksomheder der i kombineret produktion leverer varme og

elektricitet, skal omkostningerne fordeles på de to produkter efter

rimelige, driftsøkonomiske principper.

Kraftvarmeværkernes omkostninger opdeles i

særomkostninger vedrørende henholdsvis el og varme og i

fællesomkostninger. Særomkostningerne skal herefter alene

bæres af de respektive produkter, mens fællesomkostningerne skal

fordeles efter en fordelingsnøgle. Udvalget har ikke fundet, at lovens

forarbejder angiver noget nærmere om, hvorledes særomkostningerne

opgøres, og heller ikke angiver nærmere retningslinier for,

hvilke kriterier der kan anses for rimelige med hensyn til

fællesomkostningernes fordeling. Fællesomkostningerne kan ikke

fordeles objektivt på varme og el, og man kan næppe regne med

samme fordelingsnorm for alle værker og fra år til år.

I/S Fynsværkets afregningspriser for

kraftvarmeproduktionen har tidligere været behandlet af udvalget. I maj

1988 behandlede udvalget en klage fra Fåborg Elektricitetsværk

over fjernvarmeleveringsaftalen mellem I/S Fynsværket og Odense

Kommune.

I sin afgørelse tog udvalget I/S Fynsværkets

prissystem til efterretning og afviste således Fåborg

Elektricitetsværks påstand om, at aftalen var for gunstig for

varmesiden.

Fåborg Elektricitetsværk indbragte udvalgets

afgørelse for ankenævnet der i sin kendelse fra april 1988

stadfæstede udvalgets afgørelse.

Ankenævnet udtalte i den forbindelse, at den

foretagne fordeling af fordelen ved den kombinerede produktion af el og varme

var sket ud fra en aftale opnået gennem forhandling mellem parterne.

Fordelingen af fællesomkostningerne måtte efter sagens natur

være behæftet med en vis usikkerhed.

Fåborg Elektricitetsværk havde under sagen

fremhævet, at andre kraftvarmeværker fordelte anderledes.

Ankenævnet udtalte hertil, at dette ikke fandtes at give en sådan

mulighed for sammenligning, at det derigennem kunne anses for godtgjort, at

den foretagne fordeling var urimelig.

Generelt kan det siges, at i ELSAM-området har det

fremherskende princip hidtil været, at fordele den opnåede

brændselsfordel ved den kombinerede produktion mellem el- og

varmesiden. For det meste ligeligt således som det også har

været tilfældet i I/S Fynsværkets hidtidige

afregningsmodel.

I ELKRAFT-området med de to relativt nyetablerede

kraftvarmeselskaber CTR og VEKS har det fremherskende princip været, at

fordele den opnåede brændselsfordel, således at

kraftvarmeværkerne har givet hele fordelen til varmesiden i 10 til 15

år.

Udvalget behandlede dette forhold i 1985 og besluttede at

tage også denne fordelingsform til efterretning. Udvalget lagde

vægt på, at varmesiden, på grund af investeringsomfanget i

bl.a. de to førnævnte selskaber, ikke for tiden kunne betale en

større andel af omkostningerne på kraftvarmeværkerne,

såfremt varmepriserne skulle være konkurrencedygtige.

Efter I/S Fynsværkets nye fjernvarmeregulativ skal

fjernvarmen betale:

Brændselsomkostninger

Øvrige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger

og

Kapacitetsomkostninger

Til gengæld vil fjernvarmen fremover som nævnt

få hele brændselsfordelen ved den kombinerede produktion.

. . .

I hvert fald beregningen af kapacitetsomkostningen

forekommer at være "opfundet til lejligheden" med det formål, at

fjernvarmeafregningsprisen bliver af nøjagtig samme størrelse

efter den nye afregningsmodel som den var efter den gamle.

Som tidligere nævnt er I/S Fynsværket stort

set afskrevet. Denne afskrivning er tilvejebragt ved både el- og

varmekundernes betalinger for leveret energi.

Den nye beregningsmodel kommer dermed for

varmeforbrugernes vedkommende til at betyde, at de fortsat skal betale for

noget som de allerede har betalt én gang, hvilket ikke forekommer

rimeligt.

Ved den nye afregningsmodel kommer fjernvarmekunderne

således i realiteten til at betale et tilskud til I/S Fynsværkets

elproduktion på knap 78 mio.kr. om året.

Modellen kan dermed ikke siges at overholde bestemmelserne

i elforsyningslovens § 9, stk. 4, der som nævnt kræver at

omkostningerne ved den forenede produktion fordeles efter rimelige,

driftsøkonomiske principper.

Det skal understreges, at udvalgets underkendelse af

indregning af dette kapacitetsomkostningsbeløb vil medføre, at

fjernvarmeafregningsprisen til bl.a. Odense Kommune bliver endnu billigere

end den er i dag, hvor den kommunale fjernvarmeforsynings afregningspriser

hører til blandt landets absolut billigste.

I/S Fynsværkets og Odense Kommunes formål med

det nye fjernvarmeregulativ fremgår af en artikel i DFFs blad

Fjernvarmen fra oktober 1998.

Det oplyses i artiklen, at formålet har været

at undgå den beregningsmåde af afgiften som Skatteministeriet ved

udsendelse af et cirkulære den 20. august 1998 om centrale

kraftvarmeværkers opgørelse og fordeling af

brændselsforbrug har lagt op til.

I artiklen oplyses, at konsekvensen af det nye

cirkulære ville blive at hver af Odenses 50.000 fjernvarmeforbrugere

vil komme til at betale en afgift på 2.400 kr. om året eller

alene for I/S Fynsværkets område 120 mio. kr.

I/S Fynsværket og Odense Kommune har derfor

overvejet en række muligheder for at undgå denne afgiftsbetaling.

Det oplyses endvidere, at den nye afregningsmodel der betyder at afgiften

undgås betragtes som en slags prøvesag overfor

Skatteministeriet og at en række andre af de centrale

kraftvarmeværker overvejer en lignende afregningsmodel.

. . .

".

Klagers argumentation:

Det fremgår af den påklagede afgørelse,

at Elprisudvalget ikke har indvendinger mod den anmeldte fjernvarmepris, men

alene mod beregningsmåden. Udvalget har imidlertid ikke i

elforsyningslovens § 10, stk. 4, hjemmel til at tilsidesætte

beregningsmåden, når Udvalget ikke samtidig har haft noget at

indvende mod den anmeldte fjernvarmepris, idet det af elforsyningslovens §

10, stk. 4, fremgår, at Udvalget alene kan give pålæg om

ændring af priser, betingelser og aktiviteter. Fjernvarmeregulativet

fastlægger bestemmelser om afregning for fjernvarmeaftagning

altså om priser men vedrører ikke "betingelser og

aktiviteter".

Det anmeldte fjernvarmeregulativ er i øvrigt i

overensstemmelse med elforsyningslovens § 9, stk. 4. Lovbestemmelsens krav om

fordeling af omkostningerne efter "rimelige, driftsøkonomiske

principper" betyder ikke, at der kun kan ske fordeling efter de faktiske

omkostninger ved fjernvarmeproduktion. Heller ikke det hidtidige godkendte

fjernvarmeregulativ var baseret på de faktiske omkostninger ved

fjernvarmeproduktion. Det anmeldte fjernvarmeregulativ er forhandlet og

aftalt mellem ligeværdige parter, resulterende i en pris, der ikke

indikerer nogen udnyttelse af en monopolstilling.

I det første lovforslag til en elforsyningslov, der

blev fremsat i Folketinget (lovforslag nr. 86 fremsat den 15. november 1974),

fandtes bestemmelsen om prissætning af varmeproduktet på de

centrale kraftvarmeværker i § 9, stk. 3. Det var dér bestemt, at

"hvile-i-sig-selv-princippet", som det var formuleret i forslagets

§ 9, stk. 1-2, ligeledes gjaldt for prisfastsættelse af varmeproduktet.

I de senere lovforslag (lovforslag nr. 180 fremsat den 20. marts 1975 og

lovforslag nr. 40 fremsat den 17. oktober 1975), som blev vedtaget af

Folketinget, blev bestemmelsen ændret til den nugældende

formulering, hvorefter omkostningerne fordeles på varme og elektricitet

efter rimelige, driftsøkonomiske principper. Hermed må

hvile-i-sig-selv-princippet anses for at være forladt i forhold til

prissætningen af varmeproduktet. Omvendt kan det konstateres, at

fastsættelse af varmeprisen bør tage udgangspunkt i rimelige

driftsøkonomiske principper. I et svar til Folketinget på

spørgsmål 24 til lovforslag nr. 180, hvori der bl.a. blev bedt

om en definition på "rimelige, driftsøkonomiske

principper", hedder det, at "omkostninger, der rettelig

vedrører den ene af de to produktioner, bør således ikke

kunne overvæltes på den anden. En del af omkostningerne er

imidlertid fællesomkostninger, der ikke objektivt kan fordeles på

de to produktioner". Lovforarbejderne give således ikke megen

vejledning i, hvad der kan rummes i terminologien rimelige,

driftsøkonomiske principper, når der er tale om

fællesomkostninger. Der er derfor ingen grund til at afvise, at der kan

tages udgangspunkt i en alternativ omkostning baseret på

nutidsværdi for så vidt angår fællesomkostninger til

kapaciteten.

I den hidtil gældende fjernvarmetarif indgik et

beløb svarende til betalingen for den el, der kunne have været

produceret, hvis man ikke i stedet (som sket) havde produceret fjernvarme.

Denne manglende elproduktion fik Fynsværket kompensation for ved, at

der i fjernvarmetariffen blev indregnet et beløb svarende til, hvad

Fynsværket kunne have solgt denne elproduktion til. I tariffen var

inkluderet et beløb svarende til 28 øre/kWh for den

elproduktion, der ellers kunne være foretaget. Denne betaling var ikke

udtryk for de faktiske produktionsomkostninger. I tariffen var indregnet et

beløb svarende til cirka 13% af samtlige udgifter, hvilket blandt

andet vil sige Fynsværkets egne afskrivninger og henlæggelser

(herunder til højspændingsanlæg, decentrale

kraftvarmeværker og vindmøller), ELSAMs afskrivninger og

henlæggelser vedrørende værker tilhørende de andre

interessenter i ELSAM og Norges-forbindelsen, og køb af prioriteret

produktion fra vindmøller og decentrale anlæg, herunder

således også sparede afskrivninger og henlæggelser

(kapacitetsomkostninger). Fjernvarmekunderne har således hidtil over

fjernvarmetariffen deltaget i den samlede kapacitetsudbygning i

ELSAM-området. Tariffen inkluderede endvidere halvdelen af en beregnet

brændselsfordel. Beregningen af brændsels-fordelen tog

udgangspunkt i henholdsvis I/S Fynsværkets faktiske

produktionsanlæg og et tænkt referenceanlæg, der alene

producerer fjernvarme med en virkningsgrad på 85%. Forskellen mellem

det brændsel, der ville være indfyret på

referenceanlægget ved den givne fjernvarmeproduktion, og det

brændsel, der rent faktisk blev merindfyret på I/S

Fynsværkets anlæg til fjernvarmeproduktionen, blev opgjort, og

fjernvarmen indbetalte 50% af det således opgjorte sparede

brændsel.

I/S Fynsværkets forhandlinger med

fjernvarmeaftagerne om et nyt fjernvarmeregulativ blev indledt i december

1997. Begrundelsen var den enkle, at man allerede dengang vidste, at I/S

Fynsværket som følge af liberaliseringen af elmarkedet samt

konkurrencelovgivningen ikke længere ville kunne fastsætte

én afregningspris for interessenternes elaftag fra I/S

Fynsværket, hvorfor man besluttede, at interessenterne fra den 1.

januar 1999 frit ville kunne købe el fra alle producenter, og at I/S

Fynsværket alene ville sælge sin elproduktion gennem ELSAM.

Tilsvarende vidste man, at 60 kV- og 150 kV-nettene ville blive udskilt fra

I/S Fynsværket, og at den prioriterede produktion ville blive indregnet

i nettariffen. En fastsættelse af fjernvarmeprisen ud fra I/S

Fynsværkets hidtidige fjernvarmeregulativ ville derfor være uden

mening.

Da man som nævnt ovenfor vidste, at I/S

Fynsværket fra den 1. januar 1999 ikke længere ville

fastsætte én afregningspris for el, ønskede

fjernvarmeaftagerne med det nye fjernvarmeregulativ, at fjernvarmeprisen blev

gjort uafhængig af elprisen, at fjernvarmeprisen blev holdt på

uændret niveau, og at fjernvarmeprisen kunne beregnes ud fra

administrativt enkle metoder, der ikke er afhængige af I/S

Fynsværkets forretningsmæssige dispositioner i et liberaliseret

marked. Disse hensyn er netop tilgodeset af det nye fjernvarmeregulativ, der

i modsætning til det tidligere tager udgangspunkt i de langsigtede

omkostninger ved produktion af fjernvarme. Det er fremkommet efter

forhandling, og der er fuld enighed mellem Fynsværket og

fjernvarmeaftagerne, der alle er kommuner eller gartnerselskaber.

Ønsket med det nye fjernvarmeregulativ har

været, at fjernvarmekunderne skal betale for de MW, som

ELSAM-værkerne kunne have undgået at opføre kapacitet til,

hvis der ikke var sket fjernvarmeleverancer. Fastsættelsen af

kapacitetsbetalingen har således ikke taget udgangspunkt i de

nedskrevne værdier af Fynsværkets anlæg, men hvad det har

kostet at opføre det sidste nye værk inden for

ELSAM-samarbejdet. Det nye fjernvarmeregulativ tager udgangspunkt i de 108

MW, som fjernvarmen rent faktisk beslaglægger på

Fynsværket, og derfor skal betale for. Opgaven ved udarbejdelsen af det

nye fjernvarmeregulativ var at få fastsat prisen på de

nævnte 108 MW og denne opgave blev løst ved, at der blev

opnået enighed mellem Fynsværket og fjernvarmeaftagerne om at

tage udgangspunkt i, hvad det ville koste pr. MW at opføre en 400 MW

kraftværksenhed (svarende til Fynsværkets blok 7). og med

udgangspunkt heri beregne varmens kapacitetsbetaling. Til brug for denne

beregning var det mest tilgængelige materiale det, der kunne indhentes

fra Nordjyllandsværket vedrørende omkostninger ved

opførelsen af Nordjyllandsværkets kulfyrede 385 MW enhed. Disse

oplysninger fra Nordjyllandsværket er altså alene blevet brugt

som grundlag for beregning af omkostningerne ved en nyopført 400 MW

kraftsværksenhed. Der er således ikke tale om, at betalingen

bliver fuldstændig løsrevet fra I/S Fynsværkets egne

økonomiske forhold.

Elprisudvalgets argumentation:

Det bestrides, at afgørelsen ikke har hjemmel i

elforsyningslovens § 10, stk. 4, idet udvalget efter denne bestemmelse har

beføjelse til at gribe ind ved tilsidesættelse af § 9, stk. 4,

uden hensyn til den resulterende varmepris.

De omkostninger, som efter lovens § 9, stk. 4, skal

fordeles, skal være nogle faktiske økonomiske størrelser,

som efterfølgende kan verificeres i Fynsværkets

regnskabsmateriale. Sådan var det efter den hidtidige fjernvarmetarif,

og sådan bør det fortsat være. Kapacitetsomkostninger kan

ikke skrives i regning ud fra et fiktivt værk. Det strider mod lovens

omkostningsprincip.

Konkurrenceankenævnets

bemærkninger:

Elforsyningsloven af 1976 angav i § 9, stk. 1, hvad der

kunne indregnes i prisen ved levering af elektricitet (nødvendige

driftsudgifter, driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til

nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital). 1976-loven indeholdt

endvidere i § 9, stk. 3, den bestemmelse, som nu findes uændret i §

9, stk. 4, hvorefter det for "elforsyningsvirksomheder, som i

kombineret produktion leverer varme og elektricitet", gælder,

at "omkostningerne" skal "fordeles på de

pågældende produktioner efter rimelige, driftsøkonomiske

principper".

Af § 9, stk. 1, i elforsyningsloven af 1976 fulgte det

således, at elprisen skulle fastsættes ud fra et

"hvile-i-sig-selv"-princip. Elprisen skulle reflektere de faktisk

budgetterede og regnskabsførte driftsudgifter, afskrivninger,

henlæggelser og forrentninger af indskudskapital. Det fulgte endvidere

af sammenhængen mellem § 9, stk. 1, og § 9, stk. 3, at

fællesomkostninger kun kunne omfatte poster, som efter § 9, stk. 1,

kunne indgå i elprisen.

Om kraftvarmeværkers prissætning er det i

øvrigt i et ministersvar på et af folketingsudvalget under

behandlingen af forslaget til 1976-elforsyningsloven stillet

spørgsmål om forståelsen af § 9, stk. 3, anført, at

"omkostninger, der rettelig vedrører den ene af de to

produktioner, bør således ikke kunne overvæltes på

den anden", at "en del af omkostningerne er imidlertid

fællesomkostninger, der ikke objektivt kan fordeles på de to

produktioner", og at der kan "næppe regnes med samme

fordelingsnorm for alle værker og fra år til år",

"da de to produktioner og mulighederne for afsætning kan have

varierende betydning for de enkelte kraft-varmeværker" (svar

på spørgsmål 24 ved udvalgsbehandling af lovforslag nr.

180 af 20. marts 1975).

Det fulgte endvidere af 1976-lovens § 9, stk. 1, og 3, at

kraftvarmeværker måtte foretage en opdeling af deres budgetterede

og regnskabsførte omkostninger i omkostninger, som alene

vedrørte henholdsvis el og varme, og i fællesomkostninger, og at

fællesomkostninger skulle fordeles efter de nævnte principper

på el og varme.

Efter en lovændring i 1995 kan der i elprisen

yderligere ske indregning af udgifter ved at elforsyningsvirksomheder

tilbyder "deres kunder energirådgivning samt finansiering af

elbesparende foranstaltninger ", jf. § 9, stk. 1, og § 9 b i den

gældende lov. Efter denne lovændring kan der endvidere i elprisen

indregnes "overskud ved produktion, transmission, distribution eller

salg af elektricitet", jf. § 9, stk. 2, i den gældende

lov.

Det er en følge af denne lovændring, at

1976-lovens § 9, stk. 3, er blevet til § 9, stk. 4. Lovændringen om,

hvad der yderligere kan indregnes i elprisen, ændrer imidlertid ikke

ved 1976-lovens princip, hvorefter fællesomkostninger kun kan omfatte

budget- og regnskabsposter, som efter den oprindelige § 9, stk. 1, kunne

indgå i elprisen. Der skal således fortsat foretages en opdeling

af et kraftvarmeværks budgetterede og regnskabsførte

omkostninger i omkostninger, som alene vedrører henholdsvis el og

varme, og i fællesomkostninger, og fællesomkostningerne skal

fortsat fordeles efter de nævnte principper på el og varme.

Efter elforsyningslovens § 10, stk. 1, skal et

kraftvarmeværks priser og betingelser med angivelse af grundlaget for

prisfastsættelsen anmeldes til Elprisudvalget, som i medfør af §

10, stk. 4, giver pålæg om bl.a. ændring af priser og

betingelser, der er i strid med § 9. Efter varmeforsyningslovens § 21, stk.

1, skal et kraftvarmeværks priser og betingelser for

fjernvarmeleverancer med angivelse af prisgrundlaget anmeldes til Gas- og

Varmeprisudvalget, som i medfør af § 21, stk. 5, giver

pålæg om bl.a. ændring af priser, der er i strid med § 20,

som angiver, hvad der i overensstemmelse med

"hvile-i-sig-selv-princippet" kan indregnes i varmeprisen.

På denne baggrund finder Ankenævnet, at det

påhviler Elprisudvalget at gribe ind, hvis Fynsværkets

prissætning ikke er baseret på den nævnte opdeling af

budgetterede og regnskabsførte omkostninger i særomkostninger

for henholdsvis el og varme og i fællesomkostninger, og at det

endvidere påhviler Elprisudvalget at gribe ind, hvis

fællesomkostningerne indeholder omkostningsposter, som ikke er

indregningsberettigede efter § 9, stk. 1, og hvis fællesomkostningerne

fordeles på el og varme i strid med § 9, stk. 4. Elprisudvalget har

derfor haft fornøden hjemmel til at træffe afgørelse om,

hvorvidt Fynsværkets fjernvarmeregulativ er i overensstemmelse med

elforsyningslovens § 9, stk. 4.

Fjernvarmeregulativet indeholder ikke en opdeling og

fordeling af kapacitetsomkostninger som anført, men fastsætter

en kapacitetsbetaling for varmesiden, som skal beregnes ud fra et

tænkt, nyopført værk og således ikke er baseret

på Fynsværkets faktiske kapacitetsomkostninger efter budget og

regnskab. Ankenævnet kan ikke afvise, at udgiften til nyanskaffelse af

den kapacitet, som værket kan lægge beslag på, kan

indgå i en nøgle for fordeling af de fælles

kapacitetsomkostninger, men Ankenævnet tiltræder, at det er i

strid med elforsyningslovens § 9, stk. 4, at fastsætte varmesidens

kapacitetsbidrag på et andet grundlag end en opdeling og fordeling af

Fynsværkets faktiske kapacitetsomkostninger. Ankenævnet

stadfæster derfor den påklagede afgørelse.

Herefter bestemmes:

Elprisudvalgets afgørelse af 14. december 1998

stadfæstes.

Ole Jess Olsen

Jens Fejø

Børge Dahl

Udskriftens rigtighed bekræftes.

Konkurrenceankenævnet, den 2. november 1999.

Ulrik Friis

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter